Søg i arkivet
Nævnet hjemviste i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren sympatiserer med Komola og har delt opdateringer om partiet. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren deltaget i et Komola-seminar og lagt politiske opslag og billeder op på facebook, instagram og telegram. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet i mange år, fordi han er ateist, og fordi han har delt oplysninger om Komola og pershmerga-billeder på sociale medier. Han frygter også sin farbrors barnebarn, [A], og hendes familie, fordi han har haft et hemmeligt forhold til [A], som blev opdaget. [A]s familie har truet med at angive ansøgeren til myndighederne på grund af hans religiøse og politiske tilhørsforhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han begyndte at være politisk aktiv i [sommeren] 2014. Hans aktiviteter bestod i at lægge fire til fem billeder af peshmergaer med et kurdisk flag på sin side på appen Bitalk. Han skrev en kort forklaring til billederne. På Bitalk havde han cirka 200 forbindelser, hvoraf han kendte identiteten på omkring 30 af dem. Hans motivation for at lægge billederne op var, at peshmergaerne kæmper for kurdernes rettigheder. Omkring en måned efter det første opslag på Bitalk blev han tilbageholdt af efterretningstjenesten. Han blev opsøgt på sin bopæl tidligt om morgenen. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted og tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Personerne, som tilbageholdte ansøgeren, ville have oplysninger om Komola. Ansøgerens far fik ham løsladt, fordi han havde en bekendt i efterretningstjenesten. I [slutningen af] 2015 eller [starten af] 2016 deltog ansøgeren i et seminar i Danmark afholdt af Komola. Han har også lagt billeder af peshmergaer op på sociale medier. På telegram har han en lukket gruppe, hvor han deler informationer om ligestilling, menneskerettigheder og ateisme. I forhold til sin konflikt med [A]s familie har ansøgeren forklaret, at ansøgerens familie og hans farbror [B]s familie ikke havde et godt forhold, idet de støttede det iranske regime, og ansøgerens familie støttede kurdernes rettigheder. Ansøgerens bror, [C], var gift med farbrorens anden datter, [D], idet han delte deres politiske overbevisning og var med i Basij. Ansøgeren mødte [A] til en familiesammenkomst i begyndelsen af [foråret] 2013. I sommeren 2015 bad ansøgerens far om [A]s hånd på ansøgerens vegne, men de fik afslag, idet [A]s familie ikke brød sig om hans politiske og religiøse overbevisning. Ansøgerens far friede igen efter et par uger, men de fik igen afslag. Ansøgeren blev ved med at ses med [A]. En dag hjemme hos ansøgerens bror kom [A]s farbror og så dem. Ansøgeren flygtede ud gennem bagdøren og ringede til sin ven, som kom og hentede ham. Ansøgeren blev kørt hjem til sine bedsteforældre, hvor han opholdt sig i 14 dage, indtil han udrejste af Iran. Ansøgeren har ydermere forklaret, at han har øget sin aktivitet på Telegram efter, at han er kommet til Danmark. Idet ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt udskrifter af sin kommunikation på Telegram, hvor han– i modsætning til, hvad han har oplyst under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen – optræder under sit fulde navn og med angiveligt i visse tilfælde mere end 600.000 læsere, finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse. Nævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere oplysninger om ansøgerens profil på det sociale medie Telegram, herunder indholdet og hvem der har adgang til at gøre sig bekendt med det.” iran/2018/349/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han nu er kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ham for at have hjulpet regimekritiske partier. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag blev opsøgt af fire mænd, som var politisk aktive, da han passede sine dyr. Mændene bad om mad, hvilket ansøgeren gav dem. Han tog hjem for at hente mere mad. Ansøgerens mor spurgte, hvem maden var til, og ansøgeren svarede, at det var til de andre fårehyrder. Da ansøgeren kom tilbage, blev han opsøgt af en af de politisk aktive mænd. Pludselig blev de beskudt og som følge heraf flygtede ansøgeren på sin hest. Ansøgeren red hen til en ven, som kontaktede ansøgerens farbror, som hjalp ansøgeren ud af landet. Da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han en dag at tage i kirke sammen med tre andre fra centeret. I kirken blev han introduceret for et undervisningsprogram, og han besluttede sig for at skifte religion fra islam til kristendommen. To måneder efter blev han døbt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive dræbt eller på anden, asylbegrundende måde efterstræbt som følge af en konflikt med de iranske myndigheder eller som følge af, at ansøgeren i Danmark er konverteret til kristendommen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder som følge af, at han er blevet opsøgt af politisk aktive mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om helt centrale detaljer af asylmotivet. Under samtalen [i sommeren] 2017 forklarede han således, at han havde været tilbage i bjergene med dyrene en til to timer, da en af mændene kom hen til ham, og han var ved at give mad til denne mand, da han hørte en masse skud. Under nævnsmødet har han derimod indledningsvis forklaret, at da han kom tilbage, begyndte han at tænde bålet igen, da han hørte skud og flygtede, og at kurderne var længere væk, og at han ikke nåede at give dem mad. Adspurgt har han bekræftet denne forklaring, indtil han er foreholdt forklaringen [fra sommeren] 2017, hvorefter han har ændret forklaringen til, at en af mændene fik mad. Da ansøgeren under nævnsmødet udtrykkeligt er adspurgt til sin hukommelse om forløbet, finder nævnet, at dette ikke alene kan begrundes i hukommelsesproblemer. Ansøgerens forklaring om dette asylmotiv fremstår derfor konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen finder nævnet, at ansøgerens dåb ikke er udtryk for en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde over for nævnet har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for konversionen til kristendommen og alene i generelle termer har kunnet forklare om sit forhold til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2017 ikke oplyste om dåben, der fandt sted to en halv måned tidligere, men oplyste i stedet at være sunnimuslim, lige som ansøgeren ikke kunnet angive datoen for sin dåb. Det kan ikke ændre ved nævnets vurdering, at ansøgeren eventuelt er indgået i et fællesskab omkring kirkelige aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/348/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim, men nu ateist, fra vest-Aserbajdsjan. Ansøgeren har været aktiv for partiet PJAK i perioden fra 2005 til 2008. Efterfølgende har ansøgeren været aktiv for KDPI frem til 2013, hvor han indrejste i Irak og fortsatte sine politiske aktiviteter frem til sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv for PJAK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med PJAK siden 2005. Ansøgeren var ikke medlem af PJAK, men han hjalp dem med at transportere sårede og skaffede sko og redskaber til behandling. I 2008 var ansøgeren i færd med at følge en gruppe kurdere til Orumieh, så de kunne tilslutte sig PJAK. På vejen blev deres bil stoppet af Revolutionsgarden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev anholdt og ført til [en base] i Orumieh. Ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og tortureret på basen i mellem 11 og 20 dage. Efterfølgende blev ansøgeren udleveret til efterretningstjenesten i Orumieh, der tilbageholdt ansøgeren i mere end to måneder. Ansøgeren blev efterfølgende overført til det centrale fængsel i Orumieh, hvor han efter to til tre måneder blev stillet for en dommer. Ansøgeren opholdt sig i fængslet i samlet omkring 21 måneder. Ansøgeren fik efter omkring et års tilbageholdelse en dom for at have samarbejdet med PJAK. Ansøgeren blev efter fængslingen i Orumieh overført til fængslet i Tabriz, hvor han opholdt sig, indtil han blev løsladt syv måneder senere. Efter løsladelsen blev ansøgeren af efterretningstjenesten anmodet om at rapportere om PJAK og deres opholdssteder, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev under sine fængselsophold bekendt med KDPI, og han tog efter sin løsladelse kontakt til partiet. Ansøgeren fik til opgave at uddele løbesedler og rapportere til partiet om aktiviteter i ansøgerens område. En aften i efteråret 2013 blev ansøgeren opdaget af en person, der arbejdede for myndighederne. Ansøgeren fortsatte samme aften til KDPI’s hovedkvarter i Irak. Ansøgeren modtog samme aften et opkald fra sin far, der havde en bekendt i efterretningstjenesten. Den bekendte havde ringet til faren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren var aktiv for KDPI i Irak frem til sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter har været udbyggende. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet forklaret, at han efter pågribelsen i 2008 var fængslet i 28 måneder. Ansøgeren beskriver i skemaet ikke, at han afsonede en dom, og at han havde anket denne dom. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han fik appelrettens dom udleveret, allerede mens han afsonede. Ansøgeren omtaler imidlertid først dommen under asylsamtalen, der fandt sted [i foråret 2017], og ansøgeren har i den forbindelse afleveret en kopi af en dom, der angiveligt er afsagt af appelretten i vest-Aserbajdsjan. Denne dom er søgt ægthedsvurderet, og det fremgår af svaret på undersøgelsen, at dokumentet må anses som et falsum. Ansøgeren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han i Danmark i 2017 traf en navngivet kurdisk mand, der afsonede sammen med ansøgeren i 2008 til 2009, hvilken oplysning nævnet ikke finder at kunne tillægge betydning, henset til, at oplysningen ikke er meddelt overfor udlændingestyrelsen eller under mødet med advokaten. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet vedrørende sine aktiviteter for KDPI anført, at han uddelte løbesedler, at efterretningsvæsnet opdagede dette, og at en bekendt til familien advarede ansøgerens far om, at man gerne ville anholde ansøgeren. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opdaget af en af Sepahs meddelere, da ansøgeren var i færd med at hjælpe en gruppe Peshmergaer gennem grænseområdet. Ansøgerens forklaring om, hvorledes denne meddeler havde mulighed for at genkende ansøgeren, fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Ansøgeren har vedrørende sin eksponering i Iran under nævnsmødet endvidere udbyggende forklaret, at ansøgeren efter pågribelsen i 2008 blev omtalte på RoiTv, og at ansøgerens billede blev vist i samme forbindelse, hvilket kan have medvirket til, at meddeleren kunne genkende ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i Iran har været politisk aktiv, og af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På denne baggrund, og da ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Irak endvidere har fremstået divergerende i forhold til, hvorvidt ansøgeren var egentligt medlem af KDPI eller ej, og hvorvidt ansøgeren modtog våbentræning, finder Flygtningenævnet ej heller, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har været politisk aktiv i Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil i et andet navn, og her lagt billeder op af sig selv i Peshmerga uniform kan ikke føre til, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder, og det samme gælder for de aktiviteter, ansøgeren har beskrevet at have deltaget i, i Danmark. De fremlagte erklæringer og medlemskortet kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har ved nævnsmødets start oplyst, at han er ”kommunistisk ateist”. Ansøgeren har således ikke selv taget initiativ til at oplyse, at han er blevet døbt [i efteråret 2018], men har foreholdt oplysningen bekræftet, at det forholder sig således. Ansøgeren har forklaret, at han anser det som et helt privat anliggende, og har afvist at svare på spørgsmål om sit forhold til og sit kendskab til Kristendommen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke reelt er konverteret. Den omstændighed, at ansøgeren er døbt findes under disse omstændigheder ikke at medføre, at de iranske myndigheder, såfremt de får kendskab til dåben, vil anse ansøgeren som frafalden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/347/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og tidligere ikke-religiøs fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle, [A], har anmeldt hende for utroskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at [A] vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren har haft et forhold til en anden mand ved navn [B]. Derudover frygter ansøgeren, at det kan få konsekvenser for hende, at [B]s far har haft problemer med de iranske myndigheder, som følge af sine politiske aktiviteter. Endelig frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i april 2008 blev religiøst viet med [A], hvorefter de flyttede sammen. Ægteskabet blev registreret ved de iranske myndigheder i 2009. Omkring fire måneder efter ansøgeren og [A] var flyttet sammen, udsatte [A] ansøgeren for vold. Ansøgeren søgte om skilsmisse i 2010, 2011 og i 2014, hvilke ansøgninger alle blev afvist af myndighederne. I [foråret] 2014 blev ansøgeren introduceret for sin venindes slægtning ved navn [B]. Et par måneder herefter flyttede [A] ud af bopælen. I [efteråret] 2014 indledte ansøgeren et forhold til [B]. Under et uanmeldt besøg i [vinteren] 2014 blev [A] bekendt med, at en anden mand havde besøgt ansøgerens bopæl. Fire dage herefter udrejste ansøgeren af Iran til Tyrkiet. Under opholdet i Tyrkiet, fik ansøgeren besøg af [A], der udsatte hende for fysiske overgreb og trusler, hvorefter han vendte tilbage til Iran. Under sit ophold i Tyrkiet blev ansøgeren introduceret til kristendommen af en mand ved navn Amir. I Danmark kommer ansøgeren jævnligt i kirke. I [vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt i kirken [C]. Ad asylmotiv i Iran Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at ansøgeren har været eller er gift med [A] eller at [A] har udøvet vold over for ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har divergeret på væsentlige dele af sin forklaring, herunder om [A] har udøvet vold mod [D] og om hun har boet sammen med [B]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om episoden med den tabte pung, og at hun forklaret divergerende om, hvorvidt hun var bekendt med eller havde set, at [B] havde glemt sin pung i lejligheden. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kunne opnå hjælp fra sin familie, henset til, at [A] reelt havde ophævet samlivet gennem en periode på omkring et halvt år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylansøgningsskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om, at der er blevet afsagt en dom over hende for utroskab, selvom hun har forklaret dette til den anden samtale med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Under henvisning til ovennævnte og da den fremlagte korrespondance fra Facebook Messenger antyder et godt forhold mellem parterne, ligesom den ikke indeholder trusler, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ad sur place motivet Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket under henvisning til vurderingen af hendes oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhistorie tyder på, at hun skulle erhverve en ny religion i Danmark. Hun har for nævnet forklaret, at hun i en bøn til Gud lovede at vise interesse for kristendommen, såfremt hendes søn kom sikkert over havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Hun har ikke forklaret dette hverken i asylansøgningsskemaet eller for Udlændingestyrelsen, men har til gengæld i oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun ikke havde nogen religion. Nævnet bemærker endvidere, at hun i det første år efter ankomsten til Danmark, efter hendes egen forklaring til Udlændingestyrelsen, ikke udviste kristne aktiviteter i nævneværdig grad. Nævnet finder ikke, at hun på troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre omvendelse. På trods af, at ansøgeren over for nævnet har dokumenteret nogen viden om kristendommen og de kristne værdier, og selvom hun har dokumenteret at have fulgt både undervisning og kirkegang gennem et par år, finder nævnet ikke, at hendes konversion er reel. Det forhold, at hun på sin Facebook profil har delt kristent materiale gør ikke, at hun er profileret over for de iranske myndigheder særligt fordi profilen ikke er oprettet i hendes rigtige navn. Flygtningenævnet finder derfor samlet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/346/LINB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder fra [landsbyen A ved Sarpole Zahab], Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængsel på livstid, da han har hjulpet medlemmer af PJAK. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i sommeren 2015 sammen med sin far, søster og bror bragte familiens får til bjergene ved Dalaho, hvor mange medlemmer af de kurdiske modstandsgrupper opholdt sig. Omkring den […] 2015, efter et par ugers ophold i Dalaho, rettede fire for ansøgeren ukendte personer fra PJAK henvendelse til ansøgeren og hans familie. Over de næste 20 dage hjalp ansøgeren og hans familie PJAK-medlemmerne seks til syv gange. De fleste gange lånte mændene ansøgerens brors mobiltelefon, men familien hentede også mad i [landsbyen A] for mændene. Endvidere bad mændene ansøgeren og hans familie fortælle, hvis de så personer fra de iranske myndigheder i Sarpole Zahab. Herefter forsvandt mændene, og ansøgeren tog hjem til [landsbyen A]. To timer efter ansøgeren var kommet hjem, blev han ringet op af sin bror, [B], som fortalte, at familiens nabo i Dalaho havde set, at politiet havde anholdt ansøgerens far uden for familiens telt, mens Ismail havde passet dyrene i bjergene. [B] fortalte videre, at ansøgerens far havde brækket hånden, ligesom der var blevet anvendt peberspray mod ham. [B] havde videre fået at vide, at hele familien var blevet anklaget for at have hjulpet PJAK. Herefter tog ansøgeren en taxa til Kermanshah, hvor han overnattede hos sin søster. Han fik 12 millioner toman af sin søsters ægtefælle, og dagen efter rejste han mod Tyrkiet. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i tre uger, hvorefter han rejste via Italien og andre europæiske lande til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og befolkningen, da han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han tidligere ikke praktiserede Islam til fulde. Han bad ind i mellem, men han fastede ikke altid. Omkring en til to måneder efter ankomsten til Danmark holdt han helt op med at praktisere Islam, da han mistede interessen. I [slutningen af] 2016 begyndte ansøgerens ægtefælle at læse højt af biblen for ham, og han fandt ud af, at det var sådan, han gerne ville leve. [I begyndelsen af] 2017 blev ansøgeren døbt og efterfølgende viet i [en navngiven kirke i Danmark], ligesom ansøgeren lod sin søn døbe. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en udtalelse fra sognepræsten i [kirken], hvoraf det blandt andet fremgår, ansøgeren i [slutningen af] 2016 begyndte at komme i kirken, og at han fortsat kommer i kirken om søndagen, ligesom han deltager i kirkens kristendomsundersvisning stort set hver torsdag eftermiddag. Ansøgeren har videre fremlagt sin egen og sin søns dåbsattest. I forbindelse med samtalen hos advokaten har ansøgeren endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime, idet han i Danmark har deltaget i demonstrationer mod regimet ved den iranske ambassade i Hellerup og i København. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med en demonstration foran ambassaden satte ild til Khameneis billede og at en optagelse heraf efterfølgende er lagt på KDPI’s hjemmeside. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til seks links til Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte mændene fra PAJAK bad ansøgeren og hans familie handle ind for sig, og at ansøgeren har forklaret udbyggende omkring ransagningen af familiens telt i Dalaho. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke forekommer sandsynligt, at særligt ansøgeren skulle være efterstræbt, blandt andet sammenholdt med at ansøgerens bror og søster ikke er blevet opsøgt af myndighederne. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at få kontakt til sin familie for at høre nærmere til deres situation. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ham. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren på sin danske Facebook-profil har delt kristne motiver og tekster, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold, der først er lagt op efter ansøgeren har fået afslag fra Udlændingestyrelsen, fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80, 82, 88 og 124. Det forhold, at ansøgeren også har delt opslag med politiske budskaber mod det iranske regime på sin Facebook-profil, og at han i Danmark har deltaget i to demonstrationer kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys og vil være efterstræbt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgerens hustru og barn er meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7 ikke fører til, at ansøgeren som konsekvens heraf meddeles opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens hustru først har mødt hinanden i Danmark, hvor de efterfølgende har fået barn og er blevet gift. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/344/mvln
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel af myndighederne, da han tidligere har transporteret narkotika for sin farbror, og da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel af sin farbror, fordi han modsatte sig at transportere narkotika for farbroren. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre døde, da han var helt lille, og han er derfor opvokset hos sin farbror, der handlede med narkotika, som han fik udleveret af de iranske myndigheder. Det var ansøgerens opgave at levere narkotika til farbrorens kunder, hvilket ansøgeren gjorde flere gange ugentligt i omkring 10 år. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, som ønskede, at han skulle stoppe med at arbejde for farbroren, så en dag, hvor ansøgeren havde leveret narkotika for farbroren, beholdt han pengene og flygtede til ægtefællens farbror i Teheran. Mens ansøgeren opholdt sig i Teheran, blev ansøgerens svigerfamilie opsøgt af ansøgerens farbrors ansatte og de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste efter omkring 11 dage af Iran i slutningen af 2015. Efter ansøgerens udrejse af Iran er ansøgerens svigerfamilie på ny blevet opsøgt af de iranske myndigheder og farbrorens ansatte. Efter ansøgeren kom til Danmark i [starten af] 2016, fik han interesse for kristendommen. Efter at have deltaget i kristendomsundervisning tre-fire gange besluttede ansøgeren sig for at blive døbt, hvilket han blev i [foråret] 2016. Ansøgeren har siden regelmæssigt gået i gudstjeneste om søndagen og deltaget i undervisning om torsdagen. Herudover har ansøgeren været på en bibellejr. Ansøgeren har i Danmark modtaget en trussel over Facebook, hvor han har uploadet kristne budskaber. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om transport af narkotika for sin farbror til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at forklaringen efter sit indhold forekommer mindre sandsynlig. Nævnet henviser herved for eksempel til ansøgerens alder, den lange tidsperiode, at ansøgerens farbror, efter ansøgerens forklaring, er gået til myndighederne, selvom farbroren selv har haft en helt central rolle i narkotikahandlen, forklaringen om, at ansøgeren beholdt pengene fra den sidste (omfattende) leverance, og at pengene ikke kunne dække omkostningerne ved en rejse til Europa. Nævnet lægger endvidere vægt på, at forklaringen indeholder visse divergenser og usikkerheder, for eksempel spørgsmålet om tilsigelse eller ransagning og udrejsetidspunktet. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Vedrørende ansøgerens motiv om konversion til kristendommen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at der skal foretages en nøje vurdering heraf under hensyn til, at ansøgerens oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er blevet døbt stort set uden nogen viden om kristendommen, og at hans refleksioner om sit forhold til kristendommen og hvordan han vil reagere, hvis han skulle vende tilbage til Iran, er ganske begrænsede. Ansøgeren har vel været vedholdende i at søge det kirkelige fællesskab, men han har ikke overbevisende redegjort for sin indre overbevisning, og ansøgerens handlinger må ses som udtryk for, at han har fundet et fællesskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der kun i begrænset omfang har været tolkning for ansøgeren i forbindelse med de kirkelige handlinger. Flygtningenævnet lægger endvidere en vis vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet heller ikke er fremstået uforbeholden, idet han først på et sent tidspunkt, efter et direkte forehold, har forklaret, at han har været afhængig af rygeheroin i en periode i Danmark og i øvrigt også i Iran. Efter en nøje vurdering af ansøgerens forklaring og personlige fremtræden finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf, og heller ikke som følge af sine Facebook-opslag, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren, såfremt hans forklaring om asylmotivet i Iran skulle lægges til grund, ville være omfattet af udelukkelsesgrundene. Nævnet er således enig med Udlændingestyrelsens afgørelse herom og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/343/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs trosretning. Ansøgeren er født i Romadi-lejren, Irak, men flyttede med sin familie til [byen X], Kermanshah, Iran, da han var ni år gammel. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har en farbror, der er aktiv i KDPI og er bosiddende i KRI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har samarbejdet med KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under et ophold i Kalar i Irak i 2013 blev introduceret til KDP af sin farbror, [A], som spurgte ansøgeren, om han ville hjælpe KDPI med at vise vej for peshmergaer, som kom ind i Iran fra Irak. Ansøgeren indvilligede med det samme i at hjælpe. [A] forklarede, at ansøgeren ville modtage en SMS, når der var brug for hans hjælp. Ansøgeren hjalp efterfølgende flere gange i løbet af nogle år peshmergaer med at finde vej fra grænsen mellem Iran og Irak og til [byen Y]. [I foråret] 2015 havde ansøgeren igen fået til opgave at hente peshmergaer ved grænsen, men da han første gang ankom til mødestedet, var der ingen. Nogle dage efter modtog han på ny besked om at møde op, og da han kom til mødestedet og gemte sig, så han to hvide biler og ti personer, heraf var to af personerne iført civilt traditionelt kurdisk beklædning, og han genkendte disse personer som to pehmergaer, som han tidligere havde hjulpet over grænsen. De to personer blev ved det aftalte mødested, mens myndighedspersonerne gemte sig. Mens ansøgeren gemte sig, ringede et hemmeligt nummer til hans mobiltelefon, men ansøgeren besvarede ikke opkaldet, da han var klar over, at der var noget galt. Derfor flygtede han og efterlod telefonen. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [B], i [byen Y]. Efter nogle dage fik han at vide, at hans families bopæl var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgerens far opsøgte ham, mens han skjulte sig hos [B], og han oplyste, at ansøgeren kunne tage ophold hos nogle venner af familien i byen Shiraz. Ansøgeren opholdt sig herefter i Shiraz til sin udrejse af Iran [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været usandsynlig, udbyggende og afglidende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen anmodede om til den efterfølgende samtale at blive tolket på sorani, men at asylsamtalen desuagtet blev gennemført under medvirken af en farsitalende tolk. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget denne omstændighed i betragtning. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen kan, selvom der kan være opstået misforståelser om tal og betydningen af enkelte ord imidlertid ikke, når den ses som en helhed forstås på anden måde, end at ansøgeren forklarede, at han to gange var med til at hjælpe peshmergaer, idet han gentagne gange har forklaret om to episoder benævnt som første og anden gang. I oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret om fire gange, hvoraf den ene ikke blev til noget. På samme måde har ansøgeren i asylsamtalen flere gange forklaret, at han ikke kunne huske antallet af peshmergaer, han hjalp de enkelte gange, eller hvor lang tid, der gik mellem turene, fordi han var involveret i en periode over 3-4 år, hvorimod han under nævnsmødet har været i stand til nøjagtigt at forklare antallet af peshmergaer, han hjalp hver enkelt gang, og hvor lang tid der var imellem turene. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende i asylsamtalen i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han forgæves mødte op i grænseområdet en gang forud for, at myndighederne kom til stede, ligesom han under mødet i nævnet har forklaret udbyggende i forhold til tidligere forklaringer med hensyn til, at han kommunikerede med sin farbror både direkte via sin fars telefon og via sms den første gang, ansøgeren skulle hjælpe peshmergaerne med at finde vej, med hensyn til købet af et irakisk taletidskort og turen til Kalar for at ringe til farbroren i Erbil for at oplyse nummeret samt endelig med hensyn til, at hans bror udførte de samme aktiviteter for farbroren, som ansøgeren selv gjorde. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han erfarede om brorens aktiviteter ca. en måned efter ankomsten til Danmark og dermed forud for begge samtalerne med styrelsen. Det bemærkes endeligt, at ansøgerens forklaring er usandsynlig og konstrueret med hensyn til, at ansøgeren af sikkerhedshensyn ikke oplyste sin identitet til peshmergaerne men alligevel tog dem med til familiens skur og udpegede familiens jord for dem samt med hensyn til, at myndighederne, hvis det var disse oplysninger, der førte dem til ansøgeren, ikke straks opsøgte ham på bopælen i stedet for at forsøge at fange ham i grænseområdet, for dernæst da dette ikke lykkedes, at opsøge ham på bopælen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerens mistanke blev vakt alene på baggrund af opringningen på mobiltelefonen, idet han fra de tidligere sms´er fra farbroren må have været i stand til at se på telefonen, om det var farbrorens telefonnummer, der blev sms´er fra forud for, at myndighederne kom til stede i grænseområdet. Henset til, at der i ansøgerens telefon sad et uregistreret taletidskort, der ikke kunne henføres til ham, er det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke først forsøge at advare farbroren, før han skaffede sig af med telefonen, ligesom det er usandsynligt, at han heller ikke senere – evt. efter ankomsten til Danmark har forsøgt at advare farbroren. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/342/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og er kristen men oprindelig født som shiamuslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var omkring 22 år gammel, da han begyndte at forholde sig kritisk til sin muslimske tro på baggrund af de mange uretfærdigheder, han oplevede i det iranske samfund. Ansøgeren kendte en kristen ved navn [A], der ejede en forretning i nærheden af ansøgerens bopæl. Ansøgeren og [A] snakkede om kristendommen, og ansøgeren blev tiltrukket af kristendommens værdier. Omkring to til tre måneder efter deres første samtaler om kristendommen, fik ansøgeren som følge af sin nye overbevisning tatoveret et billede af Jomfru Maria på sit bryst. Ansøgeren blev efterfølgende af [A] introduceret for en person ved navn [B], som inviterede ansøgeren til at deltage i kristne møder i en huskirke. Ansøgeren deltog herefter i omkring seks til ti møder sammen med [B] og to andre kristne, hvoraf den ene hed [C]. Møderne foregik skiftevis hos [B] og [C]. Da ansøgeren en dag var på vej til et møde hos [C], blev han kontaktet af [B], som oplyste, at [C] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul på sin uofficielle bopæl uden at besøge sin familie i de følgende ti dage. Ti dage efter anholdelsen blev ansøgeren, da han var på vej hjem til sine forældre, overfaldet af fire personer fra efterretningstjenesten. Ansøgeren blev tvunget ind i en bil, hvor en fra efterretningstjenesten med en skarp genstand påførte ansøgeren snitsår på maven. Det lykkedes ansøgeren at flygte med hjælp fra sin familie og folk fra området, der var kommet til. Ansøgeren flygtede hjem til sin ven [D], hvor han opholdt sig i to år inden sin udrejse. I løbet af denne periode begyndte han at spare sammen til at udrejse. I samme periode blev ansøgerens forældre opsøgt to gange af myndighederne, som spurgte efter ansøgeren. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens forældre blevet opsøgt én gang. Ansøgeren begyndte efter ankomsten til Danmark at gå i kirke, mens han boede på […]. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Efter dåben har ansøgeren fortsat med at deltage i kristendomsundervisning samt gudstjenester, og han har endvidere været aktiv med at lægge kristent materiale op på sin åbne Facebook-profil. Ansøgeren har forklaret troværdigt, detaljeret og konsistent om, hvordan han allerede, mens han var i Iran, var en søgende person, der interesserede sig for andre religioner, og var kritisk overfor det iranske regime og islam. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om kendskabet til den armenske kristne butiksejer [A] fra hans lokalområde til grund, herunder at det var via ham, ansøgeren fik de første oplysninger om kristendommen, ligesom han via [A] fik kontakt til [B] og [C]. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren fik en tatovering af Jomfru Maria på brystet, og at han over en periode på cirka fire måneder mellem 8-10 gange sammen med [B] og [C] og yderligere en person deltog i huskirkemøder, og at han kom til at opfatte sig som kristen. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne på grund af anholdelsen af [C] til grund, herunder at denne konflikt førte til, ansøgeren valgte at gå under jorden og holde sig skjult i to år, mens han sparede op til sin flugt. Ansøgeren forklarede allerede umiddelbart efter ankomsten til Danmark, at han er kristen. Han har fulgt dåbsundervisning, er blevet døbt, og går regelmæssigt i kirke, ligesom han også deltager i andre kristne aktiviteter. Ansøgeren har udvist kendskab til den kristne tro og har forklaret om sin overbevisning og kristne begreber med sine egne ord, ligesom han har redegjort troværdigt for den proces, der har ført til at han forlod sin muslimske tro og valgte at blive kristen. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel og et ønske om fremadrettet at leve åbent som kristen, herunder at missionere for sin tro. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blandt andet på sin åbne Facebook profil har uploadet kristne billeder og budskaber. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, og meddeler ham derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/341/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor fra [by] i Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han tror på Gud, men ikke nødvendigvis en specifik Gud. Ansøgeren har siden 2009 været medlem af en hemmelig, kulturel organisation ved navn Falin Madan Shahrestan Andimeshk (FMSA), som også beskæftiger sig med politiske gøremål. Ansøgeren var medlem af organisationen indtil sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængselsstraf eller repressalier fra de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2009 (1388) blev bortvist fra sit universitet og tilbageholdt i et døgn i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer mod regimet i Iran. Bortvisningen blev efterfølgende trukket tilbage, og ansøgeren fik lov til at afslutte sit studie uden yderligere problemer. Ansøgeren har videre oplyst, at han senere blev medlem af organisationen FMSA, der mødtes omkring hver femte måned og talte om politiske forhold, herunder kvinders rettigheder og adskillelsen af religion og politik. Foruden møderne kommunikerede organisationen også via Facebook. Ansøgeren udtrykte også sine holdninger til det politiske system, herunder sin kritiske holdning til præsidenten, overfor andre end gruppens medlemmer, idet han dog var påpasselig med, hvem han delte sine holdninger med. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren oprettet en webblog, som nu er lukket, ligesom han i Danmark har linket til politiske artikler og kommenteret disse på en åben profil på Facebook. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på plausibel måde har kunnet forklare de divergenser, Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen om afslag. Ansøgeren har således forklaret i nævnet, at hans tidligere forklaring om, at han stod på en liste over eftersøgte personer hos Sepah, og at der efter hans udrejse blev ransaget på hans bopæl, ikke er korrekt. Han har henvist til, at andre asylansøgere havde rådet ham til at forklare, som han har gjort. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer og det indtryk, ansøgeren har gjort i nævnet, lægge ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet til grund. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at ansøgeren politisk er i opposition til styret i Iran, og at han var politisk aktiv i Iran. Det lægges dog samtidig til grund, at ansøgeren ikke i særlig høj grad var profileret i Iran, hvor han udviste en sådan grad af forsigtighed, at han ikke har været i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren udrejste legalt af Iran. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han på tidspunktet for sin udrejse var i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark oprettet en blog og profiler på Facebook, Instagram, Telegram og Twitter. Ansøgeren har forklaret, at han både selv formulerer kritiske tekster om ledende personer og myndigheder i Iran og deler andres opslag. Han har under mødet i Flygtningenævnet forevist eksempler herpå og på kommentarer, som andre har skrevet til hans opslag, herunder trusler og advarsler. Flygtningenævnet har ved opslag på ansøgerens Instagramprofil konstateret, at han har 3.815 følgere, og at han har foretaget næsten 12.000 opslag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om forholdene for systemkritikere i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af sine politiske ytringer, hvis han returnerer til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/340/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har angivet at være konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren kommer fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og tilbageholdt af myndighederne, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin tidligere forlovedes eksmand samt myndighederne på baggrund af en konflikt med sin tidligere forlovedes eksmand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fik interesse for kristendommen i 2013. Ansøgeren havde en kristen ven ved navn [A], og ansøgeren var tilknyttet en huskirke, som han besøgte med sin mor og nogle af hendes veninder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han lærte sin tidligere forlovede, [B], at kende på et ukendt tidspunkt i 2014. [B] var fraskilt, hvilket ansøgeren fandt ud af fem til seks måneder efter, at de to var begyndt at ses. [B]s eksmand, [C], arbejdede for efterretningstjenesten, og i [efteråret] 2014 opsøgte [C] ansøgeren på hans arbejdsplads efter fyraften. [C] ønskede ikke, at ansøgeren skulle forloves med [B], idet han ikke accepterede deres skilsmisse. Den [nærmere angivet dato i foråret] 2015 blev ansøgeren fyret fra sit arbejde. En måned forud herfor var ansøgeren blevet opsøgt på sin arbejdsplads af repræsentanter fra efterretningstjenesten, kaldet Herazat, som også var ansat på ansøgerens arbejdsplads, idet ansøgeren havde missioneret for kristendommen på sin arbejdsplads. Den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 blev ansøgeren forlovet med [B]. Under forlovelsesfesten kom [C] og tre for ansøgeren ukendte personer til ansøgerens families bopæl, hvor de bad ansøgeren følge med. Ansøgeren flygtede fra bopælen og overnattede en nat hos sin onkel, hvorefter han tog videre til en af sin fars venner i [Iransk by], hvor han opholdt sig i to nætter, hvorefter han tog til [anden Iransk by] og udrejste af Iran til Tyrkiet. Den [nærmere angivet dato i vinteren] 2015, efter ansøgerens udrejse, blev hans familie i Iran opsøgt af efterretningstjenesten, som kom med en tilsigelse til retten til ansøgeren. I [foråret] 2016 blev familien igen opsøgt af efterretningstjenesten, som spurgte ind til, hvor ansøgeren befandt sig, og hvad han foretog sig. Ansøgeren er den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015, efter ankomsten til Danmark, blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vil grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter for sit asylmotiv har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svækket sin troværdighed ved at fremlægge en tilsigelse til retten i Iran, som af Den Danske Ambassade i Irans juridiske sagkyndige er vurderet falsk. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor han vidste, at de tre mænd, der ankom sammen med [C] til forlovelsesfesten, var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at de tre mænd identificerede sig ved at vise et id-kort, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blot regnede ud, at de måtte være fra efterretningstjenesten, da de ankom sammen med [C]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, mens han var i Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen, selv om kristendommen ifølge hans forklaring for Flygtningenævnet også havde meget stor betydning for ham, mens han var i Iran, at han allerede inden sin udrejse følte sig som kristen, og at hans interesse for kristendommen havde givet ham problemer på arbejdspladsen og var medvirkende årsag til, at han blev afskediget. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet ansøgeren først for Flygtningenævnet har forklaret, at han deltog i møder i to forskellige huskirker, nemlig hos sin mors veninde og hos [A]s bekendte, mens han tidligere kun har forklaret om møder hos sin mors veninde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren ikke fortalte sin forlovede om, at han var kristen, selv om han ikke lagde skjul på det over for sine arbejdskolleger, som han i øvrigt missionerede for. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der deltog i møderne hos moderens veninde, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke måtte tage nogen med udefra, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han også nogle gange inviterede sin ven [A] med, selv om ingen andre i gruppen kendte [A]. Ansøgeren er i Danmark blevet døbt og har vedvarende deltaget i en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder i imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det, der ovenfor er anført. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev døbt kun halvanden måned efter, at han i Danmark fik kontakt til en kirke, og at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren for Flygtningenævnet har kunnet redegøre for det kristne budskab og har dokumenteret sine kirkelige aktiviteter ved fremlæggelse af udtalelser fra flere præster mv., kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/339/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ramadi, Iran. Ansøgeren er født i al-Tash lejren og er iransk statsborger. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979, idet forældrene frygtede de iranske myndigheder. Ansøgeren og hans familie boede i al-Tash lejren indtil 2003, hvorefter de flyttede til byen Halabja i det nordlige Irak. Ansøgeren har opholdt sig i det nordlige Irak indtil sin udrejse. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgerens forældre sympatiserer med det kurdiske parti KDPI. Da ansøgerens forældre boede i Iran gav de husly til nogle peshmergaer fra KDPI. Ansøgeren var i 2013 til to informationsmøder, som blev afholdt af det kurdiske parti i Irak. I 2014 ringede ansøgerens kammerat [A] og opfordrede ansøgeren til frivilligt at melde sig til kampen mod ISIL. Dette skete i forbindelse med, at ansøgeren var frivillig peshmerga i 2014, hvor han fungerede som vagt i Jalawla. Ansøgeren udrejste af Irak i 2015. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig de fremlagte fotos af ham som peshmerga i forskellige situationer, sammenholdt med ansøgerens forklaring herom ikke tilstrækkeligt grundlag for at kunne afvise, at ansøgeren har været frivillig peshmerga en måned omkring august 2014, uanset at der ikke var en længere rekrutteringsproces og træning forud herfor, som der sædvanligvis plejer at være, henset til det oplyste om det uventede angreb fra IS på Jalawla i august 2014. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil kunne risikere asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/338/THJ
Nævnet fastholdt i oktober 2018 en tidligere afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet stadfæstede i 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2010. I december 2016 anmodede advokaten om genoptagelse. I oktober 2017 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren blev døbt i Danmark [i sommeren 2017]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Ansøgeren har i den forbindelse været tilbageholdt én gang, og familiens bopæl er ved flere lejligheder blevet ransaget. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret til kristendommen i 2010 gennem en veninde på sit asylcenter, der tog ansøgeren med til et kirkeligt arrangement afholdt af kirken [kirke A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at komme i [kirke B], hvor hun blandt andet deltog i undervisning. Ansøgeren besluttede sig for at blive kristen, efter hun havde en drøm om Jesus, hvor han sagde til hende, at hun skulle åbne sit hjerte for ham. Ansøgeren blev døbt [i sommeren 2017] i [kirke C], og hun har efterfølgende deltaget i gudstjeneste og bibelcafé i samme kirke. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt udtalelse ved forstander og præst [A] ved [kirke B] [fra efteråret 2017], dåbsbevis fra [kirke C] [fra sommeren 2017] og udtalelse ved sognepræst [B] ved [sogn hvortil kirke C tilhører] [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl, og – som i denne sag – hvor ansøgeren har fået afslag på genoptagelse. Herefter udtaler et flertal: Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgeren først ultimo 2016 oplyste om sin interesse for kristendommen overfor asylmyndighederne, selvom ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret 2010]. Ansøgeren oplyste således ikke om sin interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [i sommeren 2011], i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning [fra starten af 2012], der blev afgjort [i sommeren 2012] eller i de efterfølgende fire år. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren første gang opsøger kirken umiddelbart efter at have modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet i kirke i 8 år og i samme periode har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for hende, ligesom ansøgeren angiveligt ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Herefter finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse [fra sommeren 2011].” iran/2018/337/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim, men konverterede til kristendommen i 2000, fra Baneh, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for det kurdiske parti [parti A] i perioden fra 1998 til 2006 og igen i perioden fra 2008 frem til hans udrejse af Iran i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for det politiske parti [parti A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi hans tidligere ægtefælle har oplyst myndighederne om ansøgerens konvertering til kristendommen. Til støtte for konflikten afledt af sine politiske aktiviteter har ansøgeren henvist til, at han i 1998 rejste fra Iran til Irak og tilsluttede sig partiet [parti A]. Ansøgeren blev peshmerga, men arbejdede udelukkende som vagt. I 2003 besøgte ansøgerens forældre ham i partiets hovedkvarter og bad ham vende tilbage til Irak, hvilket ansøgeren accepterede. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran, tog de iranske myndigheder kontakt til ham og bad ham give møde på deres kontor. Ansøgeren blev afhørt af efterretningstjenesten, der efterfølgende bad ham melde sig til afhøring hos dem hver dag den følgende måned. Ansøgeren fik derefter en dom på to års ubetinget fængsel for at have udført politiske aktiviteter for KDPI og [parti A], men afsonede kun tre måneder. Efter løsladelsen blev ansøgeren vred over, at han ikke kunne få en tilladelse til at køre taxa, hvorfor han i 2004 rejste tilbage til Irak og igen tilsluttede sig [parti A]. Ansøgeren fik denne gang en højere rang og blev bedt om at læse partiets nyheder højt i radioen og levere politisk materiale til Iran. Under en rejse i 2006, hvor ansøgeren, forklædt som varesmugler, forsøgte at transportere et USB-stik med politisk materiale til Iran, blev han stoppet ved grænsen. Ansøgeren nåede at smide USB-stikket fra sig og fik derfor kun én måneds fængsel og en bøde for illegal udrejse. Efter løsladelsen blev ansøgeren i Iran, og han genoptog først sine politiske aktiviteter to år senere, i 2008. I 2015 blev ansøgeren ringet op af sin ægtefælle, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interesse sig for kristendommen i Irak i 2000, da han mødte en person ved navn [A], der fortalte ansøgeren om kristendommen. [A] introducerede ansøgeren for nogle præster, og ansøgeren blev døbt i starten af 2000. Ansøgeren gik efterfølgende i kirke hver søndag frem til sin udrejse af Irak i 2003. Under sine ophold i Iran praktiserede ansøgeren alene sin tro ved at bede privat. De eneste, der var bekendte med ansøgerens religion i Iran, var hans ægtefælle og hans søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig. Dertil kommer, at et centralt dokument, som ansøgeren har fremlagt i sin asylsag, ikke er ægte. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at en ægthedsvurdering har fastslået, at den af ansøgeren fremlagte dom, som han modtog i 2003, er en forfalskning. På denne baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, at myndighederne havde identificeret ham som peshmerga og afsagt dom overfor ham i 2003, utroværdig. I den forbindelse kan nævnet heller ikke lægge vægt på den af ansøgeren for nævnet fremlagte kopi af ansøgerens straffeattest. Nævnet har herved lagt særlig vægt på, at dokumentet omtaler dommen fra 2003. Ligeledes finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren skulle have indhentet straffeattesten i 1386 til brug for opnåelse af taxatilladelse, når ansøgeren vidste, at det krævede en ren straffeattest. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan myndighederne fik kendskab til ansøgerens aktiviteter som peshmerga. Først til gensamtalen [i foråret 2017] har ansøgeren forklaret, at hans bodyguard angav ham til de iranske myndigheder, hvilket han ikke har forklaret om til hverken oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2015] eller asylsamtalen [i starten af 2017]. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende og usammenhængende om baggrunden for, hvorfor hans forældre bad ham komme tilbage til Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de bad ansøgeren komme tilbage, fordi de havde mistet én søn og ikke ønskede at miste endnu en søn. Senere under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de iranske myndigheder pressede ansøgerens forældre til at hente ansøgeren tilbage. I den forbindelse har ansøgeren også forklaret divergerende om, hvordan hans forældre blev presset til at hente ansøgeren tilbage. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvilke partier han har arbejdet for, hvilket sprog han lavede radio på, og om sine aktiviteter for [parti A] i Irak fra 2004 til 2006. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem han uddelte materiale sammen med. Endvidere finder Flygtningenævnet, at dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, dels at ansøgeren skulle have truet efterretningstjenesten med, at han ville blive peshmerga igen, hvis han ikke fik en taxatilladelse, dels at det ikke fik konsekvenser for ansøgeren. Ligeledes finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren uddelte løbesedler midt om natten, uden at tage nogen forholdsregler mod at blive opdaget, herunder maskere sig. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og Irak som konstruerede og utroværdige, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter, har nævnet ligeledes afvist grundlaget for ansøgerens ophold i Irak, hvor han skulle være konverteret. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om baggrunden for beslutningen om at konvertere, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/336/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/334/jov, Iran/2018/333/jov og Iran/2018/332/jov. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/335/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/333/jov, Iran/2018/332/jov og Iran/2018/335/jov. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/334/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/335/jov, Iran/2018/334/jov og Iran/2018/332/jov Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/333/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/335/jov, Iran/2018/334/jov og Iran/2018/333/jov Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og yaresan af trosretning. Ansøgerne har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at have opholdt sig i al-Tash lejren i Irak fra 1981 til 1996. Ansøgerne har været medlemmer af KDPI og har været medlemmer af partiet fra omkring 1993. Ansøgerne var inden da sympatisører af KDPI. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne og muslimske fanatikere. Ansøgerne har videre forklaret, at de er medlemmer af Kurdisk Demokratisk Parti (KDPI). I 1985 fik den mandlige ansøger interesse for partiet, mens han boede i al-Tash lejren. Den mandlige ansøger blev sympatisør, men udførte ikke nogen aktiviteter for partiet. Ansøgerne blev gift i 1993 og omkring samme tidspunkt blev ansøgerne også medlemmer af partiet. Den mandlige ansøger har deltaget i møder hos KDPI, siden han blev medlem og indtil sin udrejse af Irak. I Danmark har den mandlige ansøger deltaget i to KDPI møder. Den mandlige ansøger har ligeledes oplyst, at han blev skudt af de iranske myndigheder i 2003, da han var ude på sin farm i Irak. Ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade den […]. Ansøgerne har forklaret, at de ikke har nogen iranske dokumenter, samt at deres trosretning, yaresan, ikke er anerkendt i Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Iran/2018/332/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt konverteret til Jehovas Vidner fra [A], Hormuzgan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i demonstrationer mod Den Grønne Bevægelse i protest mod den nye præsident i 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han begyndte at interesse sig for kristendommen, da han begyndte at tale med sin ven, Amir. Ansøgeren begyndte at deltage i møder sammen med Amir, Amirs bror og to andre personer i en hjemmekirke. Ansøgeren kom i hjemmekirken i omkring tre måneder, hvor han lærte om kristendommen og Jehovas Vidner. Ansøgeren modtog et opkald fra Amirs bror, der oplyste ansøgeren om, at Amir var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren ringede til sin ven, Hamid, der kørte ansøgeren hen til Hamids far. Efter at have boet hos Hamids far i over to måneder, flyttede ansøgeren hen til en lejlighed, hvor hans ægtefælle også skulle opholde sig. Efter omkring en uge ringede ansøgeren til en ven ved navn Wahab, som skyldte ansøgeren nogle penge. Ansøgeren blev kørt hjem til Wahab, hvor politiet var til stede. Ansøgeren blev anholdt og kom for retten. Efter at have været fængslet i tre måneder, blev ansøgeren løsladt mod kaution. Ansøgeren begyndte igen efter sin løsladelse at deltage i kristne møder. Under et møde modtog de et opkald om, at myndighederne havde fået oplysninger om stedet. Ansøgeren flygtede herefter fra stedet. Ansøgeren opholdt sig igen hos Hamids far, hvorefter han udrejste af Iran. Efter ansøgerens udrejse er hans far blevet tilbageholdt af myndighederne en gang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har forklaret udetaljeret og usammenhængende samt divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om sit kendskab til Amirs religion og om begrundelsen for sin egen interesse for Jehovas Vidner. Han har generelt forklaret unøjagtigt og divergerende om diverse tidspunkter. Han har således forklaret divergerende om, hvornår han og Amir begyndte at tale om Jehovas Vidner og om, hvornår han begyndte at komme i den første huskirke. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe han blev tortureret under sin angivelige tilbageholdelse og om, hvorvidt han fik en dom for at konvertere. Endelig har ansøgeren og hans ægtefælle forklaret indbyrdes divergerende om, hvorfor ansøgeren blev løsladt mod kaution. Ansøgeren har under nævnsmødet tillige forklaret divergerende om datoen for sin udrejse og om, hvad han talte med Daniel om. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han udrejste af Iran [i sommeren] 2015, mens han over for Nævnet har forklaret, at han udrejste [i efteråret] 2015. Han har tillige indledningsvist forklaret over for Udlændingestyrelsen, at han fortalte Daniel alt om sine problemer, da han mødte ham til brylluppet, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke røbede noget til Daniel, fordi han først mistænkte Daniel for at være fra politiet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller komme diverse tidsangivelser nærmere, ligesom han ikke har været i stand til at uddybe sin interesse for Jehovas vidner i Iran eller redegøre for de indre processer og tanker vedrørende Jehovas Vidner, som han påberåber sig i forhold til konverteringen til Jehovas Vidner. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle blive løsladt mod kaution i en måned, efter at Amir havde udpeget ham som frafalden. Det forekommer i forlængelse heraf også mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke flygtede straks efter løsladelsen, men blev i landet, fordi han regnede med, at han skulle i fængsel igen og derefter frifindes og løslades, herved også fordi han har forklaret, at han allerede før tilbageholdelsen var begyndt at forberede sin udrejse. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han udrejste via lufthavnen i Teheran på sin brors pas, og at hans hustru udrejste på sit eget pas, ca. 1/2 år efter han var udeblevet fra den fortsatte fængsling ikke forekommer sandsynlig, henset til den situation som ansøgeren befandt sig i. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran konverterede til Jehovas Vidner, eller at han af den grund blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han havde konflikter med de iranske myndigheder eller andre i Iran, da han udrejste fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet overbevist Jehovas Vidne til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, hvorefter han straks efter indrejsen i Danmark opsøgte Jehovas Vidner uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende Jehovas Vidner på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som Jehovas Vidne henvist til, at han var utilfreds med Islam, og at han hos Jehovas Vidner særligt lægger vægt på den indre ro, som han har fundet og på, at han kan få tilgivet sine synder og få evigt liv. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med dette. Han har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen overbevisning og for sit liv som Jehovas Vidne. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for nogle af de forskelle, der er mellem Jehovas Vidner og den kristne kirke, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans missionering som udøbt forkynder og deltagelse i Jehovas Vidners aktiviteter mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af et Jehovas Vidne. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse aktiviteter til grund. Efter ovennævnte bevisvurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/331/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger sympatiserer med Det Kurdiske Parti (KDP) og har hjulpet medlemmer af partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel af de iranske myndigheder, fordi han sympatiserer med og har hjulpet medlemmer af KDP. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger forklaret, at han [i vinteren] 2014 hjalp tre peshmergaer ved at give dem mad, vand og husly. Omkring en uge efter kom de tre peshmergaer igen til ansøgernes hjem, hvor de opholdt sig fra morgenen og til det blev mørkt. Den følgende morgen blev ansøgernes hjem opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som spurgte efter peshmergaerne. Den mandlige ansøger nægtede, at de havde været hos dem, hvorefter han blev slået og taget med til et ukendt sted. Han var tilbageholdt i en måned, hvorefter han blev løsladt mod kaution, som hans svigerfar stillede i form af et skøde. Efter løsladelsen tog den mandlige ansøger tilbage til sin bopæl i [landsby A], og et par dage efter modtog han en indkaldelse til møde i retten [primo] 2015. Under retsmødet fik han medhold, men blev bedt om at forlade [landsby A] inden for en uge. Ansøgerne flyttede herefter til [landsby B]. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøger igen indkaldt til retten, hvor han blev spurgt ind til de tre peshmergaer igen. Retsmødet endte med, at skødet blev frigivet, og ansøgeren fik at vide, at han var fri. I [efteråret] 2015 var den mandlige ansøger tilbage i [landsby A] i forbindelse med høsten. Her mødte han de tre peshmergaer igen. De gav ham løbesedler, som skulle deles ud i Sarpol-e Zahab. Natten mellem [to datoer i efteråret] 2015 uddelte den mandlige ansøger løbesedlerne sammen med en person ved navn Morid Azizi. Efterretningstjenesten kom, og de forsøgte at flygte, men Morid faldt af motorcyklen, og den mandlige ansøger tog ophold i bjergene. Ansøgernes hjem blev herefter opsøgt af efterretningstjenesten, som ledte efter den mandlige ansøger. Ansøgerne udrejste af Iran sammen med deres ældste barn [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder særligt indbyrdes divergerende på adskillige centrale punkter. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet, hvor mange gange den mandlige ansøger har bragt madvarer til peshmergaer, og om den kvindelige ansøgers kendskab til de tre peshmergaer, der kom på besøg. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt begge ægtefæller boede sammen på bopælen i [landsby B] de sidste ca. seks måneder før udrejsen. Den mandlige ansøger har således forklaret, at de boede sammen på adressen, mens den kvindelige ansøger til samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun boede alene sammen med deres fælles barn, og at den mandlige ansøger alene var på besøg en enkelt gang. Under sin samtale [i foråret] 2017 har den kvindelige ansøger forklaret, at de forskellige oplysninger skyldes misforståelser eller tolkefejl, og under sin forklaring for nævnet har hun fastholdt, at de boede sammen i hele perioden. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvem der fortalte den mandlige ansøger, at bopælen var blevet ransaget efter, at han havde uddelt løbesedler. Den mandlige ansøger har således under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den kvindelige ansøger fortalte ham det, da han ringede til hende samme dag. Den kvindelige ansøger har til samtalerne [i sommeren] 2016 og [i foråret] 2017 forklaret, at hun, kort efter myndighederne havde været på bopælen, ringede til sin bror, Iman, som kontaktede den mandlige ansøger og fortalte om episoden. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun fortalte den mandlige ansøger om episoden, da han ringede til hende, men har forklaret usammenhængende og divergerende om tidsforløbet. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren blev slået, da myndighederne opsøgte bopælen i [landsby B]. Den kvindelige ansøger har således under sin samtale [i sommeren] 2016 forklaret, at hun blev slået, sparket og revet i håret. Den mandlige ansøger har under sin samtale den [i sommeren] 2016 forklaret, at myndighederne forlod bopælen efter, at de havde slået hans ægtefælle. Under sin forklaring for nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun ikke blev udsat for fysisk vold af nogen slags under ransagningen. Nævnet har ved vurderingen af de afgivne forklaringer været opmærksom på, at der under samtalen med den kvindelige ansøger i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 blev tolket på Sorani og ikke på Kalhori. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en lang og meget detaljeret forklaring, ligesom det fremgår af referatet, at den kvindelige ansøger oplyste, at hun havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalen. Nævnet finder således ikke, at de divergenser, der er påvist, kan skyldes misforståelser eller tolkefejl. Endelig har nævnet tillagt det en vis vægt, at en kilde fra Udenrigsministeriet har vurderet, at en fremlagt tilsigelse til retten af [foråret] 2015 og et fremlagt advarselsbrev af [primo] 2015 til den mandlige ansøger, er uægte. Efter en samlet vurdering af ovenstående finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/330/SSM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Irak. An-søgeren er sympatisør for Komala, hvilket han også gjorde under sit ophold i Irak. Ansøgeren har siden 2009/2010 og frem til sin udrejse af Irak i 2015 deltaget i fejring af Komalas mærkedage. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hans familie er og/eller har været politisk aktive for Komala og KDPI, og fordi ansøgeren selv sympatiserer med Komala. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Irak, hvor han ingen rettigheder havde, fordi han var flygtning. Ansøgeren har aldrig været i Iran. To af ansøgeren morbrødre, der er blevet meddelt asyl i Danmark, er aktive medlemmer af Komala. Ansøgerens tredje morbror opholder sig fortsat i Irak, hvor han er politisk aktiv for Komala. Ansøgerens morfar var peshmerga for KDPI i Iran, hvilket var årsagen til, at ansøgerens mor familie flygtede til Irak. Ansøgeren, som er registreret som flygtning hos UNHCR, sympatiserer med Komala og har siden 2009/2010 og frem til sin udrejse deltaget i fejring af Komalas mærkedage. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har været medlem af et politisk parti og ikke har udført andet end bagatelagtige aktiviteter. På baggrund af ansøgerens forklaring kan det endvidere ikke antages, at hans far eller farfar har været politisk aktive. Et flertal af Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens morfar var peshmerga for KDPI, hvilket var årsagen til, at han flygtede fra Iran. To af ansøgerens morbrødre er medlemmer af enten KDPI eller Komala, hvilket er baggrunden for, at de har fået asyl i Danmark i henholdsvis i 2009 og 2011. Ansøgeren har boet hos sin tredje morbror, der også er medlem af Komala. Ansøgeren har ikke iranske dokumenter, har aldrig været i Iran og taler ikke farsi. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps Fact-finding rapport ”Issues concerning persons of ethnic miniorities, Kurds and Ahwazi Arabs” af 1. februar 2018, at: ”Descendants of politically active parents, who have not participated in political activities opposing the official line, will in principle not face any risk, a Western embassy stated. Another source noted on the contrary that descendants of Kurdish activists may risk surveillance because of their parents’ activities. According to Amnesty International, whether descendants of Kurdish activists are a target for the authorities depends on the profile of the parents, how well-known the parents’ activities are, and what the parents have been advocating.” Sammenfattende finder flertallet ikke, at det med den fornødne sikkerhed kan udelukkes, at ansøgeren, hvis han sendes tilbage til Iran, vil blive afhørt, og at hans familiemæssige relationers politiske aktiviteter vil medføre reaktioner omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/329/CHHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvangsgift med sin afdøde ægtefælles brors søn. Ansøgeren frygter herudover, at hendes børn bliver taget fra hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har været gift to gange. Da hendes anden ægtefælle døde, blev ansøgeren boende i parrets hus. Hun oplevede ikke nogen problemer i 8 til 9 år. Derefter fandt ansøgeren ud af, at det var blevet besluttet, at hun skulle giftes med sin afdøde ægtefælles brors søn, [A], hvilket ansøgeren ikke ville. Det var [A’s] far, [B], som fortalte ansøgeren, at hun skulle giftes med [A], og [B] fortalte også ansøgeren, at hendes børn tilhørte ham. [B] opsøgte herefter ansøgeren en række gange i gennem en periode på halvandet år. Han udsatte ansøgeren for seksuelle overgreb tre eller fire gange, og derudover slog han ansøgeren, når hun sagde, at hun ikke ville giftes med [A]. [B] opsøgte også ansøgeren en række gange sammen med to soldater, som forsøgte at tage hendes børn fra hende. Soldaterne fik dog medlidenhed med børnene, hvorfor de ikke tog dem med. Ansøgeren fik på et tidspunkt nok af [B’s] opsøgninger, og kontaktede sin bror, som hjalp hende med at udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig, divergerende og usammenhængende trods det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og uden skolegang. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet gentagne gange forklarede, at chikanen og truslerne fra [B] begyndte halvandet år efter ægtefællens død og varede frem til udrejsen, hvorefter hun – foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvorefter hun boede alene i otte til ni år uden problemer – forklarede, at det er rigtigt. Ansøgerens forklaring om, at det beror på en misforståelse, forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun havde klaget til myndighederne over tvangsægteskabet med [A] tre gange, sidste gang tre til fire måneder før sin udrejse, men at de ikke ville hjælpe, da de var relaterede til svigerfamilien, hvorimod ansøgeren ikke har oplyst dette til asylsamtalen. Foreholdt dette forklarede ansøgeren først, at hun ikke havde sagt sådan, dernæst at hun gik til myndighederne og fortalte dem om tvangsægteskabet og sidst, at hun klagede til myndighederne over, at [B] ville tage hendes børn fra hende, men at hun ikke havde klaget over tvangsægteskabet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet opsøgt og tævet på sin bopæl mere end 20 gange, og at hun endvidere var blevet voldtaget tre til fire gange af [B], sidste gang et par måneder før sin udrejse. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt af [B] i alt 10 gange, og at sidste gang var på et tidspunkt i løbet af de sidste fem måneder, hun boede i Iran, hvorefter ansøgeren – foreholdt divergenserne – forklarede, at hun blev opsøgt af [B] 10 gange og blev slået 20 gange, og at hun ikke husker, hvornår hun blev opsøgt sidste gang. Senere under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at [B] opsøgte hende 10 gange for at fjerne hendes børn og derudover 20 gange for at tvangsgifte hende med sin søn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [B] otte til ni år efter ansøgerens anden ægtefælles død skulle ønske ansøgeren tvangsgiftet med hans søn, ligesom det forekommer usandsynligt, at soldaterne kom omkring 10 gange for at tage ansøgerens børn fra hende uden, at dette skete, idet de hver gang fik medlidenhed med børnene. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ventede omkring halvandet år, hvor opsøgningerne og volden angiveligt fandt sted, inden hun udrejste af Iran og uden, at hun har kunnet redegøre for den flugtudløsende begivenhed. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/327/JAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimske af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah provinsen, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv for KDPI (Kurdisk Demokratisk Parti Iran) siden 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har samarbejdet med sin bror, [A], om at udføre politisk aktivitet for KDPI. I sommeren 2014 henvendte den mandlige ansøgers bror, [A], sig til den mandlige ansøger og spurgte, om han ville hjælpe med at udføre politisk aktivitet for KDPI. Den mandlige ansøger skulle levere og modtage nogle varer til og fra [A]s venner, som var peshmergaer. Den mandlige ansøger skulle medbringe pakker, når han gik op i bjergene for at græsse sine dyr. Der skulle han mødes med tre peshmergaer og udveksle pakker. Den mandlige ansøger gentog denne opgave 10 til 20 gange over en periode på 13 til 14 måneder, senest [i efteråret] 2015. [I efteråret] 2015 ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger, imens han var på bjerget med sine dyr. Hun oplyste, at fire til fem personer fra sikkerhedstjenesten havde opsøgt deres bopæl, ransaget den og anholdt den mandlige ansøgers bror, [A], fordi han arbejdede for KDPI. Sikkerhedstjenesten havde derudover konfiskeret deres id-dokumenter og spurgt, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Den mandlige ansøger tog derefter hjem til sin søster i Rejav, hvor han mødtes med den kvindelige ansøger og deres datter. Dagen efter udrejste de sammen fra Iran. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne endvidere anført, at den mandlige ansøger efter sin ankomst til Danmark er blevet aktivt medlem af KDPI i Danmark, og at han i Danmark har deltaget i partiets politiske aktiviteter. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke er holdepunkter for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om, at han i Iran har udført politiske aktiviteter for KDPI i form af levering og modtagelse af pakker i forbindelse med hans arbejde som fårehyrde. Den mandlige ansøger har således i al væsentligt forklaret troværdigt, overensstemmende og sammenhængende herom, og den omstændighed, at hans forklaring på flere punkter ligner den forklaring, som den mandlige ansøgers bror har afgivet i forbindelse med sin asylsag i 2009, kan ikke føre til den konklusion, at den mandlige ansøgers forklaring ikke er udtryk for egne oplevelser. Den kvindelige ansøger har konsekvent og detaljeret forklaret, at de iranske myndigheder opsøgte familiens bopæl i [efteråret] 2015, hvor de foretog anholdelse af den mandlige ansøgers bror, ligesom de ransagede deres hjem og spurgte efter den mandlige ansøger, som de var bekendt med udførte ulovlige politiske aktiviteter. Selvom der ikke i sagen foreligger andre oplysninger, der kan understøtte denne forklaring, finder nævnet, at der ikke er holdepunkter for at antage, at forklaringen er urigtig. Nævnet lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger meget vel kan være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hans bistand til KDPI, og at tvivlen om bl.a., hvorvidt dette skulle være tilfældet, i en situation som den foreliggende må komme ansøgerne til gode. Flygtningenævnets flertal finder, at det til brug for asylsagen herefter må lægges til grund, at der er risiko for, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/326/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Rabat, Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller stenet til døde af det iranske regime eller af [A]’ familie. Ansøger har til støtte for konflikten med [A]’ familie oplyst, at han i 2013 blev venner med [A]. Ansøger og [A] havde i starten alene telefonisk kontakt, men på et tidspunkt begyndte de også at mødes privat. I starten af 2015 bad ansøger sin mor om at kontakte [A]’ familie med henblik på at indgå ægteskab, hvilket [A]’ far nægtede, idet ansøgers familie ikke var religiøse, samt idet det var kendt, at familien politisk var mod regimet i Iran. Efterfølgende blev ansøger og [A] ved at med se hinanden privat, og omkring [efteråret] 2015 blev [A] gravid. [A]’ far og brødre havde fået kendskab til [A] graviditet, hvorfor ansøger blev fortalt, at han ikke måtte tage hjem til bopælen. Ansøger opholdt sig herefter en nat hos sin storebror, hvorefter han opholdt sig hos en kammerat, indtil han udrejste af Iran. Ansøger har til støtte for sin families politiske aktiviteter oplyst, at ansøgers farbror, moster og morbror var politisk aktive i Iran, hvorfor de som følge heraf var nødsaget til at flygte ud af landet. Ansøger har desuden oplyst, at farmoren også var politisk aktiv, og hun nu er bosiddende i Irak. Ligeledes var ansøgers morfar også politisk aktiv, da han levede. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans familie er uden religion, og at han i Danmark er blevet medlem af KDP. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om sin families religiøse forhold og politiske aktiviteter i Iran, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at hverken ansøgeren eller hans nærmeste familie har været politisk aktive, og at de aldrig forud for ansøgerens udrejse har haft nogen konflikter med de iranske myndigheder, herunder heller ikke som følge af deres manglende religion. Ansøgerens oplysning om, at hans ene bror har været tilbageholdt af myndighederne to gange, og nu angiveligt er fængslet, kan ikke lægges til grund, idet forklaringen herom er helt ukonkret, upræcis og udokumenteret, ligesom der ikke ses at være nogen sammenhæng med tilbageholdelsen af broderen og ansøgerens situation. Hertil kommer, at ansøgeren hverken under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 eller asylsamtalen [i starten af] 2017 oplyste, at han udrejste på grund af mistanke om politisk aktivitet, hvorfor ansøgerens forklaring herom, der således først fremkom [i foråret] 2017 under gensamtalen, fremstår som et forsøg på at konstruere et nyt asylgrundlag. Heller ikke ansøgerens nye oplysninger for nævnet om broderens fængselsstraf, hvilke oplysninger er helt udokumenterede, kan under de forelæggende omstændigheder lægges til grund. Der er således i ansøgerens oplysninger ingen holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder skulle mistænke ansøgeren for ulovlige politiske aktiviteter, hvorfor ansøgeren ikke af den grund kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl angiveligt er blevet medlem af KDP i Danmark, idet det bemærkes, at han ikke tidligere over for Udlændingestyrelsen har givet udtryk for nogen politisk interesse, og idet der fortsat ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hans politiske ståsted eller aktiviteter. Heller ikke ansøgerens forklaring om konflikten med familien til en pige, som ansøgeren angiveligt skulle have haft et forhold til, kan føre til, at han meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har forklaret troværdigt om karakteren af forholdet og navnlig om omstændighederne i forbindelse med pigens angivelige graviditet. Ansøgerens oplysning om tidspunktet for den angivelige undfangelse af barnet stemmer således ikke overens med oplysningerne i den aborterklæring, som ansøgeren har fremlagt for nævnet. Det forekommer endvidere helt åbenbart utroværdigt, når ansøgeren ikke for Udlændingestyrelsen har været i stand til at svare mere klart på, hvordan pigen skulle være blevet gravid. Det er heller ikke troværdigt, at pigen eller pigens søster, der tilsyneladende var bekendt med forholdet, efterfølgende skulle have fortalt pigens familie, at ansøgeren – og ikke en anden ukendt mand – havde voldtaget pigen, og forklaringen herom fremstår uden sammenhæng med ansøgerens oplysninger om bl.a. deres tætte kærlighedsforhold. Hertil kommer, at det virker noget påfaldende, at ansøgeren på Facebook er ven med en person med præcis samme navn som pigens bror, og at ansøgeren herom for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han slet ikke kender personen, der imidlertid tillige er Facebookven med ansøgerens søster, som har kommenteret på et af hans opslag [fra foråret] 2017. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer herom, hvorunder nævnet tillige har inddraget indtrykket af ansøgeren fra hans forklaring direkte for nævnet, at ansøgerens forklaring om konflikten med pigens familie ikke kan lægges til grund. Det kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren for nævnet har fremlagt et dokument, der angiver at være udstedt af det iranske retsvæsen. Der er herefter ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2018/325/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring seks til syv måneder forud for sin samtale med sin advokat [i efteråret] 2018 meldte sig ind i [et kurdiske politiske parti]. Ansøgeren har oplyst, at have deltaget i forskellige aktiviteter med partiet, herunder et partimøde, en mindehøjtidelighed i KDPI og et møde, hvor de udtryktes protest mod de seneste henrettelser af unge kurdere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at slå nogle ihjel eller selv at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet de vil have ham til at virke som meddeler for dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at vende tilbage til Iran, idet han er konverteret til kristendommen og har meldt sig ind i [et kurdisk parti] under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den iranske efterretningstjeneste henvendte sig til ham i 2009/2010. De ønskede, at han skulle samarbejde med dem blandt andet ved at indsamle informationer i grænseområdet, hvor ansøgeren havde nogle kontakter. Ansøgeren afslog samarbejdet. En dag, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han overfaldet, slået og tilbageholdt natten over. Efterretningstjenesten bad igen ansøgeren om at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren afslog. Herefter flyttede ansøgeren til en anden by, der lå en times kørsel væk. Omkring foråret 2014 blev tre betjente skuddræbt. Efterretningstjenesten så på nogle billeder, at ansøgeren var til stede på drabsstedet. Efterretningstjenesten mistænkte ansøgeren for at tilhøre et oppositionsparti og spurgte ham, hvad han lavede på drabsstedet. Ansøgeren kunne ikke få fornyet sin tilladelse til at handle i grænseområdet, hvis han ikke samarbejdede med efterretningstjenesten. De lagde et stort pres på ansøgeren, og han besluttede at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. [I sommeren] 2016 blev han døbt. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om dele af sit asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han, da efterretningstjenesten kontaktede ham første gang, blev anmodet om at rapportere, såfremt han i [byen A] fik øje på folk fra Irak. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ved den første henvendelse fra efterretningstjenesten blev anmodet om at samle oplysninger i Irak ved PUK’s baser, og til gensamtalen, at han både skulle rapportere om forhold i Iran og Irak, herunder få folk i Irak til at arbejde for den iranske efterretningstjeneste, finde ud af, hvor Komalas og KDPI’s baser er, hvor store styrker disse har, og hvem der samarbejdede med dem. Henset til ansøgerens baggrund og forudsætninger finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at efterretningstjenesten skulle være interesseret i at anvende ansøgeren til de opgaver, han beskrev under gensamtalen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange han blev kontaktet af efterretningstjenesten op til sin udrejse, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var ca. ti gange, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han de sidste tre måneder før sin udrejse blev kontaktet næsten dagligt. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, har ansøgeren forklaret, at konsekvenserne af, at han ikke ville samarbejde med efterretningstjenesten var, at han to gange mistede sin tilladelse til at færdes og handle i grænseområdet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at da han flyttede fra [byen A], blev han ikke opsøgt af efterretningstjenesten i en periode på ca. 5 år, ligesom ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke frygtede for sit eget liv, at efterretningstjenestens formål ikke var at slå ham ihjel, og at der ikke var en bestemt begivenhed, der udløste hans udrejse, men at han var virkelig træt af sit liv efter presset fra efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med myndighederne havde en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har om sine politiske aktiviteter i Danmark forklaret, at han har arrangeret og deltaget i demonstrationer og KDPI-arrangementer som almindelig deltager, uden at holde taler. Ansøgeren kan herefter ikke betragtes som særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgerens Facebook profil er oprettet i navnet [B], den tidligere profil i navnet [C], og således ikke i ansøgerens eget navn, [D]. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgerens politiske aktiviteter og hans optræden på en You-Tube video er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kundskab. Ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2016 men har til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 oplyst, at han var ikke-religiøs og har interesse for kristendommen men har intet oplyst om sin konvertering eller dåben. Ansøgeren har ikke kunnet huske sin dåbsdato eller navnet på den kirke, hvor han er døbt. Selv om ansøgeren efter sin egen forklaring har deltaget i gudstjenester, kristendomsundervisning og andre kirkelige aktiviteter, har han demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen og forståelsen heraf, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre fyldestgørende for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring konvertering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Det forhold, at ansøgeren er analfabet kan ikke medfører et andet resultat. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/324/snd
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er født i al-Tash, Irak, men han er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv, der går på politisk aktivitet for partiet Komala. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke er i besiddelse af nogen iranske ID-dokumenter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far og muligvis ældre brødre er således profileret som aktive for Komala, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for at blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie i opposition til det iranske styre og dermed risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/323/SEL
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er født i al-Tash, Irak, men hun er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder, der ønsker, at hendes far melder sig. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes har været politisk aktiv og har i øvrigt henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far og muligvis ældre brødre er således profileret som aktive for Komala, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for at blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie i opposition til det iranske styre og dermed risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2018/322/SEL
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsani fra Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet Komala. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive pågrebet af de iranske myndigheder, da han har været politisk aktiv. Videre har ansøgeren henvist til, at han er truet på grund af sin religion yari. Til støtte herfor, har ansøgeren forklaret, at han i perioden 1984 til 2001 var sympatisør for partiet Komala i Irak. I perioden 2001 til 2004 var ansøgeren medlem af partikomiteen i al-Tash lejren uden at være officielt medlem af partiet. Ansøgeren var ansvarlig for transport og distribuering af partiet publikationer. I 2004 flyttede familien til Kalar, men ansøgeren fortsatte med at transportere publikationer. I 2011 blev ansøgeren officielt medlem af partiet. Ansøgeren hentede også folk ved grænsen og kørte dem til Serguwez. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han i en længere årrække har været sympatisør med og i betydeligt omfang har været aktiv for det kurdiske parti Komala. Det må således lægges til grund, at ansøgeren har transporteret og uddelt aviser for Komala og længere tilbage i tiden også har været bibliotekar. Ansøgeren har også medvirket ved en lang række arrangementer relateret til Komala, ligesom hans to ældste sønner efter det oplyste har været aktive i Komala, herunder den ene som såkaldt peshmerga, det vil sige som væbnet medlem. Herefter finder Flygtningenævnet også på grund af den meget lange varighed af ansøgerens aktiviteter for Komala, ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. På denne baggrund må Flygtningenævnet lægge til grund, at også den kvindelige ansøger vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke tillægger det afgørende betydning hverken, at ansøgeren har været udrejst af Iran i en lang årrække eller at ansøgeren ikke er i besiddelse af iranske identifikationsdokumenter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/321/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra Javanrud i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet ansøgeren har smuglet ulovlige varer, været i besiddelse af et våben samt er flygtet fra sin retssag. Ansøgeren endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om illegal smugling oplyst, at ansøgeren smuglede varer i form af tøj og spiritus fra grænsebyen Paveh til Hamedan og herefter videre til Teheran. Ansøgeren var i denne forbindelse involveret i en bilulykke, hvor han var indlagt på to hospitaler i sammenlagt to uger. Ansøgerens bror, [A], besøgte ansøgeren på hospitalet. Ansøgeren skjulte sig hos sin bror i halvanden måned, fordi ansøgeren var eftersøgt af politiet. Da politiet kom i besiddelse af [A’s] telefonnummer, måtte ansøgeren skjule sig hos sin moster, [B], som var bosat i byen Kali, i tre til fire måneder. Politiet i Iran havde opsøgt ansøgerens bopæl, og politiet havde endvidere ringet til [A] og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren valgte at flytte til Qeshm-øen i Iran, hvor ansøgeren levede i skjul hos sin ven i fem til seks måneder, efter folk begyndte at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran kort tid herefter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin konvertering til kristendommen oplyst, at ansøgeren gik i kirke tre gange om ugen i perioden fra [vinter] 2016 til [sen forår] 2016, hvilken dato ansøgeren ligeledes blev døbt. Herefter deltog ansøgeren i gudstjeneste hver anden weekend, fordi ansøgerens problemer blev forværret. Ansøgeren beder herudover til Gud. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvor længe han har arbejdet som smugler. I asylsamtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han havde arbejdet med at smugle i 1 år før ulykken. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han havde arbejdet med at smugle i 3 år før ulykken. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke varer han har smuglet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at den dag, han kom ud for en bilulykke, var der i bilen forskellige smuglervarer ”som fx 110 spiritus og 250 kg tøj". Til asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren først forklaret, at det var tøj, han smuglede. Senere i samtalen har ansøgeren forklaret, at han smuglede mærkevaretøj, som var virkelig fint og dyrt. Ansøgeren har i samme samtale forklaret, at det kunne være tørklæder, han smuglede. Ansøgeren har i samme samtale senere forklaret, at han også smuglede spiritus, men at det kun var en gang om måneden, at han fik noget alkohol med. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han smuglede lingeri til kvinder samt spiritus, og at han smuglede spiritus en til to gange per måned. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den pistol, ansøgeren har forklaret, at han medbragte, når han smuglede varer. I asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var en shah-kosh eller en kalaneari, der er en meget lille håndrevolver. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var en Colt pistol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes ageren i forbindelse med ulykken. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at der var en retssag, som blev udsat på grund af hans helbredsmæssige tilstand efter ulykken. I asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at politiet havde været på hospitalet og sagt, at han skulle henvende sig, når han vågnede op fra koma, og at politiet ikke havde lagt en rapport. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet havde givet lægerne en rapport. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans kontakt med familien i forbindelse med den ulykke, som ansøgeren har forklaret, at han var ude for. Til asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at han havde boet hos sin bror [A] i 1,5 måneder efter sygehusopholdet og derefter hos sin moster 3-4 måneder. Til asylsamtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han ikke i 3 år inden sin udrejse havde haft kontakt til nogen familiemedlemmer ud over en telefonisk kontakt med [A] 1 måned inden hans udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ulykken og de skader han pådrog sig ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker fragmentarisk. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/320/GJEY
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1996, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1995. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Faren blev lagt i håndjern, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter fængslet i flere måneder. Familien, herunder ansøgeren, besøgte i den periode faren. Senere blev faren idømt fængsel i 3 år, hvilket førte til, at hele familien flygtede til Nordirak, hvor de lejede en bolig i en Komala lejr. Ansøgerens far var politisk aktiv for Komala i Irak, hvilket var farligt, da det iranske efterretningsvæsen bevægede sig frit rundt i Nordirak. Faren oplyste ikke, hvilke aktiviteter han udførte. Selv deltog ansøgeren alene i større Komala arrangementer, herunder fejring af nytåret, […] maj og peshmergadagen. Han sad med sin far og hørte på talerne etc. Ansøgeren havde ikke andre roller end at lytte. Arrangementerne blev filmet og kan ses på YouTube og er endvidere blevet vist af partiets tv-station. Ansøgeren og hans familiemedlemmer kan ses på optagelserne. Han tror på, at der er en skaber, en gud, men det er ikke muslimernes gud, han tror på. Han vil i givet fald udgive sig for at være muslim i Iran, men det vil næppe nytte noget, da man i Iran nu ved, at han er Komala-tilknyttet. Det ved man på grund af farens dom og på grund af optagelserne fra Komala arrangementerne. Han har ikke været politisk aktiv i Danmark, men han sympatiserer stadig med partiet. Han har ikke en Facebookprofil. Der er ikke politisk materiale på hans Instagramprofil. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, […], begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/319/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1992, er etnisk kurder og ateist fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1995 og 1996. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far i Iran er flygtet efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, fordi faren har fortsat med at være politisk aktiv i Irak og fordi de 3 sønner har deltaget i Komala arrangementer i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han ikke havde et førstehåndskendskab til farens politiske aktiviteter i Iran, men han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Farens hænder blev bundet, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter tilbageholdt i fængsler i omkring 4 måneder. Ansøgeren besøgte i den periode sin far en gang. Det var i et fængsel i Uromiyeh. Han besøgte faren sammen med sin mor og brødre. Han mener, at [den ene bror] besøgte faren yderligere en gang i et fængsel. Faren blev løsladt mod kaution og senere idømt straf af fængsel i 3 år samt forvisning i 3 år. Farens dom og de andre dokumenter, faren har fremlagt, er ægte. Efter dommen flygtede de til Nordirak, hvor de blev anerkendt som flygtninge af UNHCR. De fik i Irak løbende UNHCR-kort med angivelse af, at de var flygtninge. Faren fik opholdstilladelse i Irak, hvor han blev lønnet af Komala. De boede i Sulaymaniyah. Han så ofte sin far med våben, herunder i familiens bolig. Faren havde et våben i hjemmet. Det vidste [den ene bror] vist ikke. Ansøgeren deltog sammen med sin familie i Irak i flere Komala arrangementer med flere hundrede deltagere. Ansøgeren havde under disse arrangementer ofte praktiske opgaver med at stille stole frem etc. Han deltog blandt andet i partiets fejring af nytåret, […] maj og peshmerga-dagen. Arrangementerne blev flere gange vist på partiets tv-kanal, Rozhalat. På optagelserne kan ansøgerens ansigt ses. Han sad da ned sammen med sine forældre og brødre. Ansøgers navn blev ikke nævnt på tv. Der er også YouTube-optagelser fra de store Komala-arrangementer, hvor man på tilsvarende vis kan se familien, herunder ansøgeren, der vil kunne genkendes. Hans navn fremgår ikke af optagelserne. Hans brødre var aktive på samme måde som ham. [Den ene bror] var med i Komalas ungdomsafdeling og oplæste som dreng et kendt kurdisk digt under et Komala-arrangement, hvilket blev vist på tv. De forlod Irak, fordi civilklædte iranske myndighedspersoner var aktive i Nordirak, og da der var risiko for, at familien ville blive sendt tilbage til Irak. Han er ikke bekendt med, i hvilket omfang deres familiemedlemmer i Iran måtte være blevet opsøgt efter deres udrejse. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv i Danmark og der er ikke regimekritiske opslag på hans Facebookprofil. Han er født som sunni-muslim. Han var ikke praktiserende i Iran. Det gav ham ikke problemer i Iran. Hvis han vender tilbage til Iran, vil han nok lyve og sige, han er muslim. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, Siavashs, begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/318/SME”
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1995, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring 2008 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1996. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak og Danmark. Han vil endvidere få problemer, fordi han ikke er muslim. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at faren ikke i Iran oplyste om sine politiske aktiviteter, men ansøgeren overværede selv, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Farens hænder blev bundet, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter tilbageholdt i fængsel i omkring 3 måneder. Ansøgeren besøgte faren - sammen med sin mor og brødre - en gang i et fængsel i Uromiyeh og en gang i et fængsel i Mahabad. Faren blev løsladt mod kaution og senere idømt straf af fængsel i 3 år samt forvisning i 3 år. De 3 dokumenter, som faren oprindeligt fremlagde, herunder dommen, er ægte. Familien udrejste efter dommen til Nordirak, hvor Komala stillede en bolig til familiens rådighed ved Zergwez. Der var bevæbnede Komala-soldater i området. Faren var politisk aktiv for Komala i Irak. Faren bar ikke våben i boligen, men andre steder. De fik udstedt UNHCR-papirer på, at de var asylsøgere. Han ved ikke, om UNHCR nåede at færdigbehandle familiens ansøgninger. Ansøgeren var ikke medlem af Komala, men han sympatiserede med Komala, og han deltog i Irak fra han var 15 år gammel i større partiarrangementer med 250-400 deltagere. Der blev holdt omkring 10 af sådanne arrangementer hvert år. De fejrede […] maj, nytår og partimærkedage etc. Ansøgeren var tilknyttet Komalas ungdomsafdeling og havde praktiske opgaver med at stille stole frem og dække bord. Endvidere var han sammen med andre unge med til at underholde med dans og sang til de store møder. Sangene handlede blandt andet om peshmergaer. Ansøgeren udførte ikke andre aktiviteter for Komala. Der forelægger en række optagelser af flere af de store Komala-arrangementer. Disse kan ses på YouTube og på Komalas hjemmeside. På optagelserne ses Komala-flag, kurdiske flag samt de mange deltagere i arrangementerne. Begge forældre og alle 3 brødre kan ses. På Komalas hjemmeside kan man endvidere se et foto af en række børn af peshmergaer, herunder ansøgeren. Fotografiet er taget i en Komala-lejr. Ansøgerens brødre var aktive for Komala i samme omfang som ansøgeren. De forlod navnlig Irak på grund af frygten for iranske myndigheder, der var til stede i Nordirak. Ansøgeren har også i Danmark deltaget i enkelte Komala møder. Han har endvidere i de sidste to år deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i København 3 gange. Han råbte slagord og holdt under to af demonstrationerne det kurdiske flag i hånden. Han skjulte ikke sit ansigt under demonstrationerne. Fra ambassaden blev demonstranterne filmet. Han holder en vis kontakt med partimedlemmer via Skype. Han har ikke lagt politiske budskaber på Facebook eller andre sociale medier under sit eget navn. Ansøgeren tror på gud, men ikke på en bestemt gud. Han tilhører ikke en bestemt religion. Han tror på menneskeheden. I familien var de stort set ikke religiøst aktive i Iran. Det gav dem ikke problemer, idet de da udgav sig for at være muslimer. Hvis de efter en tilbagevenden til Iran siger, de er muslimer, vil de ikke blive troet, da man nu ved, at de støtter Komala, og derfor ikke er religiøse. Han vil i givet fald nok sige, at han tror på menneskeheden. De vil derfor også af den grund være i fare ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg mv. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. Som dreng sang og dansede ansøgeren endvidere sammen med en række andre ved flere af arrangementerne og han oplæste ved mindst en lejlighed et digt. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komalas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller var passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, som ansøgeren har oplyst om, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor ansøgeren, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/317/SME”
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Gilan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes ægtefælle vil få forældremyndigheden over deres fælles søn, fordi hun er udrejst af Iran med sønnen. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen har ansøgeren oplyst, at hun i 2009-2010 kom i kontakt med sin venindes kusine [K], som introducerede hende for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, og hun mødtes med [K] og talte med hende om kristendommen. [K] gav ansøgeren en bibel. Ansøgeren begyndte at dele sedler ud med kristne budskaber til andre sammen med [K], og hun har også deltaget i kristne sammenkomster sammen med [K] og to andre ved navn [N1] og [N2]. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af civiklædt politi i sin frisørsalon, mens hun sad og læste i sin bibel. Ansøgeren blev anholdt og var tilbageholdt en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for vold. [En dag i sommeren] 2015 kom ansøgeren for retten, hvor hun blev idømt fem års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på tre millioner toman for at have lavet kristne aktiviteter. Ansøgerens svoger fik midlertidigt løsladt ansøgeren ved at kautionere med skødet til et hus. Ansøgeren fik aldrig at vide, hvornår fængselsstraffen eller piskeslagene skulle eksekveres. Mens ansøgeren var tilbageholdt, tog hendes bror, [B], kristne ting fra hendes bopæl og gemte dem på sit kollegieværelse på sit universitet. Det blev imidlertid opdaget, og det resulterede i, at [B] blev smidt ud af universitetet. Efter ansøgeren blev smidt ud fra universitetet, fik han en indkaldelse til et retsmøde, og ansøgeren og [B] udrejste derfor illegalt af Iran. Ansøgeren og [B] blev døbt i Tyrkiet [i slutningen af] 2015. Efter ansøgerens indrejse har ansøgeren og hendes bror været i kirke i Danmark, og de har også modtaget kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere lagt kristne opslag op på sin Facebook-profil, mens hun har været i Danmark. For så vidt angår asylmotivet vedrørende ansøgerens søn har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har kontaktet de iranske myndigheder, fordi hun er udrejst af Iran med deres søn, og at hendes søster er blevet indkaldt til et retsmøde på grund af dette. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt at læse i Biblen, mens hun befandt sig i sin frisørsalon i åbningstiden. Når dette sammenholdes med de oplysninger, der foreligger om de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt, som dokumentation for konflikten med myndighederne, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering at måtte tilsidesætte denne del af ansøgerens forklaring. Efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet og de oplysninger, der i øvrigt foreligger om hendes kristne aktiviteter efter hendes udrejse af Iran, lægger nævnet imidlertid til grund, at ansøgeren nu er konverteret til kristendommen og er troende kristen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har demonstreret et betydeligt kendskab til kristendommen, og nævnet vurderer, at hendes konversion er udtryk for en reel, indre religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil leve et åbent, kristent liv, og derved være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/316/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Gilan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen, ikke har aftjent militærtjeneste og er udrejst illegalt. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen i Iran, og at han fik en bibel af sine muslimske venner. Ansøgeren talte om kristendommen med sin søster [S], der også var interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 blev [S] opsøgt af civilklædt politi i sin frisørsalon, mens hun sad og læste i biblen. [S] blev anholdt og var tilbageholdt i en uge. [En dag i sommeren] 2015 kom [S] for retten, hvor hun blev idømt fem års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på tre millioner toman for at have lavet kristne aktiviteter. Mens [S] var tilbageholdt, tog ansøgeren kristne ting fra hendes bopæl og gemte dem på sit kollegieværelse på sit universitet. Det blev imidlertid opdaget, og det resulterede i, at ansøgeren blev bortvist fra universitetet. Efter ansøgeren blev bortvist fra universitetet, fik han en indkaldelse til et retsmøde, og han udrejste derfor illegalt af Iran sammen med [S]. Ansøgeren og [S] blev døbt i Tyrkiet [i slutningen af] 2015. Efter ansøgerens indrejse har ansøgeren og hans søster været i kirke i Danmark, og de har også modtaget kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere lagt kristne opslag op på sin Facebook-profil, mens han har været i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om dennes konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at konflikten efter det oplyste udspringer af det forhold, at ansøgerens søster skulle være blevet anholdt som kristen. Flygtningenævnet har ved samtidig afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens søster ikke lagt dennes forklaring til grund. For så vidt angår ansøgeren finder Flygtningenævnet det i særlig grad utroværdigt, at han efter sin søsters anholdelse skulle have valgt at opbevare kompromitterende materiale på sit kollegieværelse. Ansøgeren har hverken under samtaler med Udlændingestyrelsen eller ved fremmøde i Flygtningenævnet kunnet give nogen overbevisende eller sandsynlig forklaring herpå. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konversion. Trods gentagne forespørgsler om baggrunden for, at ansøgeren er konverteret, har han været helt ude af stand til at forklare nærmere herom. Dette gælder også ved den tredje samtale med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2017, omkring tre år efter, at han ifølge sin forklaring begyndte at interessere sig for kristendommen og halvandet år efter, han blev døbt. Heller ikke ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren været i stand til at redegøre nærmere for baggrunden for, at han skulle være konverteret. Ansøgeren har endvidere kun kunnet demonstrere et ganske overfladisk og upræcist kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet er opmærksomt på ansøgerens talehandicap, men bemærker, at ansøgeren har haft lejlighed til at forklare sig detaljeret ved samtaler med Udlændingestyrelsen, der har strakt sig over adskillige timer, således senest en samtale af i hvert fald tre timers varighed [i foråret] 2017. Det, som ansøgeren yderligere har anført vedrørende unddragelse fra militærtjeneste, kan ikke føre til et ændret resultat. Nævnet bemærker, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke på noget tidspunkt er blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan dette forhold, samt det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/315/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt kristen fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han frygter endvidere ægtefællen til den kvinde, som han havde et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [i vinteren/foråret] 2012 mødte en kvinde ved navn [A], som kom i hans forretning. De begyndte at skrive og ringe sammen, og det udviklede sig til et forhold. Omkring 30 dage efter første møde tog ansøgeren hjem til [A] om natten. De så derefter hinanden en gang om ugen og havde kontakt med hinanden hver dag. Efter fem til seks måneder svarede [A] ikke på ansøgerens beskeder, og ansøgeren har ikke hørt fra hende siden. Han er blevet ringet op af en mand, som ansøgeren formoder, er [A]s ægtefælle, der er oberst i garden. Manden sagde, at han nok skulle finde ansøgeren. Omkring en måned efter dette blev ansøgeren opsøgt i sin forretning. Efter 15 dage blev han igen opsøgt, men [A] blev ikke nævnt. Ansøgerens forældres bopæl blev også opsøgt. Ansøgeren lukkede sin forretning og åbnede en anden på samme gade. Han blev kontaktet og truet på sms og ved opkald mange gange. I 2014 talte ansøgeren med sin ven, [B], hvilket gjorde ansøgeren interesseret i kristendommen, fordi straffen for utroskab var mildere i kristendommen end i islam. Ansøgeren deltog i kristendomsundervisning i to måneder, hvorefter han blev døbt i [efteråret] 2014. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2015 grundet konflikten med [A]s ægtefælle, og fordi en bekendt var blevet udsat for overgreb grundet sin kristne tro. Ansøgerens bror har efterfølgende modtaget en tilsigelse til ansøgeren om at møde i retten. Ansøgeren fortsatte med sine kristne aktiviteter i Danmark, og han blev døbt i [foråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om sine asylmotiver til grund. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konflikt i Iran som følge af, at han har haft et forhold til en gift kvinde har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om væsentlige elementer i asylmotivet, herunder om hvornår han blev opsøgt, og hvad han fik at vide om baggrunden for opsøgningerne. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet generelt har fremstået diffus og upræcis. Herudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har kunnet opholde sig i Iran i perioden fra 2012 – 2015, uden at der er blevet gjort alvor af eventuelle trusler mod ansøgeren, også selvom ansøgeren efter sine egne oplysninger åbnede en ny forretning i samme gade som hans tidligere forretning lå i. På den anførte baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en asylbegrundende konflikt i Iran i anledning af sit forhold til en kvinde, der var gift med en oberst i garden. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konversion fra islam til kristendommen finder nævnet, at ansøgeren under sagens behandling ikke på en overbevisende og reflekteret måde har redegjort for sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen i Iran, ligesom han heller ikke har anført noget om dette i sit asylskema [fra slutningen af] 2015. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå i kirke efter at have været i Danmark omkring et års tid, selvom han efter sine egne oplysninger skulle være blevet døbt i Iran. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke gik i kirke i Danmark allerede umiddelbart efter sin ankomst til landet. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren under de afholdte samtaler ikke har kunnet erindre datoerne for sin dåb i hverken Iran eller Danmark, ligesom ansøgeren heller ikke under sagens behandling på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for, at han nu er blevet protestant, selvom han i Iran angiveligt skulle være døbt katolsk. I det hele fremstår ansøgerens trosforhold ureflekterede og uden at være udtryk for en reel indre overbevisning. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt dåbsbevis, kan heroverfor og i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark i forbindelse med deltagelse i en demonstration omkring årsskiftet 2017/2018, deltagelse i og distribution af Youtube-videoer og oplysningen om, at der angiveligt har været en iransk spion på ansøgerens flygtningecenter kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren har sandsynliggjort et asylmotiv ”sur place”. Nævnet har herunder lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er oplysninger om, at ansøgeren skulle være særligt profileret, og at myndigheder eller private i Iran således skulle være kommet til kundskab om aktiviteterne. Det kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på skulderen. Den fremlagte tilsigelse til at møde i retten kan efter nævnets opfattelse ikke umiddelbart henføres til forhold af betydning for belysning af ansøgerens asylmotiver. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/314/SLH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i henholdsvis 2013 (kvindelige ansøger) og 2015 (mandlige ansøger). Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Hun var tidligere muslim, men er efter sin ankomst i Danmark konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder på grund af hendes søns politiske aktiviteter, og at hun frygter at blive henrettet, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hendes søn [A] er blevet systematisk tilbageholdt af de iranske myndigheder som led i præventive anholdelser op til helligdage og større begivenheder. Hun har endvidere oplyst, at hun og [A] har set kristent tv i Iran, og at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i august 2013 og har deltaget i dåbsforberedelse, inden hun blev døbt. Den mandlige ansøger er etnisk perser fra Ahvaz, Iran. Han er født muslim, men konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af Tudeh-partiet i Iran fra 1979 til 1983. Han har ikke haft politiske aktiviteter for partiet siden 1983. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har haft fagforeningsaktiviteter i Iran og er blevet fængslet herfor i perioden fra 2012 til 2015, hvor han flygtede fra fængslet. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har han oplyst, at han i 2011 havde fagforeningsaktiviteter i Iran og blev anholdt. Han fik en dom på syv års fængsel. Efter tre år i fængsel blev den mandlige ansøger indlagt på et hospital, hvor han bad Jesus om hjælp og blev kristen. Han flygtede fra hospitalet til Tyrkiet og videre til Danmark, hvor hans ægtefælle, den kvindelige ansøger, og parrets søn, [A], opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han har været i fængsel i Iran i perioden fra 2012 til 2015, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøgers ægtefælle og søn har forklaret, at han i denne periode opholdt sig i Tyrkiet, at den mandlige ansøger og hans søn har forklaret forskelligt om, hvor den mandlige ansøger blev anholdt, og at den mandlige ansøgers forklaring om tidspunktet for telefonsamtalen med datteren, hvor han fortalte, at han var i Tyrkiet, stemmer dårligt med ægtefællens og sønnens oprindelige forklaringer om, at de ikke vidste, hvor den mandlige ansøger var. Nævnet lægger endvidere vægt på, at omstændighederne omkring flugten synes mindre sandsynlige. Flygtningenævnet finder således ikke, at den mandlige asylansøger har sandsynliggjort, at han har haft aktiviteter i 2011/2012, der førte til fængsling. Vedrørende ansøgernes konvertering til kristendommen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger blev døbt den 11. august 2013, og at den mandlige ansøger blev døbt den 8. november 2015 – begge efter et kort dåbsforløb på kun omkring to måneder. Begge ansøgere har efter dåben haft meget omfattende kristelige aktiviteter. De har fortsat regelmæssigt modtaget undervisning og gået i kirke. De har begge fra januar til juni 2018 deltaget i et kursus på Luthersk Missionshøjskole med henblik på at kunne missionere. De har ikke ønsket at lægge skjul på deres kristne tro, og er stået frem i såvel tv som i informationsfoldere i lokalsamfundet. De agter at holde fast i deres kristne tro også ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne, selvom de begge er blevet døbt på et tidligt tidspunkt, på nuværende tidspunkt må anses for reelt kristne, og at de således risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/311/ATN
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim født Orumieh, Iran, men har boet i Soran, Nordirak, siden 1996. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af KDPI siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren og hans familie har været politisk aktive. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og mor var hemmelige medlemmer af KDPI, mens de boede i Iran. Da ansøgeren var cirka fem måneder gammel, blev forældrene afsløret af de iranske myndigheder, og familien måtte flygte til Kandil-bjergene. Her boede de, indtil det iranske regime i 1996 slog kurderne i området tilbage, hvorefter familien flygtede til Irak. Ansøgeren voksede efterfølgende op i Irak, hvor han har boet frem til sin udrejse. I Irak var ansøgerens far aktiv peshmerga for KDPI frem til 2013-2014, hvor han gik på pension. Faderen fortsatte som medlem af KDPI, men var ikke så aktiv længere på grund af sin alder. I 2011 deltog ansøgeren i en kongres for KDPI i Irak, hvor han søgte om at blive medlem af partiet. Partiet accepterede ham, og ansøgeren fik samme dag udleveret et medlemskort. I 2015 deltog ansøgeren i endnu en kongres for partiet i Irak. Udover deltagelsen i disse to kongresser har ansøgeren ikke udført aktiviteter for KDPI, idet ansøgerens far ikke ønskede, at han blev et aktivt medlem. I slutningen af 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Efter sin indrejse i Dannmark har ansøgeren deltaget i tre demonstrationer for kurderes rettigheder i Danmark, ligesom han har deltaget i en række møder i KDPI i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit medlemskab af KDPI under sit ophold i Irak til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om han var medlem eller sympatisør, ligesom han har forklaret, at han ikke var aktiv for partiet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og under hensyn til ansøgerens forklaring i øvrigt heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans familie har udøvet den politiske aktivitet, som han har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf eller i øvrigt ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har i denne forbindelse været opmærksom på det øgede spændingsniveau, der er i irakisk Kurdistan, og at de iranske myndigheder har et betydeligt fokus på blandt andet aktivitet for KDPI. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl med konventionsstatus eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, som følge af sine aktiviteter og baggrund inden indrejsen i Danmark. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at ansøgeren først har forklaret herom under nævnsmødet, og at ansøgeren i forbindelse med nævnsmødet har fremlagt en række fotografier til dokumentation heraf. Nævnet finder, at ansøgeren bør afgive en nærmere forklaring herom, ligesom omfanget af fotografier og den sammenhæng, hvori de indgår, bør søges fastlagt. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik herpå, og således at Udlændingestyrelsen tager stilling til, om ansøgerens sur-place-aktiviteter, med den baggrund ansøgeren har, fører til, at ansøgeren skal have konventionsstatus i Danmark.” Iran/2018/310/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan, men nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren er iransk statsborger, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har hjulpet medlemmer af det politiske parti Komala i én til to måneder i sommeren 2015, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en fængselsdom eller henrettelse, idet han har samarbejdet med medlemmer af Komala. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i en flygtningelejr i Irak, og at han og hans familie flyttede tilbage til Iran, inden ansøgeren var et år gammel. Ansøgerens fars gode ven [A] var medlem af Komala. [A] havde et hus tæt på ansøgerens families landbrugsjord, hvor ansøgeren opholdte sig omkring to uger om måneden i sommerperioden. [A] fortalte ansøgeren om sit partimedlemskab i starten af 2015, og de drøftede efterfølgende kurderes rettigheder og partiets aktiviteter. I [sommeren] 2015 hjalp ansøgeren – der 5 eller 6 måneder tidligere var blevet bedt herom af [A] – to personer med tilknytning til Komala partiet ved at lave mad til dem og gemme deres våben i den garage, hvor han opbevarede landbrugsmaskiner. [Senere på sommeren] 2015 lavede han mad til og gemte våben for tre andre personer med tilknytning til Komala partiet. Ansøgeren rejste herefter fra landstedet. Kort efter ringede hans ven [B], der havde jord ved siden af ansøgerens families, og fortalte, at personer fra efterretningstjenesten var ved at undersøge ansøgerens garage og havde taget våben ud af garagen. Ansøgeren fortalte dette til sin far, der sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse af Iran. En slægtning kørte ansøgeren til Teheran, hvor han opholdt sig to eller tre dage inden sin udrejse. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen, da han sejlede fra Tyrkiet til Grækenland. Vandet blev uroligt, og ansøgeren så et kors i himmelen. En iransk kvinde på ansøgerens asylcenter tog ansøgeren med i kirke, og han blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv vedrørende hjælp til personer fra Komalapartiet, idet hans forklaring om motivet i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren – der vidste, at [A] var i myndighedernes søgelys og havde været tilbageholdt af myndighederne – uden særlig involvering i Komala partiet ville risikere at hjælpe personer med tilknytning til partiet som forklaret af ham. Det findes endvidere usandsynligt, at myndighederne opsøgte garagen, netop som ansøgeren gemte våben for personerne. Ansøgerens har for nævnet forklaret, at han ikke ved, hvordan myndighederne fik kendskab til, at der var våben i garagen, men at forklaringen kan være, at personerne er blevet pågrebet af myndighederne. Ifølge ansøgerens forklaring gik der imidlertid kun omkring et døgn fra personernes ankomst til garagen, til ansøgeren blev ringet op af sin ven, der fortalte om myndighedernes fund af våben i garagen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror er udrejst af Iran med omkring halvanden måneds mellemrum og ankommet til Danmark angiveligt grundet helt separate konflikter. Ansøgeren har ikke villet samtykke i sambehandling med sin brors sag med den begrundelse, at sagerne ikke har med hinanden at gøre. Nævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren stort set intet kendskab har til baggrunden for sin brors flugt fra Iran. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for sin konversion, der er sket efter indrejsen i Danmark, og hans fremtræden under nævnsmødet. At ansøgeren har [en kristen tatovering] på armen og oploader religiøse budskaber m.v. på en Facebookside kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/309/jabp
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning fra [mindre by], Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har ydet økonomisk støtte til yarsan religionen. Den mandlige ansøger frygter videre at blive slået ihjel af en overdommer og af myndighederne i Kasakhstan, såfremt han vender tilbage til Kasakhstan. Den kvindelige ansøger har i det væsentlige henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og endvidere henvist til, at hun frygter for sin families sikkerhed, idet civile personer har prøvet at bortføre ansøgernes søn. Til støtte for deres asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han stammer fra en meget stor familie som bor i [mindre by] i Kermanshah provinsen, der er hovedsæde for yarsan-religionen. Den mandlige ansøger blev som 16-årig valgt til formand for den lokale ungdomsgruppe og har gennem tiden været med til at arrangere møder. Den mandlige ansøger fik et arbejde hos sin fætter i Kasakhstan og flyttede herefter til Kasakhstan, hvor han boede med sin familie frem til 2010. I 2004 startede han som selvstændig med import af frugt og grønt fra Iran. Den mandlige ansøger havde en forretningsaftale med [A], der var bror til byens overdommer. I slutningen af 2014 bestilte [A] 200 tons frugt. Den mandlige ansøger modtog aldrig betaling herfor, fordi [A] mente, der var frostskader på frugten. I stedet krævede [A] 100.000 USD af den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger nægtede at betale. Senere henvendte [A] sig igen og ønskede at bestille 300 tons frugt. Den mandlige ansøger skulle stille sikkerhed med sin lejlighed og ansøgerne underskrev en fuldmagt hertil. I sommeren 2015 fandt den mandlige ansøger ud af, at [A] havde solgt lejligheden, fordi han mente, at den mandlige ansøger skyldte ham 100.000 USD. Den mandlige ansøger tog herefter til [A’s] kontor for at konfrontere ham, men [A] truede den mandlige ansøger med en proptrækker mod halsen. [I efteråret] 2015 indrejste ansøgerne med fly til Danmark. Siden 2000 har den mandlige ansøger sendt penge til yarsan religionen. [B] var ansvarlig for donationerne til religionen. Under en ransagning hos [B] i sommeren 2015 blev listen af bidragsydere fundet af den iranske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerne, der er iranske statsborgere, asylretligt skal vurderes i forhold til Iran. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes asylmotiv, at de ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet deres forklaringer på centrale punkter fremstår divergerende og udbyggende. Forklaringerne anses herefter for at være konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om den mandlige ansøgers konflikt med [A] i Kasakhstan. Under den mandlige ansøgers asylsamtale [i sommeren] 2016 og under gensamtalen [i starten] 2017, har han forklaret, at han ikke prøvede at kontakte politiet, men at han fortalte sin ægtefælle, at de var nødt til at flygte så hurtigt som muligt, efter at han var blevet truet af [A]. Den kvindelige ansøger har derimod under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at de søgte myndighedernes hjælp i Kasakhstan, ligesom hun under sin asylsamtale har forklaret, at hendes mand opsøgte politiet, og at han også var på den iranske ambassade for at få hjælp. Den kvindelige ansøger har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at en mand henvendte sig på bopælen i Kasakhstan og spurgte efter hendes ægtefælle. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom. Den mandlige ansøger har i øvrigt under nævnsmødet forklaret, at hans ægtefælle ikke blev opsøgt efter han forlod Kasakhstan. Den mandlige ansøgers oplysning under nævnsmødet om, at han for at berolige sin ægtefælle alligevel har fortalt hende, at han henvendte sig til politiet, fremstår ikke troværdig. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet indkaldt til at møde i retten for internationale sager i Teheran på baggrund af en straffesag mod ansøgeren i Kasakhstan, således som det er angivet på et dokument, der angiveligt er udstedt [i efteråret] 2016. Den mandlige ansøgers forklaring herom anses således for utroværdig. Flygtningenævnet henviser til, at dokumentet, der alene er fremlagt som kopi af et digitalt foto, først er fremkommet, efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgernes asylansøgning. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgerens søster efter forklaringen har modtaget indkaldelsen allerede [i efteråret] 2016, men først i 2018 fortalte den mandlige ansøger herom, fordi hun angiveligt ikke ville stresse ansøgeren ved at fortælle om dokumentet, der i øvrigt ikke indeholder angivelsen af et tidspunkt for, hvornår ansøgeren skulle møde i retten i Teheran. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den del af asylmotivet, der vedrører ansøgernes yarsan-tro har en sådan karakter og intensitet, at der er tale om et asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger i asylansøgningsskemaet alene har henvist til de generelle forhold for yarsan-troende i Iran, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet udbyggende har forklaret, at han er anført på en hemmelig liste over bidragsydere, der blev fundet under de iranske myndigheders ransagning på [B’s] bopæl. Endvidere lægges der vægt på, at den mandlige ansøger udbyggende for nævnet først har forklaret, at han har missioneret for yarsan-troen i Iran fra han var 15 til 27 år. Senere har han forklaret, at han ikke har missioneret, men at han blot har reklameret for yarsan-troen. Han har imidlertid aldrig af den grund oplevet problemer med de iranske myndigheder. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2015, efter at de iranske myndigheder 5 dage forinden foretog ransagningen, er rejst legalt fra Kasakhstan til Iran, hvor han har opholdt sig uden problemer til [i efteråret] 2015, hvorefter han legalt udrejste fra Iran. Det fremgår i øvrigt af den mandlige ansøgers pas, at han flere gange forinden [sommeren] 2015 er rejst legalt frem og tilbage mellem Kasakhstan og Iran, og ansøgerne har under nævnsmødet forklaret usammenhængende herom. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold for yarsan-troende i Iran ikke kan give grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at den mandlige ansøgers forklaring om en afhøring hos de iranske myndigheder i 2008 kan anses for et afsluttet forhold, og at forholdet efter ansøgerens forklaring i øvrigt ikke indgår som en del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingeloven§ 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/308/CHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hamadan og angiveligt kristen af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få afhugget en arm eller et ben. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder, da han har haft et forhold til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine tatoveringer og grundet alkoholindtag, da ansøgeren tidligere har været fængslet af myndighederne. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, da ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sit forhold med [A] oplyst, at ansøgeren ønskede at gifte sig med hende, og derfor forsøgte at fri til hende to måneder efter, at han havde mødt hende. [A`s] far afviste dette og truede ansøgeren på livet. Ansøgeren besluttede sig på ny at fri til [A], som ligeledes blev afvist af [A`s] far, og ansøgeren blev efterfølgende anmeldt til myndighederne af [A`s] far. Myndighederne udstedte herefter en tilsigelse til retten stilet til ansøgeren, hvorefter de henvendte sig på ansøgerens bopæl for at finde ham. Myndighederne forlod bopælen, da ansøgeren ikke var der. Myndighederne vendte tilbage til bopælen, hvor de tog ansøgerens bror med og tilbageholdte ham i tre dage, idet de forvekslede ansøgerens bror med ansøgeren. Ansøgeren flygtede til Chah Bahar efter han havde hørt, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Efter otte måneders ophold i Chah Bahar udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sine tatoveringer og alkoholindtag, oplyst, at ansøgeren tidligere har været fængslet og chikaneret af myndighederne som følge heraf. Ansøgeren frygter på denne baggrund, at myndighederne vil henrette ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han er konverteret til kristendommen, oplyst, at ansøgerens venner opfordrede ansøgeren til at komme i en huskirke i Iran. Ansøgeren er efter indrejsen i Danmark konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt i den kristne tro. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren på grund af alkoholindtagelse har været frihedsberøvet af myndighederne og i den forbindelse har været udsat for fysiske overgreb. På denne baggrund har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på foretagelse af torturundersøgelse. Ansøgerens forklaringer vurderes imidlertid i lyset af det forklarede om fysiske overgreb. Imidlertid finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaringer kan lægges til grund, idet de på meget centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængslet to eller tre gange, om hvorvidt han er idømt straf i form af piskeslag, og om hvorvidt han to eller ti gange har været udsat for overgreb fra Basij. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt [A`s] far var til stede under det første frieri, og om han der truede med at slå ansøgeren ihjel, ligesom han har forklaret udbyggende og divergerende om [A`s] kusines rolle og om ansøgerens brors tilbageholdelse. Han har endeligt forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne med sikkerhed havde kendskab til hans seksuelle forhold til [A], eller at dette blot beroede på hans formodning. Det bemærkes endvidere, at hverken han selv under sit ophold i Iran frem til [efteråret 2015], eller hans familie har været udsat for myndighedsforfølgelse siden brorens angivelige tilbageholdelse primo 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed og dels til divergerende forklaringer, om hvorvidt ansøgeren i Iran har været i huskirke, om hvornår han besluttede at konvertere og om, hvorvidt han forud for dåben modtog kristendoms undervisning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Iran/2018/307/AZU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han hjalp to medlemmer af det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han udrejste illegalt af Iran. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans ven, [B], befandt sig i bjergområdet omkring ansøgerens landsby, […], en dag i [foråret] 2015. De mødte to kurdere fra KDPI, ved foden af […] bjerget, som spurgte, hvorvidt de kunne hente mad til dem. Ansøgeren og [B] besluttede sig for at hjælpe de to kurdere. Omkring ti dage efter mødte ansøgeren og [B] endnu engang de to kurdere i bjergene. De to kurdere bad ansøgeren og [B] atter engang hente mad til dem, hvilket ansøgeren gjorde. Senere mødte ansøgeren og [B] igen de to kurdere i bjergene. Ligesom tidligere bad de dem om at hente mad, hvilket [B] gjorde. Tre til fire dage efter ringede ansøgerens fætter og fortalte ansøgeren, at repræsentanter fra myndighederne havde ledt efter ansøgeren på hans bopæl, og at [B] var blevet anholdt. Ansøgeren tog herefter hjem til en bekendt i byen […]. Ansøgeren opholdt sig der i tre dage. Ansøgeren og hans ægtefælle udrejste herefter illegalt af Iran sammen med en agent. De udrejste af Iran [sommeren] 2015. Da ansøgeren udrejste af Iran, praktiserede han yarsan. Efter ansøgeren kom til Danmark [efteråret] 2015, begyndte han at få interesse for kristendommen. Omkring tre uger efter ansøgerens ankomst, deltog han i sin første kristne aktivitet, da han tog del i en ceremoni i en kirke nær [asylcenteret]. Cirka en uge efter deltagelsen i ceremonien, blev ansøgeren og hans ægtefælle flyttet til asylcenter […]. Ansøgeren begyndte at modtage dåbsundervisning med henblik på at blive døbt og konvertere til kristendommen. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne mistænker hendes ægtefælle for at være anti-revolutionær. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kort forinden hendes udrejse af Iran blev deres bopæl opsøgt af syv myndighedsrepræsentanter. Fire af repræsentanterne trængte ind på bopælen, ransagede den og ødelagde deres ejendele, hvorefter de forlod bopælen. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle befandt sig i bjergene, da bopælen blev opsøgt. Den efterfølgende morgen blev deres bopæl atter engang opsøgt af repræsentanter fra myndighederne. Ansøgeren forsøgte efterfølgende at ringe til sin ægtefælle, men hans telefon var slukket. Eftersom ansøgerens ægtefælle ikke var kommet hjem dagen efter, ringede ansøgeren til sin ægtefælles bror og fortalte ham, hvad der var sket. Senere samme dag blev ansøgeren hentet af ægtefællens bror og de kørte sammen hen til ansøgerens ægtefælle som befandt sig i landsbyen, […]. Senere på dagen kørte de videre til den tyrkiske grænse som de krydsede illegalt til fods. Da ansøgeren udrejste af Iran, praktiserede hun yarsan. Ansøgeren har oplyst, at hun fik interesse for kristendommen, mens hun befandt sig i Grækenland. Efter ansøgeren kom til Danmark [efteråret] 2015, deltog hun i sin første kristne aktivitet i en kirke nær [asylcenteret]. Ansøgeren flyttede efterfølgende til asylcenter […], hvor hun kort efter begyndte at modtage dåbsundervisning. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2015. Vedrørende asylmotivet i Iran: Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at de forinden deres udrejse var forfulgt af de iranske myndigheder, til grund. Nævnet henviser til, at forklaringerne på centrale punkter fremstår usandsynlige og divergerende, og at de derfor må anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at to mænd fra KDPI uden nærmere kendskab til ansøgeren og hans ven [B], har anmodet ansøgeren og [B] om hjælp til at skaffe mad, idet de samtidig har oplyst, at de hed [H] og [A], og i øvrigt fortalt, at de var KDPI-medlemmer. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om den tid, der forløb mellem det andet og det tredje møde med [H] og [A], idet han under oplysnings- og motivsamtalen, har forklaret, at der gik måske otte dage, mens han under asylsamtalen har forklaret, at det gik omkring 17 til 18 dage. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret nærmere om [Hs] og [As] udseende, idet han blandt andet har oplyst, at den ene havde tilbagestrøget hår, og at den anden havde sideskilning, og at de var uden skæg. Ansøgeren har endvidere forklaret om deres påklædning. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke kan huske, hvordan [H] og [A] så ud. Ansøgeren har også forklaret divergerende om stedet, hvor [B] blev anholdt. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at anholdelsen skete i Sarpol Zahab, mens han under asylsamtalen har forklaret at [B] blev anholdt på sin egen bopæl, […], der ligger 25-30 minutters kørsel fra Sarpol Zahab. Vedrørende den kvindelige ansøgers forklaring finder Flygtningenævnet, at det fremstår usandsynligt, at den irakiske efterretningstjeneste to gange har henvendt sig på ansøgerens bopæl for at få fat i den mandlige ansøger, mens han ikke var hjemme. Der henvises til forklaringen om, at hendes mand hver dag tog op i bjergene sammen med [B] og deres dyr, hvilket efterretningstjenesten måtte formodes at vide. Der lægges endvidere vægt på ansøgerens usammenhængende forklaringer om efterretningstjenestens henvendelser på bopælen. Under oplysnings- og motivsamtalen har hun forklaret, at myndighedspersonerne første gang præsenterede sig som personer fra efterretningstjenesten fra Sarpol Zahab, og at hun i øvrigt gik ud fra, at de var myndighedspersoner, fordi de havde walkie-talkies på sig. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun alene vidste, at der var tale om myndighedspersoner, fordi en af dem bar en walkie-talkie, og at hun ikke mente, at hun tidligere havde forklaret, at mændene fortalte, at de kom fra efterretningstjenesten. Vedrørende konversionen: Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgernes oprindelige asylmotiv som utroværdigt, og der påhviler herefter ansøgerne en skærpet bevisbyrde for, at deres konversion i Danmark til kristendommen, er sket på grundlag af en reel religiøs overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne under deres oplysnings- og motivsamtaler og under deres asylsamtaler har forklaret, at de var yaresan-troende. Ansøgerne har i øvrigt ikke under oplysnings- og motivsamtalerne oplyst, at de skulle døbes, og at de under asylsamtalerne ikke har oplyst, at de var blevet døbt [vinteren] 2015. Nævnet lægger endvidere vægt på oplysningen fra pastor […], om at dåbsundervisningen alene har bestået i undervisning to gange to timer om ugen fra [efteråret] til [vinteren] 2015. Nævnet finder ikke, at en så kortvarig undervisning kan begrunde et fornødent troværdigt grundlag for dåben. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for deres motiver og for deres refleksioner samt konsekvenserne for deres konvertering og for kristendommens betydning for dem. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerne har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og at deres deltagelse i kirkelige arrangementer ikke kan tillægges et stærkt engagement i kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke, at den kirkelige velsignelse af deres ægteskab eller deres datters dåb kan føre til en anden vurdering, ligesom oplysningerne og en række udtalelser fra sognepræster om ansøgernes deltagelse i gudstjenester og kirkelige arrangementer ikke kan føre til et andet resultat. For så vidt angår den kvindelige ansøgernes opslag på Facebook bemærkes, at opslagene med kirkelige motiver er foretaget, efter at Udlændingestyrelsen første gang [foråret] 2016 havde meddelt afslag på ansøgningerne om opholdstilladelse, og at den mandlige ansøger alene [foråret] 2016 har foretaget et enkelt oplag, forinden Udlændingestyrelsens første afslag på ansøgningerne om opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er sandsynliggjort, at opslagene er kommet til kendskab for de iranske myndigheder, eller at opslagene vil komme til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/305/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra Bukan, Iran. Ansøgeren har været medlem af det kurdiske parti Komala siden 2010 og har udøvet politiske aktiviteter for partiet i en årrække. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim fra Bukan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske parti Komala, siden hun var omkring ti år gammel. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, fordi den mandlige ansøger blev idømt fængsel i tre år og bortvisning fra hjemegnen på grund af sine aktiviteter for Komala i Iran. Ansøgerne har som støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger i 2005 rejste sammen med den kvindelige ansøgers fætter til Irak. Den mandlige ansøger skulle besøge en ven, og den kvindelige ansøgers fætter skulle besøge sin søn. Da de var nået til Irak, skiltes de, og fortsatte deres rejser hver for sig. Den kvindelige ansøgers fætter blev anholdt [i] februar 2006. Fætteren fortalte myndighederne, at han havde arbejdet sammen med den mandlige ansøger i Irak. Den kvindelige ansøgers fætter var et aktivt medlem af Komala, og han havde tidligere været i fængslet på grund af sine politiske aktiviteter. Fætteren blev slået, hvilket fik ham til at fortælle alt til de iranske myndigheder. Omkring den […] marts 2006 blev anssøgernes bopæl opsøgt af omkring 15 til 20 personer fra de iranske myndigheder. Bopælen blev ransaget, og den mandlige ansøger blev taget med til en politistation, hvor han blev afhørt af en repræsentant fra efterretningstjenesten omkring sin tilknytning til Komala. Den mandlige ansøger fik nogle lussinger. Han blev herefter fængslet i omkring 25 dage hos efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger blev hængt op og tortureret. Han var under konstant tortur i omkring 25 dage. Den mandlige ansøger blev anklaget for at have udøvet politiske aktiviteter for Komala, men han nægtede. Den mandlige ansøger var fængslet sammen med to andre personer, som havde udført aktiviteter for partiet. Dette var den mandlige ansøgers svigermors mosters søn, [A] og ansøgerens ven [B]. Den kvindelige ansøger besøgte den mandlige ansøger én gang under hans fængsling i Bukan. Den mandlige ansøger blev herefter flyttet til fængslet i Uromiyeh, hvor han fortsat var fængslet med de to førnævnte personer. Under tortur indrømmede de to personer, at de sammen med den mandlige ansøger havde lavet aktiviteter for Komala. Den mandlige ansøger blev også udsat for overgreb i fængslet. Han var fængslet i omkring tre måneder og fem dage. Den mandlige ansøger var efterfølgende i fængslet i Mahabad i 15 dage, indtil hans brødre betalte hans kaution på 80 millioner toman. Den mandlige ansøger havde ikke været i retten, da han blev løsladt mod kaution. Den mandlige ansøgers sag kom for retten i 2006, og han deltog i to retsmøder. I Iran får man sin dom sendt til bopælen, hvorefter man har tre uger til at klage over afgørelsen. Den mandlige ansøger ankede dommen, men den blev stadfæstet. Den mandlige ansøger blev i 2007 eller 2008 idømt tre års fængsling og tvangsflytning til et andet område i Iran. Ansøgerne udrejste sammen med deres tre sønner kort tid herefter. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerne og deres sønner har forklaret indbyrdes divergerende om væsentlige forhold. Dertil kommer, at den mandlige ansøger har fremlagt falske dokumenter i sin asylsag. Flertallet finder således, at ansøgernes generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at to særskilte ægthedsvurderinger har fastslået, at tre centrale dokumenter, som den mandlige ansøger har fremlagt vedrørende sit fængselsophold og sin dom, er falske. Konklusionen er, at det samlede sagskompleks, som de tre dokumenter søger at underbygge, ikke er ægte. De af ansøgerne fremlagte nye dokumenter vedrørende kautionsforpligtelsen kan herefter heller ikke lægges til grund. Flertallet har herved også lagt vægt på, at den mandlige ansøger til gensamtalen [i] august 2016 har afvist, at de tre fremlagte dokumenter er falske med divergerende og udbyggende begrundelser. Om det ene af dokumenterne har den mandlige ansøger til sin gensamtale [i] august 2016 således forklaret, at han ikke fik dokumentet fra retten, men derimod fra en advokat, der ikke måtte give det til ansøgeren, hvilket den mandlige ansøger ikke har forklaret om tidligere, hverken i sit asylansøgningsskema af maj 2015, til oplysnings- og motivsamtalen af juni 2015 eller til asylsamtalen af marts 2016. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han har fremskaffet de tre dokumenter, idet han til sin gensamtale indledningsvis flere gange har forklaret, at han fik dokumenterne tilsendt af en ven i Norge. Denne forklaring ændrede den mandlige ansøger under oversættelsen af gensamtalereferatet, idet ansøgeren oplyste, at han fik dokumenterne tilsendt af en mand i Sverige, der er som en bror for ansøgeren, og som ansøgeren stoler på. Derudover har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvordan han kom i besiddelse af sin dom i Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at dommen blev sendt til ham, og at han havde tre uger til at appellere dommen, hvilket ansøgeren gjorde, og at dommen derefter blev stadfæstet. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han skulle have den af sin advokat, der fik den tilsendt, og at advokaten fortalte ansøgeren, at han først skulle 1-1½ år i fængsel, inden han kunne appellere. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har flertallet derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter for Komala i Iran forud for familiens udrejse til Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han uddelte løbesedler og tidsskrifter for partiet og hvervede nye medlemmer, mens han til gensamtalen har forklaret, at han var en del af en hemmelig organisering af Komala, og at de havde specielle mobiltelefoner, der ikke kunne aflyttes, og at ansøgerens arbejde bestod i at meddele partiets ledelse om forskelligt. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret divergerende om sin løsladelse. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke var i retten, inden han blev løsladt af myndighederne, hvilken forklaring den mandlige ansøger senere ændrede under asylsamtalen. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger ligeledes forklaret, at han var i retten uden advokat to gange efter sin løsladelse, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han var til et retsmøde, og at han fik tildelt en advokat. Endelig har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvornår familien udrejste efter 4½ måneds fængsling. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at familien udrejste to dage før nytårsaften i slutningen af 2007, hvilket han senere ændrede til slutningen af 2008. I asylansøgningsskemaet har den mandlige ansøger oplyst, at han kom i fængsel i Iran i 1384, svarende til [x] marts 2005- [x] marts 2006, hvilket ikke stemmer overens med, at familien først udrejste i slutningen af 2008. Vedrørende ansøgernes og deres sønners indbyrdes divergerende forklaringer har flertallet navnlig lagt vægt på, at familien har forklaret divergerende om, hvad der skete under den mandlige ansøgers tilbageholdelse i Iran. Den mandlige ansøger har forklaret, at han var i stuen sammen med sin ægtefælle, og at deres børn var på deres værelse på 1. sal, da de iranske myndigheder kom, at der kom ca. 15-20 personer til bopælen, og at han blev iført håndjern bag på ryggen efter myndighederne havde ransaget bopælen. Ansøgernes søn, […], har derimod forklaret, at hele familien var i stuen, og at de var ved at spise en slags frø ved bordet, at der kom 5-6 personer, og at den mandlige ansøger blev iført håndjern foran maven, straks da myndighederne var kommet ind i boligen. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der kom 4-5 personer, mens hun til sin asylsamtale har forklaret, at der kom 20-30 personer. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at flere af myndighedspersonerne var iklædt militæruniformer, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de alle var iklædt civilt tøj. Om den kvindelige ansøgers besøg i fængslerne har hun forklaret, at ansøgerne var adskilt og sad i forskellige rum, og at de talte via en telefon, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de sad i samme lokale, og at han kunne røre hende. Derudover har familien forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de var medlem af Komala. Flertallet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. I den forbindelse bemærker flertallet, at der ved vurderingen af de fremhævede divergenser er taget hensyn til, at de beskrevne forhold er foregået nogle år tilbage, og at ansøgernes sønner var mindreårige på daværende tidspunkt. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har flertallet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed. På denne baggrund kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgerne i 2007/2008 flygtede til Irak som følge af, at den mandlige ansøger var blevet dømt for politiske aktiviteter for Komala. Det forhold, at den mandlige ansøgers navn fremgår på nogle lister på nettet som værende sigtet for at have kontakt til kurdiske partier, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har udført aktiviteter for Komala, herunder i Irak, der har ført til, at de er efterstræbt af de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerne sympatiserer med Komala, og at den mandlige ansøger er medlem af partiet, samt at ansøgerne har fremlagt fotos, hvor de optræder sammen med ledende medlemmer af Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne vil være efterstræbt af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran som følge af deres aktiviteter for Komala i Danmark. Flertallet har herved lagt vægt på, at aktiviteterne er af begrænset karakter, og at ansøgerne ikke er profilerede. Herefter finder flertallet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet bemærker, at begge ansøgere har forklaret, at de ikke har nogen religion. Ansøgerne har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgerne ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/304/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk lor og muslim født fra Ahvaz, Khozistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske revolutionsgarde Sepah, fordi han udrejste af Iran og derfor anses for at være spion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han igennem sin fars gamle ven, som var én af de øverstbefalende i Sepah Pasdaran, fik arbejde hos [A] Air agentur, afdelingen i Teheran, som var et iransk rejsebureau, der arrangerede charterrejser. Ansøgeren underskrev en 5-årig kontrakt hos [A] Air agentur med start fra marts 2015. Efter nogle måneder sagde han sit job op, idet han fik kenskab til, hvad Sepah lavede. Sepah sendte civilklædte folk til områder i Irak for at sikre ro for shiamuslimer. Ansøgeren syntes ikke, at Iran skulle blande sig i Iraks interne anliggender. Ansøgerens arbejdsgiver godtog ikke opsigelsen, og ansøgeren fortsatte derfor med at arbejde hos [A] Air agentur i yderligere omkring seks måneder, indtil han fik at vide, at han skulle udstationeres til Irak. Ansøgeren havde ikke lyst til at blive udstationeret i Irak, og derfor fik han lavet et pas, fik tildelt en uges ferie fra sit arbejde og udrejste af Iran til Tyrkiet i november 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren hverken vidste eller havde en klar forestilling om, hvilket arbejde, han skulle udføre, og at han ønskede at opsige sin stilling, fordi han angiveligt fandt ud af, at Sepah sendte agenter til Irak for at holde ro og orden, og at de som efterretningstjeneste blev sendt ud som civile uden at blive registreret på flylisterne. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren angiveligt fik jobbet gennem sin fars gamle ven, som var en af de øverste befalingshavende i Sepah, og at ansøgeren indgik kontrakten med Sepah, idet rejseselskabets indehaver henviste ansøgeren til Sepah Valihaser i Khusistan i Ahvaz by for at skrive kontrakt. I den forbindelse blev ansøgeren orienteret om blandt andet sin tavshedspligt, og ansøgeren blev i fortrolighed oplyst om, at Sepah benyttede virksomheden til efterretningstjeneste, og at agenterne fløj med Iran Air. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens divergerende forklaring under nævnsmødet til grund om, at han ikke vidste, at Sepah benyttede virksomheden ved ansættelsen. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke vidste eller havde en forestilling om, at den iranske efterretningstjeneste opererede i udlandet, herunder i Irak, og at en efterretningstjenestes aktiviteter forsøges holdt skjult, blandt andet ved ikke at lade efterretningstjenestens agenter figurere på flylister. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgeren har svaret afglidende og uklart, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren uden en rimelig og relevant begrundelse nægtede at deltage i den udvidede asylsamtale, som han var indkaldt til, hvorfor han ikke har medvirket til at oplyse sin asylsag, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har nogen religion. Ansøgeren har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgeren ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/303/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og chikaneret af de iranske myndigheder, fordi han udtalte sig regimekritisk, mens det blev optaget på en mobiltelefon af ansøgerens ven, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [A] gennem en periode på syv til otte år har filmet ansøgeren på sin mobiltelefon, mens han var beruset. På filmene fremgår det, at ansøgeren har samtaler med sine andre kollegaer om regimekritiske emner. I efteråret 2013 blev han filmet, mens han havde en samtale med to kollegaer, som var politisk aktive og propaganderede på vegne af den daværende præsidentkandidat, [B]. Ansøgeren opfordrede dem til at stoppe med deres politiske aktiviteter. Omkring [foråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder på sin arbejdsplads. Ansøgeren formoder, at baggrunden for opsøgningen havde afsæt i, at [A] havde fremvist mobiloptagelserne af ham til de iranske myndigheder. De iranske myndigheder har endvidere opsøgt ansøgerens forældres bopæl to gange, mens han stadig var i Iran. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse, fordi han tidligere var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder grundet en falsk anklage om, at han sammen med fire andre personer havde udøvet hærværk i form af udtalelser om den tidligere religiøse leder, [C], og derfor frygtede han at blive tilbageholdt igen. Ansøgeren har ved indrejse i Danmark oplyst falsk navn, [D]. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, herunder om, hvorvidt hans ven havde en eller mere end ti mobiloptagelser af ansøgerens udtalelser, og om hvilke udtalelser og emner, han fremkom med på optagelserne. Videre beror det på ansøgerens egen formodning, at hans ven har videregivet en eller flere mobiloptagelser til myndighederne. Ansøgeren har efter sin forklaring ikke på noget tidspunkt været i kontakt med de to angivelige myndighedspersoner, han så på sin arbejdsplads, og der er heller ingen, der har oplyst hans forældre eller kollegaer om årsagen til, at ansøgeren efterspørges. Det beror derfor ligeledes på ansøgerens egen formodning, at det var myndighedspersoner, der opsøgte ham på arbejdspladsen, og at denne opsøgning skete som følge af, at myndighederne var blevet bekendt med hans regimekritiske udtalelser. Hertil kommer, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at den bil med fire mænd, han den følgende dag så i sin hjemby, blot kørte forbi, kørte rundt i byen og ikke standsede ved hans forældres hjem. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse havde en konflikt med myndighederne af en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens tidligere mellemværende med myndighederne må betragtes som afsluttet, idet forholdet ligger syv år tilbage i tid, og ansøgeren dengang blev løsladt uden betingelser. Det forhold, at ansøgeren er født yarsan og nu ikke har nogen tro, er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/302/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans afdøde kæreste [A]’s familie eller myndighederne vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et seksuelt forhold til en kvinde ved navn [A], hvis selvmord hendes familie betragter ansøgeren som årsag til. I starten af [efteråret] 2015 tog ansøgeren og hans forældre til [A]’s families bopæl for at bede om hendes hånd. Senere samme aften ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hendes familie var imod deres ønske om at blive gift, idet de ville have, at hun giftede sig med sin fætter. I håbet om at [A]’s familie ville skifte mening, blev ansøgeren og [A] enige om, at hun skulle fortælle sin familie om deres seksuelle forhold. Den efterfølgende dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun havde fortalt sin familie om deres forhold, og som konsekvens heraf var blevet slået af sine brødre, der ligeledes havde truet ansøgeren. Efter et par timer modtog ansøgeren et opkald fra den ene af [A]’s brødre, som truede ansøgeren på livet og ville vide, hvor ansøgeren befandt sig. Nogle timer senere ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at [A]’s brødre havde opsøgt ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren tog herefter en bus til Teheran. Under busturen modtog ansøgeren et telefonopkald og en række sms’er fra [A]’s brødre, hvori de truede ansøgeren. Ansøgeren tog ophold hos en ven, som boede et stykke uden for Teheran. Efter to dage ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at politiet, herunder [A]’s morbror [B], havde opsøgt og ransaget familiens bopæl. Efter yderligere to dage ringede ansøgerens ven [C] til ansøgeren og fortalte, at [A] havde begået selvmord. Ansøgeren udrejste af Iran samme dag. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt af politiet en enkelt gang, ligesom der kører en mistænkelig bil rundt i området omkring ansøgerens families bopæl, som ansøgeren formoder, tilhører [A]’s familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om etableringen af kontakten til [A] og udviklingen i deres kæresteforhold ikke fremstår troværdig. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have henvendt sig til en for ham ukendt kvinde på gaden og givet hende sit telefonnummer, og at hun dagen efter skulle have ringet til ham. Det forekommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren til deres første møde i parken skulle have hentet [A] i bil foran hendes skole henset til risikoen for, at deres forhold herved ville blive udstillet for medstuderende, lærere mv. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have opfordret [A] til at fortælle sin familie, at hun havde et seksuelt forhold til ansøgeren henset dels til, at ansøgeren ikke selv ville fortælle det til sin familie, fordi et udenomsægteskabeligt forhold i Iran er utilstedeligt, dels til at ansøgeren efter sin forklaring var bekendt med, at et seksuelt forhold uden for ægteskab er strafbart, og at man risikerer, at den anden parts familie kan hævne forholdet. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter sin forklaring var bekendt med, at [A]’s brødre var kriminelle, og at hun havde en morbror, der var politiofficer. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han og [A] regnede med, at [A]’s familie var tvunget til at acceptere deres ægteskab, når de erfarede, at ansøgeren og [A] havde indledt et seksuelt forhold, ikke hænger sammen med, at [A]’ familie havde lovet hende væk til en fætter og derfor risikerede at miste ære i forhold til familien, hvis dette ægteskab ikke blev til noget. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [A] under samtalen lørdag middag ikke talte om hendes situation eller lagde planer for hende i forhold til hendes families reaktion på afsløringen af deres seksuelle forhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund i det hele at måtte forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/301/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af religiøs overbevisning fra [by], Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, mens den mandlige ansøger er sympatisør, men ikke medlem af KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror i 1991 blev slået ihjel af myndighederne på grund af sine aktiviteter for KDPI. Omkring en måned senere blev hele ansøgerens familie fængslet i to måneder. I marts 2007 blev ansøgerens far slået ihjel af myndighederne som følge af farbrorens relationer til KDPI, og fordi faren nægtede at samarbejde med myndighederne. I august 2015 blev ansøgeren opsøgt, tilbageholdt og udsat for vold af de iranske myndigheder, idet de påstod, at ansøgeren var i kontakt med KDPI, ligesom de forsøgte at få ansøgeren til at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren imidlertid nægtede. Ansøgeren blev løsladt efter tre til fire timer. Kort tid efter - omkring [efteråret] 2015 - blev ansøgerens bopæl ransaget af agenter fra den iranske efterretningstjeneste, som ledte efter beviser på ansøgerens medlemskab og aktiviteter for KDPI. Ansøgeren var ikke selv til stede på bopælen, men hans ægtefælle blev udsat for vold og spurgt ind til, hvor ansøgeren befandt sig. I forbindelse med ransagningen konfiskerede efterretningstjenesten ansøgerens bærbare computer, et fotoalbum og en dagbog, som indeholdt regimekritisk materiale og materiale om yarsan. Herefter valgte ansøgeren ikke at vende tilbage til sin bopæl, idet han i stedet opholdte sig hos forskellige familiemedlemmer frem til sin udrejse af Iran omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens mor blevet indkaldt og udspurgt af efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han i Danmark har oprettet en Facebook-profil, hvor han har postet politiske budskaber (KDPI) samt budskaber om yarsan og kristendommen. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringerne forekommer divergerende på flere centrale punkter, udbyggende og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne skulle slå ansøgerens far ihjel 16 år efter, at farbroren blev slået ihjel henset til, at ansøgerens far ikke var politisk aktiv, og at han ikke på noget tidspunkt havde samarbejdet med myndighederne, selvom han angiveligt havde givet tilsagn om dette i forbindelse med familiens løsladelse samme år, som farbroren blev slået ihjel. Det forekommer tillige utroværdigt, at efterretningstjenesten skulle have interesse i ansøgeren i 2015 henholdsvis 24 år og 8 år efter, at ansøgerens farbror og far var døde, og uden at ansøgeren selv havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om den begivenhed, der førte til udrejsen fra Iran. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger indvilligede i at samarbejde med myndighederne under tilbageholdelsen. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den mandlige ansøger fortalte hende, at han blev løsladt med besked om, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han løj for myndighederne om at ville samarbejde for at blive løsladt. Til sin asylsamtale forklarede den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger havde svaret, at han ikke ville samarbejde og dernæst, at hun ikke vidste, hvad den mandlige ansøger præcist svarede til, at de ville have ham til at samarbejde. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at efterretningstjenesten foreslog ham, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han svarede, at han ikke ville gå med til det, mens han på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han under tvang accepterede at samarbejde med myndighederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at myndighederne ikke var voldelige overfor ægtefællen, mens han var tilbageholdt, mens hun til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de havde slået hendes ægtefælle hårdt, mens de tilbageholdt ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han efter løsladelsen var hjemme i ca. en halv time, før han forlod bopælen, mens den kvindelige ansøger på mødet først forklarede, at hendes ægtefælle var hjemme i omkring fem timer, og efterfølgende – da hun blev foreholdt denne divergens – at hun ikke kan huske det. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklarede, at han fik en pose/bind for øjnene, da efterretningstjenesten tog ham med, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han fik både en hætte over hovedet og håndjern på. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger først til sin advokat har forklaret, at han efter løsladelsen skulle komme tilbage til efterretningstjenesten samme dag eller den følgende dag. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne begge til deres asylsamtaler forklarede, at de ikke havde telefonisk kontakt i perioden mellem ransagningen og udrejsen, mens de under mødet i Flygtningenævnet begge har forklaret, at den mandlige ansøger ringede til ægtefællen flere gange i denne periode. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, der efter sin forklaring ikke var politisk aktiv, skulle have en computer, hvor han efter sin forklaring alene havde materiale vedrørende KDPI – samt noget materiale vedrørende yarsan – og at han i givet fald efter sin løsladelse ikke traf forholdsregler for at fjerne dette materiale fra bopælen, idet han efter sin forklaring udelukkende tænkte på at gå under jorden. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgernes forklaring om deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved bedømmelsen af ansøgernes troværdighed ikke har taget hensyn til den i sagen foreliggende anonyme anmeldelse. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det forehold, at den mandlige ansøger har oprettet en Facebook-profil, hvor han i Danmark har lagt politiske budskaber samt budskaber om yarsan og kristendommen, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han, der efter det ovenfor anførte, ikke kan anses for at have været profileret ved udrejsen, nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/300/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv siden 2005 og har som led i sine politiske aktiviteter uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer i byen Ahwaz. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængselsstraf på livstid eller at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv og støttet arabernes rettigheder siden 2005. Som led i sine politiske aktiviteter har han uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer i Ahwaz. [I foråret] 2015 overværede han en fodboldkamp mellem Foolad Khuzestan fra Iran og Al-Hilal fra Saudi-Arabien sammen med fire venner. Under fodboldkampen råbte de politiske slogans. Tre af hans venner blev anholdt af politiet umiddelbart efter kampen. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af myndighederne, som ledte efter ham. Ansøgeren var ikke hjemme, og myndighederne tog derfor hans far med i stedet. Ansøgerens far blev løsladt efter fire dage. Ansøgeren udrejste af Iran i forlængelse af farens anholdelse. Cirka to-tre måneder før oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 opsøgte myndighederne igen ansøgerens families bopæl, hvor de tog hans far med. Omkring halvanden måned forud for ansøgerens asylsamtale [i foråret] 2017 blev der afleveret et brev på familiens bopæl, hvori ansøgeren blev indkaldt til et retsmøde. Cirka 14 dage efter den første indkaldelse blev der afleveret endnu en indkaldelse på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende, afglidende og usammenhængende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at han blev anholdt i 2005 i forbindelse med en demonstration, at han blev tilbageholdt en måned og slået voldsomt under tilbageholdelsen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der ikke blev foretaget anholdelser i forbindelse med demonstrationen i 2005, og at demonstrationen ikke havde nogen konsekvenser for ham. Videre har ansøgeren under samme samtale forklaret, at han i 2003 eller 2004 fik en dom på 60 piskeslag for at drikke alkohol, og at han ikke har haft problemer med myndighederne efter dette. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han startede med at uddele løbesedler ca. 2011, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han startede med at uddele løbesedler i 2005. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne anholdt hans far to gange, første gang umiddelbart inden ansøgerens udrejse, at ansøgeren overnattede en nat på broderens arbejdsplads og udrejste dagen efter og krydsede grænsen til Tyrkiet til fods. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne kun opsøgte hans bopæl en gang, og at han udrejste samme dag, hvorefter der ikke var flere henvendelser fra myndighederne før ca. 1½ måned før asylsamtalen [i foråret] 2017, hvor myndighederne medbragte en arrestordre. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at myndighederne opsøgte hans bopæl to dage efter fodboldkampen [en dag i foråret] 2015, at han udrejste dagen efter dette, svarende til [en dato i] 2015, og at han krydsede grænsen til Tyrkiet med lastbil. Heroverfor står, at ansøgeren under hele asylsagen gennemgående har forklaret, at han udrejste af Iran [i efteråret] 2015, og at der forløb flere måneder fra fodboldkampen, til hans bopæl blev opsøgt, hvilket ansøgeren ligeledes blev foreholdt under asylsamtalen. Endelig har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at hans familie har modtaget to indkaldelser til retten, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at familien har modtaget en indkaldelse. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/299/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske optøjer i forbindelse med fodboldkampe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han under en fodboldkamp har revet et billede over af Khomeini og Khamenei, ligesom han som cheerleader har råbt arabiske slagord under fodboldkampe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han startede med at være cheerleader for fodboldklubben Foolad Khuzestan to-tre år før, han udrejste af Iran. [I starten af] 2015 […] overværede han som cheerleader for fodboldklubben en kamp og rev under kampens uroligheder et billede over af Khomeini og Khamenei. To-tre måneder efter, i [foråret] 2015, var ansøgeren og hans ven, [A], til en fodboldkamp for klubben Foolad Khuzestan. [A] blev anholdt til kampen, hvorefter ansøgeren tog direkte hjem til sin søsters mand, [B]. Fire dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende, usammenhængende og afglidende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han til en fodboldkamp i efteråret 2015, lige op til sin udrejse i [slutningen af] 2015, rev et billede af Khomeini og Khameini i stykker. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han til en fodboldkamp [i starten af] 2015, ca. 9 måneder før sin udrejse, rev dette billede i stykker, at han efter kampen tog hjem og i dagene herefter fortsatte sit arbejde, både som chauffør og som cheerleader, og at han [i foråret] 2015 deltog i en anden fodboldkamp, hvor vennen [A] blev anholdt. Direkte efter denne kamp tog han hjem til sin svoger og gemte sig i 4 dage, hvorefter han udrejste. Under asylsamtalen har ansøgeren ikke kunnet redegøre for de 6 måneder, der må være forløbet fra denne sidste fodboldkamp til udrejsen i [slutningen af] 2015. Endelig har ansøgeren i starten af asylsamtalen forklaret, at hans familie ikke er blevet opsøgt af myndighederne, mens han i slutningen af samtalen, da han blev foreholdt dette, har forklaret, at hans familie er blevet opsøgt af myndighederne flere gange. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at vennen [A] blev anholdt til fodboldkampen [i starten af foråret] 2015, og først under nævnsmødet, at han straks tog hjem til sin svoger, hvor han gemte sig i 7-8 måneder, og senere under nævnsmødet, at han først tog hjem og derefter hen til sin svoger. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at han efter denne fodboldkamp deltog i yderligere 2-3 fodboldkampe og fortsatte sit arbejde. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvor tit han bar arabisk dragt og chafiye under fodboldkampe og om, hvor det billede, han rev i stykker, var placeret på stadion. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/298/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Majrulan, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI i omkring ti år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har sympatiseret med og udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har hjulpet KDPI med uddeling af politisk materiale i omkring ti år og givet husly til peshmergaer. Herudover skrev ansøgeren slogans på mure op til mærkedage, og han har hjulpet peshmergaer med at finde vej. I 2013 blev ansøgeren fængslet af de iranske myndigheder, idet han ti dage forinden havde givet peshmergaer ly for natten. De iranske myndigheder mistænkte ansøgeren for at være medlem af KDPI, og han blev derfor fængslet i et år. Efter et år blev ansøgeren løsladt mod kaution, og fem til seks måneder herefter udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i Østrig blev interesseret i kristendommen, idet han mødte en person ved navn [A], som introducerede ansøgeren til en kirke. I denne kirke deltog han i gudstjenester hver søndag i fem til seks måneder. Tre til fire måneder efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke igen. Ansøger har siden deltaget i søndagsgudstjenester, bibelundervisning og er blevet døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om, at han angiveligt ikke har gået i skole og er analfabet. Flygtningenævnet finder desuagtet, at ansøgerens forklaringer ikke kan lægges til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har således blandt andet angivet forskellige asylmotiver over for de rumænske og de danske myndigheder. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har uddelt løbesedler i 10 år eller i op mod 20 år, hvorvidt han har bistået peshmergaer i ét eller to tilfælde og om myndighedsreaktionerne i den forbindelse. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt hans far har været fængslet og på hvilken baggrund. For så vidt angår asylmotivet vedrørende konversion, bemærkes, at Flygtningenævnet ikke vurderer, at konversionen er reel. Der er herved henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, til hans manglende kendskab til kristendommen og til, at han ikke findes at have redegjort troværdigt om sin indre afklaringsproces. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark og om hans families politiske engagement findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes selvstændigt profileret over for de iranske myndigheder, og idet hans mor og søskende angiveligt har kunnet opholde sig i Iran uden repressalier. Flygtningenævnet har i øvrigt ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse med henblik på nærmere afklaring af ansøgerens familiemedlemmers skæbne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/297/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at have været i besiddelse af politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 blev anholdt af de iranske myndigheder, fordi han gik ind igennem en demonstration, da han på vej hjem fra arbejde skulle krydse en vej. Da ansøgeren under den efterfølgende fængsling blev udsat for voldelige overgreb, tilstod han medvirken til oprør og forstyrrelse af den offentlige orden samt deltagelse i ulovlig demonstration. Ansøgeren blev idømt otte års fængsel, men blev i 2014 efter fem års fængsel løsladt mod kaution. I forbindelse med løsladelsen blev ansøgeren pålagt meldepligt, ligesom han blev pålagt at meddele myndighederne, hvis han forlod byen. Omkring tre dage forud for ansøgerens udrejse af Iran blev han og hans bror, [A], opsøgt af [A’s] ven, [B], der er kristen, og som boede på samme vej, som ansøgerens familie. [B] bad ansøgeren og [A] om at opbevare en taske på deres bopæl, hvilket de indvilligede i. Dagen efter, da ansøgeren og [A] var på arbejde, blev deres bopæl ransaget af personer fra den iranske efterretningstjeneste, der fandt [B’s] taske. Ansøgerens mor ringede til ansøgeren og [A] og fortalte om episoden, ligesom hun oplyste, at de fremmødte havde taget ansøgerens far med til afhøring. Ansøgeren og hans brødre, [A] og [C], rejste herefter til Teheran, hvor de tog ophold hos deres farbror. Efter to dages tilbageholdelse blev ansøgerens far løsladt. Faren kontaktede herefter ansøgeren og hans brødre og fortalte, at [B] var blevet anholdt, og at [B] havde oplyst ansøgerens og [A’s] navne til myndighederne. Faren fortalte endvidere, at [B’s] taske havde indeholdt politisk og religiøst materiale. Dagen efter udrejste ansøgeren og [A] af Iran sammen med deres bror, [C]. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin far fået oplyst, at myndighederne har været på familiens bopæl et antal gange for at lede efter ansøgeren og hans brødre, ligesom ansøgerens far har været afhørt på ny. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Iran lærte en kristen armener, [D], at kende. [D] introducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. Ansøgeren fik endvidere [D] til at tatovere et kors på ansøgerens skulder. Efter sin løsladelse bad ansøgeren bønner, ligesom han lånte en kristen film af sin ven, [E], der havde en videoforretning. Ansøgeren foretog af frygt for konsekvenserne ikke andre religiøse handlinger. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Han har deltaget i kristendomsundervisning, og han taler med andre om kristendommen. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold flere gange blev udsat for voldtægt af sine medfanger. Efter noget tid medvirkede han til seksuelt samvær med medfanger, idet han ikke havde mulighed for at modsætte sig eller anmelde det til fængselspersonalet. I forhold til en eventuel anmeldelse frygtede han, at han ville blive straffet for ”lavat”, som er en seksuel akt mellem to mænd. Straffen herfor er ifølge iransk lovgivning henrettelse. Under sit fem års fængselsophold blev ansøgeren homoseksuel, og han har også under sit ophold i Danmark haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han har været stofmisbruger, og at han indtil for nylig var på afvænning, samt at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf fore-taget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betyd-ning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig er de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og er blevet døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt sad i fængsel, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han trods sin udbyggende forklaring herom under dette fængselsophold blev udsat for visse overgreb, men at der er tale om et afsluttet forhold. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at løsladelsen af ham var betinget, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først til sidst i forløbet har oplyst, at forholdet alligevel ikke var afsluttet, samt at han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på denne udbygning af sin oprindelige forklaring. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt af myndighederne, fordi han og hans bror [A] har opbevaret en taske med politisk og kristent materiale, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af dette asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvor tæt på [B] boede, og han har ikke kunne forklare overbevisende om, hvorfor [B] ikke selv kunne tage sin taske med eller bære den hjem til sig selv. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at [B] skulle bede sin ven og dennes bror om at opbevare tasken og derved udsætte dem for fare uden at advare dem. Endelig har han forklaret divergerende om, hvor [C] arbejdede og om, hvorvidt de mødte ham ved busterminalen eller hentede ham på hans arbejdsplads. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans kristne medfange lærte ham om kristendommen gennem 1 år, eller som forklaret under nævnsmødet gennem 4 år, og om hvorvidt han ikke fik konkret viden om kristendommen i fængslet, eller hvorvidt han som forklaret under nævnsmødet lærte en del af medfangen, som var missionær og fængslet af den grund. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen alene henvist til, at han føler ro og kærlighed. Han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og over-bevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Den kirkelige udtalelse, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på den ene skulder, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet homoseksuel. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret om homoseksualiteten i forbindelse med advokatindlægget, og at han ikke har været i stand til at forklare uddybende om sin identitet som sin homoseksuel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/296/tps
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han tidligere blev løsladt ved en fejl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [foråret] 2012 fandt nogle antikke mønter på en frugtplantage sammen med plantagens ejer, [A], og en anden person ved navn [B]. [B] kendte en person ved navn [C], der var interesseret i at købe mønterne, og som ville betale mere for mønterne end en guldsmed. I [foråret] 2012 mødtes ansøgeren og hans kæreste, [D], med [C] i et hus i Isfahan. På et tidspunkt blev huset stormet af personer fra efterretningstjenesten. De pågældende gav ansøgeren bind for øjnene og bandt hans hænder, hvorefter de kørte ham i bil til efterretningstjenestens kontor i Isfahan, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Efter to dage blev han kørt til efterretningstjenestens kontor i Teheran, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Omkring 25 dage senere blev ansøgeren kørt tilbage til Isfahan, hvor han blev fængslet. Under sit fængselsophold fik ansøgeren oplyst, at der verserede tre sager imod ham. En sag vedrørende produktion af falske mønter, en sag vedrørende salg af narko og en sag vedrørende ulovligt forhold til kæresten, [D]. Ansøgeren blev idømt 15 år og én dags fængsel i sagen vedrørende produktion af falske mønter, men blev efter tre og et halvt års fængsel løsladt ved en fejl, da han i [efteråret] 2015 var i retten i forbindelse med sagen vedrørende salg af narkotika. I denne sag blev ansøgeren idømt 30 piskeslag, og straffen blev gennemført umiddelbart efter domsafsigelsen. Samtidigt fastsatte retten fejlagtigt et mindre beløb som kaution for ansøgerens løsladelse. Ansøgerens far var dermed i stand til at stille sin ejendom som sikkerhed for kautionen, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Dagen efter blev retten opmærksom på fejlen, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle anholdes. Ansøgerens far blev endvidere anholdt og tilbageholdt en dag, ligesom retten inddrog farens ejendom. Ansøgeren blev efterfølgende idømt yderligere fem års fængsel. Endelig er ansøgeren blev idømt seks måneders fængsel og 50 piskeslag for ulovligt forhold til [D]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Isfahan lærte en kristen armener, [E], at kende. [E] intro-ducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. I løbet af den første uge efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Efterfølgende har ansøgeren deltaget i kristne lejre og andre kristne arrangementer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han er på metadon efter stofmisbrug, og at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf foretaget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betydning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og blev døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet fra Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvordan han blev introduceret til køberen af mønterne, hvordan handlen blev afsløret og om længden af sin fængsling. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at de dokumenter vedrørende fængslingen, som ansøgeren har fremlagt til støtte for sit asylmotiv, efter oplysningerne i sagen er falske. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at indholdet af dokumenterne ikke understøtter ansøgerens forklaring om det passerede. Ansøgeren har således forklaret, at han blev idømt 15 år og 1 dags fængsel for møntsagen, mens han blev idømt en bøde og 30 piskeslag for forholdet til [D] og en bøde og 20 piskeslag for narkotikasagen. Det fremgår imidlertid af dokumenterne, at ansøgeren blev idømt fængsel i 6 måneder og 50 piskeslag for møntsagen og forholdet til [D]. Det kan herefter ikke føre til en anden vurdering, at der efter advokatens oplysning fremgår et ord i Udenrigsministeriets notat, som er forkert. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse, ligesom det efter samme bevisvurdering lægges til grund, at han ikke havde siddet i fængsel, og således ikke var blevet tortureret eller havde stiftet kendskab til kristendom-men. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt og uden at have stiftet kendskab til kristendommen, og at han straks efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han har svært ved at sætte ord på, og at han har svært ved at forstå indholdet af biblen. Han har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider, de ti bud mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/295/tps
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Saghez, Iran. Ansøgeren er født i en sunnimuslimsk familie, men oplyser, at han ikke er troende. Ansøgeren har været aktiv for arbejderbevægelsen, hvor han har deltaget i en række demonstrationer i Iran i perioden fra 1981 til 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet han er flygtet fra fængslet.Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han fra 1981-1982 arbejdede på en tekstilfabrik, hvor han og de andre ikke fik udbetalt løn. Ansøgeren deltog derfor i en række demonstrationer for arbejdernes rettigheder. [I foråret] 1991 blev han anholdt, da han havde arrangeret en strejke på den fabrik, hvor han arbejdede. Han var fængslet i syv år. Efter sin løsladelse fortsatte han sin kamp for bedre rettigheder til arbejderne. Han blev anholdt igen i 1991 og var fængslet i fire år. Herudover blev ansøgeren idømt en betinget dom på fire års fængsel. [I sommeren] 2014 blev an på ny tilbageholdt for politiske aktiviteter. Han fik at vide, at han skulle afsone de fire års betinget fængsel, som han blev idømt i 1991. Derudover ville myndighederne have ansøgeren til at fortælle, hvilke aktiviteter han havde udført, og hvem han havde arbejdet sammen med. Ansøgeren var anholdt i seks måneder. På et tidspunkt fik ansøgeren lov til at komme på hospitalet for at få behandling for de skader, som han var blevet påført under sine fængslinger. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem et vindue på badeværelset og videre gennem et gitter i en havelåge. Ansøgeren tog med en rutebil til en by i nærheden af Sarshiv, hvor han overnattede hos nogle venner. Ansøgerens familie havde kontaktet ansøgerens venner, så det på forhånd vidste, at ansøgeren ville komme. Han opholdt sig kun det samme sted i ti dage ad gangen. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens familie blev en måned efter ansøgerens flugt opsøgt af myndighederne. Ansøgerens ægtefælle har fortalt ansøgeren, at hun er blevet opsøgt af de iranske myndigheder omkring en måned inden ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, ligesom centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Endvidere finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt svækket, da ansøgerens forklaring på flere punk-ter ikke stemmer overens med de faktuelle oplysninger i sagen.Vedrørende divergenserne har Flygtningenævnet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans ægtefælle var blevet opsøgt ca. tre måneder forud for samtalen med Udlændingestyrelsen, hvilket stemmer overens med, at ansøgeren til samtalen også har forklaret, at han havde kontakt med sin ægtefælle gennem sin bror, og at han senest havde haft kontakt med dem tre måneder tidligere, fordi broren boede langt væk. Til de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at ægtefællen blev opsøgt en måned før den første samtale med Udlændingestyrelsen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ægtefællen blev opsøgt i perioden mellem oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvilket imidlertid ikke stemmer overens med, at ansøgeren har omtalt dette forhold under oplysnings- og motivsamtalen. Derudover har ansøgeren på flere punkter forklaret divergerende og usammenhængende om sin seneste fængsling. I asylskemaet af [en dato i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han senest blev anholdt i 2012/2013, hvorimod han til de efterfølgende samtaler han har forklaret, at han blev anholdt i 2014. Dertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev fængslet i [foråret] 2014 og flygtede i efteråret 2014, hvorimod han til asylsamtalen indledningsvis har forklaret, at han blev anholdt [en dato i] 1393 ([sommeren] 2014) og flygtede i [slutningen af] 2014. Dette stemmer imidlertid ikke overens med, at det af ansøgerens visumakter fremgår, at hans pas er udstedt [i sommeren] 2014, dvs. mens ansøgeren sad i fængsel. Under gennemlæsningen af forklaringen ændrede ansøgeren herefter tidspunktet for fængslingen til den [en dato i] 1393 ([efteråret] 2014), og at han flygtede en uge inden iransk nytår [en dato i] 1393 ([foråret] 2015). Om selve anholdelsen har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev fængslet, fordi han på eget initiativ henvendte sig til myndighederne med henblik på at få et skøde tilbage. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at han blev opsøgt og anholdt på sin arbejdsplads. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter forud for sin seneste fængsling. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren forklaring om sin flugt fra fængslet ikke forekommer sandsynlig, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende herom.Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har nævnet lagt særlig vægt på, at ansøgerens fængsling frem til [foråret] 2015, og det forhold at ansøgeren efterfølgende holdt sig skjult omkring byen Orumieh i ca. seks måneder frem til sin udrejse, er vanskeligt foreneligt med, at ansøgeren ifølge visumakterne personligt ansøgte om visum i Teheran [i sommeren] 2015. Foreholdt dette har ansøgeren afvist, at han har ansøgt om visum i perioden, hvor han holdt sig skjult, og han har ikke kunnet give nogen forklaring på visumakternes datering. Endvidere har nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgerens forklaring om sit seneste fængselsophold fremstår udetaljeret og ikke selvoplevet. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem, at ansøgeren i Teheran [i som-meren] 2015 ansøgte om visum til at besøge sin bror i Danmark, hvilket han fik endeligt afslag på [i efteråret] 2015, sammenholdt med at ansøgeren udrejste af hjemlandet [i efteråret] 2015, og at ansøgeren ikke under samtalerne med styrelsen har omtalt visumansøgningen. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som kon-strueret og utroværdigt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på noget tidspunkt har været fængslet. Det forhold, at ansøgeren kort tid før nævnsmødet har fremlagt en udskrift af en dom, dateret [en dato i] 1396 ([foråret] 2018), hvoraf fremgår, at ansøgeren skulle være idømt tre fængselsstraffe på henholdsvis otte år, syv år og en dag samt seks måneder og 74 piskeslag kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på dokumentets sene fremkomst og dokumentets indhold og karakter, herunder at en række tilsvarende dokumenter forefindes på internettet, der alle stammer fra samme internetadresse som ansøgerens dokument. Under nævnsmødet har ansøgeren fremlagt det originale dokument, som hans hustru angiveligt har modtaget fra myndighederne, og ansøgeren har ikke haft nogen forklaring på, hvorfor den ovenfor nævnte internetadresse er på dokumentet. Under hensyn hertil, og da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring som utroværdig, finder nævnet ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dommen, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han er ateist, men han har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv. Henset til ansøgerens forklaring om, at han alene har oplevet problemer som følge heraf, da han var fængslet, hvilken forklaring nævnet tilsidesætter, og at ansøgeren ikke derudover har oplevet andre religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/294/JAH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst, at være konverteret til kristendom-men. Ansøgeren er fra Rasht i Iran. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Hvorom ansøgeren har forklaret, at han [i sommeren] 2003 deltog i en demonstration arrangeret af studerende på det universitet, hvor ansøgeren på daværende tidspunkt studerede, og at han i forbindelse med demonstrationen udsatte en politibetjent for vold i form af slag og spark i ansigtet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer, hvor han er blevet fotograferet, og at disse optagelser er blevet lagt på www.youtube.com, ligesom ansøgeren er medlem af systemkritiske grupper på Facebook. Ansøgeren har som ligeledes som asylmotiv oplyst, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herom forklaret, at hans interesse for kristendommen startede omkring 2009, hvor han begyndte at komme i den Russiske Ortodokse kirke med sin kæreste. Ansøgeren blev døbt i 2013 i Netværkskirken. Ansøgeren har i perioden fra 2014 til 2016 været aktiv i Apostelkirken, hvor han har deltaget på flere sommerlejre og uddelt materiale på Nørreport station i København. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i en række kirkelige arrangementer i forskellige kirker, herunder en musical og en festival. Af de grunde, der er anført i nævnets afgørelse [fra sommeren] 2012, og da det, der nu er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort sit første asylmotiv. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren som følge af sine aktiviteter i Danmark vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse i Iran ved en tilbagevenden hertil. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og om han som følge heraf skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen heraf må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer om de refleksioner, der lægger bag hans konversion, ansøgerens kendskab til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og menighedsliv mv., om ansøgeren er døbt, tidspunktet for fremkomsten af ansøgerens interesse for kristendommen og konversion samt ansøgerens generelle troværdighed. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at en ægthedsvurdering vedrørende en række dokumenter fremlagt af ansøgeren med henblik på at støtte ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv har vist, at dokumenterne ikke kunne antages at være ægte. Uanset dette finder Flygtningenævnet imidlertid efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion fra islam til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvordan hans interesse for kristen-dommen opstod, herunder at ansøgeren begyndte at gå i den russisk ortodokse kirke i 2009 sammen med sin kæreste, som er græsk-katolsk troende. Nævnet lægger videre vægt på ansøgeren siden et tidspunkt i perioden fra omkring februar 2011 til februar 2012 – inden Flygtningenævnets afgørelse [i sommeren] 2012 – var begyndt at komme fast i først Netværkskirken Metropol og derefter i Apostelkirken og andre kirker, ligesom han efter at have deltaget dåbsundervisning blev døbt [i vinteren] 2013. Ansøgerens fortsatte deltagelse i gudstjeneste og det kristne menighedsliv er dokumenteret ved en række udtalelser. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om de refleksioner, der ligger bag hans konversion, ligesom ansøgeren troværdigt har forklaret om, hvorfor han ikke fortalte om sin interesse for kristendommen i forbindelse med, at Flygtningenævnet i [sommeren] 2012 på ny behandlede ansøgerens anmodning om opholdstilladelse i Danmark. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin kristne overbevisning og har demonstreret et godt kendskab til kristendommen. Da det er ansøgerens hensigt at leve et åbent liv som kristen, finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin konversion fra islam til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/293/JOV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Ramadi, Irak. I 2003 flyttede ansøgeren fra Ramadi til [mindre by]. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og været aktiv for partiet fra omkring år 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgerens far og farbror er medlemmer af og aktive for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er medlem af KDPI. Ansøgerens farbror, [A], er et højstående medlem af KDPI og har betegnelsen ”kader” i partiet. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, men har været sympatisør og politisk aktiv for partiet. Ansøgeren uddelte politiske aviser i Barika-lejren og byen [mindre by]. Herudover kørte ansøgeren fra 2014 til 2015 sin farbror rundt i Barika-lejren og [mindre by]. Ansøgeren uddelte aviser omkring 50 gange fra omkring 2013 og frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren udrejste af Irak. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og niveauet for disse for KDPI til grund. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han alene har modtaget aviser fra farbroren eller også fra andre, hvor og hvornår han har omdelt disse samt om antallet af omdelinger svingende fra 40 til 50 gange til hver eller hver anden måned over en periode på halvandet år. Han har endvidere overfor sin advokat angiveligt oplyst, at han har deltaget i møder i partiet for sympatisører, mens han i øvrigt har benægtet dette. Det bemærkes endvidere at ansøgeren ikke selv har været medlem af KDPI, at hans aktiviteter for partiet i de sidste tre år i Danmark har været stærkt begrænset, og at hans far alene har været menigt medlem. Uanset at ansøgers farbror har været et mere fremstående medlem af partiet, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er således profileret, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/292/CHA
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark oktober 2015 og indgav ansøgning om asyl. Primo 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens fra efteråret 2016, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Foråret 2017 anmodede ansøgeren om at få sagen genoptaget. Foråret 2018 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er tidligere sunni-muslim af trosretning, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har været aktiv for Det Demokratiske Unionsparti siden 2006. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [primo] 2017 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder grundet sine politiske aktiviteter for Det Demokratiske Unionsparti. Ansøgeren blev medlem af partiet, hvorefter han fik til opgave at hjælpe folk fra partiet over grænsen mellem Iran og Irak og bringe partimateriale til Iran. Ansøgeren blev [efteråret] 2008 anholdt af myndighederne, hvorefter han blev tilbageholdt i en periode og udsat for tortur. Ansøgeren vågnede op [efteråret] 2018 på et hospital, hvor han var indlagt i omkring tre måneder og var herefter syg i yderligere nogle måneder. Ansøgeren genoptog efterfølgende sine aktiviteter for partiet. Videre henviste ansøgeren til, at han efter sin ankomst til Danmark var konverteret til kristendommen og blev døbt [primo] 2017. Ansøgeren har fastholdt de asylmotiver, som han henviste til under Flygtningenævnets behandling af sagen [primo] 2017. Ansøgeren har [foråret] 2017 gennemgået en torturundersøgelse ved Amnesty International’s danske lægegruppe. Amnestys lægegruppe har konstateret fysiske og psykiske fund, som samlet set stemmer overens med ansøgerens forklaring om oprindelsen heraf. Ansøgeren har videre fremlagt en række nye udtalelser vedrørende sine kristne aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund, herunder at han som følge heraf har været tilbageholdt og tortureret af myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om hændelsesforløbet, der stemmer overens med de lægelige fund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran fortsat vil praktisere sin kristne tro. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der allerede under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han interesserede sig for kristendommen, har forklaret troværdigt og overbevisende om sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konversionen, ligesom han kontinuerligt siden indrejsen i 2015 har udøvet sin kristne tro ved deltagelse i kirkelige arrangementer. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/291/CABV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og zardousht fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har parodieret flere højtstående personer i Iran, hvilket er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret 2014 eller vinteren 2014-2015] optrådte med en parodi af den åndelige leder Khomeni og den tidligere iranske præsident Rafsanjani til sin forretningspartners fest. Under denne optræden blev ansøgeren i smug filmet af partneren. I [efteråret] 2015 ville partneren have en større andel af deres firma i forbindelse med, at de var ved at lukke firmaet. Da ansøgeren nægtede partneren dette, sendte han trusler til ansøgeren per sms, hvori han oplyste at have beviser mod ansøgeren, hvilke han kunne gå til myndighederne med. [I efteråret] 2015, to dage før ansøgerens udrejse af Iran, blev ansøgerens hus opsøgt af fire myndighedspersoner, mens han selv var i [i en anden by]. I den forbindelse blev ansøgerens bærbare computer beslaglagt. På computeren lå blandt andet fire videoklip, hvor ansøgeren parodierede flere højtstående personer. Der er blevet lagt tre lydoptagelser af ansøgeren op på Youtube, i hvilke han parodierer den åndelige leder Khomeni. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af [foråret] 2017, at de tre indkaldelsesbreve fra retten i Teheran, som ansøgeren har fremlagt, er forfalskninger. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har om den fest, hvor hans parodi blev videofilmet, til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at festen var en dimissionsfest for hans forretningspartners kæreste, og at der deltog 30-40 personer i festen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at festen blev holdt, fordi partnerens kæreste havde fødselsdag og var vendt tilbage fra USA, og at der deltog 10-12 personer i festen. Ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han besluttede sig for at lukke sit firma et år efter, han blev videofilmet til festen, til asylsamtalen at han blev filmet måske 10-11 måneder, før han besluttede at lukke virksomheden og under nævnsmødet, at festen, hvor han blev videofilmet, fandt sted ca. 10 måneder efter, at han havde meddelt sin beslutning om at lukke virksomheden med årets udgang. Endelig har ansøgeren om SMS’en, der indeholdt en trussel fra hans forretningspartner, til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han modtog SMS’en 1-5 måneder før det afsluttende møde med partneren, hvor han modtog 2 checks, til asylsamtalen at han modtog truslen 3-4 dage, henholdsvis 4-6 dage efter dette møde. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han ikke selv har set den video, der blev optaget til festen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han har set videoen, og at han fik den tilsendt efter at have modtaget den truende SMS. Efter en samlet vurdering af ansøgerens troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/290/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2015 tog til Armenien, hvor han blev introduceret for kristendommen. [Sommeren] 2015 blev ansøgeren døbt i Armenien. Ansøgeren har videre oplyst, at han fik to hukommelseskort med kristent materiale udstedt i Armenien, hvilke blev konfiskeret af de iranske myndigheder, da han krydsede den iransk-armenske grænse. Ansøgeren fortsatte dog med at praktisere kristendommen, efter han vendte tilbage til Iran. Dette gjorde han ved at bede og læse biblen på internettet. Kort forinden ansøgerens udrejse blev han afhørt af en officer fra den lokale politistation. Officeren fortalte ansøgeren, at han havde fået oplysninger om ansøgeren, men ansøgeren blev ikke oplyst, hvad oplysningerne omhandlede. Politiet opsøgte endvidere ansøgeren på hans arbejde, i hvilken anledning de talte med hans kollegaer. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren praktiseret sin kristne tro i [to kirker]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ved sin udrejse af Iran til grund. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema oplyst, at han angiveligt er blevet døbt i Armenien. Ansøgeren har videre under sin asylsamtale forklaret, at han var i kirke i Armenien 30 gange, 5 dage om ugen, og at han bad for sig selv, når præsten ikke var til stede. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke før sin dåb bad i kirken eller overværede en prædiken, men blot gik igennem kirken for at komme ud til en anden gade. Ansøgeren har videre forklaret, at han angiveligt blev døbt ca. 3 uger efter at have set 2 film om Jesus og Moses og efter at have fået udleveret en bibel på farsi. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] og [K], der forestod hans dåb, ikke var præster men ”private missionærer”, og at han ikke ved, hvilket trossamfund, trosretning eller -gren, han blev døbt ind i, og ikke ved, om [A] og/eller [K] havde dåbsmyndighed. Ansøgeren havde ikke sin bibel med, da han 3-4 uger efter dåben vendte tilbage til Iran, hvor han ca. 5 gange læste i biblen på nettet, ikke gik i kirke men bad ”indeni”. Da ansøgeren kom til Danmark, gik der ca. 6 måneder, før han begyndte at komme regelmæssigt i kirke. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin indrejse til Danmark ikke reelt var konverteret til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren udrejste af Iran uden at vide, hvad det lokale politi ville tale med ham om, at han udrejste legalt uden problemer, at der ikke skete yderligere, da de iranske myndigheder konfiskerede de to memory-kort med kristent materiale, han medbragte fra Armenien, og at der efter ansøgerens forklaring ikke er andre end hans hustru og dennes søstre, der har kendskab til hans konvertering, at de har accepteret dette, og at han ikke oplevede problemer i Iran i anledning af dette. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren i Danmark i en periode på mere end 2 år kontinuerligt, og selv om han flere gange har skiftet asylcenter, har deltaget i gudstjenester, dåbsbelæring og andre aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et godt kendskab til centrale dele af det kristne budskab og på en rimelig måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/289/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun med sin kæreste, [C], talte om kristendommen, og at [C] i sommeren 2014 fortalte, at han var kristen. [C] gav ansøgeren og hendes søster en bibel og ansøgeren begyndte at læse i biblen. Ansøgeren og hendes søster har været i huskirke seks gange i alt i perioden fra [foråret] til [efteråret] 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [D’s] mor og søster i [efteråret] 2015 opsøgte hendes families bopæl, idet de var modstandere af ansøgerens søsters forhold til [D]. Senere samme dag slog [D] op med ansøgerens søster. Ansøger og hendes søster rejste til Tyrkiet, fordi ansøgerens søster havde det dårligt psykisk som følge af bruddet med [D]. Ansøger har yderligere oplyst, at [D] kom til Tyrkiet nogle dage senere og fortalte, at han havde skrevet et brev til sin familie, som indikerede, at ansøgerens søster og ansøgeren var kristne. Mens ansøgeren og hendes søster opholdt sig i Tyrkiet havde politiet ransaget deres bopæl og taget en computer, en bibel og forskellige ark med kristne tekster med sig. Bopælen er blevet ransaget to gange yderligere efterfølgende. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har i den tid hun har opholdt sig i Danmark løbende deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2014 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [A], af [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/287/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Neishabur, Khorasan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer efter præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er vantro. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 meldte sig til militærtjeneste. Myndighederne udspurgte i den forbindelse ansøgeren om hans religiøse overbevisning, hvor ansøgeren ikke kunne svare på, om han var sunni- eller shia-muslim. Myndighederne holdt derfor øje med ansøgeren. Ansøgeren deltog i træning til militærtjeneste i halvanden til to måneder, men mødte ikke op til selve militærtjenesten. I 2011 eller i 2012 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl, fordi han var udeblevet fra militærtjenesten. Han blev tilbageholdt i 12 dage og kom for en dommer, der besluttede, at ansøgeren ikke skulle deltage i værnepligten. Ansøgeren fik herefter ”det røde kort”, hvilket blandt andet indebar, at han ikke kunne få en offentlig stilling. [I sommeren] 2015 spillede Iran og USA volleyball-kamp. Iran vandt, og ansøgeren og hans kæreste tog efter kampen til Bisetun-gaden i Teheran, hvor der på gaden var tilskuere fra kampen. Nogle af de fremmødte tilskuere forvandlede situationen til en demonstration og råbte slagord mod myndighederne. Ansøgeren råbte også slagord mod myndighederne, og pludselig tog en betjent fat i ansøgerens kæreste. De andre demonstranter kom ansøgerens kæreste til undsætning, så hun slap væk. Ansøgeren blev tilbage og 20-30 betjente nærmede sig. Tre til fem betjente hev ansøgeren til side og tæskede ham. Ansøgeren blev slået og besvimede. Han vågnede op på et hospital, hvor han opholdt sig i syv dage. Ansøgeren blev herefter ført til en politistation, hvor han blev sigtet for at være vantro, for at have skabt uro og for at være imod den generelle sikkerhed. Ansøgeren blev også sigtet for at have hjulpet sin kæreste med at flygte ved episoden [i sommeren] 2015. En politibetjent kendte til ansøgerens værnepligtssag og sagde: ”Nå, så du er også vantro?” Efter syv til otte timer blev ansøgeren overført til en anden politistation, hvor han blev tilbageholdt i to uger med henblik på at blive stillet for en domstol. Politiet truede med at skære ansøgerens hånd af og hals over. Ansøgeren kom efter to uger for retten, hvor dommeren læste sigtelserne op for ham. Det var de samme sigtelser, som politiet havde oplyst ansøgeren. Ansøgerens forældre var til stede ved retsmødet, og ansøgerens mor stillede kaution for ansøgeren i form af hendes pensionsudbetalinger. Ansøgeren blev herefter løsladt og tog hjem og hentede sine ting og flyttede dem til et andet sted i Teheran. Ansøgeren tog herefter til Mashad, hvor han opholdt sig i tre til fire måneder, inden han udrejste af Iran fra Mashad Lufthavn [i efteråret] 2015 med sit eget pas indeholdende en falsk forlængelse af passets gyldighedsperiode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der er sket, efter han forlod Iran. Ansøgeren har gået i skole i 12 år og har drevet virksomhed i Iran, og det må derfor i udgangspunktet kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at redegøre for sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran var i medicinsk behandling mod depression, men at han i Danmark ikke har fået en virkningsfuld behandling herfor. Ansøgeren har forklaret, at han i 2010/2011 kom i myndighedernes søgelys, fordi ansøgeren, da han ville aftjene værnepligt, afslørede, at han ikke var troende. Det blev ligeledes afsløret, at ansøgeren var tatoveret. Ansøgeren fik derfor ”det røde kort”. Ansøgeren har videre forklaret, at han sammen med sin kæreste var med i en folkemængde, der [i sommeren] 2015 havde samlet sig foran Indenrigsministeriet i Teheran for at fejre en sportsbegivenhed, men at dette udviklede sig til, at der blev råbt slagord mod regimet, herunder af ansøgeren, der af den grund, og fordi han hjalp sin kæreste med at slippe væk, på stedet blev pågrebet, udsat for grove overgreb og anholdt. Ansøgeren har videre forklaret, at han blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og senere politiet, og at han blev fremstillet for en dommer, sigtet for modstand mod regimet og for at være frafalden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt er pådraget de legemlige skader, han har forklaret om, og som fremgår af de viste fotos. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse skader er påført ansøgeren af politiet, Basij eller andre myndighedspersoner på grund af ansøgerens deltagelse i en demonstration [i sommeren] 2015. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for, at han blev udelukket fra militærtjeneste og baggrunden for, at han i 2015 udrejste af Iran. Vedrørende sidstnævnte har ansøgeren i ansøgningsskemaet således anført, at han udrejste, fordi Basij-styrkerne behandlede ham dårligt på grund af ansøgerens tatoveringer. Ansøgeren omtaler i ansøgningsskemaet ikke konflikten i 2010/2011 og ej heller, at han i 2015 blev fremstillet for en dommer på grundlag af særdeles alvorlige sigtelser og alene løsladt mod kaution. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi en gruppe på flere personer truede ham, fordi de beskyldte ham for at være vantro. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham, da han blev anset for vantro. Ansøgeren har under nævnsmødet ikke relevant kunne redegøre for disse væsentlige divergenser. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne efter løsladelsen mod kaution ledte efter ham, idet de henvendte sig på bopælen. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han i den periode var i direkte kontakt med sin mor. Ansøgeren udrejste først tre til fire måneder senere, og da på sit eget pas. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hans pas blev forfalsket på den måde, at udløbsdatoen blev ændret. Foreholdt, at det forekom risikabelt at udrejse i eget navn, har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at de penge han betalte til sin farbror i stedet muligvis blev brugt til at bestikke lufthavnspersonalet. Slutteligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med sin advokat har forklaret, at der på familiens bopæl i Teheran i begyndelsen af 2018 blev afleveret en tilsigelse til Revolutionsdomstolen. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det af dokumentet fremgik, at han er dødsdømt in absentia. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/285/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Orumieh-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog sympatiseret med KDPI og KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet de er kommet i besiddelse af billeder af ansøgeren taget ved KDP’s hovedkvarter. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans fætter vil slå ham ihjel, idet han har haft seksuelt samkvem med dennes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to gange, henholdsvis i 2014 og 2015, tog til KDP’s hovedkvarteret i Irak, hvor han tog billeder sammen med lederen af KDP. I Iran i 2014 blev ansøgeren en gang tvunget af sin fætter til at uddele løbesedler for KDPI eller KDP. I 2014 blev ansøgerens fætter gift med ansøgerens tidligere kæreste. Ansøgerens tidligere kæreste ville dog hævne sig på sin mand, idet hun var blevet tvunget til dette ægteskab. Hun og ansøgeren havde seksuelt samkvem, og ansøgerens fætter dukkede op. Ansøgeren flygtede ud af vinduet og tog til sin ven. Dagen efter tog vennen til ansøgerens bopæl, hvor han fik at vide, at efterretningstjenesten havde opsøgt bopælen og var kommet i besiddelse af billeder, som ansøgeren fik taget ved KDP’s hovedkvarter. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Ansøgerens fætter har efterfølgende truet ansøgeren med at slå ham ihjel. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at han er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin visumansøgning forekommer usandsynlig og utroværdig. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne søge visum på ambassaden uden at blive stillet spørgsmål om nationalitet, alder og bopæl og uden at angive, hvor han ønskede at søge visum til, og hvad formålet med visumansøgningen var. Nævnet finder det således usandsynligt, at en arabisk tolk, som ansøgeren ikke forstod, skulle have svaret på vegne af ansøgeren uden at kommunikere i særligt omfang med ansøgeren herom. Nævnet har ligeledes tillagt det betydning, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen] 2015 oplyste, at han ikke ønskede at blive stillet spørgsmål til sin visumansøgning. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om efterretningsagenten ligeledes forekommer usandsynlig og utroværdig. Nævnet har navnlig herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at den person, som ansøgerens fætter sloges med, både var efterretningsagent og guldsælger, og at ansøgerens fætter tilfældigt endte med at købe guld af ham. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at efterretningsagenten udelukkende bad om ansøgerens adresse, og at efterretningsagenten opsøgte ansøgerens bopæl uden at orientere om, at han eftersøgte ansøgerens fætter. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket. Flygtningenævnet tilsidesætter derudover ansøgerens forklaring om sin konflikt med ansøgerens fætter. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for konflikten, dvs. det seksuelle samkvem med fætterens hustru, [A], ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende herom, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen] 2015 har forklaret, at han havde et seksuelt forhold til sin fætters hustru i et stykke tid, og at fætteren kom hjem en dag, hvor ansøger havde samleje med fætterens hustru. Til de efterfølgende samtaler har ansøgeren forklaret, at han kun har haft seksuelt samkvem med [A] én gang, hvilket var efter hendes giftemål med ansøgerens fætter. Flygtningenævnet kan herefter heller ikke lægge til grund, at efterretningstjenesten dagen efter det påståede seksuelle samkvem skulle have opsøgt ansøgerens bopæl og være kommet i besiddelse af fotos af ansøgeren, hvor han befandt sig i KDP’s lejr. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke i øvrigt, herunder med de fremlagte fotos og videoklip på YouTube, har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af eller profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt. I den forbindelse kan nævnet ikke lægge vægt på det foto af den iranske efterretningstjenestes hjemmeside, hvoraf skulle fremgå, at ansøgeren er eftersøgt, idet fotoet fremstår manipuleret. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/284/TLNJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […] i landsbyen […] i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter den almindelige iranske befolkning, da ansøgeren er af den overbevisning, at alle, som er muslim af trosretning, er terrorister. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren frafaldt sin muslimske troretning tilbage i 2008, og at myndighederne i efteråret 2015 blev bekendt med dette. I 2008 begyndte ansøgeren at se PARSTV, som viste programmer om religion og præstestyret i Iran. Ansøgeren lærte på denne baggrund mere om islam og begyndte derfor at tage afstand fra religionen. Ansøgeren tog i oktober 2015 på ferie hos sine venner, [A] og [B], i Tyrkiet. Efter en uge ringede ansøgerens søster og fortalte, at politiet havde ransaget ansøgerens bopæl, hvor de konfiskerede ansøgerens computer, nogle ulovlige bøger samt artikler. Ansøgeren fortalte sin ven, [A], om hændelsen. [A] fortalte herefter, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at Tyrkiet heller ikke var et sikkert sted for ansøgeren. Ansøgerens søster, [C], og bror, [D], er en gang hver blevet opsøgt af de iranske myndigheder og opfordret til at overtale ansøgeren til at standse sin propaganda mod islam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om ransagningen og myndighedernes kontakt til hans bror og søster til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke kan antages at være blevet identificeret, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved til grund, at myndighederne ikke efterfølgende har opsøgt familien, og at ansøgeren tilsyneladende heller ikke er identificeret ved opslaget i august 2016 vedrørende vennen [E]. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var eftersøgt ved udrejsen, og at han havde et stort pengeløb med sig og ingen bestemte planer om rejsens længde. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at disse må anses for ganske omfattende. Selv om aktiviteterne formentlig endnu ikke er kommet til de iranske myndigheders kendskab, må det efter aktiviteternes omfang og karakter anses for ganske sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagerejse til Iran vil blive knyttet til de pågældende aktiviteter (identificeret som optrædende under navnet […]), og at han vil risikere forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Iran/2018/283/SME
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azerisk fra Karaj, Iran. Ansøgeren er født muslim, men er konvertereret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, som har identificeret ham som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009. Han har til støtte herfor oplyst, at han efter præsidentvalget i Iran i 2009 deltog i 14 til 15 demonstrationer. Ved den sidste demonstration blev han ramt af noget og blev forbrændt på 45 procent af kroppen. Han deltog derfor ikke i flere demonstrationer. Efter omkring to og et halvt år til tre år fik han at vide, at han var blevet identificeret som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009 og blev anbefalet at flygte. Kort efter rejste ansøgeren til landsbyen [A], som lå omkring seks timers kørsel fra hans bopæl i Karaj. Efter syv til otte måneder fik ansøgeren kontakt til sin familie. De fortalte, at den iranske efterretningstjeneste havde ransaget ansøgerens og hans forældres bopæl omkring en uge efter, at han var flygtet. Efterretningstjenesten havde endvidere spurgt efter ansøgeren på bopælen to til tre dage efter, at han var flygtet. Hans familie havde derudover modtaget to til tre tilsigelser til ansøgeren fra Revolutionsdomstolen. Ansøgeren besøgte sin familie tre til fire gange, mens han boede i [A]. Han udrejste den [dato i efteråret] 2015 illegalt til Tyrkiet. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen og vil blive anset for at være frafalden. Han har til støtte herfor oplyst, at han allerede i Iran konverterede til kristendommen i sit hjerte og deltog i hemmelige møder i en hjemmekirke i [A] sammen med syv til otte andre personer det sidste halvandet år, han var i byen. De læste i biblen, men ansøgeren var bange og lærte ikke så meget. Ansøgeren blev døbt den [dato i begyndelsen af] 2016 i Danmark. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at ansøgerens forklaring om, at de iranske myndigheder skulle have identificeret ham som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009, ikke kan lægges til grund, og nævnet tiltræder allerede på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at han som følge af politiske aktiviteter i Iran skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på dette grundlag. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens troværdige forklaring om, at han allerede i Iran var begyndt at interessere sig for kristendommen, at han i Iran deltog i kristne aktiviteter, og at han kort efter sin indrejse i Danmark opsøgte en kristen menighed. Det må endvidere på baggrund af de fremlagte dokumenter og flere udtalelser fra forskellige præster lægges til grund, at ansøgeren den [dato i begyndelsen af] 2016 er blevet døbt i Danmark, og at han konsekvent og løbende har engageret sig i kristne aktiviteter. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion må anses for reel, har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring allerede for Udlændingestyrelsen vist tegn på et forholdsvis godt kendskab til kristendommen. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel interesse. Herefter, og da der på baggrund af ansøgerens forklaring er grund til at tro, at han ved en tilbagevenden til Iran har behov for og vil leve et åbent kristent liv, er der risiko for, at de iranske myndigheder vil blive bekendt med ansøgerens konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/282/DH
Nævnet stadfæstede september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religion fra Sanadaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har været aktiv for nogle NGO’er. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, henrettet eller udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi de betragter ham som modstander af regeringen og islam. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke tror på islam, og at han vil bekæmpe den fjendtlighed, der er mod arbejdsklassen, kvinder og børn i Iran. Mens han gik på gymnasiet og universitetet, blev han truet og udsat for fysiske overgreb af lærere, skoleledere og klassekammerater, fordi han var aktiv for nogle NGO’er og udtalte sig om kvinders rettigheder og religion. I sommeren 2010 blev ansøgeren i en park opsøgt af fem personer fra Basij-gruppen ”De 14 brødre”. De tilbageholdt ansøgeren i en park i omkring syv timer, hvor de truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede med sine udtalelser. Otte måneder før ansøgerens udrejse af Iran, blev han og hans kollega løbende opsøgt af myndighedspersoner i deres forretning. De chikanerede dem og beskyldte dem for at være medlemmer af PJAK, fordi nogle af deres kunder var kritiske over for regeringen. På omtrent samme tidspunkt kom der en person ind i deres forretning. Ansøgeren fortalte ham om sine holdninger, og personen truede ansøgeren ved at fortælle, at det var nemt at likvidere folk med enten en kniv eller syre. Ansøgeren opholdt sig herefter ikke længere på sin bopæl, men tog i stedet ophold hos forskellige bekendte, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i [efteråret] 2015 ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Efter han var udrejst, blev hans forældres bopæl opsøgt af to personer, som spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Der er således i ansøgerens forklaring ikke holdepunkter for at antage, at han i Iran skulle have udført aktiviteter eller udtalt sig på en måde, der sætter ham i risiko for asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Ansøgerens angivelige udtalelser og aktiviteter for forskellige NGO’er har ifølge ansøgeren været kendt af myndighederne længe, men er ikke ført til anholdelse, afhøring eller andre reaktioner fra myndighedernes side ud over muligvis en vis chikane. De trusler, som ansøgeren oplyser at have været udsat for i 2010 og 2015, er helt enkeltstående og forekommer efter ansøgerens forklaringer tilfældige og uden sammenhæng med ansøgerens angivelige aktiviteter. Den første trussel blev således fremsat i 2010 af gruppen ”De 14 brødre”, som ansøgeren imidlertid ikke siden har modtaget trusler fra. Den seneste trussel, som ansøgeren skulle have modtaget 8 måneder forud for sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015, blev fremsat af en person, som ansøgeren ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen selv opfattede som en kunde i sin forretning, og som ansøgeren angiveligt fortalte om sine holdninger. Denne trussel, som tilsyneladende har været udslagsgivende for ansøgerens beslutning om at flygte ud af Iran, opfattede ansøgeren som så alvorlig, at han valgte at fraflytte sin bopæl for op til udrejsen at bo hos venner og bekendte, om end han dog samtidig fortsatte sin daglige gang og arbejde i selvsamme forretning, som han havde modtaget truslen i. Denne adfærd savner sammenhæng med, at ansøgeren på det tidspunkt anså sig for alvorligt udsat for forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Hertil kommer, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema omtaler en episode, hvor han er blevet truet af en gruppe ekstremister, og at han i 1 år boede i skjul hos venner og bekendte. Oplysningerne i asylansøgningsskemaet, der muligvis ikke er udtømmende, passer dog hverken med oplysningerne om den første trussel, der fandt sted mange år forud for udrejsen, eller den seneste trussel, der blev fremsat af én person, der kom i ansøgerens forretning. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder har nævnet tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder hvorvidt myndighederne beskyldte ansøgeren for at være tilknyttet PJAK. Ansøgeren har således under sin asylsamtale den [dato i begyndelen af] 2017 og for nævnet forklaret, at både ansøgeren og dennes kollega blev beskyldt for at være tilknyttet PJAK, mens han under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i begyndelsen af] 2016 har forklaret, at det alene var kollegaen, der blev sat i forbindelse med PJAK. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer om sin situation i Iran, hvorunder nævnet har inddraget sit indtryk efter ansøgerens forklaring for nævnet, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Nævnet tiltræder, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens manglende religion kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig praktiseret nogen religion i Iran, hvilket har udsat ham for chikane og angiveligt visse overgreb i hans skoletid, men dog ikke for overgreb i et omfang, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder nævnet, at heller ikke ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder hans deltagelse i et religionskritisk teaterstykke og hans angivelige deltagelse i demonstrationer foran den iranske ambassade, kan antages at have bragt ham i de iranske myndigheders søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/281/DH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Vest-Aserbadjan [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [første halvår] 2014 var ansat som chauffør i firmaet Sepah-Sad. Grundet manglende aflønning besluttede ansøgeren og en række af firmaets øvrige chauffører at demonstrere foran guvernørens kontor i [by]. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt og ført til efterretningstjenestens kontor i [by] og senere samme dag til efterretningstjenestens hovedkontor i Orumieh i Aserbadjan [provins]. Her blev ansøgeren tilbageholdt i omkring halvanden til to måneder frem til [sommeren] 2014, i hvilken periode han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev efterfølgende overført til et fængsel i [by], hvor han sad fængslet i omkring 13 måneder. I midten af [efteråret] 2015 blev ansøgeren løsladt på orlov i ti dage mod kaution, som ansøgerens bror havde stillet for ham. Under sit fængselsophold var ansøgeren blevet gjort bekendt med, at hans tidligere chef var tilknyttet den iranske efterretningstjeneste. I løbet af sin orlov blev ansøgeren ringet op af sin advokat, som rådede ansøgeren til at udrejse af Iran. Advokaten oplyste, at ansøgerens tidligere chef havde fået lagt et dokument på ansøgerens sag, hvoraf fremgik, at ansøgeren og flere medlemmer af hans familie var antirevolutionære og bekæmpede regeringen. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i slutningen] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens hustru blevet opsøgt af efterretningstjenesten, som har spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens forældre og bror er ligeledes blevet opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren under sagens behandling i Flygtningenævnet har været præget af at have været udsat for tortur. Nævnet tillægger det i denne sammenhæng tillige betydning, at de lægelige oplysninger, indhentet under ansøgerens ophold i Danmark, peger i retning af, at ansøgeren må anses som torturoffer. Nævnet bemærker i henseende til nogle mindre betydende divergenser, at disse bør vurderes i lyset af ansøgerens skrøbelige psyke. Herefter finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været i myndighedernes søgelys på grund af sine regimekritiske udtalelser og fortsat vil være det ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har unddraget sig yderligere fængsling og dermed tilsidesat vilkårene i den stillede kaution, hvorved brorens hus er blevet konfiskeret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/280/TLNJ
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er fra Iran og den kvindelige ansøger er fra Afghanistan samt to børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger, etnisk sistani og ikke-troende fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil blive slået ihjel af den mandlige ansøgers bror og far, fordi de ikke accepterer ansøgernes ægteskab. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at de afghanske myndigheder ikke vil anerkende hende som afghansk statsborger. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift i 2009. Den mandlige ansøgers familie var i begyndelsen imod deres ægteskab, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke havde samme sociale status, som den mandlige ansøgers. Den kvindelige ansøgers mor er født i Iran, og hendes far er født i Afghanistan. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Den mandlige ansøgers familie var ikke bekendt med den kvindelige ansøgers afghanske statsborgerskab på tidspunktet for vielsen. I 2010 fratog de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers iranske identitetsdokumenter, og hun fik i stedet udstedt en midlertidig opholdstilladelse som afghaner i Iran. I 2015 indleverede den mandlige ansøger sin fødselsattest og vielsesattest til fornyelse hos myndighederne. I [efteråret] 2015 modtog den kvindelige ansøger et opkald fra den mandlige ansøgers bror ved navn [A], hvor han truede hende. Den mandlige ansøger fik at vide af sin søster [B], at [A], via en person hos myndighederne, havde fundet ud af, at den kvindelige ansøger var afghaner, hvorfor [A] var på vej til ansøgernes bopæl i Mashad. Da den mandlige ansøger kom hjem, besluttede ansøgerne sig for at forlade deres bopæl med det samme. Ansøgerne tog derefter ophold i et hus beliggende uden for Mashad i omkring syv til ti dage. Herefter rejste ansøgerne til Teheran, hvorefter de udrejste af Iran. Ansøgerne har efter deres indrejse i Danmark fået interesse for kristendommen. [I efteråret] 2017 blev ansøgerne døbt i [C] kirke. Efter de foreliggende oplysninger finder nævnet, at der er en sådan tvivl om den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold, at der ikke er grundlag for på nuværende tidspunkt at behandle sagen i Flygtningenævnet. Nævnet har lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne om indholdet af den afghanske statsborgerskabslovgivning må anses som tvivlsomt, om den kvindelige ansøger har opnået afghansk statsborgerskab. Hertil kommer, at det efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger forholder sig således, at en udenlandsk kvinde, der gifter sig med en iransk statsborger, opnår iransk statsborgerskab. På denne baggrund, og idet der efter nævnets oplysninger ikke er en accept af dobbelt statsborgerskab i hverken Iran eller Afghanistan, finder nævnet det rettest at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til nærmere belysning af den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold. Henset til den nære sammenhæng mellem asylmotiverne i den kvindelige og mandlige ansøgers sag, finder nævnet, at også den mandlige ansøgers sag må omfattes af beslutningen om hjemvisning. Det tilføjes, at Udlændingestyrelsen herved også vil få mulighed for at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgernes konversion har betydning for muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark. Om statsborgerskabsspørgsmålet kan Flygtningenævnet udover det baggrundsmateriale, der fremgår af den af Udlændingestyrelsen fremsendte sag, mere generelt henvise til European University Institute: Report on Citizenship Law udgivet i marts 2017, og Landinfo: Respons. Afghanistan: Krav til foreldres samtykke ved søknad om statsborgerskap for barn, udgivet den 27. januar 2015.” Iran/2018/278/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i september 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i juli eller august 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Li-geledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i [efteråret] 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i j[i sommeren] 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Ligeledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i september 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i juli eller august 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Ligeledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran, og har ved sin indrejse i Danmark oplyst, at han var shia-muslim. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter for sit liv, idet han er konverteret til kristendommen. Han blev døbt [i slutningen af] 2001 i Dan-mark og har haft en konsistent tilknytning til det kristne miljø siden 2001. Ansøgeren giver udtryk for sin kristne tilknytning gennem sin facebookprofil og sin blog. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren blev døbt kun 12 dage efter, at han af Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2001 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke på tilfredsstillende måde har kunnet redegøre for den undervisning, der gik forud for dåben. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i mange kirkelige aktiviteter fremstår som fokuseret på det sociale samvær og den praktiske afvikling af aktiviteterne og ikke på det kristne indhold i aktiviteterne. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under sin oprindelige asylsag oplyste, at han var shia muslim, selv om han som forklaret for nævnet i dag allerede i Iran havde opfattet sig selv som kristen og der havde deltaget i kristne aktiviteter sammen med armenske venner. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren flere gange har anmodet om genoptagelse af sagen under henvisning til sit oprindelige asylmotiv og først i forbindelse med den anmodning om genoptagelse fra 2015, der har ført til den fornyede behandling i Flygtningenævnet, har angivet sin konvertering som asylmotiv. At ansøgeren i et vist omfang har kunnet redegøre for kristendommen, kan ikke føre til en anden vurdering, da redegørelsen fremstår som udenadslære og uden refleksion. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har en blog og en facebookprofil, hvorpå han har oplagt kristne og politiske budskaber, kan ikke føre til en anden vurdering, allerede henset til, at ansøgeren ikke kan anses for profileret i Iran, og at budskaberne derfor ikke kan anses for at være kommet til eller vil komme til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/276/JAH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger født i Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk perser fra Isfahan, Iran. Ansøgerne var oprindeligt shiamuslimer, men er efter deres indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en irakisk milits, idet han har arbejdet for et firma, der samarbejdede med amerikanere. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra 2003-2006 arbejdede i Irak for et irakisk firma, som samarbejdede med et amerikansk firma, og derved var imod det irakiske regime. I den forbindelse modtog ansøgeren i 2006 en trussel fra den irakiske milits, Jaish Al Mahdi, i form af en advarsel gennem sin fars ven, som oplyste, at ansøgerens navn stod på militsens liste over uønskede personer, som skulle slås ihjel. Ansøgeren udrejste af Irak omkring en uge efter modtagelsen af denne trussel. Den mandlige ansøger har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han og hans ægtefælle har fået en dom, som lyder på et års fængsel og 99 piskeslag, idet de indledte et forhold uden for ægteskabet, og inden den kvindelige ansøgerens skilsmissesag var blevet afgjort. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han og hans ægtefælle blev anholdt [i begyndelsen af 2009], og at han blev beskyldt for at være sammen med en gift kvinde. Under anholdelsen var der den kvindelige ansøgerens tidligere ægtefælle også til stede. De blev efterfølgende kørt til politistation i byen Kashan, hvor de blev fængslet i en uges tid, hvorefter de blev løsladt mod kaution. [I foråret 2009] blev de religiøst viet, og de har [I foråret 2009] registreret deres ægteskab ved en offentlig myndighed. [I foråret 2009] modtog de, på deres bopælsadresse i byen Qom, en dom på et års fængslet og 99 piskeslag. De blev efterfølgende opsøgt af to politibetjente og den kvindelige ansøgerens tidligere ægtefælle. Ved denne lejlighed blev de anholdt og fængslet i tre dage. Da den kvindelige ansøger på det tidspunkt var gravid og fik det dårligt, blev de løsladt mod kaution og med en aftale, at de skulle afsone straffen om to år, når den kvindelige ansøger ikke længere ammede. Efter fødslen af deres tvillingebørn, den [i foråret 2010], boede familien i skjul indtil deres udrejse i [efteråret 2015]. Den kvindelige ansøger har om sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet de begge er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende herom, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Det kan derfor ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har fremlagt en straffedom, der angiver at stamme fra Retten i Qom. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvor og under hvilke omstændigheder de blev anholdt første gang. Den mandlige ansøger har således under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at forholdet til den kvindelige ansøger blev opdaget en nat, hvor han overnattede hos hende, og den kvindelige ansøger har ligeledes under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at de lå og sov, da de blev anholdt, hvorimod de begge under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de sad og spiste, at politiet kom. Endvidere har den mandlige ansøger for Flygtningenævnet forklaret, at de var alene i huset, da de blev anholdt, mens den kvindelige ansøger under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hendes børn sov i huset, hvilket den kvindelige ansøger under sin forklaring for Flygtningenævnet har ændret til, at børnene var hos deres far. Endvidere har begge ansøgere for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at politiet var voldeligt og skubbede og sparkede i forbindelse med den første anholdelse, hvilket de ikke tidligere har forklaret om. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel og har herunder navnlig lagt vægt på ansøgernes forklaringer herom under nævnsmødet, hvor de på en troværdig og overbevisende måde har forklaret om baggrunden for deres konversion og har redegjort fyldestgørende for deres egen kristne overbevisning og for de kristne budskaber. Hertil kommer, at de er døbt og fortsat har stærk tilknytning til kirken, hvor de deltager i mange aktiviteter. Flertallet af Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende oplysninger om ansøgernes religiøse adfærd og aktiviteter, herunder deres forklaringer om, at de vil fortsætte disse aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran, blandt andet ved at missionere for andre, at de vil være i risiko for forfølgelse i Iran. Flertallet af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor de meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4, at henvise ansøgerne til at tage ophold i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/275/AZU
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er tidligere sunnimuslim af trosretning, men konverterede til kristendommen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, grundet hans illegale udrejse af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen oplyst, at han var omkring 14-15 år gammel, da han blev venner med to kristne drenge ved navn [A] og [B], som tog ansøgeren med i kirke. Ansøgeren blev nysgerrig på kristendommen og begyndte at lære mere herom, ligesom han deltog fast i kirkens møder. Ansøgeren blev [sommeren] 2001 døbt af [A] og [B] i en huskirke i Iran. På en ukendt dato i slutningen af 2012 skulle ansøgeren mødes i en park med [A] og [B], idet de skulle introducere kristendommen for to til tre nye personer. Ansøgeren gik på toilettet, mens de ventede på de to til tre andre personer. På vej tilbage fra toilettet opdagede ansøgeren, at [A] og [B] var blevet anholdt af en civilklædt betjent. Myndighederne konfiskerede tillige ansøgerens bil, hvor der blandt andet lå en bibel, et kors samt materiale vedrørende kristendommen. Ansøgeren skjulte sig, indtil han blev hentet af en ven ved navn [C]. Ansøgeren blev kørt til en frugtplantange tilhørende sin morbror, hvor han opholdt sig i seks måneder. Ansøgeren udrejste herefter til Irak [ultimo] 2012, hvorfra han udrejste efter fire år på grund af frygten for ISIL. Ansøgeren har fortsat sine kristne aktiviteter efter ankomsten til Danmark. Ansøgeren er blandt andet blevet konfirmeret [primo] 2017 i [kirke] i [dansk by]. Ansøgeren har desuden vedlagt en række udtalelser samt bekræftelse på deltagelse i dåbsoplæring og kristendomsundervisning, herunder tre udtalelser fra […], sognepræst i [kirke] i [dansk by], en skrivelse af [primo] 2017 fra […], biskoppen over [område] stift samt en udtalelse af [foråret] 2016 fra sognepræst […], [kirke] i [dansk by]. Endelig har ansøgeren fremlagt en bekræftelse på at have deltaget i […] Bibelcamping [sommeren] 2018. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigerfamilie, har ansøgeren oplyst, at han indgik ægteskab i 2005, men lod sig skille i 2008. Ansøgeren fik efterfølgende problemer med sin tidligere svigerfamilie, idet det var ansøgeren, der havde ønsket at lade sig skille. Ansøgerens tidligere svigerfamilie generede ansøgeren, og ansøgerens familie blev opsøgt i 2013, hvor de fremsatte trusler mod ansøgeren og hans familie. Ansøgerens familie blev opsøgt tre gange, men ansøgeren boede i Irak, og én gang efter ansøgerens ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv primært henvist til sin konvertering til kristendommen og sin aktive udøvelse af denne. Derudover har ansøgeren henvist til, at han som beskrevet frygter sin tidligere svigerfamilie, og at han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på baggrund af dennes forklaringer generelt må anses for utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ved fremmøde i Flygtningenævnet har forklaret, at han, der er født i [årstal], aftjente værnepligt i to måneder, men at han derefter rømmede fra militærtjeneste. Ansøgeren har ikke kunnet forklare præcis hvornår dette fandt sted, men det må efter hans alder have været senest omkring 2000 til 2002. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret at han fik kørekort i militæret, og at han i hvert fald i en periode fra 2005 har arbejdet som chauffør. Det forekommer utroværdigt, at ansøgeren i op til ti år efter at have unddraget sig militærtjeneste, ikke er blevet udsat for nogen sanktioner fra myndighederne til trods for at han i hvert fald i en længere periode fortsat boede hos sine forældre og at han ikke i øvrigt holdt sig skjult. Det forekommer endvidere usandsynligt at han blev skilt fra sin først ægtefælle i enighed i 2008, men at svigerfamilien alligevel, flere år senere, begyndte at foretage truende henvendelser til ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, hvorledes han konverterede til kristendommen og blev døbt, til grund. Det forekommer efter Flygtningenævnets opfattelse usandsynligt, at to drenge i 12- 14 års alderen skulle have haft en ledende rolle i en i forvejen eksisterende kristen menighed og at disse nogle år senere skulle have døbt ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, som også anført af Udlændingestyrelsen, at det er usandsynligt, at ansøgeren, der er opvokset som muslim, i flere år har været en del af en kristen menighed, som efter hans egen opfattelse var under observation af myndighederne. Ligeledes finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om omstændighederne ved arrestationen af hans venner [A] og [B] usandsynlig. Det findes herunder usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at undgå arrestation blot fordi han gik på toilettet mens arrestationen fandt sted, ligesom det er påfaldende, at ansøgerens kørekort var efterladt i bilens sammen med bibler og kors. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren på udtrykkelig forespørgsel i Flygtningenævnet har forklaret afglidende og upræcist om sine erhvervsmæssige forhold, bortset fra at han i en periode fra 2005 var chauffør. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens identitetskort fra hans ophold og arbejde i Irak indeholder et andet efternavn end det, han har oplyst over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring om baggrunden herfor sandsynlig. Flygtningenævnet kan derfor efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt var kristen, da han indrejste i Danmark, eller at han senere er konverteret til kristendommen. Af de grunde der er anført ovenfor vedrørende ansøgerens forklaring om hans subsidiære asylmotiver, og endvidere under hensyn til at der nu er forløbet en længere årrække fra ansøgeren efter sin forklaring blev skilt respektive unddrog sig militærtjeneste, kan de påberåbte forhold ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/274/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [by], Iran, og har oplyst at være kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har udført politiske aktiviteter ved at deltage i demonstrationer, ligesom hun har skrevet politiske artikler samt delt politiske opslag på Facebook og Twitter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, herunder af en mand ved navn [A]. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af sin farbror og fætter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af [sommeren] 2014 begyndte at arbejde som prostitueret, efter at hun blev tilbudt arbejdet af en kvinde ved navn [B]. Ansøgeren havde brug for penge og kunne ikke finde andet arbejde. Ansøgeren skulle kun møde op i den lejlighed, hvorfra arbejdet foregik, når [B] kontaktede hende på en til formålet udleveret mobiltelefon. I lejligheden arbejdede foruden [B] og ansøgeren tre andre kvinder. Ansøgeren fik dæknavnet [X]. Hun ophørte med at arbejde som prostitueret i lejligheden i sommeren 2015, da hun havde tjent penge til at betale for sin mors operation. Hun var på dette tidspunkt i færd med at opnå studievisum til Danmark, hvor hun søgte ind på en uddannelse. I [efteråret] 2015 blev hun ringet op af en af de andre prostituerede i lejligheden, der fortalte, at civilklædte mænd var mødt op i lejligheden og havde anholdt [B] og to andre piger, ligesom computere med billed- og videomateriale var blevet beslaglagt. Ansøgeren frygtede, at myndighederne ville blive bekendt med hendes arbejde som prostitueret. Hun fik tre eller fire dage senere besked fra ambassaden om, at hun havde fået studievisum til Danmark, og omkring yderligere en uge senere [dato i efteråret] 2015 udrejste hun af Iran på dette visum. Kort efter sin indrejse i Danmark bad ansøgeren en ven fra Sepah om at undersøge, hvilke oplysninger Sepah havde om episoden i lejligheden. Ansøgeren fik herefter fortalt, at en indflydelsesrig mand ved navn [A] havde opdaget, at hans ægtefælle arbejdede som prostitueret i lejligheden sammen med nogle andre piger. [Ultimo] 2017 blev ansøgeren kontaktet af sin søster, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af civilklædte personer, der havde en anholdelsesordre på ansøgeren. Én af de civilklædte personer var [A], og anholdelsesordren vedrørte både ansøgerens arbejde som prostitueret, hendes politiske aktiviteter og hendes kristne tro. De civilklædte personer havde ransaget bopælen og taget ansøgerens bror med. Ansøgerens bror kontaktede herefter deres farbror, og de fik begge vist billedmateriale fra lejligheden. Ansøgerens farbror og fætter har som følge heraf fremsat trusler mod ansøgeren, ligesom de har fremsat trusler grundet hendes konversion. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at hun har følt sig kristen siden omkring 2013. Hun begyndte at gå i kirke kort tid efter, at hun ankom til Danmark. Hun gik i kirke i [dansk by], men ophørte efter to til tre gudstjenester, idet hun frygtede, at hun ville blive angivet til de iranske myndigheder. Ansøgeren blev udmeldt af sit studie i [primo] 2018, hvorefter hun indgav ansøgning om asyl [få dage senere i] 2018. Ansøgeren blev indkvarteret et andet sted i Danmark, hvor hun på ny begyndte at gå i kirke. Ansøgeren har siden starten af 2018 deltaget til gudstjenester i [dansk by] Baptistkirke, ligesom hun har deltaget i kristendomsundervisning forud for, at hun [sommeren] 2018 blev døbt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sine asylmotiver, idet hendes forklaring om motiverne i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. For så vidt angår den angivelige konflikt som følge af ansøgerens arbejde som prostitueret har nævnet lagt vægt på, at det fremstår helt usandsynligt, at en kvinde, som ansøgeren kun kendte perifert, ville risikere at involvere ansøgeren i et arbejde som prostitueret og dermed i kriminelle aktiviteter. Det anses tillige usandsynligt, at ægtefællen til et medlem af Sepah ville risikere at arbejde som prostitueret i lejligheden. Nævnet har endvidere i bedømmelsen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på indholdet af dels ansøgerens ansøgning om studievisum til Danmark, hvorefter ansøgeren fra [foråret] 2006 til [sommeren] 2015 har arbejdet som commercial director and chairman for [navngiven firma], dels asylsansøgningsskemaets oplysning om, at hun fra 2010/2011 til 2013/2014 har arbejdet i Kish. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke søgte om asyl ved sin indrejse i Danmark [foråret] 2015, men først [primo] 2018, efter at hun var blevet udmeldt af sit studie og var blevet pålagt at udrejse af Danmark. Det findes i den forbindelse usandsynligt, at myndighederne i Iran først opsøgte ansøgerens families bopæl to et halvt år efter myndighedernes angivelige anholdelse af de tre andre kvinder i lejligheden og beslaglæggelse af billed- og videomateriale. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på den ene side har anført, at hun har følt sig kristen siden omkring 2013, men at hendes kirkegang siden indrejsen i Danmark har været begrænset til et absolut minimum, og at hun først for nogle måneder siden – tidsmæssigt omtrent sammenfaldende med ansøgerens indgivelse af ansøgning om asyl – er påbegyndt kristendomsundervisning og er blevet døbt. Ansøgerens forklaring om, at hun afstod fra kirkegang og fra at vise interesse for kristendommen som følge af frygt for at blive angivet til de iranske myndigheder kan ikke føre til en ændret vurdering, og stemmer ikke overens med hendes oplysning for nævnet om, at hun føler sig kaldet til at missionere for kristendommen både i Danmark og ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder endvidere, at ikke ansøgeren har sandsynliggjort udført politisk propaganda af en sådan karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/273/CABV
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Teheran. I Iran var han Gorani-yarsan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har en større pro-kurdisk tatovering på ryggen, og myndighederne mistænker ham for at være politisk aktiv. Endvidere frygter han at blive forfulgt, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han fik tatoveringen i 2011/12. Tatoveringen forestiller et kort over den del af Iran, Irak og Syrien, som ansøgeren og andre, ønsker skal blive til et uafhængigt Kurdistan. Ansøgeren er kickbokser. Han var i Iran utilfreds med, at han ikke i dette land kunne udvikle sig som professionel kickbokser, hvilket var en medvirkende årsag til hans udrejse. Nogle måneder før udrejsen blev han fyret fra sit job som klejnsmed, hvilket ikke var en medvirkende årsag til udrejsebeslutningen. Til styrelsen løj han først om sin aftjening af værnepligt, da han frygtede, at sandheden ville skade hans sag og få det til at se ud som om, han sympatiserede med det iranske regime. Han korrigerede dog sig selv og fortalte sandheden senere under samme afhøring. En dag i 2015 trænede han kickboksning i bar overkrop i [by]. Han fik en fornemmelse af, at to personer observerede ham. Ansøgeren mistænker disse personer for at være fra efterretningstjenesten. De pågældendes tøj og radio tydede herpå. Han blev også i en svømmehal advaret om, at han kunne risikere at få problemer på grund af tatoveringen. På grund af episoden i [by] blev han nervøs og tog hjem og hentede id-papirer og rejste til sin mor i [anden by]. Senere fik ansøgeren besked fra en forretningsmand i Teheran om, at hans hjem var blevet ransaget af myndighederne tidligere anførte dag. Ansøgeren udrejste umiddelbart efter. Udrejsen var legal. Farzad var i denne periode tilbageholdt af efterretningsvæsnet i [by]. Farzad fortalte ham, at tjenesten havde krævet, at han fik fat på ansøgeren. Vennen fik ikke at vide, hvorfor efterretningstjenesten søgte efter ansøgeren, men han formoder, at det skyldes hans tatovering. Efter udrejsen mistede ansøgeren sit pas. I 2016 rettede efterretningstjenesten henvendelse på ansøgerens mors og brors bopæl. Broren blev afhørt om ansøgerens opholdssted, og broren måtte underskrive en erklæring, hvori han lovede at henvende sig med oplysninger om ansøgeren. Det blev ikke oplyst, hvorfor myndighederne ville tale med ansøgeren. Han er fortsat jævnligt i kontakt med familien i Iran. Ansøgeren interesserede sig allerede i Iran for kristendommen. I 2013 blev han ved en kontrolpost fundet i besiddelse af en bibel og anklaget for at missionere. Efter 2 timers afhøring underskrev han en erklæring om, at han i fremtiden ville afholde sig fra at missionere, og han blev derefter løsladt. Til Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at han i Danmark havde været i kirke 20-25 gange, og at han overvejede at konvertere. Efter styrelsens afslag den [nærmere angiven dato i foråret] 2017 blev han den [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 døbt. Han har i Danmark, som det er anført i skriftlige erklæringer, deltaget i kristendomsundervisning, gudstjenester og kirkelige arrangementer. For nyligt har han endvidere deltaget i en regimekritisk demonstration foran den iranske ambassade i København. På hans åbne facebook-profil er der en række kristne tekster. Først var hans facebook-navn [X]. Han postede oprindeligt mest om sin sport. Han kommer ikke længere til sportsstævner, og han skriver nu ikke længere om sport. Han ændrede sit profilnavn til [Y] (uden hans efternavn). Den [nærmere angiven dato primo] 2018 uploadede han en film, der skulle vise, han brænder et foto af Khamenei af. Han kan ikke åbne filen med filmen. På hans facebook-profil kan man se en anden film, hvor andre foretager afbrænding. Man kan høre, at der bliver råbt Khameneifjendtlige slagord. Man kan tydeligt se ansøgeren på denne film, som han selv har optaget. Film med hans dåb kan også ses på facebook-siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund. Nævnet henser herved til, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere centrale spørgsmål vedrørende de i øvrigt ret få begivenheder i Iran, som han har forklaret om. Ansøgeren har således under den første af styrelsens samtaler oplyst, at [B] var tilbageholdt i to dage i forbindelse med ransagning af sit eget hus, samt at ansøgerens hus blev ransaget samme dag eller dagen efter. Efter løsladelsen fortalte [B] ham om tilbageholdelsen, og ansøgeren rejste 4-5 dage senere til [by], og han udrejste senere. Under styrelsens næste samtale har ansøgeren oplyst, at episoden i svømmehallen foregik nogle dage efter, han under træningen blev overvåget. ”Mindre end en måned” efter overvågningen flyttede han hen til sin mor. Efter to ugers ophold hos moren, blev han informeret om ransagningen af hans bolig. Senere den dag udrejste han. Først efter udrejsen hørte han om tilbageholdelsen af sin ven. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han rejste til moren den dag, han blev overvåget, samt at han dagen efter fik oplyst, at hans hjem var blevet ransaget. Vennen blev anholdt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fik at vide, at vennen havde været tilbageholdt i en dag. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Ansøgerens forklaring i nævnet har således været usikker, og ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om årsagen til trosskiftet. Hertil kommer, at ansøgerens viden om kristendommen, herunder om Lukasevangeliet og Luthers lille Katekismus – som ansøgeren ellers ifølge en erklæring fra ansøgerens præst skulle være undervist i – har været meget begrænset. Ansøgeren har også haft stort besvær med at redegøre for Helligånden/pinsen. Idet ansøgeren er udrejst legalt, og må antages at have været helt uprofileret i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at indholdet af ansøgerens face-book-profil, uden hans efternavn, og med et almindeligt iransk fornavn, samt hans deltagelse i en regimekritisk demonstration i København, indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at påkalde sig en sådan opmærksomhed fra myndighedernes side, at det kan antages, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle vanskelige forhold for kurdere og yarsani samt den omstændighed, at ansøgeren har en tatovering på ryggen, der ikke er synlig, når han har trøje på, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/272/MJM
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Andimeshk, Khuzistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de har fået kenskab til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans morbror i [foråret] 2015 bad ham om at videooptage et møde i en huskirke i ansøgerens hjemby, Andimeshk. Ansøgeren videooptog møderne i to til tre måneder. Ansøgeren betragtede til at starte med dette som en arbejdsopgave, men efter tre til fire uger begyndte han at interessere sig for kristendommen, og han blev en del af huskirken. Ansøgeren blev døbt i huskirken [i starten af sommeren] 2015. Ansøgeren gemte videooptagelserne på et USB-stik og på sin stationære computers harddisk i sin IT-forretning. Ansøgeren havde også gemt enkelte videooptagelser på sin bærbare computer, som han primært opbevarede derhjemme. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten i sin forretning. Ansøgeren blev den følgende dag fremstillet for en dommer, der spurgte, om han havde skiftet religion, hvortil ansøgeren undlod at svare direkte. Ansøgeren blev løsladt efter tre dage. [Senere i efteråret] 2015 ringede ansøgerens forretningspartner, [S], der fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget forretningen, og at de havde taget USB-stikket, den stationære og den bærbare computer. Ansøgeren udrejste af Iran fem dage senere. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har kunnet forklare om sin interesse for kristendommen gennem en kristen morbror, som han følte var som en far for ham, og på grund af personlige problemer i Iran. Ansøgeren har gennem flere forklaringer forklaret om sin interesse for kristendommen, og det er dokumenteret, at han har gået i kirke og fulgt kristendomsundervisning under hele hans ophold i Danmark. Han har under nævnsmødet vist en betydelig viden om kristendommen. Som følge af dette og hans adfærd under mødet samt da han i eget navn har uploaded religiøse billeder og citater på Facebook fra [slutningen af] 2015 til mødedagen, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kri-stendommen. Idet han har forklaret, at han også efter en tilbagevenden til Iran fortsat vil forkynde kristendommen, finder nævnet, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro, hvorfor han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til det oprindelige motiv, der tillige drejede sig om konversion til kristendommen under opholdet i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/271/LMD
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim fra Piranshar, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af den iranske regering, da han havde deltaget i en demonstration i [sommeren] 2009, hvor han protesterede mod regeringen. Ved demonstrationen blev ansøgeren beskudt, og han blev efterfølgende indlagt på et hospital. Han blev hentet på hospitalet af civilklædte myndighedspersoner, hvorefter han blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i lidt over et år, indtil han blev løsladt mod kaution. Ansøgeren modtog en tilsigelse til at møde i retten i [sommeren] 2010, men han mødte ikke op. Ansøgeren udrejste af Iran et par måneder efter løsladelsen. Dette asylmotiv er behandlet ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2012, hvor ansøgerens forklaring om motivet blev tilsidesat i sin helhed blandt andet under henvisning til divergenser i ansøgerens forklaring og til, at ansøgeren under sagens behandling havde afleveret en tilsigelse til at møde i retten, der er vurderet som uægte. Ansøgeren har nu i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 som sur place-asylmotiv henvist til, at han efter udrejsen af Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Under sit ophold i Tyskland fra 2015 kom ansøgeren således i kontakt med kristne frivillige. Han begyndte derefter at deltage i gudstjenester, og fra [efteråret] 2015 til [vinteren] 2016 deltog han i dåbsundervisning. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt i den protestantiske kirke i [en mindre tysk by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen ved dåben i Tyskland [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 efter omkring to måneders dåbsundervisning er reel og – også efter ansøgerens fremtræden for nævnet og forklaring om baggrunden for den angivelige konversion – dermed udtryk for en reel indre overbevisning. Nævnet har herunder lagt vægt på det korte tidsrum, hvori ansøgeren efter udrejsen til Tyskland har modtaget dåbsundervisning og i øvrigt udvist interesse for kristendommen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren først og fremmest har henvist til sit kirkelige engagement i Tyskland, hvorimod ansøgeren ikke har udfoldet et tilsvarende kirkeligt engagement under sit fornyede ophold i Danmark, bortset fra at han efter sine egne oplysninger under opholdet i arresten har deltaget i samtaler med en præst og i gudstjenester, ligesom han efter frihedsberøvelsens ophør har deltaget i gudstjenester i en apostolsk kirke i København, når han har haft råd til transporten, men ikke i kirken i sit nærområde. Derimod har ansøgeren oplyst, at han også efter at være tilbagevendt til Danmark har bevaret sin kontakt til kirken i Tyskland. Det af ansøgeren fremlagte dåbsbevis, letter of recommendation af [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, og uddrag af et tysk kirkeblad fra [foråret] 2017 med billeder af bl.a. ansøgeren i forbindelse med et kirkeligt arrangement i Tyskland kan efter deres karakter og oprindelse ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke den omstændighed, at arrangementet fra kirken angiveligt er blevet behandlet i en tv-udsendelse kan føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren skulle være blevet eksponeret som kristen i et sådant omfang, at dette i sig selv vil bringe ansøgeren i en faresituation i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens oplysninger om, at han har skrevet om sin dåb på Facebook. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herefter fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Iran/2018/269/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne og af sin familie, idet hun har haft et forhold til en anden mand end sin ægtefælle, og da hun i Danmark er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin kæreste, [A], til en bryllupsfest i foråret 2013, hvorefter de begyndte at tale i telefon sammen. Efter omkring en måned kom [A] og hans forældre til ansøgerens bopæl og fortalte, at han ville giftes med hende. Ansøgerens familie afviste dette, da de ikke kendte [A]. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2014 kom ansøgerens fætter, [B], til hendes familie og fortalte, at han ville giftes med hende. Ansøgerens familie accepterede dette frieri. I [foråret] 2014 blev ansøgeren og [B] gift med hinanden. Det viste sig, at [B] var psykisk syg, og han var voldelig mod ansøger. En dag, da han var taget på arbejde, ringede ansøgeren til [A] og bad ham komme. Han kom hjem til ansøgeren, og de gik i seng sammen. Da de efterfølgende lå i sengen, kom [B] hjem. Han besvimede ved synet af dem, og ansøgeren og [A] flygtede fra stedet. De opholdt sig to dage hos [A], hvorefter de flygtede ud af Iran. Under deres flugt gennem Tyrkiet blev ansøgeren og [A] adskilt, og hun har ikke set ham siden. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, er hun konverteret til kristendommen, og hun er blevet døbt [en nærmere angiven dato i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som følge af forholdet til [A] fremstår usammenhængende og divergerende. I den forbindelse har nævnet – sammen med de øvrige forhold, der er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelse – navnlig lagt vægt på de divergenser, der fremgår af ansøgerens forklaring, herunder om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens første kontakt med [A], idet ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om, hvorvidt hendes første kontakt med [A] var ved bryllupsfesten eller på et tidligere tidspunkt. Ansøgeren har desuden blandt andet afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt hun fortalte sin mor om [A] i forbindelse med, at [B] friede til hende, og om sin mulighed for at forlade hjemmet under ægteskabet med [B]. Ansøgerens oplysning om, at hun har svært ved at huske, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af sagen. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer kan navnlig i lyset af omfanget og karakteren af uoverensstemmelserne i forklaringen ikke føre til en anden vurdering af sagen. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion under opholdet i Danmark fra yaresan-troen til kristendommen er reel. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på ansøgerens vanskeligheder under sagens behandling med at erindre sin dåbsdato og på, at hendes konversion til kristendommen skete allerede omkring et halvt år efter indrejsen til Danmark. Hertil kommer, at ansøgeren til asyl-samtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 indledningsvist oplyste, at hun var yaresan. Ansøgerens forklaring om sin baggrund for konversionen, herunder ansøgeren forklaring for næv-net, fremstår heller ikke overbevisende eller båret af en indre afklaringsproces. Det er herunder endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens forklaring om, i hvor lang tid, hun gik i kirke forud dåben, ikke fremstår sammenhængende, idet ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at hun begyndte at gå i kirke umiddelbart efter ankomsten til Danmark, mens ansøgeren tidligere under sagens behandling under gensamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 har forklaret, at hun først begyndte at gå i kirke i tiden omkring den første samtale i Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, hvor hun stiftede bekendtskab med [C]. Den fremlagte erklæring af 13. juni 2018 fra sognepræst […] kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af spørgsmålet om ansøgerens konversion fra yaresan-troen til kristendommen. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed, at hun har afgivet urigtige oplysninger om sine pas- og visumforhold til myndighederne, idet hun ikke oplyste, at hun havde fået udstedt pas i Iran [en nærmere angiven dato i foråret] 2014, ligesom hun har ændret sin forklaring om årsagen til at søge visum. Det følger af det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/268/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shia-muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af repræsentanter for de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at få interesse for kristendommen, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren havde downloadet en form for filter-bryder, således at der ikke var nogen begrænsninger på hjemmesiden Youtube. Ansøgeren faldt tilfældigt over en film omhandlende kristendommen, hvorefter han begyndte at få interesse for religionen. Syv dage før ansøgerens udrejse, talte ansøgeren med sin barndomsven, [A], som var en meget troende muslim. Ansøgeren fortalte [A], at han var interesseret i kristendommen, og han forsøgte at få [A] til at konvertere til kristendommen. To dage efter ansøgeren havde fortalt dette til [A], så ansøgeren, at [A] gik ind på politistationen, og ansøgeren så, at [A] talte med politiet på politistationen, og at [A] pegede på ansøgeren. Ansøgeren blev nervøs, idet han mistænkte [A] for at tale med politiet om ansøgeren og hans interesse for kristendommen. Omkring tre dage efter, at ansøgeren havde set [A] ved politistationen, talte ansøgeren med sin mor og sin bror, [B], omkring den kristne religion. [B] sagde til ansøgeren, at det var bedst at udrejse, hvis der var nogen, som kendte til ansøgerens interesse for kristendommen. Ansøgeren planlagde herefter sin endelige udrejse af Iran. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren, [i efteråret] 2016, blevet døbt i [en frikirke]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han fik interesse for kristendommen. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen tre måneder før hans endelige udrejse, hvorimod han til asylsamtalen oplyste, at hans interesse for kristendommen opstod omkring én måned før hans endelige udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvad han så på politistationen, da han gik forbi på vej til supermarkedet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han så [A] gå ind på politistationen og så, at [A] talte med politiet, og at [A] ikke så, at ansøgeren så ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han så [A] på politistationen, og at han så, at [A] pegede på ham, og at han følte, at [A] talte om ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han tilfældigt faldt over en kristen film på Youtube og hans forklaring om, at han skulle have forsøgt at få sin meget troende muslimske ven, [A], til at konvertere til kristendommen på dette tidspunkt, samt at [A], som var hans bedste ven, skulle have anmeldt ham til politiet, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren udrejste, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste ikke kan lægges til grund, og at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt, som han forøvrigt startede forberedelsen på, lige efter han kom til Danmark uden nærmere kendskab til kristendommen. De fremlagte udtalelser fra [en frikirke] og fra [en anden kirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/267/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter henrettelse af de iranske myndigheder, idet han har talt om bahai og er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for at blive henrettet på grund af sine udtalelser om bahai har ansøgeren oplyst, at hans ven fortalte ham om religionen. Ansøgeren fortalte herefter beboerne i landbyen om religionen. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af en ven, der fortalte, at ansøgeren er eftersøgt af de iranske myndigheder på grund af sine udtalelser om bahai, og at han skulle udrejse fra Iran. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for henrettelse på grund af sin konversion har ansøgeren oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark fik interesse for kristendommen og valgte at blive døbt. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i forbindelse med hans udrejse af Iran. Ved oplysnings og motivsamtale [fra sommeren] 2016 forklarede ansøger således, jf. side 4 ø, at han efter at have omtalt Bahai-religionen for sine naboer blev opsøgt af en person, der sagde, at ansøger skulle tage med denne i stedet for at tage på arbejde. En ven, der var soldat, hjalp herefter ansøgeren med at udrejse. Ved asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at han var på arbejde og det var der, han blev opsøgt, jf. side 9. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring ved denne samtale, at der var to personer, [A] og [R], der henholdsvis hjalp ansøgeren med at udrejse og advarede ham. I den forbindelse talte ansøger i forbindelse med flugten i telefon med [R]. Ansøgeren forklarede, at [R] muligt ønskede at hjælpe ansøgeren, fordi [R], der var lokal politimand, ellers selv risikerede problemer grundet kendskab til ansøgerens salg af alkohol. [R´s] medvirken og oplysninger om salg af alkohol var helt uomtalt i oplysnings- og motivsamtalen, uanet at disse forhold må anses for at have været af væsentlig betydning i forbindelse med ansøgerens udrejse. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i foråret] 2015 ved indrejse i Danmark oplyste, at han var bahai og at det var af denne grund, at han var i fare. Det må efter forklaringen lægges til grund, at bahai ikke var ansøgerens oprindelige religion, og at han således må anses for at være konverteret til denne. På denne baggrund forekommer det påfaldende, at ansøgeren allerede kort efter sin indrejse i Danmark begyndte at vise interesse for kristendommen og blev døbt allerede [i foråret] 2016, efter mindre end 5 måneder. Ansøgeren har under fremmøde i Flygtningenævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen, dog præget af betydelige unøjagtigheder. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgerens udtalelser om kristendommen, der ofte er af meget generel karakter, virker tillærte og ikke som udtryk for nogen overbevisning. Dette må også ses i lyset af hans meget hurtige konvertering. For så vidt angår ansøgerens tilførsler på Facebook bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens Facebookprofil ikke indeholder hans fulde navn og der er ikke tilførsler efter foråret 2017. Det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har kendskab hertil. Det virker i øvrigt påfaldende, og som et led i et forsøg på at skabe et asylgrundlag, at ansøger, der ikke efter sin forklaring tidligere har været politisk aktiv, på Facebook optræder både med et kors i hånden og pegende på et kurdisk flag. For så vidt angår ansøgeren medvirken i en video på Youtube, hvor en gruppe asylansøgere angiveligt råber skældsord mod den iranske regering, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke ses tydeligt ligesom hans navn ikke fremgår. Ansøgeren har endvidere selv forklaret, at flere af dem der medvirker efterfølgende er rejst tilbage til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerens oplysninger om, at være konverteret til kristendommen, kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/266TBP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og har oplyst, at han ikke har en religion. Klageren er fra Karaj, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling, at blive udsat for vold eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet klageren har deltaget i en demonstration, hvor klageren brændte en plakat af Khomeini. Til støtte for asylmotivet har klageren henvist til, at han deltog i en demonstration i 2009. Under demonstrationen konkurrerede klageren og hans to venner om, hvem der kunne lave mest ravage. Klageren brændte en plakat af Khomeini. Herefter kom myndighedspersoner og skød mod demonstranterne. Klageren blev ramt af et skud i armen og slået i hovedet. Det lykkedes klageren at flygte til en sidegade, hvorfra en ukendt person tilbød ham lift til sygehuset i Karaj. Den ukendte person informerede klagerens forældre om hændelsen. På hospitalet besvimede klageren. Da klageren vågnede op, var hans forældre tilstede og fortalte, at myndighederne havde ransagede alle huse på gaden for at lede efter klageren. Herefter blev klageren af sin far kørt til Irak, hvor han opholdt sig i omkring tre år. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det følger af udlændingelovens § 49a, jf. § 31, at en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, skal indeholde en stillingtagen til, om der kan meddeles udlændingen opholdstilladelse efter § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at Udlændingestyrelsen har været afskåret fra på ny at tage stilling til ansøgerens asylgrundlag. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv ikke kan lægges til grund. Det er efter Flygtningenævnets opfattelse utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin forklaring var bekendt med, at der fandtes overvågningskameraer, alligevel skulle have kastet med sten og brændt et billede af Khomeini. Ligeledes findes det divergerende, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om navnet på den ene af de to venner, der sammen med ham deltog i demonstrationen. Det forekommer tillige utroværdigt, at ansøgeren, der angiveligt deltog i en demonstration sammen med et stort antal mennesker, og som forud herfor må anses for at have været en helt uprofileret ung mand, kunne findes af myndighederne efter relativt kort tids søgen, angiveligt på basis af videoovervågning. Det bemærkes, at ansøger ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. har forklaret, at det formentlig var hans ven [A], der havde angivet ham, da denne var blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/265 TBP
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ikke praktiserende shia-muslim fra Al-Ahvaz, Iran. Ansøgeren har siden 2014 været politisk aktiv som medlem af en lille navnløs gruppe, der kæmpede for den arabiske befolknings rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne kender til hans politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at blev anholdt i 2007, fordi han havde deltaget i en arabisk fest. I 2014 blev han medlem af en hemmelig gruppe i Al-Ahvaz. Lederen af gruppen hed [X], og han havde kontakt til [et pro-arabisk parti]. Ansøgeren uddelte brochurer og CD’er, tegnede […]flag på mure og filmede forskellige hændelser i byen. [I efteråret] 2015, da ansøgeren overnattede hos sin svigerfamilie, blev han ringet op af sin nabos søn, der fortalte, at han havde set to biler med militærnummerplader ude foran ansøgerens hus, og at han kunne høre råb inde fra huset. Ansøgeren flygtede herefter straks hjem til sin morbror. Morbroren tog dagen efter hjem til ansøgerens bopæl og fandt uf af, at bopælen var blevet ransaget af myndighederne, der havde spurgt efter ansøgeren, og at myndighedspersonerne havde fjernet ansøgerens ting herunder hans computer med politisk materiale fra hans værelse, ligesom de havde anholdt ansøgerens far. Ansøgeren blev hos sin morbror i otte dage, indtil han udrejste af Iran. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren fået kontakt til [Y], som er leder af [et pro-arabisk parti] i Canada. Ansøgeren har også lavet politiske opslag på sin facebookprofil. Endelig har ansøgeren fremlagt et anbefalelsesbrev udstedt af [et pro-arabisk parti] [i foråret 2016], hvori det fremgår, at ansøgeren er medlem af organisationen. Ansøgeren har forklaret konsistent, sammenhængende og detaljeret om sine aktiviteter i Iran rettet mod det iranske styre som medlem af en hemmelig gruppe, der kæmpede for det arabiske mindretals rettigheder i Al-Ahwaz området. Forklaringen har været uden væsentlige divergenser og forekommer selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret troværdigt om sine bevæggrunde for at involvere sig i gruppens aktiviteter. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i den hemmelige gruppes aktiviteter til grund, ligesom det lægges til grund, at gruppen blev afsløret, og at myndighederne efterfølgende fandt regimekritisk materiale på ansøgerens bopæl i forbindelse med en ransagning. Endelig lægger nævnet til grund, at to af de øvrige medlemmer af ansøgerens gruppe er blevet anholdt, og at et af medlemmerne er blevet dræbt af myndighederne. Herefter, og idet ansøgeren tidligere har været i de iranske myndigheders søgelys, idet han som 18 årig modtog en betinget dom for at deltage i en arabisk ceremoni, er det sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine politiske anskuelser og aktiviteter, som han også har fortsat efter udrejsen, ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/264/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans interesse for kristendommen blev vakt, da ansøgerens bror, [A], konverterede til kristendommen i Iran. Hans livsforhold havde ændret sig til det bedre. Ansøgeren konverterede efter lidt tid, da han anså det som en livsstil, der havde kærligheden i centrum. [I foråret] 2015 indledte ansøgeren et skænderi med en iransk kollega grundet en samtale om alkohol. Dagen efter opsøgte efterretningstjenesten deres bopæl, hvilket ansøgerens bror fik at vide af deres udlejer. Ansøgeren tog med sin bror til byen [X], hvor de opholdt sig hos en ven. Ansøgerens anden bror er efterfølgende blevet opsøgt og afhørt. Ansøgeren og hans bror, [A], er blevet dømt in absentia for at have missioneret om kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A] introducerede [B] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [B], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [B]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [C]. [A] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/263/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2014 mødte en gadesælger, [A], som han blev venner med. I efteråret 2014 gav [A] ansøgeren en bibel og en cd med en film om Jesus, hvorefter de begyndte at tale om kristendommen. Ansøgeren fortalte kort tid efter sin bror om interessen for kristendommen. Broren begyndte selv at interessere sig for kristendommen og kom en dag op at diskutere med kollegaer om religion. Dagen efter var der fire til fem personer fra efterretningstjenesten på ansøgerens bopæl, mens ansøgeren var på arbejde. Udlejeren havde kontaktet politiet, da han ikke vidste, hvem personerne var. Politiet kom og konfiskerede ansøgerens bærbare computer. Samme dag rejste ansøgeren og broren [B] til byen [X], hvor de opholdt sig i halvanden måned frem til udrejsen af Iran. Ansøgerens anden bror blev efterfølgende afhørt af efterretningstjenesten. Ansøgeren er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [B] introducerede [C] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [C], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [C]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [A]. [B] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/262/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske lor bakhtiari og fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet med piskeslag, fængsling eller henrettelse, fordi han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tilbageholdt og måske henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2015 havde en tæt samtale med sin fætter, [A], som havde fået meget succes i livet. Han anbefalede ansøgeren at se filmen, Les Misérables, og da ansøgeren havde set filmen, inviterede fætteren ham med hen til et sted, som viste sig at være en huskirke. Ansøgeren kom første gang i huskirken i [foråret] 2015. Det var først ved andet besøg 10 til 14 dage senere, at ansøgeren fandt ud af, at det var en huskirke. Omkring slutningen af [sommeren] 2015 blev huskirken flyttet til kælderen under ansøgerens forretning. [I efteråret] 2015 følte ansøgeren sig overbevist om, at han var kristen, og han fortalte det derfor til sin ægtefælle. [Senere i efteråret] 2015 var ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres datter i [X] for at kigge på bil. Samme dag stormede myndighederne ansøgerens forretning og tog ansøgerens bror med, som blev tilbageholdt i to til tre dage, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl, ansøgerens mors bopæl og ansøgerens forretning, hvor de har spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev introduceret for kristendommen af sin ægtefælle [i efteråret] 2015. Hun vidste ikke før denne dag, at ægtefællen havde interesseret sig for kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at interessere sig mere for kristendommen. Efter et par måneder i Danmark besluttede ansøgeren sig for, at hun ville være kristen, og hun blev døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som utroværdige, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Den mandlige ansøger har således blandt andet forklaret divergerende om antallet af ransagninger og om, hvor der først blev ransaget. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han allerede i den første samtale med broren, der dengang angiveligt ikke kendte til hans kristne aktiviteter, fik at vide, at myndighederne havde taget kristne effekter med fra kælderen eller denne oplysning først kom frem efter, at han havde fået en bekendt til at undersøge kælderen. Den mandlige ansøger har også forklaret forskelligt om, hvorvidt retsmødeindkaldelserne blev smidt væk af familien blandt andet for at moren ikke skulle se dem og senere at et eksemplar var blevet gemt, dog i iturevet tilstand. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, hvorvidt hun allerede før mandens fødselsdag, hvor hun fik oplyst, at han angiveligt var blevet kristen, havde bemærket tydelige forandringer i hans personlighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgernes konversion er reel. I den forbindelse bemærkes, at der ved vurderingen er taget hensyn til det ovenfor anførte om ansøgernes generelle troværdighed, det meget korte tidsforløb op til dåben og den kvindelige ansøgers særdeles beskedne kendskab til kristendommen på tidspunktet for afholdelse af asylsamtalen, som fandt sted omkring otte måneder efter dåben. Det forhold, at ansøgerne er blevet døbt og efterfølgende har vist et vist kendskab til den kristne religion medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/261/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt ateist fra [område], [by], Iran. Ansøgeren er medlem af partiet KDPI, som han har udført politiske aktiviteter for. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist, og idet han og hans far har været og er aktive for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har en konflikt med familien til den pige, som han er forelsket i. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han de sidste syv år forud for sin udrejse gennemgik en proces, der førte til, at han blev ateist. Han har fået at vide, at myndighederne holder øje med ham af den grund. Da ansøgeren og hans familie var flyttet til Irak, blev han medlem af Lavand-Unionen og deltog i møder og ceremonier for KDPI. Ansøgeren brugte de informationer, han fik på møderne og ceremonierne til at reklamere for KDPI, når han talte med andre. Ansøgeren og hans familie havde en butik i Irak, hvorfra de uddelte forskelligt materiale, herunder blandt andet partiets kalender og flag. Under ansøgerens ophold i Irak planlagde han at indsamle informationer om KDPI, så han kunne rejse tilbage til Iran, hvor han ville samle en gruppe kurdiske nationalister. Ansøgeren ville endvidere bruge informationerne til at true og afpresse offentligt ansatte i Iran. En uge efter ansøgeren indrejste i Iran, blev han afhørt af de iranske myndigheder omkring sine politiske aktiviteter for KDPI i Irak. Ansøgeren blev herefter ført hen til retten, hvor han blev dømt for sine aktiviteter for KDPI. Ansøgerens farbror brugte sin indflydelse til at få dommen nedsat til en betinget dom, således at ansøgeren enten skulle betale 15.000 tuman eller sidde 15 dage i fængsel. Ansøgeren var ikke medlem af KDPI i Iran, men han fortsatte med at være kritisk overfor det islamiske regime i Iran. Ansøgeren udførte dog sine aktiviteter for KDPI på en mere skjult og indirekte måde, end han havde gjort i Irak. Ansøgerens far er peshmerga. Ansøgerens far har holdt mange møder for KDPI, efter han rejste fra Iran til Irak. Under ansøgerens ophold i Iran truede ansøgeren og hans venner personer, der arbejdede for de iranske myndigheder, ligesom de begik voldelige og bevæbnede overfald mod flere myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han og hans farbror smuglede alkohol under ansøgerens ophold i Iran. Myndighederne fik på et tidspunkt kendskab hertil, da de stoppede en smuglerbil, hvor ansøgerens skolepapirer lå i. Ansøgerens farbror blev indkaldt til forhør hos myndighederne, men han bestak dem, hvorfor ansøgeren og hans farbror ikke blev retsforfulgt som følge af alkoholsmuglingen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han mødte en pige i Irak, som han blev forelsket i. Pigens bror var imod forholdet, hvorfor broren truede ansøgeren. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om sine egne politiske aktiviteter i Iran eller om ansøgerens fars politiske arbejde i Iran og Irak til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran er blevet idømt en betinget fængselsstraf for at have været medlem af KDPI, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været medlem af en gruppe i Iran, der truede og overfaldt personer tilknyttet de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens far er partiets leder for det område, som ansøgeren og hans familie kommer fra i Iran, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens fars eventuelle politiske aktiviteter i Irak er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet sin rolle under de overfald i Iran, som han har forklaret, at han har deltaget i, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været bevæbnet og om, hvorvidt han har købt våben i Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende, afglidende og udetaljeret om begivenhederne i Iran, ligesom forklaringen for nævnet herom ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke stemmer overens med de foreliggende oplysninger om de iranske myndigheders ageren i forhold til medlemmer og sympatisører af blandt andet KDPI, at ansøgeren alene skulle være idømt en bøde og en betinget dom for at have været medlem af KDPI, ligesom det heller ikke stemmer overens med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren problemfrit kunne bo og opholde sig i Iran i ca. 2 år, hvis hans far havde en ledende rolle i partiet, og myndighederne var bekendt med dette. De fremlagte billeder af en mand, som ansøgeren har udpeget som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Der er for nævnet forevist en video, fra partiets hjemmeside, hvor ansøgeren angiveligt er en del af partiets danske ungdomskor, men navnene på kormedlemmerne er ikke oplyst, og ansøgerens facebookprofil er oprettet i et andet navn end ansøgerens, og profilen er ikke åben. Uanset om ansøgeren måtte være medlem af KDPI, finder nævnet derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran er kommet i de iranske myndigheders søgelys og derfor er i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af, at han er ateist. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har boet problemfrit i Iran i to år. Hertil kommer, at ansøgeren først under sin anden samtale i Udlændingestyrelsen forklarede, at han frygtede forfølgelse som følge af sin ateisme. Ansøgerens forklaring under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 om, at myndighederne på en måde og indirekte har truet ham, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren angiveligt er blevet truet af broren til den pige i Irak, som han har forelsket sig i, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at pigen og hendes familie bor i Irak, og at konflikten er opstået, mens ansøgeren ligeledes opholdt sig i Irak. Det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt vil begrænse sig til mindre sanktioner, og at det er ualmindeligt, at en udeblivelse vil medføre fængselsstraf. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at den straf, han eventuelt måtte imødese herfor, må anses for uforholdsmæssig, eller at han i den anledning risikerer overgreb, der er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/260/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], [by], [landsby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans far vil udsætte ham for fysiske overgreb, fordi ansøgeren nægtede at arbejde for ham som fårehyrde. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller fratage ham sine rettigheder, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste, og fordi han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at dø, fordi han ikke kan blive behandlet for sin kroniske nyresygdom i Iran. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet henvist til, at han i Danmark er blevet sympatisør af KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem hele sit liv i Iran er blevet udsat for fysiske overgreb af sin far. Overgrebene fandt sted to til tre gange om ugen. I sommeren 2015 smed ansøgerens far ham ud hjemmefra og slog ham, fordi ansøgeren fortalte ham, at han ikke ønskede at arbejde som fårehyrde for ham mere. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste af de iranske myndigheder i starten af 2015. Ansøgeren modtog en tilsigelse om at møde på politistationen i [by] og registrere sig. Ansøgeren mødte ikke op for at registrere sig, men han har ikke oplevet problemer med de iranske myndigheder som konsekvens heraf. Ansøgeren lider af en kronisk nyresygdom, som han ikke kan modtage behandling for i Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren endelig henvist til, at han i Danmark er blevet sympatisør af KDPI. I den forbindelse er der blevet taget billeder af ham sammen med lederen af KDPI, og disse billeder er lagt op på KDPI´s officielle hjemmeside. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om konflikten med ansøgerens far til grund, men vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at denne konflikt ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder at ansøgeren har forklaret, at konsekvensen af, at han fortalte sin far, at han ikke længere ville arbejde for ham alene var, at han blev tildelt en lussing og bedt om at forlade familiens bopæl. Det forhold, at ansøgeren ikke har meldt sig til myndighederne og ladet sig registrere i forbindelse med, at han er blevet indkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker at kæmpe for de iranske styrker i Iran, kan heller ikke føre til, at han skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt begrænser sig til, at den udeblevne ikke uden videre vil kunne tage kørekort, og at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale. Det fremgår videre, at der i de fleste tilfælde gives amnesti til udeblevne. Det fremgår endelig af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de iranske myndigheder rekrutterer udenlandske shia-muslimer til at deltage som lejesoldater i krigen i Syrien, og at der ikke er indikationer på, at det iranske styre sender iranske værnepligtige til krigen i Syrien. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at han anses for omfattet af den nævnte bestemmelse, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de sanktioner, som ansøgeren eventuelt vil kunne imødese ved en tilbagevenden til Iran, ikke er grundlag for at fastslå, at han vil blive udsat for en uforholdsmæssig straf. Endelig kan ansøgerens oplysninger om, at han i Danmark er blevet sympatisør for KDPI heller ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke ved de fremlagte billeder eller på anden måde sandsynliggjort, at det er kommet til de iranske myndigheders kundskab, at han er sympatisør, eller at han i Danmark har deltaget i en ceremoni, der var arrangeret af partiet. Det bemærkes herved, at ansøgerens forklaring om, at de fremlagte billeder er lagt på partiets officielle hjemmeside ikke kan lægges til grund, idet det under nævnsmødet ikke har været muligt at fremvise dette. Det bemærkes, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at vurdere, hvorvidt ansøgerens nyresygdom kan føre til, at han af humanitære grunde skal meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/259/SHH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været aktiv for det kurdiske parti, Komala, siden 2006, og han har været medlem af partiet siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Komala. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er født og opvokset i Iran, indtil han i 2006 flyttede til Irak. I Iran havde ansøgeren hørt meget om det kurdiske parti, Komala, i medierne, og han besluttede sig for at opsøge partiet, fordi han blev nysgerrig. Ansøgeren fik kontakt til partiet gennem Komalas tv-kanal, som hver dag oplyste kontaktoplysninger og mailadresser på partiet. I 2006 tog han derfor til Irak for at få kontakt med partiet. Ansøgeren ringede til partiet og oplyste, at han gerne ville arbejde frivilligt for partiet. Ansøgeren startede derefter i et træningsforløb på tre måneder, hvorefter han blev godkendt som peshmerga. Fra 2006 til 2009 arbejdede ansøgeren seks til otte timer hver dag på tv-stationen [kurdisk tv-kanal], hvor ansøgeren beskæftigede sig med hjemmesiden, avisen, tv og radio. I 2009 blev ansøgeren medlem af Komala efter 18 måneders arbejde for partiet. Ansøgeren fortsatte derefter sit arbejde på tv-kanalen, hvor han også udgav artikler. Ansøgeren blev flere gange ringet op af de iranske myndigheder, som foreslog, at han skulle samarbejde med dem, hvilket han nægtede. I [vinteren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak på grund af de generelle forhold for Komala-medlemmer. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om sit arbejde for Komala, og forklaringen støttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder udsendelser på tv, artikler og opslag på Facebook. Ansøgeren har som medlem af Komala således udført en række særdeles udadvendte aktiviteter på Komalas tv-kanal, herunder som nyhedsoplæser og producer fra 2009-2015, ligesom ansøgeren har deltaget i en række konferencer og begivenheder mv., hvor han har optrådt blandt andet med digte, hvilket er sendt på tv. Ansøgeren har endvidere gennem en årrække skrevet en række artikler, der har været offentliggjort på internettet, herunder på Iran Global, hvor han har tilkendegivet Komalas synspunkter, ligesom ansøgeren har haft en omfattende Facebook-aktivitet siden 2009 og frem til nu, hvor han har tilkendegivet Komalas standpunkter. Uanset at der er visse divergenser i ansøgerens forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske styre, og at han vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/258/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er oprindeligt shia-muslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter sin ven [A’s] familie, fordi han har forsøgt at overtale [A] til at konvertere. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født ind i en shia-muslimsk familie, men at han er vokset op i et område i Teheran, hvor der bor mange kristne armenere, og at han derfor har været interesseret i kristendommen siden barnsben. Da ansøgeren var cirka 14-15 år, introducerede hans ven [B] ham for kristendommen. [B] var iransk armener og kristen, og sammen læste de i biblen. Omkring 2010 begyndte ansøgeren at gå i huskirke. På daværende tidspunkt var ansøgeren cirka 17 år. Ansøgeren har oplyst, at han herefter – bortset fra en periode på et halvt år efter han blev opsøgt og tilbageholdt af [A’s] familie – gik regelmæssigt i huskirke indtil udrejsen. Han har også oplyst, at han, efter at være kommet i en huskirke i omkring et år, blev døbt i Iran. Ansøgeren har forklaret, at en af hans muslimske venner, der hed [A], blev interesseret i kristendommen, da han hørte ansøgeren fortælle om sin religion, og ansøgeren gav ham derfor en bibel. I efteråret 2012 eller 2013 havde ansøgeren og [A] aftalt at mødes, men da ansøgeren ringede til [A], var det hans bror, der tog telefonen. Han sagde, at [A] var syg. Broren hentede ansøgeren og under påskud af, at han skulle hente nogle dokumenter, standsede de ved moskéen, hvor ansøgeren gik med indenfor. På første sal i moskéen blev de mødt af yderligere to personer. De slog ansøgeren og trak ham med ind i et baglokale, hvor de bandt ham. Ansøgeren fik bind for øjnene og kunne mærke, at han blev placeret i bagagerummet i en bil. Da bindet blev fjernet, blev ansøgeren sparket af [A’s] far, der anklagede ham for at have forsøgt at overtale [A] til at konvertere til kristendommen. [A’s] bror stak ansøgeren adskillige gange med en kniv, mens [A’s] far slog ham med en kæp, og de sagde, at de ville slå ham ihjel. Herefter blev ansøgeren slæbt ud i en bil og kørt til et ukendt sted, hvor de efterlod ham på en øde vej ved midnatstid. En kvinde tilkaldte hjælp, og ansøgeren blev indlagt på hospitalet, hvor han til politiet sagde, at han var blevet forsøgt kidnappet på grund af penge. I det efterfølgende år modtog ansøgeren adskillige opkald fra [A’s] far og bror, der sagde, at han skulle passe på. Idet ansøgeren skiftede SIM-kort, ophørte kontakten. Efter at have set en tv-udsendelse, hvor en kvinde, der var flygtet fra Iran, fortalte, hvad islam havde gjort ved hende, begyndte ansøgeren at uddele løbesedler og CD’er. Ansøgeren har oplyst, at materialet skulle illustrere forskellene mellem islam og kristendommen. Ansøgeren arbejdede som taxachauffør, og han delte materialet ud til sine passagerer. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte at dele materiale ud cirka ét år inden udrejsen. En aften i [efteråret] 2015 kørte ansøgeren taxa, da han blev ringet op af sin mor. Moren fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne, og at de havde spurgt efter ansøgeren og anholdt hans far. Hun sagde også, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, men rejse væk. Samme aften forlod ansøgeren Teheran, og et par dage senere udrejste han af Iran. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren gået regelmæssigt i kirke, og [i vinteren] 2016 blev han døbt på ny. Herudover har han lagt diverse budskaber om kristendommen på Facebook og youtube. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på centrale punkter indeholder udbygninger og divergenser. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema hverken har anført, at han af [A’s] familie skulle have været udsat for overfald med kniv og slagvåben, men alene at han er blevet truet eller nævnt, at familiens bopæl blev opsøgt af personer, der ledte efter ham og tilbageholdt hans far, uanset at den sidstnævnte begivenhed var den umiddelbare årsag til, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var myndighederne eller blot ukendte personer, der opsøgte bopælen og om, hvorvidt han holdt pause i sine kirkebesøg i seks måneder eller halvandet år efter den angivelige konflikt med [A’s] familie. Han har også forklaret divergerende om antallet af de uddelte løbesedler og CD’er. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om omkostningerne ved udrejsen og blandt andet i en artikel har oplyst, at han blev hjulpet ud af en mand, der ikke ville have penge. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes herved, at ansøgerens konversion ikke findes at være reel, dels under hensyn til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, dels under hensyn til det oplyste om længere perioder uden kirkegang, ligesom det bemærkes, at ansøgerens dåb i Danmark fandt sted få måneder efter ankomsten til landet, hvor han kun i et ganske kort tidsrum havde fulgt gudstjenester og undervisning på andet end dansk. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på sociale medier som youtube og Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes at have sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/257/thv
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, der er fætter og kusine samt gift, er kurdere og yarsan fra landsbyen [A] i Sarpol-e Zahab distriktet, Kermanshah provinsen, Iran. De har som asylmotiv navnlig henvist til, at de vil blive forfulgt af de iranske myndigheder på grund af den mandlige ansøger, […], forbindelse til Komala. Ansøgerne har herom oplyst, at [den mandlige ansøger] af sin svoger i [foråret] 2015 blev introduceret for 2 medlemmer af Komala. [Den mandlige ansøger] udførte herefter sammen med svogeren på 3 forskellige datoer politisk aktivitet for partiet i [A] og de omkringliggende landsbyer. De uddelte om natten løbesedler, hang plakater op og skrev med spraymaling regimefjendtlige slogans på offentlige bygninger. De placerede også ved nogle offentlige kontorer Komala-flag. De var bevæbnede under den 2. og 3. uddeling. Efter den 3. gang kom myndighederne flere gange til ansøgernes bopæl, som blev ransaget. [Den mandlige ansøger] holdt sig i den periode skjult. Efter den seneste ransagning skjulte begge ansøgere sig hos deres morbror i landsbyen [B], indtil de sammen udrejste illegalt til Tyrkiet [i efteråret] 2015. [Den mandlige ansøger] har en åben Facebook-profil, hvoraf fremgår, at han har ca. 2.500 venner, og at han i Danmark har deltaget i Komala-arrangementer, men ikke i egentlige partimøder, samt at han har uploaded en række regimefjendtlige tekster, videoer og tegninger. Der er også en video, hvor [den mandlige ansøger] tramper på et foto af Irans åndelige leder, Khamenei, hvorefter han omtaler Khameneis mor meget grimt og river fotografiet i stykker. Han følger Facebook-grupper med omtale af kommende Komala-arrangementer i Danmark. I [vinteren] 2018 havde han en disput på Messenger med en person, der kaldte ham forræder og lignende. Han mener, at der deri lå en trussel mod hans liv, og han antager, at det var en ansat i den iranske efterretningstjeneste, han havde dialogen med. Han vil ikke slette sin Facebook-profil, hvis han må vende tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved særlig vægt på, at ansøgerne har afgivet usikre og tøvende forklaringer i nævnet samt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende om politiets henvendelser på ansøgernes bopæl. [Den mandlige ansøger] har herunder til Flygtningenævnet samt [i vinteren] 2017 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han var hjemme, da politiet senest henvendte sig. Der var mindst en betjent på husets tag. Andre var på naboejendommen eller rettede henvendelse ved ansøgerens hoveddør. Han forlod kort efter huset. Til styrelsen sagde han [i vinteren] 2017, at han gik ind i soveværelset og smadrede soveværelsesvinduet. I nævnet oplyste han, at han allerede var i soveværelset, da politiet kom, og at han åbnede vinduet og kravlede ud af dette uden at smadre vinduesruden. I nævnet og i styrelsen [i sommeren] 2016 forklarede han, at det var glasset i hoveddøren, der blev smadret. [I vinteren] 2017 og i nævnet sagde han, at betjentene råbte skyd ham, og at der derefter blev skudt mod ham. Han ved ikke, om betjentene løb efter ham, men han slap i hvert fald væk. Til styrelsen oplyste han [i vinteren] 2017, at myndighederne kom 4 gange. Under mødet i nævnet har han forklaret, at de kom 3 gange. [Den kvindelige ansøger] har til styrelsen [i vinteren] 2017 og i nævnet oplyst, at myndighederne kom 3 gange. [Den mandlige ansøger] var hjemme, da myndighederne senest rettede henvendelse. Myndighedspersonerne bankede på hoveddøren. Hun åbnede døren og 3-5 personer brasede ind i huset. [Den mandlige ansøger], der opholdt sig i soveværelset, hørte at hun råbte op og han flygtede derfra ud ad et vindue. I klar modstrid hermed har både [den mandlige] og [den kvindelige ansøger] den [i sommeren] 2016 oplyst til styrelsen, at myndighederne alene rettede henvendelse på bopælen 2 gange, samt at [den mandlige ansøger] ikke var hjemme nogen af gangene. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om myndighedspersonernes påklædning, om de pågældende medtog [den mandlige ansøgers] id-papir samt om de foreviste en ransagningskendelse. Hertil kommer, at ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om, hvilke datoer [den mandlige ansøger] udførte de politiske aktiviteter samt om henvendelser fra myndighederne efter udrejsen. Både [den kvindelige] og [den mandlige ansøger] har herudover forklaret divergerende om andre omstændigheder. [Den kvindelige ansøger] har f.eks. til styrelsen forklaret, at hun kort efter episoden, hvor [den mandlige ansøger] om natten flygtede ud ad vinduet, modtog en indkaldelse om at give møde på politistationen på et bestemt tidspunkt, mens hun i nævnet oplyste, at hun aldrig har modtaget en indkaldelse. [Den mandlige ansøger] har bl.a. til styrelsen oplyst, at han efter anførte episode opholdt sig en dag hos morbroren og 6-7 dage hos andre slægtninge, mens han i nævnet forklarede, at han ikke var hos andre slægtninge. Ydermere findes flere dele af [den mandlige ansøgers] forklaring isoleret set at være mindre sandsynlig, herunder at han i den relativt lange periode fra den første myndighedshenvendelse ikke advarede sin svoger. I troværdighedsvurderingen er indgået, at [den mandlige ansøger] må antages at have haft svære misbrugsproblemer i den periode, hvor han afgav sine forklaringer til styrelsen, hvilket meget vel kan have svækket hans hukommelse og koncentrationsevne, samt at også [den kvindelige ansøger] efter en ulykke på Middelhavet har fået koncentrations- og hukommelsesproblemer. Antallet af divergenser og navnlig, at ingen af ansøgerne under den første asylsamtale omtalte den afgørende seneste myndighedshenvendelse til bopælen, hvor der blev skudt efter [den mandlige ansøger] og som medførte at ansøgerne flygtede, men tværtimod begge oplyste, at [den mandlige ansøger] ikke var hjemme under nogen af politiets henvendelser, er imidlertid så markant, at nævnet efter en samlet vurdering i det hele tilsidesætter ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv. Det må på den baggrund antages, at ingen af ansøgerne har udført aktiviteter for Komala eller andre regimefjendtlige kurdiske grupper i Iran eller på anden måde har bragt sig i myndighedernes søgelys. De iranske myndigheder kan efter flertallet i nævnets opfattelse herefter ikke antages at have nogen særlig anledning til at søge efter oplysninger om ansøgerne på internettet. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er eller vil blive bekendt med [den mandlige ansøgers] Facebook-side. Under disse omstændigheder, og uanset de vanskelige forhold for kurdere og yarzan-troende, og at en begrænset sanktion for illegal udrejse ikke kan udelukkes, finder et flertal i nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/256/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], [by], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren er under sit ophold i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har sympatiseret med partiet PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti, PJAK. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han under sit ophold i Danmark, er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende PJAK henvist til, at han en dag i 2015 gav en fremmed mand ved navn [A] et lift. [A] fortalte, at han var medlem af det kurdiske parti, PJAK, og at hans kammerat, [B], var blevet såret. Ansøgeren indvilligede i at hente [B] og køre ham til en læge. Da ansøgeren havde sat mændene af, blev han på hjemvejen stoppet ved en kontrolpost. Myndighederne fandt blodpletter i ansøgerens bil, og han blev derfor anholdt og fængslet i 20 til 25 dage. Ansøgeren blev løsladt ved at betale bestikkelse og mod at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville udføre politiske aktiviteter mod det iranske regime. Ansøgeren fik derudover at vide, at han ville blive hentet til afhøring hver eller hver anden uge. Efter den anden afhøring kontaktede ansøgeren [A] og [B] og fortalte, at han gerne ville hjælpe PJAK. I de følgende uger kørte ansøgeren tre gange PJAK-medlemmer til og fra politiske møder. På et tidspunkt deltog ansøgeren i et bryllup. Mens han opholdt sig ved brylluppet, blev hans bopæl ransaget. Ansøgerens far blev desuden slået. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin ven, [C]. I løbet af den uge, hvor ansøgeren opholdt sig hos [C], modtog ansøgerens familie et brev om, at ansøgeren skulle melde sig hos myndighederne. Ansøgeren udrejste derefter til Tyrkiet. Under sit ophold i Danmark mødte ansøgeren en person ved navn [D], der introducerede ansøgeren for kristendommen. Dette fandt sted i [foråret] 2016. Ansøgeren begyndte at gå i kirke. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en dåbsattest, en udtalelse fra Daniel Myrup fra Frederikshavn Kirkecenter, en udtalelse af 12. februar 2017 fra Viggo Feldtmose, formand for Vendsyssels Frimenigheds Integrationsudvalg, en udtalelse fra juli 2017 fra Inge-Margrete Jacobsen, medarbejder i Integrations Camp 2017, samt en udtalelse af 3. august 2018 fra Jens Rosenberg, formand for Luthersk Mission i Ribe. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder på grund af aktiviteter for PJAK. Forklaringen herom fremstår på centrale punkter usandsynlig og divergerende og kan derfor anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at et medlem af PJAK uden kendskab til ansøgeren og uden nærmere undersøgelse af hans forhold, straks ved mødet med ansøgeren, skulle have afsløret sin identitet og oplyst, at han var PJAK-medlem og endvidere bedt ansøgeren om hjælp til at hente et andet medlem af PJAK, der var blevet skudt i et sammenstød med de iranske myndigheder. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren senere flere gange skulle have hjulpet PJAK, efter at han var blevet tilbageholdt af politiet, som hver 14. dag afhentede ansøgeren for at afhøre ham. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgeren har udført aktiviteter af en så farlig karakter uden et egentligt politisk engagement, idet han om baggrunden herfor alene har henvist til, at han havde mistet lysten til noget og ikke vidste, hvad han i øvrigt skulle foretage sig. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes tilbageholdelse af ham. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han sad to dage i arresten og derefter var fængslet i 20 til 25 dage. Han blev løsladt efter at have været i retten, hvor han fik en betinget dom. Under gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han var tilbageholdt på politistationen i tre til fire måneder, og at han blev løsladt uden at blive stillet for en dommer. Ansøgeren har i øvrigt ikke på nævnsmødet været i stand til at forklare, hvor lang tid, der gik fra hans løsladelse, og indtil han opsøgte PJAK-medlemmerne for at udføre aktiviteter for dem. Ansøgeren har også forklaret divergerende om telefonsamtalen med hans far under tilbageholdelsen. Han har under gensamtalen forklaret, at han fortalte sin far, at han havde gjort noget forkert og hjulpet nogle PJAK-folk og derfor havde brug for hjælp. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han fortalte sin far, at politibetjentene havde beskyldt ham for at have hjulpet PJAK. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han inden udrejsen har været udsat for de overgreb fra iranske myndigheder, som han påberåber sig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om konversionen til kristendommen, at der ikke er tale om en reel konversion. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udtryk et særdeles mangelfuldt kendskab til kristendommen, selvom han forinden var blevet døbt. Ansøgeren har således blandt andet ikke kunnet redegøre for forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og han har ikke kunnet nævne nogen af De Ti Bud. Han har heller ikke været i stand til at oplyse datoen for sin dåb. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har kunnet redegøre for betydningen af påsken. Flertallet finder i øvrigt ikke, at de af ansøgeren fremlagte udtalelser fra Vendsyssel Frimenighed, Luthersk Mission i Ribe, Hjallerup Bibelcamping og Frederikshavn Kirkecenter, kan føre til en ændret vurdering. Flertallet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at oplysningerne om ansøgerens opslag på Facebook vedrørende kristendommen er kommet til de iranske myndigheders kendskab og lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren først har foretaget opslagene, efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgerens ansøgning om asyl. Flertallet finder i øvrigt, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om, hvorledes han vil udbrede sin tro ved en tilbagevenden til Iran. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/254/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Den Grønne Bevægelse siden 2008/2009. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren enten at blive henrettet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har samarbejdet med Den Grønne Bevægelse, og fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at han har været en del af Den Grønne Bevægelse, og at han har hjulpet med at promovere bevægelsen i forbindelse med præsidentvalget i 2008/2009. Den 27. december 2009 deltog ansøgeren i en regimekritisk demonstration. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt af myndighederne og kørt til et sted, hvor han var i to dage. Under denne tilbageholdelse blev ansøgeren afhørt og udsat for tortur. Efterfølgende blev ansøgeren overflyttet til et nyt sted, hvor han var i en måned. Derefter blev ansøgeren fængslet i Evin-fængslet. En måned efter ansøgeren kom til Evin-fængslet, blev han stillet for retten. I retten fik ansøgeren at vide, at han havde deltaget i aktiviteter mod den iranske regering, og at han var imod den iranske regering. Efter otte måneder i Evin-fængslet blev ansøgeren løsladt mod kaution, og han blev pålagt meldepligt en gang om måneden hos anklagemyndigheden. Ansøgeren fik i slutningen af 2013 udstedt et iransk nationalitetspas. I starten af 2015 ophævede myndighederne ansøgerens meldepligt, idet myndighederne vurderede, at han ikke længere modarbejdede regimet. Tre måneder senere udrejste ansøgeren af Iran legalt med sit gyldige nationalitetspas. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren i marts/april 2016 at gå i kirke, hvilket han gør hver søndag. Ansøgeren har deltaget i et kristendomskursus, og han blev døbt den 30. oktober 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med de iranske myndigheder grundet hans medvirken til demonstrationer i 2009, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale den 30. juni 2016 gentagne gange oplyste, at han havde en central stilling i Den Grønne Bevægelse. Således anføres side 3, at han var en af de øverste ledere i Den Grønne Bevægelse, da den blev stiftet, og side 4, at han var med til at starte Den Grønne Bevægelse i Teheran. Ligeledes anføres side 5, at de personer, der arresterede ansøgeren, oplyste, at de vidste, at han var medstifter af Den Grønne Bevægelse. Heroverfor har ansøgeren ved sin asylsamtale den 22. december 2016 side 19 forklaret, at han alene var medlem af Den Grønne Bevægelse. Flygtningenævnet finder, at oplysningen om, at ansøgeren var et ledende medlem af Den Grønne Bevægelse og var medstifter af denne afviger så afgørende fra hans senere udtalelser, at dette må medføre, at hans troværdighed drages i tvivl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale på side 5 forklarede, at han selv blev arresteret i forbindelse med demonstrationen den 27. december 2009, og at tre af hans venner blev arresteret dagen efter og blev indsat i samme celle som han selv. Ved asylsamtalen side 14 forklarede ansøgeren, at han allerede samme dag, som han blev arresteret, blev anbragt i en celle sammen med sine venner. Ved afhøring i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret, ”efter at de (myndighederne), havde sagt til ansøgeren, at de oplistede personer ikke fandtes, åbnede de en dør. Ansøgerens tre venner var på den anden side af døren.” Ansøgeren har endvidere ikke på omhyggelig udspørgning fra Flygtningenævnets side kunnet give nogen sandsynlig forklaring på, at myndighederne tilsyneladende accepterede, at han opgav tre fiktive navne, samtidig med, at de pågældende myndighedspersoner straks var opmærksomme på, at navnene var fiktive. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren først ved sin forklaring for Flygtningenævnet har oplyst, at de tre venner, som blev arresteret sammen med ansøgeren eller umiddelbart efter, nu alle er omkommet. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at denne for ansøgerens asylansøgning helt centrale oplysning ikke tidligere er blevet meddelt. Ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder svækkes endvidere af, at han efter sin angivelige løsladelse har fået udstedt et gyldigt iransk pas og efter sin forklaring har kunnet ud- og indrejse af Iran flere gange. Vedrørende ansøgerens oplysning om, at han er konverteret til kristendommen, bemærker Flygtningenævnet, at det af ansøgerens asylskema fremgår, at han, der oprindeligt er shiamuslim, er konverteret til zarathustrianismen. Foreholdt dette ved asylsamtalen på side 7, har ansøgeren bestridt dette. Det fremgår imidlertid af den gengivne oversættelse, at ansøgeren ”er gået fra islam til zarathustra”. Ansøgeren har i Flygtningenævnet oplyst, at han forud for sin dåb modtog 2x3 måneders undervisning i kristendom. Ikke desto mindre var ansøgeren ved sin asylsamtale ikke i stand til at svare på helt centrale spørgsmål i forbindelse med sin dåb og sin konvertering. Ansøgeren kunne således, jf. referatets side 6, ikke huske, hvornår han var blevet døbt. Ansøgeren var endvidere, jf. side 9 i nogen grad ikke i stand til at redegøre for forskellen på jul og påske, idet ansøgerens forklaring bærer præg af, at ansøgeren forveksler de to højttider, jf. 2. og 3. afsnit. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato var ansøgeren i stand til at forklare præcist og i betydeligt omfang om centrale spørgsmål om kristendommen. Han var imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i stand til på overbevisende måde at redegøre for sine overvejelser i forbindelse med sin konvertering, idet han indledningsvis alene henviste til den fred, han havde fundet, og idet han senere forklarede, at han, da han var muslim, ikke kunne tale med Allah, da han ikke kunne arabisk, hvorimod han forklarede at kunne tale med Gud. Han forklarede endvidere, at der var mange ting i sharia, der gjorde ham bange. Det fremgår endvidere af udtalelse af 7. november 2016 fra sognepræst Torben Bramming ved Ribe Domkirke, at ansøgeren allerede i Iran havde vendt sig til kristendommen og var kommet i undergrundskirken. Denne oplysning er i klar modstrid med ansøgerens egen forklaring. Flygtningenævnet bemærker, at det findes usandsynligt, at sognepræsten skulle have misforstået en så central oplysning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren generelt fremtræder utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det fremgår af politirapporten ved ansøgerens ankomst til Danmark den 25. november 2015, at han overfor politiet oplyste, at han havde afleveret sit pas til en menneskesmugler og ikke havde fået det retur. Ved undersøgelse af ansøgerens rygsæk fandtes imidlertid hans gyldige iranske pas. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han fik pas i 2015, men passet er udstedt i 2013. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes, at han søgte om pas i 2013, men først fik det udstedt i 2015, må tilsidesættes. Ansøgeren har til sin asylsamtale på side 7 forklaret, at det på daværende tidspunkt alene var hans søster, der var bekendt med, at han var konverteret til kristendommen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren imidlertid forklaret, at også hans far på det tidspunkt var bekendt med ansøgerens konvertering. Vedrørende advokatens påstand om iværksættelse af torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/253/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim af trosretning fra Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes, [A’s], familie, og at der vil udbryde stammekrig mellem de store familier i området på grund af konflikten med [A’s] familie. Ansøgeren frygter desuden at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi [A’s] far har indflydelse hos myndighederne og derfor kan opdigte en sag mod ansøgeren. Ansøgeren frygter endeligt, at han vil få problemer med familien til en person ved navn [B], fordi der går rygter om, at ansøgeren startede et rygte om, at en person havde et seksuelt forhold til [B’s] ægtefælle og datter. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i 2014 indledte et forhold til nabopigen [A]. Ansøgeren talte med [A] telefonisk i et års tid, inden de mødtes to gange i august/september 2015. To-tre måneder før det første møde med [A] blev ansøgeren kontaktet af [A’s] mor, der sagde, at [A’s] far ikke ville acceptere forholdet, hvis han fik kendskab til dette. Ved det første møde opdagede [A’s] mor imidlertid ansøgeren og [A]. Dagen efter ansøgerens og [A’s] andet møde kontaktede moren igen ansøgeren, der fortalte, at [A’s] far havde fået kendskab til forholdet, som han ikke ville acceptere. Syv til 10 dage senere havde ansøgeren et skænderi med [A’s] farbror, der endte med, at farbroren slog ansøgeren. Fem til syv dage efter dette fortalte ansøgerens ven ansøgeren, at der gik rygter i området om, at ansøgeren havde startet et rygte om, at en person havde et seksuelt forhold til [B's] ægtefælle og datter. [B] opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl, hvor han overfor ansøgerens far beskyldte ansøgeren for at stå bag rygtet. I august/september 2015 modtog ansøgerens familie et telefonopkald fra efterretningstjenesten, der havde fået at vide, at ansøgeren var frafaldet islam. Ansøgeren rejste herefter fra sin landsby til byen Mahabad, hvor han var i 10-12 dage, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i september/oktober 2015. Efter ansøgerens udrejse er hans bopæl flere gange blevet opsøgt af efterretningstjenesten, hvor de har spurgt efter ham, fordi de havde fået at vide, at han havde forbindelse til partiet PJAK og andre kurdiske grupper. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om hans forhold til [A] bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale den 30. maj 2016 beskrev dette som et forløb af længere varighed, der strakte sig fra den første måned i 1394 til den tredje måned, jf. referatet side 4 n. Det fremgår endvidere, at i den 6. måned var dette almindeligt kendt i landsbyen, da forholdet havde udviklet sig. Ved den efterfølgende samtale den 30. april 2018 forklarer ansøger, at der var tale om et meget kort forløb og at der kun gik få dage fra han første gang talte med [A] til hendes mor opdagede deres forbindelse, jf. referatet s. 6 m. For så vidt angår [A’s] far, og dennes angivelige forbindelse til efterretningstjenesten, bemærker Flygtningenævnet, at det ved oplysnings- og motivsamtalen oplystes, at faderen arbejdede på vandværket, og var efterretnings- tjenestens mand på vandværket. Ved afhøring i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren særdeles udbyggende om faderens forbindelse, idet denne blev beskrevet som hemmelig agent. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at der var beskyldninger om, at han skulle have iværksat rygter om at, [B’s] hustru og datter havde forhold til en mand, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved samtale den 30. maj 2018 gentagne gange forklarede, at beskydningerne vedrørte en mand, hvis identitet ikke blev nærmere oplyst. Dette fremgår således i referatet side 9, 11 og 13. Ved afhøring i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid udtrykkeligt, at det var ham selv, der angiveligt skulle have haft et sådant forhold. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale side 6 forklarede, at han efter sin udrejse havde ringet til [A’s] far og sagt til denne, at han var psykopat. Ved den efterfølgende samtale side 14 forklarede ansøgeren, at han ikke havde haft kontakt med nogen fra [A’s] familie efter sin indrejse i Danmark. Dette ændredes på forespørgsel. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ringede, men ikke talte med faderen. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet generelt har svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/252/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og tidligere shiamuslim fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har skrevet politiske slogans imod det iranske regime, men ansøgeren har ikke deltaget i demonstrationer eller været medlem af et politisk parti. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet medlem af AADPF (The Al-Ahwaz Arab Peoples Democratic Popular Front). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, dels fordi ansøgeren har medvirket til at skrive slogans imod det iranske styre og valget, dels fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit politiske asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han seks til syv år før sin udrejse begyndte at skrive politiske slogans på mure. I løbet af de seks til syv år har der været omkring 20-25 episoder, hvor civilklædt politi har forsøgt at arrestere ansøgeren, men hvor det hver gang lykkedes ansøgeren at undslippe dem. Da ansøgeren [i efteråret] 2015 blev forsøgt arresteret, tabte han sin mobiltelefon. Dagen efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Iran i [slutningen af] 2015. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konvertering til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i 2014 mødte en person i den butik, hvor han arbejdede, som introducerede ansøgeren for kristendommen, hvorefter ansøgeren én gang var i huskirke. Ansøgeren valgte ikke at opsøge kristendommen yderligere, før han kom til Tyskland, hvor han besøgte en kirke. Efter sin indrejse i Danmark, har ansøgeren oplyst, at han har gået i kirke to gange om ugen, og at han er blevet døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om sine politiske aktiviteter i asylskema [fra foråret] 2016, og at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet myndighedernes opsøgning af ansøgerens families bopæl, samt om hvordan og hvornår han blev bekendt med dette. Ved vurderingen af divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens asylmotiv er centreret om en enkeltstående hændelse, der har et relativt simpelt forløb. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med sprog- og tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens påberåbte medlemskab af AADPF (The Al-Ahwaz Arab Peoples Democratic Popular Front) ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er medlem af AADPF, særligt henset til at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Endvidere forekommer ansøgerens deling af opslag fra AADPF på en Facebook-side ikke overbevisende, og nævnet lægger således til grund, at ansøgeren alene har delt opslag fra AADPF i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og ikke fordi han reelt er politisk interesseret, endsige politisk aktiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har delt opslag fra AADPF uden at have særlig kendskab til AADPF, og at delingerne forekommer ureflekterede. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af de konstruerede politiske sur place-aktiviteter er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var særligt profileret ved sin udrejse, og at ansøgeren – henset til karakteren og indholdet af sine konstruerede aktiviteter – heller ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder, Nævnet bemærker, at ansøgeren har delt opslag på Facebook under et andet navn. I relation til den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen. Særligt har ansøgeren ikke kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for konverteringen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde noget særligt kendskab til kristendommen inden indrejsen i Danmark, og at han blev døbt efter at have opholdt sig i Danmark i blot tre måneder og ti dage, hvor han havde deltaget i gudstjeneste og bibelundervisning i to måneder. Ansøgerens kendskab til kristendommen må derfor antages at have været meget begrænset, både da han besluttede sig for at lade sig døbe, og da han lod sig døbe. I den forbindelse finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for den personlige udvikling, som ansøgeren må have gennemgået i den korte periode. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke under sit ophold i Danmark har haft nogen fast og varig tilknytning eller søgning til kristne kirker. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/251/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kurdere og Yarsan-troende fra landsbyer nær Sarpol-e Zahab i Kermanshah provinsen, Iran. De har ikke været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at de frygter, at den kvindelige ansøgers, [Ss] familie eller myndighederne vil slå dem ihjel, fordi de har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold, hvilket medførte, at [S] [sommeren] 2015 fødte en pige. Pigen, [M], afgik ved døden, kort tid før de [efteråret] 2015 illegalt udrejste til Tyrkiet. I [efteråret] 2016 fødte [S] en dreng. Ansøgerne har nærmere oplyst, at de flere gange var alene sammen hos [Ss] søster og hos den mandlige ansøger, [A]. De har siden været kærester. [Ss] familie afslog [As] frieri i [vinteren] 2015. Da [S] [foråret] 2015 sagde, hun var forelsket i [A], slog [Ss] storebror, [Ma], hende. Hun blev derfor bragt til hospital i Sarpol-e Zahab, hvor det blev konstateret, at hun var gravid, hvilket [S] ikke forinden var klar over. [S] familie kørte derfor mod [As] bolig. Inden de nåede frem, havde [S] telefonisk advaret [A], der derefter hentede hende på hospitalet. Sammen kørte de til Teheran, hvor de i 6-8 måneder skjulte sig hos [As] morbror. [M] blev født for tidligt. De blev i Teheran til [S] og [M] var raske nok til, at de kunne forlade Iran. På vej til Tyrkiet mødtes de med [As] far i Kermanshah by, hvor faren gav dem penge til rejsen. Da [M] var blevet syg, tog de alle til hospital i Kermanshah by. De blev der set af [Ss] kusine. Ansøgerne rejste derfor hurtigt videre mod grænsen, mens [As] far blev på hospitalet med [M]. Dagen efter oplyste faren, at flere fra [Ss] familie var kommet til hospitalet, og at [M] var afgået ved døden, mens han kortvarigt havde været på toilettet. Faren var ikke sikker på, hvordan det var sket, men han havde beskyldt [Ss] familie for at have slået [M] ihjel. Beskyldningen førte til, at [Ma] truede [As] far på livet. Ansøgerne forlod derefter Iran. [As] far har før og efter udrejsen oplyst, at familiens bolig er blevet opsøgt af politiet og [Ss] familie. Dette er sket flere gange fra ansøgerne forlod Sarpol-e Zahab. [Ma] har i den forbindelse på forskellige måder chikaneret [As] familie, herunder ved at slås med [As] lillebror og ved at fremsætte trusler. Politiet har ransaget boligen og afleveret en tilsigelse. I tilsigelsen stod der, at ansøgeren skulle henvende sig. Tilsigelsen forsvandt, da der var jordskælv i området. [As] familie er på grund af jordskælvet samt chikanen fra [Ss] familie flyttet til Kermanshah by, hvor [Ss] familie imidlertid også har opsøgt dem. [A] har tillige oplyst, at han på grund af sin tro har været udsat for chikane, herunder løndiskrimination. Dette vil dog ikke forhindre ham i at tage tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om modsætningsforholdet til [Ss] familie, og dermed til myndighederne, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at de to ansøgere til Udlændingestyrelsen på centrale punkter har forklaret divergerende om omstændighederne i relation til dette modsætningsforhold. De har endvidere vedrørende flere emner begge forklaret sig afglidende og ukonkret. [A] har blandt andet til styrelsen forklaret, at parret første gang havde sex omkring en uge efter parrets første telefonsamtale. De havde samleje i alt 6 gange. Det var i perioden fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, hvor [S] må være blevet gravid. Derefter havde de ikke samleje, mens de boede ved Sarpol-e Zahab. Dette skyldtes, at [Ss] søsters barn var blevet større, og at [S] ikke længere fik lov til at besøge sin søster. [S] fortsatte med at ringe til ham, efter at de i [sommeren] 2014 var ophørt med at have sex sammen. [S] ringede til ham kl. 20.30-21.00 fra hospitalet i Sarpol-e Zahab. Da han kom til hospitalet, havde [S] stadig drop i hånden, og hun var ikke udskrevet. Deres datter vejede omkring 2 kg ved fødslen [sommeren] 2015. Hospitalspersonalet i Kermanshah by sagde til hans far, at ansøgernes datter var død af en lungeinfektion. Hans far og ansøgerne tror imidlertid, at det nok er [Ma], der slog [M] ihjel, idet faren så, at [Ms] hals var rød. Han ved ikke, om dødsfaldet blev meldt til politiet, eller om [Ma] har taget liget af deres datter. Hans far har ikke oplyst noget herom. Til Flygtningenævnet har [A] forklaret, at han ikke kan huske, hvor mange gange de havde samleje, da de boede ved Sarpol-e Zahab. Han husker heller ikke, om der var en periode fra [sommeren] 2014 til [foråret] 2015, hvor de ikke havde sex. I styrelsen blev han presset til at oplyse datoer. [S] har til styrelsen forklaret, at [Ma] aldrig ville lade hende forlade huset. Mens de boede ved Sarpol-e Zahab lykkedes det hende dog i løbet af et års tid at se [A] over 50 gange, hvoraf de havde sex mere end 20 gange – første gang 3-4 måneder efter deres første telefoniske kontakt. Hun bevismede på grund af den vold, som [Ma] udsatte hende for vold. Hun var kun ½ time på hospitalet i Sarpol-e Zahab, hvor hun fik taget en prøve. Efter 10 minutters ophold på hospitalet fik hun og hendes forældre at vide, at hun var gravid. Hun ringede fra hospitalet til [A] omkring kl. 15.00. Først har hun forklaret, at da [A] kom til hospitalet, var hun allerede udskrevet. Under senere samtale ændrede hun forklaring til, at hun havde drop i hånden og ikke var udskrevet, da [A] kom til hospitalet. Hospitalspersonalet i Kermanshah sagde til [As] far, at dødsårsagen var kvælning, hvilket lægerne anmeldte til politiet. [Ma] tog liget af deres datter. [Ma] er, formentlig i anden anledning, eftersøgt af politiet. Til Flygtningenævnet har [S] forklaret, at hun har hukommelsesproblemer på grund [Mas] vold. Hun kan herunder ikke huske, hvor mange gange hun og [A] havde sex i Sarpol-e Zahab, samt i hvilken periode dette skete. Hun husker dog, at de 1. gang havde samleje ca. en uge efter deres første telefoniske kontakt. Hun huskede ikke bedre, da hun afgav forklaringer i styrelsen. I styrelsen blev hun presset til at svare præcist, og hun fremkom derfor med mange detaljer, som hun reelt ikke kunne huske. Hun ved f.eks. ikke, hvor længe hun var på hospitalet i Sarpol-e Zahab, og om hun fik taget prøver, da hun var bevidstløs. Hun husker ikke at have fået oplyst, hvad [M] døde af. [Ma] tog ikke liget, dødsfaldet blev ikke meldt til politiet og [Ma] har næppe været efterstræbt af myndighederne. De modstridende forklaringer kan efter Flygtningenævnets opfattelse kun til dels forklares med, at der ved flere afhøringer naturligt vil være nuanceforskelle, samt under henvisning til, at [S] er analfabet. Divergenserne kan tillige fortsat tillægges vægt, selv om navnlig [S], efter at hun er blevet foreholdt [As] forklaring, over for styrelsen i flere tilfælde har forklaret omtrent som [A], og selv om ansøgerne senere i nævnet i det væsentlige har afgivet overensstemmende forklaringer. Navnlig de store forskelle i forklaringerne om, hvornår, og til dels hvor mange gange, de havde sex i Sarpol-e Zahab forekommer så betydelige, at de med vægt taler for, at forklaringerne må forkastes. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at [S] ikke vidste, at hun var gravid, da hun blev indbragt på hospitalet i Sarpol-e Zahab. Det bemærkes tillige, at navnlig [A] under forløbet i et vist omfang har forklaret udbyggende. Han i sit asylskema ikke omtalt modsætningsforholdet til [Ss] familie, hvilket han i nævnet ikke kunne give en rimelig forklaring på. Efter baggrundsoplysningerne om de generelle forhold for Yarsan-troende i Iran lægges det efter [As] oplysninger til grund, at han blandt andet kan være udsat for løndiskrimination og div. andre vanskeligheder på grund af sin tro. Karakteren og intensiteten heraf er imidlertid ikke af et sådan omfang, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres religion vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/250/kaa
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra [byen X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev ateist, da han var omkring 15 år gammel. Han fortalte både sin familie og sine kammerater, at han var ateist. I 2012 begyndte en myndighedsorganisation ved navn [organisationen A] at støtte ansøgeren og hans familie på grund af familiens fattigdom. I efteråret startede ansøgeren på gymnasiet, og en måned efter opdagede en repræsentant fra [organisationen A], at ansøgeren var ateist ved, at han så ansøgeren tale med andre elever om ateismen. Efterfølgende blev ansøgeren bortvist fra skolen. I starten af 2013 fik ansøgeren en indkaldelse til retten, hvori der stod, at han var anklaget for at være ateist. I slutningen af 2013, tre dage før retsmødet, rejste ansøgeren til Teheran, hvor han blev i to år. Under sit ophold i Teheran fik ansøgeren at vide af sin bror, at [organisationen A] og efterretningstjenesten havde opsøgt ansøgerens bopæl i [byen X]. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold for kurdere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt han efter at være blevet bortvist fra gymnasiet var til et møde i [organisationen A], og hvorvidt han blev indkaldt til retten. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at han har været tilbageholdt af politiet i ca. en måned, hvorunder han blev udsat for vold, herunder med syre. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en angivelig indkaldelse til at møde hos politiet, der er dateret [efteråret 2015], og forklaret, at han så denne indkaldelse hos sin mor, og at det var grunden til, at han udrejste af Iran, samtidig med, at han under nævnsmødet har forklaret, at han udrejste af Iran den [tidligere i efteråret] 2015, hvilket ansøgeren også har forklaret under samtalerne hos Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har efter Flygtningenævnets vurdering ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvordan han inden sin udrejse af Iran kunne se en indkaldelse, der er dateret 17 dage senere. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder af samme grund ikke grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af den af ansøgeren fremlagte angivelige indkaldelse til at møde hos politiet eller på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det forhold, at ansøgeren måtte være ateist, ikke i siv selv kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder endelig, at heller ikke de generelle forhold for kurdere er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/249/JEA
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er opvokset som yari-troende, men han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af sin kærestes familie, idet ansøgeren blev ved med at se kæresten efter, at hun havde indgået ægteskab med en anden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende kærestens familie oplyst, at han mødte sin kæreste i 2014, hvorefter ansøgeren sammen med sin familie tog over til kærestens familie for at fri til hende. Frieriet blev afslået af kærestens far, grundet at ansøgeren var yari-troende og ikke muslim. Ansøgerens far sagde herefter til ansøgeren, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren så kæresten igen. Kærestens far sagde til ansøgeren, at han ville slå ham ihjel, hvis han så ham i kvarteret igen. Ansøgeren og kæresten blev ved med at ses til trods for, at hun havde indgået ægtskab med en anden. Sidste gang ansøgeren så kæresten var [sommeren] 2015, hvor kærestens ægtefælle og bror kom. Ansøgeren flygtede til Kermanshah, og [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sit asylmotiv om sin konversion til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen efter, at han var indrejst i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han konverterede, fordi ansøgerens bror introducerede ham for kristendommen. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark gået regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [foråret] 2016 i [A] kirke, og har forud for sin dåb modtaget dåbsundervisning. Ansøgeren betragter sig selv som kristen. Ansøgeren har derudover fremlagt en række udtalelser, herunder fra sognepræsten ved [A] kirke, hvoraf det bekræftes, at ansøgeren har modtaget kristendomsundervisning, og jævnligt har gået til gudstjenester, en bekræftelse på medlemskab i den danske folkekirke på baggrund af sin dåb, en fra præsten i [B] Baptistkirke vedrørende ansøgerens aktive deltagelse i gudstjenester, samt en fra en tværkulturel medarbejder i [C] stift, hvoraf det bekræftes, at ansøgeren har deltaget regelmæssigt til gudstjenester i [C] domkirke. Ansøgeren har videre oplyst, at der ligger en video af hans dåb på YouTube, samt billeder heraf på ansøgerens Facebook-profil. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at der vel er en mindre divergens i ansøgerens beskrivelse af hyppigheden af den personlige kontakt med [kæresten], men at denne ikke er tilstrækkelig til, at ansøgerens forklaring skal tilsidesættes – heller ikke selvom [kæresten] efter det oplyste ikke senere har kontaktet ansøgeren. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren med den nævnte undtagelse har afgivet en sammenhængende forklaring, der ikke er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte. Efter oplysningerne om, at [kærestens] familie har opsøgt såvel ansøgerens svoger som ansøgerens forældre, sammenholdt med ansøgerens daværende religiøse forhold, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb som følge af sit forhold til [kæresten], at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren er døbt [foråret] 2016 efter at være blevet introduceret til kristendommen af sin bror, og efter at have gennemført et sædvanligt dåbsforløb. Ansøgeren har, selvom han er blevet flyttet rundt i landet, deltaget regelmæssigt til gudstjeneste, idet han har opsøgt en kirke i området. Ansøgeren har demonstreret viden om kristendommen, og han har redegjort for, hvorfor han ikke kan leve som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet bedømmelse, at ansøgerens konversion må anses som reel, og at han opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/248/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunni muslim fra [mellemstor by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen oplyst at have været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) i perioden fra 2010 til 2015. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været medlem af KDPI, og fordi han har været peshmerga i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oprindeligt oplyst, at han udrejste af Iran til Irak i [begyndelsen af vinteren] 2010, fordi kurderne i Iran blev diskrimineret, og fordi ansøgeren ønskede at blive peshmerga og medlem af KDPI. Omkring to måneder efter ankomsten til Irak, påbegyndte ansøgeren sin træning som peshmerga. Træningen varede i to måneder og 20 dage. Efter omkring tre til seks måneders ophold i Irak, blev ansøgeren medlem af KDPI, idet han overbeviste ledelsen i KDPI om, at han ønskede at kæmpe for kurdernes rettigheder. I Irak var ansøgeren livvagt for flere af bestyrelsesmedlemmerne i KDPI i en periode på omkring to år, og i de næstfølgende tre år var ansøgeren vagt ved forskellige kaserner og områder med tilknytning til KDPI. På et tidspunkt ønskede ansøgeren at vende tilbage til Iran, hvilket forehavende ansøgeren opgav, fordi hans ven i Iran oplyste, at ansøgeren risikerede at blive fængslet af de iranske myndigheder på et opdigtet grundlag. Under ansøgerens ophold i Irak modtog ansøgeren i alt tre opkald fra sin fars ven, der arbejdede for de iranske myndigheder, som oplyste, at såfremt ansøgeren ville vende tilbage til Iran, skulle han samarbejde med myndighederne. Kort herefter udrejste ansøgeren af Irak. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke har været medlem af KDPI. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fået interesse for kristendommen, idet en anden iransk asylansøger ved navn [A] introducerede ansøgeren herfor. Ansøgeren har efterfølgende gået i kirke med jævne mellemrum og blev døbt i [B] Kirke [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret noget skiftende om bl.a., hvorvidt han har været medlem af KDPI, idet han over for Udlændingestyrelsen ad flere omgange har forklaret om sit medlemskab, mens han over for nævnet har oplyst og fastholdt, at han slet ikke har været medlem. Ansøgerens forklaring for nævnet savner sammenhæng med, at han for nævnet har fremlagt en erklæring [fra sommeren] 2018, hvoraf fremgår, at han siden 2010 har været medlem af KDPI, hvilken erklæring ansøgeren imidlertid for nævnet har forklaret er uden realitet. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange demonstrationer han har deltaget i, idet han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han har deltaget i tre demonstrationer i Irak, mens han under asylsamtalen først forklarede, at han havde deltaget i to demonstrationer, hvilket han foreholdt sin tidligere forklaring dog ændrede til tre demonstrationer. Han har desuden givet meget sparsomme oplysninger om sin deltagelse i disse demonstrationer, herunder om hvornår disse demonstrationer fandt sted. Hertil kommer, at ansøgeren tillige har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han eller hans familie er blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at hans familie i Iran flere gange havde modtaget henvendelser fra den iranske efterretningstjeneste, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans familie ikke er blevet opsøgt, men at ansøgeren selv er blevet kontaktet af en ven til sin far med besked om, at hvis han kom tilbage til Iran, skulle ansøgeren arbejde for myndighederne. For nævnet har ansøgeren gentaget sin oprindelige forklaring om, at familien er blevet opsøgt flere gange af myndighederne. Nævnet finder, at det på denne baggrund er tvivlsomt, om ansøgeren i Irak har deltaget i demonstrationer mod styret i Iran, og om ansøgeren har været medlem af KDPI og/eller udført aktiviteter som peshmerga i Irak, og uanset hvad der kan lægges til grund herom, så er der i hvert fald ikke oplysninger i sagen, der støtter eller peger i retning af, at ansøgeren på nogen måde skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af sine angivelige aktiviteter i Irak. Nævnet tiltræder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders side. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han også af den grund frygter de iranske myndigheder. Ansøgerens kendskab til kristendommen under samtalerne med Udlændingestyrelsen har imidlertid været særdeles begrænset – grænsende til totalt ukendskab – og han har oplyst bl.a., at han slet ikke opfatter kristendommen som en egentlig religion, men mere som retningslinjer for at leve et ordentligt liv. Ansøgeren har til brug for sagens behandling i Flygtningenævnet fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2018, der viser, at ansøgeren forud for nævnsmødet har deltaget i et kristendomskursus, og ansøgeren har da også for nævnet kunne svare på enkelte af de stillede spørgsmål om kristendommen, om end ansøgerens kendskab fortsat – til trods for at han blev døbt [i sommeren] 2016 – fremstår særdeles begrænset og helt overfladisk. Ansøgeren har heller ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over sit motiv for konverteringen, ligesom han ikke har kunnet svare overbevisende på spørgsmål om, hvilken betydning kristendommen har for ham. Det forekommer således nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konvertering ikke har baggrund i en reel indre overbevisning, og at der ikke er grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Iran blev bekendt med ansøgerens religionsopfattelse. Nævnet har ved vurderingen heraf og af ansøgerens troværdighed i øvrigt været opmærksom på hans personlige forhold, herunder at han har oplyst at have hukommelsesvanskeligheder. Nævnet finder herefter samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/247/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Tehran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har en religion, og at hun følger sig kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller pisket af de iranske myndigheder og sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun udrejste fra Iran den [i vinteren] 2014. Ansøgeren rejste på et falsk visum til Italien, hvor hun afgav fingeraftryk. [I vinteren] 2014 søgte ansøgeren asyl i Danmark, med henvisning til, at hendes familie ville slå hende ihjel, idet hun havde haft samleje uden for ægteskab med sin arbejdsgiver i Iran. Ansøgeren frygtede, at hendes arbejdsgiver ville kaste syre på hende, fordi ansøgeren ikke ville have samleje med ham og hans ven. [I sommeren] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgeren skulle overføres til Italien. [I sommeren] 2015 besluttede ansøgeren at rejste tilbage til Iran, idet hun ikke vidste, hvordan hun skulle klare sig i Italien. I lufthavnen i Teheran blev ansøgerens pas taget af myndighederne, og de afhørte hende. Herefter blev ansøgeren overført til et arresthus, hvor hun fortsat blev afhørt af myndighederne. Myndighederne sagde, at ansøgerens familie havde klaget over hende, og at hendes familie havde sagt, at hun havde haft et seksuelt forhold til sin tidligere arbejdsgiver, hvilket var grunden til, at hun var flygtet fra Iran. Ansøgeren kom på grund af klagen til en retsmedicinsk undersøgelse, hvor de fandt ud af, at hun ikke var jomfru, og at hun havde fået sat en spiral op. Ansøgeren forklarede, at hun havde fået abort og havde fået en spiral op i Danmark, hvor hun i øvrigt havde mødt en mand, som hun gerne ville giftes med. I arresthuset blev ansøgeren opsøgt af en mullah, der fortalte, at ansøgeren skulle til et retsmøde ved den islamiske domstol. Mullahen fortalte videre, at straffen for et udenomsægteskabeligt forhold og abort, som resultatet af det udenomsægteskabelige forhold, er stening. Ansøgeren morbror betalte kaution, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Ansøgeren var herefter hos sin morbrors ven i 40 dage. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren fra Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hun ikke længere frygter sin tidligere arbejdsgiver. Videre har ansøgeren forklaret, at hun ikke blev opsøgt af sin familie i den periode, hun opholdt sig i Iran, da hun valgte at genindrejse. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark [i vinteren] 2014 på et visum og ved sin indrejse i Danmark samt under oplysnings- og motivsamtalen oplyste et falsk navn, ligesom hun først [i vinteren] 2014 valgte at søge asyl, og at ansøgeren valgte at genindrejse til Iran i stedet for en Dublinoverførsel til Italien. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun første gang udrejste af Iran efter et seksuelt forhold til hendes arbejdsgiver, til grund. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, da hun frivilligt genindrejste i Iran på et lovligt pas, skulle blive arresteret og underkastet en gynækologisk undersøgelse på baggrund af en klage fra hendes familie, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, såfremt hun ville ifalde dødsstraf for et udenomsægteskabeligt forhold, efter tre dages tilbageholdelse kunne blive løsladt mod kaution og uden andre betingelser, og at hun derefter kunne opholde sig i landet i mere end en måned, uden at blive opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren nu er gift med den mand, hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold til, hvorfor det er særdeles usandsynligt, at myndighederne skulle have særlig interesse i ansøgeren. Ansøgeren er efter sin egen forklaring ikke blevet opsøgt af eller har haft kontakt med familien, siden hun udrejste af Iran første gang i 2014, og når sammenholdes med ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af sin familie. Endelig har ansøgeren forklaret, at hun ikke har nogen religion men føler sig kristen. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og i hvilket omfang hun har været i kirke, og ansøgeren ikke har haft konflikter i Iran som følge af sin angivelige manglende tro. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/TBP/240
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født shia muslim, men har efter sin ankomst til Danmark fået interesse for Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tortureret og henrettet af myndighederne, idet han er anklaget for at have agiteret for kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at en bekendt ved navn [A] lejede sig ind i lokalerne over ansøgerens butik fra [primo] 2014. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af tre civile myndighedspersoner, som spurgte efter [A] og nøgler til lokalerne over ansøgerens butik. Herefter ransagede myndighedspersonerne lokalerne, hvor de fandt kristent materiale. Myndighedspersonerne tog herefter ansøgeren med til [A]s bopæl med henblik på at finde [A], men [A] var ikke hjemme. Ansøgeren blev anholdt umiddelbart efter. Ansøgeren blev i to dage afhørt og udsat for fysiske overgreb et ukendt sted i Teheran, hvorefter han blev bragt til Awin-fængslet i Teheran. Her sad ansøgeren fængslet i to måneder. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. [I vinteren] 2014 var ansøgeren til et retsmøde ved Revolutionsdomstolen. Ansøgeren fik at vide af dommeren, at han var anklaget for at have skaffet et sikkert sted til brug for en hjemmekirke. Ansøgeren fik endvidere at vide, at hvis [A] ikke blev fundet, ville ansøgeren blive betragtet som lederen af hjemmekirken. Ansøgeren blev efter retsmødet bragt til fængslet Rajai Rhahr, hvor han sad i isolation i fem dage, hvorefter han blev flyttet til et almindeligt afsnit, hvor han befandt sig indtil hans løsladelse. Med hjælp fra ansøgerens svoger, der arbejdede i Sepah, blev ansøgeren løsladt mod kaution [primo] 2015. Umiddelbart efter løsladelsen begyndte ansøgeren igen sit arbejde i forretningen. Civilklædte myndighedspersoner kom og chikanerede ansøgeren både i hans forretning og på hans bopæl. De ville have ansøgeren til at fortælle, hvor [A] var, og de truede med at henrette ansøgeren eller at sende ham til Syrien. På den baggrund udrejste ansøgeren af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og utroværdigt. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til [A], herunder om hvor længe han havde kendt [A], idet han under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at [A] var hans ven gennem mange år, mens han under den anden samtale forklarede, at de mere var kolleger end nære venner, og at han havde mødt [A] første gang to-tre år tidligere. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvad myndighederne fandt under ransagningen af de lokaler, som [A] havde lejet, idet han under den første samtale forklarede, at der blev fundet en bibel, en bog ved navn ”Hellig bog” og andre bøger om kristendommen, mens han under den anden samtale forklarede, at der kun blev fundet én bog og nogle pjecer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt bogen/bøgerne blev fundet i en kommode eller et skab, herunder om kommoden/skabet var aflåst. Yderligere har ansøgeren forklaret utroværdigt om længden af sit opholdt i Tyrkiet. Ansøgeren har således forklaret, at han opholdt sig omkring otte måneder i Tyrkiet, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring om, at han indrejste i Tyrkiet [i sommeren] 2015, at han har fremlagt et dokument dateret [i efteråret] 2015, der ifølge ansøgeren er udstedt i forbindelse med hans anholdelse i lufthavnen, at han derefter var fængslet i 36 dage og udrejste to dage senere, hvorefter ansøgerens ophold i Tyrkiet må have været af omkring fem måneders varighed. Ansøgerens generelle troværdighed er endvidere svækket af den vurdering, som Flygtningenævnet har fået foretaget af ægtheden af to domme, som ansøgeren har fremlagt under Flygtningenævnets behandling af sagen, idet det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 24. april 2018, at Udenrigsministeriets lokale kilde vurderer, at begge dokumenter er uægte. Det forhold, at ansøgeren har forevist ar, som han angiver stammer fra tortur, kan derfor heller ikke føre til en anden vurdering, ligesom der ikke er grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det forhold, at ansøgeren har udvist interesse for Jehovas Vidner, heller ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/235/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en by i] Iran. Ansøgeren har været hemmeligt medlem af Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (KDPI) siden [ultimo] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, fængslet eller udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at flere af hans familiemedlemmer er politisk aktive for KDPI, og at hans forældre og søskende i 2005 flygtede fra Iran til Irak grundet hans fars politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren forblev dog i Iran, hvor han tog ophold hos hans mors familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han i efteråret 2014 besøgte sine forældre i Irak, og at han i den forbindelse blev introduceret til KDPI og hemmeligt medlem af partiet. Ansøgeren fik til opgave at transportere partiets avis […] over grænsen fra Irak til Iran og derefter aflevere aviserne til to partifæller, [A] og [B], i [en landsby]. Ansøgeren udførte denne opgave to gange – i 2014 og [efteråret] 2015. Ansøgeren fik også til opgave at rapportere om kurdiske spioner og mødtes i den forbindelse på et ukendt tidspunkt i perioden mellem den første og den anden transport af aviser med sine partifæller på sin bopæl i Iran. Ansøgeren har oplyst, at han få dage efter, at den anden transport af aviser havde fundet sted, var på vej hjem fra Teheran sammen med sin morbror, [X], da hans anden morbror informerede dem om, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl. Efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens værelse og fun-det en bog om doktor Ghassmlou og nogle partiaviser. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbrors ven. Den efterfølgende dag modtog ansøgeren oplysninger om, at efterretningstjenesten havde spurgt efter ham, og at de havde tilbageholdt hans morbror, [X]. På denne baggrund rejste ansøgeren til Tyrkiet samme aften og videre til Europa kort tid herefter. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, der fremgår af Udlæn-dingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding-rapport ”Iranian Kurds, On Conditions for Iranian Kurdish Parties in Iran and KRI, Activities in the Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situation of Returnees from KRI to Iran.” Det fremgår af rapporten, at en per-son skal gennemgå flere tests af psykologisk og fysisk karakter for at blive medlem af KDPI, og at rekrutteringsprocessen er seks måneder for kurdere i Iran. Endvidere gennemføres en hemme-lig efterforskning af potentielle medlemmer. Nævnet finder det derfor usandsynligt, at ansøgeren uden at have gennemgået en sådan rekrutteringsproces har opnået medlemskab af KDPI og har deltaget i politiske aktiviteter uden nogen form for træning. Ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin families medlemskab af KDPI umiddelbart kunne blive medlem af partiet frem-står ikke overbevisende. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske opgaver. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren for-klaret, at opgaverne blandt andet bestod af transport fra Irak til Iran af løbesedler og aviser, hvor-imod han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke transporterede løbesedler. Under nævns-mødet har ansøgeren forklaret, at transporten omfattede såvel partiaviser som løbesedler. Det bemærkes i den forbindelse, at det af ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp fremgår, at løbesedler sendes i elektronisk form til Iran, hvor de udskrives og derpå uddeles af personer, der ikke kender identiteten på de medlemmer, der modtager og ud-skriver materialet. Ansøgeren har også forklaret udbyggende om sine aktiver for KDPI, idet han under nævnsmødet har oplyst, at han skulle oplyse partiet om hvilke Basij-medlemmer, der var afhængige af narkotika, og at han også skulle indsamle oplysninger om, hvilke personer, der delte narkotika ud blandt den kurdiske befolkning. Ansøgeren har ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen fortalt om denne del af sine aktiviteter. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om myndighedernes fund af politisk materiale på hans værelse. Han har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at myndighederne fandt nogle partiaviser og en biografi om Ghassmlou. Under nævnsmødet har ansøgeren forkla-ret, at han ikke kan huske, om han opbevarede partiaviser på sin bopæl. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han mødtes med [B] og [A] en enkelt gang i perioden mellem de to transporter fra Irak til Iran, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han havde to møder med [B] og [A], idet han i øvrigt udbyggende har forklaret at [B] og [A] var ansøgerens venner, og at de har mødtes mange gange. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik et medlemskort efter, at han var blevet medlem af KDPI, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han aldrig har fået udstedt et medlemskort. For så vidt angår indholdet af ansøgerens Facebook-profil finder nævnet, at der er tale om et konstrueret asylgrundlag. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorvidt indholdet er generelt tilgængeligt og dermed kan være kommet til de iranske myndigheders kundskab, eller hvorvidt indholdet er forbeholdt ansøgerens venner på Facebook. Hertil kommer, at ansøgeren på nævnets forespørgsel ikke har oplyst, hvornår han har ændret profilnavn til sit eget navn. Flygtningenævnet tillægger det endvidere betydning, at ansøgeren på flere spørgsmål har forklaret afglidende og usammenhængende, og at hans politiske aktiviteter for KDPI ikke fremstår selvoplevede. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens religion, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om et asylbegrundende forhold. Der henvises til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er muslim, men at han ikke praktiserer sin religion, og at han efter at have fået afslag på asylansøg-ningen under sin samtale med sin advokat har forklaret, at han er agnostiker. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han tror på skaberen, og det er først for nævnet, at ansøgeren har op-lyst, at han ved en tilbagevenden til Iran eventuelt vil fortælle, at han ikke er muslim. Flygtnin-genævnet bemærker i øvrigt, at fremlæggelsen af en række fotos af ansøgerens familie og af de-res KDPI-medlemskort ikke kan føre til en anden vurdering, idet der henvises til, at det af nævn-te rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp fremgår, at det er meget nemt at forfalske sådanne medlemskort. Flygtningenævnet bemærker også, at de fremlagte fotos giver anledning til at sandsynliggøre et asylbegrundende forhold for ansøgeren. Flygtningenævnet fin-der derefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/234/THV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer men har deltaget i en demonstration mod styret i 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for chikane, tortur samt at blive henrettet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han gennem en veninde, [A], lærte en kvinde ved navn [B] at kende. [B]s far var en kendt imam og leder af Sepahs ideologiske afdeling i ansøgerens hjemby. Ansøgeren og [B] indledte et forhold, som de holdt skjult. Otte måneder efter, at de indledte deres forhold, opdagede [B]s bror, at de talte sammen over telefonen og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ringede igen. Efter noget tid kontaktede [B] ansøgeren igen telefonisk og fortalte, at hendes far og bror var blevet bekendte med, at de havde haft seksuelt samvær, idet de havde læst deres sms korrespondance. Tre uger herefter mødtes ansøgeren og [B] ved hendes skole, og de aftalte at mødes den efterfølgende dag på ansøgerens brors bopæl, som stod tom. Den efterfølgende dag, mens ansøgeren og [B] lå nøgne sammen, blev døren sparket op af fire mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Broren tvang [B] med sig. De tre øvrige mænd udøvede vold mod ansøgeren, hvilket resulterede i, at ansøgeren brækkede sin næse og kæbe. De tre mænd forlod herefter lejligheden, og ansøgeren ringede til sin far, som bragte ansøgeren til hospitalet, hvor han blev indlagt. Fem måneder herefter modtog ansøgeren et opkald fra [A], som opfordrede ham til at flygte fra Iran, idet hans liv var i fare. Ansøgeren besluttede som følge heraf at udrejse illegalt af Iran. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han i 2005 deltog i en demonstration mod regimet. Demonstrationen endte i slagsmål mellem politiet og demonstranterne. Ansøgeren blev fængslet to år senere, da han var 17 år gammel. Han var fængslet i fem år og blev udsat for tortur. Regeringens soldater har efterfølgende truet ansøgeren på Facebook. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt i 2017. Ad det oprindelige asylmotiv om forholdet til [B]: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har derved lagt vægt på, at ansøgeren – uanset det ret enkle asylmotiv - på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] havde været kærester i halvandet år, da hendes bror opdagede deres forhold, mens han til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det skete otte måneder efter, at de var begyndt at se hinanden. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] mødtes cirka tre uger senere i ansøgerens brors lejlighed, hvor døren blev slået ind af tre mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at det var fire personer, der brød ind i lejligheden, hvoraf den ene var [B]s bror. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at mændene, der brød ind i lejligheden, var maskerede, mens han til nævnsmødet har forklaret, at mændene havde fuldskæg og ikke bar masker. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev ringet op af [B]s veninde [A], som fortalte, at den iranske efterretningstjeneste ville komme efter ham, idet [B]s far havde sørget for at ”ordne” en sag mod ansøgeren, som gjorde, at ansøgeren ville blive anholdt af efterretningstjenesten. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at [A] ringede efter fem måneder og sagde, at han skulle flygte, idet hans liv var i fare, hvorefter hun lagde på. Hun sagde ikke andet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene ved tolkeproblemer eller ved ansøgerens psykiske vanskeligheder, som nævnet har taget hensyn til. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har fået gennemgået samtalereferaterne og underskrevet disse uden korrektioner. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at [B]s bror skulle have fundet ud af, hvor ansøgerens brors nye lejlighed var beliggende, og at det ikke forekommer troværdigt, at den angivelige episode i lejligheden var led i en konspiration, som [B] var en del af. Det forekommer endvidere påfaldende, at [B]s familie ikke gennem fem måneder skulle have fundet ansøgerens opholdssted hos søsteren også henset til, at de angiveligt havde hans ID-kort. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det påvirker ansøgerens troværdighed, at han flere gange til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke er i Danmark for at få asyl som sådan, men mere for at få hjælp til behandling for sin psykiske sygdom. Det forhold, at ansøgeren har haft en Facebook-profil, hvor der – uden datering med årstal - er lagt beskeder af truende indhold, kan ikke føre til et andet resultat, henset til at det er uvist, hvem ansøgeren har kommunikeret med, og at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på denne baggrund er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren i Iran har fået tatoveringer, kan – uanset at dette ikke er tilladt i Iran – ikke anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Ad asylmotivet vedrørende fængslingen i 2007: Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som 15-årig blev fængslet og udsat for overgreb i de første seks måneder. Henset imidlertid til at ansøgeren efter sin forklaring har fået dom og er blevet løsladt fra fængslet i 2012 og derefter ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb, finder nævnet, at der er tale om et afsluttet forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet finder imidlertid, at de overgreb, som ansøgeren har forklaret om, ikke kan anses for at have betydning for den øvrige del af hans asylmotiv, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet bemærker, at ansøgeren har haft anledning til at forklare herom under sagens behandling for Udlændingestyrelsen, og at han i dag har afgivet forklaring om fængslingen og overgrebene. Ad sur place motivet: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren både under sin oplysnings- og motivsamtale og sin asylsamtale forklarede, at han er shia-muslim af trosretning og ikke er interesseret i andre religioner, og at han først er blevet døbt efter at have fået afslag på asyl i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde givet en forklaring på baggrunden for sin konversion, og han har udvist meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren, der under mødet forklarede, at han ikke ønskede at tale om sin tro og ikke har fortalt sin familie i Iran om sin konversion, ved en tilbagevenden til Iran skulle have behov for åbent at praktisere sin tro og missionere. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en to-instansbehandling. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/255/MJM.
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwas, Khusistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for arabere i Ahwas. Han har endvidere henvist til, at han på asylcentret i Thisted har deltaget i fejringen af Newroz, og at han af den årsag frygter at blive anklaget for at have deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive anholdt eller henrettet af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren er videofilmet, mens han deltog i en Newroz-fest, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, at ansøgeren efter sin egen forklaring blot ses på filmen, og at han ikke fremkommer med udtalelser om det iranske styre. Ansøgeren har under asylsamtalen [i foråret] 2017 udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen og er uagtet dette blevet døbt 2 ½ måned efter samtalen. Ansøgeren har forklaret overordnet og i generelle vendinger om kristne højtider, kristne værdier, om hvad kristendommen betyder for ham, og hvorfor han føler sig kristen, herunder har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sin religiøse afklaringsproces eller sin kristne overbevisning. Endvidere har ansøgeren blandt andet ikke kunnet redegøre nærmere om de begivenheder, der efter biblen fandt sted i påsken og den nærmere betydning heraf for kristne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er reel. Den eventuelle straf for illegal udrejse af Iran kan ikke anses for uforholdsmæssig, hvorfor dette forhold ikke er asylbegrundende. De generelle forhold for Ahwaz-arabere i Iran er ikke af asylbegrundende karakter. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/192/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig muslim fra Ilam, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder og af familien til sin kæreste, [A], som følge af et ikke-ægteskabeligt forhold, han har haft til hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør i byen Ilam. Han mødte sin kæreste, [A], via dating-app’en Bitalk i [sommeren] 2014. På dette tidspunkt skrev hun under navnet [B]. Hun vidste godt, hvem ansøgeren var, mens ansøgeren ikke vidste, hvem hun var, udover at hun oplyste, at hun var kunde i taxafirmaet. En dag i november eller i december 2014 ringede ansøgeren til ”[B]”, mens han kørte nogle kvindelige passagerer. En af passagerenes telefon begyndte at ringe, hvorfor ansøgeren opdagede, hvem ”[B]” var. [A] blokerede efterfølgende ansøgeren på app´en, men genetablerede kontakten til ham allerede én uge senere, hvor de begyndte at skrive om hverdagsting. En måned efter episoden i taxaen fandt sted, aftalte de at mødtes. De mødtes i ansøgerens bil foran [A’s] kusines bopæl klokken 1 om natten. Kusinen, [C], var klar over, at [A] skulle mødes med ansøgeren. En måned efter dette mødte mødtes de igen. Denne gang hjemme hos ansøgeren. Omkring en uge efter deres andet møde, hentede ansøgeren [A] og hendes anden kusine, [D], hjemme hos [A]. Ansøgeren kørte [D] til midtbyen, og efterfølgende [A] hjem til hendes morbrors bopæl. [D] kendte også til [A’s] forhold til ansøgeren. Da [A’s] morbror var ud at rejse, havde ansøgeren og [A] seksuelt samkvem på hans bopæl. I februar eller i marts 2015 mødtes ansøgeren igen med [A]. Denne gang på ansøgerens bopæl, hvor de igen havde seksuelt samkvem. Derefter mødtes de mere regelmæssigt. [A] fortalte ansøgeren, at hendes bror, [E], arbejdede for den iranske efterretningstjeneste. I juni eller i juli 2015 ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun var gravid. [Senere på sommeren] 2015 tog ansøgeren til [A’s] bopæl sammen med sine forældre for at fri til [A]. [E] svarede, at han var imod frieriet, idet han kendte til ansøgerens religiøse ståsted og mente, at hans job ikke passede til [A’s] familiestatus. Før ansøgerens forhold til [A] opstod, havde [E] kørt i taxa med ansøgeren, hvor de kom op at skændes om religion, da ansøgeren fortalte ham, at han ikke troede på imamer og deres efterkommere. To uger efter det første frieri, tog ansøgerens forældre og farbror igen hen til [A’s] bopæl for at bede om [A’s] hånd. [E] afslog igen frieriet. Omkring en uge derefter hentede ansøgeren [A] fra hendes bopæl, da hendes familie ikke var hjemme. Ansøgeren kørte hende til en kosmetikforretning. Da [A] kom ud af forretningen, fortalte hun ansøgeren, at hendes fætter havde fulgt efter dem, og at han havde set dem sammen. Nogle dage senere kørte [A’s] anden bror, [F], sammen med ansøgeren i taxaen, hvor de kom op at skændes. Tre dage efter mødet med [F] blev ansøgeren stoppet af fire personer, som hev ham ud af taxaen og slog ham. Ansøger havde tidligere set [F] sammen med to af de personer, som slog ham, hvorfor han formoder, at [F] havde sendt dem. Ansøgeren tog efterfølgende hjem til [A’s] bopæl, hvor [E] boede. Han hældte benzin på [E’s] bil og satte ild til den. Tre dage senere kom fire civilklædte personer til ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. Ansøgeren blev efterfølgende afhørt af de ukendte personer om sin religiøse overbevisning. Til sidst underskrev ansøgeren et stykke papir, hvoraf det fremgik, at han troede på de islamiske love. Ansøgeren fik at vide, at han ti dage senere skulle melde sig til efterretningstjenestens afdeling. Samme aften, som ansøgeren blev løsladt, ringede [E] til ham. Han sagde, at han godt vidste, hvor ansøger havde været henne. Han sagde også, at han godt kunne blive gift med [A], hvis han accepterede koranen og den islamiske lovgivning. Det afslog ansøgeren. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [A’s] kusine, [D], som fortalte, at [A] havde fortalt sin familie, at hun var gravid. Hun havde også fået at vide, at [E] havde optaget den tidligere telefonsamtale med ansøgeren, hvor han havde afvist at acceptere koranen, hvorfor han nu havde bevismateriale, som kunne føre til, at ansøgeren ville blive idømt henrettelse. Ansøgeren rejste den samme dag og tog ophold hos sin svoger, [G], i hans træningscenter i Teheran i to dage. Mens han opholdt sig dér, ringede [G] til sin familie, hvorfra han fik at vide, at ansøgerens far og bror var blevet opsøgt på deres bopæl og anholdt af personer fra efterretningstjenesten med henblik på at finde frem til, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren flyttede ind hos en ven i Teheran, hvor han boede i otte dage før sin illegale udrejse af Iran. Ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans interesse for kristendom opstod i Danmark et par dage efter, at han var flyttet ind på et asylcenter i [efteråret] 2015. Han går regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at hans kærestes familie afslog ægteskab. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at det skyldes, at ansøgeren havde en meget begrænset indkomst og ikke havde nogen dokumentation. I asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at det skyldes hans religiøse holdning og hans jobstatus. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at kærestens families afslag skyldes hans frafald af troen på islam. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring vedrørende hans kontakt med efterretningstjenesten. I asylskemaet har ansøgeren ikke oplyst noget om, at han havde været tilbageholdt af efterretningstjenesten. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var blevet afhentet af fire mænd fra efterretningstjenesten, der stillede ham spørgsmål og bad ham melde sig til efterretningstjenestens afdeling i Ilam, og i asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at fire personer fra efterretningstjenesten afhentede ham på hans arbejdsplads, at han blev afhørt om sin religiøse overbevisning, sin familie og sine holdninger, og at han blev slået med håndflader og knytnæver samt blev sparket, og der blev bandet af ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hans kæreste fik foretaget en abort. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hans kæreste fik en abort, medens ansøgeren var i Iran. Ansøgeren har ikke oplyst herom tidligere, uanset at dette må anses for en central oplysning. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han helt tilfældigt mødte sin fætter i Istanbul, hvorefter de sammen indrejste til Danmark, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om baggrunden for, at ansøgeren udrejste af Iran, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om omstændighederne forud for hans udrejse af Iran til grund, sammenholdt med at det forekommer påfaldende, at ansøgeren påbegyndte sine kristne aktiviteter meget kort efter indrejsen i Danmark, uagtet at han ikke forud for indrejsen havde nærmere kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser fra [en menighed] og [en frikirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på flere af ansøgerens egne Facebook-profiler kan ikke føre til en ændret opfattelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ej kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særlig af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering, samt at såfremt ansøgeren ikke før udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/170/EMU
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er sunnimuslim fra [landsby], Gedo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er blevet idømt dødsstraf for at være homoseksuel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som dreng blev udsat for en voldtægt af en fremmed mand. Klageren skammede sig og turde ikke fortælle om episoden til nogen. Efter et stykke tid begyndte klageren at føle og opføre sig som en kvinde. Da klageren blev ældre, blev han bevidst om, at han var homoseksuel, og han fik et forhold til en mand, der boede i samme område som klageren. På et tidspunkt blevet ansøgeren inviteret til en af sine homoseksuelle venners bryllup. Under festen ankom al-Shabaab og tog alle deltagerne til fange, undtagen tre, som det lykkedes at flygte. Klageren og de andre deltagere til festen blev efterfølgende stillet for en dommer, som idømte dem dødsstraf for at være iklædt kvindetøj og for at være homoseksuelle. Under fængslingen kom klageren i kontakt med en af vagterne fra al-Shabaab. Vagten indvilligede i at hjælpe klageren og de andre fanger, og en aften, da han var på vagt, undlod han at låse døren til cellen, hvorefter klageren flygtede med de andre fanger. Klageren forlod efterfølgende Somalia. Efter klagerens udrejse er hans mor blevet opsøgt af al-Shabaab, som har spurgt efter klageren. Udlændingestyrelsen meddelte klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Efter en samlet vurdering efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes det herefter sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/134/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran og oprindelig shiamuslim. Ansøgeren anser dog ikke sig selv som religiøs eller troende. Ansøgeren har været medlem af gruppen Erfan-e-Halghe i fire til fem år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi han er medlem af gruppen Erfan-e-Halghe, og fordi han har skrevet korankritiske kommentarer i sin koran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været tilknyttet gruppen Erfan-e-Halghe [i et lille samfund] i fire til fem år. Ansøgeren er uddannet mester indenfor gruppen. I vinteren 2014 blev fire medlemmer af hans gruppe, herunder ansøgerens mester, [A], anholdt. Nogen tid efter anholdelserne blev ansøgeren opsøgt af to personer fra efterretningstjenesten. De pågældende opsøgte hans butik. Den første gang var ansøgeren ikke til stede. Folkene fra efterretningstjenesten spurgte efter ham og forlod herefter stedet. Cirka 1-3 uger efter opsøgte to personer fra efterretningstjenesten igen hans butik. De sagde til ham, at de holdt øje med ham, og at de ventede på at fange ham, så snart han tog et forkert skridt. Nogle dage senere blev ansøgerens bopæl opsøgt. Da han kom hjem stod døren åben uden at være brudt op og det var tydeligt, at hans bøger var blevet undersøgt og gennemset, idet der lå bøger på gulvet. Bøgerne omhandlede Erfan-e-Halghe. Efterfølgende fjernede ansøgeren bøgerne fra lejligheden og gemte dem bag i sin bil. Omkring to til tre uger senere var hoveddøren igen åben, da ansøgeren kom hjem, og han formoder, at ansøgeren igen havde været der. Ansøgerens mester blev i forbindelsen med tilbageholdelsen udspurgt om ansøgeren. Da hun blev løsladt mod kaution, flygtede hun til Tyrkiet, hvorfra hun ca. 5-7 måneder efter tilbageholdelsen kontaktede ansøgeren for at advare ham om, at hun ville fortælle myndighederne, at det var ansøgeren, der havde skrevet korankritiske kommentarer i den koran, som myndighederne havde fundet på hendes bopæl. Ansøgeren solgte sin forretning [beliggende i det lille samfund] og tog til Teheran, hvor han opholdt sig hos en bekendt, mens han i perioden fra [foråret/sommeren] 2015 til [efteråret] søgte visum på den franske ambassade. Ansøgeren udrejste legalt ved brug af dette visum og sit pas til at udrejse fra Iran i [efteråret] 2015 via lufthavnen i Teheran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været usandsynlig, divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om efterretningstjenesten ved den anden henvendelse til butikken, hvor de traf ansøgeren, beskyldte ham for at have et samlingssted for Erfane-e-Halgheh i butikken og bad ham rydde op i dette, eller om de blot oplyste, at de holdt øje med ansøgeren og ventede på, at han gjorde noget forkert. Også med hensyn til, om det var hele ansøgerens lejlighed, som var blevet gennemrodet, eller om der kun lå nogle bøger på gulvet ved reolen, har forklaringen været divergerende. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle have været i besiddelse af en større bogsamling med forbudte bøger i hjemmet, efter at myndighederne havde anholdt flere medlemmer af ansøgerens gruppe af Erfane-e-Halgheh tilhængere, herunder hans mester, [A], ligesom det heller ikke er sandsynligt, at ansøgeren ikke gjorde noget mere effektivt for at skaffe sig af med bøgerne end at gemme dem bag i sin bil. Ansøgeren har om anholdelsen af de fire Erfane-e-Halgheh medlemmer fra hans gruppe i såvel asylsamtalerne som under mødet i nævnet forklaret, at tre af dem befandt sig enten hjemme eller på vej hjem, og at det kun var [A], der befandt sig i klasseværelset. Dette stemmer dårligt med hans egen forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen, hvorefter gruppen var samlet, da nogle personer fra efterretningstjenesten kom og anholdt 4 af dem, og at efterretningstjenesten kom, fordi mestrene var samlet, og at mestrene var udvalgt som mål. Forklaringen passer også dårligt med avisomtalen fra blandt andet Iran Press, hvor anholdelserne var omtalt den 14. december 2014, idet det heraf fremgår, at alle personerne blev anholdt i klasseværelset. Ansøgeren har forklaret udbyggende med hensyn til, at der er blevet afholdt op mod 50 undervisningsseancer på hans bopæl. Den omstændighed, at han både lagde lokaler til undervisning, og at gruppen opbevarede cd´ere og bøger i hans forretning, og at hans navn var omfattet af arrestordren, tyder på, at ansøgeren havde en vis position indenfor gruppen [i det lille samfund]. Det giver derfor dårlig mening, at han ikke også blev anholdt navnlig set i lyset af, at myndighederne flere gange opsøgte ham i såvel forretningen som på bopælen. Også med hensyn til, hvornår [A] fandt ud af, at myndighederne var i besiddelse af koranen med ansøgerens kritiske kommentarer, har ansøgeren forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende med hensyn til, om [A] blev udspurgt hertil allerede i forbindelse med tilbageholdelsen, eller om det først var efter løsladelsen, at hun via sin advokat blev gjort bekendt med, at myndighederne havde koranen i deres besiddelse. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke i forbindelse med asylsamtalerne har været i stand til at gengive de kritiske kommentarer eller hovedtræk af, hvad han havde skrevet, og at det først er under mødet i nævnet, at han har været i stand til at give eksempler herpå. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor [A] efterfølgende skulle ønske at angive ham til myndighederne som ejer af koranen, idet hun på dette tidspunkt var flygtet til Tyrkiet, hvor hun fortsat befinder sig. Det bemærkes i den sammenhæng, at det savner mening, at [A] antog, at hun, selvom koranen blev fundet på hendes bopæl, kunne overbevise myndighederne om, at den tilhørte ansøgeren, eftersom denne oplysning først fremkom længe efter, at [A] havde været anholdt og var blevet løsladt igen. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren skulle være forblevet i Iran 5-6 måneder efter, at [A] havde oplyst, at hun ville fortælle myndighederne, at han var ejer af koranen, og at han, der følte sig overvåget og sov med tøjet på, valgte at søge om et visum, der blev udstedt i hans eget navn, og at udrejse legalt via lufthavnen i Teheran, fremfor straks at udrejse illegalt. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at myndighederne ikke skulle have forsøgt at opsøge ansøgeren enten i forretningen [i det lille samfund] eller hos hans forældre i Teheran. Endelig, er det mindre sandsynligt, at Erfane-e-Halgheh, skulle udstede diplomer og id-kort med angivelse af navn og identifikationsoplysninger på medlemmer, set navnlig i lyset af ansøgerens egen forklaring om, at gruppen ikke er legal i Iran, og at han ikke er i besiddelse af billeder af gruppens medlemmer eller dens aktiviteter, fordi gruppen ikke producerer beviser mod sig selv. Om ansøgerens aktiviteter mod det iranske regime, mens han har opholdt sig i Danmark bemærkes, at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark, og at han har postet regimekritisk materiale på en Instagram profil, der er oprettet under et dæknavn og på sin Facebookprofil, der er oprettet i eget navn. Allerede, fordi det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han ved disse begrænsede aktiviteter har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys på en måde, der indebærer, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/382/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende kon-flikten med sine farbrødre oplyst, at hans familie arvede noget jord efter ansøgerens fars død i 1998. Ansøgerens farbrødre modsatte sig dog ansøgerens og hans families krav på andel af jorden. I 2000 modtog ansøgerens familie verbale trusler fra farbrødrene. De truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis de fortsatte med at gøre krav på en andel af jorden. I 2013 opsøgte to af ansøge-rens farbrødre ansøgerens bopæl i [en mindre by ved Mosul] og truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis de så dem én gang til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for ISIL oplyst, at ISIL indtog [den pågældende by ved Mosul] i [sommeren] 2014. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor til [en anden by]. Ansøgeren udrejste af Irak i november 2015. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han efter tre års ophold i Danmark ikke længere er troende muslim. Han betragter sig selv som agnostiker. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har haft en jordkonflikt med sin fars familie i forbindelse med farens død i 1998. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten hverken har en sådan intensitet eller aktualitet, at den er asylbegrun-dende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at så længe han og hans familie ikke henvender sig til farbrødrene om jorden, vil der ikke ske noget, at den chikane og de trusler, som de har været udsat for, alene har medført, at deres bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og at ansøgerens to brødre stadig opholder sig i Irak uden, at de er udsat for andre problemer. Ansøge-rens frygt for ISIL kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe ham. Ansøgeren har således forklaret, at han aldrig er blevet opsøgt af eller har haft nogen personlige konflikter med ISIL. Efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, lægger nævnet til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, og at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer og kurdere, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke længere praktiserer sin religion og nu opfatter sig som agnostiker kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/9/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Soran, Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], idet ansøgeren har haft et forhold til [A’s] kusine, [B]. Ansøgeren frygter endvidere [A’s] far, der er medlem af KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [begyndelsen af] 2013 lærte en pige ved navn [B] at kende. Ansøgeren mødte hende på Teknisk Institut i Soran, hvor de begge studerede. De mødtes jævnligt og talte i telefon sammen i et års tid. I [foråeret] 2013 mødte ansøgeren for første gang [B’s] fætter, [A]. Ansøgeren mødte [B] og [A] på skolen, og de talte sammen i et par timer om blandt andet politik, inden [A] gik igen. I [sommeren] 2014 befandt ansøgeren sig i skolens gård sammen med [B]. De holdt i hånd. [A] ankom uanmeldt til skolen og så dem holde i hånd. [A] gik hen til dem og spurgte ansøgeren, med hvilken ret han holdt hans kusine i hånden. [A] skubbede ansøgeren ned på jorden og sagde, at han ikke ville se ansøgeren igen. Derefter gik [A] derfra med [B]. I medio 2015 modtog ansøgeren et opkald fra [A]. [A] sagde til ansøgeren, at han ikke ville have, at ansøgeren holdt [B] i hånden, og at ansøgeren og ham ikke længere kunne være venner. Han sagde også, at hvis han så ansøgeren holde [B] i hånden igen, ville han slå ansøgeren ihjel. I [efteråret] 2015 mødtes ansøgeren og [B] ude foran den frisørsalon, hvor ansøgeren arbejdede. [A] kom pludselig hen til dem. Han skældte [B] ud og slog hende. Han trak en pistol og skød op i luften med den. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren overnattede efterfølgende hos nogle venner og sin mor, inden han udrejste af Irak omkring fem dage efter episoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] selv ønskede at blive gift med [B], og at [A’s] far er medlem af KDP. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende, udbyggende og i et vist omfang usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om den flugtudløsende begivenhed, idet han under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste, at [A] først affyrede to skud op i luften og derefter affyrede 2-3 skud efter ansøgeren, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 oplyste, at [A] kun skød advarselsskud op i luften og ikke skød mod ansøgeren. Under samtalen [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke hørte andre skud end dem, der blev affyret op i luften, da han løb fra stedet. Ansøgeren har for nævnet har forklaret, at der blev affyret 2-3 skud, idet han vendte sig om og løb fra stedet. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] truede ham på livet ved episoden i 2014, hvor [A] så ansøgeren og [B] holde i hånd på instituttets område. Under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at [A] havde sagt, at deres forhold måtte stoppe, og at han ville dræbe ansøgeren, hvis han så ham igen sammen med [B]. Under samtalerne [i sommeren] 2017 og [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at [A] alene skubbede ansøgeren omkuld ved mødet i 2014 og ikke fremkom med nogen trusler mod ham. Dette var derimod sket under en telefonsamtale i sommeren 2015. Desuden har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt han havde telefonisk kontakt med [B] i tiden mellem episoden på instituttet i [sommeren] 2014 og skudepisoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har således ved samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han og [B] fortsat talte i telefon i den periode – også efter, at [A] havde ringet til ansøgeren og truet ham et par måneder før skudepisoden. Ved samtalen [i efteråret] 2017 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at de slet ikke talte sammen i den pågældende periode. Ansøgeren har i tilknytning hertil forklaret forskelligt om, hvorvidt han forsøgte at ringe til [B]. Han har således under samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at han ved deres møde uden for frisørsalonen spurgte hende, hvorfor hun ikke havde taget sin telefon de gange, han havde forsøgt at ringe til hende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke forsøgte at ringe til hende, selv om han ønskede at gøre det. Han afstod fra det, fordi han var bange for, hvad der kunne ske. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt han efter sin udrejse har haft kontakt til sin arbejdsgiver, der skulle have overværet skudepisoden. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke efterfølgende ringede til sin arbejdsgiver for at høre, hvad der var sket. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han havde kontakt med sin arbejdsgiver, da ansøgeren var kommet til Sverige, og at arbejdsgiveren da fortalte, at han var blevet opsøgt af [A], som havde spurgt efter ansøger. De nævnte divergenser kan efter deres indhold og omfang ikke forklares med, at der har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren skulle være blevet ringet op af [A] uden nærmere anledning i sommeren 2015, hvor ansøgeren ikke havde haft kontakt med hverken [B] eller [A] i ca. et år. Ansøgerens oplysning om, at det formentlig skyldtes, at [A] rejste en del, forekommer ikke overbevisende. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [B] efter at have afbrudt kontakten i omkring et år genoptog den på [B’s] initiativ, og at [A] netop dukkede op samtidigt med en pistol, ligesom det fremstår som bemærkelsesværdigt, at ansøgeren på trods af sine varme følelser for [B] ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hende efter skudepisoden. Ansøgerens mor er ifølge ansøgeren ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af [A] eller dennes familie, som ifølge ansøgeren har væsentlig indflydelse i KDP. Det beror endvidere alene på ansøgerens egen formodning, at han skulle blive efterstræbt af [A] og dennes familie. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/8/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til de generelle forhold i sit hjemland, herunder at ISIL befinder sig i det område af Irak, som ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har i forbindelse med advokatindlægget som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra sin ægtefælles familie, idet ansøgeren har krænket deres ære, idet det er ansøgerens ægtefælles families opfattelse, at det er ansøgerens skyld, at ansøgerens ægtefælle har forladt ham og indledt et forhold med ansøgerens fætter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2005 fik en venneanmodning via Facebook fra en marokkansk pige, som ansøgeren accepterede. Den marokkanske pige overtalte ansøgeren til at udføre seksuelle akter såsom at onanere, hvilket den marokkanske pige optog på video. Den marokkanske pige afpressede efterfølgende ansøgeren for penge med trusler om at lægge videoen på Youtube. Den marokkanske pige lagde efterfølgende videoen på Youtube, hvorefter ansøgeren betalte penge for at få Youtube til at fjerne videoen. Ansøgerens ægtefælle fik kendskab til videoen, efter ansøgeren og hans ægtefælle var ankommet til Danmark, idet ansøgerens fætter i [sommeren] 2016 fortalte ansøgerens ægtefælle herom. Ansøgerens ægtefælle meddelte efterfølgende ansøgeren, at hun ønskede at blive skilt. Ansøgerens ægtefælle har nu forladt Danmark sammen med ansøgerens fætter. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med ISIL, og at hans generelle frygt for ISIL eller den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han i [foråret] 2015 lod en kvinde, som han fik kontakt med via Facebook, optage videosekvenser af ham med et seksuelt indhold, og at hun efterfølgende krævede penge af ham for at få videoen slettet. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring er understøttet af det fremlagte materiale fra hans Facebook-profil. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge centrale dele af ansøgerens øvrige forklaring om videoens betydning for hans asylmotiv til grund, idet indholdet heraf fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdigt. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens ægtefælles familie skulle være blevet gjort bekendt med videoens eksistens eller indhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin advokat og for nævnet har givet divergerende og udbyggende oplysninger herom. Ansøgeren har således først givet udtryk for, at han alene formoder, at ægtefællens familie har kendskab til videoen. Ansøgeren har herefter forklaret, at ægtefællens familie har inddraget kendskabet til videoen i deres trusler mod ham. Efter at være foreholdt, at den trussel, han ifølge sin forklaring har modtaget i [efteråret] 2018 fra ægtefællens fætter, ikke indeholder henvisninger til videoen, har ansøgeren forklaret, at han på et tidspunkt blev ringet op i Tyskland i [begyndelsen af] 2017 af ægtefællens fætter, som da sagde, at problemerne for ansøgeren var opstået på grund af den fejl, ansøgeren havde begået ved at medvirke i videoen. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at det forekommer særdeles påfaldende, at den seneste trussel, som ansøgeren har modtaget på skrift fra ægtefællens fætter, ikke omtaler videoen, da den efter ansøgerens forklaring på det tidspunkt skulle være kommet til ægtefællens families kendskab. Den omstændighed, at ansøgeren har tabt ansigt, og at han og hans børn vil kunne blive udsat for social stigmatisering på grund af, at ansøgeren har medvirket i videoen, kan ikke i sig selv begrunde, at de meddeles opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra ægtefællens familie, fordi ægtefællen har forladt ansøgeren, og parterne er blevet skilt, idet ægtefællens familie bebrejder ansøgeren, at han ikke har passet på sin hustru. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren og hans ægtefælle ifølge ansøgeren også havde problemer i deres ægteskab i Irak, før de måtte forlade deres hjem og tage ophold i flygtningelejren [en del af Irak], og at ægtefællen efter at have forladt ansøgeren under ægteskabet kom tilbage ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle har forladt ham igen efter indrejsen til Europa og efter det oplyste er taget til Frankrig sammen med ansøgerens fætter, må efter de foreliggende baggrundsoplysninger anses for en krænkelse af ansøgerens families ære og ikke af ægtefællens families ære. Det kan således ikke lægges til grund, at det er en krænkelse af ansøgerens ægtefælles families ære, at hun på ny skulle have forladt ansøgeren, idet hendes onkel ifølge ansøgerens oplysninger til sin advokat tidligere har bragt hende tilbage til ansøgeren, efter at hun havde forladt ham, mens de boede i Irak. Den oplyste trussel fra ansøgerens ægtefælles fætter kan i det lys ikke anses for at være af en sådan intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren herved risikerer asylbegrundende forfølgelse fra ægtefællens fætres side ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens oplysninger om, at ægtefællen skulle have været ham utro med fætteren, til grund. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det må anses for meget usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle ved højlys dag skulle have haft seksuelt samkvem med ansøgerens fætter i flygtningelejren i Frankrig i et telt, hvor ansøgerens fire børn var til stede, og ansøgeren samtidig opholdt sig i umiddelbar nærhed heraf. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/7/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, da han har forladt Mosul og har deltaget i en shiitisk tradition. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, som har efterlyst ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ISIL fik kontrollen over Mosul omkring en uge efter, at ansøgeren havde afsluttet et studieophold i Indien i [sommeren] 2014. Ansøgeren opholdt sig i Mosul indtil [efteråret] 2014, hvor han rejste til Indien igen. Ansøgeren havde svært ved at få lov til at udrejse af Mosul og fik i den forbindelse udstedt en lægeerklæring. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt af ISIL to gange, der har spurgt efter ansøgeren, da han skulle for en domstol. Ansøgeren har deltaget i diverse shiitiske ceremonier og optog i Indien, hvilket er blevet filmet og ligger på Youtube. Ansøgeren frygter, at ISIL vil se denne video, da de ikke kan lide shiamuslimer. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ven, Atheer, i forbindelse med verificering af sine og ansøgerens uddannelsesdokumenter har fået et vide af de irakiske myndigheder, at ansøgeren var efterlyst, da ansøgeren skulle have udtalt sig kritisk om regeringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende konflikten med ISIL: Flygtningenævnet bemærker, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at myndighederne nu har kontrollen. Ansøgeren har forklaret, at han ikke havde nogen konkrete konflikter med ISIL. Ansøgeren må derfor betragtes som ganske uprofileret. Selvom der måtte være ISIL-sympatisører i byen stadigvæk, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at de ville have vilje og evne til at forfølge ham, særligt når det lægges til grund, at mange indbyggere flygtede fra Mosul, og at mange er vendt tilbage til byen. Vedrørende konflikten med myndighederne: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først sent i processen har forklaret om problemerne med myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har deltaget i demonstrationer eller udtalt sig kritisk mod styret. Ansøgeren har ingen konkret viden om, hvad hans konflikt skyldes. Ansøgeren har fremlagt to breve, dels et brev fra Undervisnings- og Forskningsministeriet i Irak, dateret [sommeren] 2015, hvor det fremgår, at ministeriet har afsluttet hans sag vedrørende studier i Indien på grund af hans aktiviteter mod republikken i Irak, og dels en arrestordre, udstedt [i sommeren] 2017, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er tiltalt i en sag. Ansøgeren har ikke på troværdig måde kunne redegøre for, hvordan han er kommet i besiddelse af brevene og har forklaret afglidende og ukonkret om denne konflikt. Nævnet lægger vægt på, at det af ansøgerens uddannelsespapirer fremgår, at ambassaden, på trods af den administrative ordre, med et stempel har bekræftet papirenes ægthed [i efteråret] 2015. Endelig findes det påfaldende, at anholdelsesbeslutningen er dateret [sommeren] 2017, selvom ansøgeren forklarer, at myndighederne har været bekendt med en eventuel overtrædelse allerede [to måneder tidligere i] 2015. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvornår og i hvilket omfang arrestordren har ført til, at politiet henvendt sig til hans familie med henblik på at anholde ham. Af ovennævnte grunde tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/5/SEL
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at en ukendt gruppe vil kidnappe hende eller slå hende ihjel, da de tidligere har truet ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter sin familie og ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev forlovet med sin ægtefælle, [A], i 2008. Ansøgerens ægtefælle havde tidligere modtaget trusler, idet han var velhavende. Ansøgeren var dog ikke nærmere bekendt med indholdet af de fremkomne trusler rettet mod ansøgerens ægtefælle, eller hvem, der fremkom med disse trusler. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev der kastet en bombe mod ansøgerens ægtefælles fabrik. Murene omkring fabrikken blev sprængt. To til tre uger senere modtog ansøgerens ægtefælle et trusselsbrev på sin fabrik. Ansøgerens ægtefælle fortalte ikke ansøgeren om det nærmere indhold heraf. To til tre måneder senere modtog ansøgerens ægtefælle endnu et trusselsbrev, som blev fremsendt til deres bopæl. Af trusselsbrevet fremgik, at en ukendt gruppe ville kidnappe ansøgeren og ansøgerens ægtefælles søn. Efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev valgte ansøgeren med sin familie at flytte til Bagdad, hvor de opholdt sig i tre måneder, inden de udrejste af Irak. Ansøgerens ægtefælle og søn befinder sig, efter ansøgerens oplyste, i Syrien. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnets flertal at hjemvise sagen under hensyn til, at ansøgeren først for nævnet er fremkommet med et nyt asylmotiv i form af frygt for reaktioner fra familie og svigerfamilie på baggrund af et uægteskabeligt forhold resulterende i graviditet, og idet dette asylmotiv findes så væsentligt, at en behandling i to instanser skønnes påkrævet.” Irak/2019/4/GJEY
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Irak, eftersom han er kurder. Klageren har videre henvist til, at der har været nogle hævndrab mellem ansøgerens familie og en anden familie, og han mener, at han vil få problemer på den baggrund. Endelig har klagerens henvist til sine helbredsmæssige forhold. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hans forældre rejste fra Irak til Kuwait grundet en konflikt med en anden familie. Klageren rejste fra Kuwait i 1992, fordi Irak og Kuwait var i krig. Han har på et tidspunkt været turist i Irak, hvor han blev tilbageholdt og tortureret. Han blev tilbageholdt, fordi han er kurder, og han blev mistænkt for at videregive oplysninger om Irak til Kuwait. Han kan ikke huske, hvor længe han var fængslet. Da sagen var blevet oplyst, vurderede de irakiske myndigheder, at klageren ikke havde noget med det at gøre. Herefter blev klageren bragt til grænsen, hvorefter han fik lov til at vende tilbage til Kuwait. Klageren har videre forklaret, at han modtager behandling for en hjertesygdom, diabetes og sit blodtryk. Klageren har haft problemer med sit hjerte, mens han har været fængslet. Han har i den forbindelse været på sygehuset nogle gange. Han er blevet opereret på [et dansk] Sygehus og [et dansk] Hospital, hvor han bl.a. har fået foretaget en ballonudvidelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver i forhold til Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren – herunder under mødet i Flygtningenævnet – på væsentlige punkter har forklaret divergerende og uklart om sine asylmotiver. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at klageren angiver at have været udsat for tortur, ligesom Flygtningenævnet har taget hensyn til klagerens helbredsmæssige tilstand. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har konkrete konflikter i Irak, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at klageren er sunnimuslim af kurdisk afstamning, medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klagerens to søstre er meddelt opholdstilladelse som FN kvoteflygtninge, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens to søstre som netop kvinder blev vurderet som særligt udsatte. Flygtningenævnet finder videre, at klagerens helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at spørgsmålet, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Irak som følge af klagerens helbredsmæssige forhold ikke hører under Flygtningenævnets kompetence i relation til udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig, at heller ikke klagerens helbredsmæssige forhold sammenholdt med klagerens øvrige forhold medfører, at han ved en udsendelse til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/38/snd
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været gift med en mand ved navn [A]. Ansøgerens familie støttede ikke op om hendes ægteskab med [A]. [A] har fortalt ansøgeren, at han har sagt til hendes familie, at de havde sex før ægteskabet, og at ansøgeren har drukket alkohol. [A] har også fortalt ansøgeren, at han har sendt billeder og videoer af ansøgeren, der er nøgen og drikker alkohol, til hendes familie. Ansøgerens mor og bror har konfronteret hende med, at [A] har fortalt dem, at han og ansøgeren har haft sex før ægteskabet, og at ansøgeren har drukket alkohol. Ansøgeren benægtede disse forhold, og hendes familie troede på hende. De har ikke nævnt noget om, at [A] skulle have sendt dem billeder og videoer. Ansøgerens bror har udtrykt, at han ikke længere anser ansøgeren for at være hans søster, og at han ikke ønsker at se hende. Ansøgeren frygter på den baggrund, at hendes bror vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder, at der i al væsentligt ikke er grundlag for at tilsidesætte den forklaring, som ansøgeren er kommet med for Udlændingestyrelsen vedrørende sit asylmotiv. For nævnet har ansøgeren imidlertid som noget nyt forklaret, at hendes mor skulle have fortalt ansøgeren, at broderen havde oplyst, at han ville dræbe ansøgeren, såfremt hun vender tilbage til Irak. Denne forklaring, der i forhold til det tidligere forklarede er udbyggende, uoverensstemmende og helt usammenhængende, kan ikke lægges til grund. Det, som ansøgeren har oplyst over for Udlændingestyrelsen om årsagen til, at hun søger asyl i Danmark, og som nævnet finder i al væsentligt at kunne lægge til grund, kan ikke føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt for, at hendes bror som følge af hendes fjerde ægteskab nu skulle ønske at slå hende ihjel, beror således alene på oplysninger fra hendes tidligere ægtefælle og er tilsyneladende ikke gentaget af hendes egen familie, der alene har oplyst, at broderen ikke længere ønsker at se hende. Heller ikke moderens udtalelse til ansøgeren om, at hun ikke skal medbringe sin søn, hvis hun vender tilbage til Irak, kan tages som udtryk for, at broderen skulle ønske at dræbe ansøgeren. Der er således ingen holdepunkter i sagen for at antage, at ansøgerens bror eller andre vil slå ansøgeren ihjel, såfremt hun vender tilbage til Irak. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra sin broders eller andres side, hvorfor hun ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/36/ATN
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, oprindeligt shia-muslim og fra […] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi han efter ankomsten til Danmark er frafaldet islam og i dag er ateist. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet finder, allerede på baggrund af ansøgerens egen forklaring, at han ikke opfylder kravene for meddelelse af asyl. Således fremgår det af oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016 […] at ansøgeren ikke har nogen personlige konflikter i Irak, og at det alene er generelle forhold, der medfører, at han er udrejst af landet. Hans beskrivelse af de risici, han mener at kunne blive udsat for, har en helt generel og overfladisk karakter. (”Han fortæller, at man kan blive udsat for overgreb af militser”). Ved asylsamtalen [ultimo] 2017 […] forklarer ansøgeren, at han ikke har behov for at dele sine holdninger med andre, når dette er ubelejligt for ham. Dette har han på udtrykkelig forespørgsel bekræftet ved fremmødet i Flygtningenævnet. Endvidere er han ifølge egne oplysninger efter sin indrejse i Danmark blevet islamisk viet. Han har om dette forklaret, at det var nødvendigt for ham at acceptere en islamisk vielse, hvis han ønskede at blive gift. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens oplysninger om, at han er frafaldet islam har en sådan karakter, at det kan medføre, at han anses for omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak kan ikke føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/35/thv
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, idet han tidligere har haft en konflikt med Al Qaeda. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2006 havde en konflikt med Al Qaeda, idet han en dag skød efter nogle medlemmer af Al Qaeda, som kom til ansøgerens hjemområde for at likvidere ansøgerens nabo. Han ramte et af Al Qaeda-medlemmerne. Medlemmerne af Al Qaeda forlod området efter skududvekslingen, og ansøgeren flygtede umiddelbart herefter til sin farbror. Efter en måneds ophold der flygtede han videre til Tyrkiet og videre til Sverige. Al Qaeda har ikke opsøgt ansøgerens familie siden skududvekslingen, men idet Al Qaeda har et bredt netværk, er ansøgeren overbevist om, at de har kendskab til, at det var ham, der deltog i skududvekslingen. Han har hørt, at de har spurgt efter ham i området. Han fik afslag på asyl i Sverige og blev sendt tilbage til Irak i begyndelsen af 2013. Her tog ansøgeren ophold hos familien på den samme bopæl, som han havde haft, inden han forlod Irak. ISIL overtog kontrollen med ansøgerens hjemby, Mosul, den 10. juni 2014. Da en del af medlemmerne af ISIL tidligere har været en del af Al Qaeda frygter ansøgeren, at ISIL vil hævne konflikten med Al Qaeda. Ansøgeren og hans familie flygtede fra deres bopæl [en dato i sommeren] 2014 og tog ophold i en flygtningelejr, […], ved Erbil. Her boede ansøgeren, indtil han igen forlod Irak i [efteråret] 2015. Forespurgt om forklaringen ifølge de svenske myndigheder har ansøgeren bekræftet, at der er blevet smidt en håndgranat ind i familiens forretning, der blev sprængt, og familien har modtaget to trusselsbreve. Dette skete mens ansøgeren stadig boede hos familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret afgørende forskelligt om omstændighederne ved og baggrunden for flugten fra Irak i 2006/2007. Hertil kommer, at familien ikke er blevet opsøgt i anledning af de påberåbte episoder, og at ansøgeren heller ikke selv er blevet opsøgt i anledning heraf, efter han kom hjem fra Sverige. For så vidt angår ansøgerens baggrund som sunnimuslim og søn af en politimand, der er/har været medlem af Baath-partiet, finder Flygtningenævnet ikke, at dette indebærer nogen reel risiko for ansøgeren ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren ikke kan henvises til at rejse tilbage dertil. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/34/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shiamuslim fra […], Iran. Ansøgeren er irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er feyli-kurder, og at han dermed ingen rettigheder har i Irak. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans forældre er født i Irak, men at de flygtede til Iran under Saddam Huseins styre, fordi de er feyli-kurdere. Ansøgerens forældre er nu statsløse. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, og han er statsløs. Ansøgeren har adskillige gange kontaktet de iranske myndigheder for at få udstedt ID-dokumenter, men de har afvist ansøgeren alle gangene, fordi han er feyli-kurder. Ansøgeren er blevet anholdt 10 til 15 gange af de iranske myndigheder. Hans familie har kautioneret for ham flere gange. I 1391 blev ansøgerens butik lukket af de iranske myndigheder. Han betalte mange bøder. I 1392 blev han truet på livet af en dommer i […]. Ansøgeren gik herefter under jorden. Han flyttede til Qum, hvor han arbejdede som tolk for turister. Han rejste rundt i Iran. Ansøgeren rejste efterfølgende til Irak og fik udstedt et irakisk pas mod bestikkelse. Passet er ægte og udstedt af de irakiske myndigheder, men navn og fødselsdato er falsk. Ansøgeren har efterfølgende rejst fra Iran til Irak en halv snes gange, og han har 11 iranske visa i passet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder også i Irak, fordi han i forbindelse med henvendelser til myndighederne om ID-dokumenter er blevet opfordret til at deltage i iranernes krig i Syrien og Irak, og at Sepah, der også har stor indflydelse i Irak, vil forfølge ham her, fordi han ikke efterkom opfordringen. Ansøgeren indrejste i Danmark omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han fået en bøde på 3.000.000 turmaner, fordi han havde haft en butik, som blev lukket i 1391. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 forklarede, at begge hans forældre er irakiske statsborgere, og at han også selv er irakisk statsborger. Han fremlagde et irakisk nationalitetspas gældende til 2021 og forklarede, at han 2½ år forinden havde fået udstedt passet i Irak. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde 11 90 dages visum til Iran i sit pas, og at han efter sin forklaring på nævnsmødet havde rejst til Irak under anvendelse af passet i alt 13 gange. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han havde fået udstedt passet mod bestikkelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet vurderer derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 som asylmotiv henviste til, at han som feyli-kurder ikke har nogen rettigheder i hverken Iran eller Irak. Til den anden oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2018 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, herunder en ukendt person, angiveligt fordi han havde henvendt sig flere gange til myndighederne i Iran for at få udstedt ID-dokumenter, hvilket førte til konflikter med mange af de ansatte på de steder, hvor han henvendte sig, herunder en dommer, der truede med at dømme ham til døden. Ansøgeren forklarede på forespørgsel om, hvorfor de iranske myndigheder skulle ønske at slå ham ihjel, at han ikke vidste det, og at der ikke var nogen, der vidste det. Ansøgeren har imidlertid på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han frygter de iranske myndigheder også i Irak, fordi han i forbindelse med henvendelser til myndighederne om ID-dokumenter er blevet opfordret til at deltage i iranernes krig i Syrien og Irak, og at Sepah, der også har stor indflydelse i Irak, vil forfølge ham her, fordi han ikke efterkom opfordringen. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin frygt for de iranske myndigheder som udbyggende og utroværdig. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har boet i Irak og aldrig har oplevet konkrete problemer med de irakiske myndigheder, religiøse, politiske eller kriminelle grupper eller med privatpersoner. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/33/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at myndighederne ikke vil kunne beskytte ham imod militserne, som tvangsrekrutterer personer, og som han har haft problemer med tidligere. Ansøgeren frygter videre to af sine farbrødre ved navn [A] og [B] samt sin fætter [C] som følge af, at ansøgeren er gået fra [A]s datter. Ansøgeren frygter endvidere Daesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende militserne oplyst, at han er født i et shia-domineret område i Bagdad. Ultimo april eller primo maj 2012 modtag ansøgerens mor et brev, hvori der stod, at alle der boede i deres hus skulle forlade huset inden for en bestemt angivet dato, ellers ville huset blive brændt. Brevet var underskrevet af militsen [D]. Familien gik til politiet med brevet, og politiet kom til familiens hus, hvor de blev frem til klokken tre-fire om natten. Syv dage efter modtagelsen af brevet, blev der sat ild til familiens hus. Ansøgerens mor, moster og søster befandt sig i huset imens, og efterfølgende blev de kørt på hospitalet. Mosteren og søsteren døde som følge af de skader, de havde pådraget sig i forbindelse med branden. Politiet skrev en rapport, men politiet foretog sig ikke andet. Efter branden solgte familien huset. Omkring en måned efter søsterens død, flyttede familien til Mosul, hvor familien havde nogle slægtninge. Ansøgeren og familien hørte aldrig fra militsen igen. Ansøgeren blev én gang passet op af et par medlemmer af en lokal milits kaldet [1] og [2], som var truende og brugte ukvemsord. Medlemmer fra militsen har forsøgt at rekruttere ansøgeren til militsen tre til fire gange, og han har modtaget en truende lydfil fra et militsmedlem gennem Facebook i november 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sine to farbrødre og fætteren oplyst, at han blev gift med [A]s datter [Z] i 2013. Det var et arrangeret ægteskab. Efter seks til otte måneders ægteskab blev parret uvenner. Ansøgeren kørte [Z] til hendes familie, og ansøgeren sagde, at [Z] ikke længere var hans ægtefælle. Ansøgeren skændtes med [Z]s familie, og i den forbindelse blev ansøgeren slået af [Z]s bror. Ansøgeren familie og [Z]s familie forsøgte forgæves at løse konflikten. Farbrødrene og fætteren har ikke truet eller gjort ansøgeren fysisk fortræd. Ansøgerens fætter, [C], har i forbindelse med konflikten truet ansøgeren fem til seks gange. Første gang blev ansøgeren truet som følge af, at ansøgeren afleverede [Z] hos familiens bopæl, og sidste gang blev ansøgeren truet telefonisk, mens han opholdt sig i Tyrkiet. Anwar har truet med at udøve fysisk vold mod ham. Ansøgeren har samtidig af sine fætre og kusiner fået oplyst, at [C] gerne vil finde ansøgeren. Ansøgeren har ikke oplevet, at [C] har forsøgt at opsøge ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Daesh oplyst, at medlemmer af Daash bortførte hans far og andre voksne mænd i 2014, efter at Daesh havde indtaget Mosul. Sidenhen har ansøgeren ikke set sin far. Ansøgeren og hans familie har efterfølgende ikke oplevet problemer med Daesh. Flygtningenævnet kan i det væsentlig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad militser: Ansøgeren har forklaret, at den pågældende milits har forsøgt at hverve ham blandt andet ved at tilbyde penge. De har ikke fremsat trusler eller i øvrigt anvendt tvang. Militsen ophørte med at forsørge at hverve ham forud for branden i maj 2012. Ansøgeren har forklaret, at han ikke efter branden har haft konktakt med militsen. Han forklarer, at han har flere familiemedlemmer, der er bosat i samme kvarter, som ham selv, at han har været i Bagdad i en måned forud for flugten, og at hans mor jævnligt har været i Bagdad, uden at nogen har opsøgt dem som følge af en eventuel konklift med ansøgeren. Nævnet finder ikke at en eventuel konflikt har haft en intensitet, der kan medfører asyl og lægger endvidere vægt på, at eventuelle konflikter ligger forud maj 2012. Det forhold at ansøgeren har forklaret, at militslederen har truet ham over Facebook i 2015, og at hans morbror har anmeldt militslederen til myndighederne, hvilket i øvrigt har medført militslederens fængsling, kan ikke føre til et andet resultat. Ad ægteskab: Ansøgeren har forklaret, at der som følge af ophævelse af ægteskaber opstod problemer med to af hans farbrødre og en fætter. Bortset fra at han en enkelt gang har været op og slås med fætteren, er der ikke anvendt vold. Ansøgeren har forklaret, at hans tidligere hustru nu er gift igen. Han har endvidere forklaret under nævnsmødet, at han ikke er sikker på, at farbrødrene fortsat er efter ham. Flygtningenævnet finder ikke, at konflikten har den fornødne intensitet og lægger i øvrigt vægt på, at skilsmissen fandt sted i 2013/2014. Ad ISIS: Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft individuelle konflikter med ISIS. Herefter og da ISIS er fordrevet fra Mosul finder nævnet ikke, at forholdet kan medføre asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/32/SME
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren er fra [et område] i Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL eller shiitiske militser i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgeren i hjemlandet har haft problemer med Islamisk Stat. Han blev på et tidspunkt i 2015, som han ikke husker nærmere, varetægtsfængslet i en periode på fire til syv dage af Islamisk Stat, som følge af længden på sit skæg. Han blev endvidere kort før sin udrejse opkrævet et beløb af Islamisk Stat som en slags skat, hvilket han nægtede at betale. Efter opkrævningen tog han sammen med sin kone og børn ophold hos sine svigerforældre, inden han udrejste af Irak. Hans kone er endvidere blevet pisket af Islamisk Stat, efter at der på hendes mobiltelefon blev fundet fotos af hende sammen med ansøgeren. Han frygter i dag potentielle konflikter med militsen Al Hasdh Al-Shabi, der nu har magten i Mosul. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om sin kontakt med Islamisk Stat, og om han blev tilbageholdt som følge af længden på sit skæg eller manglende betaling af et opkrævet beløb. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, hvor stort et beløb, han blev opkrævet af Islamisk Stat og ikke har kunnet præcisere, hvor lang tid han var tilbageholdt, ligesom han ikke har kunnet præcisere længden af den periode, der gik fra opkrævningen af penge til han udrejste. De generelle forhold for sunni-muslimer i ansøgerens hjemland findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/31/MEG
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med sin søn [A]. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes datter, [B], blev gift i 2011 eller 2012. Ansøgerens søn, [A], var utilfreds med det ægteskab som [B] havde indgået, og [A] udsatte derfor ansøgeren for vold flere gange. [A] boede i England, men kom jævnligt til Irak. Ansøgeren er ikke blevet kontaktet af [A] i de tre år, hun har opholdt sig i Danmark, fordi ansøgerens herboende søn beskytter hende. Konflikten med [A] er ikke slut, og ansøgeren frygter, at konflikten genopstår, hvis ansøgeren vender tilbage til Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at hun har haft et dårligt liv, og at der er fattigdom i Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun har haft konflikter med sønnen [A], til grund, men finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikterne med sønnen kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har forklaret, at konflikten med [A] opstod 2011-2012, og at årsagen var, at [A] var utilfreds med det ægteskab, som ansøgerens datter havde indgået. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] har slået hende og svinet hende til, men ikke udsat hende for andet. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at [A] låste hende inde, stak hende med en kniv og brækkede en af hendes fingre. Ansøgeren har videre forklaret, at det ikke er rigtigt, at [A] ikke opsøgte hende i de sidste år op til udrejsen. Nævnet finder uanset, at der må tages hensyn til ansøgerens alder og hendes fysiske vanskeligheder, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om voldens omfang og kontakten med [A] i årene op til ansøgerens udrejse er udbyggende, og derfor ikke kan lægges til grund. Nævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen til grund, at [A] er bosiddende i England og at der ikke har været kontakt mellem ansøgeren og [A] i de tre år ansøgeren har opholdt sig i Danmark. De generelle forhold i Irak kan, uanset ansøgerens alder, ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/30/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet, idet han som kurder er blevet truet af arabere, og idet han ikke bliver anerkendt som kurder i det kurdiske selvstyre i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede med sin familie i [en by] frem til slutningen af 2011, hvorefter de flyttede til [en anden by], idet de blev udsat for trusler fra arabiske militser, som ikke ville have kurdere boende i [byen]. Ansøgeren og hans familie fik lov til at bosætte sig i [den anden by], idet en ven af ansøgerens svoger kautionerede for familien. Efter ansøgerens udrejse af Irak udløb kautionen, og ansøgerens svogers ven ønskede ikke at forlænge kautionen. Ansøgerens familie er derfor blevet forvist fra [byen] og bor nu i [en flygtningelejr]. Selvom ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om centrale elementer, så som hvor ofte og hvordan der blev fremsat trusler mod ham og hans familie og de øvrige kurdere i 2011, og i givet fald indholdet heraf, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens familie som følge af trusler i 2011 flyttede fra [den ene by til den anden], og at ansøgerens tilbageblevne familie efter hans udrejse er flyttet til en flygtningelejr, efter at en tidligere stillet kaution i [byen] for dem ikke er forlænget. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [af efteråret] 2015 forklaret, at han udrejste af Irak på grund af arbejdsløshed. Flygtningenævnet finder på grundlag af dette, at ansøgeren er udrejst af Irak som følge af de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold kan begrunde asyl, hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/3/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være ateist fra [en landsby i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet han har haft konflikter med [F] og [S], der er medlemmer af ISIL. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin bror og hans meget religiøse venner, fordi han har delt islamkritiske indlæg på Facebook. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag i [foråret] 2015 skulle installere et klimaanlæg for [F] og [S], der kom fra ansøgerens landsby. Mens ansøgeren blev vist, hvor klimaanlægget skulle installeres, spurgte [F] ansøgeren, om han bad til Gud. Ansøgeren fortalte ham, at han ikke bad til Gud, fordi han ikke var religiøs. Dette blev [F] meget vred over. Der opstod i den forbindelse håndgemæng mellem ansøgeren og [F], mens [S] holdt vagt. [F] stak ansøgeren i ryggen, idet der kom en bil. Derefter flygtede han sammen med [S]. Ansøgeren anmeldte knivoverfaldet til politiet, og i [efteråret] 2015 oplyste politiet, at [F] var blevet fængslet i Kiruk, fordi han havde tilknytning til ISIL. To gange før udrejsen blev ansøgeren chikaneret af [F]s og [S]s familiemedlemmer. Ansøgeren udrejste af Irak i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet en forklaring til de finske myndigheder, der på centrale punkter er anderledes, end hans forklaringer ved samtaler i Danmark. Han har således til de finske myndigheder forklaret, at han er sunni muslim. Han har endvidere forklaret, at han ikke er blevet truet direkte. Han har som asylmotiv alene henvist til de generelle forhold for kurdere i det område, hvor han boede. Han nævnte således overhovedet ikke, at han var flygtet på grund af religiøse konflikter. Først ved samtaler i Danmark forklarede han, at han er ateist, og at hans ansøgning om asyl i det væsentlige skyldes dette forhold. Det forhold, at han er ateist, har efter hans forklaring medført, at han har været udsat for såvel livsfarlig vold som chikane og trusler. Ved de senere samtaler har han yderligere forklaret, at han frygter sin bror, der angiveligt er fanatisk muslim. På forespørgsel om hvorfor ansøgeren ikke oplyste de finske myndigheder om, at han er ateist, har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke ville have problemer med sin i Finland boende onkel. Dette er ikke i overensstemmelse med, hvad ansøgeren har forklaret ved gensamtale af [efteråret] 2017 side 10, hvor han alene oplyste, at han fulgte sin onkels råd om, hvad han skulle sige til de finske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring på de divergerende oplysninger til de danske og finske myndigheder sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren oplyser at være ateist, er af helt afgørende betydning for hans asylansøgning i Danmark. Derfor er det også et forhold, som han med lethed kunne have oplyst til de finske myndigheder uanset, at afhøringen hos disse var meget kortvarig. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at det er sandsynligt, at ansøgeren kunne få problemer med sin onkel i Finland, blot fordi han til de finske myndigheder oplyste at være ateist. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens familie efter hans forklaring har været bekendt med dette i mange år. Ansøgeren har heller ikke givet nogen grund til, hvorfor hans onkel automatisk skulle kunne få viden om, hvad han har forklaret til de finske myndigheder. Endelig har ansøgeren om en central del af sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker at skjule, at han er ateist. Ansøgerens generelle troværdighed må endvidere drages i tvivl på grund af de væsentlige divergerende oplysninger, han har givet ved samtaler med de danske myndigheder. Han oplyste således ikke ved sin første samtale, at hans bror var stærkt religiøs, og han oplyste heller ikke, at han frygtede broren. Han henviste alene til en konflikt med de personer, der havde tilføjet ham et knivstik. Ved asylsamtalen oplyste han derimod, at han efter sin udrejse var blevet klar over, at hans bror var salafist. Ved gensamtale af [efteråret] 2017 forklarede han imidlertid, at broren altid havde været en radikaliseret salafist. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til hvem, der havde rådet ham til at udrejse af Irak, jf. referatet af gensamtalen af [efteråret] 2017 side 7 forneden. Flygtningenævnet finder ikke, at indholdet af ansøgerens Facebook profiler kan føre til et andet resultat. Således som sagen er oplyst for Flygtningenævnet, er der ikke tale om udtryk for ateisme, men om religiøs satire. Det er endvidere helt uoplyst hvem, om nogen, i Irak, der er bekendt med indholdet. Ansøgeren oplyser at have modtaget trusler, men han har kun i stærkt begrænset omfang kunnet underbygge dette. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/29/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Islamisk Stat, shia-militser og kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst om, at Islamisk Stat kidnapper, voldtager og sælger personer fra ansøgerens hjemby, Mosul. I denne forbindelse har ansøgeren oplyst, at Islamisk Stat kender ansøgerens navn, da ansøgerens nabo har oplyst dem dette, da organisationen kom til byen i 2014. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun frygter shiamuslimer og shiamuslimske militser, da der er konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun frygter kurdere, fordi de ønsker Mosul for sig selv. Endelig har ansøgeren påberåbt sig, at hun som enlig kvinde uden mandligt netværk ikke kan vende tilbage til Mosul. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun udrejste af Irak på grund af de generelle forhold til grund. Flygtningenævnet finder, at det ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun er udrejst af Irak ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft konkrete og aktuelle konflikter med nogen. Ansøgeren har om sine personlige forhold forklaret, at hun i Mosul boede sammen med sin mor og sin tvillingebror, og at hun ikke har set sin far efter forældrenes skilsmisse for 10 år siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hun flygtede sammen med sin bror, men at moren blev tilbage, og at hun har mistet kontakten med både sin mor og sin bror. Det lægges efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, herunder fra Mosul og at de generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder eller for kvinder med begrænset netværk i Mosul, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/28/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurdisk badhini fra Dohuk, Kurdistan, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin kærestes familie eller de islamiske partier i landet, idet nogle billeder af ansøgeren og hans kæreste er blevet offentliggjort. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han mødte sin kæreste i 2011, hvorefter de regelmæssigt talte i telefon og mødtes. I 2013 blev ansøgerens kæreste forlovet med en mand og i 2014 tvangsgiftet med ham. Ansøgeren blev ved med at mødes med sin kæreste. I 2015 mistede ansøgerens kæreste sin telefon, som indeholdt billeder af ansøgeren og hende. Herefter blev både nogle billeder og en video af ansøgeren og hans kæreste med seksuelt indhold delt på sociale medier, herunder Facebook og Instagram. Ansøgeren blev af sin kæreste opfordret til at forlade landet, hvorfor ansøgeren tog hjem til sin ven, hvor han opholdt sig i 20 dage. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin ven, fik han at vide, at hans bopæl og arbejdsplads var henholdsvis blevet opsøgt af ukendte personer og politiet. Ansøgeren udrejste fra Irak [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har til forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og i advokatindlægget forklaret divergerende om, hvem han var sammen med, da [hans kæreste] ringede og fortalte, at hun havde set billederne og rådede ham til at flygte. Han har tillige forklaret divergerende om antallet af samlejer med [hans kæreste] og om, hvor han satte hende af efter deres møder. Han har dertil over for Udlændingestyrelsen forklaret upræcist om, hvorvidt [hans kærestes] familie kendte til billederne og om, hvad der skete med hende. Endelig har han over for Udlændingestyrelsen forklaret upræcist om, hvem der havde kendskab til deres forhold. Ansøgerens forklaring om hans kendskab til profilen med billederne og om hans reaktion, da [hans kæreste] ringede og sagde, at han var i fare forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at han kendte til profilen, og at hans ven og [hans kæreste] tillige kendte til profilen og fandt billederne i nær tidsmæssig sammenhæng, når han ikke har været i stand til at forklare nærmere om profilen. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at han kun bekymrede sig om sin egen sikkerhed, da [hans kæreste], som i første omgang måtte være i større fare, ringede og advarede ham, og at han således hverken på det tidspunkt eller senere sikrede sig, at hun var i sikkerhed. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om han og [hans kærestes] forhold, hendes families position og tilknytning til paramilitære organisationer samt den fare, han angiveligt udsatte sig selv og [hans kæreste] for ved at indlede og fortsætte forholdet og dokumentere det på film og fotos fremstår usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og usandsynligt, at han skulle turde forsvinde med hende i op til 5 timer ad gangen, og at han tillige ikke sikrede sig, at de angivelige optagelser af dem sammen blev slettet. Ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om han og [hans kærestes] fremtidsplaner og på karakteren af deres forhold, efter han fandt ud af, at hun var blevet forlovet og gift. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til nærmere at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sin forklaring nærmere. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [hans kærestes] familie eller med andre i Irak. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren har fremlagt udskrift af billeder af sig selv og en pige og af en facebookprofil, der hedder [navn på profilen], som ikke længere eksisterer. Det ændrer heller ikke herved, at han har fremlagt to dokumenter, der angiveligt er indkaldelser af ham til møde i retten og en anholdelsesbeslutning. Der er herved lagt vægt på det sene tidspunkt for dokumenternes fremkomst og på baggrundsoplysningerne om Irak, hvoraf det fremgår, at falske og forfalskede dokumenter er forekommende og lette at få fat i. Flygtningenævnet finder herefter og efter bevisvurderingen, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/27/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [navn på by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra Asa’ib Ahl al-Haq, fordi ansøgeren anmeldte dem for at stjæle brændstof og reservedele fra sin arbejdsplads. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som leder på en station med dieselgeneratorer. En aften i [vinteren] 2016 udførte ansøgeren en sædvanlig kontrol af generatorerne. Under kontrollen opdagede ansøgeren omkring ti mænd, der var i gang med at fylde tønder med brændstof. Mændene fyldte omkring 15 tønder med brændstof, hvorefter de kørte tønderne hen til et lager, der lå ca. 200 meter væk fra stationen. Mændene vendte efterfølgende tilbage til stationen og hentede reservedele, som de også kørte hen på lageret. Ansøgeren ringede til sin chef, [navn på chef], og fortalte ham, hvad han havde observeret. Dagen efter viste ansøgeren [sin chef], hvor tyvekosterne var gemt, og han identificerede de mænd, han havde set stjæle brændstoffet og reservedelene. Kort tid efter modtog ansøgeren en indkaldelse, der var blevet leveret til hans arbejdsplads, hvori der stod, at han skulle møde op hos Asa’ib Ahl al-Haq. Ansøgeren mødte dog ikke op, og han fik efterfølgende at vide, at der var blevet leveret et trusselsbrev til arbejdspladsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke længere måtte arbejde på stationen, og at Asa’ib Ahl al-Haq ville slå ham ihjel. Ansøgeren forlod samme dag området og skjulte sig i Bagdad. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af sin far, at Asa’ib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren, og ansøgeren valgte derefter at udrejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet på en generatorstation i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har til forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt der stod vagter ved bagudgangen, om han observerede tyveriet i 1 til 2 timer eller i 2 til 3 timer, om hvornår han påbegyndte sin observation, om slangen fra tanken med brændstof var den, der normalt gik til generatorerne, eller om der var tale om en anden slange, som primært blev brugt til påfyldning af tanken med brændstof, og om hvorvidt han genkendte tyvene på deres ansigter eller ej. Han har tillige forklaret upræcist om indholdet af trusselsbrevet, herunder om hvorvidt det fremgik af trusselsbrevet, at han ikke måtte arbejde op stationen, fordi han havde klaget over personer fra al-Haq-militsen. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring fremstår usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og usandsynligt, at han skulle genkende nogle kolleger ved en tank uden at henvende sig til dem for at undersøge, hvad de lavede og uden at tilkalde kolleger, vagter eller ringe til sin chef, da det gik op for ham, at de stjal brændstof og reservedele over et tidsrum på i hvert fald mere end en time. Endelig har ansøgeren svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om de enkelte elementer i den tegning, som han selv har udarbejdet til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han besad en lederstilling og kendte arbejdspladsen, fordi han foretog runderinger, og at det derfor må kunne forudsættes, at han har et detaljeret kendskab til arbejdspladsens indretning. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til nærmere at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sin forklaring. Han har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på sammenhængen mellem tyveriet på arbejdspladsen og henvendelsen fra al Haq-militsen eller på, hvorfor al Haq-militsen stadig skulle efterstræbe ham, når han angiveligt har holdt sig væk fra arbejdspladsen, som de angiveligt havde truet ham til. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med al Haq-militsen eller andre i Irak. For så vidt angår den sikkerhedsmæssige situation i Irak lægger Flygtningenævnet efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Irak til grund, at denne ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/25/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Sagen blev sambehandlet med følgende sag: Irak/2019/21/GJEY. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ansøgerens brors, [A]s, problemer i Irak vil få konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev bekendt med ansøgerens problemer i Irak på et ukendt tidspunkt, da ansøgeren overhørte et telefonopkald, hvor [A] afbrød opkaldet, da ansøgeren kom ind i lokalet. [A] fortalte ikke ansøgeren, hvem han talte med, eller hvad det omhandlede. Omkring den [vinter] 2015 fortalte [A] til ansøgeren, at de var nødsaget til at udrejse af Irak, fordi de ellers ville blive slået ihjel. Samme aften udrejse ansøgeren og [A] af Irak. [A] har ikke efterfølgende fortalt ansøgeren om indholdet af truslerne, eller om hvem, der har fremsat truslerne. Ansøgeren har alene henvist til sin brors, [A’s], asylmotiv, og henvist til at eventuelle trusler mod [A] tillige omfatter ansøgeren. Under henvisning til at [A’s] asylmotiv er tilsidesat, jf. hans afgørelse, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/22/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Sagen blev sambehandlet med følgende sag: Irak/2019/22/GJEY. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer fra Patriotic Union of Kurdistan (PUK) eller af personer fra [E]-klanen, fordi der opstod en konflikt om olie mellem PUK og [E]-klanen, som følge af ansøgerens transport af olien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren arbejdede som chauffør for oliefirmaet ved [B], som var ejet af PUK. Natten mellem [dato 1] og [dato 2] [vinter] 2015 kørte ansøgeren og flere andre chauffører mod Kirkuk for at hente olie fra [E]-klanen. De kørte i tre sikkerhedsbilet og tre biler med koordinatorer, som skulle organisere handlen. [E]-klanen tilbageholdt koordinatorerne, fordi [B] ikke havde betalt for de sidste to til tre leveringer af olie. Medlemmerne af [E]-klanen udsatte ansøgeren og de andre chauffører for fysiske overgreb og trusler, før de fik lov til at køre. De fik at vide, at de havde en måned til at betale de penge, som [B] skyldte. På vej tilbage til [B] blev de stoppet af vagterne fra [B]. De blev bedt om at køre lastbilerne ud til de store haller uden for Sulaymaniyah. I hallerne blev ansøgeren og de andre chauffører mødt af en brigadegeneral og en gruppe vagter. Brigadegeneralen truede dem med, at de ville blive slået ihjel, hvis de fortalte nogen om episoden med [E]-klanen, og at de fremover ville blive overvåget. Senere samme aften den [vinter] 2015 blev ansøgeren ringet op af et ukendt nummer, hvor en mand oplyste, at ansøgeren og de andre chauffører hurtigst muligt skulle skaffe de penge, som [B] skyldte. Den [vinter] 2015 blev ansøgeren på ny ringet op af et ukendt nummer, hvor en mand truede ansøgeren med, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis [B] ikke betalte de penge, som de skyldte. Natten til den [vinter] 2015 udrejste ansøgeren og ansøgerens bror ved navn [C] af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at episoden forekommer ret enkel og over en kort tidsperiode, hvorfor det må forventes, at ansøgeren har et ret deltaljeret kendskab til asylmotivet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring forekommer ulogisk, idet det ikke forekommer troværdigt, at en magtfuld klan skulle holde uprofilerede og løst ansatte chauffører ansvarlige for firmaets eventuelle gæld, i stedet for at beslaglægge firmaets tankvogne, der må antages at repræsentere en betydelig værdi. Ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange tankvogne, der var i konvojen samt antallet af ledsagervogne. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt [E]-klanen beholdt en eller to biler, om tankvognene kørte tilbage til det sted, hvor de startede, eller blev dirigeret til en lagerbygning tæt på PUKs kontor, antallet af telefoniske trusler, om truslerne alene omfattede ansøgeren eller også hans familie, og om han efterfølgende kontaktede [B] for at anmode dem om at betale det skyldige beløb. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren forklaring var udetaljeret og ikke forekom selvoplevet. Som følge af ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/21/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i år 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [bydel] i Suleymaniyah-provinsen, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes familie, idet hendes familie har fundet ud af, at de har haft et forhold til hinanden. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han har modtaget trusler fra hans tidligere kærestes familie. Derudover frygter ansøgeren overgreb i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens konflikt er enkel. Ansøgeren har imidlertid på mange væsentlige dele forklaret divergerende og udbyggende, herunder om hvorvidt [ansøgerens kæreste] havde egen telefon før sit ægteskab, antallet af frierier, hvem der deltog i hvilke møder og hvornår, særligt for så vidt angår ansøgeren selv og [A], truslens indhold da han opsøgte [ansøgerens kærestes] familie efter frierierne, om [ansøgerens kærestes] bror truede ansøgeren og i bekræftende fald hvornår, og om han modtog en opringning eller en sms fra [ansøgerens kæreste] [i efteråret] 2015. På baggrund af ovenstående divergenser tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/20/CHPE
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og har været sunnimuslim, men er nu ateist, fra Bagdad, Irak. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ansøgeren vil blive fængslet på livstid af de irakiske myndigheder. Ansøgeren har endvi-dere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter at blive slået ihjel af militante islamistiske grupper, heriblandt de shiitiske grupper Badr, Jaish al-Mahdi og Hizb ad-Da’wa. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter at blive udsat for overgreb, særligt af Is-lamisk Stat, fordi ansøgeren er ateist. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter al-Qaeda, som efter ansøgerens opfattelse, er det samme som Islamisk Stat, som ansøgerens brødre, [A] og [B], og ansøgerens ældste søn [C], er en del af. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv om de irakiske myndigheder oplyst, at ansøgeren frygter at blive fængslet på livstid som følge af ansøgerens ansættelse som sikkerhedsvagt for [D]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om de shiitiske grupper oplyst, at ansøgeren i juni eller juli 2003 blev truet og beskudt to gange af shiamilitserne, herunder Badr, Jaish al-Mahdi og Hizb ad-Da’wa, fordi ansøgeren tidligere var sun-nimuslim. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens navn samt billede af ansøgerens ansigt har været i fjernsynet i forbindelse med ansøgerens løsladelse fra fængslet i 2011. I den forbindelse blev det nævnt, at ansøgeren arbejdede som vagt for [D], som efter Saddam Husseins fald blev en frem-træden irakisk politiker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren er ateist oplyst, at mange fra ansøgerens område i Irak ved, at ansøgeren er ateist, hvorfor ansøgeren ikke kan skjule, at han ikke længere er sunnimuslim, men er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om al-Qaeda og Islamisk Stat oplyst, at ansøgeren har arbejdet for de internationale styrker. Fra 2004 er ansøgeren gentagne gange blevet truet af al-Qaeda, fordi ansøgeren arbejdede som chauffør for Transportministeriet i koalitionsregeringen. Ansøgerens arbejde gik ud på at transportere personel fra koalitionsstyrkerne, heriblandt militærpersoner fra henholdsvis Irak og USA. For en periode skulle ansøgeren parkere sin bus ved ansøgerens egen bopæl. På en ukendt dato i sommeren 2004 modtog ansøgeren et trusselsbrev, som var fastgjort i bussens siderude. I brevet stod, at ansøgeren skulle indstille sit arbejde for Transportministeriet. Brevets afsender var en person ved navn [E] og [F] fra området Belad al-Rafdeen. Ansøgeren har herudover modtaget et ikke nærmere bestemt antal opkald med trusler fra al-Qaeda. Ansøgeren er i perioden mellem 2005 og 2006 blevet beskudt tre til fire gange af al-Qaeda, hvoraf ansøgeren en af gangene blev ramt i maven. Ansøgeren er også blevet truet på livet af andre indsatte, som ansøgeren formoder, er fra al-Qaeda, da ansøgeren var fængslet af de amerikanske styrker. I 2011 modtog ansøgeren igen et trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat, og de forsøgte to gange at slå ansøgeren ihjel. Den 24. november 2011 forlod ansøgeren Irak og bosatte sig i Tyrkiet frem til 2015. I Tyrkiet modtog ansøgeren trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat, og ansøgeren er blevet beskudt af dem i henholdsvis 2013 og 2014. Ansøgeren har også modtaget trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat under ansøgerens op-hold i Danmark. Ansøgeren har hertil oplyst, at truslerne kom fra ansøgerens brødre, [A] og Rah-man, og ansøgerens ældste søn, [C]. Sidstnævnte har truet ansøgeren på livet, fordi ansøgeren har bragt skam over islam ved at rejse til Europa. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har lagt vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, at han i ikke uvæsentlig omfang har udbygget sin forklaring og svaret afglidende. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at betin-gelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har arbejdet som buschauffør for det irakiske transportmini-sterium, og at han har været fængslet i en længere periode. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren var uretmæssigt fængslet, og at han modtog en undskyldning og blev tilkendt erstatning, da han blev løsladt. Endelig lægger nævnet på baggrund af de fremlagte dokumenter til grund, at ansøgeren blev genansat i transportministeriet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han efter sin løsladelse modtog konkrete trusler i form af et trusselsbrev og telefoniske trusler, idet ansøgerens forklaring herom fremstår meget vag og divergerende, ligesom ansøgeren har svaret afglidende. Nævnet finder det i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøge-ren inden fængslingen i en længere periode skulle have modtaget løn fra Transportministeriet uden at arbejde, fordi ansøgeren havde modtaget et trusselsbrev. Nævnet kan heller ikke lægge ansøge-rens forklaring om sin konflikt med sin søn eller brødre til grund, eller at ansøgeren er forsøgt likvi-deret flere gange, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Flygtningenæv-net tilsidesætter ligeledes ansøgerens forklaring om sin konflikt med de irakiske myndigheder, der ligger efter den uretmæssige fængsling, fordi ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om denne konflikt i sit asylansøg-ningsskema af [efterår] 2015 eller til oplysnings- og motivsamtalen [forår] 2016, hvor ansøgeren tværtimod oplyste, at han aldrig havde haft konflikter med de irakiske myndigheder. Derudover har ansøgeren forklaret, at han i 2011 blev frikendt på alle punkter, modtog en undskyldning og blev tilkendt erstatning for uretmæssig fængsling. Endelig kunne ansøgeren anskaffe sig et nationalitet-spas og udrejse legalt af Irak i 2011. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hans væsentligste konflikt er med de irakiske myndigheder. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sand-synliggjort en konflikt med de irakiske myndigheder, herunder at han risikerer at blive fængslet på livstid som følge af sin ansættelse som sikkerhedsvagt for [D]. Den chikane, som ansøgeren har forklaret, at han har oplevet som del af et sunnimuslimsk mindretal, er ikke asylbegrundende. An-søgeren har endvidere forklaret, at han aldrig har praktiseret sin religion, og at han betragter sig selv som ateist. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle, asylbegrundende konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet til-sidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter med de irakiske myndighe-der, sunnimuslimske og shiitiske militser og dele af sin familie som konstrueret og utroværdig. An-søgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgerens advokat har nedlagt principal og subsidiær påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henholdsvis stk. 2, samt en mere subsidiær påstand om, at sagen udsættes med henblik på vurdering af Tyrkiet som første asylland. Da Flygtningenævnet har realitetsbehandlet ansøgerens ansøgning om asyl, er der ikke grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om Tyrkiet som første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/2/gjey
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, og født sunni muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shia muslimer, idet han er sunni muslim, og idet det er shia muslimer, der har magten i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de irakiske myndigheder vil slå ham ihjel, hvis de ser i hans pas, at han er fra Diyala, idet Diyala er centrum for den sekteriske konflikt mellem shia og sunni muslimer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af shia muslimer, idet han interesserer sig for kristendommen. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne modtage behandling for sin sygdom i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at byen [A], hvor han er født og opvokset, blev angrebet af Islamisk Stat i sommeren 2014. Ansøgeren var på daværende tidspunkt i Iran i forbindelse med sit arbejde, hvor han transporterede råolie fra Irak til Iran. Efter at have færdiggjort sit arbejde vendte han tilbage til Irak, hvor han tog ophold i en flygtningelejr i nærheden af [B], fordi han ikke kunne vende tilbage til [A]. Ansøgeren opholdt sig i denne flygtningelejr i cirka en måned, hvorefter han tog ophold i en flygtningelejr i området mellem [C] og [D] i cirka seks til syv måneder, før han udrejste legalt af Irak den 28. august 2015. Ansøgerens ægtefælle opholder sig i en flygtningelejr i byen [E] i Diyala provinsen sammen med sine forældre og sin søn. Efter ansøgerens udrejse af Irak spurgte Hashd Al-Shaabi ansøgerens ægtefælle, hvem der var far til hendes barn, og da hun fortalte dem, at ansøgeren var udrejst af Irak, blev hun tilbageholdt og udspurgt om ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle blev løsladt efter en uge, idet ansøgeren sendte en kopi af sit pas, hvoraf hans ind- og udrejsestempler fremgik. Ansøgeren har videre oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der angår årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren på baggrund af disse forhold kan anses for at være i risiko for konkret, individuel forfølgelse fra hverken de irakiske myndigheder, Islamisk Stat, den shiamuslimske milits Hashd Al-Shaabi eller andre shia muslimer ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt personligt har haft konflikter med nogen parter i Irak, herunder de ovenfor nævnte. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han skulle være i konkret risiko for at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, Hashd Al-Shaabi militsen eller andre shia muslimer, alene fordi han er mand, stammer fra Diyala og er født sunni muslim. Nævnet bemærker endvidere, at Islamisk Stat efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere er til stede i Diyala provinsen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens ægtefælle efter hans udrejse har været tilbageholdt en uge efter spontant at have fortalt en person fra Hashd Al-Shaabi om ansøgerens udrejse og tidligere rejseaktivitet mellem Irak og Iran. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at hun blev løsladt, da hun fik en kopi af ansøgerens pas, som hun kunne vise som dokumentation for hans færden. Hun er i øvrigt ikke efterfølgende af den grund blevet kontaktet af den pågældende milits og er nu vendt tilbage til [F] sammen med sine forældre og hendes og ansøgerens søn. Den generelle sikkerhedssituation i Irak er efter de foreliggende baggrundsoplysninger i øvrigt ikke af en sådan karakter, at det må antages, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse vil risikere at blive udsat for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Den omstændighed, at ansøgeren frygter, at han ikke vil kunne modtage behandling for sin psykiske sygdom i Irak, kan heller ikke medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, da dette vedrører socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at han blev diagnosticeret som psykisk syg i Irak og har modtaget behandling herfor, inden han udrejste. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Nævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og er psykisk syg. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke er døbt og ikke har modtaget dåbsundervisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst, at han ikke på det tidspunkt var konverteret, og at han ville vente, til han kunne tale dansk, og fordi han anså sin sygdom for at være lidt en hindring for ham. Ansøgeren har desuden ikke kunnet demonstrere noget særligt kendskab til kristendommen, idet han som følge af sin psykiske sygdom ikke har haft overskud til at gå regelmæssigt i kirke. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt og usammenhængende om, hvornår han begyndte at føle sig kristen og gå i kirke. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han aldrig havde beskæftiget sig med andre religioner end islam, men at han gerne ville lære om kristendom og gå i kirke, men at han ikke vidste hvordan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han begyndte at gå i kirke i [et andet europæisk land], før han kom til Danmark, og at han også har været i kirke i [et tredje europæisk land]. Ansøgeren har også for nævnet forklaret, at han begyndte at føle sig kristen, da han i Grækenland mødte en nonne, som tog godt imod de flygtninge, der kom sejlende. Ansøgeren har alene kunnet henvise til en række mere generelle betragtninger om kristendommen som årsag til sin konversion. Nævnet finder efter det anførte ikke, at ansøgerens konversion kan anses som udtryk for en reel, indre overbevisning. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens Facebook profil er oprettet i [et navn, der er stavet på en anden måde end ansøgerens navn], og at der på den baggrund ikke er grund til at tro, at det materiale, han har postet om sin interesse for kristendommen, skulle have eksponeret ham i forhold til myndigheder eller andre i Irak, herunder Hashd Al-Shaabi. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren kort før samtalen hos sin advokat [i vinteren] 2019 har postet et videoklip på samme Facebook profil, hvor han udtaler sig nedladende og kritisk om de irakiske og de iranske myndigheder. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at Hashd Al-Shaabi på baggrund af dette videoklip skulle have været i stand til at finde frem til ansøgerens kone i [F], idet ansøgerens Facebook profil er oprettet i et andet navn end det, der fremgår af ansøgerens pas, som er fremlagt i sagen. Nævnet bemærker i øvrigt, at det må have formodningen imod sig, at ansøgeren med en viden om, at hans kone skulle være blevet opsøgt og truet af Hashd Al-Shaabi efter dette opslag, skulle have postet et nyt opslag med risiko for, at hun skulle blive udsat for yderligere trusler eller alvorligere følger, hvis dette faktisk havde fundet sted. Som følge heraf tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring på dette punkt og forklaringen om, at hans bror i umiddelbar tilknytning til offentliggørelsen af en yderligere video skulle være blevet bortført fra en flygtningelejr i [E]. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/19/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens søsters sag irak/2019/17/mah. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren har oplyst at være muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset der, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens, [i sommeren] 2015 ansøgte om og fik udstedt visum til Italien gældende fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Det fremgår af akterne fra visumsagerne, at ansøgningerne er underskrevet og indgivet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, at ansøgerne har irakisk nationalitet og har et ”ordinary passport” udstedt i Irak. Ansøgerens forklaring om, at agenten, [B], sørgede for hendes og søsterens udrejse, og at hun intet kender til et irakisk pas eller til et visum og aldrig har været på andre ambassader end i Kuwait, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om udstedelsen af deres rejsedokumenter. Ansøgerens søster har således til sin asylsamtale forklaret, at de fik taget pasfotos i Kuwait kort tid inden udrejsen, og at de derefter kørte i bil med [B] i 9 – 10 timer for at få ordnet dokumenterne. Ansøgeren har derimod til sin asylsamtale forklaret, at agenten en uge plus/minus før deres udrejse tog dem hen til en ambassade i Kuwait, hvor de skulle underskrive nogle papirer. De kørte i lidt mindre end en time. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at turen tog 9 – 10 timer, og at de overnattede i bilen. Tolken må have misforstået det. Hun kunne ikke huske, at de fik taget et pasfoto. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist om sin adresse i Kuwait. Hun har således i asylskemaet oplyst, at hendes seneste adresse i hjemlandet var ”Sulaibiya – [X] – blok 1”. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren derimod, at adressen var ”Blok 1, gade [Y], afdeling [Z], hus nr. [Q]”. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun hele sit liv havde boet på denne adresse, men at hun ligesom sin søster havde forvekslet vej nr. [Y] og vej nr. [X]. Ansøgeren har hertil et påfaldende mangelfuldt kendskab til sit hjemområde, uanset at hun efter sin forklaring har boet samme sted hele sit liv. Hertil kommer, at ansøgeren og søsteren, der har boet sammen hele livet, har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt deres far betalte husleje for det hus, de boede i, og om hvorvidt faren havde været indlagt på hospitalet. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig og tilsidesætter således ansøgerens asylmotiver i det hele. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i Irak. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/18/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens søsters sag irak/2019/18/mah. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, fordi hun udrejste uden hans tilladelse, og fordi hun i Danmark er blevet gift og har fået børn uden forældrenes tilladelse. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgerens mor planlagde ansøgerens og hendes søsters udrejse, fordi moren ønskede, at de begge skulle have en bedre fremtid, og fordi faren ikke længere kunne forsørge dem. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset der, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens, [i sommeren] 2015 ansøgte om og fik udstedt visum til Italien gældende fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Det fremgår af akterne fra visumsagerne, at ansøgningerne er underskrevet og indgivet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, at ansøgerne har irakisk nationalitet og har et ”ordinary passport” udstedt i Irak. Ansøgerens forklaring om, at hun aldrig har haft et irakisk pas, aldrig har været i Irak, ikke kender noget til et visum og ikke kan svare på, om hun kan have været i Dubai, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om udstedelsen af deres rejsedokumenter. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at de fik taget pasfotos i Kuwait kort tid inden udrejsen, og at de derefter kørte i bil med [B] i 9 – 10 timer for at få ordnet dokumenterne. Ansøgerens søster har derimod til sin asylsamtale forklaret, at agenten en uge plus/minus før deres udrejse tog dem hen til en ambassade i Kuwait, hvor de skulle underskrive nogle papirer. De kørte i lidt mindre end en time. Foreholdt denne divergens forklarede søsteren, at turen tog 9 – 10 timer, og at de overnattede i bilen. Tolken må have misforstået det. Hun kunne ikke huske, at de fik taget et pasfoto. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist og afglidende på spørgsmål om sit nærområde, herunder om sin adresse. Hun har således i asylskemaet oplyst, at hendes seneste adresse i hjemlandet var Vej [X], hus nummer [Z]. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at adressen var ”blok 1, vej nr. [Y], hus nr. [Q]”. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun hele sit liv havde boet i ”hus nr. [Q], gade [Y], afdeling/opdeling [Z], distrikt 1”. Foreholdt denne divergens har ansøgeren forklaret, at hun ved udfyldelsen af asylskemaet var i tvivl, om det var gade [Y] eller [X], men at hun siden har talt med sin søster, der fortalte, at de boede i gade [Y]. Foreholdt at søsteren i sit asylskema har anført, at de boede i gade [X], blok 1 og ligeledes i sin asylsamtale har forklaret, at det var gade [X], fastholdt ansøgeren, at de boede i gade [Y], og at hun havde glemt at oplyse om afdelingen/opdelingen tidligere. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare nærmere om navne på skoler i området, moskeer, markeder og busselskaber m.v., uanset at hun efter sin forklaring har boet samme sted hele sit liv. Hertil kommer, at ansøgeren og søsteren, der har boet sammen hele livet, har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt deres far betalte husleje for det hus, de boede i, og om hvorvidt faren havde været indlagt på hospitalet. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at hun ikke har været i stand til blot tilnærmelsesvis at redegøre for sin rejserute til København. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig og tilsidesætter således ansøgerens asylmotiver i det hele. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i Irak. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/17/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim, nu kristen, fra Koya, provinsen Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, herunder hans far, bror og slægtninge, og af alle kurdere og islamister i Irak, fordi han er kristen. Han har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Hans interesse for kristendommen opstod under hans første ophold i Danmark i perioden 2010-2013. Efter han var vendt tilbage til Irak, mødte han i begyndelsen af 2014 en mand ved navn [A]. [A] var kristen, og ansøgeren og ham begyndte på et tidspunkt at tale om kristendommen. Samtalerne gjorde ansøgeren mere interesseret i kristendommen. På et ukendt tidspunkt besøgte ansøgeren en huskirke i området Diana én gang. På et ukendt tidspunkt omkring [efteråret] 2014, blev ansøgeren overfaldet og bortført af tre ukendte personer. Han blev anklaget for at være kristen, ligesom de opdagede ansøgerens tatovering af et kors på armen og fandt et billede af en engel og nogle noter om Jesus i hans bukselomme. På et ukendt tidspunkt lykkedes det ham at flygte, hvorefter han tog direkte hen til [A]. Han tog herefter hjem til sin ven, [B], og opholdt sig der, indtil han udrejste af Irak i [foråret] 2015. Ansøgeren har derudover henvist til, at han har en stærk tilknytning til Danmark, fordi hans børn opholder sig her. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning, som det må forventes, at ansøgeren – også ved en tilbagevenden til Irak – vil fortsætte med at praktisere. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Endelig har det indgået i nævnets vurdering, om ansøgeren i øvrigt har forklaret overensstemmende og troværdigt om de konflikter, der var anledning til hans seneste udrejse af Irak. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på sin første asylansøgning samt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og nævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgerens angivelige konversion ikke er religiøst begrundet, men derimod navnlig begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han en gang er blevet meddelt afslag på asyl og over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om en lang række forhold, herunder – og i forlængelse af det som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse – om det overfald, han angiveligt var udsat for omkring [måned i efteråret] 2014, hvor han bl.a. har forklaret helt forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han var tilbageholdt og om omstændighederne ved flugten. Ansøgeren har under denne asylsag endvidere anført, at han frygter sin familie, som han under den oprindelige asylsag oplyste var døde. Hertil kommer, at ansøgeren kun har kunnet forklare helt overordnet om kristendommen, og at han på ingen overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for sin konversion. Uanset at ansøgeren igennem en længere periode har deltaget i kristne aktiviteter og har fremlagt en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, finder nævnet, at det derfor ikke kan lægges til grund, at ansøgerens formelle konversion og kristne dåb er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie, myndighederne eller andre. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren har ladet sig tatovere med et kors på højre underarm, kan ændre herpå. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de irakiske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/16/DH
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Zimbabwe. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er zimbabwisk statsborger fra Harare i Zimbabwe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har været medlem af og politisk aktiv for oppositionspartiet MDC. Hun er i denne forbindelse blevet udsat for fysiske overgreb i 2007 på familiens gennem mange år ejede farm og senere opsøgt af ungdomsmilitsen, mens hun arbejdede på en skole i 2008. Ansøgerens ægtefælle og hendes morforældre har også alle været politisk aktive. Ved en eventuel tilbagevenden til Zimbabwe frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for voldtægt og tortur af tilhængere af ZANU-PF, ungdomsmilitsen eller den zimbabwiske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, herunder at ungdomsmilitsen har opsøgt ansøgerens ægtefælle og skolen efter hendes udrejse i anledning af hendes anmeldelse af overgrebet i 2007 til en NGO, som ville indbringe sagen for den internationale straffedomstol. Set i lyset heraf finder Flygtningenævnet, at hendes udeståender med ungdomsmilitsen dels i forbindelse med fratagelsen af familiens farm og dels i forbindelse med hendes henvendelse til NGO’en har medført en konkret og reel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Zimbabwe. Ansøgerens politiske aktiviteter findes at bestyrke denne risiko. Dette stemmer med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af politisk aktive MDC medlemmer. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren samt hendes barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zimbabwe/2010/2
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2008. I 2000 var ansøgeren blevet menigt medlem af det politiske parti MDC. Et par år senere var ansøgeren blevet valgt som ungdomsformand i sit distrikt. Ansøgeren havde arrangeret og deltaget i møder, som politiet ofte havde brudt op og tilbageholdt flere medlemmer. I sommeren 2008 var ansøgeren blevet tilbageholdt og tortureret. En partifælle havde efter et par uger betalt bestikkelse, så ansøgeren kunne blive løsladt. Ansøgerens sag havde tidligere været behandlet på mundtligt nævn, men behandlingen af sagen blev udsat med henblik på, at der skulle fortages en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kunne efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren havde forklaret konsistent om den episode, som havde ført til hans flugt. Flygtningenævnet bemærkede, at konklusionen i torturundersøgelsen fra Amnesty Internationals lægegruppe støttede ansøgerens oplysninger om torturen, samtidig med at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand kunne forklare ansøgerens vanskeligheder med at huske og forklare om detaljer og tidspunkter. Ansøgerens forklaring om tilbageholdelser og overgreb stemte med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af MDC-medlemmer. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren måtte antages at være profileret på lokalt niveau, hvilket kunne forklare, at han ikke var blevet tilbageholdt hverken ved udrejsen til Botswana eller ved udrejsen fra lufthavnen i Bulawayo. Efter baggrundsoplysningerne måtte Flygtningenævnet herefter lægge til grund, at ansøgeren risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vendte tilbage til Zimbabwe. Zimbabwe/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Zimbabwe. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hendes forældre begge havde været politisk aktive i MDC. Hendes moder var af denne grund blevet dræbt, da ansøgeren havde været omkring fire år gammel. Hun og hendes fader havde opholdt sig i Kenya, hvor faderen efter hendes oplysninger havde været politisk aktiv for MDC. Hun og faderen og ansøgerens to børn var vendt tilbage til Zimbabwe i slutningen af 2008. De havde taget ophold hos en af faderens bekendte fra tidligere og dennes datter. Nogle måneder senere var faderen og den bekendte blevet anholdt af personer fra CIO og ført til et hus. Faderens bekendte var vendt tilbage nogle dage senere og havde oplyst, at faderen var blevet dræbt i huset. Den bekendte havde arrangeret, at ansøgeren og den bekendte sammen med nogle folk fra MDC havde kunnet få adgang til huset, idet MDC-folkene havde været klædt i sorte uniformer, så de havde lignet CIO-folk. Ansøgeren havde set sin faders lig, som havde båret mærker af tortur. Ansøgeren, faderens bekendte og MDC-folkene havde forladt huset af frygt for at blive opdaget af CIO-folk. Ansøgeren og ansøgerens børn havde taget ophold hos et kvindeligt medlem af WOZA. Nogle dage senere var den bekendtes datter kommet og havde fortalt ansøgeren, at den bekendte var blevet voldtaget og dræbt, og at huset var blevet brændt ned. Herefter var ansøgeren rejst med de to børn til Lusaka, Zambia med bistand fra MDC og WOZA og var senere via Lusaka lufthavn udrejst. Hun havde fået rejsedokumenter fra MDC-folk, men hun var ikke i stand til at beskrive rejseruten nærmere. Ansøgeren var blevet aktiv i MDC i 2007 på opfordring fra sin fader, men havde kun nået at deltage i begrænsede aktiviteter, herunder nogle møder. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens beskrivelse af faderens politiske aktiviteter var yderst sporadisk og ikke indeholdt nogen oplysninger om kontaktpersoner bortset fra faderens bekendte. Af hendes forklaring fra nævnet fremgik, at faderen i perioden fra indrejsen i Zimbabwe i slutningen af 2008 udelukkende havde opholdt sig i den bekendtes hus, hvor der ikke havde været telefon. Ansøgeren havde heller ikke selv haft nogen form for udadrettet politisk aktivitet i den pågældende periode. Flygtningenævnet kunne ikke på det foreliggende grundlag lægge til grund, at faderens bekendte frivilligt skulle have arrangeret et besøg i det omtalte CIO-hus, for at ansøgeren havde kunnet se sin faders lig. Flygtningenævnet fandt, at det fremstod ganske usandsynligt, navnlig fordi den bekendte selv efter det oplyste få dage forinden skulle have befundet sig i samme hus, hvor ansøgerens fader angiveligt skulle have været udsat for tortur og være blevet dræbt. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge af sine forældres angivelige politiske tilknytning til MDC var i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun var i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Zimbabwe/2009/1
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke havde foretaget handlinger, der kunne bringe hende i modstrid med hendes hjemlands myndigheder. Ansøgeren er læreruddannet og havde i en periode i hjemlandet brugt sin uddannelse og i den forbindelse været medlem af fagforeninger. Der forelå ingen oplysninger om, at hun i den forbindelse på nogen måde havde profileret sig. Ansøgeren, der var enlig, havde bragt sig i modstrid med nogle familiemedlemmer her i landet og i hjemlandet. Hun var ikke i den forbindelse blevet udsat for overgreb, og det fremstod som usikkert, hvorvidt uoverensstemmelserne havde vedvarende karakter. Forholdet sås ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren var udrejst af hjemlandet legitimeret med ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige levevilkår i ansøgerens hjemland i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at forholdene for højtuddannede, herunder lærere, var således i Zimbabwe, at uddannelserne i sig selv kunne medføre en sådan risiko, at de var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Zimbabwe/2008/1
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet medlemmer udtalte: ”At ansøgeren er etnisk shona fra en navngiven by i Zimbabwe. Ansøgeren har været medlem af Movement for Democratic Change siden 1999. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zimbabwe frygter at blive udsat for overgreb af de personer, som handlede hende til Danmark. I 1999 blev ansøgeren medlem af MDC, og i 2005 blev hun udnævnt som sekretær. I efteråret 2007 blev der udstedt en arrestordre på hende, hvoraf det fremgår, at hun skal arresteres på grund af, at hun har organiseret og deltaget i en illegal demonstration, hvor en politibetjent blev såret. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun har lånt 5000 dollars for at kunne betale for rejsen til Danmark. Efterfølgende har pengeudlånerne truet hendes broder i Zimbabwe med at tage sønnen fra ham, fordi lånet ikke er blevet betalt tilbage. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen forklaret, at broderen er forsvundet, og at sønnen nu lever hos en præst i en ikke nærmere angiven landsby. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgeren i et vist omfang har fungeret som formidler af budskaber fra MDC i lokalområdet. Flygtningenævnet finder det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun herved er blevet profileret i en sådan grad, at hun som følge heraf er i konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lægger herved nogen vægt på, at Udenrigsministeriet har rejst tvivl om den arrestordre, som ansøgeren har fremlagt. De oplysninger, der fremgår af den engelske afgørelse vedrørende hendes broder, […]s, sag kan ikke føre til et andet resultat, idet hendes broder efter det foreliggende må anses for betydeligt mere profileret, og idet hun ikke havde problemer med Zanu-PF alene som følge af, at hendes broder udrejste i 2005. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel til Danmark, og at hun i den forbindelse skylder penge. Hendes broder, […], er blevet truet af bagmændene og er efter det oplyste forsvundet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder under disse omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Zimbabwe vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 fra de pågældende personers side, som hun ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” zimb/2012/1
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og katolik af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra hendes familie, der ønsker, at hun skal finde sammen med sin ægtefælle igen. Ansøgeren frygter også, at hun ikke kan få tilstrækkelig behandling for sin brystkræft ligesom hun frygter at blive slået ihjel af de zambiske myndigheder, fordi hun har rådført sig med flere advokater om at anlægge sag mod det hospital, der fejlbehandlede hende. Endelig frygter hun myndighedsforfølgelse og overgreb, fordi hendes søn er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun forlod sin ægtefælle i 2009/2010, fordi han havde fået en ny kæreste, med hvem han ventede barn. Ansøgeren søgte skilsmisse hos kirken og hos High Court i Lusaka. Ansøgeren har dog aldrig hørt noget fra nogen af instanserne. Ansøgerens familie ønsker, at hun finder sammen med sin ægtefælle, hvorfor de i deres adfærd overfor ansøgeren er nedladende og respektløse. De har ikke udsat ansøgeren for fysiske overgreb, bortset fra et enkelt fra hendes broder. Ansøgerens ægtefælle ønsker forældremyndigheden over deres fælles børn. Ægtefællen har flere gange udsat ansøgeren for fysiske overgreb, senest i 2012/2013. Ansøgeren og hendes søn udrejste sammen af Zambia på et visum til Danmark. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at det forhold, at politiet ikke har fulgt op på ansøgerens voldsanmeldelser mod ægtefællen, ikke kan begrunde asyl, idet der, bortset fra et enkeltstående tilfælde i 2012/2013, er tale om episoder, der er foregået før 2009/2010, ligesom forholdene hverken har haft en karakter eller intensitet, der falder ind under anvendelsesområdet i udlændingelovens § 7. Ansøgerens konflikt med ægtefællen om børnenes på deres fælles børn er af ren privatretlig karakter, og det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at spørgsmål om forældremyndighed og bopæl i Zambia afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet. Endelig bemærkes, at ansøgeren forlod sin ægtefælle i 2009/2010, og at hun trods familiens ønske herom ikke har genoptaget samlivet med ham. Bortset fra et enkelt tilfælde i 2012, hvor hendes broder slog hende, har hun ikke været udsat for vold eller anden form for fysisk tvang for at tvinge hende til at opretholde ægteskabet, og den omstændighed, at der vil blive set ned på hende, fordi hun er fraskilt, kan heller ikke begrunde asyl. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at myndighederne i Zambia vil slå hende ihjel, hvis hun sagsøger det hospital, der har behandlet hende, ligesom det også alene beror på formodninger, at de advokater, hun har opsøgt, skulle have videregivet oplysningerne herom til myndighederne. Om den del af asylmotivet, der vedrører, at ansøgeren har en homoseksuel søn, skal nævnets flertal bemærke, at det af ansøgerens og sønnens forklaringer fremgår, at omgivelserne i flere år før udrejsen antog, at sønnen var homoseksuel og derfor udsatte ham for mobning og i et enkelt tilfælde også for vold i form af skub og slag. Sønnens seksuelle orientering har ikke haft konsekvenser for hverken ansøgeren eller den øvrige del af familien, og der er heller ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, der understøtter, at familiemedlemmer til homoseksuelle personer udsættes for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Zambia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/MVI
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk chewa og kristen af trosretning fra Chipata, […], Zambia. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet [A] under valgkampen i starten af 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at personer i og omkring regeringspartiet [B] vil gøre ansøgeren fortræd, idet han i valgkampen har været aktiv for oppositionspartiet [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at være politisk aktiv i Zambia helt tilbage i 1991. Frem til valget i 2015 har ansøgeren haft konflikter i forbindelse med sin politiske aktivitet. Ansøgeren har oplyst, at disse konflikter er afsluttede. Ansøgeren oplevede ingen problemer under valgkampen eller ved valgkampen [i starten af] 2015. Da valget var overstået brød ansøgerens konflikter ud. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 blev ansøgeren overfaldet af en gruppe på syv til otte personer. Overfaldet skete efter ansøgeren havde parkeret sin bil, og var på vej hen til sin bopæl. Ansøgeren blev slået og sparket. Overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe med det, han havde gang i. Ansøgeren anmeldte overfaldet til politiet. Ansøgeren måtte som følge af overfaldet tage på skadestuen. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 var ansøgeren ude at besøge sin ven [C]. Ansøgeren blev ringet op af sin ægtefælle, som fortalte, at nogle personer kastede sten mod deres bolig. Ansøgeren og [C] kørte derfor tilbage. Ansøgeren og [C] kørte forbi politiet for at alarmere dem. Politiet havde ingen ledige politibiler, hvorfor ansøgeren og [C] tog betjentene med i ansøgerens bil. Da de kom tilbage til ansøgerens bopæl, var de personer, der havde kastet med sten forsvundet. Ansøgerens ægtefælle fortalte, at personerne havde råbt, at ansøgeren skulle stoppe med det, han gjorde. Ansøgeren anmeldte episoden til politiet. Ansøgeren blev mellem disse episoder tillige chikaneret af en person ved navn [D]. Første gang truede [D] ansøgeren med en kniv til en grillfest, og jagtede ansøgeren væk fra festen. Anden gang stod [D] ved ansøgerens bil, hvorfor ansøgeren gik hen til politistationen. Da ansøgeren kom tilbage med politiet, var [D] væk. Ansøgeren anmeldte begge episoder til politiet. Politiet gjorde ikke noget ved anmeldelserne. [C’s] ven [E], som var politibetjent, fortalte ansøgeren, at politiet ikke gjorde noget, fordi sagerne havde politisk karakter. På et ukendt tidspunkt [i foråret] 2015 flyttede ansøgeren til Lusaka. Ansøgeren flyttede for at komme væk fra sine problemer i Chipata, og for at komme tættere på det sted, hvor han fik dialysebehandling. Efter ansøgeren var flyttet til Lusaka, mødtes han med lederen, [F], af [B] i Chipata to til tre gange. Ansøgeren havde tillige regelmæssig telefonisk kontakt til [F]. Ved det første møde med [F] bad ansøgeren ham om at stoppe chikanen mod ham, idet ansøgeren formodede, at det var personer fra [F’s] parti, der chikanerede ansøgeren. Efter ansøgeren havde bedt [F] herom, oplevede han ikke flere problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet [i starten af] 2015 til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om hvem der deltog i overfaldet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været udsat for forskellige former for chikane som følge af sin politiske aktivitet, men nævnet finder ikke, at chikanen har en sådan karakter og omfang, at den må anses som forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren må antages at kunne opholde sig andre steder i Zambia, for eksempel i Lusaka således som han gjorde inden udrejsen, hvis han mener, at han ikke kan opholde sig i Chipata. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/SHH
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og kristen af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra de zambiske myndigheder og den øvrige befolkning som følge af sin homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde et forhold til en dreng ved navn [J] fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014. Ansøgerens familie opdagede ansøgerens seksualitet og brød sig ikke om denne. De holdt herefter øje med ham og kontrollerede, hvem han var i selskab med. Ansøgeren blev i løbet af de første år i high school drillet, fordi han har en feminin fremtoning. Ansøgeren er aldrig blevet udsat for fysiske overgreb i skolen, og da ansøgeren kom blandt de ældste elever, holdt drillerierne helt op. Ansøgeren blev overfaldet på gaden én gang i [vinteren] 2014 af uvisse årsager. Ansøgeren og hans moder, der er diagnosticeret med brystkræft, besluttede at udrejse sammen. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel og ønsker at leve i overensstemmelse med sin seksuelle overbevisning, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Zambia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet herved har lagt vægt på de foreliggende oplysninger om forholdene for homoseksuelle i Zambia. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zambia/2016/2/MVI
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2008. Ansøgeren søgte asyl i 2009 efter at have fået afslag på familiesammenføring. I 2004 havde ansøgeren arbejdet for frigivelsen af sin fader, der havde været en profileret politiker. Ansøgeren havde været udsat for trusler om bortvisning fra universitet og havde modtaget trusler telefonisk og via SMS. I Danmark havde ansøgeren været aktiv i debatter på Internettet vedrørende forholdene i Yemen, herunder spørgsmålet om selvstændighed for det sydlige Yemen, som ansøgeren støttede. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun ikke tilhørte nogen bestemt politisk gruppering, men at hun støttede en selvstændiggørelse af Sydyemen. Hun havde som sit asylmotiv henvist til, at hendes fader var en højt profileret politiker, der havde indtaget indflydelsesrige poster og var medlem af et socialistisk parti, der var i opposition til magthaverne. Faderen havde siddet fængslet i tre måneder i 2004 og havde siden været i husarrest. Ansøgeren havde forklaret, at hun offentligt havde arbejdet for faderens frigivelse i 2004 gennem henvendelser til blandt andet menneskerettighedsorganisationer og gennem indlæg på Internettet. Det havde haft den følge, at hun havde været udsat for forskellige former for chikane, overvågning og trusler. Hun havde dog aldrig været tilbageholdt eller fængslet. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, som ansøgeren havde forklaret om, havde haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren problemfrit var udrejst i 2007 og 2008 legitimeret med eget ægte nationalitetspas, og at hun i 2007 efter udløb af visum til Danmark var vendt tilbage til Yemen uden problemer ved indrejsen. Hertil kom, at ansøgeren først havde søgt asyl i Danmark næsten et år efter indrejsen, og efter at der var givet afslag på en ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde udført aktiviteter, der gav grundlag for en antagelse om, at hun af denne grund ville blive udsat for asylrelevante overgreb ved en tilbagevenden til Yemen. Oplysningerne om de generelle forhold i Yemen fandtes ikke at være af en sådan karakter, at dette i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Yemen/2010/1.
Nævnet meddeltei januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været journalist på et internationalt projekt, og at han havde skrevet regeringskritiske artikler især vedrørende korruption. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren var blevet fængslet i 2000, og at han under fængslingen var blevet mishandlet. Flygtningenævnet fandt det ikke ganske klart, hvornår ansøgeren var blevet løsladt, men lagde til grund, at fængslingen havde varet flere år, muligt kun til slutningen af 2004, i modsætning til ansøgerens forklaring om slutningen af 2005. Uanset denne usikkerhed om løsladelsestidspunktet fandt Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Yemen, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af sin regeringskritiske holdning ved en eventuel tilbagevenden til Yemen. Flygtningenævnet meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Yemen/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2017Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er yemenitisk statsborger, er etnisk araber fra [en bestemt stamme] og sunnimuslim fra [A], [B], Aden, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel, kidnappet eller voldtaget som følge af den generelle sikkerhedsmæssige situation i Yemen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i [efteråret] 2012 forlod sit hjemland, fordi hun ønskede at tage ophold hos sin ægtefælle i Danmark. Den Arabiske Revolution fra Egypten og Libyen havde bredt sig til Yemen, og den yemenitiske befolkning gjorde oprør mod regeringen, idet befolkningen følte sig undertrykt. Kort tid før ansøgeren udrejste, blev den daværende præsident, Ali Abdullah Saleh, afsat. Under ansøgerens ophold i Danmark udviklede situationen i Yemen sig, og den forhenværende præsident, Ali Abdullah Saleh, allierede sig med Houthie-bevægelsen og dennes leder, Abdo Almaik Alhouti, og begyndte at bekæmpe den nyindsatte præsident, Abdul Rabo, indtil de i slutningen af 2014 overtog magten og regeringsbygningen i Sanaá. Under dette kup lykkedes det præsident Abdul Rabo at undslippe og flygte til byen Aden. Under instruktion fra Houthierne og Ali Abdullah Saleh kæmpede det yemenitiske militær sig mod Aden for at finde Abdul Rabo, og i marts 2015 bombede de Aden. Abdul Rabo var dog i mellemtiden flygtet til Saudi Arabien. Flere af de arabiske lande er efterfølgende gået sammen om at bekæmpe houthierne og Ali Abdullah Saleh og bomber derfor også i Yemen. Der foregår bombeangreb og skudvekslinger i hele landet som følge heraf. Konflikten har et religiøst element, idet shiamuslimerne støtter houthierne, og sunnimuslimerne støtter houthierne modstandere. Ansøgerens hjemby er Aden, og hendes bopæl er blevet bombet, hvorfor hun ikke har et sted at bo. Ansøgerens familie har opholdt sig forskellige steder i landet for at undgå urolighederne. Deres seneste opholdssted er en skole i [bydelen, C] i Aden, hvor de har opholdt sig omkring et år. Ansøgeren har fået at vide af sin mor, at shiitiske militser fra Houthie-bevægelsen venter ved lufthavnen for at kidnappe sunnimuslimer, og at omkring 15 personer fra forældrenes hjemområde er blevet kidnappet på denne måde. De fleste af disse personer er blevet udsat for tortur og slået ihjel. Ansøgerens to morbrødre, der begge var en del af hver sin modstandsbevægelse, er blevet kidnappet, og begge er siden blevet fundet døde. Videre har ansøgeren fået at vide af sin mor, at ISIL er begyndt at opfordre og true indbyggerne i Aden til at slutte sig til ISIL. Ansøgeren frygter, at hun i særligt grad vil være i risiko for at blive kidnappet, idet hun er sunnimuslim og har opholdt sig i udlandet i en længere periode, og som kvinde frygter hun, at hun er i risiko for at blive voldtaget, hvis hun bliver fanget af houthierne. Flygtningenævnet tiltræder, at det, som ansøgeren har anført om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke for tiden kan begrunde konventions-, beskyttelsesstatus eller midlertidigt ophold i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3. Det fremgår af baggrundsoplysninger vedrørende Yemen, at sikkerhedssituationen i Yemen er alvorlig. Det hedder således i Country Guidance fra april 2016 fra British Home Office bl.a.: ”The humanitarian situation in Aden (and some parts in southern Yemen) while harsh does not in general breach Article 3 of the ECHR, but it is likely to do so for particularly vulnerable people (e.g. single women or disabled people) and each case should be assessed on its individual merits. However conditions in areas in the east, centre and north of the country, including Sana’a, are likely to breach Article 3 in most cases.” I Country Policy and Information Note, Yemen: Security and humanitarian situation fra juni 2017 fra British Home Office fremgår det bl.a.: “While harsh, the humanitarian situation in Aden (and some parts in southern Yemen) does not in general breach Article 15(c) of the Qualification Directive. However, it may do for particularly vulnerable people and each case should be assessed on its individual merits.” Om sikkerhedssituationen fremgår det endvidere bl.a.: “In the north, west and centre of the country as well as in some southwestern governorates levels of indiscriminate violence are currently likely to be at such a level that substantial grounds exist for believing that a person, solely by being present there, faces a real risk of harm which threatens their life or person. … Aden still faces huge security challenges including a rise of targeted killings and the presence of militant groups such as Al-Qaeda and Daesh. However, it remains under the control of the Saudi-backed government. … Since July 2015 the situation has somewhat improved in Aden and some other parts of southern Yemen. Levels of violence in Aden do not match those witnessed in other parts of the country. The security situation in Aden and some areas of southern Yemen do not represent a general risk under Article 15(c). However decision makers must consider whether there are particular factors relevant to the person’s individual circumstances which might nevertheless place them at risk.” På baggrund af de aktuelle tilgængelige oplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Yemen finder nævnet, at forholdene – herunder for sunnimuslimer – i navnlig Aden, hvor ansøgeren er flygtet fra, ikke for tiden kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, og at heller ikke ansøgerens individuelle forhold – set i forhold til sikkerhedssituationen i Aden – kan begrunde sådan opholdstilladelse. Nævnet lægger vedrørende ansøgerens individuelle forhold vægt på, at ansøgeren har familie og netværk i Yemen, som fortsat opholder sig i Aden. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2017/7/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Hudaydah, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsmødet som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at skulle vælge side til en af militserne for at blive beskyttet og blive tvunget til at bære våben. Ansøgeren frygter endvidere, at han bliver slået ihjel af sin søsters tidligere ægtefælle, idet han har taget sin søsters datter med til Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014 blev opsøgt af en fra Houti-bevægelsen. Ansøgerens nabo fortalte ansøgeren om Houti-bevægelsen. Ansøgerens nabo har opsøgt ansøgeren en til to gange yderligere for at fortælle om Houti-bevægelsen. På et ukendt tidspunkt i [efteråret] 2014 talte ansøgeren med en agent for Houti-bevægelsen i [by]. Han sagde, at Houti-bevægelsen kunne hjælpe ansøgeren med hans problemer med hans søsters tidligere ægtefælle. Ansøgeren sagde, at han havde en advokat og en sag i retten, som næsten var afsluttet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans søster udrejste af Yemen til Tyrkiet [i foråret] 2014, fordi hun havde en konflikt med sin tidligere ægtefælle. [I sommeren] 2014 fik ansøgeren en afgørelse fra retten om, at han måtte udrejse med sin søsters to børn. Ansøgerens søster har fået den fulde forældremyndighed til sine to børn. [I efteråret] fik ansøgeren udstedt visum til Tyrkiet. En uge forinden ansøgerens udrejse blev han stoppet på gaden af fire personer, som var fætre til hans søsters tidligere ægtefælle. De udsatte ansøgeren for vold og tog hans nevø. Ansøgeren tog hen til politiet for at anmelde episoden. Politiet sagde, at de ikke kunne gøre noget, når hans nevø var sammen med sin far. Dagen efter modtog ansøgeren et opkald fra sin søsters tidligere ægtefælles bror, som sagde, at de havde ansøgerens nevø. Ansøgeren gik herefter hen til rejsebureauet for at lave flybilletterne om. Dagen efter hentede ansøgeren sin mor og sin niece. De tog til Aden, hvor de udrejste fra [i efteråret] 2014. Uanset mindre divergenser kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har præciseret, at hans asylmotiv relaterer sig til søsterens tidligere ægtefælle og dennes mulige indflydelse i Houti-bevægelsen. Nævnet finder ikke, at de omstændigheder ansøgeren har påberåbt sig, kan føre til, at der meddeles konventions eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens problemer med søsterens tidligere ægtefælle må anses for en privatretlig konflikt, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at søsterens tidligere ægtefælle har tilstrækkelig indflydelse i Houti-bevægelsen til at kunne forhindre ansøgeren i at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren har opnået rettens tilladelse til at udrejse med søsterens to børn, efter at søsteren havde opnået at få tillagt forældremyndigheden. Nævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/6/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn] fra Yemen.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Al Taif, Saudi Arabien. Ansøgeren er statsborger i Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Yemen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes sønner vil blive rekrutteret til hæren, når de bliver teenagere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Yemen er præget af krig og ødelæggelse. Hun har endvidere henvist til, at drenge i 13-14 årsalderen bliver rekrutteret til militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes hverken den generelle sikkerhedssituation eller en risiko for tvangsrekruttering af ansøgers henholdsvis 8- og 10-årige børn at kunne begrunde en opholdstilladelse. Oplysningerne om ansøgerens sundhedsfaglige arbejde findes heller ikke at kunne begrunde en opholdstilladelse, blandt andet henset til, at hun er ophørt med dette arbejde fire år før udrejsen. Ansøgeren har for nævnet som et nyt asylmotiv anført konflikter med sin fraskilte ægtefælle. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at skilsmissen fra den tidligere ægtefælle intet havde med hendes udrejse at gøre. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at hun blev skilt i 2009, og at hun i 2011 anmeldte den tidligere ægtefælle for vold mod børnene, hvorefter han blev fængslet, at børnene havde ophold hos hende fra 2011 og frem til udrejsen i 2015, og at den tidligere ægtefælle angiveligt nu opholder sig i Syrien. Endelig har ansøgeren oplyst, at den tidligere ægtefælles særbarn har opsøgt hende med henblik på at få børnene udleveret, men at han efter at have fået afslag blot har forladt hendes bopæl igen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/5/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aden, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter borgerkrigen i Yemen, og at hun er særlig udsat som læge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at Houthi-bevægelsen i [foråret] 2015 indtog hendes hjemby Aden. Houthierne bombede hospitaler og huse, hvilket medførte, at befolkningen fik problemer med adgangen til strøm og vand. Ansøgeren flygtede i [foråret] 2015 fra [et yemenitisk område] til [et anden yemenitisk område], der ligger i Aden. Hun opholdt sig i [det andet yemenitiske område] indtil [foråret] 2015, hvor en bombe sprang foran hendes lejlighed. Ansøgeren flygtede herefter til Mukhella uden for Aden, hvor hun opholdt sig i en måned. Ansøgeren udrejste sammen med sin søn, der er dansk statsborger, af Yemen til Saudi Arabien [i sommeren] 2015, hvorefter de fløj fra [en saudiarabisk by] til Danmark [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været troværdig, sammenhængende og konsistent. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er fraskilt læge og fra Aden, hvor hun tidligere har arbejdet på et sygehus, der er blevet bombet. Flertallet bemærker, at det af Country Guidance fra april 2016 fra British Home Office fremgår, at: ”The security situation in Aden and some areas of southern Yemen is currently unlikely to breach Article 15(c) of the QD. However, decision makers should refer to the latest available country information as the situation is fluid and volatile. (see Annex A: Current resources). Elsewhere in the country there are reports of the use of indiscriminate violence by both sides including the use of cluster bombs and attacks on civilian homes, hospitals,schools, markets and factories and reports of civilians fleeing air strikes being chased and shot at by helicopters. In the north, west and centre of the country levels of indiscriminate violence are currently likely to be at such a level that substantial grounds exist for believing that a person, solely by being present there, faces a real risk of harm which threatens their life or person. Again decision makers should refer to the latest available country information as the situation is rapidly evolving. (see Annex A: Current resources).” Det fremgår videre under punkt 3.1.1., at: “Although since July 2015 the situation has improved in Aden and some other parts of southern Yemen, Aden still faces huge security challenges including a rise of targeted killings and the presence of militant groups such as Al-Qaeda and Daesh, which has led to, in January 2016, a dusk to dawn curfew being imposed on the city. The humanitarian situation in Aden and some other areas of southern Yemen while harsh is not in general at such a level as to breach Article 3, but may do so for vulnerable people (e.g. single women or disabled people, etc.) and each case should be assessed on its individual merits.” Det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, at situationen i Aden er forværret siden rapporten fra april 2016. Det fremgår videre om risikoen for lægefagligt personale, at Houthi bevægelsen målrettet har angrebet hospitaler, klinikker og lægefagligt personale, hvilket senest er belyst i Medicins Sans Frontiers: ”Yemen: As armed conflict intensifies once again, seeking medical care is dangerous” af 15. september 2016. På baggrund af de aktuelle tilgængelige oplysninger om den generelle situation i Yemen og særligt henset til forholdene for lægefagligt personale i Yemen, finder flertallet herefter, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. yeme/2016/4/DTO
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Aden, Yemen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive fængslet, idet houthi-oprørerne har udstedt en arrestordre på dem. Den mandlige ansøger har oplyst, at han som kranfører på havnen i Aden var med til at losse nogle panservogne, som efterfølgende blev brugt mod nogle demonstranter. Da den mandlige ansøger igen i 2015 skulle losse panservogne nægtede han det, hvorefter han blev sendt hjem i en uge. Derefter kunne han genoptage sit arbejde. Den kvindelige ansøger har arbejdet som tv-journalist og har som led i sit arbejde deltaget i demonstrationer. Hun deltog i en demonstration i [foråret] 2011, hvorefter hun begyndte at modtage anonyme, telefoniske trusler flere gange ugentligt. Truslerne fortsatte indtil starten af 2012. I 2015 blev ansøgerne i deres bil fulgt af bevæbnede soldater i en jeep. På et andet tidspunkt i 2015 blev der skudt ude foran ansøgernes bopæl. Der blev også skudt ind gennem et vindue i et af børnenes værelse. I [foråret] 2015 besatte houthi-oprørerne den tv-station, hvor hun arbejdede, og hun stoppede med at arbejde på tv-stationen. Houthi-oprørerne ringede til hende og truede med at slå hende ihjel, såfremt hun ikke mødte på arbejde igen. Derefter flyttede ansøgerne hjem til den kvindelige ansøgers mor. Kort tid derefter blev deres bopæl ransaget. Der er efterfølgende blevet udstedt en arrestordre på ansøgerne. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på om muligt at søge verificeret, om den kvindelige ansøger er journalist, og i bekræftende fald søge oplysninger om hendes journalistiske karriere herunder ansættelsessted(er). Samtidig bedes det om muligt søgt verificeret, om de to for nævnet fremlagte IDkort er ægte. Endvidere bedes Udlændingestyrelsen søge verifikation af indholdet af en liste over personer, som er imod regimet, og som den kvindelige ansøger har fundet frem til ved at søge på sit eget navn på internettet [i sommeren] 2016. Endvidere bedes Udlændingestyrelsen søge oplyst, om den for nævnet fremlagte arrestordre vedrørende ansøgerne må antages at være ægte.”yeme/2016/3/mkt
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at leve i Danmark sammen med sin herboende ægtefælle, med hvem hun har fået afslag på familiesammenføring, idet hun ingen familie har i Yemen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive dræbt af en mand ved navn […] og hans klan, idet han vil giftes med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2011 blev opsøgt af en ældre mand ved navn […], som fulgte efter hende, når hun gik hjem fra arbejde. Manden ønskede at indgå ægteskab med hende. [Medio] 2014 blev manden meget pågående og sagde til ansøgeren, at han ville giftes med hende, uanset om hendes familie accepterede dette eller ej. Ansøgeren og hendes forældre besluttede herefter at udrejse til Jordan, idet de havde fået nok af chikanen fra manden. I Jordan søgte de visum til Schweiz, hvor ansøgerens bror er bosiddende. Ansøgeren rejste videre til Danmark via Holland, da hun ønskede at indgå ægteskab og søge om familiesammenføring med en herboende mand, som hun havde mødt under en pilgrimsrejse i Saudi Arabien i 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret til lejligheden. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om […] fremstår udetaljeret og afglidende. Det fremstår således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af en mand fra en magtfuld klan, men at ansøgeren derudover ikke ved noget om manden, eller har forsøgt at finde informationer om vedkommende, henset til at han angiveligt har chikaneret ansøgeren i en periode på 3 år. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt […] direkte har truet ansøgerens forældre. Endvidere har ansøgeren oplyst konflikten med […] som årsagen til, at familien flyttede fra Yemen, men at ansøgeren, der indrejste i Danmark [medio] 2014, først søgte om asyl mere end 6 måneder senere, [primo] 2015, dvs. to dage før den udrejsefrist, som ansøgeren fik i forbindelse med afslaget på familiesammenføring. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende bl.a. om sin uddannelse, ligesom ansøgeren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om deres første møde. Uanset, om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med […], der er af privatretlig karakter, ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Yemen, herunder […], ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren ikke risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Yemen, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, eller at en tilbagesendelse til Yemen i øvrigt vil være i strid med internationale menneskerettigheder. Det forhold, at ansøgeren er kvinde, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal bemærker herved, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at give de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Det følger heraf, at en ansøger skal redegøre troværdigt og sammenhængende om sit asylmotiv, hvilket ansøgeren ikke har gjort. Som anført ovenfor forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens forklaring om hendes netværk, familieforhold og øvrige tilknytning til Yemen. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber fra al-Awlaqi stammen og sunni muslim født i […], Yemen. Ansøgeren har boet i Syrien siden 1996, hvor familien har flygtningestatus. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter, at [en klan] vil udøve blodhævn mod ham og hans familie. Ansøgeren frygter videre al-Qaeda i Yemen, idet han har modtaget trusler fra al-Qaeda medlemmer i Syrien, og idet han mener, at der er en sådan forbindelse med disse to dele af al-Qaeda, at han også har grund til at frygte al-Qaeda i Yemen. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i 2014 i Syrien har haft en konflikt med en imam, der har beskyldt ham for at være medlem af IS, hvilket var den direkte grund til, at han udrejste af Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans fader i perioden 1978 til 1982 var medlem af en kommunistisk oprørsgruppe i Yemen ved navn […]. På et tidspunkt mellem 1978 og 1982 kidnappede gruppen tre brødre til lederen af […], som støttede den daværende regering. Gruppen henrettede efterfølgende de tre brødre. Ansøgerens fader var til stede under henrettelserne, men deltog ikke selv aktivt. Faderen flygtede herefter til Sydyemen, hvor han opholdt sig frem til 1990, hvor Nordyemen og Sydyemen blev forenet. Faderen blev major i hæren og senere i politiet. I 1994 udrejste faderen af Yemen, idet der udbrød borgerkrig, og idet han frygtede blodhævn fra […]. Ansøgeren udrejste med sin moder i [vinteren] 1996. Ansøgeren har siden udrejsen boet med sin familie i Syrien. I [sommeren] 2005 indgik han ægteskab med en syrisk statsborger. Det viste sig, at ansøgerens svigerfamilie var delt i to grupper, hvoraf den ene del af familien støttede al-Qaeda, og den anden del støttede den syriske regering. Engang i […] sprængte en mand, […], en bombe ved den libanesiske grænse. [Mandens] ægtefælle fortalte efterfølgende den syriske efterretningstjenesten, at hun og hendes ægtefælle havde boet hos familie til ansøgerens hustru, herunder […].[…] og flere medlemmer af hans gruppe, herunder hans broder […], blev anholdt. […] fortalte efterretningstjenesten, at al-Qaeda i Syrien havde planer om at myrde ansøgeren, hvilket ansøgeren fik kendskab til i 2007 i forbindelse med et møde med den syriske efterretningstjenestes Palæstina afdeling. En person ved navn […] fortalte efterretningstjenesten, at ansøgeren var medlem af al-Qaeda, men efterretningstjenesten fortalte […], at dette ikke var tilfældet, da de kendte ansøgeren, der var ”ren”. I forbindelse med en generel amnesti i […] blev flere af ansøgerens hustrus familiemedlemmer, der havde været fængslet på grund af deres tilhørsforhold til al-Qaeda, løsladt. I 2012 eller 2013 begyndte ansøgeren at modtage trusler fra nogle af disse medlemmer af al-Qaeda på facebook. Han modtog trusler fra seks navngivende personer i en periode på to uger. Ansøgeren slettede herefter sin facebook-profil. Han var ikke udsat for andre trusler eller overgreb fra al-Qaedas side. I [sommeren] 2014 fandt et skænderi sted mellem ansøgeren og en imam i en moske i Damaskus. Imamen beskyldte ansøgeren for at være medlem af IS. En nabo, som var advokat, anbefalede herefter ansøger at rejse ud af Syrien. En gruppe naboer samlede penge ind til ansøgeren, så han kunne udrejse. [I efteråret] 2014 fløj ansøgeren til Algier. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgers forklaring på væsentlige punkter fremstår som utroværdig, konstrueret og divergerende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin faders tilstedeværelse ved henrettelsen af tre medlemmer af […] i 1978-1982 risikerer blodhævn ved tilbagevenden til Yemen, fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens fader på daværende tidspunkt var en dreng på 11 til 14 år, at faderen ikke selv deltog i henrettelsen, at episoden fandt sted for over 30 år siden, og at der efter ansøgerens forklaring i 1990-1992 blev indgået et forlig imellem […] og ansøgerens familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens fader efter genforeningen af Nord- og Syd- Yemen i 1990 kunne forblive i Yemen indtil udrejsen i 1994, og at ansøgeren og hans moder kunne forblive i Yemen indtil udrejsen i [vinteren] 1996. Hertil kommer, at ansøgerens farfader og farbrødre har kunnet opholde sig i Yemen, og at ansøgerens lillebroder har kunnet indrejse i Yemen og opholde sig der i forbindelse med en forlovelse, uden at dette fra […] side har givet anledning til blodhævn. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Qaeda i Syrien, fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at en person ved navn […], efter at denne under en afhøring havde angivet ansøgeren til den syriske efterretningstjeneste som medlem af al-Qaeda, af efterretningstjenesten skulle være gjort bekendt med, at efterretningstjenesten kendte ansøgeren og vidste, at ansøgeren ikke var medlem af al-Qaeda, men at han var ”ren”. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at disse oplysninger skulle være tilgået ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer, som var medlemmer af al-Qaeda, og at dette var grunden til, at han syv år senere modtog trusler via facebook fra disse familiemedlemmer, som nu var løsladt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer tilknyttet al-Qaeda i Syrien har videregivet eller vil videregive oplysninger om ham til al-Qaeda i Yemen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin konflikt med en imam i Damaskus, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at imamen beskyldte ham for at være vantro og arbejde for myndighederne, og at han under den følgende fredagsbøn havde sagt, at ansøgeren var vantro og arbejdede som agent. I asylsamtalen af [2015] har ansøgeren yderligere forklaret, at imamen sagde, at ansøgeren var spion for regeringen, amerikanerne og zionist. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at imamen beskyldte ham for at være medlem af IS. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med imamen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation for civile personer i Yemen på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Yemen, må antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i Yemen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Yemen risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2015/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra Long An, Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret]1991, og at han [foråret] 1991 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [sommeren] udrejste til Vietnam, idet han ville repatriere til sit hjemland. [Foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17a, stk. 1, jf. § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] 2013 frivilligt frafaldt sin opholdstilladelse i Danmark og [i sommeren] 2013 udrejste til Vietnam med henblik på at tage permanent ophold. Klageren opholdt sig herefter i Vietnam indtil [sommeren] 2015, hvor han kom til Danmark på ferie. Han rejste tilbage til Vietnam i [efteråret] 2015. Klageren har således opholdt sig i Vietnam i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren frivilligt tog ophold i Vietnam, idet han [sommeren] 2014 underskrev en erklæring om udbetaling af tillægsydelser knyttet til hans repatriering, hvoraf fremgik, at han erklærede, at han ikke havde gjort brug af muligheden for at søge forlængelse af sin fortrydelsesfrist, der udløb 12 måneder efter hans udrejse af Danmark. Klageren modtog i den forbindelse tillægsydelserne. Nævnet finder ikke, at klageren er fremkommet med en rimelig begrundelse for, at han først søger om at vende tilbage til Danmark ca. 1 år og 11 måneder efter sin repatriering. Klageren må således i forbindelse med erklæringen [i sommeren] 2014 anses at have taget endelig stilling til spørgsmålet om fortrydelse i forbindelse med repatriering til Vietnam. Det bemærkes herved, at klageren ifølge det af ham oplyste har sin mor og bror i Vietnam, og at han bor hos broren. Det forhold, at klageren vil savne sin familie i Danmark og ikke oplever Vietnam som et åbent land med religionsfrihed og menneskerettigheder, og at han efter det af ham oplyste overvåges af myndighederne, hvis han har besøg af mere en tre personer, der ikke er familie, kan heroverfor ikke føre til, at fortrydelsesfristen i § 17 a, stk. 2, forlænges. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan dispenseres fra bortfald af klagerens opholdstilladelse og henviser i den forbindelse til samme grunde, som ovenfor anført vedrørende fortrydelsesfristen og bortfald af opholdstilladelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2018/1/CABV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1989 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Han indrejste i Danmark [i foråret] 1990. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2008 udrejste til Vietnam. Registreringen af denne dato fandt sted efter partshøring i 2012. [Ultimo] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren har forklaret, at han dels smed sine ejendele ud, dels gav dem bort forud for sin udrejse af Danmark i 2008, ligesom det fremgår at akterne i sagen, at han udrejste, fordi han havde mistet forældremyndigheden over sin søn og i øvrigt ikke ville risikere fængselsstaf i forbindelse med en verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han udrejste, fordi han ville finde svar på spørgsmål vedrørende sin rolle som Guds søn i Vietnam. Klageren var udrejst af Danmark i 6 ½ år. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren tidligere har forklaret, at han genindrejste i Danmark, fordi hans søns mor var blevet syg, og fordi han ville have afsluttet den verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han genindrejste, fordi han havde fundet svar på de spørgsmål, som han havde søgt svar på i Vietnam. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i 12 på hinanden følgende måneder, og at han siden 2008 opholdt sig frivilligt i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved sine handlinger og det oplyste om hans planer i forbindelse med udrejsen i 2008 frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt opholdt sig 6½ år i Vietnam, hvor han blandt andet boede sammen med en kæreste. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder klagerens psykiske sygdom, ikke kan lægges til grund, at det var klagerens sygdom, der afholdt ham fra at genindrejse i Danmark på et tidligere tidspunkt. Den omstændighed, at klageren under opholdet i Vietnam meddelte [kommunen], at han var på rejse i Vietnam og den omstændighed, at han, før han var frameldt folkeregistret, fik fornyet sit pas på den danske ambassade i Vietnam kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1. Det fremgår af sagen, at klageren har sin mor og søskende samt sin søn, som han ikke for tiden har samvær med, i Danmark. Det fremgår videre, at klageren ikke var i kontakt med sin søn under opholdet i Vietnam. Uanset det oplyste om, at klageren har en verserende samværssag i Statsforvaltningen og oplysningerne om klagerens psykiske sygdom, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at han uden problemer har opholdt sig i Vietnam i 6½ år. Den omstændighed, at ansøgeren er troende og derfor er bange for at tage ophold i et kommunistisk land, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2017/1/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist fra Hai Pong, Vietnam. Ansøgeren har været medlem af den politiske organisation […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter de vietnamesiske myndigheder grundet hans politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af den politiske organisation […], og at han derfor frygter, at han vil blive anholdt og udspurgt af myndighederne. Ansøgeren har hertil forklaret, at han siden 1996 har sympatiseret med […], og at han har udleveret løbesedler for organisationen. Fra år 2000 og de følgende ti år har ansøgeren været leder for sin egen enhed i organisationen med omkring 120 studerende, som havde til opgave at sprede budskabet omkring [organisationen] samt planlægge og deltage i demonstrationer. I [sommeren] 2009 modtog ansøgeren et opkald fra […], som var leder af [organisationen]. Han fortalte ansøgeren, at situationen var kritisk, og at ansøgeren skulle flygte, hvis han kunne, og at han skulle brænde alt bevismateriale samt medlemslister. I [efteråret] 2009 udrejste ansøgeren af Vietnam, og omkring en måned senere fik ansøgeren at vide, at [organisationens leder] var blevet anholdt, og at myndighederne i den forbindelse fandt nogle navnelister, hvoraf ansøgerens navn fremgik. Omkring fire til fem måneder efter ansøgerens udrejse blev hans moder indkaldt til afhøring hos politiet vedrørende ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter og konflikt med myndighederne til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring uden problemer har deltaget i politiske aktiviteter i Vietnam gennem cirka 13 år. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sine aktiviteter – til samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han i perioden 2000 til 2009 deltog i rigtig mange demonstrationer, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke deltog i demonstrationerne men organiserede dem og opholdt sig i nærheden af demonstrationerne, mens de foregik, og at [organisationen] efter 2004 ændrede strategi til hovedsageligt at give udtryk for sine holdninger via internettet. Ansøgeren har videre under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han i [sommeren] 2009 blev ringet op af sin leder med besked om at flygte, og at han fortsat boede i sit hjem, indtil han udrejste af Vietnam i [efteråret] 2009. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han modtog opringningen fra sin leder i [efteråret] 2009, og at han holdt sig skjult hos venner, indtil han udrejste maksimalt 20 dage senere. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt fra Vietnam med sit eget pas. Hertil kommer, at ansøgeren indrejste i Tyskland i [efteråret] 2009, men først i forbindelse med sin anholdelse i Tyskland i [efteråret] 2011 søgte asyl, og at han ikke under den tyske asylsag oplyste, at han havde konflikter med de vietnamesiske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i [foråret] 2012, men at han først søgte asyl i [efteråret] 2015, efter at han var blevet idømt fængselsstraf og udvist af Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2016/1/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1979.Flygtningenævnet udtalte: ”At klageren indrejste i Danmark den […] 1979, og han blev den […] 1979 meddelt opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Den […] 1983 blev klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelt tidsubegrænset. Den […] 2011 blev klageren ved Retten i […] idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. § 21, jf. § 23. Et år af fængselsstraffen blev gjort betinget, og klageren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år, jf. udlændingelovens § 22, stk. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Ved […] Landsrets dom af den […] 2011 blev dommen fra Retten i […] stadfæstet, og klagerens opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Klageren er etnisk kineser og buddhist af trosretning fra Can Tho, Vietnam. Klageren har under sit ophold i Danmark været politisk aktiv for partiet Frihed. I forbindelse hermed oplyser klageren under et alias andre om livet i Danmark, og han har ligeledes oplyst, at han for tre til fire år siden har kommunikeret med nogle personer fra Vietnam via internettet, hvor han fortalte de pågældende om forholdene i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter, at han vil blive anholdt og udsat for psykisk og fysisk tortur af de vietnamesiske myndigheder, idet han er eftersøgt af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at hans familie arbejdede for den amerikanske regering, hvorfor klageren var eftersøgt, da han udrejste af Vietnam. Endvidere havde klageren skrevet sine meninger om kommunisterne på nogle vægge, hvilket var kriminelt i Vietnam. Klageren ved, at myndighederne var klar over, at det var klageren, som havde skrevet på væggene, da naboerne arbejdede som spioner for kommunisterne, og fordi klageren hørte folk tale herom. Klageren har forklaret, at han stadig er en fjende af myndighederne, og at myndighederne vil slå ham ihjel på grund af hans familiehistorie, og fordi han har trodset regeringen ved at udrejse af landet. Klageren frygter endvidere, at hans danske domme vil få konsekvenser for ham i Vietnam. Klageren har endvidere forklaret, at han ikke kan tage ophold i Vietnam, idet han har nogle helbredsmæssige problemer. Klageren er født og opvokset i Vietnam, hvor han opholdt sig frem til udrejsen i 1979, idet han forlod landet i en alder af 12 år som bådflygtning. Indledningsvist skal det bemærkes, at bestemmelsen om udvisning på grund af strafbart forhold, herunder om der er risiko for dobbeltstraf, henhører under domstolene. Flygtningenævnets kompetence angår alene en vurdering efter udlændingelovens § 31. Der er ikke efter det foreliggende holdepunkt for at antage, at klageren skulle være eftersøgt i hjemlandet på grund af politiske aktiviteter. Klageren har alene udført yderst begrænsede aktiviteter under dæknavn for Frihedspartiet, som har et meget beskedent medlemstal. Endvidere ligger eventuelle aktiviteter forud for udrejsen endog meget langt tilbage i tid. Hverken den omstændighed, at familiemedlemmer har arbejdet for udlændinge eller det daværende Sydvietnamesiske styre, at de er etniske kinesere, eller at klageren er flygtet og har søgt asyl i udlandet, kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lægges herved vægt på udenrigsministeriets notater af 28. januar og 22. juni 2000 samt Refugee Review Tribunal Vietnam fra 24. marts 2005. Angående den i Danmark begåede kriminalitet er det i øvrigt ikke efter det foreliggende baggrundsmateriale, herunder tillige Landinfo af 26. februar 2010 og responsum fremsendt af Udenrigsministeriet af 15. januar 2004 sandsynliggjort, at klageren er i en reel risiko for at blive straffet herfor. Herudover er det indgået i nævnets vurdering, at klageren har været i stand til to gange at rejse tilbage til Vietnam senest i 2007 eller 2008. Idet hverken den omstændighed at klageren kun har et begrænset antal familiemedlemmer tilbage i Vietnam, eller oplysningerne om hans helbredsforhold kan føre til nogen ændret vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Vietnam er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse. Udlændingelovens § 31, stk. 2 er derfor ikke til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” viet/2014/1
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2009. I begyndelse af 2009 havde ansøgeren fået udstedt pas i Venezuela således at han kunne udrejse. Ansøgeren havde hovedsageligt opholdt sig i Tyskland, inden han var taget til Danmark for at søge asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i en studenterbevægelse, og at han i den forbindelse havde deltaget i demonstrationer med videre. Disse aktiviteter havde ikke givet sig udslag i konkrete overgreb overfor ansøgeren. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han ikke kunne få noget arbejde, fordi han i 2003 havde underskrevet en liste, hvorved underskriverne havde ønsket valg til præsidentposten. Ansøgeren fandt, at han som følge heraf var eksponeret som modstander af styret. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, herunder at ansøgeren måtte have fået afslag på jobansøgninger, at politiet havde frataget ham penge eller almindelige gaderøverier m.v., som ansøgeren havde været udsat for, havde haft et sådant omfang, at disse indebar, at ansøgeren havde været udsat for forfølgelse, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren havde været i udlandet længe, indebar efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at ansøgeren af den grund risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Venezuela/2010/2.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2009. I perioden efteråret 2007 til sommeren 2008 havde ansøgeren haft et forhold til en voldelig mand. Ansøgeren var først blevet bekendt med kærestens voldsudøvelser et stykke tid inde i forholdet. I efteråret 2008 var ansøgeren til en fest stødt på den tidligere kæreste. Kæresten havde holdt en kniv for halsen af ansøgeren, men nogle af ansøgerens venner havde afværget angrebet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er homoseksuel, ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde profileret sig. Det bemærkedes, at det var legalt at være homoseksuelt i hans hjemland. Ansøgeren havde opholdt sig i sit hjem og havde fortsat sit arbejde efter episoden i efteråret 2008 og frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, forud for udrejsen havde været udsat for forhold, der kunne anses for forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet, henset til oplysninger om de generelle forhold for homoseksuelle, ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelsen omfattet af Flygtningekonventionen. Det fremgik, at hverken ansøgeren eller dennes tidligere kæreste havde kendt hinandens bopæle eller arbejdssteder, men alene mobiltelefonnumrene. Ansøgeren havde opretholdt sit nummer frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at risikoen var så nærliggende, at ansøgeren fra den tidligere kærestes side ville blive udsat for overlast, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Venezuela/2010/1.
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger med statsborgerskab i Syrien samt Venezuela. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og durzer af trosretning fra […] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel på grund af krigen, og fordi de er durzere af trosretning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [primo] 2015 blev opsøgt på gaden af tre-fire medlemmer af Shabiha, idet de ønskede at få nødhjælpsmidler, som ansøgeren uddelte for Røde Kors i sin landsby […]. Ansøgeren skændtes med de tre-fire medlemmer af Shabiha, fordi han ikke ønskede at give dem nødhjælpsmidlerne, men de tog en nødhjælpskasse med tvang og gik fra stedet. I perioden fra dette tidspunkt og halvanden måned frem modtog ansøgeren seks-syv opkald fra ukendte personer, som truede med at kidnappe ansøgeren og hans børn. Ansøgeren er også ved flere lejligheder blevet opfordret til at slutte sig til Shabiha af lokale personer fra hans landsby […], men ansøgeren har hver gang afslået. Ansøgeren har oplyst, at han har opholdt sig i tre-fire år i Venezuela for at arbejde, i hvilken forbindelse han opnåede statsborgerskab i landet, og at han returnerede til Syrien [i foråret] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Venezuela oplyst, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter, at han vil blive udsat for røveri af kriminelle bander, fordi den generelle sikkerhed i landet ikke er god. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Venezuela blev udsat for cirka ti røverier og truet med pistol af kriminelle bander i byen Maracaibo. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med Shabiha eller andre grupperinger ikke har en sådan intensitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for personlig og individuel forfølgelse eller overgreb. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med Shabiha vedrører en enkelt episode med et skænderi og et røveri eller tyveri af nødhjælpsrationer. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvem der senere kontaktede ham telefonisk og truede ham og hans familie, og under nævnsmødet har oplyst, at det kunne være medlemmer af Shabiha, af Al-Nuzra eller af IS. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev personligt opsøgt i perioden fra [primo] 2015 til sin udrejse i [foråret] 2015. Nævnet finder derfor, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har dobbelt statsborgerskab og er tillige statsborger i Venezuela. Ansøger har forklaret divergerende om sit ophold i Venezuela. I anmeldelsesrapporten [fra foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han aldrig har opholdt sig i Venezuela, under anden samtale med Udlændingestyrelsen at han opholdt sig og arbejdede i Venezuela i 3 – 4 år, og under nævnsmødet at han opholdt sig i Venezuela i cirka 5 år. Ansøgeren er i besiddelse af et ægte venezuelansk pas, der er gyldigt til [foråret] 2016. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans venezuelanske statsborgerskab er opnået på ulovligt grundlag eller sandsynliggjort, at der foreligger en konkret risiko for, at han vil blive frataget sit venezuelanske statsborgerskab. Det forhold, at ansøger efter sin forklaring har været udsat for 10 røverier fra kriminelle bander – røverier, der ikke er anmeldt til politiet – er efter sin karakter ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2016/1/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Uzbekistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker fra Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hun har søgt asyl i Danmark, og fordi hun er på deres sorte liste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes slægtninge vil slå hende ihjel på grund af hendes seksuelle orientering, samt at hendes tidligere ægtefælle og hans familie ligeledes vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren udrejste med den ældste datter og har undladt at bringe hende tilbage til Uzbekistan. Hun har endelig henvist til, at hendes datter ikke kan opnå usbekisk statsborgerskab og vil blive betragtet som statsløs, fordi hendes fader er statsløs, og fordi hun er født i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [ slutningen af] 2013 blev udsendt til Usbekistan fra Danmark. Da ansøgeren ankom til Usbekistan, blev hendes papirer overleveret til de usbekiske myndigheder, og hun og hendes datter blev hensat i et rum. Den følgende dag kom en repræsentant fra de usbekiske myndigheder, som indsatte datterens foto i ansøgerens pas, hvorefter de fik lov til at forlade lufthavnen. Ansøgeren fik udleveret sit pas, men myndighederne beholdt ansøgerens øvrige papirer. Frem til februar 2014 blev ansøgeren afhørt fire til fem gange af politiet om sit ophold i udlandet. Under afhøringerne blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. I [efteråret] 2014 fik ansøgeren visum til Tjekkiet med henblik på behandling af datterens sygdom. Ved udrejsen af Usbekistan blev ansøgeren tilbageholdt i lufthavnen, og hendes ejendele blev gennemsøgt. Ansøgeren blev kørt til ”Tuzel”, hvor hun var tilbageholdt i 15 dage. Ansøgerens advokat fortalte hende, at der ville blive indledt en sag mod hende for krænkelse af den usbekiske kultur. Da hun blev løsladt, underskrev hun et udrejseforbud. Ansøgerens moder ventede på hende udenfor ”Tuzel”. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter af Usbekistan. Efter ansøgerens ankomst til Danmark er ansøgerens moder blevet hentet af politiet og er ikke vendt tilbage siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, inden ansøgerens udrejse af Danmark, har sendt kopi af fotos, sms-korrespondance og brevkorrespondance til ansøgerens familie i Uzbekistan, hvoraf fremgår, at ansøgeren havde et seksuelt forhold til en kvinde i Danmark. Omkring 10 til 12 dage efter ansøgerens ankomst til Uzbekistan konfronterede ansøgerens fætter hende med det og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgerens seksuelle orientering er en stor skam for familien. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at hun har haft seksuelle forhold til andre kvinder. Flygtningenævnet finder derudover, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af den tilbageholdelse, hun blev udsat for i ”Tuzel”, idet hun i asylskemaet udfyldt [i foråret] 2015 har oplyst, at tilbageholdelsen varede 15 dage, under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2015 har hun oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over en måned, hvorefter hun under asylsamtalen [fra vinteren] 2015 først oplyste, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage, men under gennemlæsning af referatet rettede dette til 27 dage, hvorefter hun under nævnsmødet på ny har oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage. Endelig har hun forklaret divergerende om familiekonflikterne, idet hun til gensamtalen [fra vinteren] 2015 har forklaret, at hun blev udsat for et overfald af sin fætter som følge af oplysninger om hendes seksuelle orientering, og at hun ikke udover denne enkelte episode har haft andre problemer, herunder været udsat for andre overgreb, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun også efterfølgende blev udsat for fysiske overgreb både fra slægtninge og hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved udrejsen, idet hun i asylskemaet har oplyst, at hun fik udrejsetilladelse i forbindelse med datterens sygdomsbehandling, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke havde udrejsetilladelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet hun først under nævnsmødet har forklaret, at hun blev sat ud af den lejlighed, som hun havde skaffet sig på grund af sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiver at have været udrejst på et pas, der er forsynet med en visumpåtegning fra den tjekkiske ambassade på et tidspunkt, hvor passet ikke længere opfyldte kravet til udrejse af Uzbekistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder, at ansøgeren herefter, såfremt hun ikke opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, kan udvises til Uzbekistan. Nævnet bemærker hertil særskilt, at det fremgår af baggrundsoplysninger fra Landinfo, at Human Rights Watch har oplyst, at hvis personer uden aktiv profil forlader Uzbekistan og derefter søger asyl i fremmed land uden at opnå asyl og derefter bliver returneret til Uzbekistan, ikke nødvendigvis vil blive retsforfulgt på grund af asylansøgningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke kan anses som særligt profileret. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, efter tidligere forgæves at have søgt asyl i Danmark, opholdt sig i omkring halvandet år i Uzbekistan uden retsforfølgning i anledning af den tidligere asylansøgning. Vedrørende det påberåbte asylmotiv, der relaterer sig til, at ansøgerens barn ikke er usbekisk statsborger, bemærker nævnet, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder artikel 14 i den usbekiske statsborgerskabslov, at et barn, hvor en af forældrene på tidspunktet for barnets fødsel var statsborger i Republikken Usbekistan, og den anden var statsløs eller ukendt, er statsborger i Republikken Usbekistan, uanset fødested. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uzbe/2016/1/SLN
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et vietnamesisk ægtepar. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske vietnamesere fra[…]. Den mandlige ansøger har i Vietnam rådgivet vietnamesere om deres rettigheder, og efter indrejsen i Danmark har han sammen med sin søn meldt sig ind i Vietnam Populist Party, for hvem han har skrevet to artikler, ligesom han har deltaget i en demonstration. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger siden 1989, hvor han blev fængslet på et urigtigt grundlag, har været udsat for chikane fra de vietnamesiske myndigheders side, fordi de har mistænkt ham for at være politisk aktiv i oppositionen mod regeringen. Den mandlige ansøger har alene været udsat for chikane, fordi regeringen ikke har kunnet bevise, at han har været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har efter indrejsen i Danmark deltaget aktivt i det politiske arbejde mod Vietnams regering, herunder skrevet på forskellige blogge på Internettet, og han har deltaget i en filmet demonstration for frie valg i Vietnam foran Kinas ambassade. Ved en eventuel tilbagevenden til Vietnam vil regeringen derfor kunne bevise, at den mandlige ansøger er politisk aktiv, hvorfor han vil blive fængslet og udsat for overgreb. Den kvindelige ansøger har i det hele henholdt sig til den mandlige ansøgers asylmotiv. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1989 var sigtet for tyveri af statslige værdier, og at han blev fængslet i cirka tre måneder. Uanset om denne tilbageholdelse reelt har været politisk begrundet, finder Flygtningenævnet ikke, at denne konflikt i sig selv er asylbegrundende henset til, at der nu er gået over 20 år. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger i den efterfølgende tid har været således udsat for målrettet chikane eller statslige overgreb, at det kan karakteriseres som asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger siden 1990, da han ifølge sin forklaring blev presset til at søge sin afsked, har kunnet ernære sig ved selvstændig virksomhed. Ansøgerne har i forbindelse med udøvelsen af deres erhverv haft to retssager, som er endt med, at de har fået delvist medhold. I begge tilfælde bortfaldt bøderne. I de seneste år før udrejsen drev den mandlige ansøger en virksomhed med salg af kosttilskud. Han kunne i den forbindelse foretage flere udadrettede aktiviteter, og hans virksomhed var vellykket. Siden 2005 har ansøgerne været på flere ferierejser til udlandet. Det kan herefter konstateres, at såfremt den mandlige ansøger har været udsat for en begrænsning i sin bevægelsesfrihed, har den været af ringe intensitet. Det må endelig tillægges afgørende betydning, at ansøgerne kunne udrejse legalt, efter at de havde fået fornyet deres pas. Den mandlige ansøger har ikke sandsynliggjort, at han har haft et nært samarbejde med en navngiven journalist, som er kommet til de vietnamesiske myndigheders kendskab. For så vidt angår den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Danmark bemærkes, at den mandlige ansøger først meldte sig ind i Vietnam Populist Party i sommeren 2010 efter et års ophold i Danmark. Efter ansøgerens forklaring var hans første aktiviteter for partiet i sommeren 2011, efter at Udlændingestyrelsen i foråret 2011 havde meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter det oplyste om den mandlige ansøgers rolle under demonstrationen i sommeren 2011, indholdet af de to artikler og publiceringen heraf, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet profileret i forhold til de vietnamesiske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgerne måtte vende tilbage til Vietnam efter udløbet af visumfristen og efter at have søgt asyl, kan ikke føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet lægger således afgørende vægt på Udenrigsministeriets notat af [..]2011, hvorefter de vietnamesiske myndigheder normalt ikke vil vise interesse for sådanne overtrædelser. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” viet/2011/1
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Usbekistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kirgiser fra Tasjkent i Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive tortureret og tilbageholdt af myndighederne, som mistænker ansøgeren for at have deltaget i uroligheder mod styret i maj 2009 i Andijan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2005 i forbindelse med demonstrationer i Andijan i lighed med alle mænd i området blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage af myndighederne og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev efterfølgende tilsagt til afhøring. Ansøgeren har videre henvist til, at hans onkel den [….] 2009 blev anholdt efter urolighederne i Andijan, og at der på onklens bopæl blev fundet et våben og ansøgerens pas. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul indtil udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne har eftersøgt ham både på onklens bopæl i Andijan og på ansøgerens bopæl i Tasjkent. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin onkels forhold og fundet af ansøgerens pas hos onklen er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder herefter sammenholdt med ansøgerens tidligere tilbageholdelse og oplysningerne om de generelle forhold i Usbekistan, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Usbekistan/2010/2
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde i 2007 og 2009 været udsat for overfald, herunder forsøg på mordbrand, blandt andet pga. at han var konverteret til kristendommen. Flere af overfaldene var initieret af familiemedlemmer, der støttet Hizb-ut-Tahrir. I 2006 havde han forladt sin hjemby og bosat sig i en anden by. Overfaldene havde han oplevet i forbindelse med besøg i hjembyen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra islamiske ekstremister tilhørende Hizb-ut-Tahrir, heriblandt ansøgerens fader, ansøgerens nieces ægtefælle og et andet fremtrædende medlem. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde et modsætningsforhold til disse personer, fordi ansøgeren var konverteret til kristendommen og havde taget afstand fra Hizb-ut-Tahrir og fra våbenbrug og krigsførelse, som ansøgeren var blevet oplært i. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som følge heraf havde været udsat for to episoder i sin hjemby i efteråret 2007 og begyndelsen af 2009, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra disse personers side. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren i mellemtiden havde kunnet opholde sig uden problemer i en anden by. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende forsøget på mordbrand til grund. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring var fremtrådt som selvmodsigende og usammenhængende. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren havde forklaret, at han først havde vækket sin sovende familie og igennem et vindue skaffet dem ud af hotellejligheden, der var beliggende i stueetagen, for derpå selv indefra at have slukket den udefra påsatte brand med en våd klud. Flygtningenævnet kunne på den anførte baggrund heller ikke lægge ansøgerens forklaring om ansøgerens efterfølgende tilbageholdelse til grund. Ansøgerens forklaring om Hizb-ut-Tahrirs indflydelse i hjembyen og organisationens tilknytning til myndighederne var ikke fremtrådt som sammenhængende og overbevisende. Forklaringen var desuden i strid med de foreliggende baggrundsoplysninger fra Usbekistan. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Hvis ansøgeren ikke fandt, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne tage ophold i sin hjemby, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i den anden by, hvor ansøgeren efter det oplyste havde boet fra 2006 til 2009. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2010/1.
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er homoseksuel og blev som følge heraf udsat for overgreb fra politi og lokalbefolkningen. Ansøgerens problemer begyndte en aften i efteråret 2007, hvor han sad i en park i Tasjkent sammen med sin kæreste. To politifolk kom forbi og begyndte at fornærme ansøgeren og hans kæreste. Ansøgeren blev slået og sparket, mens kæresten blev iført håndjern og taget med. Et par dage senere meldte ansøgeren overfaldet til politiet. En efterforsker tog ansøgeren med til lighuset, hvor ansøgeren fik forevist liget af kæresten. Ansøgeren insisterede på, at det kom til at stå i politirapporterne, at politifolkene havde slået kæresten. Ansøgeren blev tilbageholdt natten over og blev udsat for fysiske overgreb af politiet og blev anbragt i en celle, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb af en medfange. Efter løsladelsen rettede ansøgeren henvendelse til anklagemyndigheden, men personen fra anklagemyndigheden tog ham ikke alvorligt. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre politifolk, som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren modtog også telefoniske trusler fra anonyme personer. Efterfølgende tog han ophold hos en ven. En dag blev han overfaldet af fire unge mænd uden for vennens lejlighed. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været i en længerevarende konflikt med lokale politifolk og havde herunder været udsat for alvorlige overgreb under en tilbageholdelse. Konflikten havde baggrund i, at ansøgeren og hans mandlige kæreste var blevet afsløret som homoseksuelle og gennemtævet, kæresten så alvorligt, at han var afgået ved døden. Ansøgeren havde forgæves klaget til den overordnede anklagemyndighed. De beskrevne myndighedsovergreb var sandsynliggjort af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren var udrejst ulovligt. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at der herefter var en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en behandling, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2008/3
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende kvindens søn. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens og hendes søns forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at den lokale politibetjent og formanden for den lokale boligkommission siden ansøgerens ægtefælles død i 2001 havde forsøgt at få ansøgeren og hendes søn til at forlade deres bopæl og til at udrejse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at presset fra disse personer havde været så massivt, som forklaret under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet lagde til grund, at der havde været forskellige henvendelser herom, og at ansøgerens søn i 2005 var blevet anholdt og tilbageholdt som følge af, at de ikke havde forladt området. Flygtningenævnet fandt, at de overgreb, som ansøgerens søn havde været udsat for under tilbageholdelsen, ikke havde sammenhæng med sønnens etnicitet som uighur, men derimod med sønnens opførsel under tilbageholdelsen, hvor han dels havde råbt op og banket på celledøren dels havde forsøgt at stikke af. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren og sønnen de to følgende dage havde mødt på politistationen, hvor de havde fået besked på at rejse, men at der ikke var sket ansøgeren og hendes søn yderligere inden udrejsen et til halvandet år senere. Flygtningenævnet havde ikke noget grundlag for at antage, at en færdselsulykke, som havde overgået ansøgerens søn i 2002, havde nogen sammenhæng med ansøgerens eller sønnens etnicitet. Flygtningenævnet bemærkede, at hverken ansøgeren eller hendes søn på nogen måde havde været politisk eller på anden måde aktive, således at de kunne opfattes som modstandere af det siddende styre. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren og hendes søn kunne anses for forfulgte alene på baggrund af deres etnicitet som uighurer. Flygtningenævnet bemærkede, at den chikane, som ansøgeren og hendes søn havde været udsat for i lokalområdet, ikke havde haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne anses for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller således at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, selvom situationen for tilbagevendende asylansøgere efter de foreliggende baggrundsoplysninger generelt set måtte anses for forbundet med betydelig usikkerhed, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til hjemlandet, idet ansøgeren og hendes søn måtte anses for ganske uprofilerede. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren og hendes søn måtte anses for lovligt udrejst, og Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes søn skulle have fået et forbud mod genindrejse i Usbekistan. Usbekistan/2008/2
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan, født 1971, samt et barn. Indrejst i september 2004. Ansøgning om asyl indgivet i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt anledning til at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele samtlige de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives asyl her i landet. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning under samtalen i udlændingestyrelsen og under nævnsmødet navnlig anført, at hun som etnisk russer var blevet krænket blandt andet i form af, at hun af politiet var blevet opfordret til at uddele angiveligt illegale løbesedler, at hun herefter modtog en pakke løbesedler, angiveligt af en person, der havde tilknytning til en lokal politisk organisation, og at hun efterfølgende blev voldtaget af tre personer med den begrundelse, at hun skulle afstraffes, fordi hun ikke havde delt løbesedlerne ud på den korrekte måde. Flygtningenævnet fandt, at der måtte lægges afgørende vægt på, at ansøgeren først havde givet oplysninger om disse forhold under samtalen med Udlændingestyrelsen. Hun havde således intet nævnt herom ved sin indgivelse af asylansøgning den 11. maj 2005 og havde ej heller nævnt noget herom i sit asylskema. Herudover fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende forklaringer. Hun havde således til samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun blev tilbageholdt af politiet i lufthavnen i Tashkent, hvorefter hun fik besked på at gå og senere henvende sig til politiet. Da hun herefter henvendte sig på en lokal politistation, blev hun tilbageholdt i tre dage. Under nævnsbehandlingen havde hun derimod forklaret, at hun straks blev kørt til den lokale politistation, hvor hun blev tilbageholdt i tre dage og derefter løsladt. Flygtningenævnet tillagde det endvidere nogen betydning, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2004, at hun derefter søgte om forlængelse af sit besøgsvisum, og at hun først søgte asyl i maj 2005 på et tidspunkt, hvor de danske udlændingemyndigheder havde haft kontakt med den usbekiske ambassade i London med henblik på at få udstedt et rejsedokument til ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den angivelige uddeling af flyveblade samt voldtægt til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for de etniske russere i Usbekistan i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Usb/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2010 sammen med sin broder. Sagen vedrørende ansøgers bror blev i Flygtningenævnet behandlet samme dag og af samme nævn og blev ligeledes stadfæstet.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk usbeker fra landsbyen […] i […]-distriktet i Andijan-provinsen og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de usbekiske myndigheders side dels på grund af sin deltagelse i en demonstration i landsbyen i [foråret] 2008, dels fordi han er udrejst illegalt og har søgt asyl i udlandet. Ansøgeren har forklaret, at embedsmænd fra en regeringskommission i [foråret] 2008, et par dage efter at ansøgerens moder var afgået ved døden, opsøgte beboerne i landsbyen og informerede dem om, at de skulle flytte fra landsbyen, idet der skulle bygges en vej gennem byen. Landsbyens beboere blev vrede, idet de mente, at eksproprieringen var politisk motiveret, og idet de var utilfredse med den pris, som de blev tilbudt for deres huse. Ansøgeren deltog sammen med sin broder i en demonstration arrangeret af beboerne i landsbyen, og de kastede med sten mod politiet og militæret, som var blevet tilkaldt af embedsmændene. Efter militæret begyndte at skyde mod demonstranterne, løb ansøgeren hjem til sit og broderens hus i udkanten af landsbyen. Efter broderen kom hjem, blev broderen opsøgt af sin ven, der fortalte, at militærpersoner gik fra hus til hus i landsbyen for at anholde deltagerne i demonstrationen. Kort efter kørte ansøgeren og broderen til byen Karazouk, hvorfra de dagen efter udrejste til Rusland. I [begyndelsen af] 2010 indrejste de og søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt, på, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået usikker og usammenhængende, og at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår og af hvem ansøgeren og hans broder blev advaret om, at myndighederne ville anholde de beboere, der havde deltaget i demonstrationen. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår han og broderen flygtede fra landsbyen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid turen i lastbilen til Vyborg i Rusland varede, og om hvor i lastbilen de opholdt sig under turen. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser ikke alene kan forklares med tolkeproblemer. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring i sin helhed, er spørgsmålet herefter om alene den omstændighed, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka fire år, kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger, der til brug for sagens behandling er indhentet fra Udenrigsministeriet og ICG-landene, kan give anledning til usikkerhed om, hvorvidt det vil medføre sanktioner fra de usbekiske myndigheder, hvis en usbekisk statsborger, der er profileret i bare nogen grad, vender tilbage til Usbekistan efter et flerårigt ophold i udlandet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at en usbekisk statsborger, der er udrejst legalt og fremstår helt uprofileret, vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse.” usbe/2014/3
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er ukrainer og ortodoks af trosretning og er opvokset i […], Vinitskaja Oblast, Ukraine, men har senest boet i Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Donetsk-området frygter krigen og separatisterne i området. Ansøgeren har endvidere anført, at han ikke kan tage ophold i andre dele af Ukraine, da han ikke har et netværk og på grund af hans alder og helbredsmæssige tilstand. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er født den […] […], er opvokset i […], Vinitskaja Oblast, i det centrale Ukraine, men at han senest har boet i Donetsk i det østlige Ukraine. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har opholdt sig i en række europæiske lande, senest Tyskland i perioden fra omkring 2005 til [sommeren] 2014. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Central- og Østukraine, herunder Donetsk-området, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene med henvisning hertil. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren en enkelt gang er blevet opsøgt af nogle for ham ukendte personer, som efterstræbte hans sønner, kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret. Såfremt ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til Donetsk af frygt for separatisterne i området, vil ansøgeren kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine, der er under den ukrainske regerings kontrol. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er en ældre mand, kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke er af asylrelevant karakter. Det falder således uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukraine/2015/12
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og tilhører skandinavisk germansk hedenskab/ nordisk mytologi. Ansøgeren er fra Lvov, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en lovlig demonstration imod regeringen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel i krig eller at blive fængslet, idet han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2014 blev bedt om at møde op på et militærkontor, hvor han blev spurgt, om han ville melde sig frivilligt til hæren. Dette accepterede ansøgeren. Ansøgeren var først i militæret i Ivano-Frankovsk i fire-fem måneder, hvorefter han var i Donetsk i én måned. I [efteråret] 2014 flygtede ansøgeren fra militæret. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig hos sine forældre og sin kæreste. I perioden inden ansøgeren udrejste, modtog han trusler personligt og telefonisk. I foråret 2015 blev der offentliggjort en liste over dem, der var deserteret fra militæret. Ansøgeren udrejste af Ukraine i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste i hjemlandet, og at han på denne baggrund skulle være forfulgt. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på centrale punkter er divergerende og fremstår usandsynlig, og forklaringen fremstår derfor konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af hans militærtjeneste. Under oplysnings- og motivsamtalen har han oplyst, at hans kontrakt med militæret ophørte omkring efteråret 2014. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han forlod militæret [i efteråret] 2013, da han sammenlagt havde været i militæret i 3 år og 7 måneder. Hans kontrakt udløb i [efteråret] 2013. Overfor nævnet har ansøgeren i øvrigt forklaret, at han efter at have underskrevet en 3-årig kontrakt blev indkaldt [i foråret] 2014, og at han efter 3 måneders træning underskrev en midlertidig kontrakt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om de trusler, der er fremsat, efter at han deserterede. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at truslerne startede omkring [foråret] 2015, og at den første trussel blev fremsat 3-4 dage, efter at han var flygtet fra militærtjenesten. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at truslerne første gang blev fremsat ca. 2 måneder, efter at ansøgeren var kommet hjem. Det fremstår i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren har kunnet opholde sig og bo på familiens bopæl, hvor han også boede, forinden han var i militæret, uden at han er blevet pågrebet af de personer fra militæret og politiet, der kom til bopælen for at søge efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at han opholdt sig hjemme i ca. et år, måske mere end et år. Ansøgeren har i øvrigt under asylsamtalen først afslutningsvis forklaret, at han også opholdt sig hos sin kæreste efter flugten fra militæret. Det fremstår også usandsynligt, at det heller ikke er lykkedes militær- og politifolk at pågribe ansøgeren på hans arbejdsplads, når han blev eftersøgt der, således som han har forklaret under asylsamtalen. Det understøtter ansøgerens utroværdighed, at han under asylsamtalen usammenhængende har forklaret, at han selv meldte sig til militærtjeneste i anden omgang, idet han også har deltaget på frivillig basis og deltog frivilligt i træningen. Ansøgeren har videre forklaret, at han ikke officielt er deserteret, fordi han ikke var officielt indkaldt. Det er ikke skrevet nogen steder, at han er deserteret. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han flygtede fra militæret, da han og andre i militæret ikke var i stand til at forsvare sig selv på grund af manglende våben. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han deserterede, fordi han ikke ville slå folk ihjel. Ansøgeren har overfor nævnet fremlagt en meddelelse om indkaldelse af ansøgeren til militæret. Det er oplyst, at det fremlagte er printet fra Internettet. Flygtningenævnet finder ikke, at det fremlagte kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/7/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Lvov, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer imod regeringen. Ansøgeren er ikke blevet anholdt eller udsat for repressalier af nogen art som følge heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt i krig og at blive slået ihjel i krig. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet, såfremt han unddrager sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod problemer i Ukraine i 2012, og at folk blev indkaldt til militæret i 2014 som følge heraf. I slutningen af 2014 blev ansøgeren opsøgt mindst seks gange af folk fra politiet og det militære personalekontor, fordi de ville indkalde ansøgeren til militæret. Ansøgeren blev aldrig fundet, idet han gemte sig eller opholdt sig hos en ven. Ansøgeren udrejste af Ukraine sammen med sin bror i december 2015. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har unddraget sig militærtjeneste i Ukraine. Forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, efter at han på session er blevet erklæret uegnet til militærtjeneste, og har fået påtegning herom i sin militærbog, angiveligt alligevel er blevet indkaldt til militæret. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende i forhold til den forklaring som ansøgerens bror, [A], har afgivet under sin asylsag om militærets og politiets henvendelser på deres bopæl for at indkalde ansøgeren til militærtjeneste. Nævnet henviser til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han blev opsøgt mindst 6 gange af militærfolk og politiet fra slutningen af 2014 til efteråret 2015. I begyndelsen af perioden spurgte de også efter ansøgerens bror, men de ophørte hermed, da broren var i militæret indtil cirka to måneder, før ansøgeren udrejste sammen med sin bror. Ansøgerens bror har derimod under sin asylsamtale forklaret, at ansøgeren ikke er blevet opsøgt på bopælen, men at han har modtaget indkaldelser. Det fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat, at ansøgeren har oplyst, at han er blevet opsøgt 4 gange på bopælen, og at han 3 gange har fået skriftlige indkaldelser til at give møde. Det fremgår endvidere, at der blev spurgt efter broren de 2 første gange, og at der blev spurgt efter ansøgeren de sidste 4 gange. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/6/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra [mindre by], Syrien. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev, Ukraine. Den mandlige ansøger har været aktiv for den kurdiske sag, og har i den forbindelse deltager i flere møder og demonstrationer. Den kvindelige ansøger støttede den orange revolution i 2004, og deltog den forbindelse i flere demonstrationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og de generelle forhold i landet, herunder at blive slået ihjel af islamister, fordi han er kurder og ateist. Han har desuden oplyst, at han ikke ønsker at bo i Ukraine, idet han ikke er ukrainsk statsborger, da Ukraine ikke accepterer dobbelt statsborgerskab, og fordi der er diskrimination af udlændinge. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2013 fik oplyst, at myndighederne ledte efter ham. Han formoder, at de ledte efter ham, fordi han skulle i militæret. Han har desuden oplyst, at de generelle forhold i Syrien på nuværende tidspunkt er sådan, at islamister slår kurdere ihjel, fordi de anser dem for at være vantro. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at der er diskrimination af udlændinge i Ukraine, og at han har været udsat for to overgreb. Første gang på et ukendt tidspunkt i 1990’erne og anden gang på et tidspunkt i 2009 eller 2010. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikter. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle deltog i demonstrationer i Ukraine, som var rettet mod det syriske regime, og at han som følge heraf fik konflikter med de syriske myndigheder. Hun har videre oplyst, at hendes ægtefælle havde konflikter i Syrien, da han vendte tilbage dertil efter at være udsendt fra Sverige til Ukraine. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har såvel syrisk som ukrainsk statsborgerskab. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering om, at den mandlige ansøger i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om, at de i Ukraine har været udsat for diskrimination som følge af den mandlige ansøgers syriske baggrund til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er blevet opkrævet betaling for sundhedsbehandling, som ellers er gratis, at den mandlige ansøger flere gange er blevet stoppet af politiet i Ukraine og visiteret, og at han i [sommeren] 2009 blev overfaldet af tre russisktalende personer, som udøvede vold mod ham og herunder stak ham i benet med en kniv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om forhold af en sådan intensitet, at det kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Om risikoen for refoulement til Syrien ved tilbagesendelse af den mandlige ansøger til Ukraine bemærkes, at de Ukrainske myndigheder [i efteråret] 2015 og [i vinteren] 2015 overfor Udenrigsministeriet har bekræftet, at den mandlige ansøger i 2005 har opnået ukrainsk statsborgerskab og fået udstedt ukrainsk pas. Ansøgerne har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at de Ukrainske myndigheder i 2013, da den mandlige ansøger blev returneret fra Sverige til Ukraine, traf en afgørelse om at håndhæve det ukrainske forbud mod dobbelt statsborgerskab i forhold til den mandlige ansøger og af den grund nægtede ham indrejse i Ukraine. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at få meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/5/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger, etnisk russer og ortodoks kristen af trosretning fra Dnipro, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af [et venstreorienteret parti i Ukraine] siden [vinteren] 2006, og hun har også arbejdet for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og udsat for overgreb, fordi hun har arbejdet for og været medlem af [et politisk parti i Ukraine], og fordi den ukrainske stat forfølger alle, som ikke er enige med den siddende regering. Ligeledes frygter ansøgeren at blive forfulgt og udsat for overgreb af nationalistiske grupperinger, som handler uafhængigt fra lovgivning og domstole. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun siden [vinteren] 2006 har været medlem af [det politiske parti]. I starten var det blot en hobby, men det var først fra [sommeren] 2013, at hun blev mere politisk aktiv, idet hun begyndte at arbejde for partiet. I [vinteren] 2013 var ansøgeren i Istanbul, Tyrkiet i en uge for at besøge en veninde. Her mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, som hun tilbragte nogle dage sammen med. I tiden efter, at ansøgeren var tilbage i Ukraine, kommunikerede hun fortsat med sin ægtefælle. De besluttede, at ansøgerens ægtefælle skulle komme til Ukraine i slutningen af [sommeren] 2014, hvorefter de flyttede sammen. Ansøgeren blev gift [i efteråret] 2014. Ansøgerens ægtefælle var konverteret fra islam til kristendommen, før ansøgeren mødte ham. Første gang ansøgeren blev overfaldet, var foran partiets hovedkontor i [foråret] 2014. To ukendte personer slog og sparkede ansøgeren og hendes partifælle, mens de råbte noget i retningen af ”kommunister skal fjernes”. I [foråret] 2014 var ansøgeren og en anden partifælle på vej ind til centrum af byen for at aflevere løbesedler til to drenge, som skulle omdele disse. Fire mænd fra Aidar-bataljonen, som hører under den ukrainske hær, passede dem op, og begyndte at slå på ansøgeren, partifællen og drengene. Politiet kom hurtigt til stedet, og de tog ansøgeren og hendes partifælle med tilbage på politistationen. Her sad ansøgeren tilbageholdt i en kælder i cirka en uge. Ansøgeren blev anklaget for at have uddelt ulovlige løbesedler, som gik imod den nationale hær og den siddende regering, men ansøgeren tilstod ikke disse anklager. I den efterfølgende tid modtog ansøgeren telefoniske trusler og SMS-beskeder fra et ukendt nummer. [I sommeren] 2014 deltog ansøgeren i en konference med partiet i Belgorod, Rusland. På vej tilbage til Ukraine blev bussen stoppet ved grænsen. Alle partifællers pas blev tjekket, og to personer blev tilbageholdt. Nogle dage efter blev ansøgeren indkaldt til et møde hos den ukrainske efterretningstjeneste, SBU. Her benægtede ansøgeren at kende noget til den ulovlige information, som de to tilbageholdte partifæller blev anklaget for at have på sig. Ansøgeren underskrev samtidig et dokument, hvor hun erklærede, at hun ikke ville udrejse af Ukraine. [I efteråret] 2014 havde ansøgeren deltaget som valgtilforordnet ved parlamentsvalget i Ukraine. Da ansøgeren kom hjem til sin bopæl, var der malet et sort svastika på hendes hoveddør, og skrevet ”Død over Moskalierne” (som er et nedsættende udtryk om russerne i Ukraine). [I vinteren] 2014 var ansøgeren på vej til partiets hovedkontor, da hendes hoved blev tildækket, hvorefter hun blev skubbet ind i en bil. Ansøgeren blev tilbageholdt i et forfaldent hus, hvor to ukendte personer udsatte hende for overgreb. Personerne anklagede ansøgeren for at være en dårlig person, fordi hun kritiserede regeringen. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive et dokument, hvor hun tilstod, at de partihandlinger, hun deltog i, var ulovlige. Ligeledes stod der, at ansøgeren var i opposition til den siddende regering, og at oppositionen skulle fjernes. Ansøgeren blev herefter slået bevidstløs, og da hun vågnede, var mændene væk. I den efterfølgende periode flyttede ansøgeren og hendes ægtefælle en del rundt. I [sommeren] 2015 forsvandt ansøgerens ægtefælle, mens ægtefællen var på besøg hos ansøgerens forældre. Ægtefællen har fortalt ansøgeren, at han var ude og handle, da uniformerede mænd tilbageholdte ham og udsatte ham for overgreb. Ægtefællen blev løsladt i [efteråret] 2015 tæt på grænsen til Rusland. Ansøgerens ægtefælle flygtede herefter ind i Rusland. Ansøgeren udrejste med fly af Ukraine [i efteråret] 2015. Ansøgeren fik hjælp af sin veninde med at arrangere rejsen. Således købte ansøgerens veninde to billetter. Den første, fra Ukraine til Israel, blev købt i venindens navn med brug af hendes pas. Den anden billet, fra Israel til Danmark, blev købt i ansøgerens navn med brug af hendes eget pas. Ansøgerens veninde instruerede ansøgeren til at smide begge pas ud i flyene, hvilket ansøgeren gjorde. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der omhandler udrejsen af Ukraine til Danmark, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, navnlig fordi ansøgeren ikke har været i stand til at forklare, hvorfor hun valgte at flyve fra Ukraine til Israel på en anden persons pas og videre fra Israel til Danmark på sit eget pas, som hun smed ud undervejs, og uden brug af visum. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Ukraine i 2014 i flere tilfælde har været udsat for overfald og er blevet intimideret på grund af sin tilknytning til [det politiske parti]. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine fortsat er i risiko for forfølgelse som følge heraf. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at de grupper, der stod bag episoderne, handlede på vegne af det nuværende ukrainske regime, ligesom der efter ansøgerens egen forklaring har været tale om enkeltstående episoder, som er ophørt efter nogen tid, og som ikke har ført til yderligere arrestation eller domfældelse. Nævnet lægger herved til grund, at oplysningerne fra ansøgerens brors ven [A] om, at der er rejst en sag mod blandt andre ansøgeren, ikke understøttes af andre oplysninger i sagen. Det forekommer i øvrigt usandsynligt, at omtalte [A], der arbejder for det ukrainske regime, skulle udlevere oplysninger om en verserende straffesag mod ansøgeren for regimefjendsk virksomhed til hendes bror. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter de omtalte episoder opholdt sig i Ukraine i en længere periode før sin udrejse. Det kan ikke ændre herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig i skjul i denne periode. Flygtningenævnet vurderer på denne baggrund, at de omtalte episoder ikke har en karakter og en intensitet, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/4/MGO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i september 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og katolikker af trosretning. Ansøgerne er ukrainske statsborgere fra Ivano-Frankivsk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at de vil blive fængslet eller slået ihjel, fordi den mandlige ansøger har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger [i sommeren 2015] på familiens bopæl modtog to indkaldelser til militæret, hvorved den mandlige ansøger blev indkaldt til at give møde i den militære kommission [senere på sommeren 2015]. Idet den mandlige ansøger ikke ønskede at deltage i krigshandlinger, reagerede han ikke på indkaldelserne. [I sommeren 2015] blev den mandlige ansøger opsøgt på familiens bopæl af otte mænd, hvoraf to var klædt i politiuniform, to var klædt i militærcamouflageuniform, to var fra organisationen Højre Sektor og klædt i sort tøj med sort/røde emblemer på armen/skulderen, mens de sidste to var klædt i civilt tøj. Den mandlige ansøger formoder, at de to sidstnævnte var fra sikkerhedstjenesten SBU. Den kvindelige ansøger har oplyst, at de pågældende sagde, at de kom fra SBU. Ansøgerne blev af de fremmødte udsat for trusler og voldelige overgreb. Den mandlige ansøger har forklaret, at de fremmødte endvidere tvang ham til at underskrive et blankt stykke papir. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de fremmødte forsøgte at presse ansøgerne til at underskrive et blankt stykke papir, men at hun ikke kan huske, hvorvidt hun underskrev papiret. Hendes ægtefælle skrev under på papiret. På grund af de voldelige overgreb blev ansøgerne bevidstløse. Den mandlige ansøgers mor kom hjem til dem efter overfaldet og tilkaldte en ambulance. Ansøgerne blev indlagt på hospitalet i Ivano-Frankivsk. [I sommeren 2015] blev den kvindelige ansøger udskrevet, hvorefter hun tog ophold hos den mandlige ansøgers forældre. [Nogle dage senere i sommeren 2015] blev den mandlige ansøger udskrevet, hvorefter han tog ophold hos sine forældre. [Senere på sommeren 2015] tog den mandlige ansøgers mor til ansøgernes bopæl, hvor hun konstaterede, at bopælen var blevet ransaget. Den mandlige ansøgers mor fandt endvidere en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Efter ansøgernes udrejse har den mandlige ansøgers mor modtaget endnu en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og utroværdigt om væsentlige punkter i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere at måtte lægge til grund, at de fremlagte lægeerklæringer og ansøgernes forklaringer herom fremstår konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har fremlagt lægeerklæringer vedrørende deres udskrivelse fra hospitalet. Det fremgår af erklæringen vedrørende den mandlige ansøger, at han havde sin højre arm i gips. Både den mandlige og den kvindelige ansøger har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det var den mandlige ansøgers venstre arm, som var blevet skadet under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgernes forklaring under nævnets behandling af sagen om, at de var i tvivl om, hvorvidt det var højre eller venstre arm. Ansøgerne har endvidere fremlagt retsmedicinske erklæringer vedrørende de skader, som de var blevet påført under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge disse erklæringer til grund, idet der dels er tale om to helt enslydende erklæringer vedrørende begge ansøgerne, og idet der dels i erklæringerne er henvist til, at overfaldet på ansøgerne skulle være sket [i foråret 2014]. Yderligere er der i erklæringen vedrørende den kvindelige ansøger angivet et pasnummer, som ikke svarer til nummeret på den kopi af det indenrigspas, som den kvindelige ansøger har fremlagt. Ansøgerne har ikke kunnet give en troværdig forklaring på disse divergenser, men har forklaret, at der må være tale om skrivefejl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der alene er tale om skrivefejl. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerne medbragte de nævnte lægeerklæringer under deres flugt fra Ukraine. Den kvindelige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at hun havde fået sendt lægeerklæringerne fra sin svigermor. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den kvindelige ansøger derimod forklaret, at ansøgerne medbragte lægeerklæringerne under flugten sammen med kopier af deres indenrigspas. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de skrev under på et blankt stykke papir under overfaldet [i sommeren 2015]. Yderligere fremgår det af dokumentationen i sagen, at ansøgerne den [i foråret 2015] har fået udstedt visum til Polen gældende til [efteråret 2015]. Ansøgerne har forklaret, at de i [foråret 2015] har ansøgt om udenrigspas, men at de aldrig har fået udleveret passene. Ansøgerne har forklaret, at de ikke ansøgte om udenrigspas for at rejse til udlandet, men at de blot ønskede at få udenrigspas. De har endvidere forklaret, at de aldrig har indgivet ansøgning om visum til Polen. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte disse forklaringer som utroværdige. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne skulle have været udsat for identitetstyveri. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/3/TPS
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Ivano-Frankisk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste eller at blive fængslet i op til tre år for at unddrage sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2015 arbejdede i Donetsk på en gammel fabrik, der producerede jerngitre til militæret. Han arbejdede der i ti dage. Den tredje eller fjerde dag kom en person fra militæret, [A], hen til ham efter arbejde. [A] havde drukket den pågældende dag, og han begyndte at tale grimt til ansøgeren og spørge til, hvorfor han ikke havde aftjent militærtjeneste, og hvorfor han ikke havde meldt sig til militæret. [A] skubbede til ansøgeren og slog ham en enkelt gang. Ansøgeren skubbede [A] væk, men da han skubbede til [A], faldt [A] og slog hovedet. [A] blev vred og skulle til at slå ansøgeren igen, men nogle af de andre personer fra militæret fik stoppet slagsmålet. Dagen efter opsøgte [A] igen ansøgeren og sagde, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at få ansøgeren indkaldt til militæret. Ansøgeren fortsatte med at arbejde på fabrikken, og der skete ikke yderligere i resten af arbejdsperioden. Omkring en måned senere modtog ansøgeren en tilsigelse til militæret. Der kom to personer fra militæret og ville overgive indkaldelsen, men ansøgeren var ikke hjemme, da de kom. De ville give indkaldelsen til ansøgerens mor, men hun ville ikke skrive under på modtagelsen. Omkring to til tre uger senere så ansøgeren tre personer i militæruniform, der sad og ventede i en bil udenfor hans hjem. Da han så dem, flygtede han derfra. De løb efter ham, men han gemte sig i en kælder i nærheden. Efterfølgende gemte ansøgeren sig i en periode hos venner og slægtninge. Han udrejste efterfølgende af Ukraine [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder herefter, at ansøgeren har haft en episode med en militærperson, [A], og at han efterfølgende har modtaget indkaldelse til militæret. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at [A] skulle have vilje eller evne til at få ansøgeren indkaldt, selvom han tidligere er kasseret af helbredsmæssige grunde. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at [A], såfremt ansøgeren skulle gøre tjeneste, ville have evne til at få ham placeret i sit kompagni. Nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring under mødet med nævnet om, at [A] dagen efter episoden skulle have truet med, at ansøgeren kom i hans kompagni, idet ansøgeren ikke har forklaret dette under de to samtaler med Udlændingestyrelsen. Selvom det forhold, at ansøgeren er udeblevet fra en indkaldelse til militæret, er strafbart, finder nævnet, på baggrund af baggrundsmaterialet, ikke, at en straf er uforholdsmæssig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/2/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne ortodokse fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive udsat for chikane og mobning, fordi han har Downs syndrom. Han frygter også, at myndighederne vil tage sønnen fra ham. Han frygter også det lokale politi og lokalbefolkningen, da han har haft konfrontationer med dem på grund af sønnen. Ansøgeren har videre henvist til, at han har modtaget en indkaldelse til mobiliseringen i Ukraine. Han har endeligt henvist til, at han og familien har oplevet mange problemer med at krydse grænsen til Krim, efter Krim er overgået til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans ældste søn lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet blev de rådet til at overdrage sønnen til myndighederne. Da sønnen skulle starte i børnehave, blev de igen rådet til at frasige sig sønnen. Sønnen blev henvist til en speciel børnehave. Familien fik afslag på, at [sønnen] kunne komme i almindelig skole, da det blev vurderet, at han ikke var egnet til at gå i en almindelig skole. Når familien var på legepladsen, forlod de andre forældre stedet, fordi de ikke ville have, at deres børn skulle lege med ansøgerens søn. De andre børn kastede sten efter ham og spyttede på ham. Ansøgeren har flere gange kontaktet politiet, men de ville ikke hjælpe, da ansøgeren ikke kunne finde nogen vidner til episoderne. Ansøgeren blev en gang i foråret 2015 anmeldt til politiet, idet han havde slået en mand, som havde taget fat i kraven på sønnen. Der skete ikke yderligere, da familien flyttede fra Kiev til Krim, men da de kom tilbage, blev ansøgeren opsøgt af en betjent, som sagde, at ansøgeren skulle forlade området, for ellers ville sagen blive åbnet og behandlet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i foråret 2015 modtog en indkaldelse til mobilisering. Ansøgeren mødte op på rekrutteringskontoret, hvor han fik at vide, at fordi han havde fire børn, så ville de lade som om, han ikke havde været der. Ansøgeren har i forhold til problemerne med at krydse grænsen til Krim forklaret, at der er meget lang ventetid ved grænsen, hvilket er svært, når man har børn med. De kan ikke længere krydse grænsen med ukrainske nummerplader, hvorfor de ikke kan køre i deres egen bil. Den kvindelige ansøger mødte ikke op til dagens nævnsmøde trods lovlig indkaldt, idet hun ifølge advokaten følte sig ude af stand til at møde på grund af graviditet. Advokaten oplyste, at han havde fået samtykke fra den kvindelige ansøger til at fremme sagen uden hendes tilstedeværelse. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv under sagen henvist til, at hun frygter, at hendes søn […] vil blive overfaldet på gaden, og at han vil blive udsat for chikane og diskrimination. Hun har ydermere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive anholdt, fordi han tidligere er blevet opsøgt af en lokal politimand. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv over for Udlændingestyrelsen oplyst, at familien blev chikaneret og diskrimineret af lokalbefolkningen, fordi sønnen lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet prøvede personalet at presse ansøgeren til at opgive sin søn. Folk på gaden kom også hen til familien og sagde, at et barn som […] ikke hørte til på gaden blandt andre mennesker. Andre børn måtte heller ikke lege med [sønnen], og de var derfor ofte onde mod ham. Ansøgeren har herudover henvist til de samme konflikter som den mandlige ansøger. Indledningsvis skal det bemærkes, at ansøgerne og deres børn skal vurderes i forhold til Ukraine. De har alle ukrainsk pas og har opholdt sig i Ukraine forud for udrejsen. Det fremgår af de fremlagte visumansøgninger, at Kiev er angivet som hjemmeadresse. Endelig udrejste ansøgerne legalt af Ukraine. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne er ukrainske statsborgere. Hverken de generelle forhold for personer med Downs syndrom eller ansøgernes oplysninger om den chikane, som de og deres børn har været udsat for, kan antages at have haft et sådant omfang og intensitet, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Vedrørende den påberåbte konflikt mellem den mandlige ansøger og de lokale politimyndigheder i Kiev og på Krim må det tillægges vægt, at der ikke er rejst tiltale mod den mandlige ansøger for vold. Der er i øvrigt tale om almindelig borgerlig kriminalitet. Endvidere fremgår det af den mandlige ansøgers egen forklaring, at politiet har foretaget sagsbehandling. Den mandlige ansøger har forklaret, at han har modtaget en enkelt indkaldelse til delvis mobilisering i foråret 2015, at han henvendte sig til rekrutteringskontoret, hvor man meddelte, at man ville lade som om, at han ikke var mødt, og at ansøgeren ikke siden har hørt fra myndighederne angående dette forhold. På baggrund af reaktionen fra rekrutteringskontoret, lægger Flygtningenævnet til grund, at myndighederne ikke agter at indkalde ansøgeren. I denne forbindelse må det videre tillægges vægt, at ansøgeren ikke har erfaring med soldatertjeneste, at hans nuværende alder ligger væsentligt over værnepligtsalderen, og at det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina, Mobilisering til militæret”, fra 24. april 2015, at man vedrørende mænd i hans aldersgruppe indkalder personer, som tidligere har gjort tjeneste og som har erfaring med militæraktioner. Herudover fremgår det af samme baggrundsmateriale, at der vedrørende manglende fremmøde i stort omfang er faldet milde sanktioner som bøde eller betinget frihedsstraf. Selv når der henses til de almindelige strafferammer for udeblivelse, kan det ikke antages, at der er risiko for en uforholdsmæssig sanktion. Ansøgerne har i øvrigt været i stand til at rejse mellem Krim og fastlandet. Den omstændighed, at grænsekontrollen efterfølgende måtte være blevet skærpet er en generel foranstaltning, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne som ukrainske statsborgere findes at kunne tage ophold i Ukraine (fastlandet), enten hvor de tidligere har boet eller andetsteds. Det skal herved fremhæves, at den mandlige ansøger har oplyst, at han har arvet et hus i [X]. Det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina: Situasjonen for internt fordrevne(IDP)”, fra 18. december 2014, at man for at blive bopælsregistreret skal aflevere bevis for ejerskab eller lejekontrakt, men at selvom mange internt fordrevne ikke er bopælsregistreret på deres nye opholdssted har de alligevel haft adgang til de fleste sociale goder, som skoler, sundhed og sociale støtteordninger. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2017/1/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. . Indrejst i vinteren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsborgere i Ukraine. Den mandlige ansøger etnisk hazara og muslim af trosretning, og den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra separatisterne og de ukrainske myndigheder, der vil anklage den mandlige ansøger for at være separatist, hvis de ser optagelserne af ham i separatisternes varetægt. Den mandlige ansøger blev den […] 2014 tilbageholdt af separatister, som tog ham med til deres base i [X], hvor han blev afhørt. Han blev endvidere iklædt en separatist-uniform og tvunget til at udføre arbejde, hvilket blev optaget. Otte dage efter sin tilbageholdelse lykkedes det ham at flygte fra den kontrolpost, som han skulle arbejde ved. Han flygtede hjem til sin slægtning [A], hvor den kvindelige ansøger og deres børn allerede befandt sig. Den kvindelige ansøger blev de tre morgener efter den […] 2014, hvor den mandlige ansøger var forsvundet, opsøgt på bopælen af separatister. De bankede på døren, men gik igen, da der ikke blev svaret. Den […] 2014 blev den kvindelige ansøger uden for bopælen mødt af tre separatister, som spurgte efter ansøgernes søn. Hun sagde, at både hendes søn og ægtefælle var forsvundet, hvorefter personerne sagde, at hun skulle møde op på deres kommandocentral den følgende dag. Næste morgen den […] 2014 forlod hun og børnene bopælen, og tog ophold hos [A], hvor hun og den mandlige ansøger blev forenet. Ansøgerne og deres børn opholdt sig hos [A] i cirka to måneder, hvorefter de udrejste af Ukraine [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om separatisternes tilbageholdelse af den mandlige ansøger og henvendelse på familiens bopæl i dagene efter den […] 2014 til grund. Ansøgerne findes herefter isoleret set at være berettigede til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at ansøgerne er sunde og raske og taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for tvangsmobilisering af såvel den mandlige ansøger som parrets søn og for diskrimination findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes frygt for forfølgelse fra de ukrainske myndigheder alene beror på ansøgernes ubekræftede formodninger om, at separatisternes optagelser af den mandlige ansøger vil komme til myndighedernes kundskab med den følge, at den mandlige ansøger risikerer overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/9 / KIB
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Ukraine, herunder at hun frygter, at hun ikke kan vende tilbage til Ukraine, idet landet er blevet overtaget af Rusland. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet tilbageholdt og voldtaget af myndighedspersoner i Kiev, og at hun frygter på ny at blive udsat herfor samt henvist til, at hun frygter ikke at kunne få den nødvendige beskyttelse fra myndighederne i Kiev. Hun har videre oplyst, at hun ikke kan leve i Ukraine, da hun ikke kan få et arbejde, og fordi byen er blevet bombet. Hun ved ikke, hvor hun skal bo. Hun har ikke noget netværk i Ukraine. Hun ved ikke, hvor hendes moder er, og hendes fader er død for 20 år siden. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været udsat for de konflikter, som hun nu påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet to helt forskellige forklaringer om voldtægtsforholdet, og at ansøgeren ved sin første forklaring til de danske myndigheder forklarede, at hun søgte asyl på grund af krigen, at der ikke var andre grunde til, at hun frygtede at vende tilbage, og at hun ikke havde konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sine familieforhold til grund. Hun har således afgivet tre forskellige forklaringer om sin faders forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Ukraine er af en sådan karakter, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Ukraine. Ansøgeren har således ikke behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, ansøgeren påberåber sig, er ikke af en sådan karakter, at de er omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/8/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske russere og russisk ortodokse af trosretning fra Lugansk området i Ukraine. Den mandlige ansøger har været medlem af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, siden omkring 2011. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv begge henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af ukendte støtter af Viktor Yanokovychs regering. De har videre henvist til, at de ikke kan tage ophold i Ukraine, fordi de er etniske russere, og at de tillige frygter tvangsmobilisering, idet alle i alderen mellem 18 og 60 år bliver indkaldt af myndighederne i Ukraine. Den mandlige ansøger begyndte i forbindelse med præsidentvalget i 2010 offentligt at advokere imod valget og blev af den grund degraderet på sin arbejdsplads. Han kom via den kvindelige ansøgers arbejdsplads i kontakt med den lokale leder af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, som han meldte sig ind i. Han startede med at uddele løbesedler, men blev senere forfremmet til at organisere uddelingen af løbesedlerne. Efter et folkemøde [i foråret] 2012 blev ansøgeren anholdt af politiet og udsat for vold. Han blev løsladt morgenen efter uden at blive sigtet eller stillet for en dommer. Under den mandlige ansøgers tilbageholdelse blev den kvindelige ansøger opsøgt på bopælen af ukendte personer, som truede hende og bad hende meddele den mandlige ansøger, at han skulle stoppe med sine politiske aktiviteter. De slog og sparkede hende, så hun blev bevidstløs. Den mandlige ansøger fortsatte sit politiske arbejde, og omkring medio maj 2012 blev den kvindelige ansøger på ny opsøgt af to af de samme mænd som tidligere, som truede hende på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. [Senere i foråret] 2012 satte ukendte personer ild til deres hoveddør om natten. [I efteråret] 2012 blev den mandlige ansøger overfaldet på vej hjem fra et partimøde, hvor han blev ført hen til en gyde, hvor der holdt en bil parkeret. Der kom tre personer ud af bilen, som udsatte ham for fysiske overgreb og beordrede ham til at stoppe med sine politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger hjalp ham efterfølgende op i lejligheden efter at være blevet hentet af en nabo. Dagen efter rejste de hjem til den mandlige ansøgers forældre. Forældrene blev herefter opsøgt på grund af den mandlige ansøgers forhold, hvorefter ansøgerne besluttede sig for at udrejse af Ukraine. Forældrenes bopæl er senest blevet opsøgt i [sommeren] 2015, hvor forældrenes nabo henvendte sig til dem og udviste interesse for den mandlige ansøgers opholdssted. Faderen er ydermere blevet opsøgt på torvet af ukendte personer i militæruniformer, der ligeledes gerne ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund og finder herefter, at ansøgerne isoleret set er berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at de er et relativt ungt par – uden børn – der efter det oplyste er uden alvorlige helbredsmæssige problemer, og at de taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for dels tvangsmobilisering, dels forfølgelse af dem som etniske russere findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/7/SLN
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine samt familie. Indrejst i 2014. Flygtningenævnets udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne af trosretning fra Ukraine. Ansøgerne har været politisk aktive og har begge deltaget i flere demonstrationer i Donetsk, men ansøgernes asylmotiv vedrører ikke politiske forhold. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af forbryderen [V] og hans folk, idet ansøgeren tidligere har anholdt ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgeres asylmotiv. Den mandlige ansøger var i [slutningen af] 2006 som politibetjent med til at anholde to kriminelle ved navn [V] og [M] for besiddelse af narko og våben. Dagen efter anholdelsen blev han opsøgt af de anholdtes advokat, som indirekte tilbød ham 100.000 USD for at forfalske anholdelsesrapporterne, hvilket han afviste. Inden sagen kom for retten i [sommeren] 2007 forsvandt flere beviser fra politiets varetægt. [V] blev idømt fem års fængsel. I 2007 eller 2008 begyndte ansøgeren at modtage mærkelige sms’er, der handlede om, at han skulle betale penge, og han modtog i de følgende år tre til fire sms’er årligt. Han fandt om de første sms’er ud af, at de kom fra det arresthus, hvor [V] sad fængslet. [I begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens ægtefælle overfaldet af fem personer på vej til banken, hvor hun blev udsat for vold og fik frarøvet sin taske med forskellig valuta svarende til 20.000 euro. Ægtefællen var hospitalsindlagt i 21 dage, og overfaldet blev anmeldt til politiet. I foråret 2014 flyttede ansøgeren og familien til Sadivnycha, hvor de flere gange oplevede overfald. Ansøgeren modtog [ en sommerdag i] 2014 kl. 07 om morgenen en sms, hvori der stod, at ” Vi skal nok finde jer og slå jer ihjel bandera-svin, så bed til Gud”. Ansøgerne udrejste næste dag af Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøger under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på centrale punkter, herunder om, hvem han var med til at anholde i 2006, hvor lang en straf de anholdte blev idømt, hvem der blev dømt, og hvornår ansøgeren begyndte at modtage sms’er med trusler. Den mandlige ansøger har således oplyst i asylansøgningsskemaet, at nogle narkohandlere, som under hans medvirken blev anholdt i 2006, hver blev idømt 10 års fængsel, og at ansøgeren efter løsladelsen af disse personer i 2011 begyndte at modtage sms’er med trusler om drab m.v. Ansøgeren har derimod under senere samtaler med Udlændingestyrelsen og under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at kun [V] modtog dom og kun på fem års fængsel, hvorimod [M] blev frifundet. Ansøgeren har under flere samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet forklaret, at han var med til at anholde både [V] og [M], hvorimod han til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har oplyst, at han kun anholdt [V]. Ansøgeren har – i modsætning til det oplyste i asylansøgningsskemaet – i øvrigt oplyst under asylsagens behandling, at han begyndte at modtage sms’er med trusler i 2007 eller 2008. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/6/LRN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Kramatorsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af personer, som ønsker oplysninger om [R], som hun var kæreste med i halvandet år til [foråret] 2008. Hun boede dengang i hans dyre lejlighed. [R] havde på daværende tidspunkt en højtstående stilling i anklagemyndigheden i [en navngiven by]. I [efteråret] 2013 blev [R] udnævnt til vicestatsadvokat i [en navngiven by]. [R] opholder sig formentlig nu i Rusland. Da hun havde et forhold til [R], bemærkede hun, at han havde indflydelsesrige og kendte venner, herunder [V og A], samt at [R] og hans chef var korrupte og således udnyttede deres position til uberettiget at skaffe sig store formuer. Ansøgeren kendte ikke så meget til detaljerne. Hun havde sine egne indtægter fra sit arbejde i et byggefirma. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren opsøgt af en mand, som hun ikke kendte. Manden spurgte til [R]. [I vinteren] 2014 rettede to hende ubekendte mænd henvendelse til hende. De kendte hendes navn og forlangte oplysninger om [R]. Under samtalen blev hun holdt fast ved nakken. Det var som om, at hun var ved at blive kvalt. Hun fik at vide, at hun ikke måtte kontakte [R] eller politiet. Da hun dagen efter forsøgte at anmelde episoden til politiet, fik hun at vide, at den lokale betjent ikke var til stede, og at politiet derfor ikke kunne tage imod anmeldelsen. Senere samme dag tog to andre mænd fat i hende. De sagde, at de vidste, at hun havde henvendt sig til politiet. De viste et ID dokument, og ansøgeren formodede derfor, at de kom fra myndighederne. De vidste, at hun havde mødtes med [R] i [vinteren] 2012. Under samtalerne sagde ansøgeren, at hun ikke vidste noget, hvilket i vidt omfang var rigtigt. Hun frygtede for konsekvenserne ved at forklare om [R] og var herunder bange for [R]s venner, hvoraf flere fortsat har magt. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren endvidere kontaktet af en bank, som i strid med sandheden påstod, at hun havde lånt over 1.000 dollars af dem i Vestukraine. Hun forsøgte senere på måneden forgæves at anmelde bankens adfærd til politiet i Kiev, hvor hun imidlertid blev afvist uden for kontoret. [I foråret] 2014 tog en mand i Kiev fotos af ansøgeren og hendes veninde. Den pågældende greb endvidere fat i ansøgerens arm og spurgte hende, om hun troede, at hun kunne gemme sig i Kiev. Manden sagde, at han vidste, at hun havde været hos politiet i Kiev. Han oplyste, at [R]s bande var flygtet til Rusland og sagde truende, at hun skulle komme med oplysninger om [R]. Ansøgeren blev også herudover udsat for diverse former for chikane. Der blev endvidere sendt sms’er til hendes forretningsforbindelser, hvor der urigtigt stod, at hun ikke længere arbejdede. [I foråret] 2014 rejste ansøgeren legalt til Danmark, hvor hendes kæreste bor. Det var oprindeligt hendes mening at rejse tilbage til Ukraine. Hun udskød i [foråret] 2014 tilbagerejsen på grund af krigshandlingerne i Ukraine, og hun fik i [sommeren] 2014 forlænget sit visum til [efteråret] 2014 under henvisning til borgerkrigen. Imens hun var i Danmark ringede hendes moster, som var som en moder for hende. Mosteren oplyste, at hun var blevet opsøgt af ukendte personer. Første gang i [sommeren] 2014 og anden gang [i efteråret] 2014. Personerne forlangte oplysninger om ansøgeren, og ansøgeren søgte derfor asyl [i efteråret] 2014. Mosteren modtog endvidere [to gange i efteråret] 2015 indkaldelser, hvorefter ansøgeren skulle møde på anklagemyndighedens kontor og afgive forklaring som mistænkt for at have begået grov økonomisk kriminalitet. Mosteren blev selv i samme periode indkaldt til at afgive vidneforklaring mod ansøgeren. Mosteren mødte frem og fik at vide, at [R] var mistænkt for at have begået grove økonomiske forbrydelser, og at ansøgeren var mistænkt for at have hjulpet [R]. Ansøgeren går ud fra, at myndighederne håber at kunne arrestere [R] eller få konfiskeret de illegale formuer, og at de mener, at de muligvis kan opnå det ved at lægge pres på hende som sket. Hun kan ikke forvente at blive behandlet retfærdigt hos anklagemyndigheden og senere i retten og frygter, at hun uberettiget vil blive idømt en meget lang fængselsstraf. Ansøgeren har fremlagt kopi indkaldelsesskrivelserne, som myndighederne har givet til mosteren. Endvidere har hun fremlagt papirer vedrørende en sag, hvor hun angiveligt skylder et større beløb. Ansøgeren mener, at den sag kan have sammenhæng med kravet fra førnævnte bank. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaringer om de faktiske omstændigheder i væsentligt omfang kan lægges til grund, herunder at der i Ukraine verserer efterforskning rettet mod en person, som havde en højtstående stilling under det tidligere styre, og som ansøgeren var kæreste med for 8-10 år siden. Flertallet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag til at afvise, at ansøgeren primo 2014 flere gange uformelt blev opsøgt af personer, som ville have hende til at fremkomme med oplysninger om [R] samt at de pågældende i den forbindelse fremtrådte hårdhændet. De pågældende præsenterede sig ikke, og ansøgeren ved ikke, hvem de er. Uanset om de pågældende har haft en vis tilknytning til det nuværende styre i Ukraine eller eventuelt har optrådt på mere privat basis lægger flertallet vægt på, at ansøgeren ikke selv har opfattet henvendelserne mere alvorligt, end at hun har rettet henvendelse til politiet i Ukraine, samt at hun oprindeligt havde til hensigt at rejse tilbage til Ukraine, uanset disse henvendelser. Oplysningerne om henvendelsen til mosteren i sensommeren 2015 er usikre og må i vidt omfang vurderes på samme måde, som henvendelserne til ansøgeren. For så vidt angår de fremlagte indkaldelser til at afgive forklaring på anklagemyndighedens kontor bemærker flertallet, at ansøgeren, uanset baggrundsoplysninger om korruption og andre problemer i Ukraine, ikke har sandsynliggjort, at hun under afhøring af anklagemyndighed og i givet fald under eventuel senere retsforfølgning konkret vil blive udsat for uretfærdig rettergang eller anden form for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Allerede af den grund finder flertallet ikke, at sagen skal udsættes med henblik på ægthedsvurdering af de pågældende indkaldelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/5/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt til fronten, eller at myndighederne vil fabrikere en sag mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han sammen med sin ven Sergej […] i Kiev deltog i en demonstration mod præsident Janukovitjs. De var taget til demonstrationen, fordi de forinden havde fået oplyst, at de kunne modtage betaling for at deltage. [Fire dage senere] eskalerede situationen i Kiev, og der kom snigskytter til området. Politiet begyndte at anholde personer, som deltog i kampene, og ansøgeren samt andre begyndte at filme urolighederne med deres mobiltelefoner. Dernæst begyndte myndighederne at anholde de personer, som havde filmet. Ansøgeren blev pågrebet og hevet hen til en minibus. Han og fire andre tilbageholdte blev herefter kørt til en landsby i udkanten af Kiev, hvor de blev ført ind i et tomt hus. Her blev de beordret til at tage deres tøj af. De blev kropsvisiteret, ligesom de blev slået og hånet. Myndighederne tog hans pas og telefon, og han blev beskyldt for at modarbejde regimet og for at være spion. De tilbageholdte fik efterfølgende bundet deres hænder og fødder med tape og placeret på gulvet. Næste morgen modtog vagten et telefonopkald. Han kom kort efter og sagde, at han gik, men at han ville komme tilbage. Efter vagten var gået, lykkedes det for ansøgeren og de fire andre tilbageholdte at sparke en rude itu og ved hjælp af glasskårene skære sig fri, hvorefter de flygtede. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kiev, hvor han opholdt sig i en dag. Dernæst tog han sammen med sin ven Sergej, som ikke havde været tilbageholdt, til Lutsk, hvor de i en dag boede på et hotel. Efterfølgende boede ansøgeren i en lejelejlighed. Ansøgerens kæreste fortalte ansøgeren, at nogle mistænkelige personer forsøgte at opsøge ham på deres fælles bopæl i Kharkov. Personerne, der ankom i en sort bil, præsenterede sig ikke som værende fra politiet. Ansøgeren formoder, at personerne havde i sinde at tage ham med til fronten for at kæmpe. Omkring [medio forår] 2014 blev hans bopæl ransaget af nogle uniformerede politibetjente, ligesom kæresten lagde mærke til, at der holdt en bil i nærheden af bopælen, og at hun blev overvåget. Ansøgeren opholdt sig i Lutsk i fem til seks måneder, inden han i sommeren 2014 udrejste af Ukraine. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at den del af hans forklaring, hvorefter personer omkring halvandet år efter de påståede seksuelle overgreb i Kiev skulle have forevist en film af dette i et beboelsesområde i ansøgerens hjemby Kharkov, forekommer usandsynlig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han, der forekommer uprofileret, ved en tilbagevenden til Ukraine ville være i konkret og individuel risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/4/LAP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien og Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i Ukraine, som ukrainsk statsborger. I [starten af 00’erne] flyttede ansøgeren til Syrien, hvor hun i [midten af 00’erne] blev syrisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi hun er kristen. Ansøgeren frygter videre de generelle forhold i Syrien, herunder at hun vil blive kidnappet af den Frie Syriske Hær, fordi hun er læge. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive tvunget til at arbejde som læge for hæren. Ansøgeren frygter videre, at hun vil blive retsforfulgt på grund af dobbelt statsborgerskab. Ansøgeren frygter endelig, at hendes [børn] vil blive chikaneret, fordi de er mørke i huden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, som er syrisk statsborger, i [80’erne] på universitet i Ukraine. I [starten af 00’erne] flyttede ansøgeren til Syrien med sin ægtefælle og ældste [barn]. Ansøgerens ægtefælle er muslim, og familien fejrede både kristne og muslimske højtider. I [midten af 00’erne] blev ansøgeren syrisk statsborger. I [slutningen af 00’erne] henvendte ansøgeren sig på den ukrainske ambassade i Damaskus, fordi hun ønskede at få [sit barn] skrevet ind i sit ukrainske pas. På ambassaden fik ansøgeren oplyst, at [barnet] ikke kunne blive indskrevet i passet, fordi hun var syrisk statsborger. Det fremgår af den ukrainske statsborgerskabslov, at man ikke kan have dobbelt statsborgerskab i Ukraine. I sommeren 2011 var der indbrud på ansøgerens laboratorium, hvor der blev udøvet hærværk med henvisning til, at ansøgeren var kristen. I foråret 2012 trængte først den Frie Syriske Hær og senere det syriske regimes hær ind på ansøgerens bopæl i forbindelse med generelle ransagninger. I 2012 og [i vinteren] 2013 blev der malet henholdsvis et kors og noget der kunne ligne en gris på døren til laboratoriet. Ansøgeren flygtede med [sit barn] i 2014 på grund af krigen i Syrien. I Ukraine har man som læge pligt til at arbejde for hæren indtil man fylder 50 år. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om hendes faktiske oplevelser i Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, hun har været udsat for, har haft en sådan intensitet, at den kan betragtes som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af sine konkrete forhold vil være individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb som følge af de generelle forhold. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ligeledes skal vurderes i forhold til Ukraine. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er født i Ukraine som ukrainsk statsborger. Det fremgår af den ukrainske statsborgerskabslov af 18. januar 2001 med efterfølgende ændringer, at selvom Ukraine principielt ikke tillader dobbelt statsborgerskab, bortfalder det ukrainske statsborgerskab ikke automatisk, når en person opnår statsborgerskab i et andet land, idet det fremgår, at det ukrainske statsborgerskab i sådant tilfælde først bortfalder efter en særlig præsidentiel beslutning. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren fik sit ukrainske pas tilbageleveret, da hun i [midten af 00’erne] var på den ukrainske ambassade. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ikke fortsat skulle være ukrainsk statsborger. Da det fremgår af statsborgerskabslovens § 7, at ukrainsk statsborgerskab erhverves automatisk ved fødslen, hvis en af forældrene er ukrainsk statsborger, er det heller ikke sandsynliggjort, at hendes [barn] ikke også skulle have ukrainsk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan kræves af ansøgeren, at hun selv eller hendes [barn] skal opgive deres syriske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ukrainske myndigheder vil kræve dette som betingelse, for at ansøgeren og [barnet] kan opretholde deres ukrainske statsborgerskab. Herefter og idet det ikke findes sandsynliggjort, at ansøgeren har konflikter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til Ukraine stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/3/STR
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og Jehovas Vidner af trosretning fra Konotop, Sumska, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og i værste fald slået ihjel af den nationalistiske organisation Højre Sektor. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter fængselsstraf fra den ukrainske regering, da han har nægtet at udføre militær tjeneste. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er forfulgt på baggrund af sin tro, idet hans tro er baggrund for, at han ikke må deltage i militære aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] fik en indkaldelse til mobilisering, hvorfor han [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte op på rekrutteringskontoret i Konotop. Her forklarede ansøgeren, at han tilhørte Jehovas Vidner, hvorfor han ikke havde mulighed for at deltage i militærtjeneste. Medarbejderen på rekrutteringskontoret fastholdte uagtet, at ansøgeren skulle gennemføre en lægeundersøgelse. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev lægeundersøgelsen udført. [Dagen efter at lægeundersøgelsen blev udført] afleverede ansøgeren sit resultat fra lægeundersøgelsen på rekrutteringskontoret, og ansøgeren blev orienteret om, at han skulle møde op på rekrutteringskontoret igen den [to dage herefter] for at blive sendt i militærtjeneste. Ansøgeren mødte imidlertid ikke op [efter de to dage]. [Dagen efter at ansøgeren skulle være mødt op] blev ansøgeren ringet op af en medarbejder fra rekrutteringskontoret med ordre om, at ansøgeren skulle give møde. Ansøgeren protesterede, idet hans tro forhindrede ham heri. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] opsøgte ansøgeren imidlertid chefen for rekrutteringskontoret, som han spurgte om muligheden for at aftjene alternativ tjeneste. Chefen for rekrutteringskontoret afviste denne mulighed, idet han henviste til, at dette ikke var en mulighed, så længe der fandt krigshandlinger sted på Ukraines territorium. Chefen henviste også til, at man på nuværende tidspunkt mobiliserede personer med militær uddannelse, hvilket ansøgeren havde. Ansøgeren er [nærmere angiven militærrang samt kvalifikationer] og afsluttede i [årstal] sin uddannelse på [nærmere angivet militærskole]. Chefen henviste endelig til, at ansøgerens religiøse overbevisning udelukkende hørte under hans personlige anliggender. Ansøgeren fik herefter besked på, at han inden for ti dage skulle møde op på et opsamlingssted. Da ansøgeren imidlertid ikke mødte op [efter de ti dage], blev ansøger telefonisk orienteret om, at der ville blive rejst en straffesag imod ham. Ansøgeren protesterede og henviste til sin tro som Jehovas Vidne. Efterfølgende, [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], blev ansøgerens arbejdsplads opsøgt af myndighederne. Myndighederne har endvidere opsøgt ansøgerens bopæl [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] samt [en nærmere angivet dag i sommeren 2015]. Ansøgeren var ikke hjemme nogen af dagene. [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgeren opsagt fra sin arbejdsplads. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens kirke opsøgt af myndighederne og folk fra organisationen Højre Sektor. Ansøgeren blev i den forbindelse kontaktet telefonisk af nogle af sine trosfæller, og fik at vide, at der var nogle der ledte efter ham, hvorfor han skyndte sig hjem til sin bopæl, hvor han pakkede nogle ting og tog hjem til nogle trosfæller. [To dagen efter at ansøgerens kirke var blev opsøgt] blev ansøgeren kontaktet telefonisk af en mand, der præsenterede sig selv som aktivist fra Højre Sektor. Han truede ansøgeren med, at såfremt ansøgeren og hans søn ikke forsvarede deres land, ville de blive dræbt. [To nærmere angivne dage i sommeren 2015] blev ansøgeren ringet op, men han undlod at svare på opkaldene. [De to samme navngivne dage] blev ansøgerens bopæl ligeledes opsøgt, men ansøgeren var ikke hjemme, hvilket hans svigermor dog var. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] udrejste ansøgeren og hans søn af Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder overordnet, at hændelsesforløbet vedrørende det af ansøgeren og hans søns påberåbte asylmotiv må vurderes som et samlet forløb, herunder vurderingen af ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at der er tale om et meget komprimeret tidsforløb over knap tre måneder. Selvom ansøgeren har fremlagt mobiliseringsindkaldelse, er der ikke fremkommet dokumenter vedrørende den omtalte strafforfølgning af ansøgeren og hans søn. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens svigermor fortsat befinder sig på ansøgerens bopæl. Henvendelser til ansøgeren vedrørende orlov og opsigelse er sket via mellemmand, som telefonisk har orienteret ansøgeren. Endvidere er det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle tager til Lugansk på et tidspunk, hvor både ansøgeren og hans søn, efter deres oplysninger, er involverede i problemer med de militære myndigheder. Endvidere fremstår ansøgeren og hans søns forklaringer om hele hændelsesforløbet påfaldende præcist med hensyn til de enkelte tidspunkter, navnligt henset til at der er tale om en lang række forskellige datoer. Hertil kommer, at ansøgeren og hans søn i vidt omfang anvender de samme formuleringer. Dernæst må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger tre gange tidligere har ansøgt om asyl i andre lande og herunder afgivet urigtige oplysninger om asylmotiv, navn og hjemland. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst at have været aktivt tilknyttet Jehovas Vidner siden 2010, men at han ifølge sin forklaring aldrig er blevet døbt. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren påberåbte sig den nævnte trosretning i forbindelse med asylansøgningerne i [land] og [land] i henholdsvis 2010 og 2012. Endelig har ansøgeren og hans søn forklaret upræcist med hensyn til, at de først valgte at udrejse af Ukraine [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], selvom de ifølge deres egne forklaringer var efterstræbt af myndighederne og Højre Sektor. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at det af ansøgeren og hans søn påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der er tale om reel konvention til Jehovas Vidner, ligesom der heller ikke kan lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Jehovas Vidner i Danmark. Flygtningenævnets flertal forkaster derfor det påberåbte asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevende til Ukraine skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/24/MJM.
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og Jehovas Vidner af trosretning fra Konotop, Sumska, Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevende til Ukraine frygter, at han og hans far vil blive dræbt af Højre Sektor, idet Højre Sektor sagde til ansøgerens far, at kujoner som dem ville blive hængt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive sat i fængsel, idet han nægtede at udføre militærtjeneste, og blev sigtet som resultat heraf. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har oplevet en konflikt i form af afstandtagen og chikane i militærlejren som følge af sin tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans far [en nærmere angivet dag i foråret 2015], på sit universitet, fik besøg af en mand fra militærets rekrutteringskontor. Ansøgeren blev indkaldt til en lægeundersøgelse. Ansøgeren oplyste i denne forbindelse, at han tilhørte Jehovas Vidner. [En nærmere angivet dag i foråret 2015] blev lægeundersøgelsen uagtet dette gennemført. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte ansøgeren op på rekrutteringskontoret med en skriftlig ansøgning om alternativ militærtjeneste, grundet sin religiøse overbevisning. Dette blev imidlertid ikke imødekommet. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgeren beordret til at starte militærtjeneste. Ansøgeren fik træning i førstehjælp og kortlæsning. I træningen indgik der både teoriundervisning samt praktiske opgaver. Da ansøgeren, engang i [sommeren 2015], nægtede at udføre visse af opgaverne, blev han sat til at tømme toiletter, ligesom han blev udsat for fysisk vold. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] nægtede ansøgeren at aflægge faneeden. Ansøgeren nægtede dette på grund af sin tro. En befalingsmand fratog herefter ansøgerens papirer, og ansøgeren fik besked på, at han skulle møde op hos statsadvokaten [en nærmere angivet dag i sommeren 2015]. Ansøgeren mødte ikke op, og blev derfor ringet op af en mand, der fortalte ansøgeren, at han ville blive tiltalt efter den ukrainske straffelovs § 336 for at desertere. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte tre personer op på ansøgerens bopæl. En var militærklædt, en var i politiuniform og en var civilklædt. Idet ansøgeren var til gudstjeneste med sin far, var det kun ansøgerens mormor, der var hjemme. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens far ringet op af en af deres trosfæller, som fortalte, at tre personer var mødt op i Jehovas Vidner lokaler for at finde ansøgeren og hans far. De skyndte sig herefter til deres bopæl, samlede deres ting og tog ophold hos nogle trosfæller. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens far ringet op af folk, der præsenterede sig som Højre Sektor, og han modtog trusler om, at ansøgeren og hans far ville blive hængt. [Dagen efter, at ansøgerens far havde modtaget trusler] tog ansøgerens far ophold hos nogle andre af deres trodsfæller. [Dagen efter at ansøgerens far tog ophold hos nogle af deres trosfæller] fik ansøgeren og hans far mulighed for at udrejse af Ukraine, men valgte imidlertid at blive i landet, da de håbede at finde ansøgerens mor, som var forsvundet i [ sommeren 2015]. Henholdsvis [to nærmere angivne datoer i sommeren 2015] modtog ansøgeren og hans far opkald men undlod at tage telefonen. Herudover blev ansøgeren og hans fars bopæl opsøgt endnu engang i løbet af [sommeren 2015], hvor kun mormoren var hjemme. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] forlod ansøgeren og hans far Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder overordnet, at hændelsesforløbet vedrørende det af ansøgeren og hans fars påberåbte asylmotiv må vurderes som et samlet forløb, herunder vurderingen af ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at der er tale om et meget komprimeret tidsforløb over knap tre måneder. Selvom ansøgerens far har fremlagt mobiliseringsindkaldelse, er der ikke fremkommet dokumenter vedrørende den omtalte strafforfølgning af ansøgeren og hans far. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens mormor fortsat befinder sig på ansøgerens bopæl. Henvendelser til ansøgerens far vedrørende orlov og opsigelse er sket via mellemmand, som telefonisk har orienteret ansøgerens far. Endvidere er det påfaldende, at ansøgerens mor tager til Lugansk på et tidspunk, hvor både ansøgeren og hans far, efter deres oplysninger, er involverede i problemer med de militære myndigheder. Endvidere fremstår ansøgeren og hans fars forklaringer om hele hændelsesforløbet påfaldende præcist med hensyn til de enkelte tidspunkter, navnligt henset til at der er tale om en lang række forskellige datoer. Hertil kommer, at ansøgeren og hans far i vidt omfang anvender de samme formuleringer. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgerens far tre gange tidligere har ansøgt om asyl i andre lande og herunder afgivet urigtige oplysninger om asylmotiv, navn og hjemland. Hertil kommer, at ansøgerens far har oplyst at have været aktivt tilknyttet Jehovas Vidner siden 2010, men at han ifølge sin forklaring aldrig er blevet døbt. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring selv været knyttet til Jehovas Vidner siden begyndelsen af 2014. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens far påberåbte sig den nævnte trosretning i forbindelse med asylansøgningerne i [land] og [land] i henholdsvis 2010 og 2012. Endelig har ansøgeren og hans far forklaret upræcist med hensyn til, at de først valgte at udrejse af Ukraine [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], selvom de ifølge deres egne forklaringer var efterstræbt af myndighederne og Højre Sektor. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at det af ansøgeren og hans far påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der er tale om reel konvention til Jehovas Vidner, ligesom der heller ikke kan lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Jehovas Vidner i Danmark. Flygtningenævnets flertal forkaster derfor det påberåbte asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevende til Ukraine skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/23/MJM.
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra [by], Armenien. Ansøgeren er statsborger i Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af det ukrainske militær eller af pårørende til de dræbte soldater eller at blive straffet for desertering og landsforræderi, som han ikke er skyldig i. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er etnisk russer, og at han siden 2000 har været professionel soldat i det ukrainske militær. Han blev i [sommeren] 2014 sendt til frontlinjen i Lugansk, hvor han blandt andet fungerede som operativvagt-kommandør for sin enhed. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren sendt til frontlinjen i [område], hvor han var operativ vagt. Den [foråret] 2015 blev en gruppe ukrainske soldater beskudt og dræbt af fjenden. Den efterfølgende dag blev ansøgeren beskyldt for at have lækket oplysninger omkring de dræbte soldaters position, og en militæranklager hentede ansøgeren til afhøring i [by]. Under afhøringen bad anklageren ansøgeren om at nedfælde en opdigtet forklaring, som indebar en tilståelse, hvilket ansøgeren afslog, hvorefter han blev låst inde i en celle. Dagen efter nægtede ansøgeren fortsat at skrive en falsk forklaring, og han blev løsladt og sendt tilbage til frontlinjen. Ansøgeren og en gruppe soldater blev sendt til fronten ved [område]. Ti minutter efter blev ansøgeren beskudt af nogle af sine egne soldater. Han flygtede ned i en kælder, hvor der var en kompagnileder. Senere samme dag rapporterede ansøgeren til sin overordnede, hvad der var hændt, og de soldater, som beskød ansøgeren, blev indkaldt til samtale, hvor de benægtede det hele. Den efterfølgende dag flygtede og deserterede ansøgeren fra det ukrainske militær. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder således, at ansøgerens forklaring, der har været meget detaljeret, har virket selvoplevet og troværdig. Flertallet finder endvidere, at forklaringen ikke kan afvises som usandsynlig. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren er blevet beskyldt for landsforræderi, at han har en uafsluttet sag herom, og at han er deserteret. Endvidere har ansøgeren sandsynliggjort, at personer i militæret ønsker at dræbe ansøgeren, enten fordi de pågældende mener, at han er skyld i, at soldaterne blev dræbt, eller fordi de ønsker at undgå selv at blive afsløret. Videre finder flertallet, at ansøgerens situation har sammenhæng med hans russiske etnicitet. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2016/22/SSM
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Den mandlige ansøger har tillige afghansk statsborgerskab. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Han blev i 2004 meddelt statsborgerskab i Ukraine. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks af trosretning fra Lugansk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans ægtefælle vil blive dræbt som følge af, at hans ægtefælle er kristen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive arresteret og slået ihjel af sikkerhedspolitiet (SBO), idet han flygtede i forbindelse med, at myndighederne ville arrestere ham, som følge af, at de mistænkte ham for at være terrorist. I forbindelse hermed havde han afleveret sit indenrigspas, som myndighederne derfor er i besiddelse af. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Ukraine frygter at hendes mand bliver slået ihjel af den ukrainske sikkerhedstjeneste. Ansøgeren frygter ligeledes for deres liv grundet krigen i Donbass. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger isoleret set risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den mandlige ansøger kan henvises til at rejse til Afghanistan uden sin ægtefælle og børn, og under henvisning til den kvindelige ansøgers religion og etnicitet finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at såvel den mandlige ansøger som den kvindelige ansøger, hvis de som familie rejser til Afghanistan, vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet i forhold til Ukraine til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at forklaringerne har fremstået troværdige og selvoplevede, og uanset mindre divergenser også konsistente gennem hele sagens forløb. Flygtningenævnets flertal kan således lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev stoppet af to betjente på en bazar, at betjentene efter at have modtaget hans indenrigspas, hvoraf det fremgik, at han er fra Afghanistan og havde bopæl i Lugansk området, beskyldte ham for at være oprører og forsøgte at anholde ham, til grund. Flertallet kan videre lægge til grund, at det lykkedes den mandlige ansøger at flygte, men at han ikke fik sit indenrigspas med, og at ansøgernes bopæl senere blev ransaget. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som konsekvens heraf er også den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine, idet der er tale om myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2016/21/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainsk og kristen ortodoks fra […], Ukraine. Ansøgeren har været politisk aktiv, idet hun har været med til at arrangere en demonstration mod den ukrainske regerings varslede mobiliseringer i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive anholdt og fængslet af den ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU), idet de beskylder hende for at støtte separatisterne økonomisk og opbevare våben for dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes problemer begyndte, efter at hun på opfordring fra en gammel veninde havde været med til at arrangere en fredelig demonstration mod de ukrainske myndigheders omfattende mobiliseringer. Demonstrationen [i vinteren] 2015 ved atomkræftværket i byen landsbyen […]. Forud for demonstrationen havde ansøgeren og veninden afleveret en ansøgning om tilladelse til at gennemføre demonstrationen til landsbyrådet. Hverken ansøgeren eller veninden havde underskrevet ansøgningen, der var udarbejdet af en organisation. Ansøgeren lavede plakater og deltog i det praktiske arbejde med afvikling af demonstrationen. Omkring to uger efter demonstrationen begyndte hun at modtage telefonopkald. I starten ringede de om natten og sagde ingenting. Senere begyndte de også at ringe om dagen og fremsatte trusler mod ansøgeren. Ansøgeren forsøgte forgæves at få politiet til at modtage en anmeldelse. Ansøgeren blev endvidere overvåget af to unge mænd, der stod uden for hendes opgang. En ukendt dato var ansøgeren på vej fra supermarkedet, hvor to mænd gik op på siden af ansøgeren. De talte om hende, men lod som om, hun ikke var til stede. De sagde, at hun skulle blive hjemme og ikke arbejde imod Ukraine. Et par dage før [samtalen i SBU i foråret] 2015 blev hun telefonisk indkaldt til en samtale hos SBU. Hun blev udspurgt i en venlig tone. De to mænd, der afhørte hende ville høre om demonstrationen. De to SBU folk kendte ikke til, at ansøgeren havde samlevet med […] i Donetsk. Hun oplyste herom, da hun blev udspurgt om sine generalia. Først herefter begyndte mændene at interessere sig for [ansøgerens afdøde samlever] og hendes ophold i Donetsk. Det var tydeligt, at de ønskede at tale med hende igen. 10-14 dage efter [den første afhøring i foråret] 2015 blev ansøgeren igen afhørt af SBU. Hun blev primært afhørt om sin deltagelse i demonstrationen [i vinteren] 2015, og afhøringen foregik i en brutal form, idet ansøgeren fik bundet sin hænder på ryggen og blev slået i baghovedet. SBU truede ansøgeren med otte års fængsel for hverdagsseparatisme. Ansøgeren har videre anført, at hun efterfølgende forsøgte at anmelde episoderne med SBU til politiet, men at hun blev afvist, da politiet oplyste, at de ikke kunne gøre noget, da SBU var over dem i hierarkiet. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at hun på opfordring fra en gammel veninde hjalp til med praktiske opgaver i forbindelse med en mindre demonstration vendt mod mobiliseringen. Demonstrationen, der var en lovligt anmeldt demonstration, fandt sted i en mindre landsby beliggende ca. 100 km. fra […]. Ansøgeren har i forbindelse med afviklingen af demonstrationen indtaget en relativt perifer rolle, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens aktiviteter i forbindelse med demonstrationen har kunnet give anledning til de natlige telefonopkald, overvågningen og chikanen, som ansøgeren har forklaret fandt sted. Ansøgeren har forklaret, at hun [ i foråret] 2015 var indkaldt til samtale hos SBU. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at SBU afhørte hende om demonstrationen, og at SBU først efter, at ansøgeren selv havde forklaret om sine personlige forhold, herunder om samlivet med […] begyndte at interessere sig herfor. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at dette forhør vedrørte [samleverens] virke og ansøgerens og [samleverens] samarbejde. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev indkaldt til en yderligere afhøring hos SBU, og at hun i den forbindelse blev udsat for en hårdhændet afhøring, og at hun fik hænderne bundet på ryggen og tildelt slag i baghovedet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der afhørte hende i forbindelse med denne sidste afhøring. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de var de samme to mænd, der afhørte hende begge gange, og at der under den anden afhøring kom yderligere en mand tilstede, da hun blev bundet og slået. Her over for står at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der var tre personer tilstede, hvoraf den ene var en af mændene, der havde deltaget i den første afhøring. Ansøgeren har videre udbyggende forklaret, at hun under den anden afhøring blev forelagt et dokument, som man ville have hende til at underskrive. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/20/LRN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra […] i regionen Ivano-Frankovsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i landet, herunder chikane og eventuelle overgreb mod muslimer og deres familier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det er usikkert at vende tilbage til Ukraine som følge af den aktuelle konflikt mellem Ukraine og Rusland. Hun frygter, at hun og familien vil blive skadet eller slået ihjel på grund af de kamphandlinger, der finder sted i landet. Ansøgeren har videre oplyst, at forældrene er vendt tilbage fra Grækenland til Ukraine, og ansøgeren har andre slægtninge, som fortsat er bosiddende i Ukraine. Hun ønsker ikke at vende tilbage til sit hjemland, da hun vil være sammen med sin forlovede, som har fået opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun udrejste fra hjemlandet til Grækenland i 2005, hvor hun tog ophold frem til 2009, hvorefter hun udrejste til Syrien, hvor hun har opholdt sig frem til sin udrejse i 2014. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at grunden til ansøgeren og sønnen forlod Syrien skyldes de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det medfølgende mindreårige barn vil kunne opnå statsborgerskab i Ukraine. Selvom nævnet lægger til grund, at ansøgeren og hendes søn vil kunne opleve chikane som følge af hendes faste samliv med en muslim, har ansøgeren ikke godtgjort, at dette vil have et omfang og en intensitet, at dette kan begrunde asyl. Ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/2/LRN
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne fra byen Sverdlovsk i Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sat i fængsel, fordi han er mistænkt for at have kæmpet på separatisternes side. Den mandlige ansøger frygter endvidere at skulle kæmpe mod sine forældre i Sverdlovsk, fordi han er indkaldt til militærtjeneste. Han frygter også, at separatisterne vil slå ham og hans familie ihjel, fordi han har været vidne til, at de har slået folk ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i [sommeren] 2014 var på vej fra Sverdlovsk til Lugansk med sin familie. De kørte med en bus, som blev stoppet af separatister, og ansøgeren blev ført ud af bussen sammen med seks andre mænd. De blev taget med til separatisternes lejr, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i et hul i jorden, og under tilbageholdelsen blev han slået og hånet. Efter to uger i lejren skulle ansøgeren begrave et lig. Ansøgeren overmandede i den forbindelse en af vagterne og flygtede herefter fra lejren. Ansøgeren gik i to dage, hvorefter han ankom til Lugansk. Herfra kørte han med toget til Kiev. Da ansøgeren ankom til Kiev, kontaktede han politiet for at få beskyttelse. Idet ansøgeren ikke havde nogen papirer på sig, blev han tilbageholdt af politiet. Under tilbageholdelsen blev han slået af politiet og af personer fra efterretningstjenesten SBU. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans ven afleverede 15.000 UAH til politiet, og fordi ansøgeren skrev under på en indkaldelse til hæren. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af SBU, som tilbageholdt ansøgeren i to dage. Ansøgeren blev løsladt, idet hans ven afleverede ansøgerens bil som betaling herfor. Ansøgeren og hans familie rejste herefter til Lvov og boede hos den kvindelige ansøgers onkel. [I sommeren] 2014 søgte de om visum til Danmark, hvilket de fik den [i sommeren] 2014. De udrejste [i sommeren] 2014. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerne på det tidspunkt valgte at forlade Kiev og rejse mod Sverdlovsk, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at området netop på det tidspunkt var præget af uroligheder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren, efter angiveligt at have opholdt sig i fangenskab hos separatisterne i to uger, undlader at kontakte sin ægtefælle, da han kommer tilbage til Kiev. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger, der må anses for veluddannet, i sit asylansøgningsskema alene henviser til manglende beskyttelse fra myndighedernes side, og at han kun mødte afpresning og trusler om fængsling. Han skrev ikke, at han faktisk blev fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ventede med at udrejse i omkring 14 dage efter at have opnået visum, og at de herefter har kunnet udrejse legalt. Nævnet bemærker, at risikoen for strafforfølgelse ved den mandlige ansøgers tilbagevenden til Ukraine, på grund af hans manglende fremmøde ved registrering med henblik på militærtjeneste, ikke kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos responsnotat af 24. april 2015 om ”Ukraine: Mobilisering til militæret,” at straffen for at unddrage sig mobilisering ved ikke at møde op til registrering ved første gangs udeblivelse sanktioneres med en bødestraf på 170-510 UAH, og ved anden gangs udeblivelse en bøde på 510-1700 UAH. Nævnet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv direkte er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv, finder nævnet herefter, at begge ansøgere ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/19/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra landsbyen […] i […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militæret på grund af krigssituationen i landet, og at hun som konsekvens heraf vil dø. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter chikane og vold fra lokalbefolkningen, fordi hun er flygtet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun har mistet sit pas. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes navn stod på den liste, som blev afleveret til hendes arbejdsplads af myndighederne, og som skulle sammenlignes med ledelsens liste over ansatte. Ansøgeren blev fortalt af en sekretær ved navn […], at en sådan liste normalt betyder, at personerne på listen skal indkaldes til militæret. Ansøgeren har læst på internettet, at også kvinder bliver indkaldt. Ansøgeren tror, at hun er i særlig risiko, fordi hendes navn stod på listen, og fordi hun er sygeplejerske. Ansøgeren har endvidere forklaret, at selvom hun formentlig vil blive sat til at arbejde på et hospital, er der flere eksempler på, at hospitaler er blevet ramt af bomber i krigssituationer. Desuden frygter ansøgeren, at hun vil blive sendt til fronten. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har aftjent militærtjeneste, og at hun frygter at blive indkaldt hertil enten som en del af sundhedsberedskabet eller som soldat, fordi hendes navn står på en liste, som militærmyndighederne har sendt til hendes arbejdsplads. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at der efter ansøgerens forklaring ikke er grundlag for at antage, at listen havde andet formål end at registrere medarbejderne som led i den generelle mobilisering, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at hun risikerer at skulle arbejde som sygeplejerske i frontzonen eller, at hun risikerer at blive mobiliseret til væbnet kamp. Det bemærkes i den forbindelse, at det af Landinfo ”Ukraina: Mobilisering til militæret” fra 24. april 2015 fremgår, at mobiliseringen af kvinder omfatter sundhedspersonale, og at kvinder fra 25 til 50 år ”bliver gjerne innkalt til oppgaver innen helse og kommunikasjon”. Idet nævnet videre efter baggrundsoplysningerne lægger til grund, at de faktisk idømte straffe for unddragelse af mobilisering er bøde og betingede domme, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/18/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra […] i Magadan-regionen, Rusland. Ansøgeren er statsborger i Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og ifalde bøde eller fængsel, hvis han unddrager sig militærtjeneste. Ansøgeren har samtidig anført, at han frygter at modtage en bøde for at være udrejst illegalt af Ukraine. Herudover frygter ansøgeren, at ukendte personer fra organisationen Højre Sektor vil forfølge ham, fordi han er etnisk russer og russisktalende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i efteråret] 2014 modtog den første indkaldelse til militæret med posten. Herefter modtog ansøgeren indkaldelser med posten én gang om ugen. [I efteråret] 2014 begyndte folk fra militærkontoret at holde ansøgerens hjem under observation. To gange var ansøgeren hjemme, men det lykkedes ham at flygte. Når ansøgeren kørte i taxabus, blev bussen stoppet ved kontrolposter ved indgangen og udgangen til byen. I den forbindelse blev mændene i bussen dirigeret ud af bussen, hvorefter de fik en indkaldelse til militæret. Når ansøgeren blev stoppet på denne måde, præsenterede han sig som sin bror, der arbejdede i brandvæsenet, som var tilknyttet militæret. På denne måde undgik han at blive indkaldt. Ansøgeren kunne ikke bruge sin storebrors identitet som undvigelse fra indkaldelse, når storebroren var på arbejde. Ansøgeren blev derfor tilbageholdt og kørt på politistationen, hvilket skete fire gange. Dette skete én gang i [vinteren] 2014, to gange i [vinteren] 2015 og én gang i [vinteren] 2015. Alle fire gange var én af ansøgerens bekendte på arbejde på politistationen, og den pågældende hjalp hver gang ansøgeren med at blive løsladt. Ansøgeren blev ikke udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelserne. [I vinteren] 2015 klokken seks om morgenen blev ansøgeren stoppet på gaden af personer fra Højre Sektor, som truede ansøgeren til at aflevere sin jakke. Der var ti personer med kalashnikovs. Ansøgeren blev i den forbindelse slået. [I foråret] 2015 ankom militæret og politiet til ansøgerens arbejdsplads for at hente alle mænd til militærkontoret. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har aftjent militærtjeneste, fordi han tidligere er blevet fritaget herfor af helbredsmæssige årsager som følge af, at han har pådraget sig skader i begge knæ. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt efter, at mobiliseringerne i Ukraine tog deres begyndelse, direkte og personligt har fået forkyndt en tilsigelse til at møde op med henblik på at udføre militærtjeneste. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han hver gang myndighederne opsøgte ham på bopælen, i det offentlige rum og på arbejdspladsen, flygtede uden at gøre dem bekendt med fritagelsen, der fremgik af hans militærbog. Nævnet lægger endelig til grund, at ansøgerens mor efter, at han er udrejst, på hans vegne [i vinteren] 2015 har betalt en bøde, fordi ansøgeren har unddraget sig mobilisering. Nævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring om, at militæret har opsøgt hans bopæl flere gange efter, at hans mor har betalt bøden, til grund, fordi ansøgeren har forklaret divergerende herom, idet han under nævnsmødet først har forklaret, at han ikke vidste, om der havde været flere henvendelser, men at han troede, at hans mor ville have fortalt ham om det, hvis det var tilfældet, for dernæst at forklare, at der havde været mange henvendelser, og at han havde hørt om dem fra både sin mor og sine venner. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo: ”Ukraina: Mobilisering til militæret” fra 24. april 2015 til grund, at mobiliseringerne ikke omfatter personer, der er erklæret uegnet til militærtjeneste, og at militærmyndighedernes henvendelser på ansøgerens bopæl og arbejdsplads har været et led i myndighedernes generelle registreringer som led i mobiliseringerne. Nævnet lægger videre efter baggrundsoplysningerne til grund, at de faktisk idømte straffe for unddragelse af mobilisering er bøde og betingede domme. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7 som følge af, at nægtelsen af at udføre militærtjeneste. Det bemærkes videre, at det overfald, som ansøgeren var udsat for [i vinteren] 2015 var et enkeltstående tilfælde, der havde karakter af en kriminel handling, og at det alene beror på hans formodning, at myndighederne vil antage, at han støtter oprørsbevægelsen i Ukraine. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/17/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russisk og sunni-muslim fra Yenakievo, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i første række henvist til krigshandlingerne i den østlige del af Ukraine. Derudover har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine hverken har bolig, arbejde eller netværk. Endvidere frygter hun diskriminering af sin syriske ægtefælle [A] og sin medfølgende datter fra et tidligere forhold, [datter], fordi hun er mørkglødet, og fordi hun kommer fra Donbas i det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [datterens] far er en afdød statsborger fra Libanon, [B]. Ansøgerens ægtefælle, [A], blev stukket med en kniv i Kiev i efteråret 2014. Politiet kom til, men [A] anmeldte ikke forholdet. [A] blev endvidere overfaldet en uge senere, da han søgte om arbejde. Ansøgerens datter er ved to forskellige lejligheder blevet udsat for overgreb som følge at diskrimination, fordi familien er fra Donbas, og fordi hun er mørkglødet. Da de opholdt sig i [by] ved Krim i perioden [vinteren] 2014 til [sommeren] 2015 overhældte nogen skolebørn [datteren] med benzin, og forsøgte at sætte ild til hende, hvilket ansøgeren fik sat en stopper for. Forud for deres udrejse blev [datteren] låst inde i et rum på sin skole af nogle skolekammerater, der afklædte og forsøgte at voldtage hende. Da forældrene til de andre børn på skolen erfarede, at familien var fra Donbas truede forældrene skoleledelsen med henblik på at få [datteren] smidt ud af skolen. Ansøgeren købte samme dag billetter til sig selv og hendes datter. De udrejste af Ukraine [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren oprindeligt stammer fra det østlige Ukraine, som hun sammen med sin mand og sin datter flygtede fra på grund af krigshandlinger, hvorefter familien tog ophold i Kiev. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er etnisk russer og er konverteret til islam. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema alene oplyst, at hendes datter ofte blev fornærmet på gaden, alene fordi hun var fra Donbas, og hendes stedfar var ikke russer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret om to episoder, som hendes datter angiveligt har været udsat for på grund af diskriminering fra skolekammeraternes side. Under nævnsmødet har hun udbyggende forklaret om disse episoder, idet hun har oplyst, at hun selv kom til stede og afbrød den episode, hvor skolebørnene hældte benzin over hendes datter, og at hun tillige kom til stede ved den anden episode, da hendes datter stod delvist afklædt i omklædningsrummet. Nævnet finder, at disse omstændigheder må have haft en sådan karakter og være et så centralt element i ansøgerens asylmotiv, at det må anses for udelukket, at hun undlod at omtale episoderne i forbindelse med udfyldelsen af skemaet og efterfølgende ikke fremkom med en forklaring svarende til den, som hun har afgivet under nævnsbehandlingen, hvis hun havde oplevet disse begivenheder. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konversion til islam kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herved, at der er religionsfrihed i Ukraine. I tillæg hertil bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har haft problemer i Ukraine i anledning af sin konversion. Det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder US Department of State, 2012 International Religious Freedom Report – Ukraine, af 20. maj 2013, at forfatning og anden lovgivning beskytter religionsfriheden og i praksis respekteres af myndighederne. Nævnet finder endvidere ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i det østlige Ukraine, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at der alene på grundlag heraf er anledning til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/167THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristen-ortodoks fra [by] i Donetsk-regionen, Ukraine. Den mandlige ansøger har støttet løsrivelsen i Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive tilbageholdt, ydmyget eller dræbt af nationalistisk eller de ukrainske myndigheder. Han frygter endvidere, at blive indkaldt til aftjening af militærpligt som led i mobiliseringen. Endelig har han henvist til de generelle forhold i Ukraine. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne blandt andet anført, at den mandlige ansøger støttede separatisterne og ønskede en løsrivelse af regionen i Ukraine. I begyndelsen af maj 2014 deltog den mandlige ansøger i oprettelsen af kontrolposter rundt om i byen […] i Donetsk-regionen, således at myndighederne ikke kunne køre ind i byen. Den mandlige ansøger stod herefter vagt ved kontrolposterne i en periode på omkring to uger. I den forbindelse kontrollede han forbipasserendes indenrigspas samt indholdet af biler. Ansøgerne indrejste i juni 2014 i Danmark på gyldige pas med gyldige Schengen-visa. Ansøgernes visa blev forlænget i juli 2014. Ved gyldighedsperiodens udløb [i] september 2014 søgte ansøgerne asyl i Danmark. Efter udrejsen af Ukraine er den mandlige ansøgers taxa-firmas kontorlokaler og radiofrekvens blevet nationaliseret af separatisterne, der bruger kontorlokalerne til at opbevare vågen samt anvender den radiofrekvens, den mandlige ansøger ejer. Ansøgerne har endvidere i september 2014 fået oplyst, at den person, som den mandlige ansøger oprettede kontrolposterne med, var forsvundet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har været med til at oprette kontrolposter ved sin hjemby, og at han har været med til at bemande dem. Han har forklaret, at han ikke bar våben, og at der ikke opstod episoder, mens han var på vagt. Det beror alene på hans formodning, at han kan være fotograferet, mens han var på vagt, og nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han af den grund er kommet i myndighedernes søgelys. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at separatisterne har nationaliseret hans taxaselskab, at separatisterne efterfølgende har anvendt den radiofrekvens, som han har tilladelse til, og at lokalerne har været benyttet af separatisterne til blandt andet opbevaring af våben. Under henvisning til, at ansøgerne er udrejst legalt, må det antages, at de ukraineske myndigheder dermed kan konstatere, at separatisternes anvendelse af radio og lokale er sket efter deres udrejse. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han som følge af nationaliseringen er bragt i myndighedernes søgelys. Den mandlige ansøger har ikke i samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at han har modtaget sms-beskeder fra personer fra Donetsk-regionen med et trusselslignende indhold. Denne oplysning fremgår heller ikke af advokatens indlæg. Nævnet finder, at der er tale om en udbyggende oplysning og tilsidesætter denne. Idet ansøgerne er uprofilerede og ikke har modtaget henvendelser eller lignende fra hverken myndigheder eller separatister, har ansøgerne ikke påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Donetsk-området. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Donetsk-området. De generelle forhold i Donetsk-området er ifølge baggrundsoplysningerne vanskelige men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at ansøgerne kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/15/nke
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren var medlem af Det Kommunistiske Parti, da Ukraine hørte under Sovjetunionen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der var utallige bombardementer efter krigens udbrud i [foråret] 2014, og det var derfor svært at leve i Donetsk. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at hun ikke deltog i valget i Ukraine, hvorfor hun blev sortlistet. På en ukendt dato i [sommeren] 2014 fik ansøgeren en besked på sin dør, hvor der stod ”her bor en forræder”. Ansøgeren formoder, at den blev skrevet af hendes naboer, fordi hun ikke støttede Rusland. Omkring en måned efter modtog ansøgeren en seddel i sin postkasse, hvor der stod ”pas på”. Ansøgeren ved ikke, hvem der sendte sedlen, men hun formoder, at det var nogen, der ved, at hun er imod separatisterne. På et ukendt tidspunkt i slutningen af [vinteren] så ansøgeren en annonce om, at nogle frivillige ville hjælpe folk med at forlade byen. Ansøgeren kontaktede dem, og de hjalp hende med at komme til Moskva, hvorfra hun forsøgte at søge visum til Danmark. Ansøgeren fik at vide, at hun skulle søge visum til Danmark i Kiev, og ved hjælp af de frivillige rejste ansøgeren derfor til Kiev, hvorfra hun søgte og fik visum til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgerens forklaring om aktivt at have agiteret blandt sine naboer imod en løsrivelse fra Ukraine først er fremkommet for nævnet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er født i […], kommer fra Donetsk i det østlige Ukraine, er helbredsmæssigt svækket, og at hun ikke har noget netværk tilbage i Donetsk-området. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Øst-Ukraine, herunder i Donetsk-området, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene med henvisning hertil. Det bemærkes endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgeren skulle være i et modsætningsforhold til privatpersoner eller myndighederne i Ukraine af en sådan intensitet, at det kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at hun har opholdt sig i Ukraine i adskillige måneder uden yderligere problemer, efter at hun i sommeren 2014 og et par måneder herefter har fået skrevet trusler på sin fordør og smidt et trusselsbrev i sin postkasse. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er en enlig, alderssvækket kvinde, og at det er oplyst, at hun ikke længere har familie tilbage i Ukraine, kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes hertil, at helbredsmæssige oplysninger ikke i sig selv er af asylrelevant karakter. Det falder således uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/14/SSM
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin faders, […], asylmotiv. Flygtningenævnet har [i foråret] 2016 meddelt ansøgerens far, mor og mindreårige søskende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens forældre i al væsentlighed havde forklaret overensstemmende om deres asylmotiv under hele sagen. Ansøgernes forældres forklaringer fremstod særdeles troværdige og selvoplevede. Farens forklaring om torturen støttes af den foreliggende torturundersøgelse. Flygtningenævnet har derfor lagt til grund, at ansøgerens far har været tilbageholdt, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for omfattende og ødelæggende tortur. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at overgrebene blev udført af SBU med bistand fra Højre Sektor og at ansøgerens far ved en tilbagevenden til Ukraine fortsat er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren om følge af sin fars forhold opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddeler hende derfor opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Ukra/2016/13/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse til et ægtepar samt tre børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer og den kvindelige ansøger er etnisk polak fra Ukraine. Ansøgerne er kristne af trosretning og ukrainske statsborgere fra […], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og igen blive udsat for tortur eller slået ihjel af SBU, fordi han mistænkes for at være separatist, samt fordi han overlevede overgrebene [i foråret] 2014, og fordi han ikke reagerede på den tilsigelse, han modtog [i vinteren] 2014. Han har endvidere henvist til, at han frygter Højre Sektor, fordi de deltog i overgrebene [i foråret] 2014, og fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun ikke har efterkommet indkaldelser i forbindelse med mobiliseringen af det sundhedsfaglige personale. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han var ansat i det ukrainske skattepoliti i perioden 1997-2013 og opnåede rang af major. Han har modtaget militærtræning. Han har ikke været politisk aktiv, men har stemt på Regionernes Parti, da det under Viktor Janukovitj var den sikre vej til forfremmelser. I [vinteren] 2013 fik han som de øvrige ansatte i skattepolitiet at vide, at han skulle deltage i opløsningen af demonstrationerne på Maidan-pladsen. Der var tale om en ordre, men han nægtede at efterkomme ordren. De to efterfølgende dage forsøgte hans overordnede at presse ham til at efterkomme ordren, hvilket endte med, at ansøgeren indgav sin opsigelse. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at han fra [vinteren] 2013 begyndte at modtage truende opkald fra ukendte personer, som han antog, var en del af Højre Sektor. Disse personer ville have ham til at arbejde for dem. Opkaldene fortsatte indtil [foråret] 2014. [I foråret] 2014 blev familien opsøgt på deres bopæl af otte personer, hvoraf fire var iført Højre Sektors uniformer, to var civilklædte personer fra SBU, en var fra militæret og en lokal politibetjent. De fire sortklædte slog på ordre fra de to mænd fra SBU den mandlige ansøger og tvang ham til at skrive under på et dokument, som han ikke ved, hvad omhandlede. Efter en ransagning af bopælen, tog personerne den mandlige ansøger med og på et ukendt sted, blev han udsat for voldsom tortur. Samtlige ansøgerens fingre blev skåret eller klippet af. Ansøgeren mistede bevidstheden. Han vågnede på et lokalt hospital [i foråret] 2014. Han har fået at vide, at han var blevet fundet i et skovområde, og at han tilsyneladende var forsøgt begravet. Han har tilbagevendende mareridt om, at han forsøger at grave sig fri. På grund af risikoen for på ny at blive pågrebet fik hustruen ham indlagt på et hospital i Kiev. Han modtog langvarig behandling på hospitaler i Kiev og Odessa. Han var ude af stand til at foretage sig noget. Han var svært deprimeret og forsøgte selvmord. Efter at den mandlige ansøger var blevet udskrevet fra hospitalet, boede familien i lejede huse i henholdsvis […] og Odessa. I perioden [efteråret] 2014 og frem til familiens udrejse i [vinteren] samme år boede de hos den mandlige ansøgers mor i […]. Han holdt sig indendørs og den øvrige del af familien holdt lav profil. I [vinteren] 2014 begyndte den kvindelige ansøger igen at modtage truende opkald. Medens familien opholdt sig i […] blev der [i vinteren] 2014 afleveret en skriftlig tilsigelse, hvoraf fremgik, at den mandlige ansøger skulle møde hos SBU, idet han var mistænkt for landsforræderi. Efter familiens flugt har han fået yderligere en tilsigelse med samme indhold. Den mandlige ansøger er fysisk og psykisk svært mærket af torturen. Han har været indlagt på psykiatrisk afdeling og er i psykiatrisk behandling. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at den mandlige ansøger på sit arbejde blev beordret til at deltage på myndighedernes side under demonstrationer på Maidan-pladsen. Hun har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev opsøgt af ukendte personer på familiens bopæl [i foråret] 2014, hvorefter han var tilbageholdt og udsat for omfattende tortur. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun er blevet indkaldt til oplæring med henblik mobiliseringen af sundhedspersonale, men at hun udeblev. Der foreligger en torturundersøgelse af den mandlige ansøger udarbejdet i 2015 af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Ansøgeren har i forbindelse med undersøgelsen konkretiseret hvilke fysiske overgreb, han er blevet udsat for og nærmere oplyst om fysiske og psykiske eftervirkninger herfra. Ved den objektive undersøgelse er konstateret, at samtlige ansøgerens fingre er klippet af lige under knoerne. I baghovedet fra nakkeregionen ses et cirka 11 centimeter langt ar. Objektivt psykisk er ansøgeren præget af massiv medicinering. Ansøgeren fremtræder depressiv og aspontan. Ved undersøgelsen er ansøgeren ikke vurderet aktuelt psykotisk, men ansøgeren har i august 2015, på grund af akut polymorf psykose, været indlagt på psykiatrisk afdeling. Testet med Harvard Trauma Questionnaire scorer ansøgeren 3.85, hvilket er foreneligt med svær PTSD. Det konkluderes i rapporten, at der er fuld overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og ansøgerens fysiske og psykiske skader. Hans psykiske tilstand indikerer, at han har været udsat for særdeles traumatiske hændelser og er af en sværhedsgrad, man typisk ser hos torturoverlevere. Ansøgerne har i al væsentlighed forklaret overensstemmende om asylmotivet under hele sagen. Ansøgernes forklaringer har fremstået særdeles troværdige og selvoplevede. Den mandlige ansøgers forklaring om torturen støttes af den foreliggende torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan derfor lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for omfattende og ødelæggende tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at overgrebene på den mandlige ansøger [i foråret] 2014 var foranlediget af SBU med bistand fra personer fra Højre Sektor. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger, såfremt han må vendte tilbage til hjemlandet, fortsat risikerer at blive udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Der er herved lagt vægt på, at familien efter overgrebene [i foråret] 2014 og frem til [efteråret] samme år opholdt sig på forskellige adresser rundt omkring i Ukraine. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i den periode, hvor de opholdt sig i hjembyen, holdt lav profil og håbede på, at den mandlige ansøger ikke længere var i myndighedernes søgelys, hvilket imidlertid blev afkræftet, da den mandlige ansøger [i vinteren] 2014 blev tilsagt til SBU på grundlag af en mistanke om højforræderi. Ud fra en samlet og konkret vurdering, hvori er indgået omfanget og karakteren af den tortur ansøgeren var udsat for [i foråret] 2014, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Ukraine er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at begge ansøgere og deres tre børn derfor har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ukra/2016/12/IBL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er ukrainsk statsborger og kristen af trosretning fra […] i Donetsk området, Ukraine. Ansøgeren har siden slutningen af 2013 været aktiv i Euromajdan bevægelsen, som kæmper for en stærkere tilknytning til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse fra de pro-russiske separatister DNR, som styrer det østlige Ukraine, herunder Donetsk, da hun som ansat i bankens værdipapirafdeling er i besiddelse af fortrolige oplysninger om blandt andet den tidligere præsidents finansielle transaktioner. Ansøgeren frygter, at DNR tror, at hun vil videregive disse oplysninger til pressen eller myndighederne i Ukraine. Herudover har hun henvist til, at hun frygter de ukrainske myndigheder, fordi den tidligere præsident og andre højtstående personers finansielle aktiviteter kom i den nye ukrainske regerings søgelys efter magtskiftet. Hun frygter, at myndighederne vil beskylde hende for at have været involveret i finansiering af separatisme. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgeren står opført med alle personlige oplysninger i et register på en officiel hjemmeside, som myndighederne og professionelle personer indenfor finanssektoren i Ukraine har adgang til. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret herom under nævnsmødet, men har særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet kunne genfinde registreret med hendes personlige data på internettet til trods for, at hun kort forinden mødet i nævnet havde udskrevet den kopi, som hun medbragte under mødet, ligesom hun ikke har sandsynliggjort, hvad der skulle være formålet med registeret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med sin ægtefælle til grund, idet hun først har forklaret herom under mødet i Flygtningenævnet. De forhold, som ansøgeren i øvrigt har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af den grund risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uhindret har kunnet rejse på ferie til Odessa og Krim i den periode, hvor hun efter sin forklaring blev indkaldt til meget hyppige samtaler i banken om sine synspunkter og sin tavshedspligt. Hendes konflikt med banken og folk fra DNR har derfor ikke en sådan intensitet eller karakter, at denne kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at overfaldet på hende og de telefoniske trusler mod hende stammer fra personer med tilknytning til banken eller DNR, og det samme gælder vedrørende det forhold, at bilruderne i ansøgerens og hendes ægtefælles bil blev smadret og nummerpladerne stjålet, mens de befandt sig på Krim. Ansøgeren må således vedrørende disse forhold henvises til at anmelde forholdene til politiet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren legalt og problemfrit udrejste fra Ukraine med sit eget ægte pas, der var isat gyldigt visum til Danmark, og at hun først søgte asyl ca. to uger efter indrejsen i Danmark. Uanset de generelle forhold i Donetsk ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige, har situationen ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Ukra/2016/11/STA]
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i vinteren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ikke-troende fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra separatisterne og de ukrainske myndigheder som følge af, at hans fader har været tilbageholdt af separatisterne i otte dage, og fordi separatisterne har opsøgt familiens bopæl i tre dage efter tilbageholdelsen af faderen. Ansøgerens fader blev den […] 2014 tilbageholdt af separatister, som tog ham med til deres base i [X], hvor han blev afhørt. Han blev endvidere iklædt en separatist-uniform og tvunget til at udføre arbejde, hvilket blev optaget. Otte dage efter sin tilbageholdelse lykkedes det ham at flygte fra den kontrolpost, som han skulle arbejde ved. Han flygtede hjem til sin slægtning [A], hvor ansøgeren og hans moder allerede befandt sig. Ansøgeren og hans moder blev i tre morgener efter den […] 2014 opsøgt på bopælen af separatister, hvorefter de den […] 2014 sammen med ansøgerens lillesøster forlod bopælen og tog ophold hos [A], hvor de blev forenet med ansøgerens fader. Familien opholdt sig hos [A] i cirka to måneder, hvorefter de udrejste af Ukraine [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om separatisternes tilbageholdelse af ansøgerens fader og henvendelse på familiens bopæl i dagene efter den […] 2014 til grund. Ansøgeren findes herefter isoleret set at være berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgeren hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgeren. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens personlige forhold lagt vægt på, at ansøgeren er sund og rask og i fornødent omfang taler ukrainsk. Det af ansøgeren oplyste om hans frygt for tvangsmobilisering og for diskrimination findes ikke at kunne føre til, at han ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens frygt for forfølgelse fra de ukrainske myndigheder alene beror på ansøgerens ubekræftede formodninger om, at separatisternes optagelser af ansøgerens fader vil komme til myndighedernes kundskab med den følge, at ansøgeren risikerer overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/10/ KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med tidligere bopæl i Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk aserbajdsjaner og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Ansøgerne har siden 1992 haft opholdstilladelse i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive anholdt, fordi han er armenier. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ikke vil blive accepteret, da hun har et armensk efternavn og fordi hun er statsløs. Som asylmotiv i forhold til Ukraine har ansøgerne oplyst, at de ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af separatister, fordi de er udlændinge. Ansøgerne frygter dertil den generelt nationalistiske stemning, der hersker i Ukraine. Som støtte for deres asylmotiver har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i marts 1992 blev taget til fange af aserbajdsjanere, der ville bruge ham til en fangeudveksling i Nagorno Karabakh. Den mandlige ansøger blev i forbindelse med dette udsat for grove fysiske overgreb. Røde Kors kom til Nagorno Karabakh, og da de så den mandlige ansøgers tilstand, insisterede de på, at han blev taget til et hospital. Kort herefter lykkedes det den mandlige ansøger at flygte ud af Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger samt ansøgernes datter fulgte efter og i 1992 fik de midlertidig asyl i Ukraine. Opholdstilladelsen blev gjort permanent efter omkring i alt syv til ti år. Den mandlige ansøger har hertil forklaret, at han ikke har opnået ukrainsk statsborgerskab, det krævede, at han kunne dokumentere, at han ikke var statsborger i Aserbajdsjan, hvilket ikke var muligt. Som støtte for ansøgernes asylmotiv i Ukraine har de oplyst, at de to gange blev opsøgt på deres bopæl af fire personer, der kom fra henholdsvis den nationale garde og politiet. Første gang var den 25. juli 2014, hvor personerne konfiskerede den mandlige ansøgers militærbog, og sagde til ham, at han skulle melde sig frivilligt til militæret og ellers forlade Ukraine. Den 23. august 2014 kom de samme personer tilbage på bopælen. Denne gang optrådte de truende og konfiskerede ansøgernes opholdstilladelser. De blev beordret til at forlade deres bopæl, da den skulle bruges til Ukraines internt fordrevne. Ansøgerne forlod herefter deres bopæl og tog ophold hos deres datter, hvorefter de den 12. september 2014 forlod Ukraine. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne bør vurderes i forhold til Ukraine, hvor de efter det oplyste har haft lovligt ophold siden 1992. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at det virker påfaldende, at den kvindelige ansøger har ændret forklaring om, hvornår datteren flyttede fra sin ægtefælle, og hvorvidt hun selv har haft kontakt med datteren efter ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene på nuværende tidspunkt for udlændinge i Ukraine har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine alene på grund af deres etnicitet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlængelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Det i øvrigt af ansøgerne anførte, herunder om deres helbredstilstand og boligforhold, findes ikke at medføre en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/1/MVI
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ukrainsk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra […], Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive indkaldt til militæret, og at han og hans familie vil miste livet på grund af krigen og hans etnicitet. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for chikane og racisme andre steder i Ukraine, både fordi han er etnisk afghaner, og fordi han kommet fra det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem årene er blevet udsat for chikane. Han åbnede i slutningen af 2003 sin egen butik. Hver måned er han af den samme person blevet presset til at betale penge. For omkring fire år siden blev han stoppet af politiet i Kiev. Efter at han havde fremvist sit pas, blev han taget med på politistationen, hvor han blev tilbageholdt i to til tre timer. Politibetjentene fratog ham de penge, han skulle bruge til at købe varer til sin butik. Umiddelbart efter blev han løsladt. [Medio] 2012 blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af fire unge ukendte mænd. Ansøgeren var på vej til apoteket, da de fire unge mænd stoppede ham. De råbte og talte ned til ansøgeren. I den forbindelse sparkede og slog de ansøgeren. En politibetjent kom kørende, og de fire unge mænd løb fra stedet. Politiet tilkaldte en ambulance, som kørte ansøgeren på hospitalet, hvor han var indlagt i omkring to uger. Politibetjentene besøgte ansøgeren på hospitalet, hvor han anmeldte episoden. [Medio] 2014 blev ansøgeren opsøgt af fire bevæbnede mænd på sin arbejdsplads. Disse mænd tog alle de varer, de ville, uden at betale for dem. De truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke gav dem varerne. Ansøgeren blev i den forbindelse ikke udsat for fysiske overgreb. [Medio] 2014 standsede fire bevæbnede mænd ansøgeren, mens han kørte i sin bil. De var medlemmer af separatisthæren. De trak ansøgeren ud af bilen og talte ned til ham. En af de fire mænd tog ansøgerens bil og kørte væk i den. Ansøgeren tog rutebilen hjem. [Medio] 2014, kl. 01.00 om natten blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af nogle bevæbnede mænd. Mændene ringede og bankede på døren. Ansøgeren åbnede ikke. Mændene gik videre, og intet skete i forbindelse med denne opsøgning. Om morgenen [dagen efter] omkring kl. 09.00 ringede det igen på døren. Ukendte mænd bankede og ringede på døren i omkring fem minutter. Ansøgeren åbnede i døren. Den samme dag efter mændene var gået, ringede ansøgeren efter en taxa, som kørte ham og resten af hans familie til banegården, hvorfra de tog toget til Kiev. I Kiev opholdt de sig i omkring to uger, hvorefter de rejste med turistbus til Warszawa, Polen. Forinden havde de fået udstedt turistvisum til Grækenland. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive tilbageholdt af den ukrainske sikkerhedstjeneste, fordi hun har afsluttet sin lægeuddannelse på et medicinsk militæruniversitet og derfor er værnepligtig. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive indkaldt til militæret enten af separatister eller af de ukrainske myndigheder. Yderligere har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sin datters liv, fordi hun offentligt har ytret sig om løsrivelsen af Lugansk. Derudover har ansøgeren i det hele henvist til sin ægtefælles asylmotiv og den generelle situation i Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgernes og deres datters forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været nogle episoder, som ansøgerne har oplevet som rettet mod dem som udslag af deres negative holdning til separatisterne og løsrivelsen af området, idet de har givet udtryk for deres holdning og undladt at deltage i afstemningen om løsrivelse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer, som på nogle punkter har været usikre og divergerende, ikke kan give grundlag for at antage, at ansøgerne er således eksponerede i Lugansk, at de er særligt udsatte for forfølgelse eller overgreb. Vedrørende episoden i den mandlige ansøgers butik har forklaringerne divergeret med hensyn til antallet af personer, der henvendte sig, og omfanget af tyveriet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der alene har været tale om tyveri af en bestemt slags varer, som de pågældende formentligt havde særligt behov for, og at episoden således ikke nødvendigvis har været rettet mod den mandlige ansøger som person. Om bilepisoden har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger blev standset, fordi man gik specifikt efter ham som person, eller om episoden skete i forbindelse med en mere generel trafikkontrol. Vedrørende episoderne, hvor der blev banket og ringet på døren, har forklaringerne divergeret noget med hensyn til, hvad ansøgerne hver for sig har set, og hvad der er sket med den nabo, der blev ført bort. Flygtningenævnet finder endvidere, at såfremt man har villet have fat specielt i ansøgerne, ville man nærliggende have brudt døren ind, da ansøgerne ikke åbnede døren. Den mandlige ansøger fik et nyt udenrigspas [medio] 2014, og han har under nævnsmødet forklaret, at han [medio] 2014 søgte passet over internettet, og at ansøgerne havde besluttet at udrejse fra Ukraine, da han søgte om passet. Dette harmonerer med, at ansøgerne faktisk udrejste legalt efter at have opholdt sig i Kiev i alene omkring to uger. De episoder på universitetet, som ansøgernes datter har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at hun af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familien er særligt udsat for eksponering som følge af den mandlige ansøgers afghanske baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han har uddannet sig til læge i Ukraine og arbejdet som læge i en årrække og herefter har haft selvstændige virksomheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes datter har kunnet gennemføre en bacheloruddannelse på universitetet uden at være påvirket af, at hun ikke ligner en etnisk ukrainer. Flygtningenævnet bemærker, at selvom den generelle sikkerhedssituation i Lugansk-området er vanskelig, har situationen ikke en sådan karakter, at den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk afghaner og etnisk ukrainer og muslim af trosretning fra […], Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af de ukrainske myndigheder og af separatisterne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at den ukrainske sikkerhedstjeneste vil dømme hendes fader og broder som værende oprørere. Yderligere har ansøgeren i det hele henvist til sin faders asylmotiv og de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun offentligt har ytret sin mening omkring afholdelse af folkeafstemningen og løsrivelsen af Lugansk fra Ukraine. [Medio] 2014 startede diskussionerne på om folkeafstemningen på universitetet, hvor ansøgeren læste jura. I den forbindelse sagde ansøgeren, at hun var for et forenet Ukraine. Lærerne på universitetet sagde, at det var uacceptabelt, og ansøgeren blev indkaldt til et møde hos dekanen. Dekanen forbød ansøgeren at udtale sig omkring dette anliggende. [Medio] 2014 blev ansøgeren tvunget til at deltage i en demonstration, hvor alle studerende skulle vise, at de støttede adskillelsen af området. Dekanen truede ansøgeren med at udmelde hende af universitetet, hvis hun ikke deltog. Da ansøgeren ønskede at afslutte sin uddannelse, deltog hun i demonstrationen. [Medio] 2014 var der statslige eksaminer. Ansøgeren havde eksamen i tre fag og fik lave karakterer i alle tre fag. Lærerne fortalte ansøgeren, at hun fik lave karakterer på grund af sine ytringer omkring løsrivelsen. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været nogle episoder, som ansøgerne har oplevet som rettet mod dem som udslag af deres negative holdning til separatisterne og løsrivelsen af området, idet de har givet udtryk for deres holdning og undladt at deltage i afstemningen om løsrivelse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer, som på nogle punkter har været usikre og divergerende, ikke kan give grundlag for at antage, at ansøgerne er således eksponerede i Lugansk, at de er særligt udsatte for forfølgelse eller overgreb. Vedrørende episoden i ansøgerens faders butik har forklaringerne divergeret med hensyn til antallet af personer, der henvendte sig, og omfanget af tyveriet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der alene har været tale om tyveri af en bestemt slags varer, som de pågældende formentligt havde særligt behov for, og at episoden således ikke nødvendigvis har været rettet mod ansøgerens fader som person. Om bilepisoden har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens fader blev standset, fordi man gik specifikt efter ham som person, eller om episoden skete i forbindelse med en mere generel trafikkontrol. Vedrørende episoderne, hvor der blev banket og ringet på døren, har forklaringerne divergeret noget med hensyn til, hvad ansøgerne hver for sig har set, og hvad der er sket med den nabo, der blev ført bort. Flygtningenævnet finder endvidere, at såfremt man har villet have fat specielt i ansøgerne, ville man nærliggende have brudt døren ind, da ansøgerne ikke åbnede døren. Ansøgerens fader fik et nyt udenrigspas [medio] 2014, og han har under nævnsmødet forklaret, at han [medio] 2014 søgte passet over internettet, og at ansøgerne havde besluttet at udrejse fra Ukraine, da han søgte om passet. Dette harmonerer med, at ansøgerne faktisk udrejste legalt efter at have opholdt sig i Kiev i alene omkring to uger. De episoder på universitetet, som ansøgeren har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at hun af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familien er særligt udsat for eksponering som følge af ansøgerens faders afghanske baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han har uddannet sig til læge i Ukraine og arbejdet som læge i en årrække og herefter har haft selvstændige virksomheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet gennemføre en bacheloruddannelse på universitetet uden at være påvirket af, at hun ikke ligner en etnisk ukrainer. Flygtningenævnet bemærker, at selvom den generelle sikkerhedssituation i Lugansk-området er vanskelig, har situationen ikke en sådan karakter, at den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af korrupte politibetjente og at blive udsat for en falsk sigtelse for narkobesiddelse. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [efteråret] 2012 passede sin broders butik, idet han var på hospitalet. I den periode kom der tre politibetjente ind i forretningen og krævede beskyttelsespenge for, at forretningen kunne fortsætte. Ansøgeren nægtede at betale, hvorfor hun blev taget med på stationen og tilbageholdt i et døgn i detentionen, inden hun blev afhørt. I forbindelse med afhøringen underskrev ansøgeren et dokument, hvoraf hendes personlige oplysninger fremgik. Efter at have været tilbageholdt i 36 timer blev ansøgeren løsladt, og hun fik besked på at have beskyttelsespengene klar, når de kom næste gang, idet hun ellers ville blive sigtet for besiddelse af narko på baggrund af det dokument, som hun havde underskrevet. Et par måneder forinden denne episode havde hun indgivet en ansøgning om visum til Danmark, idet hun havde fået en praktikplads. Hun fik sit visum udstedt et par dage efter løsladelsen. Ansøgeren blev ikke opsøgt af politiet i dagene mellem tilbageholdelsen og hendes udrejse, hvor hun opholdt sig hos sine forældre. I [vinteren] 2014 var ansøgeren på ferie i Ukraine i mindre end tre dage, hvor hun boede hos sine forældre. Hun så en dag, at der stod betjente foran forældrenes hus og tog derfor hjem til en veninde og overnattede. Hun fik over telefonen bekræftet af sine forældre, at myndighederne havde spurgt efter hende. Dagen efter forlod ansøgeren Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at politiet skulle kræve penge af ansøgeren, når det var hendes broder, der var ejer af butikken. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke forud for sin ferie i Ukraine i [vinteren] 2014 undersøgte, hvorvidt der var rejst en straffesag mod hende, og hvorvidt hun kunne være eftersøgt i den forbindelse. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren fik udstedt visum til Danmark efter løsladelsen og udrejste legalt fra Ukraine på eget ægte pas, samt at hun igen ind- og udrejste legalt i forbindelse med ferien i 2014, ligesom hun først søgte om asyl dagen før hendes visum udløb. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hun rykkede for sit visum efter løsladelsen, og om sit kendskab til sin broder. Ansøgeren har således til advokaten oplyst, at broderen er ved at færdiggøre sit studie, mens hun for nævnet har oplyst, at hun ikke er klar over, hvad broderen laver. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Ukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2015/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer fra […], Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i Ukraine og henvist til, at hendes forældres hus i Ukraine ikke længere eksisterer som følge af urolighederne i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun generelt er i risiko for at blive diskrimineret som følge af, at hun kommer fra Donbass-regionen. Endelig har ansøgeren henvist til, at den ukrainske regering giver en begrænset økonomisk bistand til internt fordrevne personer i Ukraine, hvorfor hun ikke vil kunne opretholde en tilfredsstillende levestandard grundet de lave offentlige ydelser. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er orienteret om situationen i Ukraine via sin familie og har ligeledes fulgt situationen i diverse nyhedsmedier. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er bange for de uroligheder, som finder sted i det østlige Ukraine, da mange mennesker er døde, og der er mange illegale våben i landet. Videre har ansøgeren oplyst, at en væsentlig del af befolkningen i [ansøgerens hjemby] er flygtet som følge af konflikten i det østlige Ukraine, herunder har hele hendes familie måttet flygte fra [byen] i 2014. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter at blive diskrimineret, idet den russisktalende del af befolkningen generelt har vanskeligere ved at få et arbejde, og de oplever at blive diskrimineret, særligt af de ukrainske nazister, som er fanatikere. Ansøgeren har herudover til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter for sin levestandard grundet den lave offentlige ydelse, svarende til 200 kr. pr. måned, som internt fordrevne personer i Ukraine modtager. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Ukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af ”UNHCR OPERATIONAL UPDATE 8 September – 6 October 2015” fremgår blandt andet: ”On 9 September, Resolution no. 636 came into power harmonizing Council of Ministers Resolution nos. 505, 509, 535, 637 and 595 with requirements of the “Law on ensuring of rights and freedoms of internally displaced people” dated 20 October 2014. The Resolution should clarify the IDP registration process, including the registration of unaccompanied children IDPs and improve access to financial assistance for IDPs. The Resolution completes legislation facilitating the employment of IDPs by providing free requalification vouchers to IDPs of employable age who have not found appropriate employment; compensation of medical examination and transport costs relating to employment for those who were registered unemployed; reimbursement of training costs for employers hiring IDPs; reimbursement of salary costs for 6 months to employers hiring registered IDPs for at least 12 months. On 17 September, the Parliament adopted an amendment to the state budget increasing the minimum wage and subsistence levels. The amendment should result in increased pension and social assistance payments for vulnerable people and IDPs, as well as targeted financial assistance to disabled IDPs under Resolution no. 505.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at ansøger under et besøg i Kiev på gaden er blevet antastet af fire berusede mænd, ikke er en konflikt af en sådan karakter eller intensitet, at den kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndigheder i Ukraine. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger og muslim af trosretning fra Simferopol på Krim, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter krigen og den generelle situation i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Ukraine er udsat for diskrimination, fordi hun er muslim og bærer tørklæde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun på et ukendt tidspunkt blev skubbet af en mand på åben gade i Simferopol, fordi han troede, at hun var etnisk tatar. Ansøgeren er også af andre blevet skubbet til. Desuden er der blevet råbt af ansøgeren på gaden af folk, som kom kørende forbi hende. I slutningen af [foråret] 2014 flyttede ansøgeren og hendes familie til Kharkiv, fordi de ikke ønskede at opleve det samme, som de havde oplevet i Syrien, og fordi det var usikkert, hvorvidt der ville udbryde krig. Familien forsøgte at få visum til det samme land, men det var ikke muligt. Ansøgerens ægtefælle udrejste til Libanon, men ansøgeren kunne ikke få visum dertil. [Sidst på sommeren] 2014 udrejste ansøgeren af Ukraine. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Krim og Østukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøger enkelte gange er blevet skubbet til og råbt ad af folk på gaden eller i busser, har ikke et sådant omfang eller intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndighederne på Krim og har dermed ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/5
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt i krig eller som følge af chikane. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har oplevet chikane i Ukraine på grund af sin etnicitet. Første gang han oplevede chikane, var en for ham ukendt dato [medio] 2004. Han gik en tur sammen med sin ægtefælle og sit barn, og de passerede nogle borde, da to personer rejste sig og greb fat i ham. Herefter udsatte personerne ham for vold. Ansøgeren kendte ikke personerne, men de talte om hans etnicitet på en ydmygende måde. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet til politiet. Den næste gang, den mandlige ansøger oplevede chikane, var i 2006, hvor han var på vej hjem fra en bytur. Tre personer opsøgte ham på gaden og begyndte uden videre at slå ham. Ansøgeren meldte heller ikke dette forhold til politiet. Omkring [primo] 2011 gik ansøgeren en aften ind i en døgnbutik. Foran butikken stod der nogle personer, som drak. Da den mandlige ansøger gik forbi dem, fik han et kraftigt slag i baghovedet, så han faldt om og slog hovedet mod en kantsten. Han blev også sparket og kaldt en række skældsord. Efter overfaldet var han indlagt i 10-11 dage, og hospitalet kontaktede politiet. Fire eller fem måneder efter overfaldet kontaktede politiet den mandlige ansøger og fortalte, at de havde fundet to af overfaldsmændene. Den sidste overfaldsmand fandt politiet ikke, men den pågældendes bror sad fængslet for mord, og han truede ansøgeren på livet. Den mandlige ansøger blev også kontaktet af moren til den ene overfaldsmand. Hun ønskede, at han skulle gøre noget, så hendes søn ikke blev fængslet for overfaldet. Ansøgeren kontaktede derfor sin advokat og sagde, at han imod normal praksis ikke ville kræve erstatning fra overfaldsmændene. De to mænd blev efterfølgende idømt tre og et halvt eller fire års fængsel for overfaldet. [Ultimo] 2012 skulle den mandlige ansøger renovere sin lejlighed. Han boede derfor hos sine forældre. Da han [primo] 2013 var færdig med at arbejde i lejligheden, tog han hjem til sine forældre. Da han kom rundt om et hjørne, greb en ukendt person fat i ham og slog ham i panden. En bil kom kørende, og overfaldsmanden samt to andre tilstedeværende stak af. Herefter tog den mandlige ansøger på hospitalet for at blive behandlet. Han bestak lægen til ikke at anmelde forholdet til politiet. [Primo] 2013 kom den mandlige ansøger hjem fra indkøb i [by] og opdagede, at nogen havde smidt en sten gennem et vindue i forældrenes hus, og at der var sat tre begravelseskranse op foran huset. Politiet kom og tog billeder. Han hørte dog ikke mere til sagen efterfølgende. [Primo] 2014 blev den mandlige ansøger overfaldet af en beruset person, som forsøgte at ringe til sine venner. Han slap fri, før vennerne nåede at komme. [Medio] 2014 blev den mandlige ansøgers forretning og otte andre forretninger brændt ned. Alle forretningerne var ejet af personer fra [et landområde]. [Medio] 2014 modtog den mandlige ansøger en indkaldelse til militæret. Han har oplyst, at han er kristen, og at det derfor er en synd for ham at dræbe og at deltage i krig. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt som følge af hans etnicitet eller i krigen i Ukraine. Den kvindelige ansøger til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har været udsat for chikane. Hun har oplyst, at hun ikke selv har været udsat for fysisk chikane men alene verbal chikane. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentligste lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet tilsidesætter dog forklaringen om, at den mandlige ansøger og hans fader allerede tilbage i 1997 eller 1998 blev overfaldet og udsat for vold på grund af deres etnicitet, som utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne først har forklaret herom i forbindelse med samtalen med deres advokat og mødet i nævnet, selvom episoden må siges at udgøre et centralt element i deres asylmotiv, henset til at episoden førte til, at ansøgeren og hans far blev tilbageholdt af politiet i tre dage, uden at der blev rejst sigtelse mod dem, hvorimod overfaldsmændene straks blev løsladt. Nævnet lægger efter ansøgernes forklaringer i øvrigt til grund, at den mandlige ansøger i tiden fra 2004 og frem til [primo] 2014 har været udsat for flere voldelige overfald. Flere af disse blev begået om aftenen/natten af berusede personer, og i forbindelse med overfaldet i 2011 blev den mandlige ansøger frarøvet en pung, en ring og en mobiltelefon. Efter omstændighederne i forbindelse med overfaldene kan nævnet ikke lægge til grund, at overfaldene alene har rettet sig mod den mandlige ansøger på grund af hans etnicitet, og dermed udelukke at der ikke er tale om strafbare forhold, der tilfældigt har rettet sig mod hans person. Den mandlige ansøger ikke på noget tidspunkt selv anmeldt overfaldene til de ukrainske myndigheder og har i 2012 betalt en læge for ikke at politianmelde et overfald, selvom hospitalets politianmeldelse af overfaldet i 2011 førte til en politimæssig efterforskning og senere domfældelse af to af gerningsmændene. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge til grund, at de senere overfald havde sammenhæng med retssagen, og det faktum, at de tiltalte og deres familier var blevet gjort bekendt med den mandlige ansøgers identitet. Myndighederne optog også anmeldelse i forbindelse med hærværket mod den mandlige ansøgers forældres hus i 2013. Herefter, og idet det heller ikke på grundlag af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at de ukrainske myndigheder ikke har evne eller vilje til at efterforske og retsforfølge gerningsmænd til strafbare forhold begået mod personer med […] baggrund, må ansøgerne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne ikke kommer fra et område, der er direkte impliceret i kamphandlinger, og at der ikke foreligger oplysninger om, at politi og domstole i deres hjemby ikke skulle fungere. Om det forhold, at den mandlige ansøger er indkaldt til militærtjeneste, skal nævnet bemærke, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er alternativer til militærtjeneste for personer med en religiøs baggrund, der bevirker, at de ikke vil bære våben. Herefter, og idet den generelle situation i Ukraine ikke er af en karakter, der kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Ukra/2015/4
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Kramatorsk i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af de russiske separatister, og at de vil omkomme på grund af bombardementerne i Kramatorsk. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at være afskåret fra at få et arbejde og som følge heraf vil være økonomisk dårligt stillet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for diskrimination fra lokalbefolkningen, fordi hun oprindeligt er fra den østlige del af Ukraine. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at de i sommeren 2014 rejste fra deres landsby ved navn Kramatorsk i det østlige Ukraine på grund af skyderier mellem russiske separatister og det ukrainske militær. Den følgende dag rejste de til […] i det vestlige Ukraine, hvor de opholdt sig på et hotelkompleks. Under opholdet i […] var de udsat for chikane i form af nedgørende bemærkninger. Endvidere blev den mandlige ansøger på vej til arbejde slået fem til seks gange af nogen for ham ukendte personer, og samme måned tidligt om morgenen kastede ukendte personer en sten gennem ruden til ansøgernes værelse. Ansøgerne har for Flygtningenævnet anført, at de tillige frygter, at den mandlige ansøger vil blive indkaldt til at gøre krigstjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Østukraine, herunder i Kramatorsk, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De episoder, som ansøgerne har forklaret om i Kramatorsk og i det vestlige Ukraine, har ikke en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive indkaldt til egentlig krigstjeneste. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først for Flygtningenævnet har påberåbt sig dette asylmotiv, at ansøgeren ikke konkret er indkaldt til hæren, at oplysningen om risikoen herfor alene stammer fra den mandlige ansøgers moder, og at den mandlige ansøger ikke tidligere har aftjent værnepligt, idet han er fundet uegnet til militærtjeneste i fredstid. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger som følge af sin alder ikke aktuelt er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2015/3
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og barn fra Ukraine. Indrejst i maj 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainer og kristne af trosretning fra Kharkov, Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han deltog i [vinteren/begyndelsen af foråret] 2014 i politiske demonstrationer i Kharkov til støtte for Ukraine. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asyl-motiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af medlemmer af OPLOT, fordi den mandlige ansøger har vist sin støttet til den ukrainske regering i forbindelse med urolighederne i Ukraine. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har deltaget i en række politiske demonstrationer i Kharkov til støtte for Ukraine, og i den for-bindelse har den mandlige ansøger oplevet, at konflikten mellem de pro-russiske tilhængere og pro-ukrainske tilhængere eskalerede til voldelige sammenstød. Ansøgerne har forklaret, at den 6. april 2014 deltog den mandlige ansøger og hans ven i en massedemonstration til støtte for Ukraine. Un-der demonstrationen opstod der voldelige sammenstød mellem de pro-ukrainske tilhængere på den ene side, og pro-russiske tilhængere og unge maskerede mænd, OPLOT, på den anden side. Den sidst nævnte gruppe formoder ansøgerne er medlemmer af støtteorganisationen OPLOT. Ansøgerne har videre til støtte for deres asylmotiv forklaret, at under demonstrationen den 13. april 2014 blev den mandlige ansøger og hans ven, […], overfaldet af pro-russiske tilhængere og medlemmer af OPLOT. Den mandlige ansøger og hans ven blev udsat for voldelige overgreb, samt frataget deres penge og mobiltelefoner. Ansøgerne oplevede efterfølgende at blive chikaneret, idet den kvindelige ansøger blev kontaktet telefonisk af ukendte personer, som fremsatte alvorlige trusler overfor begge ansøger. Ansøgerne modtog telefontrusler frem til [slutningen af foråret] 2014, hvor ansøgeren og vennen, […], anmeldte truslerne til politiet. Ansøgerne har videre forklaret, at [en aften i foråret] 2014 blev ansøgerne opsøgt af ukendte personer, som trængte ind trappeopgangen til deres lejlig-hedskompleks og fremsatte trusler over for ansøgerne. De ukendte personer opholdt sig på trappe-opsatsen og trængte ikke ind i deres hjem, og ansøgerne blev opsøgt på deres bopæl af ukendte per-soner frem til deres udrejse. Ansøgerne har tillige anført, at den mandlige ansøgers moder efter et ophold i Ukraine har fået at vide, at vennen,[…], er forsvundet, og at ansøgerne har haft indbrud i deres lejlighed i Ukraine, hvor de har fået stjålet en mappe med deres indenrigspas og andre person-lige papirer. Den mandlige ansøger så sidste gang vennen [i slutningen af foråret] 2014. Det lægges efter ansøgernes forklaring til grund, at den mandlige ansøger i 2014 deltog i en række demonstrati-oner senest den 13. april 2014, hvorunder han blev overfaldet og udsat for fysiske overgreb af pro-russiske personer, ligesom han blandt andet blev frarøvet sin mobiltelefon, at den kvindelige ansøger i den følgende periode frem til [slutningen af foråret] 2014 modtog telefoniske opkald fra ukendte personer, hvorunder der blev fremsat trusler mod ansøgerne, at truslen [i slutningen af foråret] 2014 var af særlig grov karakter, at den mandlige ansøger og hans ven, […], anmeldte de telefoniske trusler til politiet [ i slutningen af foråret] 2014, at [vennen] oplyste, at han også havde modtaget telefoniske trusler, at der samme aften kom ukendte personer i opgangen til ansøgernes bolig, og at ukendte personer de følgende dage frem til udrejsen atter opsøgte ansøgernes bolig. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøgers moder under et besøg i Ukraine i begyndelsen af [sommeren] 2014 fik oplyst, at [vennen] var forsvundet. Endvidere har den kvindelige ansøgers moder i [begyndelsen af foråret] 2015 oplyst over for ansøgerne, at der havde været indbrud i ansø-gernes lejlighed, hvor der angiveligt alene var blevet stjålet personlige papirer. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at de begivenheder, som ansøgerne har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgernes hjemby er beliggende i den regeringskontrolerede del af Ukrai-ne. De omtalte personer, der opsøgte ansøgernes bolig, kom ikke på noget tidspunkt ind i lejlighe-den. Ansøgerne må i givet fald henvises til at søge beskyttelse hos overordnede relevante myndig-heder. Endvidere må det tillægges vægt at ansøgerne først ansøgte om asyl [i sommeren] 2014. Bortset fra de omtalte begivenheder fremstår ansøgerne i øvrigt helt uprofileret. Uanset de generelt set vanskelige forhold i dele af hjemlandet, kan flertallet ikke lægge til grund at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/3
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Tjerkasy, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af [Partiet] i Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur af myndighederne og civilbefolkningen, fordi han som medlem af [Partiet] har støttet den tidligere regering. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i 2003 meldte sig ind i [Partiet]. I forbindelse med præsidentvalget i 2004 var ansøgeren med til at arrangere valgkampen i byen Tjerkasy og var i den forbindelse indblandet i stemmekøb. I 2006 blev han anklaget for deltagelse i valgsvindel, men sigtelsen blev frafaldet. Op til parlamentsvalget i 2007 var han igen aktiv i valgkampen, og han agiterede for [Partiet] i hele Tjerkasy regionen. I oktober 2009 udrejste han fra Ukraine til Polen, idet han ønskede at anvende sin uddannelse i et andet land. Efter en måned i Polen, rejste han til Italien, hvor han opholdt sig illegalt frem til sin udrejse til Danmark i [begyndelsen af 2014]. I [sommeren 2013] blev hans moder og fader opsøgt af politiet, og hans moders bopæl blev i den forbindelse ransaget, idet politiet søgte efter ansøger. Politiet gav moderen en frist på 3 dage til, at ansøgeren skulle indfinde sig. Umiddelbart efter ransagningen tog hans forældre ophold i en lejlighed i [en anden by]. I [sommeren 2014] mistede ansøgeren kontakten til sine forældre. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens hidtidige politiske aktiviteter i 2006 blev vurderet som værende ikke-strafbare af en domstol. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren uden myndighedsforfølgelse levede i Ukraine frem til sin udrejse i 2009, hvor han forlod landet uden sammenhæng med sit politiske virke. Ansøgeren var efter det foreliggende alene menigt medlem i [Partiet] og ikke profileret. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren indrejste i Danmark [i begyndelsen af 2014], men først søgte asyl [i foråret 2014] i forbindelse med en straffesag, hvorunder der var nedlagt påstand om udvisning. Hverken under oplysnings- og motivsamtalen eller under sin første asylsamtale i 2014 har ansøgeren forklaret om den ransagning, der angiveligt fandt sted allerede i 2013, og som efter sit indhold ingen forbindelse havde med hans politiske aktiviteter. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse på ægthedsvurdering af ransagningskendelse mv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russer, statsborger i Ukraine og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle usikre situation i Ukraine, og at myndigheder i Lugansk vil anse ham som modstander af det nye regime og fængsle eller dræbe ham. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at hans familie vil sulte, hvis de vender tilbage, samt at han vil blive indrullet i hæren eller i oprørshæren i Lugansk og tvunget til at kæmpe ved fronten på grund af krigssituationen i landet. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive diskrimineret og risikere at blive dræbt i andre dele af Ukraine på grund af sit oprindelsessted og tilhørsforhold til Moskva-patriarkatet, samt fordi hans [bekendte] er tilsluttet separatisterne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at bevæbnede grupperinger indtog Lugansk i april 2014. Efter indtoget blev det udråbt, at Lugansk ville løsrive sig fra Kiev og resten af Ukraine. I denne forbindelse opstod der kampe mellem separatisterne og Ukraines militær. Ansøgeren har videre oplyst, at en granat ramte ned i gården bag familiens bopæl [medio] 2014. [Medio] 2014 rejste ansøgeren til Kiev for at søge visum til Danmark, og efter [et antal] uger i Kiev rejste han til Danmark. Ansøgerens […] søn har fra [sit familiemedlem] i Lugansk modtaget en advarsel om, at myndighederne i Lugansk er bekendt med familiens udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hans ægtefælles forklaringer om hændelsesforløbet i hjemlandet til grund. Ansøgerne er udrejst fra Lugansk [medio] 2014 og indrejst i Danmark [2014]. Ansøgerne udrejste fra Lugansk som følge af de generelle forhold, navnlig krigshandlingerne, i sommeren 2014, idet de ikke havde oplevet individuelle konflikter, hverken med myndighederne, separatisterne eller privatpersoner. De udrejste af Ukraine – den mandlige ansøger efter [et antal] dages ophold i Kiev – ligeledes uden at opleve konflikter, de udrejste legalt med nationalitetspas, og den kvindelige ansøger og børnene havde visa til Danmark. Vedrørende Lugansk: Ansøgerne har henvist til, at de nu vil risikere forfølgelse i Lugansk, fordi de er udvist og derfor risikerer at blive opfattet som forrædere, og idet den mandlige ansøger frygter at blive mobiliseret af oprørshæren, samt at det er vanskeligt at få tilladelse til indrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Lugansk. Oplysningerne om, at ansøgerne skulle være opført på lister over udrejste, er ikke således underbyggede, at det kan medføre en anden vurdering. På baggrund af, at de ikke var eksponerede ved udrejsen fra Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til Lugansk. De generelle forhold i Lugansk er ifølge baggrundsoplysningerne meget vanskelige, men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Øvrige Ukraine: Såfremt ansøgerne vurderer, at det ikke er praktisk muligt eller ønskeligt for dem at rejse tilbage til Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne kan tage ophold et andet sted i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter det oplyste er omkring 1,5 million internt fordrevne i Ukraine, og at regeringen lovgivningsmæssigt har gennemført foranstaltninger til at sikre levevilkårene for disse. Ansøgerne har ingen individuelle konflikter i Ukraine. Vedrørende den mandlige ansøgers frygt for mobilisering bemærkes, at han aldersmæssigt er i den øvre grænse for mobilisering, at han modtager […], og at baggrundsoplysningerne om de konkrete straffe for militærunddragelse ikke er sådanne, at ansøgeren af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Vedrørende oplysninger om modsætningsforholdene mellem Moskva-patriarkatet og Kiev-patriarkatet finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke af den grund risikerer individuelle problemer i Ukraine. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/11
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russer, statsborger i Ukraine og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de ikke kan vende tilbage til Lugansk, idet de ikke har en indrejsetilladelse. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sit eget og sine børns liv på grund af krigen i Ukraine og på grund af de generelle vanskelige levevilkår i landet. Hvis de skal tage ophold i den vestlige del af Ukraine, frygter hun, at de vil blive diskrimineret og vil risikere at blive dræbt, fordi de stammer fra Lugansk, og fordi de tilhører Moskva-patriarkatet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Lugansk blev beskudt i maj 2014. Sirenerne hylede omkring tre-fire gange dagligt, og hver gang de hylede, skulle ansøgeren og hendes familie søge skjul i kælderen. [Medio] 2014 udrejste ansøgeren sammen med sine tre børn til Danmark. Ansøgerens [familiemedlemmer] bor i Danmark, og de havde inviteret ansøgeren og hendes familie hertil. Ansøgeren og hendes familie havde opnået visum til Danmark inden udrejsen. Ansøgeren har videre oplyst, at den bygning hvor familiens lejlighed lå, er blevet beskadiget ved et bombenedslag efter deres udrejse. Lugansk er nu en lukket by, og det kræver en tilladelse at rejse ind i byen. Det vil tage tre måneder at få en sådan tilladelse. Byen har hverken vand eller strøm. Ansøgerens […] søns [familiemedlem] har advaret sønnen om, at myndighederne i Lugansk er bekendt med deres udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer om hændelsesforløbet i hjemlandet til grund. Ansøgerne er udrejst fra Lugansk [medio] 2014 og indrejst i Danmark […] 2014. Ansøgerne udrejste fra Lugansk som følge af de generelle forhold, navnlig krigshandlingerne, i sommeren 2014, idet de ikke havde oplevet individuelle konflikter, hverken med myndighederne, separatisterne eller privatpersoner. De udrejste af Ukraine – den mandlige ansøger efter [et antal] dages ophold i Kiev – ligeledes uden at opleve konflikter, de udrejste legalt med nationalitetspas, og den kvindelige ansøger og børnene havde visa til Danmark. Vedrørende Lugansk: Ansøgerne har henvist til, at de nu vil risikere forfølgelse i Lugansk, fordi de er udvist og derfor risikerer at blive opfattet som forrædere, og idet den mandlige ansøger frygter at blive mobiliseret af oprørshæren, samt at det er vanskeligt at få tilladelse til indrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Lugansk. Oplysningerne om, at ansøgerne skulle være opført på lister over udrejste, er ikke således underbyggede, at det kan medføre en anden vurdering. På baggrund af, at de ikke var eksponerede ved udrejsen fra Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til Lugansk. De generelle forhold i Lugansk er ifølge baggrundsoplysningerne meget vanskelige, men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Øvrige Ukraine: Såfremt ansøgerne vurderer, at det ikke er praktisk muligt eller ønskeligt for dem at rejse tilbage til Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne kan tage ophold et andet sted i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter det oplyste er omkring 1,5 million internt fordrevne i Ukraine, og at regeringen lovgivningsmæssigt har gennemført foranstaltninger til at sikre levevilkårene for disse. Ansøgerne har ingen individuelle konflikter i Ukraine. Vedrørende den mandlige ansøgers frygt for mobilisering bemærkes, at han aldersmæssigt er i den øvre grænse for mobilisering, at han modtager […], og at baggrundsoplysningerne om de konkrete straffe for militærunddragelse ikke er sådanne, at ansøgeren af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Vedrørende oplysninger om modsætningsforholdene mellem Moskva-patriarkatet og Kiev-patriarkatet finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke af den grund risikerer individuelle problemer i Ukraine. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/10
Nævnet hjemviste i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. ”Advokaten har heri påstået hjemvisning, idet Udlændingestyrelsen ikke forinden sin afgørelse af […] har haft samtale med ansøgerne. Efter votering besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet der ikke forud for den seneste afgørelse af […] er foretaget partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.” Ukra/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk ukrainer, er født i […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han ikke vil have en fremtid på grund af de generelle socio-økonomiske og politiske forhold, der hersker i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i hjemlandet med stor sandsynlighed vil blive indkaldt til militærtjeneste og sendt i kamp. Ansøgeren frygter konsekvenserne af den politiske og sociale uro i hjemlandet, som følge af den russiske aggression på Krim-halvøen og i det østlige Ukraine. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Han har hverken oplyst om konflikter med myndighederne eller privatretlige konflikter. Nævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold i Ukraine, eller det forhold at han ved en tilbagevenden risikerer udskrivning til militærtjeneste med mulighed for beordring til deltagelse i kamp ikke medfører nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [NDLD/14/041335] Stikord: Generelle forhold, militære forhold. ukra/2014/2
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk munyarwanda og muslim fra Kalwanga, Mpigi-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har efter det oplyste siden [slutningen] af 2015 været aktiv i LGBT Asylum i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Uganda frygter [J], der er far til hendes barn, ligesom hun frygter de ugandiske myndigheder og den lokale befolkning, idet hun er homoseksuel. Hun frygter endvidere menneskesmugleren [M] og den smuglerring, som han er en del af. Ansøgeren mødte i 2010 en kvinde ved navn [B], som hun i nogle år havde et seksuelt forhold til. I [sommeren] 2011 udsatte ansøgerens ven, [J], ansøgeren for et seksuelt overgreb, hvilket førte til, at de fik barnet [R], født i [foråret] 2012. I [sommeren] 2014 afslørede [J] ansøgeren og [B] i seksuelt samkvem i ansøgerens hjem. [B] slap væk, men [J] udsatte ansøgeren for verbale og fysiske overgreb. Naboer kom til og straffen for ansøgeren blev drøftet. En kvinde, der tilfældigt kom forbi på knallerttaxa, fik til opgave at bringe ansøgeren med til politiet. Efter få minutters kørsel slap ansøgeren væk fra kvinden på knallerten under påskud af at skulle forrette sin nødtørft. Ansøgeren tog herefter ophold hos [B’s] mor i omkring syv måneder, inden ansøgeren udrejste til Tyrkiet med hjælp fra menneskesmugleren [M]. I Tyrkiet fik ansøgeren besked på, at hun skulle arbejde som prostitueret for at betale en gæld på 7.000-8.000 USD til [M]. Ansøgeren flygtede fra [M], men det lykkedes ham at finde frem til hende og true hende på livet. [M] kontaktede ansøgeren telefonisk i Tyrkiet, hvor han fortalte, at han havde anmeldt hende for tyveri. Hun har i Danmark en kæreste ved navn [R]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder forklaringen om at hun er homoseksuel, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række centrale omstændigheder. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvornår hun blev voldtaget af [J], hvor længe hun opholdt sig i Sudan, hvem der bragte hende til [B’s] mors bopæl, om hun blev kørt helt til morens bopæl eller gik noget af vejen, modtagelsen af truende videoer fra [J], herunder om hvor mange hun har modtaget og hvornår, og om hvor længe hun og [R] har været kærester. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uganda/2018/2/TBP
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim af trosretning fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af myndighederne og sin familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans daværende ægtefælle [i sommeren 2012] kom hjem og afslørede ham i at have seksuelt samkvem med hans mandlige kæreste. Ægtefællen begyndte at skrige, hvilket tiltrak naboerne. Dette førte til, at ansøgeren og hans kæreste blev udsat for et voldeligt overfald. Politiet ankom til stedet og kørte dernæst ansøgeren og hans kæreste på hospitalet. [Ansøgeren] var tilbageholdt i en arrest ved hospitalet, fordi hans fysiske skader nødvendiggjorde daglig behandling. Efter 14 dages ophold i arresten bestak han en fængselsbetjent, som lod en bagdør i arresten stå åben. Ansøgeren flygtede fra arresten, hvorefter han tog hen til sin ven og fætter ved navn […], som opbevarede hans pas. [Ansøgerens fætter] betalte for arbejdsvisum og flybillet til Dubai, hvorefter ansøgeren udrejste af Uganda. I henholdsvis 2013 og 2014 rejste han tilbage til Uganda, i hvilke forbindelser han anvendte et pas, hvorpå hans navn er angivet som værende […]. Ansøgeren har overfor Flygtningenævnet forklaret, at hans navn rettelig er […]. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han siden [vinteren] 2015 har været aktiv for og med LGBT Asylum, hvor han blandt andet har givet møde til foreningens månedlige møder og deltaget i samtlige arrangementer, LGBT Asylum har afholdt. I [vinteren] 2016 mødte han en mand, der bor i Sverige, og som han nu er blevet kæreste med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, eller at han som følge heraf har været udsat for overgreb fra lokalbefolkningen eller for tilbageholdelse af politiet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer, herunder om centrale forhold, ligesom ansøgerens forklaring for nævnet på centrale punkter har fremstået afglidende og usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret divergerende og usammenhængende om blandt andet, hvornår han begyndte at fatte seksuel interesse for sit eget køn og om, hvornår hans far blev bekendt med, at han var homoseksuel. Ansøgeren har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at han var 18 år, da han opdagede, at han var homoseksuel, mens han for nævnet har forklaret, at var 16 år, da han blev smidt ud af college, fordi det var blevet opdaget, at han var homoseksuel. Ansøgeren har i sit asylskema angivet, at begge hans forældre blev kaldt til møde på skolen, da det blev opdaget, at han var homoseksuel, og at hans far samme dag mistede troen på ham og smed ham ud hjemmefra. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans far først, da han gik på sidste semester på et nyt college, fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel, og at ansøgeren af denne grund var blevet smidt ud af det første college. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han mødte [sin navngivne mandlige kæreste] første gang, hvor gammel han var, da han og [den pågældende kæreste] indledte et forhold, om hvor hans kone havde været, før hun kom hjem og opdagede ansøgeren og [den pågældende kæreste] samt om, hvornår han første gang indrejste i Uganda fra Dubai. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt han frem-viste sit pas for myndighederne i forbindelse med, at han er udrejst og indrejst i Uganda. Hertil kommer, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren skulle have opgivet samme falske navn til politiet, da han blev tilbageholdt, som er angivet i det pas, som han efter flugten fra politiet anvendte i forbindelse med udrejsen af Uganda. Den fremlagte udtalelse fra LGBT Asylum kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uganda /2017/3/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine, født i 1976. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet som asylmotiv havde henvist til, at han var homoseksuel, og at hans far, som var krænket over hans seksualitet, uretmæssigt havde beskyldt ham for at have stjålet 20.000 USD. Han frygtede at blive forfulgt herfor, da hans far var medlem af Det Øverste Råd og derfor havde stor indflydelse. Det fremgår af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, at der ikke sker myndighedsunderstøttet forfølgelse af homoseksuelle i Ukraine. Ansøgerens oplysninger om hans fars medlemskab af Det Øverste Råd i Krim havde ikke kunnet bekræftes, idet faderens navn ikke havde optrådt på listen over medlemmer heraf. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgerens forklaring på dette punkt. Ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, eller at han ville blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ukraine/2004/2
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Ukraine, født i 1970. Indrejst i februar 2002. Det fremgik af ansøgerens forklaringer til sagen, at hun havde været aktiv for en organisation ”Sholom”, der havde til formål at hjælpe de personer, som blev udsat for forfølgelse fra myndighedernes side på grund af deres nationalitet, og heraf var de fleste jøder. Ansøgerens far var også medlem. Ansøgeren deltog i møder, fandt mødelokaler, uddelte løbesedler og afleverede penge fra sin far til organisationen. I 1987 blev bopælen ransaget på grund af aktiviteterne for organisationen. Herefter begyndte ansøgeren og hendes familie at blive chikaneret af naboer, herunder blev de kaldt ”de stinkende jøder”, landsforrædere og der blev kastet sten mod ansøgeren. I 1989 blev ansøgeren afhørt af politiet om hendes og familiens aktiviteter for organisationen. Endvidere var ansøgeren som følge af hendes aktiviteter for organisationen nødt til at skifte skole, idet skoleinspektøren opfordrede hende til det og hun blev efterfølgende smidt ud af den nye skole under påskud af sygdomsfravær. Ansøgeren og hendes familie forsøgte at få politiets beskyttelse og hjælp, men politiet grinte ad dem og rådede dem til at rejse til Israel, hvis de ville have værre problemer. I 1990 døde ansøgerens far. I 1991 flyttede ansøgeren og hendes mor til Rusland, men vendte efter et år tilbage, idet de ikke kunne få propiska i Rusland. Efter at være vendt tilbage erfarede de, at en nabo boede i deres lejlighed. De gik herefter til politiet, der truede med at fængsle ansøgeren og hendes mor. Herefter rejste de tilbage til Rusland, hvor de opholdt sig illegalt. I 1995 blev ansøgeren fængslet, idet hun blev beskyldt for tyveri og for at have opholdt sig illegalt i landet. Ansøgeren var tilbageholdt i 1 år. I 1999 udrejste ansøgeren af Rusland. Fra 1999-2002 opholdt ansøgeren sig i Tyskland. Ansøgeren vendte herefter tilbage til hjemlandet, hvor hun opholdt sig i 10 dage, hvorefter hun ønskede at udrejse til Rusland. Det lykkedes dog ikke ansøgeren at udrejse, idet hun ikke var i besiddelse af et ukrainsk pas. Herefter flygtede ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at det blev lagt til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Ukraine, og at ansøgerens far var etnisk russer, mens moderen var etnisk jøde. Ansøgeren havde forklaret upræcist om sin færden efter 1990/1991. Det måtte dog tillægges vægt, at der under sagen var fremlagt kopi af et ukrainsk hjemrejsedokument vedrørende ansøgeren. Uanset spørgsmålet om manglende statsborgerskab skulle ansøgeren vurderes i forhold til Ukraine. Aktiviteterne for organisationen ”Sholom” kunne ikke begrunde asyl. Der havde været tale om meget begrænsede aktiviteter udført i en ung alder, og aktiviteterne lå tilbage i tid. Anholdelsen og afhøringen hos politiet i 1989 varede under en time. Ansøgerens antagelse om årsagen til faderens død beroede alene på formodninger. Der var ikke holdepunkter for at antage, at myndighederne skulle stå bag dødsfaldet, der endvidere lå tilbage i tid. Den chikane som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for i hjemlandet, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Hertil kom, at forholdene lå tilbage i tid. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt havde opholdt sig i udlandet i flere år uden papirer og rejsedokumenter kunne ikke begrunde asyl. Der blev lagt vægt på det foreliggende baggrundsmateriale, herunder oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af marts 2000, hvorefter blandt andre ukrainske statsborgere af jødisk afstamning hverken har problemer med at genindrejse eller at få udstedt de fornødne dokumenter. Det fremgår videre af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U.S. State Departments rapport af marts 2003, at staten ikke understøtter antisemitisme. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk jøde, kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret, at ansøgeren tidligere havde fået afslag på en lignende asylansøgning i Tyskland i 1998, og at ansøgeren under asylsagen i Danmark havde været forsvundet i en længere periode, hvorunder hun angiveligt havde opholdt sig i et andet europæisk land. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold i øvrigt, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Ukraine/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører lango-stammen, er kristen af trosretning og kommer fra Lira-distriktet i Uganda. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i en årrække havde været på flugt fra oprørsbevægelsen LRA, og at han som homoseksuel ville blive udsat for forfølgelse. Ansøgeren havde været på flugt fra LRA under borgerkrigslignende omstændigheder, hvorunder han havde mistet sin nærmeste familie og tilsluttet sig forskellige grupper af mennesker på flugt. Forholdene i landet var siden stabiliseret, og ansøgeren havde på intet tidspunkt været konkret og individuelt forfulgt. De generelle forhold i Uganda kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde forklaret udbyggende om sin angivelige homoseksualitet. Han havde således hverken under samtalen med politiet eller Udlændingeservice forklaret, at han skulle have været homoseksuel, uanset at der i det mindste havde været anledning og lejlighed til det i forbindelse med Udlændingeservices spørgsmål vedrørende en navngiven person. Det fandtes påfaldende, at ansøgeren ikke var i stand til at give nærmere oplysninger om den navngivne person, som han angiveligt skulle have haft et homoseksuelt forhold til gennem længere tid. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren havde problemer som homoseksuel. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde haft problemer som homoseksuel, havde ansøgeren ifølge sin forklaring alene været udsat for chikanerier og trusler i den gruppe, han havde befundet sig i. Ansøgeren ville ved en tilbagevenden kunne tage ophold i andre områder og sociale grupper, hvor han ikke var profileret som homoseksuel. Efter det anførte havde ansøgeren således ikke ved udrejsen været forfulgt og var ikke ved en tilbagevenden i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uganda/2010/2
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgerens oplysninger til sagen, til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet i alt væsentligt måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde derfor til grund, at ansøgerens fader, der havde været kampagneleder for FDC, var blevet opsøgt og dræbt i sit hjem i forbindelse med urolighederne i tiden omkring valget i Uganda i 2001. Ansøgeren, der havde været førsteårsstuderende på universitetet i Kampala, og som resten af familien havde støttet FDC, havde gentagne gange rettet henvendelser til politiet for at få drabet på faderen efterforsket og få kompensation hos myndighederne. Ansøgeren var efterfølgende blevet tilbageholdt i seks måneder hos militæret og var herunder blevet udsat for trusler på livet, inden det var lykkedes ham at flygte og udrejse. Ansøgeren havde primært opholdt sig i Ukraine i forbindelse med sin uddannelse, indtil han i perioden fra 2005 til sensommeren 2008 havde haft ophold i Egypten hos den arbejdsgiver, som havde finansieret uddannelsen. I sensommeren 2008 var ansøgeren, da han i nogle få uger havde opholdt sig i en landsby ca. 180 kilometer udenfor Kampala i forbindelse med sin moders begravelse, blevet eftersøgt af efterretningstjenesten, som havde fået underretninger om ansøgerens tilstedeværelse i Uganda, og som havde opsøgt ansøgerens ven for at få nærmere oplysninger om ansøgerens opholdssted. Efter yderligere knap et års ophold hos arbejdsgiveren i Egypten var ansøgeren på ny i foråret 2009 indrejst med henblik på at bosætte sig i Uganda. Imidlertid var ansøgerens ven på ny blevet opsøgt af efterretningstjenesten, der havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren havde været til stede hos vennen, men var undsluppet. Uanset at ansøgeren ikke kunne anses for en politisk profileret person, fandt flertallet på den ovennævnte baggrund, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde bragt sig i myndighedernes søgelys på en måde, som indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda kunne risikere en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uganda/2010/1
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning. Ansøgeren havde været i træningslejr i en måned med henblik på at blive udstationeret til Irak. I 2007 og 2008 havde ansøgeren demonstreret mod præsidenten sammen med en studenterorganisation, som han havde været med i. Under demonstrationen i 2008 var ansøgeren blevet anholdt og udsat for tortur med strøm og koldt vand og var hver morgen og aften blevet slået. Ansøgeren havde mén efter torturen på låret, hånden, knæet samt lungerne. Med hjælp fra en gammel skolekammerat var det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet. I 2008 havde ansøgeren fået udstedt et pas og visum til Danmark. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om en lang række forhold og fandt derfor ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Han havde således forklaret divergerende om længden af sit ophold i træningslejren med henblik på at blive udsendt til Irak, om baggrunden for de to demonstrationer i henholdsvis 2007 og 2008, om omfanget og karakteren af de fysiske overgreb, han havde været udsat for under sin angivelige tilbageholdelse efter demonstrationen i 2008 samt om længden af denne tilbageholdelse. Han havde endvidere forklaret divergerende om omstændighederne omkring sin flugt, idet han til asylansøgningsskemaet havde forklaret, at han var blevet efterladt nøgen sammen med to andre fanger, hvorimod han dels til samtalen og under nævnsbehandlingen havde forklaret, at det var lykkedes ham at sætte en albue i brystet på en soldat, som havde været med ham ude for at tisse, og som havde løsnet et af håndjernene. Han havde forklaret upræcist om, hvor meget der var betalt i bestikkelse til den skolekammerat, som angiveligt havde hjulpet ham med at flygte. Endelig havde han forklaret divergerende om, hvorvidt han havde underskrevet visum-ansøgningen, samt om omstændighederne omkring pasudstedelsen. Flygtningenævnet lagde efter en samlet vurdering herefter til grund for sagen, at ansøgeren var identisk med en navngiven mand, som var udrejst på legalt ugandisk pas fra Entebbe lufthavn i sommeren 2008 efter at have fået visum på baggrund af en invitation fra en organisation. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger gennem Udenrigsministeriet vedrørende ansøgerens forhold eller at indhente en retsmedicinsk undersøgelse af ansøgeren. Uganda/2009/3
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde i foråret 2008 søgt om asyl i forbindelse med en anholdelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylgrundlag havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerede tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens fader havde rettet henvendelse til hendes moder, da ansøgeren havde været ni år gammel, med henblik på at få ansøgeren omskåret. Ansøgeren havde ikke siden haft kontakt med sin fader, bortset fra at hun en gang havde mødt ham på gaden i Kampala, hvor de ikke havde talt sammen. Henset til, at der var forløbet mange år, hvor ansøgerens fader eller dennes familie ikke havde rettet henvendelse til ansøgeren, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren – uanset om faderen havde forespurgt til hende gennem ansøgerens moder eller moster – kunne antages at være i konkret risiko for at blive udsat for tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Uganda. Flygtningenævnet havde i den forbindelse lagt nogen vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i cirka fire måneder og først i forbindelse med en anholdelse havde indgivet ansøgning om asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uganda/2009/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Uganda efter at have genoptaget behandlingen af sagen. Ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger vedrørende indrejsetidspunktet i Danmark. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Samme år stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2008 at genoptage behandlingen af sagen og besluttede samtidig at hjemvise sagen med henblik på, at Udlændingeservice foretog en ny asylretlig vurdering af ansøgerens sag. I slutningen af 2008 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag efter udlændingelovens § 7. Under nævnets behandling af sagen i foråret 2009 besluttede Flygtningenævnet på foranledning af indlæg fra ansøgerens advokat at udsætte sagen med henblik på at afvente rapport fra Servicestyrelsen vedrørende menneskehandlede kvinder fra Uganda. I to breve fra sommeren 2009 redegjorde den beskikkede advokat for sagens status. Det fremgik blandt andet heraf, at en rapport fra Servicestyrelsen om menneskehandlede kvinder fra Uganda ikke var umiddelbart forestående. På denne baggrund traf Flygtningenævnet i oktober 2009 afgørelse i sagen på skriftligt grundlag. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun havde været udsat for menneskehandel, og hun ikke kunne vende tilbage til Uganda af frygt for, hvad hendes bagmand, som hun skyldte penge, ville gøre ved hende. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og til dels udbyggende om den navngivne bagmands henvendelser til ansøgeren, særligt om henvendelserne i 2007. Under nævnsmødet havde hun forklaret, at hun sidst talte med bagmanden i 2007, hvor det var hende selv, der havde ringet til ham. Ifølge Udlændingeservices samtalereferat havde hun derimod først forklaret, at hun sidst havde talt med bagmanden i 2004, og at han i perioden fra 2004 til 2007 hverken direkte eller gennem venner havde kontaktet ansøgeren, hvorefter hun senere under samme samtale havde forklaret, at hun mente, at bagmanden havde kontaktet hende én gang siden 2004. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at hun selv skulle have kontaktet bagmanden, hvis hun frygtede ham, og hendes forklaring herom stemte heller ikke overens med forklaringen ifølge Udlændingeservices samtalereferat. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at enten bagmanden eller dennes bekendte på et eller andet tidspunkt havde truet enten ansøgeren eller hendes veninde som følge af en påstået gæld til bagmanden, fandt nævnet, at der var tale om et privatretligt forhold, som ansøgeren – ved en tilbagevenden til hjemlandet – måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U. S. Department of State’s 2008 Human Rights Report: Uganda, at de ugandiske myndigheder samarbejdede med stedlige ngo’er om at identificere og yde assistance til personer, der havde været udsat for eller risikerede menneskehandel. De generelle forhold i Uganda, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved udrejsen i 2003 havde været asylbegrundende forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Uganda ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Uganda/2009/1
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Ansøgeren indrejste i 2011, efter at han havde opnået opholdstilladelse som studerende. I 2012 søgte han asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk musoga og kristen fra Jinja, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt eller dræbt, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans familie i 2008 fandt ud af, at han er homoseksuel. Faderen tæskede ansøgeren og sagde, at han ikke længere ville have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kampala, hvor han gik i skole. Ansøgeren har ikke haft kontakt til sin familie siden episoden i 2008. I slutningen af 2009 mødte ansøgeren […], som han blev kæreste med. De spillede musik i samme band. Ansøgeren flyttede ind hos kærestenKæresten var aktiv i kampen for homoseksuelles rettigheder og skrev bl.a. blogs. A opfordrede ansøgeren til at bruge sine kreative evner som fotograf i kampen for homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren lagde blandt andet billeder ud på sin hjemmeside og skrev om homoseksuelles forhold på sin blog. I begyndelsen af 2011 blev ansøgeren og kæresten anholdt og bragt til en politistation. Det lykkedes kæresten at flygte. Ansøgeren blev mishandlet. Efter en uge blev ansøgeren løsladt uden betingelser. Ansøgeren flyttede ind hos en amerikansk missionær, […], som ansøgeren havde arbejdet for som fotograf. Ansøgeren boede hos missionæren indtil udrejsen i […] 2011. I denne periode var ansøgeren af og til uden for missionærens hjem og udførte forskellige opgaver som fotograf. Missionæren arrangerede og betalte for ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder i det hele at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen indeholder divergenser og fremstår usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en meget vag og generel forklaring om væsentlige dele af sit asylmotiv, herunder om forholdet til kæresten, ansøgerens aktiviteter for homoseksuelles rettigheder og ansøgerens anholdelse og frihedsberøvelse. Som følge af den vage og generelle forklaring og tøvende besvarelse af spørgsmål fremstår forklaringen ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om kærestens flugt, om omstændighederne ved løsladelsen, om kontakten til kæresten efter løsladelsen, om perioden fra løsladelsen til udrejsen, om kontakten til og problemerne for missionæren og om Facebook-profiler. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår usandsynlig, herunder om anholdelsen, om kærestens flugt, om løsladelsen og om missionærens bistand til udrejsen. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også lagt vægt på sagens tidsmæssige forløb, herunder at ansøgeren først søgte om asyl ca. 1 år efter indrejsen og efter, at ansøgeren havde fået afslag på en ansøgning om fortsat opholdstilladelse som studerende i Danmark. Ved vurderingen af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Uganda i flere måneder i 2011 uden at opleve problemer, herunder at ansøgeren i denne periode udførte en række aktiviteter som fotograf, ligesom han har foretaget rejser til udlandet. Ved vurderingen af troværdigheden har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke på nogen måde er støttet af de mange oplysninger, der er tilgængelige på internettet om ansøgeren, herunder ansøgerens profiler og hjemmeside. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/5
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Udlændingestyrelsen traf i 2013 afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren på med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold og besiddelse af euforiserende stoffer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk munyankole og katolik fra byen Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin seksuelle orientering som lesbisk. Endvidere frygter ansøgeren repressalier fra de øvrige beboere i sin landsby. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun i 2010 indledte et forhold til en kvinde ved navn […]. Ansøgeren boede sammen med kvinden i byen […] i en forstad til Kampala. I foråret 2011 blev de og veninden […] opsøgt af en stor gruppe af personer på bopælen, som kom med tilråb og truede med at brænde deres hus af, såfremt de ikke kom ud. Af frygt for dette valgte ansøgeren og de to andre kvinder til sidst at forlade huset. Uden for bopælen blev de blandt andet overhældt med affald og urin. Personerne var utilfredse med, at ansøgeren og […] boede sammen, da dette ikke var velanset. De beskyldte endvidere ansøgeren og […] for at oplære veninden i at indlede forhold til andre kvinder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at en lokal sikkerhedsvagt, som patruljerede i området, ankom til stedet i følgeskab med to betjente. Ansøgeren og de to kvinder blev tilbageholdt af mændene og kørt til et andet sted. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for krænkende behandling, herunder blandt andet tvunget til at tage sit tøj af og udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Ansøgeren og de to kvinder blev ligeledes truet med våben til at tilstå, at de var lesbiske og gav penge til andre kvinder for at blive lesbiske. Betjentene optog tilståelsen og truede med at offentliggøre den, såfremt ansøgeren og kvinderne afslørede, hvad der var sket under tilbageholdelsen. På den tredje dag blev hun ført til en lægeklinik, hvor en læge, som var kunde hos hendes fader, hjalp hende med at flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under sin asylsag har afgivet sammenhængende og detaljerede forklaringer om sit asylmotiv, og at ansøgeren for Flygtningenævnet har givet en rimelig forklaring på, at hun først søgte om asyl efter, hun blev anholdt af politiet i Danmark. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun er homoseksuel, og at hun som følge heraf blev udsat for overgreb af først lokalbefolkningen og efterfølgende af lokale betjente i Uganda. Hun har endvidere sandsynliggjort, at betjentene tilbageholdt hende som følge af hendes seksualitet, og at de under tilbageholdelsen udsatte hende for blandt andet seksuelle overgreb, herunder voldtægt, ligesom betjentene tvang hende til at læse en erklæring op om hendes seksualitet, mens de videofilmede hende. På denne baggrund og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Uganda finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikere forfølgelse som følge af, at hun er homoseksuel, og dermed tilhører en særlig social gruppe, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er efter karakteren af den kriminalitet, som ansøgeren har begået i Danmark, ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2013/4
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk buganda fra […], Uganda og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin familie eller beboerne i landsbyen, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret, at han i sommeren 2013 havde besøg af sin mandlige kæreste gennem halvandet år. De havde samleje på ansøgerens værelse, hvilket ansøgerens farbroder opdagede. Farbroderen begyndte at råbe, og han tilkaldte beboerne i landsbyen, hvorefter ansøgeren og hans kæreste flygtede. Ansøgeren levede herefter i skjul i 16 til 17 dage. I denne periode søgte ansøgerens familie og andre fra landsbyen efter ansøgeren, idet de ville dræbe ham, da han havde bragt skam over familien og landsbyen ved at være homoseksuel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren troværdigt og konsekvent har forklaret om sin homoseksualitet og baggrunden for sin udrejse fra Uganda. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer overgreb, der må anses for begrundet i hans tilhørsforhold til en sådan særlig social gruppe som anført i Flygtningekonventionens art. 1 A, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2013/3
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Indien og Uganda. Indrejst i 2010. I 2012 hjemviste nævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I slutningen af 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk inder og er konverteret kristen fra Hyderabad i Indien. Den kvindelige ansøger er etnisk samia og kristen af trosretning fra […]i Uganda. Begge ansøgere har haft tilknytning til Church of love. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin ugandiske ægtefælles tidligere ægtefælle, der har stået bag to tilbageholdelser af ansøgeren henholdsvis i 2008 og 2010 og hvorunder han blev udsat for alvorlige fysiske overgreb. Den tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person, som arbejder inden for politiet/militæret. Han har videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Indien, idet hans familie vil slå ham og hans ægtefælle ihjel, fordi familien er imod, dels at ansøgeren har giftet sig med en afrikansk kvinde, dels at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herved henvist til, at da han i 2008 rejste fra Uganda til Indien, blev han truet, indespærret og slået af familien, der forsøgte at tvinge ham til at indgå ægteskab med en indisk kvinde. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Uganda, idet hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for fysiske overgreb. Hendes tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person som arbejder indenfor politiet. Ansøgeren har herved henvist til, at hun i efteråret 2007 mødte sin tidligere ægtefælle i Kampala, hvor han slog hende, så hun faldt, og at politiet intet foretog sig, da hun anmeldte forholdet. Hun og hendes nuværende ægtefælle blev endvidere i begyndelsen af 2008 opsøgt på bopælen af tre mænd, der tog parret med til et hus, hvor den tidligere ægtefælle truede med at dræbe dem, og hvor hun blev mishandlet og voldtaget af flere mænd. Endelig blev hendes nuværende ægtefælle i 2010 tilbageholdt i to måneder som led i konflikten. Hun har videre henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Indien, idet hendes ægtefælles familie vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel, hvis de kommer til Indien, idet de er imod ægteskabet med ansøgeren og imod hendes ægtefælles konvertering. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund om de overgreb, de har været udsat for i Uganda. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering, at konflikten med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har antaget en sådan karakter, at det må sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse af den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at overgrebene har udspring i en privatretlig konflikt og finder ikke grundlag for at anse konflikten for myndighedsunderstøttet og henfører derfor forholdet under udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at de konflikter den mandlige ansøger har forklaret, han har fået med sin familie i Indien på grund af ægteskabet med den kvindelige ansøger, har antaget en sådan intensitet og karakter, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke, at der er holdepunkter for at antage, at den mandlige ansøger som følge af sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden vil foretage handlinger, der indebærer risiko for asylbegrundende forfølgelse fra det omgivende samfund. For så vidt angår spørgsmålet om at anvende Indien som første asylland for den kvindelige ansøger, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 lægger nævnets flertal til grund, at ansøgeren, uanset hun ikke har opholdt sig i Indien, har en nær tilknytning til dette land i kraft af sit ægteskab med den mandlige ansøger. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren ifølge fremlagte oplysninger fra den indiske ambassade kan indrejse i Indien og opnå opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af ægteskabet. Flygtningenævnets flertal bemærker endvidere, at der ifølge baggrundsoplysningerne forekommer blandede ægteskaber i Indien, navnlig i de større byer. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i Indien vil være i risiko for refoulement, jf. blandt andet ”Country of Origin Information (COI) Report” af 30. marts 2012, UK Boarder Agency. Flertallet finder herefter, at Indien kan tjene som første asylland for den kvindelige ansøger. Ingen af ansøgerne har konflikter med de indiske myndigheder. Flertallet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at den mandlige ansøger i Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster i dette omfang Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har været medlem af organisationen ”Sexual Minorities in Uganda” (SMUG) siden 2010 og indtil udrejsen fra Uganda i foråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive tilbageholdt og dræbt af de ugandiske myndigheder eller lokalbefolkningen, fordi ansøgeren har udført aktiviteter for SMUG. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2010 har været tilknyttet SMUG, og at han havde til opgave at oplyse lokalbefolkningen i Kampala og omegn om forholdene for homoseksuelle i Uganda. I begyndelsen af 2011 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af politiet, og han blev tilbageholdt og ført til politistationen i […], hvor han blev afhørt om, hvorvidt han havde tilknytning til SMUG samt om hans seksuelle orientering. Ansøgeren blev løsladt efter en dags tilbageholdelse, idet myndighederne manglede bevis. Ansøgeren genoptog sine aktiviteter for SMUG og i slutningen af 2011 blev han kontaktet telefonisk af en ven, der fortalte, at politiet var på vej til ansøgerens bopæl for at tilbageholde ham. Ansøgeren flygtede fra bopælen og tog ophold i byen […] i det sydlige Uganda. Ved hjælp af en ven fik ansøgeren udstedt et Schengenvisum til Danmark, og han indrejste i Danmark i foråret 2012 på sit ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet finder ikke grund til at betvivle ansøgerens forklaring om at han, selvom han ikke selv er homoseksuel har været medlem af SMUG og udført informationsarbejde i den forbindelse. Flygtningenævnet finder heller ikke grund til at betvivle, at ansøgeren i begyndelsen af 2011 blev anholdt, men løsladt efter en dag uden nærmere betingelser. Flygtningenævnet bemærker, at SMUG er en lovlig organisation, og at medlemskab af organisationen ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har oplyst om chikane eller overgreb fra lokalbefolkningen i anledning af sit arbejde i et sådant omfang, at dette kunne være asylbegrundende. Ansøgeren har som aktuel baggrund for sin udrejse forklaret, at han var eftersøgt af de ugandiske myndigheder, der havde henvendt sig på bopælen og foretaget ransagning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, og lægger herved vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i landet i fire måneder efter at den angivelige henvendelse på bopælen, og at han har kunnet udrejse legalt og problemfrit på eget pas med visum til Danmark. Ansøgeren har til Flygtningenævnet forklaret, at passet blev forevist af andre som han fulgtes med, men Flygtningenævnet har lagt vægt på at han til Udlændingestyrelsen forklarede, at han selv foreviste passet flere gange ved udrejsen. Flygtningenævnet tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl efter ni dages ophold i Danmark til trods for at han allerede i lufthavnen havde mulighed for at komme i kontakt med de danske myndigheder. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/1
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mugunda og katolik fra […], Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren mener, at han har været opført på en liste over homoseksuelle, som har været bragt i en avis. Det er hans opfattelse at årsagen til, at han kom med på denne liste, har været, at han har deltaget på et møde i sit hjemland om, hvorledes man kan forebygge seksuelt overførte sygdomme. Ansøgeren har været tilbageholdt to gange på grund af sin homoseksualitet. Senest hjalp en politimand, der selv var homoseksuel, ham til at flygte fra et fængslet og derpå at flygte ud af landet. Som modydelse for rejseudgifterne modtog den pågældende hans ejendom. Det fremgår af sagen, at ansøgeren den […] 2012 blev anholdt af politiet, idet han under falsk identitet arbejdede i en terminal tilhørende et internationalt brev- og pakketransportfirma i Danmark. Ansøgeren var i besiddelse af en anden persons sygesikringskort og oplyste, at han var indrejst i sommeren 2011. Ansøgeren forklarede først, at han havde tilegnet sig kortet, men ændrede senere sin forklaring til, at han betalte for at kunne benytte det. Ansøgeren har som årsag til, at han ikke før anholdelsen har søgt asyl forklaret, at han ikke var bekendt med muligheden herfor.. Ansøgeren har i denne forbindelse oplyst. at han ikke har haft nogen kontakt til homoseksuelle miljøer i Danmark. Af en samtale med Center For Menneskehandel den […] 2012 fremgår, at indehaveren af sygesikringskortet modtog betaling fra ansøgeren, og at ansøgeren selv boede på gaden. Yderligere oplysninger om ansøgerens liv her i landet foreligger ikke. Det fremgår, at ansøgeren i forbindelse med identitetsafhøringen overfor politiet i foråret 2012 har forklaret, at han var under mistanke for at oplære drenge til homoseksualitet i lokalområdet. I samme afhøring er anført, at ansøgeren har været medlem af en forening for homoseksuelle, hvilket ansøgeren senere har bestridt. Ifølge hans senere asylskema af […] 2012 har han ikke været medlem af nogen foreninger. Om de to af ansøgeren angivne tilbageholdelser bemærker nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om deres længde, og om hvorvidt han efter sin løsladelse har været underlagt en meldepligt. Det fremstår i den forbindelse også utroværdigt, at en homoseksuel politimand skulle have hjulpet ansøgeren med at flygte, henset til den risiko der ville være forbundet med politimandens eksponering af sin homoseksualitet over for en indsat. Af ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet fremgår det, at han forud for udrejsen havde en tre år ældre homoseksuel ven, og videre at han ikke i offentligheden har optrådt som homoseksuel. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet gjort gældende, at han fortsat er efterstræbt af de ugandiske myndigheder og har i den forbindelse henvist til en fremlagt efterlysning fra sommeren 2012 trykt i den ugandiske avis[…]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har kunnet forklare om sine forhold, herunder om hensigten med udrejsen. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer meget lidt sandsynligt, at ansøgeren, der behersker engelsk og har været i beskæftigelse i en terminal under et ikke kortvarigt ophold her, såfremt han havde asylretslige problemer, ikke gennem landsmænd eller andre engelsktalende, som han i øvrigt har fået vejledning af, skulle have fået kendskab til mulighederne for asyl. Ansøgerens forklaring om det manglende kendskab tilsidesættes derfor. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under sagens behandling har forklaret udbyggende. Det fremgår således først i forbindelse med nævnets behandling, at ansøgeren skulle havde deltaget i et møde for kvinder og mænd om seksuelt overførte sygdomme. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens navn fremgår af en liste, eller at han har deltaget i det pågældende oplysningsmøde, og at hans homoseksualitet derfor skulle være kommet frem. Flygtningenævnet finder således ikke ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som homoseksuel troværdig og således heller ikke, at han af den grund skulle være efterlyst af de ugandiske myndigheder. Det fremlagte eksemplar af tabloid-avisen […]fra sommeren 2012 ændrer ikke denne vurdering. Det engelsksprogede blad indeholder billeder og artikler, der må betegnes som kulørt underholdning, og annoncen om efterlysningen står alene i forhold til det øvrige indhold. Det bemærkes at det ikke i annoncen er anført, hvem der efterlyser ansøgeren, hvilken politimyndighed der skal kontaktes samt kontaktoplysninger på politiet. Bladet er dateret mere end 1 år efter ansøgerens udrejse, og efter at ansøgeren havde fået afslag på sin asylansøgning. Af Udenrigsministeriets notat af 22. marts 2011 fremgår, at det i visse tabloid-aviser i Uganda er muligt før privatpersoner at få indrykket efterlysninger. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at det er på ansøgerens foranledning, at der efter hans udrejse af hjemlandet, er indrykket en efterlysning i en avis med det formål at opnå asyl. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved den konstruerede efterlysning i sig selv er blevet eksponeret i en sådan grad, at ansøgeren må betragtes som værende i konkret og individuel risiko for forfølgelse på grund af en seksuel orientering. Nævnet har i denne vurdering tillagt det afgørende vægt, at ansøgeren ikke inden sin udrejse har været eksponeret. Nævnet finder i den forbindelse ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af en forening for homoseksuelle, idet han har oplyst divergerende herom, ligesom han har anført, at han ikke har været aktiv forkæmper for homoseksuelles rettigheder i Uganda. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren hverken for eller efter sin udrejse har eksponeret sig på en måde, der gør, at han må meddeles asyl. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7. stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2012/1
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk muganda fra […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og en ven en nat i efteråret 2009 blev overfaldet af en gruppe mænd, som slog og råbte skældsord mod dem på grund af deres seksuelle overbevisning. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet, da politiet i Uganda ikke foretager sig noget i sådanne sager. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans fader i begyndelsen af 2010 fandt ud af, at ansøgeren er homoseksuel. Faderen forsøgte at dræbe ansøgeren, idet han havde vanæret klanen og familien. Ansøgeren frygter, at hele hans familie nu er ude efter ham. Endelig har ansøgeren henvist til, der i det ugandiske samfund generelt er en stor og åben fjendtlighed mod homoseksuelle. Trusler og overfald mod homoseksuelle bliver ikke efterforsket af politiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flertallet kan således lægge til grund for sagen, at ansøgeren dels i efteråret 2009 blev overfaldet af den nævnte gruppe mænd angiveligt som følge af hans homoseksualitet, dels at hans fader af samme årsag har forsøgt at slå ham ihjel med en machete. Flertallet finder det endvidere sandsynliggjort af ansøgeren, at han efterfølgende er blevet overfaldet både verbalt og fysisk af flere af hans nærmeste familiemedlemmer, som han i dag har kunnet angive ved navn. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet homoseksualitet i Uganda efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan medføre diskriminerende aktiviteter blandt andet fra befolkningen, som ansøgeren ikke kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse imod. Derimod finder flertallet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” ugan/2011/3
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er kristen af trosretning og tilhører baganda/muganda-befolkningsgruppen, har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de personer, som i 2009 tilbageholdt ham og afhørte ham under tortur i anledningen af fundet af våben og ammunition i ansøgerens lastbil. Ansøgeren har til sagen oplyst om pågribelsen omkring efteråret 2009, om den efterfølgende tilbageholdelse i to uger hos militæret i en kaserne ved Kampala samt tilbageholdelsen i cirka fire uger hos civilklædte personer i et hus, hvorefter ansøgeren, mod hans moders betaling af løsepenge, blev efterladt i en vejside, hvor moderen kort efter kom til stede og herefter sammen med en kvindelig bekendt bragte ansøgeren til Kenya i vinteren 2009. Ansøgeren opholdt sig i Kenya i omkring en måned, hvorefter moderen, der besøgte ansøgeren ugentligt i Kenya, havde skaffet penge til ansøgerens udrejse. Ansøgeren indrejste i Danmark i vinteren 2009 på et falskt pas, som agenten havde og foreviste. Ansøgeren har forklaret, at han blev udsat for vold og tortur på kasernen, men navnlig hos de civilklædte personer, som ansøgeren anså for at være fra terrorenheden JATT. Ansøgeren har forklaret nærmere om torturen i asylansøgningsskemaet og i samtalen med Udlændingeservice. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det tidsmæssige hændelsesforløb er overensstemmende med blandt andet det oplyste om uroligheder i Kampala den 9. og den 10. september 2009, hvor kongen af Buganda blev meddelt rejseforbud af regeringen, og hvor der i den forbindelse opstod demonstrationer. Nævnet lægger videre vægt på det oplyste ifølge baggrundsmaterialet om den paramilitære enhed JATT. Når der videre henses til, at det ved den personundersøgelse, som Retsmedicinsk Institut ved Århus Universitet har foretaget konkluderende i erklæring af […] 2010 er lagt til grund, at det ud fra det samlede billede hos ansøgeren synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være følger af tortur, finder nævnet samlet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv herefter må lægges til grund. Vedrørende spørgsmål om dokumentation for ansøgerens identitet bemærkes herved, at den beskikkede advokat med brev af […] 2010 tilsendte nævnet ansøgerens fødselsattest med identitetsoplysninger om ansøgeren svarende til det oplyste til sagen. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv og ikke tidligere har været i konflikt med de ugandiske myndigheder. Ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for tortur som af ansøgeren forklaret i anledningen af, at der ved en konkret ransagning af ansøgerens lastbil blev fundet formentlig våben eller sprængstof i lastbilen. Ansøgeren, der var ubekendt hermed, blev efterfølgende løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren findes ikke ved en tilbagevenden til Uganda at være i risiko for en forfølgelse af den karakter, som omhandles i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren ikke kan anses for konkret og individuelt efterstræbt af myndighederne. Derimod findes ansøgeren, der anses for tilbageholdt og udsat for tortur af JATT, på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Uganda at være i risiko for vilkårlig tilbageholdelse og overgreb fra selvstændigt opererende grupper, navnlig JATT, som ansøgeren ikke kan søge tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse mod, og som det ikke kan kræves, at ansøgeren på den angivne baggrund udsætter sig for. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” ugan/2011/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er etnisk moganda og kristen, er født i [byen A] i Somalia, men opvokset i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter sin fars og mors familie, idet han er homoseksuel. I den forbindelse frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at konvertere til Islam og gifte sig med en kvinde. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ugander frygter de generelle forhold for homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var udsat for chikane på grund af sin homoseksualitet. Ansøgeren drev en herretøjsbutik i [byen B] i Uganda. I [slutningen af 2014] modtog ansøgeren trusler af nogle ukendte personer. På bygningen blev der malet tekster, hvor der stod, at ansøgeren ville blive slået ihjel, såfremt han ikke holdt sig væk fra deres børn. Der kom også en gruppe kvinder til ansøgerens butik og kastede ko afføring på ansøgerens tøj. Kvinderne råbte, at de ikke ville have en person som ansøgeren i deres nabolag. Omkring otte dage efter denne episode fandt ansøgeren et dødt dyr foran sin butik. Et par dage senere løb tre mænd efter ansøgeren. De sagde, at ansøgeren skulle forlade byen. Den [begyndelsen af 2015] blev ansøgerens butik smadret. Nogle ukendte personer havde taget tøjet fra butikken og smadret alt. Efter denne episode forlod ansøgeren byen. I [foråret 2015] begyndte ansøgeren at drive en ny forretning, hvor han ansatte sin kæreste. I [foråret 2015] blev ansøgerens kæreste overfaldet af ansøgerens fætter og øvrige familie, og alt tøj blev stjålet fra butikken. Ansøgeren åbnede efterfølgende en ny forretning, som i [efteråret 2015] blev afbrændt af ukendte personer. Han modtog derefter et opkald, hvor han blev truet med, at han ikke måtte komme hjem. Ansøgeren udrejste af Uganda I [efteråret 2015]. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og udbyggende både om forhold af central betydning for asylmotivet og om en lang række øvrige forhold. Ansøgeren har herunder kommet med forskellige forklaringer om sine homoseksuelle bekendtskaber og navnlig om tidspunktet, indholdet og rækkefølgen af de trusler, angreb og henvendelser, som han har oplyst at have været udsat for. Nævnet kan således i det hele tilslutte sig Udlændingestyrelsen vurdering af og begrundelse for, at ansøgerens forklaring om sin familiekonflikt eller konflikt med lokalbefolkningen ikke kan lægges til grund. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin seksualitet bemærker nævnet, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ansøgerens forklaring om sin families trusler og angreb mod ham og hans butikker har som følge af en række uoverensstemmelser i hans fortællinger ikke kunne lægges til grund. Selv hvis dele af de skiftende forklaringer kunne lægges til grund, så følger det af det, som ansøgeren har forklaret, at hans familie tilsyneladende over en længere periode har været bekendt med ansøgers seksualitet, hvilket de har reageret på ved at fremsætte trusler og udøve hærværk mod hans butikker, men uden at ansøgeren selv har været genstand for alvorlig vold eller andre asylbegrundende overgreb. Det kan herefter ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda – alene på grund af sin angivelige homoseksualitet – vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/6/AZU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ganda og kristen af trosretning fra [en by], Wakiso District, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen og de ugandiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev bekendt med sin seksuelle observans, da han var omkring 14-15 år. [I slutningen af] 2010 mødte ansøgeren en mand ved navn [A] på et diskotek. De blev efterfølgende venner. På foranledning af ansøgerens mor, mødte ansøgeren i [slutningen af] 2010 en pige ved navn [P], som flyttede ind på ansøgerens bopæl tre dage senere. Ansøgeren indledte et forhold til [P], selvom han ikke havde lyst til dette. Ansøgeren sluttede forholdet til [P] inden, der var gået et år. Omkring halvandet år efter bruddet fortalte [P] ansøgerens mor, at hun havde født en datter, som ansøgeren var far til. En aften omkring medio 2011 tog ansøgeren med [A] på diskotek, hvorefter [D] tog med hjem til ansøgerens bopæl. De indledte herefter et forhold til hinanden, som udviklede sig til et kæresteforhold. [I efteråret] 2015 opdagede ansøgerens ven, [B], ansøgeren og [D] have seksuelt samkvem i ansøgerens hus. [B] råbte og folk samledes uden for ansøgerens hus. Folkene hev ansøgeren og [D] ud foran huset, og de begyndte at slå dem. [D] forsøgte at rejse sig op for at flygte, men blev omringet, og ansøgeren øjnede derfor en mulighed for at flygte fra stedet. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem nogle majsmarker, hvorefter han gemte sig i bush’en i fem- seks timer. Ansøgeren tog herefter hjem til sin ven, [C], hvis bopæl lå omkring 20-30 minutters gang derfra. Ansøgeren opholdt sig hos [C] indtil [en dato i efteråret] 2015, hvor han udrejste af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren er homoseksuel, men uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit forhold til [D] og afsløringen heraf til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der angiveligt har været i et kæresteforhold til [D] fra medio 2011 til ansøgerens udrejse af Uganda i 2015, har et påfaldende mangelfuldt kendskab til [D]. Ansøgeren ved således ikke, hvornår [D] er født eller hvor, han ved ikke, hvad [D’s] forældre hedder, eller hvad de beskæftiger sig med, om [D] har søskende eller børn, ligesom han – uden nogen nærmere oplyst begrundelse – aldrig har været hjemme hos [D]. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke kan huske [D’s] telefonnummer og ikke er i besiddelse af et billede af ham. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at han stadig er forelsket i [D]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [D] havde seksuelt samkvem hjemme hos ansøgeren uden, at de låste hoveddøren, og at det lykkedes ansøgeren at flygte henset til, at han og [D] angiveligt var omringet af lokalbefolkningen. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren tog ophold hos sin ven, [C], der boede i samme landsby som ansøgeren, med den dermed forbundne risiko for at blive opdaget, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt havde gemt noget af sin opsparing hos [C] og dermed kunne betale for udrejsen, som [C] arrangerede. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Uganda uden problemer. For så vidt angår ansøgerens facebookprofil bemærker nævnet, at ansøgeren efter sin forklaring ikke bruger sin profil til at fremstille sin seksuelle orientering, og at det i øvrigt, som nævnt fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at LGBT-personer ikke er udsat for rutinemæssige eller systematiske, målrettede overgreb fra myndighederne. Den fremlagte udtalelse fra [en LGBT-forening] kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i den forbindelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/4/JAH
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Uganda samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sebei og kristen af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive omskåret eller slået ihjel af sin biologiske far. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hendes forældre blev skilt, da hun var omkring to år. Ansøgeren boede herefter delvist hos sin mor og delvist hos morens veninde [A]. Da ansøgeren var omkring fire-fem år gammel, blev moren oplyst om, at ansøgerens far, [B], var i byen. Han ønskede at hente ansøgeren med henblik på at foretage en omskæring. Ansøgerens mor havde gemt ansøgeren hos en veninde og foregav, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren befandt sig. [B] forlod efter to uger igen byen. Ansøgeren husker en anden episode, hvor [B] opsøgte ansøgerens mors bopæl. Ansøgerens mor fortalte [B], at ansøgeren ikke var på bopælen, mens ansøgeren gemte sig i huset. På en for ansøgeren ukendt dato i 2005, da ansøgeren var omkring otte år gammel, blev hun bortført af ukendte mænd. Ansøgeren blev bedøvet og bundet og vågnede op i et hus. Her fortalte en mand hende, at hun skulle gennemgå et omskæringsritual, og ansøgeren kunne høre lyden af trommer. Ansøgeren opholdt sig i hytten omkring to timer. Ansøge-ren blev i hytten udsat for fuldbyrdet voldtægt. Det lykkedes imidlertid ansøgeren efterfølgende at slippe væk, idet hun kradsede manden og stak fingrene i hans øjne. Den [nærmere angiven dato i foråret] 2015 blev ansøgeren bortført fra [As] bopæl af to mænd. Da ansøgeren vågnede, befandt hun sig i [Bs] brors hus, og [B] fortalte hende, at hun skulle omskæres. [Bs] bror var imidlertid modstander af, at det fandt sted i hans hus, hvorfor han hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin stedfar, som hjalp hende med at udrejse af Uganda den [nærmere angi-ven dato i sommeren] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse været telefonisk i kontakt med stedfa-ren og [A], som begge har oplevet problemer efter ansøgerens udrejse. [A] mener, at deres problemer relaterer sig til ansøgerens konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i Slovenien den [ultimo] 2015 er registreret som værende fra Sudan og med en fødselsdato den [anden dato end opgivet i Danmark] 1985. Datoen […] 1985 fremgår tillige af græske dokumenter. Ansøgerens forklaring om, hvorfor de slovenske myndigheder har registreret hende med korrekt navn og foto men med ukorrekt fødselsdato og nati-onalitet, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har i sit asylansøgningsskema af [nærmere angiven dato ultimo] 2015 alene i brede vendinger omtalt, at hun frygter at blive dræbt, hvorimod risikoen for omskæring ikke er omtalt. Det er heller ikke omtalt, at det var hendes nærmeste familie, hun angiveligt frygtede. Det anføres udtrykkeligt, at problemerne startede, da hun fyldte 17 år i 2014. Disse oplysninger er i afgørende modstrid med senere oplysninger, som ansøgeren har givet til de danske myndigheder. Hun har ved samtaler med de danske myndigheder oplyst, at forsøgene på at få gennemført en omskæring af hende startede allerede, da hun var barn, omkring femårs alderen, og at hun som otteårig blev udsat for en fuldbyrdet voldtægt. Hun har endvidere oplyst, at det sene-ste forsøg på at omskære hende fandt sted i 2015. Disse divergenser er så væsentlige, at de efter Flygtningenævnets opfattelse ikke alene kan tilskrives mangelfulde engelskkundskaber hos ansøge-ren. Ansøgeren har ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret om en række enkelt epi-soder, hvor hendes far og medlemmer af dennes klan har opsøgt hendes mor. I den forbindelse har ansøgeren ved fremmødet forklaret om en episode, hvor afgrøder tilhørende hendes mor blev øde-lagt. Dette væsentlige forhold er uomtalt i de tidligere samtaler med ansøgeren. Endelig har ansøge-ren ved fremmødet forklaret, at hun var nødt til at være prostitueret i Tyrkiet. Ved tidligere samtaler har hun alene oplyst, at hun blev gravid i Tyrkiet. Selvom Flygtningenævnet kan tiltræde det af an-søgerens advokat anførte om, at nogle af de divergenser, der er henvist til af Udlændingestyrelsen i dennes afgørelse af [nærmere angivet dato i foråret] 2017, enten må betegnes som mindre væsentli-ge eller eventuelt kan tilskrives ansøgerens unge alder, finder Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som så utroværdig, at den ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/3/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en en kvindelig statsborger samt et barn fra Uganda. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk moganda og kristen fra [en mindre by], Wakiso, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin familie samt faren til sit ældste barn og hans familie, idet ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 1993 blev tiltrukket af en pige ved navn [A]. I 1996 havde de sex i en skov og blev opdaget af en gruppe mænd. Da ansøgerens forældre blev bekendt hermed, slog de ansøgeren, og ansøgerens far truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til en pige ved navn [B], som hun kendte fra kirken. I 1997 indledte ansøgeren et forhold til [B], som varede indtil 2007. Forholdet sluttede, fordi [B] tog til Sudan i forbindelse med rygter om deres forhold. Ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [starten af] 2010 til [sommeren] 2010, hvor ansøgeren hjalp en dansk kvinde under kvindens graviditet. Da ansøgeren efterfølgende vendte tilbage til Uganda, indledte ansøgeren et forhold til en mand, [C]. [C] overværede tilfældigt ansøgeren have sex med en kvinde. Det lykkedes ansøgeren at overbevise [C] om, at hun ikke var homoseksuel. Ansøgeren blev gravid i slutningen af 2011 for at mane rygter om sin seksualitet til jorden. I [sommeren] 2014 kom Ronald uanmeldt på besøg, og opdagede igen ansøgeren have sex med en kvinde. [C] slog og sparkede ansøgeren og kastede deres barn ind i væggen. Ansøgeren flygtede fra bopælen med sit barn og tog direkte på sygehuset. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin fætters ven, [D]. Hun boede hos [D] indtil sin udrejse af Uganda. [E], som ansøgeren havde lært at kende under sit ophold i Danmark i 2010, hjalp hende med at opnå visum til Danmark. Hun fik Visum til Danmark på den norske ambassade i Kampala i [efteråret] 2014 gældende fra [et tidspunkt i slutningen af] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste af Uganda [i foråret] 2015 efter at have fået udstedt visum til Danmark [et tidspunkt i slutningen af] 2014, henset til, at ansøgeren på daværende tidspunkt angiveligt frygtede for [C]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forblev i byen, efter at [B] var udrejst til Sudan angiveligt, fordi hun blev beskyldt for at være homoseksuel, og at hun opholdt sig i omkring ni måneder hos sin fætters bekendte uden at blive opsøgt af [C]. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at hun opholdt sig i den samme landsby, efter at hendes far havde truet hende på livet i fire år, hvorved bemærkes, at hun først under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var tale om en større by. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende på konkrete spørgsmål om afstande og rejsetid mellem de byer, hvor hun opholdt sig og de byer, hvor hendes far, [C] og hendes barn opholdt sig. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelig efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har fået konstateret, at være HIV-smittet, kan ikke føre det andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2018/1/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [mindre by], Uganda. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [G] og folk fra hendes landsby, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun var om-kring seks år. Da ansøgeren var 16 år blev hun forelsket i en pige, som hun gik i skole med. I 2008, da ansøgeren var 20 år, blev hun gift med [G] imod sin vilje. De boede sammen i syv år. I hen-holdsvis 2009 og 2012 fik de to børn sammen. I 2008 lærte ansøgeren en pige ved navn [D] at ken-de, og de indledte et forhold. [I foråret] 2015 døde [G’s] søster, [S]. Ansøgeren tog til begravelsen sammen med [D] og to andre kolleger. Efter begravelsen overnattede ansøgeren og [D] i et telt, og de havde seksuelt samkvem. Dette blev opdaget af folk, der var med til begravelsen, og ansøgeren og [D] blev slået. Folk fra landsbyen alarmerede andre folk og lidt efter blev der affyret skud. Der opstod tumult, og ansøgeren fik mulighed for at flygte. Ansøgeren fik et lift af en lastbil, og hun tog hen til sin ven [A], hvor hun opholdt sig i fem måneder, inden hun [i efteråret] 2015 udrejste fra Uganda. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive idømt fængsel på livstid af de ugandiske myndigheder, såfremt det er kommet til deres kendskab, at hun er homo-seksuel. Flygtningenævnet lægger til grund at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering. På den baggrund finder nævnet ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I tillæg til, at ansøgeren på mindre væsentlige områder har forklaret divergerende, finder nævnet, at det i sig selv må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har et seksuelt samkvem, der kan høres udenfor hytten, når der er mange personer til stede i nærheden, og når dette sammenholdes med ansøgerens øvrige forklaring om, at hun og [D] igennem syv år bestræbte sig på at være meget diskrete. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren efter den angivelige begivenhed ikke har gjort noget forsøg på at søge oplyst, hvad der efterfølgende er sket med [D]. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at det må have formodningen imod sig at [A], der efter det oplyste har arbejdet sammen med ansøgeren og [D], ikke har kunnet give oplysninger om, hvad der efterfølgende skulle være sket med [D], ligesom det må anses for påfaldende, at han ikke har villet videregive oplysninger om [D’s] skæbne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt har kunnet opholde sig fem måneder hos [A], inden hun udrejste, henset til det oplyste om, at hun frygtede for sit liv, og henset til, at hun efter det oplyste selv havde penge til at betale for udrejsen. Nævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker i til-slutning hertil, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, men der er ikke holdepunkter for at antage, at homoseksuelle udsættes for rutinemæssige eller systematiske overgreb fra myndigheder-ne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbage-venden til Uganda vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgende omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/9/IVK
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet utalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [A], Luwero Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at beboerne i hans landsby eller andre personer, der er bekendt med hans seksualitet, henretter ham som følge af hans homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2015 overhørte nogle beboere fra sin landsby tale om, at han var homoseksuel, og at de af denne grund ønskede at slå ham ihjel. Da ansøgeren herefter forsøgte at flygte, overmandede de ham, men det lykkedes ansøgeren at undslippe, hvorefter han flygtede. Ansøgeren flygtede til sin moster og tog ophold hos hende. Efter en måned tog ansøgeren tilbage til landsbyen, hvor han opholdt sig én måned og nogle dage, indtil han igen blev overmandet af landsbybeboerne. Det lykkedes endnu en gang ansøgeren at flygte fra stedet, og ansøgeren tog herefter ophold hos sin ven [B], hvor han blev frem til sin udrejse 18 dage senere [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være forfulgt eller efterstræbt på grund af homoseksualitet. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter fremstår usandsynlig og derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren, efter at han angiveligt er blevet overfaldet i sin landsby og truet med at blive slået ihjel af flere personer bevæbnet med macheter og træstokke, hvorefter det er lykkes ham at flygte, alligevel allerede efter omkring en måned senere er vendt tilbage til landsbyen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har oplyst, at han også har en bopæl i byen Luwero. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt har været i fare for at blive slået ihjel. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgeren først omkring 15 år efter, at hans forhold til en anden mand er ophørt, skulle være blevet udsat for overgreb af landsbybeboerne. Der henvises i den forbindelse til, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode på ti år op til 3 gange om ugen tog med denne mand sin landsby, hvor de overnattede på ansøgerens bopæl. Ansøgerens forklaring om, at det to gange er lykkes for ham at undslippe sine overfaldsmænd, efter de havde opsøgt ham for at slå ham ihjel, fremstår i øvrigt ikke troværdig. Der henvises blandt andet til, at ansøgerens forklaring om, at han den anden gang flygtede ved at kravle ned i en grøft og derfra kom op på vejen og blev taget med af en person på knallert, selvom han var meget svag på grund af mange slag, ikke er overbevisende. Ansøgeren har efter sin forklaring aldrig haft konflikter eller problemer med myndighederne i Uganda på grund af homoseksualitet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/8/SOL
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [en navngiven landsby], Masaka, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet eller slået ihjel af sin tidligere samlever, [A], eller fængslet af myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun var 14 år, hvor hun også blev kæreste med en pige ved navn [B], som hun gik i skole med. I 2004, da ansøgeren var 17 år, flyttede hun mod sin vilje sammen med manden [A]. De fik et barn sammen i 2004 og boede sammen indtil juni 2005, hvor ansøgeren startede på college. Ansøgeren flyttede tilbage til [A] i 2008, idet hun havde brug for, at [A] betalte for deres søns behandling. De fik yderligere et barn i 2009. I 2011 indledte ansøgeren et forhold til sin husholderske, [C], som arbejdede i ansøgerens hjem. I maj 2015 opdagede [A]’s mor ansøgeren og [C] have seksuel samkvem i ansøgerens stue. [A]’s mor råbte op og folk samledes uden for ansøgerens hus og begyndte at slå ansøgeren og [C]. Ansøgeren besvimede og vågnede samme aften op på hospitalet. Ansøgeren flygtede fra hospitalet hjem til sin mor og samme aften videre hjem til sin morfar. [A] og politiet opsøgte ansøgerens morfars bopæl i [efteråret] 2015. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster, hvor [A] og nogle mænd også forsøgte at opsøge hende. Ansøgeren opholdt sig i en måned hos sin søster, inden hun udrejste fra Uganda til Tyrkiet [i efteråret 2015]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens detaljerede og konsistente forklaring om asylmotivet til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at hun i Uganda har været udsat for angreb fra sin tidligere samlever efter, at hun er blevet afsløret af samleverens mor, mens hun dyrkede sex med en anden kvinde. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel ikke sig selv kan føre til asyl. Det må under sagen imidlertid videre lægges til grund, at ansøgeren på grund af sine seksuelle aktiviteter står i et modsætningsforhold til navnlig sin tidligere kæreste, [A], der har efterstræbt hende, og at ansøgeren i den forbindelse som homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og[ansøgeren] meddeles derfor opholdstilladelse i Danmark. ugan/2017/7/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller lokalbefolkningen, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han blev bekendt med sin seksuelle orientering i 2001 eller 2002. Ansøgeren havde et forhold til vennen, [A], i perioden 2002 til 2005, mens de begge gik på skolen, [B]. Dette blev i 2005 opdaget af en lærer på skolen, som truede dem med at klage til skolens ledelse, men der skete ikke yderligere. Da ansøgeren skulle søge optagelse til ”[C]” på skolen, blev han afvist, fordi han tidligere havde kysset [A] på skolen. Ansøgerens far fandt i denne forbindelse ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Faren overtalte skolens ledelse til at optage ansøgeren, imod at ansøgeren ville ophøre med at være homoseksuel. Herefter begyndte ansøgerens familie at behandle ham dårligt, og hans forældre har flere gange siden udsat ham for vold. Til sin søster forlovelsesceremoni i 2015 kom ansøgeren til at fortælle sin familie og sin klan, at han var homoseksuel, idet han forsvarede sig mod en påstand om, at han skulle have forgrebet sig på en pige. Ansøgerens far, som er officer i hæren, slog ham og sendte ham herefter til [D]-fængslet uden for Kampala, hvor han sad fængslet omkring halvanden måned. Med hjælp fra en onkel og en af fængslet medarbejdere lykkedes det ham at flygte fra fængslet. Herefter tog ansøgeren til byen Busia, som ligger i nærheden af grænsen til Kenya, hvor han opholdt sig på et lager i tre måneder, indtil han udrejste. Ansøgeren er senere blevet bekendt med, at den onkel, som hjalp ham med at flygte, er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, idet han har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har forklaret, at han og [A] var kærester fra 2002 til 2005, hvor ansøgeren var 13 til 17 år og [A] 16 til 20 år gammel. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at deres forhold ikke udviklede sig til at være seksuelt, at de første gang kyssede hinanden i 2005, at de ikke kyssede hinanden ofte, og at det mest skete i weekenderne. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at de ofte kyssede hinanden, og at det mest skete om fredagen i skolens hal. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at han og [A] i perioden gik i bad sammen næsten dagligt, hvor de vaskede hinanden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev behandlet af sin familie efter, at hans far på et møde på skolen var blevet bekendt med ansøgerens homoseksualitet. Ansøgeren har således under asylsamtalen forklaret, at både hans mor og far udøvede vold imod ham ved at slå med træstave og kabler, hvorimod han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at alene faderen udøvede vold mod ham ved at slå ham med et kabel. Ansøgeren har udbygget sit asylmotiv ved i advokatens indlæg og under mødet i Flygtningenævnet at oplyse, at han i Uganda havde et forhold til sin fætter ved navn [E] i 7 år fra 2007 til 2014. Hans forklaring under mødet i nævnet om, at han og [E] lejede et hotelværelse, hvor de kunne være sammen stemmer dårligt overens med ansøgerens forklaring om, at han i den periode blev behandlet dårligt af sin familie, idet hans frihed blev begrænset og han skulle være hjemme til faste tidspunkter. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt efter sin søsters forlovelsesfest i [foråret] 2015. Han har under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at han var tilbageholdt i 1½ måned, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i 2½-3 måneder. På denne baggrund og idet en række yderligere elementer i ansøgerens forklaring forekommer usandsynlige, herunder vedrørende episoden i Entebbe, og farens reaktions herpå ti år efter, han er erfarede om ansøgerens homoseksualitet, er ansøgerens generelle troværdighed svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har indhentet erklæringer om sin seksuelle orientering fra [organisationen F] og [organisationen G] i Danmark. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer at blive udsat forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/6/SOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lugbara og katolik fra [det vestlige] Uganda. Ansøgeren har været aktivt medlem af det ugandiske parti ’Forum for Democratic Change’ siden 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, fordi hun har været aktiv i oppositionspartiet ’Forum for Democratic Change’(FDC). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2005 tilsluttede sig partiet ’Forum for Democratic Change’, fordi hun mente, at partiet ville kunne fremme retfærdigheden i Uganda, såfremt partiet kom til magten. Efter at have tilsluttet sig ’Forum for Democratic Change’ udførte hun aktiviteter for partiet. Hun har blandt andet i 2005 holdt en tale, og hun har forsøgt at hverve medlemmer og uddelt partitørklæder. I september 2015 blev ansøgeren anholdt og fængslet i to uger af de ugandiske myndigheder i den nordlige del af Uganda. Hun blev anholdt og fængslet, fordi hun blev beskyldt for at være tilhænger af det forkerte parti. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren fundet af en somalisk chauffør fundet bevidstløs og bundet på hænder og fødder i Mabira-skoven i det centrale Uganda. Chaufføren tog sig efterfølgende af ansøgeren, og da hun et par dage senere kom til bevidsthed, kørte hun med somalieren til Arua, hvor hun opholdt sig i tre dage, inden hun udrejste af Uganda i somalierens bil. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har efter sin forklaring været et menigt ikke-registreret medlem af FDC. Hendes aktiviteter har bestået i mundtlig lokal hvervning i 2005 og igen op til valget i 2015. Der er tale om et legalt parti, som er det største oppositionsparti i Uganda med repræsentation i parlamentet. Ansøgeren har på forespørgsel demonstreret ringe konkret viden om partiets aktiviteter om mærkesager. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som oplyst er blevet anholdt på vej bort fra markedet sammen med fire andre personer, at hun ved anholdelsen blev slået af politiet, og at hun herefter var fængslet i 14 dage. Efter ansøgerens forklaring blev hun end ikke registreret ved navn af politiet, der blev ikke oprettet en sag, og hun blev ikke afhørt. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at anholdelsen skyldtes hendes politiske aktiviteter. Ansøgerens forklaring om det efterfølgende hændelsesforløb kan ikke lægges til grund. Ansøgeren har på udtrykkelig forespørgsel oplyst, at hun intet konkret husker om, hvad der skete, fra hun opholdt sig i fængselscellen, og indtil hun vågnede op i somalierens bil. Ansøgeren har forklaret afglidende omkring dette hændelsesforløb. Hun har endvidere på den ene side forklaret, at somalieren oplyste, hvorledes han havde fundet hende, at han havde behandlet hende med antibiotika, at hun havde været i bilen i to døgn, og at han rådede hende til at forlade Uganda. På den anden side har hun forklaret, at hun kun i meget begrænset omfang kunne tale med somalieren på grund af sproglige vanskeligheder. Det forekommer ikke sandsynligt, at somalieren overhovedet kunne være i stand til at hjælpe ansøgeren som forklaret. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at politiet, frem for at løslade ansøgeren, eventuelt mod kaution, skulle ulejlige sig med at transportere ansøgeren i bevidstløs tilstand til et skovområde liggende syv til otte timers kørsel fra fængslet i Arua. Ansøgeren har forklaret afglidende på konkrete spørgsmål om, hvorfor hun forlod Uganda uden at kontakte sin søn, og hvorledes hun kunne finansiere rejsen. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerer konkret og individuel forfølgelse som følge af sine aktiviteter for FDC. Da ansøgeren derfor ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/5/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra […], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra lokalbefolkningen eller fra familiemedlemmer, idet hun er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller blive henrettet af de ugandiske myndigheder, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har nu yderligere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun efter Flygtningenævnets afgørelse er blevet eksponeret på en ugandisk hjemmeside, […], der [i vinteren] 2016 har offentliggjort en artikel, hvori ansøgerens navn og billede fremgår. Artiklen omhandler den planlagte udsendelse af ansøgeren fra Danmark. Som fastslået ved Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren] 2016, kan ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det væsentlige lægges til grund. Nævnet lægger således under denne genoptagelsessag til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at ansøgeren i sin landsby er blevet udsat for chikane og en korrektionsvoldtægt, da lokalbefolkningen fandt ud af, at hun var homoseksuel. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgerens familie har slået hånden af hende på grund af hendes homoseksualitet. Ved vurderingen af forholdene for LGBT-personer i Uganda, har Flygtningenævnet lagt vægt på de senere års baggrundsoplysninger om forholdene for LGBT-personer i Uganda, herunder blandt andet de seneste rapporter fra ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen (Inspector General) for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at selvom ansøgeren er homoseksuel, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgeren figurerer med navn og billede i en artikel på den ugandiske hjemmeside, […], ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på ovennævnte baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne om, at der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene, samt at der er etableret støttenetværker for homoseksuelle, og at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer. Hvis ansøgeren ikke mener, at hun kan vende tilbage til sit hjemområde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Uganda, herunder i Kampala. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Ugan/2017/4/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Nile Hamites (nomadestamme) og kristen protestant. Ansøgeren er født i Masawa, Eritrea, men er Ugandisk statsborger. Ansøgeren har været en del af gruppen […], som arbejder for LGBT-personer. Ansøger har derudover aldrig været politisk aktiv, herunder deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet af det ugandiske politi og forfulgt af lokalsamfundet, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han som 13-årig fandt ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren påbegyndte en universitetsuddannelse i [sommeren] 2012, men blev ekskluderet fra universitet i [vinteren] 2013, fordi det rygtedes, at ansøgeren var homoseksuel. I sommeren 2012 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som var den første mand, ansøgeren indledte et forhold til, men forholdet var ikke særlig seriøst, og de gik fra hinanden i vinteren 2012. Til en sammenkomst for homoseksuelle i byen Entebbe ultimo januar 2013 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som han tidligere havde korresponderet med via Facebook. Ansøgeren og [manden] indledte et seksuelt forhold, som endte i [sommeren] 2013. En af hans veninder fra universitetet havde en bror ved navn […], som ansøgeren hjalp med skolearbejdet, og de to blev venner i 2012. I 2013 indledte ansøgeren og [venindens bror] et seksuelt forhold. [Venindens brors] forældre klagede til universitetet, hvorfor ansøgeren af universitetet blev beskyldt for at have voldtaget [venindens bror], hvorefter ansøgeren blev bortvist i [vinteren] 2013. Ansøgeren kunne herefter ikke opholde sig hos sine fosterforældre, hvorfor han i 2013 flyttede sammen med en mand ved navn […], som ansøgeren havde mødt i [sommeren] 2013. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren kæreste med [sin nye bofælle]. Ansøgeren begyndte primo 2014 at arbejde som sekretær i gruppen [LGBT-organisation], som var stiftet af [ansøgerens kæreste], og som arbejder for LGBT-personer. [I begyndelsen af] 2013 var [kæresten] og ansøgeren på vej til et møde med [LGBT-organisationen], da de bemærkede, at politiet var på stedet. Politiet tilbageholdte andre medlemmer af gruppen, og ansøgeren og [kæresten] fik over telefonen oplyst, at de var sigtede for at involvere to drenge i homoseksualitet. Ansøgeren og [kæresten] udrejste derefter af Uganda sammen. Ansøgeren afbrød sit forhold til [kæresten], mens de var i Tyskland, hvorefter ansøgeren rejste videre til Danmark. Ansøgeren har siden [sommeren] 2016 haft et fast forhold til en anden asylansøger i Danmark. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han ønsker asyl i Danmark, ikke kan lægges til grund, og nævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sin involvering i [LGBT-organisationen], der i realiteten varetager interesser vedrørende LGBT, ikke er reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet anførte om sin tilknytning til [LGBT-organisationen] i asylansøgningsskemaet, hvilken tilknytning således først senere i sagen er blevet hans centrale asylmotiv. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret modstridende og utroværdigt om episoden [i begyndelsen af] 2015 og det efterfølgende forløb, herunder om telefonkontakten til [et andet medlem af gruppen], der angiveligt sad fængslet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han på grund af sin homoseksualitet skulle have opnået en konflikt med myndighederne i Uganda, eller at han på anden måde som følge af sin homoseksualitet skulle være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/2/col
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk acholi og katolik fra Gulu, Nordlige Uganda, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive fængslet på livstid af myndighederne, eller at han vil blive slået ihjel af medlemmer af lokalsamfundet, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en alder af 14 år fandt ud af, at han var biseksuel, og at han fik sin første mandlige kæreste, da han var omkring 19 år. I 2012 blev ansøgeren kæreste med en mand ved navn [A]. Forholdet var hemmeligt frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren og [A] havde seksuelt samkvem i ansøgerens musikstudie. Ved den lejlighed blev de opdaget af en af ansøgerens ansatte. En uge senere sad ansøgeren på en bar, hvor han overhørte tre mænd tale om ham og episoden i musikstudiet. Da mændene havde forladt baren, blev ansøgeren bekymret for, om han ville blive overfaldet, og han tilbragte derfor natten på et hotel, hvorefter han tog på arbejde næste morgen. [Sommeren] 2015 var [A] på besøg hos ansøgeren. Omkring kl. 22 bankede det på døren. Ansøgeren nægtede at lukke op, hvorefter døren blev sparket ind. Uden for døren stod otte til ti mænd fra lokalsamfundet bevæbnet med kæppe. De slog ansøgeren og [A], ligesom de fremkom med skældsord og trusler. Det lykkedes [A] at flygte, mens ansøgeren blev bragt til et fængsel. Næste morgen vågnede ansøgeren i fængslet, hvor han blev udsat for fysiske overgreb af vagterne. Den følgende morgen ankom ansøgerens forretningspartner, [B], og overtalte vagterne til at få lov til at tale med ansøgeren. Om natten blev døren til ansøgerens celle låst op, og en vagt meddelte ansøgeren, at han skulle forlade stedet. Ansøgeren flygtede herefter gennem bushen til hovedvejen, hvorfra han kørte med en kvægtransport til grænseområdet mellem Uganda og Sydsudan. Efter en uges ophold i grænseområdet tog ansøgeren [i sommeren] 2015 til byen [mindre by] i Sydsudan, hvor han mødte en tidligere kunde, som han fortalte sin historie til. Pågældende tog herefter til Uganda for at hente ansøgerens pas hos ansøgerens bedstemor og seks millioner ugandiske shilling hos [B] til brug for ansøgerens videre rejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er biseksuel og primært er seksuelt orienteret mod mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering, og der ses ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne forklaring. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele af landet er tabubelagt. På grundlag heraf finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er biseksuel, ikke sig selv kan føre til asyl. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sin seksualitet. Nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og usammenhængende om centrale elementer af asylmotivet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den episode [i sommeren] 2015, som er årsag til hans udrejse. Under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2016 har han således forklaret, at han var alene hjemme, da der blev banket på døren, mens han under samtalen [fra vinteren] 2017 har forklaret, at han var sammen med [A], og at de sov, da der blev banket. Under nævnsmødet har han forklaret, at han og [A] havde sex, da der blev banket. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet finde [A], selvom han har forsøgt, idet ansøgeren samtidig har kunnet forklare detaljeret om [A]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at [A] undslap [i sommeren] 2015. Under samtalen [fra vinteren] 2017 har han således forklaret, at han besvimede og først, da han vågnede morgenen efter, fandt ud af, at [A] var undsluppet, mens han under samtalen [fra sommeren] 2016 ikke har forklaret om nogen besvimelse, ligesom han har forklaret, at [A] slet ikke var til stede under episoden. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at disse forskelle skyldes, at ansøgeren ikke var klar over, at tolkefejl, som ansøgeren havde påpeget, ikke var tilført referatet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/12/CHA
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra […], Buigwe-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af familien til kvinden [A], som ansøgeren har haft et forhold til. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at lokalbefolkningen eller myndighederne vil slå hende ihjel, fordi de har fået kendskab til, at hun er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter kvinden [B], som tvang ansøgeren til at prostituere sig i Tyrkiet, og som ansøgeren skylder et større pengebeløb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun, da hun var 17 år, mødte [A] på den kostskole, de begge gik på. Efter tre måneder havde ansøgeren og [A] første gang seksuelt samkvem. [A] forlod kostskolen tre til fire måneder før ansøgeren, og da hun stoppede på kostskolen, mistede de kontakten. Omkring ét år senere mødte ansøgeren [A] på den restaurant, hvor ansøgeren arbejdede. Ved dette møde fik ansøgeren [A´s] telefonnummer, hvorefter de indledte et forhold. I perioden fra 2011 til 2014 mødtes ansøgeren og [A] to til tre gange om måneden på Hotel […] i Mnengo, hvor de havde seksuelt samkvem. På et tidspunkt blev forholdet opdaget af [A’s] far, der er en højtstående person indenfor politiet eller militæret. Faren krævede [A] tvangsgiftet med en mand, hvilket [A] afviste og fortalte sin far, at hun var i et forhold med ansøgeren. [A] stak herefter af hjemmefra og flygtede hjem til ansøgeren, hvorfra hun tog hjem til sin tante. To mænd opsøgte efterfølgende ansøgeren på arbejdspladsen. I [efteråret] 2014 opsøgte [A’s] fars folk ansøgerens Bedste på dennes bopæl, i hvilken forbindelse det blev sagt, at ansøgeren skulle lade [A] være i fred, ligesom ansøgerens Bedste blev truet. Bedste blev efterfølgende dræbt. Ansøgeren er sikker på, at det er [A’s] far, der står bag drabet. Efterfølgende blev ansøgeren og [A] overfaldet til en fodboldkamp. Ansøgeren mistænker [A’s] far for at stå bag overfaldet, idet hun tror, [A’s] far havde sendt agenter ud for at holde øje med dem. Efter overfaldet fandt [A] en anden bopæl til ansøgeren, således at hun kunne være i sikkerhed. Ansøgeren boede her frem til sin udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste i [foråret] 2015 af Uganda til Tyrkiet sammen med [A’s] tante, [B], der tvang ansøgeren til prostitution i Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering, og der ses ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne forklaring. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele af landet er tabubelagt. På grundlag heraf finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel ikke sig selv kan føre til asyl. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende [A] til grund, fordi forklaringen på flere væsentlige punkter er usammenhængende og forekommer konstrueret til lejligheden. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgerens Bedste skulle være blevet dræbt på grund af ansøgerens seksualitet, mens ansøgeren selv alene var blevet opsøgt kortvarigt på sin arbejdsplads. Ansøgeren har endvidere afgivet forskellige forklaringer om, hvornår i forløbet Bedste blev opsøgt, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen den 9. marts 2016 oplyste, at drabet på Bedste fandt sted i januar 2015, og at [A] og hun var til fodboldkampen i december 2014. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at [A] og hun gik til fodboldkampen efter drabet på Bedste, fordi [A] mente, at ansøgeren havde godt af at komme ud. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvad hun fik at vide af [A] om [A]s fars reaktion på oplysningen om, at [A] ikke ønskede at gifte sig, fordi hun var homoseksuel. Ansøgeren har således under gensamtalen den 11. januar 2017 forklaret, at [A] og hun aldrig har talt om, hvordan [A]s far reagerede, da [A] fortalte ham, at hun ikke ville giftes med den mand, som faderen havde fundet, mens ansøgeren under nævnsmødet har refereret, at [A]s far i situationen udtalte, at [A] bragte skam og vanære over ham. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at [A] skulle være flygtet fra sit hjem. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen den 9. marts 2016 og den efterfølgende samtale den 14. september 2016 intet forklaret om dette, hvorimod hun under gensamtalen den 11. januar 2017 har forklaret, at [A] flygtede fra sit hjem, da hun fandt ud af, at hun skulle giftes, og at hun efter et par dage hos ansøgeren tog ophold hos en tante. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse hverken af [A]s familie eller lokalbefolkningen. Efter ansøgerens sparsomme oplysninger om [B] finder nævnet det endvidere ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse på grund en konflikt med [B]. Ansøgeren har således alene oplyst, at [B] har sagt, at ansøgeren skylder 6000 dollars, og at ansøgeren formoder, at hun som følge heraf vil være i risiko for at blive fængslet, for at [B] kan inddrive pengene. Da Flygtningenævnet således ikke finder, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2017/11/JHB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive dræbt eller fængslet af myndighederne i en lang periode. Ansøgeren frygter endvidere lokalbefolkningen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun blev bevidst om sin seksualitet i teenageårene. I perioden 1998 til 2007 var ansøgerne i et kæresteforhold til kvinden [A]. I 2007 blev ansøgeren voldtaget af en taxachauffør og blev gravid. Barnet døde i forbindelse med fødslen. Ansøgeren boede hos sin onkel, men blev smidt ud, da hun blev gravid og lejede herefter et værelse i [by]. I 2008 indledte ansøgeren et seksuelt forhold til kvinden [B], hvem hun i 2010 flyttede sammen med. Udadtil fremstod de som veninder, og de holdt deres forhold skjult. [B] arbejdede meget i Tyrkiet og var ofte væk i mange måneder ad gangen. [B] havde tidligere et forhold med kvinden [C]. Dette forhold var dog sluttet efter, at [C]s mor havde set [B] og [C] have seksuelt samvær. Ansøgeren kender ikke de nærmere omstændigheder. [C] sås af og til med [B] og ansøgeren – de var venner. En dag havde [C]s mor set [C] sammen med [B] og ansøgeren i en bil. Moren kom efterfølgende i [foråret] 2014 ind på en bar, hvor hun højlydt beskyldte [B] og ansøgeren for at have fordærvet hendes datter. Det udviklede sig kaotisk på baren, og bartenderne bad dem forsvinde. Ansøgeren og [B] tog herefter hjem. Den følgende morgen kom politiet til bopælen sammen med [C]s mor. Ansøgeren og [B] blev taget med på politistationen, hvor ansøgeren og [B] var tilbageholdt i tre dage. Herefter blev de begge løsladt mod bestikkelse, som blev betalt af en af [B]s forretningsforbindelser. Løsladelsen skete på betingelse af, at ansøgeren skulle melde sig selv den efterfølgende fredag. Ansøgeren valgte ikke at efterkomme betingelsen og udrejste legalt af Uganda til Tyrkiet den [foråret] 2014 sammen med [B]. I Tyrkiet erfarede ansøgeren, at [B]s reelle beskæftigelse var menneskesmugling og prostitution. [B] forlangte, at ansøgeren skulle bidrage, hvorfor ansøgeren var nødsaget til at prostituere sig, indtil hun havde sparet penge nok op til at udrejse af Tyrkiet. Ansøgeren har ikke haft kontakt til [B] efter sin udrejse af Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på udtalelsen fra [navngiven LGBT gruppe i Danmark] af [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 og på brevet af [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 fra [D]. På den baggrund finder nævnet ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at kvinden, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, skulle være bekendt med, at ansøgeren og [B] var på den pågældende bar på det pågældende tidspunkt, og at hun desuden skulle være bekendt med ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren boede sammen med [B]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom under nævnsmødet, hvor ansøgeren har forklaret, at [C]s mor havde søgt efter [B] i fire år. Flygtningenævnet finder herudover, at det har formodningen mod sig, at den ansvarshavende betjent mod bestikkelse skulle løslade ansøgeren og [B] alene på betingelse, at de skulle vende tilbage til arresten den følgende fredag, når samtidig henses til ansøgerens forklaring om, at den kvinde, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, skulle være en velhavende og indflydelsesrig kvinde, som kunne få sagen bragt op til et højere niveau. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om opholdet hos [B]s bekendte [E], idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de boede hos [E] i to uger, og at han hentede deres pas og andre private ting i deres lejlighed, og ikke noget om, at han var bortrejst i denne periode, mens hun til asylsamtalen først forklarede, at [E] var bortrejst i - de - to uger, og udbyggende, at han hentede deres pas og sørgede for visum i den første uge og derefter var bortrejst, og at det var ca. tre uger, at de opholdt sig hos [E]. Flygtningenævnet finder desuden, at det forekommer usandsynligt, at politiet ikke opsøgte [E]s bopæl, når henses til, at personen, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, efter ansøgerens forklaring havde fået bragt sagen op på et højere niveau, sammenholdt med, at den bestukne betjent ringede til [E] og dermed havde dennes telefonnummer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om denne del af ansøgerens asylmotiv - vedrørende en konkret konflikt med en kvinde og myndighederne - er utroværdig og konstrueret til lejligheden, og nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring herom. Ved vurderingen af forholdene for LGBT-personer i Uganda har Flygtningenævnet lagt vægt på de senere års baggrundsoplysninger om forholdene for LGBT-personer i Uganda, herunder blandt andet de seneste rapporter fra ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen (Inspector General) for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at selvom ansøgeren er homoseksuel, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at det ikke gør nogen forskel, at ansøgeren er tilknyttet [navngiven LGBT-gruppe] i Danmark, idet ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i den forbindelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/10/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [landsby], Kalisizo, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive slået ihjel af befolkningen og sin familie, eller at hun vil blive udsat for forfølgelse fra myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun har været homoseksuel, siden hun blev født. Som 12-årig indledte hun et seksuelt forhold til en nabopige ved navn [A]. Dette blev opdaget af en kvinde ved navn […], som fortalte det til ansøgerens mor. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin mor, og hendes forældre nægtede at lade hende gå i skole. Som 14-årig blev ansøgeren tvunget til at bo sammen med en mand ved navn […], som er far til hendes datter, […]. To år senere fik ansøgeren nok og rejste til Kampala, hvor hun boede indtil sin udrejse den [efteråret] 2014. Under sit ophold i Kampala indledte ansøgeren et forhold til en kvinde ved navn [B]. De var kærester i perioden fra 2006 til 2008. I 2008 blev deres forhold opdaget af en gruppering ved navn Local Defence, der samarbejder med det ugandiske politi. Ansøgeren betalte 20.000 ugandiske shilling for at undgå at blive taget med og overleveret til politiet. Herefter stoppede ansøgeren med at være kæreste med [B]. I 2010 blev ansøgerens butik brændt ned af ukendte personer. I perioden 2010 til ansøgerens udrejse i 2014 oplevede hun ingen problemer med nogen parter. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige lægge forklaringen til grund, idet de divergenser, der forekommer i forklaringen, efter deres karakter og indhold ikke findes at have afgørende betydning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at hun i en periode fra 2006 til 2008 har været kæreste med [B], og at hun har været udsat for chikane. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet og profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det er herved også taget i betragtning, at ansøgeren i Danmark har tilknytning til [dansk organisation for homoseksuelle], og at hun i en vis grad er profileret, blandt andet ved sin deltagelse i flere optog arrangeret af LGBT. Flygtningenævnet har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet lægger ved bedømmelsen af ansøgerens frygt for overgreb fra befolkningen i almindelighed og fra sin familie samt for myndighedernes forfølgelse afgørende vægt på, at ansøgeren, efter at hendes forretning brændte, i fire år fra efteråret 2010 og til [efteråret] 2014, er blevet boende på sin hidtidige bopæl, før hun udrejste, og at hun ikke i den periode er blevet udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgerens forklaring om, at hun i den fireårige periode har levet i skjul og alene er gået på markeder om aftenen for at foretage indkøb, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2017/1/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt eller fængslet af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans farmor snart går bort, og at hun således ikke længere vil kunne beskytte ansøgeren og hans brødre i hjemlandet. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hans farbror fra 2008 til 2009 udsatte ham for seksuelle overgreb to til tre gange om ugen. I slutningen af 2009 forsøgte farbroren at udsætte ansøgerens lillebror for et seksuelt overgreb, som blev forhindret af ansøgeren, farmoren og nogle naboer. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt til farbroren, og ansøgeren flyttede herefter med sin farmor og søskende til […]. I 2011 blev ansøgerens bopæl angrebet af en større gruppe mennesker, der kastede sten og pinde ind i huset. Familien flyttede derefter til en anden adresse i samme by. Senere i 2011 indledte ansøgeren et forhold til en person ved navn […], og de var kærester i omkring fire måneder, inden de gik fra hinanden. I midten af 2011 opdagede ansøgerens farmor, at ansøgeren og hans bror var homoseksuelle, idet hun fandt beskeder og billeder på ansøgeren og brorens mobiltelefoner. Af den grund kontaktede farmoren tre sheiker, der skulle udføre et ritual, idet farmoren mente, at ansøgeren og broren var besat af dæmoner. Efter at sheikerne havde været på bopælen, fik alle i lokalområdet kendskab til ansøgeren og brorens seksualitet, og de blev begge nedgjort og hånet af personer i området. [I] november 2013 forsøgte nogle af ansøgerens skolekammerater at drukne ham på grund af hans homoseksualitet, og ansøgerens farmor besluttede derefter, at ansøgeren og broren skulle flytte med hende til […] i Kampala, hvortil de flyttede i slutningen af 2013. Ansøgeren deltog i 2013 i en demonstration vedrørende homoseksuelles rettigheder i Entebbe, Uganda. Ansøgeren oplevede ikke konflikter i den forbindelse. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda […] januar 2015 sammen med sine to brødre. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået kontakt til en LGBT-organisation, ligesom han har deltaget i Pride-paraden i Århus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans brødre har forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at brødrene boede hos deres farmor, men [klagerens storebror] indtil han blev konfronteret med, at ansøgeren havde forklaret noget andet, fastholdt, at brødrene boede hos deres mormor. Ansøgeren og [storebroren] har dertil forklaret divergerende om diverse årstal, om Desires forhold, om angrebet på farmorens hus og om sheikernes besøg hos farmoren. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at der kom tre sheiker på besøg hos farmoren 1 til 1½ uge efter hun fandt ud af, at brødrene var homoseksuelle, og at besøget foregik i stuen, mens [storebroren] har forklaret, at der kom fem sheiker på besøg i marts 2011, efter at farmoren havde opdaget, at ansøgeren og [storebroren] var homoseksuelle i slutningen af 2010. [Storebroren] forklarede i den forbindelse, at besøget foregik i hans soveværelse sammen med tre sheiker, mens de øvrige to sheiker var i stuen sammen med farmoren. Endelig har [klagerens lillebror] i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte om episoden fra [storebroren] eller [ansøgeren]. [Lillebroren] har i øvrigt forklaret, at både [ansøgeren]og [storebroren] stak af fra sheikerne og var væk hele natten, hvor han selv kom hjem, mens ansøgeren har forklaret, at det alene var ham, der løb fra stedet. Ansøgeren og [storebroren] har tillige forklaret divergerende om antallet af angreb på farmorens hus. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om sine seksuelle forhold i Uganda. Ansøgeren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han alene havde et forhold til […], men at der ikke var tale om et seksuelt forhold. Han har efter modtagelse af afslaget fra Udlændingestyrelsen over for LGBT Asylum oplyst, at han tillige havde et forhold til sin brors kæreste […]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret uddybende om karakteren af de seksuelle forhold til […] og [brorens kæreste]. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte episoder eller om sine personlige forhold eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at [storebroren] har det dårligt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle have været udsat for forfølgelse på grund af egen eller broderens angivelige homoseksualitet til grund. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark, har haft tilknytning til organisationen LGBT Asylum kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft to homoseksuelle forhold i Uganda, at han er ven med […], der ifølge en mail fra [vennen] selv er åbent homoseksuel, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret homoseksuel i Uganda, og at han efter sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/9/NKE
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk barganda fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive diskrimineret, fængslet, tortureret og slået ihjel af myndighederne og befolkningen, og at hans mor vil blive dræbt, eftersom ansøgeren er homoseksuel og visse mennesker finder homoseksualitet unaturligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2002-2003 mødte en mand ved navn [A], der gik på samme gymnasium som ansøgeren. De blev kærester og var kærester frem til ansøgerens udrejse fra Uganda i 2014. De var seksuelt aktive i al den tid, de var kærester. Ansøgeren har herudover haft to andre homoseksuelle partnere, [B] og [C]. Han mødte dem begge i 2006 eller 2007. I slutningen af 2007 bad ansøgeren [B] om penge, hvortil [B] svarede, at han ikke havde nogen penge. Ansøgeren vidste, at [B] løj, og han truede derfor [B] med at afsløre deres forhold. [B] truede med, at han ville skære hovedet af ansøgeren. Ansøgeren flygtede derfor til Sverige, hvor han søgte asyl i 2008. Han vendte tilbage til Uganda i 2010. I midten af 2013 blev ansøgeren opsøgte af omkring seks personer. De havde kæppe med og kastede sten efter ansøgeren. Ansøgeren løb væk fra sin mors bopæl og hen til [A]. En måned senere blev ansøgeren overfaldet, da han var på vej hjem fra træning. Han blev slået i ryggen og faldt ned på jorden, hvorefter han blev slået med kæppe over hele kroppen. Det lykkedes ansøgeren at løbe væk og hoppe på en bodo-boda, en slags knallert-taxa, for at slippe væk. I 2014 talte ansøgeren med [A] om at forlade Uganda, eftersom forholdene for homoseksuelle var dårlige. De slog ikke op med hinanden, men aftalte, at de skulle ses igen og måske bo sammen. [I foråret] 2014 indrejste ansøgeren i Danmark på et visum han havde fået på baggrund af en invitation fra en kvinde, [D], som ansøgeren var blevet proforma gift med. Efterfølgende søgte han om familiesammenføring, men ansøgningen blev afslået, da hans og [Ds] forhold ophørte i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende blandt andet i forhold til, hvad han har forklaret overfor de svenske myndigheder i forbindelse med asylansøgningen dér i 2008, ligesom forklaringen også i øvrigt har været upræcis og usammenhængende. Ansøgeren opgav således overfor de svenske myndigheder sit navn til at være [FF, født i] 1984, mens han i Danmark har opgivet, at han hedder [GG og er født i] 1983. I forbindelse med asylsagen i Sverige forklarede ansøgeren, at hans farbror i [efteråret] 2001 introducerede ham for general [B], som han herefter arbejdede for og boede hos frem til 2008, hvor generalen og hans folk bortførte ham til Sverige. Han forklarede, at [B] og hans folk udnyttede ham seksuelt flere gange, ligesom de mishandlede ham ved at slå ham med våben. Han forklarede videre, at han via ansættelsen hos [B] kom i besiddelse af oplysninger om en række strafbare forhold, generalen havde begået, og om generalens forhold blandt andet til [højt stående politikere]. I forbindelse med den danske asylsag har ansøgeren derimod i oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen den […] forklaret, at han i 2007 til 2008 havde et homoseksuelt forhold til [B], som han i 2007 bad om penge, hvilket [B] afslog. Da ansøgeren truede med at afsløre deres homoseksuelle forhold, truede [B] med at slå ansøgeren ihjel, hvorefter han i 2008 flygtede til Sverige, hvor han søgte asyl. I asylsamtalen den […] har ansøgeren derimod forklaret, at [B] var interesseret i ham, men at de aldrig har haft et seksuelt forhold, mens han under mødet i nævnet på ny har forklaret, at han og [B] havde et seksuelt forhold. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en forklaring på disse mange divergenser om karakteren af hans og [Bs] forhold. Det bemærkes videre, at det forekommer usandsynlig, at ansøgeren skulle have fundet på et andet asylmotiv i Sverige af frygt for, at [B] kunne spore ham, eftersom han netop forklarede om [B] også overfor de svenske myndigheder. I modsætning til forklaringen, som ansøgeren har afgivet i Danmark, forklarede han ikke i forbindelse med den svenske asylsag, at han var homoseksuel, derimod forklarede han, at han forud for udrejsen i 2008 havde en kvindelig kæreste ved navn [E], der havde været gravid men havde aborteret. Under mødet i nævnet har ansøgeren videre forklaret udbyggende med hensyn til, at hans onkel blev bekendt med, at han var homoseksuel, og derfor truede ham med, at han ville blive udstødt af familien. Endelig bemærkes, at ansøgeren har bekræftet, at facebooksiden […] tilhører ham, men at han ikke er bekendt med, at der via denne side er lagt en række oplysninger ud, der ikke harmonerer med hans asylmotiv blandt andet, at han 2013 var i færd med at bygge hus i Uganda og om en kvindelig kæreste, ligesom han ikke kan give en forklaring på, hvorfor denne side er blevet gjort utilgængelig umiddelbart forud for mødet i nævnet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel, og at han på den baggrund vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Uganda. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/8/snd
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra Kampala i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at blive slået ihjel af [Ns] far, fordi han tror, at ansøgeren introducerede [N] for homoseksualitet, og at ansøgeren og [N] var kærester. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af myndighederne i Uganda på grund af hendes seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev kæreste med [S. K.] i 2011, hvorefter ansøgeren lærte hendes kusine, [N], at kende i 2013. [Efteråret] 2014 blev ansøgeren kidnappet af fire mænd. Ansøgeren blev kørt til en ukendt bygning, hvor hun blev låst inde i et rum. Ansøgeren var tilbageholdt i tre uger. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for grove fysiske overgreb, ligesom hun blev udsat for et seksuelt overgreb. I forbindelse med tilbageholdelsen fik ansøgeren at vide, at [Ns] far havde betalt de fire mænd for at slå ansøgeren ihjel, da han mente, at hun var kærester med [N]. Ansøgeren har oplyst, at hun alene har haft et venskabeligt forhold til [N]. Under tilbageholdelsen tilbød ansøgeren mændene, at hun ville betale penge til dem, hvis de ville løslade hende. Ansøgeren fik lov til at tage kontakt til din fætter, [E], og ansøgeren bad ham om at fremskaffe fem millioner ugandiske shilling. Ansøgerens fætter betalte pengene til kidnapperne på [efteråret] 2014, hvorefter ansøgeren blev løsladt samme dag på betingelse af, at hun skulle udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste af Uganda samme dag, som hun blev løsladt. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin bortførelse og konflikten med [Ns]far til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i forbindelse med bortførelsen. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren forklaret, at begge mænd, som sad på bagsædet, havde pistoler på sig. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun kun så en mand med en pistol i bilen. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren endvidere forklaret, at hun blev afhørt den første dag under tilbageholdelsen, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen af [foråret] 2016 har forklaret, at hun hverken blev afhørt, truet eller spurgt om noget den første dag. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren derudover forklaret, at manden, der udsatte ansøgeren for det seksuelle overgreb, var bevæbnet med både pistol og kniv. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at manden kun havde en kniv. Endelig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 forklaret, at hun blev kørt til Mukono, hvor de udvekslede ansøgeren med løsesummen. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens fætter kom med løsesummen til huset, hvor hun var tilbageholdt, hvorefter ansøgeren fik lov til at forlade det sted, hvor hun havde været kidnappet. Flertallet finder endvidere, at det forekommer mindre sandsynligt, at bortførerne slap ansøgeren fri, fordi hun lovede dem at forlade landet og aldrig vende tilbage, særligt henset til at de var hyret af en magtfuld person til at slå hende ihjel, og at løsesummen var 5.000.000 Uganda shilling. Endelig finder Flygtningenævnets flertal ansøgerens forklaring om selve bortførelsen utroværdig. Flertallet har herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren fulgte med en fremmed mand hen til en bil med tre andre fremmede mænd, fordi manden havde sagt, at nogen ville tale med hende, og at ansøgeren satte sig ind i bilen, fordi de fremmede mænd spurgte hende, om ikke hun kendte [S] og [N], hvorefter de tilbød hende et lift. Foreholdt dette under asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret bl.a., at det også var meget svært at finde en taxa. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at manden sagde, at hun skulle med for at hilse på en, og at mændene fortalte, at de var i familie med [S] og [N]. Endvidere har ansøgeren for nævnet forklaret, at langt de fleste taxaer køres af privatpersoner, hvorfor hun ikke var utryg ved at køre med folk, hun ikke kendte. Flertallet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin bortførelse og konflikten med [Ns] far i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren er homoseksuel, men uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder et flertal i Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnets flertal henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnets flertal har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft flere længerevarende faste homoseksuelle forhold i Uganda siden 1996, og at hun – bortset fra konflikten med [Ns], far, som et flertal i Flygtningenævnet har forkastet – ikke har eller har haft nogen konflikter med myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger. Ansøgeren har heller ikke eller har haft nogen konflikter som følge heraf med familiemedlemmer eller andre privatpersoner. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/7/KAA
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 1993. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er ugandisk statsborger. Ansøgeren har oplyst, at han ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder eller civilbefolkningen i Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke har været i Uganda siden sin udrejse i 1986, og at han ikke har adgang til en bolig i landet, ligesom han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far var et fremstående medlem af partiet Uganda Peoples Congress (UPC), og at han fungerede som partiformand for distriktet Luwero frem til sin fængsling i 1986. Faren blev som følge af sine aktiviteter slået ihjel af myndighederne, ligesom personer med tilknytning til faren blev slået ihjel. Ansøgerens bror og to farbrødre – der ligeledes var medlemmer af UPC – blev således ligeledes slået ihjel af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han risikerer at blive slået ihjel af myndigheder eller civilbefolkning i Uganda, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – der under behandlingen af tidligere asylansøgninger i Danmark, Luxembourg og Norge har opgivet skiftende navne og nationaliteter – efter sin egen forklaring ikke har været i Uganda i 30 år, og at det alene beror på hans egne, ubekræftede formodninger, at han er efterstræbt som af ham beskrevet. Ansøgerens mangeårige ophold uden for Uganda og den omstændighed, at han ikke har bolig i Uganda eller identifikationspapirer, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/6/LAJ
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har støttet kongefamilien i Uganda. Ansøgeren har endvidere sendt breve til diverse vestlige ambassader om forholdene i Uganda, primært vedrørende menneskerettigheder og korruption. Ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at blive efterstræbt og slået ihjel af den siddende regering, idet regeringen efterstræber personer, der sympatiserer med kongefamilien i Uganda, og som skriver kritiske breve til udenlandske myndigheder om regeringen i Uganda. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af præsidenten, fordi ansøgeren i 1994 hjalp amerikanerne i forbindelse med konflikten i Rwanda. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, og at blive udsat for chikane af myndighederne på grund af hans seksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at støtte kongefamilien i 1994. Dette gjorde ansøgeren ved at skrive anmodninger til udenlandske ambassader om hjælp til kongefamilien, samt ved at arrangere et besøg af kongen i byen […]. Ansøgeren blev [i foråret] 1994 overfaldet af tre ukendte gerningsmænd i bydelen […] i Kampala, som han formoder, var blevet sendt af sikkerhedstjenesten. Ansøgeren formåede at flygte fra personerne. Ansøgeren flygtede til Sydafrika. Ansøgeren blev [i sommeren] 1999 opsøgt nær hans bopæl af medlemmer af gruppen […], som ventede på ham ude foran ansøgerens bopæl. Ansøgeren formoder, at de ville have skudt ham, såfremt han var gået ud til dem. Der skete dog ikke noget. I 2002 udtalte præsidenten på TV, at regeringen eftersøgte alle de personer, der havde skrevet kritiske breve om den siddende regering. Ansøgeren blev [i starten af] 2013 bortført af folk fra sikkerhedstyrkerne i Kampala, da han satte sig ind i en bil, som han troede tilhørte en af hans kunder. Da ansøgeren kom ind i bilen, blev han truet med pistoler, og fik tape for øjnene. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og udspurgt om de breve, han havde skrevet. På et tidspunkt mistede ansøgeren bevidstheden. Ansøgeren blev kørt til FN’s hovedkvarter i Kampala og smidt på gaden. [I foråret] 2013 fandt ansøgeren ud af, at en person ved navn [A] var blevet hyret af nogle soldater til at slå ham ihjel, hvorefter han rejste fra byen […] til Kampala. Ansøgeren har om sine problemer vedrørende hans hjælp til amerikanerne oplyst, at han hjalp amerikanerne med at styrte regeringen i Rwanda i 1994. Dette gjorde ansøgeren ved at skrive tre breve [i starten af] 1994. Brevene handlede om, hvordan man kunne redde befolkningen i Rwanda. Ansøgeren modtog dog ikke noget svar på brevene, og gjorde derfor ikke andet for at hjælpe amerikanerne. Ansøgeren har vedrørende sin seksualitet oplyst, at hans daværende kæreste [i slutningen af] 2004 opdagede, at han havde seksuelt samkvem med en mand. Dagen efter forlod ansøgerens kæreste ham. Fra 2004 til 2014 levede ansøgeren som aktiv homoseksuel i Uganda. Ansøgeren og hans mandlige partnere måtte konstant flytte fra sted til sted for at undgå, at de lokale fandt ud af noget. [I sommeren] 2012 kastede nogle ukendte personer fra lokalbefolkningen med sten på den bolig, hvor ansøgeren boede med sin mandlige partner. Dette skete omkring 30 gange i en periode på halvanden måned, hvorfor ansøgeren og hans mandlige partner måtte flytte derfra. [I starten af] 2014 blev ansøgeren og hans mandlige partner opdaget, imens de havde seksuelt samkvem. Dagen efter blev ansøgerens mandlige partner overfaldet af en gruppe ukendte personer. Da nogen fra folkemængden fik øje på ansøgeren, løb de efter ham. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren blev i forbindelse hermed slået af en af de personer, der jagtede ham. Det lykkedes ansøgeren at flygte ved at hoppe over et vandløb. Ansøgeren så aldrig sin mandlige partner igen. Efter at have opholdt sig i [by] i to dage, tog ansøgeren hjem til bydelen […] i Kampala. Her blev ansøgeren indtil [foråret] 2014. Ansøgeren følte sig nødsaget til at flytte, fordi udlejeren mistænkte ham for at være homoseksuel. Fra [foråret] 2014 til udrejsen [i sommeren] 2014 boede ansøgeren forskellige steder i Kampala. Flygtningenævnet finder at ansøgerens generelle troværdighed er stærkt svækket, idet han tidligere har søgt asyl under anvendelse af falsk pas, andet navn og fødselsdata samt med andre asylmotiver, der ved de tidligere afgørelser er fundet utroværdige. Ansøgeren har endvidere erkendt, at han overfor danske og svenske myndigheder har givet ukorrekte oplysninger, herunder om tidligere kvindelige partnere, om han havde børn og om han tidligere havde søgt asyl. Endelige bemærker nævnet, at han har angivet at have mange forskelligartede konflikter. Flygtningenævnet finder at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om episoden [i foråret] 2013, idet det findes utroværdigt at styret skulle have indgået aftale med en lejemorder, der dog ikke var bekendt med ofrets identitet, og hvor lejemorderen skulle have fortalt dette til ansøgeren, som han ikke kendte. Flygtningenævnet finder endvidere, at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om episoden [i starten af] 2013, hvor mulige sikkerhedsfolk skulle have haft interesse i at forfølge ham, beslaglægge hans breve på posthuset, og efterfølgende udsætte ham for vold som følge af de samme breve. For så vidt angår ansøgerens forklaring om hans homoseksuelle aktiviteter finder nævnet ligeledes, at kunne tilsidesætte dem som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren synes uden kendskab til markante episoder for de ugandiske homoseksuelle, ligesom nævnet finder det påfaldende at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke igennem de seks måneder han befandt sig i Uganda, forsøgte at opspore sin samlever gennem otte år, som han vidste, var blevet udsat for grov vold. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i henhold til sin forklaring om episoderne [i slutningen af] 2004 og [i starten af] 2014 udsatte sig for en betydelig risiko for at blive opdaget som homoseksuel. Endelig finder nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder hvorvidt chaufføren deltog i voldsudøvelsen [i starten af] 2014, hvilke våben gerningsmændene var i besiddelse af under episoden [i starten af] 2013, om han anførte sit navn på henvendelserne til ambassaderne og hvor han boede i perioden […] 2014 til udrejsen. Idet Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden har ansøgeren ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/5/SHH
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er muganda og protestant fra Kampala. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af lokalbefolkningen og politiet, idet han er homoseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han på sin kostskole, […], flere gange havde samleje med sin daværende kæreste […]. En gang så opsynsmanden, at de havde sex, og meddelte dette til skolens leder, […], som foreviste dem for de andre elever og fortalte eleverne, hvad ansøgeren og [hans kæreste] havde gjort. Flere af eleverne råbte ad dem og sagde, at de ville straffe dem. Ansøgeren og [hans kæreste] blev samme dag bortvist. Hans far måtte derfor hente ham på skolen. Da de kom hjem, smed hans far ham ud og sagde, at han ikke skulle vise sig mere. De næste to dage gemte ansøgeren sig hos en ven i Kampala. Derefter gemte han sig uden for Kampala i fire måneder hos [sin kærestes] bedstemor, indtil han i [sommeren] 2014 udrejste. To dage efter afsløringen ringede ansøgeren til sin søster. Hun oplyste, at beboere i lokalområdet og politiet ledte efter ansøgeren på grund af afsløringen. I Danmark er ansøgeren blevet kæreste med en mand fra Uganda, der i […] 2016 har fået asyl. Ansøgeren har i Danmark deltaget i en række LGBT Asylum-arrangementer, hvilket blandt andet fremgår af flere danske udtalelser, kærestens forklaring til de danske myndigheder og en række fotos på hans åbne Facebook-profil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans identitetspapirer og udrejsen til grund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren i Danmark har oplyst, at han har anmeldt tyveri af sin taske med penge og pas til det danske politi, men at politiet ikke har kunnet bekræfte, at en sådan anmeldelse har fundet sted. Der er endvidere, efter at ansøgeren første gang har afgivet forklaring, fremkommet oplysninger om ansøgerens pas, hvoraf fremgår, at ansøgeren har været i Rwanda og i Kampala-lufthavn, hvilket er i direkte modstrid med ansøgerens forklaring om, hvor han har været. Ansøgerens forklaring om, at hans far i forbindelse med, at han bortviste ansøgeren, smed sit eget identitetskort ud sammen med ansøgerens få ejendele, således at ansøgeren senere kunne give det til [sin kæreste] og bruge det ved visumansøgningen, findes meget usandsynlig. Ansøgeren er endvidere ikke fremkommet med en rimelig forklaring på flere af de øvrige dokumenter, der er anvendt som bilag til visumansøgningen, herunder flybilletter, der ikke stemmer med ansøgerens forklaring om hans rejserute. Ansøgerens forklaring i nævnet om sit besøg på det norske ambassade har tillige fremstået meget usikker og lidet troværdig, hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans nationalitetspas, i forbindelse med udrejsen, blev kontrolleret på den ugandiske side af grænsen eller på den kenyanske side. Henset hertil samt til at det må antages, at ansøgeren har forklaret urigtigt om sin alder, er ansøgerens generelle troværdighed svækket. For så vidt angår ansøgerens forklaring om afsløringen af forholdet til [hans kæreste], bemærker nævnet, at forklaringen om, den for motivet vigtige, telefonsamtale med søsteren, fremtrådte meget usikker og må forkastes. Ansøgeren har tillige oplyst, at lederen af kostskolen hedder noget andet end det, som Udenrigsministeriet, efter undersøgelse, er kommet frem til. Ansøgeren har også forklaret uoverensstemmende om, hvor længe inden udrejsen, forholdet blev opdaget. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at et seksuelt forhold til [sin kæreste] er blevet opdaget. Et flertal i Flygtningenævnet lægger derimod til grund, at ansøgeren, som forklaret, er homoseksuel, og at han i Danmark har haft et forhold til en ugandisk mand, der har fået asyl. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren under hele asylsagsforløbet har forklaret om sin homoseksualitet, og at det han har anført herom, i det væsentlige har været overensstemmende, når der bortses fra forklaringen om afsløringen. Flertallet lægger endvidere betydelig vægt på det indtryk, ansøgeren har efterladt i nævnet, når han har beskrevet sin homoseksualitet. Flertallet finder endvidere, at det kan indgå i vurderingen med en vis vægt, at diverse udtalelser fra Danmark samt fremlagte fotos støtter, at ansøgeren er homoseksuel. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil fortsætte med at være aktiv homoseksuel. Efter en vurdering af også de nyeste baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder flertallet herefter, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i alvorlig risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2016/4/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 K-status til en mandlig statsborger samt fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra Kawempe, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødtes med sin mandlige kæreste, [navn] på sin families bopæl dagen før hans søsters dimissionsfest i sommeren 2013. Ansøgeren sov sammen med sin kæreste i sit værelse, der lå i et anneks til hovedhuset. Den efterfølgende morgen havde ansøgeren sex med sin kæreste, men de blev opdaget af en af gæsterne, der skulle deltage i festen. Der kom flere folk til, og de hev ansøgeren og kæresten ud af soveværelset, imens de slog og sparkede dem. Folk begyndte at hente dæk, der skulle bruges til at brænde ansøgeren og kæresten. En sikkerhedsvagt ved navn, […], der var til stede var bevæbnet, og hjalp ansøgeren og kæresten fri af menneskemængden. [sikkerhedsvagten] placerede ansøgeren og hans kæreste i sin bil og kørte dem til en fængselslignende ejendom, hvor de blev spærret inde. Her blev ansøgeren tilbageholdt i fire til fem måneder. En dag kom ansøgerens søster og hentede ham. Ansøgeren boede efterfølgende i skjul hos hans søster, indtil han udrejste i sommeren 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans oplevelser under festen og det efterfølgende forløb i Uganda til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der kom en person, som han ikke så, men som gled i noget og larmede, ind i rummet og opdagede ansøgeren og hans kæreste, eller om der alene var tale om en person, som ansøgeren så var kvinde, der kiggede ind i værelset. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at have sex med sin mandlige kæreste uden at låse døren, når han vidste, at der var mange mennesker til stede på ejendommen, og han samtidig ønskede at holde sit forhold til kæresten hemmeligt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der hjalp ham og kæresten væk fra stedet, og om hvordan det foregik. Endelig har ansøgeren ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit og kærestens ophold i et aflåst rum eller om sin løsladelse og sit senere ophold hos sin søster. Ansøgerens forklaring om episoderne i Uganda fremstod i øvrigt under nævnsmødet uden detaljer, ligesom ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål om tilbageholdelsen og om sin families forhold. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han udrejste af Uganda på grund af de svære forhold for homoseksuelle, uden at han dog selv havde været udsat for forfølgelse i den anledning. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgeren i Danmark lever som homoseksuel, og at han i et vist omfang er profileret igennem arrangementer mv. i foreningen […]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det fremlagte materiale og på ansøgerens præcise svar vedrørende sine forhold i Danmark samt på hans fremtræden under nævnsmødet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ved en genindrejse i Uganda risikerer at blive udsat for forfølgelse af lokalbefolkningen som følge af sin åbenlyse homoseksualitet. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han, der nu deltager i diverse offentlige arrangementer og lever åbent med sin homoseksualitet, ikke i Uganda vil leve skjult med sin seksualitet, og at i hvert fald hans familie er klar over, at han er homoseksuel, samt at familien ikke støtter ham i hans seksuelle orientering, ligesom de ikke vil hjælpe ham eller have kontakt med ham, hvorfor han ikke kan forvente familiens beskyttelse ved angreb fra lokalbefolkningen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2016/3/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og protestant fra [landsby]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive opsøgt og dræbt af sin eksmand, da hun har haft et seksuelt forhold til hans datter. Som asylmotiv har hun tillige henvist til, at hun frygter at blive brændt af indbyggerne i Kampala bydelen [B], der har fået kendskab til hendes seksuelle overbevisning og forhold til kvinden [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun som meget ung blev viet til en ældre muslimsk mand. Den muslimske mand havde i forvejen en datter, [A], samt to sønner. På et tidspunkt indledte ansøgeren og [A] et hemmeligt seksuelt forhold. Ansøgeren havde længe vidst, at hun var tiltrukket af kvinder og ikke mænd. Ansøgeren var blevet tvunget til at indgå ægteskab med en mand. I 2007 fik ansøgerens eksmand kendskab til hendes og [A]s forhold, der på daværende tidspunkt havde stået på i mange år. Ansøgeren og [A] blev konfronteret med eksmandens viden på bopælen, hvor han var voldelig over for ansøgeren og sagde, at hun havde bragt skam over hans hus. Det lykkedes derefter ansøgeren at flygte fra bopælen. Efterfølgende tog ansøgeren, [A] og ansøgerens to yngste børn ophold i bydelen [B], hvor de levede sammen under dække af, at ansøgeren var [A]s mor. I [foråret] 2014 oplevede de igen problemer med ansøgerens eksmand. Sammen med en gruppe af mænd, herunder ansøgerens ældste søn, opsøgte han dem en nat på bopælen i [B]. De medbragte petroleum, idet de ville brænde ansøgeren og [A]. Ansøgerens eksmand fortalte udlejeren sandheden om ansøgerens og [A]s forhold, men udlejeren troede ham ikke og råbte op om, at hun blev voldtaget. Naboerne kom til huset, hvilket fik ansøgerens eksmand til at flygte fra stedet. Ansøgeren og [A] flygtede med sammenbundne hænder og på bare fødder fra stedet. De gemte sig i et tomt hus, der var under opførelse. Næste morgen blev de opdaget af en håndværker, der arbejdede på opførelsen af huset, og som indvilligede i at hjælpe dem mod at have samleje med dem begge. De kørte senere til landsbyen [C], hvor ansøgeren holdt sig skjult ved en heksedoktor, mens [A] planlagde, hvordan ansøgeren kunne udrejse af Uganda. [A] arrangerede, at ansøgeren udrejste af Uganda med fly [efteråret] 2014 med hjælp fra en europæisk mand ved navn Lars. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet, herunder at ansøgeren er lesbisk, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring ganske vist har været konsistent, og at der ikke har været mange divergenser, men på den anden side har forklaringen overordnet handlet om meget få episoder, og ansøgeren har virket usikker og tøvende, når hun er spurgt ind til omstændigheder, som hun ikke hidtil har forklaret om. Dertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring savner en indre logik, og at den har været usandsynlig på en række punkter og virker konstrueret. Flygtningenævnet finder således, at det er usandsynligt, at ansøgeren - som den yngste og mindst erfarne - over for såvel [D], som [A]har taget initiativet til et lesbisk forhold, ikke mindst på baggrund af, at ansøgeren fremtræder meget tilbageholdende og fåmælt. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det er usandsynligt, at ansøgeren stort set intet kan forklare om [A], herunder hendes uddannelse og job, selvom de har haft mere end 20 års samliv. Flygtningenævnet finder videre, at det er ulogisk, at [A] skulle arrangere ansøgerens flugt alene i en situation, hvor [A] selv måtte være mindst lige så eksponeret, som ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle først kunne efterspore ansøgeren syv år efter, at ansøgeren forlod ægtefællen og bosatte sig sammen med [A]. Det er ligeledes usandsynligt, at ansøgerens to halvvoksne børn, som boede sammen med ansøgeren og [A] i en lille lejlighed, ikke kendte til deres lesbiske forhold. Med hensyn til episoden i 2014 finder Flygtningenævnet ligeledes, at det er usandsynligt, at ansøgeren og [A] med sammenbundne hænder og bare fødder skulle kunne flygte fra en meget stor gruppe mænd, der kom for at slå dem ihjel, og at mændene kunne afledes på den måde ved hjælp af naboen, som ansøgeren har forklaret om. Flygtningenævnet finder, at det er utroværdigt, at ansøgeren og [A] ingen aftale havde om, hvorledes de skulle mødes igen. Videre er det et mindre sandsynligt sammentræf, at ansøgeren netop skulle møde en lesbisk asylansøger fra Uganda med tilknytning til LGBT på Hovedbanegården, dagen efter at ansøgeren havde søgt asyl i Sandholm og angiveligt skulle mødes med nævnte Lars, som imidlertid udeblev. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/2
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra sin ægtefælle, sine forældre eller lokalbefolkningen, herunder det muslimske samfund, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som 13 årig indledte et seksuelt forhold til en kvindelig lærer, [A], der underviste på den kostskole, som ansøgeren gik på. Forholdet endte fire år senere, idet læreren stoppede med at undervise på kostskolen. Ansøgeren har efterfølgende været i forhold med andre kvinder. Ansøgerens far opdagede, at ansøgeren var til piger, og han besluttede sig derfor for at finde en mand til ansøgeren. I [starten] af 2001 blev ansøgeren islamisk viet med en mand ved navn [B]. I 2004 indledte ansøgeren et forhold til en kvinde, [C]. I [foråret] 2012 blev der afholdt en officiel bryllupsceremoni. Ansøgeren har fået to børn med [B]. Ansøgeren har i Danmark været og er stadig i et længere kæresteforhold med [D], der har fået asyl i Danmark. Ansøgeren har videre forklaret, at hun i Danmark har været meget aktiv i LGBT-sammenhænge. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om det passerede i Uganda til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og usammenhængende og kan herom blandt andet henvise til begrundelsen i Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2014, der vedlægges som bilag I. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke var profileret som homoseksuel eller asylbegrundende forfulgt af hverken myndigheder eller civilbefolkningen som følge af homoseksualitet ved sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har levet åbent med sin homoseksualitet, og at hun i nogen grad har profileret sig i Danmark som aktiv i LGBT Asylum. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene som følge af sin homoseksualitet og sin profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren i [foråret] 2015, oplyste, at hun var homoseksuel til en medarbejder på den ugandiske ambassade i Danmark, og at ambassade derefter afviste at udstede et rejsedokument til hende, kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at den ugandiske ambassade i Danmark efterfølgende og med viden om, at ansøgeren er homoseksuel, har udstedt et rejsedokument til hende. Endelig kan det forhold, at der i en ugandisk avis i sommeren 2016 er skrevet, at der skal hjemsendes tre homoseksuelle kvinder fra Danmark til Uganda, ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er identificeret i artiklen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/15/SOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [en by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra lokalbefolkningen eller fra familiemedlemmer, idet hun er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller blive henrettet af de ugandiske myndigheder, idet hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun omkring 1990 erfarede, at hun var homoseksuel, og at hun siden har været i flere forhold med kvinder. Ansøgeren har videre forklaret, at det er kommet til hendes families samt lokalbefolkningens kendskab, at hun er homoseksuel, samt at hun har været udsat for overgreb i Uganda som følge af dette. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet i forbindelse med bevisvurderingen i sagen har taget højde for ansøgerens særlige sårbarhed og psyke, som efter det oplyste betyder, at ansøgeren kan have svært ved at huske og forklare sig. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i sin landsby blev udsat for chikane og en korrektionsvoldtægt, da lokalbefolkningen fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens familie har slået hånden af hende på grund af hendes homoseksualitet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i en længere periode på ca. 9 år forud for sin udrejse boede hos en veninde i [en by], og at hun i den periode havde forskellige partnere, men at hun ikke oplevede overgreb på grund af sin homoseksualitet. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i Danmark har levet åbent med sin homoseksualitet, og at hun efter det første afslag på asyl har haft tilknytning til LGBT Asylum, hvor hun i nogen grad er blevet profileret. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der ikke ved udrejsen af Uganda var særligt profileret som homoseksuel og ikke var i modsætningsforhold til nogen, ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene som følge af sin homoseksualitet og sin profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Endelig kan det forhold, at der i en ugandisk avis i sommeren 2016 er skrevet, at der skal hjemsendes tre homoseksuelle kvinder fra Danmark til Uganda, ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er identificeret i artiklen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/14/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen protestant af trosretning fra Uganda. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark [i sommeren] 2008 og søgte asyl under navnet [X]. Ansøgeren oplyste på det tidspunkt som sit asylmotiv, at han havde været politisk aktiv for partiet Forum for Democratic Change, og at regeringen derfor anså ham for forræder, og de ville fængsle og henrette ham. Flygtningenævnet stadfæstede [i starten af] 2010 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. Ansøgeren har under nuværende asylsag oplyst, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under nuværende asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at få problemer med [A]-familien, idet en person fra familien blev tortureret og forsvandt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet han er homoseksuel. Han har ligeledes henvist til, at han frygter at blive dræbt af regeringen, idet de tror, at folk, der udrejser af Uganda, udleverer hemmelige dokumenter og andre oplysninger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke er tiltrukket af kvinder, og at han kunne mærke, at han var tiltrukket af drenge, da han var 12 år gammel. Ansøgeren var på det tidspunkt ofte sammen med én, der hed [B]. Ansøgeren arbejdede i hæren i Uganda fra 1997 til 2007. Ansøgeren havde samleje med mandlige soldater, mens han var i hæren, når de var låst inde sammen. Ansøgeren havde ikke nogen rang i hæren. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde to opgaver, mens han var i hæren. Den ene opgave var at torturere personer, der ikke sagde det, de var blevet bedt om. Det var for eksempel personer, som talte negativt om regeringen. Den anden opgave bestod i at slå personer ihjel. Ansøgeren kendte ikke de personer, som han slog ihjel. Han kunne ikke lide at slå folk ihjel, men han udførte altid ordrerne, og han sagde ikke fra, da han var bange for at blive slået ihjel af chefen, hvis han sagde fra. Ansøgeren har videre forklaret, at han også tjente penge ved at købe mad hos bønder og sælge det videre, hvilket han gjorde fra 1994 til 2001. Ansøgeren udrejste af Uganda og søgte asyl i Danmark første gang i [sommeren] 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at han i 2008 søgte asyl i Danmark med et helt andet asylmotiv. Under den sag blev der fremlagt en del dokumenter, herunder pas og visum. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det anvendte navn var forkert, at asylmotivet var opdigtet, og at dokumenterne var falske. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under en asylsamtale i Norge alene har nævnt homoseksualitet som asylmotiv og dermed ikke nævnt konflikter med [A]-familien eller problemer som følge af hans militære karriere. Det fremgår af udskriften, at ansøgeren dér har anvendt navnet [C]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at dette navn fremkom, idet han bar et ID-kort, der tilhørte en anden. Det fremgår imidlertid af dokumenterne fra Norge, at han ikke havde nogen form for ID-dokumenter på sig. Ansøgeren har under mødet i nævnet erkendt, at han gav de norske myndigheder forkerte oplysninger om rejserute og har ikke nærmere kunne begrunde, hvorfor han trak sin asylsansøgning tilbage, da han blev bedt om at give fingeraftryk. Ansøgeren har under nævnsmødet i den verserende sag forklaret, at han ikke har haft problemer med [A]-familien, og han har nægtet at besvare spørgsmål om sit arbejde i militæret. Ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikterne som følge af sin seksualitet, idet han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke havde problemer forud for sin udrejse fra Uganda, mens han under nævnsmødet afgiver en udbyggende forklaring, hvorefter han var mistænkt og muligt eftersøgt som følge af sin seksualitet. Nævnet tillægger ikke skrivelsen fra LGBT nogen betydning, idet det kan konstateres, at han først kontaktede LGBT i [sommeren] 2016, da han havde fået afslag fra Udlændingestyrelsen på trods af, at han hævder, at han under opholdet i Norge ligeledes var medlem af LGBT. Endelig lægger nævnet vægt på, at han ikke har kunnet eller villet forklare detaljeret om sine aktiviteter for LGBT. Af ovennævnte grunde tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som utroværdig, udbygget og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/13/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen katolik fra Uganda. Ansøgeren har arbejdet for Ungdomsorganisationen […] i syv måneder op til sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hans afdøde fars brødre, [M. og J.], vil slå ham ihjel på grund af en jordstrid. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet på livstid af myndighederne i Uganda på grund af den forbrydelse han er dømt for i Danmark. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for selvtægt i Uganda, og at han ikke vil kunne få et arbejde, fordi det er muligt at fremsøge hans navn og straffeforhold på nettet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af myndighederne i Uganda, fordi han har overskredet gyldighedsperioden på sit ophold indenfor Schengenområdet fastsat i hans visum. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans fars brødre [M. og J.], vil slå ham ihjel, fordi han har arvet en jordlod fra sin far i 2012, som de gerne vil eje. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev opsøgt af [M. og J.] på sin bopæl i Njeru ved en enkelt lejlighed i 2013, og at han i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb, og at de truede ham på livet. Når ansøgeren traf [M. og J.] på gaden i Njeru frem til sin udrejse i [sommeren] 2015, fortalte de ham, at han skulle holde sig væk fra jordloddet. Ansøgerens ægtefælle har desuden fortalt ham, at der på et ikke angivet tidspunkt, har været mænd for at spørge efter ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at de pågældende personer var [M. og J.]. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans bror, som er bosiddende i Danmark, har fortalt ham, at ansøgerens navn og forholdene omkring hans straffesag er tilgængelige på internettet, og at forbrydelsen er af en sådan karakter, at han vil blive udsat for selvtægt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring i byretten under straffesagen forklarede, at hans søskende var blevet sure på ham, fordi hans far havde givet ham noget mere jord, end de havde fået, og at hans søskende havde sagt, at de derfor ville slå ham ihjel. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og i nævnet i dag forklaret, at det var hans farbrødre, der var vrede over, at hans far mundtligt havde testeret jordstykket til ham, og at det er farbrødrene han frygter. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgeren forklaring som utroværdig. For så vidt angår ansøgerens frygt for medlemmerne af organisationen [...], som følge af at han benyttede organisationens midler til at finansiere sin udrejse og ikke deltog i den konference i Holland, han var blevet tilmeldt, bemærker nævnet, at denne frygt alene beror på ansøgerens egen formodning. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har oplyst at han ikke har haft kontakt med organisationen, mens han har opholdt sig i Danmark. Det samme gør sig gældende med hensyn til ansøgerens frygt for at blive straffet i Uganda for at have overskredet gyldighedsperioden for ophold indenfor Schengen som fastsat i hans visum. Det bemærkes herved, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring aldrig har haft nogen konflikter med myndighederne i Uganda. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer at blive fængslet på livstid for den forbrydelse, han er dømt for i Danmark, at blive udsat for selvtægt og ikke at kunne få et arbejde, fordi man vil kunne søge på hans navn på internettet og få oplysningerne om dommen. Flygtningenævnet bemærker, at selve spørgsmålet om dobbeltstraf henhører under domstolene i forbindelse med afgørelsen af udvisningsspørgsmålet. For så vidt angår ansøgerens frygt for selvtægt bemærkes, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans straffedom vil blive kendt i Uganda. Nævnet har herved også henset til ansøgerens oplysning om, at hans navn er almindeligt i Uganda og landets og befolkningens størrelse. For så vidt angår ansøgerens bekymring for mulighederne for at få arbejde i Uganda er dette spørgsmål isoleret set et forhold af socioøkonomisk karakter, der falder uden for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/12/kaa
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der omkring nytåret 2012/2013 fandt et bombeangreb sted, og at bombeangrebet førte til, at personer med ansøgerens udseende blev chikaneret. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hans onkel udsatte ham og brødrene for seksuelle overgreb i 2006. Onklen blev på et tidspunkt i 2009 opdaget i forbindelse med et seksuelt overgreb på ansøgerens bror, hvorfor ansøgerens mormor/farmor smed onklen ud af huset. I 2008 eller 2009 indledte ansøgeren et forhold til en dreng ved navn […], og de blev kærester. I 2010 opdagede ansøgerens mormor/farmor, at ansøgeren og hans bror var homoseksuelle. Af den grund kontaktede mormoren/farmoren [i] marts 2011 nogle sheiker, der skulle udføre et ritual, idet mormoren/farmoren mente, at ansøgeren og broren var besat af dæmoner. Under ritualet, der skete to uger efter, blev ansøgeren slået på lænden og på ryggen. Ansøgeren og broren blev herefter chikaneret af folk i lokalområdet på grund af deres homoseksualitet. I den forbindelse blev bopælen angrebet mindst fire gange. I 2012 rejste ansøgeren til Kampala for at studere. I 2013 modtog ansøgeren og broren beskeder fra nogle for dem ukendte personer, der truede dem, idet personerne mente, at homoseksuelle ødelægger lokalsamfundet. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda […] januar 2015 sammen med sine to brødre. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået kontakt til en LGBT-organisation. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans farbror udførte overgreb på ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var hans mormor eller farmor, som han og hans brødre boede hos. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han i 2012/2013 modtog sms’er af truende karakter. Ansøgeren og hans brødre har dertil forklaret indbyrdes divergerende om diverse årstal, om [ansøgerens kærestes] forhold, om angrebet på farmorens hus og om sheikernes besøg hos farmoren. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at der kom fem sheiker på besøg hos farmoren i marts 2011, efter at farmoren havde opdaget, at ansøgeren og [lillebroren] var homoseksuelle i slutningen af 2010. Han har forklaret, at besøget foregik i hans soveværelse sammen med tre sheiker, mens de øvrige to sheiker var i stuen sammen med farmoren. Ansøgeren har videre forklaret, at [lillebroren] løb fra stedet, og udbyggende har han forklaret, at han selv besvimede ved episodens slutning samt, at sheikerne slagtede dyr, efter [lillebroren] løb, men før han selv besvimede. [Lillebroren] har forklaret, at der alene var tre sheiker, og at episoden fandt sted i stuen. Endelig har [den yngste lillebror] i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte om episoden fra [ansøgeren] eller [lillebroren]. [Den yngste lillebror] har i øvrigt forklaret, at både [lillebroren] og [ansøgeren] stak af fra sheikerne og var væk hele natten, hvor han selv kom hjem. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte episoder eller om sine personlige forhold eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren ikke har sagt således tidligere, eller at han har det dårligt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle have været udsat for forfølgelse på grund af egen eller broderens angivelige homoseksualitet til grund. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark, har haft tilknytning til organisationen LGBT Asylum kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft et homoseksuelt forhold i Uganda, at han er ven med […], der ifølge en mail fra [vennen] selv er åbent homoseksuel, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret homoseksuel i Uganda, og at han efter sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ugan/2016/11/NKE
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen fra sit hjemområde, idet hans to brødre er homoseksuelle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet på livstid i Uganda, idet han ligner sin bror, […], som er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2009 blev udsat for et forsøg på seksuelt overgreb af hans onkel, som han boede sammen med. Ansøgerens farmor smed onklen ud af huset, og ansøgeren har ikke siden set onklen. I 2011 fandt ansøgeren ud af, at hans to brødre er homoseksuelle. Ansøgeren ligner sine brødre, hvorfor lokalbefolkningen også troede, at ansøgeren var homoseksuel. Ansøgeren blev blandt andet ved flere lejligheder kaldt homoseksuel, ligesom han ved en konkret episode i 2013 blev overfaldet på sin skole. På et tidspunkt i 2012, hvor ansøgeren kom hjem til bopælen, erfarede han, at huset var blevet angrebet, idet der var blevet kastet sten gennem vinduerne, ligesom farmoren var blevet slået i hovedet. Familien flyttede efter to uger til et nyt sted i byen […]. To måneder senere kom farmorens veninde og spurgte, om der boede homoseksuelle i huset. Som følge af dette sagde formoren til ansøgeren og brødrene, at de ikke kunne blive boende, og de flyttede derfor til Kampala. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda [i] januar 2015 sammen med sine to brødre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2009 blev udsat for forsøg på et seksuelt overgreb af sin onkel, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens brødres forklaringer om, at de skulle være efterstræbt og i risiko på grund af deres homoseksualitet. Der henvises i den forbindelse til brødrenes afgørelser af dags dato. Flygtningenævnet finder allerede af den grund, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse på grund af sine brødres forhold. Uanset, at ansøgerens brødre måtte være homoseksuelle, har Flygtningenævnet lagt til grund, at de ikke er profilerede i Uganda, og Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er sket en afsmitning i forhold til ansøgeren, der ikke selv er homoseksuel. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han på et tidligere tidspunkt blev overfaldet på skolen og i skoven på grund af brødrenes homoseksualitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Ugan/2016/10/NKE
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter overgreb fra befolkningen, herunder sin egen familie og myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han var omkring 16 år gammel og gik på kostskole. I 1996 indledte ansøgeren et forhold med til mand ved navn [A], som han havde kendt siden 1991. Ansøgeren og [A] mødtes i skjul på hoteller. I 2004 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og [A] fik ansættelse i ansøgerens firma, så de på den måde kunne være sammen i forbindelse med forretningsrejser. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren via en ven bekendt med, at [A]s bopæl var blevet vandaliseret, og der foran denne stod mennesker, der talte om, at [A] var homoseksuel. Nogen havde fundet billeder på [A]s telefon af ham og ansøgeren. Senere den samme dag blev ansøgerens ægtefælle ringet op af en person, der fortalte hende om ansøgerens seksuelle orientering. Ansøgeren benægtede alt og tog derefter ophold på et hotel i 10 dage. I denne periode modtog ansøgeren truende telefonopkald fra ukendte personer, familie, kolleger, beboere fra lokalsamfundet og fra muslimske ledere. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin ven. Ansøgeren udrejste herefter af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt ikke har forsøgt at kontakte [A], som han efter sin forklaring har haft et homoseksuelt forhold til i en årrække. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han og [A] har arrangeret sig med hensyn til leje af hotelværelser, idet han forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at de kunne leje ét hotelværelse på et hotel, uden at dette vakte opsigt, blandt andet fordi hotelpersonalet i et vist omfang selv var homoseksuelle. Foreholdt det usandsynlige heri, har ansøgeren først under nævnsbehandlingen forklaret, at de lejede to værelser, når de var på forretningsrejse, og dette derfor ikke vakte opsigt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han aldrig tidligere har været i Danmark. Foreholdt, at det fremgår af en Facebook-side, at ansøgeren ses med foto fra København fra [sommeren] 2011, har ansøgeren forklaret, at dette foto viser hans enæggede tvillingebroder. Ansøgeren har om sine familieforhold oprindelig oplyst, at han kun havde en søster og en broder, og at disse befandt sig i hjemlandet. Under nævnsmødet foreholdt, at tvillingebroderen ikke er oplyst i familieskemaet, har ansøgeren forklaret, at dette skyldes, at tvillingebroderen siden er død. Foreholdt, at hans moder er oplyst i skemaet, og at hun også er død, har ansøgeren henvist til, at han havde glemt sin tvillingebroder, men hans moder stod klart i hans erindring. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har været forevist det samme billede fra en Facebook-side fra [vinteren] 2015 uden at kunne fremkomme med en troværdig forklaring på, hvorfor hans broder optræder på hans Facebook på dette tidspunkt. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/1/STR
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Muganda og katolik fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter befolkningen, fordi der er mange, der ved, at hun er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2008 gik på kostskole, hvor hun blev smidt ud for at have haft seksuelt samvær med sin kæreste, [L]. Ansøgeren og [L] blev i den forbindelse anmeldt til politiet og taget med på politistationen, hvor de blev afhørt og slået. Deres forældre blev efterfølgende tilkaldt, og fik at vide, hvad der var sket. Ansøgerens fader slog hånden af ansøgeren. Faderen krævede, at ansøgeren flyttede hjemmefra. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin moster. I 2009 oplevede ansøgeren igen problemer på grund af sin seksualitet. Ansøgeren fik besøg af sin kæreste [N] på sin mosters bopæl. Ansøgerens moster opdagede, at ansøgeren og [N] havde samleje. [N] løb fra stedet. Mosteren råbte og skreg, så naboerne kom til stedet. Mosteren bandt ansøgeren, og satte ild til ansøgerens ejendele. Naboerne slog ansøgeren, ligesom hun blev brændt med pinde, efter mosteren havde fortalt dem, hvad der var sket. Politiet kom til stedet, og ansøgeren, mosteren og en nabo blev afhørt. Ansøgeren blev sigtet for at være lesbisk. Mosteren efterlod ansøgeren på politistationen, og sagde, at hun ikke længere ville have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren var fængslet i 14 dage, hvor hun blev udsat for vold, tortur og truet med voldtægt. Efter syv dage fik ansøgeren besøg af en ukendt mand, som oplyste, at han var blevet sendt af hendes kæreste [N], og at han ville forsøge at få hende løsladt. En uge efter kom manden igen, og ansøgeren blev løsladt. I de følgende år, frem til 2014, boede ansøgeren sammen med [N], og hun oplevede ikke i den forbindelse yderligere problemer. I [foråret] 2014 modtog ansøgeren et opkald på sit arbejde fra en ukendt kvinde, der ønskede at mødes med hende. De mødtes efter arbejde på en bar, hvor kvinden beskyldte ansøgeren for at have stjålet hendes kæreste, hvorefter situationen udviklede sig til håndgemæng mellem ansøgeren og kvinden. Ansøgeren flygtede fra baren ved hjælp af en motorcykeltaxa. På motorcykeltaxaen ringede ansøgeren til [N], der bad ansøgeren om at køre til byen Kawempe, hvor [N] i ville mødes med hende. Ansøgeren blev kort tid herefter ringet op af en nabo, som fortalte, at nogen havde brudt ind på ansøgerens og [N’s] bopæl, havde smidt deres effekter udenfor, og sat ild til effekterne. Ansøgeren og [N] overnattede i Kawempe, og tog den efterfølgende dag ophold hos en af [N’s] veninder, [B], i byen [A]. Ansøgeren opholdt sig hos [B] i 4-5 måneder, inden hun udrejste af Uganda. I løbet af de måneder hjalp en af [N’s] venner ved navn [S] ansøgeren med at få et visum til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine udrejse-, pas- og visumforhold må tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på oplysningerne i ansøgerens visumsag og på, at forklaringen om ” [S’s]” hjælp i forbindelse med visumansøgning og udrejse fremstår konstrueret. Et flertal af nævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om, at hun er homoseksuel og har levet og lever som sådan, må lægges til grund. Flertallet er opmærksom på visse mindre divergenser i ansøgerens forklaring om episoderne i 2008, 2009 og 2014, men lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i øvrigt har forklaret konsistent om sit asylmotiv, og at det efter oplysningerne fra LGBT Asylum må lægges til grund, at ansøgeren straks efter sin indrejse i Danmark har søgt kontakt med homoseksuelle miljøer og har deltaget aktivt i aktiviteter i det homoseksuelle miljø, herunder offentlige arrangementer, hvor hun har medvirket i oplysningsvirksomhed, foredrag og paneldebatter. Flertallet finder på den baggrund og efter de foreliggende oplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] fra Uganda opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/5
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af ugandiske myndigheder. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af civile ugandere, herunder religiøse personer, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han altid udelukkende har følt sig tiltrukket af sit eget køn. I 2005 blev han på en kostskole anklaget for at være homoseksuel og blev derfor suspenderet i seks uger fra kostskolen. Som betingelse for at vende tilbage måtte han deltage i rådgivningssessioner hos pastor [A], der er en kendt modstander af homoseksualitet. I [slutningen af] 2009 var han kortvarigt tilbageholdt af politiet, der beskyldte ham for at have etableret kontakter mellem studerende og udenlandske homoseksuelle. Under tilbageholdelsen blev han slået. Mens ansøgeren opholdt sig i Uganda, var det i familien kun hans tante og søster, der vidste, at han var homoseksuel. Han havde i Uganda to homoseksuelle forhold. I [foråret] 2010 udrejste han til Danmark, hvor han fik opholdstilladelse til [sommeren] 2013. I [slutningen af] 2014 søgte han asyl. Under opholdet i Danmark har han fire gange været indlagt vedrørende maniodepressiv lidelse. Han har i Danmark haft to homoseksuelle kærester. Ansøgerens moder har telefonisk oplyst, at ugandiske myndighedspersoner i [efteråret] 2014 og [foråret] 2015 har spurgt efter ham. Da han fortalte sin moder, at han var homoseksuel, afbrød hun forbindelsen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det må herefter antages, at det i Uganda – herunder hos myndigheder og i ansøgerens familie – er kendt, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren er endvidere på en kendt LGBT-hjemmeside, der er tydeligt forbundet med homoseksualitet. Både ansøgerens navn og foto fremgår på hjemmesiden. Ansøgerens navn fremgår tillige af en af ham udviklet app om LGBT-personers sikkerhed. Herefter, og efter nyere baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse. Efter en samlet proportionalitetsafvejning, herunder vedrørende den i Danmark begåede kriminalitet vedrørende straffelovens § 171 og § 261, findes der, jf. udlændingelovens § 10, ikke at være tilstrækkelig grund til, at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger [B] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2015/4.
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politi-ske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter sin tidligere kærestes forældre, idet de har tilkendegivet, at de vil brænde hende, da de mener, at hun er ansvarlig for at have ødelagt deres datters seksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter lokalbefolkningen i Uganda, idet de vil brænde hende, fordi hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun som 13-årig udviklede følelser for piger. Under sit ophold på college udviklede hun et seksuelt forhold til sin bedste veninde, […]. Efter en basketballkamp blev ansøgeren og […] opdaget af deres træner, da de havde seksuelt samvær i badet. Ansøgeren og […] blev ført til lærerværelset, hvor de blev slået, og dagen efter blev de begge bortvist fra skolen. Ansøgeren rejste hjem til sin faster, som hun havde boet hos, og denne skældte hende ud og slog hende. Naboerne strømmede til, og da de fik besked om årsagen til ansøgerens hjemvenden, ville de brænde hende ved hjælp af dæk. Ansøgeren flygtede fra stedet med en taxamotorcykel, men blev sat af et ukendt sted efter 20-30 minutters kørsel, fordi hun ikke kunne betale. Hun mødte efterfølgende en kvinde, hos hvem hun tog ophold i tre måneder, inden hun med kvindens hjælp udrejste af Uganda. I Danmark er hun medlem af LGBT og har en herboende kæreste. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet og de centrale dele af hendes forklaring om de som følge heraf opståede konflikter i Uganda til grund. Flertallet bemærker herved, at forklaringen på de centrale punkter har været enslydende under asylsagens behandling, og at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har svaret klart og præcist på stillede spørgsmål. Under hensyn til oplysningerne om ansøgerens seksuelle orientering og konflikter finder flertallet herefter, at hun har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/3
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Muganda og muslim fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af de ugandiske myndigheder, idet de betragter ham som værende homoseksuel. I 2008 rejste ansøgeren til Danmark på et […]visum. Under opholdet i Danmark tog han regelmæssigt på besøg hos en dansk mand ved navn [P], som ansøgeren havde lært at kende i Uganda. Efter nogen tid begyndte [P] at vise ansøgeren pornografiske film, hvis indhold var af homoseksuel karakter. I 2009 indledte de et seksuelt forhold til hinanden. I 2010 kom ansøgeren til Danmark på […]visum og genoptog sit forhold til [P], som kort tid efter rejste til Kina for at arbejde. Omkring to måneder herefter indledte ansøgeren et forhold til en mand ved navn [S]. Forholdet varede to til tre måneder. I 2012 indledte ansøgeren et forhold til en ugandisk mand ved navn [H]. De var sammen i Uganda og i Danmark, når [H] optrådte som musiker her, men forholdet endte ved demonstrationen [i foråret] 2014. I [sommeren] 2011 mødte ansøgeren en kvindelig dansk statsborger med ugandiske rødder. Hun trøstede ham i en svær periode, og [i begyndelsen af] 2012 giftede de sig. De er fortsat gift, men deres forhold sluttede [i foråret] 2014, efter at hans ægtefælle fandt ud af, at han var biseksuel. [I foråret] 2014 deltog ansøgeren i en protestdemonstration mod den netop vedtagne lovgivning i Uganda vedrørende homoseksuelle arrangeret af […]. Demonstrationen blev videofilmet, og videoen blev lagt ud på [internettet]. Ansøgeren ses tydeligt på videoen. Samme aften bliver han ringet op af sin ven [D], som bor i [Danmark]. Denne havde genkendt ham og bebrejdede ham, at han var homoseksuel. Han blev også genkendt af en ven i Uganda. Hans søster er blevet opsøgt af ukendte personer, som har spurgt efter ham, og der er blevet talt bag søsterens ryg om hans homoseksualitet. Hans søn er blevet mobbet i skolen som følge af hans homoseksualitet, og sønnen har måttet skifte skole. I forbindelse med en ansøgning om familiesammenføring, vist nok i slutningen af 2013, fik ansøgeren af Udlændingestyrelsen besked på at forny sit pas, der på daværende tidspunkt ville udløbe efter […] år. Han kontaktede den ugandiske ambassade. En sekretær anbefalede ham at sende passet til Uganda til fornyelse, hvis det skulle gå stærkt. Via et pas-bureau i Uganda søgte han at få passet fornyet. [I foråret] 2014 henvendte indehaveren af bureauet sig til ham og spurgte, hvad han havde gjort, eftersom myndighederne forlangte, at han personligt skulle møde op for at hente passet. Når han søgte asyl i Sverige [i sommeren] 2014, skyldtes det frustration over, at han ikke kunne få et klart svar fra de danske udlændingemyndigheder om, hvad han skulle gøre, da han stod uden et sted at være. På trods af at ansøgeren på en række punkter har afgivet divergerende og ufuldstændige forklaringer om sine forhold til mænd og tidspunkterne herfor, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise, at ansøgeren er biseksuel, og at det forhold, at ansøgeren deltog i en protestdemonstration mod den vedtagne lovgivning i Uganda vedrørende homoseksuelle [i foråret] 2014 og i den forbindelse figurerer på en […] video fra arrangementet, indebærer, at han er eksponeret i Uganda som følge af biseksualitet/homoseksualitet. Under hensyn hertil og på baggrund af oplysningerne om det generelle syn på homoseksualitet i Ugandas befolkning og lovgivningen i Uganda vedrørende homoseksualitet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ugan/2015/1
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk langi og kristen af trosretning fra Kampala i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet på livstid, eller henrettet af myndighederne, idet han er bekendt med, at det er forbudt ved lov at være homoseksuel i Uganda. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere anført, at han frygter at blive dræbt af privatpersoner fra sit hjemområde eller sine familiemedlemmer, idet de er blevet bekendt med, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en morgen i foråret 2013 var sammen med sin kæreste [B] på sin bopæl i[…], som han delte med tre andre mandlige studerende. Ansøgeren og [B] havde seksuelt samleje, da en af hans bofæller mod forventning kom tilbage til bopælen. Da bofællen opdagede ansøgeren og [B], råbte og skreg han højt, hvorefter naboer og andre kom løbende til stedet. Ansøgeren og [B] forsøgte at stikke af fra stedet, men blev stoppet af menneskemængden, der holdt ansøgeren og [B] tilbage, og udsatte dem for vold, indtil politiet ankom og tog dem med til politistationen. På politistationen fik ansøgeren at vide af sin fader, som var blevet tilkaldt, at han havde bragt skam over familien, og at han aldrig igen ønskede at have noget med ham at gøre. Ansøgeren fik videre at vide, at han var djævlen selv, hvorfor faderen ønskede at se ham død. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med [B] blev fængslet i en celle sammen med fire andre mænd. Medfanger i fængslet udsatte ansøgeren og [B] for vold af en sådan karakter, at de efter cirka en halv times fængsling måtte bringes til et hospital for at modtage behandling. Ansøgeren modtog behandling i et andet lokale end [B]. Sygeplejersken der behandlede ansøgerens sår var bekymret for ham, og efter ansøgeren havde forklaret hende sin situation, tilbød hun at hjælpe ansøgeren med at flygte. Ved brug af sygeplejerskens mobiltelefon kontaktede ansøgeren sin gode ven [M]. Efter sygeplejersken havde arrangeret, at han kunne forlade hospitalet via en ubevogtet dør, og i et kort ophold i en container med haveredskaber, samlede [M] ansøgeren op og kørte ham i sikkerhed på hans bopæl. Ved hjælp fra M begyndte ansøgeren at arrangere, hvordan han kunne forlade Uganda. Ansøgeren kontaktede sin moder, der var meget ked af situationen. Moderen sørgede for, at ansøgeren fik fat i sit pas til brug for udrejsen. [M] kontaktede herefter sin ven [F], som var manager for et fodboldhold, der havde en forestående turnering i Europa. [M] betalte [F] for, at det blev arrangeret, at ansøgeren kunne udrejse legalt med fodboldholdet på et gyldigt visum. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet konsistente og sammenhængende forklaringer under hele asylsagsforløbet. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren har været udsat for vold, som af ham beskrevet i anledning af, at han blev opdaget midt i et homoseksuelt forhold med B. Han blev dels udsat for vold direkte på hans bopæl, dels i den celle, hvori han blev anbragt med de følgeskader af ar på såvel begge skinneben som venstre underarm til følge, som han har påvist under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at han som følge f de stedfundne begivenheder i Uganda, er blevet eksponeret som homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder nævnet herefter, at ansøgeren risikerer overgreb begrundet i hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2014/1
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….], Tyrkiet og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at hun vil blive offer for æresdrab udført af hendes egen familie eller hendes forlovedes familie, idet hun har nægtet at indgå et arrangeret ægteskab. Hun blev udsat for vold og truet med at blive slået ihjel, hvis hun ikke giftede sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om at hun skulle have fået forlænget pas inden forlovelsen og derefter opnået visum og udrejst inden for få dage ikke stemmer overens med det tidsrum, der fremgår af visumansøgningen, og ansøgerens udbyggende forklaring i nævnet om at hun i den mellemliggende periode har boet på gaden i Ankara, findes utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om ansøgerens forklaring havde kunnet lægges til grund, ville ansøgeren ikke opfylde betingelserne for at opnå asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at den påberåbte konflikt er en privatretlig konflikt, som ansøgeren i så fald måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Det fremgår således af baggrundsmaterialet, at straffene for vold inden for familien er skærpet, og at de tyrkiske myndigheder har udstedt retningslinjer til de regionale myndigheder med det formål at forbedre forholdene for voldsofre og bekæmpe vold inden for familien, ligesom der findes organisationer, der kan bistå kvinder i risikogrupper. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Tyrkiet/2010/2
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I efteråret 2008 var ansøgeren forsvundet. I slutningen af 2009 var ansøgeren igen dukket op og havde oplyst, at han fortsat ønskede asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han var efter det oplyste født i Tyrkiet. Udlændingeservice havde i afslaget fra foråret 2008 vurderet ansøgeren i forhold til Tyrkiet og ikke i forhold til Bosnien-Hercegovina, idet Udlændingeservice fortsat anså ansøgeren for at være tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han i 1995 havde deltaget som medlem af en navngiven Mujahedin-gruppe i kamphandlinger mod de bosniske serbere. Han havde overværet grusomheder begået af mujahedinerne imod tilfangetagne serbere, blandt andet halshugning med motorsave og sabler. Han havde i 2006 i Sarajevo afgivet forklaring herom på båndoptagelser, foranlediget af den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), blandt andet i en konkret retssag mod en bosnisk general. Han havde endvidere over for embedsmændene fra ICTY påvist gerningssteder i Bosnien, og han havde ligeledes udleveret fotografier, som det var lykkedes ham at tage i hemmelighed af nogle af begivenhederne. Disse oplysninger var blevet videregivet til uvedkommende personer, muligvis af generalens forsvarer eller af ansøgerens egen advokat i Bosnien-Hercegovina. Han var blevet lovet et vidnebeskyttelsesprogram af ICTY, men han havde senere erfaret, at ICTY ikke så sig i stand til at garantere for hans sikkerhed. Ved en eventuel udsendelse til Tyrkiet frygtede han overgreb enten fra mujahedinere, folk fra hans egen tidligere kampgruppe i Bosnien-Hercegovina, der stadig måtte befinde sig i Tyrkiet, eller asylbegrundende forfølgelse fra de tyrkiske myndigheder. Ansøgerens opfattelse bestyrkedes af, at en kroatisk hjemmeside fra foråret 2009, som advokaten havde fremsendt en udskrift af til Flygtningenævnet, blandt andet omtalte ansøgeren som terroragent. Under nævnsbehandlingen oplyste han, at han siden 2006, hvor han havde fået udstedt legalt nüfüs (Id-kort) samt ægte tyrkisk pas, kun havde opholdt sig i Tyrkiet i halvanden dag i 2009 i forbindelse med gennemrejse fra Grækenland til Syrien. De tyrkiske stempler, der fremgik af hans danske fremmedpas, var falske, og de var blevet isat passet af de menneskesmuglere, der havde hjulpet ham med gennemrejsen. Flygtningenævnet kunne lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde afgivet vidneforklaringer på bånd og påvist gerningssteder, som af ham oplyst. Flygtningenævnet kunne også lægge til grund for sagen, at oplysningerne var kommet i forkerte hænder, idet de var blevet lækket i forbindelse med retssagerne i ICTY, herunder retssagen mod en navngiven leder. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren af denne grund ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ved samtalen med politiet i foråret 2008 havde angivet, at han ikke nærede frygt for de tyrkiske myndigheder, men at han alene frygtede mujahedinerne i Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren under en politiafhøring i slutningen af 2009 havde oplyst, at han havde opholdt sig halvanden måned i en landsby i Adana-provinsen i Tyrkiet under sin ovennævnte rejse fra 2008 til 2009. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at de tyrkiske stempler i ansøgerens fremmedpas var falske. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren under den nævnte samtale i foråret 2008 havde forklaret, at han i foråret 2006 havde talt med det tyrkiske politi på en café i Istanbul, hvorunder der var blevet taget fotografier af ansøgeren, og hvorunder han var blevet udspurgt om sin deltagelse i krigen i Bosnien. Ifølge samtalen havde ansøgeren videre angivet, at han ikke havde haft andre problemer med det tyrkiske politi. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ville kunne søge den fornødne beskyttelse i Tyrkiet, idet han ligeledes ville kunne søge de tyrkiske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra tilbageværende medlemmer af Mujahedin. Sådanne overgreb måtte anses som privatretlige konflikter, som ikke i sig selv var asylbegrundende. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke forelå nogen som helst oplysninger om, at ansøgeren var blevet konkret truet af folk fra Mujahedin i Tyrkiet, endsige at ansøgeren havde haft kontakt med folk fra Mujahedin i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt endelig, at der under disse omstændigheder ikke var grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice med henblik på, at ansøgeren også vurderedes asylretligt i forhold til Bosnien-Hercegovina. Tyrkiet/2010/1
Nævnet stadfæstede i august2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2002 på turistvisum. I 2008 søgte hun asyl efter at være blevet meddelt afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalteat ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for overgreb fra sin familie, fordi hun i 2001 havde giftet sig mod familiens ønske med en ægtefælle, der kom fra en familie, med hvilken ansøgerens familie havde en blodfejde. Ansøgeren havde herunder gjort gældende, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde hende effektiv beskyttelse mod sådanne overgreb. Nævnet bemærkede, at det gav anledning til undren, at ansøgeren, der ikke havde haft lovligt ophold i Danmark siden 2004, først påberåbte sig disse forhold i 2008. Nævnet bemærkede endvidere, at der fandtes at være et påfaldende tidsmæssigt sammentræf mellem afslaget på asyl i Udlændingeservice og de fremsendte dokumenter om, at forældrene skulle have gjort ansøgeren arveløs. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandtes de påberåbte forhold ikke at kunne føre til asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en privatretlig konflikt, som ansøgeren i så fald måtte søge myndighedernes beskyttelse imod, ligesom hun havde mulighed for at tage ophold andetsteds i Tyrkiet. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren i perioden fra 2001 til 2002 og igen i tre-fire uger i 2003 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden problemer. Nævnet bemærkede endvidere, at det i relation til myndighedsbeskyttelse fremgik af baggrundsmaterialet, at straffene for vold indenfor familien var skærpet, og at de tyrkiske myndigheder havde udstedt retningslinjer til de regionale myndigheder med det formål at forbedre forholdene for voldsofre og bekæmpe vold indenfor familien, herunder æresrelateret vold, ligesom der fandtes organisationer, der kunne bistå kvinder i risikogrupper. Tyrkiet/2009/5
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og stammer fra provinsen Konya i Tyrkiet. Han havde aldrig været politisk aktiv, og han havde ingen aktuelle konflikter med de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af familiemedlemmer til en pige, som han havde haft et seksuelt forhold til. Dette var årsagen til, at han havde søgt asyl i Danmark i 2002. Han var udrejst samme år frivilligt til Tyrkiet, inden asylsagsbehandlingen var blevet afsluttet. Ansøgeren havde opholdt sig og havde arbejdet i de følgende år forskellige steder i Tyrkiet, indtil han i 2007 i Izmir var blevet udsat for et skudattentat fra to af pigens brødre. Sagen var blevet efterforsket af politiet, og en af brødrene var ifølge ansøgeren blevet idømt seks års fængselsstraf for attentatet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på visse punkter havde forklaret udbyggende om de nærmere omstændigheder om skudattentatet, men nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen herom. Flygtningenævnet fandt, at det påberåbte asylmotiv ikke kunne begrunde asyl. Nævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at politiet havde efterforsket skudattentatet, og at en af attentatmændene ifølge ansøgeren var blevet idømt en langvarig fængselsstraf. Det indgik i nævnets samlede vurdering, at ansøgeren i 2002 var udrejst af Danmark, inden asylansøgningen var blevet færdigbehandlet, og at han først havde søgt asyl i Danmark på ny mere end et halvt år efter indrejsen i forbindelse med en straffesag vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2009/4
Nævnet stadfæstede i april 2009 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 1999. Ansøgeren var i 2000 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring. Da ansøgeren ikke siden 2001 havde samlevet med sin ægtefælle havde Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i slutningen i 2008 truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle administrativt udvises af Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. med indrejseforbud i et år. I forbindelse med en politiafhøring af klageren i slutningen af 2008, havde ansøgeren forklaret, at han ikke havde været klar over, at han skulle udrejse af Danmark, idet han ikke modtaget brevet herom fra udlændingemyndighederne. Ansøgeren søgte herefter asyl. I forbindelse med sin asylsag havde ansøgeren oplyst, at han før sin udrejse til Danmark i 1999 havde ydet hjælp til kurdiske organisationer i Tyrkiet, hvilket var kommet til de tyrkiske myndigheders kundskab. Ansøgeren havde i 2003 haft et homoseksuelt forhold i Danmark, hvilket havde afstedkommet konflikter med ansøgerens familie i Tyrkiet. Desuden havde ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet skulle aftjene militærtjeneste, hvilken han grundet psykiske problemer ikke kunne klare. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han i 1999 til et bryllup sammen med andre personer i Tyrkiet havde brændt et tyrkisk flag af, hvilket var blevet anmeldt til de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte have fået forkyndt afslaget på opholdstilladelse i 2003, ikke i sig selv kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede fængselsstraf som følge af udeblivelse fra militærtjeneste, fandtes dette ikke at kunne give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet ansøgeren ikke risikerede en efter dansk retstradition uforholdsmæssig straf. Det af ansøgeren anførte vedrørende et tidligere homoseksuelt forhold og de deraf opståede familiære konflikter fandtes heller ikke at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgerens eventuelle aktiviteter for kurdiske organisationer i Danmark var kommet til de tyrkiske myndigheders kundskab. Ansøgerens oplysninger om, at han i 1999 havde deltaget i flagafbrænding måtte tilsidesættes som værende konstrueret til lejligheden, idet ansøgerens forklaring herom først var fremkommet i brev af 11. december 2008 og udbygget under samtalen i Udlændingeservice, uanset ansøgeren ved gentagne tidligere lejligheder havde haft anledning til at redegøre for sit asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive fængslet af politiet, og at han frygtede medlemmer af det tyrkiske nationalparti MHP. Ansøgeren anførte til støtte herfor, at han i efteråret 2004 havde været tilbageholdt og afhørt af politiet i forbindelse med deltagelse i en demonstration til fordel for PKKs leder Abdallah ôchelan, hvor ansøgeren var i slagsmål med personer fra MHP. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i den pågældende demonstration, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var eftersøgt af det tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene var tilbageholdt en eller to dage, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser, og at ansøgeren kort tid efter udrejste fra Tyrkiet legitimeret med ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens forældre i perioden siden efteråret 2004 og indtil nævnsmødet i oktober 2007, regelmæssigt var blevet opsøgt af myndighedspersoner på baggrund af ansøgerens deltagelse i demonstrationen. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremtrådte som konstrueret og at den blev udbygget under sagen, og ikke var nærmere konkretiseret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i 2004, først ansøgte om asyl i begyndelsen af 2007, da ansøgeren blev anholdt af politiet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren heller ikke havde ansøgt om asyl i Sverige, uanset ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig der cirka halvandet år efter sin indrejse i Danmark. Uanset om ansøgeren var eftersøgt med henblik på aftjening af værnepligt, som det blev oplyst under sagens behandling i Flygtningenævnet, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder og ikke ønskede at aftjene værnepligt, kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger, ikke generelt kunne antages at være problemer for etniske kurdere med aftjening af værnepligt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, med henblik på, at der blev taget stilling til spørgsmålet om værnepligt og indhentelse yderligere oplysninger om betingelserne for etniske kurderes aftjening af værnepligt i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grundlag af sine aktiviteter for det lovlige parti, DEHAP, ved en tilbagevenden til hjemlandet, risikerede fængsling eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde arbejdet og trænet med PKK i en træningslejr i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have opholdt sig i en træningslejr for PKK i Syrien, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette var kommet til de tyrkiske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2005, men først ansøgte om asyl et år senere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet, ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke generelt kunne antages at være problemer med aftjening af værnepligt for etniske kurdere. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet, risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/2
Nævnet meddeltei april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i juli 2005. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde været aktiv for PKK. I 1993 blev han idømt en langvarig fængselsstraf for illegalt politisk arbejde. Efter cirka 11 års afsoning blev han løsladt mod betingelser. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at de tyrkiske myndigheder havde rejst sigtelse mod ham for udgivelse af en bog, som myndighederne anser for ulovlig. Ansøgeren frygtede at blive idømt en ny straf. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra maj 2006 og de for nævnet fremlagte kendelser, at der verserer en straffesag mod ansøgeren på grund af forfatterskabet til en bog med en nærmere angivet titel. Efter det oplyste om bogens indhold sammenholdt med ansøgerens tidligere fængselsdom fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for en efterstræbelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrkiet/2007/1
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1962. Indrejst i april 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt på livet af en person, der havde stukket ansøgeren med en kniv og flere gange truet ansøgeren samt opsøgt ansøgerens bopæl og herunder ødelagt døre og vinduer. Ansøgeren havde videre henvist til, at han ikke kunne få de tyrkiske myndigheders beskyttelse. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han var eftersøgt af de tyrkiske myndigheder, idet den omtalte person havde anmeldt ansøgeren for trusler mod ham. Flygtningenævnet fandt ansøgerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet mindre troværdig. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste legalt i april 2004, og at ansøgeren først ansøgte om asyl i oktober 2004. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgerens strid med den omtalte person udsprang af en privatretlig konflikt vedrørende byggegrunde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i forbindelse med eventuelle strafbare forhold begået af den omtalte person. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgerens forklaring om myndighedernes manglende efterforskning, var ikke understøttet af ansøgerens egne oplysninger om de tyrkiske myndigheders behandling af ansøgerens anmeldelse. Uanset om ansøgeren måtte være eftersøgt af de tyrkiske myndigheder i anledning af en anmeldelse fra den omtalte person, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han derved var bragt i et forhold til de tyrkiske myndigheder, der kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren måtte have været tilbageholdt i tre måneder i 1998, kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på den tid, der var gået siden tilbageholdelsen, og at ansøgeren i tiden efter havde befundet sig i hjemlandet indtil 2004. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/4
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet, født 1977. Indrejst i august 2003. Ansøgeren har forklaret, at hendes fader i Tyrkiet forinden ansøgerens udrejse havde planlagt tvangsægteskab for ansøgeren, og at faderen på grund af ansøgerens indgåelse af ægteskab i Danmark har truet ansøgeren med æresdrab. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, at hun har haft arbejde i Tyrkiet forud for udrejsen, at hun ikke har været politisk aktiv, at hun ikke har haft problemer med myndighederne, og at hun udrejste legalt. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig en konflikt med sin fader som følge af ansøgerens indgåelse af ægteskab med sin nuværende ægtefælle. Ved vurderingen af den påberåbte konflikt lagde nævnet vægt på, at ansøgeren først ansøgte om asyl i juli 2004, uagtet at hun ifølge sin egen forklaring allerede på indrejsetidspunktet var i konflikt med faderen. Hertil kom, at der er tale om en privat konflikt, som ikke i almindelighed kan begrunde asyl. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det indgik endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren fremstår som en veluddannet kvinde. Idet hverken de generelle forhold for etniske kurdere eller oplysningerne om ægtefællens forhold kan føre til nogen ændret vurdering, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/3
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1971. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren var etnisk kurder fra det østlige Tyrkiet, at ansøgeren ved bekendtgørelse i Tyrkiets Lovtidende i 1996 var blevet frataget sit tyrkiske statsborgerskab, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden og aktiviteter forud for udrejsen, blandt andet vedrørende indkaldelsen til aftjening af værnepligt, vedrørende tidspunktet for, hvornår ansøgeren var blevet bekendt med fratagelsen af statsborgerskabet, vedrørende hvornår og hvordan han skulle have ansøgt om generhvervelse af statsborgerskabet, og vedrørende hvem der skulle have angivet ansøgeren til myndighederne. Hertil kom, at ansøgeren efter det foreliggende alene kunne antages at have udført begrænsede aktiviteter angående kurdiske spørgsmål, som ikke i sig selv havde været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for fra myndighedernes side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse, ligesom den måtte antages at være udslag af den generelle situation for kurdere i hjemlandet. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at fratagelsen af statsborgerskabet skyldtes ansøgerens politiske aktiviteter. Det måtte efter et notat fra Udenrigsministeriet fra 2004 lægges til grund, at fratagelsen alene beroede på en antagelse af, at ansøgeren havde været udrejst af Tyrkiet uden at have aftjent værnepligt trods indkaldelse hertil. Det fulgte videre af Udenrigsministeriets notat, at statsborgerskabet kunne generhverves efter begrundet ansøgning indgivet til rette myndighed. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at fratagelsen af statsborgerskabet i sig selv kunne begrunde asyl. Da ansøgeren efter det foreliggende samtidig fremstod uprofileret, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Tyr/2005/2
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født i 1960. Indrejst i maj 2003. Sagen havde været udsat med henblik på en torturundersøgelse af ansøgeren, hvorefter den blev behandlet på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han efter en tilbagevenden fra Tyskland blev tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder i 15 dage i 1997 på grund af anklager for terrorisme og aktiviteter for blandt andet PKK. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren havde endvidere anført, at han derudover adskillige gange frem til sin udrejse i maj 2003 blev tilbageholdt, afhørt og udsat for fysiske overgreb af de tyrkiske myndigheder på grund af anklager om terrorisme. Ansøgeren havde videre anført, at han havde været medlem af det dengang legale HADEP parti, og at han havde udført aktiviteter for PKK/KADEK i Tyrkiet og under sit ophold i Tyskland. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hans ene broder blev dræbt i kamp med de tyrkiske myndigheder i 1993, og at hans moder døde af eftervirkninger efter at være blevet skubbet ud over en balkon af en soldat i 2002. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt og udsat for overgreb i det omfang, som ansøgeren forklarede om over for nævnet. Ansøgeren havde således forklaret udbyggende om de pågældende overgreb. Ansøgeren oplyste ikke ved sin indrejse i maj 2003 om overgrebene. Til politiet angav ansøgeren således sit asylmotiv som værende økonomiske og politiske problemer, samt at han havde det psykisk dårligt. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han blev udsat for voldelige overgreb af politiet, herunder slået i hovedet og på munden, hvorved han mistede en tand, samt at han blev ophængt i benene. Ved nævnets behandling af sagen havde ansøgeren forklaret, at han blev ophængt i benene, slået med en politiknippel og oversprøjtet med vand. I forbindelse med torturundersøgelsen havde ansøgeren yderligere forklaret, at han blev udsat for elektriske stød, slået med en politiknippel over hele kroppen, og at han blev kastet ind i en væg, mens en betjent skubbede på hans ryg. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det af erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgik, at ansøgeren led af hukommelses- og koncentrationsproblemer, udtalt søvnbesvær samt uligevægt og irritabilitet, og at disse symptomer, samt hans øvrige psykiske problemer, kunne være betinget af en organisk hjerneskade, men at tilstanden var forenelig med et posttraumatisk belastningssyndrom, således som det ses ved personer, der har været udsat for svær belastning, herunder tortur. Det fremgik endvidere, at der ikke var fundet fysiske tegn på vold. Nævnet kunne på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens psykiske tilstand skyldtes tortur. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgerens broder måtte være blevet dræbt i 1993, og at ansøgerens moder måtte være død i 2002 efter at være blevet skubbet ud over en balkon, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Der blev herved lagt vægt på, at ansøgerens fader og flere af ansøgerens søskende opholdt sig i Tyrkiet uden at have problemer med myndighederne. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Tyr/2005/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1980. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter ansøgerens forklaring kunne lægge til grund, at han i 1999 i forbindelse med sin broders død blev afhørt af de tyrkiske myndigheder, og at han i den forbindelse blev udsat for grove overgreb. Ansøgeren oplyste under nævnsmødet, at han ikke længere kunne huske, hvor mange gange han blev afhørt af myndighederne. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren omkring sommeren 2000 påbegyndte aftjening af sin værnepligt. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han fik udmærkelse i skydning og påklædning under værnepligten. Ansøgeren forklarede endvidere, at han umiddelbart efter afsluttet værnepligt i foråret 2002 indgik ægteskab med sin kusine, der boede i Tyskland. Ægteskabet blev indgået i Tyrkiet, og ansøgeren havde en måneds tid forinden fået udstedt et nationalitetspas af de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at de tyrkiske myndigheder i hvert fald i forbindelse med indkaldelsen af ansøgeren til militærtjenesten havde gjort op med de forhold, som førte til afhøringerne og overgrebene mod ansøgeren. Det måtte således lægges til grund, at ansøgeren ikke havde været udsat for myndighedsovergreb siden da. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var forfulgt af grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville blive udsat for forfølgelse, som kunne begrunde, at der skulle meddeles ham beskyttelsesstatus i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for efter sin egen forklaring, lå flere år forud for hans udrejse af Tyrkiet, og forud for at han havde aftjent sin værnepligt. De pågældende overgreb kunne således ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren blev meddelt asyl i Danmark på nuværende tidspunkt, og Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse. Tyrkiet/2004/1
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af henholdsvis DTP, BDP, KCK og PKK i perioden fra 2006 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive idømt en længere fængselsstraf, fordi han har været medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Kurdish Communities Union (KCK). Endvidere frygter ansøgeren, at han som militærnægter vil blive idømt en langvarig fængselsstraf, ligesom han risikerer at blive pålagt militærtjeneste, i hvilken forbindelse han vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk kurder. Endelig frygter ansøgeren, at personer fra PKK vil slå ham ihjel, fordi han i sommeren 2010 flygtede under et træningsophold i PKK. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2006 og frem til sin udrejse har været medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af PKK. I sommeren 2010 tog ansøgeren sammen med andre PKK-medlemmer til et sted i bjergene, hvor der var en konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK. Ansøgeren flygtede fra konfrontationen og gemte sig efterfølgende i Alanya nogle uger, indtil ansøgerens bedstefader havde arrangeret ansøgerens udrejse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. To af disse voterende finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han fra 2006 til 2010 har været medlem af lovlige politiske partier, og at ansøgeren i den forbindelse har deltaget i demonstrationer og kurdiske fester og mindehøjtideligheder, og at ansøgeren i den forbindelse er blevet pågrebet og tilbageholdt. Disse voterende finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren på grund heraf på nogen måde har været profileret, eller at disse politiske aktiviteter i dag udgør nogen risiko i forhold til ansøgerens sikkerhed. De to øvrige voterende finder, at ansøgerens forklaring må forkastes i sin helhed, og disse voterende kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv og i den forbindelse pågrebet og tilbageholdt. Disse voterende har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre relevant for, hvornår og hvordan ansøgeren var aktiv i de nævnte partier, og for de påberåbte tilbageholdelser. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at den øvrige del af ansøgerens forklaring om asylmotivet må forkastes som usammenhængende og utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har tilsluttet sig PKK. Der er herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår han tilsluttede sig partiet, og at ansøgeren forespurgt om dette i nævnet har forklaret ukonkret og afglidende. Nævnets flertal finder endvidere ansøgerens forklaring om sin reaktion i forbindelse med, at de på vej til træningslejren blev fanget i krydsild, utroværdig. Det afsvækker endvidere ansøgerens troværdighed, at ansøgeren i nævnet har forklaret udbyggende, idet ansøgeren har forklaret, at det, før ansøgeren i 2008 forlod Alanya, på TV blev oplyst, at ansøgerens fætter var blevet anholdt, og at ansøgeren selv var efterlyst. Dette stemmer i øvrigt på ingen måde overens med, at ansøgeren har forklaret, at han i 2009 flere gange var tilbageholdt af myndighederne af anden grund, uden at myndighederne konstaterede, at ansøgeren var efterlyst. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster flertallet hans forklaring om, at han skulle være efterfulgt af myndighederne eller PKK som forklaret af ham. Den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at aftjene værnepligt, kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” tyrk/2013/1
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren indrejste i 2006 og søgte asyl i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Konya i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt af sin far eller storebror, og at de tyrkiske myndigheder ikke vil kunne beskytte ansøgeren, der ikke vil kunne tage ophold i andre dele af Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han blev gift med sin herboende og nu tidligere ægtefælle i Tyrkiet. To dage efter, at ansøgeren kom til Danmark på et turistvisum for at være sammen med sin hustru, smed hun ham ud, og de blev efterfølgende skilt. Ansøgeren har fundet ud af, at hun ikke var jomfru, da de blev gift, og at hun blot giftede sig med ansøgeren, så hun legitimt kunne gifte sig med en anden senere. Ansøgerens far og storebror mener, at ansøgerens tidligere hustru har krænket familiens ære, og de har telefonisk og i breve truet ansøgeren med, at de vil dræbe ansøgeren, hvis han ikke slår sin tidligere hustru ihjel. Ansøgeren kan ikke rejse tilbage til Tyrkiet af frygt for sin far og storebror. Ansøgeren vil ikke kunne tage ophold et andet sted i Tyrkiet, fordi ansøgers far og storebror vil kunne finde frem til ansøgeren overalt i Tyrkiet, idet flere familiemedlemmer arbejder for politiet og militæret og har adgang til offentlige registre, hvormed de vil kunne lokalisere ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det er forbundet med en betydelig tvivl, om ansøgeren overhovedet er blevet truet som forklaret af ham. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren kom til Danmark i slutningen af 2006 på et turistvisum. Samlivet med den tidligere hustru blev ophævet efter få dage i Danmark, og de blev efterfølgende skilt. Ansøgningen om asyl er indgivet primo 2012, og i de mere end 5 år, der gik fra samlivsophævelsen til ansøgningen om asyl, har ansøgeren boet på forskellige adresser, herunder på gaden, ligesom han har haft forskelligt arbejde her i landet. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren efter sin forklaring ikke kunne rejse hjem af frygt for familien, og alligevel gik der mere end 5 år, inden han søgte om asyl. Ansøgeren har forklaret, at han flere gange er blevet truet i telefonen af sin far og storebror med, at de vil slå ham ihjel, hvis han ikke dræber sin tidligere hustru, men han har samtidig forklaret, at han kun har talt i telefon med sin far ganske få gange, og at han sjældent taler med sine søskende. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har modtaget breve fra faderen og storebroderen, hvori de blandt andet har truet ansøgeren, men ansøgeren har ikke gemt nogle af disse breve. Flygtningenævnet har i øvrigt fundet det påfaldende, at ansøgers far, der ønsker at dræbe ansøger, samtidig ønsker at tale med ansøgeren i telefon og endvidere har givet udtryk for, at han gerne vil have, at ansøgeren kommer hjem til Tyrkiet, ligesom han blev ked af det, da han erfarede, at ansøgeren var indlagt på hospital efter et selvmordsforsøg, ligesom faderen i breve skulle have givet udtryk for, at han savnede ansøgeren og gerne ville have, at ansøgeren kom hjem. Men selv om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet af sin far og storebror, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren vil kunne søge myndighederne om beskyttelse for sin familie, der efter det oplyste ikke er særlig magtfuld eller indflydelsesrig, ligesom ansøgeren vil kunne tage ophold et andet sted i Tyrkiet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets brev af […]2012 med besvarelse af spørgsmål om myndighedernes beskyttelse imod æresrelateret vold og dødstrusler mod mænd i Tyrkiet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tyrk/2012/2
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet besluttede i november 2007 at udsætte sagens afgørelse med henblik på at afvente udfaldet af en verserende retssag vedrørende ansøgeren ved den tyrkiske højesteret. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, muslim af trosretning og stammer fra en mindre by i Tyrkiet. Flygtningenævnet lagde endvidere oplysningerne i de af ansøgerens broder fremsendte domsudskrifter vedrørende ansøgeren og to andre personer fra den tyrkiske landsret og højesteret til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren i 1998 havde været tilbageholdt to til tre gange, kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at han efter sin egen forklaring var blevet løsladt efter endt afhøring, samt at tilbageholdelserne lå langt tilbage i tid og i øvrigt ikke havde haft konsekvenser for ham. Det fremgik af den tyrkiske højesterets dom, at ansøgeren var blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for at have hjulpet medlemmer af PKK. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at straffens længde efter nævnets opfattelse ikke kunne karakteriseres som uforholdsmæssig henset til, at ansøgeren var blevet dømt for at have bistået en organisation, som er opregnet på EU’s terrorliste. På trods af baggrundsoplysningerne om forholdene for etniske kurdere i tyrkiske fængsler fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at der var konkrete holdepunkter for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet og afsoning af den idømte straf risikerede at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret og individuel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2008/5
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk kurder og tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde som sit asylmotiv blandt andet anført, at han frygtede at vende tilbage til Tyrkiet, idet han havde deltaget i demonstrationer til støtte for det kurdiske parti HADEP. Ansøgeren havde videre oplyst, at han på grund af sin deltagelse i demonstrationerne var blevet tilbageholdt, udsat for tortur, og presset til at tilstå kriminelle forhold, uden ansøgeren var blevet stillet for en dommer. Endelig havde ansøgeren oplyst, at han var blevet opsøgt og chikaneret af politiet hver gang, der havde været politiske uroligheder, fordi han i forbindelse med tilbageholdelserne var blevet registreret i et register sammen med andre kurdere. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende og utroværdigt om sin rejserute. Ansøgeren havde således forklaret, at han oprindeligt ønskede at rejse til Spanien, men at han først efter at være ankommet med et skib til Danmark - som ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingeservice lagde til havn i Frankrig – havde besluttet at tage toget til Spanien. Først da ansøgeren var nået til Tyskland, havde han opdaget, at han ikke havde råd til den fortsatte rejse til Spanien, hvorfor ansøgeren var rejst tilbage til Danmark med henblik på at låne penge af en herboende fætter. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om antallet af personer, der havde sejlet med det skib, som ansøgeren var kommet til Danmark med, og om længden af den tilbageholdelse han var udsat for i 2003. Ansøgeren havde således i asylansøgningsskemaet oplyst, at han i 2003 var blevet tilbageholdt i 22 dage af myndighederne, mens han overfor Udlændingeservice havde forklaret, at tilbageholdelsen havde varet 7 dage. Endeligt havde ansøgeren forklaret utroværdigt om sit tilhørsforhold til HADEP. Ansøgeren havde således i forbindelse med asylansøgningen forklaret, at han alene havde sympatiseret med organisationen HADEP, imens ansøgeren i forbindelse med sin første asylansøgning i 2001 både overfor politiet og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at han havde været medlem af HADEP. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kunne således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have været udsat for overgreb af det tyrkiske politi, således som ansøgeren havde oplyst. Uanset om ansøgeren måtte have været medlem af HADEP eller blot sympatisør, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde profileret sig i en sådan grad, at han på baggrund af disse aktiviteter opfyldte betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke havde haft en særlig fremtrædende position for organisationen. Uanset om ansøgeren måtte have været tilbageholdt af myndighederne, bemærkede Flygtningenævnet, at de tilbageholdelser ansøgeren angiveligt skulle have været udsat for, havde været af kortere varighed, og ansøgeren var blevet løsladt hver gang uden at blive tiltalt. Flygtningenævnet fandt således ikke, at disse tilbageholdelser, såfremt de havde fundet sted, kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt asyl. Det forhold, at en asylansøger med et lignende asylmotiv var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet træffer afgørelse efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgers asylmotiv. Endeligt bemærkede Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/4
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede, at familien ville slå hende ihjel, da hun havde fået barn uden for ægteskab. Det påberåbte asylmotiv kunne ikke begrunde asyl. Der var tale om en privat konflikt, og ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse eller i givet fald tage ophold et andet sted i Tyrkiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/3
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2004. Det fremgår af sagen, at ansøgeren fra begyndelsen af 2005 til begyndelsen af 2008 har opholdt sig i Sverige. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder. Det forhold, at ansøgeren i 2000 i forbindelse med en konflikt med personer fra andre transportfirmaer var blevet anholdt af politiet og tilbageholdt i to måneder, hvorunder han var blevet udsat for overgreb, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tiden, og at ansøgeren ikke i perioden fra 2000 til udrejsen i 2004 havde haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han siden 2000 havde været eftersøgt af myndighederne, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring til Udlændingeservice fik udstedt et ægte nationalitetspas i 2004. De generelle forhold for kurdere i Tyrkiet kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelser eller for at blive udsat umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Tyrk/2008/2
Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I 2007 udsatte nævnet behandlingen af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter konklusionen i torturundersøgelsen, lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur i overensstemmelse med sin forklaring. Nævnet fandt, at konklusionen også støttede troværdigheden af ansøgerens forklaring i øvrigt, og nævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens bopæl også efter en tilbageholdelse i 2004 var blevet opsøgt flere gange af myndighederne, uden at man havde antruffet ansøgeren. Nævnet bemærkede, at tilbageholdelsen i 2004 kunne fremstå som en enkeltstående episode under myndighedernes efterforskning af ansøgerens slægtning, også fordi det ikke fremstod helt klart, om de efterfølgende henvendelser på bopælen havde været specifikt rettet mod ansøgeren, eller om der havde været tale om generelle forespørgsler i området. Henset til grovheden af den tortur, som ansøgeren havde været udsat for, sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgerens familie havde haft en kendt tilknytning til kurdiske organisationer, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en konkret og samlet vurdering imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en hjemvenden fortsat ville være i myndighedernes søgelys med risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrk/2008/1
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Tyrkiet. Ansøgeren har sympatiseret med PKK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de tyrkiske myndigheder, der mistænker ham for at være aktiv for PKK. Ansøgeren har to gange i 2006 været fængslet af de tyrkiske myndigheder i forbindelse med deltagelse i demonstrationer. Første gang blev han tilbageholdt i fem dage og anden gang i to måneder. Myndighederne beskyldte ham for at være tilknyttet PKK. I 2009 blev han ligeledes anholdt i forbindelse med en demonstration i […], hvorefter et parlamentsmedlem fastholdt ham, således at politiet måtte opgive deres anholdelse. Til gengæld blev ansøgerens farbroder anholdt. Farbroderen er fortsat anholdt. I 2010 blev ansøgeren anholdt ved en kontrolpost. I forbindelse med anholdelsen blev han slået så hårdt, at hans blindtarm blev beskadiget. Han blev efterfølgende indlagt på hospital og opereret. Morgenen efter operationen flygtede han fra hospitalet ved at springe ud fra et vindue fra fire meters højde. Myndighederne har efter ansøgerens udrejse gentagne gange spurgt efter ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren har forklaret upræcist om sin deltagelse i demonstrationer, om sine problemer med myndighederne og om episoden ved demonstrationen i 2009. Ansøgeren har alene udført begrænsede politiske aktiviteter gennem deltagelse i nogle demonstrationer og har alene sympatiseret med BDP. Ansøgeren har selv oplyst, at myndighederne ikke fik noteret hans navn i forbindelse med episoden i 2009, og han har for Flygtningenævnet oplyst, at han ikke tror, at myndighederne har ”noget materiale” på ansøgeren. hertil kommer, at ansøgerens forklaring om flugten fra hospitalet umiddelbart efter opvågningen fra operationen virker usandsynlig, ligesom ansøgeren først oplyste om episoden i 2010 til asylsamtalen, som må antages at udgøre en central del af hans asylmotiv. Det skal tilføjes, at ansøgeren i forbindelse med anholdelsen ved kontrolposten i 2010 fremviste urigtig legitimation, hvilket myndighederne efter ansøgerens forklaring straks opdagede. Endelig var ansøgeren i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i slutningen af sommeren 2011, ligesom ansøgeren udrejste legitimeret med et pas i eget navn. Herudover indgår det i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste, og hans oplysninger om myndighedernes henvendelser på bopælen er begrundet i dette forhold. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring om, at han skulle være efterfulgt af myndighederne som forklaret af ham. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have unddraget sig militærtjeneste, kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tyrk/2012/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Antalya, Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved til en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt af sin klan og af sin far, idet ansøgeren ikke retter sig efter deres skikke. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har været medlem af KDPI. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i Tyrkiet er idømt lange fængselsstraffe for henholdsvis terrorvirksomhed og menneskesmugling. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far er ekstremistisk muslim, og at han har behandlet ansøgeren dårligt, siden ansøgeren var barn. Ansøgeren blev smidt ud af hjemmet af sin far som 13-årig, idet ansøgeren ikke fulgte hans regler. Ansøgerens far var utilfreds med, at ansøgeren havde kontakt med venner på internettet, at ansøgeren spillede fodbold, og at ansøgeren ikke gik i moské. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjemmefra og havde kun begrænset kontakt med sin far. Efter afslutningen af ansøgerens militærtjeneste i 2012 flyttede han til Irak og bosatte sig i irakisk Kurdistan i Erbil. I Erbil mødte ansøgeren sin kone, og de blev gift i [efteråret] 2013. I den forbindelse kom ansøgerens far til Irak og anmodede om ansøgerens ægtefælles hånd på ansøgerens vegne. I Irak blev ansøgeren medlem af KDPI. Ansøgeren har efterfølgende forsøgt at tage til Tyrkiet med sin kone i 2014, men de vendte tilbage til Irak efter cirka en uge. I 2015 udrejste de igen til Tyrkiet og siden videre til Danmark. Ansøgeren blev i 2008/2009 anholdt af det tyrkiske politi i forbindelse med et slagsmål mellem to grupperinger. Ansøgeren er nu i januar 2018 idømt fængsel i 5 år, 3 måneder og 8 dages fængsel for terrorvirksomhed i den forbindelse. Ansøgeren blev endvidere anholdt af det tyrkiske politi i 2015 i forbindelse med flugten fra Tyrkiet til Grækenland og beskyldt for at være menneskesmugler, hvilket han nu i 2018 er idømt fængsel i 9 år, 7 måneder og 22 dage for. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren gennem sagens forløb har angivet skiftende asylmotiver, herunder for Flygtningenævnet har angivet nye asylmotiver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet sit medlemskab af KDPI, anholdelser foretaget af de tyrkiske myndigheder og sin bopæl i Irak. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring og har derfor heller ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på, at ansøgeren søger at fremskaffe de originale domme, som han har fremlagt fotos af og angiver at være idømt i Tyrkiet Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det falder udenfor nævnets kompetence at tage stilling til, om overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, tilsiger, at der meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen til at tage stilling til, om ansøgeren og dennes familie kan henvises til at udøve deres familieliv i deres hjemlande, tilkommer således Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.” tyrk/2018/3/LMD
Nævnet hjemviste i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af sagen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder, ISIL og de tyrkiske styrker bekriger hinanden i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at forholdene i landet er meget dårlige på grund af manglende sikkerhed. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet opsøgt af YPG på deres bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev opfordret til at bære våben og forsvare deres land. Dette var dog frivilligt, og der var ikke nogen konsekvenser ved at nægte at bære våben for YPG. Det fremgår Udlændingestyrelsens afgørelse [fra starten af] 2017, at styrelsen ved afgørelsen af sagen har lagt betydelig vægt på, at ansøgeren under behandlingen af sagen har modsat sig at underskrive en samtykkeerklæring om, at Udlændingestyrelsen måtte kontakte de tyrkiske myndigheder med henblik på at få dem til at be- eller afkræfte, om ansøgeren er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet samtykket i, at de danske myndigheder kontakter de tyrkiske myndigheder herom. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med nærmere henblik på afdækning af dette forhold.” Tyrk/2017/2/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og angiveligt fra Kobane, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Ansøgeren frygter ydermere, at han ikke vil kunne finde et job i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han flyttede til Tyrkiet alene, da han var omkring seks eller syv år, og at han siden da og frem til sin udrejse i 2015 har boet i Tyrkiet illegalt. Han flyttede til Tyrkiet for at arbejde, så han kunne hjælpe med at forsørge sin familie i Syrien. Han har siden sin udrejse til Tyrkiet været på besøg hos familien i Syrien omkring 10 til 15 gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han kom til Tyrkiet. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at han boede i Kobane i ca. 14 år, før han flyttede til Tyrkiet, mens han under de følgende samtaler og for nævnet har forklaret, at han kun var 6-7 år, da han flyttede til Tyrkiet. Hertil kommer, at Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren har givet en troværdig forklaring om, hvorfor han allerede som 6-7-årig skulle være blevet sendt til Tyrkiet af sine forældre, når henses til, at han efter sin egen forklaring først blev i stand til at hjælpe med forsørgelsen af familien 5-6 år senere. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for centrale forhold vedrørende Syrien, herunder navnlig om landets valuta. Flygtningenævnet har herved tillagt det vægt, at ansøgeren efter sin egen forklaring har været på besøg i Syrien 10-15 gange. Videre har Flygtningenævnet tillagt det væsentlig betydning, at Rigspolitiets Kriminaltekniske Center har vurderet, at det syriske id-kort, som ansøgeren har fremlagt under sagen, er uægte. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange syriske id-kort han har fået udstedt. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis betydning, at det fremgår af den foretagne sprogundersøgelse, at ansøgerens sprog ikke er foreneligt med det sprog som tales i Kobane i Syrien. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsborger i Syrien, men lægger til grund, at han er fra Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at sende en forespørgsel til de tyrkiske myndigheder om, hvorvidt ansøgeren har fået udstedt et tyrkisk id-bevis. Der findes heller ikke anledning til at rette en forespørgsel til det eller de privathospitaler, som ansøgeren angiveligt har fået behandling på, jf. herved udlændingelovens § 40, stk. 1, hvorefter det påhviler ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Da ansøgeren har oplyst, at han aldrig har haft konflikter med privatpersoner, myndighederne, grupper eller grupperinger i Tyrkiet, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2017/1/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN´s Torturkomités udtalelse af 22. december 2015 ikke er retlig bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse, om ansøgeren kan sendes tilbage til Tyrkiet. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Konya-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret, at han har været medlem af henholdsvis DTP, BDP, KCK og PKK i perioden fra 2006 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive idømt en længere fængselsstraf, fordi han har været medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Kurdish Communities Union (KCK). Endvidere frygter ansøgeren, at han som militærnægter vil blive idømt en langvarig fængselsstraf, ligesom han risikerer at blive pålagt militærtjeneste, i hvilken forbindelse han vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk kurder. Endelig frygter ansøgeren, at personer fra PKK vil slå ham ihjel, fordi han i sommeren 2010 flygtede under et træningsophold i PKK. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2006 og frem til sin udrejse har været medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af PKK. I sommeren 2010 tog ansøgeren sammen med andre PKK-medlemmer til et sted i bjergene, hvor der var en konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK. Ansøgeren flygtede fra konfrontationen og gemte sig efterfølgende i Alanya nogle uger, indtil ansøgerens bedstefader havde arrangeret ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at han fra 2006 og frem til sin udrejse var medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb, kan således ikke lægges til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke – med den grad af sikkerhed og præcision, der må forventes – har kunnet redegøre for, hverken hvornår og hvordan han var aktiv i partierne, eller for omstændighederne omkring tilbageholdelserne og overgrebene mod ham. Ansøgerens forklaring om, at han tilsluttede sig PKK, og at han – efter en væbnet konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK på vej til en træningslejr i bjergene – flygtede i sommeren 2010, kan heller ikke lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan han tilsluttede sig PKK. Herudover findes ansøgerens forklaring om, at han ønskede at modtage våbentræning, utroværdig henset til, at han til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 har oplyst, at han på intet tidspunkt havde tanker om at deltage i væbnede konflikter af nogen art. Hans forklaring om, at han efter konfrontationen begyndte at tænke over, om han havde lyst til at kæmpe mod andre kurdere, som myndighedsstyrkerne også bestod af, findes ligeledes utroværdig. Han har således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 oplyst, at han allerede inden sin beslutning om deltagelse i våbentræning var klar over, at etniske kurdere gør tjeneste i den tyrkiske hær. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet [i sommeren] 2013 om, at han flere gange i 2009 på et tidspunkt, hvor han angiveligt var efterlyst, var tilbageholdt af myndighederne af andre årsager, uden at myndighederne konstaterede, at han var efterlyst, er endvidere en udbygning, der ikke stemmer overens med hans tidligere forklaring i sagen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at de tyrkiske myndigheder under hans angivelige tilbageholdelser ikke opdagede, at han var efterlyst, ikke fremstår troværdig henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om karakteren og intensiteten af det tyrkiske politis og efterretningstjenestes arbejde med at arrestere kurdiske modstandere af det tyrkiske styre og anklage dem efter den tyrkiske antiterrorlov. Der kan hermed blandt andet henvises til Landsinfos rapport Tyrkia: Situasjonen for politisk aktive kurdere, udgivet den 21. august 2015. Flygtningenævnet bemærker vedrørende den af Amnesty Internationals lægegruppe foretagne lægeundersøgelse af ansøgeren, at de i rapporten [fra efteråret] 2014 angivne fund på flere punkter ikke stemmer overens med de af ansøgeren under asylsagen afgivne oplysninger om fysiske overgreb mod ham. Han har således i asylansøgningsskema [fra ultimo] 2012 uddybet, hvordan han blev udsat for tortur eller andre fysiske overgreb således: ”Som et resultat af tortur er min venstre arm brudt, midt i mit øjenbryn, midt på min pande, under min hage, og på mit hoved er der stadig stående tegn på manipulation.[…] Der er fraktur og forvridning af den venstre arm to steder som følge af tortur”. Den af ansøgeren beskrevne tortur ses ikke at stemme overens med det i rapporten [fra efteråret] 2014 anførte, herunder vedrørende ”Arme og ben”, hvorom rapporten blot anfører ”normal kraft, følesans og bevægelighed. Ingen abnorme fund”. Derimod omtaler rapporten endvidere flere steder slag mod fodsålerne (falanga), hvilken form for tortur ansøgeren imidlertid ikke ses at have omtalt i asylansøgningsskemaet, under møderne hos Udlændingestyrelsen eller i mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2013. Flygtningenævnet skal herudover anføre, at ansøgerens asylmotiv – bortset fra frygten for straf for unddragen militærtjeneste – vedrører ansøgerens afbrudte medlemskab af PKK og KCK og hans flugt fra træningslejren i sommeren 2010, og at resultatet af lægeundersøgelsen under alle omstændigheder ikke ses at have direkte sammenhæng med troværdighedsvurderingen af ansøgerens forklaringer om begivenhederne i dette asylmotiv, der kronologisk ligger efter det tidspunkt, hvor torturen angiveligt har fundet sted. Nævnet finder heller ikke grundlag for at anse ansøgerens forklaring og erindring om begivenhederne i dette asylmotiv for at være afgørende påvirket af fysiske overgreb, han skulle være blevet udsat for. Nævnet finder endvidere ikke, at konklusionen i Amnesty Internationals rapport i sig selv underbygger troværdigheden af ansøgerens asylmotiver, herunder at han skulle være blevet udsat for den af ham beskrevne tortur under de af ham beskrevne omstændigheder. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen desuden lagt vægt på, at ansøgeren, der efter det oplyste indrejste illegalt i Danmark i [vinteren] 2010 og i de følgende to år opholdt sig i Danmark uden lovligt ophold, først fandt anledning til at søge asyl i forbindelse med, at han [i vinteren] 2012 blev anholdt af politiet for besiddelse af euforiserende stoffer og for at afgive urigtige oplysninger om sin identitet til politiet, hvilke forhold han blev idømt 40 dages ubetinget fængsel for, jf. lov om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, og straffelovens § 164, stk. 1, jf. § 174, og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Ansøgerens manglende aftjening af værnepligt, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vil medføre en uforholdsmæssig sanktion, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet tager på denne baggrund hverken ansøgerens mere subsidiære påstand om udsættelse af sagen med henblik på en torturundersøgelse eller mest subsidiære påstand om hjemvisning til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen til følge. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet i sager, hvor ansøgeren har oplyst at have været udsat for tortur som følge af forhold, der fortsat gør sig gældende og som derfor indebærer risiko for på ny at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden, normalt ikke vil foranstalte en torturundersøgelse, hvis ansøgeren under hele forløbet som i den foreliggende sag har fremstået som utroværdig, og nævnet derfor i det hele må forkaste ansøgerens forklaring om den oplyste tortur eller de forhold, der gav anledning hertil. Hvis forklaringen om, hvorfor ansøgeren blev udsat for tortur, må forkastes som utroværdig, og det ifølge ansøgeren skulle være de samme forhold, der indebærer, at han stadig risikerer tortur ved en tilbagevenden, kan det i sagens natur heller ikke lægges til grund, at ansøgeren af denne grund er i risiko for at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet fastholder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Tyrkiet ikke vil være i strid med artikel 3 i Torturkonventionen, og nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Tyrk/2016/1/CEB
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Turkmenistan, født i 1980. Ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2005, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hendes fader i mange år havde været voldelig over for hende, samt at hun frygtede faderens reaktion, når hun vendte hjem til Turkmenistan, og han opdagede, at hun ikke længere var jomfru. Ansøgeren havde endvidere som sit asylmotiv anført, at hun ved en tilbagevenden frygtede at få problemer med myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikter med og frygt for faderen kunne medføre asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt, og at ansøgeren om nødvendigt måtte søge myndighedernes beskyttelse mod faderen. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke kunne eller ville yde ansøgeren beskyttelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden var nødsaget til at tage ophold hos eller i nærheden af faderen. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Turkmenistan ville få problemer med myndighederne. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste problemfrit af Turkmenistan legitimeret med ægte nationalitetspas, som blev behørigt stemplet af myndighederne. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgerens formodning om problemer med myndighederne var fuldstændig uunderbygget. Turk/2006/2
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelses vedrørende en mandlig statsborger fra Turkmenistan, født i 1988. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge afgørende vægt på, at ansøgeren under sagens behandling havde oplyst to forskellige personer, som den han udrejste fra Turkmenistan sammen med. Nævnet bemærkede herved, ansøgeren kun var otte år ved udrejsen, og at han stadig er mindreårig. Der måtte således tages hensyn hertil. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge afgørende vægt på ansøgerens oplysninger om rejseruten eller ansøgerens udseende, eller at faderens forhold ikke havde kunnet verificeres. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han risikerede forfølgelse som følge af, at hans fader havde skrevet kritiske artikler imod præsidenten. Ansøgeren havde henvist til, at hans fader og faderens forældre var blevet dræbt af myndighederne af denne grund, og at han selv havde forladt landet af denne grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Turkmenistan. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke selv havde noget udestående med myndighederne, og at han kun var otte år gammel i 1996, da faderen og bedsteforældrene efter det oplyste blev dræbt. Turkmenistan/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2009. I Tunesien havde han modtaget trusselsbreve og var blevet tilbageholdt af politiet. Under hans ægtefælles sidste besøg i Tunesien, fik hun ikke lov til at udrejse med deres fælles søn, før efter at han havde givet tilladelse til dette. I april 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på asyl. Under Flygtningenævnets behandling af sagen aflagde ansøgerens ægtefælle vidneforklaring om begivenhederne under hendes besøg i Tunesien. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagde til grund, at ansøgeren omkring midten af 2006 var blevet overfaldet af ukendte gerningsmænd, og at han nogen tid efter havde modtaget to breve, der af ansøgeren blev opfattet som trusselsbreve. Flygtningenævnet bemærkede, at der var tale om begivenheder, der lå tilbage i tiden. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke senere var blevet opsøgt af de personer, der stod bag vold henholdsvis trusselsbreve. Ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt, fordi han er gift med en dansk kvinde, og fordi Danmark er ansvarlig for profet-tegningerne, byggede på ansøgerens formodninger og var ikke nærmere underbygget. Der var heller ikke i sagens oplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren skulle have haft et afgørende modsætningsforhold til sin familie, således som han oplyste under nævnsmødet. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt tre gange inden for cirka det sidste halvandet år før udrejsen. Første gang var han blevet tilbageholdt på en politistation i kortere tid, hvorunder han var blevet afhørt og slået, men løsladt mod bestikkelse. Han var den anden gang blevet tilbageholdt i forbindelse med et checkpoint og blevet løsladt efter at have forevist sine papirer. Han var blevet løsladt fra den tredje tilbageholdelse efter indgriben fra politichefen, der var en bekendt af familien. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, at de påberåbte forhold ikke var af en sådan karakter og intensitet, at de kunne sidestilles med forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller medføre, at ansøgeren havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Episoden i forbindelse med Ægtefællens seneste udrejse af Tunesien var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Tunesien/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i Danmark i 2008Ansøgeren var mindreårig på indrejsetidspunktet. Ansøgeren er etnisk araber, født og opvokset i en flygtningelejr i Syrien. Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at hun aldrig havde været i Tunesien, hvor hun var uden netværk. Hun kunne ikke vende tilbage til Syrien, idet hun ikke havde noget at vende tilbage til eller nogen lovlig opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tunesisk statsborger og indehaver af et tunesisk pas. Ansøgeren, der aldrig havde været i Tunesien, oplyste ikke om asylrelevante forhold i Tunesien. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være uden netværk i Tunesien, kunne ikke føre til meddelelse af asyl. Ansøgeren var født og opvokset i Syrien, hvor hun havde gået i skole og senest havde indgået ægteskab. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hun havde haft konflikter i Syrien, hverken med myndighederne eller med andre. Efter de foreliggende oplysninger om de retlige forhold i Syrien ville ansøgeren som araber i det væsentlige blive stillet som en syrisk statsborger, jf. Citizenship Law No. 276, 1969. På denne baggrund tiltrådte Flygtningenævnet, at ansøgeren ville kunne indrejse i såvel Tunesien som Syrien, uden at ansøgeren udsatte sig for risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angik ansøgerens nyfødte barn, forelå der ikke noget selvstændigt asylmotiv. Tunesien/2009/1
Nævnet meddeltei september 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2002 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han forud for udrejsen havde haft en 10-årig karriere ved militæret, sluttende som oversergent, og at han ved udrejsen havde været reservist. Ansøgeren havde fremskaffet en kopi af den tunesiske militære straffelov, hvoraf det blandt andet syntes at fremgå, at han som reservist blandt andet havde pligt til at melde sig på den tunesiske ambassade, hvis han tog ophold i udlandet. Ansøgeren havde gjort gældende, at han ved at tilsidesætte disse regler ved en tilbagevenden til Tunesien ville blive betragtet som forræder/desertør, hvilket ifølge den militære straffelov vil kunne straffes med dødsstraf eller langvarig fængselsstraf. Flygtningenævnet havde ved en iværksat høring søgt at få klarlagt, hvilken risiko ansøgeren i så henseende ville have løbet ved en tilbagevenden. Da høringen havde været uden resultat, og det således fortsat henstod som uafklaret, uden at dette kunne lægges ansøgeren til last, måtte ansøgeren stilles, som om han risikerede det, som han selv havde antaget. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet siden udrejsen i 2002, heller ikke i forbindelse med sin faders død i begyndelsen af 2007. Ifølge baggrundsoplysninger fra Tunesien foregår der tortur i de tunesiske fængsler, og retssystemet fungerer ikke uafhængigt. På den anførte baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren måtte anses for at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerede dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tunesien/2007/2
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tunesien, født 1954. Indrejst i maj 2002 med opholdstilladelse som familiesammenført, genindrejst i september 2003. Ansøgt om asyl i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hendes far havde besluttet, at hun ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden til Tunesien, idet hun havde vanæret familien ved at have været sin mand utro samt været skyld i, at manden var blevet idømt en fængselsstraf i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om truslerne var af en sådan karakter, at det måtte antages, at ansøgeren ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det foreliggende forhold måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte lægges til grund, at de tunesiske myndigheder har vilje og evne til at yde den fornødne beskyttelse. Tun/2005/1
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2003. Ansøgeren søgte asyl i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber fra Tunis og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2003 blev tilbageholdt af tre personer fra det tunesiske politi og udsat for voldelige overgreb og tortur, fordi han havde ytret sig kritisk om det tunesiske styre til sin ven […], hvorefter vennen havde angivet ansøgeren, at han i forbindelse med sin løsladelse blev pålagt daglig meldepligt, hvilken han overholdte frem til sin udrejse af Tunesien senere i 2003, og at han blev udsat for voldelige overgreb hver gang han meldte sig på politistationen. Ved en eventuel tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren yderligere overgreb fra de tunesiske myndigheder i form af slag, ydmygelser og frihedsberøvelse. Endvidere frygter ansøgeren at blive idømt dobbeltstraf. Den af ansøgeren påberåbte tilbageholdelse i 2003 kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har først til samtalereferatet oplyst om konflikter med de tunesiske myndigheder. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende omkring tilbageholdelsen og myndighedernes fremfærd i forbindelse hermed. Endvidere varede frihedsberøvelsen højst fire timer, ligesom den ligger langt tilbage i tid. Endelig udrejste ansøgeren legalt legitimeret med sit eget ægte pas. De øvrige påberåbte episoder med politiet, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang eller intensitet, at de kan sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. I øvrigt bærer de præg af at være af generel karakter. Herudover må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl i foråret 2009. Endelig er det indgået med nogen vægt i nævnets vurdering, at det tidligere styre ikke længere er ved magten i hjemlandet. Præsidenten er rejst i eksil. Forud for styrets fald havde der været omfattende demonstrationer, hvor demonstranterne krævede indførelse af demokrati. Vedrørende spørgsmålet om dobbeltstraf kan det ikke efter det foreliggende antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer overgreb eller sanktioner af en sådan karakter, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. tune/2011/1
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2012. (ÅG-sag) Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tuneser og muslim af trosretning fra (…), Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere kæreste (A’s) familie, idet ansøgeren har haft et seksuelt forhold til (A). Ansøgeren har endvidere som sit seneste asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere narkopusher (B), da ansøgeren har vidnet mod (B) i en straffesag, hvor (B) blev idømt en behandlingsdom og udvist af Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev kærester med (A) i 2008, og at de begyndte at have samleje sammen. (A’s) mor fandt ud af forholdet omkring tre til fire måneder efter, at ansøgeren og (A) begyndte at have samleje. (A) stoppede herefter med at komme i skole, ligesom ansøgeren ikke så hende længere. Ansøgeren fik at vide af en af (A’s) veninder, at (A’s) familie havde placeret (A) i husarrest, og at familien havde slået hende. Veninden fortalte også, at årsagen hertil var, at familien havde fundet ud af, at ansøgeren og (A) havde haft samleje. (A’s) familie er salafister. Ifølge (A’s) veninde forsøgte (A’s) far og brødre at finde ansøgeren. De opsøgte ansøgerens bopæl og truede ansøgerens mor. Ansøgeren var ikke hjemme, da truslerne fandt sted. Ansøgeren ved ikke, hvor mange gange (A’s) familie mødte op på ansøgerens bopæl, men de kom mange gange. (A’s) familie truede ansøgeren på livet, da han havde krænket families ære. Ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren udrejste til Italien i sensommeren 2011. I Italien mødte ansøgeren nogen, der kendte (A’s) familie, og som vidste, at (A’s) familie var efter ansøgeren. Den pågældende rådede ansøgeren til at tage tilbage til Tunesien for at gifte sig med (A) og derigennem klare konflikten med (A’s) familie. Ansøgeren fulgte ikke den pågældendes råd, da han var bange for, at (A’s) familie ville slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark i 2015 købte fem kokain-kugler af (B’s) pushere, men at ansøgeren ikke betalte herfor. (B) overfaldt derfor ansøgeren med en kniv og skar ham i halsen og på højre arm. Dette skete i slutningen af 2015. (B) blev idømt en behandlingsdom og udvist i sommeren 2016. (B) er efter dommen stukket af fra behandlingsstedet. Ansøgeren har talt med nogle personer i Danmark, som siger, at (B) er taget tilbage til Tunesien. Ansøgeren frygter, at (B) vil forfølge ansøgeren i Tunesien, da ansøgeren vidnede mod ham. (B) truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren vidnede mod ham i retten. Ansøgeren sagde til (B), at han ikke ville vidne imod ham, men han gjorde det alligevel. (B) er rig og har forbindelser i Tunesien, da han er bagmand inden for narkotikahandel. Flygtningenævnet bemærker, at det svækker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at han under sine samtaler med Udlændingestyrelsen den 15. april 2014 og 1. marts 2017 og i advokatindlægget af 21. august 2017 har angivet forskellige asylmotiver, og at han under oplysnings- og motivsamtalen den 1. marts 2017 har forklaret, at han har afgivet ukorrekte oplysninger, og at han ikke ved, hvorfor han har afgivet disse oplysninger. Ansøgeren oplyste således indledningsvis til sin oplysnings- og motivsamtale den 15. april 2014, at han er udrejst af Tunesien, da der ikke var nogen fremtid for ham der, og at det var personlige problemer – som han ikke ønskede at uddybe – som lå til grund for hans udrejse. Senere under samme samtale oplyste ansøgeren, at han udrejste af Tunesien i november 2011, fordi han havde en konflikt med sin onkel. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at onklen var salafist, og at han forsøgte at kontrollere ansøgeren. Ansøgeren ville under samtalen ikke oplyse navnet på onklen. Den 18. august 2014 meddelte ansøgeren, at han ikke ønskede at fastholde sin asylansøgning. Under oplysnings- og motivsamtalen den 1. marts 2017 oplyste ansøgeren som noget nyt, at han udrejste fra Tunesien i november 2009, fordi han blev efterstræbt af sin kæreste (A’s) familie på grund af deres udenomsægteskabelige forhold. Af advokatindlægget fremgår det desuden, ligeledes som noget nyt, at ansøgeren mødte nogle personer i Italien, der kendte (A’s) familie, og at disse personer rådede ansøgeren til at tage tilbage til Tunesien og få håndteret konflikten med (A’s) familie. Ansøgeren har ikke forklaret herom til sin oplysnings- og motivsamtale den 1. marts 2017. Ansøgeren forklarede i øvrigt til oplysnings- og motivsamtalen den 15. april 2014, at han kun havde én overnatning i Italien, og at han rejste videre til Frankrig morgenen efter. Det fremstår derfor usandsynligt, at ansøgeren ved et tilfælde skulle have mødt nogle bekendte til (A’s) familie den ene dag, hvor han var i Italien. Da ansøgeren således har forklaret divergerende og stærkt udbyggende om den angivelige konflikt, som lå til grund for hans udrejse af Tunesien, herunder konflikten med (A’s) familie, finder nævnet ikke at kunne lægge nogen del af denne forklaring til grund. For så vidt angår den angivelige konflikt med (B), finder Flygtningenævnet, at der er tale om et muligt modsætningsforhold af en sådan karakter, at ansøgeren må henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse herfor. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne opnå relevant beskyttelse fra de tunesiske myndigheders side. Om ansøgerens forklaring vedrørende konflikten med (B) bemærker nævnet endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at (B), der ifølge ansøgeren har boet i Danmark de seneste 20 år, skulle være så højt rangeret inden for det tunesiske organiserede narkomiljø, at han har viljen og evnen til at efterstræbe ansøgeren overalt i Tunesien. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgeren har forklaret så forskelligt og udbyggende under hele asylforløbet, at oplysningerne fra ham ikke uden videre kan lægges til grund. Men selv hvis ansøgerens forklaring – om bl.a. modsætningsforholdet og at (B) er rejst tilbage til Tunesien – kunne lægges til grund, ville dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren som anført må henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Tune/2017/6/JHB.
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra M’saken, Susah, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af hendes familie, fordi hendes søn er født uden for ægteskabet, hvilket har krænket hendes families ære. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i slutningen af 2012 kom i kontakt med faren til hendes søn, [A], via internetapp’en Skout og indledte et forhold til ham. I [starten af] 2013 tilbragte [A] otte dage i Tunesien med henblik på at besøge ansøgeren. Han var indlogeret på et hotel, men de mødtes hver dag på offentlige steder. I [sommeren af] 2013 besøgte [A] igen ansøgeren i Tunesien, denne gang for en periode på to uger. Ansøgeren udrejste i slutningen af [sommeren] 2013 til Frankrig på et turist visum, som hun havde fået med henblik på at besøge hendes morbrødre. Tre dage efter ankomsten til Frankrig rejste hun videre til Norge og opholdt sig først en uge hos sin søster, [B], og derefter to uger hos [A]. I løbet af denne periode havde ansøgeren seksuelt samvær med [A]. Desuden blev ansøgeren bekendt med, at [A] var gift og havde børn med en kvinde i Norge. I [efteråret] 2013 kontaktede ansøgeren sin far og fortalte, at hun ville blive i Norge sammen med [A]. Hendes far bad hende om at komme hjem til Tunesien og truede ansøgeren med, at han i modsat fald ville slå hende ihjel. [I efteråret] 2013 søgte ansøgeren asyl i Norge. [I foråret] 2014 rejste hun tilbage til Tunesien. Inden afrejsen ringede hun til sin mor og fortalte hende, at hun var gravid, hvortil ansøgerens mor svarerede, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage, og at hun ville blive slået ihjel. [A] forsikrede ansøgeren om, at hun skulle opholde sig kort tid i Tunesien, inden hun kunne tage videre til Irak for at føde sit barn. [A] betalte for, at ansøgeren kunne bo i en lejlighed i Sousse omkring en times kørsel fra hendes tidligere bopæl. Omkring en måned efter ansøgerens tilbagevenden til Tunesien ringede hun til sin tvillingebror, [C], for at bede om tilgivelse. [C] truede ansøgeren med, at hun ville blive slået ihjel og sagde, at familien nok skulle finde hende. Ansøgeren var desuden i kontakt med hendes moster, som fortalte, at ansøgerens morbrødre også ønskede at slå ansøgeren ihjel. Omkring en måned senere i starten af [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sin mor. Ansøgerens mor frarådede hende i at komme på besøg grundet risiko for, at ansøgerens brødre ville dukke op og slå hende ihjel. Ansøgeren valgte på trods af dette at besøge sin mor. Mens ansøgeren var hos sin mor, ankom hendes brødre og forsøgte blandt andet at skubbe ansøgeren ned af en trappe. Ansøgerens mor råbte og skreg, hvorefter naboerne kom og forhindrede, at der skete ansøgeren noget. Ansøgeren tog herefter en taxa tilbage til sin lejlighed og opholdt sig i Sousse indtil slutningen af [sommeren] 2014, hvor hun rejste til Irak. [A] var ankommet til Irak i [sommeren] 2014 sammen med sin ægtefælle og sine børn og opholdt sig i Irak frem til en uge efter deres søns fødsel i [sommeren] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak boede hun hos [A’s] familie, som behandlede hende dårligt. [I starten af] 2015 rejste ansøgeren derfor med sin søn, [D], tilbage til Sousse i Tunesien. Ansøgeren tog indledningsvis ophold i samme lejlighed i Sousse som før hendes ophold i Irak og boede desuden på to andre adresser i nærheden indtil hendes udrejse. I [sommeren] 2015 ringede ansøgeren til sin far og senere til hans ægtefælle, og de gav begge udtryk for, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis hendes familie fandt hende. Ansøgeren talte også et par gange med sin lillebror, [E], som fortalte, at ansøgerens familie ledte efter hende. [I slutningen af] 2015 udrejste ansøgeren legalt med fly sammen med sin bror, [E]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren indrejste legalt i Norge i 2013 og søgte senere asyl under falsk identitet som [F] fra Syrien. Den falske identitet blev afsløret ved fingeraftryk, da ansøgeren tidligere havde søgt og fået visum til Frankrig. Ansøgeren fortalte ikke de norske myndigheder om [A] og dermed heller ikke om sit asylmotiv, idet [A] angiveligt lever i Norge under falsk identitet. Videre har ansøgeren først op til nævnsmødet fremlagt vielsesattest og forklaret, at hun blev gift med [A] [i efteråret] 2013, og har først under nævnsmødet forklaret, at hun indrejste i Irak i 2013 for at blive gift, for derefter at rejse til Norge og søge asyl. Endelig har ansøgeren forklaret, at hendes vielsesattest er falsk, idet [A’s] bror udgav sig for at være [A], da de blev gift, ligesom der blev anvendt en falsk faderskabserklæring for at få sønnen registreret i Irak og dermed få udstedt irakisk pas til ham. Ansøgeren valgte at rejse tilbage til Tunesien fra Norge i stedet for at rejse til Frankrig, som efter Dublinreglerne skulle overtage behandlingen af ansøgerens asylsag. Hertil kommer, at ansøgeren levede i Sousse, uden at blive opsøgt af sin familie, fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, på hvilket tidspunkt hun var gravid, og igen fra [starten af] 2015 til [slutningen af] 2015, hvor hun havde født sin søn. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om en række væsentlige forhold, herunder om hvad der skete, da hun hos sin mor var i kontakt med to af sine brødre. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun i første omgang ikke var i stand til at flygte, mens hun under samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har forklaret, at hun forsøgte at flygte op ad en trappe men blev revet i håret, så hun faldt ned af trappen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv skal tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2017/2/IVK
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sfax, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til en konflikt med sin fætter, som ansøgeren er blevet misbrugt af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at misbruget fandt sted fem til seks gange i Tunesien, og at misbruget startede, da ansøgeren var omkring 9 år. Ved en tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren, at han vil forsøge at finde fætteren, og hvis han gør det, vil han enten slå fætteren ihjel eller begå selvmord. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret, at han frygter, at fætteren vil fortælle om misbruget til ansøgers familie, hvilket vil være en katastrofe, dels fordi det er skamfuldt, dels fordi ansøgerens brødre så vil forsøge at dræbe fætteren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens modsætningsforhold til fætteren må anses for afsluttet, hvorved bemærkes, at ansøgeren udrejste af Tunesien i 2005, og at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har bekræftet, at han ikke har nogen konflikter med de tunesiske myndigheder. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/5/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ateist fra Kasserine, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie eller af nogen fra hans omgangskreds eller af religiøse ekstremister i Tunesien, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i løbet af 2012 begyndte at tvivle på guds eksistens. Han holdt op med at bede fem gange om dagen, og han deltog ikke længere i fredagsbønnen, hvilket hans søskende opdagede og begyndte at kommentere ved at kalde ham for en vantro hund. I sommeren 2012 sad ansøgeren på en café i Sousse med seks venner, der alle var medlemmer af det tunesiske liberale parti. Der kom en maskeret mand hen mod dem. Manden havde en kniv i bæltet. Han kaldte dem for vantro hunde og bandede af dem, men der skete ikke noget med ansøgeren og hans venner, da de andre cafégæster fik stoppet manden. Ansøgeren har siden 2013 kommenteret ting på hjemmesiden Tunesian Atheists under navnet […]. I perioden fra episoden på caféen i Sousse og frem til ansøgerens udrejse i november 2013 har ansøgeren forklaret, at modtaget mellem 40 og 50 trusler på Facebook samt en enkelt sms. Det fremgår af truslerne, at ansøgeren er en vantro hund, og at han ville få skåret sin hals over. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter, herunder om hvorvidt det er familien, bekendte eller omgivelserne, der har truet ham. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at han var på café med sine venner, da en ven blev udsat for et drabsforsøg. Til samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var ham selv, der blev udsat for drabsforsøget, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke var til stede på caféen, men har hørt om episoden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans familie, bekendte og omgivelserne hader ham og lægger pres på ham, efter at han i 2012 er blevet ateist, og at omgivelserne har truet ham på Facebook, hvor han ikke kan identificeres. Ansøgeren har forklaret ukonkret og i generelle vendinger om de fremsatte trusler. På baggrund af den afgivne forklaring og Flygtningenævnets baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/4/JOL
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ateist, født i Gafsa og opvokset i [mindre by], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive fængslet på grund af sin homoseksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at han efter sin udrejse af Tunesien har modtaget en dom, hvor han blev kendt skyldig i prostitution og seksuelt samvær med mænd og besiddelse af pornografisk materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har haft et seksuelt forhold til sin bedste ven, […]. Da ansøgerens mor opdagede forholdet, blev hun vred og anmeldte ansøgeren til politiet. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i otte måneder og blev herefter løsladt, idet ansøgerens farmor skaffede penge til en advokat. Efterfølgende tog ansøgeren ophold hos sin farmor, og han begyndte at prostituere sig, da han var omkring 15-18 år. Under opholdet hos farmoren blev han flere gange opsøgt af de tunesiske myndigheder, ligesom han blev tilbageholdt i nogle dage ad gangen. Han blev afsløret som prostitueret i maj 2015, hvor myndighederne fandt ham på et hotel, hvor han boede sammen med en engelsk mand. Ansøgeren blev anholdt og bragt til politistationen. Ansøgeren var tilbageholdt i ti dage og blev løsladt, idet ansøgeren underskrev et dokument, som han ikke kendte indholdet af. Han har fået at vide, at den engelske mand også blev anholdt og tilbageholdt i nogle dage. Løsladelsen var betinget af en ugentlig meldepligt hos politiet, ligesom han blev pålagt en endetarmsundersøgelse. Idet ansøgeren frygtede resultatet af undersøgelsen og dermed en dom for prostitution, udrejste han af Tunesien i maj 2015. Ansøgeren har efter udrejsen modtaget en dom fra […] september 2015 for homoseksuel prostitution og besiddelse af pornografisk materiale, hvor ansøgeren blev idømt tre år og seks måneders fængsel samt forbud mod at bo i Kafsa-regionen og i [den mindre by], ligesom han blev pålagt at betale bøder for sit fravær. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren oplyste om, at han i mange år ikke har praktiseret islam i sig selv indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tune/2016/3/NKE
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Ansøgeren var ved domme i Danmark blevet dømt for overtrædelse af narkotikalovgivningen samt udvist med indrejseforbud. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen vurderet som menneskehandlet. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og muslim fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter blodhævn fra sin farbrors familie som følge af, at han har deltaget i et knivoverfald på sin farbror, der afgik ved døden. Han frygter endvidere repressalier fra medgerningsmanden, [H]s brors side, idet denne sammen med [H] har pålagt ansøgeren at påtage sig skylden for drabet alene. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet af myndighederne som følge af drabet på farbroren og ansøgerens medvirken til [H]s handel med alkohol, våben og narkotika. Ansøgeren har oplyst at være adopteret fra Egypten. Adoptionen er ikke officielt godkendt eller registreret. Han har derfor ingen tunesiske identitetspapirer. Ansøgerens farbror har aldrig brudt sig om ansøgeren, fordi han er adopteret. Efter farens død flyttede familien rundt, og til sidst valgte ansøgeren at flytte hjemmefra og bo på gaden. Han mødte [H], som tilbød, at ansøgeren kunne bo hos ham. [H] levede af at sælge alkohol, våben og narkotika. Ansøgeren hjalp [H] med at levere alkohol og med at rengøre våben. Han hjalp endvidere med at klargøre stjålne motorcykler. Efter drabet på farbroren flygtede ansøgeren ud af landet til Italien. Han havde kortvarig kontakt med [H] i Italien. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret utroværdigt om asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sine statsborgerforhold, idet ansøgeren ikke i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var adopteret fra Egypten, men tværtimod oplyste, at han var født i Tunesien og var tunesisk statsborger, mens han i asylsamtalen forklarede, at han som et til halvandet årig blev adopteret af en familie i Tunesien, som hentede ham i Egypten. Ansøgeren har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kunne fremskaffe sin fødselsattest fra sin mor i Tunesien, mens han i asylsamtalen har forklaret, at dette ikke kunne lade sig gøre. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han aldrig har fået udstedt dokumenter i Tunesien. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om farens død, tidspunktet herfor og hvilket erhverv faren havde. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor han flyttede hen, efter at han flyttede fra sin morbrors hus, idet han i asylsamtalen har forklaret, at han opholdt sig på gaden og arbejdede på en byggeplads i udkanten af [navn på by], mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han flyttede til [navn på anden by], hvor han arbejdede som mekaniker, og senere til [navn på tredje by]. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om drabet på sin farbror. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen undladt at forklare om drabet på farbroren, men har forklaret, at han måtte flygte, fordi han havde stukket en ung mand ved navn Ahmed med kniv. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han på grund af vrede over, at farbroren havde slået ansøgerens mor, opsøgte farbroren og stak ham med kniv. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han opsøgte farbroren sammen med [H]s bror, og at det var [H]s bror, som stak farbroren ihjel, hvorimod ansøgeren blot truede farbroren med kniv. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han har modtaget en tilsigelse fra politiet, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har fået en tilsigelse fra politiet, som ville snakke med ham, fordi han havde hjulpet [H] med at sælge alkohol og våben. Ansøgeren har i asylsamtalen forklaret, at han på intet tidspunkt har modtaget en tilsigelse fra politiet, idet han udrejste umiddelbart efter knivoverfaldet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hans mor har modtaget en tilsigelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Tunesien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/2/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvundet til at arbejde for to mænd, som han formoder er fra en terrororganisation eller lignende. Han frygter ligeledes at blive dræbt af de to mænd. Han har oplyst, at forholdende i Tunesien er dårlige, samt at det er svært at finde et arbejde. Han henvendte sig derfor til to personer, [A] og [B], i moskeen for at spørge, om de kunne hjælpe ham med at finde arbejde. Efterfølgende blev han opsøgt af [A] og [B], idet de ønskede, at ansøgeren skulle kæmpe for Allah. Sidste gang han blev opsøgt, viste de ansøgeren en pistol og nogle penge, hvilket gjorde ham bange. Han udrejste af Tunesien [i vinteren 2015], da en mand, der hedder [C], rådede ham til at udrejse. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i løbet af en periode på godt tre måneder i alt syv gange er blevet opsøgt af [B] og [A] fra hans landsby, og at de tilbød ham arbejde, idet de talte om jihad og sagde, at han burde kæmpe for Allah, ligesom de i ét tilfælde viste ham penge og en pistol. Det lægges videre til grund, at alle ansøgerens møder med de to mænd fandt sted i offentlighed enten i moskeen, på en café eller ude på gaden, og at de to mænd på intet tidspunkt konkret fortalte ham, hvad det var for arbejde, han skulle udføre, ligesom de hverken truede ham eller på anden måde forsøgte at lægge pres på ham. Endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [C]s råd til ham om, at det ville være bedst for ham at flygte ud af landet, havde noget med [B] og [A]s henvendelser at gøre. Ansøgeren har ikke, før han udrejste, forsøgt at opnå myndighedernes beskyttelse, og det beror alene på hans formodning, at politiet på grund af hans unge alder ikke ville have taget ham alvorligt, eller at [B] og [A] var en del af en større gruppe, der ville opsøge ham, hvis de to mænd blev anholdt. Da de hændelser, ansøgeren har forklaret om, hverken har en karakter og intensitet, der bevirker, at der er tale om forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2016/1/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af […], der har forbindelse til Islamisk Stat, fordi ansøgeren har haft et seksuelt forhold til […]s søster. Ansøgeren har oplyst, at han i 2014 indledte et forhold med en pige, […]. I slutningen af 2014 opdagede […] sin søster, […], og ansøgeren i at have seksuelt samvær med hinanden i en lejlighed i […]. Da […] ankom til lejligheden, sparkede han døren ind og råbte af ansøgeren og […], hvorefter ansøgeren slog […] og løb fra stedet. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af sin ven […], der fortalte, at […] havde slået [sin søster] ihjel, og at han ledte efter ansøgeren, da han ligeledes ville slå ham ihjel. Tre-fire timer efter kom 50-60 personer fra Islamisk Stat til ansøgerens forældres bopæl og ransagede den og spurgte efter ansøgeren. I de følgende to uger kom der personer fra Islamisk Stat til bopælen flere gange dagligt med nogle timers mellemrum, hvorefter ansøgeren forlod Tunesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter om sit meget enkle asylmotiv, ligesom ansøgerens forklaringer om sin færden forud for udrejsen af Tunesien [i efteråret 2014] har båret præg af at være upræcise og udetaljerede, ligesom dele af forklaringerne fremstår mindre sandsynlige. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at han har afgivet divergerende oplysninger om sin alder og om sine familiemæssige forhold. Nævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af politirapport af [ vinteren 2015] udfærdiget af Københavns Politi, at ansøgeren er født den [dato i 1998], videre fremgår det af oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har angivet at være født den [dato i 1991]. Det fremgår ligeledes af sagen, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2015] og til partshøringen [i starten af sommeren 2015] har fastholdt, at hans fødselsdato er den [dato i 1998]. Endelig fremgår det af politirapport [fra senere på sommeren 2015] udfærdiget af Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, at ansøgeren har oplyst, at han er født den [dato i 1991]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit forhold til […], idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2015] har oplyst, at de mødte hinanden på stranden og officielt blev kærester med det samme. Ansøgeren har til asylsamtalen [i sommeren 2015] forklaret, at da de mødtes første gang, aftalte de at være venner, og ansøgeren har videre til asylsamtalen forklaret, at forholdet til […] den første måned var mere venskabeligt, og at de efter omkring en måned begyndte at være intime. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt de ind i mellem overnattede sammen i den lejede bolig, og om hvornår på dagen de blev opsøgt af […]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende omkring, hvor han opholdt sig, efter […] havde opdaget ansøgerens og […]s forhold. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren i to uger før udrejsen blev hos sin familie, men overnattede hos naboen og brugte størstedelen af sin tid hos naboen. Det fremgår af asylsamtalen og af ansøgerens advokats indlæg, at ansøgeren har forklaret, at han ikke på noget tidspunkt var tilbage på sine forældres bopæl efter episoden. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende omkring sine forældes død i Tunesien. Det fremgår af asylsamtalen [i starten af sommeren 2015], at ansøgeren har forklaret, at hans forældre er omkommet i et biluheld tre måneder forinden samtalen. Videre fremgår det af politirapport [senere på sommeren 2015] udfærdiget af Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, at ansøgeren har ønsket at frafalde sin asylansøgning, da hans moder var syg i hjemlandet. Der fremgår videre, at ansøgeren har angivet, at hans familie består af moder og fader, samt tre brødre og en søster. Nævnet finder videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at ansøgerens families hjem blev opsøgt flere gange af op til 50 mennesker af gangen, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var kommet op 50-60 personer til familiens hjem, at disse havde maskinpistoler, og at de gik ind i hjemmet og skubbede til ansøgerens forældre. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at der uden for forældrenes hjem var omkring fem-seks personer, der stod vagt 24 timer i døgnet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har kunnet give nærmere oplysninger om, hvornår han og […] indledte deres forhold eller om […], herunder om dennes forhold til IS, eller hvordan han har fået kendskab til dette. Forklaringen om, at 50 personer opsøgte ansøgerens families bopæl flere gange om dagen, efter at ansøgerens forhold til […]s søster var blevet opdaget fremstår i sig selv mindre sandsynlig, og ansøgeren har ikke kunnet fremskaffe dokumentation for, at hans far har søgt at anmelde forholdet til politiet. Nævnet finder ikke, at det af advokaten anførte om, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke forstod tolken, og at tolken ikke forstod ansøgeren, kan forklare de fremhævede forhold ved ansøgerens forklaringer, herunder divergenserne. Da Flygtningenævnet herefter ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/3/AKM
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Tunesien og Marokko indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra Gafs, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles to brødre, […], og deres venner, idet ansøgeren og hans ægtefælle har indgået ægteskab imod [brødrenes] ønske. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han mødte sin ægtefælle, […], hos nogle venner i Tunesien i oktober 2013. [Ægtefællen] fortalte ansøgeren, at hun var udrejst af Marokko, fordi hun stod i et modsætningsforhold til sine brødre, da hun havde nægtet at indgå ægteskab med sin afdøde ægtefælles bror. Ansøgeren og [ægtefællen] blev gift i Tunesien [i vinteren 2013]. [I vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl i [hjembyen] af [brødrene] og tre tunesere. De slog den mandlige ansøger, hvorefter han besvimede og blev hjulpet på hospitalet af den kvindelige ansøger. Politiet kom til stede på hospitalet, og for at undgå at få flere problemer med den kvindelige ansøgers familie, oplyste han, at han var blevet overfaldet af ukendte personer. Ansøgerne frygtede, at den kvindelige ansøgers brødre ville opsøge dem på ny, og flyttede derfor til en anden adresse i [hjembyen] to gader fra deres tidligere bopæl. På et tidspunkt [i vinteren 2014] blev den mandlige ansøger opsøgt på arbejdspladsen af den kvindelige ansøgeres to brødre og tre tunesere. De truede ham med en kniv med, at de ville slå ham ihjel, hvis ikke han lod sig skille fra den kvindelige ansøger. Han anmeldte forholdet til politiet, og fik udstedt en anmeldelsesrapport som dokumentation herfor. Politiet ville ikke foretage sig yderligere, da der ikke forelå beviser, der støttede anmeldelsen mod brødrene. Da den mandlige ansøger kom hjem, havde brødrene kontaktet den kvindelige ansøger og krævet, at hun skulle lade sig skille. I [vinteren 2014] fortalte den kvindelige ansøger sin familie, at hun var gravid, idet hun troede, at graviditeten ville mildne brødrenes utilfredshed med ægteskabet. I enten april eller maj blev den kvindelige ansøger kontaktet telefonisk af enten [en af brødrene], der krævede, at hun fik en abort, idet de truede med, at de ellers ville sørge for, at hun aborterede. Ansøgerne udrejste herefter sammen til Italien [i sommeren 2014]. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og muslim fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter overgreb fra sin familie, idet hun har nægtet at indgå et ægteskab, som hendes familie havde arrangeret og i stedet har giftet sig med den mandlige ansøger. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes familie ønskede, at hun skulle gifte sig med sin afdøde ægtefælles bror, […]. [Den afdøde ægtefælles broder] boede i Grækenland, men han rejste ofte til Marokko. I sommeren 2013 var [den afdøde ægtefælles broder] i Marokko, og i den forbindelse insisterede brødrene på, at hun skulle gifte sig med ham. Da hun nægtede, slog hendes bror […] hende, mens [de to andre brødre] truede med at vansire hende. Hun henvendte sig i oktober 2013 til politiet i Casablanca, men de afviste hende med henvisning til, at der var tale om et familieanliggende. Den kvindelige ansøger udrejste herefter til Tunesien i [vinteren 2013] og tog ophold hos veninden, […]. Via [veninden] mødte hun den mandlige ansøger, som hun giftede sig med [i vinteren 2013]. I [vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl af [den kvindelige ansøgers brødre] og et ukendt antal tunesiske mænd. Den mandlige ansøger blev udsat for slag og spark, og ansøgerne tog efterfølgende til hospitalet, hvor de overnattede til den følgende dag. Umiddelbart efter flyttede den til en anden adresse. Efter at den mandlige ansøger havde genoptaget sit arbejde som tjener, blev han opsøgt af [brødrene] på arbejdspladsen [i vinteren 2014]. Da hun omkring marts 2014 opdagede, at hun var gravid, fortalte hun det til sin søster. Hun blev herefter truet telefonisk af brødrene, der krævede, at hun fik en abort. Ansøgerne udrejste herefter af Tunesien omkring [i sommeren 2014]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund, idet ansøgerne hver især har afgivet divergerende forklaringer, ligesom forklaringerne på en række centrale række punkter har været indbyrdes divergerende og usandsynlige og derfor fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om overfaldet på den mandlige ansøger skete inde i lejligheden, udenfor i opgangen eller udenfor på gaden, om den mandlige ansøger var bevidstløs som følge af overfaldet og først vågnede op på hospitalet, eller om han selv var i stand til at gå ud i taxaen, om den kvindelige ansøger blev opsøgt personligt af sin ene bror eller ej, efter at hendes familie havde fundet ud af, at hun var gravid, samt endelig om den kvindelige ansøgers søster og mor accepterede ansøgernes ægteskab eller ej. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om den kvindelige ansøger er blevet truet telefonisk af sine brødre en, to eller hen imod tyve gange, og med hensyn til om han så en kniv eller ej, da han blev opsøgt af brødrene på arbejdspladsen, herunder om en af brødrene satte kniven hen på siden af ham, eller han blot mærkede den, fordi de stod tæt på hinanden. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hende eller ægtefællen, der åbnede døren, da hendes brødre henvendte sig på bopælen, ligesom hun har forklaret udbyggende med hensyn til, at døren var lukket ind til lejligheden, hvor hun befandt sig, da overfaldet fandt sted. Det er ikke sandsynligt, at den kvindelige ansøgers brødre, der opholdt sig forskellige steder i Tunesien i forbindelse med deres arbejde, skulle være i stand til at finde frem til ansøgernes bopæl og mobilnummer. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke havde givet adressen og telefonnummeret til nogen i familien, og at hun ikke tror, at hendes søster har videregivet telefonnummeret. Det forekommer heller ikke sandsynligt, og at den kvindelige ansøger skulle have fortalt familien om graviditeten, fordi hun håbede på, at brødrene så ville acceptere ægteskabet, når det tages i betragtning, at dette skulle være sket ovenpå, at brødrene havde truet hende mange gange for at få hende til at rejse tilbage til Marokko og gifte sig med svogeren, og efter at de havde overfaldet den mandlige ansøger. Samlet finder Flygtningenævnets flertal det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Togo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk watchi fra Lomé, Togo. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet UFC i perioden 2003 til 2010 samt været medlem af en upolitisk forening […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Togo frygter at blive fængslet af de togolesiske myndigheder, idet de efterstræber ham på grund af hans aktiviteter for UFC. Ansøgeren har henvist til, at han i foråret 2010 blev anholdt på vej hjem fra en ven i forbindelse med tumult i et område, som han passerede. Efter tre dages tilbageholdelse blev han løsladt med den besked, at han næste gang ville blive fængslet. Ansøgeren har videre henvist til, at han i sommeren 2010 holdt møde for 15 personer fra […]hjemme på hans bopæl. Dagen efter ankom civilklædte personer og ransagede huset. Deres bil havde nummerpladen ”FAT” – den togolesiske hær. Under ransagningen blev hans familiemedlemmer slået med stave og tildelt lussinger. Tre dage senere blev ansøgeren anholdt af nogle soldater. Han blev beskyldt for at have mobiliseret unge til demonstrationer og blev som straf herfor sat til at rydde op i gaderne efter demonstrationerne. Han blev truet med fængsel. Efter fem dages tilbageholdelse blev han løskøbt af sin onkel. I sensommeren 2010 faldt ansøgeren sammen med andre i politiets baghold. Han blev anholdt og tilbageholdt, idet han blev beskyldt for ikke at adlyde myndighederne. Han blev under tilbageholdelsen slået. Han fik at vide, at hans navn blev registreret, og at han i slutningen af ugen ville blive overført til et rigtigt fængsel. Han var tilbageholdt i tre dage, men blev løsladt, idet familien løskøbte ham. Han blev af politimanden som løslod ham oplyst, at det var bedst, hvis han forlod Togo, idet han næste gang ville blive fængslet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid tiltræde, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgeren alene blev tilbageholdt i forbindelse med masseanholdelser i forbindelse med valget i 2010, og at ransagningen af ansøgerens bolig også fandt sted som led i urolighederne i forbindelse med valget. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene sympatiseret med og haft begrænsede aktiviteter for UFC. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren hver gang alene blev tilbageholdt i kortere tid, at UFC er et lovligt parti, og at den forening, som ansøgeren var formand for, ikke havde et politisk formål og var en lovlig forening. Efter ansøgerens forklaring skyldtes myndighedernes interesse for ham som formand for dette parti da også, at myndighederne havde misforstået partiets virke og formål. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om udviklingen i Togo efter valget har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt af myndighederne på en asylrelevant måde, og at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere en sådan forfølgelse. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillige i et vist omfang lagt vægt på, at ansøgeren ikke søgte asyl i forbindelse med sin indrejse i Sverige, men forsatte sin rejse via Danmark mod Belgien for at søge asyl der, og at han først søgte asyl i Danmark, efter han var blevet anholdt af tysk politi og sendt til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” togo/2011/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Togo, født i 1962 (M) og i 1969 (K), samt tre børn. Indrejst i november 2002. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet efter de optagne fingeraftryk lagde til grund, at den mandlige ansøger i november 1994 og den kvindelige ansøger i marts 2000 var indrejst i Tyskland og havde søgt asyl, og at de i november 2002, kort inden indrejsen i Danmark, var meddelt endeligt afslag. Flygtningenævnet bemærkede, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der skal gives opholdstilladelse efter udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag at kunne anse ansøgerne for identificeret, og fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved indrejsen opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger var identisk med den person, der havde skrevet de artikler, som ansøgeren gjorde gældende ville bringe ham i modsætningsforhold til de togolesiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret, at han havde svært ved at skrive og at de artikler, han angiveligt skulle stå som forfatter af, var formuleret af andre. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde beskæftiget sig med publikation af artikler. Da den mandlige ansøger ikke havde dokumenteret sin identitet, kunne det forhold, at forskellige artikler var underskrevet med det navn, som ansøgeren havde søgt asyl under, ikke bevirke, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at indholdet af artiklerne ikke var indgået i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylgrundlag. Uanset om det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1994 havde været tilbageholdt af myndighederne i seks måneder og været udsat for hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, da overgrebene lå mere end ti år tilbage i tid, at der som følge heraf var grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere som følge af det anførte vedrørende den mandlige ansøgers identitet ikke noget grundlag for at foretage ægthedsundersøgelse af dokumenter hidrørende fra RCT og UFC og bemærkede, at de pågældende dokumenter og den foreviste private videofilm ikke skønnedes at have nogen betydning for vurderingen af ansøgerens identitet og asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger havde noget selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne var asylbegrundende forfulgt ved deres udrejse, eller at ansøgerne ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Togo ville risikere at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Togo/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tchad . Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk fulbe og sunni-muslim fra Tchad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, slået ihjel eller hvervet til militæret af de tchadiske myndigheder, fordi han har været mistænkt for at være en del af oprørsbevægelsen maître babalade. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i december 2012 var involveret i et færdselsuheld i byen N’Djamena, hvor han forårsagede en personskade på en ukendt person. Politiet var til stede ved ulykken og så, at han var skyld i ulykken. Ansøgeren tog med den tilskadekomne person på hospitalet, hvorefter politiet tog ham med på politistationen. Ansøgeren blev af politiet indledningsvist bedt om at betale et beløb på 75.000 CFA, hvorefter han blev bedt om at betale et ugentligt beløb på 15.000 CFA. Politiet oplyste ansøgeren, at de ville give pengene videre til den tilskadekomne person som erstatning for den personskade, han havde forvoldt i forbindelse med færdselsuheldet. Efter ansøgeren havde betalt tredje gang, hævdede politiet, at han manglede at betale 20.000 CFA. Ansøgeren mente, at politiet var korrupt, og selv beholdt pengene i stedet for at give dem til den tilskadekomne person. Kort forinden ansøgeren skulle betale fjerde gang, i sidste måned af december 2012, tog han vil politistationen for at forhandle med politiet om at få nedsat erstatningsbeløbet. Ansøgeren blev ved dette besøg af politichefen anklaget for at være en del af oprørsbevægelsen maître babalade, i hvilken forbindelse han ligeledes blev truet på livet, idet poli-tichefen udtalte, at der ville ske det samme for ham som for andre ledere af oprørsbevægelser. An-dre ledere fra oprørsbevægelserne var blevet slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren flygtede fra Tchad til Den Centralafrikanske Republik tre dage efter hændelsen på politistationen, hvor han op-holdt sig fra januar 2013 til starten af juli 2013. Ansøgeren arbejdede i denne periode i en diamant-mine. Ansøgeren vendte tilbage til Tchad i juli måned 2013, fordi der opstod krig i Den Centralafri-kanske Republik. Ansøgeren opholdt sig på et socialt center i 4-5 dage, hvorefter han udrejste af landet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han var skyld i et færdselsuheld og i den anledning blev pålagt at betale erstatning, til grund. Denne konflikt er i sig selv en privat-retlig konflikt, der efter sin karakter og intensitet ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Selv om politichefen måtte have beskyldt ansøger for at tilhøre oprørsbevægelsen, kunne ansøger frit forlade politistationen, som han i øvrigt selv havde opsøgt i et forsøg på at forhandle om størrelsen på de ugentlige afdrag på erstatningen. Endvidere har ansøger forklaret, at han flere måneder efter mødet på politistationen uden problemer kunne få udstedt pas på Tchads ambassade i Libyen, hvor han boede i en periode under sin flugt fra Tchad. Under disse omstændigheder har ansøger ikke sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøger, alene fordi han tilhører en bestemt etnisk gruppe, ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse. Tchad 2015/1
Nævnet hjemviste i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Thailand. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk thailænder og buddhist af trosretning fra [en nordøstlig by i] Thailand. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Thailand frygter, at han enten vil blive idømt mange års fængsel eller blive idømt dødsstraf af myndighederne, idet han har udtalt sig kritisk om kongefamilien på internettet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [2010] har skrevet kritiske kommentarer på internettet omhandlende kongefamilien i Thailand. Ansøgeren kritiserede, at det kun var kongefamilien, der kunne bestemme, at folk skulle slås ihjel, og han kritiserede dem endvidere for at have slået medlemmer fra [en politisk oppositionsgruppe] ihjel. [I 2010] modtog ansøgeren en e-mail fra den thailandske ambassade i Danmark om, at han skulle henvende sig til ambassaden. Det fremgår blandt andet af e-mailen, at såfremt en person er imod det thailandske kongehus eller fremkommer med negative udtalelser om dem, risikerer man at blive straffet med enten fængsel eller dødsstraf. Ansøgeren modtog denne e-mail efter, at [en organisation] havde orienteret den thailandske ambassade i Danmark om ansøgerens aktivitet på internettet. Flygtningenævnet lægger efter tolkens oplysninger til grund, at den nyoversættelse, der er tilvejebragt efter den første hjemvisning, tilsyneladende ikke er sket ved en autoriseret tolk, og at den danske oversættelse er behæftet med sproglige og grammatiske fejl. Flygtningenævnet finder endvidere, at Udlændingestyrelsen evt. med bistand fra relevante offentlige myndigheder via den elektroniske mail fra [dato], der stadig findes på ansøgerens [e-mail konto], bør forsøge at få identificeret afsenderen og dennes lokalitet via den anførte email-adresse samt om muligt at belyse, hvorfor mailen fremstår som en besvarelse af en tidligere mail (RE). Flygtningenævnet hjemviser derfor på ny sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling af sagen.” Thai/2016/1/LHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tchad. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Tchad, etnisk Dajo og muslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af oprørsbevægelsen […] siden [primo] 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tchad frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af myndigheder, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Endvidere frygter han, at han vil blive fængslet som følge af sine aktiviteter for oprørsbevægelsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at lederen af [oprørsbevægelsen], [navn], i slutningen af [årstal] indgik en fredsaftale med regeringen i Tchad. Fredsaftalen medførte, at medlemmer af oprørsbevægelsen skulle overgå til en del af Tchads militær, hvilket også var tilfældet for ansøgeren. Han har videre oplyst, at han blev udstationeret i byen [..], hvor han arbejdede på en base og patruljerede nær grænsen til Sudan. Efter et angreb foretaget af medlemmer af oprørsbevægelsen, […], på hovedstaden i Tchad [primo] 2008 blev [navn] anklaget for at skulle have været involveret i angrebet, hvorfor han blev beordret anholdt sammen med de resterende medlemmer af hans oprørsbevægelse, [navn]. Ansøgeren flygtede derfor ud af landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været medlem af [oprørsbevægelsen] fra 2006 og indtil denne bevægelse senere i [årstal] blev optaget som en del af militæret i Tchad. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var menig soldat i militæret fra 2006 og indtil [årstal], hvor han deserterede fra militæret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, hvis bopæl efter hans egen forklaring ikke har været opsøgt af myndighederne siden 2009, kan bosætte sig i Tchad uden at være i konkret og individuel risiko for at blive efterstræbt af myndighederne. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren som menig soldat var uprofileret, og at det er 7 år siden, at ansøgeren deserterede. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 2. december 2010 B.A.c. France (no. 14951/09), at en tilbagesendelse af en tidligere sergent-major i Tchads militær, som var deserteret fra militærtjeneste og efter udrejsen havde været politisk aktiv i et oppositionsparti til regeringen i Tchad, ikke var i strid med artikel 2 og 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev i dommen i præmis 42 tillagt vægt, at klageren ikke fremstod profileret. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv, fordi han i [årstal] deserterede fra militæret. Den omstændighed, at ansøgeren tidligere var medlem af [en oprørsbevægelse], kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udset for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tchad/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hun stammede fra Zimbabwe, og at hun havde været udsat for forskellige overgreb som følge af sin aktivitet for MDC, eventuelt gennem WOZA. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin nationalitet og dermed heller ikke det asylmotiv, hun påberåbte sig. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring havde boet mange år i Tanzania og blot det seneste halvandet år inden udrejsen havde været tilbage i Zimbabwe, at ansøgeren igennem mange år havde levet sammen med en mand fra Kenya, med hvem hun havde fem børn, at ansøgeren havde demonstreret en meget begrænset viden om de politiske forhold, som hun påberåbte sig at have været en del af, at ansøgeren ikke havde ønsket at medvirke ved en sprogtest, at ansøgeren ikke havde kunnet give en nærmere beskrivelse af, hvor hun havde boet i Harare, at ansøgeren ikke havde nogen dokumentation for sin identitet, at selv de falske dokumenter, som hun påberåbte sig at have brugt, var mistet umiddelbart inden, hun var ankommet til Modtagecenter Sandholm, og at det forekom svært forståeligt, at ansøgeren med den påberåbte baggrund søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Tanzania/2010/1
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2014. Ansøgeren er muslim fra Dar es-Salaam, Tanzania. Ansøgeren har oplyst, at hans moder er etnisk inder, og at hans fader er araber. Han har ikke kontakt til faderen. Hans moder har siden 2007/2008 boet i Danmark med sin ægtefælle, der er dansk statsborger. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tanzania frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen, da han er homoseksuel. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den [i vinteren 2013] besøgte sin kæreste, […], på dennes bopæl. […] moder så ansøgeren og […] have seksuelt samvær, hvorefter hun råbte og skreg. Ansøgeren så ud af vinduet, at naboerne nærmede sig huset med råb om, at de skulle stenes. Ansøgeren rev sig fri af […] moder og flygtede med […] ud af bagdøren. De kørte i ansøgerens bil til en fælles ven, […], hvor de skjulte sig. [Den fælles ven] tog samme dag ud til området omkring […] hus, hvor hun hørte rygter om, at politiet eftersøgte ansøgeren og […].[…] blev to dage senere hentet af en ven. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt med ham. Dagen efter kontaktede ansøgeren sin onkel, […], der hentede ham hos [den fælles ven]. Ansøgeren opholdt sig derefter hos onklen i […], indtil han udrejste. Forinden deltog onklen i et familiemøde vedrørende ansøgeren. Onklen medtog fra mødet en polititilsigelse samt alle ansøgerens ejendele. Onklen fik tilsigelsen af ansøgerens mormoder, til hvem politiet havde afleveret den, formentlig fordi ansøgeren da boede hos mormoderen. Ifølge tilsigelsen var ansøgeren mistænkt for at have medvirket i homoseksuelle handlinger. Ansøgeren udrejste [i vinteren 2014] via lufthavnen i Dar es-Salaam under anvendelse af sit ægte pas og visum udstedt på den svenske ambassade i Dar es-Salaam. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet bemærker herved, at forklaringen om episoden [i vinteren 2013] på flere punkter forekommer usandsynlig, samt at ansøgeren har forklaret divergerende om detaljer, herunder om hvor hans bil var parkeret. Efter det forklarede forekommer det tillige ikke troværdigt, at de tilløbende naboer, udelukkende på baggrund af moderens udbrud, skulle have råbt ”dræb dem, sten dem til døde”, før de var kommet ind i huset. Flertallet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af mistanke om homoseksualitet har været eftersøgt af myndighederne i Tanzania. Nævnet lægger ved denne vurdering navnlig vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren via legal udrejse af lufthavnen skulle have medbragt en polititilsigelse med anklage om homoseksualitet mod sig selv. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren i givet fald reelt ikke har foretaget sig noget for at få nærmere oplysninger vedrørende en eventuel sag hos politiet, og herunder ikke har spurgt [den fælles ven] eller onklen om, hvor de har deres rygtebaserede og helt generelle oplysninger fra. Ansøgerens nye forklaring i nævnet om, at han har mistet sin telefon i Sverige med alle telefonnumre på personer i Tanzania, har heller ikke forekommet overbevisende. I flertallets vurdering indgår endvidere med vægt, at det må antages, at polititilsigelsen ikke er ægte. Flertallet henser herved dels til den måde dokumentet fremtræder på og dels på indholdet, herunder at tilsigelsen er dateret [en dato i vinteren 2013], og beskriver, hvad der er sket [en forudgående dato i vinteren 2013]. Flertallet finder det endvidere meget lidt sandsynligt, at der i omhandlede meget korte tidsrum skulle være udstedt to tilsigelser. På den baggrund finder flertallet ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens advokats subsidiære påstand om at udsætte sagen på ægthedsvurdering. Uanset, at dette ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning, bemærker flertallet endvidere vedrørende ansøgerens generelle troværdighed, at må tillægges en vis vægt, at ansøgeren i Sverige søgte asyl under en anden identitet, samt at han i Danmark først søgte asyl omkring otte måneder efter sin første indrejse. Herefter - og idet en udtalelse fra LGBT-asylum [fra vinteren 2015] om, at ansøgeren i Danmark har deltaget i flere af foreningens møder samt for foreningen har præsenteret en mand som sin kæreste - ikke findes at kunne føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Tanz/2015/1
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder tilstedeværelsen af den Frie Syriske Hær, samt at hun ikke har noget sted at bo, idet familiens lejlighed er blevet ødelagt som følge af et luftangreb. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, fordi livet i Tyrkiet er hårdt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at syrere i Tyrkiet bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. De har længere arbejdsdage, får mindre løn og er generelt udsat for diskrimination. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, i forhold til Syrien. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor hun kan søge om statsborgerskab, fordi hendes moder er tyrkisk statsborger. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder indenfor ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Flertallet har videre lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov artikel 8, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med de tyrkiske myndigheder. Flertallet bemærker, at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til de relevante tyrkiske myndigheder, hvis hun udsættes for diskrimination. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv i forhold til Tyrkiet, men må henvises til at søge statsborgerskab i Tyrkiet. Flertallet har endvidere herved lagt vægt, at ansøgeren udrejste fra Tyrkiet til Danmark efter at have opholdt sig problemfrit i Tyrkiet i otte måneder samt, at ansøgeren har familie i Tyrkiet. Den omstændighed at indrejse i Tyrkiet kan forudsætte, at ansøgeren opnår visum kan ikke føre til et andet resultat. På den baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil udsættes for diskrimination af en sådan intensitet, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/7/SLN
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres barn fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen, idet forklaringerne stort set havde været overensstemmende under hele asylsagsforløbet. Det fulgte af disse forklaringer, at den mandlige ansøger siden 1996 havde været medlem af det kurdiske demokratiske parti i Syrien – Yekiti. Han havde ved en række lejligheder fungeret som kulturel arrangør af diverse sammenkomster med vekslende deltagerantal, herunder også udendørs arrangementer i den del af det nordlige Syrien, hvor der boede større grupper af etniske kurdere. Under et udendørs arrangement i starten af 2009 cirka 35 km fra Afrin by, i et skov-bjergområde, havde efterretningstjenesten indfundet sig uventet, mens ansøgeren havde været på talerstolen. Det var lykkedes ansøgeren at undslippe igennem skoven. Senere samme dag var ansøgernes bopæl blevet opsøgt af bevæbnede politibetjente, som havde trængt ind i boligen, hvor de havde konfiskeret kurdisksproget materiale blandt andet partiaviser og den mandlige ansøgers egne digte. Politiet havde rettet henvendelse til den kvindelige ansøger på bopælen i de efterfølgende tre-fire dage og havde spurgt efter den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger havde herefter forladt bopælen uset sammen med datteren. Parret havde holdt sig skjult i cirka tre måneder, indtil de var udrejst illegalt af hjemlandet i foråret 2009. Flygtningenævnet lagde vægt på, at den mandlige ansøger, efter de foreliggende oplysninger, havde fungeret som kulturbærer vedrørende kurdisk sprog, litteratur og historie ved de forskellige arrangementer, han havde deltaget i. Uanset at den mandlige ansøgers profileringsgrad muligvis kunne betragtes som ikke værende særlig høj, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at han som følge af denne særlige status ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som var nævnt i Flygtningekonventionen. Syrien/2010/9.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han havde været sympatisør for et kurdisk politisk parti, havde transporteret løbesedler for partiet og hjulpet til ved newroz-festen i 2009. Ansøgeren forklarede endvidere, at myndighederne en måned efter newroz-festen havde anholdt hans broder og fængslet ham i en måned for at få fat på ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i newroz-festen i marts 2009, og at han i den forbindelse på et tidspunkt havde holdt det kurdiske flag. Uanset om de syriske myndigheder via film eller videooptagelser måtte havde kunnet identificere ansøgeren, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde haft en så fremtrædende rolle i forbindelse med demonstrationen, at han af den grund ville risikere forfølgelse fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde haft yderligere fremtrædende aktiviteter i forbindelse med demonstrationen, at ansøgeren havde været medlem af noget politisk parti, at ansøgeren havde transporteret materiale for noget politisk parti, eller at ansøgerens broder var blevet anholdt og fængslet en måned i stedet for ansøgeren med henblik på at få ansøgeren til at melde sig. Ved vurderingen heraf lagde Flygtningenævnet navnlig vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger herom. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Det kunne ikke bevirke nogen ændring af denne vurdering, at ansøgeren var udrejst illegalt. Syrien/2010/8.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt at ansøgerens forklaring, i det væsentlige kunne lægges til grund. Flertallet lagde således til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer i Qamishli i foråret 2004, hvor et stort antal kurdere var blevet anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren var blevet anholdt i foråret 2004 og løsladt efter cirka fem måneder. Flertallet lagde til grund, at ansøgeren under frihedsberøvelsen havde været udsat for tortur. Det bemærkes herved, at ansøgeren havde forklaret herom i politirapporten, asylansøgningsskemaet og under samtalerne med Udlændingeservice. Det forhold, at ansøgeren, først under den anden samtale med Udlændingeservice havde forklaret, om de torturtyper, han var blevet udsat for, fandtes under disse omstændigheder, ikke på afgørende vis at svække ansøgerens troværdighed. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren var blevet pålagt meldepligt, og at han i foråret 2005 og foråret 2006 var blevet tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren havde ikke været hjemme, da myndighederne havde villet anholde ham i foråret 2007, og han havde fra dette tidspunkt ikke længere taget ophold i hjemmet. Efter ansøgerens udrejse i 2007 havde myndighederne foretaget ransagninger på ansøgerens bopæl. Flertallet fandt, at ansøgeren måtte anses at være i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse fra de syriske myndigheders side, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/7.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, muslim og fra Qamishili, der ligger tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i sommeren 2007 havde arrangeret en koncert, der var blevet aflyst af myndighederne, at han flere gange var blevet opsøgt i sin butik af efterretningstjenesten, og at han i slutningen af 2008 var blevet afhørt i sin butik af efterretningstjenesten i tre timer, samt endelig, at myndighederne havde planlagt at anholde ham den efterfølgende dag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde arrangeret koncerter, og at han havde en butik, hvor der blandt andet blev solgt legetøj, elektronik og festudstyr i form af flag, lys m.v. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at han både før og efter sommeren 2007 var blevet opsøgt af efterretningstjenesten i sin butik. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren af denne grund opfyldte betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf særlig vægt på, at der var forløbet næsten halvandet år fra den aflyste koncert i sommeren 2007 til ansøgerens flugt. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han i slutningen af 2008 var blevet afhørt af efterretningstjenesten i tre timer, og at han var af den opfattelse, at myndighederne havde planlagt at anholde ham den efterfølgende dag. Flygtningenævnet fandt det ikke af ansøgeren sandsynliggjort, at han i slutningen af 2008 ville være blevet anholdt, hvis han havde mødt op i sin butik. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at der var tale om en karakter og intensitet i myndighedernes interesse for ham, der lå ud over den bevågenhed af ansøgerens butik, der havde været tale om efter ansøgerens forklaring både før og efter den planlagte koncert i sommeren 2007 – og frem til slutningen af 2008. Den omstændighed, at ansøgeren i efteråret 2008 havde opsat nogle kurdiske lys til salg i sin butik, kunne ikke føre til et andet resultat. Det var derfor Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Syrien ikke ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Syrien/2010/6.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2008 var ansøgeren blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Ansøgeren havde opsøgt en civil læge med henblik på at få en lægeerklæring, der kunne udsætte hans militærtjeneste. I denne forbindelse var ansøgeren og hans fader, der var med, blevet uvenner med lægen, og ansøgerens fader var efterfølgende blevet anholdt. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende og til dels udbyggende forklaringer. Ansøgeren havde om selve værnepligtsspørgsmålet til politiafhøringen i sommeren 2009 angivet, at han havde været indkaldt til at give møde tre dage senere. Til Udlændingeservice havde han derimod forklaret, at han havde været indkaldt til at give møde i begyndelsen af 2009 og under nævnsmødet havde han forklaret, at han blot var blevet bedt om at holde sig klar. Vedrørende sit lægebesøg havde ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han havde villet konsultere en civil læge med henblik på, at få en lægeerklæring om sin hovedpine for at få udsættelse med indkaldelsen. For så vidt angik faderens fængsling, havde han til Udlændingeservice forklaret, at faderen først var blevet fængslet umiddelbart efter ansøgerens udrejse i sommeren 2008, hvilket han havde fået oplyst af sin moder telefonisk omkring to måneder efter udrejsen, mens ansøgeren havde befundet sig i Grækenland. Derimod havde han til advokatindlægget og i asylansøgningsskemaet oplyst, at han var løbet fra lægekonsultationen uden at vide, hvad der var blevet af faderen. Endelig havde han under nævnsmødet forklaret, at faderen var blevet anholdt hos lægen, da faderen ikke havde kunnet løbe så hurtigt som ansøgeren. I asylansøgningsskemaet havde ansøgeren oplyst, at lægen havde ringet et eller andet sted hen, efter at ansøgeren havde brugt ukvemsord imod staten, men til advokatindlægget havde ansøgeren udbyggende forklaret, at lægen havde tilkaldt vagter, mens ansøgeren var flygtet fra stedet, og at faderen var blevet pågrebet og tilbageholdt i tre måneder. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at handlingsforløbet under konsultationen hos lægen havde haft en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund måtte anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren havde unddraget sig værnepligt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold i sig selv var asylbegrundet, idet værnepligtunddragelse i Syrien efter de foreliggende oplysninger ikke medførte en uforholdsmæssig streng sanktion. Det forhold, at ansøgeren i 2006 eller i 2007 havde deltaget i en newroz demonstration og derunder var blevet udsat for fysiske overgreb med efterfølgende hospitalsindlæggelse til følge i nogle dage, var ikke asylbegrundende i sig selv. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om behandlingen af ikke-politiske fanger i syriske fængsler i sig selv var af en sådan karakter, at de kunne tænkes at udgøre en overtrædelse af Menneskehedsrettighedskonventionens artikel 3. Den omstændighed, at ansøgeren var etnisk kurder kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/5.
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra en navngiven by i Syrien og er født [………..]. Han er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for tortur og måske blive slået ihjel, fordi han har slået en politimand i hovedet med en stor sten i forbindelse med, at ansøgeren blev angrebet af flere politifolk, som følge af, at han og en række andre folk fra hans landsby havde tændt bål og sunget en sang for at fejre Newroz-festen. Ansøgeren blev sparket af vedkommende politimand, der havde støvler på. Han flygtede herefter til en grotte i bjergene. Efter cirka 20 dage kom hans hustru og barn hen til grotten med hjælp fra en bekendt fra en anden landsby, som ligeledes hjalp med at køre hele familien til den tyrkiske grænse på sin traktor. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at den af ansøgeren udviste adfærd over for politimanden har en sådan karakter, at den er omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Som konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, blev den kvindelige ansøger samt 1 barn ligeledes meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse – RED]Syrien/2010/49
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i området Malikia i Al-Hasaka-provinsen i Syrien. Ansøgeren har siden 2003 sympatiseret med Hezb al-taqadomi al-demoqrati al-kurid i Syrien. Han har blandt andet sørget for at holde ro og orden under Newroz festen i 2008, 2009 og 2010 i […………].Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 og 2007 har været anholdt i flere måneder henholdsvis for deltagelse i en demonstration i Qamesheli og for at være besiddelse af en kurdisk avis. I forbindelse med løsladelsen i 2004 blev han tvunget til at underskrive en erklæring om ikke at deltage i kurdiske aktiviteter. Under Newrouz-festen i [….] 2010 optrådte ansøgeren iført kurdisk nationaldragt i et politisk teaterstykke og holdt vagt ved scenen med det kurdiske flag i hånden, hvilket sikkerhedsmyndighederne, der var ankommet til stedet, fandt ud af. Ansøgeren nåede at flygte. Sikkerhedsmyndighederne har efterfølgende ransaget hans forældres bopæl, og han er nu eftersøgt af sikkerhedsmyndighederne. Flygtningenævnet finder at kunne lægge de væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 2004 og 2007 har været fængslet og udsat for tortur i forbindelse med sit tilhørsforhold til den kurdiske frihedsbevægelse. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i Newrouz-festlighederne i [….] 2010 har været konsistente og ikke modsiges af baggrundsoplysningerne, idet nævnet lægger til grund, at de festligheder, som ansøgeren deltog i, fandt sted i en mindre landsby uden skudepisoder, hvorfor den manglende registrering af uroligheder ikke kan tillægges betydning. Når henses til, at ansøgeren tidligere har været fængslet to gange, finder nævnet det sandsynliggjort, at han ved at deltage som sket i Newrouz-festlighederne og henset til den efterfølgende eftersøgning på forældrenes bopæl er kommet i myndighedernes søgelys, og at han som følge deraf ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er nævnt i flygtningekonventionen.” Syrien/2010/48
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han siden 2000 har sympatiseret med PDKS og i perioden fra 2000 til 2004 uddelt løbesedler og informeret medstuderende om partiet. Ansøgeren har i denne periode tillige deltaget i politiske møder. Ansøgeren har forklaret, at han i 2003 og 2004 har været kortvarigt afhørt af myndighederne i forbindelse med afhøring af også andre kurdiske studerende. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i sommeren 2008 ransagede forældrenes hjem på baggrund af en dedikation skrevet i en bog, idet dedikationen kritiserede forholdene i Syrien. Under ransagningen fandt myndighederne ansøgerens udkast til en bog, hvori ansøgeren har kritiseret kurderes forhold i Syrien. Myndighederne ransagede de efterfølgende dage ansøgerens forældres hjem flere gange. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren en fængselsstraf på mellem tre til ti års fængsel. Ansøgeren er etnisk kurder og statsløs fra en navngiven landsby i Al- Hasaka-provinsen, Al-Malikia, i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende ransagningerne på bopælen i 2008 til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer herom, ikke er fremtrådt som sammenhængende og først er fremkommet under samtalen med Udlændingeservice. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema omtalt hverken ransagningen på familiens bopæl i 2008, eller at ansøgeren var i færd med at skrive en bog, der forholdt sig kritisk til myndighederne, og at såvel denne bog som andet illegalt materiale tilhørende ansøgeren blev beslaglagt. Flygtningenævnet bemærker herved, at dette må anses for at være en central del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren først er udrejst af Syrien mere end et år efter, at ransagningen og beslaglæggelsen skulle være foregået. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelserne i 2003 og 2004 har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at disse forhold ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende har kunnet opholde sig i Syrien, såvel i landsbyen hvor han er opvokset, som i Damaskus. Hverken den omstændighed at ansøgeren er statsløs kurder, eller at ansøgeren er udrejst illegalt, kan i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af Udlændingeloven § 7, stk. 2.” Syrien/2010/47
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra al Hasaka provinsen. Ansøgeren har forklaret, at han siden 2007 har været aktivt medlem af KDPS. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, som ønsker at fængsle og torturere ham, idet han har deltaget i et politisk møde på sin bopæl, som blev opdaget af sikkerhedstjenesten, og at sikkerhedstjenesten anholdt tre af mødedeltagerne. Endvidere havde søsteren syet kurdiske dansedragter/nationaldragter, som befandt sig på bopælen. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han flere gange tidligere har været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Han har i forbindelse med den seneste fængsling måtte underskrive en erklæring om, at han ikke igen vil deltage i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring, herunder sammenholdt med søsterens forklaring, alene indeholder få mindre divergenser. Ansøgeren har udført en del aktiviteter for KDPS gennem de seneste tre år, hvor han har været medlem. Aktiviteterne har vel været af underordnet karakter, men ansøgeren har været fængslet tre gange, herunder muligt undergivet tortur, idet han var mistænkt for kurdiske aktiviteter. Familiens hus blev stormet af sikkerhedstjenesten ultimo 2009, men ansøgeren undslap og udrejste illegalt i forlængelse heraf uden at have været tilbage på bopælen. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/46
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sine aktiviteter for den kurdiske sag. Hun havde ligeledes henvist til sin broder, som flere gange havde været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra al Hasaka provinsen. Ansøgeren har forklaret, at hun siden 2008 har været aktivt medlem af KDPS, og at hun har syet dansedragter/nationaldragter til kurdere. Hun har endvidere deltaget i møder og været fængslet en enkelt gang i 2008, hvor hun var tilbageholdt i cirka 20 dage. Ansøgeren udrejste illegalt sammen med sin broder i ultimo 2009, efter familiens hus var blevet stormet af sikkerhedstjenesten, og uden at hun havde været tilbage på bopælen. Under hensyn til de aktiviteter og forhold, som ansøgerens broder har forklaret om, sammenholdt med ansøgerens egne forhold, finder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge og broderens af sine egne politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/45
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, født og opvokset i [….], hvor han boede indtil sin udrejse i [….] 2009, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans far har været medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og henrettet på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgeren har forklaret, at han blev anholdt i forbindelse med en demonstration, der blev afholdt i [….] den [….] 2008 i anledning af det kurdiske nytår. Efter en måneds tilbageholdelse blev han løsladt. Den [….] 2009 blev ansøgeren anholdt af sikkerhedspolitiet, mens han sammen med sin fætter, der ligeledes sympatiserede med Yekiti-partiet, uddelte aviser udgivet af partiet. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. I forbindelse med løsladelsen skulle ansøgeren indvillige i, at han ville indhente og videregive oplysninger til sikkerhedspolitiet om, hvem der stod bag udgivelsen af aviserne. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren var tilbageholdt af myndighederne i 2008 efter at have deltaget i en demonstration, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst, samt at han ikke herefter har haft problemer med myndighederne i anledning af denne tilbageholdelse. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at ansøgeren den [….] 2009 blev tilbageholdt af politiet, mens han sammen med sin fætter uddelte Yekiti-aviser, idet forklaringen forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på adskillige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev stillet for en dommer eller ej inden løsladelsen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev tilbageholdt efter løsladelsen den [….] juli 2009. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far fik ham løsladt eller ej. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit politiske engagement. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldtes, at han ikke forstod tolken ved id-afhøringen og ved samtalen i Udlændingeservice den [….] 2010. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet af id-afhøringen, at ansøgeren har forklaret detaljeret omkring de omstændigheder, der fik ham til at udrejse, ligesom hans forklaring ved samtalen blev oplæst, hvorefter han havde adskillige rettelser, som ikke vedrørte sprogproblemer. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaringer om, at han ikke turde fortælle, at han ikke forstod tolken usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved id-afhøringen havde en bisidder fra Dansk Røde Kors. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke anledning til at udsætte sagen på at indhente en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Syrien/2010/44
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….] i Syrien. Ansøgeren har oplyst, at han siden den [….] 2008 har været medlem af det kurdiske parti SPKS. Ansøgeren forberedte møder, uddelte erklæringer og pjecer og afholdte private møder i sit hjem. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet, udsat for tortur og dræbt. I 2004 var ansøgeren tilbageholdt i en måned som følge af uroligheder i Qamishli. Den [….] 2008 blev ansøgeren tilbageholdt i 24 timer, da han var på vej til en demonstration i Damaskus mod vedtagelsen af dekret 49. Den [….] 2009 uddelte ansøgeren pjecer for SPKS, og han formoder, at han i den forbindelse blev identificeret af en syrisk officer, hvorefter hans bopæl samt familiens bopæl blev ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har afgivet en overbevisende og troværdig forklaring om sine forhold. Flygtningenævnet finder navnlig, at ansøgeren har forklaret divergerende om et centralt punkt i sit asylmotiv, nemlig om uddeling af pjecer og identifikation af ansøgeren af en syrisk officer. Ansøgeren har således til asylsamtalen oplyst, at han blev opdaget af en syrisk officer, da han var ved at sætte en pjece i naboens dør. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren oplyst, at han skulle til at anbringe pjecen i officerens dør, da officeren åbnede sin dør i en afstand af to-tre meter fra ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har omtalt den syriske officers rolle i asylansøgningsskemaet. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ville aflevere en løbeseddel fra et ulovligt kurdisk parti hos en person, som han vidste var syrisk officer og medlem af Baath-partiet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder eller, at han ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys på en asylbegrundende måde. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden kan risikere at blive tilbageholdt og udspurgt om sine forhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens politiske aktivitet i asylcentret kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Syrien/2010/43
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har været medlem af et politisk parti. Han har ageret som skuespiller i en teatergruppe, som under Newroz festen opførte skuespil, der kritiserede det syriske styres behandling af kurderne. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive fængslet, udsat for tortur og slået ihjel på grund af sit engagement i den kurdiske teatergruppe, som myndighederne betragter som politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring har været konsistent og uden divergenser, og i asylansøgningsskemaet har ansøgeren logisk redegjort for hændelsesforløbet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive anholdt og tortureret som følge af sine aktiviteter, som myndighederne betragter som politiske. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/42
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [….] i Syrien. Ansøgeren sympatiserede med det illegale kurdiske parti, Arzadi-partiet, fra 2007, for hvilket han blandt andet uddelte aviser og holdt vagt ved møder. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af sit samarbejde med Arzadi-partiet. Ansøgeren angiver, at myndighederne i efteråret 2009 under en ransagning på ansøgerens bopæl fandt 25 til 30 eksemplarer af en avis, som ansøgeren skulle uddele for Arzadi-partiet. Ansøgeren var, da han er analfabet, ikke bekendt med indholdet. Ansøgeren har videre oplyst, at han i foråret 2004 blev anholdt og fængslet af de syriske myndigheder, som følge af, at han havde deltaget i en demonstration i […..]. Ansøgeren blev tilbageholdt og tortureret i en måned, hvorefter han blev løsladt. Ved ankomsten her til landet oplyste anførte ansøgeren alene helt generelle forhold som begrundelse for asyl. Han henviste slet ikke til egne forhold, herunder at han skulle have være forsøgt anholdt i efteråret 2009. Af ansøgerens forklaring for nævnet er fremgået, at der i ansøgerens hjemby, der er beliggende i et fladt område, bor 60 familier, der alle driver landbrug. Videre, at markarbejde foregår om natten på grund af de høje dagtemperaturer. Efter ansøgerens forklaring har det været helt almindeligt, at han på det pågældende tidspunkt ikke befandt sig i familiens hus, men derimod på marken. Ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål vedrørende sine forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har kunnet forklare om sine politiske aktiviteter, herunder at han i foråret 2004 blev forsøgt anholdt, og at myndighederne, uanset at han var udrejst, fortsatte med at komme på bopælen hver 14. dag. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i foråret 2004, under de foreliggende omstændigheder, i dag kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/41
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de syriske myndigheder, som eftersøger ham, fordi der i efteråret 2009 i ansøgerens butik blev fundet nogle kurdiske dokumenter, som ansøgeren opbevarede for sin farbroder. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at myndighederne har ledt efter ham på hans families bopæl, at han i 2004 har været fængslet og udsat for tortur i forbindelse med deltagelsen i en demonstration for kurdernes rettigheder, og at han i forbindelse med løsladelsen måtte underskrive en erklæring om ikke igen at deltage i demonstrationer. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han udrejste af Syrien af frygt for, hvilke overgreb fra myndighedernes side, han kunne blive udsat for efter fundet af politisk materiale i hans butik. Nævnet finder således ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans farbroder fratog ham mobiltelefon og anviste en lejlighed, hvor han kunne skjule sig, til ham og efterfølgende var behjælpelig med at arrangere hans flugt. På den baggrund, og henset til, at ansøgeren tidligere har været fængslet i 2004 og på ny anholdt i 2008, og henset til baggrundsoplysningerne om myndighedernes behandling af politisk aktive kurdere, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, der er udrejst illegalt i forbindelse med en hjemsendelse vil risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/40
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring i alt det væsentlige kunne lægges til grund, idet Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationerne i Qamishli i foråret 2004, hvor et stort antal kurdere var blevet anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren var blevet anholdt i foråret 2004 og løsladt i foråret 2005 som følge af en amnesti. Under frihedsberøvelsen var ansøgeren blevet udsat for tortur. Efter løsladelsen var ansøgeren to gange blevet indkaldt til myndigheder i Qamishli, der havde prøvet at presse ham til at samarbejde. Muligt som følge af et konkret modsætningsforhold til en araber, der havde samarbejdet med myndighederne, var ansøgeren blevet eftersøgt af de syriske myndigheder i 2007 på sin og sine forældres bopæl i Qamishli. Ansøgeren havde ikke været hjemme, da myndighederne var ankommet, og havde fra dette tidspunkt ikke længere taget ophold i hjemmet. Ansøgeren var udrejst ved hjælp fra en agent medio 2007 af Syrien, men var blevet afvist af de græske og tyrkiske myndigheder, hvorefter ansøgeren var indrejst illegalt i sommeren 2007. Han havde herefter ophold hos sin søster eller hos sin onkel, der havde boet i landsbyer uden for Qamishli, indtil udrejsen i slutningen af 2008. Forinden havde myndighederne gentagne gange søgt efter ansøgeren på bopælen i Qamishli, idet myndighederne havde beskyldt ansøgeren for at have deltaget i forbindelse med en nytårsfest i 2008, hvorunder tre kurdere var blevet dræbt af myndighederne. Ansøgeren havde forklaret, at hans familie grundet myndighedernes fremfærd havde måttet fraflytte boligen, der havde ligget centralt ved en plads, hvor folk ofte havde samledes. Familien havde taget ophold under andet navn i Damaskus. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for at være i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse fra de syriske myndigheders side, der omfattedes af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/4.
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter at blive dræbt af sin familie, fordi hun har haft et seksuelt forhold til en arabisk mand ved navn […..], og fordi hun er flygtet sammen med ham. Ansøgeren frygter endvidere [……s] familie, idet [……] blev dræbt under hans og ansøgerens flugt fra Syrien. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet hun er udrejst ulovligt af Syrien. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at myndighederne har ledt efter hende på familiens bopæl, hvorfor hendes familie ved, at hun er rejst væk sammen med […..]. Hun har videre henvist til, at hendes fader ved flere lejligheder har slået hende, hvor hun senest har været indlagt på hospitalet, og at han har truet hende med døden, såfremt hun fortsatte forholdet med [….]. Hun har endvidere oplyst, at [……..s] familie er meget vred over, at [……] er død. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaringer om, at hun to gange blev udsat for alvorlig vold fra sin faders side, efter at han var blevet bekendt med, at hun havde et forhold til Ahmed, kan lægges til grund. Nævnet har herved især lagt vægt på, at hendes forklaring støttes af de lægelige oplysninger, herunder journalnotater, fra Center […….]. Et flertal af nævnets medlemmer finder ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter for i øvrigt at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Herefter, og når der henses til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab især blandt kurdere, og når der yderligere henses til, at ansøgerens familie må anses for at have et stærkt modsætningsforhold til arabere og dermed til […..], samt når der yderligere henses til, at det må antages, at ansøgerens fader på nuværende tidspunkt har viden om, at ansøgerens fulde forhold til [….], finder flertallet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for tortur eller anden umenneskelig behandling, som det ikke kan forventes, at myndighederne vil kunne forhindre. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er ulovligt udrejst af Syrien. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette i sig selv kan forventes at medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for anholdelse eller risiko for tortur fra myndighedernes side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er derfor ikke til stede. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/39
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger fra Qamishli, etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans afdøde storebror var medlem af. Ansøgeren har ikke udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han en dag i 2009 sammen med tre venner sad på en café i Qamishli. Han var selv i besiddelse af sin egen mobiltelefon. En af vennerne, [……], var i besiddelse af en anden mobiltelefon. På ansøgerens egen mobiltelefon havde han videooptagelser, blandt andet fra nogle overgreb begået mod kurdere i 2004, få dage efter en fodboldkamp. Endvidere havde ansøgeren videooptagelser fra begravelsen af Sheik MashuQ. Ansøgeren og [……] sad og udvekslede videooptagelser på deres mobiltelefoner. En civilklædt betjent dukkede op og erklærede ansøgeren og hans venner for anholdt. Vennen blev slået til jorden af betjenten, og ansøgeren og to af vennerne stak af. Efter episoden opholdt ansøgeren sig i tre måneder hos nogle familiemedlemmer i tre landsbyer omkring Qamishli, indtil han udrejste til Tyrkiet. Mens ansøgeren opholdt sig i landsbyerne, fortalte hans bror ham, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det først er under nævnsbehandlingen, at ansøgeren har forklaret, at der også på hans egen mobiltelefon var kontroversielle videooptagelser af overgreb begået af de syriske myndigheder og at hans egen mobiltelefon lå tilbage på cafébordet, efter at ansøgeren var stukket af fra stedet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne afvise, at der har været tolkeproblemer under samtalen med Udlændingeservice, hvor der bistod en arabisk tolk, mens der under nævnsbehandlingen har bistået en tolk, som behersker ansøgerens modersmål kurmanji. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, finder Flygtningenævnet det derefter sandsynliggjort af ansøgeren, at myndighederne har beslaglagt hans mobiltelefon, som indeholdt en række videooptagelser, som er belastende for myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter endvidere sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, som følge af sin etnicitet som kurder og indholdet af hans mobiltelefon. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1.” Syrien/2010/38
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD og har blandt andet deltaget i en fredelig demonstration i slutningen af 2009 i Qamesheli. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han under sin værnepligt i foråret 2006 blev fængslet i en måned og udsat for tortur, mistænkt for at have udøvet politisk mødeaktivitet. Efter deltagelse i den fredelige demonstration i Qamesheli i slutningen af 2009 har ansøgeren været eftersøgt af myndighederne, som blandt andet har opsøgt hans families bopæl. Ansøgeren blev kort efter, han tog af sted fra demonstrationen, rådet til at gå i skjul af en ven til ansøgerens fader. Ansøgeren så sin chef blive anholdt under demonstrationen, og frygter at han har opgivet ansøgerens navn til myndighederne under tortur. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive fængslet og udsat for tortur. Ansøgeren har om sine politiske forhold forklaret, at han alene var sympatisør og ikke medlem af PYD. Selvom han har forklaret, at han har sin interesse for politik fra faderen, har han meget ringe kendskab til faderens politiske forhold, herunder om faderen er medlem af partiet. Han har om faderens politiske aktiviteter alene kunnet forklare, at han førte samtaler med medlemmer af partiet. Ansøgeren har i et vist omfang støttet partiet økonomisk og deltaget i nogle få møder med partimedlemmer. Samlet set må ansøgeren og hans familie antages at være politisk uprofileret. Ansøgeren har om deltagelsen i demonstrationen i slutningen af 2009, som han påberåber sig som det afgørende asylmotiv, forklaret divergerende og udbyggende. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren deltog i demonstrationen, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Det findes i sig selv utroværdigt, at myndighederne ganske få timer efter demonstrationens opløsning skulle have fattet interesse for ansøgeren, der er politisk uprofileret. At ansøgerens arbejdsgiver skulle have angivet ansøgeren beror alene på ansøgerens formodning. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvorledes han af en person ved navn […..] skulle være blevet advaret om, at han var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren havde alene haft en enkelt tidligere kontakt med denne navngivne person 15 dage før demonstrationen, og det virker usandsynligt, at denne allerede på daværende tidspunkt skulle have fået ansøgerens telefonnummer, ligesom det er umiddelbart uforståeligt, hvorfor den navngivne person skulle tænke på at advare ansøgeren. Ansøgeren har således gentagne gange til samtalen med Udlændingeservice forklaret, at han ikke så den navngivne person i forbindelse med demonstrationen. Senere har ansøgeren udbyggende forklaret, at han hilste på ham under demonstrationen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om ransagninger på familiens bopæl, herunder hvor mange gange myndighederne har henvendt sig. Flygtningenævnet må endvidere tillægge det vægt, at ansøgeren har forklaret, at hans familie fortsat befinder sig i hjemlandet, og at faderen, på trods af at han af de syriske myndigheder skulle have fået gentagne frister til at få ansøgeren til at melde sig i et forløb på adskillige måneder fortsat opholder sig på familiens bopæl. Efter Flygtningenævnets opfattelse stemmer en sådan adfærd fra de syriske myndigheder ikke med, at ansøgeren skulle være i de syriske myndigheders søgelys. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/37
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus, at han ikke har været politisk aktiv, og at han ikke har haft problemer med myndighederne forud for den episode, der gav anledning til asylansøgningen. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder. Ansøgeren har henvist til, at ansøgerens medarbejder [….] blev anholdt i efteråret 2009, mens denne var på arbejde i ansøgerens kiosk, at ansøgerens medarbejder var politisk aktiv i et kurdisk parti og var i besiddelse af politisk materiale, og at myndighederne lukkede ansøgerens kiosk. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring, hvorefter ansøgerens medarbejder […..] blev anholdt i ansøgerens kiosk med politisk materiale, at medarbejderen fortsat er tilbageholdt, og at myndighederne af denne grund eftersøger ansøgeren. Når der henses til ansøgerens personlige forhold, herunder at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod findes det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2..” Syrien/2010/36
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen [……]i nærheden af Afrin i det nordlige Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han tidligere har været tilbageholdt, fordi han havde danset til Newroz festen i 2007. I forbindelse med Newroz festen i 2007 blev ansøgeren anholdt en angiven dato i foråret 2007 sammen med flere andre personer, som havde deltaget i dansen. Ansøgeren blev under denne tilbageholdelse dels udsat for tortur i form af at blive lukket inde i et bildæk med overkroppen og benene, dels slag mod fodsålerne. Ansøgeren blev løsladt efter syv dage mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville fortsætte med ulovlige aktiviteter. Han er derudover eftersøgt i Syrien, da hans families værksted blev ransaget af myndighederne og i den forbindelse fandt de ulovligt materiale. Han har yderligere henvist til, at han flygtede samme dag som ransagningen havde fundet sted, en angiven dato i efteråret 2007, til sin moster, hvis bopæl var i en by i nærheden af den tyrkiske grænse 100 kilometer fra ansøgerens hjemby. Han havde befundet sig i [……], idet han var på vej ud med varer fra familiens skrædderværksted. Blandt varerne befandt der sig illegalt materiale i form af løbesedler pakket ind i plastik. Faderen og syv af ansøgerens brødre var blevet anholdt i forbindelse med ransagningen. Efterfølgende traf han faderen et stykke væk fra mosterens bopæl og her fortalte faderen, at han og de syv brødre havde været tilbageholdt i omkring ti dage, og at de enstemmigt havde angivet ansøgeren som ejermand til det illegale materiale, der var blevet fundet i værkstedet. Ansøgerens fætter […….], som havde kørt bilen, som varerne var blevet bragt ud i, er flygtet til Libanon. Flygtningenævnet kan lægge til grund for sagen, at ansøgeren i foråret 2007 har danset under festen og i efterfølgende har været udsat for overgreb, herunder af torturlignende karakter, som af ham angivet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at forholdet må anses for afsluttet i forbindelse med, at ansøgeren blev løsladt. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren efterfølgende har deltaget i uddeling af illegalt materiale, som ansøgerens broder [……] ønskede uddelt. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens fader og hans syv brødre overfor myndighederne enstemmigt skulle have tilkendegivet, at det pågældende materiale tilhørte ansøgeren. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det illegale materiale er fundet i værkstedet, hvor såvel faderen som brødrene arbejdede. Det er under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at det er lykkedes for faderen og de syv brødre at kunne skyde skylden på ansøgeren og derved bringe sig uden for myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren forklaring herom må anses som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf som følge af, at han er udrejst illegalt, eller at han ved tilbagevenden af denne grund er i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han vil være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/35
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til er ægtepar samt deres fire børn fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [……….] i Syrien og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han sympatiserer med PYD. Han har været tilbageholdt i cirka et år fra foråret 2004 til foråret 2005 sigtet for blandt andet ildspåsættelse, hindring af myndighedernes arbejde med videre. Han blev løsladt i forbindelse med en generel benådning, som blev iværksat af den syriske præsident. Han er løbende blevet chikaneret i perioden fra 2005 til 2009 af lokale efterretningsfolk, herunder af en navngiven person, som også deltog i anholdelsen af den mandlige ansøger i 2004. En dag i efteråret 2009 havde han besøg af to navngivne medlemmer af PYD på sin bopæl. Han har gennem længere tid sympatiseret med PYD, blandt andet fordi PYD stillede en advokat til rådighed for ham i forbindelse med hans tilbageholdelse i 2004 til 2005. Han har derfor løbende betalt kontingent til PYD. Han betalte denne dag kontingent til de to medlemmer. Den syriske efterretningstjeneste brød ind på hans bopæl. Det ene af PYD-medlemmerne gemte en kuvert under madrassen. Herefter blev alle tre ført ud af de tre medlemmer af efterretningstjenesten. Den af politibetjentene, som holdt fast i den mandlige ansøger, havde taget førergreb. Den mandlige ansøgers datter forsøgte at tage fat om den mandlige ansøgers ben. Politibetjenten slap derfor med sin ene hånd den mandlige ansøger for at give datteren en lussing. Det lykkedes herefter den mandlige ansøger at skubbe til politibetjenten, så han snublede og faldt. Derefter flygtede ansøgeren hen over en og en halv meter høj mur ind til sin nabo. Han gemte sig blandt nogle gravstene på en kristen kirkegård, indtil han nogle timer senere kunne opsøge et tredje PYD-medlem. Efter cirka 24 dage blev han forenet med sin ægtefælle og sine børn, hvorefter de udrejste fra hjemlandet. Han frygter asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Den kvindelige ansøger henviser til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun og den mandlige ansøgers far blev tilbageholdt samme nat og herunder afhørt om den mandlige ansøgers opholdssted. Efterretningstjenesten viste en konvolut, som de oplyste, at de havde fundet under ransagningen af bopælen, og de sagde til hende, at hun ville blive holdt ansvarlig for indholdet, hvis den mandlige ansøger ikke meldte sig selv. Ved en gejstlig persons mellemkomst blev hun løsladt og opholdt sig på sin svigerfars bopæl frem til, at hun blev genforenet med den mandlige ansøger forud for deres udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne under hele asylsagsforløbet i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende, ligesom deres forklaringer i det væsentlige er overensstemmende. Efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet det herefter sandsynliggjort af den mandlige ansøger, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin tilknytning til partiet PYD. Flygtningenævnet meddeler herefter begge ansøgere og deres fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/34
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb fra myndighederne som følge af hans aktiviteter for den kurdiske sag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har sympatiseret med og udført aktiviteter for organisationen PYD (Parti Union Demokratisk). Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev anholdt i foråret 2009 i forbindelse med fejringen af hændelserne i Qamishlo, at han herefter var tilbageholdt i 4 måneder, og at han under afhøringerne hos myndighederne blev udsat for fysiske overgreb. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren deltog i et politisk møde i efteråret 2009, som blev stormet af efterretningstjenesten. Ansøgeren flygtede fra mødet og besluttede at udrejse, da efterretningstjenesten efterfølgende rettede henvendelse på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/33
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […..] i Syrien, hvor han har boet indtil udrejsen i slutningen af 2009. Ansøgeren har oplyst, at han har sympatiseret med det demokratiske parti siden slutningen af 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter samt fordi han er udeblevet fra aftjening af værnepligt. Ansøgeren har endvidere anført, at han frygter at blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt fra Syrien. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter og myndighedernes kendskab hertil. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først oplyste dette motiv under samtalen i sommeren 2010 med Udlændingeservice. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han ved afhøring i foråret 2010 ikke forstod, hvad der blev spurgt om, idet der medvirkede en arabisk tolk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet, at ansøgeren har forklaret detaljeret om personlige forhold ligesom det fremgår, at ansøgeren udtrykkeligt har oplyst, at han forstod tolken. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren risikerer straf på grund af udeblivelse fra aftjening af værnepligt kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt på, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at ansøgeren ikke risikerer en uforholdsmæssig straf som følge af udeblivelse. Det forhold at ansøgeren er udrejst illegalt fra Syrien kan ikke i sig begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/32
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han omkring foråret 2009 uddelte nogle løbesedler for en af sin faders venner, der var på besøg hos faderen. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende ransaget af de syriske myndigheder, der fandt nogle af løbesedlerne. Ansøgeren var ikke hjemme, men efterretningstjenesten tilbageholdt ansøgerens far. Faderen blev løsladt under betingelse af, at han skulle rette henvendelse til myndighederne, hvis ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har ikke siden været på bopælen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på de væsentlige punkter har forklaret konsistent under hele sagen. Nævnet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren, der er analfabet, ikke ved asylregistreringen har oplyst om den forudgående fængsling i 2008, efter en konkret vurdering ikke i sig selv findes at kunne medføre, at ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger således til grund, at myndighederne er blevet bekendt med, at ansøgeren har uddelt løbesedler med politisk indhold, og at han som følge heraf er eftersøgt. På denne baggrund og henset til baggrundsmaterialets oplysninger om myndighedsreaktioner – særligt mod politisk aktive kurdere – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/31
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, dels som følge af sine politiske aktiviteter, dels som følge af at han har unddraget sig aftjening af værnepligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet anført, at han i foråret 2008 deltog i et optog i forbindelse med Newroz, hvor han blev anholdt af politiet og ført til et fængsel i Aleppo, hvor han blev tilbageholdt i to til tre måneder, hvorunder han blev udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af Yekitipartiet i omkring en måned, i hvilken periode han deltog i tre møder og hjalp partiet med at uddele og opbevare pjecer i sin frisørsalon. Uanset, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sine forhold, finder nævnet ikke, at ansøgeren har forklaret så inkonsistent, at der er tilstrækkeligt grundlag for i det hele at forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet vil således ikke afvise, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med Newrozfesten i 2008, ligesom nævnet ikke vil afvise, at ansøgeren har uddelt kurdisk materiale for Yekitipartiet, og at myndighederne har ransaget og beslaglagt dele af dette materiale på ansøgerens bopæl. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/30
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren blevet indkaldt til værnepligt. Ansøgeren var ikke mødt op, men var i stedet flygtet til Grækenland, hvor han havde fået arbejde. I 2009 var ansøgeren af det græske politi blevet sendt tilbage til Syrien, eftersom hans arbejdstilladelse var udløbet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede straf og overgreb, fordi han havde unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren havde herved fremhævet, at han var etnisk kurder, og at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse var en politisk aktivitet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham, kunne dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria [bilagsnr. 157], risikerede ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kunne efter det foreliggende ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret og ikke havde udført nogen politiske aktiviteter. Det skulle herved videre bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved indrejsen i Syrien i 2009 alene var blevet tilbageholdt i to timer uden afhøring, og hvor hans pas var blevet inddraget. De generelt vanskelige forhold for kurdere i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/3.
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia i Syrien. Ansøgeren angiver, at han siden 2005 har været medlem af og aktiv for det Det Kurdiske Demokratiske Unions Parti, Yekiti. Ansøgeren oplyser, at han deltog i ligtog til ære for to martyrer i foråret 2004, hvilket bevirkede, at han efterfølgende blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgeren er udrejst som følge af, at hans forretning i sommeren 2009 blev ransaget af efterretningstjenesten, hvor myndighederne fandt løbesedlerne. Efterfølgende har myndighederne adskillige gange foretaget rangsagninger på ansøgerens bopæl. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at lederen af den gruppe, han angiver at havde deltaget i, ikke har lidt overlast som følge af fundet i ansøgerens forretning. Den pågældende gruppeleder var den, som overgav ham løbesedler med henblik på, at disse skulle uddeles blandt gruppemedlemmer under efterfølgende møder, hvori gruppelederen også deltog. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke efter begivenheden i forretningen har været i kontakt med nogen tilknyttet partiet. Videre at han efterfølgende har kunnet ringe hjem til sin moder, men ikke kan det længere, da han har mistet det pågældende telefonnummer og ikke er i kontakt med nogen, der vil hjælpe ham dermed. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål, og hans forklaring om politisk aktivitet og de overgreb, han angiver at have været udsat for, fremtræder ikke selvoplevede. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opbevaret løbesedler, der er fundet af myndighederne. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været politisk profileret. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i 2004 uanset, at ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling, i sig selv nu kan begrunde asyl. Der foreligger ikke helbredsoplysninger eller andet, der kan begrunde en udsættelse af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være konkret og individuel forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/29
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….]. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i de syriske myndigheders søgelys, da han, som tidligere har været langvarigt tilbageholdt af de syriske myndigheder, skubbede en betjent i forbindelse med politiets henvendelse på faderens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således tilbageholdt i mere end syv måneder i et syrisk fængsel og udsat for hårdhændet behandling som følge af deltagelse i en demonstration rettet mod de syriske myndigheders drab på tre kurdiske festdeltagere. Ansøgeren blev løsladt med månedlig meldepligt, som han overholdt, indtil han blev impliceret i en slagsmålslignende situation med politiet. Politiet havde rettet henvendelse, da ansøgerens fader protesterede mod de kurdiske myndigheders inddragelse af familiens ejendom, og ansøgeren skubbede en betjent, da faderen blev udsat for slag. Ansøgeren flygtede fra stedet og holdt sig i skjul, indtil han kort efter udrejste fra Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være således i de syriske myndigheders søgelys, at han vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/28
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Dirik, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD siden slutningen af 2005. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været anholdt to gange tidligere og været udsat for tortur, samt at han kort tid inden sin udrejse blev pågrebet, imens han var i besiddelse af PYD-materiale. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb og tortur fra yndighedernes side. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist, kan Flygtningenævnet lægge hans forklaring, der fremstår selvoplevet, om det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i 2004 og 2005 blev tilbageholdt af myndighederne tilknyttes til henholdsvis en demonstration i forbindelse med Qameshli urolighederne og Newroz festen, at ansøgeren med farbroderens mellemkomst åbnede en forretning i 2006, at farbroderen en-to gange om måneden afleverede politisk materiale fra PYD, som blev afhentet af ansøgerens sambo Said, at ansøgeren den [….] 2009 blev advaret af en nabo, om at Said var blevet anholdt, at ansøgeren kort tid efter blev opsøgt af to civilklædte mænd angiveligt fra sikkerhedstjenesten i forretningen, at ansøgeren, der var på vej væk, medbragte materiale, som havde været skjult i forretningen, at den ene af mændene fratog ansøgeren dette materiale, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. På denne baggrund, og når der sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger, lægges det endvidere til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/27
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder bosiddende i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har virket i en gruppe, der for to menneskerettighedsorganisationer har indsamlet materiale om forholdene i hjemlandet. Videre at der på hans bopæl har været foretaget ransagning af myndighederne, der har fundet kompromitterende materiale. Ansøgeren har oplyst, at myndighederne fortsat søger ham. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han tidligere har været frihedsberøvet og i den forbindelse været udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark gav oplysninger om de pågældende forhold. Ansøgeren har under sagen på troværdig vis forklaret herom. Flygtningenævnet lægger herefter ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet til grund. Flygtningenævnet anser herefter ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/26
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingeservice har ved mødet i Flygtningenævnet ikke bestridt det, som ansøgeren hidtil har oplyst om sin identitet, ligesom det ikke bestrides, at ansøgeren i 1999/2000 blev udsat for tortur under den mere end et år lange tilbageholdelse af de syriske myndigheder. Dette kan Flygtningenævnet også lægge til grund. Ansøgeren har påberåbt sig det tidligere oplyste asylmotiv, ligesom han underbygget sin frygt for at blive myndighedsforfulgt ved sin tilbagevenden til Syrien, idet hans far efter det oplyste i perioden fra 2004 til 2010 jævnligt er blevet opsøgt af politiet og afhørt om ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren siden 1998 som syrisk kurder har været medlem af Yekiti-partiet og også aktiv for dette, at han i 1999/2000 blev tilbageholdt og udsat for tortur, ligesom ansøgeren på overbevisende måde har forklaret om senfølgerne i den forbindelse, at han i 2000-2004 adskillige gange blev opsøgt og kortvarigt tilbageholdt af myndighederne, at han i marts 2004 – kort før sin udrejse – deltog i en demonstration, ligesom han lod en kammerats søster, der senere døde, søge skjul for myndighederne i ansøgerens forretning, hvilket må antages at være myndighederne bekendt, og at myndighederne jævnligt i perioden 2004-2010 har opsøgt særligt ansøgerens far og spurgt til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering af disse forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og at han derfor opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Syrien/2010/25
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Det Demokratiske Parti Yekiti i perioden 2002 til 2007. Ansøgeren uddelte aviser, deltog i demonstrationer for kurderne og samlede bidrag ind til kurdiske martyrer. Ansøgeren uddelte og hængte endvidere løbesedler op og hjalp med at få kurdiske børn til kurdisk undervisning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, der i 2004 var tilbageholdt i to måneder og ti dage, hvorunder han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb, i foråret 2008 deltog i en demonstration, hvor han var med til at vælte en statue af den tidligere præsident. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys, som følge af sin deltagelse i at vælte statuen. Det fremgår således af ansøgerens forklaring, at den eneste, som han selv kendte i den større mængde af mennesker, som var samlet omkring statuen, var en bygningsarbejder, som havde været aktiv i forbindelse med omvæltningen af statuen. Både ansøgeren og bygningsarbejderen blev befriet fra sikkerhedspolitiet af menneskemængden, inden de var blevet identificeret. Det må endvidere tillægges vægt, at der efter ansøgerens forklaring, i cirka tre måneder frem til sommeren 2008, ikke var henvendelser fra sikkerhedspolitiet på nogen af de steder, hvor ansøgeren havde tilknytning. Først da var der, efter forklaringen, en henvendelse på ansøgerens bopæl, hvor faderen blev anholdt og tilbageholdt i 14 dage. Flygtningenævnet finder det påfaldende, i betragtning af, at ansøgerens fader skulle være blevet foreholdt, at ansøgeren havde begået den efter syriske forhold meget alvorlige forbrydelse at vælte en statue af landsfaderen, blev løsladt alene med en påmindelse om at sørge for at indgive ansøgeren til myndighederne, såfremt han skulle dukke op. Det findes også påfaldende, at der ved senere henvendelser til faderen, ikke er foretaget yderligere foranstaltninger overfor faderen, såfremt myndighederne havde haft kendskab til en forbrydelse af den nævnte karakter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren har kunnet opholde sig hos morbroderen frem til begyndelsen af 2009, uden at myndighederne har rettet henvendelse til morbroderens bopæl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/24
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han under militærtjeneste har fået problemer med militæret, at han er deserteret på grund af disse problemer, og at han frygter en længere fængselsstraf og for sit liv i forbindelse hermed. Ansøgeren har henvist til, at han er deserteret fra militæret, efter at han under en patrulje ved den syriske grænse i efteråret 2009 affyrede varselsskud mod en gruppe på syv-otte ukendte personer, en handling chefen for basen var imod. Efterfølgende udsatte chefen ansøgeren for vold, og ansøgeren måtte på hospitalet. Dagen efter flygtede han fra hospitalet, idet en ven oplyste, at den militære efterretningstjeneste var blevet sat på sagen. Herudover har ansøgeren henvist til, at han tidligere havde afvist lejrchefens anmodning om at give meddelelse om andre kurderes forhold, og at ansøgeren havde advaret andre kurdere mod noget sådant. Ansøgeren skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Det kan lægges til grund, at ansøgeren ikke havde haft problemer med militæret forud for den nævnte skudepisode, og at ansøgeren efterfølgende blev irettesat af den pågældende officer, som på grund af ansøgerens svar gav ansøgeren en hårdhændet behandling, hvorefter ansøgeren kom på militærhospitalet. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var under bevogtning under opholdet på militærhospitalet, idet ansøgeren kunne modtage besøg af sin ven. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer var i stand til at forlade militærhospitalet, at ansøgerens antagelse af, at den militære efterretningstjeneste var blevet involveret i sagen, beror på andenhåndsoplysninger, og at det ikke kan antages at være ualmindeligt, at kurdere i militæret opfordres til at give oplysninger om andre kurdere. Efter det foreliggende kan det derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have andre konflikter med myndighederne end den skete desertering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge heraf. Den omstændighed, at ansøgeren efter skudepisoden blev fysisk forulempet af officeren, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret, og at der ikke er oplysninger om, at ansøgerens familie er blevet udsat for overgreb eller repressalier på grund af ansøgerens forhold. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/23
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kurder fra Damaskus. Ansøgeren var i foråret 2004 blevet anholdt i forbindelse med en demonstration for den kurdiske sag og tilbageholdt omkring 50 dage, hvorunder han var blevet undergivet tortur. Herefter havde ansøgeren ikke været aktiv, før han i efteråret 2009 havde hjulpet en ven med optagelsen af film til brug for den kurdiske sag. I forbindelse med optagelsen var sikkerhedstjenesten kommet til stede, og vennen var blevet anholdt. Ansøgeren var selv flygtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens identitet var blevet de syriske myndigheder bekendt, eventuelt gennem registreringen i den tidligere sag, eventuelt gennem anholdelsen af vennen. Ansøgeren var således blevet eftersøgt på bopælen, der også var blevet ransaget. Ansøgeren var imidlertid ikke taget hjem efter episoden, men havde skjult sig hos sin søster og udrejst illegalt 14 dage senere. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sit virke for den kurdiske sag. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/22
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger fra Al-Malikiya, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde forklaret, at han efter aftjeningen af sin værnepligt i 2006 havde sympatiseret med Yekiti-partiet. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han tre gange havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af deltagelse i demonstrationer i foråret 2008, foråret 2009 samt sommeren 2009. Endvidere havde han adskillige gange været anholdt kortvarigt og udspurgt om Yekiti-partiets medlemmer og sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgerens broder, som gennem mange år havde været medlem af Yekiti-partiet, havde også været tilbageholdt, og broderen havde været forsvundet siden et møde i partiet i sommeren 2009. Ansøgeren havde ligeledes deltaget i mødet i Yekiti-partiet i sommeren 2009, hvorfra han var flygtet, da politiet var kommet til stede. Under tilbageholdelserne var han blevet udsat for tortur. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede han at blive udsat for tortur og idømt en langvarig fængselsstraf på grund af sin deltagelse i demonstrationerne og i partimødet. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring, som havde været konsistent og troværdig, til grund. Efter baggrundsoplysningerne fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han således var profileret hos myndighederne, at han ved en tilbagevenden risikerede grove og fysiske overgreb og streng straf på grund af sine politiske aktiviteter. Da ansøgeren derfor opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/21
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Flygtningenævnet bemærkede, at tolken havde oplyst, at den mandlige ansøger havde visse forståelsesproblemer, men at begge ansøgere under nævnsmødet havde angivet, at de var indforståede med, at nævnsmødet gennemførtes med den konkrete tolk, og at eventuelle forståelsesproblemer ville kunne løses ved, at der i stedet for taltes arabisk. Ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede, at den syriske sikkerhedstjeneste ville indespærre ham i et politisk fængsel og afhøre ham om hans arbejde ved den kurdiske nytårsfest. Ansøgeren havde stået for opførelsen af en scene i forbindelse med Newroz-festen den 21. marts 2009. Under opførelsen var ansøgeren og hans fire medarbejdere blevet antastet af personer fra den syriske sikkerhedstjeneste, hvorefter de var stukket af. To navngivne medarbejdere var blevet anholdt og løsladt efter 15 dage. Ansøgeren havde efterfølgende fået at vide, at de to medarbejdere, som havde været 16 eller 17 år gamle, havde sagt til myndighederne, at det havde været første gang, at ansøgeren havde bygget en sådan scene, men at de sandsynligvis var blevet presset til, i strid med sandheden, at oplyse, at den mandlige ansøger også havde deltaget i andre aktiviteter for den kurdiske sag. Sikkerhedstjenesten havde endvidere opsøgt den kvindelige ansøger på ansøgernes bopæl og senere den kvindelige ansøgers forældres bopæl gentagne gange, ligesom de efterfølgende havde overvåget den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Ved et enkelt tilfælde havde personerne fra sikkerhedstjenesten givet den kvindelige ansøger en lussing og havde banket den kvindelige ansøgers hoved ind i væggen i entréen. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Hun frygtede endvidere, at sikkerhedstjenesten ville fængsle hendes ægtefælle, og at ansøgeren dermed ville blive alene med deres søn. Flygtningenævnet kunne som Udlændingeservice i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund i sagen, idet ansøgerne havde forklaret konsistent og troværdigt om deres forhold, herunder om myndighedernes henvendelser på, først ansøgernes egen bopæl og dernæst den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at den mandlige ansøger ikke havde profileret sig afgørende ved sin aktivitet, som alene havde bestået i at opføre en scene til nytårsfesten den 21. marts 2009. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers formodning om, at hans to unge medarbejdere var blevet presset til at fortælle – i strid med sandheden – at den mandlige ansøger havde haft yderligere aktiviteter for den kurdiske sag, alene byggede på den mandlige ansøgers egen formodning. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøger umiddelbart efter den 21. marts 2009 havde taget ophold i den landsby, hvorfra han kom, hvor han havde opholdt sig hos skiftende venner og slægtninge, men at den mandlige ansøger ikke desto mindre havde besøgt den kvindelige ansøger på hendes forældres bopæl flere gange, trods risiko for at bopælen havde været overvåget. Flertallet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af grunde, som angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger havde alene som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flertallet fandt herefter ej heller sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/20
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Uanset, at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren sammen med broderen i deres skrædderforretning i en årrække havde syet dragter til to kunstnergrupper til den årlige Newrosh fest, at ansøgeren i 2007 var blevet tilbageholdt i sikkerhedstjenestens fængsel i ni måneder efter at være blevet anholdt i foråret 2007 til Newrosh, at han under begyndelsen af fængselsopholdet var blevet udsat for torturlignende overgreb, at ansøgerens broder var blevet anholdt af myndighederne i begyndelsen af 2009, og at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl. Endvidere kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne eftersøgte ansøgeren på grund af aktiviteter for den kurdiske sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/2.
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren havde været medlem af Kurdistans Demokratiske Enhedsparti (Yekiti) i Syrien fra 2005 til 2008. Ansøgeren havde blandt andet arbejdet med at oplyse om partiets formål, herunder mere generelle oplysninger om partiet. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive fængslet eller dræbt af myndighederne ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde optaget video i forbindelse med en sammenkomst den 20. marts 2008, natten før Newroz, af skyderier mod personer, som var blevet sårede eller dræbt. Ansøgeren var stukket af, og hans bopæl var efterfølgende blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som gentagne gange havde opsøgt ansøgerens familie for at spørge efter ansøgeren, ligesom de en enkelt gang havde taget ansøgerens fader med. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at de divergenser, der havde været mellem ansøgningsskemaet og samtalen i Udlændingeservice, formentlig havde skyldtes ufuldstændig oversættelse af ansøgningsskemaet og usikkerhed omkring tolkningen i Udlændingeservice. Ansøgeren havde herefter navnlig henvist til, at han havde optaget en videofilm på sin mobiltelefon, som hans fader ganske vist efterfølgende havde beholdt. Han havde haft aktiviteter for Yekiti-partiet i form af uddeling af løbesedler og uddeling af det kurdiske flag samt indsamling af penge til partiet. Endelig var han udrejst illegalt af Syrien. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren var kommet i myndighedernes søgelys i forbindelse med begivenhederne i marts 2008, og at myndighederne allerede samme aften havde opsøgt hans bopæl, og at de fortsat jævnligt, det vil sige én til to gange om måneden, havde opsøgt bopælen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en forfølgelsesrisiko, der var asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/19
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Syrien, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som følge af politisk sympati for den kurdiske sag. Flygtningenævnet lagde væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han ad to gange havde været fængslet og udsat for tortur, senest i tre måneder frem til efteråret 2007 efter en ransagning, hvorunder man havde fundet kurdisk materiale på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at myndighederne umiddelbart inden ansøgerens seneste udrejse af Syrien havde foretaget ransagninger i hans landsby og afhøringer af hans familie under en eftersøgning af ansøgeren. På denne baggrund og henset til oplysningerne i det seneste baggrundsmateriale, herunder ”Human Rights Issues Concerning Kurds in Syria”, side 55 Bilagsnummer 196: Human rights Issues concerning Kurds in Syria. Report from a joint fact finding mission by the Danish Immigration Service and Austrian Red Cross to Damascus, Syria from 21 January to 8 February 2010 - RED]fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren – der var udrejst illegalt - i forbindelse med en hjemsendelse ville risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur som følge af sine politiske sympatier. Flygtningenævnet meddelte på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/18
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere senest boende i Al-Malikiya. Ansøgerne havde som asylmotiv påberåbt sig, at de risikerede forfølgelse som følge af den mandlige ansøgers etnicitet og aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i to måneder i forlængelse af Newroz i 2008, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var så centrale divergenser i den mandlige ansøgers forklaring herom, at disse ikke kunne forklares alene med sproglige vanskeligheder i forhold til tolkningen. Flygtningenævnet henviste herved til divergenser vedrørende omstændighederne ved pågribelsen, længden af tilbageholdelsen i isolationscelle, tidspunktet for den første afhøring og omstændighederne ved løsladelsen. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger skulle have haft en særlig rolle ved Newroz-festen i 2009, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at der var adskillige divergenser i ansøgernes forklaring om omstændighederne ved transport til og fra festen, om den kvindelige ansøger havde været bekendt med, at den mandlige ansøger ikke ville overnatte hjemme, og omstændighederne ved de efterfølgende ransagninger. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde sympatiseret med Yekiti-partiet og kørt taxa, herunder for partimedlemmer, til grund. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger havde haft videregående profilerende aktiviteter for Yekiti-partiet, som var kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af denne begrænsede aktivitet, der i øvrigt heller ikke kunne antages at være kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne bevirke en afgørende ændring af asylvurderingen, at ansøgeren havde fremlagt en erklæring, der efter det oplyste stammede fra en kurdisk hjemmeside, og som omhandlede en omtale af, at han havde været aktiv for Yekiti-partiet. Syrien/2010/17
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger havde forklaret, at han siden 2007 havde sympatiseret med Yeketi-partiet og været aktiv ved at uddele politisk materiale i form af løbesedler og partiaviser siden den kurdiske nationalfest i 2007. Den mandlige ansøger havde desuden deltaget i møder med henblik på at blive optaget som medlem af partiet. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at den syriske efterretningstjeneste i foråret 2009 havde rettet henvendelse på familiens landbrugsejendom, hvor den mandlige ansøger havde afholdt et møde med andre deltagere fra Yeketi-partiet om den kommende kurdiske nationalfest. Det var lykkedes mødedeltagerne at flygte, mens efterretningstjenesten havde medtaget kurdiske papirer mv. Ansøgerne havde endvidere henvist til, at den kvindelige ansøger næste dags morgen var blevet udsat for ransagning i ægtefællernes hjem i Aleppo, hvor myndighederne havde medtaget kurdisk materiale. Ansøgerne havde endelig henvist til, at myndighederne flere gange inden ansøgernes udrejse havde eftersøgt den mandlige ansøger på landbrugsejendommen, og at den mandlige ansøgers fader i forbindelse hermed var blevet medtaget af politiet og kortvarigt tilbageholdt. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer, der fremstod som konsistente og troværdige, til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger, uanset ansøgerens begrænsede aktiviteter for Yeketi-partiet, havde sandsynliggjort, at han var kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/16
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Derek, og at ansøgeren ikke er syrisk statsborger, men var i besiddelse af opholdsbevis. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede en langvarig fængselsstraf og tortur på grund af sin deltagelse i Newroz på sin hjemegn i foråret 2009. Ansøgeren havde videre henvist til, at han i 2004 i Damaskus var blevet tilbageholdt af myndighederne mistænkt for at have deltaget i en kurdisk demonstration. Ansøgeren var dengang blevet løsladt efter 2½ måned uden betingelser. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han frygtede at blive anholdt, fordi han er kurder og ikke havde syrisk statsborgerskab. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i Newroz-festen i 2009 og under denne havde haft en funktion som vagt, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod som usikker og usammenhængende, og ansøgeren havde under samtalen med advokaten og under nævnsmødet væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren forklarede således på en lang række punkter under nævnsmødet divergerende i forhold til samtalen med Udlændingeservice og ligeledes i forhold til samtalen med advokaten. Ansøgeren forklarede divergerende med hensyn til, hvorledes ansøgeren havde været tilknyttet PYD, omstændighederne i forbindelse med ansøgerens funktion som vagt, om ansøgeren havde været den eneste fra sin familie, der havde deltaget i Newroz-festen i 2009, ansøgerens kendskab til, om der var blevet taget billeder af ansøgeren fra myndighedernes side og om tilbageholdelsen af lederen for gruppen for kulturelle aktiviteter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at alle uoverensstemmelserne i forhold til samtalen med Udlændingeservice og samtalen med advokaten skyldtes tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens tilbageholdelse i 2004 kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var blevet løsladt uden særlige betingelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens illegale udrejse af Syrien kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/15
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han havde deltaget i flere demonstrationer for kurdernes sag. Han havde ligeledes i sommeren 2009 deltaget i et hemmeligt møde i partiet PYD, og efterfølgende var flere af de ca. 10 deltagere i mødet blevet anholdt. Ansøgerens hus samt forældrenes hus var blevet ransaget, og hans fader var blevet fængslet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren blandt andet havde deltaget i en demonstration i 2004 til fordel for kurderne og i et møde i partiet i sommeren 2009. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren herved var blevet profileret i en sådan grad, at han var i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, som beskrevet i udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark i slutningen af 2009 havde deltaget i en demonstration i København, og at der var optaget en film i den anledning, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, idet det ikke fandtes sandsynliggjort, at optagelserne var kommet til de syriske myndigheders kendskab. Syrien/2010/14
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by ved Quamishli, at han fortsat havde nære pårørende i hjemlandet, at han havde været medlem af Yekiti-partiet, at hans opgaver for partiet havde bestået i at uddele aviser og andet partimateriale til kontaktpersoner i fem landsbyer, at ansøgeren i efteråret 2008 var blevet anholdt af sikkerhedstjenesten, mens han havde været i besiddelse af partimateriale, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i tre måneder, hvorunder han var blevet afhørt, slået og udsat for tortur, og at ansøgeren var blevet løsladt i begyndelsen af 2009. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren efter løsladelsen havde genåbnet sin frisørsalon, som efter kort tid var blevet ødelagt og lukket af sikkerhedstjenesten, at ansøgerens forældres bopæl havde været udsat for to ransagninger, hvor man havde spurgt efter ansøgeren, at ansøgeren efter den første ransagning havde skjult sig i en nærliggende landsby hos sin søsters svigerforældre, og at ansøgeren herefter var udrejst af Syrien i foråret 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede for sit liv, hvis han vendte tilbage til Syrien på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, som oven for gengivet. Nævnet fandt, at ansøgeren på troværdig vis havde forklaret om sit asylmotiv og lagde videre vægt på, at han var blevet tilbageholdt på grund af aktiviteter for Yekiti-partiet. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/13
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien efter at have genoptaget sagen. Ansøgeren indrejste i 2005 og søgte asyl. I sommeren 2005 udrejste ansøgeren til Syrien, men i starten af 2006 indrejste han på ny i Danmark. I foråret 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. I slutningen af 2007 blev ansøgeren meddelt opholdtilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med nævnets afgørelse fra foråret 2007 til grund, at ansøgeren under aftjening af værnepligt havde været udsat for tortur, og at han efterfølgende var udeblevet fra genindkaldelse som reservist. Selvom det fremgik af ansøgerens egen forklaring, at han efter problemerne under værnepligten havde afsluttet værnepligtsperioden med almindelig hjemsendelse, fandt nævnet henset til de nu foreliggende baggrundsoplysninger, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren på grund af disse forhold på ny ville komme i myndighedernes søgelys ved en hjemvenden, og at han derfor af denne årsag sammenholdt med hans udeblivelse fra genindkaldelse ville være i risiko for tilbageholdelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/12
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Under nævnsmødet forklarede ansøgerne, at den mandlige ansøger havde været medlem af det kurdiske politiske parti PYD. I sommeren 2009 havde han kørt med en pengeindsamler for partiet, som under en kørsel var blevet anholdt af efterretningstjenesten. Det var dog lykkedes ansøgeren at flygte, mens efterretningstjenesten havde skudt efter ham. Myndighederne havde efterfølgende henvendt sig til ansøgerne. Under nævnsmødet forklarede den mandlige ansøger, at han havde haft yderligere aktiviteter for partiet. Han fremlagde endvidere en arrestordre dateret i 2010. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er fra provinsen Qamishli i Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet. De er begge kurdere og muslimer. Den mandlige ansøger havde efter sin forklaring afgivet i Flygtningenævnet været sympatisør/medlem af PYD (Itihad Al-Demokrati al-Kurdi fi Suria). Begge ansøgere havde henvist til den mandlige ansøgers forhold som begrundelse for asyl. Den mandlige ansøger havde i den forbindelse henvist til, at det i efteråret 2009 var lykkedes for ham at flygte fra den syriske efterretningstjeneste i forbindelse med, at myndighederne havde anholdt en navngiven person, der var pengeindsamler med videre for PYD. Siden da havde myndighederne ifølge ansøgernes forklaringer forgæves forsøgt at få fat i den mandlige ansøger. Ansøgerne havde på en række punkter forklaret forskelligt. Den mandlige ansøger havde således forklaret divergerende med hensyn til betalingen for sin kørsel for pengeindsamleren, hvornår han startede med at køre for ham, omstændighederne ved flugten og skyderiet efter ham i sommeren 2009, og endelig hvor mange gange myndighederne havde søgt efter ham i dagene efter skudepisoden. Også den kvindelige ansøger har forklaret divergerende. Det gjaldt vedrørende antallet af myndighedshenvendelser i de fem dage, som hun havde opholdt sig hos sine svigerforældre, hvor mange dage hun herefter havde taget ophold hos sine egne forældre, og hvor hun var blevet genforenet med den mandlige ansøger før deres fælles flugt fra Syrien. Hertil kom, at den mandlige ansøger havde udvidet sit asylmotiv meget betydeligt. For det første havde han i Flygtningenævnet forklaret, at han havde været medlem/sympatisør med PYD siden 2005, og han havde således ved mødet i Flygtningenævnet fremlagt en bekræftelse dateret i starten af 2010 om sit medlemskab. For det andet havde den mandlige ansøger nu forklaret, at han udover at være chauffør også var en form for sikkerhedsperson eller livvagt for pengeindsamleren, og at han af PYD var betroet jobbet at køre og assistere ham ved pengeindsamlinger med videre. For det tredje havde den mandlige ansøger også først i Flygtningenævnet forklaret, at han fra 2005 til sommeren 2009 jævnligt havde været med til at fordele store mængder af foldere til lokalformændene i PYD i de enkelte landsbyer. For det fjerde havde den mandlige ansøger nu også fremlagt en arrestordre - i øvrigt udstedt samme dag, som skudepisoden fandt sted. Den mandlige ansøger havde af Udlændingeservice været afhørt på arabisk i efteråret 2009, ligesom han ved afslutningen af afhøringen havde bekræftet, at han havde forstået tolken. Et flertal af nævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger ikke havde givet en overbevisende forklaring på, at han først nu i så væsentligt omfang havde udvidet sit asylmotiv. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at referatet fra mødet i efteråret 2009 var meget detaljeret, ligesom den mandlige ansøger f.eks. flere gange ved adskilte gengivelser havde forklaret, at han ikke havde været medlem af nogen politisk organisation. Flertallet i Flygtningenævnet tilsidesatte på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaringer som utroværdige, og ansøgerne havde derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse af myndighederne, hvorfor de ikke opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Syrien/2010/11.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier. Han havde været medlem af en dansegruppe, og han havde ved enkelte lejligheder arbejdet bag scenen som medhjælper for en skuespillertrup. Han havde som sit asylmotiv særligt henvist til, at han var blevet anholdt i slutningen af 2008 i forbindelse med en demonstration mod en lov, der blandt andet havde indført begrænsninger i kurderes ret til at erhverve fast ejendom. Ansøgeren var blevet anholdt sammen med adskillige andre demonstranter, herunder otte til ti medlemmer af dansegruppen. Efter ansøgerens oplysninger havde de været iført almindeligt tøj og havde ikke optrådt som dansegruppe. Han var blevet slået under afhøringen, hvorunder han havde oplyst, at han havde været medlem af en kunstnergruppe, og at han ikke havde været medlem af noget parti. Han var blevet løsladt dagen efter sammen med de andre anholdte fra dansegruppen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den påberåbte episode var af en sådan karakter, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, at anholdelserne omfattede adskillige demonstranter, at tilbageholdelsen havde været kortvarig, og at ansøgeren samt andre demonstranter var blevet løsladt dagen efter, da politiet havde fastslået deres identitet. Det forhold, at myndighederne havde rettet henvendelse på faderens bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkedes, at de under nævnsmødet fremlagte fotos ikke blev tillagt betydning ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/10.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er etnisk kurder og mange fra hans familie var profilerede medlemmer af det kurdiske parti Yeketi-partiet. Ansøgeren havde været fængslet fra 2004 til 2005, fordi han havde været politisk aktiv og optrådt med politiske sange. Ansøgeren forklarede for nævnet, at han havde fejret og optrådt musikalsk til den kurdiske Newroz-fest i 2008. Hans musikalske kompagnon fra festen var blevet anholdt, og ansøgeren havde efter festen opholdt sig hos en bekendt, da myndighederne havde eftersøgt ham. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti, men havde sympatiseret med den kurdiske sag, og at flere af ansøgerens slægtninge havde været politisk aktive. Endvidere lagdes det til grund, at ansøgeren havde været fængslet i perioden fra foråret 2004 til sommeren 2005, og at ansøgeren var blevet løsladt på betingelse af, at han ophørte med at optræde med politiske sange. Endelig lagdes det til grund, at ansøgeren efter sin optræden under Newroz festen i 2008 havde taget ophold hos en bekendt, da ansøgerens navngivne musikalske kompagnon var blevet anholdt, og at myndighederne efterfølgende havde foretaget flere ransagninger på bopælen og foretaget afhøringer af ansøgerens familiemedlemmer. Selvom ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagen, at ansøgeren havde forklaret troværdigt om hændelsesforløbet. Uanset, at ansøgeren ikke havde foretaget politiske aktiver i perioden fra 2005 til 2008, kunne det på baggrund af den tidligere fængsling sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens families politiske aktiviteter ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/1.
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren efter Nowrooz festen i foråret 2007 var blevet anholdt og herefter tilbageholdt af myndighederne i omkring syv måneder og udsat for tortur. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og en kammerat i efteråret 2008 havde kørt rundt på en motorcykel og ændret byskilte fra arabisk til kurdisk i protest mod myndighedernes behandling af kurdere i Syrien, samt at de herunder var blevet opdaget af politiet, som på grundlag af motorcyklens registreringsnummer havde eftersøgt ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/4
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kristen. Ansøgeren henviste til, at politiet fra foråret 2007 havde mistænkt ansøgeren for at have været medlem af en kristen organisation. I sommeren 2008 var to af ansøgerens kammerater, der havde været medlemmer af den omtalte organisation, blevet dræbt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerens forklaring i det væsentligste måtte lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lagde således til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt et antal gange i perioden foråret 2007 til sommeren 2008 af politiet, som havde mistænkt ansøgeren for at være aktiv i en politisk organisation, som havde været modstander af Baath-partiet. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren under alle tilbageholdelserne var blevet udsat for overgreb. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren som årsag til sin udrejse havde angivet at dette var sket, fordi to af hans kammerater, som havde været medlemmer af samme organisation, var blevet dræbt af myndighederne i sommeren 2008. Flygtningenævnets flertal fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han havde været medlem af det politiske parti Yekiti og haft aktiviteter for partiet. Ansøgeren havde i forbindelse med nævnets behandling af sagen fremlagt et dokument, som skulle bevidne hans medlemskab fra partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, hvor ansøgerens nære familie opholdt sig, at ansøgeren i hjemlandet havde været beskæftiget som snedker, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke forud for den påberåbte episode havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde anført, at han var eftersøgt af myndighederne i forbindelse med, at han via sit medlemskab af Yekiti-partiet, havde optrådt som vagtmand under en kurdisk fest i 2008, hvor en navngiven partikammerat til ansøgeren blev anholdt af den syriske sikkerhedstjeneste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist og divergerende vedrørende sin færden og aktiviteter forud for udrejsen blandt andet vedrørende medlemskab af Yekiti-partiet, vedrørende antallet af møder, som ansøgeren havde deltaget i, vedrørende myndighedernes anholdelse af partikammeraten og vedrørende ansøgerens opholdssteder og længden af disse efter den påberåbte flugt. Hertil kom at ansøgeren ikke havde kunnet huske nogle af de politiske navne på sine cellekammerater. Endelig havde ansøgeren været i stand til at opholde sig i en længere periode i hjemlandet forud for udrejsen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv forkastede flertallet hans forklaring herom. På denne baggrund kunne der heller ikke lægges nogen vægt på erklæringen af efteråret 2009 fra Yekiti-partiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2009/2
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er kurder. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, hun frygtede at blive dræbt af sin familie, idet hun i mange år havde haft et forhold til mand, der er araber og sunni-muslim. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgerens kæreste havde bedt ansøgeren om at opbevare en taske for ham, hvilket ansøgeren havde indvilliget i. Ansøgeren vidste ikke, hvad tasken indeholdt. Efterfølgende var kæresten blevet anholdt og den syriske efterretningstjeneste havde opsøgt ansøgerens bopæl for at anholde ansøgeren, der dog ikke havde været hjemme. I stedet var hendes bror blevet anholdt. Flygtningenævnet kunne i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var kommet i de syriske myndigheders søgelys i fortsættelse af tilbageholdelsen af hendes kæreste. Efter tilbageholdelsen af kæresten havde myndighederne søgt efter ansøgeren og havde herunder i en længere periode tilbageholdt ansøgerens broder. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/1
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder og syrisk statsborger. Hun havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde om sit asylmotiv henvist til, at hun i foråret 2004 havde været fængslet i tre måneder og ti dage, hvorunder hun havde været udsat for tortur. Efter løsladelsen havde hun meldepligt, som hun var udeblevet fra efter sin udrejse i efteråret 2005. Dette, sammenholdt med, at myndighederne vidste, at hendes bror havde været politisk aktiv, og eftersøgte hendes søster, ville føre til, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse, hvis hun vendte tilbage til Syrien. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren indledningsvist havde forklaret usandt om sin rejse til Danmark, og at hun først havde søgt asyl cirka fire måneder efter indrejsen umiddelbart efter søsterens indrejse i Danmark. Imidlertid fandt Flygtningenævnet ikke at kunne forkaste, at ansøgeren havde været fængslet og udsat for tortur, som forklaret af hende. Der var herved lagt vægt på de lægelige undersøgelser, herunder torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der ikke havde overholdt sin meldepligt, ville være i risiko for ved en tilbagevenden til Syrien at komme i myndighedernes søgelys. På grund af ansøgerens og hendes families kurdisk relaterede aktiviteter, fandt nævnet, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse. Syrien/2007/5
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 1988, hvor han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1998 blev ansøgeren udvist af Danmark ved dom. Flygtningenævnet stadfæstede i 1999 Udlændingeservices afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse. I 2000 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt af Danmark. Ansøgeren indrejste på ny i april 2006. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under hele sagens forløb havde forklaret rimelig konsistent, og der fandtes derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren efter tilbagevenden fra Danmark var blevet afhørt af de syriske myndigheder, men derefter løsladt, og at han kort tid senere var udrejst til Libanon, hvor han havde boet indtil april 2006. Det kunne endvidere lægges til grund, at han primo 2006 havde fået udstedt syrisk pas, og at han nogle gange legalt var indrejst i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have været kortvarigt tilbageholdt og slået under disse ophold i Syrien, fandtes dette ikke at have en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren set i forhold til Syrien opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syrien/2007/3
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren og hans familie har boet i Libanon, siden han var 12 år. Ifølge ansøgerens oplysninger havde han aftjent værnepligt i det syriske militær, udstationeret i Libanon."Dato for FN's beslutning" Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med aftjening af sin værnepligt havde været udsat for tortur, som af ham forklaret. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke, at dette forhold i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flertallet lagde herved navnlig vægt på, at forholdet lå tilbage til omkring år 2000, og at ansøgeren efterfølgende i juni 2005 efter et længerevarende besøg i Danmark frivilligt vendte tilbage til Libanon. Flertallet måtte således lægge til grund, at ansøgeren i 2005 ikke selv havde tillagt torturen en sådan betydning, at det havde afholdt ham fra at vende tilbage. Flertallet kunne endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren, udover at han var udeblevet fra en genindkaldelse som reservist, havde noget udestående med de syriske myndigheder. Der var herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin hjemsendelse fra militærtjeneste i 2003 fik udstedt et pas, at han i januar 2005 udrejste legalt til Danmark gennem lufthavnen i Beirut uden problemer, at han i juni 2005 ligeledes uden problemer genindrejste i Libanon legalt på eget pas, at han i januar 2006 på ny udrejste legalt og uden problemer fra Beiruts lufthavn, at han endvidere i november 2004 rejste til Damaskus for at fremskaffe dokumentation i det syriske justitsministerium for sit ægteskab, og at han igen i november 2005 rejste til Damaskus for at søge visum ved den danske ambassade. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgerens subjektive frygt for at blive udsat for nye overgreb ved en tilbagevenden i Syrien var begrundet i sådanne objektive forhold, at der var grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det blev i den forbindelse tilføjet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne lægges til grund, at den straf, som ansøgeren måtte blive idømt, fordi han, som af ham forklaret, var udeblevet fra en genindkaldelse til militæret, ville være af en så uforholdsmæssig karakter, at den i sig selv kunne medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Syrien/2007/2
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i maj 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på baggrund afansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen i det væsentlige at kunne lægge hendes samlede forklaring til grund for sagen. Af hendes forklaringer fremgik, at hun i 2003 mødte en navngiven person, som hun havde seksuelt samkvem med, og at hun i den anledning – navnlig efter hendes moders død i 2003 – var blevet truet, dels af sin nærmeste familie herunder sin broder, dels af sin halvfætter, som siden 1996 havde ønsket at gifte sig med hende til trods for, at han selv var gift i forvejen. Flertallet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger om æresdrab på kvinder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke kunne påregne sig myndighedernes beskyttelse imod de nævnte overgreb. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2007/1
Nævnet meddeltei juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i juli 2001. Udlændingeservice meddelte i september 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingeservices afgørelse. I februar 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens sag, herunder hans konvertering og hans forældres tilknytning til Det Muslimske Broderskab efter Flygtningenævnets afgørelse fra april 2005 var blevet bredt og varigt eksponeret i dansk presse. Ansøgerens forældre blev i maj 2006 tildelt asyl, blandt andet under henvisning til omtalen af ansøgeren i pressen. Efter de nu foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at det kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien – særligt henset til forældrenes tilknytning til Det Muslimske Broderskab – kunne risikere asylrelevant forfølgelse. Syrien/2006/3
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1976. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder særligt at ansøgeren i 1996 havde været fængslet i 40 dage for udgivelse af kurdiske digte, i hvilken forbindelse han var blevet udsat for tortur, og at han havde været tilbageholdt i seks måneder i 2003 for udbredelse af kurdisk musik og film, og at han i den forbindelse ligeledes var blevet udsat for tortur samt at han i forbindelse med løsladelsen var blevet pålagt meldepligt, havde fået sit pas inddraget og var blevet meddelt et udrejseforbud i fem år. Uanset om ansøgeren isoleret set risikerede forfølgelse på grund af sin deltagelse i uroligheder i marts 2004, blandt andet henset til oplysningerne i baggrundsmaterialet om amnesti i marts 2005, fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af overtrædelse af udrejseforbudet ville være i risiko for at komme i de syriske myndigheders søgelys. På grund af ansøgerens tidligere kurdisk relaterede aktiviteter, og de problemer han i den forbindelse havde haft med de syriske myndigheder, fandt nævnet, at ansøgeren risikerede forfølgelse. Syrien/2006/2
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1976. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren har oplyst, at han fra 1994 til 1997 og igen fra 2004 til 2005 var medlem af Det kurdiske Yekiti-parti i Syrien, PYKS. Han var blevet tilbageholdt to gange, hvor han var blevet udsat for grove fysiske og verbale overgreb. Han var endvidere blevet pålagt ugentlig meldepligt. I 2004 havde ansøgeren anmodet sin fagforening om tilladelse til at åbne en klinik. Han fik afslag, idet beslutninger, der angår kurdere, der er mistænkt for politiske aktivitet, skal forelægges sikkerhedstjenesten. Han blev ansat hos en kurder, som senere måtte afskedige ansøgeren, idet kurderen blev truet af sikkerhedstjenesten. I 2005 blev ansøgerens bopæl ransaget af sikkerhedstjenesten, som fandt partiaviser og en faxmaskine, som et højerestående medlem i Yekiti-partiet havde sendt en fortrolig fax til. Det var muligt at genskabe indholdet fra faxen. Sikkerhedstjenesten havde derfor kendskab til, at ansøgeren var medlem af partiet. Ansøgerens broder blev senere anholdt i stedet for ansøgeren og udsat for tortur. Ansøgeren er medlem af Yekiti-partiet i Danmark. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne herefter lægge til grund, at ansøgeren uafbrudt havde været i myndighedernes søgelys på grund af sit tilhørsforhold til Yekiti-partiet siden tilbageholdelsen i 1997, og at dette også vil være tilfældet, hvis ansøgeren vender tilbage til Syrien. Ansøgeren, der fortsat er medlem af og aktiv for Yekiti-partiet i Danmark, havde derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer politisk forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2006/1
Nævnet meddelte i december2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Syrien, begge født i 1968, samt et barn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er syrisk kurdere. Den mandlige ansøger havde været politisk aktiv først fra 1991 som medlem af Folkeunionen og fra 1993 som medlem af Yekiti. Fra oktober 1992 var ansøgeren tilbageholdt i fem en halv måned som følge af sin propaganda og sine aktiviteter i forbindelse med en folketælling. Ansøgeren fortsatte sine aktiviteter blandt andet som kurer for en medstifter af Yekiti partiet og som hemmelig underviser af kurdiske børn. I juni 2003 deltog ansøgeren og hans søn i en af kurdere arrangeret demonstration foran UNICEF bygningen i Damaskus. Demonstrationen blev opløst af sikkerhedsfolk, og ansøgeren og sønnen rejste straks hjem. Den følgende dag gik han under jorden. I de to følgende dage efter demonstrationen henvendte civilklædte personer sig til den kvindelige ansøger og spurgte efter hendes ægtefælle, hvorefter hun flyttede hen til sin moder og nogle dage senere hen til det sted, hvor ægtefællen holdt sig skjult. Medio juli 2003 udrejste familien illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Syrien ville blive efterstræbt af de syriske myndigheder, som har kendskab til hans kurdiske holdning. Flygtningenævnet fandt også at måtte lægge til grund henset til forklaringerne, at myndighederne allerede dagen efter demonstrationen eftersøgte den mandlige ansøger på hans bopæl, og at familien udrejste illegalt kort efter. Syrien/2004/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1973. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren har forklaret divergerende og upræcist dels om sit medlemskab af Yekitipartiet dels om sin deltagelse i demonstrationer med videre, ligesom han har udbygget forklaringen om sin rolle under Newruzfesten i 2003. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund alene anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren havde haft en vis tilknytning til Yekitipartiet, og at han havde haft visse ganske underordnede opgaver i forbindelse med demonstrationer med videre. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været i besiddelse af kompromitterende materiale, og at dette skulle være fundet under ransagning på familiens bopæl kort efter Newruzfesten i 2003, eller at faderen havde været tilbageholdt i forbindelse hermed. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2004/8
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar, født 1950 M og 1955 K, samt en søn, født 1979, fra Syrien. Den kvindelige ansøger indrejste i februar 2003, og den mandlige ansøger og sønnen indrejste i oktober 2003. Ansøgerne har en søn/broder, som har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde under sagen gældende, at de havde været medlemmer af Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger havde, udover at have deltaget i møder, endvidere fungeret som kurer for partiet. I den forbindelse havde politiet fundet dokumenter vedrørende Yekiti-partiet på bopælen. Sønnen havde deltaget i en demonstration i Damaskus i forbindelse med den internationale børnedag, hvor han havde slået en politibetjent. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde endvidere gældende, at de var udrejst illegalt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet bemærkede herved, at den mandlige ansøgers forklaring i alt væsentligt var overensstemmende med sønnens forklaring, og at de uoverensstemmelser, der forelå, ikke var af en sådan karakter, at nævnet af denne grund kunne afvise forklaringerne. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på den mandlige ansøgers politiske aktiviteter sammenholdt med hans to sønners tilsvarende politiske aktiviteter. Syrien/2004/7
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1977. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder, og at ansøgeren gennem nogle år forud for udrejsen havde været menigt uprofileret medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han deltog i en kurdisk demonstration i Damaskus i december 2002. Ansøgeren havde yderligere forklaret, at ansøgerens skrædderforretning i marts 2001 var blevet ransaget forud for det kurdiske nytår, hvor der blev beslaglagt kurdiske kostymer. Ansøgeren blev i forbindelse hermed tilbageholdt indtil maj 2002 med efterfølgende meldepligt, hvilket han ophørte med cirka to måneder forud for udrejsen, hvorefter han ikke længere boede hjemme. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren alene på grund af sin deltagelse i demonstrationen var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sin tidligere langvarige tilbageholdelse, sin undladelse af at opfylde meldepligten og ansøgerens efterfølgende udrejse få uger efter demonstrationen ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af sine politiske aktiviteter. Syrien/2004/6
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1959. Indrejst i december 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og at han i en del år havde boet i Damaskus. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som aktivt medlem af Yekiti-partiet havde været forfulgt af de syriske myndigheder, og at han frygtede at blive yderligere forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved sin udrejse skulle have været asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren på et sent tidspunkt – efter blandt andet at være foreholdt dokumenter indhentet af de danske myndigheder efter ansøgerens accept hos de syriske myndigheder – havde vedgået, at han ikke var irakisk statsborger - men syrisk statsborger. For det andet havde ansøgeren – efter at have vedgået sin sande identitet som kurder og statsborger i Syrien – på en række punkter forklaret og beskrevet divergerende, usammenhængende og usikkert om sine og familiens påståede konflikter med de syriske myndigheder. Som eksempler herpå kunne nævnes, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen overbevisende forklaring på omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af det ægte pas og danske visum, der var udstedt til ham i 1999 og 2000, at ansøgeren havde forklaret forskelligt om en ransagning og en tilbageholdelse af ansøgerens søn i maj – juni 1999, at ansøgeren havde forklaret forskelligt og usikkert om sønnens konflikter med de syriske myndigheder efter ansøgerens udrejse af Syrien, og endelig at ansøgeren – når han blev foreholdt divergenserne i tidligere afgivne forklaringer/beskrivelse – havde svaret usikkert og typisk havde forklaret, at det var den senest foreholdte forklaring/beskrivelse, der var den rigtige. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som medlem af Yekiti-partiet havde haft konflikter med de syriske myndigheder som forklaret, og at han dermed skulle have været profileret i et sådant omfang, at han som følge heraf var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7. Det forhold, at det kurdiske Yekiti-parti – ved en erklæring udfærdiget i Berlin i december 2003 – havde angivet, at ansøgeren var medlem af partiet, og at han ville være i livsfare ved en tilbagevenden til Syrien, kunne ikke føre til et andet resultat. Endelig fandt Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i asylrelevant risiko ved en tilbagevenden til Syrien, fordi han i marts 2004 havde holdt en tale i Danmark ved en demonstration om kurdernes situation i Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene havde været tale om en beskeden – efterfølgende – profilering i forhold til de syriske myndigheder. Da de generelt vanskelige forhold for kurdere ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandt nævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse ved sin tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Syrien/2004/5
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1977. Indrejst i marts 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer til sagen, herunder til asylskemaet og til samtalerne med Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet, at forklaringerne i alt det væsentlige måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde herefter til grund, at ansøgeren blev medlem af Yekiti i 1997, at han udførte politisk arbejde som menigt medlem af den celle eller gruppe, som ansøgeren var tilknyttet, og at han herunder skrev politiske digte under dæknavn, hvoraf nogle digte blev offentliggjort i Yekitis publikationer. Ansøgeren blev fængslet i januar 1999 af sikkerhedsmyndighederne og blev under fængslingen udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt i september 1999 mod at underskrive en erklæring om at ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed. Flertallet ville ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han efter en periode uden politisk virksomhed på ny tilsluttede sig cellen og på ny havde politisk aktivitet som cellemedlem i lighed med tidligere, herunder blev der i Yekitis publikationer trykt nogle digte, som ansøgeren havde skrevet, samt en politisk artikel om kurdernes manglende kulturelle rettigheder. Ansøgerens eget navn var heller ikke oplyst i forbindelse med disse offentliggørelser. Flertallet ville endvidere ikke afvise, at ansøgeren deltog i en demonstration i december 2002 i Damaskus, uagtet han af øvrige medlemmer af cellen var frarådet dette, og at han, da han senere vendte tilbage til sin hjemby, flygtede til en landsby, hvor han opholdt sig skjult indtil udrejsen den i februar 2003 til Tyrkiet, fordi sikkerhedsmyndighederne spurgte efter ham på adressen i hjembyen. Syrien/2004/4
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er statsborger i Syrien, og den kvindelige ansøger er statsløs kurder, samt fire børn. Født i 1962 (M) og 1971 (K). Indrejst i marts 2003 (M), samt i juli 2003 (K). Den kvindelige ansøger havde forinden indrejsen i Danmark søgt asyl i Østrig. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger er syrisk statsborger, mens den kvindelige ansøger er statsløs. Det lagdes endvidere til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af Yekiti-partiet og har deltaget i en demonstration i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved udrejsen havde været asylretligt relevant forfulgt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger havde været helt uprofileret som medlem af Yekiti-partiet, og at han ikke under den nævnte demonstration var blevet identificeret af myndighederne. Flygtningenævnet forkastede på den baggrund ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været eftersøgt af myndighederne og forklaringerne om, at bopælen var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne risikerede forfølgelse ved tilbagevenden til Syrien eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Syrien/2004/3
Flygtningenævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1968. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 havde været medlem af Yekiti-partiet og medlem af en kredsbestyrelse, ligesom han havde været leder af en kunst- og musikgruppe. Det lagdes yderligere til grund, ansøgeren deltog i en demonstration arrangeret af Yekiti-partiet i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han under demonstrationen uddelte løbesedler, og at han derefter blev forsøgt tilbageholdt af en myndighedsperson, men at det lykkedes ansøgeren at slippe fri, således at myndighedspersonen alene fik fat i hans jakke med id-kort m.v. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgerens bopæl herefter blev ransaget, og at han blev eftersøgt af myndighederne. Nævnets flertal fandt på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet identificeret som aktiv for Yekiti-partiet, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2004/2
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født i 1974. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs kurder. I 1997 blev han tilbageholdt af de syriske myndigheder i seks måneder, da han havde kritiseret regimet. I december 2002 flygtede han til Danmark sammen med samleveren, da de var blevet religiøst viet mod hendes families vilje. Samleverens søster var for nogle år siden blevet dræbt af farbroderen, da søsteren i en lignende situation ikke havde ønsket at blive gift med sin fætter. Ansøgeren frygtede, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville blive dræbt af samleverens familie, og at de syriske myndigheder hverken ville eller kunne beskytte dem. Ansøgeren henviste udover, at han er statsløs kurder, til, at han har et politisk modsætningsforhold til myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren og samleveren som statsløse kurdere ville kunne søge beskyttelse hos de syriske myndigheder i relation til overgreb fra samleverens families side, herunder navnlig når henset til ansøgerens modsætningsforhold til regimet. Syrien/2004/1
Nævnet meddelte i januar 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Yarmouk, Damaskus i Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet fra 1975 til 1999, idet det var nødvendigt grundet hans arbejde som lærer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb som følge af de generelle forhold, ligesom han frygter at komme i myndighedernes søgelys som følge af hans ophold i Danmark. På baggrund af hans dårlige ben frygter han endvidere at blive mistænkt for at have deltaget i kamphandlinger. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien, og at han ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at han oplevede bombardementer, der medførte, at mange mennesker blev dræbt og mange hjem blev ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2014/1
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hendes brødre på et tidspunkt blev genindkaldt til militæret, men de nægtede at melde sig og flygtede. Myndighederne ville fængsle familiens kvinder, fordi de ikke kunne få fat på mændene. Ansøgeren blev advaret af en ældre bror, hvorefter hun forlod bopælen og tog ophold forskellige steder i Syrien med sine to mindreårige børn, indtil hun udrejste. På et tidspunkt blev ansøgerens hjem ransaget af militæret. Ansøgeren er eftersøgt af myndighederne. På et tidspunkt efter opringningen fra broderen rejste ansøgeren til Libanon for at aflevere en ansøgning om Schengen-visum. Da ansøgeren ca. to måneder senere fik visum, rejste hun på ny til Libanon, hvorfra hun rejste til Danmark. Ansøgeren udrejste legalt af Syrien med eget pas. Ansøgerens ægtefælle har tidligere boet i et europæisk land i en længere årrække, men de seneste år har han boet i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun personligt har haft problemer med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt er præget af betydelig usikkerhed og med vage og generelle forklaringer, herunder om hvornår problemerne opstod, og hvor ansøgeren har opholdt sig i perioden op til udrejsen. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende, herunder om ransagningen, og om fremskaffelse af broderens dødsattest. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne skulle have indkaldt ansøgerens brødre til militærtjeneste, hvoraf de fleste er ældre end 42 år. Flygtningenævnet har fundet det utroværdigt, at ansøgeren tog tilbage til bopælen for at hente tøj til de mindreårige børn inden udrejsen, at ansøgeren ventede med at udrejse, indtil hun havde fået visum, og at myndighederne efterstræber ansøgeren, fordi ansøgerens brødre har unddraget sig militærtjeneste. Ved vurdering af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren ved identitetsafhøringen alene henviste til den generelle situation i Syrien og den herboende ægtefælle som begrundelse for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt med ægte pas, der efter det oplyste har været forevist myndighederne i forbindelse med udrejsen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først om asyl ca. 1 måned efter indrejsen i Danmark. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Homs, hvor hun boede frem til udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun forud for udrejsen oplevede kampe mellem de stridende parter i konflikten, herunder med bombardementer. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der gennem længere tid har været væbnede kampe i og omkring Homs mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper, herunder med brug af bomber og granater og med vilkårlige drab og mishandlinger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Homs – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] og to mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/9
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede i en af de intense krigszoner i Aleppo. Hun er blevet fordrevet fra sit hjem på grund af de daglige massakrer og overgreb begået imod befolkningen mv. Den nuværende situation har medført, at det er umuligt at skaffe dagligdagens fornødenheder til datteren. Ansøgeren udrejste i begyndelsen af 2013 sammen med datteren og ægtefællen, som befinder sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Aleppo, og at hun har oplevet bombardementer og kamphandlinger, hvorunder store dele af deres kvarter er blevet ødelagt og plyndret. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Aleppo er og gennem mere end et år har været kampplads for de stridende parter i konflikten, at området betegnes som en krigszone, at der har været bombardementer, således at der er hundredvis af beskadigede og ødelagte bygninger, omfattende skade på infrastrukturen og tab af civile liv, herunder børn. Det fremgår videre, at der foregår overgreb på civile, herunder hyppige tilbageholdelser og drab, og at halvdelen af indbyggerne er flygtet fra deres hjem. Der kan senest blandt andet henvises til: Human Rights Council: Report of the Independent International Commission of Inquiry on the Syrian Arab Republic (nr. 367), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge: Briefing Notes (nr. 361), Amnesty International: Aleppo satellite images show devastation, mass displacement one year on (nr. 360), Human Rights Watch: Syria: Ballistic Missiles Killing Civilians, Many Children (357), Norwegian Refugee Council: Regional Analysis Syria, Part I – Syria (nr. 354), Amnesty International: Syria – no spite for the millions displaced by the conflict (nr. 339), Migrationsverket: Syrienkonflikten – säkerhetsstyrkor, rebellgrupper & andra miliser (nr. 335), Human Rights Watch: Death from the skies – Deliberate and Indiscriminate Air Strikes on Civilians (nr. 326). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/8
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af Syrien den 18. maj 2013. Efter ankomsten til Danmark forsøgte hun at få kontakt til sin familie uden held. Ansøgeren fik kontakt til sin datters kollega, som fortalte, at ansøgerens families bopæl var brændt ned, og at hendes familie ikke længere var på bopælen. Ansøgerens datters kollega havde af familiens naboer fået at vide, at en såret person havde søgt tilflugt i ansøgerens families hus, og at familien derfor efterfølgende måtte flygte. Ansøgerens søn er læge og arbejdede på et hospital i […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive anholdt på grund af sin søns forhold. Yderligere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien og navnlig bombardementer og den usikre sikkerhedssituation i det område af Damaskus, hvor hun boede inden udrejsen. Flygt-ningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der op-holdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestem-melse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra grænseområdet mellem den nye og gamle bydel af Damaskus, hvor hun har oplevet en meget usikker sikkerhedssituation med skyderier, idet den frie syriske hær kæmpede med regeringsstyrkerne om at overtage området. Der lå en militærkaserne lige i nærheden af hendes hjem. Hun har fået oplyst, at hendes hjem efter udrejsen er blevet ramt af en granat og ligger i ruiner. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår drab og andre overgreb på civile i Damaskus. Endvidere fremgår det, at Damaskus er en kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder også i det område som ansøgeren boede i. Der kan herunder blandt andet henvises til: Rättsligt ställningstagande angående säkerhetssituationen i Syrien, Migrationsverket, side 5, 2. september 2013 (bilag 365) og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 1. juli 2013 (bilag 345). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i det område af Damaskus, hvor ansøgeren boede, er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit lokalområde i Damaskus - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." syri/2013/7
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har i perioden fra 2008 til 2009 været medlem af partiet Al-Wahda Al-Demokrati Al-Kurdi Yekiti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra sin militærtjeneste, og at han ved en tilbagevenden til Syrien derfor vil blive slået ihjel. Han deserterede på baggrund af en episode, hvor han sammen med sin deling var taget ud for at anholde en eftersøgt. Den eftersøgte ville ikke frivilligt følge med, hvorfor en af soldaterne blev beordret til at skyde ham. Da soldaten nægtede, blev denne selv skudt af delingens kaptajn, som efterfølgende også skød den eftersøgte. Ansøgeren var bange for, at det kunne blive ham selv en anden dag, da han heller ikke ville være i stand til at skyde et andet menneske. Han flygtede efterfølgende under en nattevagt. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at han blev genindkaldt til aftjening af værnepligt i den syriske hær. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i sommeren 2012 blev afhentet af militærpolitiet, og at han fik til opgave at være vagt ved et checkpoint og deltage i natlige anholdelsesaktioner. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, som forklaret, deltog i fem natlige anholdelsesaktioner, og at han deserterede i efteråret 2012 under indtryk af de begivenheder, der havde fundet sted ved den sidste natlige anholdelsesaktion. Ansøgerens forklaring om, at der under de nuværende forhold i Syrien sker genindkaldelser om aftjening af værnepligt understøttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en fornyet indrejse i Syrien vil være i myndighedernes søgelys som følge af deserteringen, og at han vil være i risiko for alvorlige sanktioner. Der kan i den forbindelse henvises til Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf blandt andet fremgår, at deserterede soldater, der kommer i myndighedernes varetægt, vurderes at være i umiddelbar fare for at blive mishandlet. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har ved statusvalget lagt vægt på, at ansøgeren deserterede under omstændigheder, der af myndighederne må tages som udtryk for, at han er modstander af det syriske regimes fremfærd over for borgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhold kan henføres under udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blev tvunget til fornyet tjeneste i hæren, og at han var menig soldat under den kortvarige tjeneste. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har personligt kendskab til voldelige episoder før under den femte anholdelsesaktion, som gav anledning til, at han straks deserterede. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/6
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og muslim fra Yarmouk-lejren, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien og særligt i Yarmouk-lejren, hvor ansøgeren boede, idet der foregår bombardementer og sikkerhedssituationen er usikker. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien. Idet den omstændighed, at ansøgeren har et UNRWA kort ikke sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at hun dagligt oplevede bombardementer og skudepisoder i Yarmouk-lejren. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse til at aftjene værnepligt, idet han ikke vil kæmpe mod sine egne landsmænd. Ansøgeren frygter endvidere, at han, såfremt han nægter at aftjene værnepligt, vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet de vil betragte ham som en oprører. Ansøgeren var indkaldt til at aftjene værnepligt fra […]2004. Ansøgeren udrejste af Syrien i 2004 til Tyrkiet, hvorefter han rejste videre til Grækenland. Han opholdt sig i Grækenland fra sommeren 2004 til foråret 2012. Ansøgeren har indtil februar 2012 haft løbende kontakt med sin familie, herunder med sin broder, som var i gang med at aftjene værnepligt. Sidste gang ansøgeren havde kontakt med sin broder var via Skype i efteråret 2011, hvor broderen sagde til ham, at han ville flygte fra militæret. På et ukendt tidspunkt i 2011 blev ansøgerens fader tilbageholdt, fordi myndighederne ledte efter ansøgerens broder. Ansøgerens fader er fortsat fængslet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at de syriske myndigheder i efteråret 2004 ledte efter ansøgeren på hans bopæl i Syrien, idet han ikke havde mødt op til aftjening af værnepligt, og at dette ligeledes gjorde sig gældende i 2011. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2012, og han søgte om asyl den […]2012. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder det således sandsynliggjort, at han ved en fornyet indrejse i Syrien straks vil være i myndighedernes søgelys som følge af sin manglende aftjening af værnepligten. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om karakteren af den i gangværende konflikt i Syrien og regeringsstyrkernes fremfærd overfor de civile, blandt andet som beskrevet i de seneste Guidelines fra Home Office af 15. januar 2013, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis han nægter at aftjene værnepligten, under de foreliggende omstændigheder vil blive betragtet som politisk modstander af styret og af den grund udsat for forfølgelse i form af fængsling og/eller tortur. Flygtningenævnet finder det ligeledes sandsynliggjort, at ansøgeren, såfremt han i stedet måtte blive pålagt at aftjene værnepligten, vil være i reel risiko for at skulle indgå i overgreb mod civilbefolkningen omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionens artikel 1(F). Den straf, ansøgeren måtte risikere for fortsat at nægte at udføre værnepligten og den aktive tjeneste, findes allerede af den grund at måtte sidestilles med asylrelevant forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer en forfølgelse som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. I efteråret 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder fra Aleppo. Han er sunni-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk parti, og han har ikke været religiøst forfulgt. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for politiske aktiviteter. Han har herved henvist til, at han i begyndelsen af 2009 blev anholdt, da han for første og eneste gang var på vej med politisk materiale fra Yekiti-partiet for sin bror, som han boede hos, til en af broderens venner. Han var efterfølgende fængslet frem til efteråret 2009, hvor han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at afholde sig fra politisk aktivitet. I løbet af den første måned af fængslingen blev han udsat for tortur. I sommeren 2010 blev broderens bopæl ransaget, og broderen blev anholdt, da der blev fundet politisk materiale på bopælen. Der blev spurgt efter ansøgeren, der ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede til en anden by og udrejste efterfølgende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvorvidt – og i hvilket omfang – han var i besiddelse af politisk materiale ved anholdelsen. Han har således til politiet forklaret, at han nåede at smide papirerne væk inden anholdelsen, men at han havde en løbeseddel i sin pung og et billede af det kurdiske flag på sin mobiltelefon. I sit asylskema har han oplyst, at politiet ved visiteringen fandt nogle pjecer og papirer, som tilhørte partiet, og billeder på mobiltelefonen, som omhandlede kurdere og Kurdistan. Under samtalen med Udlændingemyndighederne har han forklaret, at politiet ved visiteringen kiggede i den pose, han havde med sig, og i hans mobil, hvor de fandt billeder af det kurdiske flag. Forholdt den tidligere forklaring til politiet om, at han nåede at smide papirerne væk, har han forklaret, at der må have været tale om en misforståelse. Ved kontroloplæsningen hos politiet af forklaringen læste tolken op, at han gerne ville have smidt papirerne væk, men ikke at han faktisk gjorde det. Han forklarede videre til udlændingemyndighederne, at han ikke havde en løbeseddel i sin pung, kun sin mobil og de dokumenter, han havde i en pose. Ansøgeren har endeligt til Flygtningenævnet forklaret, at han inden anholdelsen, mens han løb, smed posen om bag en mur, men at politiet så det og hentede den. Derudover havde han en kurdisk kalender i sin pung. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser, der vedrørte den centrale del af asylmotivet, er så væsentlige, at ansøgerens forklaring om anholdelsen må tilsidesættes som utroværdig. Der er under sagen foretaget en torturundersøgelse. Det fremgår af personundersøgelsen, at der er fundet fire små ar – i venstre øjenbryn, i højre kæbebensvinkel, på højre skulderled og bagpå venstre lår, og af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren lider af PTSD. Det er herefter samlet vurderet, at det synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være en følge af tortur. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det forefundne og den deraf følgende konklusion er tilstrækkelig entydig til i sig selv at kunne føre til et andet resultat. Der er således tale om ukarakteristiske små forandringer, ligesom det fremgår af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren har oplyst om psykiske belastninger også forud for den angivne anholdelse. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2013/3
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien samt to medfølgende mindreårige børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive dræbt af sin fader, storebroder eller fætter, fordi hun har krænket sin faders ære ved under opholdet i Danmark at have ophævet samlivet med sin ægtefælle, ligesom hun frygter sin fætter, der selv har ønsket at gifte sig med hende, og har fremsat trusler mod hende og ægtefællen. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hun og […] blev gift den […]2005 og at parret har to fællesbørn. Samlivet er efterfølgende ophørt, men parret er endnu ikke skilt. […] begyndte i foråret 2012 at kontakte ansøgerens fader for at overbevise denne om, at det var ansøgeren, som havde forladt […], at ansøgeren går uden tørklæde, at ansøgeren opfører sig som dansker, at ansøgeren tilbringer hver nat med en ny person, og at ansøgeren har forelsket sig i en anden person. Hendes fader har som følge heraf truet med at sende hendes storebroder til Danmark for at dræbe hende, hvis hun ikke vender tilbage til Syrien. Ansøgeren formoder, at hendes fader vil dræbe hende, selvom hun vender tilbage, idet han vil genoprette sin ære. Ansøgerens fætter, der inden hendes udrejse forfulgte og truede hende, kommer hver aften hos hendes fader og støtter ham i at få ansøgeren dræbt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun inden udrejsen fra Syrien var i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under den første del af asylsagen har forklaret væsentligt forskelligt om nationalitet, familieforhold og konflikter. Ansøgerens begrundelse for den ændrede forklaring forekommer ikke overbevisende, og ansøgerens forklaring om konflikter i hjemlandet er derfor ikke troværdig. Det bemærkes i øvrigt, at uanset om ansøgerens seneste forklaring om truslerne fra fætteren lægges til grund, vil det ikke kunne begrunde opholdstilladelse, idet ansøgeren ved udrejsen havde været gift i næsten seks år, uden at det var blevet til andet end verbale trusler fra fætterens side. Det kan efter de foreliggende oplysninger fra asylcentret og lægejournalen lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen har ophævet deres samliv, mens de har opholdt sig i Danmark, og at ansøgeren nu har en ny kæreste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun på grund af dette har modtaget trusler på livet fra familien. Flertallet lægger herved vægt på, at denne del af forklaringen støttes af de faktuelle oplysninger i sagen og af baggrundsmaterialet fra Syrien om æresrelaterede forhold. Flertallet finder endvidere, trods den manglende troværdighed af ansøgerens begrundelse for udrejsen, at hendes forklaring om truslerne er afgivet troværdigt og overbevisende. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som hun ikke kan forvente myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […]samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke findes grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” syri/2013/2
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. I 2004 flygtede han til Irak sammen med sin far, idet hans far efter at have deltaget i demonstrationer var efterstræbt af de syriske myndigheder. I 2012 vendte ansøgeren tilbage til Syrien, hvor han, uden at det fik nogen konsekvenser, deltog i en demonstration mod det syriske regime. Efter ca. en måneds ophold i Syrien flygtede han til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet på grund af sin faders deltagelse i demonstrationer i 2004. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har aftjent sin værnepligt, og at han ved tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste. Han vil ikke aftjene værnepligt, fordi han ønsker Assad-regimet fjernet, og fordi han ikke vil skyde på sine medborgere. Han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han nægter at aftjene værnepligt. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive indkaldt til militærtjeneste, hvis han vender tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/19
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har forud for sin udrejse i et vist omfang været aktiv for den frie syriske hær (FSA). Hans aktiviteter bestod i at hjælpe sårede på felthospitaler, skaffe medicin og angive stikkere for det syriske regime til FSA. Han har endvidere deltaget i og arrangeret demonstrationer mod det syriske styre, ligesom han på sin gruppes Facebook profil har videregivet oplysninger om formodede stikkere og advaret om kommende angreb. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og dræbt af de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse i oprøret mod styret og som følge af sin værnepligtsunddragelse. Ansøgeren modtog i slutningen af foråret 2012 en tilsigelse om aftjening af værnepligt efter endt uddannelse. I starten af sommeren modtog ansøgeren endnu en indkaldelse, hvorefter ansøgeren fraflyttede bopælen. Herefter opsøgte myndighederne hans families bopæl hver anden eller tredje dag. Myndighederne ransagede endvidere bopælen én gang og tog faderen med for at få ansøgeren til at melde sig. Efter fire dage blev faderen løsladt, selvom ansøgeren ikke havde meldt sig. Den […] 2012 så ansøgeren i tv, at der var blevet bombet i hans boligområde, ligesom der blev vist billeder af hans bopæl. På bopælen fandt ansøgeren to lig, som kan have været hans forældre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim. Ansøgeren er født i 1992 og nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren, da han var fyldt 18 år, blev indkaldt til session og fik udstedt en soldaterbog, hvorefter han, efter at have afsluttet sin uddannelse i slutningen af foråret 2012, blev indkaldt for at aftjene værnepligt i den syriske hær. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om værnepligten støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tiltagende politisk aktiv, og han blev tilknyttet en gruppe af andre unge, der deltog i demonstrationer mod det syriske regime både i […] og i andre bydele nær Damascus, og at han i et vist omfang ydede støtte til FSA i form af transport og hjælp til sårede. Ansøgeren har således ikke været profileret, men nævnet lægger til grund, at det i lokalområdet var kendt, at ansøgeren støttede FSA i det beskrevne omfang. Nævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, især på grund af værnepligtunddragelsen, risikerer at blive udsat for alvorlige sanktioner. Nævnet finder endvidere, at der er en alvorlig risiko for, at ansøgeren i forbindelse med, at han mod sin vilje tvinges til at udføre militærtjeneste i den syriske hær, vil blive pålagt at udføre handlinger, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen og udlændingeloven. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende udelukkelsesgrundene lægger nævnet på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren i forbindelse med den højspændte politiske situation i […]har videregivet oplysninger om personer med formodet tilknytning til regimet via Facebook og mundtligt videregivet sådanne oplysninger til medlemmer af FSA. Ansøgeren har haft sit politiske virke på gadeplan og har ikke besiddet en position, der har medført, at hans oplysninger kunne tillægges en særlig betydning. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren er omfattet af udelukkelsesgrunden i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet Flygtningenævnet ikke finder, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bør udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i hjemlandet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/17
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Afrin, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter straf og overgreb fordi han har unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste, samt at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse er en politisk aktivitet. Den […] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen den […]2009, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham kan dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria, risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion.” Den 27. august 2013 har Flygtningenævnet ex officio genoptaget sagen. Baggrunden for beslutningen om at genoptage sagen var blandt andet Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at den mindste straf, der i øjeblikket pålægges for udeblivelse af militærtjeneste er anholdelse med henblik på at blive bragt til et tjenestested til aftjening af værnepligt med forlængelse af tjenestetiden. Endvidere fremgår det, at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Det fremgår endvidere af notatet, at det syriske militær i den aktuelle konflikt begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, herunder overgreb på civile, og at soldater i den syriske hær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære sådanne handlinger. Endelig fremgår det af notatet, at syriske mænd indtil det 42. år kan indkaldes til tjeneste. Idet det lægges til grund, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste, og efter oplysningerne i Udenrigsministeriets notat, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/16
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive voldtaget af de syriske myndigheder. Endvidere frygter hun den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hun i starten af efteråret 2012 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i to timer. Ansøgeren var på vej til arbejde og befandt sig i en offentlig bus, da hun sammen med de øvrige passagerer blev tilbageholdt ved en kontrolpost. I den forbindelse blev ansøgeren udspurgt om, hvor hun var på vej hen, og om hun havde deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes mors bopæl er blevet ransaget af myndighederne, og at moderen i den forbindelse fik stjålet nogle penge. Denne episode fandt sted efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes bror blev fængslet i foråret 2013. Efter en uge blev broderen løsladt mod bestikkelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller privatpersoner i Syrien. På den baggrund og efter det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Damaskus, og frem til udrejsen boede hun i bydelen Mantika Sinaiyeh, der ligger tæt på bydelen Al Midan. Ansøgeren har forklaret om vedvarende om beskydninger fra luften af det område, hvor hun boede. Beskydningerne var så tæt på, at vinduerne i deres hjem gik i stykker. Ansøgeren har endvidere forklaret om kamphandlinger, snigskytter og skudvekslinger i bydelen. Ansøgerens familie var nervøs for, at der skulle ske ansøgeren noget, og ansøgeren blev derfor sendt til nogle slægtninge i et andet område i Damaskus. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at der er blevet bombet i det område, hvor hun boede, og hvor ansøgerens mor fortsat opholder sig. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der har været kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i Mantika Sinaiyeh og Al Midan, herunder med morterangreb og bomber, ligesom der har været drab på civile. Mantika Sinaiyeh ligger tæt på Yarmouk-lejren, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger foregår omfattende overgreb på civile, herunder hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile, ligesom Yarmouk-lejren er eller har været kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder med hyppige bombeangreb og skudepisoder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Damaskus – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/15
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2013 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har deltaget i 15 til 20 demonstrationer mod styret. I efteråret 2011 deltog han i en demonstration til fordel for[…], der blev dræbt den […]2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsmæssigt genindkaldt til militærtjeneste i den syriske hær, ligesom ansøgeren frygter for sit liv på grund af de generelle forhold i hjembyen Qamishli og det øvrige Syrien. Ansøgeren har i forbindelse med sagens genoptagelse som asylmotiv henvist til, at han tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at han ikke ønsker genindkaldelse, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel, således som han også forklarede i Flygtningenævnet i foråret 2013. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at ansøgeren af samvittighedsgrunde ikke ønsker genindkaldelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/14
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Endvidere frygter ansøgeren, at hun skal miste flere af sine børn eller hendes ægtefælle som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes datter i sensommeren 2012 blev slået ihjel af en granat, da datteren legede på altanen. Efterfølgende tog ansøgeren og hendes familie ophold hos ansøgeren broder, hvor de senere erfarede, at ansøgerens families bopæl var blevet bombet og ødelagt. I efteråret 2012 tog ansøgeren og hendes familie ophold på en skole, hvor der også boede andre flygtninge. Dette gjorde de, idet der ikke var plads til dem på broderens bopæl. Da de opholdt sig på skolen, kom der personer fra den frie syriske hær og spurgte efter mænd, der kunne kæmpe på deres side. Ansøgerens ægtefælle var ikke til stede på skolen, da personerne kom. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Syrien i efteråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i hjemlandet og særligt i hjembyen Aleppo, idet der forud for udrejsen foregik krigshandlinger og bombardementer som ovenfor beskrevet, hvorunder ansøgerens ene datter blev slået ihjel. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne. Det kan efter det foreliggende ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Det lægges efter Udenrigsministeriets notat af 7. november 2013 sammenholdt med månedsrapport for oktober 2013 til grund, at der i Aleppo området er intensive kamphandlinger og beskydning af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/13
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobani, Syrien. Ansøgeren har siden barndommen været bosat i Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men han har i 2011 opfordret andre til at deltage aktivt i oprøret mod det syriske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, idet han sammen med sin ven har afholdt politiske møder, hvor de opfordrede deltagerne til at kæmpe imod det syriske styre. De har afholdt fire-seks møder. Ansøgerens fader ringede på et tidspunkt og fortalte, at myndighederne havde ledt efter ansøgeren på deres bopæl, og at myndighederne vidste, at ansøgeren var tilbage i Syrien, og at han sammen med sine venner var politisk aktiv. Ansøgeren forlod umiddelbart herefter Afrin og udrejste illegalt af Syrien den efterfølgende dag. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at han er syrisk statsborger og har som yderligere asylmotiv anført, at han har været indkaldt til aftjening af værnepligt, men at han ikke mødte op, idet det er imod hans personlige overbevisning at deltage i de krigshandlinger, der foregår i Syrien, og da han er for demokrati. Ansøgeren har givet udtryk for sine holdninger ved møder og demonstrationer både før og efter sin udrejse af Syrien. Ansøgeren mødte ikke op til aftjening af værnepligt, da han blev indkaldt, idet han var flygtet fra Syrien på det tidspunkt. Ansøgeren er helt sikker på, at han vil blive genindkaldt, hvis han indrejser i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt på grund af sine politiske aktiviteter med en sådan intensitet, at dette i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.”I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste igen, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere og muslimer og kommer oprindeligt fra Kobani, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog deltaget i flere demonstrationer mod det syriske styre. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af deres børns politiske aktiviteter. Familiens bopæl er af den grund blevet opsøgt gentagne gange af myndighederne. Ansøgerne har videre henvist til, at deres søn, […], der også søger asyl i Danmark, deltog i demonstrationer i foråret 2011, og at familiens bopæl efterfølgende blev ransaget. Den mandlige ansøger blev den […] 2011 arresteret og tilbageholdt af efterretningstjenesten i nogle timer. Begge ansøgere har endvidere henvist til den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har godtgjort, at de er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgernes advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne kommer fra Aleppo, og at de dagligt oplevede bombardementer og kamphandlinger, deres bolig er herunder blevet bombet og ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Aleppo, herunder at der foregår hyppige tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Aleppo anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Report of the independent international commission of inquiry on the Syrian Arab Republic. Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes samt Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere, […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/11
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han aftjente militærtjeneste fra den […] 2009, indtil han deserterede den […] eller […] 2012, idet han blev tvunget til at skyde mod civilbefolkningen, hvilket han nægtede. Ved en tilbagevenden risikerer han at blive skudt eller i det mindste genindkaldt og i den forbindelse at blive pålagt at skyde mod civile. Han har tillige forklaret, at han under fire dages orlov hjemme fra militæret fra den […] 2010 blev anholdt af efterretningstjenesten dagen efter i forbindelse med en ransagning efter ansøgerens broder og fader, som var politisk aktive. Ansøgeren var hjemme, og han blev taget med og tilbageholdt i et fængsel i Damaskus. Her blev han udsat for tortur samt afhørt om sin familie og løsladt den […] 2010 med besked om at melde sig til myndighederne den femte i hver måned. Hans militærtjeneste blev forlænget på grund af tilbageholdelsen. Han har desuden henvist til, at han flere gange efter deserteringen har deltaget i demonstrationer, og at myndighederne er ude efter ham, fordi han har deltaget. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive genindkaldt til militærtjeneste, hvis han sendes tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: “Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund findes ansøgeren som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grund af ansøgeren egen forklaring er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. flygtningekonventionens artikel 1F. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode fra foråret 2011 til han deserterede i begyndelsen af 2012 har gjort tjeneste som menig ved en vagtpost uden for Daraa, og at han ved to lejligheder har været udkommanderet til at opløse demonstrationer. Efter ansøgerens rang af menig og henset til at han ikke selv har deltaget i anholdelser ved vejspærringen, og at han har afvist at skyde på demonstranter, findes der ikke at være udvist forhold, der vil kunne begrunde udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/10
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig syrisk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk palæstinenser fra […] Damaskus, Syrien, og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har aftjent værnepligt som menig i den syriske hær i to og et halvt år, fra han blev indkaldt som 18-årig. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive genindkaldt, og at han ikke ønsker at deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Endvidere frygter han at blive dræbt af den frie syriske hær på grund af sin ægtefælles brødres tilknytning til det syriske regime. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive genindkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets ovennævnte notat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/1
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun har forladt ham og derved krænket hans ære og fordi hun har opdaget, at han er spion for myndighederne og derfor vil kunne afsløre det over for andre kurdere. Ansøgeren vil ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod den tidligere ægtefælle, da den tidligere ægtefælle samarbejder med efterretningstjenesten. Ansøgeren forlod i slutningen af 2010 sin tidligere ægtefælle, idet han slog og truede ansøgeren og kom sent hjem om aftenen, og havde gæster, som han talte om våben med. Ansøgeren blev i begyndelsen af 2011 skilt fra sin tidligere ægtefælle og fik forældremyndigheden over parrets datter. Ansøgeren blev i forbindelse hermed udsat for grove trusler fra sin tidligere ægtefælle. I november 2011 hentede ansøgerens tidligere ægtefælle med tvang parrets datter med hjælp fra myndighedspersoner. Han truede hende i den forbindelse på livet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grundlag af det anførte ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive slået ihjel eller i øvrigt at blive udsat for overgreb af en karakter, som kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7, fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i Syrien har opnået såvel skilsmisse fra sin ægtefælle som at få tilkendt forældremyndigheden over parrets fælles datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter at være fraflyttet sin ægtefælle har opholdt sig i hjemlandet i en længere periode uanset de oplyste trusler fra den tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i denne periode har haft et ophold i Danmark og efterfølgende er rejst tilbage til Syrien. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens konflikt med sin tidligere ægtefælle har haft en sådan karakter og en sådan intensitet, at den kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om den tidligere ægtefælles samarbejde med den syriske efterretningstjeneste til grund. Flygtningenævnet finder på den ovenfor anførte baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/9
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med politiske organisationer og foreninger og har deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tortureret og dø af dette. Han er eftersøgt af sikkerhedsfolk i Syrien. Dette skyldes ansøgerens politiske aktiviteter i form af deltagelse i Newrouz festen den 20. marts 2008 og demonstration i forbindelse med begravelsen […] efteråret 2011, hvor ansøgerens venner i denne forbindelse blev anholdt. Yderligere blev ansøgerens kone voldtaget i foråret 2011, da sikkerhedsfolk kom til ansøgerens bolig for at finde ansøgeren. Tilbageholdelserne i 1988, i 2004 og i 2008 var alle udslag af de generelt vanskelige forhold, og der må efter ansøgerens egen forklaring antages at være gjort op med dem. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen erkendt, at tilbageholdelserne var af vilkårlig og generel karakter, og at det samme er tilfældet med hensyn til myndighedernes henvendelse til ham i 2005. Tilbageholdelserne under militærtjenesten var alle disciplinære sanktioner, som der efter det foreliggende ligeledes må antages at være gjort op med. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal lægger videre vægt på, at ansøgeren til samtalerne med Udlændingestyrelsen har erkendt, at hovedårsagen til udrejsen var myndighedernes overfald på ægtefællen samt den dårlige sikkerhedssituation i Syrien, og at ansøgeren ikke på udrejsetidspunktet var individuelt eller personligt efterstræbt af myndighederne. Ansøgerens antagelse af at hans venner måtte have angivet ham til myndighederne beror alene på formodninger. Endelig er det indgået med nogen vægt i flertallets vurdering, at ansøgeren har været i stand til at ind- og udrejse problemfrit i Syrien, og at han tre gange har fået udstedt pas senest i 2008. Herudover har ansøgeren forklaret udbyggende om omfanget af myndighedernes henvendelse til ham samt om myndighedernes henvendelse til forældrene. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/8
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (ajanib) fra byen Al-Malakiya/Dêrik i Al-Hasaka provinsen i Syrien. Han er muslim af trosretning. Ansøgeren sympatiserer med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 deltog i en demonstration i forbindelse med begivenhederne i Qamishli, at han den 21. marts 2007 blev tilbageholdt efter sin deltagelse i Newroz i Al-Malakia og tilbageholdt frem til […] 2007, at han under sin tilbageholdelse blev udsat for tortur, at han den 21. marts 2008 igen blev anholdt under sin deltagelse i en demonstration i Al-Malakia, og at han var tilbageholdt frem til sommeren 2008. Ansøgeren har videre henvist til, at han den 21. marts 2010 fungerede ansøgeren som vagt under Newroz, at han i forbindelse hermed tog en megafon og råbte ”ned med Baath partiet” ud over folkemængden, at myndighederne samme dag ransagede hans bopæl og beslaglagde kurdisk materiale, at myndighederne tilbageholdte hans far to dage i samme forbindelse, at hans far ti dage senere blev tilbageholdt en dag og løsladt på betingelse af, at ansøgeren meldte sig, og at hans bopæl i alt er blevet ransaget fem gange af myndighederne. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren, at han vil blive fængslet og tortureret af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring er fremtrådt som usammenhængende og divergerende, og ansøgeren har under sagen væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren har ikke forud for samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at han er sympatisør med det Kurdiske Demokratiske Parti, KDP, og at han har betalt kontingent hertil. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen i første omgang forklaret, at han efter Newroz festen i 2007 tog sammen med sine fætre hjem til deres fader, ansøgerens farbroder, hvor ansøgeren blev anholdt. Ansøgeren har efterfølgende under denne samtale forklaret, at han ikke tog med sine fætre hjem, og at den pågældende farbroder, som han tog hjem til, ikke er fader til disse fætre. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han tog alene hjem til farbroderen, og at fætrene tog hjem for at skifte tøj og ville komme senere. Ansøgeren har under motivsamtalen forklaret, at der under tilbageholdelsen i 2007 var seks andre kurdiske fanger i cellen, og at han ikke under tilbageholdelserne i 2007 og 2008 var udsat for tortur. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret, at der var 12-13 andre fanger i cellen, og at han under begge tilbageholdelser var udsat for tortur eller fysiske overgreb. Ansøgeren har yderligere udbygget sin forklaring under samtalen med advokaten og under nævnsmødet vedrørende sin deltagelse i Newroz 2010 med oplysning om, at ansøgeren skulle have profileret sig ved at tale til de tilstedeværende i megafon, hvilket ikke tidligere er forklaret. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke havde andre opgaver end vagt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at en så væsentlig oplysning er udeladt af referatet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. De generelle forhold i Syrien kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har deltaget i tre demonstrationer i Danmark i […] 2011, kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/7
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og udsat for tortur, idet han ikke har overholdt en samarbejdsaftale, som han har indgået med de syriske myndigheder om at melde sig ind i Yekiti-partiet og give sikkerhedstjenesten informationer om partiet og om deres skriftlige materiale. Ansøgeren har tidligere været tilbageholdt af de syriske myndigheder, blandt andet fordi han deltog i et begravelsesoptog for de personer, der var dræbt i forbindelse med urolighederne efter en fodboldkamp i foråret 2004. Ansøgeren har i alt været tilbageholdt fire gange fra 2004 til 2010. Ansøgeren er blevet udsat for tortur under sine tilbageholdelser. Ansøgeren blev senest tilbageholdt i sommeren 2010, da han var på vej til Damaskus for at besøge sin syge far på hospitalet. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to måneder, hvorefter han blev løsladt med meldepligt til sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, således som han forklarede allerede ved registreringen, har været anholdt og tilbageholdt flere gange, blandt andet i forbindelse med urolighederne i forlængelse af fodboldkampen i Qamishli i foråret 2004. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring og resultatet af den foretagne torturundersøgelse endvidere til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur under tilbageholdelserne. Nævnet lægger videre til grund, at myndighederne har udvist interesse for ansøgeren helt frem til udrejsen, idet ansøgeren i sommeren 2010 blev løsladt med meldepligt og ordre om at give oplysninger om Yekiti-partiet. Ansøgeren udrejste illegalt kort tid herefter, idet han ikke ønskede at efterkomme ordren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder under disse omstændigheder, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/6
Nævnet meddelte i juli 2012 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli og kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne og en sheik, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren uddelte kristent materiale og blev efter en måned indkaldt til at give møde hos sikkerhedstjenesten, hvor han blev afhørt. Omkring Newroz 2010 blev ansøgeren igen anholdt og afhørt. Ansøgeren blev efterfølgende kontaktet af sheiken, som truede ham på livet. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt og truet på grund af hans konvertering, og faderen blev herunder slået alvorligt. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent, og ansøgeren har fremstået troværdig. Flygtningenævnet bemærker, at de afhøringer, ansøgeren har været udsat for fra myndighedernes side ikke har haft et sådan omfang og en sådan intensitet, at det kan betragtes som asylbegrundende, ligesom ansøger blev løsladt uden pålæg om meldepligt. På baggrund af ansøgerens forklaring om den løbende chikane fra lokale, truslen fra sheiken og den efter hans udrejse eskalerede konflikt i forhold til hans familie, finder Flygtningenævnet det imidlertid godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for alvorlige overgreb fra lokale. Under hensyn til ansøgerens forudgående kontakt med myndighederne findes det sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7 stk. 1.” syri/2012/5
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (ajnabi) fra landsbyen […] nær al-Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i hjemlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han i forbindelse med anklager om halmtyveri er blevet registreret af myndighederne. Han har videre henvist til de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien, samt til det forhold at han er udrejst illegalt. Endelig har han henvist til sine politiske aktiviteter i Danmark, idet han har deltaget i omkring ni demonstrationer, hvoraf to er blevet vist på TV-kanaler, der kan ses i Syrien. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen, at han mellem 2007 og 2008 var tilbageholdt i 17 dage, anklaget for at have stjålet halm. Efter at han blev løsladt har han ikke haft nogen problemer i anledning af sagen. Ansøgeren har i fortsættelse heraf i asylskemaet erklæret, at han ikke har haft konflikter i hjemlandet forud for udrejsen, men at han udrejste, som følge af at han som ajnabi var uden rettigheder i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, som forklaret efter samtalen med ansøgerens advokat, reelt var i efterretningstjenestens søgelys i forbindelse med tilbageholdelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren således var uprofileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien er således diskriminerende, at der alene på det grundlag kan meddeles asyl. Ansøgeren har således forklaret, at han og hans familie generelt var begrænset i deres rettigheder, men konkret have faderen og ansøgeren arbejde og familien havde været i stand til at erhverve et hus, omend registreret i en andens navn. Den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte kunne få udstedt rejsedokumenter kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgeren ved at deltage i demonstrationer i Danmark vendt mod det syriske regime kan være kommet i de syriske myndigheders søgelys bemærkes, at ansøgeren efter det foran anførte ikke forud for deltagelsen i demonstrationerne har været politisk aktiv i Syrien eller på anden måde profileret. Ansøgeren optræder på flere optagelser, som han oplyser, er blevet til ved, at andre deltagere i demonstrationerne har filmet. Adspurgt om, hvor optagelserne kan findes på internettet, har ansøgeren forklaret, at han har fået hjælp fra kammerater til at finde optagelserne frem. Ansøgeren har henvist til, at der skulle foreligge tre optagelser, som har været vist henholdsvis på dansk TV og på syriske kanaler. Flygtningenævnet har haft lejlighed til at gennemse optagelsen fra foråret 2011 ved Tivoli, hvor ansøgeren ikke umiddelbart ikke er synlig. Optagelsen fra sommeren 2011 som ansøgeren oplyser, skulle have været vist på en syrisk oppositionskanal, fremstår som en relativt lang optagelse af et stort antal demonstrationsdeltagere, som kameraet panorerer langsomt forbi. Efter at der er forevist måske 20-30 deltagere bliver ansøgeren vist, mens ansøgeren er med til at holde et banner. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at et sådant indslag har været bragt i sin helhed som et nyhedsindslag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han gennem offentligt tilgængelige billeder eller offentligt fremviste optagelser, er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” syri/2012/4
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en statsløs mandlig kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Al Hasaka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Azadi-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af myndighederne, da han har råbt skældsord mod præsidenten og dennes ægtefælle i forbindelse med, at han blev stoppet under opførelsen af sit hus, og da han er statsløs og endvidere er udrejst illegalt. Ansøgeren er videre i fare ved en tilbagevending, da han bl.a. den […]2012 foran den russiske ambassade deltog i en demonstration i anledningen af landets støtte til den syriske præsident. Der blev foretaget optagelser, hvor ansøgeren ses. De pågældende optagelse er bragt i medier og findes på internettet. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har søgt asyl i Schweiz, hvor han begrundede sin asylansøgning i de generelle forhold for kurderne i Syrien. Ansøgeren blev i forbindelse med sagsbehandlingen dér afhørt på sorani. Afhøringen indeholder en lang række detaljer vedrørende ansøgerens forhold. Der foreligger ikke i afhøringen nogen oplysninger om, at de syriske myndigheder konkret har efterstræbt ansøgeren, eller at denne skulle være udrejst på grund af nogen konkret begivenhed. Ved ankomst til Danmark blev ansøgeren afhørt på arabisk, hvor han heller ikke gav oplysninger om, at han konkret skulle have foretaget sig noget, der bragte ham i modstrid med sit landshjems myndigheder. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at han i forbindelse med opførelsen af et hus er fremkommet med mishagsytringer rettet mod den syriske præsident og den politiofficer, der havde kommandoen i forbindelse med nedrivningen. Han måtte derefter flygte fra byggepladsen. Og derefter fra boligen, da den følgende dag blev ransaget af myndighederne. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at han undgik at blive fundet på bopælen, idet han gemte sig i et klædeskab. Det er først i forbindelse med nævnsbehandlingen, at der er fremkommet oplysninger om, at der skulle have været sproglige problemer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har kunnet forklare om sine forhold. Ansøgeren har således ikke på overbevisende vis kunnet forklare, hvordan det lykkedes ham at undgå pågribelse på byggepladsen eller den følgende dag på bopælen. Flertallet finder derfor i overensstemmelse med det overfor de schweiziske myndigheder og senere oplyste, at det var generelle forhold, der dannede grundlag for ansøgerens udrejse. Flertallet finder ikke, at ansøgerens tilstedeværelse ved demonstrationen den […] 2012 i sig selv har profileret ham således, at dette er asylbegrundende. Flertallet finder heller ikke, at der i sagen i øvrigt er omstændigheder, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/3
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra […], […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre og disses slægtninge, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen i 2005. Videre frygter han at blive anklaget for forseelser på urigtigt grundlag af de syriske myndigheder grundet hans konversion. Endvidere frygter han repressalier fra de syriske myndigheder, som betragter ham som landsforræder, som følge af hans lange ophold i Europa, samt fordi han søger asyl i Danmark. I 2005 konverterede ansøgeren til kristendommen i Libanon, og i 2007 fik hans familie og religiøse farbrødre kendskab til dette. I begyndelsen af 2007 opsøgte den lokale mullah familien og forsøgte at få ansøgeren til at vende tilbage til islam, hvilket han afslog, hvorefter ansøgerens farbrødre blev vrede på ham. I samme måned opsøgte farbrødrene sammen med deres sønner ansøgerens bopæl og udsatte ham og familien for fysiske overgreb, hvorefter de forlod bopælen. I foråret 2007 blev ansøgeren overfaldet på gaden af for ham ukendte personer, som sagde, at han skulle vende tilbage til islam, ellers ville de slå han ihjel. I sommeren 2008 blev familiens bopæl opsøgt igen af omkring otte maskerede personer, som udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. I 2008 blev ansøgeren overfaldet to gange af to af hans venner på gaden grundet hans konversion. I sommeren 2011 blev familiens bopæl opsøgt af ansøgerens farbrødre, deres sønner og syv eller otte maskerede personer, som udsatte ansøgeren og hans familie for fysiske overgreb og truede med at slå ansøgeren ihjel. Efterfølgende udrejste han legalt af Syrien i sommeren 2011. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, således som også Udlændingestyrelsen har gjort, at ansøgeren er konverteret til kristendommen i 2005. På baggrund af de mere indgående spørgsmål, som ansøgeren først er blevet stillet vedrørende den kristne tro i Flygtningenævnet, finder flertallet således, at konversionen må anses for at være reel. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er blevet tiltagende chikaneret af en ukendt gruppe og dele af sin familie i årene fra 2007 til udrejsen i sommeren 2011. Hans farbrødre har kort før hans udrejse truet ham på livet og slået ham og andre familiemedlemmer. Farbrødrene har endvidere forlangt, at han offentligt skulle møde op i moskeen for at vise, at han ikke længere var frafalden. Ved en tilbagevenden finder flertallet, at ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse mod hans farbrødre. Herefter meddeles der ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/28
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af muslimske ekstremister, fordi hun er konverteret til kristendommen. Videre har hun henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Syrien. I 2006 konverterede hun og hendes ægtefælle til kristendommen. I slutningen af 2011 kom hendes nabo på besøg, hvor hun bemærkede, at ansøgeren så en kristen tv-kanal, som hun plejede at se. Naboen sagde, at det var en dårlig tv-kanal, som var imod islam, og ansøgeren forsvarede i vrede tv-kanalen og Jesus. To dage senere kastede ukendte personer snavs på hendes dør og vasketøj, og naboerne ville ikke længere hilse på hende og familien. I sommeren 2011 kastede ukendte personer en sten mod ansøgerens vindue, og en uge senere skrev ukendte personer ”Dræb den, som skifter sin religion” på familiens dør. I sommeren 2011 blev hendes ægtefælle kidnappet af ukendte personer, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Efterfølgende flygtede ansøgeren og hendes børn hen til hendes forældre. Tre dage senere ringede ansøgerens nabo og fortalte, at hendes lejlighed var i brand. En uge senere blev hendes fader ringet op af en ukendt person, der sagde til ham, at han skulle dræbe hende, ellers ville de gøre det. Senere I sommeren 2011 udrejste hun sammen med sine børn illegalt. Det syriske politi har fortsat ikke fundet ægtefællen eller kidnapperne. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens konsistente forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på den anførte baggrund har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for fortsatte alvorlige overgreb fra ukendte personer, hvilket må anses for at udgøre forfølgelse som følge af ansøgerens religion, idet ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse herimod. Den omstændighed, at politiet har modtaget anmeldelse og foretaget en vis efterforskning af kidnapningen og branden, kan ikke tages som udtryk for, at politiet fremadrettet vil yde ansøgeren beskyttelse mod videre overgreb, idet politiets hidtidige efterforskning er sket, uden at politiet har haft kendskab til baggrunden for overgrebene, idet det må lægges til grund, at politiet ikke i forbindelse med selve anmeldelsen er informeret om det mest nærliggende motiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på baggrundsmaterialets oplysninger om forholdene for konvertitter sammenholdt med den tidsmæssige sammenhæng mellem ansøgers udrejse og sikkerhedstjenestens efterspørgsel efter hende på faderens bopæl og finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at efterspørgslen har sammenhæng med udrejsen og baggrunden herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/27
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har siden 2004 sympatiseret med Yekiti og Al-Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil slå ham ihjel som følge af hans ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han i 2004 har været anholdt af sikkerhedstjenesten i forbindelse med en demonstration i Qameshli. Demonstrationen fandt sted dagen efter en fodboldkamp mellem Jihad og Futuwah, hvor tre personer blev dræbt. Statens sikkerhedsdomstol dømte ansøgeren til ét års fængsel for at sprede racisme. Han blev løsladt den i foråret 2005. Ansøgeren blev endvidere tilbageholdt i 2008. Sikkerhedstjenesten havde skudt tre personer under en Newroz-fest i Qameshli, heriblandt ansøgerens ven, […]. Ansøgeren blev anholdt og afhørt af den militære sikkerhedstjeneste efter begravelsen. Militærdommeren dømte ansøgeren til tre måneders fængsel for deltagelse i ulovlige demonstrationer. Ansøgeren og tre af hans venner, […], […] og […] aftalte, at de skulle sætte streger på billeder af Al-Assad, hvilket de gjorde efter arbejdet i foråret 2011. To dage senere skrev ansøgeren og hans venner politiske slagord på Justitsslottets mur, områdesinspektørens hus, og en skole, der lå i nærheden. Derudover sprøjtede de spraymaling på en statue af gamle Al-Assad, og en af ansøgerens venner knækkede statuen. Ansøgerens ven […] blev anholdt, men ansøgeren, […] og […] flygtede. Ansøgeren og hans ven, […], kørte med bil til […]og gemte sig i en hytte, som […]s bedstefader ejede. Efterfølgende blev […] taget af myndighederne. Herefter blev […]s bedstefaders hus og ansøgerens egen bopæl ransaget. To dage senere blev ansøgerens faders hus ransaget, og ansøgerens fader og broder blev tilbageholdt i tre dage af den militære sikkerhedstjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på en overbevisende måde har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår som usikker og usammenhængende og ikke fremstår som selvoplevet. Det gælder således blandt andet ansøgerens forklaring om, ransagningerne, hvor ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet forklare, hvorledes han har fået kendskab til ransagningerne, ligesom det fremstår påfaldende, at han ikke har kunnet oplyse, hvorvidt hans hustru og børn var hjemme, da ansøgerens bopæl blev ransaget. Ansøgeren har herudover på en række punkter forklaret divergerende under sagen. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt nærmere oplysninger om, hvorvidt myndighederne efter udrejsen har henvendt sig på bopælen, ligesom han ikke har søgt nærmere oplysninger om familiens forhold. Ansøgerens forklaring om begivenhederne i 2004 og 2008 fremstår også set i lyset af baggrundsoplysningerne som usikre. Nævnet finder endvidere, at ansøgernes deltagelse i demonstrationer i Danmark ikke kan antages at have profileret ham i forhold til de syriske myndigheder og bemærker herved, at ansøgeren ikke har udtalt sig under demonstrationerne, og at hans identitet ikke er blevet oplyst. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at der har været tolkeproblemer under sagen, og at ansøgerens forklaring, der angår forholdsvis enkle forhold, skal ses i lyset af hans uddannelsesmæssige baggrund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Syrien kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/26
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (maktoumeen) og sunni-muslim fra Qamishli. Han har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har siden 2009 sympatiseret med det kurdiske parti KDP-S (Partiya Demokrat a Kurdistane Suriye/Hizb al-Dimuqrati al Kurdistani Suriyah), som faderen var medlem af. Ansøgeren har holdt vagt i forbindelse med cirka 25 partimøder. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren myndighederne, fordi han den […] 2009 var vagt i forbindelse med en mindehøjtidelig for den tidligere partisekretær, der i 1990 blev anholdt sammen med blandt andre ansøgerens far, der ikke er blevet løsladt. Ansøgeren har oplyst, at han i foråret 2008 opsøgte Faiha-afdelingen, der var sikkerhedstjenestens kontorbygning/fængsel for politiske fanger i Damaskus, og spurgte efter sin fader. Efterfølgende blev han tilbageholdt i to måneder og 17 dage. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur og seksuelle overgreb. I forbindelse med løsladelsen fik han at vide, at han ikke måtte spørge efter faderen igen eller være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgeren har videre oplyst, at han den […] 2009 sammen med to andre personer, herunder et navngivent medlem af KDP-S, fungerede som vagter i forbindelse med en mindehøjtidelighed for partiets tidligere sekretær i en landsby ved Qamishli, og at han på et tidspunkt blev ringet op af den pågældende, der fortalte, at sikkerhedstjenesten kom, og at ansøgeren skulle redde sig selv. Ansøgeren flygtede til fods og tog hen til sin morbror, som sendte ansøgeren videre til en moster. Den […] 2009 ringede onklen til mosterens bopæl og fortalte, at det navngivne partimedlem var blevet anholdt, og at ansøgerens bopæl var blevet ransaget. Den […] 2009 opsøgte morbroderen mosterens bopæl og oplyste, at myndighederne på ny havde ransaget ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der har fremstået detaljeret og sammenhængende, til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerens fader blev arresteret af de syriske myndigheder i 1990, som følge af sine politiske aktiviteter, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i 2008, og at ansøgeren i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb, herunder dollab og voldtægt. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren ved udrejsen fra Syrien var eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han havde været aktiv for KDP-S. Endelig lægges det til grund, at myndighederne efter ansøgerens udrejse har opsøgt familiens bopæl flere gange og spurgt efter ansøgeren. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i konkret risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse kurder fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2012/25
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder og sunni-muslim fra[…], der er beliggende i Qamishli kommune. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har støttet den kurdiske sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side på grund af sit ophold i det nordlige Irak i efteråret 2005, idet de syriske myndigheder mistænker ham for at samarbejde med kurdiske bevægelser i det nordlige Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til sin broder […]s forhold. Broderen er af en syrisk domstol i 2007 idømt fem års fængsel for våbensmugling. Ansøgeren har oplyst, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange på grund af en mistanke om, at han havde udført ulovlige politiske aktiviteter. Han var tilbageholdt i Damaskus en måned og fire dage medio 2003. I sommeren 2005 blev han anholdt i […]og efterfølgende tilbageholdt i 28 dage i Al-Hasaka. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er i myndighedernes søgelys alene som følge af broderens politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret om, at han under tilbageholdelsen i 2003 blev udspurgt af myndighederne om sin broder […]s politiske aktiviteter. Denne forklaring stemmer imidlertid ikke overens med broderens forklaring om, at han først kom i myndighedernes søgelys i 2004 i forbindelse med urolighederne i Qamishli. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring, der er central for ansøgerens asylmotiv, til grund. Herefter og da ansøgerens forklaring om, at myndighederne må have fået kendskab til ansøgerens rejse til Nordirak, fordi ansøgeren fortalte herom til nogle landsbybeboere, og at ansøgeren, efter myndighedernes kendskab til rejsen og deraf efterfølgende eftersøgning af ansøgeren, opholdt sig i cirka tre år i Syrien, herunder rejste rundt i landet, fremstår som usandsynlig, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2003 og 2005 og den efterfølgende indrejse i Irak. Ansøgeren har forklaret udbyggende om omfanget og intensiteten af myndighedernes henvendelse til ansøgerens forældre, og forældrene og ansøgerens søskende har efter det oplyste ikke være udsat for overgreb fra myndighederne som følge af broderens forhold. Det bemærkes herved, at ansøgeren direkte har forklaret om, at broderen […] ikke har været i myndighedernes søgelys, selvom han lever et almindeligt liv uden at holde sig skjult. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse fra de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af broderens politiske aktiviteter eller som følge af ansøgerens egne aktiviteter. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/24
Nævnet meddelte i maj 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der er født i […], har som asylmotiv oplyst, at han blev anholdt og fængslet i tre måneder i forbindelse med urolighederne i Qamishli i 2004. Ansøgeren har oplyst, at han deltog i en Newroz fest i 2008, hvor hans ven blev skudt af myndighederne. Han deltog endvidere i en demonstration på et tidspunkt i foråret 2009 i Qamishli til minde om de dræbte i 2004. Hans ven, […], blev anholdt og har oplyst ansøgerens navn til myndighederne, som derfor eftersøger ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet indkaldt til og eftersøges for at aftjene sin værnepligt, hvilket han frygter, dels fordi han er kurder, og dels fordi myndighederne efterstræber ham som følge af hans deltagelse i demonstrationen i 2009. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurdering af ansøgerens forklaring har henset til, at ansøgeren har forklaret, at han har haft det psykisk dårligt og har vanskeligt ved præcist at huske nogle detaljer. Der er under nævnsmødet holdt to pauser under ansøgerens forklaring. Efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og i nævnsmødet lægger nævnet til grund, at ansøgeren i 2004 blev anholdt af myndighederne, da han sammen med andre var tilskuer til fodboldkampen i Qamishli, og at ansøgeren efterfølgende var fængslet i tre måneder af myndighederne. Ansøgeren, der blev hårdhændet behandlet under fængslingen, blev løsladt som følge af en amnesti, og det fremgår af ansøgerens forklaring, at han ikke siden er blevet opsøgt af myndighederne i anledning af fængslingen i 2004. Vedrørende ansøgerens oplysning om sin deltagelse i Newroz festen i 2008, tillægger nævnet ikke ansøgerens deltagelse væsentlig betydning, idet ansøgeren har oplyst, at han ikke selv havde nogen kontakt med myndighederne i den forbindelse. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret usikkert om sin deltagelse i demonstrationen i 2009 til minde om Qamishli hændelsen i 2004. Efter en vurdering af ansøgerens oplysninger om hændelsesforløbet i 2009 lægger nævnet imidlertid vægt på, at ansøgeren har forklaret i det væsentlige konsistent om, at hans ven […] blev pågrebet, og at myndighederne efter pågribelse af vennen rettede henvendelse til ansøgerens bopæl for at eftersøge ansøgeren. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren tog ophold i Damaskus, hvor han opholdt sig i en periode indtil udrejsen i sommeren 2010. På den baggrund og i det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at myndighederne endvidere eftersøger ham på grund af, at han er indkaldt til men udeblevet fra aftjening af militærtjeneste, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien under de aktuelle forhold på den ovennævnte baggrund vil kunne risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. syri/2012/23
Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har været anholdt i 24 timer i 2010 i forbindelse med Newroz-festen. Han har senere givet tilladelse til, at en kurdisk dansegruppe kunne træne på hans ejendom. To af hans børn deltog i træningen, hvorefter en nabo kontaktede ham og oplyste, at myndighederne havde afbrudt træningen og taget dansegruppen og træneren med. Ansøgeren var derefter nødt til at flygte ud af Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, han i 2010 kortvarigt var tilbageholdt af myndighederne i omkring et døgn til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han blev løsladt alene med besked om, at udelade deltagelse men ikke pålagt meldepligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han var nødsaget til at flygte, fordi myndighederne havde opdaget, at en dansegruppe havde trænet på hans ejendom, til grund. Nævnet lægger herved især vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem af hans børn, der deltog i dansegruppen, idet han senest uden nævnsmødebehandlingen har udtrykt sig divergerende og usammenhængende om det ene af børnenes navne. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe børnene deltog i dansegruppen, idet han under motivsamtalen har oplyst, at de var med i dansegruppen i én uge, hvorefter han ved asylsamtalen oplyste, at de var med ét år, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at børnene var med i fire-fem måneder. Nævnet bemærker i den anledning, at disse tidsangivelser ikke vurderes alene at kunne skyldes tolkeproblemer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren efter sin forklaring er udrejst uden at få nærmere oplysning om, hvad der var sket med hans børn. Herefter finder nævnet, at ansøgerens forklaring om det passerede umiddelbart før udrejsen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder ikke, at ansøgerens mulige registrering som illegal udrejst under disse omstændigheder medfører, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været pålagt meldepligt eller i øvrigt må anses for at være profileret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/22
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […] i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han, sammen med sin bror, […], og dennes venner, fra begyndelsen af 2011 deltog i oprøret mod Al-Assads styre. Ansøgeren og nogle af broderens venner opfordrede, mens det var mørkt, tre gange i begyndelsen af 2011, til, at der blev demonstreret mod regimet ved at male/spraye slagord på bygninger i befærdede gader i Aleppo, […]. Den tredje gang blev de opdaget i […]. De var fire ved den pågældende lejlighed. De løb hver sin vej. Ansøgeren hørte, at en af de andre, […], blev fanget. Den pågældende blev kørt væk. Ansøgeren advarede derefter telefonisk sin bror og tog til byen […], hvor han skjulte sig hos sin mors morbroder, indtil ansøgeren udrejste illegalt i foråret 2011. Morens onkel fortalte ham på et tidspunkt, at han havde hørt, at sikkerhedstjenesten havde været på families bopæl, hvor de havde foretaget ransagning og beslaglagt broderens computer samt spurgt efter ansøgeren og broderen. Myndighederne har været flere gange på bopælen. Under en af henvendelserne blev faderen taget med. Faderen blev løsladt efter cirka to dage. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og lægger derved vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om hovedlinjerne i begivenhedsforløbet. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. syri/2012/21
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti partiet siden 2007 og har opbevaret løbesedler for partiet i sin families malerforretning samt givet gratis maling til partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han i sommeren 2009 gav fem dåser spraymaling til sin ven […] og dennes ven til brug for politiske aktiviteter. Fem eller seks dage senere ringede vennens bror til ansøgeren og fortalte, at vennens ven var blevet anholdt af myndighederne, og at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren skjulte sig herefter i to dage hos sin fars ven i […], hvorefter ansøgeren udrejste legalt til […]i besiddelse af sit syriske nationalitetspas. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han i Danmark har deltaget i en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen den […]i anledning af begivenhederne i Qamishli. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer foran den kinesiske og den russiske ambassade. Ansøgeren frygter, at han ved deltagelse i disse begivenheder er blevet registreret af myndighederne i Syrien. Ansøgerens antagelse af, at han på udrejsetidspunktet var eftersøgt af myndighederne, er alene baseret på formodninger og andenhåndsoplysninger. Endvidere har ansøgeren på en række punkter under asylsagen forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen blandt andet vedrørende sit kendskab til indholdet af løbesedlerne, vedrørende ansøgerens aktiviteter med hensyn til løbesedlerne, vedrørende den begivenhed, som var årsag til, at ansøgeren kom i myndighedernes søgelys, og vedrørende sin interesse for og kendskab til vennens skæbne. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgeren i forbindelse med udrejsen til […]medbragte sit eget ægte pas. Ifølge sin forklaring til samtalereferatet foreviste han passet to gange til syriske myndighedspersoner. Ansøgeren har for nævnet korrigeret dette til, at fremvisningen skete over for myndighederne i […]. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Yekiti partiet, og at han i den anledning ikke personligt har modtaget henvendelser fra myndigheder eller i øvrigt været i kontakt med myndighederne. Ansøgeren fremstår således helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan endvidere ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i de oven for tre nævnte demonstrationer i Danmark, og at billeder af demonstrationerne ved ambassaderne er lagt ud på internettet, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, alene har optrådt som almindelig deltager, og at han ved sin deltagelse ikke kan antages at være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/20
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udsatte sagen i 2010 med henblik på at få foretaget en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Homs i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet, da han omkring 2004 og 2007 var tilbageholdt af myndighederne i henholdsvis halvandet år og to måneder. I 2008, dagen efter han havde deltaget i Newroz, var hans hjem blevet ransaget af myndighederne, som havde medtaget bøger og fotografier af ansøgeren sammen med eksponerede kurdere. Efterfølgende var hans forældre flere gange blevet opsøgt af myndighederne, som ledte efter ansøgeren, og ansøgerens fader er flere gange blevet taget med af myndighederne og senere løsladt efter nogle timer. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren videre oplyst, at han under tilbageholdelserne i Aleppo i 2007 var udsat for falanga-tortur et par gange om dagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Vedrørende tilbageholdelsen i Aleppo i 2007 lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilket år tilbageholdelsen fandt sted, og at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han var udsat for falanga-tortur et par gange dagligt, hvilket torturundersøgelsen ikke har påvist tegn på. Vedrørende begivenhederne op til udrejsen har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens oplysninger om, at hans hus i Aleppo blev ransaget, og at myndighederne herunder fandt belastende materiale, ikke støttes af ansøgerens øvrige oplysninger om forløbet forud for udrejsen. Det fremgår således ikke, hvorfor myndighederne under Newroz-festen skulle være blevet opmærksomme på ansøgeren. Endvidere opholdt ansøgeren sig i Aleppo i fire til fem måneder inden udrejsen. I denne periode var han på sin bopæl og konstaterede, at myndighederne havde fjernet materialet, og han skaffede sig et pas, som han foreviste ved udrejsen, uden at dette medførte problemer. På denne baggrund finder nævnet, at forklaringen ikke fremstår som selvoplevet, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse”. syri/2012/2
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagens afgørelse med henblik på at foranstalte en torturundersøgelse af ansøgeren. I 2012 modtog Flygtningenævnet en rapport fra vedrørende resultatet af torturundersøgelsen. Sagen blev herefter afgjort på formandskompetencen, da betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, åbenbart måtte anses for opfyldt, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Al-Hasaka i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, der har tilbageholdt ham i cirka to måneder og under tortur afhørt ham om hans aktiviteter i det kurdiske område i Irak, hvor han har arbejdet i en periode på seks måneder fra efteråret 2009 og frem til foråret 2010. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans pas blev konfiskeret, da han foreviste det i forbindelse med sin genindrejse i Syrien. De syriske myndigheder tog ham med til et fængsel i Qamishli, hvor han under sit 10 dage lange ophold blev registreret, men ikke afhørt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter 10 dage blev overført til et fængsel i Al-Hasaka, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter i Irak, herunder et eventuelt samarbejde med kurdiske partier. I fængslet blev han udsat for slag og spark samt forskellige former for tortur. Blandt andet blev han slået under sine fødder, der var bundet sammen. Han blev løsladt på betingelse af, at han underskrev en samarbejdsaftale med de syriske myndigheder om at give dem oplysninger hver 15. dag på politistationen om kurdiske partier, herunder deres møder og aktiviteter. Ansøgeren har videre oplyst, at han to uger efter løsladelsen tog hen til fængslet og fortalte, at han ikke havde nogen oplysninger at give, da han ikke havde forbindelse til nogen kurdiske partier, hvorefter han fik at vide, at han ville blive fængslet og udsat for overgreb, hvis ikke han havde konkrete oplysninger med, næste gang han skulle møde op 15 dage senere. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger om at have været udsat for tortur støttes af den foretagne torturundersøgelse. Af konklusionen fremgår: ”Ud fra det samlede billede, og som svar på spørgsmål stillet fra Flygtningenævnet om, hvorvidt der kan påvises torturfølger og om disse kan være opstået på det angivne tidspunkt, vurderes det sandsynligt, at fundene er følger efter tortur, næseskævheden kan være følge af ubehandlet brud, pådraget under tortur på det angivne tidspunkt i 2010.” Flygtningenævnet lægger herefter efter ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 2010 har været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder, der på grund af hans ophold i Irak mistænkte ham for at have samarbejdet med kurdiske partier. Efter løsladelsen skulle han have samarbejdet med myndighederne, men han valgte i stedet at udrejse illegalt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/18
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra de syriske myndigheder. Han blev fængslet af myndighederne i foråret 2010 som mistænkt for at forberede sig til Newroz. I sommeren 2010 lykkedes det faderen at løskøbe ham. Politiet, der havde modtaget klager over, at ansøgeren holdt politiske møder på sin bopæl, opsøgte ham i slutningen af 2010 og tilbageholdt ham i 48 timer. Der blev fra foråret 2011 afholdt flere politiske møder på hans bopæl. I sommeren 2011 blev han under en forretningsrejse til Damaskus ringet op af sin nabo, som fortalte ham, at politiet holdt udenfor ansøgerens bopæl. Nogle timer senere blev han ringet op af en af sine medarbejdere, der fortalte, at politiet havde spurgt efter ansøgeren i ansøgerens forretning, idet de havde fundet kurdiske aviser og mapper på ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog efterfølgende hen til en ven, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i sommeren 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret udbyggende, idet han først under mødet med sin advokat har forklaret, at han har været politisk aktiv og herunder har været medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren har derimod til politiet den […] 2011, i asylansøgningsskema den […] 2011 og under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 oplyst, at han ikke har været politisk aktiv. Nævnet finder ikke, at ansøgerens oplysning om, at han var utryg ved en tolk, bange og havde koncentrationsproblemer, kan begrunde denne udbygning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således om sin faders aktivitet for Yekiti-partiet i asylansøgningsskemaet oplyst, at hans familie ikke har været aktive for politiske partier, og at de ikke har været anholdt eller fængslet. Ansøgeren har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 oplyst, at hans fader har været aktiv for Yekiti-partiet og været anholdt flere gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere i asylansøgningsskemaet oplyst, at han ved sin anholdelse i slutningen af 2010 var sammen med sine venner på sin bopæl og blev anholdt sammen med disse, hvorimod han til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har forklaret, at han var alene hjemme på bopælen ved sin anholdelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/16
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste i 2005, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. I 2011 søgte ansøgeren asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle bo alene, ligesom hun som følge af den generelt vanskelige situation i Syrien frygter, at hun eller andre i hendes familie vil blive udsat for overgreb eller dræbt. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne på trods af oplysningerne om ægtefællens aktiviteter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren siden udrejsen har indrejst fem gange i hjemlandet uden problemer – sidste gang endda efter indgivelsen af asylansøgningen – og at ansøgeren først har ansøgt om asyl mere end seks år efter indrejsen i Danmark. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Hertil kommer, at ansøgeren fremstår helt uprofilleveret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/15
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2012 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra al Malikia i Syrien. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de risikerer forfølgelse som følge af deres etnicitet samt den mandlige ansøgers aktiviteter for Yekiti-partiet før deres udrejse af Syrien i sommeren 2009. Under ansøgernes ophold i Danmark har den mandlige ansøger deltaget i en sultestrejke […] i 2010. Den mandlige ansøger er i denne forbindelse blevet både fotograferet og filmet, hvorefter billederne og filmoptagelserne er blevet offentliggjort på blandt andet hjemmesiderne Facebook og Youtube. De syriske myndigheder har fået kendskab til dette, hvorefter de har opsøgt den mandlige ansøgers familie i Syrien samt midlertidigt fængslet både ansøgerens far og bror. Ansøgeren har tillige deltaget i en kortvarig sultestrejke i 2012 på asylcenteret. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger heller ikke for nævnet i dag har forklaret overbevisende om de konflikter, der gav anledning til udrejsen af Syrien. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring forrykker grundlaget for det tidligere nævns troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet lægger som det tidligere nævn til grund, at den mandlige ansøger har udført aktiviteter for Yekiti-partiet forud for udrejsen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren har deltaget i en sultestrejke heri landet i efteråret 2010 sammen med en mindre gruppe andre asylansøgere. Ansøgerens deltagelse fremgår af en række foreviste videoklip, der ikke indeholder oplysninger om ansøgerens identitet, og som er offentliggjort på Youtube og i tv. Det fremgår heraf, at sultestrejken i 2010 var rettet mod syriske asylansøgeres forhold her i landet og tillige indeholdt kritik af det syriske regime. I forlængelse heraf vil Flygtningenævnet ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har udtalt sig i anledning af sultestrejken til ROJ TV. Flygtningenævnet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at de syriske myndigheder i anledning af sultestrejken har opsøgt ansøgerens familie. Når der henses til, at den mandlige ansøger forud for udrejsen havde udført aktiviteter for Yekiti-partiet sammenholdt med den eksponering, der er sket af ham gennem det fremlagte videomateriale, finder Flygtningenævnet efter en helhedsvurdering, at ansøgeren under de aktuelle forhold i Syrien ved en tilbagevenden må antages at være i risiko for at komme i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] og […] samt tre børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/13
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I slutningen af 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Senere i 2010 modtog Flygtningenævnet resultatet torturundersøgelsen. I 2011 besluttede nævnet, efter at sagen havde været udsat i skriftlig votering, at indhente en supplerende udtalelse fra Retslægerådet. I slutningen af 2011 modtog Flygtningenævnet udtalelsen fra Retslægerådet. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder fra landsbyen […]ved Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer, men han har efter opfordring af en ven sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans far var medlem af, og han har i den forbindelse deltaget i flere partimøder, ligesom han har deltaget i flere fester i anledning af fejringen af det kurdiske nytår. Ansøgeren har endvidere i sin skrædderforretning i Aleppo efter bestilling syet kurdiske folkedragter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret på ny, fordi de syriske myndigheder har fået kendskab til, at han har syet kurdiske folkedragter og flag, og fordi han er udrejst illegalt efter at være blevet pålagt meldepligt. Ansøgeren har til sagen oplyst, at otte-ti politifolk i foråret 2008 ransagede hans skrædderforretning og fandt nogle kurdiske folkedragter og flag, som han havde syet efter bestilling fra en irakisk kunde. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt af politiet i cirka en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren dagligt afhørt og tortureret af politiet. Herefter blev ansøgeren overført til det centrale fængsel i Aleppo, hvor han var fængslet i cirka otte måneder. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han skulle give møde hos politiet og afgive oplysninger om politiske partier mv. Han mødte op de to første gange, men udeblev den tredje gang, fordi han var bange for at blive slået på ny. I stedet tog han ophold hos en slægtning i[…], indtil han udrejste i slutningen af 2008. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark haft kontakt med familiemedlemmer i Syrien, som har oplyst, at hans families bopæl er opsøgt flere gange af de syriske myndigheder, og at faderen har været tilbageholdt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring giver anledning til tvivl. Ansøgeren har således udbygget sin forklaring blandt andet om omfanget af torturen i fængslet i Aleppo, ligesom nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det i forbindelse med nævnsmødet fremlagte fotografi, der skulle være taget af ansøgeren under hans fængselsophold af en medfange, fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet dog i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på det anførte i rapporten fra Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet af […]2010 og Retslægerådets udtalelse af […]2011, hvoraf det blandt andet fremgår, at ansøgeren meget muligt kan have været udsat for tortur. Nævnet finder på den baggrund ikke, at divergenserne og udbygningerne i ansøgerens forklaringer har haft et sådant omfang og karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte de centrale dele af ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i otte måneder og været udsat for tortur, efter at de syriske myndigheder i foråret 2008 ransagede hans forretning og konfiskerede kurdiske folkedragter og flag. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien og de syriske myndigheders fremfærd i forhold til mulige medlemmer af oppositionen, finder Flygtningenævnet det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2012/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på indhentelse af oplysninger om den generelle situation i Syrien. Sagen er afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder fra Al-Hasaka i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation. Ansøgeren har dog sympatiseret med de politiske partier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af den syriske efterretningstjeneste, idet han mistænkes for at have været politisk aktiv, ligesom han mistænkes for at være i ledtog med sin læremester – en fotograf med tilknytning til kurdiske partier. Lærermesteren blev anholdt af myndighederne i 2009, hvorefter ansøgeren forlod Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i efteråret 2008 var tilbageholdt i 15 dage, idet myndighederne mistænkte ansøgeren og et antal andre etniske kurdere for at have væltet et billede af præsidenten. Ansøgeren blev løsladt uden betingelser. Endelig har ansøgeren henvist til han frygter at skulle aftjene værnepligt, idet kurdere generelt bliver udsat for chikane og overgreb under aftjeningen af værnepligt. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han i sommeren 2009 var nødsaget til at forlade Syrien på grund af aktuel risiko for myndighedsforfølgelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, dels om hvornår og under hvilke omstændigheder han modtog et opkald fra lærermesterens søn og dels om sit forudgående kendskab til denne søn. Ligeledes har ansøgeren i asylansøgningsskemaet oplyst, at sønnen til myndighederne oplyste, at han ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig, hvorefter ansøgeren under gensamtalen hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at sønnen til myndighederne oplyste, at ansøgeren var til festen og under nævnsmødet har oplyst, at Sikkerhedstjenesten var bekendt med hans opholdssted på grund af deres tilstedeværelse ved festen. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorledes sønnen er kommet i besiddelse af ansøgerens telefonnummer. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han i efteråret 2008 var frihedsberøvet af de syriske myndigheder. Nævnet finder dog ikke, at dette forhold i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser og ikke efterfølgende har været udsat for myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for etniske kurdere under værnepligt ikke i sig selv kan begrunde asyl. Herefter, og når henses til, at ansøgeren må anses for helt uprofileret, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2012/11
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en landsby i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har sympatiseret med de kurdiske partier og i den forbindelse deltaget i enkelte møder og på anden vis hjulpet partierne. Ansøgeren har taget en uddannelse som farmaceut i udlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har hjulpet tilskadekomne under uroligheder i en navngiven by i foråret 2010 med blandt andet medicin. Den […] blev han anholdt af myndighederne, og han var tilbageholdt i cirka tre måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for overgreb. Han blev løsladt, idet han indvilligede i at videregive oplysninger om de kurdiske partier og andre kurdere til myndighederne. Ansøgerens bopæl er blevet ransaget flere gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har brudt aftalen med myndighederne ved at skjule sig og senere udrejse illegalt af Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne under hele forløbet har været konsistent og virket troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har udleveret medicin til en bekendt, som viderebragte medicinen til sårede kurdere. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren som følge heraf blev anholdt af myndighederne og tilbageholdt i cirka tre måneder. Flygtningenævnet lægger desuden til grund, at ansøgeren blev løsladt mod at love at samarbejde med myndighederne, hvilket han ikke gjorde, men i stedet flygtede ud af Syrien. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er kommet således i de syriske myndigheders søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/1
Nævnet hjemviste i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren for kort tid siden er fyldt 14 år. Ansøgeren fremtrådte ikke moden og med tilstrækkelig indsigt, hvad en asylsag indebærer. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemføre en asylprocedure. Flygtningenævnet beslutter derfor at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice.” syri/2011/9
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra en navngiven by i Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er stærk sympatisør af Yekiti-partiet, og at han som musiker har en tæt relation til partiet. Han har flere gange været med til at arrangere Newroz festligheder, også efter det blev forbudt i 2008. Ansøgeren blev anholdt af sikkerhedstjenesten i foråret 2008 og tilbageholdt i to dage. I foråret 2009 blev han på ny anholdt og tilbageholdt i cirka to måneder. Hans bopæl blev ransaget og ting fra hans danse-, sang- og teatergruppe blev konfiskeret. Ansøgeren blev løsladt mod at underskrive en erklæring, der bl.a. forbød ham at deltage i kurdiske fester. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende under sagen om sin rolle som musiker. Under den detaljerede forklaring til Udlændingeservice har ansøgeren flere steder været inde på sin deltagelse i forskellige orkestergrupper. Han har forklaret, at han på et tidspunkt har stået for dansegrupper, men ellers har hans rolle ifølge forklaringen været af underordnet karakter. Han har alene været til arrangementer, som Yekiti-partiet stod for, når han har skullet spille. Forklaringen om, at han var programlægger og havde en særlig fremtrædende rolle under optrædener, er først kommet frem i forbindelse med hans samtale med hans advokat. Det er også først under samtalen med hans advokat, at ansøgeren har forklaret om et nærmere samarbejde med en navngiven person. Samlet finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren som musiker adskilte sig fra de andre musikere, som han spillede i orkester med. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingeservice, at ingen af de andre musikere har haft problemer med myndighederne. Ansøgeren har forklaret om to gennemførte tilbageholdelser, først en kortvarig i foråret 2008, derpå en længerevarende i foråret 2009, og endelig en påtænkt anholdelse i foråret 2010. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at ansøgeren i de mellemliggende perioder ifølge sin forklaring ikke er blevet opsøgt af myndighedspersoner. Det stemmer efter Flygtningenævnets opfattelse dårligt med den angivelige baggrund for tilbageholdelserne. Navnlig er det påfaldende, at ansøgeren efter den anden angivelige tilbageholdelse, der blev afsluttet på betingelse af, at ansøgeren samarbejdede med myndighederne, ikke hørte fra myndighederne. Ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den angivelige anholdelsesaktion i foråret 2010 virker ikke overbevisende, herunder at en slægtning, som nabo til ansøgeren, var i stand til at advare ansøgeren om opbuddet af myndighedspersoner på hans bopæl og samtidig kendte til den angivelige anholdelse af ansøgerens kontaktperson. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder om ødelæggelsen af hans musikinstrument og omstændighederne i forbindelse med hans udrejse, herunder hvordan den blev arrangeret, og hvordan han flygtede. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at hverken ansøgerens svoger, som havde introduceret ansøgeren for en navngiven person, eller hans fætter – begge medlemmer af Yekiti-partiet – efter det oplyste har haft problemer med de syriske myndigheder. Det er herefter Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgerens forklaring om, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys, er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. syri/2011/8
Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: At ansøgeren er statsløs etnisk kurder, sunni-muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med det Demokratiske Kurdiske Parti i Syrien. Ansøgeren var i foråret 2008 anholdt i to måneder på grund af sin deltagen i en demonstration, der var rettet mod politiets drab på tre kurdiske mænd. Efterfølgende begyndte ansøgeren at hjælpe en bekendt med at transportere politisk materiale, herunder bøger og blade. I vinteren 2009 blev den lastbil, hvori ansøgeren var passager, ransaget, og der blev fundet en kasse med politisk materiale. Ansøgeren blev tilbageholdt i halvanden måned. Ved sin løsladelse skulle han skrive under på, at han ikke ville fortsætte med at være politisk aktiv, og han blev pålagt meldepligt. Ved indkaldelsen til den tredje meldepligt i foråret 2010 valgte ansøgeren ikke at møde frem og forlod Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive livsvarigt fængslet, dødsdømt eller udsat for tortur, fordi han er udrejst illegalt af Syrien, samt fordi han har undladt at overholde sin meldepligt. Et flertal af Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren to gange har været fængslet på grund af sit tilhørsforhold til det Demokratiske Kurdiske Parti. Uanset at ansøgeren ikke i forbindelse med asylansøgningsskemaet har oplyst om, at han i forbindelse med løsladelsen fra den seneste frihedsberøvelse i 2009, blev pålagt meldepligt og blev opfordret til at samarbejde med de syriske myndigheder, finder flertallet, at det må lægges til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter sammenholdt med de to frihedsberøvelser sandsynliggør, at ansøgeren er bragt i myndighedernes søgelys, og dermed ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/7
Nævnet stadfæstede i februar2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, yezidi af trosretning og syrisk statsborger fra en navngiven by ved Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans arbejdsgiver […] i foråret 2010 fik viden om ansøgerens religion, hvorefter arbejdsgiveren og nogle af ansøgerens andre kolleger begyndte at chikanere ansøgeren, og at chikanen [………] 2010 udviklede sig til et slagsmål. Han har videre henvist til, at han formoder, arbejdsgiveren har anmeldt ham til de syriske myndigheder som aktiv for PKK og islam-kritisk, idet myndighederne ifølge faderens telefoniske oplysninger har opsøgt ansøgerens bopæl for at få fat i ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist om omfanget af chikanen, som følge af at han var yezidi, og hans forklaring om asylmotivet fremstår i øvrigt ikke overbevisende. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerens arbejdsgiver først efter to år blev klar over ansøgerens religiøse tilhørsforhold med den konsekvens, at han overfaldt ansøgeren og fabrikerede en falsk anklage om, at ansøgeren havde udført aktiviteter for PKK eller andre kurdiske partier. Hertil kommer, at det fremstår som usandsynligt, at myndighederne i løbet af få timer skulle iværksætte en eftersøgning af ansøgeren, også henset til, at ansøgeren fremstår som helt uprofileret og aldrig har haft politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren på en overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. De generelle forhold for yezidier kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. syri/2011/6
Nævnet behandlede i februar 2011 en sag vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Syrien og Albanien, et fælles barn samt den kvindelige ansøgers to særbørn. Nævnet meddelte den mandlige ansøger og parrets fællesbarn opholdstilladelse (K-status) mens nævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger og hendes to særbørn. Indrejste sammen i 2010. Den mandlige ansøger, der er syrisk statsborger, blev i forbindelse med Newroz anholdt af politiet og tilbageholdt i en periode, hvor han også blev udsat for vold. Efter løsladelsen blev han pålagt meldepligt, men inden han skulle give møde første gang, flygtede han ud af landet. I Tyrkiet mødte han en kvinde fra Albanien og indgik ægteskab med hende. Den kvindelige ansøger havde i Albanien levet sammen med en mand, uden de var gift, og de havde endvidere fået børn sammen. Samleveren forlod den kvindelige ansøger, mens hun ventede deres andet barn, hvorefter hun udrejste af Albanien, fordi hun følte sig chikaneret som følge af hendes civilstatus som enlig moder til børn, født udenfor ægteskab, ligesom hun frygtede for familiens reaktion. Flygtningenævnet udtalte: ”A den mandlige ansøger er etnisk kurder fra en by i Syrien Den mandlige ansøger har aldrig været medlem af et politisk parti, men han har sympatiseret med Yekiti-partiet, som han har bidraget til både økonomisk og ved at lave kurdiske folkedragter til en kunstnergruppe. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har gjort gældende, at han blev tilbageholdt i forbindelse med Newroz i 2009, idet hans bil blev ransaget, og der blev fundet lydudstyr, der skulle anvendes til Newroz festen. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i omkring en måned. Han blev løsladt på betingelse af, at han skulle spionere for sikkerhedstjenesten, og han blev pålagt meldepligt. Kort tid efter løsladelsen flygtede ansøgeren fra Syrien. Han har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, udsat for tortur og slået ihjel i fængslet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Albanien, fordi hun blev udstødt at det lokalsamfund, hun boede i, ligesom hendes fader har slået hånden af hende, fordi hun på daværende tidspunkt levede sammen med en mand, som hun også fik børn sammen med, uden at de var gift. Hun kan ikke bosætte sig væk fra familien, fordi hun ikke har nogen indtægt i Albanien. Endvidere vil hun ikke kunne få økonomisk hjælp af myndighederne i Albanien, så hun vil ikke kunne klare sig selv som enlig moder, såfremt hendes ægtefælle bliver udsendt til Syrien. Hun har forklaret, at ægtefællen ikke kan bo i Albanien, fordi han ikke har nogen id-dokumenter. Endvidere kan familien ikke vende tilbage til Syrien, fordi hendes ægtefælle har problemer med de syriske myndigheder. Hun er usikker på sin eventuelle fremtid i Syrien som enlig moder, såfremt hendes ægtefælle igen bliver fængslet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret konsistent og troværdigt. Vedrørende den mandlige ansøger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin tidligere fængsling, som mistænkt for kurdiske politiske aktiviteter, og de efterfølgende betingelser for hans løsladelse, vil være i en konkret risiko for fornyet tilbageholdelse og overgreb fra de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien, herunder i forbindelse med indrejsen. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger, og parternes fælles barn […] opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingeservice. Derimod finder flygtningenævnet ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort et asylgrundlag. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at hun ikke har haft problemer med de albanske myndigheder, og at hun ikke inden udrejsen er blevet hverken opsøgt eller truet af sin fader, ligesom hendes antagelse om, at hendes ægtefælles kulturelle baggrund skulle kunne skabe problemer, alene hviler på hendes egen formodning. I øvrigt ville der i så fald være tale om en privatretlig konflikt, som hun må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse vedrørende den albanske statsborger […..] og hendes to børn […..]. syri/2011/5
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen blev sambehandlet med sagerne vedrørende den kvindelige ansøgers sønner. Indrejst i april 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs, etnisk kurder og muslim af trosretning fra en navngiven by i Qamishli provinsen i det nordlige Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse af myndighederne, fordi hun har citeret et digt med politisk indhold. Ansøgerens søn […] har forklaret, at han var tilbageholdt og udsat for tortur i omkring to måneder efter demonstrationen i Qamishli den […] 2004. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om denne begivenhed, at mange blev anholdt og tilbageholdt. Han har til Udlændingeservice forklaret, at han ikke efterfølgende havde konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring under nævnsmødet til grund om, at myndighederne i årene 2004 til 2010 ofte chikanerede ham på hans arbejdspladser, og herunder tvang ham til at udlevere gratis brød til dem. Flygtningenævnet lægger derimod til grund, at sønnen ikke havde problemer med myndighederne i 2004 til 2010. Ansøgeren og sønnen har forklaret, at deres asylmotiv er, at de er forfulgt af myndighederne som følge af, at sønnen deltog i opførelsen af et teaterstykke, og ansøgeren citerede et digt under en mindehøjtidelighed for sønnens fætter, som døde efter at være såret under demonstrationen den […] 2004. Denne forklaring kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, men finder den konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen er blevet udbygget, herunder med hensyn til deltagerkredsen, at det henset til deltagerkredsen og arrangementets private karakter er usandsynligt, at det skulle være kommet i myndighedernes kundskab, at det er usandsynligt, og at myndighederne få timer efter arrangementet har kunnet identificere ansøgerne og finde frem til deres bopæl. Det forekommer også bemærkelsesværdigt, at myndighederne ikke rettede henvendelse på ansøgerens søsters bopæl. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at sønnen turde medvirke i et skuespil med politisk indhold, som skulle opføres offentligt under den kommen Newroz fest, når han ifølge sin egen forklaring var i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at myndighederne følger Newroz festlighederne og ofte foretager anholdelser og tilbageholdelser i forbindelse hermed. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. syri/2011/4
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har i marts 2004 deltaget i en fodboldkamp i Qamishli, i marts 2010 var han med til at fejre Newroz, og i 2011 deltog han i en demonstration på Rådhuspladsen, hvis formål var at vise sympati med de demonstrationer, der fandt sted i Syrien. Ved de to seneste demonstrationer bar han kurdiske flag. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han i 2004 i Qamishli blev fængslet i omkring fire måneder og udsat for umenneskelig behandling, efter at han var blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten i forbindelse med fodboldkampen. I 2010 blev ansøgeren genkendt, da han deltog i Newroz, og han blev forsøgt anholdt af fire myndighedspersoner. Ansøgeren flygtede, men hans broder blev to gange efterfølgende fængslet i en periode af 14 dage i forbindelse med myndighedernes eftersøgning af ansøgeren. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i forbindelse med demonstrationen i København i maj 2011 blev filmet og fotograferet, og at billederne af ham er blevet offentliggjort på Internettet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger på en række centrale punkter i sagen. Han har vedrørende den omtalte fodboldkamp forklaret divergerende om tidspunktet. Til samtalen med Udlændingestyrelsen har han således flere gange forklaret, at den fandt sted den 11. april 2004, og at han er sikker på, at det var i april og ikke i marts. Flygtningenævnet bemærker, at uanset om det kan lægges til grund for sagen, at han har deltaget i de konfrontationer, som efter ansøgerens oplysninger fandt sted ved den pågældende fodboldkamp, og at han efterfølgende har været tilbageholdt i fire måneder, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren efterfølgende er blevet løsladt, og at han i øvrigt har forklaret divergerende om myndighedernes efterfølgende angivelige henvendelser. For så vidt angår hans deltagelse i Newrozfesten den 21. marts 2010 bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at han hverken til asylregistreringsrapporten eller ved asylmotivsamtalen med Udlændingestyrelsen har nævnt noget om den episode ved Newrozfesten, som han senere har fortalt om. Til samtalen med Udlændingestyrelsen har han endvidere ikke nævnt noget om, at hans storebroder er blevet tilbageholdt som følge af, at ansøgeren flygtede fra Newrozfesten. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret usikkert og divergerende om storebroderens angivelige tilbageholdelse til advokaten og under nævnets behandling af sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til asylmotivsamtalen har forklaret, at moderen og broderen havde det godt, og at der ikke havde været nogen og lede efter ansøgeren, efter han udrejste fra Syrien. Ansøgeren har endvidere i dag forklaret noget divergerende om, hvor Newrozfesten fandt sted, idet han både har nævnt en landsby, og foreholdt at han til samtalen med Udlændingestyrelsen har angivet en anden landsby, har han korrigeret sin forklaring under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne lægge til grund for sagen, at ansøgeren har været udsat for den episode den 21. marts 2010, som han har forklaret om. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at han er blevet fotograferet under en demonstration i 2011 på Rådhuspladsen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han herved er blevet identificeret og eksponeret over for de syriske myndigheder på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder det ej heller under de ovennævnte omstændigheder sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2011/39
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk kurder fra […]i Halabja, Syrien. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder fra et navngivent område i Qamishli, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger deltog for første gang i en demonstration i foråret 2004, hvor han gik forrest, på baggrund af myndighedernes drab af kurdere i forbindelse med en fodboldkamp i Qamishli i foråret 2004. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og herunder udsat for tortur af de syriske myndigheder, fordi han har deltaget i en mindehøjtidelighed for ofrene i Halabja, hvor han sammen med 50 andre trængte ind på en politistation. De hev plakater af præsidenten ned og brændte det syriske flag. Senere samme dag deltog han i en demonstration imod myndighedernes drab af kurdere i Qamishli, hvor han lavede hærværk på en statue af præsidenten og brændte det syriske flag. Efter demonstrationen tog han hjem og fortalte sin fætter, at han mente, at demonstrationen var blevet filmet af folk med mobilkameraer på 20-25 meters afstand. Fætteren rådede herefter den mandlige ansøger til at skjule sig. Den mandlige ansøger tog hen til noget familie i en by beliggende 20 minutters kørsel derfra, hvor han opholdt sig i lidt over én måned, inden han udrejste af Syrien. Efterfølgende blev den mandlige ansøgers broder fængslet og underkastet tortur og løsladt, da man fandt ud af hans rette identitet. Myndighederne har flere gange søgt forgæves på bopælen. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger som forklaret har deltaget i demonstrationer tilbage i 2004, hvorunder han begik hærværk mod offentlig ejendom, herunder symboler. Den mandlige ansøger har opholdt sig i en årrække i Grækenland uden at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker, at dette forhold i almindelighed vil tale imod, at en ansøger har et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder uanset dette i det væsentlige at kunne lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Henset til baggrundsoplysningerne finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer på baggrund af den mandlige ansøgers aktiviteter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet under det nuværende styre vil være i reel risiko for forfølgelse. Den mandlige ansøger anses derfor for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger ikke har begået vold men alene hærværk i forbindelse med symboler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at den mandlige ansøger i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2 skal udelukkes fra opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger og barnet meddeles i konsekvens heraf opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/38
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han sympatiserer dog med alle kurdiske partier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den 21. marts 2008 deltog i fejringen af Newrouz i Afrin. Ansøgeren optrådte på en scene udendørs i en bydel ved navn […]. Om morgenen den […]2008 opsøgte sikkerhedsmyndighederne ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren blev kørt til sikkerhedstjenestens Palæstina afdeling i Damaskus. Han var tilbageholdt i ni måneder, hvor han blev udsat for vold og tortur. I forbindelse med løsladelsen den 21. december 2008 skulle han underskrive en erklæring om, at han ikke ville synge kurdiske politiske sange. Frem til sommeren 2010 blev ansøgeren tilsagt hos sikkerhedsmyndighederne i Aleppo tre eller fire gange. Den […] 2010 deltog ansøgeren i et interview til MMC på ROJ Tv’s musikkanal om kultur og musik fra Afrin, herunder om myndighedernes undertrykkelse af kurdernes ytringsfrihed. To dage senere ringede ansøgerens ven […] og fortalte, at journalisten, der havde interviewet ansøgeren, var blevet anholdt, og at interviewet var blevet konfiskeret af myndighederne. Ansøgeren gik under jorden i tre dage, før han udrejste af Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren grundlæggende virker troværdig. Han udtrykker sig generelt kortfattet og Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet kan heller ikke tillægge det afgørende betydning, at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret divergerende. Det må herefter lægges til grund, at ansøgeren var tilbageholdt i ni måneder i 2008, hvorunder han kan være blevet udsat for tortur, som følge af, at han havde optrådt som forsanger med kritiske kurdiske sange. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren afgav interview i vennen […] lejlighed, hvorunder han fortalte sig, idet han udtalte sig kritisk om de syriske myndigheder. Han aftalte med journalisten, at disse udtalelser inden udsendelse af interviewet skulle anonymiseres. To dage efter erfarede ansøgeren gennem en nabo og fælles ven til […], at intervieweren var blevet anholdt, og at ansøgeren var i søgelyset. Umiddelbart efter udrejste ansøgeren. Herefter meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdtilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/37
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […] i Al-Hasaka-amtet, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti-partiet, men har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet, idet sikkerhedstjenesten er bekendt med, at han har kontakt med en fremtrædende eksilpolitiker inden for Yekiti-partiet, […], som opholder sig i USA, og at han selv ligeledes vil blive opfattet som værende imod det syriske regime. Hertil kommer, at sikkerhedstjenesten er bekendt med, at han her i landet har deltaget i to demonstrationer vendt mod det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kan dog ikke lægge ansøgerens nye forklaring for nævnet om fund af belastende materiale på ansøgerens USB-stik, til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som følge af sin tætte forbindelse med […], der må antages at være kommet til den syriske sikkerhedstjenestes kendskab, sammenholdt med indholdet af materialet fra ansøgerens computer og sammenholdt med ansøgerens aktiviteter her i landet, af de syriske myndigheder må antages at blive anset for værende kritisk overfor regimet, og at han derfor risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin politiske opfattelse. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/36
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Al-Malikia i Syrien. Ansøgeren har siden slutningen af 2008 været medlem af Det Demokratiske Kurdiske Parti, Al-Parti. Ansøgeren holdt til tider vagt, uddelte løbesedler og deltog i månedlige møder. Ansøgeren var endvidere deltager i en celle på seks personer. Ansøgerens fader var ligeledes medlem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2009 deltog i en fredelig demonstration mod myndighederne på et stykke jord som myndighederne ville fordele til araberne, selvom det tilhørte landsbyens beboere. Der opstod sammenstød mellem myndighederne og de demonstrerende, og ansøgeren blev anholdt og taget med af myndighederne. Han blev fængslet i 17 dage og blev i perioden afhørt og udsat for vold. Den […]2009 blev han løsladt mod at underskrive en erklæring. Ansøgeren blev efterfølgende bortvist fra sin skole på grund af en sikkerhedsvurdering fra myndighederne. Ansøgeren opførte sig voldeligt på skoleinspektørens kontor, da han blev orienteret om bortvisningen, hvorfor inspektøren ringede efter sikkerhedstjenesten. Ansøgeren flygtede hen til sin bedstefader. Sikkerhedstjenesten opsøgte ansøgerens bopæl og ransagede hjemmet, hvor de fandt politisk materiale. De afhørte endvidere ansøgerens moder. Efter 10 dages ophold hos bedstefaderen udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger overordnet vægt på, at ansøgeren under sagen har forklaret markant udbyggende og divergerende. Ansøgerens forklaring om, at hans familie blev udsat for konfiskation af jord, har ikke virket overbevisende og selvoplevet, herunder at en angivelig omfattende ekspropriation hos flere medlemmer sker i realiteten uvarslet og ved at myndighedspersoner, hvis adfærd ansøgeren har haft svært ved at beskrive, er mødt op i landsbyen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har udbygget sin forklaring i forhold til oplysningerne i asylskemaet for så vidt angår episoden på hans skole og ransagningen på hans bopæl. Ansøgeren har ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor sådanne afgørende oplysninger ikke fremkom i skemaet. Ansøgeren er veluddannet og har i øvrigt afgivet relativt detaljerede oplysninger i skemaet. Forklaringen om at politiet skulle have handlet pligtstridigt ved at sige, at ansøgeren skulle formulere sig kortfattet, findes utroværdig. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at han deltog i en celle med seks personer. Han har først oplyst herom under samtalen med sin advokat og har i øvrigt haft svært ved at holde sammen på, hvem der var deltagere i den angivelige celle. Ansøgeren har oplyst i skemaet, at det var hans moder, som bragte ham bud om, at han skulle gemme sig, hvorimod ansøgeren efterfølgende har forklaret, at han fik sin ven til at tage tilbage til familiens bopæl, hvorved han fik underretning fra familien. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende til asylsamtalen, at faderen havde haft politisk materiale liggende, hvorimod han senere har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys, eller at han ved en tilbagevenden udsætter sig for konkret risiko for forfølgelse efter udlændingelovens§ 7, stk. 1 eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Syrien og den omstændighed, at ansøgeren måtte være udrejst illegalt, kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/30
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i Hassaka-området i Syrien. Ansøgeren har boet i Qamishli fra 1990 til udrejsen i 2010. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet på livstid, idet han i foråret 2010 aftjente værnepligt som vagt i grænseområdet mellem Syrien og Irak, hvor han sammen med den anden vagt anholdt tre personer, der forsøgte at krydse grænsen med kurdiske bøger og flag, men ansøgeren lod dem gå, da de var kurdere. Kort efter blev de tre personer anholdt af folk fra den politiske efterretningstjeneste, og de oplyste i den forbindelse, at de havde fået hjælp af den kurdiske grænsevagt. Ansøgeren blev sammen med den anden vagt anholdt, hvorunder de i tre dage blev udsat for tortur, men da de tre kurdere ikke kunne identificere dem, blev de løsladt. Den anden grænsevagt blev fire dage senere igen indkaldt til afhøring, og ansøgeren fik meddelelse om, at han skulle møde til afhøring en eller flere dage senere. Flygtningenævnets flertal forkaster ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, ligesom den på væsentlige punkter er blevet udbygget under sagens behandling. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylregistreringssamtalen har forklaret, at han ikke fortalte den anden grænsevagt […..], at han lod de tre kurdere passere grænsen uden at tilbageholde dem. Ansøgeren har til Udlændingeservice forklaret, at den anden grænsevagt accepterede, at de tre kurdere ikke blev tilbageholdt, og at ansøgeren og den anden grænsevagt ikke var særlig fortrolige. Ansøgeren har under nævnets behandling derimod forklaret, at han og den anden grænsevagt var gode venner og var fortrolige. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at den anden grænsevagt fire dage efter de blev løsladt, blev afhentet til samtale med sikkerhedstjenesten, mens ansøgeren fik besked om at møde tre dage senere. Flygtningenævnets flertal har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin flugt fra militæret. Flygtningenævnets flertal har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren var bekendt med den anden grænsevagt indkaldelse til den anden afhøring, og hvorvidt ansøgeren var vidne til, at den anden grænsevagt blev afhentet til afhøring. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2011/3
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Syrien samt et barn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer. Fra 1982 til 1985 var ansøgeren medlem af en kurdisk dansegruppe, som var en del af partiet al Itihad al Shaabi, som senere blev til Yekiti-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun fra 1994 til 1998 var gift med […], som stammer fra en højtstående Baath-familie, at de fik en søn, […], født i sommeren 1997, men at hendes daværende ægtefælle ikke ville anerkende faderskabet, idet hans familie krævede, at han lod sig skille på grund af ansøgerens etnicitet. Hendes daværende ægtefælle anlagde sag ved retten angående benægtelse af faderskabet, og ansøgeren risikerer fængselsstraf, hvis hun taber sagen, idet hun ville blive anklaget for utroskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet hun i perioden 2009 til 2010 har skjult eftersøgte medlemmer af Yekiti-partiet på sin bopæl, at hendes bopæl er blevet ransaget af efterretningstjenesten i denne forbindelse, at efterretningstjenesten fandt politisk materiale for Yekiti på ansøgerens bopæl, at efterretningstjenesten tilbageholdt ansøgerens far i ti dage for at få ham til at udlevere ansøgeren, og at der er udstedt en arrestordre på hende. Ansøgeren har henvist til, at hendes bror […], der er et højtstående medlem af Yekiti-partiet, er kommet på hendes bopæl, herunder med flere personer, som ansøgeren ikke kendte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren til asylregistreringsrapporten, i asylansøgningsskemaet og til samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret overensstemmende om, at hun på anmodning fra sin bror, […], gav husly i sin lejlighed i Damaskus til flere personer, herunder i halvanden måned til en kvinde og en mand, og at det må lægges til grund, at disse personer havde tilknytning til Yekiti-partiet, som hendes bror var aktivt medlem af. Ansøgeren har endvidere forklaret overensstemmende om ransagningen på hendes bopæl og myndighedernes efterfølgende anholdelse af ansøgerens far, der efter ti dage blev løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han ville give oplysninger om ansøgeren, når han fik kundskab om hendes opholdssted. Nævnet lægger vægt herpå og finder videre, at det efter ansøgerens forklaring fremstår begrundet, at hun først udrejste efter fem måneder, da hun i den mellemliggende periode skulle skaffe penge til udrejsen, herunder ved salg af en forretning. Ansøgeren har forklaret, at hun i denne periode skjulte sig hos en veninde og dennes ægtefælle i et andet kvarter i Damaskus, hvor ansøgerens søn endvidere også opholdt sig i denne periode. De udrejste sammen illegalt. Selvom der for nævnet består nogen tvivl om, i hvilket omfang ansøgeren konkret blev eftersøgt på familiens bopæle i den periode, hvor hun opholdt sig hos veninden, idet ansøgeren har forklaret forskelligt herom, lægger nævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i myndighedernes søgelys og vil risikere tilbageholdelse hos de syriske myndigheder på grund af den bistand, hun har ydet ved at skjule personer med tilknytning til Yekiti-partiet på hendes brors foranledning. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hendes bror for cirka fire måneder siden er blevet anholdt af myndighederne, og at hans skæbne herefter er uvis. I nævnets samlede vurdering af ansøgerens forhold er det endvidere indgået, at ansøgeren ved en tilbagevenden grundet konflikten med sin fraskilte ægtefælle, der efter det oplyste ligesom den fraskilte ægtefælles familie er indflydelsesrige inden for Baath-partiet, endvidere må anses for at være i en udsat position. Nævnet finder herefter, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/29
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Amoda i Syrien. Han har endvidere oplyst, at han ikke er registreret i Syrien (”Maktoum”). Ansøgeren har siden 2003 været medlem af Det Demokratiske Yekiti Parti. Ansøgeren var med i den lokale bestyrelse og underviste børn i kurdisk, uddelte partiets blad, hjalp med at skrive teaterstykker og arrangerede Newroz fester. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at politiet ved Newroz festen den 21. marts 2010 i Al-Raqqah lukkede festen og dræbte og sårede adskillige personer. Det lykkedes ansøgeren at flygte til Qamishli, hvor han opholdt sig hos en ven, […] i cirka to måneder, hvorefter han udrejste. Ansøgeren havde været med til at arrangere Newroz festen. Ansøgerens hjem blev ransaget af myndighederne to-tre gange. To af ansøgerens venner, […] og […] er blevet taget af myndighederne og har formentlig angivet ansøgeren som arrangør af Newroz festen. Ansøgerens venner, […] og […] er blevet i dømt seks år fængsel for at have været med til at arrangere Newroz, og ansøgeren og en fjerde ven […], som gik under jorden er ligeledes blevet idømt seks års fængsel in absentia. Ansøgeren har tidligere været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med urolighederne i Qamishli i 2004. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for tortur. Flygtningenævnet kan i relation til begivenhederne i marts 2010 efter ansøgerens forklaringer lægge til grund for sagen, at ansøgeren var i færd med at skifte til civilt tøj efter at have været iklædt en kurdisk nationaldragt. Ansøgeren stod lige ved siden at den scene, som Yekiti partiet havde til rådighed, og som ansøgeren selv havde været med til at bygge aftenen i forvejen. Der kom myndighedspersoner til stede, som begyndte at skyde på festdeltagerne. Ansøgeren flygtede fra stedet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge til grund for sagen, at ansøgerens bopæl er blevet opsøgt efterfølgende af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at denne oplysning alene beror på, at vennen […] har fået det at vide gennem en nabo til familien. Ansøgeren har flere gange talt med sin fader efter ansøgerens indrejse i Danmark, uden at faderen har kunnet uddybe oplysningerne. Det beror også alene på […] oplysninger til ansøgeren, at ansøgeren skulle have fået en dom på seks års fængsel in absentia. Flertallet finder det endvidere ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hans forudgående politiske aktiviteter er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Den omstændighed, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i 2004, er ikke i sig selv asylbegrundende, da konflikten dengang alene vedrørte en meningsudveksling på gaden, som ikke har haft direkte relation til ansøgerens øvrige politiske aktiviteter. Flertallet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han under en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko i konkret, individuel asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har efter sine egne oplysninger efter indrejsen i Danmark har oprettet en profil på facebook og udført andre kurdisk relaterede aktiviteter. Flertallet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han herved er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2011/27
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ejede sin egen forretning i Damaskus, at han i foråret 2010 blev tilbageholdt i ti dage af myndighederne, hvor han blev tvunget til at fungere som meddeler ved at videregive informationer, som han hørte i sin forretning, at han ikke videregav oplysninger, hvorfor han i sommeren 2010 atter blev tilbageholdt af myndighederne i tre dage, at myndighederne indskærpede hans pligt til at videregive oplysninger og truede ham med fængsel, og at ansøgeren herefter så sig nødsaget til at udrejse af Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark er blevet interviewet af magasinet […] om forholdene i Syrien, og at hans billede fremgår af avisen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har redegjort på overbevisende og troværdig måde om sit asylmotiv, og nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret modstridende om, hvorledes han blev kontaktet af myndighederne i henholdsvis foråret og sommeren 2010. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en plausibel forklaring på denne modstrid og lægger herved vægt på, at der er tale om en central del af ansøgerens asylmotiv. Nævnet finder det endvidere ikke overbevisende, at myndighederne, som ønskede, at anvende ansøgeren som meddeler, skulle have tilbageholdt ham i ti dage, også henset til, at han ifølge sin egen forklaring straks samtykkede til opgaven. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke mere detaljeret har kunnet redegøre for, hvorledes han skulle udføre meddelervirksomheden i relation til myndighederne. Ansøgeren er analfabet og kan således ikke skrive, og det fremstår ikke troværdigt, at myndighederne skulle anmode ansøgeren om at aflytte mulige modstandere af styret uden at forsyne ham med det nødvendige udstyr. Det forhold, at ansøgeren i forbindelse med indrejse risikerer at blive udspurgt af myndighederne findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse. Samlet finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerens billede fremgår af en udgave af[…], kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes, at ansøgerens navn ikke er anført i artiklen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/26
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med Yeketi-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eftersøgt i Syrien og frygter at blive fængslet og henrettet. Ansøgeren har i […] 2009 to gange opbevaret nyhedsbreve for Yeketi-partiet på sit syværksted. Den […] 2009 blev nogle nyhedsbreve, som ansøgeren opbevarede på værkstedet, fundet af myndighederne, der ransagede ansøgerens værksted. Myndighederne ransagede ligeledes ansøgerens families bopæl. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har deltaget i en Newroz-fest i 2006, og at han i den forbindelse blev anholdt og tilbageholdt i to og en halv måned og udsat for overgreb. Ansøgeren blev løsladt, mod at han skrev under på, at han ikke ville begå nye forhold, ligesom han fik meldepligt. Ansøgeren har deltaget i flere marcher og støttet Yeketi-partiet økonomisk siden 2008. Ansøgeren er udrejst illegalt. Ansøgeren har over for sin advokat og under mødet i nævnet oplyst, at hans forklaring til Udlændingestyrelsen om at have sendt et brev til politiet, hvor han udtrykte kritik af de syriske myndigheder, er urigtig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet flertallet ikke kan lægge ansøgerens forklaring under nævnsmødet til grund vedrørende ransagningen og afsløringen af illegalt materiale for Yeketi-partiet. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring herom ikke er fremtrådt som troværdig og sammenhængende med hensyn til omstændighederne i forbindelse med ransagningen og ansøgerens bror […]s rolle. Flygtningenævnets flertal finder det påfaldende, at ansøgeren ikke skulle havde fået kendskab til nærmere detaljer om myndighedernes tilstedeværelse i ansøgerens syværksted, hverken af ansøgerens medarbejder […], der opsøgte ansøgeren umiddelbart efter myndighedernes henvendelse, eller af ansøgerens bror […], som ansøgeren efterfølgende havde besøg af. Flygtningenævnets flertal har desuden lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke har oplyst nærmere om ransagningen af familiens bopæl, uanset ansøgeren efterfølgende har haft besøg af sin familie. Flygtningenævnets flertal finder det desuden påfaldende, at myndighederne ikke har interesseret sig for eller afhørt ansøgerens bror […], som arbejdede i ansøgerens syværksted. Flygtningenævnet har ikke tillagt det afgørende vægt, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen urigtigt har oplyst, at han har sendt et myndighedskritisk brev til politiet. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt sammenholdt med ansøgerens tilbageholdelse i 2006 kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at tilbageholdelsen ligger adskillige år tilbage i tid, at ansøgerens meldepligt ophørte, efter at ansøgeren havde meldt sig […] gange, og at ansøgeren ikke efterfølgende har haft konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2011/25
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Den mandlige ansøger har siden 2000 sympatiseret med Yekiti partiet siden, og han ansøgte i april 2009 om medlemskab i partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske møder i Yekiti partiet og 2-3 gange uddelt løbesedler. Den i slutningen af 2009 ransagede den politiske sikkerhedstjeneste ansøgernes bopæl, fandt politisk materiale og tilbageholdt den mandlige ansøger ind til starten af 2010. Under tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt mod at underskrive en erklæring om ikke at være blevet torteret, ligesom han med underskriften indvilligede i at samarbejde med myndighederne. Efter ansøgernes udrejse har myndighederne flere gange ledt efter den mandlige ansøger på forældrenes og svigerforældrenes bopæl. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaring. Forklaringerne er hver især konsistente og i det store og hele samstemmende, selvom der findes visse mindre divergenser. Nævnet kan ikke udelukke, at disse kan skyldes misforståelser. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes forklaring i sig selv er så usandsynlig, at dette kan give grundlag for at tilsidesætte denne. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger gennem en længere årrække har haft begrænsede politiske aktiviteter, at sikkerhedstjenesten i slutningen af 2009 ransagede hjemmet, hvor de fandt politisk materiale, at den mandlige ansøger blev anholdt og fængslet i cirka en måned, at han under fængslingen blev undergivet tortur, at ansøgerne udrejste illegalt i umiddelbar forlængelse af løsladelsen, uden at have været tilbage på bopælen. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at det må stå myndighederne klart, at den mandlige ansøger ikke ønsker at samarbejde med myndighederne, således som han skrev under på. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af den mandlige ansøgers politiske observans og aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/24
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder født i en navngiven by nær Malikia, men rejste i 2004 til Damaskus, Syrien. Ansøgeren har været aktiv for og sympatiseret med det kurdiske parti PYD i perioden fra 2009 og frem til sin udrejse af Syrien. Ansøgeren ha,r som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder for ulovlig politisk aktivitet for den kurdiske sag. Han har opbevaret og videregivet løbesedler samt deltaget i otte møder for PYD. Han har endvidere to gange fungeret som vagt, da en ven uddelte løbesedler. I foråret 2004 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i forbindelse med en demonstration i Malikia. Under tilbageholdelsen blev han udsat for falanga, og han fik ikke tilstrækkelig mad. I sommeren 2010 ransagede sikkerhedstjenesten ansøgerens bopæl, hvor de fandt to poser med løbesedler. Ansøgeren blev advaret og flygtede. Ansøgerens fader har været anholdt og forhørt tre gange som følge af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at der vel af været mindre divergenser og udbygninger, men at disse ikke har et sådant omfang og karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens aktiviteter for PYD må anses for værende af underordnet karakter og af begrænset omfang. Nævnet lægger imidlertid vægt på, at ansøgerens aktiviteter er blevet opdaget af myndighederne, idet de ransagede hans bopæl og fandt løbesedlerne, og at ansøgeren er flygtet i umiddelbar forlængelse heraf, hvorefter han er udrejst illegalt. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren gennem fængslingen i 2004 må antages at være registreret af de syriske myndigheder, og at ansøgerens familie (to farbrødre) er politisk aktive. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/23
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har været medlem af Yekiti-partiet siden 2004. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han blev anholdt i foråret 2006 under fejringen af Newroz i Aleppo, at han var tilbageholdt i seks måneder, at han blev pålagt månedlig meldepligt ved sin løsladelse, og at han blev afhentet ved sin bopæl hver måned af sikkerhedstjenesten. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han begyndte at trykke politisk materiale i sin boghandel, at boghandlen blev ransaget af sikkerhedstjenesten i vinteren 2007, at sikkerhedstjenesten fandt det politiske materiale, at den mandlige ansøger blev advaret herom af en nabo, hvorefter han flygtede, og at sikkerhedstjenesten herefter har ransaget og opsøgt ansøgerens bopæl flere gange. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Den mandlige ansøger har videre henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Den kvindelige ansøger, har som asylmotiv henvist til, at hun giftede sig med sin ægtefælle mod sin families vilje, hvilket bragte skam over hendes familie, hvorfor hendes familie vil slå hende ihjel. Den kvindelige ansøger har videre henvist til, at hun siden flugten fra sin familie i 2001 er blevet forfulgt af sin familie, og at hun i 2010 blev kidnappet af PKK i Grækenland, at hendes far stod bag kidnapningen, at hun blev udsat for tortur og seksuelle overgreb under tilbageholdelsen, og at hendes ægtefælle købte hende fri, hvorefter de flygtede til Danmark. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren, at hun vil blive dræbt af sin familie. Den kvindelige ansøger har videre henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har således forklaret konsistent og overensstemmende, og der er intet grundlag for at afvise forklaringerne som usandsynlige. For så vidt angår den mandlige ansøger lægger Flygtningenævnet således til grund, at han er forfulgt som følge af sine politiske aktiviteter for Yekiti-partiet, og at han ved en tilbagevenden fortsat vil risikere sådan forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om den kvindelige ansøgers selvstændige asylmotiv bemærkes, at det må lægges til grund, at hun fortsat risikerer at blive efterstræbt på livet af sin far. Forfølgelsen er efter sin karakter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter meddeler Flygtningenævnet begge ansøgere samt deres to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, den kvindelige ansøger i konsekvens af den mandlige ansøgers status.” syri/2011/22
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K–status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har overholdt sin samarbejdsaftale. Ansøgeren har forklaret, at han medio 2007 rejste til Irak for at arbejde, og da han vendte tilbage primo 2008, blev han stoppet af de syriske myndigheder, der ønskede at tale med ansøgeren. Ansøgeren blev to gange opsøgt på sin bopæl i […] og udspurgt om sine aktiviteter i Irak. Ansøgeren flyttede til Damaskus, hvor han boede frem til ultimo 2008. I denne periode blev ansøgerens familie opsøgt af myndighederne, der ledte efter ansøgeren. Ansøgeren forsøgte at udrejse til Tyrkiet, men han blev stoppet ved grænsen og tilbageholdt i seks måneder, hvor han blev udsat for tortur. Medio 2009 blev han løsladt og pålagt meldepligt, som han i det væsentlige overholdt frem til sin udrejse ultimo 2010. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet bemærkes at forklaringen har været konsistent og troværdig. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren i forbindelse med en tidligere legal udrejse er blevet tilbageholdt i 6 måneder og herunder udsat for tortur, og Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at tilbageholdelsen har været begrundet i en antagelse af, at ansøgeren under sit tidligere ophold i Nord-Irak havde udøvet politiske aktiviteter. Selvom ansøgeren er blevet løsladt uden andre betingelser end meldepligt finder Flygtningenævnet det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en fornyet passage af den syriske grænse på ny vil blive tilbageholdt mistænkt for politiske aktiviteter og i den forbindelse risikere tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1.” syri/2011/21
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Halabja (Aleppo), Syrien. Ansøgeren har været aktiv for den kurdiske sag gennem musikgruppen […] og som medarrangør af Newroz-fester i 2008-2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret af de syriske myndigheder, idet han i foråret 2008 blev anholdt efter Newroz-festen og var tilbageholdt i to måneder. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for overgreb og afhørt om de aktiviteter, som han havde deltaget i. Ansøgeren blev løsladt på den betingelse, at han ville samarbejde med efterretningstjenesten. Han blev pålagt meldepligt og har siden været indkaldt otte-ti gange, sidste gang inden Newroz-festen i 2010. Ved sin sidste afhøring fik ansøgeren at vide, at hvis han ikke kom med informationer og oplysninger, ville myndighederne sende ham i fængsel. I 2010 blev ansøgerens bopæl i forbindelse med Newroz-festen ransaget af efterretningstjenesten. Ansøgeren fik samme aften af sin fader besked på at tage til Libanon. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys, til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om meldepligt, herunder myndighedernes trusler mod ham ca. en uge forud for udrejsen, og om at myndighederne opsøgte ansøgeren aftenen forud for udrejsen, samlet set fremstår som usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret uddybende om karakteren af de trusler, som myndighederne skulle have fremsat mod ham, for at få ham til at komme med oplysninger om Newroz-festen 2010, ligesom ansøgeren har forklaret uddybende om sine egne aktiviteter forud for udrejsen, herunder om uddeling af løbesedler og sin vagtfunktion i forbindelse med Newroz-festen. Flertallet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren gennem halvandet år kunne holde myndighederne hen ved at give dem urigtige oplysninger om navne på systemkritiske personer, og at ansøgeren, da han efter halvandet år blev foreholdt de urigtige oplysninger og truet med at komme i fængsel eller blive slået ihjel, hvis han ikke kom med reelle oplysninger, blot fortsatte sin dagligdag, herunder med at deltage i arrangementet af Newroz-festen 2010. Flertallet tillægger det tillige betydning, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist, om myndighedernes løbende kontakt med ham og om baggrunden for, at myndighederne opsøgte ham i hjemmet aftenen forud for hans udrejse. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren til politiet har forklaret, at han flygtede til Libanon i bus, mens han efterfølgende har forklaret, at en af hans fars bekendte kørte ham til Libanon i bil. Flertallet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Syrien ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/20
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. I perioden 2005-2009 opholdt ansøgeren sig i Norge, men rejste tilbage til Syrien i 2009 efter at være blevet meddelt afslag på asyl. Nævnet har i forbindelse med sagen haft tilgang til ansøgerens asylakter i Norge, hvoraf det fremgår, at ansøgeren som asylmotiv her henviste til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive udsat for blodhævn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven landsby i Syrien og var medlem af Yekiti partiet. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af de syriske myndigheder, da myndighederne har mistanke om, at han har været medlem af det forbudte Yekiti parti og har opbevaret kurdisk materiale for partiet. Ansøgeren har henvist til, at han har været fængslet tre gange. Første gang var i 2002, hvor han blev tilbageholdt i tre måneder, da myndighederne havde fundet en løbeseddel for Yekiti partiet i hans forretning. I 2003 blev han tilbageholdt i syv måneder, da han under Newroz festen den 21. marts 2003 holdt en tale om kurdernes forhold. I 2004 var han fængslet i ti måneder efter at have deltaget i en demonstration i foråret 2004 mod hændelserne i Qamishli. I efteråret 2009 opbevarede ansøgeren kurdisk materiale i et af sine huse, som blev ransaget af myndighederne. Ansøgeren har endvidere i Udlændingeservice henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til den mand, som hans søn […] slog ihjel under et slagsmål i 1999. Faderen til den dræbte mand forsøgte to gange at skyde ansøgeren i 2002 eller 2003. I efteråret 2008 blev sønnen slået ihjel af den dræbtes familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Hvad angår de tre tilbageholdelser forud for asylansøgningen i Norge har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke forklarede herom under den norske asylsag, uden at han har kunnet give en plausibel forklaring herpå. Endvidere har ansøgerens anden søn […] som angivelig også blev tilbageholdt efter deltagelse i demonstrationen i 2004, ikke oplyst om, at ansøgeren skulle have deltaget. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne, da han i 2009 vendte tilbage fra Norge. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens datters […] forklaring om myndighedernes henvendelse på bopælen ikke forekommer overbevisende. For så vidt angår hændelsesforløbet i efteråret 2009, har nævnet lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren, hvis han var eftersøgt af myndighederne, ville deltage i og lægge hus til opbevaring af angiveligt illegalt materiale. Der er tale om materiale, som ikke forekommer at have direkte politisk betydning. Der er ikke en fornuftig forklaring på, at den anden søn skulle bistå med aflæsningen af effekterne, som kvantitativt ikke var særlig omfattende. Det forekommer besynderligt, at ansøgeren allerede næste morgen kunne få kendskab til, at materialet var opdaget og ansøgeren og sønnen afslørede. Vedrørende blodhævnsmotivet, som ansøgeren ikke er kommet ind på under nævnsmødet, har ansøgeren ikke anført omstændigheder, der tyder på, at denne problematik fortsat skulle være aktuel. Da ansøgeren ikke under de anførte omstændigheder har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. syri/2011/2
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin far eller familien til den pige, han har haft et forhold til, idet han har krænket begge familiers ære. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at pigen blev dræbt af sin familie, da familien fandt ud af, at hun var gravid. Pigens familie opsøgte herefter henholdsvis ansøgerens bror og far og truede med at dræbe ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet ansøgerens bror blev opsøgt af sikkerhedstjenesten, som oplyste, at ansøgeren var sigtet for at have voldtaget den pige, han havde haft et forhold til. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent og selvoplevet om det passerede. Det lægges herefter sammenfattende til grund, at ansøgeren og en yezidi-kvinde ved navn […] i 2008 blev forelskede i hinanden, at de opretholdt kontakten dels telefonisk dels gennem møder hos ansøgerens bror, at ansøgeren og […] fra slutningen af 2009 havde seksuelt samkvem fem til seks gange, at det i foråret 2010 blev konstateret, at […] var gravid, at […] herefter blev slået ihjel af sin familie, at det samtidig blev opdaget, at […] havde haft seksuelt samkvem med ansøgeren, at […]s familie leder efter ansøgeren for at slå ham ihjel, at ansøgerens egen far, som er meget religiøs, også ønsker at slå ansøgeren ihjel, at […]s familie tre måneder efter drabet på […] har anmeldt ansøgeren til myndighederne for at have voldtaget […], og at myndighederne har spurgt efter ansøgeren på broderens bopæl. Selvom det ikke kan antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, findes ansøgeren efter det foreliggende at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren ikke kan antages at opnå myndighedernes beskyttelse i forhold til […]s familie og hans egen far. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. syri/2011/19
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (K–status) til et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af et politisk parti, men den mandlige ansøger har sympatiseret med Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 deltog i en højtidelighed til minde om begivenhederne i Halapsja. Han blev anholdt under aktionen og sad fængslet i seks måneder. Ved sin løsladelse skulle ansøgeren skrive under på et stykke papir, med et for ham ukendt indhold, ligesom han blev pålagt meldepligt. Ansøgeren har videre henvist til, at han flere gange har lånt sit hus i […] ud til sin broder, der er medlem af Yekiti-partiet, og som bruger huset til politiske møder. Primo 2010 skulle der afholdes møde i ansøgerens hus i […], men da han kom til huset, holdt der to biler foran huset, der tilhørte de syriske myndigheder, hvorfor han valgte at flygte. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den omstændighed, at der ved ansøgerens hus i […] befandt sig myndighedspersoner, kan ikke i sig selv føre til en antagelse om, at den mandlige ansøger var i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger havde således intet reelt kendskab til de møder, som hans broder […] afholdt i huset, og der er ingen grund til at tro, at broderen eller de øvrige deltagere i forhold til myndighederne ville involvere den mandlige ansøger. Således var ansøgerens eneste tilknytning til huset, at han stod som ejer. Ansøgeren havde bopæl i et andet hus, og huset i […] fremtrådte som ubeboet. I øvrigt var det ganske uvist, hvad baggrunden var for myndighedernes tilstedeværelse ved huset. Der foreligger således ingen oplysninger, om myndighederne skulle have anholdt broderen eller de øvrige tilstedeværende, og hvem der i øvrigt på det pågældende tidspunkt var til stede i huset. Imidlertid har den kvindelige ansøger troværdigt forklaret om fire efterfølgende henvendelser fra myndighederne på hendes forældres adresse, hvor hun havde søgt tilflugt. Ved henvendelserne blev der spurgt efter den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke se bort fra, at den tiltagende interesse for den mandlige ansøger kan være blevet skærpet, fordi han havde valgt at gå i skjul, ligesom Flygtningenævnet ikke kan udelukke en sammenhæng med myndighedernes forudgående henvendelse ved den mandlige ansøgers hus i […]. Det må herefter lægges til grund, at den mandlige ansøger er kommet således i de syriske myndigheders søgelys, at betingelserne for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Som konsekvens heraf meddeles der tillige den kvindelige ansøger og ansøgernes tre børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/18
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og kvindelig statsborger samt fra Syrien. Ansøgerne havde til sagen forklaret, at de udrejste af Syrien i 2009, og at de samme år fik asyl i Italien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Hassaka, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening, organisation eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har opnået opholdstilladelse i Italien. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at vende tilbage til Italien, fordi de antager, at familien er efterstræbt af den italienske mafia på grund af den mandlige ansøgers viden om mafiaens narkokriminalitet, som han uforvarende blev inddraget i, hvorefter han nægtede at deltage i fremadrettede ulovlige aktiviteter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne efter konflikter i Syrien opnåede opholdstilladelse i Italien i medfør af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne allerede har opnået beskyttelse i Italien, hvor ansøgerne må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse mod overgreb fra italienske kriminelle. Nævnet har lagt vægt på, at det følger af baggrundsoplysninger, at Italien har et uafhængigt politi og myndighed, hvorfor nævnet finder, at ansøgerne må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/17
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse K-status til et ægtepar fra Syrien samt deres søn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti-partiet, for hvilket han har uddelt løbesedler i 2008 og 2010. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder, da han har sympatiseret med Yekiti-partiet og søgt om asyl i et andet land. Han har i den forbindelse henvist til, at han i foråret 2008 blev tilbageholdt i ni måneder af de syriske myndigheder, som blandt andet udsatte ham for dulap, idet han havde uddelt løbesedler for Yekiti-partiet. Ansøgeren blev ved løsladelsen påbudt at standse sine politiske aktiviteter og pålagt at give myndighederne oplysninger. I 2010 uddelte ansøgeren to til tre gange løbesedler, hvori der blev gjort reklame for de kurdiske fester, der fandt sted i løbet af foråret. Ansøgerens navngivne kontaktperson, […], som gav ham løbesedlerne, blev anholdt af de syriske myndigheder i foråret 2010, og samme aften blev ansøgerens hjem ransaget af myndighederne, der opdagede nogle løbesedler, som ansøgeren havde skjult på bopælen. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet udsat for grove overgreb fra myndighedernes side og truet med gentagelse heraf, med mindre ægtefællen meldte sig. Hun frygter derfor fortsatte overgreb, og at hun på baggrund af ægtefællens politiske aktiviteter vil blive fængslet i stedet for ham. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne har været sammenhængende, overensstemmende og virket overbevisende og troværdige. Ansøgerne har herefter sandsynliggjort, at de er forfulgte og risikerer at blive anholdt, fængslede og udsat for overgreb som følge af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter for Yeketi-partiet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/16
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen […], Malikia, Syrien. Ansøgeren har været sympatisør med Det Demokratiske Kurdiske parti(KDP) i otte år, og har været medlem siden sommeren 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har herom henvist til, at han i foråret 2008 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i forbindelse med en demonstration i Malikia, og udsat for gentagne afhøringer og fysiske overgreb. I foråret 2008 blev han løsladt. Han har videre henvist til, at han i foråret 2009 blev tilbageholdt i forbindelse med fejringen af Newroz, og udsat for afhøringer og fysiske overgreb. Han blev løsladt i sommeren 2009. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i sommeren 2010 deltog i en politisk fest i […], og at det lykkedes ham at flygte, da myndighederne dukkede op. I sommeren 2010 fik ansøgeren at vide, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl, og at myndighederne havde taget ansøgerens fader med sig, idet de ledte efter ansøgeren. Selvom der har været mindre divergenser i ansøgerens forklaring under sagens behandling, har denne i det væsentlige været konsistent. Flygtningenævnet lægger således ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren i sommeren 2008 blev anholdt af myndighederne i Malikia, samt at han igen i foråret 2009 blev anholdt under en Newroz fejring. Ansøgeren blev ved begge lejligheder tilbageholdt i nogle måneder, og herunder afhørt og udsat for alvorlige overgreb. Flygtningenævnet finder ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring om, at hans deltagelse i det kurdiske møde i sommeren 2010 i […] er blevet myndighederne bekendt, selvom det lykkedes ansøgeren at flygte. Under hensyn hertil, samt til at ansøgeren to gange tidligere har været tilbageholdt af myndighederne for politiske aktiviteter, finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren er kommet således i myndighedernes søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” syri/2011/15
Nævnet meddelte i maj2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog deltaget i en række demonstrationer omhandlende kurdernes rettigheder i perioden fra 2004 til 2009, ligesom han ofte har læst og diskuteret kurdiske artikler og videoklip på internettet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive tilbageholdt, tortureret og slået ihjel af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien. Den netcafé, som ansøgeren anvendte i Qamishli, blev i sommeren 2010, kort inden ansøgerens flugt, ransaget, hvorefter myndighederne kom i besiddelse af en liste over brugerne af netcaféen, heriblandt ansøgeren. Netcaféen blev efterfølgende lukket af myndighederne, ligesom ejeren blev tilbageholdt. Dagen efter ransagningen af netcaféen opsøgte myndighederne ansøgeren på hans bopæl og beslaglagde hans bærbare computer, ligesom de opsøgte ansøgerens far for at spørge efter ansøgeren. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl to gange, ligesom faren har været kortvarigt tilbageholdt. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark i det væsentlige forklaret konsistent og overensstemmende om sit asylmotiv, som Flygtningenævnet kan lægge til grund, herunder at ansøgeren cirka 30 gange har skrevet systemkritiske kommentarer på diverse internetsider. Flygtningenævnet finder således ikke, i modsætning til Udlændingeservice, grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at det er lykkedes de syriske myndigheder at identificere ham, selvom han benyttede en internetcafé og skrev sine indlæg under diverse synonymer. Da ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien som følge af sine systemkritiske handlinger er i risiko for at blive forfulgt af myndighederne, opfylder han betingelserne for at få asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”. syri/2011/14
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Qameshli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog været medlem af en danse- og teatertrup tilknyttet det demokratiske kurdiske parti i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, da han flere gange og senest i marts 2010 har lagt hus til, at danse- og teatertruppen kunne øve, og at hans bopæl dagen efter blev ransaget af de syriske myndigheder, mens han var på arbejde. Myndighederne beslaglagde ved den lejlighed nogle kurdiske flag, billeder og pamfletter af kurdiske ledere og ansøgerens dansedragt i kurdiske farver, og beslaglagde senere ansøgerens id-kort og kørekort. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er fremtrådt som troværdig og selvoplevet og i overensstemmelse med de tidligere afgivne forklaringer, idet de mindre divergenser kan skyldes, at tidligere forklaringer er afgivet med medvirken af arabisk tolk. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens som følge af sine aktiviteter i og for danse- og teatertruppen [……..], tilknyttet det kurdiske demokratiske parti i Syrien, er eftersøgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/13
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen [……….] i Al-Hassaka i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien (KDP). Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller dræbt af den syriske efterretningstjeneste. Han har oplyst, at han var medlem af en teatergruppe og deltog i teaterstykker i forbindelse med fejringen af Newroz i 2007, hvorefter han sammen med andre fra gruppen blev tilbageholdt af efterretningstjenesten, der slog ham mange steder, herunder under fødderne. Han blev løsladt efter ca. 2½ måned. Ved Newroz i 2008 deltog han i en demonstration til minde om tre dræbte kurdere. Sammen med ca. 20 andre blev ansøgeren derfor tilbageholdt af efterretningstjenesten i knap tre måneder, hvor han på ny blev udsat for fysiske overgreb. Inden løsladelsen måtte han underskrive et stykke papir. I forbindelse med fejringen af Newroz i 2009 optrådte han sammen med sin teatergruppe. Da vagter advarede ham om, at efterretningstjenesten ledte efter teatergruppens medlemmer, flygtede han til en navngiven landsby, hvor han gemte sig sammen med tre medlemmer af gruppen. En af hans faders venner fortalte ham der, at ansøgerens bopæl den samme eftermiddag var blevet ransaget af myndighederne, samt at hans fader var blevet truet med, at ansøgeren ville blive dræbt, når han blev pågrebet. Han oplyste ikke de tre andre om ransagningen. Efter to dage i den navngivne landsby flyttede ansøgeren til en anden navngiven landsby og derefter til en tredje navngiven landsby, hvor han blev i ca. 4 måneder, til han udrejste illegalt til Tyrkiet i slutningen af […..] 2009. Mens han opholdt sig i den tredje navngivne landsby, kom myndighederne flere gange til hans bopæl og spurgte efter ham. Ansøgerens forklaring har fremstået konsistent og selvoplevet. Flygtningenævnet kan herefter i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det anses således for godtgjort, at ansøgeren på grund af teateraktiviteter med tilknytning til KDP har været tilbageholdt efter Newroz i 2007 og 2008 i henholdsvis 2½ og 3 måneder, hvorunder ansøgeren blev udsat for en række overgreb, samt at han i forbindelse med Newroz i 2009 er blevet eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/12
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Qamishli-provinsen i Syrien og muslim af trosretning. Hun flyttede for cirka otte år siden til Qamishli. Ansøgeren blev i 1988 gift med [……..] og parret har syv børn, hvoraf de tre af dem, […] er med i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle er medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien, at hendes datter […] har været medlem af en kurdisk dansegruppe, hvorfor både ægtefællen og datteren er efterlyst af de syriske myndigheder. I sommeren 2010 afleverede myndighederne et brev på familiens bopæl, hvoraf det fremgik at ægtefællen og datteren skulle give møde hos politiet. Ansøgeren og fem af hendes i alt syv børn, herunder datteren […], udrejste fra Syrien i sommeren 2010. Ansøgerens ægtefælle udrejste ikke sammen med familien, og ansøgeren erfarede senere, at ægtefællen var blevet anholdt, og stadig er fængslet i Syrien. Flygtningenævnet har i sagen vedrørende ansøgerens datter […], som er behandlet i tilknytning til nærværende sag, fastslået at datteren, som politisk aktiv i Det Kurdiske Demokratiske Parti, herunder i en dansegruppe, er kommet i de syriske myndigheders søgelys, og datteren har fået meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 stk. 1. Ved vurderingen af datterens sag blev det lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle, som også var medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti og tidligere i den anledning havde været fængslet i cirka to år, på ny var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder. Forud herfor havde ægtefællen modtaget en indkaldelse fra de syriske myndigheder, som tillige omfattede ansøgerens datter. Efter at ansøgerens nærmeste familie således er kommet i de syriske myndigheders søgelys, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren afledt heraf opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/11
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Udlændingeservice meddelte i slutningen af 2009 afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet stadfæstede denne afgørelse i foråret 2010. I foråret 2011 blev sagen genoptaget af nævnet, idet der var fremkommet nye oplysninger i sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Democratic Union Party (PYD) siden 2004. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark fortsat sine politiske aktiviteter og har deltaget i forskellige demonstrationer, politiske møder, kurdiske nytårsfester og en længere sultestrejke foran [...] i protest mod det syriske styre. Ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter ansøgeren at blive udsat for tortur af de syriske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han i 2004 var fængslet i tre måneder og blev udsat for tortur - herunder bildækstortur og det flyvende tæppe - af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at broderen er blevet anholdt af den syriske sikkerhedstjeneste dagen efter et indslag på en kurdisk TV station i efteråret 2010 vedrørende de syriske kurderes sultestrejke [……..]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren efter sin ankomst til Danmark i sommeren 2009 og efter Flygtningenævnets afgørelse i foråret 2010 er fortsat med sine politiske aktiviteter for PYD, herunder deltagelse i demonstrationer og en sultestrejke, samt at ansøgeren herunder er blevet vist i TV og interviewet i [……]. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgerens fader blev anholdt og tilbageholdt i fire måneder efter et TV-indslag, samt at ansøgerens broder i Syrien kort efter indslaget i […..] blev anholdt af myndighederne, og at han forsat er tilbageholdt. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af sine politiske aktiviteter er kommet således i myndighedernes søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/10
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han har været politisk aktiv som medlem af det kurdiske fremtidsparti. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i 2004-2006 har uddelt aviser for det kurdiske fremtidsparti, at han i sommeren 2006 blev tilbageholdt efter en demonstration, ligesom han blev fængslet i cirka tre måneder og herunder udsat for særdeles hårdhændet behandling, at han i forbindelse med sin løsladelse underskrev en erklæring om ikke længere at være politisk aktiv, at han i efteråret 2009 deltog i et møde i det kurdiske fremtidsparti, som myndighederne blev bekendt med, og at han herefter måtte flygte, da myndighederne opsøgte hans forældres bolig. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har uddelt aviser som angivet, at han har været tilbageholdt, og at han i den forbindelse har været udsat for hårdhændet behandling samt underskrevet en erklæring om ikke længere at være politisk aktiv. Et flertal i Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren efter at have aftjent sin værnepligt igen blev politisk aktiv, og at han deltog i mødet i efteråret 2009 i det kurdiske fremtidsparti. Selvom ansøgeren vedrørende dette møde og det efterfølgende forløb har forklaret divergerende, kan flertallet ikke udelukke, at det forholder sig som senest forklaret af ansøgeren i Flygtningenævnet. Ved denne afgørelse har flertallet navnlig lagt vægt på, at der ikke kan ses bort fra, at ansøgerens forklaring er præget af, at han i 2006 blev udsat for en særdeles hårdhændet behandling i forbindelse med de cirka tre måneder, hvor han var fængslet af myndighederne. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da der ikke kan ses bort fra risikoen for, at ansøgeren på grund af sine politiske aktiviteter vil blive forfulgt af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien.” syri/2011/1
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra SyrienIndrejst i 2007I 2004 blev ansøgeren medlem af Yeketi-partiet. Han blev ligeledes i 2004 anholdt, og under tilbageholdelsen var han udsat for tortur. Ansøgeren var tilbageholdt i to måneder og tyve dage af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og syrisk statsborger. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under sagens behandling havde forklaret divergerende og udbyggende blandt andet om, hvornår og hvor han var blevet anholdt i 2004 samt om tilbageholdelsen, og de overgreb han herunder havde været udsat for samt om, hvorvidt han senere var blevet indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten. Uanset om ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2004 og om de overgreb, han havde været udsat for her, lagdes til grund, kunne det ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at anholdelsen måtte anses for en generel tilbageholdelse i forbindelse med urolighederne i marts 2004. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han efter løsladelsen jævnligt var blevet indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at denne del af forklaringen først var fremkommet under samtalen med advokaten. Uanset om ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet for Yeketi-partiet kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse aktiviteter havde haft et sådant omfang og karakter, at ansøgeren herved var kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren var udrejst på ægte syrisk nationalitetspas, som var blevet forevist ved udrejsen. De generelle forhold for kurdere i Syrien kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Syri/2008/6
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Syrien, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Et flertal af FN’s medlemmer fandt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren i en periode på to år havde været kæreste med en ung mand, der var yezidi-kurder, at ansøgerens fader havde forbudt forholdet, at han i forbindelse hermed havde spærret hende inde to gange og havde udsat hende for vold, at ansøgerens fader havde ønsket at tvangsgifte ansøgeren med faderens forretningspartner, at ansøgerens kæreste var blevet dræbt af ansøgerens broder i 2006, da kæresten atter havde anmodet ansøgerens fader om at blive gift med ansøgeren, at ansøgeren havde skjult sig og efterfølgende var udrejst med hjælp fra en morbroder. Flygtningenævnets flertal fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger om æresdrab på kvinder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke kunne påregne sig myndighedernes beskyttelse imod de nævnte overgreb. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2008/5
Flygtningenævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i september 2007. Ansøgeren er etnisk kurder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren tidligere to gange, henholdsvis i 2000 og i 2003, under to forskellige identiteter havde fået afslag på asyl af Flygtningenævnet. Ansøgeren havde under den nu foreliggende asylsag erkendt, at de asylgrunde, han havde påberåbt sig under de tidligere sager, havde været opdigtede, og at han første gang var kommet til Danmark for at få en hjerteoperation. Ansøgeren havde nu påberåbt sig forhold, som skulle være foregået i forlængelse af udsendelsen af ham fra Danmark til Syrien i 2005. Ansøgeren havde videre påberåbt sig en tilbageholdelse i februar 2006 og deltagelse i Newroz-demonstrationen i foråret 2007. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Flertallet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren tidligere havde afgivet opdigtede asylmotiver, at ansøgeren kun havde udfyldt sit asylansøgningsskema sparsomt, og at han ikke heri havde omtalt den af ham senere påberåbte tilbageholdelse i halvanden måned i februar 2006, at ansøgerens forklaring om, at han havde angivet fiktive oplysninger til efterretningstjenesten, uden at han senere var blevet foreholdt dette, ikke forekom troværdig, og at det heller ikke forekom troværdigt, at danske politibetjente skulle have givet hans asylsag til de syriske myndigheder, eller sagt til ansøgeren, at de havde gjort dette. Flertallet bemærkede endvidere, at der ved undersøgelsen hos Amnesty Internationals lægegruppe vel var blevet fundet overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om tortur og det forefundne, men at det havde fremgået, at der ved den objektive fysiske undersøgelse ikke var blevet fundet fysiske tegn efter torturen. Flertallet bemærkede, at ansøgeren på dette grundlag ikke havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Syri/2008/4
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder. Han havde forklaret, at han var blevet anholdt af de syriske myndigheder under sin deltagelse i en demonstration den 12. marts 2004 i anledning af, at myndighederne havde dræbt nogle personer i forbindelse med uroligheder under en fodboldkamp. Ansøgeren havde efterfølgende deltaget i flere 12. marts-mindedemonstrationer, seneste i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret detaljeret og troværdigt om de forhold, han havde været udsat for. På enkelte punkter måtte der anses for at være afgivet divergerende oplysninger, men ansøgeren havde forklaret nærmere herom, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte denne forklaring. Nævnet kunne ikke tillægge det afgørende betydning, at ansøgeren havde fremlagt et dokument, der måtte anses for falsk. Nævnet havde således efter en samlet bedømmelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Ansøgeren havde således deltaget i demonstrationer i 2004, hvor han var blevet anholdt og tilbageholdt i 60 dage, hvorunder han var blevet udsat for tortur. Han havde også deltaget i senere demonstrationer, senest i marts 2007, hvor han havde deltaget i et håndgemæng. Han var ikke blevet anholdt, men havde skjult sig i umiddelbar forlængelse heraf, hvorefter han udrejste illegalt. Familiens bolig var efterfølgende blevet ransaget flere gange. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Syrien. Syri/2008/3
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgt om asyl i Danmark i 2004 under henvisning til at han var medlem af Yeketi-partiet.. Flygtningenævnet stadfæstede i efteråret 2004 Udlændingeservices afslag på asyl. I efteråret 2005 blev ansøgeren skønnet udrejst. Indrejst på ny i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin ansøgning havde gjort gældende, at han fortsat er medlem af Yekiti-partiet, at han udrejste af Danmark i 2005 og indrejste i hjemlandet via Italien og Tyrkiet, at han opholdt sig hos sin familie i nogle få dage, men at familien rådede ham til at udrejse igen for at familien, herunder navnlig faderen, ikke skulle få problemer. Han rejste herefter til Libanon illegalt, hvor han opholdt sig indtil han i 2006 igen indrejste i Danmark og søgte om asyl. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet, som af ham hævdet, bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke under sit korte ophold i Syrien havde haft kontakt med myndighederne og således ikke kunne antages at have haft nogen asylrelevante problemer. Flygtningenævnet kunne herefter fortsat ikke lægge til grund for sagen, at ansøgerens aktiviteter for Yekiti-partiet forud for hans oprindelige udrejse af hjemlandet i 2003 havde profileret ham i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. De generelle forhold for medlemmer af Yekiti-partiet var ikke i sig selv asylbegrundende, og det samme gjaldt de generelle forhold for etniske kurdere i Syrien. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var udrejst illegalt af hjemlandet, ikke i sig selv var asylbegrundende, idet flertallet ikke fandt, at han som følge heraf ville være i reel risiko for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2008/2
Nævnet meddeltei januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2005. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Udlændingeservice havde ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren er syrisk statsborger. Ansøgeren havde oplyst, at han er statsløs kurder, og at han havde sympatiseret med Yekiti partiet i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke været egentligt medlem af partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er statsløs kurder, som havde deltaget i et møde i Yekiti partiet i 2002, og at han i den forbindelse kortvarigt var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder. Videre lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde deltaget i en demonstration i 2004, i hvilken forbindelse ansøgeren sammen med ti andre havde deltaget i hærværk mod det lokale Baath partis kontor. En del af gruppen var blevet tilbageholdt. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at en fremlagt arrestordre var ægte, da det af Udenrigsministeriet var blevet oplyst, at en sådan ikke udleveres. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren, som var udrejst illegalt af Syrien, vil blive tilbageholdt ved indrejse. Da Flygtningenævnet ikke ville afvise, at de syriske myndigheder gennem de tilbageholdte havde fået kendskab til ansøgerens deltagelse i demonstrationen og hærværket, som ikke kunne anses for omfattet af en amnesti udstedt for deltagerne i demonstrationen, fandt Flygtningenævnet, at der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2008/1
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1967. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller medlem af politiske partier. Det forhold, at ansøgeren i 1986 og 1991 blev tilbageholdt af myndighederne i 30 dage af gangen, og at han derefter havde været tilbageholdt cirka 10 gange, angiveligt fordi han havde spillet musik til kurdiske arrangementer, kunne ikke på nuværende tidspunkt anses for asylrelevant. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det var lang tid siden, og at ansøgeren i alle tilfælde blev løsladt betingelsesløst. Ansøgerens søster blev under en demonstration i 2004 skudt af de syriske myndigheder. Ansøgerens aktiviteter i forbindelse med hans søsters begravelse, herunder hans tale mod de syriske myndigheder og fremvisning af liget kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lage herved vægt på, at ansøgeren ikke havde profileret sig i en sådan grad, at han herved risikerede forfølgelse fra myndighedernes side. De generelle forhold for etniske kurdere i Syrien kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde spillet til Yeketi-partiets arrangementer i Danmark, kunne heller ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/9
Nævnet meddelte i december 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1976. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde siden 1997 været medlem af Yeketi-partiet som menigt medlem. Ansøgeren havde deltaget i partimøder og uddelt materiale, idet han havde distribueret materiale til forskellige landsbyer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med distribuering af partimateriale blev opdaget af politiet og forulykkede på sin motorcykel, og at motorcyklen med propagandamateriale for Yeketi-partiet efterfølgende var blevet fundet af myndighederne. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/8
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde siden 1998 været medlem af Yeketi partiet som menigt medlem. Ansøgeren havde deltaget i partimøder og uddelt materiale, idet han havde distribueret materialet til forskellige landsbyer. Det forhold, at ansøgeren var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder i 1999/2000 kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke herefter havde haft asylbegrundende konflikter. Heller ikke det forhold, at ansøgeren fra perioden fra 2000 – 2004 blev opsøgt af myndighederne adskillige gange og herunder kortvarigt tilbageholdt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på tilbageholdelsernes intensitet, samt på at ansøgeren hver gang var blevet løsladt betingelsesløst. Ansøgerens deltagelse i demonstrationer i marts 2004 og den omstændighed, at han i forbindelse med demonstrationerne gav tilladelse til, at en såret kurdisk kvinde blev anbragt i hans butik, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke herved var blevet så profileret, at han af den grund risikerede forfølgelse. Ansøgerens medlemskab af Yeketi-partiet kunne ikke i sig selv begrunde asyl. De generelle forhold for etniske kurdere i Syrien kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/7
Nævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1981. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at han siden 1999 har været medlem af Yekiti-partiet, at han fra 2000-2001 var fængslet cirka 14 måneder og blev udsat for fysiske overgreb, at han efter løsladelsen i 2001 var blevet opsøgt af efterretningstjenesten i 2002 og igen to gange i 2003, at han deltog i kurdiske demonstrationer og begravelsesoptog i foråret 2004 som til dels udviklede sig voldeligt, samt at hans bopæl blev ransaget af myndighederne senere i foråret 2004. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren løbende siden 2000 havde været i myndighedernes søgelys som politisk aktiv kurder. På denne baggrund og under hensyn til, at ansøgeren var udrejst illegalt af Syrien kort tid efter de voldelige demonstrationer i 2004, fandt nævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ville være i risiko for en asylrelevant forfølgelse. Syr/2005/6
Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født 1975. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1992 havde været medlem af PDPK, først som menig medlem og fra 1998 som medlem af afdelingskomiteen i hans hjemby. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring om sine konflikter med de syriske myndigheder i perioden 1994 til 2003 til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele forløbet havde forklaret det samme om, hvornår han blev tilbageholdt, og hvad der passerede herunder. Flygtningenævnet lagde endvidere ansøgerens forklaring om deltagelse i en demonstration i hans hjemby i marts 2004 til grund. Selvom det ikke kunne antages, at ansøgeren havde været en af lederne i demonstrationen, fandt Flygtningenævnet, at myndighederne kunne have fået kendskab til hans deltagelse i denne. Herefter og sammenholdt med myndighedernes kendskab til ham som følge af de tidligere tilbageholdelser, som måtte antages udelukkende at skyldes ansøgeren etnicitet og politiske aktivitet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved udrejsen var og ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/5
Flygtningenævnetstadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1981. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han og hans familie havde stridigheder med en arabisk klan om et jordareal, som ansøgerens familie ejer i fællesskab med den arabiske klan. Ansøgeren havde herved henvist til, at den arabiske klan efterstræber ansøgeren på livet, fordi ansøgerens fader oprindeligt ikke har villet sælge sin del af jordarealet, og at den arabiske familie har øvet hærværk mod ansøgerens families restaurant, maskiner og olivenplantage og har beskudt ansøgerens families hus. Ansøgeren var i forbindelse hermed blevet truet på livet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af denne konflikt var efterstræbt på livet af den arabiske klan. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det i overensstemmelse med ansøgerens tidligere forklaringer og forklaring ved begyndelsen af nævnsmødet måtte lægges til grund, at jordarealet tilhørte ansøgerens fader og ikke ansøgeren, og at ansøgerens forældre og ansøgerens ægtefælle fortsat opholder sig i hjembyen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdene efter det oplyste var anmeldt til myndighederne i Syrien, der havde reageret ved blandt andet at anholde et medlem af den arabiske klan. Dette medlem er angivelig fortsat tilbageholdt. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at der forelå en konflikt, som han ikke kunne opnå den fornødne beskyttelse imod i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke haft asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder, idet han alene havde været udsat for en kortvarig tilbageholdelse med efterfølgende kortvarig meldepligt i marts 2004. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren efter sin udrejse var eftersøgt af de syriske myndigheder på grund af økonomisk støtte til Yeketi-partiet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret, at han ikke havde været medlem af partiet i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke tidligere forklaret om, at han skulle have ydet økonomisk støtte til partiet. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret, at han som ansat i sin faders firma havde betalt penge til Yeketi-partiet gennem sin broder, der var medlem af partiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til Yeketi-partiet i Danmark kunne begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ved en tilbagevenden vil være i risiko for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/4
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1975. Indrejst i september 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren under sit ophold i Grækenland i år 2000 blev medlem af Yekiti-partiet. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i Grækenland var åbenlyst aktiv for partiet og optrådte i blandt andet TV og ved flere offentlige arrangementer. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke kunne få udstedt nyt pas på den syriske ambassade i Grækenland, men blev henvist til at rejse tilbage til Syrien for at få et sådant. Ansøgeren blev i forbindelse med sin indrejse straks anholdt, og flertallet lagde til grund, at han var tilbageholdt af den lokale efterretningstjeneste i 15 dage, og at han herunder blev udsat for grove fysiske overgreb på grund af myndighedernes kendskab til hans politiske aktiviteter. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgeren blev løsladt efter bestikkelse og efter at være blevet pålagt en meldepligt, som han ikke opfyldte. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Syrien fandt flertallet på denne baggrund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/3
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien født i 1986. Indrejst i juli 2001. Ansøgeren var født og opvokset i Yemen, men begge hans forældre er syriske statsborgere, hvorfor ansøgeren blev vurderet i forhold til Syrien. Ansøgeren indrejste i Danmark sammen med sine forældre og søskende. Han var på daværende tidspunktet mindreårig og var således omfattet af forældrenes afgørelse. I november 2002 udrejste ansøgeren imidlertid til Sverige. Ved tilbagetagelsen til Danmark blev hans asylsag genoptaget. I forbindelse med nævnsbehandlingen henviste ansøgeren til, at han under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen, og at han som følge heraf var blevet udstødt af sin familie. Han frygtede nu at blive slået ihjel af familiemedlemmer og henviste i den forbindelse til sine forældres medlemskab af det muslimske broderskab. Flygtningenævnet tiltrådte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er syrisk statsborger, og at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Syrien. Uanset om ansøgeren under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren som følge heraf i Syrien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på grund af sin konvertering var blevet udstødt fra sin familie, og at han som følge heraf risikerede at blive slået ihjel af sine forældre eller sin familie eller det muslimske broderskab. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort dette nærmere, og at det ikke støttedes af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder ansøgerens moders breve. Flygtningenævnet fandt det i øvrigt ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, efter at have deltaget anonymt i en tv-udsendelse, over mobiltelefonen skulle have modtaget opringninger fra udlandet med trusler fra ukendte personer. Uanset om ansøgeren måtte have haft en konflikt med sin familie på grund af konverteringen, fandt Flygtningenævnet, at denne måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de syriske myndigheders beskyttelse imod. Uanset konvertering ikke er juridisk anerkendt i Syrien, finder der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke forfølgelse sted af konvertitter i Syrien. Den omstændighed, at ansøgerens forældre havde oplyst at have været medlemmer af det muslimske broderskab kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for ansøgeren. Det bemærkedes herved, at ansøgerens forældre i januar 2003 var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. bekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Syr/2005/2
Flygtningenævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien, født i 1982. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder fra det nordlige Syrien. Hun henviste som asylmotiv til, at hun frygtede at blive dræbt af sin far eller sin fætter, fordi hun ikke ville gifte sig med fætteren. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter faderen havde holdt ansøgeren indespærret, ligesom han flere gange havde truet hende, herunder med at slå hende ihjel, hvis hun ikke ville gifte sig med fætteren. Hertil kom, at ansøgerens kusine for fire år siden blev dræbt af sin far, der er ansøgerens farbror. For dette æresdrab blev farbroderen idømt en måneds fængsel. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikker på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, selvom ansøgeren var gift og havde født et barn for nylig i Danmark, at hun ville blive udsat for æresdrab af sin far eller fætter, hvis hun vender tilbage til Syrien, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra faderens eller fætterens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004 - og at hun ikke kan påregne myndighedernes beskyttelse herimod. Syr/2005/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sheikh Meskin, Daraa, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter repressalier fra det syriske regime og Den Frie Syriske Hær, idet ansøgeren, som følge af sit tidligere arbejde, bliver anset som en forræder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i perioden fra 2004 til 2010 var ansat som administrativ medarbejder ved den […] i Damaskus. Han udførte administrative arbejdsopgaver, herunder besvarelse af telefoniske henvendelser. Han renskrev også forklaringer fra forhør, men han deltog ikke selv i forhør. I slutningen af 2010 blev ansøgeren klar over, at der foregik tortur i afdelingen. På det tidspunkt var der forbud mod at forlade afdelingen. Første gang han fik orlov, udeblev han fra arbejdet og gemte sig, fordi han ikke ønskede at arbejde der under disse omstændigheder. I [foråret] 2011 blev ansøgeren pågrebet i forbindelse med en generel aktion. Han blev identificeret og fængslet af de syriske myndigheder. Han blev herunder undergivet tortur. Ansøgeren blev tilbageholdt frem til 2014, hvor Den Frie Syriske Hær befriede alle fangerne i fængslet. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om ansøgeren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (a) eller (b). Flygtningenævnet bemærker først, at de handlinger, der skal bedømmes under den foreliggende sag, ikke er af en sådan karakter, at Flygtningekonventionens art. 1 F (a) kan bringes i anvendelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været ansat i den syriske sikkerhedstjeneste med rang af premierløjtnant. Han har gjort tjeneste i enheden for politisk sikkerhed, afhøringssektionen, i Damaskus. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaring om længden af ansættelsen, men har forklaret, at denne har varet i fire til seks år. Ansøgeren har forklaret divergerende, om han selv har deltaget i afhøringer. Ansøgerens forklaringer for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet om sit arbejde bærer præg af, at ansøgeren søger at lægge mere og mere afstand til afhøringssituationer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren med den nævnte stilling og ansættelsesperiodens længde, sammenholdt med ansøgerens oprindelige forklaring om, at han har deltaget i afhøringer, dog uden at der er anvendt tortur under disse, at ansøgeren har deltaget i afhøringer, selvom han har fragået dette i sine senere forklaringer under behandlingen af sagen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og under henvisning til baggrundsoplysningerne om udbredt anvendelse af tortur i Syrien også på daværende tidspunkt sammenholdt med ansøgerens egen forklaring om, at selv børn i Syrien ved, at den syriske efterretningstjeneste anvender tortur, at ansøgeren, uanset om han selv må have deltaget heri, igennem flere år må have været bekendt med, at der foregik tortur også på hans tjenestested. Han har således fortsat sit arbejde i flere år med denne viden. Flygtningenævnet finder herefter, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, som anført i Flygtningekonventionens art. 1 F (b), og at han derfor af denne grund udelukkes fra asyl i Danmark.” Syri/2018/9/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han er deserteret fra tjeneste i det syriske militær. Han har til støtte herfor oplyst, at han aftjente sin værnepligt fra [sommeren] 2009 til [foråret] 2011. Efter halvandet til to år som civil blev ansøgeren omkring år 2013 genindkaldt til tjeneste i det syriske militær, hvor han gjorde tjeneste som menig i 3. deling ved Teknisk Anlægs Akademi i Alwaer, Homs. Det var oprindeligt et akademi, som uddannede officerer, men akademiets soldater blev indsat i konflikten i Syrien, idet det syriske militær manglede soldater. Akademiet blev indsat over for oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær og ISIL. Under deltagelsen i kampene har ansøgeren været med til at plyndre civile og brænde civile huse af. Han har yderligere været med til at tage både civile og militante fanger og har overgivet fangerne til en fangetransport. De militante fanger blev udsat for grove fysiske overgreb, herunder slag under fødderne, slag i ansigtet, kabelslag på ryg og brystkasse, ligesom fangerne blev nægtet mad og drikke. I nogle tilfælde har ansøgeren også set fanger blive henrettet. Ansøgeren har endvidere været med til at skyde og skære i lig af soldater fra Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har under nævnsmødet fragået sin tidligere forklaring til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens tidligere forklaring om, at han under militærtjeneste som menig i Homs i 2013 og ca. 2 til 3 år frem deltog i kampe og var med til at plyndre civile og brænde civile huse, til grund. Det lægges endvidere til grund, at han var med til at tage både militære og civile fanger, som han overgav til fangetransport. Endelig lægges det til grund, at han var bekendt med, at i hvert fald de militære fanger blev udsat for tortur, men at han ikke selv deltog i udøvelse af torturen, idet han alene deltog i beskydning og opskæring af lig af soldater fra Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring afgivet under mødet i Flygtningenævnet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren er fremkommet med en helt ny og divergerende forklaring om, at han alene var vidne til de tidligere forklarede ting, og at han ikke selv deltog uden, at han har kunnet angive nogen rimelig grund til forskellen på sin tidligere og sin nye forklaring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke finder, at divergenserne alene kan forklares ved tolkefejl og misforståelser. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin seneste samtale med Udlændingestyrelsen fik tolket på sit modersmål, og at han ikke havde bemærkninger til oversættelsen. Ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sine handlinger under kampene og øvrig tjeneste i den syriske hær er udelukket fra at få opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. artikel 1 F (a) og 1 F (b) i flygtningekonventions af 28. juli 1951, kan blandt andet henvises til UNHCR Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. september 2003, hvor det blandt andet fremgår: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analyzed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimizing or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organization or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed…” Efter en samlet vurdering af ansøgerens handlinger, som blandt andet omfatter plyndring af civile, afbrænding af civile huse, anholdelse og overdragelse af personer, som han vidste, ville blive udsat for tortur samt ligskænding af modstandere og med henvisning til den periode på 2 til 3 år, som ansøgeren udførte handlingerne i, før han ved desertering trådte tilbage, finder Flygtningenævnet, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i Syrien har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe forholdsregler herimod omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Det forhold, at ansøgeren alene var menig soldat, kan efter karakteren af hans handlinger, ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren kan som følge heraf ikke meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Det bemærkes herved, at ansøgeren var en voksen mand, da han deltog i forbrydelserne, og at han ikke har sandsynliggjort endsige påberåbt sig, at han i løbet af de 2-3 år, hvor han udførte handlingerne, forsøgte at flygte forud for de pågældende handlinger eller på et tidligt tidspunkt i forløbet. Den omstændighed, at han blev tvunget til at udføre nogle af handlingerne, og at overordnede fra hæren holdt øje med ham under handlingerne, kan herefter ikke tillægges afgørende betydning for vurderingen af udelukkelsesspørgsmålet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for udsendelse af ansøgeren, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2018/8/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har arbejdet for den palæstinensiske organisation [A], som samarbejder med den syriske regering, fra [årstal] til [årstal]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 3. januar 2016, og at han den 8. december 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 20. marts 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af [A] eller de syriske myndigheder for at have forladt organisationen. Klageren frygter af samme årsag for sin families sikkerhed. Klageren har herom oplyst, at han blev ansat i […] også kendt som [A] i [foråret og årstal]. [A] er [nærmere specificering af A’s samarbejde med det syriske regeringsparti]. Klageren blev ansat af sin fars ven til trods for, at han ikke var medlem af Baath-partiet. Klageren arbejdede som en slags sekretær, og han havde til opgave at besvare telefonopkald og håndtere post for organisationens administrationsledelse. Klageren skulle desuden tage imod beskeder og ordrer fra sin chef, [B]. I [efteråret] 2015 blev klageren indkaldt til at møde af sin overordnede, [C]. Klageren fik under mødet at vide, at [A] ville udsende en understøttende militærenhed til de grupper, som kæmpede for regeringen i Yarmouk-lejren. [C] ønskede, at klageren skulle stå vagt og registrere til- og frakørende bilers nummerplader ved den bygnin g, som han på daværende tidspunkt arbejdede i. Klageren skulle i den forbindelse bære våben, hvorfor [C] ville sørge for, at han ville få en våbentilladelse. Klageren ønskede ikke at arbejde som vagt eller bære våben, da han ikke vidste, hvad hans overordnede efterfølgende kunne finde på at bede ham om, og da han ikke ønskede at skyde nogen. Klageren kunne imidlertid ikke afvise [C’s] ordre, da det ville fremstå som landsforræderi. Klageren accepterede derfor den nye stilling. Der gik en måneds tid uden, der skete mere. Klageren tog herefter seks dages fri fra arbejde med henblik på at flytte bolig. Klageren boede hos sin bror i de seks dage. Klageren brugte to dage på at flytte, men han fortsatte med at bo hos sin bror de sidste fire dage, da broren planlagde deres udrejse. Klageren udrejste herefter legalt af Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Klageren har afgivet en præcis og konsistent forklaring om forholdene på sit arbejde, herunder om sine arbejdsopgaver som civil administrativ medarbejder og om, hvordan han i 2015 blev bedt om at holde vagt og bære våben, hvilket han nægtede, idet han ikke ville risikere at skyde nogen eller selv blive beskudt. Han har også forklaret detaljeret om, hvordan han nåede at udrejse af Syrien før ordren om, at han skulle bære våben blev effektueret, og før det ved hans udrejse således kunne konstateres, at han var deserteret fra organisationen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at der er opstået et modsætningsforhold mellem klageren og [A] organisationen, ligesom det lægges til grund, at klageren er sikkerhedsgodkendt og således registreret som ansat hos [A] og nu også som deserteret fra sin tjeneste. Herefter, og idet [A] sympatiserer og samarbejder med myndighederne i Syrien, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse, idet han vil blive anset som modstander af [A] og regimet. Flygtningenævnet har vurderet, at klageren ikke er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på karakteren af klagerens arbejdsopgaver hos [A]. [Klageren] opfylder således betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/7/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt 3 børn fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Han er medlem af al-Baath partiet, selv om han er imod partiet. Han har altid udelukkende været passivt medlem. Klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2017. Han blev [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, hvilket han [i sommeren] 2017 har påklaget til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er advokat, samt at han fra [foråret] 2011 til omkring [sommeren] 2012, sammen med andre advokater, i retsbygningen i Aleppo, deltog i 20-30 demonstrationer, der var vendt mod myndighederne. Både hans daværende bolig og retsbygningen lå i den del af Aleppo, der var kontrolleret af regeringen. Han kender mange af de advokater, der blev anholdt for deres deltagelse i demonstrationerne. Han kender ikke navnene på nogle af disse advokater. De pågældende er fortsat ikke løsladt. Han har set lister over personer, der er efterlyste og skal anholdes. Han mener, at hans navn fremgår af andre lister, som han dog ikke har set. Han er ikke i tvivl om, at myndighederne efterstræber ham på grund af hans deltagelse i demonstrationerne. Myndighederne vil endvidere antage, at han er imod dem, fordi han er fra den oprørskontrollerede by Idlib. Deltagelsen i demonstrationerne har aldrig givet ham konkrete problemer, men i [sommeren] 2012 valgte han at forlade Aleppo. 7 måneder senere udrejste han illegalt til Tyrkiet. Hans søskende bor i Idlib. Hans ægtefælle befinder sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren er advokat fra Aleppo, at han i 2012 deltog i en række demonstrationer i Aleppo samt at han forlod denne by i 2012. Klagerens udsagn om, at hans navn nok står på anholdelseslister samt at myndighederne vil forfølge ham, herunder fordi han har forbindelse til Idlib, er ikke nærmere underbygget og kan derfor ikke lægges til grund. Der henses herved blandt andet til, at der ikke er konkrete oplysninger om, at myndighederne på noget tidspunkt har bemærket hans deltagelse i demonstrationer og har kontaktet ham eller har forsøgt at gøre dette. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for, at myndighederne eller andre på grund af hans konkrete, individuelle forhold vil udsætte ham for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/6/jov
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2015], og at han [i foråret 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i starten af 2017] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær. Klageren har herom oplyst, at hans svigerfar og svoger har været politisk aktive mod den syriske regering, og at de på den baggrund har været tilbageholdt siden 2010. Klageren har videre oplyst, at han betragtes som en del af oppositionen i kraft af sin svigerfamilies politiske engagement. Klagerens sønner henvendte sig [i sommeren 2013] til de syriske myndigheder for at få afklaring på en problemstilling omkring familiens bolig, og sønnerne vendte efterfølgende aldrig tilbage til familiens bopæl. Klageren kontaktede efterfølgende forgæves de syriske myndigheder for at finde sine sønner. Han blev efterfølgende afhørt og beskyldt for at have hjulpet sønnerne ud af landet. Klageren har videre oplyst, at hans datter er blevet opsøgt af en major ved navn [A], som ville giftes med hende. Klageren og hans ægtefælle nægtede dette, og klageren blev derfor efterfølgende frihedsberøvet i 17 dage. Klageren er endvidere blevet chikaneret ved forskellige kontrolposter i Damaskus. Flygtningenævnet kan lægge dele af klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens familie har haft en konflikt med en major ved navn [A], som ville giftes med klagerens datter. Nævnet lægger endvidere til grund, at klagerens familie som følge heraf blev opsøgt fem-seks gange, og at klageren har været udsat for chikane ved checkpoints. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren som følge heraf skulle have været udsat for overgreb eller anden asylbegrundende forfølgelse, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Klageren har således hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller i sin klage til Flygtningenævnet forklaret, at han skulle have været udsat for vold og tortur. Nævnet finder, at klageren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret herom tidligere. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at [A’s] tilnærmelser til klagerens datter har haft sådanne konsekvenser for klageren, at det falder indenfor udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren er blevet tilbageholdt i 17 dage, fordi han angiveligt blev forvekslet med en anden. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring for nævnet til grund om, at han har været udsat for tortur under sin tilbageholdelse. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, idet han først i forbindelse med nævnsmødet har forklaret om den påståede tortur. Klageren har således hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller i sin klage til Flygtningenævnet forklaret, at han skulle være blevet udsat for overgreb under sin tilbageholdelse, og nævnet finder, at klageren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret herom tidligere. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet har herved også lagt vægt på, at baggrunden for klagerens tilbageholdelse, hvor den påståede tortur fandt sted, ikke kan antages at være asylbegrundende. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren [i slutningen af 2017] har fået diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Flygtningenævnet lægger derudover til grund, at enkelte af klagerens familiemedlemmer har været politisk aktive mod den syriske regering, og nævnet lægger til grund, som oprindeligt forklaret af klageren, at klageren aldrig har oplevet konflikter som følge af sine familiemedlemmers politiske aktivitet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at der skulle være en sammenhæng mellem familiemedlemmernes politiske aktivitet og tilbageholdelsen af klageren, herunder at klageren er blevet bedt om at rapportere om personer med tilknytning til klagerens svigerfar, idet klageren først har forklaret herom under nævnsmødet. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren som følge af sine familiemedlemmers politiske aktivitet er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at klagerens sønner angiveligt rettede henvendelse til de syriske myndigheder i 2013, hvorefter de forsvandt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet personlige konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse” Syri/2018/5/MAH
Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [byen X]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle deltage i krig, idet han er blevet indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder i forbindelse med en generel indkaldelse af mænd i hans alder. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, således som det er fastslået af Udlændingestyrelsen. Nævnet skal derfor alene tage stilling til, om der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Ansøgeren har til de danske udlændingemyndigheder oplyst, at han fra 2011 og frem til udrejsen af Syrien arbejdede som taxachauffør i [byen X], og han havde, efter at ISIL havde indtaget byen i 2014, i denne forbindelse også kunder med tilknytning til ISIL, idet de prajede ham på gaden. Ansøgeren turde ikke undlade at stoppe og køre med disse personer, idet han var bange for, at de i så fald ville tilbageholde ham og beskylde ham for at være imod dem og henrette ham. Ansøgeren har i et enkelt tilfælde transporteret ISIL-medlemmer, imens de havde en fange i deres varetægt. Han har forklaret, at han stod uden for sin bil, da han blev bedt om at køre med ISIL-medlemmerne og deres fange. Han havde derfor ikke mulighed for at undgå kørslen uden selv at udsætte sig for livsfare. Ansøgeren har endelig oplyst, at hverken han eller hans familie har sympatiseret med ISIL eller på nogen måde støttet dem. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren som led i sit erhverv som taxachauffør også lejlighedsvist har kørt med kunder, der tilhørte ISIL, og at han i et enkelt tilfælde har kørt for dem, imens de havde en fange i deres varetægt. Det lægges imidlertid ligeledes til grund, at ansøgeren ikke havde mulighed for at vægre sig mod disse kørsler uden at påføre sig selv en betydelig risiko, og at han intet aktivt har gjort for at få kørslerne. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren ikke på nogen måde har sympatiseret med eller støttet ISIL, men tværtimod i et tilfælde er blevet idømt 40 piskeslag. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgerens udførelse af sit erhverv som taxachauffør ikke har haft en sådan karakter, at han kan udelukkes fra at få asyl hverken efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller efter § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/30/JEA
Nævnet hjemviste i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [medio] 2016, og at han den [ultimo] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har på vegne af klageren [foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerens mor har til støtte herfor oplyst, at klageren på grund af sin mentale og psykiske tilstand ikke var i stand til at oplyse, at han som følge af sin fars konflikt med myndighederne vil risikere asylbegrundende forfølgelse, herunder blive tvunget til at aftjene i militæret. Klageren har som asylmotiver henvist til de generelle forhold i Syrien, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af truslerne mod hans mor og far, og at han risikerer indkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [primo] 2017 om opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 3, alene har taget stilling til klagerens risiko som følge af de generelle forhold i Syrien og ansøgerens risiko for at blive hvervet til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har ikke forholdt sig til ansøgerens eventuelle motiv afledt af forældrenes forhold i Syrien. Det bemærkes hertil, at Udlændingestyrelsen alene har inddraget oplysninger, klageren selv har givet. I betragtning af klagerens mentale tilstand, finder Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen burde have oplyst sagen ved at inddrage andre oplysninger end klagerens egen forklaring, herunder forklaringerne afgivet af hans mor og far. Flygtningenævnet finder at klagerens eventuelle afledte asylmotiv skal vurderes af Udlændingestyrelsen i 1. instans. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen.” Syri/2018/3/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber og sunnimuslim fra Sahnaya, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I sommeren] 2017 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse. Klageren har [i vinteren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, der mistænker klageren for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, og anklager klageren for at være udrejst illegalt. Klageren har herom oplyst, at hun opholdt sig i Sbeina, selvom byen var belejret, da hendes ægtefælle, der var direktør for en fødevarefabrik, tvang hende dertil. Under belejringen uddelte hendes nu afdøde ægtefælle, [A], og klageren mad til indbyggerne i byen. Dette kom til myndighedernes kundskab, og familien blev opsøgt på deres bopæl i [vinteren] 2013. Klagerens svigerfar blev skudt, [A] blev taget til fange af regeringssoldater, og klageren måtte bestikke sig fra en tilbageholdelse og blev efter løsladelsen slået og besvimede. Da klageren kom til sig selv flygtede hun til Sahnaya. Omkring et år efter, at Den Frie Syriske Hær fik kontrollen over Sbeina, blev klageren kontaktet af sin tidligere chauffør, Bassam, der gerne ville låne hendes bil. I [foråret] 2014 brugte chaufføren, uden klagerens kendskab hertil, bilen til at smugle våben for Den Frie Syriske Hær. Klageren blev indkaldt til afhøringer hos sikkerhedstjenesten i Tal i [foråret] 2014, [nogle måneder senere i] 2014 og en ukendt dato i 2015. Under første afhøring blev klageren oplyst om, at hendes bil var blevet brugt af Den Frie Syriske Hær. Myndighederne noterede hendes adresse, og hun gik. Den anden afhøring omhandlede klagerens ophold i Sbeina og uddelingen af mad. Klageren blev anklaget for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Myndighederne vidste også, at hendes ægtefælle havde modtaget behandling på et felthospital tilhørende Den Frie Syriske Hær. Klageren blev bedt om at oplyse adresse og telefonnummer, og hun gik herefter. Til den tredje afhøring oplyste myndighederne klageren, at de endnu ikke havde fundet hendes bil, men at de ville indkalde hende så snart, de fandt bilen. I [efteråret] 2015 modtog klageren endnu en indkaldelse til afhøring, men hun valgte ikke at møde op. På en ukendt dato i 2015 blev klagerens forældre opsøgt af sikkerhedstjenesten, der ledte efter klageren og vandaliserede forældrenes hjem. Klageren udrejste uden sine børn i [efteråret] 2015. 15 dage efter klagerens udrejse blev hendes forældre bopæl igen opsøgt af sikkerhedstjenesten. Mens klageren har opholdt sig i Danmark, er hendes søstre, hos hvem hendes børn bor, også blev opsøgt af sikkerhedstjenesten, der har udleveret to dokumenter til klagerens ene søster. Det ene dokument er en indkaldelse til afhøring, og det andet dokument er vedrørende illegal udrejse. Flygtningenævnet finder at klagerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter indeholder udbygninger og divergenser, som ikke alene kan forklares med oplysningerne om klagerens psykiske tilstand. Klageren har således blandt andet forklaret udbyggende om, at maden blev smuglet ind i den belejrede by gennem tunneler. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun efter drabet på svigerfaren fik bind for øjnene og ført til et andet hus, hvorefter hun ledte soldaterne frem til et gemmested for penge i sit eget hus. Klageren har også forklaret divergerende om passagen af kontrolposter, herunder tidsperspektiv ved passagen, antallet af kontrolposter og brorens rolle og tilstedeværelse i den forbindelse. Endelig har klageren forklaret til samtalen med Udlændingestyrelsen, at hun flygtede, fordi hun nogen tid efter den tredje afhøring blev indkaldt med henblik på at hente sin nu fundne bil, mens hun for nævnet har forklaret, at hun flygtede, fordi hun på vej hjem fra den tredje afhøring blev kontaktet telefonisk af den advokat, som havde bistået hende, med oplysning om, at hendes hus var blevet omringet af sikkerhedsstyrkerne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ´Syri/2018/29/SEL
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende muslim fra [en mindre by], Syrien. Ansøgeren har siden 2001 opholdt sig i Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i nogle demonstrationer i Libanon mod det syriske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste, og fordi han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2001 flyttede til Libanon, fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste i Syrien. Ansøgeren boede i Libanon indtil 2009. I den periode var han tilbage i Syrien to gange af en dags varighed. I 2009 tog ansøgeren til Tyrkiet, hvorfra det var meningen, at han ville udrejse. Han opholdt sig en måned i Tyrkiet, hvorefter han igen tog tilbage til Libanon. Ansøgeren boede i Libanon indtil sin udrejse i 2015. I 2014 blev ansøgeren stoppet af de libanesiske myndigheder, som registrerede, at han opholdt sig ulovligt i Libanon. Ansøgeren var fængslet i 47 dage og fik besked på, at han skulle få fornyet sit syriske id-kort. Dette gentog sig, da han henvendte sig til myndighederne for at få fornyet sin opholdstilladelse. Ansøgeren havde et libanesisk id-kort, som gav ham lov til at opholde sig lovligt i landet i en uge ad gangen. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men ansøgeren kunne ikke opnå opholdstilladelse, fordi han ikke var i besiddelse af syrisk pas eller id-kort, som han ikke kunne få udstedt, fordi han ikke havde aftjent militærtjeneste. Inden ansøgerens udrejse af Libanon tog hans søster til Damaskus, hvor hun fik udstedt et pas med en gyldighed på to år til ansøgeren. Ansøgeren kontaktede de libanesiske myndigheder, som gav ham en udrejsefrist på tre til fem dage, idet han ikke opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse. Dette skyldtes, at hans pas kun havde en gyldighed på to år, og at hans mor som følge af stridigheder i familien ikke ønskede at møde personligt op hos de libanesiske myndigheder, hvilket var påkrævet, hvis han skulle have opholdstilladelse. Ansøgeren fløj derefter fra Libanon til Tyrkiet, hvorfra han rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Syrien i 2001 til grund, herunder at ansøgeren ikke ønskede at aftjene værnepligt i Syrien, idet han ikke ønskede at medvirke til de handlinger, som blev udført af det syriske militær. Flygtningenævnet kan derfor tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ikke kan opnå opholdstilladelse i Libanon til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom på centrale punkter er i modstrid med de foreliggende oplysninger om muligheden for at opnå opholdstilladelse i Libanon. Ansøgeren har forklaret, at de libanesiske myndigheder afslog hans ansøgning om opholdstilladelse som følge af, at hans syriske pas kun havde en gyldighedsperiode på to år. Dette er i modstrid med de oplysninger, som fremgår af Udenrigsministeriets [fortrolige notat], hvoraf blandt andet fremgår, at der kan udstedes opholdstilladelse, selvom passets gyldighedsperiode er under tre år, idet opholdstilladelsen i så fald udstedes for et tidsrum, der svarer til passets gyldighedsperiode. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det var en betingelse for, at han kunne få opholdstilladelse i Libanon, at hans mor, der er libanesisk statsborger, personligt mødte op hos de libanesiske myndigheder. Dette er i modstrid med de oplysninger, som fremgår af Udenrigsministeriets [fortrolige notat], hvoraf blandt andet fremgår, at morens fysiske tilstedeværelse ved ansøgningen om opholdstilladelse ikke kræves. Ansøgeren har forklaret, at han med hjælp fra sin søster fik udstedt et syrisk pas i 2015 med en gyldighedsperiode på to år. Dette er underbygget af, at ansøgeren har fremlagt kopi af forsiden af passet. Ansøgeren har forklaret, at han under rejsen fra Libanon til Danmark har mistet passet. På baggrund af ansøgerens forklaring om, at et familiemedlem som stedfortræder kan få udstedt et syrisk pas til en person, som opholder sig i udlandet, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har mulighed for at få udstedt et nyt pas. Såfremt dette måtte vise sig ikke at være muligt, fremgår det af Udenrigsministeriets notat af 24. januar 2018, at en syrisk statsborger med et udløbet pas og med en libanesisk mor i givet fald kan ansøge om opholdstilladelse enten ved at fremvise et syrisk identitetskort eller en udskrift af en ”individual registration”. Flygtningenævnet lægger til grund, at det tilsvarende gælder, når en sådan person fremviser en kopi af sit pas. Flygtningenævnet finder ikke i de foreliggende baggrundsoplysninger holdepunkter for at antage, at syriske statsborgere med en libanesisk mor, og som opnår libanesisk opholdstilladelse, risikerer refoulement til Syrien. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i Libanon, og at han ikke risikerer at blive udsendt til Syrien fra Libanon. Libanon kan derfor tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/28/EMU
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk maktumin-kurder og sunnimuslim fra [by], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter ikke at have nogen rettigheder som statsløs, samt at han frygter at blive tvangsrekrutteret til at kæmpe for kurderne/YPG. Klageren har herom oplyst, at hans forældre er blevet opsøgt af PKK/kurderne tre gange siden hans udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at forældrenes bopæl er blevet opsøgt tre gange med henblik på at få en af familiens sønner til at udføre militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at de kurdiske myndigheder har gennemført regler om tvungen militærtjeneste, og at klageren risikerer dette, idet alle klagerens brødre ligeledes er udrejst af landet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren risikerer at skulle deltage i krigshandlinger for kurderne under en tvungen militærtjeneste. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er opfyldt.” Syrien/2018/27/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en by i] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af den syriske efterretningstjeneste, fordi han ikke ønsker at blive hvervet til militæret i Syrien. Ansøgeren vil således ikke bære våben, slå ihjel eller blive slået ihjel. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Baath-partiets afdeling i Libanon. Han frygter endvidere den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon har en generel frygt for salafister. Ansøgeren har oplyst, at han indgik et ufrivilligt samarbejde med den syriske efterretningstjeneste i 2007. Han indvilgede i samarbejdet for at kunne undgå at være omfattet af et udrejseforbud. Ansøgeren skulle rapportere til den syriske efterretningstjeneste, hvis syriske og libanesiske både nærmede sig hinanden. Ansøgeren har videre oplyst, at hans navn i 2010 blev fjernet fra listen over personer, som skulle have en særlig udrejsetilladelse, hvorfor han samtidig stoppede med at rapportere til den syriske efterretningstjeneste. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren stoppet på grænsen mellem Syrien og Libanon af den syriske efterretningstjeneste. Han var herefter fængslet i to dage. Derefter blev han bragt til brigadegeneralen, [A], som sagde til ham, at han skulle finde informationer, om hvem der var afhoppet fra det syriske militær. Ansøgeren opholdt sig derefter i Libanon i omkring tre måneder uden at rapportere til den syriske efterretningstjeneste. En dag fortalte ansøgerens ven, [J], ham, at den syriske efterretningstjeneste ledte efter ham. I august 2014 henvendte ansøgeren sig derfor til oberst [F]. Ansøgeren forklarede ham, at han ikke ville opdages af de libanesiske myndigheder, og at han derfor arbejdede langsomt. Senere den samme måned blev ansøgerens bror tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren tog derfor hen til den syriske efterretningstjeneste, hvor han fik til opgave at afsløre desertører i Libanon og bringe dem tilbage til Syrien. Frem til [efteråret] 2015 rejste ansøgeren ofte mellem Syrien og Libanon. I den periode rapporterede han til obersten omkring en gang om måneden. Ansøgeren gav ham ikke specifikke oplysninger, og han oplyste aldrig navne på desertører. Ansøgeren blev instrueret i, at han skulle henvende sig på et turistbureau i Tripoli og tale med [B], som ville give ham yderligere instrukser. I [foråret] 2015 ringede [B] til ansøgeren og sagde, at han havde samlet en gruppe på otte terrorister, der gerne ville til Tyrkiet. Ansøgeren og hans ven, [M], overleverede herefter de otte mænd til den syriske efterretningstjeneste, hvorefter hans bror blev løsladt. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med de otte mænd, men han troede at desertørerne ville blive taget med til fronten. De syriske myndigheder ville torturere desertørerne, indtil de indvilgede i at vende tilbage til fronten. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren og [M] anholdt af den libanesiske efterretningstjeneste. De blev sigtet for at have samarbejdet med den syriske efterretningstjeneste mod den libanesiske stat. Ansøgeren udrejste legalt af Libanon på sit syriske pas omkring [efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse af Libanon modtaget en dom in absentia i Libanon på seks måneder. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter Baath-partiet i Libanon fordi de samarbejder med den syriske efterretningstjeneste, hvilket ansøgeren ved, fordi hans ven, [J], har oplyst dette. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter den libanesiske efterretningstjeneste fordi hans ven, [C], under hans ophold i Danmark har oplyst ham om, at den libanesiske efterretningstjeneste eftersøger ham. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at Libanon efter oplysningerne i sagen om ansøgerens og dennes families tilknytning til Libanon kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgerens oplysninger under nævnsmødet om hans families bopæls- og nationalitetsforhold og de herom fremlagte dokumenter kan ikke føre til andet resultat, også henset til de betydelige divergenser, der er i ansøgerens forklaringer om hans tilknytning til Libanon. Nævnet har herunder bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren – i modstrid med tidligere forklaringer – har oplyst, at han har boet hele sit liv i Syrien. Ansøgerens påberåbelse af tolkeproblemer mv. under tidligere samtaler kan ikke føre til en anden vurdering af dette spørgsmål. Der er ikke grundlag for at antage, at Libanon vil sende ansøgeren tilbage til Syrien, jf. herved Amnesty International: ”Agonizing Choices: Syrian Refugees in Need of Health Care in Lebanon”, 2014, s. 8. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med den syriske efterretningstjeneste, Baath-partiets afdeling i Libanon eller den libanesiske efterretningstjeneste til grund. Nævnet har ved vurderingen af sagen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren først til samtalerne den 23. december 2016 og 13. marts 2017 oplyste om omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af broderen, selvom der havde været lejlighed til at omtale dette for asylmotivet helt centrale forhold allerede i asylskemaet og under samtalerne den 25. maj 2016 og 2. august 2016. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under mødet i nævnet har oplyst, at han ikke tidligere oplyste herom, fordi han var bange. På denne baggrund og i øvrigt under henvisning til de modstridende forklaringer, som ansøgeren har afgivet om, hvornår han overleverede de 8 desertører til den syriske efterretningstjeneste og om, hvordan han fik kendskab til, at hans bror var tilbageholdt, forkaster nævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende disse forhold. Ansøgerens mere generelt betonede frygt for salafister i Libanon kan heller ikke føre til, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Oplysningerne om den straffedom, der er afsagt over ansøgeren i Libanon, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse mod forfølgelse af de libanesiske myndigheder eller overgreb i øvrigt. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han vil blive udsat for forfølgelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/26/mme
Nævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 og meddelte opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [byen A], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har forlænget klagerens opholdstilladelse [i sommeren] 2016 og [efteråret] 2017. Ved e-mail [i sommeren] i 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af den pågældende påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er født [i foråret] 2000, og som på nuværende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien. Det fremgår således af Udenrigsministeriets hørringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at baggrunden for, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær er, at han ikke ønsker at slå ihjel. Efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Servicve, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, fremgår det, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, risikere at få ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2018/24/SOL
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 12. oktober 2015, og at han den 27. januar 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.Klageren har den 18. januar 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved skrivelse af 27. januar 2018 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren nu opfylder for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til, at klageren nu er 19 år og henset til baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født den 1. januar 1999, og som på nuværende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syrisk mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapporten fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. [klageren] meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/22/JHB.
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandigt ved dom af efteråret 2016 afsagt af [en byret], som blev stadfæstet ved [en landsrets] dom af [vinteren 2016-2017], dog med en nedsættelse af straffen til fængsel i 1½ år og indrejseforbud i 12 år. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Vinteren 2017-2018] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en landsby i] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af efterretningstjenesten, idet han er deserteret fra militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han har modtaget indkaldelser til militæret, og at han ikke vil slå andre mennesker ihjel. Klageren har oplyst, at han skulle i militæret, da han blev 18 år. Han gjorde tjeneste ved [en by] i et kampvognsregiment, hvor han servicerede biler og fik militær træning. Klageren afsluttede sin militærtjeneste efter kun 45 dage, da han havde en skadet arm. Klageren har videre oplyst, at han i 2011 eller 2012 blev genindkaldt til militæret, hvor han skulle tjene i luftefterretningstjenesten. Efter tre dage blev klageren hentet fra sin bopæl og bragt til [en lufthavn], i hvilken forbindelse han blev udsat for vold. Klageren udrejste ikke inden fristen på to dage, fordi han havde fået forlænget fristen for at indfinde sig ved militærbasen, ved at bestikke [A] i [en by]. Herefter fik klageren militærtræning og våbentræning, og han fik at vide, at han skulle udstationeres i [et område], i hvilken forbindelse klageren valgte at desertere. Han henvendte sig til personaleafdelingen og betalte 25.000 lira for 72 timers orlov ved bestikkelse. Klageren tog hjem til sine forældre, hvorefter han tog hjem til sin ægtefælles familie i [en landsby], hvor han opholdt sig i fire dage. I denne periode blev han ringet op af efterretningstjenesten. Efter de fire dage hos sin svigerfamilie udrejste klageren til Libanon men blev nødt til at rejse tilbage til Syrien efter halvanden uge på grund af Hizbollah, der samarbejdede med de syriske myndigheder. Dette var i starten af 2013, og klageren rejste til [et bjerg], hvor han opholdt sig i 45 til 50 dage. Efterfølgende boede han hos sin svoger i omkring en måned, hvorefter han rejste udrejste af Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har ikke haft arbejde i Danmark, og han taler ikke dansk. Klagerens hustru er ligeledes uden tilknytning til arbejdsmarkedet og familien taler ikke dansk sammen. Familien, der nu består af klageren, hans hustru og to børn, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [vinteren 2014-2015]. Klageren blev dømt og udvist for et strafbart forhold begået i [vinteren 2015-2016]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/21/mme
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde med statsborgerskab i både Syrien og Jordan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hun udover sit syriske statsborgerskab også er jordansk statsborger. Ansøgeren blev registreret som jordansk statsborger ved fødslen, idet hendes far er jordansk statsborger. Ansøgerens mor er syrisk statsborger. Ansøgeren opnåede syrisk statsborgerskab for 16 år siden. Da ansøgeren blev meddelt sit syriske statsborgerskab, bibeholdt hun sit jordanske. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter det syriske regime, idet hendes ægtefælle, som er oberst i den syriske hær, er forsvundet, og da hun selv er udrejst af Syrien. Ansøgeren frygter desuden at blive dræbt af modstandere af det syriske regime, fordi hendes ægtefælle arbejder for militæret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle i 1995. Ægtefællen arbejdede på dette tidspunkt på administrationsområdet i [nærmere angivet administrativt kontor], men senere begyndte han at arbejde på forsvarsområdet, og han steg han i rang til oberst. Ægtefællen har dog aldrig haft noget med våben at gøre. Ansøgeren og ægtefællen flyttede til Yarmouk-lejren i 2012. I slutningen af 2012 begyndte ægtefællen at modtage trusselsopkald. Ægtefællen fik at vide, at han ville komme til at betale prisen for sit arbejde for regimet. Der blev sagt det samme under alle trusselsopkaldene. I januar 2013 blev ansøgerens bopæl brændt ned under et angreb på Yarmouk-lejren. Ansøgeren formoder, at det var en gruppering, som kæmpede mod regimet, som satte ild til huset. Ægtefællen blev ved med at modtage trusselsopkaldene indtil oktober eller november 2014. Den 1. december 2014 tog ægtefællen på arbejde, men han vendte ikke tilbage. Ansøgeren har ikke set sin ægtefælle siden. Der er ikke nogen, som har taget ansvar for ægtefællens forsvinden. Ansøgeren blev boende på bopælen. Trusselsopkaldene stoppede, da ægtefællen forsvandt. Den 14. oktober 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev. I trusselsbrevet stod der, at ”Vi fjerner dig, ligesom vi har fjernet din mand”. Der stod ikke yderligere. Ansøgeren udrejste kort tid efter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet hun ikke har oplyst om sit dobbelte statsborgerskab hverken i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen den 9. juni 2016. Hun har i samtalen af 3. februar 2017 forklaret, at hun bevidst undlod at oplyse herom, idet hun var bange for, at det ville skade hendes muligheder for at søge familiesammenføring med sine børn. Ansøgerens forklaring om, hvordan hun mistede sit jordanske pas, forekommer endvidere konstrueret og utroværdig. Ad Syrien. Det kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle var oberst i den syriske hær, at han forsvandt i slutningen af 2014, og at familiens hus blev brændt ned i begyndelsen af 2013, hvor familien boede i Libanon. Selvom det lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle modtog telefoniske trusler, er ansøgeren ikke blevet truet, heller ikke efter ægtefællens forsvinden. Ansøgeren har alene forklaret om én skriftlig trussel. Hendes forklaring herom er udetaljeret og savner den fornødne intensitet. Ansøgeren har endvidere ikke medbragt den skriftlige trussel som dokumentation. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren vil på baggrund af de generelle forhold i Syrien isoleret set være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ad Jordan. Ansøgeren har under samtalen den 3. februar 2017 forklaret, at hverken hun eller hendes familie har oplevet problemer i Jordan. Allerede på baggrund af det sene tidspunkt for forklaringen om hendes brors problemer i Jordan, kan disse ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved indrejse til Jordan vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren kan således tage ophold i Jordan. Da ansøgeren er registreret som statsborger i Jordan, må det forventes, at hun på ny kan få udstedt pas. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2018/20/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Deir Alzour, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2016, og at han [medio] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [primo] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at myndighederne specifikt har opsøgt ham og hans familie på deres bopæl, fordi de betragter hans far som forræder, idet han er udrejst til Danmark. Myndigheder har derudover tvunget klageren til at arbejde med at opføre checkpoints for soldaterne, ligesom de opfordrede klageren til at melde sig til militærtjeneste som substitut for farens forræderiske gerninger. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes at være tilstrækkeligt moden til at gennemgå asylsagsbehandling, idet han har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han er personligt og individuelt forfulgt, idet han på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han har været tilbageholdt, om omstændighederne ved tvangsarbejdet og om sin udrejse fra Syrien. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at myndighederne flere gange har ransaget hans bopæl. Af Dansk Flygtningehjælps indlæg af [primo] 2017 fremgår at han efter ransagningerne blev taget med og sat til at udføre tvangsarbejde, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke blev tilbageholdt i forbindelse med ransagningerne. Han har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var som tilfældig forbipasserende, han blev sat til at udføre tvangsarbejde, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var personer over 18 år, der blev sat til at arbejde, men at han som følge af hans fars udrejse af Syrien også blev taget til at arbejde, selvom han var under 18 år. Han har endvidere forklaret divergerende om sin udrejse, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans onkel rejste med ham med fly til Tyrkiet, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret at han blev fulgt af sin onkel til lufthavnen i Damaskus. Ansøgeren har forklaret udbyggende under mødet i Flygtningenævnet om, at han under sit ophold i Danmark via Messenger har modtaget trusler fra personer i Syrien. Hans forklaring om, at han ikke anså disse trusler for relevante for asylsagen, forekommer ikke sandsynlig. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at myndighederne i forbindelse med ransagningerne truede med at hverve ham til militærtjeneste, selvom han kun var 15-16 år gammel. Ansøgeren er nu omkring 17 år og 5 måneder gammel. Efter baggrundsoplysningerne rekrutterer den syriske hær personer, der er fyldt 18 år, jf. senest Landinfo Temanotat Syria. Militærtjeneste innrullering, utsettelse og fritak, udgivet 14. november 2017. Ansøgeren er derfor på grund af sin alder ikke på nuværende tidspunkt i aktuel risiko for at blive hvervet til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på grund af sine individuelle forhold. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/2/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], regionen Jabal Lubnan, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive rekrutteret til YPG i Syrien og til militærtjeneste af den syriske regering senest, når han fylder 18 år. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at YPG har opsøgt hans forældre på deres bopæl i Syrien og efterspurgt ansøgeren og hans bror, Mohamad. Personerne fra YPG chikanerede hans forældre og ødelagde deres ejendele. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Libanon, idet ansøgeren og hans bror boede alene og var nødt til at arbejde for at forsøge sig selv. Ansøgeren har desuden forklaret, at der var nedskydninger og raketter i Libanon, som var en konsekvens af at bo nær den syriske grænse. Libaneserne frygtede ligeledes, at de var terrorister, idet de var fra Syrien. Ansøgeren har ydermere forklaret, at han frygter de libanesiske sikkerhedsstyrker, fordi hans bror i perioder arbejdede i Libanon uden arbejdstilladelse. Endeligt har ansøgeren forklaret, at han hverken kunne opnå statsborgerskab eller opholdstilladelse i Libanon, selvom hans mor er libanesisk statsborger. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der fylder 18 år [i sommeren] 2018, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, der viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret er blevet søgt hvervet af YPG. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren og dennes bror har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har forklaret, at YPG ville have fat i ansøgeren og hans bror, og at kurderne fra engang i 2014 dagligt kom hjem til ansøgerens forældre i Syrien og spurgte efter dem, indtil forældrene 1½ til 2 år senere forlod Syrien. Ansøgerens bror har til sin asylsamtale forklaret, at hans forældre er fra Qamishli, og at han derfor ville være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste for kurderne, altså YPG. Broren har derimod ikke forklaret, at kurderne opsøgte familiens bopæl i Syrien. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren, der snart er i den militærpligtige alder, ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for ansøgeren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har boet store dele af sit liv i Libanon, hvor han efter det oplyste tidligere har haft opholdstilladelse, at hans mor er libanesisk statsborger og opholder sig i landet, at han har et netværk i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet personlige konflikter med de libanesiske myndigheder. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 2. januar 2018, hvoraf fremgår, at børn af en libanesisk mor kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes, og henset til Udenrigsministeriets notat af 6. oktober 2015, hvorefter det ikke er et absolut krav for at syriske statsborgere kan få familiesammenføring i Libanon, at de er i besiddelse af et gyldigt pas, finder nævnet, at ansøgeren må antages at kunne indrejse i Libanon og opnå opholdstilladelse dér. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/19/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], Jabal Lubnan provinsen, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive rekrutteret til militærtjeneste af den syriske regering og af Det Kurdiske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er i den militærpligtige alder, samt at han ikke ønsker at bære våben eller slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er født i Libanon af en syrisk far og en libanesisk mor. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Libanon og har til støtte herfor oplyst, at han ikke har opholds- og arbejdstilladelse og derfor ikke kan forsøge sig selv. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han frygter grupperinger i Libanon, som er allierede med myndighederne i Syrien, herunder Hizbollah. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er i den militærpligtige alder, ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for ansøgeren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født i Libanon, hvor han har boet i størstedelen af sit liv og efter det oplyste tidligere har haft opholdstilladelse, at hans mor er libanesisk statsborger og opholder sig i landet, at han har et netværk i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet personlige konflikter med Hizbollah eller andre grupperinger i Libanon. Det forhold, at ansøgeren en gang har været tilbageholdt af myndighederne i to dage i sommeren 2015, fordi han ikke havde fået fornyet sin arbejdstilladelse, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende har oplevet konflikter med de libanesiske myndigheder, og at der således er tale om et afsluttet forhold. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 2. januar 2018, hvoraf fremgår, at børn af en libanesisk mor kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes, og henset til Udenrigsministeriets notat af 6. oktober 2015, hvorefter det ikke er et absolut krav for at syriske statsborgere kan få familiesammenføring i Libanon, at de er i besiddelse af et gyldigt pas, finder nævnet, at ansøgeren må antages at kunne indrejse i Libanon og opnå opholdstilladelse dér. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/18/CHA
Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015 i besiddelse af gyldig rejselegitimation, idet den pågældende blev familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark. Klageren søgte om asyl den dato [i foråret] 2017. Aarhus Retshjælp har [i sommeren] 2017 på vegne af den pågældende klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke vil kunne vende tilbage til Syrien, uden at blive forfulgt eller tilbageholdt på grund af, at klagerens ægtefælle er efterlyst af de syriske myndigheder. Ved en tilbagevenden til sit hjemland vil klageren blive til-bageholdt indtil det tidspunkt hendes ægtefælle melder sig selv. Klageren har herom oplyst, at hun var tilbageholdt i to dage og blev udsat for grov chikane ved den syriske grænse. Det lykkedes kla-geren at passere grænsen på grund af bestikkelse af en vagt, som klagerens ægtefælle arrangerede. Denne tilbageholdelse og en række andre tilbageholdelser, er en følge af, at klageren kommer fra Binnish. Klageren har hertil oplyst, at næsten alle borgere fra Binnish er særlig forfulgte og bliver tilbageholdt. Begrundelsen for at klageren overhovedet ville passere grænsen var, at hun, efter at have forladt Syrien, fik meddelelser om at først hendes ægtefælle, senere hendes søn, var blevet skadet i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er udsat for sådan individuel og konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren fik sit pas tilbage, og at hun har kunnet rejse legalt både ind og ud af Syrien flere gange efterfølgende på dette pas, og at hun desuden passeret flere syrisk kontrolleret kontrol-poster uden at opleve særlige konflikter. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtnin-genævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/17/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2017] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren til støtte herfor oplyst, at hun er individuelt forfulgt. Klageren har herom oplyst, at hun og hendes familie er velhavende, hvorfor hun er i risiko for at blive udsat for pengeafpresning. Klagerens søn [A] blev [i starten af 2012] kidnappet, hvor folk fra Sowar Alamal ville have løsepenge. [A] blev igen forsøgt kidnappet i [i starten af 2015]. Endvidere har klageren oplyst, at hendes ægtefælle har ydet økonomisk støtte til en lægeklinik, hvorfor han både bliver mistænkt for at samarbejde med regeringen og mistænkt for at være fjende af regeringen. Sowar Alamal ødelagde i slutningen af 2012 eller i starten af 2013 lægeklinikken. Kort tid herefter kom regeringen og rev nabobygningen, som ægtefællen ejede, ned, idet de havde mistanke om, at tilskadekomne, der tilhørte oprørsgrupperne, blev behandlet i bygningen. Klageren har yderligere oplyst, at regeringssoldater dagligt i perioden fra 2013 til 2015 besøgte klagerens hjem, ligesom de over telefonen og via sms modtog dødstrusler samt trusler om at bortføre og voldtage klagerens døtre. Herudover har klageren oplyst, at der af to omgange i henholdsvis 2014 og 2016 er blevet placeret bilbomber i klagerens ægtefælles bil, hvor bilerne efterfølgende er eksploderet. Yderligere blev klagerens bror i starten af 2015 dræbt på et hotel i Tyrkiet, hvor han opholdt sig i forbindelse med sit job. Brorens voksne søn og datter modtog herefter dødstrusler, hvorfor de immigrerede til Kina. Endelig har klageren oplyst, at klagerens datters bil er blevet beskudt, idet hun ikke var tilstrækkeligt tildækket. Klageren frygter at blive udsat for lignende chikane eller trusler. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klagerens søn blev kidnappet i 2012, men løsladt efter, at der blev betalt løsepenge. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at hendes ægtefælle kommer fra et område, hvor beboerne kan mistænkes for at være regeringsfjendtlige, og at han har støttet sin nevø, der var læge, økonomisk. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren i sit asylskema alene har fortalt om kidnapningen og de generelle forhold, og at hun under oplysnings- og motivsamtalen har gentaget dette, samt på forespørgsel har benægtet, at mandens problemer har haft betydning for hende. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge til grund, at klageren og familien er blevet truet i øvrigt, dels fordi, at hun ikke har nævnt det i asylansøgningsskemaet eller under samtalen, og dels fordi, at klageren har forklaret, at klageren flyttede tilbage fra Egypten og bosatte sig i Syrien. De forklarede episoder om datterens påklædning og klagerens brors død ses ikke at vedrøre klageren. Flygtningenævnet tilsidesætter forklaringen om bilbomben i 2014 og ægtefællens brødres tilknytning til den frie syriske hær, idet disse oplysninger er kommet sent og er udbyggende. Kidnapningsepisoden må anses for afsluttet, idet der ikke er grundlag for at antage at kidnapningsforsøget var andet end en kriminel handling, idet klageren og hendes mand ikke længere er velhavende, og idet de generelle forhold ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/16/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er muslimer og etniske kurdere. Den mandlige klager er syrisk statsborger, og den kvin-delige klager er statsløs kurder fra Al-Hasaka provinsen, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klagerne – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klagerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder derfor ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klagerne til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klagerne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klagerne skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. I denne vurdering indgår på den ene side karakteren af den ved Østre Landsrets dom af [efteråret] 2016 pådømte kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse, således at klagerne må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og på den anden side oplysningerne om klagernes familiemæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/15/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, fordi hendes tidligere ægtefælle har anklaget hende for at være tilknyttet oprørerne og stå bag bortførelsen af deres fælles datter. Klageren har videre oplyst, at hun frygter at blive udsat for overgreb af den tidligere ægtefælle, som har truet hende og hendes familie adskillige gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren i sit skema alene har henvist til de generelle forhold i Syrien som sit asylmotiv. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Hun har således så sent som i forbindelse med oplysningerne til den beskikkede advokat oplyst, at hendes tidligere ægtefælle var taxachauffør, hvorimod hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at han i virkeligheden var oversergent i den syriske hær, og på den baggrund kunne øve indflydelse, som ville medføre, at hun vil blive fængslet ved en tilbagevenden til Syrien. Hun har således fremsat bevidst urigtige oplysninger i forhold til sit oprindelige asylmotiv. Nævnet finder på den baggrund, at klagerens troværdighed må anses for stærkt svækket. Klagerens forklaring om, at hendes udbyggende forklaringer skal ses i lyset af, at hun tidligere og senest i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat har været begrundet i, at hun var bange for at fortælle sandheden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/14/THV
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og sunni-muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for overgreb og slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hendes svoger har anklaget hende for at være tilknyttet oprørerne og stå bag bortførelsen af hans datter, samt at hun har virket som meddeler. Klageren har videre oplyst, at hun frygter at blive slået ihjel af sin svoger, som har truet hende og hendes familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i forbindelse med udfyldelsen af sit skema alene har henvist til, at hun flygtede på grund af de generelle forhold i Syrien. Hun har herefter udbyggende forklaret, at hun tillige frygter de syriske myndigheder, samt den Frie Syriske Hær, idet hun har været tvunget til at være meddeler/stikker ved at give oplysninger om, hvad hun oplevede i Yarmouk-lejren til soldaterne, når hun færdedes til og fra lejren. Endelig har hun under nævnsbehandlingen yderligere udbygget dette synspunkt med, at hun ved to lejligheder faktisk gav soldaterne oplysninger, hvilket hun tidligere har nægtet. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at hun ikke har omtalt, at hun frygter sin svoger forud for udlændingestyrelsens afgørelse, hvorved bemærkes, at hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun var bekendt med truslerne før samtalen med Udlændingestyrelsen. Nævnet bemærker, at klagerens forklaring om, at hun ikke tidligere er fremkommet med disse oplysninger, fordi hun frygtede konsekvenserne heraf, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/13/THV
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/12/CHA
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod systemet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive genindkaldt til militæret. I [sommeren] 2015 blev klagerens bopæl opsøgt af fem mænd fra det syriske regime. Mændene spurgte efter klageren, der fik besked om, at klageren var på arbejde. Da klageren fik besked om, at mændene havde været på hans bopæl, tog han hen til sine svigerforældre. Samme dag opsøgte det syriske regime klagerens arbejdsplads, hvor de igen spurgte efter klageren. Efter klagerens udrejse af Syrien er hans familie blevet opsøgt yderligere to gange. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet for nævnet er herefter alene, om det kan lægges til grund, at klageren, der er født [i vinteren] 1972, er i risiko for at blive genindkaldt til det syriske militær, således at han tillige opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015 samt Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at de syriske myndigheder alene indkalder personer til militærtjeneste, hvis de er mellem 18 og 42 år gamle. Det fremgår af andet og nyere baggrundsmateriale imidlertid tillige, at aldersgrænsen for militærtjeneste er blevet forhøjet fra de 42 år, og at det er muligt for mænd over 42 år at blive indkaldt til militærtjeneste, se således rapport af 23. august 2016 fra Finnish Immigration Service: ”Syria: Military Service, National Defence Forces, Armed Groups Supporting Syrian Regime and Armed Opposition”, og Landinfos temanotat ”Syria: Reaksjoner mot desertører og personer som unndrar seg militærtjeneste” fra 3. januar 2018. Det hedder endvidere i Integrationsministeriets rapport fra august 2017: ”Syria Recruitment Practices in Government-controlled Areas and in Areas under Opposition Control, Involvement og Public Servants and Civilians in the Armed Conflict and Issues Related to Exiting Syria”, bl.a.: ”1.1.4.2. Recruitment of men above the age of 42. Regarding recruitment of those over the age of 42 to the Syrian army, several sources said that the age limit has been pushed to include men over the age of 42. Two sources noted that the military service age has been extended from 42 up to 50. Another source underlined that while the government continues to draft men between the ages of 18-42, the source had heard of men up to 50 years old being called up as reservists. Two other sources mentioned reports of men in their mid-forties being recruited. UNHCR asserted that reports of conscription of men over the age of 42 have generally involved qualified personnel with specific expertise and that it is unclear whether the age limit has been raised as part of a government policy or if it instead is happening on a case by case basis. According to UNHCR, as lower-level commanders have been given more authority due to increasing decentralization, it may be on a more local level that commanders have deviated from existing regulations regarding age limits. Similarly, Professor Bassel Al-Hassan said that the army commanders have adopted their own recruitment strategies resulting in unpredictable and chaotic recruitment patterns that in themselves constitute an exertion of pressure for potential reservists, according to the source. The source also noted that the authority to specify the age limit of men eligible for service in government forces has been entrusted to the provincial administration (‘Mohafaza’) and that any person above the age of 40 is considered eligible for military service. A major international non-governmental organization operating in Syria said that generally, the age limit of recruits to the army is 42. However, agreements that have been made in areas recently taken over by the government show that the age scope of people recruited for the army has been widened to include men up until at least the age of 45. One source referred to reports of men up until the age of 52 being drafted in areas recently retaken by the government forces, for example in Aleppo where many men were immediately recruited to serve in the military. According to Christopher Kozak (ISW) the recruitment of persons over the age of 42 appears to be more uncommon. However, as the army has run out of skilled manpower, it has tapped into the older population.” Klageren var 43 år på tidspunktet for udrejsen og 44 år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i sagen. Det fremgår af klagerens oplysninger under oplysnings- og motivsamtalen [fra vinteren] 2016, at han oplyste ikke at have nogen individuelle konflikter med de syriske myndigheder, ligesom han hverken under denne samtale eller i forbindelse med partshøringen af ham [fra foråret] 2017 oplyste, at de syriske myndigheder havde opsøgt hans bopæl med henblik på at hverve ham til militærtjeneste. Klageren har imidlertid for nævnet fremkommet med en troværdig forklaring om at være forsøgt hvervet til syrisk militærtjeneste både forud for og efter sin udrejse fra Syrien, ligesom han er fremkommet med en antagelig begrundelse for, hvorfor han ikke er fremkommet med disse oplysninger på et tidligere tidspunkt. Klagerens forklaring herom har endvidere støtte i baggrundsoplysningerne, navnlig når disse sammenholdes med, at klageren tidligere har gennemført værnepligt i Syrien og i den forbindelse opnået visse militære kvalifikationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at klageren, der ikke ønsker at lade sig genindkalde til den syriske hær, ved en tilbagevenden til Syrien var og i øvrigt fortsat er i risiko for at blive genindkaldt til militærtjeneste. Efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, må det lægges til grund, at militærtjeneste for den syriske hær vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Det må herefter lægges til grund, at der på baggrund af forholdene om militærtjeneste i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1” Syri/2018/11/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til det syriske militær og dermed tvunget til at bekæmpe andre mennesker. Herudover frygter ansøgeren at blive rekrutteret af ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har aftjent værnepligt i det syriske militær, men at han har modtaget flere indkaldelser til at genindtræde i militæret. Ansøgeren har videre oplyst, at ISIL har forsøgt at rekruttere ham, og at han i den forbindelse blev udsat for 150 piskeslag, fordi han ikke ønskede at tilslutte sig ISIL. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har en alder, der betinger, at han vil kunne indkaldes i den syriske hær og dermed deltage i krigshandlinger, som vil stride mod hans samvittighed. Flygtningenævnet vurderer dog, at ansøgeren skal udelukkes fra at få asyl som følge af den kriminalitet, han har begået her i landet, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren tidligere er idømt ubetingede fængselsstraffe for personfarlig kriminalitet, senest [i vinteren] 2017, ligesom han ved alle tre domme er udvist af Danmark med indrejseforbud, der gælder for seks år. Nævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren gentagne gange har udvist en kriminel adfærd, således at ansøgeren må anses for at udgøre en fare for det danske samfund, når henses til, at de idømte straffe ikke har afholdt ansøgeren fra at begå fornyet kriminalitet, og når henses til kriminalitetens karakter vurderer nævnet, at ansøgeren også fremadrettet vil kunne udgøre en fare for det danske samfund. Når yderligere henses til, at ansøgeren ikke har familie eller anden tilknytning til Danmark, finder nævnet ikke, at der foreligger særlige hensyn, der taler imod, at ansøgeren udelukkes fra asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/10/THV
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning født i Jeddah, Saudi-Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin fars konflikt. Ansøgeren har videre anført, at han ikke kender nogen i Libanon og aldrig har været der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har fortalt, at de ikke kan vende tilbage til Libanon på grund af en stor konflikt. Ansøgeren er født i Saudi-Arabien, og hele hans familie er udrejst af Libanon. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at Syrien må anses for ansøgerens hjemland. Nævnet har herved lagt vægt på, at hans mor er statsløs palæstinenser fra Syrien, og at han efter afslutning af sin ungdomsuddannelse forlod Saudi-Arabien med henblik på at tage en videregående uddannelse i Syrien, hvor han allerede havde familie og hvert år tog på sommerferie, mens han boede i Saudi-Arabien. Ansøgeren boede i Yarmouk-lejren i Syrien sammen med sin mor og de fleste af sine søskende, indtil han udrejste i 2012/2013. Ansøgeren blev gift og skilt i Syrien, og hans familieliv var centreret der. Ansøgeren har i øvrigt stadig to søskende, der er bosat i Syrien med deres familier, mens ansøgerens øvrige familie har opholdstilladelse i Danmark. Nævnet finder af de samme grunde, at Saudi-Arabien ikke kan anses for hans hjemland, uanset at han er født og opvokset der. Nævnet finder heller ikke, at Saudi-Arabien kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, da hverken han selv eller ansøgerens forældre har opholdstilladelse i Saudi Arabien, og han i øvrigt ikke har nogen rejsedokumenter eller anden legitimation fra Saudi Arabien, der giver ham grundlag for at kunne indrejse i og fremover opholde sig i Saudi-Arabien. Flygtningenævnet vurderer endvidere, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens 1. asylland, uanset at han i 2001/2002 fik udstedt et rejsedokument for statsløse palæstinensere fra Libanon. Nævnet har lægt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste aldrig har selv har været i Libanon og ikke har familie eller noget andet netværk der. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren er omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han som statsløs palæstinenser i Syrien vil kunne risikere at blive indkaldt til syrisk militærtjeneste, hvilket ansøgeren har oplyst at frygte i partshøring [i slutningen af] 2016. Han ønsker ikke at deltage i krigen som soldat, da han ikke har psyken til at dræbe nogen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/1/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobane, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] august 2015, og at hun [i] november 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i] oktober 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive tvangshvervet af PKK, samt at hun frygter forfølgelse fra IS, herunder at blive kidnappet af IS igen. Klageren har om sin frygt for PKK oplyst, at hun i 2014 blev opsøgt af ukendte PKK-medlemmer, som opsøgte alle hustande i området, idet de opfordrede unge mænd og kvinder til at kæmpe for dem. Klageren og hendes forældre sagde, at klageren og hendes søster ikke ønskede at kæmpe for PKK. To dage senere opsøgte de samme PKK-medlemmer klagerens bopæl, hvor klageren fastholdt, at hun ikke ønskede at kæmpe for PKK. Klageren har om sin frygt for IS oplyst, at hun i juli 2014 blev tilbageholdt af IS, da hun sammen med skoleelever var på vej fra Aleppo til Kobane efter deres afsluttede eksamener. Personerne fra IS sagde, at pigerne skulle bære hijab og ikke måtte gå i skole. De måtte kun være hjemme, hvor de skulle bede og højst måtte læse i Koranen. Pigerne blev herefter kørt i omkring 30 minutter til en skole sammen med skoleeleverne fra de andre busser. Her blev de låst inde i to dage. Skoleeleverne var tilbageholdt af omkring ti personer. Under tilbageholdelsen gentog personerne fra IS, at pigerne ikke måtte studere, og de fik vist videoer af personer, som IS havde dræbt. Efter to dage nedskrev personerne fra IS skoleelevernes personlige oplysninger fra deres eksamenspapirer og lod dem gå. Eleverne blev truet med, at hvis de blive taget af IS igen, ville de ikke blive løsladt. Klagerens forklaring om, at hun sammen med andre skoleelever blev tilbageholdt af IS i juli 2014 kan ikke føre til, at klageren kan anses for at være konkret og individuelt forfulgt af IS. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det må antages at have været tilfældigt, at klageren var med i bussen, og at tilbageholdelsen således ikke kan anses for at have været rettet individuelt mod hende. Hertil kommer, at IS efter de foreliggende baggrundsop-lysninger ikke længere har kontrollen i området. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun vil blive forsøgt tvangshvervet af PKK ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at PKK ikke gjorde alvor af deres trussel om at tage klageren med, samt at klagerens bopæl ikke blev opsøgt af PKK i de 2-3 uger, der forløb fra deres anden henvendelse på bopælen til klagerens udrejse. Hertil kommer, at det af de foreliggende bag-grundsoplysninger fremgår, at hvervning som udgangspunkt sker på frivillig basis. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2017/9/CHHA
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
