Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon og hendes medfølgende barn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [..], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hun selv og hendes barn vil blive udsat for repressalier fra ukendte personer som hendes ægtefælle har en konflikt med. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes ægtefælle lavede VVS-arbejde for nogle ukendte personer, der tilhørte islamisterne, for omkring 4-5 år siden. Da ægtefællen ville indkræve betalingen for arbejdet blev han afpresset og fik at vide, at han skulle lave yderligere arbejde, før han kunne få sin betaling. Ansøgerens ægtefælle nægtede dette og forsøgte ikke længere at inddrive sit tilgodehavende. Efterfølgende modtog ansøgerens ægtefælle telefoniske trusler fra de ukendte personer og disse truede også med at gå efter ansøgerens og ægtefællens børn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle i [begyndelsen af 2014] blev udsat for et drabsforsøg, mens hun opholdt dig i Danmark i forbindelse med et familiebesøg. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om udsættelse på nærmere undersøgelse af ægtheden af en avisartikel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4, tidligere stk. 3. Det påhviler en ansøger at oplyse sagen og sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter forekommer usandsynlig og underbygget, blandt andet forekommer det usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle gennem mere end fem år under anvendelse af trusler og med varierende intensitet er forsøgt rekrutteret af en islamisk bevægelse uden, at den konkrete baggrund herfor er blevet oplyst. Dette findes at burde sammenholdes med oplysninger fra de svenske myndigheder om, at ansøgeren skulle have forklaret, at hendes mål rettelig ikke var Danmark, men Sverige, og at visumansøgningen til Danmark alene var et middel for at komme videre til Sverige. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at Libanon vil kunne tjene som 1. asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/6
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne, der er ægtefæller, er statsløse palæstinensere, etniske arabere og sunni-muslimer fra Benghazi, Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive forfulgt af general Haftars hær eller eventuelt af militante islamiske militser. De har endvidere henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Libyen, herunder i Benghazi. Ansøgerne har tillige henvist til, at deres syge mindreårige søn ikke kan få ordentlig lægebehandling i Libyen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at deres bopæl lå ved en nedlagt kaserne. Området var i sommeren 2014 præget af kampe mellem Haftars militær og den islamiske milits, Ansar al Sharia. [I sommeren] 2014 blev området udsat for angreb fra Ansar al Sharia, og repræsentanter for militsen beordrede ansøgerne til at forlade bopælen. [To dage senere] udrejste ansøgerne med skib fra Libyen til Italien. I [foråret] 2015 er den mandlige ansøgers forældre blevet opsøgt på bopælen af Haftars soldater, som spurgte efter ham. Den mandlige ansøger formoder, at militæret navnlig søger efter ham, fordi man mistænker ham for frivilligt at have afleveret deres hus til Ansar al Sharia. Når Haftars militær ikke tidligere har søgt efter ansøgeren hænger det nok sammen med, at omhandlede del af Benghazi først for nylig er blevet erobret af militæret. For en uge siden, har den mandlige ansøger telefonisk fået at vide, at militæret i forbindelse med eftersøgning af ansøgeren har tilbageholdt ansøgerens fader i tre dage. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes oprindelige forklaringer til grund. Et flertal finder derimod, at ansøgernes oplysninger om, at militæret eftersøger den mandlige ansøger er utroværdige. Den mandlige ansøger har forklaret, at han formoder at eftersøgningen kan hænge sammen med nedenstående omstændigheder. Ansøgernes navne og adresse er af Haftars militær inden udrejsen blevet noteret ved check points. Den mandlige ansøger er elektro-mekaniker. Ansøgerne er palæstinensere, og der er kommet en almindelig stemning rettet mod palæstinensere i boligområdet, såvel som mange andre steder i Libyen. Hertil kommer ikke mindst, at ansøgerne forlod deres hus i forbindelse med alvorlige krigshandlinger, hvor Ansar al Sharia midlertidig overtog kontrollen over kvarteret. Flertallet finder efter en samlet vurdering ikke, at der herved er oplyst nogen rimelig grund til, at militæret skulle anvende ressourcer på denne eftersøgning, dels i [foråret] og [i sommeren] 2015, men også inden afleveringen af arrestordren. Hertil kommer, at flertallet ikke finder, at de nye oplysninger om militærets henvendelse til den mandlige ansøgers forældre har bestyrket forklaringen om eftersøgningen. Flertallet bemærker herved, at oplysningerne herom har fremtrådt noget diffuse, uanset at den mandlige ansøger har forklaret, at han har talt med sine forældre flere gange herom. Den først i nævnet fremlagte kopi af et dokument, der umiddelbart fremtræder som en arrestordre, der er udstedt den […] 2015 - altså dagen før Udlændingestyrelsens afgørelse - kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet flertallet samlet set lægger til grund, at arrestordren ikke er ægte. Herefter, og uanset at de generelle forhold i Benghazi er præget af uroligheder og lejlighedsvise kampe, samt at ansøgerne ikke er libyske statsborgere, men statsløse palæstinensere, finder flertallet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/5
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim født i […] i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 som affattet ved lovbekendtgørelse af 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af forskellige grupperinger, herunder Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas, Fatah-bevægelsen og en gruppe ledet af Ahmed Jibril, fordi han er palæstinenser og sunnimuslim. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Libanon ikke kan få lov til at eje noget, og at det ikke er muligt for ham at finde et arbejde, fordi han er palæstinenser. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter for sine børns opvækst, da han ikke ønsker, at de skal vokse op i et land, hvor der er stor risiko for bombenedslag, angreb eller uroligheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født i Libanon, hvor han boede i omkring otte måneder, hvorefter han flyttede til Syrien, da der var krig i Libanon. Da ansøgeren var omkring syv-otte år, flyttede han sammen med sin familie til Danmark og blev meddelt opholdstilladelse. Omkring 2002-2003 flyttede han til Syrien, hvor han boede i Yarmouk-lejren i Damaskus sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har sammen med ægtefællen to børn, der begge er født i Syrien. I 2011 tog ansøgeren fra Syrien til Libanon for at få udstedt et rejsedokument, fordi situationen i Syrien begyndte at udvikle sig, og fordi hans rejsedokument skulle udstedes i det arabiske land, hvor han var født. I 2013 forlod han sammen med sin ægtefælle og deres børn Syrien og rejste til Libanon. Ansøgeren har oplyst, at han ikke havde nogen konflikter med hverken de libanesiske myndigheder, private personer, familiemedlemmer eller grupperinger i Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han aldrig er blevet opsøgt eller truet af nogen i Libanon, samt at han aldrig har været medlem af et politisk parti eller været politisk aktiv. I Libanon fik han udstedt et besøgsvisum til Danmark, og han indrejste herefter i Danmark [i] maj 2013 og søgte asyl [i] juni 2013. Ansøgeren har i den forbindelse over for de danske myndigheder fremlagt et libanesisk udstedt rejsedokument for palæstinensere, der er gyldigt til […] juli 2016. Ansøgerens ægtefælle og deres to børn indrejste sammen [i] november 2014 i Danmark og søgte asyl [i] november 2014. Ansøgerens ægtefælle har status som statsløs palæstinenser fra Syrien, og hun opnåede på den baggrund asylstatus [i] april 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen valgte at behandle børnenes asylsag i forbindelse med ansøgerens asylsag. [I] september 2014 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, og at der ikke var grundlag for dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. [I] december 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af […] september 2014. Udlændingestyrelsen har forud for nævnsmødet været opfordret til at begrunde, hvorfor ansøgerens to børn er omfattet af ansøgerens og ikke af moderens sag. Udlændingestyrelsen har henvist til, at forældremyndighedsspørgsmålet for børn af statsløse palæstinensere fra Libanon må anses for at følge faderens nationalitet. Dette er baggrunden for, at Udlændingestyrelsen har valgt at behandle børnenes asylsag i tilknytning til ansøgerens sag. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nu § 7, stk. 4). Flertallet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, herunder i […], er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke efter sin egen forklaring har haft konkrete personlige problemer med Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas, Fatah-bevægelsen eller andre grupperinger og i øvrigt ikke på noget tidspunkt har oplevet konkrete problemer hverken med de libanesiske myndigheder eller privatpersoner. De generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens to børn er født i Syrien i Yarmouk-lejren henholdsvis [i] 2006 og [i] 2009, og at de i det hele har fulgt deres moder, som er statsløs palæstinenser fra Syrien. Nævnet finder herefter, at børnenes asylsag mest naturligt burde have været behandlet i forbindelse med moderens asylsag. Den omstændighed, at det angiveligt følger af libanesisk ret, at forældremyndigheden tillægges faderen, finder nævnet ikke kan tillægges afgørende betydning i forbindelse med den asylretlige vurdering af børnenes forhold i Danmark. Nævnet finder således, at det følger af dansk praksis og af hensynet til børnenes tarv i øvrigt, at mindreårige børns asylsag bør behandles i tilknytning til den af forældrene, som de er fulgtes med til Danmark. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens ægtefælle, som børnene fulgtes med til Danmark, har opnået asyl [i] april 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder herefter, at børnene […], født [i] marts 2006, og […], født [i] september 2009, skal meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse med den ændring, at børnene […], og […] meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. stat/2015/3
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt et barn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Baalbeck, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Al-Baaths ungdomsafdeling siden han gik i 6. eller 7. klasse. Ansøgeren har herefter været passivt medlem af partiet fra 1987 til 1990, hvorefter han blev aktivt medlem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Al-Nusra-Fronten, fordi han er medlem af Al-Baath-partiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af Al-Baaths ungdomsafdeling siden han gik i 6. eller 7. klasse. Ansøgeren har herefter været passivt medlem af partiet fra 1987 til 1990, hvorefter han blev aktivt medlem. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet i både Syrien og Libanon indtil [sommeren] 2014. De politiske aktiviteter bestod blandt andet i deltagelse i forskellige sociale arrangementer, sommerlejre, møder, oplysningskampagner og hvervning af nye medlemmer. Ansøgeren var medlem af divisionens ledelse i Syrien samt medlem af ledelsen i sektionen i Libanon, hvor han blandt andet var intern politisk ordfører af partiet. Ansøgeren opholdt sig i Libanon fra 1973 til 1982, og igen fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2014. Ansøgeren modtog i [foråret] 2014 en dødstrussel på facebook fra [A], som er kommanderende i Al-Nusra-Fronten. Ansøgeren blev derudover beskudt af uidentificerede personer [i sommeren] 2014, da han kørte i bil sammen med sin broder. Ansøgeren og hans broder formåede dog at flygte hen til de libanesiske myndigheder for at komme i sikkerhed. Ansøgeren blev i [sommeren] 2014 kidnappet af tre ukendte personer, hvorefter han var tilbageholdt i en lejlighed i omkring 15 timer, inden han blev befriet af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen bagbundet og truet på livet. Ansøgeren udrejste af Libanon i [sommeren] 2014. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af Al-Nusra fronten til grund. Forklaringen fremstår ikke selvoplevet, men konstrueret og tillært til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om på Facebook at have modtaget dødstrusler fra [A] fremstår påfaldende set i forhold til, at flere af ansøgerens familiemedlemmer er venner med [A] på Facebook og ofte kommenterer dennes opslag og billeder. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der ikke har haft en profileret rolle i Al-Baath partiet, skulle være personligt efterstræbt af Al-Nusra fronten. Nærmere adspurgt herom har ansøgeren [i sommeren] 2015 til Udlændingestyrelsen forklaret, at han muligvis antages for en større fisk, end han er, og at han i flygtningelejren så flere lister med navne på bl.a. folk fra Al-Baath der skulle slås ihjel. Forklaringen er over for nævnet udbygget med en ny forklaring om, at han personligt – omend under et andet navn – sammen med ca. 35 andre personer stod på listen, ligesom ansøgeren har forklaret om en mere fremtrædende rolle. For så vidt angår den af ansøgeren fremlagte videooptagelse, hvorpå han ses liggende på et gulv, mens han trues med et skydevåben, finder Flygtningenævnet, at optagelsen forekommer konstrueret. Det forklarede om, hvordan optagelsen er kommet ansøgeren i hænde, fremstår i øvrigt ikke overbevisende. Det forekommer i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren skulle have mistet både en telefon og et USB-stik med optagelsen, som han medbragte til første samtale i styrelsen, og herefter have modtaget en ny kopi af optagelsen fra sin kone, der befinder sig i Libanon. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at Al-Nusra fronten, hvis den efterstræbte ansøgeren og ønskede ham død, ikke gjorde alvor af truslerne, enten da fronten antraf ham, eller da han blev holdt fanget. Endelig fremstår det utroværdigt, at ansøgeren skulle blive udsat for trusler både på Facebook og på dødslister, et skudattentat og en bortførelse uden at henvende sig til myndighederne herom og efterfølgende følge op herpå. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse, idet ansøgerens nye asylmotiv for nævnet om frygt for myndighedsforfølgelse ikke findes underbygget af oplysningerne i sagen. Da der ikke efter baggrundsoplysningerne i øvrigt ses at foreligge omstændigheder, der kan medføre, at Libanon ikke kan tjene som første asylland for ansøgeren, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.”stat/2015/29
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøger er statsløs palæstinenser fra Gaza og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst at have været politisk aktiv siden 2009 under organisationerne […],[…],[…],[…] og […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas og islamiske grupper. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har skrevet flere kritiske artikler mod Hamas på Facebook og Twitter, hvoraf nogle af dem er underskrevet af ansøgeren selv. Ansøgeren slettede imidlertid Facebookgruppen, ”[…]”, i 2010 eller i 2011, da han blev opfordret hertil af Hamas og en af sine venner. Ansøgeren har deltaget i fem større demonstrationer mod Hamas, hvilke ansøgeren ikke kan huske datoerne for deltagelsen i. Derudover er ansøgeren blevet fængslet tre gange af Hamas i forbindelse med ansøgerens planlægning af demonstrationer. Ansøgeren har endvidere været tilbageholdt og udsat for tortur af Hamas i [sommeren] 2014. Ansøgeren har videre henvist til, at tre ukendte personer skød efter ham i midten af [sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har nævnt, at han var personligt forfulgt, og ikke omtalt tilbageholdelserne og skudepisoden, men alene henvist til generelle forhold. Flygtningenævnet har endvidere overordnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet er forekommet upåvirket af de konkrete episoder med voldelige overgreb, som han angiveligt har været udsat for. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke under sagens behandling i Udlændingestyrelsen har konkretiseret sine politiske holdninger og ikke konkretiseret, hvilke politiske holdninger fra Hamas side, som han og hans kammerater har taget afstand fra og demonstreret imod. Videre har ansøgeren, da han under nævnsmødet blev spurgt herom, oplyst, at det, han tog afstand fra, var, at Hamas forbød offentlig optræden iført korte bukser og tilsvarende påklædning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i Gaza i cirka to måneder efter skudepisoden, før han udrejste, og at ansøgeren ikke søgte asyl ved ankomsten til Danmark, hvorimod han efter et par dage rejste videre til Belgien, hvor han først søgte asyl efter mere end en uges ophold. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering, hvori også er indgået, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende vedrørende detaljer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/28
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser samt et barn fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser, født og opvokset i Syrien, men med registrering som flygtning i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, idet hun frygter den generelle sikkerhedssituation, herunder at hun frygter for at blive ramt af eksplosioner eller andre krigshandlinger i Libanon. Ansøgeren har videre henvist til, at hun intet netværk har i Libanon. Ansøgeren har under samtalen med den beskikkede advokat yderligere henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle i Libanon vil opsøge hende og gøre krav på deres fælles 6-årige barn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun er født og opvokset i Syrien. Hendes mor er syrisk statsborger, og hendes far er statsløs palæstinenser registreret i Libanon. Ansøgeren fik i 2009 udstedt et rejsedokument på paskontoret i Beirut for statsløse palæstinensere i Libanon. I 2012 fik ansøgeren fornyet sit pas på den libanesiske ambassade i Syrien, hvorefter det var gyldigt i tre år. Ansøgeren flygtede i [foråret] 2014 fra Syrien sammen med sin moder, broder og datter til Libanon på grund af krigen i Syrien. Hun opholdt sig i Baalbek-lejren i fire måneder, hvorefter hun sammen med sin datter og moder udrejste fra Libanon. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Et flertal i Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren efter en samlet konkret bedømmelse kan henvises til at tage ophold i Libanon, uanset at hun er registreret i Libanon og derfor må antages at kunne indrejse lovligt i Libanon og der være beskyttet mod refoulement. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogen reel tilknytning til Libanon. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens eneste opholdsperiode i Libanon strakte sig over fire måneder efter, at hun med sin familie var flygtet fra Syrien, og inden hun udrejste fra Libanon. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er uden netværk i Libanon, idet hun hverken har familie eller andre personlige relationer til personer i Libanon. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren må anses for at være i en særlig sårbar situation som enlig kvinde med et 6-årigt barn uden reelle muligheder for at opnå hverken forsørgelse eller beskyttelse mod fysiske overgreb. Flertallet af Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de omfattende baggrundsoplysninger om de generelt og tiltagende svære forhold for statsløse palæstinensiske flygtninge i Libanon såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk. Der henvises herved til baggrundsoplysninger, særligt Udlændingestyrelsens factfinding rapport fra oktober 2014. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser […] samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1..” stat/2015/27
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [landsbyen A], [tæt på byen B], Libanon. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle opholder sig i Danmark, og at hun ønsker, at hendes børn får en bedre fremtid. Derudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Libanon. Hun vil undgå de urolige og lovløse forhold i lejren, hvor der har været kampe mellem militsgrupper. Hun kommer ikke så godt ud af det med sin stedmoder. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med hverken de libanesiske myndigheder, militante grupper, religiøse grupper eller kriminelle grupper. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring samt Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun ikke har haft asylbegrundende konflikter. Hendes familie bor stadig i Libanon, hvor nævnet – uanset de urolige forhold i lejren og de generelt ugunstige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – fortsat finder, at hun kan opnå den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter, at Libanon kan tjene som hendes første asylland, jf. udlændingelovens daværende § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/25.
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har boet i Libyen siden 1998. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold herunder den manglende sikkerhed og urolighederne i landet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han frygter at blive drabsmand eller selv at blive dræbt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han ikke har noget at vende tilbage til, og idet han ikke vil være i stand til at indrejse i Syrien på sit pas, som er udstedt Det Palæstinensiske Selvstyre, samt fordi han ikke har en opholdstilladelse i Syrien. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han er blevet forsøgt hvervet af en militsgruppe. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden 1998 er hans hjemland, og at han herefter skal vurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens hidtidige forklaring om sine forhold i Libyen til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet forsøgt hvervet af en milits i 2014. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren er fremkommet med en udbyggende forklaring om sine konflikter med militsen. Ansøgeren har således først under nævnsmødet forklaret, at han har været forsøgt hvervet. Dertil kommer, at ansøgeren ikke under nævnsmødet var i stand til at forklare nærmere om episoden eller svare på uddybende spørgsmål om, hvorledes forsøget på hvervning fandt sted. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgeren fremlagte skrivelse fra lokalrådet ikke kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at dokumentet fremstår som konstrueret til lejligheden. Det forekommer således usandsynligt, at byens administration skulle lægge sig ud med den milits, som styrer byen, og at faderen, der i øvrigt har forladt byen, skulle kunne være i fred fra den styrende milits på grund af et dokument udstedt af lokalrådet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter og uanset, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR fra oktober 2015 ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgerens far [medio] 2014 mistede sin opholdstilladelse i Libyen, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har boet i Libyen siden 1998, ikke har sandsynliggjort, at dette har indflydelse på hans mulighed for at opholde sig i Libyen. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/24
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien og muslim af trosretning Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter den generelt ustabile og urolige tilstand i landet. Ansøgeren har også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at hendes ægtefælle vil tvinge hende til at forblive gift med ham, og at han vil forbyde hende at se sin familie. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, herunder at hun vil blive voldtaget eller slået ihjel som følge af de generelle uroligheder. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for sin ægtefælle i Libyen oplyst, at hun og ægtefællen forinden ansøgerens udrejse af Libyen blev enige om at blive skilt. De blev herefter skilt efter en mundtlig tilkendegivelse herom, med de nåede ikke at blive formelt skilt. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgerens ægtefælle kontaktet hende, i hvilken forbindelse han gav udtryk for, at han gerne vil have hende tilbage. Idet ansøgeren nægtede, truede ægtefællen med, at han ville fremvise private billeder af hende og hendes familie. Ansøgerens ægtefælle indvilligede senere i at skilles fra ansøgeren, såfremt hendes familie betalte den medgift tilbage, som han havde betalt i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet med ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle har efterfølgende kontaktet retten i Libyen og søgt om skilsmisse. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden 1998 er hendes hjemland, og at hun herefter skal vurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om hendes forhold og forholdene i Libyen til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konflikt med ægtefællen har en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde asyl. Der er herved lagt vægt på de konkrete omstændigheder ved ægteskabet, herunder at der er tale om et arrangeret ægteskab, som endnu ikke er fuldført, fordi selve brylluppet ikke nåede at finde sted, ægteskabets varighed og konfliktens udstrækning. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter og uanset, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er statsløse palæstinensere, i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR fra oktober 2015 ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgerens far [medio] 2014 mistede sin opholdstilladelse i Libyen, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har boet i Libyen siden 1998, ikke har sandsynliggjort, at dette har indflydelse på hendes mulighed for at opholde sig i Libyen. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/23
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, som er statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb som følge af de generelle uroligheder i Libyen og navnlig risikoen for forfølgelse fra militsen Misrata. Ansøgeren frygter endvidere at blive anholdt af de libyske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af landet. Hun har videre henvist til, at der sker diskriminering af statsløse palæstinensere i Libyen. Uanset at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter hun har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ansøgeren findes endvidere ikke alene under henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at hun er statsløs palæstinenser, at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren efter det oplyste i en årrække de facto har kunnet bo og opholde sig i Libyen uanset at hun ikke har været i besiddelse af en individuel opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/22
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, muslimer af trosretning og statsløse palæstinensere fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger er født i Syrien og har som lille boet i Polen, Syrien og Libyen. Hun har haft fast bopæl i Libyen siden 1998 og frem til udrejsen den [i efteråret] 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb som følge af de generelle uroligheder i Libyen og navnlig risikoen for forfølgelse fra militsen Misrata, der i midten af 2014 opstillede en raketrampe 500 meter fra ansøgernes hus med henblik på at bombe olieraffinaderierne i Tripoli. Ansøgerne frygter endvidere at blive anholdt af de libyske myndigheder, fordi de er udrejst illegalt af landet. De har videre henvist til, at der sker diskriminering af statsløse palæstinensere i Libyen. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at den kvindelige ansøger i forhold til en udsendelse til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund findes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt i forhold til en udsendelse til Libyen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter de har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ansøgerne findes endvidere ikke alene under henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at de er statsløse palæstinensere, at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerne efter det oplyste i en årrække de facto har kunnet bo og opholde sig i Libyen uanset at de ikke har været i besiddelse af individuelle opholdstilladelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/21
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt for forræderi i Syrien, idet han er flygtet fra sit job som rengøringsmand for staten, samt at hans familie på baggrund heraf er eftersøgt. Klageren har endvidere oplyst, at hans to ældste sønner er efterlyst for ikke at deltage i militæret. Hans ene søn, Amer, er blevet såret under krigen og kan nu ikke gå. Sønnerne er endvidere særligt efterlyst for at finde frem til klageren. Klagerens familie befinder sig i Libanon, hvor de hver dag må tigge for at få penge til mad. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren hverken i sit asylansøgningsskema eller under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han havde arbejdet som rengøringsmand for staten, og at han er eftersøgt for forræderi. Som begrundelse for at undlade dette har klageren i sin klageskrivelse anført, at han havde fået fortalt, at han ikke skulle sige sandheden, da der var nogle i systemet/eller øvrige ansøgere, der kunne ”stikke” ham og give oplysninger videre til Syrien, hvorfor han på daværende tidspunkt ikke turde fortælle sandheden. Denne del af klagerens forklaring er således først fremkommet efter, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en udbygget forklaring, der forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det, som klageren har oplyst om sin families forhold, findes ikke at ændre ved Flygtningenævnets vurdering af sagen. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/20
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløst palæstinensisk ægtepar. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra henholdsvis Safforya, i det nuværende Israel og Waevel-lejren i Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter den generelle sikkerhedssituation i Al Baadawi-lejren, og de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter for sin økonomiske og helbredsmæssige situation i Libanon, da han ikke har de fornødne midler til at betale for sin medicin, som han har brug for grundet en række hjerteoperationer. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter sin helbredsmæssige situation, da hun lider af astmatisk bronkitis, forhøjet blodtryk og stivhed i kroppen, og hun frygter, at der ikke er nogen til at tage sig af hende og hendes ægtefælle i Libanon. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne som statsløse palæstinensere isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland. Ansøgerne har boet i Al Baadawi-lejren siden deres tilbagevenden fra [et andet arabisk land] i 1999, ligesom den mandlige ansøger før opholdet i [et andet arabisk land] har boet i Al Baadawi-lejren. Ansøgerne har under deres ophold i lejren ikke konkret været involveret i problemer med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner, bortset fra den episode med [en mand] omkring årsskiftet 2013/2014, som ansøgerne har fortalt om til advokatsamtalen og under nævnsforklaringen. Det skal særligt bemærkes, at den mandlige ansøger har oplyst, at der ikke har været yderligere episoder mellem ham og [manden]. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofileret og udrejste legalt legitimeret med deres libanesiske rejsedokumenter. Ansøgernes ønske om at bo hos deres søn i Danmark og oplysningerne om deres dårlige økonomi og helbredsforhold er socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. De økonomiske og sociale forhold i Libanon må i øvrigt antages at være tilstrækkelige. Oplysningerne om de i øvrigt generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Sammenfattende findes ansøgerne stadig at have en nær tilknytning til Libanon, hvor de efter det foreliggende fortsat må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse. Libanon kan derfor tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Stat/2015/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Khan Yunis, Gaza. Ansøgeren har oplyst, at han har været politisk aktiv for Fatah i perioden primo 2013 til primo 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af Hamas, fordi de vil anklage ham for at være spion eller kollaboratør med Israel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af medlemmer af [A]-familien, som følge af en familiekonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede for Fatah i perioden fra begyndelsen af 2013 til begyndelsen af 2014. Sammen med sin ven, [K], har han blandt andet opsat plakater og opdateret en hjemmeside for partiet. I begyndelsen af 2014 modtog han trusler i form af tre sms’er fra en person fra Hamas, idet Hamas havde opdaget hans tilknytning til Fatah. Ansøgeren skjulte sig herefter i byen Rafah, indtil sin udrejse i sommeren 2014. Ansøgerens bopæl blev i denne periode flere gange opsøgt af Hamas, som spurgte efter ham. Ansøgeren har endvidere fået at vide af [K], at Hamas har eftersøgt ham. Ansøgeren udrejste i [sommeren] 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at hans slægt har haft en fejde med [A]-familien siden 2005, og at denne fejde har kostet flere familiemedlemmer livet, ligesom flere har måttet flygte. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om begivenhederne forud for udrejsen blandt andet, om han ophørte sine aktiviteter på grund af de tre sms’er, om han – hvis han stoppede – gjorde det efter den anden eller tredje sms, om hvornår Hamas begyndte at lede efter ham på bopælen, om [K] og/eller [Q] blev tilbageholdt og tortureret af Hamas, således at de fik talebesvær, om tidspunktet for deres tilbageholdelser, om opholdsstedet hos søsteren i Rafah og om familiefejden. Vedrørende konflikten med Hamas fremstår det påfaldende, at Hamas i sms’erne nærmest advarede ansøgeren, selvom organisationen efter ansøgerens egen forklaring ville anholde ham. Dernæst fremstår ansøgerens oplysninger om selve udrejsen usandsynlige, når der henses til ansøgerens person og de konkrete forhold i Gaza på udrejsetidspunktet. Med hensyn til familiefejden må det tillægges vægt, at ansøgeren til samtalen i Udlændingestyrelsen oplyste, at den blev afsluttet i 2009, og at ansøgerens slægt er stor og magtfuld i lokalområdet. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Gaza risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/19
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ægtepar samt et barn fra Vestbredden. Indrejst i 2014. Ansøgerne er statsløse palæstinensere og muslimer af trosretning fra Vestbredden. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at han ikke vil være i sikkerhed, idet selvstyret er efter ham. Han frygter ligeledes andre personer i hjemlandet på grund af rygterne om, at han skulle være kollaboratør, hvorfor han frygter, at folk vil slå ham ihjel som følge af dette. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de palæstinensiske myndigheder i 2008 begyndte at opsøge familien, herunder særligt sønnen [søn 1]. I 2007 flyttede ansøgernes søn, [søn 1], til […], fordi han var eftersøgt af myndighederne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter ukendte personer, der har opsøgt hende og hendes børn, hvorfor hun frygter for sit og sin families liv. Hun ved ikke, om de ukendte personer er fra den israelske hær, de palæstinensiske myndigheder eller Hamas. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgernes søn, [søn 1], forsvandt for omkring tre-fire år siden, og at omkring en måned efter hans forsvinden blev familien opsøgt første gange. [I sommeren 2014] udrejste ansøgerne med deres søn [søn 2] på et visum til Danmark, fordi de skulle besøge deres søn [søn 3]. Ansøgerne og deres medfølgende søn indrejste i Danmark [i sommeren 2014], og de havde planlagt at forlade Danmark igen inden [et senere tidspunkt i sommeren 2014], på trods af at deres visum var gyldigt til [et endnu senere tidspunkt i sommeren 2014]. Ansøgerne valgte at udsætte deres udrejse, da deres søn, [søn 3], havde talt med deres datter i hjemlandet, der havde oplyst, at hun var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter ansøgerne. [I sommeren 2014] talte [søn 3] igen med ansøgernes datter, der oplyste, at problemerne i hjemlandet fortsat var til stede, hvorfor ansøgerne valgte at indgive asylansøgning i Danmark. Ansøgerne har på en række punkter forklaret upræcist vedrørende begivenhederne i forbindelse med det påberåbte asylmotiv blandt andet om sønnen [søn 1] aktiviteter, opholdssted og forsvinden, om tidspunktet for [søn 1] forsvinden, om henvendelserne på bopælen efter [søn 1] forsvinden, herunder om hvem, der stod bag henvendelserne, om [søn 4] opholdssted og om afhændelsen af ansøgernes bopæl. Ifølge ansøgerne var der tale om regelmæssige ransagninger frem til udrejsen foretaget af maskerede, bevæbnede personer, som angav at lede efter [søn 1]. Hverken ansøgerne eller deres tilbageværende børn er på noget tidspunkt blevet tilbageholdt eller udsat for andre straffeprocessuelle indgreb bortset fra ransagningerne. Endvidere udrejste ansøgerne legalt af hjemlandet, da de skulle til Danmark. På denne baggrund fremstår det i sig selv påfaldende, at ansøgerne i slutningen af deres ophold i Danmark pludselig skulle være blevet eftersøgt i hjemlandet, idet der var opstået et rygte om, at familien skulle have samarbejdet med israelerne. Det må i denne forbindelse tillægges vægt, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerne på noget tidligere tidspunkt skulle være blevet mistænkt herfor. Hertil kommer, at ansøgerne ifølge deres egen forklaring gennem flere år havde været udsat for regelmæssige og omfattende henvendelser på bopælen. Ansøgerne har oplyst, at de kom i besiddelse af de fremlagte dokumenter og fotos (bilag A-D) omkring [vinteren 2015], uanset at de angår begivenheder omkring sommeren 2014. Ansøgerne har ikke på sammenhængende måde redegjort for det sene fremkomsttidspunkt. Den mandlige ansøger har forklaret upræcist om trusselsbrevet fremlagt som bilag E, herunder om afsenderen af truslen, der fremstod som et videresendt billede. Sammenfattende kan der ikke lægges nogen vægt på de fremlagte dokumenter og fotos. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Flygtningenævnet har i denne forbindelse i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerne på flere konkrete spørgsmål har svaret afglidende og upræcist, også selvom der herved tages hensyn til deres alder og helbredsforhold. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/18
Nævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libyen samt fire børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at hendes børn og ægtefælle vil blive kidnappet eller slået ihjel af bevæbnede grupper, da hendes ægtefælle tidligere er blevet kidnappet to gange, ligesom ansøgeren er sunni-muslim og ægtefællen er shia-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle under ramadanen i 2011 blev kontaktet i forbindelse med hans forretning. Ægtefællen kom ikke hjem til normal tid, men dagen efter ringede han fra sygehuset og fortalte, at han var blevet overfaldet af de mænd, der havde kontaktet ham. Ægtefællen blev slået bevidstløs, stukket i skulderen med en kniv og frarøvet 10.000 libyske dinarer, hvilket blev meldt til politiet. Fra slutningen af 2013 og frem til ansøgernes udrejse i 2014 modtog de begge trusler telefonisk formodentlig fra islamistiske grupper, hvoraf fremgik at ansøgeren eller hendes børn ville blive kidnappet og slået ihjel. I slutningen af [foråret] 2014 blev ansøgerens datter forsøgt kidnappet fra skolen. Under ramadanen i 2014 blev ansøgerens ægtefælle kidnappet og var tilbageholdt i 18 dage, hvorefter han blev løsladt mod betaling af en løsesum på 20.000 libyske dinarer, som ansøgeren betalte med hjælp fra sin broder og sin ægtefælles ven. Under ægtefællens tilbageholdelse blev familiens dokumenter brændt, og ting blev stjålet fra bopælen. Efter ægtefællens løsladelse og i forbindelse med, at familien flyttede til [by], modtog ansøgeren telefoniske trusler, idet hun er sunni-muslim og ægtefællen er shia-muslim. I [efteråret] 2014 udrejste ansøgeren med sin familie af Libyen. Efter udrejsen, er ansøgerens forældre blevet opsøgt og truet af en person ved navn […], og ansøgeren har modtaget telefoniske trusler fra samme. Ansøgeren har forklaret, at hendes problemer i Libyen hovedsageligt beror på ægtefællens forhold. Ansøgeren og hendes ægtefælle er enige om, at overfaldet i 2011 var et røverisk overfald, at episoden er afsluttet og ikke siden har givet dem problemer, og at forholdet er anmeldt til politiet. Ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret divergerende om, hvornår truslerne mod dem begyndte. De har forklaret divergerende om flere væsentlige detaljer om kidnapningen af ægtefællen, herunder hvor lang tid ægtefællen var kidnappet, hvor mange gange de talte i telefon sammen, om der blev skudt, mens de talte sammen, hvem der afleverede pengene, hvor mange biler der var til stede ved overdragelsen af pengene, hvor mange kidnappere der kom hen til bilen, og om der var tale om et landbrugsområde, eller om der var boliger. Ansøgeren og hendes ægtefælle har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt deres bolig blev brændt ned. Ansøgerens ægtefælle har endvidere forklaret divergerende om sin konflikt med hans tidligere ven […], idet han først har forklaret, at [vennen] var lovet en dusør på 40.000 dollars men under mødet for nævnet har forklaret, at der var tale om 40.000 dinarer. Ansøgeren har ikke forklaret om problemer med [vennen]. Såfremt der var tale om en konflikt, var det en civilretlig konflikt, der ikke har en intensitet, der berettiger til asyl. Idet nævnet tilsidesætter ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer om kidnapningen i 2014 og omstændighederne i den forbindelse, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [medio forår] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [primo sommeren] 2015 påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor blandt andet henvist til, at klageren er blevet opsøgt af Den Frie Syriske Hær samt de syriske myndigheder med henblik på, at han skulle tilslutte sig dem. Idet klageren ikke ønskede at vælge side i konflikten, valgte han at lukke sit værksted og udrejse af Syrien til Libanon i november 2012. Endvidere frygter klageren at blive genindkaldt til det syriske militær. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder et flertal af Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at [klageren] hverken i sit asylskema eller under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han måtte lukke sit værksted som følge af henvendelser fra både Den Frie Syriske Hær og fra myndighederne. Denne del af [klagerens] forklaring, der først er fremkommet efter, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er udbyggende, og flertallet finder denne forklaring konstrueret til lejligheden. Myndighederne har ikke taget konkrete skridt til at genindkalde klageren, ligesom han ikke har været genindkaldt siden 1989, hvorfor nævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at han risikerer genindkaldelse. Nævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren kan føre til, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/16
Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af vinteren] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i slutningen af foråret] 2015 påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han med den midlertidige beskyttelsesstatus ikke kan få familiesammenføring på nuværende tidspunkt. Klagerens ægtefælle og børn befinder sig i Libanon, hvor forholdene er meget dårlige. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at [klageren] har forklaret upræcist og i generelle vendinger om, hvilke bevæbnede grupper han har nægtet at samarbejde med, herunder at hans moder er blevet opsøgt én gang af ukendte mænd. Nævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren kan føre til, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/15
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter de libanesiske myndigheder, og at han på falsk grundlag vil blive sigtet for kriminalitet. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold i Libanon, herunder forholdene i Ain Al-Hilwe-lejren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han efter sin tvangsudsendelse i 2007 blev tilbageholdt og afhørt af politiet. Han blev taget med til afhøring, hver gang han bevægede sig uden for Ain Al-Hilwe-lejren. Myndighederne ville have, at han skulle forgifte sin fætter […]. I sommeren 2008 gav efterretningstjenesten ham lov til at rejse på ferie i Dubai, hvor han opholdt sig i omkring tre måneder. Efterfølgende vendte ansøgeren tilbage til Libanon for at søge om arbejdstilladelse i Dubai. Mens han var i Libanon, blev hans fætter slået ihjel, og han tænkte, at efterretningstjenestens interesse i ham var væk. Omkring to til tre uger senere rejste han tilbage til Dubai, hvor han opholdt sig, indtil han igen rejste tilbage til Libanon, fordi hans moder blev syg. Da han igen forsøgte at udrejse til Dubai, blev han anholdt og afhørt af efterretningstjenesten om sin broders aktiviteter. Han blev bedt om at bistå med at slå broderen ihjel, fordi denne var involveret i en palæstinensisk gruppering. Dette accepterede han. Dernæst blev han løsladt. Omkring tre uger efter blev han igen opsøgt af efterretningstjenesten, der nu var sammen en repræsentant fra henholdsvis den franske og britiske efterretningstjeneste. Han blev igen bedt om at bistå med at slå sin broder ihjel. Ansøgeren orienterede sin broder om henvendelserne, og omkring tre uger efter udrejste han illegalt til Syrien. Endvidere har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i Danmark har fået at vide fra sin familie i Libanon, at de libanesiske myndigheder mistænker ham for at smugle personer til Europa. Under hans ophold i Danmark er han tillige blevet ringet op at en navngiven person, som har forbindelse til den libanesiske efterretningstjeneste. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet i sin tidligere afgørelse [fra] 2006 har tilsidesat ansøgerens forklaring om de konflikter, dels med de libanesiske myndigheder og dels med forskellige grupperinger, som ansøgeren dengang gjorde gældende, som ikke værende troværdig. Det bemærkes tillige, at ansøgeren under den aktuelle asylsag selv har oplyst, at han ikke ved tilbagesendelsen til Libanon i 2007 havde personlige konflikter med hverken myndigheder, private eller grupperinger. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om det aktuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i væsentlig grad har forklaret divergerende og udbyggende og på nogen punkter decideret modstridende i en sådan grad, at forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at divergenserne blandt andet vedrører centrale punkter af asylmotivet og ikke kan skyldes den forløbne tid, siden de angivelige begivenheder fandt sted. Som ganske centralt modstridende forklaring, har Flygtningenævnet hæftet sig ved, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema har oplyst, at han nægtede at samarbejde mod sin broder, hvorefter han blev fængslet i en måned, mens han i øvrigt under asylsagen har forklaret, at han accepterede at hjælpe efterretningstjenesten. Han har ligeledes over for Flygtningenævnet forklaret, at han efter den seneste tilbageholdelse opholdt sig i omkring halvanden måned i Libanon og omkring halvvejs i forløbet blev opsøgt af repræsentanter fra den libanesiske, franske og britiske efterretningstjeneste. Til asylsamtalen har han forklaret, at han udrejste fem til syv dage efter at være blevet løsladt. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Uanset at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet herefter, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet finder således, at Libanon forsat vil kunne yde ansøgeren den beskyttelse, som må kræves af et første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/14
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien samt et barn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere, sunni-muslimer af trosretning og statsløse palæstinensere fra Dama-skus, Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at de [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 7, stk. 3. Klagerne har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med på-stand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært, stk. § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at de med den midlertidige beskyttelsesstatus først kan få familiesammenføring, hvis den midlertidige opholdstilladelse forlænges efter det første år. Flygt-ningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at kla-gerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien på grund af deres indi-viduelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at [den mandlige klager] har oplyst, at han ikke selv har haft nogen konflikter af nogen art i Syrien, og at han i øvrigt ikke har kendskab til, at [det medfølgende mindreårige barn] har haft selvstændige konflikter. Næv-net finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren, kan føre til, at klagerne er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. [Klagerne] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/13
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive forhørt, tortureret og dræbt af Hamas, idet han ikke vendte tilbage til træning efter at have været på familiebesøg. Ansøgeren frygter videre den generelle konflikt med Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ikke kan gå i skole i Gaza, og at han udrejste, idet hans forældre ønskede, at han skulle have en bedre tilværelse. Forud for ansøgerens udrejse blev han tvangsrekrutteret af Hamas. Han opholdt sig i en træningslejr i to måneder, hvorefter han fik lov til at tage hjem på familiebesøg. Eftersom han ikke returnerede til træningslejren, opsøgte medlemmer af Hamas hans bopæl, fordi de ville bringe ham tilbage til træningslejren. Ansøgeren oplyste dem om, at han var syg, men at han ville returnere til lejren, når han blev rask. Ansøgeren udrejste herefter af Gaza. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at redegøre for sit asylmotiv og svare relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren har deltaget i en sprogtest, hvoraf det fremgår, at hans dialekt mest sandsynligt tyder på, at han er fra Jordan, mens dialekten ikke er forenelig med dialekten i Gaza, hvor han har oplyst, at han stammer fra. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet herunder i beskrivelsen af sin rejserute udvist meget ringe realiakendskab til Gaza. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har udvist meget ringe kendskab til Gaza, ligesom udfaldet af den foretagne sprogtest ikke understøtter hans forklaring om, at han er født og opvokset i Gaza. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren over for sin advokat og under nævnsmødet har udbygget sin forklaring med, at han som 10 årig blev sendt til Jordan. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende og upræcist om baggrunden for sit asylmotiv. Han har således først forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af besættelsesmagten, som så mange andre er blevet det, og senere, at han frygter, at han ikke kan uddanne sig og arbejde i Gaza på grund af krigen. Endelig har han senest angivet, at han frygter at blive hvervet af Hamas, som har hvervet ham en gang tidligere, hvilken forklaring han fragik under nævnsmødet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for diverse divergenser, og Flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares med ansøgerens unge alder og den omstændighed, at han ikke fra begyndelsen turde fortælle sin sande historie. Flygtningenævnet lægger derimod ansøgerens forklaring om et svært liv og ønsket om et liv i Europa til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren vedrørende dette asylmotiv har påberåbt sig sociale forhold, herunder arbejdsløshed etc., og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2013, men at han først ansøgte om asyl i sommeren 2014, da han blev antruffet af politiet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen med henblik på yderligere indhentelse af oplysninger om ansøgerens identitet, hvorfor den mere subsidiære påstand herom ikke tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/11
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Algeriet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim født i […] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som statsløs palæstinenser i Algeriet blev udsat for diskrimination og chikane på baggrund af sin etnicitet. Herudover har hun henvist til, at hun blev udsat for religiøs chikane. Endelig har hun til samtalen med Dansk Flygtningehjælp den […] oplyst, at hun frygter, at hun ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun som statsløs palæstinenser i Algeriet har meget svært ved at få et arbejde, og at mange statsløse palæstinensere er arbejdsløse i Algeriet. Hun har endvidere henvist til, at ukendte personer generede hende og spurgte, hvad hun lavede i Algeriet. Ansøgeren er endvidere blevet bestjålet af to ukendte maskerede mænd, ligesom hun et par gange er blevet generet og udskældt af ukendt personer, fordi hun ikke bar tørklæde. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af sagen, at ansøgeren er født [i] 1996 i […] i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun har uddannet sig i Algeriet, og at hun har opholdt sig i landet frem til sin udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren, der er født og opvokset i Algeriet, efter nævnets faste praksis asylretligt skal vurderes i forhold til Algeriet. Den omstændighed, at ansøgerens forældre er født i Libanon, hvorfra de i 1982 flygtede til Algeriet, hvor ansøgeren som nævnt ovenfor har boet hele sit liv frem til sin udrejse i […] 2014, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal anses som statsløs palæstinenser fra Libanon og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at den palæstinensiske selvstyremyndighed i Ramallah i 2010 har udstedt et palæstinensisk rejsedokument til ansøgeren, kan føre til, at ansøgeren asylretligt ikke skal vurderes i forhold til Algeriet. Uanset om ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er berettiget til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har konflikter med myndighederne, privatpersoner eller familiemedlemmer i Algeriet. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens moder, storesøster og storebror efter det oplyste opholder sig problemfrit i Algeriet. Ansøgerens forklaring om, at hendes to søskende som færdiguddannede ikke har kunnet finde et arbejde i Algeriet, og at hendes familie forsørges af hendes faders pension og hendes morbrødres økonomiske hjælp, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, idet der er tale om socio-økonomiske forhold, der falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Switzerland: State Secretariat for Migration (SEM), The Development in Algeria in the Shade of the Arabic Spring, and its Consequences on Migration” udgivet den 20. januar 2012 af Sekretariatet for Migration i Schweiz, side 22, at palæstinensere har den samme adgang som algeriere til at finde et arbejde. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren har forklaret, at hendes fader har haft et arbejde i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det som statsløs palæstinenser er muligt at finde arbejde i private virksomheder, men at det er svært at finde arbejde inden for det offentlige. For så vidt angår ansøgerens muligheder for at indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder af den ovenfor nævnte rapport, side 22, at alle palæstinensere bliver registreret i Algeriet, og at børn, der er født i Algeriet, bliver registreret ved de algeriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at ansøgeren var blevet optaget på universitetet i Algeriet, da hun flygtede ud af landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Det af ansøgeren anførte om, at ukendte personer generede hende og spurgte, hvad hun lavede i Algeriet, at hun under en enkeltstående episode blev bestjålet af to ukendte maskerede mænd, ligesom hun et par gange blev generet af ukendte personer og skældt ud, fordi hun ikke bar tørklæde, finder nævnet ikke har en sådan intensitet eller karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Algeriet i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/10
Nævnet stadfæstede i juni og 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Ansøgeren har siden 1948 boet i en flygtningelejr i [...]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun ikke vil være i stand til at flygte fra flygtningelejren, hvor hun er bosiddende, såfremt der måtte opstå uroligheder i lejren, idet hun er næsten blind. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er meget bange, idet et stort antal syrere flygter til Libanon. Endvidere frygter hun at blive udsat for vold af IS, såfremt IS måtte angribe eller indtage den flygtningelejr, hvor ansøgeren bor. Ansøgeren har en søn og en datter, der fortsat bor i Libanon. Ansøgerens [familiemedlem] har boet i samme lejr som ansøgeren, men har på grund af risikoen for angreb på lejren valgt at flytte til et andet sted i Libanon. Ansøgerens [familiemedlem] bor en times kørsel fra den lejr, hvor ansøgeren bor. Ansøgeren er således overladt til sig selv, og hun vil på grund af sin alder og sit dårlige helbred være særlig udsat, såfremt lejren bliver angrebet, eller hun af andre grunde bliver tvunget til i hast at forlade lejren. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, nu § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon og herunder i […] er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren er svækket på grund af alder og sygdom ændrer ikke herved. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk singhaleser og buddhist fra […] Sabaragamuwa Distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive dræbt af beboerne fra landsbyen [L], idet de anklager hendes ægtefælle for at have været et højtstående medlem af LTTE (Liberation Tigers of Tamil Eelam) og i den forbindelse at have deltaget i en massakre mod singhalesere i [L]-området. Landsbybeboerne har truet ansøgeren, og de har udsat hendes familie for vold. Ansøgeren giftede sig med sin ægtefælle [i] 2014 i Sri Lanka. Han er etnisk tamil. Efter brylluppet rejste han tilbage til Danmark. [Senere i] 2014 kom ansøgerens faster og slægtninge fra [L] på besøg, og de stillede hende spørgsmål om hendes ægtefælle. Ansøgeren oplyste dem hans navn. Nogle dage efter blev slægtningene klar over, hvem hendes ægtefælle var. Ansøgeren bopæl blev opsøgt af en gruppe personer, som truede med at slå ansøgeren ihjel og udsatte hende for overgreb. Ansøgeren anmeldte det til politiet. Nogle dage efter episoden blev ansøgerens ældste lillebror angrebet af en gruppe på omkring 15 personer, da han var på vej hjem fra arbejde. Han blev indlagt på hospitalet og var indlagt i omkring en måned. Også overfaldet på lillebroren blev anmeldt til politiet. Ansøgeren levede efterfølgende skjult hos venner. Hun kontaktede sin ægtefælle. Han lovede, at han ville få ansøgeren til Danmark. Chikanen af hendes familie fortsatte. Ansøgerens forældre blev opsøgt, og der blev spurgt efter ansøgeren og hendes ægtefælle. I [efteråret] 2015 blev ansøgerens far overfaldet, og han var sengeliggende indtil sin død i [foråret] 2016. Ansøgerens mor døde i [senere i foråret] 2016. To af ansøgerens søskende flyttede efterfølgende ind på forældrenes bopæl. De blev også opsøgt af folk, der spurgte efter ansøgeren og ægtefællen. I [sommeren] 2016 fraflyttede de bopælen, og de er ikke efterfølgende blevet opsøgt. Ansøgeren frygter endvidere familien til en srilankansk kvinde, fordi familien mener, at ansøgeren er skyld i, at kvinden blev udsendt i Danmark. Kvinden blev anholdt sammen med ansøgeren og blev udsendt af Danmark, fordi hun ikke havde lovligt ophold i Danmark. Familien har chikaneret ansøgerens familie i Sri Lanka. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved i forhold asylmotivet vedrørende ægtefællens tilknytning til Liberation Tigers of Tamil Eelam, LTTE, lagt vægt på, at ægtefællen har fået afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren] 2007. Det er i denne afgørelse på baggrund af hans egen forklaring lagt til grund, at han ikke selv har været medlem af LTTE, men har udført mindre tjenester for dem med at reparere biler og køre ærinder, som udgjorde yderst begrænsede aktiviteter, og at disse aktiviteter ikke kunne anses for at være kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgerens forklaring om, at hendes ægtefælle ifølge hendes familie på Sri Lanka skulle have haft en høj stilling i LTTE, og at hendes familie skulle kunne identificere ham som sådan alene på grund af hans navn, kan derfor ikke lægges til grund. Som følge heraf kan ansøgerens påståede konflikt med personer fra [L], der hævder, at ansøgerens ægtefælle skulle have forbindelse til en massakre på singhalesere i [L], heller ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om ægtefællens relation til LTTE, herunder om ægtefællen selv fortalte hende delvist herom, mens han stadig opholdt sig på Sri Lanka, eller om ansøgeren først fik kendskab hertil efter hans udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hendes faster gjorde ansøgeren og hendes familie bekendt med ægtefællens tilknytning til LTTE, og om ansøgeren først hørte noget om tilknytningen fra ægtefællen eller fra fasteren. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om ægtefællens holdning til beskyldningerne om hans deltagelse eller medvirken til en massakre i [L]. Hun har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at han erkendte de anklager, som hun var blevet præsenteret for, mens hun for nævnet har forklaret, at hendes ægtefælle har oplyst, at han alene havde givet nogle informationer videre til LTTE og ikke havde nogen fremtrædende rolle i LTTE. Nævnet bemærker, at ansøgeren i øvrigt har svaret tøvende og til dels afglidende på spørgsmål om rækkefølgen af de begivenheder, som førte til hendes udrejse. Ansøgeren har derudover forklaret divergerende om, hvor længe hun boede hos sin lillebror, [B], i [byen K] efter overfaldet på hende og hendes forældre på bopælen i [efteråret] 2014. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at hun boede hos [B] i perioden frem til [vinteren] 2014, mens hun under samtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at hun kun boede hos ham i to til tre dage og ellers opholdt sig hos en veninde i en landsby tæt på [M], ligesom hun var i Colombo for at sørge for pas og visum. Det kan under de nævnte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering, at ægtefællens lillebror skulle have været et fremtrædende medlem af LTTE. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have opholdt sig i Sri Lanka i omkring et halvt år efter konfliktens opståen for at afvente ægtefællens anvisninger fra Danmark, hvis hun var i fare for at blive slået ihjel, ligesom ansøgeren først har søgt asyl godt et år efter sin indrejse til landet i forbindelse med, at hun blev anholdt af politiet som sigtet for ulovligt ophold. For så vidt angår ansøgerens konflikt med [N] og hendes familie bemærker nævnet, at ansøgerens forklaring herom fremstår som usammenhængende. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 først forklaret, at hendes familie siden hendes udrejse [i foråret] 2015 er blevet opsøgt af forskellige ukendte personer. Derefter har hun forklaret, at det var [N]s familie, fordi det ikke kunne være andre, og at [N]s familie opsøgte hendes søskende i [efteråret] 2016. Dette hænger ikke tidsmæssigt sammen med, at ansøgerens søskende flyttede fra huset i slutningen af [sommeren] 2016 og efter flytningen ikke længere blev opsøgt eller oplevede problemer. Der er i øvrigt i givet fald tale om en privatretlig konflikt, som ansøgeren må antages at kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2018/2/8MKT
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og tidligere kristen af trosretning fra [by], [område], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har sympatiseret med LTTE siden 1995 samt bistået sine søskende i deres aktiviteter for gruppen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af de srilankanske myndigheder, fordi ansøgerens søskende var aktive medlemmer af De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre af hans søskende blev aktive medlemmer for LTTE i perioden 1987-1992. Ansøgeren var ikke selv medlem af LTTE, men bistod sine søskende i deres aktiviteter for gruppen. Ansøgerens ene bror udrejste af Sri Lanka i 1988/1989 som følge af hans aktiviteter og tilknytning for gruppen. Ansøgerens anden bror var tilbageholdt af militæret fra 2000 til 2006, mens ansøgerens søster mistede livet i 2006 under kamphandlinger for LTTE. I 1995 bistod ansøgeren LTTE ved blandt andet at holde vagt ved [by], ligesom han deltog i afbrændingen af et skib, som LTTE havde brugt til at smugle våben med. I 1997 udrejste ansøgeren med sine forældre og lillebror til Indien for at undgå urolighederne i Sri Lanka, og fordi forældrene ville forhindre, at ansøgeren og ansøgerens lillebror blev medlemmer af LTTE. Familien genindrejste i Sri Lanka samme år. Ansøgeren udrejste af Sri Lanka omkring år 2000, hvorefter han søgte om asyl i henholdsvis Holland og Storbritannien, men frafaldt sin ansøgning og returnerede til Sri Lanka primo 2006. Ansøgeren indrejste i Danmark [sommeren] 2007 og blev [i sommeren] 2008 meddelt opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin tidligere ægtefælle. I 2015 tog ansøgeren tilbage til Sri Lanka ad to omgange, idet han i forbindelse med navneskifte ønskede at få udstedt en ny fødselsattest samt udstedt nyt pas. Ansøgeren fik senest forlænget sin opholdstilladelse [efteråret] 2015. Ved dom afsagt [foråret] 2017 af Vestre Landsret blev ansøgeren idømt fængselsstraf på 2 år og 9 måneder samt udvist af Danmark for bestandigt, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5. Ansøgeren indgav [i efteråret] 2017 ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er indrejst i Danmark i 2007 og i det væsentlige har opholdt sig her siden. Ikke desto mindre har han først søgt asyl i 2017, efter at være blevet dømt til udvisning i en alvorlig straffesag. Der er endvidere afgørende uoverensstemmelser mellem ansøgerens forklaring om hans bror [A]’s aktiviteter og tilhørsforhold under borgerkrigen i Sri Lanka, og de af broderen selv meddelte oplysninger, herunder særligt med hensyn til hvilken af to indbyrdes stridende oprørsbevægelser broderen tilhørte. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren to gange i de senere år har været i Sri Lanka og begge gange selv har henvendt sig til de derværende myndigheder for at få henholdsvis pas og fødselsattest. Endelig har ansøgeren under fremmøde i Flygtningenævnet d.d. gentagne gange udtalt, at han ikke er bange for at vende tilbage til Sri Lanka. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2018/3/cabv
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik af trosretning fra Gurunagar, Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt eller bortført af militæret. Ansøgeren har herudover henvist til, at hans onkel og bedstefar, som hidtil havde forsørget familien, ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at det srilankanske militær oprettede en lejr i Gurunagar i 2015. Når ansøgeren befandt sig udendørs med sine venner, blev han og hans venner opsøgt af soldater, hvor de gentagne gange blev chikaneret eller taget med til militærets lejr. Soldaterne forlangte, at ansøgeren og hans venner skulle sælge hash, og at de herefter gav salgspengene til soldaterne. Da ansøgeren og hans venner nægtede at efterkomme soldaternes krav, blev de tilbageholdt og truet. Ansøgeren har hørt om mange drenge, som er blevet bortført i Gurunagar. Ansøgeren frygter, at det samme vil ske for ham, hvis han vender tilbage til Sri Lanka. Ansøgeren har videre oplyst, at militæret for omkring seks år siden slog hans far ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter, at hans bedstefar, som er gammel, ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Ansøgeren frygter også, at hans onkel bliver gift og derfor ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at medvirke i en asylsagsbehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med det srilankanske militær har en sådan karakter og intensitet, at der på den baggrund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Ansøgeren har oplyst om en generelt chikanøst adfærd fra militærets side overfor unge mænd, men oplysningerne sandsynliggør ikke, at ansøgeren er personligt forfulgt. De af ansøgeren givne oplysninger om bortførelser i området, som ansøgeren ikke har oplevet personligt, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, Det er af ansøgeren oplyst, at hans far for omkring seks år siden blev slået ihjel. Omstændighederne der førte til farens død er ikke nærmere oplyst, men nævnet bemærker, at såvel ansøgeren som hans familie har kunnet bo i samme område i en ikke helt kort årrække efter at faren døde, uden at eventuelle konflikter, som faren måtte have været involveret i, har haft nogen konsekvenser for ansøgeren og hans familie. De forelæggende oplysninger om forholdene for tamiler i Sri Lanka er ikke af en sådan karakter, at disse kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2018/1/TBP
Nævnet stadfæstede i juli 2017Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og hendes ægtefælle udrejste af Sri Lanka til Indien for mere end 20 år siden. Ansøgerens nu afdøde ægtefælle var forud for udrejsen sympatisør med Federal Party i Sri Lanka og solgte materialer for partiet. To af ansøgerens sønner, der ligeledes udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, har været medlemmer af De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren vendte tilbage til Sri Lanka tre til fire år forud for sin udrejse i [foråret] 2014 til Danmark. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at det ikke er muligt for hende at være alene i Sri Lanka, og at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at der ikke er nogen, der vil passe på hende, ligesom hun ikke vil have noget sted at bo. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at politiet, før hun udrejste til Indien, to gange kom til familiens bopæl, hvor de udsatte ansøgeren ægtefælle og søn for vold som følge af sønnernes tilknytning til LTTE. Ansøgeren nåede at flygte til sin nabos bopæl begge gange, hvorfor hun ikke blev udsat for overgreb eller tilbageholdelse. Ansøgerens ægtefælle blev ligeledes før ansøgerens udrejse til Indien udsat for vold af myndighederne som følge af hans aktiviteter for Federal Party. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke oplevede konflikter eller problemer efter sin tilbagevenden til Sri Lanka og frem til sin udrejse til Danmark, men at hun var bange. Ansøgeren har under samtalen med Dansk Flygtningehjælp som asylmotiv henvist til, at hun som følge af sine sønners tilknytning til LTTE var blevet truet, at nogen var kommet ind i hendes hus, at børn var blevet slået, og at personer var blevet ’slagtet’, samt at nogle af disse begivenheder havde fundet sted, efter at hun var vendt tilbage fra Indien til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved sin vurdering af troværdigheden af ansøgerens forklaringer om asylmotivet har taget hensyn til, at ansøgeren er en svækket [ældre] kvinde. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens sønner, der udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, har været aktive for De Tamilske Tigre (LTTE), og at ansøgerens afdøde ægtefælle, der ligeledes udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, har været aktiv for Federal Party i Sri Lanka. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens sønners og ægtefælles aktiviteter for henholdsvis LTTE og Federal Party ligger mange år tilbage i tiden, at ansøgeren og hendes familie udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, og at ansøgeren på den baggrund fremstår uprofileret i forhold til de srilankanske myndigheder. Hertil kommer, at ansøgeren i [foråret] 2014 udrejste legalt og problemfrit af Sri Lanka på eget pas med visum til Danmark gyldigt til [sommeren] 2014, og at hun først søgte asyl [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til Dansk Flygtningehjælp om begivenhederne efter sin tilbagevenden fra Indien til Sri Lanka, herunder at hun skulle have modtaget trusler, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, idet hun til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke oplevede nogen konflikter eller problemer efter sin seneste indrejse i Sri Lanka, at hun ikke frygtede nogen i Sri Lanka, og at hun alene udrejste, fordi der ikke var nogen til at passe på hende i Sri Lanka, ligesom hun ikke havde noget sted at bo. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for karakteren af de nævnte begivenheder, ligesom ansøgeren ikke nærmere har kunnet tidsfæste disse. Flygtningenævnet finder endvidere, at hverken den generelle sikkerhedssituation i Sri Lanka eller det forhold, at ansøgeren er en enlig ældre kvinde, i sig selv kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2017/4/SOL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu. Hun er født i [A] i Sri Lanka men har indtil sin udrejse boet i byen Colombo i Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at bo sammen med sin adoptivsøn, [B], og dennes ægtefælle og børn i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, hun blev udsat for et hjemmerøveri i 2002, mens hun boede i Sri Lanka, og at hendes ægtefælle døde i [foråret] 2016, mens hun opholdt sig i Danmark. Hun er bange for at være alene, og hun har ingen bopæl at vende tilbage til i Sri Lanka. Videre har hun forklaret, at hun og hendes ægtefælle levede i angst i Sri Lanka, fordi LTTE pressede dem, idet deres søn var udrejst til Europa, og fordi myndighederne mistænkte dem for at have kontakt med LTTE. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved sin vurdering af troværdigheden af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har taget hensyn til, at ansøgeren er en svækket 77-årig kvinde. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes adoptivsøns forklaringer til grund, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren, hendes afdøde ægtefælle eller andre medlemmer af hendes familie efter det oplyste har været medlemmer af eller udført aktiviteter for LTTE. Ansøgerens adoptivsøn flygtede for mere end 30 år siden for at undgå at blive rekrutteret af LTTE, og ansøgeren har efter sine forklaringer ikke haft personlige konflikter med hverken de srilankanske myndigheder, LTTE eller andre grupperinger. Ansøgeren har i de seneste 10 år forud for sin og ægtefællens udrejse i maj 2015 opholdt sig i Colombo, hvorfra hun og ægtefællen udrejste legalt og problemfrit til Danmark. Ansøgeren og hendes adoptivsøn har til den beskikkede advokat som noget nyt oplyst, at ansøgeren og ægtefællen blev presset af både LTTE og de srilankanske myndigheder, men oplysningen fremstår ikke nærmere konkretiseret eller underbygget. Hertil kommer, at ansøgeren først indgav en ansøgning om asyl den 20. september 2015, efter hun havde fået afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedssituation eller de generelle forhold for tamiler i Sri Lanka er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder ikke, at det forhold, at ansøgeren er en ældre enlig kvinde uden netværk i Sri Lanka, og at hun ønsker at bo sammen med sin søn i Danmark kan føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Sril/2017/3/SOL
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra Colombo, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter det srilankanske politi og kriminalpolitiet, CID, idet de mistænker ham for at have støttet LTTE. Han frygter endvidere ukendte, civilklædte personer, som har opsøgt hans bopæl, og som har truet med at slå ham ihjel. I 2008 fik ansøgerens far og storebror problemer med myndighederne, og ansøgerens far sendte storebroren ud af Sri Lanka. Storebroren opholder sig i [et andet europæisk land]. Ansøgerens far handlede med fisk. Ansøgeren hjalp faren med regnskaberne. Faren fragtede fisk fra [byen M] til Colombo, hvor han solgte fiskene. Ansøgerens far havde en ansat, [M], som ansøgeren overnattede hos, hver gang ansøgeren var i [byen M]. Ansøgeren gennemgik [M]s udgiftsbilag og betalte ham penge til udgifter til blandt andre fiskerne, lastbilchauffører og indkøb af is. [M] var tidligere medlem af LTTE. Dette vidste hverken ansøgeren eller hans far. [I vinteren] 2016 blev ansøgeren opsøgt af CID på sin bopæl. De beskyldte ansøgeren for at støtte LTTE økonomisk. De tog ansøgeren med til politistationen i Kotehena, Colombo, hvor han blev afhørt om sin forbindelse til [M]. Ansøgeren fastholdt, at der alene var tale om en forretningsforbindelse. Ansøgeren blev slået i ansigtet og på kroppen under tilbageholdelsen. Ansøgeren blev løsladt [i vinteren] 2016, idet hans far betalte for at få ham løsladt. Ansøgeren fik herefter meldepligt hver lørdag. I forbindelse hermed blev han afhørt og fik lov at vente længe på politistationen de fleste gange. [I foråret] 2016 blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af civilklædte personer, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren var ikke hjemme, da familien havde besluttet, at han skulle overnatte hos sin onkel og kun være hjemme om dagen. Ansøgerens far kontaktede derefter en person, der arrangerede ansøgerens udrejse. Indtil udrejsen i [sommeren] 2016 opholdt ansøgeren sig i [byen N]. Ansøgerens bopæl blev opsøgt en gang af politiet og en gang af ukendt, civile personer, mens ansøgeren opholdt sig i [byen N]. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt af politiet en gang. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren [i vinteren] 2016 blev opsøgt af politiet og CID i sit hjem og anholdt og taget med på politistationen, idet politiet mistænkte ham for at støtte LTTE, hvilket han benægtede. Baggrunden for politiets mistanke var, at ansøgeren jævnligt rejste til [byen M] for at tage sig af farens fiskeforretning, og at han i den forbindelse boede hos [M] og udbetalte penge til denne. Politiet fortalte ansøgeren, at [M] var tidligere medlem af LTTE, og at de mistænkte ansøgeren for at yde støtte til, at LTTE kunne genopstå. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren blev løsladt mod betaling af et pengebeløb, og at han fik meldepligt. Samtidig har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgerens bopæl [i foråret] 2016 blev opsøgt af ukendte, civilklædte personer, der spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herudover til grund, at ansøgerens far herefter besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af Sri Lanka. Ansøgeren opfyldte herefter ikke sin meldepligt, hvorefter politiet rettede henvendelse til faren og opfordrede denne til at sikre, at sønnen opfyldte meldepligten. Ansøgeren tog ophold i [byen N], mens han ventede på at kunne udrejse. Mens ansøgeren opholdt sig i [byen N] henvendte ukendte, civilklædte personer sig på ny på forældrenes bopæl og spurgte efter ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys som følge af sin formodede tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2017/2/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra Point Pedro, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel eller fængslet af Karuna Group, som samarbejder med det srilankanske militær, idet de mistænker ansøgeren for at være indblandet i drabet på to personer i 2007. Ansøgeren frygter endvidere de srilankanske myndigheder, som har fængslet ham og beskyldt ham for at have samlet penge ind til og støttet LTTE. Ansøgeren kørte taxa i Sri Lanka i perioden fra 2000 til 2007. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt i 2007 kørte han med to personer fra Karuna Group. Efter at ansøgeren havde sat de to personer af, blev de to personer slået ihjel. Senere samme aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af personer fra Karuna Group, men ansøgeren stak af, inden at de nåede bopælen. Ansøgeren udrejste derefter af Sri Lanka. Ansøgeren vendte med fly tilbage til Colombo, Sri Lanka, i [foråret] 2015. Han rejste på et ægte, fransk pas, der tilhørte en anden. Farbroren indlogerede ham på et pensionat. Nogle dage senere tog han til [T] og fik af sin ægtefælles familie at vide, at hans ægtefælle og barn var flygtet til [K], hvor de formodes dræbt i forbindelse med kampe mellem LTTE og regeringen. Ansøgeren rejste efter omkring halvanden måned til Colombo, hvor han igen tog ophold på pensionatet. Efterretningsfolk fandt ud af, at ansøgeren var kommet til Sri Lanka, og de anholdt ansøgeren [i foråret] 2015. Efter tre dage blev ansøgeren fremstillet i retten. Politiet anklagede ansøgeren for at have støttet LTTE. De tilbageholdt ansøgeren i to måneder, og han blev slået og brændt på armen. Efter to måneder blev han igen fremstillet i retten. Dommeren løslod mod kaution, som ansøgerens farbror betalte. Ansøgeren skulle møde op igen i [efteråret] 2015. Ansøgeren mødte ikke op i retten i september som tilsagt men udrejste på et falsk pas. Han har fået at vide af sin farbror, at der i [efteråret] 2015 blev udstedt en arrestordre på ansøgeren. Hans farbror har ikke sendt ham de dokumenter, som han havde lovet at sende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige punkter i asylmotiverne. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om to episoder, som fandt sted i 2007, idet ansøgeren først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der var to og ikke blot én episode. Ansøgeren har under nærværende sag forklaret, at han blev opsøgt af formentligt folk fra Karuna Group i 2007, fordi disse mistænkte ham for at være skyld i, at to personer fra Karuna Group, som han havde transporteret i sin taxa, var blevet dræbt. Ansøgeren har ikke forklaret om en episode, der lå et par uger forud for den nævnte episode, og hvor ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne, idet han var mistænkt for at have transporteret en claymore bombe. Ansøgeren har gjort denne episode gældende som asylmotiv over for de norske myndigheder, da han i 2007 søgte asyl i Norge. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med, at de to personer fra Karuna Group var blevet dræbt. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen dels forklaret, at han fik det at vide af sin svigermor, da han var i Colombo, dels at han fik det at vide i [T] af svigermorens søster. Ansøgeren har derimod i sit asylskema vedrørende sin tidligere asylansøgning fra 2011 anført, at han fik det at vide af sin ægtefælle, da han to dage efter, at han var blevet opsøgt, mødtes i hemmelighed med sin ægtefælle. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han mødtes med sin ægtefælle efter episoden, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han ikke mødtes med hende, hvilket er i modstrid med det, han anførte i sit ovennævnte asylskema. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin tilbageholdelse i Colombo i perioden fra [foråret] til [sommeren] 2015 til grund. Ansøgeren har således forklaret usikkert og utroværdigt om tilbageholdelsen og fremstillingen for retten, herunder om forløbet af retsmøderne og farbrorens og Karuna Groups rolle i forbindelse med løsladelsen mod kaution og ansøgerens udsendelse af landet. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende om dommerens rolle i forbindelse med løsladelsen mod kaution. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af de divergerende forklaringer om den eller de episoder, som har givet anledning til, at han skulle være blevet tilbageholdt af myndighederne ved sin tilbagekomst til Sri Lanka. Det forekommer endvidere påfaldende, at Karuna Group skulle bistå ham med udrejse af landet, hvis de efterstræbte ham som følge af episoden med de to dræbte Karuna Group medlemmer i 2007. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen gjort opmærksom på, at tolkningen under asylsamtalen og i forbindelse med den partshøring, der er sket, ikke var tilfredsstillende, idet tolken ikke var tamil, og at der var væsentlige sprogproblemer, som han dog ikke fik nævnt. Ansøgerens advokat har oplyst, at den pågældende tolk ikke har været anvendt af Flygtningenævnet i de seneste år, hvilket er bekræftet af Flygtningenævnets Sekretariat. Flygtningenævnet har uanset eventuelle tolkeproblemer fundet at kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2017/1/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er singhaleser af etnicitet, er født i Galle, Sri Lanka, og er buddhist af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han siden 2004 har været medlem af partiet Janatha Vimukthi Peramuna (JVP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af sine politiske modstandere, idet han har været medlem af partiet JVP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 2004 har været medlem af JVP og udført velgørenhedsarbejde. I 2010 fik han problemer med ukendte politiske modstandere, som følge af hans politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i asylskemaet, til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2015 og på mødet i dag har forklaret, at han blev anholdt af politiet og fængslet [medio] 2013 og løsladt efter 9 måneder, mens han til asylsamtalen den [ultimo] 2015 har forklaret, at episoden fandt sted den [medio] 2014 - og uddybende, at han blev fængslet i 2013 og løsladt i 2014. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen forklarede divergerende om, hvorvidt han fik en dom for besiddelse af cannabis, og at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen nævnte, at han skulle betale en bøde på 50.000 rupees. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han frygtede politiet som følge af, at han ikke har overholdt sin meldepligt, mens han til asylsamtalen forklarede, at han frygter, at politiet vil finde på sager imod ham eller være voldelige over for ham. Ansøgeren har endvidere om episoden i [ultimo] 2014 til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev opsøgt af 6 personer, der slog ham og sagde, at han skulle stoppe med at være politisk aktiv, mens han til asylsamtalen forklarede, at de ikke var voldelige over for ham. Om episoden i [ultimo] 2014 har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det foregik den […], hvor mændene kom hjem til ansøgerens søster, hvor han opholdt sig, og hvor søsteren og hendes børn var til stede, mens han til asylsamtalen forklarede, at episoden fandt sted den [en anden dato], og at mændene kom til hans bopæl, hvor der ikke var andre end ham, hans kone og datter til stede. Ansøgeren har på mødet i dag oplyst, at episoden fandt sted den [en anden dato] hjemme på hans bopæl og uddybende forklaret, at han blev kørt 200-300 meter væk fra bopælen, hvor der blev hældt benzin på ham, og at konen blev skubbet væk. Om episoden den […] har ansøgeren forklaret, at mændene, der kom, smed en granat ind på hans bopæl, og at han ikke efterfølgende kom tilbage til bopælen. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han kom tilbage til bopælen dagen efter, og at han – da han så skaderne – flygtede til Kandy. Ansøgeren har videre forklaret, at mændene, der kom, havde smadret alle vinduer, mens ansøgeren til det under asylsamtalen fremlagte foto 3, der angiveligt er fra episoden den […], forklarede, at vinduerne blev smadret denne dag. Flygtningenævnet finder det hertil bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke anmeldte episoden den […], hvor der angiveligt blev smidt en bombe ind i hans hus, til politiet henset til, at han havde anmeldt den tidligere episode den […] til politiet, og at politiet havde skrevet en anmeldelse og sagt, at de ville undersøge sagen. Nævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren først til asylsamtalen fremviste fotografier af episoderne henset til, at ansøgeren efter sin forklaring havde haft dem hele tiden, ligesom nævnet ikke finder ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i besiddelse af fotografierne troværdig. Nævnet finder hertil ikke, at det forekommer sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af sine politiske modstandere henset til, at han efter sin egen forklaring ikke er særlig profileret i JVP, at de ikke længere er ved magten, og at ansøgerens ægtefælle ikke efter ansøgerens udrejse er blevet truet eller opsøgt af nogen herfra. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/9/col
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Puthur, Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes søn i 1987 udrejste af Sri Lanka, idet han var tamilsk tiger. Siden 1990 er ansøgeren flere gange blevet opsøgt af myndighederne, som har ledt efter hendes søn, og fra 1991 eller 1992 til 2004 har ansøgeren haft meldepligt. I 2003 blev ansøgeren første gang udsat for fysiske overgreb af militæret, og hun har efterfølgende været udsat for overgreb omkring 25 gange. Sidste gang ansøgeren blev opsøgt var omkring en måned inden hendes udrejse. Ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb af militæret. Ansøgerens søn indrejste i Danmark for 30 år siden, i 1986, 18 år gammel. Det fremgår ikke af sønnens asylsag, at han har været medlem af De Tamilske Tigre. Ansøgerens forklaring om, at hun fra ca. 1997 frem til sin udrejse af Sri Lanka i 2014 løbende blev opsøgt af militæret med forespørgsel om sin søn, forekommer derfor usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Når hertil kommer, at ansøger udrejste legalt med eget pas og først søgte asyl, da hendes visum udløb, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/8/ADP
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i sommeren 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter Karuna Group og de srilankanske myndigheder, idet ansøgeren i 2004 nægtede at stoppe med at smugle varer fra Indien og levere disse til De Tamilske Tigre (herefter LTTE). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han til at starte med smuglede varer sammen med sin fader. Efter 1996 deltog ansøgerens fader ikke længere heri, hvorfor det nu alene var ansøgeren der smuglede varer fra Indien til Sri Lanka. En del af disse varer blev smuglet LTTE, som skete efter bestilling fra nogle medlemmer af LTTE. I 1998 blev ansøgeren anholdt og afhørt af de srilankanske myndigheder om sin tilknytning til LTTE. Ansøgeren blev efter nogle dage løsladt. Mellem 1998 og 2004 fortsatte ansøgeren med at smugle varer til LTTE. Ansøgeren smuglede i den periode primært benzin og diesel. I 2004 brød Karuna med LTTE og dannede sin egen gruppe, som blev kaldt ”Tamil Makkal Vidu thalai Pulikal”, også kaldt ”Karuna Group”. I [løbet af fåret] 2004 blev ansøgeren indkaldt til møde med Karuna, som fortalte ansøgeren, at han ikke længere måtte støtte LTTE, men i stedet skulle støtte Karuna Group, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren blev derefter overdraget til den srilankanske hær, der frihedsberøvede ansøgeren. Ansøgeren blev ført til et ukendt sted i omkring en uge, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. På et tidspunkt mistede ansøgeren bevidstheden, og da han vågnede befandt han sig på et hospital. Efter få dage fik ansøgeren besøg af sin moder, som fortalte ansøgeren, at de srilankanske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl og efterspurgt ansøgeren. Myndighederne havde ved denne lejlighed truet med at dræbe ansøgeren. Ansøgeren befandt sig omkring en måned på hospitalet, og udrejste herefter fra Sri Lanka. Ansøgeren rejste illegalt til Indien. Ansøgeren vendte tilbage til Sri Lanka omkring [sommeren] 2009, idet han havde hørt, at LTTE var blevet besejret. Efter ansøgeren havde været i Sri Lanka i cirka en uge blev han opsøgt af medlemmer af Karuna Group. Ansøgeren befandt sig på dette tidspunkt hos en ven. Ansøgeren blev taget til et for ansøgeren ukendt sted i […] by, hvor han blev overdraget til det srilankanske militær. Ansøgeren blev tilbageholdt og slået af de srilankanske myndigheder i to til tre dage, hvorefter ansøgeren mistede bevidstheden og vågnede op på et hospital. Ansøgeren opholdt sig på hospitalet i en uge, hvorefter han igen rejste illegalt til Indien. I december 2013 tog ansøgeren igen til Sri Lanka, idet han hørte, at hans moder var syg. Ansøgeren vendte tilbage til sin families by, men boede hos en ven, idet han var bange for at blive genkendt. Familiens hjem var endvidere næste forsvundet på grund af en tsunami. En dag søgte ansøgeren efter sin moder. Han blev stoppet af nogle mænd på gaden. Mændene tog ansøgeren med til et ukendt sted. Ansøgeren blev overfaldet, og ringede herefter til det srilankanske militær. Da militæret kom, blev ansøgeren blandt andet slået med geværkolber. Militæret tog ansøgeren hen til en politistation i […], hvor ansøgeren på ny blev udsat for alvorlige fysiske overgreb, der igen førte til, at ansøgeren mistede bevidstheden. Da ansøgeren vågnede, befandt han sig på et hospital. Mens ansøgeren var på hospitalet, så han en af de personer fra Karuna Group, der havde kidnappet ham. Det pågældende medlem stod og talte med personalet. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra hospitalet. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Sri Lanka til Indien. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under sagen har forklaret, at han ikke har været medlem af LTTE, men har ydet økonomiske bidrag til denne organisation. Han har i forbindelse med sin forretning udover til almindelige kunder formidlet varer til bevægelsen. Der har bl. a. været tale om brændstof, men ikke våben og andet, der anvendes militært. Dette er sket i forbindelse med hans fortsættelse af hans afdøde fars indsmugling af varer fra Indien. Ansøgeren har forklaret usikkert om sine aktiviteter. Forklaringen om kontakt til og møde med Karuna fremtræder ikke selvoplevet og kan derfor ikke lægges til grund. Der ses ikke holdepunkter for at antage, at tilknytningen til LTTE har været andet end af et helt begrænset omfang i form af handel og økonomiske bidrag. Ansøgeren har oplyst, at han i perioden fra 1998 til 2013 af hjemlandets myndigheder på grund af hans bistand til LTTE har været tilbageholdt 4 gange og udsat for tortur. På baggrund af Retsmedicinsk Instituts erklæring af […] 2015 indeholdte oplysninger og konklusioner lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren af hjemlandets myndigheder har været udsat for tortur. Videre at ansøgerens ringe hukommelse kan være forårsaget af dette. Flygtningenævnets flertal kan ikke med sikkerhed afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet igen vil være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren er således omfattet af udlændingelovens § 7. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at der ikke er udsigt til, at ansøgeren på et nyt mundtligt nævn på afgørende vis kan bidrage yderligere til sagens oplysning. Flertallet finder derfor ikke, at sagen bør sættes på nyt mundtligt nævn. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Der er herved lagt vægt på karakteren af ansøgerens aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2016/7 / KIB
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har forklaret, at hun blev tvunget til at tage ophold i en LTTE-lejr i en uge, hvorefter hun blev løsladt, da hun var gravid, men at hun i øvrigt ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af myndighederne, fordi hendes ægtefælle har været medlem af LTTE. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle i perioden [primo] 2007 til [foråret] 2009 var tvunget medlem af LTTE. [I de følgende otte måneder] blev han under ophold i en lejr afhørt af myndighederne, som spurgte, om han var medlem af LTTE, hvilket han nægtede. Fra [efteråret] 2011 til [foråret] 2012 blev han af myndighederne flere gange stoppet på gaden og spurgt, hvorvidt han var medlem af LTTE, hvilket han nægtede. I [foråret] 2012 tog myndighederne ham med sig og afhørte ham, og [en måned senere] tog myndighederne ham igen med sig, ligesom de afhørte og udsatte ham for fysiske overgreb. [16 dage senere] kom repræsentanter fra myndighederne til ansøgerens bopæl for at hente hendes ægtefælle, der ikke var hjemme. Efterfølgende udrejste hendes ægtefælle af Sri Lanka. Herefter og frem til [sommeren] 2014 blev ansøgeren flere gange opsøgt af myndighederne, som søgte efter hendes ægtefælle. I månederne efter opsøgte repræsentanter fra myndighederne ansøgeren tre gange, hvorefter de tog hende med til en lejr, hvor de afhørte hende og siden løslod hende. I den forbindelse blev hun endvidere udsat for fysiske overgreb og forevist en video, hvor hendes mand står i en LTTE uniform. Flygtningenævnet lægger ansøgerens meget detaljerede og konsistente forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om diverse geografiske steder, tidsmæssige angivelser, episoder og andre detaljer er i fuld overensstemmelse med baggrundsoplysninger vedrørende Sri Lanka, herunder om LTTE, militæret og behandlingen af familiemedlemmer til LTTE soldater og andre, der mistænkes for selv at tilhøre LTTE. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke selv har været medlem af LTTE, men at ansøgerens ægtefælle har været medlem og kæmpet for grupperingen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren over en længere periode er blevet afhørt af myndighederne om sin mands forhold, og at hun i den forbindelse blev forevist et videoklip af sin mand i LTTE-uniform, udsat for fysiske overgreb og selv beskyldt for at være medlem af LTTE. Det fremgår af UNHCR’s Eligibility Guidelines for assessing the International Protection needs of Asylum Seekers from Sri Lanka, udgivet den 21. december 2012, og Asylum Research Consultancys rapport “Sri Lanka: (1) Information on Tamils who have returned (voluntarily or forced) to Sri Lanka since August 2014 and who were subjected to detention and/or torture and/or ill-treatment; (4) Any information on recent arrest/detention/ ill-treatment/ torture of Tamils within Sri Lanka, and on what grounds since August 2014, udgivet den 11. marts 2016, at visse persongrupper med nærmere tilknytning til LTTE ved en tilbagevenden til Sri Lanka kan have behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2016/6/CEB
Nævnet hjemviste i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han igen vil blive tilbageholdt af militæret, eller at militæret vil bortføre ham. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at hans onkel og bedstefader ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at militæret i 2015 oprettede en lejr i den bydel, hvor han boede. Når ansøgeren og hans venner spillede fodbold, eller når han befandt sig på gaden, opsøgte militæret ham og hans venner, og hver gang tog soldaterne dem med hen til militærets lejr. Soldaterne forlangte, at ansøgeren og hans venner skulle sælge hash og herefter komme tilbage med pengene fra salgene til soldaterne. Da de nægtede at efterkomme soldaternes krav, tilbageholdte og truede soldaterne dem. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han fra sine venner har hørt, at en dreng fra en anden by blev bortført af militæret. Han frygter derfor, at det samme vil ske for ham. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at hans bedstefader, som er meget gammel, ikke længere vil kunne fortsætte med at forsørge ham og hans familie, ligesom han frygter, at hans onkel skal blive gift og derfor ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren højst var 13 år, da han indrejste i Danmark, og at han nu højst er 14 år. Herefter, og på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, herunder ansøgerens begrænsede evne til at besvare de stillede asylrelevante spørgsmål, finder et flertal af nævnets medlemmer, at det er betænkeligt at antage, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.” sril/2016/5/CEB
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tamilere og hinduer fra Jaffna, Sri Lanka. Den mandlige ansøger har været medlem af LTTE fra [foråret] 2003 til [foråret] 2009. Han fungerede som vagt og transporterede mad. Ansøgerne frygter ved en tilbagevenden til Sri Lanka at blive udsat for overgreb af den srilankanske hær. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at da han flygtede fra LTTE i [foråret] 2009, tog han hjem til sine forældre. Fem til seks dage efter kom der omkring 10 soldater fra den srilankanske hær og tog ham med. Han blev kørt til en militærlejr, hvor han var tilbageholdt i to dage. Under tilbageholdelsen blev han slået og fik hevet negle ud med en tang. Hans fader kontaktede folk fra EDPD, og ansøgeren blev løsladt med meldepligt hver fredag. Denne meldepligt fortsatte indtil udrejsen af Sri Lanka. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun har syet tøj til LTTE-medlemmer. Hendes storebroder var medlem af LTTE, og hendes lillebroder sympatiserede med LTTE. Hendes lillebroder forsvandt en tirsdag i 2006. Hendes storebroder var medlem af LTTE. Han døde i 2009 i forbindelse med kamphandlinger mellem LTTE og hæren i Vanni-området. Ansøgeren syede tøj for de LTTE-medlemmer, som kom i familiens hjem i perioden fra 2001 til 2009. Ansøgeren blev pålagt meldepligt i 2007 eller 2008. Hun mødte altid op til meldepligten sammen med sin fader. [I efteråret] 2014, hvor hun skulle melde sig i en militærlejr, blev hun bedt om at komme alene. Militærpersoner forsøgte at tage tøjet af hende, og hun flygtede derfor hjem til sin moster og ringede til sin ægtefælle. Ægtefællen tog hjem til mosteren og 10 dage senere udrejse ansøgerne af Sri Lanka. Efter ansøgernes udrejse er begge ansøgernes fædre blevet opsøgt af hæren. Den kvindelige ansøgers fader blev i den forbindelse udsat for vold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund, idet begge ansøgerens forklaringer fremstår divergerende, utroværdige og konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerene har forklaret afglidende omkring væsentlige dele af asylmotivet. Begge ansøgere har forklaret divergerende i forhold til, hvorvidt de udrejste legalt og om, hvorvidt de i forbindelse med udrejsen har besiddet og forevist et pas. Begge ansøgere har overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de udrejste legalt. Den mandlige ansøger har forklaret, at begge ansøgere foreviste pas i lufthavnen i Columbo, og at passene blev stemplet. Den kvindelige ansøger har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hun forsøgte at beholde passet, da agenten efter ankomsten til Danmark krævede det overleveret. Begge ansøgere har under nævnsmødet afvist, at de er udrejst legalt, ligesom begge ansøgere har forklaret, at de aldrig har været i besiddelse af et pas. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun foranlediget af sine brødre fra 2001 eller 2004 til 2009 syede forskellige beklædningsgenstande for LTTE. Den kvindelige ansøger har forklaret afglidende og upræcist om den opgave, hun selv udførte for LTTE. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hendes ældste broder var tilknyttet LTTE, og at han blev dræbt i kamp, medens ansøgerens yngre broder valgte at forlade familien i 2006. Denne yngre broder var herefter angiveligt eftersøgt af militæret. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om antallet af militærets henvendelser hos hendes forældre efter ansøgernes udrejse, idet antallet heraf i ansøgerens forklaring har varieret mellem to og 20. Denne ansøger har endvidere som anført af Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om forløbet i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at den kvidelige ansøger har sandsynliggjort, at hun som forklaret har været pålagt en ugentlig meldepligt i perioden fra 2008-2009 frem til udrejsen ultimo 2014, og nævnet kan dermed ej heller lægge til grund, at ansøgeren [i efteråret] 2014 var udsat for et overgreb. Den mandlige ansøger har forklaret, at han fra 2003 og frem til [foråret] 2009, hvor han undveg, var indrulleret i LTTE, og at hans opgave udelukkende var at udføre forskellige praktiske opgaver. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne havde kendskab til ansøgerens tilknytning til LTTE, og at ansøgeren af den grund [i foråret] 2009 blev hentet af millitæret og bragt til en militærlejr, hvor ansøgeren straks blev udsat for tortur, idet militæret ønskede, at ansøgeren skulle indrømme sine egne handlinger og angive andre medlemmer af LTTE. Ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret om sine opgaver hos LTTE. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at det i løbet af to dage lykkedes ansøgerens fader, bistået af EDPD at få ansøgeren frigivet mod bestikkelse, fremstår ganske utroværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han har været tilknyttet LTTE, eller at han fra 2009 og frem til udrejsen i [efteråret] 2014 var pålagt meldepligt. Den mandlige ansøger har fremlagt to erklæringer dateret [i sommeren] 2012. Disse erklæringer bidrager, når henses til erklæringernes indhold og form, ikke til at understøtte den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering af ansøgernes generelle troværdighed, at begge ansøgeres forklaringer må forkastes. Der findes herefter ikke anledning til at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Da ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2 stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2016/4/MVI
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har været medlem af De Tamilske Tigre (LTTE) fra perioden 1992 til 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået af ihjel af militæret og efterretningsfolk, idet hans navn er påført en sort liste, fordi ansøgeren tidligere har været medlem af LTTE i Sri Lanka. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev tilknyttet LTTE i januar 1992. Ansøgeren var tilknyttet og havde aktiviteter for LTTE i perioden fra januar 1992 til 2006. Ansøgeren modtog fra januar 1992 indtil august 1992 våben-, militær- og fysisk træning. Ansøgeren deltog fire gange i kampene, som blev afviklet på vandet mellem […] og […]. Disse kampe fandt alle sted inden 1995. I slutningen af 1993 eller i starten af 1994 deltog ansøgeren i kampen i […]. I 1995 deltog ansøgeren også i et angreb i området […]. Fra 1996 til 1998 arbejdede ansøgeren for LTTE, som ingeniør på skibet […]. Næsten dagligt hentede ansøgeren våben fra andre store skibe, som også tilhørte LTTE. I 1998 tog ansøgeren til Nord Korea for at hente våben. I 2000 og i 2002 hentede ansøgeren våben i Kina. I 2004 skulle ansøgeren igen hente våben fra Kina, men fik besked på at vende tilbage, idet de var blevet opdaget af amerikanerne. I 2004 tog ansøgeren fra Indonesien tilbage til Sri Lanka, hvor ansøgeren blev i tre måneder. Ansøgeren besøgte sine forældre og mødtes med […], som også var tilknyttet LTTE. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlinger efter 1996. I starten af april 2004 udrejste ansøgeren af Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden fra sin udrejse af Sri Lanka til sin indrejse i Danmark opholdt sig i en række forskellige lande, herunder flere asiatiske lande under forskellige identiteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder forklaringen om, at hans familie frem til ca. 2012 er blevet opsøgt flere gange af myndighederne, som har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har været tilknyttet de tamilske tigre LTTE i perioden fra januar 1992 til 2006, at han i årene 1993-1995 deltog i kamphandlinger på havet mod det srilankanske militær, og at han de efterfølgende år, hvor han boede i Indonesien var kontaktperson og skulle skaffe reservedele, mad, lægehjælp og andre forsyninger til LTTE. Herudover var han 3 gange med som mekaniker på et skib tilhørende de tamilske tigre i forbindelse med køb af våben i henholdsvis Nord Korea og Kina. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund samt under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka fortsat vil være i myndighedernes søgelys og dermed vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om de aktiviteter, som ansøgeren har udført for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at LTTE under borgerkrigen begik krigsforbrydelser og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder. Nævnet finder imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren konkret har medvirket til sådanne handlinger, eller at de våben, som han medvirkede til købet af, har været anvendt hertil. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F og dermed heller ikke efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. sril/2016/3 / KIB
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN’s Torturkomités udtalelse af 20. juni 2016 ikke er retligt bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse den 23. juni 2016 til-kommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan sendes tilbage til Sri Lanka. Ansøgeren er etnisk tamil fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet, idet han er etnisk tamil, og idet han har haft en konflikt med EPDP, som mistænker ansøgerens søn for at stå i ledtog med LTTE. Ansøgeren har endvidere været medlem af LTTE-søværnsenhed fra 1992 til 2000. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans søn i 2006 blev tvunget til at udføre militærtræning for LTTE, og at ansøgeren i januar 2008 afleverede sønnen til en lejr under kontrol af Human Rights Commission, idet EPDP mente, at sønnen stod i ledtog med LTTE. I marts 2008 blev ansøgeren indkaldt til EPDP’s lejr og udsat for slag. EPDP forlangte, at ansøgeren skulle overgive sin søn. Frem til oktober 2008 blev ansøgerens bopæl ransaget af EPDP tre til fire gange. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for slag. Under sidste ransagning i oktober 2008 blev ansøgeren truet med henrettelse, såfremt han ikke udleverede sønnen. Ansøgeren er tillige blevet udsat for generelle husransagninger af militæret. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har udført arbejde for LTTE, og at hans sønner har deltaget i træning hos LTTE. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i 2008 blev indkaldt til et møde i EPDP’s lejr på grund af sin ene søns forhold, og at han under dette møde blev udsat for overgreb, ligesom EPDP efterfølgende tre gange opsøgte ansøgerens hjem, indtil ansøgerens familie flygtede fra hjemmet, hvilket skete efter ansøgeren var udrejst af Sri Lanka. Endelig lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring til grund, at familien vendte tilbage til området i 2012, samt at de derefter fortsat blev opsøgt indtil regeringsskiftet i 2015. Flygtningenævnet har i sin tidligere afgørelse [foråret] 2012 fundet, at ansøgeren ved sin udrejse i [efteråret] 2008 måtte anses for at være i risiko for overgreb fra EPDP’s side, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at EPDP ikke længere var en integreret del af regeringens politik i Jaffna-området, samt at den paramilitære del af EPDP på tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse i det væsentlige var en gruppe, der ernærede sig ved borgerlig kriminalitet, herunder kidnapninger og lignende. For så vidt angik ansøgerens tilknytning til LTTE, lagde Flygtningenævnet vægt på, at LTTE efter ansøgerens udrejse var blevet nedkæmpet af regeringen. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren ikke tre år efter sin udrejse fra Jaffna-halvøen ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende de generelle forhold, herunder Landinfo 3. juli 2015, side 13, og Preliminary observations and re-commendations of the Special Repporteur on torture and other cruel, inhuman and degrading tretment or punishamen, mr. Juan E. Mendez on the Official joint visit to Sri Lanka – 29 April to 7 May 2016, at alle opholdsnægtede, der returneres, kan og vil blive registreret og undersøgt af myndighederne samt, at der fortsat rapporteres om brug af tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren uanset ovenstående ikke alene på grund af sit arbejde for LTTE i perioden fra 1992 til 2000 og sønnernes deltagelse i en LTTE-træningslejr er profileret over for myndighederne i en sådan grad, at han efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger af denne grund vil være i risiko for asylbegrundende overgreb. For så vidt angår ansøgerens konflikt med EPDP, fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”An unfinished War: Torture and Sexual Violence in Sri Lanka 2009-2014”, side 22, UNHCR: 2014 Country Reports on Human Rigths Practices – Sri Lanka af 25. juni 2015”, side 3, The US State Department’s 2015 Country Report on Human Rigths Practices (USSD Report 2015), Sri Lanka af 13. april 2016 og Home Office: ”Country Information and Guidance, Sri Lanka: Tamil separatism”, august 2016, side 39, at EPDP stadig er aktiv som paramilitær organisation med forbindelser til den militære efterretningsorganisation. Det fremgår videre, at EPDP fortsat er ansvarlige for bortførelser, drab mv., at de fortsat foretager afhøringer af tamilere, som formodes at have forbindelser til LTTE, herunder ved brug af tortur, samt at EPDP fortsat opererer i ansøgerens hjemområde. Uanset at ansøgeren ikke er højt profileret i forhold til EPDP og uanset, at EPDP ikke har samme betydning, som de havde før afslutningen af den væbnede konflikt, og uanset at hans hustru og ældste søn har kunnet opholde sig i området siden 2012, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved at tage ophold i sit hjemområde, som han har været væk fra i en længere periode, efter en uafsluttet konflikt med EPDP, igen vil komme i EPDP’s søgelys. Herefter, og efter indholdet af baggrundsoplysningerne vedrørende EPDP finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sril/2016/13/THJ
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tamil og katolik fra Colombo, Sri Lanka. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk singaleser og buddhist fra Colombo, Sri Lanka. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie, idet de er utilfredse med, at hun er gift med en tamil. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive forfulgt af regeringen, idet han er tamil, samt at hans børn vil blive dræbt som følge af de generelle forhold i landet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de begge er fra Sri Lanka, men at de mødtes, mens de begge var bosiddende i Syrien. Den kvindelige ansøgers familie er singalesisk, og vil ikke have, at hun er sammen med en tamil. Ansøgerne blev kærester i 1996 i Syrien, men efter fem-seks måneder begyndte de at få problemer med den kvindelige ansøgers familie. Familien talte grimt om den mandlige ansøger til en fest. I slutningen af 1996 eller starten af 1997 skar den kvindelige ansøgers bror hende i halsen, efter hun havde fortalt ham, at hun ville giftes med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger kom derefter på hospitalet. En eller to dage efter dette ringede den kvindelige ansøgers mor til hende og fortalte, at hun ville begå selvmord, hvis ikke ansøgerne gik fra hinanden. Ansøgerne tog derefter en pause fra deres forhold, og efter en måned blev de enige om ikke at se hinanden mere. Den mandlige ansøger mødte sin første kone, [A], en måned efter, at han og den kvindelige ansøger var gået fra hinanden. Den mandlige ansøger blev gift med [A] i [sommeren] 1997. Den kvindelige ansøger blev gift med en anden mand i 1998. Det var et arrangeret ægteskab. Den mandlige ansøgers mor, søster og bror blev kidnappet i Syrien i 1998. De var tilbageholdt i fem dage. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem der stod bag kidnapningen, men han tror, at det var den kvindelige ansøgers familie. Ansøgerne mødtes igen til en fejring af det srilankanske nytår i [foråret] 2007 eller 2008. Dagen efter ringede ansøgerne sammen, og de talte om, at de var utilfredse med deres liv. Ansøgerne blev enige om at blive skilt fra deres respektive ægtefæller og fandt derefter sammen igen. Ansøgerne fandt sammen igen i 2009, og de blev gift [vinteren] 2010. De boede begge to i Syrien på dette tidspunkt. I [vinteren] 2012 forlod ansøgerne Syrien, og tog til Sri Lanka, hvor de boede i Colombo [zone]. I [foråret] 2012 opsøgte seks-syv mennesker fra blandt andet den kvindelige ansøgers familie ansøgerne på deres bopæl. Den kvindelige ansøgers storebror var iblandt dem. Den kvindelige ansøgers familie sagde, at de ikke ville lade dem leve sammen, og at de ville slå dem ihjel. Den kvindelige ansøgers bror var ved at slå den mandlige ansøger, men stoppede, da han så, at deres naboer fulgte med i, hvad der foregik. Dagen efter meldte ansøgerne episoden til politiet. Politiet sagde, at de kun ville gøre noget ved truslerne, hvis der skete noget. Samme dag ringede den kvindelige ansøgers bror til dem og kom med nye trusler. Han ringede efterfølgende flere gange til dem. Ansøgerne kan ikke huske, hvornår han ringede sidste gang. [foråret] 2012 blev den mandlige ansøger kidnappet i Colombo. Den mandlige ansøger var på vej hen til nogle af sine mors slægtninge til fods, da han fik en klud for ansigtet med nogle kemikalier på. Personerne, der havde kidnappet den mandlige ansøger, spurgte ham, om han støttede de tamilske tigre, og hvem han sendte penge til. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem der kidnappede ham. Tre-fire måneder efter episoden i [foråret] 2012, hvor den kvindelige ansøgers familie havde opsøgt dem, var der nogen, som smed sten mod ansøgernes bopæl. De smadrede nogle af deres vinduer. Det skete om natten, og ansøgerne så derfor ikke, hvem der kastede stenene. I [sommeren] 2013 var den mandlige ansøger involveret i en trafikulykke. Den mandlige ansøger kørte i en trehjulet bil med sin søn, da nogen påkørte dem, således at deres bil rullede rundt. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem, der påkørte dem, men han tror, at det var med vilje, idet vedkommende derefter kørte videre. Uanset ansøgernes forklaringer om blandt andet de dramatiske begivenheder i 1997, hvor den kvindelige ansøger angiveligt blev skåret i halsen af sin bror på grund af forholdet til den mandlige ansøger, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse i anledning af deres nu i 2010 eller 2011 indgåede ægteskab. Selvom medlemmer af den kvindelige ansøgers familie måtte være utilfredse med giftemålet, er der således ikke i forbindelse med nævnets behandling af sagen oplyst om konkrete omstændigheder, således som disse er blevet afdækket navnlig i forbindelse med de afgivne forklaringer, der i sammenhæng med de foreliggende baggrundsoplysninger om blandt andet blandede ægteskaber i Sri Lanka indebærer, at ansøgerne har en konflikt af en sådan intensitet med medlemmer af den kvindelige ansøgers familie, at dette kan begrunde, at ansøgerne har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Der er heller ikke oplyst om omstændigheder, der indebærer, at manden har en konflikt med sin tidligere ægtefælles familie, eller at ansøgerne har en konflikt med myndighederne i Sri Lanka, der kan begrunde beskyttelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka kan heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2016/12/THJ
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive tortureret og slået ihjel af den srilankanske efterretningstjeneste eller af militæret, idet ansøgerens bror har været medlem af LTTE, og idet ansøgerens far havde tilknytning til organisationen. Ansøgerens far blev slået ihjel af det indiske militær i 1990. I år 2000 sluttede ansøgerens storebror sig til LTTE. Broren var sjældent hjemme, men i [foråret] 2006 - omkring det tamilske nytår - kom han på besøg. Han fortalte i denne forbindelse, at han arbejdede for LTTE’S efterretningstjeneste. Mens broren var hjemme, kom STF - Special Task Force - til ansøgerens bopæl for at tale med hans bror. Ansøgerens bror nåede dog at flygte, inden STF ankom. STF udsatte ansøgeren for vold. STF spurgte ansøgeren og hans familie om, hvor ansøgerens bror var, og hvornår han kom besøg. De nægtede dog at fortælle, at broren kom på besøg. I [foråret] 2006 hørte ansøgeren et højt brag, da han var på vej til skole. Da ansøgeren kom hjem, ventede STF på hans bopæl. De udsatte hans søster og mor for vold, og tog ansøgeren med til en militærlejr. Her blev han placeret på en stol med hænderne bundet på ryggen, og bedt om at ringe til sin bror. Dette kunne ansøgeren dog ikke. Han blev endvidere spurgt ind til den eksplosion, der havde fundet sted om morgenen, da STF mistænkte, at det var ansøgerens bror, der var ansvarlig herfor. De mente endvidere, at ansøgeren havde hjulpet sin bror. Ansøgeren blev tilbageholdt i 25 dage, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgerens mor henvendte sig til rektoren på ansøgerens gymnasium for at få hjælp. Rektoren forhandlede med STF og fik aftalt, at ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at han skulle melde sig i lejren hver søndag. Dette gjorde ansøgeren i de følgende tre og et halvt år. Da ansøgeren i [efteråret] 2009 gik hen for at melde sig, blev han tilbageholdt sammen med 35 andre personer, og fik at vide, at han skulle sendes på genopdragelse. Da ansøgerens mor fandt ud af dette, henvendte hun sig til en person i landsbyen, som var svoger til chefministeren for den østlige provins, [A]. [A] var tilknyttet TMVP - Tamil Makkal Vinduthalai Pulikal. Ansøgeren blev herefter hentet af to personer fra TMVP. TMVP krævede efterfølgende, at ansøgeren skulle blive medlem og arbejde for dem i et år. Han skulle blandt andet rekruttere nye medlemmer, dele mad og penge ud, hænge plakater op og besøge familier, som var påvirket af naturkatastrofer og krig. Ansøgeren frygtede, at han ville blive henrettet, hvis han ikke arbejdede for TMVP. Han arbejdede kun for dem, fordi han var tvunget til det. Fra 2009 til 2010 arbejdede ansøgeren otte timer om dagen. I [vinteren] 2011 gav TMVP ansøgeren lov til at gå på teknisk skole. Ansøgeren gik på flere forskellige skoler fra 2011 til 2013, men han skulle fortsat arbejde for TMVP, hvis der for eksempel var valg. Ansøgeren arbejdede for TVMP omkring 25 gange i denne periode. I [sommeren] 2014 hjalp ansøgeren TVMP ved præsidentvalget, som fandt sted i januar 2015. I [foråret] 2015 oplyste TVMP, at de ikke længere kunne yde ansøgeren beskyttelse, idet der var kommet en ny regering, som ikke var venligt indstillede overfor TMVP. De anbefalede derfor, at han forlod området. Ansøgeren flyttede derfor til Colombo, og begyndte på universitetet. I perioden fra 2009 til 2015 oplevede ansøgeren ingen problemer, da TMVP støttede den daværende regering. I juni 2015, da ansøgeren havde gået på universitetet i tre måneder, forsøgte fire ukendte mænd at opsøge ham på universitetet. De ønskede at udspørge ansøgeren, hvorfor han formodede, at de var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren var ikke selv på universitetet den dag, men to af ansøgerens studiekammerater talte med dem, og de spurgte efter ansøgeren og omtalte ham ved navn. Ansøgerens studiekammerater fortalte om episoden til ansøgeren, der som følge heraf ikke længere tog på universitetet, men levede i skjul i byen [by], indtil han [efteråret] 2015 udrejste fra Sri Lanka. Efter ansøgerens udrejse er hans mor og storesøster blevet opsøgt fire til fem gange på deres bopæl. De bor nu hos slægtninge, da de ikke kan være i fred. Flygtningenævnets flertal kan på væsentlige punkter - og uanset de forekommende divergenser - lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder det således godtgjort, at ansøgerens bror har været aktiv i LTTE fra 2000, og at ansøgeren i 2009 blev hvervet som medlem af TMVP og har udført arbejde i et ikke helt afklaret omfang for TMVP gennem en længere periode frem til valget i Sri Lanka i 2015. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka kan nævnet ikke med den fornødne sikkerhed afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i myndighedernes søgelys og i risiko for at blive udsat for forfølgelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter, og da der efter oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Sri Lanka ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionen artikel 1 F, meddeler Flygtningenævnets flertal derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at synspunkter om Internal Flight Alternative ikke kan føre til anden vurdering.” Sril/2016/11/THJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamiler og katolik fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han vil blive fængslet af de srilankanske myndigheder. Han har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med to forskellige mindehøjtideligheder er blevet opsøgt af ukendte personer. Anden gang ansøgeren blev opsøgt, blev ansøgeren og hans fætter tilbageholdt og taget til en militærlejr. De blev løsladt dagen efter på betingelse af, at ansøgerens fætter meldte sig hver uge. Ansøgerens fætter meldte sig to gange og udrejste herefter til Frankrig. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl af fire mænd, hvoraf to af dem var de samme, som tidligere havde tilbageholdt ansøgeren og hans fætter. Mændene spurgte efter hans fætter og troede ikke på, at hans fætter var udrejst. Dagen efter blev ansøgeren opsøgt af de samme fire mænd igen, som tog ham med og tilbageholdt ham i 20 dage, hvor han blev udsat for fysiske og seksuelle overgreb. I den efterfølgende periode blev ansøgeren opsøgt og hentet på sin bopæl yderligere tre gange med to dages mellemrum, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på centrale punkter kan tilsidesættes, idet der forekommer væsentlige divergenser, ligesom forklaringerne heller ikke forekommer selvoplevede. Ansøgeren har således forklaret overfor de danske myndigheder og for nævnet om en tilbageholdelse i 20 dage, mens denne tilbageholdelse slet ikke er omtalt i hans samtale med de schweiziske myndigheder. Trods 20 dages tilbageholdelse har han endvidere ikke kunnet forklare nærmere om det sted, han var tilbageholdt og om de personer, der tilbageholdt ham. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingeloven § 7, stk. 1, eller for overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/10/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik født i provinsen Kilinochchi i landsbyen […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive dræbt af politiet, militæret og bevægelsen EPDP, som samarbejder med myndighederne, idet myndighedsrepræsentanter tidligere har opsøgt og tilbageholdt ham med henblik på at få oplysninger om hans ældre brødre, der har været aktive for eller haft tilknytning til De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at fire af hans fem brødre har været medlemmer af eller tilknyttet De Tamilske Tigre. Han har endvidere oplyst, at hans fader har været sympatisør og udøvet bistand til grupperingen. Den ene af hans tre brødre, der har været medlem af LTTE, afgik ved døden i 1996, og den anden broder er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Den tredje broder bor fortsat i Sri Lanka. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt to gange med to ugers mellemrum i enten juni eller juli 2013. Begge gange blev hans familie stillet spørgsmål vedrørende hans brødre. [I] november 2013 blev han stoppet på gaden af fem mænd i en varebil. Han blev hevet ind i bilen, hvor han fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted. De fem mænd forsøgte at tvinge ham til at afgive oplysninger om, hvor hans brødre befandt sig. Ansøgeren nævnte i den forbindelse både sin faders og sine brødres navne. Da han ikke kunne give dem de oplysninger, de efterspurgte, blev han udsat for fysisk vold og truet på livet. Det lykkedes dog ansøgeren at kravle op på et skab og flygte ud gennem et hul i loftet. Ansøgerens flugt blev opdaget, men han formåede at skjule sig på en nærliggende mark, hvorefter han tog til sine forældres bopæl i landsbyen […]. Den efterfølgende dag blev det besluttet, at han skulle tage ophold hos sin faster. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin faster i 15 dage. [I] november 2013 ankom en varevogn til hans fasters bopæl, hvorefter nogle personer gennemrodede huset og var voldelige overfor hans faster. Ansøgeren overnattede herefter hos sin fasters nabo. Herefter flyttede ansøgeren hjem til sin faders vens bopæl i byen […], hvor han opholdt sig i en periode. Herefter tog ansøgeren hjem til sine forældre. Inden udrejsen opholdt ansøgeren sig endvidere hos sin morbroder i […]. Under opholdet hos morbroderen kom en ukendt person og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren befandt sig dog ikke på morbroderens bopæl, da dette skete. [I] 2014 udrejste ansøgeren af Sri Lanka og rejste til Indien. Under opholdet i Indien havde ansøgeren telefonisk kontakt med sine forældre to eller tre gange. De oplyste under samtalerne, at deres bopæl var blevet opsøgt af personer, der ledte efter ansøgeren. Efter hans udrejse var hans moder endvidere blevet udsat for fysisk vold, og to af hans venner var blevet kidnappet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans tilbageholdelse og flugt til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren, som efter sin egen forklaring ikke har nogen form for tilknytning til De Tamilske Tigre, blev tilbageholdt for at give oplysninger om sine brødre, idet ansøgerens øvrige familie, herunder hans forældre og søskende ikke er blevet tilbageholdt i den anledning. Flygtningenævnet tillægger det herved også vægt, at det fremgår af ansøgerens brors asylakter, at myndighederne var bekendt med, hvor den bror, som har været medlem af De Tamilske Tigre, boede i Sri Lanka. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvordan han flygtede efter tilbageholdelsen, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har på flere centrale punkter forklaret divergerende. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] marts 2014 forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt 2 gange i juni eller juli 2013. Under samtalen [i] september 2014 og for nævnet, har han forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt ca. 14 dage før [en nærmere bestemt dato i] november 2014, hvor han blev kidnappet. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han boede hos sin bror, før han udrejste. Han har også forklaret divergerende om, hvorfor de mænd, der opsøgte ham på fasterens bopæl forlod stedet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, at han under sagens behandling har opgivet forkert fødselsdato. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens 4 brødre har haft tilknytning til De Tamilske Tigre, men at ansøgeren ikke selv har haft nogen form for tilknytning hertil. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens forældre, to brødre og en søster opholder sig problemfrit i Sri Lanka, uanset den ene bror har været medlem af De Tamilske Tigre, og er kendt af myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter de senest foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2015/2
Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka indrejst i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen fra […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet hans fader og broder begge har haft tilknytning til De Tamilske Tigere (LTTE). Han har videre henvist til, at han ikke har boet i Sri Lanka siden 1986 og derfor ikke ville kunne klare sig der, idet han ikke har et sted at bo. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge til grund for sagen, at ansøgeren har været tilbageholdt af srilankanske patruljebåde flere gange i farvandet mellem Indien og Sri Lanka, senest [i begyndelsen af 2014], hvor han blev udsat for forskellige fysiske overgreb. Under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han i forbindelse med denne tilbageholdelse opgav sit navn til de srilankanske myndighedspersoner. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i afgørelsen vægt på ansøgerens oplysninger om, at hans fader blev dræbt, mens ansøgeren var lille, og at hans broder var tilknyttet LTTE, idet han var medlem af […]. Broderen blev dræbt i 2003. Broderen blev efter, hvad ansøgeren har fået oplyst, dræbt i 2003 af samme grund. Flertallet lægger vægt på, at det fremgår af de nyere baggrundsoplysninger, herunder UNHCRs guidelines fra 2012, at sikkerhedssituationen for tamilere generelt er forværret i Sri Lanka, og at der i forbindelse med eller efter indrejse via Columbo lufthavn vil ske undersøgelser af blandt andet familiemedlemmer til tidligere LTTE-medlemmer. Flertallet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet derimod ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2015/1
Nævnet meddelte i juli 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og katolik af religiøs overbevisning fra […] i Sri Lanka. Ansøgeren har været børnesoldat i De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet, tortureret og slået ihjel af myndighederne og militæret, idet myndighederne er bekendt med, at ansøgeren har været soldat i LTTE. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans søster og fader i henholdsvis 2007 og 2008 blev tvangsrekrutteret af LTTE. Begge undslap og gik under jorden. LTTE eftersøgte dem, og i [sommeren] 2008 besluttede ansøgeren på opfordring fra faderens bekendtes søn […] at melde sig til LTTE, for at faderen og søsteren kunne blive fritaget. Ansøgeren modtog træning af forskellig art. Ansøgeren blev flyttet til en anden lejr, hvor han fik våbentræning. Ansøgeren blev i den forbindelse afbilledet på et gruppebillede med LTTE-lederens søn, Charles Anthony. Ansøgeren forsøgte at flygte fra LTTE, men blev pågrebet. Fra [begyndelsen af] 2009 deltog ansøgeren i kamphandlingerne. Ansøgeren brugte våben, men han ved ikke, om han har dræbt nogen. Ansøgeren oplevede ved en enkelt begivenhed 300 til 400 LTTE-soldater, hvoraf mange var unge kvinder, blive dræbt i kamp. Under kamphandlingerne forsøgte ansøgeren endnu en gang forgæves at flygte fra LTTE, men blev fanget og sendt tilbage til kampzonen. På et tidspunkt i [begyndelsen af] 2009 var LTTE dog så svækket, at ansøgeren på samme måde som mange andre LTTE-soldater kunne flygte. Ansøgeren blev genforenet med sin familie i […]. I [foråret] 2009 overgav ansøgerens familie sig til det srilankanske militær. På militærbasen skulle alle personer registreres i forhold til deres tilknytning til LTTE. Både ansøgeren samt søsteren registrerede sig som personer med tilknytning til LTTE. Ansøgeren oplyste imidlertid ikke, at han havde været soldat og deltaget i kamphandlinger. Militæret iværksatte ikke yderligere foranstaltninger mod ham, og ansøgeren og søsteren undgik at blive anbragt i en af de egentlige rehabiliteringslejre. Ansøgeren og søsteren fik tilladelse til at forlade interneringslejren i slutningen af 2009. Nogle måneder senere begyndte militæret at lede efter ansøgerens søster. I [foråret] 2010 fandt militæret søsteren, og hverken ansøgeren eller familien har efterfølgende modtaget livstegn fra hende. I [sommeren] 2012 begyndte militæret at opsøge ansøgerens familie på ny, nu for at anholde ansøgeren. Militæret efterstræbte ansøgeren, idet de var kommet i besiddelse af oplysninger om og et bevis for, at ansøgeren havde været egentlig soldat. Ansøgeren var ikke hjemme på det tidspunkt og tog efterfølgende ophold i […], hvor han opholdt sig frem til [begyndelsen af] 2013. I [begyndelsen af] 2013 tog ansøgeren tilbage til sin hjemby, hvor han gemte sig en måned inden sin endelige udrejse i [foråret] 2013. Flygtningenævnets flertal finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin og familiens tilknytning til LTTE i perioden fra 2007 til 2010 til grund, idet ansøgerens forklaring har fremstået særdeles troværdig og selvoplevet. Ansøgeren har i et vist omfang haft vanskeligt ved at huske datoer og årstal, men nævnets flertal finder, at dette må tilskrives de oplevelser, ansøgeren har haft i forbindelse med de opgaver, han som børnesoldat blev pålagt af LTTE, og de efterfølgende begivenheder. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnets flertal tillige lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger vedrørende LTTE’s rekruttering af børnesoldater, om forløbet af den sidste fase af borgerkrigen og interneringsproceduren. Nævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring derfor til grund, at ansøgerens søster og siden ansøgerens fader blev tvangsrekrutteret af LTTE, at de undveg, og at ansøgeren som 13-14-årig i 2008 på opfordring af en navngiven bekendt af familien trådte i faderen og søsterens sted i forhold til LTTE, således at de to familiemedlemmer kunne gå fri. Ansøgeren modtog herefter forskellige former for træning, herunder efterhånden våbentræning. Ansøgeren forsøgte to gange at flygte, men blev pågrebet af LTTE og udsat for overgreb. Nævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren blev tvunget til at deltage i kampene i forbindelse med LTTE’s endelige tilbagetog og nederlag. På grundlag af forklaringen lægges det endvidere til grund, at det, da kamphandlingerne ebbede ud, lykkedes ansøgeren at skjule, at han havde været egentlig soldat hos LTTE. Ansøgeren blev således i interneringslejren registeret som tilknyttet LTTE, men ikke som soldat. Både ansøgeren og søsteren, som ansøgeren var blevet genforenet med, undgik at blive anbragt i en rehabiliteringslejr, og ultimo 2009/primo 2010 kunne ansøgeren, søsteren og moderen, der ligeledes havde været interneret, tage hjem. Nævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens søster blev afhentet af myndighederne i [foråret] 2010, og at familien ikke siden har hørt fra søsteren. Ansøgeren har forklaret, at han efter frigivelsen fra interneringslejren ikke selv umiddelbart var i myndighedernes søgelys, men at myndighederne i 2012 begyndte at undersøge hans forhold. Myndighederne henvendte sig på ansøgerens bopæl, og i en længere periode opholdt ansøgeren sig ikke hjemme. Ansøgeren har forklaret, at myndighedernes interesse skyldtes, at ansøgeren nu var blevet voksen, og endvidere, at [faderens bekendtes søn], der i sin tid havde opfordret ansøgeren til at træde ind i LTTE, og som ansøgeren havde været i deling med, og som derfor kendte til, at ansøgeren havde deltaget i kamphandlinger, nu fungerer som meddeler for myndighederne. Ansøgeren er ved to lejligheder fotograferet sammen med Charles Anthony og [faderens bekendtes søn], og der foreligger således bevis for, at ansøgeren havde været soldat i LTTE. Flygtningenævnets flertal finder tillige at kunne lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Landinfos rapport af 7. december 2012, at der er relativt få re-arrestationer af personer, der er frigivet efter rehabilitering. Nævnets flertal lægger til grund, at myndighederne siden 2012 har søgt efter ansøgeren. Under henvisning hertil, og da det er lagt til grund, at ansøgerens søster efter at være frigivet fra interneringslejren på ny blev arresteret, finder nævnets flertal, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at de srilankanske myndigheder ikke også på nuværende tidspunkt vil pågribe ansøgeren. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at han har en velbegrundet frygt for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse som følge af, at han har været soldat i LTTE. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren isoleret må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om de af ansøgeren udførte aktiviteter for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Nævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren på et tidspunkt, hvor han var 14 år gammel, af LTTE blev tvunget til at deltage i egentlige kampe under LTTE’s tilbagetog. LTTE og regeringsstyrkerne begik under borgerkrigen krigsforbrydelser og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder. Efter en konkret vurdering er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har deltaget i sådanne handlinger. Nævnets flertal finder derfor ligesom Udlændingestyrelsen ikke, at ansøgeren er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet meddeler derfor den srilankanske statsborger […] asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2014/4
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet havde fremlagt uddrag af nogle avisartikler, hvorefter en srilankansk mand, der arbejdede for et dansk minerydningsselskab, var blevet skuddræbt, en erklæring fra et parlamentsmedlem, en erklæring fra politiet i ansøgerens hjemområde, samt en arrestordre. Flygtningenævnet fik via Internettet bekræftet oplysningerne om et skuddrab i et dansk minerydningsselskab i efteråret 2007. Erklæringen fra parlamentsmedlemmet indeholder kun oplysninger om, hvad ansøgerens moder har fortalt ansøgeren. Erklæringen fra politiet og arrestordren fremtræder som forfalskninger. Flygtningenævnet fandt ikke, at det fremlagte materiale i sig selv kunne understøtte, at ansøgeren skulle være efterstræbt af det srilankanske militær, politiet eller EPRLF. Ansøgeren havde først for nævnet forklaret, at han i forbindelse med en tilbageholdelse i 2005 skulle have været udsat for tortur. Flygtningenævnet fandt derfor ikke at kunne lægge oplysningerne herom til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han efterstræbtes på grund af sin faders forhold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren efter anholdelsen i 2005 blev løsladt alene betinget af, at han dagen efter meldte sig til militæret for at underskrive nogle papirer. Den omstændighed, at ansøgeren undlod at møde næste dag for at underskrive papirerne, fandt nævnet ikke kunne give grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville blive udsat for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således udført underordnede aktiviteter for LTTE. Han var igennem en periode presset til at påbegynde våbentræning for LTTE med henblik på, at han skulle kæmpe for dem. Han havde afslået med forskellige begrundelser, uden at dette havde ført til yderligere konsekvenser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge heraf, hverken fra de srilankanske myndigheder eller LTTE. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren på den nævnte baggrund risikerede sådanne overgreb, at han havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka. Indrejst i 2005 efter at være blevet anerkendt som konventionsflygtninge i Rumænien. Til brug for sagen havde ansøgerne fremlagt en erklæring fra en advokat i Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde til grund, at den kvindelige ansøger havde udført humanitært arbejde i hjembyen til støtte for LTTE. Disse aktiviteter, der ophørte ca. to år før udrejsen, var ikke kommet til de srilankanske myndigheders kendskab. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens nye forklaring om særlige aktiviteter i form af taler og digte med videre til grund. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger havde haft et autoværksted, hvor han mod sin vilje havde måttet reparere biler uden betaling såvel for LTTE som den srilankanske hær. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 1996 afslog LTTE´s anmodning om, at han skulle placere en bombe i et af militærets køretøjer, uden at det medførte nogen konsekvenser. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde levet i skjul i tre år, således som anført i advokatens indlæg. Ansøgeren havde således tidligere konsekvent oplyst, at han først solgte værkstedet i 1998. Nævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret havde været eftersøgt i Colombo på moderens bopæl, ligesom den fremlagte erklæring ikke kunne tillægges nogen bevisværdi. Flygtningenævnet fandt at måtte karakterisere begge ansøgeres aktiviteter som værende ikke særligt profilerede, og sammenholdt med den tid, der nu er gået, siden aktiviteterne fandt sted, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgerne skulle risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, fra de srilankanske myndigheder som følge heraf. Ansøgerne fandtes på ovennævnte baggrund ikke at risikere sådanne overgreb, at de havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne på den nævnte baggrund risikerede overgreb fra LTTE, at de opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at de danske myndigheder har kompetence til at tage stilling til, om ansøgerne opfyldte betingelserne for asyl, og at de rumænske myndigheders afgørelse heraf ikke kunne føre til en ændret vurdering. Srilanka/2007/5
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i foråret 2006 som 16-årig. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Sri Lanka, at ansøgeren sammen med sin familie havde boet i en af UNHCR drevet flygtningelejr siden tsunamien i december 2004, hvor familiens hus var blevet ødelagt, at hverken ansøgeren eller hans familie havde været politisk aktive, at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb, og at det var ubestridt, at ansøgeren ikke havde været forfulgt ved udrejsen. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet påberåbt sig, at han dels frygtede at blive hvervet af LTTE, dels frygtede at blive udsat for overgreb fra myndighedernes side på grund af sin etnicitet, og at han derfor ikke kunne vende tilbage til hjemlandet. Det måtte tillægges vægt, at ansøgeren ikke havde været udsat for konkrete hvervningsforsøg fra LTTEs side, at ansøgeren heller ikke havde haft konflikter med organisationen, at den srilankanske hær en enkelt gang havde henvendt sig til moderen på bopælen og spurgt til ansøgeren, og at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger havde været tale om en længerevarende konflikt i hjemlandet, og at der allerede på tidspunktet for ansøgerens indrejse i Danmark havde været uroligheder i hjemlandet. Endvidere lagde nævnet nogen vægt på, at ansøgeren først havde ansøgt om asyl i begyndelsen af 2007. Endelig fandt nævnet efter det foreliggende, at militærets henvendelse på bopælen alene havde været en enkeltstående henvendelse af generel karakter. Under disse omstændigheder fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det heller ikke kunne antages, at han ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold for etniske tamiler i Sri Lanka, herunder den generelle risiko for tvangsrekruttering af mindreårige, således som det er beskrevet i det foreliggende baggrundsmateriale, herunder UNHCRs Position Paper on the International Protection Needs of Asylum-Seekers from Sri Lanka, af december 2006, kunne på denne baggrund ikke føre til noget andet resultat. Srilanka/2007/4
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i foråret 2005 som familiesammenført med sin herboende tidligere ægtefælle. Ansøgt om asyl i efteråret 2006. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved tilbagevenden frygter myndighederne, da hun har været børnesoldat for LTTE, hvilket hun frygter den tidligere ægtefælle har informeret myndighederne om, og da hun frygter problemer med den tidligere ægtefælles familie, som bor i Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren udrejste af hjemlandet legitimeret med eget pas og uden forud for udrejsen at have været udsat for overgreb eller andet, der kunne begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren som ganske ung og frem til 1994 havde været tilknyttet LTTE som børnesoldat, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på den tid, der var passeret, og den omstændighed, at ansøgeren ikke på nogen måde kunne anses at have profileret sig. De generelle forhold, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv medføre asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgerens problemer med sin tidligere ægtefælle var af privatretlig karakter, og ansøgeren blev derfor henvist til at søge myndighedernes beskyttelse, hvis der skulle opstå konflikter. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ikke kunne opnå en sådan beskyttelse, hvorved bemærkedes, at ansøgerens oplysninger om ægtefællens familieforhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/3
Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1968. Indrejst i juni 2006. Ansøgeren, der er etnisk tamil, henviste som asylmotiv til, at han siden 1987 har udført propagandaarbejde for LTTE i form af musikindspilninger og optrædener, og at han siden 1998 har været medlem af LTTE’s kulturelle afdeling. Ansøgeren indspillede musik i propaganda-øjemed for organisationen, ligesom han holdt taler ved masse-møder og i begrænset omfang havde fungeret som LTTE’s talsmand. Ansøgeren forklarede desuden, at de srilankanske myndigheder ved flere lejligheder havde forsøgt at pågribe ham, og at han umiddelbart forud for sin udrejse nægtede at indspille flere CD’er for LTTE. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Sri Lanka dels forfølgelse fra de srilankanske myndigheder som følge af hans arbejde for LTTE, dels forfølgelse fra LTTE, idet han havde finansieret sin udrejse af Sri Lanka med penge, som han havde fået i forudbetaling for indspilning af en CD. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren må anses for højt profileret gennem sine aktiviteter i LTTE’s kulturelle afdeling, og at han må anses for almindeligt kendt i denne sammenhæng. Efter ansøgerens forklaring om myndighedernes bestræbelser på at pågribe ham fandt Flygtningenævnet at måtte lægge til grund, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren også i forhold til LTTE må anses for at være i risiko for at lide overlast. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/2
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født den 10. maj 1979. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk tamil fra Kilinochchi. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til de to organisationer, LTTE og TELO [Tamil Ealam Liberation Organization], ikke virkede overbevisende. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren havde haft en tilknytning til LTTE i 1995/1996, og at han herefter skulle have været tilknyttet TELO, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede, at ansøgerens medlemskab af LTTE lå langt tilbage i tiden, og at ansøgeren alene havde været et menigt medlem, hvorfor det forekom mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have været efterstræbt af LTTE på grund af sit medlemskab af TELO. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at han i forbindelse med drabet på en ven, skulle være kommet i modsætningsforhold til TELO. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af de Srilankanske myndigheder, herunder i forbindelse med de af ansøgeren oplyste drab i 1999 på to medlemmer af PLOTE (People Liberation Organization of Tamil Ealam). Ansøgeren havde endvidere kunnet opholde sig i Sri Lanka uden problemer med myndighederne frem til 2004, og det fremstod som konstrueret til lejligheden, at TELO skulle have anmeldt ansøgeren til myndighederne flere år efter drabene. Ansøgeren havde som asylmotiv tillige henvist til den generelt vanskelige situation i Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kræver, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland må frygtes at blive udsat for en konkret, individuel forfølgelse af en vis styrke eller risiko herfor. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er betinget af, at ansøgeren risikerer dødsstraf, eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller nedværdigende behandling eller straf. Der skal foreligge konkrete og individuelle forhold, der sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en reel risiko for at blive udsat for et af overgrebene. Af bemærkningerne til § 7, stk. 2 fremgår, at der ikke vil kunne gives opholdstilladelse efter bestemmelsen alene fordi, der hersker kaotiske eller borgerkrigslignende forhold i landet. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerens sag sammenholdt med baggrundsoplysningerne om den generelt vanskelige situation i Sri Lanka, herunder UNHCR’s Position Paper On The International Protection Needs Of Asylum-Seekers From Sri Lanka, december 2006, fandtes ansøgeren ikke at kunne anses for at være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og 7, stk. 2. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke kunne anses for at være en person, der var mål for myndighedsforfølgelse og forfølgelse af LTTE og TELO. Srilanka/2007/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1975. Indrejst i maj 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv dels havde henvist til frygt for myndighederne som følge af bistand til de Tamilske Tigre, dels frygt for at blive tvunget til at tilslutte sig Tigrene. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og lagde her vægt på, at han havde forklaret divergerende, såvel om karakteren og omfanget af bistanden til Tigrene, og om antallet af tilbageholdelser fra myndighedernes side, disses varighed og karakteren af slag og afhøringer. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde været anholdt en eller to gange og var blevet opfordret af Tigrene til at slutte sig til dem, kunne dette ikke medføre asyl. Det bemærkedes herved, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst af myndighederne og at der ikke var konkrete omstændigheder der kunne indicere at ansøgeren var således i myndighedernes søgelys, at der var reel frygt for fornyede anholdelser, ligesom ansøgeren kunne udrejse på eget pas. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren, såfremt han frygter de Tamilske Tigre, må henvises til at tage ophold i den myndighedskontrollerede del af landet. Herefter og idet de generelle forhold i Sri Lanka ikke kunne begrunde asyl, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Srilanka/2006/4
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1989. Indrejst i november 2005. Udlændingeservice behandlede sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men efter veto fra Dansk Flygtningehjælp blev sagen indbragt for Flygtningenævnet. I Flygtningenævnet blev sagen behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var uledsaget mindreårig og etnisk singaleser fra Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han som følge af, at han – i forbindelse med præsidentvalget i november 2005 - havde opsat valgplakater for en singalesisk kandidat fra UNP var kommet i etniske tamiler eller LTTEs søgelys, herunder at han risikerede at blive tvangsrekrutteret af LTTE. Ansøgeren havde videre henvist til, at hans arbejdsgiver var blevet opsøgt af nogle tamiler, som spurgte efter ansøgeren samt fremsatte trusler, der var rettet mod ansøgeren. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han som singaleser blev chikaneret af tamiler. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerede forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter for UNP var af underordnet karakter, og at ansøgeren alene havde været opsøgt en gang af personer, der angiveligt var tamiler, på gaden i forbindelse med opsætning af valgplakater, ligesom de øvrige, der opsatte valgplakater også blev opsøgt. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver alene én gang var blevet opsøgt af tamiler, der fremsatte trusler rettet mod ansøgeren. Det fandtes ikke herved sandsynliggjort, at ansøgeren var kommet således i søgelyset, at han ved en tilbagevenden ville risikere asylbegrundende overgreb. Derudover havde nævnet tillagt det vægt, at den chikane, som ansøgeren var blevet udsat for af tamiler i sin hjemby, var af underordnet karakter. Såfremt ansøgeren fandt, at han ikke kunne tage ophold i sin hjemby ved Trincomalee, måtte Flygtningenævnet henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Sri Lanka, som ikke var domineret af tamiler, ligesom ansøgeren kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, hvilket ansøgeren efter sin egen forklaring ikke havde gjort. Det forhold, at ansøgeren angiveligt ikke havde noget familie tilbage i Sri Lanka, kunne heller ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka kunne heller ikke begrunde, at der meddeltes opholdstilladelse efter § 7. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2006/3
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka, født i 1965 (M) og i 1979 (K). Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter den mandlige ansøgers forklaring lagde til grund, at ansøgeren ikke var politisk aktiv eller i øvrigt involveret i konflikter med de srilankanske myndigheder eller LTTE, men at ansøgeren gennem nogle år, hvor han blandt andet havde ejet en fiskerbåd, regelmæssigt måtte betale beløb til LTTE på mellem 8.000 og 12.000 rupies, fordi han i lighed med andre fiskere var tvunget til det. Ansøgerens asylmotiv grundede sig navnlig på frygten fra en Karuna-gruppe, der i april 2005 krævede hans samarbejde vedrørende oplysning om ansøgerens fætter. Om denne fætter forklarede ansøgeren, at han i 15 år havde været medlem af LTTE. Ansøgeren havde senest set ham en halv time i 2001 under et besøg hos fætterens mor, der er ansøgerens moster. Ansøgeren havde intet med fætteren at gøre og havde været imod hans deltagelse i LTTE. Nævnet bemærkede, at det indgik i nævnets vurdering, at ansøgeren gav forskellige oplysninger om fætterens position i LTTE, idet ansøgeren på den ene side forklarede, at han havde en høj rang, men på den anden side i samtalen med styrelsen i januar 2006 oplyste, at fætteren var ham, som samlede penge ind for LTTE i området. Efter april 2005 var ansøgeren i maj 2005 blevet standset af to personer, heriblandt en fra Karuna-gruppen. De lod ansøgeren gå, da han på forespørgsel oplyste, at han ikke havde set fætteren. I nævnsmødet oplyste ansøgeren om, at han senest i juni 2005 var blevet ID-kontrolleret ved en myndighedsvagtpost i Batticaloa uden problemer. To dage før udrejsen i september 2005 var ansøgeren og hans ægtefælle blevet forsøgt standset af to ukendte personer i et skovområde, men ansøgeren havde fortsat sin kørsel på motorcykel. Efter udrejsen satte personer fra Karuna-gruppen sig i besiddelse af ansøgerens motorcykel, der var placeret hos ansøgerens svigerfar, og i den forbindelse fremsatte personerne trusler mod ansøgeren, fordi han var udrejst. Ved vurderingen af den risiko, som ansøgeren havde henvist til ved en tilbagevenden, fandt nævnet efter det anførte, at ansøgeren måtte anses for uprofileret. Ansøgerens forbindelse til LTTE måtte anses for ringe, og – således som ansøgeren også havde forklaret – ses i sammenhæng med, at også mange andre fiskere måtte betale penge til LTTE. Ansøgeren havde intet haft at gøre med sin fætter og været imod dennes deltagelse i LTTE. Selv om nævnet ikke ville afvise muligheden efter ansøgerens forklaring om, at de srilankanske myndigheder samarbejdede med Karuna-grupper, fandt nævnet, at en risiko for efterstræbelse af ansøgeren fra de srilankanske myndigheders side måtte anses som usandsynlig, og at henvendelser fra personer tilknyttet en Karuna-gruppe i Batticaloa måtte anses for lokalt betinget og ikke understøttet ud over en mulig afgrænset lokal sammenhæng. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at ansøgeren som anført ikke i øvrigt havde haft problemer med myndighederne, og at ansøgeren og hans ægtefælle var udrejst legalt af Colombo i september 2005. Den kvindelige ansøger havde om sit asylmotiv henvist til ægtefællens forhold og havde ikke selv været udsat for konflikter. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer fandt nævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerede en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at nævnet ved sin ovennævnte vurdering fandt, at ansøgerne kunne tage ophold i andre dele af Sri Lanka, navnlig Colombo, såfremt de ikke ønskede at tage ophold i Batticaloa. Nævnet fandt ikke, at der efter det fremkomne i ansøgernes sag var tilstrækkeligt grundlag for at udsætte afgørelsen på indhentelse af nærmere oplysninger eventuelt via Udenrigsministeriet om forbindelsen mellem Karuna-grupper og de srilankanske myndigheder, som mest subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Srilanka/2006/2
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i oktober 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund om, at han var tilbageholdt i 18 dage i 1995 af regeringshæren og blev udsat for slag under tilbageholdelsen. Det forhold, at ansøgeren var tilbageholdt dengang, kan ikke nu begrunde asyl. Ansøgeren har yderligere påberåbt sig, at han ved løsladelsen i 1995 blev hvervet som spion for hæren, og at han på denne baggrund blev opsøgt i 2000 og bedt om at observere over for LTTE’s politiske kontor i en navngiven by. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han i 2005 fik to advarsler fra LTTE på grund af mistanke om spionage, men at der ikke skete videre. Efter de nævnte advarsler forblev ansøgeren nogle måneder i sin hjemby, hvorefter han rejste til Colombo, hvor han opholdt sig i mindst en måned forud for den legale udrejse. Flygtningenævnet bemærkede om denne del af ansøgerens forklaring, at ansøgeren fra begyndelsen havde oplyst, at han havde udført spionage for regeringshæren og havde i detaljer forklaret herom. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgeren på en række punkter, herunder centrale punkter, havde forklaret divergerende, samt at hans forklaring på nogle punkter tillige forekommer usandsynlig. Divergenserne i ansøgerens forklaring vedrørte forløbet i forbindelse med hærens kontakt til ham i 2000 samt ansøgerens forklaring om tidspunkterne for de angivne advarsler fra LTTE. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at hans hvervning i 2000 skulle have sammenhæng med et tilsagn givet i forbindelse med ansøgerens løsladelse i 1995, forekom mindre sandsynlig. Nævnet fandt endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvorledes han gennem fem år en til to gange om ugen observerede ved LTTE’s kontor og indlod sig i samtale med adskillige personer, der besøgte kontoret, forekom usandsynlig, idet det måtte formodes, at en sådan aktivitet i en mindre by ikke kunne foregå tilsyneladende upåagtet igennem så lang en periode. Det fandtes tillige mindre sandsynligt, at LTTE ved mistanke mod ansøgeren skulle have indskrænket sig til alene at give ham advarsler. Uanset om det imidlertid lagdes til grund, at ansøgeren har foretaget visse observationer i lokalområdet, hvilke var blevet videregivet til en kontaktperson i hæren, fandtes der imidlertid ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er således i søgelyset fra LTTE’s side, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkedes herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring ophørte med sit arbejde for regeringshæren og opholdt sig i sit hjemområde nogle måneder forud for sin udrejse uden at blive udsat for yderligere fra LTTE’s side. Hvis ansøgeren imidlertid ved en tilbagevenden finder ikke at kunne tage ophold i sit hjemområde, fandt nævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i Colombo, hvor han tidligere har haft ophold med sin familie, og hvor han har opholdt sig i mindst en måned før udrejsen. Det bemærkedes herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring udrejste med accept fra den angivne kontaktperson fra hæren, og at hans udrejse var legal og problemfri. Efter det anførte har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer at blive udsat for en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet at udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2006/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selv om hun kun er 14 år gammel. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra […]i området Kilinochichi, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren mistede sine forældre under et luftangreb i 2009. Ansøgeren har aldrig selv haft noget med LTTE at gøre og tror ikke, at nogen i hendes familie har haft det, herunder hendes fader. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for overgreb fra militærfolk. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at tamilere bliver kidnappet og får udtaget organer, men at ansøgeren ikke ved, hvem der gør dette. Ansøger frygter, at det vil ske for hende ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at militærfolk voldtager unge piger og udsætter dem for seksuelle overgreb i det område, hvor ansøgeren kommer fra samt råber af pigerne og lignende. Militærfolkene har været efter ansøgeren og har henvendt sig på hendes bopæl flere gange, fordi de ifølge ansøgeren ville udnytte hende seksuelt, men ansøgeren er flygtet hver gang. Hun har mange gange oplevet, at militærfolk har stoppet hende på gaden og berørt hende på hendes krop. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller medlemmer af hendes nærmeste familie har været medlemmer af LTTE, været politisk aktive eller i øvrigt udført aktiviteter, der har profileret dem i forhold til de srilankanske myndigheder. Ansøgeren har ikke selv være anholdt eller fængslet. Ansøgerens forklaring om, at hun blev seksuelt chikaneret af militærfolk på gaden, der antastede og berørte hende, og at der blev spurgt efter hende på bopælen, er ikke forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at der i de aktuelle baggrundsoplysninger vedrørende Sri Lanka er konkrete holdepunkter for at antage, at tamilere, der ikke selv har nogen tilknytning til LTTE og ikke har familiemedlemmer, der har været profilerede medlemmer af LTTE, skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb alene som følge af deres etnicitet, jf. herved blandt andet UNHCR’s Eligibility Guidelines for assessing the International Protection needs of Asylum Seekers from Sri Lanka, udgivet den 21. december 2012, der nærmere opregner visse persongrupper med nærmere tilknytning til LTTE, der kan have behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet finder som ovenfor anført, at ansøgeren og hendes nærmeste familie fremstår helt uprofileret. Det i øvrigt foreliggende baggrundsmateriale vedrørende Sri Lanka ses ikke at indeholde oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at helt uprofilerede personer som ansøgeren, ved genindrejse i Sri Lanka efter ophold som asylansøger i udlandet, vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb. Det forhold, at ansøgeren er en ung pige på knap 15 år, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2014/1
Nævnet stadfæstede i marts 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Senere i 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk singaleser fra fædrene side og tamil fra mødrene side. Han er buddhist og kommer fra Galle i det sydlige Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har i perioden fra 1988 til 2008 udført aktiviteter for De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af militæret eller politiet, fordi han har udført aktiviteter for De Tamilske Tigre (LTTE). I perioden fra 1988 til 2004 sejlede ansøgeren og hans fader våben, herunder selvmordsbombejakker, geværer, håndgranater, pistoler, metalkugler, brændstof og batterier til LTTE fra det nordlige Sri Lanka til Galle. Transporterne fandt sted i gennemsnit 2 gange om måneden i perioden fra 1988 til 2004. Ansøgerens fader var den aktive i transporterne, og ansøgeren deltog som faderens medhjælper. Ansøgeren ophørte hermed i 2004 ved faderens død. Ansøgeren og hans moder flyttede efter faderens død hen til ansøgerens morbroder, der boede i en LTTE-lejr i det nordlige Sri Lanka. Morbroderen ville have, at ansøgeren aktivt skulle støtte LTTE og sagde, at ansøgeren og hans moder ville blive dræbt, hvis ikke ansøgeren foretog transporter for LTTE. Ansøgeren transporterede herefter tre til fire gange om året våben, ammunition og dele til bomber via landevejsruten til Colombo. De var nogle gange flere om transporten alt afhængig af, hvor tunge våbnene var. På vejen hjem fra Colombo transporterede ansøgeren batterier og metaldele fra cykler, som skulle bruges til fremstilling af bomber. I slutningen af 2006 blev ansøgeren lidt syd for Colombo fængslet for første gang, idet han havde omkring 15 falske id-kort på sig, som han skulle transportere til[…]. Han blev ført til politistationen og sad fængslet i omkring 35-40 dage. Han blev under fængslingen udsat for tortur, idet politiet ville vide, hvem pakken med falske ID-kort var til. En aften blev han kørt til en by nord for Colombo og løsladt. I foråret 2007 blev ansøgeren fængslet for anden gang ved et checkpoint i […] i forbindelse med, at han transporterede materiale bestående af batterier og cykelbolte til Mahavilachi til brug for fremstilling af en bombe. Han blev tilbageholdt i to måneder, da de havde mistanke om, at han transporterede varer til LTTE. Han blev bragt til en militærlejr i[…], hvor han blev udsat for tortur, men sagde ikke noget under torturen. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra militærlejren ved at hægte sig fast på en af lastbilerne, som kom med grønsager til lejren. Han tog herefter hen til sin moder, og hans billede kom efter flugten i avisen. Herefter foretog ansøgeren ikke flere våbentransporter, og holdt sig indenfor LTTE kontrollerede områder indtil udrejsen. Han har udover de to fængslinger været tilbageholdt ved et checkpoint af og til, men fik som regel lov til at gå igen. I perioden fra 2006 til 2007 modtog ansøgeren træning i at blive selvmordsbomber, idet hans morbroder truede med, at hans moder ville blive fængslet, hvis ansøgeren ikke gjorde, som han fik besked på. I 2008 udrejste ansøgeren, idet regeringen angreb området, og han frygtede at blive slået ihjel af militæret eller politiet som følge af sine aktiviteter for LTTE. Uanset, at ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende og divergerende, herunder blandt andet, at han først for nævnet har forklaret om, at han flygtede fra en militærlejr ved at hægte sig på en lastbil, samt at han har forklaret divergerende om, hvorvidt hans deltagelse i selvmordsbombetræningen var frivillig eller ej, finder Flygtningenævnet i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på den foretagne torturundersøgelse i […] 2012, hvori det konkluderes, at der ved undersøgelserne var fysiske fund forenelige med følger af tortur, som oplyst af ansøgeren, samt påvist psykiske fund (PTSD og depression), som er forenelige med følger efter den oplyste tortur og andre svære traumer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved sine omfattende aktiviteter for LTTE, herunder transport af falske ID-kort, våben, dele til fremstilling af bomber, og tilbageholdelse af de srilankanske myndigheder har profileret sig på en sådan måde, at det må antages, at ansøgeren risikerer overgreb fra myndighedernes side som følge heraf ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærker herved, at borgerkrigen vel må anses for afsluttet med nedkæmpelsen af LTTE i maj 2009, men at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, dels at de srilankanske myndigheder agter at retsforfølge en del tidligere medlemmer og andre med tilknytning til LTTE, dels at et større antal LTTE medlemmer og andre tilknyttede fortsat må antages at være interneret af de srilankanske myndigheder. Selvom forholdet ligger tilbage i tid, er der ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at de srilankanske myndigheder ikke også på nuværende tidspunkt vil tilbageholde ansøgeren, og i den forbindelse udsætte ham for overgreb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren — i overensstemmelse med nævnets praksis — isoleret må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om de af ansøgeren udførte aktiviteter for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Et flertal af nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i væsentligt omfang har transporteret selvmordsbombejakker, våben, samt dele til fremstilling af bomber med henblik på, at disse skulle bruges i forbindelse med terroraktioner for LTTE. Ansøgeren har således i asylansøgningsskemaet og uddybet i gensamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2010 oplyst, at han i hvert fald i en periode fra omkring 2004 udførte den nævnte bistand til terrorvirksomhed frivilligt, og at han således foretog flere leverancer af bombeudstyr, inden han besluttede at trække sig ud af aktiviteterne. Flertallet finder, at ansøgeren hermed er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” sril/2013/4
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra […], Sri Lanka. Han har fra 2001 til 2009 været medlem af organisationen De Tamilske Tigre (LTTE), som kæmpede for tamilernes rettigheder samt et tamilsk selvstyre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, som medlem af De Tamilske Tigre, udførte forskelligt arbejde for organisationen, herunder indgik i kamptræning og havde vagtarbejde for nogle højtstående ledere i organisationen. Han har samtidig oplyst, at han ikke selv har deltaget i kamphandlinger, men i kraft af sin uddannelse som lærer alene har haft administrative ledelsesopgaver. Han har henvist til, at han nu er profilleret i en sådan grad, at hvis han vender tilbage til Sri Lanka, vil han, idet myndighederne har kendskab til, at ansøger har arbejdet for og været medlem af De Tamilske Tigre, blive tilbageholdt og dræbt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund uanset mindre divergenser med hensyn til, hvornår han påbegyndte sit arbejde for LTTE, og hvor han opbevarede våben for organisationen. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren har haft administrative ledelsesfunktioner for De Tamilske Tigre, og at han ved en heldig tilfældighed ikke blev identificeret som tamilmedlem ved ankomsten til militærlejren i […]. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, efter han genoptog sit arbejde som lærer i sin hjemby, flere gange var udsat for ubehagligheder i anledning af sit tidligere tilhørsforhold til De Tamilske Tigre. Endelig lægger flertallet til grund, at ansøgeren derefter flygtede til Indien, da han frygtede myndighedsforfølgelse på grund af sit tidligere forhold til Tigrene. Flygtningenævnet finder herefter, og med henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka fortsat vil være i myndighedernes søgelys og vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder herefter, at der skal tages stilling til om ansøgeren kan udelukkes i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens § 1F, a. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke har deltaget i krigshandlinger udført af Tigrene. Nævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren konkret har foretaget handlinger, der ligger udover, hvad der må anses for omfattet af udlevering af våben og administrativ ledelse. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren kan udelukkes efter udlændingeloves § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens § 1F, a. Flygtningenævnet meddeler derfor den srilankanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 / stk. 2.” sril/2013/3
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra landsbyen […] på øen […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som enlig kvinde frygter at vende alene tilbagevenden til sin hjemegn i Sri Lanka, idet lokalområdet er plaget af kriminalitet. I 1995 blev ansøgerens ægtefælles storebroder, […], slået ihjel i forbindelse med et røveri. I 2005 blev ansøgerens fjerne slægtning, […], i forbindelse med et røveri slået ihjel 14 dage efter, at hendes ægtefælle var afgået ved døden. Den […] 2013 døde ansøgerens ægtefælle i Danmark. Hendes søskende er ikke længere i live, og hendes børn opholder sig ikke længere i hjemlandet. Ansøgeren er derfor alene og mere udsat for at lide samme skæbne som sin svoger og den fjerne slægtning, især efter at hun har været i et vestligt land. Ansøgeren frygter overgreb fra Tamil Eelam Liberation Organization (TELO). Ansøgeren og hendes ægtefælle er tidligere blevet opsøgt af TELO-medlemmer, efter at de kom tilbage fra deres besøg i Danmark i 2001, 2003 og 2004. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Uanset, om ansøgerens forklaring om tidligere konflikter med grupperinger i Sri Lanka lægges til grund, finder Flygtningenævner ikke, at ansøgeren af den grund på nuværende tidspunkt ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i asylrelevant risiko. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt ligger langt tilbage i tid, og at hun på intet tidspunkt efterfølgende har haft konkrete konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i hjemlandet. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvilken specifik gruppering, der opsøgte hende og hendes afdøde ægtefælle, da de vendte tilbage efter besøg i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse grundet en eventuel formodning om tilknytning til LTTE. Herved har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, og at der ikke er oplysninger om andre familiemedlemmers tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder i Sri Lanka i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ligeledes finder nævnet ikke, at det forhold, at ansøgeren har været i udlandet i sig selv, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Sri Lanka, herunder i den nordlige del, isoleret set kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynlig gjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2013/2
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka samt et barn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra […] på Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden fra 2006-2008 været medlem af LTTE, hvor han i en mindre del af perioden deltog i træningen. Ansøgerens opgave var at hjælpe sårede og døde til hospitalet samt holde vagt. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af EPDP (Eelam People’s Democrativ Party) eller militæret som følge af sin tidligere tilknytning til LTTE. På grund af kampe i lokalområdet i foråret 2009 flygtede ansøgeren sammen med sin ægtefælle. De endte i militærets flygtningelejr […]. Under opholdet i lejren blev han tre gange opsøgt af folk fra EPDP. De første to gange blev han udspurgt om sin forbindelse til LTTE. Anden gang blev han med bind for øjnene ført til et kontor, hvor han blev hængt op i benene og slået. På grund af slagene mistede han hørelsen på det venstre øre. Han blev løsladt senere samme dag. Tredje gang fik han besked på at møde hos EPDP. Han vidste ikke, hvor han skulle møde, og han mødte ikke op. I stedet rejste ægteparret med deres datter til Colombo. Efter omkring halvanden måneds ophold i denne by udrejste de af Sri Lanka under anvendelse af ægte pas, som de havde anskaffet sig i Colombo. Under opholdet i Danmark har ægtefællen forladt ansøgeren og deres datter. Vedrørende en vurdering af ansøgerens forklaring, herunder om henvendelserne fra EPDP har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på flere punkter har afgivet en usikker og divergerende forklaring. Der kan herved blandt andet henses til, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at opholdet i flygtningelejren varede seks måneder, mens han til Flygtningenævnet har forklaret, at opholdet varede 10 måneder. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren tillige forklaret usikkert om, hvornår de tre henvendelser fra EPDP fandt sted. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring i Flygtningenævnet slet ikke kunne huske noget herom, herunder om henvendelserne fandt sted i begyndelsen eller slutningen af opholdet i flygtningelejren. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om, hvor EPDP første gang afhørte ham. Ifølge forklaringen til Udlændingestyrelsen blev ansøgeren taget med til et kontor i en stor bygning. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren først, at det hele foregik i et telt, hvor ægteparret opholdt sig. Senere under forklaringen i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han blev afhørt i et militærtelt. Flygtningenævnet finder også, at ansøgerens forklaring om den tredje henvendelse er fremstået usikkert og utroværdigt, og det findes usandsynligt, at EPDP skulle have beordret ham til at give møde med henblik på yderligere afhøring uden at oplyse ansøgeren om, hvor og hvornår afhøringen skulle finde sted. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at ægteparret flygtede fra flygtningelejren efter planlægning, og at de kom ud af flygtningelejren ved at kravle under et pigtrådshegn om natten. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at flygtningelejren på daværende tidspunkt var åben, og at man uden videre kunne forlade flygtningelejren. Ansøgeren kan meget vel – som han har anført – have hukommelsesproblemer, og herunder have vanskeligheder ved at tidsfæste de enkelte begivenheder. Uanset denne omstændighed finder nævnet, at antallet af uoverensstemmelser, og det indtryk Flygtningenævnet har fået i forbindelse med ansøgeren afgivelse af forklaring til Flygtningenævnet, indebærer, at nævnet må forkaste ansøgerens forklaring om hans asylmotiv. Herefter, og da det forhold, at ansøgeren etnisk og religiøst tilhører et mindretal, samt muligvis har haft forbindelse til LTTE uden at militæret er bekendt hermed, ikke kan føre til et andet resultat, er det efter nævnets opfattelse ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2012/1
Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk moor og muslim af trosretning fra Kandy-distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af myndighederne som følge af, at han er flygtet fra en militærlejr. Ansøgeren blev i […] 2008 tvangshvervet af LTTE og blev tilbageholdt i 16 måneder, hvor han skulle lave mad. Han flygtede i […] 2009, men overgav sig kort efter til militæret, der tilbageholdt ham med beskyldninger om at have samarbejdet med LTTE. Han blev ført til en lejr, hvor han blev afhørt 10-15 gange og udsat for fysisk afstraffelse. Han kom efter omkring halvandet måned til en ny lejr. Her blev han ligeledes afhørt 10-15 gange. Efter omkring fire måneder fik han en for ham ukendt mand, der var ansat i militærlejrens køkken, til at kontakte ansøgerens ven […], der besøgte ansøgeren i […] 2009. En måned senere fortalte manden fra kantinen, at denne og ansøgerens ven ville bestikke en officer, hvorefter ansøgeren i […] 2010 blev hentet af en agent i lejren, hvorefter ansøgeren kunne udrejse til Indien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens forklaring på flere punkter forekommer utroværdig og mangler en sådan detaljeringsgrad, at den ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren har således indtil forklaringen i Flygtningenævnet oplyst, at han ikke var udsat for fysisk afstraffelse under opholdet i den første militærlejr. Han har derimod under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at han var udsat for fysisk afstraffelse under opholdene i begge militærlejre. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at en ukendt person fra militærlejrens kantine skulle tilbyde ansøgeren sin hjælp til at flygte fra lejren. Det findes tillige utroværdigt, at denne person kontaktede ansøgerens ven, […] og at disse to i fællesskab bestak en officer i lejren, så ansøgeren kunne blive hjulpet til at flygte. Det findes tillige utroværdigt, at ansøgerens familie – i modsætning til vennen […] – ikke besøgte ansøgeren i lejren under ansøgerens relativt lange ophold der under hensyn til, at der efter ansøgerens forklaring var adgang til besøg i lejren. Flygtningenævnet finder det tillige utroværdigt, at ansøgeren under samtlige tilbageholdelser fik lov til at beholde sit nationale id-kort. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at divergenser i ansøgerens forklaring, der optræder under sagen, er en følge af ansøgerens sygdom. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren til første samtale med Udlændingestyrelsen blev afbrudt på grund af ansøgerens sygdom, og ansøgeren under den anden samtale, der blev gennemført vedstod sin forklaring under den første samtale. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/7
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har under sagens behandling fremtrådt med tilstrækkelig modenhed til, at hun findes egnet til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra landsbyen[…], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Under et bombardement i foråret 2009 blev hun adskilt fra sine forældre, hvorefter hun blev anbragt i en åben flygtningelejr. Efter 4-5 dage blev hun overført til en militærlejr, hvor hun blev tilbageholdt i halvanden måned. Hun blev afhørt og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, der udspurgte hende om hendes eventuelle tilknytning til LTTE. Hun blev løsladt mod bestikkelse og udrejste en måned senere af Sri Lanka på sit eget pas. Ansøgerens fader har, da ansøgeren var lille, hjulpet LTTE med mad og transport af våben, og hendes fætter har været aktiv for LTTE. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun har været tilbageholdt i en militærlejr og udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke har været medlem af LTTE. Hendes faders hjælp til LTTE må anses at være af begrænset karakter og ligger år tilbage i tiden og har ikke medført konkrete problemer for ham i forhold til myndighederne. Det oplyste om fætterens tilknytning til LTTE kan ikke tillægges afgørende betydning for vurderingen af ansøgerens situation. Ansøgeren blev løsladt, og hun er efterfølgende udrejst problemfrit af Colombo lufthavn, efter det oplyste legitimeret med eget pas. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af nærværende sags konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Sri Lanka ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Det forhold at ansøgeren som etnisk tamil med baggrund i det nordlige Sri Lanka ved indrejse i landet vil kunne risikere at blive udspurgt af myndighederne, kan ikke føre til en ændre asylretlig vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2011/5
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil fra en landsby fra Batticola distriktet på Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hendes ægtefælle har været medlem af LTTE. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive voldtaget eller slået ihjel af det srilankanske militær. Ansøgeren blev gentagne gange i foråret 2010 opsøgt på sin bopæl af det srilankanske militær, som krævede, at hendes ægtefælle hjalp dem med at samle mandskab til opbygningen af en militærlejr i området, men ansøgerens ægtefælle var på forretningsrejse til Colombo og kom først hjem på en bestemt dato i foråret 2010. Samme dag tilbageholdt militæret ægtefællen. Ansøgeren anmeldte tilbageholdelsen til politiet, men politiet afviste hendes forklaring. Politiet indkaldte hende flere gange til afhøring, men de udskød hver gang afhøringen. Ansøgeren henvendte sig til militærlejren i området, men de afviste at kende til hendes ægtefælle. Ansøgeren opholdt sig i en bestemt periode i foråret 2010 hos sin ægtefælles ven, [….]. På to bestemte datoer blev hun opsøgt af militæret, som opfordrede hende til at følge med dem for at besøge sin ægtefælle, hvilket ansøgeren nægtede. En bestemt dato overnattede hun hos sin nabo, og en bestemt dato overnattede hun hos ægtefællens navngivne ven. Efter tilbagevenden til sit hjem en bestemt dato blev hun opsøgt af tre militærpersoner, hvoraf to af personerne voldtog hende. Derefter flygtede hun hen til ægtefællens navngivne ven, hvor hun opholdt sig i cirka en måned. Ægtefællens navngivne ven tog en bestemt dato hen til ansøgerens bopæl og erfarede, at huset var brændt ned. Ansøgeren udrejste illegalt af Sri Lanka i sommeren 2010. Uanset at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der konstaterede, at boligen var blevet brændt ned, kan Flygtningenævnet i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår selvoplevet og troværdig. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren overværede, at militæret anholdt ægtefællen på bopælen, at ansøgeren efterfølgende og i samarbejde med ægtefællens ven [….] foretog en omfattende eftersøgning af ægtefællen hos myndighederne, at myndighederne gav ansøgeren divergerende meddelelser og indkaldelse om ægtefællen, at ansøgeren blev voldtaget af to soldater en bestemt dato i foråret 2010, og at huset efterfølgende blev brændt ned. Endelig er det indgået i nævnets vurdering, at ægtefællen i sin egenskab af [….] har indtaget en profileret stilling i lokalområdet. På denne baggrund findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ingen af ansøgeren påberåbte asylmotiver er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/4
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna i Sri Lanka. Ansøgeren har fra 1985 til 1996 været medlem af organisationen De Tamilske Tigre, hvor hun modtog militærtræning, deltog i en enkelt kamphandling, var ansvarlig for de kvindelige tiger-soldater og senere var tilknyttet kommunikationsafdelingen. I en periode var ansøgeren øverste leder af de kvindelige tigre, og hun refererede direkte til LTTEs øverste leder, Velupillai Prabhakaran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de srilankanske myndigheder som følge af sine aktiviteter for LTTE. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har haft en så fremtrædende position i LTTE, at det, uanset at aktiviteterne foregik i perioden 1985-1996, må antages, at ansøgeren risikerer overgreb fra myndighedernes side som følge heraf ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærker herved, at borgerkrigen vel må anses for afsluttet med nedkæmpelsen af LTTE i maj 2009, men at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, dels at de srilankanske myndigheder agter at retsforfølge en del tidligere medlemmer med videre af LTTE, dels at et større antal LTTE medlemmer med videre fortsat må antages at være interneret af de srilankanske myndigheder. Selvom forholdet som nævnt ligger tilbage i tid, er der ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at de srilankanske myndigheder ikke også på nuværende tidspunkt vil tilbageholde ansøgeren, og i den forbindelse udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/3
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Kilinochi i Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes broder blev bortført af LTTE i begyndelsen af 2009, og at hun ikke har set ham siden. To måneder senere blev ansøgeren ligeledes bortført og tilbageholdt i en træningslejr af LTTE. Ansøgeren stak af efter 14 dage og flygtede hen til sin farbror. Ansøgeren blev senere i tre måneder tilbageholdt af myndighederne i Vavuniya og afhørt. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur og tvunget til at sige, at hun havde været medlem af LTTE. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af den srilankanske hær ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Ansøgerens bror og ansøgeren blev tvangsindrulleret hos LTTE i foråret 2009. Familien har i øvrigt ikke haft nogen tilknytning til LTTE. Ansøgeren har ikke været medlem af LTTE. Hun nævnte efter sin forklaring udtrykkeligt, at broren ikke var medlem af LTTE. På den baggrund er det mest nærliggende at antage, at ansøgeren også for sit eget vedkommende oplyste, at hendes tilknytning til LTTE var tvangsmæssig. Hun var kortvarigt i LTTE-lejren. Hun modtog ingen våbentræning. Ansøgeren fremtræder således ikke som nogen profileret person i forhold til LTTE. Ansøgeren blev frigivet fra tilbageholdelsen hos det srilankanske militær af en uniformeret person, som kørte med ansøgeren ud fra lejren i en hvid van omkring sommeren 2009. Det er herefter mest sandsynligt, at ansøgeren er registreret som løsladt af de srilankanske myndigheder. På denne baggrund, og med de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter situationen for tidligere tilknyttede LTTE-medlemmer må antages at være væsentligt forbedrede siden ansøgerens løsladelse i 2009 – det fremgår således af UNHCRs Guidelines fra juli 2010, at alle tidligere LTTE-tilknyttede børnesoldater ved udgangen af maj 2010 rapporteres løsladt fra rehabiliteringscentrene - finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være således i de srilankanske myndigheders søgelys, at hun udsætter sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. sril/2011/2
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra en navngiven landsby i det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun som følge af broderens medlemskab af LTTE frygter myndighederne. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren forud for udrejsen boede nogle måneder hos sine to mostre i Colombo, at hun herefter var tilbage i landsbyen nogle få dage, at hun sammen med forældrene og storesøsteren af militæret blev anbragt i en lejr, som hun opholdt sig i omkring én måned, at hun bagefter kom til Colombo og siden til Danmark. Ansøgerens forklaringer om broderens, [……] rolle som hendes ledsager i hele forløbet kan ikke forenes med, at broderen skulle være et profileret medlem af LTTE. Dette kan Flygtningenævnet således ikke lægge til grund. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at forholdene i ansøgerens hjemområde er i bedring, men der er ikke nærmere oplysninger om forholdene i lejrene, som organisationerne ikke kan få adgang til. Det fremgår dog, at mange tamiler har fået tilladelse til at forlade lejrene og rejse tilbage til deres hjemområde. Det fremgår ligeledes af baggrundsoplysningerne, at personer, som mistænkes for at have relationer til højt profilerede medlemmer af LTTE, ikke generelt risikerer forfølgelse fra myndighedernes side. Ansøgeren har efter sin forklaring ikke på nogen måde selv været knyttet til LTTE, og hendes broder kan som nævnt heller ikke antages at være profileret i forhold til myndighederne. Ansøgeren har gennem asylsagen flere gange som svar på, hvad hendes asylmotiv er, henvist til, at hun ønsker en uddannelse, og at hun ikke ved, hvor hun kan være i hjemlandet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. ”Sri/2010/9
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen havde udvist tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil fra Alaveddy i Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen dog forklaret, at han havde hjulpet LTTE med blandt andet at hænge plakater op. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive slået ihjel af nogle for ham ukendte personer, der havde slået hans morbroder ihjel i 2006, da de havde forvekslet morbroderen med ansøgeren, idet de havde mistænkt ansøgeren for at have samarbejdet med LTTE, eller at blive forfulgt af det srilankanske militær. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret uddybende og divergerende. Han havde under nævnsbehandlingen og til advokatindlægget forklaret, at han, efter at morbroderen var blevet dræbt, havde boet hos et ældre ægtepar cirka fem minutter fra morbroderens bopæl i cirka halvandet år, hvor morbroderens ægtefælle havde besøgt ham indimellem. Til samtalen havde han alene forklaret, at han havde boet hos det ældre ægtepar i 34 dage. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han under sit ophold i Colombo forud for udrejsen var blevet kontrolleret af politiet to gange, mens han havde været sammen med sin tante. Han var udrejst legalt af Colombo, idet han med bistand fra tanten var blevet forsynet med ægte nationalitetspas, som han efter sin forklaring ikke længere var i besiddelse af. Uanset om dele af hans forklaringer kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Jaffna-området ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at drabet på morbroderen havde skyldtes ansøgerens forhold, herunder at de ukendte personer, der havde efterstræbt morbroderen, i virkeligheden havde efterstræbt ansøgeren. Ansøgeren havde endvidere ikke sandsynliggjort, at hans mulige begrænsede aktiviteter for LTTE havde været af en sådan karakter, at han som følge heraf var blevet bragt i myndighedernes søgelys, eller at han som følge heraf efterstræbtes af LTTE-rivaliserende grupper, der måtte samarbejde med myndighederne. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at det fremgik af baggrundsoplysningerne om den nuværende situation i Sri Lanka, at personer, der muligvis mistænktes for at være LTTE-sympatisører, men som ikke var højt profilerede, ikke generelt var i forfølgelsesrisiko. Ansøgeren opfyldte under de ovennævnte omstændigheder ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2010/8
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tamil født i en navngiven by i nordøst Sri Lanka. Han havde herefter boet i en navngiven by i Jaffna. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han havde sympatiseret med LTTE. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt af den srilankanske hær, som mistænkte ham for at have tilknytning til LTTE. Ansøgeren havde forklaret, at store dele af hans familie, herunder hans navngivne fætre havde været medlem af LTTE, og at familiens bopæl i sommeren 2006 var blevet opsøgt af cirka 10 personer fra den srilankanske hær, som havde mistænkt store dele af ansøgerens familie for at være medlem af LTTE, og at han i den forbindelse var blevet tilbageholdt af myndighederne og herunder udsat for vold. Ansøgeren var flygtet, idet en tamilsktalende militærperson havde ladet en dør i lejren stå åben. Herefter havde ansøgeren taget ophold først hos sin morbror og derefter var han taget til Colombo. En agent havde hjulpet ham ud af Colombo via lufthavnen, men ansøgeren havde været tilbage i Colombo flere gange, idet agenten ikke i første omgang havde kunnet finde nogen sikker rejserute for ansøgeren. Mens han havde opholdt sig i Colombo, havde han boet i agentens hus og havde ikke været udenfor huset. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren på en række centrale punkter havde forklaret divergerende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge væsentlige dele af hans forklaringer til grund for sagen. Ansøgeren havde forklaret divergerende om det antal dage, han havde været tilbageholdt i en lejr af det srilankanske militær. Han havde videre forklaret divergerende om og i hvilket omfang, han havde været udsat for vold under sin tilbageholdelse. Han havde også forklaret divergerende om, hvorvidt han under sin tilbageholdelse var blevet ført tilbage til sin bopæl af militærpersoner med henblik på yderligere ransagning, hvilket han havde forklaret ved samtalen hos Udlændingeservice. Under nævnsbehandlingen havde han derimod forklaret, at en tamilsk talende person havde oplyst ham om, at man havde ransaget på hans bopæl, og at militæret havde haft til hensigt at slå ham ihjel, men at ansøgeren havde overtalt vedkommende person til at lade døren stå åben, så ansøgeren kunne flygte. Endelig havde ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror på 27 år havde boet sammen med ansøgeren på moderens bopæl. Han havde under nævnsmødet forklaret, at broderen i slutningen af 2006 var rejst til Vanni for at være tæt på LTTE. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i risiko for dødsstraf, eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at tilbageholdelsen af ansøgeren lå langt tilbage i tid, nemlig cirka fire år, og at ansøgeren efter sine egne oplysninger var ind- og udrejst flere gange i Sri Lanka via Colombo lufthavn, uden at blive antastet af de srilankanske myndigheder. Sri/2010/7
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde i foråret 2009 fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte indledningsvist, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil fra Vani området i det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede overgreb fra myndighedernes side ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde henvist til, at faderen havde været aktiv soldat for LTTE i mange år, og herunder blandt andet været med til tvangshvervning af soldater i lokalområdet. Ansøgeren frygtede videre at blive angivet af tamilske grupper, der samarbejdede med myndighederne. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring i det hele kunne lægges til grund, hvorefter faderen i mange år havde været aktiv soldat for LTTE og herunder foretaget tvangshvervning af soldater, og at faderens aktiviteter havde været kendt i lokalområdet. Når der endvidere hensås til de foreliggende baggrundsoplysninger, kunne Flygtningenævnet på denne baggrund ikke afvise, at ansøgerens fader havde haft en sådan profileret stilling, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i myndighedernes søgelys på grund af faderens aktiviteter, og herunder risikere at blive udsat for umenneskelig behandling eller tortur. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2010/6
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra Kilinochchi-området, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede overgreb fra myndighederne, som havde mistænkt hende for at have haft tilknytning til LTTE. Ansøgeren havde herved henvist til, at LTTE flere gange havde forsøgt at hverve hende, og at hun i Negombo var blevet tilbageholdt af myndighederne i tre dage og herunder var blevet slået og forsøgt seksuelt forulempet. Ansøgerens konflikt med LTTE kunne ikke begrunde asyl, idet LTTE havde overgivet sig til myndighederne i foråret 2009. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren aldrig på nogen måde havde bistået LTTE, og at den kortvarige tilbageholdelse af ansøgeren havde været et udslag af generelle sikkerhedsforanstaltninger under borgerkrigen. Hertil kom, at ansøgeren var blevet løsladt, og at myndighederne ifølge ansøgerens egen forklaring til samtalereferatet var blevet gjort bekendt med, at hun skulle udrejse. Hverken den omstændighed at ansøgeren er etnisk tamil, eller de ovenfor nævnte oplysninger kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lagdes herved vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Home Office Operation Guidance note, Sri Lanka august 2009 [bilagsnummer 360] samt Udenrigsministeriets høringssvar af 26. oktober 2009 [bilagsnummer 368]. Hertil kom, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2010/5
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i sommeren 2008. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren søgt om asyl, efter hun havde fået afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i en lang årrække havde udført underordnede aktiviteter i form af at lave mad, gøre rent og give husly til medlemmer af LTTE, men at disse aktiviteter i hvert fald ikke havde været myndighederne bekendt på udrejsetidspunktet. Ansøgeren havde særligt påberåbt sig, at hun var i myndighedernes søgelys som følge af, at et familiemedlem, som havde boet hos hende i Colombo siden 2006, var blevet anholdt af politiet. Hun vidste ikke, hvad der var blevet af ham, men hun frygtede, at han havde afsløret hendes aktiviteter for myndighederne. Hun havde i den forbindelse anført, at hun i efteråret 2008 fra dem, der havde boet over hendes lejlighed, havde fået oplyst, at politiet havde ransaget hendes lejlighed og i den forbindelse medtaget forskellige fotografier, herunder et fotografi af hende og hendes datter der stod sammen med nogle medlemmer af LTTE, herunder tre medlemmer af LTTE, der stod med geværer. Hun havde endvidere modtaget en skrivelse, der havde fremstået som en tilsigelse af hende til afhøring hos ’The Terrorist Investigation Division’ i relation til familiemedlemmet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hendes aktiviteter var kommet til de srilankanske myndigheders kendskab eller at de srilankanske myndigheder ønskede at afhøre ansøgeren om familiemedlemmet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde søgt asyl straks efter, at hun efter sin forklaring var blevet bekendt med, at hun var i søgelyset, men først havde søgt asyl efter cirka syv måneders ophold her i landet og umiddelbart efter at have fået afslag på familiesammenføringstilladelse, at ansøgerens forklaring om besiddelse af det pågældende fotografi og omstændighederne omkring myndighedernes fund af dette ikke forekom sandsynlig, og at den tilbageholdelse af familiemedlemmet, som ansøgeren havde forklaret om, ikke kunne anses for underbygget af den tilsigelse, som ansøgeren havde fremlagt. Flygtningenævnet kunne således ikke anse det for sandsynliggjort, at familiemedlemmet var blevet tilbageholdt. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren i et vist omfang havde udbygget sin forklaring. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i en reel risiko for overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Sri/2010/4.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. I foråret 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter ansøgeren søgte asyl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka, som asylmotiv havde henvist til risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden på grund af sin etnicitet. Det fremgik imidlertid af ansøgerens egen forklaring, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at hun ikke inden sin udrejse havde været udsat for hverken forfølgelse eller overgreb fra hverken LTTE eller de srilankanske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede herved, at de lejlighedsvise ransagninger, der efter ansøgerens egen forklaring havde været led i generelle eftersøgninger efter LTTE-medlemmer, ikke i sig selv var asylbegrundende. Dernæst bemærkedes, at hverken de generelle forhold i Sri Lanka i sig selv eller den omstændighed, at ansøgeren var en ældre, enlig kvinde uden netværk kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren var udrejst legalt på eget pas, og det fandtes henset til hendes alder og manglende politiske aktivitet heller ikke sandsynliggjort, at hun i forbindelse med selve indrejsen skulle blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Sri/2010/3.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var indrejst med gyldigt Schengen-visum. I foråret meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således lavet mad til tigrene, ligesom tigrene havde boet på hendes plantage. Ansøgeren havde herefter på grund af borgerkrigen været drevet på flugt efter, at Elefantpasset var blevet indtaget af regeringsstyrkerne. Hun havde således gennem de seneste cirka 10 år boet forskellige steder på Jaffna-halvøen. Ansøgeren var udrejst legalt gennem lufthavnen i Columbo. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var eller ville komme i myndighedernes søgelys, og at hun ville risikere forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Sri Lanka. De forhold, at ansøgeren var gammel og havde behov for hjælp, og at hun ikke havde nogen tilbage på Sri Lanka, indebar ikke, heller ikke sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sikkerhedssituationen, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Sri/2010/2.
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er srilankansk statsborger, født og opvokset i landsbyen [….], der er beliggende i nærheden af Point Pedro, etnisk tamil og katolik af trosretning. Fra 1998/99 frem til 2005/06 var ansøgeren medlem af og arbejdede for LTTE ved at udgrave beskyttelsesrum og samle brænde. Endvidere har han givet mad til LTTE. Ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter ansøgeren at blive dræbt af militæret/EPDP på grund af sit arbejde for LTTE. Ansøgeren har forklaret, at hans og ægtefællens hus i [….], siden 2006 er blevet ransaget mange gange af personer fra militæret og EPDP, idet myndighederne har fået kendskab til hans arbejde for LTTE. Ansøgeren var ikke til stede under nogen af ransagningerne, idet han skjulte sig hos venner, familiemedlemmer og slægtninge. Fra 2006 til sin udrejse af Sri Lanka boede han ikke hjemme, men rejste mellem forskellige byer. Fra 2007/2008 til udrejsen den [….] 2009 boede han i Colombo. Den [….] 2009 udrejste han legalt og problemfrit fra lufthavnen i Colombo. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens medlemskab og aktiviteter for LTTE kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter har været meget begrænsede og ophørte i 2005/2006. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger, at personer, som har været medlem af LTTE, og som ikke har været højtprofilerede, ikke generelt er i risiko for forfølgelse, hverken fra myndighederne eller andre grupper. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i mere end et år har opholdt sig i Colombo uden problemer med myndighederne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren den [….] 2008 modtog en invitation fra et herboende nært familiemedlem, samt at han først udrejste fra Colombo Lufthavn den [….] 2009 legitimeret med ægte pas. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Sri/2010/18
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Point Pedro i Jaffna-området, at ansøgeren i slutningen af 2007 af LTTE blev tvunget til at udføre aktiviteter for organisationen i form af observationer af militærets bevægelser, at ansøgeren i [….] 2008 tog ophold hos sin moster, at mosteren bistod ansøgeren med observationerne, at LTTE afleverede forskellige effekter til opbevaring på bopælen, at bopælen blev ransaget af myndighederne den [….] 2008, hvor man blandt andet fandt en vejsidebombe og LTTE-materiale, at ansøgeren umiddelbart efter med hjælp fra LTTE flygtede til en LTTE-lejr sammen med mosteren, og at ansøgeren og mosteren forlod LTTE-lejren i [….] 2009 og efterfølgende udrejste af landet. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter overgreb fra myndighedernes side på grund af sine aktiviteter for LTTE. Ansøgeren har herved henvist til, at bopælen blev ransaget den [….] 2008, hvor man blandt andet fandt en vejsidebombe og LTTE-materiale. Endvidere havde ansøgeren under opholdet hos mosteren hyppige besøg af LTTE-medlemmer. Efter en samlet vurdering af ansøgerens og mosterens forklaringer, og uanset at der har været enkelte uklarheder vedrørende ansøgerens forklaring, kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter myndighederne i forbindelse med ransagningen den [….] 2008 blandt andet fandt en vejsidebombe på mosterens bopæl, hvor ansøgeren også opholdt sig. Det bemærkes, at der er i øvrigt er forklaret konsistent om hændelsesforløbet i sagen, herunder om myndighedernes fund af vejsidebomben. På denne baggrund, og idet oplysningerne om forløbet af vejkontrollen i forbindelse med busturen fra Vavuniya til Colombo efter det foreliggende ikke kan føre til nogen ændret vurdering, er det sandsynliggjort, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde at hun ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/17
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har aldrig været medlem af noget politisk parti eller organisation. Ansøgeren udrejste fra Colombo lufthavn den [….] 2009 legitimeret med ægte pas isat Schengen-visum udstedt af de [….] myndigheder. Ansøgeren har som sit asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden frygter myndighederne, idet de, på grund af hans søsters aktiviteter for LTTE, mistænker ham for at have tilknytning til LTTE. Ansøgeren har henvist til, at han i 2000 og 2009 blev tilbageholdt af myndighederne og herunder udsat for overgreb. Ansøgeren frygter endvidere EPDP, som tidligere har forfulgt ham og forsøgt at tvangshverve ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens søsters aktiviteter for LTTE kan begrunde asyl til ansøgeren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at søsterens aktiviteter ligger langt tilbage i tid, og at hun blev slået ihjel i 199[.]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold at ansøgeren i 2000 var tilbageholdt i over seks måneder af først militæret og senere politiet kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie har haft konflikter med myndighederne i perioden fra 2000 til 2009. Det forhold, at ansøgeren i 2009 under interneringen i en lukket flygtningelejr blev taget til side og efterfølgende afhørt og udsat for overgreb af militæret kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at forholdet var rettet specielt mod ansøgeren, men at det alene skyldtes, at ansøgeren var en ung tamilsk mand. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer der ikke, eller som kun i ringe omfang har støttet LTTE, generelt ikke er i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter at have forladt flygtningelejren opholdt sig seks måneder i Colombo uden problemer, hvorefter han udrejste problemfrit fra Colombo lufthavn legitimeret med sit eget nationalitetspas. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikter med EPDP kan begrunde asyl eller beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forfølgelsen af ansøgeren ophørte i 2006. Flygtningenævnet har endvidere lagt en vis vægt på intensiteten og karakteren af henvendelserne fra EPDP. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren er i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Sri/2010/16
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Kilinochchi. Ansøgeren har været ufrivilligt medlem af LTTE fra 1999 til 2007. Ansøgeren har i det væsentligste forklaret konsistent og troværdigt under sagen, og nævnet lægger derfor til grund, at ansøgerne fra 1999 til 2004 som tvangshvervet deltog i vagttjeneste for LTTE, at hun fra 2004 og til hun blev løskøbt i 2007 lavede mad i en lejr, og at hun derefter i foråret 2007 blev anholdt af militæret og fængslet og afhørt, men løsladt efter tre måneder. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse/overgreb fra myndighedernes side som følge af disse forhold. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens opgave for LTTE har været af underordnet betydning. Nævnet lægger dernæst vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen, men inden udrejsen til Danmark, har kunnet udrejse legalt til Indien og genindrejse uden problemer, at hun derefter flere gange har haft kontakt til myndighederne ligeledes uden problemer, ligesom udrejsen til Danmark skete legalt på eget pas, der fortsat er gyldigt. Den omstændighed, at ansøgeren har ar efter kamphandlinger, findes under de foreliggende omstændigheder ikke at kunne føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Sri/2010/15
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna halvøen i Sri Lanka. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af det srilankanske militær, da han i forbindelse med tvangshvervning af LTTE har fungeret som chauffør ved fronten for LTTE. Han har endvidere henvist, at han i Colombo har været tilbageholdt af myndighederne og udsat for overgreb. Han frygter ligeledes LTTE, fordi han har deserteret fra tjeneste hos dem. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren fra slutningen af 2006 til slutningen af 2008 har været tvangshvervet af LTTE, og at han i den periode har udført opgaver som chauffør, idet han transporterede våben, sårede og døde fra fronten. Ansøgeren blev efter flugten fra LTTE i 2008 tilbageholdt og afhørt af myndighederne i Vavuniya og senere i Colombo. I Colombo blev han udsat for fysiske overgreb under afhøringerne. Efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka igen vil komme i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/14
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna området. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet som asylmotiv alene henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de srilankanske myndigheder og de grupper, der samarbejder med myndighederne, fordi ansøgeren har smuglet varer til LTTE. Myndighederne beslaglagde i 1994/1995 en af ansøgerens lastbiler, hvori der var smuglervarer. Ansøgeren har ikke efterfølgende opholdt sig i myndighedskontrolleret område. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af beslaglæggelsen af ansøgerens lastbil med smuglervarer til LTTE vil være i myndighedernes søgelys ved en tilbagevenden til hjemlandet på nuværende tidspunkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet ligger meget langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke selv deltog i transporten eller efterfølgende har været i kontakt med myndighederne i anledningen af episoden. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været medlem af LTTE eller i øvrigt været aktiv for LTTE. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af baggrundsmaterialet fremgår, at personer, der alene i begrænset omfang har ydet støtte til LTTE, generelt ikke vil være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/13
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Det tiltrædes, at ansøgeren er blevet anset for at være tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra [………] i Vanni-området, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, at ansøgerens far på et tidspunkt i begyndelsen af 2009 blev ført bort af LTTE, hvorefter ansøgeren sammen med resten af familien flygtede til Mullivaikal, at ansøgeren og hans tvillingebror efter nogle måneder blev væk fra moderen og lillesøsteren, og at ansøgeren sammen med sin tvillingebror af militæret blev kørt til en lejr i Vavuniya, hvor de efter cirka to måneders ophold blev hentet af en morbror, som sørgede for udrejsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at det srilankanske militær skal finde ud af, at ansøgerens far er medlem af LTTE og derfor dræbe ansøgeren og faderen. Ansøgeren har været tilbageholdt i en militærlejr, og han blev løsladt, idet hans morbror bestak militærpersoner. Oplysningerne om faderens mulige aktiviteter for LTTE kan ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det må herved tillægges vægt, at faderens oprindelige aktiviteter for LTTE ligger langt tilbage i tid før ægteskabet med ansøgerens mor, og at der ikke er holdepunkt for at antage, at disse aktiviteter har haft en sådan karakter eller omfang, at de efterfølgende har profileret faderen frem til tidspunktet for udrejsen. Der lægges videre vægt på, at faderen i en meget lang periode var i stand til at leve en civil tilværelse med sin familie, selvom det skete i et område kontrolleret af LTTE, og at LTTE-folks afhentning af faderen skete med tvang. Endvidere har ansøgeren ikke under opholdet i lejren i Vavuniya været udsat for overgreb fra myndighedernes side, ligesom ansøgeren forlod lejren uden problemer. Endelig fremgår det af baggrundsoplysningerne om den nuværende situation i Sri Lanka, at personer der mistænkes for at være LTTE sympatisører, men som ikke er højt profileret, ikke generelt er i forfølgelsesrisiko. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/12
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra [….] på Jaffna-halvøen. Ansøgeren udrejste fra Sri Lanka den [….] 2007 legitimerede med ægte nationalitetspas isat Schengen-visum. Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark til den [….] marts 2009, og hun indgav asylansøgningen den [….] august 2009. Ansøgeren har aldrig personligt haft konflikter med de srilankanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i sit hjemland, men har i Danmark deltaget i demonstrationer for tamiler flere gange. Ansøgerens forældre har været aktive i LTTE, men ansøgeren er ikke selv medlem eller sympatisør. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes forældre og flere andre familiemedlemmer er eller har været aktive medlemmer af LTTE, hvorfor hun ved en tilbagevenden frygter at være i myndighedernes søgelys. Hun har derudover henvist til hendes aktiviteter i Danmark. Hun frygter, at myndighederne vil tilbageholde hende i lufthavnen og enten fængsle eller slå hende ihjel. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at adskillige af ansøgerens familiemedlemmer har været aktive for LTTE, og at en af disse har været højt profileret, samt at han nu er tilbageholdt i en lejr. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens fader er forsvundet i efteråret 2009. Faderen har tidligere været medlem af en gruppe som i hemmelighed hjalp LTTE og flere medlemmer af denne gruppe er blevet henrettet af myndighederne. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en del demonstrationer imod de srilankanske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder flygtningenævnets flertal, under disse omstændigheder, at ansøgeren under en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i myndighedernes søgelys og herunder risikere at blive udsat for umenneskelig behandling eller tortur. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/11
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra [….] på Jaffna-halvøen. Ansøgeren har sympatiseret med LTTE, hvor han var ven og fjern slægtning til den profilerede [….]. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han udrejste, da han var mistænkt for et bankrøveri, og da han tidligere havde været tilbageholdt i perioden [….]1975 til [….] 1977, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgeren udrejste i 1996 på et falsk pas og frygter ved en tilbagevenden at komme i myndighedernes søgelys. Ansøgeren opholdt sig i perioden 1997 til 2007 i Frankrig. Uanset om myndighederne i 197[….] eftersøgte ansøgeren på grund af mistanke om, at han havde medvirket til et bankrøveri begået af blandt andet [….] kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er over 30 år siden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at myndighederne senest konkret har efterspurgt ham hos hans forældre i 197[….], og at de senere henvendelser hos forældrene var af generel karakter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Sri Lanka i perioden 1978 til 1996 under falsk identitet. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i 1997 inden hans asylsag var afgjort, og at han herefter har opholdt sig i Frankrig i cirka ti år uden at søge asyl. Hverken det forhold, at ansøgeren er udrejst fra Sri Lanka på falsk pas, eller at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer at blive tilbageholdt og afhørt af myndighederne i lufthavnen, kan i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/10
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var indrejst med gyldigt Schengen-visum. I begyndelsen af 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9c, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således i nogle år givet mad til forskellige oprørsgrupper. Ansøgeren havde ikke i den anledning været udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Ansøgeren havde fået udstedt militært identifikationskort samt pas og var udrejst legalt gennem lufthavnen i Columbo. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var eller ville komme i myndighedernes søgelys, og at han skulle risikere forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Sri Lanka. De forhold, at ansøgeren måtte have mistet sin hustru, og at han led af forskellige sygdomme, indebar ikke, at ansøgeren udsattes for nedværdigende eller umenneskelig behandling ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, var således ikke opfyldt. Sri/2010/1.
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007 med henblik på at studere. I sommeren 2008 søgte han asyl i Norge, men indrejste igen til Danmark, hvor han søgte asyl i slutningen af 2008. Ansøgeren havde som sit asylmotiv angivet, at han var eftersøgt af det srilankanske politi, idet han havde haft god kontakt med en nabo, der angiveligt havde haft aktiviteter for LTTE. Myndighederne havde derfor den opfattelse, at ansøgeren ligeledes var tilknyttet LTTE. Efter ansøgerens udrejse havde myndighederne i 10-15 tilfælde opsøgt ansøgerens bopæl i Columbo. I starten af januar 2008 havde myndighederne ransaget ansøgerens bopæl og her beslaglagt en række dokumenter blandt andet vedrørende ansøgerens ven, der var blevet dræbt i en bombeeksplosion. I sommeren 2009 havde myndighederne anholdt ansøgerens fader. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at han havde fået problemer med Pinsebevægelsen, som flere af hans familiemedlemmer bosat i Danmark var aktive inden for, idet han havde anmeldt til de danske myndigheder, at en af hans mostre var kommet til Danmark som studerende, men herefter var forsvundet. Pinsebevægelsen havde på denne baggrund slået og truet hans familie i Sri Lanka. I forbindelse med nævnets behandling af sagen havde ansøgeren fremlagt en række dokumenter blandt andet relateret til anholdelsen af ansøgerens nabo i 2008.Flygtningenævnet udtalte, at det forekom noget påfaldende, at ansøgerens advokat først under nævnsmødet fremlagde en lang række dokumenter, som i hvert fald ifølge telefax-dateringerne var blevet sendt fra ansøgerens moder til ansøgeren i sommeren 2009. Selvom disse dokumenter måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er anført i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller nedværdigende straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder de da fremlagte dokumenter, kunne Flygtningenævnet lægge følgende til grund for sagen: Ansøgerens nabo var blevet frihedsberøvet i begyndelsen af 2008 mistænkt for samarbejde eller aktiviteter for LTTE, men var blevet løsladt i foråret 2008. Hun havde samme forår begået selvmord i sit hjem. Ansøgeren havde ikke nærmere oplysninger om baggrunden for selvmordet. Efter det oplyste havde politiet forud herfor opsøgt naboen og havde blandt andet fundet et foto af ansøgeren og hans telefonnummer. Naboens broder var blevet frihedsberøvet i sommeren 2008, men var blevet løsladt igen i slutningen af 2008 angiveligt fordi, politiets mistanke om hans deltagelse i terroristvirksomhed ikke havde kunnet verificeres. Under ransagningen i begyndelsen af 2008 af ansøgerens forældres bopæl havde politiet fundet nogle dokumenter vedrørende ansøgerens ven. Efter det oplyste var denne ven blevet dræbt ved en bombeeksplosion, der ikke var rettet direkte mod vennen. Ansøgerens fader var ifølge ansøgerens moders telefoniske oplysninger til ansøgeren og ligeledes i følge hendes forklaring til Home for Human Rights, blevet frihedsberøvet i sommeren 2009 angiveligt på ”mistanke” og var fortsat efter de foreliggende oplysninger frihedsberøvet. Flygtningenævnet fandt ikke nogen af de ovennævnte grunde asylbegrundende, idet ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at nogen af begivenhederne skyldtes ansøgerens forhold. Der var ikke nogen tidsmæssig sammenhæng mellem anholdelsen af faderen, og henholdsvis anholdelsen af naboen, anholdelsen af naboens broder og ransagningen af familiens bolig i begyndelsen af 2008. Det beroede udelukkende på ansøgerens egen vurdering, at frihedsberøvelsen af faderen skyldtes ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lagde endvidere nogen vægt på, at ansøgeren allerede i vinteren 2008 telefonisk af sin moder fik af vide, at politiet havde været på forældrenes bopæl i begyndelsen af 2008, men at ansøgeren først var rejst til Norge i sommeren 2008 for at søge asyl der. Flygtningenævnet kunne ikke efter ansøgerens forklaringer lægge til grund, at ansøgeren ville være i forfølgelsesrisiko som følge af, at enten han eller hans ægtefælle i Sri Lanka skulle være blevet truet af Pinsebevægelsen. Dette forhold kunne i sig selv ikke anses for at være asylbegrundende. De foreliggende oplysninger om, at to af ansøgerens mostre angiveligt var forsvundet under ophold i Danmark muligvis på foranledning af den i Danmark herboende moster, kunne ikke føre til noget ændret resultat. Da ansøgeren efter det ovennævnte ikke opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, under hensyn til indholdet af afgørelsen af 17. juli 2008 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sammenholdt med denne sags omstændigheder, ikke, at en tilbagesendelse af ansøgeren ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sri/2009/7
Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst januar 2008. I september 2008 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Ansøgeren havde under sagens oprindelige behandling i Flygtningenævnet forklaret, at han havde tilbageholdt af myndighederne og i den forbindelse udsat for tortur, idet de mistænkte ham for at samarbejde med LTTE. I forbindelse med anmodning om genoptagelse af ansøgerens asylsag havde Dansk Flygtningehjælp fremlagt en torturundersøgelse foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe vedrørende ansøgeren. Sagen blev genoptaget grundet dens karakter. Under Flygtningenævnets behandling af sagen nedlagde Udlændingeservices repræsentant påstand om, at sagen blev udsat med henblik på, at der blev foretaget en torturundersøgelse af ansøgeren ved Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med indholdet i rapporten fra Amnesty International’s lægegruppes torturundersøgelse til grund, at ansøgeren havde været udsat for den tortur, han havde forklaret om, og at ansøgeren psykisk led af PTSD. Der var ikke grundlag for at indhente en torturundersøgelse fra Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet kunne herefter endvidere lægge ansøgerens forklaring til grund om tilbageholdelsen. Ansøgeren havde herefter været udsat for tortur af det civile politi med henblik på at opnå oplysninger om andre tamiler og deres eventuelle tilknytning til LTTE. Under hensyn hertil, til baggrundsoplysningerne om myndighedernes fremfærd overfor tamiler i Colombo i tilsvarende situationer og Flygtningenævnets praksis i tilsvarende sager fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville risikere tilsvarende overgreb fra myndighedernes side. Da nævnet lagde til grund, at myndighedernes interesse for ansøgeren udsprang af, at han er etnisk tamil, fandt nævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl i udlændingelovens § 7, stk. 1. Sri/2009/6
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna. Hun og hendes ægtefælle havde drevet en restaurant, hvor blandt andet personer med tilknytning til LTTE havde spist. I 1986 blev ansøgerens ægtefælle taget med af militæret, som havde mistænkt ham for at have tilknytning til LTTE. Nogle dage senere blev ægtefællen fundet død. Ansøgeren var fortsat med at dele mad ud til medlemmer af LTTE frem til 2000, hvor militæret havde taget kontrollen over hendes hjemegn. I 2001 og 2005 havde ansøgeren ophold i Danmark, hvor hun havde besøgt sin datter. Som asylmotiv henviste ansøgeren til, at hun fra sin lillesøster i Sri Lanka havde hørt, at hendes børn pga. deres aktiviteter for LTTE efter hendes seneste indrejse i Danmark var blevet afhentet af agenter fra den militære efterretningstjeneste og at ansøgeren også var eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren mente, at børnene havde tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun frem til 2000 havde haft meget begrænsede aktiviteter for LTTE. Hun havde på intet tidspunkt haft noget modsætningsforhold til det srilankanske militær og havde heller ikke været i søgelyset de gange, hvor hun var udrejst fra Colombo. Ansøgeren havde en formodning om, at hendes børn havde udført aktiviteter for LTTE. De havde ikke i de senere år, mens de havde været i det myndighedskontrollerede område, haft problemer med regeringsstyrkerne. Det var uvist, hvad der var baggrunden for den tilbageholdelse af ansøgerens børn, som ansøgeren havde forklaret om. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville udsætte sig for risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at nogle under nævnsmødet fremlagte dokumenter kunne føre til et andet resultat, idet det bemærkedes, at indholdet af dokumenterne ikke stemte med ansøgerens forklaring om, at hendes børn først var forsvundet, efter at hun var kommet til Danmark. Sri/2009/5
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig og kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tamiler hjemmehørende i Jaffna, Sri Lanka. Vedrørende den mandlige ansøger lagde nævnet ansøgerens forklaring til grund om, at han havde været tilbageholdt af militæret i 2001-2002 og igen i 2006-2007 som følge af begrundet mistanke om samarbejde med LTTE. Nævnet lagde tillige til grund, at han i forbindelse med tilbageholdelserne var blevet udsat for tortur, samt at han i perioden 1999-2007 løbende havde haft kontakt med militæret, efter at militæret havde beslaglagt familiens hus. Nævnet fandt det sandsynliggjort, at den mandlige ansøger i kraft af disse hændelser var blevet registreret hos myndighederne, og at han som følge heraf ville være i en reel risiko for ved en tilbagevenden at blive tilbageholdt og afhørt på ny og herunder igen udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der fandtes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det bemærkedes, at der havde været tale om en tvungen bistand til LTTE og ikke en handling, der havde været udslag af politisk overbevisning. Der fandtes på samme baggrund og i konsekvens heraf tillige at burde meddeles opholdstilladelse på samme grundlag til den medfølgende ægtefælle. Sri/2009/4
Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (K-status) til enmandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk singaleser og buddhist af trosretning. Ansøgeren var med i ledelsen af en politisk organisation, der arbejdede for revolution og et multietnisk Sri Lanka. Han rejste rundt i landet og udbredte organisationens budskab og havde i den forbindelse fungeret som meddeler for sikkerhedstjenesten, således at han kunne rejse frit mellem de regeringskontrollerede områder og de LTTE kontrollerede områder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive tilbageholdt og udsat for tortur fra de srilankanske myndigheders side. Ansøgeren havde herved henvist til, at han havde været medstifter og ledende medlem af en politisk organisation, der arbejder for en revolution og et multietnisk samfund i Sri Lanka. Et ledende medlem af organisationen var blevet tilbageholdt i juli 2006 og udsat for tortur, således at han døde, og flere ledende medlemmer var blevet tilbageholdt i februar 2007 tillige med en række menige medlemmer af organisationen. Myndighederne havde også forsøgt at anholde ansøgeren, hvis bopæl var blevet opsøgt og ransaget flere gange. Ansøgeren havde forklaret, at hans begrænsede samarbejde med en oberst i militæret var sket med henblik på at kunne rejse frit mellem det regeringskontrollerede og det LTTE kontrollerede område. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Sri/2009/3
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Hun var ved indrejsen i besiddelse af et besøgsvisum til Danmark, således at hun kunne besøge sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna halvøen i det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren havde boet i fødebyen, indtil hun i 2005 var udrejst fra Colombo lufthavn legitimeret med et ægte nationalitetspas. Det forhold, at ansøgeren i 1998/1999 efter sin forklaring var blevet eftersøgt af militæret, fordi hendes cykel var blevet brugt af et medlem af LTTE, kunne ikke begrunde, at der blev meddelt ansøgeren asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke siden dette tidspunkt havde haft konflikter med myndighederne, ligesom der blev lagt vægt på, at hun i 2005 var udrejst legitimeret med sit ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet forkastede ansøgeren forklaring om, at myndighederne havde spurgt efter hende flere gange sidst i december 2008. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at denne forklaring først var fremkommet under nævnets behandling, samt at den virkede usandsynlig og konstrueret til lejligheden. De generelle forhold for tamiler i Sri Lanka kunne ikke i sig selv begrunde, at der blev meddelt asyl. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, under hensyn til indholdet af afgørelsen af 17. juli 2008 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sammenholdt med denne sags omstændigheder, at en tilbagesendelse af ansøgeren ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sri/2009/1
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007.Ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Ansøgerens broder var medlem af LTTE. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fire gange i 2007 i forbindelse med generelle tilbageholdelser af mistænkte for anslag mod militæret var blevet tilbageholdt af militæret, og at han i hvert fald den sidste gang var blevet udsat for tortur. Militæret havde været bekendt med, at ansøgeren havde en broder tilknyttet LTTE. Ansøgeren var flygtet, da militæret femte gang havde henvendt sig på hans bopæl. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at der var en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden under nye afhøringer ville blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/9
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han på grund af de mange kamphandlinger mellem LTTE og den srilankanske hær risikerede at blive dræbt, og at han frygtede at blive rekrutteret af enten den srilankanske hær eller LTTE. Hverken ansøgeren eller ansøgerens familie havde haft konflikter med hæren eller LTTE. Ansøgerens generelle frygt for at blive rekrutteret til den srilankanske hær eller LTTE kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka eller den omstændighed, at ansøgeren var mindreårig, kunne heller ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2008/8
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren af det srilankanske militær var blevet mistænkt for at have deltaget i en sprængning af en vejsidebombe i 2006. Ansøgeren var i forbindelse hermed blevet tilbageholdt og under afhøring udsat for tortur, hvorefter ansøgeren havde haft meldepligt i fire til fem måneder. Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren har en herboende bror, der fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 2004. Broderens opholdstilladelse var begrundet i broderens aktiviteter for LTTE, hvor broderen som følge heraf var blevet tilbageholdt af myndighederne og udsat for tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund efter en samlet vurdering af ansøgerens og ansøgerens families forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/7
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren over en periode i 2006-2007 havde været pålagt meldepligt til det srilankanske militær, og at han ved udrejsen havde brudt sin meldepligt. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren over en seksårig periode fra 2000-2006 som forretningsdrivende i en landsby var blevet tvunget af LTTE til på deres vegne hver måned at inddrive penge fra de andre forretningsdrivende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, uanset at LTTE havde tvunget ansøgeren til at inddrive pengene, at ansøgeren efter en samlet vurdering af hans forhold og karakteren af hans aktiviteter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka, ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/6
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk tamil og hindu, var udrejst problemfrit af Colombo lufthavn. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med myndighederne i sit hjemland. Ansøgeren havde forklaret, at hun medio 2005 blev søgt hvervet af en navngiven gruppe til våbentræning, men at hun undgik dette ved at påtage sig administrativt arbejde. Ansøgeren havde efter sin forklaring udøvet helt begrænsede aktiviteter for gruppen i form af regnskabsføring og rapportskrivning i nogle få timer om måneden. Hun fik tilladelse til at forlade området for at besøge sin søster i Danmark. Uanset, om den navngivne gruppe havde haft interne konflikter og havde fået ny leder under ansøgerens ophold i Danmark, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette forhold skulle have bragt hende i et asylbegrundende modsætningsforhold til den navngivne gruppe. Der var heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle blive efterstræbt af LTTE ved en tilbagevenden til hjemlandet. Såfremt ansøgeren ikke selv mente, at hun kan tage ophold i sit hjemområde, måtte hun henvises til at tage ophold i et andet område i Sri Lanka. De generelle forhold for etniske tamiler i Sri Lanka kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2008/5
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der er etnisk tamil og hindu, var udrejst problemfrit af Colombo lufthavn legitimeret med et ægte nationalitetspas. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller været anholdt og eftersøgt. Ansøgeren havde oprindeligt forklaret, at hun havde været udsat for generelle husransagninger, der ofte havde fundet sted i området. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at hun havde givet mad og husly til LTTE, og at hun i den anledning var blevet truet af militæret og EPDP til at ophøre hermed. Uanset om ansøgerens udbyggede forklaring under nævnsmødet lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at forholdet var af en sådan alvorlig karakter, at det kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ikke havde været udsat for nogen form for fysisk overlast. De generelle forhold på Sri Lanka kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Ansøgerens socialøkonomiske forhold var ikke asylbegrundende. Det bemærkedes, at ansøgeren måtte anses at have et vist netværk i Sri Lanka, hvor hun havde seks søskende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i risiko for forfølgelse jf. af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold der er omfattet er udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/4
Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna-området, at en af hans ældre brødre havde været tilknyttet LTTE, men var blevet dræbt i begyndelsen af 1990´erne, at ansøgeren under opholdet i hjemlandet to gange var blevet tilbageholdt af militæret, hvorunder han var blevet slået, at han var blevet søgt hvervet flere gange af LTTE, at der efter udrejsen havde været henvendelser på bopælen vedrørende ansøgeren både fra militæret og LTTE-folk, og at militæret var bekendt med storebroderens aktiviteter for LTTE. Under disse omstændigheder, og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, kunne Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Sri/2008/3
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han var blevet afkrævet penge af en politimand, hjemmehørende i et navngivent politidistrikt, i forbindelse med en tilbageholdelse i foråret 2005, hvor han var blevet mistænkt for at være delagtig i våbensmugling til LTTE. Han var efterfølgende blevet tvunget til at betale fire gange 200.000 rupees ligeledes til politimanden. Han var herefter gået under jorden. I slutningen af 2005 var han igen blevet afkrævet penge. Da han ikke havde betalt, havde der efterfølgende været indbrud og hærværk i hans fabrik. Han havde anmeldt indbruddet til politiet, uden at politiet havde taget sagen op. I foråret 2006 var han blevet anholdt af politimanden og andre politifolk og var blevet udsat for mishandling i 16-18 timer. Dagen efter var han blevet fremstillet i retten og varetægtsfængslet, idet han var blevet sigtet for at have slået på en politimand i strid med sandheden. Han var dagen efter blevet løsladt mod kaution. Senere i foråret 2006 var han igen blevet anholdt af politimanden ifølge med andre politifolk, idet de havde anklaget ham for våbenbesiddelse. Samme dag var han blevet udsat for fysisk vold, ligeledes fra politimandens side. Ligeledes samme dag havde han forladt politistationen ved hjælp af en anden politimand, som efterfølgende havde modtaget 500.000 rupees fra ansøgerens far. Ansøgeren frygtede asylbegrundende forfølgelse fra myndighedernes side, herunder fra politiets side, ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge hans forklaringer til grund for sagen, men Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren derved havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens konflikter i det væsentlige havde vedrørt politimanden, som er en enkelt politimand i et afgrænset politidistrikt. Denne konflikt måtte anses for lokal. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren fra foråret 2006 og frem til sin udrejse af Sri Lanka i slutningen af 2006 ikke havde haft konflikter med politiet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold andre steder på Sri Lanka, hvis han nærede frygt for politimanden eller andre politifolk i det pågældende politidistrikt. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke er etnisk tamil, men derimod etnisk moor uanset, at han i sin barndom havde boet i Jaffna. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren under de ovennævnte omstændigheder ville være i risiko for konventionsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Sri/2008/15
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han i 1997 var blevet stoppet ved et checkpoint af militæret i nærheden af sin hjemby i det nordlige Sri Lanka. Han var i den forbindelse blevet udsat for fysiske overgreb mod en storetå, men han var blevet løsladt efter tre dage efter at være blevet afhørt om sit forhold til LTTE. I 2004 var ansøgeren sammen med de fleste andre unge mennesker fra sin hjemby blevet tvunget til militærtræning på en fodboldbane af LTTE. I 2006 var ansøgeren blevet tilbageholdt i et checkpoint af militæret i forbindelse med, at han havde søgt at indrejse i det regeringskontrollerede område. Under denne tilbageholdelse var han ligeledes blevet udsat for fysiske overgreb i form af blandt andet slag med geværkolber, men han var blevet løsladt efter nogle timers tilbageholdelse. Flygtningenævnet bemærkede for så vidt angår tilbageholdelsen ved checkpointet i 2006, at ansøgeren først havde omtalt denne tilbageholdelse i sit asylskema, men ikke til politiets registreringsrapport af 12. juni 2008, og at Flygtningenævnet fandt det påfaldende, hvis ansøgeren skulle være blevet løsladt betingelsesløst i det nævnte checkpoint uanset, at militæret, blandt andet som følge af at man havde været i besiddelse af et billede fra militærtræningen i 2004, havde haft ham under stærk mistanke for at være sympatisør med LTTE. Efter en samlet konkret vurdering af sagens foreliggende oplysninger fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren, på trods af at han forud for sin udrejse i slutningen af 2006 havde kunnet opholde sig i Colombo i cirka seks måneder, og at han i 2005 havde erhvervet ægte nationalitetspas på legal måde, ved en tilbagevenden til Sri Lanka via Colombo lufthavn – under de nuværende forhold i landet – som følge af de ovennævnte to tilbageholdelser ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal fandt tillige, under hensyn til indholdet af afgørelsen af 17. juli 2008 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sammenholdt med denne sags omstændigheder, at en tilbagesendelse af ham ville være en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sri/2008/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i januar 2008. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring for nævnet fremtrådte som sammenhængende og troværdig. Ansøgerens forklaringer under sagen havde desuden været modstridende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive forfulgt af bortførere, der tidligere havde bortført ansøgerens ægtefælle, og som ansøgeren ikke havde betalt løsesum til. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende med hensyn til, om ægtefællen første gang var blevet opsøgt af bortførerne på bopælen eller på sit arbejde, med hensyn til datoen for bortførelsen og antallet af efterfølgende telefoniske henvendelser. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingeservice desuden først oplyst, at hun ikke havde adgang til ægtefællens konto og senere ændret dette til, at det var en fælles konto, som hun havde adgang til. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at ægtefællen af bortførerne skulle få lov til at advare ansøgeren mod at betale løsesum. Uanset at ansøgeren i 1995 havde givet mad til medlemmer af LTTE og havde været udsat for flere kortvarige tilbageholdelser af militæret i 1995, 1998 og 2003, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold var af en så alvorlig karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren alene ved den første tilbageholdelse havde været udsat for fysiske overgreb og det i begrænset omfang. De generelt usikre forhold, herunder for etniske tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller blive underkastet tortur eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Ansøgeren, der er etnisk tamil fra Jaffna-halvøen, forklarede blandt andet, at han flere gange var blevet tilbageholdt af det srilankanske militær og afhørt om sine familiemedlemmers tilhørsforhold til LTTE. I 2003 var ansøgeren blevet indkaldt af LTTE til at møde på deres kontor på grund af, at ansøgeren havde været elevrådsformand på sin skole. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaringer under sagen havde været divergerende, herunder med hensyn til en række faktuelle oplysninger, såsom varigheden af de tre tilbageholdelser, og i hvilket omfang ansøgeren under tilbageholdelserne havde været udsat for overgreb eller hårdhændet behandling. Ansøgeren havde desuden forklaret divergerende med hensyn til, under hvilken tilbageholdelse myndighederne havde udspurgt ansøgeren om ansøgerens fætters tilknytning til LTTE. Uanset at Flygtningenævnet trods dette i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring under nævnsmødet til grund, herunder at ansøgeren havde været tilbageholdt tre gange, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene under den første tilbageholdelse, der havde varet tre dage, var blevet udsat for hårdhændet behandling, og at de to sidste tilbageholdelser kun havde varet cirka to timer hver. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren uanset ansøgerens oplysninger om at være blevet frataget sit id-kort havde fået udrejsetilladelse fra militæret til at forlade Jaffna-halvøen, og at ansøgeren uden problemer havde kunnet rejse til Colombo og i februar 2007 udrejse på eget ægte nationalitetspas. Den omstændighed, at ansøgeren havde to fætre, der var tilknyttet LTTE, fandt Flygtningenævnet ikke kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for at komme i myndighedernes søgelys, hvilket ansøgeren havde påberåbt sig som sit hovedmotiv. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerede asylbegrundende forfølgelse fra LTTE ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde henvist til, at han i 2003 to gange havde været indkaldt af LTTE til deres kontor på baggrund af sine aktiviteter som elevrådsformand, og at ansøgeren ikke var mødt op. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå flere år tilbage i tiden, og at ansøgeren efterfølgende havde opholdt sig i området uden konflikter med LTTE. De generelt usikre forhold, herunder for etniske tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2008/11
Nævnet stadfæstedeseptember 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk tamil fra Colombo. Ifølge ansøgerens forklaring mente myndighederne, at han havde forbindelse til LTTE, hvorfor hæren flere gange havde ransaget forældrenes bopæl, hvorfra ansøgeren havde drevet sin virksomhed, ligesom ansøgeren havde modtaget anonyme trusler pr. telefon. I sommeren 2007 var ansøgeren ifølge sin forklaring blevet anholdt og tilbageholdt i to uger, hvorunder han var blevet udsat for overgreb. Efter at have fået hjælp til at flygte havde han boet hos en ven i Colombo i fire dage og havde herefter opholdt sig uden for Colombo frem til udrejsen. Ansøgeren havde modtaget et brev fra sin ægtefælle, hvori hun havde forklaret om ansøgerens problemer forud for udrejsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie i forbindelse med, at de havde formidlet boliger til tamiler, havde været udsat for ransagning, men Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren af de srilankanske myndigheder havde været tilbageholdt to uger i sommeren 2007 som mistænkt for at yde bistand til tamiler, og at han siden da havde været på flugt fra de srilankanske myndigheder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde forklaret usammenhængende og divergerende om tilbageholdelsen, og at hans oplysninger herom på væsentlige punkter ikke stemte med de oplysninger, der hidrørte fra hans ægtefælle. Ansøgeren havde forklaret indledningsvis til politiet, at der havde været tale om en tilbageholdelse i omkring en måned, hvorimod han senere havde forklaret om en tilbageholdelse i 14 dage. Han havde i sit asylskema beskrevet, at tilbageholdelsen havde haft sammenhæng med, at der var personer, der ønskede at få udbetalt penge fra ansøgeren. Ansøgeren havde fastholdt, at der var tale om en flugt i samtalen med Udlændingeservice og under forklaringen for Flygtningenævnet. Denne oplysning stemte ikke med ansøgerens oplysning i asylskemaet og med ægtefællens forklaring til den advokat, der havde afgivet erklæring i sagen. Ifølge denne erklæring havde der været tale om en ”ukendt gruppe af folk”, som havde kidnappet ansøgeren. Endvidere havde ansøgeren forklaret divergerende om tidsrummet efter den angivelige flugt, herunder hvor i forløbet han havde været hos sin ægtefælle. Han havde forklaret, at han i det væsentlige havde levet i skjul uden for Colombo, hvorimod det fremgik af erklæringen fra ægtefællens advokat, at ansøgeren ikke havde forladt det fælles hjem efter en nærmere angiven dato i sommeren 2007. Ansøgeren havde efter det anførte ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden udsatte sig for en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt efter den ovennævnte troværdighedsvurdering ikke grundlag for at udsætte sagen til foretagelse af en torturundersøgelse. Sri/2008/10
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde fundet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at ansøgeren var afskåret fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 på grund af forhold omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Udlændingestyrelsen havde herved lagt vægt på, at styrelsen ikke havde fundet at kunne afvise, at ansøgeren ved sin afrejse havde stjålet penge fra LTTE og derfor risikerede at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke var bundet af at lægge bestemte faktiske omstændigheder til grund, i samme omfang som Udlændingestyrelsen havde gjort. Et eventuelt afslag fra Flygtningenævnet på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under henvisning til, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, stillede således ikke ansøgeren ringere i opholdsretlig henseende end efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet bemærkede, at det forhold, at Udlændingestyrelsen havde truffet bestemmelse om, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, jf. udlændingelovens § 31, ikke indebar en egentlig ret for ansøgeren til at opholde sig i Danmark, idet ansøgeren, uanset han ikke ville kunne udsende tvangsmæssigt til sit hjemland, havde pligt til at udrejse, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været tilknyttet organisationen LTTE fra 1995 indtil sin udrejse i 2004, og at ansøgeren i LTTE havde været beskæftiget med navigation og kommunikation (GPS). Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring i øvrigt havde fremtrådt som troværdig og sammenhængende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring under mødet i nævnet ikke havde været i overensstemmelse med ansøgerens forklaring under samtalen i Udlændingestyrelsen med hensyn til ansøgerens deltagelse i kamphandlinger og angreb. Ansøgeren havde i forbindelse hermed blandt andet gjort gældende, at han var forvirret under samtalen med Udlændingestyrelsen. Det fremgik af sagen, at samtalen med Udlændingestyrelsen var blevet oplæst for ansøgeren, der havde underskrevet referatet. Det fremgik endvidere, at ansøgeren havde haft enkelte rettelser til samtalereferatet. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at uoverensstemmelserne skyldes ansøgerens forvirring. Uanset om ansøgeren fra 1997 til 1998 havde været tilknyttet en tidligere general i LTTE, som nu var kommet i et modsætningsforhold til LTTE, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt af denne grund risikerede asylbegrundende konflikter med LTTE. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tilknytning til generalen lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende havde været tilknyttet LTTE indtil udrejsen i 2004. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han i forbindelse med sin anholdelse i februar 2004 ikke blev tilbageholdt, men fik en frist på fire dage til at aflevere det GPS udstyr, som han var i besiddelse af. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde begået tyveri af cirka 700.000 rupees fra LTTE. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekom konstrueret, idet ansøgeren ikke nærmere havde sandsynliggjort, hvordan han kunne få adgang til et så stort pengebeløb tilhørende LTTE. Ansøgeren havde alene forklaret, at han stjal pengene fra en ulåst skuffe. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge vægt på det af ansøgeren fremlagte brev fra LTTE indeholdende en arrestordre. Brevet skulle angiveligt være sendt til nogle bekendte, som ansøgeren opsøgte efter flugten fra LTTE. Ansøgeren havde ikke kunnet sandsynliggøre, at LTTE skulle være bekendt med adressen på hans opholdssted. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det fremgår videre af nævnets afgørelse, at ansøgeren skal udrejse straks, og at ansøgeren, såfremt han ikke udrejser frivilligt, kan udsendes tvangsmæssigt til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 32 a. Sri/2005/6
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1970. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil. Selvom ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer om forskellige tidsmæssige forhold, lagde nævnet til grund, at ansøgeren i en periode havde udført opgaver af underordnet karakter for en udbrydergruppe af LTTE. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen forklaret, at han efter at LTTE igen havde overtaget magten i ansøgerens hjemområde, blev udpeget som en der havde udført arbejde for en udbrydergruppe af LTTE. Han blev sammen med cirka 20 andre ført bort af LTTE, men det lykkedes ham at flygte. Han opholdt sig herefter i sin hjemby i cirka syv til otte måneder uden problemer fra LTTEs side. Det var først da han hørte, at en dreng var blevet skudt af LTTE, at han tog ophold i det myndighedskontrollerede område, hvor han boede frem til sin udrejse i marts 2005. Nævnet fandt på den baggrund ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af LTTE som følge af, at han havde hjulpet udbrydergruppen. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af LTTE på en sådan måde, at det måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det myndighedskontrollerede område. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i en længere årrække havde drevet forretning i det myndighedskontrollerede område, samt at ansøgeren forud for sin udrejse uden problemer fik udstedt pas af de srilankanske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren tilbage i 2001 i en kortere periode var tilbageholdt af myndighederne og udsat for fysiske overgreb, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt på ovennævnte baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Sri/2005/5
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1978. Indrejst i november 2004. Ansøgeren havde under sagen forklaret, at han af LTTE havde været udnyttet til forskelligt arbejde. Ansøgeren skulle lave mad og pleje sårede personer. Ansøgeren var 15-16 år gammel, da han arbejdede for LTTE. Ansøgeren arbejdede for LTTE i cirka to år. Ansøgeren havde under sagen videre forklaret, at han syv gange havde været udsat for anholdelser af politiet i Colombo, og at anholdelserne var begrundet i, at ansøgeren kom fra Jafna-området, og derfor lige som alle andre fra området blev mistænkt for at have tilknytning til Tigrene. Den seneste anholdelse fandt sted i juli eller august 1996. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde udført tvangsarbejde for LTTE og havde været tilbageholdt af de srilankanske myndigheder, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det pålagte arbejde for LTTE ikke kunne anses at have haft en sådan karakter og omfang, at det i sig selv kunne begrunde asyl. Der var heller ikke oplysninger, der sandsynliggjorde, at ansøgeren var profileret i forhold til LTTE og således på ny skulle blive tilbageholdt. Ansøgeren måtte videre henvises til at tage ophold i områder, der ikke er kontrolleret af LTTE. Flygtningenævnet bemærkede videre, at tilbageholdelserne foretaget af de srilankanske myndigheder havde været kortvarige og efter ansøgerens egen forklaring var led i generelle politimæssige kontrolforanstaltninger. Ansøgeren kunne da også udrejse legalt af Sri Lanka, og kunne ikke anses at have været profileret i forhold til myndighederne. Disse tilbageholdelser, der lå langt tilbage i tid, kunne herefter ikke begrunde opholdstilladelse. De generelt usikre forhold i Sri Lanka, herunder for tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgerens familie opholder sig i Danmark kunne heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2005/4
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka, født 1977. Indrejst i juli 2004. I 2002 meldte ansøgeren sig ind i partiet UNP. Ansøgeren arbejdede for en person, som senere er blevet medlem af parlamentet. I den sidste måned før parlamentsvalget i 2004 gik ansøgeren rundt i byen og talte med folk. Endvidere var hun med til at modtage politikere fra andre områder. Herudover deltog hun i demonstrationer, ligesom hun uddelte løbesedler. Ansøgerens søster udførte tilsvarende aktiviteter. Inden valget modtog ansøgeren to-tre trusselsbreve med posten. I brevene stod der, at hun skulle ophøre med at være sekretær for den lokale afdeling af UNP, og at hendes søster også skulle stoppe sine aktiviteter. Det fremgik videre af brevene, at det ville få ubehagelige konsekvenser, hvis ikke ansøgeren og søsteren stoppede med at være aktive for partiet. Det var normalt, at politisk aktive personer blev chikaneret og modtog trusler. På selve valgdagen arbejdede ansøgeren ved et valgsted. Ansøgeren gik tidligt hjem fra valgstedet, fordi hun følte sig utilfreds og træt. Søsteren blev tilbage ved valgstedet. Omkring kl. 20 samme aften kom ansøgerens morbror til ansøgerens bopæl og fortalte, at ansøgerens søster og bror var blevet bortført. Efterfølgende anmeldte ansøgeren og hendes mor bortførelserne til politiet i Warakapula. De tog bussen til Warakapula. Politiet sagde, at det ville efterforske sagen, hvorefter ansøgeren og moderen gik hjem. Omkring midnat samme dag opsøgte en gruppe ansøgerens families bopæl. Personerne spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren gemte sig under sin seng, fordi hun var bange for at blive taget med og skudt. Efter at moderen begyndte at skrige, trak en af personerne en pistol og skød moderen lige foran ansøgeren. Efterfølgende kom naboerne ud, og personerne løb væk. Ansøgeren og faderen gemte sig i en nærliggende skov indtil næste morgen, hvor de tog hen til nogle slægtninge i Narammala. Under ansøgerens og faderens ophold i Narammala blev de opsøgt af ansøgerens morbror, som fortalte, at moderen var død, og at han havde hørt, at ansøgerens søskende var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at et flertal af nævnets medlemmer i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Samtlige medlemmer udtalte: Efter karakteren af de overgreb, ansøgerens mor og søskende var blevet udsat for, og truslerne mod ansøgeren var der ikke grundlag for at antage, at disse forhold var understøttet eller tolereret af myndighederne. Anmeldelsen af bortførelsen af ansøgerens søskende blev efter det oplyste modtaget af politiet, og det kunne ikke antages, at politiet ikke ville være villig til eller ikke ville være i stand til at yde ansøgeren beskyttelse. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter ansøgerens forklaring var overgrebene begået af lokale kriminelle, og overgrebene og truslerne havde nær sammenhæng med ansøgerens arbejde for UNP på lokalt plan op til valget den 2. april 2004. På den baggrund var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville risikere at blive udsat for dødsstraf eller tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2005/3
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde påberåbt sig risikoen for forfølgelse fra såvel EPDP (Eelam People´s Democratic Party) og LTTE. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren som forklaret havde haft aktiviteter for EPDP fra 1998 til 2001. Efter ansøgerens forklaring havde han haft en underordnet stilling i organisationen. Han havde fremlagt et ”To whom it may concern”-brev fra EPDP, hvorefter han som følge af sine aktiviteter for EPDP var i LTTE’s søgelys og var blevet advaret af LTTE adskillige gange, hvorfor EPDP anbefaler, at han ydes støtte. På denne baggrund og på baggrund af ansøgerens forklaring i øvrigt fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, fra EPDP eller de srilankanske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring var han i 2001 tilbageholdt af LTTE og blev herunder udsat for tortur. Han blev imidlertid på forældrenes foranledning løsladt og kunne herefter opholde sig på bopælen og passe sin skole uden at have været udsat for yderligere overgreb frem til udrejsen i 2004. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Sri Lanka uden fra LTTE at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Sri/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1981. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna-området, at ansøgeren i 1997 blev tvangsrekrutteret til LTTE, hvor han virkede i cirka seks år og blandt andet deltog i tre kortvarige kamphandlinger, at han endvidere havde aktiviteter med førstehjælp og som altmuligmand i kommunikationsafdelingen, at ansøgeren alene var menig, at han flere gange forsøgte at flygte, og at ansøgeren aldrig havde haft problemer med de srilankanske myndigheder. Flygtningenævnet kunne ikke lægge nogen særlig vægt på ansøgerens oplysninger om at have deltaget i træning som selvmordsaktivist. Der lagdes herved vægt på, at forholdene i den pågældende lejr efter ansøgerens egen forklaring forekom ustrukturerede, herunder at deltagerne i lejren blandt andet havde kontakt til folk uden for lejren. Hertil kom, at ansøgeren var modvillig og tvangsrekrutteret, hvorfor det forekom usandsynligt, at han kunne benyttes som selvmordsaktivist. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold kunne det ikke antages, at ansøgeren havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i forhold til myndighederne eller politiske organisationer. Efter det foreliggende havde der alene været tale om aktiviteter af underordnet karakter. Endelig kunne det ikke antages, at myndighederne var bekendt med hans aktiviteter. Uanset de generelt vanskelige forhold i hjemlandet fandtes ansøgeren, der som ovenfor anført fremstod uprofileret, i hvert fald at kunne tage ophold i den regeringskontrollerede del af Sri Lanka uden at risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere var der ikke holdepunkt for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri Lanka/2004/1
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk murursade, som er en underklan af Hawie-klanen, fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren opfylder således ikke betingelser for ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes fader i starten af 2009 bortgiftede hende til en mand ved navn [….], som er medlem af Al-Shabab. Ægtefælle behandlede ansøgeren dårligt, slog hende og truede med at dræbe hende, hvis hun forlod hans hus. Dagen før ansøgerens udrejse, stjal hun penge, billeder og filmoptagelser af personer, som bliver henrettet, fra ægtefællen. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden at blive udsat for overgreb, dels fra sin ægtefælle, fordi hun er flygtet fra ham, og dels fra ham og andre medlemmer af Al-Shabab, fordi hun vil blive betragtet som havende spioneret mod bevægelsen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring til Udlændingeservice kan forekomme konstrueret. På baggrund af ansøgerens fremtræden for nævnet og henset til, at hun er analfabet, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte forklaringen. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 af de grunde, hun har anført. Den omstændighed, at ansøgeren ved dom af [….] 2010 er dømt for dokumentfalsk og udvist, findes efter sin karakter for baggrunden for forholdet ikke at være til hinder for, at der meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor [….] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Somalia/2010/9
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til et ægtepar fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er reer hamar shansi og muslimer af trosretning fra [….] i Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har under nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, der angiveligt har udsat dem og to børnebørn for overgreb i marts 2010.Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har forklaret overbevisende og troværdigt om deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker således, at ansøgerne har forklaret uddybende om deres asylmotiv på centrale punkter. Ansøgerne har således til registreringsrapporterne forklaret, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt som følge af de generelle forhold. I samtale om asylmotiv har den mandlige ansøger blandt andet oplyst, at de flygtede på grund af Al-Shabaab, men at der ikke var en konkret begivenhed, der medførte, at han udrejste af Somalia. Den kvindelige ansøger har i samtale om asylmotiv blandt andet oplyst, at Al-Shabaab truede og fratog dem alt, hvad de ejede. Til samtalereferatet har ansøgerne oplyst, at de i [….] 2010 blev opsøgt i deres hjem af bevæbnede mænd fra Al-Shabaab. Personerne truede den mandlige ansøger med en pistol og den kvindelige ansøger med et gevær, hvorefter de bad ansøgerne om at give dem guld og penge. Til advokatsamtalen og under nævnsbehandlingen har ansøgerne forklaret, at den kvindelige ansøger blev voldtaget eller forsøgt voldtaget, og at deres to mindreårige børnebørn på henholdsvis [….] og [….] år blev voldtaget af fire personer fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har givet en plausibel forklaring på de åbenbare divergenser. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerne, der efter deres forklaring flygtede til Etiopien med deres tre børnebørn, sendte børnene tilbage til [….] i Somalia, hvor de skulle tage ophold hos en bekendt, der tilhører shansi-klanen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgernes forklaring om, hvorvidt deres børn opholder sig i Somalia eller Etiopien, fremstår som uklar. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de vanskelige – men generelle – forhold i Somalia, herunder for etniske reer hamar shansi, i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Somalia/2010/8
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger, født i […….], og har fra 1987 til sin udrejse af Somalia i sommeren 2007 boet i Mogadishu. Ansøgere har oplyst, at han tilhører minoritetsklanen Biimaal. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren at blive dræbt dels af medlemmer af de islamiske grupper, fordi han samarbejdede med den midlertidige somaliske regering ved at transportere regeringsmedlemmer og forsyninger for de etiopiske tropper i sin minibus, og dels af familiemedlemmer til bussens chauffør, som i foråret 2007 blev dræbt af medlemmer af en navngiven gruppe, idet chaufførens familiemedlemmer, der tilhører en magtfuld klan i området, holder ansøgeren ansvarlig for chaufførens død. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret på en overbevisende og troværdig måde. Ansøgeren har herunder redegjort for de tilsyneladende divergenser, der fremgår af det skriftlige materiale, herunder navnlig referatet af asylsamtalen i Udlændingeservice. Ansøgeren risikerer ikke forfølgelse af de grunde, der er omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra såvel de islamiske grupper som fra familiemedlemmer til ansøgerens samarbejdspartner og chauffør som led i blodhævn. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Somalia/2010/7
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at hun i 2007/2008 var blevet forsøgt tvangsgift med en mand fra Al-Shabaab. Manden havde en nat sammen med en gruppe af mænd angrebet ansøgerens families hus og i denne forbindelse dræbt ansøgerens kusine, idet de troede, at det var ansøgeren. Ansøgeren havde i en periode efter drabet på kusinen boet hos en ven af faderen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tumal fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af en mand fra Al-Shabaab, som i 2007/2008 havde ønsket at gifte sig med hende, samt at de mænd, som tidligere havde udsat ansøgeren for overgreb i form af voldtægtsforsøg, ville slå hende ihjel. Endvidere havde ansøgeren henvist til, at hun tilhørte en minoritetsklan, som ikke var beskyttet i Somalia. Ansøgeren havde endelig henvist til sociale og økonomiske forhold. Flygtningenævnet lagde ikke til grund, at drabet på kusinen var en fejltagelse, og at det i virkeligheden havde været ansøgeren, mændene havde været ude efter. Flygtningenævnet fandt, at overgrebet måtte anses som et enkeltstående kriminelt forhold, der ikke kunne anses for rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren over for Udlændingeservice havde forklaret, at hun fortsat havde opholdt sig i hjemmet efter drabet på kusinen, og at mændene ikke efterfølgende havde opsøgt hende der. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere overgreb eller forfølgelse som følge af, at hun havde afslået at gifte sig med en mand, muligt fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet lagde heller ikke til grund, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb fra de personer, der efter hendes forklaring havde forsøgt at forgribe sig på hende under hendes ophold hos ansøgerens faders ven. Såfremt dette overgreb havde fundet sted, måtte det ligeledes anses for et enkeltstående kriminelt forhold. Flygtningenævnet fandt i det hele ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i en reel risiko for overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Det forhold, at ansøgeren var en enlig kvinde fra en minoritetsklan ændrede, uanset de vanskelige forhold i Somalia, ikke herved. Somalia/2010/4
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører Midgan-klanen, og hun kom fra Wardegley i Mogadishu. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af en mand fra Al Shabaab, som havde truet hende, dels fordi hun havde solgt frugt og grønt til etiopierne, dels fordi han ville giftes med hende. Hun havde henvist til, at manden havde slået hende i to tilfælde, at han havde kastet en håndgranat på markedet imod hendes forretning, og at han havde opsøgt hende på bopælen en gang. Hun havde videre henvist til, at manden fra Al Shabaab var magtfuld. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at hun havde solgt frugt og grønt til etiopierne. Asylmotivet i forhold til det, at Al Shabaab-manden ønskede ægteskab, faldt ikke under de grunde, som var nævnt i Flygtningekonventionen. Dette kunne således ikke medføre asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angik vurderingen af dette asylmotiv i forhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren var i en reel risiko for overgreb som følge heraf ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en konflikt i relation til en enkelt person, der vel gennem tilhørsforholdet til Al Shabaab kunne have en betydelig lokal magt, men at der efter de foreliggende oplysninger om mandens henvendelser ikke kunne antages at være nogen videre sandsynlighed for, at han ville efterstræbe hende ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den pågældende mand havde kastet en håndgranat målrettet imod hendes forretning, som havde bestået af en paraply og en sæk på jorden. Somalia/2010/3
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu hos sin faster, idet han er forældreløs. Han havde gået i koranskole i ni år og havde haft et almindeligt ungdomsliv, hvorunder han blandt andet havde spillet fodbold i en klub. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var forsøgt hvervet af Al Shabab. Ansøgeren havde under sagen forklaret udbyggende herom, idet han indledningsvis havde forklaret, at han alene var blevet opsøgt af medlemmer af Al Shabab, senere at han også var blevet truet, og senest i Flygtningenævnet at han havde modtaget et brev med frist til at forlade Mogadishu. Ansøgeren havde haft lejlighed til indgående at beskrive de angivelige hvervningsforsøg i Flygtningenævnet. Det fremstod også herefter som usikkert, hvilke personer der havde opsøgt ansøgeren, og hvad formålet havde været. Herunder fremgik det af ansøgerens forklaring, at det seneste hvervningsforsøg skulle være foregået i en mørk gyde, da ansøgeren havde været på indkøb. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var kommet konkret og individuelt i søgelyset hos Al Shabab med henblik på hvervning til soldatertjeneste. De generelle forhold i Mogadishu kunne efter Flygtningenævnets praksis ikke i sig selv føre til, at der kunne gives ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Somalia/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører klanen yibir og er muslim. Han er født i Mogadishu, hvor han havde boet til, han var fem til seks år. Herefter havde han boet forskellige steder, herunder hos sin onkel i Yemen, ligesom han i 2006 til 2008 havde boet i Saudi Arabien. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 2008 eller begyndelsen af 2009 ved sin tilbagevenden til Mogadishu var blevet udsat for et røveri. Hertil kom, at nogle mænd fra Al-Shabaab i begyndelsen af 2009 på en café havde taget kontakt til ansøgeren og dennes navngivne ven, da de havde ønsket, at ansøgeren og vennen skulle lade sig hverve som soldater. Det havde de ikke ønsket, og cirka en uge senere havde mændene opsøgt ansøgeren og vennen, de havde taget vennen med, og ansøgeren havde ikke siden set ham. De generelle forhold i Mogadishu var utvivlsomt kaotiske, ligesom det var forbundet med fare og stor usikkerhed at opholde sig i Mogadishu. De generelle forhold, herunder for personer tilhørende yibir-klanen, kunne imidlertid efter fast praksis ved Flygtningenævnet ikke i sig selv føre til, at der kunne gives ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. De konkrete omstændigheder, som ansøgeren havde angivet som sit asylgrundlag, kunne heller ikke føre til, at ansøgeren blev meddelt asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at det røveri, som ansøgeren havde været udsat for, måtte ses i lyset af de generelt usikre forhold i Mogadishu. Der var således intet belæg for at fastslå, at der havde været tale om en konkret og individuel forfølgelse som følge af ansøgerens baggrund og etnicitet. Det samme gjaldt det forsøg på at hverve ansøgeren og dennes ven til at blive soldater. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Somalia/2009/6
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1996. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. I 2008 var han af landsretten i en ankesag blevet idømt fængsel i 8 måneder for overtrædelse af straffeloven § 288, stk. 1, nr. 1 og § 276, jf. § 287, stk.1. Han var samtidig blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år, jf. udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 1. Efterfølgende havde ansøgeren søgt asyl, idet han ikke ønskede at blive udsendt til Somalia. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren endeligt havde forladt Somalia i 1996 efter at have været udsat for forskellige overgreb i forbindelse med borgerkrigen. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med myndighederne, personer eller klaner i Somalia. Han tilhører én af hovedklanerne i Somalia. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia i henhold til udlændingeloven § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at ville være i en reel risiko for at blive udsat for de forhold, der er nævnt i udlændingeloven § 7, stk. 2. De generelle vanskelige forhold i Somalia kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Somalia/2009/4
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører hawrasame-klanen, og har boet i Mogadishu indtil udrejsen i 2008. Ansøgeren havde siden 1993 boet sammen med sin grandniece, som hun indrejste sammen med i Danmark. Det forhold at ansøgerens ægtefælle var blevet dræbt i 1998, og at ansøgeren i forbindelse hermed var blevet slået i hovedet med en geværkolbe, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke havde haft yderligere problemer med de personer, der havde dræbt ægtefællen. Det forhold at ansøgerens niece for to år siden var blevet voldtaget og herefter bortført, hvorefter hun har været forsvundet, kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at dette måtte betragtes som et vilkårligt overgreb, som ikke var rettet mod ansøgerens person. Det forhold, at ansøgerens søn var blevet dræbt kort tid før udrejsen kunne, heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at drabet ifølge ansøgerens oplysninger skyldtes, at han ikke ville ophøre med at sælge khat, og drabet måtte derfor betragtes som et vilkårligt overgreb, der ikke havde været rettet mod ansøgerens person. Ansøgerens alder, helbredstilstand eller det forhold, at hun ikke havde mandlige familiemedlemmer i Somalia, kunne ikke i sig selv begrunde, at der blev meddelt ansøgeren asyl. Heller ikke den generelle vanskelige sikkerhedsmæssige situation i Somalia eller ansøgerens klanforhold kunne i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Somalia/2009/2
Nævnet stadfæstede i juli 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tumal, at ansøgerens forældre boede i Somalia, at ansøgeren havde tre børn, som boede hos ansøgerens moder, at ansøgeren havde fem søskende i hjemlandet, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne eller politiske organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter at blive socialt udstødt og forfulgt som følge af, at hun lider af hiv/aids, som hun ikke kan behandles for i hjemlandet. Hverken det påberåbte asylmotiv eller den omstændighed, at ansøgeren er enlig kvinde fra en minoritetsgruppe, kunne efter det foreliggende i sig selv begrunde asyl. Endvidere fremstod ansøgeren helt uprofileret. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke kunne begrunde asyl, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret, særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren lider af en livstruende sygdom, kunne ikke føre til noget andet resultat. Der kunne herved ikke antages at foreligge nogen krænkelse af EMRK artikel 3. Det følger af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at afviste asylansøgere i princippet ikke har ret til at blive i landet med henblik på at kunne modtage blandt andet særlig læge- eller social bistand fra staten. Dog kan en udsendelse under helt særlige omstændigheder indebære en krænkelse af den nævnte artikel. Ansøgeren, der under sagen havde været repræsenteret ved advokat, måtte for så vidt angik den sidstnævnte situation, henvises til at søge opholdstilladelse på andet grundlag. Somalia/2007/7
Nævnet stadfæstede i marts2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørendeen mandlig statsborger fra Somalia, født i 1976.Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter ansøgerens forklaring lagde til grund, at ansøgeren ligesom sin fader tilhørte Darood-klanen. Ansøgeren var i det væsentlige vokset op hos sin moder, der tilhørte Reer Hamer-klanen, idet forældrene blev skilt, da ansøgeren var lille. Ansøgerens moder havde fortsat noget jord, hvoraf ansøgeren og moderen levede, herunder i tiden efter 1991, hvor Abgal-klanen havde overtaget det jordområde ved Mogadishu, der ellers tilhørte ansøgerens familieklan. Ansøgeren tjente til sit udkomme ved forfaldende arbejde på markedet og var på et tidspunkt omkring 18 års alderen udsat for en voldsepisode fra medlemmer af Abgal-klanen, der slog ham med en geværkolbe. Ansøgeren forlod Mogadishu, da de islamiske domstole havde overtaget magten i Mogadishu og forsøgte at tvangsrekruttere unge mænd. Pengene til udrejsen i april 2006 blev fremskaffet ved salg af ansøgerens eller hans moders faste ejendom, hvorefter ansøgeren rejste til Europa, mens hans moder, ægtefælle og ansøgerens fællesbarn formentligt rejste til Kenya. Nævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans familie trods konflikten med Abgal-klanen under de meget vanskelige, men generelle forhold i Mogadishu, havde kunnet opretholde sin tilværelse i byen uden alvorlige konflikter. Ansøgeren havde ikke været medlem af bestemte, herunder religiøse, grupperinger eller politiske tilhørsforhold. Nævnet fandt, at situationen i Mogadishu var væsentligt ændret ved, at de islamiske domstole ikke længere var ved magten. Nævnet fandt, at ansøgerens situation ved en tilbagevenden måtte anses for at være præget af de meget vanskelige, men generelle forhold, uden at ansøgeren kunne ses for at være konkret og individuelt forfulgt eller konkret udsat for risiko for alvorlige overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren har krav på opholdtilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Somalia/2007/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2003 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i 2003. Han havde efterfølgende søgt asyl i Norge, Sverige og Holland. Hans opholdstilladelse som familiesammenført bortfaldt i begyndelsen af 2007 på grund af langvarigt ophold i udlandet. Han søgte herefter om asyl i Danmark. Ansøgeren er født i Mogadishu og tilhører hovedklanen Hawiye, underklanen Murusade. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han sammen med sin familie blev udsat for gentagne røverier i deres butik. Han havde også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han havde endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en særlig konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at de omhandlede røveriforhold måtte anses for at være udtryk for almindelig kriminalitet i landet. Ansøgeren havde i asylansøgningsskemaet oplyst, at der i forbindelse med røverierne blev fremsat trusler. Det fremgår af samtalereferatet, at ansøgeren havde forklaret, at hverken han eller familien havde været udsat for fysiske overgreb, hvilket han fragik under nævnsmødet. På baggrund af de divergerende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde været udsat for fysisk overlast i asylbegrundende omfang. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter episoden i 1999 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden at have problemer med medlemmer af Saleban-klanen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Somalia i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren opholdt sig i Vesten i længere tid, og derfor som påberåbt af ansøgeren muligvis kunne betragtes som velhavende, kunne ikke føre til et andet resultat. Somalia/2007/12
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1987. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren tilhører Shaanshi klanen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren inden sin udrejse af Somalia havde været udsat for en tilbageholdelse i tre dage i 2003 og et knivoverfald i 2005. Disse begivenheder måtte anses for enkeltstående hændelser af kriminel karakter. Flygtningenævnet anså derfor ikke ansøgeren for at være konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv påberåbt sig sit klantilhørsforhold, og at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerede at blive udsat for tvangshvervning til en milits. Ansøgeren havde inden sin udrejse alene været udsat for verbal chikane på grund af sit klantilhørsforhold, og Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville blive udsat for mere ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren havde ikke tidligere omtalt, at han skulle være forsøgt tvangshvervet, og Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville blive udsat for tvangshvervning ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede konkret og individuel forfølgelse, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2007/1
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia, født 1977. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde gjort et særdeles troværdigt indtryk, og at hans forklaring og svar på spørgsmål under nævnsmødet ligeledes havde været præget af høj grad af troværdighed. Ansøgeren havde forklaret, at hans fader – der drev forretning i Kenya – på et tidspunkt konverterede til kristendommen uden at gøre hverken ansøgeren eller andre i Somalia bekendt hermed. Faderens stærkt religiøse familiemedlemmer fik imidlertid mistanke om faderens ”vantro” og begyndte at udspionere ham. Samtidig forsøgte de at inddrage ansøgeren og hans søskende stærkere i det muslimske trossamfund og i grupperne, der ønskede shariadomstolene indført i Somalia. Folk begyndte at tale om ansøgeren fader, og da ansøgeren fra andre havde hørt, at hans far var gået over til kristendommen, spurgte ansøgeren faderen direkte herom. Selvom faderen overfor ansøgeren åbenlyst erkendte at være blevet kristen, ville ansøgeren imidlertid ikke gå imod ham. Da de religiøse familiemedlemmer gennem somaliere i Kenya fik bekræftet, at faderen var konverteret, og da ansøgeren og hans søskende samtidig afslog at lade sig inddrage i de mere fundamentalistiske grupper, var de religiøse familiemedlemmer overbevist om, at både ansøgerens fader og alle hans børn var blevet kristne. Dette var baggrunden for drabet på faderen og ansøgerens søskende, og for at ansøgeren er efterstræbt. Ansøgeren skjulte sig fra dag til dag forskellige steder i ca. 14 dage, indtil faderens forretningsforbindelse fik ham med ud af landet til Djibouti. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det blev således lagt til grund, at ansøgerens fader og alle hans hjemmeboende søskende blev dræbt på bopælen af to bevæbnede personer, efter at det var blevet kendt, at faderen var blevet kristen. Under henvisning til baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu, herunder oplysningerne om de stærkt religiøse og fundamentalistiske gruppers indflydelse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/8
Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Somalia, født i Danmark i 2003. Ansøgeren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens forældre samt ansøgerens to søskende har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte, at asylansøgningen var fremkomet som følge af, at ansøgerens forældre ønskede, at ansøgeren, der er født i Danmark, skulle have et konventionspas ligesom den øvrige familie. Ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes ansøgerens forhold at skulle vurderes på baggrund af ansøgerens families forhold sammenholdt med de aktuelle forhold i Mogadisho, hvorfra forældrene udrejste i 1995. Forældrene blev af Udlændingestyrelsen i maj 1996 meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, og blev i juli 2000 af Udlændingestyrelsen efter ansøgning meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Denne opholdstilladelse omfattede tillige ansøgerens søskende, der er født i Danmark i henholdsvis 1998 og 1999. Som begrundelse for statusændringen havde ansøgerne henvist til, at de er etnisk benadir. Selvom forholdene i Mogadisho er særdeles vanskelige og usikre, og ansøgeren tilhører klanen Reer Hamar, underklanen Reer Faqi, og er etnisk benadir, fandt nævnet ikke, at disse forhold, der er generelle, i sig selv indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte anses for at risikere en konkret forfølgelse på baggrund af sin race, religion, nationalitet eller sine sociale eller etniske tilhørsforhold. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens forældre og søskende i 2000 fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes videre ikke at indebære, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse, idet en sådan opholdstilladelse fandtes at forudsætte, at ansøgeren aktuelt opfyldte betingelserne i denne bestemmelse. Nævnet fandt endvidere ikke, at der var oplyst forhold, som indebar, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Nævnet lagde herved vægt på, at det anførte ovenfor om ansøgerens og familiens forhold ikke kunne anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden konkret risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/6
Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1982. Indrejst i maj 2005. Ansøgeren tilhører klanen Reer Hamar, underklan Shaashi. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun er enlig kvinde uden netværk og risikerer at blive voldtaget og slået ihjel ved en tilbagevenden. Ansøgeren var ved en sprogtest placeret som hjemhørende i det nordlige Somalia og ikke som forklaret omkring Mogadishu, men uanset om hendes forklaring blev lagt til grund, fandtes der ikke at foreligge asylbegrundende forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for, lå cirka ti år tilbage og var et led i de generelle forhold. Ansøgerens klanmæssige tilknytning og den omstændighed, at hun er enlig kvinde uden netværk, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Somalia/2006/5
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1987. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren havde forklaret, at hun tilhører Madhiban-klanen, samt at en mand tilhørende Mooryan-militsen ønskede at gifte sig med hende, hvilket hun imidlertid ikke ønskede, hvorfor den pågældende mand flere gange havde opsøgt hende og truet hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun er opvokset i og omkring Mogadishu, og at hun ved en tilbagevenden dertil risikerer overgreb fra en magtfuld person, der ønskede at gifte sig med hende. Efter den foretagne sproganalyse, hvoraf det fremgår, at ansøgeren vel har sin sproglige baggrund i nord, men også anvender udtryk, der stammer fra syd, sammenholdt med ansøgerens forklaring om, at moderens familie kommer fra nord, fandt Flygtningenævnet ikke, at sproganalysens resultat er i modstrid med ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren konsistent og troværdigt har forklaret om sine forhold, og nævnet fandt derfor at kunne lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lagde herefter vægt på ansøgerens klanforhold, at hun ikke har familie i Mogadishu, ud over en kusine, hvis ægtefælle blev såret af skud, da han forsøgte at beskytte ansøgeren mod overgreb, at ansøgeren flygtede ud af landet umiddelbart herefter, samt at personen, der stod bag truslerne tilhører en indflydelsesrig milits i området. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens klantilhørsforhold og den omstændighed, at hun er enlig kvinde, i sig selv er tilstrækkeligt til at meddele asyl. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/4
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1975. Indrejst i sommeren 2002 Ansøgeren boede i Somalia indtil 1988, hvor han sammen med familien flyttede til Etiopien på grund af borgerkrigen. Ansøgeren havde ikke nogen personlige konflikter i Somalia, men han oplevede flere overgreb på civilbefolkningen, ligesom to onkler og en tante mistede livet under borgerkrigen. Fra 1988 til 2002 opholdt ansøgeren sig uden problemer i Etiopien. I juni 2000 indgik han i Etiopien ægteskab med en somalisk kvinde med opholdstilladelse i Danmark. I juni 2002 indrejste ansøgeren i Danmark på familiesammenføring. I 2003 rejste ansøgeren til Sverige, idet han fik kendskab til, at hans ægtefælle havde en affære med en anden mand. I 2005 indrejste ansøgeren på ny i Danmark, hvor han søgte asyl, idet han gerne ville være sammen med sin herboende søn. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerensforklaring til grund. Ansøgeren, som tilhører Isaaq Haber Yonis klanen, kom således fra regionen Somaliland i Somalia. Efter ansøgerens forklaring var der intet grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere forfølgelse omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller at han ville være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren derfor ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Det blev besluttet, at ansøgeren kunne udsendes til Nordvestsomalia, jf. udlændingelovens § 32 a. Somalia/2006/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1982. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar og har været hjemmehørende i Mogadishu. Hun har ikke haft politiske aktiviteter af nogen art. Hun har oplyst, at hun – og moderen – blev opsøgt af syv personer fra den dominerende klan i hjemområdet, Hawiye-klanen, som truede dem til at udlevere deres værdigenstande. Ansøgeren er udrejst, fordi hun frygter yderligere overgreb og har endvidere anført, at hun bliver diskrimineret som tilhørende Reer Hamar-klanen. Ansøgeren har endelig anført, at hun frygter, at hendes datter vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har på nogle punkter afgivet divergerende forklaringer. Hun har således over for Udlændingeservice oplyst, at hun efter det angivne overgreb gemte sig i huset, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun tog ophold hos andre personer i området. Uanset om de nævnte overgreb lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet, at de nævnte forhold ikke er af en sådan karakter, at de er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det nævnte enkeltstående overgreb måtte anses for at være udslag af den udbredte kriminalitet i Somalia og kunne ikke anses for at være led i en mere systematisk forfølgelse af ansøgeren. De generelt vanskelige forhold i Somalia, herunder forholdene for medlemmer af Reer Hamar-klanen og for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Det samme gjaldt for så vidt angår ansøgerens generelle frygt for omskæring af datteren. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/14
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1982. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren er muslim af trosretning. Ansøgeren er ugift og barnløs. Ansøgerens fader er afgået ved døden, mens ansøgerens moder og to søskende er bosat i Somalia. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar-klanen, underklan Bandhabow. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for plyndring og havde været tilbageholdt i cirka fem måneder af medlemmer af Mawiye-klanen, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne begrunde meddelelse af asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdene måtte anses som udtryk for den almindelige lovløshed i området og ikke for en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. De generelle forhold for medlemmer af Reer Hamar-klanen i Somalia kunne ikke i sig selv begrunde meddelelse af asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/13
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1987. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren havde forklaret, at hun tilhører Madhiban-klanen, og at en mand tilhørende Mooryan-militsen ønskede at gifte sig med hende, hvilket hun imidlertid ikke ønskede, hvorfor den pågældende mand flere gange havde opsøgt hende og truet hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun er opvokset i og omkring Mogadishu, og at hun ved en tilbagevenden dertil risikerer overgreb fra en magtfuld person, der ønskede at gifte sig med hende. Efter den foretagne sproganalyse, hvoraf det fremgår, at ansøgeren vel har sin sproglige baggrund i nord, men også anvender udtryk, der stammer fra syd, sammenholdt med ansøgerens forklaring om, at moderens familie kommer fra nord, fandt Flygtningenævnet ikke, at sproganalysens resultat er i modstrid med ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren konsistent og troværdigt har forklaret om sine forhold, og nævnet fandt derfor at kunne lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lagde herefter vægt på ansøgerens klanforhold, at hun ikke har familie i Mogadishu, ud over en kusine, hvis ægtefælle blev såret af skud, da han forsøgte at beskytte ansøgeren mod overgreb, at ansøgeren flygtede ud af landet umiddelbart herefter, samt at personen, der stod bag truslerne tilhører en indflydelsesrig milits i området. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens klantilhørsforhold og den omstændighed, at hun er enlig kvinde, i sig selv er tilstrækkeligt til at meddele asyl. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1977. Indrejst i december 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt, at der for nævnet forelå tvivl om ansøgerens geografiske tilknytningsforhold i Somalia henset til det oplyste i vurderingen fra en sprogtest om, at ansøgeren højst sandsynligt havde sin sproglige baggrund i det nordlige Somalia, og at ansøgeren havde et mangelfuldt realkendskab til byen Afgoye i det sydlige Somalia. Nævnet fandt derfor, at der forelå tvivl om, hvorvidt ansøgeren var født og opvokset i Afgoye, som ansøgeren ifølge sin forklaring forlod omkring 1994, da det lykkedes ham at undslippe den militsgruppe, der holdt ham som tvangsarbejder. Nævnet fandt, at ansøgerens asylmotiv primært burde vurderes ud fra ansøgerens tilhørsforhold til minoritetsklanen Midgan og det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring i 2001 mødte sin kæreste, der tilhørte klanen Marehaan, og med hvem ansøgeren efter det oplyste havde et fællesbarn på nu tre år, ligesom de forventede fødselen af endnu et fællesbarn inden for relativt kort tid. Nævnet bemærkede, at ansøgeren i nævnsmødet havde forklaret, at hans kærestes familie ikke var helt klar over hans klantilknytning, men at klanen Marehaan ikke ville acceptere ægteskab med en mand fra midganklanen. Nævnet fandt, at ansøgerens situation var præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Somalia, herunder forholdende for midganklanen. Nævnet fandt imidlertid ikke, at det forhold, at ansøgeren tilhørte denne minoritetsklan, indebar, at ansøgeren af denne grund ved en tilbagevenden til Somalia risikerede en asylbegrundende forfølgelse. Nævnet fandt, at det nævnte resultat fra sprogtesten indebar, at ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Somalia alene ville have mulighed for at tage ophold i området ved Afgoye, fordi han alene havde tilknytning hertil, ikke kunne lægges til grund. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for at have tilknytning til det nordlige Somalia, selv hvis det blev lagt til grund, at ansøgeren havde haft sin tidlige opvækst i Afgoye og på grund af krigen i 1991 efterfølgende måtte forlade området. Den del af ansøgerens asylmotiv, der angik hans herboende kæreste, synes mere præget af de overordnede generelle forhold for henholdsvis Marehaan og Midgan, uden at der for ansøgeren var tale om en konkretiseret og individuel konflikt. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke kunne anses for at være udsat for en så konkret risiko, at der herved forelå en asylbegrundende forfølgelse. Herefter og idet de generelle forhold i Somalia, uanset at disse var meget vanskelige, ikke kunne føre til et andet resultat, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerede en forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikerede en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. § 7, stk. 2. Somalia/2006/10
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia født i 1985. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren tilhører klanen Jareer, subklanen Hintiro og familieklanen Reer Mahamed. Uanset at ansøgeren havde været tilbageholdt af en oprørsgruppe i to til tre år og været tvunget til at arbejde for gruppen, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at dette forhold, der var begået af nogle for ansøgeren ukendte personer, måtte anses for et udslag af den generelle mangel på lov og orden i Somalia. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren på grundlag heraf ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for på ny at blive tilbageholdt af den pågældende gruppe. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter flugten fra gruppen havde kunnet opholde sig i hjemlandet i cirka et år inden udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt usikre forhold i Somalia i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren ikke havde kontakt med sin moder kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter det oplyste havde tilbragt en stor del af sin barndom hos en onkel i Nordsomalia, og at denne onkel efter det oplyste havde finansieret og tilrettelagt ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/1
Nævnet hjemviste i maj 2005 en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født 1994. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet besluttede efter votering at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren – henset til sin alder og manglende forståelse af sin situation - efter Flygtningenævnets vurdering ikke var tilstrækkelig moden til at gennemgå en almindelig asylprocedure. Det bemærkedes, at det fremgår af forarbejderne til den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 9c, stk. 3, nr. 1, at Flygtningenævnet – uanset om Integrationsministeriet eventuelt har stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om, at barnet bør gennemgå den almindelige asylprocedure – vil kunne hjemvise en sag til Udlændingestyrelsen med ovennævnte begrundelse. Som/2005/9
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i juni 1983. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet havde under nævnets behandling af sagen haft adgang til ansøgerens faders asylsagsakter, idet ansøgeren under et tidligere nævnsmøde havde henvist til, at hans fader havde været oberst i Somalia. Flygtningenævnet fandt, at de voldelige forhold, som ansøgeren og hans familie havde været udsat for inden udrejsen i 1992, ikke kunne begrunde asyl, da de dels var sket under borgerkrig, dels lå langt tilbage i tid. De generelt usikre forhold i Somalia, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Heller ikke ansøgerens tilhørsforhold til Hawiey-klanen, der er en dominerende hovedklan, gav grundlag for asyl. Det bemærkedes om ansøgerens faders asylsag, at det måtte lægges til grund, at faderen havde været højtstående officer. Faderen havde angivet, at hans arbejde for UNISOM frem til 1995 havde ført til, at han var blevet opfattet som forræder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at faderen havde kunnet opholde sig i Somalia frem til udrejsen i 1999 uden at blive udsat for asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren var berettiget til asyl afledt af faderens forhold. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/8
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1952. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Tumal klanen. Flygtningenævnet bemærkede at det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan, ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgerens familie umiddelbart før ansøgerens udrejse blev overfaldet på bopælen af personer fra Abgal-klanen, som forlangte penge, og hvorunder ansøgerens ægtefælle, to børn og ansøgerens svigerdatter blev dræbt. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens familie tidligere havde været udsat for chikane fra personer fra Abgal-klanen, og at ansøgeren havde været tilbageholdt af medlemmer af Abgal-klanen i to døgn, hvorunder ansøgeren blev udsat for hårdhændet behandling. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring, hvorefter en af ansøgerens døtre efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt af personer fra Abgal-klanen under besøg på familiens tidligere bopæl. Nævnet fandt herefter ikke, at der kunne bortses fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia på ny ville være i risiko for at blive udsat for lignende overgreb fra personer af Abgal klanen. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/6
Nævnet meddeltei april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1989. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet anså ligesom Udlændingestyrelsen ansøgeren for somalisk statsborger. Efter sagens oplysninger måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Somalia, ikke talte sproget og ikke havde familiemæssig eller andet netværk i Somalia. Da ansøgeren var enlig pige på 16 år, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det efter baggrundsoplysningerne var sandsynliggjort, at hun ved udsendelse til Somalia risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren havde boet i Yemen siden hun var fem år uden at have haft konflikter med myndighederne i Yemen. Det var imidlertid uoplyst på hvilket grundlag hun havde opholdt sig i Yemen. Da det således var usikkert om ansøgeren havde lovligt ophold i Yemen og kunne indrejse i Yemen, fandt nævnets flertal, at Yemen ikke kunne anses for ansøgerens 1. asylland i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Som følge heraf gav Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/4
Nævnet meddeltei april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1989. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet anså ligesom Udlændingestyrelsen ansøgeren for somalisk statsborger. Efter sagens oplysninger måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Somalia, ikke talte sproget og ikke havde familiemæssig eller andet netværk i Somalia. Da ansøgeren var enlig pige på 16 år, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det efter baggrundsoplysningerne var sandsynliggjort, at hun ved udsendelse til Somalia risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren havde boet i Yemen siden hun var fem år uden at have haft konflikter med myndighederne i Yemen. Det var imidlertid uoplyst på hvilket grundlag hun havde opholdt sig i Yemen. Da det således var usikkert om ansøgeren havde lovligt ophold i Yemen og kunne indrejse i Yemen, fandt nævnets flertal, at Yemen ikke kunne anses for ansøgerens 1. asylland i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Som følge heraf gav Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/4
Nævnet meddelte i februar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1987. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var født og opvokset i Mogadishu hos sin moder og mormoder og efter moderens død i 1990/1991 hos mormoderen alene. Hun havde aldrig fået at vide, hvilke klaner hun tilhører. Hun havde aldrig været politisk engageret, og hun havde aldrig været i konflikt med eller i søgelyset hos myndighederne. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun var blevet voldtaget to gange af en militsleder, henholdsvis otte og fire måneder før sin udrejse – begge gange i hjemmet. Hun var derudover blevet truet på livet af den pågældende, ligesom han ved flere lejligheder havde talt nedsættende til hende. Ved en tilbagevenden til Somalia frygtede hun, at mishandlingen med videre ville fortsætte. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Herefter havde ansøgeren af familiemedlemmer alene sin mormoder tilbage i Somalia. Hun havde intet klan-tilhørsforhold. Henset til baggrundsoplysningerne fandt nævnet, at der ud fra en samlet vurdering bestod en konkret risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville blive udsat for nedværdigende behandling, som hun ikke ville kunne opnå beskyttelse imod. Som/2005/3
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1968. Indrejst i december 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er fra det sydlige Somalia. Hun er fra stammen Bioymal, der er en underklan til hovedklanen Dir. Hun har som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun for cirka syv år siden var tilbageholdt som gidsel af medlemmer fra Habr Gedir klanen i cirka tre måneder, hvor hun blev udsat for vold. Hun blev endvidere for cirka halvandet år siden udsat for voldtægt af kriminelle (Moryaans) fra Habr Gedir klanen. Særligt voldtægten, der skete cirka fire til fem måneder før hun flygtede fra Somalia, gjorde, at hun er blevet æreløs og bliver set ned på også af hendes ægtemand og egen klan. Det lagdes til grund, i overensstemmelse med ansøgerens forklaring, at hun særligt de seneste syv år havde levet et liv i usikkerhed og med enkelte overgreb. Ligesom Udlændingestyrelsen er det imidlertid Flygtningenævnets vurdering, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for, havde haft tilfældighedens karakter, og at der havde været tale om kriminelle handlinger. Det kunne ikke lægges til grund, at der havde været tale om en individuel og konkret forfølgelse, der direkte havde været begrundet i ansøgerens person- og klantilhørsforhold, og det var derfor Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgeren ikke opfyldt betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan, og at hun som følge heraf generelt vil være i en risikogruppe ved tilbagevenden til Somalia, kunne ikke føre til noget andet resultat. Ansøgerens frygt for at vende tilbage til Somalia, herunder som følge af, at hun var blevet voldtaget, kunne heller ikke føre til, at hun var omfattet af udlændingelovens § 7. Ved denne afgørelse lagde Flygtningenævnet blandt andet også vægt på, at ansøgeren stadig har et netværk i form af egen og ægtefælles familie i Somalia. Som/2005/12
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1939. Indrejst i september 2004. Ansøgeren har tre herboende sønner. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren, der tilhører Issaq klanen, underklanen Habr Younis, blev gift og boede med sin ægtefælle, der tilhørte Darood klanen, underklanen Marehan, i Mogadishu. De fik sammen syv børn. Ægtefællen var forretningsmand og ikke politisk aktiv eller medlem af bestemte politiske grupperinger. I 1991 måtte ansøgeren og ægtefællen flygte, da borgerkrigen brød ud. Under borgerkrigen mistede ansøgeren forbindelsen til fire af sine børn. Ansøgeren boede siden hen sammen med sin ægtefælle i Etiopien, hvor ægtefælle døde for cirka to år siden. Ansøgeren udrejste af Etiopien i september 2004 efter forgæves at have søgt om indrejsetilladelse i Danmark. Ansøgeren havde ikke personligt haft konkrete konflikter og havde bortset fra fordrivelsen fra hjemmet i Mogadishu i 1991 ikke været udsat for overgreb. Fordrivelsen var en følge af borgerkrigen. Ansøgeren tilhørte Issaq klanen, som er en hovedklan, som har tilknytning til store dele af Somalia. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle var Darood, Marehan, ved en tilbagevenden kunne indebære, at ansøgeren ville blive udsat for en særlig risiko. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren måtte antages at kunne tage ophold i Somalia uden at risikere forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller sådanne alvorlige overgreb, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det oplyste om ansøgerens helbredsforhold, herunder dårligt syn og smerter i benene, kunne ikke føre til en anden vurdering. Nævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Somalia, og det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde, kunne føre til et andet resultat. Som/2005/11
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Somalia, født i henholdsvis 1964 (m) og 1969 (k). Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne til støtte for deres asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at de begge tilhører Midghan-klanen, at den kvindelige ansøger havde problemer med sin første ægtefælle, fordi hun havde givet sig ud for at tilhøre en anden klan, hvad ægtefællen opdagede, at den mandlige ansøgers fader havde været sergent under Siad Barre, og at faderen var blevet dræbt i den anledning i 1993, at den kvindelige ansøgers første ægtefælle havde deltaget i nedskydningen af den mandlige ansøgers broder umiddelbart efter, at den mandlige ansøger og broderen havde solgt deres fælles gård, og at begge ansøgere fortsat var efterstræbt af Hawiye-klanen, idet den kvindelige ansøger konkret fortsat var efterstræbt af sin første ægtefælle. Uanset om de ovennævnte forhold kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdene var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt således ikke, at den omstændighed, at begge ansøgere tilhører Midghan-klanen i sig selv kunne føre til, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ej heller, at nogen af de ovennævnte forhold efter en konkret vurdering kunne føre til, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse, der kunne medføre, at ægtefællerne ville blive udsat for dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/1
Nævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1963 samt tre børn. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren tilhører Reer Hamar, Hatim-klanen. Ansøgeren har oplyst, at hendes klan var en ubeskyttet klan, og at hendes familie ofte blev opsøgt og truet af Abgal-klanen/Hawiey-klanen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar, Hatim-klanen. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens ægtefælle i 2002 var i Dubai med en datter, og at familien efter deres tilbagekomst til Mogadishu blev overfaldet af personer fra Abgal-klanen, hvorunder ansøgerens moder og broder blev dræbt. Uanset om det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle var forsvundet, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at man ikke kunne bortse fra, at familien ved en tilbagekomst til Somalia på ny ville være i risiko for at blive udsat for lignende overgreb fra medlemmer af de dominerende klaner. Ansøgeren og hendes børn havde ikke mulighed for at søge beskyttelse mod denne risiko. Somalia/2004/9
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1980. Indrejst i januar 2003. Ansøgeren forklarede under nævnets behandling af sagen, at han var forfulgt i hjemlandet på grund af sit tilhørsforhold. Han tilhører en minoritetsstamme; Ashraaf. I 1991 blev hans hus plyndret, og han flygtede til en by ikke langt fra hjembyen Kismaio. Han sultede og var bange, og for at overleve angav han at tilhøre den stamme hans moder kom fra; Majeerten. I starten af 1993 blev ansøgerens broder dræbt af Hawiye militsen. I 1996 blussede krigen op igen i Kismaio, hvortil ansøgeren var vendt tilbage. Hawiye stammen angreb byen. Majerteen, som kontrollerede byen, begyndte at sende mændene til fronten, og ansøgeren blev tvangshvervet til at kæmpe for sin by. Han blev trænet, men han var imod krig, og ville ikke kæmpe. Da ansøgeren nægtede at kæmpe og gå i krig blev han slået og sat til at udføre slavearbejde, og han blev tilbageholdt i et år i lejren. For at redde sit liv måtte han flygte. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Ashraaf-klanen, og under-klanen Reer Hassan. Nævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet fandt ikke, at Majerteen-klanens tilbageholdelse af ansøgeren fra 1996-1997 kunne begrunde asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende opholdt sig i hjemlandet indtil slutningen af 2002. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at Majerteen i 2002 på ny forsøgte at hverve ansøgeren og i den forbindelse opsøgte ansøgerens bopæl, havde en sådan karakter, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at dette skete som led i en generel hvervning. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at Majerteen ikke længere har magten i Kismayo. Nævnet fandt ikke, at Marehan-klanens drab på ansøgeres broder i begyndelsen af 1990’erne kunne begrunde asyl for ansøgeren. Nævnet lagde endvidere vægt på, at dette forhold lå langt tilbage i tid. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens klantilhørsforhold i sig selv kunne begrunde asyl. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/8
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1961. Indrejst i januar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er muslim, tilhører hovedklanen darood, underklanen qablalah og familieklanen absame. Han havde indtil 1995 opholdt sig i den syd-vestlige del af Somalia som nomade i Bakool. Han havde i perioden fra 1995 til 2002 haft ophold i Etiopien, og han havde siden januar 2003 haft ophold i Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til de generelle forhold i Bakool-regionen, ligesom han i den forbindelse blandt andet havde henvist til, at hans to fætre omkring august 2003 havde dræbt to personer fra rahanweyn-klanen og var flygtet til Etiopien for at undgå blodhævn. De generelt usikre forhold i Somalia – herunder for Bakool-regionen – kunne ikke i sig selv begrunde asyl. De seneste rapporter om forholdene, herunder UNHCR Position on the Return of Rejected Asylum-Seekers to Somalia fra januar 2004 og Udlændingestyrelsens fælles fact-finding rapport om menneskerettigheds- og sikkerhedsspørgsmål i central- og syd-Somalia fra marts 2004, kunne ikke føre til noget andet resultat. Ansøgerens klanforhold, samt oplysningerne om ansøgerens fætre kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/7
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1975, samt et barn. Indrejst i november 2002. Ansøgeren er fra Mogadishu. Hendes hovedklan var Hawiye og hendes underklan Abgal. I juli 2000 blev ansøgerens bopæl plyndret af militsmedlemmer, der skød ansøgerens daværende ægtefælle. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hendes første ægtemand blev skudt af indbrudstyve i juli 2000. Ansøgeren havde ikke personligt været udsat for overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at drabet på ansøgerens tidligere ægtefælle kunne begrunde asyl, idet der var tale om et enkeltstående overgreb af kriminel karakter. Ansøgeren tilhørte en af hovedklanerne, og uanset de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder uden familie, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at der forelå omstændigheder, der gjorde det antageligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/6
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1990. Indrejst i juni 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører Madhiban klanen og kommer fra Dhuusamareeb. Han havde ikke været medlem af politiske partier og organisationer. Som asylmotiv havde han henvist til, at han ønskede at være sammen med sin moder, som er bosiddende i Danmark. Desuden havde han henvist til de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft nogen konflikter i hjemlandet, og at han sammen med sin broder og farmoder i 1998 flyttede tilbage til sin hjemlandsby, hvor han boede og gik i skole indtil udrejsen til Danmark i 2003. Nævnet bemærkede videre, at ansøgeren måtte antages at have et netværk i Dhuusamareeb, hvor flere af hans familiemedlemmer bor. Hverken ansøgerens klantilhørsforhold eller de generelle forhold i Somalia kunne i sig selv begrunde asyl. Der fandtes ikke at kunne meddeles konsekvensstatus, da ansøgeren først var indrejst cirka fire et halvt år efter moderen. Nævnet fandt endelig ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være konkret og individuelt forfulgt. Somalia/2004/5
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1935. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren tilhører hovedklanen Darood, og er født og opvokset i Galkayo i det nordøstlige Somalia. I 1991 blev ansøgerens søn dræbt og i 1995 udrejste ansøgeren til Etiopien. Her boede ansøgeren frem til udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født og opvokset i det nordøstlige Somalia, og at hun omkring 1964/65 flyttede til Mogadishu sammen med sin ægtefælle og børn. Ansøgeren tilhører hovedklanen Darood, underklan Majerteen. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde herved vægt på, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kunne anses for asylbegrundende, og at de af ansøgeren påberåbte begivenheder lå langt tilbage i tiden. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der var grundlag at meddele ansøgeren opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i konkret og individuel risiko for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ansøgerens alder og helbredsforhold samt den omstændighed, at hun var enlig kvinde kunne ikke bevirke en ændret vurdering. Somalia/2004/4
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i september 1971, samt to børn. Indrejst i januar 2003. Ansøgeren tilhører klanen geledi. Hun er født i Afgoi i det sydlige Somalia. Ansøgeren forklarede, at hun var gift med en mand fra hovedklanen Darood. I 2000 udrejste ægtefællen formentlig til Saudi-Arabien. I 2002 blev ansøgeren overfaldet af to mænd, formentlig fra hovedklanen Hawiye. Hun blev udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren inden sin udrejse af Somalia ikke havde været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren påberåbte sig under nævnsmødet de generelt vanskelige livsvilkår i Somalia og henviste generelt til, at hun frygtede alle somaliere, idet hun tilhører Geledi-klanen, som er en mindre klan. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Somalia var asylbegrundende i sig selv, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at de af ansøgeren omtalte overgreb ikke kunne antages at være udslag af hendes klantilhørsforhold. Somalia/2004/3
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1982Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han i juni 2001 fik et knivstik af en person fra Habr Gedir klanen, som ønskede et forhold til ansøgerens kæreste. Herefter var der blevet skudt mod ansøgeren enten to dage eller 15 dage efter førstnævnte episode. I september 2003 havde pågældende mødt ansøgeren og senere ansøgerens ven og givet udtryk for, at han fortsat ville dræbe ansøgeren. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen i oktober 2003 var forfulgt af en militsperson fra Habr Gedir klanen. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde set sin kæreste siden sommeren 2001, og at pågældende militsperson måtte antages at kunne have gennemtvunget et ægteskab med pigen og således ikke behøvede at forfølge ansøgeren, hvilket pågældende rent faktisk heller ikke fysisk havde gjort siden 2001, selvom han har haft lejlighed til det. Under disse omstændigheder, og idet ansøgerens tilhørsforhold til Shekhal-klanen ikke i øvrigt kunne medføre en anden vurdering, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Somalia/2004/22
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1974, samt fire børn. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring blev lagt til grund, herunder forklaringerne om, at ansøgerens ægtefælle var blevet dræbt af en militsgruppe, og at ansøgeren var blevet udsat for overgreb i form af slag med en geværkolbe, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke på troværdig vis nærmere havde kunnet konkretisere, hvad det var, hun ville risikere at blive udsat for ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet bemærkede, at ansøgeren tilhører hovedklanen Hawyie og fandt ikke i øvrigt, at de generelle forhold, herunder forholdene i den sydlige del af Somalia, i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren, der først havde søgt asyl et år efter indrejsen i Danmark, skulle meddeles asyl. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerede at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/20
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1929. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke inden udrejsen selv havde haft konflikter i Somalia. Ansøgeren havde heller ikke oplyst om konflikter i Etiopien, hvor hun er født, og hvor hun boede som barn. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle, bror og søn var blevet dræbt af medlemmer af Haber Gedir-klanen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort eller konkretiseret, at hun var forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden ville risikere overgreb fra de personer, der havde dræbt ansøgerens familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens klanforhold – Shekhal – eller oplysningerne om de generelle forhold i Somalia, heller ikke henset til ansøgerens alder og køn, kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles asyl eller beskyttelsesstatus. Somalia/2004/19
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1974. Indrejst i august 2003. Ansøgerne tilhører Ajuran-klanen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren dels over for den beskikkede advokat, dels under nævnsmødet i væsentlig grad havde udbygget sin forklaring. Ansøgeren havde således forklaret, at hun siden forældrenes død fem år forud for udrejsen i en stor del af tiden havde boet i andre huse i området og ikke i sit eget hus, og at hun i en længere periode fra begyndelsen af 2002 og indtil begyndelsen af 2003 havde udført tvangsarbejde for militser i området. Flygtningenævnet bemærkede, at denne del af ansøgerens forklaring ikke kunne lægges til grund. Ansøgeren havde ikke på overbevisende måde kunnet forklare, hvorfor disse oplysninger fremkom på så sent et tidspunkt. Endvidere havde ansøgerens forklaring for nævnet om de nævnte forhold været upræcis og til dels usammenhængende. Flygtningenævnet kunne således alene lægge til grund, som forklaret oprindeligt, at ansøgeren havde været udsat for plyndringer, og at ansøgerens forældre og brødre var blevet dræbt for nogle år tilbage. Ansøgeren havde opholdt sig i hjemområdet frem til udrejsen i 2003. De påberåbte forhold fandtes ikke at være asylbegrundende, idet de nævnte overgreb havde haft et mere tilfældigt præg og måtte vurderes som handlinger af kriminel karakter. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde været udsat for forhold, der kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke efter sin forklaring kunne anses for at være mere udsat end andre med ansøgerens klanforhold. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens klanforhold ikke i sig selv fandtes at kunne begrunde opholdstilladelse. Somalia/2004/18
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1963. samt tre børn. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer-Hamar klanen, underklan Shansi, og at hun stammer fra Mogadishu, hvor hun boede, indtil hun sammen med sin ægtefælle og deres fire børn i juli 2003 udrejste til Kenya. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og hendes familie kort før var blevet overfaldet i deres bolig af nogle banditter, der forlangte penge og mad, ligesom de udsatte ansøgeren og flere af hendes familiemedlemmer for vold. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kunne anses for asylbegrundende, idet nævnet fandt, at det måtte anses for et vilkårligt overgreb af kriminel karakter, og som et udslag af den generelt vanskelige og kaotiske situation i Somalia. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at overfaldet ikke havde sammenhæng med hendes klantilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at overfaldet skyldtes ansøgerens etnicitet. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne antages at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens klantilhørsforhold kunne ikke i sig selv føre til at andet resultat. Somalia/2004/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1971 samt et barn. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er somalisk statsborger, og at hun tilhører Darood klanen, subklan Marehan. Ansøgeren blev født i Garbaharey i Gedo regionen, og havde boet her frem til sin udrejse i juni 2001. Ansøgeren havde aldrig haft konkrete konflikter med myndighederne eller andre i Somalia. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Uanset de generelt vanskelige levevilkår i Somalia, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for de forhold, der er omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/16
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1973, samt et barn. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar-klanen. Ansøgeren havde ikke haft politiske aktiviteter af nogen art. Hun henviste til, at hendes fader i 2002 blev slået ihjel af tyveknægte, angiveligt tilknyttet Hawiye-klanen. Hendes broder blev slået og formentlig kidnappet. Ansøgeren blev selv slået, og hendes søster blev voldtaget. Familiens jord blev frataget familien, og ansøgerens ægtefælle og familie flygtede. Ansøgeren vidste ikke, hvor de nu befandt sig. Endelig anførte ansøgeren, at hjemmet blev opsøgt mange gange af andre tyveknægte. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold var af en sådan karakter, at de var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og der var ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for forfølgelse omfattet af denne bestemmelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren ikke havde krav på beskyttelsesstatus. Nævnet bemærkede herved, at de overgreb og plyndringer, som ansøgerens familie havde været udsat for, måtte henregnes til vilkårlige overgreb af kriminel karakter, som havde haft til formål at berige gerningsmændene. Hverken ansøgerens klantilhørsforhold, det forhold at ansøgeren er kvinde eller de generelt vanskelige forhold i Somalia fandtes i sig selv at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse. Somalia/2004/15
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født 1960. Indrejst i juli 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Barawe, og at han siden han var tre år havde boet i Mogadishu. Han udrejste fra Somalia i sommeren 2002. Ansøgeren tilhører hovedklanen Reer Barawe, klanen Tuni og familien Dafrad. Han havde ikke været medlem af noget politisk parti eller været politisk aktiv, ligesom han ikke på noget tidspunkt havde været eftersøgt, tilbageholdt eller anholdt. Det lagdes til grund, at ansøgeren i 1992 blev udsat for en plyndring, og at han i den forbindelse blev såret med en geværkolbe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren - som forklaret ved nævnsmødet - flere gange ugentligt skulle være blevet udsat for røveri af sit tøj, og at han i disse forbindelser skulle være blevet truet og slået. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en væsentlig udbygning i forhold til tidligere afgivet forklaring. Da asylansøgningen var indgivet efter den 1. juli 2002, skulle sagen bedømmes efter udlændingelovens § 7, sådan som denne er formuleret i lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004. Sagen havde været udsat på en høring af Udlændingestyrelsen. Dette høringssvar forelå den 15. marts 2004. I sit indlæg af marts 2004 havde ansøgerens advokat blandt andet anført, at lighedsgrundsætninger måtte føre til, at også ansøgeren meddeltes asyl, da dennes ægtefælle kort tid før ansøgeren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til, at ansøgerens konflikt i 1992 lå langt tilbage i tiden og under hensyn til, at ansøgeren havde kunnet opholde sig fra 1992 til sommeren 2002 i Somalia og i øvrigt under hensyn til ansøgerens klanforhold, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var blevet meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, godt en måneds tid før ansøgeren, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at der - som beskrevet i Udlændingestyrelsens høringssvar af 15. marts 2004 - havde fundet en praksisændring sted, og at denne praksisændring blandt andet var begrundet i nye informationer, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding missionen 11. til 25. januar 2003, som blev udgivet den 28. marts 2003. Da denne ændring af praksis havde været konsekvent, og da den også var blevet fulgt op af en ændret praksis i Flygtningenævnet, fandt flertallet derfor ikke, at lighedsgrundsætninger skulle tale mod et forskelligt resultat i ansøgerens sag i forhold til ægtefællens sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens klanforhold samt de generelt vanskelige forhold i Somalia kunne heller ikke efter flertallets opfattelse begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/14
Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1978, samt et barn. Ansøgerens far blev dræbt i 1995 under en skudveksling mellem nogle banditter. I 2002 blev ansøgerens onkel og fætter dræbt under en plyndring, mens de passede familiens butik. Onklens og fætterens tilhørsforhold til Shikal-klanen havde betydning for overfaldet. I 2003, før ansøgeren udrejste fra Somalia, blev hun udsat for et voldtægtsforsøg af tre mænd. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Shikal-klanen og er fra Mogadishu, at ansøgeren har sin ægtefælle, barn og øvrige familie i Somalia, samt at hun aldrig har været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt har udført aktiviteter, som har været egnet til at profilere hende i forhold til offentligheden. De af ansøgeren påberåbte overfald på dels familien i 2002 og dels hende selv i 2003 kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Der havde været tale om enkeltstående, vilkårlige overgreb af kriminel karakter, der måtte anses som udslag af almindelig lovløshed i landet. Efter baggrundsmaterialet er situationen i Somalia fortsat usikker og kaotisk. Forholdene er præget af lovløshed og omfattende banditvirksomhed, og der er en generel risiko for, at alle somaliere uanset klantilhørsforhold, kan blive udsat for overgreb. Ansøgerens klanforhold kunne således ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Voldtægtsforsøget mod ansøgeren fandtes ikke at være begrundet i ansøgerens etniske tilhørsforhold. Det forhold, at ansøgeren havde set børn i Mogadishu blive bortført og dræbt, kunne ikke medføre asyl for ansøgeren. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun umiddelbart forinden udrejsen havde været vidne til et drab på en kvinde, og at gerningsmændene ligeledes havde truet hende med at blive dræbt. Nævnet bemærkede, at ansøgeren først over for sin advokat og under nævnsbehandlingen havde oplyst herom, og at hun ikke kunne anses at have givet en rimelig forklaring på, hvorfor hun først nu havde oplyst herom. Uanset om oplysningerne havde foreligget tidligere, ville dette ikke have ændret nævnets vurdering. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse. Videre kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/13
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia, født 1984. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning havde gjort gældende, at han i år 2000 blev gift med en kvinde, som er medlem af Habar Gedir-klanen, at han kort tid efter blev udsat for mishandling af kvindens storebroder, idet familien var imod giftermålet, og at ansøgeren ved eventuel tilbagevenden til Hamar Weyne-bydelen i Mogadishu ville være i risiko for forfølgelse fra Habar Gedir-klanen. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag med den fornødne sikkerhed at kunne afvise ansøgerens forklaring om hans ægteskab med kvinden. Navnlig under hensyn til de oplysninger, der fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, herunder rapport fra Fact-finding mission til Nairobi, Kenya fra 22. til 26. marts 2004, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer herefter ej heller at kunne afvise, at ansøgeren, som medlem af Reer Hamar-klanen - under hensyn til de konkrete oplysninger om ansøgerens konflikt med Habar Gedir-klanen - kunne være i konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra Habar Gedir-klanen, som han ikke ville kunne opnå nogen myndighedsbeskyttelse imod, idet der endnu ikke er etableret de fornødne myndighedsorganer til undgåelse af sådanne konflikter. Flertallet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Somalia/2004/12
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1938. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun tilhørte Tumal klanen og stammede fra Lower Juba. Nævnet lagde også til grund, at ansøgerens ægtefælle og to af hendes børn blev dræbt under borgerkrigen. Ansøgeren forlod Somalia for cirka 12 år siden og har indtil udrejsen til Danmark opholdt sig i Etiopien. Overgrebene mod familien under borgerkrigen fandtes ikke nu at kunne begrunde asyl. Uanset de usikre forhold i det sydlige Somalia og ansøgerens status som enlig kvinde uden netværk tilhørende en minoritetsklan fandtes det ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være udsat for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ville være i en konkret, særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Somalia/2004/11
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1979. Indrejst i september 2003. Ansøgeren og ægtefællen havde flere gange været udsat for plyndringer fra Moriyan-militsen. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt fem til seks gange af en uges varighed. Ved en lejlighed blev ægtefællen skudt i benet. Ansøgeren blev slået med stav og geværkolbe. Moriyan-militsen plyndrede også andre huse i landsbyen, ligesom nogle af naboerne ligeledes blev tilbageholdt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Tuni-klanen, og at hun stammer fra området ved Kismayo. Videre lagdes til grund, at ansøgeren og hendes familie havde været udsat for de af hende forklarede overgreb. Disse overgreb fandtes imidlertid at måtte henregnes til vilkårlige overgreb af kriminel karakter, som ikke alene havde været rettet mod ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren fandtes derfor ikke at have været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og der var heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en sådan forfølgelse. Uanset de generelt meget vanskelige levevilkår i Somalia fandt nævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsgruppe, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Somalia/2004/10
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1936. Indrejst i juli 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hendes børnebørn var somaliske statsborgere og var af Udlændingestyrelsen anset for omfattet af § 7, stk. 2, i den tidligere udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ved vurderingen af, om ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kunne henvises til at tage ophold i De Forenede Arabiske Emirater, hvor hendes søn, der var børnebørnenes far, havde opholdt sig siden 1991, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i De Forenede Arabiske Emirater og at hendes søns opholdsgrundlag ifølge de foreliggende oplysninger var usikkert, da han alene havde opholdstilladelse for et år ad gangen. Ansøgerens datter havde siden 1996 haft opholdstilladelse i Danmark og ansøgeren boede nu hos hende. Herudover havde ansøgeren yderligere mange børnebørn og oldebørn, herunder sønnens fem børn, som alle havde opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at ansøgerens nærmeste tilknytning var til Danmark, og ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse efter den tidligere udlændingelovs § 7, stk. 2. Samme dag meddelte nævnet opholdstilladelse (F-status) til ansøgerens fire børnebørn, der alle var indrejst med ansøgeren. Somalia/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 2 børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hawiye og muslim fra[…], Somalia. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hendes bror, der arbejdede for organisationen Care, i 2008 blev kidnappet af al-Shabaab, der mistænkte ham for at være ansvarlig for drabet på deres leder. Herefter opsøgte al-Shabaab ansøgeren og anklagede hende for at skjule penge, som hendes bror skulle have modtaget af Care. De truede med at dræbe hende, hvis ikke hun udleverede pengene. Ansøgeren flygtede herefter til Italien, hvor hun i 2009 fik meddelt ”permit of stay for subsidiary protection” gældende indtil […]2013. Senere rejste ansøgeren til Norge, hvor hun søgte asyl i […]2009. Efter at være meddelt afslag på asyl i Norge, blev hun tilbageført til Italien i […]2010, hvor hun opholdt sig, indtil hun udrejste til Danmark i 2012, fordi hun ikke kunne få sin opholdstilladelse i Italien forlænget. Ansøgeren har anført, at hun ikke ønsker at blive sendt tilbage til Italien, hvor hun ikke kan leve med sine to små børn, eftersom hun vil være tvunget til at leve på gaden uden bolig og mulighed for forsørgelse. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen fra […] 2013 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Afgørende herfor er, at hun skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for hende at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom hendes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet hun i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapital II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor hun har haft opholdstilladelse med subsidiær beskyttelse, kan tjene som første asylland, idet det i den forbindelse videre bemærkes, at opholdstilladelsen efter oplysningerne i den ovenfor anførte dom under punkt 77 vil kunne forlænges ved henvendelse til de italienske myndigheder. Herefter og idet Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at hun tillige vil være beskyttet mod at blive videresendt til Somalia, stadfæster Flygtningenævnets flertal Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger tilhørende klanen Hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af Al-Shabaab militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Al-Shabaab opsøgte ham flere gange i perioden fra slutningen af 2011 til foråret 2012. Al-Shabaab ønskede at rekruttere ansøgeren til militsens styrker, men ansøgeren indvilligede ikke. I foråret 2012 opsøgte medlemmer af Al-Shabaab ansøgerens families bopæl for at finde ansøgeren. Ansøgeren, faderen og ansøgerens søskende var hjemme. Al-Shabaab skød faderen i halsen. Ansøgeren formåede at flygte, hvorefter han tog ophold hos en ven i Mogadishu. Ansøgeren rejste den […] 2012 til byen Belet Weyne og udrejste efter to uger fra Somalia. Ansøgerens fader har efterfølgende telefonisk ifølge moderen oplyst ansøgeren om, at familien er blevet truet af Al-Shabaab, hvorfor ansøgerens familie er udrejst til Etiopien. Om de generelle forhold i Mogadishu bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger om de regeringskontrollerede dele af det sydlige og centrale Somalia, herunder særligt Mogadishu, at den sikkerhedsmæssige situation er blevet forbedret siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi and Elmi v. UK. Dette har sammenhæng med, at de direkte kamphandlinger i Mogadishu er ophørt, og det generelle voldsniveau i byen er nu markant lavere end i 2011. Antallet af civile ofre er væsentligt lavere, og både den humanitære og økonomiske situation er klart forbedret. Mange somaliere er vendt tilbage til Mogadishu, hvor der pågår en vis genopbygning. Trygheden og muligheden for sikker transport rundt i byen er øget ved, at der ikke længere er så mange uautoriserede checkpoints. Situationen i Mogadishu er dog fortsat skrøbelig og ustabil, og der er stadig mange problemer, herunder et højt kriminalitetsniveau, som myndighederne ikke har tilstrækkelig kapacitet eller vilje til effektivt at modvirke Flygtningenævnets vurdering bygger på en lang række nyere baggrundsnotater om den seneste udvikling. I overvejelserne er indgået: Joint report from the Danish Immigration Service’s and the Norwegian Landinfo’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 16 April to 7 May 2013, samt endvidere Home office, Operational Guidance Note Somalia af 24. september 2013, Amnesty Internationals notat af 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Vedrørende Al-Shabaab fremgår det af disse baggrundsoplysninger, at Al-Shabaab i august 2011 trak sig tilbage fra størstedelen af de dele af Mogadishu, som bevægelsen hidtil havde kontrolleret. I den første halvdel af 2012 trak bevægelsen sig tilbage fra resten af Mogadishu samt fra den nærliggende by Afgoye og den såkaldte Afgoye-korridor. Al-Shabaabs indflydelse er herefter stærkt reduceret i Mogadishu, der nu i det væsentlige er under kontrol af den somaliske regering i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia). Al-Shabaab har også mistet kontrollen over de fleste andre større byer i de sydlige og centrale dele af Somalia, hvor sikkerhedssituationen kan variere, men generelt set er forbedret. I enkelte byer og i større landområder, herunder tæt på Mogadishu, har Al-Shabaab stadig magten. Det fremgår samtidigt, at Al-Shabaab stadig har tilhængere og sympatisører i Mogadishu, at Al-Shabaab har infiltreret politi og militær, at bevægelsen også efter sin tilbagetrækning har foretaget mange enkeltstående målrettede væbnede angreb i Mogadishu, samt at bevægelsen, trods reducerede ressourcer, stadig har kapacitet til at foretage sådanne angreb overalt i byen. Efter baggrundsoplysningerne fortsætter Al-Shabaab endvidere sin praksis med at fremsætte trusler via telefon og sms. De fleste af Al-Shabaabs angreb er nu målrettet mod dem, som bevægelsen anser som modstandere, men i forbindelse med flere af disse angreb har der også været tilfældige civile ofre. Al-Shabaabs angreb i Mogadishu er efter baggrundsoplysningerne for eksempel rettet mod personer med en vis tilknytning til den somaliske regering eller regeringens internationale støtter, personer der mistænkes for at spionere mod Al-Shabaab og journalister. Ifølge nogle kilder er personer, der er deserteret fra Al-Shabaab også i risiko for at blive angrebet af bevægelsen. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation længere er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage til det regeringskontrollerede område i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu området. Ansøgeren udrejste fra Mogadishu i foråret 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i perioden fra slutningen af 2011 til foråret 2012 tre gange blev opsøgt af personer fra Al-Shabaab, der under trusler forlangte, at ansøgeren skulle tilslutte sig bevægelsen til grund. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at Al-Shabaab i slutningen af foråret 2012 opsøgte ansøgeren på bopælen, i hvilken forbindelse ansøgerens fader blev skudt og såret, hvorefter ansøgeren flygtede. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og detaljeret. Ansøgerens forklaring har endvidere i et vist omfang divergeret og ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for det præcise indhold af det krav, som Al-Shabaab angiveligt ved tre lejligheder stillede til ansøgeren. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han tredje gang fik besked på at henvende sig på en bestemt adresse. I nævnsmødet har ansøgeren ikke forklaret herom. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at ansøgerens fader efter den tredje henvendelse forlangte, at ansøgeren ikke måtte vende tilbage til sin arbejdsplads. Ansøgerens forklaring om flugten gennem Somalia fremstår endvidere ikke selvoplevet og forklaringen om flugten, herunder at ansøgeren kunne arbejde med aflæsning af lastvognen, stemmer ikke overens med, at ansøgeren flygtede fra Al-Shabaab. Ansøgeren har aldrig haft tilknytning til regeringsmedlemmer, myndighedspersoner eller regeringens internationale støtter. Ansøgeren er en rask mand med netværk i Mogadishu i form af sin hustru. På denne baggrund og under hensyn til oplysningerne om forbedringerne i den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, herunder Al-Shabaabs betydeligt svækkede position og ressourcer, finder Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgerens asylmotiv vedrører Al-Shabaabs forfølgelse af ham, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/9
Nævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. I slutningen af 2008 indrejste ansøgeren i Ungarn, hvor hun søgte asyl og i 2009 blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ashraf og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af al-Shabaab eller tvangsgift til et medlem af gruppen. Ansøgerens farbroder, som var medlem af al-Shabaab, besluttede, at ansøgeren skulle giftes med et andet al-Shabaab medlem. Da ansøgeren nægtede, blev hun flere gange bortført og udsat for overgreb. Ansøgerens broder blev slået ihjel af al-Shabaab, da han forsøgte at finde ud af, hvor ansøgeren var tilbageholdt. Efter ansøgerens udrejse af Somalia, er hendes fader blevet slået ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ungarn frygter at blive udsat for overgreb, samt at hun skal leve på gaden. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen tilkendegivet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Ungarn kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold til, at Ungarn, hvor ansøgeren har opholdstilladelse efter Flygtningekonventionen, kan tjene som ansøgerens første asylland. Flertallet finder videre, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Ungarn. Flertallet bemærker, at ansøgeren efter sin egen forklaring har fået mad og lægehjælp, selvom hun selv finder lægehjælpen utilstrækkelig. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren har finansieret flybillet til Tyskland og busrejse til Sverige, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for, hvordan hun fik arrangeret disse rejser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/8
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tilhørende klanen Sheekhaal, underklanen Osman Faqi Omar og dennes underklan Gandarshe og muslim fra Gandarshe, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i 2008 måtte flygte til den nordlige del af Somalia, idet al-Shabaab ville have hende til at indgå tvangsægteskab med et af deres medlemmer. I 2008 blev ansøgeren opsøgt af et medlem af al-Shabaab, der forlangte, at hun bar niqab, hvilket ansøgeren accepterede. Tre dage senere tog den samme mand ansøgeren med hen til en hvid mand, som hun skulle giftes med, hvilket hun også indvilligede i. Da hun efterfølgende kom hjem, fortalte hun sin familie om episoden. De rådede hende til at forlade landet. Hun forlod landsbyen nogle dage senere og tog til Boosaaso. I Boosaaso blev hun gift med sin nuværende ægtefælle, der tilhører Majerteen klanen. Ansøgerens svigermoder brød sig ikke om ansøgeren, hvorfor hun i 2010 rejste illegalt til Syrien med assistance fra sin ægtefælle. Her opholdt hun sig i omkring et år og fire måneder, inden hun tog til Tyrkiet og dernæst til Grækenland og derfra videre til Danmark, hvor to af hendes kusiner er bosiddende. Ansøgerens moder er efter ansøgerens flugt blevet opsøgt af al-Shabaab, ligesom ansøgerens broder har været tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren har supplerende til advokaten og under nævnsbehandlingen anført, at hun har været tilbageholdt to dage af al-Shabaab, men at hun undslap fra det skur, hvor hun var tilbageholdt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaringer på væsentlige punkter fremstår upræcise og divergerende, ligesom hun har udbygget sine forklaringer. Hun har til samtalen oplyst, at hun indvilligede i ægteskabet med en af al-Shabaabs medlemmer, hvorefter hun kunne vende tilbage til sin bopæl i Gandarshe. Til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen har hun derimod forklaret, at hun var tilbageholdt i nogle dage af al-Shabaab, men flygtede fra fangenskabet, hvorefter hun rejste til Boosaaso i Puntland. Om sit forhold til sin nuværende ægtefælle har hun til samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at det var kærligt, men at hun ikke brød sig om sin svigermoder. Til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen har hun derimod forklaret, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaringer om konflikten med al-Shabaab til grund for sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at hun som følge af sit klantilhørsforhold kan henvises til at tage ophold i Boosaaso, selvom hun har boet der i omkring et år inden hendes udrejse til Syrien. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde, Marka-området syd for Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Det fremgår af punkt 3.3 i den ovennævnte fact finding rapport fra maj 2013, at Marka-området er stærkt kontrolleret af AMISOM og SNAF, og at al-Shabaabs aktiviteter i området er af mindre alvorlig karakter. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Marka-området, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren har efter det oplyste fortsat sin moder, en moster og fire søskende boende i hjembyen, Gandarshe. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til dette område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/7
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er tilhører Asharaf-klanen og muslim fra bydelen Yaqsheed i Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han dels frygter at blive tvangshvervet til al-Shabaab, ligesom ansøgeren frygter de generelle forhold i Mogadishu. Ansøgeren har hertil oplyst, at hans to onkler i 2009 rettede telefonisk henvendelse til ansøgerens moder for at hverve ansøgeren til al-Shabaab, hvilket moderen imidlertid afviste, da ansøgeren var hendes eneste søn. Moderen afgik ved døden omkring to måneder inden ansøgerens udrejse af Somalia i foråret 2012. Ansøgeren havde i perioden fra 2009 og frem til udrejsen ikke yderligere problemer med de to onkler, ligesom ansøgeren heller ikke modtog andre henvendelser fra al-Shabaab i denne periode. Flygtningenævnet bemærker generelt, at forholdene i Mogadishu og den sikkerhedsmæssige situation i området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom af 28. juni 2011 i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at al-Shabaab i det væsentligste er fordrevet fra Mogadishu, og at regeringen i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia) har overtaget kontrollen over byen. Lufthavnen og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Direkte kamphandlinger med brug af våben på begge sider er ophørt, og en vis genopbygning af byen er gået i gang. Tilbageflytning til byen af såvel IDP’s som af somaliere fra udlandet finder sted. Om end al-Shabaabs position i Mogadishu er betydeligt svækket økonomisk og organisatorisk i forhold til tidligere, har gruppen dog stadig undergrundsceller og infiltrerer i det skjulte i byen, hvor det derfor kan være svært at vide sig helt sikker i forhold til al-Shabaab, og gruppen kan trods svækkelsen mobilisere ressourcer til at foretage angreb, hvor det for alvor prioriteres. Antallet af civile, der bliver slået ihjel, svinger periodevis, men tendensen har været en markant nedgang i antallet af dræbte civile gennem de sidste par år. Folk kan nu gå og flytte frit omkring. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at man ved sin blotte tilstedeværelse i området kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Derfor er der ikke grundlag for at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans moder døde. Oprindeligt var det oplyst at være i 2011, senere at det var i 2012. Ansøgeren har forklaret, at hans dialekt skyldes, at hans moder stammede fra det nordlige Somalia, hvor hun var født. I familieskemaet er hun angivet til at være født i Mogadishu. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at han senest har været sammen med de onkler, som har været tilknyttet al-Shabaab, da han var omkring 10 år gammel, samt at han ikke kender de pågældendes nuværende opholdssteder. Ansøgeren har oplyst, at han har boet det samme sted i Mogadishu hele sit liv. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærker, at ansøgeren først i forbindelse med asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyste, at de to onkler i 2009 telefonisk havde opfordret hans moder til, at han tilsluttede sig al-Shabaab, og at moderen ikke på noget senere tidspunkt oplyste igen at have talt med onklerne derom, samt at ansøgeren efter instruks af landsmænd her i landet skulle undlade at oplyse for meget om sine forhold. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har forklaret om sine forhold og tilsidesætter som følge heraf ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har været udsat for noget, der kan sidestilles med en tvangsrekruttering. Uanset om ansøgerens forklaring om henvendelsen fra onklerne i 2009 lægges til grund, findes dette forhold ikke i dag at være af en sådan karakter at det kan begrunde asyl. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på de ændrede baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i Mogadishu, herunder vedrørende tvangsrekruttering. Ansøgerens risiko ses således ikke så reel, at denne kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/6
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Senere i 2009 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at Italien var ansvarlig for behandlingen af ansøgerens asylsag i medfør af Dublin-forordningen. I begyndelsen af 2010 blev ansøgeren registreret forsvundet. I 2012 søgte ansøgeren på ny asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk reer mataan og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af Somalia i 2008 og blev meddelt opholdstilladelse i Italien, som var gældende indtil den […] 2011. Hun udrejste til Sverige, hvor hun søgte asyl den […] 2009, men blev hjemsendt til Italien af de svenske myndigheder. Hun søgte på ny asyl i Danmark den […] 2009, men besluttede at skjule sig i Danmark, da hun fik oplysning om, hun ville blive sendt til Italien. Hun har til Udlændingestyrelsen den […] 2012 oplyst, at hun efterfølgende har været i Italien, hvor hun har fået fornyet sin opholdstilladelse, der herefter er gældende til den […] 2014. På forespørgsel fra Udlændingestyrelsen har de italienske immigrationsmyndigheder den […] 2012 oplyst, at ansøgeren ”was issued a permit of stay for subsidiary protection expiring on […] 2014”. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at Al Shabaab vil forfølge hende. Hun har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle leve på gaden uden fornøden adgang til mad og drikke. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er meddelt og stadig har opholdstilladelse i Italien som følge af sine konflikter i Somalia. Nævnet lægger endvidere til grund, at hun kan indrejse legalt i Italien og lovligt opholde sig der, ligesom hun ved ophold i Italien vil være beskyttet mod at blive videresendt til Somalia eller til et land, hvor hun ikke er beskyttet mod at blive videresendt til Somalia. Herefter, og da de af ansøgeren anførte socioøkonomiske problemer forbundet med en tilbagevenden til Italien ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at hun må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” soma/2013/5
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der fremstår troværdig og selvoplevet, til grund. Ansøgeren tilhører hovedklanen Jaji og er muslim fra Waaxweyn, Somalia. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og hans ægtefælle indgik ægteskab mod hendes families vilje. De rejste i sommeren 2012 til regionen Gaalkacyo for at blive gift i hemmelighed. Kort efter vielsen vendte de tilbage til hjembyen, hvor ansøgeren samme nat blev opsøgt af ægtefællens broder og nogle medlemmer af dennes klan. Ansøgeren blev ført bort og udsat for voldelige overgreb i form af slag og spark på hele kroppen, fordi han havde modsat sig svigerfamiliens vilje og overtrådt al-Shabaabs regler. Han blev i Gaan overdraget til al-Shabaab. Han var tilbageholdt i omkring en uge, hvorefter han fik at vide, at han var blevet dømt til døden ved stening. En af al-Shabaabs vagter, som han kendte, hjalp ham væk. Kort efter flugten udrejste ansøgeren af Somalia. Under hensyn til ansøgerens modsætningsforhold til al-Shabaab findes han at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det er en forudsætning for at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA), at Mogadishu kan fungere som et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder at området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNCHR’s Guidelines on International Protection af 23. juli 2003. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu vel er forbedret, men sikkerhedssituationen må fortsat vurderes som alvorlig og skrøbelig og i en vis forstand uforudsigelig. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortsat er til stede i Mogadishu og er i stand til at udføre angreb, som fortrinsvist er rettet mod særlige grupper, men også kan ramme almindelige borgere. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af forholdene i Mogadishu finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA) på nuværende tidspunkt ikke er opfyldt. Ansøgerens forhold findes ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter den somaliske statsborger [..] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: "at ansøgeren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra kvarteret Jiroo Garoob i Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb fra al-Shabaab og fra den somaliske regering. I juni 2010 blev ansøgeren truet af al-Shabaab, der advarede ham imod at besøge sin fader, der arbejdede i Mogadishus lufthavn. Ansøgeren fortsatte med at besøge sin fader, hvorefter al-Shabaab i august 2010 tilbageholdt ham og kørte ham til en base i Maslaxh lidt uden for Mogadishu. Al-Shabaab truede med at slå ham ihjel, såfremt han ikke indvilgede i at tilslutte sig gruppen. Under løbetræning dagen efter skubbede han til et medlem af al-Shabaab, der havde slået ham, og blev derfor fængslet. Omkring tre uger senere flygtede han fra basen i forbindelse med et angreb mod denne. Han tog herefter ophold hos sin moster i omkring tre uger i et regeringskontrolleret område af Mogadishu. Efter en nat i Dhoobley udrejste han til Kenya. Al-Shabaab har efter hans udrejse en enkelt gang henvendt sig på familiens bopæl i 2011. Han frygter regeringen, der forfølger alle, der har været tilknyttet al-Shabaab eller i organisationens varetægt. Han har for halvanden måned siden af sin moder fået oplyst, at hans ældste lillebroder er blevet tilbageholdt og fængslet af regeringstropperne, og han formoder med sikkerhed, at dette skyldes al-Shabaabs tidligere tilbageholdelse af ham selv. Flygtningenævnet lægger i det væsentligste ansøgerens asylmotiv til grund, idet det dog ikke lægges til grund, at ansøgeren er forfulgt af regeringen, idet hans forklaring herom må anses som en udbygning i forhold til det tidligere af ham under asylsagen forklarede. Uanset at Flygtningenævnet således i det væsentligste kan lægge ansøgerens asylmotiv til grund, findes dette ikke at kunne føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker generelt om forholdene i Mogadishu, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi and Elmi v. UK vedrørende udsendelse af to somaliske statsborgere til Mogadishu i Somalia blandt andet har udtalt, at en udsendelse af de pågældende til Mogadishu ville udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Domstolen udtalte herunder, at den generelle vold i Mogadishu aktuelt havde nået et niveau, hvor enhver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse, medmindre vedkommende havde tilstrækkeligt gode relationer på højeste niveau til magtfulde aktører i byen, der ville gøre det muligt for den pågældende at opnå beskyttelse. Domstolen lagde ved vurderingen heraf blandt andet vægt på, hvorvidt konfliktens parter enten benyttede metoder eller taktikker, som øgede risikoen for civile overgreb eller direkte tog sigte på civile, hvorvidt disse metoder var udbredte blandt parterne i konflikten, hvorvidt kampene fandt sted i geografisk afgrænsede områder eller var udbredte og endelig antallet af civile, som var blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene (Sufi and Elmi v. UK præmis 241). Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, herunder særligt Mogadishu, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at al-Shabaab i det væsentligste er fordrevet fra Mogadishu, og at regeringen i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia) har overtaget kontrollen over byen. Lufthavnen og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Direkte kamphandlinger med brug af våben på begge sider er ophørt, og en vis genopbygning af byen er gået i gang. Tilbageflytning til byen af såvel IDP’s som af somaliere fra udlandet finder sted. Om end al-Shabaabs position i Mogadishu er betydeligt svækket økonomisk og organisatorisk i forhold til tidligere, har gruppen dog stadig undergrundsceller og infiltrerer i det skjulte i byen, hvor det derfor kan være svært at vide sig helt sikker i forhold til al-Shabaab, og gruppen kan trods svækkelsen mobilisere ressourcer til at foretage angreb, hvor det for alvor prioriteres. Antallet af civile, der bliver slået ihjel, svinger periodevis, men tendensen har været en markant nedgang i antallet af dræbte civile gennem de sidste par år. Folk kan nu gå og flytte frit omkring. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker flygtningenævnet, at ansøgeren udrejste for over to år siden. Han var kort forinden hvervet af al-Shabaab og deltog i træning en enkelt dag, inden han blev fængslet i tre uger og derefter slap fri. Al-Shabaab har ifølge oplysninger fra ansøgerens familie - som han siden sin udrejse har haft regelmæssig kontakt med - kun henvendt sig på ansøgerens bopæl en enkelt gang i 2011 efter hans udrejse. Ansøgeren har aldrig haft tilknytning til regeringsmedlemmer, myndighedspersoner eller regeringens internationale støtter. Han er en rask mand med netværk i Mogadishu i form af sine forældre, der på ny lever sammen på familiens bopæl, en broder og et par andre familiemedlemmer. På denne baggrund og under hensyn til oplysningerne om forbedringerne i den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, herunder al-Shabaabs betydeligt svækkede position og ressourcer, finder Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgerens asylmotiv vedrører al-Shabaabs forfølgelse af ham, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/2
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren tilhører klanen Rahanweyn og er muslim fra Bakool, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i sin hjemby havde en forretning, hvor han kopierede video- og musik-kassetter, som han solgte eller lejede ud til den lokale befolkning. I sommeren 2009 blev ansøgeren og hans forretningspartner opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab, som forlangte, at forretningen skulle lukkes. Ansøgeren tog herefter udstyr og film hjem til bopælen, hvorfra han fortsatte med sin virksomhed. Den […]2012 ransagede al-Shabaab bopælen og arresterede ansøgeren, som to dage senere blev idømt tre måneders fængsel, hvorefter han skulle have skåret en hånd og en fod af. Den […] 2012 flygtede han fra cellen og tog til Mogadishu, hvor han opholdt sig hos sin grandonkel indtil den […] 2012, hvor han udrejste af Somalia. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren står i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder, at det er en forudsætning for at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA), at Mogadishu kan fungere som et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder at området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNCHR’s Guidelines on International Protection af 23. juli 2003. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu vel er forbedret, men sikkerhedssituationen må fortsat vurderes som alvorlig og skrøbelig og i en vis forstand uforudsigelig. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortsat er til stede i Mogadishu og er i stand til at udføre angreb, som fortrinsvist er rettet mod særlige grupper, men også kan ramme almindelige borgere. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af forholdene i Mogadishu finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA) på nuværende tidspunkt ikke er opfyldt. Ansøgerens forhold findes ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2013/16
Nævnetstadfæstedei december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra Mogadishu, Somalia, tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af repræsentanter fra Al-Shabaab, idet han er flygtet fra deres varetægt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at der i efteråret 2008 blev afholdt et møde, hvor repræsentanter fra Al-Shabaab ville rekruttere unge mænd i en mindre by. Få dage efter dette møde kom repræsentanter fra Al-Shabaab til ansøgerens families bopæl. Ansøgeren blev tvunget til at tage med repræsentanterne, og han blev placeret i en lejr i udkanten af den mindre by. Han fik at vide, at han skulle udføre jihad. Han blev udsat for fysiske overgreb i lejren. Efter omkring 11 dage i lejren lykkedes det ansøgeren at flygte i forbindelse med en eftermiddagsbøn. Repræsentanterne fra Al-Shabaab har efterfølgende været på ansøgerens families bopæl og ledt efter ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive chikaneret som følge af sin moders tilhørsforhold til minoritetsklanen[…]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har forklaret om, ikke i dag kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Al-Shabaab senest har opsøgt ansøgerens familie i slutningen af 2008, og at Al-Shabaab særligt i det område, som ansøgeren kommer fra, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger Udlændingestyrelsen har henvist til, fremstår svækket. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somali vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De overgreb, som ansøgeren har forklaret om, at han blev udsat for som følge af sin moders klantilhørsforhold, har ikke en sådan intensitet, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." soma/2013/14
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra Somalia, tilhører klanen Hamar og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i efteråret 2012 blev opsøgt i sin forretning i Mogadishu af repræsentanter fra al-Shabaab. De pågældende krævede, at ansøgeren betalte 10.000 dollars, idet han var forretningsdrivende i området. Hvis ikke ansøgeren betalte efter 10 dage, ville han blive slået ihjel. Ansøgeren solgte herefter forretningen til en bekendt og udrejste illegalt af Somalia den […] 2012. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin egen forklaring fremtræder nærmest helt uprofileret i forhold til Al-Shabaab. Ansøgeren har således alene påberåbt sig, at han som forretningsdrivende efter afpresning fra Al-Shabaab én gang har undladt at betale et beløb på 10.000 US dollars. Ansøgeren solgte efter afpresningen den forretning, der havde givet anledning til afpresningen, og udrejste derefter fra Somalia. I hvert faldt på denne baggrund sammenholdt med de senest foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Mogadishu er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddelte ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." soma/2013/13
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger, tilhørende hovedklanen Ashraf fra Marka, Shabelle Hoose , Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af enten sin ægtefælles familiemedlemmer, der er tilknyttet al-Shabaab, eller af ægtefællens klan, idet ansøgeren tilhører en mindre magtfuld klan, og idet ansøgeren og ægtefællen har giftet sig mod ægtefællens families vilje. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har afsagt en dom over ham. Han er dømt til stening for utroskab af al-Shabaabs domstol. Den […] 2011 blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle. Vielsen foregik i Mogadishu, uden at ansøgerens svigerfamilie havde kendskab hertil. Ansøgeren var klar over, at svigerfamilien ikke ville acceptere ægteskabet på grund af ansøgerens og ægtefællens forskellige klanbaggrunde. Efter brylluppet vendte ansøgeren og ægtefællen tilbage til byen Marka, hvor de den […] 2012 omkring klokken 23 om aftenen blev opsøgt på ansøgerens bopæl af tre bevæbnede repræsentanter fra al-Shabaab. Den ene af disse personer var ansøgerens ægtefælles broder. De tre personer slog ansøgeren med geværer, hvorefter de tog ansøgeren og ægtefællen med til al-Shabaabs hovedkvarter i Marka. Ansøgeren og ægtefællen var tilbageholdt i tre dage. De blev efterfølgende stillet for al-Shabaabs Sharia domstol den […] 2012, hvor de blev dømt for utroskab. Den […] 2012 lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet med hjælp fra sin mosters datters ægtefælle, […], som var ansat i det fængsel, hvor ansøgeren var indsat. Ansøgeren tog efter løsladelsen til Mogadishu, hvor han opholdt sig i skjul hos sin faster i perioden fra den […] 2012 og frem til ansøgerens udrejse den […] 2012. Ansøgerens moder har fortalt ansøgeren, at […] efterfølgende er blevet dræbt af repræsentanter fra al-Shabaab, og at ansøgerens fader er blevet bortført af repræsentanter fra al-Shabaab på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer fremstår upræcise og usandsynlige. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han hemmeligt kunne indgå ægteskab med en datter til en kommandant i al-Shabaab, og at ægtefællerne herefter i flere måneder kunne mødes hos ham om aftenen/natten, når ægtefællen fik fri for aftenskole, forekommer usandsynlig. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om hans flugt fra fængslet og det efterfølgende drab på hans mosters datters mand forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaringer om konflikten med al-Shabaab og ægtefællens klan til grund for sagen. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan tage ophold i sit hjemområde, Marka-området syd for Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændinge-styrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – So-malia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rap-port fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlæn-dingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hoved-sageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Det fremgår af punkt 3.3 i den ovennævnte fact finding rapport fra maj 2013, at Marka-området er stærkt kontrolleret af AMISOM og SNAF, og at al-Shabaabs aktiviteter i området er af mindre alvorlig karakter. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Marka-området, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren efter det oplyste fortsat har sin moder og ægtefælle i Marka. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til dette område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/12
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger, tilhører klanen Mobleen og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af repræsentanter fra al-Shabaab, idet ansøgeren ikke har imødekommet al-Shabaabs ønske om, at ansøgeren lod sig rekruttere til organisationen. Ansøgeren blev ved flere lejligheder opsøgt af repræsentanter for al-Shabaab i 2006-2007, der forklarede ansøgeren, at han skulle tilslutte sig organisationen. Idet han ikke imødekom dette, blev hans familie herefter opsøgt på familiens bopæl den foråret 2007, hvor repræsentanter for al-Shabaab i ansøgerens fravær skød og dræbte hans moder. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Somalia i efteråret 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet har ved den vurdering fundet, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om konflikten med al-Shabaab. Flertallet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han første gang blev opsøgt af al-Shabaab, hvor han selv opholdt sig ved henvendelserne fra al-Shabaab og hvor mange henvendelser, der var tale om, samt hvornår hans mor blev dræbt, og hvem der var til stede, da hun blev dræbt. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for divergenserne eller uddybe sin forklaring. Uanset at mindretallet lægger ansøgerens forklaring til grund, finder et samlet Flygtningenævn ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår spørgsmålet om den generelle situation i Mogadishu, herunder om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – So-malia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rap-port fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlæn-dingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/11
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske somaliere, tilhørende darood klanen og er muslimer af trosretning. De er oprindeligt fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens fader i 2009 blev dræbt af al-Shabab ved familiens forretning i […] kvarteret i Mogadishu på grund af uenighed om betaling af skat. På grund af uoverensstemmelsen blev ansøgeren samtidig bortført og tilbageholdt i en lejr i Mogadishu. Da ansøgeren ikke ville deltage i al-Shabaab træning i lejren, blev han bundet og slået. Efter 20 dage forsøgte han at stikke af. Han blev straks fanget og udsat for grov vold. Han fik blandt andet en stor flænge i hovedet, og hans lårben blev brækket. Derefter blev han efterladt bevidstløs i en vejkant. En ældre mand fandt ansøgeren, og plejede ham i omkring tre måneder i sit hjem i […] i Mogadishu. Ansøgeren kontaktede herefter sin moder, der oplyste, at al-Shabaab ledte efter ham. Dette skyldtes sikkert, at al-Shabaab havde bemærket, at ansøgeren eller hans lig ikke længere lå der, hvor de havde efterladt ham. Ansøgeren udrejste i efteråret 2009 af Somalia. Mens ansøgeren i 2010 var i Libyen, fortalte moderen ham, at al-Shabaab på ny havde spurgt efter ham. Moderen og resten af familien flygtede i 2010 til […], 20 km fra Mogadishu. Ansøgeren har ikke siden 2010 været i kontakt med moderen eller andre fra sit hjemland. De to ansøgere blev i 2010 gift i Libyen. I juli 2011 ankom ansøgeren til Italien, hvor han fik en midlertidig opholdstilladelse, ”sigornio”, i tre år, som udløber i efteråret 2014. Ægtefællerne var utilfredse med forholdene i Italien, hvor de alene havde et sted at være fra kl. 19.00 til kl. 7.00. Endvidere var de henvist til at få mad i kirker. Det skete, at de efter at have stået i kø i lang tid, fik at vide, at der ikke var mere mad. De rejste derfor i sommeren 2012 til Danmark, hvor de fik yderligere et barn. Deres ældste barn på 3 år er sygt. Hun vil ifølge ansøgeren næppe kunne få tilstrækkelig lægehjælp i Italien. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren, at al-Shabaab vil tvangsrekruttere ham eller dræbe ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hendes forældre blev dræbt af bevæbnede, maskerede personer i familiens hjem i Beled Wayne i Hiran-provinsen, hvor familien boede, imens ansøgeren var to til otte år. Drabene skyldtes, ifølge ansøgerens moster, familiens tilhørsforhold til darood klanen. Efter drabene flygtede ansøgeren i 1998 til Etiopien. Hun har ikke siden været i Somalia. I sommeren 2011 indrejste ansøgeren i Italien, hvor hun fik opholdstilladelse med gyldighed i tre år, der udløber i begyndelsen af 2015. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren, navnlig på grund af sin klanmæssige tilknytning, at hun vil blive voldtaget eller dræbt af medlemmer af al-Shabaab, eller tvunget til at gifte sig med et medlem af denne organisation. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet finder, at begge ansøgere må vurderes i forhold til Mogadishu området. Vedrørende de generelle forhold i den pågældende del af Somalia bemærker et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det fremgår af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, at al-Shabaab ikke længere har kontrol med Mogadishu, samt at organisationens ressourcer i området er væsentligt formindskede. Organisationen er imidlertid stadig i stand til at foretage enkeltstående, spektakulære angreb og nålestiksoperationer rettet mod profilerede modstandere, herunder personer med tilknytning til regeringen og de udenlandske styrker, samt kritiske journalister. For så vidt angår den mandlige ansøgers konkrete risiko ved at vende tilbage til Mogadishu-området bemærker Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke kan siges at have deserteret fra al-Shabaab eller på anden måde svigtet en aftale med organisationen. Modsætningsforholdet skyldes uenighed med faderen, samt at ansøgeren afviste at tilslutte sig al-Shabaab. Al-Shabaab har som reaktion herpå slået faderen ihjel og slået ansøgeren, der derefter blev efterladt bevidstløs på et offentligt sted. Dette foregik for over fire år siden, på et tidspunkt hvor al-Shabaab havde meget betydelig indflydelse i Mogadishu og langt flere ressourcer end i dag. Nævnets flertal finder herefter, at det må antages, at der nu er gjort op med det tidligere modsætningsforhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de seneste baggrundsoplysninger finder flertallet endvidere, at det under alle omstændigheder ikke er sandsynligt, at al-Shabaab længere vil anvende ressourcer på at opsøge den mandlige ansøger og udsætte denne for overgreb. Nævnets flertal finder heller ikke, at det er sandsynligt, at den kvindelige ansøger individuelt er i al-Shabaabs søgelys, eller at al-Shabaab, hvis ansøgeren vender tilbage til sit hjemland, vil udsætte hende for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/10
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt barn fra det nordlige Somalia. Indrejst i 2001. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Senere i 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet indledningsvis skal bemærke, at ansøgeren er indrejst og har søgt asyl i Danmark den 21. november 2001, og at sagen således skal afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgeren har oplyst at tilhøre Marehan-klanen og er sunni-muslim af trosretning. Hun har oplyst, at hun er fra […]-landsbyen i Gedo-regionen i det sydlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved brev af 29. juli 2011 besluttede Flygtningenævnet at udsætte udrejsefristen indtil videre på baggrund af en dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 (”Case of Sufi and Elmi v. the United Kingdom”). Ved brev af 19. januar 2012 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 14. december 2011 besluttede at hjemvise alle nævnets sager til Udlændingestyrelsen vedrørende somaliske statsborgere fra det sydlige og det centrale Somalia, herunder verserende sager, der var stillet i bero, samt allerede afgjorte sager, hvor ansøgere var i udsendelsesposition, og hvor udrejsefristen var udsat, på baggrund af dommen ”Case of Sufi and Elmi v. the United Kingdom”. Ansøgeren har ikke oplyst om andre asylmotiver i forhold til sagens oprindelige behandling i Flygtningenævnet i foråret 2003. Ansøgeren henviste herved til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold i det sydlige Somalia som følge af borgerkrigen og har videre henvist til, at hun er blevet voldtaget af ukendte tyve på sin bopæl, samt at hendes to onkler og faderen er blevet slået ihjel. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte asylmotiv, er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er fremkommet med oplysninger, der giver grundlag for en ændret vurdering i forhold til den, der er lagt til grund af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet i 2002 og 2003 vedrørende ansøgerens ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om de påståede hændelser til grund. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen d.d. på ny har forklaret udbyggende om drabet på sin fader og hans stilling i landsbyen. Det forhold, at hun nu for første gang forklarer om sit kendskab til konflikter inden for Marehan-klanen, kan ikke tillægges afgørende betydning i forhold til vurderingen af, om hun kommer fra Gedo-regionen som påstået af hende. Der findes fortsat ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle stamme fra andre steder end det nordlige Somalia således som sprogtesten peger på. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerens oplysninger om, at hendes forældre skulle have mødt hinanden i 1960 ikke stemmer overens med hendes oplysninger ved indrejsen til Danmark om forældrenes alder. De generelle oplysninger om Gedo-regionen, som ansøgeren i dag er kommet med, kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom nævnet heller ikke tillægger udtalelsen fra […] vægt. Det bemærkes hertil, at […] ikke er ekspert i sprog, og at hans udsagn om, at hun sprogmæssigt vurderes til at stamme fra centrale regioner i Somalia ikke svækker konklusionen i den oprindelige sprogtest, hvorefter intet tyder på, at hun kommer fra den sydlige region. Nævnet har heller ikke tillagt de to erklæringer, der er udarbejdet af to af hendes bekendte i Danmark den […] 2012, afgørende betydning. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse taget højde for, at ansøgeren er analfabet, men finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun i overensstemmelse med Flygtningenævnets afgørelse fra 2003 fortsat kan henvises til at tage ophold i det nordlige Somalia. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2 ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2012/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, der angav at være fra Somalia. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Somalia og Kenya) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk bajuni og muslim fra […], Somalia. Han oplyser at have boet hos sin stedmor på øen […], siden han var omkring ti år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved ankomsten her til landet først henvist til, at medlemmer fra Al-Shabaab forsøgte at hverve ham som soldat for fem til seks år siden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at medlemmer fra Al-Shabaab i begyndelsen af 2010 opsøgte ansøgeren på øen […], for igennem ham at få fat i hans far. Medlemmerne mente, at ansøgeren og hans familie var urene, fordi hans stedsøstre havde indgået ægteskab med engelske kristne mænd. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren at blive dræbt på grund af konflikterne med Al-Shabaab. Ansøgeren har oplyst, at han af sprog behersker kibajuni og swahili, men ikke somali. Ansøgeren har oplyst, at han boede sammen med sin mor, der var af somalisk afstamning og talte somali, frem til han var omkring ti år. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke sprog han har kommunikeret med moren på, ligesom han har forklaret divergerende om kontakten til moren. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om en række andre forhold blandt andet vedrørende de ægteskaber, som skulle have været årsag til familiens problemer. Videre hvorledes ansøgeren undgik at blive pågrebet af militsmedlemmer. De sidstnævnte forklaringer herom er stærkt modstridende, og fremtræder ikke på nogen måde som om, der har været en selvoplevet hændelse. Ansøgeren har besvaret spørgsmål om sine forhold afglidende, og har ikke på nogen måde sandsynliggjort rigtigheden om sin tilknytning til Somalia. Den foretagne sprogtest understøtter heller ikke, at ansøgeren skulle have et tilknytningsforhold til Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har opfyldt den ham i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. Ud fra oplysningerne i sproganalysen tiltrædes det, at det må antages, at ansøgeren har et tilknytningsforhold til Kenya. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen af sit hjemland var forfulgt. Der ses heller ikke at være en konkret og individuel risiko for, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og da der heller ikke er en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” s0ma/2012/4
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. I 2006 meddelte Udlændingestyrelsen første gang ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I februar 2009 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse. I juli 2011 besluttede Flygtningenævnet at udsætte udrejsefristen indtil videre på baggrund af en dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 (”Case of Sufi and Elmi v. the United Kingdom”). I januar 2012 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 14. december 2011 besluttede at hjemvise alle nævnets sager til Udlændingestyrelsen vedrørende somaliske statsborgere fra det sydlige og det centrale Somalia, herunder verserende sager, der var stillet i bero, samt allerede afgjorte sager, hvor ansøgere var i udsendelsesposition, og hvor udrejsefristen var udsat på baggrund af den nævnte dom. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen anden gang ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger, muslim og tilhører hovedklanen Reer Hamar. Han er født i […] i det sydlige Somalia og udrejste af Somalia i 1994. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til ansøgerens konflikt med en forretningsmand og militærperson, der i 1986 angav ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 1986 blev fængslet af myndighederne som mistænkt for at tilhøre en oprørsgruppe. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de militærpersoner, der standsede ham i 1990, i hvilken forbindelse han blev såret af skud. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er født og opvokset i [...] i det sydlige Somalia, hvor han ikke kan tage ophold på grund af den aktuelle situation og manglende familie og netværk. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan tage ophold i det nordlige Somalia, som han ikke har tilknytning til, og hvor han ikke har familie eller netværk. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte asylmotiv vedrørende konflikt med en forretningsmand, frihedsberøvelse af myndighederne og skudepisoden, er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er fremkommet med oplysninger, der giver grundlag for en ændret vurdering i forhold til den, der er lagt til grund af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet i 2006 vedrørende ansøgerens ansøgning om asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er gået mange år siden konflikterne, og at ansøgeren efterfølgende har kunnet opholde sig i Somalia en længere årrække uden at opleve problemer med hverken forretningsmanden eller myndighederne. Vedrørende ansøgerens tilknytning til Somalia lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens egne forklaringer og oplysninger til myndighederne til grund, at ansøgeren er opvokset i det nordlige Somalia, hvor han har boet og arbejdet i en længere årrække forud for udrejsen i 1994, herunder i eller omkring Hargeisa og […] i det nordlige Somalia. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren vil kunne henvises til at tage ophold i det nordlige Somalia. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste alene har haft begrænset kontakt til sin ægtefælle og familie i Somalia, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af tilbagerejse til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2012/3
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia Indrejst i 2001. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhørte Darood klanen og underklanen Marahan og at ansøgeren i 1993 var udrejst af Somalia til en flygtningelejr i Etiopien. Ansøgeren havde som asylgrundlag alene påberåbt sig sit klantilhørsforhold og degenerelle forhold i Somalia. Hun havde ikke haft individuelle konflikter. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, hverken på grund af sit klantilhørsforhold eller som enlig kvinde uden netværk, risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Som/2008/6
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun var opvokset i Mogadishu i Somalia hos sin mormoder. Ansøgerens forklaring ved nævnsmødet om, at mormoderen var flygtet fra Mogadishu omkring 1. maj i år, var ikke nærmere underbygget eller sandsynliggjort. Flygtningenævnet fandt derfor, at det måtte lægges til grund, at ansøgerens mormoder stadig befinder sig i Somalia. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at bo i Danmark sammen med sine forældre og søskende. Ansøgeren havde desuden henvist til de generelt usikre og urolige forhold i Somalia, og at hun som ung kvinde var særligt udsat. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i hjemlandet havde været udsat for asylbegrundende forhold eller overgreb. De to overfald, som ansøgeren havde været udsat for for flere år siden, måtte betragtes som enkeltstående forhold af kriminel karakter. Den omstændighed at ansøgerens forældre bor i Danmark, eller at ansøgeren er etnisk reer hamar, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset oplysningerne i baggrundsmaterialet om den sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, herunder om forholdene for voksne og unge kvinder, fandt nævnet ikke, at disse forhold i sig selv er af en sådan karakter, at den blotte omstændighed, at ansøgeren er en ung kvinde fra Mogadishu, kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2008/5
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, samt to børn. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som begrundelse for sin asylansøgning havde henvist til, at hun tilhører minoritetsklanen Asharaf, og at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive udsat for vold, idet hun er uden familienetværk i Somalia, hvor der er kaos. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun har sin mand og to børn i Danmark. Hverken de generelt vanskelige vilkår i Somalia eller ansøgerens klantilhørsforhold kunne i sig selv begrunde asyl. Ansøgerens familieforhold kunne heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2008/2
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994 med sin moder. Flygtningenævnet udtalte, at klageren i maj 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og at klageren udrejste af Danmark i maj 2001. Klageren har siden udrejsen opholdt sig i Kenya. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere at måtte lægge til grund, at klageren de facto havde opnået beskyttelse i Kenya, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde kunnet opholde sig i Kenya, og at hun i fem år har kunnet gå i en statsdrevet skole. Videre lagde Flygtningenævnet vægt på, at hverken klageren eller hendes forældre havde oplyst om konkrete vanskeligheder under klagerens ophold i Kenya. De generelle baggrundsoplysninger om Kenya kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var forhold, som kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Som/2008/1
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte: "at ansøgeren tilhører klanen Sheikhal og er muslim fra Mahmud Hardi området, Wardhigley distriktet i Mogadishu. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv, at han ikke har noget modsætningsforhold til myndighederne i Mogadishu, samt at hans klanmæssige tilknytning ikke har givet ham problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der i slutningen af marts 2011 anholdt ansøgeren, mens han spillede fodbold med sine venner i nærheden af Bakara markedet. Under den efterfølgende tilbageholdelse blev ansøgeren flere gange pisket og slået. Al-Shabaab beskyldte ham uberettiget for at være spion for regeringen, idet han dagligt havde passeret et regeringskontrolleret område og gentagne gange var blevet set ved en regeringsbygning. Efter to dage meddelte den lokale al-Shabaab leder ansøgeren, at hans forseelse indebar, at al-Shabaab ville slå ham ihjel. Efter fem dages tilbageholdelse fik ansøgeren sammen med et par andre tilbageholdte lov til at deltage i fredagsbønnen i den nærliggende moské. I moskeen lykkedes det ansøgeren at forsvinde i menneskemængden og flygte hen til sin farbroder i det regeringskontrollerede Medina distrikt. Senere samme dag ransagede al-Shabaab ansøgerens hus, hvorfra de medtog hans skolepapirer, bøger samt cd’ere. Hans familie blev ikke i den forbindelse udsat for overgreb, men personer fra al-Shabaab sagde til ansøgerens moder, at de nok skulle finde ansøgeren og slå ham ihjel. Efter tre dage hos farbroderen udrejste ansøgeren primo april 2011 illegalt til Kenya. Undervejs passerede han al-Shabaab kontrollerede områder. Ansøgeren og de andre flygtninge i agentens minibus gik uden om al-Shabaabs kontrolposter på vejen til Kenya. Efter udrejsen er ansøgerens arbejdsgiver og en af ansøgerens fodboldkammerater blevet dræbt af al-Shabaab. Om de generelle forhold i Mogadishu bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi and Elmi v. UK vedrørende udsendelse af to somaliske statsborgere til Mogadishu i Somalia blandt andet har udtalt, at en udsendelse af de pågældende til Mogadishu ville udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Domstolen udtalte herunder, at den generelle vold i Mogadishu aktuelt havde nået et niveau, hvor enhver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse, medmindre vedkommende havde tilstrækkeligt gode relationer på højeste niveau til magtfulde aktører i byen, der ville gøre det muligt for den pågældende at opnå beskyttelse. Domstolen lagde ved vurderingen heraf blandt andet vægt på, hvorvidt konfliktens parter enten benyttede metoder eller taktikker, som øgede risikoen for civile overgreb eller direkte tog sigte på civile, hvorvidt disse metoder var udbredte blandt parterne i konflikten, hvorvidt kampene fandt sted i geografisk afgrænsede områder eller var udbredte og endelig antallet af civile, som var blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene (præmis 241). Det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger om de regeringskontrollerede dele af det sydlige og centrale Somalia, herunder særligt Mogadishu, at den sikkerhedsmæssige situation er blevet væsentligt forbedret siden afsigelsen af dommen den 28. juni 2011. Dette har sammenhæng med, at de direkte kamphandlinger i Mogadishu er ophørt, og det generelle voldsniveau i byen er nu markant lavere end i 2011. Antallet af civile ofre er væsentligt lavere, og både den humanitære og økonomiske situation er klart forbedret. Mange somaliere er vendt tilbage til Mogadishu, hvor der pågår en vis genopbygning. Trygheden og muligheden for sikker transport rundt i byen er øget ved, at der ikke længere er så mange uautoriserede checkpoints. Situationen i Mogadishu er dog fortsat skrøbelig og ustabil, og der er stadig mange problemer, herunder et højt kriminalitetsniveau, som myndighederne ikke har tilstrækkelig kapacitet eller vilje til effektivt at modvirke. Vedrørende al-Shabaab fremgår det af nyere baggrundsoplysninger, herunder fra Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” fra maj 2013, at al-Shabaab i august 2011 trak sig tilbage fra størstedelen af de dele af Mogadishu, som bevægelsen hidtil havde kontrolleret. I den første halvdel af 2012 trak bevægelsen sig tilbage fra resten af Mogadishu samt fra den nærliggende by Afgoye og den såkaldte Afgoye-korridor. Al-Shabaabs indflydelse er herefter stærkt reduceret i Mogadishu, der nu i det væsentlige er under kontrol af den somaliske regering i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia). Al-Shabaab har også mistet kontrollen over de fleste andre større byer i de sydlige og centrale dele af Somalia, hvor sikkerhedssituationen kan variere, men generelt set er forbedret. I enkelte byer og i større landområder, herunder tæt på Mogadishu, har al-Shabaab stadig magten. Det fremgår af mange kilder, at al-Shabaab stadig har tilhængere og sympatisører i Mogadishu, at al-Shabaab har infiltreret regeringens politi og militær, at bevægelsen også efter sin tilbagetrækning har foretaget mange enkeltstående målrettede væbnede angreb i Mogadishu samt at bevægelsen, trods reducerede ressourcer, stadig har kapacitet til at foretage sådanne angreb overalt i byen. Efter baggrundsoplysningerne fortsætter al-Shabaab endvidere sin praksis med at fremsætte trusler via telefon og sms. De fleste af al-Shabaabs angreb er nu målrettet mod dem, som bevægelsen anser som modstandere, men i forbindelse med flere af disse angreb har der også været tilfældige civile ofre. Al-Shabaabs angreb i Mogadishu er efter baggrundsoplysningerne for eksempel rettet mod personer med en vis tilknytning til den somaliske regering eller regeringens internationale støtter, personer der mistænkes for at spionere mod al-Shabaab og journalister. Ifølge nogle kilder er personer, der er deserteret fra al-Shabaab også i risiko for at blive angrebet af bevægelsen. Efter en samlet vurdering finder nævnets flertal herefter ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation længere er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage til det regeringskontrollerede område i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke efter flertallets opfattelse grundlag for at meddele ansøgere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu området. Flertallets vurdering bygger på en lang række nyere baggrundsnotater om den seneste udvikling. I overvejelserne er ud over den nævnte fact finding rapport fra maj 2013 blandt andet indgået det anførte i Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Vedrørende den konkrete sag bemærkes, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har anført, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv kan lægges til grund. Efter en samlet vurdering har Flygtningenævnets flertal i det væsentlige fundet at kunne tiltræde denne vurdering. Ved vurderingen af ansøgerens risiko ved en tilbagevenden til Somalia lægger flertallet på den ene side vægt på, at årsagen til modsætningsforholdet til al-Shabaab fremstår noget usikkert og vedrører begivenheder tilbage i 2011. På den anden side har al-Shabaab efter at have slået og pisket ansøgeren reelt afsagt en dødsdom over ansøgeren for ”spionage”, og ansøgeren flygtede hurtigt efter, at det lykkedes ham at stikke af fra al-Shabaab, ud af Somalia. Herefter, og henset til den stadig noget ustabile situation i Somalia, herunder i Mogadishu, hvor al-Shabaab fortsat har indflydelse og kapacitet til at foretage målrettede angreb, samt da myndighederne ikke findes at kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse herimod, finder flertallet det tilstrækkelig sandsynliggjort, at der er reel risiko for at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for overgreb fra al-Shabaab, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” soma/2013/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Darood og subklanen Marehan, og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter personer med tilknytning til Hawiye-klanen eller Al-Shabaab.Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans forældre blev slået ihjel i 1991 grundet deres klantilhørsforhold, da Hawiye-klanen i starten af borgerkrigen i 1991 kæmpede imod klagerens klan, Marehan, for at presse Marehan-klanen ud af Mogadishu. Klageren har endvidere oplyst, at han selv undgik at blive slået ihjel, idet han ikke befandt sig på sine forældres bopæl, da de blev slået ihjel. Endelig har klageren oplyst, at der ikke er fred i Somalia, at mange mennesker fortsat bliver slået ihjel i landet, og at der er attentater hver dag i Mogadishu. Klageren frygter således Al-Shabaab, idet han nu har opholdt sig 12 år i vesten. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere bestemt dato] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tog ved nævnets afgørelse af [en nærmere bestemt dato] 2006 stilling til klagerens asylmotiv i forhold til Hawiye-klanen. Nævnet fandt ikke, at klageren dengang risikerede forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren risikerer forfølgelse fra Hawiye-klanen som følge af sit klantilhørsforhold. Nævnet bemærker herved, at der i dag ikke som sådan er klankonflikter i Mogadishu. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren risikerer forfølgelse fra Al-Shabaab som følge af, at han har opholdt sig i Danmark gennem de seneste cirka 12 år. Nævnet bemærker herved, at klageren udrejste af Somalia som 30-årig, og at han derfor må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Klagerens opholdstilladelse af [en nærmere bestemt dato] 2012 var tidsbegrænset til fire år. Klageren har ikke søgt denne forlænget. Det fremgår imidlertid af opholdstilladelsen, at klageren urigtigt er vejledt om, at han tidligst kan søge om forlængelse af sin opholdstilladelse [en nærmere bestemt dato] 2018, og at han senest skal indgive sin ansøgning den [en nærmere bestemt dato] 2019. På denne baggrund har Udlændingestyrelsen behandlet sagen som en inddragelsessag. Flygtningenævnet tiltræder efter omstændighederne dette. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har bestået Dansk Prøve 2, og han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2016. Han har haft fast fuldtidsarbejde siden 1. august 2017. Han har udført forskelligt frivilligt arbejde. Han har siden 2002 været gift med en dansk statsborger, men har ikke anden familie i Danmark. De har dog ikke boet sammen siden 2012, og ægtefællen er pr. 1. august 2016 registreret som udrejst af Danmark. Klageren har forklaret, at han er uvenner med ægtefællen, men at han ved, at hun er i Dubai. Klageren har ingen familie i Somalia, og han har ikke været i Somalia siden udrejsen i 2002. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Nævnet bemærker herved, at klageren er udrejst af Somalia som 30-årig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SOMA/2018/9/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim af trosretning fra Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter al-Shabaab, idet en mand ved navn [A], som er medlem af gruppen forlangte at blive gift med hende. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret 2017] har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv [i sommeren 2010]. Flygtningenævnet stadfæstede [ultimo 2011] Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet ingen del af klagerens forklaring om asylmotivet kunne lægges til grund. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun rejste fra Mogadishu til [by] som 15-16 årig, hvor hun opholdt sig i knap et år, hvorefter hun rejste til Kenya. Denne forklaring stemmer ikke overens med ansøgerens øvrige forklaring, herunder om hendes familieforhold. Klageren har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om sin familie, herunder om kontakten til sin mor, og om sit og hendes families kendskab til ægtefællen og dennes familie forud for klagerens indrejse i Danmark. Som følge af, at klagerens forklaring om asylmotivet og hendes opholdssteder før udrejsen ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk, ligesom hun må anses som hjemmehørende i Mogadishu, hvor hun har oplyst, at hun er født. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra december og november 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu og har opholdt sig her til sin udrejse i 2010. Det er oplyst, at klageren har haft lovligt ophold siden 2012, at hun er gift og bor sammen med en somalisk statsborger, der har permanent opholdstilladelse i Danmark. Klageren har gennemført dansk 1, modul 1-5 og har gennemført et 6-ugers kursus som led i projekt jobstart ved Slagelse Kommune. Hun har i en periode været i et aktiveringsforløb 6 timer ugentligt i et aktivitetshus i Slagelse, men har i øvrigt ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har under hele sit ophold i Danmark modtaget offentlige ydelser. Klageren lider af astma og migræne. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende og hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/8/SHH
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […], underklanen […], og er fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hans bror i 2003 kom i et modsætningsforhold til en gruppe bevæbnede folk, idet broren sammen med sine venner opsøgte og bankede disse, idet de havde voldtaget klagerens søster. De pågældende opsøgte efterfølgende familiens bopæl og truede med, at de ville slå klageren ihjel, såfremt de ikke fik fat i klagerens bror. Klageren rejste fra bopælen kort herefter. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret 2017] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen lagde oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men gav klageren afslag på opholdstilladelse med henvisning til, at han ikke herved havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse. [I sommeren 2010] stadfæstede Flygtningenævnet udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser [fra slutningen af 2017], udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som 13-årig, hvor han rejste til Yemen, hvor han boede i ca. 5 år, heraf det meste af tiden hos sin søster og dennes mand. Han har ikke gået i skole i Somalia. Han taler efter sine egne oplysninger bedre arabisk end somalisk. Klageren talte dansk under mødet i nævnet, men i det omfang, det var nødvendigt at benytte tolk under mødet, foregik tolkningen på arabisk. Han har efter det oplyste ingen familie eller netværk i Somalia, idet hans mor, bror og søster alle har ophold i Yemen, og han har en søster i Djibouti. Han har haft ophold i Danmark, siden han som 18-årig indrejste i landet i 2009. Han blev meddelt opholdstilladelse [i starten af 2012]. Han er sund og rask og har ingen familie her i landet. Det må efter hans forklaring i nævnet, sammenholdt med de foreliggende bilag lægges til grund, at han i perioden [fra vinteren 2014] – [vinteren 2016] har været ansat på deltid på [arbejdsplads], og i perioden fra [starten af 2017] – [efteråret 2017] på fuld tid hos [arbejdsplads]. Han har desuden bestået Dansk 2 og er i gang med at tage 9. klasse, som han forventer at afslutte i sommeren 2018. Han dyrker fitness 3-4 gange ugentligt. Han har siden [efteråret 2013] ikke modtaget offentlige ydelser, men har modtaget SU og haft anden indkomst herudover, dog med undtagelse af perioden [i sommeren 2015], hvor han modtog kontanthjælp. Efter en samlet og konkret vurdering af disse oplysninger finder et flertal af Flygtningenævnet, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret 2017], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2018/7/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [byen] i Shabeellaha Hoose provinsen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af militsen al-Shabaab, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Derudover frygter han en ukendt bande af tyveknægte, som overtog hans families landbrugsjord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel af al-Shabaab på en for ham ukendt dato i 2006, fordi han nægtede at betale penge til dem. Efter hans fars død blev hans mor - på en ukendt dato i 2006 - opsøgt af to mænd fra en ukendt bande af tyveknægte. De to mænd truede hans mor med at slå hende ihjel, hvis hun ikke overdrog sine marker til dem, hvilket hun efterfølgende indvilligede i at gøre. På en ukendt dato i 2006 blev ansøgeren opsøgt af en mand ved navn [M], mens han opholdt sig på en fodboldbane i sin hjemby […]. [M] var medlem af al-Shabaab, og han krævede, at ansøgeren meldte sig til at samarbejde med al-Shabaab, hvilket ansøgeren nægtede. Fem dage senere - på en for ansøgeren ukendt dato i 2007 - kom [M] sammen med omkring syv unge drenge hen til ham, mens han sad på en café i [hans hjemby]. [M] beskyldte ansøgeren for at være uærlig og for at nægte at adlyde hans ordre. [M] satte ansøgeren i fængsel i [hans hjemby] samme dag. I fængslet blev ansøgeren udsat for fysisk overgreb af to mænd, som sagde til ham, at han skulle melde sig til al-Shabaab, hvilket han indvilligede i for at slippe fri. Ansøgeren blev løsladt fra fængslet samme aften. Efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt et ukendt antal gange af mænd fra al-Shabaab, som ville have ham til at tilmelde sig hos al-Shabaab. Han var ikke selv hjemme på bopælen, når den blev opsøgt. Ansøgeren blev sat i fængsel mindst tre gange. Omkring fire dage efter hans løsladelse fra fængslet blev han opsøgt af en for ham ukendt mand fra al-Shabaab, mens han sad på Café Afro i [hans hjemby]. Manden sagde til ham, at han skulle følge med ham, hvilket han benægtede. Ansøgeren blev slået i baghovedet med en genstand af træ af en person, som ansøgeren ikke kunne se, og han mistede herefter bevidstheden. Café-gæsterne hjalp ham over på et apotek, hvor han blev behandlet for sine skader. Ansøgeren udrejste af Somalia en uge senere i [foråret] 2007 og tog ophold i Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende, om, hvor lang tid der gik, fra han blev slået i baghovedet, og til han flygtede ud af landet. Under asylsamtalen har han forklaret, at han udrejste omkring en måned efter overfaldet, mens han under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret, at han udrejste en uge efter. Ansøgeren har forklaret udbyggende om antallet af gange, han har været tilbageholdt af al-Shabaab. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har han forklaret, at han var fængslet en gang, mens han under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret, at han var fængslet i hvert fald tre gange. Ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål om omstændighederne i forbindelse med fængslingerne og om den tidsmæssige sammenhæng. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sin families jordkonflikt, idet han ikke har omtalt dette asylmotiv under oplysnings- og motivsamtalen. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Somalia, og de generelle forhold i [hans hjemby] i Somalia er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/6/SMLA
Nævnet hjemviste i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [klannavn] og er muslim af religiøs overbevisning fra [bydel] i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af militsen al-Shabaab, samt at hendes søn vil blive tvangsrekrutteret hertil. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold og problemer i Somalia, som følge af at hun tilhører en minoritetsklan. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle blev bortført af militsen al-Shabaab, men formåede at flygte, hvorefter klageren blev opsøgt af fire personer fra militsen. Hun fik besked på enten at gifte sig med et af deres medlemmer eller at blive slået ihjel ved stening. Klageren indvilligede i at lade sig gifte og fik nogle penge til at købe tøj til brylluppet. Al-Shabaab vendte senere tilbage til bopælen, men det lykkedes dem ikke at finde klageren, som havde gemt sig i en tønde. Klagerens mor fortalte al-Shabaab-medlemmerne, at klageren ikke var hjemme, hvortil hun blev truet med halshugning. Gruppen forlod herefter bopælen. Klageren udrejste af landet omkring to uger senere. Klageren har efterfølgende fået fortalt, at hendes mor har modtaget flere trusler, og at hendes lillebror er blevet slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har endvidere oplyst, at al-Shabaab giver våben til otteårige børn og bruger dem i krig, hvorfor hun frygter, at de vil tage hendes søn. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at hun som medlem af en minoritetsklan bliver betragtet som en slave uden rettigheder. Under hele sin opvækst har klageren levet i slaverilignende forhold, idet hun er blevet udsat for vold og skældsord. Uden en klan til at beskytte sig frygter klageren således at blive udsat for diskriminerende og nedværdigende behandling. Udlændingestyrelsen meddelte i sommeren 2010 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af afgørelsen, at klagerens forklaring om hendes konflikt med al-Shabaab blev lagt til grund, og at hun således var i en konkret og individuel risiko for at blive likvideret af al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrelsen ikke fandt grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under nævnsmødet har Udlændingestyrelsen indledningsvis fremsat påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling, subsidiært stadfæstelse af styrelsens afgørelse af [dato] 2017 om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har anført, at man er blevet bekendt med nye oplysninger om klagerens familiære forhold og netværk i hjemlandet, og at der ønskes foretaget en nærmere vurdering heraf, idet klagerens aktuelle civile status vil kunne udgøre et nyt grundlag for asyl. Klagerens advokat har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand og oplyst, at klagerens og advokaten er indforstået med at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder efter det anførte om, at Udlændingestyrelsen nu er kommet i besiddelse af nye oplysninger om klagerens forhold, der efter styrelsens fornyede behandling og vurdering af sagen vil kunne udgøre et nyt asylgrundlag, at der er anledning til, at Udlændingestyrelsen får lejlighed til at træffe en ny afgørelse om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal forlænges. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til Udlændingestyrelsen.” Soma/2018/55/TLNJ
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af forholdene i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at nogle personer opsøgte hendes bopæl syv til otte år inden hendes indrejse i Danmark og slog hendes ægtefælle og søn ihjel. Klageren formoder, at personerne var fra al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund og finder således, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Mogadishu på det pågældende tidspunkt. Nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2007, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgeren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse i 2007, hvor hun rejste til Uganda og boede i ca. 5 år. Det må således lægges til grund, at ansøgeren taler somalisk, kender kulturen og Mogadishu-området. Klageren har i forbindelse med sin asylansøgning forklaret, at hun giftede sig med [G], og at han boede i flygtningelejren i Kampala sammen med stedbørnene. Hun har i forbindelse med familiesammenføringssagerne forklaret, at ægtefællen er rejst tilbage til Mogadishu. Klageren har ikke siden 2013 givet oplysninger om denne ægtefælle, heller ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Nævnet lægger derfor til grund, at hun har en ægtefælle i Somalia. Derfor, og idet hun har forklaret at tilhøre Hawiye-klanen, finder nævnet ikke, at klageren er uden netværk i Somalia, hvorfor hun ikke skal betragtes som en enlig kvinde. Klageren taler, læser og skriver ikke dansk og har ikke taget danskkurser. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller været medlem af foreninger eller lignende. Hun har en datter, [A], født [i sommeren] 1996, der er familiesammenført med klageren og bosat i Danmark. Klagerens stedbørn [B], født i 2001, [C], født i 2004, og [D], født i 2006 er tillige familiesammenført med klageren. Efter det oplyste er klagerens barnebarn, [E], - hvis far er bosat i Sverige - endvidere familiesammenført med klageren. Endelig indrejste klageren sammen med [F], der er hendes stedbarn. Klageren har [i foråret] 2017 til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke har nogen kontakt med sine stedbørn og sit barnebarn. Det er endvidere oplyst, at den biologiske mor til [F], [D], [C] og [B] er indrejst i Danmark, men har fået afslag på asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende og hendes herboende voksne datter, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/54/EMU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk abgal og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet klageren har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans klan er i konflikt med en anden klan, og at han frygter de generelle forhold i Somalia, herunder manglende mulighed for at skabe et levegrundlag. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens forklaring om sit asylmotiv kunne lægges til grund, og styrelsen vurderede tillige, at det på daværende tidspunkt ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at tilbagesende klageren til Somalia. Den 18. august 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke fremstår troværdig eller selvoplevet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvordan det foregik, da al-Shabaab tilbageholdt ham og de andre unge mænd. For Flygtningenævnet forklarede klageren, at mændene fra al-Shabaab kom kørende, og nogle kom til fods. Til partshøringssamtalen [i foråret] 2017 forklarede klageren blot, at al-Shabaab ankom i en mindre bil. Klagere har videre forklaret forskelligt om, hvorvidt han modtog træning, mens han var tilbageholdt af al-Shabaab. Klageren forklarede til asylsamtalen [i efteråret] 2012, at der i løbet af de seks dage, han var tilbageholdt, ikke foregik træning eller andre aktiviteter, da der ikke var økonomi hertil. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der, hvor han blev tilbageholdt, var et stort sted, hvor man blev trænet, og at al-Shabaab var i gang med at træne mange mennesker, da han fik mulighed for at flygte. Senere forklarede klageren for nævnet, at de trænede om morgenen, og at han kan huske, at de modtog ti minutters træning om morgenen. Endvidere har klageren forklaret forskelligt om, hvor mange personer han flygtede med. For Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han flygtede sammen med en ældre dreng. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han flygtede sammen med fem andre. Endelig har klageren forklaret forskelligt om, hvorvidt han blev registreret af al-Shabaab. Klageren forklarede til partshøringssamtalen, at han ikke kan huske, om han på noget tidspunkt før eller under sin tilbageholdelse har identificeret sig selv over for al-Shabaab. For nævnet har han forklaret, at al-Shabaab registrerede ham med navn ved ankomsten, og hver morgen kaldte de navnene op. Flygtningenævnet er opmærksom på den tid, der er gået, herunder imellem klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, men nævnet finder ikke, at den omstændighed kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om centrale forhold, som klageren må forventes at ville kunne huske. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at klageren har forklaret afglidende og upræcist om, hvor mange personer der var tilbageholdt på stadion, idet han blot har forklarede, at det drejede sig om mange. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens forklaring fremstår uden detaljer og ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har været tilbageholdt af al-Shabaab, og at han som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Selvom Flygtningenævnet havde lagt klagerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af al-Shabaab til grund, finder nævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med al-Shabaab af en sådan intensitet og personlig karakter, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ifølge sin forklaring i 2011 blev tilbageholdt af al-Shabaab i Mogadishu, hvor han boede, som led i en generel hvervning, og at han undslap efter seks dage. Nævnet lægger videre vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være profileret i forhold til al-Shabaab, idet det som følge af den ovenfor beskrevne divergens ikke kan lægges til grund, at klageren blev registreret af al-Shabaab. Endelig lægger nævnet vægt på dels den tid, der er gået siden tilbageholdelsen, dels ændringen af den generelle situation i Mogadishu siden 2011, jf. nedenfor. Flygtningenævnet finder videre, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af, at den klan, klageren tilhører, er i en konflikt med nogen anden klan. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke personligt er involveret i konflikter med andre klaner, som han i øvrigt ikke har kunnet nævne navnene på. Endvidere finder Flygtningenævnet, at de generelle økonomiske forhold Mogadishu kan føre til, at klageren kan meddeles af asyl i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskon¬ventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han boede, indtil han var omkring 19 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 ½ år. Han har bestået danskprøve 1, og han har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet tilknytningen består i kortere ansættelser med løntilskud eller praktikforløb. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklarede klageren, at han siden [primo] 2017 havde været i praktik i en virksomhed, som han ikke huskede navnet på. Klageren har for nævnet forklaret, at han omkring [foråret] 2017 arbejdede en måned for […]. Klageren har ikke gennemført en uddannelse. Klageren er ugift og har ikke børn. Klageren har ikke familie i Danmark. Klageren er ikke aktiv i foreningslivet. Klagerens mor, mormor, to søstre og to svogre bor i Somalia. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/53/SSM
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk muslim fra [by], Somalia. Hun tilhører hovedklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og subsubklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun er flygtet fra dem og ikke giftede sig med et af deres medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at al-Shabaab forsøgte at rekruttere hendes tidligere ægtefælle, [A], hvilket han nægtede. [I foråret] 2011 blev de opsøgt af fire maskerede mænd fra al-Shabaab på deres bopæl. Disse mænd fortalte den tidligere ægtefælle, at de ikke længere betragtede ham som en muslim, idet han ikke ville slutte sig til dem, og at han og klageren ikke måtte være gift og bo sammen, eftersom han ikke var muslim. [I sommeren] 2011 begyndte klageren og den tidligere ægtefælle at modtage trusler fra al-Shabaab via SMS. I beskederne stod, at de ikke måtte bo sammen, og at al-Shabaab ville få barnet fjernet, hvis klageren blev gravid. Omkring [sommeren] 2011 blev klageren syg og frygtede derfor, at hun var blevet gravid. Klagerens tidligere ægtefælle flygtede derfor til Mogadishu, og [i sommeren] 2011 tog klageren ophold hos sin mor i [by] for at skjule sig fra al-Shabaab. Efter en uge hos sin mor, blev klageren opsøgt af nogle mænd fra al-Shabaab, der fortalte hende, at hun kunne rette op på sine fejl ved at gifte sig med en mand fra Saudi Arabien ved navn [B], som var kriger og leder for al-Shabaab. De fortalte, at hun skulle gifte sig med [B] om tre dage, og at de ville finde, torturere og slå hende ihjel, hvis hun forsøgte at flygte. Klageren udrejste herefter af Somalia. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, idet han mener, at han er far til hendes søn, [C]. Til støtte for dette asylmotiv har klageren forklaret, at hun gik fra ægtefællen i 2014, fordi han ikke boede i Danmark, og de havde fået afslag på familiesammenføring fire gange. I perioden [fra sommeren] 2016 til [slutningen af] 2016 har klageren modtaget trusler på facebook, Skype og SMS fra sin tidligere ægtefælle. Han fortalte, at han vidste, at hun var blevet gravid og derfor ønskede at blive skilt. Han truede hende med, at når hun en dag ville vende tilbage til Somalia, ville han være en del af al-Shabaab, og han ville tage hendes søn fra hende. Efter islamisk lov kan den tidligere ægtefælle gøre krav på klagerens søn, idet sønnen er født, mens de var gift. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført, Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund og lægger herved til grund, at hun fortsat er gift med en mand i Somalia og at denne mand har truet med at skade klageren og tage hendes barn fra hende som følge af, at hun har fået et barn med en anden mand. Nævnet kan ikke udelukke, at hendes ægtefælle i Somalia har viljen og evnen til at gøre alvor af sine trusler. Nævnet finder det derfor sandsynliggjort, at klageren og hendes barn ved en tilbagevenden risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2018/52/SHH
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [by] i Mogadishu, Somalia. Han tilhører hovedklanen Sheikhal og underklanen Looboge. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har afslået at samarbejde med dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at han [i sommeren] 2010 blev opsøgt på gaden af nogle personer fra al-Shabaab. De slog ham og forsøgte at få ham til at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren blev tilbageholdt i to dage, og i forbindelsen med løsladelsen bad de ham om at tænke over det og vende tilbage til dem med sit svar. En måned senere blev klageren overfaldet og slået af al-Shabaab. I slutningen af 2010 blev klageren på ny opsøgt af al-Shabaab, der førte ham til en træningslejr, hvor han blev udsat for tortur, og de forsøgte at tvinge ham til at gå i krig for dem. Klageren blev løsladt med beskeden om, at han skulle vende tilbage til dem hurtigst muligt med sit svar. Klageren udrejste herefter af Somalia for at undslippe al-Shabaab. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for overgreb fra de somaliske myndigheder, idet myndighederne mistænker ham for at have samarbejdet med al-Shabaab. Klageren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at de somaliske myndigheder anklagede hans bror, [A], for at være en del af al-Shabaab og slog ham ihjel. Under sin flugt fik klageren at vide af en ven, at klagerens far var blevet spurgt af en mand, der samarbejdede med myndighederne, om klageren samarbejdede med al-Shabaab, idet denne mand havde set klageren blive taget af al-Shabaab. Under sit ophold i Danmark har klageren talt med sin mor, der har oplyst, at myndighederne har fortalt hende, at hendes søn i udlandet er under mistanke for at samarbejde med al-Shabaab. Han har også talt med sin far, der oplyste, at nogle maskerede unge har opsøgt familiens bopæl og kigget ind af vinduerne. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Somalia var konkret og individuelt forfulgt, og finder ikke, at han har sandsynliggjort, at han overfor al-Shabaab var profileret i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt eller i risiko for overgreb fra dem. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren har fået et barn sammen med sin nuværende somaliske samlever. Nævnet har i samleverens sag har vurderet, at samleveren og deres søn risikerer overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia, i form af at samleverens ægtefælle i Somalia har truet med at tage klageren og samleverens barn, hvorfor samleveren og barnet har fået ophold i Danmark. Som følge heraf, da klageren har opholdt sig i Danmark i fem og syv måneder, da klageren har været i beskæftigelse på fuldtid i tre og et halvt år, og da han har gennemført danskprøve 2, finder nævnet ud fra en samlet betragtning at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for klageren. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 25. august 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/51/SHH
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim. Han tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og subsubklanen [klannavn]. Klageren er født i [by] i [landsby], Somalia, men flyttede til Yemen, da han var seks år gammel, hvor han opholdt sig illegalt frem til 2011. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil betragte ham som en trussel, og at han vi have svært at begå sig, idet han har opholdt sig uden for Somalia i mange år og ikke har været i landet siden 1995. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at han er født i Somalia. Der var dengang krig, og klageren fik besked på at udrejse sammen med sin farmor. Han og farmoren tog ophold i Yemen, hvor de boede illegalt. Klageren havde svært ved at klare sig i Yemen, idet han levede meget fattigt og oplevede chikane fra myndighederne. I Yemen fandt en række demonstrationer sted, og politiet kom efter demonstranterne. Politiet udsatte ham i den forbindelse for vold, og han blev fængslet seks-syv gange. Som somali blev klageren ofte anklaget for at være skyld i demonstrationerne og blev bedt om at forlade Yemen. [I sommeren] 2011 talte klageren med sin far om at forlade Yemen. Faren advarede ham mod at returnere til Somalia, idet faren frygtede, at klageren ville blive hvervet eller slået ihjel af al-Shabaab. Klageren udrejste [i sommeren] 2011 af Yemen. I den forbindelse rejste hans ægtefælle og børn til [by], men de måtte tilbage til Yemen i 2013, da al-Shabaab begyndte at tage piger med magt. I 2015 udrejste klagerens forældre også til Yemen, fordi de oplevede kriminalitet, som deres klan ikke kunne beskytte dem imod. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at han vil søge asyl på baggrund af datteren, idet han frygter, at hun vil blive omskåret, såfremt han og hans familie vender tilbage til Somalia. Advokaten mente på denne baggrund ikke, at sagen skulle fremmes. Udlændingestyrelsen havde ingen bemærkninger til sagens fremme. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at hans datter som følge af tvang fra omgivelserne vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, kan være af så væsentlig betydning for spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at dette forhold bør behandles af Udlændingestyrelsen. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen inddrager dette forhold ved vurderingen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal inddrages.” soma/2018/50/SHH
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører [en mindretalsklan], er muslim af trosretning og fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt eller taget som slave af personer fra andre klaner end sin egen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun på grund af sit klantilhørsforhold ikke kan leve som et frit menneske, herunder at hun ikke har mulighed for at tage en uddannelse eller gifte sig, og at hun ikke har nogen familie eller andet netværk i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun tilhører mindretalsklanen […]. [Klanens] medlemmer udfører slavearbejde, må ikke eje noget og bliver udsat for en generel undertrykkelse af andre klaner. Ansøgerens far blev opsøgt på familiens bopæl af personer fra lokalområdet, som påstod, at han på grund af sit klantilhørsforhold ikke var et godt menneske, at han ikke hørte til i området, og at han derfor skulle flytte. Da ansøgeren var seks år, blev familiens bopæl opsøgt af en gruppe på 7-10 personer, som skar halsen over på ansøgerens far. Ansøgeren flygtede ud af huset sammen med sin mor og sine søskende. Under flugten blev familien beskudt, og ansøgeren så, at hendes yngre bror blev ramt i benet. Ansøgeren skjulte sig under et træ. De ukendte personer tog moren og nogle af ansøgerens søskende med sig. Ansøgeren ved ikke, hvad der herefter skete med familien. Ansøgeren flygtede alene til Hargeysa, hvor hun en mødte en kvinde, der hed [A]. [A] lod ansøgeren bo hos hende. Ansøgeren blev behandlet som en slave, idet hun udførte huslige pligter, passede børn, sov i køkkenet, spiste rester og blev slået. Ansøgeren gik i skole under opholdet i Hargeysa. Efter 8 til 9 års skolegang blev ansøgeren dog smidt ud af skolen på grund af sit klantilhørsforhold. I [begyndelsen af] 2016 udrejste ansøgeren fra Somalia sammen med [A] og hendes børn. [A] havde fået opholdstilladelse som familiesammenført i USA, og ansøgeren havde fået lov til at komme med. Ansøgeren blev væk fra [A] i lufthavnen i Istanbul, Tyrkiet. Herefter rejste ansøgeren alene til Europa. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder det herunder tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren mistede kontakten med sin mor og søskende, da hun flygtede ud af huset i forbindelse med, at hendes far blev dræbt. Hun har ikke kendskab til mandlige familiemedlemmer eller andet netværk, der kan beskytte hende i Somalia. I Den Europæiske Menneskerettigheds dom af 10. september 2015 i sagen R.H. v. Sweden, er det i præmis 70 anført: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living under conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention”. Selvom ansøgerens forklaring om, hvordan hun i lufthavnene i Istanbul blev væk fra [A] undervejs til USA og derefter fulgtes med en syrisk familie til Grækenland, forekommer påfaldende, finder Flygtningenævnets flertal ikke grundlag for at fravige det i dommen af 10. september 2015 anførte udgangspunkt. Herefter, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om enlige kvinder i Somalia, finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i Somalia vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få konventionsstatus, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/5/THV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir, med subklanen […]. Ansøgerens familieklan er […]. Ansøgeren er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede med at sælge benzin. Ansøgeren hjalp til tider faren med arbejdet. Faren solgte benzin til en gruppe ved navn Suufi. Suufi er imod al-Shabaab. Faren modtog mange trusler fra al-Shabaab på grund af hans kontakt til Suufi. En aften, hvor ansøgerens familie spiste aftensmad, eksploderede en bombe. Ansøgerens far og bror blev dræbt, mens ansøgeren blev skadet i benet. Ansøgerens mor tilså ansøgeren. Efter én time kom fem mænd til familiens hus for at hjælpe dem. Tre timer efter eksplosionen modtog ansøgerens mor et telefonopkald på farens mobiltelefon. Personerne, der ringede, sagde, at ansøgeren havde overlevet, og at de ville komme efter ham, fordi han havde solgt benzin til Suufi. Ansøgeren udrejste herefter. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens families bopæl været opsøgt af medlemmer af al-Shabaab, som har spurgt efter ansøgeren. De har i forbindelse med opsøgningen truet ansøgerens mor. Ansøgeren har videre oplyst, at der i Somalia er en tradition for blodhævn, hvorfor ansøgeren frygter, at de personer, som har slået faren ihjel, endvidere ønsker at slå ansøgeren ihjel, så han ikke vil forsøge at slå dem ihjel som hævn på drabet på hans far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har ved denne vurdering overordnet lagt vægt på, at ansøgeren har fremstået afglidende og ukonkret således, at forklaringen ikke bærer præg af at være selvoplevet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvornår hans mor er blevet kontaktet telefonisk af al-Shabaab. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgerens brødre skulle være blevet bortført af al-Shabaab tre år efter eksplosionen, og at dette skulle have sammenhæng med ansøgerens angivelige konflikt. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af al-Shabaab navnlig når henses til, at han aldrig har haft personlig kontakt til al-Shabaab og aldrig har modtaget personlige trusler fra dem. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at al-Shabaab skulle ønske at efterstræbe ansøgeren efter, at de havde slået ansøgerens far ihjel, og dermed havde bragt handlen med Suufi-gruppen til ophør. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens hjemby må anses for domineret af al-Shabaab. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold kan medføre en ændret vurdering, navnlig når henses til, at ansøgeren har et klan- og familienetværk i området. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Somalia heller ikke er af en sådan karakter, at det kan føre til beskyttelse efter udlændingeloven § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/48/JHB.
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra byen [X] i Middle Juba-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af Al-Shabab, fordi ansøgerens ægtefælle tidligere har haft en konflikt med Al-Shabab. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at ansøgerens ægtefælle fra familiens butik solgte kassettebånd med musik, og at han derfor blev fængslet af Al-Shabab. Efter to-tre måneders tilbageholdelse blev ægtefællen løsladt med hjælp fra en nabo. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgerens families bopæl opsøgt flere gange af Al-Shabab, der ledte efter ansøgerens ægtefælle og truede ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved familiens tilbagevenden til Somalia frygter, at Al-Shabab vil tvangshverve ansøgerens sønner og tvangsgifte ansøgerens døtre bort. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes døtre vil blive udstødt af samfundet, fordi de ikke er omskåret, eller at Al-Shabab vil tvangsomskære døtrene, og at Al-Shabab vil slå ansøgeren ihjel, hvis hun forsøger at modsætte sig dette. Desuden har ansøgeren henvist til, at hun frygter, at familien vil blive straffet af Al-Shabab, fordi de har opholdt sig i et europæisk land. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at forklaringen, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, fremstår udbyggende, divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende om den angivelige konflikt med Al-Shabab, herunder om Al-Shababs opsøgninger og lukning af butikken. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for indholdet af de trusler, som Al-Shabab angiveligt fremsatte over for hende efter ægtefællens udrejse. Der henvises i øvrigt til nævnets samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har herudover som asylmotiver henvist til, at hun frygter, at hendes sønner skal blive tvangshvervet af Al-Shabab, at hendes døtre på 14 og 16 år skal blive omskåret, at døtrene skal blive tvangsgift, og at familien vil blive straffet på grund af deres ophold i et europæisk land. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af de ovennævnte forhold vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. I forhold til spørgsmålet om tvangshvervning af sønnerne til Al-Shabab og tvangsægteskab i forhold til døtrene har nævnet lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens egne formodninger, at der er risiko for, at dette vil finde sted. Der foreligger således ingen konkret risiko, men alene generelle overordnede udsagn fra ansøgeren herom. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens ægtefælles frygt for, at ansøgeren skal blive tvunget til at gifte sig med en anden end ægtefællen ved en tilbagevenden til Somalia. Vedrørende klagerens frygt for tvangsomskæring af sine døtre bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Endvidere fremgår det af det foreliggende baggrundsmateriale, at Al-Shabab har forbudt omskæring af kvinder, men at det fortsat foregår i områder kontrolleret af Al-Shabab. Selvom Al-Shabab ikke støtter eller opfordrer til kvindelig omskæring, vil Al-Shabab således heller ikke bekæmpe det. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle går ind for omskæring af døtrene, og at ansøgeren tidligere har modsat sig, at døtrene skulle omskæres. Døtrene har desuden nu opnået en alder, hvor omskæring næppe længere er relevant. Efter en samlet og konkret vurdering af disse forhold – sammenholdt med ansøgerens udsagn under samtalen [dato] 2017 om, at hun ikke frygter, at døtrene vil blive omskåret under tvang, men at de vil blive udstødt, fordi de ikke bliver omskåret – finder Flygtningenævnet også henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at ansøgeren og ægtefællen i givet fald vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af døtrene. En eventuel frygt for, at ansøgeren og døtrene vil blive udstødt af samfundet, hvis de modsætter sig omskæring, er ikke et forhold, der kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. For så vidt angår konsekvenserne af ansøgerens og familiens ophold i Europa har nævnet ikke fundet det sandsynliggjort, at dette i sig selv vil føre til, at ansøgeren eller dennes familie vil blive anset for at være særlig profileret eller vestliggjort af Al-Shabab ved en tilbagevenden til Somalia. Der kan henvises til det anførte herom i Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport fra marts 2017 om ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi”. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia er således heller ikke af en sådan karakter, at det kan føre til beskyttelse efter bestemmelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/46
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [X] og er sunni-muslim fra byen Mahaas i Hiiran-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabab eller af familiemedlemmer til to personer, som klagerens bror, [A], har slået ihjel. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han og hans bror, [A], i 2010 blev opsøgt af Al-Shabab, der ville hverve dem, hvilket klageren og hans bror accepterede af frygt. Klagerens far modsatte sig imidlertid, at klageren og hans bror skulle tilslutte sig Al-Shabab. I maj eller juli 2011 blev ansøgerens far dræbt, fordi han nægtede at betale penge til Al-Shabab. Der var tale om penge, som Al-Shabab ønskede at bruge i deres kamp for at beskytte religionen. Klageren havde en hjemmebiograf, hvor han viste indiske og amerikanske film. Efter farens død blev klageren opsøgt af personer fra Al-Shabab, der havde fundet ud af, at klageren fremviste film via sin mobiltelefon. Klageren blev tvunget til at sluge mobiltelefonens memory-kort, ligesom han blev slået med en geværkolbe. Han blev herefter taget med og tilbageholdt i ni dage, hvor han blev udsat for voldelige overgreb. Han blev slået blandt andet ved venstre nyre, hvorfor han blev syg. På den niende dag lykkedes det klageren at flygte. Klageren tog ophold hos sin morbror, og den følgende dag udrejste klageren af Somalia sammen med sin bror, [B]. Efter deres udrejse tilsluttede klagerens bror, [A], sig Al-Shabab. Efter noget tid slog [A] to personer ihjel, der havde været med til at slå klagerens far ihjel. De to personer kom fra store og magtfulde familier og klaner. Familierne tilhører hovedklanen Hawiye og familieklanen Hawadle. Klanen er dominerende i klagerens hjemområde. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia af Al-Shabab vil blive betragtet som udenlandsk spion, fordi han har opholdt sig i udlandet, og at han derfor vil blive slået ihjel. Klageren har endelig henvist til, at han tilhører minoritetsklanen [X], som ikke bliver anset for at være noget værd, og at de, der tilhører denne klan, derfor bliver behandlet dårligt. Udlændingestyrelsen meddelte den 11. december 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er fremkommet med oplysninger i sagen, der sandsynliggør, at klageren har en aktuel og konkret konflikt med Al-Shabab, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremstår i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at klageren i sin landsby skulle have drevet en biograf, som han vidste, at Al-Shabab var imod. Nævnet har endvidere – ud over de forhold, der er nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. juni 2017 – lagt vægt på, at klageren og klagerens bror har afgivet forskellige forklaringer bl.a. om, hvornår Al-Shabab senest opsøgte klagerens far forud for, at han blev dræbt, og om klageren var bundet under sin tilbageholdelse hos Al-Shabab. Det forekommer endvidere påfaldende, at klageren ikke kan forklare nærmere om, hvem der dræbte hans far, og som efterfølgende blev dræbt af [A]. Heller ikke klagerens forklaring om en konflikt med Hawiye-klanen/Al Shabab i anledning af, at hans bror har dræbt medlemmer af denne klan, kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på de forhold, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. juni 2017. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klageren ikke har nævnt en frygt for Hawiye-klanen/Al-Shabab under samtalen den 18. november 2013, men alene at hans bror [A] havde slået nogle mænd fra Al-Shabab ihjel. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset som udenlandsk spion alene under henvisning til den omstændighed, at han har opholdt sig i udlandet. Den omstændighed, at klageren tilhører en minoritetsklan, kan heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af Al-Shabab. Flygtningenævnet finder således, at ophold i Al-Shabab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med Al-Shabab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger – herunder EASO Country of Origin Information Report, Somalia, Security Situation, fra december 2017 – om de generelle forhold i Somalia. Nævnet har desuden lagt vægt på, at Al-Shababs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor Al-Shabab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder hans hjemområde i Mahaas i Hiiran-regionen, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i 1993 og har haft lovligt ophold i Danmark siden [dato] 2013. Han er født og opvokset i Mahaas i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som 18-årig i 2011. Han har bestået Prøve i Dansk 1. Han har ikke under opholdet i Danmark opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Hans familiemæssige netværk i Danmark består af en bror og dennes familie. Broderens sag om inddragelse af opholdstilladelse er for tiden under behandling i Flygtningenævnet. Klageren har en morbror i Somalia. Klageren har oplyst, at han lider af migræne, og at han har gener efter at have fået fjernet en nyre efter at være blevet udsat for vold, mens han var tilbageholdt af Al-Shabab. Klageren har endvidere oplyst, at han lider af smerter i benet og brystkassen. Det er oplyst, at højre nyre samt lever og milt ikke er forstørret. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder oplysningerne om de helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/45
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren blev i sommeren 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, som familiesammenført. Ansøgeren indrejste i Danmark i efteråret 1997. Ansøgeren indgav ansøgning om asyl i slutningen af 2017 i forbindelse med en planlagt udsendelse. Ansøgeren er fra 2007-2017 blevet idømt en række fængselsstraffe samt udvist af Danmark. Ansøgeren er senest i foråret 2017 idømt en tillægsstraf på to måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 89, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim fra Somalia. Ansøgeren er født i Mogadishu, hvor han boede fra 1986 til 1991, hvorefter han flyttede til Geedo. Ansøgeren rejste fra Somalia til Etiopien i 1995. Ansøgeren tilhører hovedklanen Daarod og underklanen Marehan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv på grund af den generelle sikkerhedsmæssige situation. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til landet, idet han ikke har været der, siden han var otte år gammel. Ansøgeren har ikke familie eller bolig i Somalia. Ansøgerens mors og fars familie er udrejst af Somalia. Ansøgeren har en moster, der bor i Somalia, men han har ikke kontakt med hende. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 er opfyldt. Nævnet lægger herved vægt på ansøgerens egen forklaring om baggrunden for, at han ikke ønsker at vende tilbage til Somalia. Ansøgeren har således henvist til den generelle sikkerhedsmæssige situation i landet og i øvrigt til, at han ikke har familie eller andet netværk i landet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren eller hans familie ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb i Somalia fra myndigheder, organisationer, herunder al-Shabaab, andre grupperinger eller privatpersoner. Flygtningenævnet finder efter oplysningerne om, at ansøgeren er født i Mogadishu, og at han i nogle år har haft bopæl i Mogadishu, at ansøgeren skal vurderes i forhold hertil, og at nævnet endvidere skal vurdere, om det må antages, at de generelle forhold i Mogadishu aktuelt har en sådan karakter, at en tilbagesendelse af ansøgeren vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har efter baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser blandt andet fra november og december 2017 udtalt, at man ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et sådan omfang, der kan føre til, at enhver, der vender tilbage til Mogadishu risikerer at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysninger, herunder EASO Country of Information Report fra december 2017, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, og at ændringerne ikke er af helt midlertidig karakter, også selvom forholdene stadig er alvorlige og kan betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af ansøgeren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for konkret og individuel at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/44/LMD
Nævnet ophævede i juni 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ashraf og er sufi-muslim fra Jaameel Sheen, nær Bulo Burte i Hiiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han underviste børn, herunder i engelsk. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, idet han tilhører minoritetsklanen Ashraf og er sufi-muslim. Klageren har nærmere anført, at han som følge heraf har været tilbageholdt i 24 dage af al-Shabaab, hvorunder han blev undergivet tortur, og at han er flygtet fra al-Shabaab i forbindelse med krigshandlinger. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at klagerens forklaring må anses for sammenhængende, at den understøttes af den foretagne torturundersøgelse, og at den er vel forenelig med de foreliggende baggrundsoplysninger. Det forhold, at forklaringen på enkelte punkter kan forekomme mindre sandsynlig, er ikke tilstrækkeligt til, at klageren ikke kan anses for ikke at have sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren som følge af sin undervisning må anses for profileret i forhold til al-Shabaab, og nævnet finder ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren, der er flygtet fra al-Shabaab efter at have været udsat for tortur, til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2017, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/43/TBP
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og sunni-muslim fra [byen A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hendes storebror nægtede at samarbejde med dem og som følge heraf blev slået ihjel. Hun blev efterfølgende truet, da hun grød over sin brors og mors død. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive halshugget af al-Shabaab, idet de vil betragte hende som vantro, fordi hun er flygtet fra dem og er kommet til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte den 8. oktober 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt derimod ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Den 28. august 2017 har Udlændingestyrelsen truffet klageren om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at klagerens mor og bror er blevet dræbt under de af klageren beskrevne omstændigheder. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der på dette grundlag kan meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har forklaret, at hun blev truet, fordi hun sørgede over sine afdøde slægtninge. Klagerens far og niece er imidlertid efter det af klageren forklarede fortsat på samme bopæl. Endvidere er der stadig flere familiemedlemmer, herunder den kvinde, der i sin tid efter det oplyste hjalp klageren med at udrejse af Somalia. Den omstændighed, at klageren for nu knap 5 år siden sørgede over sin mor og sin bror, og at dette udløste trusler, er ikke et forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kan medføre, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer personlig forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt de generelle forhold i klagerens hjemområde kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at statuere, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremstår uprofileret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortrinsvis angriber særlige persongrupper, herunder repræsentanter for myndigheder og internationale organisationer. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren har et netværk i Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at hun udover sin far og niece har oplyst, senest ved samtale med Udlændingestyrelsen den 13. juni 2017, at hun er gift, og at hendes ægtefælle er i Somalia. Først ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har klageren forklaret, at hun er blevet skilt, og at dette skete da hendes datter fik tilladelse til familiesammenføring med klageren, hvilket efter det oplyste var i september 2016. Klageren var 31 år gammel, da hun indrejste i Danmark, hvor hun nu har opholdt sig i lidt over 4 år. Klagerens eneste familie i Danmark er hendes nu 18-årige datter, der kun har opholdt sig i Danmark i ca. 1½ år. Klageren har ikke haft beskæftigelse udover i praktik. Klageren kan kun i meget begrænset omfang tale dansk. Efter det oplyste har klageren fortsat familiemedlemmer i Somalia jf. ovenfor. Herefter kan det ikke anses for særligt belastende at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført i udlændingelovens § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/41/AZU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren tilhører hovedklanen Darood, subklanen […], underklanen […], og er sunnimuslim fra Beled Hawo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive tvangshvervet til al-Shabaab, idet han tidligere er blevet forsøgt tvangshvervet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab tre gange forud for sin udrejse af Somalia i efteråret 2012. Klageren blev opsøgt første gang i foråret 2012, da en dreng afleverede et brev til klageren, der handlede om, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab. Efterfølgende blev klageren opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab, der kidnappede klageren. Klageren tilbragte omkring to til tre måneder i al-Shabaabs varetægt, før det lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at klagerens forklaring om sin individuelle konflikt med al-Shabaab ikke længere kan lægges til grund, idet forklaringen herom er uoverensstemmende, udbyggende og åbenbart utroværdig. Klageren har således forklaret uoverensstemmende om flere helt centrale forhold af betydning for hans oprindelige asylgrundlag, herunder om den kontakt der har været mellem ham og personer fra al-Shabaab. Under asylsamtalen [i slutningen af 2012] har klageren oplyst bl.a., at han blev opsøgt af to medlemmer fra al-Shabaab, mens han under § 31-samtalen [i starten af 2018] har forklaret, at han blev opsøgt af en 12-årig dreng, der overbragte ham et brev. Under asylsamtalen i 2012 har klageren tillige oplyst, at han alene blev opsøgt personligt to gange, og at den tredje henvendelse til ham fra al-Shabaab kom i form af et trusselsbrev. Til § 31-samtalen i 2018 kom klageren med skiftende forklaringer omkring hændelsesforløbet, men endte med at oplyse, at han blev opsøgt personligt tre gange og som noget helt nyt, at han i forbindelse med den tredje henvendelse blev kidnappet af al-Shabaab og frihedsberøvet i to til tre måneder. Den seneste oplysning fra klageren om kidnapningen er ikke overensstemmende med, at klageren under asylsamtalen i 2012 oplyste, at han ikke blev opsøgt af medlemmer af al-Shabaab efter modtagelsen af trusselsbrevet, og at der ikke var en bestemt hændelse, der førte til hans udrejse. Hertil kommer, at klageren tillige har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han også havde en konflikt med Ehelow Sunna, idet han under asylsamtalen i 2012 oplyste, at han var blevet opsøgt af en person fra denne gruppe, og at han ved en tilbagevenden frygtede at blive udsat for overgreb fra Ehelow Sunna. Under § 31-samtalen og for nævnet har klageren imidlertid oplyst, at han ikke har nogen konflikt med Ehelow Sunna, og at han aldrig skulle have forklaret om en sådan konflikt. Nævnet finder allerede på denne baggrund at måtte forkaste klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia. Tilbage står herefter at vurdere, om der på baggrund af de generelle sikkerhedsmæssige forhold i f.eks. Mogadishu, hvor klageren efter sine seneste oplysninger tog ophold forud for sin udrejse, er grundlag for at undlade udsendelse af klageren, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at den generelle vold i Mogadishu ikke har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet således, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/41/MAH
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er tilhører klanen jaji og er sunni-muslim af trosretning fra Ceel-Buur, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive kidnappet og stenet af al-Shabaab, idet hun blev beskyldt for at havde været sin mand utro. Udlændingestyrelsen meddelte den 18. juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Derimod fandt Udlændingestyrelsen ikke, at betingelserne for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, var opfyldt, idet man ikke fandt at kunne lægge hendes forklaring om hendes personlige konflikter i Somalia til grund. Den 31. maj 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. For så vidt angår det af ansøger oplyste om en konflikt med ansøgerens ægtefælles onkel bemærker Flygtningenævnet, at uanset karakteren af denne konflikt, der efter det af ansøgeren forklarede går tilbage til 2008, forblev ansøgeren boende i sin hjemby frem til 2014. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der i denne forbindelse foreligger forhold, der kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren, som også anført af Udlændingestyrelsen, har forklaret divergerende om det hændelsesforløb, der førte til, at hun udrejste fra Somalia. Ansøgeren har [i foråret 2017] samt tillige under fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at hendes svigermor og søn befandt sig i marken, da al-Shabaab kom til hendes hus, mens hun tidligere havde forklaret, at det var hende selv, der var i marken. Foreholdt, at der er uoverensstemmelser i hendes oplysninger om, hvorvidt hendes svigerinde blev dræbt eller bortført har ansøger ved advokatens indlæg af [foråret 2018] og ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at der er tale om to svigerinder, hvoraf den ene blev dræbt og den anden blev bortført. Ansøgeren har endvidere forklaret, at al-Shabaab truede hende med, at de ville komme tilbage efter hende, da hun skulle stenes. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at medlemmer af al-Shabaab skulle have truet med at stene ansøgeren for derefter at forlade hendes bopæl, eller at hun under disse omstændigheder skulle have valgt at forblive på stedet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er grundlag for at meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt de generelle forhold i klagerens hjemområde kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at statuere, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremstår uprofileret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortrinsvis angriber særlige persongrupper, herunder repræsentanter for myndigheder og internationale organisationer. Ansøgeren var 27 år gammel, da hun indrejste i Danmark, hvor hun nu har opholdt sig i lidt over 4 år. Ansøgeren har ikke familie i Danmark, og har kun haft sporadisk beskæftigelse. Efter det oplyste har klageren fortsat adskillige familiemedlemmer i Somalia og klagerens ægtefælle har fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring med klageren. Herefter kan det ikke anses for særligt belastende at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført i udlændingelovens § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2018/40/AZU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk majertan og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive henrettet på grund af sit klanmæssige tilhørsforhold, fordi en for ham ukendt klan har et modsætningsforhold til ansøgerens klan. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet, udsat for grove fysiske overgreb eller slået ihjel af regeringsstyrker eller al-Shabaab, fordi de vil tro, at han er imod dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab eller muslimer generelt, fordi han har tatoveringer. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive stemplet som homoseksuel og slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi han har huller i ørene. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af al-Shabaab, fordi han ikke er jomfru. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab eller fanatikere, fordi de kan beskylde ham for, at han ikke praktiserer islam. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne begå sig i Somalia, fordi han ikke kan læse og skrive somali og kun taler sproget begrænset. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter for de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Somalia, idet han har en blandet seksualitet. Ansøgeren har til støtte for klankonflikten oplyst, at hans far udrejste af Somalia i 1997 på grund af borgerkrigen og en konflikt med en for ansøgeren ukendt klan. Ansøgeren har videre oplyst, at han har fået fortalt, at under borgerkrigen, mens han var barn, blev han ramt to gange af skud fra en anden klan. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt med al-Shabaab og regeringsstyrkerne oplyst, at han har hørt fra venner og bekendte, at civile i Somalia betragtes som værende imod enten al-Shabaab eller regeringsstyrkerne. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt med al-Shabaab angående sine tatoveringer oplyst, at tatoveringer er forbudt ifølge sharia lovgivning, og at han derfor frygter, at han vil blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt angående sine huller i ørene oplyst, at han har hørt fra venner og bekendte, at han muligvis kan blive betragtet som homoseksuel, fordi han har huller i ørene. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt angående det faktum, at han ikke er jomfru oplyst, at utugt er forbudt ifølge sharia lovgivning, og at han derfor frygter repressalier herfor. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt angående sin manglende praktisering af islam oplyst, at han har taget de danske normer med fest og kærester til sig, og at han derfor frygter, at han vil blive beskyldt for ikke at praktisere islam. Ansøgeren har til støtte for frygten for, at han ikke ville kunne begå sig i Somalia oplyst, at han ikke har lært at læse eller skrive somali. Ansøgeren har talt somali med sine forældre i hjemmet, men han var i en periode tvangsfjernet, og han fik først kontakt med sine forældre igen efter nogle år. Ansøgeren har til støtte for frygten om den generelle tilstand i Somalia oplyst, at han har læst, at tilstandene i Somalia er dårlige, og at der er hungersnød og sygdomme. Ansøgeren har endvidere hørt om et nyligt angreb i Mogadishu. Ansøgeren har til støtte for det under nævnsmødet påberåbte asylmotiv om sin seksualitet oplyst, at han både har været sammen med kvinder og mænd. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen for at høre ansøgerens fars forklaring. Faderen er således ikke mødt, selvom han er indkaldt til nævnsmødet, og det har efter det oplyste ikke været muligt at få telefonisk kontakt til ham. Nævnet har endvidere adgang til faderens asylsag i forbindelse med afgørelsen af ansøgerens asylansøgning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af klanmæssige forhold. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare nærmere om den angivne konflikt, herunder hvem modstanderklanen er. Ansøgeren har alene forklaret, at han som omkring femårig blev ramt af to skud som led i en klankonflikt, hvor målet i virkeligheden var ansøgerens far. Faderen har ikke selv i forbindelse med sin asylsag forklaret, at han er blevet beskudt, eller at sønnen er ramt. Der er heller ikke i øvrigt støtte for at antage, at ansøgeren er konkret og individuelt efterstræbt som følge af klanforhold. Det fremgår i øvrigt af baggrundsoplysningerne, herunder nr. 579, United Kingdom’s Home Office’s rapport, Country Policy and Information Note Somalia: Majority clans and minority groups in south and central Somalia, udgivet juni 2017, side 30, om klanen Rer Hamar, som ansøgerens far tilhører, blandt andet: ”The DIS/Landinfo FFM delegation reported in January 2013 that an international NGO working in South and Central Somalia explained that there are two groups of people which are most vulnerable in Mogadishu. These two groups are either marginalized or exploited … Exploited: the Reer Hamar/Benadiri are not considered marginalized, neither are the Reer Brava. They are exploited but not marginalized. Compared to other clans there are fewer Reer Hamar returning to Mogadishu”. Det forhold at ansøgeren frygter, at han ikke kan klare sig sprogligt i Somalia, er ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnet bemærker, at han tidligere har oplyst, at han talte somali med sine forældre. Den omstændighed, at ansøgeren frygter overgreb fra regeringen, al-Shabaab eller lokalbefolkningen som følge af, at han er tatoveret og piercet, at han ikke er jomfru og ikke praktiserer islam, kan ikke føre til en anden vurdering, idet denne frygt alene beror på hans egne formodninger, der ikke ses støttet af oplysninger i øvrigt. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er i risiko for overgreb som følge af, at han har haft forhold til mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst dette under de tidligere samtaler, men først har anført det under nævnsmødet. Ansøgerens oplysning om, at han ikke har nævnt det under den tidligere samtale med Udlændingestyrelsen, fordi der var en tolk til stede, kan ikke føre til en anden vurdering. Ifølge baggrundsoplysningerne om Somalia har de generelle forhold i Mogadishu i øvrigt ændret sig væsentligt siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien, og selvom den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, udgør den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Der skal herefter ikke tages stilling til spørgsmålet om udelukkelse.” Soma/2018/4/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, [A], som er medlem af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far tvangsgiftede hende med [B], da hun var omkring 17 år gammel. I 2006 blev ansøgeren skilt fra [B], og i 2007 blev hun gift med [A], som er medlem af Al-Shabaab. I 2010 blev ansøgeren adskilt fra sine børn fra ægteskabet med [B], da [B’s] datter, [C], tog børnene med sig under nogle uroligheder i det område, hvor familien boede, mens ansøgeren ikke var på bopælen. I slutningen af 2012 eller i starten af 2013 blev ansøgeren skilt fra [A]. I starten af 2013 modtog ansøgeren et opkald fra [A], som fortalte hende, at han ville kunne finde hende og slå hende ihjel når som helst. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt med [A]. Ansøgeren forlod efterfølgende Somalia for at finde sine børn fra ægteskabet med [B], da [B’s] børn fra et tidligere ægteskab, [C] og [D], havde taget ansøgerens børn med ud af landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet hendes udbyggende forklaringer for nævnet om, at hun blev truet flere gange af [A], og at hun for nylig har fået oplyst, at [A] er blevet et højtstående medlem af al-Shabaab, tilsidesættes, allerede på grund af det sene tidspunkt oplysninger er fremkommet på. Flygtningenævnet lægger til grund, at [A] efter ansøgerens forklaring accepterede skilsmissen, og at hun ikke har givet oplysninger til myndigheder eller andre om, at [A] var tilknyttet al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at der nu er gået fem til seks år siden skilsmissen, og at [A] og ansøgeren alene har været i kontakt en enkelt gang. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at denne konflikt har en intensitet, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har forklaret, at hun, da hun forlod Mogadishu, havde en far og en bror, [E], dér. Hun har forklaret, at hun efterfølgende har haft kontakt med både sin mor i Sverige, sin bror, [F], i Italien og sin søster i Kenya, men at hun ikke har spurgt, om ansøgerens far og bror, [E], er i live, og hvor de i givet fald befinder sig. Flygtningenævnet finder ikke dette sandsynligt og finder, sammenholdt med ansøgerens generelle troværdighed, ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ikke i Somalia har et mandligt netværk. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/39/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra […], Shabeelada Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen […], subklanen […], subsubklanen […] og subsubsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har gået i koranskole i sin hjemby, siden han var lille. En dag i 2013 opsøgte al-Shabaab ansøgerens bopæl, mens han var i koranskole. Al-Shabaab sagde til ansøgerens forældre, at ansøgeren skulle melde sig til hellig krig, når han var færdig med at læse koranen. På det tidspunkt havde ansøgeren læst 25 ud af 30 kapitler i koranen. Under besøget afleverede al-Shabaab desuden et indkaldelsesbrev til ansøgerens forældre. I den følgende måned fortsatte ansøgeren sine studier på koranskolen, ligesom han forsatte med at bo derhjemme. I denne måned blev ansøgeren ikke opsøgt af al-Shabaab. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia til Kenya med hjælp fra sin morbror, som bor i Mogadishu. Mens ansøgeren opholdte sig i Kenya, talte ansøgeren med sin morbror, som fortalte ham, at al-Shabaab havde været på ansøgerens bopæl og havde taget hans far og hans søster, da al-Shabaab ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgeren ved fortsat ikke, hvor hans far og søster befinder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og derved fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af trusler fra al-Shabaab, mens han var i Somalia. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at al-Shabaab kom én gang på familiens bopæl, hvor de sagde til ansøgerens forældre, at han skulle deltage i krigen, når han var færdig med koranskolen. I asylsamtalen har ansøgeren ligeledes forklaret, at al-Shabaab kom én gang på bopælen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab havde været to gange på bopælen. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der ville ske, hvis han ikke deltog i hellig krig, som al-Shabaab sagde, han skulle. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans forældre, der havde talt med personerne fra al-Shabaab, sagde, at al-Shabaab ville tage ansøgeren med magt, hvis han ikke deltog frivilligt. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans mor har oplyst, at al-Shabaab afleverede et brev, og hvis ansøgeren ikke tilsluttede sig al-Shabaab, når han havde afsluttet skolen, ville de komme efter ansøgeren. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin mors helbred. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han, da han boede i Somalia, tog sig af sin mor, der havde sukkersyge og var blind. Senere i samme samtale har ansøgeren forklaret, at han, efter han var udrejst, fik at vide af morbroren, at da al-Shabaab havde været der og taget hans søster, blev hans mor slået i hovedet, hvilket resulterede i, at hun blev blind. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det savner mening, at hans forældre og søskende fortsatte med at opholde sig på deres bopæl efter ansøgerens udrejse henset til, at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at reglerne hos al-Shabaab er, at den nærmeste familie skal tilbageholdes, hvis det efterspurgte familiemedlem udebliver. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/38/MGO/SME
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter Al-Shahaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Mogadishu. Han har også boet i byen Barawe. Han har oplyst, at Barawe er Al-Shahaab område. Ansøgeren udrejste af Somalia for tre - fire år siden sammen med sin storebror, [M], og hans morbror, fordi de havde problemer. Han fik ikke at vide, hvilke problemer, der var årsag til deres udrejse. Ansøgeren har oplyst, at han ikke kunne blive alene tilbage i Somalia, og at han udrejste, fordi hans storebror og morbror udrejste. Ansøgerens morbror døde på rejsen fra Somalia til Danmark. Ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret 2014] sammen med sin storebror. Ansøgeren ved ikke, hvor hans far og mor opholder sig. Han har sidst set dem i Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin fremtræden for nævnet har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylbehandling og i den forbindelse svarer relevant på de spørgsmål, der stilles til baggrunden for hans ansøgning. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er således profileret i forhold til Al-Shabaab eller andre grupper, at han kan anses for individuelt forfulgt. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft konflikter med nogen i Somalia, og at hans brors eventuelle konflikt med Al-Shabaab ikke ses at vedrøre ham. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke at situationen i Somalia kan anses at være af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse indebærer risiko for at blive udsat for krænkelser i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 3. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er sandsynliggjort en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/37/smla
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en somalisk statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ogaden og er sunni-muslim fra Dhobley, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I 2010 udrejste klageren fra Somalia og flygtede til Sydafrika, hvor UNHCR i 2014 vurderede, at klageren var omfattet af flygtningekonventionen og egnet til genbosætning. Over for UNHCR har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han nemt kunne blive slået ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at han er født og opvokset i Dhobley-området, hvor hans familie havde dyrehold. I 2006 blev klagerens far dræbt i forbindelse med kampe mellem islamistiske grupper og regeringsstyrker i landsbyen, hvor familien havde bopæl. Da kamphandlingerne fandt sted, opholdt klageren sig udenfor landsbyen, hvor han tog sig af familiens dyr. Klageren var på dette tidspunkt 18 år. Klageren erindrede ikke, at familien havde problemer inden farens død, selvom der var krig i landet. De flygtede dog fra kamphandlinger adskillige gange og var tvunget til at flytte rundt i Dhobley-området for at undgå disse. I 2010 udrejste klageren fra Somalia, fordi den sikkerhedsmæssige situation i landet var forringet. Al-Shabaabs tilstedeværelse på klagerens hjemegn var voksende, og udover at tilegne sig landsbyfolkenes husdyr, forsøgte de at rekruttere dem. Nogle sluttede sig til al-Shabaab frivilligt, andre følte, at de ikke havde noget valg, og nogle blev slået ihjel, fordi de nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, som kvoteflygtning. Tilladelsen blev givet i overensstemmelse med daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia i dag frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Han har videre henvist til den generelle situation i Somalia, og til at han frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab eller regeringsstyrkerne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at al-Shabaab tidligere har forsøgt at rekruttere ham. De ringede til ham 2-3 gange og sagde, at hvis han ikke samarbejdede, ville han blive slået ihjel. En enkelt gang fik al-Shabaab en af hans gamle klassekammerater til at opsøge ham. Klageren oplyste også, at personer, der kommer fra Europa eller USA er særligt udsatte, at han ikke har nogen familie i Somalia, og at hans bror, som er syg og bosat i Danmark, fortsat har brug for hans hjælp. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at han forud for sin udrejse af Somalia fik ca. tre opringninger eller sms’er fra al-Shabaab, der tillige sendte en af hans gamle klassekammerater med opfordring til at tilslutte sig al-Shabaab, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren aldrig er blevet opsøgt af al-Shabaab, og at hans familie ikke oplevede andre episoder end, at deres dyr en gang blev stjålet i perioden fra 2006, hvor hans far døde og til 2010, hvor familien udrejste. Flygtningenævnet finder, at henvendelserne fra al-Shabaab ikke havde en sådan intensitet og karakter, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Herefter, og idet det er otte år siden, klageren udrejste af Somalia, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for al-Shabaab, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er belæg for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde i Dhobley uden for Kismayo, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret 2014], således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af fact finding rapporter fra september 2015 og marts 2017 (”Country of Origin Information for Use in the Asylum Dermination Process; Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somailia; 2-12 May 2015” og ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Gruops”), at Kismayo er kontrolleret af AMISON, men at al-Shabaab har fri bevægelighed uden for byen og kontrollerer landområderne. Kismayo er den nærmeste store by i nærheden af Dhobley. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, at al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, og at al-Shabaab ikke foretager disse angreb i områder, som de facto har kontrollen over. Flygtningenævnet finder, at disse ændringer – om end forholdene stadig er alvorlige - ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder herefter, at den generelle sikkerhedssituation i Dhobley ikke længere har en sådan karakter, at den indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Dhobley, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft opholdstilladelse siden [vinteren 2014]. Han har bestået dansk prøve 1. Han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men har været i praktikforløb to gange og i arbejde med løntilskud i tre måneder, ligesom han under nævnsmødet oplyste, at han for tiden har to måneder tilbage af et forløb med arbejde med løntilskud. Han har ikke nære slægtninge i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse forhold, at en udsendelse af klageren til Dhobley ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Det ændrer ikke herved, at klageren har en bror og en svigerinde i Danmark.” soma/2018/36/TBP
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en somalisk statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen ajunram og er sunni-muslim fra Masagawaay, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i 2008 overtog sin mors café i Masagawaay og begyndte at vise amerikanske film samt europæiske og internationale fodboldkampe i caféen om aftenen. I [foråret] 2014 opsøgte al-Shabaab caféen og beordrede klageren til at lukke forretningen, fordi han havde vist film og fodboldkampe. Klageren lukkede herefter caféen. Omkring en måned efter genåbnede han caféen. Kort efter blev han igen opsøgt af al-Shabaab. De ødelagde inventaret i caféen og bortførte klageren til et område kontrolleret af al-Shabaab. Det lykkedes ham at flygte fra stedet om natten. Klageren gik til Ceel Dheer, hvorfra han påbegyndte sin rejse mod Europa. Klageren har ved partshøringssamtalen [i foråret 2017] i Udlændingestyrelsen fastholdt sit asylmotiv. Til støtte herfor har han oplyst, at al-Shabaab har opsøgt hans familie op til ti gange, og at de har sagt, at klageren er vantro, og at hans ægtefælle derfor skal giftes med et medlem af al-Shabaab. [I vinteren] 2015 udtalte et flertal i Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet han havde forklaret divergerende og udbyggende om centrale punkter i asylmotivet, og at klageren derfor ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Et andet flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det i overensstemmelse med klagerens forklaring kunne lægges til grund, at han kom fra landsbyen Masagawaay, og at byen Galkayo ikke kunne anvendes som internt flugt alternativ for klageren. Flygtningenævnet meddelte herefter klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 14. juli 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at der ikke på nuværende tidspunkt er fremkommet oplysninger i sagen, der forrykker grundlaget for det tidligere meddelte afslag. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2015], således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at Mesagaweyn i Ceel Dheer ditriktet i Galgaduud-regionen igennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i Mesagaweyn i Galgaduud-regionen frem til 2014, og at han fortsat har familie i dette område. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mesagaweyn i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3½ år, han har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Han har gennemført tre praktikforløb af kortere varighed, men har ikke i øvrigt engageret sig i foreningslivet i Danmark. Klageren har sin hustru, to børn og sin mor i sit hjemområde i Somalia. Klageren har boet i Somalia indtil 2014. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/35/TBP
Nævnet hjemviste i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en somalisk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen shiikhaal og er muslim fra Qoryooley, Somalia. Her boede han indtil 1997, hvor hans familie flygtede til Saudi-Arabien. Efter omkring 7 års illegalt ophold i Saudi-Arabien, rejste familien til Syrien. Klageren opholdt sig herefter omkring 7 år i Syrien, hvor han blev anerkendt som flygtning af UNHCR. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han ville have svært ved at finde fred, fordi han havde levet uden for Somalia i mange år. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at han udrejste af Somalia sammen med sin familie i 1997, og at han ikke kendte årsagen til udrejsen. Til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia i dag frygter, at der kan ske ham alt. Til støtte for asylmotivet har klageren oplyst, at han ikke kender Somalia og har en anden mentalitet end sine landsmænd. Han har endvidere oplyst, at han ikke har nogen familie i landet og taler somali på et lavt niveau. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særlig vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af den 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen med henblik på Udlændingestyrelsens nærmere undersøgelse af § 26 hensynene, herunder omstændighederne vedrørende klagerens indgåelse af ægteskab og eventuelle samliv med en dansk statsborger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er gift med en somalisk statsborger, der på tidspunktet for samtalerne opholdt sig i Etiopien, og at han under sit lovlige ophold i Danmark har søgt om familiesammenføring med denne ægtefælle, hvilket han fik tilladelse til. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at denne ægtefælle aldrig indrejste i Danmark, og han har mistet kontakten med hende. Han har således ikke redegjort for dette ægteskabs indgåelse og opløsning. Han har efterfølgende [i efteråret 2017] indgået ægteskab med en dansk statsborger med hvem, han nu venter barn til august. Han har forklaret, at han og hans hustru først er flyttet sammen for tre måneder siden. Det fremgår af opslag i cpr, at ægtefællerne ikke har samme folkeregisteradresse, og klageren kunne ikke under nævnsmødet redegøre for hustruens familieforhold, herunder kunne han ikke redegøre for, hvem hun boede sammen med, og han kendte ikke navnet på hendes mor. Flygtningenævnet finder herefter, at der er behov for at afklare klagerens familiemæssige forhold.” soma/2018/34/TBP
Nævnet hjemviste i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen, Hawiye og er muslim fra [byen A] i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han forud for sin udrejse arbejdede i en biograf og i den forbindelse blev truet et medlem af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han fra [begyndelsen af] 2011 arbejdede som kassér i en biograf i [byen A] i Mogadishu. På et tidspunkt blev ejeren af biografen truet af al-Shabaab, der ønskede, at han lukkede biografen, og at han tilsluttet sig al-Shabaab, hvilket ejeren nægtende. Som følge heraf smed al-Shabaab i [vinteren] 2011 en granat mod biografen og seks personer kom til skade. En aften efter lukketid blev klageren opsøgt af en skolekammerat ved navn [B]. [B] spurgte, hvorfor klageren ikke stoppede med at arbejde i biografen. Herefter trak han en pistol og forsøgte at affyre den mod klagerens hoved to gange, men pistolen gik ikke af, og det lykkedes klageren at flygte derfra. Klageren løb hjem og tog herefter til et andet kvarter i Mogadishu. Klageren er senere blevet bekendt med, at [B] var medlem af al-Shabaab. Efter klagerne var flygtet, opsøgte al-Shabaab klagerens bopæl. Klageren indså, at han var nødt til at forlade Somalia og flygtede i [foråret] 2012. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Klagerens advokat har under nævnsmødet på vegne af klageren principalt nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen for at klarlægge risikoen for, at klagerens datter, der nu er knap 4 år, og som har opholdstilladelse under henvisning til klageren, vil blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, og således at der sker fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. Datteren har ikke søgt asyl. Klageren har herom forklaret, at han er gift. Da han kom til Danmark og fik opholdstilladelse, fik han familiesammenføring med sin hustru. De har i Danmark fået en datter, nu knap 4 år, en søn, nu 2 år og en søn, nu 5 måneder. Han har ingen familie i Somalia. Han har en kusine i Danmark. Hans hustru har heller ingen familie i Somalia. Klagerens mor er i Yemen. Hans hustru og hendes mor og tre søskende boede tidligere i Mogadishu. Hendes familie er nu også udrejst af Somalia på grund af de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia. De er nu i en flygtningelejr i Kenya. Hvis klageren sendes tilbage til Somalia, frygter han, at hans datter vil blive omskåret. Selv om han ikke har familie i Somalia, frygter han, at naboer og andre vil presse ham til, at datteren skal omskæres. Hans hustru er også omskåret, og det giver hende store problemer. Han ved også, at hans søstre, der også er omskåret, har store problemer. Han vil ikke kunne modstå presset, da tradition og kultur er meget stærk i Somalia. Omgivelserne vil vide, at datteren ikke er omskåret, da man ikke gør sådan i Vesten. Selv er han veloplyst, og han og hans hustru er imod omskæring. Han nævnte også frygten for omskæring for Udlændingestyrelsen, men de sagde, at det ikke var datterens forhold, der skulle behandles. Foreholdt at visse baggrundsoplysninger peger på, at omskæring ikke sker mod forældrenes vilje, har klageren fastholdt, at han ikke vil kunne modsætte sig omskæring. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet og stadfæstet. Baggrundsoplysninger viser, at forældre kan modsætte sig omskæring i Somalia, og der er tale om ressourcestærke forældre. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at hans datter som følge af tvang fra omgivelserne vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, kan være af så væsentlig betydning for spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at dette forhold bør behandles af Udlændingestyrelsen. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen inddrager dette forhold ved vurderingen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal inddrages.” Soma/2018/33/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen, Hawiye, subklan [A], subsubklan [B], og familieklan [C]. Han er sunni-muslim fra Qoryooley i Shabelle Hoose-regionen i det sydlige Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive efterstræbt af al-Shabaab, idet han ikke har tilsluttet sig dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at al-Shabaab havde magten i hans hjemby, og at de i starten af 2013 begyndte at tvangsrekrutterer personer fra klagerens område. Al-Shabaab fortalte således befolkningen, at de skulle møde op i den lokale moské, men klageren og hans familie mødte ikke op i moskéen. I [begyndelsen af] 2013 opsøgte al-Shabaab derfor familiens bopæl. De tvang klageren og hans far og bror udenfor og tog dem med til en træningslejr, hvor de fik at vide, at de skulle træne. I træningslejren var der andre, som al-Shabaab havde tilbageholdt, og al-Shabaab inddelte dem i tre grupper efter deres fysiske niveau. Klageren var i den mellemste gruppe. Grupperne blev herefter løsladt. Noget tid senere kom al-Shabaab til det marked, som klageren arbejdede ved. Al-Shabaab lukkede alle butikkerne og sagde til dem, at de skulle lukke butikken og mødes op i moskéen, når der var bøn. I [begyndelsen af] 2013 kørte al-Shabaab klageren og andre fra den nævnte langt væk fra Qoryooley, hvor de fik at vide, at de skulle deltage i nogle kampe. Samme aften forsøgte klageren og tre til fire af hans venner at flygte, men klageren blev fanget og bragt tilbage. Klageren fik senere at vide, at to af hans venner var blevet slået ihjel under flugtforsøget. Klageren blev herefter låst inde i syv dage. Han blev pisket hver morgen og aften og overhældt med koldt vand. Efter syv dage blev han løsladt og fik at vide, at han den følgende morgen skulle møde op på al-Shabaabs hovedkontor. Herefter udrejste klageren af Somalia. Efter klagerens udrejse af Somalia, blev hans far blevet opsøgt af al-Shabaab, fordi faren havde hjulpet klageren med hans udrejse. Al-Shabaab slog faren ihjel, idet de skød ham i maven. Efterfølgende blev klagerens bror og morbror også slået ihjel af al-Shabaab, men klageren ved ikke hvorledes. Broren blev slået ihjel [i foråret] 2013. I [sommeren] 2013 tog klagerens ægtefælle, mor og søster ophold i Kenya, fordi klagerens ægtefælle blev forsøgt tvangsgift med et medlem af al-Shabaab. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter sin forhenværende kærestes ægtefælle og familie, idet de har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Klageren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at han i Danmark indledte et forhold til den somaliske kvinde, [D]. [D] blev gravid, men aborterede. Hun havde en somalisk ægtefælle, der opholdt sig i Somalia, mens hende og klagerens forhold stod på. På et tidspunkt fik [D]’s ægtefælle, [E], opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med hende. Da han kom til Danmark opdagede han, at klageren og [D] havde haft et forhold. Ægtefællen truede klageren i januar 2016 og rejste tilbage til Somalia. Endeligt har klageren henvist til, at brønden i hans landsby er blevet lukket, hvorfor landsbyen ikke længere forsynes med vand. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen må anses for delvist at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab til grund, og at afgørelsen således er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at han og hans familie blev opsøgt på bopælen af al-Shabaab, og at ansøgeren sammen med mange andre blev taget til et område i udkanten af byen, hvor de blev slået og fik at vide, at de ville blive slået ihjel, hvis de ikke hjalp al-Shabaab, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens øvrige forklaring om sit oprindelige og senere asylmotiv til grund, idet forklaringen herom er meget usikker, divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen i det hele tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren vedrørende sit oprindelige asylmotiv oprindeligt har forklaret, at én af hans venner blev dræbt, da de flygtede fra al-Shabaab, mens han nu har forklaret, at to af hans venner blev dræbt, ligesom klageren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev opsøgt af al-Shabaab på markedet. Endvidere har klageren oprindeligt forklaret, at han talte med sin far efter sin ankomst til Danmark, mens klageren under mødet i Flygtningenævnet først forklarede, at han ikke havde talt med sin far, men senere – efter at være blevet foreholdt sin tidligere forklaring til udlændingemyndighederne - forklarede, at han havde talt med sin far. Det bemærkes i den forbindelse, at det ifølge klageren skulle have været den sidste samtale, han havde med sin far, inden faderen døde. Yderligere har klageren forklaret divergerende om, hvilke familiemedlemmer, han havde og fortsat har i Somalia. Flygtningenævnet finder endvidere klagerens forklaring om, at han under sin angivelige sidste tilbageholdelse af al-Shabaab dagligt i 7 dage skulle have fået 200 piskeslag med en læderpisk, og at han som følge heraf skulle være blevet alvorlig såret, for utroværdig, henset til, at klageren selv har forklaret, at han ikke har egentlige skader eller ar som følge heraf. Vedrørende klagerens påståede konflikt med en somalisk mand har klageren forklaret udbyggende, idet han først for Flygtningenævnet har forklaret, at den pågældende mand har truet klageren med en kniv, ligesom klageren har forklaret divergerende om, hvorfra han er bekendt med, at den somaliske mand, der nu angiveligt skulle være tilbage i Somalia, fortsat ønskede at slå klageren ihjel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder om den formindskede risiko for tvangsrekruttering i Somalia, sammenholdt med at AMISOM nu har kontrollen i klagerens hjemby, og at klageren ikke kan anses for særlig profileret, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da det af baggrundsoplysningerne vedrørende de generelle forhold i Somalia fremgår, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige - ikke er af helt midlertidig karakter, finder Flygtningenævnet heller ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som ca. 19-årig i [begyndelsen af] 2013, og han har siden [foråret] 2013 opholdt sig i Danmark. Han taler somalisk, skriver somalisk og har gået 3 ½ år i skole i Somalia. Ansøgeren har taget 9. og 10. klasse i Danmark og har siden [foråret] 2017 arbejdet som vikar, men har først fået varig ansættelse 15 timer om ugen som handicaphjælper i [efteråret] 2017. Klageren ønsker til [sommer] 2018 at påbegynde uddannelsen som elektriker. Han er sund og rask og har ingen familie her i landet, men har i hvert fald en onkel i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017.” Soma/2018/32/SOL
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Xaskulhawiye. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af et medlem af Al-Shabaab ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er født og opvokset i […]. Ansøgerens far forlod hende og hendes mor, da ansøgeren var omkring 10 år. Ansøgeren boede derefter hos sin moster sammen med sin mor. Ansøgerens mor forlod hende, da ansøgeren var omkring 11 år. Ansøgeren blev boende hos sin moster, som [A] opsøgte flere gange, fordi han ville giftes med ansøgeren. [A] opsøgte også ansøgeren, når ansøgeren var på vej i koranskole eller, når hun var hos sin moster. Ansøgerens moster sagde, at ansøgeren var for ung til at blive gift. På et tidspunkt opsøgte [A] mosterens bopæl og sagde, at ansøgeren skulle giftes med ham måneden efter. Såfremt ansøgeren nægtede, ville han slå hende ihjel. Ansøgeren udrejste derefter af Somalia. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 15 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde, der viste, at hun forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om forældrenes forsvinden, fætterens død, [As] henvendelser med ønske om ægteskab og mosterens beslutning om at sende ansøgeren ud af Somalia. På grund af ansøgerens unge alder må der tillægges hende en vis margen i hendes forklaring om tidsforløbet og de manglende detaljer. Flertallet lægger endvidere vægt på, at den beskrevne konflikt er overensstemmende med baggrundsoplysningerne om forekomsten af tvangsægteskaber og ægteskaber mellem voksne og børn i Somalia. På denne baggrund, og da flertallet finder, at princippet om ”benefit of the doubt” skal finde anvendelse i denne sag, finder dette flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/31/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at de somaliske myndigheder vil slå hende ihjel, idet de tror, at hun har samarbejdet med al-Shabaab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun har serveret mad til myndighedspersoner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Somalia arbejdede på et spisested, som ofte havde kunder med tilknytning til myndighederne. [I slutningen af] 2011 blev ansøgeren på sit arbejde opsøgt af nogle personer fra al-Shabaab, der ønskede at købe noget mad. Personerne fortalte ansøgeren, at de ikke fandt hendes påklædning passende, og at hun skulle være påpasselig. Nogle dage efter modtog ansøgeren et brev, hvori hun blev truet med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun ikke ændrede sin påklædning og ophørte med at servere mad til myndighedspersoner. [I slutningen af] 2011 fortalte ansøgeren til nogle kunder fra militæret, at hun havde modtaget et trusselsbrev, og derfor ikke kunne servere mad for dem længere. Soldaterne blev vrede over, at ansøgeren afviste at servere for dem, og de begyndte endvidere at mistænke hende for at samarbejde med al-Shabaab. Ansøgeren blev på denne baggrund anholdt. Ansøgeren var herefter fængslet i 28 dage. Ansøgeren besluttede sig efter sin løsladelse for at udrejse af Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund men finder, at ansøgerens konflikter dels må anses for afsluttede, dels ikke har en intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter ansøgerens forklaring påtalte folkene fra al-Shabaab hendes påklædning og forbød hende at sælge varer og mad til myndighedspersoner. Konflikten fandt sted for mere end 5 år siden, og al-Shabaab har i øvrigt ikke kontrol over Mogadisho længere. Efter at ansøger havde været tilbageholdt af myndighederne, blev hun løsladt uden betingelser, efter at [A] havde garanteret, at hun ikke tilhørte al-Shabaab, og ansøger kunne derefter uden problemer opholde sig i hjemmet og tage sig tid til at sælge sin forretning. Også dette forhold fandt sted for mere end 5 år siden og må betragtes som afsluttet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren, da hun udrejste af Somalia, havde en asylbegrundende konflikt. Det fremgår af ansøgerens familiesammenføringssag, at hun har forældre, der lever i Somalia. Af partshøringsskema fra [vinteren] 2016 fremgår, at ansøgers farmor lever udenfor Mogadishu. Ansøgeren har efter sin egen forklaring siden 2010 levet alene med sine meget yngre søskende og har været i stand til at etablere og drive en kiosk og et spisested og senere sælge dette. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har været og fortsat vil være i stand til at etablere og ernære sig i Somalia. Hertil kommer, at ansøgeren fortsat har i hvert tilfælde et familiemedlem nær Mogadishu, og tidligere har fået hjælp af naboer og klanmedlemmer med forbindelser til myndighederne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke har et mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/30/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret 2010] blev opsøgt af tre personer i hans fødevarebutik i [hans hjemby i Somalia]. De opfordrede han til at samarbejde med al-Shabaab, hvilket han afviste. Gennem den følgende måned opsøgte repræsentanter fra al-Shabaab ham i hans butik yderligere to gange og opfordrede ham til at samarbejde med organisationen. Han afviste hver gang repræsentanternes anmodning om at samarbejde. To dage efter det sidste besøg af al-Shabaab modtog han et telefonopkald. Manden som ringede til ham fortalte, at han kom fra al-Shabaab og forklarede, at han var dødsdømt, fordi han tidligere havde nægtet at samarbejde med dem. Efter dette valgte han at flygte hjem til sin ven [A’s] bopæl [også beliggende i hans hjemby]. Han opholdt sig på [A’s] bopæl i fire dage, hvor han ikke havde kontakt til nogen. Herefter valgte han at flygte til Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren forklaring om al-Shabaabs henvendelser fremstår utroværdige, herunder dels at al-Shabaab skulle have truet ansøgeren til at spionere mod kunderne i ansøgerens kiosk, dels at al-Shabaab uden videre skulle have accepteret ansøgerens afvisninger, og at ansøgeren turde møde i kiosken efter al-Shabaabs henvendelser. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor og hvordan al-Shabaab kontaktede han. Til asylsamtalen i [efteråret 2016] har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab opsøgte ansøgeren tre gange i hans kiosk, og at al-Shabaab ringede til ham én gang. For nævnet har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab opsøgte han to gange i kiosken, én gang på hans bopæl samt at al-Shabaab ringede til ham én gang. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål om, hvor mange indbyggere, der er i [den by], hvor ansøgeren skulle være født og opvokset, og hvor mange huse der er i byen. Nævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren end ikke har besvaret spørgsmålene skønsmæssigt. Flygtningenævnet lægger endelige vægt på, at der består en væsentlig uoverensstemmelse mellem, hvor ansøgeren hævder, han kommer fra i Somalia, og resultatet af sproganalysen [fra efteråret 2016]. Ansøgeren hævder, at han har levet sit liv frem til 2011 i det sydlige Somalia, herunder i [den angivne hjemby], hvilket ifølge sproganalysen er vurderet at være ”very unlikely”. Derimod peger analysen i retning af, at ansøgerens sprogbrug med ”a high degree of certainty” er forenelig med sprogbrugen i ”the northeastern Somalia”. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at årsagen til udfaldet af sproganalysen kan være, at han har taget nogle af ordene med fra hans omgangskreds i Etiopien, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret eller individuel risiko for at blev efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia, og nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark, efter at ansøgeren har modtaget afslag på familiesammenføring. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/3/smla
Nævnet hjemviste i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni muslim og etnisk somali fra Darood klanen. Han boede i den Puntland kontrollerede del af Galkayo by i Mudug regionen. Han har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han i flere år har arbejdet som journalist i Galkayo, senest for radiostationen [A]. Ansøgeren oplæste nyheder, herunder dem, som al-Shabaab ikke brød sig om. I Flygtningenævnet har han omtalt, at han blandt andet stod for en serie på 8 radioudsendelser, der var særdeles kritiske over for al-Shabaab. Han optrådte også i fjernsynet. Der er lydoptagelser på nettet, hvor han stiller kritiske spørgsmål om al-Shabaabs drab. Man kan læse herom på hans hjemmeside. Som journalist havde han også en YouTube kanal, ligeledes med al-Shabaab-kritisk indhold. I nævnet har ansøgeren beskrevet sig som en samfundsaktivist. Al-Shabaab har slået flere journalister ihjel på [A]. [I starten af] 2014 blev en al-Shabaab-tilknyttet person, Abdi, arresteret, mens han var ved at planlægge mordet på en mand. Politiet fandt i den forbindelse en al-Shabaab-dødsliste med pågældende mands og mange andres navne, herunder ansøgerens. Under interview på politistationen truede Abdi ansøgeren og andre journalister, hvis navne stod på listen. Ansøgeren så selv sit navn i en lille bog, hvor der med kuglepen på 2-3 sider var mindst 100 navne. Han læste navne på flere regeringsmedlemmer, journalister, forretningsfolk og imamer på listen. Episoden blev omtalt i radio og tv. Det fremgik ikke af omtalen, at ansøgerens navn var på listen. Ansøgeren frygtede fra da af for sit liv. Der gik imidlertid lang tid før, ansøgeren havde råd til at flygte. Han søgte økonomisk hjælp til flugten fra Journalister uden Grænser og indhentede til støtte for sin ansøgning herom en erklæring på engelsk [i slutningen af] 2014 fra politiet i Mudug, hvorved politiet bekræfter, at ansøgerens navn er på dødslisten fra [starten af] 2014. Ansøgerens ven [B] ”Silver”, hvis navn også står listen, blev dræbt [i slutningen af] 2014. Silver var da i selskab med en anden journalist, der ligeledes blev ramt, men overlevede. Omkring årsskiftet 2014/15 flygtede [A’s] chef, [C], der havde modtaget trusler. Derefter var ansøgeren fungerende leder af [A] til han udrejste. Fra [slutningen af] 2014 og til udrejsen modtog ansøgeren ofte anonyme telefoniske dødstrusler fra forskellige personer, der blandt andet sagde, at det ville gå ham, som det var gået hans ven. De fleste trusler blev givet fremsat på vegne af al-Shabaab. Nogle gange sagde den, der ringede direkte, at han var fra al-Shabaab. I Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at en gang, i [sommeren] 2015, sagde ham, der ringede, hvad han hed. Vedkommende oplyste, han hed Abu Saif. I nævnet har ansøgeren oplyst, at han optog samtalen, som han for nyligt har fået genskabt. Samtalen blev afspillet under nævnsmødet. Ansøgeren blev truet omkring to gange om måneden. Formålet med dødstruslerne var at skræmme ham til at ophøre med at arbejde som al-Shabaab-kritisk journalist. Under andre samtaler, der nok var fra mere lokale muslimer, blev der udtrykt betydelig utilfredshed med noget, han har sagt i radioen, herunder om musik. Andre samtaler vedrørte klanfejder. I [foråret] 2015 rettede to mænd henvendelse på hans bopæl – hos hans faster – umiddelbart efter, at han selv var ankommet. De pågældende spurgte efter den mand, der lige var kommet. Fasters datter så gennem et hul i døren, at de to mænd var bevæbnede. Fasteren sagde til de pågældende, at der ikke var kommet nogen, og at mændene skulle gå, hvilket de gjorde. Det er klart mest sandsynligt, at mændene var fra al-Shabaab. Han frygtede derefter i endnu højere grad for sit liv. Indtil flugten opholdt han sig ofte på et hotel ved radiostationen, hvor der, som på radioen, var bevæbnede vagter, og hvor al-Shabaab derfor havde sværere ved at udføre målrettede angreb. Han var dog også ofte hjemme, måske omkring halvdelen af tiden. Afgørende herfor var blandt andet de konkrete advarsler, han fik fra navnlig politiet. Efter at have afsluttet et længerevarende planlægningsforløb udrejste han i [sommeren] 2015 illegalt til Etiopien. Ansøgeren har efter udrejsen haft kontakt til [A], der ikke har kunnet skaffe ham en kopi af hans båndede interview med Abdi. Stationen sender stadig. De medarbejdere, der var på stationen sammen med ansøgeren, er alle flygtet. På grund af krigshandlinger har hans ægtefælle, to børn og yngre søskende siden ultimo 2015 boet i byen Harfo i Mudug regionen, mens hans mor har opholdt sig i Boosaaso by i Bari regionen. Ansøgeren vil ikke selv kunne gemme sig i Harfo eller Boosaaso, hvor al-Shabaab også har magt og samarbejder med al-Shabaab i Galkayo. Den for ansøgeren beskikkede advokat har – efter at ansøgeren har afgivet forklaring – nedlagt principal påstand om, at sagen ikke afgøres på det foreliggende grundlag, idet oplysningerne om ansøgerens al-Shabaab-kritiske hjemmeside, YouTube-kanal samt radio- og tv-udsendelser bør undersøges nærmere. Da oplysningerne om adresserne på ansøgerens hjemmeside og YouTube kanalen blev meddelt Udlændingestyrelsen inden samtalen i [sommeren] 2016 og længe inden styrelsen traf afgørelse, bør sagen hjemvises. Alternativt bør sagen udsættes på, at nævnet foranlediger forholdene undersøgt. Udlændingestyrelsens repræsentant har heroverfor gjort gældende, at der ikke er fremkommet sådanne nye oplysninger under nævnsmødet, at sagen ikke bør afgøres på det foreliggende grundlag. Hvis det skønnes nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser, er det ikke afgørende for styrelsen, om sagen udsættes eller hjemvises. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som et centralt led i sit asylmotiv har forklaret, at han som journalist åbent var meget kritisk over for al-Shabaab, og at dette skulle fremgå af en radioserie, tv-indslag, hans YouTube kanal samt det han skrev på sin hjemmeside. Til brug for vurderingen af troværdigheden af denne del af forklaringen bør det materiale, der kan findes herom undersøges. Ansøgeren har til styrelsen oplyst de relevante hjemmeside- og YouTube-adresser. Ingen del af indholdet heraf findes i sagen, og styrelsen har kun i meget begrænset omfang spurgt ind hertil under samtalerne med ansøgeren. Under disse omstændigheder ophæver Flygtningenævnet styrelsens afgørelse og hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet afgørelse.” soma/2018/29/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiji, underklanen Murursade og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag anført, at han sammen med sin familie har været udsat for gentagne røverier i deres butik. Han har også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han har endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han fortsat ikke kan vende tilbage til Somalia, fordi klageren frygter, at han ikke vil kunne klare sig i Somalia. Klagerens familie er død, og han har ikke andet netværk i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2007 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu, herunder klagerens oplysninger om nylige bombesprængninger, ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har opholdt sig indtil 2002. Det er oplyst, at klageren har opholdt sig i Danmark som familiesammenført i perioden fra [foråret] 2003 til [foråret] 2003, hvor han igen udrejste, og at han herefter har haft lovligt ophold fra 2012. Han blev i 2014 gift med en somalisk kvinde, der efter det oplyste har bopæl i Uganda. Han har ingen familie i Danmark. Klageren har sin svigerfar i Somalia, og har efter det oplyste ikke yderligere i Somalia. Klageren har i [slutning af] 2007 afsluttet et 12-måneders frisørkursus. I perioden fra [foråret] 2012 til [vinteren] 2015 har klageren modtaget offentlige ydelser og derefter har han, indtil [slutning af] 2015, modtaget SU. Han har bestået Dansk 2 i [sommeren] 2014 og matematik niveau g i [vinteren] 2015. Klagerens eneste tilknytning til arbejdsmarkedet består i, at han fra [starten af] 2016 har været selvstændig erhvervsdrivende med egen frisørsalon. Der er fremlagt årsopgørelse fra 2016, hvoraf det fremgår, at klagerens overskud af egen virksomhed udgjorde […] kr. Klageren har ikke fremlagt årsopgørelse eller andre oplysninger om virksomhedens indtægt for 2017. Klageren har ikke deltaget i foreninger eller organisationer i Danmark, og han er sund og rask. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/28/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiji, underklanen Murursade og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag anført, at han sammen med sin familie har været udsat for gentagne røverier i deres butik. Han har også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han har endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han fortsat ikke kan vende tilbage til Somalia, fordi klageren frygter, at han ikke vil kunne klare sig i Somalia. Klagerens familie er død, og han har ikke andet netværk i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2007 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu, herunder klagerens oplysninger om nylige bombesprængninger, ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har opholdt sig indtil 2002. Det er oplyst, at klageren har opholdt sig i Danmark som familiesammenført i perioden fra [foråret] 2003 til [foråret] 2003, hvor han igen udrejste, og at han herefter har haft lovligt ophold fra 2012. Han blev i 2014 gift med en somalisk kvinde, der efter det oplyste har bopæl i Uganda. Han har ingen familie i Danmark. Klageren har sin svigerfar i Somalia, og har efter det oplyste ikke yderligere i Somalia. Klageren har i [slutning af] 2007 afsluttet et 12-måneders frisørkursus. I perioden fra [foråret] 2012 til [vinteren] 2015 har klageren modtaget offentlige ydelser og derefter har han, indtil [slutning af] 2015, modtaget SU. Han har bestået Dansk 2 i [sommeren] 2014 og matematik niveau g i [vinteren] 2015. Klagerens eneste tilknytning til arbejdsmarkedet består i, at han fra [starten af] 2016 har været selvstændig erhvervsdrivende med egen frisørsalon. Der er fremlagt årsopgørelse fra 2016, hvoraf det fremgår, at klagerens overskud af egen virksomhed udgjorde […] kr. Klageren har ikke fremlagt årsopgørelse eller andre oplysninger om virksomhedens indtægt for 2017. Klageren har ikke deltaget i foreninger eller organisationer i Danmark, og han er sund og rask. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/27/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Rahanweyne og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han flere gange er forsøgt hvervet af Al-Shabaab. Hertil kommer, at man som følge af konflikterne i landet ikke kan leve i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvunget til at slå nogen ihjel eller selv vil blive slået ihjel. Klageren har oplyst, at hans far gerne ville være politikker i landet, men blev slået ihjel. Klageren tror, at hans far blev slået ihjel af politiske årsager af Al-Shabaab. Klagerens onkel blev også slået ihjel, fordi han var politisk aktiv. Klageren frygter derfor, at han også vil blive slået ihjel på grund af blodhævn. Klageren har ikke hus eller familie i Mogadishu, hvorfor han ikke kan bo der. Klageren har under nævnsmødet yderligere oplyst, at nogle venner fra Facebook, har fortalt, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive slået ihjel af sin klan. Endelig har han henvist til, at han vil være i Al-Shabaabs søgelys som følge af, at han har opholdt sig flere år i Vesten. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tog ved nævnets afgørelse [i starten af] 2010 stilling til klagerens asylmotiv i forhold til Al-Shabaab. Nævnet fandt ikke, at klageren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt i søgelyset hos Al-Shabaab med henblik på hvervning og fandt således ikke, at han opfyldte betingelserne for at få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i Al-Shabaabs søgelys, hverken som følge af det oprindelige asylmotiv, men heller ikke som følge af, at han har opholdt sig i Vesten i flere år. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer at blive dræbt af sin klan, hvis han vender tilbage til Mogadishu. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren først under nævnsmødet har omtalt dette, ligesom han ikke nærmere har redegjort for baggrunden for, at hans klan skulle ønske at dræbe ham. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i flere sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet fortsat, at dette er tilfældet, således at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Somalia og har boet i Mogadishu indtil sin udrejse i 2009. Han har efter det oplyste ingen nære familiemedlemmer i Somalia. Han har haft lovligt ophold i Danmark siden 2012 og har bestået Dansk 2, ligesom han efter det oplyste har gennemført 9. klasse. Han har siden sommeren 2016 arbejdet som rengøringsassistent. Den første tid få timer ugentligt og siden [sommeren] 2017 i 30-37 timer ugentligt. Han taler noget dansk. Han har ingen familiemedlemmer i Danmark, men har under nævnsmødet oplyst, at han er forlovet med en herboende somalisk kvinde, og at parret skal giftes i [sommeren] 2018. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/26/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye, underklan Murusade, subklan Sabti og er muslim fra Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, idet han i hemmelighed giftede sig med en kvinde, [A], der var lovet væk til en mand fra al-Shabaab. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede [A’s] familie, idet de ikke støttede ægteskabet. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. I berigtiget afgørelse [ fra foråret 2017] har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab til grund, idet klageren på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Endvidere forekommer væsentlige dele af klagerens forklaring ikke sandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvad der skete med imamen [B], der viede klageren, og om episoden, hvor klageren blev angrebet på bopælen. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra fængslet, ligesom klagerens forklaring herom ikke forekommer sandsynlig. Derudover har klageren forklaret divergerende om, hvordan hans udrejse blev finansieret. Endelig har klageren forklaret divergerende og udbyggende om sin digtskrivning. Henset til, at der er en nær sammenhæng med klagerens påståede konflikt med sin tidligere hustrus familie og konflikterne med al-Shabaab, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge denne del af klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at de af klagerens advokat påberåbte sagsbehandlingsfejl ved Udlændingestyrelsens oprindelige afgørelse om opholdstilladelse ikke kan føre til en ændret vurdering af klagerens troværdighed. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab henholdsvis sin tidligere hustrus familie i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i sommeren 2014], således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at Bargaan i Galgaduud-regionen igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på det forhold, at klageren har boet i Bargaan i Galgaduud-regionen frem til 2014, som igennem længere tid havde været under al-Shabaab kontrol, hvilket klageren dermed har erfaring med. Endvidere har klageren fortsat familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte klagerens identitet overfor al-Shabaab. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Bargaan i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3½ år, han har bestået danskprøve 2, har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Han er medstifter af foreningen [C], men har ikke i øvrigt engageret sig i foreningslivet i Danmark. Klageren har hustru og 6 måneder gammel søn i Danmark. Hustruen er fra Somalia og har fået inddraget sin opholdstilladelse. Klageren har boet i Somalia, senest i Bargaan, indtil han var ca. 24 år, og klagerens mor bor fortsat i Bargaan. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2018/25/MAH
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk [A] og muslim fra [B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af AMISOM, fordi de ikke kan skelne mellem civile fra al-Shaabab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shaabab, idet de vil mistænke klageren for at være en spion, grundet hans ophold i Europa. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren primo] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens oprindelige asylmotiv Klageren har ikke for Flygtningenævnet påberåbt sig sit oprindelige asylmotiv. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det følger således af forarbejderne til § 19, stk. 1, nr. 1, at en meddelt opholdstilladelse kan inddrages, hvis de generelle forhold i hjemlandet er forbedret, selvom forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringerne dog ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ved vurderingen af denne sag lagt til grund, at [B] i [C] regionen igennem længere tid har været under de facto kontrol af AMISOM, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under AMISOM kontrol. Efter en samlet vurdering af de foreliggende nyeste baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne anført i Udlændingestyrelsens afgørelse og i EASO Country of Origin Information Report Somalia Security Situation, December 2017 og Asylum Research Consultancy Situation in South and Central Somalia (including Mogadishu), finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren primo] 2012, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet finder således, at det må lægges til grund, at de generelle forhold i [B], uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er forbedrede, og at forbedringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren, der ikke er profileret i forhold til de somaliske myndigheder, AMISOM eller al-Shabaab, til [B] i [C] regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren, der er opvokset i [B], hvor han opholdt sig indtil sin udrejse, oplyst blandt andet, at han har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 6 år og 1 måned. Klageren har bestået prøve i Dansk 2 og 9. og 10. klasse og enkelt fag på VUC. Klageren har i en periode gået på teknisk skole, men har afbrudt uddannelsen på grund af klagerens kones graviditet. Klageren har i 2017 været i praktik i 4 uger i [D]. Klageren har siden [primo] 2018 været ansat hos vikarbureauet [E] og han har gennem sin ansættelse her siden den [primo] 2014 arbejdet 34 timer om ugen i virksomheden [F]. Han har siden sommeren 2017 været aktiv i [G] i [H], hvor han bl.a. har været med til at arrangere arrangementer i forbindelse med kommunalvalget i [ultimo vinteren] 2017. Klageren er sund og rask. Han interesserer sig for fitness, familie, venner og at læse. Klageren er [sommeren] 2014 blevet gift med en somalisk kvinde fra Mogadishu. Hun kom til Danmark som lille, hvor hun sammen med sin far og søskende blev familiesammenført med sin mor. Klagerens kone fik efter det oplyste tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da hun blev 18 år. Hun har ikke familie i Somalia. Klageren har kun fjerne slægtninge i Somalia. Klageren og ægtefællen har to drenge født henholdsvis [sommeren] 2015 og [efteråret] 2016, og klageren har ikke i øvrigt familie i Danmark. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særlig belastende for ham og hans herboende nære familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, smh. med artikel 8 i EMRK. Nævnets flertal har ved afgørelsen navnlig lagt vægt på konsekvenserne for klagerens ægtefælle og børn, såfremt klagerens opholdstilladelse inddrages. Nævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på varigheden af klagerens ægteskab, varigheden af ægtefællens ophold i Danmark, og at klagerens ægtefælle har levet den væsentligste del af sit liv i Danmark og ikke reelt har nogen tilknytning til Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2018/24/IBK
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [A] og muslim fra [B], [C], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb af al-Shaabab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at klageren havde en konflikt med al-Shaabab, hvilket tog udspring i, at al-Shaabab kontaktede hendes ægtefælle, fordi de gerne ville have ham. Omkring to måneder efter kontaktede de klagerens far første gang. Tre maskerede mænd fra al-Shaabab opsøgte herefter klagerens bopæl, hvor hun og hendes far opholdte sig. De sagde, at klagerens ægtefælle var væk og at de anså ham for at være vantroende, hvorfor hun ikke længere kunne være gift med ham. Mændene fra al-Shaabab ville derfor gerne have, at klagerens far gav hende væk til en af de tre mænd. Klagerens far svarede, at det kunne han ikke gå med til, da klageren allerede var gift, men mændene insisterede på, at det skulle han. De sagde til klagerens far, at han skulle tænke over det, og at de ville komme tilbage. Såfremt klagerens far ikke indvilligede i ægteskab med en af de tre mænd, så ville det gå ud over faren. De sagde, at de ville vende tilbage efter tre dage. Klageren udrejse herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens oprindelige asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren i første samtale med de danske myndigheder i [sommeren] 2012 adspurgt om sit asylmotiv oplyste, at hun søgte asyl i Danmark med henblik på at kunne sende penge hjem til moderen, eller alternativt at moderen efterfølgende kunne komme til Danmark på en familiesammenføring. Nævnet lægger videre vægt på, at klageren i sin samtale med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2012 forklarede, at hun ikke rejste til Kenya, hvor hendes mand opholdt sig, fordi livet var hårdt. Nævnet er opmærksom på, at klageren, da hun blev konfronteret med det oprindeligt oplyste asylmotiv til samtalen i [efteråret] 2012 forklarede, at hun ikke i den første samtale var blevet spurgt ind til sine problemer. Nævnet finder imidlertid, at det er bemærkelsesværdigt, at klageren ikke af egen drift forklarede om det senere påberåbte asylmotiv, henset til at det angiveligt denne udefrakommende begivenhed, der var årsagen til, at hun forlod sin familie. Flygtningenævnet lægger videre på, at klageren har forklaret udbyggende. Klageren forklarede således ikke i samtalerne i 2012 om, at al-Shabaab skulle have bortført klagerens far. Dette forklarede klageren imidlertid i samtalen [foråret] 2017. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende på centrale punkter om omstændigheder vedrørende asylmotivet. Klageren har således til samtalen [i efteråret] 2012 forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt af tre maskerede og bevæbnede personer fra al-Shabaab, som forlangte, at hun skulle gifte sig med en af mændene, og at de, da klagerens far afslog dette, sagde, at de ville komme igen to dage senere, hvorefter de gik. Klageren forklarede videre, at hun udrejste morgenen, efter at mændene havde været på bopælen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede klageren, at mændene, da de gik, sagde, at de ville komme tilbage efter tre dage. Klageren forklarede videre, at hun udrejste to dage efter, at mændene havde været på bopælen. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren modsat i samtalerne med Udlændingestyrelsen for nævnet har forklaret, at hendes ægtefælle ikke havde været kidnappet af al-Shabaab, inden han flygtede til Kenya. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens begrænsede uddannelse i Somalia og på den tid, der er gået imellem de to samtaler. Nævnet finder imidlertid, at der er tale om så centrale omstændigheder, at det må forventes, at en person, der har været udsat for en sådan oplevelse, vil kunne huske sådanne omstændigheder og forklare ensartet herom. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at klagerens far for at skaffe penge til klageren udrejse solgte sit hus inden, al-Shabaab kom og forlangte, at hun skulle giftes med en al-Shabaab-mand, svækker klagerens troværdighed. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det følger således af forarbejderne til § 19, stk. 1, nr. 1, at en meddelt opholdstilladelse kan inddrages, hvis de generelle forhold i hjemlandet er forbedret, selvom forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringerne dog ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ved vurderingen af denne sag lagt til grund, at [B] i [C] regionen igennem længere tid har været under de facto kontrol af AMISOM, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under AMISOM kontrol. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne anført i Udlændingestyrelsens afgørelse og i EASO Country of Origin Information Report Somalia Security Situation, December 2017 og Asylum Research Consultancy Situation in South and Central Somalia (including Mogadishu) fra 25. januar 2018, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2012, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet finder således, at de generelle forhold i [B], uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er forbedrede, og at forbedringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Da Flygtningenævnet har tilsidesat klagerens forklaring om sin påståede konflikt, lægger nævnet til grund, at klagerens far og ældste bror, der nu er omkring 19 år, fortsat opholder sig i Somalia, og at ansøgeren har et mandligt netværk i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [B] i [C] regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren oplyst blandt andet, at hun har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5½ år. Hun har bestået Danskprøve 1 og har siden [vinteren ultimo] 2016 gået på AOF på FVU dansk og FVU matematik, men hun har ikke gennemført et uddannelsesforløb og har ikke – bortset fra to praktikophold af henholdsvis 3 og 6 måneders varighed – haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Hun har ikke engageret sig i foreningslivet her i landet. Hun er sund og rask. Hun har ikke børn, og hun har ikke familie i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/23/IBK
Nævnet hjemviste i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013 Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har nedlagt påstand om hjemvisning navnlig med henblik på fornyet vurdering af klagerens tilknytning til Danmark. Klageren har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand. Efter parternes samstemmende påstande hjemviser Flygtningenævnet sagen.” Soma/2018/22/IBK
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som han er eftersøgt af. Han frygter videre de somaliske myndigheder, da de har noteret hans navn og mistænker ham for at tilhøre al-Shabaab. Klageren har ingen familie, der kan hjælpe ham, hvis han bliver tilbageholdt. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Klageren blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia. Det skal herefter vurderes, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flertallet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der skal endelig tages stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnets flertal, at der ikke er belæg for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er senest affattet ved L nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002), og der skelnes i bemærkningerne til bestemmelsen ikke mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Udlændingelovens § 8 er senest affattet ved lov nr. 403 af 1. juni 2005 (lovforslag nr. L 79 af 23. februar 2005), hvoraf følgende fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslaget (nr. 4-9): ”Som følge af de pågældende personers særlige status som kvoteflygtninge vil spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1 (om inddragelse som følge af ændring i grundlaget for en ansøgning om opholdstilladelse m.v.), i almindelighed ikke komme på tale. Inddragelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, kan dog komme på tale i de sjældne tilfælde, hvor grundlaget for opholdstilladelsen er afgørende forrykket, f.eks. i tilfælde af personforveksling o.l.” Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014) indsattes som 2. pkt. til § 19, stk. 1, nr. 1: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen.” Der skelnes i bemærkningerne til lovændringen ikke mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Det bemærkes, at § 19, stk. 1, nr. 1, er suppleret af § 19. stk. 2, nr. 4, der blev affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. L 188 af 26. marts 2010). Bestemmelsen vedrører inddragelse som følge af flygtninges rejser til hjemlandet. Der er heller ikke i bemærkningerne til denne lovændring, eller i bemærkningerne til lovforslag nr. L 87 af 10. december 2015, der tilføjede et 3. pkt. til bestemmelsen, skelnet mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. I bemærkningerne til den oprindelige udlændingelov fra 1983, hvorved § 19, stk. 1, oprindeligt blev indført, er det alene anført, at bestemmelsen svarer til § 15 i det udkast til udlændingelov, der er indeholdt i betænkning om udlændingelovgivningen (betænkning nr. 968/82). Der skelnes ikke i betænkningen mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8, og der ses heller ikke at være skelnet mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8 i senere ændringer til bestemmelsen forud for nyaffattelsen i 2002. Bemærkningerne i lovforslag nr. L 79 af 23. februar 2005 forekommer således at være enkeltstående, uden støtte i øvrigt i lovens forarbejder. Bemærkningerne fremgår endvidere ikke til en ændring af udlændingelovens § 19 om inddragelse, men til en ændring af udlændingelovens § 8. Der er derfor ikke grundlag for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Om § 26-vurderingen bemærker Flygtningenævnets flertal, at § 26, stk. 1, indeholder en række hensyn, som der navnlig skal lægges vægt på ved en afgørelse om inddragelse, herunder bl.a. udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet, jf. § 26, stk. 1, nr. 5. Af forarbejderne til loven fremgår herom, jf. betænkning nr. 882/1979, side 118: ”Efter bestemmelsen skal der også tages hensyn til udlændingens eventuelt manglende eller svage tilknytning til det eller de lande, hvor udlændingen efter en udvisning kan ventes at tage ophold. En udlændings forbindelse med hjemlandet kan være ringe, f.eks. fordi den pågældende er rejst derfra i en meget ung alder. Udvisningen bør i så fald kun ske i særligt kvalificerede tilfælde. At forholdene i udlændingens hjemland generelt er ringere end forholdene her i landet, er ikke i sig selv et hensyn, der bør indgå i afvejningen.” Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren var 12-13 år på tidspunktet for sin udrejse af Somalia, og at han ikke siden har haft kontakt med sin familie i Somalia, men at han af en ven er blevet oplyst om, at hans far er blevet kidnappet. Ansøgerens mor døde, da ansøgeren var tre år gammel. Han ved ikke, hvor hverken hans halvsøskende eller stedmor opholder sig. På baggrund af ovenstående finder Flygtningenævnets flertal, at vurderingen efter § 26 skal ses i lyset af, at klageren er udrejst af Somalia som ganske ung og ikke siden har haft kontakt til sin familie, som han ikke ved hvor befinder sig, og at inddragelse derfor som udgangspunkt bør ske, hvis der er tale om et ”kvalificeret tilfælde”. Klageren blev [i foråret] 2013 genbosat i Danmark fra Kenya. Han indrejste i Danmark [i foråret] 2013 og har således opholdt sig lovligt i Danmark i over 4 ½ år. Han har et barn med en dansk statsborger fra Grønland på omkring 1½ år, som han har regelmæssig kontakt med via telefon og skype. Han har bestået danskprøve 2, og har under nævnsmødet udvist et grundlæggende kendskab til dansk, som han taler og forstår. Han har i Danmark gået på en ungdomsskole, været på et højskoleophold af 1 års varighed og tager nu 9. klasse på VUC. Han har, ved siden af sin skole, arbejdet for forskellige vikarbureauer i omkring 2 år med varierende arbejdstider. Han har tidligere været aktiv frivillig hjælper i Den Somaliske forening i Kolding, som efter det oplyste er en forening, som bygger bro, med fokus på mangfoldighed, samhørighed, åbenhed og fællesskab. Han har efter det oplyste her været frivillig hjælper i en lektiecafé, stået for fællesaktiviteter til mindreårige børn og været fodboldtræner for et senior fodboldhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende for klageren, hvorfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2017 ændres, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2.” Soma/2018/21/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Abgal og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle uroligheder i Somalia. Hun har tillige henvist til, at hun frygter en højt placeret mand fra al-Shabaab, det han før hendes udrejse af Somalia, havde forsøgt at tvinge hende til at indgå i et ægteskab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv [fra sommeren] 2012, og Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sit ophold i Europa efter sin udrejse af Somalia, ligesom klageren har forklaret udbyggende om sin samtale med sin bror i Sverige, herunder at broren skulle have truet klageren, og at broren skulle have oplyst, at også to af klagerens halvbrødre var blevet dræbt samtidig med faren. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at klagerens far angiveligt er blevet dræbt som følge af klagerens konflikt flere år efter klagerens udrejse. Nævnet finder det derudover mindre sandsynligt, at klageren først efter Udlændingestyrelsens inddragelse af klagerens opholdstilladelse har eftersøgt sin mor, selvom klageren to-tre år tidligere havde fået oplyst, at moren var flygtet ud af landet. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet lagt vægt på, hvordan klageren har fremstået for nævnet, herunder at klageren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål. Ligeledes har nævnet lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket, idet hun ved indrejsen til Danmark opgav falsk identitet. Endelig afsvækker det klagerens påstand om behovet for beskyttelse, at klageren udrejste af Somalia i 2009 og herefter må antages at have opholdt sig i Europa men først søgte om asyl i 2011. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund klagerens forklaring om sin konflikt med militsgruppen al-Shabaab som konstrueret og utroværdig. Nævnet kan som følge heraf heller ikke lægge til grund, at klagerens far og to halvbrødre er døde. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor hun boede, indtil hun var ca. 17 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år, hun har bestået danskprøve 2, har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Omvendt må det lægges til grund, at klageren har familie i Somalia, herunder sin far, halvbrødre og sine forældres familier. Klageren har under hele sit ophold i Danmark modtaget offentlige ydelser. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/20/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Banadir, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi hun har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev opsøgt af tre eller fire medlemmer af al-Shabaab i ultimo 2008/primo 2009. Medlemmerne bad hende om at tilslutte sig al-Shabaab. De ville have, at hun skulle lave mad til gruppen, holde øje med regeringssoldaterne i byen og blive trænet i kamp. Hun nægtede at tilslutte sig. Al-Shabaab forsøgte at rekruttere alle unge piger i området. Ansøgeren blev opsøgt af al-Shabaab medlemmer omkring ti gange i alt frem til hendes udrejse i [efteråret 2009]. Hun blev hver gang bedt om at tilslutte sig, hvilket hun nægtede. Medlemmerne truede med at slå ansøgeren og hendes søskende ihjel, hvis hun fortsat nægtede. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den periode, hvor hun hævder at skulle være forsøgt tvangshvervet af al-Shabaab. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren således først, at hun var blevet opsøgt ti gange på en måned. Senere i samtalen forklarede hun i perioden primo 2009 til sin udrejse i [efteråret 2009] blev forsøgt rekrutteret ti gange i alt. Flygtningenævnet finder, at både antallet af henvendelser for al-Shabaab og den periode henvendelserne foregik over er en væsentlig oplysning, som en person, der har været udsat herfor, må forventes at kunne forklare ensartet om. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren kunne afvise al-Shabaab ti gange, uden at det fik konsekvenser for hende. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun genkendte de personer, der opsøgte hende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hun kendte mændene perifært fra området, idet ansøgeren og mændene boede i samme område. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2016] har ansøgeren forklaret, at hun ikke genkendte personerne, da de var maskerede. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først har ansøgt om asyl i Danmark i [efteråret 2015], henset til at hendes mand, som hun har været gift med siden 2006, har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først oplyste et asylmotiv, efter at Udlændingestyrelsen [i efteråret 2014] har meddelt afslag på en ansøgning om familiesammenføring. I lyset af ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være uden netværk i Mogadishu. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren er født i Mogadishu og opholdt sig der før sin udrejse af Somalia, finder nævnet at skulle vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af ansøgeren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven¬tions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser af 7. og 17. juli 2017 samt 29. september 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at den bombesprængning, der fandt sted i Mogadishu den 14. oktober 2017, er udtryk for en sådan forværring af den generelle situation, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/2/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Darood og er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Han oplyste videre, at han ligeledes frygter at få problemer med de somaliske myndigheder, der vil associere ham med al-Shabaab og frihedsberøve ham, fordi han hedder [A] til efternavn. Til støtte herfor oplyste klageren, at hans bror i 2015 blev stoppet i Mogadishu lufthavn og at han var tilbageholdt i en måned, fordi han hedder [A] til efternavn. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet lagde oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men både styrelsen og Flygtningenævnet fandt, at det af klageren anførte ikke var asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at der ikke er tilvejebragt oplysninger, der giver grundlag for at ændre denne vurdering. Ligeledes finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han alene som følge af sit efternavn må antages at risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han boede, indtil han var ca. 30 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år, han har bestået danskprøve 1, har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Klageren har tre søskende i Danmark og blandt andet ægtefælle og to børn samt mor i Sverige. Klagerens far og farens familie bor i Kismayo, Somalia. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/19/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, etnisk somali og muslim fra [en landsby i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren blev den [vinteren] 2012 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Ved ankedom af [foråret] 2017 afsagt af Vestre Landsret blev klageren idømt 4 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. [Efteråret] 2017 har klageren oplyst, at han ikke ønsker at medvirke til en udsendelse til Somalia. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive dræbt af sin plejefars bror, [F], fordi klageren har arvet et stykke jord af sin plejefar, [A], inden plejefaren i 2006 afgik ved døden. Klageren lovede [A], at han ville holde arven hemmelig, indtil der kom en velfungerende regering, der kunne sikre klageren arven. Efter [A]s død, krævede hans bror, [F], at blive bekendt med, hvad klageren havde arvet. Idet klageren nægtede at fortælle [F] om arven, bragte [F] klageren til et hus, hvor klageren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev kørt til havet, hvor han blev efterladt. En koranlærer tog ham med hjem fra stranden og plejede hans sår, hvorefter klageren forlod landsbyen. Klageren udrejste illegalt af Somalia omkring 2007. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende på en måde, der ikke kan forklares med den tid, der er forløbet siden hændelserne fandt sted. Klageren har således forklaret divergerende om bl.a., hvor han befandt sig, da han blev overfaldet efter sin plejefars død. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [vinteren] 2012 forklaret, at han var ude at handle, da han blev overfaldet. Under samtalen [af efteråret] 2017 har han forklaret, at han blev opsøgt i sin plejefars hjem og under sin forklaring for Nævnet har han forklaret, at han var på vej hjem fra markerne, da overfaldet fandt sted. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bevidstløs, da han blev bragt til stranden efter mishandlingen af ham. Under samtalen [af efteråret] 2017 har han således forklaret, at han var ved bevidsthed under hele turen, og at han stadig har mareridt om overfaldsmændenes stemmer, mens han under de øvrige samtaler og under sin forklaring for Nævnet har forklaret, at han var bevidstløs under turen. Endelig har klageren forklaret divergerende om, hvordan han kom videre fra den koranlærer, som hjalp ham væk fra stranden. Han har således under samtalen [af vinteren] 2012 forklaret, at han red derfra på et æsel sammen med nogle andre, mens han under samtalen [af efteråret] 2017 og under sin forklaring for Nævnet har forklaret, at han blev transporteret væk skjult på en æselkærre. Endelig har klageren forklaret usammenhængende og udbyggende om, hvordan hans hoved blev tvunget under vand i forbindelse med mishandlingen af ham, og om sit forhold til plejefaren. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde i Marka, er forbedret siden 2012, og at situationen er forbedret i et sådant omfang, at klageren vil kunne sendes tilbage til Somalia uden at risikere at blive udsat for sådanne forhold, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 31, stk. 1.” soma/2018/18/MME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia.. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, muslim af trosretning og tilhører klanen [K] fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet de tidligere har forsøgt at dræbe klageren, fordi han nægtede at lade sig hverve til al-Shabaab. Klageren har videre henvist til, at det var hans konflikt med den lokale landsmand, [H], der udløste konflikten med al-Shabaab. Klageren ved ikke om [H] var til stede under al-Shabaabs overgreb på klageren, da overgrebene skete om natten og de pågældende personer var maskerede. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i 2008 havde en uoverensstemmelse med sin nabo, der var tilknyttet al-Shabaab, omkring et jordstykke. Flygtningenævnet kan endvidere i overensstemmelse med klagerens forklaring lægge til grund, at denne uoverensstemmelse medførte, at han blandt andet blev skudt i benet og senere i 2011 blev stukket med kniv i brystkassen. Det lægges videre til grund, at al-Shaabab omkring 2008 forsøgte at tvangsrekruttere klageren. Efter klagerens forklaring må det imidlertid tillige lægges til grund, at konflikten med naboen omkring jordstykket nu er ophørt, idet klageren og hans familie har opgivet det omhandlede jordstykke. På denne baggrund, og da klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at det er den tidligere nabo, han frygter ved en tilbagevenden til Somalia, og efter en samlet vurdering, herunder af de foreliggende oplysninger om den formindskede risiko for tvangsrekruttering i Mogadishu, sammenholdt med, at klageren ikke er særlig profileret, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. De seneste baggrundsoplysninger, herunder blandt andet jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017 kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Klageren er født og opvokset i Somalia, indtil han som 27-årige i 2012 udrejste af Somalia. Klageren har bestået Dansk Prøve 1. Han har ikke haft en lønnet tilknytning til arbejdsmarkedet, men har siden oktober 2016 været i et praktikforløb. Klageren er medlem af [en forening], der har som hovedformål at fremme integrationen. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/17/jov
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende /en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, tilhører klanen [K] og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter en mand, som tilhører en for klageren ukendt militsgruppe. Manden opsøgte klageren i slutningen af 2010, og informerede hende om, at han ville giftes med klageren med magt. Et par dage efter dette flyttede klageren ind hos sin nabo, hvor hun opholdt sig i skjul i de efterfølgende syv måneder. Mens klageren opholdte sig hos sin nabo, blev klagerens familie jævnligt opsøgt af militsmedlemmet, hvor han truede klagerens familie på livet. Dagen før klagerens udrejse af Somalia, spurgte militsmedlemmet efter klageren i den bydel, hvor hun boede. Klageren har videre henvist til, at hun ikke har familie i Somalia, og at hendes datter risikerer omskæring i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret udbyggende og utroværdigt om sin konflikt med en militsmand vedrørende spørgsmålet om et ægteskab. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at klageren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun blev truet ansigt til ansigt af militsmanden én gang, og at hun derefter gemte sig syv måneder hos en nabo, inden hun udrejste, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun blev opsøgt og truet af militsmanden mange – måske mere end 10 gange - når hun gik på gaden. Det er endvidere utroværdigt, at klageren, der er enebarn, ikke inden udrejsen sikrede sig kontaktoplysninger på sine forældre, eller at hun ikke efterfølgende har forsøgt at opspore sine forældre, selv om hun har haft kontakt til sine naboer via Facebook. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af klagerens forklaring finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. De seneste baggrundsoplysninger, herunder blandt andet jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017 kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Klageren er født og opvokset i Somalia, indtil hun som 17-årig udrejste af Somalia i 2011. Klageren er sund og rask og går på AOF, men hverken hun eller hendes ægtefælle har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet. Da Flygtningenævnet som ovenfor anført har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er uden netværk i Somalia, til grund. Efter de foreliggende oplysninger er der i øvrigt intet til hinder for, at klageren og hendes ægtefælle kan udøve deres familieliv i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte hendes opholdstilladelse forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Klagerens børn har opholdstilladelse som familiesammenført til deres far, hvorfor Flygtningenævnet allerede af den grund ikke har taget stilling til klagerens frygt for omskæring af hendes nu femårige datter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” soma/2018/16/jov
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, tilhører klanen [K] og muslim. Klageren er fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller [A]s familie. Klageren har videre forklaret, at al-Shabaab i perioden fra [sommeren] 2009 til [sommeren] 2011 utallige gange har forsøgt at tvangshverve ham. Klageren blev i denne periode slået af personer fra al-Shabaab flere gange, da han ikke indvilgede i at tilslutte sig gruppen. På et ukendt tidspunkt i 2010 opsøgte al-Shabaab klagerens bopæl, hvor klageren ikke var hjemme. Al-Shabaab tog ved denne lejlighed klagerens storebror, [M], med. Al-Shabaab havde også forsøgt at tvangshverve klagerens bror gentagne gange. Få dage efter [M] blev taget med af al-Shabaab, blev hans lig fundet. Klageren har endvidere forklaret, at han havde gjort sin kæreste, [A] gravid udenfor ægteskab, og at al-Shabaab fandt ud af dette. [A] blev taget med af al-Shabaab i begyndelsen af 2011. Klageren formoder, at [A] fortalte al-Shabaab, at han var faren. Klageren har derudover oplyst, at han har en konflikt med [A]s familie, da de ikke billigede klageren og [A]s forhold. [A]s brødre er medlemmer af al-Shabaab. Klageren har videre forklaret, at han frygter, at blive kidnappet af al-Shabaab, da klageren har opholdt sig i vesten og fordi al-Shabaab vil kræve løsepenge af klagerens mor, der opholder sig i Sverige. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret udbyggende og utroværdigt på væsentlige punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at klageren først sent har forklaret om sin frygt for kærestens familie, og at modsætningsforholdet til kærestens familie ikke er troværdigt henset til, at det netop er kærestens familie, der efter klagerens udrejse har holdt klageren orienteret om kærestens skæbne. Det er i den forbindelse endvidere indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren har forklaret divergerende og usikkert om tidspunktet for kærestens tilfangetagelse. Videre lægger nævnet vægt på, at klageren har forklaret udbyggende og divergerende om sin konflikt med al-Shabaab. Klageren har således blandt andet under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklaret, at han ikke var hjemme, da al-Shabaab tog hans bror til fange, mens klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at han den dag var hjemme, og at al-Shabaab sagde, at klageren ville blive den næste. Endvidere forblev klageren i Mogadishu i ca. 1 år efter broderens tilfangetagelse, selv om det ifølge klagerens forklaring ikke var specielt dyrt at komme til Kenya, og at bedstemoren kunne betale herfor. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af klagerens forklaring sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende blandt andet spørgsmålet om tvangsrekruttering i Mogadishu, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder, at klageren risikerer forfølgelse fra al-Shabaab som følge af, at han har opholdt sig i Danmark de seneste godt 5 år, og at han har familie i Sverige, idet klageren, der var 22 år, da han udrejste af Somalia, må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har bestået Dansk Prøve 2. Han har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men går på VUC. Han er ikke medlem af bestyrelser eller lignende. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men har mor og søskende i Sverige. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/15/jov
Nævnet ophævede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye, subklan Murasade, og sub-subklanen Said Abukur og er sunni muslim fra Afmadow, Jubbada Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab og familien til en soldat, som klageren var fængslet sammen med. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han sammen med sin far leverede vand til befolkningen, og at han blev tvunget til at levere vand til myndighederne. Da klageren og hans far en dag skulle levere vand, blev vejen spærret af al-Shabaab, der skød mod dem. Klageren far blev skudt og døde. Klageren blev tilbageholdt sammen med en soldat, der ledsagede dem under transporten. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for fysiske overgreb. Efter 15 dage kom klageren og soldaten for en dommer, hvor de blev udspurgt om hinanden. Både klageren og soldaten blev idømt dødsdom. Klageren flygtede fra fængslet i forbindelse med et toiletbesøg og brækkede sin skulder i forbindelse med flugten. Klageren tog hjem til sin familie og udrejste herefter af Somalia. Efter klagerens udrejse er hans familie blevet opsøgt af al-Shabaab og soldatens familie. Al-Shabaab har dræbt klagerens bror og brændt familiens hus ned. Soldatens familie mener, at klageren har udleveret soldaten til al-Shabaab. De efterstræber af den grund klageren. De har dræbt klagerens anden bror. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen må anses for at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab til grund, og at afgørelsen således er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens senere forklaringer om sit asylmotiv indeholder sådanne divergenser eller andre forhold, at der er grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering af klagerens forklaring. Spørgsmålet er herefter, om forholdene har ændret sig således, at klageren med det oprindeligt angivne asylmotiv på nuværende tidspunkt vil være i risiko for forfølgelse fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren med sit oprindelige asylmotiv er profileret i forhold til al-Shabaab, og at forholdene ikke har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke fortsat er i risiko for forfølgelse fra al-Shabaab. Nævnet bemærker herved, at al-Shabaab vel ikke har kontrollen med klagerens hjemby Afmadow, men at al-Shabaab er til stede i området, og at det må antages, at al-Shabaab vil være i stand til at ramme klageren, hvis de ønsker dette. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/13/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye, subklanen Abgal, og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Al-Shabaab og generelt frygter for sin sikkerhed og sit liv. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han frygter at blive hvervet af Al-Shabaab, idet de forsøgte dette umiddelbart inden udrejsen i 2010, at han frygter Al-Shabaab, fordi han har været i kontakt med en højtstående myndighedsperson, mens denne var på besøg i København i perioden [i efteråret] 2016, og at han frygter Al-Shabaab, fordi han opholdt sig i et vestligt land siden 2011. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere bestemt dato i] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke, at det af klageren påberåbte hvervningsforsøg fra Al-Shabaab i 2010 indebærer, at klageren i dag er i nogen risiko i forhold til Al-Shabaab. Det var således en generel hvervningstale, der i det højeste blev fulgt op af en enkelt henvendelse til klagerens far. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens forbindelse til [A] har en så nær karakter, at klageren af den grund må antages af Al-Shabaab at blive opfattet som et mål. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at klagerens ophold i Danmark gennem de seneste cirka syv år indebærer, at klageren af den grund risikerer forfølgelse. Nævnet bemærker herved, at klageren var 22 år, da han udrejste, og at han må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har kun begrænsede danskkundskaber, og han har ikke reelt opnået nogen integration. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har ingen familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” SOMA/2018/11/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Yahar Hawadle-klanen og er muslim. Familien stammer fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin onkel grundet en gammel familiekonflikt. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han fik fortalt af sin mor, at hans far og bror blev forgiftet i 2008 af klagerens onkler. Efter sin fars død tog klagerens onkler alle klagerens mors værdier, herunder skødet til ejendommen. Onklerne truede herudover klagerens mor med at slå klageren og klagerens søskende ihjel. Efter sin indrejse i Danmark fik klageren oplyst fra sin mors nabo, at både klagerens mor og yngre søskende var blevet slået ihjel. Endelig har klageren oplyst, at han i 2003 blev anholdt og tilbageholdt af myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater i forbindelse med en straffesag. Klageren blev i januar 2008 løsladt og udsendt til Somalia. Klageren har senest forklaret, at familiefejden skyldtes hans ægteskab med [A], idet hendes familie ikke ville acceptere ham. Klageren har endvidere påberåbt sig frygt for Al-Shabaab, som følge af at han har opholdt sig i en årrække i et vestligt land. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere bestemte dato i] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tog ved nævnets afgørelse af [en nærmere bestemt dato i] 2010 stilling til klagerens oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet fandt ikke, at klageren havde sandsynliggjort dette. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker herved, at det oprindelige asylmotiv og det nu påberåbte asylmotiv er forskellige, og at klageren ikke har givet nogen forklaring på divergenserne. Nævnet bemærker endvidere, at klageren også har afgivet divergerende forklaringer om sine familieforhold, herunder om familien er levende eller død. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren risikerer forfølgelse fra Al-Shabaab som følge af, at han har opholdt sig i Danmark gennem de seneste cirka otte år. Nævnet bemærker herved, at klageren indrejste i Danmark som 27-årig, og at det må anses for uklart, hvor klageren tidligere har opholdt sig. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har bestået Dansk Prøve 2. Han har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har gået på højskole og er i gang med en uddannelse på KVUC. Han er ikke medlem af bestyrelser eller lignende. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men er gift med en somalisk statsborger, der er bosat i Sverige sammen med deres to fælles børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SOMA/2018/10/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hawiye og sunni muslim fra Adan Yabaal, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin far og bror, fordi hun er blevet hemmeligt gift med en mand ved navn [Y]. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun blev født i byen Adan Yabaal, men flyttede til Mogadishu som cirka 4-årig, hvor hun boede hos hendes fars ven, [A]. I Mogadishu lærte hun [Y] at kende. I 2008 var hendes far på besøg i Mogadishu, hvor han så hende tale med [Y]. På denne baggrund tog hendes far hende med tilbage til Adan Yabaal. Ansøgeren blev i 2008 tvangsgift med en mand ved navn [H], som hun fik to sønner med i henholdsvis 2009 og 2010. Hun blev i 2010 skilt fra [H]. I en ukendt måned i 2010 overlod hun sine to sønner i sine forældres varetægt, og tog ophold i Mogadishu hos [A]. Hun begyndte herefter at se [Y] igen, og de blev hemmeligt gift i [foråret] 2011. To dage efter vielsen flyttede hun ind hos sin svigerfamilie i Mogadishu. Hendes far ankom tilfældigt til Mogadishu omkring en måned efter vielsen, og her fortalte hun sin far, at hun var blevet gift med [Y]. Ansøgerens far udsatte hende efterfølgende for et fysisk overgreb, som det lykkedes [A] at stoppe. Efter et par dage tog hendes far hjem til Adan Yabaal uden at have haft yderligere kontakt til hende. [Y] udrejste af Somalia omkring en måned efter den ovenstående episode, fordi han var blevet forsøgt tvangserhvervet af grupperingen al-Shabaab. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos hendes svigermor, men hun døde under en måned efter, at [Y] udrejste af Somalia. Hun tog ophold hos [A] indtil slutningen af første måned i 2013, hvorefter hun rejste til Etiopien for at søge om familiesammenføring med [Y], som nu opholdt sig i Danmark. Hun blev meddelt afslag på familiesammenføring i september 2013, og hun tog igen ophold hos [A] i Mogadishu. Hun udrejste af Somalia [i sommeren 2015], fordi hun ønskede at leve sammen med [Y], som befandt sig i Danmark. Det påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det følger heraf, at en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre sin identitet, som den pågældende påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine personoplysninger og udbyggende om udfyldningen af papirerne i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring i 2013. Ansøgeren anførte i ansøgningsskema [fra foråret 2013] i forbindelse med, at ansøgeren søgte om familiesammenføring i Danmark, at hun var født i Mogadishu i 1994, og at hun var studerende. I forbindelse med nærværende asylsag har ansøgeren oplyst, at hun er født i 1990 i landsbyen Adan Yabaal, og at hun ikke studerede i sit hjemland. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har givet tre forklaringer på, hvordan papirerne i forbindelse med ansøgningen af familiesammenføring blev udfyldt. Indledningsvis forklarede ansøgeren til asylsamtalen [i vinteren 2017], at hun fik hjælp til at udfylde papirerne af en tilfældig somalisk kvinde, som hun mødte på gaden i Etiopien. Efterfølgende forklarede hun, at fik hjælp af en tilfældig mand til at udfylde ansøgningen om familiesammenføring, og at han fik en lille betaling for hjælpen. Manden udfyldte hele ansøgningen uden hjælp fra ansøgeren. Foreholdt at denne forklaring er bemærkelsesværdig henset til, at ansøgningen indeholder personlige oplysninger om hendes liv forklarede ansøgeren, at manden måske stillede enkelte spørgsmål. I forbindelse med oversættelsen af referatet af samtalen forklarede ansøgeren nu, at det var hendes ægtefælle, [Y], der udfyldte ansøgningen om familiesammenføring. Denne sidste forklaring har ansøgeren gentaget for nævnet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at der ikke er overensstemmelse mellem de oplysninger, som henholdsvis ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, [Y], har givet om hinanden i deres asylsager. [Y] har således i ansøgningsskemaet i sin sag ikke angivet, at han havde en ægtefælle. Tværtimod forklarede han til sin asylsamtale [i vinteren 2012], at han var ugift, men at han havde en hemmelig kæreste, som var somalisk statsborger og hed [I]. Han forklarede videre, at hun ikke var hans nabo, og at de ikke havde børn sammen eller hver for sig eller ansvaret for andre børn. Ansøgeren har forklaret, at hun har to børn, og at hun blev gift med [Y] i 2011, og at hun flyttede ind hos [Y’s] familie to dage efter vielsen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke flyttede ind hos i [Y] efter brylluppet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren og [Y] i forbindelse med familiesammenføringssagen har anført, at ansøgeren blev kaldt [I] af [A], som ansøgeren boede hos i Mogadishu, og at ansøgeren for nævnet har forklaret, at [Y] ikke kendte hendes rigtige navn. Det kan imidlertid henset til [Y’s] forklaring i sin asylsamtale ikke føre til et andet resultat. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at hendes kaldenavn var [I]. Divergenserne er af en sådan karakter, at de efter Flygtningenævnets opfattelse svækker ansøgerens generelle troværdighed. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sit asylmotiv finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun udelukkende er udrejst af Somalia, da hun frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, fordi hun blev hemmeligt gift med [Y], og at hun frygter sin bror, fordi han også er imod ægteskabet med [Y]. Heroverfor står, at ansøgeren ikke har nævnt denne frygt i ansøgningsskemaet, som hun udfyldte [i efteråret 2015] i anledning af, at hun ansøgte om asyl. I skemaet er anført, at hun forlod sin familie, fordi hendes far ønskede, at hun skulle lade sig skille fra sin mand, og hun ikke kunne vende tilbage til familien. Den fare for hendes liv, som hun beskriver i ansøgningsskemaet, knytter sig til de farer, der har været forbundet med rejsen for at nå frem til [Y]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der består en konflikt af den karakter, som hun hævder, mellem hende og faren og broren. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens – bortset fra en periode på omkring seks måneder i 2013, hvor ansøgeren var i Etiopien i forbindelse med familiesammenføringssagen – omkring foråret 2011 frem til sin udrejse i [sommeren 2015] kunne leve i Mogadishu, selvom faren vidste, hvor hun var. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens frygt for broren alene skyldes ansøgerens formodning, idet ansøgeren har forklaret, at broren aldrig har truet eller slået hende. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forældre varetager omsorgen for ansøgerens børn, ligesom ansøgeren er regelmæssig kontakt med sin mor. Flygtningenævnet skal i øvrigt henvise til det, der er anført i Udlændingestyrelsens begrundelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at [A], som ansøgeren boede hos inden udrejsen fra Mogadishu, er død. Nævnet finder imidlertid, at denne omstændighed ikke kan føre til en anden vurdering henset til, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har opholdt sig det meste af sit liv i Mogadishu, hvor hun også opholdt sig inden sin udrejse af Somalia, og nævnet finder derfor at skulle vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af ansøgeren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven¬tions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser af 7. og 17. juli 2017 samt 29. september 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at den bombesprængning, der fandt sted i Mogadishu den 14. oktober 2017, er udtryk for en sådan forværring af den generelle situation, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/1/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Juungla, Banadir, Mogadishu, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Ajuran, subklanen […], og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold, herunder sikkerhedssituationen i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i Somalia er konflikter mellem forskellige klaner, som slås mod hinanden, og at al-Shabaab derudover slås mod civile. Ansøgeren har ikke nogen personlige konflikter med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Ansøgeren har ved mødet med sin advokat nævnt en episode i 2013 eller 2014, hvor al-Shabaab-folk kom til bopælen, hvor de pågreb ansøgerens morbror. Ansøgeren stak af, men blev fanget og slået med geværkolber. Ansøgeren fik lov til at gå, mens al-Shabaab tog morbroren. Morbroren døde i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbage i Mogadishu fra Kenya i 2010, da han skulle hente sine to søskende. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han opholdt sig tre måneder i Mogadishu, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han opholdt sig i Mogadishu i omkring et år. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved sin tilbagerejse til Mogadishu fra Kenya i 2013. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han rejste alene til Mogadishu, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han rejste sammen med sin ægtefælle, og at de tog ophold hos ansøgerens faster i Mogadishu. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var hans onkel, der sagde, at ansøgeren skulle tage tilbage til Mogadishu for at være sammen med sin tante. Grunden til, at ansøgeren skulle rejse tilbage var, at ansøgerens tante på daværende tidspunkt havde opholdt sig alene i Mogadishu uden ansøgerens onkel i fem år. Ansøgeren har endvidere under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret usammenhængende om onklens opholdssted i 2013. Uanset at ansøgeren har forklaret, at onklen besluttede, at ansøgeren skulle tage til Mogadishu for at være sammen med tanten, der var alene, har ansøgeren samtidig forklaret, at onklen boede sammen med tanten i Mogadishu i 2013, og at onklen på et tidspunkt i 2013 blev opsøgt af ukendte, maskerede personer, som han formoder var fra al-Shabaab. Onklen blev overfaldet og bortført, mens ansøgeren var til stede, og ansøgeren blev selv slået ned af disse personer. Hertil kommer, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han, formentlig som følge af de slag, han fik i hovedet af de maskerede personer, har fået problemer med at opfatte spørgsmål og også hører stemmer, hvilket er i modstrid med ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, hvor han har oplyst, at han er sund og rask, og at han ikke har haft personlige konflikter med al-Shabaab. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport, South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups, udgivet marts 2017, og EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, udgivet februar 2016, at ingen uprofilerede personer i Mogadishu risikerer asylbegrundende overgreb alene ved deres blotte tilstedeværelse. Dette er også fastslået i dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag 4601/14), navnlig præmis 73 og 74. På trods af, at ansøgeren i 2013 blev slået ned af personer, som han formoder er fra al-Shabaab, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i forhold til al-Shabaab er uprofileret, ligesom han ikke er omfattet af nogle af de grupper, som ifølge de ovenfor nævnte rapporter særligt er mål for angreb fra al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/8/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali fra hovedklanen Daarood, subklanen Mareexan og familie klanerne Siyaad Xuseen og Biiraale og sunni-muslim af trosretning fra Wardhiiglay, Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, idet han er blevet bedt om at arbejde for al-Shabaab, hvorefter han udrejste af Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab på sin bopæl i [sommeren] 2015, hvor han blev bedt om at arbejde for a-Shabaab. Han fik to-tre dages betænkningstid. Tre dage efter, og mens ansøgeren var på markedet, blev hans bopæl opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab. Ansøgerens søskende blev bedt om at sørge for, at ansøgeren var til stede på bopælen to dage senere. Herefter tog ansøgeren ophold i Medina hos en ven, [A]. Efter en uge tog ansøgeren til Waarbari, hvor han opholdt sig i to måneder hos [As] ven, [B]. Mens ansøgeren opholdt sig hos [B], blev ansøgerens bopæl opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab yderligere to gange. Ansøgeren udrejste af Somalia i [vinteren] 2015. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen, blandt andet om al-Shabaabs henvendelser på ansøgerens bopæl, herunder om søstrene ved den anden henvendelse oplyste, hvor ansøgeren befandt sig, om antallet af gange, som al-Shabaabs opsøgte ansøgerens bopæl, om anvendelsen af vold overfor ansøgerens søstre, om tidspunktet for ansøgerens beslutning for udrejsen og om finansieringen af udrejsen, herunder om salg af familiens jord. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer var i stand til at bevæge sig mellem bydelene Wardhiiglay, Medina og Waabari, at hans søskende kunne besøge ham under opholdet hos [A], og at han i forbindelse med udrejsen kunne passere mindst 13 check points bevogtet af al-Shabaab uden at blive tilbageholdt. Endelig fremstår det usædvanligt, at ansøgeren, som fremstår som familiens overhoved, udrejste uden at træffe foranstaltninger til familiens fortsatte underhold. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren opholdt sig hos [A] og [B] i mere end to måneder før han udrejste af landet. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport, South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups, udgivet marts 2017, og EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, udgivet februar 2016, at ingen uprofilerede personer i Mogadishu risikerer asylbegrundende overgreb alene ved deres blotte tilstedeværelse. Dette er også fastslået i dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag 4601/14), navnlig præmis 73 og 74. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, og at han ikke er omfattet af nogle af de grupper, som ifølge de ovenfor nævnte rapporter særligt er mål for anslag fra al-Shabaab. Det fremgår videre af de nævnte rapporter, at Mogadishu, herunder Wardhiiglay bydelen er under myndighedernes kontrol. Det beskrives dog, at al-Shabaab i flere tilfælde har evnet at udføre attentater mod udvalgte mål, som har relation til de persongrupper og aktiviteter, som i særlig grad er mål for al-Shabaabs angreb. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af al-Shabaab. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/7/STR
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Biyomal og er sunni muslim fra Marka, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, da han har modsat sig at hjælpe dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af medlemmer af Habargidir-klanen, da han og hans bror har politianmeldt en person ved navn Hassan Ali Hashi, der tilhører klanen Habargidir og er med i al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 blev opsøgt af Hassan, der ønskede, at ansøgeren arbejdede for al-Shabaab. Ansøgeren afviste Hassans forslag, men blev alligevel efterfølgende opsøgt af Hassan flere gange. Ansøgeren modtog en dag et opkald fra et højtstående al-Shabaab medlem ved navn Mohammed Ali. Mohammed fungerede blandt andet som dommer for al-Shabaab. Mohammed insisterede på, at ansøgeren skulle hjælpe al-Shabaab, men ansøgeren afviste også Mohammed. Mohammed kontaktede ansøgeren flere gange. Ansøgeren afslog hver gang, hvorfor Mohammed kaldte ham en forræder. Ansøgeren og hans bror anmeldte Hassan til politiet, hvorefter Hassan blev anholdt. Det medførte, at ansøgeren modtog endnu et opkald fra Mohammed, der sagde, at ansøgeren og hans bror ville blive straffet for at have politianmeldt Hassan. Efter at have forsøgt at skjule sig blev både ansøgeren og hans bror tilbageholdt af al-Shabaab og ført først op i bjergene og senere til Gendershe, hvor de blev dømt til døden. Omkring ti dage efter, de var blevet dødsdømt, lykkede det ansøgeren og broren at flygte fra al-Shabaab i forbindelse med et toiletbesøg. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist og divergerende, ligesom forklaringen på en række centrale punkter har været usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om den første henvendelse fra Hasan Ali fandt sted ved, at Hasan Ali opsøgte ansøgeren derhjemme eller et sted inde i Marka, hvor unge mennesker hang ud sammen, og om de to første henvendelser fandt sted samme dag, eller der gik en dag mellem alle Hasan Alis henvendelser til ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, hvor mange gange Mohammed Ali ringede til ham, og hvor mange dage der gik mellem opkaldene, og om han fortalte sin bror om henvendelserne allerede efter, at Mohammed Ali havde ringet første gang, eller om han først fortalte om det, efter den sidste henvendelse, hvor han kom op at skændes med Mohammed Ali. Ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab skulle vælge ham, der ikke var en af deres tilhængere til at holde øje med AMISON forekommer ikke sandsynlig set i lyset af, at al-Shabaab havde tilhængere i byen herunder Hasan Ali. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren vel vidende, at al-Shabaab havde spioner og var til stede i byen, i fuld offentlighed skulle have udpeget Hasan Ali overfor politiet fremfor at give dem adressen eller ringe til politiet og oplyse, hvor de kunne finde Hasan Ali. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren ikke straks valgte at forlade Marka efter, at Mohammed Ali havde truet ham med, at han ville blive dømt som vantro. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren fremfor at ringe til sin arbejdsgiver og fortælle, hvorfor han ikke kom på arbejde, selv tog hen på skolen og dermed væk fra sit skjulested, ligesom det er usandsynligt, og at han i den forbindelse tilfældigt skulle være stødt på broren, der havde gemt sig et andet sted og i mellemtiden også var blevet truet af Mohammed Ali. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efterfølgende endnu en gang valgte at komme frem fra sit skjulested for at se til sin moster i forbindelse med, at hun brækkede armen navnlig i lyset af, at der var flere andre familiemedlemmer, som kunne hjælpe hende. Også forklaringen om tilfangetagelsen og flugten har været præget af divergenser blandt andet med hensyn til, hvordan ansøgeren og hans bror blev fragtet fra sted til sted, hvornår han fandt ud af, at broren var blevet tilbageholdt, om ansøgerens og hans brors hænder var bundet hele tiden eller ej, og om deres hænder var bundet sammen foran eller bagpå kroppen. Endelig er forklaringen om omstændighederne i forbindelse med flugten usandsynlig med hensyn til, at faste toiletbesøg skulle have fundet sted midt under bønnen, hvor der kun var få til at bevogte ansøgeren og hans bror samt endelig, at det var muligt for ansøgeren og broren at stikke af fra to fangevogtere, der stod med fronten mod dem kun tre skridt væk og var bevæbnede, hvilket skal ses i lyset af, at ansøgerens og brorens fysiske tilstand var påvirket af knap tyve dages tilfangetagelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/6/SEL
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Madhibaan, subklanen […] og familieklanen […]. Ansøgeren er derudover sunni-muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive chikaneret, diskrimineret og isoleret af lokalbefolkningen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for lokalbefolkningen oplyst, at den klan, som han tilhører, er undertrykt i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Al-Shabaab oplyst, at han en dag i år 2014 var tilskuer til walasaqo på et stadion i landsbyen […], hvor Al-Shabaab ankom under kampen og begyndte at åbne ild. Al-Shabaab tilfangetog herefter 24 unge mænd, heriblandt ansøgeren. De blev efterfølgende ført til Al-Shabaabs base og senere træningslejr, hvor de modtog fysisk træning og våbentræning for at lære at kæmpe mod regeringen og de vantro. En sen aften/nat, hvor der ikke var nogen vagter i træningslejren, flygtede ansøgeren i fællesskab med otte andre fanger over en mur, som indkredsede lejren. Da ansøgeren frygtede at blive fundet af Al-Shabaab i sit hjem, flygtede han hjem til sin farbrors hus i landsbyen, hvor han gemte sig i tre til fire dage. Da ansøgerens farbror hørte, at Al-Shabaab ledte efter ansøgeren i landsbyen, hjalp han ansøgeren med at flygte ud af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret forskelligt om, hvorvidt hans mor var til stede, da han blev fanget af Al-Shabaab, om han kørte eller gik fra stadion til basen, om han opholdte sig et døgn eller halvanden til to uger på basen, før han blev flyttet til træningslejren, om han alene skød mod træer eller andet under skydetræningen, om han i forbindelse med flugten stod på en andens skuldre for at komme over muren eller om han løb op af et stykke træ, som var stillet op af muren og om han kom over muren som den anden eller den sidste af de ni. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at han møder en bilist, der kender hans farbror og derfor kører ham hjem, 24 timers kørsel væk fra hans landsby og at der ikke var vagter den nat, hvor flugten fandt sted. På baggrund af ovennævnte divergenser og usandsynligheder tilsidesætter nævnet hans forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/50/LMD
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Shiikhaal, subklanen Loobogay og er sunni-muslim. Ansøgeren har oplyst at komme fra [navngiven by] i området Middle Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra organisationen al-Shabaab. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af de somaliske myndigheder, der fejlagtigt beskylder ham for medlemskab af al-Shabaab. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han fra den 5. måned i 2008 hver fredag efter koranundervisning sammen med andre unge fra hjembyen deltog i prædikener arrangeret af al-Shabaab. Efter at have fulgt disse prædikener i omkring to måneder udeblev ansøgeren en fredag, idet hans far var syg og behøvede hjælp i forretningen. Til den efterfølgende koranundervisning fik ansøgeren at vide, at det ville være på eget ansvar, såfremt han udeblev igen. Herefter deltog ansøgeren i prædikerne hver fredag frem til den 8. eller 9. måned i 2008, hvor han igen udeblev på grund af sin fars sygdom. Den følgende dag blev ansøgeren og en anden person, der ligeledes var udeblevet, udsat for fysiske overgreb til koranundervisningen, idet ansøgeren blev andet blev slået i hovedet og på kroppen med en pind og en geværkolbe. Han blev herefter ført til en base tæt på koranskolen. Her var ansøgeren i omkring to timer, idet han var låst inde i et lille rum. Da ansøgerens far blev bekendt med ansøgerens tilbageholdelse, tog han sammen med nogle naboer til basen for at tale med personerne der. Faren begrundende udeblivelsen med sin sygdom, ligesom han sagde, at det ikke ville ske igen. Al-Shabaab løslod herefter ansøgeren, idet hans far var en god mand, og idet ansøgerens bror tidligere var død i kamp. Omkring to måneder senere, i den 11. måned i 2008, fik ansøgeren at vide, at han skulle til en træningslejr, idet al-Shabaab meddelte ansøgeren og 25 andre elever fra koranskolen, at de var parate til at forsvare islam. Da ansøgerens far fik dette at vide, blev ansøgeren om natten sendt med en lastbil, der kørte ham til Mogadishu, hvor ansøgerens fars forretningsforbindelse, [navngiven person, A], boede. Efter at være ankommet til Mogadishu ringede ansøgeren til sin familie i [hjembyen]. Ansøgerens faster, som tog telefonen, fortalte, at faren var blevet taget med af repræsentanter fra al-Shabaab. Den følgende morgen blev [A’s] bopæl opsøgt af fem soldater fra myndighederne, der ville kontrollere, om ansøgeren kom fra [hjembyen], og om han ville volde problemer i Mogadishu. Ansøgeren blev i den forbindelse taget med til en base i byen. Her blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af primært tre mænd, der beskyldte ham for at være medlem af al-Shabaab. Ansøgeren blev endvidere fotograferet og registreret. Ansøgeren var tilbageholdt på basen i 13 dage, hvoraf han opholdt sig i afhøringslokalet i 10 dage. Herefter lykkedes det [A] at få løsladt ansøgeren, idet [A] kendte og bestak den næstkommanderende på basen. Bestikkelsen blev finansieret ved hjælp af salg af en grund ejet af ansøgerens fasters. Ved dette salg blev ansøgerens udrejse endvidere finansieret. Ansøgeren udrejste to dage efter løsladelsen til Kenya, hvor han opholdt sig illegalt frem til 2014. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som usandsynlig, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende i forhold til, hvordan al-Shabaab så hurtigt fik kendskab til, at ansøgeren var rejst til Mogadishu. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at faren fortalte herom til sin nabo, hvis søn havde tilknytning til al-Shabaab. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at det ligeledes skyldtes hans udeblivelse fra koranskolen. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren efter telefonsamtalen med fasteren til en større kreds af ham ubekendte skulle have fortalt detaljer om, hvor han kom fra og om sin nøjagtige adresse hos [A]. Flygtningenævnet finder det også usandsynligt, at [A], som var hans eneste kontakt i Mogadishu, tilfældigt skulle være slægtning og god ven til viceinspektøren i fængslet, og at det på ganske få dage skulle lykkes at fremskaffe penge til bestikkelse efter realisation af fast ejendom og få udfærdiget falske pas og øvrige papirer til udrejsen. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, hvorfra i Somalia han stammer, efter den foreliggende sprogtest er diskutabel. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ni år efter de påberåbte konflikter ved en tilbagevenden til Somalia skulle vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgeren måtte komme fra [hjembyen] i Middle Juba i den sydlige del af Somalia, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger er kontrolleret af al-Shaabab, findes det ikke at skulle medføre en ændring af denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/5/nke
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Marka, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter en mand kaldet [A], som er medlem af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] ved flere lejligheder opsøgte ansøgeren og udtrykte ønske om at gifte sig med hende. [A] udsatte ved disse lejligheder ansøgeren for vold. Han truede tillige med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun indvilligede i at gifte sig med ham. [A’s] fem venner overfaldt ansøgeren og slog hende med et bælte, idet hun ikke ville gifte sig med [A]. [A] er medlem af al-Shabaab og ansøgerens familie har været i konflikt med al-Shabaab, idet de har slået ansøgerens far og to brødre ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende herom, ligesom forklaringen forekommer konstrueret og ikke selvoplevet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor hun har boet. Under oplysnings- og motivsamtalen har hun forklaret, at hun de sidste 3 år før sin udrejse i [begyndelsen af] 2016 boede hos en familie for at gemme sig for [A], som ville giftes med hende. Under asylsamtalen har hun forklaret, at hun boede hos sin mor, indtil hun var 17 år gammel, hvor hun flyttede hen til moderens veninde, [B], efter at [A’s] fem venner havde overfaldet hende. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun efter [A’s] overfald på hende som 13-årig flyttede hen til [B], hvor hun boede indtil hun udrejste. Om konflikten med [A] har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] opsøgte hende og udøvede vold mod hende, da hun var 13 år, og at hun som 17-årig blev overfaldet af 5 af [A’s] venner, hvilket foregik hos den familie, hvor hun boede og arbejdede. Under asylsamtalen har hun ikke forklaret, at hun blev overfaldet som 13-årig, men at [A] opsøgte hende to til tre gange om ugen i en periode på 15 dage umiddelbart før hun flyttede hen til [B], og at de 5 mænd overfaldt hende hjemme på ansøgerens mors adresse. Hun har endvidere forklaret under asylsamtalen, at hun ikke så [A], efter hun flyttede hjem til [B], mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] også opsøgte hende, mens hun boede hos [B]. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udetaljeret og upræcist om de 5 mænds overfald på hende, og forklaringen forekommer ikke selvoplevet. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hendes far og to brødre er blevet dræbt, til grund. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, hvornår, hvordan eller under hvilke omstændigheder, hendes familiemedlemmer skulle være blevet dræbt. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mandligt netværk, eller at hun vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/49/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [navn på klan], [navn på subklan], [navn på hovedklan] og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive ramt af al-Shabaabs bombesprængninger og mordattentater eller at blive slået ihjel i kampene mellem al-Shabaab og myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han utallige gange har overværet kampe mellem al-Shabaab og myndighederne. Der var tale om kampe, hvor ansøgeren tilfældigt befandt sig i nærheden, og angrebene var ikke rettet mod ansøgeren. Ansøgeren følger med i de lokale nyheder og finder fortsat, at det er usikkert og farligt for civile at opholde sig i Mogadishu. For nyligt blev et kvindelig familiemedlem slået ihjel i forbindelse med et bombeangreb. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har alene henvist til de generelt vanskelige forhold i Somalia, herunder i Mogadishu. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport, South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups, udgivet marts 2017, og EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, udgivet februar 2016, at uprofilerede personer i Mogadishu ikke risikerer asylbegrundende overgreb alene ved deres blotte tilstedeværelse. Det samme fremgår af dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag 4601/14), navnlig præmis 73 og 74. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i forhold til al-Shabaab er uprofileret, ligesom han ikke er omfattet af nogle af de grupper, som ifølge de ovenfor nævnte rapporter særligt er mål for angreb fra al-Shabaab. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft konflikter med de somaliske myndigheder eller med AMISOM. De generelle forhold i Mogadishu kan, om end de er vanskelige, således ikke begrunde at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2017/48/DTO
Nævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet militsen har opsøgt klagerens og hendes ægtefælles bopæl i et forsøg på at tvangsrekruttere ægtefællen. Klageren har ved samtale [i foråret] 2017 i Udlændingestyrelsen fastholdt sit asylmotiv om, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, og klagerens gamle naboer, som fortsat støtter militsen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab fortsat er til stedet i klagerens kvarter i Mogadishu, da militsen har kontrollen om aften og natten, hvor de udfører angreb på civilbefolkningen. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været afglidende og divergerende, og derfor i det hele forekommer utroværdig. Klageren har således ud over, hvad der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse fra [foråret] 2017, forklaret divergerende med hensyn til, hvor henne i huset hun gemte sig, da al-Shabaab opsøgte hende og ægtefællen i hjemmet, om det var om dagen eller om natten, al-Shabaab opsøgte hende den første gang, om hun tog telefonen og blev truet og udsat for skældsord i forbindelse med al-Shabaabs efterfølgende telefonopkald, eller om hun undlod at tage telefonen, samt endelig om hun opholdt sig hos ægtefællen på hospitalet, og sov hos bekendte om natten, eller om hun gemte sig om dagen og kun besøgte ægtefællen på hospitalet om natten. Nævnet har ved vurdering af klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv taget hensyn til hendes alder, at hun er diagnosticeret med PTSD, og at hun er analfabet, men henset til antallet af divergenser, og at disse vedrører centrale dele af asylmotivet, har nævnet ikke fundet, at klageren med sin forklaring har sandsynliggjort, at hun var konkret og individuelt forfulgt eller i risiko for overgreb i forbindelse med udrejsen, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I relation til spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse navnlig under hensyn til forholdene i udlændingelovens § 26, stk. 1, må antages at virke særligt belastende, skal nævnet bemærke, at klageren er 60 år gammel, og at hun har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 5 år. Hun er diagnosticeret med PTSD, og det fremgår af den fremlagte psykologerklæring, at hendes funktionsniveau og livskvalitet er betydeligt nedsat på grund af hendes symptomer, og at lidelsen skønnes at være kronisk. Hun lider desuden af udtalt slidgigt, hvilket medfører betydelige smerter og gangbesvær, og hun har fået udskiftet det ene knæled og står på venteliste til at få udskriftet det andet. Endelig lider hun af diabetes, idet denne lidelse dog er velbehandlet med tabletter. Klagerens søster og denne familie hjælper hende i dagligdagen, og det er usikkert om og hvor meget familie, klageren har tilbage i Somalia. Det fremgår endelig, at klageren har forsøgt at gå på sprogskole, men at hun ikke har været i stand til at gennemføre dette på grund af hendes helbredsmæssige tilstand. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal herefter, at nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2017/47 lrn
Nævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1996 og genindrejst i december 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er tilhører klanen midgan og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold i landet, og at han ikke har familiemedlemmer i Somalia. Klageren har ved samtale [i vinteren] 2017 i Udlændingestyrelsen fastholdt sit asylmotiv, ligesom klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia ligeledes frygter repressalier på grund af hans klantilhørsforhold og hans vestlige mentalitet. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at de generelle forhold i Mogadishu, Somalia, ikke er sikre. Klagerens liv i Somalia var hårdt, og der var ingen mulighed for skolegang og lægehjælp. Klageren kan ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke klare sig, da han tilhører en mindre klan, og han har ikke penge til at betale sig til beskyttelse i Somalia. Derudover vil klageren ikke overleve i Somalia, da han har en vestlig mentalitet. Klageren havde ingen personlige konflikter i Somalia forud for sin udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [ i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen herom har været konsistent og troværdig. Nævnet lægger således til grund, at det var klagerens mor, der uden hans vidende valgte at bringe ham og hans tvillingbror tilbage til Somalia i 1999, hvorefter hun rejste tilbage til Danmark og efterlod klageren hos hans mormor i Mogadishu, hvor han voksede op og opholdt sig, indtil han efter mormorens død i 2005 på ny valgte at rejse mod Danmark. Nævnet lægger efter klagerens forklaring således til grund, at han ikke har haft personlige konflikter i Somalia, og at han derfor hverken er profileret i forhold til al-Shabaab eller andre grupperinger. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at han, fordi han tilhører en mindretalsklan, ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I relation til spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse navnlig under hensyn til forholdene i udlændingelovens § 26, stk. 1, må antages at virke særligt belastende, skal nævnet bemærke, at klageren ikke har familie eller netværk i Somalia bortset fra en bror, som han ikke længere har kontakt til, og at han har opholdt sig som familiesammenført i Danmark, hvor han har gået i skole, i årene fra 1996 til 1999, og igen har opholdt sig i Danmark fra 2009 og frem til i dag, efter at han [i sommeren] 2012 fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 ½ år, er gift med en somalisk kvinde, der er opvokset i Danmark, og ægtefællen, der er under uddannelse til pædagog, har opnået permanent opholdstilladelse i Danmark. Sammen med ægtefællen har klageren en søn, der er knap 1 år gammel. Han har gået tre år i dansk folkeskole, har bestået dansk prøve 1 og engelsk på G-niveau på VUC og har siden [vinteren] 2014 haft fast rengøringsarbejde først på deltid og siden [vinteren] 2016 på fuld tid. Han er aktivt medlem af en fodboldklub, hvor han spiller fodbold og medvirker som frivillig ved foreningens arrangementer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at en udvisning af klageren under disse omstændigheder må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af hans tilknytning til det danske samfund og herboende personer, samt ikke mindst de konsekvenser en udvisning af ham vil have for hans hustru og barn og dermed familiens enhed. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2017/45/lrn
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1995. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Somalia. Klageren har for nævnet oplyst, at han er født i en lille by nær Mogadishu, men at familien flyttede til [by], da han var lille. Klageren boede der, indtil han skulle på universitetet. Han flyttede da tilbage til Mogadishu. Klageren har for nævnet ligeledes oplyst, at han tilhører klanen Isaaq, og at hans tidligere oplysning om, at han tilhørte klanen Midgan blev afgivet, fordi han på daværende tidspunkt så ville få opholdstilladelse i Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil kunne klare sig. Han har behov for behandling, og han har ingen i Somalia til at tage sig af ham. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Flygtningenævnet tiltræder, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forbedret væsentligt i forhold til 2012, og at situation er forbedret i et sådant omfang, at klageren vil kunne sendes tilbage til Somalia uden at risikere at blive udsat for sådanne forhold, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Nævnet bemærker herved, at klageren oprindeligt er udrejst af Somalia på grund af borgerkrigen, og at han hverken da eller nu havde nogle konkrete konflikter med myndigheder eller grupperinger i Somalia. Nævnet bemærker endvidere, at det forhold, at klageren har boet mange år i Danmark, ikke indebærer, at klageren må anses for værende i nogen særlig risiko ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende lægelige oplysninger, at det må antages, at klageren er behandlingskrævende, og at han også vil være dette efter en eventuel tilbagesendelse til Somalia. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at spørgsmålet, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Somalia som følge af klagerens helbredsmæssige forhold ikke hører under Flygtningenævnets kompetence i relation til udlændingelovens § 7, stk. 2, men hører under Udlændinge- og Integrationsministerens kompetence efter udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, hvorfor udlændingelovens § 31, stk. 2, således heller ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/44/MJM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for seksuelle overgreb eller at blive slået ihjel, fordi hun ikke har et mandligt netværk eller anden familie i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede i Somalia indtil 2008. Ansøgerens far døde, da hun var et år gammel, og ansøgerens mor døde for cirka 10 år siden. Ansøgeren har ingen søskende eller børn. I Somalia levede ansøgeren af at sælge kurve og koste, som hun selv lavede. I Somalia mødte ansøgeren en mand ved navn [A], som var i familie med ansøgerens nabo. Ansøgeren lærte sin nuværende ægtefælle, [B], at kende igennem [A], idet [A] arrangerede telefonisk kontakt mellem dem. [B] opholdt sig på dette tidspunkt i Danmark. I 2008 udrejste ansøgeren til Etiopien, hvor hun blev gift med [B]. Ansøgeren opholdt sig i Etiopien indtil 2015, hvorefter hun rejste til Danmark. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvor hendes pas er, herunder om hendes mand har det, om hun har brændt det eller mistet det på vej til Danmark. Hun har endvidere forklaret divergerende om indgivelse af en visumansøgning til Spanien. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har indgivet en visumansøgning til Spanien med sine fingeraftryk, og at hun har opgivet et andet navn i både visumansøgning og pas. Der er endvidere lagt vægt på, ansøgeren i visumansøgningen har oplyst, at hun har to døtre og en søn, mens hun i Danmark har oplyst andet navn, alder og andre personlige forhold, herunder at hun ikke har børn. Det ændrer ikke herved, at passet til brug for visumansøgningen kan være falsk, eller at ansøgeren har fået udstedt en fødselsattest med det navn, som hun har benyttet i forbindelse med indgåelse af ægteskab og i Danmark. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har påberåbt sig, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk. Der er herved lagt vægt på, at hun ikke har godtgjort sin identitet og personlige forhold samt på, at hun ydermere er gift med en mand, der efter det oplyste har søskende i Somalia, ligesom det fremgår af oplysningerne fra visumsagen, at hun selv har en søn født i 1998. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Somalia, men at hun ikke har eller har haft konflikter i Somalia. Ansøgerens udbyggede forklaring i advokatindlægget og under nævnsmødet om et voldtægtsforsøg i Somalia kan ikke lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af hendes manglende sandsynliggørelse af sin identitet og den udbyggende forklaring om overfaldet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun er profileret eller har konkrete konflikter i Somalia. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at forholdene i hjemområdet er af en sådan karakter, at hun ikke kan henvises til at tage ophold der. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/43/CMA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk [navn på klan], [navn på subklan], [navn på hovedklan] og muslim fra [navn på en mindre somalisk by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ejede en restaurant i sit hjemland, og at hendes ægtefælle transporterede varer mellem forskellige byer. En dag kom fire mænd til restauranten. De undersøgte de varer, hendes mand var ankommet med i sin bil. Mændene fandt et brev mellem varerne, hvorefter de slog klagerens ægtefælle ihjel. Klageren fik at vide, at hun skulle lukke restauranten, og at hun ikke måtte forlade sin bopæl. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, til grund, fordi klageren i det hele har forklaret divergerende om mange centrale detaljer navnlig vedrørende den episode, hvor hendes ægtefælle angivelig skulle være dræbt. For eksempel har hun forklaret forskelligt om, hvem de fire mænd var, hvorvidt hun havde kendskab til årsagen til mandens konflikt med al-Shabaab, og hvad der skete i tiden umiddelbart efter drabet. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold, herunder magtforholdene i Mogadishu, efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Somalia har ændret sig væsentligt, siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Det fremgår for eksempel af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår dog tillige af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab er tilstede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært. Det fremgår endvidere, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Ifølge de seneste oplysninger om kontrolforhold – kontrolkort fra juli 2017 udarbejdet af den østrigske COI-enhed, BFA Staatendokumentation, der bygger på oplysninger til og med juli 2017 – er Aadan Yabal kontrolleret af de somaliske regeringstropper. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ændringerne ikke at er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Aadan Yabal ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 26 fremgår det af bemærkningerne til den seneste ændring af bestemmelsen i 2002 blandt andet, at der ved en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal tages hensyn til, om udlændingen er velintegreret i Danmark og dermed har opnået tilknytning til det danske samfund. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun frem til udrejsen i 2010 har boet. Hun har været gift med en somalisk mand og fået seks børn. Hun kan ikke skrive og læse somalisk, men hun taler sproget. Hun har endvidere været i kontakt med sin familie i landet efter sin udrejse. Klageren har boet i Danmark siden hun som 44-årig kom til landet i 2013. Hun taler ikke i nævneværdig grad dansk og kan ikke læse eller skrive. Hun har alene haft ganske kortvarig kontakt til arbejdsmarkedet og omgås primært med naboer og lever efter sin egen forklaring isoleret i sit hjem. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at klageren har en begrænset tilknytning til Danmark, hvorfor en udvisning ikke kan antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2017/42/DTO
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk [navn på klan] og muslim fra Afgoye, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hans far forsvandt i 2002. I [vinteren] 2006 var klageren i Mogadishu med sin onkel, da nogle ukendte personer angreb den bus, som klageren og hans onkel befandt sig i. Klagerens onkel blev slået ihjel ved angrebet, hvorefter klageren udrejste af Somalia kort tid herefter. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, som kvoteflygtning. jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. [I foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har påberåbt sig forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår udlændingelovens § 7, stk. 2, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold, herunder magtforholdene i Mogadishu, efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Somalia har ændret sig væsentligt, siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Det fremgår for eksempel af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår dog tillige af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab er tilstede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært. Det fremgår endvidere, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret, om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter nævnets baggrundsoplysninger findes forholdene i Afgoye at være sammenlignelige med situationen i Mogadishu. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af ansøgeren til Afgoye ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 26 fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget blandt andet, at der ved en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal tages hensyn til, om udlændingen er velintegreret i Danmark og dermed har opnået tilknytning til det danske samfund: ”Det vil afhænge af en samlet vurdering af udlændingens forhold, om den pågældende har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at den pågældendes tidsbegrænsede opholdstilladelse skal undlades inddraget eller nægtes forlænget. I denne vurdering kan f.eks. indgå, om den pågældende har tilknytning til arbejdsmarkedet, om den pågældende er engageret i foreningslivet, om den pågældende har tilegnet sig grundlæggende danskkundskaber, og om den pågældende har gennemført et længerevarende uddannelsesforløb.” Ansøgeren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som 12-årig. Han har ikke gået i skole i Somalia, men taler somalisk og har efter sin egen forklaring haft kontakt pr. telefon med sin mor, der har opholdt sig i Somalia indtil [slutningen af] 2015. Han har haft lovligt ophold i Danmark i fem et halvt år, efter at han kom til landet som 18-årig. Han er sund og rask og har ingen familie her i landet. Efter hans forklaring på nævnsmødet må det lægges til grund, at han i det seneste år har arbejdet med at gøre rent i [et dansk supermarked] tre til fire gange om ugen à fire til fem timer pr. gang ved siden af, at han har taget 9. og 10. klasse og nu er i gang med at videreuddanne sig inden for lager, logistik og transport. Han har derudover arbejdet på fuld tid på en fiskefabrik i en sommerferie. Herudover har han bestået dansk 2 og har taget et kursus i samfundsforståelse. Han har sammen med andre været med til at stifte en afrikansk kulturforening, som efter det oplyste fremmer integrationsfremmende aspekter, og han spiller fodbold og dyrker fitness. Efter en samlet vurdering af disse oplysninger finder Flygtningenævnet, at en udvisning må antages at virke særlig belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. soma/2017/41/DTO.
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han gentagende gange siden 2010 eller 2011 er blevet forsøgt rekrutteret af Al-Shabaab, der har kontrollen over hans område. Al-Shabaab kom tit til hans bod, hvor han arbejdede. Ansøgeren roste Al-Shabaab for at undgå konfrontationer og sagde til dem, at han nok skulle blive en af dem. I slutningen af 2014 ville Al-Shabaab have ansøgeren til at smugle sprængstof til Mogadishu, hvilket han imidlertid nægtede. Ansøgerens bror blev slået ihjel efter et skænderi med Al-Shabaab i [sommeren] 2014, fordi broren nægtede at betale en ekstraordinær ”zakat” (skat). Omkring tre måneder efter ansøgerens brors begravelse blev ansøgeren stoppet ved et checkpoint i [by]. Sammen med to andre mænd, [A] og [B], blev han fjernet fra lastvognen og tilbageholdt af Al-Shabaab. Ansøgeren havde ikke mødt [A] før denne dag. Ansøgeren ved ikke, hvorfor netop han, [A] og [B] blev taget af Al-Shabaab. [A] gjorde modstand og blev skudt på stedet. Ansøgeren blev derefter kørt til et hus, hvor Al-Shabaab fortalte ham, at han var vantro og havde hjulpet den somaliske regering. Efter to døgns tilbageholdelse blev ansøgeren og [B] kørt tilbage til [by], hvor de blev løsladt. Ansøgeren tror, at der var to mulige årsager til løsladelsen. Enten kunne det være fordi, at en person havde overtalt Al-Shabaab til at løslade dem, eller det kunne være fordi, at Al-Shabaab blot ønskede at presse ansøgeren og de andre. Ansøgeren blev ikke udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen udover, at han blev skubbet og under disse skub pådrog sig en skade i hånden. Ansøgeren vendte efter løsladelsen ikke tilbage til sin landsby, men flygtede direkte til Mogadishu. Efter omkring 20 dages ophold hos ansøgerens grandonkel i Mogadishu udrejste han til Tyrkiet med hjælp fra en agent. Ansøgerens mor blev dræbt af Al-Shabaab i september 2015 som straf for, at ansøgeren var flygtet. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin tilbageholdelse og løsladelse fra Al-Shabaab. Ansøgeren har blandt andet i sit ansøgningsskema anført, at [A] blev dræbt, lige efter at lastbilen igen var kørt fra stedet, mens han under nævnsmødet har forklaret, at bilen stadig holdt der, da [A] blev dræbt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og [B] blev løsladt, efter at den lokale leder havde bekræftet deres identitet, og at deres tilbageholdelse beroede på en misforståelse. Til den anden samtale med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at de blev løsladt, efter at [B] havde talt med sin bror, der var medlem af Al-Shabaab. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter løsladelsen et øde sted gik hen til en vej, hvor han fandt en bus til Mogadishu, mens han til den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han efter løsladelsen på et sted, hvor han kunne høre mange mennesker, tog til en landsby, hvorfra han ringede til sin mor. Selv om Flygtningenævnet i et vist omfang trods disse divergenser måtte lægge ansøgerens forklaring til grund, finder Nævnet, at Al-Shabaabs tilbageholdelse af blandt ansøgeren virker tilfældig, ligesom ansøgeren bliver løsladt betingelsesløst 2 dage senere, da tilbageholdelsen viser sig at være en misforståelse. Tilbageholdelsen fandt i øvrigt sted langt fra ansøgerens landsby, efter ansøgerens forklaring 10-12 timers kørsel væk. De lokale Al-Shabaab-medlemmer i ansøgerens egen landsby har efter ansøgerens forklaring gennem 4-5 år accepteret, at han har afslået og/eller kommet med undskyldninger for ikke at transportere varer for Al-Shabaab, ligesom det beror på ansøgerens egen formodning, at hans mor er blevet dræbt af Al-Shabaab som hævn for, at ansøgeren er udrejst. Der er derfor ikke grundlag for at antage, hverken at ansøgeren er særligt profileret i forhold til Al-Shabaab eller i øvrigt har en konflikt med disse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/4/MJM.
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [D] og er muslim fra [A] i regionen Lower Juba, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes to sønner og bror en dag blev opsøgt af et medlem fra Al-Shabaab, da de var på vej til marken. Al-Shabaab ville have dem til at arbejde for dem. Efterfølgende blev klagerens bopæl opsøgt af medlemmer fra Al-Shabaab, som ønskede at tage klagerens to ældste sønner med. Klageren modsatte sig dette, og blev derfor slået med en geværkolbe. Klagerens bror og sønner forsøgte at forsvare klageren, hvorefter de blev skudt. Klagerens svigerinde tog klagerens fem yngste børn med sig, idet de også risikerede at blive slået ihjel. Efter klagerens sønner og bror var blevet begravet, blev klageren opsøgt af Al-Shabaab, som fængslede hende. Klageren blev efterfølgende løsladt med hjælp fra sin nabo. Herefter udrejste klageren af Somalia. Klageren har endvidere oplyst, at hun tilhører Sufi-folket, som Al-Shabaab er imod. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Ved vurdering af klagerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at klageren er analfabet, at hun har forklaret, at hun har dårlig hukommelse, og at hun efter de fremlagte lægelige oplysninger har et svækket helbred. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret stort set konsistent herom, men dog med en divergens på et væsentligt punkt. Klageren har således forklaret konsistent om, at Al Shabaab opsøgte hendes sønner på bopælen, at hun i den forbindelse blev udsat for vold, og at hendes bror og hendes to ældste sønner blev dræbt, da de kom hende til undsætning. Flygtningenævnet lægger denne del af klagerens forklaring til grund. Forklaringen støttes af oplysningerne om, at klageren få dage efter udrejste af Somalia, og at hendes øvrige 5 børn rejste med hendes dræbte brors kone. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringen fremstår som selvoplevet. Klageren har forklaret divergerende om, hvordan hun flygtede fra Al Shabaab. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at hendes nabo fik hende løsladt ved at sige til Al Shabaab, at klageren ville gøre alt, hvad Al Shabaab ville have hende til. Under høringssamtalen den [i foråret] 2017 har hun forklaret, at hun ikke ved, om naboen havde talt med Al Shabaab om, at hun skulle løslades, og at naboen var kommet uset ind i rummet, hvor hun var fanget, og at de sneg sig væk derfra. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at naboen gravede sig ind i rummet ude fra, og at hun kravlede samme vej ud sammen med ham. Flygtningenævnet kan på grund af divergenserne ikke lægge denne del af hendes forklaring til grund. Efter en samlet vurdering af klagerens troværdighed finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun har haft en asylbegrundende konflikt med Al Shabaab. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens ægtefælle og hendes 5 børn befinder sig i [K], Uganda. Flygtningenævnet finder, at klageren har sandsynliggjort, at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Herefter, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om enlige kvinder i Somalia, har klageren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller behandling i strid med udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2017 således, at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2017/39/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk bandhabow og sunnimuslim fra Afgooye, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2011 blev opsøgt af repræsentanter fra Al-Shabaab, som ønskede at rekruttere ham. Klageren ønskede ikke at tilslutte sig Al-Shabaab. Som følge heraf blev han udsat for fysiske overgreb og tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for fysiske overgreb, hvorfor han til sidst indvilligede i at samarbejde. Herefter fik klageren til opgave at grave huller, som skulle anvendes til en skyttegrav. Klageren var tilbageholdt af Al-Shabaab i seks måneder, hvorefter han flygtede og udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tager indledningsvis stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens oprindelige asylmotiv. Ved vurdering af klagerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at klageren har gået 2 måneder i skole, og at han har forklaret, at han har svært ved at redegøre for årstal og måneder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter har været præget af divergenser, som ikke kan forklares med hans ringe uddannelsesniveau. Klageren har forklaret divergerende om, hvor lang en periode af sit fangenskab han afviste at samarbejde med Al Shabaab. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2013 forklaret, at han efter tre måneder i fangenskab, hvor han blev udsat for tortur, indvilligede i at samarbejde med Al Shabaab. Han har under asylsamtalen [i vinteren] 2013 forklaret, at han var tilbageholdt i 6 måneder, før han accepterede at samarbejde, og at han flygtede 2 dage efter, at han accepterede at samarbejde. Under mødet i flygtningenævnet har han forklaret, at han i 2 uger var udsat for tortur, hvorefter han begyndte at samarbejde, og at hele fangenskabet varede 6 måneder. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, hvornår han afslørede sin identitet for [M], som han traf på en café ved stationen i Mogadishu og som hjalp klageren på den videre flugt. Han har under asylsamtalen forklaret, at han først afslørede sit ansigt hjemme hos [M], mens han under høringssamtalen den [i foråret] 2017 har forklaret, at [M] kom hen til ham, hvorefter de gik ned ad en lille sti uden mange folk, hvor han viste [M] sit ansigt. Klageren har også forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da hans datter blev født [i vinteren] 2013. Under asylsamtalen har han forklaret, at datteren blev født, efter han var flygtet fra Al Shabaab, og at hun blev født hjemme i landsbyen, mens han var ude i landbruget og pløje. Senere under asylsamtalen ændrede han forklaringen til, at datteren blev født, efter han var flygtet, og mens han befandt sig i Kenya. Efterfølgende forklarede han, at han var i Milano, da datteren blev født. Disse divergenser svækker klagerens generelle troværdighed. Ved vurderingen af klagerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at klagerens forklaring under sin oprindelige asylsag og under den nuværende sag indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sin konflikt med Al Shabaab ikke kan lægges til grund. Det kan således heller ikke lægges til grund, at klageren er profileret i forhold til Al Shabaab. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde i Afgooye, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse den [i sommeren] 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EASOs Country of Origin Information rapport, Somalia Security Situation, februar 2016, at byen Afgooye, hvor klageren arbejdede på en restaurant, er kontrolleret af AMISON. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Al Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet finder herefter, at den generelle vold i Afgooye ikke har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Information Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Afgooye er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Afgooye, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft opholdstilladelse siden [vinteren] 2013. Han mangler at bestå et modul af Prøve i Dansk 1. Han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men har været i praktik på en [X] restaurant i 9 måneder og på [Y] i 4 måneder. Han har ikke nære slægtninge i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse forhold, at en udsendelse af klageren til Afgooye, hvor han arbejdet forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/38/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk habargidir og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2009 løbende blev opsøgt af Al-Shabaab, som ville have ham til at tilslutte sig militsen. I 2012 blev klagerens bopæl opsøgt af Al-Shabaab, som slog klagerens far ihjel. Klageren og hans søster blev i den forbindelse tilbageholdt og ført til et ukendt sted. Klageren var tilbageholdt i en måned, hvorefter han indvilligede i at samarbejde med Al-Shabaab. Herefter flygtede klageren. Efter to dage tog han hen til sin bopæl, hvor hans mor oplyste ham om, at hans søster var blevet slået ihjel. Derefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tager indledningsvis stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren siden 2009 flere gange blev opsøgt af Al Shabaab, mens han spillede fodbold. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at Al Shabaab dræbte klagerens far på bopælen, fordi faderen solgte khat og tobak, og at klageren og hans søster blev tilbageholdt af Al Shabaab. Det lykkedes klageren at flygte efter en måneds tid, og da han kom hjem, fandt han ud af, at Al Shabaab havde dræbt hans søster og også truede med at dræbe klageren. Klageren udrejste derefter af Somalia. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har været profileret i forhold til Al Shabaab, og at der ikke er grundlag for at antage, at klageren ved tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for at blive personligt forfulgt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter Al Shabaab ikke længere har kontrollen i Mogadishu, og hvorefter de angreb, som Al Shabaab fortsat gennemfører, er rettet mod særligt profilerede personer. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser [fra sommeren] 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Information Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor han har boet forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [efteråret] 2012. Han har afsluttet prøve i Dansk 1. Han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men har været i forskellige praktikforløb og udført frivilligt arbejde. Aktuelt har han arbejde som vikar på en café omkring 40 timer om måneden og lever derudover af kontanthjælp. Han har i Danmark truffet sin ægtefælle, der ligeledes er fra Somalia. Ægtefællen har fået afslag på sin ansøgning om asyl ved Flygtningenævnets beslutning [fra foråret] 2014. Parret har [i vinteren] 2014 fået en datter. Klagerens advokat har indgivet ansøgning om asyl på vegne af datteren særligt under henvisning til risikoen for omskæring. Hvis datteren meddeles asyl, vil klageren som konsekvens heraf ligeledes blive meddelt asyl. Flygtningenævnet tager derfor ikke under denne sag stilling til, om klageren kan meddeles asyl under henvisning til datterens forhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor han har boet forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/37/CMA
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [byen], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab ønsker, at ansøgeren skal samarbejde med dem, da han tidligere har været officer i den somaliske hær i en længere årrække. I 2012 blev ansøgeren kidnappet af nogle medlemmer fra al-Shabaab. De førte ansøgeren til et hus, hvor han blev tilbageholdt i seks måneder. I de første fire måneder af tilbageholdelsen blev han dagligt udsat for vold. Ansøgeren undslap al-Shabaabs fangeskab, da somaliske og etiopiske styrker fordrev al-Shabaab fra området. Ansøgeren opholdt sig i landsbyer i nærheden af sin hjemby, […], da al-Shabaab forsat havde magten i [hjembyen]. I 2014 var ansøgeren nødsaget til at vende tilbage til [hjembyen], da al-Shabaab truede med at slå hans familie ihjel, såfremt han ikke vendte tilbage til [hjembyen]. Ansøgeren var sengeliggende som følge af en hjerneblødning, og han kunne derfor ikke arbejde. Al-Shabaab kom flere gange om ugen for at holde øje med ham, idet de ønskede, at han skulle arbejde for dem. Ansøgeren blev opsøgt flere gange ugentligt frem til 2015, hvor al-Shabaab blev fordrevet fra [hjembyen], og ansøgeren fik herefter hjælp til at forlade Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens forklaring om sin militære baggrund og rang, samt hans forklaring om, at han i flere måneder blev tilbageholdt af al-Shabaab og tortureret, fremstår deltaljeret og troværdig. Ansøgeren blev befriet af etiopiske og somaliske styrker, hvorefter han tog ophold i områder, der ikke var kontrolleret af al-Shabaab, inden han for at beskytte sin familie vendte tilbage til [hjembyen]. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han herefter i [hjembyen] blev opsøgt af al-Shabaab, der afventede, at han blev rask. Henset til ansøgerens profilering som tidligere militærmand med høj rang, og til at al-Shabaab tidligere har vist vilje og evne til at tilbageholde og torturere ansøgeren, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har forklaret divergerende om enkelte forhold og til dels også udbyggende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det er herved, indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er alvorligt ramt af en hjerneblødning og tidligere har været udsat for tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, mens der ikke er grundlag for at anse ansøgeren for forfulgt af de i § 7, stk. 1, nævnte grunde. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2017/36/SMLA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren tilhører klanen bakadi og er muslim fra [navn på en somalisk by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sine onkler, [A] og [B], eller af repræsentanter fra al-Shabaab, idet de blev bekendt med, at klageren havde indgået ægteskab med en kristen kvinde under sit studieophold i 2013 i Mombassa, Kenya. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han bosatte sig med sin ægtefælle, [C], i sin hjemby, Bargaan, idet klagerens far var syg. I slutningen af 2013 blev klageren opsøgt af tre onkler på sin bopæl. Hans onkler gav udtryk for, at de ikke billigede klagerens ægteskab med sin ægtefælle, fordi hun er kristen, og krævede, at klageren lod sig skille. Omkring 14 dage herefter blev klageren opsøgt igen af sine onkler, der var sammen med 14 repræsentanter fra al-Shabaab. Både klageren og hans ægtefælle blev tilbageholdt og stillet for en domstol og idømt dødsstraf. Omkring en måned efter dommen lykkedes det klageren at flygte ved at kravle over en mur på et toilet under aftenbønnen. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klageren har forklaret divergerende om, hvilke onkler der opsøgte ham, hvor mange gange, det skete, og hvornår. Videre har klageren forklaret divergerende om sin og ægtefællens fængsling og ægtefællens død. Til samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 har klageren forklaret, at han første gang blev opsøgt af 2 onkler på sin bopæl og dernæst på privatskolen, og at hans ægtefælle blev henrettet, før han selv blev stillet for en domstol. Til samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 har klageren forklaret, at han blev opsøgt 2 gange på sin bopæl, først af tre onkler, dernæst af to onkler, før han blev opsøgt på skolen ca. 3 uger senere. Til samme samtale og under nævnsmødet har klageren forklaret, at både han og ægtefællen blev stillet for en domstol ca. 2 måneder efter fængslingen. Klageren har til samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at han blev opsøgt tredje gang på skolen et par dage efter, at 2 onkler havde opsøgt ham på bopælen, og at både han og ægtefællen blev stillet for en domstol dagen efter anholdelsen. Videre har ansøgeren i ansøgning om familiesammenføring med sin nuværende hustru oplyst, at han mødte denne i [begyndelsen af] 2014 – på et tidspunkt, hvor han efter sine egne forklaringer var fængslet. Under nævnsmødet har klageren ændret forklaring til, at han mødte sin nuværende hustru i [foråret] 2014. Klagerens forklaring om sin flugt fra et åbent toilet i kort afstand fra 70-80 al-Shabaab-medlemmer fremstår ligeledes usandsynlig og utroværdig. Når hertil kommer, at klageren har forklaret, at han ikke kan dokumentere sit ægteskab med den kristne kvinde [C], fordi deres ægteskab var hemmeligt, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en personlig og konkret konflikt med al-Shabaab eller andre, herunder sine onkler. Flygtningenævnet finder ligeledes, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Klagerens hjemby Bagaan er under kontrol af al-Shabaab. Efter baggrundsoplysningerne retter al-Shabaab nu ikke længere overgreb og angreb mod civile men mod profilerede personer. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle situation i Bagaan er af en karakter, der indebærer, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De generelle forhold i området er forbedret, selv om forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, men ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Ved vurderingen af sagen har Flygtningenævnet også lagt vægt på det forhold, at klageren har boet i Bargaan i hvert tilfælde i en periode op til sin udrejse i 2014, hvor byen og området ligeledes var under al-Shabaab-kontrol. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Bargaan ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 2 år, han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, han har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført uddannelse. Udover migræne har klageren ikke helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering ikke, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19. stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2017/35/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk dir og muslim og født i [en somalisk landsby] og opvokset i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, herunder en slægtning ved navn [A], og en anden bekendt, [B]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev truet telefonisk af al-Shabaab, fordi han opførte sig vestligt og spillede fodbold. Klageren ville ikke tilslutte sig al-Shabaab. [A] er ven med klageren på Facebook. På klagerens Facebook-profil havde han en række kritiske opslag mod al-Shabaab, som [A] var imod. [A] sendte klageren sms’er om, at klageren havde ændret sig, og at klageren ville blive slået ihjel af [A], hvis han vendte tilbage til Somalia. Klageren modtog sms’erne fra [A] i [efteråret] 2013. Klageren frygter endvidere [B], der har forsøgt at rekruttere klageren til al-Shabaab ved at tilbyde klageren, at han kan blive gift med [B’s] datter. Klageren har afvist at tage [B’s] opkald. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, som kvoteflygtning. [I foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren forlod Somalia i 2007/2008. Det er derfor ikke sandsynligt, at de unge mennesker, der dengang chikanerede ham p.gr.a. hans frisure og vestlige optræden under de nuværende forhold vil genoptage denne chikane eller deres trusler. Det beror på klagerens egen formodning, at [B], der har tilbudt ham at blive gift med hans datter, vil rekruttere ham til Al-Shabaab, hvilket ligeledes understøttes af, at ansøgerens lillebror i flere perioder har levet i Mogadishu, uden at blive forsøgt rekrutteret. Klageren har forklaret divergerende om [A], henholdsvis, at [A] var bøddel for Al-Shabaab eller var højtstående medlem af al-Shabaab. Videre er klagerens konflikt med [A] udelukkende sket via Facebook og må anses for afsluttet i 2014, da kontakten blev afbrudt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i konkret og individuel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Al-Shabaab. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle situation i Mogadishu er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 5 år, han har bestået danskprøve 2, har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark og har et netværk i Mogadishu. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering ikke, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2. jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2017/34/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører klanen Hawiye, underklan […] og subklan […]. Han er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren blev opsøgt af al-Shabaab i [efteråret] 2015. De ledte efter ansøgerens far, der ikke var hjemme. Al-Shabaab ville have fat i ansøgerens far, fordi han arbejdede for regeringen. Da faren ikke var på bopælen, blev ansøgeren i stedet tilbageholdt af al-Shabaab, der tog ansøgeren med til et hus i […] Mogadishu. Efter tre dage tilbød al-Shabaab, at ansøgeren kunne blive løsladt, hvis han kontaktede al-Shabaab, når hans far var tilbage på bopælen. Al-Shabaab fik herefter ansøgerens telefonnummer. Ansøgeren udrejste af Somalia [senere i efteråret] 2015, hvilket var en uge efter løsladelsen. Ansøgerens familie er en gang efterfølgende blevet ringet op af en for dem ukendt mand, der spurgte efter ansøgeren. Da ansøgerens mor oplyste, at ansøgeren var udrejst af Somalia, blev der lagt på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende og divergerende, ligesom forklaringen på en række centrale punkter er utroværdig, hvorfor den fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til det, der herom er anført af Udlændingestyrelsen, herunder vedrørende ansøgerens forklaring om forløbet af den periode på tre dage, hvor han ifølge sin egen forklaring blev tilbageholdt af al-Shabaab. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen ikke oplyste om, at de to mænd medbragte en pistol, at han under asylsamtalen har forklaret, at en af mændene trak en pistol inde i familiens hus og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var manden udenfor huset, der havde en pistol. Det forekommer endvidere usandsynligt, at al-Shabaab gav ansøgeren 20 dage til at orientere dem om, hvor faren opholdt sig, og hvornår han var hjemme, og at al-Shabaab alligevel ikke kontaktede ham indenfor de 20 dage. Det beror i øvrigt på ansøgerens egen formodning, at det skulle have været al-Shabaab, der angiveligt tilbageholdt ham. Endvidere støtter det ikke ansøgerens forklaring, at familien er blevet boende samme sted i Mogadishu, og at familien ikke senere er blevet opsøgt på bopælen. Det oplyste om en enkelt opringning fra en ukendt mand med et ukendt telefonnummer kan ikke føre til et andet resultat, idet det i øvrigt bemærkes, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at opringningen kom fra al-Shabaab. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af fotos på den Facebookprofil, der er tilknyttet den af ham oplyste e-mailadresse, at ansøgeren i 2012 og 2013 skulle have opholdt sig i Kenya, selv om han for Flygtningenævnet har bekræftet de tidligere afgivne oplysninger om, at han ikke har været udenfor Somalia før i forbindelse med flugten i 2015. Ansøgerens forklaring om, at de omhandlede fotos er resultatet af en vens Photoshop, er henset til mængden og karakteren af de omhandlede fotos utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til nærmere undersøgelse af en anden Facebookprofil, som ansøgeren har oprettet. Der er herved lagt vægt på, at oplysningerne om de omhandlede fotos alene er et moment, der indgår i den samlede vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/33/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [ansøgerens hjemby] i Galgaduud-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], underklanen […], subklanen […] og familieklanen [...] Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han flygtede fra organisationen efter at have indvilliget i at samarbejde med dem. Ansøgeren frygter også at blive henrettet af de somaliske myndigheder, fordi han er bange for, at myndighederne vil beskylde ham for at have samarbejdet med al-Shabaab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far blev kidnappet og slået ihjel af al-Shabaab i [sommeren] eller [efteråret] 2015, fordi faren nægtede at samle penge ind til organisationen. Omkring to uger efter, at ansøgerens far blev slået ihjel, blev ansøgeren selv opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab i familiens butik i [ansøgerens hjemby]. Ansøgeren blev herefter af al-Shabaab taget med til [en anden by], hvor han blev tilbageholdt og fængslet i nogle uger. Under fængslingen blev ansøgeren opfordret til at tilslutte sig al-Shabaab, og han blev også tvunget til at se filmklip, hvoraf det fremgik, at al-Shabaab havde angrebet myndighederne, AMISOM og FN’s hovedkvarter. Under fængslingen indvilligede ansøgeren i at samarbejde med al-Shabaab, fordi han var bange og ikke havde noget andet valg. Efter at have indvilliget i at samarbejde med al-Shabaab, blev ansøgeren løsladt fra fængslet. Ansøgeren tog herefter hjem til sin bopæl, hvor han besluttede sig for at flygte ud af Somalia, da han ikke ønskede at samarbejde med al-Shabaab. Ansøgeren udrejste af Somalia omkring halvanden uge efter løsladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret usammenhængende om, hvornår det møde, som al-Shabaab havde indkaldt klanlederne til, blev afholdt. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at mødet blev afholdt en fredag i [sommeren] eller [efteråret] 2015. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hans far dagen efter mødet blev kidnappet af al-Shabaab i moskeen i forbindelse med fredagsbønnen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, inden ansøgeren og hans mor fandt faderens lig i nabolandsbyen, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der gik et stykke tid inden de fandt ham, og at dette kan være op til to uger. Under asylsamtalen er ansøgeren derimod citeret for at have forklaret, at han blev gjort bekendt med farens død samme eftermiddag, som kidnapningen fandt sted. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han af al-Shabaab blev gjort bekendt med, hvorfor han blev tilbageholdt af dem. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at al-Shabaab sagde, at de havde brug for ham. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han spurgte, hvorfor han skulle følge med, men at han ikke fik noget svar på dette. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han skønner, at han var tilbageholdt i omkring to uger, mens ansøgeren i sit asylansøgningsskema har anført, at han var tilbageholdt i omkring en uge. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har været udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen hos al-Shabaab, idet han i sit asylansøgningsskema har anført, at han blev udsat for fysiske overgreb, mens ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har forklaret, at han ikke blev udsat for fysiske overgreb, hvilket han dog under Flygtningenævnets behandling af sagen og til dels i asylsamtalen har ændret til, at man blev udsat for vold, hvis man ikke overholdt bønnetiderne eller sov for længe. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Galgaduud i den centrale/sydlige del af Somalia, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Soma/2017/32/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører […]-klanen, er etnisk somali og sunni-muslim fra [by], Hiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at Al-Shabaab vil slå ham ihjel eller tvinge ham til at udføre en selvmordsaktion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Al-Shabaab ville have ham til at dræbe byens leder, [A]. Ansøgeren har modtaget flere opkald fra forskellige Al-Shabaab medlemmer. Hvis han ikke adlød dem, ville han blive anset som deres fjende. Ansøgeren skulle møde op ved det lokale fodboldstadion […] på femtedagen, efter han modtog det første opkald. Her ville han blive hentet og modtage træning, så han kunne slå [A] ihjel. På femtedagen udrejste ansøgeren af Somalia med sin nabo. Samme aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af Al-Shabaab. De gav ansøgerens familie bind for øjnene og spurgte efter ansøgeren. De sagde, at hvis de fandt ansøgeren, ville han blive betragtet som en fjende. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren har forstået og svaret relevant på de stillede spørgsmål, og han har virket tilstrækkelig moden til en nævnsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har haft nogen særlige færdigheder, og at hans familie ikke var kendt som sympatisører af Al-Shabaab, hvorfor det forekommer påfaldende, hvis Al-Shabaab netop skulle udvælge ham. Det forekommer endvidere påfaldende, at han kontaktes telefonisk af Al-Shabaab, og at det er talrige personer, der kontakter ham vedrørende samme formål. Det forekommer endvidere påfaldende, at A-Shabaab meddeler ham en frist på fem dage, hvilket giver ham mulighed for at advare [A] eller flygte. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet anslå, hvor mange henvendelser han fik fra Al-Shabaab, at han har forklaret divergerende om, hvem der henvendte sig til telefonselskabet, og hvilken oplysning de fik. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvornår han skulle møde Al-Shabaab ved fodboldbanen, idet han tidligere har oplyst, at han ikke erindrede tidspunktet, mens han for nævnet har oplyst, at Al-Shabaab ville kontakte ham på femtedagen og nærmere give tidspunktet. Nævnet lægger tillige vægt på, at det er myndighederne, der har kontrollen i [ansøgerens hjemby], og at hans familie ikke efterfølgende har haft problemer med Al-Shabaab. Som følge af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som utroværdig, divergerende og udbyggende og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden Somalia vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/31/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at miste livet på grund af urolighederne i landet, samt at hun frygter at blive straffet af Al-Shabaab, fordi hun er rejst til Europa. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der er mange civile, der har mistet livet som led i kampene mellem de kenyanske styrker og Al-Shabaab, særligt i det område, hvor ansøgeren er fra. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Al-Shabaab straffer somaliere, som de finder ud af har været i Europa. Ansøgeren og hendes daværende ægtefælle forlod Somalia i 1991 og har siden boet først i Yemen og siden 1998/99 i Danmark. Det er derfor usandsynligt, at ansøgerens nu tidligere ægtefælle stadig skulle være kendt og efterstræbt i Somalia, og at ansøgeren som følge af sin tidligere ægtefælles arbejde for 25 år siden skulle risikere forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter i Somalia, hverken med Al-Shabaab, myndighederne eller andre. Ansøgeren har forklaret, at hun var i Etiopien i en periode på måske to til tre uger i 2013, fordi hendes mor var syg. Det fremgår imidlertid af det fremlagte, at der er udstedt en flybillet til ansøgeren med afrejse fra København via Etiopien til Berbera, Somalia, den 7. juli 2013 og retur fra Somalia den 19. august 2013. Ansøgeren har herudover forklaret, at hendes mor og søskende er flyttet tilbage til det nordlige Somalia. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at hun ikke har et netværk i Somalia, ligesom den fremlagte flybillet ikke understøtter ansøgerens frygt for at vende tilbage til Somalia. De generelle forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/3/MJM.
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er tilhører Hawiye-klanen og underklanen Duduble og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet hun har nægtet at gifte sig med en mand, som er tilknyttet al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en mand ved navn [AA], som har været tilknyttet al-Shabaab, siden 2006 gentagne gange har friet til klageren, som hver gang har afvist ham. Klageren har videre oplyst, at hun i 2008 blev gift med en mand ved navn [AWG], og at [AA] efterfølgende opsøgte klageren på hendes bopæl og truede med, at han ville anklage klageren og hendes ægtefælle for at have begået ulovligheder imod islam over for al-Shabaab. 20 dage senere modtog klageren et opkald fra en mand, som fortalte hende, at hun og [AWG] var blevet dømt til stening, idet de havde forbrudt sig imod islam. Klageren holdt sig herefter skjult hos en veninde, og veninden blev derfor betragtet medskyldig i klagerens forbrydelse. Endelig har klageren oplyst, at [AWG] er blevet opsøgt i sin forretning af nogle mænd, som ville dræbe ham, mens klageren holdt sig skjult i Somalia, og at hun efterfølgende har fået at vide, at [AWG] på et senere tidspunkt blev opsøgt og dræbt af nogle mænd. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i foråret 2011] meddelte klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet traf [i begyndelsen af 2012] på baggrund af Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien afgørelse om at hjemvise klagerens sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. [I begyndelsen af 2012] meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. I [begyndelsen af 2017] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke realitetsbehandlet klagen over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse [i foråret 2011], hvorfor nævnet må tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens forklaring om det trusselsopkald, som hun modtog omkring 20 dage, efter at hun senest blev opsøgt af [AA] er usammenhængende og usandsynlig. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2011] forklaret, at hendes mand, [AWG], den dag, hvor hun modtog trusselsopkaldet havde forladt hjemmet om morgen, og at hun senere på dagen modtog opkaldet, hvorefter hun forlod hjemmet. Videre har hun forklaret, at hun modtog opkaldet, mens hun var på vej til markedet, og at hun straks efter opkaldet skilte sin telefon ad, da hun ikke ville ringes op igen. Hun har videre forklaret, at hun ikke talte med [AWG] mere efter den dag, idet han ikke var hjemme, da hun hentede børnene, og at hun ikke talte med ham, mens hun opholdt sig hos sin veninde. Hun har yderligere forklaret, at hun ikke advarede [AWG] om trusselsopkaldet, idet hun havde ødelagt sin telefon. Dette skal sammenholdes med, at klageren også har forklaret, at [AWG] ikke tog opkaldet alvorligt, hvorfor han fortsatte sit liv som normalt. For nævnet har ansøgeren udbyggende forklarede, at hun modtog to trusselsopkald – et om aftenen før og et på dagen, hvor hun søgte skjul hos sin veninde – inden hun skilte sin telefon ad. Hun har videre forklaret, at hun modtog det første opkald to dage efter at hun senest blev opsøgt af [AA]. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er overbevisende, at al-Shabaab skulle have undladt at opsøge klageren, da hun opholdt sig hos sin veninde, og i stedet have kontaktet veninden telefonisk. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker klagerens troværdighed, at klageren har forklaret divergerende om tidsforløbet omkring sin udrejse af Somalia. Ansøgeren har således forklaret til de norske myndigheder i forbindelse med deres behandling af ansøgerens asylsag i 2010, at hun mødte en menneskesmugler [i sommeren 2009] i Mogadishu, at hun kom til Addis Ababa, Etiopien, [i sommeren 2009], hvorfra hun [kort efter] fløj til Sverige via mellemlanding i et ukendt land. Klageren har videre forklaret, at hun landede i Sverige [kort efter], og at hun rejste direkte til Oslo med tog. Det skal imidlertid sammenholdes med, at det via Eurodac kan konstateres, at ansøgeren krydsede grænsen til Grækenland [i vinteren 2008]. Nævnet må herefter tage stilling til, om klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er uden mandligt netværk i Somalia. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun tilhører Hawiye-klanen og underklanen duduble, at hun må anses for at have tilknytning til personen [A] i Mogadishu, som hun gennem mange år har betroet opdragelsen af sine børn til, og at hun har en voksen søn, der bor i Mogadishu. For så vidt angår klagerens frygt for, at hendes 5-årige søn skal blive tvangs¬rekrutteret af f.eks. al-Shabaab bemærker nævnet, at denne frygt ikke kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven¬tions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser af 7. og 17. juli 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor hun opholdt sig de seneste mange år forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter, navnlig under hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 ½ år, og at hun i denne periode ikke har opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, ikke har gennemført et uddannelsesforløb eller i øvrigt engageret sig aktivt i foreningslivet i Danmark. Hun har bestået Dansk Prøve 1 og har været 13 uger måneder i praktik i en Røde Kors butik. Hun er 47 år og har haft sin opvækst og størstedelen af sit liv i Mogadishu i Somalia. Hun har to voksne børn i Mogadishu, som hun har kontakt med, og en søn på godt 5 år i Danmark. Klageren er skilt fra faren til den 5-årige søn, og de ses ikke. Helbredsmæssigt har klageren forklaret, at hun har ondt i fødderne, og det er ved en journaludskrift fra egen læge dokumenteret, at klageren i [sommeren 2016] havde udslæt på hænder og fødder. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende og hendes, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2017/28/smla
Nævn omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: Klageren tilhører klanen Shekhal, Isgowe, Ganders og er muslim fra [navn på en somalisk by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter al-Shabaab, idet al-Shabaab fortsat er til stede i hans hjemegn. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han første gang blev kontaktet af al-Shabaab omkring [vinteren] 2008 med henblik på at blive hvervet til gruppen. Han blev opsøgt af gruppen anden gang omkring en uges tid senere. Han forsøgte herefter at holde sig i skjul. Hans familie blev opsøgt af gruppen tre gange i den periode, hvor klageren holdt sig skjult. Klageren frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia, idet gruppen vil betragte ham som vantro, fordi han er vendt tilbage fra et vantro land. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I begyndelsen af] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv den [i begyndelsen af] 2010. Flygtningenævnet stadfæstede [i begyndelsen af] 2012 Udlændingestyrelsens af-slag på opholdstilladelse, idet klagerens forklaring om at han i 2008 blev forsøgt tvangsrekrutteret til en militsgruppe ikke kunne lægges til grund. Klageren har ikke i sit oprindelige ansøgningsskema eller til politiet oplyst, at han blev truet på livet, ligesom klageren forklarede divergerende om det antal gange, han blev opsøgt af militsgruppen. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund og finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren heller ikke er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at klagerens hjemby, [navn på en somalisk by], er under kontrol af Amison, at al-Shabaab befinder sig i området udenfor byen, men at vejen mellem [navn på en somalisk by] og Mogadishu anses for sikker. Efter baggrundsoplysningerne finder der kampe sted i området mellem Amison og al-Shabaab, men disse er ikke rettet mod civile. Efter en samlet vurdering af baggrunds-oplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle situation i [i en somalisk by] har en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMK artikel 3. De generelle forhold i området er forbedret, selv om forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, men ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [en somalisk by] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har samlet opholdt sig i Danmark siden 2009, heraf mere end 5 år med lovligt ophold. Klageren har siden slutningen af 2013 haft arbejde på den samme arbejdsplads, det første år i praktik og herefter frem til [efteråret] 2017 i fastansættelse. Han er [i efteråret] 2017 blevet fyret på grund af produktionsnedgang i virksomheden og har forklaret, at han er lovet arbejde på ny i samme virksomhed, hvis der igen kommer gang i produktionen. Klagerens ægtefælle og dengang 2 børn blev i 2013 familiesammenført med klageren. Ægtefællen har for tiden barselsorlov men går iøvrigt på sprogskole. Klagerens 2 ældste døtre går i henholdsvis 4. og 3. klasse, de 2 yngste døtre er født i Dan-mark, datteren på 3 år går i børnehave, og den yngste datter på 10 måneder skal begynde i vugge-stue. De to ældste børn taler både somali og dansk, mens datteren på 3 år kun taler dansk. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en helt konkret vurdering, at det, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, vil virke særligt belastende for klageren og hans familie at inddrage klagerens opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra begyndelsen af] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. soma/2017/27/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og familieklanen […] og er sunni-muslim fra Kismaya, Juba-Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil dræbe ham, fordi han ikke ønsker at tilslutte sig dem. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at klanen Ogadeen vil dræbe ham, idet de ønsker at overtage den jord, som ansøgerens familie ejer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans familie flyttede til [A] i 1990, da borgerkrigen brød ud, og fordi ansøgerens familie ejede landbrugsjord i [A]. Omkring 10-15 år senere overtog klanen Ogadeen ansøgerens families landsbrugsjord med magt. Ansøgeren og hans familie var derfor nødsaget til at flygte fra deres hjem. I 2011 hjalp al-Shabaab ansøgerens familie med at få deres landsbrugsjord tilbage. I 2015 blev ansøgeren og hans bror anholdt og tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren var tilbageholdt i en måned. Som konsekvens af anholdelsen valgte ansøgerens bror at tilslutte sig al-Shabaab. Ansøgeren blev løsladt fra fængslet under brorens ansvar. Broren forsøgte efterfølgende at få ansøgeren til også at tilslutte sig al-Shabaab. Ansøgerens bror blev dræbt i krigen i sommeren 2015, mens han arbejdede for al-Shabaab. Omkring seks-syv måneder efter ansøgerens løsladelse, blev han opsøgt af [B] fra al-Shabaab. Han bad ansøgeren om at gøre sig klar, idet al-Shabaab ville hverve ham. Efter 20 dage blev ansøgeren opsøgt af al-Shabaab, som bad ansøgeren om at tilslutte sig dem. En uge senere [i efteråret] 2015 flygtede ansøgeren ud af Somalia. Han indrejste samme dag på et visum til Italien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke har været i stand til at forklare overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren har herunder ikke kunne redegøre nærmere for de konkrete omstændigheder hverken ved den påberåbte konflikt med Ogadeen-klanen eller ved den påberåbte konflikt med al-Shabaab. Han har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål om, hvornår jordkonflikten opstod og blev afsluttet samt på spørgsmål om, hvordan familien fik jorden tilbage. Hans forklaring om Ogadeen-klanens magt i området er i øvrigt ikke understøttet af baggrundsoplysningerne. Ansøgeren har også svaret vævende og upræcist på spørgsmål om konflikten med al-Shabaab, herunder om sin anholdelse, fængsling og udrejse. Ansøgeren har således ikke været i stand til at besvare spørgsmål om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen, fængselsopholdet og løsladelsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at Ogadeen-klanmedlemmerne, som havde taget familiens jord, blev pisket og slået af al-Shabaab i forbindelse med, at familien fik jorden tilbage. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis betydning, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved sin udrejse fra Somalia ikke er understøttet af de visumakter, som ligger i sagen, og hvoraf det fremgår, at ansøgeren har opnået visum til Italien og oplysningerne om, hvordan visum til Italien opnås. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Somalia, ligesom Nævnet finder i øvrigt, at de generelle forhold i [byen] i Somalia ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/26/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har gjort gældende, at han tilhører […]-klanen, at han er født i Saudi Arabien, og at han kun i en begrænset periode omkring 1988-89 har været i […], Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan rejse til Somalia, da han som […] ses ned på, er undertrykt, og risikerer at blive dræbt. Han har ingen familie- eller klanrelationer i Somalia. Han er syg, idet han er under behandling for forhøjet blodtryk og sukkersyge. Ansøgeren har endvidere smerter i sin ryg og har fået konstateret tuberkulose. Ansøgeren mener, at han ikke kan modtage behandling for sine lidelser i Somalia. Nævnet bemærker, at ansøgeren ingen identitetsdokumenter har. Flygtningenævnet lægger på baggrund af sprogtesten til grund, at ansøgeren stammer fra Somalia. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren har rejst rundt i nordeuropæiske lande som asylansøger gennem de seneste mere end 25 år. Han har afgivet forskellige oplysninger om sin identitet og fødedata. Han har til de danske myndigheder forklaret divergerende blandt andet om ophold i Somalia og religionsforhold. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2017/25/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og er muslim fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin farbror og dennes venner, fordi han uden for ægteskab har fået barn med den kristne kvinde, [A], som han ønsker at gifte sig med. Ansøgeren har til at støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [foråret] 2014 blev udvist af Qatar til Somalia, idet han ikke kunne få fornyet sin opholdstilladelse. Ansøgeren havde boet i Qatar, siden han kom dertil med sin familie som femårig. Han lærte [A] at kende i 2010, og i 2011 blev hun gravid med deres fælles barn. [A] rejste hjem til Skotland, men kom tilbage til Qatar på et ophold af 7-8 dages varighed i 2012. Siden har han ikke set hverken hende eller deres barn. Efter at ansøgeren var blevet udvist til Somalia, tog han ophold i [sin hjemby] sammen med sin mor og søskende. Hans mor var efter farens død blevet gift med ansøgerens farbror. Farbroren krævede, at ansøgeren skulle gifte sig med sin afdøde brors enke, [B]. Ansøgeren nægtede, og han fortalte i den forbindelse sin farbror, at han havde fået et barn med [A], der var kristen, og at han ønskede at blive gift med hende. Ansøgerens farbror stillede ham over for det ultimatum enten at glemme [A] og gifte sig med [B] eller at blive dræbt. Farbroren sagde, at ansøgeren fortjente at blive stenet, og at han ville fortælle klanmedlemmerne, at han var vantro. Farbroren forlod herefter bopælen. Ansøgeren så efterfølgende ikke mere til sin farbror. Ansøgeren udrejste fra hjemlandet omkring to uger senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret usammenhængende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende og usammenhængende om blandt andet, hvor længe han opholdt sig på sin mors bopæl i [hjembyen], om hvor han opholdt sig før udrejsen af Somalia samt om, hvor lang tid han opholdt sig i Somalia før udrejsen. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [sommeren] 2014 forklaret, at han opholdt sig to dage i sin mors hus, hvorefter han i tre dage opholdt sig i et hus, hvor der boede tre kvinder. Han har videre forklaret, at han derefter tog ophold i et hus tæt på de to kvinders bopæl, hvor han opholdt sig indtil udrejsen. I dette hus boede flere mænd. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig ca. 1 uge på sin mors bopæl, hvorefter han tog ophold i 3-4 dage hos en kvinde. Herfra rejste han til Djibouti. Denne rejse varede 2-3 dage. Under nævnsmødet har ansøgeren først forklaret, at han kun opholdt sig på sin mors bopæl en dag, hvorefter han tog ophold hos tre kvinder, hvor han opholdt sig 3-4 dage, hvorefter han sammen med sin mor kørte til Hargeisa, hvor han opholdt sig i 13- 14 dage. Senere under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter opholdet hos kvinderne tog ophold hos en familie bestående af fem medlemmer, hvor han opholdt sig to dage, før han sammen med sin mor kørte til Hargeisa, hvor han opholdt sig i ca. 10 dage før udrejsen. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at give en plausibel forklaring på disse uoverensstemmelser. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvordan hans mor finansierede udrejsen fra Somalia. Hverken det forhold, at ansøgeren ikke har haft ophold i Somalia fra 1988 til 2014, eller de generelle forhold i Somalia, herunder i [sin hjemby], kan i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/23/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […], familieklanen […] og er sunnimuslim fra Beledwayne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Han har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab havde kontrollen over hans fødeby, Beledwayne. Al-Shabaab truede ansøgerens far og sagde, at han hver måned skulle betale skat til dem, og at de ville opbevare våben i hans [forretning]. Seks måneder senere fik myndighederne kontrollen over Beledwayne, og al-Shabaab var tvunget til at forlade byen. Al-Shabaab hentede derfor deres våben i farens [forretning]. Ansøgerens far blev i denne forbindelse slået ihjel. Seks måneder efter farens død kom 15 myndighedspersoner og ransagede deres [forretning]. De fandt tre bomber, to geværer, en pistol og et magasin til patroner. Myndighedspersonerne tog ansøgeren med til afhøring. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt i et lille fængsel i fire måneder, mens myndighederne efterforskede sagen. Efter fire måneder kom han for retten. Han blev anklaget for at have samarbejdet med al-Shabaab og blev dømt til døden. Dagen efter blev han bragt til et stort fængsel, hvor han var tilbageholdt i tre måneder. Efter tre måneder lykkedes det ansøgeren at flygte, fordi hans farbror havde bestukket en fængselsvagt, som hjalp ham ud af fængslet. Ansøgeren rejste herefter til Mogadishu, hvor han opholdt sig hos sin mors faster i halvanden måned, inden han udrejste af Somalia. Ansøgerens mor er hver eneste uge, siden ansøgerens flugt fra det store fængsel, blevet opsøgt af myndighedspersoner, som spørger efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, der fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden, til grund. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgeren eller dennes mor ikke fandt de våben, der angiveligt var på lageret i de 5-6 måneder der gik, fra faderens død, til ransagningen fandt sted. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at i hvert tilfælde moderen var bekendt med, at der tidligere havde været opbevaret våben for al-Shabaab i lageret, og at moderen måtte være bekendt med risikoen for, at myndighederne ville ransage bygningen. Det findes ligeledes usandsynligt, at myndighederne valgte at anholde, fængsle og senere dødsdømme ansøgeren, der dengang var 14 år gammel, fremfor at anholde moderen eller den ansatte, [navn på ansat], ligesom moderen og den øvrige familie fortsat har kunnet opholde sig på bopælen. Også ansøgerens forklaring omkring sin flugt fra fængslet fremtræder utroværdig. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der angiveligt var dømt til døden, sammen med en vagt åbenlyst kunne gå ud af fængslet, først ud af en celle med 5-6 medindsatte og dernæst forbi to andre vagter ved porten, hvorefter vagten kørte ham til bussen. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin angivelige flugt fra fængslet tilbragte 1½ måned i Mogadishu uden problemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/22/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i foråret 2010 meddelte klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i efteråret 2010 Udlændingestyrelsens afgørelse. I vinteren 2012 traf Flygtningenævnet afgørelse om at hjemvise klagerens sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien (appl. no. 8319/07 og 11449/07). Udlændingestyrelsen meddelte senere i vinteren 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2. I vinteren 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er somalisk statsborger. Han er født og opvokset […] i regionen Mudug, og har boet i Mogadishu fra 2006 og frem til udrejsen af Somalia i 2009. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Al-Shabaab mistede kontrollen med det område i Somalia, hvor klageren boede, i oktober 2009. Journalister fra nyhedsbureauet Horn of Africa talte efterfølgende med folk i området og spurgte dem, hvad de mente om al-Shabaab. Klageren svarede journalisterne, at han håbede, at al-Shabaab blev fordrevet fra hele landet. Da al-Shabaab efterfølgende generobrede området, truede de klageren, og han udrejste derfor af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I vinteren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv [i efteråret] 2010. Nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet oplysninger i sagen, der forrykker grundlaget for det tidligere meddelte afslag med henvisning til aktuelle og konkrete, individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ved bedømmelsen heraf tager Flygtningenævnet udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af al-Shabaabs angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerheds situation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016: “The security is more volatile in Mogadishu than in other cities. There are more frequent attacks which take place every week in larger or smaller size”. Videre fremgår, at: “Overall, the number of incidents in Mogadishu – especially bomb attacks – is decreasing, but is still high. According to a security analysis expert, al-Shabaab seems to avoid collateral damage in order to improve its own reputation”, og at: “al-Shabaab wants headlines and therefor carries out spectacular attacks against high profile targets”. Af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 fremgår blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært, og at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Af Landinfo: ”Respons Maktforhold i Sør-Somalia” fra 10. november 2016 fremgår, at der er bred enighed blandt Landinfos kilder om, at der lille sandsynlighed for, at al-Shabaab er i stand til at indtage store byer som blandt andet Mogadishu, og at der ikke er oplysninger, som tyder på, at AMISOMs mandat ikke vil blive forlænget, eller at landene, som udgør AMISOM, vil indstille deres bidrag til styrkerne. Af Landinfo: ”Respons Somalia: Vold, antall drepte, gjerningspersoner og ofre i Mogadishu”, 27. februar 2017, fremgår, at ACLED (2017) registrerede 204 angreb mod civile, hvilket udgør omkring 40 % af alle voldshændelser i Mogadishu i 2016, men at civile også rammes i skudvekslinger mellem militære aktører eller i andre angreb mod militære mål, idet de civile her ikke er direkte mål, men et resultat af tilfældigheder, fordi de opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Videre fremgår, at der er bred enighed blandt Landifos kilder om, at al-Shabaab ikke generelt har til hensigt at ramme civile, og at hovedparten af deres angreb retter sig mod civile myndighedspersoner eller mod steder, der hyppigt frekventeres af myndighedspersoner. Endelig fremgår af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, Al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, at: “For the civilian population the highest risk is being in the wrong place at the wrong time and become collateral damage. Mogadishu has been the scene of several attacks with a number of civilian casualties but terror attacks against e.g. market places with no presence of high value targets are deemed unusual” og at “the security situation in Mogadishu significantly improved compared to the 1990’s but in the last five years the picture is more blurred”. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor han opholdt sig de seneste tre år forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark: Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring fem år. Han har haft arbejde med løntilskud fra april 2016 og er fortsat i arbejde. Han har gennemført AMU-kurser og bestået Dansk Prøve 1. Han har endvidere siden [efteråret] 2016 været medlem af 3F og har i en periode på seks måneder fra 2012 til 2013 været medlem af en løbeklub. Klagerens ægtefælle har boet i Danmark i omkring tre år og har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Klagerens to ældste børn har boet i Danmark i omkring tre år. Det tredje og fjerde barn er født i Danmark i henholdsvis 2014 og 2016. Flygtningenævnet har ikke fået oplyst yderligere forhold, der tyder på, at klageren har en særlig tilknytning til Danmark. Klagerens mor og bror bor i Somalia. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/21/MKT
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim fra [D], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har haft et seksuelt forhold til en ugift kvinde uden om sit eget ægteskab. Videre har han henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den ugifte kvindes familie, idet han har krænket familiens ære ved at indlede et seksuelt forhold til hende uden at gifte sig med hende. Oprindeligt har klageren derudover henvist til, at han frygtede en mand ved navn [B], som ville giftes med klagerens ægtefælle, Fadumo. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholds-tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2016 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladel-se i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klagerens oprindelige asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab og Halimos familie til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under politiafhøringen [i starten af] 2011 oplyste, at han for – på det tidspunkt - ca. seks måneder siden havde indledt et seksuelt forhold til en ugift kvinde, og at forholdet varede to måneder. Til samtalen hos Udlændingeservice [i starten af] 2011 forklarede klageren, at han mødte kvinden i [sommeren] 2010, og at det udviklede sig til et seksuelt forhold. Til asylsamtalen [i foråret] 2011 forklarede klageren imidlertid, at forholdet til kvinden, [C], begyndte i [sommeren] 2009, da klageren var kommet tilbage fra Saudi Arabien, og at de i [sommeren] indledte et seksuelt forhold til hinanden. Klageren forklarede endvidere, at han og [C] flyttede til [D] i [sommeren] 2009 og boede sammen, til al-Shabaab tilbageholdt dem i begyndelsen af 2010. Klageren bekræftede efterfølgende, at de havde boet sammen i perioden [sommeren] 2009 til begyndelsen af 2010, hvilket giver mere end to måneder. Klageren forklarede endvidere usammen-hængende om, hvor han boede, da han kom tilbage fra Saudi Arabien og om, hvorvidt han opsøgte [C], eller hun opsøgte ham. Klageren forklarede endvidere til samtalen med Udlændingeservice, at hans mor havde fortalt ham, at [C] var blevet tildelt 60 piskeslag, hvorefter hun var blevet løsladt, mens han til asylsamtalen forklarede, at han efter at have været tilbageholdt i en måned fik at vide af personer fra al-Shabaab, at [C] var blevet idømt 60 piskeslag, som hun havde fået, hvorefter hun var blevet løsladt. Klageren forklarede efterfølgende, at svogeren havde fortalt ham det som den allerførste. Klageren rettede det efterfølgende til, at svogeren var den sidste, der fortalte ham det – han fortalte det mere detaljeret, da han var i Grækenland. Klageren har endvidere til samtalen med Udlændingeservice forklaret, at han var fængslet i to måneder. Derefter var han indlagt på hospitalet i tre dage. Der var ikke vagt udenfor stuen, men der var to uden for hospitalet. Til asylsamtalen forklarede klageren, at han var indlagt på hospitalet i ca. en uge, og at der var fire vagter fra al-Shabaab, der stod uden for hospitalet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren til asylsamtalen først forklarede, at han ikke vidste, hvem der afslørede ham og [C]. Senere under samtalen forklarede han, at hans bedste ven, [E], der var den eneste, der vidste, at de reelt ikke var gift, formentlig har angivet ham, og slutteligt forkla-rede klageren, at [E] stod udenfor den aften, klageren blev arresteret. Da ansøger ikke har været i stand til at give en rimelig forklaring på disse divergenser, tilsidesætter nævnet klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab og [C’s] familie som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtninge-nævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbageven-den til Somalia vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet herefter: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændinge-loven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygt-ninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddra-gelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at det af forarbejderne til ovennævnte lovforslag fremgår, at Flygtningenævnet i ”visse tilfælde” synes at have haft en anden praksis i sager om inddragelse, end den der fulgte af lovændrin-gen i forbindelse med lov nr. 572 af 31. maj 2010, ikke kan føre til et andet resultat. Dette gælder også selvom det af den senere besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 960 fra 2016 fremgår, at nævnet på baggrund af en gennemgang af samtlige beretninger ikke kan henvise til sager, hvor nævnet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 153 af 18. februar 2015 har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, på grund af ændrede generelle forhold i hjemlandet uden at inddrage flygtningekonventionens ophørsgrunde. Det fremgår således blandt andet af Euro-pean Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herun-der i [D], har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således bl. a: “As a result, AMISOM and Somali troops forced Al Shabaab out of ten( 529) cities, such as Waajid and Xudur (Bakool), Buulo Barde and Maxaas (Hiiraan), Ceel Buur and Wabxo (Galguduud), and [D] (Lower Shabelle). Al Shabaab was expected to fight for its towns but instead destroyed critical infrastructures, put up only some resistance and withdrew intact and without heavy casualties”. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af al-Shabaab´s angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerheds situation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 fremgår blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Af Landinfo: ”Respons Maktforhold i Sør-Somalia” fra 10. november 2016 fremgår, at der er bred enighed blandt Landinfos kilder om, at der lille sandsynlighed for, at al-Shabaab er i stand til at indtage store byer som blandt andet Mogadishu, og at der ikke er oplysninger, som tyder på, at AMISOMs mandat ikke vil blive forlænget, eller at landene, som udgør AMISOM, vil indstille deres bidrag til styrkerne. Af Landinfo: ”Respons Somalia: Vold, antall drepte, gjerningspersoner og ofre i Mogadishu”, 27. februar 2017, fremgår, at der er bred enighed blandt Landifos kilder om, at al-Shabaab ikke generelt har til hensigt at ramme civile, og at hovedparten af deres angreb retter sig mod civile myndighedspersoner eller mod steder, der hyppigt frekventeres af myndighedspersoner. Endelig fremgår af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, at al-Shabaab har få aktiviteter i Lower Shabelle, og at byerne Afgoye og [D] er under AMISOM kontrol, og: “For the civilian population the highest risk is being in the wrong place at the wrong time and become collateral damage”. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i [D] har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i [D], Lower Shabelle, er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [D] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at han har haft lovligt ophold siden 2012, og at hans somaliske ægtefælle og dengang 5 børn blev familiesam-menført med ham og har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 3 år. Det er videre oplyst, at klageren har fået yderligere to børn under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har bestået Dansk 1 prøven og har været i forskellige arbejdspraktikker. Hverken han eller ægtefællen har gennemført et uddannelsesforløb eller haft arbejde i Danmark. Han hjælper til i en [bestemt] café og i den lokale fodboldklub. Klagerens yngste barn har fået konstateret [navn på sygdom], som barnet er i behandling for. Klageren har ingen tilknytning til Somalia, da han ikke længere har familie i landet. Klageren har visse helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/20/SOL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: Klageren tilhører klanen [A] og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Han er født i [en bestemt by] i nærheden af Baladwayne, som ligger i det centrale Somalia, men han flyttede til Mogadishu, da han var omkring fem år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har indvilget i at samarbejde med dem og efterfølgende er udrejst. Klageren havde videre henvist til, at han var flygtet, fordi han ikke kunne tage en uddannelse i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I starten af 2017] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at Flygtningenævnet den [i vinteren] 2009 meddelte klageren afslag med den begrundelse, at de konkrete omstændigheder, som han havde angivet som asylgrundlag, ikke kunne føre til, at han blev meddelt asyl. Nævnet tilsidesatte således klagerens forklaring om, at al-Shabaab havde søgt at hverve ham som soldat og truet med at slå ham ihjel, hvis han nægtede, som konstrueret til lejligheden. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren først under samtalen i Udlændingestyrelsen havde forklaret om dette forhold, mens han i asylskemaet havde henvist til de generelle forhold i Somalia. Endvidere havde klageren i nævnet virket usikker og lidet overbevisende. Der er endvidere ikke fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Det forhold, at klageren under nævnsmødet i dag har henvist til, at han frygter overgreb ved en tilbagevenden til Somalia efter så mange år i vesten, herunder at hans søn risikerer kidnapning, kan ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Nævnet henviser herved til de foreliggende baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, hvoraf fremgår, ” According to an international organisation the fact that a person has been abroad, including in the West, is not in itself important when returning to an al-Shabaab area. What is important is his/her clan, and the returnee will need relatives who are not in bad standing with al-Shabaab and who can vouch for them. If returnees are related to clans or individuals that are well regarded in al-Shabaab, they are likely to be safe. If not, he/she might face at least some initial scrutiny.” Nævnet har videre lagt vægt på, at klagerens hjemby, Mogadishu, som nedenfor behandlet, ikke er kontrolleret af al-Shabaab, og at klageren i øvrigt ikke er profileret. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lov-forslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyt-telsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at det af forarbejderne til ovennævnte lovforslag fremgår, at Flygtningenævnet i ”visse tilfælde” synes at have haft en anden praksis i sager om inddragelse, end den der fulgte af lovændringen i forbindelse med lov nr. 572 af 31. maj 2010, ikke kan føre til et andet resultat. Dette gælder også selvom det af den senere besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 960 fra 2016 fremgår, at nævnet på baggrund af en gennemgang af samtlige beretninger ikke kan henvise til sager, hvor nævnet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 153 af 18. februar 2015 har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, på grund af ændrede generelle forhold i hjemlandet uden at inddrage flygtningekonventionens ophørsgrunde. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af al-Shabaab´s angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerheds situation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016: “The security is more volatile in Mogadishu than in other cities. There are more frequent attacks which take place every week in larger or smaller size”. Videre fremgår, at: “Overall, the number of incidents in Mogadishu – especially bomb attacks – is decreasing, but is still high. According to a security analysis expert, al-Shabaab seems to avoid collateral damage in order to improve its own reputation”, og at: “al-Shabaab wants headlines and therefor carries out spectacular attacks against high profile targets”. Af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 fremgår blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært, og at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Af Landinfo: ”Respons Maktforhold i Sør-Somalia” fra 10. november 2016 fremgår, at der er bred enighed blandt Landinfos kilder om, at der lille sandsynlighed for, at al-Shabaab er i stand til at indtage store byer som blandt andet Mogadishu, og at der ikke er oplysninger, som tyder på, at AMISOMs mandat ikke vil blive forlænget, eller at landene, som udgør AMISOM, vil indstille deres bidrag til styrkerne. Af Landinfo: ”Respons Somalia: Vold, antall drepte, gjerningspersoner og ofre i Mogadishu”, 27. februar 2017, fremgår, at ACLED (2017) registrerede 204 angreb mod civile, hvilket udgør omkring 40 % af alle voldshændelser i Mogadishu i 2016, men at civile også rammes i skudvekslinger mellem militære aktører eller i andre angreb mod militære mål, idet de civile her ikke er direkte mål, men et resultat af tilfældigheder, fordi de opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Videre fremgår, at der er bred enighed blandt Landifos kilder om, at al-Shabaab ikke generelt har til hensigt at ramme civile, og at hovedparten af deres angreb retter sig mod civile myndighedspersoner eller mod steder, der hyppigt frekventeres af myndighedspersoner. Endelig fremgår af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, Al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, at: “For the civilian population the highest risk is being in the wrong place at the wrong time and become collateral damage. Mogadishu has been the scene of several attacks with a number of civilian casualties but terror attacks against e.g. market places with no presence of high value targets are deemed unusual” og at “the security situation in Mogadishu significantly improved compared to the 1990´s but in the last five years the picture is more blurred”. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstil-ladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren blandt andet oplyst, at han har haft lovligt ophold siden 2012, at han er gift med den somaliske statsborger, [B], og har en søn på tre år. Ansøgeren har bestået Dansk 2 prøven. Hverken han eller ægtefællen har gennemført et uddannelsesforløb eller haft arbejde i Danmark. Han er frivillig tolk i foreningen [C] og medlem af [D]. Hans mor og onkel bor i Somalia. Han har lidt kontakt med onklen. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/19/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører Habar Gidirr-klanen og sunni-muslim fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mulighed for at modtage sygebehandling på grund af de generelle forhold i landet. Ansøgerens herboende datter har på vegne af ansøgeren, som ikke selv har været i stand til at udtrykke sig til støtte herfor, oplyst, at ansøgeren lider af demens og afasi som følge af en blodprop. Derudover har ansøgeren forhøjet blodtryk, og hun er afhængig af sin kørestol og pleje. Ansøgerens datter har videre oplyst, at ansøgerens søn forsvandt sporløst for omkring to år siden, og at han hidtil har stået for ansøgerens primære pleje, og at ansøgerens cirka 90-årige søster og ansøgerens 13-årige barnebarn herefter overtog ansvaret for ansøgerens pleje. [I vinteren] 2015 har ansøgeren opsøgt sin datter her i Danmark. Ansøgeren ved ikke, hvornår hun er udrejst fra Somalia, og hvordan hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine helbredsmæssige forhold til grund, men Flygtningenævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er en ældre kvinde, der frem til sin udrejse har kunnet opholde sig i Somalia, uden at ansøgeren har haft nogen konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i hjemlandet. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i reel og overhængende fare for at blive bragt i en situation, der udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Det kan således heller ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke længere vil være uden relevant netværk. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”soma/2017/18LRN
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen [navn på klan] og er muslim fra [en mindre landsby] i Hiiran regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af en mand fra al-Shabaab, idet han har dræbt hendes far og ønsker at tvinge sit til et ægteskab med hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en mand med kaldenavnet [A] fra al-Shabaab ønskede at gifte sig med hende, hvilket hendes far nægtede. Ansøgerens forældre besluttede efterfølgende, at hele familien skulle forlade byen. Ansøgeren blev sendt hen til en af sin fars venner efter penge. Her hørte hun, at hendes far var blevet slået ihjel af [A], og at [A] ledte efter hende. Ansøger fik derefter hjælp af sin fars ven til at flygte fra Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren under hele sagsforløbet har forklaret samstemmende og uden divergenser eller udbygninger om sine forhold, herunder navnlig forløbet omkring [A’s] henvendelse i hendes fars butik, faderens oplysninger til hende om [A’s] ønske om ægteskab med hende, faderens efterfølgende død og hendes flugt til Etiopien sammen med faderens ven. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2017/18/CHHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [navn på klan] og er muslim fra [klagerens hjemby] i Hiraan regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af al-Shabaab og personer fra [en anden klan], idet klagerens bror har dræbt et al-Shabaab-medlem fra denne klan. Klageren frygtede endvidere de somaliske myndigheder, idet de har mistænkt ham for at være en del af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte den [i] juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I] februar 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klagerens oprindelige asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med de somaliske myndigheder henholdsvis al-Shabaab og personer fra [den anden klan] til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sin konflikt med de somaliske myndigheder. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2014 har klageren forklaret, at han blev opsøgt af to myndighedspersoner, mens han til asylsamtalen [i] april 2014 og under den nuværende sag har forklaret, at han blev opsøgt af fem-seks uniformerede mænd. Endvidere har klageren forklaret divergerende om sin konflikt med al-Shabaab. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2014 har klageren forklaret, at han i oktober 2013 fik at vide, at han skulle betale 2 mio. shilling, hver gang han hentede varer i byen, og til asylsamtalen [i] april 2014 har klageren forklaret, at al-Shabaab i slutningen af 2013 bad ham om fremover at betale 2 mio. shilling – i stedet for 1 mio. shilling – hvorfor han i oktober 2013 bad sin bror om at placere bilen på et værksted i [en anden by]. Tilsvarende har klageren til samtalen [i] oktober 2016 forklaret, at han oprindeligt betalte 1 mio. shilling pr. tur, men at han i 2013 blev bedt om at betale 2 mio. shilling. Under nævnsmødet har klageren derimod forklaret, at han efter sin løsladelse i 2010 overdrog bilen til sin bror, hvorefter klageren kørte rundt i en mindre bil og undgik at blive opkrævet penge. Fra 2010 kørte broren rundt i klagerens bil og betalte til al-Shabaab, indtil broren ikke længere havde råd og al-Shabaab derfor konfiskerede bilen. Endelig har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt familiens bopæl er blevet opsøgt. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2014 har klageren ikke forklaret herom, mens han til asylsamtalen [i] april 2014 har forklaret, at hans ægtefælle havde fortalt ham, at al-Shabaab opsøgte familiens bopæl i alt fire gange. Under den nuværende sag har klageren til samtalen [i] oktober 2016 derimod forklaret, at ægtefællen ikke havde fortalt ham, hvor mange gange al-Shabaab havde opsøgt familiens bopæl. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. I relation til klagerens forklaring om al-Shabaab kan Flygtningenævnet lægge til grund, at klageren var tilbageholdt i tre måneder i 2010 af al-Shabaab, men at denne konflikt må betragtes som afsluttet, særligt henset til, at klageren ikke efterfølgende oplevede konflikter frem til sin udrejse i 2013, og at han har kunnet drive sin forretning mod betaling til al-Shabaab, hvilket ikke kan betragtes som usædvanligt eller særligt rettet mod klageren. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at klagerens bror skulle have skudt en person med tilknytning til al-Shabaab, eller at klageren som følge heraf skulle have en konflikt med al-Shabaab, hvorfor klageren må anses for uprofileret. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sine konflikter med de somaliske myndigheder henholdsvis al-Shabaab og personer fra [den anden klan] i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det følger således af forarbejderne til § 19, stk. 1, nr. 1, at en meddelt opholdstilladelse kan inddrages, hvis de generelle forhold i hjemlandet er forbedret, selvom forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringerne dog ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ved vurderingen af denne sag lagt til grund, at [klagerens hjemby] i Hiraan regionen igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol. Dog var [klagerens hjemby] under kontrol af de etiopiske styrker (ENDF) [på en nærmere angivet periode på et år], hvor ENDF trak sig ud af Hiraan regionen, herunder [klagerens hjemby], hvorefter al-Shabaab på fredelig vis overtog kontrollen. Endvidere fremgår det, at ENDF [på en nærmere bestemt dato i foråret] 2017 gik ind i [klagerens hjemby] og på fredelig vis på ny overtog den militære kontrol med byen. Dagen efter angreb al-Shabaab, ligesom der var kampe [omkring to uger senere]. Kampene er foregået mellem ENDF og al-Shabaab, og der er rapporter om sårede og tilfangetagne soldater. Der er ikke oplysninger om sårede civile eller civile tab. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnets flertal, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i] juli 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flertallet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har flertallet inddraget de nyeste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnets flertal har således inddraget blandt andet Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: South and central Somalia – Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya, fra marts 2017, hvoraf fremgår blandt andet, at: “With regard to who can become a target profile in areas under the full control of al-Shabaab sources referred particularly to three factors: The background of a person, i.e. the links the person has, his/her behaviour in relation to conformity with al-Shabaab’s interpretation of Sharia law, and finally acts and attitudes that can raise suspicion of spying. Anyone linked to AMISOM/SNA/ENDF/KDF, FGS, and international organizations would also become a target in al-Shabaab controlled areas. In general, people under al-Shabaab rule must follow the al-Shabaab way of life (“play by the rules of al-Shabaab”), otherwise they would be at risk. Severe sanctions can be carried out against civilians who do not obey to the rules and ideology of al-Shabaab. For instance, not dressing or behaving in accordance with al-Shabaab rules can lead to arrest and corporal punishment.” Om tilbagevendte er anført blandt andet: “Whether returnees from abroad are targeted or not by al-Shabaab will depend on how they behave and dress and who they are affiliated with. Several sources mentioned that persons returning will be under close monitoring, as al-Shabaab in general will be aware of newcomers, and a new face will be reason enough for background checks and questioning. … According to an international organization the fact that a person has been abroad, including in the West, is not in itself important when returning to an al-Shabaab area. What is important is his/her clan, and the returnee will need relatives who are not in bad standing with al-Shabaab and who can vouch for them.” Flertallet har endvidere inddraget Amnesty International, Amnesty International Report 2016/17 – Somalia, udgivet 22. februar 2017, og Human Rights Watch, World Report 2017 – Somalia, udgivet 12. januar 2017, hvoraf fremgår blandt andet, at al-Shabaab også har angrebet civile, men at dette er foregået i områder, hvor al-Shabaab de facto ikke har kontrollen, f.eks. i Mogadishu, dels ved morterangreb ind i tætbefolkede områder, dels ved angreb på hoteller og restauranter og lignende. Derudover har flertallet inddraget Lifos landrapport, Somalia, En sammanfattandeanalys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation, udgivet 16. juni 2016, hvoraf fremgår blandt andet, at al-Shabaab gennemfører angreb og mord i områder, de ikke kontrollerer, og at der i områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne og flybombninger fra de internationale styrker, som rammer de civile. Flertallet har ligeledes inddraget Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, fra september 2015, hvoraf fremgår blandt andet, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af al-Shabaabs angreb. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på det forhold, at klageren har boet i [klagerens hjemby] frem til 2013, som igennem længere tid havde været under al-Shabaab kontrol, hvilket klageren dermed har erfaring med. Da Flygtningenævnet har tilsidesat klagerens forklaring om sine påståede konflikter, lægger flertallet endvidere til grund, at klageren fortsat har familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte klagerens identitet overfor al-Shabaab. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at klageren er uprofileret. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [klagerens hjemby] i Hiraan regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren oplyst blandt andet, at han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3 år. Han har ikke gennemført et uddannelsesforløb og har ingen tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han har heller ikke engageret sig i foreningslivet her i landet. Han har bestået Danskprøve 1 og er i gang med Danskprøve 2. Klageren har henvist til, at han lider af epilepsi, men det fremgår af de lægelige akter, at klageren lider af migræne og ikke epilepsi. Derudover har klageren ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2017/17/CHHA
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Sagen er blevet behandlet samtidig med klagerens herboende kærestes sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Hun er muslim fra [en mindre landsby] i Hiraan regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af personen [A], som har tilknytning til al-Shabaab, idet hun er flygtet fra et forestående ægteskab med ham. Videre frygtede klageren, at hun ikke kunne opretholde en levestandard, idet hendes families jord var blevet overtaget af [en anden klan]. For Flygtningenævnet har klageren endvidere henvist til, at klagerens [ganske unge] datter risikerer at blive tvangsomskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i] juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I] februar 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har den [forinden nævnsmødet] tiltrådt, at spørgsmålet om klagerens datters risiko for omskæring kan behandles under nævnsmødet. Klagerens oprindelige asylmotiv Ved vurderingen af klagerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at klageren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren på adskillige helt centrale punkter har forklaret divergerende og modstridende. Endvidere forekommer klagerens forklaring på centrale punkter ikke sandsynlig eller sammenhængende. Klageren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvem der blev bortført på hendes bryllupsdag. Under samtalerne i Udlændingestyrelsen under sin oprindelige asylsag har klageren forklaret, at [A] opsøgte og bortførte hende på hendes bryllupsdag [i] marts 2013, hvorefter hun blev tilbageholdt i en uge, inden [A] slap hende fri. Under den nuværende sag har klageren til samtalen [i] november 2016 forklaret og fastholdt, at det var hendes ægtefælle, der blev bortført af [A]. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at hun blev bortført på sin bryllupsdag og tilbageholdt i en uge, og at klagerens ægtefælle herefter blev bortført og tilbageholdt. Endvidere er der ikke tidsmæssig sammenhæng i klagerens forklaring om sin udrejse. Under sin oprindelige asylsag og under den nuværende sag har klageren forklaret, at hun flygtede ud af Somalia kort tid efter sit bryllup [i] marts 2013. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] maj 2014 har klageren forklaret, at hun først udrejste af Somalia [i] december 2013 og indrejste i Europa (Grækenland) [i] januar 2014. Endvidere har klageren forklaret, at hun krydsede grænsen til Etiopien [i] december 2013, hvor hun ikke opholdt sig men fløj direkte videre til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i syv dage, inden hun sejlede til Grækenland, hvilket ikke stemmer overens med, at hun skulle være indrejst i Grækenland [i] januar 2014. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens forklaring om, hvordan hendes udrejse er foregået og finansieret fremstår divergerende og ikke forekommer sandsynlig. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] maj 2014 har klageren forklaret, at [den anden klan] overtog familiens jord, og at familien ikke længere havde noget jord, men måtte leve af klagerens ægtefælles jord. Til samme samtale har klageren imidlertid også forklaret, at hendes udrejse blev finansieret ved, at klagerens mor solgte familiens landbrugsjord. Til asylsamtalen [i] juni 2014 har klageren forklaret, at familien havde et lille jordlod tilbage, som der ikke kunne dyrkes afgrøder på, og som ikke blev taget fra dem, da det ikke var interessant. Det forekommer imidlertid mindre sandsynligt, at salget af et ikke-dyrkbart jordlod, som ikke blev taget fra familien, ville kunne finansiere klagerens rejse til Europa. Endelig har klageren forklaret divergerende om, hvornår hendes konflikter i Somalia fandt sted, og om hvorvidt hun rejste med sin familie til Etiopien, eller om hun rejste alene. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser og modstridende oplysninger. Ved vurderingen af klagerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at klagerens forklaring under sin oprindelige asylsag og under den nuværende sag indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sin konflikt med personen [A], der skulle have tilknytning til al-Shabaab, og familiens konflikt med [den anden kan] i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Klagerens frygt for tvangsomskæring af datter Vedrørende klagerens frygt for tvangsomskæring af sin datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Endvidere fremgår det af det foreliggende baggrundsmateriale, at al-Shabaab har forbudt omskæring af kvinder, men at det fortsat foregår i områder kontrolleret af al-Shabaab. Selvom al-Shabaab ikke støtter eller opfordrer til kvindelig omskæring, vil al-Shabaab således heller ikke bekæmpe det. Både klageren og hendes kæreste har forklaret, at de er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om klageren og hendes kæreste vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter deres datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren selv er omskåret, og at der er tradition for i klagerens og klagerens kærestes familie, deres respektive klaner samt hjemområder at omskære unge piger. Efter en samlet og konkret vurdering af klageren og klagerens kæreste, hvis sag nævnet ligeledes har behandlet, finder Flygtningenævnets flertal, at klageren og hendes kæreste i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne i øvrigt om omskæring af deres datter. På denne baggrund finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hendes datter ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret mod klagerens og hendes kæreste vilje. Da klagerens barn i denne henseende må anses for den primære ansøger, meddeles barnet herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og under de foreliggende omstændigheder meddeles barnets […] forældre som konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet henviser herved til UNHCR’s Guidelines on International Protection: Child Asylum Claims under Articles 1 (A)2 and 1(F) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, udgivet den 22. december 2009, pkt. 9. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund den somaliske statsborger […] samt hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2017/16/CHHA
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Sagen er blevet behandlet samtidig med klagerens herboende kærestes sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [navn på klan] og er muslim fra [en mindre landsby] i Galgaduud regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af enten al-Shabaab eller medlemmer af [en anden klan], idet klagerens bror har slået tre medlemmer af [denne anden klan] ihjel. For Flygtningenævnet har klageren endvidere henvist til, at klagerens [ganske unge] datter risikerer at blive tvangsomskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i] juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I] februar 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har [forinden nævnsmødet] tiltrådt, at spørgsmålet om klagerens datters risiko for omskæring kan behandles under nævnsmødet. Klagerens oprindelige asylmotiv Ved vurderingen af klagerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at klageren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren ikke har sandsynliggjort, at der har været en jordkonflikt, som har ført til farens død og brorens drab på tre mænd tilhørende [den anden klan]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren på centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om forløbet efter farens død. Under samtalerne i Udlændingestyrelsen under sin oprindelige asylsag har klageren forklaret, at mændene fra [den anden klan], der havde dræbt klagerens far, overtog farens landbrug efter farens begravelse, mens klageren under nævnsmødet har forklaret, at mændene ikke overtog jorden efter farens død, men at klagerens bror passede jorden, efter at faren var blevet skudt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om forløbet efter brorens drab på klanmedlemmerne. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] januar 2014 har klageren forklaret, at klagerens moster tog over til klagerens mor og vendte tilbage til sit eget hjem og fortalte klageren, at han skulle flygte. Til samtalen [i] november 2016 har klageren forklaret, at klagerens mor ringede til klagerens moster og derefter tog over til mosterens hus for at arrangere klagerens udrejse, og at moren blev en time og tog alene hjem. Under nævnsmødet har klageren forklaret blandt andet, at klagerens mor tog hen til mosterens hus, og at klagerens mor og moster herefter forlod klageren og hans bror for at skaffe penge til klagerens rejse. Klageren og hans bror var alene i mosterens hus, mens de var væk. Ved vurderingen af klagerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at klagerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sin konflikt med [den anden klan] og al-Shabaab i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Klagerens frygt for tvangsomskæring af datter Vedrørende klagerens frygt for tvangsomskæring af sin datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Endvidere fremgår det af det foreliggende baggrundsmateriale, at al-Shabaab har forbudt omskæring af kvinder, men at det fortsat foregår i områder kontrolleret af al-Shabaab. Selvom al-Shabaab ikke støtter eller opfordrer til kvindelig omskæring, vil al-Shabaab således heller ikke bekæmpe det. Både klageren og klagerens kæreste har forklaret, at de er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om klageren og hans kæreste vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter deres datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens kæreste er omskåret, og at der er tradition for i klagerens og klagerens kærestes familie, deres respektive klaner samt hjemområder at omskære unge piger. Efter en samlet og konkret vurdering af klageren og klagerens kæreste, hvis sag nævnet ligeledes har behandlet, finder Flygtningenævnets flertal, at klageren og hans kæreste i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne i øvrigt om omskæring af deres datter. På denne baggrund finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hans datter ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret mod klagerens og hans kæreste vilje. Da klagerens barn i denne henseende må anses for den primære ansøger, har Flygtningenævnets flertal i forbindelse med behandlingen af klagerens kærestes sag meddelt barnet opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og under de foreliggende omstændigheder meddeles barnets […] forældre som konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet henviser herved til UNHCR’s Guidelines on International Protection: Child Asylum Claims under Articles 1 (A)2 and 1(F) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, udgivet den 22. december 2009, pkt. 9. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2017/15/CHHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra Laas Caanood i Sool-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt som følge af en klankonflikt. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke længere har nogen tilknytning til Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flyttede til Danmark i 1997. I 2001 udrejste ansøgeren til Somalia, da ansøgerens far havde besluttet, at ansøgeren skulle på en genopdragelsesrejse. Ansøgeren fik ophold hos en nomadefamilie, der boede i [bynavn A] i Sool-regionen i den nordlige del af Somalia. Der var en verserende konflikt mellem ansøgerens subklan, [navn A], og subklanen Ogadyahan. I 2005 blev ansøgeren overfaldet af tre mænd fra subklanen Ogadyahan. Omkring seks måneder senere blev ansøgeren og en anden mand fra ansøgerens klan overfaldet på en cafe i landsbyen [bynavn B]. Herefter forlod ansøgeren Somalia og tog ophold i Addis Abeba. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren var i Danmark hos sin far fra 1997 til 2001, hvor ansøgeren var 11 år. Ansøgeren og hans tvillingebror blev da af faren sendt tilbage til Somalia, formentlig med henblik på genopdragelse hos klanmedlemmer. I 2005, da ansøgeren var omkring 15 år, blev ansøgeren to gange med cirka seks måneders mellemrum udsat for overfald fra medlemmer af en anden subklan, mens ansøgeren sammen med et klanmedlem passede dromedarer. Samme år forlod ansøgeren herefter Somalia og opholdt sig i Etiopien indtil 2011, hvor ansøgeren startede sin rejse mod Danmark, mens hans ægtefælle og barn rejste til [bynavn A] i det nordlige Somalia. Efter det oplyste forsørges ansøgerens ægtefælle af ansøgerens far, og Flygtningenævnet må på baggrund af ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ægtefælle opholder sig sammen med familiemedlemmer. Flygtningenævnet må på baggrund af ansøgerens egen forklaring lægge til grund, at ansøgeren ikke konkret og individuelt er efterstræbt af en konkurrerende subklan, men at han under de to episoder blev offer for klanstridigheder, som han ikke personligt var en del af. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo, bilagsnummer 550, at der fortsat er klanstridigheder i ansøgerens hjemområde. Da ansøgeren som nævnt ikke personligt er involveret i konflikter i hjemområdet, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren ikke konkret og individuelt risikerer forfølgelse som følge af disse klankonflikter. Da ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/14/SEL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra Dinsoor, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al Shabaab, fordi ansøgeren fortsatte med at drive en købmandsforretning i Dinsoor i strid med al Shabaabs ordrer, efter at AMISOM havde overtaget kontrollen af byen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al Shabaab, da ansøgeren har talt med unge om at undlade at støtte al Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren havde og drev en købmandsforretning i Dinsoor. Al Shabaab havde i den periode kontrollen over Dinsoor i otte år. I [sommeren] 2015 forlod ansøgeren efter ordre fra al Shabaab Dinsoor med sin familie, inden AMISOM overtog kontrollen over byen. Efter at have opholdt sig i [bynavn A] i omkring to måneder tog ansøgerens ægtefælle og børn tilbage til Dinsoor. Ansøgeren sendte varer til Dinsoor, som ægtefællen solgte fra ansøgerens forretning. Al Shabaab dømte ansøgeren og hans to forretningspartnere til døden, hvilket ansøgerens ægtefælle blev informeret om, og ansøgerens ene forretningspartner blev halshugget i [bynavn A]. Ansøgeren flygtede herefter fra området og udrejste af Somalia. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, mens han boede i Dinsoor, talte med unge mennesker om at undlade at støtte al Shabaab, at al Shabaab havde fået dette at vide, og at dette indgik i hans sag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har haft en købmandsforretning i Dinsoor, og at han har forladt byen i forbindelse med, at AMISOM overtog kontrollen af byen. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren i den forbindelse fik problemer med sin handelsvirksomhed, og at han muligt har haft en lokal konflikt med medlemmer af al Shabaab vedrørende handelsvirksomheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, upræcist og afglidende om, hvor længe hans ægtefælle opholdt sig i [bynavn A], hvor mange vareforsendelser der var tale om, familiens transport til Kuman, og hvorledes og hvor ofte hans ægtefælle blev advaret/truet af al Shabaab. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende under nævnsmødet, navnlig vedrørende den nævnte dødsdom og hvorledes den er blevet til, samt hvornår og hvorledes han er blevet informeret herom i forhold til den oplyste henrettelse af forretningspartneren. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at al Shabaab har kørt en retssag mod ham og dømt ham og hans to forretningspartnere til døden blandt andet som følge handelsvirksomheden. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren havde en konflikt med al Shabaab, som indgik i den nævnte retssag, som følge af sine udtalelser til unge mennesker om at undlade at støtte al Shabaab, idet ansøgeren ikke har oplyst herom til oplysnings- og motivsamtalen, men først har oplyst herom til asylsamtalen, og idet ansøgeren har forklaret afglidende og divergerende om, hvorledes al Shabaab skulle have fået dette at vide. Ved vurderingen af alvoren af ansøgerens eventuelle problemer med al Shabaab lægger Flygtningenævnet videre vægt på, at ansøgeren er flygtet uden sin familie, og at ansøgerens ægtefælle, som forestod den handel, som gav problemer med al Shabaaab, sammen med deres børn fortsat befinder sig tæt på hjemområdet uden at være blevet efterstræbt af al Shabaab. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en vedvarende og omfattende konflikt med al Shabaab, som vil udsætte ham for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis han vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Soma/2017/13/SEL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim og har oplyst, at han er født i en landsby i nærheden af Mogadishu, Somalia, og at han senest frem til 1989 har opholdt sig i det nordlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til tre soldater, som ansøgerens far har slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med et flugtforsøg fra Qalkaayo blev tilbageholdt af en gruppe soldater i 1989 sammen med sin far og farbror. Ansøgerens farbror skændtes med mændene og blev slået ihjel med en kniv af soldaterne. Ansøgeren og faren blev løsladt, da den næstkommanderende soldat ikke mente, at de kunne slå alle tre ihjel. Ansøgeren blev af sin far sendt til Etiopien. Mens ansøgeren boede hos sin farmor i Etiopien, hævnede faren sin bror og slog de tre soldater ihjel, som havde dræbt ansøgerens farbror. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og udetaljeret, hvilket formentlig skyldes hans personlige situation og det forhold, at han udrejste fra Somalia som seksårig til Etiopien og herfra udrejste til Danmark, da han var cirka 14 år. Flygtningenævnet kan dog lægge til grund, at ansøgeren som seksårig i Somalia i følgeskab med sin far oplevede en traumatisk hændelse, hvor hans farbror blev dræbt af soldater. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og hans søskende under deres ophold sammen med farmoren i Etiopien blev opsøgt af personer, som ville hævne, at ansøgerens far angiveligt skulle have slået de soldater ihjel, som havde slået ansøgerens farbror ihjel. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at familiemedlemmer til de nævnte soldater på nuværende tidspunkt vil eller kan opspore ansøgeren med henblik på hævn, såfremt ansøgeren vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har lagt vægt på det lange tidsforløb og den omstændighed, at ansøgerens far angiveligt levede blandt andet i Somalia indtil 2015. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelser i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Soma/2017/12/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Den pågældende indrejste i Danmark i 2009 og blev i 2012 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i 2016 inddraget den pågældendes opholdstilladelse, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og muslim. Klageren er født i Mogadishu, Somalia, hvor han boede, til han var fem til seks år gammel. Herefter havde klageren ophold i […] i Somalia samt i Yemen og Etiopien. Klageren har fra 2006 til 2008 har boet i Saudi Arabien, hvor han blev pågrebet af myndighederne og sendt tilbage til Somalia, hvor han kortvarigt opholdt sig i Mogadishu. Herefter udrejste klageren på ny, idet han via Kenya rejste til Europa. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at tvangsrekrutteret til nogen af de kæmpende parter. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia, samt at han ikke har et netværk i Somalia, hvilket vil gøre det svært for ham at vende tilbage. Udlændingestyrelsen meddelte [i] februar 2012 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at Flygtningenævnet [i] november 2009 meddelte klageren afslag med den begrundelse, at de konkrete omstændigheder, som han havde angivet som asylgrundlag ikke kunne føre til, at han blev meddelt asyl. Nævnet bemærkede, at det røveri, ansøgeren havde været udsat for, måtte ses i lyset af de generelle forhold i Mogadishu, at der intet belæg var for at fastslå, at der havde været tale om konkret og individuel forfølgelse som følge af hans baggrund og etnicitet, og at det samme gjorde sig gældende med hensyn til forsøget på at hverve ansøgeren og dennes ven til at blive soldater. Den omstændighed, at klageren tilhører mindretalsklanen […] kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er endvidere ikke fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2 med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet herefter: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at det af forarbejderne til ovennævnte lovforslag fremgår, at Flygtningenævnet i ”visse tilfælde” synes at have haft en anden praksis i sager om inddragelse, end den der fulgte af lovændringen i forbindelse med lov nr. 572 af 31. maj 2010, ikke kan føre til et andet resultat. Dette gælder også selvom det af den senere besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 960 fra 2016 fremgår, at nævnet på baggrund af en gennemgang af samtlige beretninger ikke kan henvise til sager, hvor nævnet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 153 af 18. februar 2015 har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, på grund af ændrede generelle forhold i hjemlandet uden at inddrage flygtningekonventionens ophørsgrunde. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af Al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af Al-Shabaab´s angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerheds situation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016: “The security is more volatile in Mogadishu than in other cities. There are more frequent attacks which take place every week in larger or smaller size”. Videre fremgår, at: “Overall, the number of incidents in Mogadishu – especially bomb attacks – is decreasing, but is still high. According to a security analysis expert, al-Shabaab seems to avoid collateral damage in order to improve its own reputation”, og at: “al-Shabaab wants headlines and therefor carries out spectacular attacks against high profile targets”. Af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 fremgår blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært, og at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Af Landinfo: ”Respons Maktforhold i Sør-Somalia” fra 10. november 2016 fremgår, at der er bred enighed blandt Landinfos kilder om, at der lille sandsynlighed for, at al-Shabaab er i stand til at indtage store byer som blandt andet Mogadishu, og at der ikke er oplysninger, som tyder på, at AMISOMs mandat ikke vil blive forlænget, eller at landene, som udgør AMISOM, vil indstille deres bidrag til styrkerne. Af Landinfo: ”Respons Somalia: Vold, antall drepte, gjerningspersoner og ofre i Mogadishu”, 27. februar 2017, fremgår, at ACLED (2017) registrerede 204 angreb mod civile, hvilket udgør omkring 40 % af alle voldshændelser i Mogadishu i 2016, men at civile også rammes i skudvekslinger mellem militære aktører eller i andre angreb mod militære mål, idet de civile her ikke er direkte mål, men et resultat af tilfældigheder, fordi de opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Videre fremgår, at der er bred enighed blandt Landifos kilder om, at al-Shabaab ikke generelt har til hensigt at ramme civile, og at hovedparten af deres angreb retter sig mod civile myndighedspersoner eller mod steder, der hyppigt frekventeres af myndighedspersoner. Endelig fremgår af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and central interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, at: “For the civilian population the highest risk is being in the wrong place at the wrong time and become collateral damage. Mogadishu has been the scene of several attacks with a number of civilian casualties but terror attacks against e.g. market places with no presence of high value targets are deemed unusual” og at “the security situation in Mogadishu significantly improved compared to the 1990´s but in the last five years the picture is more blurred”. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at han har haft lovligt ophold siden 2012, og at hans tidligere somaliske ægtefælle opholder sig i Etiopien. Ansøgeren har bestået Dansk 2 prøven og er i færd med at uddanne sig på […] med henblik på at videreuddanne sig til […]. Han har fra […] september 2015 og frem – bortset fra en kortvarig pause på to måneder - haft ansættelse deltidsansættelse på en kro som […]. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/11/nke
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni-muslim fra Hargeisa, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de slog hans far ihjel og tvang ansøgeren til at arbejde for dem. Ansøgeren frygter endvidere sine to morbrødre, som slog hans bror ihjel på grund af deres konflikt med ansøgerens mor over den jord, de sammen arvede fra ansøgerens morfar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans morfar døde i slutningen af 2012. Ansøgerens mor og hendes to brødre var efterfølgende uenige om, hvordan arven skulle fordeles. Ansøgerens mor og ældste bror tog ud på ansøgerens fars landbrug, hvor de skulle mødes med ansøgerens to morbrødre for at dele arven. De kom op og slås. Ansøgerens morbrødre var bevæbnede. De skød ansøgerens bror, og hans mor blev slået. Ansøgerens far var soldat/politi og boede i Jalalaqsi, mens resten af familien boede i Hargeisa. Efter brorens død blev det aftalt, at familien skulle flytte hjem til ansøgerens far i Jalalaqsi. Byen var kontrolleret af al-Shabaab, og før de kom, havde ansøgerens far allerede modtaget trusler fra al-Shabaab én gang. I marts eller april 2013 blev ansøgerens far igen opsøgt og truet af al-Shabaab. De troede, at ansøgerens far var spion, og når de fandt beviser, ville de komme igen og slå ham ihjel. En måned senere blev familiens bopæl igen opsøgt af al-Shabaab. Denne gang kom de for at få ansøgeren og hans bror Said til at arbejde for dem. De tog dem ikke med, men de kom i stedet dagen efter, og tog dem med. Ansøgeren og hans bror blev sammen med andre unge fra byen taget med til et fællesmøde. Her fik de at vide, at de fremover skulle arbejde for al-Shabaab. Ansøgeren mødte efterfølgende op hver morgen, som han fik besked på, og lavede praktisk arbejde. Omkring august 2013 kom ansøgerens far hjem en aften og fortalte, at han igen var blevet truet af al-Shabaab. De havde fortalt ham, at der var blevet samlet beviser mod ham. Dagen efter kom ansøgeren op og slås med en anden ung mand på arbejdet, fordi manden sagde, at ansøgerens far var spion. Nogle personer fra al-Shabaab gik imellem dem, og de bekræftede overfor ansøgeren, at hans far var mistænkt for at være spion. Ansøgeren blev sur og svinede dem til. Som straf for den opførsel blev han slået, bundet og hængt med hovedet nedad hele natten. Ansøgeren undskyldte sin opførsel og blev næste morgen løsladt. En aften i starten af 2014 kom ansøgerens far ikke hjem fra arbejde. Næste dag fandt ansøgeren farens lig på en plads i byen. Han var blevet skudt i tindingen, og folk på pladsen fortalte ansøgeren, at faren var blevet skudt, fordi han var spion. Drabet blev ikke anmeldt til myndighederne. Hverken ansøgeren eller ansøgerens bror gik herefter på arbejde. Ansøgerens bror vendte dog tilbage til arbejdet for al-Shabaab en uge efter, de havde slået faren ihjel. [I foråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt på familiens bopæl af al-Shabaab. De sagde, at han skulle begynde at møde på arbejde igen, hvilket han gjorde. På arbejdet kom ansøgeren op og slås med en anden, over hvem der skulle lave mad. Ansøgeren blev derefter tilbageholdt i tre dage, før ansøgerens mor fik overtalt al-Shabaab til at løslade ham. Ansøgeren forsatte med at arbejde den næste måned, hvorefter han flygtede ud af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende om den behandling, som han blev udsat for i forbindelse med, at han skulle være blevet afstraffet af al Shabaab. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor længe han skulle have været ophængt i et træ med hovedet nedad. Han har også forklaret forskelligt om, hvilken straf han fik som følge af sin anden konflikt, ligesom han har forklaret forskelligt om årsagen til den anden konflikt. Ansøgeren har endvidere givet tre forskellige tidspunkter for, hvornår han ophørte med at ”arbejde” for al-Shabaab. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens far, der ifølge ansøgeren var soldat/politimand, skulle flytte familien fra Hargeisa til Jalalaqsi, når Jalalaqsi var kontrolleret af al-Shabaab. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens far som ansat ved militæret eller politiet, dels valgte at blive i byen, uagtet at han flere gange blev truet af al-Shabaab, dels at han accepterede, at hans sønner ”arbejdede” for al-Shabaab. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren og hans bror ifølge ansøgerens forklaring til asylsamtalen [i sommeren] 2016 begyndte at ”arbejde” for al-Shabaab omkring femte måned i 2013, mens faren først blev dræbt af al-Shabaab i begyndelsen af 2014 (omkring februar 2014). Flygtningenævnet finder også, at ansøgerens forklaringer på en række punkter fremstår konstrueret, hvilket svækker troværdigheden af ansøgerens forklaring. Ansøgeren har således til gensamtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at drabet på faren ikke blev meldt til myndighederne, og at han ikke vidste hvorfor. Senere i samme samtale har ansøgeren forklaret, at familien ikke var klar over, hvordan de skulle kontakte myndighederne. Det bemærkes herved, at ansøgeren har forklaret, at faren arbejdede som soldat/politimand. Ansøgeren har videre til gensamtalen som forklaring på Udlændingestyrelsens undren over, at der ikke der ikke skete noget i anledningen af, at han udeblev fra ”arbejdet” hos al-Shabaab efter farens død, indtil de truede ham tilbage, forklaret han var syg på grund af slagene fra al-Shabaab. Det bemærkes herved, at episoden, hvor ansøgeren blev slået og hængt op i et træ ifølge ansøgerens forklaring ved gensamtalen fandt sted i august 2013, mens faren blev slået ihjel i begyndelsen af 2014. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren skulle huske, at datoen for en slåskamp var [en bestemt dato i foråret] 2014 med henvisning til, at hans far ”døde ca. 2 måneder før”. For så vidt angår morens konflikt med sine brødre tiltræder nævnet, at denne, såfremt den lægges til grund, ikke vil kunne begrunde asyl for ansøgeren. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke er individuelt berørt af konflikten, som i øvrigt må anses for at være afsluttet. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/10/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [navn på klan] og er muslim af trosretning fra Mogadishu. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af personer fra Abgal-klanen. Hun har til støtte herfor oplyst, at medlemmer fra Abgal-klanen krævede familiens ejendomme og værdier i 1998, at de dræbte hendes far og hendes to brødre, samt at hun derefter sammen med sin mor og sin søster blev holdt indespærret i familiens ejendom, hvor de blev udsat for voldtægt og tvunget til husarbejde. Hendes søster blev dræbt under et flugtforsøg i 2006, mens klageren og hendes mor formåede at flygte fra hjemmet i 2008 med hjælp fra en af fangevogterne. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men kunne ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen fremstår udetaljeret og afglidende. Hertil kommer, at klageren på flere punkter har forklaret divergerende. Flertallet har særlig lagt vægt på, at klageren har forklaret afglidende og helt udetaljeret om asylmotivet, ligesom hun ikke har givet en troværdig forklaring på, hvorfor hun har afgivet forskellige oplysninger om sine familieforhold, herunder om sin ægteskabelige status, til myndighederne i Finland, Norge og Danmark. Flertallet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvilken familiemæssig tilknytning hun har til den person, som hendes mor angiveligt ringede til i USA. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at det var hendes mors fætters søn, mens hun under sin forklaring i nævnet har forklaret, at det var hendes mors brors søn. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at klagerens mor kunne huske det amerikanske telefonnummer efter 10 års fangeskab. Som følge af, at klagerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnets flertal heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet herefter: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Somalia har de generelle forhold, herunder magtforholdene i Mogadishu, ændret sig væsentligt, siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af Al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af Al-Shabaab´s angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår dog herudover af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 – de for nævnet foreliggende seneste baggrundsoplysninger – blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært. Det fremgår endvidere, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal imidlertid, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at hun ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark, hvor hun alene har haft lovligt ophold i cirka fire år. Klageren har kun haft meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet i form af praktikophold. Hun er diagnosticeret med [navn på sygdom], men denne diagnose kan efter det for nævnet foreliggende lægelige materiale ikke anses for at være af en alvorlig karakter. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/98/DH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Abgal og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som har forsøgt at tvangshverve ham, i hvilken forbindelse han blev bragt til al-Shabaabs base, hvorfra det lykkedes ham at flygte efter to dage. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] februar 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne nye oplysninger vedrørende konkret og individuel forfølgelse af klageren, at der er grundlag for at meddele denne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Somalia har de generelle forhold, herunder magtforholdene i Mogadishu, ændret sig væsentligt, siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår dog herudover af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 – de for nævnet foreliggende seneste baggrundsoplysninger – blandt andet, at al-Shabaab er tilstede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært. Det fremgår endvidere, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal imidlertid, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at han ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark, hvor han alene har haft lovligt ophold i omkring fire år. Klageren har kun haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har ikke helbredsmæssige problemer. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse findes derfor ikke at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/97/DH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [navn på klan] og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive voldtaget, mishandlet eller slået ihjel af en mand fra al-Shabaab ved navn Ali, som ville indgå ægteskab med hende. Klageren har endvidere henvist til, at hun er en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Udlændingestyrelsen meddelte den [i begyndelsen af] februar 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne nye oplysninger vedrørende konkret og individuel forfølgelse af klageren, at der er grundlag for at meddele denne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Somalia har de generelle forhold, herunder magtforholdene i Mogadishu, ændret sig væsentligt, siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår dog herudover af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 – de for nævnet foreliggende seneste baggrundsoplysninger – blandt andet, at al-Shabaab er tilstede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært. Det fremgår endvidere, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal imidlertid, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at hun ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark, hvor hun alene har haft lovligt ophold i omkring fire år. Klageren har kun haft meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har ikke helbredsmæssige problemer. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse findes derfor ikke at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/96/DH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [navn på klan] og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som i 2009 forsøgte at tvangshverve ham, og som havde dræbt hans mor og formentlig også hans far som følge af, at hans mor havde solgt te ved parlamentsbygningen. Al-Shabaab tilbageholdt klageren på en base, hvorfra han blev befriet af regeringstropper, hvorefter han flygtede fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne nye oplysninger vedrørende konkret og individuel forfølgelse af klageren, at der er grundlag for at meddele denne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Somalia har de generelle forhold, herunder magtforholdene i Mogadishu, ændret sig væsentligt, siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår dog herudover af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 – de for nævnet foreliggende seneste baggrundsoplysninger – blandt andet, at al-Shabaab er tilstede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært. Det fremgår endvidere, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal imidlertid, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at han ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark, hvor han alene har haft lovligt ophold i omkring fire år. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår klagerens ægtefælle og to børn, der har opholdstilladelse i [et andet europæisk land], at udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 4, vedrører udvisningens konsekvenser hos udlændingens herboende familiemedlemmer. Klageren har kun haft meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har ikke helbredsmæssige problemer. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse findes derfor ikke at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/95/DH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk raxweyn og sunnimuslim fra […], Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at Al-Shabaab vil slå ham ihjel, fordi han ikke vil lade sig tvangshverve til gruppen, hvorfor han flygtede. Han frygter endvidere Al-Shabaab, fordi han indgik ægteskab med en kvinde, hvis bror, [A], var leder i Al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han første gang blev opsøgt af Al-Shabaab i begyndelse af 2013. [A] og fire til fem andre medlemmer henvendte sig til klageren på et lokalt marked i byen og opfordrede ham til at lade sig hverve af gruppen, hvilket klageren afviste. I [sommeren-efteråret] 2013 blev klageren gift med [B], der var søster til [A]. [A] truede kort efter vielsen klageren med, at han ville få problemer, hvis han ikke lod sig hverve til gruppen, særlig henset til at han nu havde giftet sig med hans søster. Klageren nægtede fortsat at tilslutte sig gruppen. Et ukendt tidspunkt herefter opsøgte Al-Shabaab klageren tredje gang, hvor klageren blev hentet af [A], kørt til et ukendt sted og placeret i et tomt værelse. [A] fortalte klageren, at han ville få en uges betænkningstid, hvorefter det ville være hans sidste chance for at tilslutte sig Al-Shabaab, men klageren nægtede fortsat. Han blev kørt tilbage til sin bopæl samme aften og fik igen at vide, at han havde en uges betænkningstid. Ved hjælp fra sin mor udrejste klageren af Somalia kort tid herefter. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylsansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet hans forklaring om sine konflikter med Al-Shabaab, der er præget af en meget lille detaljeringsgrad, fremstår divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har et bemærkelsesværdigt ringe kendskab til sin ægtefælles familie. Han kender således ikke hendes familieklan, og han ved ikke, hvad hendes far arbejdede med. Han har forklaret upræcist og usammenhængende om deres forhold, han kan ikke oplyse, hvilken ugedag eller måned, de blev gift, og han kan ikke redegøre for konsekvenserne af, at deres ægteskab var hemmeligholdt for deres familier. Det forekommer endvidere utroværdigt, at klageren efter sin forklaring ikke spurgte ægtefællens far om lov til at gifte sig med hende, fordi hendes far var bange for sin søn, der var tilknyttet Al-Shabaab. Hertil kommer, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har forklaret, at han ikke har haft kontakt til sin ægtefælle, siden han udrejste af Somalia med udgangen af 2013, fordi han ikke ved, hvordan han skal kontakte hende, mens han i klagen har oplyst, at hans kone bliver tortureret for at afgive oplysninger om ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om henvendelserne fra Al-Shabaab, uden at dette efter Flygtningenævnets opfattelse udelukkende kan skyldes tolkeproblemer. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren således forklaret, at han første gang blev kontaktet af Al-Shabaab i starten af 2013 på sin bopæl, hvor han sad og legede med sine søskendes børn, mens han under asylsamtalen forklarede, at han første gang blev opsøgt af [A] og fire til fem medlemmer af Al-Shabaab på markedspladsen i […]. Klageren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at anden gang, han blev opsøgt, var i slutningen af 2013, hvor [A] mødte op på hans bopæl og sagde, at hvis han ikke søgte om tilgivelse for de begåede fejl og ikke ville være medlem af Al-Shabaab, ville han blive slået ihjel. Under asylsamtalen forklarede klageren, at anden gang, han blev opsøgt var 1 måned efter vielsen, hvor [A] igen kom til hans bopæl, hvor han legede med sin nevø, sammen med fire til fem Al-Shabaab medlemmer og sagde, at klageren og hans familie ville få problemer, hvis han ikke tilsluttede sig Al-Shabaab. Under mødet i dag har ansøgeren forklaret, at [A] kom sammen med tre til fire personer, som han kunne se. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at klageren, der efter sin forklaring dagen efter for tredje gang blev opsøgt af [A] og tilbageholdt i halvanden dag, fik lov at gå med besked om, at han havde syv dage til at tænke over situationen. Nævnet har herved også henset til, at klageren har forklaret, at hans bror blev gennembanket dagen efter, at han havde nægtet at lade sig rekruttere af Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens udbyggende forklaring om, at hans nevø er blevet forsøgt bortført for at få oplysninger om ham, til grund. Nævnet bemærker herved, at klageren til asylsamtalen forklarede, at hans mor efter hans udrejse et par gange var blevet opsøgt af hans ægtefælles storebror, der havde spurgt efter ham, at det sidst var sket fem måneder tidligere, og at hun ikke var blevet truet. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2016/94/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, fra [...] klanen og sunni muslim af trosretning fra [...], Bay, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab eller af [Ns] familie, idet han uretmæssigt er blevet beskyldt for at have gjort [N] gravid. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om beskyldningerne om at have gjort [N] gravid og reaktionerne herpå i sig selv forekommer ulogiske, og at forklaringen om pågribelsen og flugten fra Al-Shabaab forekommer usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret usikkert herom og tillige usikkert og usandsynligt om udrejsen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren vel kommer fra et Al-Shabaab kontrolleret område, men at ansøgeren, der er en ung rask mand, ikke har haft problemer med Al-Shabaab i de ti år, Al-Shabaab har haft magten i området. Flertallet finder herefter, at ansøgeren kan tage tilbage til sit hjemområde, og at han i øvrigt også kan tage bopæl andre steder i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/93/kaa
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Lower Juba i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til han ikke har noget netværk i Somalia, og at han derfor frygter, at han ikke vil være i stand til at klare sig. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre døde, da han var ganske lille, og at han herefter voksede op på et børnehjem. Da ansøgeren var 12 år gammel, udrejste han af Somalia på grund af borgerkrig i landet. Ansøgeren har ikke været tilbage i Somalia siden sin udrejse, og han har ikke familie eller andet netværk i landet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren tillige anført, at han konverterede til kristendommen, mens han opholdt sig i Grækenland og blev døbt i 2009. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under mødet i Flygtningenævnet har oplyst, at han under sit ophold i Grækenland konverterede og på, at han under mødet udviste et meget ringe kendskab til kristendommen. Ansøgeren kunne således ikke på nogen måde redegøre for, hvorfor han skulle være konverteret, eller for kristne værdier. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om sin dåb var afglidende og helt uden detaljer, ligesom han ikke kunne huske datoen for sin dåb. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om hjemvisning af sagen som følge af ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om, hvor han stammer fra, og om hvor han har opholdt sig, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren alene som følge af, at han ikke har opholdt sig i Somalia siden han var ca. 12 år gammel og angiveligt ikke har noget netværk i Somalia, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/92/KAA
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra byen […] i Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir, subklan Ahmed Farah. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har solgt alkohol i Mudug provinsen i Somalia. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sine tidligere samarbejdspartnere, [samarbejdspartner 1], [samarbejdspartner 2] og [samarbejdspartner 3]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i slutningen af år 2011 begyndte at sælge alkohol, hvilket er forbudt i Somalia, og at al-Shabaab fandt ud af dette i [primo] 2013. På en ukendt dato primo 2013 blev han opsøgt på sin bopæl af tre mænd fra al-Shabaab. Mændene ransagede hans bopæl og tog ham derefter med sig. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og afhørt samt udsat for fysiske overgreb i tre dage. Ansøgeren blev tildelt piskeslag som straf og herefter løsladt, efter han gav al-Shabaab oplysninger om de personer, som han havde solgt alkohol sammen med og til. På en ukendt dato, omkring en uge efter ansøgerens løsladelse, oplevede han, at der blev affyret flere skud imod ham af to ukendte mænd, da han var på vej hjem om eftermiddagen. Han søgte tilflugt i et nærtliggende hus og skjulte sig der indtil solnedgang, hvorefter han vendte tilbage til sin bopæl. To uger efter skudepisoden udrejste ansøgeren af Somalia. 14 dage efter sin udrejse fra Somalia blev ansøgerens familie opsøgt af to ukendte mænd. Mændene spurgte efter ansøgeren og fortalte hans familie, at de nok skulle finde ham. Ansøgerens familie udrejste fra Somalia til Kenya ca. 2 måneder senere. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret, ikke selvoplevet og konstrueret. Ved troværdighedsvurderingen har flertallet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på en række spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnets flertal har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan smuglingen af alkohol foregik, herunder om sin egen konkrete rolle, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om forløbet i forbindelse med skudepisoden. Da Flygtningenævnets flertal ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, kan nævnet heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med sine tidligere samarbejdspartnere til grund, da konflikterne er indbyrdes forbundne. Flertallet bemærker endvidere, at det bygger på ansøgerens formodning, at de to ukendte mænd skulle have tilknytning til de tidligere samarbejdspartnere. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig. Det forhold, at ansøgeren kommer fra [en by] i Mudug provinsen i det centrale Somalia, der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol, kan i den foreliggende sag ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren har boet i [byen] frem til 2013, som igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, hvilket ansøgeren dermed har erfaring med. Dertil kommer, at ophold i selv al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Selvom ansøgeren ikke kunne tage ophold i [byen], hvor al-Shabaab har magten, finder Flygtningenævnets flertal, at Mogadishu kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2016/91/COL
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er medlem af klanen […] og muslim fra Karran-bydelen i Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede al-Shabaab og andre kriminelle bander. Hun har endvidere henvist til de generelt vanskelige forhold i Mogadishu. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun i 2008 blev overfaldet af fire somaliske mænd i sit lille hus. Hun ved ikke, hvilken gruppe de var medlemmer af. Ansøgerens datter var på markedet, og imens kom mændene ind og ledte efter værdigenstande i ansøgerens hus. De fandt kun lidt kontanter. Herefter voldtog tre af mændene ansøgeren. Da overfaldet var lige ved at nå til en ende, kom ansøgerens datter hjem. Datteren begyndte at skrige, hvorefter mændene dræbte hende ved skud. Ansøgeren er ikke siden blevet opsøgt eller truet af mændene og har ikke set dem igen. Hun solgte huset på grund af de dårlige minder, der nu var forbundet med det og for at skaffe penge til sin udrejse. Ansøgeren anfører til de generelt dårlige forhold i Mogadishu, at der sker overfald i folks boliger hver dag, men at man ikke hører om det uden for Mogadishu. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2013 og Flygtningenævnets afgørelse af 25. marts 2014 lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund. Det må lægges til grund, at ansøgeren har opholdt sig i Mogadishu i omkring fem år, herunder hos veninden […], inden hun udrejste, og at hun i dette tidsrum ikke er blevet opsøgt af overfaldsmændene eller i øvrigt har været udsat for konkrete trusler af anden karakter. Ansøgeren er 67 år og boede alene med sin datter, indtil datteren i 2008 blev dræbt af ukendte gerningsmænd. Ansøgeren har efter de foreliggende oplysninger, herunder hendes forklaring i nævnet i dag, ingen familie eller andet netværk i Mogadishu. Hun har desuden alene haft sparsom kontakt med sine grandkusiner, der er bosat andetsteds i Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. september 2015 i sagen R.H. mod Sverige fremgår af præmis 70 blandt andet: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention” Herefter, og under hensyn til oplysningerne om ansøgerens personlige og familiemæssige forhold, finder nævnet, at ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2016/90/DH
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun har arbejdet som sangerinde, og at hun af denne grund blev betragtet som vantro. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A], som er tilknyttet al-Shabaab, da hun har afvist hans frieri. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun traf [A] første gang, da hun flyttede til Mogadishu sammen med sin familie i 1980. [A] begyndte at vise interesse for ansøgeren i slutningen af 1999, og han opsøgte hendes brødre i 2001 for at foreslå ægteskab med hende, hvilket ansøgeren afslog. I 2007 begyndte ansøgeren at modtage telefoniske trusler fra al-Shabaab som følge af sit arbejde som sangerinde. Truslerne fra al-Shabaab fortsatte, men hun stoppede ikke sit arbejde. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende forskellige steder i Mogadishu, og hun skiftede telefonnumre for at undgå henvendelserne fra al-Shabaab. [I sommeren] 2012 opsøgte repræsentanter fra al-Shabaab ansøgerens bopæl, hvor de skød og dræbte hendes veninde, [B]. Ansøgeren undslap angrebet, og hun søgte efterfølgende tilflugt hos nogle naboer. [Senere samme sommer i] 2012 blev ansøgerens broder, [C], slået ihjel af [A] og andre ukendte gerningsmænd, da han vendte tilbage til familiens bopæl i [en bestemt bydel] i Mogadishu. [A] ledte efter ansøgeren, men da [C] afviste mændene blev han skudt på stedet. Efter drabet af [C] blev ansøgeren kontaktet telefonisk to gange af to repræsentanter fra al-Shabaab ved navn [D] og [E], hvis stemmer ansøgeren kunne genkende. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret samstemmende både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under mødet for nævnet. Ansøgerens forklaring findes ikke at kunne afvises som usandsynlig. Nævnet finder, at de få divergenser, der vedrører datoer og årstal er af mindre betydning og kan forklares med, at det til tider kan virke som om, at ansøgeren ikke forstår spørgsmålet. Nævnet finder samlet ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring. Det lægges herefter til grund, at ansøgerens veninde og broder er blevet slået ihjel af personer med tilknytning til al-Shabaab, som følge af ansøgerens problemer, kort før ansøgerens udrejse af Somalia, hvorfor forfølgelsen findes at have haft den fornødne intensitet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2016/9/LAJ
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Jilib, Middle Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt af al-Shabaab, fordi han er blevet beskyldt for at have transporteret 16 personer fra den somaliske hær, og fordi han tidligere er blevet opsøgt af al-Shabaab. Han har til støtte herfor oplyst, at han [i vinteren] 2015 blev ringet op af en ukendt person, der bad ham møde på politistationen i byen. Dagen efter mødte ansøgeren op på politistationen, hvor han talte med en person fra al-Shabaab. Personen bad ansøgeren om at vente på stationen, men da der ikke skete noget i to til tre timer, forlod ansøgeren politistationen. To dage senere blev ansøgeren opsøgt af tre personer fra al-Shabaab på hans bopæl. De spurgte, hvorfor han ikke var mødt på politistationen, hvorefter de udsatte ham og hans ægtefælle for fysiske overgreb og anklagede ansøgeren for at være spion i den somaliske regering. De sagde til ansøgeren, at han skulle henrettes, hvorefter de forlod hans bopæl. Ansøgeren blev i den efterfølgende periode ringet op fem gange af ukendte personer fra al-Shabaab. [I vinteren] 2015 transporterede ansøgeren 16 personer i sin minibus fra Kismayo til Goob Weyn, hvorefter han kørte tilbage til Kismayo for at undersøge, om der var nogen, der skulle med til Jilib. Da ansøgeren nåede frem til Kismayo, blev han ringet op af sin nabo, der fortalte ham, at ansøgerens bopæl var blevet angrebet af nogle mænd, og at han derfor ikke skulle vende hjem, idet de også havde taget ansøgerens ægtefælle i deres varetægt. Ansøgeren blev efterfølgende ringet op af sin ægtefælle, som fortalte, at hun var blevet opsøgt og overfaldet igen af al-Shabaab, idet de anklagede ansøgeren for at have transporteret regeringssoldater fra Kismayo til Goob Wyen. Ansøgeren besluttede med det samme, at han ville udrejse af Somalia, hvorfor han rejste til Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at forklaringerne fremstår modstridende, divergerende og konstruerede. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet antallet af telefonopkald, som han modtog efter, og at han og ægtefællen var blevet overfaldet [i vinteren] 2015. Nævnet finder det desuden bemærkelsesværdigt, at personerne fra al-Shabaab i [vinteren] 2016 efterlod ham og hans ægtefælle, efter at de forinden havde udtalt, at de ville henrette ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han blev gjort bekendt med baggrunden for, at han blev opsøgt i hjemmet. Desuden finder nævnet, at ansøgerens forklaring om, at hans hustru blev angrebet og hans hjem ransaget og ødelagt af personer fra al-Shabaab, fordi han havde kørt med 16 personer fra regeringstropperne, tidsmæssigt ikke hænger sammen. Det er således bemærkelsesværdigt, at hans hustru bliver opsøgt og hjemmet ransaget og ødelagt allerede samme dag, som han har kørt med de pågældende personer. Endelig finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren efterlod sin ægtefælle i hjemlandet under de påberåbte omstændigheder, hvor hun angiveligt skulle være blevet opsøgt og overfaldet af al-Shabaab to gange. På den baggrund må Flygtningenævnet afvise ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab i sin helhed. Ansøgeren er derfor ikke berettiget til opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren kommer fra Jilib i Middle Juba i den sydlige del af Somalia, og at det må lægges til grund, at dette område er en højborg for al-Shaabab, kan heller ikke føre til, at ansøgeren, der ikke ses at være profileret i forhold til al-Shabaab, skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af det anførte, at Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/89/DH
Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir og er sunni-muslim fra Barawe, bosiddende i Beledweyne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra Hawdle-klanen, idet ansøgerens halvbror, […], har dræbt en person fra Hawdle-klanen, hvorfor de nu vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Hawadle-klanen i flere år har ønsket at overtage et landbrugsområde, der er ejet af familierne i Dir-klanen. Personer fra Hawadle-klanen henvendte sig til ansøgerens familie i april 2013, idet de ønskede at overtage hele Dir-klanens landbrugsområde. De ønskede, at ansøgerens familie skulle forlade landbrugsområdet. I [foråret] 2013 angreb Hawadle-klanen flere områder, hvor Dir-klanen opholdt sig, hvorfor der var mange personer fra ansøgerens klan, der blev dræbt. Lederen af Hawadle-klanen, […], opsøgte [ansøgerens bror] i [efteråret] 2013, idet [ansøgerens bror] opholdt sig ude ved ansøgerens families landbrugsområde. [Ansøgerens bror] blev bedt om at forlade landbrugsområdet, hvilket udviklede sig til et skænderi. I den forbindelse skød [ansøgerens bror] [lederen fra Hawadle-klanen] i maven, hvorefter [ansøgerens bror] flygtede. [Lederen fra Hawadle-klanen] blev indlagt på hospitalet på grund af sine skader. Der blev derefter afholdt omkring ni eller ti møder på ansøgerens families bopæl imellem de ældre fra Dir-klanen og Hawadle-klanen, idet Hawadle-klanen gerne ville have udleveret [ansøgerens bror]. Ansøgeren blev i forbindelse med disse møder truet på livet. Personer fra Hawadle-klanen truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke udleverede [ansøgerens bror]. I [vinteren] 2013 afgik [lederen fra Hawadle-klanen] ved døden på hospitalet på grund af skaderne fra skudepisoden, hvorefter ansøgeren udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der under nævnsmødet fremstod overbevisende, har afgivet en på de centrale punkter konsistent, sammenhængende og troværdig forklaring om sin konflikt, ligesom han under nævnsmødet var i stand til at forklare de få unøjagtigheder, der var i de tidligere samtalereferater. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren tilhører Dir-klanen, og at hans familie ejede et værdifuldt stykke jord, som Hawadle-klanen ønskede at overtage, hvorfor det udviklede sig til en konflikt mellem de to klaner. Konflikten kulminerede, da ansøgerens halvbror skød et ledende medlem af Hawadle-klanen, hvorefter en blodfejde mellem de to klaner brød ud. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om de efterfølgende forhandlinger mellem klanerne og hans egen centrale rolle til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren var den eneste mand i den rigtige alder, som kunne træde i sin halvbrors sted, og at han var den, som Hawadle-klanen ville dræbe, da hans halvbror var forsvundet, efter [lederen fra Hawadle-klanen] afgik ved døden. Ansøgerens forklaring understøttes i øvrigt af de baggrundsoplysninger, der foreligger om klan – og jordkonflikten mellem Dir- og Hawadle-klanen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Somalia. Der er herved blandt andet lagt vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder blandt andet at han har kone og otte børn. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2016/88/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger og sunnimuslim af trosretning fra Shabelle Hoose, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Asharaf og subklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia frygter, at al-Shabaab vil slå hende ihjel, idet hun allerede er idømt dødstraf. Hun har videre henvist til, at hun frygter sin kæreste, Ahmeds, familie, som vil slå hende ihjel, fordi de tror, at hun har slået Ahmed ihjel. Ansøgeren frygter endvidere sin ægtefælles familie, fordi hun har sagt, at det er ægtefællens bror, Hassan, som har slået ham ihjel, og fordi hun havde et forhold til Ahmed, imens hun stadig var gift. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle forsvandt for fire år siden. Hun indledte i 2013 et forhold til en anden mand ved navn Ahmed. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes ægtefælles bror, Hassan, blev bekendt med hendes forhold til Ahmed, hvorfor han slog Ahmed ihjel. Ansøgeren blev uretmæssigt dømt for drabet på sin kæreste og idømt dødstraf. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger bl.a. at sandsynliggøre det asylmotiv, som asylansøgeren påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret til lejligheden. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende bl.a. om episoden, hvor Hassan slog Ahmed ihjel, om hvorvidt hun boede sammen med sin kæreste, om Hassans vold mod hende, om bopælen for den ældre kvinde, der hjalp hende med at flygte fra […], og om hendes farmor og farfars økonomiske forhold. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om bl.a. fængslet og retssagen har været udetaljeret, og at forklaringen om flugten fra fængslet fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at den ældre kvinde, Fadumo, og ansøgerens farfar skulle have nået at planlægge og fremskaffe midlerne til ansøgerens flugt, henset til at ansøgeren ankom til Fadumos bopæl kl. 18:00, at Fadumo var overrasket over at se ansøgeren, at ansøgerens udrejse påbegyndte da solen gik ned, og at ansøgeren ingen kontakt havde til sin farfar efter flugten fra fængslet. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke fremviste sit pas efter at være steget ombord på flyveren i Addis Ababa, herunder ved ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet finder efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren, der er uprofileret, ikke risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Somalia, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, eller at en udsendelse til Somalia i øvrigt vil være i strid med internationale menneskerettighedskonventioner. Flygtningenævnet har ved afgørelsen inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne om forholdene i Mogadishu og det øvrige sydlige og centrale Somalia, herunder Qoryooley. Dette afspejles ligeledes i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen K.A.B. mod Sverige af 5. september 2013 (sag nr. 886/11) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015 (sag nr. 4601/14), der fortsat understøttes af de senest foreliggende baggrundsoplysninger. Det forhold, at ansøgeren er kvinde, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Som anført ovenfor forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens forklaring om konflikten med svigerfamilien. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren må anses for at have adgang til både support fra familie og øvrig netværk, herunder et mandligt netværk, der kan beskytte hende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun hverken har eller har haft konflikter med den somaliske regering, de somaliske regeringsstyrker eller AMISOM. Bortset fra konflikterne, som ansøgeren har oplyst om i forbindelse med asylmotivet, og som Flygtningenævnet har forkastet, har hun heller ikke oplevet konflikter med hverken al-Shabaab eller privatpersoner i Somalia. Flygtningenævnet bemærker herefter, at der på baggrund af ovenstående ikke er anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/87/IBL
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Darood og er sunni-muslim, født i Mogadishu og opvokset i Las Anod, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin far, idet han ikke accepterer ansøgerens ægteskab med […]. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i 2005 lærte […] at kende, og at de blev hemmeligt viet i juni 2006. […] tilhørte Silis-klanen, som er en undertrykt klan i forhold til ansøgerens egen klan. I juli 2006 blev ansøgerens familie bekendt med ægteskabet. I perioden efter ægteskabets indgåelse boede ansøgeren og hendes ægtefælle i henholdsvis Butine, Galkayo, Bosaso og senest i Las Anod. Ansøgeren og hendes ægtefælle flyttede rundt, da en mand, som både kendte ansøgerens far og ægtefælle, ledte efter ansøgeren og hendes ægtefælle. I april 2014 mødte ansøgerens far op ved ansøgerens arbejde i Las Anod, hvorefter han tilbageholdt ansøgeren i omkring otte måneder og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgerens far truede med at slå ansøgeren ihjel, idet hun havde krænket hans ære ved at gifte sig med en mand fra Silis-klanen. Mens ansøgeren var tilbageholdt, flygtede […] sammen med ansøgerens svigermor og de tre børn til Mogadishu. I december 2014 lykkedes det ansøgeren at flygte, og efter et kort ophold i Mogadishu forlod hun Somalia i slutningen af december 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen overordnet forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på følgende: • Forklaringen forekommer statisk, og ansøgeren har ikke, når hun er blevet spurgt ud, været i stand til at forklare detaljeret om sammenhængen • Efter ansøgerens forklaring om sin nuværende alder og om tidspunktet for ægteskabet var hun kun 14 år, da hun indgik ægteskab • For at undgå at blive opsporet af faren flyttede ansøgeren rundt i forskellige byer sammen med ægtefællen og fik tre børn, hvorefter hun angiveligt flyttede tilbage til hjembyen, Las Anod, selvom hun vidste, at hendes fars familie opholdt sig der • Ansøgerens forklaring om, at faren som boede i Boatle, som er beliggende et døgns kørsel fra Las Anod, kom hver tredje dag og forulempede hende i de otte måneder, hun angiveligt var indespærret hos fasteren i Las Anod • Ansøgerens forklaring om, at hun ikke kunne flygte fra fasterens bopæl i de otte måneder, sammenholdt med hendes forklaring om, hvorledes det herefter lykkedes hende at flygte, forekommer usandsynlig • Det forekommer usandsynligt, at ansøgerens svigermor i løbet af seks dage skulle kunne arrangere og finansiere ansøgerens flugt med fly • Det forekommer usandsynligt, at det ikke skulle være muligt at kontakte ægtefællen telefonisk, idet det burde være muligt at få råd til en telefon, når det var muligt at skaffe penge til flugten • Ansøgeren fik pas i 2012 og har forklaret, at hun og ægtefællen siden da havde planlagt at udrejse. Ved indrejsen forklarede ansøgeren endvidere til politiet, at hun ønskede familiesammenføring • Ansøgeren er i politirapport af 10. maj 2015 refereret for at have forklaret, at ægtefællen var forsvundet i Mogadishu, hvor ansøgeren havde et tehus, og at livet var blevet for svært der, samt at ansøgeren havde efterladt sine børn hos sin faster Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter som anført, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/86/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali fra Rahaweyn klanen, subklan Sideed, subsubklan Eelaay og muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til en langvarig konflikt med Hawiye klanen i byen [A], Somalia. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hawiye klanen, fordi ansøgerens fætter i [foråret] 2015 i selvforsvar slog to person fra Hawiye klanen ihjel i [foråret] 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at konflikten mellem ansøgerens familie og Hawiye klanen har varet siden ansøgeren var barn, og at Hawiye klanen har slået mange af ansøgerens familiemedlemmer og klanmedlemmer ihjel. Ansøgerens far og to brødre blev slået ihjel i begyndelsen af 2012 i Mogadishu som en følge af konflikten med Hawiye klanen. Ansøgeren har videre forklaret, at Hawiye klanen har forsøgt at slå ansøgeren ihjel tre gange. De opsøgte ansøgeren første gang i 2008, hvor han blev opsøgt af fem mænd fra Hawiye klanen på ansøgerens families jord. Da mændene nærmede sig, løb ansøgeren, og mændene affyrede herefter skud mod ham. Ansøgeren løb tilbage til sin bopæl, forfulgt af mændene, og på et tidspunkt undervejs stoppede mændene med at følge efter ham. Den anden gang blev ansøgeren opsøgt af tre mænd fra Hawiye klanen på en fodboldbane i Mahaday i 2010. Den ene af mændene tog en kniv frem og forsøgte at stikke ansøgeren med den. Ansøgerens venner afværgede overfaldet og tilbageholdt manden, mens ansøgeren løb fra stedet. Den tredje gang ansøgeren blev opsøgt af Hawiye klanen var i 2014, hvor ansøgeren opholdt sig på en restaurant i [A]. Der kom tre mænd ind på restauranten, og den ene mand forsøgte at stikke ansøgeren med en kniv. Ansøgeren løb fra stedte med det samme. Ansøgeren har ydermere forklaret, at ansøgerens fætter i [foråret] 2015 i selvforsvar skød to personer fra Hawiye klanen, da de opsøgte ham på ansøgerens families mark i [A]. Et par dage efter episoden kom der fire mænd til ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren, som ikke var hjemme. Mændene slog herefter ansøgerens søster, da hun ikke fortalte dem, hvor ansøgeren opholdt sig, hvorefter de forlod bopælen. Mændene har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl to gange i [foråret] 2015. Ansøgeren har ikke kendskab til, hvorvidt de har opsøgt ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse af Somalia i [sommeren] 2015. Ansøgeren har fremstået sårbar, og der har under nævnsmødet været anledning til at overveje, i hvilket omfang ansøgeren til fulde har forstået alle de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan desuagtet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været divergerende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under nævnsmødet udbyggende forklaret, at Hawiye-klanen har formået at tilegne sig dele af familiens jord. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare blot nogenlunde overbevisende og troværdigt om byen [A], som ansøger oplyser at have boet i hele livet. Ansøgeren har forklaret, at der er tale om en mindre landsby, hvor alle kender alle. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at indbyggertallet er ca. 500. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at der i byen bor flere mennesker end i Center Sandholm. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at indbyggertallet er omkring 10.000. Ansøgeren, der har forklaret, at han i hvert fald frem til 2008 passede familiens jord, og at han efterfølgende har arbejdet som skopudser i [A], har ikke relevant kunnet forklare om afstanden mellem familiens jord og til boligen i byen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen og efterfølgende som asylmotiv henvist til, at medlemmer af Hawiye-klanen i 2008, 2010, 2014 forsøgte at slå ansøgeren ihjel, og at medlemmer af Hawiye-klanen i 2014 i Mogadishu dræbte ansøgerens far og to brødre ved brug af en bilbombe. Ansøgeren har forklaret, at medlemmer af Hawiye-klanen i alle tre tilfælde opsøgte ham for at dræbe ham med knive eller skydevåben, men at ansøgeren hver gang undslap. Ansøgeren har ikke troværdigt kunnet redegøre for, hvorfor det under de foreliggende omstændigheder har været muligt for ansøgeren at undgå, at Hawiye-klanen fik held til at realisere et tilsyneladende stærkt ønske om at slå netop ansøgeren ihjel, ligesom ansøgeren ikke har kunnet forklare, hvorfor han valgte at forblive i hjembyen frem til 2015. Først under asylsamtale har ansøgeren forklaret, at den konkrete årsag til, at han i 2015 besluttede at udrejse var, at en fætter i [foråret] 2015 i selvforsvar dræbte to medlemmer af Hawiye-klanen, hvilket ledte til, at Hawiye-klanen på ny rettede fokus mod ansøgeren. Uanset, at oplysnings- og motivsamtalen fandt sted mens ansøgeren var fængslet på grund af ulovlig indrejse i Danmark, finder nævnet, at der et tale om en så central del af ansøgerens asylmotiv, at det på afgørende måde afsvækker ansøgerens troværdighed, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret herom. Flygtningenævnet skal endelig bemærke, at det påvirker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at det af konklusionen i sproganalysen fremgår, at ansøgeren med høj grad af sandsynlighed har sin sproglige baggrund i det nordlige Somalia eller i den nordlige del af det centrale Somalia, mens det er usandsynligt, at han har sin sproglige baggrund i det sydlige Somalia. Idet nævnet efter en samlet vurdering herefter tilsidesætter ansøgerens forklaring om asylmotiv, er det herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/85/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen [A] og er sunni-muslim af trosretning fra Beledweyne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, idet han flygtede fra dem. Han frygter endvidere en mand ved navn [B] fra Hawadle-klanen, som uretmæssigt overtog hans mors hus og blev fængslet, og den somaliske regering, fordi han har været tilknyttet al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og forkastes i sin helhed som konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der boede i det hus, som blev taget af et medlem af Hawadle-klanen. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at denne klan ejede huset, som ansøgerens mor boede i, mens han til asylsamtalen og til sin advokat har forklaret, at han og hans familie boede i fasterens hus, og at morens hus var udlejet til klanmedlemmet [B]. Ansøgeren har endvidere efter nævnets opfattelse forklaret divergerende om sin tilslutning til al-Shabaab, idet ansøgeren under asylsamtalen forklarede, at al-Shabaab besøgte hans skole, overtog højtalerne, sagde at de unge skulle deltage i jihad, og at ansøgeren på deres direkte henvendelse til ham takkede ja til at deltage i skydetræning. Ansøgeren har derimod under nævnsmødet forklaret, at han sammen med en ven gik til et træningssted for al-Shabaab og tilsluttede sig grupperingen. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren sluttede sig til al-Shabaab alene med det formål at få hjælp til privatretlige konflikter, også henset til at ansøgeren har forklaret, at hans far var blevet udsat for vold af al-Shabaab, og ansøgeren således måtte være klar over grupperingens karakter. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ledelsen i al-Shabaab – henset til ansøgerens angiveligt ganske underordnede rolle i grupperingen – skulle have interesse i at hjælpe ansøgeren med familiens konflikt med Hawadle-klanen og tilmed ganske kort efter, at ansøgeren havde tilsluttet sig al-Shabaab. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at den lokale domstol på ansøgerens anmodning sendte nogle medlemmer af al-Shabaab ud for at lede efter den person, der havde slået ansøgerens farbror ihjel. Nævnet bemærker herved, at det er påfaldende, at ansøgeren i asylskemaet intet har oplyst om disse konflikter, der angiveligt var årsag til, at han tilsluttede sig al-Shabaab. Nævnet finder det hertil påfaldende, at ansøgeren angiveligt troede, at han kunne forlade al-Shabaab, når han havde opnået det, han ville, at han – under kamphandlinger – kunne holde fri en måned under henvisning til, at han var syg, og at han i denne måned fortsatte sin skolegang og normale hverdag. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at et medlem af al-Shabaab, [D], skulle have hjulpet ansøgeren med at flygte fra militærlejren i [byen C], henset til at der ikke var nogen relation mellem dem og risikoen herved, ligesom det forekommer påfaldende, at ingen skulle have lagt mærke til, at [D] vækkede ansøgeren, mens han lå og sov sammen med mange andre unge mænd i et telt, og hjulpet ham over fængselsmuren. Om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Hiiran bemærkes, at al-Shabaab ifølge de seneste baggrundsoplysninger (EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016) fortsat har indflydelse i eller kontrollerer det meste af regionen. Flere byer, herunder Beledweyne, der har flyforbindelse med Mogadishu, har dog i flere år været under kontrol af AMISOM. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herefter ikke kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i hjembyen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/84/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier fra klanen Hawiye, subklanen, Murasade, familieklanen Far Culus og sunni-muslim fra [A], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af medlemmer af al-Shabaab, som han har nægtet at samarbejde med, og som mistænker ham for at være spion for den somaliske regering. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at medlemmer af al-Shabaab er blevet bekendt med et billede af ham, hvor han er fotograferet med bar overkrop og med det franske flag. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans familie holder køer i landsbyen [A] og sælger mælken på markedet i bl.a. Mogadishu, hvor det som oftest bliver solgt til repræsentanter fra de somaliske myndigheder. I slutningen af 2013, eller starten af 2014, blev hans far opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab, der forlangte, at hans far skulle tage ansvar for at indsamle landsbyens kvæg. Pengene fra salget af kvæget ville al-Shabaab bruge på våben. Da ansøgerens far nægtede at påtage sig opgaven, blev han [i starten af] 2014 dræbt af medlemmer af al-Shabaab. Nogle måneder efter ansøgerens fars død blev ansøgeren selv opsøgt af medlemmer af al-Shabaab, der forlangte, at han skulle overgive sin egen families kvæg. Ansøgeren nægtede, som sin far, at samarbejde, hvorefter han blev truet på livet. Den følgende dag var ansøgeren i Mogadishu med sin ven [M] for at sælge mælk. Da de samme aften returnerede til landsbyen blev de begge tilbageholdt af medlemmer af al-Shabaab, som beskyldte dem for at være spioner for den somaliske regering. Efter omkring en måneds tilbageholdelse blev de frigivet, efter familierne havde betalt dem fri med kvæg. Efterfølgende fortsatte ansøgeren og [M] arbejdet som sædvanligt. En aften, hvor de var vendt hjem fra Mogadishu, blev [M] opsøgt af al-Shabaab og dræbt på stedet. Ansøgeren var i marken ved kvæget, men modtog besked om, at al-Shabaab samme aften også havde været på bopælen for at lede efter ham. Den følgende morgen flygtede ansøgeren til Afgooye og derfra videre ud af Somalia. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han kommer fra en landsby, der hedder [A], men at han har forklaret divergerende om byens placering i forhold til Mogadishu, ligesom byen faktuelt er beliggende et andet sted, end angivet af ansøgeren. Dertil kommer, at ansøgeren i asylskemaet har angivet, at hans familie opholder sig i Mogadishu, mens han siden hen har forklaret, at hans familie stadig bor i [A]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark oplyste, at han havde forladt Somalia, fordi Al Shabaab havde forbudt ham at spille fodbold, mens han ikke senere har angivet denne grund, men henvist til en anden konflikt, hvor Al Shabaab ville have hans køer. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der skete, da han første gang blev opsøgt af medlemmer af Al Shabaab. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om en række andre ting, herunder om afstanden fra landsbyen til Mogadishu, om antallet af køer, om Al Shabaabs besøg og om, hvorvidt det var hans mor, der ringede til ham og sagde, at han skulle flygte, eller om det var hans bror, der overbragte denne besked fra hans mor. Ansøgerens forklaring er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Ansøgeren har således ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en forklaring på de nævnte divergenser eller svare uddybende og sammenhængende på nævnets spørgsmål om blandt andet hans landbrug og driften af dette. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er profileret eller har konkrete konflikter i Somalia, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at forholdene i hans hjemområde er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Den omstændighed, at der tidligere har ligget et billede af ansøgeren, der holder det franske flag på facebook, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at det alen beror på ansøgerens egen formodning, at dette billede er kommet til Al Shabaabs kendskab, og at Al Shabaab i den anledning skulle forfølge ham. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/83/SLH
Nævnet besluttede i juni 2016 at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er udelukket fra opholdstilladelse i Danmark. Nævnet omgjorde tillige Udlændingestyrelsens afgørelse om, at udlændingelovens § 31 var til hinder for udsendelse. Sagen vedrørte en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken opholdstilladelse er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I foråret 2014] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Somalia, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af sin oprindelige konflikt med al-Shabaab, ligesom han tilhører en mindretalsklan og ikke længere har familiemedlemmer i Somalia. I forbindelse med klagerens asylsag, hvor han [i foråret 2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Udlændingestyrelsen, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit område i Somalia risikerede overgreb. Flygtningenævnets flertal lægger klagerens forklaring om hans konflikter til grund og finder derfor, at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klageren ikke har haft arbejde i Danmark, og at han ikke har familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Herefter, og idet klageren er idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for forsøg på voldtægt, finder flertallet, at klageren er udelukket fra opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flertallet finder endvidere, at forholdene i og særligt omkring klagerens hjemområde, [by], ikke er tilstrækkeligt stabiliseret, idet al-Shabaab stadig er i området omkring [byen], jf. den østrigske rapport ”Staatendokumentation, Somalia, Lagekarten zur Sicherheitslage, Mag. Andreas Tiwald, Wien, am 12.10.2015”, fremgår det således, at [by] distriktet til og med [efteråret 2015] var under indflydelse af såvel al-Shabaab som AMISOM/SNAF, men at [byen] var under indflydelse af AMISOM/SNAF. Flertallet finder derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for, at klageren udsendes til sit hjemområde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er udelukket fra opholdstilladelse i Danmark.” Soma/2016/82/SHH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk darod og muslim af trosretning fra [en navngiven by] i Sool regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi de mener, at ansøgeren har krænket deres ære. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsmæssigt omskåret af hendes familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun omkring [foråret] 2011 indledte et forhold til sin tidligere kæreste [J]. I løbet af 2011 gik de til flere bryllupper sammen, og de mødtes også jævnligt hjemme hos [J]. I [vinteren] 2011 henvendte [J] sig til ansøgerens families bopæl og spurgte efter hende. Ansøgerens far havde forinden hørt om, at ansøgeren og [J] var i et forhold, og ansøgerens far skød derfor efter [J] med et gevær. [J] flygtede fra stedet, og ansøgeren har ikke set ham siden. Ansøgerens far udsatte efterfølgende ansøgeren for fysiske overgreb, og han spærrede hende inde i et rum på familiens bopæl i fem dage, fordi han mente, at hun havde krænket familiens ære. Tre dage efter blev ansøgeren tvangsgift med en ældre mand fra hendes hjemby ved navn [M]. På bryllupsnatten fandt [M] ud af, at ansøgeren ikke var jomfru, og leverede hende derfor tilbage til hendes far. Ansøgerens far låste hende inde på familiens bopæl. Ansøgerens far truede ansøgeren på livet, og udsatte hende for grove fysiske overgreb. Da ansøgeren havde været spærret inde i to uger, fandt ansøgerens moster, [K], ud af, at hun var spærret inde. [K] begyndte herefter at arrangere ansøgerens udrejse, og tre dage senere lukkede [K] ansøgeren ud af rummet, og ansøgeren flygtede ud af hendes hjemby i bil til Etiopien med hjælp fra en agent. Ansøgeren opholdte sig i Addis Ababa i tre uger, hvorefter hun udrejste til Tyrkiet med fly og begyndte sin rejse imod Europa. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører forholdet til [J], til grund, idet ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende herom. Flertallet lægger derfor til grund, at ansøgeren har haft et forhold udenfor ægteskab til [J], og at hendes far, da han opdagede forholdet, udsatte hende for vold og forsøgte at bortgifte hende til en ældre mand. Nævnet lægger videre til grund, at faren, da ægtemanden gav ansøgeren tilbage, fordi hun ikke var jomfru, låste hende inde og truede med at slå hende ihjel. Flertallet lægger derfor til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal lægger om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører frygten for omskæring af datteren, videre til grund, at ansøgerens datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun kommer fra en traditionelt tænkende familie, og at alle kvinderne i hendes familie er omskåret, og at også hendes to niecer på 7 og 8 år for nyligt er blevet omskåret. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren allerede, da hun udrejste, var i konflikt med sin familie, og at hun efterfølgende uden familiens accept har indgået ægteskab og fået et barn med en somalisk mand, der er norsk statsborger. Ægtefællen stammer fra en anden klan og har boet i Norge i omkring 20 år. Flertallet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren næppe vil kunne modstå det sociale pres for at lade sin datter omskære. Flertallet finder derfor, at ansøgeren og hendes datter er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2016/81/MVI
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og har oplyst, at hun kommer fra [en by i det sydlige Somalia]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af al-Shaabab eller af sin eksmand, som er medlem af al-Shaabab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i den al-Shaabab-kontrollerede by [by i det sydlige Somalia], i regionen Jubba Hoose. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hendes eksmand forlod hende for omkring seks år siden, uden at han fortalte hende, hvor han tog hen. Fordi han forsvandt, valgte hun at gifte sig på ny med sin nuværende ægtefælle omkring tre år senere. [I foråret] 2014 kom ansøgerens eksmand hjem til hende og opdagede, at hun havde giftet sig på ny, hvilket han var utilfreds med. Ansøgerens eksmand fortalte hende, at han mente, at hun skulle straffes efter sharia-loven, hvorefter han tog deres ældste datter med sig. Dagen efter ringede ansøgerens ældste datter til hende og oplyste, at hun befandt sig hos al-Shaabab, og at hun havde overhørt, at ansøgeren skulle stenes til døde. I den forbindelse fortalte ansøgeren sin datter, at ansøgeren havde bemærket, at der lå bunker af sten ude foran ansøgerens bopæl. På ansøgerens datters opfordring valgte ansøgeren herefter at udrejse af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist, afglidende og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, hvorfor forklaringen i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om hun og hendes nuværende ægtefælle blev gift i hendes hjem, eller om de opsøgte en sheik og blev viet hos ham. Hun har videre forklaret divergerende og udbyggende med hensyn til, om det var hos en nomadefamilie eller hos [B]s familie nummer to, hun overnattede, da hun flygtede, om det var en ung mand fra landsbyen eller [B]s søn, der fulgte hende væk, hvor han fulgte hende til, og om hun blev transporteret videre til fods, med bus eller bil. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om hun flygtede uden at fortælle sin nuværende mand, at eksmanden var kommet tilbage og havde truet med at stene hende, eller om hun fortalte ham herom samtidig med, at hun bad ham tage sig af børnene. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om hendes nuværende ægtefælle blev såret eller slået ihjel, da hendes eksmand skød ham i maven. Ansøgeren har også udbygget sin forklaring væsentlig med hensyn til, hvilke bestræbelser hun efterfølgende har gjort sig for at komme i kontakt med familien for at undersøge, hvad der er sket med ægtefællen og børnene. Nævnet skal videre bemærke, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være udrejst uden at sikre ægtefællen og deres fælles barn mod overgreb fra eksmandens side og uden at sikre sig, at hun havde mulighed for at komme i kontakt med familien. Nævnet har endvidere tillagt det nogen betydning, at det af den udarbejdede sproganalyse fremgår, at der er en meget høj sandsynlighed for, at ansøgeren kommer fra Bari- og Nugaal regionerne i det nordøstlige Somalia, mens det er meget usandsynlig, at hun kommer fra [en by] i det sydlige Somalia. Nævnet har på samme måde tillagt det en vis betydning, at ansøgeren har udvist et begrænset kendskab til det lokalområde, som hun angiver at stamme fra. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/80/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Uur Ku Heeb og muslim af trosretning fra Belet Weyne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles fader eller medlemmer fra dennes klan Hawadle, fordi ansøgeren har indledt et forhold til ægtefællen og har indgået ægteskab med denne i skjul. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, der skød og dræbte hans fader. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han blev kæreste med en kvinde ved navn [A] på et ukendt tidspunkt i 2014. Han kontaktede derfor hendes far for at anmode om hendes hånd. Faderen gav ham et henholdende svar. Samme dag blev hans skrædderforretning opsøgt af kvindens fader, som spurgte efter ansøgeren, som var hos frisøren. Kvindens fader og dennes mænd ødelagde butikken. Efter nogle dage opsøgte kvindens fader ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgerens opholdssted. Der opstod skyderi og ansøgerens nabo, som var til stede, blev skudt. Ansøgerens fader blev på et tidspunkt slået ihjel af ukendte personer, mens ansøgeren var sammen med ham. Ansøgeren modtog efterfølgende telefoniske trusler fra ukendte personer, som truede med, at han ville blive slået ihjel ligesom sin fader. Han udrejste af Somalia efter, at der var sprunget en bombe på hans bopæl. Ansøgeren blev gift med kvinden [A] dagen før han udrejste. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som utroværdig. Flygtningenævnet har herved været opmærksom på, at ansøgeren har oplyst, at han er analfabet, og at han har svært ved at huske tidspunkter. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på meget væsentlige punkter fremstår usammenhængende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sit kæresteforhold til [A], herunder hvornår de er blevet kærester, og hvornår de er blevet gift. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvilke personer der er blevet skudt og dræbt af [A’s] fader, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at en ansat i hans skrædderværksted blev skudt af [A’s] fader, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Ansøgeren har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at en ældre mand, som talte med [A’s] fader og som gav udtryk for, at ægteskabet mellem ansøgeren og [A] var lovligt, blev skudt og dræbt af [A’s] fader, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der ikke var en sådan episode, men at det var en nabo, som opholdt sig i ansøgerens hjem, der blev dræbt, da [A’s] fader opsøgte hjemmet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om granatangrebet på hans hjem, herunder om, hvornår det fandt sted. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om drabet på faderen, herunder tidspunktet for drabet og om ansøgeren blev indlagt på hospitalet, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han selv blev ramt og indlagt på hospitalet, samt at han blev beskyttet af regeringssoldater, da drabsmændene forsøgte at forfølge ham ind på hospitalet. Ansøgeren har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han holdt sig skjult efter drabet på faderen, og at granatangrebet fandt sted umiddelbart efter, at han vendte tilbage til sit hjem efter at have holdt sig skjult. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret blandt andet, at han ikke kan huske, hvornår drabet på faderen fandt sted, og at ansøgeren ikke var indlagt på hospitalet eller holdt sig skjult efter drabet, ligesom der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem drabet på faderen og granatangrebet på ansøgerens hus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation må antages at være af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage til Belet Weyne kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i byen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/8/SLN
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Galgaduud, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har solgt tobak. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som usammenhængende og konstrueret, og ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 forklaret, at han flygtede, fordi en gruppe på ca. 100 mennesker fra al-Shabaab forsøgte at stoppe ham en dag, hvor han havde været i [byen A] for at købe tobak til videresalg. Han oplyste samtidig, at han havde hørt om andre tobakshandlere, der var blevet mishandlet af al-Shabaab. Ved asylsamtalen [i starten af] 2016 oplyste ansøgeren, at han i månederne op til denne episode var blevet opsøgt af personer fra al-Shabaab tre gange i anledning af sit salg af tobak, og at han var blevet tilbageholdt to gange på deres base i henholdsvis 10 og 15 dage. Her blev han forhørt om salg af tobak, men efter at have benægtet ethvert kendskab hertil fik han lov at gå. Lederen af basen gav ham første gang besked om, at al-Shabaab ville undersøge tingene nærmere. Næste gang sagde lederen, at ansøgeren nok skulle komme til at indrømme sit salg af tobak en dag, og så ville han blive skudt. Fire måneder efter denne episode var ansøgeren i [byen A] for at købe tobak. På tilbageturen mødte han en gruppe på 40-50 mænd fra al-Shabaab. Han smed sine varer fra sig og løb mod [byen A], da han så gruppen. Mændene så også ham, men de skød ikke efter ham. Han så ikke, hvad de foretog sig, da han løb med ryggen til dem. Ansøgeren mener, at al-Shabaab ikke har foretaget sig yderligere med ham i forbindelse med tilbageholdelserne, fordi de vil have beviser. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han hele tiden har sagt, at der var ca. 100 mænd, som han stak af fra ind mod [byen A], og at de ikke turde skyde efter ham, fordi der var etiopiske AMISOM tropper uden for [byen A]. Ansøgerens forklaring om, at han skulle være blevet tilbageholdt flere gange af al- Shabaab på grund af mistanke om salg af tobak, og at han derefter skulle være blevet løsladt, fordi al-Shabaab ikke havde beviser imod ham, forekommer usandsynlig og utroværdig. Når dette sammenholdes med de øvrige oplysninger, forkaster Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i sin helhed. Efter baggrundsoplysningerne er der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [byen B] vil være i risiko for overgreb i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved sin blotte tilstedeværelse i byen. Flygtningenævnets flertal finder derimod, at byen [byen A] kan tjene som internt flugtalternativ. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at byen [A] er kontrolleret af AMISOM og SNA, jf. herved rapport af 12. oktober 2015 fra Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl i Østrig, ”Analyse der Staatendokumentation, Somalia, Lagekarten zur Sicherheitslage”, Udlændingestyrelsens rapport af september 2015, ”South Central Somalia, Country of Origin Information for Use ind the Asylum Determination Process” og EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, Februar 2016. Det fremgår endvidere, at det er muligt at rejse med fly til Dhuusamarreeb, som også er kontrolleret af AMISOM og SNA, og derfra komme videre til [byen A]. Ansøgeren er født i [byen A], der ligger ca. 45 km fra [byen B]. Ansøgeren var i 2-3 år forud for flugten flere gange om måneden i [byen A] for at handle, ligesom han har flere venner og bekendte i byen. Når dette sammenholdes med, at han er en ung mand uden helbredsmæssige problemer, vil det efter en samlet vurdering være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i [byen A] som et internt flugtalternativ, jf. herved blandt andet Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 91. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [byen A] i Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/79/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han er fra [byen A], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af [B] klanen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab, og at al-Shabaab vil slå hans familie ihjel, såfremt han nægter at lade sig rekruttere til al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Baggrunden herfor er dels, at ansøgerens oplysninger om, at han er født og opvokset i [byen A] i det sydlige Somalia ikke stemmer overens med resultaterne af sproganalysen [fra efteråret] 2015. Ifølge denne analyse er det usandsynligt, at han skulle stamme fra den sydlige Gedo-region, mens det i høj grad er sandsynligt, at han stammer fra det nordlige eller centrale Somalia eller grænseområder i nabolande hertil. Hertil kommer, at ansøgeren ikke kan nævne navne på landsbyer, der ligger tæt på [byen A], mens han er i stand til at angive navnene på flere distrikter i Gedo-regionen. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens postulat om, at han skulle være i fare for at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab i området omkring [byen A]. Baggrunden er endvidere, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiv i forhold til frygten for at blive dræbt af [B] klanen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, og at han har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger herom. Ansøgeren har oplyst, at han skulle være efterstræbt af familien til en dreng, som døde under en fodboldkamp efter at være stødt hårdt sammen med ansøgerens bror. Ifølge ansøgeren blev ansøgerens familie opsøgt af fire mænd fra drengens familie, som angreb dem med kæppe/træstykker og slog ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren har oplyst, at han selv blev slået bevidstløs under angrebet. Ansøgerens onkel har efterfølgende fortalt ansøgeren om episoden, herunder at de fire mænd sagde, at de også ville slå ansøgeren ihjel. De anså ham for at have del i drengens død, fordi ansøgeren havde været med til fodboldkampen. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om angrebet, herunder om hvem der opholdt sig uden for huset, da angrebet fandt sted. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at alle i den afdøde drengs familie var medlemmer af al-Shabaab og i øvrigt tilhørte den familie, som onklen var i konflikt med efter sin skilsmisse. Ansøgeren har ikke tidligere oplyst herom. Ansøgeren har om sin efterfølgende flugt desuden for Flygtningenævnet oplyst, at han var bevidstløs, da han blev bragt ud af hjemmet af sin onkel, og at ansøgeren først kom til bevidsthed under flugten til den etiopiske grænse, uagtet at ansøgeren tidligere har oplyst, at han blev enig med sin familie om at tage af sted. Flygtningenævnet har i øvrigt i forhold til vurderingen af ansøgerens troværdighed lagt vægt på, at det fremgår af oplysninger fra de tyske myndigheder, at ansøgeren i Tyskland er registreret med et andet navn og en fødselsdato angivet til [slutningen af] 1995. Han har ligeledes medbragt en kvittering fra Tyskland [fra sommeren] 2014 for en pengeoverførsel til ”Hargeisa – Somalia” i dette navn, men har under sin forklaring for Flygtningenævnet afvist at have foretaget en sådan. Det er på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/78/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger, født og opvokset i Qoryooley. Han tilhører hovedklanen Garjante, subklanen Ali Moog, familieklanen […]og er sunni muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren at blive dræbt af Al-Shabaab. Endvidere frygter han medlemmer af Harbagedir-klanen, fordi en af klanens medlemmer har overtaget ansøgerens hus i Qoryooley. Ansøgeren har til sagen forklaret, at han i 2009 blev pisket to gange af medlemmer af Al-Shabaab. Første gang blev han beskyldt for at komme fra en dårlig familie og for ikke at være aktiv i moskéen. Anden gang blev han pisket, fordi han havde spillet fodbold med nogle drenge. Ansøgerens ægtefælle og parrets piger blev pisket flere gange, fordi de ikke gik korrekt klædt. I slutningen af 2009 flygtede ansøgeren og ægtefællen på grund af konflikterne med Al-Shabaab sammen med deres børn til byen […]. I begyndelsen af 2010 udrejste ansøgeren til Yemen. I slutningen af 2013 ringede ansøgerens ægtefælle til ham og fortalte, at medlemmer af Al-Shabaab havde opsøgt hende på bopælen og havde forlangt, at ansøgerens døtre, […], skulle giftes med medlemmer af Al-Shabaab. I [foråret]2014 vendte ansøgeren tilbage til Sablaale fra Yemen. Omkring [efteråret]2014 opsøgte to bevæbnede mænd fra Al-Shabaab ansøgeren og ægtefællen på bopælen i […]. Ansøgeren og ægtefællen var på bopælen sammen med tre af deres børn, mens pigerne Iman og Ifrah var hos en nabo. Mændene fra Al-Shabaab sagde til ansøgerens ægtefælle, at hun skulle hente parrets børn hos naboerne. I stedet henvendte ægtefællen sig til naboerne, som var militsfolk fra Bir Mal klanen og forklarede, at Al-Shabaab ville tage deres piger. Tre naboer kom hen til ansøgerens og ægtefællens bopæl og beskød mændene fra Al-Shabaab. Der opstod en ildkamp, hvorunder ansøgerens far blev dræbt. Ansøgeren flygtede hen til en ven af faderen, mens hans ægtefælle og børn skjulte sig hos nogle naboer. I [efteråret] udrejste ansøgeren med fly til […]. Han rejste på et pas, som en agent havde fået lavet til ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor Al-Shabaab opsøgte hans bopæl for at hente hans døtre. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at der kom én nabo til stede, og at der var en diskussion, inden skyderiet begyndte. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der kom tre naboer til stede, at disse straks begyndte at skyde, og at de ikke var klar over, at de skød mod Al-Shabaab-medlemmer. Under nævnsmødet har ansøger oplyst, at han ikke er bekendt med, om der senere er sket disse naboer noget. Videre forekommer det usandsynligt, at ansøgeren, såfremt formålet med at flygte var at undgå at bortgifte sine døtre til Al-Shabaab, uden planlægning og nærmere aftaler meddelte sin hustru, at hun skulle rejse i sikkerhed med børnene, hvorefter ansøgeren få dage senere forlod Somalia alene. Det forhold, at ansøgeren i 2009 to gange blev udsat for piskeslag, må betragtes som et afsluttet forhold, der ligger langt tilbage i tid. Ansøgeren forlod Qoryooley og familiens hus i 2009 og er aldrig blevet opsøgt eller har modtaget trusler fra Harbagedir-klanen. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vil kunne tage ophold i Qoryooley.” Som 2016/75/MNR
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger, født i […], Lower Shabelle, og opvokset i Mogadishu. Han tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Murusade, subsubklanen […], familieklanen […]og er sunni muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren at blive dræbt af sine to fætre, […], der begge er medlemmer af Al Shabaab. Ansøgeren har forklaret til sagen, at han havde en fødevarebutik i [en bydel] i Mogadishu. Butikken lå ved siden af en café, hvor der var mange regeringssoldater. I [foråret 2014]blev ansøgeren ringet op af sine fætre […], som ville have ham til at samarbejde med dem. Ansøgeren nægtede at samarbejde, fordi han vidste, at fætrene var involveret i at sprænge folk i luften. Da ansøgeren nægtede at samarbejde, beskyldte fætrene ham for at være spion for myndighederne. Efterfølgende truede fætrene ansøgeren to gange telefonisk. [Senere i foråret] opdagede ansøgeren en mine foran sin butik. Han tilkaldte nogle vagter, som fjernede minen. [Den følgende nat] trængte fætrene ind i ansøgerens hus. De slæbte ansøgeren udenfor huset og skød ham i alt syv gange. En af ansøgerens naboer, som var politimand, kom til stede, efter at have hørt skyderierne. Fætrene flygtede efter at naboen kom til stede. Ansøgeren blev herefter i bevidstløs tilstand bragt til […]-hospitalet, hvor han var indlagt i cirka seks måneder. I [efteråret]2014 fik ansøgeren udstedt pas ved sin fætters hjælp. Fætteren, som arbejdede i lufthavnen, skaffede ansøgeren passet, mens ansøgeren var indlagt på hospitalet. Efter at være udskrevet fra hospitalet tog ansøgeren direkte ud i lufthavnen, hvorfra han udrejste legalt til Sudan. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at uanset forholdene i Mogadishu siden ansøgerens udrejse er væsentligt forbedret, herunder at Al-Shabaab ikke har kontrol med nogen områder af byen, kan Al-Shabaab stadig udføre angreb overalt i Somalia. Da ansøgeren har nægtet at samarbejde med Al-Shabaab, repræsenteret ved to af hans fætre, og da han i Mogadishu blev angrebet af disse fætre ved et overfald, hvor han blev ramt af ti skud, finder et flertal af Nævnet, at ansøgeren er profileret i forhold til Al-Shabaab i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Som 2016/76/MNR
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali fra […] klanen og sunni-muslim fra Jilib, Jubada Dhaxe regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt eller tvangshvervet af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] blev indkaldt på sin bopæl af en bevæbnet soldat fra al-Shabaab til et orienteringsmøde i det lokale distriktshovedkvarter i Jilib sammen med 60 andre personer. Her blev de oplyst, at al-Shabaab skulle bruge dem til kamphandlinger. Ansøgeren og de 60 andre skulle melde sig igen hos al-Shabaab i byen kl. 09.00, fire dage senere. Ansøgeren tog hjem til sin ægtefælle og deres otte børn og fortalte om, hvad der var sket, hvorpå ansøgerens ægtefælle rådede ham til at udrejse af landet. Ansøgeren forlod hjembyen og syv dage senere udrejste han til fods og krydsede grænsen til Kenya. Under ansøgerens ophold i Danmark har ansøgerens ægtefælle i [efteråret] 2015 telefonisk oplyst ham om, at al-Shabaab har overtaget hans jord og deres hjem i […] Jilib, fordi ansøger ikke ville være medlem af gruppen. Ægtefællen og børnene har herefter taget ophold hos hendes forældre i Kismayo, som al-Shabaab ikke kontrollerer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om al-Shabaabs forsøg på at hverve ham til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende herom, herunder om dato, antal mødedeltagere og hvordan han kom til mødet. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har en konkret konflikt med al-Shabaab. Under hensyn til forholdene i hjembyen Jilib, hvor al-Shabaab har magten, finder Flygtningenævnet, at der må tages stilling til, om der findes et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at Kismayo kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens ægtefælle opholder sig der hos sin familie, og at der ikke er grundlag for at antage, at al-Shabaab vil efterstræbe ansøgeren i Kismayo, eller at ansøgeren skulle risikere overgreb som følge af en klankonflikt. Nævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger om klankonflikt er ganske overordnede og ukonkrete. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/75/ABP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Shikhal, subklanen […] og er sunni-muslim. Ansøgeren har angivet at være fra Baidoa, Bay, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil slå hende ihjel, fordi hun har nægtet at arbejde for dem, og fordi hun har været ansat på et offentligt hospital i Mogadishu. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun modtog et telefonopkald fra et ukendt medlem af al-Shabaab på et ukendt tidspunkt efter, at hendes anden ægtefælle blev kidnappet. Personen oplyste, at han var imod ansøgerens arbejde på et offentligt hospital. Han forlangte, at hun skulle arbejde for al-Shabaab, hvorefter vedkommende lagde på. Ikke lang tid efter det første opkald, blev ansøgeren igen ringet op af et ukendt medlem af al-Shabaab, som sagde, at hun fortsat arbejdede på hospitalet og ikke havde efterlevet deres ordre. Efter endnu et stykke tid blev ansøgeren kontaktet telefonisk for tredje gang. Under denne telefonsamtale, sagde vedkommende, at ansøger skulle dræbes og have skåret halsen over med kniv. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at ansøgeren taler dialekten may may. Nævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at hun er uddannet som sygeplejerske eller har været ansat på [et hospital], som det fremgår af den fremlagte erklæring herfra. Flygtningenævnet tager derfor ikke anmodningen om udsættelse af sagen for at skaffe yderligere oplysninger herom til følge. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har på en række centrale punkter forklaret divergerende, og forklaringen om asylmotivet fremstår ikke sammenhængende og overbevisende. Ansøgeren har generelt haft svært ved at tidsfæste forløb og begivenheder i forhold til væsentlige begivenheder som f.eks. sine børns fødsler eller sin anden ægtefælles forsvinden. Ansøgeren har ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 forklaret, at hendes konflikt med al-Shabaab startede efter, at hendes anden mand blev kidnappet for 4 år siden. Hun blev på et ikke nærmere angivet tidspunkt kontaktet, da hun en dag var ved at forlade sit arbejde. Der var en dame, som fortalte hende, at der var blevet ringet til ansøgeren. Ansøgeren fulgte med hen i en nærliggende butik, hvor hun telefonisk fik at vide, at al-Shabaab godt vidste, at hun arbejdede for myndighederne, og at hun i stedet skulle arbejde for al-Shabaab. Ansøgeren forklarede videre under motivsamtalen [i sommeren] 2015, at hun næste gang blev kontaktet af al-Shabaab ca. 3 måneder senere, men dog ikke kunne sige det helt præcist. Det skete også telefonisk og gennem henvendelse fra en beboer i kvarteret, mens ansøgeren var hjemme og opholdt sig uden for sin bopæl. Hun fik at vide, at al-Shabaab vidste, at hun stadig arbejdede på regeringens hospital, selv om de havde sagt, at hun skulle stoppe med det. Den tredje henvendelse fra al-Shabaab kom også, mens hun var derhjemme. Der gik kortere tid mellem denne henvendelse og den anden henvendelse end mellem de to første – måske én måned. Ved denne lejlighed blev hun truet med at blive slået ihjel. Under asylsamtalen [primo] 2016 forklarede ansøgeren, at hun modtog den første henvendelse fra al-Shabaab, da hun lige var startet med at arbejde på hospitalet […] umiddelbart efter, at hun havde afsluttet sin uddannelse som sygeplejerske i 2001-2002. Hun oplyste videre, at den anden henvendelse fra al-Shabaab skete omkring en uge efter første opkald, og at den tredje henvendelse kom omkring 20 dage efter. Senere under samme samtale har ansøgeren bekræftet, at den første henvendelse fra al-Shabaab kom i 2014. Ansøgeren har for Flygtningenævnet herom yderligere forklaret, at hun ikke har forklaret, at hun fik en henvendelse fra al-Shabaab, da hun lige var uddannet. Hun kan i øvrigt ikke huske, hvornår hun første gang blev kontaktet af al-Shabaab, og hvor lang tid der gik i mellem de enkelte henvendelser. Ansøgeren har under motivsamtalen [i sommeren] 2015 forklaret, at hun fik brændt tre tæer, inden al-Shabaab dræbte hendes første mand, mens hun under asylsamtalen [primo] 2016 har oplyst, at hun ikke på noget tidspunkt fysisk er blevet kontaktet af al-Shabaab. Derimod brækkede hun tre tæer, da hendes mand faldt over hende, da han blev skudt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet herom yderligere forklaret, at der var tale om, at hun brækkede fire tæer, da hendes mand faldt ind over hende. Ansøgeren har under asylsamtalen [primo] 2016 forklaret, at hun gjorde sin uddannelse færdig i 2002. Hun har oplyst, at uddannelsen tog 2 år og startede i 2001. Hun har ikke kunnet redegøre nærmere for, hvordan det kan være, at uddannelsesbeviset angiver, at uddannelsen varede fra 1. januar 2000 til den 30. december 2001. Hun har også oplyst, at hun arbejdede i ni år på hospitalet […], hvor hun startede med at modtage løn i 2003. Hun har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvorfor disse oplysninger ikke stemmer med erklæringen [hospitalet] dateret [i foråret] 2015, hvorefter hun var ansat på hospitalet i perioden fra [foråret] 2007 til [primo] 2014. Hun har endvidere oplyst, at erklæringen blev udstedt 1-2 måneder før hendes udrejse, som hun i motivsamtalen og senere i asylsamtalen angav som sket i [foråret] 2014. Ansøgeren har for Flygtningenævnet herom yderligere forklaret, at det ikke betyder så meget, hvornår en anbefaling er dateret. Ansøgeren har under motivsamtalen [i sommeren] 2015 forklaret, at hun ikke vidste, hvad rejsen fra Somalia til Danmark havde kostet, men at hendes kollegaer havde samlet penge sammen til hendes rejse. Hun vidste endvidere ikke, hvilke lande hun var kommet igennem, inden hun fløj til Danmark. Under asylsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at både naboer og kollegaer havde indsamlet 10.000 dollars til hende til at betale rejsen, og at hun under udrejsen befandt sig på vejen til Etiopien og kørte forbi sin hjemby Baidoa. Ansøgeren har for Flygtningenævnet herom yderligere forklaret, at der var tale om, at hun rejste i en gruppe med syv andre kvinder, som overtalte agenten til at lade hende rejse med uden betaling. Ansøgeren har under sagen i øvrigt oplyst, at hun aldrig har haft konflikter med myndighederne i Somalia, og at hun ingen konflikter oplevede med al-Shabaab i de år, hvor hendes anden ægtefælle arbejdede for militæret i Mogadishu, inden han forsvandt. Hun er endvidere ikke blevet opsøgt af al-Shabaab op til eller i perioderne mellem de opkald, hun angiveligt modtog fra al-Shabaab. Efter baggrundsoplysningerne er sikkerhedssituationen i Mogadishu blevet væsentligt forbedret de seneste år. Al-Shabaab er blevet væsentligt svækket som gruppe og fordrevet fra Mogadishu. Det fremgår endvidere af UK Home Offices rapport ”Country Information and Guidance Somalia”, udgivet i marts 2016, at al-Shabaab primært efterstræber personer/mål, der har med den somaliske regering og dens internationale støtter at gøre. Efter det oplyste efterstræbte al-Shabaab ikke ansøgeren under hendes ægteskaber med to mænd, der var ansat i den somaliske regerings militær, eller i årene efter bortførelsen af den anden ægtefælle for omkring fem år siden. Det forekommer på den baggrund ikke sandsynligt, at al-Shabaab skulle efterstræbe hende af de grunde, som hun har forklaret. Der er i øvrigt ikke grundlag for at anse den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu for at være af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke er uden netværk og familie i tilfælde af en tilbagevenden til Mogadishu. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/74
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra landsbyen […], som ligger i regionen Jubbada Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin far, sin ægtefælle eller sine brødre, fordi hun er flygtet fra dem og senere udrejst af Somalia. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hun vil blive fængslet eller slået ihjel af de somaliske myndigheder, fordi hun er gift med en mand, der er medlem af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes forældre blev skilt, da hun var 13 år gammel. Herefter mistede hun kontakten til sin far. Hendes far blev medlem af al-Shabaab i 2011 eller 2012. Hendes brødre, […], […] og […], blev medlem af al-Shabaab omkring 2012 eller 2013. I sommeren 2013 blev ansøgeren gift med en mand ved navn […]. Omkring et år efter indgåelsen af deres ægteskab blev ansøgeren opsøgt af sin far, imens [hendes ægtefælle] var i Kismayo for at søge arbejde. Hendes far fortalte, at hun skulle indgå ægteskab med et al-Shabaab medlem ved navn […]. Da [ansøgerens ægtefælle] kom hjem, fortalte ansøgeren ham, hvad hendes far havde sagt, hvorefter [ansøgerens ægtefælle] besluttede sig for at flygte. Ti dage efter [ansøgerens ægtefælles] flugt blev ansøgeren opsøgt af sin far og [sin nye ægtefælle], som tvang hende ind i deres bil. Ansøgeren blev herefter kørt til et ukendt skovområde og placeret i en hytte, hvor hun opholdt sig i tre måneder. [Ansøgerens nye ægtefælle] opholdt sig indimellem i hytten sammen med ansøgeren og udsatte hende for overgreb et ukendt antal gange. Efter tre måneder lykkedes det ansøgeren at flygte. Hun gik i en tilfældig retning, hvorefter hun endte i byen […]. Her fik hun hjælp af en familie, og næste morgen fik hun et lift af en mælkebil til byen Kismayo. Chaufføren satte ansøgeren af foran politistationen i Kismayo, hvorefter hun blev tilbageholdt i tre måneder. Chaufføren vidste, at ansøgeren var datter af et al-Shabaab medlem, hvilket han havde fortalt politiet. Ansøgeren blev løsladt fra fængslet, fordi en person ved navn […], som var ansat i fængslet, etablerede kontakt til ansøgerens morbror, som boede i Kismayo. Ansøgerens morbror fik hende løsladt efter flere møder med politiet. Med økonomisk støtte fra sin morbror ved navn […], som bor i USA, udrejste ansøgeren af Somalia i slutningen af 2014. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemområde, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger er kontrolleret af al-Shabaab, vil være i risiko for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at betingelserne i dette tilfælde er til stede for at henvise ansøgeren som enlig kvinde, uden anden tilknytning til byen end de nedennævnte familiemedlemmer, til som internt flugtalternativ at tage ophold i Kismayo. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren, på grund af sin fars tilknytning til al-Shabaab, har været tilbageholdt af myndighederne, at hendes moster, på grund af frygt for ansøgerens far, ikke har turdet tage kontakt med hende, og at hendes morbror efter hendes forklaring kun har turdet huse hende i tre dage, inden han hjalp hende ud af landet. Endelig er der herved henset til baggrundsoplysningerne om al-Shabaabs tilstedeværelse i og omkring Kismayo. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. soma/2016/73/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [byen A], Hiiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af [B’s] familieklan ved navn [C], idet ansøgeren er blevet beskyldt for at have kastet en forbandelse, og idet de tidligere har haft en konflikt over ejerskabet af en brønd i byen [D]. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at der har været en tvist om rettighederne til en brønd på ansøgerens hjemegn. Derimod finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sagens øvrige omstændigheder, herunder omstændighederne i forbindelse med brorens død og anholdelsen i Mogadishu, fremstår utroværdige og konstruerede. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det er påfaldende, at han i forbindelse med episoden på caféen i Mogadishu alene blev anholdt, når han har forklaret, at det reelt var ham, der var efterstræbt på livet i forbindelse med den tidligere episode, hvor hans bror ved en fejl blev dræbt. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at klageren efter sin angivelige løsladelse mod kaution forblev i Mogadishu i en periode, og at han i den forbindelse afventede udstedelsen af såvel pas som visum til Dubai. Det er desuden påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med, at han rejste fra hjemegnen, efterlod sin ægtefælle og børn, også henset til, at ansøgeren har forklaret, at ægtefællen efterfølgende har måttet forlade området. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes, at hans ægtefælle tilhørte samme klan som [B] og hans sønner, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er efter nævnets opfattelse også påfaldende, at [B’s] søn kunne finde ansøgeren i hovedstaden Mogadishu, og at ansøgeren uden problemer boede i byen en måned, før [B’s] søn og hans politikolleger fandt, opsøgte og tilbageholdt ansøgeren. Endelig forekommer det i lyset af oplysningerne om, at ansøgeren var løsladt på kaution påfaldende, at ansøgeren legalt kunne udrejse af landet. Efter en samlet vurdering af disse oplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om sikkerhedssituationen i Somalia, herunder Mogadishu, tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn, herunder byerne [A] og [D], vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder imidlertid på baggrund af de nævnte baggrundsoplysninger, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu, idet det vurderes, at han der ikke vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ved denne vurdering, som skal foretages i overensstemmelse med Handbook pkt. 91 og UNCHRs guidelines on International Protection af 23. juni 2003 afsnit II C, er der foretaget en samlet bedømmelse af oplysningerne om ansøgerens forhold. Det er herunder indgået, at ansøgeren har oplyst, at han har familie i Mogadishu. Det er desuden tillagt vægt, at ansøgeren er ung, rask og arbejdsduelig. Han vil derfor have mulighed for at etablere sig i Mogadishu på et rimeligt niveau. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/72/LAJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra Hargeysa i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for chikane og diskrimination af de personer i Hargeysa, der tidligere har udstødt og chikaneret ham, fordi han er opvokset uden forældre, at han frygter nye konflikter med en dreng ved navn Najah, som i 2009 stak ham i ryggen, og at han som klanløs har begrænsede muligheder for at etablere sig et familieliv i Somalia, ligesom han ikke selv kan vælge, hvem han skal indgå ægteskab med. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han blev født uden for ægteskab i Beledweyne, og at det blev besluttet, at han skulle vokse op hos sin moster i Hargeysa, da han var to år gammel. Han blev igennem sin opvækst chikaneret og holdt uden for, fordi han blev anset for at være forældreløs og uden et klantilhørsforhold. Han blev behandlet dårligt hos sin moster, hvorfor han har klaret sig selv, siden han var 11 år gammel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2009 blev opsøgt af Najah og to andre drenge fra hans kvarter i Hargeysa, som tidligere havde bestjålet ham på åben gade. De tre drenge gik tæt på ham og spurgte, hvad han havde på sig. Da han forsøgte at løbe fra dem, stak Najab ham i ryggen med en kniv. Han var som følge heraf indlagt på hospitalet i fem dage, hvorefter han anmeldte episoden til myndighederne, som han dog ikke modtog hjælp fra. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans opvækst og familiemæssige forhold i hjemlandet til grund, herunder at han er opvokset hos sin moster i Hargeysa, hvor han boede, fra han var to år, til han var 11 år, at han under opvæksten har oplevet chikane og blive holdt uden for og talt ned til, fordi han var forældreløs og ikke havde noget tilhørsforhold til nogen klaner, og at han en gang i 2009 blev angrebet af en dreng og stukket i ryggen med en kniv. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, som ansøgeren har været udsat for, har haft en sådan karakter og intensitet, at den kan betragtes som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at chikanen efter ansøgerens forklaring opstod i forbindelse med, at han tilfældigt stødte ind i folk i byen, at de tiltalte ham med nedsættende ord, og at han nogle gange blev bestjålet, hvilket stoppede, da han holdt op med at gå med penge. Episoden med knivstikkeriet skete efter ansøgerens forklaring i 2009, og han er derefter ikke blevet udsat for fysisk vold af den pågældende. Han er heller ikke efterfølgende blevet udsat for drabsforsøg. Oplysningerne om ansøgerens vanskelige levevilkår i hjemlandet, som angiveligt værende uden tilhørsforhold til en klan, er ikke i sig selv asylbegrundende. Herefter, og da de generelle forhold i Somalia ikke kan begrunde asyl, finder nævnet sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/71/CEB
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Beledweyne i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin far eller Mohamed, som hendes far har solgt hende til, og som vil udnytte hende seksuelt, ligesom hun frygter, at Mohamed vil videresælge hende til andre mænd, der ligeledes vil udnytte hende seksuelt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far i mange år har været misbruger af khat, og at han i en årrække har slået hendes mor, fordi mor ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler til betaling for hans misbrug. Omtrent en måned inden hun udrejste af Somalia, blev hendes mor opmærksom på, at hendes far ikke længere forlangte at få penge til at købe khat for. Ansøgerens mor konfronterede faren herom, og i den forbindelse oplyste han, at han havde solgt ansøgeren til Mohamed. Inden ansøgeren flygtede, blev hun fire gange overfaldet af sin far. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdigt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fremstår usammenhængende og divergerende. Nævnet finder ikke, at dette alene kan forklares ved, at ansøgeren efter det oplyste, har vanskeligt ved datoer og tidspunkter. Til oplysning- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at manden, Mohamed, skulle betale penge for hende, og at hun så skulle giftes med ham. Hun havde set ham, men aldrig talt med ham. Under asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hendes far ikke havde aftalt med Mohamed, at hun skulle giftes med ham, men alene at han kunne udnytte hende seksuelt mod, at hendes far fik penge af ham. Ansøgeren forklarede endvidere under asylsamtalen, at hun på intet tidspunkt havde set Mohamed, at hun spurgte sin mor, hvem Mohamed var, og umiddelbart efter forklarede hun, at alle i landsbyen kendte Mohamed. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan og hvornår hun fik kendskab til aftalen mellem faren og Mohamed i forhold til tidspunktet for hendes udrejse, samt om farens overfald på hende. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun fik at vide af sin mor, at Mohamed ville giftes med hende, cirka en måned før hendes udrejse af Somalia og intet om overfald fra farens side. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at faren fortalte hende, at han havde solgt hende til Mohamed, at faren slog såvel hende som hendes mor samme dag, som han fortalte, at hun skulle over til Mohamed, og at ansøgeren med morens hjælp udrejste næste dag. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at faren næste dag – efter på ny at have udsat ansøgeren for vold – rejste til [en anden by], og at hun ikke så ham igen. Efterfølgende oplyste ansøgeren, at faren overfaldt hende igen de tre følgende dage efter meddelelsen om, at hun skulle tage over til Mohamed, og derefter rejste. Umiddelbart derefter oplyste ansøgeren, at der gik omtrent en måned, fra hendes far forlod deres hjem, og til hun selv udrejste, og at hun i mellemtiden opholdt sig i hjemmet. Samtidig oplyste hun, at moren hjalp hende med at udrejse dagen efter, at hendes far havde slået hende. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om finansieringen af hendes udrejse. Hun har således i asylskemaet oplyst, at den mand, hun skulle giftes med, havde givet hendes far nogle penge, og at hendes mor stjal pengene og gav dem til hende, til brug for udrejsen. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hendes mor havde betalt for rejsen ved at sælge halvdelen af familiens landbrug, mens ansøgeren var tilbageholdt i Libyen, og at hendes rejse til Libyen blev betalt af hendes mor, der havde hendes fars penge. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at flugten blev finansieret af hendes mor ved, at moren solgte sin jord, uagtet ansøgeren i indledningen til samtalen, havde oplyst, at hverken hendes far eller hendes mor ejede noget jord. Herefter og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har sandsynliggjort sit asylmotiv, finder nævnet sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at da nævnet ikke har lagt ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/70/CEB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører klanen Shanshin og er muslim fra [en mindre by] i Diinsor-distriktet, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab eller af medlemmer af Lugay-klanen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev gift med en kvinde fra Lugay-klanen imod hendes families ønske. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre medlemmer af al-Shabaab [primo] 2014 opsøgte ansøgerens fader i hans restaurant. De krævede 1.000 dollars af faderen og gav ham fem dage til at skaffe pengene. Efter fem dage kom der på ny tre medlemmer af al-Shabaab i restauranten, og de krævede pengene fra faderen og meddelte, at de i modsat fald ville tage ansøgeren med. Faderen oplyste, at han ikke havde pengene, og at han ikke ville afgive ansøgeren til dem, hvorefter de trak ham ud af restauranten og udsatte ham for fysiske overgreb. I den forbindelse løb ansøgeren hjem til sin bopæl, hvor han kort tid efter at være nået frem, mødte to af de personer, der var mødt op i faderens restaurant. De spurgte efter faderen og sagde, at han havde dræbt en mand fra al-Shabaab, og at de ville komme tilbage. Den følgende morgen kom seks mænd fra al-Shabaab til ansøgerens bopæl og førte ansøgeren til et afhøringslokale på en politistation. Her fik han at vide, at han inden 20 dage skulle betale blodpenge i form af 100 dromedarer eller et beløb på 100.000 amerikanske dollars, og at han i modsat fald ville blive slået ihjel. Efter 15 dage, og da ansøgeren havde indset, at han ikke kunne skaffe de 100 dromedarer eller pengene inden fristens udløb, anmodede han al-Shabaab om udsættelse af fristen, hvorefter den blev udsat i to måneder. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen forekommer på afgørende punkter divergerende og usandsynlig og forkastes derfor som konstrueret til lejligheden. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører frygten for forfølgelse fra al-Shabaab, lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at han og hans fader var på arbejde i deres skrædderforretning, da der [primo] 2014 ankom tre mænd fra al-Shabaab, der tog ansøgerens fader med, efter at faderen var blevet pisket. Under asylsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at de 3 mænd fra al-Shabaab kom til faderens restaurant, hvorfra faderen blev taget med. Skrædderforretningen var på det tidspunkt blevet lukket, og faderen havde åbnet en restaurant. Ansøgeren har vedrørende denne del af asylmotivet under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgeren var i et andet kvarter i landsbyen, da ansøgerens fader første gang [primo] 2014 blev opsøgt af al-Shabaab. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgeren var sammen med sin fader på spisestedet, da al-Shabaab første gang [primo] 2014 opsøgte hans fader. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgerens 65-årige fader efter at være blevet pisket og taget med af tre mænd fra al-Shabaab skulle have været i stand til at dræbe en af mændene, hvorefter han er flygtet. Det forekommer i øvrigt usandsynligt, at al-Shabaab først har givet ansøgeren en frist på 20 dage til at skaffe 100 dromedarer eller et beløb på 100.000 amerikanske dollars, og efter 15 dage på ansøgerens anmodning har indrømmet ham en yderligere frist på 2 måneder til at skaffe dromedarerne eller pengene. Ansøgeren har under de angivne frister ikke været under opsyn eller har været under nogen form for kontrol fra al-Shabaab, der i perioderne har givet ansøgeren et fritagelsesbrev. Flygtningenævnet finder ikke, at den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens frygt fra den klan, som hans tidligere ægtefælle, […], tilhører, udgør en reel asylbegrundende frygt. Der henvises til, at ansøgeren senest under en telefonsamtale i 2010 er blevet truet af [den tidligere ægtefælles] farbroder, og at ansøgeren ikke herefter indtil sin udrejse i 2014 er blevet opsøgt eller truet af [den tidligere ægtefælles] familie, som ikke har givet ansøgeren problemer i øvrigt. Flygtningenævnet henviser desuden til, at ansøgeren har kunnet leve med sin ægtefælle uden indblanding fra hendes familie i perioden fra 2005-2010. Ansøgeren er ikke politisk, organisatorisk eller på nogen anden måde profileret, således at han efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan antages at ville blive efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden, og han kan derfor ikke antages at være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/7/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarernes betydning. Ansøgeren er fra hovedklanen Darod, subklanen […], og sunni muslim fra Baadheere i Gedo-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb af al-Shabaab og Talhed-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i Baadheere [primo] 2013 blev anholdt af al-Shabaab, som slog ham og tog ham med til politistationen. Ansøgeren, der i forbindelse med sit arbejde i sin fars butik kort tid forinden havde været i Kenya for at handle ind, blev af al-Shabaab beskyldt for at være kenyansk spion og været ansvarlig for et kenyansk luftangreb, hvorunder der blev kastet bomber over Baadheere. Det lykkedes samme dag ansøgerens far at få ham løsladt. Nogle timer senere kom al-Shabaab til familiens bopæl, hvor al-Shabaab spurgte efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at flygte ud af vinduet og videre til Kenya. Ansøgeren blev senere orienteret om, at hans far og bror havde været fængslet af al-Shabaab på grund af beskyldningerne mod ansøgeren. Broren blev senere dræbt i [en anden by] af en fra Talhed-klanen, der er allierede med den somaliske regering. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hans identitet til grund. Nævnet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at der kan have været modsætningsforhold mellem flere, nu afdøde, mandlige familiemedlemmer og al-Shabaab. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren selv, som omkring 14-årig, har været slået, anholdt og - efter løsladelse - eftersøgt af al-Shabaab, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren intet har skrevet herom i sit asylskema, hvor han ellers har skrevet udførligt om sit asylmotiv, herunder farens og brorens problemer. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet forklaret usikkert og til dels afglidende om de dele af forklaringen, der vedrører dette emne samt om, at han skulle være beskyldt for at være spion for og involveret i flybombardementerne. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring indeholder nogle uoverensstemmelser, der ikke isoleret set er afgørende, men som kan indgå i den samlede troværdighedsvurdering. Ansøgeren har været afhørt to gange af Udlændingestyrelsen, til hvem han dels har forklaret, at han blev anholdt af fire personer, men han har også forklaret, at han blev anholdt af to personer. Til styrelsen har han videre forklaret, at han blev slået bevidstløs ved moskeen, men han har også forklaret, at dette skete på stationen. Ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab gik rundt om familiens lille hus for at lede efter ansøgeren, men ikke kunne finde ham, da han havde gemt sig i noget halm ganske få meter fra huset, har endvidere ikke fremstået overbevisende, og er i sig selv mindre sandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed må der anlægges en lempeligere standard end for voksne ansøgere. Efter en samlet vurdering, og navnlig henset til, at ansøgeren intet har skrevet herom i sit asylskema, samt at han har forklaret usikkert og afglidende herom, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om anholdelsen og eftersøgningen af ansøgeren til grund. Herefter, og med bemærkning om, al-Shabaab ikke længere har kontrollen over Baadheere, tiltræder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i en konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/68/col
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Shiikhaal-klanen og er muslim af trosretning fra […], Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold, fordi der ikke er trygt i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2006 udrejste til Kenya på grund af den daværende borgerkrig i Somalia, og fordi fasteren, som hun boede hos døde. Ansøgeren ved ikke, om hun har noget familie i Somalia længere. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har hørt, at soldater kidnapper folk fra deres hjem, hvilket skete for hendes nabo, da hun boede i Somalia. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke har haft konflikter med myndigheder, privatpersoner eller religiøse eller kriminelle grupperinger i Somalia. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun udrejste af Somalia i 2006 på grund af nogle problemer, hun ikke vil fortælle nærmere om. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at hun ikke har haft konflikter med privatpersoner, myndigheder eller Al-Shabaab i Somalia, og ansøger er ikke profileret. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er sikkerhedssituationen i Mogadishu ikke af en sådan karakter, at enhver alene ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb. Ansøgerens problemer med sin ægtefælle og/eller svigermor i Kenya er af privatretlig karakter og ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Ansøgeren har forklaret afglidende om sine familieforhold, herunder om, at hun ikke ved, om hendes far er død, og ikke ved, hvornår hendes mor døde. Videre har ansøgeren forklaret, at hun voksede op hos sin faster i Somalia sammen med dennes fire børn, hvoraf tre er drenge. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hun ikke har noget netværk i Somalia. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/67/lrn
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt, ligesom sin broder og kollegaer, da al-Shaabab og klanmedlemmer til de afdøde personer vil hævne sig på ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han påbegyndte sit job, som livvagt og chauffør, [i begyndelsen af] 2014 for borgmesteren […] i område fire i Mogadishu. [I sommeren] 2014 var ansøgeren, tre kollegaer og borgmesteren ud at køre om aftenen i Mogadishu. De mødte tre al-Shaabab medlemmer, som var i gang med at placere en vejsidebombe. Al-Shaabab medlemmerne åbnede ild mod ansøgeren og kollegaerne, da de steg ud af bilen. De besvarede skuddene, hvorefter et al-Shaabab medlem afgik ved døden, mens de to andre medlemmer overgav sig og blev bragte til politistationen. På politistationen blev ansøgeren og kollegaerne mødt af ældre fra klanerne Murursade og Ceyr, herunder fædrene til de to tilbageholdte medlemmer af al-Shaabab, som krævede medlemmernes løsladelse samt blodpenge for drabet af det ene al-Shaabab medlem. Ti dage senere blev de to medlemmer af al-Shaabab dømt til døden og henrettet. [I sommeren] 2014 blev borgmesteren dræbt ved en vejsidebombe i Mogadishu. Ansøgeren var til stede i bilen, da uheldet skete, og han deltog den efterfølgende dag i begravelsen. [I sommeren] 2014 var ansøgeren og en kollega på vej til politistationen for at tale med politichefen. De blev på vej derhen konfronteret af tre maskerede mænd, som affyrede skud mod dem. Kollegaen blev dræbt ved et skud og afgik ved døden på stedet, men det lykkedes ansøgeren at flygte hen til politistationen. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens tredje kollega bortført og henrettet af en bande tilknyttet Shakur Mehaxey. Efter den hændelse levede ansøgeren i skjul indtil han udrejste. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens broder,[…], dræbt ved skud, da han besøgte ham i [vennens] bolig. Ansøgeren flygtede fra boligen til område seks i Biana i Mogadishu, hvor [vennens] anden ægtefælle boede. [I sensommeren] 2014 udrejste ansøgeren af Somalia. Ansøgerens udrejse blev finansieret af salget af ansøgerens moders hus [i sensommeren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen fremtræder udetaljeret og forekommer ikke selvoplevet. Ansøgerens forklaring om skyderiet og anholdelsen af de to Al-Shabaab medlemmer [i sommeren] 2014 fremstår usandsynlig, ligesom ansøgeren under motiv- og oplysningssamtalen har forklaret, at alle tre Al-Shabaab medlemmer skød efter ansøgeren og dennes kolleger, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2015 har forklaret, at kun det ene af Al-Shabaab medlemmerne var bevæbnet. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om omstændighederne, hvorunder han måtte aflevere sit våben. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at overborgmesteren opsøgte ham umiddelbart efter begravelsen af ansøgerens chef. Til samtalen med Udlændingestyrelsen at han blev tilsagt til politistationen, hvor han måtte aflevere sit våben til politimesteren, og under nævnsmødet, at både overborgmesteren og politimesteren var til stede under mødet på politistationen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem hans chef skulle møde, den aften, han blev dræbt af en bombe. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at chefen skulle møde overborgmesteren, […], mens ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans chef skulle mødes med politichefen, […]. Den generelle sikkerhedssituation i Somalia er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/66/lrn
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at repræsentanter fra al-Shabaab har henvendt sig til ham fire gange i perioden 2011 til 2014 for at opfordre ham til at tilslutte sig militsen. Den sidste gang ansøgeren blev opsøgt fandt sted i vinteren 2014, hvor han modtog et brev af en person med tilknytning til al-Shabaab. Denne henvendelse medførte, at han kort tid herefter udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist, divergerende og udbyggende herom, og forklaringen fremstår ikke selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har under de to samtaler i Udlændingestyrelsen og i mødet i nævnet forklaret skiftende om de nærmere omstændigheder i forbindelse med al-Shabaabs henvendelser til ham. I Udlændingestyrelsen har han forklaret, at der ved den første henvendelse kom en enkelt mand, mens han i nævnsmødet har forklaret, at der kom tre unge. Om den næste henvendelse har han i Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke selv var hjemme, men at hans forældre talte med dem, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han selv talte med dem. Om den sidste henvendelse fra al-Shabaab forklarede han i Udlændingestyrelsen [foråret] 2015, at en maskeret lille dreng afleverede et brev til ham, mens han til den næste samtale og i nævnsmødet har forklaret, at brevet blev afleveret af en maskeret mand på 20-30 år, hvis ansigt han dog genkendte. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist og skiftende om brevets indhold. Heller ikke den nye forklaring for nævnet om, at ansøgeren er efterstræbt i anledning af, at han for flere år siden bevidnede et drab kan nævnet lægge til grund. Også denne forklaring fremstår usammenhængende og konstrueret, og ansøgeren har ikke kunnet give en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke tidligere er fremkommet med oplysninger herom. Udlændingestyrelsen har ud fra de foreliggende baggrundsoplysninger vurderet, at ansøgeren ved tilbagevenden til sit hjemområde i Galgaduud vil være i risiko for overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu. Flygtningenævnet kan tilslutte sig, at Mogadishu kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Nævnet har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”COI Report – South and Central Somalia Country”, september 2015, og British Home Office ”Country Information and Guidance South and Central Somalia: Fear of Al-Shabaab”, marts 2016, og på at ansøgeren er en rask ung mand, der tidligere har boet i Mogadishu i en længere årrække. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/65/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Klageren var indrejst i Danmark i efteråret 1999. I efteråret 2000 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). I 2004 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Klageren udrejste af Danmark i sommeren 2013. Ultimo 2015 har Udlændingestyrelsen besluttet, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren tilhører klanen [navn på klan] og er fra Mogadishu, Somalia. Han er muslim af trosretning. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1999, og at han [i efteråret] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2013 udrejste til [et afrikansk land] for at hjælpe sin ægtefælle med at rejse tilbage til Somalia. [Ultimo] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han i den periode frivilligt har taget ophold i Somalia. Betingelserne i udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 for at anse opholdstilladelsen for bortfaldet, er således opfyldt. Ved en stillingtagen til, om opholdstilladelsen alligevel ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3, skal der på den ene side henses til, at klageren taler, læser og skriver dansk og har boet og opholdt sig i Danmark i omkring 14 år. Det må endvidere indgå med en vis vægt, at klageren har to børn i Danmark, men samtidig bør der henses til, at klagerens ekskæreste har den fulde forældremyndighed over det ene barn, som klageren ikke har haft konktakt med siden 2008, og at han aldrig har set det barn, som hans tidligere ægtefælle fødte umiddelbart efter skilsmissen i 2009. På den anden side taler det med vægt, at klageren ikke har betalt husleje eller andre faste udgifter i Danmark siden [sommeren] 2013 og senere er blevet sat ud af sin lejlighed og derefter frameldt CPR [ultimo] 2013, og at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, hvor han har boet hos sin svigerfamilie, ægtefælle og deres to fælles børn, og at klageren i en periode på omkring 18 måneder har boet i [navn på somalisk by, M], hvor hans ægtefælle yderligere har født et barn. Nævnet vurderer, at det ikke er godtgjort, at klageren har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af en periode på 12 måneder. Klagerens forklaring om, at han var forhindret i at vende tilbage på grund af uroligheder i [M], hvor al-Shabaab overtog kontrollen i august 2013, understøttes ikke af baggrundsoplysningerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at [M] blev befriet fra al-Shabaab i august 2012. Nævnet vurderer, at klageren ikke har en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, som kan indebære, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Efter en samlet afvejning tiltræder Flygtningenævnet herefter, at Udlændingestyrelsen har anset opholdstilladelsen for bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.”soma/2016/64/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i februar 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af de personer, som har forsøgt at skære halsen over på ham, og at han ikke har tilstrækkelige midler til at overleve. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han den […] marts 2008 blev opsøgt af tre mænd på sin bopæl i […]. Mændene gav ansøgeren bind for øjnene, og de låste ansøgeren inde på et værelse, som lå et stykke fra ansøgerens bopæl. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage, hvorefter de tre mænd førte ansøgeren til udkanten af […]. De tre mænd forsøgte at skære halsen over på ansøgeren. Ansøgeren opholdt dig herefter i et års tid hos nomader i en lille ukendt landsby udenfor […], hvor han modtog behandling. I den efterfølgende periode opholdt ansøgeren sig problemfrit udenfor […], indtil han udrejste af Somalia i [vinteren] 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at det er Al-Shabaab-medlemmer, der har forsøgt at skære halsen over på ham, til grund, idet dette alene beror på ansøgers egne formodninger, der ikke i øvrigt er underbygget. Det overfald, hvor ukendte gerningsmænd forsøgte at skære hans hals over, ligger tilbage i 2008, og ansøgeren har siden da og indtil sin udrejse i 2012 levet uden problemer i området omkring […] og i andre byer i Somalia. Nævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Somalia er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/63/ KIB
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Eyle, subklan [navn på subklan] og familieklan [navn på subklan] og er fra [bynavn], Gedo-regionen, Somalia. Hun er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgerens ægtefælle solgte tobak, ansøgeren hjalp med salget. En dag i [sommeren] 2014 kom medlemmer fra al-Shabaab og anholdt ægtefællen. Dagen efter kom fire medlemmer fra al-Shabaab og anholdt ansøgeren og førte hende til et fængsel i [bynavn]. De anholdt hende og ægtefællen, fordi det ifølge al-Shabaab er forbudt at sælge tobak. Ansøgeren var fængslet i to måneder. I forbindelse med fængslingen mistede hun sit ufødte barn. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen fortalt, at hun blev løsladt, da hendes svigerfader stillede en form for kaution for hende. Hun flygtede ud af Somalia dagen efter løsladelsen. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen overordnet gjort gældende, at der har været massive tolkeproblemer under sagens behandling hos Udlændingestyrelsen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives opholdstilladelse i henhold til loven. Det følger heraf, at en ansøger må sandsynliggøre det asylmotiv, som hun påberåber sig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har været tilbudt tolkning af sædvanligvis anvendte tolke, herunder tolke der har givet udtryk for, at de taler og forstår den dialekt, som ansøgeren anvender, og at der ikke har været kommunikationsproblemer. Set i det lys finder nævnet, at det må tillægges processuel skadesvirkning, at ansøgeren alene har villet medvirke til oplysnings- og motivsamtalen. Nævnet finder, at ansøgeren under denne har forklaret om forhold, hvor oplysningerne alene kan hidrøre fra ansøgeren selv. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har haft lejlighed til at gennemgå referatet og har her anført syv nærmere angivne korrektioner. Nævnet finder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret meget divergerende om centrale forhold, herunder om hendes løsladelse, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun blev løsladt efter to måneders fængsling, fordi hendes svigerfader efter henvendelse til vicefængselsinspektøren fik overtalt denne til at løslade ansøgeren, fordi han garanterede for hende. Hun har under nævnsbehandlingen forklaret, at hun fik udgang fra fængslet i forbindelse med, at hendes barn skulle begraves, hvorefter det under ceremonien lykkedes hende at flygte. Hun har endvidere forklaret udbyggende om fængselsopholdet, idet hun først under nævnsbehandlingen har oplyst, at hun efter omkring en måneds fængsel blev dømt til døden på grund af hendes deltagelse i tobakshandlen. Endvidere finder nævnet det helt usandsynligt, at hun umiddelbart derefter kunne vende tilbage til hjemmet og hente 4.000 US dollars, som angiveligt var gemt, når henses til hendes forklaring om, at hun og hendes ægtefælle var fattige og derfor var henvist til at handle med tobak for at overleve. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har noget familienetværk uden for Somalia, og at ansøgeren må anses for at have familienetværk i Somalia. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/62/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [navn på subklan] og familieklanen [navn på familieklan], og er fra Mogadishu. Han er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin familieklan eller al-Shabaab. Ansøgeren udrejste af Somalia i 1992. Ansøgerens faders familieklan accepterede ikke ægteskabet uanset, at ansøgerens farfader havde givet tilladelse til, at ansøgerens forældre giftede sig i 1965, selvom ansøgerens moder tilhører klanen [navn på moders klan]. I 2008 slog familieklanen ansøgerens broder ihjel på åben gade, og senere samme år udsatte de faderen for vold. Ansøgerens søster blev også slået ihjel i 2008 som led i en konflikt mellem to andre klaner. I 2010 slog al-Shabaab ansøgerens fader ihjel, idet han ifølge ansøgeren sad i ældrerådet i området, og idet de mistænkte ham for at samarbejde med regeringen. Ansøgerens moder og søn flygtede fra Mogadishu, da ansøgerens fader blev dræbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringen forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at der skulle bestå en konflikt med familieklanen på grund af ansøgerens faders indgåelse af ægteskab i 1965, navnlig når henses til, at ægteskabet var godkendt af ansøgerens farfader, uden at der har været konflikter i den anledning frem til 2008, hvor ansøgerens broder angiveligt blev dræbt. Dette skal sammenholdes med, at ansøgerens forældre og hans søn har kunnet opholde sig problemfrit på bopælen i Mogadishu frem til 2008. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren oprindeligt har oplyst, at han udrejste på grund af borgerkrigen og efter opfordring fra sin fader for at skaffe midler til at forsørge familien uden for hjemlandet. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der har bestået en konflikt med familieklanen. Vedrørende ansøgerens påberåbelse af, at han skulle stå i et modsætningsforhold til al-Shabaab finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort dette. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han aldrig har haft problemer med al-Shabaab, inden han udrejste i 1992. Nævnet har endvidere lagt vægt på, det alene beror på ansøgerens formodning, at hans faders modsætningsforhold til al-Shabaab vil kunne få følger for ansøgeren. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft et personligt modsætningsforhold til al-Shabaab og derfor må anses for ganske uprofileret. På baggrund af baggrundsoplysningerne vurderer nævnet, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu ikke længere er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage kan antages at være i reel risiko for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3. Den omstændighed, at ansøgeren nu på grund af diabetes har behov for behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/61/MKT
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hawiye og muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af tre mænd fra al-Shabaab. Han har videre henvist til, at han ønsker et bedre liv, og at han frygter at blive chikaneret af de somaliske myndigheder, idet han flere gange er blevet afpresset for penge og ejendele. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag på vej hjem fra et marked så tre mænd fra al-Shabaab skyde en anden mand. Ansøgeren kendte den ene af de tre gerningsmænd, [A]. En af de tre mænd så ansøgeren og løb efter ham. Ansøgeren løb fra ham og løb hjem og fortalte det til sin moder. Dagen efter tog han hjem til sin søster, hvor han efter tre dage blev ringet op af [A], som ville have ham til at arbejde for sig. Ansøgerens moder og fætter arrangerede, at ansøgeren skulle udrejse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig på grund af divergenser. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev forfulgt eller ej. Endvidere har ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at telefonsamtalen med [A] havde eksakt forbindelse med, hvad han havde set, mens han senere blandt andet for nævnet har forklaret, at der ikke i samtalen blev nævnt en sådan forbindelse. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren i sin anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans asylmotiv var opdigtet, mens han senere har opretholdt dette. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/60/sln
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører klanen Sheikhal og er sunni muslim fra Hargeisa, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun på et tidspunkt i 2010 indledte et forhold til en mand […]. [Manden] var opvokset hos en plejefamilie, hvorfor han ikke kendte sin slægt. På denne baggrund ville ansøgerens familie ikke acceptere et ægteskab mellem de to. [Primo] 2013 blev ansøgeren opsøgt af to af sine fætre, som truede med at slå hende ihjel, såfremt hun fortsatte sit forhold til [manden]. Senere [samme måned] 2013 blev hun hemmeligt gift med [manden], og i [foråret] 2013 blev hun gravid. Senere samme måned opsøgte hendes tre fætre hende og udsatte hende for overgreb, hvorefter hun aborterede. Efter i tre måneder at have været tilbageholdt på et værelse af hendes fætre og morbrødre blev hun løsladt. Herefter så hun med jævne mellemrum [manden] hos sin veninde […]. [Primo] 2014 blev ansøgeren igen gravid, og i [foråret] 2014 fik hun af sin familie at vide, at hun skulle tvangsgiftes med en mand […]. Tre dage herefter udrejste ansøgeren af Somalia. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at datteren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige kan lægges til grund. Flertallet anser det således for sandsynligt, at ansøgeren er blevet forfulgt af sin familie, der har begået alvorlige overgreb mod ansøgeren på grund af ansøgerens forhold og ægteskab med [manden], der er uden tilhørsforhold til en klan. Ansøgeren er blandt andet blevet udsat for vold, der har medført en abort, og ansøgeren er også blevet udsat for trusler om at blive slået ihjel. Overgrebene og truslerne har ført til ansøgerens udrejse, da hun i øvrigt havde fået at vide, at hun skulle indgå et tvangsægteskab med en mand, som hendes familie havde fundet til hende. Da hun udrejste fra Somalia, var hun gravid med sin datter, […], som blev født [i efteråret] 2014, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. [Manden] er far til barnet. På grund af sine konflikter med sin familie, og da ansøgeren ikke efter sin udrejse har haft kontakt med [manden], hvis opholdssted er ukendt, finder flertallet af Flygtningenævnets medlemmer endvidere efter en konkret vurdering af omfanget af konflikten med ansøgerens familie, at hun har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for asylbegrundende overgreb fra sin familie, som myndighederne ikke vil kunne beskytte hende imod. Desuden er det sandsynligt, at hendes datter vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje, såfremt ansøgeren vender tilbage til Somalia med sin datter. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren som enlig kvinde næppe vil kunne modstå det sociale pres for at lade sin datter blive omskåret. Flertallet finder herefter, at ansøgeren og hendes datter er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] og barnet […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2016/6/ADP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han bliver slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgerens to brødre blev slået ihjel af al-Shabaab i slutningen af september 2014. Ansøgeren blev underrettet om sine brødres død af en af ansøgerens venner. Herefter rejste de sammen hen til den kontrolpost, hvor drabet på ansøgerens brødre havde fundet sted. Ved kontrolposten fik han at vide af to unge mænd, at hans brødre var blevet slået ihjel af nogle maskerede mænd, og han antog derfor, at brødrene var blevet slået ihjel af al-Shabaab. Tre dage efter drabet på brødrene ankom tre mænd fra al-Shabaab til ansøgerens bopæl. Den ene mand opfordrede ansøgeren til at deltage i jihad. Ansøgeren nægtede at deltage, hvorefter manden begyndte at slå ansøgeren med en ledning. Kort efter ankom to yderligere mænd fra al-Shabaab, som begyndte at slå ansøgeren med en stok og med en machete i hånden, så ansøgeren besvimede. Da ansøgeren vågnede, var han i en fængselscelle. Dagen efter henvendte nogle medlemmer af al-Shabaab sig til ansøgeren med deres leder og fortalte ansøgeren, at de ville slå ham ihjel dagen efter. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet senere samme aften. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig og divergerende. Han har således blandt andet i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev opsøgt og fængslet af al-Shabaab tre måneder efter, at hans brødre blev dræbt, mens han senere til Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har forklaret, at der kun gik få dage mellem de to påståede episoder. Endvidere har ansøgeren til de norske myndigheder forklaret, at han alene var tilbageholdt i seks timer, mens han til de danske myndigheder har forklaret, at tilbageholdelsen varede mere end et døgn, før han flygtede. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, idet det tillige bemærkes, at baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i hjemområdet ikke findes at føre til en ændring heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/59/sln
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Jaaji og muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han havde et forhold til sin nuværende ægtefælle, inden de blev gift. Han frygter ydermere at blive slået ihjel af Hawiye-klanen, idet han er blevet chikaneret af klanen i tre til fire år. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Somalia, herunder tilstedeværelsen af al-Shabaab og andre militser samt den manglende sikkerhed. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han mødte sin nuværende ægtefælle for første gang for omkring fem år siden udenfor landsbyen, og at de efterfølgende mødtes hver anden aften i landsbyen i en periode på syv til otte måneder. Ansøgeren blev en aften, da han var sammen med sin ægtefælle, opsøgt af omkring ti personer fra al-Shabaab. De udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, hvorefter de tilbageholdte ham. Ansøgeren blev fængslet i [by], idet al-Shabaab anklagede ham for at have haft et forhold til en ugift kvinde. Han blev indledningsvist dømt til fængsling i tre år, men efter 2,5 år blev han dømt til døden. En aften kom en af vagterne i fængslet hen til ham om natten med en sav til ansøgeren. Ansøgeren savede sine lænker af og brugte en stige til at klatre over hegnet og flygtede derved fra fængslet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i tre til fire år er blevet chikaneret af personer fra Hawiye-klanen, idet de ville have, at han skulle aflevere alle de fisk, som han havde fanget i forbindelse med sit arbejde som fisker. Uanset om ansøgerens forklaring om at stamme fra den sydlige del af Muduq-regionen lægges til grund, hvilket i øvrigt efter den foreliggende sproganalyse må vurderes som usandsynligt, finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at ophold selv i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold ikke for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab er tilstrækkeligt til opnåelse af asyl. I den forbindelse bemærkes, at flertallet ikke finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om et modsætningsforhold til grund, idet hans forklaring herom i det væsentlige findes at kunne tilsidesættes som usandsynlig og divergerende på en række punkter. Det findes således usandsynligt, at hans senere ægtefælle over en periode på flere måneder regelmæssigt er mødtes med ansøgeren på en bænk midt i byen, ligesom det forekommer usandsynligt, at han som følge af det passerede først blev idømt tre års fængsel, som efter to års afsoning blev ændret til dødsstraf, som efter yderligere et år ikke var søgt eksekveret. Også omstændighederne omkring flugten findes usandsynlig. Endelig bemærkes, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han første gang talte med vagten, umiddelbart før denne hjalp ham på flugt, men for Flygtningenævnet har forklaret, at han har talt med den pågældende vagt adskillige gange under fængslingen. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring om at udsætte sagen på foretagelse af torturundersøgelse, idet resultatet heraf vurderes at være uden relevans for afgørelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelsesoma/2016/58/sln
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i år 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har forsøgt at rekruttere ham. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at familien til den kvinde, som han i Danmark har udsat for et seksuelt overgreb, vil hævne sig på ham, såfremt han vender tilbage til Somalia. Ansøgeren har desuden henvist til, at hans klan bliver undertrykt af andre klaner. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen om hans modsætningsforhold til al-Shabaab må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet finder således at det må anses for helt usandsynligt, at al-Shabaab angreb det hospital, hvor ansøgeren var indlagt udelukkende på grund af, at ansøgeren havde afslået at lade sig værge. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens påberåbte konflikt med al-Shabaab lægger otte-ni år tilbage i tid. Når henses hertil, og når henses til, at ansøgerens modsætningsforhold til al-Shabaab alene grunder sig på, at han ikke har villet lade sig værge, finder nævnet, at det er usandsynligt, at ansøgeren, som er en uprofileret person, fortsat vil være i al-Shabaabs søgelys. Nævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningernes oplysninger om, at al-Shabaab fra september 2015 er fordrevet fra Mogadishu, jf. Landinfos og Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2013: ”Update on security and human right issues in South-Central Somalia including Mogadishu samt Udlændingestyrelsens rapport ”South Central Somlia Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process”. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgerens klan er undertryk af andre klaner, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klankonflikten ikke har et sådant omfang og karakter, at den er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Heller ikke det forhold, at ansøgeren frygter repressalier fra familien til den kvinde, som han i Danmark har udsat for seksuelt overgreb, kan føre til et andet resultat. Nævnet vurderer, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil lide overlast fra den forurettede kvindes familie. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/57/LAJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som han forud for sin udrejse af Somalia blev forsøgt tvangsrekrutteret til. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de klaner, som hans familie i Mogadishu tidligere har haft konflikter med, ligesom han frygter at blive chikaneret og undertrykt, fordi han tilhører minoritetsklanen Ajuuraan. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hans farbroder underviste ham og andre elever i en koranskole […], da skolen blev opsøgt af medlemmer af al-Shabaab, som berordrede farbroderen til at udpege de elever, der var fyldt 12 år. Da farbroderen nægtede at udlevere sine elever, blev både han og ansøgeren tilbageholdt i al-Shabaabs fængsel i [byen]. Efter de havde været tilbageholdt i fem dage, blev ansøgeren kørt hen til en af al-Shabaabs træningslejre, hvor han fik at vide, at han skulle tage del i træningen. Næste morgen lykkedes det for ansøgeren at flygte. Dernæst kontaktede han sin anden farbroder, som arrangerede hans udrejse af Somalia. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han og hans familie tilhører minoritetsklanen Ajuuraan, som er en særlig udsat klan, og at hans lillebroder blev slået ihjel som følge af klankonflikterne, hvorefter ansøgeren som helt lille af sin familie i Mogadishu blev sendt til sin farbroder i [en by i Geedo-provinsen]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra [en by i Geedo-provinsen], og at han har boet der, mens al-Shabaab havde kontrollen over byen. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvad han og hans farbroder blev udsat for under den fem dage lange tilbageholdelse, og om hvorvidt hans faster af al-Shabaab blev taget med til fængslet samt om, hvem der vejledte ham om, hvordan han kunne flygte fra lejren. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at det var et al-Shabaab-medlem, der tidligere havde prøvet at hverve ham, som vejledte ham om, hvordan han skulle flygte. Ansøgeren har forklaret udbyggende om køreturen fra fængslet til træningslejren. Han har således først under nævnsmødet forklaret, at han var bagbundet og lå under nogle våben under køreturen. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret afglidende og vævende på spørgsmål om de nævnte divergenser og udbygninger, ligesom han ikke har kunnet forklare overbevisende om flugten fra træningslejren og om transporten til Etiopien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en vis udstrækning har været udsat for chikane fra andre klaner, fordi han tilhører en minoritetsklan, men at denne chikane ikke har haft en sådan intensitet og en sådan karakter, at der er tale om asylbegrundende forhold. For så vidt angår ansøgerens generelle troværdighed bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at han er født i 1998 i Mogadishu, men at der efter undersøgelse af ansøgeren er truffet afgørelse om, at han er født i 1996. Det bemærkes videre, at ansøgeren efter aldersundersøgelse har fremlagt en fødselsattest, hvoraf det fremgår blandt andet, at han er født i 1998 i [en by i Geedo-provinsen]. Ansøgeren er ikke fremkommet med en rimelig forklaring på angivelsen af fødestedet i fødselsattesten, og han var svaret afglidende på spørgsmål om attesten og om, hvordan han kom i besiddelse af den. For så vidt angår den generelle sikkerhedssituation i [ansøgerens hjemby i Geedo-provinsen] fremgår det af [de aktuelle] baggrundsoplysninger, at byen således ikke længere er kontrolleret af al-shabaab. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at ansøgeren ikke har haft individuelle konflikter med al-Shabaab, og at han ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på baggrund af disse og yderligere baggrundsoplysninger om [ansøgerens hjemby], at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til byen, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren er en ung mand, der efter det oplyste har familie og klantilhørsforhold i og omkring [hans hjemby]. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/56/CEB
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører klanen Jaaji, subklan […], subsubklan […], familieklan […] og er muslim af trosretning fra Jilib, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin fader, fordi hun er flygtet fra et ægteskab, som han har arrangeret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i efteråret 2012 indgik ægteskab med en mand ved navn [A]. Siden 2009 har ansøgeren haft et hemmeligt forhold til [A], idet hun vidste, at hendes fader ikke ville acceptere deres forhold og efterfølgende ægteskab. I efteråret 2012 opdagede hendes fader, at hun havde indgået ægteskab med [A], hvorfor faderen udsatte hende for fysiske overgreb og truede [A] på livet. [A] flygtede kort tid efter til Kenya. Herefter blev hun viet med en mand ved navn, [B], hvilket var arrangeret af hendes fader mod hendes vilje. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til [B], hvor hun jævnligt blev udsat for fysiske overgreb. Hun boede hos [B] og hans anden ægtefælle samt deres børn indtil hendes udrejse. Med hjælp fra [A’s] faster, [navn], udrejste ansøgeren af Somalia i sommeren 2014. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund, og forklaringen forkastes som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at det er usandsynligt, at ansøgeren mod sin faders vilje, har indledt et forhold til [A] i 2009, og at hun jævnligt kunne mødes med ham i ca. tre år, blandt andet på offentlige steder, uden at hendes fader fik kendskab til forholdet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at hun i 2012 har indgået ægteskab med [A], selvom hun var klar over, at hendes fader aldrig ville kunne acceptere ægteskabet. Det understøtter ansøgerens utroværdighed, at hun har forklaret divergerende om, hvornår hendes fader fik kendskab til forholdet. Under partshøringen [vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret, at faderen allerede i 2009 fik kendskab til forholdet, og at han derfor slog hende mange gange. Hun har under nævnsmødet derimod forklaret, at faderen først fik at vide, at hun havde et forhold til [A], efter at hun i [efteråret] 2012 var blevet gift med ham. Der lægges også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvornår hun blev gift med [B]. Under oplysnings- og motivsamtalen har hun forklaret, at hun blev tvunget til ægteskabet, dagen efter at faderen havde hentet hende hos [A]. Under partshøringen har hun imidlertid forklaret, at der gik tre nætter, før hun blev gift med [B]. Foreholdt divergensen har hun først forklaret, at hun ikke har sagt sådan, og derpå har hun oplyst, at hun blev viet med [B] dagen efter, at hun blev hentet fra [A]. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kan huske navnene på [B’s] anden ægtefælle og deres børn, selvom hun angiveligt boede sammen med dem fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2014. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at [B] og hendes fader opsøgte [A’s faster], hvor ansøgeren opholdt sig, efter hun var rejst fra [B]. De ledte efter hende i [A’s fasters] hus, men de kunne dog ikke finde hende, idet hun havde gemt sig under en seng. Hun har tidligere under asylsamtalen forklaret, at [B] kom forbi under hendes ophold hos [A’s faster], men at hun var ikke klar over, om han ledte efter hende. Ansøgerens utroværdighed sammenholdes med resultatet af sproganalysen, hvorefter det er usandsynligt, at ansøgerens sprogbrug er foreneligt med sprogbrugen i Jobbada Dhexe i det sydlige Somalia, hvor Jilib er beliggende. Utroværdigheden understøttes af, at ansøgeren ikke har været i stand til at give mere præcise oplysninger om Jilib, herunder om byens størrelse. Hun ved heller ikke, hvor mange, der bor i byen, og hun kan ikke oplyse det omtrentlige antal beboere. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun stammer fra det angivne område i Somalia, eller at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/55/THJ
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Belet Wayne, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Shiikhal, herunder subklanen […], som sin fader. Ansøgerens moders klan er Dir. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Hawadle-klanen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter al-Shabaab, fordi hans fader er soldat for den somaliske regering. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han og tre af hans venner i 2010 blev tilbageholdt af al-Shabaab, fordi de spillede fodbold under bedetiden. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb, fordi hans fader var soldat for den somaliske regering. Tre måneder efter ansøgerens løsladelse flyttede han hjem til sin morbroder, fordi han var blevet syg efter de overfald, som al-Shabaab havde udsat ham for. I 2013, da ansøgeren var blevet rask, flyttede han tilbage til Belet Wayne. Efter at ansøgeren var flyttet tilbage, opstod der kampe mellem ansøgerens moders klan, Dir, og Hawadle-klanen. I 2014 blev tre personer fra Hawadle-klanen slået ihjel af Dir-klanen. Som følge af dette blev ansøgeren og hans fætter [primo] 2015 overfaldet af medlemmer af Hawadle-klanen, som ønskede at hævne sig. Det lykkedes ansøgeren at flygte, imens hans fætter blev overfaldet med kniv. Ansøgeren har videre oplyst, at han seks dage efter overfaldet rejste til Mogadishu, hvor han befandt sig i fire uger hos sin søster, inden han udrejste til Kenya. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring, som har været konsistent og detaljeret, til grund. Vedrørende klankonflikten lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne vedrørende Belet Weyne og omegn til grund, at der i en længere periode har været en konflikt mellem Hawadle-klanen, der er den dominerende klan i området, og ansøgerens moders klan Dir. Denne konflikt har omfattet kamphandlinger, hvorunder personer er blevet dræbt og internt fordrevet. Hvad angår ansøgeren og hans families andel i klankonflikten lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens ene morbroder, […], blev dræbt under en af disse klankampe, og at ansøgerens anden morbroder, […], har derefter været involveret i en klankamp, hvorunder tre unge drenge fra Hawadle-klanen blev dræbt. Umiddelbart før ansøgeren blev sendt til Mogadishu, blev ansøgeren og hans fætter angrebet med knive, idet angriberne sagde, at de tilhørte klanen, Dir, og fætteren blev alvorligt såret af knivstik. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren mere konkret er involveret i en blodhævnskonflikt mellem de to klaner. Dette støttes af, at ansøgerens familie umiddelbart efter overfaldet vurderede, at ansøgeren skulle forlade området. Det er usikkert, om ansøgerens moder og yngre søskende har forladt Belet Weyne-området, men det må lægges til grund, at ansøgerens søster har oplyst ansøgeren om, at dette var under overvejelse. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis han vender tilbage til Belet Weyne-området, risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende konflikten med al-Shabaab har ansøgeren selv oplyst, at han vil have problemer med al-Shabaab, hvis han er sammen med sin fader, som følge af faderens tilknytning til militæret. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke kunne opholde sig hos svogeren i Mogadishu, ligeledes på grund af dennes tilknytning til militæret. Flygtningenævnet har overvejet, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu som et internt flugtalternativ. Ansøgeren har muligvis, udover svogeren, en søster i Mogadishu, men ansøgeren har aldrig boet eller haft længerevarende ophold i Mogadishu og har intet netværk der. Under hensyn hertil, og til at ansøgeren i kraft af svogerens tilstedeværelse i Mogadishu må befrygtes at være eksponeret i forhold til al-Shabaab, finder Flygtningenævnet, at det ikke er forsvarligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2016/54/ibl
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold i Somalia, ligesom han frygter sin onkel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2007 blev tilbageholdt af nogle soldater, som tilhørte den etiopiske hær. Soldaterne slog ham med en knytnæve. Ansøgeren har videre oplyst, at fire maskerede mænd trængte ind på familiens bopæl i 2009, hvor mændene overfaldt ansøgeren med slag og stjal fra familien. Da ansøgeren var på vej til et marked i 2010, blev han væltet omkuld som følge af en eksplosion. Ansøgeren kom ikke til skade under eksplosionen. Endvidere har han oplyst, at han boede hos sin moster og onkel i Somalia, og at hans onkel slog ham. Ansøgeren blev kaldt skældsord af naboerne, som vidste, at han var født uden for ægteskab. Ansøgeren er lovligt indkaldt og har ikke givet møde for Flygtningenævnet. Nævnet har derfor behandlet sagen på det foreliggende grundlag, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet finder, at uanset om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, opfylder ansøgeren ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser til de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/53/ibl
Flygtningenævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. I 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I begyndelsen af 2016 genoptog Flygtningenævnet ex officio sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger fra bydelen […]i Mogadishu. Hun tilhører hovedklanen Dir, subklanen Biyamaal og underklanen Ismiin. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at hun i [foråret] 2011 blev opsøgt i moderens cafeteria, hvor hun arbejdede, af en mand, som sagde, at hun skulle dække sig til og ikke servere udendørs. Da ansøgeren svarede manden igen, truede manden hende med en pistol. Ansøgeren mener, at manden havde tilknytning til Al-Shabaab. Efterfølgende modtog ansøgerens mor telefoniske trusler, og [senere i foråret] blev der smidt en granat ind i familiens bopæl, hvorved ansøgerens far og søster blev dræbt. Ansøgerens ægtefælle flygtede, og ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt med ham eller sin mor og søskende, der flygtede efter faderens begravelse og tog ophold i en flygtningelejr. Ansøgeren tog ophold hos en af faderens venner. Her opholdt hun sig indtil sin udrejse af Somalia [cirka to uger efter granatangrebet]. Ansøgeren har som asylmotiv dels påberåbt sig konflikten med Al-Shaabab, dels at hun som enlig kvinde fra Mogadishu uden noget mandligt netværk ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. I sin beslutning af […]2014 udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at det oplyste om ansøgerens konflikt med Al-Shabaab og de i øvrigt foreliggende omstændigheder er omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at forholdene i Mogadishu efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger ikke på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren udrejste i maj 2011. Hun har aldrig haft tilknytning til regeringsmedlemmer, myndighedspersoner eller regeringens internationale støtter, og hun kan ikke som følge af sin konflikt med Al-shabaab anses for højprofileret. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal efter en konkret og individuel vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb fra Al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde, ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Den 10. september 2015 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen R.H. mod Sverige. Følgende fremgår af dommens præmis 70: ”… In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention,”0 Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren, mens hun serverede te i sin mors cafeteria kom op at skændes med en mand, som bad hende passe på med sin påklædning og om at lade være med at servere for mænd. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at dette skænderi førte til en konflikt af en vis udstrækning, som gjorde, at ansøgerens far og søster blev dræbt, og at ansøgerens ægtefælle, mor og søskende flygtede. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun aldrig har været politisk aktiv eller arbejdet for internationale organisationer, eller at hun på nogen anden måde er profileret og dermed kunne være et mål for Al-Shabaab. Nævnet finder herefter, at ansøgerens konflikt med Al-Shabaab ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Al-Shabaab fortsat efterstræber hende efter episoden på cafeteriet, der på nuværende tidspunkt ligger ca. 5 år tilbage i tid, eller at Al-Shabaab skulle have evne og vilje til at finde hende, der er helt uprofileret. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren og manden, som hun skændtes med, ikke kender hinanden, og at det alene beror på hendes egen formodning, at han/Al-Shabaab fortsat skulle efterstræbe hende. Det bemærkes i den forbindelse videre, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Somalia, at Al-Shabaab er fordrevet fra Mogadishu, og at forholdene i Mogadishu efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger ikke på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hendes personlige forhold til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerens far er død, og at hendes mor og mindre søskende, herunder to brødre på henholdsvis 13 og 10 år er flygtet, og at moderen er afgået ved døden. Det lægges endvidere til grund, at hendes onkel er afgået ved døden, og at hendes to fætre er flygtet. Endelig lægges det til grund, at ansøgerens svigerfamilie er bosat i Baraawe, hvor ansøgerens ægtefælle også bor med sin nye ægtefælle. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som udgangspunkt har mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har under mødet i nævnet dokumenteret er hun er gravid og forklaret, at hun vil skilles fra sin eksmand og giftes med sin nye kæreste. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke kan forvente, at ægtefællen og svigerfamilien, der er hendes eneste tilbageværende netværk i Somalia, vil yde hende beskyttelse, idet hun nu er gravid med en anden mand. Ansøgeren må herefter reelt anses som en enlig kvinde. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstil, at: "In the Court's view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention". Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. stk. 2. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Soma2016/52/MNR
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører hovedklanen Hawiye og er muslim af trosretning fra [en by i regionen], Galgaduud, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Abdigaab-klanen. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af grupperingen ved navn Xubin Iyo Xeeb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at medlemmer af Abdigaab-klanen på et ukendt tidspunkt i 2010 dræbte hans morbroder og tre af hans søskende i forbindelse med en konflikt over en brønd. Ansøgerens broder ved navn […] skød og dræbte to medlemmer fra Abdigaab-klanen [primo] 2015, hvorfor ansøgeren frygter, at familiekonflikten med denne klan er genopstået. I 2012 blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af repræsentanter fra Xubin Iyo Xeeb, som ønskede, at han skulle være deres informant i Haradheere eller Mogadishu, hvilket ansøgeren afslog. I begyndelsen af 2013 blev ansøgeren endnu engang opsøgt af repræsentanter fra Xubin Iyo Xeeb, som denne gang ønskede, at ansøgeren skulle hjælpe med at få repareret en telefon. Ansøgerens fader modsatte sig dette, hvilket medførte et skænderi. 21 dage senere sprængte en bombe nær ansøgerens bopæl, hvorved ansøgerens datter afgik ved døden og ansøgeren blev såret. Ansøgeren formoder, at bomben var anbragt af Xubin Iyo Xeeb. I 2014 tog ansøgeren og dennes fader til Mogadishu, så ansøgeren kunne få medicinsk behandling. Under opholdet i Mogadishu modtog ansøgerens fader et telefonopkald fra al-Shabaab, som oplyste, at de havde kidnappet ansøgerens broder, ligesom de beskyldte faderen for at være AMISOM-spion. I forbindelse med hjemrejsen fra Mogadishu blev ansøgeren og faderen angrebet af en ukendt gruppe, som skød og dræbte faderen, i hvilken forbindelse det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har konflikter med Abdigaab-klanen og en al-Shabaab relateret gruppe, til grund. Forklaringen om de centrale begivenheder fremstår uden detaljer og ikke selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaringer på flere punkter fremstår påfaldende. Det gælder navnlig forklaringerne om de fire bevæbnede mænds tilbageholdelse af ham og hans far, om hans flugt fra de fire mænd efter, at de havde skudt hans far, og om hans brors senere hævndrab på mændene. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren er uden nærmere kendskab til broderens drab på mændene. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens forklaringer er behæftet med visse divergenser. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [ultimo] 2014 har ansøgeren oplyst, at to personer fra en gruppe med tilknytning til al-Shabaab i slutningen af 2012 kom til ham og bad ham om at reparere en mobiltelefon, mens han [ultimo] 2015 har forklaret, at det skete i starten af 2013, og at der kom fire mænd. I nævnsmødet har han forklaret, at der kom to mænd. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [ultimo] 2014 har ansøgeren oplyst, at hans bror blev kidnappet og tortureret af al-Shabaab, men at han ikke ved, hvornår de slap ham fri, mens han [ultimo] 2015 har oplyst, at broderen blev løsladt [medio] 2014 samme dag, som han var blevet tilbageholdt. Under samtalen [ultimo] 2015 har han oplyst, at broderen kun var tilbageholdt i få timer, og at han ikke ved, hvad broderen var blevet udsat for under tilbageholdelsen. I nævnsmødet har han forklaret, at han ikke ved, hvor længe broderen var tilbageholdt, men at det måske var en aften, og at han formoder, at broderen blev tortureret. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [ultimo] 2015 har ansøgeren oplyst, at to af de fire personer, som hans bror dræbte, var fra Abdigaab-klanen, mens han [ultimo] 2015 har oplyst, at tre af personerne var fra Abdigaab-klanen. I nævnsmødet har han forklaret, at to af dem var fra Abdigaab-klanen. Flygtningenævnet finder sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af konflikter med Abdigaab-klanen og en al-Shabaab relateret gruppe ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Galgaduud anføres i EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016): "There are few reports of attacks by Al‑Shabaab in Galgaduud, and those are mainly about attacks on AMISOM and SNAF positions. Clashes involving clans, ASWJ [The Ahlu Sunna wal Jamaa] and GIA [Galmudug Interim Administration] mainly result in casualties among militiamen and soldiers. Clan clashes affect civilians as well due to revenge attacks on clan members, which cause casualties. Fighting also results in civilian displacement, e.g. in Guriceel in February 2015, when fighting between local clans triggered 90 percent of the estimated population to flee to neighbouring villages. Most of them had returned home a month later." Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at situationen i området er således, at enhver ved tilbagevenden dertil kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/51/col
Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en vindelig somalisk statsborger samt et barn. Indrejst i 2014 Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har til sagen oplyst, at hun er somalisk statsborger og stammer fra landsbyen […], der er beliggende i Bardhere distriktet i Gedo i Gedo regionen i det sydlige Somalia. Hun tilhører minoritetsklanen Boon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de personer, som dræbte hendes ældste søn, [S]. Endvidere har hun henvist til, at hendes klan er en minoritetsklan, der bliver diskrimineret af myndigheder og majoritetsklanerne, og hun har henvist til, at hun ikke har noget netværk tilbage i Somalia. Ansøgeren har forklaret til sagen, at hun [i begyndelsen af ] 2011 blev opsøgt af en mand ved navn […] og anden mand, der begge tilhørte Marihan-klanen. Mændene forlangte, at ansøgerens ældste søn, […], skulle stoppe sit forhold til [den navngivne mands] søster, […]. Fem dage efter den første henvendelse opsøgte de to mænd på ny ansøgerens bopæl. [Den navngivne mand] skød ansøgerens søn to gange i sønnens højre ben. Efterfølgende forlod mændene ansøgerens bopæl. I [foråret] 2011 var ansøgerens ægtefælle, der arbejdede som lastbilchauffør, involveret i et færdselsuheld i nærheden af [landsbyen], hvorved [den navngivne mand] og tre andre personer fra Marihan klanen blev dræbt. Efterfølgende blev ansøgerens families bopæl angrebet af personer fra Marihan klanen. [Ansøgerens ældste søn] blev skudt og dræbt, mens ansøgerens sønner […] og […] flygtede. Ansøgeren mistede bevidstheden under angrebet, hvor hun blev brændt inde i sin hytte. En ældre mand ved navn […] hjalp hende ud af hytten og kørte ansøgeren og hendes yngste søn, […], til Dolow i Etiopien. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt med sin ægtefælle eller de to sønner. Flygtningenævnet lægger uanset indholdet af sprogtesten til grund, at ansøgeren kommer fra Sarinleey ved Baardheere. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en vis mindre udstrækning har haft en konflikt med familiemedlemmer fra en anden klan. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren blev opsøgt af familiemedlemmer fra den anden klan og fik besked på, at hendes søn skulle holde sig fra [en pige fra den anden klan]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den resterende del af ansøgerens forklaring til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgerens mand som chauffør var skyld i [pigens] familiemedlemmers død, eller at [pigens]familie efter trafikulykken overfaldt ansøgeren og hendes søn og forsøgte at brænde ansøgeren inde. Den omstændighed, at ansøgeren har ar efter brandsår, ændrer ikke herved. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret spørgsmål om trafikulykken, hendes kendskab til den og overfaldet på hende og sønnen afglidende og uden detaljer. Det forekommer dertil usammenhængende, at ansøgeren skulle kunne opbygge et netværk bland somaliere i Etiopien, og at dette netværk havde så stærke forbindelser til hendes landsby, at de kunne sælge hendes mark og finansiere hedes udrejse, men at hun ikke fik dette netværk til at undersøge forholdene vedrørende hendes mand og sønner, som hun angiver ikke at vide noget om. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens konflikt med […]familie har haft en sådan intensitet, at ansøgeren risikerer forfølgelse, hvis hun igen tager ophold i sit hjemområde. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren efter det oplyste har familie, herunder en ægtefælle og sønner, og at hun derfor ikke kan anses for en enlig kvinde uden mandligt netværk. For så vidt angår den generelle sikkerhedssituation i Baardheere fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder nyhedsartiklen fra Somalia News Room: ”Amisom and somali forces take major towns from al-Shabaab, what next” udgivet den 27. juli 2015 og nyheden fra BBC News: ”Somalia’s al-Shabab loses key Bardere stronghold”den 22. juli 2015, at at byen Baardheere ikke længere er kontrolleret af Al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft konflikter med Al-Shabaab, og at hun ikke er profileret i forhold til Al-Shabaab. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma2016/51/MNR
I juli 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. I januar 2016 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling. Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren er indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og muslim af trosretning fra angiveligt [by] i det sydvestlige Somalia. Ansøgeren tilhører angiveligt hovedklanen Asharaaf, subklanen Reer Hassan og underklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin familie og medlemmer af al-Shabaab, såfremt hun bliver anklaget for at være flygtet fra sin ægtefælle og for ikke at have adlydt sin broder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun indtil sin udrejse boede i [by] nær Baardheere i Gedo. Ansøgeren har videre anført, at efter hendes fader blev slået ihjel af al-Shabaab i [sommeren] 2013, blev hun tvangsgift med sin broders svigerfader, [navn]. Ansøgerens broder arrangerede ægteskabet, og der var tale om en aftale som følge af medgift. Ansøgeren blev efter vielsen tvunget til at tage ophold hos [ægtefællen], der blandt andet udsatte ansøgeren for vold. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra [ægtefællens] bopæl fem dage efter, de var blevet gift. Ansøgeren flygtede til Addis Abeba i Etiopien med hjælp fra ukendte personer. Efter ankomsten til Addis Abeba fik ansøgeren kontakt til nogle somaliere fra sin klan, som fik etableret kontakt til ansøgerens faster i det nordlige Somalia. Fasteren finansierede ansøgerens udrejse til Europa med 4000 US dollars. Flygtningenævnet lægger nævnets tidligere afgørelse [fra] juli 2015 til grund og tilsidesætter dermed ansøgerens asylmotiv som ikke troværdig. Flygtningenævnet finder fortsat ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har et mærke på […] og et mærke på […] efter brandsår. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse mærker kan ændre troværdighedsvurderingen, idet de lige såvel kan være opstået på anden vis end forklaret af ansøgeren. Flygtningenævnet har herefter overvejet, om afgørelsen fra Menneskerettighedsdomstolen i sagen R.H. v. Sweden, som var anledning til, at sagen blev genoptaget på nuværende tidspunkt, kan medføre en ændret vurdering af ansøgerens sag i forhold til den tidligere afgørelse [fra] juli 2015. Flygtningenævnet lægger ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren har forklaret om et familiemæssigt netværk i sit hjemland, og da ansøgerens forklaring om, at hun ved udrejsen havde en alvorlig konflikt med familien er tilsidesat som utroværdig, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være stillet som en enlig kvinde. Flygtningenævnet finder allerede af den grund ikke, at den omhandlende dom kan medføre en ændret vurdering af ansøgerens sag. Endeligt bemærkes at de generelle forhold for kvinder i Somalia ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/50/LRN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsensafgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslimfra [landsby], Somalia. Ansøgeren har overfor de danske udlændingemyndighederoplyst, at han tilhører [en mindre somalisk klan]. Ansøgeren har ikke væretmedlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller iøvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hanved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af repræsentanterfra Gaaljeer-klanen, fordi hans fader har dræbt en person fra denne klan. Ansøgerenhar til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans søster blev voldtaget [ivinteren 2012] af en mand fra Gaaljeer-klanen. Ansøgers fader opsøgtevoldtægtsmandens klan, men de ville ikke reagere på henvendelsen, da der ikkevar nogen vidner. Uanset, at en lægeundersøgelse bekræftede, at ansøgerenssøster var blevet voldtaget, nægtede gerningsmanden og dennes klan at påtagesig et ansvar. [få dage senenere] satte ansøgerens søster ild til sig selv, ogsøsteren døde to dage senere. Dagen efter dræbte ansøgerens fadervoldtægtsmanden med en økse. Den følgende dag blev ansøgerens familie opsøgt af20-30 personer fra Gaaljeer-klanen, der oplyste, at de som følge af faderensdrab ville dræbe ansøgeren. Den 24. november 2012 blev ansøgerens bopælangrebet af 20-23 personer fra Gaaljeer-klanen. Ansøgerens naboer og klanfællerblandede sig, og der opstod slagsmål. Herefter kom der 20 ældre personer fraGaaljeer-klanen, der stoppede slagsmålet. Ansøgeren udrejste herefter afSomalia med sin moster. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringtil grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret tillejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han på grund af det ovenfor beskrevneasylmotiv udrejste fra Somalia i [vinteren] 2012. Ansøgeren er indrejst iDanmark [sommeren] 2014 og er registeret i Eurodac i Malta [foråret] 2013 og iSverige [sommeren] 2014. I forbindelse med de svenske udlændingemyndighedersbehandling af ansøgerens sag, blev der [i sommeren] 2014 afholdt enudredningssamtale med ansøgeren. Ansøgeren blev i Sverige anset som mindreårig,hvorfor ansøgerens udpegede ledsager deltog i samtalen. Under samtalenforklarede ansøgeren, at han var udrejst af Somalia i [sommeren] 2012, at hantilhørte Galjecel klanen, og at han var flygtet fra Somalia, fordi han sammenmed en broder havde haft en lille forretning, hvor de udlejede og visteulovlige film og solgte alkohol. Det fremgår af samtalereferatet side 8, atreferatet blev gennemgået med ansøgeren, der ikke havde bemærkninger. Iforbindelse med de danske asylmyndigheders behandling af ansøgerens sag, haransøgeren forklaret, at de svenske myndigheders beskrivelse af ansøgerensasylmotiv og klantilhørsforhold beror på misforståelser, og at han ikke harforklaret som gengivet i referatet. Flygtningenævnet finder, at der må læggesafgørende vægt på den forklaring som ansøgeren har afgivet overfor de svenskemyndigheder, da forklaringen er relativt detaljeret og da forklaringen ergennemgået med ansøgeren, der ikke er fremkommet med indsigelser.Flygtningenævnet finder, at det på afgørende vis afsvækker ansøgerenstroværdighed, at han overfor de svenske asylmyndigheder har angivet et ganskeandet asylmotiv og klantilhørsforhold end det, der er angivet i forbindelse medansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. Hertil kommer, at ansøgerenvedrørende dette asylmotiv på flere væsentlige punkter har afgivet divergerendeforklaringer. Ansøgeren har således under oplysnings og motivsamtalenforklaret, at familien havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse, førfaderen gik til politiet. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at faderenvar gået til politiet allerede da familiens marker var blevet afbrændt og undernævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen gik til politiet bådeumiddelbart efter voldtægten og igen efter angrebet på familien.Flygtningenævnet finder derfor ikke, atansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia risikererindividuel omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer dødsstrafeller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf,jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsensafgørelse.” soma/2016/5/ABP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Gedo-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb al-Shabaab, repræsentanter fra de somaliske myndigheder samt privat personer, da hun er homoseksuel. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin adoptivmoders søn ved navn […], idet han ønsker at forhindre ansøgeren i at fortælle nogen, at han har voldtaget hende. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er alene og uden netværk, da hun ikke har nogen biologisk familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er født i Mogadishu, hvor hun boede de første to år af sit liv i en lejlighed med sin moder. Da hun var to år gammel, ramte en raket lejligheden. Deres nabo […] kom og fik ansøgeren fri af nogle murbrokker, hvorefter hun tog ansøgeren med til landsbyen […] i Gedo-regionen, hvor nogle medlemmer af [noboens/adoptivmoderens] klan var bosiddende. Ansøgeren boede i [landsbyen] frem til sin udrejse. Siden hun var ung, har hun vidst, at hun var homoseksuel. Da hun var 18 år gammel, mødte hun en kvinde ved navn […], som var den første kvinde, ansøgeren havde seksuelt samkvem med. I maj 2014 blev ansøgeren voldtaget af [hendes adoptivmoders] søn, […]. Omkring en uge efter voldtægten, mødte ansøgeren sin nuværende kæreste, […], som netop var flyttet til byen, hvor hun nu boede med sin forhenværende svigermoder. [Ansøgerens nuværende kvindelige kæreste] var flygtet fra sin hjemby, […], som ligger i Puntland, idet hendes forhenværende svigerfader havde truet med at skyde hende og havde taget hendes to sønner fra hende. Ansøgerens adoptivmoders – […] - søn, [den ældste søn], som var medlem af al-Shabaab, så ansøgeren og [hendes kvindelige kæreste] sammen ved to lejligheder i [ultimo] 2014. Den ene gang kyssede ansøgeren og [kæresten] ude foran huset, hvorfor [adoptivmoderens ældste søn] tog ansøgeren ind i huset og forbød hende at se [kæresten] igen. Nogle dage efter opdagede ansøgerens adoptivmoders søn, [en yngre søn], at ansøgeren og [kæresten] igen stod ude foran huset og kyssede. [Den yngre søn] hev ansøgeren ind i huset, hvor han sparkede hende. [Den ældste søn] kom og oplyste, at han et par dage forinden også havde set [kæresten] og ansøgeren stå og kysse. [Den yngre søn] og [den ældste søn] aftalte derfor, at [den ældste søn] skulle tage ansøgeren med hen til al-Shabaab næste morgen, hvor hun skulle stenes. Næste morgen tog ansøgeren fra huset, før de andre vågnede. Ansøgeren tog hen og hentede [sin kæreste], hvorefter de sammen udrejste af Somalia. Ansøgeren og [kæresten] blev skilt fra hinanden i Italien, og ansøgeren har ikke set hende siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere centrale punkter vedrørende sit asylmotiv. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [ultimo] 2015 forklaret, at hendes kæreste først løj om sit klantilhørsforhold, mens ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret, at kæresten kun har oplyst at tilhøre klanen Majerteen. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret detaljeret om sin flugt, herunder at [den ældste søn] hele natten sad og holdt øje med hende, og at hun om morgenen, da [den ældste søn] var gået efter at have fået et telefonopkald, låste de andre i familien inde og forlod huset. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at hun sammen med sin adoptivmor blev låst inde på et værelse, og at en ukendt dreng næste morgen låste døren op, så hun kunne forlade huset. Videre forekommer ansøgerens forklaring om, at hun og hendes kæreste flere gange åbenlyst kyssede foran ansøgerens hjem, usandsynlig, henset til ansøgerens frygt for at blive opdaget som homoseksuel og for de dertil knyttede konsekvenser, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke ledte efter sin kæreste, da de var blevet væk fra hinanden i Italien. Når hertil kommer resultatet af sproganalysen, hvorefter det er meget usandsynligt, at ansøgeren kommer fra det sydlige Somalia, medens ansøgerens sproglige baggrund med en meget høj grad af sikkerhed er det nordlige Somalia, har ansøgeren ikke sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, hvorfor hun taler med en dialekt fra det nordlige Somalia, er ikke overbevisende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/49/COL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning. Begge hans forældre er somaliske statsborgere, og han er født og opvokset i flygtningelejre i Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han som nytilkommen vil blive mistænkt af myndighederne for at samarbejde med al-Shabaab. Endvidere frygter han, at al-Shabaab vil mistænke ham for at arbejde for den somaliske regering. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hans familie i forbindelse med borgerkrigen i 1992 flygtede fra Somalia til Yemen. Hans fader, moder og lillesøster opholder sig fortsat i [en] flygtningelejr i Yemen. Han er opvokset som flygtning i Yemen, hvorfor han er påvirket af arabisk og yemenitisk kultur. Han kender derfor heller ikke til den somaliske kultur. Siden familien udrejste af Somalia, har hverken ansøgeren eller andre af familiens medlemmer besøgt eller opholdt sig i Somalia. Han har ingen tilknytning til landet, og vil derfor have svært ved at etablere sig. Ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at redegøre for sit asylmotiv og besvare de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Somalia, og at hans forældre flygtede fra Somalia i 1992 på grund af borgerkrigen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren aldrig har været i Somalia, og at han aldrig har haft konflikter i Somalia. Endelig lægger Flygtningenævnets flertal til grund, at ansøgerens familie flygtede på grund af generelle forhold, og at familien ikke på noget tidspunkt var profileret i Somalia. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret eller har konkrete konflikter i Somalia, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at forholdene i hans hjemområde, Mogadishu, er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Det fremgår således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Mogadishu er befriet for al-Shabaab og under myndighedskontrol. Den generelle sikkerhedsmæssige situation er således ikke af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Uanset at ansøgeren aldrig har været i Somalia og uanset de vanskelige forhold for benadiriklanen, der efter baggrundsoplysningerne er repræsenteret i Mogadishu, finder flertallet, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/48/CEB
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra [en by i den sydlige del af] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil tvangsrekruttere ham til deres gruppering, hvilket de gentagne gange har forsøgt. Han frygter endvidere, at al-Shabaab eller myndighederne vil anse ham som en spion, fordi han har opholdt sig i udlandet. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af regeringen i Somalia, herunder at han vil blive hvervet til dets militær, fordi han har hørt, at andre er blevet hvervet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter, at Marihan-klanen vil udsætte ham for fysiske overgreb eller slå ham ihjel, fordi klanen har overtaget hans faders jord og slået hans farbroder ihjel. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse, fordi han er sufi. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han i udgangen af 2011 flere gange blev opsøgt af al-Shabaab, mens han spillede fodbold med sine kammerater. Al-Shabaab spurgte, hvem der ville være en del af deres gruppering, hvorefter ansøgeren rakte sin hånd op. Han lod sig dog ikke efterfølgende hverve til al-Shabaab, hvorfor han 10 dage senere igen opsøgt af al-Shabaab. Denne gang noterede al-Shabaab ansøgerens navn ned samt gjorde ham opmærksom på, at han snarest skulle lade sig hverve. I [foråret] 2013 blev ansøgeren for tredje gang opsøgt af al-Shabaab, mens han spillede ludo med sine kammerater. I den forbindelse truede de ham og hans kammerater med, at de skulle stoppe med at spille, idet dette ikke var tilladt, ligesom de opfordrede ansøgeren til at møde op hos dem, idet han fortsat ikke havde ladet sig hverve. Efterfølgende blev ansøgeren for fjerde gang opsøgt af al-Shabaab, mens han solgte cigaretter. Han blev i den forbindelse fængslet i et døgn, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt, fordi et højtstående medlem af al-Shabaab ville indgå ægteskab med hans søster. [I sommeren] 2013 blev hans fader sammen med syv andre sufi´er slået ihjel af al-Shabaab, fordi de ville gennemføre en ceremoni med henblik på fejre Sharif Dahirs dødsdag. I samme måned rejste ansøgeren til Kenya, hvor han opholdt sig hos sin farbroder i tre måneder, inden han vendte tilbage til Somalia. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra [en by i den sydlige del af Somalia], og at han har boet der, mens al-Shabaab havde kontrollen over byen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren sammen med andre drenge blev opsøgt af al-Shabaab, når de spillede fodbold eller i skolen, og at de generelt blev opfordret til at tilslutte sig al-Shabaab. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konkret konflikt med al-Shabaab, eller at al-Shabaab skulle have evne og vilje til at forfølge ansøgeren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, efter al-Shabaab havde opfordret ham og andre drenge til at tilslutte sig til dem, vendte tilbage til [sin hjemby] efter et ophold hos sin morbror, hvortil kommer, at ansøgeren ikke blev opsøgt af al-Shabaab [i perioden foråret] 2013 til sin udrejse [i vinteren] 2013, i hvilken periode han opholdt sig i sit hjemområde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om fængselsopholdet og løsladelsen som følge af et højtstående al-Shabaab-medlems ønske om at gifte sig med ansøgerens søster til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren, hans søster eller resten af familien blev holdt op på aftalen om indgåelse af ægteskab, selvom der efter faderens død var rig mulighed for det, idet det i offentlig radio blev oplyst, at man nu kunne tage familiens kvinder og ejendele. Ansøgerens forklaring om, at han vendte tilbage til [sin hjemby] efter tre måneder hos sin onkel, støtter i øvrigt ikke, at ansøgeren frygter al-shaabab eller andre i [sin hjemby]. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor han rejste til sin onkel, og at han har svaret afglidende på spørgsmål om, hvorfor han rejste tilbage til [sin hjemby]. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han var, da han blev ringet op vedrørende sin fars død og om, hvornår han rejste efter faderens død. Flygtningenævnet finder med samme begrundelse og uanset om ansøgerens fader blev dræbt i et sammenstød mellem al-Shabaab og sufier, mens al-Shabaab kontrollerede byen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller forfulgt på grund af sit tilhørsforhold til sufireligionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været udsat for chikane fra andre klaner, men at denne chikane ikke har haft en sådan intensitet og en sådan karakter, at der er tale om asylbegrundende forhold. Der er herved lagt vægt på, at chikanen har været af verbal karakter, og at der i øvrigt ikke har været personlige konflikter mellem ansøgeren og andre klaner. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark har haft konflikter med andre klaner, kan heller ikke begrunde asyl. For så vidt angår den generelle sikkerhedssituation i [ansøgerens hjemby] fremgår det at de [foreliggende] baggrundsoplysninger[, at byen] ikke længere er kontrolleret af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at ansøgeren ikke har haft individuelle konflikter med al-Shabaab, og at han ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på baggrund af de nævnte baggrundsoplysninger om [ansøgerens hjemby], at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren er en ung og uprofileret mand, samt at Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er sufi, ikke i sig selv kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/47/CEB
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hawiye og sunni-muslim af trosretning fra Hiiraan-regionen, Somalia. Ansøgeren har i en årrække boet i Halgan og i året op til udrejsen i Beledweyne. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sine tre brødre, som arbejder for de somaliske myndigheder, og af sine to brødre, som er medlemmer af al-Shabaab, idet hun har giftet sig med en mand imod deres ønske. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i [efteråret] 2011 i hjembyen Halgan indledte et forhold til en mand ved navn [A], der tilhører mindretalsklanen Tumal. Ansøgerens moder kendte [A] og moderen støttede, at ansøgeren giftede sig med den mand, der ikke havde tilknytning til al-Shabaab. I slutningen af [vinteren] 2011 meddelte ansøgerens to brødre, [B] og [C], der var tilknyttet al-Shabaab, og som holdt til i området omkring Halgan, at ansøgeren [en nærmere bestemt dato i primo] 2012 skulle indgå ægteskab med et medlem af al-Shabaab ved navn [D]. Herefter tog ansøgeren over til sin [A] og de flygtede sammen fra Halgan til Beledweyne. Ansøgeren og [A] indgik ægteskab [en nærmere bestemt dato i primo 2012], og de bosatte sig i Beledweyne. Ansøgeren havde sms-kontakt med sin mor, der forsat opholdt sig i Halgan. Kort tid efter brylluppet begyndte ansøgeren at modtage truende sms-beskeder fra de to brødre. [I primo] 2013 forlod ansøgeren kortvarigt hjemmet, og da hun kom tilbage var ansøgerens ægtefælle og deres tre måneder gamle søn forsvundet. Naboerne fortalte, at ægtefællen var flygtet, og ansøgeren opdagede, at der var kommet en sms-besked fra ansøgerens mor, der advarede om, at de to brødre havde fundet frem til ansøgerens opholdssted, og at de var på vej fra Halgan til Beledweyne. Ansøgeren flygtede herefter til Kenya, og har ikke noget kendskab til, hvor ægtefællen og sønnen befinder sig. Med økonomisk bistand fra en mand, som ansøgeren mødte i Kenya flygtede ansøgeren i [efteråret] 2014 til Danmark. Ansøgeren har tre brødre, der i en årrække har opholdt sig i Mogadishu. Disse tre brødre støtter regeringshæren. I [foråret] 2015 lykkedes det ansøgeren at få telefonisk kontakt med sin svigermor i Halgan. Svigermoren oplyste, at de tre brødre fra Mogadishu nu også efterstræbte ansøgeren på grund af ægteskabet med [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden, og idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har forklaret, at afstanden mellem Halgan og Beledweyne er cirka 75 km, og at der i Beledweyne hovedsageligt bor medlemmer af ansøgerens klan. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund usandsynligt, at ansøgeren og [A] kunne opholde sig i Beledweyne i et år, uden at de to brødre fandt frem til dem. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at ægtefællen flygtede sammen med deres spæde søn uden at sikre sig, at han kunne blive genforenet med ansøgeren, fremstår overordentligt usandsynlig. Ansøgeren har vedrørende [det nærmere bestemte tidspunkt i primo 2013], hvor flugten fandt sted, på væsentlige punkter afgivet divergerende forklaringer, idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun da hun kom tilbage til hjemmet fandt en besked på mobiltelefonen fra sin mor og to beskeder, der tydeligt var afsendt af de to brødre fra Halgan, og at hun, da hun samtidig konstaterede, at ægtefællen og sønnen ikke var i hjemmet, gik over til naboen, der fortalte, at han havde set ansøgerens ægtefælle løbe fra hjemmet. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hun, da hun kom tilbage til hjemmet mødte naboerne, der fortalte at ægtefællen var flygtet, og at hun først derefter fandt mobiltelefonen, og læste moderens advarsel. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun den dag ikke modtog trusler fra brødrene. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring om, at hun var så bange og forvirret, at hun flygtede fra hjemmet uden at medtage mobiltelefonen utroværdig, også når henses til, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hun før hun flygtede ringede til ægtefælles fætter, der kom tilstede og hjalp hende med at flygte til Kenya. Ansøgeren har forklaret, at det i [foråret] 2015 lykkedes hende at få telefonisk kontakt med sin svigermor, der forsat opholder sig i Halgan, og at svigermoren da oplyste, at ansøgerens tre brødre fra Mogadishu på nuværende tidspunkt også efterstræber hende. Nævnet kan ikke ej heller lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, da den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Som følge af, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden et mandligt netværk. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/46/STR
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra hovedklanen [...], subklan […], familieklan […] og sunni-muslim fra byen […] i regionen […] i […] i det nordlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun og hendes søn vil blive dræbt af underklanen […] som ansøgerens ægtefælle tilhører, idet klanen ikke har accepteret ægteskabet mellem ægtefællen og ansøgeren, der tilhører en minoritetsklan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i [sommeren] 2014 blev gift med sin nuværende ægtefælle, og at svigerfamilien ikke var vidende herom. [En måned senere i] 2014 fik svigerfamilien viden herom. Ansøgerens broder blev kort tid efter overfaldet af en gruppe personer. Den følgende dag blev ansøgeren opsøgt af fire kvinder, der overfaldt hende. På et senere tidspunkt blev ansøgerens families bopæl opsøgt af medlemmer fra ægtefællens familie, der dræbte ansøgerens broder, kidnappede moderen og brændte familiens hus ned. Herefter besluttede ægtefællen, at de skulle udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om fire kvinders overfald på hende til grund. Forklaringen herom fremstår ikke selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nærmere spørgsmål om overfaldet har ansøgeren besvaret i overordnede vendinger og uden nærmere detaljer. Ansøgerens forklaring om, at de fire kvinder sneg sig ind på hende, og at hun ikke hørte eller så dem, før hun blev overdænget med slag og mistede bevidstheden, forekommer ikke overbevisende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om flere centrale forhold i relation til den påberåbte konflikt. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om rækkefølgen mellem overfaldene på hende og hendes bror og dermed om, hvordan konflikten startede. [I foråret] 2015 har hun forklaret, at overfaldet på hendes bror fandt sted to dage efter overfaldet på hende, mens hun [i vinteren] 2015 og har forklaret, at broderen blev overfaldet dagen før overfaldet på hende, og – foreholdt uoverensstemmelsen med den tidligere forklaring – at broderen på ny blev overfaldet ca. en uge efter overfaldet på hende. Også i nævnsmødet har hun forklaret, at hun blev overfaldet dagen efter overfaldet på hendes bror, og at han blev overfaldet på ny ca. en uge senere. Om overfaldet på hende selv har hun [i foråret] 2015 forklaret, at det skete om morgenen, mens hun [i vinteren] 2015 først har forklaret, at det skete midt på dagen, og dernæst – efter forehold af sin oprindelige forklaring – at det skete om formiddagen. I nævnsmødet har hun forklaret, at det skete midt på dagen. Som følge af Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylmotiv og hendes generelle troværdighed finder nævnet det endvidere ikke sandsynliggjort, at der har været klanmæssige konflikter i relation til ansøgerens ægteskab, eller at ansøgeren, der fortsat er i ægteskab og har været i forbindelse med sin mand under sit ophold i Danmark, vil være uden mandligt netværk i sit hjemland. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. soma/2016/45/akm
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklan […] samt familieklanen […] og er sunni-muslim fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med disse. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han stammer fra en mindre klan, hvorfor han ofte blev udsat for chikane og pengeafpresning af personer tilhørende større klaner. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans daværende ægtefælle to gange i [foråret] 2009 blev opsøgt på deres bopæl af repræsentanter for al-Shabaab, der sagde, at ansøgerens to sønner skulle gå i koranskole. Ansøgeren opholdt sig på tidspunkterne for henvendelserne ikke på bopælen. Al-Shabaab henvendte sig endvidere i [sommeren] 2014 tre gange på ansøgerens værksted. Ved den første henvendelse krævede al-Shabaab, at ansøgeren skulle indstille sit arbejde med reparation af biler for de somaliske regeringsstyrker. Han blev omkring 15 dage senere på ny opsøgt og truet med at blive dræbt. Ansøgeren betalte herefter al-Shabaab 100 USD for at lade ham være. Ved den tredje henvendelse blev ansøgeren pålagt at dræbe en for ansøgeren ukendt person, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren udrejste herefter via Mogadishu. Ansøgeren har fået oplyst, at ægtefællen på et tidspunkt efter deres skilsmisse i 2010 på ny blev opsøgt af al-Shabaab og bortført. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med al-Shabaab til grund. Forklaringen fremstår ikke selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nærmere spørgsmål om al-Shabaabs henvendelser til ham har ansøgeren besvaret i overordnede vendinger og uden nærmere detaljer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om flere centrale forhold i relation til den påberåbte konflikt. Om al-Shabaabs henvendelser i hans værksted har han [i foråret] 2015 i Udlændingestyrelsen forklaret, at de kom første gang ca. 5 måneder før hans udrejse i [sommeren] 2014, anden gang ca. en måned derefter og tredje gang ca. 8 dage inden udrejsen. [I vinteren] 2015 har han forklaret, at de kom første gang i [sommeren] 2014, anden gang ca. 14 dage derefter og tredje gang ca. 4 dage inden udrejsen. [I foråret] 2015 har han forklaret, at personerne fra al-Shabaab var bevæbnede ved den første henvendelse, mens han [i vinteren] 2015 og i nævnsmødet har forklaret, at han ikke ved, om de var bevæbnede, idet han ikke så, om de havde våben, men det gik han ud fra. Om al-Shabaabs tredje og sidste henvendelse har han [i foråret] 2015 forklaret, at der kom tre personer fra al-Shabaab, mens han [i vinteren] 2015 har forklaret, at der kun kom en. I nævnsmødet har han forklaret, at han kun så en, men at han kunne mærke, at der var flere, og at de normalt går 8-10 personer sammen, hvoraf nogle sidder rundt omkring, mens en henvender sig direkte. Om sin flugt fra [by] efter al-Shabaabs sidste henvendelse har han [i foråret] 2015 forklaret, at han først opholdt sig tre dage hos sin onkel, så en dag i sit værksted, derpå igen tre dage hos sin onkel og så ca. en måned i Mogadishu, mens han [i vinteren] 2015 har forklaret, at han overnattede en nat hos sin onkel, og at han ikke var tilbage i værkstedet, men tog til Mogadishu, hvor han opholdt sig i tre-fire dage før sin udrejse. I nævnsmødet har han forklaret, at han var sammen med sin onkel i fem dage, så to dage i Mogadishu alene og derefter 4 dage i Mogadishu sammen med sin onkel, og at han aldrig har forklaret, at han var i Mogadishu i en måned. Flygtningenævnet finder, at der ikke er holdepunkter for, at de nævnte divergenser skyldes tolkeproblemer eller ansøgers helbredsmæssige forhold. Vedrørende de påberåbte klankonflikter bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke forklarede herom under samtalen [i foråret] 2015, hvor han forklarede, at han ikke har konflikter med andre end al-Shabaab, og at der ikke er andre grunde end disse til, at han har forladt sit hjemland og ikke kan vende tilbage. [I vinteren] 2015 har han forklaret, at han ofte er blevet opsøgt af personer fra større klaner, der har truet ham på livet og krævet penge af ham, men at han ikke herved er personligt forfulgt eller efterstræbt, idet alle fra de mindre klaner udsættes for det samme, der udspringer af de generelle forhold i byen som følge af klanforholdene. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af klankonflikter ved tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Lower Shabelle bemærkes, at der ifølge de seneste baggrundsoplysninger (EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016) i den senere tid har været kampe mellem på den ene side AMISOM og SNAF og på den anden side al-Shabaab, og at konflikter mellem klanmilitser yderligere komplicerer situationen. Hovedbyen Marka har været under kontrol af AMISOM og regeringsstyrker siden august 2012. Uanset oplysninger om, at al-Shabaab i nogle dage i begyndelse af februar 2016 besatte Marka, før AMISOM og regeringsstyrker på ny vandt kontrol over byen, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at situationen er således, at enhver ved tilbagevenden dertil kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at udsætte sagen, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/44/akm
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen […], subklanen […] og er sunni-muslim af trosretning fra […] i Hiraan regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han som led i blodhævn vil blive dræbt af medlemmer af subklanen […]. Han har videre henvist til de generelle forhold i Somalia, herunder ukendte grupperinger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans søster […] en fredag i [foråret] 2013 blev voldtaget af en ukendt mand fra subklanen […]. Da ansøgerens storebroder, […], fandt frem til gerningsmanden, dræbte han ham og flygtede samme aften fra området, da broderen frygtede et hævnangreb fra den dræbte mands familie. To dage efter voldtægten døde ansøgerens søster som følge af de skader, hun var blevet pådraget under voldtægten. Omkring [starten af vinteren] 2014 blev ansøgeren opsøgt af to kvinder og en mand på sit skrædderværksted. De advarede ansøgeren om, at familiemedlemmer fra den dræbte mands familie var på vej hen for at dræbe ham. Ansøgeren lukkede derfor sin forretning og tog ikke på arbejde i to dage. Omkring [senere på vinteren] 2014 bad ansøgeren sin morbroder i […], om at hjælpe ham med at arrangere sin udrejse af Somalia. Han turde ikke længere opholde sig i Somalia, da han havde hørt rygter om, at den dræbtes familie ledte efter ham. Ansøgeren frygter endvidere en ukendt gruppe maskerede mænd, som han flere gange er blevet opsøgt af. Han blev ringet op af en mand, som sagde, at han ikke måtte sy for den ukendte gruppe, da gruppen var fjender til manden. Efterfølgende blev ansøgeren ringet op af den ukendte gruppe, der truede med at dræbe ham og beskyldte ham for at have videregivet oplysninger til gruppens fjender. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke fremstår selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om flere centrale forhold. Om sin søsters begravelse har han [i foråret] 2015 i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev begravet om aftenen den dag hun døde, mens han [i vinteren] 2015 først forklarede, at hun blev begravet ved daggry dagen efter sin død, og dernæst at hun blev begravet samme dag, som hun døde. I nævnsmødet har han forklaret, at hun blev begravet morgenen efter sin død. Ansøgeren har til begge samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at han var på sit systed, da hans storebror efter at have dræbt voldtægtsmanden kom hjem. Forespurgt om, hvorfor han var på arbejde på en fredag, har han herefter forklaret, at han ikke var på systedet, men på en cafe ved siden af. I nævnsmødet har han først forklaret, at han var på systedet, hvor han nogle gange havde så meget arbejde, at han måtte arbejde om fredagen, og dernæst – foreholdt sin tidligere forklaring – at han var på cafeen. Om de 10 maskerede mænd, der skulle have opsøgt ansøgeren, har han [i foråret] 2015 forklaret, at de første gang af i alt tre gange opsøgte ham i hans værksted i [efteråret] 2012, mens han [i vinteren] 2015 forklarede, at de i ukendt måned i 2012 opsøgte ham på bopælen og gik sammen med ham til værkstedet, og at de kun opsøgte ham to gange. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret usikkert og divergerende om, hvor mange telefoniske henvendelser han modtog fra mændene. Flygtningenævnet bemærker, at det i øvrigt forekommer påfaldende, at ansøgeren først ca. 9 måneder efter broderens drab på den mand, der voldtog deres søster, hørte om, at man ville dræbe ansøgeren for at få hævn. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ved to lejligheder blev advaret af flere forskellige personer fra sin landsby, som han hverken kendte eller tidligere havde set. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgerens bror, da ansøgeren kom til hjemmet, fortsat stod med den blodige kniv i hånden. Om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Hiiran bemærkes, at al-Shabaab ifølge de seneste baggrundsoplysninger (EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016) fortsat har indflydelse i eller kontrollerer det meste af regionen. Flere byer, herunder [by], der har flyforbindelse med Mogadishu, har dog i flere år været under kontrol af AMISOM. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, hvis situationen i hans hjemby […] tilsiger dette, kan henvises til at tage ophold i [by] eller andre byer i området, som AMISOM kontrollerer, idet han der ikke kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han aldrig har haft konflikter med al-Shabaab, og at de ikke er til stede i hans område. Sammenfattende finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. soma/2016/43/akm
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger, tilhører klanen [A], og er muslim af trosretning fra [B], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt af militsen al-Shabaab, idet al-Shabaab anser ansøgeren som værende vantro. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive dræbt af medlemmer af Habar Gidir-klanen som følge af en klankonflikt mellem Habar Gidir-klanen og [B]-klanen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [starten af] 2014 stoppede sit arbejde som lærer, efter at han havde deltaget i al-Shabaabs seminar for lærerne på skolen, hvor han underviste. Al-Shabaabs seminar omhandlede, hvorledes al-Shabaabs ideologi skulle inddrages i undervisningen af eleverne på skolen. I [foråret] 2014 var ansøgeren tilsagt af al-Shabaab til at møde i retten. Under retsmødet fik han at vide, at han skulle hjælpe med at sprede ideologien om jihad. Ti dage efter blev ansøgeren igen tilsagt til at give møde i retten. Her fik han at vide, at han skulle vælge, hvorvidt han ville hjælpe al-Shabaab eller ikke. Nogle dage senere blev ansøgeren opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab, imens han var på besøg hos sin nabo. Det lykkedes ham under episoden at flygte til sin morbroder, og to dage senere påbegyndte han sin udrejse af Somalia. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er en uddannet person, der blandt andet har modtaget undervisning af organisationen [C], og at han tilhører [B]-klanen, samt at han forinden sin udrejse delvist ernærede sig ved landbrug. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Nævnet har herved overordnet lagt vægt på, ansøgeren har svaret afglidende på centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Han har således under nævnsmødet først forklaret, at hans udrejse blev finansieret på baggrund af, at han havde solgt sin faste ejendom og dyr. Forholdt det usandsynlige i, at dette salg kunne være foretaget forinden hans udrejse, når det lægges til grund, at han flygtede i umiddelbar tilslutning til, at al-Shabaab opsøgte hans bopæl, ændrede ansøgeren forklaringen til, at salget først fandt sted senere. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren har kunnet flygte gennem områder, der har været kontrolleret af al-Shabaab, hvis han var i deres søgelys. Nævnet har i den forbindelse tillige tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, antallet af personer, som han flygtede sammen med, idet han i første omgang under nævnsmødet forklarede, at han ikke kunne huske det, hvorefter han senere under nævnsmødet oplyste, at der var tale om fem til seks personer i en almindelig personbil, som han i øvrigt ikke nærmere kunne beskrive. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han ikke ved, hvilke våben al-Shabaab anvendte, da han flygtede fra dem, mens han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han kunne høre pistolskud. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/42/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører [en mindre klan] og muslim af trosretning fra regionen Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet de har giftet sig mod ægtefællens families vilje. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun første gang blev opsøgt af sin svigermoder i [medio] 2014. En måned efter blev hun igen opsøgt af svigermoderen og dennes datter. Svigermoderen og hendes datter udsatte ansøgeren for vold. Tre dage forinden ansøgerens udrejse blev hun opsøgt på bopælen af sin svigerfader og tre øvrige medlemmer af hendes ægtefælles familie, men ansøgeren var ikke hjemme. Ansøgerens svigerfamilie blev uvenner med ansøgerens fader, hvilket resulterede i, at ansøgerens fader og farbroder blev dræbt. Ansøgeren udrejste herefter fra Somalia. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter hun videre at blive voldtaget af to mænd ved navn […] og […], da de har voldtaget hende i år 2009. Således som sagen er forelagt for Flygtningenævnet, lægger nævnet til grund, at ansøgeren kommer fra byen […], der er beliggende i regionen Shabeellaha Hoose, Somalia. Det skal særligt bemærkes, at dette er underbygget ved den foretagende sprogtest. Det må tillægges vægt, at ansøgeren blev gift i 2010, at hun i det efterfølgende tidsrum havde hyppigt samkvem med sin ægtefælle, der kom på besøg hos hende i landsbyen, at hun siden 2010 har fået to børn med ægtefællen, at der i hendes landsby boede medlemmer af ægtefællens klan, og at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for, hvorfor hendes svigermoder henvendte sig til hende netop i [medio] 2014. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren, efter det påberåbte drab på faderen og farbroderen, turde blive på bopælen, selvom der var fremsat dødstrusler mod ansøgeren og hendes børn. Dernæst fremstår ægtefællens forsvinden påfaldende. Ansøgeren har først til asylsamtalen oplyst, at hun skulle være blevet voldtaget af [to mænd] i 2009. Der er ikke oplysninger om yderligere forsøg på overgreb fra de pågældende, ligesom forholdet ligger tilbage i tid. Der kan derfor ikke lægges nogen vægt på ansøgerens oplysninger om dette forhold ved vurderingen af det påberåbte asylmotiv. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv om konflikten med svigerfamilien, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at al-Shabaab har en væsentlig indflydelse i ansøgerens hjemområde. Ansøgeren har på intet tidspunkt haft nogen konflikt eller individuel kontakt i øvrigt med al-Shabaab. Endvidere lægger Flygtningenævnet efter det foreliggende til grund, at ansøgeren har mandlige slægtninge i hjemlandet - i hvert fald farbroderen, som ligeledes bor i Shabeellaha Hoose, og som ligeledes var i stand til at arrangere hendes udrejse. Under disse omstændigheder, sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. september 2015, R.H. v. Sweden (4101/14) præmis 70, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/41/COL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen darod, underklan [navn på underklan], subklan [navn på subklan]. Han har oplyst at være fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han flygtede fra militsen. Han frygter endvidere de somaliske myndigheder, der mistænker ansøgeren for at samarbejde med al-Shabaab. Han frygter tillige medlemmer af Hawiye-klanen på grund af en klankonflikt. Han frygter endvidere at blive diskrimineret, fordi han er HIV-positiv. I 2011 opsøgte repræsentanter fra al-Shabaab ansøgerens koranskole og slog koranlæreren ihjel. De tog flere af eleverne – herunder ansøgeren – med til deres lejr. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring en uge. Ansøgeren nægtede at samarbejde med al-Shabaab, og han blev derfor udsat for forskellige fysiske overgreb. Som følge heraf besvimede ansøgeren, og han blev derfor efterladt på en strand. En for ansøgeren ukendt mand tog ansøgeren med hjem. Manden oplyste ansøgeren om, at hans families bopæl var blevet ransaget af myndighederne, fordi de mistænkte ansøgeren for at samarbejde med al-Shabaab. Myndighederne havde tilbageholdt ansøgerens fader. Manden fortalte videre, at repræsentanter fra al-Shabaab havde opsøgt bopælen og spurgt efter ham. Repræsentanterne havde sagt, at de ville slå ham ihjel, hvis de fandt ham. Ansøgeren opholdt sig hos manden i omkring halvanden eller to uger, inden han rejste til Hargeysa, hvor han opholdt sig i omkring et år, inden han udrejste illegalt til Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i asylskemaet oplyst sin fars fødested som Hargaysa, hans ældre søskendes fødested som Mogadishu, og de to yngste søskende, født i henholdsvis 1999 og 2000, som født i Bossaso, hvorfor familien i hvert tilfælde på et tidspunkt må have boet i det nordlige Somalia. Disse oplysninger understøttes i et vist omfang af sproganalysen, hvorefter ansøgers dialekt ikke er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i Mogadishu, men med stor sandsynlighed stammer fra de nordvestlige dele af Somalia og/eller Djibouti. Videre har ansøgeren i sit asylskema som asylmotiv alene henvist til fattigdom og klankonflikt, uagtet hans senere forklaring om sin konflikt med al-Shabaab udgør en central del af hans asylmotiv. Endvidere har ansøgeren forklaret afglidende og divergerende om blandt andet forholdene i al-Shabaabs lejr, om omstændighederne, da han blev fundet på stranden i Mogadishu, og om hvor og hos hvem, han derefter opholdt sig. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med al-Shabaab og som følge heraf heller ikke med de somaliske myndigheder. Den klankonflikt, ansøgeren har forklaret om, ligger mange år tilbage i tid, og ansøgeren er ikke på noget tidspunkt selv blevet opsøgt eller blevet udsat for overgreb i anledning af klankonflikten. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at klankonflikten ikke er relevant for ham selv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren er HIV-smittet, kan ikke føre til et andet resultat. Det beror på ansøgerens egne formodninger, at han som følge heraf vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/40/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muslim af trosretning fra [Gedo-regionen] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin fætter, hvem hun er flygtet fra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i 2002 blev gift, og at hendes fætter samme år fortalte, at han elskede hende. I [sommeren] 2013 blev ansøgeren i familiens hus opsøgt af fætteren. Han var bevæbnet og tvang ansøgerens ægtefælle til at lade sig skille fra ansøgeren ved at sige en ”talaq”. Omkring otte måneder senere kom fætteren tilbage sammen med en anden mand, og de tvang ansøgeren hen til fætterens hus, hvor hun blev tilbageholdt i fire måneder og udsat for voldelige og seksuelle overgreb. Efter fire måneders tilbageholdelse lod en vagt hende slippe, hvorefter hun tog ophold hos en veninde i Baardheere, inden hun med hjælp fra veninden udrejste via Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgerens fætter, som boede i den samme by som hende, men som ansøgeren kun havde mødt ved to lejligheder i 2002 og 2006, uvarslet skulle dukke op i ansøgeren hjem i [sommeren] 2013 og i overværelse af ansøgerens forældre og ægtefælle skulle tvinge ansøgeren og hendes ægtefælle til at lade sig skille fra hinanden. Ansøgerens forklaring om denne bemærkelsesværdige episode fremstår overfladisk og uden detaljer og ikke selvoplevet. Tilsvarende gælder ansøgerens forklaring om fætterens bortførelse af ansøgeren cirka otte måneder senere og den efterfølgende frihedsberøvelse i fire måneder hos fætteren. Det er i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren, der ifølge sin forklaring, under frihedsberøvelsen sov sammen med fætteren og mange gange blev voldtaget, ikke blev gravid. Heller ikke ansøgerens forklaring om vagtens hjælp til hendes flugt forekommer troværdig. Endelig har ansøgeren forklaret usikkert og skiftende om udrejsen fra Somalia til Kenya. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at der således heller ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/4/chk
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører [en mindretalsklan] og er muslim af trosretning fra byen […] i regionen Jubbada Hoose. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af en familie fra Marihan-klanen i Kismayo fordi, ansøgerens broder har slået et medlem af klanen ihjel. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han boede med sin moder i [en mindre landsby], medens hans broder, […], boede i Kismayo. Ultimo 2013 havde broderen et seksuelt forhold uden for ægteskab til en pige fra Marihan-klanen ved navn […]. [Pigen] blev gravid, og da pigens forældre opdagede forholdet, opstod en konflikt mellem pigens familie og broderen. Konflikten kulminerede ved, at broderen slog pigens fætter ihjel og derefter flygtede. Primo 2014 flyttede ansøgeren og hans familie til [en anden by] da de frygtede, at den dræbte mands familie ville forsøge at hævne sig. Efter omkring fire til fem dages ophold i [en anden by] rejste familien til Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på centrale punkter har været divergerende og usandsynlig, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring om de hændelser, der førte til, at hans bror dræbte [pigens familiemedlem], er bemærkelsesværdigt detaljeret set i forhold til, at han aldrig har talt med sin bror herom og har oplysningerne fra sin mor, der har fået dem telefonisk af brorens arbejdsgiver fra Kismayo. Ansøgeren har således blandt andet været i stand til at redegøre for, at broren befandt sig på en cafe, hvor man tyggede khat, da han blev opsøgt, og for brorens tanker om hævn, da han opsøgte [pigens familiemedlem] og stak ham med kniven. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, hvordan [pigen] fik oplyst, at ansøgerens bror tilhørte [en mindretalsklan], idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var broren selv, der fortalte det til [pigen], mens han i asylsamtalen har forklaret, at det var brorens arbejdsgiver, der afslørede det, da han blev opsøgt af [pigens] mandlige familiemedlemmer. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod gentaget forklaringen om, at det var broren selv, der fortalte [pigen] om sine klanmæssige tilhørsforhold. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om der gik 2-3 dage fra, at broren blev opsøgt første gang, og til han blev overfaldet, eller om overfaldet fandt sted samme aften, som den første henvendelse. Ansøgerens forklaring om, at hans mor, der var enlig forsørger og ernærede sig som landsby-slagter, i løbet af et meget kort tidsforløb skulle have været i stand til at skaffe 2.500 US dollars via opsparede midler og en indsamling i landsbyen, forekommer heller ikke troværdig. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, hvordan pengene blev videregivet til [den mand han rejste med] på busstationen i [en by i Kenya] har været udbyggende og afglidende. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev væk fra sin mor og søskende på busholdepladsen, da politiet kom. Under nævnsmødet har han udbyggende forklaret, at hans mor, der under flugten havde haft pengene gemt flere steder på kroppen, havde samlet dem i en taske, og at hun i løbet af få sekunder efter, at politiet var ankommet, skulle have nået at overrække [den mand han rejste med] pengene og sige til ham, at han skulle sørge for at hjælpe ansøgeren, så han kom væk. Flygtningenævnet skal endelig bemærke, at det påvirker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at det af konklusionen i sproganalysen fremgår, at ansøgeren med meget høj grad af sandsynlighed har sin sproglige baggrund i det nordlige Somalia eller i den nordlige del af det centrale Somalia, mens det er meget usandsynlig, at han har sin sproglige baggrund i […] i det sydlige Somalia. Idet nævnet efter en samlet vurdering herefter tilsidesætter ansøgerens forklaring om asylmotiv, er det herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/39/COL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Ansøgeren tilhører klanen […] og er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold, ligesom hun frygter for, hvordan hun skal klare sig alene, idet hun er en aldrende kvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som ung flyttede til Kuwait, hvor hun tog ophold hos sin moster. I Kuwait blev ansøgeren gift med sin somaliske ægtefælle, […], med hvem hun fik fem børn, herunder en dreng ved navn […] og en pige ved navn […]. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt giftede ægtefællen sig med en kvinde i Somalia, hvorefter ansøgeren ikke længere havde kontakt med ham. I forbindelse med Iraks invadering af Kuwait flygtede ansøgeren til Syrien, hvorfra hun efter et par måneder rejste videre til Mogadishu, Somalia, i håbet om at genfinde familiemedlemmer i byen, hvilket ikke lykkedes. Kort forinden var ansøgerens søn, […], ligeledes rejst til Mogadishu med samme formål. I Mogadishu blev, [ansøgerens søn] dræbt ved […] i et granatangreb, der formentlig blev udført af al-Shabaab. På grund af dette og de generelle forhold i Somalia valgte ansøgeren på ny at rejse til Syrien. I Syrien fik ansøgeren etableret kontakt til sin datter, […], som har været bosiddende i Danmark siden 1991, hvorefter ansøgeren rejste til Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født i Somalia, og at hun som barn blev sendt til Kuwait, hvor hun voksede op hos en moster og senere blev gift og fik tre børn. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren, efter at ægtefællen havde forladt hende, flyttede tilbage til Somalia, hvor hun tog ophold i Mogadishu sammen med sin søn, der senere i 2005 blev dræbt under et bombeangreb. Ansøgeren har forklaret, at hendes opholdsgrundlag i Kuwait var baseret på, at hendes ægtefælle havde arbejdstilladelse i Kuwait, og Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren bør vurderes i forhold til Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har i forbindelse med asylsamtalen [i sommeren 2014] forklaret, at hun i 2005 var tilbage i Somalia i et år eller mere, og at hun i forbindelse med dette ophold boede hos nogle naboer. Ansøgeren har bortset herfra ikke oplyst, hvor hun har opholdt sig i årene fra 2005 til 2011, hvor hun skulle have befundet sig i Syrien, ligesom hun heller ikke har forklaret, hvor hun opholdt sig i årene fra 2011 og frem til 2014, hvor hun indrejste i Danmark. Hendes forklaringer om hendes rejserute har været divergerende med hensyn til, om hun, som forklaret i oplysnings- og motivsamtalen, rejste fra Kuwait til Danmark, eller om hun, som forklaret i asylsamtalen [i sommeren 2014], rejste fra Syrien til Danmark. Ansøgerens forklaring om, hvordan det lykkedes hende at få kontakt til datteren i Danmark og arrangere en udrejse har også været divergerende. Der er ikke i sagen lægelige oplysninger, der understøtter, at det er ansøgerens helbredsmæssige forhold, der bevirker, at hun stort set ikke kan huske noget om, hvor hun har opholdt sig fra 2005 frem til indrejsen i 2014. Herefter, og idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren i en vis periode har været i stand til at klare sig i Mogadishu, er det ikke sandsynliggjort, at hun reelt er en enlig kvinde, der ikke har beskyttelse fra mandlige familie- og/eller klanmedlemmer i Somalia. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2016/38/AKM
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014 Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie, idet hun har forsøgt at få sine børn tilbage. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun indtil sin udrejse af Somalia har boet i landsbyen […], beliggende i Shabelle Hoose. Her boede hun sammen med sine tre børn og øvrige familie, og hendes ægtefælle boede i Mogadishu med sin familie. Ansøgerens ægtefælle forlod hende, da deres yngste barn var et år gammelt. Ægtefællen udrejste herefter til England alene. Hun udrejste til Etiopien sammen med børnene og hendes tidligere ægtefælles familiemedlemmer, idet hendes ægtefælle havde bedt hende om dette. Efter omkring et år i Etiopien kom ansøgerens tidligere ægtefælle på besøg, og han tog børnene med sig tilbage til England uden ansøgerens samtykke. Efter dette modtog ansøgeren et antal telefoniske trusler, hvor slægtninge til hendes tidligere ægtefælle truede med at slå hende ihjel. Ansøgeren har siden [ultimo] 2014 været i telefonisk kontakt med sin tidligere ægtefælle og børn, som stadig er bosiddende i England. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke har noget mandligt netværk i [sin hjemby]. Hun har sidst hørt fra sin broder for syv-otte år siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin tidligere ægtefælles familie til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at forklaringen har været divergerende og ikke stemmer med de faktiske handlinger i sagen. Nævnet bemærker i øvrigt, at konflikten i givet fald nu ligger år tilbage, og at den tidligere ægtefælle nu ikke har noget imod, at ansøgeren tager ansvaret for børnene. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst troværdigt om sin baggrund. Flygtningenævnet må imidlertid på baggrund af ansøgerens sprog og viden om forholdene i Somalia lægge til grund, at ansøgeren stammer fra det centrale/sydlige Somalia, og at hun må anses for værende en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren er i en sådan reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til det centrale/sydlige Somalia, at hun opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under hensyn til at ansøgerens børn, hvoraf i hvert fald den yngste er mindreårig, i en årrække har opholdt sig i England, hvor også hendes tidligere ægtefælle bor, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har en nær tilknytning til England, og at hun må antages at kunne opnå beskyttelse der. Ansøgeren nægtes således opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Soma/2016/37/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er medlem af Darod-klanen og er muslim af trosretning fra [landsby] i Gedo-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af et medlem af al-Shabaab ved navn [A], hvis frieri hun har afslået, idet han er bekendt med, at hun har indgået ægteskab med en anden mand ved navn Abdiqani Ahmed Arab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle, Abdiqani, har været i et forhold, siden de mødtes til en fest i 2006. I slutningen af 2013 henvendte [A] sig til ansøgerens familie og anmodede om at indgå ægteskab med hende. Da faderen siden spurgte hende, modsatte hun sig ægteskab. For at afværge at hun blev tvunget til at gifte sig med ham, blev ansøgeren og Abdiqani gift i skjul [i foråret] 2014. [Fire dage senere] sad ansøgeren i en taxa på vej til et bryllup da [A] beskød taxaen. Ansøgerens veninde Bisharo blev ramt og afgik ved døden, og ansøgeren selv blev chokeret og husker derfor ikke meget fra episoden. Da ansøgeren kom til sig selv, befandt hun sig på et apotek i byen, hvor taxaen var standset. Hendes veninde Fartun, som havde overværet skyderiet fra gaden, fortalte, hvad der var sket, herunder at ansøgerens ægtefælle, som også havde befundet sig i bilen, var flygtet. Ansøgeren tog på hospitalet, hvor hun modtog behandling for chok, hvorefter hun gik hjem til sin bekendte, Mama Quesha, hvorfra hun kontaktede to af sine veninder, som kom til stedet med to mænd. De gik alle fem herefter sammen til byen Mandara i Kenya, hvorfra ansøgeren på egen hånd rejste videre med bus til Nairobi, hvor hun opsøgte sin fasters hjem i bydelen Isli. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at hun og hendes kæreste blev hemmeligt viet i [foråret] 2014, og at de ikke fortalte familien om ægteskabet, hvilket ikke understøtter ansøgerens forklaring om, at ægteskabet blev indgået for at undgå, at hun skulle blive tvunget til at gifte sig med [A]. Det forekommer usandsynligt og utroværdigt, at [A] få dage efter den hemmelige vielse – bevæbnet – skulle befinde sig på netop det sted og det tidspunkt, ansøgeren og hendes ægtefælle passerede i en taxa, og det beror i øvrigt på ansøgerens egne formodninger, at det var [A], der skød mod taxaen. Ansøgeren har forklaret divergerende og afglidende om, hvorvidt hun var indlagt og fik behandling på sygehuset efter skyderiet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og udetaljeret om SADO, som hun angiveligt arbejdede for i to år, ligesom de dokumenter, der skal sandsynliggøre hendes uddannelse og ansættelse ved SADO, først er fremlagt under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt i hjemlandet, og nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/36/LAP
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Shikal-klanen og er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer fra Habar Gidir-klanen, fordi de vil gøre ham til offer for blodhævn. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil udsætte ham for straf, fordi han flygtede fra et fængselsophold i [en landsby]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans halvstorebroder slog et ukendt medlem fra Habar Gidir-klanen ihjel på et ukendt tidspunkt før, ansøgeren blev født. Ansøgerens fader betalte blodpenge til afdødes fader, og de aftalte, at der derved ikke ville blive gjort mere ved sagen. I [foråret] 2012 blev ansøgerens fader slået ihjel af al-Shabaab, idet grupperingen mistænkte ham for at arbejde som spion for regeringen. I [sommeren] 2012 blev ansøgeren tilbageholdt af al-Shabaab i 21 dage. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet, hvorefter han rejste til Mogadishu og bosatte sig hos sin moster. Kort herefter blev mosterens bopæl opsøgt af medlemmer fra Habar Gidir-klanen, som spurgte til ansøgeren. De kom ikke ind i huset, men talte kun med mosterens ægtefælle udenfor hoveddøren. Herefter boede ansøgeren forskellige steder i omkring et år. Med hjælp fra sin moster og hendes ægtefælle udrejste ansøgeren af Somalia i [vinteren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om det antal gange, han angiveligt blev opsøgt af Habar Gidir-klanen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klankonflikten angiveligt opstod før ansøgerens fødsel og blev bilagt dengang ved betaling af blodpenge. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at han på gaden i Mogadishu blev angrebet af medlemmer af Habar Gidir-klanen, som han ikke tidligere havde haft kontakt med, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin flugt fra al-Shabaab, herunder om vagternes placering inde i eller udenfor hytten, da han stak af og om, hvorvidt døren til hytten var åben eller lukket. Hertil kommer ansøgerens ukendskab til det område, han har oplyst som sin hjemegn, og at ansøgerens dialekt efter sproganalysen [foråret] 2015 ses uforenelig med sprogbrugen i den sydlige del af Somalia, men forenelig med sprogbrugen i den nordlige del af Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/35/LAP
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Digil, underklanen Begedi, subklanerne […] og […] samt familieklanen […] og er muslim fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin stedfaders broder eller hans klan, idet de beskylder ansøgeren for at stå bag drabet på stedfaderen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans fader døde i [foråret] 2012, hvorefter hans moder blev gift med hans stedfader i 2013. Ansøgeren og hans broder havde flere uoverensstemmelser med deres stedfader, idet han gerne ville bestemme over familiens bil. Ansøgerens broder blev slået ihjel af nogle ukendte personer i 2013, hvorefter ansøgeren fik ansvaret for bilen. Ansøgeren blev fængslet på grund af sine uenigheder med stedfaderen vedrørende bilen, men han blev løsladt igen, da han sagde til sin stedfader, at han kunne få lov at bestemme over familiens bil, bopæl og ansøgerens faders butik. Ansøgerens stedfader blev nogle dage efter ansøgerens løsladelse fra fængslet dræbt af nogle ukendte personer. Dagen efter drabet blev ansøgeren anholdt og fængslet af myndighederne for drabet på stedfaderen. I fængslet blev ansøgeren opsøgt af sin stedfaders broder samt andre klanmedlemmer fra stedfaderens klan, som anklagede ansøgeren for at have dræbt sin stedfader. De sagde til ansøgeren, at han var dødsdømt, og stedfaderens broder sagde, at han ville gifte sig med ansøgerens moder. Ansøgeren var fængslet i syv dage, inden han flygtede fra fængslet, da hans faders bedste ven og en af moderens slægtninge bestak en af fængselsbetjentene. Ansøgeren udrejste af Somalia samme nat. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på mange, herunder centrale punkter, har forklaret divergerende, ligesom forklaringen ikke forekommer sandsynlig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke har forekommet troværdig, idet ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist, ligesom forklaringen ikke forekom selvoplevet. Ansøgeren har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hans stedfader blev dræbt få dage efter, at ansøgeren blev løsladt efter sin første anholdelse, mens han under nævnsmødet har forklaret, at der gik ca. 20 dage fra løsladelsen til stedfaderen blev dræbt. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans mor er blevet slået og hans søster blevet kidnappet som følge af konflikten, mens han til samtalen [i slutningen af] 2015 har forklaret, at hverken hans mor eller søster er blevet udsat for overgreb. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at Merca ikke længere er kontrolleret af al-Shabaab, og uanset det også fremgår af baggrundsmaterialet, at al-Shabaab fortsat kan slå til i de befriede byer, og det af artikler af 5. og 6. februar 2016 fra BBC fremgår, at der har været et angreb på Merca, er den generelle sikkerhedssituation ikke af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Merca, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/34/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somali af etnicitet, tilhørende bon-klanen, er født i Mogadishu, Somalia, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har i en periode boet i Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangshvervet af sin fader til al-Shabaab eller at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden han fyldte 14 år flere gange er blevet opfordret af sin fader til at rejse til Somalia for at kæmpe for al-Shabaab, som faderen er medlem af. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylskema har anført, at han frygtede, at blive tvangshvervet til al-Shabaab, men som asylmotiv alene har henvist til, at han tilhører en minoritetsklan, som bliver chikaneret og undertrykt. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at det ikke kan tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret, at grunden til, at han ikke har anført noget om sin frygt for al-Shabaab i asylskemaet skyldes, at han var bange. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen den [foråret] 2015 oplyste, at grunden til, at han frygtede at blive opsøgt af sin far, alene var, at han nu var blevet ældre, mens han ikke nævnte noget om, at han havde været i telefonisk kontakt med sin far. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at hans far flere gange telefonisk havde opfordret ansøgeren til at rejse til Somalia og arbejde for al-Shabaab. Første gang var, da ansøgeren lige var fyldt 14 år. Sidste gang var kort før ansøgerens udrejse af Kenya. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har forsøgt at tvangshverve ansøgeren til al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der ikke grund til at antage, at sikkerhedssituationen i Mogadishu er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage, vil være i risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Uanset ansøgeren ikke har været i Somalia siden han var ca. 8 år gammel, finder Flygtningenævnets flertal derfor, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/33 AML
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somali af etnicitet, tilhørende Hawie-klanen, er født i […] beliggende i Bardheere distriktet i Gedo-regionen i det sydlige Somalia, og er sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, da de fængslede ham for at have set en fodboldkamp. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af personer med tilknytning til marehaan-klanen, som hævn for, at ansøgerens broder har slået et medlem af klanen ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 blev opsøgt af flere al-Shabaab medlemmer, fordi han havde opført en mindre hjemmebiograf. Al-Shabaab medlemmerne ødelagde ansøgerens hjemmebiograf, og ansøgeren blev straffet med 100 piskeslag. Efterfølgende blev han tilbageholdt i syv dage i fængslet i […]. Under fængslingen blev ansøgeren forsøgt tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Ansøgeren blev herefter løsladt og oplevede i den følgende periode ikke problemer med al-Shabaab. Ansøgeren blev den [sommeren] 2014 opsøgt af al-Shabaab, da han var i færd med at se en fodboldkamp hos en af sine venner. Ansøgeren blev i den forbindelse idømt fem måneders fængsel og 100 piskeslag. Under fængslingen slog ansøgerens broder en person ihjel fra marehaan-klanen. Personer fra denne klan bad i den forbindelse al-Shabaab om udlevering af ansøgeren, hvilket ikke kunne ske, før han havde afsonet sin straf ved al-Shabaab. Efter fem dages fængsling lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på adskillige, herunder helt centrale punkter, har forklaret divergerende, ligesom han for nævnet har udbygget sin forklaring. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvor mange der blev taget med til fængslet, hvilken straf han blev idømt efter fængslingen i 2014 samt om, hvornår på dagen han flygtede fra fængslet. Han har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om selve flugten. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2015 forklaret, at vagten ikke skød efter ham under flugten, mens han for nævnet har forklaret, at vagten skød efter ham, da de var kommet over fængselsmuren. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende om den ven, som besøgte ham i fængslet. Han har således for nævnet forklaret, at vennen var i familie med den mand, som ansøgerens broder angiveligt dræbte, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har oplyst, at vennen havde nogle relationer til den dræbte. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerens forklaring i det hele må tilsidesættes som utroværdig. Udlændingestyrelsen har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at det på baggrund af styrelsens nyeste undersøgelser er usikkert, hvorvidt dele af Gedo-regionen nu er kontrolleret af al-Shabaab. Det kan derfor ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og dermed udlændingelovens § 7, alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i området. Spørgsmålet er herefter, om Mogadishu kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Under hensyn til, at det af det foreliggende baggrundsmateriale fremgår, at al-Shabaab er fordrevet fra byen, og at AMISOM og regeringen har kontrollen over byen sammenholdt med, at ansøgeren er en rask ung mand, finder Flygtningenævnet, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu, hvor han må antages at kunne leve et efter somaliske forhold relativt normalt liv. Det bemærkes herved tillige, at ansøgeren har oplyst, at han har en farbroder og søster i Mogadishu. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/32 AML
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er medlem af Samaroon-klanen og muslim af trosretning fra Borama i Somalia, og den kvindelige ansøger er muslim af trosretning fra Hargeysa i Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers fader samt familie, da de ikke accepterer ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de i 2011 lærte hinanden at kende, da den mandlige ansøger var på besøg i Hargeysa, hvor den kvindelige ansøger var opvokset. De opretholdt kontakten, og i 2013 besluttede de sig for at blive gift. Samme dag som den mandlige ansøgers fader henvendte sig til den kvindelige ansøgers familie med henblik på at arrangere ægteskabet, fik den kvindelige ansøger at vide, at hun var et hittebarn og ikke beslægtet med den kvinde, som hun hidtil havde troet var hendes moder. Dette blev den mandlige ansøgers fader tillige gjort bekendt med, hvorefter han truede med at slå ansøgerne ihjel, hvis de blev gift. Herefter besluttede ansøgerne sig for at udrejse af Somalia. De mødtes i Jigjija i Etiopien, hvorfra de rejste videre til Libyen, hvor de blev de gift. Flygtningenævnet kan lægge den kvindelige ansøgers forklaring til grund for så vidt, at hun er hittebarn, at hun ikke kender sit klantilhørsforhold, og at hun har fået en søn som følge af voldtægt. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgernes sammenstemmende forklaringer om, at de er blevet gift under flugten. Ansøgerne har forklaret divergerende på væsentlige punkter i deres asylmotiv. De har forklaret divergerende om, hvor og hvor ofte de mødtes i 2011, mens den mandlige ansøger var i Hargeysa, om de mødtes fysisk mellem hans afrejse fra Hargeysa i 2011, og til han kom tilbage i 2013, og om de var i fysisk kontakt fra hans afrejse fra Hargeysa i 2013, til de udrejste. Den kvindelige ansøger har endvidere under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at der gik en periode på op til et år, efter den mandlige ansøgers afrejse fra Hargeysa i 2013, hvor de ikke talte sammen. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvordan de to familier boede i forhold til hinanden, og om den mandlige ansøgers fader kendte den kvindelige ansøgers familie. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 forklaret, at hans fader, da denne nægtede at arrangere ægteskabet, alene sagde, at han ikke kunne acceptere den mandlige ansøger som sin søn, hvis denne trodsede hans vilje og giftede sig. Den mandlige ansøger har under samme samtale forklaret, at der ikke var en konflikt mellem ham og hans fader før udrejsen, og at faderen først, da den mandlige ansøger opholdt sig i Libyen, truede med at dræbe ham. Den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke siden har haft kontakt til sin fader. Den mandlige ansøger har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at hans fader truede med at ville dræbe den mandlige ansøger, mens han fortsat opholdt sig i Boroma. Han har under denne samtale endvidere forklaret, at han var i kontakt med sin fader, da de opholdt sig i Italien. Han har videre oplyst, at han har fortalt sin ægtefælle om truslerne. Han har benægtet at forsøge at kontakte sin fader under hans ophold i Danmark. Den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger, mens de fortsat opholdt sig i Somalia, gav udtryk for, at hun også var truet. Hun har forklaret, at hun ikke kender til, at den mandlige ansøger blev truet af sin fader, mens de opholdt sig i Libyen og Italien, men at den mandlige ansøger forsøgte at kontakte sin fader, mens de opholdt sig i Danmark. På grund af de mange og væsentlige divergenser finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Uanset at den kvindelige ansøger har oplyst at være hittebarn, at være ukendt med sit klantilhørsforhold og at have født et barn uden for ægteskab, finder nævnet, at hun efter sit ægteskab med den mandlige ansøger har et mandligt netværk. Idet ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/31/CEB
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra [Gedo-regionen] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun er dødsdømt efter at have nægtet at lade sine to ældste sønner rekruttere til al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at to repræsentanter fra al-Shabaab i 2012 henvendte sig på hendes bopæl og spurgte efter hendes sønner, idet de ville rekruttere dem. Hun nægtede at overgive sine sønner til al-Shabaab, hvorefter hun blev slået og skudt i sit ene ben. Hendes to ældste sønner løb ud til hende, hvorefter repræsentanterne fra al-Shabaab skød og dræbte sønnerne. Dernæst mistede ansøgeren bevidstheden. Hun vågnede op i en klanfælles hytte, hvor hun siden opholdt sig, mens hendes sår blev behandlet. Efterfølgende fortalte hendes søster hende, at al-Shabaab vidste, at hun ikke var afgået ved døden, samt at de havde dødsdømt hende. Ansøgerens mand og fader blev taget af al-Shabaab i 2005. Da ansøgeren forlod Somalia i 2013 havde hun kun sin søster, sin moder og sine tre mindreårige børn. Hendes søsters ægtefælle er også død. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 10. september 2015 (Case of R.H. V. Sweden) i præmis 70 anført: ”The various reports attest to the difficult situation of women in Somalia, including Mogadishu. The UNHCR has identified women and girls as a particular risk group (see paragraph 37 above). While there has been legislative progress in the form of the development of a sexual offences bill, there are several concordant reports about serious and widespread sexual and gender-based violence in the country (paragraphs 27, 30, 33-34 and 38). Not only civilians but also members of SNAF, AMISOM and other armed forces are perpetrators of abuse against women. Women are unable to get protection from the police and the crimes are often committed with impunity, as the authorities are unable or unwilling to investigate and prosecute reported perpetrators. It is also clear that women are generally discriminated against in Somali society and that they hold a subordinate position to men. As shown by the report of the Swedish Migration Board, women are reliant on men in many aspects of societal life (paragraph 30). In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention.” Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, der er uden mandligt netværk i Somalia, og som ved udrejsen var i en konflikt med medlemmer af al-Shabaab, har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Somalia vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2016/3/chk
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst første gang i 2012. Ansøgeren blev derefter forsøgt overført til Italien i medfør af Dublinforordningen, men ansøgeren udeblev, inden udrejsen kunne effektueres. Søgte asyl igen i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen [hovedklan], subklan [underklan]. Han er muslim af trosretning fra [hjemby], Somalia. Ansøgeren boede i perioden fra 1999 til 2007 i Mogadishu. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for mødet i Flygtningenævnet som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af to afdøde skattemedarbejderes familier, idet han blev beskyldt for at være ansvarlig for deres død. Han frygter også al-Shabaab, idet han har haft arbejde som skatteinddriver for myndighederne. Videre har han henvist til, at han frygter sin svigerfamilie, idet han giftede sig med sin ægtefælle uden deres samtykke. Han giftede sig med ægtefællen i 2007, og familien fandt først ud af det i [foråret] 2008. I [sommeren] 2007 begyndte ansøgeren at arbejde som skatteinddriver. [i sommeren] 2008 blev ansøgeren og tre af hans kollegaer udsat for røveri, hvor to af hans kollegaer, [navne på de to kollegaer], blev skudt og dræbt. Ansøgeren og hans anden kollega, [navn på tredje kollega], blev beskyldt for at have medvirket til kollegaernes død, hvorefter de blev fængslet og dømt til døden. Mens ansøgeren var fængslet, angreb al-Shabaab fængslet, og ansøgeren flygtede fra fængslet. Under nævnsmødet har ansøgeren alene henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter den guvernør, der var ansvarlig for, at han blev dømt til døden, og medlemmer af de dræbtes klaner samt henvist til den generelle angst for al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig skiftende asylmotiver. Ansøgeren har i hovedtræk – med få mindre undtagelser – forklaret enslydende om de enkelte elementer vedrørende de hidtidige asylmotiver, men nævnet har dog lagt afgørende vægt på, at ansøgeren i sit asylskema har anført, at han dagen efter sin anholdelse blev dømt til døden, mens hans under de efterfølgende forklaringer hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han først blev dømt 20 dage efter tilbageholdelsen. Nævnet bemærker i den henseende, at det må have været en så central begivenhed, at ansøgerens forklaring om, at det, at han skrev ”dagen efter”, skrev han, fordi han var dårlig, ikke kan anses for sandsynlig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens forklaring om, at han som skatteinddriver uden særlig uddannelsesmæssig baggrund kunne få en løn på 250 US dollars om måneden, hvilket må anses for en meget høj honorering af offentligt ansatte i Somalia. Herefter finder nævnet efter en konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/27/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen [navn på klan] og er muslim fra [navn på by] i Gedo-regionen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter to medlemmer af Marehan-klanen, der mistænker ansøgerens familie for at være skyld i deres faders død. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel af al-Shabaab, der forsøgte at rekruttere ham. Ansøgeren blev [i sommeren] 2014 opsøgt i sin faders butik af to personer, som ansøgeren formoder, er fra al-Shabaab. De to mænd bad ansøgeren om at følge med, men ansøgeren stak af. Da han kom tilbage til butikken godt en time senere, var de to mænd forsvundet. Senere samme dag blev ansøgeren taget med af fire mænd, som tog ansøgeren med til deres emir. Emiren gav ansøgeren valget mellem at slutte sig til deres hær eller blive slået ihjel. Ansøgeren valgte at slutte sig til hæren. To dage senere blev ansøgeren opsøgt af to mænd fra Marehan-klanen. Mændene var bevæbnet med økser og knive, så ansøgeren stak af. Da ansøgeren kom tilbage til butikken senere samme dag, var mændene væk. Ansøgerens fader gik efterfølgende til Marehan-klanens ældreråd. Faderen fik at vide, at baggrunden for angrebet var, at Marehan-klanen mistænkte ansøgerens familie for at stå bag en brand, der var opstået i de to mænds butik, hvorved deres fader var kommet til skade. [senere i løbet af sommeren] 2014 afgik de to mænds fader ved døden, og de to mænd dræbte herefter ansøgerens forældre. Ansøgeren udrejste samme dag til Kenya. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren vedrørende sin påberåbte konflikt med al-Shabaab har forklaret væsentligt divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2014 alene har oplyst, at han blev opsøgt at to personer, der bad ham følge med, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har forklaret, at han senere samme dag blev afhentet af fire personer og ført til emiren på al-Shabaabs base. Vedrørende klankonflikten bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2014 alene gjorde gældende, at overfaldet fandt sted, idet de pågældende ville plyndre forretningen, at han flygtede umiddelbart efter, og at hans fader fortsat var i live. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklarede ansøgeren, at [de to mænd] kom for at hævne sig, idet deres faders forretning var brændt ned, og at deres fader var blevet slemt forbrændt. Han forklarede, at hans forældre omkring 23 dage senere blev dræbt, og at han som følge af dette flygtede. På baggrund af disse afgørende divergenser tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som utroværdig. Af samme grund kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret i forhold til al-Shabaab. På baggrund af det foreliggende baggrundsmateriale, lægges det til grund, at myndighederne har kontrollen over [ansøgerens hjemby]. Da der ikke findes tilstrækkelig dokumentation for, at denne kontrol er truet, findes en tilbagesendelse ikke at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/26/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører […]-klanen og er muslim af trosretning fra […], Middle Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af militsen al-Shabaab, fordi han har unddraget sig arbejdet med at indsamle skatter for militsen.Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 blev opsøgt af tre medlemmer af al-Shabaab i sin butik i [landsbyen], som bad ham deltage i et fællesmøde senere samme dag. Til fællesmødet blev tilhørerne oplyst om, at de skulle arbejde for al-Shabaab. For at undgå at deltage i væbnede kampe for al-Shabaab, bad ansøgeren om at få til opgave at assistere medlemmerne, når de én gang årligt skulle køre rundt i oplandet til [landsbyen] og indsamle penge fra indbyggerne. Omkring en uge efter mødet blev han første gang hentet af medlemmer fra al-Shabaab. Ansøgerens opgave bestod i at guide dem rundt til de forskellige landsbyer og græsningsområder, hvor nomaderne boede, idet de fleste af medlemmerne manglede kendskab til området, fordi de stammede fra andre steder i landet. Ansøgeren forsøgte to gange i 2010 at flygte fra sit arbejde for al-Shabaab. Den første gang rejste han hjem til sin faders fætters søn, Goobe, som boede i landsbyen […] uden for [hans egen landsby]. Efter en måneds ophold i […] blev han arresteret af al-Shabaab, imens han befandt sig i en plantage. Han blev bragt til al-Shabaabs leder, som tilgav ham for flugtforsøget. Ansøgeren genoptog herefter arbejdet. Senere på året prøvede han igen at flygte. Han rejste til [en anden landsby], men idet han ikke havde medbragt tilstrækkeligt med penge til at udrejse af Somalia, tog han hjem igen. Han arbejdede herefter omkring en gang hver anden måned som guide for al-Shabaab, indtil han i 2014 havde opsparet nok til at udrejse af landet. I [sommeren] 2014 kontaktede han al-Shabaabs leder i […] og bad om lov til at stoppe. Lederen foreslog i stedet, at han af hensyn til sin familie, kunne arbejde som guide i de nærmeste landsbyer og dermed ikke være væk fra sin familie. Ansøgeren accepterede forslaget og deltog i én yderligere indsamling med al-Shabaab, inden han [senere på sommeren] 2014 udrejste af Somalia. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret konsistent og detaljeret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens rolle som tvungen støtte til al-Shabaab har været så profileret, at det er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for overgreb på grund af denne bistand af AMISOM, der efter baggrundsoplysningerne nu har kontrollen i byen, eller af lokalbefolkningen. Af samme grund findes det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren under opholdet i byen skulle være i risiko for målrettede angreb fra al-Shabaabs side. Det fremgår af baggrundsmaterialet, at al-Shabaab fortsat er til stede i området omkring […], men der er ikke oplysninger, som indicerer, at de fuldstændig har kontrollen over området. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagerejse fra Mogadishu til […] skulle være i en sådan konkret og individuel risiko for at blive standset af al-Shabaab og i den forbindelse udsat for overgreb, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, skulle være opfyldt. De generelle forhold i ansøgerens område er ikke i sig selv asylbegrundende, og den omstændighed, at ansøgeren på grund af helbredsproblemer vil have vanskeligt ved at forsørge sig selv, findes ikke i sig selv at medføre, at han kan betragtes som sidestillet med enlige kvinder uden netværk. Ansøgerens advokats anbringende om, at ansøgeren med denne begrundelse må betragtes som et medlem af en særlig social gruppe og berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan derfor ikke tages til følge. Det bemærkes endeligt, at det ikke henhører under Flygtningenævnet at meddele opholdstilladelse af humanitære årsager. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/25/LAP
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra […] Gedo-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter Al-Shabaab, idet han har nægtet at arbejde for dem. Ansøgeren frygter endvidere familien til den mand, som Al-Shabaab udadtil beskylder ansøgeren for at have slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [ultimo] 2012 blev taget af fire maskerede medlemmer af Al-Shabaab, der oplyste at have fået ordre om at hente ansøgeren. Ansøgeren blev ført til et fængsel i Baardheere. Al-Shabaab ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for dem, men dette nægtede ansøgeren, hvorfor Al-Shabaab truede med at slå ham ihjel. Ansøgeren blev herefter fængslet, og under tilbageholdelsen blev en anden mand, som ligeledes var tilbageholdt, slået ihjel af Al-Shabaab. Al-Shabaab ønskede at udstille ansøgeren, og de meddelte derfor den afdødes familie, at det var ansøgeren, der havde slået ham ihjel. På denne baggrund blev ansøgeren under en retssag dømt til døden og blev atter låst inde i en celle med en lænke om benet. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at flygte derfra. Al-Shabaab forsøgte at fange ansøgeren og skød efter ham, men forgæves. Ansøgeren udrejste kort tid efter af sit hjemland. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen på flere afgørende punkter fremstår usammenhængende, upræcis og usandsynlig. Forklaringen anses for konstrueret til lejligheden og kan derfor ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder det således utroværdigt, at ansøgeren har kunnet flygte fra Al-Shabaabs lejr, og at han uden at blive pågrebet har kunnet undslippe de vagter, der forfulgte ansøgeren og skød efter ham, ligesom han også undslap de vagter, der befandt sig foran ansøgeren, og som også skød mod ansøgeren, der havde en kæde om benet under sin flugt. Ansøgeren har hertil forklaret usammenhængende og divergerende om, hvordan han slap ud af sin celle. Under asylsamtalen [i] 2015 har han forklaret, at han var lænket til en pæl med en kæde, der var lukket om ansøgerens fod med en hængelås. Pælen holdt taget på det hus, hvor ansøgeren var anbragt. Ansøgeren gravede under pælen og kunne bruge sine hænder, da der var sand under pælen. Han hev kæden ned under pælen og kunne derved komme fri, hvorefter han snoede resten af kæden rundt om foden. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at pælen ikke holdt taget, men at taget blev holdt af fire andre pæle i hvert hjørne af huset. Han brugte nogle pinde for at grave sig fri af pælen, der stod i almindelig jord. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren uden straks at blive pågrebet af Al-Shabaab-vagterne har kunnet rive de blikplader, der blev brugt som vægge i cellen, løs fra den trækonstruktion, hvortil pladerne var fastgjort. Med henvisning til, at ansøgerens forklaring om sine problemer med Al-Shabaab ikke kan lægges til grund, finder nævnet ligeledes at måtte forkaste den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens frygt for overgreb fra en familie, hvis søn han af Al-Shabaab er blevet beskyldt for at have slået ihjel. Ansøgeren er ikke profileret i politisk eller organisatorisk henseende og tilhører ikke en personkreds, som efter de foreliggende baggrundsoplysninger er i Al-Shabaabs søgelys eller i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 som følge af sin blotte tilstedeværelse i det område, hvorfra ansøgeren kommer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren risikerer overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/24/JOL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Darod og subklanen […] og er sunni-muslim fra […], Puntland i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin fader og faderens familie, idet de ikke accepterer hendes ægteskab med [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes datter, der er født den 5. januar 2016, vil blive omskåret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun lærte [A] at kende i 2002 i biografen, hvor ansøgeren plejede at komme med sine veninder. De fortsatte herefter med at mødes i biografen i skjul, og [medio] 2007 blev ansøgeren og [A] hemmeligt viet. Ansøgeren holdt sit ægteskab med [A] skjult med sin familie, idet [A] tilhører Midgan-klanen, som er en undertrykt klan i forhold til ansøgerens klan. Ansøgerens fader blev bekendt med ægteskabet [ultimo] 2007, idet ansøgerens fætter havde set ansøgeren og [A] i biografen sammen. Faderen tilbageholdt herefter ansøgeren og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgerens familie truede med at slå hende ihjel, idet hendes ægteskab med [A] havde krænket familiens ære. [A] flygtede ud af landet, mens ansøgeren var tilbageholdt. Ansøgeren fik telefonisk kontakt til [A] i 2008, som på dette tidspunkt opholdt sig i Italien, hvor han havde søgt om opholdstilladelse. I […] 2014 besluttede ansøgerens fader, at ansøgeren den efterfølgende måned skulle giftes med en af hans forretningsforbindelser fra Dubai. Dette ønskede ansøgeren imidlertid ikke, og hun udrejste derfor af sit hjemland, da [A] havde skaffet penge nok til, at dette kunne lade sig gøre. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet, at forklaringen på centrale punkter fremstår konstrueret til lejligheden, og forklaringen forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at det virker usandsynligt, at ansøgeren og [A], der lærte hinanden at kende i 2002, hemmeligt kunne mødes i biografen cirka 25 gange om måneden, før de [ultimo] 2007 blev opdaget af ansøgerens fætter, [B]. Ansøgerens forklaring om episoden med fætteren udenfor biografen fremstår i øvrigt usammenhængende og upræcis. Ansøgeren har under asylsamtalen den 8. september 2015 forklaret, at hun fik en lussing af [B], og at [A] slog [B] og spurgte, hvorfor [B] slog hans ægtefælle. Under behandlingen i nævnet har ansøgeren forklaret, at hun stillede sig mellem [A] og [B] og sagde til [A], at han ikke måtte slå [B], da han var ansøgerens fætter. Forinden havde ansøgeren forklaret, at [A] først efter episoden fik at vide, at [B] var ansøgerens fætter. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om sin faders reaktion og overgreb mod hende, efter at ansøgerens ægteskab med [A] var blevet opdaget. Under oplysnings- og motivsamtalen [i] 2014 har ansøgeren alene oplyst, at hun blev slået af sin fader, efter han fandt ud af, at hun var blevet gift. Under asylsamtalen har hun derimod forklaret, at hun blev tilbageholdt i en måned hos sin fader, og at hun blev bundet og slået med metal på sine fødder. Hun blev endvidere slået med et bælte på sine arme, så hun fik sår, og hun blev sparket i maven. Ansøgerens fader begik overgrebene mod hende, mens [B] holdt hende fast. Flygtningenævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren på trods af sit ægteskab med [A] og deres kærlighed til hinanden er blevet i Somalia, efter at [A] udrejste af Somalia i 2007. Ansøgeren er først i 2014, da hun angiveligt skulle tvangsgiftes med en af sin faders forretningsforbindelser, udrejst af Somalia, og det bemærkes hertil, at ansøgeren i perioden har kunnet opholde sig på bopælen, uden at hun blev udsat for repressalier, bortset fra hendes tilbageholdelse i en måned 2007. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes datter vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje ved en tilbagevenden til Somalia, lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særligt oplysningerne om at det i Puntland i Somalia vil være muligt for mødre at undgå, at deres døtre bliver omskåret mod mødrenes vilje. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren og hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/23/JOL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hawadle og muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab, herunder hans farbroder, idet al-Shabaab mener, at ansøgerens fader var vantro og idet hans farbroder vil overtage hans families jord. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at medlemmer fra Habar Gidir-klanen vil slå ham ihjel, idet hans broder [A] giftede sig med en kvinde tilhørende Habar Gidir-klanen, hvilket klanen ikke accepterede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans fader blev slået ihjel af al-Shabaab på et ukendt tidspunkt i 2013, fordi faderen ikke betalte det beløb, som al-Shabaab opkrævede af ham. Al-Shabaab opsøgte herefter ansøgerens moder, som også undlod at betale pengene. Efter nogle måneder blev ansøgerens broder, [B], slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren tror, at det var hans farbroder, som også var medlem af al-Shabaab, der slog faderen og broderen ihjel, fordi han havde til hensigt at overtage familiens landbrugsjord. Efter noget tid blev ansøgerens familie udsat for chikane af medlemmer af Habar Gidir-klanen, fordi ansøgerens broder, [A], indgik et hemmeligt ægteskab med en kvinde fra Habar Gidir-klanen, hvilket de ikke accepterede. Ansøgeren rejste herefter til byen Belet Weyne, hvor han boede hos sin moders veninde. Under opholdet i Belet Weyne fik han besked om, at hans broder, [A], var blevet stenet til døde af al-Shabaab. Ansøgeren tog herefter til Mogadishu, hvor han bosatte sig hos sin moster sammen med sin moder, storesøster og lillebroder. Efter et stykke tid tog ansøgeren sammen med sin moder og søskende til et tyrkisk flygtningecenter i Mogadishu, idet moderen var bange for, at ansøgerens farbroder ville finde ansøgeren og gøre ham ondt. Efter, at ansøgeren havde fortalt en lærer på koranskolen, at hans fader var blevet slået ihjel af al-Shabaab, blev hans moder bange, hvorfor de flyttede til en anden bydel i Mogadishu. Ansøgeren blev herefter på et ukendt tidspunkt i 2014 opsøgt af sin farbroder, som tog ansøgeren med til hans bopæl, hvor han udsatte ansøgeren for fysiske overgreb i nogle dage. Farbroderen forsøgte endvidere at tvangshverve ansøgeren til al-Shabaab. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter han efter en uges tid udrejste af Somalia. Ansøgeren har senere hørt, at hans broder, [C], er blevet slået ihjel af ukendte personer i [foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, afglidende og upræcist, ligesom forklaringen på flere punkter ikke fremstod selvoplevet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han var til stede, da hans far blev dræbt, og hvorvidt læreren på koranskolen i Mogadishu opsøgte ham på bopælen og truede hans mor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om opholdet hos sin farbror i Mogadishu, og hvordan han blev taget med til dennes bopæl. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2014/2015] forklaret, at han var på farbrorens bopæl i Mogadishu i 3 dage, og at der var 3 andre mænd til stede, mens han blev slået. Til samtalen i Udlændingestyrelsen den [i vinteren 2015/2016] har ansøgeren forklaret, at hans farbror kom alene til ansøgerens bopæl, og at de gik til fods til farbrorens hjem. Han har videre forklaret, at kun farbrorens hustru og farbroren var til stede under hans tilbageholdelse. Endelig har han forklaret, at han opholdt sig hos farbroren i 4-5 dage. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at farbroren kom til hans bopæl i bil, og at der sad 2-3 andre mænd på bilens bagsæde. Ansøgerens forklaring forekommer endvidere ikke selvoplevet. Hertil kommer, at det ikke er troværdigt, at farbrorens hustru, skulle have hjulpet ham med at flygte, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren efter flugten fra farbroren kunne opholde sig i ca. en uge på bopælen i Mogadishu, uden at blive opsøgt på ny af farbroren. Udlændingestyrelsen har vurderet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde i [by] vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og dermed udlændingelovens § 7, alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i byen, idet det ikke kan afvises, at området er kontrolleret af al-Shabaab. Spørgsmålet er herefter om Mogadishu kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren, hvilket Udlændingestyrelsen har vurderet. Flygtningenævnet tilslutter sig denne vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens rapport: ”Country of Origin Information Report – South and Central Somalia Country, udgivet i september 2015” fremgår, at Mogadishu er kontrolleret af AMISOM. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har opholdt sig i Mogadishu i ca. 6 måneder, at han har en moster i byen, og at han er en rask ung mand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/22/SLN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra hovedklanen […] og muslim fra Garadag, Somaliland, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsomskåret, samt at ansøgeren og hendes datter vil blive udstødt af familien, fordi ansøgeren flygtede fra Somalia uden deres tilladelse, og fordi ansøgeren har en datter, men ingen ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2003 vendte tilbage til Somalia efter at have boet i Danmark i nogle år. I perioden mellem 2003 og 2008 blev ansøgeren dagligt slået, hvorfor hun besluttede sig for at flygte fra Somalia. I Libyen lærte ansøgeren [M] at kende. Ansøgeren og [M] blev gift og fik en datter. Mens ansøgeren opholdt sig i Tyskland, kontaktede hun [M] og fortalte ham, at hun ville skilles. Ansøgeren og [M] blev skilt. Ansøgerens moder har indikeret, at ansøgerens datter bør omskæres, da traditionen foreskriver dette. Ansøgeren har på en række punkter afgivet divergerende forklaringer om sin baggrund og asylmotiver til henholdsvis de østrigske og de danske udlændingemyndigheder, blandt andet om sine klanforhold, om sin hjemby og opvækst, herunder hvor hun opholdt sig, om sine konflikter i hjemlandet, om sit forhold til familien, og om forholdet til broderen, [B]. Ansøgeren har efterfølgende vedgået, at hun afgav bevidst urigtige oplysninger til de østrigske udlændingemyndigheder, og at hun indledningsvist afgav urigtige oplysninger til de danske udlændingemyndigheder. Dernæst har ansøgeren forklaret upræcist om ægteskabet med [M] og sin relation til denne. Hertil kommer, at ansøgeren først på et sent tidspunkt efter indrejsen i Danmark angav, at hun frygtede, at familien ville tvinge hende til at lade datteren omskære i tilfælde af en tilbagevenden til hjemlandet. Den omstændighed, at ansøgeren tidligere har afgivet usande forklaringer til udlændingemyndighederne i Østrig og i Danmark, må indgå med betydelig vægt i vurderingen af ansøgerens troværdighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at det ikke kan lægges til grund, at hun skulle være i konflikt med familien, eller at familien har den opfattelse, at pigebørn skal omskæres. Endvidere fremgår det af det foreliggende baggrundsmateriale, at moderen har en væsentlig indflydelse på, om der skal ske omskæring, ligesom der i ansøgerens hjemland synes at være en udvikling i gang, hvorefter omskæring sker mindre hyppigt. Da ansøgeren endvidere for nævnet har fremstået som en stærk person, som i flere år har været i stand til at klare sig i forskellige lande, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet på overbevisende måde har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, finder nævnet efter en konkret vurdering af hendes forhold, at hun i givet fald vil være i stand til at modsætte sig ønsker fra familien om omskæring af hendes datter. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/21/chk
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra en landsby i nærheden af landsbyen […] i Jubada Hoose regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til to dræbte al-Shabaab medlemmer, idet de mistænker ham for at stå bag drabene. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han, da han var 15 eller 16 år gammel, begyndte at udføre spionaktiviteter for den somaliske regeringshær. Han deltog i offentlige møder, som al-Shabaab havde arrangeret og delte herefter oplysningerne med en milits fra den tidligere regeringshær. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt, muligvis fem til seks måneder før hans udrejse fra Somalia, blev han tilbageholdt af fire medlemmer af al-Shabaab. Regeringshæren og ansøgerens morbroder […], som arbejdede for regeringshæren, kom ham til undsætning. Regeringshæren åbnede ild og dræbte to al-Shabaab medlemmer. Familiemedlemmer til de dræbte al-Shabaab medlemmer anklagede ansøgeren for at stå bag drabene, hvorfor han gik i skjul. Efter aftale med hans moder, udrejste han af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den har været upræcis, afglidende og præget af en lang række divergenser om centrale dele af asylmotivet, hvorfor forklaringen i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. I asylskemaet fra 2012 anførte ansøgeren således, at han var flygtet fra Somalia på grund af de generelle forhold i landet, herunder den manglende mulighed for at få uddannelse og lægebehandling, ligesom han henviste til den konstante undertrykkelse og manglende frihed. Han anførte videre, at han som lille knægt i 2009 blev taget af al-Shabaab og slået slemt og havde modtaget en advarsel, fordi han havde spillet fodbold. Først i asylskemaet fra 2014 og i de efterfølgende samtaler har ansøgeren forklaret, at udrejsen tillige var begrundet i, at han havde fungeret som spion mod al Shabaab, ligesom han sammen med sin morbror er eftersøgt, fordi han og morbroren er skyld i, at to af al-Shabaabs medlemmer fra Ogaden-klanen er blevet skudt. Der er tale om en væsentlig udbygning af asylmotivet, der først fremkom efter, at ansøgeren havde været gået under jorden i Danmark i perioden fra 2012 til 2014, efter at der var truffet afgørelse om, at han skulle Dublintilbageføres til Italien. Ansøgerens forklaring har ud over, hvad der fremgår af udlændingestyrelsens afgørelse blandt andet været divergerende med hensyn til, om han var spion for en klanbaseret milits, politiet eller hæren, om han spionerede flere gange månedlig, eller kun en sjælden gang imellem, og om han blev betalt med penge, khat eller mad. Han har endvidere forklaret divergerende om selve sammenstødet med al-Shabaab med hensyn til, om han var på vej til hærens eller al-Shabaabs hovedkvarter, og om episoden førte til en egentlig ildkamp mellem hæren og al-Shabaab eller ej. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om centrale dele af asylmotivet, og at divergenserne ikke findes at kunne tilskrives ansøgerens unge alder på tidspunktet for hændelserne. Idet det endelig bemærkes, at de generelle forhold i Somalia ikke kan begrunde asyl, finder nævnet sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/20/COL
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Ansøgeren tilhører klanen […] og er muslim fra Kismayo, Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af personer fra al-Shabaab, der har slået ansøgerens fader og broder ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb eller diskrimination fra Ogaden-klanen. Han har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab flere gange har forsøgt at rekruttere ham. Hans storebroder og fader blev slået ihjel af al-Shabaab i [foråret 2010], hvorefter ansøgerens moder sendte ham ud af landet. Ansøgeren har videre oplyst, at han tilhører en klan, der er i mindretal, og at klanen er undertrykt, og at man som medlem ikke har mulighed for at eje jord eller forretninger. Medlemmerne af ansøgerens klan arbejder typisk med håndværk. Endelig har ansøgeren oplyst, at han blev islamisk gift med sin ægtefælle, der er fra Ogaden-klanen, i [foråret 2015], og at de forud har fået et barn sammen [i vinteren 2014]. Ægtefællen er bosat i Sverige, hvor hun har opholdstilladelse. Uanset at ansøgerens forklaring, dels om al-Shabaabs forfølgelse af ham i 2010, dels om hans islamiske vielse med en kvinde fra en anden klan og faderskab til hendes barn, lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har for så vidt angår al-Shabaab lagt vægt på, at Kismayo ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere er kontrolleret af al-Shabaab og på, at ansøgeren efter det oplyste ikke kan anses for at være særligt profileret. Ansøgerens nye – ubekræftede – oplysninger om, at et al-Shabaab medlem har giftet sig med hans moder, og at al-Shabaab har taget kontrol over hans søskende, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Nævnet har for så vidt angår Ogaden-klanen lagt vægt på, at ægteskabet og faderskabet ikke er registeret af myndighederne og på, at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke har modtaget nogen former for trusler fra klanen, hverken fra klanmedlemmer i Somalia eller herboende klanmedlemmer. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/2/akm
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra landsbyen […] i regionen Hiiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb fra sin ægtefælles familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun mødte sin ægtefælle i primo 2012, hvorefter de blev gift [medio] samme år. To måneder efter blev hun og ægtefællen overfaldet af fem personer fra ægtefællens familie, heriblandt ægtefællens fader og broder, som bortførte ægtefællen. Ansøgeren var efter overfaldet sengeliggende i en til to måneder. På et tidspunkt fik hun oplyst, at hendes ægtefælle var stukket af fra sin familie, hvorfor hun besluttede sig at udrejse. Indledningsvist bemærkes, at flygtningenævnet finder, at det forekommer usandsynlig, at ansøgerens ægtefælle skulle have valgt at indgå ægteskab med en klanløs kvinde uden at opnå sin families accept, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren ikke undrede sig over, at hun ikke mødte hans familie før vielsen. Ansøgerens forklaring om overfaldet og omstændighederne i forbindelse hermed har været udetaljeret og upræcis, ligesom hun har forklaret divergerende med hensyn til, om det kun var hende og ægtefællen, som var til stede ved vielsen, eller om den også blev overværet af stedfaren og hans venner. Såfremt ansøgerens forklaring i øvrigt måtte lægges til grund, bemærkes, at ansøgeren ikke blev opsøgt af svigerfamilien i de måneder, der forløb fra overfaldet og til udrejsen, og at konflikten med svigerfamilien i 2012 derfor må anses for at være en afsluttet episode. Flygtningenævnet kan endelig ikke tillægge den fremlagte erklæring bevismæssig værdi, idet det er ansøgeren selv, der har anmodet ældrerådet om at skrive den, og da det er bemærkelsesværdigt, at den først er fremkommet kort tid før nævnsmødet. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet finder det mindre sandsynligt, at det skulle være muligt for ansøgeren at kontakte landsbyens ældreråd men ikke hendes familie og dermed de […] børn, hun efterlod i Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle situation i det sydlige Somalia kan begrunde asyl. Dette gælder også, selvom ansøgeren er kvinde. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har både sin mor og dennes ægtefælle, en bror og flere morbrødre i Somalia. Sammenfattende finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/19/COL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører Shekhal-klanen og er muslim af trosretning fra Diinsoor, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin forhenværende ægtefælle, som hun har nægtet at blive gift med på ny. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin nuværende ægtefælles morbroder, som ønsker, at ægtefællen skal giftes med hans datter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes stedmorder tvang hende til at arbejde for en mand ved navn [den tidligere ægtefælle]. Efter at have arbejdet for [den tidligere ægtefælle] i fem måneder, blev ansøgeren udsat for gentagne voldtægter af [den tidligere ægtefælle]. Da ansøgerens broder forsøgte at hjælpe ansøgeren, blev han skudt af [den tidligere ægtefælle]. [Den tidligere ægtefælle] tvang efterfølgende ansøgeren til at blive gift med ham. I 2005 fik ansøgeren og [den tidligere ægtefælle] besøg af en sheik, som var en af ansøgerens afdøde faders tidligere venner. Sheiken hjalp ansøgeren med at blive skilt, hvorefter hun tog ophold hos ham. I 2008 blev ansøgeren gift med en mand ved navn [den nuværende ægtefælle]. I 2010 blev ansøgeren og [den nuværende ægtefælle] opsøgt af [den tidligere ægtefælle], som forlangte, at ansøgeren skulle lade sig skille og blive gift med ham på ny. Da ansøgeren nægtede dette, skød [den tidligere ægtefælle] mod hendes seng og truede ansøgeren på livet. Ansøgeren og [den nuværende ægtefælle] flyttede efterfølgende til Diinsoor, hvor de har modtaget flere trusselsbreve fra [den tidligere ægtefælle]. [Den nuværende ægtefælles] moders broder ved navn [morbroderen] har flere gange har truet ansøgeren på livet, da han ønsker, at [den nuværende ægtefælle] skal giftes med hans datter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på centrale punkter har været usandsynlig, upræcis og udetaljeret. Forklaringen forekommer på den baggrund ikke selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at hun og [den tidligere ægtefælle] blev skilt i 2005, og at hun i slutningen af 2008 blev gift med [den nuværende ægtefælle]. [Den tidligere ægtefælle] tog ikke kontakt til hende igen, før engang omkring 2011, hvor han opsøgte hende på hendes og [den nuværende ægtefælles] fælles bopæl i Mogadishu, fordi han ønskede, at hun skulle lade sig skille og gifte sig med ham på ny. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende med hensyn til, om hun blev opsøgt en, to eller flere gange af [den tidligere ægtefælle]. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og [den nuværende ægtefælle] i 2011 flyttede til Diinsoor, hvor [den tidligere ægtefælle] ikke på noget tidspunkt personlig opsøgte hende. Ansøgeren har derimod forklaret, at hun og [den nuværende ægtefælle] modtog trusselsbreve, som hun antager, at [den tidligere ægtefælle] har sendt. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende med hensyn til antallet af disse breve. Ansøgeren har ikke forklaret, hvordan [den tidligere ægtefælle] var i stand til at finde frem til hende og [den nuværende ægtefælle]. Henset til at [den tidligere ægtefælle] ikke har opsøgt ansøgeren personligt i tiden fra 2011 og til udrejsen i 2014, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at trusselsbrevene stammer fra [den tidligere ægtefælle], finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra [den tidligere ægtefælles] side, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er ikke sandsynligt, at [den nuværende ægtefælles] mor skulle have accepteret, at hendes søn giftede sig med ansøgeren, når familien havde indgået en aftale med morbroren, […], om, at [den nuværende ægtefælle] skulle giftes med sin kusine, […], eller at der gik fra 2008 til 2014, før [morbroderen] fandt ud af, at [den nuværende ægtefælle] var blevet gift med en anden, og gjorde ægteskabsløftet gældende. Det er videre usandsynlig, at [den nuværende ægtefælles] mor under disse omstændigheder valgte at finansiere såvel [den nuværende ægtefælles] som ansøgerens udrejse. Endelig forekommer det usandsynlig, at ansøgeren, selvom hun og [den nuværende ægtefælle] udrejste sammen, ikke sikrede sig, at de var i stand til at opretholde kontakten, da hun rejste videre. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til årsagen til, at hun og [den nuværende ægtefælle] blev adskilt, idet hun i de tidligere samtaler har forklaret, at de blev væk fra hinanden i Etiopien, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at der kun var råd til at en af dem rejste videre. Nævnet tilsidesætter derfor også forklaringen om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra [morbroderens] side, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle situation i Somalia kan begrunde asyl. Dette gælder også, selvom ansøgeren er kvinde. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet i den forbindelse har lagt vægt på, at ansøgeren har en ægtefælle, og at hans familie fortsat opholder sig i Somalia. Sammenfattende finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/18/COL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører Shekal-klanen og er muslim af trosretning fra […] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til [sin hjemby] frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som har slået hans to halvbrødre ihjel samt forsøgt at rekruttere ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans familie [i efteråret] 2013 blev opsøgt af syv mænd fra al-Shabaab, der krævede, at hans to halvbrødre skulle tilslutte sig militsen, og at hans moder skulle gifte sig med en hvid mand fra militsen. To til fire dage senere kom mændene tilbage, hvorefter de skød og dræbte hans to halvbrødre. Efterfølgende kom ansøgeren hjem fra koranskole. Mændene fortalte ham, at han skulle tilslutte sig militsen inden for to til tre dage, hvorefter de bortførte hans søster og forlod hjemmet. Dernæst besluttede ansøgerens moder og morfader, at ansøgeren og moderen var nødt til at udrejse af Somalia. [Efterfølgende] udrejste ansøgeren og moderen til Yemen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om årsagen til, at hans halvbrødre blev skudt. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at al-Shabaab dræbte dem, fordi de rejste sig for langsomt efter at være blevet bedt om at følge med, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, hvorfor al-Shabaab skød hans halvbrødre. Endeligt har han under nævnsmødet forklaret, at han antog, at det var, fordi de ikke ville lade sig tvangshverve. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at han efter at være kommet til skade og vågnet op fra koma med stærke smerter i benet var i stand til at gå i 10 til 11 timer i et kuperet terræn for at komme til Tyrkiet. Videre har nævnet lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at al-Shabaab efterlod ansøgerens moder, efter de havde dræbt ansøgerens halvbrødre, når henses til, at hun få dage forinden angiveligt havde fået at vide, at hun skulle tvangsgiftes med en mand fra militsen. Nævnet har bemærket, at han under oplysnings- og motivsamtalen ikke oplyste, at hans moder var bevidstløs, da al-Shabaab forlod hjemmet. Han fremkom først med denne oplysning direkte forespurgt under asylsamtalen [i efteråret] 2015. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden, og at ansøgeren dermed ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Darod-klanen og er sunni muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes fader vil tvangsgifte hende bort til hendes fætter, eller at hun, såfremt hun nægter at lade sig gifte med sin fætter, vil blive slået ihjel af sin fader. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun [primo] 2014 indledte et forhold til en mand ved navn Ahmed, med hvem hun [omkring en måned senere] i skjul blev gift med. Efter vielsen fandt hun ud af, at hendes ægtefælle tilhørte [en] minoritetsklan. Syv dage efter vielsen fortalte hun sin moder om ægteskabet, hvorefter moderen samme dag fortalte det videre til ansøgerens fader, som ikke ville acceptere ægteskabet, fordi ansøgerens ægtefælle tilhørte [en] minoritetsklan. Faderen blev meget vred og slog ansøgeren. Endvidere sagde han til ansøgeren, at han ville gifte hende bort til hendes fætter. Hun blev efter et mislykket flugtforsøg tilbageholdt af sin fader på sin bopæl i 12 dage. En nat kom hendes moder og låste hendes lænker op. Moderen bragte hende hen til en slægtning i [en anden by], hvor hun skjulte sig i 25 dage. Under hendes ophold i [denne by] opsøgte hendes fætre hendes ægtefælle. De sagde til ham, at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke forlod byen. Som følge heraf forlod ægtefællen byen, og ansøgeren udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen overordnet lyder usandsynlig. Herved lægger nævnet især vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren har kunnet bevæge sig uden for hjemmet i al hemmelighed og afholde stævnemøder med Ahmed og gifte sig med ham, uden at dette har kunnet konstateres af hendes mandlige familiemedlemmer. Nævnet har endvidere lagt væk på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Hun har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke var bekendt med Ahmeds klantilhørsforhold før efter vielsen, mens hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun var bekendt med klantilhørsforholdet inden vielsen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningskemaet oplyste, at hun blev spærret inde i et værelse i hjemmet, mens hun under asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun blev lænket til en metalpind af sin fader, og at dette gav hende mulighed for at bevæge sig rundt i forskellige værelser, herunder toilettet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens moder kunne hjælpe hende med at flygte ved en vandretur på to gange tre timer om natten for at bringe hende til en fjernere slægtning. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden, og at ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold for kvinder kan under disse omstændigheder ikke føre til en ændret vurdering.” Soma/2016/16/CEB
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Obakar-klanen og er muslim af trosretning fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel i forbindelse med en klankonflikt eller i et af de attentater, der bliver udført i Mogadishu. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født i Adan Yabal, men flyttede sammen med sin familie til Mogadishu, da han var seks år gammel. I 1999 udrejste han af Somalia på grund af borgerkrigen. Han tog ophold i Yemen, hvor han mødte sin ægtefælle, med hvem han har tre børn. I 2010 rejste han til Djibouti, hvor han opholdt sig i nogen år, inden han tog tilbage til Mogadishu. Mens han levede i Mogadishu, var han vidne til mord og eksplosioner, hvilket han i dag er psykisk påvirket af. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er medlem af en mindre klan, hvorfor han er i risiko for at blive offer for en klankonflikt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu ikke på nuværende tidspunkt kan anses for at være af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet har herved lagt vægt på, at det følger af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos og Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2013: ”Update om Security and Human Right Issues in South-Central Somalia, including Mogadishu” og Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: ”South-Central Somalia Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process”, at forholdene i Mogadishu og det syd- og centrale Somalia er forbedret væsentligt de seneste år, og at al-Shabaab er fordrevet fra Mogadishu. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af UK Home Offices rapport ”Country Information and Guidance Somalia”, udgivet den 9. april 2014, at al-Shabaab fortrinsvis går efter mål og personer, som har med den somaliske regering og eller regeringens internationale støtter at gøre. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/15/CEB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1993. Flygtningenævnet udtalte: Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken opholdstilladelse er bortfaldet som følge af udvisning for bestandigt ved dom, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Ultimo] 2015 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Somalia, jf. udlændingelovens § 49a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klageren er somalisk statsborger, tilhører klanen […] og er muslim af trosretning fra Mogadishu. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil opleve problemer som følge af, at hans nu afdøde fader var [minister] under den tidligere somaliske regeringsleder […]. Endvidere frygter han at vende tilbage til Somalia, idet han ingen tilknytning eller kendskab har til landet. Klageren har i Danmark sine [familiemedlemmer]. Han har de seneste tre år forud for anholdelsen for kriminelle forhold i primo 2013 været uden arbejde. Han har tidligere taget grundforløbet i […]uddannelsen og har blandt andet arbejdet som […]chauffør. Han er for tiden i gang med [en uddannelse] i fængslet. Klageren har under nævnsmødet yderligere forklaret blandt andet, at han har deltaget i foreningsarbejde, og at han ønsker at gøre en forskel i forbindelse med dansk og somalisk kultur. Flygtningenævnet er opmærksomt på klagerens personlige forhold, men bemærker samtidig, at det er domstolene, der tager stilling til forhold omfattet af udlændingelovens § 26. I forbindelse med klagerens asylsag, hvor han i [start 90erne] blev meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Udlændingestyrelsen, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerede overgreb på grund af den daværende borgerkrig i Somalia. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om hans forhold til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at klagerens forhold kan medføre, at han ikke kan udsendes til Somalia. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning, at han skulle være udsat på grund af sin fars og farbrødres forhold. Det bemærkes, at faderen var blandt andet [minister] under […], som mistede magten i [start 90erne], hvorfor faderens, der i dag er afgået ved døden efter at have boet i [et andet EU-land] siden borgerkrigen, politiske fortid ligger langt tilbage i tid. Klageren, der forlod Somalia som 12-årig, har aldrig selv været konkret og individuelt forfulgt eller aktiv for regeringen eller andre, ligesom klageren er helt uprofileret i Somalia. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse ikke sandsynliggjort, at klageren ved at støtte en somalisk politiker bosat i USA, har bragt sig i et modsætningsforhold til den nuværende regering i Somalia. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til at redegøre nærmere for sin holdning til den nuværende regering eller for den person, som han har støttet. Flygtningenævnet finder tillige, at det beror på klagerens egne formodninger, at hans [familiemedlem], der efter oplysninger i en under nævnsmødet fremlagt artikel rejste til Somalia i 2012, blev dræbt af politiske årsager, der har med familienavnet og dermed med klageren at gøre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det kan udledes af artiklen, at [familiemedlemmet] rejste til Somalia i 2012, at han flere gange derefter rejste ud og ind af Somalia, at han rejste frit rundt i Somalia, at han deltog i et møde i en regeringsbygning, at han beskæftigede sig med uddannelse og sundhed, og at han selv gav udtryk for, at han ikke var politisk aktiv eller politisk interesseret. Endelig kan det udledes af artiklen, at årsagen til drabet på [familiemedlemmet] ikke kendes og ikke er blevet undersøgt. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse ved en udsendelse til hjemlandet. For så vidt angår den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu, fremgår det af baggrundsoplysningerne vedrørende Somalia, at Al-Shabaab er fordrevet fra Mogadishu, som AMISON og regeringsstyrkerne nu har kontrollen over, ligesom Al-Shabaab er væsentligt svækket som gruppe og ikke længere iværksætter målrettede angreb mod civile, idet de for de meste går målrettet efter mål/personer, som har med den somaliske regering og/eller nogen af regeringens internationale støtter at gøre. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren er en yngre, enlig mand, der under nævnsmødet forklarede, at han havde flere tusinde familiemedlemmer, og som derfor må antages at også at have familiemedlemmer i Somalia. Endelig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at alle klaner er repræsenteret i Mogadishu. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil komme i myndighedernes eller Al-Shabaabs søgelys eller, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at klageren kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, og nævnet finder derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 2, ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at der ikke er anledning til at udsætte sagen på undersøgelser vedrørende ansøgerens [familiemedlems] forhold i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Soma/2016/14/ibl
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra […] i Somalia. Ansøgeren har forud for udrejsen i 2014 i fire år opholdt sig i Mogadishu. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive dræbt af medlemmer af [en klan], idet der eksisterer en klankonflikt mellem [klanen] og den klan, som ansøgeren tilhører, […]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der på et ukendt tidspunkt – muligvis i 2011 – opstod et slagsmål mellem ansøgerens søn, [A], og en dreng fra [klanen], [B], der resulterede i, at [A] slog hul i hovedet på [B]. Senere samme eftermiddag omkring solnedgang kom fire drenge, herunder [B´s] storebror, [C], til ansøgerens bopæl. Drengene søgte efter ansøgerens søn. Da ansøgerens ægtefælle ved denne lejlighed konfronterede [C], blev han skudt i vristen. Ansøgerens naboer jog drengene væk. Den følgende dag rejste ansøgeren med sin familie til Mogadishu, hvor ansøgerens ægtefælle blev opereret. Efterfølgende tog ansøgeren og hendes familie ophold i Boondheere bydelen i Mogadishu. Efter halvandet års ophold genopstod konflikten med [klanen], idet en mand ved navn [D], der tilhørte [klanen], begyndte at chikanere og true ansøgeren. Truslerne blev fremsat på grund af, at ansøgeren arbejdede som gadefejer, men også på grund af slagsmålet i 2011. I 2013 begyndte [D] at opsøge ansøgeren i Mogadishu. [D] talte ned til ansøgeren, truede ansøgeren på live, ligesom han gjorde det klart for ansøgeren, at hun ikke måtte arbejde. [D] chikanerede ansøgeren, når han så hende på gaden, og [D] opsøgte klagerens bopæl 10-12 gange. Ansøgeren måtte overnatte hos sine naboer, idet hun frygtede [D]. Ansøgeren stoppede sit arbejde i april 2013, og udrejste af Somalia i april 2014. Den 22. juli 2014 opsøgte [D] sammen med nogle af sine mænd ansøgerens bopæl. De søgte efter ansøgeren, og da de ikke kunne finde ansøgeren, skød de ansøgerens søster, […], der herefter afgik ved døden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at ansøgerens ægtefælle forlod familien, efter at [D] i 2013 første gang havde opsøgt ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at den klankonflikt, der i 2014 ledte til, at ansøgeren måtte flygte fra Somalia, opstod i […] i 2010-2011, da ansøgerens ældste søn under et slagsmål slog en dreng fra [klanen] i hovedet. Slaget forvoldte ifølge ansøgeren ingen varig skade, og nævnet finder at måtte forkaste ansøgerens forklaring om, at slagsmålet mellem de to drenge har resulteret i en længerevarende klan-konflikt. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren og familien i de følgende to år kunne opholde sig i Mogadishu uden problemer. Vedrørende konflikten med [D] har ansøgeren på væsentlige punkter afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun på trods af chikanen fra [D] fortsatte med sit arbejde som gadefejer. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hun allerede, da [D] første gang henvendte sig og truede hende, ophørte med at arbejde. Ansøgeren har endvidere overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Mogadishu også efter ansøgerens udrejse i 2014 og at ægtefællen først forlod Mogadishu, da ansøgerens søster 14 dage senere blev dræbt af [D], og da for sammen med børnene at tage ophold uden for Mogadishu. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at ægtefællen forlod familien, efter at [D] i 2013 første gang opsøgte familiens bopæl, og at ansøgeren herefter ikke har haft kontakt til ægtefællen. Ansøgeren har videre udbyggende forklaret, at [D] havde tilknytning til al-Shabaab. Det af ansøgeren anførte vedrørende frygten for, at ansøgerens sønner risikerer tvangsrekruttering kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af ansøgerens risiko i forbindelse med tilbagevenden til Somalia. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at hun i forbindelse med udrejsen i 2014 var bistået af sin fætter [X], og at ansøgeren løbende og frem til dato har opretholdt forbindelsen med [X], der forsat befinder sig i Mogadishu. [X] har således primo 2016 på ansøgerens foranledning indhentet en erklæring i Somalia, der er fremlagt under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/13 / KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen daarood og er muslim af trosretning fra [by A] i Middel Shabelle og opvokset i [by B] i Gedo-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og sin farbroder, […], som er medlem af al-Shabaab. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en unavngiven militsleder, der stod bag et angreb på hendes familie i 1993. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for al-Shabaab og sin farbroder oplyst, at hun i 2012 blev tvangsgift med sin første ægtefælle, […]. Der var tale om et tvangsægteskab, som farbroderen havde arrangeret. Farbroderen accepterede ikke, at ansøgeren var forelsket i en anden mand ved navn […], som tilhørte en minoritetsklan, og som ansøgeren havde indledt et forhold til i 2009. Efter indgåelse af tvangsægteskabet flygtede ansøgeren en ukendt dato fra den tidligere ægtefælles bopæl til fasterens bopæl. Den efterfølgende dag blev ansøgeren fundet af farbroderen og ført til al-Shabaabs kontor, hvor hun blev idømt piskning. Efter syv dage blev hun løsladt, idet hun accepterede at flytte tilbage til ægtefællen. Nogle få måneder senere afgik ansøgerens ægtefælle ved døden, hvorefter hun i [foråret] 2014 genoptog kontakten til [den anden ægtefælle], som hun giftede sig med [ i foråret] 2014. Da farbroderen fandt ud af, at parret havde indgået ægteskab, blev parret fængslet i [by B] og dømt til stening ved al-Shabaabs domstol. Det lykkedes ansøgeren at blive løsladt fra fængslet og rejste til byen [C] ved hjælp fra sin faster, som gav bestikkelsespenge. Ansøgeren har videre oplyst, at i byen [C] oplevede hun at blive tilbageholdt af den militsleder, som havde stået bag angrebet på hendes familie 1993 i [byen A], hvor hendes forældre og broder blev slået ihjel. Ansøgeren sad fængslet i tre dage, hvorefter hun, mod bestikkelse af en kok fra fængslet, fik hjælp til at flygte. Ansøgeren udrejste i [foråret] 2014 til Kenya. Under ansøgerens ophold i Kenya fik hun oplysning om, at ægtefællen […] var blevet skudt i fængslet af al-Shabaab, efter hun var flygtet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt angår, at hendes forældre blev dræb som følge af en jordkonflikt, at hun som ganske ung flyttede til sin farbroder, hvor hun voksede op, og at hun har været gift med [den første ægtefælle], som senere døde. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår problemer vedrørende problemerne som følge af ægteskabet med [den anden ægtefælle] eller vedrørende den person, som angiveligt dræbte hendes forældre. Vedrørende ægteskabet med [den anden ægtefælle] har ansøgeren forklaret divergerende på væsentlige punkter, herunder hvorvidt hun var i stand til at møde [den anden ægtefælle] et større antal gange, hvem der deltog i brylluppet, hvordan hun vidste, at [den anden ægtefælle] blev fængslet, og hvor [han] blev dræbt. Nævnet finder det utroværdigt, at parret skulle have giftet sig hemmeligt, før de havde penge til flugt, hvilket de efter forklaringen ville have i løbet af få måneder, særligt når ansøgeren vidste, at det var forbudt i henhold til al-Shabaab, og da ansøgeren har forklaret, at farbroderen var et højtstående medlem af al-Shabaab. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at fasteren og vagterne i fængslet ville påtage sig den betydelige risiko, at lade hende flygte henset til, at hun var vokset op hos et højtstående al-Shabaab medlem, når hun var dømt af en al-Shabaab domstol, og når hendes henrettelse var annonceret. Vedrørende konflikten med den person, som angiveligt havde dræbt hendes forældre, har ansøgeren forklaret divergerende om hvem der afhørte hende, og hvordan hun fandt ud af, at lederen var den samme person, som havde dræbt hendes forældre, og beløbet hun betalte for hendes løsladelse. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at lederen ville kunne genkende hende så mange år efter drabet på familien og finder det ulogisk, at han skulle fængsle hende som følge heraf. Da nævnet tilsidesætter hendes forklaring om hendes asylmotiv, har hun ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til [byen B] vil være i risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. I det nævnet på baggrund af hendes forklaring lægger til grund, at hun i hjembyen har et mandligt netværk i form af den farbroder, som hun er vokset op hos, og fasterens voksne søn, og da det lægges til grund, at myndighederne har kontrollen over [byen B], samt da der ikke findes at være tilstrækkelig dokumentation for at denne kontrol er truet findes en tilbagesendelse ikke at være i strid med Flygtningekonventionens artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/12/LRN
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af 4. juli 2016 ikke er retligt bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan sendes tilbage til Somalia. Ansøgeren er fra Somalia og muslim og tilhører klanen […], subklan […]. Han er født i Mogadishu i Somalia og udrejste sammen med sin familie fra Somalia i 1992 til Yemen, hvor han opholdt sig indtil 2011, hvor han udrejste til Europa. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har noget familiemæssigt eller andet netværk i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede med sin familie i Mogadishu frem til 1992, hvor familien udrejste af Somalia på grund af borgerkrigen i landet. Ansøgerens familie var politisk højt profilerede, men efter Siad Barres fald, blev flere familiemedlemmer udsat for overgreb, og to af hans onkler blev dræbt. Ansøgeren opholdt sig i Yemen med sin familie frem til 2011, hvor han udrejste som følge af konflikter med en gruppe ved navn Balatika, der efterstræbte somaliere, og som var modstandere af Yemens regering. Ansøgeren har nærmere oplyst herom, at han udrejste fra Yemen sammen med sin bror, idet to andre af ansøgerens onkler blev dræbt. Ansøgeren er af den opfattelse, at det var gruppen Balatika, der stod bag drabet på ansøgerens onkler, idet de var somaliere, og idet de nægtede at tilslutte sig gruppen. Videre har ansøgeren oplyst, at hans far har sagt, at han ikke kunne vende tilbage til Somalia. Ansøgerens far har ikke angivet årsagen hertil. Ansøgeren formoder, at hans far kan være eftersøgt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder dog ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har dårlige sprogfærdigheder i somali, idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013 og asylsamtalen [primo] 2014 afgav forklaring på somali. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af de forhold, som ansøgeren i øvrigt har påberåbt sig, herunder det forhold, at han udrejste af Somalia i 1992 og ikke siden har været tilbage i landet, at han ikke har noget familiemæssigt eller andet netværk i Somalia, og at han tilhører sub-klanen […] under […]-klanen, som angiveligt er en undertrykt minoritetsklan, at disse ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren fremstår som en ressourcestærk person, der ud over somali taler blandt andet arabisk og engelsk. Det forhold, at ansøgerens bror [i foråret] 2013 af Udlændingestyrelsen er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Mogadishu ikke at ændre herved. Det forhold, at ansøgerens familie i 1992 måtte udrejse af Somalia som følge af de ændrede politiske forhold efter Siad Barres fald, findes endvidere ikke at ændre herved. Endelig finder Flygtningenævnets flertal ikke, at det forhold, at ansøgeren for fire år siden blev behandlet for tuberkulose i Grækenland ændrer herved. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/114/ADP
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk somalier og muslim fra Kismayo, Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af Al-Shabaab, idet de anser ansøgeren som værende vantro, fordi han har arbejdet for [en dansk humanitær organisation] i Somalia. Endvidere har ansøgeren tidligere under sagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at de somaliske myndigheder vil udsætte ham for tortur, fordi de mistænker ham for at have kæmpet for Al-Shabaab. Han har ikke gentaget dette asylmotiv for nævnet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at medlemmer af Al-Shabaab i forskellige sammenhænge har konfronteret ham angående hans arbejde, først for broren, der var leder af [en dansk humanitær organisation], og efterfølgende for andre ansatte. I slutningen af 2007 blev ansøgeren således af Al-Shabaab tvunget ud af sin brors bil, hvorefter de stjal bilen. I 2008 blev han stoppet af Al-Shabaab to gange i sin bil. Den første gang var han på vej tilbage fra et marked, og anden gang var, da han havde transporteret mad til en teltlejr i [by]. Al-Shabaab gav første gang ansøgeren fire ugers betænkningstid til at tilslutte sig dem, og anden gang tre ugers betænkningstid. Imellem disse to episoder dræbte Al-Shabaab ansøgerens fætter, som ligeledes arbejdede for [en dansk humanitær organisation], og de ringede herefter til ansøgeren og sagde, at han ville lide samme skæbne, hvis ikke han tilsluttede sig dem. Kort tid efter modtog ansøgeren igen et opkald, hvor Al-Shabaab spurgte til ansøgerens bror og hans arbejde. I 2010 blev ansøgeren ringet op af Al-Shabaab én gang, hvorefter ansøgeren oplyste dem, at han var stoppet med at arbejde for [en dansk humanitær organisation]. Al-Shabaab truede med at straffe ansøgeren. Ansøgeren flyttede derefter til hjembyen […]. Ansøgeren mødte lederen af Al-Shabaab i byen, som anholdt og fængslede ham i ni måneder på Al-Shabaabs base. Ansøgeren blev løsladt på den betingelse, at han tilsluttede sig Al-Shabaab. Da ansøgeren nægtede, gik Al-Shabaab i samråd med de ældre i byen, hvor de blev enige om, at ansøgeren i stedet ikke måtte forlade [hjembyen], og konsekvensen heraf ville være henrettelse. Ansøgeren har om sin frygt for at blive udsat for angreb fra de somaliske myndigheder forklaret, at de somaliske myndigheder vilkårligt anholder og fængsler unge mennesker for at opnå en løsesum. Han er aldrig selv blevet anholdt af myndighederne, men der er ifølge ansøgeren stor risiko herfor. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter – og trods meget konkrete spørgsmål – meget upræcist omkring de angivelige episoder med Al-Shabaab. Flygtningenævnet henviser her i det væsentlige til Udlændingestyrelsens begrundelse, idet ansøgeren heller ikke ved sin forklaring for nævnet har givet en rimelig forklaring på de nævnte uoverensstemmelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte e-mails fra tidligere ansatte i [den dansk humanitær organisation] i sig selv kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om den tætte tilknytning til broren helt tilbage fra ansøgerens opvækst, og som efter ansøgerens forklaring er baggrunden for hans bistand til broren og Al-Shabaabs interesse for ham, ikke er overensstemmende med brorens oplysninger i hans asylsag om husstand og familieforhold. På denne baggrund findes den omstændighed, at ansøgeren tilsyneladende ses på et foto foran en bil tilhørende [en dansk humanitær organisation], ikke at kunne føre til et andet resultat. De generelle forhold i Somalia er ikke i sig selv asylbegrundende, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han konkret skulle være i myndighedernes søgelys. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/113/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Ashraaf-klanen og er muslim fra Galkayo, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af myndighederne, idet hendes far mistænkes for at have støttet al-Qaeda. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at en mand ved navn [H], som tidligere har forsøgt at udsætte hende for et seksuelt overgreb, vil slå hende ihjel eller på ny udsætte hende for seksuelt overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes forældre og søskende i 2012 blev anholdt af politiet, fordi hendes far var mistænkt for at støtte al-Qaeda. På tidspunktet for anholdelsen befandt ansøgeren sig på sin skole, hvor hendes morbror hentede hende og bragte hende i sikkerhed. Ansøgeren skjulte sig herefter hos morbrorens arbejdsgiver, der efterfølgende forsøgte at forgribe sig seksuelt på ansøgeren. Ansøgeren flygtede derfor hen til en ukendt familie, der boede i nabolaget. Efter syv dage ankom hendes morbror til stedet, og han sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse, hvorefter ansøgeren udrejste til Yemen. Morbroren fortalte, at ansøgerens far var blevet fundet skyldig og efterfølgende henrettet. Ansøgerens mor og søskende, der alle er yngre end ansøgeren, var fortsat i fængsel. Da ansøgeren var ankommet til Yemen, fortalte ansøgerens morbror, at politiet havde fået kendskab til, at han havde hjulpet ansøgeren med at flygte, og at han derfor selv risikerede at blive fængslet. Ansøgeren mistede kontakten med morbroren. Ansøgeren antager, at morbroren enten er fængslet eller har forladt Somalia. Ansøgeren antager, at hendes mor og søskende fortsat sidder i fængsel. Ansøgeren, der tilhører en mindretalsklan, vil ved en tilbagevenden til Galkayo derfor stå uden netværk. Ansøgeren har aldrig boet i Mogadishu, og hun har ingen familie der. Det samme gør sig gældende for Kismayo, hvor ansøgeren er født. Uanset at der må tages hensyn til, at ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrører begivenheder, der fandt sted i 2012, hvor ansøgeren kun var 14 år gammel, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på helt centrale punkter har været divergerende, og da ansøgeren endvidere har forklaret udbyggende. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren som asylmotiv alene henvist til pågribelsen af sin familie på grund af myndighedernes fund af våben i familiens hjem og mistanken om, at ansøgerens far og hermed hele den øvrige familie støttede al-Qaeda. Uanset at ansøgeren blev opfordret til at fortælle om alle væsentlige forhold, har ansøgeren under denne samtale intet oplyst om, at hun, mens hun skjulte sig for myndighederne, blev forsøgt voldtaget af morbrorens arbejdsgiver. Nævnet finder, at dette må tillægges væsentlig betydning, idet voldtægtsforsøget efterfølgende er blevet en væsentlig del af ansøgerens asylmotiv, og fordi voldtægtsforsøget efter ansøgerens efterfølgende forklaringer spillede en væsentlig rolle i forbindelse med morbrorens beslutning om, at ansøgeren skulle udrejse til Yemen. Ansøgeren har i øvrigt skiftevis navngivet morbrorens arbejdsgiver henholdsvis [H] og [I]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor hun befandt sig på det tidspunkt, hvor morbroren fortalte hende, at hendes far var blevet dømt og henrettet. Ansøgeren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun først fik denne oplysning, da hun befandt sig i Yemen. Under nævnsmødet har ansøgeren indledningsvis forklaret, at morbroren fortalte dette, da han hentede ansøgeren hos den familie, hvor ansøgeren havde søgt beskyttelse efter voldtægtsforsøget, og senere har ansøgeren forklaret, at morbroren fortalte det, både mens hun fortsat opholdt sig i Somalia, og da hun var nået frem til Yemen. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at myndighederne ville vælge også at fængsle ansøgerens mor og søskende, der alle er yngre end ansøgeren, samt at myndighederne kunne have nogen interesse i at finde frem til ansøgeren. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom ikke finder støtte i de foreliggende baggrundsoplysninger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det, såfremt det forholdt sig som forklaret af ansøgeren, forekommer usandsynligt og dermed under de foreliggende omstændigheder utroværdigt, at ansøgerens morbror ikke sørgede for, at ansøgeren kom ud af landet i umiddelbar forlængelse af, at han blev klar over, at myndighederne søgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan således ej heller lægge til grund, at ansøgeren er uden det fornødne netværk i Somalia. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er sikkerhedssituationen i Galkayo ikke af en sådan karakter, at enhver alene ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/112/JOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Gabooye-klanen og er muslim fra Jowhar-regionen i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive diskrimineret, idet han ikke har noget netværk i sit hjemland, samt idet han tilhører en mindretalsklan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i sit hjemland bliver kaldt ”midgaan”, som betyder, at ansøgeren er en dårlig person. Flygtningenævnet er forpligtet til at tage stilling til ansøgerens asylmotiv, når der verserer en sag for Nævnet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han som følge af sit klantilhørsforhold er blevet kaldt grimme ting, er blevet chikaneret og bliver set ned på. Nævnet finder, at dette ikke er forhold af en sådan karakter og intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke konkrete konflikter i Somalia, og ansøgerens klantilhørsforhold medfører ikke i sig selv, at han er omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig er den generelle sikkerhedssituation i Jowhar ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/111/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somaliland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Las Canood, Somaliland. Ansøgeren tilhører […]-klanen, som er en underklan til klanen Gabooye Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Dhulbahante-klanen, idet hans bror har slået tre af klanens medlemmer ihjel, og som er blevet gift med en pige fra klanen, som herefter er blevet gravid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans familie [i sommeren] 2014 blev opsøgt af fem mænd og mellem syv og otte kvinder fra Dhulbahante-klanen, der udsatte dem for overgreb med trækøller, ligesom de tre mænd voldtog ansøgerens søster […], fordi ansøgerens bror […] havde gjort en pige fra klanen gravid. Ansøgerens bror slog senere samme eftermiddag de tre mænd fra klanen, der havde voldtaget deres søster, ihjel, hvorefter ansøgeren, hans bror og deres far flygtede. Ansøgeren tog på apoteket for at købe medicin, og da han kom tilbage derfra, var hans anden bror […] blevet slået ihjel af to af klanmedlemmerne, som også var ude efter ansøgeren. Ansøgeren overnattede herefter hos ansøgerens fætter, og ansøgeren udrejste den efterfølgende dag. Ved bedømmelsen af ansøgerens forklaring om det påberåbte asylmotiv må det tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvornår han blev bekendt med, at broren havde et forhold til en pige fra Dhulbahante-klanen, og at pigen var gravid. Endvidere har ansøgeren ikke været i stand til at redegøre for forældrenes reaktion på brorens forhold. Hertil kommer, at ansøgeren ikke selv forsøgte at flygte i forbindelse med, at faren og [broren] forlod hjemmet i hast. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring risikerede selv at blive offer for blodhævn på grund af […]s drab på tre medlemmer af Dhulbahante-klanen. Hertil kommer videre, at ansøgeren ikke har beskrevet voldtægten af sin søster […] som en hævn for, at […] havde gjort pigen gravid. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på overbevisende måde at underbygge det påberåbte asylmotiv, der ikke fremstår selvoplevet, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Somaliland risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/110/JOL
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hawadle og sunni-muslim af trosretning fra byen Bulo Burto i Hiraan regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes nu afdøde ægtefælles fætter samt hendes søn blev slået ihjel af al-Shabaab under et angreb på en skole, som fætteren havde åbnet, og hvor hendes to sønner gik. Omkring en måned efter angreb al-Shabaab ansøgerens hus grundet familiens relationer til fætteren. Under angrebet blev ansøgerens ægtefælle dræbt, og hun blev slået bevidstløs. Herefter oplevede ansøgeren dagligt trusler og chikane fra al-Shabaab, som ønskede at tvangsrekruttere ansøgeren og hendes børn. Dette stod på i seks år. Ansøgerens nabo flygtede derefter med ansøgerens børn til en by i omegnen, hvor de fortsat opholdt sig, da ansøgeren senest havde kontakt med dem fra asylcentret. Ansøgeren flygtede alene fra hjembyen og ud af landet tre måneder senere. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da denne ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt en søn blev dræbt på skolen samtidig med ansøgerens fætter eller først senere. Hun har ligeledes forklaret divergerende om, hvad der skete med børnene under al-Shabaabs angreb på bopælen. Hun har til asylsamtalen forklaret, at børnene ikke blev udsat for egentlige overgreb, medens hun til Flygtningenævnet har forklaret, at hendes ene søn fik en skade ved øjet. Disse divergenser er i sig selv så væsentlige, at de belaster ansøgerens troværdighed. Dertil kommer, at ansøgeren – nærmere forespurgt til forløbet på bopælen – har forklaret upræcist og afglidende i et omfang, der ikke findes at kunne skyldes en traumatisk oplevelse. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun i løbet af de næste seks år skille være blevet opsøgt utallige gange af al-Shabaab og truet på livet med, at hun skulle udlevere sine børn, uden at dette har haft konsekvenser, i sig selv fremstår utroværdig. På denne baggrund tilsidesættes ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv i det hele som utroværdig. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylrelevante overgreb fra al-Shabaab. Ansøgeren har subsidiært gjort gældende, at hun som enlig kvinde uden mandligt netværk vil være i risiko for asylrelevante overgreb ved ankomsten til Mogadishu og den videre hjemrejse, ligesom hun som enlig kvinde i Somalia er omfattet af en særlig sårbar gruppe. Da ansøgerens forklaring om sin nuværende familiesituation er en konsekvens af hendes asylmotiv, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Bulo Burto er uden mandligt netværk, eller at hun er uden mulighed for at få beskyttelse fra et sådant netværk ved ankomsten til Mogadishu og den videre hjemrejse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder en artikel udgivet den 2. oktober 2015 på hjemmesiden Hiiraan Online, at der i oktober 2015 er etableret en civil flyrute direkte fra Mogadishu til Bulo Burto. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/11/COL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvinde Somalia. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, sunni-muslim og medlem af hovedklanen [AM] fra [B], Middle Jubba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Somalia frygter overgreb fra sine halvbrødre, [A] og [H], der er højtstående Al-Shaabab-medlemmer, fordi hun giftede sig med en mand fra Etiopien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af personer fra lokalområdet som følge af ægteskabet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i starten af 2010 mødte sin etiopiske ægtefælle, [S]. Ansøgeren blev to måneder efter gift med sin [S] i hemmelighed. Ansøgeren blev kort efter ægteskabets indgåelse gravid. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes mor kort efter ægteskabets indgåelse fik kenskab til dette samt ansøgerens graviditet. I 2014 fik hendes halvbrødre ligeledes kendskab til ægteskabet. [Primo] 2014 blev ansøgeren opsøgt af sine halvbrødre, som ikke accepterede ansøgerens ægteskab med [S], fordi han var etiopier. Ansøgerens halvbrødre førte hende til et hus et ukendt sted. Ansøgeren har oplyst, at hun befandt sig i huset omkring 20 dage, hvorefter hun blev befriet af sin morbror. Efter befrielsen udrejste ansøgeren af Somalia. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun har oplevet chikane fra lokale beboere i [B] som følge af ægteskabet med [S]. Hun er blevet bagtalt og har sloges med en kvinde fra naboområdet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet finder således, at det er usandsynligt, at ansøgeren som 15 årig med den hermed forbundne risiko hemmeligt er blevet gift, og at ansøgerens mor, hos hvem ansøgeren boede, først er blevet bekendt med ægteskabet, da ansøgeren var gravid i femte måned. Der henvises i den forbindelse også til, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om sine og ægtefællens forhold efter vielsen. Under oplysnings- og motivsamtalen [ultimo] 2015 har ansøgeren forklaret, at hun boede sammen med sin ægtefælle i nærheden af ansøgerens mor, og under asylsamtalen [medio] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun og ægtefællen flyttede sammen tæt på ansøgerens mor, i samme område. Ansøgeren boede hos sin mand, og de fik tre børn. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgeren og hendes ægtefælle boede hver for sig, og at de flyttede sammen med moderen, efter at ansøgerens mor var blevet bekendt med deres ægteskab. Det fremstår endvidere utroværdigt, at ansøgeren først efter ægteskabet, og efter at hun var blevet gravid, fandt ud af, at hendes ægtefælle var etiopier, og at hun ikke forinden har søgt at få at vide, hvorfra ægtefællen kom. Det forekommer ikke troværdigt, at hun alene har formodet, at ægtefællens dårlige somali skyldtes, at han kom fra en anden klan i byen, således som hun har forklaret under asylsamtalen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen og befrielsen fremstår utroværdig. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at det var hendes halvbrødre, [A] og [H], der mishandlede hende, mens hun under mødet i nævnet har forklaret, at hun ikke kun blev slået af sine halvbrødre, men at hun også blev slået af de 2 kvinder, der opholdt sig i huset. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren problemfrit er blevet befriet af sin morbror, mens hendes halvbrødre, der var ledende medlemmer af Al-Shabaab, var rejst til Kismaayo, og mens de to kvinder var ude af huset, hvor hun blev tilbageholdt, og at ansøgeren sammen med morbroren uden at blive opsøgt er flygtet fra huset til fods i tre dage. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende og usammenhængende om den chikane, som lokalsamfundet angiveligt har udsat hende for. Under asylsamtalen har hun forklaret, at problemerne begyndte, efter at hendes halvbrødre havde taget hende med, da naboerne kom ud og råbte af hende. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at problemerne begyndte tidligere, og at hun formoder, at det måtte være en jordemor, der har fortalt landsbyen om hendes ægteskab. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde og finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. ,1 eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/108/JOV
Nævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at være alene i Somalia, og at han ikke kan klare sig selv. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kender sin moder, og at han ikke ved, hvor moderen befinder sig i dag. Ansøgeren har derfor boet hos sin faster i Somalia sammen med sin broder. Ansøgerens faster har opfostret ansøgeren og hans broder frem til fasterens død i 2013, hvorefter ansøgeren er udrejst af Somalia, da der ikke var nogen til at passe på ham. Ansøgeren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, idet hans fader bor i Danmark. Ansøgeren har forklaret, at alle er bange for al-Shabaab, som han har hørt om. Der var ikke nogen i [by], da han boede der, men ansøgeren er også bange for al-Shabaab. Ansøgeren var ved indrejsen 13 år gammel og er nu 14 år. Herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, herunder ansøgerens evne til at besvare de stillede asylrelevante spørgsmål, finder nævnet ikke, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure, hvorfor sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Soma/2016/107/AKM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Somalia og delvist opvokset i Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab, fordi hans far arbejdede som soldat for den somaliske regering. Ansøgeren har også som asylmotiv henvist til, at han frygter sin farbrors ægtefælle, [A], som opholder sig i Ogaden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev dræbt i kamp mod al-Shabaab. Nogen tid efter kom al-Shabaab på ansøgerens bopæl og sagde til ansøgerens mor, at ansøgerens far var kommet på afveje, og at de derfor ønskede at tage ansøgeren med. Al-Shabaab sagde, at de ville komme tilbage den efterfølgende dag for at tage ansøgeren med. Ansøgerens farbror, [B], tog derefter ansøgeren med til Ogaden området. Her boede ansøgeren sammen med sin farbror og hans familie frem til farbrorens død. Efter [Bs] død behandlede hans ægtefælle, [A], ansøgeren dårligt. Hun tvang ansøgeren til at stoppe med sin skolegang og til at arbejde i landbruget. Hun kastede også ting efter ansøgeren. Da ansøgeren tog kontakt med sin mor for at fortælle hende, at han ønskede at komme hjem til landsbyen, [C], sagde hun, at al-Shabaab fortsat ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren har en modenhed, der medfører, at han kan få sin ansøgning om asyl behandlet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har svaret relevant på de spørgsmål, der er blevet stillet under nævnets behandling af sagen, og at han efter sin egen forklaring selv har været i stand til at udfylde et meget detaljeret og velformuleret asylansøgningsskema. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren asylretligt alene skal vurderes i forhold til Somalia, hvor han er født og delvist opvokset hos somaliske forældre. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om at være efterstræbt af al-Shabaab i Somalia til grund, idet den ikke fremstår overbevisende, men divergerende og konstrueret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har givet forskellige oplysninger om sin fødselsdato, og om hvornår han sidst har været i Somalia. Han har i asylskemaet af [en dato i sommeren] 2015 oplyst, at han sidst var der for to år og nogle måneder siden, mens han under asylsamtalen den [en dato i foråret] 2016 fortalte, at han ikke har været i Somalia, siden han som lille dreng i førskolealderen kom til sin farbror i Ogaden i Etiopien. Ansøgerens forklaring om baggrunden for og omstændighederne ved flytningen til farbroren har været divergerende og fremstår som usandsynlig. Hvis al-Shabaab ville have haft fat i ansøgeren på grund af farens tidligere arbejde som soldat for regeringshæren, forekommer det påfaldende, at al-Shabaab ikke straks tog ansøgeren med, selv om ansøgeren var hjemme, men først ville vende tilbage dagen efter. Det forekommer endvidere påfaldende, at farbroren som forklaret af ansøgeren under asylsamtalen den [en dato i foråret] 2016 netop skulle være kommet tilfældigt forbi på ansøgerens bopæl den dag, al-Shabaab havde været der. Desuden har ansøgeren under asylsamtalen den [en dato i efteråret] 2015 forklaret, at hans farbror kom og hentede ham dagen efter, fordi nogen havde fortalt farbroren om det. Hertil kommer, at ansøgeren har givet forskellige forklaringer om, hvorvidt al-Shabaab har opsøgt moren én eller flere gange, efter at ansøgeren flyttede op til farbroren. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/106/SND
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører familieklanen […] og er sunni-muslim fra Qoryooley, Hodan, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de somaliske myndigheder, som tidligere har tilbageholdt ham. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han på et for ham ukendt tidspunkt har været tilbageholdt af tre myndighedspersoner midt i byen i omkring en time. Ansøgeren formåede at løbe væk, da myndighedspersonerne var beskæftiget med noget andet. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter hævnangreb fra familien til den dreng, som hans broder har stukket med en kniv. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans broder i sommeren 2015 kom op at slås med en dreng i forbindelse med en fodboldkamp, og at ansøgerens broder stak den anden dreng med en kniv. Ansøgeren var ikke selv til stede, da episoden fandt sted, hvorfor han ikke er bekendt med, om drengen døde som følge af sine kvæstelser. Nogle dage senere opsøgte drengens familie ansøgerens mormoder, som de truede. Ansøgeren rejste herefter til Mogadishu og derfra ud af Somalia. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab, som har forsøgt at rekruttere ham. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at al-Shabaab tidligere havde kontrollen i hans hjemområde, og at de havde kontaktet ham med henblik på rekruttering til krigsførelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren i sit asylskema ikke har nævnt de tre asylgrundlag, han senere fortæller om til både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Nævnet bemærker endvidere, at der i skemaet er flere andre divergenser i forhold til senere samtaler, herunder hans moders navn, det forhold at hans broder, der er en afgørende person i hans senere asylmotiv, og som han er opvokset sammen med, ikke fremgår af skemaet og at hans halvsøskende er angivet til at have opholdssted i Mogadishu, selvom han senere forklarer, at de opholder sig i Sverige. Nævnet lægger endvidere vægt på, at han under en senere samtale bytter rundt på rækkefølgen af episoderne i hans asylmotiv og at han oplyser hans broders navn som [A]. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om opringningen fra en formodet person fra al-Shabaab og den påberåbte tilbageholdelse af myndighederne ikke virker selvoplevet. Som følger heraf tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. De generelle forhold i Qoryooley, der efter baggrundsoplysninger er under myndighedernes kontrol, kan ikke i sig selv føre til asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/105/mvln
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Darood-Ogaden og sunni-muslim og er født i Qalafe, Etiopien men er statsborger i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive efterstræbt af sin ægtefælle, som har været voldelig overfor hende gennem hele deres ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun igennem hele ægteskabet med sin tredje ægtefælle [A], med hvem hun har syv børn, er blevet udsat for vold og trusler. Ægtefællen blev medlem af al-Shabaab i 2006 og var leder og såkaldt amir, på markedet i […] i Mogadishu. Ægtefællen udsatte også ansøgerens datter fra et tidligere ægteskab for vold, ligesom han forsøgte at tvinge datteren til at indgå ægteskab med først hans bror og senere med hans nevø. Dette førte til, at ansøgerens datter flygtede fra Somalia til Danmark, hvor hun i [år] fik meddelt opholdstilladelse. Omkring [efteråret] 2014 forlod ansøgeren sin ægtefælle sammen med sine børn og flyttede ind hos sin veninde [B] i en anden bydel af Mogadishu, hvor hun og børnene opholdt sig, indtil hun forlod sit hjemland [vinteren] 2014. Ansøgeren tog til Kenya sammen med to af sine børn. Ansøgeren afleverede de to børn hos sin halvsøster, hvorefter hun rejste til Danmark. Ansøgeren havde forinden opnået besøgsvisum med henblik på at besøge datteren i Danmark, der lå i coma efter en trafikulykke. Da datteren var afgået ved døden og var blevet begravet [vinteren] 2015, søgte ansøgeren om forlængelse af sit visum, og da det blev afslået, rejste hun til Sverige, hvor hun søgte asyl. Efter at være blevet Dublinforhandlet tilbage til Danmark, søgte hun asyl i Danmark [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter har været usandsynlig, usikker og divergerende. Ansøgeren har ikke forklaret om en konkret årsag til, at hun i 2014 valgte at flygte fra ægtefællen. Det bemærkes i den forbindelse, at hun har forklaret, at det var de første ti år af ægteskabet, ægtemanden først og fremmest var voldelig overfor hende, og at hun blandt andet havde mulighed for at flygte fra ham i forbindelse med udrejsen [sommeren] 2014, hvor hun var i Kenya. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvem det var hendes ægtefælle ønskede, at [datteren] skulle giftes med. I asylskemaet skrev hun, at det var ægtefællens bror, og at den pågældende var medlem af al-Shabaab. I oplysnings- og motivsamtalen og i asylsamtalen [sommeren] 2015 forklarede hun, at [datteren] skulle giftes med [C], der var al-Shabaab-medlem og fra samme klan som ægtefællen. Ansøgeren har i forbindelse med, at hun i asylsamtalen [foråret] 2016 blev foreholdt [datterens] forklaring, ændret forklaring til, at ægtefællen først ville tvinge [datteren] til at gifte sig med [C], der var hans bror, og senere med hans nevø, der også var medlem af al-Shabaab. Det bemærkes videre, at ansøgeren ikke i forbindelse med asylsamtalen [foråret] 2016 var i stand til at forklare, om der var noget særligt ved nevøen, før hun blev foreholdt, at [datteren] havde forklaret, at nevøen sad i rullestol. Nævnet skal videre bemærke, at det af akterne fra ansøgerens visumsag fremgår, at hun har oplyst, at hun er fraskilt, hvilket ikke harmonerer med angivelsen i asylskemaet under punkt 6, hvor hun har omtalt ægtefællen som ”min nuværende mand” eller forklaringen i asylsamtalen [sommeren] 2015, hvor hun har oplyst, at hun stadig var gift, da hun indrejste i Danmark men efterfølgende havde hørt, at ægtefællen havde ladet sig skille fra hende. Ansøgeren har endvidere i forbindelse med visumansøgningen oplyst, at hun ikke havde børn i hjemlandet, hvorimod hun overfor styrelsen og nævnet har forklaret, at hun ud over de 2 døtre i Kenya stadig har 5 sønner i Mogadishu. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke var klar over, at hendes anden datter, [D], opholdt sig i Danmark og først fandt ud af det i forbindelse med [datterens] begravelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at [D] forsvandt under krigen i 1991, og at hun ikke har vidst, hvor [D] var henne, og at [datteren] ikke var bekendt med, at [D] var hendes søster. Det fremgår imidlertid af ansøgerens visumsag, at [D] besøgte [datteren], da [datteren] lå i koma på hospitalet i Danmark, og at [D] over for hospitalet oplyste, at hun og [datteren] var søstre. Nævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren ikke er reelt enlig, idet hun har 5 sønner i Mogadishu, hvoraf den ældste er 17 ½ år, ligesom hun har et netværk i form af veninden [B] og dennes naboer, der har hjulpet ansøgeren med at tage vare på hendes børn. Herefter, og idet det forhold, at ansøgeren tilhører en mindretalsklan ikke i sig selv kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/104/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører Ashraaf-klanen og er muslim fra Goob Weyn, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af [en mand], som ønskede at gifte sig med ansøgerens ægtefælle, […]. Ansøgeren og hans ægtefælle, […], blev gift […] 2010. [Ultimo] 2010 blev ansøgerens svigerfar kontaktet af en mand, […], som ønskede at gifte sig med [ansøgerens ægtefælle]. Svigerfaren fortalte, at [hun] allerede var gift med ansøgeren. [Manden] tilbød at betale for, at [hun] lod sig skille, men det afviste svigerfaren også, hvorefter [manden] truede ham. Svigerfaren lovede derfor, at han ville snakke med [hende]. [Ansøgerens ægtefælle] ville dog ikke lade sig skille fra ansøgeren, hvilket svigerfaren oplyste [manden] om. [manden] opsøgte derefter ansøgeren og hans far omkring to uger efter. Ansøgeren nægtede at lade sig skille fra [sin ægtefælle], og [manden] truede derefter ansøgeren og hele hans familien. [Ultimo] 2010 kom [manden] sammen med flere bevæbnede mænd og kidnappede [ansøgerens ægtefælle]. Hun var tilbageholdt i 10 dage, inden det lykkedes for hende at flygte. [Ansøgerens ægtefælle] skjulte sig efterfølgende og flygtede fra Somalia [medio] 2011. [Medio] 2012 opsøgte [manden] ansøgerens far og ville vide, hvor [ansøgerens ægtefælle] var. Ansøgerens far og [manden] kom op at skændes, og [manden] skød ansøgerens far, der døde. [Medio] 2012 opsøgte [manden] ansøgeren. Han truede ansøgeren og slog ham med en stok. Ansøgeren flygtede derefter til Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder, at ansøgeren har forklaret divergerende, ligesom forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [manden] havde langt sort skæg. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at [manden] ikke har skæg. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ingen af familierne blev opsøgt fra [ansøgerens ægtefælles] flugt [ultimo] 2010, til hun udrejste [medio] 2011, mens han til samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at familierne i det tidsrum blev opsøgt 5-6 gange. Ansøgers ægtefælle har under sin asylsag forklaret, at den mand, der kidnappede hende, fordi han ville giftes med hende, hedder Ali. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende, idet han har forklaret, at da han sidste gang blev opsøgt af [manden], forsøgte denne at skyde ham men blev forhindret i det af en af de mænd, der var med. Endelig finder Nævnet det usandsynligt, at et medlem af [mandens] familie ville finde, opsøge og true ansøgeren i Etiopien, 2 år efter ansøgerens udrejse fra Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2016/103/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren tilhører Midgaan klanen og er sunni muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af medlemmer af […] familien fra Mursad klanen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at myndighederne vil slå ham ihjel, fordi de mistænker ham for at arbejde for al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han stammer fra [byen A] i det centrale Somalia, men at familien blev nødt til at flytte, fordi al-Shabaab var til stede i området, og ansøgerens søster var blevet kidnappet og efterfølgende tvangsgift med et af deres medlemmer. Ansøgeren flyttede til Mogadishu med sine forældre, da han var omkring 11-12 år gammel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han på et tidspunkt begyndte at arbejde for […] familien på baggrund af en aftale, som hans far havde lavet med familien. Ansøgeren arbejdede under slavelignende forhold, hvor han ikke fik nok løn og mad af familien, og han blev tvunget til at lave mad og sælge vand. I 2009 forsøgte ansøgeren at flygte fra familien, men han blev fundet og i den forbindelse skudt i benet og udsat for fysiske overgreb. I en ubestemt tidsperiode blev ansøgeren tilbageholdt af en onkel til den pågældende familie. Ansøgeren fortsatte med at arbejde for familien under slavelignende forhold frem til december 2013, hvor det lykkedes ansøgeren at flygte fra familien og udrejse af Somalia. I 2013 mødte ansøgeren sin ægtefælle på Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring indeholder således på en række punkter divergenser af en karakter, der ikke kan forklares med dårlig hukommelse, som ansøgeren gentagne gange har påberåbt sig. Til motivsamtalen [fra sommeren] 2015 har ansøgeren forklaret, at han og familien flyttede til Mogadishu, da han var meget lille, måske 3-4 år gammel. Til asylsamtalen [vinteren] 2016 har han forklaret, at han var omkring 11-12 år gammel og havde gået 1 år i koranskole inden flytningen, og i nævnsmødet har han forklaret, at han var moden, da familien flyttede. Til motiv- og asylsamtalerne har han forklaret, at han arbejdede hos […] familien, fra han var ca. 15 år gammel, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han var hos familien, fra han var 11-12 år. Om familien har han til motivsamtalen forklaret, at der var fire børn; tre drenge og en pige, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at der var 6 børn; fem drenge og en pige. Om sin mor har han til motivsamtalen forklaret, at hun bor i Mogadishu, mens han til asylsamtalen har forklaret, at hans moster i [vinteren] 2015, da han var i Serbien, fortalte ham, at moderen var flyttet tilbage til [byen A]. I nævnsmødet har han forklaret, at mosteren først i [foråret] 2016 under hans ophold i Danmark har fortalt ham om moderens flytning tilbage til [byen A]. Ansøgeren har også på flere punkter forklaret udbyggende. Under samtalerne i Udlændingestyrelsen har ansøgeren alene forklaret om et mislykket flugtforsøg fra […] familien, mens han i nævnsmødet har forklaret om to mislykkede forsøg med nogle måneders mellemrum, hvor han ved det ene blev slået med en kæp og skadede sit hoved, og ved det andet blev skudt i benet. Ansøgeren har i Udlændingestyrelsen forklaret – divergerende - om et enkelt hvervningsforsøg fra al-Shabaab, mens han i nævnsmødet har forklaret om flere hvervningsforsøg. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/102/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Banadir, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, fordi ansøgerens ældste bror […] har arbejdet som civil betjent og meddeler for de somaliske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans ældste storebror […] arbejdede som civil meddeler for myndighederne i Somalia. Ansøgeren har enkelte gange færdedes sammen med denne bror. I april 2014 ringede al-Shabaab til ansøgerens mor og fortalte, at de havde dræbt [ansøgerens storebror]. En eller to måneder senere rejste moren til Etiopien med ansøgeren og hans seks søskende, herunder ansøgerens storebror […]. Familien boede i en lejlighed i Addis Ababa, mens de ventede på en tilladelse til at indrejse i USA, hvor ansøgerens far i 2013 havde fået opholdstilladelse som kvoteflygtning. Ansøgeren, der var træt af at vente, forlod familien og rejste til Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren helt frem til advokatindlægget har forklaret, at det var broren […], der var meddeler for myndighederne, og at denne bror af den grund blev dræbt af al-Shabaab [i foråret] 2014. Ansøgeren har afgivet detaljerede forklaringer om brorens virke og om omstændighederne i forbindelse med [storebrorens] død, herunder om ansøgerens fars reaktion og handlinger efter drabet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han havde færdedes sammen med [storebroren], og at moren derfor mente, at ansøgeren risikerede at blive udsat for overgreb fra al-Shabaabs side, hvorfor moren arrangerede ansøgerens flugt fra Somalia. I advokatens indlæg er det oplyst, at ansøgerens far forlod Somalia i 2007, og at han siden 2013 har opholdt sig i USA som kvoteflygtning. Det fremgår videre, at ansøgerens mor og de seks søskende i 2016 er blevet familiesammenført med faren i USA. Det er videre anført, at det ikke var broren […], men derimod en ældre bror […], der havde været meddeler, og af den grund var blevet dræbt. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet dette og har forklaret, at han tog fejl af de to brødre, da han udfyldte asylskemaet, og at han i øvrigt har fulgt dårlige råd fra andre flygtninge. Familien forlod Somalia en eller to måneder efter [storebrorens] død. Ansøgerens mor havde da fået besked om, at ansøgerens far havde ordnet noget. Der var ingen ambassade i Somalia, og derfor måtte de tage til Etiopien. Ansøgeren har således for Flygtningenævnet afgivet en ganske anden forklaring. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han eller hans familiemedlemmer har haft konflikter med al-Shabaab, således at ansøgeren af den grund er profilleret i forhold til al-Shabaab. De generelle forhold i Mogadishu er ikke til hinder for, at en sund ung mand, der har boet i Mogadishu-området indtil han var 15-16 år gammel, vil kunne tage ophold der. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/101/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra […], Gedo, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han flygtede fra dem, efter han havde været hvervet og tilbageholdt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han omkring den 2. august 2013 var på skoleudflugt sammen med sin klasse. På vejen blev de standset af omkring tolv mænd, som tilhørte al-Shabaab, og de blev herefter alle sammen bagbundet og fik bind for øjnene. Herefter blev ansøgeren ført ind i en bil, og efter tre-fire timers kørsel ankom de til et hus. Ansøgeren og en ven blev tilbageholdt i et rum i omkring et døgn, hvorefter de blev ført ud foran huset. Ude foran huset var de andre elever, som ligeledes var blevet kidnappet. En mand fortalte dem, at de var blevet udvalgt, fordi de havde særlige kompetencer. Ansøgeren var i huset i omkring en måned. Han kunne frit forlade huset om dagen og tage ind til byen så ofte, han ville, men han skulle komme tilbage til huset om aftenen for at overnatte. I den tid, hvor ansøgeren var i huset, fik han stillet nogle opgaver af al-Shabaab. Han og de andre tilbageholdte blev kørt rundt og fik vist forskellige steder, hvor det senere var meningen, at de skulle arbejde. Ansøgeren og hans ven besluttede sig for, at de ville flygte. Ansøgerens ven mødte nogle slægtninge inde i byen, som han delte deres flugtplaner med. Ansøgeren mødte ikke disse slægtninge. De flygtede i starten af [efteråret] 2013, hvor de blev hentet af en taxa. Da de havde kørt omkring 30 kilometer i taxaen, blev den beskudt. Ansøgeren bemærkede, at det var mænd i militærtøj, der skød efter dem. Ansøgeren blev ramt af skud ved ribbenene og på højre arm, og hans ven blev dræbt af skud. Der kom nogle mænd hen til taxaen, som sparkede til ansøgeren, men han lod som om, at han var død. Ansøgeren var i taxaen i omkring to-tre timer og mistede på et tidspunkt bevidstheden. Fem dage efter skudepisoden vågnede ansøgeren op på et hospital. Ansøgerens onkel var blevet bekendt med skudepisoden og havde fundet ansøgeren i taxaen. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos en af onklens bekendte i […] indtil [foråret] 2014. Ansøgeren var blevet bekendt med, at al-Shabaab havde fået kendskab til, at han stadig var i live. Ansøgerens onkel havde hørt radio, hvor det var blevet meddelt, at to spioner var på flugt, og at den ene af dem stadig var i live og befandt sig i […]. Herefter hjalp ansøgerens onkel ansøgeren til […], hvor han opholdt sig indtil [vinteren] 2015. Han opholdt sig derefter i Mogadishu indtil hans udrejse i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, der har forklaret, at han har modtaget 12 års skoleundervisning, over for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har afgivet forklaringer, der i det væsentlige er samstemmende. Disse forklaringer er imidlertid ikke overensstemmende med de oplysninger, som ansøgeren har angivet i asylansøgningsskemaet, hvor ansøgeren har anført, at al-Shabaab tvang ansøgeren og andre elever til at kæmpe for sig, men at en del elever sagde nej og blev dræbt, hvorimod ansøgeren undslap og flygtede, for efterfølgende at blive opdaget en dag han sad i en bil, i hvilken forbindelse ansøgeren blev skudt og såret og efterladt, fordi man antog, at han var død. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, hvorledes han sammen med sine klassekammerater blev pågrebet og frihedsberøvet af al-Shabaab for herefter efter kort tid at få adgang til at færdes frit i byen, hvor al-Shabaabs lejr var beliggende, forekommer usandsynlig og under de foreliggende omstændigheder utroværdig. Det samme gælder ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab havde opdaget ansøgerens og [ansøgerens vens] flugt, således at al-Shabaab var i stand til at beskyde dem, da de efter 30 kilometers kørsel nærmede sig målet for flugten. Ansøgeren har forklaret, at han i næsten to år holdt sig skjult i Somalia, og at han i forsommeren 2015 måtte tage til Mogadishu, fordi han på det tidspunkt i radioen var blevet efterlyst som spion. Såfremt ansøgerens forklaring lægges til grund, var han en skoleelev, som al-Shabaab havde forsøgt at hverve. Det forekommer usandsynligt og dermed efter omstændighederne utroværdigt, at en uprofileret ung mand, der var undsluppet al-Shabaab på denne måde ville blive efterlyst. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise, at ansøgeren på grund af de generelle forhold for tiden ikke vil kunne tage ophold i hjembyen […], hvor al-Shabaab har generobret magten. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren vil kunne tage ophold i hovedbyen i Gedo-regionen, […], der er kontrolleret af AMISOM, og hvor ansøgerens ægtefælle og børn må antages at opholde sig. Flygtningenævnet finder endvidere, at Mogadishu, hvor ansøgeren med bistand fra sin onkel opholdt sig i fem måneder op til udrejsen fra Somalia, vil kunne tjene som internt flugtalternativ. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en ung mand uden behandlingskrævende helbredsmæssige problemer, hvorfor det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold der. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/100/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen [A] og er sunni-muslim af trosretning fra [byen B i], Middle Shabelle regionen i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af [C] familien, idet ansøgerens familie ophørte med at betale beskyttelsespenge til [C] samt at [C] familien modsatte sig ansøgerens vielse med sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes konflikter startede, da hendes forældre blev slået ihjel af tre maskerede personer i Somalia. En eller to måneder herefter blev ansøgeren opsøgt af tre maskerede mænd, der udsatte hende for verbale trusler. En eller to måneder efter disse trusler blev ansøgeren og hendes ægtefælle opsøgt af en eller to maskerede mænd, der slog hende bevidstløs og slog hendes ægtefælle ihjel. En eller to måneder efter drabet på ægtefællen blev ansøgeren opsøgt af to maskerede mænd, der udsatte hende for trusler. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er uudannet og påberåber sig nogle gener som følge af slag i hovedet. På trods af det finder et flertal i nævnet, at ansøgeren både i samtalerne med Udlændingestyrelsen men også under mødet med nævnet har forklaret divergerende på talrige væsentlige punkter i hendes asylgrundlag. Dette gælder tidsforløbet mellem hendes forældres død og hendes ægteskab og mellem hendes ægteskab og ægtefællens død. Dette gælder tillige hvor mange personer der henvendte sig ved de forskellige episoder, og hvordan de var bevæbnet, hvordan hun kom ud af hytten under episoden, hvor faderen blev slået ihjel, og om hun umiddelbart i den forbindelse blev truet. Flertallet finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at hun ikke kom i kontakt med sine søskende umiddelbart efter forældrenes død, og at de sammen fandt en løsning, ligesom flertallet finder det påfaldende, at hun ikke efter ægtefællens død tog ophold hos sin farbroder, [D]. På baggrund af ovennævnte finder flertallet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig. Herefter har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Særligt på baggrund af lægeoplysningerne finder flertallet ikke behov for at udsætte sagen med henblik på en helbredsundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/10/LAJ
Nævnet stadfæstede i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Rahan-Weyn, subklanen Reer Dumal og familieklanerne Reer Tuurow og Reer Maadow og er muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, som medlemmer fra Liisan-klanen, der mistænker ham for at have givet informationer om et klanmedlem, som derfor er blevet slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 kom tilbage til Somalia efter at have studeret på universitet i [et andet land]. Ansøgeren bosatte sig byen […], idet han ønskede at arbejde for en NGO. Ansøgeren opdagede at al-Shabaab havde kontrollen i byen, og han modtog truende telefonopkald, hvor ansøgeren fik at vide, at han var vantro. En aften efter ansøgeren havde været i byens moske, blev han overfaldet af to mænd, som skød efter ansøgeren med en pistol. Ansøgeren søgte tilflugt i et nabohus, hvor han overnattede. Den efterfølgende dag mødte ansøgeren en person ved navn [A], som også havde studeret i udlandet, og som netop var vendt tilbage til Somalia. Nogle uger efter blev ansøgerens families bopæl opsøgt af nogle personer, som slog og tog ansøgeren med til politistationen i [en anden by]. På politistationen blev ansøgeren afhørt om [A]. Da ansøgeren bekræftede, at han kendte [A], blev han beskyldt for at være skyld i [As] død. Ansøgeren blev løbene afhørt og efter et par uger, blev ansøgeren ført til et rum lavet af grene. Samme nat lykkedes det ansøgeren at skille grene fra hinanden, hvorefter han flygtede fra stedet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som divergerende og utroværdig. Han har således blandt andet i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at pistolen klikkede, da han blev forsøgt skudt udenfor moskeen, mens han i asylsamtalen har forklaret, at der blev skudt imod ham, men at han ikke blev ramt. Det forekommer endvidere usandsynligt, at han under sit fangenskab efter at have fået at vide, at han snart skulle slås ihjel, blev overflyttet fra en sikret container til en hytte under opførelse, som han kunne bryde ud af ved at brække nogle træpinde. Endelig forekommer det usandsynligt, at medlemmer fra [As] klan skulle have beskyldt ham for at have sladret til al-Shabaab alene på baggrund af, at nogle personer angiveligt havde set ansøgeren tale med [A]. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. De foreliggende baggrundsoplysninger om al-Shabaabs indflydelse i området sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens beskedne profilering findes ikke at medføre nogen ændring heri. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/1
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører som hovedklan Hawiye, og han er sunni muslim fra […], Shabelle Dhexe, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab som følge af, at han har unddraget sig tvangshvervning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bopæl seks dage før hans udrejse blev opsøgt af to repræsentanter fra al-Shabaab, som tog ansøgerens 14-årige datter, […], med sig, fordi hun skulle tvangsgiftes med en hellig kriger. Fire dag senere kom de to repræsentanter fra al-Shabaab tilbage til bopælen, hvor de fortalte ansøgeren, at han skulle arbejde for dem. Da han nægtede at arbejde for dem, blev han truet på livet. To dage senere kom de to repræsentanter fra al-Shabaab tilbage igen sammen med en tredje repræsentant. De fortalte ansøgeren, at det var hans sidste chance for at tilslutte sig al-Shabaab, da han ellers ville blive dræbt. De sagde endvidere, at han ville få en dags betænkningstid, og at de ville komme igen den følgende dag. Samme dag forlod ansøgeren sin bopæl og udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren kommer fra et område, der er styret og kontrolleret af Al-Shabaab. Flygtningenævnets flertal kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren i en eller anden udstrækning har haft en konflikt med Al-Shabaab. Flygtningenævnets flertal lægger herefter i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Mogadishu kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu. Et flertal har tilsluttet sig denne vurdering. Dette flertal har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om Mogadishu, hvoraf det fremgår, at Al-Shabaab er fordrevet fra byen, og at AMISON og regeringen har kontrollen over byen. Flertallet har ved denne vurdering tillige tillagt det betydning, at ansøgeren fremstår uprofileret i forhold til Al-Shabaab, og at han alene har angivet ikke at kunne tage ophold i Mogadishu på grund af Al-Shabaab. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke forud for den konflikt med lokale Al-Shabaab folk, som fik ham til at flygte, har haft andre konflikter med Al-Shabaab eller andre, og at han har levet som kvægavler uden problemer hele livet. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en ca. 45 årig mand, der er ved godt helbred, og at han må antages sammen med sin familie at kunne tage ophold i Mogadishu og leve et efter somaliske forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har et vist netværk i Mogadishu, herunder at moderen til fire af hans børn bor i Mogadishu, ligesom han har en bror i Mogadishu. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2015/9
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og er muslim fra Jamaame i Jubbada Hoose regionen i det sydlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, der har tilknytning til al-Shabaab, idet familien er imod deres ægteskab, eftersom ansøgerens ægtefælle tilhører en anden klan […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i [sommeren] 2013 blev gift med sin nuværende ægtefælle i hemmelighed. [En måned senere] blev ansøgeren på bopælen opsøgt af fem mænd fra ægtefællens familie, som udsatte ham for vold. Ansøgeren blev indlagt på hospitalet, hvor han opholdt sig i tre dage. Ansøgerens ægtefælle blev taget med af sine familiemedlemmer. Tre dage efter blev ansøgeren på en café opsøgt af tre personer fra al-Shabaab, der var i familie med hans ægtefælle. De beordrede ansøgeren til ikke at opsøge ægtefællen. Ansøgeren foreslog, at sagen blev indbragt for ældrerådet, men samme aften flygtede ansøgeren fra landsbyen og tog ophold på sin families landbrug. Ansøgerens broder blev efterfølgende dræbt, angiveligt af ansøgerens ægtefælles familie, fordi de ikke kunne få fat på ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende om sit asylmotiv, herunder om hvor længe han var indlagt på hospitalet efter overfaldet af ægtefællens familiemedlemmer i [sommeren] 2013, og om hvor og hvornår han efterfølgende på ny blev opsøgt af tre af ægtefællens familiemedlemmer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hans broder […] blev dræbt, og om hvornår ansøgeren forlod sin landsby. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har forklaret fyldestgørende om baggrunden for divergenserne i hans forklaring, og Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at divergenserne skyldes oversættelsesmæssige problemer eller skyldes, at ansøgeren ikke af Udlændingestyrelsen har fået tilstrækkelig information om, hvad samtalerne gik ud på. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at divergenserne skyldes ansøgerens helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herudover, at ansøgerens forklaring om sit hemmelige ægteskab med [sin ægtefælle] og planerne for deres fremtidige samliv i hemmelighed fremstår utroværdig. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af 8. juni 2015 anført, at styrelsen har vurderet, at styrelsen ikke med den fornødne sikkerhed har kunnet afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde, herunder Jamaame, vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i byen. Styrelsen har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om sikkerhedssituationen i Somalia, herunder at ansøgeren kommer fra et område, som ikke kan afvises at være kontrolleret af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering på dette punkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kismayo, hvor styrelsen vurderer, at ansøgeren ikke vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Styrelsen har således vurderet, at det er muligt for ansøgeren at tage ophold i Kismayo uden risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i byen. Flygtningenævnets flertal kan tilslutte sig denne vurdering. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om de aktuelle forhold i Kismayo. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at Kismayo er kontrolleret af regeringsstyrkerne og AMISOM, hvorfor flertallet finder, at der er den nødvendige stabilitet i Kismayo, og at dette efter de nu foreliggende oplysninger også må antages at være tilfældet i en overskuelig fremtid. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har angivet at være i et modsætningsforhold til de somaliske myndigheder. Flygtningenævnets flertal har tillige lagt vægt på, at det er praktisk muligt og sikkert at indrejse til Kismayo fra Mogadishu med fly. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren må antages at kunne tage ophold i Kismayo og leve et efter somaliske forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har haft sin skolegang i Kismayo i 12 år frem til 1988, ligesom han i denne periode frekventerede moskéen, samt boede hos sin faster, som han senest har haft kontakt med omkring 2014, og som har hjulpet ham økonomisk under hans flugt. Ansøgeren har derfor et netværk i Kismayo, som han må antages at have et godt kendskab til efter sin langvarige skolegang i byen. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han også efter ophøret af skolegangen meget jævnligt besøgte sin faster på fredage. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at det oplyste om ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf ikke vil kunne tage ophold i Kismayo. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens tuberkulose angiveligt ikke længere er behandlingskrævende eller smitsom, og at hans smerter i skuldre og nakke angiveligt kan lindres med almindelig smertestillende medicin. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kismayo som et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/8
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somalier og angiveligt fra hovedklanen Asharaaf, subklanen […] og underklanen […] og muslim af trosretning fra angiveligt [landsby], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive stenet ihjel af al-Shabaab, såfremt hun bliver anklaget for at være flygtet fra sin ægtefælle, og for ikke at have adlydt sin broder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes fader blev dræbt af al-Shabaab i [sommeren] 2013. Efter faderens død tvang ansøgerens broder hende til at indgå ægteskab med broderens svigerfar, […], som følge af en gammel aftale om medgift. Ansøgeren blev tvunget til at tage ophold hos […] efter, at ansøgerens bror havde viet dem. Fem dage efter, hun blev gift med […], lykkedes det ansøgeren at flygte fra bopælen. Ukendte personer hjalp hende efterfølgende med at flygte til Etiopien. Efter ankomsten til Addis Abeba i Etiopien fik ansøgeren kontakt til nogle somaliere fra sin klan, som fik etableret kontakt til ansøgerens faster i det nordlige Somalia. Fasteren indvilligede i at finansiere ansøgerens udrejse til Europa med 4000 US dollars. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Forklaringen fremstår på væsentlige punkter usandsynlig og divergerende, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende om flere forhold. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren uden videre har henvendt sig til fremmede og ukendte personer, efter at hun til fods var flygtet fra […], og at personerne har hjulpet ansøgeren med den videre flugt til Etiopien, herunder med betaling for transport. Ansøgeren har hertil udbyggende forklaret for nævnet, at hun efter at være blevet kørt i bil fra Somalia til Etiopien blev køresyg, og at hun herefter har forsat sin flugt til fods. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens faster, som ansøgeren kun har mødt en enkelt gang, da fasteren deltog i faderens begravelse, uden videre har betalt 4000 US dollars til en agent, der har sørget for ansøgerens videre flugt. Ansøgeren har forklaret divergerende om […]s bopæl og ansøgerens families bopæl. Under asylsamtalen [sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at […] boede i samme by som ansøgeren og hendes familie. Han boede i udkanten af byen, og ansøgerens familie boede i midten af byen. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at […] og hans familie boede i nabobyen [landsby]. Forklaringen for nævnet om afstanden mellem bopælene fremstår i øvrigt usammenhængende og afglidende. Flygtningenævnet finder endvidere, at den foreliggende sprogtest understøtter ansøgerens utroværdighed. Der henvises til, at ansøgerens sproglige baggrund i meget høj grad er vurderet til at hidrøre fra området i nordvest Somalia, og at det er meget usandsynligt, at ansøgerens sproglige baggrund stammer fra den sydlige del af Somalia, hvorfra ansøgeren har oplyst, at hun kommer fra. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Med henvisning til, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må anses for utroværdig, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse, således som ansøgerens advokat har påstået. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/7
Nævnet meddelte i april 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhørende hovedklanen Ashraf, underklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren er muslim af trosretning fra Bulo Marer, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin far eller repræsentanter for al-Shabaab, da begge parter er af den overbevisning, at hun blev gravid uden for ægteskab. Hun har til støtte herfor anført, at hendes fader ikke ønskede, at hun indgik ægteskab med et medlem af Jareer-klanen. Familien anerkender ikke ægteskabet. Efterfølgende har hun fået datteren […] med ægtefællen. Ansøgeren har for Flygtningenævnet endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at datteren vil blive omskåret. Uanset at ansøgeren på flere punkter har forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv vedrørende ægteskabet med […], kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren er kommet i modsætningsforhold til faderen, på grund af ægteskabet. Endvidere må det tillægges vægt, at moderen har givet udtryk for, at pigebørn skal omskæres i overensstemmelse med de lokale traditioner, og at ansøgeren selv blev udsat den mest alvorlige form for omskæring. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at omkring 95 % af alle pigebørn over 15 år er omskåret i ansøgerens lokalområde. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgeren er analfabet, og at hun med sin status som enlig mor ikke kan antages at være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter hendes datter skal omskæres. Der er efter det foreliggende ikke holdepunkt for at antage, at hun fra nogen side ville kunne få støtte til at imødegå omgivelsernes krav om omskæring af datteren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes datter, ved ansøgerens tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund den somaliske statsborger […] samt hendes datter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2015/68/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra Marka, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Tuni. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra Habar Gidir-klanen, fordi hans broder slog et medlem af Habar Gidir-klanen ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans broder, [A], ejede en barberbutik i byen Marka. Broderen blev jævnligt udsat for chikane af medlemmer fra Habar Gidir-klanen. Chikanen bestod i, at broderen blev beordret til at klippe medlemmerne gratis og derudover skulle betale en del af sin omsætning til dem hver måned. I [sommeren] 2014 blev broderen overfaldet af to medlemmer fra Habar Gidir-klanen på en café i Marka. Broderen stak ét af medlemmerne med en kniv, hvorefter vedkommende afgik ved døden. Broderen flygtede derefter ud af Somalia. [Omkring en måned senere i sommeren] 2014 blev ansøgerens families bopæl angrebet af ukendte medlemmer fra Habar Gidir-klanen. Ansøgerens families hus blev brændt ned, ligesom ansøgeren og hans familie blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev under angrebet stukket i maven med en kniv, hvorefter han mistede bevidstheden. Ansøgeren blev bragt til et hospital i Marka af sin moster, hvorefter han blev overført til et ukendt hospital i en ukendt by i Etiopien, hvor han blev opereret. Ansøgeren lå i koma indtil kort tid inden, han blev udskrevet [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2014. Ansøgerens moster fortalte ham, at hans lillesøster, [B], var blevet voldtaget af ukendte medlemmer fra Habar Gidir-klanen i Marka, mens han lå på hospitalet, ligesom ansøgerens anden søster, [C], var blevet slået og muligvis også voldtaget. Ansøgerens moster bragte ham efterfølgende til en agent i en ukendt by i Etiopien, hvorefter ansøgeren og agenten rejste sammen til Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og upræcise oplysninger om centrale dele af det asylmotiv, han påberåber sig. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår medlemmer af Habar Gidir-klanen begyndte at opkræve penge fra hans bror. Ansøgeren har således først forklaret, at Habar Gidir-klanens medlemmer i begyndelsen blev klippet uden betaling, hvorimod han efterfølgende har forklaret, at disse klanmedlemmer hele tiden også havde krævet penge af broderen, hvorefter ansøgeren igen under nævnsmødet forklarede, at klanmedlemmerne i begyndelsen alene krævede at blive klippet gratis. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem af hans søstre der blev udsat for voldtægt af klanmedlemmer fra Habar Gidir-klanen, idet han først har forklaret, at det var hans […] lillesøster, der blev voldtaget og efterfølgende, at han ikke vidste, hvem af hans søstre det var. Ansøgeren har oprindeligt forklaret, at det var hans moster, der fortalte ham, at det var hans […] søster, som blev voldtaget, mens han under nævnsmødet forklarede, at han selv så sin søster blive voldtaget. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved tolkeproblemer og ansøgerens hukommelse, ligesom de ikke kan forklares ved, at ansøgeren godt vidste, at der stod noget forkert i referatet, men at han ikke rettede dette, da han fik det gennemgået. Ansøgerens forklaring forekommer dertil usammenhængende og uden konkrete detaljer. Nævnet finder det usandsynlig, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvilket hospital han var indlagt på i Etiopien eller med betalingen herfor. Dertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål om broderens konflikt og overfaldet på familien og på, hvorfor familien ikke tog forholdsregler, når de regnede med at blive overfaldet. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv. Nævnet finder således, at ansøgeren, der ikke på nogen måde er profileret, og som efter sin egen forklaring aldrig har haft konflikter med Al-Shabaab, kan tage ophold i sin hjemegn. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Somalia, at sikkerhedssituationen i og omkring Marka på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det fremgår videre, at Al Shabaab i 2012 blev fordrevet fra området, og at regeringen og AMISON nu har kontrollen over byen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder under henvisning til bevisvurderingen i sagen, hvor ansøgerens forklaring om blodhævn og overfald som følge heraf er blevet tilsidesat som utroværdig, at der ikke er grundlag for at tage begæringen om at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på en torturundersøgelse eller eftersøgning af klanlederen fra ansøgerens by eller forespørgsler til de hospitaler, hvor ansøgeren angiveligt var indlagt som følge af overfaldet, til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Soma/2015/67
Nævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af Al-Shabaab og af familien til […], med hvem ansøgeren har fået et barn uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2013 begyndte at mødes med en person ved navn […], som hun mødte i forbindelse med, at hun i en periode på omkring fire måneder kom på hans families bopæl, hvor hun vaskede hans families tøj. Ansøgeren indledte efter to måneder et forhold til [barnets far] og blev i [sommeren] 2013 gravid. Ansøgeren og [barnets far] var ikke forinden blevet gift. Da ansøgeren fortalte om graviditeten til [barnets far], slog han ansøgeren og sagde, at hvis hun fortalte til nogen, at han var fader til barnet, så ville han slå hen-de ihjel. Ansøgeren udrejste af Somalia i [efteråret] 2013, fordi hun var bange for at blive udsat for overgreb af enten [barnets far] eller hans familie med tilknytning til Al-Shabaab, eller af andre folk i området, fordi hun havde fået et barn uden for ægteskab. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgers forklaring til grund og finder, at ansøger har forklaret upræcist og di-vergerende om, hvor længe hun har kendt [barnets far] og om, hvem der fortalte [barnets far], at hun var gravid. Ansøgers forklaring om, at hun havde et seksuelt forhold udenfor ægteskab, og at hun dyrkede sex med [barnets far] på dennes bopæl, hvor tillige hans far, der var medlem af Al-Shabaab, boede, forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Når tillige sammenholdes med den foreliggende sprogtest, hvorefter ansøgers dialekt med den højst mulige sandsynlighed afviger fra de sydsomaliske dialekter, men stemmer overens med de nordsomaliske dialekter, og det forhold, at ansøgers klan, Madhiban, efter nævnets baggrundsoplysninger er en lille klan, der primært holder til i Nordsomalia, findes ansøger ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder, at eftersom ansøger ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv og først på nævnsmødet har omtalt sin frygt for omskæring af datteren, har ansøger ikke sandsynliggjort, at der i Somalia er personer, der konkret vil udsætte hende for et massivt pres med henblik på omskæring af hendes datter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/67/col
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Midgan og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som har slået hendes ægtefælle ihjel og truet hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes nu afdøde ægtefælle arbejdede med at gøre rent på et regeringskontor, ligesom han arbejdede for en NGO, hvor han hjalp med at uddele mad til fattige. Ansøgerens ægtefælle modtog flere gange telefonopkald fra al-Shabaab, som krævede, at han opsagde sit arbejde. En nat kom al-Shabaab til bopælen, hvor de krævede, at ansøgerens ægtefælle kom ud af huset. Da ægtefællen nægtede, gik al-Shabaab ind i huset og skød og dræbte ham. Efter ægtefællens død modtog ansøgeren SMS-beskeder indeholdende trusler, hvor der stod, at hun ville lide samme skæbne som sin ægtefælle, hvis hun ikke stoppede med at arbejde for de vantro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og upræcise oplysninger om centrale dele af det asylmotiv, hun påberåber sig. Ansøgeren har forklaret divergerende om de trusler, som hun og hendes mand angiveligt modtog samt om episoden, hvor hendes mand angiveligt blev dræbt, herunder om hvornår hun selv modtog den første trussel og om, hvilket rum mændene, som dræbte hendes mand, først gik ind i. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun boede sammen med sin fætters søn i Mogadishu. Ansøgeren har således i motiv- og oplysningssamtalen oplyst, at fætterens søn var en del af husstanden, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at han boede i Jowhar og alene besøgte familien, når han handlede i Mogadishu. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin viden om sin mands arbejdsplads. Ansøgeren har således først forklaret, at hun ikke vidste, hvor hendes mand arbejdede, mens hun under nævnsmødet har forklaret, hvor mandens arbejde lå og at hun der hentede hans løn efter hans død. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved, at ansøgeren tidligere må have sagt noget forkert om helt centrale dele af asylmotivet, eller at ansøgeren var udsat for tolkeproblemer i en sådan grad, at hun ikke fik rettet disse oplysninger, da hun fik oversat indholdet af samtalerne hos Udlændingestyrelsen, som hun i øvrigt godkendte uden bemærkninger. Flygtningenævnet kan således ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens oprindelige forklaring om hendes personlige forhold til grund. Flertallet har således lagt til grund, at ansøgeren efter sin mands død i 2013 boede alene med sin mor, sine børn, en niece og en fætters søn i Mogadishu. Flygtningenævnet herunder flertallet kan som oven for nævnt ikke lægge til grund, at ansøgeren solgte bopælen i Mogadishu, fordi hun havde eller har et asylmotiv. Flertallet lægger imidlertid til grund, at ansøgerens familie af andre årsager opgav bopælen i Mogadishu og flyttede til Jowhar. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor familien valgte Jowhar, idet ansøgeren i motiv og oplysningssamtalen forklarede, at familien flyttede til Jowhar, fordi det var den nærmeste større by, mens ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at familien flyttede til Jowhar, fordi det var der, hendes fætters søn boede. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er uden mandligt netværk i Somalia. Den omstændighed, at ansøgerens fætters søn har taget ophold i Jowhar, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at flertallet finder, at det er rimeligt, at ansøgerens fætters søn, der er 24 år, og efter bevisvurderingen en del af ansøgerens husstand, kan ekskortere ansøgeren fra Mogadishu til familiens nuværende bopæl. Endelig kan flertallet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har mistet kontakten med sin familie, herunder fætterens søn, i Somalia til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet fremkom med en vag og usammenhængende forklaring om sin telefon, sit telefonnummer og kontakten til familien under asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/66
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somalier og sunni muslim fra Mogadishu, […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin farbroder, [A], på grund af en jordkonflikt, som farbroderen havde med ansøgerens fader, og fordi farbroderen frygter, at ansøgeren vil hævne drabet på sine forældre og broder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader og farbroder havde arvet et stykke jord fra ansøgerens farfader, og at de var uenige om, hvorvidt de skulle beholde eller sælge jordstykket. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt ændrede ansøgerens farbroder konfliktens fokus til ansøgerens moder, fordi hun stammede fra minoritetsklanen […]. Ansøgerens farbroder advarede ansøgerens fader om, at han ville komme efter ham, hvis han ikke forlod ansøgerens moder. Ansøgeren har forklaret, at han tror, at hans farbroder kun brugte moderens klantilhørsforhold som et middel til at optrappe jordkonflikten. I 1994 skød og dræbte ansøgerens farbroder ansøgerens forældre i deres hjem, mens ansøgeren og hans søskende var i koranskole. Dagen efter slog farbroderen ansøgerens broder ihjel. Efter drabet hentede ansøgerens nabo, [B], ansøgerens søster, [C] og ansøgeren i koranskole. [B] var selv i færd med at forlade Somalia, og hun tog ansøgeren med til Yemen, mens ansøgerens søster blev i Somalia. [Medio] 2014 udrejste ansøgeren af Yemen, fordi han var blevet anklaget for tyveri og på grund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i sit asylskema vedrørende asylmotivet undladt at oplyse om problemer med sin farbroder, om en jordkonflikt, om klanproblemer eller om en falsk anklage om tyveri i Yemen. Han har under nævnsmødet forklaret, at hans ægtefælles søster og svoger er blevet slået ihjel af ansøgerens farbroder. Han har ikke nærmere kunne redegøre for, hvordan hans farbroder har kendt til hans ægteskab, ægtefællens identitet og opholdssted, eller hvordan ægtefællen er bekendt med, at det var ansøgerens farbroder, som begik drabene. Ansøgeren har forklaret uklart omkring ægtefællens ophold i Somalia i 2015 og om, hvornår han har talt med hende. Flygtningenævnet finder det usandsynligt at ansøgeren ikke har forklaret sin ægtefælle om sine konflikter i Somalia. Som følge af ovenstående findes ansøgerens troværdighed svækket. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgerens forældre og broder blev slået ihjel i 1994 på grund af en jordkonflikt, finder Flygtningenævnet, da denne konflikt ligger meget langt tilbage, da ansøgeren kun var ti år på drabstidspunktet, da han efterfølgende har opholdt sig i Yemen, og da han ikke har haft kontakt med familien ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en reel risiko for overgreb fra farbroderen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de generelle forhold i Mogadishu gør, at ansøgeren på denne baggrund skal have asyl. Flygtningenævnets flertal finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/65
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og muslim af trosretning fra [landsby i nærheden af Kismayo] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af repræsentanter for al-Shabaab, idet de formodentlig vil betragte ham som spion på grund af hans længerevarende ophold i udlandet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at De Islamiske Domstole overtog kontrollen med landsbyen [som ligger i nærheden af Kismayo] i 2007. Han blev på et tidspunkt i 2007 opsøgt og overfaldet af to til tre repræsentanter for De Islamiske Domstole, som ønskede at rekruttere ham til deres styrker. Omkring to måneder senere opsøgte repræsentanter for De Islamiske Domstole hans families bopæl og krævede familiens kvæg. Hans fader og to brødre satte spørgsmålstegn ved deres ageren, hvorefter de blev skudt og døde. Ansøgeren hørte om drabet på faderen og brødrene fra de lokale landmænd, mens han var ude og passe familiens kvæg. Han valgte at gemme sig i skovområdet uden for [landsbyen] i et par dage, hvorefter han forlod landsbyen og rejste kort tid efter ud af Somalia. Ved en tilbagevenden til Italien frygter ansøgeren at blive henvist til et liv på gaden uden at få den fornødne hjælp til at sikre sin personlige integritet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om, at han kommer fra landsbyen [som ligger i nærheden af Kismayo], må tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, til trods for, at han ved udrejsen var 20 år og havde gået i koranskole i fem år og taler og skriver somali, har et meget ringe kendskab til de geografiske forhold i og omkring [landsbyen]. Ansøgeren har forklaret, at han har passet familiens køer, men til trods herfor har ansøgeren direkte adspurgt ikke kendskab til den store […] sø, som er beliggende i umiddelbar nærhed af det sted, hvor ansøgeren har oplyst, at han boede med sin familie. Ansøgeren har endvidere direkte adspurgt ikke kendskab til en stor vej ved navn […], som er hovedfærdselsåren i området. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren trods sin skolegang i koranskole ikke kender navnet på imamen i [landsbyen]. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis betydning, at det af sprogtesten fremgår, at ansøgerens sproglige baggrund med meget høj sandsynlighed er vurderet til at være Nordvest-Somalia, og at det vurderes som meget usandsynligt, at ansøgerens sproglige baggrund er Jubbada-Hoose i det sydlige Somalia. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/64
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger fra [en by tæt på Mogadishu] og muslim af trosretning. Han tilhører klanen Hawiye. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de har slået hans fader ihjel, samt fordi al-Shabaab har dræbt en person, som de troede var ansøgeren. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har arbejdet for en hjælpeorganisation ved navn […]. Endvidere frygter ansøgeren, at al-Shabaab vil forsøge at tvangsrekruttere ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han hans fader var [medlem af] organisationen […] i Shabelle Hoose regionen. Ansøgeren hjalp sin fader i perioden 2008/2009 og frem til 2012 med at uddele [hjælpemidler til andre i området]. Ansøgerens fader blev dræbt af al-Shabaab den […] 2012. Efter drabet på faderen stoppede ansøgeren sit arbejde for [organisationen]. Ansøgeren rejste til Cypern, men tilbage til Somalia […] 2013. Efter ansøgerens tilbagevenden til Somalia blev han bekendt med, hvilke […] medlemmer af al-Shabaab, som havde dræbt hans fader, hvorfor ansøgeren besluttede, at han ville dræbe de [dem]. Han blev talt fra dette af sin moder. Kort tid herefter blev ansøgeren oplyst om, at hans ven, […], var blevet slået ihjel af al-Shabaab, idet de troede, at [vennen] var ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret udbyggende og divergerende under sagen. Han har herunder forklaret divergerende om, hvorvidt han var låst inde, mens faderen blev dræbt, eller blot gemte sig på værelset under episoden, om hvornår han blev bekendt med identiteten på de personer, som stod bag drabet, om karakteren og omfanget af sin hjælp til faderen i dennes arbejde og om navnet på den person, han gemte sig hos. Han har tillige forklaret divergerende om, hvem der overhørte, at han fremsatte trusler mod al-Shabaab efter sin angivelige tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er blevet foreholdt disse divergenser, uden at han har kunnet give en rimelig forklaring på disse. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at der er mere end et år mellem registreringen af ansøgeren i henholdsvis Cypern og Grækenland, og at dette ikke er overensstemmende med ansøgerens forklaring om længden af hans ophold, først på Cypern og derefter i Somalia, inden tilbagerejsen til Europa. Såfremt ansøgeren har været tilbage i Somalia i perioden, har han derfor kunnet opholde sig der i en meget lang periode, uden at der reelt er sket ham noget. Uanset om det lægges til grund, at ansøgerens fader har arbejdet for en […] organisation og er blevet dræbt, findes det derfor ikke sandsynliggjort, at det er sket under de omstændigheder, som ansøgeren har forklaret, eller at der i den forbindelse har været fremsat trusler mod ansøgeren. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde ikke i sig selv er asylbegrundende, idet det fremgår af baggrundsmaterialet, at al-Shabaab har mistet kontrollen over byen. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/63
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han tilhører Aweer klanen og er sunni muslim. Han har boet hele sit liv i landsbyen […] i Lower Juba regionen i det sydlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af medlemmer af den lokalt dominerende Ogaden klan, med hvem ansøgerens familie siden 2012 har haft en konflikt vedrørende ejendomsretten til et jordstykke. [I starten af] 2014 kom fire medlemmer af Ogaden-klanen til jordstykket, hvor de slog ansøgeren og hans fader. Tre timer senere blev ansøgeren samt hans fader og storebroder arresteret af ti medlemmer af al-Shabaab, der førte dem til politistationen i den al-Shabaab kontrollerede [landsby]. Ansøgeren samt hans fader og broder blev herefter fængslet og udsat for forskellige former for tortur. Ansøgeren blev blandt andet overhældt med brændende plastic. Han har stadig ar herefter. Ansøgeren går ud fra, at det er Ogaden-klanen, der har tilknytning til al-Shabaab, som fik dem anholdt. Under fængslingen blev de afhørt om, hvorvidt de var spioner for kenyanske myndigheder eller havde tilknytning til ”Jubaland”, som arbejder for større selvstyre for regionen. Efter to retsmøder blev ansøgeren, faderen og broderen løsladt [i foråret] 2014 med den begrundelse, at der ikke var bevis for, at de havde udført spionvirksomhed. [Nogle dage efter, at de var blevet løsladt] hørte ansøgeren i [landsbyen], at hans fader og broder var blevet overfaldet af Ogaden-familien på jordstykket, samt at faderen, broderen og tre fra den anden familie i den forbindelse var afgået ved døden. Ansøgeren så få timer senere, i forklædning, broderens og faderens lig på byens plads, hvorefter han til fods forlod landsbyen. Nogle dage senere indrejste han illegalt til Kenya. Han har ikke siden haft kontakt med sin ægtefælle og øvrige familie i Somalia. Ifølge Sprakabs sproganalyse [fra sommeren] 2015 er der meget høj sikkerhed for, at ansøgerens sprogbrug er forenelig med sprogbrugen i Nordøstsomalia, mens det er meget usandsynligt, at ansøgerens sprog er forenelig med sprogbrugen i Lower Juba. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet ikke er fremstået overbevisende, at ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende samt på resultatet af den foretagne sproganalyse. Bevisværdien af sproganalysen er i et vist omfang påvirket af, at Udlændingestyrelsen, da man anmodede Sprakab om at udfærdige sproganalysen, anførte, at der var mistanke om, at ansøgeren kom fra Nordsomalia, hvorved bemærkes, at styrelsen ikke under nævnsmødet har kunnet oplyse, hvorpå mistanken beroede. I analysen begrunder Sprakab nærmere deres konklusion og redegør herunder for nogle ord og vendinger, som ansøgeren har brugt og sammenligner disse med sprogbrugen i Nordsomalia og Sydsomalia. Ansøgerens forklaring hertil, at han en gang imellem har handlet med folk, der tilhører klanen Darud, som kommer fra forskellige steder i Somalia, forekommer ikke at være en rimelig forklaring på sproganalysens konklusion. Ansøgerens uddybende forklaring herom i Flygtningenævnet, hvorefter hans moder mange gange har sagt, at hans sprog er anderledes end de andres sprog forekommer efter sammenhængen ligeledes ikke at være troværdig. At ansøgeren i nævnet som nyt endvidere oplyste, at hans sprog kan være påvirket af, at han har spillet bold og gået i skole med personer fra Nordsomalia ændrer ikke på troværdighedsvurderingen. Nævnet er bekendt med, at sproganalyser kan være forbundet med en vis usikkerhed samt at der har været rejst kritik mod det firma, som har udført sproganalysen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid, at sproganalysen kan indgå som et moment, der taler imod, at ansøgeren er fra Lower Juba. Ansøgeren har i Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at han bad [en ven] om at rette henvendelse til sin ægtefælle, således at de kunne genoptage kontakten. Forklaringen herom, samt om at ansøgeren mistede sin notesbog med [vennens] telefonnummer har været præget af usikkerhed og er fremstået meget lidt troværdigt. Ansøgeren har tillige i Flygtningenævnet svaret tøvende og til dels afglidende på en række supplerende spørgsmål vedrørende sin rejse fra landsbyen til Nairobi, hvilket ligeledes indgår i vurderingen som et væsentligt moment, som taler mod ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet finder herefter at have tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse i sagen og udsætter således ikke sagen på indhentelse af torturundersøgelse eller ny sproganalyse, som anført i ansøgerens advokats skriftlige indlæg. Flygtningenævnet kan herefter, og i øvrigt efter en samlet vurdering af sagen, ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet kan herunder ikke lægge til grund, at ansøgeren er fra Lower Juba og har haft den omtalte konflikt med al-Shabaab mv. samt at hans ar er påført ham af al-Shabaab under fængselsophold. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/62
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somali. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtale: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at Al-Shabaab vil udsætte hende for overgreb, fordi hun har solgt tobak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i [foråret] 2014 blev opsøgt af fire ukendte medlemmer af Al-Shabaab, som krævede, at hun skulle stoppe med at sælge tobak. De truede endvidere med at slå hende ihjel, hvis hun ikke efterkom deres krav. I [foråret] 2014 blev ansøgeren igen opsøgt af otte til ti ukendte medlemmer af Al-Shabaab, som krævede, at hun skulle stoppe med at sælge tobak, hvilket hun heller ikke efterkom. [I sommeren] 2014 blev hendes bod brændt ned af Al-Shabaab, imens hun befandt sig i byen Baardheere for at købe varer. Den kvinde, som hun var i gang med at købe varer af, hjalp hende med at flygte ud af Somalia. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet yderligere forklaret, at hun og hendes familie bliver diskrimineret, fordi de tilhører klanen Midgan, som er en af de laveste klaner i Somalia. Eksempelvis modtog hendes familie ikke nogen erstatning, da hendes fader ved et uheld blev ramt af skud og som følge heraf afgik ved døden. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet eller om, at hun stammer fra det sydlige Somalia til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om konflikten med al-Shaabab er utroværdig og ikke forekommer selvoplevet, ligesom ansøgeren under forklaringen for nævnet på flere punkter har svaret afglidende. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring om, hvor hun stammer fra i Somalia, lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten [fra sommeren] 2014, at hun ved ankomsten til Danmark oplyste til politiet, at hun stammede fra Mogadishu, ligesom det af samtalereferatet fra ansøgerens forklaring i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 fremgår, at ansøgeren ikke kunne nævne nogle større landsbyer i hendes angivelige hjemområde. Hertil kommer, at det af den foretagne sproganalyse fremgår, at det er usandsynligt, at hun stammer fra Gedo i det sydlige Somalia, og at der er høj sandsynlighed for, at hun stammer fra det nordøstlige Somalia. Flygtningenævnet har ved vurderingen ikke tillagt de 2 dokumenter, som ansøgeren har fremlagt under nævnsmødet, nogen vægt. Ansøgeren har således forklaret usammenhængende og afglidende om, hvordan hun har fået dokumentet, som angiveligt er udstedt i Baardheere, og det dokument, som ansøgeren har fremlagt som dokumentation for, at hun har sendt penge til en kvinde i Baardheere fremstår ikke som en kvittering for afsendelse af pengene. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive underkastet behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/61
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Darood og er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, der betragter ham som vantro, grundet hans faders tilknytning til den religiøse bevægelse Ahlu Suna. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans problemer begyndte i 2010, fordi hans fader, der støtter Ahlu Suna, seks måneder forinden var flyttet fra landsbyen [A] til byen [B] i det centrale Somalia, efter han var blevet truet på livet af Al-Shabaab. Efter faderens flugt blev ansøgerens moder opsøgt og truet af Al-Shabaab, der spurgte efter faderens tilflugtssted. Endvidere blev ansøgeren to gange truet. Første gang fandt sted, da repræsentanter fra Al-Shabaab stoppede ham på vej hjem og udspurgte ham om faderens tilflugtssted. De forlod stedet, efter han havde svaret dem, at han ikke vidste, hvor hans fader opholdt sig. Anden gang var han ude og spille fodbold med sine venner. Repræsentanter fra Al-Shabaab tog ham med hen til deres base i byen, hvor han blev tilbageholdt i fem til seks dage. Kort tid efter hans løsladelse og efter opfordring fra hans moder, tog han ophold hos en slægtning i [B], hvor han ikke har oplevet problemer, bortset fra at livet er hårdt. I 2011 flyttede ansøgerens moder og søstre til [B], fordi de fortsat blev opsøgt og truet af Al-Shabaab, som tillige ønskede, at ansøgerens storesøster skulle giftes med et medlem af Al-Shabaab. I sommeren 2012 udrejste han af Somalia. Efter ansøgeren er indrejst i Danmark, har han modtaget oplysninger fra sin søster om, at hans fader er vendt tilbage til Gedo-regionen for sammen med Ahlu Suna at kæmpe mod Al-Shabaab. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han af sin moder har fået oplyst, at Ahlu Suna er blevet fordrevet fra byen [B] efter tre dages kamphandlinger i [efteråret] 2015. Siden har han ikke kunne få kontakt til sin moder. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren fra [foråret] 2010 til [sommeren] 2012 problemfrit har haft ophold i [B]. Ansøgerens mor og søskende har endvidere haft ophold i [B] fra 2011 og i hvert fald indtil [sommeren/efteråret] 2015 uden problemer. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til [B]. Det fremgår af udskrifter fra internettet […], at der i [efteråret] 2015 har været kamphandlinger i [B] mellem væbnede styrker fra Ahlu Suna og forces of Galmudug regional administration, og at [B] ikke længere er kontrolleret af Ahlu Suna. Det fremgår ikke af de foreliggende oplysninger, at den del af civilbefolkningen i [B], der sympatiserer med Ahlu Suna, har været udsat for forfølgelse eller overgreb, ligesom det er uoplyst, hvorvidt ansøgerens mor og søskende på nuværende tidspunkt har ophold i byen. På denne baggrund, og idet Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb foretaget af al-Shaabab i [B], finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/60
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra klanen […] og muslim af trosretning fra […] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi hun er flygtet fra dem, at hun vil blive voldtaget af regeringssoldater, at hendes familie vil tvangsgifte hende med hendes faders slægtning, og at hendes moder vil slå hende ihjel. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at en leder fra al-Shabaab fortalte hendes fader, da hun var 18 år gammel, at han ville giftes med hende. Hendes fader afslog dette, hvorefter den pågældende leder befalede, at hun ikke måtte blive gift med en anden mand. Ansøgeren blev hemmeligt viet med en mand ved navn […]. Ca. en uge efter blev hendes familie opsøgt af den samme leder fra al-Shabaab, da han var blevet bekendt med, at hun havde giftet sig med en anden. Efterfølgende blev hun i et år tilbageholdt af den pågældende leder fra al-Shabaab, som dagligt voldtog hende. Siden lykkedes det hende at flygte og udrejse af Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren for nævnet har forklaret usikkert og ukonkret om sit asylmotiv, ligesom ansøgerens forklaring herom har fremstået som ikke selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvordan hun kom fra sit hjem til al-Shabaab lederens bolig, hvornår hun indgik ægteskab, og hvor gammel hun da var, samt om, hvor lang tid der gik, fra hun blev gift, og til hun blev bortført af al-Shabaab lederen. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at al-Shabaab lederen, der første gang henvendte sig for at blive gift med ansøgeren, da hun var 14 år, først vendte tilbage til ansøgerens bolig umiddelbart efter, at hun som 18-årig i hemmelighed havde indgået ægteskab med en anden. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”soma/2015/6
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og er muslim af trosretning fra [en by] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter familien til en pige, som ansøgeren er blevet hemmeligt viet med. Familien til pigen beskylder ansøgeren for at have giftet sig med pigen på en måde, som er imod islam. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge heraf tillige frygter al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han lærte pigen at kende i 2013. Hun tilhører klanen […]. Ansøgeren og pigen blev hemmeligt viet i 2014. [Et antal] personer fra pigens familie har angrebet ansøgeren og hans familiemedlemmer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter i sin forklaring om sit asylmotiv, herunder hvor mange vidner, der var til stede ved brylluppet, havde ansøgeren et vidne med, fortalte han sin familie om ægteskabet før anholdelsen, blev han afhørt før retssagen, hvor mange dommere deltog i processen, hvem angreb efter flugten, hvem døde og hvem blev såret. Da forklaringen om ansøgerens flugt fra fængslet tillige forekommer usandsynlig, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra [en by] i Hiraan-provinsen. Efter baggrundsmaterialet kontrollerer myndighederne de større byer og [ansøgerens hjemby]. Selvom det af Lifos rapport af 29. april 2015: ”Säkerhetssituationen i södra och centrala Somalia” fremgår, at der er risiko for rejsende ved vejspærringer langs landevejen, og at sikker transport kræver transport i konvoj, fremgår det tillige i analysen, at somaliere rejser på landevejen, men at de må overveje risikoen kontra nødvendigheden. Et flertal af nævnet finder ikke, at disse generelle oplysninger tilsiger, at ansøgeren skal meddeles ophold som følge af muligt overgreb under rejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/59
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb fra sin familie, fordi hun giftede sig med en mand fra [en anden klan]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet gruppen har truet ansøgeren i en video. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev gift med en mand ved navn […] i 2008. De blev gift i [en flygtningelejr]. [Ægtefællen] stammer fra [en anden klan], og ansøgerens familie ville ikke acceptere ægteskabet mellem dem. Ansøgeren udrejste [primo] 2014 og efterlod [sit barn] hos sin moder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hendes [familiemedlem] har kontaktet hende, imens hun har befundet sig i Danmark og fremsendt en video på Facebook, hvor medlemmer af al-Shabaab fremsætter trusler mod ansøgeren. Ansøgerens [familiemedlem] har sendt videoen til hende. Ansøgeren tror, at videoen bunder i, at hun optræder […] ved bryllupper og lignende. Personerne, som optræder i videoen, oplyser, at ansøgeren og [et antal] andre personer har opført sig i strid med islam, hvorfor islam dømmer dem til døden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato] angivet som sit asylgrundlag 1) at hun ønskede at bo i Europa, 2) at hendes familie slog hende som følge af, at hun røg, drak alkohol og tyggede khat. Hun har i denne samtale forklaret, at hun blev skilt fra sin ægtefælle i [årstal] og ikke efterfølgende havde problemer som følge af skilsmissen. Hun har i samtalen med Udlændingestyrelsen den […] forklaret, at hun har opholdt sig i Somalia fra 2011 til udrejsen, herunder i længere perioder i [en somalisk by] uden nævneværdige problemer med familien. Nævnet finder, at hendes nu oplyste problemer med familien ikke har en karakter eller intensitet, så disse i sig selv kan medføre asyl. Ansøgeren har under samtalen den [dato] forklaret, at hun har modtaget en video, hvor [et antal] medlemmer af al-Shabaab truer hende og andre [personer] som følge af deres optræden. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren både i Somalia, Etiopien og Danmark har optrådt […], og at hun har lagt video heraf på sin Facebook. Selvom nævnet måtte lægge til grund, at den påberåbte video var ægte, finder nævnet på baggrund af baggrundsoplysninger, hvorefter al-Shabaab ikke længere har magten i Mogadishu, og at al-Shabaab alene går efter højtprofilerede mål, særligt politikere, militærfolk og NGO’ere, ikke at ansøgeren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/58
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og er sunnimuslim af trosretning fra […], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles klan eller al-Shabaab, samt at hun frygter, at hun ikke vil kunne finde en ny ægtefælle på grund af det overgreb, som hun blev udsat for forud for sin udrejse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun forelskede sig i [A], som var søn i den familie, som ansøgeren arbejdede hos i Mogadishu. De talte sammen, når moderen i familien ikke var hjemme. Deres relation blev opdaget, og moderen i familien smed ansøgeren ud, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til [Lower Shabelle]. En nat i [begyndelsen af] 2014 ankom tre personer til ansøgerens bopæl. De forgreb sig på ansøgeren og slog ansøgerens fader ihjel. Personerne var sendt af [A’s] moder. I [foråret] 2014 kom [A] til [Lower Shabelle] og fortalte ansøgeren, at han ønskede at gifte sig med hende og leve i [Lower Shabelle]. Efter lidt betænkningstid accepterede ansøgeren tilbuddet, og [i foråret] 2014 blev hun religiøst viet med [A]. I den efterfølgende periode forsøgte al-Shabaab at rekruttere både ansøgerens ægtefælle og broder. [I sommeren] 2014 kom al-Shabaab igen til bopælen, og da ansøgerens broder forsøgte at flygte, skød de ham i skulderen. Herefter tog al-Shabaab ansøgerens ægtefælle og broder, og de truede ansøgeren til enten at blive selvmordsbomber eller gifte sig med et af al-Shabaabs medlemmer. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen i sin helhed forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen særlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens svigermoder skulle stå bag, at der blev sendt tre mænd efter ansøgeren for at voldtage hende, henset til, at ansøgeren allerede havde forladt Mogadishu. Det forekommer endvidere ikke troværdigt, at ansøgeren og hendes moder blev boende på bopælen efter, at ansøgeren var blevet voldtaget og hendes fader slået ihjel, ligesom det ikke er sandsynligt, at al-Shabaab skulle give hende betænkningstid på det tidspunkt, hvor de tog hendes broder og ægtefælle med. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om voldtægten forekommer divergerende og usammenhængende, ligesom hun har forklaret udbyggende herom. Hun har således ikke før under forklaringen for nævnet oplyst, at hun først vågnede op ved daggry efter voldtægten. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der skete den dag, da al-Shabaab hentede hendes mand og broder. Hun har således først under forklaringen for nævnet forklaret, at al-Shabaab vendte tilbage til hende ved solnedgang, ligesom hun har forklaret og usammenhængende om, hvad al-Shabaab forlangte af hende. Da Flygtningenævnets flertal ikke kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/57
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og er muslim af trosretning fra […], Gedo-provinsen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin familie og den mand, hun skulle giftes med, idet hun modsatte sig indgåelsen af ægteskabet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i [sommeren] 2013 blev informeret om, at hun skulle giftes med sin onkels ægtefælles broder, [A]. Omkring en uge herefter blev hun viet med [A] ved en ceremoni, hvor hun ikke selv var til stede. Samme dag, hvor vielsen havde fundet sted, opsøgte hun sin kæreste, [B], i hans butik. Her blev ansøgeren opsøgt af sin onkel og dennes ægtefælle. De udsatte ansøgeren for vold og spærrede hende inde i familiens hus i to dage. Da ansøgeren igen kunne færdes frit i boligen, opsøgte hun sin kæreste, og med hans hjælp påbegyndte hun tre dage senere sin udrejse af Somalia. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen for nævnet ikke fremstår selvoplevet. Flertallet har særlig lagt vægt på, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren både samme dag, som hun angiveligt blev viet, og igen få dage senere opsøgte sin kæreste i dennes butik, som lå kun 10-15 minutters gang fra ansøgerens bopæl, ligesom det forekommer utroværdigt, at ansøgerens kæreste blev i Somalia, uanset han angiveligt var blevet truet på livet. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er troværdigt, at ansøgerens kæreste ikke havde råd til at forlade Somalia, idet han sammen med sin moder og ansøgerens faster kunne skaffe midler til, at ansøgeren kunne flygte til Europa. Som følge af, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnets flertal heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mandligt netværk, og at hun derfor alene af denne grund vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom den omstændighed, at ansøgeren angiveligt skal rejse fra Mogadishu til […], ikke kan føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/56
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren tilhører Abgal-klanen og er muslim af trosretning fra [landsby], Middle Shabelle regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin farbroder, [A], fordi ansøgeren har giftet sig med [B] mod sin farbroders vilje, og fordi hun er flygtet fra [C], med hvem farbroderen tvang hende til at gifte sig. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tvunget til at leve sammen med [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i begyndelsen af [sommeren] 2010 blev kæreste med [B] mod sin farbroders vilje. I begyndelsen af december 2010 dræbte ansøgerens fætter, [D], en mand i landsbyen, […], hvor familien boede. [Primo januar] 2011 forlod ansøgerens farbroder byen for at indsamle penge til at betale erstatning til den dræbte mands familie. Ansøgeren flygtede fra sin farbroders hus og tog ophold hos [B], som boede i den samme landsby som ansøgeren. [Dagen efter] blev ansøgeren og [B] gift. [Omkring en måned senere] vendte farbroderen tilbage til [landsbyen]. Farbroderen opsøgte ansøgeren hos [B], hvor han udsatte hende for vold og derefter tog hende med sig hjem og lænkede hende til et træ i sit hus. [I begyndelsen af foråret] 2011 fortalte farbroderen hende, at han havde lovet hende væk til [C] der var fader til den mand, som [D] havde slået ihjel. Ansøgeren blev samme dag gift med [C] og flyttede ind hos ham. [ultimo foråret] 2011 lykkedes det ansøgeren at flygte fra [C], og hun tog hjem til [B]. Sammen flygtede de til landsbyen […]. [Først på sommeren] 2014 mødte ansøgeren en mand ved navn [E], der kendte hendes farbroder. To dage senere opsøgte farbroderen sammen med sin stedsøn [F] og flere soldater fra militsen ansøgeren og [B’s] bopæl. [B] blev såret ved skud. Ansøgeren gemte sig hos en anden familie i byen. Hun udrejste [to dage senere] til Etiopien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, idet den på flere afgørende punkter må anses for at være konstrueret til lejligheden. Det fremstår blandt andet som usandsynligt, at ansøgeren under de oplyste omstændigheder til fods har kunnet flygte fra [C’s] hjem, efter at hun i 25 dage forinden havde været lænket til et træ i hans hus. Under hendes flugt stod [C] i øvrigt uden for hjemmet. Ansøgerens forklaring om, at hun uden at blive opdaget har kunnet gemme sig i en stor beholder under et træ, da hun var eftersøgt af [C], fremstår heller ikke troværdig. Nævnet henviser til, at [C] sammen med andre personer eftersøgte ansøgeren i flere huse, herunder huset på den grund, hvor hun gemte sig. Nævnet anser det endvidere for usandsynligt, at [B] i hemmelighed har kunnet besøge hende i perioden fra [medio efteråret] 2010 og indtil de blev gift [primo vinteren] 2011, mens ansøgeren boede hos sin farbroder. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med henvisning til at ansøgerens forklaring om asylmotivet er forkastet som utroværdig finder Flygtningenævnet ikke anledning til at imødekomme anmodningen om at udsætte sagen med henblik på, at ansøgeren gennemgår en læge- eller torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet det i øvrigt bemærkes, at ansøgeren stammer fra et område nord fra Mogadishu i Middle Shabelle regionen.” soma/2015/55
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [By A i Lower Shabelle], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle giftede sig imod familiens vilje. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter undertrykkelse og chikane, fordi han tilhører [en undertrykt klan]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i [sommeren] 2013 giftede sig med en kvinde ved navn [M], som tilhører Hawiye klanen. Ægteskabet blev holdt hemmeligt, fordi de vidste, at de kunne få problemer med deres respektive familier, hvis ægteskabet blev opdaget. Efter at de var blevet gift, blev [M] gravid. I november 2013 opdagede [M’s] familie, at [M] var blevet gravid. Hun var derfor nødt til at erkende, at hun var blevet gift med ansøgeren. [M] blev herefter udsat for fysiske overgreb af sin familie. [M’s] broder, [A], henvendte sig efterfølgende til ansøgeren på markedet i landsbyen og var truende overfor ham. Nogle dage senere – i starten af [vinteren] 2013 - opsøgte [A] ansøgerens bopæl sammen med to andre personer og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Omkring 15 dage senere henvendte [A] sig til ansøgeren uden for moskeen og truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod byen inden for 2 dage. Samme aften blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af mænd med tildækket ansigter. Ansøgeren blev tilbageholdt og ført til et fængsel i [By A i Lower Shabelle]. Ansøgeren var fængslet i [By A i Lower Shabelle] i omkring 14 dage, og hver aften blev han udsat for grove fysiske overgreb. Ansøgeren blev herefter flyttet til et fængslet i byen Hawah, hvor han var fængslet i halvanden måned. Ansøgeren blev løsladt af en vagt, og han flygtede til Kismayo, hvorfra han udrejste til Kenya. [M] flygtede fra [By A i Lower Shabelle] ved hjælp fra en agent til Kenya. Hun ankom til flygtningelejren Ifo i Kenya i [foråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst om sit andet ægteskab, volden og fængslingen som følge af ægteskabet. Han har forklaret udbyggende og divergerende om voldsudøvelserne, herunder hvem og hvor mange der udøvede volden, omfanget af volden og hvordan voldsudøvelsen blev standset. Ansøgeren har for nævnet forklaret udetaljeret og undvigende og fremstillingen forekommer ikke selvoplevet. Som følge heraf tilsidesætter flygtningenævnet ansøgerens forklaring om ægteskabet og de påståede overgreb som følge heraf. Selvom nævnet ikke kan udelukke, at ansøgeren har været fængslet og under fængslingen udsat for overgreb og selvom nævnet som følge af ansøgerens forklaring måtte lægge til grund, at konflikten havde været med al-Shabaab, lægger nævnet afgørende vægt på, at myndighederne nu har kontrollen over området, og at ansøgeren må betragtes, som ganske uprofileret. Nævnet finder således ikke, at en eventuel konflikt med al-Shabaab, kan begrunde asyl. Endelig finder nævnet ikke, at den af ansøgeren forklarede klanmæssige chikane har haft en intensitet, således at dette er asylbegrundende. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. ” Soma/2015/54
Nævnet traf i vinteren 2015 afgørelse om frafald vedrørende en kvindelig ansøger med tre mindreårige børn. Indrejst i 2013. I vinteren 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I foråret 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2015 udtalte FN´s Menneskerettighedskomité kritik af Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet besluttede efter kritikken at genoptage behandlingen af sagen og lade nævnets koordinationsudvalg træffe afgørelse i sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører shekhal-klanen og er muslim af trosretning fra Kismayo, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under klagesagen henvist til, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Ansøgeren har siden den 20. marts 2014 haft sin udrejsefrist udsat og har haft processuelt ophold under sagens behandling. I den konkrete sag har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde, således at ansøgeren ud fra FN´s Menneskerettighedskomités udtalelse vil få en ”full reconsideration of her claim”. Ansøgeren var ikke mødt til nævnsmødet, og ansøgerens advokat oplyste, at hun trods gentagne forsøg ikke har haft kontakt med ansøgeren, og at ansøgeren muligvis befandt sig i Tyskland. Det fremgår af Udlændingestyrelsens indkvarteringssystem, at ansøgeren er registreret som udeblevet siden den 11. august 2015. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med advokatens oplysninger om ansøgerens formodede opholdssted og Udlændingestyrelsens oplysninger fra indkvarteringssystemet til grund, at ansøgeren er udrejst af Danmark og dermed må anses for at have frafaldet sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 7, at der ”efter ansøgning” gives opholdstilladelse til en udlænding, som opholder sig i landet. Grundlaget for at behandle genoptagelsessagen er dermed ikke længere til stede. Det forhold, at komitéen har udtalt kritik af den oprindelige afgørelse, kan ikke i sig selv udgøre et sådant grundlag. På ovennævnte baggrund foretager Flygtningenævnet ikke videre i sagen.” Soma/2015/53
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Hawiye, […] og er sunni muslim. Ansøgeren er født i Bali Jama-området, distriktet […], landsbyen […], Somalia. I 1970 flyttede han til Mogadishu, hvor han boede frem til sin udrejse i 2010. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for overgreb af al-Shabaab, da organisationen i 2010 ville hverve ansøgerens børn. Dette nægtede ansøgeren, hvorfor han blev tilbageholdt af al-Shabaab, men efterfølgende befriet af regeringssoldater. Han var tilbageholdt af regeringsstyrkerne i en periode, inden han blev løsladt, da han var mistænkt for at samarbejde med al-Shabaab. Da han var bange for al-Shabaab, turde han ikke tage hjem, men opholdt sig i stedet hos sin morbroder i Mogadishu, hvorefter han udrejste af Somalia. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt på grund af sit klantilhørsforhold, idet der var nogen fra hans klan, der havde dræbt en fra Abgal-klanen. Ansøgeren frygter endvidere de somaliske myndigheder, fordi de har mistænkt ham for at samarbejde med al-Shabaab. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er en ældre mand med forskellige helbredsproblemer, og at han ønsker at være sammen med sin søn i Danmark. Ansøgeren har fået flygtningestatus i Italien, hvor han har opholdt sig i perioden fra 2011 til 2014. Da han fandt ud af, at hans søn boede i Danmark, rejste han til Danmark og søgte asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor og hvornår han blev opsøgt af al-Shabaab i 2010. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om varigheden af tilbageholdelsen hos al-Shabaab og de regeringsstyrker, som efterfølgende befriede ham. Herudover finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han tog ophold hos sin morbroder uden at kontakte sin ægtefælle og børn forekommer utroværdig, henset til at ansøgerens konflikt med al-Shabaab var opstået som følge af, at han angiveligt ønskede at beskytte sine børn mod at blive hvervet af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til Abgal-klanen til grund, da det alene bygger på ansøgerens formodning, at han har et sådant modsætningsforhold, idet han har kunnet opholde sig i Mogadishu i omkring et år fra 2009 til 2010 uden, at han er blevet udsat for overgreb fra Abgal-klanen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at den somaliske regering mistænker ham for at samarbejde med al-Shabaab, til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt af regeringsstyrkerne i 2010. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af ansøgerens forklaring været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at de begivenheder, som ansøgeren har forklaret om, har fundet sted fra 2009 til 2010. Uanset om ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til al-Shabaab kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at en eventuel konflikt med al-Shabaab ikke længere er aktuel, dels fordi konflikten fandt sted i 2010, dels fordi al-Shabaab ikke længere er dominerende i Mogadishu, og dels fordi ansøgeren ikke længere i Somalia har børn, som al-Shabaab ønsker at hverve. Flygtningenævnet finder af ovennævnte årsager ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på indhentelse af ansøgerens asylsagsakter fra Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til det regeringskontrollerede område i og omkring Mogadishu kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Mogadishu, herunder Udlændingestyrelsens rapporter fra 2013 og 2015. Det fremgår af disse oplysninger, at al-Shabaab fortsat kan slå til næsten overalt i Mogadishu, men at deres mål som regel er profilerede personer fx fra den somaliske regering. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han var en kendt person i Mogadishu. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret uddybende herom. Under hensyn til denne forklaring finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan anses for en særligt profileret person i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/52
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af familie- og klanmedlemmer til en kvinde ved navn [N], fordi han inden sin udrejse blev dømt til døden ved stening for sammen med en anden at have voldtaget [N]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i] 2014 blev hentet på sin bopæl af medlemmer af al-Shabaab. De anklagede ham for, at han sammen med sin ven ved navn […] havde voldtaget [N]. Medlemmerne af al-Shabaab heriblandt [Ns] broder tog ansøgeren med til al-Shabaabs base i byen, hvor han blev fængslet. Mens han var fængslet, blev han udsat for grov tortur. Efter omkring to måneders fængsling besluttede al-Shabaabs medlemmer, at ansøgeren var skyldig og skulle dømmes til døden ved stening. Han blev derfor dømt uden nogen form for vidneførsel. Han blev efter domsafsigelsen igen fængslet. Omkring to en halv uge senere lykkedes det ham at flygte, hvorefter han udrejste af Somalia. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal kan således lægge til grund, at ansøgeren uretmæssigt blev dømt til døden for at have medvirket til en voldtægt, og at det lykkedes ham at flygte fra det sted, hvor han blev holdt fængslet. Flygtningenævnets flertal kan videre lægge til grund, at [Ns] bror […], efter at al-Shabaab blev fordrevet fra byen, fortsat efterstræber ansøgeren, og at [broderen] er blevet regeringsansat og har en position, der medfører, at ansøgeren ikke kan påregne at få beskyttelse af myndighederne. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2015/51
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Shangamas-klanen og er muslim af trosretning fra Barawe i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Habar Gidir-klanen på grund af en klankonflikt, eller blive slået ihjel af al-Shabaab, der både har slået hans fader og søskende ihjel. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at nogen for ham ukendte personer fra Habar Gidir-klanen for 10-11 år siden forsøgte at stjæle nogle dromedarer fra hans to farbrødre. Den ene farbroder blev slået ihjel, hvorefter den anden farbroder stak morderen med en kniv. Herefter blev den anden farbroder også slået ihjel af medlemmer fra Habar Gidir-klanen. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han i 2010/2011 blev standset af repræsentanter fra al-Shabaab, som fortalte ham, at han skulle hjælpe sit land og sin religion. Al-Shabaab forsøgte herefter at få ham til at slutte sig til dem. [I] 2013 blev ansøgerens fader standset af al-Shabaab, da han var på vej hjem fra bøn. Al-Shabaab fortalte faderen, at de havde brug for hans sønner, hvilket faderen accepterede. Dernæst fortalte de, at de ville komme igen samme aften. Faderen tog herefter hjem, hvorefter han sendte ansøgerens broder og søster hen til ansøgerens moster, der boede seks til syv kilometer udenfor Barawe. Senere samme dag kom ansøgeren hjem fra skole. Faderen fortalte, at ansøgeren tillige skulle hen til mosteren. Da ansøgeren var på vej ud af huset, blev han imidlertid tilbageholdt af al-Shabaab, der også tilbageholdt faderen. Ansøgeren og hans fader blev tilbageholdt i en lejr i bydelen Hawlwadag, hvor ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb og fik at vide, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab. Faderen blev løsladt mod kaution. Ansøgeren selv blev løsladt efter omkring to ugers tilbageholdelse. Efterfølgende kaldte faderen ansøgerens broder og søster hjem fra mosteren. I 2014 kom al-Shabaab igen til familiens hus. Ansøgeren og hans moder var ikke hjemme, fordi de var på besøg hos mosteren. Al-Shabaab slog faderen ihjel og bortførte ansøgerens broder og søster, som de efterfølgende slog ihjel. Dernæst hjalp mosteren ansøgeren med at flygte til Kenya. Uanset om ansøgerens forklaring om konflikterne med al-Shabaab og Habar Gidir-klanen lægges til grund, kan dette ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at al-Shabaab ikke længere har magten i Barawe, hvor ansøgeren kommer fra. Det fremgår dog af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaab fortsat kan stå bag angreb i de befriede byer, men det fremgår også, at de fortrinsvis går efter personer, der har med den somaliske regering eller regeringens internationale støtter at gøre. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren som følge af, at han skulle have unddraget sig at blive hvervet som soldat for al-Shabaab er så profileret, at han vil være i risiko for, at al-Shabaab vil gå målrettet efter ham. Flygtningenævnet har vedrørende den angivelige konflikt med Habar Gidir-klanen lagt vægt på, at konflikten ligger mange år tilbage, at al-Shabaab efter ansøgerens egen forklaring først kom til magten to år efter konfliktens opståen, og at der i den periode ikke fandt overgreb sted fra klanens side mod ansøgeren eller hans far. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at det alene hviler på ansøgerens egen formodning, at medlemmer fra Habar Gidir-klanen vil have evne og vilje til at efterstræbe ham, hvis han vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/50
Nævnet stadfæstede i juni og 2015. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og er muslim af trosretning fra […], Shabelle Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet al-Shabaab havde kontrollen over byen […], hvor ansøgeren boede, indtil han i 2008 flyttede til Mogadishu sammen med sin familie. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet deres ægteskab ikke er accepteret af hendes familie, som tilhører klanen Hawiye. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab, som havde kontrollen over […], havde været ansvarlig for flere bortførelser af drenge i byen, hvorfor ansøgeren flyttede til Mogadishu sammen med sin familie. Ansøgeren boede herefter i Mogadishu frem til sin udrejse af Somalia og oplevede i denne periode ingen problemer med al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at hans moder i slutningen af 2014 vendte tilbage til […], hvor hun blev opsøgt af personer fra al-Shabaab, som spurgte efter ansøgeren. I januar 2015 blev ansøgerens moder fængslet af al-Shabaab, idet de anklagede hende for at være spion, og ansøgeren frygter, at det samme vil ske for ham, såfremt han vender tilbage til […]. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han første gang mødte sin ægtefælle, […], i 2009. Efterfølgende besøgte [ægtefællen] i al hemmelighed ansøgeren. I starten af 2010 opsøgte ansøgeren sammen med sin moder [ægtefællens] familie for at bede om hendes hånd. Ved den lejlighed blev ansøgeren skudt i benet, og ansøgerens moder, som ledsagede ham, blev slået bevidstløs. Ansøgeren og hans moder var efterfølgende indlagt i ti dage og omkring to til tre dage senere, udrejste ansøgeren af Somalia sammen med [ægtefællen]. [Ægtefællens] faster har efterfølgende oplyst, at ansøgerens moder og søster er blevet overfaldet af [ægtefællens] familie, og at [ægtefællens] familie fortsat leder efter ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i slutningen af 2013, under sit andet ophold i Sydsudan, blev opsøgt i en lejlighed, hvor han opholdt sig med to andre somalier, og at den ene af disse to i den forbindelse blev slået ihjel. Ansøgeren er overbevist om, at personerne var efter ansøgeren, og at det var [ægtefællens] familie som stod bag. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han stammer fra […] og tilhører […]-klanen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at ansøgerens moder i 2008 besluttede, at familien skulle tage ophold i Mogadishu. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgerens forklaring på en række væsentlige punkter fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har vedrørende ansøgerens forhold til [ægtefællen] særligt lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om deres første møde har fremstået usikker og i et vist omfang divergerende, idet ansøgeren både har forklaret, at de mødtes på gaden og til en fest hos en af ansøgerens bekendte. Ansøgeren har forklaret, at de i de følgende måneder, hvor de mødtes hemmeligt i det hus, som ansøgeren delte med sin moder, ikke drøftede, hvilken klan [ægtefællen] tilhørte. Ansøgeren har videre forklaret, at ansøgerens moder støttede deres ønske om at blive gift, og at hun bistod ansøgeren med at spare op til medgiften. Nævnet finder, at det forekommer overordentligt usandsynligt, at i hvert fald ansøgerens moder ikke spurgte ind til, hvilken klan [ægtefællen] tilhørte og til [ægtefællens] familieforhold i øvrigt. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren sammen med sin moder begav sig hen til [ægtefællens] hjem medbringende en medgift, hvis størrelse ikke er ansøgeren bekendt, for her at fremsætte et ægteskabstilbud overfor fem bevæbnede mænd. Ansøgeren har forklaret, at [ægtefællens] fader, ud over at tilhøre Hawiye klanen, havde været […] i hæren. På denne baggrund forekommer det overordentligt usandsynligt, at folk fra gaden turde løbe ind i [ægtefællens] families hus for at komme ansøgerens moder til undsætning. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han under opholdet i Juba i Sydsudan blev fundet og forsøgt dræbt af personer, der var sendt af [ægtefællens] familie, er overordentlig utroværdig, dels i forhold til hvorledes disse personer fandt frem til ansøgeren, dels i forhold til at disse personer opgav deres forehavende blot fordi ansøgeren råbte op. Nævnet har slutteligt lagt vægt på, at den engelske tekst i de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt sig til støtte for datterens fødsel, indeholder en række stavefejl og en uforklarlig fejl i dateringen. Ansøgeren har under sagen forklaret, at han efter flugten mistede kontakten med sin moder, men at [ægtefællen], der stadig befinder sig i Etiopien, tilfældigt traf en kvinde, der stammede fra […]. Denne kvinde kunne oplyse ansøgerens mosters telefonnummer, hvilket er baggrunden for, at ansøgeren primo 2015 kunne opnå telefonisk kontakt med denne moster, og at det er baggrunden for, at han nu har oplysninger om moderens skæbne. Denne forklaring fremstår overordentligt utroværdig, og nævnet finder at måtte forkaste ansøgerens forklaring om, at ansøgerens moder, efter at hun ultimo 2014 vendte tilbage til […], er blevet pågrebet af al-Shabaab og mistænkt for spionage. Ansøgeren har forklaret, at han ikke personligt har haft konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der består en konflikt mellem ham og den magtfulde Hawiye klan. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han eller hans familie på nogen måde har været profileret i hjembyen […]. Det kan på dette grundlag ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til […] vil være i en konkret risiko for overgreb fra al-Shabaab. Ansøgeren har således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2015/5
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Ajuran og er muslim. Ansøgeren har oplyst, at han er født og opvokset [i en landsby A], Galgadud regionen i det centrale Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i 2008 overtog sin moders café [i landsbyen A], hvorefter han begyndte at vise amerikanske film samt europæiske og internationale fodboldkampe i caféen om aftenen. I [sommeren 2014] opsøgte al-Shabaab hans café og gav ordre om at lukke caféen, idet han havde vist film og fodbold. Ansøgeren lukkede herefter caféen. Omkring en måned efter genåbnede ansøgeren caféen, idet han havde brug for indtægt til at forsørge sin familie, samt at folk i landsbyen opfordrede ham til det. Kort efter blev han på ny opsøgt af al-Shabaab. De ødelagde inventaret i caféen og bortførte ansøgeren til et område kontrolleret af al-Shabaab. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet om natten. Han gik til Ceel Dheer til fods, hvorfra han påbegyndte sin rejse mod Europa. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnets flertal ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale punkter i asylmotivet. For så vidt angår ansøgerens flugt fra al-Shabaab, har ansøgeren under asylsamtalen af […] først forklaret, at det lykkedes ham at flygte om natten, selv om der var en vagt til stede, da han var tilbageholdt i al-Shabaabs lejr. Han har efterfølgende oplyst, at der måtte være en vagt, og at han ikke havde set en vagt. Ansøgeren har derimod under sin forklaring for nævnet oplyst, at der var to mænd, der holdt vagt i lejren. De opholdt sig omkring tre meter fra ansøgeren, der var lagt i håndjern. Flertallet finder det i den forbindelse utroværdigt, at ansøgeren angiveligt uden problemer har kunnet flygte fra al-Shabaabs lejr, og at han er løbet omkring 5 km uden at blive forfulgt, hvorefter han i [Ceel Dheer], der var kontrolleret af al-Shabaab, er blevet befriet af sine håndjern. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om baggrunden for, at han genåbnede sin café, selv om al-Shabaab havde forbudt ham at vise film og sportsudsendelser i caféen. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han åbnede caféen af økonomiske årsager. Ansøgeren har derimod under sin forklaring for nævnet oplyst, at han genåbnede caféen, fordi landsbyens folk gerne ville kunne se film igen. Landsbyens folk har i den forbindelse sagt til ansøgeren, at de nok skulle komme ansøgeren til undsætning, hvis han fik problemer med al-Shabaab. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Et andet flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det i overensstemmelse med ansøgerens forklaring kan lægges til grund, at ansøgeren kommer fra landsbyen [A]. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren har været i stand til at forklare overbevisende om det område, hvor landsbyen er beliggende, og om de nærliggende byer. Dette flertal finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i risiko for repressalier fra al-Shabaab og henviser til, at området er kontrolleret af al-Shabaab. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Dette flertal lægger i øvrigt til grund, at byen Galkayo ikke kan anvendes som et internt flugt alternativ for ansøgeren, således som det er anført i udlændingestyrelsens afslag. Flertallet henviser til Galkayos beliggenhed i eller på grænsen til det centrale Somalia, og at dette område frarådes som et internt flugt alternativ ifølge foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet UNHCR´s Guidelines on International Protection, Internal Flight or Relocation Alternative, udgivet juli 2003, UNHCR´s Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Considerations with Regard to people fleeing Southern and Central Somalia, udgivet i januar 2014, samt Udlændingestyrelsens fact finding rapport, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, udgivet i september 2015. Det fremgår af disse baggrundsoplysninger, at UNHCR fraråder brugen af internt flugt alternativ i det sydlige og centrale Somalia, og det er med henvisning hertil anført i Udlændingestyrelsens fact finding rapport, at internt flugt alternativ ikke er en mulighed i det sydlige og centrale Somalia, og at der ikke er sket en ændring i denne vurdering i tiden efter UNHCR´s rapport af 2014. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2015/49
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører [en minoritetsklan] og er muslim fra Jilib, Middle Juba regionen i det sydlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin nuværende ægtefælles familie, idet de var imod parrets ægteskab, da ansøgeren er fra en minoritetsklan. Ansøgeren frygter endvidere al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes tidligere ægtefælle i [begyndelsen af 2013] blev hentet af al-Shabaab, idet han mod deres advarsel havde kørt til Mogadishu for at sælge varer. Senere bragte de hans lig til bopælen og tog ansøgeren med sig. Ansøgeren sad fængslet i to måneder i Jilib som led i al-Shabaabs skræmmekampagne mod befolkningen, men blev efterfølgende løsladt. Ansøgeren har endvidere anført, at hun [i sommeren 2013] blev gift i al hemmelighed med sin nuværende ægtefælle [A], der tilhørte klanen Habir Gedir. I [begyndelsen af 2014] blev ansøgeren gravid, hvorefter det blev afsløret, at parret var blevet gift. I forbindelse hermed blev ægtefællen frataget sin butik af sin familie, hvorefter han tog til [en lille by C i Middle Juba regionen]. Ansøgeren blev opsøgt tre gange af ægtefællens familie, der blandt andet truede med at melde hende til al-Shabaab. Ansøgeren besluttede herefter at flygte til [en lille by D i regionen Shabeellaha Hoose], hvor hun tog ophold hos sin moders morbror i tre dage, indtil han ikke længere turde have hende boende på grund af konflikten med ægtefællens familie. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende om omstændighederne for angrebene fra ansøgerens svigerfamilie i 2014, der udgør en helt central del af asylmotivet. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen af […] har forklaret, at ansøgeren og hendes ægtefælle lå i sengen, da deres bopæl blev angrebet af ansøgerens svigerfader, [B], og ægtefællens tre brødre. Under angrebet blev ægtefællen slået med et baseballbat. Næste dag blev huset igen angrebet af [svigerfaderen] og ægtefællens tre brødre, og ansøgerens ægtefælle blev igen ramt af et baseballbat, hvorefter han besvimede. Tredje gang blev ansøgeren opsøgt af sin svigerfader og ægtefællens broder. Under asylsamtalen [af august 2015] har ansøgeren derimod først forklaret, at ansøgeren blev opsøgt flere gange af ægtefællens familie, efter at ægtefællen var taget til [en lille by C i Middle Juba regionen] for at arbejde. Et par dage efter blev ansøgeren på ny opsøgt af sin svigerfader, der truede med at melde hende til al-Shabaab, fordi hun var blevet gift uden samtykke med [A]. Den tredje gang ansøgeren blev opsøgt, var hendes ægtefælle på bopælen, og han blev slået under angrebet. Senere under samtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens svigerfader, to af hans sønner og svigerfaderens ægtefælle kom og truede ansøgeren. Under det andet angreb var ansøgerens ægtefælle ikke hjemme, og angrebet blev udført af de samme personer. Ved det tredje angreb kom de på ny og spurgte efter hendes ægtefælle. Ansøgeren har i øvrigt for nævnet svaret udbyggende og for første gang forklaret, at ægtefællens søster kom til ansøgerens hus forinden angrebene og spurgte, om ansøgeren var blevet gift og gravid med [A]. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har forklaret dette tidligere, fordi hun ikke var rigtig til stede under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og kan henvise til de grunde, der er anført til støtte herfor i Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i sommeren 2015]. Ved Flygtningenævnets vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt [byen D], der ligger i den sydlige del af Somalia, kan tjene som internt flugt alternativ henvises til foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet UNHCR´s Guidelines on International Protection, Internal Flight or Relocation Alternative, udgivet juli 2003, UNHCR´s Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Considerations with Regard to people fleeing Southern and Central Somalia, udgivet i januar 2014, samt Udlændingestyrelsens fact finding rapport, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, udgivet i september 2015. Det fremgår af disse baggrundsoplysninger, at UNHCR fraråder brugen af internt flugt alternativ i det sydlige og centrale Somalia, og det er med henvisning hertil anført i Udlændingestyrelsens fact finding rapport, at internt flugt alternativ ikke er en mulighed i det sydlige og centrale Somalia, og at der ikke er sket en ændring i denne vurdering i tiden efter UNHCR´s rapport af 2014. Det er herefter Flygtningenævnets vurdering, at betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at kunne tage ophold i [byen D] som internt flugt alternativ ikke er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger [navn] samt barnet [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2015/48
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerens moder tilhører klanen Hawiye, subklanen [A] og ansøgerens fader tilhører klanen Hawiye, subklanen [B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, [C]. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og endelig har han henvist til de generelle forhold i Mogadishu. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader døde, da han var omkring tre år gammel. Ansøgerens farbroder, [C], overtog herefter ansvaret for ansøgeren. [C], som var meget religiøs, tvang ansøgeren til at gå på en koranskole. Da ansøgeren var omkring ni år gammel havde han stukket af fra skolen flere gange, og [C] besluttede, at ansøgeren skulle sidde omkring syv dage i fængsel. Han har yderligere forklaret, at han boede sammen med sin mormoder, men at [C] flere gange har lænket ansøgeren på sin bopæl. For så vidt angår frygten for al-Shabaab har ansøgeren forklaret, at repræsentanter for al-Shabaab nemt ville kunne se, at han ikke er troende muslim, og at de vil straffe ham herfor. Videre vil de straffe ham, fordi han er vendt tilbage til Somalia efter udvisning af Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I relation til ansøgerens farbroder bemærkes, at kontakten til denne ophørte, da ansøgeren var 11 år gammel, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at der fortsat er et modsætningsforhold af tilstrækkelig alvorlig karakter. I relation til oplysningerne om frygten for Al-Shabaab bemærkes, at ansøgeren ikke har haft konflikter med organisationen, og at han ikke kan betragtes som profileret. Endelig bemærkes, at oplysninger om de generelle forhold i Mogadishu ikke findes at kunne medføre nogen ændring af den foranstående vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/47
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Ansøgeren er muslim af trosretning og tilhørende […]-klanen fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin ægtefælle, […], familie, fordi de havde indgået ægteskab mod familiens vilje. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Hertil kommer, at ansøgeren under forklaringen for nævnet har forklaret afglidende og upræcist. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår han lærte sin ægtefælle at kende, og om hvornår de blev gift. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt han kendte navnet på de venner, som han løb hen til efter overfaldet på ham, samt om hvor mange der deltog i overfaldet på ham. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt han kan læse og skrive. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han kan læse og skrive, hvilket han havde lært i hjemmet, ligesom han har afleveret et asylskema, mens han for nævnet har forklaret, at han hverken kan læse eller skrive, og at det er en anden asylsøger, der har udfyldt skemaet for ham. Flygtningenævnet har videre tillagt det vægt, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte efter overfaldet, henset til at en af overfaldsmændene havde et gevær, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne opholde sig en måned på sin bopæl uden at blive opsøgt af ægtefællens familie. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia er i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/46
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Jaaji og sunni-muslim fra Somalia. Ansøgeren oplyser, at han er fra [en nærmere navngiven landsby] i Galgaduud regionen i det centrale Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, da de var imod hans og hans ægtefælles ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som han har flygtet fra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at lærte sin ægtefælle, [A], at kende, da han arbejdede sammen med hende i hendes faders butik. Ansøgeren og [A] forelskede sig i hinanden og blev hemmeligt gift i [vinteren] 2014. I [sommeren] 2014 blev ægtefællen gravid, og ansøgeren og ægtefællen forsøgte at skjule graviditeten, da de vidste, at denne ikke ville være velset af ægtefællens forældre, som ikke havde givet deres tilladelse til ægteskabet. Da ansøgerens ægtefælles forældre blev bekendt med ægtefællens graviditet, sagde de til ægtefællen, at ansøgeren skulle slås ihjel, idet han havde krænket familiens ære. Da ansøgeren blev bekendt hermed, flygtede han til al-Shabaabs base. Ægtefællens fader og brødre opsøgte basen og fortalte al-Shabaab, hvad der var hændt. Ansøgeren blev efterfølgende fængslet og dømt til døden af en dommer, som var fætter til ægtefællens fader. Dagen efter dommen angreb nogle fremmede mennesker basen, i hvilken forbindelse det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet finder, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring boede i en lille landsby, hvor næsten alle indbyggerne kendte hinanden. På denne baggrund fremstår det usandsynligt, at ansøgeren kunne holde det indgåede ægteskab med [A] hemmeligt – også henset til, at der var to fremmede vidner til stede, at ansøgeren kunne have seksuelt samvær med [A], uden at det skulle være blevet bemærket af andre, at ansøgeren ikke overvejede følgerne det af seksuelle samvær, at ansøgeren ikke på forhånd kontaktede svigerfaderen angående ægteskab med [A] navnlig henset til, at ansøgeren blev betragtet som en søn af svigerfaderens familie, og at ansøgeren søgte tilflugt hos al-Shabaab, selvom det var åbenbart for ham, at svigerfaderen havde forbindelse til denne organisation, hvor svigerfaderens fætter virkede som dommer. Dernæst må det efter ansøgerens egen forklaring antages, at han kun havde begrænset kendskab til sin faders fætter, som han kun havde besøgt en gang tidligere. Ansøgeren har forklaret upræcist om finansieringen af den videre rejse fra Kenya. Oplysningerne om ansøgerens faders fætters deltagelse heri fremstår uklare. Selvom der efter det foreliggende ikke kan bortset fra, at ansøgeren kommer fra Galgaduud regionen, har ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet været i stand til på overbevisende måde at underbygge det påberåbte asylmotiv, hvorfor Flygtningenævnet forkaster hans forklaring om, at han skulle have en konflikt med [svigerfaderen] og al-Shabaab. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/45
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger angiveligt fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Ashraaf og er sunni-muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren oplyser, at hun er fra Baraawe, Shabellaha Hoose i det sydlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin farbroder, idet hun har afvist hans ønske om at indgå ægteskab med en ældre, velhavende mand fra Baraawe, som hun ikke kender. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes forældre blev skilt i 2000, i hvilket år hendes broder også døde. I forbindelse med skilsmissen flyttede ansøgeren og hendes søster hjem til deres farbroder, [A], og dennes ægtefælle. I 2005 afgik ansøgerens moder ved døden på grund af sygdom. I 2011 blev ansøgerens fader dræbt af ukendte personer. I [vinteren] 2013 sagde ansøgerens farbroder til ansøgeren, at han havde fundet en ægtefælle til hende. Farbroderen forklarede, at der var tale om en ældre mand, og som boede i Baraawe. Ansøgeren svarede, at hun ikke ville giftes med manden på grund af mandens høje alder, hvortil farbroderen blev vred og insisterende. Da ansøgeren fortsat afviste at efterkomme farbroderens ønske, tog farbroderen en træpind og slog hende over hele kroppen, hvorefter han låste hende inde i et rum i omkring 20 dage. I denne periode kom farbroderen og dennes ægtefælle til værelset, hvor de tog ansøgeren ud og slog hende og sagde, at hun skulle gifte sig med den ældre mand. Efter 20 dage låste farbroderen ansøgeren ud af værelset. Inden ansøgerens udrejse af Somalia i [sommeren] 2014, brugte hun sine dage på at gøre rent og lave mad, da hun ikke længere måtte forlade bopælen. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det påberåbte hjemområde og det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har udvist et meget begrænset kendskab til det påberåbte hjemområde, ligesom udfaldet af sprogtesten heller ikke underbygger ansøgerens påstand om nævnte hjemområde. Dernæst har ansøgeren på en række punkter forklaret upræcist om sin færden forud for indrejsen i Danmark blandt andet om tvangsægteskabet, herunder om den udpegede ægtemand og hendes kendskab til dennes navn og øvrige forhold, om ansøgerens forhold hos farbroderen efter at denne havde sagt, at hun skulle tvangsgiftes, om udrejsen fra hjemlandet, herunder arrangementet og finansieringen af denne, og om, hvorledes ansøgeren fik kontakt med faderens ven i Nairobi. Det skal særlig bemærkes, at det fremstår påfaldende, at farbroderen ikke skulle have været i stand til at effektuere tvangsægteskabet inden det tidspunkt, hvor ansøgeren udrejste. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring om, at farbroderen vil tvangsgifte hende med en anden mand, og at hun kommer fra Baraawe. Det skal særligt bemærkes, at selvom der tages hensyn til, at ansøgeren er analfabet og har været under lægebehandling for tuberkulose, har hun svaret afglidende og upræcist på spørgsmål angående centrale dele af det påberåbte asylmotiv. Dette forhold skal ses på baggrund af, at ansøgeren til den skriftlige asylsag har afgivet detaljeret oplysninger om flere forhold. Ansøgeren har alene forklaret konsistent om, at hun i hjemlandet har flere nære slægtninge. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/44
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni muslim født i [byen A], Shabelle Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold som følge af borgerkrigen. Han har tillige henvist til, at han frygter at blive dræbt som led i kampene mellem klanerne. Som asylmotiv har han endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive dræbt af medlemmer af oprørsgruppen houthierne, som forud for hans udrejse dræbte hans fader og broder for at nægte at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie flygtede fra krigen i Somalia i 1991, da han var to år gammel. Han har ikke siden været tilbage i Somalia. Om sin konflikt i Yemen har ansøgeren forklaret, at medlemmer af houthierne i [efteråret] 2013 opsøgte hans fader på familiens bopæl i landsbyen [B] i Sa’dah i Yemen. Houthierne forlangte, at ansøgeren og hans broder skulle tilslutte sig grupperingen og deltage i oprøret mod den siddende regering. Da ansøgerens fader afslog, at hans sønner skulle tilslutte sig dem, blev han dræbt på stedet. Tre dage senere blev også ansøgerens broder dræbt for at nægte at samarbejde med houthierne. Af frygt for, hvad mændene ville gøre, samtykkede ansøgeren i at tilslutte sig grupperingen. Da mændene havde forladt bopælen, besluttede ansøgeren og hans moder, at ansøgeren med det samme skulle forlade landsbyen og udrejse af Yemen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han er somalisk statsborger, og at han ikke har eller har haft konflikter med myndighederne eller andre i Somalia. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at [byen A] ikke længere er kontrolleret af al-Shabaab, og uanset det også fremgår af baggrundsmaterialet, at al-Shabaab fortsat kan slå til i de befriede byer, er den generelle sikkerhedsmæssige situation således ikke af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til [byen A], kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Uanset ansøgeren ikke har været i Somalia, siden han var 2 år gammel, finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/43
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse [B-status] til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Ashraaf og er muslim fra landsbyen [by A] i Gedo-regionen i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin far, fordi ansøgeren er flygtet fra den mand, som faderen havde tvunget ansøgeren til indgå ægteskab med. Ansøgeren har videre henvist til, at ægtefællen og dennes familie vil dræbe hende af samme grund. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgerens fader, da han blev klar over, at hun i Kenya havde indgået ægteskab med en anden somalisk mand truede ansøgeren med, at hun ville blive stenet for bigami. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet forklaret, at al-Shabaab den [ultimo] 2013 ankom til [by A] og krævede, at byens indbyggere ud over den sædvanlige skat skulle stille mandskab til rådighed for al-Shabaab. Byens ældste diskuterede dette på et møde og kom frem til, at man ikke ville stille mandskab til rådighed. Dette medførte, at byens ældste, herunder ansøgerens far, blev arresteret og ført bort. Medens ansøgerens far sad fængslet i [by B], tilbød [M], der var medlem af al-Shabaab, at ansøgerens far kunne blive frigivet, såfremt ansøgerens far gav ansøgeren til [M] som ægtefælle. Ansøgerens far kendte [M]s far, og der blev aftalt en medgift. Ansøgerens far fik herefter lov til at komme hjem. Ansøgeren fik besked om, at hun skulle gifte sig med [M] , og selv om hun modsatte sig, blev ægteskabet indgået i ansøgerens landsby. Ansøgeren var ikke til stede under vielsen. Samme dag tog [M] ansøgeren med til sit hjem i [by B]. Hun ønskede ikke at samleve med [M], men han voldtog hende og udsatte hende for vold. En kvindelig nabo, der var i familie med [M] bemærkede, hvorledes han behandlede ansøgeren og nogle måneder inde i ægteskabet foreslog hun, at ansøgeren skulle flygte til Kenya sammen med to andre somaliske kvinder. Ansøgeren stjal det kontantbeløb, som [M] havde i huset, og flygtede til Kenya. Medens ansøgeren opholdt sig i Kenya, mødte hun en somalisk mand, som hun giftede sig med. Da denne mand blev anholdt og forsvandt, kom hun med hjælp fra mandens familie i kontakt med sin faster, der boede i Mogadishu. Gennem fasteren kom ansøgeren i kontakt med sin far, der viste sig uforsonlig, og som truede ansøgeren med stening, hvis hun kom tilbage til Somalia. Da ansøgeren således ikke kunne vende tilbage til sin familie, tilbød fasteren at betale for ansøgerens flugt. Fasteren sendte kort tid efter en agent, der hjalp ansøgeren til Danmark. På grundlag af ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om opvæksten i landsbyen, den meget begrænsede kontakt med omverdenen, og den heraf følgende manglende evne til at redegøre for byerne i området, og ansøgerens beskrivelse af flugten og flugtruten fra Somalia til Kenya finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun stammer fra landsbyen [by A] i Gedo-regionen. Den omstændighed, at sproganalysen peger på, at ansøgerens sproglige baggrund er det nordvestlige Somalia, kan på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder, at det på grundlag af ansøgerens troværdige forklaring må lægges til grund, at ansøgeren som beskrevet blev tvangsgift med [M], der var medlem af al-Shabaab, og at dette ægteskab blev indgået med medvirken fra [M]s far. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, at ansøgeren ved at flygte fra ægtefællen er kommet i et modsætningsforhold med såvel sin egen far og med [M] og dennes familie. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren ved at indgå et ægteskab med en mand som hun selv har valg har bragt sig i et yderligere modsætningsforhold med sin far, der anså dette for bigami og truede med at få ansøgeren stenet på denne baggrund. På denne baggrund finder nævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun, såfremt hun skulle vende tilbage til hjemlandet, er i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgerens faster forgæves har forsøgt at mægle mellem ansøgeren og faren, og nævnet finder ikke, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren vil være beskyttet mod overgreb, såfremt hun tager ophold i Mogadishu. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. soma/2015/42
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Hawiye-klanen og er muslim fra [by] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin far og stedmoder, idet hun har indgået ægteskab mod deres vilje. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at al-Shabaab vil dræbe hende, idet hendes forældre har fortalt repræsentanter fra al-Shabaab, at hun er blevet gravid uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun i slutningen af 2011 uden for familiens hjem tilfældigt mødte sin senere ægtefælle [M]. [M] tilbød hende ægteskab, og hun accepterede. Uanset, at [M] tilhørte minoritetsklanen […], bad [M] om ansøgerens faders tilladelse til at indgå ægteskab med ansøgeren. Ansøgerens fader nægtede at give sin tilladelse. Ansøgeren og [M] vedblev med at mødes, og [i slutningen af] 2011 blev de hemmeligt viet. Vielsen fandt sted i [by]. Ansøgeren boede efter ægteskabet fortsat i faderens hus, men mødtes jævnligt med [M] i [by]. [Medio] 2012 opdagede ansøgerens fader, at ansøgeren var gravid. Ansøgerens fader og stedmoder slog ansøgeren i et forsøg på at fremprovokere en abort. Da dette mislykkedes bragte ansøgerens fader hende til det nærliggende hospital, for at man her skulle udføre en provokeret abort, men det afviste lægen. Ansøgerens fader valgte herefter, at lade ansøgeren indsætte i al-Shabaab fængsel i [by], hvor hun var tilbageholdt frem til [primo] 2013. Af en vagt fik ansøgeren at vide, at både ansøgeren og [M] var dømt til døden ved stening, men at ansøgeren ikke ville blive stenet, før hun havde født barnet. Da ansøgeren var syv måneder henne i graviditeten, mistede al-Shabaab herredømmet over [by], men ansøgeren måtte forblive i fængslet. Hun blev udsat for seksuelle overgreb. Da ansøgeren var ni måneder henne i graviditeten, besøgte ansøgerens fader hende for første gang. Efter nogle dage vendte faderen tilbage for at tage ansøgeren med hjem. Faderen og stedmoderen slog på ny ansøgeren for, at barnet skulle dø. Da dette ikke lykkedes, tog de ansøgeren med på hospitalet for, at man her skulle fjerne barnet. Medens dette blev forberedt, lykkedes det ansøgeren at flygte fra hospitalet og nå hen til ægtefællens ven, der straks kørte hende hen til ægtefællen. Ægtefællen opholdt sig på en ejendom, som ægtefællen ejede. Ejendommen lå en times kørsel fra ansøgerens hjem i [by]. I mere end et år boede ansøgeren og ægtefællen og den datter, som ansøgeren fødte [primo] 2013, på dette sted, uden at de blev opdaget af ansøgerens familie eller al-Shabaab. [Primo] 2014 ringede ægtefællens ven og oplyste, at ansøgerens familie nu ledte efter dem, idet man tilsyneladende var blevet klar over, at ansøgeren og ægtefællen ikke havde forladt området. Efter drøftelser mellem ansøgerens ægtefælle og dennes ven blev det besluttet, at ansøgeren skulle flygte ud af Somalia. Det tog 20 dage at planlægge flugten, og i de sidste ti dage af denne periode opholdt ansøgeren og ægtefællen sig i et andet hus i området. Det blev i forbindelse med ansøgerens flugt ikke drøftet, hvorledes ansøgeren og ægtefællen skulle bevare kontakten med hinanden. Ansøgeren efterlod datteren hos ægtefællen, og ansøgeren har i Danmark født endnu et fælles barn. Ansøgeren har fortsat ingen kontakt med ægtefællen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen i sin helhed forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv særligt lagt vægt på, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren straks accepterer et ægteskabstilbud fra et medlem af en minoritetsklan, og at det var muligt for parret at indgå et hemmeligt ægteskab i ansøgerens hjemby. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har kunnet sandsynliggøre, hvorledes ansøgerens fader tilsyneladende selv kunne bestemme, hvornår han ville hente hende ud fra fængslet. Flygtningenævnet har i øvrigt særligt lagt vægt på, at det forekommer stærkt utroværdigt, at ansøgeren og ægtefællen fra [primo] 2013 til [medio] 2014 kunne opholde sig på ægtefælles ejendom en times kørsel fra ansøgerens hjem [by] uden at blive opdaget af ansøgerens familie eller af al-Shabaab, der angiveligt havde udstedt en dødsdom over både ansøgeren og ægtefællen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/41
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning og har under sagens behandling angivet at være etnisk somalier fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den etiopiske regering, idet regeringen har beskyldt ham for at være medlem af ONLF. Han har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af familiemedlemmer til to personer, som blev slået ihjel af ansøgerens stedbroder i en blodhævnsakt. Ydermere har han henvist til, at han er blevet chikaneret og diskrimineret af familier i sin landsby, fordi han boede hos en plejefamilie og ikke kendte sin biologiske familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans stedfader blev anholdt for at have solgt madvarer til medlemmer af ONLF, og at stedfaderen blev dræbt af myndighederne [i vinteren] 2012. Ansøgeren og hans stedbroder fandt stedfaderens lig og bragte det tilbage til deres bopæl. Stedbroderen ville hævne sin faders død og forlod bopælen med et ladt gevær. Ansøgeren forlod også bopælen og gik hen på en cafe, hvor han blev opsøgt af en ven, som fortalte, at ansøgerens stedbroder havde slået to personer ihjel, og at disses familier ville anmelde ansøgeren og stedbroderen for drabene. Ansøgeren gik herefter hen til en anden cafe, hvor han opsøgte en chauffør, hvorefter han forlod Etiopien. Om sit statsborgerskab har ansøgeren fastholdt, at han er etiopisk statsborger, og at han aldrig har været i Somalia før sin udrejse i [vinteren] 2012. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren er somalisk statsborger og har vurderet ansøgeren asylretligt i forhold til Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund, herunder heller ikke forklaringen om, at ansøgeren er etiopisk statsborger. Flygtningenævnet har derfor under sagens behandling, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt til grund, at ansøgeren er somalisk statsborger, og at han asylretligt skal vurderes i forhold til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i Grækenland, hvor han efter sine egne oplysninger har været tilbageholdt to gange, er registreret som somalier, at han, til trods for at han angiveligt har boet i Etiopien i mere end 20 år, ikke kan tale etiopisk og endelig har nævnet lagt en vis vægt på sproganalysen [fra foråret] 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgerens dialekt med høj sikkerhed ses uforenelig med sprogbrugen i Jarar, Ogaden, mens ansøgerens dialekt med høj sikkerhed ses forenelig med sprogbrugen i det nordvestlige Somalia. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt kopi af et ID-kort fra Etiopien, fordi det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at der i Afrika forekommer forfalskninger af dokumenter. Den erklæring fra Ogaden Forening som er fremlagt under nævnsmødet og forklaringen fra vidnet […] kan ikke tillægges betydning. Nævnet har lagt vægt på, at erklæringen først er fremkommet under nævnsmødet, samt på at foreningen ikke ses at have belæg for at vurdere, hvorvidt ansøgeren er fra Ogaden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at vidnet og ansøgeren har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor de har set hinanden i Etiopien i 2010. Ansøgeren har således forklaret, at han mødte vidnet i faderens butik i […], mens vidnet har forklaret, at han så ansøgeren i en forretning i Aware. Hertil kommer, at vidnet har forklaret, at han kun har set ansøgeren en enkelt gang i 2010. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine konflikter i Etiopien fremstår divergerende, usandsynlig, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende blandt andet om tidsforløbet den aften, hvor hans stedfar angiveligt blev dræbt, ligesom ansøgerens forklaring herom er usandsynlig og usammenhængende. Det forekommer endvidere utroværdigt og usandsynligt, at ansøgeren ikke kender navnene på de to mænd, som ansøgerens broder angiveligt har dræbt, idet ansøgeren har forklaret, at der var ca. 100 husstande i den landsby, hvor han har boet det meste af sit liv. Endelig forekommer det helt utroværdigt, at ansøgeren og hans bror skulle have fundet frem til faderens lig i mørket ved at følge dæk- og fodaftryk. Det er i den forbindelse tillagt vægt, at ansøgeren har forklaret, at det var muligt at følge aftrykkene, fordi det var fuldmåne, mens det af tilgængelige månekalendere fremgår, at der var fuldmåne [en dag i vinteren] 2012 på det pågældende sted i Etiopien, mens månen [ti dage herefter], hvor faderen angiveligt blev dræbt, nærmest var usynlig. Herefter, og idet ansøgeren ikke har angivet, at han har konflikter i Somalia, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/40
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Somalia og muslim af trosretning fra regionen Hiirran i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Somalia frygter [M] og al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [M] ønskede at gifte sig med hende mod hendes vilje. [M] drøftede med ansøgerens fader muligheden for at indgå ægteskab med ansøgeren. Ansøgeren ønskede imidlertid ikke lade sig gifte med [M], hvorfor [M] efterfølgende kidnappede ansøgeren fra sin bopæl, og tvang hende til at bo sammen med ham. Efter cirka en måned fik ansøgeren hjælp af en anden pige til at flygte tilbage til sine forældre. Derefter udrejste ansøgeren fra Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder blandt andet, at der er så markante forskelle mellem oplysningerne i asylskemaet og de senere forklaringer, at forklaringen må tilsidesættes som utroværdig, herunder om faderen ønskede at bortgifte hende eller ej. Dog finder nævnet ikke anledning til at forkaste ansøgerens forklaring om at stamme fra Beledweyne og om ikke at have noget mandligt netværk i Mogadishu. Nævnet finder herefter, at ansøgeren som udgangspunkt kan henvises til at tage ophold i Beledweyne, men at hun i så fald vil være nødsaget til at foretage en rejse dertil fra Mogadishu, og nævnet finder ikke, at det kan afvises, at ansøgeren som enlig kvinde uden mandligt netværk i forbindelse med en sådan rejse vil kunne risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at sikker rejse på vejene i området forudsætter væbnet eskorte. Endvidere har nævnet lagt vægt på dommen R.H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvoraf blandt andet fremgår af præmis 70: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention.” Nævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2015/39
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim, tilhører klanen [A] og er fra landsbyen [B] i Hiiran regionen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin morbroder, [C], idet han er af den overbevisning, at hun frivilligt har fået sin yngste søn uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i foråret] 2012 blev truet med en kniv til samleje af en mand fra sin landsby. Ansøgeren blev gravid, og hendes stedmoder arrangerede, at ansøgeren blev gift med sin svigermoders nevø for at skjule, at ansøgeren var blevet gravid uden for ægteskab. I [foråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af sin kusine, som fortalte, at hendes fader havde truet med at dræbe ansøgeren, idet han havde fået kendskab til, at ansøgeren ikke havde været gift, da hendes barn var blevet undfanget, og at han var af den overbevisning, at det var som følge af et frivilligt forhold, ikke voldtægt. Ansøgeren troede, at hendes morbroder ville gøre alvor af sin trussel, og rejste fra sin bopæl i [B] en måned senere – i [sommeren] 2014 – og udrejste kort tid efter af Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om asylmotivet. Forklaringen fremstår på afgørende punkter divergerende og forkastes som utroværdig. Nævnet henviser til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2014 har forklaret, at indbyggerne i hendes landsby isolerede hende, efter at hun var blevet gravid, og at hun derfor fik problemer med landsbyens befolkning. Der blev derfor arrangeret et ægteskab for ansøgeren, der levede i skam. Hun har derimod under asylsamtalen [fra sommeren] 2015 forklaret, at der først i [slutningen af] 2012, to måneder efter ansøgerens bryllup, da ansøgeren var otte måneder henne, var andre, der fandt ud af, at hun var gravid. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun valgte at udrejse på grund af rygter og sladder, og at det er baggrunden for, at hun vil søge asyl. Hun besluttede sig derfor endeligt for at udrejse af Somalia. Hun har dog også oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes morbroder vil dræbe hende, idet han har truet hermed, en måned før hun udrejste. Ansøgeren har hertil under asylsamtalen imidlertid oplyst, at hun blev boende i hjemmet i en måned efter, at hun havde fået kendskab til truslen, idet morbroderen først ville komme, når han var færdig med høsten, der ville vare i to måneder. Om baggrunden for morbroderens trusler mod ansøgeren har ansøgeren i øvrigt for nævnet forklaret, at morbroderen var sur over, at han ikke var blevet gjort bekendt med baggrunden for ansøgerens graviditet. Ansøgerens asylmotiv er blevet udbygget overfor nævnet, idet hun har oplyst, at hun også frygter at blive stenet på grund af utugt. Nævnet bemærker, at ansøgerens utroværdighed understøttes af, at ansøgerens forklaringer for nævnet om asylmotivet ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/38
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim, tilhører klanen [A] og er fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han over for nævnet udelukkende henvist til, at han frygter at blive dræbt som følge af en klankonflikt. Ansøgeren har desuden ikke længere kendskab til, hvor hans fader befinder sig, og han vil hellere blive i Danmark sammen med sin moder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Mogadishu, hvor han boede frem til 2011. I 2011 flyttede familien til byen [B] som følge af de generelle forhold i Mogadishu. I 2012 blev ansøgerens fader bekendt med, at en mand fra [A]-klanen, som var medlem af Al-Shabaab, havde dræbt en soldat tilhørende Abgaal-klanen. Det medførte et hævntogt mod medlemmer af [A]-klanen. Ansøgerens fader boede på dette tidspunkt fortsat i Mogadishu, hvor han passede på familiens hus. Som følge af hævntogtet mod medlemmer af [A]-klanen, forlod han Mogadishu og tog ophold i [B] sammen med den øvrige familie. Hverken ansøgeren eller hans fader er på noget tidspunkt blevet opsøgt af medlemmer af Abgaal-klanen som følge af det hævntogt, der fandt sted i Mogadishu. Flygtningenævnet finder ikke, at konflikten mellem [A]-klanen og Abgaal-klanen, som ansøgeren alene har påberåbt sig til støtte for asylstatus, har en sådan karakter og intensitet i forhold til ansøgeren, at der er tale om et asylbegrundende motiv. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2014 blandt andet har forklaret, at han var kommet til Danmark for at finde sin moder og for at få en bedre fremtid. Han har aldrig oplevet nogen problemer som følge af sit klanmæssige tilknytningsforhold. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren under asylsamtalen [fra slutningen af] 2014 har forklaret, at han og hans familie levede i fred for Abgaale-klanen i [B], og at de ikke oplevede nogen konflikter, mens de boede i [B] i halvandet år. Ansøgeren har således ikke selv oplevet konflikter som følge af sit klanmæssige tilhørsforhold, hverken i Mogadishu eller i [B]. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at alene det forhold, at ansøgeren tilhører [A]-klanen, som er en minoritetsklan, ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/37
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er medlem af Hawiye-klanen og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han ikke vil kunne klare sig, idet han ikke har noget familie tilbage i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er født og opvokset i Mogadishu. Hans forældre blev skilt, da han var barn, hvorefter han boede hos sin mormor. Ansøgerens moder bosatte sig med sin nye ægtefælle, og ansøgeren har ikke haft kontakt med sin fader siden skilsmissen. Ansøgeren gik i koranskole i Television-kvarteret i Mogadishu, og efter skole blev ansøgeren og de andre ældre drenge samlet af skolens ejer, som fortalte om Al-Shabaab, og opfordrede drengene til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren blev aldrig i andre sammenhænge opfordret til at tilslutte sig Al-Shabaab af skolens ejer. Skolens ejer samlede nogle drenge til aftenbøn, hvor han ligeledes opfordrede dem til at slutte sig til Al-Shabaab. Dette deltog ansøgeren ikke i, da hans mormoder modsatte sig. I 2008 rejste ansøgerens moder med sin ægtefælle og deres to fællesbørn til Etiopien. Ansøgerens mormoder frygtede, at han ville blive rekrutteret til Al-Shabaab, hvorfor de også rejste til Etiopien, hvor de blev forenet med ansøgerens moder, som efter kort tid rejste til Sverige sammen med ægtefællen og deres børn, hvor de fik opholdstilladelse som flygtninge. Ansøgeren flyttede til en flygtningelejr i Kenya, hvor han boede et år med sin mormoder og sine to brødre, indtil de flyttede til en anden flygtningelejr, hvor mormoderen og den ene broder stadig bor. Han har senere fået at vide, at skolens ejer er afgået ved døden. Under opholdet i Kenya havde han ingen kontakt med sin moder, men mormoderen talte i telefon med hende. Om Sverige har ansøgeren forklaret, at han i [sommeren] 2014 rejste fra Kenya til Göteborg ved brug af svensk fremmedpas. Ansøgeren ønskede ikke at blive tvunget til at bo hos sin moder, hvorfor han ikke kontaktede hende men i stedet rejste videre til Danmark. Ansøgeren frygter, at hans moder vil tvinge ham til at bo hos hende imod sin vilje, hvorfor han ikke ønsker at bo i Sverige. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles konventions eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at der ikke efter de aktuelle baggrundsoplysninger er grund til at antage, at sikkerhedssituationen i Mogadishu er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage vil være i risiko for overgreb efter EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er en ung, rask mand, og at det af de aktuelle baggrundsoplysninger fremgår, at Al-Shabaab er fordrevet fra Mogadishu. Nævnet finder herefter, at det af ansøgeren påberåbte forhold er af socioøkonomisk karakter, der ikke kan medføre asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/36
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Galyaal og er muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for fysiske overgreb af sin faster og fasterens sønner, fordi hun mod deres vilje indgik ægteskab med en mand, som tilhører en anden klan end hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [vinteren] 2013 blev hemmeligt gift med en mand, som tilhører klanen Midgan. Ansøgerens forældre døde, da hun var lille, og hun voksede derfor op hos sin faster. Hun boede og arbejdede i huset hos fasteren og dennes familie, som alle behandlede ansøgeren dårligt. I [sommeren] 2013 fandt fasteren ud af, at ansøgeren var blevet gift, hvorefter hun lænkede ansøgeren til en stolpe i midten af huset i en periode [på en måned i sommeren] 2013. Da ansøgeren blev løsnet fra lænken, opfordrede fasteren hende til at indgå ægteskab med en mand, som var venner med fasterens ægtefælle, hvilket ansøgeren nægtede. Fasteren udsatte herefter ansøgeren for grove fysiske overgreb, hvorfor hun til sidst accepterede at indgå ægteskabet. Inden vielsen lykkedes det ansøgeren at flygte med hjælp fra en nabo i [sommeren] 2013. Hun tog til byen Jowhar, hvor hun opholdt sig hos sin morbroder. Under opholdet i Jowhar opsøgte fasterens sønner morbroderens bopæl. Ved det første besøg i [sommeren] 2013 gemte ansøgeren sig inde på et værelse i morbroderens hus for at undgå at blive opdaget. Fasterens sønner spurgte morbroderen, om han vidste, hvor ansøgeren opholdt sig. Herefter opholdt ansøgeren sig hos morbroderens nabo, hvorfor hun ikke var til stede, da fasterens sønner på ny opsøgte morbroderens bopæl i [efteråret] 2013. De truede morbroderen med, at de ville udsætte ansøgeren for vold, hvis ikke hun vendte tilbage og giftede sig med vennen til fasterens ægtefælle. Efterfølgende solgte morbroderen en del af sin landbrugsjord for at finansiere ansøgerens udrejse af Somalia i [efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan i det væsentlig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren indgik ægteskab uden at gøre sig tanker om hvordan det ville påvirke hendes fremtidige liv, og at hun fik lov til at gå frit rundt på tidspunktet for hendes flugt efter, at hun netop var blevet løsnet fra lænken i huset. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring kunne indgå et hemmeligt ægteskab i en lille landsby hvor alle efter ansøgeren egen forklaring vidste, hvor de enkelt boede og færdedes. Dog finder nævnet ikke anledning til at forkaste den del af ansøgerens forklaring, som vedrører hendes rejserute og finansiering. Nævnet vurderer, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til […] vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i byen. Nævnet finder, at ansøgeren som udgangspunkt kan henvises til at tage ophold i Jowhar, hvor hun efter sin egen forklaring opholdt sig hos sin morbroder, som finansierede hendes udrejse, inden hun forlod hjemlandet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren, hvis hun henvises til at tage ophold i Jowhar, nødsages til at foretage en rejse fra Mogadishu til Jowhar. Flertallet finder ikke, at det kan afvises, at ansøgeren som enlig kvinde uden mandligt netværk i forbindelse med en sådan rejse vil kunne risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen har indhentet baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at: ”Det er teoretisk muligt at rejse mellem de to byer, men man kan aldrig udelukke at der kunne være en del check-points (både Al-shabaab, AMISOM/SNAF, eller andre væbnede aktører) eller angreb på ruten. Generelt er det sådan, at selv hvis AMISOM/SNAF har en tilstedeværelse i byer (som fx Jowhar og Mogadishu), er det umuligt at sige hvor meget kontrol de reelt udøver i områderne der ligger mellem byerne. Det har ved flere lejligheder vist sig at Al-Shaab har mulighed for at angribe AMISOM/SNAF konvojer på vejene der forbinder de store byer i S/C Somalia.” Endvidere har flertallet lagt vægt på dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvoraf fremgår: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention.” Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2015/35
Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger tilhørende […]-klanen og muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han er flygtet fra dem. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge af sit klantilhørsforhold udsættes for undertrykkelse og chikane. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at repræsentanter fra al-Shabaab i første kvartal af år 2013 henvendte sig på hans bopæl fire gange, hvor de beordrede ansøgerens fader til at lade ham og broderen rekruttere til al-Shabaab. Faderen nægtede at efterkomme ordren. [Senere i foråret] 2013 henvendte repræsentanterne sig for femte gang på bopælen. Ansøgeren var ikke hjemme. Faderen nægtede fortsat at lade ansøgeren og broderen rekruttere, hvorefter faderen og broderen blev dræbt af repræsentanterne fra al-Shabaab. Da ansøgeren blev bekendt med det skete, løb han straks hjem, hvor han blev taget med af repræsentanterne fra al-Shabaab og ført til deres sheik i […]. Sheiken idømte ansøgeren dødsstraf for at være vantro, fordi han fortsat nægtede at lade sig rekruttere. Han var tilbageholdt i ni dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte fra fængslet sammen med nogle andre fanger på den tiende dag, idet al-Shabaab indbyrdes havde en konflikt med skudvekslinger, hvorfor det lykkedes dem at flygte uset. Ansøgeren fik et lift med en bil hjem til landsbyen, hvor hans moder gav ham en guldkæde og penge til at finansiere udrejsen. Ansøgeren udrejste samme nat af Somalia. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [hans klan] som minoritetsklan udsættes for undertrykkelse af [en anden klan] i sit hjemområde. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans broders ægtefælle i 2012 blev dræbt af [den anden klan] fordi hun ikke var i stand til at betale dem den skat, som de opkrævede af hende. Flygtningenævnet bemærker, at den generelle situation i Kurtunwarey distriktet ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området, ved sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om, at hans morbroder er blevet dræbt af al-Shabaab, da han vendte tilbage til Somalia, er uden konkrete holdepunkter og kan ikke føre til et andet resultat. Uanset ansøgeren tilhører [en bestemt klan] og har arbejdet for [en anden klan], har ansøgeren ikke personligt været udsat for overgreb eller forfølgelse i et omfang og en intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med al-Shabaab til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om blandt andet flugten fra al-Shabaab, herunder om hvorvidt vagterne skød eller blot skændtes, om hvorvidt han løb fra fængslet sammen med andre eller løb alene og om, hvorvidt lastbilchaufføren var klar over, at ansøgeren var med i bilen, eller om han skjulte sig for chaufføren. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/34
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hawiye og muslim af trosretning fra landsbyen […] i Hiiraan-regionen i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af unavngivne medlemmer af Hawaadle-klanen, idet denne klan har en konflikt med ansøgerens subklan, Baadi-Cade. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der igennem mange år har været en konflikt mellem Hawaadle- og Baadi-Cade-klanen i hans landsby, hvilket blandt andet har betydet, at medlemmerne af de respektive klaner har stjålet hinandens kvæg, og at flere medlemmer af klanerne er blevet dræbt. Ansøgeren har videre forklaret, at konflikten også har medført, at alle mandlige medlemmer af Baadi-Cade-klanen i landsbyen, undtaget børn og ældre, er flyttet fra landsbyen. Ansøgerens familie har ikke været involveret i konflikten, før ansøgerens svoger blev slået ihjel af et medlem af Hawaadle-klanen i [sommeren] 2013. Ansøgerens søster flyttede efterfølgende til Tyrkiet, mens ansøgeren og resten af familien blev boende i landsbyen. Ansøgeren modtog i [vinteren] 2014 et telefonopkald fra en person, som præsenterede sig som medlem af Hawaadle-klanen og truede med at dræbe ansøgeren, hvis han ikke flyttede fra landsbyen. Ansøgeren fortalte ikke nogen om truslen, og han blev boende i landsbyen. Da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde til fods to uger senere, kom der to maskerede mænd og affyrede skud imod ham, og han blev ramt over venstre albue, i venstre skulder og venstre bryst, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren vågnede efter to dage, befandt han sig på […] Hospital i Mogadishu, og ansøgerens moder var til stede sammen med nogle andre familiemedlemmer. Ansøgeren var indlagt i tre til fire dage og fik i perioden udstedt et pas, som han efter indlæggelsen anvendte til at flyve fra Mogadishu til Kenya. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på væsentlige punkter må tilsidesættes som divergerende og usandsynlige, uanset det kan lægges til grund, at han har været påført fysiske skader. I den forbindelse bemærkes blandt andet, at ansøgeren i det af ham udfærdigede asylansøgningsskema har afgivet detaljerede oplysninger om, at han forud for skudepisoden har været truet, mens han senere har benægtet at have været udsat for trusler og senere på ny har fortalt om trusler. Det kan desuden forekomme usandsynligt, at han ikke har reageret på disse trusler. Endvidere har han afgivet divergerende forklaring om, hvorvidt en dreng blev beskudt samtidig med ansøgeren og om fra hvem, hvor og hvornår han fik oplysninger om drabet på drengen. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om udsættelse på foretagelse af lægelige undersøgelser, der ikke vil kunne klarlægge baggrunden for, at ansøgeren er blevet påført de nævnte skader. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/32
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hawiye-klanen og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, da han flygtede fra militsen, efter at militsen forsøgte at hverve ham. Han frygter endvidere at blive anholdt af myndighederne ved en tilbagevenden som følge af sit udlandsophold. I sommeren 2014, hvor ansøgeren spillede fodbold sammen med nogle venner i nærheden af sin bopæl, blev ansøgeren om eftermiddagen opsøgt af en dreng, der afleverede et brev til ansøgeren fra al-Shabaab. I brevet opfordrede al-Shabaab ansøgeren til at samarbejde med dem. Brevet indeholdt ingen trusler. Ansøgeren skulle møde op inden for 24 timer. Ansøgeren mødtes med folk fra al-Shabaab, der oplyste, at han skulle arbejde som spion for dem. Han accepterede dette, da han ellers var bange for at blive dræbt. Som betaling blev han tilbudt en månedsløn på 100 dollars. Ansøgerens moders ejendom blev derefter solgt for at finansiere ansøgerens udrejse fra Somalia. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den har været udbyggende og divergerende på centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren har forklaret ganske divergerende om indholdet af det brev, han modtog fra al-Shabaab. Han har således forklaret til oplysnings- og motivsamtalen, at brevet var en opfordring til, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab, men at han ikke derefter er blevet opsøgt personligt af al-Shabaab. Til asylsamtalen har han derimod forklaret, at der i sedlen var angivet et mødested på kvægmarkedet, hvor han skulle melde sig næste dag. Senere i samme samtale har han ændret det til, at han på vej til kvægmarkedet ville blive mødt af en bil, hvilket også skete, hvorefter han blev kørt til al-Shabaab. Endelig har han til Flygtningenævnet forklaret, at bilen ikke var omtalt i sedlen, men at han på vej til kvægmarkedet blev kontaktet af personerne i en bil og blev bedt om at sætte sig ind. Ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldes tolkeproblemer, findes efter divergensernes karakter at måtte tilsidesættes. Det bemærkes også, at ansøgeren i forbindelse med de enkelte samtaler har bekræftet, at der ikke var tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har oplyst om konkrete konflikter med myndighederne, ligesom denne frygt først er oplyst meget sent i forløbet. De generelle forhold i Mogadishu for tilbagevendende asylansøgere er ikke i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/31
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Ajuran, subklanen Adi Maclin og familieklanen Warale. Ansøgeren er muslim af trosretning fra Jaanaale, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter […]-familien, som vil hævne sig på hans familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans problemer startede på et for ham ukendt tidspunkt i sommeren 2013. Ansøgeren og en familie ved navn […] havde marker, der grænsede op til hinanden. Ansøgerens fader opdagede en dag, at den anden familie havde rykket skellet på markerne, således at deres mark var blevet større. Ansøgerens fader og storebroder, […], gik ud på marken, hvor den anden familie befandt sig, hvorefter de kom op at skændes. Efter skænderiet gik begge familier hjem. Dagen efter mødtes begge familier igen, hvor de havde medbragt våben. Ansøgerens fader blev skudt og afgik ved døden. Ansøgerens storebroder fandt deres faders drabsmand en uge efter faderens død. Storebroderen skød deres faders drabsmand, som tilhørte […]-familien. Storebroderen flygtede efterfølgende til et for ansøgeren ukendt sted, og tre dage senere blev ansøgeren og hans families mark brændt ned første gang. Marken blev brændt ned yderligere to gange, før ansøgeren udrejste. Ansøgerens nabo fortalte familien, at […]-familien havde truet med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgerens moder rådede ham til at udrejse, idet hun var bange for, at han ville blive slået ihjel. Ansøgeren blev på et ukendt tidspunkt herefter hentet af al-Shabaab, der ville have ham til at deltage i hellig krig. Da ansøgeren gik med til dette, lod de ham gå igen, hvorefter han udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen ikke har forekommet selvoplevet, og at forklaringen på en lang række centrale punkter fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at de oplysninger han gav i asylskemaet om, at han var blevet tvunget med til al-Shabaabs center og udsat for tortur, ikke er rigtige, og at han derfor i forbindelse med den første asylsamtale ønskede at annullere disse oplysninger. Ansøgeren har ud over de divergenser, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse i sagen, under nævnsmødet også forklaret divergerende med hensyn til, om han var hjemme og dermed i stand til at se, at hans bror forlod huset den dag, broderen begik hævndrabet mod […]-familien eller ej, og om hans moder i forbindelse med markafbrændingerne forsøgte at slukke ilden, eller den var gået ud af sig selv. I asylsamtalen fra marts 2015 forklarede ansøgeren, at han ikke kunne huske om, al-Shabaab havde opsøgt ham og hans familie, før de hentede ham og tog ham med, mens han under samtalen i forbindelse med nævnsmødet har forklaret, at de havde opsøgt familien en gang tidligere. Nævnet skal endelig bemærke, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens broder skulle vælge at begå hævndrabet på en offentlig markedsplads, hvilket understøttes af ansøgerens egen forklaring til asylsamtalen i august 2015 om, at naboklanen ikke med det samme hævnede sig ved at dræbe ham, fordi man ikke gør sådan noget foran naboerne, men derimod venter til der ikke er nogen, der overværer drabet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren, på trods af drabet på faderen og storebroderens forsvinden, og den risiko for hævn resten af familien befandt sig i, ikke har forsøgt at tage kontakt til familien efter ankomsten til Danmark for at finde ud af, hvad der er sket med dem. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed endelig tillagt det en vis betydning, at sproganalysen med høj grad af sandsynlighed peger på, at han er fra det nordvestlige Somalia, ligesom det er meget usandsynligt, at han kommer fra Shabeellaha Hoose i det sydlige Somalia. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har et modsætningsforhold til al-Shabaab, eller at han risikerer at blive dræbt som følge af en klankonflikt. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller skulle være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/29
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er somalisk statsborger, tilhører hovedklanen Hawiye og er muslim af trosretning fra […] i […]regionen. Han tilhører klanen Gaal Jecel og subklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt. Han har ingen familie i Somalia. Han frygter endvidere, at al-Shabaab, som har haft fængslet ansøgerens [familiemedlem], vil dræbe både ansøgeren og hans [familiemedlem]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til [sit familiemedlems] konflikt med al-Shabaab. Han har oplyst, at hans [familiemedlem] har haft problemer med al-Shabaab og i den forbindelse været fængslet af dem. Ansøgeren og [familiemedlemmet] har til Udlændingestyrelsen forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt ansøgeren opholdt sig i Mogadishu, da [familiemedlemmet] angiveligt var tilbageholdt af al-Shabaab. [Familiemedlemmet] har forklaret divergerende om adskillige forhold i relation til sine problemer med al-Shabaab, herunder om detaljerne i forbindelse med tilbageholdelsen hos al-Shabaab. [Familiemedlemmets] forklaring for nævnet forekom undvigende, og den har divergeret fra tidligere forklaringer til Udlændingestyrelsen, herunder vedrørende varigheden af opholdet i Mogadishu. Forklaringen for nævnet var udbyggende med hensyn til årsagen til, at ansøgeren og hans [familiemedlem] forlod Mogadishu og flygtede til [et andet afrikansk land] og med hensyn til [familiemedlemmets] opringninger til den centrale telefon i hjembyen og de oplysninger, han fik derved. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om det individuelle asylmotiv til grund. Den beskikkede advokat har fremlagt aktuelt baggrundsmateriale fra lokale kilders hjemmesider. Ifølge disse oplysninger er sikkerhedssituationen i og omkring flere landsbyer i […] regionen usikker. Den beskikkede advokat har desuden gjort gældende, at asylansøgere fra ansøgerens hjemområde alle risikerer overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention artikel 3, og at de derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgernes forklaringer til grund, at de har et familiemæssigt netværk i Mogadishu, hvor ansøgeren har boet de sidste [antal] år inden udrejsen. Uanset om det kan lægges til grund, at ansøgerne, som ikke har dokumenteret deres identitet, kommer fra […], finder nævnet, at ansøgerne, som ikke har godtgjort et individuelt asylmotiv, vil kunne tage ophold i Mogadishu. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/28
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er somalisk statsborger, tilhører hovedklanen Hawiye og er muslim af trosretning fra byen […] i […]regionen. Han tilhører klanen Gaal Jecel og subklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har han oplyst, at repræsentanter fra al-Shabaab har henvendt sig til ham tre gange for at opfordre ham til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren har ikke svaret ved nogle af henvendelserne, og han er ikke efterfølgende blevet søgt rekrutteret af al-Shabaab. I 2013 hjalp ansøgeren [en person] med at transportere […]varer, da deres vogn blev standset af repræsentanter fra al-Shabaab. Ansøgeren blev, sammen med [et antal] andre personer, tilbageholdt og kørt til et hus, hvor han var frihedsberøvet indtil [foråret] 2014. Han blev under frihedsberøvelsen truet af repræsentanterne fra al-Shabaab med, at han ville blive slået ihjel. Efter at være flygtet fra fængslet flygtede ansøgeren sammen med [et familiemedlem], […], fra Somalia i [foråret] 2014. Ansøgeren og [familiemedlemmet] har til Udlændingestyrelsen forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt [familiemedlemmet] opholdt sig i Mogadishu, da ansøgeren angiveligt var tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren har forklaret divergerende om adskillige forhold i relation til sine problemer med al-Shabaab, herunder om detaljerne i forbindelse med tilbageholdelsen hos al-Shabaab. Ansøgerens forklaring for nævnet forekom undvigende, og den har divergeret fra tidligere forklaringer til Udlændingestyrelsen, herunder vedrørende varigheden af opholdet i Mogadishu. Forklaringen for nævnet var udbyggende med hensyn til årsagen til, at ansøgeren og hans [familiemedlem] forlod Mogadishu og flygtede til [et andet afrikansk land] og med hensyn til ansøgerens opringninger til den centrale telefon i hjembyen og de oplysninger, han fik derved. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om det individuelle asylmotiv til grund. Den beskikkede advokat har fremlagt aktuelt baggrundsmateriale fra lokale kilders hjemmesider. Ifølge disse oplysninger er sikkerhedssituationen i og omkring flere landsbyer i […] regionen usikker. Den beskikkede advokat har desuden gjort gældende, at asylansøgere fra ansøgernes hjemområde alle risikerer overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention artikel 3, og at de derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgernes forklaringer til grund, at de har et familiemæssigt netværk i Mogadishu, hvor [familiemedlemmet] har boet de sidste [antal] år inden udrejsen. Uanset om det kan lægges til grund, at ansøgerne, som ikke har dokumenteret deres identitet, kommer fra […], finder nævnet, at ansøgerne, som ikke har godtgjort et individuelt asylmotiv, vil kunne tage ophold i Mogadishu. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/27
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim af trosretning angiveligt fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, fordi hun er flygtet efter at være blevet tvangsgift med en hvid mand, der var medlem af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren og hendes familie blev opsøgt på deres bopæl i […] af fem personer med tilknytning til al-Shabaab. Ansøgeren har videre forklaret, at mændene fortalte ansøgerens fader, at de ønskede, at hun skulle gifte sig med et af deres medlemmer, som var hvid. Ansøgerens fader afslog tilbuddet om ægteskab, hvorefter medlemmerne skød ansøgerens fader. Ansøgeren blev herefter bragt til et hus i […], hvor hun var tilbageholdt i cirka to dage. Den hvide mand fortalte ansøgeren, at hun nu var gift med ham. Under fredagsbønnen, to dage efter ægteskabets indgåelse, lykkedes det ansøgeren at flygte fra huset. Ansøgeren løb hen til sin morbroder, som også boede i […]. Ansøgerens morbroders kone hjalp ansøgeren hen til sin nabo, hvor ansøgeren opholdt sig i yderligere to dage. Ansøgeren og sin morbroders kone rejste herefter til Nairobi. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom hun knap er 18 år gammel. Der henvises til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin oprindelse og sit asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke fremstår selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren hverken i Udlændingestyrelsen eller i nævnet har været i stand til nærmere at beskrive den af hende opgivne hjemby og dens omgivelser. Ansøgeren har i Udlændingestyrelsen den [sommeren] 2015 forklaret dette med, at hun altid var inde i huset, hvor hun hjalp sin mor, men hun har under samme samtale og i nævnet også forklaret, at hun næsten hver dag arbejdede på familiens mark, der lå et stykke fra hjemmet. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om den centrale episode, hvor al-Shabaab indfandt sig i familiens hjem. Til motivsamtalen forklarede ansøgeren således, at hun sammen med den øvrige familie var til stede og overværede al-Shabaabs samtale med hendes fader og deres drab på ham, mens hun under senere samtaler og i nævnet har forklaret, at hun ikke så selve mødet og drabet, men at hun hørte deres stemmer og skyderi. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om i hvilken bydel i […] familien boede. Endelig lægger flertallet en vis vægt på resultatet af sproganalysen, hvorefter det vurderes som mest sandsynligt, at ansøgeren ikke tilhører et somalisk sprogsamfund, der forekommer i […]. Sammenfattende finder flertallet således, at der ikke er risiko for, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af § 7, stk. 2, idet flertallet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren er en ung kvinde, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/26
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim af trosretning fra […] i Juba Dhexe regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes farbroder og dennes ægtefælle samt al-Shabaab vil udsætte hende for piskeslag og slå hende ihjel, idet hun er beskyldt for at have bedrevet utugt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er opvokset hos sin farbroder og hans ægtefælle i […]. Ansøgerens farbroder og hans ægtefælle behandlede ansøgeren dårligt, ligesom ansøgeren ofte fik skylden for noget, hun ikke havde gjort. I 2012 sendte ansøgerens farbroders ægtefælle ansøgeren alene i skoven for at samle brænde. I skoven blev ansøgeren overfaldet og udsat for et seksuelt overgreb fra fire personer, som, ansøgeren formoder, er tilknyttet en bande. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af to personer fra al-Shabaab, som meddelte ansøgerens farbroder og hans ægtefælle, at ansøgeren skulle stilles for en sharia-domstol, idet hun havde bedrevet utugt. To dage herefter flygtede ansøgeren fra sin bopæl, og skjulte sig hos [M]. [I efteråret] 2012 blev ansøgeren gift med [M], og de udrejste fra Somalia tre dage herefter. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin oprindelse og sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed navnlig vægt på, at ansøgeren under motivsamtalen har afgivet en usand forklaring om blandt andet sin rejserute. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under de tre samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om flere forhold, herunder sted og tid for vielsen af hende og hendes ægtefælle, hvem der var til stede under vielsen, og hvor ansøgerens moster bor. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens farbroder og kone over for andre skulle have omtalt, at ansøgeren var blevet udsat for voldtægt. Endelig lægger flertallet vægt på resultatet af sproganalysen, hvorefter det vurderes som meget usandsynligt, at ansøgerens lingvistiske baggrund svarer til den af hende opgivne hjemegn i det sydlige Somalia, idet det med meget høj sandsynlighed antages, at ansøgeren taler en dialekt, der tales i det nordlige Somalia. Ansøgeren er ikke fremkommet med en troværdig forklaring på dette forhold. Sammenfattende finder flertallet således, at der ikke er risiko for at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/25
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mand fra Somalia.. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangshvervet af al-Shabaab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der ingen fremtid er for ham i Somalia, og at han ikke ved, hvor han skal bo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Mogadishu. Ansøgeren boede i Mogadishu, indtil han cirka var ti år gammel, hvor hans forældre blev skilt. Ansøgeren flyttede herefter med sin moder, lillebroder og lillesøster til byen […], som ligger i regionen Shabelle Hoose. Ansøgerens familie flyttede ind hos sin morbroder, [A], og hans ægtefælle, [N]. Cirka tre til fire måneder efter ankomsten til [byen], ønskede ansøgerens moder at rejse tilbage til Mogadishu i en periode for at arbejde, således at hun kunne tjene penge til familien. Ansøgerens moder skulle herefter vende tilbage til [byen]. Ansøgeren har ikke siden sin moders rejse haft kontakt til hende, og ansøgeren ved ikke på nuværende tidspunkt, hvor hun opholder sig. En dag i januar 2014, da ansøgeren var på arbejde, blev han stoppet af medlemmer fra al-Shabaab, som spurgte, hvorfor han ikke var til bøn. Ansøgeren blev herefter pisket og tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren blev tilbageholdt i et fængsel i byen […] af al-Shabaab i to dage, hvorefter ansøgeren blev løsladt, idet ansøgerens morbroder betalte medlemmerne løsepenge. Umiddelbart efter løsladelsen besluttede ansøgerens morbroder, at ansøgeren og hans lillebroder af sikkerhedsmæssige grunde skulle rejse til Mogadishu. Ansøgeren frygtede, at al-Shabaab ville forsøge at rekruttere han, hvorfor han udrejste fra Somalia i [vinteren] 2014 sammen med sin morbroder og lillebroder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 16 år gammel. Der henvises til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke er således profileret i forhold til al-Shabaab, at han kan anses for individuelt forfulgt. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren sammen med andre, og uden at hans navn blev oplyst, har været udsat for en relativt kortvarig tilbageholdelse og afstraffelse i anledning af, at han ikke havde været til bøn, men at han ikke herudover har haft konflikter med al-Shabaab. Flertallet lægger efter baggrundsoplysningerne endvidere til grund, at [byen] fortsat er kontrolleret af AMISON. De nyhedsartikler fra internettet, som advokaten har fremlagt for nævnet, kan ikke føre til en anden vurdering, allerede fordi de ikke omhandler [byen]. Flertallet finder derfor, at situationen i [byen] ikke kan anses for at være af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse indebærer risiko for at blive udsat for krænkelser i strid med Menenskerettighedskonventionens art. 3. Sammenfattende finder flertallet således, at der ikke er risiko for at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/24
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse i form af beskyttelsesstatus til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Eeyle […] og er muslim af trosretning fra […] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har afvist at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at to medlemmer af al-Shabaab i [sommeren] 2014 opsøgte ham på et marked og krævede, at han samarbejdede med dem. Da ansøgeren nægtede at efterkomme dette, gik de to medlemmer igen. Omkring en uge senere blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af tre medlemmer af al-Shabaab, som gentog, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab. Ansøgeren nægtede fortsat at lade sig hverve, hvorefter de tre medlemmer forlod bopælen. Omkring en uge senere blev ansøgeren igen opsøgt af de to medlemmer af al-Shabaab. Da ansøgeren nægtede at lade tilslutte sig al-Shabaab, blev han beskudt og ramt i sin ene balde, skulder og ben. Herefter tog han ophold hos en medicinmand, indtil hans tre fætre hjalp ham med at flygte ud af Somalia. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har fremstået troværdigt og i det væsentlige konsistent. Flertallet lægger endvidere vægt på baggrundsmaterialets oplysninger om, hvor al-Shabaab fortsat er til stede. Det fremgår af Migrationsverkets rapport fra den 29. april 2015, at byen Beled Weyne, der er den største by omkring fire kilometer fra ansøgerens hjemby, har været under etiopiske troppers kontrol siden 2011, men at al-Shabaab fortsat findes lige uden for byen og hindrer befolkningen i at bevæge sig ind og ud af byen. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden fortsat vil være i risiko for nye henvendelser og overgreb fra al-Shabaabs side. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Der foreligger ikke omstændigheder, der begrunder opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1.” soma/2015/23
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger og muslim af trosretning fra [en by] i [en region], Somalia. Ansøgeren tilhører Tumaal-klanen, sub-klanen[…]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive dræbt af en unavngiven familie fra [en anden klan]. Han har endvidere henvist til, at han frygter at vil blive dræbt eller tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [et familiemedlem] blev dræbt af en familie tilhørende [en klan], da ansøgeren var 5 år gammel. Han formoder, at drabet på [hans familiemedlem] var begrundet i en konflikt om et stykke jord, som den unavngivne familie ønskede at overtage fra ansøgerens familie. I 2013 krævede [klanen] igen familiens jord. I den forbindelse har ansøgerens [andet familiemedlem] dræbt et medlem af [klanen], og derfor vil familien have hævn over ham. Ansøgerens [familiemedlem] har efterfølgende sluttet sig til al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at han [primo] 2013 mødte nogle medlemmer af al-Shabaab på gaden, som sagde til ham, at han skulle slutte sig til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring i nævnet ikke fremstod selvoplevet, ligesom forklaringen var meget detaljeløs. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [klanen] efter det angivelige drab på ansøgerens [familiemedlem] skulle have ladet familien være i fred i [nogle] år, før de igen gjorde krav på grunden, idet det må antages, at [klanen] uden problemer kunne have tilegnet sig grunden straks, eller have chikaneret familien til at overdrage grunden til sig. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke er bekendt med flere detaljer om konflikten, herunder med navnet på den familie, som konflikten vedrører. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring i nævnet om [et familiemedlems] veninde og dennes ægtefælle fremstod usammenhængende. På denne baggrund, og idet ansøgerens forklaring om, at han [primo] 2013 tilfældigt mødte nogle medlemmer af al-Shabaab, der ønskede at rekruttere ham, uden at han i den forbindelse har oplevet yderligere problemer, har ansøgeren ikke som følge af sine individuelle forhold sandsynliggjort, at hans forhold kan henføres under udlændingelovens § 7. Det fremgår af de baggrundsoplysninger, som Flygtningenævnet er i besiddelse af, at [byen] [medio] 2014 blev befriet fra al-Shabaab. De udskrifter fra internettet, som ansøgerens advokat har fremlagt under nævnsmødet, er fra uofficielle kilder og ubekræftede. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge oplysningerne herfra til grund. Flygtningenævnet finder således efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring [byen], kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet finder på den anførte baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/22
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Hawiye, underklan Abgaal og er muslim fra […], Galgaduud, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb fra al-Shabaab eller at blive stenet, idet hun er blevet beskyldt for at have fået sine børn udenfor ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv op-lyst, at repræsentanter fra al-Shabaab medio 2014 henvendte sig til ansøgerens fader og sagde, at han burde have tilbudt ansøgeren til en repræsentant fra al-Shabaab, før hun blev gift med sin ægte-fælle. Efter to dage vendte repræsentanter fra al-Shabaab tilbage til bopælen og forsøgte at tage ansøgeren med. Idet ansøgerens fader satte sig imod, blev han skudt og dræbt. [Senere i sommeren] 2014 kom repræsentanter fra al-Shabaab igen tilbage til bopælen, hvor de valgte at tage ansøgerens søster og nevø med sig. [Senere i sommeren] 2014, da ansøgeren ikke var på sin bopæl, kom repræ-sentanterne igen til bopælen, hvor de tilbageholdte ansøgerens ægtefælle. Da ansøgeren vendte hjem, fortalte hendes svigermoder hende om situationen og sagde, at ansøgeren skulle udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på væsentlige punkter er divergerende og utro-værdige. Blandt andet har hun forklaret forskelligt om under hvilket af al-Shabaabs besøg, hendes fader blev dræbt og om egen og andres tilstedeværelse under disse besøg. Det forekommer endvide-re usandsynligt, at al-Shabaab først skulle anfægte hendes ægteskab seks år efter, at de havde over-taget kontrollen med byen, og at de skulle være mere interesserede i hende end hendes søster samti-dig med, at det efter ansøgerens forklaring ikke var muligt at kende forskel. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme ansøgerens subsidiære begæring om udsættelse på yderligere sprogtest. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/20
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Ansøgeren tilhører Biyomaal-klanen og er muslim af trosretning fra Merca, Shabelle Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt af al-Shabaab, idet al-Shabaab har opsøgt hans skole og krævet, at han kæmpede for dem. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge af sit klantilhørsforhold er i et konfliktforhold med klanerne Habargadir og Abgal. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab opsøgte ansøgerens skole, idet de ønskede at rekruttere ansøgeren og de øvrige elever. Al-Shabaab registrerede i første omgang drengenes navne, hvorefter de dukkede uanmeldt og hentede de drenge, som de havde registreret. Ansøgeren blev registreret, men han ønskede ikke at kæmpe for al-Shabaab. Episoden fandt sted to uger forinden ansøgerens udrejse af Somalia, og al-Shabaab havde på dette tidspunkt kontrollen over Merca. Efterfølgende blev ansøgeren hjemme på sin bopæl indtil sin udrejse. Ansøgeren blev ikke opsøgt af al-Shabaab i denne periode. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilhører mindretalsklanen, Biyomaal, og at hans klan altid har haft konflikter med klanerne Habargidir og Abgal. Habargidir har tidligere overtaget flere familiers landbrug i området, herunder ansøgerens families landbrug. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans farbroder blev dræbt af personer fra Habargidir-klanen i forbindelse med overtagelsen. Ansøgeren var på dette tidspunkt så lille, at han ikke selv kunne huske det, men han havde fået det at vide af sin moder. Ansøgeren har videre oplyst, at hans klan på et tidspunkt blev smidt ud af byen Merca, hvorefter ansøgeren og hans familie var nødsaget til at flytte til byen […]. Ansøgeren eller ansøgerens familie havde under deres ophold i […] ingen konflikter med hverken Habargidir- eller Abgal klanen. Efter et stykke tid rejste ansøgeren og hans familie tilbage til Merca og to måneder efter blev ansøgeren, som beskrevet, opsøgt af al-Shabaab på skolen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er i reel risiko for tvangsrekruttering fra al-Shabaab, selvom han blev registreret på deres liste, da de opsøgte hans skole i Merca. Nævnet bemærker herved, at al-Shabaab nu i knapt to år ikke har haft magten i Merca, selvom de nok i et vist omfang er til stede, og at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i tilstrækkelig risiko som følge af den skete registrering. Nævnet finder heller ikke, at de klankonflikter, som ansøgeren har påberåbt sig, er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer overgreb som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir, subklanen Qubays, subsubklanen […], subsubsubklanen […], familieklanen […] og er muslim af trosretning fra byen Lafoole i regionen Shabella Hoose i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af sin svigerfamilie, herunder sin ægtefælles stedfader […] og dennes søn […], da de kræver, at ansøgeren lader sig skille fra sin ægtefælle, så hun kan indgå ægteskab med [sin stedbroder]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter militsen al-Shabaab, fordi hans ægtefælles stedfader har fået medlemmer af al-Shabaab til at slå ansøgerens broder, […], ihjel som følge af ansøgerens konflikt med sin ægtefælles familie. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han og hans ægtefælle, […], i hemmelighed indgik ægteskab den 14. februar 2003. I juni 2003 fik [ansøgerens ægtefælle] at vide af sine forældre, at hun skulle giftes med sin stedbroder, […]. [Ansøgerens ægtefælle] havde forinden opdaget, at hun var gravid med ansøgerens barn. Hun nægtede at gifte sig med [sin stedbroder] og fortalte sine forældre, at hun havde indgået ægteskab med ansøgeren. Samme måned blev ansøgeren indkaldt til møde med sin svigerfamilie. Han tog til mødet og fik at vide af [sin ægtefælles] stedfader, at han skulle lade sig skille fra [sin ægtefælle], fordi hun allerede var blevet lovet væk til hans søn og i øvrigt på grund af deres forskellige klanforhold og ansøgerens dårlige økonomi. Ansøgeren og [hans ægtefælle] nægtede dog at lade sig skille. [Ansøgerens ægtefælles] stedfader slog derefter ansøgeren med et gevær, hvorved han kom til skade og blev indlagt på hospitalet. Nogle dage senere henvendte [Ansøgerens ægtefælles] stedfader sig til ansøgerens familie og undskyldte for episoden og gav hans familie penge, fordi han var ked af det, der var sket. [Ansøgerens ægtefælle] blev efterfølgende smidt ud af sin familie, hvorefter hun flyttede hjem til ansøgeren. Efter ansøgerens ægtefælle fødte deres første barn i marts 2004, kontaktede ansøgerens ægtefælles forældre hende og beordrede hende til at komme hjem igen. De fortsatte efterfølgende med at mødes i skjul, og [ansøgerens ægtefælle] blev i den forbindelse gravid og fødte seks børn, hvoraf to af børnene er døde. I oktober 2013 blev ansøgerens broder, […], dræbt. [Ansøgerens ægtefælles] stedfader havde kort tid forinden kontaktet [ansøgerens broder] og sagt til ham, at han skulle sørge for, at ansøgeren og [hans ægtefælle] blev skilt. [Ansøgerens broder] nægtede dog at blande sig. Fem dage senere blev [ansøgerens broder] dræbt af ukendte maskerede mænd. Ansøgeren formoder, at mændene var repræsentanter fra al-Shabaab, og at [hans ægtefælles] stedfader havde sendt dem. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl frem til december 2013, hvor han udrejste illegalt af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder overordnet, at ansøgerens forklaring om sit forhold til [ægtefællen] gennem ti år er usandsynlig. Forklaringen for nævnet har været ukonkret, afglidende og udetaljeret. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er troværdigt, at [ansøgerens ægtefælles] familie gennem de ti år ikke formåede at forhindre, at [ansøgerens ægtefælle] og ansøgeren mødtes jævnligt og have seksuelt forhold, hvilket medførte, at de fik seks børn sammen, hvoraf de fire overlevende blev opfostret i [ansøgerens ægtefælles] families hjem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke siden 2003 er blevet opsøgt af [sin ægtefælles] familie på sin bopæl, og at ansøgeren ikke bortset fra en enkelt episode er blevet udsat for fysiske overgreb i denne periode. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [hans ægtefælles] familie stod bag drabet på ansøgerens broder på markedet i Mogadishu. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forblev på sin bopæl i Af-goye i flere måneder, efter at [ægtefællen] havde oplyst ham om, at hendes stedfader stod bag drabet på ansøgerens broder og også ville dræbe ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var efterstræbt på livet af [ægtefællens] familie, og at han ved en tilbagevenden til Somalia fortsat vil risikere sådan efterstræbelse. Da ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelser i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist dels til, at hendes ægtefælle [primo] 2014 blev slået ihjel af al-Shabaab, idet han blev opdaget i at sælge cigaretter og khat, og dels at hun frygter familien til en mand […], som an-søgerens broder slog ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes fader i [sommeren] 2013 blev dræbt af sin arbejdsgiver, […], på baggrund af en konflikt om penge. [primo] 2014 henvendte [arbejdsgiveren] sig to gange til ansøgerens broder og krævede, at broderen overdrog familiens landbrug, idet faderen skyldte ham penge. Broderen slog herefter [arbejdsgive-ren] ihjel og flygtede. Ansøgeren blev herefter gentagne gange opsøgt af [arbejdsgiverens] familie, som truede ansøgeren, hvis ikke hun havde oplysninger om sin broders opholdssted, og de sagde, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis ikke hun indvilligede i at blive gift med [arbejdsgiverens] fader. Idet ansøgeren ikke ønskede at blive gift med [arbejdsgiverens] fader, udrejste hun i [sommeren] 2014 af Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdige og divergerende og virker konstrueret til lejligheden. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen anført, at hendes biologiske moder skulle leve i Somalia, mens hun i asylsamtalen […] har forklaret, at moderen døde, da hun var meget lille. Hun har her ud over forklaret divergerende om omstændighederne ved de tre besøg af [arbejdsgiverens] familie som også fremhævet i Udlændingestyrelsens afslag. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for for-følgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/19
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […]og subsubklanen […] og er muslim af tros-retning fra […], nær […], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, da han har nægtet at samarbej-de med dem. Ansøgeren har videre henvist til, at al-Shabaab har overtaget magten i landsbyen og området. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Næv-net lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende dels under samtalerne med Ud-lændingestyrelsen og dels under nævnsmødet om den forfølgelse, han har påberåbt sig at have været udsat for fra al-Shabaab. Dette gælder ikke alene episodernes antal, men også deres indbyrdes pla-cering og konkrete forhold i de enkelte episoder. Hertil kommer, at han har givet usikre oplysninger om, hvor han stammer fra. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sand-synliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. ud-lændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/18
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse B-status til den mandlige statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Birmaal, underklanen […] og subklanen […] og er sunni muslim af trosretning fra […] i Jubbada Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asyl-motiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af repræsentanter for al-Shabaab, da han har nægtet at lade sig hverve til at udføre Jihad. Ansøgeren har henvist til, at han i seks år har gået i koranskole. Ansøgeren og hans forældre var ikke klar over, at læreren i koranskolen støttede al-Shabaab. En dag sagde læreren, at ansøgerens klasse skulle spille fodbold. Da de ankom til pladsen, hvor de plejede at spille, viste det sig, at læreren ville have, at de skulle lære at skyde. 11 medlemmer af al-Shabaab ankom til stedet med en mængde våben, og da ansøge-ren og klassekammeraten […] sagde, at de ikke kunne skyde og afviste at tage imod de våben, de blev tildelt, blev de straks tildelt 54 piskeslag. Herefter accepterede både ansøgeren og […] at lære at skyde. Efter skydetræningen blev klassen ført til et hus, hvor de fik at vide, at det var deres pligt at udføre Jihad. Ansøgeren og klassekammeraterne fik samme dag lov til at tage hjem, men fik be-sked på, at de ikke måtte fortælle forældrene, hvad der var sket. Ansøgeren fortalte imidlertid sin mor, hvad der var sket, og ansøgerens forældre besluttede, at ansøgeren ikke længere skulle fre-kventere koranskolen. Forældrene til drengen […], der var blevet straffet på samme måde som an-søgeren, traf den samme beslutning. Ansøgeren har videre henvist til, at han en dag, cirka to måne-der før han flygtede ud af Somalia, blev opsøgt af en klassekammerat, der også bar navnet […]. Denne klassekammerat ville vide, hvorfor ansøgeren ikke længere kom i koranskolen. Ansøgeren opdagede, at klassekammeraten var bevæbnet, og da ansøgeren samtidig hørte skud udenfor, løb ansøgeren væk fra hjemmet. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at i alt otte af de drenge, der havde fået skydetræning var kommet til det sted, hvor ansøgeren og […], der var blevet afstraffet sammen med ansøgere boede, og at […] var blevet skudt og dræbt af den klassekammerat, der hav-de udspurgt ansøgeren. Da ansøgeren løb bort fra hjemmet, blev han snittet af en bil og fik blandt andet et benbrud. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at gemme sig. Med hjælp fra moderen blev ansøgeren bragt til en familie i nærområdet, der skjulte ansøgeren, indtil ansøgeren var i stand til at gå igen, og ansøgerens flugt var blevet arrangeret. Ansøgeren har videre henvist til, at al-Shabaab på grund af ansøgerens flugt fra al-Shabaab har stenet ansøgerens bror til døde, og at ansøgerens fader er flygtet til Kenya med nogle af ansøgerens søskende. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgerens detaljerede forklaring har fremstået troværdig og selvoplevet, og da de uoverensstemmelser, der forekommer i mellem ansøgerens forklaring i for-bindelse med oplysnings- og motivsamtalen og de efterfølgende samtaler, må tilskrives, dels pro-blemer med tolkningen under oplysnings og motivsamtalen, dels ansøgerens manglende sondring mellem det selvoplevede og de oplysninger, som ansøgeren efterfølgende har fået om skudepisoden m.v. Ansøgeren har uanset aldersundersøgelsen fastholdt, at han er født i […]. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens oplysninger om sin alder, afsvækker ansøgerens troværdighed. På grundlag af ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om opvæksten i landsbyen, den meget be-grænsede kontakt med omverdenen, og den heraf følgende manglende evne til at redegøre for af-standen mellem ansøgerens landsby og de byer i nærområdet, som ansøgeren har nævnt, og ansøge-rens beskrivelse af flugten og flugtruten fra Somalia til Kenya finder nævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han stammer fra en landsby beliggende i nærheden af byen […] i Jubbada Hoose. Den omstændighed, at sproganalysen peger på, at ansøgerens sproglige baggrund er det nordøstlige Somalia, kan, efter nævnets flertals opfattelse, ikke føre til et andet resultat. Flygtninge-nævnets flertal finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af blandt andet sin lærer i koranskolen blev forsøgt hvervet til al-Shabaab, og at han og kammeraten […], da de af den grund var ophørt med at gå i koranskolen, blev opsøgt af de klassekammerater, der havde tilsluttet sig al-Shabaab, i hvilken forbindelse […] blev skudt og dræbt, medens det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forkla-ring om, at ansøgerens broder på grund af ansøgerens forhold blev stenet, og at ansøgerens fader og nogle af ansøgerens søskende af samme grund er flygtet til Kenya. Flygtningenævnet finder på den-ne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenæv-net meddeler derfor den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2015/17
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia.. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […] og muslim af trosretning fra Balcad i Middle Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin broder, der forud for hendes udrejse i [foråret 2008] opdagede, at hun var sin ægtefælle utro med en barndomsven. Broderen og tililende klanmedlemmer dræbte straks ansøgerens barndomsven, og ansøgeren blev dømt til døden. Den kvinde, der skulle bevogte ansøgeren frem til, at dødsdommen skulle eksekveres den næste dag, fik imidlertid medlidenhed med ansøgeren, og de to flygtede samme nat til Mogadishu. Med økonomisk bistand fra familiemedlemmer, der boede i udlandet, skaffede ansøgeren i løbet af to dage et falsk pas, hvorefter ansøgeren straks forlod Somalia. Hun frygter ligeledes at blive undertrykt og chikaneret af medlemmer fra Hawiye klanen, der tidligere har overfaldet og chikaneret hendes børn og hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle leve på gaden som hjemløs. Ansøgeren har ikke ønsket at afgive forklaring i Flygtningenævnet, hvorfor sagen må afgøres på grundlag af de forklaringer, ansøgeren har afgivet under asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på at ansøgerens forklaring om, at hun udrejste af Somalia efter to dages ophold i Mogadishu, og at hun, inden for denne korte tid med økonomisk bistand fra familiemedlemmer, der opholdt sig i […] og […], kunne skaffe midler til at indkøbe et falsk pas forekommer utroværdig. På baggrund af baggrundsoplysningerne vurderer Flygtningenævnet ikke, at den generelle sikkerhedssituation i og omkring Balcad på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/16
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, fra hovedklanen Digil, subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Ansøgeren er sunni-muslim fra [by] Somalia, men har boet i Mogadishu fra han var tre år gammel, og indtil udrejsen i 2011. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af al-Shabaab som følge af, at han i perioden 1996-2002 har arbejdet for den franske NGO […], og derfor bliver beskyldt for at være udenlandsk agent. Han har derudover henvist til, at han frygter at blive dræbt af brødrene til sin tidligere ægtefælle […] som følge af, at de er imod Digil-klanen, som han tilhører. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i oktober 2010 blev opsøgt på sin bopæl af to personer, som han formoder havde tilknytning til al-Shabaab. Han blev i den forbindelse truet på grund af sit tidligere arbejde i en fransk NGO, og beskyldt for at være fransk spion. Tre dage senere kom der tre personer til hans bopæl, men han lukkede ikke op for dem, og han begyndte derefter at overnatte på sit arbejde. Han skiftede senere bopæl. Omkring ti dage efter den første trussel var han udsat for et attentat af al-Shabaab i forbindelse med, at han var på vej til en tjenesteopgave på Barcada-markedet. Han overlevede, men befandt sig i to uger på sygehuset. Få dage efter udskrivelsen fra sygehuset begyndte al-Shabaab at true ham telefonisk, og hans nye bopæl blev flere gange opsøgt, uden at han selv var til stede. Han overnattede derefter forskellige steder. Han fortsatte med at modtage trusselsopkald frem til sin udrejse. Han har derudover oplyst, at hans svigerfader døde i december 2010, hvorefter hans ægtefælles brødre begyndte at true ham til at lade sig skille, idet han kom fra Digil-klanen. Han blev i den forbindelse overfaldet, hvorefter hans ægtefælle blev tvangsgift med en anden person. I marts 2011 blev han igen gift. Omkring fem dage før sin udrejse den 10. maj 2011 blev han pludselig opsøgt på sin bopæl af den ene af brødrene, […], som forsøgte at dræbe ham. Han fik derefter hjælp af sin nabo til at udrejse af landet. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Et flertal af nævnet finder imidlertid ikke, at dette kan begrunde en opholdstilladelse. Flertallet lægger vedrørende konflikten med den tidligere svigerfamilie vægt på, at den seneste episode med svogrene ligger mere end fire år tilbage, og at både ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle er gift igen. Flertallet lægger også vægt på, at den seneste episode sluttede uden alvorlige overgreb på ansøgeren til trods for, at svogeren havde medbragt en pistol. Vedrørende konflikten med al-Shabaab lægger flertallet vægt på, at konflikten ligger flere år tilbage, og at ansøgeren ikke kan betragtes, som værende særligt profileret i en sådan grad, at ansøgeren har sandsynliggjort, at al-Shabaab på nuværende tidspunkt vil udsætte ham for nye overgreb ved en tilbagevenden. Flertallet lægger herved også vægt på oplysninger i baggrundsmaterialet om forholdet i Mogadishu hvorefter al-Shabaabs indflydelse i byen er blevet svækket, og at de udsatte grupper nu primært er tidligere al-Shabaab medlemmer og personer med tilknytning til regeringen og AMISOM samt FN ansatte og ansatte på højt niveau i internationale organisationer. Flertallet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/15
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali fra hovedklanen Ashraf, subklan […], underklan […]. Ansøgeren er muslim af trosretning angiveligt fra [landsby, sydlig Somalia]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af personer fra Hawiye-klanen, som også har dræbt hans fader og broder. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter al-Shabaab, fordi han formoder, at de vil betragte ham som spion, hvis han vender tilbage fra Europa. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hans fader [i foråret] 2014 blev opsøgt af nogle mænd fra Hawiye-klanen. Mændene krævede en andel af faderens jord, hvilket han nægtede. Senere samme dag opsøgte mændene ansøgerens bopæl og dræbte hans fader og broder. Næste dag begravede ansøgeren sin fader og broder, og da han kom hjem, fik han at vide, at mændene fra Hawiye-klanen havde været på bopælen, fordi de også ville dræbe ham. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul hos sin nabo, […], indtil han begyndte sin udrejse [i foråret] 2014. I perioden opsøgte Hawiye-klanen ansøgerens bopæl flere gange og spurgte efter ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på troværdig måde har sandsynliggjort sit asylmotiv, eller hvor i Somalia han kommer fra. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring sit asylmotiv, herunder i hvilket omfang han kunne se hvordan hans fader og broder var blevet ramt samt om hvad der var sket med moderens jord, hvis salg, han havde oplyst var med til at finansiere hans udrejse. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren ikke på troværdig vis har kunnet forklare om forholdene i hjembyen […], idet han oprindeligt har forklaret og fastholdt, at der ikke var naturligt vand i nærheden af byen til trods for, at floden […] løber under en kilometer fra byen. Ansøgerens forklaring om baggrunden for sit ukendskab findes ikke troværdig. Flygtningenævnet tillægger det tillige en vis vægt, at ansøgeren i en sproganalyse med meget stor sandsynlighed er fundet at have sin sproglige baggrund i det nordøstlige Somalia. Det bemærkes herved, at ansøgerens moders familie efter ansøgerens forklaring i givet fald skulle have boet i […] i, i hvert fald tre generationer, og at faderen skulle være opvokset der. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/14
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Isaaq og er muslim af trosretning fra Hargeysa, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af sin farbroder, idet hun er blevet gift med sin nuværende ægtefælle imod sin farbroders vilje. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], på markedet i Hargeysa, og at de efterfølgende kommunikerede sammen via telefon cirka hveranden dag. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt i 2012 opsøgte [A] ansøgerens farbroder, som ansøgeren boede hos, og anmodede om ansøgerens hånd, hvilket ansøgerens farbroder afslog. I starten af 2012 blev ansøgeren bekendt med, at hun skulle giftes med en for hende ukendt mand i [efteråret] 2012, fordi ansøgerens farbroder skyldte denne mands familie blodpenge i forbindelse med et drab, som han havde begået i starten af 2012. Ansøgeren og [A] valgte desuagtet at indgå ægteskab i [foråret] 2012. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke kan huske den præcise dato for vielsen. De opretholdt forholdet i hemmelighed efter vielsen og mødtes hos ansøgerens veninde, [B], hvor de ved to lejligheder havde samleje. I [foråret] 2012 – omkring en måned efter vielsen – besluttede ansøgerens ægtefælle sig for at rejse til Europa for at søge arbejde. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvor han tog hen, og han efterlod ikke nogen kontaktoplysninger i forbindelse med sin udrejse. Halvanden til to måneder efter ansøgerens ægtefælles udrejse opdagede ansøgerens farbroder, at ansøgeren var gravid, og ansøgeren bekræftede overfor farbroderen, at det var [A’s] barn. Herefter slog ansøgerens farbroder hende med en pind, og hun blev indespærret i 10 dage med det formål, at hun skulle abortere. Efter at have været indespærret hos farbroderen i 10 dage lykkedes det ansøgeren at flygte hjem til sin veninde, [B], hvorefter hun tog videre til [B’s] moster, hvor hun opholdt sig i syv dage. Via [B’s] moster kontaktede ansøgeren sin faders fætter, der efter det oplyste bor i USA. Ansøgerens faders fætter arrangerede og finansierede herefter flugten fra Somalia. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på foretagelse af lægeundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig. Der er herved blandt andet henset til, at forklaringen forekommer afglidende og savner detaljeringsgrad på konkrete spørgsmål. Herudover forekommer den på nogle punkter mindre sandsynlig blandt andet for så vidt angår ansøgerens oplysning om, at hun på et meget tidligt tidspunkt var bekendt med et planlagt tvangsægteskab adskillige måneder ude i fremtiden. På den baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse i Somalia i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Soma/2015/13
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1995. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af de personer, som forsøgte at slå hans fader ihjel. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter dobbeltstraf for de forbrydelser, som han har begået i Danmark, og at han vil blive betragtet som en person, der er imod islam. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans fader blev stukket i sin ryg med en kniv, umiddelbart inden han og hans familie […] udrejste af Somalia. Endvidere har klageren henvist til, at han frygter, at han vil få problemer, fordi han ikke har opholdt sig i Somalia i mange år og henset til, at han er tatoveret og ikke er praktiserende muslim. Klageren har ydermere henvist til, at han ikke har nogen tilknytning til Somalia, ligesom ingen af hans familiemedlemmer er bosiddende i landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren risikerer forfølgelse eller overgreb på baggrund af de forhold, som klageren har anført. Nævnet lægger vægt på, at den klankonflikt, der angiveligt er årsagen til familiens udrejse fra Somalia […], ligger langt tilbage i tid, og at der ikke er grundlag for at antage, at konflikten, der var rettet mod klagerens fader, fortsat består, og at klageren ved en tilbagevenden til Somalia på den baggrund vil få klanproblemer. Der lægges endvidere vægt på, at der ikke efter baggrundsoplysningerne er grundlag for at antage, at klageren ved tilbagevenden til Somalia vil blive efterstræbt af al-Shabaab, og at klageren i øvrigt ikke ses at være profileret i henseender, der gør ham interessant for al-Shabaab. Nævnet finder i øvrigt ikke, at klageren på grund af sine tatoveringer og på grund af sit langvarige ophold i Danmark, og herunder en vestlig fremtræden, risikerer forfølgelse eller overgreb. Klagerens frygt for dobbeltstraf for forbrydelser i Danmark bygger alene på klagerens egen formodning, og der ikke foreligger holdepunkter, der vedrørende klageren kan give grundlag for at anse denne frygt for reel. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren vil være i en konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia og finder derfor ikke, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for en udsendelse af klageren til Somalia, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 31, stk. 1. Flygtningenævnets henvisning til baggrundsoplysningerne omfatter især Landinfo og Udlændingestyrelsens rapport udgivet januar 2013 ”Update on security and human issues in South-Central Somalia, including in Mogadishu” samt rapporten ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” udgivet maj 2013, idet nævnet har lagt vægt på oplysninger om forholdene i Mogadishu, hvor ansøgeren kommer fra. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/12
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører [en klan] og er muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive henrettet af personer fra [en anden klan]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans storebroder havde et forhold til en kvinde fra [en anden klan], og kvindens familie kunne ikke acceptere forholdet. Ansøgerens storebroder blev dræbt i en skudveksling foran familiens bopæl, hvor også kvindens broder og fætter blev dræbt. Ansøgeren blev fire dage herefter fremstillet for en Sharia-domstol i [en somalisk by], som idømte ansøgeren en dødsstraf, idet [den anden klan] krævede blodhævn. Ansøgeren blev tilbageholdt i 23 dage i fængslet i Laascaanod [en somalisk by], hvorefter fængslet blev angrebet af bevæbnede personer, der ville befri 2 indsatte, som ansøgeren delte celle med. Det lykkedes i den forbindelse ansøgeren at flygte. Ansøgeren opholdt sig derefter i [en anden somalisk by], hvorefter han udrejste til Etiopien i [sommeren] 2010. Vedrørende Italien har ansøgeren forklaret, at han ikke kan finde et arbejde og en bolig, ligesom ansøgeren de sidste seks måneder af sit ophold i Italien boede på gaden og sov i kirker om natten. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Forklaringen er divergerende og forekommer usandsynlig og ikke selvoplevet på flere centrale punkter. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 har forklaret, at han efter skudepisoden uden for ansøgerens families hus, gik ud og sad hos sin broder Muhammed indtil han døde. Under asylsamtalen [i slutningen af vinteren] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at Muhammed blev transporteret til et sygehus, hvor han døde. Under gensamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at Muhammed blev placeret i en bil, der kørte ham til hospitalet med det samme. Da Muhammed blev sat i bilen, var han død. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke kan sige, hvornår Muhammed døde, men Muhammeds hjerte slog, da ansøgeren gik ud til ham efter skudepisoden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår Muhammed blev dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at drabet på Muhammed fandt sted [i efteråret] 2009, mens han under gensamtalen først har oplyst, at han er sikker på, at drabet fandt sted [i vinteren] 2009. Foreholdt divergensen har ansøgeren senere under samtalen oplyst, at tidspunktet var i [efteråret] 2009, og ansøgeren har ligeledes for nævnet oplyst dette tidspunkt. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til de forskellige forklaringer som ansøgeren har givet vedrørende tidspunktet for hans udrejse af Somalia. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren har været fængslet og haft mulighed for at flygte derfra, efter at han angiveligt er blevet dømt til døden. Nævnet henviser til, at ansøgeren på flere spørgsmål herom har svaret afglidende og upræcist, og at han ikke har været i stand til at oplyse nærmere om forholdene i fængslet og de andre indsatte, som han delte celle med. Fængslingen af ansøgeren fremstår herefter ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/11
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører […]-klanen og er muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har i en del af sit liv boet i Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold på grund af den vilkårlige vold, der finder sted i landet, og at hans ligeledes frygter at blive dræbt eller hvervet af al-Shabaab, eller at myndighederne i Somalia vil antage, at han er medlem af al-Shabaab. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han ikke har noget netværk i Somalia. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt af sine morbrødre på grund af en konflikt mellem morbrødrene og ansøgerens moder om arven efter ansøgerens morfader. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at en konflikt mellem ansøgerens moder og hendes brødre kan danne grundlag for asylbeskyttelse efter udlændingelovens § 7. Der lægges blandt andet vægt på, at problemerne mellem ansøgerens moder og hendes brødre er opstået for cirka 16 år siden, forinden ansøgeren sammen med sin moder og sine søskende udrejste fra Somalia til Yemen. Ansøgeren var den gang ni år gammel, og ansøgeren har ikke forinden udrejsen eller på noget senere tidspunkt personligt haft konflikter med sine morbrødre. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil blive udsat for forfølgelse fra sine morbrødre ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, hvor brødrene bor eller opholder sig i Somalia, og at han ikke har kendskab til deres beskæftigelse. Han var for tre år siden bekendt med, at de opholdt sig i […]. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold i Somalia lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter hverken med al-Shabaab eller de somaliske myndigheder, og at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i […] og i det område af Somalia, hvor […] er beliggende, efter baggrundsoplysningerne er væsentligt forbedret og ikke længere er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret i særlig grad og ikke kan karakteriseres som særlig sårbar, alene fordi han ikke har et netværk i Somalia. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Gaboye og underklanen […], og han er muslim af trosretning fra Afgooye i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive forfulgt af medlemmer fra Galadi-klanen, idet de kræver blodpenge af ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans søn, […], i 2007 legede med en dreng fra Galadi-klanen. Drengen fra Galadi-klanen hedder […]. [Ansøgerens søn] kom til at stikke drengen i øjet med en gren, hvilket krævede behandling. Dagen efter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af [faderen til drengen fra Galadi-klanen] og to andre mænd fra Galadi-klanen, som krævede flere tusinde amerikanske dollars i erstatning. Ansøgeren betalte dem 300 amerikanske dollars, hvorved han købte sig noget tid. To måneder senere henvendte [faderen til drengen fra Galadi-klanen] og tre andre mænd sig igen til ansøgeren. Han krævede erstatning på omkring 10.-12.000 amerikanske dollars. Ansøgeren kunne ikke betale dette beløb. Som følge heraf blev ansøgeren anholdt af politiet, som tilbageholdt ham i en måned. Politiet aftalte samtidig med [Galadi-klanen], at [de] kunne overtage ansøgerens hus, hvilket dækkede halvdelen af hans gæld til [Galadi-klanen]. Omkring fire til fem måneder senere blev ansøgeren igen opsøgt af [faderen til drengen fra Galadi-klanen] og to andre mænd. De krævede, at ansøgeren betalte det resterende beløb, hvilket ikke var muligt for ansøgeren. De begyndte at slå ansøgeren, hvilket resulterede i, at han mistede bevidstheden. Ansøgeren blev indlagt på hospitalet i Afgooye i seks måneder. Under indlæggelsen indgik ansøgeren en skriftlig aftale med [Galadi-klanen], som forpligtede ham til at betale det resterende beløb inden for ni måneder. En måned før fristens udløb indså ansøgeren, at han ikke kunne betale beløbet, hvorfor han flyttede til Mogadishu for at tjene penge til at dække gælden. Efter to måneder i Mogadishu blev han kontaktet af sin ægtefælle, som fortalte, at Galadi-klanen havde opsøgt hende og krævet, at han omgående henvendte sig til dem. Hans ægtefælle flyttede derfor til en flygtningelejr i nærheden af den kenyanske grænse. Ansøgeren valgte også at tage til flygtningelejren, men han blev gjort opmærksom på, at [Galadi-klanen] vidste, at han boede i lejren. Ansøgeren flyttede derfor tilbage til Mogadishu, hvor han opholdt sig i ti dage, inden han rejste videre til Etiopien. Ansøgeren har endelig forklaret, at han forud for 2006 havde problemer med De islamiske Domstole, som havde afkrævet skat af ham, og at de i en periode havde fængslet ham. Ansøgeren har ikke siden 2006 oplevet yderligere problemer med De islamiske Domstole. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren først i forbindelse med asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst om det asylmotiv, han nu gør gældende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, som nærmere anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, på væsentlige punkter har forklaret divergerende vedrørende det endelige asylmotiv. Ansøgeren har endvidere ikke givet møde for Flygtningenævnet og har derfor ikke givet nogen forklaring på disse divergenser. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/1
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med samtalen havde orienteret ansøger om, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos og Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2013: [Update on security and human rights issues in South-Central Somalia, including in Mogadishu], rapporten fra maj 2013 [“Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia] og [“Country of Origin Information Report, den 5. august 2013, Storbritannien “], blandt andet fremgik, at ansøgers hjemby, Marka, blev befriet for al-Shabaab i august 2012 og at byen er stærkt kontrolleret af regeringen og AMISOM.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører hovedklanen Biyomaal samt subklanerne […] og er muslim fra Marka, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive dræbt af al-Shabaab, idet hun har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren blev i [foråret] 2013 ansat af sin nabo MH, som arbejdede for Marka News, der var en nyhedshjemmeside. Hun skulle indsamle informationer til MH til brug for hjemmesiden. Al-Shabaab ringede [i sommeren] 2013 til ansøgeren og truede med at slå hende ihjel, såfremt hun ikke ophørte med sit arbejde og i stedet udførte tilsvarende arbejde for al-Shabaab. Al-Shabaab ringede atter til ansøgeren efter 10-12 dage og truede hende endnu engang på livet. [12 dage senere] angreb fire maskerede og bevæbnede mænd fra al-Shabaab ansøgerens hjem i Marka. Under angrebet blev ansøgerens mor dræbt, ligesom ansøgerens nabo blev såret. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet og fra byen ved hjælp fra AG fra ældrerådet. AGs søn og nevø hjalp ansøgeren til Mogadishu, hvorfra ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens forklaring om, at personer med tilknytning til al-Shabaab har truet hende telefonisk og herefter angrebet hendes hjem fremstår ikke selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i nævnsmødet har forklaret upræcist og afglidende både om sit arbejde for Marka News og om de telefoniske trusler, som hun endvidere har forklaret divergerende om. Den […] 2013 har hun til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev ringet op tre gange, at hun første gang blev kaldt forræder og vantro, at hun anden gang 12 dage senere blev opfordret til at arbejde for al-Shabaab men nægtede og afbrød samtalen, og at hun tredje gang efter at have haft telefonen slukket et par dage på ny fik samme besked. Den […] 2013 har hun først forklaret, at hun blev ringet op to gange, og at manden både første gang [i sommeren] 2014 og anden gang 12 dage senere sagde, at hun skulle stoppe hos sin arbejdsgiver og arbejde for al-Shabaab i stedet for. Senere i samme samtale har hun forklaret, at manden anden gang sagde, at hun ikke havde lyttet, og at hun nu ville miste sit liv, og at manden afbrød samtalen. Foreholdt divergensen i forhold til første samtale forklarede hun herefter, at hun modtog tre opkald, men at hun tredje gang lagde på. I nævnsmødet har hun forklaret, at der gik mindst tolv dage mellem første og andet opkald, og at hun ikke blot omtrentligt kan oplyse, hvor lang tid der gik mellem andet og tredje opkald. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter forekommer usandsynlig, herunder at hun uden særlige kvalifikationer blev ansat og aflønnet med 50 USD om måneden, at al-Shabaab identificerede og forfulgte hende, men ikke arbejdsgiveren, og at hendes kusine fra USA tilfældigt ringede op, og herefter fra USA skaffede ansøger en agent og betalte hendes udrejse, der skete få dage senere [i sommeren] 2013. Flygtningenævnet finder, at de seneste baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Marka er sådan, at enhver, der vender tilbage dertil, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/30
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. I Udlændingestyrelsens samtalereferat af primo 2014 blev ansøger orienteret om de aktuelle baggrundsoplysninger om ansøgers hjemby. Det fremgår heraf, at ansøgers hjemby, Qoryooley, blev befriet af al-Shabaab i marts 2014 af de somaliske regeringsstyrker og med støtte fra AMISOM.Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren tilhører […]-klanen og er fra Qoryooley i Shabella Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive forfulgt af sin stedfader. Ansøgeren frygter endvidere stedfaderens nevø, A, som stedfaderen har forlangt, at ansøgeren skal giftes med. A har tilknytning til al-Shabaab og er ligesom stedfaderen fra Habagidir-klanen. Ansøgeren og en anden mand, F, havde haft et forhold siden 2006. Stedfaderen hørte i 2009 rygter herom og forbød da ansøgeren at se F. Han forbød endvidere ansøgeren at fortsætte sit arbejde i en frisørsalon, hvor hun plejede at mødes med F. Ansøgeren rettede sig ikke efter det, stedfaderen havde sagt. Hun fortsatte i skjul med at arbejde i frisørsalonen, og hun mødtes også de næste år med F en gang om ugen i salonen. Da stedfaderen blev bekendt med, at ansøgeren og F havde giftet sig i [foråret] 2012, låste han hende inde. Efter få dage låste ansøgerens moder hende ud, og ansøgeren forlod straks hjemmet. Få timer senere forlod hun også Qoryooley. Inden afrejsen fra denne by havde ansøgeren fået opsnappet snak om, at stedfaderen havde opsøgt F og i dennes hjem slået Fs broder ihjel. Man talte også i byen om, at F var flygtet. Ansøgeren har ikke siden talt med F, og hun kender ikke hans skæbne. Ansøgeren var gravid i [foråret 2012], hvor hun udrejste til Kenya. I [foråret] 2013 fortalte ansøgerens moder hende telefonisk, at stedfaderen ville slå både ansøgeren og hendes søn ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes modsætningsforhold til stedfaderen og A til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at det forekommer meget usandsynligt, at ansøgeren og F skulle have fortsat deres forhold i flere år efter, at stedfaderen hørte herom, og at dette er foregået hver uge i frisørsalon tæt på stedfaderens bolig, uanset at stedfaderen havde fået oplyst, at forholdet kunne have noget med salonen at gøre og havde beordret ansøgeren til at stoppe med at arbejde der. Nævnet har endvidere henset til, at ansøgerens forklaring herom i nævnet ikke er fremstået overbevisende og selvoplevet. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren på flere punkter har afgivet divergerende forklaringer. Hun har ifølge referatet af hendes afhøring i Udlændingestyrelsen således forklaret, at det var stedfaderen, der lukkede hende ud af rummet, og at han i den forbindelse gav hende besked på, at hun skulle droppe sin mand. I Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at det var moderen der lukkede hende ud, og at ansøgeren straks herefter forlod hjemmet. Isoleret betragtet finder nævnet ikke at kunne lægge særlig vægt på divergenserne, men forekomsten heraf indgår i den samlede vurdering. Efter de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Qoryooley finder Flygtningenævnet endvidere ikke, at disse på nuværende tidspunkt har en sådan karakter, at alle der kommer fra området er berettiget til asyl, uanset om de som ansøgeren måtte være uprofileret. Den omstændighed, at ansøgeren er en kvinde med et lille barn og derfor kan være i en vanskelig situation, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse i henhold til flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/29
Nævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet hjemviste i efteråret 2013 sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle indhente nærmere oplysninger om ansøgerens opholdsgrundlag i Italien. I begyndelsen af 2014 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger tilhører klanen Al Sharaff og underklanen […] og er muslim af trosretning fra Baledweyne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab grundet sit arbejde med de etiopiske styrker i landet. Ligeledes frygter han at blive slået ihjel af familiemedlemmer til personer, der er blevet slået ihjel eller straffet af de etiopiske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i 2006 begyndte at arbejde for de etiopiske styrker i Baladwayne, og at al-Shabaab som følge heraf efterstræbte ham. Da de etiopiske styrker forlod området i 2008, stod ansøgeren ubeskyttet tilbage. Han har modtaget en telefonisk trussel i [begyndelsen af] 2007 fra De Muslimske Domstole, som kaldte ham vantro. Endvidere har han oplyst, at hans fætter blev slået ihjel [i sommeren] 2008, som hævn mod ansøgeren og de etiopiske tropper, og at han samme aften modtog et telefonopkald fra en bekendt, som truede ham på livet. Ansøgerne udrejste derfor til Etiopien [i begyndelsen af] 2009 og videre til Italien. Han vil ikke tilbage til Italien, fordi der er ringe levevilkår. Den kvindelige ansøger tilhører klanen Rerow Hassan og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hendes familie vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Somalia. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun giftede sig med en mand ved navn S fra Midgaanak klanen, hvilket hendes familie ikke accepterede, hvorfor de smed hende ud hjemmefra i 2002. Hun fik to børn med S, hvoraf det ene døde og det andet blev taget fra hende af hendes tidligere svigermor. Svigermoren smed hende ud af hjemmet, da S døde i 2006. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun udrejste af Somalia med sin nuværende ægtefælle, da dennes problemer opstod. Endelig har hun oplyst, at hun ikke vil tilbage til Italien grundet dårlige levevilkår, og fordi hun ikke kan få hjælp til behandling af sin sygdom. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen tilkendegivet, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lægger efter den mandlige ansøgers forklaring, der understøttes af de modtagne oplysninger fra Italien, til grund, at ansøgerne er meddelt opholdstilladelse med subsidiær beskyttelse i Italien, at opholdstilladelsen er gyldig indtil november 2014, og at den kan forlænges. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at en ansøger skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå sådanne økonomiske og sociale forhold til, at Italien, hvor ansøgerne har opholdstilladelse med subsidiær beskyttelse, kan tjene som ansøgernes første asylland. Nævnet finder videre, at ansøgernes personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes oplysninger om, at livet er svært i Italien på grund af dårlige levevilkår, manglende arbejde og forståelse af sproget samt manglende lægehjælp, ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker i den forbindelse endvidere, at ansøgerne under opholdet i Italien modtog lægehjælp i forbindelse med en barnefødsel og, at det tillige fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein m.fl. mod Nederlandene og Italien, at personer med subsidiær beskyttelse i Italien kan søge sundhedsydelser. Det bemærkes endvidere, at ansøgerne under deres ophold i Italien har kunnet spare op og således finansiere rejsen til Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på EMD’s afgørelse i sagen mod Schweiz. Der er herved lagt vægt på, at denne sag omhandler Italiens forhold som modtagerland for asylansøgere og ikke de generelle socio-økonomiske forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/28
Nævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger tilhører klanerne Gaboye/Garyele og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Den kvindelige ansøger tilhører klanerne Tumaal/[…] og er muslim fra […], Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia dels frygter at blive behandlet nedladende af andre somaliere, fordi hun tilhører en mindretalsklan, dels frygter at blive slået ihjel af en ukendt gruppe bevæbnede mænd. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger oplyst, at hun i 2001 blev voldtaget af tre mænd, der overfaldt hende og hendes broder, da de var på vej til byen for at sælge mælk. Mændene slog den kvindelige ansøgers broder ihjel, da han forsøgte at komme den kvindelige ansøger til undsætning. Inden voldtægten kom mændene med en bemærkning om den kvindelige ansøgers klantilhørsforhold. I Mogadishu har den kvindelige ansøgers naboer mange gange kastet sten efter den kvindelige ansøger og overfaldet hende verbalt. Endvidere har folk undladt at betale den kvindelige ansøger, når hun har udført et stykke arbejde for dem, fordi hun kommer fra en mindretalsklan og derfor ikke har mulighed for at håndhæve sine rettigheder. Endelige har den kvindelige ansøger henvist til sin ægtefælles forhold. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia dels frygter at blive dræbt af personer fra al-Shabaab, dels frygter undertrykkelse på grund af sit klantilhørsforhold. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i [en bydel] i Mogadishu havde sit eget værksted, hvor han reparerede biler. [I begyndelsen af] 2007 blev ansøgeren første gang opsøgt af personer fra al-Shabaab, der ville have, at han skulle reparere deres biler gratis. Den mandlige ansøger blev slået, hvis han nægtede, og frem til [efteråret] 2007 arbejdede han gratis for dem. I [efteråret] 2007 kom personerne fra al-Shabaab og sagde, at den mandlige ansøger skulle komme med dem til deres lejr og reparere biler. Den mandlige ansøger aftalte med dem, at de skulle komme tilbage den efterfølgende dag, men ansøgeren mødte ikke op på værkstedet som aftalt, og den efterfølgende nat blev ansøgerens første ægtefælle opsøgt på sin bopæl af seks maskerede personer, angiveligt fra al-Shabaab, der spurgte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøgers første ægtefælle indledte en diskussion med dem, og det endte med, at de skød og dræbte hende. Den mandlige ansøger og hans ægtefælle skjulte sig indtil udrejsen i [foråret] 2008. Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2013 blev truffet under den praksis, der blev fulgt efter Sufi Elmi dommen af 28. juni 2011. Efter indhentelse af nye oplysninger vedrørende de generelle forhold i Somalia traf Flygtningenævnet i maj 2013 afgørelse i nogle prøvesager. Den 5. september 2013 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen KAB mod Sverige. I lyset heraf traf Udlændingestyrelsen afgørelsen i slutningen af 2013. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under disse omstændigheder har været berettiget til at foretage en fornyet vurdering af, om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger, da han drev autoværksted i en bydel i Mogadishu, af personer fra al-Shabaab blev truet til at reparere deres biler uden betaling, og at hans første ægtefælle som følge af denne konflikt blev skudt og dræbt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at disse begivenheder, der ligger tilbage i 2007, da al-Shabbab kontrollerede Mogadishu, ikke giver grundlag for at antage, at ansøgerne ved tilbagevenden til Somalia i dag vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til den voldtægt, som den kvindelige ansøger angiveligt var udsat for i 2001. Heller ikke den diskrimination, som ansøgerne angiver at være udsat for som følge af deres klantilhørsforhold, finder nævnet kan begrunde asyl. Om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu bemærker Flygtningenævnet, at nævnet i maj 2013 i fem prøvesager efter baggrundsoplysninger om en væsentligt forbedret sikkerhedsmæssig situation fandt, at de generelle forhold i og omkring Mogadishu ikke længere i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 5. september 2013 udtalt, at de foreliggende informationer om Somalia ikke indikerer, at den aktuelle situation er sådan, at enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse i Mogadishu risikerer at blive udsat for forhold som omhandlet i EMRK artikel 3. De seneste baggrundsoplysninger, herunder Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport ” Update on security and protection issues in Mogadishu and South-Central Somalia” fra marts 2014, er ikke entydige med hensyn til den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, der af forskellige kilder beskrives henholdsvis som forværret, uændret, forbedret og svingende. Rapporten indeholder informationer om, at der særligt under ramadanen i august 2013 var et stigende antal angreb fra al-Shabaab, men at der siden har været færre hændelser, at antallet af civile tilskadekomne er faldet, og at det for civile tilskadekomne har drejet sig om at have været ”på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”. UNHCR har i januar 2014 angivet, at der siden april/maj 2013 har været et stigende antal angreb fra al-Shabbab, herunder på steder, hvor civile samles, fx markedspladser, hoteller og offentlige pladser, og at al-Shabbab ved at angribe folk på offentlige steder sender en besked til befolkningen i almindelighed. UNDSS har oplyst, at der har været en stigning i antallet af angreb på almindelige civile, og at fx indehavere af tebutikker er i risiko. En anden kilde udtaler, at det er helt forkert at hævde, at al-Shabbab angriber almindelige civile, der kun bliver dræbt i tilfælde, hvor de er ”på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”. Flygtningenævnet finder, at de seneste baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu er ændret på en sådan måde, at enhver, der vender tilbage til det regeringskontrollerede område i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/27
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren tilhører hovedklanen Darood, underklanen Ogaden, subklanen […] og er sunni-muslim fra Somalia. Hun er født i Galkayo. De første seks leveår flyttede familien rundt. Herefter boede hun i omkring 4-5 år i Mogadishu, hvor hun gik i skole. Hun boede herefter 1-2 år i […]. Hun udrejste i 1992 på grund af borgerkrigen. Ansøgeren har aldrig været udsat for konkrete overgreb i Somalia. Hun har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet, herunder at hun ikke har noget sted at bo. Hun kan heller ikke tage tilbage til Italien, da hun ikke har noget sted at bo, ligesom hun ikke har arbejde eller kan sproget. Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2013 blev truffet under den praksis, der blev fulgt efter Sufi Elmi dommen af 28. juni 2011. Efter indhentelse af nye oplysninger vedrørende de generelle forhold i Somalia traf Flygtningenævnet i maj 2013 afgørelse i nogle prøvesager. Den 5. september 2013 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen KAB mod Sverige. I lyset heraf og efter yderligere nye baggrundsoplysninger traf Udlændingestyrelsen afgørelsen af […] 2014. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under de angivne omstændigheder har været berettiget til at foretage en fornyet vurdering af, om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Somalia, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at hun således opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er en enlig kvinde, der udrejste af Somalia som 12-årig i 1992, og at hun ikke, bortset fra et kortvarigt ophold i 2005, har været tilbage i landet, at ansøgeren har et barn, at ansøgeren lider af en psykisk sygdom, der har krævet behandling med mellemrum, og at ansøgeren, selvom hun tilhører en hovedklan, ikke kan antages at have nogen nærmere familie i Somalia. Flertallet finder imidlertid, at Italien, hvor ansøgeren har en gældende opholdstilladelse, kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren er i en sådan særligt sårbar situation, at hun ikke vil kunne sendes tilbage til Italien. Flertallet bemærker herved, at ansøgeren har opholdt sig længere tid i Italien, og at hun efter det oplyste der blev undergivet den relevante lægebehandling. Flertallet finder således, at ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Italien kan tjene som hendes første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/25
Nævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og et mindreårigt barn fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Abgal og underklanen […]. Hun er muslim og fra Jowhar, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle i 2002 begyndte at arbejde for en myndighedsperson ved navn […]. Ægtefællens arbejde bestod i at indkræve skatter, som han afleverede på et kontor i Jowhar. Al-Shabaab fik på et tidspunkt kontrol over Jowhar. Ægtefællen flygtede fra byen, da mange af hans kollegaer blev opsøgt af al-Shabaab, som mente at personer, der arbejdede for regeringen, var vantro. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af al-Shabaab. En uge efter ægtefællens flugt opsøgte al-Shabaab første gang ansøgeren. De spurgte hende, hvor ægtefællen opholdt sig, og hun svarede, at hun ikke kendte til hans opholdssted. Fire til fem dage efter opsøgte al-Shabaab atter ansøgeren. De spurgte hende, hvor hende ældste søn befandt sig, da de ville tilbageholde ham, indtil ægtefællen kom tilbage. Sønnen, som på tidspunktet for denne henvendelse, var i skole, blev efterfølgende sendt til Mogadishu, hvor han boede hos ansøgerens broder. Tredje gang, al-Shabaab opsøgte hende, blev hun slået med en geværkolbe. Efter to uger flygtede ansøgeren med hjælp fra sin moder, der solgte smykker og jord for at kunne finansiere rejsen til Europa. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren, at al-Shabaab vil halshugge hende, fordi hun ikke fortalte dem, hvor ægtefællen og sønnen opholdt sig. Hun har derudover ikke noget tilbage i Jowhar, da hendes moder solgte deres jord.Det må tillægges vægt, at al-Shabaab opsøgte ansøgeren på bopælen alene på grund af ægtefællens forhold, og at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret.Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren forud for udrejsen af Somalia var i stand til at opholde sig i Mogadishu i en længere periode. Endelig må det efter de foreliggende baggrundsoplysninger tillægges vægt, at sikkerhedssituationen er blevet væsentligt forbedret i Jowhar-området siden ansøgerens udrejse. Al-Shabaab er blevet væsentligt svækket og har ikke længere kontrollen over ansøgerens hjemby. Det kan derfor ikke antages, at forholdene i hjembyen er af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK artikel 3. Hertil kommer, at ansøgeren ved en tilbagevenden skal rejse gennem områder, som domineres af hendes egen klan. De forhold, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for forud for udrejsen, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at de i sig selv kan begrunde asyl. Når der videre henses til det ovenfor anførte om ansøgerens personlige forhold, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2014/24
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen Hawiye, subklanen […] og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af militsen al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2012 blev opsøgt af al-Shabaab, der ville have ham til at kæmpe for dem. Al-Shabaab bragte ham til et slags fængsel, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter omkring to ugers fangenskab formåede ansøgeren at flygte. Han opholdt sig herefter i skjul hos en ven frem til sin udrejse [i foråret] 2012. Under ansøgerens ophold hos sin ven kidnappede al-Shabaab ansøgerens fader og slog ham ihjel. Al-Shabaab har herudover ringet til ansøgeren og truet ham på livet samt, efter ansøgerens udrejse, rettet henvendelse på ansøgerens moders bopæl. Selv om ansøgerens forklaring om, at han, sammen med flere andre unge mænd, blev tilbageholdt af al-Shabaab og forsøgt tvangshvervet lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at denne konflikt ikke har en karakter, der har profileret ansøgeren i forhold til al-Shabaab på en sådan måde, at han herved vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Mogadishu. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at al-Shabaab efter hans udrejse har opsøgt hans mor for at lede efter ham. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren må anses for ganske lavprofileret i forhold til al-Shabaab, hvorfor det i lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger, om al-Shabaabs tilstedeværelse i Mogadishu forekommer påfaldende, at de skulle have opsøgt hans mor for at lede efter ham, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af henvendelser til hans mor. Efter de seneste baggrundsoplysninger om den aktuelle generelle sikkerhedssituation i og omkring Mogadishu, finder Flygtningenævnet, at denne ikke i sig selv kan begrunde asyl. Sammenfattende finder Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/23
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt parrets to mindreårige børn fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At den mandlige ansøger tilhører klanerne hawiye/abgal og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Den kvindelige ansøger tilhører klanerne hawiye/mobleen/[…] og er sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Ansøgeren havde i 2006 en konflikt med De Islamiske Domstole, som pålagde ham at lukke den butik, hvorfra han solgte film. I 2007 genåbnede ansøgeren butikken, og han blev i starten af 2007 opsøgt af unge fra lokalområdet, som bad ham lukke butikken, idet den stred mod islamisk lov. Ansøgeren valgte ikke at lukke butikken, men i slutningen af 2007 kom to personer til butikken og truede ham med en pistol ind i deres bil. Han blev kørt til en lejr et stykke fra Mogadishu. Ansøgeren fik her valget mellem at blive mujahedin eller at blive dræbt. Han deltog herefter i træning i omkring to måneder, hvorefter han flygtede under en kamp, hvor al-Shabaabs konvoj blev angrebet. Efter at være flygtet blev han kontaktet af al-Shaabab, som fortalte ham, at dette havde været hans sidste chance, idet de nu ville finde ham og slå ham ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ikke har noget sted at bo. I 2007 var der kampe mellem to klaner i bydelen Medina i Mogadishu, hvor ansøgeren boede med sin familie. Under disse kampe døde to af ansøgerens søskende og mange naboer, ligesom hendes far blev såret, og en lang række huse i området blev ødelagt. Ansøgerens familie flygtede til Kenya uden ansøgeren. Ved en tilbagevenden vil hun på ny måtte undvære familiens støtte. Da hun i sin tid måtte flygte, var hun alene. I dag frygter hun tillige, hvad der vil ske med hendes to små børn. Begge asylansøgere har som asylmotiv henvist til, at deres fælles datter, der er født i Italien i 2011, ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret, på samme måde som den kvindelige ansøger i sin tid blev det. Begge ansøgere er imod omskæring, men de vil ikke kunne forhindre, at datteren desuagtet vil blive omskåret, idet beslutningen om omskæring ikke træffes af barnets forældre, men af familien og klanens ældste. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring om tvangsrekrutteringen og flugten fra al-Shabaab i 2007 i det væsentlige kan lægges til grund, idet forklaringen generelt har fremstået troværdig og uden betydende divergenser. Flygtningenævnet lægger på grundlag af forklaringen til grund, at ansøgeren blev tvunget til en al-Shabaab træningslejr, hvor ansøgeren modtog våbentræning. Ansøgeren blev på et tidspunkt syg og overgik til køkkentjeneste. Da ansøgeren sammen med omkring 20 andre i en bus blev kørt fra lejren, havde ansøgeren ikke fået udleveret et våben. Under en skudveksling flygtede ansøgeren fra stedet. Ansøgeren, der var ganske ung på tidspunktet, befandt sig i træningslejren i rimelig kort tid, og modtog en begrænset træning. Ansøgeren er ikke deserteret under deltagelse i væbnet kamp, og må efter nævnets flertals opfattelse anses som relativt uprofileret. Under henvisning hertil samt under henvisning til den lange tid, der er gået siden ansøgeren forlod hjemlandet, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om al-Shabaabs væsentligt svækkede position i Mogadishu, finder nævnets flertal ikke, at det er sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Mogadishu på grund af rekrutteringen og flugten i 2007 vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i eller tilbagevenden til området. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet og konkret vurdering, at det ikke kan afvises, at ansøgerens datter, der er født i Italien i 2011, vil være i risiko for mod ansøgernes vilje at blive omskåret, hvis ansøgerne må vende tilbage til hjemlandet med hende. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillagt det vægt, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at mere end 95 % af alle piger i Somalia omskæres. Nævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgerne i den konkrete situation ikke vil være i stand til at forhindre, at datteren udsættes for dette overgreb, idet den mandlige ansøger i 2012 forsøgte at hindre, at den mandlige ansøgers to søstre blev omskåret, men at de to søstre desuagtet blev omskåret, fordi familien forlangte dette. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgerne af denne grund er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et mindretal finder af de samme grunde, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne kom til Italien i 2008 og at de begge i Italien har opnået opholdstilladelse på grundlag af beskyttelsesstatus. Ansøgernes opholdstilladelser i Italien er gyldige til henholdsvis [slutningen af] 2014 og [efteråret] 2014. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, i punkt 39 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted a residence permit for compelling humanitarian reasons will be provided with a residence permit with a validity of one year which can be converted into a residence permit for the purpose of work in Italy, provided the person concerned holds a passport. A residence permit granted on humanitarian grounds entitles the person concerned to work, to health and, in case he or she has no passport, to travel document for aliens.” Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold til, at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnets flertal finder videre, at ansøgernes personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. Herefter og efter de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnets flertal, at Italien i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kan tjene som ansøgerens første asylland, uanset det forklarede om ansøgernes problemer under opholdet i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/22
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen Hawiya, subklanen Habargidir, subsubklanen […] og er sunni muslim af trosretning fra Cadaado, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at han som 18-årig flyttede til Mogadishu, hvor han åbnede en musikforretning med sin fætter. Den […] 2012 blev han skudt i hovedet af al-Shabaab, da han ikke efterkom deres ordre om at lukke musikforretningen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Somalia ikke kan få den nødvendige medicinske hjælp til sine epileptiske anfald, som han lider af som følge af skudepisoden. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren på et tidspunkt er blevet skudt i hovedet. Flygtningenævnet kan imidlertid og uanset en vis lempeligere bevisvurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om, hvordan han blev skudt i hovedet og af hvem, til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om skudepisoden forekommer utroværdig. Nævnet har lagt vægt på, at omstændighederne ved skudepisoden, uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev skudt i et vejkryds, bærer præg af tilfældighed, idet det forekommer usandsynligt, at al-Shabaab skulle kunne genkende ansøgeren, der kørte i sin fætters bil midt på dagen, og at bilen efter det oplyste var en almindelig gammel bil. Det forekommer endvidere usandsynligt, at al-Shabaab skulle planlægge at udføre et attentat mod en person, der kører i en bil, med små håndvåben. Det forekommer endvidere usandsynligt, ansøgeren skulle destruere sine journaler fra hospitalet i Tyrkiet, når han fortsat var meget ilde tilredt og på vej videre for at få behandling. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har haft en musikbutik af en vis størrelse, som al-Shabaab krævede, at han lukkede, findes han ikke i dag at være profileret i en sådan grad, at det kan antages, at al-Shabaab vil efterstræbe ham. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret udbyggende om musikbutikken. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de omstændigheder, som ansøgeren har oplyst om til støtte for sin asylansøgning eller om sine personlige forhold, kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren er en yngre mand, der efter det oplyste har familie i Somalia og et tilhørsforhold til en af de store klaner, og at han må antages at kunne søge beskyttelse hos andre med samme klanforhold. Den omstændighed, at ansøgeren som følge af sine skud i hovedet har nogle behandlingskrævende følgesygdomme kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/21
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen Biimaal, subklanen Ismiin og underklanen […] og er muslim af trosretning fra Merca, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet han er efterstræbt af al-Shabaab, herunder en familie, der i 2002 slog ansøgerens fader ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at den somaliske regering vil opfatte ham som en fjendtlig part, idet medlemmer af Habargidir-klanen er tilknyttet regeringen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader i 2002 blev slået ihjel af en familie, som tilhørte Habagidir-klanen. Drabet var foranlediget af, at ansøgerens fader havde klaget til klanrådet i Merca, idet denne familie havde overtaget en af ansøgerens families ejendomme. [I foråret 2012] blev ansøgeren opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab på den privatskole, som ansøgeren og hans partner havde åbnet. En af medlemmerne fra al-Shabaab tilhørte familien, som i 2002 havde slået ansøgerens fader ihjel. De krævede, at ansøgeren indenfor tre dage implementerede et islamisk pensum i undervisningen, hvilket ville gøre eleverne mere loyale overfor al-Shabaab. Ansøgeren og hans partner ville ikke gå med til dette, hvorfor al-Shabaab tre dage senere tog dem med på den lokale politistation. På vej til politistationen blev ansøgeren og hans partner udsat for slag, hvorved ansøgerens skulder brækkede. Efter to dage i al-Shabaabs varetægt blev ansøgeren løsladt til ansøgerens faders fætters varetægt, som garanterede for ansøgerens tilstedeværelse, indtil ansøgeren kunne stilles for en islamisk domstol. Ansøgerens partner blev ligeledes løsladt. Umiddelbart efter deres løsladelse fortsatte ansøgerens partner undervisningen, hvorfor han blev slået ihjel af al-Shabaab. Grundet dette flygtede ansøgeren fra Merca og blev på vej til Mogadishu orienteret om, at ansøgerens faders fætter var blevet slået ihjel. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at drabet på faderen i 2002 ikke har noget at gøre med hans asylmotiv, der alene angår konflikten med al-Shabaab. Hvis andet fremgår af samtalereferatet, beror det på misforståelser og tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at tolkningen under asylsamtalen er sket på ansøgerens eget sprog, at han har fået oplæst samtalereferatet og underskrevet det. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens henvisning til tolkeproblemer giver en plausibel forklaring på, at han på centrale punkter, der omfatter lange passager, har ændret sin forklaring. Samtalereferatet er detaljeret og indeholder rettelser efter ansøgerens ønske. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin konflikt med al-Shabaab. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at al-Shabaab ville komme med anvisninger på, hvorledes ansøgeren skulle formidle deres budskaber til eleverne. Ansøgeren har imidlertid ikke modtaget sådanne anvisninger, og det er derfor ikke troværdigt, at ansøgeren tre dage senere blev hentet af al-Shabaab for ikke at følge disse anvisninger. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgerens kollega genoptog arbejdet med den risiko, dette måtte indebære henset til, at han skulle stilles for en islamisk domstol, fordi han ikke ville efterkomme al-Shabaabs krav. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt telefonsamtalen med moderen foregik under flugten eller fra Mogadishu. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgerens moder kunne fremskaffe 6.000 dollars ved salg af jord til finansiering af ansøgerens rejseudgifter. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på en overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han står i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at den generelle sikkerhedssituation i Somalia, herunder Mogadishu samt områder omkring Mogadishu, er væsentligt forbedret. Det fremgår således, at Merca er befriet for al-Shabaab og nu er under regeringens og AMISONs kontrol. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren har en profil, der indebærer, at han vil være i risiko for, at al-Shabaab vil gå målrettet efter ham. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller have behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/19
Nævnet meddelte i marts 2014 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt 3 børn fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk Darood og muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel på grund af den generelt dårlige sikkerhedssituation i det sydlige og centrale Somalia. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes ægtefælle eller andre slægtninge vil foranledige, at hendes datter vil bliver omskåret. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaabs forsøg på at tvangsrekruttere hendes ægtefælle i […] vil medføre, at hun og hendes børn vil blive taget som gidsler af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke personligt har haft nogen form for konflikter i Mogadishu eller andre steder i Somalia, men at hun har hørt om, at andre mennesker har været udsat for voldtægter og skudepisoder på grund af den generelt dårlige sikkerhedssituation i det sydlige og centrale Somalia. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun under sit ophold i Danmark talte med sin ægtefælles søster, der oplyste, at al-Shabaab har forsøgt at tvangshverve hendes ægtefælle, og at han derfor har forladt byen […], som de boede i efter 2008. Ansøgeren har yderligere under nævnsmødet forklaret, at hun i Mogadishu har været udsat for kidnapning af fire maskerede mænd på et marked, hvor hun var på indkøb. Der var ingen, der blandede sig i episoden, og hun fulgte med, da hun fik presset en pistol mod sin ryg. Hun blev tilbageholdt i to dage, voldtaget flere gange, slået og brændt på kroppen med en metaltråd. Hun har endvidere forklaret om problemer med al-Shabaab i relation til ægteskab, ligesom hun har forklaret, at manden i forbindelse med problemer med al-Shabaab er forsvundet efter hendes udrejse. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren som forklaret er blevet kidnappet og voldtaget i 2008, finder Flygtningenævnet ikke, at dette forhold kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger vægt på den tid, der er gået siden da, og at der derfor er tale om et afsluttet forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at det, ansøgeren har forklaret om sin og ægtefællens konflikter med al-Shabaab, er omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på konflikternes karakter og på, at den generelle situation i Mogadishu på en række punkter er forbedret, ligesom det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaab er fordrevet fra Mogadishu. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i reel risiko for repressalier fra al-Shabaab. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet heller ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK art. 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at hendes seks måneder gamle datter, der er født i Danmark, vil være i risiko for, mod ansøgerens vilje, at blive omskåret, hvis ansøgeren vender hjem til hjemlandet med datteren. Flygtningenævnet lægger ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren, der vil vende tilbage som enlig kvinde med tre børn og uden kendskab til ægtefællens situation, vil have vanskeligt ved at modstå det sociale pres for at lade datteren blive omskåret. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at mere end 95 % af alle piger i Somalia omskæres. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren og hendes datter af denne grund er omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger samt tre børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2014/18
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen sheekhal og er muslim fra landsbyen […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun en aften i 2012 blev opsøgt på sin mormoders bopæl af tre mænd i uniformer, hvoraf den ene sagde, at ansøgerens fader havde lovet hende væk til ham. Ansøgeren tog hen til mormoderens nabo, som kunne hjælpe ansøgeren væk, idet faderen insisterede på ægteskabet, men naboens plejesøn havde tilknytning til al-Shaabab, og han hentede to personer fra al-Shabaab, som tog ansøgeren med og tilbageholdt hende, idet plejesønnen beskyldte hende for at tale grimt om mujahedinere. Dagen efter fik ansøgeren en dom på 120 piskeslag samt afklipning af tungespidsen. To dage senere lykkedes det ansøgeren at flygte. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter hun således al-Shabaab samt det tvangsægteskab, hendes fader vil udsætte hende for. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Somalia. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om sit asylmotiv. Ansøgeren har således først forklaret, at hun forlod Somalia på grund af den dårlige sikkerhedsmæssige situation og fordi, hun ikke kunne få den uddannelse, som hun gerne ville have. Ansøgeren har først under senere samtaler forklaret, at hun også frygtede at blive tvangsgift, og at hun frygtede al-Shabaab, som tidligere havde tilbageholdt hende. Ansøgerens forklaring om sin flugt fra al-Shabaab og om familiens finansiering af hendes udrejse fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om familiemedlemmers tilknytning til al-Shabaab, herunder om hendes fætter, der hjalp hende fri. Ansøgerens forklaring om flugten fra al-Shabaab er uden detaljer og fremstår ikke overbevisende. Det forekommer endvidere usandsynlig, at hendes far, der ville have hende tvangsgift, skulle finansiere hendes udrejse uanset moderens trusler om at forlade ham. Ansøgerens forklaring om faderens reaktion forekommer i øvrigt utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt hendes far var hjemme, da hun ankom til forældrenes hjem efter flugten fra al-Shabaab, og at hun har forklaret udbyggende om, at han ikke var bekendt med, at hun skulle være taget af al-Shabaab, men at han indvilligede i at finansiere hendes flugt på grund af faren for, at al-Shabaab ville slå hende ihjel. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle flygte til forældrenes bopæl, når hun tidligere havde gemt sig hos mormoderens nabo, fordi hun frygtede sin far. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de omstændigheder, som ansøgeren har oplyst om til støtte for sin asylansøgning eller om sine personlige forhold, kan føre til, at hun meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har oplyst, at hun kommer fra det sydlige Somalia i nærheden af Marka. Flygtningenævnet kan trods sprogtesten ikke afvise, at ansøgeren kommer fra dette område. For så vidt angår den generelle sikkerhedssituation i Marka-området syd for Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet derfor følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Det fremgår af punkt 3.3 i den ovennævnte fact finding rapport fra maj 2013, at Marka-området er stærkt kontrolleret af AMISOM og SNAF, og at al-Shabaabs aktiviteter i området er af mindre alvorlig karakter. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Marka-området, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren er en ung kvinde, der efter det oplyste har nær familie og klantilhørsforhold i sin hjemegn, og at hun efter nævnets vurdering ikke er i modsætningsforhold til nogen, herunder al-Shabaab, i hjemlandet. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/17
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk reer hamar og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hendes onkel vil tvinge hende til at blive gift med en mand fra Al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at hun i 2010 blev kæreste med sin nuværende ægtefælle […], og tre måneder efter blev de gift. I begyndelsen af deres forhold mødtes de på den privatskole, som ansøgeren gik på, men efter en måned fik ansøgerens onkel kendskab til, at hun gik i skole, hvilket han mente stred imod islam, fordi hun var kvinde, hvorfor han ville have, at ansøgeren stoppede med at gå i skole. Ansøgeren stoppede herefter med at gå i skole, og hendes nuværende ægtefælle begyndte derfor at besøge hende i hendes hjem i stedet. Ansøgerens forældre kunne godt lide [ægtefællen], men ansøgerens onkel brød sig ikke om, at ansøgeren sås med ham, og han ønskede ikke, at de skulle gifte sig. Ansøgeren sagde, at hun ville giftes med ham, men det ville onklen ikke tillade, og onklen blev truende i sin adfærd. Ansøgeren fortsatte med at se […] i smug, og [i slutningen af] 2010 blev de hemmeligt gift. [I sommeren 2011] fik onklen kendskab til, at de var blevet gift. Han truede både ansøgeren og hendes ægtefælle på livet, og i[ efteråret 2011] flygtede ansøgerens ægtefælle fra onklen. Onklen ønskede fortsat, at ansøgeren skulle gifte sig med en fra Al-Shabaab, hvilket hun nægtede, og [i efteråret 2011] fik onklen to mænd til at føre ansøgeren bort til et fængsel med det formål at få hende til at gifte sig med den pågældende mand, som hun kun havde set maskeret én gang. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to måneder. Herefter blev hun befriet fra fængslet af regeringssoldater. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet finder, at der er en række meget betydelige divergenser i hendes forklaringer. Hun har blandt andet til registreringsrapporten og til samtalen i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev viet til [ægtefællen] i sine forældres hjem, hvorimod hun til advokatindlægget og i dag har forklaret, at de blev gift i smug, da hendes fader og onkel var imod ægteskabet. Hun har forklaret divergerende om, hvorledes hun undslap fra fængslet, idet hun til samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun flygtede via et vindue, hvorimod hun til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen har forklaret, at regeringssoldater befriede hende fra fængslet. Hun har endvidere forklaret udbyggende om sine konflikter i hjemlandet, idet hun til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen har angivet, at hun også er forfulgt af sin ægtefælles familie, som følge af at hendes ægtefælles onkel skulle være blevet dræbt på grund af hendes forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at divergenserne i hendes forklaringer kan skyldes tolkeproblemer, idet det er samme tolk, der har tolket for hende under samtalen i Udlændingestyrelsen og under nævnsbehandlingen i dag, og hun har bekræftet, at hun ikke har forståelsesproblemer med tolken under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet bemærker videre, at hendes forklaring til Udlændingestyrelsen er meget detaljeret, herunder hendes detaljerede forklaring om det vindue, som hun flygtede ud ad fra fængslet. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/16
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og tre børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Udlændingestyrelsen meddelte i 2013 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2013 besluttede nævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet oplysningerne om ansøgernes opholdsgrundlag i Italien var mangelfulde.. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne tilhører klanen Hawieye og er muslimer. De angiver at komme fra byen Jowhar i Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Ansøgerne har herved henvist til, at de frygter en mand ved navn [A], idet den mandlige ansøgers broder i 2006 skød denne mand i benet på grund af en jordkonflikt. [A] og hans familie blev efterfølgende medlemmer af al-Shabaab, og de ønsker blodhævn over den mandlige ansøger og hans familie. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den mandlige ansøger i [begyndelsen af] 2008 blev forsøgt hvervet af al-Shabaab til at deltage i hellig krig. Ansøgerne har videre henvist til at den kvindelige ansøgers forældre i 2001 blev dræbt af al-Shabaab, idet de kørte rundt i byen og skød. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen indledningsvist lagde til grund, at ansøgerne isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at Udlændingestyrelsen i en efterfølgende afgørelse ændrede denne vurdering efter Flygtningenævnets hjemvisning af sagen. Udlændingestyrelsens første afgørelse blev truffet den […]2013. Efter indhentelse af akter fra [et andet europæisk land], oplysninger om opholdsgrundlaget i Italien samt nye oplysninger vedrørende de generelle forhold i Somalia, herunder i Jowhar og Mogadishu traf Udlændingestyrelsen en ny afgørelse i sagen den […]2014. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under de angivne omstændigheder har været berettiget til at foretage en fornyet vurdering af, om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende oplysninger i henholdsvis Holland og Danmark. Ansøgerne har således i [et andet europæisk land]forklaret, at den mandlige ansøger er født, opvokset og har gået i skole i Mogadishu, ligesom de i [et andet europæisk land] har forklaret, at de mødte hinanden i Sudan. Ansøgerne har i Danmark forklaret, at den mandlige ansøger er født og opvokset i Jowhar, og de har forklaret, at de mødte hinanden i Jowhar, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at de sammen flygtede til Sudan derfra, mens den mandlige ansøger har forklaret, at parret udrejste til Sudan hver for sig. Endelig har den kvindelige ansøger under nævnsmødet anført, at parret udrejste til Sudan for at blive gift. Ansøgerne er ikke under nævnsmødet fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved, at ansøgerne ikke har forklaret således i [det andet europæiske land], eller at de husker dårligt. Der er herved lagt vægt, at den mandlige ansøger i [det andet europæiske land] har forklaret om konkrete navngivne steder i Mogadishu. Ansøgernes forklaringer forekommer dertil usammenhængende og uden konkrete detaljer, ligesom den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om konflikten med [A] og dennes familie. Den mandlige ansøger har således først forklaret, at han ikke havde konflikter i Somalia udover en konflikt, hvor Al Shabaab forsøgte at hverve ham, mens han først senere under sagsbehandling af den hjemviste sag har forklaret, at hans bror havde skudt [A], hvorfor denne og dennes familie vil hævne sig på ansøgeren. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår[A] blev skudt, samt hvorvidt [A] blev dræbt ved skuddene, eller om han blot blev ramt i benene. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har en konflikt med[ A] og dennes familie. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne ikke under nævnsmødet har været i stand til at uddybe konflikten med [A]. For så vidt angår den af ansøgeren påberåbte konflikt med Al-Shabaab bemærker nævnet, at uanset om Al-Shabaab i 2008 rettede henvendelse til ansøgeren en enkelt gang for at hverve ham, fremstår ansøgeren efter sin egen forklaring helt uprofilerede i forhold til Al-Shabaab, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger i dag er efterstræbt at Al-Shabaab, som har mistet magten i både Jowhar og Mogadishu. For så vidt angår den kvindelige ansøger lægger Flygtningenævnet til grund, at hun, uanset om Al-Shabaab dræbte hendes forældre i 2001 eller 2008, tillige fremstår helt uprofileret i forhold til Al-Shabaab. Der er herved lagt vægt på, at drabet på hendes forældre efter hendes egen forklaring skete helt tilfældigt, og at hun efterfølgende opholdt sig i samme by i en periode uden problemer. Der er endelig lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Somalia, at Al-Shabaab er fordrevet fra både Mogadishu og Jowhar, som AMISON, SNAF og regeringsstyrkerne nu har kontrollen over. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet ikke finder, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at ansøgerne risikerer sådanne overgreb, at de er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at tage den nedlagte hjemvisningspåstand til følge.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/15
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi han ikke ville lade sig rekruttere til al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at repræsentanter fra al-Shabaab[i midten af] 2013 henvendte sig til hans moder. Hun fik besked på, at enten ansøgeren eller dennes broder skulle lade sig hverve til al-Shabaab. 10 til 30 dage senere mødte tre repræsentanter fra al-Shabaab igen op på ansøgerens bopæl. De diskuterede med ansøgerens broder, hvorefter de skød ham. Ti dage senere afgik broderen ved døden som følge af skudangrebet. To måneder efter kom der på ny repræsentanter fra al-Shabaab på ansøgerens bopæl. skulle holde sig skjult hos sin moster, der boede fire huse fra hans bopæl. Omkring en uge senere kom repræsentanter fra al-Shabaab igen til ansøgerens tidligere bopæl. De spurgte efter ansøgeren og sagde, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke lod sig rekruttere. Herefter opholdt ansøgeren sig sammen med sin moder og søskende i Barawe i nogle få dage, hvorefter ansøgeren via Mogadishu udrejste af Somalia. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at ansøgeren er født vinteren 1995. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er 19 år. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring for nævnet om sit asylmotiv ikke har fremstået som selvoplevet, og ansøgeren har på flere af nævnsmedlemmernes spørgsmål svaret afglidende og upræcist. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse har forklaret divergerende om hændelsen, hvor hans broder blev skudt, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan ansøgerens moder meddelte ansøgerens moster, at al-Shabaab havde opsøgt moderen igen, mens ansøgeren holdt sig skjult hos mosteren, og om hvorvidt ansøgeren i dag har familie i Mogadishu. Endeligt finder Flygtningenævnet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger om al-Shabaabs tilstedeværelse i Mogadishu fremstår mindre sandsynligt, at al-Shabaab har bestræbt sig på at tvangsrekruttere ansøgeren som forklaret af denne. På denne baggrund og i øvrigt efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/14
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører rahhanweyn-klanen, og han er muslim af trosretning fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv, idet han ikke mener, at det vil være muligt for ham at finde arbejde, hvorfor hans eneste mulighed er at tilslutte sig Al-Shabaab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans problemer startede i 2006, hvor religiøse folk kom til magten i Mogadishu. Al-Shabaab opfordrede til Jihad mod regeringen, og hans broder frygtede, at han ville blive hvervet af Al-Shabaab, og han opfordrede ham derfor til at udrejse. Ansøgeren forlod Mogadishu i 2007 som følge af de generelt dårlige forhold i byen samt risikoen for at blive hvervet til Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan - uanset om dele af ansøgerens forklaring lægges til grund - ikke lægge ansøgeren forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har været udsat for overgreb fra Al-Shabaabs side, og at han i 2007 alene er flygtet, fordi han frygtede at blive hvervet af Al-Shabaab samt på grund af dårlige leveforhold. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en konkretisering eller uddybning af sin frygt, herunder har ansøgeren ikke været i stand til at sandsynliggøre, at Al-Shabaad skulle efterstræbe ham, der fremstår ganske uprofileret, og som senest var i Mogadishu i 2006. Ansøgerens forklaring om hans brødres og venners konflikter med Al-Shabaab forekommer dertil usammenhængende og uden konkrete detaljer, ligesom det alene beror på ansøgerens egen formodning, at Al-Shabaab eller klanmedlemmer skulle efterstræbe ham. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Al-Shabaab eller med nogen fra en anden klan. Den omstændighed, at ansøgeren har anført, at hans 2 tilbageværende brødre er blevet dræbt i [begyndelsen af]2013 og [sommeren]2014 kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har været i stand til svare uddybende på spørgsmål om, hvorledes disse drab har sammenhæng med hans situation, og idet ansøgeren ikke på nogen måde har sandsynliggjort, at han har en central rolle i forbindelse med disse drab eller i øvrigt fremstår profileret. Der er endelig lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Somalia, at Al-Shabaab er fordrevet fra Mogadishu, som AMISON og regeringsstyrkerne nu har kontrollen over, ligesom det fremgår, at Al-Shabaab ikke længere foretager massetvangshvervninger i Mogadishu. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet ikke finder, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb, at de er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage den af Udlændingestyrelsen subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/13
Nævnet meddelte i juli 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sierra Leone. Indrejst i 2007. I Danmark var ansøgeren i byretten blevet idømt 40 dages fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 171 ved at have gjort brug af et ghanesisk pas forsynet med et falsk Schengen-visum. Det fremgik af sagen, at der var usikkerhed om, hvor ansøgeren kom fra. Ansøgeren taler hausa, som næsten kun tales i Nigeria. Han forklarede herom, at hausa er hans faders modersmål, og at faderens slægt oprindelig stammede fra Nigeria. Ansøgeren forklarede endvidere, at han tidligere i forbindelse med retssagen havde oplyst, at han var ghanesisk statsborger, idet han var blevet pågrebet med ghanesiske papirer på sig. Ansøgeren havde om sit asylmotiv oplyst, at han frygtede for sit liv, fordi han var blevet tvangsrekrutteret af RUF (Revolutionary United Front), hvorfor ansøgeren, efter han var blevet befriet fra RUF, blev forfulgt af politiet, som havde tilbageholdt ansøgeren og slået ham med kæppe samt skåret ham med knive. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om at være født i Sierra Leone til grund. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde givet en forklaring på, at han taler hausa, idet dette var hans farfaders sprog. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde givet visse oplysninger om sin fødeby og Sierra Leone, og at det med ansøgerens baggrund, herunder uddannelsesniveau, ikke burde kræves, at han havde givet mere omfattende oplysninger herom. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var ghanesisk statsborger, idet de eneste oplysninger herom fremgik af det formularmæssigt ægte ghanesiske pas. Ansøgerens forklaring om de overgreb, han havde været udsat for i hjemlandet, stemte godt overens med de generelle baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde været udsat for overgreb fra det lokale politi. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene i Sierra Leone fandt Flygtningenævnet, på trods af at krigen var stoppet, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren kunne opnå den fornødne beskyttelse mod fortsatte overgreb. Flygtningenævnet fandt således ansøgerens subjektive frygt velbegrundet. Da de overgreb, ansøgeren havde været udsat for, måtte antages at have sammenhæng med hans ophold hos RUF og dermed identifikation med denne bevægelse, opfyldte ansøgeren isoleret set betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Da ansøgeren var udvist med indrejseforbud, skulle der tages stilling til, om ansøgeren var udelukket fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, som affattet ved lov nr. 362 af 6. juni 2002. Da Udlændingeservice havde tilkendegivet, at Udlændingeservice ikke var indstillet på at udelukke ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. SierraLeone/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sierra Leone, født 1984. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han under borgerkrigen gennem flere år indtil 2000 havde været tilbageholdt af en milits, der er tilknyttet RUF, at han blev udsat for skud i forbindelse med flugt fra militsen, og at ansøgeren ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af medlemmer af RUF. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han på grundlag af tilbageholdelsen og flugten ved en tilbagevenden risikerer asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger i 2002 var etableret fred med RUF, og andre oprørsgrupper. Sierra/2004/2
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sierra Leone, født i 1958. Indrejst i juni 1991. I 1992 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ved Østre Landsrets dom i 1999 blev ansøgeren straffet med fængsel i 10 år for overtrædelse af straffelovens § 237. Ansøgeren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for bestandig. I 2000 stadfæstede Højesteret dommen. I 2003 indgav ansøgeren ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde påberåbt sig forfølgelse fra RUF, som han i 1991 blev tvangserhvervet til og efter cirka 30 dages ophold flygtede fra. Han havde tillige påberåbt sig forfølgelse fra myndighederne på grund af opholdet hos RUF. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden i dag risikerede overgreb i anledning af hans ophold hos og flugt fra rebellerne i 1991. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå mange år tilbage, samt at forholdene i Sierra Leone på det seneste var blevet mere stabile. Ansøgeren havde endvidere påberåbt sig risiko for i Sierra Leone på ny at blive straffet for det i Danmark begåede drab, som han var idømt fængsel i 10 år. Nævnet fandt, at der ikke var oplyst konkrete omstændigheder, som sandsynliggjorde, at ansøgeren i hjemlandet på ny skulle blive straffet for det forhold, som han i 1999 blev dømt for i Danmark. Efter baggrundsoplysningerne anså nævnet den af ansøgeren påberåbte frygt herfor for ubegrundet. Ansøgeren havde endelig påberåbt sig frygt for forfølgelse fra den dræbtes elsker og familie. Dette forhold anså nævnet for en privat konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge hjemlandets myndigheders beskyttelse mod. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sierra/2004/1
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sierra Leone, født 1976, samt tre børn. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren stammer fra Sierra Leone, og at hun efter sine egne oplysninger ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som umiddelbar årsag til sin påberåbte udrejse ultimo 2003 henvist til risiko for overgreb fra myndighedernes side som følge af, at to personer, der af politiet oplystes at være rebeller, havde overnattet hos ansøgeren, ligesom hun henviste til trusler fra rebelgrupper. Der forelå imidlertid oplysninger fra de hollandske myndigheder om, at ansøgeren i oktober 2000 havde indgivet asylansøgning i Holland under et andet navn. Identiteten var fastlagt ved fingeraftryk. Ansøgeren benægtede dette, og idet nævnet lagde oplysningerne fra de hollandske myndigheder til grund, svækkede dette ansøgerens troværdighed på afgørende måde. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort at have været udsat for trusler fra rebeller eller have været i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at hun ved sin udrejse var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en hjemvenden risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sier/2005/1
Flygtningenævnet hjemviste i februar 2007 en sag vedrørende en kvindelig ansøger fra Kosovo-provinsen i Serbien. Ansøgeren havde tidligere fået behandlet sin asylsag under en anden identitet. Udlændingeservice havde senest meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lov nr. 365 af 6. juni 2002. Ansøgeren er etnisk albaner, og hun havde ikke været politisk aktiv eller været udsat for konkrete overgreb inden udrejsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var indrejst inden ændringen i 2002 af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at sagen derfor skulle behandles efter lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Nævnet hjemviste som konsekvens heraf sagen til behandling i Udlændingeservice med henblik på vurdering af, om ansøgeren opfyldte betingelserne om at få asyl efter den tidligere gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at det var af afgørende betydning for sagens udfald, idet ansøgeren bl.a. havde henvist til sin subjektive frygt. Serbien/2007/5
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien. Indrejst i marts 2006. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk albaner og muslim fra Kosovo. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse organisationer eller foreninger. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at hun havde giftet sig mod sin families vilje, at familien ikke længere ville have noget med hende at gøre, og at hun syv-otte gange var blevet slået af sin far. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun frygtede, at hendes familie havde forsøgt at gifte hende bort til en anden mand, og at familien til denne mand ville forsøge at kidnappe hende, såfremt hun vender tilbage til Kosovo. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun ønskede at være sammen med sin ægtefælle og det barn, som hun havde født under sit ophold i Danmark, og at hun ikke havde noget sted at bo i Kosovo-provinsen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at hun havde det psykisk dårligt, blandt andet fordi hun havde været frihedsberøvet under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikt med sin familie kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren måtte henvises til at anmelde forholdet til myndighederne i hjemlandet. Det bemærkedes i den forbindelse, at nævnet ikke fandt grundlag for at antage, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod familien. Det bemærkedes i den forbindelse, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger, herunder blandt andet pkt. 2.14 til 2.16, side 4 f. i Operation Guidance Note af juni 2006, fra British Home Office, jf. bilag 405 i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at der i Kosovo findes en politistyrke – Kosovo Police Service (KPS) – og at ansvaret for politiet i vidt omfang er overført til de lokale myndigheder. For så vidt angår ansøgerens mulige konflikt med familien til en mand, som hun måtte være blevet lovet bort til af sin familie, bemærkedes det, at denne konflikt alene fandtes at bygge på ansøgerens egne formodninger. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i den anledning. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at det af ansøgeren anførte om, at hun ikke havde noget sted at bo i Kosovo-provinsen, og at hun ønskede at bo i Danmark sammen med sin ægtefælle og parrets barn, kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Tilsvarende kunne oplysningerne om ansøgerens dårlige psykiske tilstand ikke i sig selv føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af lægelige oplysninger vedrørende ansøgerens psykiske tilstand. Serbien/2007/4
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Kososvo-provinsen i Serbien. Indrejst i 2006. Ansøgerne har i længere perioder før 2003 haft ophold i Tyskland og Sverige. Ansøgerne har blandt andet forklaret til sagen, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt to gange af albanere, efter at de var vendt tilbage til Kosovo i 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske romaer fra Kosovo-provinsen i Serbien. Ansøgerne havde forklaret divergerende med hensyn til den mandlige ansøgers to tilbageholdelser, herunder med hensyn til tidspunkterne og stederne herfor og med hensyn til, hvorvidt den kvindelige ansøger havde været til stede ved tilbageholdelserne. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger, efter at ansøgerne var vendt tilbage til Kosovo-provinsen i august 2003, havde været tilbageholdt kortvarigt to gange af albanere, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold havde en sådan karakter og en sådan intensitet, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer om, at ansøgernes ældste datter var blevet forsøgt voldtaget til grund. Flygtningenævnet fandt, at dette forhold måtte anses som en enkeltstående handling af kriminel karakter. Det kunne ikke lægges til grund, at forholdet var blevet understøttet af myndighederne. Uanset de alvorlige psykiske følger, som forholdet har fået for ansøgernes datter, fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdet var af asylbegrundende karakter. De generelle forhold for romaer i Kosovo-provinsen kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne havde fået udstedt pas i Serbien i december 2003 og marts 2004. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold i det øvrige Serbien, hvis ansøgerne ikke ønskede at vende tilbage til Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes ophold i perioder i Serbien i tiden fra august 2003 til slutningen af 2006 havde været af kortere varighed i flygtningelejre, og at ansøgerne efter det oplyste ikke i øvrigt havde nogen tilknytning til den øvrige del af Serbien. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse, med den ændring at ansøgerne ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til andre dele af Serbien end Kosovo-provinsen. Serbien/2007/3
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet stadfæstede i 2004 en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren var blevet meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7. Det blev samtidig bestemt, at ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til Kosovo-provinsen i Serbien. I 2006 besluttede Flygtningenævnet på baggrund af en henvendelse fra Rigspolitiet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice med henblik på, at Udlændingeservice foretog en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til Serbien. I 2007 meddelte Udlændingeservice på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingeservice fandt, at ansøgeren kunne udsendes til Serbien, herunder til Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet udtalte,at der ikke i forbindelse med sagens fornyede behandling var fremkommet nye væsentlige oplysninger i forhold til nævnets tidligere afgørelse, hvortil nævnet henviste. Nævnet fandt derfor fortsat ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Kosovo. Ved vurderingen af, om ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det øvrige Serbien, hvis ansøgeren ikke ønskede at vende tilbage til Kosovo-provinsen, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren forud for sin udrejse altid havde boet i Kosovo-provinsen og aldrig havde haft bopæl i det øvrige Serbien. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens registrering af sin forretning i Beograd i cirka 1998 alene havde haft et forretningsmæssigt formål, der ikke var begrundet i en tættere tilknytning til det øvrige Serbien. Det var efter det oplyste usikkert, i hvilket omfang ansøgerens nærmeste familie havde opholdt sig i det øvrige Serbien. Flygtningenævnet tillagde endvidere ansøgerens samhandel særligt med albanere og deraf følgende problemer vægt. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det øvrige Serbien. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse med den ændring, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til andre dele af Serbien end Kosovo-provinsen. Serbien/2007/2
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien født i 1980. Indrejst i marts 2006. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk albaner og muslim. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse organisationer eller foreninger. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at hun havde giftet sig mod sin families vilje, at familien ikke længere ville have noget med hende at gøre, og at hun syv-otte gange var blevet slået af sin far. Ansøgeren havde også henvist til, at hun frygtede, at hendes familie havde forsøgt at gifte hende bort til en anden mand, og at familien til denne mand ville forsøge at kidnappe hende, såfremt hun vender tilbage til Kosovo. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun ønskede at være sammen med sin ægtefælle og det barn, som hun havde født under sit ophold i Danmark, og at hun ikke havde noget sted at bo i Kosovo-provinsen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at hun havde det psykisk dårligt, blandt andet fordi hun havde været frihedsberøvet under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikt med sin familie kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren måtte henvises til at anmelde forholdet til myndighederne i hjemlandet. Det bemærkedes i den forbindelse, at nævnet ikke fandt grundlag for at antage, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod familien. Det bemærkedes i den forbindelse, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger, herunder blandt andet pkt. 2.14 til 2.16, side 4 f. i Operation Guidance Note af juni 2006, fra British Home Office, jf. bilag 405 i Flygtningenævnets baggrundsmateriale vedrørende Serbien, at der i Kosovo findes en politistyrke – Kosovo Police Service (KPS) – og at ansvaret for politiet i vidt omfang er overført til de lokale myndigheder. For så vidt angår ansøgerens mulige konflikt med familien til en mand, som hun måtte være blevet lovet bort til af sin familie, bemærkedes det, at denne konflikt alene byggede på ansøgerens egne formodninger. Nævnet fandt i øvrigt, at ansøgeren også måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i den anledning. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at det af ansøgeren anførte om, at hun ikke havde noget sted at bo i Kosovo-provinsen, og at hun ønskede at bo i Danmark sammen med sin ægtefælle og parrets barn, kunne føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Oplysningerne om ansøgerens dårlige psykiske tilstand kunne ikke i sig selv føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af lægelige oplysninger vedrørende ansøgerens psykiske tilstand. Serbien/2007/1
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien, født 1982. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet stadfæstede i 2003 Udlændingeservices afgørelse om afslag på asyl. Ansøgerens sag blev i februar 2006 genoptaget på baggrund af, at UNMIK havde afvist at tilbagetage ansøgeren med henvisning til, at ansøgerens bedstefader angiveligt var blevet kidnappet som følge af, at han havde arbejdet sammen med de serbiske myndigheder. UNMIK kunne på den baggrund ikke garantere for ansøgerens sikkerhed. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet ikke efter behandlingen af sagen i nævnet fandt tilstrækkelig anledning til at udsætte sagen som begæret af advokaten. Flygtningenævnet bemærkede herved, at nævnet lagde til grund, at ansøgerens farfar i juli 1999 blev kidnappet af albanerne og på tidspunktet for nævnsbehandlingen var død. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens families hus var nedbrændt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk gorani, født og opvokset i Kosovo-provinsen. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv, og han havde ikke haft egentlige konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde under sagsforløbet forklaret meget divergerende også om væsentlige forhold for asylsagen. Først under interviewet med de norske udlændingemyndigheder i oktober 2003 og uddybet under samtalen med ansøgerens danske advokat i maj 2006 havde ansøgeren oplyst, at han havde været tvangshvervet af det serbiske militær og været i serbisk uniform i tre måneder, da han var 17 år. Her var han set af albanere, hvorfor han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hans farfar eller familien i øvrigt havde været fremtrædende samfundsborgere, idet ansøgeren under nævnsmødet havde oplyst, at farfaren var almindelig arbejder. Familien havde været velstillet og kendt som goranier. Ansøgeren havde som sit asylmotiv under dette nævns behandling især henvist til perioden i serbisk militæruniform sammenholdt med kidnapningen af farfaren og farbroderens hverv som reserveofficer i den serbiske hær. Henset til, at ansøgeren havde henvist til, at han især frygtede forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, fordi albanerne havde set ham som serbisk soldat, fandt Flygtningenævnet at måtte lægge betydelig vægt på, at dette angiveligt fandt sted i sommeren 1999, og at ansøgeren først udrejste i oktober 2001. Farfaren forsvandt i sommeren 1999, men heller ikke dette fik ansøgeren til at flygte ud af landet før 2001. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret, individuelt forfulgt, da han udrejste, eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Kosovo. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke anledning til at fastslå, at den generelle sikkerhedssituation for tilbagevendte goranier skulle være blevet forværret, siden Flygtningenævnet i marts 2003 traf afgørelse i sagen. Tværtimod synes der at have været tale om en bedring af situationen i tidsrummet fra 2002 til 2006. Om den generelle situation i Kosovo kunne der blandt andet henvises til den seneste British Home Office rapport om Serbien og Montenegro (inklusive Kosovo) fra oktober 2005, punkt 3.16, der bekræftede denne antagelse. Der kunne endvidere henvises til UNHCR’s position paper fra juni 2006, hvori etniske goranier i modsætning til UNHCR’s tidligere position papers ikke længere var iblandt de minoritetsgrupper, der generelt blev anset for at have behov for international beskyttelse. De generelt vanskelige forhold - herunder vedrørende fast ejendom - for etniske minoriteter i Kosovo gav ikke i sig selv grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at UNMIK i september 2004 ikke for tiden kunne acceptere ansøgerens tvangsmæssige udsendelse til Kosovo-provinsen gav heller ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at det er Flygtningenævnet, der efter en konkret og individuel behandling af en sag, træffer afgørelse om, hvorvidt en asylansøger opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt fortsat ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, for at få asyl. Ser-mon/2006/13
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien, født 1982. Indrejst i juli 2001. I maj 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I marts 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om, at navne på familiemedlemmer til ansøgeren var omtalt i en bog, der omtaler personer, der samarbejdede med serberne under krigen i Kosovo. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er bosniak, muslim og var i 2001 sammen med sin broder flygtet fra en navngiven by, der ligger nordøst for en anden navngiven by i Kosovo. Ansøgeren fik i 2002 sin sag behandlet i Flygtningenævnet, og der blev dengang truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen havde den beskikkede advokat særligt henvist til, at ansøgeren skulle være i risiko som følge af, at familiemedlemmer til ansøgeren var nævnt i en bog, der i 2004 blev udgivet i den anden nanvgivne by i et oplag på cirka 600 eksemplarer. I bogen var det anført, at et af ansøgerens familiemedlemmer og 12-14 andre navngivne personer fra ansøgerens hjemby skulle have profiteret af krigen i årene 1998/99, ligesom de navngivne personer skulle have været loyale over for det serbiske regime. Ansøgerens far skulle ifølge bogens oplysninger være blevet beordret af politiet til at registrere tomme huse, som senere blev brændt af. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans far i Kosovo havde modtaget flere trusler, rettet mod faderen og ansøgerens mindre søster. Truslerne var blevet anmeldt til politiet, og kommunen og politiet havde iværksat forskellige sikkerhedsforanstaltninger. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at han selv ca. 6 måneder forud for sin udrejse i 2001 var udsat for at blive kidnappet af ukendte albanere. Han blev dog frigivet efter nogle dages tilbageholdelse. Endelig fremgik det af sagen, at UNMIK havde tilbagekaldt en tidligere afgivet accept af tilbagetagelse af ansøgeren og hans broder. UNMIK havde begrundet tilbagekaldelsen med, at en slægtning til ansøgeren arbejdede i politiet i en tredje by under det serbiske regime, og at ansøgerens familie efter 1999 havde været udsat for overgreb som følge heraf. UNMIK havde endvidere henvist til, at den pågældende familie risikerede gengældelse, hvis familiens medlemmer blev tvangsmæssigt udsendt til Kosovo. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke anledning til at fastslå, at den generelle sikkerhedssituation for tilbagevendte bosniakker var forværret, siden Flygtningenævnet i maj 2002 traf afgørelse i sagen. Tværtimod syntes der at være tale om en bedring af situationen i tidsrummet fra 2002 til 2006. Om den generelle situation i Kosovo henviste nævnet blandt andet til den seneste British Home Office rapport om Serbien og Montenegro (inklusive Kosovo) fra oktober 2005, punkterne 3.15.4-3.15.7, der bekræftede denne antagelse. Nævnet henviste endvidere til UNHCR’s seneste Position Paper fra juni 2006, hvori bosniakker ikke var omtalt blandt de etniske minoriteter, som skulle være i særlig risiko. Når der sås bort fra den eventuelle eksponering, der kunne være en følge af den nævnte bog, var der derfor ikke grundlag for at komme til et andet resultat end Flygtningenævnet gjorde ved afgørelsen af 29. maj 2002. Efter de foreliggende oplysninger måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren ikke havde haft en særlig tilknytning til det serbiske regime eller havde haft særlige aktiviteter for serberne. I den omtalte bog var der heller ikke beskyldninger herom, ligesom der heller ikke var beskyldninger om, at ansøgerens familiemedlemmer skulle have begået alvorligere forbrydelser mod den albanske befolkning under krigen. Efter nævnets opfattelse kunne omtalen af ansøgerens familiemedlemmer i bogen ikke antages at indeholde oplysninger, som ikke i forvejen var kendt i lokalbefolkningen. De beskyldninger, der - med rette eller urette – var indeholdt i bogen om ansøgerens familiemedlemmer, var efter nævnets opfattelse ikke af en så alvorlig karakter, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf skulle være i en særlig risiko for overgreb fra lokalbefolkningens side ved en tilbagevenden til Kosovo. Der måtte ved vurderingen også lægges vægt på, at der var hengået 7 år siden krigens afslutning, og at ansøgerens far frivilligt vendte tilbage til Kosovo efter krigens afslutning, hvor han blev valgt ind i bystyret i den anden navngivne by. Det forhold, at ansøgeren i 2001 var tilbageholdt af nogle albanere, kunne ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren blev frigivet efter nogle dage tilbageholdelse. Med hensyn til oplysningerne om, at ansøgerens far og søster havde været udsat for trusler, måtte der ved vurderingen af betydningen for ansøgerens forhold lægges vægt på, at faderen havde fungeret som en del af et bystyre siden 2002, og efter ansøgerens oplysninger havde der løbende været trusler, som dog ikke på noget tidspunkt havde resulteret i overgreb på familien, hverken på faderen eller på andre familiemedlemmer. Det bemærkedes, at myndighederne i Kosovo i øvrigt efter det foreliggende havde reageret adækvat i forhold til truslerne, der måtte betragtes som udslag af kriminelle handlinger, og som også behandledes således af myndighederne. På denne baggrund og under hensyn til de foreliggende oplysninger om forholdene for bosniakker i Kosovo fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kosovo ville være i risiko for at blive udsat for overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte ham imod. Det bemærkedes herved, at ansøgeren – såfremt han ikke mente at kunne tage ophold på sin hjemegn – måtte henvises til at tage ophold andetsteds i Kosovo, hvorved nævnet henviste til den tidligere nævnte rapport fra British Home Office – særligt pkt. 3.15.5.-6. Den omstændighed, at UNMIK ved breve fra august 2004 og juni 2006 havde tilkendegivet ikke for tiden at kunne acceptere ansøgerens tvangsmæssige tilbagesendelse til Kosovo gav heller ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at det er Flygtningenævnet, der efter en konkret og individuel behandling af en sag, træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger opfylder betingelser for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt fortsat ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ser-mon/2006/12
Nævnet stadfæstede i november 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1944 (M) og i 1951 (K). Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelser vedrørende ansøgernes tre voksne børn. Ansøgerne og deres børn indrejste i Danmark i november 2005. I januar 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I maj 2006 genoptog Udlændingeservice behandlingen af ansøgernes og deres børns sager. I juli 2006 meddelte Udlændingeservice på ny ansøgerne og deres børn afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne er etniske romaer fra Kosovo-provinsen. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at de var i risiko for blodhævn, som følge af at en af deres sønner i 1998 i Tyskland havde dræbt en mand af romani afstamning fra Kosovo. I den forbindelse måtte familien flytte bopæl på grund af trusler. Det fremgik, at familien, efter at den tog ophold i Schweiz, alene havde modtaget telefonisk henvendelse gående ud på, at familien ikke kunne se sig i sikkerhed. Det forhold, at ansøgerne havde været truet med blodhævn, kunne ikke begrunde at der skulle meddeles ansøgerne opholdstilladelse. Der var tale om en privatretlig konflikt, som ikke var asylbegrundende. Såfremt truslerne måtte blive genoptaget, måtte ansøgerne henvises til at rette henvendelse til det stedlige politi, og såfremt dette ikke var tilstrækkeligt, at klage til overordnede nationale eller internationale myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ikke ville kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøgers brødre skulle have foretaget så alvorlige handlinger, at dette ville bringe ansøgerne i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset de generelt vanskelige forhold for etniske romaer fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne på grund af deres etnicitet ved en tilbagevenden til Kosovo ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ser-mon/2006/11
Nævnet stadfæstede i august 2006 på ny Udlændingeservices afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien, født 1982. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet genoptog i februar 2006 ansøgerens sag på baggrund af, at UNMIK i Kosovo-provinsen i Serbien i 2004 havde afvist at tilbagetage ansøgeren med henvisning til, at ansøgerens bedstefader angiveligt var blevet kidnappet som følge af, at han havde arbejdet sammen med de serbiske myndigheder. UNMIK kunne på den baggrund ikke garantere for ansøgerens sikkerhed. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke efter behandlingen af sagen fandt tilstrækkelig anledning til at udsætte sagen som begæret af advokaten. Flygtningenævnet bemærkede herved, at nævnet lagde til grund, at ansøgerens farfar i juli 1999 blev kidnappet af albanerne og på tidspunktet for nævnsbehandlingen var død. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens families hus var nedbrændt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk gorani, der var født og opvokset i Kosovo-provinsen. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv, og han havde ikke haft egentlige konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde under sagsforløbet forklaret meget divergerende også om væsentlige forhold for asylsagen. Først under et interview med de norske udlændingemyndigheder i 2003 og uddybet under samtalen med ansøgerens danske advokat i 2006 havde ansøgeren oplyst, at han havde været tvangshvervet af det serbiske militær og været i serbisk uniform i tre måneder, da han var 17 år. Her var han set af albanere, hvorfor han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hans farfar eller familien i øvrigt havde været fremtrædende samfundsborgere, idet ansøgeren under nævnsmødet havde oplyst, at farfaren var almindelig arbejder. Familien havde været velstillet og kendt som goranier. Ansøgeren havde som sit asylmotiv under dette nævns behandling især henvist til perioden i serbisk militæruniform sammenholdt med kidnapningen af farfaren og farbroderens hverv som reserveofficer i den serbiske hær. Henset til, at ansøgeren havde henvist til, at han især frygtede forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, fordi albanerne havde set ham som serbisk soldat, fandt Flygtningenævnet at måtte lægge betydelig vægt på, at dette angiveligt fandt sted i sommeren 1999, og at ansøgeren først udrejste i oktober 2001. Farfaren forsvandt i sommeren 1999, men heller ikke dette fik ansøgeren til at flygte ud af landet før 2001. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret, individuelt forfulgt, da han udrejste, eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Kosovo. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke anledning til at fastslå, at den generelle sikkerhedssituation for tilbagevendte goranier skulle være blevet forværret, siden Flygtningenævnet i marts 2003 traf afgørelse i sagen. Tværtimod synes der at have været tale om en bedring af situationen i tidsrummet fra 2002 til 2006. Om den generelle situation i Kosovo kunne der blandt andet henvises til den seneste British Home Office rapport om Serbien og Montenegro (inklusive Kosovo) fra oktober 2005, punkt 3.16, der bekræftede denne antagelse. Der kunne endvidere henvises til UNHCR’s position paper fra juni 2006, hvori etniske goranier, i modsætning til UNHCR’s tidligere position papers, ikke længere var iblandt de minoritetsgrupper, der generelt blev anset for at have behov for international beskyttelse. De generelt vanskelige forhold - herunder vedrørende fast ejendom - for etniske minoriteter i Kosovo gav ikke i sig selv grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at UNMIK i 2004 ikke for tiden kunne acceptere ansøgerens tvangsmæssige udsendelse til Kosovo-provinsen, gav heller ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at det er Flygtningenævnet, der efter en konkret og individuel behandling af en sag, træffer afgørelse om, hvorvidt asylansøgeren opfyldte betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt fortsat ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, jf. bekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001 for at få asyl. Ser-mon/2006/10
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien, født i 1961 (M) og i 1963 (K), samt to børn. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen. Det fulgte af disse forklaringer, at begge ansøgere havde været politisk aktive og ligeledes aktive indenfor menneskerettighedsbeskyttelse, og at de af samme grund havde været udsat for chikanerier og trusler af forskellig art, blandt andet under informationssamtaler hos sikkerhedstjenesten. Det måtte efter ansøgernes samstemmende forklaringer lægges til grund, at den umiddelbare årsag til deres udrejse af Serbien i 2005 var nogle mere eller mindre udtalte trusler om kidnapning af datteren, muligvis sammenholdt med at den kvindelige ansøger havde profileret sig i lokal-tv på AIDS dagen den 19. december 2004 og ligeledes sammenholdt med, at den mandlige ansøger havde været udsat for en form for attentatforsøg en tidlig morgen i 2004. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at antage, at nogen af de nævnte episoder enten havde været direkte myndighedsunderstøttede eller dog har haft en sådan intensitet, at de kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde til grund, at ansøgerne var udrejst legalt på egne ægte pas. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at ansøgernes anmeldelser af episoderne til det serbiske politi ikke havde ført til noget resultat, måtte ansøgerne henvises til at udnytte de tilstedeværende klagemuligheder til overordnede myndigheder. Nævnet fandt grundlæggende, at attentatforsøget på den mandlige ansøger og de mere eller mindre udtalte trusler om kidnapning af datteren måtte anses for borgerlig kriminalitet, som ansøgerne måtte søge beskyttelse imod hos de stedlige myndigheder. Endelig fandt nævnet, at hvis ansøgerne ikke fandt at kunne tage ophold i deres hjemområde i den sydøstlige del af Serbien, kunne de henvises til at tage ophold i andre dele af Serbien, da der ikke var grundlag for at antage, at de vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i hele Serbien. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for, at ansøgerne - som følge af deres tilhørsforhold til det bulgarske mindretal i Serbien - ville være i risiko for konkret individuel forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2006/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien, født i 1984 (M) og i 1985 (K), samt tre børn. Indrejst i februar 2006. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske romaer fra Kosovo-provinsen. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerne ikke havde været medlem af nogen politiske eller religiøse partier, organisationer, foreninger eller lignende. Nævnet bemærkede, at den mandlige ansøger havde afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om sit asylmotiv. Den mandlige ansøger havde til asylregistreringsrapporten og under samtalen hos Udlændingservice som asylmotiv henvist til, at han havde modtaget trusler fra sine naboer, som urigtigt havde beskyldt ham for at have deltaget i et tyveri, som en anden nabo skulle have begået. Den mandlige ansøger havde videre forklaret, at han blev fængslet og dømt for at have begået tyveriet, at han blev tilbageholdt mellem to uger og en måned, og at han blev løsladt, efter at hans mor havde betalt kaution for ham. Han henviste endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo ikke ville have noget sted at bo, ligesom han ikke ville kunne få noget arbejde. Den mandlige ansøger havde herudover til asylregistreringsrapporten forklaret, at KFOR ikke hjælper romaer i Kosovo, og at KFOR siger, at der ikke vil ske noget. Den mandlige ansøger havde over for Dansk Flygtningehjælp endvidere forklaret, at han flere gange blev overfaldet af naboerne, som slog og sparkede ham samt kastede sten efter ham, og at han var gået til politiet, hvor han havde fået at vide, at han skulle gå hjem, og at der ikke ville ske noget. Til den beskikkede advokat havde den mandlige ansøger forklaret, at han seks-syv gange blev overfaldet på bopælen af albanere, at han mange gange blev overfaldet på gaden af albanere, at han fire gange anmeldte overfaldene til politiet, men at overfaldene fortsatte, hvorfor han og ægtefællen var nødt til at flygte. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kosovo ikke ville kunne forsørge sine børn, idet hun hverken ville kunne få et sted at bo eller arbejde i Kosovo. Uanset om ansøgernes forklaringer lagdes til grund for sagen, fandt nævnet ikke, at de overgreb, de trusler og den chikane, som ansøgerne havde været udsat for, havde haft en sådan karakter og intensitet, at dette kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at ansøgerne måtte henvises til at anmelde disse forhold til de relevante myndigheder, herunder overordnede muligheder. Nævnet fandt heller ikke, at dommen mod den mandlige ansøger for tyveri kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at der var tale om et forhold af strafferetlig karakter, og at den mandlige ansøger kunne henvises til at søge sagen indbragt for en højere retsinstans. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at den mandlige ansøger efter det oplyste blev løsladt uden betingelser efter cirka en måneds tilbageholdelse. Nævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for etniske romaer i Kosovo kunne begrunde, at ansøgerne meddeles asyl eller beskyttelsesstatus. For så vidt angår den beskikkede advokats henvisning til UNHCR’s position paper fra juni 2006 bemærkede nævnet, at UNHCR i sit foregående position paper fra marts 2005, under sektion III. Policy Recommendations and Conclusions, pkt. 1. Ethnic Minorities at Risk, underpkt. 14, har anført følgende: "Against the described developments and constraints for ethnic minorities UNHCR is concerned in particular for Kosovo Serb and Roma communities as well as for ethnic Albanians in a minority situation. Therefore, the Office maintains and reiterates its position that members of these groups should continue to benefit from international protection in countries of asylum under the 1951 Convention or complementary forms of protection depending on the circumstances of the claims. For these groups and individuals return should only take place on a strictly voluntary basis in safety and dignity in a coordinated and gradual manner. Such return to be sustainable needs to be supported by re-integration assistance”. Nævnet fandt ikke, at anbefalingerne i UNHCR’s seneste position paper fra juni 2006 kunne føre til en ændret vurdering af ansøgernes sag. Nævnet bemærkede herved, at det af dokumentet blandt andet fremgår, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Kosovo er forbedret siden udgivelsen af UNHCR’s position paper fra marts 2005, ligesom bevægelsesfriheden for etniske minoritetsgrupper er forbedret. Det fremgår endvidere, at antallet af forbrydelser med et muligt etnisk motiv ifølge UNMIK er reduceret betydeligt. Nævnet bemærkede i øvrigt, at UNHCR over for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har tilkendegivet, at der med det seneste position paper ikke er tiltænkt nogen ændring i UNHCR’s hidtidige standpunkt vedrørende beskyttelse af personer fra Kosovo. Nævnet udtalte endvidere, at den beskikkede advokat i sit skriftlige indlæg havde anført, at den mandlige ansøger over for ham havde oplyst, at han er roma eller ashkalij. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at UNHCR i position paper fra juni 2006 under sektion I. Introduction, pkt. 3, blandt andet har anført følgende: "Positive developments within the inter-ethnic environment have had a particular impact on members of the Ashkaelia and Egyptian communities in Kosovo. UNHCR is therefore no longer including these minorities among those at risk.” Nævnet bemærkede endvidere, at det følger af udlændingelovens § 54, stk. 1, 2. pkt., at nævnet selv drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og nævnet fandt således ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats begæring om, at nævnet kontaktede UNHCR med henblik på at indhente en skriftlig uddybning af UNHCR’s position paper fra juni 2006. Det forhold, at UNMIK generelt ikke accepterer og UNHCR generelt ikke kan anbefale tvangsmæssig udsendelse af visse befolkningsgrupper fra Kosovo-provinsen, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af ansøgernes sag. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at oplysningerne om ansøgernes personlige forhold i øvrigt, herunder den mandlige ansøgers helbredsmæssige forhold, kunne føre til, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Ser-mon/2006/8
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien, født i 1975. Indrejst i november 2004. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende ansøgerens ægtefælle samt parrets tre mindreårige børn, som indrejste sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at den beskikkede advokat havde nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingeservice til fornyet behandling, idet Udlændingeservice i sin afgørelse ikke har forholdt sig til spørgsmålet, om ansøgerens ægtefælle var omfattet af begrebet en social gruppe, ligesom Udlændingeservice havde taget stilling til spørgsmålet om ægtefællens troværdighed uden hensyntagen til hendes helbredsforhold og psykiske lidelse, jf. Handbook pkt. 208. Advokaten havde endvidere fremsat begæring om, at nævnet iværksatte en DNA-test af ansøgeren, hans ægtefælle og et af parrets børn med henblik på at få fastslået, hvorvidt barnets fader rettelig var en af tre voldtægtsmænd. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at iværksætte den ønskede DNA-test. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin svigerfader, idet svigerfaderen havde bortført, slået og voldtaget ansøgerens ægtefælle, ligesom han havde bortført, truet og mishandlet ansøgeren, fordi svigerfaderen, der er ortodoks muslim, ikke ville acceptere, at datteren havde giftet sig med ansøgeren, der er etnisk roma, og havde konverteret til kristendommen. Ansøgerens norske, svenske og finske asylsagsakter var indgået i nævnets vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde opgivet andre identiteter til de tyske og norske asylmyndigheder end til de danske og svenske asylmyndigheder, hvilket generelt svækkede tilliden til hans troværdighed. Hertil kom, at ansøgeren på en række centrale punkter havde forklaret usikkert og divergerende - også set i forhold til ægtefællens forklaring. Det gjaldt for eksempel omstændighederne omkring de begåede overgreb, herunder voldtægten. Ansøgeren havde i sit asylansøgningsskema oplyst, at han var vidne til en dobbelt voldtægt, hvilket han havde fragået i nævnet. Forklaringerne indeholdt endvidere divergenser i forhold til udrejsetidspunkter samt anmeldelser af forholdene til myndighederne. Efter en samlet vurdering af det forklarede hændelsesforløb og henset til, at ansøgeren vedholdende havde forklaret om familiekonflikten med svigerfaderen, fandt nævnet imidlertid – uanset det ovenfor anførte - som anført i ægtefællens sag, ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen om de begåede overgreb, herunder voldtægt, i sin helhed. Selv om det herefter lagdes til grund, at ansøgeren og ægtefællen i et vist omfang havde været udsat for overgreb, fandt Flygtningenævnet ikke, at de nævnte forhold havde haft en sådan karakter, at de kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved særlig vægt på, at der var tale om kriminelle handlinger fra privatpersoners side, som ikke kunne antages at være myndighedsunderstøttede. Nævnet fandt således, at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne i Serbien. Flygtningenævnet fandt efter de afgivne forklaringer ikke, at ansøgeren og hans ægtefælle havde sandsynliggjort, at de i relevant og tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at opnå denne beskyttelse. Ansøgeren og hans ægtefælle havde således under det samlede sagsforløb udtalt sig divergerende om, i hvilket omfang der var foretaget anmeldelser til politiet. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at såfremt de lokale myndigheder ikke ville foretage sig noget i anledning af anmeldelserne, måtte ansøgeren og ægtefællen henvises til at klage herover til de relevante overordnede myndigheder, hvilket ikke var sket. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen ikke kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at det oplyste om svigerfaderens medlemskab af SPS og venskab med en politichef gav grundlag for at antage, at ansøgeren og ægtefællen ikke kunne opnå en sådan beskyttelse. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med myndighederne i Serbien bortset fra nogle strafprocessuelle indgreb i forbindelse med kriminelle forhold, der ikke var asylbegrundende, og at hans medlemskab af SPS ikke havde givet anledning til asylrelevante problemer. De generelle forhold i Serbien gav ikke i sig selv grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2006/7
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1984. Indrejst i oktober 2005. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk albaner og muslim fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske partier eller foreninger og har ikke haft konflikter med sit hjemlands myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han risikerer at blive udsat for blodhævn fra familien til en mand, som ansøgerens fader i 2001 i lovligt nødværge skød og dræbte. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er traumatiseret, idet serbiske soldater under krigen tog ansøgerens familie til fange, da familien forsøgte at flygte til Albanien. Under tilbageholdelsen blev ansøgerens bedsteforældre og kusine dræbt af de serbiske soldater. Det forhold, at ansøgeren er blevet truet med blodhævn, kunne ikke begrunde, at der meddeltes ansøgeren opholdstilladelse. Der er tale om en privatretlig konflikt, som ikke er asylbegrundende. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgerens fader har anmeldt truslerne til politiet, som ikke har gjort noget for at beskytte ansøgeren og hans familie, idet de efter det oplyste betragter konflikten som et privat anliggende mellem to familier, kunne dette ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at klage over politiet til de overordnende nationale eller internationale myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens oplevelser under krigen i 1999, herunder at han blev tilbageholdt af de serbiske soldater, og hvor han var vidne til, at serbiske soldater dræbte ansøgerens bedsteforældre og kusine, i dag kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde vægt på, at episoden ligger tilbage i tid, og at forholdene i Kosovo siden er afgørende ændret. Endelig tillagde nævnet det vægt, at ansøgeren efter det oplyste ikke personligt blev udsat for overgreb i forbindelse med tilbageholdelsen. Oplysningerne om ansøgerens psykiske problemer som følge af oplevelserne under krigen, kunne heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at vurdere, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Nævnet fandt ikke på ovennævnte baggrund anledning til nærmere at kommentere de af den beskikkede advokat mere generelt prægede påstande og anbringender, herunder vedrørende internationale afgørelser og generelle betragtninger om internationale aftalers bindende virkning med videre. Det bemærkedes, at nævnet ikke fandt grundlag for, som anført af den beskikkede advokat, at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævn. Nævnet fandt endvidere ikke, at det i den beskikkede advokats skriftlige indlæg i øvrigt anførte, kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2006/6
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1971. Indrejst i maj 2005. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens § 53, stk. 8, in fine. Flygtningenævnet bemærkede, at den beskikkede advokats påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens artikel 1 A måtte fortolkes som en påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet Flygtningenævnets kompetence er begrænset hertil. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk ashkali, medens hans samleverske er etnisk albaner. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren har stemt på det lovlige parti LDK, og at han ikke herudover har været politisk aktiv. Nævnet lagde ligeledes til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder eller politiske grupperinger i hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren i 1999 er blevet tvunget til at læsse albanske lig på lastvogne i Ferizaj og Recak. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren først har forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen i november 2005 – mere end seks måneder efter han første gang havde lejlighed til at redegøre for sit asylmotiv. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren er fremkommet med en rimelig forklaring herpå. Uanset om ansøgerens forklaring herom lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne begrunde meddelelse af asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at episoderne ligger tilbage i tid, at ansøgeren ifølge sin forklaring blev tvunget til at medvirke, idet han ellers ville blive dræbt, og at situationen i området har ændret sig væsentligt herefter, herunder i kraft af internationale myndigheders tilstedeværelse. Nævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke efterfølgende har mødt de to personer, som angiveligt tvang ham til at deltage i læsningen af lig. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han to gange kort efter krigen med to til tre ugers mellemrum er blevet overfaldet af to for ham ukendte personer, samt at såvel han selv som hans samleverske og det ældste barn er blevet chikaneret som følge af ansøgerens etnicitet. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold har haft en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde meddelelse af asyl. Endvidere fandt nævnet ikke, at episoderne kan antages at have været myndighedsunderstøttede. Hertil kommer, at ansøgeren har kunnet opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i maj 2005 uden at have været udsat for yderligere overgreb, og at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger ikke har anmeldt overfaldene til de stedlige myndigheder. Ansøgerens eventuelle konflikt med samleverskens familie har karakter af en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de stedlige myndigheders beskyttelse imod. De generelle forhold for etniske ashkalier i Kosovo fandtes ikke at være asylbegrundende. De generelt vanskelige forhold for samlevere af forskellig etnicitet i Kosovo kunne heller ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens helbredsmæssige forhold kunne ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke bør vende tilbage til hjemlandet, henhører under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations kompetence. Det forhold, at UNMIK ikke måtte acceptere en tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Kosovo-provinsen, kunne ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ved bedømmelsen af, om en asylansøger er omfattet af udlændingelovens § 7, træffer afgørelse på baggrund af en samlet vurdering af sagen, herunder med inddragelse af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at kommentere den beskikkede advokats bemærkninger vedrørende forhandlingerne om Flygtningekonventionen i 1951. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren vil være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2006/5
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1971 (M) og 1972 (K) samt tre børn. Indrejst i april 2005. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kosovo-albanere fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro. Nævnet bemærkede, at ansøgerne efter egne oplysninger ikke har haft nogen konflikter med myndighederne, ligesom ansøgerne ikke har været medlem af nogen politiske eller religiøse organisationer. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger som følge af sit arbejde som valgobservatør for OSCE har modtaget skriftlige trusler, fandt nævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at forholdet måtte betegnes som en privatretlig konflikt, der ikke var myndighedsunderstøttet. Ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Oplysningerne om, at den mandlige ansøger har givet efterretninger til det amerikanske militær, kunne endvidere ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger ikke har modtaget nogen konkrete trusler i den anledning. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøgers broder er blevet dræbt af personer med tilknytning til ZKZ/SHIK, idet han var under mistanke for at spionere for serberne før krigen og det amerikanske militær efter krigen, fandt nævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne måtte ligeledes her henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet bemærkede, at politiet efter ansøgernes egne oplysninger fortsat efterforsker drabet på broderen. Såfremt ansøgerne ikke er tilfreds med efterforskningen, måtte de henvises til at klage til de relevante overordnede myndigheder. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke anledning til at udsætte behandlingen af sagen og indhente nærmere oplysninger om efterforskningen af drabet på den mandlige ansøgers broder fra de lokale myndigheder i Kosovo. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden vil være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden vil risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2006/4
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Serbien og Montenegro. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk Kosovo-albaner og muslim af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller foreninger. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun i august 2003 blev voldtaget af albanere, mens hun boede på gaden. Hun havde endvidere henvist til, at hun ikke havde noget hjem eller nogen familie at vende tilbage til i Kosovo. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren i august 2003 blev voldtaget af for hende ukendte gerningsmænd kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at voldtægten måtte betragtes som et enkeltstående kriminelt forhold, som ikke kunne anses for at være understøttet af myndighederne. Det bemærkedes herved, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun ikke havde haft konflikter med myndighederne i Kosovo, og at hun ikke anmeldte voldtægten til myndighederne. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, herunder det forhold at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i 2005 meddelte ansøgeren humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kunne føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren ikke havde noget sted at bo, og at hun ikke havde familie tilbage i hjemlandet, var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren forud for udrejsen havde været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, eller at ansøgeren ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ser-mon/2006/3
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1979, samt to børn. Indrejst i januar 2001. Ansøgeren er etnisk kosovoalbaner. I marts 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet sagen blev behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager. I september 2005 besluttede Udlændingeservice efter anmodning fra ansøgerens advokat at genoptage sagen. Udlændingeservice meddelte på ny i oktober 2005 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til politirapport af marts 2001, til samtale hos Udlændingeservice i januar 2002 og til samtale hos Dansk Flygtningehjælp i februar 2002 intet havde oplyst om, at hun skulle have været udsat for voldtægt i 1999. Oplysningerne herom fremkom først i marts 2004. Uanset dette kunne Flygtningenævnet dog på baggrund af de nu foreliggende lægelige oplysninger ikke afvise, at ansøgeren har været udsat for de af hende omtalte krænkelser i 1999. Flygtningenævnet lagde også til grund, at ansøgeren som følge af disse krænkelser og krigsoplevelser er belastet af meget betydelige psykiske lidelser, herunder PTSD. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand kunne begrunde, at der meddeles hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden, efter de ændrede forhold i hendes hjemland, ikke er begrundet i sådanne objektive omstændigheder, at der er tale om asylbegrundende forhold. Det bemærkedes, at krænkelserne fandt sted i 1999, og at ansøgeren efter to til fire måneders ophold i Albanien i 1999 som flygtning vendte tilbage til Kosovo, hvor hun opholdt sig i cirka et år uden at have haft asylrelevante problemer, hvorefter hun udrejste til Danmark for at bo sammen med sin forlovede, med hvem hun ventede barn. Den for ansøgeren beskikkede advokat havde gjort gældende, at instrukser fra FN til Danmark er bindende for Danmark, jf. FN Charterets art. 25, jf. kapitel 7, jf. FN Resolution 1244, og at UNHCR´s Position Paper af marts 2001 skal læses i dette lys. Advokaten havde ligeledes gjort gældende, at der foreligger et dansk løfte fra 1951 om asyl af ”tvingende grunde”. Flygtningekonventionen art. 1, C, 5, 2, er ikke hjemmelen. Den indeholder blot samme tekst som hjemmelen og forpligtelsen gør. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet træffer afgørelse i asylsager på baggrund af sagernes konkrete omstændigheder, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger fra det land, som ansøgeren kommer fra, på tidspunktet for nævnets afgørelse. Spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerens helbredstilstand af humanitære grunde vil være til hinder for en hjemsendelse, måtte afgøres på andet grundlag. Advokaten havde endvidere henvist til EMRK art. 8 om familiens enhed. Flygtningenævnet bemærkede, at hensynet til familiens enhed ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men må vurderes efter reglerne om familiesammenføring eller reglerne om ophold på andet grundlag. Advokaten havde endelig anført, at der ved vurderingen af, om ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, skal tages hensyn til, at ansøgeren ved en § 7-opholdstilladelse frem for en § 9-opholdstilladelse vil blive stillet bedre i forhold til den danske sociallovgivning. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette er et forhold, som kan føre til en ændret asylretlig vurdering af sagen. Ser-mon/2006/2
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1983. Indrejst i december 2004. Udlændingestyrelsen havde forsøgt at behandle sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men Dansk Flygtningehjælp havde nedlagt veto herimod. Flygtningehjælpen lagde vægt på, at ansøgeren og hendes familie blev fordrevet fra Kosovo som følge af krigen og at de blev forfulgt af albanere på grund af deres etniske oprindelse, herunder at de er etniske egyptere og opfattes som romaer. ansøgeren havde endvidere to gange forsøgt at genobosætte sig i Kosovo, ligesom flygtningehjælpen lagde vægt på, at der ikke forelå praksis vedrørende etniske egyptere fra Kosovo. Flygtningenævnet besluttede at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk egypter og muslim. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren i 1998 blev voldtaget af seks civile hætteklædte personer, som i samme forbindelse søgte at afpresse penge fra ansøgerens familie. Ansøgeren kunne ikke under mødet i nævnet oplyse noget om gerningsmændenes identitet, ligesom hun heller ikke kunne oplyse noget, der kunne bekræfte, at overfaldet var etnisk motiveret. Nævnet fandt herefter, at der var tale om en enkeltstående borgerlig kriminalitet, som ligger langt tilbage i tiden. Voldtægten kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 2004 frivilligt vendte tilbage til Kosovo fra Tyskland for at blive genforenet med sin samlever, der imidlertid var rejst til Danmark. Ansøgeren opholdt sig herefter i cirka fem måneder i Kosovo hos kærestens faster, hvorefter hun rejste til Danmark for at være sammen med kæresten. Under opholdet hos fasteren havde ansøgeren, der ikke bevægede sig udenfor lokalområdet, ikke haft asylrelevante problemer. De generelle forhold, herunder forholdene for etniske egyptere i Kosovo-provinsen, kunne ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Den beskikkede advokat havde påstået sagen hjemvist, da der ikke forelå en lægelig redegørelse, ikke forelå en kommentar fra Udlændingestyrelsen i relation til Dansk Flygtningehjælps kommentar af juli 2005 og ikke forelå en undersøgelse af de lokale forhold. Nævnet bemærkede, at sagen skønnedes tilstrækkeligt oplyst, hvorfor hjemvisningspåstanden ikke kunne efterkommes. Nævnet bemærkede specielt i den anledning, at ansøgeren ved sin indrejse i asylregistreringsrapporten af december 2004 har oplyst, at hendes helbredstilstand var ”ok, smerter i højre fod samt problemer med maven på grund af bekymringer”. Den beskikkede advokat havde gjort gældende, at instrukser fra FN til Danmark er bindende for Danmark, jf. FN Charterets art. 25, jf. kapitel 7, jf. FN Resolution 1244, og at UNHCR´s Position Paper af marts 2001 skal læses i dette lys. Advokaten havde ligeledes gjort gældende, at der foreligger et dansk løfte fra 1951 om asyl af ”tvingende grunde”. Flygtningekonventionens art. 1, C, 5, 2, er ikke hjemmelen. Den indeholder blot samme tekst som hjemmelen og forpligtelsen gør. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet træffer afgørelse i asylsager på baggrund af sagernes konkrete omstændigheder, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger fra det land, som ansøgeren kommer fra, på tidspunktet for nævnets afgørelse. På baggrund af ovenstående fandt nævnet ikke, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2006/1
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1979. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet ikke fandt anledning til at fremskaffe de af advokaten påberåbte forarbejder til FN’s Flygtningekonvention til brug for behandlingen af sagen. Nævnet fandt således, at sagen – med de foreliggende oplysninger – var tilstrækkeligt oplyst, jf. herved udlændingelovens § 54, stk. 1, in fine. Ansøgeren er kosovoalbaner og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller foreninger. Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at han ingen familie har, idet hans fader døde under krigen i 1998, og at hans moder herefter forsvandt, at han ikke har noget arbejde, at han er psykisk og fysisk syg, og at han ikke har et sted at bo i Kosovo, idet hans hus er blevet brændt ned af det serbiske militær. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under krigen blev opsøgt af det serbiske militær, som tilbageholdt ham i hans hus i cirka tre uger, og at han under tilbageholdelsen blev mishandlet og voldtaget. Endelig har ansøgeren henvist til, at han risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, idet hans fader mistænkes for at have samarbejdet med serberne. Det forhold, at ansøgeren under krigen blev tilbageholdt af det serbiske militær og herunder blev mishandlet og voldtaget, kan ikke føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der er tale om en enkeltstående episode begået under krigslignende tilstande i hjemlandet, at ansøgeren har oplyst, at alle i området blev tilbageholdt, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser efter tre ugers tilbageholdelse, og at han herefter ikke havde problemer med det serbiske militær – eller myndighederne - i øvrigt. Ansøgerens fysiske og psykiske tilstand kunne ikke føre til et andet resultat. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at vurdere, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Uanset om ansøgerens fader mistænkes for at have samarbejdet med serberne, fandt nævnet ikke, at ansøgeren på den baggrund risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i den albansk-dominerede del af Kosovo fra faderens død i 1998 til udrejsen i februar 2005 uden at have været udsat for chikane fra befolkningens side. Det forhold, at ansøgeren ikke har noget sted at bo, ikke har mulighed for at få et arbejde, eller ikke har familie tilbage i hjemlandet, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren forud for udrejsen havde været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, eller at ansøgeren vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse ud fra et synspunkt om subjektiv frygt, idet en sådan mulig frygt ikke findes begrundet i objektive forhold. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herefter ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. Ser-mon/2005/14
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1967 (M) og 1973 (K), samt to børn. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgerne er etniske serbere fra en serbisk enklave i Kosovo, beliggende nær en serbisk domineret by. Ansøgerne har aldrig været politisk aktive, ligesom de heller ikke på noget tidspunkt har været udsat for strafprocessuelle indgreb i hjemlandet. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgerne forud for deres udrejse var udsat for chikane fra albanernes side, blandt andet i form af telefontrusler, for at få dem til at forlade området. Anledningen til ansøgernes udrejse var kidnapning af deres to døtre, som fandt sted i december 2003. Flygtningenævnet fandt ikke, at den udøvede chikane eller kidnapningen kunne begrunde, at ansøgerne meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at chikanen ikke havde haft en sådan karakter eller en sådan intensitet, at den kunne karakteriseres som asylbegrundende forfølgelse. Kidnapningen kunne ikke anses for myndighedstolereret, ligesom det heller ikke kunne lægges til grund, at myndighederne ikke kan eller vil yde ansøgerne beskyttelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de generelle forhold for etniske serbere i Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af Udlændingelovens § 7, og Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af ovenstående fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for til brug for asylsagen at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger om, hvad der eventuelt måtte være hændt døtrene i løbet af det døgn, hvor de var kidnappet. Ser-mon/2005/13
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1975 (M) og 1975 (K), samt to børn. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger som sit asylmotiv har anført frygt, dels for de serbiske myndigheder, dels for folk fra Arkans tidligere organisation. For så vidt angår de serbiske myndigheder har ansøgeren forklaret, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive indkaldt til aftjening af værnepligt, hvilket han ikke ønsker. Flygtningenævnet fandt ikke, at den straf, som ansøgeren i givet fald risikerer at blive idømt ved en undladelse af at efterkomme en indkaldelse til aftjening af værnepligt, efter de foreliggende baggrundsoplysninger er af en sådan karakter, at den kan begrunde beskyttelsesstatus i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for folk fra Arkans tidligere organisation, fandt Flygtningenævnet ikke – selvom det lagdes til grund, at ansøgeren har kendskab til, at der skulle være begået krigsforbrydelser af Arkans enheder under konflikten i Kosovo – at det kan antages, at ansøgeren skulle være i risiko for at blive udsat for overgreb fra den pågældende organisations side ved en tilbagevenden til Serbien-Montenegro. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at de overfald, som ansøgeren har forklaret om, at han har været udsat for, ligger tilbage i 1999/2000, og at ansøgeren forud for sin udrejse til Tyskland i 2001 kunne opholde sig forskellige steder i Serbien og arbejde uden problemer. Flygtningenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at ansøgeren frivilligt rejste tilbage til sin hjemby i forbindelse med sin faders begravelse i 2005. Selvom det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien-Montenegro, skulle være i risiko for at blive udsat for yderligere overgreb fra Arkans folk, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at disse overgreb i givet fald skulle være myndighedsunderstøttede, eller at myndighederne ikke kan eller vil yde ansøgeren beskyttelse herimod. Idet den kvindelige ansøger ikke har påberåbt sig et særskilt asylmotiv, fandt Flygtningenævnet på ovennævnte baggrund ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2005/12
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro, født 1976 (M) og 1971 (K). Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at det, i overensstemmelse med ansøgernes forklaringer i Flygtningenævnet, måtte lægges til grund, at ansøgerne udrejste fra Kosovo i 1992, og at de ikke senere var vendt tilbage men havde haft ophold i Tyskland, Schweiz og Sverige. Ansøgerne havde inden udrejsen fra Kosovo-provinsen ikke været udsat for forhold, som de ville påberåbe sig som begrundelse for asyl. De havde som asylmotiv dels henvist til, at de var i en særlig risiko for overgreb, henset til den mandlige ansøgers broders tilknytning til Arkans Tigre, dels til de generelle forhold i Kosovo. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers broders angivelige tilknytning til Arkans Tigre kunne føre til forfølgelse af ansøgerne. Den mandlige ansøger havde således intet selv haft med den omhandlede gruppe at gøre, og han var alene 16 år gammel på det omhandlede tidspunkt. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo provinsen i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Dette gjaldt, uanset at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at blandt andet UNHCR frarådede tilbagesendelse af etniske romaer til Kosovo provinsen, og at UNMIK efter det oplyste ikke ønskede at bistå ved udsendelse af etniske romaer til Kosovo provinsen fra Danmark. Disse forhold kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om der er grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Ansøgerne havde således ikke sandsynliggjort, at de havde været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, og de havde ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret, reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2005/11
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1982. Indrejst i september 2004. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i december 2001 sammen med sin daværende samlever. I marts 2003 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. I september 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I september 2003 udrejste ansøgeren sammen med sin daværende samlever til Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund for sagen, at ansøgeren, da han rettede henvendelse ved faderens hus efter tilbagevenden til Kosovo, blev truet af en derværende albaner, som holdt en pistol i hånden, og at ansøgeren sammen med sin daværende samlever og børn herefter forlod stedet, hvorefter de tog en bus til Prizren og herefter rejste videre med taxa til Pristina og derefter med bus til Beograd. Flygtningenævnet fandt ikke, at det beskrevne hændelsesforløb havde en sådan intensitet, at det kunne sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke godtgjort, at ansøgeren ved udrejsen fra Kosovo-provinsen var asylbegrundende forfulgt, eller at han ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo-provinsen ikke i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Dette gjaldt, uanset at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at blandt andet UNHCR fraråder tvangsmæssig tilbagesendelse af etniske romaer til Kosovo-provinsen, og at UNMIK efter det oplyste hidtil havde indtaget det standpunkt, at man ikke ønsker at bistå ved udsendelser af blandt andet etniske romaer til Kosovo-provinsen. Disse forhold kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller risiko for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2005/10
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1964. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk serber. Han har aldrig været medlem af eller aktiv for politiske partier og har ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren henviste som sit asylmotiv til, at han i 1999 var blevet fordrevet fra sin landsby af albanerne, der brændte hans hus. Han henviste endvidere til, at han forud for krigen i 1999 havde været udsat for chikanerier og overgreb fra albanerne på grund af sin etnicitet. Han henviste endvidere til, at han under krigen i 1999 var blevet mobiliseret og bar serbisk uniform. Han henviste herudover til de generelle forhold i Kosovo. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdene i Kosovo har ændret sig afgørende siden de krigslignende tilstande i 1999. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fra 1999 og indtil udrejsen i 2004 havde opholdt sig i nabolandsbyen. For så vidt angår den chikane og de overgreb, som ansøgeren havde forklaret om, lå disse forhold langt tilbage i tid og måtte anses som udtryk for kriminelle handlinger, der ikke havde været myndighedsunderstøttede. Ansøgerens forklaring om, at han havde været mobiliseret i 1999, var i modstrid med forklaringen til samtalereferatet med Udlændingestyrelsen. Uanset om det måtte lægges til grund, at han havde deltaget i forsvar af en landsby, fandtes dette forhold ikke på nuværende tidspunkt at kunne tillægges asylretlig betydning. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold i Kosovo i sig selv eller i sammenhæng med det ovenfor anførte kunne begrunde asyl. Det forhold, at UNHCR og UNMIK fraråder tvangsudsendelse af visse befolkningsgrupper til Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Kosovo, eller at han ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2005/9
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien og Montenegro, født i 1960. Indrejst første gang i juli 2003. I september 2003 frafaldt ansøgeren sin asylansøgning og udrejste til hjemlandet. I maj 2005 indrejste ansøgeren på ny. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk ungarer og katolik, og at ansøgerens samlever er af blandet etnicitet og katolik. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane og de ransagninger og henvendelser, som ansøgeren havde været udsat for fra de serbiske myndigheders side, eller chikane fra den serbiske befolknings side, havde haft en sådan karakter og et sådant omfang, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved også lagt vægt på, at ansøgeren i september 2003 frafaldt en tidligere ansøgning om asyl i Danmark for frivilligt at tage tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at de efterfølgende henvendelser fra myndighedernes side på ansøgerens bopæl ophørte i februar 2004, flere måneder forud for ansøgerens udrejse i maj 2004. De generelle forhold i Serbien-Montenegro, herunder for etniske ungarer og katolikker, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2005/8
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1976. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han havde opholdt sig på faderens bopæl, da hans far og stedmor blev dræbt, og om hvorvidt der var blevet skudt mod ansøgeren. Nævnet kunne imidlertid lægge til grund, at ansøgeren er etnisk serber fra Kosovo, at hans far og stedmor i 1999 var blevet dræbt af albanerne, og at serberne var blevet fordrevet fra den landsby, hvorfra ansøgeren stammer. Det fremgik imidlertid af ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, at han i cirka fire år inden udrejsen opholdt sig i en anden landsby tre til fire kilometer fra den landsby, hvorfra ansøgeren stammer, og at han ikke i dette tidsrum blev udsat for asylbegrundende overgreb, fordi han og andre serbere var under KFOR-styrkernes beskyttelse. Det fremgik endvidere af ansøgerens forklaring for nævnet, at der ikke var nogen konkret anledning til ansøgerens udrejse, men at han udrejste som følge af de generelt dårlige levevilkår og muligheder i en serbisk enklave under myndighedernes beskyttelse. Uanset de generelt vanskelige vilkår for etniske serbere i albansk dominerede områder i Kosovo, fandt nævnet på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved udrejsen var i konkret individuel risiko for asylbegrundende overgreb, og at han kunne vende tilbage til Kosovo uden at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2005/7
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1950. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i juni 1999, hvorefter hun af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af Kosovo-nødlovens § 1. I august 2000 repatrierede ansøgeren frivilligt til Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. I maj 2004 indrejste ansøgeren i Danmark på ny og indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er roma og katolik fra Gjilane i Kosovo. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i 2000 og 2003 har været udsat for overgreb fra lokalbefolkningens side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som følge heraf skulle meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren for så vidt angår overgrebet i 2003 ikke havde rettet henvendelse til de internationale myndigheder for at få beskyttelse. Ved afgørelsen af, om ansøgerens ægteskab med en albaner og de generelt vanskelige forhold for romaer kan begrunde, om ansøgeren skulle meddeles asyl, bemærkede Flygtningenævnet, at det fremgår af UNHCR’s Position Paper fra marts 2005, at situationen overalt i Kosovo er blevet forbedret siden urolighederne i marts 2004. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke har udøvet politiske aktiviteter af nogen art, som følge af sin etniske herkomst eller de generelle forhold i landet, vil være i en sådan konkret og individuel risiko for forfølgelse, at hun opfylder betingelserne for at få meddelt asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Ser-mon/2005/6
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro (M) og Serbien og Montenegro (K), født i 1973 (M) og 1975 (K). Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger er etnisk albaner fra en landsby i Kosovo-provinsen, og at den kvindelige ansøger er etnisk roma fra Serbien og Montenegro. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogle politiske partier eller organisationer og havde ikke haft problemer med myndighederne i Kosovo-provinsen eller i Serbien og Montenegro. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at deres familier ikke ville acceptere deres samliv, fordi den mandlige ansøger er etnisk albaner og muslim, mens den kvindelige ansøger er etnisk roma og kristen. Den mandlige ansøger havde oplyst, at hans families naboer i 2001 truede med at dræbe ham, hvis han vendte tilbage til Kosovo-provinsen sammen med den kvindelige ansøger. Ansøgerne havde endvidere henvist til de generelle forhold for etniske albanere i Serbien og Montenegro og de generelle forhold for etniske romaer i Kosovo-provinsen. Endelig havde ansøgerne henvist til, at de begge var psykisk og fysisk syge. Flygtningenævnet fandt ikke, at de af ansøgerne anførte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgernes problemer med deres familier, som ikke ville acceptere deres samliv, er et privatretligt forhold, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at de trusler, som den mandlige ansøger blev udsat for fra hans families naboer, ikke havde været af en sådan karakter, at de kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der havde været tale om en enkeltstående episode, som ikke kunne antages at være myndighedsunderstøttet. Nævnet fandt således, at den mandlige ansøger måtte henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne i Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer og ægtefæller af forskellig etnicitet i Kosovo-provinsen i sig selv kunne anses for asylbegrundende, og nævnet fandt heller ikke, at de generelle forhold for etniske albanere i Serbien og Montenegro i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Den beskikkede advokat havde i et skriftligt indlæg anført, at Flygtningenævnets fortolkning af flygtningekonventionen af 28. juli 1951 var i strid med den fortolkning af flygtningekonventionen, som foretages af FN’s organer, og at nævnet var forpligtet til at inddrage alle de fortolkningsbidrag, der knytter sig til konventionen. Nævnet bemærkede hertil, at nævnet ved bedømmelsen af, om en asylansøger er omfattet af udlændingelovens § 7 træffer afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om det land, hvorfra den pågældende person kommer. I vurderingen inddrages endvidere de internationale retskilder, som nævnet har pligt til i henhold til udlændingeloven, herunder UNHCR’s håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. I overensstemmelse hermed tager nævnet stilling til de påberåbte forhold, der er gjort gældende i forhold til den konkrete ansøger og den påberåbte risiko for forfølgelse, som denne person anses for udsat for. Nævnet fandt ikke anledning til nærmere at kommentere de af den beskikkede advokat mere generelt prægede påstande og anbringender, herunder vedrørende internationale retsafgørelser og rapporter, eget rejsereferat, forfatteres retsdogmatiske udredninger og generelle betragtninger om internationale aftalers bindende virkning med videre. Nævnet bemærkede som i andre lignende sager endvidere, at det forhold, at UNMIK, UNHCR eller andre FN-organer måtte fraråde tvangsmæssig udsendelse til Kosovo af personer fra visse minoritetsgrupper ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede herved, at det faldt uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke, at det i den beskikkede advokats skriftlige indlæg i øvrigt anførte kunne føre til en ændret vurdering. Endelig fandt nævnet ikke, at oplysningerne om ansøgernes helbredsmæssige forhold kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgerne opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, og Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ser-Mon/2005/5
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien og Montenegro, født 1971. Indrejst i september 2000. Af sprogtest af november 2001 fremgår det, at ansøgeren åbenbart har sin sproglige baggrund i Albanien. På et tidspunkt blev ansøgeren forsøgt hvervet til UCPMB (en militsgruppe), og han blev truet på livet, såfremt han ikke indmeldte sig. Dagen efter denne henvendelse blev ansøgeren endvidere opsøgt af det serbiske politi, som tilbageholdt ham. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om, at han stammer fra en nærmere angiven by i Serbien og Montenegro, til grund. Nævnet bemærkede herved, at der på grund af ansøgerens mentale tilstand måtte tages særligt hensyn til ham, herunder ved vurderingen af de oplysninger, han havde afgivet. Nævnet kunne således ikke lægge afgørende vægt på resultatet af den foretagne sprogtest. Nævnet henviste i denne forbindelse tillige til ansøgerens oplysninger om hans tidligere opholdssteder samt det område, hvor familien stammer fra. Nævnet kunne endvidere ikke lægge afgørende vægt på, at ansøgerens fødedata ikke havde kunnet bekræftes. Nævnet fandt, at det henset til ansøgerens mentale tilstand påhvilede udlændingemyndighederne i højere grad at tilvejebringe og efterprøve de oplysninger, der var nødvendige til sagens behandling. Det bemærkedes herved, at ansøgeren havde afgivet oplysninger af en sådan detaljeringsgrad, at de ville kunne efterprøves. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i det område, hvorfra ansøgeren stammer, og i øvrigt Serbien og Montenegro, fandtes der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Serbien og Montenegro. Der blev henvist til ansøgerens begrænsede aktivitetsniveau. Der var således ikke tilstrækkelige objektive holdepunkter for den subjektive frygt, ansøgeren nærede. Denne frygt måtte anses for havende sammenhæng med ansøgerens mentale tilstand. Ser-Mon/2005/3
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
