Nævnet omgjorde i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Syrien. Under asylsagen har klageren oplyst, at hun er opvokset i landsbyen [landsby], Afrin, og at hun i 1975 flyttede til Damaskus med sin ægtefælle. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede i Damaskus, og de havde en lille lejlighed, hvorfor hun skiftevis med tre måneders mellemrum rejste frem og tilbage mellem Kashem, Afrin og Damaskus. Videre har hun oplyst, at når hun opholdt sig i Kashem opholdt hun sig der i op til et år. Om sommeren tog hun til Kashem, mens hun om vinteren opholdt sig i Damaskus. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til, at personer der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet, aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen i Syrien, og at klagerens bopæl blev ramt af en bombe. Klageren henviste endvidere til, at hendes sønner ville blive genindkaldt til militæret. Klagerens tre myndige sønner blev i sommeren 2016 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet de alle var i den militærpligtige alder. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. På baggrund af de samlede baggrundsoplysninger har Udlændingestyrelsen vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus er af en sådan karakter, at enhver ikke vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af sagen fremgår bl.a. af en speciallægeerklæring dateret [foråret] 2021: "[..]" Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klageren fra 1975 og frem har boet med sin ægtefælle og senere børn i Damaskus, om end de har haft adgang et hus i Afrin, som de lejlighedsvis har benyttet. Det bemærkes hertil, at klagerens børn alle er født, opvokset og har haft skolegang i Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor det bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har blandt andet henvist til, at hun ved tilbagesendelse til Syrien frygter at blive forfulgt som følge af, at hendes fire børn har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste, og at hun kan anses for medvirkende hertil, da hun med tre af børnene er flygtet fra Syrien. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende baggrundoplysninger finder nævnet imidlertid, at klageren ikke er i risiko for overgreb af de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren under nævnsmødet har henvist til frygt for forfølgelse af YPG som følge af deres interesse for sønnerne, kan ikke medføre, at klageren vurderes at være i risiko for overgreb af YPG. Klageren er efter det oplyste reelt uden mandligt netværk i Syrien, idet hendes ægtefælle ifølge klageren skulle være død, ligesom hun ingen oplysninger har om hendes ene søn, [A], der fortsat skulle opholde sig i Syrien. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af konklusionen i speciallægeerklæringen af [foråret] 2021, at klageren efter en funktionsvurdering i hjemmet er påvist med svær nedsat funktionsevne, hvor hun er mobiliseret med rollator, kun med besvær kan varetage helt basale aktiviteter som toiletbesøg og indtagelse af føde og drikke og i øvrigt får hjælp til alle de praktiske gøremål i hjemmet samt personlig pleje og af – og påklædning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, klageren er bevilliget hjemmehjælp, der udføres af hendes søn [B]. Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søn, [B]. Efter en samlet og konkret vurdering af det netop anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klageren opholdstilladelse for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges på det hidtige grundlag. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 5. november 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2021/125/CHPE
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig mindreårig statsborger fra Somalia. Født i marts 2016 i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning.Klagerens mor har under den oprindelige behandling af sagen som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at klageren vil blive tvangsomskåret, tvangsfjernet og tvangsgift.Flygtningenævnet har i moderens sag, der er behandlet sammen med denne, udtalt følgende:” Flygtningenævnet finder, at det fortsat ikke kan lægges til grund, at klageren har en asylbegrundende konflikt med sin farbror, idet klagerens forklaring herom på flere centrale punkter har fremstået uoverensstemmende, ligesom forklaringen vedrørende navnlig farbrorens fængsling af hende desuden forekommer usandsynlig. Nævnet kan vedrørende denne vurdering i øvrigt henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse i afgørelsen [fra foråret] 2018. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om klagerens datter på 5 år risikerer tvangsomskæring, såfremt familien udsendes til Somalia. Nævnet bemærker, at tvangsmæssig kvindelig omskæring udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Foreligger der således en reel og konkret risiko for at blive omskåret ved en tilbagevenden til f.eks. Somalia, vil det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har behandlet flere sager vedrørende inddragelse af eller nægtelse af at forlænge opholdstilladelse blandt andet for statsborgere fra Somalia, hvor der som asylmotiv henvises til risikoen for omskæring af deres døtre. Flygtningenævnet har i disse sager truffet afgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den pågældende asylansøger opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I denne vurdering indgår blandt andet ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder det baggrundsmateriale, som Flygtningenævnet er i besiddelse af vedrørende ansøgerens hjemland, og særligt de heri indeholdte oplysninger om omfanget af tvangsomskæring i hjemlandet, myndighedernes og civilsamfundets holdning hertil og evne eller vilje til at yde beskyttelse mod overgrebet. Det indgår også i vurderingen om ansøgerne (forældrene) på baggrund af sagens oplysninger har vist styrke og uafhængighed, og om det derved må antages, at de pågældende vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne og kan beskytte deres døtre imod omskæring. Denne praksis følger de kriterier, der kan udledes af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det følger af Børnekonventionens artikel 3 og 19, at barnets tarv skal komme i første række, når der foretages foranstaltninger vedrørende børn, ligesom staterne skal sikre alle passende lovgivningsmæssige mv. forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold mv. Ved vurderingen af, om et barn er i risiko for tvangsmæssig kvindelig omskæring ved en ”tilbagevenden” til Somalia, kan der derfor være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en rimelig tvivl om forholdene og forældrenes evne til at beskytte barnet mod omskæring komme en ansøger til gode. Ifølge baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia ses der tegn på, at risikoen for tvangsomskæring er blevet mindre som følge af bl.a. en lovændring i 2012, der forbyder kvindelig omskæring. Flere baggrundsrapporter peger dog på, at kvindelig omskæring fortsat er meget udbredt og udgør en indgroet del af somalisk kultur. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2019 har klageren givet urigtige oplysninger om sin ægtefælles forhold under udlændingemyndighedernes behandling af hendes asylsag, hvilket – sammen med bl.a. hendes usikre forklaringer om sin konflikt med farbroren – bevirker, at de oplysninger, hun i øvrigt har givet om sine forhold og baggrund, er forbundet med usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke helt kan bortses fra, at moderen ifølge sin forklaring ikke ses at have noget reelt netværk i Somalia, idet faderen – efter de oplysninger som nu foreligger for nævnet – har fået opholdstilladelse i USA og ikke kan forventes at rejse tilbage til [byen A] i Somalia med familien. Der foreligger således nu oplysning om, at moderen reelt vil vende tilbage til [byen A] i Somalia som enlig mor. Moderen har efter det oplyste meget begrænset skolegang og ses ikke at have nogen særlige ressourcer, der vil gøre hende i stand til på egen hånd at kunne modstå et eventuelt pres fra omgivelserne. Da klagerne for så vidt angår risikoen for kvindelig tvangsomskæring må anses for at tilhøre en særlig social gruppe, jf. flygtningekonventionens artikel 1A, meddeles klagerne herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Som konsekvens heraf meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2021/33/smla
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at hun er muslim fra [byen A] i Galgaduud-regionen, Somalia, og tilhører klanen Hawiye. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. den daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede sin farbror, som er medlem af al-Shabaab, enten ville slå klageren ihjel eller foranstalte, at andre medlemmer af al-Shabaab slog hende ihjel, som følge af flugten fra et tvangsægteskab, som hendes farbror havde arrangeret for hende. Udlændingestyrelsen tilsidesatte under den oprindelige behandling af sagen klagerens forklaring om hendes asylmotiv og lagde herved vægt på, at klagerens forklaring om hendes konflikt med hendes farbror på centrale punkter fremstod divergerende og utroværdig. Udlændingestyrelsen indledte i [efteråret] 2017 en sag om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Klageren henviste i den forbindelse til det samme asylmotiv og til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter, vil blive omskåret, tvangsfjernet og tvangsgift, idet klagerens ægteskab med børnenes far ikke er accepteret af farbroren, som er al-Shabaab-medlem, og at hendes søn, vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret til al-Shabaab og tvangsfjernet fra klageren. Udlændingestyrelsen traf [i foråret] 2018 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen fandt, at opholdstilladelsen var opnået ved svig. Flygtningenævnet finder, at det fortsat ikke kan lægges til grund, at klageren har en asylbegrundende konflikt med sin farbror, idet klagerens forklaring herom på flere centrale punkter har fremstået uoverensstemmende, ligesom forklaringen vedrørende navnlig farbrorens fængsling af hende desuden forekommer usandsynlig. Nævnet kan vedrørende denne vurdering i øvrigt henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse i afgørelsen [fra foråret] 2018. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om klagerens datter på 5 år risikerer tvangsomskæring, såfremt familien udsendes til Somalia. Nævnet bemærker, at tvangsmæssig kvindelig omskæring udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Foreligger der således en reel og konkret risiko for at blive omskåret ved en tilbagevenden til f.eks. Somalia, vil det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har behandlet flere sager vedrørende inddragelse af eller nægtelse af at forlænge opholdstilladelse blandt andet for statsborgere fra Somalia, hvor der som asylmotiv henvises til risikoen for omskæring af deres døtre. Flygtningenævnet har i disse sager truffet afgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den pågældende asylansøger opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I denne vurdering indgår blandt andet ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder det baggrundsmateriale, som Flygtningenævnet er i besiddelse af vedrørende ansøgerens hjemland, og særligt de heri indeholdte oplysninger om omfanget af tvangsomskæring i hjemlandet, myndighedernes og civilsamfundets holdning hertil og evne eller vilje til at yde beskyttelse mod overgrebet. Det indgår også i vurderingen om ansøgerne (forældrene) på baggrund af sagens oplysninger har vist styrke og uafhængighed, og om det derved må antages, at de pågældende vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne og kan beskytte deres døtre imod omskæring. Denne praksis følger de kriterier, der kan udledes af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det følger af Børnekonventionens artikel 3 og 19, at barnets tarv skal komme i første række, når der foretages foranstaltninger vedrørende børn, ligesom staterne skal sikre alle passende lovgivningsmæssige mv. forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold mv. Ved vurderingen af, om et barn er i risiko for tvangsmæssig kvindelig omskæring ved en ”tilbagevenden” til Somalia, kan der derfor være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en rimelig tvivl om forholdene og forældrenes evne til at beskytte barnet mod omskæring komme en ansøger til gode. Ifølge baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia ses der tegn på, at risikoen for tvangsomskæring er blevet mindre som følge af bl.a. en lovændring i 2012, der forbyder kvindelig omskæring. Flere baggrundsrapporter peger dog på, at kvindelig omskæring fortsat er meget udbredt og udgør en indgroet del af somalisk kultur. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2019 har klageren givet urigtige oplysninger om sin ægtefælles forhold under udlændingemyndighedernes behandling af hendes asylsag, hvilket – sammen med bl.a. hendes usikre forklaringer om sin konflikt med farbroren – bevirker, at de oplysninger, hun i øvrigt har givet om sine forhold og baggrund, er forbundet med usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke helt kan bortses fra, at moderen ifølge sin forklaring ikke ses at have noget reelt netværk i Somalia, idet faderen – efter de oplysninger som nu foreligger for nævnet – har fået opholdstilladelse i USA og ikke kan forventes at rejse tilbage til [byen A] i Somalia med familien. Der foreligger således nu oplysning om, at moderen reelt vil vende tilbage til [byen A] i Somalia som enlig mor. Moderen har efter det oplyste meget begrænset skolegang og ses ikke at have nogen særlige ressourcer, der vil gøre hende i stand til på egen hånd at kunne modstå et eventuelt pres fra omgivelserne. Da klagerne for så vidt angår risikoen for kvindelig tvangsomskæring må anses for at tilhøre en særlig social gruppe, jf. flygtningekonventionens artikel 1A, meddeles klagerne herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2021/32/smla
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig mindreårig statsborger fra Somalia. Født i marts 2014 i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning.Klagerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsfjernet fra hende, fordi hun og ansøgerens far ikke havde lov til at indgå et ægteskab. Klagerens mor har videre henvist til, at klageren vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret af al-Shabaab, når han bliver voksen.Flygtningenævnet har i moderens sag, der er behandlet sammen med denne, udtalt følgende:” Flygtningenævnet finder, at det fortsat ikke kan lægges til grund, at klageren har en asylbegrundende konflikt med sin farbror, idet klagerens forklaring herom på flere centrale punkter har fremstået uoverensstemmende, ligesom forklaringen vedrørende navnlig farbrorens fængsling af hende desuden forekommer usandsynlig. Nævnet kan vedrørende denne vurdering i øvrigt henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse i afgørelsen [fra foråret] 2018. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om klagerens datter på 5 år risikerer tvangsomskæring, såfremt familien udsendes til Somalia. Nævnet bemærker, at tvangsmæssig kvindelig omskæring udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Foreligger der således en reel og konkret risiko for at blive omskåret ved en tilbagevenden til f.eks. Somalia, vil det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har behandlet flere sager vedrørende inddragelse af eller nægtelse af at forlænge opholdstilladelse blandt andet for statsborgere fra Somalia, hvor der som asylmotiv henvises til risikoen for omskæring af deres døtre. Flygtningenævnet har i disse sager truffet afgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den pågældende asylansøger opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I denne vurdering indgår blandt andet ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder det baggrundsmateriale, som Flygtningenævnet er i besiddelse af vedrørende ansøgerens hjemland, og særligt de heri indeholdte oplysninger om omfanget af tvangsomskæring i hjemlandet, myndighedernes og civilsamfundets holdning hertil og evne eller vilje til at yde beskyttelse mod overgrebet. Det indgår også i vurderingen om ansøgerne (forældrene) på baggrund af sagens oplysninger har vist styrke og uafhængighed, og om det derved må antages, at de pågældende vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne og kan beskytte deres døtre imod omskæring. Denne praksis følger de kriterier, der kan udledes af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det følger af Børnekonventionens artikel 3 og 19, at barnets tarv skal komme i første række, når der foretages foranstaltninger vedrørende børn, ligesom staterne skal sikre alle passende lovgivningsmæssige mv. forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold mv. Ved vurderingen af, om et barn er i risiko for tvangsmæssig kvindelig omskæring ved en ”tilbagevenden” til Somalia, kan der derfor være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en rimelig tvivl om forholdene og forældrenes evne til at beskytte barnet mod omskæring komme en ansøger til gode. Ifølge baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia ses der tegn på, at risikoen for tvangsomskæring er blevet mindre som følge af bl.a. en lovændring i 2012, der forbyder kvindelig omskæring. Flere baggrundsrapporter peger dog på, at kvindelig omskæring fortsat er meget udbredt og udgør en indgroet del af somalisk kultur. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2019 har klageren givet urigtige oplysninger om sin ægtefælles forhold under udlændingemyndighedernes behandling af hendes asylsag, hvilket – sammen med bl.a. hendes usikre forklaringer om sin konflikt med farbroren – bevirker, at de oplysninger, hun i øvrigt har givet om sine forhold og baggrund, er forbundet med usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke helt kan bortses fra, at moderen ifølge sin forklaring ikke ses at have noget reelt netværk i Somalia, idet faderen – efter de oplysninger som nu foreligger for nævnet – har fået opholdstilladelse i USA og ikke kan forventes at rejse tilbage til [byen A] i Somalia med familien. Der foreligger således nu oplysning om, at moderen reelt vil vende tilbage til [byen A] i Somalia som enlig mor. Moderen har efter det oplyste meget begrænset skolegang og ses ikke at have nogen særlige ressourcer, der vil gøre hende i stand til på egen hånd at kunne modstå et eventuelt pres fra omgivelserne. Da klagerne for så vidt angår risikoen for kvindelig tvangsomskæring må anses for at tilhøre en særlig social gruppe, jf. flygtningekonventionens artikel 1A, meddeles klagerne herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens heraf meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2021/31/smla
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunnimuslim fra [A], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har selv oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer i [et EU-land] mellem 2016 og 2018. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive henrettet af myndighederne, da de mistænker ham for at have medvirket til et bombeangreb i Groznyj, samt at have begået et angreb mod myndighedspersoner i Tjetjenien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at begge forhold angiveligt skulle være foregået i 2015 eller 2016, mens ansøgeren var i [et EU-land] for at få behandlet sin asylsag. Videre har ansøgeren oplyst, at han ved sin tilbagevenden til Rusland i [sommeren] 2019 blev tilbageholdt af den russiske efterretningstjeneste, FSB, i lufthavnen i Moskva. Ansøgeren var tilbageholdt i lufthavnen i tre dage, hvorefter han blev fragtet til politiet i Tjetjenien af to betjente ved navn [B] og [C]. Ansøgeren blev tilbageholdt i fem dage i et fængsel i [A], Tjetjenien, hvor han blev afhørt tre gange og udsat for fysiske overgreb, herunder tortur. Ansøgeren blev løsladt efter at hans familie havde betalt [et beløb] euro for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren blev opsøgt af myndighederne to gange efter sin løsladelse. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, i forbindelse med et eftersyn af sin bil blev opmærksom på, at der var blevet anbragt en bombe og en GPS i bilen. To dage efter, mens ansøgeren holdt øje med sin bil, så han [B] og en anden person undersøge bilen, hvilket ansøgeren optog en video af. Endelig har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, efter sin udrejse til Ukraine, blev kontaktet af [B], som ville vide, hvor ansøgeren var taget hen. [B] havde tilbageholdt ansøgerens mor, som dog blev løsladt, efter at ansøgeren sendte videoen af [B], hvor han undersøger ansøgerens bil, til [B]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren har en konflikt med de russiske myndigheder. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [primo] 2021. Ansøgeren har således ved sin forklaring til Oplysnings- og Motivsamtalen [af primo] 2020 og ved samtalen [i efteråret] 2020 og ved sin forklaring i Flygtningenævnet på mange punkter afgivet divergerende forklaringer omkring forhold af betydning for vurderingen af ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren har herunder forklaret divergerende omkring, hvor han blev anbragt af FSB, da han indrejste i Rusland i [sommeren] 2019 efter at være blevet afvist som asylansøger i [et EU-land], om han måtte forlade bilen under sin transport som fange fra Moskva til Tjetjenien, hvor mange personer der hentede ansøgeren i cellen, om besøg ved læge efter at være blevet udsat for fysiske overgreb i fængslet, betingelserne i forbindelse med ansøgerens løsladelse, hvem der forestod ransagningen af ansøgerens bopæl efter ansøgers løsladelse, og om hvem der har optaget en video af [B], da denne undersøgte ansøgerens bil. Det er endelig tillagt en vis vægt, at ansøgeren er indrejst i Danmark [efteråret] 2019, at ansøgeren blev anholdt den [senere på efteråret] 2019 og varetægtsfængslet, men først [primo] 2020 har indgivet ansøgning om asyl. De af ansøgeren fremlagte fotos kan ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet vurdering af ovenstående har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse." Rusl/2021/4/CRT
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk jutt og sunnimuslim af trosretning fra Sialkot, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter sin fætters familie samt de personer, som har slået ansøgerens fætter ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fætter blev ramt af skud på ansøgerens bopæl, og at fætterens familie efterfølgende anklagede ansøgerens familie for at have slået fætteren ihjel. Ansøgeren har videre forklaret, at ansøgerens fætters familie blev opsøgt af de personer, som havde affyret skuddene mod ansøgerens fætter, og truet med, at de ville blive slået ihjel, hvis de fortalte til politiet, hvem der stod bag mordet på fætteren. Ansøgeren har endvidere forklaret, at sagen blev indbragt for retten, hvor ansøgerens bror i første instans blev dømt for mordet på fætteren, mens ansøgeren blev frifundet. I anden instans blev både ansøgerens bror og ansøgeren frifundet. Endelig har ansøgeren forklaret, at ansøgeren og ansøgerens bror efter retssagen blev opsøgt og truet af de personer, som havde affyret skuddene mod fætteren, ligesom fætterens familie fortsat tror, at det var ansøgeren og ansøgerens bror, som slog fætteren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at han har forklaret udbyggende og forskelligt om sine asylmotiver, og herunder ved asylsamtalen har erkendt, at hans tidligere påberåbte asylmotiv om konversion til kristendommen var opdigtet, og at hans forklaring til [myndighederne i to andre europæiske lande] om, at han var forfulgt at Taliban, der ville bruge ham i forbindelse med selvmordsbomber, heller ikke var sand. Hertil kommer, at klageren har forklaret forskelligt på en række centrale punkter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til de danske, [og de to øvrige europæiske landes] myndigheder har forklaret forskellig om, hvem der slog klagerens fætter ihjel, herunder at han til [myndighederne i de to andre europæiske lande] har forklaret, at Taleban slog fætteren ihjel, mens han til de danske myndigheder har forklaret, at hans fætter blev slået ihjel af fire navngivne personer, som ikke tilhørte nogen gruppe, men som var kendt for kriminalitet. Han har endvidere forklaret forskelligt om baggrunden for, at fætteren blev slået ihjel og om tidspunktet for episoden. Klageren har også forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt han blev straffet med 25 års fængsel for drabet på fætteren, idet klageren til oplysnings- og motivsamtalen angav som asylmotiv, at han var idømt 25 års fængsel og derfor frygtede bl.a. politiet, mens han til asylsamtalen forklarede, at han blev frikendt, mens hans bror blev dømt for drabet, men senere blev frikendt i ankesagen. Under mødet i nævnet har han forklaret, at han blev løsladt mod kaution, og at hans bror fortsat er i fængsel. Endvidere har klageren, som det nærmere fremgår af Udlændingestyrelsen afgørelse, forklaret forskelligt om, hvorvidt klagerens familie også var blevet slået ihjel. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at klagerens fætters familie skulle mistænke klageren for at stå bag drabet på klagerens fætter, når klageren samtidig ved asylsamtalen forklarede, at fætterens familie var blevet truet til ikke at angive de fire navngivne gerningsmænd. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Pakistan ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Paki/2021/8/rila
Nævnet omgjorde i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Udlændingestyrelsen ikke har overholdt fristerne for at anmode Sverige om at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens art. 24. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den konkrete sag indrejste klageren i Danmark på ny [i udgangen af vinteren] 2020 i hvilken forbindelse han blev indlogeret på center Sjælsmark. Det fremgår videre af sagen, at de tyske myndigheder via Dublinet fremsendte en skrivelse adresseret til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020, hvoraf fremgik, at deres ansvar for klageren var ophørt, og at Sverige nu var ansvarlig. [I begyndelsen af vinteren] 2020 blev klageren registreret som asylansøger ved de danske myndigheder. [I begyndelsen af vinteren] 2020 anmodede Udlændingestyrelsen de svenske myndigheder om at tilbagetage klageren, hvilket de svenske myndigheder accepterede samme dag. Det følger af Dublinforordningens art. 24, stk. 1, at når en medlemsstat, på hvis område en person omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c), eller d), opholder sig uden opholdstilladelse, og som ikke har modtaget nogen ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode denne medlemsstat om at tilbagetage den pågældende. Det fremgår endvidere af Dublinforordningens art. 24, stk. 2, at såfremt en anmodning om tilbagetagelse er baseret på andre beviser end oplysninger fra Eurodacsystemet, sendes den til den anmodede medlemsstat senest tre måneder fra den dato, hvor den anmodende medlemsstat bliver klar over, at det muligvis er en anden medlemsstat, der er ansvarlig for den pågældende. Det fremgår også af Dublinforordningens art. 24, stk. 3, at når anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, som er fastsat i stk. 2, skal den medlemsstat på hvis område den pågældende opholder sig uden opholdstilladelse give vedkommende mulighed for at indgive en ny ansøgning. I den konkrete sag lægger Flygtningenævnet til grund, at de danske myndigheder blev bekendt med, at klageren var genindrejst i Danmark i [udgangen af vinteren] 2020, idet han blev indlogeret på center Sjælsmark. Dette fremgår af Udlændingestyrelsens indkvarteringssystem. Det fremgår tillige, at han efterfølgende fik bevilget sundhedshjælp og lommepenge af styrelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de danske myndigheder allerede [i sommeren] 2020 modtog oplysninger om, at ansvaret for klageren var overgået til Sverige. Da Udlændingestyrelsen i nærværende sag først har fremsendt en anmodning til de svenske myndigheder [i begyndelsen af vinteren] 2020 – seks måneder efter de danske myndigheder blev opmærksomme på, at Sverige muligvis var ansvarlige for klageren – finder Flygtningenævnet, ikke, at betingelserne i Dublinforordningens art. 24, stk. 2, er opfyldt, hvorfor de danske myndigheder skal give klageren tilladelse til at indgive en ny ansøgning om asyl, jf. Dublinforordningens art. 24, stk. 3. Det forhold, at det var Udlændingecenter Nordsjælland, der [i sommeren] 2020 modtog oplysningerne fra de tyske myndigheder om, at deres ansvar var ophørt, og at Sverige herefter var ansvarlig for klageren, og at oplysningerne ikke blev videreformidlet til styrelsen, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at brevet fra de tyske myndigheder, der er sendt via Dublinet og adresseret til Udlændingestyrelsen, er modtaget [i sommeren] 2020 af en dansk udlændingemyndighed. På den baggrund omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. januar 2021, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a.”. Dub-Sver/2021/10/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en syrisk mand, der indrejste ulovligt i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens to nevøer var bosiddende i Danmark og til de generelle forhold for flygtninge i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [dato i begyndelsen af] 2021 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [dato i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således ikke, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller modtageforholdene i Spanien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain, 2020 Update fra april 2021, hvor det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om, at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne i de konkrete tilfælde ikke er nærmere belyst. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at situationen for mange asylansøgere er forværrede som følge af COVID-19, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, at klageren vil have adgang til indkvartering, og at klageren som asylansøger – og såfremt der måtte opstå behov herfor – har ret til samme niveau af sundhedsydelser som spanske statsborgere. Det bemærkes i øvrigt, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han er sund og rask. For så vidt angår det oplyste om klagerens to nevøer, skal Flygtningenævnet bemærke, at relationen mellem klageren og hans to voksne nevøer ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder således ikke, at det faktum, at klageren betragter den ene nevø som sin lillebror, og at de har været nære under deres opvækst, kan føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2021/4/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Rumænien, og har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Rumænien, herunder at klageren ikke vil have ret til indkvartering og at han risikere at blive frihedsberøvet. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at klageren ville risikere ”push-back” til Serbien, og til, at klageren havde en privatretlig konflikt med sin forhenværende forlovedes familie. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage ansøgeren, jf. forordningens artikel 18, litra c, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien [i foråret] 2021 har accepteret at modtage ansøgeren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien, skal indgive en ny ansøgning om asyl, og at han som følge heraf ikke har ret til indkvartering og andre ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det blandt andet fremgår af rapporten Country Report: Romania, AIDA, udgivet den 21. april 2021, at en Dublin-returnee, der har fået lukket sin asylsag i Rumænien under henvisning til, at vedkommende er udeblevet eller udrejst, kan få genåbnet sin asylsag, og derved opnå ret til indkvartering og andre ydelser, såfremt vedkommende indgiver en ansøgning om asyl senest ni måneder efter, at de rumænske myndigheder traf afgørelse om at lukke sagen. Det fremgår af sagens oplysninger, at de rumænske myndigheder traf afgørelse om at lukke sagen [i vinteren] 2020, hvorfor fristen ikke ses at være udløbet. Den omstændighed, at klageren frygter ”push back” til Serbien, kan med henvisning til tilbagetagelsesaccepten [fra foråret] 2021, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indgav en ansøgning om asyl til de rumænske myndigheder [i sommeren] 2020, og at han herefter blev indkvarteret på et asylcenter. Herudover fremgår det, at Rumænien [i foråret] 2021 har accepteret ansvaret for behandlingen af klagerens asylansøgning. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien er dårlige, at politiet er voldsomme og at asylansøgere risikerer at blive frihedsberøvet på et spinkelt grundlag, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de rumænske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under sit ophold i Rumænien ikke har haft nogen personlige eller individuelle konflikter med de rumænske myndigheder eller politi. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at såfremt klageren skulle opleve problemer med det rumænske politi eller myndighederne i øvrigt, kan han henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Rumænien herom. Det forhold, at klageren har forklaret, at han har oplevet problemer med en kvinde, han skulle giftes med, samt hendes familie og venner i Rumænien, idet han blev smidt på gaden og ikke havde nogen steder at bo, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Rumænien, må henvises til at søge de ru-mænske myndigheders beskyttelse, idet de rumænske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Endelig kan det forhold, at klageren har oplyst, at han har helbredsmæssige problemer, idet han har blod i sin afføring og sin urin, heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af rapporten Country Report: Romania, AIDA, fra den 21. april 2021, blandt andet fremgår, at asylansøgere har adgang til at modtage gratis sundhedsbehandling via det nationale, akutte sundhedssystem. Det fremgår endvidere, at asylansøgere modtager et personligt id-nummer, som giver dem adgang til de rettigheder, som er foreskrevet ved lov. Flygtningenævnet bemærker herudover, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de rumænske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Rumænien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ansøgeren til Rumænien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endelig ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Rumæ/2021/1/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en hviderussisk mand, der var i besiddelse af et visum udløbet mindre end seks måneder inden han søgte asyl i Danmark, udstedt af de polske myndigheder. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbred og risikoen for frihedsberøvelse i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2020 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2020/2021] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, hvis han overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, ”Country Report: Poland” fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves, og at der ikke sker en systematisk frihedsberøvelse af asylansøgere. Der foreligger således ikke grundlag eller oplysninger om konkrete omstændigheder til at fastslå, at der ved en overførsel af klageren til Polen vil ske en frihedsberøvelse, der vil være i strid med konventionerne. Det forhold, at klageren i Polen frygter overgreb, og at der er personer fra hans hjemegn, der opholder sig i Polen, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurderet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, der må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse, hvis han føler sig forfulgt af privatpersoner. Endelig kan det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han lider af Hepatitis C, ikke føre til en ændret vurdering. Det kan i øvrigt ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Røde Kors har oplyst, at han har været udsat for tortur eller umenneskelig og nedværdigende behandling. Flygtningenævnet har lagt vægt, at klageren må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Polen, ligesom Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af ham kan underrette de polske myndigheder om hans helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren har oplyst, at han ikke har opholdt sig i Polen. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/4/gdan
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en togolesisk mandlig statsborger, der har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtageforholdene i Italien, konsekvenserne af COVID-19-pandemien samt indkvarteringsmulighederne for afviste asylansøgere og dublinoverførte. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [en dato i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2020. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at: ”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors”. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Videre finder nævnet heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet har videre fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen for klageren af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien som følge af COVID-19 pandemien, herunder bemærkningen om, at flygtninge, migranter og asylansøgere er blandt de hårdest ramte persongrupper, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han under sit ophold i Italien har modtaget trusler fra personer fra Togo, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Italien, må han henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Ital/2021/11/MLVT
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en algerisk mand, der havde visum til Frakrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig, herunder adgangen til asylproceduren og til indkvartering. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at klageren i Frankrig frygter den algeriske efterretningstjeneste, idet han har oplevet dem operere i Frankrig. Endelig ønskede klageren sin asylsag behandlet i Danmark, idet han var bange for ikke at blive anerkendt som flygtning i Frankrig, idet han i Frankrig havde en bekendt, der ligesom ham var journalist, og som havde fået afslag på asyl. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at få afslag på asyl, idet hans bekendte, der ligesom klageren er journalist og flygtet fra Algeriet, har fået afslag på beskyttelse i Frankrig, og at klageren hellere vil have sin sag behandlet i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det kan videre ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han i Frankrig føler sig utryg, fordi der bor mange fra Algeriet i Frankrig, og fordi de algeriske myndigheder har kontakt til de franske. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at den algeriske efterretningstjeneste opererer i Frankrig, idet han under en demonstration opdagede at blive forfulgt af efterretningstjenesten. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren oplever problemer i Frankrig, henvises klageren til at tage kontakt til de franske myndigheder, herunder det franske politi, som må antages at have viljen og evnen til at beskytte klageren. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, at “only about 51 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2020”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at situationen for mange asylansøgere er forværret som følge af covid-19, hvorved der kan være større besvær forbundet med registrering af asylansøgninger og adgang til indkvartering og dermed risiko for at leve på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, og det bemærkes videre, at klageren som asylansøger – og såfremt der måtte opstå behov herfor – har ret til samme niveau af sundhedsydelser som franske statsborgere. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2021/4/AJEV
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Klageren blev i 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2019 blev klageren idømt fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at klageren således ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-25, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet skal foretage en selvstændig vurdering heraf. Der skal således foretages en afvejning mellem de i udlændingelovens § 26 nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, foreskriver således, at formodningen er imod, at en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens §§ 22-25, kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og 8. Der skal i det lys foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Der henvises herved til Flygtningenævnets beretning for 2019, side 571. Flygtningenævnet lægger i den foreliggende sag på den ene side vægt på, at den begåede kriminalitet er af meget begrænset omfang. På den anden side har klageren kun boet her i landet i en kort årrække og må anses for dårligt integreret i det danske samfund. Klageren er imidlertid indrejst i Danmark sammen med sin mor og fire søskende, og hun har boet sammen med sin mor og to søskende under opholdet i Danmark. Hun har hele sin nære familie her i landet og således ingen nær familie i Afghanistan. Herudover er klagerens psykiske helbredsforhold ikke gode. Hun modtager således behandling i det psykiatriske system mod blandt andet [sygdom], som har tilknytning til asylgrundlaget. Efter en samlet vurdering af kriminaliteten og klagerens personlige forhold som anført ovenfor finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige forhold, at klageren ikke skal udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2021/19/CERA
Nævnet hjemviste i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet drøftede sagen med klagerens advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant, hvorunder Flygtningenævnet indledte deres opmærksomhed på, at sagen på baggrund af advokatens indlæg synes at have skiftet karakter fra alene at vedrøre de generelle forhold i Syrien til nu at vedrøre et individuelt asylmotiv relateret til klagerens svigersøn. Klagerens advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant erklærede sig enig med Flygtningenævnet i, at sagen under disse omstændigheder burde hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet besluttede herefter at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Syri/2021/121/hzc
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til krigen og de generelle forhold i Syrien. De henvise videre til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at deres sønner ville blive indkaldt til militæret, og at de ville blive anholdt og fængslet såfremt sønnerne ikke accepterede indkaldelsen. Den kvindelige klager henviste videre til, at hun frygtede ransagninger af familiens hus, og til at kvinder i Syrien blev voldtaget og unge mennesker anholdt. Den kvindelige klager henviste endvidere til, at hun frygtede at blive dømt til døden, idet hun ikke deltager i værnepligten, og at det er forbudt for hendes familie at rejse ind i landet. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har den mandlige klager som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og dræbt af de syriske myndigheder, idet hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Derudover frygter den mandlige klager, at blive fængslet af de syriske myndigheder på baggrund af, at hans søn [B] har deltaget i politiske demonstrationer imod de syriske myndigheder i Syrien. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har den kvindelige klager som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive voldtaget, fængslet og dræbt af de syriske myndigheder, idet hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive voldtaget, fængslet og dræbt af de syriske myndigheder på baggrund af, at hendes søn [B] i Syrien har deltaget i politiske demonstrationer imod de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne kommer fra Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a., at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …” . Der er en begyndende genopbygning af infrastruktur, såsom veje, el- og vandforsyning i beboede områder i Damaskus by, og der er adgang til vand, el og sanitære faciliteter i alle beboede områder. Sundhedstjenester og hospitaler er genopbygget i de fleste områder af Damaskus by og leverer basale helbredsydelser. Behandling er stort set gratis eller på et niveau, hvor alle kan betale. Alle børn har adgang til skole og undervisning. Der er ikke fødevaremangel i Syrien, og den syriske regering har indført et rationeringssystem, hvor syrere kan købe basale fødevarer billigt. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie og privatliv. Den mandlige klager og den kvindelige klager er født og er opvokset i Syrien, hvor de har boet i det meste af deres liv. Klagerne har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år og 10 måneder. Den mandlige klager har ikke haft et lønnet arbejde, mens han har været i Danmark. Han har arbejdet som frivillig hos [Organisation]. Han har oplyst, at han ikke kan tale, læse eller skrive dansk. Han går i motionscenter. Den kvindelige klager har ikke haft et lønnet arbejde, mens hun har været i Danmark. Hun har søgt om arbejde, men har ikke fået det. Hun har afsluttet Dansk 2 og 9. klasse på VUC og er i gang med 10. klasse på VUC. Hun har oplyst, at hun kan tale, læse og skrive dansk. Klagerne har to voksne sønner, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne har en voksen datter i Danmark, der har et barn, og hvis sag behandles samtidig med nærværende sag i Flygtningenævnet. Klagerne har endvidere en voksen datter i [europæisk land], der har to børn, og de har en voksen datter i Syrien, der har to børn. Den kvindelige klager har tre brødre i Danmark. Den mandlige klager har tre brødre og fem søstre i Syrien. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres to voksne sønner. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Den kvindelige klager har oplyst, at hun lider af angst og smerter i [X] samt [Y], hvor hun blev opereret i Syrien. Klageren tager periodisk smertestillende medicin og medicin mod [Z]. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klageren for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved bl.a. lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ovennævnte rapport om at, syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen af [vinteren] 2021 om, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af deres individuelle forhold i Syrien. Flertallet af Flygtningenævnets har lagt vægt på, at klagernes forklaring om deres konflikt med de syriske myndigheder er divergerende, udbyggende og afglidende. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagernes to sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Klagernes ene søn, [B], var indkaldt til militærtjeneste, da klagerne udrejste af Syrien. Den anden søn, [A], var endnu ikke indkaldt til militærtjeneste, da klagerne udrejste af Syrien. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnernes unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Flertallet af Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at klagernes sønner er særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder, og klagerne findes således ikke at have sandsynliggjort, at de er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Det kan ifølge flertallet af Flygtningenævnet ikke føre til en ændret vurdering, at klagerne har oplyst, at den mandlige klagers bror [C] er blevet skudt af de syriske myndigheder på grund af klagernes sønners militærunddragelse. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020 har oplyst, at det er lang tid siden, at han har haft kontakt med [C], og at han går ud fra, at [C] er død, og at den mandlige klager har oplyst, at når en person dør i Syrien, så modtager man den afdødes id-kort, og at familien ikke har modtaget [C's] id-kort. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige klager ved den samme samtale flere gange har oplyst, at hvis [C] er skudt, er det på grund af de generelle forhold i Syrien. Flertallet af Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at den mandlige klagers bror [C] angivelige konflikt med de syriske myndigheder har noget at gøre med klagernes sønners militærunddragelse. Det kan ifølge flertallet af Flygtningenævnet ikke føre til en ændret vurdering, at klagerne har oplyst, at klagernes sønners bedstemor er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, da de ledte efter klagernes sønner, og at den kvindelige klagers bror, [D], og hans to sønner blev anholdt, og at de ikke ved, om de er i live. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 har oplyst, at anholdelsen af [D] og hans to sønner skete som led i de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt, og at de blev anholdt sammen med de andre mænd, der tilfældigt befandt sig på bopælen. Det kan ifølge flertallet af Flygtningenævnet ikke føre til en ændret vurdering, at klagerne har oplyst, at deres søn, [B], har deltaget i demonstrationer i 2011 og 2012. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerne har forklaret divergerende og udbyggende derom. Den kvindelige klager har først ved samtalen med udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020 oplyst herom og om en eftersøgning inden klagerens udrejse. Den mandlige klager har ikke nævnt denne konflikt for Udlændingestyrelsen og har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020 oplyst, at han ikke havde haft nogle konflikter med de syriske myndigheder på baggrund af [B's] deltagelse i demonstrationer. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagernes søn [B] i sin asylsag har oplyst til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015, at han ikke har været politisk aktiv i Syrien, og at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive idømt dødsstraf, da han er blevet væk fra militærtjeneste efter indkaldelse, og at han frygtede de generelle forhold som følge af krigen, ligesom han ikke har anført andre asylmotiver. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerne er udrejst legalt af Syrien. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagernes søn [B] er profileret i en sådan grad, herunder angiveligt har deltaget i demonstrationer i Syrien, at det sætter klagerne i modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker endeligt, at det af klagerne anførte om andre familiemedlemmer, der har været i konflikt med de syriske myndigheder, ikke kan føre til et andet resultat. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet således, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/123/MSI
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by], Quneitra-regionen, Syrien, men flyttede i 1967 til Damaskus, Syrien, hvor hun opholdt sig til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af den syriske efterretningstjeneste, idet de ledte efter klagerens søn, [A], som var deserteret fra hæren. Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2013 er ikke nærmere begrundet, men det fremgår blandt andet af styrelsens tilladelsesresolution af samme dato, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: "Uanset at ansøgeren på visse punkter har forklaret divergerende om sit asylmotiv, finder vi ikke at kunne afvise, at ansøgeren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og at hun er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2." Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som følge af sine individuelle problemer med de syriske myndigheder. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2013, at opholdstilladelsen er givet med mulighed for varigt ophold. Herefter, og da der ikke af Udlændingestyrelsen er oplyst omstændigheder, der kan føre til et andet resultat, findes klageren at have krav på at få sin opholdstilladelse forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2013, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/122/MIMA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder, statsløs (maktumin) fra Syrien og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [X], som ligger i nærheden af byen Derek, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste af de syriske myndigheder eller af YPG. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flygtede fra Syrien på grund af krigen i landet, og fordi han ønskede at skabe sig et normalt liv i Europa, idet han som statsløs ikke havde nogen rettigheder i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse eller overgreb på grund af sine individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [efteråret] 2020. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet således, at der ikke er nogen reel risiko for, at klageren, som er statsløs kurder fra Syrien (maktumin), ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har forklaret, at han ikke tidligere har haft problemer med YPG. Klageren har endvidere efter sin forklaring oplyst, at han ikke har personlige konflikter i Syrien. Endelig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at YPG ikke foretager tvangsrekruttering, idet rekruttering foregår på frivillig basis. Det beror således på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil få problemer med YPG og blive tvangsrekrutteret. Flygtningenævnet finder derimod, at klageren er udrejst af Syrien på grund af de generelle forhold. Klageren har således til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i efteråret] 2014 forklaret, at han udrejste fra Syrien fordi familiens økonomi havde det svært og til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 oplyst, at han udrejste på grund af krigen og fordi han som kurder ikke havde nogen rettigheder. Klageren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, idet han ved en tilbagevenden til Syrien alene som følge af sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. En tvangsmæssig udsendelse af klageren vil derfor være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 1. Ved dom af [sommeren] 2019 stadfæstede Østre Landsret dom af [foråret] 2019 fra retten i Holbæk, hvorefter klageren var idømt 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1 og samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 4 år. Klageren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 om sine personlige forhold oplyst, at han har en bror i Danmark, han har gået på sprogskole og stoppede under Dansk Modul 4. Han har haft arbejde [på et supermarked], på pizzeria og med bilrengøring. Han har ikke deltaget i foreningsliv. Han er født og opvokset i Syrien og har sine forældre i Syrien. Klagerens brødre er udrejst af Syrien. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren er således udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/120
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etnisk arabere og sunni-muslimer af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede al-Shabia, Folkets Hær, da de forsøgte at rekruttere ham og hans kollegaer. Den mandlige klager frygtede endvidere de syriske myndigheder, idet han var udeblevet fra sin offentlige ansættelse i [et ministerie]. Endelig henviste han til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder. Den kvindelige klager henviste endvidere til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede al-Shabia, Folkets Hær, da de forsøgte at rekruttere hendes ægtefælle. Den mandlige klager havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabia mødte dagligt op på hans arbejdsplads i et år for at rekruttere ham og hans kollegaer. Al-Shabia tilbød, at de kunne beholde deres nuværende job og samtidig blive betalt af Al-Shabia, hvis de lod sig hverve. Den kvindelige klager havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle var udeblevet fra sin offentlige ansættelse i [et ministerie]. Derudover oplyste hun også, at hendes søn var udeblevet fra sin indkaldelse til militærtjeneste. [I efteråret] 2019 indgav klagerne klage over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. [I efteråret] 2020 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han er efterlyst og frygter at blive fængslet, fordi han har forladt sin stilling i [et ministerie] i Syrien. Han har endvidere henvist til, at de syriske myndigheder har spurgt efter hans søn, som skulle aftjene militærtjeneste. Han har yderligere henvist til, at han frygter Bashar Al Assad, idet enhver risikerer at blive anholdt i Syrien. Den mandlige klager har endelig henvist til, at han i 2012 var tilbageholdt og blev udsat for overgreb, fordi han blev holdt ansvarlig for et tyveri af en af [ministeriets] biler. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle forlod sin stilling som offentlig ansat. Hun har endvidere henvist til, at hendes to sønner og hendes bror i Tyskland har unddraget sig militærtjeneste. Den kvindelige klager har endelig henvist til, at hun er fra [en mindre by i Syrien]. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne kommer fra Damaskus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager ved oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 har oplyst, at deres seneste opholdssted var Yarmouk-lejren, Damaskus i Syrien. Den mandlige klager har ved denne samtale yderligere oplyst, at han er født og opvokset i Yarmouk-lejren, hvor han boede frem til lidt over et år inden udrejsen fra Syrien, og at hans far havde købt et stykke jord i Yarmouk i begyndelsen af flygtningelejrens etablering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige klager ved oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2015 har oplyst, at seneste deres opholdssted var Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Hun har endvidere ved samtalen oplyst, at hun som 25-årig flyttede til Yarmouk-lejren, hvor hendes ægtefælle boede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige klager ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2020 har forklaret, at da han var ung flyttede hans familie til Damaskus, hvor han efterfølgende blev boende og fik job og blev gift, og at han derfor aldrig vendte tilbage til [den mindre by i Syrien]. Efter krigen brød ud, og da det blev farligt at opholde sig i Damaskus, tog familien ophold i familiens gamle hus i [en mindre by i Syrien], hvilken forklaring den mandlige klager har bekræftet ved mødet i Flygtningenævnet i maj 2021. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a., at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …” . Der er en begyndende genopbygning af infrastruktur, såsom veje, el- og vandforsyning i beboede områder i Damaskus by, og der er adgang til vand, el og sanitære faciliteter i alle beboede områder. Sundhedstjenester og hospitaler er genopbygget i de fleste områder af Damaskus by og leverer basale helbredsydelser. Behandling er stort set gratis eller på et niveau, hvor alle kan betale. Alle børn har adgang til skole og undervisning. Der er ikke fødevaremangel i Syrien, og den syriske regering har indført et rationeringssystem, hvor syrere kan købe basale fødevarer billigt. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie og privatliv. Den mandlige klager og den kvindelige klager er født og er opvokset i Syrien, hvor de har boet i det meste af deres liv. Klagerne har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år. Den mandlige klager har arbejdet som grønthandler i Danmark og har bestået prøve i dansk. Han har oplyst, at han kan tale, læse og skrive dansk og er i gang med 9. klasse. Den kvindelige klager har bestået Prøve i Dansk 2. Hun har oplyst, at han kan tale, læse og skrive dansk. Hun har gennemført 9. klasse. Klagerne har to voksne sønner, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har den mandlige klager oplyst, at hans mor, og en søster og en bror bor i [en mindre by] i Syrien, og at han har en søster i Damaskus. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har den kvindelige klager oplyst, at den hun har to brødre og to søstre i [en mindre by] i Syrien. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres to voksne børn. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen [fra vinteren] 2021 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af deres individuelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagernes sønner, der er udrejst af Syrien, før de blev indkaldt til militærtjeneste, har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønners unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at der fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagernes sønner er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Klagerne findes således ikke at have sandsynliggjort, at de er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Flygtningenævnet kan ikke længere lægge til grund, at den mandlige klager har været ansat som chauffør i [et ministerium] i Damaskus i Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klageres forklaring herom er divergerende og udbyggende, at den mandlige klager og den kvindelige klagers forklaringer herom er indbyrdes divergerende, og at forklaringen om ansættelsen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager ved oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 oplyste, at han havde gået 9 år i grundskole og mellemskole og 1 år i gymnasiet, og at han de sidste 8 år havde fungeret som chauffør i [et ministerium], hvor han havde til opgave at uddele post for administrationen, og at han før han startede som chauffør, arbejdede som herrefrisør. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har den mandlige klager oplyst, at han har bestået studentereksamen og har haft tre års universitetsstudier på Damaskus Universitet, Institut for Politik, at han var ansat som chauffør i [et ministerium] i ca. 5-6-7 år, og at han også har været chauffør i det private. For Flygtningenævnet [i foråret] 2021 har den mandlige ansøger forklaret, at han efter studentereksamen i 18-års alderen aftjente den obligatoriske værnepligt, og at han derefter studerede to år på universitet, hvorefter han stoppede og blev ansat som chauffør i [et ministerium], og at han var ansat der i 5-6 år. Han har ikke kunnet redegøre yderligere for sine ansættelsesforhold siden, han ophørte med at studere. For Flygtningenævnet har den kvindelige klager forklaret, at den mandlige klager efter, at han havde studeret på universitet i 2 år havde nogle småjobs, og at han blev ansat som chauffør i [et ministerium] i 2005, hvor han var ansat til udrejsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige klager og kvindelige klager har forklaret forskelligt om den mandlige klagers arbejdsopgaver i [ministeriet]. Den mandlige klager har forklaret, at han kørte med post, og den kvindelige klager har forklaret, at hendes ægtefælle var ministerens chauffør og ansvarlig for posten. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den klagernes forklaring om, at den mandlige klager blev stanset af al-Shabia, der stjal [ministeriets] bil, da han kørte for sit arbejde, og hvori der lå et fortroligt brev, hvilket klagerne ikke havde oplyst om ved deres oplysnings- og motivsamtaler med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015, men først ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2020, er divergerende og udbyggende, og ikke kan lægges til grund, jf. tillige Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2020. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på at på, at klagerne har forklaret udbyggende om, at den mandlige klager blev anholdt og fængslet i en måned efter den angivelige episode med [ministeriets] bil, idet de først har forklaret om dette ved mødet i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 og ikke har oplyst noget herom ved oplysning- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 og ved mødet i Flygtningenævnet [i vinteren] 2020 på trods af, at der er tale om en meget central oplysning i asylsagen. Det forhold, at klageren ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har fremlagt en kopi af en politirapport vedr. episoden kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke tidligere havde oplyst om denne politirapport, og således ikke havde oplyst herom ved oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 og ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2020, og at det ikke forekommer sandsynligt, at klagerens ven, der også var ansat i postafdelingen, kunne få adgang til klagerens personlige mappe i [ministeriet], hvori politirapporten angiveligt skulle have ligget. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren ved mødet i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har fremlagt en kopi af en opsigelse fra [den mandlige klagers arbejdsplads] [i vinteren] 2015, hvoraf fremgår, at ministeriet har anlagt en sag mod den mandlige klager på grund af udeblivelse fra embedet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke oplyste om dokumentet ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2020 på trods af at han har oplyst, at han fik dokumentet i [foråret] 2020, Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at hans kollega, der arbejdede med post, havde set brevet i posten og herefter sendt det til klageren for ca. 1 år siden ([foråret] 2020) ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at brevet skulle være blandt posten 6 år efter den mandlige klagers udrejse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der er forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige klager fortsatte sit arbejde som chauffør i [ministeriet] efter, at han angiveligt havde været fængslet i ca. en måned på grund af episoden med [ministeriets] bil. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har den kvindelige klager forklaret, at den mandlige klager efter fængslingen bad om orlov fra sit arbejde, og at den mandlige klager ikke vendte tilbage til sit arbejde i [ministeriet]. For Flygtningenævnet har klagerne forklaret, at den mandlige klager vendte tilbage til sit arbejde som chauffør i [ministeriet] efter fængslingen. Flygtningenævnet finder herefter en samlet vurdering, at klagernes forklaring om den mandlige klagers ansættelse i [ministeriet] og de heraf forbundne konflikter med henholdsvis al-Shabia og de syriske myndigheder må tilsidesættes som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at nævnet af de grunde, der er anført af Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2020, ikke har sandsynliggjort, at den mandlige klager, som er 50’erne år, ved en tilbagevenden til Syrien vil blive genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige klager har en konflikt med de syriske myndigheder og med al-Shabia som følge af deres individuelle forhold i Syrien. Det forhold, at den mandlige klager til Udlændingestyrelsen i forbindelse med sin samtale [i efteråret] 2020 og til nævnsmødet har oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i Syrien, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Flygtningenævnet ikke kan lægge denne forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen herom forekommer udbyggende, idet den mandlige klager ikke tidligere har oplyst herom. Med hensyn til den af klagerne for Flygtningenævnet fremlagte avisartikel [i foråret] 2021, bemærkes, at den beskriver klagernes subjektive frygt ved en tilbagevenden til Syrien. De i øvrigt for Flygtningenævnet fremlagte artikler og opslag på [et socialt medie] fra 2021 indeholder forfatternes kommentarer til de danske myndigheders vurdering af sikkerhedssituationen i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at artiklen [i foråret] 2021 først er trykt for ca. 2 måneder siden og således efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2020 om afslag på statusændring og Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinteren] 2021 om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at klagerne herved ikke har eksponeret sig med regimekritiske kommentarer overfor de syriske myndigheder og finder, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de som følge deraf skulle være kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de var i de syriske myndigheders søgelys ved deres udrejse, og at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de – mens de har været i Danmark – er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerne ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/119/hzc
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i vinteren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er [i vinteren] 2020 blevet forlænget med gyldighed til [vinteren] 2022. [I sommeren] 2020 har partsrepræsentant [A] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun blev voldtaget af en af de to personer fra den syriske efterretningstjeneste, der opsøgte hende på hendes bopæl i [By]. Personen fra efterretningstjenesten, der var civilklædt, havde tvunget klageren til at åbne døren. Han fremviste ID-kort og var bevæbnet. Den anden person stod uden for lejlighedens hoveddør og ventede. Klageren og familien boede i en lejlighed på [X]. Klageren har først fortalt sin ægtefælle om disse oplysninger [i sommeren] 2020. Derudover henvises der i klagen til klagerens ægtefælles oplysnings- og motivsamtale af [sommeren] 2018, hvoraf fremgår, at klageren blev opsøgt af efterretningstjenesten. Klageren blev anklaget for at arbejde for oprørsstyrkerne. Klageren skulle oplyse sit telefonnummer til efterretningstjenesen, idet de ville indkalde hende til en samtale. Efter denne hændelse flyttede hele familien ind hos klagerens ægtefælles søster. Efter 8 til 10 dage udrejste klageren af Syrien. Klageren har til støtte for sin ansøgning om asyl i første række henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den verserende borgerkrig og de generelle forhold i landet. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder, at forklaringen fremstår troværdig og selvoplevet, og forklaringen støttes af, at ansøgeren som kvinde udrejste alene af Syrien meget kort tid efter voldtægten. Forklaringen støttes endvidere til dels af de lægelige oplysninger. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren blev opsøgt på bopælen af to personer fra den syriske efterretningstjeneste, og at hun ved den lejlighed blev voldtaget af en syrisk efterretningsofficer. Flertallet lægger videre til grund, at efterretningsofficeren skaffede sig oplysninger om ansøgerens familie og truede ansøgeren med yderligere voldtægter. Efter ansøgerens ægtefælles forklaring lægger flertallet til grund, at ansøgerens bopæl, efter at ansøgeren var udrejst, to gange blev opsøgt af personer fra efterretningstjenesten, som vil have ansøgeren med. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er kommet i et sådant modsætningsforhold til højtstående personer i den syriske efterretningstjeneste, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive identificeret som en modstander af det syriske styre, og at hun derfor vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2020/109/YARS
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen er [i vinteren] 2020 blevet forlænget med gyldighed til [vinteren] 2021. [I vinteren] 2018 har partsrepræsentant [A] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin ansøgning om asyl i første række henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og slået ihjel af de syriske myndigheder, idet klageren er blevet anklaget for at have deltaget i demonstrationer og løftet våben mod en kontrolpost. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien og de iranske styrker i Syrien, idet de angriber sunni-muslimer. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev tilbageholdt af myndighederne, da han var på vej hjem fra arbejde. Klageren blev ført til en kælder, hvor han blev holdt fanget i en måned og udsat for grove fysiske overgreb. Klageren blev herefter anklaget for at have deltaget i regimekritiske demonstrationer og for at have løftet våben mod en kontrolpost. Tre uger efter sin løsladelse blev klageren tilbageholdt igen. Denne gang blev klageren tilbageholdt i syv til ti dage i en anden kælder, hvor han igen blev udsat for grove fysiske overgreb. Da klageren blev løsladt igen skiftede han bopæl, og forlod ikke sit hjem i perioden frem til sin udrejse af Syrien. Flygtningenævnets flertal kan delvist lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de syriske myndigheder til grund. Flertallet har således i ægtefællens sag lagt til grund, at ægtefællen blev opsøgt på bopælen af to personer fra den syriske efterretningstjeneste, og at hun ved den lejlighed blev voldtaget af en syrisk efterretningsofficer. Flertallet har videre lagt til grund, og at efterretningsofficeren skaffede sig oplysninger om ansøgerens familie, og truede ansøgeren med yderligere voldtægter. Efter ansøgerens forklaring lægger flertallet til grund, at ansøgerens bopæl, efter ægtefællen var udrejst, to gange blev opsøgt af personer fra efterretningstjenesten, som vil have ægtefællen med, og at ansøgeren sidste gang, personerne fra efterretningstjenesten opsøgte bopælen, i strid med sandheden oplyste, at han var blevet skilt fra ægtefællen. Flertallet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om sine angivelige tilbageholdelser. Flertallet henviser herved til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse sammenholdt med ansøgerens forklaring for nævnet. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren, når der også henses til ægtefællens konflikt med efterretningstjenesten, har sandsynliggjort, at han er kommet i et sådan modsætningsforhold til højtstående personer i den syriske efterretningstjeneste, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive identificeret som modstander af det syriske styre, og at han derfor vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen."Syri/2020/108/YARS
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive anholdt og slået ihjel af grupper, som tilhører Hizbollah, idet han tidligere har arbejdet for en nødhjælpsorganisation. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter en tidligere kollegas ven, som har truet ansøgeren på livet. Ansøgeren har som asylmotiv endeligt henvist til, at han frygter de libanesiske myndigheder, idet han er blevet anholdt to gange, og de har forvekslet ham med en anden eftersøgt person med samme navn. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har arbejdet for [en organisation] i Libanon mellem 2013-2018, og han modtog under sit arbejde trusler fra nogle personer, som tilhørte Hizbollah, idet ansøgeren er sunnimuslim og han hjalp syriske flygtninge, som var modstandere af det syriske regime. På vej hjem fra byen [A] forsøgte militser fra Hizbollah at skyde imod en minibus, som var foran den bil, som ansøgeren kørte i. En måned efter ansøgeren ophørte med at arbejde hos [organisationen] opsøgte en milits fra Hizbollah ansøgeren på sin bopæl to gange, og beskyldte ham for at være en spion. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNWRAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til det af ansøgeren fremlagte UNWRA registreringskort og UNWRAs bekræftelse af [vinteren] 2021, hvorefter ansøgeren er registreret hos UNWRA i Libanon. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Der er herved henset til, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Hizbollah, som følge af ansøgerens ansættelse hos [organisationen]. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen herved henset til, at ansøgeren herom har afgivet udbyggende forklaring. Til sin afrundede samtale [i vinteren] 2019 har ansøgeren således ikke oplyst om at være blevet opsøgt af Hizbollah, men har til sin asylsamtale [i vinteren] 2021 forklaret, at han kort tid efter hans arbejde hos [organisationen] ophørte modtog et telefonopkald fra Hizbollah, hvor han blev anklaget for at arbejde som spion for [organisationen]. Opkaldet var ikke truende. I samme asylsamtale har ansøgeren endvidere oplyst, at han efterfølgende er blevet opsøgt to gange af medlemmer af Hizbollah, der anklagede ham for at være spion for Danmark i forbindelse med sit arbejde for [organisationen] og krævede, at han skulle tilslutte sig Hizbollah og arbejde for dem. Hizbollah medlemmerne var aggressive og truende og ville have ansøgeren til at kæmpe for Hizbollah i Syrien. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren herom forklaret, at Udlændingestyrelsen må have misforstået ansøgerens forklaring. Hizbollah har således ikke forsøgt at tvangsrekruttere ansøgeren til at kæmpe for sig i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens udbyggende forklaring herom kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at palæstinensere, der har arbejdet for danske organisationer i Libanon skulle være i risiko for forfølgelse af Hizbollah. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de libanesiske myndigheder. Ansøger har således forklaret, at han er blevet anholdt to gange, men er begge gange blevet løsladt, idet myndighederne havde forvekslet ansøgeren med en anden. Flygtningenævnet kan endelig ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [navn på slægt] familien. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at en person fra [navn på slægt] familien har truet ansøgeren som følge af ansøgerens forfremmelser i [organisationen]. Der er herved henset til at ansøgeren var ophørt med sin ansættelse hos [organisationen] og til ansøgerens egne oplysninger, hvorefter han er ubekendt med om den person, som truede ham, er fra [navn på slægt] familien. Der er endelig henset til, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil blive tilbageholdt af myndighederne, fordi han er udrejst illegalt. Der er herved også henset til ansøgerens egen forklaring, hvorefter han ikke ved om hen er eftersøgt i den anledning. Efter en samlet vurdering af ovenstående kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon og UNRWAs operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerheds tilstand. Endelig bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA. De generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/30/juri
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske russere og kristne af trosretning fra [en by i] Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. [K] har som asylmotiv henvist til, at han i Rusland frygter, at de ukendte personer, der tidligere havde overfaldt ham, vil slå ham og hans ægtefælle ihjel. Ansøgeren frygter også diskriminerende behandling fra den russiske regering og fra samfundet, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev gift med sin ægtefælle på [et rådhus i efteråret] 2018 i forbindelse med en ferie til [Danmark]. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle gik en tur i [sommeren] 2019, hvor de blev stoppet af ukendte personer. Personerne sagde, at de kendte ansøgeren og hans ægtefælle og truede med at slå dem ihjel, hvis de ikke udrejste af Rusland. De skubbede til ansøgeren og hans ægtefælle, som løb væk sammen i retningen af en politistation. Undervejs blev ansøgeren og hans ægtefælle enige om, at eftersom der ikke var slag og mærker på kroppen, ville det være meningsløst at anmelde det. Derudover frygtede de, at politiet ville finde ud af, at ansøgeren og hans ægtefælle var i et forhold, og at denne information ville komme videre til deres arbejdsplads, som så ville fyre dem. I den efterfølgende tid var de bange for at få ud og flyttede derfor til en anden bydel. Ansøgerens ægtefælle havde af sin ven fået at vide, at nogen havde spurgt efter dem. Ansøgeren og hans ægtefælle udrejste i [vinteren] 2020. [A] har som asylmotiv henvist til, at han i Rusland frygter at blive udsat for chikane og uretfærdig behandling fra befolkningen og de russiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev gift med sin ægtefælle på [et rådhus i efteråret] 2018 på en ferie til Danmark. På en gåtur i [sommeren] 2019 blev ansøgerens ægtefælle og ansøgeren antastet af ukendte personer, der skubbede til dem og chikanerede dem på grund af deres seksualitet. I [sommeren] 2019 flyttede de til en anden bydel. I [sommeren] 2019 blev ansøgeren kontaktet af sin ven […], der fortalte, at han havde fået en henvendelse fra en person, der havde spurgt, hvor ansøgeren var flyttet til. Ansøgeren og hans ægtefælle tog derefter en beslutning om at udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at uanset at forholdene for homoseksuelle i Rusland er meget vanskelige, er de efter baggrundsoplysningerne ikke af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder endvidere af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelser, at ansøgernes konflikter ikke har en sådan karakter, et sådant omfang og en sådan intensitet, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2021/3/hzc
Nævnet omgjorde i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 1988.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1988, og at hun [i efteråret] 1989 blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2007/2008] udrejste til Libanon. Klageren udrejste for at være sammen med sin ægtefælle i Libanon. [I foråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet finder, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, og nævnet har ved vurderingen i det væsentlige lagt vægt på de forhold og omstændigheder, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018. Der henvises blandt andet til det oplyste om, at klageren [i sommeren] 2012 udrejste af Danmark for at være sammen med sin ægtefælle i Libanon, og at udrejsen blev foretaget, efter at klageren havde opgivet sin lejlighed i København. Det kan hertil lægges til grund, at klageren ikke har haft nogen indtægt i Danmark siden 2007. Nævnet kan i øvrigt henvise til oplysningerne om klagerens anvendelse af sit sundhedskort. Det fremgår af oplysningerne, at hun jævnligt har gjort brug af sundhedskortet i 2007. Hun har alene anvendt kortet to gange i 2008 og en enkelt gang i 2009 og 2010. Sundhedskortet er ikke anvendt i 2011. Klageren må herefter anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at det ikke kan afvises, at klageren ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, forinden Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen. Flertallet henviser til klagerens forklaring om, at hun efter sin udrejse i flere år har opholdt sig i Libanon i 3-4 måneder, og at hun herefter er rejst til Danmark, hvor hun i 2- 2½ måneder har opholdt sig hos sine børn og børnebørn. Forklaringen er understøttet af klagerens fremlæggelse af en flybillet med angivelse af indrejse i Danmark i 2012 og 2017 efter ophold i Libanon. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, ikke kan anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2.” liba/2021/6/ehd
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at to personer vil gøre ham fortræd, fordi han har en konflikt med dem vedrørende en lejlighed. Endvidere har han henvist til, at han er efterstræbt af Hizbollah. Som støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far i 2017-2018 købte en lejlighed til ham, som han skulle bo i, efter han blev gift. Lejligheden blev købt af en mand ved navn [A]. Da ansøgeren og hans far tog ud for at se lejligheden, opdagede de, at en mand ved navn [B] som havde lejet lejligheden af [A], ikke var flyttet ud endnu. Ansøgeren aftalte med [B], at han skulle flytte ud inden for seks måneder, men efter tidsfristens udløb var [B] endnu ikke flyttet ud. Ansøgeren opsøgte [B] i halvandet år, men han nægtede at flytte ud. Med tiden blev [B] truende. I [foråret] 2018 anmeldte ansøgeren [B] og [A] til retten, for at få hjælp til at overtage lejligheden, men han fik at vide, at de ikke kunne hjælpe ham. I sommeren 2019 blev ansøgeren kidnappet foran sin butik af fire maskerede mænd. Ansøgeren formodede, at kidnapningen var planlagt af [B]. Tre dage senere blev ansøgeren løsladt. Han tog derefter til sin families sommerhus i [en mindre region], hvor han holdt sig i skjul frem til sin udrejse af Libanon. En dag fandt han en seddel på døren til sommerhuset, hvor der stod, at ukendte personer kunne finde ham, uanset hvor han tog hen. Under samme periode har ukendte personer opsøgt ansøgerens familie et ukendt antal gange, hvor de spurgte efter ansøgeren. Vedrørende konflikten med Hizbollah har ansøgeren forklaret, at han er efterstræbt, fordi Hizbollah ønsker at sende ham til Syrien, hvor han skal kæmpe. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på centrale punkter forekommer divergerende, udbyggende og usammenhængende og derfor fremstår utroværdig. Nævnet henviser til, at ansøgeren om sin bortførelse under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2020] har forklaret, at han undervejs i bilen blev slået over alt på kroppen og i ansigtet af sine bortførere. Under asylsamtalen [i vinteren] 2020/2021 har han først forklaret, at der ikke skete noget i bilen bortset fra, at bortførerne talte sammen indbyrdes. Da han senere under samtalen blev foreholdt divergensen, har han på ny oplyst, at han blev slået. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter sin løsladelse kørte til familiens sommerhus, hvor han ikke oplevede problemer under sit ophold. Han har derimod under asylsamtalen forklaret, at der under opholdet blev sat en seddel på døren til sommerhuset, og at sedlen indeholdt en trussel om, at man kunne få fat på ham, uanset hvor han tog hen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen også forklaret, at hans bortførere sagde, at de ville sende ham til Syrien, så han kunne kæmpe og dø som martyr, og at ansøgeren derfor troede, at det kunne være Hizbollah, der havde kidnappet ham. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at han ved, at det var [B], der stod bag bortførelsen, da der ikke blev talt om andet under tilbageholdelsen, end at ansøgeren ville have [B], hans ægtefælle og hans børn smidt ud. Senere under samtalen har ansøgeren dog oplyst, at det er korrekt, at bortførerne også talte om, at de ville tvinge ham til Syrien, for at han skulle kæmpe. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det af sagens oplysninger fremgår, at ansøgeren under behandlingen af en asylansøgning i Tyskland, har forklaret, at hans ægtefælles far er medlem af Hizbollah, og at dette var baggrunden for, at han forlod sit hjemland. Svigerfaren var bekendt med [et medlem af Hizbollah], som ønskede at gøre skade på ansøgeren. Ansøgeren har endvidere til de tyske myndigheder forklaret, at han efter sin tilbageholdelse tog til sine forældre i [en landsby], hvor han opholdt sig i tre uger. Under nævnsmødet er ansøgeren foreholdt, at han til de tyske myndigheder har oplyst et andet asylmotiv end for de danske myndigheder, og ansøgeren har hertil forklaret, at nogle af de forhold, som han oplyste til de tyske myndigheder, er sande, og at andre oplysninger ikke er det. Han forklarede de tyske myndigheder om en konflikt med sin svigerfar, fordi han ikke ønskede at vende tilbage til Danmark og svigerfamilien. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under asylsamtalen udbyggende har forklaret, at [A’s] ægtefælle har anmeldt ansøgeren til politiet, idet hun har oplyst, at ansøgeren havde overfaldet hende og hendes børn. Ansøgeren har ikke nævnt dette forhold under oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under asylsamtalen i øvrigt har forklaret, at ansøgerens far har forsonet sig med [B] og [A], men at han stadig frygter [B], fordi han ikke stoler på ham. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret flere spørgsmål om divergenserne på en afglidende og usammenhængende måde. De fremlagte dokumenter under nævnsmødet kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2021/5/ehd
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Tehran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født muslim og er konverteret til kristendommen Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er vantro. Dette motiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2018. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at han allerede i Iran var tiltrukket af kristendommen, fordi han havde en armensk kristen kæreste, og hendes måde at opføre sig på tiltrak ham. Han mødte på asylcenteret i [by A] to iranske asylansøgere, der var konverteret til kristendommen, og som inviterede ansøgeren med i kirke. Ansøgeren gennemførte dåbsundervisning i foråret 2016, men blev ikke døbt ved denne lejlighed, idet han ikke følte sig klar. Da han i begyndelsen af 2019 flyttede til [asylcenter B], blev han engageret i bibelmøder og koret i missionshuset i [by C]. Han startede på ny dåbsundervisningen og blev døbt [i foråret] 2019. En personlig krise med misbrug af [euforiserende stof og smertelindrende medicin] samt et brud med en dansk kæreste, som han havde levet sammen med fra 2016 til 2018, var stærkt medvirkende til, at han søgte kristendommen. Ansøgeren taler åbent om kristendommen og lægger billeder og kristne budskaber på sin Instagramprofil. Han ønsker at leve åbent som kristen i Iran og føler sig forpligtet til at missionere. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konversion først sker efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger ikke var troende i hjemlandet. Nævnet finder, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han trods gennemført dåbsundervisning i foråret 2016 ikke ønskede at blive døbt på dette tidspunkt, men først ønskede dette efter modtagelse af endeligt afslag på asyl, efter hvilket tidspunkt han måtte være motiveret for at opnå et nyt asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at han først blev døbt [i foråret] 2019, fordi en personlig krise med misbrug af [euforiserende stof og smertelindrende medicin] samt et brud med en dansk kæreste, som han havde levet sammen med fra 2016 til 2018, fik afgørende betydning for hans valg, findes ikke at kunne føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra forskellige kirkelige myndighedspersoner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin konversion, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har en Facebook- og Instagramprofil, hvor ansøgeren i et vist omfang har lagt opslag med kristent indhold, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det er derfor fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/39/MIMA
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og oprindeligt sunni-muslim af trosretning fra [by A], [provins], Iran. Klageren har været medlem af KDPI i Iran. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han stillede op som kandidat til et byrådsvalg, og at han herefter blev beskyldt for at være i kontakt med sin farbror, som var aktivt medlem af KDPI. Klageren har også oplyst, at han klagede over valgresultatet, at han gjorde opmærksom på, at der var sket valgsvindel. Klageren har videre oplyst, at han som følge heraf blev tilbageholdt og udsat for overgreb under fængslingen. Klageren har endvidere oplyst, at han omkring 14 dage efter løsladelsen fra fængslet rejste til Irak og blev overtalt til at blive medlem af KDPI og blev et aktiv for KDPI. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at ændre den vurdering af klagerens asylmotiv, som er kommet til udtryk i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2017, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at klageren nu er fremkommet med nye og ændrede oplysninger om sit oprindelige asylmotiv, kan således meget sandsynligt henføres til hans psykiske tilstand. Udlændingelovens § 31 er derfor til hinder for, at klageren udsendes til Iran. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om det forhold, at klageren er dømt for strafbart forhold i Danmark og udvist af Danmark, er til hinder for, at der – uanset at betingelserne efter § 7, stk. 1, er opfyldt – meddeles klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i [by Bs] dom [i foråret] 2019 blevet idømt en behandlingsdom uden længstetid og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for bl.a. forsøg på grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, overtrædelse af våbenloven og en lang række forhold vedrørende tilsidesættelse af tilhold. Anklagemyndigheden har vurderet, at klageren ved en strafferetlig sanktion var blevet idømt mellem 4 og 6 måneders fængsel. Klageren er endvidere ved Retten i [by Cs] dom [i efteråret] 2019 fundet skyldig i ved flere lejligheder at have overtrådt sin meldepligt. Der blev ved denne dom besluttet at opretholde foranstaltningen [fra foråret] 2019, ligesom klageren på ny blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at han herefter ikke kan meddeles opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Da klageren isoleret set ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal afvejningen af udlændingens straffedom for forhold begået i Danmark foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal det derfor tillige indgå i vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, om forbrydelsen er ”særlig farlig”, og om udlændingen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er fundet skyldig i bl.a. forsøg på overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Efter en samlet vurdering af karakteren af navnlig dette forhold finder nævnet, at klageren – uanset om man måtte anse dette forhold som en særlig farlig forbrydelse – ikke kan anses at være til fare for det danske samfund. Ved vurderingen heraf har nævnet henset til de omstændigheder, hvorunder bl.a. dette forhold blev begået, ligesom der er lagt vægt på, at klageren modtager behandling for de psykiske lidelser, som han led af i forbindelse med den begåede kriminalitet. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/38/ACA
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ukendt statsborger. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk toposa og kristen fra [x], Sydsudan. Ansøgeren har under sin oprindelige asylsag henvist til, at han frygtede regeringsstyrkerne i Sudan. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far var medlem af og kæmpede for Sudan People's Liberation Movement, og at ansøgeren [i] 1995 blev medlem af Sudan People's Liberation Movement. Ansøgeren udførte ikke aktiviteter for bevægelsen, men støttede bevægelsen gennem sit medlemskab. Videre har ansøgeren oplyst, at hans landsby blev angrebet af regeringsstyrker på grund af landsbybefolkningens etnicitet og trosretning. Ansøgeren nåede at flygte til Joba. Ansøgeren fik efterfølgende af vide, at hans forældre og søskende var blevet slået ihjel. Ansøgeren har under sin genoptagelsessag som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har boet sammen med en mand i Danmark i 10 år. Af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren] 2000 fremgår følgende: ”Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke er i besiddelse af legitimationspapirer udstedt af myndighederne. Ansøgeren har selv gjort gældende, at han er statsborger i Sudan. Ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger om beliggenheden af den landsby, han kommer fra, i forhold til byen Juba. Endvidere tyder resultaterne af de foretagne sprogtests på, at ansøgeren henholdsvis ikke taler det stammesprog, som han siger er hans modersmål, henholdsvis, at han stammer fra et andet område. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har den identitet og kommer fra det område, som han har påberåbt sig. ”Af sagen fremgår, at der efterfølgende i 2001 ud over de foretagne sprogtests bl.a. har været telefonkontakt mellem ansøgeren og Father Tony Barret, der taler tabosa, med henblik på at få afklaret, om ansøgeren som hævdet af ansøgeren taler tabosa, hvilket ikke kunne bekræfte efter telefonsamtalen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen fremlagt forskellige identitetspapirer i form af bl.a. et short birth certificate udstedt [i] 2020 i Sydsudan, en udtalelse af [foråret] 2020 fra formanden for byrådet i [y], [a], og et medlemsbevis fra SPLM’s ungdom angiveligt udstedt i [y] i 2020. Herudover har ansøgeren fremlagt breve af [efteråret] 2020 fra [y] Toposa Community om ansøgerens tilknytning til toposa-stammen. Af de baggrundsoplysninger, som Flygtningenævnet er i besiddelse af, fremgår bl.a., at der gælder meget begrænsede dokumentationskrav ved udstedelse af ID-dokumenter, og at falske dokumenter og dokumenter med falsk indhold er udbredt i Sydsudan. Der henvises til DFAT (Australien), Country Information Report, South Sudan, 27. april 2016, og UNICEF, In South Sudan, Registering a Birth, Providing an Identity, 13. januar 2018. På denne baggrund og henset til dateringen heraf har de nu fremlagte dokumenter meget begrænset bevisværdi. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet har båret præg af divergenser og uklarheder, der ikke udelukkende kan forklares med de mange år, der er gået, eller ansøgerens psykiske problemer. Navnlig har ansøgeren nu i nævnet forklaret, at hans mor, far og søskende var sammen, da de blev dræbt, hvorimod han til en samtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 1999 har oplyst, at hans far blev dræbt i kamp mod regeringen ved den etiopiske grænse. Nævnet finder, at en så betydelig divergens i ansøgerens forklaring afgørende svækker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaring om sine skoleforhold. Nævnet finder herefter, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at han har den identitet og kommer fra det område, som han har påberåbt sig. Den omstændighed, at de danske myndigheder i forbindelse med behandlingen af ansøgerens sag har rettet henvendelse til en række afrikanske landes ambassader mv., uden at der herved er fremkommet nærmere oplysninger, der kan fastslå ansøgerens nationalitetsforhold, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Under de samme omstændigheder har ansøgeren desuden ikke sandsynliggjort, at han som homoseksuel vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgeren kan således fortsat ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Hjem/2021/1/SELS
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en pakistansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, til, at klageren til Dansk Flygtningehjælp havde forklaret blandt andet, at han ikke ønskede at komme tilbage til Tyskland, da det på intet tidspunkt har været hans ønske at søge asyl i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at ansøgeren har henvist til, at han aldrig har haft til hensigt at indgive ansøgning om asyl i Tyskland, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af registreringen i Eurodac, at klageren indgav ansøgning om asyl i Tyskland [i foråret] 2018, ligesom klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han frivilligt afgav fingeraftryk og søgte om asyl i Tyskland. Det forhold, at klageren ikke havde et ønske om at søge asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den anledning, at klagerens individuelle præference i forhold til, hvilken medlemsstat, der bør være ansvarlig for behandlingen af hans asylsag, ikke kan tillægges betydning, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/14/MIMA
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Chernivtsy, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive straffet for udeblivelse fra genindkaldelse/mobilisering til militæret, og at han frygter at få problemer med medindsatte under en eventuel afsoning i et fængsel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere oplyst, at han frygter, at hans identitet er blevet misbrugt til at optage lån i forskellige banker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der er krig i Ukraine, og at han ikke ønsker at slås imod sine landsmænd. Ansøgeren har videre henvist til, at hans forældre har oplyst ham om, at de på vegne af ansøgeren fra 2014 og frem til omkring to måneder inden hans fængsling i Danmark [en nærmere angiven dato i foråret] 2020, har modtaget skriftlige indkaldelser, hvoraf fremgår, at han skal give møde på det lokale militære departement inden for to til tre dage. Ansøgeren har anført, at man normalt lader sig hverve til militæret på denne måde, og at alle mænd, som indkaldes på denne vis, sendes i krig i det østlige Ukraine. Ansøgeren har også henvist til, at han kan risikere at blive fængslet, hvis han nægter genindkaldelse til militæret, og at han risikerer at få problemer i fængslet, såfremt han drøfter sine politiske anskuelser med de øvrige indsatte. Ansøgeren har videre henvist til, at han forud for sin udrejse fra Ukraine har efterladt sit ukrainske nationalitetspas hos en veninde, som er blevet gift med en af hans bekendte, der tidligere har snydt ham for penge, samt at denne person kan finde på at anvende ansøgerens pas til at optage lån i ansøgerens navn, og at ansøgeren herefter vil blive ansvarlig for at tilbagebetale de lånte beløb. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig herunder ved anvendelse af falske dokumenter. Ansøgerens troværdighed må derfor anses for begrænset. Ansøgerens oplysninger om, at han flere gange er søgt genindkaldt, hvilket skulle været sket ved personlig henvendelse fra myndighederne til hans forældre, er udokumenteret. Som anført af Udlændingestyrelsen er dette, at en person risikerer indkaldelse til militærtjeneste, ikke i sig selv asylbegrundende. Det oplyste om den straf, som man risikerer ved at unddrage sig militærtjeneste i Ukraine, kan ikke anses som uproportionalt eller uforenligt med dansk retstradition. Det beror i øvrigt helt på ansøgerens egen formodning, at ansøgeren, der for nu mere end 20 år siden var værnepligtig i en underordnet funktion, risikerer genindkaldelse ved tilbagevenden til Ukraine, eller vil risikere fængselsstraf såfremt han ikke vil gøre militærtjeneste. Allerede fordi straffen for at unddrage sig militærtjeneste er bøde, kan det af ansøgeren påberåbte om afsoningsforholdene i ukrainske fængsler ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. De af ansøgeren påberåbte øvrige, tildeles privatretlige forhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2021/2/lbv
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk japadhola og kristen af trosretning fra Tororo, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier af sin familie, lokalbefolkningen og af de ugandiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere at blive tilbageholdt af repræsentanter fra de ugandiske myndigheder og i den forbindelse blive idømt livsvarigt fængsel, fordi han har deltaget i Entebbe Beach Pride Parade [i sommeren] 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt og truet på livet af sin familie, da de blev bekendt med hans homoseksualitet. Endvidere har ansøgeren oplyst, at politi og bevæbnede beboere fra lokalbefolkning ankom til stedet for paraden, hvor han blev slået med knipler og truet med skydevåben. Han blev tilbageholdt i en celle i to til tre dage. Med hjælp fra sin kæreste blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse. Siden 2014 har ansøgeren levet åbent som homoseksuel, og siden 2015 har ansøgeren endvidere været i et fast homoseksuelt parforhold, i hvilken periode han har deltaget i flere aktiviteter arrangeret af LGBT Asylum. Ansøgeren har herudover under sit ophold i Danmark medvirket i en række danske TV- og radioudsendelser og artikler i danske dagblade, der blandt andet omhandler ansøgerens liv og situation som følge af sin seksualitet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund. Ansøgeren har siden sin indrejse i Danmark deltaget i en række LGBTI+-aktiviteter og har ved flere lejligheder optrådt offentligt, hvilket i et vist omfang har eksponeret ansøgeren. Herefter og efter oplysningerne om, at ansøgeren i seks år har levet i et forhold med en mand, som han nu er forlovet med og ønsker at indgå ægteskab med, lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han fortsat ønsker at leve åbent med sin seksualitet, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at, ansøgeren tilhører en magtfuld klan og en magtfuld og velhavende familie, og at flere af ansøgerens nære familiemedlemmer er placeret i høje og magtfulde stillinger med tilknytning til regeringen og præsidenten, hvis politik er LGBTI+ fjendtlig, og at familiemedlemmer har udtrykt en negativ holdning om homoseksuelle. Nævnet finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at der på grund af ansøgeren familieforhold og ansøgerens status i klanen vil være særligt fokus på ham. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at homoseksualitet er forbudt ved lov og straffes hårdt, omend der ikke er oplyst eksempler på, at personer er idømt lange fængselsstraffe for homoseksualitet. Det fremgår endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger, at homoseksuelle i Uganda fra myndighedernes side udsættes for vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, og de udsættes for vold og analundersøgelser, hvilket må anses for særligt rettet mod homoseksuelle. Endvidere fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at homoseksuelle udsættes for overgreb fra civilbefolkningen, og at myndighederne ikke yder beskyttelse herimod. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold for LGBTI+ personer i Uganda i de seneste år er forværret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren efter det oplyste om sine klan- og familiemæssige forhold og baggrundsoplysningerne efter en samlet vurdering har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2021/4/LINB
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bantu og katolik fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive arresteret og slået ihjel af både myndighederne, politiet og sine familiemedlemmer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle vilkår og den manglende respekt for menneskerettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er biseksuel, og at han har været i et kæresteforhold med en mand. Ansøgeren har videre oplyst at politiet opsøgte ham på hans bopæl, og at de tog ham med på politistationen, hvor han blev tilbageholdt. Politiet krævede, at han indrømmede, at han var homoseksuel, og da han benægtede forholdet, blev han af politiet udsat for vold og forbrændinger på hans ene arm og i ansigtet. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at politiet har udstedt en arrestordre, og at de har søgt efter ham på hans bopæl. Ansøgeren har også oplyst, at hans bror og onkel vil slå ham ihjel, samt at onklen, der er præst og en magtfuld mand, har fortalt ansøgeren, at han vil slå ham ihjel, fordi onklen er imod biseksualitet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter andre personer, der er bekendte med hans seksualitet, fordi man i Uganda anser LGBT-personer for unormale og forventer, at myndighederne og politiet tager sig af dem, og civilbefolkningen har mulighed for at slå dem ihjel, fordi der ikke er menneskerettigheder i Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne i Kampala, Uganda. I lighed med Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet herved lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at to af ansøgeren ukendte mænd af politiet skulle have fået udleveret de fremlagte kautionserklæringer og overgivet dem til ansøgeren sammenholdt med, at kautionserklæringerne efter undersøgelse af Nationalt ID-Center er fundet med indikationer på, at disse er kopier af samme dokument, og at der i den ene kopi ses et årstal, som var ændret fra 2019 til 2016. Der er endvidere henset til, at ansøgeren er udrejst legalt af Uganda. Flygtningenævnet kan endvidere tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren under sagen har afgivet divergerende og ikke overbevisende forklaringer omkring forhold af central betydning for asylmotivet, herunder om, hvorvidt ansøgeren har haft partnere eller kærester med hjemme privat. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i efteråret] 2020 forklaret, at han aldrig havde haft partnere eller kærester med hjemme privat, men altid mødtes på forskellige lodges for ikke at vække mistanke. Senere i samme samtale har ansøgeren derimod forklaret, at dennes kæreste [A] var på besøg hos ansøgeren, da ansøgerens hushjælp, [B], kom uanmeldt forbi og så ansøgeren og [A] kysse. Foreholdt dette har ansøgeren forklaret, at det var, da ansøgeren boede hjemme hos sine forældre og havde ”a good time”, men ikke havde forklaret, at de kyssede. Dette er imidlertid en central del af ansøgerens asylmotiv og han må forventes at kunne forklare samstemmende herom. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring, hvornår han mødte [A]. Til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020 har ansøger forklaret, at han ikke kan huskede, hvornår han mødte [A]. På dagens nævnsmøde har ansøgeren derimod forklaret, at de mødtes i skolen, hvor de gik i klasse sammen. Flygtningenævnet kan endelig ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med den almindelige befolkning og ansøgers egen familie, eller at han vil komme i fængsel eller blive udsat for ”mob justice”. Flygtningenævnet finder, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning. Vedrørende den generelle situation for LGBT-personer i Uganda bemærker Flygtningenævnet, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at om end forholdene for LGBT-personer i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT- persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department og State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda, af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. blandt andet Human Rights Watch´s World Report 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Imidlertid fremgår af baggrundsoplysningerne endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selvom der en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Den af advokaten oplyste henvisning til Home Office, Country Policy an Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identidy and expression, fra april 2019, kan ikke føre til et andet resultat. På baggrund heraf kan det ikke i sig selv føre til asyl, at ansøger er biseksuel. Flygtningenævnet bemærker herved også, at ansøgeren efter anholdelsen i 2016 har opholdt sig i distriktet [område], Kampala, hvor han fortsat har gået på universitetet frem til sin udrejse i 2019 uden at have oplevet yderligere opsøgninger. Ansøgers forklaring om, at det ikke er nemt at forlade Uganda og at man gemmer sig og bevæger sig ude, når det er mørkt, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2021/3/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk kurder og oprindelig muslim af trosretning fra Afrin, Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Klageren har herom oplyst, at hun er blevet døbt, og at den kristne tro har stor betydning for hende. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klageren for sit og hendes børns liv, hvis hun vender tilbage som en tidligere muslim, der er blevet kristen. Landsbyen, som klageren kommer fra, er overtaget af muslimer, som står for det samme som ISIS. Hendes familie vil ikke acceptere, at hun er blevet kristen, og hun vil miste alle sine rettigheder og blive set som vantro. Klageren har ladet sig døbe i den kristne tro i 2018, men Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klagerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at klageren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at klageren alene har et begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at klageren har 12 års skolegang og er kommet i kirke i 6 år. I øvrigt finder Flygtningenævnet, at klageren fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har klageren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har og har haft for klageren. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klagerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos klageren. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens konversion til grund som reel. Under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne og kristne konvertitter i Syrien, herunder i og omkring klagerens hjemområde, bemærker Flygtningenævnet i øvrigt, at de generelle forhold for kristne konvertitter i Syrien ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/96/malc
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret], og at hun [en nærmere angiven dato i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive anholdt i Syrien, idet hun ikke har taget part i den syriske konflikt. Klageren har endvidere oplyst, at unavngivne ekstremistiske grupperinger i Syrien ikke vil accepter hendes påklædning, og at hun derfor frygter at få problemer med disse. Endeligt har klageren oplyst, at hun frygter myndighederne i Syrien, idet hun og hendes ægtefælle begge står på regimets efterlysningsliste. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun har en konflikt med de syriske myndighederne, til grund. Ved oplysnings- og motivsamtale [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2016 forklarede klageren, ”at hun ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med eller er blevet opsøgt af myndighederne”. Hun forklarede ligeledes, at det ikke havde haft personlige konsekvenser for hende, at hendes ægtefælle havde unddraget sig militærtjeneste. Yderligere forklarede hun, at hun forholdt sig neutralt i den syriske konflikt, men at hun var udrejst på grund af krigen og de generelle forhold. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har klageren imidlertid forklaret, at hendes ægtefælles familie er politisk aktive, modstandere af det syriske regime, og at adskillige familiemedlemmer har været udsat for styrets forfølgelse. Klageren har ikke på nogen måde kunnet give nogen overbevisende forklaring på disse åbenlyse modsætninger mellem hendes forklaring i 2016 og hendes forklaring i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan ikke tillægge det fremlagte bilagsmateriale nogen betydning. Klageren har heller ikke kunnet forklare nærmere om karakteren af den liste over regimemodstandere, som hun påstår at stå på. Klageren har gjort gældende, at hendes ægtefælle er profileret, også som politisk aktiv modstander af det syriske regime. Klagerens ægtefælle har imidlertid selv ved samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 forklaret, at hans asylmotiv var ønsket om at undgå værnepligt. På direkte forespørgsel har han forklaret, at han ikke havde andre konflikter med de syriske myndigheder, med grupper i Syrien eller med privatpersoner. På baggrund af ægtefællens egen forklaring må Flygtningenævnet derfor tilsidesætte klagerens forklaring om ægtefælles politiske aktiviteter. Da der herefter ikke foreligger forhold, der kan føre til at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/71/lbv
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim. Hun er født og opvokset i [X], Idlib og har senest, forud for sin udrejse, haft bopæl i [S], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer men har oplyst, at hun har deltaget i en demonstration mod de syriske myndigheder. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015, og at hun [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som er forlænget senest [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019. Klageren har [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive afhørt af de syriske myndigheder på grund af sin tidligere ægtefælle, som er eftersøgt, idet han var indblandet i politik, og idet han var med til at stifte et kurdisk parti. Klagerens hus i Rukn al-Din i Damaskus blev ofte ransaget, og efter klageren og hendes ægtefælles skilsmisse er klageren en enkelt gang blevet opsøgt på sin bopæl af de syriske myndigheder, som spurgte efter hendes tidligere ægtefælle. Klageren har endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil anholde og udsætte hende for tortur, idet hun har deltaget i en demonstration i [X]. Klageren har hertil oplyst, at hun frygter, at nogen, som har deltaget i demonstrationen, og som siden er blevet anholdt, vil sige til myndighederne, at klageren har deltaget i demonstrationen. Demonstrationen var imod de syriske myndigheder og forholdene i Syrien på daværende tidspunkt. Klageren var iført niqab under hele demonstrationen, så ingen skulle kunne genkende hende, og klageren viste ikke sit ansigt på noget tidspunkt. Klageren har videre oplyst, at hun én gang er blevet stoppet ved grænsen til Libanon, da hun skulle besøge sin veninde. I denne forbindelse blev klageren kropsvisiteret og tilbageholdt i to dage, fordi myndighederne forvekslede hende med en anden kvinde. Klageren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter voldtægt, tortur og tyveri. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er blevet voldtaget af fire mænd, som opsøgte og voldtog hende, mens de holdt en pistol mod hendes hoved. Mændene, som tilhørte Assad Lijan Alshabia, som er en kriminel gruppe med tilhørsforhold til Assad, stjal klagerens penge og mobiltelefon. Klageren har ydermere oplyst, at hun frygter, at hendes bror, [A], vil slå hende ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har truet hende og udsat hende for overgreb flere gange. Klageren blev sidst truet af denne bror for omkring tre år siden, hvor broren sendte hende en lydfil med trusler. Endeligt har klageren oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun som sunni muslim vil være særligt udsat, idet der er problemer mellem sunni muslimer og shia muslimer. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring vedrørende dennes asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved oplysnings- og motivsamtale [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2016 forklarede, at hun og hendes sønner var udrejst legalt af Syrien. Hun forklarede endvidere, at hun ikke havde nogen selvstændige konflikter i Syrien. Hun henviste alene til sønnernes værnepligtsforhold. Hun oplyste, at sønnen, [M], på et tidspunkt havde været tilbageholdt af militæret, men var blevet løsladt igen. Den for klagerens nu foreliggende sag helt afgørende oplysning om, at hun over for de syriske myndigheder har påtaget sig en forpligtelse til at sørge for, at [M] møder til aftjening af værnepligt, er først fremkommet ved en forklaring flere år senere. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne oplysning, der i øvrigt er uunderbygget, til grund. For så vidt angår de øvrige af klageren påberåbte asylmotiver, herunder vedrørende hendes deltagelse i en demonstration for nu syv år siden, er også disse oplysninger først fremkommet flere år efter, at klageren første gang afgav forklaring til de danske myndigheder, og disse oplysninger er heller ikke nærmere underbygget. Klageren har endvidere henvist til sin ret til familieliv i henhold til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at de påberåbte forhold ikke kan tillægges nogen betydning ved vurderingen af, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/70/lbv
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Klageren frygtede endvidere de syriske myndigheder, idet hendes far var eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han havde hjulpet personer fra Homs. Klageren henviste endelig til, at hun ikke kunne uddanne sig i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hendes far, […], er eftersøgt af disse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far har hjulpet personer i Homs, og at hendes far på den baggrund var mistænkt for at være i Den Frie Syriske Hær. Klageren oplyste endvidere, at hun frygtede at blive slået ihjel, kidnappet eller frihedsberøvet af den syriske regering, fordi hun er sunni-muslim. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved sin samtidige afgørelse i dag vurderet, at klagerens far ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han af myndighederne er eftersøgt på grund af en mistanke om at yde støtte til oprørerne. Flygtningenævnet bemærker, at der fortsat er grund til at anvende forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Flygtningenævnet finder, at klagerens far er således profileret i forhold til de syriske myndigheder, at det efter baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders brug af trusler, arrestationer og tortur af også familiemedlemmer - jf. blandt andet UNHCR’s rapport fra marts 2021 om International Protection Considerations with Regard to People Fleeing the Syrian Arab Republic - Update VI, side 101 – at klageren som datter er i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinteren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/69/hzc
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og hendes to voksne døtre. Indrejst i 2015. Moren og en af døtrene indrejste i efteråret 2015 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse på andet grundlag og søgte asyl i 2016, mens den anden af døtrene indrejste og søgte asyl i slutningen af 2015. Sagerne blev sambehandlet i Flygtningenævnet, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelser i alle tre sager med i alt væsentligt enslydende begrundelser. Flygtningenævnet udtalte (i morens sag):Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren den […]2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Som asylmotiv henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel på grund af krigen, og at enten hende selv og hendes børn vil blive tvangsrekrutteret til YPG.. Til støtte herfor har klageren henvist til, at YPG har opsøgt hendes bopæl tre-fire gange for at få en fra familien til at bidrage til dem. Hun fik at vide, at hvis hun ikke ydede bidrag til YPG, ville hun blive anset for at være en forræder. Klageren blev endvidere nødt til at tage sine børn ud af skolen, fordi de blev udsat for propaganda. Klageren har ved brev af […]2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte for sin klage henvist til, at der er farligt, usikkert og ingen fred i Syrien, og at man som kvinde ikke er stand til at beskytte sig selv. Det er tillige anført, at væbnede grupper opererer i området, hvorfor der er risiko for at blive skudt, kidnappet eller udsat for overgreb. Endvidere har klageren henvist til, at hun er velintegreret i det danske samfund, idet hun arbejder 25 timer om ugen, og at hendes ægtefælle og børn er bosat i Danmark. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst ikke at have nogen konflikter i Syrien, og at klageren har oplyst, at hverken hende eller hendes børn har været udsat for direkte trusler, heller ikke fra YPG. Heller ikke klagerens frygt for, at hun vil blive tvangsrekrutteret kan føre til en ændret vurdering heraf, idet det af det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale fremgår, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker frivilligt, og at tvangsrekruttering af kvinder ikke ser ud til at forekomme i noget betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder endvidere, at det anførte om klagerens tilknytning til Danmark ikke er relevant for vurderingen af, hvorvidt klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Dette kan således heller ikke føre til en ændret vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2019/64
Nævnet hjemviste i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Sambehandlet med Alge/2021/2/imbs og Alge/2021/3/imbs.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A]-flygtningelejren, Tyr, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror [B]. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes bror vil slå hendes søn ihjel, da han er født uden for ægteskab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i [sommeren] 2013 lærte en mand ved navn [C] at kende. De arbejdede i tøjforretninger i den samme bygning. Efter omkring seks måneder havde de første gang et seksuelt forhold. [C] sagde, at han ville gifte sig med hende. I 2015 fortalte ansøgerens bror [B], at han havde fundet en mand ved navn [D], som ansøgeren skulle giftes med. Hun drøftede på ny muligheden for ægteskab med [C], der imidlertid oplyste, at hans familie ikke kunne acceptere, at han blev gift med ansøgeren. [I efteråret] 2015 overhørte ansøgeren en samtale mellem [B] og dennes brødre, hvor [B] sagde, at ansøgeren skulle giftes med [D] om to til tre dage. Han sagde også, at hvis ansøgeren havde et problem, ville han tage hende til lægen, og hvis hun ikke var jomfru, ville han slå hende ihjel offentligt. Ansøgeren besluttede sig samme dag for at flygte. [I efteråret] 2015 tog hun hen til sin veninde [E] og derfra videre til [E]s slægtning [F], der boede i Beirut, hvorefter ansøgeren udrejste af Libanon [i vinteren] 2015. Ansøgeren har i Danmark indgået et ægteskab med en algerisk mand og fået to børn med denne mand. Det ene barn er født inden parret indgik ægteskab i Danmark. Det fremgår af kopi af et UNRWA familieregistreringskort, som er fremlagt af ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet, at hun ikke længere er anført på dette registreringskort. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen – der ved sagens afgørelse har lagt til grund, at ansøgeren er registreret hos UNRWA – med henblik på, at Udlændingestyrelsen indhenter oplysninger om ansøgerens registrering hos UNRWA og tager stilling til betydningen af disse oplysninger, således at denne afgørelse i givet fald kan indbringes for nævnet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” stat/2021/25/imbs
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia og hendes to medfølgende børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har dog skrevet korte artikler i avisen og offentliggjort et digt på sin facebookprofil. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter myndighederne, da han har hjulpet 123 forældreløse børn ud af [By]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik bragt billeder af børnene på tv i håb om, at børnene herefter kunne blive adopteret. Klageren blev herefter anholdt, idet myndighederne i Syrien ikke ønskede, at historien om de mange forældreløse børn skulle skabe et dårligt billede af Syrien. Klageren har hertil oplyst, at han efter denne anholdelse blev opsøgt af en kriminel familie, som samarbejdede med den syriske efterretningstjeneste. Den kriminelle familie ville have betaling af klageren. Klageren har afslutningsvist oplyst, at han nåede at udrejse af Syrien uden at betale de efterspurgte penge. Til støtte for sit asylmotiv har klageren yderligere oplyst, at han har skrevet korte artikler i avisen og offentliggjort et digt på sin facebookprofil, hvorfor han også på denne baggrund frygter myndighederne i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse [sommeren] 2020, at Syrien må betragtes som klagerens hjemland, samt at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., fordi hans familie har været registreret hos UNRWA, og fordi hans familie modtog hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. fordi klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i lighed med nævnets afgørelse af [efteråret] 2016 ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige motiv til grund. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018 idømt en straf af 7 års fængsel og udvist med indrejseforbud for bestandigt for en grov overtrædelse af straffelovens § 232, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, § 164d, § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 244. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at han er fraskilt. Han har fire børn på henholdsvis 16 år, 18 år, 20 år og 21 år. Han har for tiden ikke kontakt med sine børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/59/MSI
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk somali og er sunnimuslim fra Jilib, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Reer Hamar, subklanen [A] og underklanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab en dag kidnappede klageren og hendes bror, da et af al-Shabaabs medlemmer ønskede at blive tvangsgift med klageren. Al-Shabaab slog klagerens bror ihjel, hvorefter klageren blev kørt bort og blev tvangsgift med en mand fra al-Shabaab. Klageren blev herefter holdt indespærret hos denne mand, indtil det lykkedes hende at flygte derfra. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på en lang række punkter har forklaret divergerende om centrale dele heraf. Blandt andet har klageren under sin asylsamtale forklaret, at hun forsøgte at komme over til sin bror, da denne blev dræbt, mens hun under nævnsmødet [i sommeren] 2019 først har forklaret, at hun ikke forsøgte at komme over til sin bror, og da hun blev foreholdt sin tidligere forklaring, at hun forsøgte at komme over til sin bror. Klageren har til sin asylsamtale forklaret, at hun ikke kunne genkende [X], mens hun til såvel samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og under nævnsmøderne har forklaret, at hun kendte [X], der var en mangeårig nabo. Klageren har ligeledes under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 forklaret, at hun blandt de mænd, der opsøgte hende på bopælen, genkendte [Y], der kendte både hendes far og bror, mens hun under asylsamtalen og under nævnsmøderne har forklaret, at hun ikke genkendte nogen, og under nævnsmødet [i sommeren] 2019 yderligere, at hun ikke kender nogen ved navn [Y]. Klageren har til sin asylsamtale forklaret, at hun ikke kommunikerede med nogen i [X's] hus, heller ikke den kvinde, der lavede mad. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og under nævnsmødet [i sommeren] 2019 har klageren forklaret, at hun talte med kvinden, der lavede mad. Under nævnsmødet d.d. har klageren om sin flugt fra [X's] hus forklaret, at hun hørte skrig og larm udenfor og gik ind på toilettet for at kigge efter vagterne. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har klageren forklaret, at hun den dag, hun flygtede, hverken hørte eller så nogen, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun gennem husets hoveddør kunne høre stemmer. Efter en samlet vurdering af klagerens troværdighed kan et flertal af Flygtningenævnet herefter ikke lægge nogen del af klagerens forklaring til grund, herunder heller ikke, at klageren er blevet tvangsgift med et højtstående Al-Shabaab-medlem, eller at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at Al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemområde. Det fremgår ligeledes af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at der i klagerens hjemområde er sket en forbedring af de generelle forhold, og at denne forbedring – selv om forholdene fortsat er alvorlige og skrøbelige – ikke er af helt midlertidig karakter. Forholdene i klagerens hjemområde er derfor ikke længere af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at klageren af de ovenanførte grunde ikke kan betragtes som særligt profileret i forhold til Al-Shabaab og ej heller kan betragtes som enlig kvinde uden mandligt netværk. Klageren er født og opvokset i Somalia frem til sin udrejse som 25-årig og er derfor bekendt med somalisk levevis og påklædning. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at der efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at klageren ønsker at bære vestlig påklædning i form af lange bukser, kan ikke føre til et andet resultat. Da et flertal af Flygtningenævnet på baggrund af en troværdighedsvurdering ikke kan lægge nogen del af klagerens forklaring til grund, finder samme flertal, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1 er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Et flertal af Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Somalia, har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 5 år, ikke har gennemført en uddannelse og ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Et flertal af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke kan anses at være særligt belastende, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse herefter er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2021/26/CRT
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Anders - OkFlygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [A] og subklanen [B] og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel, som følge af, at han havde arbejdet for den vestlige organisation [C]. Klageren anførte til støtte herfor, at han i 2009 modtog et opkald fra en ukendt person, som truede med at slå klageren ihjel, hvis ikke klageren stoppede med at arbejde for [C]. Herefter modtog klageren endnu et trusselsopkald. Klageren modtog i alt otte trusselsopkald. I 2010 opsøgte to mænd klagerens bopæl. De to mænd spurgte klagerens bror, hvor klageren befandt sig, idet klageren ikke var hjemme. Klagerens bror svarede, at klageren ikke var hjemme, hvorefter mændene forlod bopælen. [I efteråret] 2013 blev en af klagerens venner slået ihjel. Dagen efter modtog klageren et opkald fra en person, der sagde, at det nu var klagerens tur til at blive slået ihjel, og at det også var vedkommende, der havde slået klagerens far ihjel i 2009. Udlændingestyrelsen har [ultimo] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med den tidligere sag om inddragelse og den verserende sag om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab som følge af sit tidligere ansættelsesforhold hos [C]. Klageren har til støtte herfor desuden anført, at vedkommende, der foretog trusselsopkaldet [i efteråret] 2013 identificerede sig som medlem af al-Shabaab, og at vedkommende var bekendt med, hvor klageren arbejdede, hvad klageren lavede samt den rute, som klageren kørte, når han kørte med forsyninger. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at hans døtre vil blive udsat for tvangsomskæring. Klageren har til støtte herfor anført, at det er en tradition, at pigebørn omskæres, og at klageren og klagerens ægtefælle vil blive presset af ægtefællens familie til at lade deres børn omskære. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingestyrelsens "Tilladelsesresolution" af [sommeren] 2014, at "… Selvom ansøger har forklaret divergerende og utroværdigt omkring centrale dele af sit asylmotiv, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i et modsætningsforhold til al-Shabaab og dermed være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Vi har ved vores afgørelse lagt vægt på, at det af høringssvaret fra [C] af [sommeren] 2014 fremgår, at ansøger har arbejdet for organisationen i den angivne periode, og at han således efter baggrundsoplysningerne om personer tilknyttet myndighederne og organisationer er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. …" Flygtningenævnet bemærker videre, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede. Ved en afgørelse herom er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Selv om Udlændingestyrelsen i tilladelsesresolutionen i 2014 umiddelbart har anvendt en anden bevisbedømmelse, jf. formuleringen hvorefter Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klageren "ved en tilbagevenden til Somalia vil være i et modsætningsforhold til al-Shabaab og dermed være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2", må afgørelsen forstås sådan, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klageren havde et individuelt asylgrundlag i forhold til al-Shabaab, og at klageren ikke blev meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit individuelle modsætningsforhold til al-Shabaab på grund af sit arbejde for [C] til grund. Forklaringen støttes af det omtalte høringssvar fra [C] af [sommeren] 2014. Uanset at al-Shaabab i 2013 mistede kontrollen over Mogadishu til AMISOM, og at Mogadishu fortsat er under kontrol af AMISOM, finder Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia fortsat er således profileret i forhold til al-Shabaab, at han som følge af sit arbejde for [C] vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har forklaret, at hans farbror var en del af al-Shaabab, og at det må antages, at farbroren stadig vil kunne genkende klageren. Betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens asylmotiv ikke er omfattet af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [ultimo] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2021/23/EDO
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra Ibo, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af civilbefolkningen, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har herudover oplyst, at han ikke kan søge de nigerianske myndigheders beskyttelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et forhold til en mand ved navn [A]. En dag blev ansøgeren opsøgt af en mand på gaden, som fortalte ansøgeren, at lokalbefolkningen talte om ansøgeren og [A's] forhold, og at hans liv var i fare. Ansøgeren forsøgte at gemme sig, og gik kun ud, når det var mørkt. Kort tid efter besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Nigeria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig i Danmark i cirka to år før han blev anholdt. Han har først ikke ønsket at søge om asyl. Dette påvirker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har forklaret divergerende på talrige spørgsmål omkring hans asylmotiv, herunder om han boede alene, om den/de personer, der advarede ham, gav ham pas og billet, og kørte ham til Lagos var samme person, om han var seksuelt sammen med sin kæreste efter han fik advarslen, om han har set de plakater, der udstillede ham og kæresten som homoseksuelle, og om han har været i kontakt med sin familie. Ansøgeren har svaret upræcist, unuanceret og afvigende på nævnets spørgsmål, og har end ikke kunnet anslå perioden fra han blev advaret til han udrejste. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. § 7, stk.2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2021/4/YARS
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk igbu og kristen af trosretning fra en landsby nær Lagos, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter [Navn1] og hendes forældre, idet ansøgeren skylder [Navn1] penge. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hendes forældre døde da hun var lille, hvorfor hun flyttede ind hos sin farbror, som var muslim. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes farbror var voldelig over for hende, særligt når hun praktiserede sin religion. Ansøgeren har videre oplyst, at hun forsøgte at tage hjemmefra for at gå i kirke, når farbroren bad, men at farbroren en dag opdagede hende og låste hende inde i et rum. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun en dag havde købt svinekød på markedet. Dette opdagede ansøgerens farbror og angreb ansøgeren med en machete, og truede hende med at slå hende ihjel. Ansøgeren flygtede herefter fra bopælen og tog ophold hos en veninde ved navn [Navn2]. Ansøgeren har videre henvist til, at [Navn2] etablerede kontakt til [Navn1], hvorefter [Navn1] hjalp ansøgeren med at udrejse af Nigeria, mod at ansøgeren skulle arbejde for hende. Ansøgeren har endvidere henvist til, at [Navn1] ved ansøgerens ankomst til Danmark tvang ansøgeren til at prostituere sig. Politiet anholdt ansøgeren, hvorefter ansøgeren ikke vendte tilbage til [Navn1]. Ansøgeren har videre henvist til, at [Navn1] to uger efter ansøgeren var blevet fjernet fra [Navn1] af politiet, ringede til ansøgeren og truede hende med at slå hende ihjel, såfremt hun ikke betalte sin gæld. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt omfattet af udlændingelovens § 7 med sin farbror i Nigeria. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen herom ikke fremstår overbevisende, idet hun har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale dele vedrørende konflikten. Der henvises til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun opholdt sig tre uger hos en veninde, der hedder [Navn2], efter at hun var flygtet fra sin farbror, og at han ikke opsøgte hende der. Ansøgeren har derimod under en samtale [i efteråret] 2016 med Udlændingestyrelsen forklaret, at hendes farbror kom og ledte efter hende, da hun opholdt sig hos sin veninde. Ansøgeren hørte farbroren og veninden tale sammen, og farbroren sagde, at han ledte efter ansøgeren og spurgte om hun opholdt sig hos veninden. Ansøgeren har under samtalen også forklaret, at hun opholdt sig hos sin veninde i tre måneder, og at hun ikke kan huske navnet på veninden. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og at hun derfor må anses for at være i en særlig sårbar situation. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været prostitueret i Danmark, og at hun som følge heraf står i et gældsforhold. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ikke vil være i en reel risiko for asylrelevant forfølgelse, selvom det må antages, at ansøgeren vil være i risiko for at stå i et modsætningsforhold til de personer, herunder den kvinde som kaldes [Navn1], der står bag menneskehandlen. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, blandt andet US Department of State 2019, Trafficking in Persons Report: Nigeria 20. juni 2019 og EASO, Country Guidance: Nigeria, februar 2019. Det fremgår af oplysningerne, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte de handlede personer i forbindelse med en tilbagevenden til Nigeria, ligesom ofre for menneskehandel i Nigeria har mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål, selvom der dog er begrænsede ressourcer. Ansøgerens forklaring til Center mod Menneskehandel om, at hendes søster er blevet opsøgt i Nigeria for cirka to år siden og truet af personer med tilknytning til [Navn1] kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."Niga/2021/3/MSI
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst første gang i 2017, hvorefter han indrejste på ny i 2020. Flygtningenævnet udtalte: " Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Rabat, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af [A's] fire brødre, som tilhører en kriminel bande ved navn [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren og [A] gik i 9. klasse sammen. Kort tid efter begyndte [A] og ansøgeren at ses i deres fritid. En dag inviterede ansøgerens ven [C], ansøgeren og [A] til en fest. Ansøgeren og [A] overnattede hos vennen efter festen, og havde i den forbindelse samleje. Efter festen fortsatte de med at ses privat, og ansøgeren inviterede [A] hjem til sig, når han var alene hjemme. En dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun var gravid. Ansøgeren og [A] besluttede sig for at fortælle deres forældre om forholdet. [A's] mor blev meget vred, og [A's] bror overhørte skænderiet. [A's] brødre fortalte, at de ville dræbe ansøgeren, hvorefter de opsøgte ansøgerens bopæl. [A] havde advaret ansøgeren, hvorfor han havde nået at flygte inden [A's] brødre ankom til bopælen. Ansøgeren fik at vide, at der havde været en flok mænd med knive på ansøgerens bopæl, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren ringede til sin farbror, som hentede ansøgeren og kørte ham hjem til sin bopæl i Sekhirat. Ansøgeren opholdt sig i Sekhirat i cirka en halvanden måned, hvorefter han udrejste af Marokko vinteren 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke ved sin indrejse i Danmark i 2017, eller ved sin efterfølgende ophold i Grækenland, Spanien og Italien har søgt asyl. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke ved sin senest indrejse i Danmark i [vinteren] 2020 har søgt asyl, men at dette først sket da han blev anholdt i forbindelse med en straffesag. Han har til retten og Udlændingestyrelsen givet flere forskellige asylmotiver, hvoraf han har erkendt, at en del af dem var falske. Han er dømt for at besidde falske identitetsdokumenter. Han tilbagekaldte sin asyl ansøgning [sommeren] 2020 på trods af, at han har forklaret, at de senest oplysninger fra hans bror var, at den påståede bande fortsat opsøgte familien. Flygtningenævnet finder, at disse forhold i væsentlig grad nedsætter hans generelle troværdighed. Der foreligge ingen skriftlig dokumentation for nogle del af asylmotivet. Ansøgeren har forklaret, at han ikke anmeldte forholdet til politiet i Marokko. Asylmotivet beror således alene på ansøgerens forklaring. Da hans generelle troværdighed er lav og da der er forklaret divergerende og upræcist, finder nævnet ikke, at ansøgerens forklaring alene kan lægges til grund. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved til tilbagevenden til Marokko er forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Maro/2021/3/YARS
Nævnet stadfæstede i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [by], [område], Iran. Ansøgeren har siden 2010 været medlem af og politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har i sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, herunder efterretningstjenesten i Iran, idet han har været politisk aktiv for KDPI, og derfor vil blive betragtet som tilhænger af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han siden 2010 har været aktiv sympatisør for KDPI, og at han begyndte at udføre sin politiske aktivitet ved at omdele informative materialer for partiet. Dette gjorde han i en periode på over fire år. I 2014 blev han dog opdaget af de iranske myndigheder, da han sammen med to andre uddelte materiale for KDPI omkring klokken to om natten. De hørte en bil med fire personer, som bremsede hårdt op, hvorefter de forsøgte at løbe fra stedet. Ansøgeren blev påkørt af bilen, men det lykkedes ham at undslippe og gemme sig i et nærtliggende område. Ansøgeren blev dagen derpå ringet op af sin mor, som oplyste, at han var blevet eftersøgt af myndighederne, og at efterretningstjenesten havde gennemsøgt familiens bopæl, samt at de to personer som han var sammen med havde angivet hans navn, hvorfor myndighederne ville have, at han selv kom og afgav sit udsagn. Samme dag tog ansøgeren til [by], hvorfra han dagen efter udrejste af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at efterretningstjenesten vendte tilbage til hans bopæl flere gange og pressede hans mor. Ansøgeren har i sin nuværende sag som asylmotiv henvist til, at han frygter at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter de iranske myndigheder og civilbefolkningen, fordi han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i sin nuværende sag oplyst, at han har deltaget i KDPI demonstrationer foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har videre oplyst, at han har skrevet politiske budskaber på sociale medier, herunder Facebook og [socialt medie], samt at han har udgivet sine digte, som handler om politik, den kurdiske sag og KDPI, på [socialt medie], [kanal], Facebook og Twitter. Ansøgeren har desuden oplyst, at han har deltaget i møder med KDPI-Danmark. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han har skrevet en mail til [de iranske myndigheder] om, at han er loyal over for KDPI, og at han ønsker død over regimet. Ansøgeren har også oplyst, at han er bange for, at de iranske myndigheder vil bruge hans mor til at få fat på ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han igennem en årerække har skrevet politisk og regimekritiske digte, ligesom han har skrevet politiske budskaber på sine sociale medier. Ansøgeren har under nævnsmødet fremvist to videoer, hvor han oplæser sine digte, mens der samtidig er billeder formentlig af peshmergaer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse videoer er vist på [kanal], som er en TV kanal for KDPI. Ifølge baggrundsoplysningerne er det sandsynligt, at det iranske styre monitorerer politiske modstandere, hvorfor det må anses for sandsynligt, at de tillige følger KDPIs kanaler. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/32/aca
Nævnet stadfæstede i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], [område], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har i 2009, 2010 og 2011 hjulpet KDPI ved at købe smertestillende medicin og sytråd til partiet, samt ved at afgive oplysninger om de iranske myndigheder til sin farbrors søn, som befandt sig i Irak og var medlem af KDPI og Peshmerga, hvilket ikke blev opdaget af de iranske myndigheder. Ansøgeren har i sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive anholdt af de iranske myndighederne og at de vil bruge hende som middel til at presse hendes søn til at melde sig hos myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at hendes bopæl i sensommeren 2014 blev opsøgt af fire personer fra de iranske myndigheder, som henvendte sig på hendes bopæl og ledte efter hendes søn, som siden 2010 har været sympatisør for KPDI, og i denne forbindelse uddelte KDPI’s materiale til propagandistiske formål. Hendes søn var ikke kommet hjem den nat. Hun ringede til sin søn, som lovede, at han ville komme hjem, men det gjorde han ikke. Efter omkring 15-20 dage ringede hendes søn til hende og oplyste, at han var udrejst til Tyrkiet. Ansøgeren har videre oplyst, at myndighederne henvendte sig på bopælen flere gange, med det samme formål, hvor de oplyste ansøgeren om, at de ville tage hende med og udsætte hende for tortur og mishandling, hvis ikke han kom hjem. Ansøgeren udrejste herefter af Iran i efteråret 2014. Ansøgeren har som asylmotiv i sin nuværende sag henvist til, at hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive anholdt af de iranske myndigheder, som følge af at de iranske myndigheder efterstræber hendes søn. Ansøgeren har til støtte for sit nuværende asylmotiv oplyst, at hendes søn forsat er politisk aktiv, og at han er efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har også oplyst, at de iranske myndigheder vil bruge hende som middel til at få fat på hendes søn. Ansøgeren har videre oplyst, at det iranske regime generelt agerer på denne måde, og er aggressive over for politiske modstandere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Som følge af at ansøgerens søn, som hun er flygtet på grund af, og har opholdt sig i Danmark sammen med i seks år, er vurderet som en profileret regimekritiker, finder nævnet, at det er sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/31/aca
Nævnet stadfæstede i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i to demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter det iranske styre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun har deltaget i to demonstrationer i Danmark mod det iranske styre, hvilket de iranske myndigheder har fundet ud af. Ansøgeren har videre henvist, at hendes far, som befinder sig i Iran, er blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten, hvor han blev afhørt og fik fremvist billeder og videoer af ansøgeren ved en demonstration. Ansøgeren har også henvist til, at hendes far under afhøringen blev konfronteret med, at ansøgeren har udført politiske aktiviteter, og at han fik oplyst, at hun skal melde sig til myndighederne, så snart hun indrejser i Iran. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt at ansøgeren har deltaget i to demonstrationer henholdsvis foran den iranske ambassade og på Rådhuspladsen. Det må lægges til grund, at ansøgeren har været helt uprofileret. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun råbte ”død over Khamenei”, idet hun til samtale [i foråret] 2020 har forklaret, at hun bevidst ikke råbte dette slagord, idet hun skulle tilbage til Iran, mens hun under samtalen [i vinteren] 2021 og for nævnet har forklaret, at hun råbte med på alle slagordene herunder det citerede ”død over Khamenei.” Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt hun [i vinteren] 2019 var i kontakt med den iranske ambassade i forbindelse med, at hun havde fået stjålet sit pas. Nævnet finder det usandsynligt at medarbejdere i Sandholmlejren [i vinteren] 2019 har afvist at tage imod en asylansøgning under henvisning til, at hun havde lovligt ophold frem til [vinteren] 2019. Ansøgeren har ikke kunne give en rimelig forklaring på, hvorfor hun først søgte asyl [i vinteren] 2020. Samlet finder nævnet at disse forhold svækker hendes troværdighed, hvorfor nævnet ikke lægger til grund, at hendes far er blevet opsøgt at efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt at den iranske ambassade eller efterretningstjeneste skulle have vilje eller evne til at identificere ansøgeren. Samlet finder nævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af sin begrænsede politiske aktivitet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/30/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst senest i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1999, og at han [i vinteren 1999/2000] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2011 udrejste til Irak. Klageren udrejste for at hente sine børn til Danmark. [I foråret] 2013 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens dagældende § 17, stk. 4, og § 17, stk. 1., idet klageren frivilligt havde opgivet sin bopæl i Danmark. Klageren har forklaret, at han udrejste fra Danmark i [foråret] 2011. Han søgte først om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet ved ansøgningsskema modtaget [i vinteren 2012/2013]. I forbindelse med udrejsen undlod han at betale husleje, hvorfor han blev udsat af sit lejemål. Han har etableret sig med sin familie, og på ny indgået ægteskab med sin ægtefælle, i Irak med bolig, og har ikke dokumenteret eller på overbevisende måde sandsynliggjort, at han har været i Danmark i den mellemliggende periode. Flygtningenævnet finder, at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, og at han har opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at han i løbet af 2012 havde kontakt med den danske ambassade kan ikke føre til et andet resultat. Under henvisning til at han har boet i Irak i otte år, og at han har fået udstedt et irakisk nationalitetspas, samt da han ikke for nævnet har forklaret om eventuelle konflikter i Irak, finder nævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at der i medfør af udlændingelovens § 31, foreligger hindringer for udrejse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/14/gdan
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende, fra [by], [område], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fætter og sin svoger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor arvede noget jord fra sine forældre, som hendes bror ønskede ejerskab over. Ansøgerens morbror forsøgte at tvinge hans mor til at underskrive et dokument, hvorved hun tildelte ham sin del af arven. Da hun nægtede dette, truede morbroren hende med, at han ville slå hende og hendes børn ihjel. Morbroren og hans søn, ansøgerens fætter, overfaldt herefter ansøgerens mor fysisk, hvorfor ansøgeren overfaldt fætteren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at efter hans udrejse af Irak i 2015 er hans bror, [A], blevet opsøgt af ansøgerens fætter. Ansøgeren har herudover oplyst, at han blev overfaldet af sin fætter, og anmeldte dette til politiet, hvilket førte til, at ansøgerens fætter blev anholdt, og var fængslet i to til tre måneder. Under fængslingen har ansøgerens morbror ringet og truet ansøgerens mor. Ansøgeren har ydermere oplyst, at han efter sin seneste udrejse af Irak har opholdt sig i [et europæisk land], hvor han blev overfaldt og stukket gentagne gange med en kniv af sin fætter og nogle af dennes venner, og af sin svoger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han under to tidligere asylansøgninger har afgivet falske oplysninger. Hans generelle troværdighed er derfor stærkt svækket. Han har ikke fremlagt nogen former for dokumentation vedrørende sit asylmotiv. Hverken dokumentation for, at moren ejer jord eller politianmeldelser vedrørende de tre påståede overfald. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter om sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvornår jordkonflikten opstod, om de to overfald der medførte, at [B] blev fængslet, og om [B] var fængslet, da ansøgeren udrejste i 2019. Han har ikke nærmere kunne begrunde, hvorfor han valgte at udrejse i 2015. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Han har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/13/gdan
Nævnet hjemvise i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [A] i Irak. Da klageren blev gift som 20-årig, flyttede hun til Sulaymaniyah. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af sin familie og sin ægtefælle [B], fordi hun flygtede fra sit forhold til sin ægtefælle og fandt sammen med [C]. Til støtte herfor oplyste klageren, at hun som 10-årig blev forlovet med sin fætter, [B], der var 12 år ældre end hende, og de blev gift, da klageren var 20 år gammel. Klageren havde det ikke godt i forholdet, og hun blev udsat for vold. Hun blev slået af sin ægtefælle med en vandslange, han lavede brandmærker på hende, og han satte hende i isolation i et rum, hvor hun ikke fik mad. Han var politimand, havde våben og truede klageren. Klageren aborterede to gange på grund af hans vold. Klageren ønskede at blive skilt, men klagerens ægtefælle truede hende. Klagerens familie ville ikke hjælpe hende. Klagerens brødre havde også tidligere været voldelig over for klageren. I 2008 fødte klageren en datter, men hun havde en hjerneskade på grund af ægtefællens vold under graviditeten. Klageren forsøgte i 2009 at flygte sammen med sin datter, og hun var i Arbil hos en veninde i to til tre dage. Klagerens ægtefælle lovede at være god ved hende, hvorfor hun tog tilbage, men hun blev der sat i isolation. Klageren turde ikke melde ham, fordi han var politimand, og han kom ikke fra en frisindet familie. I sommeren 2012 lærte klageren [C] at kende. [C] boede i Athen, men [C's] søster, som klageren kendte, boede tæt ved klagerens bopæl i Sulaymaniyah. [C] besøgte søsteren i omkring to måneder i 2012, hvor de lærte hinanden at kende, og klageren blev forelsket i [C]. [C]ville have klageren med tilbage til Athen, men klageren kunne ikke tage med, og hendes datter døde i sensommeren 2012. Klagerens datter døde i 2012 på grund af sin hjerneskade. Klagerens ægtefælle blev overbevist om, at klageren havde et forhold til en anden mand, fordi han opdagede, at hun talte i telefon med [C]. Klageren fik tæsk flere gange. Da han en dag i 2013 fandt klagerens telefon og fortalte, at han ville aflevere den til klagerens brødre, flygtede klageren. Hun opholdt sig først ti dage hos sin veninde i Erbil, og derefter rejste hun ud af landet. Klageren udrejste til Grækenland, hvor hun mødtes med [C]. Klageren fik i Grækenland oplyst af sin veninde, at klagerens familie var blevet bekendt med klagerens forhold til [C]. Det havde de fundet ud af via telefonen, som klagerens ægtefælle havde fundet. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel at sin familie, særligt sine brødre, og sin tidligere ægtefælle [B]. Klageren har fortsat oplyst, at hun af sin familie blev tvunget til at indgå et ægteskab med [C], som var voldelig ved hende. I 2004 mistede de et syv måneder gammelt barn, ligesom deres [datter] født i 2008 døde i 2013. [B] blev via en telefon bekendt med klagerens forhold til [C], ligesom klagerens familie blev bekendt hermed. Klageren har ikke i Danmark haft kontakt med [C], som også er kommet til Danmark. Klageren har heller ikke kontakt med sin familie. Klageren er nu blevet gift med en ny mand, og hun har sammen med ham fået en datter. Klageren frygter således fortsat at blive slået ihjel af sin familie på grund af ære. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren har opnået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved svig. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med sin familie og tidligere ægtefælle i Irak som følge af, at hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold med [C]. Nævnet har lagt vægt på, at klageren under behandlingen af asylsagen og sagen om nægtelse af forlængelse har afgivet forskellige oplysninger om væsentlige forhold vedrørende asylmotivet. Ud over de forhold, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, herunder de forskellige forklaringer om tidspunktet for datterens dødsfald, drejer det sig om klagerens forklaring for nævnet om omstændighederne i forbindelse med, at klagerens ægtefælle, [B], opdagede, at hun var i telefonisk kontakt med [C], over for den forklaring, som klageren afgav herom under samtalen [i sommeren] 2014 i forbindelse med den oprindelige asylsagsbehandling. Nævnet finder desuden, at det må anses for påfaldende, at klageren allerede kort tid efter ankomsten til Danmark indledte et forhold til sin nuværende ægtefælle [D] set i lyset af oplysningerne om det angivelige kærlighedsforhold, der bestod mellem hende og [C], og som hun også har oplyst om under samtalen [i sommeren] 2014 uden at nævne forholdet til [D]. Det bemærkes, at klageren og [D] blev religiøst viet [i sommeren] 2014. Der foreligger heller ikke efter klagerens forklaring under nævnsmødet en plausibel forklaring på de betydelige navnesammenfald mv. i forhold til klagerens familiemedlemmer i Irak og de foreliggende udtræk fra klagerens Facebook-side, og nævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens vurdering af, at [klageren] fortsat har kontakt med sin familie i Irak, hvilket også i meget væsentlig grad afsvækker hendes forklaring om en aktuel konflikt med familie i Irak. Sammenfattende finder Flygtningenævnet det herefter godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark på grundlag af svig. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der skal dernæst foretages en vurdering af, om inddragelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19 a, stk. 2. Hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, kan imidlertid på grund af den udviste egen skyld ikke tillægges samme vægt, når der er tale om en opholdstilladelse opnået ved svig end ved inddragelse eller nægtelse af forlængelse efter andre lovbestemmelser. Til belysning af klagerens [sygdom] foreligger lægeerklæring [fra efteråret] 2019, ligesom klageren har afgivet forklaring for nævnet om sine helbredsmæssige forhold. En forsvarlig stillingtagen efter udlændingelovens § 26, stk. 1, forudsætter imidlertid, at der tilvejebringes nærmere lægelige oplysninger om klagerens [sygdom], herunder diagnosticering, behandling af nuværende behandling og prognose for lidelsen. Klageren har oplyst, at hun er indstillet til nyretransplantation, og der er også behov for indhentelse af nærmere oplysninger herom. Flygtningenævnet finder det på den baggrund – og uanset at klagerens opholdstilladelse er opnået på grundlag af udvist svig – rettest at hjemvise denne del af sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen på et herom udbygget oplysningsgrundlag kan træffe afgørelse om, hvorvidt nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse bl.a. på denne baggrund må antages at virke særligt belastende for klageren. Om den generelle adgang til sundhedsydelser i Irak kan der i øvrigt senest henvises til UK Home Office, Country Policy and Information Note, Iraq: Medical and Healthcare Provision, januar 2021.” Irak/2021/12/ajev
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Nasiriya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en gruppe, som har slået ansøgerens forældre ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hendes familie i 2008 blev angrebet af en gruppe på tre-fire personer, som muligvis havde til hensigt at begå røveri i familiens hjem. Gruppen slog ansøgerens forældre ihjel, og de tog derefter hende med til en ukendt lokation. Efter to dages fangeskab hjalp en mand hende med at flygte. Omkring en måned efter episoden med gruppen, anmeldte ansøgeren dem til politiet både for drabet på hendes forældre og tilbageholdelsen. I [foråret] 2019 blev der affyret skud ind af døren i ansøgerens lejlighed i [bydel], og der blev affyret flere skud ovenfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den er utroværdig og stærkt divergerende. Ansøgeren har under sin asylsag i Danmark forklaret, at hun i Irak frygter at blive dræbt af ukendte personer, der dræbte hendes forældre i 2008, at hun er enebarn, og at hendes ægtefælle og børn bor i Danmark. Under en forudgående asylsag i Sverige har ansøgeren forklaret, at hun frygter at blive dræbt af sin familie, der er modstandere af hendes ægteskab, at hendes familie består af hendes forældre og fem søskende, samt at hendes ægtefælle er forsvundet i Irak. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at da hun i 2018 vendte tilbage til Irak, var der en episode i [foråret] 2019, hvor ukendte gerningsmænd ude fra gaden skød gennem hendes hoveddør, og at hun ikke så, hvor mange gerningsmænd, der var. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun så, at der var to gerningsmænd. Af den fremlagte ”politianmeldelse” fremgår, at hændelsen fandt sted [i foråret] 2018, og at det, der foregik, var, at to personer i en bil rettede henvendelse til hende og verbalt truede hende. Der er i ”anmeldelsen” intet nævnt om skyderier. De stærkt modstridende forklaringer svækker ansøgerens troværdighed, og da det samtidig forekommer stærkt usandsynligt, at ukendte personer, som ansøgeren ikke kan identificere, både efter 10 år og nu, 12 år senere, skulle efterstræbe hende, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/11/ juri
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk telangana og har oplyst, at han tidligere har været hindu, men at han konverterede til kristendommen i 2016. Ansøgeren er født i Andole, Telangana, Indien, og har senest opholdt sig i Hyderabad, Telangana, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter, at han vil blive slået ihjel af de ekstreme hindu organisationer Rashriya Svayam Sevaksangh (RSS) og Vishwa Hindu Parishat (VHP), fordi han er konverteret fra hinduismen til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af sin familie, fordi de er vrede over, at han er konverteret. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen i 2015, og at der opstod voldsomme skænderier i ansøgerens familie, som følge af, at han i foråret 2015 fortalte dem, at han var konverteret til kristendommen. Omkring tre eller fire dage efter at have fortalt sin familie om konverteringen, mødte ansøgeren fire medlemmer fra RSS, da han var på vej til arbejde. De truede ansøgeren og sagde, at de ville slå ham ihjel, hvis han konverterede til kristendommen. De sagde, at ansøgeren på baggrund af sin uddannelse og tidligere stærke tro på hinduismen ville have dårlig indflydelse på unge mennesker. De gav ansøgeren nogle lussinger, hvorefter de gik. Den første søndag [i vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt i en kirke i byen [A] i Hyderabad. Efter dåben kom omkring 10 til 12 RSS-medlemmer og VHP-medlemmer til byen og slog ansøgeren, præsten og to vidner. Byens indbyggere var vidne til hændelsen, og politiet blev tilkaldt. RSS- og VHP-medlemmerne flygtede fra stedet. Ansøgeren fik at vide af politiet, at han skulle konvertere tilbage til hinduismen. Hvis ikke ansøgeren gjorde dette, ville han blive overfaldet igen. På vej til arbejde [i vinteren] 2016 blev ansøgeren igen overfaldet af seks RSS- og VHP-medlemmer. Ansøgeren blev udsat for vold, og RSS- og VHP-medlemmerne truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke konverterede tilbage til hinduismen. Herudover modtog ansøgeren telefoniske trusler, herunder ved telefonopkald og på SMS-beskeder. Ansøgeren besvarede aldrig opkaldene, men [i sommeren] 2016 kom ansøgeren til at besvare et opkald, hvor han blev truet på livet. Medlemmerne af VHP [i vinteren] 2016 at opsøge ansøgerens ægtefælle og spørge efter ansøgeren, hvorefter ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren kontaktede politiet i [i vinteren] 2016 og fortalte om konflikten med RSS og VHP, men politiet foretog sig intet. Ansøgeren udrejste af Indien [i sommeren] 2016, idet han var blevet meddelt opholdstilladelse efter Greencard-ordningen i Danmark. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at han først har søgt om asyl ca. 2½ år efter sin indrejse i Danmark og først i forbindelse med, at ansøgeren blev anholdt for ulovligt ophold efter inddragelse af ansøgerens Green card. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke er fremkommet med en troværdig forklaring på det sene tidspunkt for asylansøgningen, navnlig henset til at han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter baggrundsoplysningerne, som Udlændingestyrelsen har henvist til, ikke kan lægges til grund, at delstaten Telanga begrænser religiøs konversion. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kun har kontaktet politiet en enkelt gang. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2021/3/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en ukrainsk mand, der har trukket sin ansøgning om beskyttelse tilbage under behandlingen i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Belgien var blevet opsøgt af en person, som klageren identificerede som en ukrainsk politibetjent, samt klagerens helbredsoplysninger. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Belgien, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien den 24. december 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet opsøgt eller forfulgt af to mænd, hvoraf klageren har identificeret den ene person som en ukrainsk politibetjent, og at han frygter, at de belgiske myndigheder samarbejder med det ukrainske politi, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at den ene af de to personer er en ukrainsk politibetjent. Flygtningenævnet bemærker, at hvis klageren føler sig forfulgt af de to personer, henvises klageren til at tage kontakt til de belgiske myndigheder, herunder det belgiske politi, som må antages at have viljen og evnen til at beskytte klageren. Flygtningenævnet bemærker til klagerens frygt for, at de belgiske myndigheder samarbejder med Ukraine, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Belgien ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Belgien har tiltrådt den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har dårligt helbred i form af, at han har fået fjernet to tredjedele af mavesækken, mangler tænder, har dårligt syn og søvnproblemer, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der for asylansøgere i Belgien er adgang til den fornødne helbredsmæssige behandling i Belgiens sundhedssystem. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. dub-belg/2021/2/CRT
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mushi og protestant fra Sydkivu-provinsen, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbage-venden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel. Derudover frygter hun også de generelle forhold, herunder at blive voldtaget. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren op-lyst, at hendes ægtefælle har været politisk aktiv, og at han har fået asyl i Danmark. Hendes ægte-fælle var lokalsekretær for [et parti] i Sydkivu-regionen og blev senere frivilligt rekrutteret til op-rørsbevægelsen. Ægtefællen blev tvunget til at kæmpe for en ny oprørsbevægelse, Banyamulenge, som gerne ville nedkæmpe den gamle oprørsbevægelse. Da ægtefællen fandt ud af, at hans familie var blevet slået ihjel, vendte han tilbage til Sydkivu-regionen og flygtede efterfølgende til Rwanda, fordi han frygtede for sit liv, da han var efterfulgt af Banyamulenge bevægelsen. Ansøgeren blev opsøgt omkring fem gange af Banyamulenge bevægelsen i perioden fra slutningen af 1998 til be-gyndelsen af 1999. Ved opsøgningerne blev ansøgeren spurgt om sin ægtefælle, ligesom ansøgeren blev truet med, at det ville give hende problemer, såfremt hun ikke fortalte, hvor hendes ægtefælle befandt sig. Ansøgeren har ikke oplevet andet end de fem opsøgninger, men valgte at udrejse efter sidste opsøgning. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der er krig og uroligheder i hendes hjemland, herunder især i hendes hjemegn. Endelig har ansøgeren oplyst, at personer har overtaget hendes og ægtefællens jord efter de udrejste. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af disse, så hun ikke kan gøre krav på jorden, hvis hun vender tilbage. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilside-sætte ansøgerens forklaring om sit afledte asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøge-rens ægtefælles konflikt med myndighederne er mere end 20 år gammel, og at ansøgeren efter sin forklaring før sin udrejse alene blev opsøgt omkring 5 gange, og at disse opsøgninger efter klagerens forklaring var af mindre alvorlig karakter, og at ansøgeren ikke har været tilbageholdt af myn-dighederne i forbindelse hermed. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbage-venden til DR Congo vil være i risiko for at blive udsat for repressalier, som følge af ansøgerens ægtefælles politiske aktiviteter. Ansøgerens frygt for at blive efterstræbt af de personer, som angi-veligt har overtaget ansøgerens og ansøgernes ægtefælles jord, beror alene på ansøgerens egen for-modning og kan derfor heller ikke lægges til grund. Det forhold, at klageren har forklaret, at en pastor i Congo [i begyndelsen af] 2019 telefonisk har fortalt klageren, at familien stadig er efter-stræbt i Congo, kan ikke føre til et andet resultat. Endvidere har ansøgeren ikke oplyst om andre personlige konflikter i hjemlandet. Endvidere bemærkes, at efter de foreliggende baggrundsoplys-ninger, herunder UNHCR´s Position on Returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent are-as in the Democratic Republic of Congo affected by ongoing conflict and violence – Update II, fra september 2019, er de generelle forhold i DR Congo, herunder i den sydlige Kivu-region alvorlige og uforudsigelige. Men forholdene er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedevæ-relse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endelig bemærkes, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af [en dato i] 2018 om ej bortfald af opholdstilladelse for klagers ægtefælle ikke herved har taget stilling til ægtefællens asylmotiv. Det af advokaten anførte omkring klagerens § 26 forhold kan ikke tillægges betydning ved afgørelsen om asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsyn-liggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i konkret og individuel risiko for for-følgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/5/JAH
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk oroko og kristen fra [By], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af separatistgruppen The Amberzonian Forces of Cameroun, som har forsøgt at rekruttere ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at separatistgruppen har opsøgt ansøgerens families bopæl i [By]. De talte først med ansøgerens bedstefar, hvorefter de forsøgte at overtale ansøgeren til at tilslutte sig gruppen. To til tre uger efter denne episode ankom separatistgruppen til området igen. Ansøgeren befandt sig på familiens jordlod, som lå 10-20 minutters gang fra familiens bopæl. Ansøgeren hørte skud og larm, hvorefter ansøgeren og de andre i området flygtede. Nogle timer efter tog ansøgeren hjem. Da han ankom til familiens bopæl, var ansøgerens bedsteforældre blevet slået ihjel. Herefter blev ansøgeren og de andre mænd i området konfronteret af separatistgruppen, som forlangte, at alle tilsluttede sig gruppen. Dem, der forsøgte at unddrage sig rekrutteringen blev slået ihjel. Samme aften flygtede ansøgeren til byen Kumba, hvor han søgte hjælp hos en præst. Kort tid efter udrejste ansøgeren af Cameroun. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder det dermed sandsynliggjort, at der har været kamphandlinger i hans landsby, hvor hans bedsteforældre, som han boede hos blev dræbt, og at han to gange er forsøgt tvangshvervet af separatisterne. På baggrund af ansøgerens forklaring, om at der blandt de separatister, der forsøgte at tvangshverve ham var lokale beboere, da hans hjemby har en begrænset størrelse og da det må formodes, at en del af de jævnaldrende kammerater har tilsluttet sig separatisterne, finder et flertal af nævnet, at han er tilstrækkeligt identificeret og profileret, hvorfor han risikere overgreb ved en tilbagevenden til lokalområdet. På baggrund af Home Offices rapport af december 2020, Country Policy and Information Note, Cameroon: North-West/South-West crisis pkt 2. 6 Internal Relocation finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i den fransktalende del af Cameroun. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er en ung, enlig og arbejdsfør mand, og at han ikke har konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Camer/2021/12/YARS
Nævnet hjemviste i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2019. Sambehandlet med stat/2021/25/imbs og Alge/2021/2/imbs.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim, født i Danmark. Ansøgerens mor fra [A]-flygtningelejren, Tyr, Libanon og ansøgerens far er fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb i Libanon på grund af morens forhold og i Algeriet på grund af farens forhold. Ansøgerens sag er sambehandlet med morens asylsag, hvor nævnet dags dato har besluttet følgende: ”Det fremgår af kopi af et UNRWA familieregistreringskort, som er fremlagt af ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet, at hun ikke længere er anført på dette registreringskort. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen – der ved sagens afgørelse har lagt til grund, at ansøgeren er registreret hos UNRWA – med henblik på, at Udlændingestyrelsen indhenter oplysninger om ansøgerens registrering hos UNRWA og tager stilling til betydningen af disse oplysninger, således at denne afgørelse i givet fald kan indbringes for nævnet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Flygtningenævnet beslutter på denne baggrund ligeledes at hjemvise nærværende sag til Udlændingestyrelsen.” Alge/2021/3/imbs
Nævnet hjemviste i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2017. Sambehandlet med stat/2021/25/imbs og Alge/2021/3/imbs.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim, født i Danmark. Ansøgerens mor fra [A]-flygtningelejren, Tyr, Libanon og ansøgerens far er fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb i Libanon på grund af morens forhold og i Algeriet på grund af farens forhold. Ansøgerens sag er sambehandlet med morens asylsag, hvor nævnet dags dato har besluttet følgende: ”Det fremgår af kopi af et UNRWA familieregistreringskort, som er fremlagt af ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet, at hun ikke længere er anført på dette registreringskort. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen – der ved sagens afgørelse har lagt til grund, at ansøgeren er registreret hos UNRWA – med henblik på, at Udlændingestyrelsen indhenter oplysninger om ansøgerens registrering hos UNRWA og tager stilling til betydningen af disse oplysninger, således at denne afgørelse i givet fald kan indbringes for nævnet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Flygtningenævnet beslutter på denne baggrund ligeledes at hjemvise nærværende sag til Udlændingestyrelsen.” Alge/2021/2/imbs
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er født i […], og hun flyttede som barn til Kabul, hvor hun boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [A], ligesom hun frygter de mennesker, som han har kontakt til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev tvangsgift med [A]. Ansøgeren mødte [A], idet han var indehaver af bilværkstedet, hvor ansøgerens brødre arbejdede, og han begyndte at komme hjem til familien med ris, mel og lignende. Han bad ansøgerens mor om at lade ham gifte sig med ansøgeren, men hun sagde nej, idet han var 40 år gammel, og ansøgeren var kun 22 år. Han slog ansøgerens brødre og truede dem på livet, og han opsøgte familien, hvorfor ansøgeren var nødt til at gifte sig med ham. [A] udsatte ansøgeren for vold og tortur, og han tvang hende til at have samleje. [A] havde allerede en kone og børn, hvorfor han alene ville udnytte ansøgeren, og han slog hende, sparkede hende og rev hende i håret. Hvis ikke ansøgeren gjorde de ting, [A] bad om, truede han med at slå ansøgeren eller hendes brødre ihjel. Ansøgeren havde ikke mulighed for at flygte, for [A] kender mange myndighedspersoner og har kontakt til mange kommandanter i Afghanistan, og han kan gøre, hvad han har lyst til. Ansøgeren boede i hans gæstehus, som var bevogtet af vagter. Ansøgeren fandt ud af, at hun var gravid. [A] ønskede ikke barnet, og slog ansøgeren i maven, da hun fortalte ham om graviditeten. Ansøgeren ville redde sit og sit barns liv, og en fredag tog ansøgeren guldsmykker og penge, og hun tog en burka på og forlod huset på et tidspunkt, hvor vagterne ved huset var væk. Ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin mor og sine to brødre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun i Afghanistan er blevet tvangsgift, at hun har været udsat for vold under ægteskabet, herunder i forbindelse med at hun oplyste sin ægtefælle om, at hun var gravid, og at hun på denne baggrund er flygtet fra Afghanistan. De forskelle, der har været i ansøgerens forklaring under asylsagens behandling, kan ikke føre til en anden vurdering. Det lægges derfor til grund, at ansøgeren har en stadig aktuel kønsrelateret privatretlig konflikt i Afghanistan. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan befinder sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Hun kan ikke henvises til at søge de afghanske myndigheders beskyttelse, og der er heller ikke grundlag for at antage, at hun kan tage ophold andre steder i Afghanistan end i sit hjemområde. Der er ikke grundlag for at henføre beskyttelsesbehovet under udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2021/17/ajev
Nævnet omgjorde i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk tajik og sunni-muslim fra [By], Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2000, og at han [i sommeren] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2018 udrejste til Afghanistan. [I sommeren] 2018 blev klageren registreret genindrejst i Danmark. [I vinteren] 2018 blev klageren på ny registreret udrejst til Afghanistan i Det Centrale Personregister. [I foråret] 2020 henvendte [en dansk provinsbys] Kommune sig til Udlændingestyrelsen angående klagerens lovlige ophold. Ifølge oplysning fra klageren og mail fra [en dansk provinsby] Kommune er klageren genindrejst [i foråret] 2020. Ved afgørelse af [vinteren] 2020 har [en dansk provinsby] Kommune annulleret registreringen af klagerens udrejse [i vinteren] 2018. [I vinteren] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Ved Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2007 blev det bestemt, at klageren, efter at han sammen med sin familie [i sommeren] 2001 havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke kunne anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og at hans opholdstilladelse derfor ikke var bortfaldet. Afgørelsen var nærmere begrundet blandt andet med henvisning til, at klagerens familie bestående af hans ægtefælle og børn boede og opholdt sig i Danmark, og at klageren ikke havde afmeldt sig CPR-registeret, og at han og familien havde møbler og andre genstande på bopælen. Det fremgår også af afgørelsen, at klageren i 2006 ikke havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen af [vinteren] 2020 anset klagerens opholdstilladelse for bortfaldet med henvisning til, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Det fremgår af afgørelsen, at klageren er registreret i CPR-registeret som udrejst siden [vinteren] 2018, og at der ikke er registreret en dato for genindrejse. Det fremgår også, at der er lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han ikke forventede [at fortsætte sit arbejde] i Afghanistan, og at han havde planer om at vende tilbage til Danmark på mere permanent basis. Udlændingestyrelsen har derfor fundet, at oplysningerne om klagerens rejsemønster fra 2005 til 2009 bør indgå i vurderingen vedrørende bortfald af opholdstilladelsen. Ved en afgørelse af [vinteren] 2020 har [en dansk provins bys] Kommunes folkeregister truffet afgørelse om, at klagerens udrejse [i vinteren] 2018 skal annulleres. Der er henvist til, at klageren nærmere har kunnet dokumentere sine ud- og indrejser mellem Danmark og Afghanistan fra [sommeren] 2018 til den [foråret] 2020. Endvidere er det anført, at personer, der af arbejdsmæssige og lignende grunde i en periode på over seks måneder overnatter størstedelen af tiden i udlandet, men som i denne periode tilbringer hovedparten af weekender, fridage, ferier og lignende på bopælen her i landet, har ret til at forblive registreret på bopælen her i landet. Efter klagerens forklaring har han opholdt sig i cirka tre måneder ad gangen i Afghanistan og herefter i 1,5 måned i Danmark, mens han fortsat har boet her i landet sammen med sin familie. Klagerens ægtefælle og børn har under klagerens ophold i Afghanistan boet i Danmark. Klageren har aldrig etableret en bolig i Afghanistan, hvor han under opholdene har boet hos sin bror, hos sine venner eller på hotel. Klagerens formål med opholdene i Afghanistan har udelukkende været at varetage sit [arbejdsområde] arbejde, og efter det oplyste har klageren aldrig taget varigt ophold i Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om sine rejseaktiviteter og sine bopæls- og opholdsforhold kan lægges til grund, og at klageren derfor ikke i nogen periode kan anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Der henvises herunder til, at klagerens forhold og rejseaktiviteter har været uændrede, siden klageren og hans familie fik lovligt ophold i Danmark. Klagerens opholdstilladelse kan derfor ikke anses for at være bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det efter foreliggende oplysninger sammenholdt med klagerens forklaring må lægges til grund, at klageren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Klageren har lovligt boet i Danmark siden [sommeren] 2001, og han blev [efteråret] 2004 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Med henvisning til udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. finder Flygtningenævnet herefter også grundlag for at fastslå, at klagerens opholdstilladelse ikke kan anses for at være bortfaldet." Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1."afgh/2021/16/MSI
Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shia-muslim af trosretning fra Mashhad, Iran. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet henvist til, at hun og børnene bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet ikke villet udtale sig imod, at ansøgeren og børnene meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og ansøgerens børn som en konsekvens af, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, tillige skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og ansøgerens tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet derfor ikke har taget stilling til, om ansøgeren og ansøgerens tre medfølgende børn har et selvstændigt asylmotiv.” Afgh/2021/13/EDO
ævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Afghanistan, der var meddelt subsidiær beskyttelsesstatus i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Indrejst i 2019. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at klagerens opholdstilladelse i Østrig var udløbet, at klageren havde en sundhedsmæssige problemer og oplevede chikane i Østrig. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, hvorfra klageren ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Østrigs internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Østrig eller om personlige forhold, der kan føre til at Østrig ikke kan tjene som hendes første asylland. Det forhold, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2020 har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Østrig frygter at blive udsat for chikane og overgreb af sin tantes ægtefælle, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at klageren, såfremt hun fortsat oplever problemer med privatpersoner i Østrig, må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de østrigske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klagerens oplysninger om, at hendes opholdstilladelse i Østrig er udløbet, og at hun frygter ikke at kunne få denne forlænget, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger således til grund, at klageren, der som nævnt er meddelt subsidiær beskyttelsesstatus og har opholdt sig i Østrig fra slutningen af 2015 til [slutningen] af 2019, kan indrejse og opholde sig legalt i Østrig. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at anvendelsen af bestemmelsen ikke forudsætter, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. §29b-Østr/2021/1/hmu
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland [i sommeren] 2019.Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors’ høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller ”subsidiary protection” i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af ECRE (European Council on Refugees and Exiles) Weekly Bulletin af 5. marts 2021, at navnlig adgangen til boliger er et at de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsbarakker, i forladte huse eller lignende. Om sikkerhedssituationen for flygtninge i Grækenland fremgår det bl.a. af UN News, Women and children threatened by sexual violence at refugee reception centres in Greek Islands, fra februar 2018, at mange asylansøgere og flygtninge bliver udsat for seksuel vold. Klageren er en 14 år gammel uledsaget pige, der efter det oplyste ikke er moden af sin alder. Det lægges til grund, at hun er uden netværk i Grækenland. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at hendes mor stadig befinder sig i Grækenland. Klageren har derimod et netværk i Danmark, hvor hendes morbrødre, som hun har kontakt til, befinder sig. Klageren må som følge af sin meget unge alder anses som en ganske særligt sårbar person, og hensynet til varetagelsen af hendes tarv taler klart for at lade hendes asylansøgning behandle i Danmark. Henset hertil, og til at klageren i Grækenland ikke vil være garanteret et sikkert opholdssted – hvorved bemærkes, at der ikke i baggrundsoplysningerne er holdepunkter for at fastslå, at der i Grækenland i praksis er passende boligforhold for uledsagede mindreårige udlændinge – og at hun vil være uden en voksen til at tage sig af hende, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for at afvise at behandle hendes ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsen afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2021/5/imbs
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Syrien. Klageren er født og opvokset i byen […] i Dayr az-Zawr-regionen, Syrien. Da klageren var [barn], flyttede han til Damaskus, hvor han har boet frem til sin udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold, og opholdstilladelsen blev givet med mulighed for varigt ophold. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Herudover henviste klageren til, at de syriske myndigheder betragter personer, der udrejser af Syrien, som forrædere. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [efteråret] 2014, at klageren blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Styrelsen lagde ved vurderingen af sagen vægt på, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endvidere lagde styrelsen vægt på Flygtningenævnets praksis efter beslutningen truffet af Flygtningenævnets Koordinationsudvalg den 18. september 2014 samt efterfølgende månedsrapporter fra Udenrigsministeriet om situationen i Syrien. [I sommeren] 2015 blev klagerens ægtefælle og tre børn meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt, idet han er udrejst af Syrien, og dermed betragtes som en forræder af de syriske myndigheder. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at han sammen med sin familie frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han har forsøgt at finde ud af, hvad der var sket med hans [familiemedlem], der var forsvundet ved en kontrolpost. Den lokale efterretningstjeneste opsøgte herefter klagerens arbejdsplads, hvor de fortalte hans chef, at klageren skulle ophøre med at spørge efter sin nevø. Klageren ophørte herefter med at søge efter sin nevø og udrejste af Syrien to eller tre uger senere. Efter klagerens udrejse af Syrien blev klagerens chef opsøgt igen. Ligeledes er klagerens søster blevet ringet op af efterretningstjenesten, hvor de har spurgt efter klageren. Ydermere har klageren som asylmotiv henvist til, at han sammen med sin familie i Danmark har deltaget i en demonstration mod brugen af kemiske våben i Syrien. Demonstrationen fandt sted i [dansk by] for tre år siden, og der deltog 200 mennesker. Klageren formoder, at demonstrationen er blevet filmet, hvorfor de syriske myndigheder kan have fået kendskab til deres deltagelse i demonstrationen. Han og hans familie har endvidere deltaget i en demonstration i [dansk by] og i [dansk by] i 2020 mod det syriske regime. Klageren har tillige henvist til, at han har været medlem af forskellige regeringsfjendtlige organisationer, navnlig […]. Han har endelig henvist til, at han har ydet humanitær indsats til personer i Syrien, som er i nød som følge af krigen i Syrien. Klageren er opvokset i Damaskus og boede ved udrejsen fra Syrien i Damaskus og skal derfor vurderes i forhold til Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har de syriske myndigheder haft kontrollen over Damaskus siden maj 2018, og der er indtrådt en forbedring af ikke helt midlertidig karakter af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder derfor, at der ved ophold i Damaskus ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til familie- og privatliv. Klageren, der er [i 50'erne], har haft lovligt ophold i Danmark siden 2014, og klageren er opvokset i Damaskus, Syrien, hvor han boede indtil sin udrejse i 2014. Klageren er sund og rask, fraset […] og […], som han har været behandlet for siden 2012. Han er uddannet jurist og har arbejdet som advokat i Syrien. Klageren har to søstre i Syrien, som han har kontakt til. Han har været ejer af et pizzeria i [dansk by] siden [foråret] 2019. Han har bestået dansk modul 2. Han har en ægtefælle og tre børn i Danmark, der er familiesammenført med klageren i 2015 og således har opholdt sig i Danmark siden 2015. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, hvilken nægtelse er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at vurderingen af klagerens ægtefælles og børns forhold, herunder betydningen af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, i denne sag henhører under Udlændingenævnet. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. For så vidt angår klagerens frygt for de syriske myndigheder som følge af, at han er udrejst af Syrien, bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det ikke har konsekvenser for tilbagevendende syrere, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få situationen afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Herudover fremgår det af sagen, at klageren er udrejst legalt af Syrien. Klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af sin udrejse af Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at de syriske myndigheder efterstræber ham som følge af, at han har eftersøgt sin [familiemedlem], at han har været medlem af forskellige regeringsfjendtlige organisationer, navnlig […], og at han i Syrien har ydet humanitær indsats til personer, som er i nød som følge af krigen i Syrien, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under sin asylsag og sag om nægtelse af forlængelse har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer herom. Klageren har blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han på intet tidspunkt har været medlem af eller sympatiseret med et politisk parti, organisation eller forening, og at han på intet tidspunkt har haft konkrete og individuelle konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Syrien. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han ikke tidligere oplyste om de nu beskrevne konflikter, fordi han ikke blev spurgt ind til disse af Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at de syriske myndigheder har fået kendskab til hans og familiens deltagelse i demonstrationer i Danmark mod det syriske regime. Det beror således på klagerens egen, ubekræftede formodning, at de syriske myndigheder er kommet i besiddelse af billeder eller videoer fra demonstrationerne. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at der ikke er anledning til at tage klagerens mere subsidiære påstand om hjemvisning af sagen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/99/CHPE
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske sikkerhedsstyrker, der har tvunget klageren til at udføre blandt andet gravearbejde i konfliktområder uden at give ham løn herfor. Dette skete første gang i [foråret] 2014, hvor han blev opsøgt af civilbetjente, der kørte ham ud til det sted, hvor han skulle grave. Til trods for, at klageren havde ondt i sin ryg, krævede sikkerhedsstyrkerne efterfølgende, at han skulle udføre arbejdet først hver anden dag og senere hver dag. I [foråret] 2015 meldte han sig syg, og af frygt for at blive fængslet, udrejste han af Syrien to til tre dage senere. Videre oplyste klageren, at hans ægtefælle og søn efter klagerens udrejse i 2015 tre gange er blevet opsøgt af sikkerhedstjenesten, der har spurgt efter ham. Endelig henviste klageren til krigen og de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv. Videre har han henvist til, at hans familie ikke kan få gennemført noget hos myndighederne som følge af klagerens udrejse, herunder blive indskrevet på en uddannelse. Klagerens børn er blevet presset til at afgive oplysninger ved kontrolposter, og hans ægtefælle har oplyst, at hun vil skilles, idet hun er blevet opsøgt mange gange på sin bopæl. Videre har klageren anført, at han i 2014 var fængslet i lidt over to måneder, idet han oprindeligt er fra Hama og af sikkerhedsfolk blev mistænkt for at have kendskab til den tidligere direktør for anklagemyndigheden i Hama. Klageren har yderligere henvist til, at han frygter sin ægtefælles familie, fordi han ikke vil give samtykke til at blive skilt fra sin ægtefælle, og at hans ægtefælles familie har truet klageren telefonisk og skjult klagerens ægtefælle for klageren. Endelig har klageren henvist til, at intet i Syrien har ændret sig, og at regeringen kan finde på at fabrikere sigtelser og anholde hvem som helst. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3 er således givet med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det fremgår således også af EASO, Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note fra september 2020, side 122 blandt andet: ”Looking at other indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c).” Og I samme rapport side 137: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15c.” En inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til familie og privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller or at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantino v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til familie- og privatliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes endvidere, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i næsten 6 år. Han indrejste som 50-årig. Han været i praktikforløb i 4 måneder, og tidligere været i praktikforløb på et plejehjem og hos [virksomhed], men har ikke haft beskæftigelse i Danmark. Han har modtaget dansk undervisning svarende til Dansk modul 6. Han er ikke medlem af nogen foreninger eller bestyrelser. Han går nogle gange til fitness. Han har ingen helbredsmæssige problemer. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet hele sit liv. Han modtager medicin til nedsættelse af sit kolesteroltal. Han har været i behandling for psykiske problemer hos Dignity. Han har i Syrien haft flere forskellige jobs, senest som chauffør for en medicinalvirksomhed. Han har aftjent sin militærtjeneste, hvor han var servicechauffør og kørte med mad og fødevarer. Han har ikke modtaget våbentræning. Han har i Syrien en ekskone, en søn, [navn], to døtre, [navn] og [navn] og en søster, [navn]. Han har kontakt med sine døtre ca. en gang om måneden. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i slutningen af] 2015 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Forklaringen har fremstået meget troværdig og understøttes endvidere af udtalelsen [fra efteråret] 2018 fra Dansk Institut mod Tortur (Dignity) og af den fremlagte ansøgning om familiesammenføring [fra efteråret] 2018, hvori det er oplyst blandt andet, at klageren har været udsat for tortur. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb for eksempel i forbindelse med fængslinger og klagerens udrejse af Syrien lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har været udsat for tortur og ved en tilbagevenden til Damaskus, Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den forbindelse anser klageren for politisk modstander af styret. Klageren opfylder derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endelig bemærkes, at klagerens konflikt med sin tidligere ægtefælles familie efter klagerens egen forklaring må anses som et afsluttet forhold. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/98/CARA
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige klager er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [i begyndelsen af] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste begge klagere som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i Syrien, og at de er blevet opsøgt af de syriske myndigheder på baggrund af deres to sønners udeblivelse fra genindkaldelse til militæret. Den mandlige klager oplyste, at han omkring [slutningen] 2014 blev opsøgt på sin bopæl af syriske militærstyrker, som ransagede huset og spurgte efter klagerens sønner. Styrkerne truede med at slå klageren ihjel, og de skubbede til ham, så han faldt ned på gulvet. Tre dage senere blev klageren igen opsøgt og huset ransaget, og klageren fik at vide, at han skulle hente sine sønner, så de kunne tjene i militæret. Klageren sagde, at han ikke vidste, hvor hans sønner opholdt sig, hvorefter han blev slået i hovedet med en geværkolbe og besvimede. I slutningen af [måned] 2014 blev klageren for tredje gang opsøgt af syriske militærstyrker, der truede klageren med fængsling to dage senere, hvis ikke han fortalte, hvor hans sønner opholdt sig. Herefter tog klageren og hans ægtefælle ophold hos en ven, inden de udrejste af Syrien. Klagerens ægtefælles bror har efterfølgende oplyst klageren om, at militærstyrker har spurgt efter klageren blandt klagerens naboer. Den kvindelige klager oplyste, at hun tre gange blev opsøgt af de syriske myndigheder som følge af sine sønners udeblivelse fra militæret. Første gang var i begyndelsen af [måned] 2014, hvor mænd i militæruniformer trængte ind i klagerens hus, ransagede det og råbte, at hvis de ikke afleverede deres sønner, ville klagerens ægtefælle blive anholdt. 15 dage senere blev klageren igen opsøgt af myndighedspersoner, bopælen blev ransaget, og de truede igen med at anholde klagerens ægtefælle. Videre skubbede de til klagerens ægtefælle, slog ham i baghovedet med en geværkolbe og skubbede hårdt til klageren. Tredje gang klageren blev opsøgt var omkring end måned inden udrejsen fra Syrien, og myndighedspersonerne sagde, at de var kommet for at give klagerens og hendes ægtefælle en sidste advarsel, hvorefter de havde til hensigt at anholde klagerens ægtefælle, hvis ikke sønnerne blev afleveret til myndighederne. Personerne sagde ikke, hvornår de ville komme igen. To til tre dage senere forlod klageren og hendes ægtefælle deres bopæl og tog ophold hos en ven, indtil de kunne udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til krigen og de generelle forhold i Syrien, samt at de frygter de syriske myndigheder, fordi deres sønner har unddraget sig militærtjeneste. Den mandlige klager har oplyst, at han frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi hans sønner har unddraget sig militærtjeneste, samt at han frygter at blive betragtet som forræder. Den kvindelige klager har oplyst, at hun frygter at blive anholdt, fængslet og udsat for tortur som følge af, at hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3 er således givet med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det fremgår således også af EASO, Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note fra september 2020, side 122 blandt andet: ”Looking at other indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c).”Og I samme rapport side 137: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15c.”En inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til familie og privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelser overfor intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i klagernes ret til familie- og privatliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagernes ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet de har tre voksne børn og børnebørn i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes endvidere, at klagerne har haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Den mandlige klager er indrejst i Danmark som 55-årig. Han har ikke haft arbejde eller deltaget i danskundervisning eller anden uddannelse. Han har ikke oplyst om nogen fritidsinteresser eller medlemskab af foreninger i Danmark. Han har fået en diskusprolaps i ryggen, har psykiske problemer, som han ikke modtager behandling eller medicin for. Endelig modtager han blodfortyndende medicin. Den mandlige klager er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet hele sit liv. Han har oplyst, at han i Syrien har læst jura i 3 år, har arbejdet som frisør og i en periode på 6 måneder, som selvstændig bager. Han har i Syrien sin bror, [navn], som han tidligere jævnligt var i kontakt med, men nu tror er forsvundet. Den kvindelige klager er indrejst i Danmark som 49-årig. Hun har ikke haft arbejde eller modtaget danskundervisning. Hun har ikke oplyst om nogen fritidsinteresser eller medlemskab af foreninger i Danmark. Hun modtager blodfortyndende medicin, medicin mod mavesår og en sprøjte hver 4. uge. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet hele sit liv. Hun har i Syrien gået i skole i 3 år og været hjemmegående med sine børn. Hun har to brødre og en søster i Syrien. Ingen af klagerne har på denne baggrund opnået en særlig tilknytning til Danmark, idet bemærkes at klagerens tre børn, der opholder sig i Danmark, alle er myndige og at der ikke er et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og børnene. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Klagerne har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i begyndelsen af] 2016 været bekendt med disses midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagernes opholdstilladelser kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klagerne på grund af deres individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerne ved en tilbagevenden til Damaskus, Syrien er i risiko for individuel forfølgelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerne har forklaret, at de er blevet opsøgt af myndighederne, der spurgte efter deres sønner, kan ikke lægges til grund. Der er herved henset til, at klagerne herom har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer. Både den mandlige og den kvindelige klager har således til deres første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at de blev opsøgt tre gange, og at den mandlige klager blev slået med en geværkolbe ved den 2. opsøgning. Den mandlige klager har yderligere forklaret, at de ved den tredje opsøgning fik en frist på 2 dage til at oplyse, hvor sønnerne var henne, idet han ellers ville blive arresteret. Den kvindelige klager har ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at myndighederne ikke oplyste, hvornår de ville komme tilbage, og de sagde, at de alene ville anholde manden. Til deres forklaringer i Flygtningenævnet har de begge forklaret, at de blev opsøgt fem gange, og at den mandlige klager blev slået ved den 3. opsøgning og myndighederne truede med at arrestere dem begge. Den mandlige klager har yderligere forklaret, at de fik en frist på 10 dage til at oplyse, hvor sønnerne var henne. Den kvindelige klager har yderligere forklaret, at hun også blev skubbet ved en af opsøgningerne, hvilket hun ikke tidligere har forklaret til Udlændingestyrelsen. Klagerne har anført, at klagernes sønner har unddraget sig militærtjeneste og med denne begrundelse har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne frygter, at de ved en tilbagevende til Syrien vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, som en konsekvens heraf. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues Regarding Military Service, October 2019” fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste, medmindre disse er særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Klagernes forklaringer om opsøgningerne fra myndighederne kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved også henset til, at dette ikke har medført personlige konsekvenser eller yderligere repressalier fra de syriske myndigheder. Endvidere bemærkes, at det forhold at der ikke er fremlagt helbredsoplysninger for klagerne ikke kan føre til en hjemvisning af sagen. Der er herved henset til, at klagerne af Udlændingestyrelsen er blevet opfordret til at fremlægge helbredsoplysninger, hvilket ikke er sket. Endelig kan det forhold, at klagerne har oplyst, at de ved en tilbagevenden til Syrien, hverken vil have hjem eller forretning, idet det er mistet i krigen, ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved henset til, at dette er forhold af socioøkonomiske forhold, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelser.” Syri/2021/97/CARA
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og hendes medfølgende barn. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Midan, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen, samt at hendes søn, [B], ville blive indkaldt til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien samt, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hendes to sønner vil blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle er afgået ved døden, og at hun derfor som den eneste forældre vil være ansvarlig for, at de ikke har aftjent militærtjeneste. Klageren har endvidere oplyst, at familiemedlemmer til mænd, der ikke har været i militæret, bliver afhørt og chikaneret, indtil manden tager i militæret. Klageren har videre henvist til, at hun frygter fattigdom, som følge af, at hun ikke har en ægtefælle til at forsørge hende. Endelig har klageren henvist til, at hun frygter at blive fængslet, idet hun har været udrejst af Syrien i en længere periode. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet kan i øvrigt henvise til Udlændingestyrelsens bemærkninger om forholdene i Damaskus. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. fem og et halvt år, at hun har afsluttet et praktikophold, og at hun har familie i Danmark. Klageren har oplyst, at hun ikke taler, læser eller skriver dansk. Hun har ingen uddannelse eller beskæftigelse i Danmark, og hun er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun har oplyst, at hun lider af eksem og ledproblemer. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien og indrejste til Danmark som 52-årig. Hun har ikke gået i skole eller haft et arbejde i Syrien. Hun har oplyst, at hun ikke har familiemedlemmer tilbage i Syrien, men at der er familie tilbage i Syrien på sin afdøde ægtefælles side, som hun ikke har kontakt til. Oplysningerne om ægtefællens død og efterfølgende begravelse er dog kommet fra ægtefællens familie. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at klageren vil være uden netværk ved en tilbagevenden til Syrien. Vedrørende klagerens lovlige ophold i Danmark finder nævnet, at opholdet ikke har haft en sådan varighed, at hun på den baggrund har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes tre børn samt hendes søstre, svogre, nevøer og niecer opholder sig i Danmark. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens datter, [A], og ene søn, [B], er myndige, og at klageren i en længere periode ikke har boet sammen med datteren eller sønnen. Nævnet finder, at der er ikke sandsynliggjort noget afhængighedsforhold mellem klageren og hendes myndige datter eller hendes myndige søn. Dertil kommer, at Flygtningenævnet vurderer, at klagerens datter, [A], også kan tage ophold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [sommeren] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Damaskus finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Vedrørende klagerens helbredsforhold bemærker nævnet, at der ikke foreligger oplysninger om alvorlige helbredsmæssige problemer, der kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse heller ikke vil være i strid med klagerens søn, [C]s, ret til privat- og familieliv, idet nævnet finder, at [C] ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på [C]s alder, varigheden af hans ophold her i landet, og at han har gået i skole i Danmark, hvor han også har venner og går til sport. Flygtningenævnet finder imidlertid, at [C] ikke derigennem har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Klageren er udrejst legalt af Syrien. Hun har ikke personligt været eftersøgt af nogen personer, grupper eller myndigheder. Hun har ikke været politisk aktiv, herunder været tilknyttet et politisk parti eller deltaget i nogen demonstrationer. Det beror på klagerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, fordi hendes to sønner er blevet indkaldt eller vil blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste, og Flygtningenævnet kan på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i relation til ikke at meddele opholdstilladelse på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker, at der henset til sønnen [C]s alder (17 år og 4 måneder) ikke er grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af risikoen for militærtjeneste. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/94/malc
Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk turkmener og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Latakia, Syrien, og har siden 16-års alderen boet i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, og at man kunne blive tilbageholdt af myndighederne. Klageren henviste yderligere til, at familiens hus i Damaskus blev konfiskeret, at ægtefællens butik blev destrueret, og at de syriske myndigheder tog en af hendes sønner. Endeligt henviste klageren til, at de syriske myndigheder ved flere lejligheder havde ransaget familiens bopæl i Damaskus. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen berigtiget afgørelsen [fra vinteren] 2021 og truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har om de generelle forhold i landet uddybende forklaret, at personer bliver slået ihjel og kidnappet. Der er ingen sikkerhed i landet, idet personer slås på gaden og slår hinanden ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at turkmenere udgør en minoritetsgruppe, der er i et grundlæggende modsætningsforhold til det syriske regime. Klageren har endeligt henvist til, at hun som enlig kvinde uden netværk risikerer at blive udsat for stigmatisering og overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Vedrørende spørgsmålet, om klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af individuelle forhold bemærker Flygtningenævnet, at klageren under den oprindelige asylsag forklarede, at hun udrejste på visum med henblik på at besøge sin søn, og at denne rådede hende og hendes ægtefælle til at søge asyl i Danmark, da forholdene i Syrien var forværret på grund af krigen og de deraf følgende problemer. Klageren oplyste endvidere, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Klageren har under sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi folk bliver dræbt og kidnappet, og landet er ødelagt og usikkert. Hun har endvidere henvist til, at hun mener, at hendes søn, [H], har forladt sin stilling i det offentlige uden tilladelse, at turkmenere udgør en særlig udsat gruppe i Syrien, og at hun som enlig kvinde uden netværk risikerer at blive udsat for stigmatisering og overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring under den oprindelige asylsag til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren har en individuel konflikt med de syriske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at hendes søn, [H], har forladt sin stilling i det offentlige uden tilladelse, at hun ikke personligt har oplevet overgreb som følge af, at hun er turkmener, og at det forhold, at hun tilhører den turkmenske befolkningsgruppe, er ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelig, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien i en alder af [antal] år. Hun har ikke gået i skole i Syrien og er analfabet. Hun er syrisk statsborger og taler arabisk. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens forklaring til grund, at hun har familie i Syrien i form af en datter, en søster og to brødre. Hun ved ikke, om hendes datter, der boede i Damaskus, er udrejst af landet, og hun har heller ikke kontakt med sine brødre, der bor i Latakia og ved ikke, om de er døde eller udrejst. Hun tror, at søsteren er afgået ved døden. Klageren hverken taler, læser eller skriver dansk. Hun har ingen uddannelse og har aldrig haft beskæftigelse i Danmark. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet to af hendes sønner og en datter, [antal] børnebørn og [antal] oldebarn samt hendes afdødes ægtefælles nevøer og niecer opholder sig i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at klageren er enlig kvinde, analfabet og aldrig har været på arbejdsmarkedet. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i syv og et halvt år. Hun har helbredsmæssige problemer, som hun modtager medicin for. Klageren har – bortset fra de seneste cirka to et halvt år – aldrig boet alene, og det må lægges til grund, at hun får hjælp af sine børn til indkøb, rengøring og personlig pleje. Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes børn. Efter en samlet og konkret vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges på det hidtidige grundlag. På ovenstående baggrund og efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at det for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2021/76/juri
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato ultimo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har den [dato ultimo] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han har forladt landet, er blevet genindkaldt til militæret og har hjulpet sin søn med at undslippe sin værnepligt. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev genindkaldt i begyndelsen af krigen omkring 2012. Han blev opsøgt på sin bopæl af nogle [bekendte] på vegne af regimet. Han blev ikke reelt genindkaldt, da han var for gammel, men han blev bedt om at støtte regimet. Han er kun blevet opsøgt den ene gang. Han kender en, der er blevet anholdt for at forlade landet. Klageren er udrejst illegalt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren fik [den dato ultimo] 2014 midlertidig opholdstilladelse alene som følge af de generelle forhold i Syrien. På forespørgsel benægtede han at have individuelle konflikter. Nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets praksis, at forholdene i Damaskus har ændret sig på en sådan måde, at den blotte tilstedeværelse ikke længere medfører asyl. Betingelsen for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er derfor til stede. Klageren har under sin oprindelige asylsag forklaret, at han udrejse legalt fra Syrien. Han har under nævnsmødet forklaret, at han udrejste af Syrien med sin legale pas. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort at han risikerer problemer som følge af påstået illegal udrejse. Klageren har over for Udlændingestyrelsen under forlængelsessagen og for nævnet oplyst, at han blev opsøgt af de syriske myndigheder inden udrejsen. Han har dog divergeret på væsentlige punkter, herunder om det var nogen personer, han kendte, eller ukendte personer, der opsøgte boligen, om hvad de ville have ham til at gøre og om hvor mange gange, de opsøgte boligen. Klageren har efter sin egen forklaring kunnet bo på samme adresse i hvert fald seks måneder, uden at det har medført konsekvenser af, at han nægtede at samarbejde. Klageren har endvidere fået udstedt pas af de syriske myndigheder i 2018. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at han som følge af det manglende samarbejde har konflikter med de syriske myndigheder. Klagerens søn er indrejst som familiesammenført som 12-årig i 2015. Det er ikke sandsynliggjort, at han har modtaget et indkaldelse til militærtjeneste. Selvom klagerens søn har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, antageligt som følge af risikoen for indkaldelse til militærtjeneste, finder nævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger samt nævnets praksis ikke at klageren som følge heraf risikerer forfølgelse. Det forhold, at klageren på nævnsmødet har fremlagt en fotokopi af et dokument, der efter ordlyden fremstår som en anholdelsesbeslutning, kan ikke føre til et andet resultat, dels fordi dokumentet først er fremlagt så sent, og dels fordi klageren under sønnen sag har forklaret, at han fik oplysningen om anholdelsesbeslutningen mundtligt af sin bror, mens han for nævnet alene har forklaret, at han fik oplysningen med de fremsendte dokument. Klageren har under sin søns asylsag forklaret, at indkaldelse først sker efter der fyldte 18. år. På den baggrund anses det som usandsynligt, at de syriske myndigheder skulle udstede en anholdelsesbeslutning allerede halvanden måned efter, at sønnen fyldte 18. Nævnet finder således ikke, at der er hindringer for udrejse, jf. udlændingelovens § 31, eller at klageren opfylder betingelser for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har levet sit liv i Damaskus indtil 2014. Han har netværk i Damaskus, blandt andet i form af sin bror. Han må formodes at være bekendt med kultur og sprog i Syrien. Nævnet finder derfor, at han har den stærkeste tilknytning til Syrien, også selvom han har en voksen søn i Danmark, og at han har boet her siden 2014. Nægtelse af forlængelsen vil derfor ikke være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/75/DH
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har under sit ophold i Danmark deltaget i regimekritiske aktiviteter på internettet og ved at have deltaget i en demonstration på Rådhuspladsen i København. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en dato i foråret] 2014, og at hun [i begyndelsen af] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Klagerens advokat har [en dato i slutningen af] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men begrundet i klagerens individuelle forhold. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren har fremlagt en dom, hvoraf det fremgår, at hun er straffet in absentia i Syrien med tre års fængsel for at have forladt sin stilling i det offentlige. Klageren frygter på denne baggrund at blive tilbageholdt ved den syriske grænse, og herefter at blive fængslet og udsat for tortur. Klageren har herom oplyst, at hun er kommet i besiddelse af dokumentet igennem en tidligere kollega, som har sendt et billede af dokumentet til klagerens søster, som videresendte billedet til klageren i slutningen af 2017 eller i starten af 2018. Klagerens svoger har efterfølgende fremskaffet en kopi af dommen, som er kommet i klagerens besiddelse i [efteråret] 2018. Klageren har endvidere oplyst, at hun fik to års orlov fra sin offentlige stilling, hvor hun arbejdede med at klargøre journaler til læger. Klageren har videre til støtte for sin klage oplyst, at hun er eftersøgt på baggrund af, at hun har delt regimekritisk indhold på internettet, herunder på Facebook, samt at hun har deltaget i en [regimekritisk] demonstration på Rådhuspladsen i København, som er blevet filmet og delt på nettet. Flygtningenævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Damaskusområdet fortsat er alvorlig og skrøbelig. Hertil kommer, at der er adskillige rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, og at disse krænkelser finder sted i hele Syrien, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. For så vidt angår familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport om Syrien fra maj 2020, at nogle kilder har oplyst, at der ikke er risiko for konsekvenser for familiemedlemmer, mens andre kilder har rapporteret, at familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, kan risikere konsekvenser i form af bl.a. chikane, trusler, arrestationer, forhør og tortur. Også personer der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer kan være det. For personer med en sådan særlig risikoprofil er der efter baggrundsoplysningerne risiko for, at de vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf ligeledes indgå, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Nævnet bemærker, at klagerens forklaring om, at hun i Syrien har forladt sin stilling i det offentlige, er troværdig, ligesom hendes forklaring stemmer overens med baggrundsoplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Consequences of leaving a public sector position without notice” fra april 2021. Klageren har således redegjort for at have modtage en dom, som hun tillige har fremlagt i kopi, hvorved hun er blevet idømt tre års fængsel for at have forladt sin stilling i det offentlige på en sådan måde, at en rimelig tvivl herom må komme klageren til gode. Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring om, at hun i Syrien har modtaget en dom på fængsel i 3 år for at have forladt sin offentlige stilling. Hertil kommer, at det må lægges til grund, at klageren oprindeligt kommer fra Dara, hvor oppositionen mod styret har stået meget stærkt, og at hun herudover bl.a. på sin åbne Facebookprofil i eget navn er fremkommet med systemkritiske ytringer. Endelig må det lægges til grund, at der i klagerens nærmeste familie er personer, der har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder nævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/118/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Syrien. Indrejst 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. I [sommeren] 2015 flygtede hun fra Damaskus til Afrin, hvor hun boede frem til [vinteren] 2018, hvorefter hun flygtede videre til Aleppo, hvor hun boede frem til sin udrejse af Syrien [sommeren] 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, Den Frie Syriske Hær og YPG. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at hun [sommeren] 2015 blev truet af de syriske myndigheder, der sagde til ansøgeren, at hvis ikke hendes to brødre meldte sig til militæret den efterfølgende dag, ville de tage hende i stedet. Grundet denne hændelse flygtede ansøgeren til Afrin. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter YPG, idet hun omkring [vinteren] 2018 blev opsøgt af fire til fem kvinder fra YPG, der forsøgte at hverve hende til YPG, hvilket ansøgeren afslog. Kvinderne gav ansøgeren en frist på 10 dage og sagde, at hun ville blive hentet med tvang, hvis ikke hun meldte sig frivilligt. Som følge heraf rejste ansøgeren ved brug af sin kusines ID-kort [vinteren] 2018 til Aleppo. Ved en kontrolpost undervejs til Aleppo fremviste ansøgeren sin kusines ID-kort til en person fra Den Frie Syriske Hær. Personen, der troede, at ansøgeren var ansøgerens kusine, genkendte efternavnet og spurgte efter hendes kusine. Personen sagde til ansøgeren, at hendes kusine, der rettelig var ansøgeren, var efterlyst for at samarbejdede med YPG. I Aleppo fik ansøgeren og ansøgerens morbror fornemmelsen af, at folk begyndte at blive mistænksomme og betvivle, at ansøgeren var den, som hun udgav sig for at være. Som følge heraf udrejste ansøgeren af Syrien. Endelig har ansøgeren anført, at hun frygter krigen og de generelle forhold i Syrien. Ansøgerens advokat har under sit afsluttende indlæg under nævnsmødet påstået sagen hjemvist til Udlændingestyrelsen med henblik på stillingtagen til, om ansøgeren for så vidt angår de generelle forhold i Syrien rettelig skal vurderes asylretligt i forhold til Damaskus, idet ansøgeren efter hans opfattede er fraflyttet Damaskus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun blev opsøgt af de syriske myndigheder, der truede med at anholde hende, hvis hendes brødre ikke mødte til militærtjeneste, er i modstrid med baggrundoplysningerne, hvoraf det fremgår, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at ansøgerens ene bror efterfølgende angiveligt indtrådte i den syriske hær, hvor han nogle få måneder senere døde som martyr. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at YPG ville tvangsrekruttere hende, også er i modstrid med baggrundsoplysningerne, hvoraf det fremgår, at obligatorisk tjeneste i YPG kun gælder mænd i alderen 18-30 år, at hvervning af kvinder til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis, og at tvangsrekruttering kun er sket i få individuelle tilfælde, hvor kvinder har tilsluttet sig for at flygte fra social kontrol. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at Den Fire Syriske Hær (FSA) skulle mistænke hende for at samarbejde med YPG ikke giver mening henset til, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, på hvilken baggrund FSA skulle mistænke hende for dette, ligesom det forekommer påfaldende, at medlemmerne af FSA ved kontrolposten mellem Afrin og Aleppo skulle vide, at ansøgeren var kusine til den kusine, hvis id-kort hun fremviste for disse, og at de derefter skulle fortælle om deres mistanke. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikter med de syriske myndigheder, YPG eller FSA. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren for så vidt angår de generelle forhold i Syrien skal vurderes asylretligt i forhold til Damaskus, hvor ansøgeren er født og har boet, indtil hun efter sin egen forklaring som [tal]-årige flygtede til Afrin og senere til Aleppo. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det må antages, at ansøgeren ikke har opgivet sin bopæl og har bosat sig i et andet område af Syrien, men at hun flygtede fra Damaskus som følge af krigen. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til forny prøvelse i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har siden [sommeren] 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en anden vurdering, er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det forhold, at ansøgeren eventuelt ikke har familiemedlemmer i Damaskus og derfor vil vende tilbage som enlig kvinde, kan efter baggrundsoplysningerne ikke føre til en anden vurdering, særligt henset til ansøgerens alder og uddannelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/117/sme
Nævnet omgjorde i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Syri/2021/115/EDO.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [A], Homs, Syrien. Klageren har boet i Ruken al-Din, Damaskus, Syrien, siden hun var 15 år gammel. Klageren har ikke været medlem af politiske organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive opsøgt af myndighederne som følge af, at hendes børn har deltaget i demonstrationer. Klageren anførte til støtte herfor, at syv til otte bevæbnede personer fra efterretningstjenesten kom hjem til klageren omkring en måned for udrejsen af Syrien og spurgte efter klagerens børn. Personerne skubbede til klageren. Klagerens ægtefælle blev tilbageholdt og afhørt på en politistation i flere timer. Omkring to til tre uger før udrejsen kom seks til syv bevæbnede personer fra efterretningstjenesten hjem til klageren igen og spurgte efter klagerens børn. Klagerens ægtefælle blev igen tilbageholdt og afhørt på en politistation i flere timer. Myndighederne truede med at hente klagerens ægtefælle igen, hvis ikke børnene vendte tilbage til Damaskus. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [primo] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, idet der er sket en forbedring af forholdene i Damaskus, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af myndighedernes, som følge af hendes børns konflikt. Klageren frygter endvidere at blive udsat for overgreb, som følge af børnenes konflikt. Klageren har til støtte herfor anført, at hun har talt med sin tidligere nabo i Syrien, som har oplyst, at syriske sikkerhedsfolk har spurgt efter klageren og klagerens ægtefælle for nylig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ikke vil kunne få lægehjælp. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens børn, [B] og [C], flygtede fra Syrien i 2012 og efterfølgende fik asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i Danmark. Det er oplyst, at dette var på grund af politiske aktiviteter, særligt ved deltagelse i demonstrationer. Klageren og ægtefællen har forklaret, at de i 2015 to gange blev opsøgt af myndighederne, der spurgte efter børnenes opholdssted. Ægtefællerne har forklaret divergerende herom på væsentlige punkter, hvorfor Flygtningenævnet tilsidesætter denne del af forklaringen. På trods af, at klageren ikke blev opsøgt, og i øvrigt udrejste legalt, finder Flygtningenævnet ud fra et forsigtighedsprincip, og navnlig på baggrund af UNHCR's rapport fra marts 2021, at det ikke med den nødvendige sikkerhed kan udelukkes, at klageren ved tilbagevenden til Syrien vil kunne risikere anholdelse og eventuelt tortur eller andre overgreb. Klageren har derfor sandsynliggjort at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/116/EDO
Nævnet omgjorde i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Syri/2021/116/EDO.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Ruken al-Din, Damaskus, Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive taget af myndighederne, fordi hans børn havde deltaget i demonstrationer. Klageren anførte til støtte herfor, at fem til seks bevæbnede personer fra sikkerhedstjenesten kom hjem til klageren omkring to måneder før udrejsen af Syrien og spurgte efter klagerens børn og gennemsøgte huset. En måned senere kom der nogle civilklædte personer fra myndighederne hjem til klageren og spurgte efter klagerens børn og gennemsøgte huset. Myndighederne truede klageren med, at hvis klagerens børn ikke var på bopælen næste gang myndighederne kom forbi, så ville de tage klageren i stedet. Klageren henviste som asylmotiv endvidere til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [primo] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, idet der er sket en forbedring af forholdene i Damaskus, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og afhørt af myndighederne som følge af, at hans børn har deltaget i demonstrationer, men også fordi, at de er flygtet fra Syrien. Klageren har til støtte herfor anført, at myndighederne vil bede klageren om at skaffe klagerens børn til dem. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter de generelle forhold. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ikke vil have råd til sin medicin. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens børn, [A] og [B], flygtede fra Syrien i 2012 og efterfølgende fik asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i Danmark. Det er oplyst, at dette var på grund af politiske aktiviteter, særligt ved deltagelse i demonstrationer. Klageren og ægtefællen har forklaret, at de i 2015 to gange blev opsøgt af myndighederne, der spurgte efter børnenes opholdssted. Ægtefællerne har forklaret divergerende herom på væsentlige punkter, hvorfor Flygtningenævnet tilsidesætter denne del af forklaringen. På trods af, at klageren ikke blev opsøgt, og i øvrigt udrejste legalt, finder Flygtningenævnet ud fra et forsigtighedsprincip, og navnlig på baggrund af UNHCR's rapport fra marts 2021, at det ikke med den nødvendige sikkerhed kan udelukkes, at klageren ved tilbagevenden til Syrien vil kunne risikere anholdelse og eventuelt tortur eller andre overgreb. Klageren har derfor sandsynliggjort at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/115/EDO
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til 2008. Herefter flyttede hun til Rif Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I den forbindelse havde Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, fordi hendes far havde modtaget en genindkaldelse til militæret. Klageren henviste videre til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi der blev taget et billede af hende og hendes far under en demonstration i Damaskus i 2014. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun var ude og handle sammen med sin far, og at der foregik en demonstration i nærheden, som hendes morbror deltog i. Da hendes morbror så dem, kom han hen og hilste på dem, og der blev i den forbindelse taget billeder af klageren og klagerens far. Klageren har videre oplyst, at hendes morbror efterfølgende blev tilbageholdt af myndighederne og udsat for tortur, og at han i den forbindelse oplyste til myndighederne, at klageren og klagerens far også deltog i demonstrationen. Klageren har tillige henvist til, at hun frygter myndighedsovergreb som følge af, at hendes far ikke mødte frem, da han blev genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har som yderligere asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin faster. Fasteren ønskede, at klageren skulle gifte sig med hendes søn. Dette gjorde klageren ikke, og da sønnen senere døde i krig, beskyldte fasteren klageren for at være skyld i sønnens død, fordi sønnen kunne have undgået krigen ved at være blevet familiesammenført med klageren i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes faster og fasterens tre sønner flere gange har truet hende med, at de vil slå hende ihjel. Fasteren og dennes familie efterstræber tillige klageren, fordi hun efter deres opfattelse har giftet sig med en vantro, idet hendes ægtefælle er shiamuslim. Klageren, der er født i 1994, er fra Damaskus, hvor hun ifølge sin forklaring har boet det meste af sit liv. Situationen i Damaskus er over en længere periode siden maj 2018 forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet lægger til grund, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende Danmarks internationale forpligtelser finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK art. 8, stk. 1. Som anført af Udlændingestyrelsen har dette indgreb hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv er legitimt og ikke uproportionalt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark i 2014 og således har levet det meste af sit liv i Syrien. Klageren har bestået prøve i Dansk 1 og 2. Hun har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked eller taget en uddannelse i Danmark. Hun har haft ægtefælle og et barn født i 2019 i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren på denne baggrund har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes individuelle forhold jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens forklaring om episoden i forbindelse med demonstrationen – herunder at der blev taget fotos og film af hende ved denne lejlighed, således at hun i den anledning risikerer overgreb fra de syriske myndigheder – må anses konstrueret. For så vidt angår klagerens frygt for myndighedsovergreb som følge af, at hendes far ikke mødte frem efter at have modtaget genindkaldelse til militærtjeneste kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klagerens far har modtaget en genindkaldelse til militærtjeneste. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens far under sin asylsags behandling har forklaret divergerende om tidspunktet for modtagelsen af genindkaldelsen, ligesom klagerens fars alder ifølge baggrundsoplysningerne taler imod, at han har modtaget indkaldelsen. Flygtningenævnet finder endelig af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb fra sin faster og dennes familie. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund ikke grundlag for som påstået at hjemvise sagen til fornyet behandling i hos Udlændingestyrelsen i anledning af, at klageren på vegne af sin søn født i 2019 efter det oplyste har indgivet asylansøgning. Nævnet finder heller ikke grundlag for at udsætte sagen på undersøgelse af klagerens søns tilstand eller eventuelle behandlingsmuligheder for ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/114/RILA
Nævnet omgjorde i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim, født og opvokset i [by A], Rif Damaskus, Syrien og har siden 1997 været bosat i Rukn al-Din, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold, og opholdstilladelse blev givet med mulighed for varigt ophold. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Herudover henviste klageren til, at Den Frie Syriske Hær havde presset klageren og andre i hans landsby. Han blev anklaget af Den Frie Syriske Hær for at samarbejde med de syriske myndigheder og de syriske myndigheder mistænkte klageren for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, idet klageren rejste mellem [by A], som var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær og Damaskus som var kontrolleret af myndighederne. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus by og Rif Damaskus-provinsen. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til området ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold og videre, at han frygter Den Frie Syriske Hær og de syriske myndigheder. Klageren har endvidere som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han har boet i et oprørskontrolleret område, samt fordi hans søn er i den militærpligtige alder og har lagt et billede op på sin Facebookprofil af en regimekritisk fodboldspiller. Klageren frygter derudover de syriske myndigheder, idet hans ægtefælle er blevet opsøgt af disse efter hans udrejse af Syrien. Myndighederne har beskyldt ægtefællen for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær og smugle medicin til gruppen. Klagerens ægtefælles bror har været med i Den Frie Syriske Hær og er nu afgået ved døden og som følge heraf er klagerens ægtefælle og familie i de syriske myndigheders søgelys. Klageren frygter endvidere at blive indkaldt til militærtjeneste. Endelig er klageren blevet interviewet af flere medier, hvor han har givet udtryk for kritiske holdninger i forhold til de syriske myndigheder. Ad oprindeligt asylmotiv Klageren har forklaret, at han har arbejdet i Damaskus i tyve år, at han købte hus i Damaskus i 1997 og at han og hans familie var bosat i Damaskus i hovedparten af årene frem til hans udrejse i 2014. Klageren kan derfor vurderes i forhold til Damaskus. Klageren har ved sin indrejse i 2014 alene påberåbt sig de generelle forhold og har flere gange på forespørgsel afvist at have individuelle konflikter. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen og i det skriftlige partshøringssvar, begge fra 2019, væsentligt udbygget sit asylmotiv og har her forklaret, at han også blev forfulgt af myndighederne som følge af sin familie, at han var eftersøgt af myndighederne på grund af mistanke om samarbejde med Den Frie Syriske Hær, at to fætre var blevet slået ihjel på grund af en tilsvarende konflikt og at han havde modtaget skriftlige trusler på livet. Han har forklaret, at han efter udrejsen har fået at vide at hans ægtefælle er blevet beskyldt for at smugle medicin til Den Frie Syriske Hær og at han selv er beskyldt for at behandle soldater fra Den Frie Syriske Hær. Han har forklaret, at han frygter myndighederne på grund af at hans nevø, [B], deserterede fra militærtjeneste og tilsluttede sig Den Frie Syriske Hær. Han har samtidig forklaret, at [B’s] far ikke har haft problemer som følge heraf. Som følge af de pågældende væsentlige udbygninger og divergenser tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring herom. Ad sur place Klageren har forklaret, at han i den seneste periode har haft politiske aktiviteter. Han har meldt sig ind i [forening C], har deltaget i to demonstrationer og har deltaget i interview med [tre tv-stationer]. Han har dokumenteret videoerne med [to af tv-stationerne]. Det fremgår af videoerne, at han fremtræder med billede og navn, og kritiserer de danske myndigheders behandling af syriske flygtninge, men der fremkommer indirekte tillige kritik af det syriske styre. Flygtningenævnet har konstateret at interviewet med [en af tv-stationerne] findes på tv-stationens [sociale medieplatform]. I det Flygtningenævnet således lægger til grund at klageren har kritiseret det syriske regime på en tv-station, der efter det oplyste ses af mange syrere, kan Flygtningenævnet ikke udelukke, at han ved en tilbagevenden til Syrien har påkaldt sig en sådan interesse at han kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort at betingelser i udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2020, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/101/imbs
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk roma og kristen af trosretning fra Zrenjanin, Serbien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Serbien vil blive tvunget til at leve på gaden. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun ikke har noget sted at bo eller nogen penge, og at hun ikke længere har kontakt til sin familie, og at hun derfor ikke vil kunne få hjælp fra familien. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at de serbiske myndigheder vil presse ansøgeren til at tilstå drabet på sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun efter udrejsen af Serbien er blevet dømt in absentia for at have dræbt sin ægtefælle, og at hun under en eventuel genåbning af straffesagen ikke vil være i stand til at modstå presset fra myndighederne, og at hun vil tilstå drabet, selvom hun er uskyldig. Det serbiske politi råber af folk og tvinger dem til at tilstå strafbare forhold, som de ikke har begået. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun ikke tror, at fængselsforholdene er de samme i Serbien, som de er i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun ønsker sit eget værelse. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun altid har haft problemer med familien, og at de har råbt af og slået ansøgeren. Politiet tog sig ikke af det, fordi de mente, at det var sigøjnerskik. Familien kan måske finde på at slå ansøgeren ihjel, fordi de tror, at hun har slået sin ægtefælle ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har forklaret, at hun søgte asyl i Østrig af økonomiske årsager, og at hun i Danmark søgte asyl idet hun ikke havde et sted at bo og manglede hjælp til at overleve. Hun har under samme samtale oplyst, at hun ved udrejsen boede sammen med [A]. Hun har for nævnet forklaret, at [A] var blevet gift med en anden, da hun udrejste. Ansøgeren har ikke under samtalen [i efteråret] 2020 forklaret om voldtægter begået af politifolk. Hun har under samtalen [i foråret] 2021 forklaret, at hun som ung flere gange oplevede at blive udsat for seksuelle overgreb af meget berusede politibetjente. Den sidste episode lå tilbage til, da ansøgeren var omkring 35 år. Hun har for nævnet forklaret, at hun er blevet voldtaget af politifolk to gange. Den første da hun var 35 år, og den anden få måneder før hendes udrejse af Serbien. Nævnet finder, at den seneste udbyggende forklaring skal tilsidesættes og finder dermed ikke, at ansøgeren har et aktuelt problem med de serbiske myndigheder. Ansøgeren har over for styrelsen forklaret, at hun havde et problem med svigerfamilien idet de var jaloux på ansøgeren over, at hun kunne købe ting, fordi hun arbejdede. Dette kunne komme til udtryk ved, at de generede ansøgeren ved at råbe af ansøgeren, at hun var prostitueret med videre. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at de flere gange overfaldt hende og stjal hendes brød og brænde. Nævnet finder, at ansøgeren har udbygget sin forklaring væsentligt og finder derfor, at udbygningen om vold skal tilsidesættes. Konflikten har i øvrigt ikke den fornødne intensitet til at opnå asyl. Nævnet bemærker, at det i materialet er bekræftet af en dommer, at ansøgeren vil udsendelse til Serbien vil få mulighed for, at få straffesagen genoptaget med ny bevisførelse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Serbien vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Serb/2021/2/EDO
Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shiamuslim fra Bagdad, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i foråret] 2001 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede, at han ville blive arresteret, retsforfulgt og fængslet af de irakiske myndigheder, fordi klagerens far var blevet udnævnt til Sheikh for [et antal] klaner, hvilket klagerens far havde nægtet. De irakiske myndigheder anholdt derfor klagerens far og klagerens bror, [A], og myndighederne havde ligeledes spurgt efter klageren og klagerens anden bror, [B]. De irakiske myndigheder udstedte herefter en arrestordre på klageren, hvorfor klageren og [B] besluttede, at klageren var nødt til at udrejse af Irak. Udlændingestyrelsen har [en dato i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation og de irakiske myndigheder. Klageren frygter videre, at han på ny vil blive chikaneret af en unavngiven person fra det tidligere regime. Klageren har videre henvist til, at han frygter udbredelsen af religiøse grupperinger, og at klageren ikke vil have mulighed for at ytre sig frit om sin holdning til religion. Klageren har slutteligt henvist til, at det ikke vil være muligt for ham at indtage alkohol i Irak. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han inden sin udrejse blev tilbageholdt i to til tre måneder af den økonomiske sikkerhedstjeneste, fordi han vekslede udenlandsk valuta. Derudover havde klageren udtalt sig regimekritisk på sit universitet. Klageren blev i den forbindelse udsat for fysiske overgreb, og klagerens familie kontaktede deres klan i et forsøg på at hjælpe klageren. Klageren har ikke forklaret om sine nye asylmotiver under sagens oprindelige behandling, idet han var ung og bange og ikke vidste, hvordan han skulle formulere sig. Flygtningenævnet finder, at selv hvis klagerens forklaring om sine asylmotiver lægges til grund, har de forhold, han påberåber sig som asylmotiv, ikke en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter – og henset til den generelle sikkerhedssituation i Irak – er der ikke længere grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter § 11, stk. 2, 2. pkt. Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge er imidlertid undergivet den begrænsning, at nægtelse af forlængelse ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. En konkret afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vil i almindelighed kunne udgøre et indgreb i udlændingens privat- eller familieliv, hvorfor staten skal påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i retten til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet (f.eks. inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse) skal varetage (proportionalitetsafvejning). I proportionalitetsafvejningen indgår udlændingens tilknytning til opholdslandet, herunder opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder om udlændingen har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse eller lignende. Det indgår også i vurderingen, om udlændingen har undladt at søge statsborgerskab, hvis udlændingen herudover opfyldte betingelserne. Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle statsborgerskab, herunder opvækst dér, f.eks. under de formative år, bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere ophold og besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligtsforhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en uddannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til disse samt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet. Klageren indrejste i Danmark som 31-årig, og han har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 20 år. Klageren har kun i korte perioder været i beskæftigelse i Danmark (senest i 2005/2006). Han kan hverken læse eller skrive på dansk, som han kun taler og forstår i begrænset omfang. Klageren har efter det oplyste et alkoholmisbrug, men modtager ingen form for behandling for fysiske eller psykiske problemer. Det må efter klagerens egen og datterens detaljerede og troværdige forklaring herom lægges til grund, at klageren har et meget lavt funktionsniveau på grund af psykiske forhold. Han har tre voksne børn i Danmark, som han efter det oplyste har meget kontakt med, herunder daglig kontaktmed to af døtrene. Om klagerens tilknytning til Irak fremgår det af sagens oplysninger, at han har gået i grundskole, mellemskole og på gymnasiet i Irak, ligesom han i Irak har læst tre år på universitetet. Han taler arabisk. Klageren har oplyst, at han ikke har noget familie tilbage i Irak. Han har en lillebror i Tyrkiet og to søstre i Spanien. Han har ingen kontakt til disse søskende. Nævnet bemærker, at et lovligt ophold på mere end 20 år ofte vil tale for, at udlændingen har opnået en væsentlig tilknytning til opholdslandet. Længden af klagerens ophold i Danmark skal i den proportionalitetsafvejning, der skal foretages, ses i forhold til de hensyn, en nægtelse af at forlænge hans opholdstilladelse skal varetage (opretholdelse af en effektiv immigrationskontrol), ligesom det i afvejningen må inddrages, om klageren har andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af familie, beskæftigelse m.v. Nævnet finder efter en samlet vurdering, hvor der navnlig er lagt vægt på længden af klagerens lovlige ophold i Danmark, hans helbredsmæssige forhold, og at han i Danmark har tre børn, at en nægtelse af at forlænge hans opholdstilladelse, vil udgøre et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i begyndelsen af] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2021/16/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. I 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen. Senere i 2018 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashai og sunnimuslim fra […], […], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [GM] og dennes familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden sin fars død har passet familiens jord. Familiens nabo, [GM], var en meget fremtrædende person i lokalområdet og han forsøgte, efter farens død, at overtage ansøgerens families jord. Dette førte til en diskussion mellem ham og ansøgeren. Efterfølgende blev ansøgeren overfaldet af [GM]’s folk, hvorefter ansøgeren var indlagt på hospitalet i to til tre måneder. Da ansøgeren kom hjem fra hospitalet, var han en dag på jagt og mødte [GM]. Ansøgeren følte sig truet og skød derfor efter [GM] og ramte ham. Ansøgerens morbror hjalp herefter ansøgeren med hans udrejse. [GM] har opsøgt ansøgerens families hus. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban havde kontrollen over området, hvorfra ansøgeren kommer, hvorfor han har en frygt for at blive tvangsrekrutteret. Han har endvidere oplyst, at han til sin tidligere lærer har fortalt om en vejsidebombe, som Taliban havde placeret. Ansøgeren formoder, at læreren har fortalt dette til myndighederne, hvilket kan have ført til, at Taliban er efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved indrejse i Danmark omkring årsskiftet 2015/2016 oplyste, at han var flygtet fra Afghanistan af frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Denne forklaring fastholdt han ved efterfølgende samtaler med de danske myndigheder, senest ved asylsamtale den […]2017, hvor han også forklarede, at han frygtede myndighederne, fordi han havde anmeldt en vejsidebombe, hvilket havde været medvirkende til, at nogle politifolk blev slået ihjel. Ved mødet i Flygtningenævnet den […]2018 oplyste ansøgeren, at han havde et helt andet asylmotiv, en konflikt af mere privat karakter med familien til en mand ved navn [GM]. Efter at sagen var blevet hjemvist, forklarede ansøgeren, ved fornyet samtale den […]2018, at hans tidligere oplysninger om en konflikt med Taliban ikke var sande. Allerede fordi ansøgeren først efter flere års ophold i Danmark og flere samtaler med de danske myndigheder oplyser et nyt asylmotiv af en fuldstændig anden karakter end det oprindelige, må Flygtningenævnet betegne ansøgerens troværdighed som stærkt begrænset. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at oplysningen om konflikten med [GM], også var indeholdt i ansøgerens daværende advokats indlæg til Flygtningenævnet afgivet omtrent halvanden uge før nævnsmødet. Ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato fastholdt ansøgeren, at hans konflikt med [GM] er hans væsentligste asylmotiv, men han vendte samtidig tilbage til hans tidligere afgivne forklaring om en vejsidebombe, som han havde anmeldt. Endvidere forklarede han generelt afglidende og med tegn på manglende vilje til at bidrage til sagens oplysning. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor i det hele ansøgerens forklaring. Da det herefter ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2020/51/gdan
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Tunis, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter de tunesiske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter to personer ved navn [A] og [B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Tunesien er blevet idømt [X] års fængsel for noget, han ikke har gjort. Ansøgeren er blevet løsladt efter [et antal] års afsoning med betingelse om, at han ugentligt de følgende [Y] år skulle melde sig hos den lokale politistation, hvilket ansøgeren ikke har overholdt. Ansøgeren frygter derfor, hvad der skal ske, eftersom han ikke har overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at [A] og [B] har anmeldt ansøgeren til politiet i forbindelse med deres anholdelse. De har beskyldt ansøgeren for at have solgt dem marihuana, hvorefter ansøgerens hjem blev ransaget uden, at politiet fandt noget. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt og udsat for tortur i 3-5 timer. Ansøgeren blev senere idømt [X] års fængsel. [A] og [B] er nu løsladt og har truet ansøgeren, hvorfor han frygter, at de vil skade ham. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han har været udsat for tortur i forbindelse med en anholdelse/fængsling i Tunesien ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret uddybende, usammenhængende og forskelligt om at være blevet udsat for tortur og om forløbet i forbindelse med anholdelsen. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har modtaget en dom på fængsel i [X] år i Tunesien er ikke asylbegrundende, ligesom det ikke er asylbegrundende, at ansøgeren i forbindelse med sin udrejse af Tunesien angiveligt har overtrådt sin meldepligt. Heller ikke ansøgerens forklaring om en mulig konflikt med [B] kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Forklaringen om konflikten er hverken troværdig eller sandsynlig, men konflikten har under alle omstændigheder ikke en sådan karakter og intensitet, at det ville kunne begrunde asyl. Dette understøttes bl.a. af ansøgerens egen forklaring for nævnet om, at der ikke var nogen konkret asylbegrundende begivenhed, der var anledning til hans udrejse af Tunesien. På denne baggrund finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Tune/2021/1/CRT
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien, hvor han boede frem til 2008. Herefter flyttede han til Rif Damaskus, Syrien, hvor han boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I den forbindelse havde Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, og at han frygtede at blive genindkaldt til militæret. Klageren henviste videre til, at han frygtede, at der ville ske hans datter noget på grund af de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi der blev taget et billede af ham under en demonstration i Damaskus i 2014. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han var ude og handle sammen med sin datter, og at der foregik en demonstration i nærheden, som hans svoger deltog i. Klageren var ikke selv en del af selve demonstrationen, men han blev fotograferet, fordi han opholdt sig tæt på demonstrationen. Klageren har videre oplyst, at hans svoger efterfølgende blev tilbageholdt af myndighederne, og at han selv blev efterlyst af myndighederne omkring tre-fire måneder efter, at hans svoger blev tilbageholdt. Klageren har tillige henvist til, at han frygter myndighedsovergreb som følge af, at han ikke mødte frem, da han blev genindkaldt til militærtjeneste. Klageren, der er født i 1965, er fra Damaskus, hvor han ifølge sin forklaring har boet det meste af sit liv. Situationen i Damaskus er over en længere periode siden maj 2018 forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet lægger til grund, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende Danmarks internationale forpligtelser finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK art. 8, stk. 1. Som anført af Udlændingestyrelsen har dette indgreb hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv er legitimt og ikke uproportionalt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark i 2014 og således har levet langt det meste af sit liv i Syrien. Klageren har bestået prøve i Dansk 1. Han har ikke arbejdet eller afsluttet en uddannelse i Danmark. Han har haft ægtefælle og fire børn i Danmark. Ægtefællen og tre af børnene er imidlertid efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [begyndelsen af] 2021 udrejst til Holland for efter det oplyste at søge asyl der. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren på denne baggrund har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes individuelle forhold jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens forklaring om episoden i forbindelse med demonstrationen – herunder at der blev taget fotos og film af ham ved denne lejlighed, således at han i den anledning risikerer overgreb fra de syriske myndigheder – må anses konstrueret. For så vidt angår klagerens frygt for myndighedsovergreb kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren har modtaget en genindkaldelse til militærtjeneste. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om tidspunktet for modtagelsen af genindkaldelsen, ligesom klagerens alder ifølge baggrundsoplysningerne taler imod, at han har modtaget indkaldelsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/113/RILA
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark omkring [vinteren] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har en søn i Danmark, der har fået politisk asyl, og en datter i Danmark, der er blevet familiesammenført. Klageren har herom oplyst, at da han boede i Syrien, blev han forfulgt på grund af sin religion og politiske aktivitet, og at han derfor var nødsaget til at flygte til Libanon. Flygtningenævnet lægger til dels klagerens forklaring til grund, men Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller behandling omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren har haft konflikter med naboer som følge af klagerens religiøse forhold, idet klageren er shiamuslim og bor i et shiaområde, men er gift med en sunnimuslim. Klageren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at der er tale om konflikter af en sådan karakter eller intensitet, at det er asylbegrundende. Det kan ikke lægges til grund, at klageren har været forsøgt bortført af beboerne i et område i byen […], eftersom klageren og hans ægtefælle har afgivet divergerende forklaringer herom. Klageren har således forklaret, at han har fortalt sin ægtefælle herom for at overtale hende til at udrejse til Libanon og komme i sikkerhed, mens hans ægtefælle under sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret, at hun ikke kender til, at klageren skulle være forsøgt kidnappet. Klagerens advokat har i anmodningen om statusændring henvist til, at klageren har udøvet politiske aktiviteter, hvilket klageren imidlertid ikke selv har forklaret om ifølge referatet af oplysnings- og motivsamtalen. Klagerens søn har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens frygt for, at sønnen vil blive indkaldt til militæret i Syrien, er derfor ubegrundet. Klagerens søn er ikke deserteret, som Udlændingestyrelsen har anført. Sønnen har således under sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret, at han har aftjent 1 år og 3 måneders værnepligt og ikke var genindkaldt, da han senest udrejste af Syrien i [sommeren] 2012. Klageren har på denne baggrund heller ikke sandsynliggjort, at han risikerer at blive udsat for asylbegrundende forhold som følge af sønnens forhold til det syriske militær. Af de grunde Udlændingestyrelsen har anført i udtalelsen [fra vinteren] 2021 er der ikke grundlag for at meddele klageren konsekvensstatus som følge af hans søns opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller som følge af, at klagerens datter har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/112/MALC
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [område], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hun havde hjulpet sin bror [A] med at flygte fra Syrien. Klageren henviste endvidere til, at hun var truet af Jabhat al-Nusra på grund af familiens navn. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hun har hjulpet sin bror [A] med at flygte fra Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun forinden sin udrejse af Syrien blev afhørt to gange af den militære efterretningstjeneste, og at hun ville blive fængslet, hvis hun blev indkaldt en tredje gang. De syriske myndigheder opsøger forsat klagerens familie i Syrien med det formål at opklare, hvor hun og broren [A] opholder sig. Familien bliver opsøgt hver anden til tredje måned. De Syriske myndigheder er bekendt med, at klageren har hjulpet sin bror med at flygte, idet klagerens far, forud for klagerens udrejse af Syrien, fortalte dette til myndighederne under en afhøring. Klageren har endvidere oplyst, at hendes navn er registreret i det syriske retsvæsen i forbindelse med en falsk anklage om nedsættende omtale af myndighederne fra 2010. Klageren frygter, at denne anklage vil forstærke den nuværende konflikt med de syriske myndigheder. Endelig har klageren modtaget en efterlysning fra de syriske myndigheder fra "Terrorism Court" dateret til [en nærmere angiven dato i foråret] 2021, som relaterer sig til hendes bistand med brorens flugt, idet en sådan handling af de syriske myndigheder betragtes som terrorisme. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at denne opholdstilladelse ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Nævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus, idet hun er født og opvokset der, og hvor hun har boet indtil sin udrejse i 2015. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018. Dette fremgår bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet finder heller ikke, at klageren som enlig kvinde er således i risiko for at blive udsat for overgreb, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3, og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren er ugift og ikke har børn. Hun bor i Danmark sammen med sin bror, men der er ikke oplysninger om et sådant særligt afhængighedsforhold mellem dem, at der er tale om et familieliv i den forstand, hvori dette begreb anvendes i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om konventionens artikel 8. Hun har endvidere en søster i Danmark. Hendes forældre og yderligere søskende bor fortsat i Syren. Om retten til privatliv bemærkes, at klageren indrejste i Danmark som 42-årig og har opholdt sig her i omkring fem et halvt år. Klageren har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark i omkring 3 år, hvor hun har arbejdet i en restaurant og i en forretning, hvor hun fortsat arbejder. Klageren taler ikke dansk. Hun har ikke alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [sommeren] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Rif Damaskus finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Klageren har om episoden i 2010, hvor hun blev anholdt for at have udtalt sig krænkende om myndighederne, forklaret under samtalen [i efteråret] 2020, at hun blev anholdt og var fængslet én dag, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun var fængslet i 3 dage. Hun har under samtalen [i efteråret] 2020 og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hendes far under en afhøring fortalte myndighederne, at klageren havde hjulpet sin bror med at flygte fra Syrien. Dette er af central betydning for klagerens asylmotiv, idet dette forhold udløste hendes flugt fra landet. Imidlertid fremgår det hverken af asylskemaet eller oplysnings- og motivsamtalen, at hendes far skulle have angivet hende til myndighederne. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun blev afhørt første gang af efterretningstjenesten omkring 15 dage efter hendes brors udrejse, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at denne afhøring fandt sted 9-10 måneder efter brorens udrejse. Hun har forklaret under oplysnings- og motivsamtalen, at hun efter sin anden afhøring hos efterretningstjenesten blev i hjemmet i 3 dage, hvor hun arrangerede sin udrejse, mens hun under samtalen [i efteråret] 2020 og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hendes far blev afhørt efter, at hun havde været til den anden afhøring, at han derefter fortalte hende, at han havde angivet hende, og at hun derefter straks tog ophold et andet sted end bopælen, inden hun tre dage senere udrejste af landet. Disse divergenser og udbygninger svækker klagerens generelle troværdighed og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun er i et modsætningsforhold til myndighederne i Syrien som følge af, at hun har hjulpet sin bror med at flygte, og om at myndighederne har opsøgt familiens bopæl flere gange efter klagerens udrejse. Det forhold at klageren med sin advokats indlæg har fremlagt et dokument, hvoraf det fremgår, at hun er eftersøgt i Syrien, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det er påfaldende, at dokumentet fremkommer efter Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at illegal udrejse af Syrien, som ganske vist fortsat er strafbar, i praksis ikke giver anledning til problemer, idet man forud for indrejse i Syrien kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/111/MALC
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Syri/2021/108/juri og Syri/2021/109/juri.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2017, og at hun [i efteråret] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på klagerens vegne [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold samt konflikter med Islamisk Stat, idet Islamisk Stat var imod kurderne, og de slog kurderne ihjel. Klageren har videre oplyst, at hun er ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive kidnappet eller slået ihjel, idet der ikke er sikkerhed i landet. Klageren har endeligt oplyst, at hun frygter at blive rekrutteret til militærtjeneste for de kurdiske styrker. Klageren har herom oplyst, at det er alment kendt, at Islamisk Stat hader kurderne, og de vil slå dem ihjel. Klageren har videre oplyst, at klageren og resten af familien er i fare på grund af familierelationen til faren, da faren havde udtalt sig på Tv om Islamisk Stat. Klagerens far har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold herunder at blive slået ihjel af Islamisk Stat, Al-Nusra og andre islamiske ekstremistgrupper. Klagerens far har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har været politisk aktiv både før og efter sin udrejse, og udtalt sig kritisk om regimet. Klagerens far har herom oplyst, at hans hjemby [by A] er præget af mange bander og kriminalitet, og de forskellige organisationer slår folk ihjel. Klagerens far er [angivelse af erhverv], kurder, og han praktiserer ikke islam, hvorfor det kan have alvorlige konsekvenser for ham ved en tilbagevenden. Klagerens far har herom videre oplyst, at han efter deltagelse i en demonstration blev afhørt af en officer, og derefter anholdt af flyvevåbenets sikkerhedstjeneste i 2011, og han blev frihedsberøvet i otte dage i en celle med andre personer. Klagerens far blev truet på livet, og bedt om at stoppe al sin politiske aktivitet. Han har endeligt oplyst, at han frygter, at hans børn vil blive hvervet til at deltage i kampe i Syrien. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egne formodninger, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil have konflikter med Islamisk Stat, hvorfor dette ikke kan begrunde, at klageren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har ved sin samtidige afgørelse i dag vurderet, at klagerens far ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af politisk opposition til myndighederne. Flygtningenævnet finder, at klagerens far er således profileret i forhold til de syriske myndigheder, at det efter baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders brug af trusler, arrestationer og tortur af også familiemedlemmer - jf. blandt andet UNHCR’s rapport fra marts 2021 om International Protection Considerations with Regard to People Fleeing the Syrian Arab Republic - Update VI, side 101 – at klageren som datter er i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/110/juri
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Syri/2021/108/juri og Syri/2021/110/juri.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2017, og at hun [i efteråret] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på klagerens vegne [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter de generelle forhold samt konflikter med Islamisk Stat og myndighederne, idet hun er profileret på grund af farens politiske aktiviteter, og hun henviser i øvrigt til farens asylmotiver. Klageren har herom oplyst, at hun bærer samme efternavn som hendes far, og hun derfor frygter at blive afhørt omkring hendes far og hans opholdssted. Klageren har videre oplyst, at hun som enlig kvinde uden hendes far ikke ville kunne vende tilbage til Syrien. Klagerens far har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold herunder at blive slået ihjel af Islamisk Stat, Al-Nusra og andre islamiske ekstremistgrupper. Klagerens far har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har været politisk aktiv både før og efter sin udrejse, og udtalt sig kritisk om regimet. Klagerens far har herom oplyst, at hans hjemby [by A] er præget af mange bander og kriminalitet, og de forskellige organisationer slår folk ihjel. Klagerens far er [angivelse af erhverv], kurder, og han praktiserer ikke islam, hvorfor det kan have alvorlige konsekvenser for ham ved en tilbagevenden. Klagerens far har herom videre oplyst, at han efter deltagelse i en demonstration blev afhørt af en officer, og derefter anholdt af flyvevåbenets sikkerhedstjeneste i 2011, og han blev frihedsberøvet i otte dage i en celle med andre personer. Klagerens far blev truet på livet, og bedt om at stoppe al sin politiske aktivitet. Han har endeligt oplyst, at han frygter, at hans børn vil blive hvervet til at deltage i kampe i Syrien. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egne formodninger, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil have konflikter med Islamisk Stat, hvorfor dette ikke kan begrunde, at klageren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har ved sin samtidige afgørelse i dag vurderet, at klagerens far ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af politisk opposition til myndighederne. Flygtningenævnet finder, at klagerens far er således profileret i forhold til de syriske myndigheder, at det efter baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders brug af trusler, arrestationer og tortur af også familiemedlemmer - jf. blandt andet UNHCR’s rapport fra marts 2021 om International Protection Considerations with Regard to People Fleeing the Syrian Arab Republic - Update VI, side 101 – at klageren som datter er i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/109/juri
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Syri/2021/109/juri og Syri/2021/110/juri.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo. Klageren er født og opvokset i [by A], og han flyttede som 13-årig til Aleppo, hvorefter han frem til udrejsen boede i Raqqa. Klageren har været medlem af [en forening] siden 1985. Klageren har også været medlem af en sammenslutning af [navn på sammenslutning] siden [foråret] 2018. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2017, og at han [i efteråret] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på klagerens vegne [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold herunder at blive slået ihjel af Islamisk Stat, Al-Nusra og andre islamiske ekstremistgrupper. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har været politisk aktiv både før og efter sin udrejse, og udtalt sig kritisk om regimet. Klageren har herom oplyst, at hans hjemby [by A] er præget af mange bander og kriminalitet, og de forskellige organisationer slår folk ihjel. Klageren er [angivelse af erhverv], kurder og politisk aktiv, hvor han giver udtryk for kritik af de syriske myndigheder, hvorfor det kan have alvorlige konsekvenser for ham at vende tilbage til Syrien. Klageren har herom videre oplyst, at han efter deltagelse i en demonstration blev afhørt af en officer, og derefter anholdt af flyvevåbenets sikkerhedstjeneste i 2011, og han blev frihedsberøvet i otte dage i en celle med andre personer. Klageren blev truet på livet, og bedt om at stoppe al sin politiske aktivitet. Klageren har endelig oplyst, at han frygter, at hans børn vil blive hvervet til at deltage i kampe i Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egne formodninger, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive slået ihjel af islamiske ekstremistgrupper, hvorfor dette ikke kan begrunde, at klageren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren siden 1985 har været medlem af [en forening]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren, der er [angivelse af erhverv], har været anholdt og tilbageholdt af myndighederne i flere dage i 2012 i forbindelse med en demonstration blandt [angivelse af erhverv] i det lokale domhus. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren efter at være rejst til det kurdisk kontrollerede område af Syrien i 2013 i årene derefter i kurdiske medier flere gange har ytret sig kritisk om de syriske myndigheder - eller på en måde, der kan opfattes som kritisk af myndighederne. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at klageren i 2018 har været med til at stifte en sammenslutning af [angivelse af erhverv] i Europa, der forholder sig kritisk til blandt andre de syriske myndigheder, og som lægger indlæg og tv-indslag herom op på sin Facebook-side, herunder affattet og med deltagelse af klageren. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge af politisk opposition til regeringen ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/108/juri
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes fætter ville slå hende ihjel eller udsætte hende for overgreb. Som støtte herfor oplyste klageren, at hendes fætter tilhørte en religiøs gruppe, og at han i [foråret] 2015 forsøgte at kidnappe hende ved at gribe fat om hendes håndled og trække hende over mod hans bil, fordi hun arbejdede som make-up artist. Klageren havde derudover henvist til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter, at hendes fætter vil slå hende ihjel. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes fætter havde sendt fire personer til hendes forældres bopæl, som har truet klagerens forældre og har sagt, at klageren skulle have været død for længe siden. Klagerens forældre udrejste herefter af Syrien. Klageren har yderligere oplyst, at konflikten med hendes fætter tillige skyldtes, at han ønskede at gifte sig med klageren, men at hun nægtede dette. Klageren har derudover henvist til de generelle forhold i Syrien. Som støtte herfor har hun oplyst, at de syriske myndigheder har eskaleret voldudøvelsen i Damaskus, at det er svært at få adgang til basale fornødenheder, og at huspriserne er meget høje i Damaskus. Endelig har klageren henvist til, at hendes datter ikke kan tage ophold i Egypten, fordi hun ikke har kendskab til Egypten, og fordi hendes far, som er fra Egypten, bor i Sverige. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund, som den er afgivet over for Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016. Nævnet lægger således til grund, at klageren har haft en konflikt med sin fætter som følge af hendes arbejde og påklædning. Nævnet lægger endvidere til grund, at fætteren ved én lejlighed har trukket hende i armen hen imod en bil, men at han ikke fremsatte trusler eller på anden måde afslørede, hvad formålet var. Klageren har divergeret væsentligt ved samtalerne med Udlændingestyrelsen i 2019 og 2020 samt under mødet for Flygtningenævnet. Hun har her forklaret, at konflikten med fætteren skyldtes, at denne mente at have krav på hende som ægtefælle, hvilket hun afslog. Hun har endvidere forklaret, at hun har deltaget i demonstrationer, hvilket hun har benægtet i 2016. Nævnet finder på baggrund af disse divergenser, at ansøgerens forklaringer i 2019 til 2021 må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder ikke, at konflikten med fætteren har den fornødne intensitet, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er opfyldt. Efter baggrundsoplysningerne og nævnets praksis har forholdene i Damaskus ændret sig, således at den blotte tilstedeværelse ikke er asylbegrundende. På baggrund af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen lægger nævnet til grund, at hun har flere farbrødre og fætre i Syrien, hvorfor hun ikke skal betragtes som enlig kvinde. Allerede fordi det af baggrundsoplysningerne fremgår, at et barn til en syrisk kvinde har krav på ophold i Syrien, hvorfor klageren og hendes datter kan tilbagerejse til Syrien sammen, ses der ikke at være grund til at tage stilling til, hvorvidt datteren er eller kan opnå egyptisk statsborgerskab. Uanset at klageren og hendes datter har haft lovligt ophold i Danmark siden 2016, vurderes det ikke, at hun har opnået en særlig tilknytning til Danmark, hvorfor tilbagerejse til Syrien ikke vil være særlig belastende, jf. EMRK artikel 8. Det er indgået i afgørelsen, at klageren har oplyst at lide af en række sygdomme. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Syri/2021/107
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit og familiens liv som følge af den generelle sikkerhedssituation og kamphandlinger i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter krigen, som ikke er slut. Klageren har ved sin advokats skriftlige indlæg [fra foråret] 2021 redegjort nærmere for individuelle årsager til, at han bør meddeles opholdstilladelse. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Det kan ikke tillægges betydning, at klageren efter det oplyste er født i Homs. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt forholdene i Damaskus aktuelt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK art. 3, ved den blotte tilstedeværelse i området bemærker Flygtningenævnet, at det efter EASOs rapport Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note af september 2020 samt tillige efter Udlændingestyrelsens rapport Country Report Country of Origin Information (COI) Syria Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020, må lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, hvilket de har haft siden maj 2018. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er indtrådt en forbedring, og at denne forbedring ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder efter disse baggrundsoplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus vil være i risiko for overgreb, jf. ovenfor. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan tildeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2014 i det væsentlige alene henviste til generelle forhold, som begrundelse for sin asylansøgning. Ligeledes undlod klageren at reagere på indkaldelser til møder og skriftlig høring. Først efter den påklagede afgørelse er klageren nu fremkommet med forskellige oplysninger, der skal underbygge hans asylmotiv. Således undlod han blandt andet at fremkomme med den væsentlige oplysning om, at han angiveligt skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, da han blev skriftligt partshørt i [vinteren] 2019. Endvidere har han ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret udbyggende, idet han på direkte forespørgsel om, hvorfor han var udrejst henviste til en konflikt med en lokal bandeleder og ikke primært til de oplysninger, der fremgår af hans advokats indlæg til Flygtningenævnet [fra foråret] 2021. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har været i stand til at give nogen troværdig forklaring på, hvorfor oplysningerne om hans asylmotiv først er fremkommet så sent. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Ved afgørelse af om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren efter omkring syv års ophold i landet har begrænsede danskkundskaber, ligesom han kun i begrænset omfang har tilknytning til arbejdsmarkedet. Det bemærkes, at han i [efteråret] 2019 oplyste, at han levede af SU, og at hans forklaring om hans nuværende beskæftigelsesforhold ikke er nærmere underbygget. Klagerens ægtefælle, der indrejste i [efteråret] 2015, er angiveligt ved at gennemføre 10. klasse på VUC. Vedrørende klagerens umyndige børn bemærkes særligt, at de har været i Danmark i omkring 5,5 år. Flygtningenævnet finder ikke, at de efter deres alder, og længden af deres ophold har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Da der endvidere som anført ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/103/aca/
Nævnet hjemviste i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] i Damaskus, Syrien. Klageren er født i Damaskus, men flyttede til [land] med sin familien, hvor hun voksede op og boede, indtil familien i 2015 flyttede tilbage til Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har hjulpet med at samle tøj ind og sende det til Syrien gennem [forening], og at hun har deltaget i demonstrationer imod det syriske regime i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen, og at hun ingen fremtid havde i landet, samt at hendes far frygtede at vende tilbage, fordi han var eftersøgt. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive anholdt i lufthavnen og afhørt om sin far. Klageren har videre henvist til, at hun i forbindelse med en afhøring frygter at blive udsat for tortur og seksuelle overgreb. Klageren har også henvist til, at der er flere sikkerhedsafdelinger, som har lister med eftersøgte personer, og at man derfor risikerer at blive anholdt ved kontrolposterne. Klageren har desuden oplyst, at selvom hun ikke fremgår af en liste, vil hun risikere at blive anholdt, hvis myndighederne finder ud af, hvem hendes far er. Klageren har ligeledes oplyst, at hun frygter de generelle forhold. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der kan meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko forfølgelse på grund af individuelle forhold eller i øvrigt forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har i det meste af sit liv været bosat i [land]. Klageren har forklaret, at hun har været involveret i enkelte politiske aktiviteter i Danmark til støtte for den syriske opposition. Aktiviteterne har efter det oplyste ikke en sådan karakter og intensitet, at de kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Klageren har endvidere henvist til, at hendes far, der er født i [årstal], blev genindkaldt til aftjening af militærtjeneste. Det fremgår af oplysningerne fra farens egen sag, at han var sergent. Endvidere har faren i oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklaret, at han frygtede at blive genindkaldt. Derimod er der ikke tale om at faren efter at være blevet indkaldt er deserteret. Flygtningenævnet finder ikke, at oplysningerne om farens værnepligtsforhold og mulige genindkaldelse kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger herved vægt på farens lave rang, og at han på denne baggrund må anses for helt uprofileret. Det af klageren i øvrigt oplyste om andre familiemedlemmers konflikter med det syriske styre, og det forhold, at klageren har tilbragt det meste af sit liv i [land], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Der er herefter heller ikke på baggrund af klagerens fars eller andre familiemedlemmers forhold grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt klageren bør have forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse har lagt til grund, at klageren er samlevende med og religiøst viet til en mand [navn], der er meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse anført, at parternes ægteskab ”ikke kan anerkendes som retsgyldigt.” Det er for Flygtningenævnet oplyst, at parterne har indgået ægteskab [i foråret] 2021, og at klageren har processuelt ophold på grund af en ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet bemærker, at klageren allerede ved partshøringen i [efteråret] 2020 oplyste at være forlovet med den pågældende, og at en religiøs vielse var planlagt senere samme måned. Ved afgørelse af om det vil være i strid med EMRK art. 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, finder Flygtningenævnet, at de nu foreliggende oplysninger om klagerens ægteskab bør tages i betragtning, særligt når henses til, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde til grund, at ægteskabet ikke var retsgyldigt. Flygtningenævnet finder, at dette forhold har en sådan væsentlighed, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet afgørelse af, om det vil være i strid med EMRK art. 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, under hensyn til de nu foreliggende oplysninger.” Syri/2021/102/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig, og født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim. Klageren er født i Danmark, men hans forældre er fra Qamishl, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren er født i Danmark, og at han [i efteråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forældre har på klagerens vegne til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, idet der er krig i landet samt følgevirkningerne af farens konflikt med de syriske myndigheder. Klagerens forældre har på klagerens vegne herom oplyst, at klagerens far og farbror i 2001 blev tilbageholdt og anholdt af myndighederne, idet de havde uddelt pjecer, der vedrørte den kurdiske sag. I 2008 deltog faren endvidere i en fest i forbindelse med Newrouz, hvor der blev taget billeder og optaget videoer af begivenheden. To camouflerede personer ankom til festen, og efter en del tumult blev der skudt op i luften og mod deltagerne. To af deltagerne til festen afgik ved døden som følge af skudepisoden. Klagerens far flygtede og udrejste derefter til Danmark. Klagerens forældre har på klagerens vegne oplyst, at klageren risikerer at blive slået ihjel som følge af farens konflikter, idet de syriske myndigheder ikke skelner mellem voksne og børn. De syriske myndigheder vil i højere omfang lade farens konflikter gå ud over en søn end de øvrige familiemedlemmer. Klagerens mor, farbror og farfar er efter farens udrejse blevet opsøgt af de syriske myndigheder, hvor deres bopæl er blevet ransaget, og de blevet chikaneret. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der herom er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [af efteråret] 2017, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af egne forhold eller forhold afledt af sin far ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgning eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det, der er anført af Dansk Flygtningehjælp, kan ikke føre en anden vurdering. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af, at hans far isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klagerens forældre sammen indrejste i Danmark i [sommeren] 2010, og at klageren først er født i [vinteren] 2013. Klageren fik oprindeligt opholdstilladelse i medbør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og blev ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2017 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Der kan således allerede på den baggrund ikke ud fra princippet om beskyttelse af familiens enhed meddeles klageren opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Det forhold, at klagerens søstre som følge af, at de var omfattet af Flygtningenævnets behandling af klagerens forældres oprindelige asylsager, er meddelt konsekvensstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/100/juri
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk [X] og er både [trosretning A og trosretning B]. Klageren er fra Sudan, hvor han har statsborgerskab. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asyl-motiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han ikke kender til kulturen eller sproget i Sudan. Klageren har videre henvist til, at han ikke har familie i Sudan eller været i landet. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han er født i Sierra Leone eller Sudan, og at han voksede op i [C] på grænsen mellem Liberia og Sierra Leone. Klageren har videre henvist til, at hans familie udrejste af Sudan på grund af krigen, og fordi klagerens far havde helbredsproblemer. Klageren har endelig henvist til, at han som 6-8 årig blev kidnappet og i ca. 1 år var børnesoldat i en oprørsgruppe i Sierra Leone. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klageren har oplyst, at han som 6-8 årig blev kidnappet og i ca. 1 år var børnesoldat i en oprørsgruppe i Sierra Leone, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold - henset til Sierra Leones geografiske beliggenhed i forhold til Sudan - ikke kan føre til, at klageren af den grund vil være i risiko for overgreb i Sudan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." suda/2021/1/msi
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at udrejse af Danmark, og at han slet ikke ønsker at udrejse til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren trods mange års ophold i Danmark først har indgivet ansøgning om asyl den […] 2020, efter at han ved […]’s endelige dom af […] 2019 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Ansøgeren har i realiteten ikke på nogen måde villet medvirke til sagens oplysning, hverken ved samtale med Udlændingestyrelsen som blev forsøgt gennemført den […] 2020 eller ved fremmøde i Flygtningenævnet, hvor han alene har udtalt sig i helt generelle vendinger om sin tilknytning til Danmark og sit kendskab til Somalia, herunder til hvor i Somalia han kommer fra. De skriftlige oplysninger, der er i sagen, giver ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at det også påhviler Udlændingestyrelsen at biddrage til sagens oplysning. Flygtningenævnet bemærker dog, at oplysninger om et egentligt asylmotiv helt overvejende må komme fra ansøgeren selv, såfremt Flygtningenævnet skal kunne fastslå et asylgrundlag. Det af ansøgerens advokat anførte om sagens oplysning kan derfor hverken føre til, at der meddeles ansøgeren asyl, eller til at sagen hjemvises til fornyet behandling. Det af ansøgerens advokat oplyste om ansøgerens helbredsforhold, der ikke er nærmere underbygget ved objektive oplysninger, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” [Soma/2021/30/MNR]
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen [A]. Klageren er sunni-muslim fra [landsby] i [område] regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2012, og at han [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Det fremgår videre af sagen, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 traf afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. [I vinteren] 2019 traf Flygtningenævnet afgørelse om at hjemvise klagerens sag med henblik på samtidig behandling af klagerens sag om nægtelse af forlængelse og hans børns spontansager. [I vinteren] 2019 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. 26, stk. 1, med henvisning til at hans datter har opnået selvstændig tilknytning til Danmark. [I sommeren] 2020 har advokat [navn] på vegne af klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse af [i vinteren] 2019. Klageren har til støtte herfor henvist, at han forsat er forfulgt at Al-Shaabab, som ønsker at slå ham ihjel. Klageren har herom oplyst, at han arbejdede som automekaniker på sin fars værksted, og at Al-Shaabab forlangte at få repareret deres biler gratis. Klagerens far talte med dem og forklarede, at familien havde få midler og børn, som de skulle forsørge, hvorfor de ikke kunne reparere deres biler gratis hver dag, hvilket Al-Shaabab var ligeglad med, og de truede derfor med at skyde klageren, hans far og bror. Klagerens far og bror blev slået ihjel af Al-Shaabab, mens klageren, som befandt sig et stykke derfra, formåede at flygte fra stedet og nå i sikkerhed. Klageren har også oplyst, at Al-Shaabab har en liste over personer, som de skal slå ihjel, og at personerne på listen ikke bliver glemt. Klageren har også henvist til, at han frygter for sine børn, idet de har venner i Danmark og kun taler dansk, selvom de bliver spurgt på somali. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er fra landsbyen [navn], som hører under distriktet Kismayo. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, også henset til de seneste oplysninger, der foreligger om området, at klagerens hjemby er beliggende i et område, hvor både AMISOM, Al-Shaabab og [A] er aktiv. Klagerens asylmotiv er relateret til, at hans far og hans bror i marts 2012 blev slået ihjel af Al-Shaabab. Efter de foreliggende oplysninger var der tale om en konkret episode, der ikke udsprang af noget eksisterende modsætningsforhold, og der er herefter ikke grundlag for at anse klageren for at være særligt profileret i forhold til Al-Shaabab. Der er endvidere tale om forhold, der fandt sted for nu ni år siden, og klageren har været bortrejst fra Somalia i en længere årrække. Flygtningenævnet finder derfor, at klagerens konflikt ikke har en sådan karakter og intensitet, at dette kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder det herunder ikke sandsynligt, at klageren skulle figurere på en liste over dødsdømte personer hos Al-Shaabab. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/25/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2002 som familiesammenført og indgav ansøgning om asyl i foråret 2020. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I sommeren] 2001 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og han indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2002. Ved ankedom afsagt [i foråret] 2020 af [Landsret] blev ansøgeren idømt et års fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 121, § 245, stk. 1, og § 266, våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, og flere bestemmelser i færdselsloven. Ansøgeren blev udvist af Danmark og pålagt et indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 2. [I foråret] 2020 indgav ansøgeren ansøgning om asyl i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af personer fra sin fars familie. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre indgik ægteskab på tværs af klaner uden klanernes velsignelse. Det medførte, at ansøgerens far blev slået ihjel af personer fra hans familie. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de somaliske myndigheder eller personer fra lokalområdet, idet han er biseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han tiltrækkes af både mænd og kvinder. Han blev bevidst om sin seksualitet, da han var omkring 20 år og mødte sin første mandlige kæreste, der var [nationalitet]. De var kærester i omkring tre år, hvorefter de brød med hinanden. Efterfølgende har ansøgeren haft seksuelle relationer til andre mænd, indtil han blev kærester i nogle måneder med en ny mand, der var [nationalitet]. Uanset om ansøgerens forklaring om modsætningsforholdet til sin fars familie lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia er i konkret og individuel risiko for overgreb fra farens familie omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren udrejste fra Somalia som [barn] i 2002, har et almindeligt navn i Somalia og nærmest intet kendskab har til sin fars familie, hvorfor det må anses helt usandsynligt, at familien vil kunne opsøge ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er biseksuel, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om centrale forhold, og at han tillige fremstår ureflekteret omkring erkendelsen af sin seksualitet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Somalia heller ikke, at der er grundlag for at tage ansøgerens påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/24/CHPE
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Amazir og sunni muslim af trosretning fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive fængslet af de marokkanske myndigheder, som følge af hans fars krimielle aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far er leder af en narkogruppering i [et kvarter] i Casablanca. Ansøgeren blev af sin familie presset til at deltage i salg af narko for sin far. Som følge af farens kriminelle aktiviteter, er ansøgeren blevet opsøgt af fjendtlige rivaliserende grupperinger, som har truet ansøgeren med at kidnappe ham eller slå ham ihjel, såfremt hans far ikke samarbejdede med dem. Ansøgeren er blevet opsøgt og slået af den rivaliserende gruppe på gaden. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at de marokkanske myndigheder har ransaget familiens bopæl, idet politiet ledte efter ansøgerens far og bror. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han har en konflikt med sin far og sin fars familie og med sin fars fjender i Marokko. Konflikten har imidlertid ikke et omfang og en intensitet, at denne kan begrunde asyl for ansøgeren. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, herunder at truslerne fra ansøgerens far og familie bestod alene i, at de ville afskære ansøgeren fra familien. Ansøgeren er også selv taget tilbage til sin far, når han manglede penge. Endelig har ansøgerens far ikke sagt noget til, at ansøgeren stoppede med at sælge narko for sig. Der er endvidere henset til, at de trusler, som ansøgeren modtog fra sin fars fjender i 2010 og frem til ansøgerens udrejse i 2016 aldrig er blevet forsøgt gennemført. Det beror på ansøgerens egen formodning, at han ikke i den forbindelse kan opnå myndighedernes beskyttelse. Der er endvidere henset til, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig i Rabat i 2012/2013 i en periode på [X] måneder uden at opleve problemer. Der er endelig henset til, at ansøgeren efter sin legale udrejse i 2016 opholdt sig [X] år i Frankrig uden at søge asyl. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har forklaret, at man som marokkaner ikke kan søge asyl i Frankrig, idet dette alene beror på ansøgerens egen formodning. Ansøgeren har endvidere på flere punkter afgivet divergerende og udbyggende forklaring omkring centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at politiet opsøgte ansøgeren på bopælen, idet han havde deltaget i demonstrationer mod regeringen. Til sin samtale i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har ansøgeren derimod forklaret, at hans far og bror opfordrede ham til at deltage i demonstrationerne, men han ønskede ikke at være en del af sin fars problemer, hvorfor han ikke personligt deltog i demonstrationerne. Ansøgeren har endvidere til nævnsmødet forklaret, at hans far flere gange har truet ham direkte med at slå ham ihjel, kidnappe ham eller på anden måde gøre skade på ham. Overfor Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at faderen alene truede med, at han ville blive udstødt af familien. Det forhold, at ansøgeren frygter at blive fængslet af de marokkanske myndigheder kan ikke føre til at ansøgeren kan meddeles asyl. Der er herved henset til, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, idet der ikke er oplyst omstændigheder, der kan antages at sandsynliggøre, at ansøgeren er efterstræbt af de marokkanske myndigheder. Ansøgeren er således aldrig blevet tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021.” Maro/2021/6/hmu.
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse af august 2019, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. I februar 2020 anmodede ansøgeren om at få sagen genoptaget. I december 2020 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt [særlig trosretning] fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er blevet beskyldt for økonomisk korruption. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han oprindeligt ejede en tøjforretning. Dollarpriserne varierede, og der blev indført sanktioner, hvilket medførte, at ansøgerens tøjforretning led store økonomiske tab. Efter opfordring fra én af tøjforretningens store kunder, [A], besluttede ansøgeren sig for at arbejde sammen med [A] i guldmøntbranchen. Ansøgeren åbnede sammen med [A] en forretning nær ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren blev den primære driftsansvarlige. Ansøgeren modtog i [sommeren] 2018 en indkaldelse til retten, og i [sommeren] 2018 stormede betjente ansøgerens forretning. Herefter gemte ansøgeren sig hos sin ven [B]. Efter 33-34 dages ophold hos [B] så ansøgeren en tv-udsendelse, hvoraf det fremgik, at en af [A's] forretningspartnere var blevet anholdt. Ansøgerens egne initialer fremgik ligeledes af tv-udsendelsen. Ansøgeren blev under sit ophold i Danmark bekendt med, at [A's] forretningspartner var blevet henrettet. Flygtningenævnet kan som i nævnets afgørelse af [vinteren] 2020 lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren var mønthandler i Iran, at ansøgerens samarbejdspartner, [A], og dennes samarbejdspartnere, [C] og [D] var inddraget i en sag om korruption og økonomisk svindel og at ansøgeren i den forbindelse var eftersøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring til sidste nævnsmøde sammenholdt med ansøgerens forklaring på dagens nævnsmøde endvidere lægge til grund, at ansøgerens tidligere samarbejdspartner, [A] er flygtet fra Iran og at dennes samarbejdspartnere, [C] og [D] blev henrettet i [efteråret] 2018. Ansøgeren har endvidere til sin Oplysnings- og Motivsamtale [vinteren] 2018, til sin asylsamtale i [sommeren] 2019, til sin forklaring i Flygtningenævnet i [vinteren] 2020 har forklaret, at døren til ansøgerens bopæl var blevet smadret af betjente, som havde ransaget bopælen og blandt andet beslaglagt ansøgerens bærbare computer og et pengeskab indeholdende guldmønter og dokumenter. Af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende retten til en retfærdig rettergang, herunder Australiasn Government, Department of Foreign Affairs and Trade, Dfat Country Information Report Iran af 14. april 2020, US Department of State, Country Report on ’Human Rights Practice 2019, Iran, og Freedom House in the World 2020, Iran, fremgår, at Iran ofte tilsidesætter retten til retfærdig rettergang, herunder begrænsninger i adgangen til juridisk bistand samt brugen af umenneskelig eller nedværdigende behandling til at fremtvinge tilståelser. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på ovennævnte baggrund har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har på nævnsmødet i [vinteren] 2020 på en overbevisende måde redegjort for mange detaljer af den kristne tro og har forklaret indgående og vedholdende om sin indre overbevisning vedrørende sin konvertering til kristendommen. På dagens nævnsmøde har ansøgeren uddybet sit kendskab til den kristne tro ved sin forklaring. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har deltaget i gudstjenester i flere forskellige kirker og har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder bibelmøder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han er blevet døbt i [sommeren] 2020 og er tilmeldt et kor, hvor han synger og spiller guitar i kirken. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren på overbevisende måde har sandsynliggjort, at han personligt og som følge af en indre overbevisning er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte sine kristne aktiviteter og ikke vil kunne lægge sin kristne tro på hylden, men har lyst til at være en del af en kirke og missionere. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/37/hmu.
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Iran forinden han aftjente sin værnepligt, selvom de iranske myndigheder ønskede, at personer skulle aftjene værnepligt, og at han har opholdt sig uden for Iran i en mangeårig periode og derfor ikke har en tilknytning til Iran. Klageren ønskede ikke at aftjene sin værnepligt, fordi der var krig mellem Iran og Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren indrejste i Danmark i 1984, hvor han var [X] år gammel og mens der var krig mellem Irak og Iran. Nævnet finder det således sandsynliggjort, at han har unddraget sig militærtjeneste i krigstid. På baggrund af notatet fra Udenrigsministeriet af 4. februar 2021 finder Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere en sanktion for unddragelse, der væsentligt overstiger, hvad der er gældende efter dansk retstradition. Nævnet finder således allerede af den grund, at klageren ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder af samme grund, at klageren som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ugift og har ikke børn. Han er opvokset i Iran, som han forlod, da han var [X] år gammel. Han har siden boet i Danmark. Klageren er ved [en landsret] dom idømt en straf på et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191. Han har derfor begået en alvorlig forbrydelse. På baggrund af kriminalitetens karakter som almen farlig forbrydelse, da han tidligere er straffet efter lov om euforiserende stoffer, og da han forklarer, at han fortsat er i et misbrug, vurderes han at være til fare for samfundet. Samlet finder Flygtningenævnet, at klageren er udelukket fra at blive meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/34/gdan
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og ateist fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet han ikke lever muslimsk. Klageren har videre henvist til sin fars politiske aktiviteter. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har modtaget trusler om, at så snart han kommer til Irak, vil han blive slået ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin fars politiske aktiviteter oplyst, at faren var med i et oprør, hvorefter han rejste til Saudi Arabien. Her blev han fængslet i en amerikansk lejr i et stykke tid. Klagerens far var gået imod Saddam Hussein og hans styre. Klageren har videre oplyst, at militæret ankom på deres bopæl og udsatte hans mor og søstre for vold, mens de spurgte efter klagerens far, og hvor han befandt sig. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at klagerens frygt for sin familie i Irak mest af alt fremstår som en formodning, der hverken er nærmere konkretiseret eller forekommer særligt sandsynlig. Det hører med til denne vurdering, at han på intet tidspunkt efter udrejsen fra Irak selv har haft kontakt til de personer, der skulle have truet ham, eller til hans familie i Irak i øvrigt. Heller ikke klagerens forklaring om, at han har vendt sig imod Islam, og at han har fået to børn uden for ægteskab med forskellige kvinder, er forhold, der efter omstændighederne er omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak kan føre til et andet resultat, er udlændingelovens § 31 ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Irak/2021/15/CRT
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel, og at myndighederne vil sende ham i krig, såfremt de ikke fængsler ham eller slår ham ihjel. Klageren har som asylmotiv også henvist til, at han ikke vil kunne få den medicin, som han har brug for i Eritrea. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han er deserteret fra nationaltjenesten, hvorfor han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne. Klageren har også oplyst, at han ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste, fordi han ikke vil gøre skade på andre mennesker. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af at han er deserteret fra nationaltjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager til Eritrea vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3 fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler herfor. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til, om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren kom til Danmark som 27-årig. Han har telefonisk kontakt med sin søsters datter, som bor i [by]. Han har endvidere venner i Danmark, som også er fra Eritrea. Klageren er født og opvokset i Eritrea, hvor han boede med sin daværende ægtefælle i [by], som er tæt på klagerens forældre. Klageren har haft 14 års skolegang. Han har i tre år haft arbejde som bilmekaniker i [by], hvor han arbejdede på et statsejet værksted, som en del af sin nationaltjeneste. Klageren er ved dom [i sommeren] 2018 straffet for vold og trusler på livet og idømt en behandlingsdom uden længstetid, samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Klageren er ved dom [i efteråret] 2019 straffet for overtrædelse af meldepligt efter udlændingeloven og for vold mod en betjent. Klageren blev fundet utilregnelig på gerningstidspunktet og ikke straffet, jf. straffelovens § 16, stk. 1, men fik i stedet opretholdt sin behandlingsdom og bestemmelsen om udvisning. Klageren er ved dom [i vinteren] 2020 straffet for overtrædelse af sin meldepligt efter udlændingeloven og for vold mod en sagsbehandler. Retten opretholdt behandlingsdommen [i sommeren] 2018 og klageren blev udvist på ny med et indrejseforbud på 6 år. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren tre gange er straffet for personfarlig kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse. Der er herved også henset til grovheden og karakteren af denne, samt den udmålte straf herfor, hvorved klageren er idømt en behandlingsdom uden fastsættelse af længstetid, samt udvist med et indrejseforbud i 6 år, hvorfor klageren også må betragtes som en fare for samfundet. Det forhold, at klageren har været i behandling efter dom [i sommeren] 2018 kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at forholdene i de to seneste domme er begået efter og imens klageren var i behandling. Der er endelig henset til klagerens manglende tilknytning til Danmark og modsat stærke tilknytning til hjemlandet. Endelig vurderes en udelukkelse fra opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2021/4/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde fra et mellemøstligt land, der har indgivet ansøgning om asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har et afhængighedsforhold til en herboende søn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Frankrig og herefter er udrejst af Frankrig, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2019 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at forholdet bør henføres under artikel 18, stk. 1, litra b. Det fremgår af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, at når ansøgeren på grund af graviditet, et nyfødt barn, alvorlig sydom, et alvorligt handicap eller høj alder er afhængig af hjælp fra vedkommendes barn, søskende eller forældre, som har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, eller når vedkommendes barn, søskende eller forælder, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, er afhængig af hjælp fra ansøgeren, skal medlemsstaterne normalt lade ansøgeren blive sammen eller familiesammenføre denne med barnet, søskenden eller forælderen, under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjemlandet, at barnet, søskenden eller forælderen eller ansøgeren er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om det nære forhold mellem klageren og hendes herboende søn ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet der efter det oplyste ikke mellem klageren og hendes søn er et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at det kan anses for omfattet af forordningens artikel 16. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun lider af astma, forhøjet blodtryk, sukkersyge, smerter i kroppen, dårlig hørelse og er dårligt gående, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Det kan heller ikke føre til en anden afgørelse, at klageren har en søn i Danmark, som hjælper hende i det daglige med blandt andet tøjvask, madlavning og personlig hygiejne. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at der ikke som følge heraf består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søn, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for nogen af de sygdomme og lidelser, som hun har oplyst at have. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at nogen af disse sygdomme eller lidelser kan karakteriseres som alvorlige, ligesom nævnet vurderer, at der heller ikke er tale om, at klageren har et alvorligt handicap. Flygtningenævnet vurderer tillige, at det ikke kan lægges til grund, at klageren er afhængig af hjælp fra sin søn på grund af høj alder henset til, at klageren har oplyst, at hun er født i [1950'erne] og derfor er [X] år gammel. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2021/5/CRT
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og har ingen religion. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men stammer fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi der er borgekrig og sult. Ansøgeren har også som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Iran, men at han ikke kan bo i Iran på lovlig vis, fordi han mistede sin ret til ophold, da hans mor og søskende fik opholdstilladelse i Sverige og udrejste dertil. Ansøgeren har også oplyst, at han sammenlagt har opholdt sig i Afghanistan i en måned. Ansøgeren har videre oplyst, at hans mor har fortalt ham, at Taliban har overtaget al familiens jord i Afghanistan, og at der er krig i det område, som ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at Taliban vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan for at gøre krav på familiens jord. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke vil kunne bo andre steder i Afghanistan end i [område], hvor hans familie stammer fra, fordi han er tajik. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i efteråret] 2020 og til sin asylsamtale [i vinteren] 2021 har oplyst, at han kun har opholdt sig én måned i Afghanistan i forbindelse med sin udvisning af Iran og ikke har haft uoverensstemmelser med myndighedspersoner, privatpersoner eller grupperinger, herunder Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at Taliban har konfiskeret ansøgerens families jord i [område] i [by] og at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive slået ihjel. Ansøgerens forklaring om sin morbrors tilbagerejse til Afghanistan med henblik på at få familiens jord tilbage sandsynliggør ikke, at ansøger vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det bemærkes herved også, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret at han fra sin onkel har fået oplyst, at alle i området fik deres jord konfiskeret af Taliban. Ansøgeren har således selv til sin asylsamtale [i vinteren] 2021 oplyst, at han ikke personligt er efterstræbt af Taliban og ikke er profileret i forhold til Taliban, men er en helt almindelig afghaner. Det bemærkes, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han er bange for Taliban, den generelle usikre situation i Afghanistan og at han ikke kender nogen i Afghanistan, vedrører generelle forhold i Afghanistan og ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det af advokaten anførte omkring, at ansøgeren har forladt islam og derved vil blive betragtet som frafalden Islam, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at han ikke tror på nogen religion. Hans familie, som opholder sig i Sverige, er konverteret til kristendommen. Han har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 forklaret, at han kan tænke sig at konvertere til kristendommen, men skal vide mere først. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo Temanotat – Afghanistan – Forhold for ateister, apostater og personer beskyldt for blasfemiske handlinger fra 24. november 2020, fremgår blandt andet: ”Landinfo er ikke kjent med saker behandlet av rettsvesenet som omfatter kun frafall eller saker der personen er anklaget for ateisme.” Endvidere fremgår af US Department of State, 2019 Report on international Religious Freedom: Afghanistan fra 10. Juni 2020 blandt andet: “As in the previous five years, there were no reports of government prosecutions for blasphemy or apostasy…” Ansøgeren har på ovennævnte baggrund således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2021/11/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk syrisk araber og sunni-muslim fra Damaskus. Han er født i bydelen [A], men vokset op i [D], hvor han boede frem til sin udrejse af Syrien i [vinteren] 2012. Fra [vinteren] 2012 til [efteråret] 2014 boede han illegalt i Jordan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I den forbindelse lagde Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at han ikke har nogen uddannelse og har ernæret sig som bager, ligesom han henviste til de generelle forhold i hjemlandet. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne ændring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive udsat for repressalier på grund af sit efternavn, og fordi han stammer fra byen [D]. Han frygter endvidere de generelle forhold i Syrien som følge af borgerkrigen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans tre nevøer er blevet slået ihjel, fordi de var fra [D], og fordi de har samme efternavn som klageren. Klageren har i advokatindlægget endvidere til støtte herfor oplyst, at han i 2012 var til fredagsbøn i en moské i Duma, Damaskus. Efter bønnen var klageren sammen med sine tre fætre og deres sønner, da de erfarede, at de var midt i en demonstration. Regimets soldater sprang frem og skød ind i menneskemængden, hvor to af klagerens fætres sønner blev skudt og slået ihjel. Klageren formåede at flygte fra stedet. I perioden herefter var klageren meget vred over regimets opførsel, hvorfor han deltog i regimekritiske demonstrationer hver fredag. Flere af regimets soldater deltog civilt i demonstrationerne og tog billeder af deltagerne, herunder klageren. Herefter turde klageren ikke opholde sig i sit hjem af frygt for, at soldaterne ville finde ham. Klageren opholdt sig derfor i sin fætters hus, i hvilken periode han fik at vide, at de syriske myndigheder flere gange opsøgte hans og morens bopæl, hvor de spurgte til ham. Som følge heraf besluttede klageren at flygte fra Syrien i 2012. Efter udrejsen opsøgte myndighederne klagerens mors og klagerens fraseparerede ægtefælles bopæl flere gange, hvor de spurgte til klagerens opholdssted. Efter morens og ægtefællens udrejse af Syrien, opsøgte myndighederne i stedet klagerens nevø på hans restaurant, hvor de spurgte til klagerens opholdssted. De udsatte i samme forbindelse nevøen for fysiske overgreb og fængslede ham. Nevøen blev løsladt mod betaling, men i en periode herefter blev han fortsat opsøgt i sin restaurant. På et tidspunkt kidnappede en oprørsgruppe to af regimets soldater, der befandt sig i restauranten, hvilket resulterede i, at myndighederne blev meget vrede på klageren, hvorefter de lukkede nevøens restaurant. Klageren har endvidere oplyst, at hans to nevøer er forsvundet for henholdsvis ni og tre år siden, og at hans tredje nevø er blevet skudt og slået ihjel. Endelig har klageren oplyst, at der i 2013 var to kemiske angreb i Damaskus, hvor klagerens og hans families huse blev ødelagt. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 og februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i henholdsvis Damaskus og Rif-Damaskus-provinsen ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det, der er anført for Flygtningenævnet kan ikke føre til en anden vurdering, og nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de generelle forhold. For så vidt angår klagerens individuelle asylmotiv, har klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at han var udrejst af Syrien, fordi der ikke var sikkerhed der, og fordi han var bange for sine børns sikkerhed. På spørgsmålet, om klageren havde haft konflikter i Syrien, og om han havde haft nogle personlige konflikter med myndighedspersoner eller andre grupper i Syrien, svarede klageren benægtende. Spurgt, om der var andre grunde til, at klageren var rejst ud af Syrien, forklarede han, at han har en datter, der er døv, og en søn på seks år. Adspurgt, om der var andre grunde til, at klageren var rejst ud af Syrien, forklarede han, at der ikke var nogen sikkerhed i Syren, og at han ikke kan arbejde der mere. Til samtalen den [i efteråret] 2020 med Udlændingestyrelsen forklarede klageren, at årsagen til, at han rejste ud af Syrien, var, at der var krig i Syrien. Der var ikke nogen sikkerhed tilbage i Syrien, og han kunne ikke arbejde som følge af krigen og ødelæggelserne. Klageren forklarede om sin udrejse, at den foregik legalt i bil, og at han uden problemer kørte igennem flere kontrolposter, og at han viste sit pas ved grænsen. Klageren forklarede videre, at han i Syrien ikke blev udsat for hverken vold, trusler, tilbageholdelser, ligesom han ikke efterfølgende blev opsøgt. Endelig forklarede klageren, at han flere gange deltog i demonstrationer, men at der ikke skete noget. Klageren forklarede endvidere, at han frygter at vende tilbage til [D], idet tre nevøer fra to forskellige søstre var blevet bortført og dræbt af de syriske myndigheder, og at det er hans formodning, at det skyldes, at nevøerne havde samme efternavn som klageren, og at de kom fra samme område. På denne baggrund frygter klageren at blive slået ihjel af myndighederne, hvis han vender tilbage til Syrien. For Flygtningenævnet har klageren forklaret udbyggende om grunden til, at han mener sig individuelt forfulgt af de syriske myndigheder. Nævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring herom til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår udbyggende og konstrueret til lejligheden. For nævnet har klageren forklaret, at han i 2009 eller 2010, da han var […] eller […] år, på baggrund af falske anklager blev tilbageholdt af myndighederne i en måned, hvor han blev udsat for tortur. Klageren har imidlertid ikke forklaret herom tidligere. Til samtalen [i efteråret] 2020 forklarede klageren derimod, at han i sin ungdom har været tilbageholdt én gang, men at der ikke skete noget. Desuden har klageren forklaret afglidende på spørgsmål om den behandling, han angiveligt blev udsat for ved tilbageholdelsen i 2009 eller 2010. Nævnet lægger også vægt på, at klageren for nævnet har forklaret, at myndighederne har stormet klagerens bopæl både før og efter klagerens udrejse. Til samtalen [i efteråret] 2020 forklarede klageren direkte forespurgt, at hans bopæl ikke var udsat for ransagninger før eller efter hans udrejse. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring til grund. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren for Flygtningenævnet har vist et foto af et syrisk dokument, som viser en indkaldelse til en afhøring hos den syriske efterretningstjeneste. Nævnet lægger herved vægt på tidspunktet for dokumentets fremkomst. Desuden lægger nævnet vægt på, at klageren ikke har ønsket at oplyse, hvem han har fået dokumentet af, ligesom nævnet lægger vægt på, at dokumentet er dateret [udgangen af vinteren] 2012, men angår en indkaldelse til en afhøring [i begyndelsen af vinteren] 2012. Flygtningenævnet er ved vurderingen af klagerens forklaring opmærksom på oplysningerne om klagerens psykiske og fysiske helbred, men nævnet finder ikke, at klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en anden troværdighedsvurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren, efter karakteren af de oplevelser, som klageren har forklaret om for nævnet, og deres helt centrale betydning for klagerens asylmotiv, måtte forventes at have forklaret herom i 2014 i forbindelse med, at klageren blev afhørt om sit asylmotiv. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, finder Flygtningenævnet, at klagerens frygt ikke kan begrunde, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af Udlændingelovens § 7. Nævnet lægger således ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren i samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han på intet tidspunkt har haft konflikt med de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Nævnet lægger videre vægt på, at klagerens frygt alene bygger på hans egne formodninger. Det forhold, at klageren er udrejst af Syrien, kan heller ikke føre til en anden vurdering, da klageren som nævnt er udrejst legalt, og da det af baggrundsoplysningerne fremgår, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen. Klagerens helbredsmæssige forhold kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet indtil han udrejste i en [sen alder] år. Han har arbejdet som bager fra han var 10 år frem til udrejsen i 2012. Klageren, der indrejste i Danmark i 2014, har ikke gennemført en uddannelse i Danmark, og han har ikke haft arbejde. Han taler lidt dansk og har bestået to modultests i forbindelse med danskundervisning i dansk uddannelse 1. Klageren kan ikke skrive eller læse dansk. Klageren indrejste i Danmark i 2014 og har haft lovligt ophold i Danmark i seks år og syv måneder. Han har helbredsmæssige problemer, idet han lider af en posttraumatisk belastningsreaktion, som han har modtaget behandling for, og depression. Klageren lider endvidere af forhøjet kolesterol, D-vitamin mangel, høfeber og problemer med vandladning. Endelig lægger nævnet efter klagerens forklaring til grund, at han fire gange i Danmark er opereret for prostata-problemer. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hans fraseparerede ægtefælle og deres to børn ([B] og [C]), der er født i 2000 og i 2009, opholder sig i Danmark. De blev i 2016 familiesammenført med klageren. Klageren har oplyst, at han ikke længere har familie i Syrien. Klageren og ægtefællen har i 2020 ophævet samlivet. Nævnet lægger til grund, at klageren ser sine børn. Flygtningenævnet finder ikke, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med klagerens søns ret til privat- og familieliv, idet nævnet finder, at [C] ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på [C]’s alder, varigheden af hans ophold her i landet, og at han har gået i skole i Danmark. Flygtningenævnet finder imidlertid, at [C] ikke derigennem har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Dertil kommer, at Flygtningenævnet vurderer, at klagerens ægtefælle og datter også kan tage ophold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i marts 2015 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/106/LINB
Nævnet omgjorde i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at han blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst, at han ikke har været medlem af et politisk parti, men at han i Syrien har deltaget i omkring syv til otte demonstrationer imod regimet. Udlændingestyrelsen meddelte den [i begyndelsen af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hans svoger og nevø, der tidligere var henholdsvis oberst og kaptajn, er deserteret fra militærtjeneste. Som følge heraf blev klagerens bopæl i [foråret] 2013 opsøgt af myndighedspersoner, der ønskede oplysninger om hans familiemedlemmer. Personerne sagde til klagerens ægtefælle, at klageren skulle henvende sig på Baath-partiets kontor, hvilket klageren dog aldrig gjorde. Klageren har yderligere henvist til, at hans svoger og nevø advarede klageren om, at han skulle passe på med at give oplysninger til regimet, og at de sagde til klageren, at hvis han gjorde dette, ville hans børn muligvis blive bortført. Endelig henviste han til krigen og de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at situationen i Damaskus by over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er tale om en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien samt til, at han frygter at blive anholdt og udsat for tortur som følge af, at hans svoger og nevø er deserteret fra militæret. Videre frygter han at blive anholdt, fordi han i Syrien har deltaget i demonstrationer imod regimet, og fordi klageren har fået at vide af en person ved navn [A], der var formand for den lokale oppositionsgruppe, at han er eftersøgt, og at han ville blive den næste, der blev anholdt. Yderligere har klageren anført, at han frygter at blive anholdt, idet hans brødre har været anholdt, og idet hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har oplyst, at hans tidligere underbo har orienteret ham om, at klagerens bopæl efter klagerens udrejse i 2013, er blevet opsøgt af ukendte personer, der spurgte efter klageren. Videre har klageren anført, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer imod reglerne på udlændingeområdet, at han har lavet regimekritiske opslag på sin Facebook profil, og at han grundet sidstnævnte har modtaget trusler på livet fra personer, som han ikke kender. Yderligere har klageren henvist til sine helbredmæssige problemer, og til at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil dø, fordi der ikke er adgang til den nødvendige medicinske behandling i Syrien. Endelig har klageren anført, at der nogle gange er strømsvigt i Damaskus, hvilket er problematisk, idet han bruger iltapparat. Flygtningenævnet bemærker, at det af sagen fremgår, at Udlændingestyrelsen den [i begyndelsen af] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i Syrien. Opholdstilladelsen var tidsbegrænset og gældende i fem år. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der over en længere periode er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. De generelle forhold i Damaskus kan således ikke føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1 og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål, og kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2, herunder om indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at et indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet frem til sin indrejse i Danmark den [i efteråret] 2014 som 55-årig. Han har boet 14-15 år i Kuwait og i perioder i Egypten. Han er syrisk statsborger, har haft 12 års skolegang i Syrien, taler arabisk, har ingen familie eller venner tilbage i Syrien, idet alle er udrejst. Han har i Syrien arbejdet som bilforhandler i 12-13 år, og har arbejdet som administrativ medarbejder i et minimarked i 3 år. Han har opholdt sig i Danmark i 7 år og blandt andet arbejdet på en restaurant i Århus i et fleksjob. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet han har en søn og en datter, der begge er gift og hver har 3 børn. Han har desuden haft en samleverske. De har et fælles barn, [B], som er 4 år og som er født i Danmark. Han går på sprogskole og er i gang med Dansk 1, modul 6. Klageren har flere helbredsmæssige problemer, idet han er blevet behandlet for prostatakræft, lider af Hepatitis B, har 48% nyrefunktion, har forhøjet blodtryk, samt lider af søvnapnø. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren er blevet behandlet for prostatakræft, lider af Hepatitis B, har 48% nyrefunktion, har forhøjet blodtryk, samt lider af søvnapnø, udgør ikke et sådant særligt tilfælde, at det vil være i strid med EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er herefter ikke i strid med EMRK artikel 8, hvorfor opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Klageren har endvidere påberåbt sig individuelle forhold, og Flygtningenævnet skal derfor foretage en vurdering af, hvorvidt klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har herom forklaret, at han efter sin ankomst til Danmark i flere forskellige medier har deltaget i interviews, hvori han fremtræder med billede og navn og heri har udtalt sig kritisk om det syriske regime. Der er på nævnsmødet fremlagt flere bilag med udskrifter af artikler, som understøtter dette. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har kritiseret det syriske regime på en måde og i et omfang, hvorefter det er udbredt til mange syrere. Flygtningenævnet finder ud fra et forsigtighedsprincip, at det på denne baggrund ikke kan udelukkes, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus, Syrien har påkaldt sig en sådan interesse, at han risikerer at blive afhørt og i den forbindelse at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2020, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/105/CARA
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [by], Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [i begyndelsen af] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun var eftersøgt, da hun udrejste af Syrien, idet hun havde hjulpet til som sygeplejerske på et palæstinensisk hospital. Klageren oplyste videre, at hendes sønner havde oplyst, at hun ikke længere var efterlyst. Klageren oplyste tillige, at de var blevet opsøgt af tre personer i den flygtningelejr, som de boede i, imens klageren boede hos sin datter. Klageren henviste desuden til de generelle forhold i Syrien som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Udlændingestyrelsen har den [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt ved kontrolposter grundet hendes efternavn. Hun har videre oplyst, at både hendes søn og fars fætter er blevet tilbageholdt. Klageren har videre oplyst, at hendes hjem en enkelt gang forud for hendes udrejse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, samt at hun tidligere har været eftersøgt. Klageren har herudover henvist til sine tidligere påberåbte asylmotiver. Flygtningenævnets flertal kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan inddrages. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen den [i begyndelsen af] 2014 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen var tidsbegrænset og gældende i 5 år. Ved sagens afgørelse har Flygtningenævnet lagt til grund, at situationen i Damaskus efter de foreliggende baggrundsoplysninger over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. De generelle forhold i Damaskus kan således ikke føre til, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med den Europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. For så vidt angår Danmarks internationale forpligtelser bemærker Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være et væsentligt indgreb i klagerens ret til familie- og privatliv efter EMRK artikel 8, stk. 1. Indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og er legitimt. Indgrebet udgør et anerkendelsesværdigt formål med henblik på at sikre den offentlige interesse i at bevare en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet skal herefter vurdere om indgrebet står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal herved foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage opholdstilladelsen over for klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 7 år og har bestået danskprøve 1. Hun har visse helbredsmæssige problemer, herunder diskusprolaps, KOL og forhøjet blodtryk. Hun kom til Danmark som 57-årig og har således levet langt det meste af sit liv i Damaskus. Klageren har aldrig haft beskæftigelse i Danmark, ligesom hun ingen fritidsinteresser har og i øvrigt ikke er medlem af nogen foreninger. Flygtningenævnet finder, at klageren har familiemæssig tilknytning i Damaskus, idet nævnet lægger til grund, at klagerens søster og datter samt dennes familie opholder sig i Damaskus, jf. nærmere nedenfor. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet tre af hendes voksne børn og syv børnebørn opholder sig i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at klageren får hjælp af sine børn til indkøb og personlig pleje. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder at der ikke foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende voksne børn, der efter en konkret vurdering kan begrunde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med EMRK art. 8. Det forhold, at klageren lider af diskusprolaps, KOL og forhøjet blodtryk, udgør ikke et sådant særligt tilfælde, at det vil være i strid med EMRK artikel 3 at inddrage klagerens opholdstilladelse og betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er herefter ikke er i strid med EMRK artikel 8, hvorfor opholdstilladelsen kan inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus, Syrien, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren på flere punkter har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring omkring væsentlige forhold for sit asylmotiv, herunder omkring sit falske id-kort, som blev benyttet ved udrejsen, om hun er eftersøgt af de syriske myndigheder, og fra hvem hun fik oplysninger herom. Klageren har endvidere forklaret udbyggende omring ransagningen af sin bolig, hvorved Flygtningenævnet også vurderer det usandsynligt, at der kun blev foretaget ransagning af stueetagen, mens hun befandt sig på en anden etage, og at en dobbeltagent fik stoppet ransagningen ved at sige til myndighederne, at der ikke var noget at komme efter. Det forhold, at klageren i Flygtningenævnet har forklaret, at hendes bror og nevø angiveligt skulle være blevet fængslet kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at klagerens bekymring for hospitalsvæsenet i Syrien, de høje priser på fødevarer og kampen om rent drikkevand er forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri 2021/104/CARA
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Klageren tilhører klanen [A] og er sunni-muslim fra landsbyen [B], i Lower Shabelle-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive udsat for vold og voldtægt, fordi hun har hørt, at dette sker for unge piger i Somalia. Hun frygter endvidere, at hun vil blive tvangsgift. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun frygter, at hendes far vil eller nogle andre fra hans familie vil gifte hende væk med en mand fra al-Shabaab mod hendes vilje. Ansøgerens mor har som asylmotiv på ansøgerens vegne henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive udsat for en indgribende omskæring af ansøgerens mormor eller andre i familien, idet ansøgeren alene er blevet udsat for den mindst indgribende form for omskæring. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at det er tradition i Somalia at omskære piger. Ansøgeren blev udsat for en mindre omskæring i hjemlandet, der blev arrangeret af ansøgerens farmor, der nu er afgået ved døden. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil forsøge at modsætte sig en mere yderliggående omskæring af ansøgeren, men at familien ikke vil acceptere dette, fordi hun ikke har den magt, der skal til. Ansøgerens mormor og ansøgerens fars familie tror på, at det eneste rigtige er den mest indgribende form for omskæring. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hun selv har gennemgået den mest indgribende form for omskæring, hvilket ansøgerens mormor i sin tid besluttede. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv på ansøgerens vegne henvist til, at hun frygter, at ansøgerens far og dennes familie, herunder al-Shabaab, vil udsætte hende for fysiske overgreb, slå hende ihjel eller tvangsgifte hende som følge af morens konflikt med dem. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse af d.d. i [ansøgerens mors] sag tilsidesat ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv, herunder ansøgerens mors forklaring om, at nogle af ansøgerens onkler er blevet medlemmer af al-Shabaab. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive udsat for vold, voldtaget eller tvunget til at indgå ægteskab mod sin vilje. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil have et netværk til at beskytte sig, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren det må lægges til grund, at ansøgeren har et familiemæssigt netværk i hendes fars familie, hvor hun ifølge det oplyste opholdt sig frem til sin udrejse af Somalia i 2015. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive yderligere omskåret ved en tilbagevenden til Somalia lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens mors forklaring i samtalen [i efteråret] 2019 med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren allerede, mens ansøgeren opholdt sig i Somalia, på farmorens foranledning blev omskåret efter en mindre indgribende metode. Ansøgeren mors forklaring om sin frygt for, at ansøgerens stedfar nu, hvor mormoren er død, ønsker, at ansøgeren bliver omskåret i videre omfang, og at ønsket vil blive støttet af nogle af ansøgerens onkler, som ansøgerens mor har hørt, er blevet medlemmer af al-Shabaab, fremstår konstrueret ud fra at ønske om at sikre ansøgerens og ansøgerens mor opholdstilladelse, og nævnet tillægger ikke forklaringen vægt. Dertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens mor ved en tilbagevenden til Somalia henset til sin holdning til omskæring, må forventes at kunne og ville forhindre, at ansøgeren bliver udsat for yderligere omskæring. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun er i risiko for at blive omskåret yderligere ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgerens frygt for, at hun ikke kan få en rigtig uddannelse ved en tilbagevenden til Somalia, kan ikke begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Herefter, og da Flygtningenævnet under hensyn til de seneste baggrundsoplysninger om situationen i Somalia finder, at de generelle forhold i [B], Lower Shabelle, ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, finder nævnet som anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2019 også traf afgørelse om ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Baggrunden for afgørelsen var, at opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgerens mor havde opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen samme dag meddelte ansøgerens mor afslag på forlængelse af hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ikke ved ovenstående taget stilling til denne afgørelse, idet klager over afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, behandles af Udlændingenævnet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/29/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Klageren tilhører klanen [A] og er sunni-muslim fra landsbyen [B], i Lower Shabelle-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på ansøgerens vegne henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren er [mere end] 12 år, hvilket almindeligvis er den alder drenge har, når al-Shabaab begynder at tvangsrekruttere dem. Herudover har ansøgerens mor oplyst, at de stammer fra et område, der er kontrolleret af al-Shabaab, og at hendes stedfar er medlem af grupperingen. Endelig har ansøgerens mor som asylmotiv på ansøgerens vegne henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgerens søster vil blive omskåret, og at familien derfor ikke kan vende tilbage til Somalia. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse af d.d. i [ansøgerens mors] sag tilsidesat ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv. Herefter, og da ansøgeren, der aldrig har haft personlige konflikter med myndigheder, al-Shabaab eller andre i Somalia, ikke har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller interessant i rekrutteringsøjemed i forhold til al-Shabaab finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. På denne baggrund, og da Flygtningenævnet under hensyn til de seneste baggrundsoplysninger om situationen i Somalia finder, at de generelle forhold i [B], Lower Shabelle, ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, finder nævnet som anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2019 også traf afgørelse om ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Baggrunden for afgørelsen var, at opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgerens mor havde opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen samme dag meddelte ansøgerens mor afslag på forlængelse af hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ikke ved ovenstående taget stilling til denne afgørelse, idet klager over afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, behandles af Udlændingenævnet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2021/28/LINB
Nævnet omgjorde i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A] og er sunni-muslim fra landsbyen [B], i Lower Shabelle-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at hun ville blive slået ihjel af sin stedfar, som ved to lejligheder havde forsøgt at bortgifte hende væk. Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede at blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi hun nægtede at gifte sig med et medlem fra deres gruppering. Til støtte herfor oplyste klageren, at hun i 2005 blev giftet bort mod sin vilje. Efter et års ægteskab blev klageren skilt og flyttede hjem til sin familie. I 2007 blev klageren på ny giftet væk mod sin vilje, og i 2008 blev hun skilt. I [efteråret] 2012 blev klageren opsøgt på gaden af et højstående medlem fra al-Shabaab, som sagde, at han ønskede at indgå ægteskab med hende. Herefter blev klagerens families bopæl opsøgt to gange af al-Shabaab, der bad familien om at arrangere brylluppet. Herefter forlod klageren bopælen og tog ophold hos sin morbror i [B]. Klagerens anden morbror, der er bosiddende i Kismayo, var herefter på besøg hos klagerens familie, i hvilken forbindelse al-Shabaab tilbageholdt morbroren. Klageren udrejste af Somalia i [vinteren] 2013. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen afgørelse [fra vinteren] 2013 er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af tilladelsesresolution [fra vinteren] 2013, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”Udlændingestyrelsen finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den på flere afgørende punkter fremstår utroværdig og usandsynlig. Det er særligt herved tillagt vægt, at ansøgeren ikke på nogen vis har kunnet redegøre for, hvorfor hun blev udvalgt til indgåelse af ægteskab med et højstående medlem af al-Shabaab, som var ud af en anden klan end ansøgeren, ligesom det er tillagt vægt, at forklaringen om, at hun i det følgende blev bosiddende i [B] hos sin morbror, hvor al-Shabaab udøvede kontrol, ikke fremstår overbevisende.” [I vinteren] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. [I foråret] 2019 oplyste klagerens advokat, at klageren ønskede at søge asyl på vegne af sine børn. [I sommeren] 2019 traf Flygtningenævnet afgørelse om at hjemvise klagerens sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til den nære sammenhæng mellem klagerens sag om nægtelse af forlængelse og børnenes selvstændige asylsager. [I vinteren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke kan forlænges i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1 (lovbekendtgørelse 1117 af 2. oktober 2017), idet grundlaget for opholdstilladelsen har ændret sig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig oplyst, at hun frygter at blive udsat for repressalier af datteren, [C]’s, fars familie, idet de beskylder klageren for [C]’s farmors død. Klageren har endelig oplyst, at hun frygter, at datteren vil blive omskåret og udsat for tvangsægteskab, og at hendes søn vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Til støtte for asylmotivet vedrørende konflikten med datterens fars familie har klageren oplyst, at hendes mor hentede datteren fra farmoren i forbindelse med, at datteren skulle familiesammenføres til Danmark. Datteren var alene hjemme i huset, da klagerens mor hentede hende. To dage herefter rejste klagerens mor med datteren og sønnen til Etiopien, hvorfra børnene rejste videre mod Danmark. Klagerens datters familie indvilgede ikke i, at datteren skulle familiesammenføres til Danmark. Kort herefter døde datterens farmor af sukkersyge og forhøjet blodtryk. Familien mener, at farmoren døde af chok over at miste klagerens datter, hvilket de mener, at klageren er skyld i. Efter dødsfaldet sendte familien nogle personer til klagerens mors bopæl, der sagde, at klageren skulle betale prisen for dette, hvis hun vendte tilbage. Til støtte for asylmotivet vedrørende omskæring har klageren oplyst, at det er tradition i Somalia at omskære piger. Datteren blev udsat for en mindre omskæring i hjemlandet, der blev arrangeret af datterens farmor, der nu er afgået ved døden. Klageren vil ved en tilbagevenden til hjemlandet forsøge at modsætte sig en mere yderliggående omskæring af datteren, men familien vil ikke vil acceptere dette, fordi klageren ikke har den magt, der skal til. Klagerens mor og datterens fars familie tror på, at det eneste rigtige er den mest indgribende form for omskæring. Klageren har endelig oplyst, at hun selv har gennemgået den mest indgribende form for omskæring, hvilket klagerens mor i sin tid besluttede. Til støtte for asylmotivet vedrørende tvangsrekrutteringen til al-Shabaab har klageren oplyst, at hendes søn er [ældre end] 12 år, hvilket almindeligvis er den alder drenge har, når al-Shabaab begynder at tvangsrekruttere dem. Herudover har klageren oplyst, at de stammer fra et område, der er kontrolleret af al-Shabaab, og at hendes stedfar er medlem af grupperingen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med sin stedfar eller al-Shabaab til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringen fremstår udetaljeret og utroværdig med divergenser. Flygtningenævnet lægger vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, og nævnet kan henvise til begrundelsen i styrelsens afgørelse [fra vinteren] 2019. Nævnet lægger således vægt på, at klageren ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for, hvorfor hun blev udvalgt til at skulle giftes med et højtstående al-Shabaab-medlem, at klageren har forklaret forskelligt om, hvornår hun angiveligt mødte al-Shabaab-medlemmet, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt al-Shabaab sagde, hvornår de ville komme og hente hende, efter de havde opsøgt hende anden gang, og at klageren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid hun opholdt sig i [B], efter al-Shabaab havde opsøgt klageren anden gang. Nævnet lægger videre lagt vægt på, at klageren ikke har givet en overbevisende forklaring på, hvorfor hun valgte at blive i [B] og skjule sig der, indtil udrejsen, når byen var under al-Shabaabs kontrol, henset til at klagerens morbror boede i Kismayo. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hendes anden ægtefælle, [D], er i familie med klagerens stedfar. For så vidt angår klagerens frygt for klagerens første ægtefælle, [E]’s, familie, finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at familien bebrejder hende for [E]’ mors ([C]’s farmor) død, fremstår utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at det ikke forekommer overbevisende, at familien bebrejder hende dødsfaldet henset til, at klageren har oplyst, at farmoren led af sukkersyge og havde for højt blodtryk. Nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Selv hvis nævnet havde kunnet lægge forklaringen til grund, finder nævnet, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at medlemmer af farmorens familie kun en gang i 2015 har opsøgt klagerens mor, hvor de sagde, at klageren skulle betale prisen for, at klagerens mor havde taget [C], og at der ikke skete yderligere. Det forhold, at klageren frygter, at klagerens datter, [C], der nu er [teenager], ved en tilbagevenden til Somalia på klagerens stedfars og [C] øvrige families foranledning vil blive yderligere omskåret kan heller ikke begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at [C] ifølge klagerens forklaring i samtalen [i efteråret] 2019 med Udlændingestyrelsen allerede, mens [C] opholdt sig i Somalia, på farmorens foranledning blev omskåret efter en mindre indgribende metode. Klagerens forklaring ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 om sin frygt for, at klagerens mor ønsker, at [C] bliver omskåret i videre omfang, og at ønsket vil blive støttet af nogle af [C]’s onkler, som hun har hørt, er blevet medlemmer af al-Shabaab, fremstår udbyggende og konstrueret ud fra et ønske om at sikre klageren og hendes børn opholdstilladelse, og nævnet tillægger ikke forklaringen vægt. Vurderingen støttes af, at klageren for nævnet har forklaret, at klagerens mor nu er død, og klageren frygter, at stedfaren vil kræve, at [C] bliver yderligere omskåret. Ved vurderingen af klagerens forklaring er Flygtningenævnet opmærksom på, at klageren ved udrejsen af Somalia ikke kunne læse og skrive. Det forhold, at klageren frygter, at klagerens søn, [F], der er [mere end] 12 år, vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, kan heller ikke begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren, der er uprofileret over for al-Shabaab, ikke har sandsynliggjort, at [F] ved en tilbagevenden til Somalia, vil være i nogen særlig risiko for at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Nævnet bemærker herved, at nævnet ikke har kunnet lægge klagerens forklaring om, at nogle af [C]’s onkler er blevet medlemmer af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i [vinteren] 2013, således at betingelserne for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at [B], i Lower Shabelle-regionen gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis, ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen har nævnet også lagt vægt på, at klageren har boet i [B] i en periode, efter at al-Shabaab kom til magten. På denne baggrund finder Flygtningenævnet under hensyn til de seneste baggrundsoplysninger om situationen i Somalia, at de generelle forhold i [B], Lower Shabelle, ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor isoleret set opfyldt. Ved vurderingen af, om der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, skal Flygtningenævnet vurdere, om en nægtelse må antages at virke særligt belastende, jf. den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren indrejste i Danmark [da hun var i slutningen af 20’erne], og hun har opholdt sig i Danmark siden 2013. Klageren har siden [sommeren] 2017 haft arbejde ca. 35 timer om ugen som rengøringsassistent, og [dansk kommune] har som klagerens arbejdsgiver udtalt sig meget positivt om klageren. Klageren har bestået prøve i dansk 2. Klageren er frivillig i Dansk Flygtningehjælp og i genbrugsforretninger. Klageren blev ved afgørelse [fra sommeren] 2015 meddelt familiesammenføring med sine børn, [C], født i […], og [F], født i […], og børnene har siden [efteråret] 2015 opholdt sig i Danmark, hvor de har gået i skole. [C], der har afgivet forklaring for nævnet, har forklaret, at hun taler med klageren på en blanding af dansk og somali, og at hun taler dansk med [F], som har svært ved at tale somali. Klageren, der er enlig mor, har familie i Somalia, men uagtet, at Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, er det usikkert, hvilket familienetværk hun vil kunne opnå støtte fra i Somalia. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at det må antages at være særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, er således ikke op-fyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2021/27/LINB
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte:"Ansøgeren er etnisk perser fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren er født muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har siden 2019 været medlem af den iranske menneskerettighedsorganisation, [x]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og sin fars ven, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2015 blev introduceret til kristendommen af sin ven. Ansøgeren fik udleveret noget materiale om kristendommen af sin ven og efterfølgende blev ansøgeren inviteret i hjemmekirke hos sin ven. Ansøgeren fars ven og ansøgerens forældre opdagede, et par dage inden ansøgeren udrejse fra Iran, en bibel på køkkenbordet. Ansøgeren havde efterladt biblen på køkkenbordet, fordi han faldt i søvn efter, at han kom fra hjemmekirke. Ansøgerens fars ven arbejdede for efterretningstjenesten og truede ansøgeren med at melde ham til myndighederne. Ansøgeren flygtede herefter fra sin bopæl og tog hjem til sin brors ven, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark praktiseret kristendommen, idet han er blevet døbt, har været på kristen sommerlejr, deltaget i gudtjenester og menneskerettighedsaktiviteter, der bl.a. relaterer sig til religion. Ansøgeren har endvidere oprettet en Facebookside vedrørende kristendommen. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han under sit ophold i Danmark har ytret sig kritisk om politik og menneskerettigheder i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han under sit ophold i Danmark har været aktiv for menneskerettighedsorganisationen, [x], der er hjemmehørende i [c]. Ansøgeren blev medlem af organisationen i 2019, og blev ansvarlig for organisationen i Danmark. Ansøgeren har også oplyst, at han på sociale medier ytrer sig kritisk om miljø og menneskerettigheder i Iran, at han flere gange om ugen deltager i et radioprogram, der har fokus på miljø og menneskerettigheder i Iran, og er administrator for hjemmesiden [y] og [z]. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en konflikt i form af en flugtudløsende begivenhed i hjemlandet. Der henvises til de grunde, der er anført i nævnets beslutning af [vinteren] 2019, hvorefter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgerens asylansøgning blev stadfæstet. Efter at Flygtningenævnet [i vinteren] 2020 har besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde, skal nævnet vurdere, om ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen og på grund af sine religiøse aktiviteter i Danmark og endvidere på grund af sine politiske aktiviteter her i landet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er blevet døbt i 2016, og nu er registret medlem af den danske folkekirke, i flere år regelmæssigt har deltaget i gudstjenester i [v] Kirken i [by] sammen med sin ægtefælle, der har opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle og deres to børn er også blevet døbt. Ansøgeren og hans ægtefælle har endvidere deltaget i kirkelige aktiviteter i tilknytning til gudstjenesterne. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren på sin åbne Facebook-profil, der er oprettet i eget navn, praktiserer sin kristne tro og gennem opslag refererer til sine kristne aktiviteter. Under nævnsmødet har ansøgeren nærmere redegjort for baggrunden for sin konvertering og for kristendommens betydning for ham og hans familie samt redegjort for et detaljeret kendskab til kristendommen. Ansøgeren har hertil forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran fortsat vil leve et åbent kristent liv og fortsætte med at udbrede sin tro. Flygtningenævnet kan øvrigt lægge til grund, at ansøgeren er leder af en komite under organisationen [x]. Komiteen arbejder for beskyttelse af religiøse minoriteter i Iran, og ansøgerens aktiviteter fremgår af hans Facebook-profil og er lagt på Youtube. Aktiviteterne fremgår i øvrigt af organisationens hjemmeside. Ansøgerens aktiviteter har siden februar 2019 været omfattende, og han har i forbindelse med sit arbejde i komiteen adskillige gange oplæst nyheder i radioudsendelser og endvidere deltaget i flere demonstrationer i Danmark. Fotos og videooptagelser fra demonstrationerne er blandt andet lagt op på Youtube og på organisationens hjemmeside. Under demonstrationerne har ansøgeren holdt taler, og han figurerer tydeligt på flere fotos. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren nu må anses for reelt at være konverteret til kristendommen, og at han vil leve åbent som kristen ved en tilbagevenden til Iran. Flertallet finder herefter, at det må antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” [Iran/2021/36/SELS]
Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren og hendes medfølgende barn er etniske tyrkere og iranske statsborgere. Ansøgeren har oplyst, at hun født muslim og er konverteret til kristendommen i Danmark med opholdstilladelse [på andet grundlag]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun frygter at blive slået ihjel og at miste sin datter, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun konverterede til kristendommen, efter hun kom til Danmark. Hun har gået til gudstjenester i [A Kirke] siden [måned i foråret] 2019. Hun har siden hun ankom til Danmark været tilbage i Iran tre gange. Den sidste gang ansøgeren rejste til Iran, fandt hendes svigermor en bibel tilhørende ansøgeren, hvilket resulterede i et skænderi mellem ansøgeren og hendes svigermor. Ansøgeren udrejste af Iran en uge efter episoden. Ansøgeren så senest sin ægtefælle omkring to måneder efter parrets seneste indrejse i Danmark den [dato i efteråret] 2019. Hun er i Danmark blevet telefonisk truet af sin svigermor, som ønsker at ansøgeren bliver skilt fra sin ægtefælle. Ansøgerens svigermor ville også have, at ansøgeren skulle aflevere sin datter, fordi hun var konverteret. Ansøgerens svigermor har fortalt sine brødre, som arbejder for Sepah, om ansøgerens konversion. Den [dato i foråret] 2020 blev ansøgerens forældres hus ransaget af civilklædte personer, som ansøgeren formoder var fra Sepah eller politiet. Ansøgeren blev døbt i [B Kirke] den [dato i efteråret] 2020. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun begyndte at gå i kirke i [måned i foråret] 2019 støttes af en udtalelse af [dato i foråret] 2020 fra [C Kirke] i [by], hvoraf det fremgår, at ansøgeren er kommet til gudstjenester gennem et års tid, og af en udtalelse af [dato i foråret] 2020 fra [kirkelig forening], hvoraf det fremgår, at ansøgeren gennem ca. et halvt år har deltaget i bibelstudie. Flertallet bemærker at ansøgerens interesse for kristendommen således er opstået i den periode, hvor hun havde opholdstilladelse [på andet grundlag]. Ansøgeren er fortsat med sine kristne aktiviteter efter, at hendes opholdstilladelse blev inddraget den [dato i begyndelsen af] 2020. Hun blev døbt den [dato i efteråret] 2020. Det fremgår senest af en udtalelse af [dato i foråret] 2021 fra [A Kirke], at ansøgeren deltager i gudstjenester, kvindeklub, sprogcafé og undervisning. Ansøgeren har under sin forklaring i Flygtningenævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen og har forklaret at hun ved tilbagevende til Iran vil leve åbent som kristen. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren, selvom hendes forklaring om sin konflikt med svigerfamilien i Iran på nogle punkter forekommer påfaldende, har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/35/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsbyen], Irak. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1999 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren indrejste efterfølgende til Danmark [i slutningen af] 1999. [I slutningen af 2012] vendte klageren tilbage til Danmark, hvilket han fortrød [i efteråret] 2013. [I efteråret] 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, idet han inden for 12 på hinanden følgende måneder havde gjort brug af fortrydelsesretten, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1. Ifølge klagerens egne oplysninger udrejste han til Irak [i foråret] 2014 og genindrejste til Danmark [i slutningen af] 2017. [I slutningen af] 2017 indgav klageren ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. [I sommeren] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 6. [I begyndelsen af] 2020 meddelte klageren på ny, at han ønskede at vende tilbage til Irak, og han oplyste, at han ønskede at frafalde sin ansøgning om asyl. Klageren udrejste [i foråret] 2020 og opholder sig nu i Irak. Klageren har blandt andet oplyst, at han har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark, men det har ikke været muligt, fordi hans svigerfar tog hans papirer, og han ikke ønskede at modsættes sig sin svigerfar. Klageren var magtesløs, idet hans svigerfamilie havde stor magt og klagerens ægtefælles farbror havde politisk indflydelse i området. Klageren blev endvidere truet af sin svigerfar. Klageren har også oplyst, at det ikke var muligt for ham at henvende sig til den danske ambassade i Irak eller i Iran, idet der har været mange uroligheder og kamphandlinger i området. Klageren har oplyst, at han rejste tilbage til Irak i 2020, idet han var nødt til at tage sig af sin hustru og sine børn. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse [fra sommeren] 2019 udtalt blandt andet: "Vi har truffet afgørelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 2…(…)… Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du har opholdt dig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Ved vurderingen af, at du har opholdt dig mere end 12 måneder på hinanden følgende måneder uden for Danmark, har vi lagt vægt på dine egne oplysninger om, at du udrejste til Irak [i foråret] 2014 og genindrejste i Danmark [i slutningen af] 2017. Vi har desuden lagt vægt på, at det fremgår af dit konventionspas, at du udrejste af Danmark [i foråret] 2014, samt at du udrejste af Irak [i slutningen af] 2017. Vi har desuden lagt til grund, at du frivilligt har taget bopæl i dit hjemland, Irak. Vi har herved lagt vægt på dine egne oplysninger om, at du udrejste til dit hjemland og blev der i 3 år og 10 måneder samt, at du fik endnu et barn i dit hjemland og arbejdede som dagslejer. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du har oplyst, at din svigerfar ikke ville udlevere dine rejsedokumenter, idet du frivilligt udleverede dine rejsedokumenter og ikke ønskede at modsætte dig din svigerfar ud af respekt. Vi vurderer, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at din opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1 ikke kan anses for bortfaldet. Det er indgået i vores vurdering, at vi ikke har oplysninger om, at du har været afskåret fra eller forhindret i at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til samtalen [i sommeren] 2018 forklarede, at du ikke havde mulighed for at kontakte de danske myndigheder, samt at du ikke turde kontakte de danske myndigheder af frygt for, at de ville kontakte din svigerfar. Vi har herved lagt vægt på, at du har haft beskæftigelsesfrihed til både at arbejde og flytte i Irak. Vi vurderer således, at du må have haft mulighed for at kontakte de danske myndigheder. Vi har ligeledes lagt vægt på at din forklaring om, at du frygtede, at de danske myndigheder ville kontakte din svigerfar, forekommer sammenhængende, idet det er uklart, hvorfor de danske myndigheder skulle kontakte din svigerfar, og hvordan de skulle være i besiddelse af kontaktoplysninger til sin svigerfar. Vi har derudover vurderet, at du ikke kan siges at have så væsentligt tilknytning til Danmark, at bortfald af din opholdstilladelse er et uforholdsmæssigt indgreb i din ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Vi vurderer, at bortfaldet af din opholdstilladelse ikke udgør en krænkelse af din ret til privatliv. Det er indgået i vores vurdering, at du har haft opholdstilladelse i cirka 13 ½ år inden din udrejse [i foråret] 2014, ligesom du har bestået prøve i Dansk som andetsprog basis og Dansk 3, samt taget uddannelsesforløb i ejendomsservice og almen fødevarehygiejne ved [uddannelsescenter A]. Det er ligeledes indgået i vores vurdering, at du i perioden fra 2001 til 2009 har arbejdet på [et lager], samt at du har arbejdet som vicevært på en skole i 1 år. Vi har herved lagt vægt på, at du har haft lovligt ophold i Danmark siden [slutningen af] 1999 indtil [slutningen af 2012] og igen fra [efteråret] 2013 til [foråret] 2014. Vi har ligeledes lagt vægt på, at du i cirka ni år har haft arbejde, ligesom du har taget to uddannelsesforløb [ved uddannelsescenter A] samt to sprogforløb, og at du dermed behersker det danske sprog i både tale og skrift. Vi har i denne vurdering lagt afgørende vægt på, at du i 2014 selv valgte at udrejse til dit hjemland, hvor du fik endnu et barn og arbejdede sporadisk, og at du først rettede henvendelse til de danske myndigheder cirka 3 år og 10 måneder efter din udrejse af Danmark. Det er således vores vurdering, at dit 13 ½ årige ophold i Danmark, som har inkluderet en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet du selv valgte at tage ophold i dit hjemland, hvor du har opholdt dig siden 2014. På den baggrund vurderer vi, at du selv valgte at ophæve dine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark i 2014, hvorfor bortfald af din opholdstilladelse ikke kan betragtes som en krænkelse af din ret til privatliv. Vi vurderer tillige, at bortfaldet af din opholdstilladelse ikke er en krænkelse af din ret til familieliv. Vi har herved lagt vægt på, at du har fået endnu et barn under dit ophold i hjemlandet, og at din ægtefælle og to børn fortsat opholder sig i Irak, samt at du ikke har familie i Danmark. Idet du har taget ophold i dit hjemland, Irak, har vi tillige vurderet, hvorvidt der kan dispenseres fra bortfald af din opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17 a. Det følger af udlændingelovens § 17 a, stk. 6, at en udlænding kun én gang kan bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1-5. Idet du [i slutningen af] 2012 repatrierede til dit hjemland, Irak, og [i sommeren] 2013 fortrød din repatriering og genindrejse i Danmark, har du således benyttet dig af denne ene mulighed. Din opholdstilladelse i Danmark er således bortfaldet efter bestemmelserne i udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4 og § 17 a, stk. 6." Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2019, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2021/17/smla
Nævnet stadfæstede i maj og 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en unavngiven mafia. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i [sommeren] 2019 blev kidnappet af en ukendt mafia-gruppe, da han var på vej på arbejde. Ansøgeren blev injiceret med et middel, der gjorde ansøgeren bevidstløs. Herefter blev han ført til et rum, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring en uge, hvorefter hans manager betalte en løsesum. Han stak herefter af. Efterfølgende anmeldte ansøgeren hændelsen til myndighederne, hvor han gav et signalement af gerningspersonerne. Herefter modtog ansøgeren nye trusler. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af brødrene til en pige, som ansøgeren har haft et forhold til. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har haft en æresrelateret konflikt med sine naboer i tre år, idet han har haft et forhold med naboens datter. Pigens brødre kunne ikke acceptere deres forhold, hvorfor de ved flere lejligheder har udsat ansøgeren for fysiske overgreb. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan, herunder de hyppige tilfælde af terror og bilbomber. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet kidnappet og tilbageholdt i flere dage af nogle bortførere til grund, idet forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og derfor forkastes som utroværdig. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren efterfølgende er blevet truet af sine bortførere. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra bortførerne forekommer usandsynlig, og der henvises til, at forklaringen herom på centrale punkter fremstår usammenhængende og divergerende. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2020 har ansøgeren forklaret, at det lykkedes ham at flygte fra et lokale, der var bevogtet af to mænd. Han løb fra stedet, og han ved ikke, om han blev forfulgt. Ansøgeren fandt en taxa og bad chaufføren køre. Under asylsamtalen [i vinteren] 2020 har ansøgeren forklaret, at han flygtede ved at klatre på en mur, som han kastede sig over, hvorefter han haltede hele vejen gennem nogle ruiner. Døren til det rum, hvor han var indespærret, stod åben, og bortførerne bemærkede ikke, at han stak af. Han blev i en taxa kørt til lufthavnen og gik derfra stille og roligt hjem. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev kørt hjem i taxaen. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorledes der blev forhandlet om en løsesum under tilbageholdelsen. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han ringede til manageren for det firma, hvor ansøgeren var ansat, og bad manageren betale løsesummen. Ansøgeren talte med manageren om en løsesum på 100.000 dollars og på 50.000 dollars. Over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at det var manageren og bortførerne, der diskuterede løsesummen, herunder om beløbets størrelse, blandt andet beløb på 80.000 og 70.000 dollars. Fremlæggelsen af en politianmeldelse fra ansøgerens firma om forsøg på at kidnappe ansøgeren og slå ham ihjel, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sin frygt for brødrene til en pige, som han har haft et forhold til, ikke fremstår overbevisende. Nævnet henviser til, at forklaringen herom er uddybende, idet ansøgeren først har oplyst om forholdet under asylsamtalen, efter at han under oplysnings- og motivsamtalen havde oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke frygtede andet end den gruppe, som bortførte ham, og at han ikke havde problemer med privatpersoner, herunder naboer og venner. Ansøgeren har i øvrigt under asylsamtalen forklaret, at han ikke kan huske, hvornår han sidst mærkede noget til konflikten med pigens brødre, og at han sidst havde kontakt med pigen cirka et år tidligere. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Afghanistan ikke kan udgøre et asylgrundlag for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [afgh/2021/18/SELS]
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, der var meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke har opnået tilstrækkelig beskyttelse i Italien, og at baggrundsoplysningerne generelt dokumenterer, at flygtninges personlige sikkerhed og integritet er truet i Italien, idet de er i stor risiko for at blive hjemløse uden adgang til bolig, arbejdsmarked, skolegang og sundhedsydelser. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra klageren ikke risikerede refoulement, og efter en henvisning til Italien internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren i Italien er meddelt opholdstilladelse på baggrund af flygtningestatus, og at opholdstilladelsen var gyldig til [efteråret] 2019. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har forsøgt at få forlænget sin opholdstilladelse i Italien, og at hun frygter, at dette ikke er muligt, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren i Italien er anerkendt som flygtning og derfor må antages fortsat at kunne indrejse og opholde sig i Italien. Det kan hertil bemærkes, at det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at "anvendelsen af bestemmelsen ikke forudsætter, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Der foreligger ikke oplysninger, der taler for, at klageren vil blive nægtet indrejse i Italien, ligesom Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at klageren har fået nægtet forlænget sin italienske opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at såfremt de italienske myndigheder ikke vil lade klageren indrejse og tage ophold i Italien, kan hun anmode Flygtningenævnet om genoptagelse af sin sag. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: “Country Report: Italy - 2019 Update” fra juni 2020 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har oplyst om oplevelser under sit flerårige ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som hendes første asylland. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [sommeren] 2020 har oplyst, at hun ikke har oplevet konflikter i Italien. Det forhold, at klagerens to børn er født og har opholdstilladelse i Danmark, og at DRC Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention, Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed skal komme i første række, kan ej heller føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker herved, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, herunder reglerne om familiesammenføring, henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2021/3/MIMA
Nævnet hjemviste i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en mandlig statsløs kurder fra Syriens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra [landsbyen], Al Malakiya, Al Hasakhak, Syrien. Klageren flyttede til Rukn-al-Din Damaskus i 2007 for at arbejde og udrejste af Syrien i 2010. Klageren har oplyst under den oprindelige sag, at han har deltaget i i hvert fald ni demonstrationer mod det syriske regime i Danmark. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2012 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under sagen henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han havde været tilbageholdt i 17 dage som anklaget for halmtyveri, og idet han var udrejst illegalt af Syrien. Klageren havde videre henvist til, at han frygtede de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark, som blandt andet omfattede ni demonstrationer, hvoraf to blev vist på Tv-kanaler i Syrien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren var i den syriske efterretningstjenestes søgelys i forbindelse med tilbageholdelsen og anklagen for halmtyveri. Flygtningenævnet lagde videre i afgørelsen vægt på, at de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien ikke var så diskriminerende, at der alene på det grundlag kunne meddeles asyl. Nævnet lagde videre vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han gennem offentligt tilgængelige billeder eller offentligt fremviste optagelser, var kommet i de syriske myndigheders søgelys. [I sommeren] 2013 anmodede klageren om at få sin sag genoptaget blandt andet med henvisning til sit oprindelige asylmotiv, og at han havde deltaget i flere demonstrationer rettet mod det syriske styre i Danmark, samt til de generelle forhold i Syrien. [I slutningen af] 2013 meddelte Flygtningenævnet, at forholdene i Rukn-al-Din Damaskus var af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse i området ville udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddelte herefter klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv og i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hans bopæl blev opsøgt to til tre gange af de syriske myndigheder som følge af, at han er udrejst illegalt. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse af [efteråret] 2020 registreret klagerens datter som statsløs. Klagerens advokat har for nævnet erklæret, at der snarest vil blive indgivet en ansøgning om dansk statsborgerskab. Under henvisning til, at denne afgørelse vurderes at være væsentlig særlig for vurderingen af EMRK artikel 8, finder Flygtningenævnet, at denne vurdering bør behandles i to instanser, hvorfor sagen hjemvises.” syri/2021/92/smla
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har boet i Yarmouk-lejren frem til 2013, og flyttede herefter til Saboura i Rif Damaskus i et til to år, hvorefter ansøgeren flyttede til Daf Alshouk, Rif Damaskus, Syrien. Ansøgerens familie udrejste af Syrien i 2017, hvorefter ansøgeren tog ophold hos sin moster i Dumar Al Balad. Ansøgeren boede i Dumar Al Balad frem til sin udrejse af Syrien i 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Damaskus. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der ikke er sikkert i Damaskus. Ansøgeren har ikke længere tætte familiemedlemmer i Syrien, og hun har ikke nogen fremtid i Syrien, hvad angår uddannelse, job og bolig. Ansøgeren har ydermere oplyst, at hun i 2017 blev stoppet tre gange af myndighederne ved Nisrin-kontrolposterene i Damaskus. De syriske myndigheder tjekkede ansøgerens ID-kort og stillede hende spørgsmål vedrørende hendes brødre og deres opholdssted. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun i forbindelse med udrejsen af Syrien blev tilbageholdt i Raqqa i syv dage, idet myndighederne ville sikre sig at ansøgeren ikke skulle til Idlib. Ansøgeren fik lov at gå, da hun oplyste, at hun ikke skulle til Idlib, men igennem Tyrkiet for at blive genforenet med sin familie. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter en syrisk officer. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun ved Nisrin-kontrolposten blev tilbageholdt af en syrisk officer. Officeren tilbageholdte ansøgeren inde på sit kontor, hvor han spurgte, om ansøgeren var jomfru, og han forulempede hende seksuelt ved at kysse og befamle hende. Ansøgeren sagde, at hun havde menstruation, men lovede at vende tilbage til officeren, når hun ikke havde menstruation. Officeren advarede ansøgeren og sagde til hende, at han havde alle hende ID-oplysninger, og at hvis hun ikke holdte, hvad hun lovede, så ville han selv finde hende. Ansøgeren er opvokset i Damaskusområdet først i Yarmouk-lejren, og siden 2013 i Daf Alsouk og har boet hos sin moster og hendes familie i Dumar Al Balad, Damaskus, fra 2017 og frem til sin udrejse. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren asylretligt er vurderet i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de syriske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har tidligere forklaret, at hun ikke har oplevet personlige konflikter med de syriske myndigheder siden 2017. Ansøgeren har endvidere tidligere forklaret, at hun på intet tidspunkt er blevet holdt tilbage eller truet med noget, og at hun på intet tidspunkt blev opsøgt på sin bopæl, men at hun i 2017 blev stoppet ved kontrolposter tre gange. Ansøgeren har under mødet i nævnet derimod forklaret, at familiens bopæl blev ransaget af myndighederne, mens de boede i Daf Alshouk, hvor myndighederne ledte efter våben, spurgte efter hendes brødre, som havde unddraget sig militærtjeneste, og at soldaterne truede hendes far med, at de ville voldtage ansøgeren for øjnene af ham. Hun har endvidere under mødet i nævnet udbyggende forklaret, at en officer ved den tredje kontrolpost i 2017, befamlede hende og ville have sex med hende, men at hun undskyldte sig med, at hun havde menstruation. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret i forhold til de syriske myndigheder som følge af, at to af ansøgerens brødre har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er særligt profileret, fordi hun frem til 2013 boede i Yarmouk-lejren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at hun kun oplevede problemer ved kontrolposter tre gange i 2017, hvor kontrollen var kortvarig, og at hun inden sin udrejse i 2019 frivilligt besøgte Yarmouk-lejren, hvor hun viste sit ID-kort ved en kontrolpost, og at hun komme ind og ud af lejren uden problemer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at der er særlig risiko for personer, der er udrejst illegalt, hvis de ikke i øvrigt har problemer eller er profilerede i forhold til myndighederne. Nævnet henviser blandt andet til Migrationsvärkets rapport RS/022/2020: Prövning af skyddsbehov för personer från Syrien, side 14. Ansøgeren har tidligere forklaret, at hun ikke har oplevet problemer med sin moster, som hun forud for sin udrejse boede hos i ca. 1½ år, men at hun bebrejder mosteren, at flugten var hård. Hun har efterfølgende forklaret, at hendes forhold til sin moster ikke er godt. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren kan anses som enlig kvinde, selv om hendes øvrige nære familie opholder sig i udlandet. Herefter og da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af de nævnte forhold – hverken enkeltvis eller efter en samlet vurdering - er særligt profileret og dermed i risiko for forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter disse bestemmelser. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det følger af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, udgivet oktober 2020, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over stort set hele Damaskus by og Rif Damaskus, samt at der ikke har været større sikkerhedshændelser i området siden maj 2018. Der er fri bevægelighed mellem Damaskus by og Rif Damaskus og medmindre man er eftersøgt, er der ingen problemer med at rejse mellem Damaskus by og Rif Damaskus. Der er en begyndende genopbygning af infrastruktur, såsom veje, el- og vandforsyning i beboede områder i Damaskus by og Rif Damaskus, og der er adgang til vand, el og sanitære faciliteter i alle beboede områder. Sundhedstjenester og hospitaler er genopbygget i de fleste områder af Damaskus by og Rif Damaskus og leverer basale helbredsydelser. Det fremgår af bl.a. EASO, Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note fra september 2020 om de generelle forhold i Damaskus: “Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD. However, individual elements always need to be taken into account as they could put the applicant in risk-enhancing situations.” Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2021/79/SELS]
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Amuda, Al-Hasaka provinsen, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske parti Yekiti siden maj 2007. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2010, og at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2011 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. [I vinteren] 2012 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse af Flygtningenævnet i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har [i foråret] 2020 anmodet om, at sagen genoptages med henblik på, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, han er i et modsætningsforhold til den syriske sikkerhedstjeneste, idet han afviste at samarbejde med de syriske myndigheder, der ønskede at han skulle spionere for regimet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har deltaget i en protestaktion mod det syriske regime i 10-15 minutter. Ansøgeren har herom oplyst, at han var på arbejde som teknikker i et statsligt teleselskab i Amuda [i efteråret] 2010, hvor en vagt fra den syriske sikkerhedstjeneste rettede henvendelse til ham og insisterede på, at han skulle aflytte bestemte telefonnumre. Ansøgeren afviste dette og blev efterfølgende ved flere lejligheder udsat for fysiske overgreb af sikkerhedstjenesten. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2010 deltog ansøgeren i en protest mod det syriske regime arrangeret af flere kurdiske partier. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i perioden fra [en nærmere angiven dato i efteråret] 2010 til [en nærmere angiven dato i efteråret] 2010, og blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at samarbejde med myndighederne om indsamling af oplysninger. Ansøgeren underskrev erklæringen. Efter ansøgerens udrejse af Syrien, blev hans familie flere gange opsøgt af de syriske myndigheder, der efterspurgte ansøgeren. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2014 blev kontaktet af det danske politi, som overleverede et brev til ham fra den danske ambassade i Libanon, hvori det var oplyst, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. For omkring halvandet år siden fik ansøgeren oplyst af sin bror, der fortsat befinder sig i Syrien, at de syriske myndigheder på ny havde opsøgt familiens adresse og spurgt efter ham, og at de syriske myndigheder ønskede at få oplyst, hvor han befandt sig på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans bror er blevet meddelt asyl i Tyskland blandt andet på baggrund af ansøgerens konflikt med de syriske myndigheder. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i vinteren] 2012 er ansøgerens forklaring om at han i [efteråret] 2010 kom i konflikt med de syriske sikkerhedsmyndigheder, og at han derefter følte sig tvunget til at udrejse, lagt til grund. Ansøgeren fik ved den lejlighed opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det må lægges til grund, at ansøgeren efterfølgende har modtaget underretning dels fra danske myndigheder og dels fra familiemedlemmer om, at han er eftersøgt af de syriske sikkerhedsmyndigheder. Det må antages, at dette har baggrund i den konflikt, som oprindelig førte til ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/52/MALC
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og katolik af trosretning fra Zhytomyr, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af partiet Regionernes Parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en kriminel gruppe i Ukraine Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde et forhold til en kvinde, der var i et forhold med en mand, der var en del af den kriminelle gruppe. Efterfølgende er han blevet overfaldet af personer fra banden. Ansøgeren har videre oplyst, at der er kommet personer på ansøgerens forældres bopæl og efterspurgt ansøgeren, og at familien derfor ikke vil have kontakt med ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke kan imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen med henblik på at indhente ansøgerens sygejournal samt politirapport fra Ukraine vedrørende det angivelige overfald i 2011, da ansøgeren selv kunne have søgt at fremskaffe disse dokumenter forud for mødet i Flygtningenævnet. I tilknytning hertil bemærkes, at ansøgeren ved den afrundende samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 og ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2020/2021] af Udlændingestyrelsen blev opfordret fremskaffe politianmeldelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med en lokal bande, hvilken konflikt angiveligt opstod i 2011. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om de overfald, han blev udsat for af banden. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at han blev spærret inde i en kælder og slået af en bande. Til asylsamtalen [i vinteren 2020/2021] har ansøgeren forklaret, at han blev overfaldet på gaden af en bande, og at han efter fire uger blev kidnappet af bandemedlemmer, der slog ham og skubbede ham ind i en bil, hvor han blev hånet og truet og kørt til en garage, hvor hans hænder blev bundet, og hvor han blev sat på en stol, indtil der kom en mand og løslod ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev overfaldet på gaden af banden, og at han efter to uger blev kidnappet, hvor han blev gennet ind en bil og anbragt i en kælder i en garage, hvor han blev bundet, og hvor han blev truet med en kniv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om bandens opsøgninger af ham inden udrejsen til Danmark. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at han er blevet opsøgt både på sin bopæl og på sin arbejdsplads. Til asylsamtalen [i vinteren 2020/2021] har ansøgeren oplyst, at han kun blev opsøgt på sin bopæl, hvor han ikke var hjemme. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om bandens opsøgninger af ham ved hans besøg i Ukraine efter udrejsen til Danmark. Til asylsamtalen [i vinteren 2020/2021] har ansøgeren forklaret, at han aldrig blev kontaktet af bandemedlemmer, siden han udrejste til Danmark. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev forsøgt opsøgt af banden ved hans besøg i Ukraine efter hans udrejse til Danmark. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at ansøgeren har anmeldt overfaldet på gaden i 2011 både til den lokale politimyndighed og distriktsmyndigheden, men at ansøgeren ikke har kunnet fremvise dokumentation for anmeldelserne. Det bemærkes, at ansøgeren i asylskemaet [fra efteråret] 2019 har anført, at han kunne skaffe oplysninger om gerningsmanden til overfaldet, samt at ansøgeren ved den afrundende samtale med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2019 og ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2020/2021] af Udlændingestyrelsen blev opfordret til at kontakte politistationen i Ukraine med henblik på at få fat i politianmeldelsen, men at ansøgeren ikke har været i stand til at fremvise dokumentation for anmeldelserne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke har anmeldt bandens angivelige kidnapning af ham til politiet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har rejst til Ukraine flere gange, efter at han var udrejst til Danmark uanset hans angivelige konflikt med banden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren først søgte om asyl [i efteråret] 2019 efter at de danske myndigheder havde anholdt ham for ulovligt ophold [i efteråret] 2019, hvorefter ansøgerens advokat vejledte ham om at søge asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2021/3/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra bydelen Jobar i Damaskus, Syrien. Klageren opholdt sig i bydelen [A] i Damaskus, Syrien, fra [begyndelsen af] 2013 til [foråret] 2013, hvor hun udrejste af Syrien med sin familie. Klageren har oplyst, at hun var tvunget til at være medlem af al-Ittihad-partiet, som er en del af Baath-partiet, for at hun kunne studere på en kunstskole. Klageren har aldrig været aktivt medlem. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel af bomber som følge af krigen og blive voldtaget, da der ikke er nogen sikkerhed. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet betingelserne for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at er i klagerens hjemområde ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive voldtaget, dræbt eller anholdt af de syriske myndigheder, fordi hun er fra Jobar, og fordi hun har forladt Syrien. Klageren har til støtte herfor anført, at de syriske myndigheder ikke kan lide personer, som kommer fra Jobar. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens morbror har støttet Den Frie Syriske Hær og kæmpet mod regimet, og at morbroren på den baggrund er blevet dræbt. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 alene har forklaret, at hendes morbror blev dræbt af myndighedernes militær, og at familien flygtede fra bydelen Jobar på grund af bombningerne, og at folk blev slået ihjel. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at morbroren blev dræbt i kamphandlinger i 2012, fordi han støttede Den Frie Syriske Hær og kæmpede mod regimet. Hun har også udbyggende oplyst, at morbroren blev skudt flere gange, efter at han først havde dræbt 12 soldater fra den syriske hær. Klagerens frygt for tilbageholdelse, fordi hendes bror [B] har unddraget sig militærtjeneste, kan Flygtningenævnet ikke anse for et asylbegrundende forhold. Nævnet henviser til, at hverken klageren eller hendes familie fremstår som særligt profilerede, og at det af baggrundsoplysningerne, Udlændingestyrelsens rapport "Syria, Military Service" af juni 2020 og Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2019 "Syria-Issues Regarding Military Service" fremgår, at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig syrisk militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre de er særligt profilerede. Flygtningenævnet tilsidesætter i den forbindelse klagerens udbyggende forklaring om, at den syriske hær har opsøgt klageren og hendes familie i 2012 for at foretage ransagning efter våben og lede efter terrorister samtidig med, at de sagde, at [B] skulle følge med og samarbejde med den syriske hær. Forklaringen er først fremkommet under nævnsmødet og fremstår utroværdig. Klageren har i øvrigt forklaret under samtalen [i begyndelsen af] 2020 med Udlændingestyrelsen, at hun ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper eller familiemedlemmer eller privatpersoner. Hun har aldrig haft nogen personlige konflikter med nogen i Syrien, og hun er heller ikke blevet opsøgt eller kontaktet af nogen efter sin indrejse i Danmark. Klageren har videre forklaret, at familien forlod Syrien legalt, idet at de fremviste pas til både de syriske og libanesiske grænsevagter. Under nævnsmødet har klageren udbyggende forklaret, at grænsevagterne blev bestukket. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår Flygtningenævnets vurdering i relation til udlændingelovens § 7, stk. 3, bemærker nævnet, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2020 "Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus", kan lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet siden juni 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der foreligger ikke oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, og der er herefter ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren er udrejst fra bydelen, Jobar, i Damaskus, der på tidspunktet for udrejsen i 2013 var oprørskontrolleret, ikke kan føre til et andet resultat, idet området i længere tid har været kontrolleret af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus er en enlig kvinde, ikke i sig selv kan anses for et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og artikel 3. Klageren er indrejst i Danmark, da hun var 25 år gammel, og hun har nu haft lovligt ophold i omkring fem et halvt år. Hun har afsluttet danskuddannelse 2, modul 3 og er i et IGU-forløb, hvor hun arbejder som gartner. Klagerens mor, søster og bror bor i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med EMRK artikel 8. Klageren har oplyst, at hun lider af psykiske problemer, idet hun har angst. Hun er i behandling med medicin. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klageren for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved bl.a. lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ovennævnte rapport om at, syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. De socio-økonomiske forhold i Syrien kan i øvrigt ikke medføre, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/50/EDO
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra bydelen Jobar i Damaskus, Syrien. Klageren opholdt sig i bydelen [A] i Damaskus, Syrien, i et par måneder forud for udrejsen af Syrien i 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren anførte til støtte herfor, at hun stammer fra Jobar, som er blevet bombarderet og ødelagt. Klageren vil ikke have noget at vende tilbage til. Klageren anførte endvidere som asylmotiv, at hun frygtede at blive anholdt ved kontrolposter, fordi myndighederne er imod borgere fra Jobar, da Den Frie Syriske Hær og al-Nusra-fronten opholdt sig i Jobar på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet betingelserne for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at der i klagerens hjemområde ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive vilkårligt anholdt af regimet, og at hun vil blive betragtet som modstander af regimet, fordi hun flygtede til Europa og i øvrigt kommer fra et oprørskontrolleret område. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt, fordi hendes søn har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de syriske myndigheder vil finde ud af, at hendes bror, som afgik ved døden i 2012, støttede Den Frie Syriske Hær og kæmpede imod regimet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens bror og to af hendes fætre har støttet Den Frie Syriske Hær og kæmpet mod regimet, og at broren på den baggrund er blevet dræbt. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har forklaret, at hendes bror og to af hendes fætre døde som følge af de generelle uroligheder. Den ene af fætrene og hendes bror blev ramt af en snigskytte, og den anden fætter af en bombe, og klageren har ikke oplevet nogen form for konflikter som følge af hendes brors og fætres død. Først under samtalen [i begyndelsen af] 2020 med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har klageren forklaret, at broren blev dræbt i kamphandlinger i 2012, fordi han støttede Den Frie Syriske Hær og kæmpede mod regimet. Hun har også udbyggende oplyst, at broren blev skudt flere gange, efter at han først havde dræbt 12 soldater fra den syriske hær. Klageren har i øvrigt først under mødet i nævnet forklaret, at en nevø og en tredje fætter har været tilknyttet Den Frie Syriske Hær. Nevøen blev tilbageholdt af regimet efter klagerens udrejse, og fætteren blev tilbageholdt i 2012 før klagerens udrejse. Forklaringen om tilknytningen til Den Frie Syriske Hær og tilbageholdelsen af klagerens nevø og fætter fremstår ikke overbevisende. Klagerens frygt for tilbageholdelse, fordi hendes søn [B] har unddraget sig militærtjeneste, kan Flygtningenævnet ikke anse for et asylbegrundende forhold. Nævnet henviser til, at hverken klageren eller hendes familie fremstår som særligt profilerede, og at det af baggrundsoplysningerne, Udlændingestyrelsens rapport "Syria, Military Service" af juni 2020 og Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2019 "Syria-Issues Regarding Military Service" fremgår, at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig syrisk militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre de er særligt profilerede. Flygtningenævnet tilsidesætter i den forbindelse klagerens udbyggende forklaring om, at den syriske hær har opsøgt klageren og hendes familie i 2012 for at foretage ransagning efter våben og lede efter terrorister samtidig med, at de sagde, at [B] skulle følge med og samarbejde med den syriske hær. Forklaringen er først fremkommet under nævnsmødet og fremstår utroværdig. Klageren har i øvrigt forklaret under oplysnings- og motivsamtalen, at hun ikke frygter andet end de generelle forhold, og at hun ikke har oplevet konflikter, hverken med privatpersoner, myndigheder eller grupperinger af nogen art, forinden sin udrejse. Hun har ikke på noget tidspunkt været tilbageholdt eller været udsat for strafforfølgning af myndighederne eller andre personer i Syrien. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at klageren er udrejst af Syrien ved forevisning af sit ID-kort ved grænsekontrollen. Under nævnsmødet har klageren udbyggende forklaret, at grænsevagterne blev bestukket. Klageren har fået udstedt et nyt syrisk nationalitetspas ved personlig henvendelse på den syriske ambassade i Cairo. Det nye pas er gyldigt fra [begyndelsen af] 2018 til [begyndelsen af] 2024. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår Flygtningenævnets vurdering i relation til udlændingelovens § 7, stk. 3, bemærker nævnet, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2020 "Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus", kan lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet siden juni 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der foreligger ikke oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, og der er herefter ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren er udrejst fra bydelen, Jobar, i Damaskus, der på tidspunktet for udrejsen i 2013 var oprørskontrolleret, ikke kan føre til et andet resultat, idet området i længere tid har været kontrolleret af myndighederne. Det bemærkes endvidere, at klagerens to søstre, [C] og [D], der også boede i bydelen Jobar, flyttede fra bydelen, da urolighederne begyndte. De vendte senere tilbage og bosatte sig i Damaskus by. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at søstrene er udrejst af Syrien for omkring et år siden. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus er en enlig kvinde, ikke i sig selv kan anses for et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og artikel 3. Klageren er indrejst i Danmark, da hun var 49 år gammel, og hun har nu haft lovligt ophold i omkring fem et halvt år. Hun har afsluttet danskuddannelse 1, modul 3. Hun har tre voksne børn i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med EMRK artikel 8. Klageren har oplyst, at hun har rygsmerter og forhøjet blodtryk, og at hun indtager smertestillende og blodfortyndende medicin. Klageren havde de samme gener forinden sin udrejse, og Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klageren for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved bl.a. lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ovennævnte rapport om at, syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. De socio-økonomiske forhold i Syrien kan i øvrigt ikke medføre, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2021/49/EDO
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko og Algeriet. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk marokkaner og algerier og muslim fra Tanger, Marroko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har noget imod at blive sendt til Algeriet, idet ingen kender ham i landet, og ingen vil grine af ham i Algeriet, Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Marokko henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af brødrene til en pige, som han havde stiftet bekendtskab med, og at blive slået ihjel af en unavngiven gruppe, som havde fået ansøgeren til at tigge for dem. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han var kærester eller gode venner med en barndomsveninde ved navn [A], som blev syg ved ansøgerens udrejse. Pigens familie formodede, at ansøgeren havde gjort hende syg. Pigens familie eftersøgte ham, og fulgte efter ham til [land]. Ansøgeren har endeligt oplyst, at han herefter flygtede til [land] for at undslippe pigens brødre. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at en gruppe opsøgte ham, da han var hjemløs i Marokko, og de bad ham om at tigge for dem i perioden 2010 til 2013. Gruppen udsatte ansøgeren for overgreb, hvis han ikke tiggede for dem. Ansøgeren og to andre drenge sloges med gruppen, og et medlem af gruppen stak ansøgeren med en kniv, hvorefter han udrejste til [land]. Gruppen fulgte dernæst efter ansøgeren til [by]. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Algeriet henvist til, at hans far blev slået ihjel af de algeriske myndigheder, som følge af at faren solgte narkotika, og tilhørte en [gruppe], hvilke var årsag til, at ansøgeren og hans familie udrejste af Algeriet. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke har konflikter i landet, og han derfor ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Algeriet. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet på baggrund af oplysningerne fra de marokkanske myndigheder lægger til grund, at ansøgerens rette navn er [ansøgerens navn]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Marokko til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale forhold, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var kæreste med nabopigen, om hvorvidt hun blev syg inden hans udrejse, og om hvorvidt han i Spanien blev opsøgt af hendes brødre. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han gemte sig under en lastbil eller svømmede ud til et skib, da han udrejste af Marokko. Yderligere har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at han og hans mor i månedsvis måtte forlade deres bopæl af frygt for dem, der havde slået hans far ihjel, og om at hans mor i Marokko har oplyst falsk navn på ansøgeren af frygt for de samme personer, da de rejste fra Algeriet til Marokko. Dertil kommer, at ansøgeren tidligere har forklaret, at ansøgerens far var blevet dræbt af politiet og ikke af en kriminel gruppering. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren udrejste af Marokko på grund af konflikter i Marokko, idet bemærkes at ansøgeren også for Flygtningenævnet har forklaret, at han har ønsket at komme til Europa, siden han var lille. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i [land], [land] og Danmark har været en del af et kriminelt netværk, til grund, og Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2018 og [i foråret] 2021 vurderet, at det ikke kan afvises, at han har været udsat for menneskehandel. Det er oplyst, at ansøgeren har to verserende straffesager i Danmark, der i det væsentlige vedrører berigelseskriminalitet, og ansøgeren har forklaret, at han har været fængslet for kriminalitet i både [land] og [land]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at de kriminelle netværk, som han har været en del af, har forbindelser til kriminelle netværk i Marokko på en sådan måde, at det er asylretligt relevant. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko eller Algeriet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens forhold i Algeriet henviser Flygtningenævnet til det, der er anført af Udlændingestyrelsen. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2021/2/juri
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en ghanesisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren var blevet udsat for chikane af en tysk familie. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har en stærk subjektiv frygt for at vende tilbage til Tyskland, idet han er blevet chikaneret af en tysk familie, og idet tysk politi ikke har gjort noget herved, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af tysk politi, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2021/137CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres børn fra Albanien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske albanere og kristne katolikker af trosretning. Den mandlige ansøger er fra [by], [område] i Albanien, mens den kvindelige ansøger er fra [by], [område] i Albanien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Albanien frygter at han og hans søn vil blive slået ihjel, fordi den mandlige ansøger er involveret i en blodhævnskonflikt med familien [A]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle og søn vil blive slået ihjel i konflikten med familien [A]. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger [i sommeren] 1989 kom i slagsmål med en person ved navn [B] fra familien [A]. Under slagsmålet stak ansøgeren [B] med en kniv, hvorefter [B] afgik ved døden. Den mandlige ansøger blev herefter varetægtsfængslet indtil 1990, hvor han blev idømt fængsel på livstid for manddrab. Den mandlige ansøger ankede dommen, som i første omgang blev ændret til fængsel i 25 år og siden hen fængsel i 18 år. Den mandlige ansøger blev i 1995 løsladt som følge af god opførsel og skulle herefter afsone resten af sin straf i husarrest. Den mandlige ansøger har oplyst, at [Bs] bror, [C], overfaldt og slog ham med et jernrør to dage efter hans løsladelse. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at [C] troede, at han havde slået ansøgeren ihjel. Efter overfaldet rejste den mandlige ansøger til Italien, hvor han opholdt sig indtil 2004, hvorefter han vendte tilbage til Albanien og blev gift med den kvindelige ansøger. Parret har herefter boet sammen. Ansøgerne har videre oplyst, at de har opholdt sig forskellige steder i Albanien og længere perioder i Frankrig og Tyskland, fordi de frygtede familien [A]. I forlængelse heraf har ansøgerne forklaret, at familien [A] har opsøgt den mandlige ansøger flere steder i Albanien, at de har forsøgt at bortføre parrets søn i Frankrig, at de har spurgt efter den mandlige ansøger hos familiemedlemmer, og at de har angrebet den mandlige ansøgers mors hus i [by] med maskingeværer, ligesom de senere har monteret sprængstof på husets sider og sprunget det i luften. Herudover har den mandlige ansøger oplyst, at han flere gange har anmeldt medlemmer af familien [A] til politiet, og at politiet har taget imod anmeldelserne. Den mandlige ansøger har også oplyst, at der har været forsøgt mægling mellem ham og familien [A], men at familien ikke har ønsket at tilgive og fortsat efterstræber ansøgeren og hans søn. Trods flere uoverensstemmelser vedrørende centrale dele af den mandlige ansøgers asylmotiv lægger Flygtningenævnet til grund, at den mandlige ansøger i en vis udstrækning har haft en blodhævnskonflikt med familien [A] i forbindelse med, at den mandlige ansøger er dømt for flere gange i et slagsmål at have stukket en mand, [B] med kniv, hvorved [B] afgik ved døden. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at konflikten har haft en sådan intensitet, at den kan danne baggrund for asyl. Der er herved lagt vægt på, at knivdrabet fandt sted [i sommeren] 1989 og at den mandlige ansøger alene afsonede 5 års fængsel frem til 1995, hvorefter han efter sin løsladelse opholdte sig i Italien frem til 2004, hvor han ikke oplevede problemer med opsøgninger fra familien [A]. Den mandlige ansøgers forklaring om, at dette skyldtes at han forsøgte at skjule sig, kan ikke føre til en anden vurdering. Efter indgåelsen af ægteskab i Albanien med den kvindelige ansøger i [vinteren] 2004 og frem til familiens udrejse i 2012, har der efter den mandlige ansøgers forklaringer alene været to hændelser, hvor han har set to maskerede mænd udenfor en café og i forbindelse med sin søns fødsel blev hospitalet omringet af 6-7 medlemmer af familien [A], hvorefter politiet blev tilkaldt og anholdt disse. Ansøgerne udrejste herefter til Frankrig, hvor de ikke oplevede problemer med opsøgninger fra familien [A] frem til [efteråret] 2015, hvor den mandlige ansøger har forklaret, at nogen forsøgte at kidnappe hans søn og ukendte personer beskød hans moders hus i [by], Albanien. Herefter rejste familien til Tyskland og opholdt sig der i 14 måneder uden problemer. Familien blev herefter udsendt til Albanien i [vinteren] 2016, hvor familien boede frem til [sommeren] 2017 hos [D], som herefter hjalp dem med at komme til Danmark. Familien oplevede ingen problemer i de 7 måneder. Den mandlige ansøger har således ikke været udsat for fysiske angreb og har opnået politiets beskyttelse og må fortsat henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Da den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det efter ovennævnte bevisvurdering ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger har et asylmotiv. Det beror således alene på den mandlige ansøgers egne formodninger, at familien [A] efterstræber ham. Det forhold, at den mandlige ansøger til sin samtale i Flygtningenævnet har forklaret dels, at hans fætter, [D], nogle dage før den mandlige ansøgers asylsamtale [i efteråret] 2017 blev opsøgt af en person i byen [bynavn], der efterspurgte den mandlige ansøger og truede fætteren, og dels, at den mandlige ansøgers moders hus [i vinteren] 2020 var udsat for et attentat, hvor der blev kastet granater mod huset, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Af baggrundsoplysningerne vedrørende Albanien, herunder rapport fra Migrationsverket i Sverige om blodfejder i Albanien af 14. juni 2013, at de albanske politi- og anklagemyndigheder har oprettet særskilte enheder, som håndterer konflikter relateret til blodfejder og blodhævn, ligesom det albanske indenrigsministerium har udarbejdet en handlingsplan til bekæmpelse af blodfejder. Det fremgår tillige af rapporten, at involverede personer kan søge hjælp hos myndighederne og frivillige, ligesom de kan tage ophold i andre dele af Albanien. Af Home Office, Country Information and Guidance, Albania: Blood feuds, 6. July 2016, fremgår blandt andet: “Whilst there are still some active blood feuds in Albania – particularly in northern areas – they are few and in sharp decline. Decision-makers should pay particular attention to distinguish blood feud conflicts from other crimes….The Albanian Government has made significant efforts in recent years to address the issue of blood feuds and has created legislative, organizational and operational processes to tackle the phenomenon. In general, it is unlikely that a person would be able to establish a need for international protection as a consequence of a blood feud as state protection is generally available and internal relocation is also generally an option, but it is important to consider the particular circumstances of each individual on a case-by-case basis. Where there is an active feud affecting a person, they are only likely to qualify for refugee status if the reach and influence of the opposing clan is so extensive that self-confinement is the only realistic option.” Dette understøttes yderligere af den opdaterede udgave heraf, UK Home Office, Country Policy an Information Note, Albania: Blood Feuds, february 2020. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Alba/2021/1/aca
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza, der var meddelt beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at klageren er psykisk sårbar, og at han frygter at komme til at leve på gaden i Sverige. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Sveriges internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at Sverige kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne vedrørende klagerens psykiske helbred, herunder at han har svært ved at varetage egen omsorg og har en manglende sygdomsindsigt, ikke kan føre til en ændret vurdering heraf. Nævnet bemærker, at anerkendte flygtninge har samme adgang til lægehjælp og sociale ydelser som svenske statsborgere, og at klageren således må antages at kunne få den nødvendige lægelige behandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren til Udlændingestyrelsen ved samtale [i efteråret] 2019 har oplyst, at han i Sverige har været hos lægen, og at han aldrig er blevet nægtet adgang til lægelig behandling. Det forhold, at klageren har oplyst, at han mistede sin bolig og sociale ydelse og havde problemer med myndighederne i Sverige, samt at han frygter at skulle leve som hjemløs i Sverige, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren til Udlændingestyrelsen ved samtale [i efteråret] 2019 har oplyst, at han ved sin genindrejse i Sverige i [sommeren] 2019 undlod at henvende sig til de svenske myndigheder, og derfor overnattede på gaden. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde tilstrækkelig beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse til de svenske myndigheder ved sin indrejse i Sverige. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det strider mod princippet om god forvaltningsskik, at Hjemrejsestyrelsen først [i vinteren 2020/2021] har forkyndt Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2019, kan det ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at klageren må henvises til at rette henvendelse til Justitsministeriet, såfremt han ønsker at klage over Udlændingecenter Nordsjællands sagsbehandlingstid, eller Udlændinge- og Integrationsministeriet, såfremt han ønsker at klage over Hjemrejsestyrelsens sagsbehandlingstid. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Sve/2021/2/gdan
Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Hay Al Tadamoun, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har været begrænset politisk aktiv forud for sin udrejse af Syrien, idet hun har skrevet og delt regeringskritiske opslag på Facebook, og deltaget i enkelte demonstrationer. Klageren frygter forfølgelse og overgreb som følge af, at hun har forladt sin stilling som offentlig ansat på et teknisk gymnasium for kvinder, hvor hun har undervist voksne kvinder i tegning, og som følge af, at hun har haft forskellige politiske aktiviteter. Klageren har efter sin indrejse i Danmark deltaget i cirka 5 demonstrationer mod det syriske regime, ligesom hun er medlem af foreningen [forening i Danmark], hvor hun dels har været med til at arrangere møder, dels har udtalt sig regimekritisk både på møder og over for medier. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport: ”Syria, Consequences of leaving a public sector position without notice”, april 2021, at det må lægges til grund, at klageren vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien, herunder om hvorfor hun forlod arbejdspladsen. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb for eksempel ved afhøringer og fængslinger mv., finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at klageren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at hun under de angivne omstændigheder har forladt sit arbejde. Flygtningenævnet finder, at klageren forlod sit arbejde som følge af, at hun frygtede at være blevet eksponeret over for de syriske myndigheder som følge af regimekritiske kommentarer, og at hun i Danmark har fortsat med at give udtryk for sin regimekritiske holdning, herunder gennem sin tilknytning til foreningen [forening i Danmark], og at hun derved er blevet eksponeret gennem forskellige medier. Det må antages, at denne virksomhed er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren risikerer forfølgelse som følge af sine regimekritiske aktiviteter, og at hun således risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. oktober 2020, således at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/74/HMU
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Amara Juwaniya, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har nærmere oplyst, at hun er født i Amara Juwaniya i byen Damaskus, at familien i 2003/2004 flyttede til Ein Terma i Rif Damaskus, og at familien i slutningen af 2011 eller starten af 2012 flyttede tilbage til Amara Juwaniya, hvor hun boede indtil sin udrejse af Syri-en. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændinge-lovens dagældende § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, herunder at blive slået ihjel af bomber eller af aktørerne i konflikten. Udlændingestyrelsen har [i starten af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af for-længelse henvist til, at hun frygter, at hendes liv vil være i fare ved en tilbagevenden til Syrien, idet hun risikerer at blive fængslet og slået ihjel af nogle af de aktører, som befinder sig i landet, samt at ingen vil beskytte hendes rettigheder, såfremt hun måtte blive udsat for overfald eller sek-suelle overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at der er mange aktører, der styrer landet, og at der ikke findes regler og lovgivning, hvorfor gerningsmænd ikke vil blive retsfor-fulgt. Klageren har videre oplyst, at hendes fars venner, der vendte tilbage til Syrien, har fortalt hende, at man ved ankomsten til Syrien får frataget sine penge, og at man bliver afpresset for pen-ge, som man skal betale, hvis man vil at undgå at blive tilsagt til afhøring eller fængslet. Klageren har ligeledes oplyst, at mange kvinder fængsles uden at de kender årsagen hertil, samt at de syri-ske myndigheder anser personer, som er flygtet fra Syrien, som landsforrædere. Klageren har end-videre henvist til, at hun risikerer overgreb og forfølgelse som følge af, at hendes far har unddra-get sig militærtjeneste og er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har endelig henvist til, at hun er i risiko for overgreb fra myndighederne, fordi hun kommer fra et tidligere oprørskontrol-leret område, Amar Juwaniya. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren vedrørende de generelle forhold i Syrien skal bedømmes i forhold til Amar Juwaniya, der ligger i byen Damaskus, idet hun er født og boede der indtil 2003/2004 og flyttede tilbage hertil i 2011/2012 og boede der i ca. 2 år, inden hun udrejste af Syrien. Vedrørende de generelle forhold i Syrien lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen i Damaskus by – og i øvrigt også i Rif Damaskus, hvor klageren opholdt sig i perioden 2003/2004 til 2011/2012 – over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Flygtningenævnets vurdering, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3, alene fordi man kommer fra området eller som følge af den blotte til-stedeværelse i området. Det forhold, at klageren kommer fra Amar Juwaniya i Damaskus by, kan derfor ikke i sig selv føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig kvinde, kan heller ikke medføre, at klageren er således udsat for overgreb, at dette kan begrunde opholds-tilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at det af bag-grundsoplysningerne fremgår, at udeblevne fra militærtjeneste eller desertering ikke medfører asylbegrundende konsekvenser for familiemedlemmer, medmindre den pågældende er en særligt profileret person. Flygtningenævnet finder, at klagerens far efter det oplyste ikke er en særlig pro-fileret person. Det gør ingen forskel, at klageren i forbindelse med mødet i nævnet har fremlagt en angivelig efterlysning af blandt andre klagerens far fra 2018. Det forhold, at klagerens far er med-delt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han er udeblevet fra militærtjene-ste, kan derfor heller ikke begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2, eller at de generelle forhold i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtninge-nævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstil-ladelse er et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, at ind-grebet har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2., 2. pkt., jf. § 7, stk. 2, at indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, og at ind-grebet således udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde et indgreb efter artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse – og yderligere med bemærkning om, at klageren efter sin forklaring ikke har boet sammen med sin far det seneste år – at indgrebet er nødvendigt for at opnå det legitime formål. Flygtningenævnet be-mærker endvidere, at det ikke gør nogen forskel i vurderingen, at klagerens mor nu angiveligt er flygtet fra Syrien til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder herefter, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, her-under EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/66/CERA
Nævnet hjemviste i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk syrisk araber, sunni-muslim og født og opvokset i bydelen [A], der er beliggende i det sydlige Damaskus. I [1980'erne] uddannede klageren sig til civilingeniør [et sted i Europa]. Efter at have færdiggjort sin uddannelse vendte klageren tilbage til Damaskus. I 2008 købte han et hus i [B] i Rif Damaskus. Efter udbruddet af krigen i Syrien flyttede klageren tilbage til Damaskus, hvor han lejede et hus i bydelen [C], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i [sommeren] 2014. Klageren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I den forbindelse lagde Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til de generelle forhold i Syrien, herunder den manglende sikkerhed, og at han ville blive betragtet som landsforræder af de syriske myndigheder, fordi han havde søgt asyl i et europæisk land. Udlændingestyrelsen har [i starten af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne ændring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har i forbindelse med behandlingen af inddragelsessagen som nyt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hans ægtefælles bror, der var oberst i den syriske hær, i 2013 sluttede sig til Den Frie Syriske Hær. Klagerens ægtefælle blev efter klagerens udrejse opsøgt tre gange af de syriske myndigheder, og klageren formoder, at opsøgningerne har sammenhæng med ægtefællens brors desertering. Klagerens ægtefælles brors søn er forsvundet. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side, fordi han som tidligere offentlig ansat har søgt asyl i et europæisk land og derfor opfattes som modstander af regimet. Klageren har herved henvist til, at han fra [slut 1980'erne til start 2000'erne] arbejdede som ingeniør for staten. Hans arbejde bestod blandt andet i at […]. I perioden fra 2002 arbejdede klageren både for staten og for et privat firma. I forbindelse med sit arbejde opnåede han et særligt kendskab til […]. I 2013 opsagde han sin stilling i det offentlige efter at […]. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere som nyt asylmotiv henvist til, han har forladt sin stilling i [et ministerium] uden behørig tilladelse, idet opsigelsen, der skete i [foråret] 2014, ikke blev godkendt af sikkerhedstjenesten, at han er idømt tre års fængsel herfor, og at han eftersøgt som følge heraf. Klageren har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han i [foråret] 2014 forlod sin stilling i [et ministerium] uden behørig tilladelse, idet hans opsigelse i starten af 2014 ikke blev godkendt af sikkerhedstjenesten, at han er idømt tre års fængsel samt en bøde herfor, og at han eftersøgt af myndighederne som følge heraf. Klageren har til støtte herfor fremlagt to dokumenter, der begge er forfattet på arabisk. Dokumenterne er på mødet i Flygtningenævnet blevet oversat sporadisk af tolken. Det ene – håndskrevne - dokument angives at være et opsigelsesbrev, hvor klageren søger om fritagelse for sin stilling [et ministerium], dateret [i foråret] 2014. Det andet angives at være en retsbog fra en ret i Damaskus, dateret [i slutningen af] 2014, hvorefter klageren er idømt en fængselsstraf på 3 år og en bøde på [omkring 400.000] syriske lire for at være fratrådt sin stilling [i foråret] 2014 uden sikkerhedsgodkendelse. Flygtningenævnet finder, at der er tale om væsentlige nye oplysninger, og at en vurdering af validiteten af dokumenterne kan have afgørende betydning for klagerens sag. Nævnet finder således, at forholdene bør undersøges af Udlændingestyrelsen i første instans forinden nævnets behandling af sagen. Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2021/82/ajev
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dato] 2017, og at hun den [dato] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har været frivillig nødhjælpsarbejder for organisationen [organisationsnavn] i [by]. Klageren frygter endvidere oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær, ligesom hun frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har herom oplyst, at hun fra [dato] 2017 til [dato] 2018 var frivillig nødhjælpsarbejder hos [organisationen], hvor hun [beskrivelse af arbejdsopgaver] på [sted] i [by]. Den [dato] 2017 modtog klageren et telefonopkald fra [person], som fortalte, at organisationens hovedkvarter var blevet ransaget af myndighederne, i hvilken forbindelse klagerens navn var blevet råbt op, hvorefter klageren tog ophold hos [familie] i det nordlige [by]. Klagerens bopæl blev opsøgt af myndighederne to gange de efterfølgende dage, hvor myndighederne fortalte klagerens familie, at hun var eftersøgt og skulle anholdes. Klageren udrejste med hjælp fra en agent af Syrien den [dato] 2017. Agenten fortalte klageren, at klagerens navn fremgår af oppositionens lister, hvilket klageren formoder er fordi, at hun har boet i et regimekontrolleret område. Klageren frygter, at oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær, mistænker hende for at have samarbejdet med myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om blandt andet, hvordan hun fik kendskab til [organisationen] og hvad [personen] oplyste, da [personen] ringede til klageren den [dato] 2017. Nævnet har endvidere lagt vægt på klagerens meget begrænsede kendskab til [organisationen]. Nævnet har herudover lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen ikke nævnte sin frygt for oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2018/63]
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en syrisk mand, der havde indgivet en ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har familiemedlemmer i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter har trukket ansøgningen tilbage. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren kun er 19 år kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er sund og rask, hvorfor dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse. I forlængelse heraf bemærker nævnet også, at klagerens relation til sine farbrødre ikke er af en sådan karakter, at forholdet er omfattet af dublinforordningens artikel 17. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er voksen og ikke er afhængig af hjælp fra sine frabrødre. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at der kan være praktiske grunde, som taler for, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at antagelser om en asylsags mulige afgørelse ikke kan medføre fravigelser af ansvarskriterier. Hertil bemærker nævnet også, at det er op til den ansvarlige medlemsstat at sørge for integrationen af de asylansøgere, som meddeles international beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/5/HZC.
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsbor-ger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [i foråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet de mistænkte ham for at have givet økonomisk støtte til Den Frie Syriske Hær. Udlændingestyrel-sen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, der mistænker klageren for at have støttet de syriske oprørsgrup-per, fordi han har ydet hjælp til internt fordrevne fra oprørskontrollerede områder. Efterretnings-tjenesten opsøgte hans forretningsadresse og spurgte efter ham og på et senere tidspunkt har de også opsøgt og ransaget hans bopæl. Flygtningenævnet kan idet væsentlige lægge klagerens for-klaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret troværdigt og sammenhængende. Flygtningenævnet finder, at der henset til den daværende mere summariske sagsbehandling i Udlændingestyrelsen ikke kan lægges vægt på, at klagerens forklaring forekom-mer uddybende i forhold til klagerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen i 2014. Flygt-ningenævnet lægger således til grund, at klageren hjalp internt fordrevne fra oprørskontrollerede områder ved at leje boliger til dem og med anden økonomisk hjælp. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den syriske efterretningstjeneste opsøgte klagerens forretning og spurgte efter ham, og at efterretningstjenesten efter hans udrejse også opsøgte og ransagede hans bopæl. Flygtningenævnet bemærker, at der fortsat er grund til at anvende forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan afvises, at der er en sammenhæng mellem efterretningstjenestens opsøgning af klagerens forretning og bopæl og det forhold, at klageren hjalp internt fordrevne fra oprørskontrollerede områder, og at myndighe-derne mistænker klageren for at yde støtte til oprørerne, hvilket klageren er eftersøgt for. Flygt-ningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne som følge af en tillagt politisk oppo-sition mod regeringen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinte-ren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/68/hzc
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien, således at de fortsat har op-holdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk kurder og sunni-muslim, og den kvindelige klager er etnisk araber og sunni-muslim. Klagerne har opholdt sig i Damaskus, Syrien, frem til 2009, hvorefter de flytte-de til Rif Damaskus, Syrien. I 2012 flyttede de tilbage til Damaskus, Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet eller slået ihjel, idet han var eftersøgt af den politiske sikker-hedsafdeling og flyvevåbenets efterretningstjeneste. Herudover henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes ægtefælle ville blive bortført eller slået ihjel, idet han er etnisk kurder. Videre henviste den kvindelige klager til, at hendes ægtefælle er eftersøgt af de syriske myndigheder, ligesom efterretningstjenestens Siyasi-enhed i slutningen af [sommeren] 2015 har opsøgt deres bopæl. Endvidere henviste klagerne til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, nr. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fort-sat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myn-digheder, idet han er eftersøgt af den politiske sikkerhedsafdeling og flyvevåbnets efterretnings-tjeneste. Til støtte herfor har den mandlige klager oplyst, at han som lokalguide i foråret 2012 har samarbejdet med den amerikanske journalist ved navn […], der arbejder for det amerikanske pro-gram [program]. Pågældende udgav sig oprindeligt for at være turist og tæppehandler, men klage-ren fandt senere ud af, at han var journalist. Den politiske efterretningstjeneste blev opmærksom på, at […] er journalist, hvorefter de ønskede, at klageren skulle rapportere om, hvad de foretog sig, ligesom klageren måtte betale bestikkelse til sin kontaktperson i den politiske efterretnings-tjeneste for at undgå problemer. Videre har den mandlige klager oplyst, at hans ægtefælles onkel efter klagernes udrejse af Syrien fortsat er efterlyst af den politiske efterretningstjeneste. Herud-over er klagerens søster blevet opsøgt fem til seks gange af de syriske myndigheder, hvor klageren er blevet eftersøgt. Endvidere har den mandlige klager oplyst, at han er eftersøgt af flyvevåbnets efterretningstjeneste, hvilket enten kan skyldes, at han har aftjent sin værnepligt i flyvevåbnet eller har ytret sig kritisk til bekendte, som herefter har sagt det videre. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hendes ægtefælle er eftersøgt af den syriske efterretningstjeneste. Til støtte herfor har den kvindelige kla-ger oplyst, at hun risikerer at blive forfulgt grundet sin ægtefælles konflikt med de syriske myn-digheder, idet der er kollektiv straf i Syrien. Klagerne er udrejst illegalt af Syrien. Under Flygt-ningenævnets behandling af sagerne har den mandlige klager fremlagt et dokument, hvoraf frem-går, at han i 2016 er blevet idømt 12 års fængsel in absentia for terrorhandlinger. Flygtningenæv-net tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilste-deværelse i området. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, der er anført af Udlændin-gestyrelsen. Endvidere støttes dette af blandt andet EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscrimi-nate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Det forhold, at klagerne er udrejst illegal af Syrien kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændinge-styrelsens landerapport ”Syria, Security Situation i Damascus Province and Issues Regarding Re-turn to Syria”. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb på grund af deres individuelle forhold, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne har forklaret usikkert, utroværdigt og til dels også divergerende, hvorfor forklaringerne fremstår som konstrue-rede til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til, at klagerne har forklaret divergerende og usikkert om antallet af ransagninger af familiens bopæl, om hvorvidt andre boliger blev ransaget på samme tidspunkt, og om hvordan den mandlige klager fik kendskab til den flugtudløsende ransagning. Endvidere har klagerne forklaret meget usikkert og til dels også divergerende om, hvordan de skaffede penge til udrejsen, og om hvor mange nætter, de opholdt sig i Aleppo, inden udrejsen. Den mandlige klagere har også forklaret usikkert om, med hvilke beløb og hvor ofte, han måtte betale bestikkelse. Den mandlige klager har yderligere forklaret divergerende om, hvorvidt han overvejede at udrejse af Syrien før ransagningen i 2015, idet han for Flygtningenævnet først forklarede, at han ikke havde overvejet en udrejse, og først foreholdt, at der i 2014 er søgt et visum til Holland, har forklaret, at han allerede da overvejede at forlade Syrien. Klagerne har benægtet, at de har søgt om fornyelse af deres syriske pas inden indrejsen i Danmark, men har ikke kunnet forklare, hvorfor det i de pas, som de har afleveret til det danske udlændingemyndigheder, er anført, at passene er annullerede, ligesom de er gennemhullede af en hulmaskine. Den mandlige klager har for Flygtningenævnet fremlagt et nyt bilag, der skal dokumentere, at klageren er idømt 12 års fængsel for terror. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at der er tale om et ægte dokument. Flygtningenævnet henviser herved til, at det er tidsmæssigt påfaldende, at dokumentet er modtaget en måned før Flygtningenævnets behandling af sagen, at det er utroværdigt, at klageren skulle have modtaget dokumentet direkte fra en højtstående person hos de syriske myndigheder, og til, at dokumentet allerede var oversat til engelsk, da klageren modtog det. Endvidere fremgår det af baggrundsoplysningerne, jf. herved blandt andet Landinfos rapport af 3. juli 2017 om identifikationsdokumenter og pas, at der i Syrien er adgang til falske identifikationsdokumenter. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige klager er eftersøgt af den politiske efterretningstjeneste eller af flyvevåbnets efterretningstjeneste. Heller ikke det forhold, at den mandlige klager er kurder kan i sig selv føre til, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om Danmarks internationale forpligtigelser er til hinder for, at det nægtes klagerne at få forlænget deres opholdstilladelse. Klagerne indrejste i Danmark i [efteråret] 2015, og de har begge bestået Dansk 2. Den mandlige klager har i perioden [begyndelsen af] 2017 til [foråret] 2018 haft sædvanligt fuldtidsarbejde hos et dansk firma. Begge klagere har efter det oplyste bestået 9. klasses afgangseksamen i dansk og engelsk, og den mandlige klager har efter det oplyste tillige bestået 9. klasses afgangseksamen i matematik. Begge tager nu fag på 10. klasses niveau og har en plan om videreuddannelse. De modtager begge SU. De deltager begge i foreningsregi i integrationsfremmende aktiviteter, og den mandlige klager er endvidere medlem af integrationsrådet, hvor han dog ikke har deltaget i møder i det seneste år. Klagernes to ældste børn på 11 og 8 år har opholdt sig i Danmark i 5 ½ år og har gået i sædvanlige dagpleje/institutioner og skole. Det yngste barn, der er 5 år, skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Den ældste søn har efter det oplyste [sygdom], og […] Kommune har i [foråret] 2019 visiteret ham til et specialskoletilbud, […], hvor han går nu. Der er for Flygtningenævnet fremlagt en udtalelse herfra om sønnens udfordringer. Den ældste søn har således opholdt sig i Danmark i 5,5 år af sine formative år og har personlige udfordringer. På den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger om familiens integration i Danmark, finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2020, således at klageren og medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2021/67/CHPE
Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Kafa Souseh, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK art. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, som følge af den væbnede konflikt. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, idet situationen i Damaskus over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, ligesom denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive kidnappet eller slået ihjel af de syriske myndigheder eller andre grupperinger. Hun har endvidere henvist til, at hun ikke vil kunne få adgang til medicin, rent vand eller tilstrækkelig sundhedsbehandling. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de kriminelle grupperinger i Syrien vil slå hende ihjel, fordi de tror, hun har penge, idet hun har opholdt sig i et europæisk land. Det syriske regime vil kidnappe hende, fordi hun er udrejst af Syrien, og fordi hun er alene. De generelle forhold i Syrien er dårlige, og der er ikke adgang til rent vand og sundhedsbehandling. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har forklaret, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er ikke i sig selvasylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste i en alder af 66 år. Hun har ikke gået i skole i Syrien og er analfabet. Hun er syrisk statsborger og taler arabisk. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens forklaring til grund, at hun har familie i Syrien i form af sine søskende, som hun ikke har haft kontakt til siden de brød med hende i forbindelse med, at hun indgik ægteskab med sin nu afdøde ægtefælle. Klagerens stedsønner, som hun har oplyst, hun ikke har kontakt til, opholder sig ligeledes i Syrien. Klageren hverken taler, læser eller skriver dansk. Hun har ingen uddannelse og har aldrig haft beskæftigelse i Danmark. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes eneste barn - en datter og børnebørn – opholder sig i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at klageren er enlig kvinde, analfabet og aldrig har været på arbejdsmarkedet. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i seks og et halvt år. Hun har helbredsmæssige problemer, som hun modtager medicin for. Klageren har – bortset fra de seneste ca. fire og et halvt år – aldrig boet alene, og efter sin forklaring tilbringer hun dagtimerne hos sin datter. Det må lægges til grund, at hun får hjælp af sin datter til indkøb, madlavning og personlig pleje. Et flertal af Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes datter. Efter en samlet og konkret vurdering af det ovenfor anførte finder et flertal af Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges på det hidtidige grundlag. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2021/81/LINB
Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og sunni muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en dato i efteråret] 2015, og at hun [en dato i foråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en dato i sommeren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at nævnet i tre sager i [sommeren] 2019, meddelte kvindelige statsborgere fra Syrien opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, med henvisning til deres nære familiemedlemmer i Danmark, der havde opnået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I forlængelse heraf har klageren henvist til, at hendes barn har opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Klageren har videre henvist til, at hendes tidligere nabo i Syrien har oplyst, at det syriske politi har været på hendes bopæl, hvor de har spurgt efter hende og resten af hendes familie. Klagerens tidligere nabo fortalte hende, at politiet havde sagt, at de ledte efter hendes familie, og hvis de kom tilbage, så ville de tage dem med det samme ved grænsen. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, er Flygtningenævnet enig i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå konsekvensstatus som følge af klagerens ægtefælles opholdstilladelse, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke som konsekvens af, at hendes ægtefælle nu er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, kan meddeles status efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ægtefællen indrejste allerede [en dato i efteråret] 2014, at han blev meddelt opholdstilladelse [en dato i begyndelsen af] 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, at opholdstilladelsen [en dato i vinteren] 2019 blev ændret til en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, alene under henvisning til, at ægtefællen er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2 pkt., at klageren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført [en dato i efteråret] 2015, at hun indrejste [en dato i efteråret] 2015, og at hun først [en dato i slutningen af] 2016 søgte om asyl. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå konsekvensstatus som følge af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet, at klagerens barn, der indrejste sammen med klageren [en dato i efteråret] 2015, har fået ændret sin opholdstilladelse, så barnet nu har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende omstændigheder – navnlig med henvisning til princippet om familiens enhed – at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af sit mindreårige barns opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren som konsekvens af sit barns status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/80/MLVT
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en navngiven bydel], Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede de generelle forhold ved en tilbagevenden til Syrien. Han frygtede videre at blive slået ihjel eller sat i fængsel af de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen har [en dato i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold. Han har videre oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han er udrejst af Syrien. Han har videre oplyst, at han har deltaget i demonstrationer imod de syriske myndigheder i henholdsvis Damaskus og i Århus. I forbindelse med demonstrationen i Århus blev der taget et billede af klageren med et flag fra oppositionen. Klageren har fået en besked fra en bekendt i Syrien, som har oplyst, at de syriske myndigheder holder øje med ham og har et billede af ham fra demonstrationen. Klageren frygter også at blive slået ihjel på grund af sin religion. Klageren er sunni muslim og han har set videoer, hvor der foregår henrettelser af sunni muslimer i Syrien. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, er Flygtningenævnet enig i, at der efter baggrundsoplysningerne om forholdene i Damaskus ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, idet Flygtningenævnet i det væsentlige ikke kan lægge klagerens forklaring om sine individuelle asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende, divergerende og utroværdigt, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Klageren har således under sin første samtale med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2014 som asylmotiv navnlig henviste til de generelle forhold i Syrien, mens han nu gør en række nye asylmotiver gældende. F.eks. har klageren heller ikke under samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2020 forklaret om, hvorledes han blev afpresset af en kollega, der arbejdede som spion for myndighederne, at kollegaen endte med at skyde klagerens fætter og dræbe ham, at kollegaen også skød efter klageren, og at klageren herefter stak af og få dage senere udrejste af Syrien. Det forhold, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke tidligere turde fortælle om sit individuelle asylmotiv, fordi myndighederne i Syrien har agenter rundt omkring, kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren har endvidere forklaret udbyggende om, hvordan han måtte bestikke lufthavnspersonalet i forbindelse med sin udrejse, og at han er i myndighedernes søgelys, fordi han har kontakt til en slægtning i Tyskland, som er eftersøgt af de syriske myndigheder, og på hvem der er udlovet en stor dusør. Yderligere har klageren forklaret divergerende om, hvorfor familien fraflyttede familiens lejlighed i [en navngiven lejr], idet klageren oprindeligt har forklaret, at familien flyttede, fordi lejligheden blev bombet, mens klageren nu har forklaret, at familien fraflyttede boligen af frygt for den kollega, der var spion for myndighederne. Yderligere har klageren forklaret utroværdigt om sin udrejse, idet klageren for Flygtningenævnet først forklarede, at han ikke var hjemme i familiens bolig efter skudepisoden, da naboen var snigskytte, og senere under mødet forklarede, at han kortvarigt var hjemme for at hente sit pas. Uanset om klageren har deltaget i demonstrationer i Syrien, er der ikke tale om asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren oprindeligt til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han var maskeret under demonstrationerne, og at han ikke har haft problemer med myndighederne i Syrien. Det forhold, at klageren har forklaret, at han i Aarhus har deltaget i demonstrationer mod de syriske myndigheder, og at han i et vist omfang siden 2014/2015 har været aktiv i en Facebookgruppe for personer, der er imod de syriske myndigheder, kan ikke føre til et andet resultat, idet klageren ikke kan anses som særligt profileret alene som følge heraf. Det bemærkes, at den omhandlede Facebookgruppe har mere end 22.000 medlemmer. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at klageren ikke har forklaret Udlændingestyrelsen om sine aktiviteter på Facebook. Det bemærkes, at klagerens forklaring om, at en person har advaret ham om, at de syriske myndigheder er bekendt med, at han har deltaget i en demonstration i Aarhus, heller ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne er ukonkrete og udokumenterede, ligesom klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var en ven, der advarede ham, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at afsenderen af advarslen var den kollega, der spionerede mod ham i Syrien og som skød hans fætter. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at klageren som forklaret jævnligt og senest i [vinteren] 2021 har modtaget trusler fra samme person på Messenger. Sammenfattende har klageren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klageren er sunni-muslim og kommer fra [en navngiven lejr], kan ikke føre til anden vurdering. Af de grunde, der er anført Udlændingestyrelsen, er Flygtningenævnet enig i, at det ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks Internationale forpligtigelser, jf. navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Det forhold, at det er oplyst, at klageren er diagnosticeret med PTSD kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/78/MLVT.
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (B-status)] til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og ismailiyah af trosretning fra [en navngiven by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en dato i efteråret] 2015, og at hun [en dato i slutningen af] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en dato i sommeren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i [begyndelsen af] 2016 er blevet idømt tre års fængsel og en bøde på 265.000 syriske lire for at have forladt sin offentlige stilling uden tilladelse. Klageren har herom oplyst, at dommen vil blive iværksat i det øjeblik hun genindrejser i Syrien. Klageren frygter på den baggrund, at hendes liv vil være i fare ved en tilbagevenden til Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at der er tale om nye oplysninger, som Udlændingestyrelsen ikke var i besiddelse af på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 [en dato i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hun tilhører den religiøse gruppe Ismailiyah. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den chikane, klageren har oplyst om, ikke har været af en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Klagerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det fortrinsvis er familiemedlemmer til højtprofilerede personer, der risikerer forfølgelse som følge af familiemedlemmets unddragelse fra militærtjeneste. Klagerens ægtefælle kan ikke anses som højtprofileret. Klageren har endvidere været tilbage i Syrien i 7 måneder efter ægtefællens udrejse til Danmark, og i denne periode har hun ikke været tilbageholdt eller udsat for nogle former for overgreb som følge af, at ægtefællen har unddraget sig militærtjeneste. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klagerens ægtefælles unddragelse fra militærtjeneste ikke kan føre til, at klageren kan anses for at have behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens asylmotiv vedrørende hendes frygt for ISIL til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun på intet tidspunkt har været personligt opsøgt eller efterstræb af ISIL. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at hun i Syrien har arbejdet som tolk i det syriske industriministerium, hvor hun primært oversatte tekniske dokumenter og underviste, at hun er udeblevet uden tilladelse fra sit arbejde efter endt orlov, og at hun efter sin udrejse er blevet idømt fængsel i 3 år på grund af sin udeblivelse fra arbejdet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring støttes af de af klageren fremlagte dokumenter, navnlig ansættelseskontrakt, der blev fremlagt i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen, samt dom af [en dato i sommeren] 2016, som blev fremlagt i forbindelse med statusændringssagen, hvoraf det blandt andet fremgår, at hun er blevet idømt 3 års fængsel. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klageren allerede til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun vil blive efterlyst af de syriske myndigheder, fordi hun er udeblevet uden tilladelse fra sit arbejde. Herefter finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og fængslet i henhold til ovennævnte dom. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb på tilbageholdte og fængslede, at klageren er i en reel risiko for overgreb ved tilbagevenden til Syrien, og at klageren på denne baggrund opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger forhold, der kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/77/MLVT.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet myndighederne forfulgte sunnimuslimer. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede at blive tilbageholdt ved kontrolposter eller slået ihjel ved bombardementer. Udlændingestyrelsen har [vinteren] 2020 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse har ændret sig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter myndighedernes overgreb som følge af sine sønner [X] og [Y's] forhold. [X], der udrejste af Syrien i 2015 efter klagerens udrejse, har fået asyl i Danmark som følge af sine politiske aktiviteter i Syrien og unddragelse af militærtjeneste. [Y] arbejdede for myndighederne som IT-ingeniør og blev af myndighederne presset til at navngive personer, der modarbejdede regimet. Klagerens ene datter i Syrien er blevet opsøgt og afhørt af myndighederne om både [X] og [Y]. Klageren har ydermere oplyst, at han ikke ønsker at forlade sit barnebarn, som er bosat i Danmark, og tillige har helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Klageren er født, opvokset og boede ved udrejsen fra Syrien i Damaskus og skal derfor vurderes i forhold til Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har de syriske myndigheder haft kontrollen over Damaskus siden maj 2018, og der er indtrådt en forbedring af ikke helt midlertidig karakter af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder derfor, at der ved ophold i Damaskus ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren, der er 74 år, har haft lovligt ophold i Danmark siden 2014 og er født og opvokset i Damaskus, Syrien, hvor han boede indtil sin udrejse i 2013. Klageren lider af blandt andet forhøjet blodtryk, sukkersyge og smerter i ryg og knæ. Klageren har to døtre, der bor i Syrien, og som han har kontakt til. Hans søn og barnebarn bor i Danmark. Han har endvidere en søn, der er begravet i Danmark. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnen [X's] unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at der fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens søn [X], der udrejste som 16-årig fra Syrien, er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at sønnen [X] er forfulgt af myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter, eller om at sønnen [Y] er forfulgt af myndighederne, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under sin asyl- og inddragelsessag har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer herom. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/58/MIMA
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Hun er født og opvokset i flygtningelejren Al-Baddawi i Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin far og sin bror, [A], fordi hun er blevet skilt fra sin i Danmark boende ægtefælle. Ansøgeren har endvidere på mødet i Flygtningenævnet henvist til, at hun tillige frygter sin tidligere svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev gift [i foråret] 2018. Hendes familie var imod ægteskabet, fordi ægtefællen var meget ældre end ansøgeren og havde flere børn, men til sidst accepterede familien ægteskabet. [i sommeren] 2019 rejste ansøgeren til Danmark og flyttede ind hos ægtefællen. Ægtefællen var voldelig over for ansøgeren. I [efteråret] 2019 forlod ansøgeren ægtefællen og søgte asyl. Efterfølgende har ansøgeren modtaget flere talebeskeder på sin telefon fra sin far og bror, som truede med at slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til Libanon. Det er forbudt at blive skilt i hendes familie. Ægtefællen har opsøgt ansøgeren en enkelt gang, efter at hun har søgt asyl, for at bede hende komme tilbage, så de kunne starte forfra. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. Vurderingen støttes af, at ansøgeren har gået på skoler drevet af UNRWA og fået medicinsk behandling fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin far og ældste bror til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om truslerne fra sin far og bror, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun gennem mobilapplikationen whatsapp modtog to til tre trusler fra begge i form af talebeskeder. De sagde til hende, at hun godt vidste, hvad der ville ske, hvis hun kom tilbage til Libanon, idet de ville slå hende ihjel. De ville drikke af hendes blod, da det ikke var acceptabelt, at hun havde forladt sin ægtefælle. De sagde også, at piger ikke gør sådan noget i deres familie. De sagde, at hun selv havde truffet beslutningen og måtte fortsætte alene. Til asylsamtalen forklarede ansøger først, at hendes frygt for hendes far og bror alene skyldtes, at det var sådan i familien, at man ikke måtte blive skilt, for efterfølgende – foreholdt at hun til oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret, at hun havde modtaget konkret trusler fra dem - at såvel faren som broren havde sendt to beskeder. Faren sagde, at hvis hun kom tilbage til Libanon, så var hun død, fordi det ikke var i orden, at hun var blevet skilt. Han sagde ikke andet. Broren sagde, at hvis hun vendte tilbage til Libanon, ville han slå hende ihjel, og det vidste hun. Han sagde ikke andet. Foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøger, at dette var en korrekt forklaring. Nævnet finder imidlertid, at det er påfaldende, at ansøger ikke har kunnet redegøre konsistent for denne helt centrale del af det i øvrigt ret enkle asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at faren og broren skulle sende dødstrusler til ansøgeren henset til, at hun har forklaret, at de havde et fint forhold, at familien oprindelig havde været imod ægteskabet, men accepterede det, fordi de gav deres døtre mulighed for selv at vælge ægtefælle, og at det aldrig tidligere var sket i familien, at hendes far eller bror havde slået nogen ihjel på grund af en skilsmisse. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at det er kulturen i familien, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har medvirket behørigt til oplysningen af sin sag. Hun har således ikke ønsket at give samtykke til, at indholdet af hendes mobiltelefon blev gennemset af Udlændingestyrelsen, og efter at hun havde accepteret at hente sin telefon og fremvise den, kunne telefonen ikke tilgås, og det fremstod som om, at alt indholdet på telefonen var blevet slettet. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun mistede sin tidligere mobiltelefon, som angiveligt indeholdt centralt bevis i hendes sag, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen med henblik på en vidneafhøring af ansøgerens veninde, [B]. Nævnet tilsidesætter således ansøgeres forklaring om sin konflikt med sin far og bror som utroværdig. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer asylbegrundende overgreb fra sin tidligere svigerfamilie, herunder ægtefællens bror, der angiveligt er medlem af en kriminel organisation. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at hun ikke længere troede, at svigerfamilien ville gøre hende noget, idet ægtefællen nu havde fundet sammen med sin ekskone igen, at hun ikke har nogen konflikter med den tidligere ægtefælle på grund af skilsmissen, og at det således beror på hendes egen formodning, at ægtefællens familie skulle efterstræbe hende. På denne baggrund finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger om risikoen for æresrelateret vold for kvinder i Libanon. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har anført, at hun ikke har noget sted at bo i Libanon, ligesom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke kan begrunde asyl. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/27/ajev
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mauretanien. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [by], Mauretanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndighederne og slået ihjel af folk fra sin egen klan i Mauretanien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er homoseksuel, og at han i Mauretanien er blevet idømt to års fængsel for at have haft seksuelt samvær med en person af samme køn som ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter befolkningen i øvrigt, fordi folk og hans familie i hans hjemby er blevet bekendt med hans seksualitet efter han blev idømt fængselsstraf herfor. Ansøgerens mor bad herefter ansøgeren om at udrejse, da hun oplevede problemer på baggrund af hans seksualitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring over for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ikke stemmer overens med den lægejournal fra Spanien, som ansøgeren selv har fremlagt. Ansøgeren har forklaret til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, at han var fængslet i sit hjemland fra [vinteren 2015/2016] til [vinteren 2017/2018], idet han var idømt to års fængsel for homoseksualitet, at han rejste fra Mauretanien til Marokko i [foråret] 2018, og at han rejste til Melilla i [sommeren] 2018. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han opholdt sig i Melilla indtil [efteråret] 2018, hvor han rejste til Spanien, og at han rejste videre til Ibiza i [vinteren 2018/2019]. Det fremgår af ansøgerens lægejournal fra Spanien, at ansøgeren skulle have oplyst, at han ankom til Melilla i 2016, at han var fængslet i Madrid, og at han i [foråret] blev overført til en arrest på Ibiza. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret til Udlændingestyrelsen, at det er lægen, der har fundet på det, der står journalen, og at han ikke har sagt det, da det ikke forekommer sandsynligt, at en læge skulle skrive noget diametralt modsat i en lægejournal, end det der er oplyst. Ansøgerens forklaring om, at der ikke var en tolk tilstede, at ansøgeren ikke kan tale spansk, at lægen og ansøgeren ikke forstod hinanden, og at der blev tilkaldt en sygeplejerske, der kunne tale lidt fransk, kan heller ikke føre til en ændret vurdering henset til, at lægeerklæringen fremstår meget detaljeret med en del oplysninger, som fremstår oplyst af ansøgeren, hvilket stemmer dårligt overens med, at ansøgeren ikke kunne kommunikere med lægen. Det bemærkes, at det er konstateret, at sproget på ansøgerens telefon er indstillet til spansk. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er oprettet Facebook-opslag [i efteråret] 2016 og [i efteråret] 2016, hvor han efter egne oplysninger sad fængslet i Mauretanien, hvilket ikke understøtter ansøgerens forklaring. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at det er [A], der i 2002 har oprettet ansøgeren Facebook-profil, og at [A] i 2016 har oprettet opslag på ansøgerens Facebook-profil, idet det ikke forekommer sandsynligt, at Mustafa skulle kunne have husket ansøgerens adgangskode og have en interesse i at oprette opslag på ansøgerens Facebook-profil 14-15 år efter, at han angiveligt oprettede en Facebook-profil til ansøgeren. Hertil kommer, at Facebook ikke eksisterede i 2002. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer om hans forhold til henholdsvis [B] og til [C] ikke hænger sammen tidsmæssigt som anført af Udlændingestyrelsen, og at ansøgerens forklaring om forveksling af navnene på [B] og til [C], som er meget centrale personer i ansøgerens forklaring, ikke forekommer overbevisende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om flere væsentlige detaljer vedrørende hans forhold til [C]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvor mange forhold han har haft i sit hjemland. Til asylsamtalerne af henholdsvis [i vinteren 2019/2020] og [i vinteren 2019/2020] har ansøgeren alene oplyst om [B]. Til asylsamtalen [i vinteren 2020/2021] har ansøgeren oplyst, at han har haft seksuelle forhold til en trommeslager, hvis navn han ikke husker, samt til [D], [B] og [C]. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter i det hele ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Mauretanien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maur/2/2021/gdan
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Isfahan, Iran og er oprindeligt shiamuslim, men oplyser at hun i dag er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af hendes far og frygter de iranske myndigheder, idet hun har haft et seksuelt forhold med en mand uden for ægteskab. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter de iranske myndigheder som følge af, at hun er frafaldet islam. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hendes far ønskede, at hun indgik et ægteskab med en troende muslimsk mand, herunder forsøgte han at tvangsgifte hende med hendes fætter [M]. Efter sin udrejse til Rusland mødte ansøgeren en [nationalitet] mand, som hun haft kontakt til siden det sidste år på universitet. De mødtes i Rusland i [foråret] 2019, og indledte et seksuelt forhold. Efter udrejsen til Danmark opdagede ansøgerens far forholdet til den [nationalitet] mand, og han har truet ansøgeren med at slå hende ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at hun efter udrejsen fra Iran har fået interesse for kristendommen, og hun har været i kirke i Rusland og Danmark. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at hun er universitetsuddannet og efter sin uddannelse arbejdede i Iran i 2 år, hvorefter hun rejste til Rusland for at studere. Ansøgerens søstre er ligeledes veluddannede, og på deres åbne Facebookprofiler optræder de med fotos, dels uden slør, dels kun delvist tildækkede. Ansøgeren er [antal år] år og ugift. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at hendes far ikke følger eller kontrollerer hendes færden på Internettet. Dette understøtter ikke ansøgerens forklaring om, at hendes far er meget kontrollerende og ønsker, at hun – og søstrene – skal giftes med religiøse mænd efter hans valg. Videre harmonerer det ikke med ansøgerens forklaring om, at hun løbende, siden sin ungdom, har sagt fra og gjort oprør mod faderen, at denne har tilladt hende at rejse alene til Rusland for at studere, ligesom det forhold, at ansøgeren fra [en periode i vinteren] 2018 til [en periode i vinteren] 2019, uden faderens indblanding, efter det oplyste boede hos sin søster under et ophold i Iran, og i en periode fra [sommeren] til [efteråret] 2019, efter at faderen angiveligt få måneder inden havde forsøgt at slå hende ihjel, frivilligt tog ophold hos sine forældre, ikke harmoner med ansøgerens forklaring om faderens behandling af hende. Videre har ansøgeren forklaret, at hun aldrig har modtaget dødstrusler direkte fra faderen men kun indirekte gennem sin ene søster. Endelig har ansøgeren forklaret, at begge hendes søstre og hendes bror støtter ansøgerens ønske om frihed. Når tillige sammenholdes med, at ansøgeren først søgte asyl, da hendes visum udløb efter godt 7 måneders ophold i Danmark og 7 måneder efter, at faderen angiveligt havde fremsat dødstrusler mod hende, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konflikt med faderen har en sådan karakter og intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Det beror på ansøgerens egen formodning, at myndighederne har eller vil få kendskab til, at hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Det forhold, at ansøgeren ikke praktiserer islam, har ikke tidligere givet hende problemer og er ikke i sig selv asylbegrundende. Ej heller det forhold, at ansøgeren angiveligt er begyndt at interessere sig for kristendommen er asylbegrundende, allerede fordi ansøgeren ikke er konverteret til kristendommen og under sin asylsamtale har demonstreret et meget ringe kendskab til kristendommen. Ansøgeren har på nævnsmødet fremlagt en eftersøgningsblanket, hvorefter hendes far angiveligt [i vinteren] 2021 – halvandet år efter ansøgerens udrejse af Iran - har eftersøgt hende gennem de iranske myndigheder. Ansøgeren har herom oplyst, at hendes søster fandt dokumentet i forældrenes hus under en hovedrengøring. Henset til omstændighederne ved og tidspunktet for fremkomsten af dette dokument, sammenholdt med at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hendes far allerede i [vinteren] 2019 var bekendt med, at hun befandt sig i Danmark, kan Flygtningenævnet ikke tillægge dette dokument betydning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/33/juri
Nævnet hjemviste i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og sunni-muslim af trosretning fra Lehelow, Ogaden, Etiopien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygtede at blive fængslet eller slået ihjel af enten myndighederne eller oprørsgruppen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Til støtte herfor oplyste klageren, at hans far var blevet anklaget af Liyu Police for at være medlem af ONLF og dermed anklaget for at modarbejde regeringen. Klageren blev i den forbindelse fængslet i Etiopien, hvor han blev udsat for vold og nedværdigende behandling. Han formåede at flygte fra fængslet, hvorefter han med hjælp fra sin familie udrejste fra Etiopien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter de etiopiske myndigheder, som angiveligt vil fængsle ham, fordi de tror, at han har hjulpet ONFL. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han ikke til politiet har oplyst, at han ikke har konflikter med myndighederne i Etiopien eller med andre personer, eller at han overvejer at flytte tilbage til Etiopien. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien ikke vil have adgang til behandling for sine fysiske og psykiske sygdomme. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har psykiske problemer, og at han er diagnosticeret paranoid skizofren. Derudover lider klageren også af blodpropper, hvorfor han er afhængig af blodfortyndende medicin. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2020 afgørelse om, at klagers tidsbegrænsede opholdstilladelse ikke forlænges. Af afgørelsen fremgår blandt andet, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at klager var diagnosticeret med misbrugsudløst psykose, men at han på tidspunktet for udtalelsen af [i starten af] 2020 ikke var i aktuel medicinsk psykiatrisk behandling. Det fremgår videre af afgørelsen, at Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at det var muligt at modtage forskellige former for psykiatrisk behandling i Etiopien. Ved brev af [efteråret] 2020 har Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Psykoser, bekræftet, at klagers er diagnosticeret som DF200 Paranoid skizofren. Der er ikke oplyst i sagen, hvilken behandling klager har modtaget efter, at denne diagnose er konstateret, og der er ikke indhentet oplysninger om, i hvilket omfang en sådan eventuel behandling eller medicin er tilgængelig i Etiopien. Klagers advokat har under mødet i nævnet ikke kunnet oplyse om det aktuelle medicinforbrug eller om eventuel medicinsk behandling ville være tilsvarende for diagnosen DF 200 Paranoid skizofreni som vedrørende de indhentede baggrundsoplysninger, der er indhentet på baggrund af andre diagnoser. Flygtningenævnet besluttede på denne baggrund at hjemvise sagen til fornyet behandling." [Etio/2021/3/SELS]
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylsagsproceduren og de generelle forhold for flygtninge i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [i vinteren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren under sit ophold i Tyskland i 2019 blev talt grimt til af de tyske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af tysk politi, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Det forhold, at de tyske myndigheder ikke har givet klageren den nødvendige beskyttelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vært på, at de tyske myndigheder har accepteret at tilbagetage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at de tyske myndigheder derfor må antages at have foretaget et reel og fyldestgørende asylsagsbehandling. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelse, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. For så vidt angår det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ikke vil kunne få den nødvendige lægehjælp for sine psykiske lidelser, herunder hørehallucinationer og tankeforstyrrelser, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i Tyskland har haft en opholdstilladelse på grund baggrund af sygdom, og at han tidligere har modtaget lægelig behandling herfor. Klageren må således forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Nævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2021/12/HZC.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en eritreisk kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Danmark har sin forlovede og de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden EU-medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Danmark har en kæreste, der nyder international beskyttelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og hendes kæreste som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren og hendes kæreste ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af halvandet til to års varighed. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes kæreste forud for hans udrejse af hjemlandet, havde en relation. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren besøger sin kæreste så ofte som det er muligt. Flygtningenævnet finder således, at Dublinforordningens artikel 9 ikke finder anvendelse i sagen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren er psykisk påvirket at sine oplevelser forud for sin udrejse af sit hjemland og i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt hun må have behov herfor. Det af klageren oplyste om, at de tyske myndigheder ikke hjalp hende og hun dermed var tvunget til at leve på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Klageren henvises derfor til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder i Tyskland, såfremt hun føler sig uretfærdigt behandlet. Flygtningenævnet finder dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/11/gdan
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark, og at klageren er gravid og venter sig barn med sin ægtefælle i Danmark, hvorfor ansøgningen om asyl burde behandles i Danmark af hensyn til familielivet og barnets tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage Deres klient, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle Deres klients ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i starten af] 2021 har accepteret at modtage Deres klient i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at Deres klients partner, som Deres klient har oplyst er hendes ægtefælle, og som Deres klient venter et barn med, har opholdstilladelse på baggrund af asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klients partner ikke findes at være omfattet af definition af familiemedlemmer i Dublinfor-ordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf blandt andet lagt vægt på, at det ikke for Flygtningenævnet er dokumenteret, at Deres klient har et retsgyldigt ægteskab. Det bemærkes herved, at Deres klient til samtale med Udlændingestyrelsen den 12. januar 2021 har oplyst, at parret er blevet religiøst viet i Tyrkiet. Det bemærkes endvidere, at De har gjort gældende, at det klart og tydeligt fremgår af vielsesattesten fra Tyrkiet, at Deres klients ægtefælle er i Danmark og har asyl, men at Deres klient ikke har fremlagt en vielsesattest, ligesom De [i foråret] 2021 telefonisk har bekræftet, at De ikke er i besiddelse af omtalte vielsesattest. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at der har eksisteret et længerevarende samlivsforhold mellem Deres klient og hendes partner, der kan sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. Nævnet herved har lagt vægt på, at Deres klient til samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at Deres klient ikke har haft et fast samliv med sin partner, herunder at de ikke har boet sammen i Syrien og højest har været sammen i 25 dage, ligesom nævnet har lagt vægt på, at Deres klients partner ifølge det af Deres klient oplyste har opholdt sig i Danmark de seneste seks år. Det forhold, at Deres klient er gravid og venter barn med sin partner i Danmark, finder Flygtningenævnet ligeledes ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN's Børnekonvention, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klient er blevet gravid på et tidspunkt, hvor hun hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Endelig bemærkes, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af Deres klient underretter de tyske myndigheder om Deres klients forhold, herunder vedrørende hendes graviditet, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/10/ajev
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk mand, der har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens herboende familie, klagerens tilknytning til Danmark og det danske arbejdsmarked samt til varigheden af klagerens ophold i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [en dato i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efteråret] 2020 har oplyst, at han siden 1989/1990 har lidt af høreproblemer, at han siden 2005/2006 har lidt af en diskosprolaps, samt at han siden 2011/2012 har været diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [en dato i efteråret] 2020 har oplyst, at han under sit ophold i Sverige havde adgang til relevant sundhedsbehandling, som han har benyttet sig af, idet han har fået stillet høreapparater til rådighed samt modtaget medicin for sine psykiske lidelser. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ønsker samvær med sin myndige datter og mindreårige søn i Danmark, kan heller ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Nævnet bemærker hertil, at klagerens børn efter det oplyste er danske statsborgere, hvorfor de pågældende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra g, ligesom nævnet ikke finder, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens herboende børn omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Nævnet har i sin vurdering heraf blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har haft kontakt til sine herboende børn siden 2011, og at klageren ikke har forældremyndighed over sin herboende søn. Nævnet bemærker endvidere, at det må antages, at det familieliv, som klageren har til sine børn i Danmark, kan opretholdes i tilfælde af en overførsel af klageren til Sverige, idet klagerens herboende børn som danske statsborgere vil kunne besøge klageren i Sverige. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ikke har begået de kriminelle forhold, som han er blevet dømt for under sit ophold i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at nævnet ikke har kompetence til at vurdere skyldsspørgsmålet i klagerens straffesag, og at klageren i den forbindelse må henvises til at tage kontakt til de danske domstole. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/6/MLVT.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en hviderussisk mand, der der havde et gyldigt visum udstedt af de polske myndigheder, da han søgte asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.[Dansk Flygtningehjælp/advokaten/klageren] henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at asylansøgere kan blive frihedsberøvet i Polen og at forholdene for frihedsberøvede udlændinge var utilstrækkelige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den 24. februar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, hvis han overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. De af Dansk Flygtningehjælp påberåbte domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er grundlag for at antage, at de polske myndigheder generelt frihedsberøver asylansøgere uretmæssigt. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Endelig kan det forhold, at klageren tidligere har haft en asylsag i Danmark og har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark for at søge asyl, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har opnået visum til Polen, som er gyldigt fra den 8. januar 2021 til den 31. december 2021, at Polen har accepteret at tilbagetage klageren, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2021/3/imbs
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er særligt sårbar, og at en overførsel til Østrig vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig forværring af hans sundhedstilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren]. 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Den omstændighed, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren er depressiv, selvskadende og selvmordstruet, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Østrig, og der er ikke holdepunkter for at antage, at de østrigske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker endvidere, at det forudsættes, at de danske myndigheder forud for udsendelsen af klageren til Østrig, videregiver relevante sundhedsoplysninger til de østrigske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de østrigske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsproblemer samt den behandling han har modtaget i Danmark. Den omstændighed, at klageren er blevet antastet af nogle personer på et asylcenter, der spurgte, om han ville sælge seksuelle ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2021/2/LINB
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien. Dansk Flygtningehjælp har i forlængelse heraf gjort gældende, at der ud fra de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er en dokumenteret og reel risiko for, at asylansøgere ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden og uden adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Derudover skal klageren registreres som asylansøger, hvilket vil være forbundet med store vanskeligheder, og indtil han formelt registreres vil han ikke have adgang til hverken indkvarterings- eller sundhedssystem. Dansk Flygtningehjælp har hertil bemærket, at selv hvis klageren får adgang til indkvartering, risikerer han at blive henvist til overfyldte modtageforhold i et CAS-center uden privatliv eller sågår i voldelige omgivelser. Afslutningsvis har Dansk Flygtningehjælp henvist til klagerens familiære relationer i Danmark, samt den humanitære situation, der er forværret under den nuværende COVID-19-pandemi. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den 28. oktober 2020 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den 11. marts 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for, at klageren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 1 og 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy, fra august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af baggrundsmaterialet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår desuden, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager hvor ansøgerne er vurderet sårbare. Det bemærket hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Sal-vini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævn i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder derudover, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren, herunder bemærkningen om, at det er problematisk for klageren at blive overført til Italien på grund af risikoen for at blive ramt af COVID-19, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren har oplyst, at han er sund og rask. Det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren ved en overførsel under hensyn til de aktuelle modtageforhold i Italien, vil være i en sådan situation, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 og Dublinforordningens artikel 17. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har en lillebror i Danmark som han ønsker at blive genforenet med, kan ikke føre til ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerens bror ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens art. 2, litra g, og at der ikke ses at være et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes bror, som omfattet af Dublinforordningens art. 16. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. [Dub-Ital/2021/8/YARS]
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk kvinde, der var besiddelse af et visum udstedt af de italienske myndigheder, der udløb mindre end seks måneder forinden klageren søgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, klagerens helbredstilstand og at klageren har en privatretlig konflikt i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2019 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende modtageforholdene for asylansøgere i Italien, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår af rapporterne blandt andet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at: ”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Videre finder Flygtningenævnet, at heller ikke modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering indgår blandt andet, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hendes asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU-chartrets artikel 4 og forordningens artikel 17. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren er sårbar henset til hendes psykiske helbredstilstand, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren ved en overførsel til Italien vil have adgang til den fornødne sundheds- og lægebehandling. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsoplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klageren har henvist til, at hun frygter, at hun i Italien vil blive opsøgt af broren til den kommandant, som hun skulle have været tvangsgiftet med i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke til Udlændingestyrelsen har oplyst, at broren skulle være bosiddende i Italien eller at der i øvrigt foreligger oplysninger, der skulle tale for, at broren skulle være bekendt med klagerens ophold i Italien. Flygtningenævnet finder, at klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, såfremt hun frygter privatpersoner i Italien. Flygtningenævnet har endelig fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren grundet COVID-19 situationen ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Ital/2021/7/gdan
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en tunesisk mand, der var indrejst ulovligt i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien og til, at klageren frygtede, at de italienske myndigheder ikke kan beskytte ham mod en familie, han har en konflikt med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den 18. juni 2020 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den 4. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for, at klageren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 1 og 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy, fra august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af baggrundsmaterialet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår desuden, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager hvor ansøgerne er vurderet sårbare. Det bemærket hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævn i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder derudover, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren, herunder bemærkningen om, at det er problematisk for klageren at blive overført til Italien på grund af risikoen for at blive ramt af COVID-19, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren har oplyst, at han ikke fejler andet, end at han har smerter i ryggen efter en ulykke, og at han behandler disse smerter med medicin, som han har kunnet købe i ethvert land, han har været i. Det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren ved en overførsel under hensyn til de aktuelle modtageforhold i Italien, vil være i en sådan situation, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 og Dublinforordningens artikel 17. Det forhold, at klageren frygter at blive opsøgt af en familie, der er fulgt efter ham til Italien, eller af andre tunesere kan ikke medføre, at hans ansøgning om asyl skal realitetsbehandles i Danmark. Klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, som må antages at have evne og vilje til at beskytte ham, såfremt han frygter privatpersoner. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-ital/2021/6/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambiansk mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, COVID-19 samt klagerens tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker Flygtningenævnet, at de akutelle modtage forhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for, at klageren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 1 og 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy, fra august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af baggrundsmaterialet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår desuden, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager hvor ansøgerne er vurderet sårbare. Det bemærket hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævn i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren ved en overførsel under hensyn til de aktuelle modtageforhold i Italien, vil være i en sådan situation, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 og Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren er mindreårig, og at det vil være i klagerens tarv, at sagen behandles i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet den 26. marts 2021 har truffet afgørelse om at fastsætte klagerens fødselsdato til den 1. februar 2001, hvorfor klageren ikke kan betragtes som mindreårig. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har smerter i maven, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2020, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet har endelig fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den akutelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren, herunder bemærkningen om, at det er problematisk for klageren at blive overført til Italien på grund af risikoen for at blive ramt af COVID-19, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2020/5/HZC
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien, der var indrejst i Frankrig på et visum til Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har en særlig tilknytning til Danmark, idet klagerens mor og far har haft opholdstilladelse i Danmark, og at klagerens far nu er begravet i Danmark. Klagerens mor og søster har søgt asyl i Danmark, ligesom klagerens forlovede, onkel og kusine har opholdstilladelse i Danmark. Dansk Flygtningehjælp gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at klagerens mor er afhængig af klageren, at klageren siden 2014 har besøgt sin familie i Danmark, og at klageren har lært sin forlovede at kende gennem seks år. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, idet Dansk Flygtningehjælp henviste til problemer med adgangen til asylproceduren og til indkvartering. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har fremsat en anmodning om overtagelse til Frankrig, at fristen for Frankrigs svar på anmodningen udløb [to måneder senere i] 2020, og at Frankrig ikke har besvaret anmodningen inden for fristen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der foreligger accept by default, jf. Dublinforordningens artikel 22, stk. 7, jf. artikel 12, stk. 4, og at ansvaret for behandlingen af klagerens asylansøgning er overgået til Frankrig. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger konkrete omstændigheder vedrørende klagerens eller familiemedlemmers forhold, der er til hinder for en overførsel af klageren til Frankrig. For så vidt angår det oplyste om, at klagerens forlovede har opholdstilladelse på baggrund af asyl i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder, at klagerens forlovede er omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet det efter de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at der har eksisteret et længerevarende samlivsforhold mellem klageren og hendes forlovede. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren først har forklaret om sin forlovede i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps indlæg [fra efteråret] 2020, og at klageren ikke i forbindelse med samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har oplyst herom. For så vidt angår oplysningerne om klagerens tilknytning til sin mor, der har søgt asyl i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at klagerens mor ikke er omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet klageren er voksen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at henvisningen til Dublinforordningens artikel 16, kan føre til, at overførsel af klageren til Frankrig ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at klagerens mor, der er 71 år samt lider af diabetes og forhøjet blodtryk, kan anses for afhængig af hjælp fra klageren. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klagerens søster har søgt asyl i Danmark, eller at klageren i øvrigt har fjernere slægtninge med opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, at “only about 51 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2020”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, må lægges til grund blandt andet, at Dublin-returnees bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsforhold som asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker endelig, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2021/3/ajev
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der var meddelt afslag på asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren havde oplevet chikane fra andre muslimer på asylcenteret, som følge af at klageren er kristen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Belgien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien den 4. februar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Belgien blev udsat for chikane af muslimer på asylcenteret, fordi han er kristen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de belgiske myndigheder, der må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse, hvis han følger sig forfulgt af privatpersoner. For så vidt angår den af klageren til Flygtningenævnet fremsendte anmeldelse indgivet til det belgiske politi over klagerens arbejde hos en muslimsk mand, som efter klagerens udsagn skulle have snydt og truet klageren, finder Flygtningenævnet også her, at de belgiske myndigheder må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Videre finder Flygtningenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at klageren er utilfreds med den generelle sagsbehandling af klagerens asylsag i Belgien. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Belgien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Belgien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at det oplyste om, at klagerens psykiske velvære skulle være ude af balance, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må kunne forvente at kunne modtage den nødvendige hjælp og støtte, herunder eventuel sundhedsbehandling i Belgien. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de belgiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevant helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. dub-belg/2021/1/lbv
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Cameroun. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Batibo Tribe og kristen af trosretning fra Limbe, Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel eller marginaliseret på baggrund af hendes etnicitet som Batibo Tribe. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter de generelle uroligheder i landet. Ansøgeren har også henvist til, at hendes datter er en lille pige, hvorfor hun frygter, at hun ikke vil få en ordentlig skolegang, ligesom hun er bekymret for, at der ikke vil være adgang til tilstrækkelig sundhedsbehandling i hjemlandet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at urolighederne i Cameroun begyndte omkring tre måneder efter hendes indrejse i Danmark, og i [sommeren] 2019 modtog ansøgeren oplysninger om, at hendes forældre var blevet slået ihjel som følge af urolighederne. Ansøgeren har videre herom oplyst, at hendes far arbejdede i den offentlige sektor, og at familien oplevede, at der blev kastet sten mod deres bopæl. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun har haft svært ved at finde arbejde i den fransktalende del af Cameroun grundet sin etnicitet, ligesom hun har oplevet generel diskrimination fra de fransktalende. Det fremgår af advokatindlægget, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2020 er kommet i kontakt med sin søster og af denne fået oplyst, at deres forældre blev dræbt som følge af, at faderen angav separatisternes gemmesteder. Ansøgeren har ikke ønsket at give møde under Flygtningenævnets behandling af sagen. Allerede derfor kan Flygtningenævnet ikke lægge de nye oplysninger om drabet på forældrene til grund, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren først er kommet i kontakt med sin søster igen, efter at ansøgeren har fået afslag på opholdstilladelse. Ansøgeren har under asylsagen oplyst, at hun ikke har personlige konflikter med nogen i Cameroun. De generelle forhold i Cameroun er ikke af en karakter, der i sig selv kan medføre, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren har oplevet forskelsbehandling og diskrimination har ikke en karakter eller intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Hertil kommer, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2016 men først søgte asyl i 2019, efter udløbet af hendes opholdstilladelse og efter at have modtaget afslag på opholdstilladelse efter etableringsordningen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Came/2021/11/LINB
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016 og 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold for kvinder og etniske hazara i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle for omkring 15 eller 16 år siden fik arbejde som assistent for kokken på en amerikansk base i Kabul. En dag, da ægtefællen var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af Taliban, som gav ham en flaske gift og beordrede ham til at komme det i amerikanernes mad. Ægtefællen nægtede at efterkomme ordren. Derefter opsøgte Taliban ægtefællen yderligere tre gange og gav ham to flasker mere med gift. Den fjerde gang Taliban opsøgte ansøgerens ægtefælle, sagde de til ham, at de ville slå ham og hans familie ihjel, såfremt han ikke udførte ordren. Ansøgerens ægtefælle fortalte amerikanerne herom, og de rådede ham til at flygte. Herefter flygtede familien til Iran. Omkring to til tre måneder efter ankomsten til Iran fortalte ansøgerens svoger, at Taliban havde ransaget deres hus og efterfølgende eftersøgt dem i nabolaget. Ansøgerens ægtefælle blev for fire år siden deporteret til Afghanistan, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren formoder, at Taliban har slået ægtefællen ihjel. I 2017 rejste ansøgeren tilbage til Kabul, hvor hun opholdt sig hos sin svoger i en måned, idet hun skulle have udstedt pas og tazkera. Ansøgerens svogers naboer fortalte, at ansøgeren og hendes familie var i fare. Omkring tre uger før ansøgerens asylsamtale [i efteråret] 2019 oplyste ansøgerens svoger, at hendes hjem i Kabul var blevet ransaget og efterfølgende brændt ned. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår ansøgerens ægtefælle fortalte sin amerikanske chef om henvendelsen fra Taliban om, at han skulle forgifte amerikanernes mad med gift. Til asylsamtalen [i efteråret] 2019 oplyste ansøgeren, at hendes ægtefælle henvendte sig til sin amerikanske chef allerede efter den første opsøgning. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ægtefællen ikke talte med sin amerikanske chef om Talibans første opsøgning af ham, da chefen ikke var tilstede, da han var i krig, og at det først var efter Talibans fjerde opsøgning af ægtefællen, at ægtefællen talte med sin amerikanske chef om Talibans opsøgninger af ham. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvornår Taliban spurgte efter ansøgeren og hendes familie i nabolaget. Til asylsamtalen [i foråret] 2019 oplyste ansøgeren, at ifølge hendes svoger, [A], havde Taliban ca. 1 måned forud for samtalen ledt efter ansøgeren og hendes familie, men at der i øvrigt ikke var sket noget siden deres udrejse. Til asylsamtalen [i efteråret] 2019 oplyste ansøgeren, at ifølge svogeren havde Taliban 2-3 måneder efter hendes og hendes families udrejse til Iran gennemrodet deres hus og herefter spurgt efter ansøgeren og hendes familie i nabolaget, hvor de havde vist familiens fotos til naboerne og sagt, at hvis naboerne så disse mennesker, skulle de oplyse det til Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hun følte sig skygget af mænd med langt skæg under sit ophold i Kabul i 2017. Til asylsamtalen [i efteråret] 2019 oplyste ansøgeren, at naboerne under hendes ophold i 2017 sagde til svogeren [A], at han skulle beskytte ansøgeren, og der var nogen, der spurgte ansøgerens svoger, om [B’s] kone var tilbage, og at hun ikke oplevede yderligere problemer end dette. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun under sit ophold hos svogeren i Kabul i 2017 følte, at folk med langt skæg skyggede hende og fulgte hende op til svogeren [A’s] hjem, og at nogen spurgte hendes svoger, om ”hun var den rette kvinde”. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at naboerne til svogeren [A] kendte til hendes ægtefælles angivelige konflikt med Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at Taliban angiveligt skulle efterstræbe ansøgeren og hendes familie efter den angivelige oprindelige konflikt i 2004, herunder henset til, at ansøgeren har oplyst, at Taliban allerede havde taget hendes ægtefælle i sin varetægt i 2015 og formentlig allerede havde slået ansøgerens ægtefælle ihjel. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om Talibans stærke interesse for ansøgeren og hendes familie ikke forenelig med, at Taliban ikke på noget tidspunkt har opsøgt svogeren [A] i Kabul siden 2004, eller at svogeren ikke har oplevet nogen konflikter med Taliban som følge af ansøgerens ægtefælles forhold til trods for, at svogeren har opholdt sig i Kabul i hele perioden og herunder også jævnligt er kommet i ansøgerens hus også efter ansøgerens udrejse. Ansøgerens forklaring om, at Taliban ikke vidste, hvor [A] boede, fremstår ikke overbevisende, henset til, at det må antages, at Taliban ville være i stand til at lokalisere og effektuere angreb, såfremt det var væsentligt for dem. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har rejst tilbage til Kabul og opholdt sig hos svogeren i Kabul i en måned, uden at Taliban foretog sig noget i den anledning. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke kan føre til, at ansøgeren og hendes børn meddeles asyl. Videre bemærkes, at det forhold, at ansøgeren og hendes børn er etniske hazara ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren og hendes børn meddeles asyl. Videre bemærkes, at de generelle forhold for enlige kvinder med børn i Afghanistan heller ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren og hendes børn meddeles asyl. Endelig bemærkes, at de socioøkonomiske forhold i Afghanistan, ikke kan føre til, at ansøgeren og hendes børn meddeles asyl. Det af ansøgeren i øvrigt anførte kan ikke føre til, at ansøgeren og hendes børn meddeles asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og de tre børns tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2021/14/CERA
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [by], [område], Afghanistan, men har senest opholdt sig i [by], Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller kidnappet af sin stedmors bror, [A], og af sin halvbror, [B]. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han formoder, at hans far blev slået ihjel af stedmorens familie, idet familien fandt ud af, at faren var shia muslim. Ansøgeren er ligeledes shia muslim og frygter derfor, at stedmorens familie, særligt stedmorens bror, vil slå ham ihjel. Han frygter ligeledes sin halvbror, [B], som er sunni muslim. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans ægtefælle er blevet kidnappet af hans halvbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med [B] og [A]. Flygtningenævnet vurderer, at det beror på ansøgeres egen formodning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren aldrig er blevet truet direkte af hverken [B] eller [A], men at han alene har fået oplyst truslerne igennem sin mor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin fars død boede i Afghanistan i over 12 år, før han udrejste af Afghanistan som 22-årig. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren boede i byen [X], hvor [B] og [A] ifølge ansøgeren angiveligt ikke kunne komme til. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke ud fra Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger er nogle indikationer på, at personer med Pashto etnicitet ikke kunne rejse til Behsud- distrikterne, herunder [X] fra 1979 til 1989-90, hvor ansøgeren angiveligt boede i [X]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft kontakt med [B] og [A] i over 44 år. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter, at Safar angiveligt ikke har forsøgt at gøre alvor af hans angivelige trussel mod ansøgerens mor på trods af, at han angiveligt har truet hende i en periode på over 40 år. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [B] og [A] vil dræbe ansøgeren 44 år efter, at de sidst har set ansøgeren, og at de har truet ansøgerens mor i mere end 40 år, fordi ansøgeren er shia muslim, og at de samtidig har deltaget i ansøgerens mors henholdsvis begravelses- og mindeceremoni. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle angiveligt har en konflikt med [B], da Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens konflikt til grund. Det forhold, at [B] og [A] angiveligt, ifølge ansøgeren, er medlem af Taliban, fører ikke til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med Taliban. I tilknytning hertil bemærkes, at ansøgerens ægtefælle ved samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2012 har oplyst, at [B] ikke har nogen tilknytning til Taliban. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles konsekvensstatus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er indrejst i [efteråret] 2018, og at ansøgerens ægtefælle er indrejst i [efteråret] 2012, og Flygtningenævnet finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af sin ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/12/2021/gdan
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Uganda. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af religiøs overbevisning fra Masaka-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en militærperson ved navn [A], fordi hun har en konflikt over et jordstykke i [en navngi-ven landsby]. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet af myndighederne, da hun er blevet beskyldt for at være en del af People Power bevægelsen, der er i opposition til den siddende rege-ring. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2013 overtog et jordstykke i [en navngiven landsby] fra sin mor, og at hun begyndte at opdyrke jordstykket i 2016. I den forbindel-se ansatte ansøgeren en person ved navn [B], som forsvandt efter kort tids ansættelse. I [begyn-delsen af] 2017 ansatte ansøgeren en person ved navn [C], som skulle fortsætte arbejdet og starte opdyrkningen af jorden. [C] var ansat i fire måneder, og i det tidsrum blev hegnet omkring ansø-gerens jordstykke ødelagt to gange, og [C] blev truet på livet flere gange af militærmanden [A]. [C] blev derefter anholdt, grundet hans politiske tilknytning til People Power bevægelsen. Om-kring [sommeren/efteråret] 2018 ansatte ansøgeren en dreng ved navn [D]. [D] blev flere gange truet på livet af militærmanden [A]. I [sommeren] 2018 blev [D] slået ihjel af ukendte gernings-mænd, der kørte væk i et militært køretøj. Ansøgeren opdagede efterfølgende, at hegnet var blevet ødelagt, ligesom alle frugttræerne var blevet ødelagt. I [sommeren] 2018 blev ansøgeren opsøgt og truet af [A] et antal gange ved jordstykket i [en navngiven landsby], og en enkelt gang i Kampala ved ansøgerens arbejdsplads. I slutningen af 2018 blev der sat ild til en sofa i ansøgerens lejlighed i [et navngivent boligområde], hvorved ansøgeren pådrog sig brandskader. Flygtningenævnet læg-ger til grund, at ansøgeren har en konflikt med en lokal militærperson ved navn [A], og at denne konflikt udspringer af en tvist om retten til et stykke landbrugsjord, som ansøgeren har arvet fra sin mor. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i sommeren] 2020, forklarede jf. side 10, at hun to gange har henvendt sig til myndighederne for at få hjælp. Hun har endvidere forklaret, at hun ikke fik hjælp af myndighederne, samt at hun an-meldte at hendes afgrøder var blevet ødelagt. Hun har dog ikke ved nogen af de to samtaler forud for mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun også havde anmeldt [A’s] trusler imod hende til politiet. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren imidlertid udbyggende for-klaret, at hun også anmeldte [A’s] trusler, og at hun heller ikke kunne få politiets bistand i den forbindelse. Ansøgeren har forklaret, at hun i [slutningen af] 2018 var udsat for hvad der må be-tegnes for et brandattentat, idet der opstod ild i en sofa i hendes lejlighed i Kampala og idet at hun går ud fra, at [A] var ansvarlig for brandens opståen, således at branden altså var påsat. Flygtnin-genævnet bemærker, at det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at der er en sådan sammenhæng. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at [A] er så magtfuld at han ville kunne finde frem til hende, hvis hun vendte tilbage til Uganda, men at hun på den anden side efter brandattentatet blot flyttede til en anden lejlighed i samme boligkompleks. Flygtningenævnet tillægger det væsentlig betydning, at ansøgeren efter sin forkla-ring forblev i Kampala og fortsat varetog sit arbejde i hele perioden fra [slutningen af] 2018 og til hun udrejste af Uganda i [sommeren] 2019. I den forbindelse bemærkes det, at ansøgeren ved asylsamtale [en dato i slutningen af] 2020 side 8, har forklaret, at [A] tidligere havde indfundet sig på hendes arbejdsplads og truet hende der. Udfra disse oplysninger må det altså lægges til grund, at [A] er bekendt med ansøgerens arbejdsplads og at han ville have kunnet opsøge hende der, lige-som han i øvrigt trods adskillige trusler, som han har fremsat over en periode på flere år, ikke har gjort alvor af sine trusler. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om indholdet af ansøgerens henvendelser til myndighederne, hendes lange ophold og fortsatte varetagelse af hendes arbejde efter branden i hendes lejlighed indtil udrejsen i [sommeren] 2019, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2021/2/NABR.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Menbiji, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Syrien frygter, at han vil blive henrettet eller tvunget til at udføre sin militærtjeneste af de syriske myndigheder, fordi han flygtede fra militærtjeneste og udrejste illegalt. Klageren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren vil ikke udføre militærtje-neste, idet klageren ikke vil slå andre ihjel eller selv risikere at blive slået ihjel. Klageren har vi-dere henvist til, at han er blevet truet på de sociale medier af en række personer, både kendte og ukendte for klageren, og herunder af fire personer som arbejder for den syriske efterretningstjene-ste, på grund af at klageren i 2015 havde lagt et billede på Facebook af et dansk flag. På grund af dette billede nævnte hans [familiemedlem], som er imam i Syrien, også klagerens navn i sin fre-dagsbøn og sagde, at klageren havde vendt sit land ryggen, var vantro og fortjente at blive slået ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi oplysninger om ham er blevet offentliggjort på internettet og i en syrisk avis i forbindelse med en dom, som han er blevet idømt i Danmark. Klageren har endeligt henvist til, at han i 2017 blev truet af en person efter, at klageren på Facebook havde ytret sig kritisk om situationen i Syrien. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit sur place asylmotiv til grund, idet den fore-kommer utroværdig. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at kla-geren har forklaret udbyggende herom, idet han ikke oplyste noget om disse trusler til sin samtale med Hjemrejsestyrelsen omkring to måneder inden § 31 samtalen med Udlændingestyrelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til at fremlægge dokumenta-tion for opslaget på sin Facebook profil med det danske flag eller for de trusler, han angiveligt modtog. De af klageren fremlagte vidneerklæringer kan efter deres karakter ikke føre til et andet resultat. Indholdet af artiklen på [hjemmesiden] kan heller ikke føre til et andet resultat henset til, at den alene omhandler oplysninger om klagerens – og andre tiltaltes - dom for narkotikahandel, og at det beror på hans egen formodning, at nogen skulle efterstræbe ham på grund af artiklen. Det forhold, at klageren i 2017 angiveligt blev truet af en person efter at have ytret sig kritisk om situ-ationen i Syrien, kan heller ikke føre til en anden vurdering henset til den tid, der er forløbet siden truslen blev fremsat. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han, der er i den militærpligti-ge alder, har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og da han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, medmindre udlændingen samtykker. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod vide-resendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ud-lændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsen-des, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde taler derfor. Afvejningen mellem de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, ud-sendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydel-se må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstil-ladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom [i efteråret] 2020 idømt fængsel i seks må-neder og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år fra udrejsen eller udsendelsen. Dommen omfattede en overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, jf. lov om euforiserende stoffer og be-kendtgørelse om euforiserende stoffer, ved i perioden fra [foråret] 2018 til [sommeren] 2018 i forening med flere medgerningsmænd at have solgt 40 gram kokain og 50 gram hash. Vedrørende spørgsmålet om udvisning udtalte landsretten: ”[Tiltalte], der er syrisk statsborger, har haft lovligt ophold her i landet i ca. 3 år, jf. udlændingelovens § 27, stk. 2 og 5. Han er fundet skyldig i narko-tikakriminalitet ved blandt andet i forening med de andre tiltalte at have solgt kokain og hash og er idømt fængsel i 6 måneder. Betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4, og efter § 24, nr. 2, er derfor opfyldt. Tiltalte skal derfor udvises, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4 (tidligere § 32, stk. 2, nr. 2), skal indrejseforbuddet som ud-gangspunkt fastsættes til 6 år. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. Tiltalte, der i dag er 27 år, og som har boet i Danmark siden [sommeren] 2015, er født i Syrien, hvor han har gået i skole indtil 2006, hvor han rejste til Libanon. Han er gift med en herboende syrisk kvinde, som han har 4 børn med på henholdsvis 6 år, 5 år, 3 år samt 7 måneder. To af børnene er efter det oply-ste ikke født i Danmark. Han har ikke herudover familie i Danmark. Han taler arabisk med sin ægtefælle og halvt arabisk og halvt dansk med sine børn. Han har oplyst, at hans ægtefælle og børn vil rejse med ham til Syrien, hvis han udvises. Landsretten finder på den baggrund, at tiltalte fortsat har en stærk tilknytning til Syrien, og at hans tilknytning til Danmark, uanset han har en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked, er ret begrænset. Selvom tiltaltes rolle i narkotikahand-len er mindre end de to andre tiltaltes, må den stadig anses for alvorlig, hvilket også afspejles i, at han er straffet med fængsel i 6 måneder. Efter arten og grovheden af tiltaltes kriminalitet sam-menholdt med hans tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark finder landsretten efter en sam-let vurdering, at de samfundsmæssige hensyn (forebyggelse af uro eller forbrydelse), som taler for udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 6 år, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn til hans privatliv og navnlig familieliv, der taler imod udvisning. Det bemærkes herved, at hans ægtefælle er syrisk, taler arabisk og efter det oplyste vil rejse med tiltalte til Syrien sammen med parrets børn. En udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 6 år vil på den baggrund ikke ud-gøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion.” Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at han med henvisning til forbrydelsens karakter og grovhed må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af dommen, at der var tale om organiseret salg af kokain og hash, og at klageren både fungerede som chauffør, ligesom han også selv havde stået for levering af kokain og hash, og at han modtog betaling for stoffer. Klageren er fra Syrien, hvor han har boet indtil [foråret] 2015. Hans ægtefælle, der er fra Syrien, og deres fire mindreårige børn bor i Danmark. Ægtefællen og to af børnene har opholdstilladelse som familiesammenførte. Klageren og ægtefællen taler arabisk sammen, han taler halvt arabisk og halvt dansk med børnene, og efter det oplyste vil ægtefællen og børnene rejse med klageren til Syrien, hvis klageren bliver udvist. Klageren mener ikke, at han har tilbageværende familie i Syrien. Han har i Danmark haft en [virksomhed] i Ålborg, og han har i dag eget [firma] og medejer af et andet [firma]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurde-ring af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlæn-dingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/72/juri
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog oplyst, at hun har været med til at hjælpe en organisation, som hed [B], og klagerens op-gaver bestod i at hjælpe syriske flygtninge, der kom til [A]. Det fremgår af sagen, at klageren ind-rejste i Danmark [i slutningen af] 2015, og at hun [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i slutningen af] 2019 klaget til Flygtnin-genævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af ud-lændingelovens § 7, stk. 1, og subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter den syriske sikkerhedstjeneste som følge af sin deltagelse i en demonstration, at hun fryg-ter at blive rekrutteret til militærtjeneste af PKK, og at hun frygter at blive slået ihjel af sine for-ældre, fordi hun rejste fra dem på grund af forholdet til [C], som forældrene ikke ville godkende, at klageren blev gift med. Klageren har herom oplyst, at hun [i foråret] 2012 deltog i en demon-stration på sit universitet i Latakia, der handlede om, at alawitter har bedre rettigheder end andre. Herefter blev to personer fængslet, og klageren har endvidere fået at vide, at hendes navn og nav-nene på en række andre kurdiske studerende blev registreret hos sikkerhedstjenesten på grund af demonstrationen. To personer har været fængslet og er forsvundet, og de er sikkert blevet slået ihjel. For så vidt angår klagerens frygt for rekruttering til militærtjeneste i PKK, har klageren op-lyst, at alle, der er født mellem 1986 og 1996, officielt er blevet indkaldt til at melde sig til mili-tæret. Klageren ønsker ikke at kæmpe for PKK, og hvis hun ikke melder sig ved en tilbagevenden, vil hun blive straffet. Til støtte for sin frygt for at blive slået ihjel af sine forældre, har klageren oplyst, at hun mødte sit barns far, [C], i Syrien, da hun var 17 år gammel. [C] friede til klageren fire gange, men klagerens forældre afviste ægteskabet. Klageren rejste fra sine forældre, opholdt sig hos [C's] familie i Tyrkiet og indledte et seksuelt forhold til [C]. Klagerens svigerfamilie ken-der til forholdet, og klageren formoder også, at klagerens forældre kender til forholdet. Derefter opholdt klageren sig hos sin veninde, [D]. [D] oplyste klageren, at hun havde modtaget trusler fra klagerens forældre. Klagerens søster fortalte endvidere klageren, at hun på grund af forholdet risi-kerede at blive slået ihjel af sin familie, og at hun var nødt til at udrejse af Tyrkiet, hvor familien var, hvilket klagerens søster hjalp hende med. Klageren har i Danmark fået et barn med [C], som har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forkla-ring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet tiltræder, at der efter indholdet af de forelig-gende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at klageren vil risikere tvangsrekrutte-ring til PKK ved en tilbagevenden til Syrien. Herefter, og da det efter klagerens forklaring heller ikke kan lægges til grund, at klageren særligt skulle risikere individuel tvangsrekruttering, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer tvangsrekruttering til PKK ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder desuden, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at hun vil være efterstræbt af de syriske myndigheder som følge af sin delta-gelse i en demonstration i Latakia. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at klageren ikke efter-følgende er blevet opsøgt eller i øvrigt har oplevet problemer med myndighederne. Endelig tiltræ-der Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af en uoverensstemmelse med sin familie. Nævnet finder, at uoverensstemmelserne med familien ikke har en sådan intensitet eller karakter til isoleret af være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke havde nogen konsekvenser, da klageren fortalte hendes forældre om hendes intention om at flytte sammen med sin kæreste, og at klagerens forældre har været bekendt med klagerens op-holdssted i Tyrkiet i ca. 14 dage, uden at forældrene har foretaget sig noget. Endelig har klagerens forældre ikke fremsat trusler direkte overfor klageren eller i øvrigt opsøgt klageren. Klageren op-fylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørel-se.” Syri/2021/65
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af opholdstilla-delse vedrørende en kvinde børn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [bydel], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigshand-lingerne. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge kla-gernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at idet grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvi-dere som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at gruppen, der forud for hendes udrejse af Syrien, opsøgte og plyndrede hendes familie på deres bopæl, på ny vil opsøge familien. Videre frygter klageren, at hun vil blive udsat for kidnapning, anholdelse eller drab, og at blive taget ved kontrolposterne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes bror blev anholdt ved en kontrolpost, og at familien måtte betale for, at han blev løsladt. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport, Security and socio-economic situation in the government controlled areas of Damascus and Rual Damascus, udgivet i fra oktober 2020 og EASO’s rapport, Syria Security Situation, udgivet i maj 2020, fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, hvor klageren kommer fra, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan ka-rakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Men-neskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i om-rådet. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der heref-ter ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholds-tilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hendes ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlæn-dingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrati-onskontrol samt økonomiske hensyn, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal her-efter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens inte-resse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtel-se af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familie-liv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurde-ringen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren udrejste af Syrien i [efteråret] 2015 som [X]-årig. Hun havde indtil da boet hele livet i Damaskus. Klageren indrejste i Danmark [fra efteråret] 2015 og har således opholdt sig her i lidt over fem år. Hun har familiemæssig tilknyt-ning til Danmark i form af sin forældre og en søster med to børn, hvis sager om inddragelse Flygtningenævnet også behandler i dag, samt en bror med ægtefælle og to børn. Hun har gået på VUC og går nu på FGU, hvor hun forventer at afslutte folkeskolens 9. klasse til sommer. Hun har ikke haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Hun har lært dansk, men har dog benyttet tolk under mødet i Flygtningenævnet. I Damaskus har hun to søstre med familie samt andre slægtninge. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilla-delse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgø-relsen [fra efteråret] 2020 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren er i risiko for forføl-gelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at familien nogle måneder før udrejsen af Syrien blev udsat for et hjemmerøveri, til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at klagerens far har forklaret udbyg-gende om røveriet. Han har således oprindeligt forklaret, at de ikke vidste, hvem røverne var, og at røveriet ikke var møntet personligt på dem. Under forklaringen for Flygtningenævnet har han for-klaret, at røveriet blev begået af myndighedspersoner, som spurgte efter klagerens bror og i for-bindelse med en ransagning stjal familiens værdigenstande. Klageren, hendes forældre og søster har endvidere forklaret udbyggende om, at familiens hjem efterfølgende blev opsøgt flere gange af myndighederne både før og efter udrejsen. Forklaringerne herom har været udetaljerede og ind-byrdes modstridende. Flygtningenævnet kan ikke lægge disse udbyggende dele af klagerens fars forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens bror udrejste af Syrien i 2012, hvorefter hendes far var tilbageholdt i to dage, men i de følgende år oplevede familien ikke andre problemer med myndighederne på grund af klagerens brors søns forhold. Det er ikke sand-synliggjort, at klagerens bror har været særlig profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens bror fik udstedt et syrisk pas en måned før sin udrejse, og at han udrejste legalt af Syrien. Endvidere udrejste også klageren legalt af Syrien i oktober 2015 uden at opleve problemer i denne forbindelse. Klagerens far har oplyst, at familiens efternavn er almindeligt i Syrien. På denne baggrund kan det forhold, at klagerne under mødet i Flygtningenævnet har fremlagt en liste med navne, herunder seks personer med samme efternavn som klageren, der angiveligt er blevet dræbt af de Syriske myndigheder, ikke føre til, at klageren kan anses for at risikere asylbegrundende forfølgelse alene på baggrund af sit efternavn. Det for-hold, at klageren har søgt asyl kan ikke i sig selv antages at føre til, at de ved tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for asylbegrundende behandling. Flygtningenævnet henviser herved til Ud-lændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps rapport, Security situation in Damascus Province and issues regarding return to Syria, udgivet i februar 2019. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for asylbegrundende problemer med myndighederne. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstil-ladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/64/gdan
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af opholdstilla-delse vedrørende en kvinde samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [bydel], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigshandlinger-ne, herunder at blive slået ihjel eller tilbageholdt. Klageren henviste til støtte herfor til, at hendes ægtefælle blev slået ihjel fem år forinden, efter at være blevet tilbageholdt og udsat for tortur af det syriske regime. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændin-gestyrelsen har vurderet, at idet grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Kla-geren har som asylmotiv fortsat henvist til, hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at hun og hendes sønner bliver tilbageholdt og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes forældres bopæl, hvor klageren forud for udrejsen boede, blev op-søgt ofte, og at en person ved den ene hændelse rettede et gevær mod klagerens hoved, og at på-gældende truede med at slå hende og hendes børn ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at hen-des afdøde ægtefælles forældre er blevet opsøgt siden klagerens udrejse, og at de efterspørger kla-gerens sønner. Klageren har ydermere henvist til, at hendes svigerinde blev anholdt af de syriske myndigheder, og at hendes ægtefælle ligeledes var blevet slået ihjel, på samme vis som klagerens ægtefælle. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport, Security and socio-economic situation in the government controlled areas of Damascus and Rual Damascus, udgivet i fra oktober 2020 og EASO’s rapport, Syria Security Situation, udgivet i maj 2020, fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, hvor klageren kommer fra, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktu-elle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at bli-ve udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der herefter ikke grundlag for at forlænge klagerens op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvor-vidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks in-ternationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hendes ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol samt økonomiske hensyn, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klage-rens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstil-ladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilla-delse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og fa-milieliv. Klageren udrejste af Syrien i [efteråret] 2015 som [X]-årig. Hun havde indtil da boet hele livet i Damaskus. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 og har således opholdt sig her i lidt over fem år. Hun har familiemæssig tilknytning til Danmark i form af sine to børn på [X] og [X] år, sine forældre og en søster, hvis sager om inddragelse Flygtningenævnet også behandler i dag, samt en bror med ægtefælle og to børn. Hun har gået på FVU og går nu på VUC, hvor hun er i gang med folkeskolens 9. klasse. Hun har ikke haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Hun har lært dansk, men har dog benyttet tolk under mødet i Flygtningenævnet. I Da-maskus har hun to søstre med familie samt andre slægtninge. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en næg-telse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Dan-marks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens børn har ikke opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at klageren af den grund kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenæv-net kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen [fra efter-året] 2020 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlæn-ges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller over-greb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at familien nogle måneder før udrejsen af Syrien blev udsat for et hjemmerøveri, til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at klagerens far har forklaret udbyggende om røveriet. Han har således oprindeligt forklaret, at de ikke vidste, hvem røverne var, og at røveriet ikke var møntet personligt på dem. Under forklaringen for Flygtningenævnet har han forklaret, at røveriet blev begået af myndighedspersoner, som spurgte efter klagerens bror og i forbindelse med en ran-sagning stjal familiens værdigenstande. Klageren, hendes forældre og søster har endvidere forkla-ret udbyggende om, at familiens hjem efterfølgende blev opsøgt flere gange af myndighederne både før og efter udrejsen. Forklaringerne herom har været udetaljerede og indbyrdes modstriden-de. Klagernes forklaringer herom har været udetaljerede og indbyrdes modstridende. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge disse udbyggende dele af klagerens fars forklaringer til grund. Flygtninge-nævnet lægger til grund, at klagerens ægtefælle døde omkring 2011 i forbindelse med, at han var tilbageholdt af myndighederne i Syrien. Klageren oplevede ikke i de efterfølgende år indtil udrej-sen at blive udsat for forfølgelse fra myndighedernes side som følge af sin mands forhold. Flygt-ningenævnet bemærker endvidere, at klagerens bror udrejste af Syrien i 2012, hvorefter hendes far var tilbageholdt i to dage, men i de følgende år oplevede familien ikke andre problemer med myn-dighederne på grund af klagerens brors søns forhold. Det er ikke sandsynliggjort, at klagerens bror har været særlig profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens bror fik udstedt et syrisk pas en måned før sin udrejse, og at han udrejste legalt af Syrien. Endvidere udrejste også klageren legalt af Syrien i [efteråret] 2015 uden at opleve problemer i denne forbindelse. Klagerens far har oplyst, at familiens efternavn er almindeligt i Syrien. På denne baggrund kan det forhold, at klagerne under mødet i Flygtningenævnet har frem-lagt en liste med navne, herunder seks personer med samme efternavn som klageren, der angive-ligt er blevet dræbt af de Syriske myndigheder, ikke føre til, at klageren kan anses for at risikere asylbegrundende forfølgelse alene på baggrund af sit efternavn. Det forhold, at ansøgeren er enke kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun ved tilba-gevenden til Syrien har et netværk i form af hendes søster og forældre, hvis opholdstilladelser i Danmark ligeledes er nægtet forlænget, sin svigerfamilie og andre slægtninge. Det forhold, at kla-geren har søgt asyl kan ikke i sig selv antages at føre til, at de ved tilbagevenden til Syrien vil bli-ve udsat for asylbegrundende behandling. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrel-sens og Dansk Flygtningehjælps rapport, Security situation in Damascus Province and issues re-garding return to Syria, udgivet i februar 2019. På denne baggrund har klageren ikke sandsynlig-gjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for asylbegrundende problemer med myndighederne. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladel-se i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/63/gdan
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af opholdstilla-delse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunni muslimer fra [bydel], Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været poli-tisk aktiv. Den mandlige klager har oplyst, at han enkelte gange har deltaget i tilfældige demon-strationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste både den mandlige og kvindelige klager som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Sy-rien på baggrund af krigshandlingerne. Klagerne har endvidere henvist til, at de i 2015 oplevede at blive plyndret i deres hjem, hvilket de frygter vil ske på ny ved en tilbagevenden. Udlændingesty-relsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at idet grund-laget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt, idet han har forladt Syrien, og fordi hans søn er i den militærpligtige alder og har unddraget sig den. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at hans datter i Syrien er blevet opsøgt på sin bopæl, og personerne har efterspurgt den mandlige klager. Den kvindelige klager har som asylmo-tiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Klageren har endvidere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse til støtte for sit asylmotiv hen-vist til, at hun på sin bopæl, forud for sin udrejse, blev opsøgt at nogle personer, der efterspurgte hendes ægtefælle og hendes søn, og at hendes datter i Syrien, ligeledes er blevet opsøgt, efter kla-gerens udrejse. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rap-port, Security and socio-economic situation in the government controlled areas of Damascus and Rual Damascus, udgivet i fra oktober 2020 og EASO’s rapport, Syria Security Situation, udgivet i maj 2020, fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, hvor klagerne kommer fra, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ar-tikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysnin-ger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der herefter ikke grundlag for at forlænge kla-gernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter vurde-re, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Dan-marks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en næg-telse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol samt økonomiske hensyn, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbin-delse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes op-holdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes op-holdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagernes ret til pri-vat- og familieliv. Klagerne udrejste af Syrien i [efteråret] 2015 i en alder af henholdsvis [X] og [X] år. De havde indtil da boet hele livet i Damaskus. Klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 og har således opholdt sig her i lidt over fem år. De har familiemæssig tilknytning til Dan-mark i form af to døtre og den ene datters to børn, hvis sager om inddragelse Flygtningenævnet også behandler i dag, samt en søn med ægtefælle og to børn. De har ikke haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark og har ikke lært dansk. I Damaskus har klagerne to døtre med fami-lie samt andre slægtninge. Den ene datter bor i en lejlighed, som den mandlige klager fortsat er ejer af. Klagerne har helbredsmæssige problemer, idet de begge har PTSD, den kvindelige klager har problemer med benene, mens den mandlige klager har haft problemer med blodtryk og har åndedrætsbesvær og oplever besvimelser. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerenes opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelserne [fra efteråret] 2020 om, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb om-fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagernes forkla-ringer om, at de nogle måneder før udrejsen af Syrien blev udsat for et hjemmerøveri, til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at den mandlige klager har forklaret udbyggende om røveriet. Han har således oprindeligt forklaret, at de ikke vidste, hvem røverne var, og at røveriet ikke var møntet personligt på dem. Under forklaringen for Flygtningenævnet har klagerne forklaret, at rø-veriet blev begået af myndighedspersoner, som spurgte efter klagerens søn og i forbindelse med en ransagning stjal familiens værdigenstande. Klagerne og deres døtre har endvidere forklaret ud-byggende om, at familiens hjem efterfølgende blev opsøgt flere gange af myndighederne både før og efter udrejsen. Forklaringerne herom har været ude-taljerede og indbyrdes modstridende. Kla-gerens forklaringer herom har været udetaljerede og indbyrdes modstridende. Flygtningenævnet kan ikke lægge disse udbyggende dele af klagerens forklaringer til grund. Flygtningenævnet be-mærker endvidere, at klagernes søn udrejste af Syrien i 2012, hvorefter den mandlige klager var tilbageholdt i to dage, men i de følgende år oplevede de ikke andre problemer med myndighederne på grund af deres søns forhold. Det er ikke sandsynliggjort, at klagernes søn har været særlig pro-fileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klager-nes søn fik udstedt et syrisk pas en måned før sin udrejse, og at han udrejste legalt af Syrien. End-videre udrejste også klagerne legalt af Syrien i [efteråret] 2015 uden at opleve problemer i denne forbindelse. Den mandlige klager har oplyst, at hans efternavn er almindeligt i Syrien. På denne baggrund kan det forhold, at klagerne under mødet i Flygtningenævnet har fremlagt en liste med navne, herunder seks personer med samme efternavn som klagerne, der angiveligt er blevet dræbt af de Syriske myndigheder, ikke føre til, at klagerne kan anses for at risikere asylbegrundende forfølgelse alene på baggrund af deres efternavn. Det forhold, at klagerne har søgt asyl kan ikke i sig selv antages at føre til, at de ved tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for asylbegrundende behandling. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtninge-hjælps rapport, Security situation in Damascus Province and issues regarding return to Syria, ud-givet i februar 2019. På denne baggrund har klagerne ikke sandsynliggjort, at de ved tilbageven-den til Syrien vil blive udsat for asylbegrundende problemer med myndighederne. Klagerne op-fylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/62/gdan
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim fra [en landsby], Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt væ-ret politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han forud for sin udrejse blev forsøgt rekrutteret til militærtjeneste af PKK. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, da han ikke ønsker at deltage i krig, og fordi han frygter at blive slået ihjel. Klageren har endvidere oplyst, at han frygter de generelle forhold i Syrien og i sit hjemområde Afrin. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene mili-tærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtnin-gekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladel-se efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvej-ningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens arti-kel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befin-der sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Østre Landsrets ankedom af [en dato i begyndelsen af] 2020 blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, § 261, stk. 1, § 291, stk. 1, færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 3, stk. 1, mf. og knivlovens § 7, stk. 1, straffet med fængsel i 6 måneder og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den foreliggende pådømte kriminali-tet, at klageren ikke kan anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtninge-nævnet har herved navnlig lagt vægt på den udmålte strafs længde og karakteren af og omstændig-hederne omkring de to voldsforhold og den ulovlige tvang og frihedsberøvelsen begået i forbin-delse med det ene voldsforhold, herunder at der er tale om to kortvarige forløb, og at der var sket begrænset skade i forbindelse med § 244-volden i de to forhold. På denne baggrund finder Flygt-ningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at ude-lukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/61/NABR.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sambehandlet med So-ma/2021/20/EDO og Soma/2021/21/EDO.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Qabribayax, Etiopien, og opvokset i [A], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk ak-tiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive behandlet dårligt og set ned på som følge af, at hun tilhører en mindretalsklan. Ansøgerens far har til støtte herfor an-ført, at ansøgeren tilhører en lille klan og derfor ikke har lige så meget beskyttelse, som hvis man kommer fra en større klan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter tvangsomskæring. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes mor og nabokonerne ønskede, at hun skulle omskæres, da ansøgeren var mellem otte og ni år gammel, men at hendes far modsat-te sig det. Ansøgeren har som asylmotiv herudover henvist til, at hun frygter at blive voldtaget, hvis nogen finder ud af, at hun ikke er blevet omskåret. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter at skulle indgå i et tvangsægteskab. Ansøgerens far har til støtte herfor anført, at tvangsægteskaber er en del af kulturen. Ansøgerens far har som asylmotiv endelig hen-vist til, at han frygter de generelle forhold på vegne af ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væ-sentlige lægge ansøgerens forklaring om de faktiske forhold til grund. Den omstændighed, at an-søgeren tilhører en mindretalsklan, kan efter Flygtningenævnets vurdering ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Det bemærkes, at ansøgerens far kommer fra Mogadishu, og den blotte omstændighed, at hun ikke tilhører en af de større klaner, kan ikke føre til, at hun skulle være afskåret fra at tage ophold i Mogadishu sammen med sin far, uden at risikere asylbe-grundende forfølgelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive omskåret og tvunget til at indgå ægteskab imod sin vilje. Flygtningenævnet bemærker om dette, at ansøgeren er 17 år gammel. Efter de foreliggende oplysninger finder omskæring normalt sted væsentlig tidlige-re. Ansøgerens far, der efter sin forklaring er modstander af omskæring, var i stand til at forhin-dre, at ansøgeren blev omskåret, da hun som væsentlig yngre opholdt sig i Etiopien, mens han selv opholdt sig i Danmark. Det forhold, at ansøgerens mor måtte være tilhænger af omskæring kan ikke tillægges afgørende betydning. For det første gennemtvang moren ikke omskæringen, da hun havde mulighed for det. For det andet finder Flygtningenævnet det helt usandsynligt, at moren, som hverken ansøgeren eller hendes far har haft forbindelse med siden 2016, og som senest op-holdt sig i Etiopien, skulle blive bekendt med, at ansøgeren rejser tilbage til Somalia. Ansøgerens far er værge for ansøgeren og må derfor, som modstander af omskæring, anses for at være i stand til at forhindre omskæring. Da ansøgerens far efter sin forklaring ikke har nær familie tilbage i Somalia, er det i øvrigt ganske usikkert, om nogen ville blive bekendt med, at ansøgeren ikke er omskåret. For så vidt angår risikoen for, at ansøgeren bliver gift mod sin vilje, henviser Flygtnin-genævnet til, at ansøgerens far vil kunne forhindre dette. Vedrørende farens position i relation til spørgsmålet om ansøgerens ægteskab kan der blandt andet henvises til Landinfo af 14. juni 2018 (Flygtningenævnets bilag 702) side 9 og side 19. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Soma/2021/22/EDO
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Somalia. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Soma/2021/20/EDO og Soma/2021/22/EDO.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og født i Qabribayax, Etiopien. Ansøgerens har senest opholdt sig i en årrække [A], Beled Weyne, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive rekrut-teret til al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han nu har nået en alder, hvor han risikerer, at blive rekrutteret til al-Shabaab. Hvis man nægter at lade sig rekruttere, risikerer man at blive slået ihjel eller opsøgt på et senere tidspunkt. Hvis man lader sig rekruttere, risikerer man, at skulle slå andre mennesker ihjel, hvilket ansøgeren ikke ønsker at gøre. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter konflikter som følge af sit klantilhørsforhold. An-søgeren har til støtte herfor anført, at hans klan er en af de laveste klaner, og at de stærkeste klaner har magt og beskyttelse. De stærkeste klaner bestemmer, hvorfor ansøgeren ikke vil have nogen chance for at få beskyttelse eller overleve. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøge-rens forklaring om de faktiske forhold til grund. Ansøgeren har forklaret, at han før sin udrejse af Somalia var udsat for chikane og herunder også vold fra såvel børn som voksne. Det er ansøgerens opfattelse, at denne chikane var begrundet i hans tilhørsforhold til en mindretalsklan, og at han ved en tilbagevenden til Somalia på ny vil blive udsat for tilsvarende chikane. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgeren påberåbte forhold har en sådan karakter og intensitet, at de i sig selv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Den omstændighed, at ansøgeren tilhører en mindretalsklan, kan efter Flygtningenævnets vurdering heller ikke føre til, at der med-deles ansøgeren opholdstilladelse. Det bemærkes, at ansøgerens far kommer fra Mogadishu, og den blotte omstændighed, at han ikke tilhører en af de større klaner, kan ikke føre til, at han skulle være afskåret fra at tage ophold i Mogadishu sammen med sin far, uden at risikere asylbegrunden-de forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren risikerer at blive tvangsre-krutteret af al-Shabaab, finder Flygtningenævnet, at risikoen herfor i det væsentlige beror på an-søgerens egen formodning. Særligt for så vidt angår Mogadishu bemærker Flygtningenævnet, at byen til dels er kontrolleret af AMISOM, og at al-Shabaabs indflydelse i området derfor må anses for begrænset. Som anført af Udlændingestyrelsen er ansøgeren helt uprofileret i forhold til al-Shabaab. Ansøgerens frygt for, at han skal blive tvangsrekrutteret, kan derfor heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingesty-relsens afgørelse.” Soma/2021/21/EDO
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Sambe-handlet med Soma/2021/21/EDO og Soma/2021/22/EDO.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A], underklanen [B], sub-underklanen [C], familieklanen [D] og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren boede i Beled Weyne, Somalia, i en år-række forud for sin udrejse af Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiø-se foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en klankonflikt og blodhævn. Klageren har til støtte herfor anført, at kla-gerens families bopæl i 1991 blev opsøgt af Abgal-militsen, som skød klagerens far og tilbage-holdt klageren og klagerens søstre og udsatte dem for overgreb, fordi familien tilhører en mindre-talsklan. Abgal-militsen er fortsat til stede i Mogadishu, og klageren frygter desuden, at andre klaner vil slå hans søn ihjel, hvis de opdager, at klagerens søn tilhører en mindretalsklan. Efter at have været tilbageholdt af Abgal-militsen i nogle måneder, flygtede klageren til Beled Weyne, hvor klagerens mor opholdt sig. I 1993 døde klagerens mor. Klageren blev herefter tvunget til at arbejde for en mand ved navn [E] i et år, hvorefter klagerens mors fætter, [F], fik forhandlet kla-gerens frigivelse. Klageren blev i 1995 gift med [F] datter. Klageren flygtede fra Somalia i 1999, idet ægtefællens halvsøskende ikke ville acceptere klageren, klagerens ægtefælle og klagerens børn som en del af familien. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har som asylmotiv herudover henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive tvangsomskåret. Klageren har til støtte herfor anført, at kla-gerens tidligere ægtefælle i 2015 ønskede at omskære klagerens datter, hvilket klageren modsatte sig. [I sommeren] 2012 traf Flygtningenævnet afgørelse om at hjemvise klagerens sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen i lyset af, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 14. december 2011 på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi and Elmi v. UK (8319/07 og 11449/07) besluttede at hjemvise alle nævnets sa-ger vedrørende somaliske statsborgere fra det sydlige og det centrale Somalia. Udlændingestyrel-sen meddelte [primo] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæi-ske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbri-tannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse hen-set til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. [I efteråret] 2019 oplyste klagerens advokat, at klageren ønskede at søge asyl på vegne af sine børn. [I efteråret] 2019 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under hensyntagen til den nære sammenhæng mellem klagerens sag om nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse og hans børns selvstændige asylsager. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændin-gelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om de fak-tiske forhold til grund. Klageren har påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, da han tilhører en minoritetsklan, og fordi han vil kunne gøre krav på en ejendom, som tidligere har tilhørt hans familie, men nu er blevet overtaget af andre. Klageren frygter, at hans krav på ejendommen kan føre til, at de, der nu har taget ejendommen i besiddelse, vil dræbe ham for at sikre sig, at de kan bevare ejendommen. Vedrørende dette spørgsmål bemær-ker Flygtningenævnet, at klageren forlod Somalia for mere end 20 år siden, og at han for Flygt-ningenævnet har forklaret, at han vil kunne afstå fra at gøre krav på den omhandlede ejendom. Klagerens forklaring om, at han på dette grundlag vil være i risiko for forfølgelse, må efter Flygt-ningenævnet opfattelse betegnes som usandsynlig og i øvrigt udbyggende. Flygtningenævnet be-mærker, at klageren ved sin partshøring [i efteråret] 2018 alene omtalte, at ejendommen var blevet beslaglagt, men ikke at hans mulige krav på ejendommen og forventningerne om, at han kunne få myndighedsbistand i den forbindelse, i sig selv skulle udgøre en risiko. Den omstændighed, at klageren tilhører en mindretalsklan, kan efter Flygtningenævnets vurdering heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Det bemærkes, at klageren kommer fra Mogadishu, og den blotte omstændighed, at han ikke tilhører en af de større klaner, kan ikke føre til, at han skulle være afskåret fra på ny at tage ophold i Mogadishu, uden at risikere asylbegrundende forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerens søn, [G], risikerer at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, finder Flygtningenævnet, at risikoen herfor i det væsentlige beror på klagerens egen formodning. Særligt for så vidt angår Mogadishu bemærker Flygtningenævnet, at byen til dels er kontrolleret af AMISOM, og at al-Shabaabs indflydelse i området derfor må anses for begrænset. Som anført af Udlændingestyrelsen er såvel klageren som hans søn helt uprofilerede i forhold til al-Shabaab. Klagerens frygt for, at hans søn skal blive tvangsrekrutteret, kan derfor ikke føre til en anden vurdering. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans datter, [H], vil blive omskåret og tvunget til at indgå ægteskab imod sin vilje. Flygtningenævnet bemærker om dette, at datteren er 17 år gammel. Efter de foreliggende oplysninger finder omskæring normalt sted væ-sentlig tidligere. Klageren, der efter sin forklaring er modstander af omskæring, var i stand til at forhindre, at datteren blev omskåret, da hun som væsentlig yngre opholdt sig i Etiopien, mens han selv opholdt sig i Danmark. Det forhold, at datterens mor måtte være tilhænger af omskæring kan ikke tillægges afgørende betydning. For det første gennemtvang moren ikke omskæringen, da hun havde mulighed for det. For det andet finder Flygtningenævnet det helt usandsynligt, at moren, som hverken klageren eller datteren har haft forbindelse med siden 2016, og som senest opholdt sig i Etiopien, skulle blive bekendt med, at datteren rejser tilbage til Somalia. Klageren er som far værge for datteren og må derfor, som modstander af omskæring, anses for at være i stand til at forhindre omskæring. Da klageren efter sin forklaring ikke har nær familie tilbage i Somalia, er det i øvrigt ganske usikkert, om nogen ville blive bekendt med, at datteren ikke er omskåret. For så vidt angår risikoen for, at datteren bliver gift mod sin vilje henviser Flygtningenævnet til, at klageren som far vil kunne forhindre dette. Vedrørende farens position i relation til spørgsmålet om datterens ægteskab kan der blandt andet henvises til Landinfo af 14. juni 2018 (Flygtninge-nævnets bilag 702) side 9 og side 19. Vedrørende de i udlændingelovens § 26 omhandlede hensyn bemærker Flygtningenævnet, at klageren ved fremmøde i Flygtningenævnet har forklaret, at han, efter at han i 2006 fik afslag på opholdstilladelse, har opholdt sig i Holland i en længere periode, før han i [foråret] 2012 vendte tilbage til Danmark. Han har således haft ret til at opholde sig i Danmark siden [foråret] 2012, hvor han var 37 år gammel. Efter det oplyste har han siden samlet været i beskæftigelse i omkring fire år, han har bestået dansk prøve 2, og han har efter det oplyste siden 2020 haft en kæreste i Danmark. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at disse forhold ikke kan føre til, at klageren har en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Klagerens tilknyt-ning til sine herboende børn kan af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført, jf. afgørelsens side 6, ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/20/EDO
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdtilladelsen for en mandlig statsborger fra Irak, således at han fortsat har opholdstilladelse (K-status). Indrejst i 1996.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren ind-rejste i Danmark [i slutningen af] 1996, og at han [i slutningen af] 1996 blev meddelt opholdstil-ladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev [i sommeren] 1999 meddelt tids-ubegrænset opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren siden [efter-året] 2010 har været registreret som udrejst af Danmark. Klageren udrejste til Irak for at deltage i sin mors begravelse og for at besøge sin familie som følge af separationen med sin ægtefælle. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, samt § 17 a, stk. 1, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget ophold i sit hjemland, Irak. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har foretaget aktive handlinger, herun-der etableret egen bolig i Irak, der indikerer, at han har haft til hensigt at opgive sin bopæl i Dan-mark. Det forhold, at klageren ikke har haft fast bopælsadresse i Danmark, fra han flyttede fra sin ægtefælle i 2009, og indtil han på ny flyttede ind hos denne i [efteråret] 2019, at hans ægtefælle i denne periode har stået alene på lejekontrakten, og at han ikke har haft nogen indkomst i perioden, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at klageren i 2011, 2013 og 2015-2018 var i Irak i 4-5 måneder ad gangen, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Betingelserne for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., er derfor ikke op-fyldt. Flygtningenævnet ændrer der-for Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstil-ladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1.” Irak/2021/10/CERA
Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghani-stan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og sunnimuslim fra [A] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt væ-ret politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der slog ansøgerens farbror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror var ansat i militæret, og at han en dag blev slået ihjel af Taliban. Ansøgerens farbror blev halshugget, og hans lig blev anbragt foran familiens bopæl, hvor ansøgeren boede sammen med sine bedsteforældre, forældre og bror. Der blev banket på døren, og familien fandt farbrorens lig og en trussel på døren eller husmuren skrevet til ansøgerens familie. Ansøgerens farbror blev be-gravet samme dag, som familien fandt hans lig, og efter begravelsen tog ansøgerens familie hjem til ansøgerens farfars ven, hvor de var i to dage. Efterfølgende flygtede hele familien. Ansøgeren ankom til Danmark med sin farmor, idet ansøgeren og hans farmor blev adskilt fra ansøgerens farfar, forældre og bror ved grænsen til Tyrkiet. Hans forældre og søskende opholder sig i Paki-stan. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved Flygtningenævnets afgørelse [fra en dato i starten af] 2017 blev ansøgerens farmor meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det blev lagt til grund, at ansøgerens farmor og hendes familie på tidspunktet for deres fælles ud-rejse havde en uafsluttet konflikt med Taliban. Herefter, og henset til de foreliggende baggrunds-oplysninger, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbageven-den til Afghanistan vil være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2021/10/ajev
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Tyrkiet. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [By1], [Område], Syrien. Ansøge-ren har senest boet i [By], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive anholdt af den tyrkiske sikker-hedstjeneste. Ansøgeren frygter ligeledes den tyrkiske efterretningstjeneste, idet ansøgeren i Afrin har en privat konflikt med en person ved navn [Navn1]. Ansøgeren har videre som asylmotiv hen-vist til, at han frygter, at [Navn2] mafiagruppe udøver vold mod ham, idet ansøgeren er konkur-rent til et andet transportfirma, der har betalt [Navn2] mafiagruppe for at chikanere ansøgeren og ødelægge hans forretning. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at [Navn1]'s bror i Syrien har tilknytning til Den Frie Syriske Hær og den tyrkiske efterretningstjeneste. [Navn1] har opdigtet og fortalt den tyrkiske efterretningstjeneste, at ansøgeren støtter kurdere i Afrin. Den tyrkiske efterretningstjeneste har herefter beskyldt ansøgeren for at have hjulpet kurdiske tropper i Syrien, hvorfor ansøgeren frygter, at den tyrkiske efterretningstjeneste anholder ham. Ansøgeren har videre oplyst, at den tyrkiske efterretningstjeneste i juni 2018 indkaldte ansøgeren til en sam-tale, hvor ansøgeren fik mulighed for at forklare, at han ikke har hjulpet kurdere, men at han der-imod har hjulpet fattige mennesker i Afrin. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans familie i Tyr-kiet har informeret ham om, at ten tyrkiske efterretningstjeneste har spurgt efter ansøgeren ad to omgange. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afrin, Syrien, frygter [Navn1]'s bror, der har overtaget ansøgerens bolig i Afrin. Ansøgeren har til støtte for sit asylmo-tiv angående [Navn2] oplyst, at virksomheden [Navn på virksomhed] har konkurreret med ansøge-rens virksomhed i Tyrkiet og hyret [Navn2]'s mafiagruppe til at ødelægge hans forretning. Ansø-geren har videre oplyst, at [Navn2]'s mafiagruppe har foretaget brandstiftelse på to af ansøgerens lastbiler, hans lager og hans kontor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [Navn2]'s mafiagruppe i oktober 2020 kidnappede ansøgerens søn i tre dage, hvorefter gruppen løslod ham mod en betaling på omkring 5.000 USD, som ansøgerens ægtefælles bror betalte. Ansøgeren har tyrkisk statsbor-gerskab og har forud for sin udrejse til Danmark boet og arbejdet i Tyrkiet siden 2014, hvor hans ægtefælle fortsat bor i deres fælles bolig. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er asyl-retligt vurderet i forhold til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende og divergerende, og at han generelt har forklaret ukon-kret og afglidende på de stillede spørgsmål. Ansøgeren har om sin konflikt med den tyrkiske efter-retningstjeneste forklaret, at han blev opsøgt af den tyrkiske efterretningstjeneste i juni 2018, som udspurgte ham om hans påståede støtte til kurdiske tropper i Syrien, og hvor han hertil forklarede, at det var en opdigtet historie fra [Navn1], hvis bror havde overtaget hans bolig i Syrien, og at han alene havde uddelt hjælp til fattige i Afrin. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ikke efter-følgende blev opsøgt af den tyrkiske efterretningstjeneste inden hans udrejse ca. 1½ år senere, og at han hverken han selv eller hans familie blev udsat for trusler eller overgreb. Under mødet i nævnet har han imidlertid udbyggende forklaret, at det tyrkisk politi flere gange har opsøgt hans virksomhed og hans bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne nye forklaring til grund. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt fra [By2] uden pro-blemer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konflikt med den tyrkiske efterretnings-tjeneste ikke har en sådan aktualitet eller intensitet, at betingelserne i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle, som fortsat bor i [By2], er blevet kontaktet efter sin hjemkomst i 2020, hvor myndighederne har spurgt efter ansøgeren, kan ikke føre til en anden vur-dering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2018 blev indkaldt til den tyrkiske hær til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kun-net dokumentere, at han har modtaget en sådan indkaldelse, som ifølge baggrundsoplysningerne sker skriftligt, og at han har forklaret udbyggende om indkaldelsen. Ansøgeren har således under mødet i nævnet forklaret, at værnepligten på grund af hans alder kun var i 20 dage, som skulle aftjenes i Afrin, og at han årligt er blevet indkaldt, selv om han havde dokumenteret, at han havde aftjent værnepligt i Syrien. Han har endvidere forklaret forskelligt om, hvordan han undgik at af-tjene tyrkisk militærtjeneste, herunder om at han undgik tjenesten ved at fremvise sin syriske mi-litærbog eller ved at betale bestikkelse. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøge-ren er [antal] år, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at den værnepligtige alder er 20 til 41 år, ligesom det forekommer påfaldende, hvis ansøgeren, som har aftjent militærtjeneste i Syri-en skulle blive indkaldt i en så høj alder. Vedrørende konflikten med [navn på virksomhed] og [Navn2]'s mafiagruppe har ansøgeren forklaret, at mafiagruppen skulle ødelægge hans forretning, da han konkurrerede med [navn på virksomhed], og at han efterfølgende har lukket sin virksom-hed. Han har endvidere oplyst, at han ikke efterfølgende er blevet opsøgt eller kontaktet af mafia-gruppen, men at hans søn i oktober 2020 blev kidnappet og først løsladt, da ansøgerens svoger betalte på en løsesum på 5.000 US dollars. Han har under mødet i nævnet forklaret, at han først fik noget af vide om kidnapningen, efter at hans søn var blevet løsladt, da han familie ville skåne ham for bekymringer, og at han formoder, at kidnapningen har noget med [Navn2]'s mafiagruppe at gøre, men at han ikke ved det. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort at hans konflikt med [navn på ejer af virksomhed] eller [Navn2]'s mafiagruppe har en sådan aktualitet eller intensitet, at betingelserne i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Tyrkiet for kurdere ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlan-det risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse." Tyrk/2021/8/MSI
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Syri/2021/54/juriFlygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og ismaili-muslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien og har siden 2012 boet i Salamiyah, Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, hendes bror er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har herom oplyst, at hun på baggrund af Flygtningenævnets praksis også bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, under henvisning til, at hun på baggrund af hendes brors forhold er i risiko for asylbegrundende overgreb. Under klagerens oprindelige asylsag har hun som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel og at blive bortført. Klageren frygter endvidere de generelle forhold i Syrien, herunder bombeeksplosioner og skudepisoder. Klageren har herom oplyst, at hun frygter at blive bortført, idet flere piger i byen Salamiya er blevet bortført og udsat for overgreb. Klageren har forklaret udbyggende i forhold til hendes forklaring for Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016. Hun har nu forklaret, at hun har deltaget i demonstrationer, hvilket hun benægtede under samtalen ved Udlændingestyrelsen. Hun har forklaret, at hendes forældre blev opsøgt af myndighederne flere gange inden udrejsen, hvor faren betalte bestikkelse. Klagerens far har benægtet dette under sin forklaring for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens udbyggende forklaring. Det forhold, at klageren har to brødre, som har unddraget sig militærtjeneste, og at hun er udrejst legalt, kan efter baggrundsoplysningerne og nævnets praksis, ikke føre til asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/55/juri
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: " Klageren er etnisk kurder og ateist fra Kobane, Syrien. Klageren har ikke været medlem af poli-tiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har en enkelt gang deltaget i en demonstration i forbindelse med en nytårsfest i Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at hun [vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Advokat Jens Rye-Andersen har den [vinteren] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgø-relse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun efter sin indrejse til Danmark er frafaldet islam, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af grupperingerne i Nordsyrien. Klageren har videre oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at hun er af kur-disk afstamning, og at hendes bror og samlever har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har efter sin forklaring ikke haft personlige konflikter med de syriske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er der ikke risiko for, at familie-medlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, risikerer asylbe-grundende overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens bror eller hendes samlever er særligt profilerede. Klageren har forkla-ret, at hun er frafaldet islam. Klageren er efter sin forklaring ikke konverteret til en anden religion men er ateist. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger tillader de syriske myndigheder for-skellige trosretninger i det omfang, aktiviteterne ikke foregår offentligt og ikke har politisk karak-ter. Uanset det er ulovligt i Syrien at frafalde islam, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klage-ren ikke er konverteret til en anden religion, at klageren ikke er profileret, at hun ikke er politisk engageret og ikke har praktiseret sin ateisme som led i politiske aktiviteter, samt at hun ikke har oplevet problemer som følge af, at hun er ateist. Hertil kommer, at klagerens familie ikke har kendskab til, at hun er frafaldet islam. Forholdene for kurdere og for enlige kvinder i Syrien er ikke i sig selv af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke be-tingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." [Sy-ri/2021/60/YARS]
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar og et medfølgende barn fra Syrien, således at de fik opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk kurdere og sunni-muslimer. Klagerne er oprindeligt fra Al-Hasaka, men flyt-tede på grund af uroligheder i 2011 til Damaskus, Syrien. Den mandlige klager har været medlem af det kurdiske parti frem til 2009 og har været aktiv for Det Demokratiske Unionsparti (PYD). Klageren deltog i 2004 i Qamisly i demonstrationer vedrørende kurdernes rettigheder. Klageren var i den forbindelse tilbageholdt i 13 dage, hvor han blev udsat for tortur. To af den mandlige klagers brødre har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af tilknyt-ning til PYD, mens to af hans brødre fortsat opholder sig i Syrien, hvor de er aktive for PYD. Den kvindelige klager har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. En af hendes brødre er blevet henrettet af myndighederne i Syri-en i 2009, mens en anden bror døde efter at have siddet i fængsel i 9 år. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2018 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og at blive slået ihjel eller fængslet, som følge af den mandlige kla-gers arbejde som pedel/vagt i en ejendom i Damaskus. Klagerne frygter at blive slået ihjel eller fængslet af det syriske regime, fordi regimet anklager den mandlige klager for at have huset med-lemmer af Den Frie Syriske Hær i ejendommens kælder. Til støtte herfor har klagerne oplyst, at den mandlige klager i 2013 fik arbejde som pedel/vagt i en ejendom i Damaskus. Den mandlige klagers arbejde bestod i at holde vagt og sørge for at uvedkommende ikke kom ind i bygningen. Den mandlige klager har oplyst, at myndighederne ofte ransagede ejendommen, mens han var pe-del/vagt. Der foregik demonstrationer i det område, hvor ejendommen lå og i 2016 eller 2017 blev klageren for første gang opsøgt af bevæbnede mænd fra oppositionen. De var sårede og søgte til-flugt. Mændene tvang med våben klageren til at låse ejendommen op, så de kunne søge tilflugt i kælderen. Klageren blev herefter opsøgt flere gange af forskellige mænd, som søgte tilflugt i ejendommen. I august 2017 dukkede der tre personer op ved ejendommen, og klageren låste dem ind i kælderen. Klageren ventede på, at mændene skulle ud igen, men de blev dernede. Næste dag tog klagerens ægtefælle og datter hjem til klagerens svigerforældre. Klageren forlod senere på dagen ejendommen for at spise frokost med sin familie hos svigerfamilien. Mens han opholdt sig hos svigerfamilien, modtog klageren et opkald, hvor han fik af vide, at bygningen var omringet af sikkerhedsfolk, og at de havde stormet ejendommen og fundet mændene i kælderen. Sikkerheds-folkene tog mændene med. Klagerne opholdte sig herefter hos den kvindelige klagers familie og fik nogle dage efter af vide af den kvindelige klagers bror, at han ved en kontrolpost havde set, at den mandlige klager var eftersøgt. Klagerne besluttede herefter at flygte og fik hjælp hertil af den kvindelige klagers bror. Den mandlige klager frygter endvidere oppositionen i Syrien, fordi de mistænker ham for at have afsløret over for myndighederne, at folk fra oppositionen gemte sig i ejendommen. Udlændingestyrelsen [i] januar 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge kla-gernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2 pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Klagerne har som asyl-motiv fortsat henvist til frygten for at blive fængslet eller slået ihjel af det syriske regime eller af oppositionen i Syrien. Den mandlige klager har endvidere oplyst, at deres familier i Syrien er ble-vet opsøgt, og at den mandlige klagers svoger har været tilbageholdt, efter at klagerne udrejste. Flygtningenævnets flertal bemærker, at den mandlige klager på visse punkter har afgivet en diver-gerende forklaring om sit asylmotiv, herunder navnlig om hvornår han første gang blev opsøgt af personer fra Den Frie Syriske Hær, og om hvem der advarede ham om, at sikkerhedsfolk angive-ligt havde anholdt tre personer i den bygning, hvor han boede. Flygtningenævnets flertal har imid-lertid hæftet sig ved, at klageren i øvrigt på flere centrale punkter har afgivet en sammenhængende og troværdig forklaring om begivenhederne i 2016/2017, der førte til familiens flugt, ligesom fler-tallet finder, at klagerens divergenser meget vel kan forklares ud fra den stressede situation, som familien befinder sig i. Flertallet har i sin vurdering af klagerens asylmotiv endvidere lagt til grund, at klagernes nære familiemedlemmer fortsat er aktive i PYD, og at den mandlige klager selv tidligere har været tilbageholdt i forbindelse med en demonstration. Ifølge klagerens forkla-ring blev han udsat for tortur under den 13 dage lange frihedsberøvelse, ligesom han ved løsladel-sen underskrev en loyalitetserklæring over for styret i Syrien. Efter en samlet vurdering heraf fin-der flertallet, at der er grund til at antage, at klagerne risikerer forfølgelse fra de syriske myndig-heder som følge af deres nære families politiske aktiviteter, og som følge af den mandlige klagers aktiviteter i Syrien i navnlig 2016/2017. Klagerne opfylder således betingelserne i udlændingelo-vens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 6. januar 2021, således at klagerne og deres medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændin-gelovens § 7, stk. 1." Syri/2021/57/SELS
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelser vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Qaboun i Damaskus, Syrien. Udlændingesty-relsen meddelte [i foråret] 2014 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Un-der den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbage-venden til Syrien frygtede de generelle forhold og at blive slået ihjel af myndighederne. Til støtte herfor oplyste den mandlige klager, at hans søn og nevøer deltog i forskellige demonstrationer i Qaboun i Damaskus, og at flere af hans familiemedlemmer har været anholdt, tortureret eller er blevet slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren oplyste videre, at de syriske myndigheder to til tre gange har opsøgt klagernes bopæl, og at klageren […] i ramadanen 2011 blev tilbageholdt af myndighederne i 13 dage, idet han fik at vide af myndighederne, at han havde skjult terrorister på sin bopæl. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og at blive slået ihjel af myn-dighederne som følge af sin tilknytning til sin ægtefælle og søn. Udlændingestyrelsen har [i vinte-ren] 2020 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klager-nes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold og til, at de frygter at blive slået ihjel som følge af deres familiemedlemmers modstand mod regimet. Videre har klagerne i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at to familiemedlemmer, der var aktive modstandere af regimet forsvandt og blev slået ihjel af de syriske myndigheder. Klagerne frygter de syriske myndigheder som følge af deres familiemæssige tilknytning til klagernes svogre og nevøer. Under mødet i Flygtningenævnet har klagerne yderlige-re henvist til, at de frygter, at de syriske myndigheder vil genindkalde den mandlige klager til mi-litærtjeneste, og at de frygter myndighederne, fordi klagernes søn ikke har været indkaldt til mili-tærtjeneste. Under mødet i nævnet har klagerne endvidere forklaret, at de frygter de syriske myn-digheder, fordi den mandlige klager har været anholdt af myndighederne og er blevet udsat for tortur, at han alene blev løsladt, fordi hans nevø, der var medlem af Hizbollah, havde kontakter til myndighederne og foranledigede, at han blev løsladt, og at nevøen - efter at klagerne og deres søn og døtre havde levet i skjul hos deres familie - havde henvendt sig og sagt, at den mandlige klager og klagernes søn skulle forlade Syrien, fordi myndighederne var efter dem, hvorefter nevøen hjalp dem med at udrejse af Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerene har fremtrådt meget troværdige under mødet i nævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at divergenserne og udbyg-ningerne i deres forklaringer under nævnsmødet i forhold til deres oprindelige forklaringer i Ud-lændingestyrelsen i vidt omfang kan tilskrives, at klagerne ikke er spurgt nærmere ind til deres asylmotiver. Flygtningenævnet finder på den baggrund og sammenholdt med de foreliggende bag-grundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger mv., at klagerne har sandsynliggjort, at klagerne som følge af den mandlige klagers anholdelse og tilbageholdelse og omstændighederne ved hans løsladelse og baggrunden for, at klageren og søn-nen – og senere den kvindelige klagers og døtrenes – udrejse af Syrien ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra myndighederne omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den anledning som sådan anser klagerne for politiske modstandere af styret. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet æn-drer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse […], således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/56/sels
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Syri/2021/55/juriFlygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og ismaili-muslimer. Den mandlige klager er født og opvokset i Damaskus, Syrien og har siden [årstal] boet i Salamiyah, Hamah, Syrien. Den kvindelige klager er født i Hamah, Syrien. Mellem [årstal] og [årstal] har klagerne boet i Damaskus, Syrien, hvorefter de frem til deres udrejse har boet i Salamiyah, Hamah, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at de [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den kvindelige klager har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. [I efteråret] 2020 har advokat [A] på vegne af den mandlige klager klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klagerne har til støtte herfor oplyst, deres søn er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne har herom oplyst, at de på baggrund af Flygtningenævnets praksis bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, under henvisning til, at de på baggrund af deres søns forhold er i risiko for asylbegrundende overgreb. Under klagernes oprindelige asylsag har de som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller blive anholdt ved grænsen af de syriske myndigheder. Klagerne frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Klagerne har herom oplyst, at de frygter deres liv, og at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi klagernes sønner er blevet indkaldt til militæret. Den mandlige klager har hertil oplyst, at han frygter myndighedernes straf, idet han har hjulpet sine sønner med at udrejse af landet. Klagerne har videre oplyst, at de syriske myndigheder betragter enhver som udrejser af landet, som en person der er imod styret, og derved vil klagerne blive anset som en fjende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerne væsentligt har udbygget deres forklaringer i forhold til deres forklaringer for Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016. Den mandlige klager har nu forklaret, at han deltog i flere demonstrationer både i Damaskus og i Salamiyah, og at han blandt andet syede flag. Han har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke var politisk aktiv, og han ikke deltog til demonstrationer. Han har forklaret, at hans bror, har oplyst, at klagerens navn står på en liste over eftersøgte. Han har forklaret, at han fik denne oplysning forud sin samtale ved Udlændingestyrelsen. Han har ikke under forklaringen til Udlændingestyrelsen oplyst dette. Det beror alene på klagerens formodning, at myndighederne skulle være bekendt med, at han aktivt har deltaget i forbindelse med sønnernes udrejse, der i øvrigt skete med tilladelser. Den kvindelige klager har forklaret, at flere af hendes familiemedlemmer er blevet slået ihjel. Hun har forklaret, at hun antager, at det er myndighederne, der har anbragt bomberne. Den mandlige klager har oplyst, at han ikke er bekendt med den kvindelige klagers families politiske standpunkt. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at klagerne risikerer at blive opfattet som tilhørende oppositionen på baggrund af den kvindelige klagers familie. Under henvisning til baggrundsoplysningerne og nævnets praksis vil det forhold, at klagernes sønner har unddraget sig militærtjeneste eller at klagerne er udrejst legalt, ikke bringe klagerne i konflikt med myndighederne i en sådan grad, at det er asylbegrundende. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/54/juri
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at militæret ville bortføre hende. Det syriske militær havde truet hermed, hvis hendes bror ikke meldte sig til at aftjene sin værnepligt. Klagerens bror var desuden blevet truet af det syriske militær, idet han havde optaget demonstrationer mod regeringen, samt hjulpet personer, som blev såret under disse demonstrationer. Endelig henviste klageren til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien, som følge af borgerkrigen. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, og til at det syriske militær flere gange har opsøgt familiens bopæl i Damaskus for at lede efter hende, og at hendes mor har modtaget trusler om, at de ville bortføre klageren. Klageren er opvokset i Damaskus, hvor hun boede indtil flugten formentlig i 2015. Hun skal asylvurderes i forhold til Damaskus. Efter baggrundsoplysningerne og nævnets praksis er situationen i Damaskus ikke længere sådan at den blotte tilstedeværelse er asylbegrundende, heller ikke for enlige kvinder. Klageren har sine forældre i Syrien. Hun har i Danmark sine fire voksne søskende, hvoraf hun flygtede sammen med den ene, og siden har boet sammen med ham bortset fra omkring fire måneder, hvor hun boede med sin ægtefælle i Sverige. Flygtningenævnet vurderer ikke, at der er tale et afhængighedsforhold til den bror, særligt ikke når hun er blevet myndig og gift. Klageren er opvokset i Syrien indtil hun flygtede som 14-årig. Hun er således bekendt med syrisk sprog og kultur. Hun har sine forældre i Syrien. Selvom hun har opholdt sig i omkring fem et halvt år i Danmark har hun ikke opnået en særlig tilknytning til landet. Flygtningenævnet finder således ikke at EMRK’s artikel 8 hindrer udsendelse. Klageren har ikke selv konflikter med de syriske myndigheder, men hun påberåber sig konflikter som følge af broderens, [B’s], konflikter. Efter [B’s] egen forklaring ophørte han med at deltage i demonstrationer, og dermed optage dem, i 2012. Han har kunne bo i Damaskus indtil flugten i 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke at denne konflikt har en intensitet der kan begrunde asyl. Klageren har endvidere påberåbt sig den konflikt at broren er flygtet fra militærtjeneste. Efter baggrundsoplysningerne er der ikke grundlag for at antage at dette skulle medføre konflikter for klageren. Vedrørende den afgørende episode, hvor klageren påstår sig truet bemærker Flygtningenævnet at hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv hørte truslen eller om hun hørte den refereret fra enten sin far, mor eller bror. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor denne afgørende del af forklaringen. Flygtningenævnet finder således ikke at klageren har personlige konflikter af en sådan intensitet at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/53/juri
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militæret eller blive slået ihjel af den syriske regering. Klageren frygter videre de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet indkaldt til at aftjene militærpligt, men at hans far betalte for, at han kunne få udsat sin militærtjeneste. Klageren blev igen indkaldt til at aftjene militærpligt, da krigen brød ud, og kort før klagerens udrejse ransagede myndighederne hans hjem for at finde ham, idet der var en arrestordre på ham. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at alle syrere, der vender tilbage til Syrien, vil blive fængslet eller henrettet. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klagerens oplysninger om sin identitet ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet kan dog lægge til grund, at klageren er syrisk statsborger. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes tvangsmæssigt. Ved dom af [foråret] 2018 blev klageren idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245. Det fremgår af dommen, at klageren blev dømt for i forening med to medgerningsmænd at have tildelt forurettede, der var sagesløs, adskillige slag og spark i hovedet og på kroppen, imens forurettede lå på jorden, ligesom forurettede blev slået i hovedet og på kroppen med et bat med skade til følge. Det fremgår ligeledes af dommen, at der var tale om et planlagt og groft overfald. Flygtningenævnet finder derfor, at der er tale om en særlig farlig forbrydelse, og at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er efter dommen blevet gift og har fået et barn. Ægtefællen og barnet opholder sig i Holland, hvor de har opnået asyl. Klageren har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke foreligger særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt." Syri/2021/42/CRT
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i [by], De Forenede Arabiske Emirater. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøge-ren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv. Ansøgeren har som asylmotiv videre oplyst, at han er opvokset i Danmark. Han har fået en uddannelse i Danmark, at og alle hans venner bor her. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere oplyst, at han har haft problemer ved indrejsen i Jor-dan, idet grænsebetjenten kiggede længe på hans rejsedokument og sagde, når ansøgeren blev vok-sen, så kunne der opstå problemer. Grænsebetjenten specificerede ikke hvilke problemer. Flygt-ningenævnet tiltræder efter oplysningerne om ansøgerens registrering hos UNRWA, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at han derfor som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse. Nævnet finder, at ansøgeren ikke tillige er omfattet af Flygtninge-konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Næv-net henviser i den forbindelse til begrundelsen i nævnets samtidige afgørelse vedrørende ansøge-rens far. De forhold, som ansøgeren har påberåbt sig vedrørende mulige problemer ved indrejse i Jordan, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Selvom det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændinge-styrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevendte. Af samme rapport fremgår endvidere: ” in cases of volun-tary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Der er heller ikke konkrete oplysninger i sagen, der i øvrigt skul-le indebære, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er afskåret fra at indrejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon, hvor han har adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2021/24/CRT
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er fra Saida, Libanon, men er opvokset i [by], De Forenede Arabiske Emirater. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk ak-tiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er bekendt med, at de libanesiske myndigheder mistænker hans far for at være ter-rorrist, og at de libanesiske myndigheder også vil tilbageholde ansøgeren som følge af hans fars problemer, da det er sådan systemet i Libanon fungerer. Flygtningenævnet tiltræder efter oplys-ningerne om ansøgerens registrering hos UNRWA, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonven-tionens artikel 1 D, 1. pkt., og at han derfor som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse. Nævnet finder, at ansøgeren ikke tillige er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Nævnet henviser i den forbindelse til begrundelsen i nævnets samtidige afgørelse vedrørende ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Selvom det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysnin-ger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refu-gees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevendte. Af samme rapport fremgår endvidere: ” in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Af-fairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Der er heller ikke konkrete oplysnin-ger i sagen, der i øvrigt skulle indebære, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er afskåret fra at indrejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon, hvor han har adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2021/23/CRT
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt to medfølgende børn fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er fra Saida, Libanon, men han har fra 1998 frem til 2014 boet i De Forenede Arabiske Emirater. Ansø-geren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øv-rigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af terrorgruppen Osbat al-Ansar. Ansøgeren frygter videre at blive anholdt af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Osbat al-Ansar har forsøgt at rekruttere ansøgeren til at tilslutte sig gruppen, idet han er velstillet og har en god uddannelse. Ansøgeren har videre oplyst, at Osbat al-Ansar har begået et terroran-greb mod den russiske ambassade i Libanon, og at gruppen har sagt til de libanesiske myndighe-der, at ansøgeren var en del af angrebet. Osbat al-Ansar har derudover slået nogen fra hans familie ihjel. De har interesse i at udnytte ansøgeren økonomisk og fagligt. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for de libanesiske myndigheder oplyst, at han har fået oplyst af sin fætter i Libanon, at ansø-geren stadig er eftersøgt af de libanesiske myndigheder, og at han vil blive anholdt i lufthavnen, hvis han forsøger at indrejse. Flygtningenævnet tiltræder efter oplysningerne om ansøgerens regi-strering hos UNRWA og den ham ydede bistand, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventio-nens artikel 1 D, 1. pkt., og at han derfor som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse. Nævnet finder, at ansøgeren ikke tillige er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. I overensstemmelse med, hvad der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2013/2014], kan det ikke kan lægges grund, at ansøgeren har en konflikt med de libanesiske myndigheder og organisationen, der tidligere blev kaldet Osbat-Al-Ansar. Det tiltrædes herunder, at brevene fra De palæstinensiske sociale forenin-ger i Ain Halweh og Den palæstinensiske nationale befrielseshær, den militære efterforskning, som ansøgeren har fremlagt under sagen, ikke kan føre til en anden vurdering, idet brevene alene indeholder en generel vurdering af den generelle sikkerhedssituation for familien El-Saadi. Heller ikke ansøgerens oplysning om, at en ven/hans advokat i Libanon har oplyst, at han vil blive an-holdt, hvis han vender tilbage til Libanon, kan føre til en anden vurdering, idet disse antagelser alene beror på ansøgerens og de pågældende personers egne formodninger. Den omstændighed, at ansøgeren sammen med sin familie har opholdt sig mange år uden for flygtningelejren i Libanon, og at han og hans familie bl.a. af den grund ved en tilbagevenden til Libanon angiveligt vil kom-me til at stå i modsætningsforhold til andre personer, der har opholdt sig i lejren i lang tid og der-med være mål for kriminalitet og overgreb mv., er ikke et forhold, der i sig selv kan føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren stadig har familiemedlemmer, der bor i eller omkring Ein Al-Hilwa-lejren. Ansøgeren har således ikke sand-synliggjort, at hans langvarige fravær fra Libanon vil kunne skabe problemer ved en tilbageven-den. Heller ikke børnekonventionens artikel 3 eller artikel 9 eller den europæiske menneskerettig-hedskonventions artikel 8 og princippet om familiens enhed kan føre til, at ansøgeren skal anses for omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., og at der på dette grundlag som påbe-råbt af ansøgeren skal meddeles ham og de mindreårige børn opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt den mandlige ansøgers ægtefælle, der er jordansk statsborger, kan meddeles opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 9 c, stk. 2, henhører under Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøko-nomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Den fremlagte pressemeddelelse af 1. april 2021 fra UNRWA, ”UNRWA raises alarm on the situation of Palestine refugees in Lebanon”, kan ikke føre til en anden vurdering. Selvom det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevendte. Af samme rapport fremgår endvidere: ” in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Der er heller ikke konkrete oplysninger i sagen, der i øvrigt skulle indebære, at ansø-geren og dennes mindreårige børn som statsløse palæstinensere fra Libanon er afskåret fra at ind-rejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon, hvor han og de mindreårige børn har adgang til be-skyttelse og bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med, hvad der er anført i ”Palestinian Refugees. Access to registration and UNRWA services, documents, and entry to Jordan” (Udlændingestyrelsen, 2020), særligt pkt. 1.1, til grund, at også de mindreårige børn vil kunne opnå beskyttelse fra UNRWA, da denne beskyttelse også dækker fremtidige generationer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2021/22/CRT
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil miste livet. Ansøgeren frygter endvidere den generelle situation i Gaza. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der ikke er andet end uroligheder og krig i Palæstina, og at han kun har ret til at opholde sig i Gaza-området, hvor urolighederne foregår, herunder kampe mellem Israel og Hamas. Ansø-geren frygter, at han på grund af sit politiske ståsted samt som tilbagevendt fra vesten vil få pro-blemer med Hamas. Ansøgeren har videre oplyst, at den politiske situation i Gaza er ustabil, og ansøgeren har endvidere henvist til, at han har boet i Danmark i syv år, hvorfor det vil være et kul-turchok for ansøgeren at vende tilbage. Ansøgeren frygter derfor, at han ikke vil kunne få et godt liv i Gaza, og at han ikke vil kunne få et arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har en tilknytning til Gaza, idet han som få måneder gammel udrejste af Gaza og bosatte sig i Egypten sammen med familien. Ansøgeren har siden sin udrejse af Gaza kun været på besøg tre gange i Palæstina, og størstedelen af ansøgerens familie opholder sig fortsat uden for Gaza. Ansø-geren er statsløs palæstinenser og født i Gaza, hvor han er fødselsregistreret, har id-nummer og efter oplysningerne fra den palæstinensiske repræsentation kan forventes på ny at få ophold. På baggrund af ansøgerens egne oplysninger lægges det til grund, at han ikke længere har opholdstil-ladelse i Egypten. Det kan lægges til grund, at han er registreret hos UNRWA. Det må forventes, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil kunne modtage den hjælp, som UNRWA tilbyder. Flygt-ningenævnet finder i lighed med Flygtningenævnets afgørelse af [en dato i foråret] 2020 og Ud-lændingestyrelsens afgørelse af [en dato i begyndelsen af] 2021, at ansøgeren som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Ansøgeren må anses for at have forladt Gaza frivilligt, idet han var få måneder gammel, og beslutningen blev truffet af hans mor, der ønskede at vende tilbage til ansøgerens far, som boede i Egypten. Ansøge-ren har ingen konkrete konflikter i Gaza. Selvom ansøgeren oplever en usikkerhed som følge af, at han ikke kender landet, og uanset de generelle socioøkonomiske forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at han er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ansøgeren er således ude-lukket fra asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/21/MLVT.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab. Som støtte herfor har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab er terrorister, der skærer hænderne af folk. Ansøgeren har vide-re som asylmotiv henvist til, at han skal være ansvarlig for sine halvsøskende i Somalia, såfremt han vender tilbage til Somalia, og at han ikke kan beskytte sine halvsøskende, da han ikke har et netværk i landet. Derudover har han henvist til, at der er krig, fattigdom og sult i Somalia. Som støtte herfor har han oplyst, at der er krig i Somalia, og at der er bombardementer i Mogadishu. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har personlige konflikter i Somalia, og at han herunder ikke er forsøgt tvangshver-vet af al-Shabaab. Nævnet finder således i overensstemmelse med praksis, at ansøgeren, som en ung enlig arbejdsduelig mand, kan tage ophold i Mogadishu. Det forhold, at ansøgerens søskende og mor har fået ophold i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, for de flestes vedkommende på baggrund af FGM, findes ikke at kunne ændre afgørelsen, idet ansøgeren først har søgt om asyl, ligesom søstrene først har fået meddelt asyl, efter at ansøgeren var blevet myndig. Nævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke vil risikere problemer som følge af søsterens manglende omskæring, idet hun har fået ophold i Danmark. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel og individuel risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/19/EHD
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Somalia og hendes medfølgende barn, og meddelte dem opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, muslim og tilhører klanen Ashraf. Klageren er født og opvokset i landsbyen […], der ligger tæt på [bynavn] i Lower Shabelle, Somalia. Klagerens barn er født i Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under de tidligere sager om nægtelse af forlængelse som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af al-Shabaab, fordi hendes ægtefælle er eftersøgt og anklaget for at have smuglet cigaretter. Klageren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes døtre vil blive udsat for tvangsomskæring, fordi hun ikke vil være i stand til at modstå presset fra sin mor og lokalsamfundet. Hun har endvidere henvist til, at hendes søn risikerer at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Endelig har hun som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia. Klagerens advokat har for nævnet nedlagt principal påstand om, at klageren og klagerens datter meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, under henvisning til henholdsvis risikoen for omskæring af datteren, […], ved en tilbagevenden til Somalia og til, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende under hensyn til [datteren]s tilknytning til Danmark. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hendes ældste døtre [A] og [B] begge er blevet omskåret (sunna-omskæring), mens familien opholdt sig i Somalia, og at grunden til, at hun ikke har forklaret herom, er at de ikke har anset en sunna-omskæring for en omskæring. Nævnet finder, at forklaringen er troværdig, og nævnet lægger forklaringen til grund. Efter klagerens og ægtefællens forklaringer lægger nævnet videre til grund, at sunna-omskæringerne skete imod deres vilje, idet de var udslag af et ønske om, at skåne døtrene for en mere vidtgående omskæring. Klageren og ægtefællen har således ikke været i stand til at beskytte deres ældste døtre imod omskæring. Klageren og ægtefællen kommer fra en landsby og har ikke nogen særlig social status, og det kan ikke forventes, at klageren og ægtefællen vil have støtte i familien eller lokalsamfundet i øvrigt til at modsætte sig, at [datteren], der er syv år, bliver omskåret. Tværtimod har klageren og ægtefællen begge konsistent forklaret, at det er klagerens mor, der forestår omskæringerne i landsbyen, og at hun ønsker, at klagerens døtre bliver omskåret. På denne baggrund og under hensyn til oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport ”Somalia Female Genital Mutilation (FGM)” fra februar 2021 lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren og ægtefællen ved en tilbagevenden til Somalia, uanset at de er imod omskæring, ikke vil have tilstrækkelige ressourcer til vedvarende at beskytte [datteren] imod omskæring. Som følge heraf finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at [datteren] vil være i risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring, hvis hun skal tage ophold sammen med klageren og sin familie i Somalia. Klageren og [datteren] opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet anledning til på ny at vurdere, om klageren kan meddeles opholdstilladelse som følge af ægtefællens asylmotiv. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes medfølgende barn, […], opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2021/18/DH
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Nigeria. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen af trosretning fra Nanka, Anambra State, Nigeria. Ansøgeren har været medlem af The Indigenous People of Biafra (IPOB) og deltaget i flere demonstrationer organiseret af IPOB. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Nigeria, idet han har arbejdet for et selvstændigt Biafra. Som støtte herfor har han oplyst, at han er medlem af organisationen The Indigenous People of Biafra siden år 2004 el-ler 2005, og at han har deltaget i omtrent 20 demonstrationer, som var organiseret af IPOB. I for-bindelse med en demonstration i 2005 blev han anholdt af politiet og efterfølgende tilbageholdt i syv dage. Efter løsladelsen deltog han i flere demonstrationer. Et halvt år efter løsladelsen forsøg-te politiet igen at anholde ansøgeren under en demonstration, men det lykkedes ham at undslippe. Han fortsatte med at deltage i demonstrationer frem til sin udrejse af Nigeria i 2008. Indtil ansø-gerens udrejse har myndighederne flere gange foretaget husundersøgelser på hans families bopæl. Ansøgeren har tillige oplyst, at husundersøgelserne på hans families bopæl fortsat pågår, selvom han er udrejst. Ansøgeren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive tvunget til at være den religiøse leder af en lokal form for helligdom, som er udbredt i hans hjemområde. Til støtte herfor har han fortalt, at frygten beror på, at hans far på nuværende tids-punkt er leder for en helligdom, og at der er tradition for, at lederrollen nedarves patrilineært. Han ønsker ikke at være leder for helligdommen, fordi han er kristen og derfor ikke tror på hellig-dommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er stærkt svækket, fordi han har oplyst falsk identitet, både over for de schweiziske myndigheder ved asylansøgningen i 2011 og de danske myndigheder ved asylansøgningen i 2014, da han er dømt for dokumentfalsk ved an-vendelse af id-dokumenter, og da han gik under jorden efter afgørelsen om Dublin-overførsel til Schweiz. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om de påståede politi-ske aktiviteter, hverken for de schweiziske eller de danske myndigheder i 2014. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2020/2021] ikke kendt navnet på det parti, som han påstod at have været medlem af i tre år, hvilket parti først blev stiftet i 2012. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev afhørt, og i hvilket omfang han blev udsat for vold under den påståede anholdelse. Han har forklaret, at han ikke legitimerede sig over for myndighe-derne og ikke oplyste sit navn, hvorfor det alene beror på hans formodning, at de er bekendt med hvem han er. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været hjemme under de efter-følgende ransagninger. Endelig lægger nævnet vægt på, at han for nyligt har fået udstedt pas af de nigerianske myndigheder. For så vidt angår den traditionelle konflikt lægger nævnet vægt på, at ansøgerens far fortsat er leder for [helligdommen], hvorfor konflikten ikke har aktualitet. Nævnet lægger endelig vægt på, at en påkaldt forbandelse, uanset ansøgerens eventuelle subjektive frygt herfor, ikke har den fornødne intensitet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel og individuel risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingesty-relsens afgørelse.” Niga/2021/2/EHD
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Nepal. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nepaleser og ikke troende fra Benighat, Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk ak-tiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nepal frygter at få problemer med nogle privatpersoner i Benighat, fordi han skylder dem penge. Ansøgeren har end-videre som asylmotiv henvist til, at han frygter ikke at kunne have et forhold til sin herboende søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han skylder penge til adskillige pri-vatpersoner i sin hjemby, fordi ansøgeren har optaget en masse lån for at finansiere sit firma. An-søgeren har ikke haft kontakt til disse privatpersoner, siden han udrejste af Nepal, hvorfor han frygter, at de er vrede på ham. Ansøgeren har forklaret, at han blev forhindret i at udrejse af Dan-mark i [vinteren] 2020 som følge af Covid-19. Ansøgeren var således ikke ved sin udrejse af Ne-pal i [vinteren] 2020 i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har i Danmark været sigtet for, og i byretten dømt for, seksuelle overgreb men er frifundet ved Vestre Landsrets dom af [vinteren] 2021. Det forhold, at ansøgeren er af den opfattelse, at han alligevel er faldet i den nepalesiske befolknings agtelse, og at folk ikke vil forstå eller tro på, at han er fri-fundet, har ikke en karakter eller intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren i Nepal har ubetalt gæld, er et privatretligt forhold, der ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har ikke modtaget trusler eller andre henvendelser fra sine kreditorer, og ansøge-ren har forklaret, at han ikke ved, hvad hans kreditorer vil gøre ved ham, at de nok ikke ligefrem vil slå ham ihjel, og det muligt kan afhjælpe konflikten, hvis han igen begynder at betale afdrag på gælden. At ansøgeren har en mindreårig søn i Danmark, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7 men skal behandles efter reglerne om familiesammenføring. Flygtnin-genævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nepal vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Nepal/2021/1/YARS]
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren er libanesisk statsborger og født i Dubai i de Forenede Arabiske Emirater. Ansøgeren har boet i Libanon i perioden fra 2010 til 2016. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Libanon frygter at blive rekrutteret af Hizbollah, og at han frygter at blive slået ihjel eller tortureret af Hizbollah, hvis han nægter at lade sig rekruttere. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han gik på et gymnasium i Libanon, hvor flere af lærerne og eleverne støttede og var medlem af Hizbollah, og at han af dem blev opfordret til at tilslutte sig Hizbollah. I forlæn-gelse heraf kom en af eleverne med et ansøgningsskema, som han havde udfyldt med ansøgerens personlige oplysninger, og da ansøgeren ikke ville skrive under på ansøgningsskemaet, underskrev eleven det på vegne af ham. Ansøgeren har videre forklaret, at han siden er blevet forsøgt rekrutte-ret af Hizbollah flere gange, herunder af sin gymnasielærer under en skoleudflugt til Sydlibanon. Endelig har ansøgeren oplyst, at han i 2012 blev overfaldet og tilbageholdt, og at han i 2013 blev truet på livet af Hizbollah. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fars familie i Libanon. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgeren har en konflikt med sin fars familie, hvilket blandt andet skyldes, at farens familie ikke ville acceptere, at ansøgerens familie boede i det hus, som ansøgerens fars ejede. Ansøgeren har videre oplyst, at konflikten opstod før han blev født. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han fryg-ter regeringen i Libanon, som er korrupt. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Hizbollah og problemer med ansø-gerens fars familie ikke har en karakter og intensitet, der kan føre til at anse forholdene for at væ-re asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt for den libanesiske regering, fordi regeringen efter hans forklaring er korrupt, udgør heller ikke et asylbegrundende forhold. For så vist angår ansøgerens frygt for tvangsrekruttering henviser nævnet til de foreliggende bag-grundsoplysninger, herunder ”Department of Foreign Affairs and Trade. Country Information Re-port – Lebanon” udgivet af Australian Government den 19. marts 2019. Det fremgår af rapporten blandt andet at Hizbollah ikke tvangsrekrutterer medlemmer, da det vil udgøre en stor sikkerheds-risiko. Der henvises endvidere til, at forsøg på at gøre ansøgeren til medlem af Hizbollah, da han gik i gymnasiet, har haft karakter af forsøg på at overtale ansøgeren og i øvrigt ikke har ført til større problemer mellem ansøgeren og hans skolekammerater eller skolelærere. Vedrørende ansø-gerens forklaring om et overfald i 2012 eller 2013, da ansøgeren gik i 2. eller 3.g, lægger nævnet vægt på, at de personer, der overfaldt ansøgeren ikke sagde noget til ham, og at de lod ansøgeren gå, efter at han var blevet tilbageholdt under en køretur. Ansøgeren har efterfølgende ikke været udsat for overgreb eller tilbageholdelse af de pågældende personer. Ansøgeren er senere blevet opsøgt en gang af to personer, fordi han havde skåret nogle ledninger over. Ansøgeren måtte ac-ceptere, at ledningerne skulle gå gennem hjemmet. Der skete ikke yderligere under episoden, der fandt sted i 2014 eller 2015, og ansøgeren blev efter sin forklaring til Udlændingestyrelsen boende i seks måneder på sin sædvanlige bopæl. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forkla-ret, at han to til tre gange er rejst til Libanon, efter at han var kommet til Danmark, og at hans ind-rejse og ophold i Libanon ikke har medført problemer for ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens forklaring om problemerne med farens familie lægger nævnet vægt på, at ansøgeren til en afrun-dende samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 har forklaret, at konflikten med ansø-gerens onkler er begyndt for lang tid siden, og før ansøgeren blev født, og at han ikke kender til konflikten. Ansøgerens udbyggende forklaring om denne konflikt under nævnsmødet fremstår ikke troværdig, og nævnet henviser herved til, at ansøgeren har besvaret flere spørgsmål herom på en afglidende og usammenhængende måde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrel-sens afgørelse.” liba/2021/4/rila
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Jordan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Shona Shamalia, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk ak-tiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af familien til en ung kvinde, [A], som han har haft et forhold til. Ansøgeren har oplyst, at han og [A] begyndte at mø-des i 2004. Ansøgeren erklærede sin kærlighed til [A] første gange de talte sammen. De talte sammen om natten, sendte breve til hinanden og mødtes ca. 1-2 gange om ugen. I 2007 fandt [A's] mor ud af, at de havde et forhold. Herefter blev deres kontakt mere sporadisk, men deres forhold fortsatte. I 2008 ville [A's] fætter giftes med hende, og [A's] far og brødre syntes, at det var en god idé. En dag i slutningen af 2009 sagde [A], at ansøgeren skulle møde hende hos hendes søster og her fortalte hun om fætterens ønske, hvorefter [A] og ansøgeren endte med at gå i seng med hin-anden. [A] og ansøgeren havde herefter seksuelt samkvem to gange i 2010. [A's] fætter friede til hende, og [A] nægtede, hvorefter hendes far slog hende. [A] fortalte i starten af 2010 sin mor, at hun og ansøgeren havde været i seng sammen, og at hun ikke havde fået sin menstruation. [A's] mor og ansøgerens mor talte herefter sammen om, hvad de skulle gøre. [A's] familie måtte ikke finde ud af det, idet de i givet fald ville slå både [A] og ansøger ihjel. Ansøgers søster fortalte ham om [A's] graviditet. Ansøgeren friede herefter til [A] men fik afslag. En dag besvimede [A] og blev kørt på hospitalet. Lægen fortalte hendes far, at hun var gravid. [A's] far og bror begyndte at slå [A]. [A's] bror forsøgte herefter at brænde ansøgerens families hus ned. Kort tid efter blev an-søgeren beskudt af en uden for huset. Ansøgeren formoder, at det var [A's] bror eller en, som han havde bedt om at skyde ansøgeren. Ansøgeren blev ikke ramt og der blev kun affyret et skud. An-søgeren tog herefter til et andet område i Jordan i en måned, mens folk fra ansøgerens klan forgæ-ves forsøgte at løse striden med [A's] familie. Ansøgeren udrejste herefter af Jordan i [foråret] 2010. Ansøgeren blev registreret som asylansøger i Sverige [i sommeren] 2010 og [i vinteren] 2014. [I foråret] 2016 fik ansøgeren afslag på asyl i Sverige. [I vinteren] 2017 genindrejste ansø-geren i Jordan, hvor han opholdte sig i syv måneder. Ansøgeren rejste herefter til Dubai, hvor han opholdte sig en måned, hvorefter han rejste tilbage til Jordan. Ansøgeren opholdte sig tre dage i Jordan og rejste herefter til Danmark i november måned, hvor han søgte asyl. Ansøgeren udrejste af Jordan anden gang, fordi han var bange for at blive opdaget af [A's] familie. Efter indrejsen har ansøgeren talt med sin mor i Jordan, som har oplyst, at ansøgerens brors bil har været udsat for hærværk, og at nogle har forsøgt at overfalde ham. Flygtningenævnet lægger indledningsvist til grund, at ansøger er jordansk statsborger og således asylretligt skal vurderes i forhold til Jordan. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har fremlagt et jordansk ID kort med identitetsnummer. Ansøgeren har også ved sine forklaringer til Oplysnings- og Motivsamtalen [i vinteren] 2018, asylsamtalen [i efteråret] 2018 og gensamtalen [i efteråret] 2018 selv oplyst at være jordansk statsborger og at ansøgerens forældre er jordanske statsborgere. Ansøger har endvidere under nævnsmødet dags dato bekræftet, at han er jordansk statsborger. Endelig fremgår af de foreliggen-de baggrundsoplysninger, at et jordansk id-kort kun udstedes til jordanske statsborgere. Id-kortet indeholder et jordansk nationalnummer, hvilket kun gives til jordanske statsborgere. Af Udlæn-dingestyrelsens notat af januar 2019, ”Palæstinenseres mulighed for opholdstilladelse og statsbor-gerskab i Israel og UNRWA´s mandatområder” fremgår, at palæstinensere i Jordan inddeles i tre kategorier, herunder palæstinensere med jordansk statsborgerskab, som har pas og jordansk ID-nr. Endelig fremgår det af US Department of State, Jordan: Reciprocity Schedule: “Alternate Docu-ments: Non-jordanian citizens may not obtain a Jordanian ID card but can apply for a residency card issued by the Police Department. Det forhold, at ansøgeren er registreret hos UNRWA i hen-hold til et UNWRA familieregistreringskort kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenæv-net kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt i Jordan, som følge af at han havde et forhold til en kvinde, [A]. Flygtningenævnet har i det væsentlige herved lagt vægt på de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring om denne konflikt har fremstået divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende omkring blandt andet, hvornår han og [A's] forhold begyndte og om hvor de gik i seng sammen. Til de svenske asylmyndigheder har ansøgeren forklaret, at forholdet begyndte i 2008 eller 2009 og at de gik i seng sammen hos [A's] bror, der var rejst til Dubai. Til sin danske asylsamtale den [i vinteren] 2018 har ansøgeren forklaret, at forholdet begyndte i 2004, at de hav-de været i seng sammen 3 gange i alt, og at alle gangene havde været hos [A's] søster, der var rejst til Dubai. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende omkring, hvor [A] og ansøgeren befandt sig, da ansøgeren første gang erklærede hende sin kærlighed. Til Oplysnings- og Motivsamtalen [i vinteren] 2018 har ansøgeren forklaret, at de befandt sig hos [A's] søster. Til gensamtalen [i vinte-ren] 2018 har ansøgeren forklaret, at han ikke derhjemme fortalte [A] at han elskede hende, men at dette skete på åben gade. Ansøgeren har endvidere på nævnsmødet forklaret, at [A's] far og bror er medlem af efterretningstjenesten og at ansøgeren i 2010 var efterlyst. Forespurgt, hvorfor han ikke tidligere har oplyst herom, har ansøgeren forklaret, at ingen har spurgt ham herom tidligere. Flygtningenævnet har endvidere henset til den tid som er hengået siden den angivelige konflikt med [A's] familie skulle have fundet sted og ansøgers muligheder for at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren to gange har været ind-rejst til Jordan og efter sine egne oplysninger har opholdt sig i Jordan i 7 måneder, uanset den an-givelige konflikt med [A's] familie i Jordan. De generelle forhold i Jordan kan efter de foreliggen-de baggrundsoplysninger ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændin-gestyrelsens afgørelse." Jord/2021/1/MALC
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og sunni muslim af trosretning fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været poli-tisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter en langvarig fængselsstraf, idet han har deserteret fra militærtjenesten og udtalt sig kritisk om det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er konverteret til kri-stendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 blev tilbageholdt i 10 – 15 dage, hvor han blev udsat for fysisk overgreb og senere idømt en betinget straf for at have skrevet regi-mefjendtlige slogans. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han er overordentlig udsat for at blive arresteret ved en tilbagevenden til Iran, og herunder udsat for umenneskelig behandling. Af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [i sommeren] 2018, finder Flygtningenævnet også efter det, der nu er kommet frem, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort forløbet i 2015, herunder at han er deserteret fra militærtje-neste, og dermed sit asylmotiv. Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren i forbindelse med, at han søgte om genoptagelse i [sommeren] 2018 fremlagde en kopi af den dom, som han angiveligt blev idømt i [efteråret] 2015 ved Den Islamiske Revolutions Domstol i [en by]. Nævnet lægger herved vægt på, at dokumentet efter sit indhold og tidspunkt for fremlæggel-sen fremstår som konstrueret til lejligheden. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en trovær-dig forklaring på, hvorfor dokumentet, som er helt centralt for det påståede asylmotiv, ikke er fremlagt, inden nævnets afgørelse i [sommeren] 2018. Under hensyn hertil og til ansøgerens gene-relt svækkede troværdighed har nævnet ikke fundet grundlag for at lade dokumentet ægthedsvur-dere. Af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse i [sommeren] 2018, finder nævnet fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved pro-kurdiske aktiviteter eller aktiviteter på internettet, herunder Facebook, er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv anført, at han er konverteret til kristen-dommen, og at han derfor frygter de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte sin konversion fremlagt et dåbsbevis, hvoraf fremgår, at han blev døbt i [foråret] 2019, og en udtalelse af [efter-året] 2019 fra sognepræst [sognepræst], hvoraf fremgår, at ansøgeren siden starten af [vinteren] 2018 er kommet stabilt i [kirke] og har deltaget i undervisning hver anden søndag samt i [somme-ren] til [sommeren] 2019 har deltaget i en konference på [Friskole] for farsitalende kristne gæster i Danmark. Ansøgeren har endvidere fremlagt en udtalelse af [foråret] 2021 fra sognepræst [Sog-nepræst], hvoraf blandt andet fremgår, at ansøgeren nu medvirker ved fremstilling af kristne vide-oer til brug på internettet/YouTube, og at der lige nu på YouTube ligger 38 videoer, som er frem-stillet de seneste [antal] måneder. Det fremgår af udtalelsen, at det er [sognepræstens] ønske, at ansøgeren bosætter sig i [en by i Danmark], hvis han får opholdstilladelse, så han kan fortsætte det gode arbejde for kirken. Ansøgeren har forklaret, at han nu har medvirket ved produktionen 40 videoer, og at hans ansigt ikke ses på videoerne. Ansøgerens navn fremgår af nogle af videoerne i forbindelse med angivelsen af, hvilke personer, der har medvirket ved fremstillingen af videoerne. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet lægger vægt på, at det efter sognepræst [Sognepræ-sens] udtalelse af [efteråret] 2019 ikke kan lægges til grund, at ansøgerens interesse for kristen-dommen er opstået, inden Flygtningenævnet i [sommeren] 2018 havde meddelt ansøgeren endelig afslag på opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har givet udtryk for at være religiøst interesseret. Således oplyste ansøgeren til samtalen i [sommeren] 2016, at han var sunni-muslim, men at han ikke praktiserede sin religion. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring om årsagen til sin konversion har fremstået ureflekteret og usammenhængende. Ansøgeren har forklaret vævende om, hvornår han blev interesseret i kristendommen, og han har ikke været i stand til på overbevi-sende måde at redegøre for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller sin beslutning om at blive døbt. Ansøgeren har, som man vil forvente af en person med ansøgerens uddannel-sesmæssige baggrund, der har modtaget undervisning i kristendommen, demonstreret et faktuelt kendskab til kristendommen, men det kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. De fremlag-te udtalelser med oplysninger om ansøgerens dåb og deltagelse i det kristne menighedsliv kan under de foreliggende omstændigheder heller ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på tidspunktet for ansøgerens konversion og på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Den omstændighed, at ansøgeren har medvirket ved produktionen af en række kristne videoer uden at have været foran kammeraet på YouTube og har forklaret, at han er aktiv på Face-book, kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet nævnet finder, at ansøgeren ikke har sand-synliggjort, at disse aktiviteter er kommet de iranske myndigheder til kendskab. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var profileret over for de iranske myndighe-der, da han udrejste af Iran. Flygtningenævnet lægger på den anførte baggrund til grund, at ansøge-rens angivelige konversion ikke er reel, men er udtryk for et ønske om at skabe opholdsgrundlag i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/28/hmu.
Nævnet hjemviste i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Klageren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [sommeren] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Udlændinge-styrelsen har i [vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladel-se i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig. Klageren har som asyl-motiv fortsat henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han arbejdede som DJ og festarrangør, hvilket er ulovligt i Iran. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han første gang blev anholdt af de iranske myndigheder var i 2011, idet han deltog i en ulovlig fest. Klageren blev her-efter tilbageholdt i to dage. Tre år senere blev klageren igen anholdt ved en fest, hvor festdelta-gerne primært var homoseksuelle og transkønnede personer. Klageren blev efterfølgende tilbage-holdt i to måneder. I [foråret] 2015 var klageren på arbejde igen DJ til en fest. Politiet stormede det hus, hvor klageren spillede som DJ, og han blev i forlængelse heraf tilbageholdt i to dage og løsladt mod kaution. Klageren blev herefter blandt andet tiltalt for at have overfaldet en politibe-tjent. Klageren modtog en tilsigelse, idet han ikke mødte i retten. Klageren modtog herefter endnu en tilsigelse, hvori det fremgik, at klageren blev dømt in absentia for at have deltaget i en ulovlig fest, været i besiddelse af ulovlige musikinstrumenter og for at have været i sammenstød med myndighederne. Klageren blev idømt 80 til 90 piskeslag. I [efteråret] 2015 deltog klageren i en ulovlig fest, hvor politiet kom for at lukke festen. Politiet affyrede skud, da klageren og en anden festdeltager flygtede fra feste. Festdeltageren blev ramt af politiets skud, og klageren nåede at flygte. Nævnsformanden oplyste, at det fremgår af afsnittet ”Retsgrundlaget” i Udlændingestyrel-sens afgørelse af [vinteren] 2021, at klageren indgav ansøgningen om forlængelse af opholdstilla-delsen [vinteren] 2019, og at sagen skulle behandles efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Det fremgår imidlertid, at sagen er afgjort efter de regler, der trådte i kraft den 1. marts 2019. Sagen er således ikke afgjort efter de regler, der gælder for sagen. Efter en pause blev betydningen af dette drøftet og parterne havde lejlighed til at fremkomme med deres bemærknin-ger. Nævnet besluttede herefter at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet behandling efter de regler, som gælder for sagen.” Iran/2021/27/HMU.
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse for-eninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i sommeren] 1991 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran fryg-tede de iranske myndigheder, fordi han har ydet frivillig økonomisk bistand til seks familier, hvis fædre af politiske årsager var tilbageholdt af myndighederne. Klagerens bopæl blev i den forbin-delse gentagne gange ransaget af de iranske myndigheder. Klageren er endvidere tre gange blevet tilbageholdt af komite-gardisterne. Klageren blev under tilbageholdelserne afhørt om sine økono-miske aktiviteter for de seks familier, herunder særligt personen [A], og klageren blev i den for-bindelse udsat for tortur og idømt en straf på 85 piskeslag. Udlændingestyrelsen har [en dato i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af ud-lændingelovens 19, stk. 2, nr. 1 og § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelsen på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sa-gen om inddragelse henvist til, at han oprindeligt udrejse af Iran, fordi han frygtede privatpersoner med tilknytning til Basij-komiteen samt de iranske myndigheder. Privatpersonerne havde tidligere udsat klageren for chikane, fysiske overgreb og afhøringer. Klageren har endvidere oplyst, at kla-gerens far fik udstedt et iransk nationalitetspas på klagerens vegne, og at klagerens far afleverede nationalitetspasset til klageren under et besøg i Danmark. Klageren ville gerne rejse tilbage til Iran, fordi han havde det dårligt og savnede sine forældre. Klageren har besøgt Iran to gange efter sin indrejse i Danmark. I 2013 besøgte klageren sin familie i Teheran. I 2016 besøgte klageren sin fars gravsted i Iran. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der er gået cirka 30 år mellem, at kla-geren har afgivet forklaringer for Udlændingestyrelsen, at det er lægeligt dokumenteret, at han har hukommelsesproblemer, og at det er oplyst, at han har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Kla-geren har imidlertid forklaret stærkt divergerende på helt afgørende punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt asylmotivet var politisk begrundet som følge af støtte til monarkisterne, mens han i forbindelse med inddragelsen har forklaret, at det var religiøst begrundet, fordi han drak alkohol, ligesom klagerens far havde en kabaret. Han har ved indrejsen forklaret, at han var tilbageholdt tre gange af tre dage, og at han blev pisket i forbindelse med af-høringerne. Han har i forbindelse med inddragelsessagen forklaret, at han blev tilbageholdt tre til fire gange af maksimalt seks timer. Han har her forklaret, at han alene blev pisket én gang, hvilket var en straf i forbindelse med, at han havde indtaget alkohol. Han har oprindeligt forklaret, at en person ved navn [A] var den udløsende faktor for sine problemer, idet han overdrog noget mate-riale til klageren, som efterretningstjenesten senere fandt. Han har i forbindelse med inddragelsen ikke erindret den pågældende person. Endeligt har han under den oprindelige forklaring oplyst, at han hjalp familier til politiske fanger økonomisk, hvilket han ikke har haft nogen erindring om i forbindelse med inddragelsessagen. Det forhold, at han har fået udstedt iransk pas, samt har be-søgt Iran tre gange, taler i øvrigt væsentligt imod forklaringen om, at hans udrejse skulle være politisk begrundet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren har opnået asyl ved svig. Klageren har sin mor og en bror tilbage i Iran, mens to brødre og deres familier er i Danmark. Klageren er ikke i arbejde, og han har ikke nogen særlig tilknytning til Danmark. Han udrejste fra Iran, da han var 25 år gammel, hvorfor han på grund af sin opvækst er bekendt med det iranske sprog og kultur. Det forhold, at han har opholdt sig i Danmark i 30 år tillægges ikke afgørende vægt, da opholdet er opnået på baggrund af svig, hvorfor han ikke har haft nogen beret-tiget forventning om at kunne forblive i Danmark. En udsendelse vil derfor ikke med sikkerhed være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at klageren har nogen konflikt i Iran, er der ikke noget, som taler imod udsendelse. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/26/MLVT.
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Sambehandlet med Iran/2021/24/LINB.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin far, hans farbrødre og en mand ved navn [A], idet hun har modsat sig sin fars ønske om at indgå ægteskab med [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin mors familie, der er bosiddende i London, fordi de ikke vil acceptere, at hun har fået en kæreste i Danmark. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen, og fordi hun tidligere har været i konflikt med myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far har udsat hende og hendes mor for fysiske overgreb, siden ansøgeren var barn. Da ansøgeren var omkring 24 år begyndte faren endvidere at krænke ansøgeren seksuelt. På et tidspunkt i 2017, da ansøgeren spiste frokost med sin far, præsenterede han hende for en mand ved navn [A], som han ønskede, at ansøgeren skulle indgå ægteskab med. Ansøgeren nægtede, men fik at vide, at hun ikke havde noget valg. I en længere periode herefter opsøgte [A] ansøgeren på hendes bopæl flere gange, og nogle gange fulgte han også efter hende. Også familiemedlemmer til faren opsøgte ansøgeren og hendes mor og holdt øje med, hvor de befandt sig. I 2018, efter ansøgeren havde spist en frokost med sin far, smækkede han ved et uheld en bildør i hovedet på hende. I samme periode blev ansøgeren tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, i forbindelse med, at hun deltog i en demonstration. Det lykkedes dog ansøgeren at flygte, og at undgå at blive identificeret af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen til kristendommen har ansøgeren oplyst, at hun i 2018 begyndte at deltage i månedlige møder, der omhandlede kristendommen sammen med sin mor og hendes veninder. Kort før udrejsen af Iran i 2019 konverterede ansøgeren til kristendommen. Ansøgerens far og [A] fandt senere ud af, at ansøgeren og moren havde deltaget i møderne. Efter indrejsen i Danmark så ansøgeren Jesus, mens hun var frihedsberøvet i [dansk fængsel]. [I sommeren] 2020 blev ansøgeren døbt i [dansk kirke]. Under opholdet i Danmark har ansøgeren fået problemer med sin mors familie, der er bosat i London, fordi hun har fået en kæreste i Danmark, som de ikke vil acceptere. Herudover har ansøgerens kusine ved navn [B], der bor i Iran, fremsat trusler over for ansøgeren i en tekstbesked. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens forklaring om frygten for sin far, og at hun skulle indgå tvangsægteskab med en af farens bekendte, [A], kan danne grundlag for asyl omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun har kunnet afvise [A], og har kunnet forhindre at blive tvangsgift med ham. Hun har i to år forinden sin udrejse været i stand til at modstå sin fars trusler og [A]’s pres over for hende. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren og hendes mor har forklaret divergerende om farens overgreb imod dem. Ansøgeren har forklaret, at hun har fået lussinger af sin far, mens ansøgerens mor derimod har forklaret, at han slog dem med knytæver. Nævnet henviser i øvrigt til, at ansøgerens kendskab til [A] fremstår helt overfladisk. Hun er således ikke i stand til at oplyse, hvad [A] beskæftigede sig med, idet hun alene har forklaret, at hans far arbejdede for efterretningstjenesten sammen med ansøgerens far. Ansøgeren har i øvrigt sammen med sin mor kunnet opholde sig på deres bopæl i to år forinden deres udrejse fra Iran, selvom ansøgerens far og [A] ønskede, at ansøgeren skulle indgå tvangsægteskab med [A]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hendes far har udsat hende for seksuelle overgreb, har ikke en asylbegrundende karakter. Nævnet lægger vægt på, at krænkelserne er ophørt forinden udrejsen. Forklaringen herom fremstår i øvrigt usammenhængende og udetaljeret. Flygtningenævnet endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hun er blevet truet af sin mors familie, der er bosat i London, fordi hun har en kæreste i Danmark, fremstår utroværdig. Det bemærkes, at tekstbeskeden ikke kan anses for en trussel. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, forinden hun udrejste fra Iran, kan tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2019 har oplyst, at hun er shia-muslim, og at hun tror på religionen, og holder ramadan, selvom det mest er for at tabe sig. Hun har videre forklaret, at hun aldrig har udvist interesse for andre religioner end islam, men at hun gerne vil have kendskab til andre religioner. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 har ansøgeren forklaret, at hun har interesse for kristendommen, og at hun og moren har deltaget i kristne møder i Iran. Hendes interesse for kristendommen opstod omkring et år før udrejsen af Iran. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren og hendes mor har forklaret divergerende om, hvorledes de modtog nogle bibler, da de var på ferie i Istanbul sammen med ansøgerens moster og hendes børn. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at der var en kvinde, som gav en bibel til ansøgerens mor. Kvinden talte farsi med andre på gaden. Hun sagde ikke noget til moren, men gav hende biblen. Ansøgerens mor har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at en mand og en kvinde kom over til dem, da de var ude at gå sammen med familien. De spurgte, om de ville have en bibel, og de gav flere i familien en bibel. Manden og kvinden talte engelsk. Nævnet tillægger det ikke betydning, at ansøgerens mor under nævnsmødet udbyggende har forklaret om, at hun også modtog en bibel fra en kvinde, der talte farsi. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har forklaret, at der på forsiden fremgik ”Biblen – det nye testamente”. Ansøgerens mor har forklaret, at der på forsiden af biblen fremgik ”Biblen” og ”forlaget det nye årtusinde”. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen, lægger nævnet vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Det er nævnets samlede vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft det formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på nævnsmødet om konverteringen fremstod ureflekteret, overordnet og tillært. Ansøgeren har således ikke over for nævnet været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro og om en indre overbevisning, der kan føre til en konversion. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 har forklaret, at hun mødte Jesus i Vestre Fængsel, hvorefter hun blev endnu mere kristen. Den 7. nat i fængslet kl. 2 om natten vågnede hun og kunne ikke se noget. Der kom lys i hendes øjne og en bog åbnede sig, og en stemme sagde: ”læs biblen”. Ansøgeren ringede på klokken og fik fængselsbetjentene til at hente en bibel. Selvom ansøgeren har viden om kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning. De fremlagte udtalelser fra [en dansk præst], og det forhold, at ansøgeren er blevet døbt [i foråret] 2020 i [dansk kirke], kan ikke føre til en ændret vurdering. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konversionen er reel, finder nævnet, at der i øvrigt ikke kan lægges vægt på ansøgerens forklaring om, at hun vil udføre kristen mission ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt at myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/25/LINB
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Sambehandlet med Iran/2021/25/LINB.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har deltaget i tre demonstrationer i forbindelse med, at hun som lærerinde ikke modtog sin løn. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin tidligere ægtefælle, [A], og en mand ved navn [B], fordi de har chikaneret ansøgeren og hendes datter, og fordi datteren ikke ønsker at indgå ægteskab med [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen, og fordi hendes tidligere ægtefælle [A] har arbejdet for de iranske myndigheder. Til støtte for konflikten med [A] og [B] har ansøgeren oplyst, at hun indgik ægteskab med [A] i 1991. Under hele ægteskabet chikanerede han ansøgeren, var hende utro og udsatte hende og hendes datter for fysiske overgreb. I 1998 eller 1999 blev de skilt, hvorefter ansøgeren fik forældremyndigheden over deres fælles datter. For nogle år siden begyndte [A] at tvinge ansøgerens datter til at indgå ægteskab med en mand ved navn [B], hvilket datteren ikke ønskede. Som følge heraf er ansøgeren og hendes datter blevet overvåget af [B] og af familiemedlemmer til [A]. Derudover har [A] fremsat trusler over for ansøgeren og datteren. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at hun i 2013 eller 2014 var på ferie i Tyrkiet med sin datter, hvor de på gaden i Istanbul modtog en bibel, som hun tog med hjem til Iran. I 2018 blev ansøgeren introduceret til kristendommen af en kvinde ved navn [C], der er veninde til ansøgerens veninde [D]. Herefter deltog ansøgeren og hendes datter i otte eller ni kristne møder, hvor [C] og andre personer deltog. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren deltaget i kristendomsundervisning og gudstjenester, og [i vinteren] 2020 blev ansøgeren døbt i [kirke i Danmark]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin tidligere ægtefælle. Nævnet lægger ved vurderingen vægt på, at ansøgeren er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle for mere end 20 år siden, og at ansøgerens forklaring om sin tidligere ægtefælles forbindelse til myndighederne, og at hun derfor frygter myndighederne, fremstår utroværdig. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren og hendes datter over for Udlændingestyrelsen har forklaret indbyrdes forskelligt herom, idet datteren har oplyst, at hendes far har arbejdet i et teleselskab, og at han nu driver et hotel sammen med sin bror. Ansøgeren har i øvrigt til sin asylsamtale [i foråret] 2020 forklaret usammenhængende om sin tidligere ægtefælles arbejde for efterretningstjenesten. Hun har blandt andet oplyst, at han var indsat som spion for regimet, og at hun måske tror, at han var ansat i bogholderiet i teleselskabet. Hun har videre forklaret, at han var operatør i forskellige afdelinger. Nævnet kan i den forbindelse ikke tillægge det betydning, at ansøgeren og hendes datter under mødet i nævnet har forklaret i det væsentlige overensstemmende om den tidligere ægtefælles arbejde for myndighederne. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke overgreb ansøgeren og datteren har været udsat for af ansøgeren tidligere ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hun og datteren er blevet slået med knytnæver, mens datteren har forklaret, at hun fik lussinger. Ansøgerens angivelige deltagelse i demonstrationer som følge af manglende udbetaling af løn, kan efter nævnets vurdering ikke føre til, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke som følge af demonstrationerne har været tilbageholdt eller udsat for andre problemer af de iranske myndigheder. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konflikten med [B], finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at anse forholdet for asylbegrundende. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens kendskab til [B] fremstår helt overfladisk. Hun er således ikke i stand til at oplyse, hvad [B] beskæftigede sig med, idet hun alene har forklaret, at han arbejdede for det iranske regime, fordi hendes tidligere ægtefælle støttede ham. Ansøgeren og hendes datter har i øvrigt kunnet opholde sig på deres bopæl i to år forinden deres udrejse fra Iran, selvom ansøgerens tidligere ægtefælle og [B] ønskede, at datteren skulle indgå tvangsægteskab med [B]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, forinden hun udrejste fra Iran, kan tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at hun er muslim, og at hun praktiserer sin tro, og at hun intet har anført om sin interesse for kristendommen. Hun har hertil i en afrundende samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 forklaret, at hun i asylansøgningsskemaet har beskrevet alle årsagerne til udrejsen af hjemlandet samt årsagerne til, at hun ikke kan vende tilbage. Først under de senere samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hendes interesse for kristendommen var opstået et år før udrejsen af Iran. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren og hendes datter har forklaret divergerende om, hvorledes de modtog nogle bibler, da de var på ferie i Istanbul sammen med ansøgerens søster og hendes børn. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at en mand og en kvinde kom over til dem, da de var ude at gå sammen med familien. De spurgte, om de ville have en bibel, og de gav flere i familien en bibel. Manden og kvinden talte engelsk. Ansøgerens datter har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at det var en kvinde, som gav en bibel til ansøgerens mor. Kvinden talte farsi med andre på gaden. Hun sagde ikke noget til moren, men gav hende biblen. Nævnet tillægger det ikke betydning, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret om, at hun også modtog en bibel fra en kvinde, der talte farsi. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har forklaret, at der på forsiden af biblen fremgik ”Biblen” og ”forlaget det nye årtusinde”, mens ansøgerens datter har forklaret, at der på forsiden fremgik ”Biblen – det nye testamente”. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren efter indrejsen til Danmark er konverteret til kristendommen, lægger nævnet vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Det er nævnets samlede vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft det formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på nævnsmødet om konverteringen fremstod ureflekteret, overordnet og tillært. Ansøgeren har således ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro og om en indre overbevisning, der kan føre til en konversion. Selvom ansøgeren har viden om kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning. De fremlagte udtalelser fra sognepræsten i [kirke i Danmark], og det forhold, at ansøgeren er blevet døbt [i vinteren ] 2020 i [kirke i Danmark], kan ikke føre til en ændret vurdering. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konversionen er reel, finder nævnet, at der i øvrigt ikke kan lægges vægt på ansøgerens forklaring om, at hun vil udføre kristen mission ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt at myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/24/LINB
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [landsby], Zoba Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til at aftjene nationaltjeneste, ligesom han frygter at blive fængslet. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at administrationen op-søgte ham på hans bopæl og leverede et indkaldelsesbrev til aftjening af nationaltjeneste. Klage-ren var ikke hjemme, hvorfor hans mor tog imod brevet på hans vegne. Klageren blev bekendt med indholdet, da han kom hjem. Landsbyen afholdte efterfølgende et møde med administratio-nen, fordi befolkningen ikke ønskede at klageren skulle aftjene nationaltjeneste, idet han som dia-kon fungerede som deres leder. På mødet blev det besluttet, at klageren skulle aftjene nationaltje-neste. Klageren ønskede ikke at aftjene nationaltjeneste, hvorfor han besluttede at udrejse af Eri-trea tre dage efter, at han havde modtaget indkaldelsen. Uanset klagerens til dels divergerende forklaringer omkring modtagelsen af indkaldelse til militærtjeneste, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tilsidesætte klagerens forklaring herom. Der er herved også henset til, at klageren er eritreansk statsborger i en alder, hvor han risikerer nationalitetstjeneste. Klageren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlæn-dingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. En tvangsmæssig udsendelse af klage-ren til Eritrea vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt. skal en afgørelse om at en udlænding ikke kan udsendes efter ud-lændingelovens § 31 tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilla-delse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en ud-lænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventio-nen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 kan en flygtning, der er omfattet af konventi-onen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således fore-tages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til faren for landets sikkerhed overfor om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til fami-liens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Vestre Landsret stadfæstede [i efter-året] 2019 dom af [dato i foråret] 2019 fra retten i [byretten], hvorefter klageren blev idømt en behandlingsdom uden længstetid og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år for overtrædel-se af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21 om forsøg på voldtægt og § 232 om blufærdighedskræn-kelse. Klageren er på denne baggrund straffet for en særlig farlig forbrydelse. Herefter og henset til den idømte behandlingsdom uden længstetid må klageren betragtes som en fare for samfundet. Vestre Landsret fastsatte dog indrejseforbuddet for bestandig og lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke har nogen tilknytning til Danmark, ikke taler dansk og ikke kan anses for integre-ret i det danske samfund, hvorfor en udvisning ikke er i strid med Danmarks internationale for-pligtelser. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har ingen familiemedlemmer i Danmark, men har barndomsvenner fra samme landsby. Klageren har i sit hjemland sin mor og tre helsø-skende. På denne baggrund og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet tiltræde, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på karakteren og grovhe-den af den personfarlige kriminalitet, samt den udmålte straf herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Erit/2021/3/MALC
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af religiøs overbevisning fra [en navngiven landsby] i [et navngivent distrikt], Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive slået ihjel eller fængslet på livstid af de eritreiske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Eritrea. Klageren frygter endvidere, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste, idet hun er i den militær-pligtige alder. Klageren ønsker endvidere ikke at forlade sine to børn, som har opnået selvstændigt opholdsgrundlag, i Danmark. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i forbindelse med sin udrejse af Eritrea blev tilbageholdt i to uger af de eritreiske myndigheder. Klageren blev løsladt, efter hun havde underskrevet en erklæring på, at hun ikke ville udrejse af Eritrea inden for det næste år. Klageren valgte alligevel at udrejse af Eritrea inden der var gået et år. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, allerede som følge af, at hun er eritreansk statsborger i en alder, hvor hun risikerer nationaltjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtnin-gekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændinge-lovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige in-deholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholds-tilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventio-nens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvej-ning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om faren for landets sikker-hed og om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give kla-geren opholdstilladelse. Klageren blev ved retten i Aalborgs dom af [en dato i sommeren] 2020 idømt en straf af fængsel i 10 måneder for at have overtrådt straffelovens § 119 ved vold mod dat-terens plejemor, samt ved at have bortført sin datter ud af landet til Tyskland, selvom Aalborg Kommune havde tvangsfjernet datteren fra hjemmet. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for på baggrund af straffens længde og personfarlighed i sig selv udgør en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder ikke, at der er bestemte grunde til at antage, at klage-ren vil gentage sin handling. Flygtningenævnet finder derfor på baggrund af kriminalitetens karak-ter og baggrund, at klageren ikke udgør en fare for landets sikkerhed. Herefter, og på baggrund af de familiemæssige forhold hvorved bemærkes, at hendes to mindreårige børn er tvangsanbragt, og da hendes kæreste og faren til de to børn, der til dels var medgerningsmand ved nævnets afgørelse af [en dato i foråret] 2020 ikke er udelukket fra asyl, finder nævnet ikke, at klageren skal udeluk-kes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/2/MLVT.
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tanta, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og fængslet på ubestemt tid af myndighederne i Egypten. Til støtte for sit asylmotiv har han oplyst, at myndighederne i Egypten mistænker ham for at være medlem af Det Muslimske Broderskab, da hans bror og hans venner er medlemmer af Det Muslimske Broderskab. Myndighederne anholder alle familiemedlemmer til personer, der har været medlem af Det Muslimske Broderskab. Ansøgerens bror blev fængslet i 2014 af de egyptiske myndigheder på grund af sit medlemskab og var fængslet indtil slut 2017, hvor han blev løsladt, fordi han var blevet syg i fængslet. Omkring 14 dage efter hans løsladelse, blev ansøgerens bopæl opsøgt af statssikkerhedsfolk. Ansøgeren befandt sig ikke på bopælen, men blev orienteret om opsøgningen af sin brors søn. Ansøgeren flygtede herefter og skjulte sig ved et landbrug i bjergene, indtil han udrejse af Egypten i begyndelsen af 2018. Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om broren [A]s fængsling til grund, men nævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke på troværdigvis har forklaret, hvorfor myndighederne først skulle begynde at interessere sig for ansøgere, da [A] – ifølge ansøgerens forklaring – blev løsladt i 2017, efter at have været frihedsberøvet siden 2014 for at være medlem af Det Muslimske Broderskab. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren, der har oplyst, at regeringen anholder alle familiemedlemmer til en person, der har været medlem af Det Muslimske Broderskab, til samtalen den [dato ultimo] 2019 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at myndighederne nogle gange har tilbageholdt en af ansøgerens nevøer, når myndighederne har ledt efter ansøgeren, men at nevøen bliver løsladt efter to dage. Denne forklaring stemmer ikke overens med ansøgerens oplysning til den afrundende samtale den [dato i efteråret] 2019, hvor ansøgeren forespurgt, om hans brors søn, hans søster og hans afdøde brors børn var blevet anholdt, svarede benægtende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at årsagen til, at nevøen er blevet løsladt er, at nevøen er salafist, men nævnet finder imidlertid, at denne forklaringen er udbyggende og utroværdig. Endvidere lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans familie i Egypten er blevet opsøgt af myndighederne i anledning af, at myndighederne angiveligt efterstræber ansøgeren. Til samtalen den [dato ultimo] 2019 forklarede ansøgeren indledningsvist, at myndighederne kom til byen hver tredje eller fjerde dag for at spørge efter ham, og at dette også er fortsat efter hans udrejse af Egypten i 2018. Myndighederne sparker døren ind og gennemsøger huset uden af sige hvorfor. Ansøgeren forklarede, at myndighederne også har sparket døren ind til [A]s bopæl samt ansøgerens søsters og nevøers bopæle. Senere i samtalen forklarede ansøgeren, at [A] ikke siden sin løsladelse var blevet opsøgt af myndighederne. Foreholdt divergensen forklarede ansøgeren, at det kun er ansøgerens bopæl, der er blevet opsøgt. Umiddelbart herefter forklarede han, at myndighederne opsøger alle familier, der har et familiemedlem, som er medlem af Det Muslimske Broderskab, og da ansøgerens bopæl er tæt ved familiens bopæle, så tror myndighederne, at han gemmer sig hos dem, hvorfor de også har sparket dørene ind hos ansøgerens familie. Senere i samtalen forklarede ansøgeren, at myndighederne også sparkede døren ind til [A]s bopæl, men at de ikke gjorde andet end at sparke døren ind. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren til den afrundende samtale den [dato i efteråret] 2019 forklarede, at myndighederne ikke havde opsøgt [A], søsteren og nevøerne. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har givet en troværdig forklaring på, hvorfor myndighederne vedvarende skulle opsøge ansøgerens eller familiens bopæle blot, fordi ansøgerens bror var blevet løsladt. Flygtningenævnet finder desuden, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han til samtalen den [dato ultimo] 2019 ikke kunne huske navnet på den nærliggende landsby, hvor han angiveligt skjulte sig i flere måneder, inden han rejste ud af Egypten. Endelig lægger Flygtningenævnet en vis vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring har opholdt sig i Holland i omkring et år uden at indgive ansøgning om asyl. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har fremlagt en kopi af et dokument affattet på arabisk, der fremstår som udstedt af Direktoratet for Efterretningstjenesten i Al-Jeeza. Af dokumentet fremgår, at ansøgeren skal tilbageholdes i anledning af, at han den [dato i begyndelsen af] 2017 blev idømt fængsel i 3 år og 50 dage. Nævnet finder imidlertid ikke, at dokumentet kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at dokumentet først er kommet frem i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet, og at ansøgeren ikke til nogen af samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret om, at han er idømt en fængselsstraf på 3 år og 50 dage. Den omstændighed, at ansøgerens advokat i sit indlæg for nævnet har oplyst, at ansøgeren til samtalen den [dato ultimo] 2019 anmodede om at få adgang til sin telefon for at vise Udlændingestyrelsen dokumenterne, kan henset til, at det fremgår af referatet af samtalen, at ansøgeren oplyste, at han ikke havde yderligere dokumenter og personlige papirer af betydning for asylsagen, ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet vurdering af det anførte har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at lade dokumentet ægthedsvurdere. De generelle forhold i Egypten kan ikke føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2021/1/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk bosnier og muslim af trosretning fra Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1993, og at han [i efteråret] 1993 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af § 15 a i lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien, og [i efteråret] 1995 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [i vinteren] 2009 udrejste til Bosnien-Hercegovina. Klageren udrejste endvidere til Bosnien-Hercegovina [i efteråret] 2019, idet han havde modtaget et brev fra Sønderborg Kommune om, at hans adresse var blevet tvangsflyttet til Bosnien-Hercegovina med virkning fra [vinteren] januar 2009. [I sommeren] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i dit hjemland. Flygtningenævnet finder, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Der er herved lagt vægt på de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse [fra sommeren] 2020, herunder klagerens lave el- og vandforbrug, samt indholdet af kontoudtog fra klagerens bank. Det af advokat Christian Viuff anførte, herunder vedrørende klagerens el- og vandforbrug, lægebesøg og kontoudtog/forbrug, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren i perioden fra 2009 til 2019 alene har været ved læge fire gange, herunder to gange i 2009, en gang i 2015 og senest den 6. oktober 2017. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 anmodet klageren om at fremsende dokumentation for, at klageren har været i Danmark indtil for nylig. Han er vejledt om, at denne dokumentation kan fremsendes via Ny i Danmark. Samtalen er foregået på bosnisk og med tolk. Flygtningenævnet finder mønstret for kontanthævninger på klagerens konto påfaldende. Der er herved henset til, at de af klageren fremlagte kontoudtog fremgår, at der alene er udgifter til Andelsboligforeningen og kontanthævninger i spredte perioder. Der er ikke i sagens materiale i øvrigt dokumentation for, at klageren har haft bopæl i Danmark siden [vinteren] 2009. Flygtningenævnet finder desuden, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Klageren har således til sagen oplyst, at han opholder sig i Bosnien-Hercegovina, hvor han har en kæreste. Der er ikke oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet er endelig enig i Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Der er herved henset til, at klageren har haft ophold i Danmark siden 1993 og siden alene har modtaget overførselsindkomst. Han har ingen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, men har i Bosnien-Hercegovina en kæreste, datter og søskende. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17a. Der er herved henset til den af Udlændingestyrelsen anførte begrundelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Da klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, har klageren ikke ret til at opholde sig her i landet." Bosn/2020/3/MALC
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Tunni, subklan […] og subsubklan […] og familieklan […]. Videre er klageren sunni-muslim fra [landsby], Lower Shabelle-regionen, Somalia. Klage-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet gruppen havde forsøgt at tvangsrekruttere ham. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han sammen med en gruppe på 13 drenge fra sin landsby blev opfordret af al-Shabaab til at tilslutte sig dem. Klageren og to af hans venner, [A] og [B], nægtede af lade sig rekruttere, hvorefter de blev opsøgt og tilbageholdt af al-Shabaab i tre dage. Herefter overtalte klagerens mor al-Shabaab til at løslade klageren, idet hun lovede, at han efterfølgende ville lade sig tilslutte gruppen frivilligt. Samme dag som klageren blev løsladt, ud-rejste han af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsen-delse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationa-le forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændinge-styrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale So-malia på daværende tidspunkt. [I efteråret] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har under sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter straf eller fornyede forsøg på tvangsrekruttering af al-Shabaab. Flygtningenæv-net kan lægge klagerens forklaring om forfølgelsen fra al-Shabaab til grund og finder, at klageren har sandsynliggjort, at han er i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab i sin hjem-by […]. Der er herefter ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af klageren. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbe-grundende overgreb, hvis han tager ophold uden for sin hjemby. Nævnet har lagt vægt på, at klage-ren ikke kan anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab, hvorfor det ikke kan antages, at al-Shabaab vil efterstræbe ham uden for lokalområdet. Henset til at klageren er en arbejdsduelig mand i hvert fald i alt væsentligt uden helbredsmæssige problemer finder nævnet, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted end på sin hjemegn, herunder Mogadishu. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Lower Shabelle-regionen, Somalia – bortset fra [hjemby] – vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i flere sager tiltrådt, at den generelle situation i blandt andet Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene denne region er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplys-ninger finder Flygtningenævnet fortsat, at dette er tilfældet, således at en udsendelse af klageren til Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholds-tilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Somalia og har boet Lower Shabelle-regionen, Somalia, indtil sin udrejse i 2014. Han har efter det oplyste ingen nære familiemedlemmer i Somalia. Han har haft lovligt ophold i Danmark siden 2014 og har bestået Prøve i Dansk 2. Han har siden [sommeren] 2018 været ansat som [stillingsbetegnelse] i [arbejdsplads]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/17/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam, således, at han fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Indrejst i år 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1986 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1986. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2015 udrejste til Vietnam, og at klageren [i efteråret] 2016 indrejste i Danmark. Det fremgår endvidere af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste til Vietnam, og at klageren [i sommeren] 2019 indrejste i Danmark. Klageren udrejste for at passe sin syge far i Vietnam. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund efter det oplyste, herunder klagerens forklaring om sine rejser mellem Danmark og Vietnam sammenholdt med stemplerne i klagerens pas, at han i perioden fra [efteråret] 2017 til [sommeren] 2019 ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgår således af klagerens pas, at han efter sin rejse til Vietnam [i efteråret] 2017 på ny er indrejst i Danmark [i efteråret] 2018. Klageren er derefter udrejst til Vietnam [i efteråret] 2018 og igen indrejst i Danmark [i sommeren] 2019. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren i CPR-registeret er anført som udrejst fra Danmark i perioden fra [efteråret] 2017 til [sommeren] 2019. Efter oplysningerne i øvrigt om klagerens rejser mellem Danmark og Vietnam kan det ikke lægges til grund, at han på noget tidspunkt forud for [efteråret] 2017 har opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Klageren har lovligt boet i Danmark siden [efteråret] 1986, og han blev [i foråret] 1992 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Med henvisning til udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., finder Flygtningenævnet herefter, at klagerens opholdstilladelse ikke kan anses for at være bortfaldet, uanset om klageren måtte antages at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det er indgået i nævnets vurdering, at klageren i perioden fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2019 alene sammenlagt har opholdt sig i Danmark i 105 dage, og at han i perioden har opholdt sig uden for Danmark sammenlagt i 1.796 dage. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1." Viet/2021/2/EDO
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter de ugandiske myndigheder, da de mistænker ansøgeren for at være i besiddelse af nogle hemmelige dokumenter samt et USB-stik. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere samlever [A] blev slået ihjel af myndighederne den [i sommeren 2011], og at ansøgeren efterfølgende er blevet kontaktet, både telefonisk op på bopælen, af ukendte personer, der ville have oplysninger om dokumenterne samt USB-stikket. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2015 blev tilbageholdt i en bil af ukendte personer og på ny udspurgt om hendes kendskab til dokumenterne. Gerningsmændene fortalte ansøgeren, at hun skulle udlevere dokumenterne, ellers ville hun blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med ukendte personer eller myndigheder i Uganda, til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret ukonkret og afglidende, og at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og udbyggende om en række centrale forhold. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om sit kendskab til de to personer, som var sammen med [A], da han blev skudt. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] var sammen med [C], og en person, som hun ikke kendte, men hun vidste hed [B], og at hun så [C’s] lig i lighuset, mens hun under mødet i nævnet har forklaret, at hun ikke kender den tredje person, som var i bilen med [A] og [B]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun ved telefonopkaldene blev truet, og har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun blev opsøgt på sin bopæl. Desuden har ansøgeren forklaret forskellig om tidspunktet for, hvornår hun blev tilbageholdt og truet i en bil på gaden, som er det seneste tidspunkt for, hvor hun har oplevet problemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt de ukendte personer, der ringede til hende og spurgte efter nogle dokumenter, som hun skulle være i besiddelse af, har spurgt efter dokumenter eller et usb-stik. Hun har således til sin samtale [i efteråret 2020] forklaret, at de ukendte personer, der ringede til hende, også spurgte efter et usb-stik, mens hun under mødet i nævnet har forklaret, at personerne først spurgte efter et usb-stik, da hun blev opsøgt på sin bopæl. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet har udbygget sin forklaring og som noget nyt forklaret, at en ukendt person i 2019 har opsøgt hendes barns skole i Uganda og forsøgt at tage barnet med, selv om ansøgeren har haft anledning til at forklare herom under samtalerne i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i 2016 og 2017 har besøgt sin mor i Tyskland og frivilligt er rejst tilbage til Uganda, og at hun først endeligt udrejste i 2017. Der er endvidere lagt en vis vægt på, at ansøgeren først har søgt om asyl i 2020 i forbindelse med udrejsekontrol i Danmark efter afslag på familiesammenføring. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Uganda ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2021/1/NHA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Al Malekia, Al Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Klageren havde endvidere henvist til, at oprører havde truet hendes ægtefælle med at slå ham ihjel samt at slå klageren og deres børn ihjel, idet ægtefællen ikke ville hjælpe oprørerne. Klageren havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at oprører af to til tre omgange havde opsøgt hendes ægtefælles arbejdsplads og fremkommet med trusler mod familien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 26, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes ægtefælle har afvist et samarbejde med de syriske myndigheder, og at hendes ægtefælle har unddraget sig sin militærtjeneste. Klageren havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klageren og hendes ægtefælle fik at vide af ægtefællens ven, at nogen havde opsøgt og udøvet hærværk på deres bolig efter de var udrejst. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hendes individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen. Det forhold, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun ved indrejsen i Danmark ikke kendte til, hvem hendes mand havde problemer med i Syrien, kan ikke føre til en anden vurdering, da klageren tidligere til Udlændingestyrelsen har forklaret, at misforståelsen opstod, fordi hun ikke havde forstået betegnelserne ”oprøre” og ”myndigheder”. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren også har forklaret forskelligt om, hvorvidt hendes ægtefælles ven så de personer, der ransagede familiens bolig og begik hærværk. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold, herunder på grund af ægtefællens forhold, ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Vedrørende klagerens ægtefælles militærtjeneste bemærkes særligt, at ægtefællen fik udskudt sin militærtjeneste på grund af uddannelse, at han ikke har modtaget en indkaldelse til militæret, mens han opholdt sig i Syrien, og at det følger af baggrundsoplysningerne, at en unddragelse af militærtjeneste i almindelighed ikke i sig selv har konsekvenser for unddragerens familiemedlemmer. Det forhold, at ægtefællen ikke har aftjent sin værnepligt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Klageren flyttede i 2010 sammen med sin ægtefælle og børn fra Al Malekia til Damaskus. Baggrunden for flytningen til Damaskus var, at ægtefællen opstartede en internetcafé i Damaskus. Klageren boede derefter 4 år i Damaskus, inden hun efter et kort ophold i Al Malekia udrejste af Syrien. Det er derfor de aktuelle forhold i Damaskus, som klageren skal vurderes i forhold til. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Syrien. Klageren har ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet nu ikke længere familie i Syrien, men har ikke kunnet redegøre for, hvornår forældre og farbrødre er udrejst, og hendes forklaring om, at hun på trods af tidligere tæt telefonisk kontakt ikke længere har kontakt til sine forældre, er usikker og utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at hele klagerens familie er udrejst af Syrien. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at det, som anført af Udlændingestyrelsen, fremgår af baggrundsoplysningerne, at enlige kvinder uden netværk i teorien har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Klagerens ægtefælle og 4 børn bor i De Forenede Arabiske Emirater. Efter, at klageren blev meddelt asyl i [sommeren] 2014, opholdt klageren sig kun 4 måneder i Danmark, inden hun udrejste til De Forenede Arabiske Emirater, hvor hun opholdt sig med sin familie i 4 år og 6 måneder, inden hun i [sommeren] 2019 på ny indrejste i Danmark. Klageren taler kun ganske lidt dansk og har ingen ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren har en ryglidelse. Klageren har kusiner og fætre i Danmark. Flygtningenævnet finder en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Hendes helbredsmæssige forhold kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/39/hzc
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Latakia, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en dato i efteråret] 2014, og at han [en dato i begyndelsen af] 2015 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [en dato i efteråret] 2017 udrejste til Tyrkiet. Klageren udrejste for at være sammen med sin familie, efter at familien havde modtaget afslag på familiesammenføring til Danmark. [En dato i efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, samt § 17 a, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, samt at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste har været udrejst af Danmark og boet i Tyrkiet i perioden fra [en dato i foråret] 2016 til [en dato i slutningen af] 2019, og at klageren har søgt og opnået statsborgerskab i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har opnået beskyttelse i et tredjeland, Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i 2018 opnåede statsborgerskab i Tyrkiet, og at det af klagerens tyrkiske nationalitetspas og tyrkiske ID-kort fremgår, at klagerens nationalitet er tyrkisk. Klagerens forklaring om, at hans tyrkiske statsborgerskab ikke var ønsket af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren findes ikke at have oplyst omstændigheder, der med vægt taler for, at han er i risiko for at miste sit opnåede tyrkiske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger forhold, der i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 3, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet. Klageren har således for Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at han ikke var i Danmark i perioden fra [en dato i foråret] 2016 til [en dato i slutningen af] 2019, og at det eneste, der forhindrede ham i at rejse til Danmark i perioden var, at han skulle forsørge sin familie i Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ligesom rejsen til Tyrkiet ikke kan anses som omfattet af udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2, om repatriering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/38/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en navngiven by], Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en dato i efteråret] 2015, og at hun [en dato i begyndelsen af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en dato i slutningen af] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighedernes overgreb. Klagerens bror blev i 2004 anholdt af myndighederne på universitetet i Latakia, og først i 2009 blev det bekræftet, at broren var blevet henrettet i fængslet. Klagerens far, der underviste på samme universitet, blev anholdt i 2006, som mistænkt for at have påvirket sønnen. Faren var fængslet indtil 2014, hvor han blev løsladt mod bestikkelse. Klagerens søster var i [sommeren] 2014 til en samtale med sikkerhedstjenesten, men fik lov at gå efter fem timers afhøring. Klageren blev indkaldt til samtale med sikkerhedstjenesten i [efteråret] 2014. Klageren, der studerede medicin, fik ingen begrundelse for indkaldelsen, men formoder, at hun associeredes med sin bror og far. Klageren flyttede herefter i skjul hos sin farmor. Den efterfølgende dag, hvor klageren skulle være mødt hos sikkerhedstjenesten, blev familiens bopæl opsøgt og ransaget af fire bevæbnede personer fra sikkerhedstjenesten. Klageren forblev i skjul hos sin farmor i et år indtil sin udrejse. Hun forlod i denne periode ikke farmorens bopæl. Klageren frygter endvidere myndighedernes overgreb som følge af, at hendes ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste og angiveligt været politisk aktiv, og at han er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Uanset om klagerens forklaring lægges til grund, findes klageren ikke at have sandsynliggjort, at hun som følge af individuelle omstændigheder er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvorfor hun – der aldrig har været politisk aktiv eller i myndighedernes søgelys – blev indkaldt til afhøring. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at myndighederne alene opsøgte klagerens families bopæl én gang omkring et år før hendes udrejse, og at myndighederne ikke opsøgte farmorens bopæl, hvor klageren efter det oplyste opholdt sig i et helt år. Klagerens oplysning om, at hendes far betalte penge til myndighederne, så familien derved undgik forfølgelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår klagerens frygt for overgreb som følge af ægtefællens forhold har Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter familiemedlemmer til personer, der unddrager sig militærtjeneste, ikke risikerer asylrelevante overgreb, medmindre det er særligt profilerede medlemmer af oppositionen, der unddrager sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb som følge af ægtefællens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/37/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hans konflikt med myndighederne til grund, idet forklaringen forekommer stærkt udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til de græske myndigheder i [begyndelsen af] 2015 forklarede, at han forlod Syrien, fordi hans land befandt sig i en krigstilstand. Han nævnte ikke noget om, at han blev betragtet som modstander af de syriske myndigheder, fordi hans fætre havde presset myndighederne til at løslade deres bror, eller fordi han forsøgte at hente mælk til sin nevø fra et område, der var under blokade, hvilket kom til myndighedernes kundskab, ligesom han ikke fortalte, at han havde deltaget i en demonstration mod myndighederne. Klageren har heller ikke i sit asylskema [fra sommeren] 2016 oplyst om individuelle konflikter med myndighederne, men alene oplyst, at hans land var i krig, og at der ikke fandtes et sundhedssystem, ligesom han oplyste, at han ikke havde interesser eller job, der forholdt sig til krigen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2015 forklarede, at han forlod Syrien som følge af en skade fra et raketangreb, hvor han mistede sit ben, at han og hans familie ikke blander sig i politik eller i konflikten i Syrien, og at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, en manglende behandling af sit skadede ben, og at han frygter for sit liv. Heller ikke under denne samtale har klageren forklaret om individuelle konflikter, eller at han og hans familie skulle være eftersøgt af myndighederne. Først under samtalerne med Udlændingestyrelsen i forbindelse med statusændringssagen har klageren henvist til, at han frygter myndighederne, fordi hans fætre havde konflikter med myndighederne, og klageren dermed også blev anset for at være en fjende af regimet, at han kan være registreret hos myndighederne som følge af, at han transporterede babymælk i Aleppo, at han har deltaget i en fredelig demonstration i starten af krigen, og at han har boet i et oprørskontrolleret område. Henset til, at dette er en således udbyggende forklaring om klagerens centrale asylmotiv, at det ikke kan føre til et andet resultat, at klageren har angivet, at han blot ønskede en hurtig sagsbehandling og regnede med, at han kunne forklare mere indgående ved senere samtaler. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har haft nogen personlige konflikter med myndighederne, og nævnet finder, at hans frygt for, at han skulle være blevet angrebet eller være eftersøgt på grund af transporten af babymælk eller som bosiddende i et tidligere oprørskontrolleret område alene beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om, at han ved udrejsen af Syrien havde en konflikt med de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren under sit ophold i Danmark har oprettet en facebook gruppe ved navn [gruppens navn], hvor han har postet en lang række opslag, kan ikke føre til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien kan antages at være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren af opslagene, der i det væsentlige er af almindelig nyhedsorienteret karakter, og med angivelse af en mailadresse, hvoraf hans navn ikke kan udledes, og at klageren som ovenfor nævnt ikke var i myndighedernes søgelys eller profileret ved udrejsen af Syrien, hvorfor det ikke kan antages, at det er kommet til myndighedernes kendskab. Tilsvarende gør sig gældende for så vidt angår det forhold, at klageren i Århus har deltaget i fire til fem demonstrationer mod Assads regime, at han har deltaget i et interview på [radiokanal] i Århus, og at han - efter det af ham oplyste - er med i en forening, der søger at anlægge gruppesøgsmål mod det syriske regime. Nævnet bemærker hertil, at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at klageren har et sagsanlæg mod de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren har deltaget i et interview på [TV-station], som er lagt på Youtube [i slutningen af] 2018, og som nævnet har foranstaltet oversat, kan heller ikke føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i interviewet ikke udtaler sig kritisk om de syriske myndigheder eller Syrien generelt, men derimod udtaler sig kritisk om Danmark og lovændringen for flygtninge med midlertidigt ophold i Danmark. Det forhold, at han optræder sammen med [A], som er chefredaktør på avisen [B], kan ikke føre til et andet resultat henset til, at der ingen forbindelse er mellem ham og klageren. Nævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han, der som ovenfor anført må anses for helt uprofileret i forhold til de syriske myndigheder, på baggrund af interviewet kan opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter interviewet var til samtaler med Udlændingestyrelsen henholdsvis den [i begyndelsen af] 2019, [i sommeren] 2019 og [i efteråret] 2019, hvor han på intet tidspunkt oplyste om TV udsendelsen, eller at han frygtede en særlig eksponering på baggrund af denne. Flygtningenævnet afviser således også, at klageren har en aktuel konflikt med de syriske myndigheder på baggrund af sine aktiviteter i Danmark og sin medvirken i TV udsendelsen på [TV-station]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at klageren er konverteret til kristendommen. Nævnet bemærker indledningsvist, at klageren har forklaret, at han fattede interesse for kristendommen i Tyrkiet, hvor han var i kontakt med en præst, men at han til de græske udlændingemyndigheder forklarede, at han var sunni-muslim af trosretning. Nævnet har lagt vægt på, at klageren har et påfaldende ringe kendskab til kristendommen, herunder kendskab til centrale højtider. Han har således ikke til samtalerne med Udlændingestyrelsen været i stand til at forklare, hvad der kendetegner den græsk ortodokse kirke, som han tilhører, og han har på spørgsmål om kristendommen henvist til, at han ikke har studeret kristendommen, at det er en privat sag, og at kristendommen for ham er en følelse og tryghed. Han har om baggrunden for sin angivelige konversion forklaret, at de personer, der hjalp ham med lægehjælp, alle var kristne, og at kristendommen er tolerant og giver ham ro, som han har brug for. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at klageren efter sin forklaring konverterede til kristendommen i Grækenland kun 15 dage efter sin ankomst og blev døbt efter én samtale med en præst og tre til fire besøg i en kirke i Grækenland. Nævnet har videre lagt vægt på, at han kun i meget begrænset omfang har praktiseret kristendommen i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hans konversion er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med sin familie som følge af en konversion til kristendommen, eller at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2019, hvorefter klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark på grund af de generelle forhold i Syrien.” Syri/2021/36/CARA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019, og at hun [en nærmere angiven dato i foråret] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlæn-dingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 klaget til Flygt-ningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har syet flag for Den Frie Syriske hær og som følge heraf frygter at blive anholdt, kidnappet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hun begyndte at arbejde på en tøjfabrik, da hun gik i femte klasse, hvor hun syede tøj. Det var hendes veninde, [B], som introducerede hende til arbejdet på fabrikken. [B] sympatiserede med Den Frie Syriske Hær, og efter at have talt med [B] beslutte-de klageren sig for også at hjælpe Den Frie Syriske Hær. I [foråret] 2011 begyndte klageren at sy flag til Den Frie Syriske Hær, hvilket foregik på fabrikken uden for den normale arbejdstid. I [star-ten af vinteren] 2012 fortalte den ansvarlige leder på fabrikken hende, at fabrikkens chef var blevet anholdt, og at hun skulle flygte, idet chefen muligvis havde oplyst hendes navn til myndighederne. Klageren tog herefter hjem og fortalte sin far om arbejdet for Den Frie Syriske Hær. Den samme nat sørgede klagerens far for, at hun blev kørt illegalt til [A]. Fire dage efter ankomsten til [A], ringede klagerens far til hende og oplyste hende om, at de syriske myndigheder havde været på bopælen i Aleppo og havde spurgt efter hende. Klagerens far sagde til myndighederne, at han ikke vidste, hvor klageren befandt sig henne. Myndighederne truede herefter med, at både klageren og klagerens far ville blive fængslet, såfremt de fandt ud af, at klagerens far havde løjet over for myn-dighederne om kendskab til klagerens opholdssted. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Efter klagerens forklaring under asylsamtalen og under nævnsmødet arbejdede hun fuldtids på fabrikken fra 2011 og i godt et år, og hun syede blandt andet flag for den Frie Syriske Hær efter normal arbejdstids ophør og på fridage. Da fabrikken lukkede i 2012 efter ejerens anholdelse, flygtede klageren til sin bedstemors bopæl i [A], hvor hun boede frem til sin udrejse i 2018. Efter klagerens forklaring blev forældrenes bopæl opsøgt af myndighederne en gang, fire dage efter hendes flugt til [A], og bopælen blev ikke opsøgt flere gange, selv om foræl-drene forblev boende samme sted det næste år. Klageren blev ikke opsøgt i [A]. Da forholdet nu ligger ni år tilbage, og sammenholdt med, at klageren på grund af sine arbejdsopgaver ikke kan anses for særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er i individuel risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, men at risikoen ikke er begrundet i individuelle omstændigheder. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtnin-genævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/31/lbv
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Qamishli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2018, og at hun [i foråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i Syrien frygter at blive fængslet, herunder udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling af de syriske myndigheder, fordi hun er idømt fem års fængsel, idet hun har udført frivilligt arbejde for [B]-organisationen. Klageren har videre henvist til, at hun er eftersøgt af PYD, fordi de mistænker hende for at have angivet sine kollegaer i Amal-organisationen til de syriske myndigheder. Endvidere har klageren henvist til, at hun frygter at blive rekrutteret til at kæmpe for YPG. Klageren har herom oplyst, at hun to gange ugentligt i to måneder før sin udrejse hjalp med at pakke nødhjælpskasser for hjælpeorganisationen Amal. [I sommeren] 2018 så klageren, at de syriske myndigheder anholdt fire af hendes kollegaer. I den forbindelse hørte klageren, at myndighederne anklagede dem for at samarbejde med terrorister. Derefter flygtede klageren hjem til sin svoger, hvor hun fik at vide, at PYD anså klageren som medskyldig i, at hendes kollegaer var blevet anholdt. Herefter opholdt klageren sig i et par dage hos sin svoger, hvorefter hun udrejste af Syrien [i sommeren] 2018. Efter udrejsen har klagerens veninde ved navn [A] fortalt klageren, at PYD har opsøgt og ransaget klagerens bopæl. Klageren har endvidere modtaget en dom afsagt [i efteråret] 2019 af en domstol i Damaskus, hvoraf det fremgår, at hun er idømt 5 års fængsel og en bøde på 50.000 syriske lire for deltagelse i demonstrationer og arbejde med forbudte foreninger. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klagerens hovedmotiv, arbejdet for [B], er en kortvarig og enkel forklaring. Klageren har imidlertid under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 forklaret, at hun arbejdede for organisationen i [sommeren] 2018. Da den påståede episode var [i sommeren], er der således tale om en ansættelse på ca. 7 uger. Hun har [i foråret] 2019 indledningsvist talt om et ansættelsesforhold på 5-6 måneder og har senere, da hun blev foreholdt forklaringen fra [efteråret] 2018, ændret det til 2-3 timer. Hun har [i efteråret] 2018 oplyst, at arbejdstiden var 3½-4 timer pr. gang, mens hun [i foråret] 2019 har oplyst 2-3 timer. Klageren har forklaret enslydende om hovedopgaven med at pakke pakker, men har i sit asylskema endvidere oplyst, at hun hjalp med rensning af sår og sprøjter. Hun ved samtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at hun 2-3 gange hjalp med rensning af sår og sprøjter, mens hun ikke har forklaret om dette ved samtalen [i foråret] 2019, hvor hun til gengæld forklarede, at hun har øvet førstehjælp på en såret mand. Hun har forklaret, at hun så anholdelsen af sine kollegaer og har [i efteråret] 2018 forklaret, at hun så, at der blev peget med en pistol mod kollegaernes hoveder. Ved samtalen [i foråret] 2019 har hun yderligere forklaret, at en af kollegaerne blev slået med et gevær. Hun har forklaret divergerende om, hvad hun hørte betjentene sige under anholdelsen. Endelig har hun forklaret divergerende om, om hun var ét eller to døgn hos sin svoger inden udrejsen. Klageren har under samtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at hun har hørt, at unge kvinder og mænd bliver rekrutteret af YPG, men oplyser samtidig, at hun ikke selv har haft personlige eller individuelle konflikter med YPG. Under samtalen [i foråret] 2019 har hun forklaret, at hendes kusine er medlem af YPG, og at hun selv på et tidspunkt overvejede at blive medlem. Hun har igen forklaret, at hun aldrig er blevet opsøgt af YPG med henblik på rekruttering. Under forklaringen for Flygtningenævnet har hun givet udtryk for, at hun ikke ved, hvem YPG er. Klageren har ved skrivelse [fra efteråret] 2019 klaget over, at hun ikke blev tildelt asyl efter § 7, stk. 1, og har i den forbindelse fremlagt nogle syriske dokumenter. Disse er blevet oversat. Det ene dokument kalder sig en opsummering og er et skema med de væsentligste oplysninger om en dom, der angiveligt er afsagt [i sommeren] 2018. Det fremgår, at dokumentet er udstedt [i vinteren] 2019. Det andet dokument fremstår som en meddelelse fra Justitsministeriet til Departementet for Migration og Paskontoret i Damaskus for at eftersøge klageren. Der henvises igen til en dom [fra sommeren] 2018. På begge dokumenter er der angivet et nummer, [C], fra 2018. Dokumentet er tilsyneladende udstedt [i vinteren] 2019. Det fremgår af sidstnævnte dokument, at der skulle være et bilag, som var resume af dommen. I forbindelse med advokatens indlæg er der fremlagt en skriftlig erklæring fra en advokat, [D], der erklærer, at klageren har givet advokaten fuldmagt til at udtrække et resume og domsnotat vedrørende nr. [C] der er en dom [fra sommeren] 2018. Det fremgår endvidere, at advokaten ved, at det er straffedomstolens afdeling [E], hun skal henvende sig til. På trods af at klageren således angiveligt [i efteråret] 2018 har givet fuldmagt til at indhente en konkret dom, har klageren ikke givet oplysninger herom under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Udenrigsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at foretage høring om ægtheden af retsdokumenter vedrørende Syrien på nuværende tidspunkt. Et samlet Flygtningenævn finder, under henvisning til divergenserne i klagerens forklaring om problemerne vedrørende [B], hendes svingende forklaring omkring tvangsrekruttering af YPG, da hun ikke har oplyst for styrelsen, at hun havde kendskab til en konkret dom, og da dommen ikke er fremlagt, ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevending til Syrien vil være forfulgt eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, hvorfor hun ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Som følge herefter stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/23/LINB
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby], [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt væ-ret politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Videre har han henvist til, at han frygter de generelle forhold. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk stats-borger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen an-førte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygt-ningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlæn-dingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbin-delse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med-mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovhe-den af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til fami-liens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Østre Landsrets ankedom [fra sommeren] 2020 blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 245, stk. 1, straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder og udvist med et indrejseforbud i 12 år. Det fremgår af dommen, at landsretten ved strafudmålingen på den ene side har lagt vægt på karakteren af den grove vold, der blev udøvet af flere gerningsmænd i forening efter forudgående planlægning under tæskeholdslignende omstændigheder på et [sted] mod ansatte på stedet, og hvor det blev lagt til grund, at klageren var den, der udførte det meste og den mest alvorlige del af volden. Landsretten lagde på den anden side vægt på, at der ikke var sket alvorlige skader på de forurettede, og at kla-geren ikke tidligere var straffet. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses som særlig farlig. Efter en samlet vurdering af den pådømte kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventio-nens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark [i foråret] 2016. Han er opvokset og har haft sin skolegang i Syrien. Han har ikke familie i Danmark. Han har en dansk kæreste. De-res forhold ophørte, da han blev varetægtsfængslet. Efter hans afsoning er de igen blevet kærester og blev forlovet for 2-3 måneder siden. Klagerens forældre og søskende bor i Libanon. Klageren har arbejdet i Libanon. Han har i Danmark været praktik hos en frisør i 7-8 måneder og har været ansat i en frisørsalon i ca. 9 måneder. Han har gået på sprogskole i 1 år og 2 måneder. Flygtninge-nævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klagere er dømt for at have begået, ikke at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstil-ladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/15/IMBS
Nævnet omgjorde i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængel-se af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at hun nu har op-holdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim. Klageren er født i [by], Al-Hasakah, Syrien, hvor hun boede frem til hun var omkring ni år gammel, hvorefter hun flyttede til Damaskus. Omkring et år før kla-geren udrejste af Syrien, flyttede hun tilbage til [by], hvor hun boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt væ-ret politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive presset til at lade sig hverve til YPG eller YPJ. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at YPG/YPJ har udsat hende for pres med henblik på at forsøge at få hende til at tilslutte sig gruppen, mens klageren opholdt sig i [by A]. Videre har klageren oplyst, at hendes ene søster er død i kamp efter frivilligt at have tilsluttet sig YPG/YPJ. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i somme-ren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlæn-dingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter overgreb fra myndighederne, fordi hun er kurder fra [by], fordi hun er i familie med en kurdisk martyr, idet hendes søster [A] som medlem af YPJ i efteråret 2014 blev dræbt i kamp mod IS, og fordi hendes to brødre har været politisk aktive som modstandere af det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtninge-nævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes mor, [B], samt hendes søster, [C], hvis sager sambehandles med nærværende sag, i alt væsentligt har forklaret troværdigt og enslydende om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes søster og mor efter at have boet i Damaskus i en længere årrække flyttede tilbage til og bosatte sig i deres oprin-delige hjemby [by] i det kurdisk kontrollerede område på grund af krigen i Syrien, hvorunder deres bolig blev ramt af en bombe, og fordi søsteren [A] blev dræbt. Klageren og hendes mor og søster boede i [by] i ca. et år, hvorefter de flygtede og udrejste illegalt fra Syrien, fordi blandt andre IS kom tættere og tættere på byen. Klagerens to brødre fik opholdstilladelse i Danmark i henholdsvis 2010 og 2014, begge efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens søster, [A], var medlem af YPJ, at hun blev dræbt i kamp mod IS i efteråret 2014, og at hun fik en martyrbegravelse. Flygtningenævnet finder, at klageren som kurder efter at være udrejst illegalt af Syrien og som nært familiemedlem til en martyr fra en kurdisk oprørsgrup-pe og i den forbindelse endvidere som nært familiemedlem til to kurdere, der er politiske modstan-dere af det syriske regime, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2020, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/11/CARA
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i flere demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter det syriske regime, hen-des fars fjender og de generelle forhold til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far har været politisk aktiv i Syrien, hvor han har skrevet artikler, som er blevet offentliggjort på internettet. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes far er blevet opsøgt to gange. Hendes far blev første gang opsøgt i [efteråret] 2015, hvor han blev overfaldet af to unge mænd i civilt tøj. Ansøge-rens far blev i 2017 opsøgt igen, hvor to kvinder samt fem eller seks mænd brød ind i hans bopæl, hvor de udøvede hærværk og råbte skældsord til ham. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at hen-des brødre, der har været politisk aktive, har unddraget sig militærtjeneste, og at hun frygter, at de syriske myndigheder vil presse hende med henblik på at få fat i brødrene. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun risikerer forfølgelse af YPG som følge af deltagelse i demonstrationer mod dem i Qamishli. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor hun er født, og hvor hun har boet i hvert fald indtil de seneste par år inden udrejsen. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med nævnets praksis, at sikkerhedsforholdene i Damaskus og omegn ikke er af en sådan karakter, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af hendes fars eller brødres forhold. Nævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansø-geren aldrig har været udsat for sådanne reaktioner, selvom hun har boet en længere tid i Syrien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er nogen reel risiko for, at ansøgeren skulle blive udsat for reaktioner fra YPG, såfremt det lægges til grund, at hun har deltaget i demonstrationer mod dem. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb, jf. udlændin-gelovens § 7, stk. 2, som følge af, at hun er udrejst illegalt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2020/90/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og ateist. Han er født og opvokset i […] i Damaskus og har senest opholdt sig i […], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet klageren har nægtet at udføre militærtjeneste og er eftersøgt. Klageren har endvidere som asylmo-tiv henvist til, at han frygter den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra, idet han har nægtet at kæmpe for deres fælles front. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er registreret for at ha-ve aftjent militærtjeneste for den syriske hær i omkring år 2000 til 2002. Klageren var menig i seks måneder og fungerede som sergent i halvanden måned, og han betalte bestikkelse for at blive regi-streret for aftjening af omkring to års værnepligt. Klageren afsonede senere en dom på fængsel i fem år for at have deserteret, og han blev udsat for fysiske overgreb i fængslet. Klageren blev på ny indkaldt til militærtjeneste i den syriske hær omkring et år før sin udrejse i 2014. Klageren blev et halvt år efter indkaldelsen stoppet ved en kontrolpost. Han blev slået og fængslet, og hans fami-lie betalte et stort beløb for hans løsladelse. Hans mor er efterfølgende blevet tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste, fordi klageren er efterstræbt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende klagerens konflikt med den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra oplyst, at de ønskede, at klageren skulle kæmpe for deres sammenslutning i Kudsaida. To mænd mødte op på klagerens bopæl, hvor de truede klagerens familie. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og udlændingelovens § 31 er derfor til hinder for, at kla-geren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygt-ningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der ikke fore-ligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren fire gange er dømt for personfarlig kriminalitet, herunder senest ved […] dom [fra slutningen af] 2019 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, samt lovgivningen om euforise-rende stoffer mv. Ved den seneste dom blev tiltalte, der ved to tidligere straffedomme var blevet udvist betinget, endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. De tidligere domme omfatter bl.a. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (spyt mod en polititjenestemand), straffelovens § 245, § 266 og § 123 (grov vold med bl.a. kniv, trusler på livet og vidnetrusler […]) og straffelovens § 121 og § 266 (fornærmelig tiltale mod en kommunalt ansat […] og trusler på livet). Det fremgår af sagen, at klageren fortsat ikke, bortset fra en enkelt telefonisk kontakt for et par måneder siden, har kontakt med sine børn, som han har fået sammen med sin tidligere ægtefælle, og at børnene ifølge Det Centrale Personregister er udrejst af Danmark i efteråret 2019, og hensynet til familiens enhed taler derfor ikke for fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vur-dering, hvorefter ansøgeren efter karakteren af den senest pådømte personfarlige kriminalitet og narkotikakriminalitet, der ligger i forlængelse af andre fængselsdomme for personfarlig kriminali-tet, er dømt for en særlig farlig forbrydelse og derfor må betragtes som en fare for samfundet efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og at han derfor skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forklaring for nævnet om sine helbredsmæssige og person-lige problemer, herunder hans misbrug af euforiserende stoffer, efter bl.a. de overgreb, som han har været udsat for under fængslingerne i Syrien, og oplysningerne om de iværksatte behandlingstiltag kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse. syri/2020/77/ajev
Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Syri-en. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste af myndighederne i Syrien. Endvidere frygter ansøgeren at blive tvangsrekrutteret af PKK, den Frie Syriske Hær eller Islamisk Stat. Derudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en ukendt person, fordi ansøgerens fars kusines mand har slået nogle klanmedlemmer ihjel i Aleppo. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Ved en tilbagevenden til Libanon frygter ansøgeren, at Hizbollah og Amal-bevægelsen vil efterstræbe ansøgeren, fordi han er syrer. Endvidere frygter ansøgeren, at [A´s] bande vil efterstræbe ansøgeren, fordi han nægtede at sælge euforiserende stoffer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2015 udrejste af Syrien sammen med sine forældre, bror og to søstre, idet PKK forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren. Ansøgeren blev kontaktet af militser fra PKK to til tre gange. Ansøgeren og hans familie rejste til Libanon og tog ophold i Shatila-lejren, hvor ansøgeren opholdt sig i cirka seks måneder. Kort tid efter ansøgeren ankom til Libanon, blev han stoppet af Hizbollah ved en kontrolpost. De bad ansøgeren om at fremvise sit ID-kort, hvorefter han blev slået, fordi han var syrer. To måneder senere blev ansøgeren og ansøgerens ven [B] opsøgt af militser fra Amal-bevægelsen, som ikke troede på, at den motorcykel, som ansøgeren trak, tilhørte ansøgeren. Ansøgeren og [B] blev tilbageholdt af militserne, hvor de blev udsat for vold. Kort efter fandt de ud af, at de havde en fælles ven, hvorefter ansøgeren og Haitam blev løsladt. Under sit ophold i Shatila-lejren blev ansøgeren ligeledes forsøgt hvervet til en bande, som en mand ved navn [A] styrede. [A] ville have ansøgeren til at sælge euforiserende stoffer. Ansøgeren nægtede at lade sig hverve til banden, hvorefter nogle af bandemedlemmerne forsøgte at få ansøgeren til at forlade lejren. Da ansøgeren ligeledes nægtede dette, blev han stukket ned med en kniv. Herefter opholdt ansøgeren sig hjemme indtil [vinteren] 2016, hvor han udrejste af Libanon sammen med sin mor og bror. Mødet i Flygtningenævnet er i første række blevet begrænset til at angå spørgsmålet om, hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste med den deraf følgende risiko for myndighedsovergreb. Flygtningenævnet finder i konsekvens heraf, at ansøgeren – hvis syriske nationalitetspas er udløbet [vinteren] 2016 – ikke kan pålægges at rette henvendelse til de syriske myndigheder med henblik på udstedelse af nationalitetspas eller forny-else heraf. I forhold til anvendelse af Libanon som første asylland må ansøgeren således stilles som ikke havende nationalitetspas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Ud-lændingestyrelsens rapport fra maj 2020 Access to Lebanon for Syrians Entitled to Courtesy Resi-dence in Lebanon, må det anses for udelukket at antage, at ansøgeren vil blive tilladt indrejse i Libanon med henblik på at søge opholdstilladelse der. Libanon kan herefter ikke tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” SYRI/2020/103/YARS
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængel-se af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Ali Bedran, Qamishili-regionen og flyttede i alde-ren en til to år til Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den 27. juni 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har den 21. oktober 2019 truffet afgørel-se om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at hun har tre brødre i Danmark, som er i den militærpligti-ge alder og har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, hvorfor hun frygter at blive kidnappet og voldtaget af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan i et vist omfang lægge klagerens for-klaring til grund. Flygtningenævnet skal vurdere om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbages-endelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtel-ser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vur-deret, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blot-te tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig op-holdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt op-hold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke læn-gere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. novem-ber 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke høj-de for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjem-landet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forplig-telser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangs-punkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæde-ligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstol indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s kon-vention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 3 udgør et indgreb i klagerens beskyttede ret efter Den Europæ-iske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der bl.a. er indført for at af-stemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde ind-greb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nny-anzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vur-dering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at klagerens far har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at klagerens mor og sø-skende alle er blevet familiesammenført med faderen og opholder sig i Danmark. Klageren er ind-rejst i Danmark alene, hun er 23 år gammel og bor i egen bolig sammen med en veninde. Klageren har ikke stiftet familie. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 3½ år, at hun har gået på produktionsskole og nu på TAMU og taler, skriver og læser en smule dansk. Hun er født og opvokset i Syrien, har gået i skole og har familie i Syrien. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen den 27. juni 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Dammarks internatio-nale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har forklaret, at hendes søster og svoger rejste fra Damaskus til Qamishly i 2012, og at svogeren efter dette tidspunkt tilsluttede sig YPG, og at han er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har først under nævnsmødet forklaret om svogerens politiske tilhørsforhold, ligesom hun har et meget begrænset kendskab til svogerens aktiviteter. På baggrund af klagerens sparsomme oplysninger er svogeren efter klagerens opfattelse en form for krigsfotograf. Klageren og hendes familie har indtil deres udrejse i henholdsvis november 2015 og primo 2016 boet i Damaskus og har ikke oplevet problemer i anledning af klagerens svogers angi-velige aktiviteter, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at klagerens svoger er særligt frem-trædende i YPG og dermed ikke profileret. Det forhold, at klagerens søster og svoger måtte have lagt fotos, der dokumenterer svogerens tilhørsforhold til YPG, på deres lukkede Facebook profiler, kan ikke medføre et andet resultat. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlæn-dingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, fremgår, at familiemedlemmer til desertører og til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke risikerer overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens brødre er særligt profilerede. Klageren har til samtalen med Udlændingestyrelsen den 16. september 2019 forklaret detaljeret om sin farbror, Mustafa Sulaiman, som bor i Damaskus med sin ægtefælle, har 6 voksne børn og har egen forretning. Klageren har videre forklaret, at hun har telefonisk kontakt med denne farbror ca. en gang om måneden, hvor de taler om hverdagsemner, om at priserne i Syrien er steget, og om at familien har det hårdt økonomisk. Under nævnsmødet har klageren for-klaret, at hun ikke ved, hvor denne farbror nu befinder sig, at hun før nytår har talt med en kusine, der opholder sig i Tyskland og af denne fået oplyst, at der vist var tale om nogle politiske proble-mer, og at familien ville udrejse. I forhold til de meget detaljerede oplysninger, klageren for få måneder siden var i besiddelse af omkring sin farbror og dennes familie, forekommer det usand-synligt, at hun 2-3 måneder senere pludselig ikke har oplysninger om familien og ikke har fået det senere. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hendes farbror med familie er udrejst af Syrien, til grund. Klageren kan herefter ikke betragtes som værende uden net-værk i Damaskus. Klageren har i øvrigt forklaret, at hun ikke har egne, individuelle konflikter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil væ-re i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/20/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2018. Sagen er blevet sambehandlet med Tyrk/2020/7/NABRFlygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kobane, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Syrien frygter at blive udsat for overgreb og dræbt af Islamisk Stat og de generelle forhold i landet. Ansøgeren har ligeledes søgt asyl, da hun i Tyrkiet frygter sin ægtefælles familie. Ansøgeren har oplyst, at Islamisk Stat i 2015 angreb ansøge-rens hjemby Kobane. Ansøgeren søgte tilflugt i en regeringsbygning sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren var gravid i 7. måned, og var derfor opsat på at forlade Kobane, så hun kunne føde og ansøgeren udrejste derfor til Tyrkiet i sommeren 2015. Mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet fødte hun sine børn, [A] og [B]. Udlændingestyrelsen anser isoleret set ansøgeren for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3 i forhold til Syrien. Ansøgeren har oplyst, at hun er gift med en tyr-kisk statsborger. Udlændingestyrelsen vurderer, at ansøgeren som ægtefælle til en tyrkisk statsbor-ger har mulighed for at opnå tyrkisk statsborgerskab, og at hun derfor asylretligt skal vurderes i forhold til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende oplysninger ikke til-strækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun er syrisk statsborger, selv om der er nogen usikkerhed herom, idet ansøgerens ægtefælle i en mail af 10. september 2018 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at ansøgeren er tyrkisk statsborger, ligesom ansøgerens ægtefælle under sin sag har fremlagt et falsk syrisk id-kort, der fremtræder ens med det, der er fremlagt af ansøgeren. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, er Flygtningenævnets flertal derfor enig i, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Af baggrundsoplysnin-gerne fremgår det, at en udenlandsk ægtefælle til en tyrkisk statsborger kan søge om opholdstilla-delse med gyldighed i to år med mulighed for forlængelse, og at en udenlandsk ægtefælle kan søge om statsborgerskab i Tyrkiet efter tre års ægteskab med en tyrkisk statsborger. Ansøgeren blev i 2014 i Tyrkiet gift med en tyrkisk statsborger, og de boede derefter i Tyrkiet, indtil de i juni 2018 udrejste til Grækenland, og ansøgerens to ældste børn er statsborgere i Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Tyrkiet, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse der, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, herunder at hun som ægtefælle til en tyrkisk statsborger er sikret mod refoulement, og at hendes personlige integritet og sikkerhed er beskyttet i Tyrkiet. Det bemærkes, at Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændinge-styrelsen, ikke kan lægge til grund, at ansøgeren befinder sig i et modsætningsforhold til ægtefæl-lens familie i Tyrkiet, og at Flygtningenævnet i ægtefællens sag har tilsidesat ægtefællens forkla-ring om hans individuelle asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/102/NABR
Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Sy-rien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [efterår] 2015 sammen med sit mindreårige barn, og at hun og barnet den [vinter] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den [efterår] 2019 ændrede Udlændingestyrelsen opholdsgrundlaget for klagerens barn, således at han fik opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, jf. flygt-ningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Klageren har den 27. august 2019 klaget til Flygtninge-nævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlæn-dingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at blive arresteret af de syriske myndigheder, da hun er blevet udsat for en voldtægt af to soldater inden sin udrejse af landet. Flygtningenævnet finder, at klage-ren ikke har sandsynliggjort, at hun skulle være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. l, eller § 7, stk. 2, på grund af individuelle konflikter i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har haft nogen personlige konflikter i Syrien. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at klageren til oplysning- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke har nogen individuelle kon-flikter i Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen til grund om, at hun blev udsat for seksuelt overgreb i 2013 af to af regimets soldater. Flygtningenæv-net finder, at dette ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at klageren til oplysning- og motivsamtalen og under mødet i nævnet har forklaret, at det var tilfældigt, at de valgte at overfalde hende. Nævnet kan ikke lægge til grund, at klageren i forbindelse med overgrebet blev registreret af de syriske myndighe-der. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at klageren ikke til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret herom, og at klageren først under nævnsmødet har forklaret dette. Det forhold, at kla-geren ikke længere bærer tørklæde, og at hun i den forbindelse er bange for familiens reaktion, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Syrien ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå konsekvensstatus som følge af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet, at klage-rens barn, der er født i 2012, og som er indrejst sammen med klageren den [efterår] 2015, har fået ændret sin opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. l, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende omstændigheder — navnlig med henvisning til princippet om familiens enhed jf. UNHCR's Handbook kapitel 6 - at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. l, som konsekvens af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren som konsekvens af hendes mindreårige barns status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. l, jf. artikel 1 D, 2. pkt., meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. l. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. l. Syri/2020/101/NABR
Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syri-en. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og muslim af religiøs overbevisning. fra Al-Tal, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisa-tioner eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren blev den 21. september 2015 meddelt opholdstil-ladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens ægtefælle [A] blev meddelt opholdstil-ladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, den [efterår] 2014. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb fra myndighederne som følge af sine kunstneriske og politiske aktiviteter efter indrejsen i Danmark. Endvidere frygter klageren overgreb fra myndighederne som følge af sin ægtefælles forhold. Klageren, der har gået 3 år på kunstskole i Danmark, laver politisk kunst. Hun har siden 2016 fremvist billeder på 6 eller 7 kunst-udstillinger med et indhold, der udtrykker klagerens utilfredshed med regimet i Syrien. Der findes billeder og artikler om ansøgeren på internettet og billederne er offentliggjorte, hvorfor de syriske myndigheder må have kendskab til disse. Klagerens ægtefælle har endvidere offentliggjort kunst-neriske billeder, som han selv har fremstillet på syria.go og i den forbindelse har han givet inter-view på arabisk, hvor han udtalte sig om både klagerens og sin egen utilfreds med den syriske re-gering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af de syriske myndigheder i anledning af sine og ægtefællens kunstneriske aktiviteter i Danmark. Efter de foreliggende oplysninger er det asylgrundlag, der førte til, at klagerens ægtefælle [A] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fortsat til stede. Klageren er af samme nationalitet som sin ægtefælle, som hun indgik ægte-skab med i Kairo forud for indrejsen i Danmark. Ægtefællen indrejste i Danmark, efter at klageren var blevet gravid, og klageren – der ikke kunne følges med ægtefællen fra Kairo til Danmark i før-ste omgang, fordi hun var gravid – indrejste i Danmark omkring et år senere. Hun søgte asyl i Danmark straks efter indrejsen. Klageren har oplyst, at hun efter ægtefællens udrejse havde visse problemer i hjemlandet som følge af ægtefællens forhold, hvilket gjorde det uholdbart, at hun for-blev i hjemlandet. Nævnet bemærker, at parret blev gift i Kairo, hvorfor de syriske myndigheder næppe har haft kendskab til ægteskabet. Parret har i Danmark fået et barn sammen, og barnet er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus som følge af, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt.” Sy-ri/2020/100/NABR
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stat-sløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinensisk araber og sunni-muslim fra flygtningelejren [navn], ved byen Tyre, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller orga-nisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun, imod familiens øn-ske, er blevet gift med en afghansk mand i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i perioden [sommeren] 2016 til [begyndelsen af] 2017 adskillige gange er blevet truet på livet af sin farbror og af sin mors ægtefælle, samt at de har udsat hende for vold. Videre har hun oplyst, at hendes mor og hendes mors ægtefælle i [sommeren] 2016 slog hende på ryggen med et stykke træ, da ansøgeren fortalte dem, at hendes nuværende ægtefælle havde anmodet om hendes hånd. Ansø-gerens mor og ansøgerens mors ægtefælle råbte ad ansøgeren og forbød hende at fortsætte sin kommunikation med sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren blev beordret ind på sit værelse og måt-te ikke forlade bopælen. Efterfølgende fik ansøgeren hjælp fra en veninde, der arrangerede ansøge-rens udrejse af Libanon, hvorefter ansøgeren udrejste i [i begyndelsen af] 2017. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes mors ægtefælle ville tvinge ansøgeren til at indgå ægteskab med en anden, ældre mand, men at hun modsatte sig dette ægteskab. Endelig har ansøgeren henvist til den gene-relle situation og ustabilitet i Libanon. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon. Hun er registreret hos UNRWA i Libanon og har gået på tre skoler støttet af UNRWA. Hendes forældre har i et vist omfang modtaget sundhedsydelser fra UNRWA. Hun er udrejst legalt og frivilligt. An-søgeren er derfor som udgangspunkt omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. An-søgeren har et libanesisk ID-kort og kunne uden problemer kunne få udstedt et pas. Efter bag-grundsoplysninger er der ikke grund til at tro, at hun ikke kan indrejse i Libanon. Ansøgeren har forklaret, at hun frygter sin mor, stedfar og farbror som følge af, hun uden deres tilladelse har giftet sig med [A]. Hun har forklaret, at hun fire gange har været udsat for vold og er blevet truet på livet mundtligt et antal gange. Ansøgeren har ikke søgt lægehjælp og kan derfor ikke dokumentere vol-den. Asylmotivet bygger derfor således alene på ansøgerens troværdighed. Ansøgeren har i asyl-skemaet hverken under punkt 6 eller 7 anført vold, trusler eller tvangsægteskab som begrundelse, men har alene henvist til generelle forhold. Hun har under den første samtale med Udlændingesty-relsen ikke omtalt kravet om tvangsægteskab. Hun har divergeret på flere punkter i sin forklaring, herunder om hun selv søgte pas eller fik hjælp af agenten, om hun havde kontakt til kontakt til agenten ved udrejsen, om hun var med til at søge visum for [A], og årsagen til at hun ville invitere [A]. Ansøgeren har én gang efter sin ankomst til Danmark haft kontakt til sin familie i Libanon, hvor hun ikke har modtaget trusler. Hun har ikke i øvrigt været i kontakt med sin familie i Liba-non, og har derfor ikke modtaget yderligere trusler. Hun har under mødet for nævnet divergeret om, om hun indirekte har modtaget trusler gennem moderens familie i Danmark. Ansøgeren har ved indrejsen oplyst til politiet, at hun kom fra Syrien, angiveligt efter råd fra en agent. Flygtnin-genævnet finder efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har alvorlige problemer med sin familie, hvorfor hun ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” stat/2021/16/CARA
Nævnet omgjorde i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Sri Lanka således, at han fortsat har opholdstilladelse. Indrejst i 1985. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tamlier og hindu af trosretning fra Kokuvil, Sri Lanka. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i efteråret] 1985, og at han [i efteråret] 1985 blev meddelt op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [vinteren] 2014 udrejste til Sri Lanka. Klageren udrejste på grund af helbredsmæssige årsager og fordi klageren skulle passe sin søster på Sri Lanka, der var kommet til skade. [I foråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at uanset klageren i en længere periode - i perioden fra [datoer] - sammenlagt har opholdt sig i Sri Lanka i ca. 3 år ud af 3 år 7 måneder, kan han ikke anses at have opgivet sin bopæl i Danmark. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren har opretholdt lejemålet til den lejlighed, han og ægtefællen har lejet siden 2006, at han bebor lej-ligheden, når han opholder sig i Danmark, og at ægtefællerne betaler husleje og forbrug. Flertallet har videre lagt vægt på, at klageren ikke har etableret sig i egen bolig i Sri Lanka og i øvrigt ikke har foretaget andre aktive handlinger, der indikerer, at han har haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. Det fremgår af klagerens pas, at han ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flertallet finder derfor, at betingelserne for bortfald af klage-rens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. eller 3. pkt., derfor ikke er opfyldt. Det forhold, at Udbetaling Danmark den [datoer] har truffet afgørelse om, at klager siden [dato] har haft bopæl i Sri Lanka, medfører ikke, at klageren i udlændingelovens forstand kan an-ses at have opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2020/4/MSI
Nævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Somalia. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren [i foråret] 2009 blev meddelt opholdstilladelse […]. Ansøge-ren er ved Vestre Landsrets ankedom [fra efteråret] 2019 for overtrædelse af blandt andet straffe-lovens § 119, stk. 1, dømt til behandling på psykiatrisk afdeling. Der blev ikke fastsat længestetid for foranstaltningen. Videre blev ansøgeren udvist med et indrejseforbud i 6 år. Sagen blev ved en fejl forelagt Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, […]. Sagen blev herefter betragtet som en ansøgning om asyl, og ansøgeren blev registeret med ansøgning om asyl [fra ef-teråret] 2020. Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra Shekhal-klanen samt Ogaden-klanen og underklanen [A] i Jalalaqsi, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af poli-tiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans forældre tilhører en minoritetsklan, og at han frygter, at der fort-sat er krig mellem klanerne, herunder hans klan, i hjemområdet Jalalaqsi i Somalia, men han har ikke kunnet uddybe nærmere, hvad han frygter på grund af hans klantilhørsforhold. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne klare sig selv i Somalia, idet han er psykisk syg. Ansøgeren har som støtte for herfor henvist til, at der ikke er nogen i So-malia, der kan hjælpe ham. Han har endvidere henvist til, at han ikke kan få den medicin, som han har brug for på daglig basis i Somalia. Endelig har han som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflik-ter med myndighederne, grupperinger, herunder klaner, eller andre privatpersoner i Somalia. Flygtningenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at han ved samtalen hos Udlændingestyrelsen [i somme-ren] 2020 har forklaret, at ansøgerens forældre har oplevet problemer på baggrund af, at der var krig mellem klaner i hans hjemområde Jalalaqsi i Somalia, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Landinfos notat ”Lavstatusgrupper” af 12. december 2016, at minoritetsgrupper ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren lider af [en psykisk lidelse], at han har et omfattende og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer, og at han behandles med [medicin], jf. udtalelse [fra vinteren] 2019 fra Psykiatrien i Region Syddanmark. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at ansøgeren er velbehandlet i relation til sin psykiske sygdom, men han stadig er i en skrø-belig situation Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter det oplyste ikke har familie-medlemmer i Somalia, der må kunne forventes at kunne tage sig af ham. Flygtningenævnet finder, at den sikkerhedsmæssige og humanitære situation i hans hjemområde Jalalaqsi i Somalia, sam-menholdt med ansøgerens helt særlige personlige forhold, indebærer, at det vil være i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention at sende ansøgeren tilbage til Jalalaqsi i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren isoleret set op-fylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren er ved Vestre Landsrets ankedom [fra efteråret] 2019 for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, dømt til behandling på psykiatrisk afdeling uden længstetid og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter § 22-24 eller § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er særlige grunde, der taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse, og at han derfor skal udelukkes efter udlændin-gelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er en ung mand, der er ugift og ikke har børn, og som taler og skriver og læser somalisk. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren isoleret set er omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2, men at han er udelukket fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. ” Soma/2021/6/IMBS
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia samt hendes fem medfølgende børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [By1], Somalia. Klageren har senest inden udrejsen af Somalia boet i [By2]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes døtre vil blive omskåret, og at hendes sønner vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Yderligere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie oprindeligt kom fra [By1], som er en landsby uden for [By2], hvor folk lever traditionelt. Ansøgeren frygter derfor, at hendes døtre vil blive omskåret, såfremt ansøgerens familie vender tilbage til [By1]. Særligt frygter ansøgeren, at hendes mor vil omskære døtrene. Videre har ansøgeren oplyst, at hun frygter, at al-Shabaab vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel, fordi ægtefællen tidligere havde en konflikt med dem. På et ukendt tidspunkt i 2012 blev ansøgerens og ægtefællens bopæl opsøgt om natten af medlemmer fra al-Shabaab. Disse personer tog ægtefællen med. Ansøgeren hørte først igen fra sin ægtefælle, da han var flygtet til Danmark. I denne forbindelse frygter ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia, at hendes sønner vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes døtre vil blive omskåret, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller magthaverne, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Ansøgeren og dennes ægtefælle har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, og de fremstår som ressourcestærke og har begge erklæret, at de er modstandere af omskæring. På denne baggrund og under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren og dennes ægtefælle vil være i stand til at beskytte deres døtre mod omskæring, uanset at ansøgerens mor angiveligt udfører omskæring af piger. Det forhold, at ansøgeren frygter, at hendes døtre ved en tilbagevenden kan blive udstødt af lokalsamfundet som følge af, at de ikke er blevet omskåret, kan ikke føre til et andet resultat. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes sønner vil være i risiko for at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab, finder nævnet, at dette alene beror på ansøgeren egen formodning. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren aldrig har haft problemer med al-Shabaab. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens ægtefælle har konflikter med al-Shabaab, og nævnet finder, at hverken ansøgeren eller dennes ægtefælle kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 december 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. De generelle forhold i Somalia kan ikke i sig selv begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger har de generelle forhold i [By2] ændret sig således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for over-greb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom [By2] er under AMISON’s kontrol. Selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun og hendes børn ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2." Soma/2021/13/MSI
Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er sunni-muslim fra [by] i distriktet Juba Hoose, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [G]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet hun har haft problemer med dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren blandt andet forklaret, at klagerens bror er blevet slået ihjel af Al-Shabaab, idet han nægtede at arbejde for dem. Klageren blev herefter selv opsøgt af Al-Shabaab, der tilbød klageren et arbejde. Arbejdet bestod i, at klageren skulle placere bomber i varebiler for Al-Shabaab. Klageren ville ikke arbejde for Al-shabaab. Klageren blev samme dag opsøgt af Al-Shabaab på bopælen. Klageren kan ikke huske, hvor mange personer, der var tilstede. Al-Shabaab tvang klageren til at tage med dem. Hun fik bind for øjnene og blev kørt til en lokation tæt på hendes bopæl. Klageren nægtede fortsat at arbejde for Al-Shabaab, hvorfor hun blev stukket med en kniv i højre ben. To døgn efter udbrød der et slagsmål, hvor klageren fik muligheden for at stikke af. En pige, der plejede at lave mad til Al-Shabaab, åbnede døren for hende. Herefter rejste klageren til Kismayo og herfra til Mogadishu. I Mogadishu mødte klageren en pige ved navn [F], som tilbød at hjælpe hende. Klageren boede i [F’s] hjem i én måned, hvorefter hun boede hos nogle af [F’s] slægtninge i omtrent tre måneder. Derefter besluttede klageren at forlade Somalia, og hun fik kontakt til en somalisk mand i udlandet, der kunne hjælpe klageren med udrejsen. Hun betalte ham 3.000 USD, som hun havde modtaget henholdsvis fra sin mor, der havde solgt sit landbrug og fra en indsamling. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hendes datter vil blive omskåret. Til støtte herfor har klageren oplyst, at omskæring af piger i Somalia er kulturelt betinget. Klageren er imod omskæring, idet hun selv har erfaret problemer som følge af omskæring. Klageren vil kunne modsætte sig din datters omskæring, men datteren vil i så fald ikke blive betragtet som en god pige i lokalsamfundet, og det vil få konsekvenser for datterens fremtid i Somalia. Endelig har klageren henvist til, at hun vil risikere problemer med sin tidligere ægtefælle i Somalia, idet hun har fået et barn med en anden mand. Udlændingestyrelsen meddelte den [i foråret 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsens repræsentant nedlagde ved nævnsmødets begyndelse påstand om hjemvisning med henvisning til de nye oplysninger om familiemæssige forhold, der var fremkommet med advokatens indlæg i sagen vedrørende klagerens tidligere kæreste. Klagerens advokat havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet bemærker derudover, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af 19. december 2019 ikke ses at have taget stilling til klagerens oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen de nye fremkomne oplysninger og klagerens oprindelige asylmotiv.” Soma/2021/11/NHA/DH
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af for-længelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren tilhører klanen Shekal, underklanen Looboge, subklanen Aagane og er sunni-muslim af trosretning fra […], Mudug, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv hen-vist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af klanmedlemmer fra Salaiban-klanen, idet de ønsker at hævne, at klagerens fætter har slået to medlemmer af Salaiban-klanen ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klagerens far og daværende ægtefæl-le blev slået ihjel af den mere magtfulde Salaiban-klan to et halv år før, at klageren indrejste i Danmark. Episoden fandt sted ved brønden i landsbyen […], da klagerens far og ægtefælle var taget ud for at hente vand. De havde taget en kamel med for at laste vandflaskerne på den. I Landsbyen. Efter klagerens formodning blev klagerens far og ægtefælle slået ihjel, fordi der opstod en konflikt om, hvilke dyr der måtte drikke af brønden først og fordi Salaiban-klanen ville vise, at de havde magt i landsbyen. Klagerens fætter, [A], hævnede drabet på klagerens far og ægtefælle, omkring to et halvt år efter, at episoden fandt sted, ved at slå to medlemmer af Salaiban-klanen ihjel. Klageren fandt ud af, at [A] havde hævnet drabet på klagerens far og ægtefælle, da [A] for-talte klagerens mor om hævndrabene, kort tid efter, at de havde fundet sted. [A] gav ved samme lejlighed klagerens mor 300 dollars. Klagerens mor videregav de 300 dollars til klageren, så klage-ren kunne flygte ud af Somalia. Dagen efter, at hævndrabene havde fundet sted, blev klageren op-søgt af nogle ukendte mænd fra Salaiban-klanen. De løb efter klageren og affyrede skud. Klageren gik i tre nætter til landsbyen [...], hvorfra han tog til […]. Klageren fortsatte sin rejse ud af Somalia herfra. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i vinteren] 2015 klageren tidsbe-grænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks interna-tionale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlæn-dingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale So-malia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har forklaret, at han forblev på sin hjemegn i ca. to et halvt år efter, at hans far og ægtefælle var blevet slået ihjel. Han har ligeledes forklaret, at der var en forventning om, at mandlige medlemmer af hans egen klan ville forsøge at få hævn over Salai-ban-klanen. Efter klagerens forklaring kom hans fætter, der i flere år havde været i udlandet, kort-varigt tilbage til egnen, slog to medlemmer af Salaiban-klanen ihjel og forlod derefter straks om-rådet igen, idet han dog efterlod 300 dollars, som gjorde det muligt for klageren at flygte. Klageren flygtede samme dag efter at være blevet opsøgt af formentlig fem til seks medlemmer af Salaiban-klanen der så ham, skød efter ham og forfulgte ham, men trods deres antal og tilhørsforhold til området, åbenbart ikke var i stand til at finde ham. Flygtningenævnet finder, at forklaringen efter en samlet vurdering må betegnes som usandsynlig og konstrueret med henblik på at tilvejebringe et asylgrundlag. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens op-holdstilladelse vil være i strid med EMRK art. 8 bemærker nævnet, at det må lægges til grund, at klageren har beskæftigelse i Danmark. Han har dog kun erhvervet beskedne danskkundskaber. Han kom til Danmark som 25-årig og såvel hans nuværende ægtefælle som hans mor og datter fortsat er i Somalia. Herefter vil en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse tjene et anerken-delsesværdigt formål og være proportional, jf. EMRK art. 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/102/malc
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Pakistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk jutt fra Pakistan. Ansøgeren har oplyst, at han ikke praktiserer nogen religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I starten af] 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2014, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på asyl efter udlændinge-lovens § 7. [I efteråret] 2020 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage ansøgerens sag samt sagen vedrørende ansøgerens kæreste, med hvem han er islamisk viet. Ansøgeren henviste i sin oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygtede at blive anholdt af politiet og slået ihjel af lokalbefolkningen, idet han blev beskyldt for at være mod islam. Ansøgeren har i sin nuværende asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive chikaneret som følge af sit ægteskab med sin afghanske kæreste/ægtefælle. Flygtninge-nævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren oprindeligt ved sin indrejse i 2009 oplyste i for-bindelse med identitetsafhøringen, at han søgte asyl som følge af de generelt dårlige forhold i Pa-kistan, og ansøgeren blev efterfølgende i 2009 meddelt afslag på asyl, idet hans asylmotiv fandtes åbenbart grundløs. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Flygtningenævnet [i starten af] 2015 ikke at kunne lægge ansøgerens nye asylmotiv til grund og stadfæstede Udlændingestyrelsens af-gørelse om, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har et samliv med den afghanske stats-borger [A], med hvem han er islamisk viet, og som har påberåbt sig, at hun er konverteret til kri-stendommen, hvilket Flygtningenævnet har vurderet ikke er reelt, kan ikke føre til en ændret vur-dering. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hans kæreste, med hvem han er islamisk viet, angiveligt har været udsat for overgreb og trusler på deres asylcentre i Dan-mark på grund af ansøgerens kærestes påberåbte konversion til kristendommen, som Flygtninge-nævnet har vurderet ikke er reel, eller på grund af ansøgerens samliv med sin afghanske kæreste. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette har relationer til per-soner i hans hjemland, og at det beror på hans egen formodning, at han ville blive udsat for forføl-gelse eller overgreb i sit hjemland i den anledning. Det af advokaten anførte vedrørende familiens enhed, jf. EMRK art. 8, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den an-ledning, at ansøgeren og hans kæreste med hvem han er islamisk viet, har mødt hinanden i Dan-mark og har fundet sammen på et tidspunkt, hvor ingen af dem havde opholdsgrundlag i Danmark. Det af advokaten i øvrigt anførte kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Pa-ki/2021/3/CERA
Nævnet ændrede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 1984 eller 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun i 1999 rejste til Pakistan i tre måneder, hvor hun indgik i et tvangsægteskab med sin tidligere ægtefælle. Kort tid efter ægteskabsindgåelsen begyndte ansøgerens tidligere ægtefælle at udsætte ansøgeren for vold, herunder slag med bælte, og voldtægter. I 2000 kom ansøgerens tidligere ægtefælle til Danmark i seks måneder. Under den tidligere ægtefælles besøg blev ansøgeren udsat for vold og social kontrol. I 2001 kom den tidligere ægtefælle til Danmark igen, og ansøgeren blev igen udsat for vold. Efter ansøgerens fars død i 2003 rejste ansøgeren til Pakistan, hvor hun blev udsat for vold og voldtægt af sin tidligere ægtefælle. Under den tidligere ægtefælles sidste besøg i Danmark fortsatte volden. Ansøgerens tidligere ægtefælle blev udvist af Danmark, efter at ansøgeren meldte den tidligere ægtefælle til politiet for at opholde sig ulovligt i Danmark. Ansøgeren tog til Pakistan i 2005 eller 2006, hvor hun blev udsat for vold og trusler af sin tidligere svigerfar, og hvor hendes tidligere ægtefælle forhindrede hende i at rejse ved at gemme hendes pas og holde hende indespærret. Ansøgeren tog kontakt til ambassaden i Islamabad, og en nat stak hun af fra bopælen med sine børn og blev indkvarteret på et kvindecenter. Ansøgeren og ansøgerens børn blev en dag overfaldet af den tidligere ægtefælle og nogle bevæbnede mænd. Den tidligere ægtefælle fik fat i ansøgerens søn og kørte væk med sønnen. Ansøgerens bror havde fortalt ansøgeren, at den tidligere ægtefælle havde meldt ansøgeren til politiet for at have stukket af med deres to fællesbørn og for utroskab. Ansøgeren fik hjælp af personalet på ambassaden til at rejse til Danmark med sin datter. Efter noget tid sendte ansøgerens tidligere ægtefælle ansøgerens søn til Danmark. Ansøgeren nægtede herefter at hjælpe sin tidligere ægtefælle med at få udstedt visum til Danmark, og hun fortalte at hun ville skilles. Ansøgerens tidligere ægtefælle truede med at skyde ansøgeren. Da den tidligere ægtefælle modtog skilsmissepapirerne kontaktede han ansøgeren. Den tidligere ægtefælle truede ansøgeren og fortalte, at han ikke accepterede skilsmissen, og at han havde meldt hende til politiet på ny. I 2013 eller 2014 kontaktede den tidligere ægtefælle ansøgerens søster for at få hjælp til at få udstedt visum til Danmark. Da ansøgerens søster nægtede at hjælpe, truede den tidligere ægtefælle med at melde hende til politiet for at have kidnappet hans to børn. Ansøgeren kontaktede herefter sin tidligere ægtefælle og fortalte, at hun havde fuld forældremyndighed over børnene, hvorefter den tidligere ægtefælle truede med at slå ansøgeren, ansøgerens mor, søstre og svoger ihjel. Den tidligere ægtefælle fortalte, at han havde politianmeldt ansøgerens søster og svoger for kidnapning. I 2014 var ansøgerens svoger i Pakistan. Ansøgerens svoger blev tilbageholdt af myndighederne i 24 timer for at have kidnappet ansøgerens og den tidligere ægtefælles børn. Under tilbageholdelsen blev ansøgerens svoger udsat for vold. I 2017 kontaktede den tidligere ægtefælle ansøgerens søn via Facebook. Ansøgerens bror kontaktede herefter den tidligere ægtefælle og fortalte, at ansøgerens søn ikke ønskede at have kontakt med den tidligere ægtefælle. Hertil svarede den tidligere ægtefælle, at han skulle have skudt ansøgeren, dengang hun gik fra ham. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at de pakistanske myndigheder vil fængsle hende og udsætte hende for 20 piskeslag. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun er blevet politianmeldt for at have stukket af med ansøgerens to børn og for utroskab. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren blev gift med [A] i en ung alder, at de fik to børn, og at de blev skilt i 2006. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at parret havde problemer omkring børnene - eller i hvert fald sønnen - og at den tidligere ægtefælle beholdt sønnen i Pakistan i en periode. Under henvisning til børnenes nuværende alder og da den tidligere ægtefælle ikke har forsøgt at kontakte ansøgeren, børnene eller den øvrige familie siden 2013 eller 2014, finder nævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren har en aktuel konflikt med sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Paki/2021/1/EDO
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk punjab og oprindeligt shia-muslim af trosretning fra Gujart, Pakistan. Ansø-geren har oplyst, at hun efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv, men hun har deltaget aktivt i den religiøse forening Tehrik-e-Jafaria Pakistan siden 2010. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbage-venden til Pakistan frygter for sit og sine børns liv, herunder, at de vil blive slået ihjel af personer der ikke kan lide shia-muslimer, ukendte personer samt hendes tidligere ægtefælles familie. Ansø-geren frygter desuden, at hendes tidligere ægtefælles familie vil tage hendes børn fra hende. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har været aktiv inden for en shia-muslismsk forening, Tehrik-e-Jafaria Pakistan siden 2010, hvor hun har undervist kvinder, holdt foredrag for kvinder og demonstreret. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har modtaget adskillige telefoniske trusler fra ukendte personer, som har beordret hende til at stoppe med at forkynde religiøse budskaber, og at de ville likvidere familien, såfremt hun ikke stoppede hermed. Ansøgerens bror og far modtog også trusler. Ansøgeren meldte truslerne til politiet, som udformerede en politirapport, men hun fik al-drig en konklusion på anmeldelserne. Ansøgeren rejste herefter til Danmark for at blive familie-sammenført med sin daværende ægtefælle, men fik afslag. Ansøgeren rejste tilbage til Pakistan, hvor hun fortsatte sit arbejde for den shia-muslimske forening. Ansøgeren blev herefter, på et ukendt tidspunkt i [efteråret] 2013 stoppet i bil, på vej til et religiøst møde, af tre ukendte mænd, som truede hende med et gevær. Ansøgeren rejste herefter tilbage til Danmark, idet hun ikke læn-gere turde være i Pakistan. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har været voldelig over for hende. Ansøgerens tidligere ægtefælles søster har sagt, at de vil tage børnene fra ansøgeren, såfremt hun vender tilbage til Pakistan. Ansøgeren har senest som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin familie og at de vil åbne en blasfemi sag mod hende, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af offentligheden i Pakistan grundet sin konversion. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at hun siden hun blev skilt fra sin tidligere ægte-fælle er gået bort fra de islamiske traditioner, og at hendes familie ser hende som frafalden, idet hun er tidligere shiamuslimsk forkynder. Det er forbundet med yderst dårligt familieomdømme, at der er en frafalden kvinde i familien, hvorfor ansøgeren frygter, at hendes familie vil slå hende ihjel på grund af deres ære. Ansøgeren bror, som er medlem af Tehrik-e-Jafaria Pakista, har truet ansøgeren med at slå hende ihjel, såfremt hun vender tilbage til Pakistan, samt truet med, at hendes børn vil blive taget fra hende. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun sandsynligvis vil ende med at blive idømt dødsstraf, hvis hendes familie åbner en blasfemi sag mod hende, især under henvis-ning til, at hun er tidligere muslimsk lærd. Endelig, har ansøgeren oplyst om nogle nylige begiven-heder i Pakistan, hvor den kristne kvinde Asia Bibi er blevet idømt dødstraf for blasfemi, men fri-kendt i Højesteret. Offentligheden kræver dog, på trods af frikendelsen, fortsat, at Asia Bibi bliver slået ihjel, og hun kan ikke forlade landet. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv vedrørende ansøgerens deltagelse i religiøse møder og medlemskab af en religiøs forening til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde modtaget adskillige telefoniske trusler fra ukendte personer, eller at hun på et tidspunkt i [efteråret] 2013 blev stoppet i bil af tre ukendte mænd, som truede hende med et gevær. Der er herved henset til den samme begrundelse, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har afgivet usammenhængende, divergerende og udbyggende forklaringer om centrale dele af denne del af sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel og ægte indre overbevisning. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om sin konvertering fremstod således ureflekteret, overordnet og tillært. Hun har således udvist en påfaldende mangel-fuld viden om blandt andet centrale kristne begivenheder, personer nævnt i bilen, og hun er, efter sin egen forklaring kun indimellem kommet i kirke, og har ikke deltaget i dåbsundervisning eller i øvrigt opsøgt undervisning i kristendommen. Hendes kontakt med kirken fremstår således mere som en socialtilknytning end udtryk for en religiøs overbevisning. Det forhold, at ansøgeren efter sin egen forklaring er begyndt at gå i vestlig tøj, og er holdt op med at dække sit hår, og i øvrigt har tillagt sig en vestlig stil, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er endelig henset til, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens interesse for kristendommen er opstået umiddelbart efter Flygtningenævnets afslag på asyl [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016. Det forhold, at ansøger frygter, at hendes familie vil åbne en blasfemisag mod ansøgeren, såfremt hun vender til-bage og at familien vil dræbe hende alene på grund af familiens omdømme, ved at hun anses som en frafalden kvinde, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er derfor fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Paki/2020/6/malc
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Sagen er forsøgt behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 11, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Benin, Edo State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af en kvinde ved navn [A], som hun skylder penge. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun kom i kontakt med [A] i Benin, fordi hun kendte [A]s søster. [A] tilbød ansøgeren, at hun kunne arrangere, at ansøgeren kunne komme til Europa for at arbejde som frisør. Aftalen var, at ansøgeren skulle tilbagebetale sin gæld til [A] med de penge, hun ville tjene i Europa. Da ansøgeren kom til Spanien i 2011 fandt hun ud af, at hun skulle arbejde som prostitueret. Hun opholdt sig i Spanien fra 2011 til 2015, og i den periode afdrog hun på sin gæld til [A]. Da ansøgeren kom til Spanien, skyldte hun [A] 50.000 euros, men senere sagde hun, at gælden var steget til 60.000 euros, fordi ansøgeren var syg, da hun kom til Europa. I [måned i foråret] eller [anden måned i foråret] 2018, mens ansøgeren opholdt sig i Spanien, sagde ansøgeren til [A], at hun ikke længere ville betale af på sin gæld, idet en lokal konge i Nigeria havde udstedt et dekret om, at man ikke skulle tilbagebetale gæld, som man havde optaget i forbindelse med udrejse af Nigeria. [A] sagde, at dekretet ikke havde betydning for ansøgeren, fordi hun havde stiftet sin gæld, inden kongen havde udstedt dekretet. I [måned i efteråret] 2018 forlod ansøgeren Spanien og rejste til Frankrig for at undgå at afdrage på sin gæld til [A]. Siden ansøgeren forlod Spanien i [måned i efteråret] 2018, har ansøgeren ikke været i direkte kontakt med [A], men hun har været i kontakt med sin mor, som flere gange er blevet opsøgt og truet af personer, som var sendt af [A]. Ansøgerens mor blev i begyndelsen af [måned i sommeren] 2019 opsøgt og slået, og i slutningen af [samme måned] 2019 blev ansøgerens bror, som ansøgerens mor havde tage ophold hos, skudt i benet af personer, som arbejder for [A]. [A] har truet med at slå ansøgerens bror ihjel, hvis hendes mor ikke oplyser hendes telefonnummer. [A] har oplyst, at gælden er 50.000 euros, selvom hun allerede har betalt 30.000 euros. Ansøgeren har til Dansk Flygtningehjælp den [dato i efteråret] 2019 oplyst, at hun har været i kontakt med sin mor ugen før samtalen med flygtningehjælpen, og at moren oplyste, at [A] fortsat truer hende, at [A] ved, at ansøgeren er i Danmark, og at [A] vil hyre nogen til at banke ansøgeren på gaden i Danmark. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel og finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria fortsat vil stå i et modsætningsforhold til sin bagkvinde, finder nævnet, at dette forhold ikke har en karakter, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til at søge beskyttelse hos de nigerianske myndigheder. Det bemærkes, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder US Department of State, 2019 Trafficking in Persons Report: Nigeria, 20. juni 2019 og EASO, Country Guidance: Nigeria, februar 2019, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte de handlede personer i forbindelse med en tilbagevenden til Nigeria, ligesom ofre for menneskehandel i Nigeria har mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål, men at der er begrænsede ressourcer. Det forhold, at ansøgerens mor er blevet opsøgt i Nigeria og af frygt for familiens sikkerhed har opfordret til, at ansøgeren adlyder sin bagkvinde, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2020/5/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Nigeria. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tiv og kristen fra Gboko, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af poli-tiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Falani Herzdmen-stammen, idet han er kristen og stammen ikke ønsker at have kristne personer i deres område. Vi-dere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, idet han var […] i Gbo-ko, og myndighederne er af den opfattelse, at ungdommen har været med til at starte en konflikt med Falani Herzdmen-stammen, som fortsat foregår. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2008 deltog i et borgermøde i sin by, Gboko, som blev afholdt grundet de mange drab, som Falani Herzdmen-stammen begik på dette tidspunkt. Til mødet blev ansøgeren valgt som […], idet han talte engelsk. Ansøgerens opgaver som […] bestod blandet i at være konfliktmægler mellem de unge mennesker i Gboko og videreformidle beskeder fra regeringen i Nigeria til indbyggerne i Gboko. Videre har ansøgeren oplyst, at Falani Herzdmen-stammen i perioden fra [begyndelsen af 2011] til [begyndelsen af] 2011 forsøgte at belejre Gboko, hvorfor ansøgeren blev nødt til at for-svare sig selv og sin familie. Han skød efter medlemmer af stammen. [I begyndelsen af] 2011 kom hæren og beskød Falani Herzdmen-stammen, hvorefter stammen trak sig tilbage. Efter noget tid modtog ansøgeren en seddel fra stammen, hvorpå der stod ”inshallah”, og at de ville slå ansøgeren ihjel. Endvidere har ansøgeren oplyst, at Falani Herzdmen-stammen [i foråret] 2012 invaderede Gboko igen, hvorfor han på ny måtte forsvare sig selv og sin familie ved at skyde mod medlemmer af Falani Herzdmen-stammen. Det var ikke muligt for ansøgeren at beskytte sin familie, hvorfor de alle afgik ved døden den pågældende dag. Ansøgeren levede i en busk frem til sin udrejse på et ukendt tidspunkt i 2012. Ydermere har ansøgeren oplyst, at han via radioen er blevet bekendt med, at han er eftersøgt af de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgers for-klaring omkring sit asylmotiv til grund, idet denne fremstår divergerende, udbyggende og utrovær-dig. Ansøger har således forklaret forskelligt om, hvordan han blev opmærksom på, at han var ef-tersøgt af myndighederne. Til oplysnings- og m otivsamtalen [i slutningen af] 2018 har ansøger oplyst, at han [i foråret] 2012 så sit navn i nyhederne på tv, der omtalte navne på folk, som politiet ville fange efter urolighederne med Falani Herzdmen-stammen i Gboko, Nigeria. Senere i samme samtale oplyste ansøger, at han hørte det i radioen. Ansøger har endvidere forklaret forskelligt om den periode, som han beskød FH stammen. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han beskød stammen [i begyndelsen af] 2011 til [foråret] 2012. Til asylsamtalen [i sommeren] 2019 har ansøger forklaret, at der ikke var konflikter eller skudvekslinger med stammen mellem [begyndelsen af] 2011 og [foråret] 2012. Endvidere har ansøger oplyst divergerende om et trus-selsbrev, som han skulle have modtaget fra Falani Herzdmen-stammen. Til sin asylsamtale har ansøger oplyst, at have modtaget dette trusselsbrev. Ansøger har imidlertid ikke i sit asylskema eller til sin oplysnings og motivsamtale oplyst herom. Ansøger har endvidere forklaret forskelligt om datoen for sin udrejse fra Nigeria. I asylskemaet har ansøger således oplyst, at datoen for sin udrejse var [i begyndelsen af] 2012. Til oplysnings og motivsamtalen [i slutningen af] 2018, at udrejsen fandt sted [i slutningen af] 2012, men at ansøger var usikker på den præcise dato. Til asyl-samtalen [i sommeren] 2019 har ansøger oplyst, at udrejsen fandt sted i midten af 2012. Der er endelig henset til, at ansøger i forbindelse med sin ansøgning om asyl i Grækenland i et interview med de græske myndigheder [i sommeren] 2015 på flere punkter har forklaret forskelligt om ansø-gers forhold. Han har blandt andet oplyst et helt andet asylmotiv, og at hans søster lever med sin ægtefælle i Lagos. Der er endelig henset til, at de angivne kamphandlinger fandt sted for ni år si-den, og at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøger fortsat skulle være eftersøgt af de Nigerianske myndigheder og Falani Herzdmen-stammen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøger ikke har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. De generelle forhold i Nigeria er ikke af en karakter, som kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Endelig er der ikke på ovennævnte baggrund grundlag for en hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2020/1/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Nordmakedonien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nordmakedoner og kristen ortodoks af trosretning fra [en by], Nordmakedonien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nordmakedonien frygter partiet SDSM, som er regeringspartiet i Nordmakedonien, fordi hun grundet sit forhold til sin ekskæreste, [A], har fået hemmelige informationer om partiet. Hun har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nordmakedonien frygter [A], fordi han har truet hende med at slå ansøgeren, ansøgerens forældre og ansøgerens bror ihjel. Endelig frygter hun sin bror, fordi han har truet med at slå ansøgeren ihjel. Til støtte for sin frygt for SDSM har ansøgeren oplyst, at [A] har arbejdet som [en fremtrædende politisk persons] højre hånd, og at [A] har været medlem af [en navngivent parti]. [En dato i begyndelsen af] 2017 blev ansøgeren opsøgt af to bevæbnede mænd på sin og [A’s] bopæl, mens [A] var ude at handle. Ansøgeren har oplyst, at de to mænd arbejdede for partiet SDSM. De to mænd brændte ansøgeren med en cigaret og forsøgte at voldtage hende. De to mænd sagde, at de vidste hvor hendes børn gik i skole. De sagde også, at de vidste, at ansøgeren havde mange hemmelige informationer, og at hun kendte til likvideringen af to personer. Efter episoden blev ansøgeren og [A] overvåget af de to mænd, og [A] fik hver dag telefoniske trusler. Ansøgeren selv fik et eller to telefoniske opkald, hvor der blev fremsat trusler om, at hun ville finde sine børn i en sort sæk. Til støtte for sin frygt for [A], har ansøgeren oplyst, at [A] truede ansøgeren og ansøgerens familie i forbindelse med hans udrejse af Danmark. Endelig har ansøgeren til støtte for sin frygt for sin bror oplyst, at hun via sin mor har fået at vide, at broren har truet med at slå ansøgeren ihjel, fordi hun har indledt et forhold til en muslimsk mand i Danmark. Broren har fremsendt SMS’er til hende med trusler om at slå hende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med partiet SDSM til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på flere centrale punkter, herunder om hvorvidt hun efter [en dato i begyndelsen af] 2017 modtog telefoniske trusler, hvor mange gange hun blev ringet op, og hvornår hun ophørte med at arbejde. Hun har endvidere forklaret udbyggende om, at mændene ved den angivelige episode [en dato i begyndelsen af] 2017 var bevæbnede og sagde, at de vidste, at hun havde hemmelige informationer, hvilket hun ikke forklarede om til oplysnings- og motivsamtalen. For så vidt angår ansøgerens frygt for overgreb fra [A] og hendes bror finder nævnet, at der er tale om en privatretlig konflikt, der ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlængelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Make/2021/1/MLVT
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran og har oplyst at være kristen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sin fars problemer i Iran. Videre har klageren oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen blandt andet henvist til, at klagerens bror har forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv, og at der i sagen er indleveret en kopi af et iransk retsdokument, der er vurderet som værende uægte. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter repressalier som følge af sin fars politiske aktiviteter i Iran. Til støtte herfor han klageren oplyst, at der har været ukendte uniformerede personer på familiens bopæl i Iran to til tre gange, og at de den ene gang tog alle hans fars ejendele. Yderligere har han henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at klageren reelt er konverteret til kristendommen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, heller ikke på grund af ”imputed religious beliefs”. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen ikke har godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. De af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret] 2019 påberåbte divergenser er efter Flygtningenævnets opfattelse af mindre betydning. Dette gælder særligt, når der tages hensyn dels til klagerens alder ved afgivelsen af den første forklaring [i sommeren] 2015, og dels til det tidsrum, der er forløbet frem til den anden forklaring [i begyndelsen af] 2018. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra sommeren] 2016, at klageren har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, primært med henvisning til farens politiske aktiviteter i Iran. Uanset at Udlændingestyrelsen har påberåbt sig, at faren har fremlagt et falsk dokument for de danske myndigheder, er grundlaget for farens opholdstilladelse i Italien ikke nærmere undersøgt. Da det herefter ikke er godtgjort, at der foreligger svig fra klagerens side, og da Flygtningenævnet, som sagen foreligger oplyst, må lægge til grund, at klagerens far er meddelt politisk asyl i et andet EU-land, er der herefter ikke grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/18/CARA
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran og har oplyst at være kristen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har oplyst, at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark i 2017. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede de iranske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter i Iran, sin konversion til kristendommen og sin flugt fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen blandt andet henvist til, at klageren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, og at der i sagen er indleveret en kopi af et iransk retsdokument, der er vurderet som værende uægte. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter repressalier fra de iranske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter i Iran og som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor han klageren oplyst, at hans far blev tilbageholdt af de iranske myndigheder omkring et år inden, familien søgte om asyl i Danmark første gang, og at dette var første gang, at familien oplevede problemer som følge af hans fars aktiviteter. Videre har klageren oplyst, at familiens bopæl flere gange er blevet ransaget som følge af hans fars aktiviteter, og at hans far en dag ikke vendte hjem til bopælen, idet han var blevet tilbageholdt. Efter seks til syv måneder blev klagerens far løsladt fra fængslet, hvorefter klagerens far besluttede, at familien skulle udrejse af Iran. Klageren, klagerens far og klagerens lillebror forsøgte at udrejse af Imam Khomeini lufthavnen i Teheran, men klagerens far blev i den forbindelse tilbageholdt og løsladt omkring en måned senere. Under 24 timer efter løsladelsen udrejste klageren, klagerens far og klagerens lillebror af Iran via grænsen til Tyrkiet. Endelig har klageren oplyst, at han konverterede til kristendommen i begyndelsen af 2013, at han har deltaget i kristne aktiviteter og tolket for kristne præster, og at han har formidlet kontakt mellem herboende iranere og danske præster med henblik på, at iranere kan konvertere til kristendommen. Flygtningenævnet finder på en række punkter, at klagerens forklaring må anses som mindre sandsynlig. Det gælder særligt hans forklaring om hans forbindelse og manglende forbindelse til sin far, og hvordan forbindelsen blev genetableret ved farens pludselige opdukken i Danmark, i en forretning drevet af klageren. Dette skal ses i sammenhæng med, at klageren ikke på overbevisende måde har kunnet forklare, hvordan han i en meget ung alder var i stand til at etablere selvstændig erhvervsvirksomhed af en karakter, der må forudsætte afholdelse af ikke ubetydelige omkostninger. Der må i den forbindelse lægges vægt på, at faren trods det påberåbte modsætningsforhold efter det oplyste har finansieret i hvert fald den ene af virksomhederne. Flygtningenævnet finder det heller ikke sandsynligt, at klageren reelt er konverteret til kristendommen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, heller ikke på grund af ”imputed religious beliefs”. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen ikke har godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. De af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret] 2019 påberåbte divergenser er efter Flygtningenævnets opfattelse af mindre betydning. Dette gælder særligt, når der tages hensyn dels til klagerens alder ved afgivelsen af den første forklaring [i sommeren] 2015, og dels til det tidsrum, der er forløbet frem til den anden forklaring [i begyndelsen af] 2018. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra sommeren] 2016, at klageren har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, primært med henvisning til farens politiske aktiviteter i Iran. Uanset at Udlændingestyrelsen har påberåbt sig, at faren har fremlagt et falskt dokument for de danske myndigheder er grundlaget for farens opholdstilladelse i Italien ikke nærmere undersøgt. Da det herefter ikke er godtgjort, at der foreligger svig fra klagerens side, og da Flygtningenævnet, som sagen foreligger oplyst, må lægge til grund, at klagerens far er meddelt politisk asyl i et andet EU-land, er der herefter ikke grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/17/CARA
Nævnet meddelte i februar 2021opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er ate-ist. Den kvindelig ansøger har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Den mandlige an-søger har været aktiv for partiet KDP. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige an-søger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøge-rens asylmotiv og har videre oplyst, at hun frygter at blive fængslet og tortureret af de iranske myndigheder, idet hun er gift med et medlem af KDP. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet op-lyst, at den mandlige ansøger har været politisk aktiv for partiet KDP i Iran gennem tre år. Den mandlige ansøger er fortsat aktiv for partiet i Danmark. Den mandlige ansøger har tidligere været sympatisør for partiet og er nu blevet medlem. Den mandlige ansøgers opgave for partiet bestod i at skaffe relevante informationer, herunder informationer om myndighedspersoner, myndigheder-nes samarbejdspartnere og militæret. Den mandlige ansøger har herudover fortalt andre om under-trykkelse af kurdere i Iran og har malet politiske budskaber på vægge. I 2015 ringede den mandlige ansøgers forbindelse til partiets afdeling i Irak og fortalte ansøgeren, at han var blevet opdaget af myndighederne, og at myndighederne var på vej til ansøgerens fars bopæl. Den mandlige ansøgers fars bopæl blev ransaget af myndighederne samme dag. Den mandlige ansøger fortalte den kvinde-lige ansøger, at hans liv var i fare, og at de var nødt til at rejse hurtigst muligt. Ansøgerne tog taxa til Sanandaj. Halvanden dag efter episoden hos den mandlige ansøgers far udrejste ansøgerne fra Iran. Myndighederne besøgte igen den mandlige ansøgers fars bopæl to dage efter deres første be-søg. Den kvindelige ansøger har til støtte for sin konversion til kristendommen oplyst, at hun er blevet døbt i Grønnevang Kirke [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019. Et flertal af Flygt-ningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgerens forklaring til grund, idet forkla-ringen fremstår detaljeret og sammenhængende. Flertallet finder på den baggrund, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han først var sympatisør med KDP, i 2013 blev medlem af KDP, og at han som medlem udførte aktiviteter i Iran i form af maling af slagord på mure og indsamling og videregivelse af informationer. Det fremstår uklart, hvilke aktiviteter den mandlige ansøger måtte være afsløret i at have udført i Iran. I Danmark har den mandlige ansøger udført politiske aktivite-ter, herunder deltaget i konferencer med valg til KDP’s komité i Danmark, første gang i 2016, de-monstrationer og møder samt fejring af kurdiske mærkedage. Den mandlige ansøgers deltagelse i disse aktiviteter er dokumenteret på KDP´s hjemmeside og Facebookside samt på den mandlige ansøgers egen, åbne, Facebookside. Et flertal af Flygtningenævnet finder derfor, at allerede på grund af ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark er der en risiko for, at de iranske myndigheder har kendskab til hans medlemskab af og aktiviteter for KDP. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke praktiserede islam i Iran. Hun er kommet fast i Grønnevang Kirke siden [efteråret] 2018 og har før det tidspunkt deltaget i gudstjenester rundt i Danmark, alt efter hvor ægteparret var indlogeret. Før [efteråret] 2018 havde hun en Farsi-bibel, som hun læste i. Efter dåbsundervisning er den kvindelige ansøger blevet døbt [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019. Det fremgår af en række skriftlige erklæringer, at den kvindelige ansøger fortsat går i kirke, og deltager i gudstje-nester, bibellæsning og andre kirkelige aktiviteter flere gange om ugen. Den kvindelige ansøger har redegjort for sine overvejelser omkring konvertering og for sin indre overbevisning, ligesom hun har demonstreret et godt kendskab til kristendommen. Et flertal af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering er reel. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/14/lbv
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Fars, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret fra islam til buddhismen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til buddhismen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter de iran-ske myndigheder, idet han har missioneret for buddhismen. Ansøgeren har oplevet, at han er blevet anholdt to gange, en motorcykel er kørt forbi ham og har snittet ham, hans svigerfamilie er blevet ringet op, og en bil er kørt forbi ham og har ramt ham. I [vinteren/foråret] 2019 kom en betjent med en arrestordre på hans fars bopæl og spurgte efter ansøgeren. Han er blevet idømt syv års fængsel og 310 piskeslag. Fra ansøgeren fik dommen kom der hver 10. – 12. dag en betjent på hans bopæl i Iran og sagde til hans familie, at hvis han ikke meldte sig, så ville betjenten anholde ansø-gerens far eller en af hans brødre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konversion til buddhismen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at en uafhængig kilde har vurderet, at den dom, som ansøgeren har fremlagt, ifølge hvilken han skulle være idømt syv års fængsel og 310 piskeslag for buddhistiske aktiviteter, ikke er ægte. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark ikke har deltaget i eller tilsluttet sig bud-dhistiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den fremlagte dom af en uafhængig kilde er vurderet til at være uægte, og at ansøgeren har forkla-ret forskelligt om, hvordan han fik kendskab til dommen. Flygtningenævnet bemærker, at det ge-nerelt svækker ansøgerens troværdighed, at den fremlagte dom ved ægthedsvurderingen foretaget af en uafhængig kilde, er vurderet til ikke at være ægte. Herefter og efter en samlet vurdering fin-der Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af en indre overbe-visning er konverteret til buddhismen med et heraf følgende behov for at praktisere buddhisme. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af konvertering til buddhismen. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forfølgelse omfattet af § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenæv-net Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/12/lbv
Nævnet ændrede Udlændingestyrelsens afgørelse om at en mandlig statsborger fra Irans opholdstil-ladelse var bortfaldet. Indrejst i 1984. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er shia-muslim fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo 1984], og at han [i foråret] 1985 blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlæn-dingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. [I efteråret] 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at hans op-holdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, da han ikke på dette tidspunkt kunne anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og da han ikke kunne anses for at have været ud-rejst i 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgik videre af afgørelsen, at hvis klageren fortsat-te med at opholde sig i Iran i samme omfang som hidtil, kunne Udlændingestyrelsen på et senere tidspunkt lave en fornyet vurdering af, om han havde opgivet sin bopæl i Danmark. [I efteråret] 2018 oplyste klageren til Udbetaling Danmark, at han flyttede permanent til Iran [i foråret] 2019. [I efteråret] 2019 vurderede Udbetaling Danmark, at klageren siden [begyndelsen af] 2016 havde haft fast bopæl i Iran. [I efteråret] 2019 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag på klagerens ansøgning om forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. [I somme-ren] 2020 oplyste klageren i et ansøgningsskema om forhåndsdispensation fra bortfald af hans op-holdstilladelse til Udlændingestyrelsen, at han ønskede at repatriere og vende tilbage til Iran til sin hustru og søn. [I sommeren] 2020 traf Rudersdal Kommune afgørelse om at registrere klageren som udrejst til Iran pr. [begyndelsen af] 2016. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget bopæl i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har bibeholdt sin lejlighed i Danmark, men at han siden [sommeren] 2016 kun har opholdt sig her i landet i fem perioder på henholdsvis ca. 10 dage, ca. 10 dage, ca. tre uger, ca. 14 dage og ca. syv dage, inden han senest indrejste [i sommeren] 2020. Det fremgår videre, at klageren har ægtefælle og barn i Teheran, og at han bor sammen med dem, når han ikke er i Danmark. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og på ny frivilligt taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Klageren må under de ovenfor angivne omstændigheder anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenæv-net bemærker videre, at klageren, selvom han i de seneste år kun ganske kortvarigt har opholdt sig i Danmark, ikke har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i over-ensstemmelse med den klare ordlyd i udlændingelovens § 17 a ikke kan anses for bortfaldet. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020. Flygtnin-genævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2.” Iran/2021/11/smla
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra [X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske efterretningstjeneste, idet ansøgerens far er kom-munist. Ansøgeren frygter endvidere at blive forvoldt skade af sin morfar og sine morbrødre som følge af ansøgerens mors konflikt med disse, idet ansøgerens morfar og morbrødre ikke accepterer, at ansøgerens mor har giftet sig med en kommunist. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren selv og ansøgerens mor blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste på deres bopæl. Ansøgerens mor blev i den forbindelse tilbageholdt og afhørt i et par timer. Ansøgeren blev et par måneder senere indkaldt til en samtale med den iranske efterretningstjeneste, hvor ansøgeren blev afhørt om forhold vedrørende ansøgerens far. Ansøgeren havde ikke kendskab til sin fars opholdssted, hvor-for den iranske efterretningstjeneste lod ansøgeren gå. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens mor havde bedt ham om at holde sig fra sin morfar og sine morbrødre, da de ikke accepterede an-søgerens forældres forhold. Ansøgeren har slutteligt oplyst, at han er konverteret til kristendom-men under sit ophold i Danmark. Ansøgeren blev døbt [en nærmere angiven dato i foråret] 2019. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sine forældres asylmotiver, der vedrører farens aktiviteter for Komala partiet og hjælp til en indsat med at flygte fra fængslet og morens asylmotiv vedrøren-de sin konflikt med sin familie i Iran. Nævnet kan herved henvise til den begrundelse, der fremgår af de samtidige afgørelser i forældrenes sag. Afgørelsen i morens sag, der omhandler begge asyl-motiver, er sålydende: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv vedrø-rende dennes aktiviteter for Komala partiet og hjælp til en indsat med at flygte fra fængslet. Næv-net kan herved henvise til den begrundelse, der fremgår af den samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Afgørelsen er sålydende: ”Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmo-tiv vedrørende aktiviteter for Komala partiet til grund, idet forklaringen med mindre væsentlige divergenser forekommer konsistent og selvoplevet og dermed troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i 1991/1992 tog til Sulaymaniyah i Irak, hvor han udførte aktiviteter for Komala partiet omkring et år. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren efter at være returneret til Iran i 1992/1993 blev dømt til henrettelse, men at dommen efter fire år, hvor han sad fængslet, blev ændret til 20 års eksil i en anden bydel, og at ansøgeren efterfølgende på grund af psykiske problemer fik afskrevet omkring 10 år af eksilperioden. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til fangeflugten, herunder at fangen afsonede en dom for politisk aktivitet, idet ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent og forekommer selvoplevet og dermed troværdig. Uanset at ansøgeren og hans ægtefæl-le på flere punkter har forklaret indbyrdes divergerende og mindre troværdigt om myndighedernes opsøgning af bopælen og henvendelser til ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse, kan næv-net ikke afvise, at myndighederne har opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl den samme dag, som han udrejste. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i de iranske myndigheders søgelys på grund af omstændighederne ved fangeflugten og hans tidligere dom for politisk aktivitet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynlig-gjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin familie i Iran til grund, idet forklaringen forekommer usammenhængende og utroværdig. Nævnet bemær-ker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke har nævnt noget om den-ne konflikt i sit asylskema, uanset hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var ble-vet udsat for fysiske overgreb af sin far og brødre to gange, og at faren herunder havde stukket hende med en kniv i armen/skulderen. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke frygtede for sit liv fra familien, mens hun boede i Iran, mens hun til asylsam-talen forklarede og - foreholdt forklaringen til oplysnings- og motivsamtalen - bekræftede, at hun frygtede sin familie på tidspunktet for udrejsen. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke nævnte noget herom i asylskemaet, fordi hun var bange for, at familien skulle få viden herom, og at hun aldrig har sagt, at hun ikke frygtede familien på udrejsetidspunktet, forekommer ikke troværdig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hendes søster er blevet bekendt med truslerne fra familien. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamta-len forklaret, at søsteren havde hørt fra slægtninge hjemme hos forældrene, at faren ville skære ansøgeren i stykker. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun ikke vidste, hvorfra søsteren havde disse oplysninger. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer mindre troværdigt, at familien skulle have ønske om at slå ansøgeren ihjel på grund af hendes ægteskab henset til, at ansøgeren efter sin forklaring accepterede at lade sig skille fra ægtefællen, og at fami-lien efterfølgende accepterede, at de giftede sig på ny, selvom familien var af den opfattelse, at hun havde bragt skam over familien. Ansøgerens forklaring om, at familien skulle gøre hende for-træd, fordi hun er udrejst alene, forekommer heller ikke overbevisende, henset til at faren ikke har ønsket at se hende. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med familien som utroværdig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun senest blev afhørt af efterretningstjenesten i Iran ca. et år efter ægtefællens udrejse i [efteråret] 2015, og at hun ikke oplevede problemer med myndighederne frem til sin udrejse i oktober 2018. Ansøgerens forklaring om, at naboen fortalte, at hun havde bemærket en person, der ofte gik forbi huset, kan ikke føre til en antagelse om, at myndighederne holdt ansøgeren under observation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ved ind-rejse samtidig med ægtefællen formentlig ville være blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus, kan under de foreliggende omstændighe-der ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren udrejste knapt tre år efter ægtefællen uden, at der foreligger oplysninger om begrundelsen herfor. Flygtningenæv-net stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nævnet findes således, at ansøgeren ikke med henvisning til forældrenes asylmotiv har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at de samme grunde, som er anført vedrøren-de konsekvensstatus for ansøgerens mor, gør sig gældende for ansøgeren, der derfor heller ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund, idet forklaringen om konversionen forekommer ureflekteret og usammenhængende og kon-strueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019 – efter at han var blevet døbt – forklarede, at han ikke havde læst ret meget i Biblen, og at han ikke kunne forklare, hvorfor han fandt kristendommen interessant, eller hvordan han kunne få frelse af at tro på Gud, Jesus og Helligånden. Han forklarede således, at han ikke havde valgt kristendommen, men at den havde valgt ham, idet Jesus havde banket på en dør, og han havde svaret, fordi han følte sig kristen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens viden om kristendommen under samtalen med Ud-lændingestyrelsen fremstod meget begrænset, og at det forekommer påfaldende, at ansøgeren lod sig døbe efter kun tre til fire måneders interesse for – og uden særligt kendskab til – kristendom-men og forklarede ønsket om dåb med, at det var vigtigt for ham at blive døbt, idet alle andre skul-le vide, at han var kristen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på nævnsmø-det om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere fremstår ure-flekteret og usammenhængende. De fremlagte udtalelser fra Luthersk Mission kan heroverfor ikke føre til et andet resultat. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen, og at han fremadrettet ønsker at leve åbent som kristen - også ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har postet kristne budskaber på Facebook kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens profil på Face-book er ”[A]”, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette er kommet til de iranske myndig-heders kundskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsma-teriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook ikke i sig selv leder til forfølgelse, men mulig monitorering, samt at såfremt den pågældende ikke før sin udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/71/lbv
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [X], Iran. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren støtter sin ægtefælles politiske overbevisning. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til sin ægtefælles asylmotiv, hvor ansøgeren har oplyst, at den iranske efterretningstjeneste vil fængsle, torturere og henrette dem som følge af hendes ægtefælles politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter ligeledes de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle hjalp en indsat med at flygte fra et fængsel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun vil blive slået ihjel af sin far og tre brødre, fordi de ikke accepterer ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes æg-tefælle blev medlem af Komala i 1991. I 1992 blev hendes ægtefælle anholdt og tilbageholdt af de iranske myndigheder i seks måneder, hvorefter han blev dømt til døden for sine politiske aktivite-ter. Dødsdommen blev ved hjælp af bestikkelse ændret således, at han i stedet blev forvist til om-rådet [S] i 20 år. Efter fire år i fængsel og efter fire års ophold i [S] blev ansøgerens ægtefælles forvisningsdom ophævet. I 2001 vendte han tilbage til sit hjemområde. I 2015 arbejdede ansøge-rens ægtefælle med brødlevering til et nærliggende fængsel. En dag forlod han fængslet i sin bil uden at have kendskab til, at en fange havde hægtet sig fast under bilen og dermed var flygtet fra fængslet. De iranske myndigheder har gentagne gange ledt efter ansøgerens ægtefælle efter hans udrejse i 2015. De iranske myndigheder har endvidere afhørt ansøgeren samt hendes søn om for-hold vedrørende hendes ægtefælle. Til støtte ansøgerens konflikt med sin far og sine tre brødre, har ansøgeren oplyst, at hendes far aldrig har accepteret ansøgerens ægteskab med sin ægtefælle. Som følge deraf er ansøgeren blevet udsat for fysiske overgreb af sin far og sine brødre. Under opholdet i Danmark har ansøgerens søster oplyst, at ansøgerens far ønsker at slå ansøgeren ihjel, og at faren har givet ansøgerens brødre tilladelse til at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til sin ægtefælles asylmotiv vedrørende dennes aktiviteter for Komala partiet og hjælp til en indsat med at flygte fra fængslet. Nævnet kan herved henvise til den begrundelse, der fremgår af den samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Afgørelsen er sålydende: ”Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende aktiviteter for Komala partiet til grund, idet forklaringen med mindre væsentlige divergenser forekommer konsistent og selvoplevet og dermed troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i 1991/1992 tog til Sulay-maniyah i Irak, hvor han udførte aktiviteter for Komala partiet omkring et år. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren efter at være returneret til Iran i 1992/1993 blev dømt til henrettelse, men at dommen efter fire år, hvor han sad fængslet, blev ændret til 20 års eksil i en anden bydel, og at ansøgeren efterfølgende på grund af psykiske problemer fik afskrevet omkring 10 år af eksil-perioden. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til fangeflugten, herunder at fangen afsonede en dom for politisk aktivitet, idet ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent og forekommer selvoplevet og dermed troværdig. Uanset at ansøgeren og hans ægtefælle på flere punkter har forklaret indbyrdes divergerende og mindre troværdigt om myndighedernes opsøgning af bopælen og henvendelser til ansøgerens ægte-fælle efter ansøgerens udrejse, kan nævnet ikke afvise, at myndighederne har opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl den samme dag, som han udrejste. Nævnet finder således, at ansøgeren har sand-synliggjort, at han ved udrejsen var i de iranske myndigheders søgelys på grund af omstændighe-derne ved fangeflugten og hans tidligere dom for politisk aktivitet. Sammenfattende finder Flygt-ningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risi-ko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin familie i Iran til grund, idet forklaringen forekommer usam-menhængende og utroværdig. Nævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens tro-værdighed, at hun ikke har nævnt noget om denne konflikt i sit asylskema, uanset hun til oplys-nings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet udsat for fysiske overgreb af sin far og brød-re to gange, og at faren herunder havde stukket hende med en kniv i armen/skulderen. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke frygtede for sit liv fra famili-en, mens hun boede i Iran, mens hun til asylsamtalen forklarede og - foreholdt forklaringen til op-lysnings- og motivsamtalen - bekræftede, at hun frygtede sin familie på tidspunktet for udrejsen. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke nævnte noget herom i asylskemaet, fordi hun var bange for, at familien skulle få viden herom, og at hun aldrig har sagt, at hun ikke frygtede familien på udrej-setidspunktet, forekommer ikke troværdig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har for-klaret divergerende om, hvordan hendes søster er blevet bekendt med truslerne fra familien. Ansø-geren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at søsteren havde hørt fra slægtninge hjemme hos forældrene, at faren ville skære ansøgeren i stykker. Til asylsamtalen forklarede ansø-geren derimod, at hun ikke vidste, hvorfra søsteren havde disse oplysninger. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer mindre troværdigt, at familien skulle have ønske om at slå ansøgeren ihjel på grund af hendes ægteskab henset til, at ansøgeren efter sin forklaring acceptere-de at lade sig skille fra ægtefællen, og at familien efterfølgende accepterede, at de giftede sig på ny, selvom familien var af den opfattelse, at hun havde bragt skam over familien. Ansøgerens for-klaring om, at familien skulle gøre hende fortræd, fordi hun er udrejst alene, forekommer heller ikke overbevisende, henset til at faren ikke har ønsket at se hende. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med familien som utroværdig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun senest blev afhørt af efterretningstjenesten i Iran ca. et år efter ægtefællens udrejse i [efteråret] 2015, og at hun ikke oplevede problemer med myndighe-derne frem til sin udrejse i oktober 2018. Ansøgerens forklaring om, at naboen fortalte, at hun hav-de bemærket en person, der ofte gik forbi huset, kan ikke føre til en antagelse om, at myndigheder-ne holdt ansøgeren under observation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for individuel forføl-gelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ved indrejse samtidig med ægtefællen formentlig ville være ble-vet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren udrejste knapt tre år efter ægtefællen uden, at der foreligger oplysninger om begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/70/lbv
Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [X], Iran. Ansøgeren har været aktiv for Komala i seks måneder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at den iranske efterretningstjeneste vil fængsle, torturere og henrette ham som følge af hans politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter ligeledes de iranske myndigheder, fordi han hjalp en indsat med at flygte fra et fængsel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af Komala i 1991. I 1992 blev han anholdt og tilbageholdt af de iranske myndigheder i seks måneder, hvorefter han blev dømt til døden for sine politiske aktivite-ter. Dødsdommen blev ved hjælp af bestikkelse ændret således, at han i stedet blev forvist til om-rådet [S] i 20 år. Efter fire år i fængsel og efter fire års ophold i [S] blev ansøgerens forvisnings-dom ophævet. I 2001 vendte ansøgeren tilbage til sit hjemområde. I 2015 arbejdede ansøgeren med brødlevering til et nærliggende fængsel. En dag forlod han fængslet i sin varevogn uden at have kendskab til, at en fange havde hægtet sig fast under varevognen og dermed var flygtet fra fængs-let. De iranske myndigheder har gentagne gange ledt efter ansøgeren efter hans udrejse i 2015. De iranske myndigheder har endvidere afhørt ansøgerens ægtefælle samt deres søn om forhold vedrø-rende ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende aktiviteter for Komala partiet til grund, idet forklaringen med mindre væsentlige divergenser fore-kommer konsistent og selvoplevet og dermed troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i 1991/1992 tog til Sulaymaniyah i Irak, hvor han udførte aktiviteter for Ko-mala partiet omkring et år. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren efter at være returne-ret til Iran i 1992/1993 blev dømt til henrettelse, men at dommen efter fire år, hvor han sad fængs-let, blev ændret til 20 års eksil i en anden bydel, og at ansøgeren efterfølgende på grund af psyki-ske problemer fik afskrevet omkring 10 år af eksilperioden. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til fangeflugten, herunder at fangen afso-nede en dom for politisk aktivitet, idet ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent og forekommer selvoplevet og dermed troværdig. Uanset at ansøgeren og hans ægtefælle på flere punkter har forklaret indbyrdes divergerende og mindre troværdigt om myndighedernes opsøgning af bopælen og henvendelser til ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse, kan nævnet ikke afvise, at myndighederne har opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl den samme dag, som han udrej-ste. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i de iranske myndigheders søgelys på grund af omstændighederne ved fangeflugten og hans tidligere dom for politisk aktivitet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/69/lbv
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptaget sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin fars chef, den etniske araber [A], idet [A] vil have, at klageren og hans familie skal betale erstatning for den lastbil, som blev ødelagt i forbindelse med angrebet og drabet på klagerens far [B]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede som lastbilchauffør for et firma, der var ejet af [A]. [A] ejede lastbiler, der transporterede materiale til opførelse af betonmure som forsvar for myndigheds- og militærbygninger og samarbejdede således med amerikanere og det irakiske militær. Klagerens far modtog i den forbindelse to trusselbreve på familiens bopæl i [by] fra ukendte personer, der bad ham om at stoppe med at arbejde for firmaet. Omkring januar eller februar 2008 blev klagerens far slået ihjel af ukendte terrorister, mens han var på arbejde som chauffør. Lastbilen, som han førte, blev stukket i brand. Klageren og hans familie fik besked om dette af [A]. Efterfølgende arrangerede klagerens mor og farbror, [C], klagerens fars begravelse, som klageren deltog i. Herefter krævede [A], at klageren og hans familie erstattede lastbilen. Hvis de nægtede, ville [A] slå dem ihjel. De flyttede efterfølgende til [by]. Kort tid efter udrejste klageren med sin fætter, [D]. To til tre måneder efter deres ankomst til Danmark fik klageren og [D] besked fra klagerens mor om, at [D]’s, [C], var blevet slået ihjel. Det var angiveligt [A], der havde stået bag. [I foråret] 2012 rejste klagerens fætter, [D], tilbage til Irak med henblik på at tage permanent ophold. For omkring to år siden omkom klagerens bror, [E], og klagerens søster, [F], i en bilulykke i Irak. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak, herunder den politiske situation, og at han som følge heraf frygter at blive slået ihjel af de shiamuslimske militser, Hashdash-Shaabi (PMU), idet han er etnisk kurder. Flygtningenævnet har i afgørelsen af [efteråret] 2019 lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt derfor, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet udtalte endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen ville virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26. I anledningen af genoptagelsesanmodningen bemærker Flygtningenævnet først, at nævnet ikke kan lægge klagerens nye oplysninger ved de foreviste videooptagelser af grave og forklaringer til grund som sande. Optagelserne har ikke en sådan karakter, at de kan tillægges nogen videre bevisværdi. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren, selv bortset fra de forhold som har sammenhæng med Facebookoplysningerne, har afgivet oplysninger, som er blevet tilsidesat af de danske myndigheder. Nævnet henviser herved til, at klageren ikke er blevet anset for mindreårig, således som han gjorde gældende ved indrejsen, at klageren har fremlagt dokumenter, der er blevet anset for uægte, og at klageren i sommeren 2020 har anvendt falske dokumenter. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne nye oplysninger, at der er grundlag for at foretage nogen anden vurdering af, om klageren har udvist svig, end sket ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2019. Klageren er etnisk kurder fra [by], Kirkuk-området. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, som følge af sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK art. 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke, at klageren individuelt risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, således at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han er kurder og har været uden for området gennem en årrække. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og udlændingelovens § 31 er således ikke til hinder for udsendelse af klageren til Irak. For så vidt angår § 26-vurderingen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet har modtaget nye oplysninger om klagerens psykiske tilstand, men at der efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke er grundlag for at undlade at inddrage klagerens opholdstilladelse. Nævnet bemærker herved, at klageren har udvist svig, og at afvejningen herefter er ganske restriktiv. Nævnet bemærker tillige, at klageren er kommet her til landet som 18 årig, og at han ikke har stiftet selvstændig familie. Flygtningenævnet fastholder således nævnets afgørelse af 12. september 2019.” Irak/2021/5/RILA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at han [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [ i efteråret] 2012 udrejste til Irak for at ledsage sin mor, der havde psykiske problemer. Flygtningenævnet har [i efteråret] september 2019 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 2 er bortfaldet, idet betingelserne var opfyldt, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det er anført i afgørelsen at klageren sammen med sin mor og søskende opgav deres bopæl i Danmark, da de rejste til Irak, og at de frivilligt tog ophold i hjemlandet. Der er endvidere henvist til, at klageren ved udrejse i 2004 med sin familie efterfølgende har anvendt muligheden i udlændingelovens § 17 a, hvorfor klagerens mulighed for at bevare sin opholdstilladelse var udtømt, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Det er i øvrigt anført i afgørelsen, at klagerens tilknytning til Danmark ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for, at bortfald af opholdstilladelsen ikke skulle ske. Under sagens behandling i Flygtningenævnet [i efteråret] 2019 blev det oplyst, at klageren under sit ophold i Irak har pådraget sig problemer, som følge af et forhold til en gift kvinde, og Flygtningenævnet besluttede derfor, at sagen skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, idet klagerens forhold til en gift kvinde ikke var blevet undersøgt nærmere. [I foråret] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelo-vens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen traf tillige afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Det fremgår af afgørelsen, at klageren har været indkaldt til tre samtaler hos Udlændingestyrelsen i henholdsvis november 2019, januar 2020 og februar 2020, og at han er udeblevet fra samtalerne. Det fremgår endvidere, at klageren ikke har svaret på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring inden udløbet af fristen i marts 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har haft et forhold til en gift kvinde under klagerens ophold i Irak, og at han på denne baggrund skulle have fået problemer, herunder været blevet truet på livet. Forklaringen herom anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren efter sagens hjemvisning, uden nærmere oplysninger om baggrunden herfor er udeblevet fra flere møder i Udlændingestyrelsen, hvortil han var indkaldt, og at han endvidere har undladt at svare på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring. Der lægges endvidere vægt på, at klageren over for sin advokat har tilkendegivet, at han ikke ville afgive forklaring under mødet i Flygtningenævnet i dag. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke har medvirket til oplysning af sin sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Klageren har sammen med sin familie frivilligt opholdt sig og levet i Irak i længere tid, efter at han fik opholdstilladelse i Danmark og forinden Flygtningenævnets afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen. Klageren må herefter antages at kunne bo i Irak og opretholde en tilværelse uden konflikter, således at klageren kan udsendes til Irak jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/49/Sels
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at hun [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2012 udrejste til Irak for at ledsage sin mor, der havde psykiske problemer. Flygtningenævnet har 8 [i efteråret] 2019 har truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 2 er bortfaldet, idet betingelserne var opfyldt, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det er anført i afgørelsen, at klageren sammen med sin mor og søskende opgav deres bopæl i Danmark, da de rejste til Irak, og at de frivilligt tog ophold i hjemlandet. Der er endvidere henvist til, at klageren ved udrejse i 2004 med sin familie efterfølgende har anvendt muligheden i udlændingelovens § 17 a, hvorfor klagerens mulighed for at bevare sin opholdstilladelse var udtømt, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Det er i øvrigt anført i afgørelsen, at klagerens tilknytning til Danmark ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for, at bortfald af opholdstilladelsen ikke skulle ske. Under sagens behandling i Flygtningenævnet [i efteråret] 2019 blev det oplyst, at klagerens bror under sit ophold i Irak har pådraget sig problemer, som følge af et forhold til en gift kvinde, og Flygtningenævnet besluttede derfor, at sagen skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, idet klagerens brors forhold til en gift kvinde ikke var blevet undersøgt nærmere. [I foråret] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen traf tillige afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Det fremgår af afgørelsen, at klageren har været indkaldt til tre samtaler hos Udlændingestyrelsen i henholdsvis november 2019, januar 2020 og februar 2020, og at hun er udeblevet fra samtalerne. Det fremgår endvidere, at klageren ikke har svaret på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring inden udløbet af fristen i marts 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens bror har haft et forhold til en gift kvinde under hans ophold i Irak, og at han på denne baggrund skulle have fået problemer, herunder været blevet truet på livet samt, at dette forhold skulle medføre problemer for klageren og klagerens mor. Forklaringen herom anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren efter sagens hjemvisning, uden nærmere oplysninger om baggrunden herfor er udeblevet fra flere møder i Udlændingestyrelsen, hvortil hun var indkaldt, og at hun endvidere har undladt at svare på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring. Der lægges endvidere vægt på, at klageren over for sin advokat har tilkendegivet, at hun ikke ville afgive forklaring under mødet i Flygtningenævnet i dag, selvom hun var behørigt indkaldt. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke har medvirket til oplysning af sin sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Klageren har sammen med sin mor og bror frivilligt opholdt sig og levet i Irak i længere tid, efter at hun fik opholdstilladelse i Danmark og forinden Flygtningenævnets afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen. Klageren må herefter antages, at kunne bo i Irak og opretholde en tilværelse uden konflikter således, at klageren kan udsendes til Irak jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/2/Sels
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at hun [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [i efteråret] 2012 udrejste til Irak, idet hun led af PTSD og havde det psykisk dårligt. Klageren savnede sin familie i Irak og ville undersøge, om hun kunne få det psykisk bedre ved at bo hos sin familie i Irak. Flygtningenævnet har [i efteråret] 2019 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 2 er bortfaldet, idet betingelserne var opfyldt, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det er anført i afgørelsen, at klageren opgav sin bopæl i Danmark, da hun sammen med sine børn rejste til Irak, og tog frivilligt ophold i hjemlandet. Der er endvidere henvist til, at klageren ved udrejse i 2004 med sin familie efterfølgende har anvendt muligheden i udlændingelovens § 17 a, hvorfor klagerens mulighed for at bevare sin opholdstilladelse var udtømt, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Det er i øvrigt anført i afgørelsen, at klagerens tilknytning til Danmark ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for, at bortfald af opholdstilladelsen ikke skulle ske. Under sagens behandling i Flygtningenævnet [i efteråret] 2019 blev det oplyst, at klagerens søn under sit ophold i Irak har pådraget sig problemer, som følge af et forhold til en gift kvinde, og Flygtningenævnet besluttede derfor, at sagen skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, idet klagerens søns forhold til en gift kvinde ikke var blevet undersøgt nærmere. [I foråret] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen traf tillige afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Det fremgår af afgørelsen, at klageren har været indkaldt til tre samtaler hos Udlændingestyrelsen i henholdsvis november 2019, januar 2020 og februar 2020, og at hun er udeblevet fra samtalerne. Det fremgår endvidere, at klageren ikke har svaret på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring inden udløbet af fristen i marts 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens søn har haft et forhold til en gift kvinde under hans ophold i Irak, og at han på denne baggrund skulle have fået problemer, herunder været blevet truet på livet samt, at dette forhold skulle medføre problemer for klageren og klagerens datter. Forklaringen herom anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren efter sagens hjemvisning, uden nærmere oplysninger om baggrunden herfor er udeblevet fra flere møder i Udlændingestyrelsen, hvortil hun var indkaldt, og at hun endvidere har undladt at svare på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring. Der lægges endvidere vægt på, at klageren over for sin advokat har tilkendegivet, at hun ikke ville afgive forklaring under mødet i Flygtningenævnet i dag. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke har medvirket til oplysning af sin sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Klageren har sammen med sine børn frivilligt opholdt sig og levet i Irak i længere tid, efter at hun fik opholdstilladelse i Danmark og forinden Flygtningenævnets afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen. Klageren må herefter antages, at kunne bo i Irak og opretholde en tilværelse uden konflikter således, at klageren kan udsendes til Irak jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/1/Sels
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Eritrea samt hendes medfølgende barn. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen af trosretning fra Adi-Gubish, Etritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2019, og at hun [i efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vin-teren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet af myndighederne og udspurgt om hendes udrejse, og ligeledes hvor hun i denne periode har opholdt sig, idet hun illegalt er udrejst af landet. Klageren har yderligere oplyst, at der ikke er demokrati i Eritrea, men derimod diktatur, hvorfor man ikke kan udtale sig frit. Dertil har klageren oplyst, at hun ingen rettigheder har i Eritrea. Kla-geren har yderligere oplyst, at hun tidligere havde forsøgt at udrejse af Eritrea, og at hun forsøgte dette fem til seks måneder før, det lykkedes hende at udrejse. Klageren har herom oplyst, at hun på grund af forsøget på at udrejse af Eritrea blev fængslet i tre måneder. Under fængslingen blev det med de eritreiske myndigheder aftalt, at klagerens far skulle betale en sum penge til myndig-hederne, hvis klageren udrejste af landet inden for seks måneder. Da de seks måneder var gået, udrejste klageren af Eritrea. Klageren har afslutningsvist oplyst, at hun 2017 flere gange blev op-søgt af politiet, idet hendes mand var udrejst. Klageren var af denne grund bange og overnattede blandt andet hos naboer. Klageren har hertil oplyst, at de forsøgte at finde hendes ægtefælle, og såfremt dette ikke lykkedes, ville de fængsle hende. Klageren har ikke aftjent nationaltjeneste. Klageren er [antal] år gammel, gift og har to mindreårige børn. Efter Flygtningenævnets bag-grundsoplysninger fritages i praksis gifte kvinder, herunder kvinder med børn, for nationaltjeneste. Det er derfor usandsynligt, at klageren skulle risikere at blive indkaldt til nationaltjeneste. Der er efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at klageren alene som følge af ægtefællens udrejse har en konflikt med myndighederne. Dette bestyrkes af, at klageren efter sin egen forklaring tre måneder efter ægtefællens udrejse blev fængslet i tre måneder, og at årsagen hertil var, at hun selv forsøgte at udrejse illegalt, af at hun ikke blev afhørt om sin ægte-fælles forhold under tilbageholdelsen, af at klageren forblev boende i landsbyen i seks måneder efter sin løsladelse for at undgå, at faderens kaution for hende blev kaldt, og af at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret, at hun udrejste af Eritrea, fordi der ikke er demokrati i landet, der er diktatur, man kan ikke tale frit og har ingen rettigheder. Eftersom der er forløbet mere end et år mellem klagerens og hendes ægtefælles udrejse af Eritrea, er betingelserne for kon-sekvensstatus ikke opfyldt. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Eritrea, er ikke i sig selv omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stad-fæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/15/MSI
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kuwaitisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens helbredsmæssige tilstand ville forværres ved en overførsel til Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [en dato i begyndelsen af] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han er blevet behandlet inhumant af de tyske myndigheder, og at der ikke er blevet foretaget en tilstrækkelig vurdering af klagerens asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med de garantier, som er fastsat i Europaparlamentets og Rådets Direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse. Flygtningenævnet kan herudover ikke lægge til grund, at de tyske myndigheder vil udsætte klageren for refoulement, idet Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at der således ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling samt princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at han har haft konflikter med privatpersoner under sit ophold i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Tyskland, må han henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens helbredstilstand vil forværres ved en overførsel til Tyskland, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at han modtog psykologbehandling for sine psykiske lidelser under sit ophold i Tyskland. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2021/9/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en gambisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Tyskland var blevet udsat for chikane og overfald. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i starten af] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Tyskland blev vildledt til at forklare, at han kom fra Guinea, og at han ikke turde berigtige dette senere, da han frygtede at komme i fængsel, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Tyskland er blevet udsat for ydmygende og racistiske overgreb, og at det tyske politi ikke har gjort noget herved. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af tysk politi, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/8/CERA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambiske mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ”at det vil være i strid med barnets tarv at sende klageren til Tyskland, samt at klageren ikke blev behandlet ordentligt af de tyske myndigheder”. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er uledsaget mindreårig og derfor er omfattet af de garantier, der findes i Dublinforordningens artikel 6. Nævnet har endvidere lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 10. september 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren er en 17-årig dreng, som ifølge sin forklaring til Udlændingestyrelsen er sund og rask. Det forhold, at klageren er uledsaget mindreårig asylansøger i Danmark samt hensynet til barnets tarv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har fået behandlet sin asylsag i Tyskland og fået endeligt afslag på denne, samt at Tyskland den 10 september 2020 accepterede at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Hensynet til barnets tarv kan således ikke i sig selv begrunde, at klageren - imod formålet med Dublinforordningen - skulle være berettiget til en helt ny realitetsbehandling af sin ansøgning om international beskyttelse. Hertil kommer, at EU-Domstolen den 6. juni 2013 i sagen M.A. and Others vs. UK (C-648/11) har afvist, at artikel 6, stk. 2, i Dublinforordning nr. 343/2003, som i sit indhold tilsvarende findes i Dublinforordningens artikel 8, stk. 4, indebærer, at en uledsaget mindreårig, der for så vidt angår realiteten har fået afslag på sin asylansøgning i en første medlemsstat, derefter kan tvinge en anden medlemsstat til at behandle en asylansøgning (præmis 63). Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren i Tyskland har følt sig diskrimineret. Flygtningenævnet bemærker, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/7/lbv
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en ukrainsk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Tyskland havde en privatretlig konflikt. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 29. december 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at hans kærestes far i Tyskland har henvendt sig til klageren og truet ham til at udrejse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, såfremt han føler sig forfulgt og truet af hans kærestes far i Tyskland, må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder herom, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde ham beskyttelse. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren formoder, at hans kærestes far er en magtfuld person. Det forhold, at klageren har begyndende mavesår, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige hjælp og støtte, herunder eventuel sundhedsbehandling, i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han i Tyskland fik diagnosticeret begyndende mavesår, og at han herefter fik piller til behandling heraf. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/5/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en georgisk kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til manglende adgang til færdigbehandling af den verserende klagesag i Tyskland, samt den forestående deportation til Georgien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 25. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at hun frygter, at de tyske myndigheder vil sende hende tilbage til Georgien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med de garantier, som er fastsat i Europaparlamentets og Rådets Direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hun lider af angst og søvnløshed. Nævnet bemærker hertil, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun har fået den nødvendige lægebehandling under sit ophold i Tyskland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage den fornødne lægebehandling i Tyskland. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/4/IMBS
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en georgisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til manglende adgang til færdigbehandling af den verserende klagesag i Tyskland, samt den forestående deportation til Georgien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 22. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til Georgien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med de garantier, som er fastsat i Europaparlamentets og Rådets Direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han modtager beroligende medicin. Nævnet bemærker hertil, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har fået den nødvendige lægebehandling under sit ophold i Tyskland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage den fornødne lægebehandling i Tyskland. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Tysk/2021/3/IMBS
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende et iransk ægtepar samt to medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den kvindelige klagers mentale helbred, og at klagerne ikke stolede på asylsagsprocessen i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i starten af] 2021 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerne til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at den kvindelige klager er blevet traumatiseret af sin flugt, og at hun har brug for medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige klager tidligere har modtaget behandling herfor i Tyskland og også fremover må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Det af den mandlige klager anførte om, at hans menneskerettigheder ikke er blevet opfyldt i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2021/2/CERA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en indisk kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige, herunder indkvarteringsforhold og adgang til lægebehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2020/2021] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter sin far som følge af fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, samt det anførte om, at klageren er blevet tvangsprostitueret af faderen, og at faderen har arrangeret et tvangsægteskab til en kriminel mand, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt, og dermed ikke har foretaget en fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag i Sverige, eller at Sverige ikke vil overholde sin forpligtelse om forbuddet mod refoulement. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering og finansielle ydelser i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af brev fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brev fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af "emergency assistance" fra deres opholdskommune, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Nævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af AIDA-rapporten af maj 2020, at ansøgere, der har fået et endeligt afslag i Sverige, og som bliver overført til Sverige, normalt vil blive tilbageholdt ved indrejse, og at der vil blive foretaget foranstaltninger med henblik på ansøgerens udsendelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren modtager antipsykotisk medicin mod angst. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, 1. pkt., den medlemsstat, som gennemfører overførslen af en ansøger, jf. artikel 18, stk. 1, litra d, meddeler udelukkende den ansvarlige medlemsstat de personoplysninger om den person, der skal overføres, som er relevante og tilstrækkelige og ikke omfatter mere, end hvad der kræves for at sikre, at de kompetente myndigheder i henhold til den nationale lovgivning i den ansvarlige medlemsstat er i stand til at yde den pågældende passende bistand, herunder ydelse af akut lægebehandling, der er nødvendig for at beskytte vedkommendes vitale interesser, og for at sikre kontinuitet i den beskyttelse og de rettigheder, som følge af forordningen og af andre relevante retlige instrumenter på asylområdet. Nævnet har videre lagt vægt på, at oplysninger skal meddeles til den ansvarlige medlemsstat inden for en rimelig frist, inden overførslen gennemføres, for at sikre, at dennes kompetente myndigheder i henhold til den nationale lovgivning har tilstrækkelig tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger, jf. forordningens artikel 31, stk. 1, 2. pkt. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren udelukkende vil have adgang til lægebehandling, der bliver vurderet livsnødvendigt, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på AIDA-rapporten af maj 2020, hvoraf fremgår, at der for ansøgere altid er mulighed for at modtage nødvendig lægebehandling, der ikke kan blive udsat. Det forhold, at klageren i 2016 har været i Sverige med sin mor for at besøge sin søster, og at hendes far tog til Sverige og truede dem med, at han ville slå dem ihjel, hvis de ikke rejste med tilbage til Indien, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviser i den forbindelse klageren til at anmelde trusler til det svenske politi. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/4/CRT
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en sydsudanesisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har børn i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage Deres klient, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle Deres klients ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage Deres klient i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at De har anført, at Deres klients asylsag bør behandles i Danmark af hensyn til hans børns tarv, da en tilbageførelse til Sverige vil indebære en krænkelse af børnenes ret til familieliv, kan ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i forordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Deres klient har fået sine [antal] børn på et tidspunkt, hvor Deres klient hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Deres klient henholdsvis [i vinteren 2013/2014], [efteråret] 2014 og [foråret] 2015 blev udsendt til Luxembourg i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Deres klients [antal] børn, som danske statsborgere, vil kunne komme på besøg i Sverige, mens Deres klients ansøgning om asyl bliver behandlet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Deres klient ved retsmøde [i efteråret] 2020 har oplyst, at Deres klients yngste barns mor er flyttet til [land]. Det forhold, at De har anført, at Deres klients ældste to børns mor er alvorligt syg, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder på den baggrund, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod børnenes tarv at behandle Deres klients asylsag i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. For så vidt angår det anførte om, at Flygtningenævnet bør afvente Østre Landsrets afgørelse vedrørende udvisning af Deres klient i medfør af udlændingeloven, bemærker Flygtningenævnet, at nævnet i medfør af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 1, har kompetence til at træffe afgørelse om overførelse efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a, og at Flygtningenævnet i overensstemmelse med Dublin-forordningen har taget stilling til, hvorvidt dette vil være i strid med Deres klients ret til familieliv og barnets tarv. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at Østre Landsrets afgørelse vil have betydning for denne vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/3/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Spanien og frygt for familiemedlemmer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den 28. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter sine familiemedlemmer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at disse familiemedlemmer efter det oplyste ikke opholder sig i Spanien, og at klageren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i Spanien, idet omfang han frygter personer, der opholder sig i Spanien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således ikke, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet henviser herved til AIDA’s Country Report: Spain, fra april 2020, hvor det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udstedt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagelsessystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om, at 11 dublin-overførte asylansøgerne ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger - lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne i de konkrete tilfælde ikke er nærmere belyst. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved en overførsel til Spanien. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at situationen for mange asylansøgere er forværrede som følge af COVID-19, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, at klageren vil have adgang til indkvartering, og at klageren som asylansøger – og såfremt der måtte opstå behov herfor – har ret til samme niveau af sundhedsydelser som spanske statsborgere. Flygtningenævnet finder på ovenstående baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2021/3/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en guineansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet fordi klagerens forklaring om, at klageren frygter at blive udsat for forfølgelse i Spanien må betragtes som en ansøgning om asyl i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår videre, at dette tilsvarende gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt om asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår endvidere af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Spanien og herefter er udrejst af Spanien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den 15. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren ikke har søgt om asyl, idet han både over for politiet, Retten i Sønderborg og Dansk Flygtningehjælp udtrykkeligt har oplyst, at han ikke ønsker at søge om asyl. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Spanien har været udsat for tortur og chikane, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om Grundlæggende rettigheder og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det bemærkes videre, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder, hvis han ønsker at klage over myndighedernes behandling af ham, ligesom han må henvises til at rette henvendelse til politimyndighederne, hvis han føler sig forfulgt af privatpersoner. Det bemærkes desuden, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt klageren samtykker hertil. Klageren har selv forklaret, at han fik psykologbistand i Spanien, og det må formodes, at han på ny kan få adgang hertil, såfremt han ønsker det. Selv om det kunne lægges til grund, at klageren havde søgt om asyl, finder nævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter i lyset af klagerens helbredsforhold, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2021/2/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en statsløs palæstinensisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Spanien og herefter er udrejst af Spanien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klagerens opholdssted har været udlændingemyndighederne bekendt i hvert fald siden 2019, hvor klageren indgav en ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag til Styrelsen for International Rekruttering, hvoraf fremgår en adresse, som klageren havde oplyst at opholde sig på. Nævnet har endvidere lagt til grund, at klageren fortsat opholder sig på denne adresse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle modtageforhold i Spanien, herunder at det fortsat er uafklaret, om myndighederne i praksis udelukker Dublin-tilbagevendte fra at blive indkvarteret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA’s Country Report: Spain, fra april 2020, hvor det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udstedt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagelsessystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved en overførsel til Spanien. Det bemærkes i forlængelse heraf, at der efter de spanske regler er et tre-faset modtagesystem, som blandt andet sikrer asylansøgere indkvartering i 18 måneder, mens asylsagen behandles. Det forhold, at nogle spanske organisationer har oplyst, at de har hjulpet nogle Dublin-overførte, som ikke havde fået adgang til indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har således ikke fundet, at der på den baggrund er holdepunkter for at antage, at Dublin-overførte generelt er afskåret fra at blive indkvarteret. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der modtages i henhold til Dublinforordningen, en ”guaranteed access to reception”. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder videre ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet her herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han er sund og rask. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en forlovet samt fætre og kusiner i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens relation til sin forlovede samt sine fætre og kusiner, ikke er af en sådan karakter, at sagen i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, bør realitetsbehandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Span/2021/1/lbv
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Slovenien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en eritreisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Slovenien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har sin mor i Danmark, og at de har et meget nært forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Slovenien og herefter er udrejst af Slovenien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Slovenien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Slovenien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Slovenien [i vinteren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at klagerens mor har opholdstilladelse i Danmark kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klagerens mor ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes, at klageren er voksen og at der efter det oplyste ikke består et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og dennes mor, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Det bemærkes videre, at klageren og hans mor har været adskilt siden 2014 og kun har haft telefonisk kontakt og kontakt via de sociale medier siden da, hvorfor det må lægges til grund, at de fortsat kan opretholde deres hidtidig udøvede familieliv. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Slovenien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Slovenien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Slov/2021/2/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Slovenien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en algerisk mand, der havde indgivet ansøgning om international beskyttelse i Slovenien, hvorefter han udrejste af Slovenien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en overførsel til Slovenien frygtede, at han ville blive udsat for overgreb af privatpersoner. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Slovenien og herefter er udrejst af Slovenien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Slovenien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Slovenien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Slovenien [en dato i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Slovenien frygter at blive udsat for overgreb af sine tidligere værelseskammerater på det slovenske asylcenter, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med privatpersoner i Slovenien, må henvises til at søge de slovenske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de slovenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Slov/2021/1/MLVT
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en malisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetenceDansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde opgivet urigtige oplysninger i forbindelse med behandlingen af sin asylsag, og at klageren frygtede en længevarende frihedsberøvelse i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den 24. november 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter for en længevarende frihedsberøvelse i Schweiz, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke påvirker ansvarskriteriet for den ansvarlige medlemsstat. Såfremt klageren måtte blive udsat for en længerevarende frihedsberøvelse, må klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Schweiz. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har opgivet urigtige oplysninger i forbindelse med sin asylsagsbehandling i Schweiz, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes endvidere, at såfremt klageren ønsker at få genoptaget sin sag på baggrund af eventuelle nye oplysninger, må klageren rette henvendelse til de schweiziske myndigheder, som har kompetencen hertil. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2021/1/YARS
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en ukrainsk mand, der var meddelt opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de generelle forhold for flygtninge i Polen samt manglende adgang til sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet medlemsland efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet [i sommeren] 2020 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre klageren til Polen i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 1. Flygtningenævnet lagde herved til grund, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen, og at Polen derfor var forpligtet til at modtage klageren og behandle dennes ansøgning om international beskyttelse. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren fortsat er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at han efter sin tilbagevenden til Polen ikke modtog økonomisk støtte og var nødsaget til at bo på gaden, og at han frygter, at det samme vil gøre sig gældende, hvis han vender tilbage på ny, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der ifølge Dansk Flygtningehjælp er risiko for, at klageren lider af en behandlingskrævende psykisk lidelse, som han ikke selv er vidende om. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder Dublin returnees, i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for Dublin returnees i Polen, herunder AIDA’s Country Report, Update 2019, senest opdateret i april 2020, om indkvarteringsforhold og adgang til sundhedsbehandling. Det bemærkes hertil, at klageren, såfremt han har behov herfor, må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Polen, ligesom det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/2/CERA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mandlig og kvindelig russisk statsborger samt fem børn, der var meddelt afslag på asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Polen, herunder frihedsberøvelse asylansøgere samt børnenes mentale helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne i 2009 blev meddelt international beskyttelse i Polen, og at klagerne i 2011 udrejste af Polen, hvorefter klagerens opholdstilladelse blev tilbagekaldt ultimo 2015 eller primo 2016. Videre har nævnet lagt til grund, at klagerne på ny i 2019 indgav ansøgning om asyl i Polen, og at de nu er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerne ved en overførsel til Polen frygter at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Poland, udgivet i april 2020, s. 70, hvoraf blandt andet fremgår: "Detention is possible in law and in practice in all asylum procedures, especially in cases of illegal crossing of the border and transfer under the Dublin Regulation. There are concerns that detention is not used as a measure of last resort and is often prolonged automati-cally, but the ratio between the number of asylum applicants and the number of detainees shows that there is no systematic detention of asylum seekers as such." Flygtningenævnet finder ikke, at der forhold, at klagerne frygter at blive frihedsberøvet, hvis de overføres til Polen, i sig selv kan føre til, at der ikke skal ske overførsel. Der er ikke grundlag for at fastslå, at en formodning om en eventuel frihedsberøvelse af klagerne ved overførsel til Polen vil udgøre en krænkelse af FN's Børnekonvention eller andre konventioner. Den omstændighed, at der ved den ovennævnte dom i Bistieva-sagen blev fastslået, at Polen i forbindelse med en frihedsberøvelse i en konkret sag havde tilsidesat Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til en generel antagelse herom. Der foreligger ikke oplysninger om konkrete omstændigheder, der kan føre til at fastslå, at klagerne ved en overførsel til Polen vil blive udsat for frihedsberøvelse i strid med konventionerne. Det forhold, at klagerne ikke føler sig trygge i Polen og har søgt myndighedsbeskyttelse i anledning af den mandlige klagers konflikter i Tjetjenien, og at det ikke afstedkom noget, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klagernes børn har det psykisk hårdt, og at klagerne ønsker et stabilt liv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet her herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevil-kår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har ydermere lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for Dublin Returnees i Polen, herunder AIDA, Country Report: Poland, udgivet i april 2020, om indkvarteringsforhold og adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/1/CHPE
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der var i besiddelse af en opholdstilladelse udstedt i Østrig, der var udløbet mindre en to år, forinden han søgte asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og hans familiære relationer i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient har fået udstedt en opholdstilladelse, der udløb [i sommeren] 2019 og dermed mindre end to år før, han indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage Deres klient, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle hans ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i sommeren] 2019 har accepteret at modtage Deres klient i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at Deres klient har oplyst, at han lider af en depression, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at han må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Østrig, ligesom Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af ham kan underrette de østrigske myndigheder om hans helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Nævnet bemærker endvidere, at Deres klient til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har anmodet de østrigske myndigheder om behandling. For så vidt angår det af Deres klient anførte om, at han er afhængig af sine forældre, som er bosiddende i Danmark, kan det ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klients forældre ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet Deres klient er voksen. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke fremgår oplysninger om, at der består et sådant afhængighedsforhold mellem Deres klient og dennes forældre, som omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hans forældre, ifølge Deres klients oplysninger, udrejste af Iran i 2014, og at Deres klient ikke siden har boet med sine forældre før sin indrejse i Danmark i sommeren 2019. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2021/1/gdan
ævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en georgisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Nederlandene frygter at blive slået ihjel af nogle privatpersoner, som han har en konflikt med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: "Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag er færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene den 27. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Nederlandene frygter at blive slået ihjel af nogle privatpersoner, som han har en konflikt med, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, såfremt han forsat oplever problemer med privatpersoner i Nederlandene, må henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder herom, idet de nederlandske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen." Dub-Nede/2021/2/YARS
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en irakisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i sommeren] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Den omstændighed, at klageren [i efteråret] 2018 er blevet meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Nederlandene ikke inden for den fastsatte frist i Dublinforordningens artikel 23, stk. 2, har anmodet Danmark om at tilbagetage klageren. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter at få problemer med nogle privatpersoner i Nederlandene, idet han tidligere har oplevet problemer hermed grundet sin religiøse overbevisning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, såfremt han fortsat føler sig forfulgt af nogle privatpersoner i Nederlandene, må henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder herom, idet de nederlandske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde ham beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet har for så vidt angår klagerens relation til sin onkel og fætter lagt vægt på, at disse familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har en kæreste bosiddende i Danmark, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og hans kæreste som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af halvandet til to års varighed med sin kæreste. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har en kæreste bosiddende i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2021/1/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en nigeriansk mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, herunder modtageforholdene og de forværrede forhold for sårbare personer, som søger om international beskyttelse, som følge af COVID-19-pandemien. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [en dato i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende modtageforholdene for asylansøgere i Italien, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2020. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at: ”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Videre finder nævnet heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at COVID-19 pandemien har gjort forholdene endnu mere skrøbelige for personer, der søger om international beskyttelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til klagerens psykiske helbredstilstand, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren ved en overførsel til Italien vil have adgang til den fornødne sundheds- og lægebehandling. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsoplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren er blevet diskrimineret af beboerne på det italienske asylcenter, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet finder, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med privatpersoner i Italien, må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-ital/2021/4/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en irakisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene i Italien og manglende adgang til asylproceduren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende modtagerforholdene for asylansøgere i Italien, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår af rapporterne blandt andet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at: ”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Videre finder Flygtningenævnet, at heller ikke modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder endelig, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren grundet COVID-19 situationen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU-chartrets artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [fra vinteren] 2021 i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er sund og rask. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-ital/2021/3/IMBS
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en tunesisk mand, der havde et gyldigt visum udstedt af de franske myndigheder, da han søgte asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Frankrig, herunder at klageren ville risikere ikke at blive tilbudt indkvartering og at klageren ikke ville få behandlet sin sag retmæssigt henset til, at Frankrig har en relation til Tunesien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det tiltrædes, at Frankrig i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og i overensstemmelse med accepten [fra vinteren 2019/2020] er forpligtet til at overtage behandlingen af klagerens asylsag, idet klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han søgte asyl i Danmark, og visummet gjorde det muligt for klageren at rejse ind på medlemsstaternes område. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i EMRK artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 2. juli 2020 (N.H. m.fl. mod Frankrig, sag 28820/13 m.fl.) og 10. september 2020 (B.G. m.fl. mod Frankrig, sag 63141/13) kan ikke føre til en anden vurdering af klagerens forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2019 Update, fra april 2020, at “only about 52 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2019”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder AIDA, Country Report: France 2019 Update, af april 2020, må lægges til grund blandt andet, at Dublin-returnees bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsforhold som asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker videre, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det af klageren anførte om relationerne mellem Tunesien og Frankrig kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Heller ikke de af klageren påberåbte forhold vedrørende Covid-19 pandemien, herunder smitteniveauet og de midlertidige tiltag, der i den forbindelse er taget i det franske samfund, kan føre til, at ansøgningen om asyl skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Dub-Fran/2021/2/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en marokkansk mand, der var i besiddelse af en opholdstilladelse, der var udløbet for mindre en to år siden, i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Frankrig og at Udlændingestyrelsen ved anmodning af de franske myndigheder, ikke havde overholdt fristerne, som fastlagt af Dublinforordningen. Advokaten henviste endvidere til, at klagerens opholdstilladelse ikke var udløbet mindre end to år forinden klageren søgte om asyl i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Sagen angår for Flygtningenævnet blandt andet spørgsmål om anvendelse af fristreglerne i Dublin-forordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2. Den beskikkede advokat har – under henvisning til EU-domstolens dom i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 anmodet om, at der sker præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen og har i den forbindelse udarbejdet udkast til spørgsmål. Præjudiciel forelæggelse - Både Dublinforordningen, der er udstedt under henvisning til Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde, særligt artikel 78, stk. 2, litra e, og Gennemførelsesforordningen er omfattet af det danske retsforbehold, og i medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er tilknyttet som bilag til traktaten om den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af det Europæiske Fællesskab, er retsakterne ikke bindende for Danmark. Reglerne i Dublinforordningen finder imidlertid anvendelse i Danmark i kraft af en parallelaftale indgået på mellemstatsligt grundlag, og det følger af denne parallelaftale, at der er adgang til at foretage præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen. Flygtningenævnet finder navnlig i lyset af præmisserne i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 (de såkaldte X & X-sager), herunder navnlig præmis 87, at der ikke i forhold til afgørelsen af denne sag består en sådan tvivl eller uklarhed om forståelsen, rækkevidden og fortolkningen af Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, sammenholdt med Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, at der er anledning til at foretage præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-domstolen i overensstemmelse med anmodningen fra den beskikkede advokat, jf. herved Traktaten om Den Europæiske Unions Fremgangsmåde artikel 267. Sagens realitet - Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den konkrete sag fremsendte Udlændingestyrelsen en anmodning om overtagelse til de franske myndigheder [i efteråret] 2019. Denne anmodning blev afvist af de franske myndigheder [i efteråret] 2019. Udlændingestyrelsen iværksætte [i efteråret] 2019 rettidigt den yderligere og fakultative procedure efter Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, der imidlertid ikke blev besvaret af de franske myndigheder inden for fristen på 14 dage i forordningens artikel 5, stk. 2, 3. pkt. Udlændingestyrelsen fremsendte herefter [i efteråret] 2019 en fornyet anmodning om overtagelse til de franske myndigheder, som herefter accepterede anmodningen om overtagelse [i efteråret] 2019. EU-Domstolens dom af 13. november 2018 i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 forholder sig i præmis 86 alene til fortolkningen af Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, og fastslår alene, at bestemmelsens 3. pkt., skal fortolkes således, at udløbet af den i proceduren fastsatte svarfrist på to uger endeligt afslutter den yderligere procedure for fornyet behandling, uanset om den anmodede medlemsstat inden for denne frist har besvaret den anmodende medlemsstats anmodning om fornyet behandling eller ej. Af præmis 86 kan det derimod ikke udledes, at alle handlemuligheder inden for rammerne af Dublinforordningen og Gennemførelsesforordningen herefter er udtømt. Dette følger da også af dommens præmis 87, hvoraf fremgår, at den anmodende medlemsstat skal anses for ansvarlig for behandlingen af den pågældende ansøgning om international beskyttelse, medmindre den anmodende medlemsstat fortsat råder over den tid, der er nødvendig for at indgive en ny anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse inden for de ufravigelige frister, der er er fastsat med henblik herpå i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 2. Da Udlændingestyrelsen i nærværende sag har fremsat en fornyet anmodning til de franske myndigheder efter udløbet af genvurderingsfristen i medfør af Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, men inden udløbet af den generelle og absolutte frist i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, tiltræder Flygtningenævnet, at de tidsmæssige betingelser i Dublinforordningen, der er båret af et mål om hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, er overholdt. De forhold, der er anført af den beskikkede advokat, om formålet med fristreglerne, herunder om omgåelse af reglerne ved fremsendelse af en fornyet anmodning [i efteråret] 2019 på samme grundlag som tidligere, kan således ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at betingelserne i Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, er overholdt. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om klagerens hidtidige opholdsgrundlag, og at de franske myndigheder først [i vinteren 2018/2019] traf endelig afgørelse om, at klageren skulle forlade Frankrig, ligesom de franske myndigheder må anses for at have lagt disse omstændigheder til grund ved accepten af tilbagetagelse [i efteråret] 2019 i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4. Det indebærer, at Frankrig i overensstemmelse med accepten af [i efteråret] 2019 som udgangspunkt er ansvarlig for behandlingen af klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Den omstændighed, at klageren har konflikter med familiemedlemmer og en tidligere kærestes familie bosiddende i Frankrig, er ikke forhold, der kan begrunde, at ansøgningen om asyl skal behandles i Danmark. Om fornødent må klageren søge de franske myndigheders beskyttelse. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i EMRK artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 2. juli 2020 (N.H. m.fl. mod Frankrig, sag 28820/13 m.fl.) og 10. september 2020 (B.G. m.fl. mod Frankrig, sag 63141/13) kan ikke føre til en anden vurdering af klagerens forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2019 Update, fra april 2020, at “only about 52 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2019”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder AIDA, Country Report: France 2019 Update, af april 2020, må lægges til grund blandt andet, at Dublin-returnees bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsforhold som asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker videre, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Heller ikke de af klageren påberåbte forhold vedrørende Covid-19 pandemien, herunder smitteniveauet og de midlertidige tiltag, der i den forbindelse er taget i det franske samfund, kan føre til, at ansøgningen om asyl skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Fran/2021/1/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en russisk kvinde og hendes medfølgende barn, der havde ansøgt om og var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til adgangen til sundhedsbehandling i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende barn, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens og hendes medfølgende barns ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [en dato i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren og hendes medfølgende barn i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun lider af anæmi, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren vil kunne modtage den fornødne lægebehandling i Finland. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren og hendes medfølgende barn underretter de finske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Finl/2021/2/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en russisk kvinde, der havde ansøgt om og var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til adgangen til sundhedsbehandling i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [en dato i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren, klagerens datter og klagerens barnebarn er psykisk påvirket af de mange år i asylsystemet samt, at klagerens datter vil have svært ved at få adgang til den nødvendige sundhedsbehandling i Finland, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren og klagerens familie ved en overførsel til Finland vil have adgang til den fornødne sundheds- og lægebehandling. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de finske myndigheder om klagerens og klagerens families særlige behov, herunder relevante helbredsoplysninger, såfremt klageren og klagerens familie samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har henvist til den lange sagsbehandlingstid af klagerens asylsag i Finland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at klagerens finske advokat [en dato i slutningen af] 2020 har oplyst klageren om, at de finske udlændingemyndigheder har meddelt klageren afslag på sin ansøgning om asyl, og at advokaten i den forbindelse har anket afgørelsen på klagerens vegne. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren har en verserende asylsag hos en finsk klageinstans, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse til de finske udlændingemyndigheder, såfremt hun vil klage over sagsbehandlingstiden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Finl/2021/1/MLVT.
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en russisk kvinde, der havde ansøgt om og var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til adgangen til sundhedsbehandling i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [en dato i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren, klagerens datter og klagerens barnebarn er psykisk påvirket af de mange år i asylsystemet samt, at klagerens datter vil have svært ved at få adgang til den nødvendige sundhedsbehandling i Finland, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren og klagerens familie ved en overførsel til Finland vil have adgang til den fornødne sundheds- og lægebehandling. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de finske myndigheder om klagerens og klagerens families særlige behov, herunder relevante helbredsoplysninger, såfremt klageren og klagerens familie samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har henvist til den lange sagsbehandlingstid af klagerens asylsag i Finland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at klagerens finske advokat [en dato i slutningen af] 2020 har oplyst klageren om, at de finske udlændingemyndigheder har meddelt klageren afslag på sin ansøgning om asyl, og at advokaten i den forbindelse har anket afgørelsen på klagerens vegne. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren har en verserende asylsag hos en finsk klageinstans, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse til de finske udlændingemyndigheder, såfremt hun vil klage over sagsbehandlingstiden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Finl/2021/1/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk mand, der var meddelt afslag på asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ”de generelle forhold for flygtninge i Bulgarien”. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har været udrejst af Bulgarien og befundet sig i Serbien i mere end tre måneder, da der ikke er fremlagt dokumentation herfor. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Bulgarien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Bulgarien den 4. september 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 18. november 2019 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen forhindringer i adgangen til asylproceduren, og at de har adgang til at få deres sag genåbnet ved en overførsel til Bulgarien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 9. oktober 2019 fremgår, at kun 10 % af indkvarteringssystemets kapacitet var i brug, og at Dublin-returnees derfor de facto bliver indkvarteret. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at afghanske statsborgeres asylansøgninger betragtes som åbenbart grundløse, og at anerkendelsesprocenten er meget lav, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria” af 21. februar 2020, at ansøgerne under ”the accelerated procedure” stadig vil blive stillet spørgsmål, som har til hensigt at fastlægge deres individuelle asylmotiv, hvorfor der ikke er væsentlige grunde til at tro, at de bulgarske myndigheders kategorisering af en asylansøgning som åbenbart grundløs medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til hjemlandet. Det bemærkes endvidere, at det af den nævnte rapport fremgår, at der også i forbindelse med ansøgninger, som er behandlet som åbenbart grundløse, er adgang til at klage over afgørelsen. Det bemærkes i øvrigt, at der med udgangspunkt i baggrundsoplysningerne ikke er holdepunkter for at antage, at Bulgarien ikke overholder forbuddet mod refoulement. Flygtningenævnet bemærker videre, at det af AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria” af 21. februar 2020 fremgår, at fristen for at påklage en afgørelse om afslag på international beskyttelse regnes, fra afgørelsen bliver forkyndt for klageren. Således vil klageren have mulighed for at påklage denne afgørelse, såfremt Bulgarien meddelte klageren afslag in absentia. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har anført, at forholdene i immigrationsfængslerne i Bulgarien ofte er præget af dårlige hygiejneforhold, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at der af CoE-CPT’s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår følgende: Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT’s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the communal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, although the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormitories. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han oplevede det opholdet i Bulgarien som svært. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen den 30. september 2020 oplyste, at han ikke har helbredsmæssige problemer. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Bulg/2021/1/lbv
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Angola. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kioko og kristen fra Luena, Angola. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2002, og at han [i sommeren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2010 udrejste af Danmark. Klageren har oplyst, at han har opholdt sig i Danmark i perioden fra 2010 til [foråret] 2018, men at han har været hjemløs i perioden. Klageren udrejste i [foråret] 2018 til An-gola for at finde sin familie. Klageren genindrejste i Danmark [i efteråret] 2019. [I sommeren] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens oprindelige opholdstilladelse i Danmark må an-ses for bortfaldet. Klageren findes således at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelo-vens § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom han findes frivilligt at have taget bopæl i sit hjemland, jf. udlæn-dingelovens § 17, stk. 4. Det forhold, at klageren oprindeligt måtte have haft til hensigt at vende tilbage efter ca. to måneder, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har som Udlændingesty-relsen herved lagt vægt på, at klageren i CPR er registreret som udrejst af Danmark [i efteråret] 2010, at Københavns Kommune ikke har haft kontakt til ham efterfølgende, at han ikke har haft indkomst i Danmark siden [sommeren] 2010, og at han efter egne oplysninger har opholdt sig i Angola fra [foråret] 2018 til [efteråret] 2019. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke har kontaktet de danske myndigheder om sin udrejse af Danmark, og at der ikke er oplysninger, som støtter, at klageren var forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt. Klage-rens oplysninger om, at han blev overfaldet under sit ophold i Luanda i Angola og ikke havde pen-ge til at vende tilbage til Danmark, kan ikke føre til et andet resultat henset til, at klageren ikke har henvendt sig til det danske konsulat i Luanda om hjælp til tilbagevenden til Danmark, ligesom Udlændingestyrelsen ikke har modtaget nogen henvendelse fra klageren. Det af klageren fremlagte brev fra [A], der bekræfter, at hun betalte for hans billet hjem, kan heroverfor ikke føre til en an-den vurdering. Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændin-gelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at klager ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Klageren har haft opholdstilladelse fra [sommeren] 2002. Han er ugift og har ingen børn eller øvrig familie eller tætte relationer i Danmark. Han har modtaget kontanthjælp i perioden fra [foråret] 2010 til [som-meren] 2010, og han har ikke haft indkomst i Danmark efter [sommeren] 2010. Han er udrejst fri-villigt til Angola. Flygtningenævnet finder herefter, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtnin-genævnet tiltræder endvidere, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan ud-sendes til Angola. Klageren har som begrundelse for, at han ikke kan vende tilbage til Angola, under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 henvist til den generelle kriminali-tet i Angola, de ustabile forhold i landet, at menneskerettighederne ikke respekteres, og at han frygter, at folk kan se på ham, at han har boet i Europa og har mange penge, hvilket gør ham til et let bytte. Nævnet finder ikke, at disse forhold kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Det forhold, at klageren - efter at have opholdt sig omkring en uge i Angola - blev overfaldet, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at klageren ikke kendte gerningsmændene, og at klageren derefter opholdt sig i omkring 1½ år i Angola uden at opleve yderligere problemer. Det må således anses for et tilfældigt angreb. Klagerens helbredsmæssige forhold kan heller ikke føre til, at en udsendelse er i strid med udlændingelovens § 31. Klageren har til sin advokat og på mødet i Flygt-ningenævnet endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Angola, da han har fundet ud af, at hans far ikke blev dræbt af UNITA, men af regeringssoldater (MPLA), som hans far var imod, og som derfor kan se klageren som en trussel. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af farens konflikt i [sommeren] 2001 skulle være efterstræbt af myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren opholdt sig omkring 1½ år i Angola, og at han var i kontakt med politiet under sit ophold uden at opleve problemer med myndighederne, ligesom han udrejste legalt af Angola uden problemer. Klagerens forklaring om, at han på Facebook har liket og kommenteret på politiske opslag, herunder om sundhedssektoren i Angola, og har modtaget trusler fra ukendte personer på klagers kommentarspor på Facebook, kan heller ikke føre til, at en udsendelse er i strid med udlændingelovens § 31. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter klagerens forklaring mere var tale om nedsættende ytringer, og at det alene beror på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Angola vil få problemer i an-ledning af sine aktiviteter på Facebook. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Angola risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ang/2021/1/EDO
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller or-ganisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I efteråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse [fra slutningen af] 2010, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2020 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage ansøgerens asylsag samt asylsagen vedrørende ansøgerens kæreste, med hvem hun er islamisk viet. Ansøgeren henviste i sin oprindelige asylsag som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive udsat for repressalier fra sin daværende ægtefælle og dennes familie, og hun henviste videre til, at hun ved en tilbagevenden ville være en enlig kvinde uden netværk. Ansøgeren har i sin nuværende asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af sit samliv med sin pakistanske kæreste, med hvem hun er islamisk viet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen, og at hun [i sommeren] 2017 blev døbt. Flygtninge-nævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst af Afghanistan, ikke kan lægges til grund, jf. Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2011. Ansøgerens forkla-ring om sit oprindelige asylmotiv blev i det hele tilsidesat som utroværdigt, hvilket svækker ansø-gerens generelle troværdighed. Endvidere bemærkes, at ansøgeren ikke under sin oprindelige asyl-sag ses at have oplyst noget om interesse for kristendommen, selvom ansøgeren ifølge den frem-lagte erklæring af [sommeren] 2017 fra Frikirken i Løgstør skulle have besluttet at blive kristen syv år tidligere. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konver-sion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor hun udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hendes konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hendes be-slutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker overfladisk og fragmentarisk. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Hertil kommer, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren er blevet islamisk viet i en moske i 2015. Den omstændighed, at ansøgeren i 2018 har slået opslag med kristne bud-skaber op på ansøgerens Facebook-profil kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de afghanske myndigheder eller andres søgelys ved sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de afghanske myndigheder eller andre skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og at hun som følge heraf skulle være i et modsætnings-forhold til de afghanske myndigheder eller andre. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens profil på Facebook ikke indeholder hendes hele efternavn. Med hensyn til den video af ansøgerens dåb, som er offentliggjort på internettet, slettet og evt. lagt op igen, og den tv-udsendelse, som ansøgeren har deltaget i, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de afghanske myndigheder eller andres søgelys ved sin udrejse af Afghanistan, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de afghanske myndigheder eller andre skulle være bekendt hermed, men at det beror på hendes egen formodning. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hendes kæreste, med hvem hun er islamisk viet, angiveligt har været udsat for overgreb og trusler på deres asylcentre i Danmark på grund af ansøgerens påberåb-te konversion til kristendommen eller på grund af ansøgerens samliv med sin pakistanke kæreste, med hvem hun er islamisk viet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at dette har relationer til personer i hendes hjemland, og at det beror på hendes egen formod-ning, at hun ville blive udsat for forfølgelse eller overgreb i sit hjemland i den anledning. Flygt-ningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan – herunder for enlige kvinder – ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Det af advokaten anførte vedrørende familiens enhed, jf. EMRK art. 8, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den anledning, at ansøgeren og hendes kæreste, med hvem hun er islamisk viet, har mødt hinanden i Danmark og har fundet sammen på et tidspunkt, hvor ingen af dem havde opholdsgrundlag i Danmark. Det af advokaten i øvrigt anførte kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2021/5/CERA
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim fra landsbyen [X], Afrin Syrien. Klageren er født og opvokset i Afrin, men hun flyttede til Damaskus i 1967, hvor hun har boet sammen med sin ægtefælle og børn indtil udrejsen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte den 17. december 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle og sønner havde været politisk aktive. I den forbindelse blev klageren opsøgt på bopælen tre gange af de syriske myndigheder, der efterspurgte den ene af klagerens sønner, [K]. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. For Flygtningenævnet har klageren fastholdt sit oprindelige asylmotiv og henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de syriske myndigheder, idet hendes sønner har været politisk aktive. Til støtte herfor har klageren henvist til, at konflikten fortsat er aktuel. Klagerens søn, [T], har for omkring et år siden fået et opkald fra en bekendt i Syrien om, at de syriske myndigheder leder efter klageren og hendes sønner. Klageren har endvidere henvist til, at hendes søn, [B], fortsat er politisk aktiv i Danmark. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens sønner, [B] og [K], har fået asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 på baggrund af deres politiske aktiviteter. Klagerens tre andre børn har også fået asyl i Danmark. Deres akter er ikke indgået i sagen, men Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte, at de også har fået asyl som følge af politiske aktiviteter. Klageren har forklaret, at hun flere gange er blevet opsøgt af myndighederne, at hun er blevet anholdt tre gange, og at hun er blevet udsat for vold én gang. Klageren har divergeret noget omkring disse opsøgninger, men nævnet finder, at dette kan skyldes den tid, der er gået, ansøgerens helbredstilstand og tilsyneladende ringe hukommelse samt, at der ikke er spurgt grundigt ind til episoderne. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at [B] har fortsat sine politiske aktiviteter under sit ophold i Danmark, og at han er blevet interviewet, hvor hans navn er blevet oplyst både i TV2 og på Facebook. Flygtningenævnet finder samlet ikke, at det kan udelukkes, at klageren som følge af børnenes politiske aktiviteter er så profileret, at hun ved indrejse vil blive afhørt og herunder risikere overgreb. Flygtningenævnet finder således, at klageren ved tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsens afgørelse ophæves, og klageren meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/48/NHA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende tre statsborgere fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: "Den mandlige klager er etnisk araber og sunni-muslim fra [Område], Damaskus, Syrien. Den mandlige klager har deltaget i flere demonstrationer til støtte for Bashar al-Assad og fejringer, når Bashar al-Assad er blevet valgt eller genvalgt, men har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 den mandlige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han var udrejst af Syrien, idet hele hans familie opholdt sig i Danmark, hvorfor han ikke længere havde familie til at passe på ham, såfremt der skete ham noget i Syrien. Den mandlige klager henviste videre som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet eller nægtet indrejse af de syriske myndigheder, idet han var udrejst af Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at han på grund af krigen ikke kan vende tilbage til Syrien. Den kvindelige klager er etnisk araber og sunni-muslim fra [Område], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 den kvindelige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Klageren henviste videre til, at den ene af hendes sønner, der lider af diabetes, ikke kunne få insulin i Syrien. Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede at blive kidnappet af de syriske myndigheder, idet hendes sønner havde unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter at blive straffet og slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste og genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at hun er frygter, at hun eller hendes børn bliver bortført, og at deres organer vil blive solgt. Endelig har klageren henvist til, at der ikke er elektricitet eller vand i Damaskus, Syrien, og at folk ikke får kompensation fra regeringen for deres ødelagte huse. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …” . Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8 og artikel 3. Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må dog ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie og privatliv. Begge klagere er født og er opvokset i Syrien, hvor de har boet i det meste af deres liv. Den kvindelige klager har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år. Hun har oplyst, at hun ikke kan skrive eller læse dansk, men kan tale lidt dansk. Hun har været i praktik. Hun er ikke i gang med en erhvervsrettet eller videregående uddannelse i Danmark eller har et arbejde i Danmark. Hun har oplyst, at hun ikke har fritidsinteresser eller er medlem af foreninger i Danmark. Den mandlige klager har haft lovligt ophold i Danmark 4 år. Han har oplyst, at han ikke kan læse, skrive eller tale dansk. Han er ikke i gang med en erhvervsrettet eller videregående uddannelse i Danmark eller har et arbejde i Danmark. Han har oplyst, at [han] ikke har fritidsinteresser eller er medlem af foreninger eller i Danmark. Klagerne har en mindreårig søn, der er født i januar 2011, samt fire voksne børn og deres børn her i Danmark. Klagerne har en fælles datter, der bor i Damaskus i Syrien med sin mand og lille datter. Den kvindelige klager har en bror, der bor i Damaskus. Den mandlige klager har to søstre i Danmark og fire brødre, der bor i Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at voksne børn ikke er omfattet af familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres voksne børn, hvorfor Flygtningenævnet vurderer, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 i denne relation. Med hensyn til klagernes mindreårige søn, [Navn], der er 10 år, vurderer Flygtningenævnet, at han ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på barnets alder og varigheden af opholdet i Danmark, herunder at han har opholdt sig her i landet i 5 år og har gået i institution og skole i Danmark. Flygtningenævnet vurderer, at han ikke herigennem har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks forpligtelser efter EMRK artikel 8. Efter det oplyste om karakteren af klagernes helbredsmæssige problemer er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at der ikke er tale om sådanne helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige klager lider af PTSD, problemer med skjoldbruskkirtlen, hjerteproblemer, blodmangel og stærk hovedpine. Hun har oplyst, at hun tager medicin for sine helbredsmæssige problemer. Hun rejste den 29. december 2018 til Damaskus for at søge lægehjælp, da hun ikke mente, at hun fik den nødvendige lægehjælp i Danmark. Hun blev undersøgt af flere læger, fik fortaget MR-scanninger og fik taget blodprøver, mens hun var i Damaskus. Den kvindelige klager har i sommeren 2019 søgt om tilbagerejsetilladelse til Syrien med henblik på igen at få lægebehandling i Syrien, og hun undlod kun at rejse til Syrien, da hun af Udlændingestyrelsen fik oplyst, at hun ikke måtte rejse til Syrien, jf. hendes forklaring for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager lider af lider af hjerteproblemer. Flygtningenævnet vurderer, at klagerenes helbredsmæssige forhold ikke udgør sådanne særlige tilfælde, at det af den grund vil være i strid med EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at den kvindelige klager er rejst til Damaskus for at søge lægehjælp, da hun ikke mente, at hun fik den fornødne lægehjælp i Danmark, og at hun har forklaret, at hun gerne ville rejse til Syrien igen for at få lægehjælp. Det er ligeledes indgået i Flygtningenævnets vurdering, at det af Udlændingestyrelsens notat ”Syria, The socio economic situation in Damascus city (marts 2019), fremgår, at alle syriske statsborgere har adgang til offentlig sundhedsbehandling i Damaskus, enten gratis eller til meget lave priser. Der er endvidere adgang til at købe medicin i Damaskus. For nogle sygdomme kan der forekomme ventetid for at modtage behandling og medicin. Flygtningenævnet kan herefter på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering om, at klagernes opholdstilladelser ikke kan forlænges efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerne for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om konflikter med myndighederne i Syrien, og at forklaringerne fremstår afglidende og ikke overbevisende. Den kvindelige klager har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at hun har haft en aktiv rolle i forbindelse med at hjælpe sin søn, [Navn], med at desertere fra militærtjeneste, og at hun mener, at myndighederne er bekendt hermed. Den kvindelige klager har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 forklaret, at hun ikke har personlige konflikter med de syriske myndigheder, og at hun er udrejst af Syrien på grund af de generelle forhold i Syrien. Hun har ved de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen heller ikke forklaret om, at hun havde haft en aktiv rolle i forbindelse med at hjælpe sin søn, [Navn], med at desertere fra militærtjeneste. Den mandlige klager har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at han er blevet opsøgt fem gange af efterretningstjenesten i Syrien på gaden, hvor de spurgte efter sønnen [Navn], der var deserteret fra militærtjeneste. Senere i forklaringen for Flygtningenævnet har han forklaret, at han blev opsøgt tre gange af efterretningstjenesten på gaden. Den mandlige klager har ved samtalen [i vinteren] 2019 med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke har personlige konflikter med de syriske myndigheder, og at han er udrejst af Syrien på grund af de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager har endvidere for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at han ca. 30 gange har anmeldt højtstående officerer til myndighederne for ikke at opføre sig ordentligt, og at han i den anledning har været indkaldt til samtaler med efterretningstjenesten i Syrien, der har truet ham. Den mandlige klager har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2019 forklaret, at han ikke har personlige konflikter med de syriske myndigheder, og at han er udrejst af Syrien på grund af de generelle forhold i Syrien, jf. ovenfor. Den kvindelige klager har for Flygtningenævnet bekræftet, at den mandlige klager har foretaget disse anmeldelser og har forklaret, at den mandlige klager var udsat for tortur, herunder blev sat i en elektrisk stol under afhøringer hos myndighederne, men at den mandlige klager ikke ville tale herom. Klagerne har ikke forklaret om denne konflikt for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at begge klagere har været udrejst til Syrien, efter at de fik opholdstilladelse i Danmark. Den kvindelige klager har en gang rejst til Syrien, hvilket var [fra slutningen af] 2018, hvor hun var til [starten af] 2019, uden at have oplevet problemer i den anledning. Den mandlige klager har to gange været i Syrien henholdsvis [sommeren] 2017 til den [sommeren] 2017 og [i starten af vinteren] 2017 til [slutningen af vinteren] 2018 uden at have oplevet problemer i den anledning. Den kvindelige klager havde i sommeren 2019 ansøgt om tilbagerejsetilladelse til Syrien og undlod kun at rejse til Syrien, da Udlændingestyrelsen sagde, at hun ikke måtte. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klagernes forklaringer for Flygtningenævnet om deres konflikter med de syriske myndigheder, der er nye, fremstår afglidende og ikke troværdige, hvorfor klagernes forklaringer om disse konflikter tilsidesættes som utroværdige. Flygtningenævnet lægger til grund, at flere af klagernes sønner har unddraget sig eller er deserteret fra militærtjeneste i Syrien, men finder, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de i den anledning er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet henviser tillige til, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 - ”Syria - Military Service” - at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagernes sønner er særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de i øvrigt på grund af andre angivelige konflikter med myndighederne i Syrien er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Endvidere bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser." Syri/2021/46/MSI
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [By], Syrien, men boede de sidste ti år inden sin udrejse i [By], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit liv, som følge af hendes families politiske aktiviteter. Klagen oplyste, at hun har sympati for den kurdiske sag, og at hun derfor har deltaget i mange demonstrationer siden [foråret] 2011. Klageren oplyste videre til støtte for sit asylmotiv, at hendes tidligere ægtefælle og afdøde datter, [A], [i foråret] 2012 blev arresteret i forbindelse med en ransagning af familiens bopæl, fordi hendes tidligere ægtefælle havde produceret politisk materiale, og hendes nu afdøde datter havde forladt sin stilling som tv-oplæser på [tv-station]. Klageren oplyste endvidere, at hun i forbindelse med ransagningen fik at vide, at såfremt hendes to ældste sønner ikke meldte sig til de syriske myndigheder, ville de tage klageren med næste gang. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren havde opnået sin opholdstilladelse ved sig, idet klagerens søn, [B], under sin egen sag om udelukkelse, har forklaret modstridende i forhold til klageren forklaring, herunder om hvorvidt klagerens tidligere ægtefælle blev annholdt under ransagningen, om han var flygtet forinden, samt om [A] havde konflikter med myndighederne. Klageren har som asylmotiv, i forbindelse med sagen om inddragelse, fortsat henvist til sin families politiske aktivitet, samt at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, udsat for tortur og slået ihjel. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret i overensstemmelse med sine tidligere forklaringer, der støttes af de øvrige familiemedlemmers forklaringer, med undtagelse af [B's]. Under henvisning til, at [B] var mindreårig på udrejsetidspunktet, på den tid, der er gået siden udrejsetidspunktet, og de lægelige oplysninger om, at [B] kan have psykiatriske diagnoser, samt at [B] kun har afgivet én forklaring, og at der ikke er spurgt ind til divergenserne under Flygtningenævnets behandling af [B's] 49a-sag, finder nævnet ikke, at der alene på hans forklaring er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse det for godtgjort, at klageren har udvist svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. maj 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/45/MIMA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og yazidi af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2019, og at hun [i vinteren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er kurder og yazidi af trosretning, hvorfor hun frygter for sit liv, idet islamistiske grupper har et had mod disse grupper og på den baggrund vil de brænde klageren, gøre hende til slave eller hugge hendes hoved af. Klageren har i den forbindelse oplyst, at hun som kurder har fået frataget sin frihed, og at hun ikke måtte lære om sin kultur eller tale sit eget sprog. Klageren har videre til støtte herfor oplyst, at divergenserne i hendes forklaring skyldes misforståelser mellem klageren og tolken, henholdsvis mellem tolken og Udlændingestyrelsen. Klageren har endvidere til støtte herfor oplyst, at hun i [foråret] 2019 på universitet i Aleppo mødte en mand ved navn [A], som gjorde tilnærmelser. Han prøvede flere gange at kontakte klageren telefonisk, men hun tog ikke telefonen, hvorfor [A] mødte op på universitet for at kontakte hende. Under et ophold i Libanon i [foråret] 2019, kontaktede [A] klageren og oplyste, at han vidste hvor hun var. [I foråret] 2019 var klageren indkaldt til en afhøring, hvor klageren i to timer blev afhørt, om hvorfor hun samarbejdede med de kurdiske grupperinger. Efterfølgende ophold klageren sig hos en veninde, og [i foråret] 2019 blev klagerens forældres bopæl opsøgt af efterretningstjenesten, som spurgte efter klageren, hvorefter klageren udrejste af Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på at klageren har fået udstedt et pas for første gang, [i vinteren] 2019 uden at have en nærmere begrundelse herfor. Nævnet lægger også vægt på at klageren under nævnsmødet har forklaret, at hun under sit ophold i Libanon søgte visum til Spanien, men at hun fik afslag. Klageren har endvidere forklaret, at hun ikke har modtaget svar for sin ansøgning til universitetet i Libanon. Klageren har slettet beskederne fra [A], som ellers ville kunne bruges som bevis, hvis hun på falsk grundlag blev mistænkt, og som ville kunne bruges i forbindelse med en asylansøgning. Hun har ikke under samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] havde fremsendt intime billeder til hendes nye kæreste. Endelig lægger nævnet vægt på at klageren har brødre i Tyskland og Norge, hvorfor formålet med Danmark må antages primært at have været, at møde sin kæreste, som hun havde kendt siden 2017. På baggrund af denne troværdighedsvurdering, og da klageren har divergeret på enkelte mindre betydningsfulde dele, tilsidesætter Flygtningenævnet hendes forklaring som konstrueret til lejligheden. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevende til Syrien vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/44/MIMA
Nævnet omgjorde i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at de har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning. Klagerne er fra [by, provins] Syrien, og har opholdt sig i Damaskus, Syrien, i en længere årrække forud for deres udrejse. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, den manglende sikkerhed samt at blive slået ihjel på grund af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede, idet der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at klageren er eftersøgt, og at de syriske myndigheder har spurgt efter klageren, fordi hans sønner er udeblevet fra militærtjeneste. Den mandlige klager har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive kidnappet. Den mandlige klager har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de mange militser, som truer kurdere. Til støtte herfor har den mandlige klager anført, at politiet opsøgte familiens bopæl mellem tre og ti gange, med henblik på at rekruttere klagernes sønner til militærtjeneste. Den mandlige klager var ikke på bopælen nogen af de gange, hvor de blev opsøgt af politiet, men det var den kvindelige klager. Omkring seks måneder til et år efter sin udrejse, blev den mandlige klager af sine naboer og søskende oplyst om, at han var eftersøgt som følge af sine sønners militærunddragelse, og at politiet havde spurgt efter ham. Klageren er endvidere eftersøgt, fordi han er kurder. Den mandlige klager har endvidere anført, at han blev afhørt seks gange af politiet, fordi hans arbejdsgiver mistænkte ham for at ville rejse ud af Syrien, efter klageren havde anmodet om at få lov til at stoppe sit arbejde som statsansat [stilling, arbejdsplads] for at gå på pension. Politiet spurgte også ind til, hvor klagerens sønner befandt sig. Den mandlige klager betalte bestikkelse for at få lov til at gå på pension. Klageren betalte også bestikkelse for at få sit navn slettet fra et register over offentligt ansatte inden sin udrejse, fordi offentligt ansatte ikke må rejse ud af Syrien. Den mandlige klager har desuden anført, at der er mange grupperinger i Syrien, der siger, at de vil slå kurdere ihjel. Klageren frygter at blive anholdt, så snart han krydser grænsen. Klageren vil måske på grund af sin etnicitet være i risiko for at blive tvunget til at arbejde for Shabiha, som er en uofficiel, civil, bevæbnet afdeling af myndighederne, eller tvunget til at skulle stå ved en kontrolpost. Klagerens firmabil blev endvidere sprunget i luften i 2013, mens den holdt foran klagerens bopæl. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de generelle forhold, og at hendes sønner vil blive forfulgt af regimet, da de er i den militærpligtige alder. Den kvindelige klager har som asylmotiv endvidere henvist til, at [stednavn] er blevet angrebet af tyrkerne, og at alle kurdere er omringet, og at kurdere er undertrykte i Syrien. Til støtte herfor har den kvindelige klager anført, at myndighederne vil anholde hende for at nå frem til hendes sønner. Den kvindelige klager frygter at hun vil blive tilbageholdt indtil hendes sønner melder sig. Myndighederne har tidligere ransaget familiens bopæl fem gange, hvor de smadrede ting, slog klageren og spurgte efter sønnerne. Den kvindelige klager har både før og efter sin udrejse fået oplyst af sin ægtefælles søster, at myndighederne har spurgt efter sønnerne og familien. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerne asylretligt skal vurderes i forhold til Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden foråret 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden sommeren 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes senest af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” En nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet klagernes tre voksne sønner opholder sig i Danmark, hvoraf to bor hos klagerne, men tidligere har haft selvstændig bopæl, og at den ældste søn afventer familiesammenføring med sin syriske ægtefælle. Der er ingen oplysninger om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og de voksne børn. For så vidt angår retten til privatliv indrejste den mandlige klager i Danmark som 54-årig, mens den kvindelige klager indrejste som 49-årig. De har haft ophold i Danmark i knap fem år. Ingen af dem har haft arbejde, men de har begge været i praktik. De har gået på sprogskole, og den mandlige klager har bestået Prøve i Dansk 2, men kan ikke tale, skrive eller læse dansk. De er født og opvokset i Syrien og har siden henholdsvis 1985 og 1989 boet i Damaskus frem til deres udrejse af Syrien, og de har haft almindeligt familieliv, og hvor den mandlige klager har arbejdet i Damaskus. De taler begge kurmanji og arabisk. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [foråret] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportional og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagernes opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagernes tre sønner alle har unddraget sig militærtjeneste, og at de alle har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det lægges endvidere til grund, at de syriske myndigheder har spurgt efter sønnerne. Derimod kan nævnet ikke lægge klagernes forklaring om, at myndighederne også har spurgt efter den mandlige klager til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager har forklaret, at han ikke har været hjemme, når myndighederne har opsøgt hans bopæl, og at han har forklaret forskelligt og udbyggende om henvendelserne. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige klager i ni år forud for sin udrejse var offentlig ansat som [stillingsbetegnelse, arbejdsplads]. Nævnet lægger endvidere til grund, at [arbejdsplads er et centralt militært mål, og at hans ansættelse i en ikke ubetydelig stilling har givet ham et generelt kendskab til aktiviteterne i [arbejdsplads], hvilket i sig selv er egnet til at profilere den mandlige ansøger i forhold til de syriske myndigheder. Dette støttes af hans forklaring om, at han måtte betale bestikkelse i forbindelse med sin udrejse, da hans navn fremgik af en særlig liste over personer med udrejseforbud, og at han måtte betale bestikkelse for at få lov til at opsige sin stilling. Derimod kan nævnet ikke lægge den mandlige klagers forklaring om, at han under sin ansættelse har fået særligt kendskab til [fortrolige oplysninger] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at han har forklaret udbyggende herom. Han har ved forlængelsessamtalen forklaret, at han blev afhørt af efterretningstjenesten seks gange, inden han efter et år mod bestikkelse fik bevilliget sin afsked, men har først under mødet i nævnet forklaret om sit kendskab til [fortrolige oplysninger]. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den mandlige klager som ansat [stillingsbetegnelse, arbejdsplads] er særligt profileret, og det forhold, at klagerens sønner har unddraget sig militærtjeneste i højere grad sætter ham i myndighedernes søgelys. Hertil kommer, at klagerne har kurdisk baggrund, som efter baggrundsoplysningerne sætter klagerne i en mere udsat position. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger mv. finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at den mandlige klager er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på eventuelle garantier vedrørende indrejsen fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige klager opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den anledning anser klageren for en modstander af styret, og hans deltagelse i en demonstration i København i [efteråret] 2020 mod Danmarks udsendelsespolitik kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I konsekvens heraf meddeles den kvindelige klager tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser [fra sommeren] 2020, således at klagerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2020/86/CHPE
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder enten vil henrette, torturere eller tvinge ham til at aftjene militærtjeneste, fordi han endnu ikke har aftjent militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil behandle ham dårligt, idet han er kurder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder har forsøgt at rekruttere ham til militæret, da han boede i Syrien. Klageren har oplyst, at myndighederne indkaldte klageren til militærtjeneste, ligesom de mere end 15 gange opsøgte klageren på hans bopæl i Syrien, hvor han formåede at holde sig skjult. Klageren har endeligt oplyst, at hans far efter udrejsen betalte penge til en ansat ved myndighederne, som undersøgte, hvorvidt klageren var efterlyst, og at han herefter telefonisk blev meddelt, at han stadig er efterlyst af myndighederne. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Århus’ dom [i vinteren] 2019 fundet skyldig i blandt andet røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 ved efter forudgående planlægning og i fælles forståelse med to andre at have overfaldet en medarbejder i en restaurant, fastholdt ham og udsat ham for vold samt opbrudt kasseapparatet og tilegnet sig ca. 16.000 kr., idet klagerens specifikke rolle var at fastholde medarbejderen, mens denne blev udsat for vold og beløbet blevet taget fra kasseapparatet. Klageren er ved samme dom dømt for på et andet tidspunkt at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at have spyttet på en tjenestegørende social- og sundhedsassistent. Endelig er klageren ved samme dom dømt for på et tredje tidspunkt at have overtrådt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 2. Klageren blev idømt et års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren er ved dom [i foråret] 2020 fra Retten i Herning idømt 1 år og 3 måneders fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år for overtrædelse af diverse opholds-, underretnings- og meldepligter. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet navnlig vedrørende forhold 1 i dommen afsagt af Retten i Århus [i vinteren] 2019, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har to brødre og anden familie, der er bosiddende i Danmark. Klageren er ikke tilknyttet arbejdsmarkedet. Han har ikke taget en uddannelse, og han taler ikke dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af de forbrydelser, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens psykiske problemer og familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/104/hzc
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [en hovedklan] og [en underklan]. Han er muslim fra [en bydel i Mogadishu], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, idet han har nægtet at lade sig rekruttere til hellig krig. Klageren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte herfor oplyst, at to til tre drenge fra al-Shabaab henvendte sig til klageren, da de forsøgte at rekruttere ham. Han var ikke så gammel, så han afslog deres tilbud, idet han gerne ville færdiggøre sin uddannelse. Han ville heller ikke risikere sit liv. De truede ham med vold. Klageren har videre oplyst, at personer fra al-Shabaab en dag henvendte sig på klagerens bopæl for at rekruttere ham. Da han afslog, tog de ham med til et fængsel i [bydelen]. Klageren blev løsladt, da moren efterfølgende tog kontakt til en person fra al-Shabaab, som hun kendte, og bad om at få klageren løsladt. Moren lovede i den forbindelse at sende klageren et andet sted hen. Personer fra al-Shabaab har også stukket klageren med en kniv, da de igen forsøgte at rekruttere ham efter løsladelsen. Klageren tog derefter til [en anden bydel i Mogadishu], hvor han ikke oplevede konflikter. Efter klageren var flyttet, blev moren opsøgt at al-Shabaab, men der skete ikke i den forbindelse yderligere. Klageren har endvidere oplyst, at han blev tilbageholdt af myndighederne, da han forsøgte at krydse grænsen mellem [de to bydele i Mogadishu], idet de mistænkte ham for at være en del af al-Shabaab. Han fik dog lov til at fortsætte, da han fortalte sandheden om, at han skulle besøge sin mor. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at det ikke kunne afvises, at klageren ville være i risiko for asylrelaterede overgreb, som følge af hans konflikt med al-Shabaab. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren på flere centrale punkter har forklaret forskelligt om sine konflikter under sin oprindelige asylsag og under sin inddragelsessag. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren for Flygtningenævnet har henholdt sig til sin seneste forklaring og begrundet sin oprindelige forklaring i stress efter flugten og tolkeproblemer, idet klageren også i sit asylskema på somalisk har angivet oplysninger, som han under inddragelsessagen har forklaret anderledes om. Henset til ovenstående og til det i øvrigt oplyste kan nævnet ikke lægge til grund, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren udrejste af Somalia som følge af de generelle forhold i landet på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i [bydelen i] Mogadishu, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen og på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [bydelen i] Mogadishu, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at AMISOM efter baggrundsoplysningerne har haft kontrollen i området siden 2013. Forholdene i området er fortsat skrøbelige og uforudsigelige, men dog forbedrede. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [bydelen i] Mogadishu, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. I henhold til udlændingelovens § 19 a, stk. 1 – der har virkning ved vurdering af spørgsmål om inddragelse af opholdstilladelser, som er opstået efter den 1. juli 2019 – skal klagerens opholdstilladelse herefter inddrages, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019 hedder det herom blandt andet: ”Aftalen på udlændingeområdet indeholder en ny tilgang til udlændinge- og integrationsområdet med fokus på midlertidighed og hjemsendelse, der sender et klart signal om, at flygtninges ophold i Danmark er midlertidigt, og at Danmark har både viljen og evne til at agere hurtigt og effektivt, når grundlaget for den enkeltes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Med aftalen styrkes muligheden for at inddrage flygtninges og familiesammenførte til flygtninges opholdstilladelser og sende dem hjem, så snart det er muligt, markant. […] Der foreslås endvidere indsat en ny bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter inddragelse af en opholdstilladelse til flygtningen og familiesammenførte til flygtninge alene skal undlades, hvis dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. […] Formålet med ændringerne er at tydeliggøre, at opholdstilladelser for alle flygtninge fremover alene skal meddeles med henblik på midlertidigt ophold, og at gøre det klart, at udlændingemyndighederne fremover skal inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” Ud over EMRK indeholder også andre internationale konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Overordnet gælder, at EMRK som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om asyl og opholdstilladelse, og at denne adgang alene begrænses af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, hvis indhold klageren fik meddelelse om, da han fik opholdstilladelse. Det kan ikke ændre herved, at udlændingelovens § 19 a på et senere tidspunkt har indført en ”ny tilgang til udlændinge- og integrationsområdet med fokus på midlertidighed og hjemsendelse”, idet hensigten med bestemmelsen er at tydeliggøre, at der skal ske inddragelse, medmindre der derved sker en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en sådan inddragelse kan indebære i hans ret til familie- og/eller privatliv. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 19 a, jf. § 19, udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. United Kingdom (2008), præmis 76, og Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. For så vidt angår klagerens ret til familieliv fremgår det af sagen, at klagerens hustru ligesom klageren er somalisk statsborger, og at hun alene har haft processuelt ophold i Danmark. Klageren har derfor ikke på noget tidspunkt kunnet påregne at etablere et familieliv med hende her i landet, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom (2014) i sagen Jeunesse v. the Netherlands, præmis 100, 107 og 108. Klagerens søn er født i [sommeren] 2016 og har derfor en alder, hvor det er muligt for ham at tilpasse sig forholdene i et andet land for så vidt angår sprog, kultur, mv., jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom (2017) i sagen Salija v. Schwitzerland, præmis 50. Nævnet finder på denne baggrund, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse nok vil udgøre et indgreb i klagerens ret til familieliv, men at dette indgreb efter de konkrete omstændigheder i sagen vil have mindre vægt. For så vidt angår retten til privatliv er klageren født i 1993 i Somalia og har boet i to forskellige bydele i Mogadishu frem til sin udrejse som 18-årig i 2011. Han taler og skriver somali, og han har afsluttet gymnasiet i landet. Han har en søster i Somalia, som han har jævnlig kontakt med, selvom hun efter klagerens oplysninger flytter en del rundt. Søsteren er bosiddende i Mogadishu med sin familie. Klageren indrejste som 19-årig i Danmark og har nu opholdt sig i landet i 8 år. Han har lært at tale og skrive dansk, har afsluttet 9. klasse og den teoretiske del af uddannelsen til blikkenslager, men måtte undlade at gennemføre den praktiske del af uddannelsen, da han ikke kunne finde en læreplads. Han har siden [sommeren] 2019 været fastansat i et transportfirma, hvor han er chauffør og står for at lægge kørselsplaner, lønforhold mv. Klageren har således væsentlig tilknytning både til Danmark og Somalia, og nævnet finder på denne baggrund, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb af nogen intensitet i hans ret til privatliv. Flygtningenævnet finder herefter, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse nok vil medføre indgreb navnlig i hans ret til privatliv, men da inddragelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebene. Som følge heraf finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2020/20/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra [by], Tjetjenien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i sommeren] 2013 klageren samt hendes to medfølgende børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygtede, at blive slået ihjel af myndighederne, som beskyldte hendes ægtefælle for at hjælpe tjetjenske oprørere. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens og hendes to børn opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af de russiske myndigheder, idet hendes ægtefælle af myndighederne beskyldes for at have hjulpet tjetjenske oprørere. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren opnåede oprindeligt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, da Flygtningenævnets flertal i 2013 lagde til grund, at klageren og hendes ægtefælle var i risiko for alvorlige overgreb som følge af, at klageren og ægtefællen havde hjulpet oprører i Tjetjenien, og Flygtningenævnet kan ikke længere lægge denne forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens ægtefælle til Udlændingestyrelsen nu har forklaret, at han ikke er blevet opsøgt af oprørene, og han har trods mange spørgsmål herom heller ikke for Flygtningenævnet kunnet eller villet forklare nærmere om hans eventuelle hjælp til oprørene og den deraf følgende konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at nævnet heller ikke i øvrigt kan lægge klagerens forklaring til grund, idet forklaringen er utroværdig og divergerer med ægtefællens forklaring på en lang række punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til, at klagerens ægtefælle har forklaret, at han kun havde mødt klagerens ægtefælles bror nogle få gange, inden han døde, at han ikke ved, hvad broderen arbejdede med, og at han ikke ved, om de personer, der slog broderen ihjel, kom for at opsøge broderen eller ham, mens klageren har forklaret, at hendes ægtefælle kendte hendes bror godt, at broderen kom ugentligt hos dem, at broderen opdrættede og solgte dyr i landsbyen, hvor de boede, og at de personer, der slog broderen ihjel kom for at opsøge hendes ægtefælle. Klageren og ægtefællen har endvidere forklaret meget skiftende, utroværdigt og divergerende om deres kontakt i perioden 2009-2012, herunder om antallet af gange de mødtes, og hvor de mødtes. De har endvidere forklaret divergerende og utroværdigt om, hvordan og hvornår de op nåede telefonisk kontakt efter klagerens indrejse i Danmark, og om hvornår klagerens ægtefælle indrejste i Danmark. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren har været vidende om, at de oplysninger, som hun oprindeligt afgav til støtte for sit asylmotiv ikke var sandfærdige. Det bemærkes, at det forhold, at klageren og hendes ægtefælle troede, at samtalerne hos Udlændingestyrelsen kun skulle angå deres repatriering ikke kan føre til et andet resultat, da de begge nu har haft rig mulighed for at forberede sig og forklare sig for Flygtningenævnet. Klageren er 34 år gammel og indrejste i Danmark [i vinteren] 2012. Familien har i perioden [foråret] 2016 til [efteråret] 2016 været udrejst af Danmark, idet de i perioden var repatrieret til Rusland (Tjetjenien), men fortrød. Klageren har efter det oplyste blandt andet bestået Dansk 2 og 10 klasses eksamen i dansk, engelsk og samfundsfag, men har ikke haft en egentlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Klagerens ægtefælle arbejder efter det oplyste på deltid som chauffør.Klagerens 4 ældste børn går i henholdsvis vuggestue, børnehave og 1. og 3. klasse. Børnene fulgte med klageren, da hun i 2012 repatrierede. Børnene har i Danmark almindelige fritidsaktiviteter. Efter en samlet og konkret vurdering af klageren og hendes familiemedlemmers tilknytning til Danmark, finder Flygtningenævnet ikke, at det vil være særligt belastende for dem, såfremt klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Vedrørende børnene bemærkes særligt, at de heller ikke efter længden af deres ophold og afbrydelsen heraf kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende. Betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er derfor opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og den tidligere § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Rusl/2021/2/juri
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen af religiøs overbevisning fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter under sit ophold i Danmark. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han efter indrejsen i Danmark i 2016 fik interesse for kristendommen. Ansøgeren besluttede sig for at blive døbt i [foråret] 2016, efter han havde deltaget i kristendomsundervisning tre til fire gange. Ansøgeren har siden regelmæssigt gået til gudstjeneste og deltaget i kristendomsundervisning om torsdagen. Ansøgeren har derudover deltaget i en bibellejr. Ansøgeren har i Danmark modtaget en trussel på Facebook, hvor han har uploaded diverse kristne budskaber. Til støtte herfor har ansøgeren yderligere oplyst, at han via sin blog og de sociale medier har kritiseret de iranske myndigheder for at agere i strid med den iranske grundlov og de grundlæggende menneskerettigheder. Ansøgeren er tilknyttet [en navngiven organisation], og ansøgeren har i den forbindelse deltaget i en del politiske aktiviteter, herunder taler, møder og demonstrationer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er lav under henvisning til, at hans oprindelige asylmotiver er blevet afvist i [efteråret] 2018, da hans politiske aktiviteter startede cirka en uge efter afslaget [en dato i efteråret] 2018, og da ansøgeren ikke under nævnsmødet [en dato i efteråret] 2018 nævnte politiske aktiviteter på trods af, at han har forklaret, at optagelsesproceduren i [en navngiven organisation] tog nogen tid. Nævnet finder imidlertid, at det forhold, at ansøgeren har holdt en tale på [et navngivent sted i Danmark], hvor han præsenterede sig med navn og som var i anledning af en kendt iraners henrettelse, samt at ansøgeren har fået trykt artikler og taler i eget navn, der findes forskellige steder på internettet, at det ikke kan udelukkes, at han har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at han kan risikere at blive anholdt og afhørt i forbindelse med en eventuel tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 er derfor opfyldt, hvorfor ansøgeren meddeles asyl.” Iran/2021/23/MLVT.
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt eller afpresset økonomisk af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i sit hjemland gik i skole med to personer, der var politisk aktive for Mujahedin-organisationen, og at han, fordi han var venner med de to, beskyldes for at have tilknytning til organisationen. Klageren har i 1989 forud for sin udrejse været tilbageholdt flere gange af myndighederne. Klageren har siden 1991 været tilbage i Iran tre gange, hvor han under opholdene flere gange blev tilbageholdt af de iranske myndigheder. Klageren blev ved dom [i efteråret] 2017, som stadfæstet af Østre Landsret [i vinteren 2017/2018], idømt en foranstaltningsdom og udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Ved kendelse [i sommeren] 2019 blev udvisningen opretholdt. Det skal herefter afgøres, om klageren kan udsendes til Iran, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring lagt vægt på, at begivenhederne omkring klagerens asylmotiv ligger mange år tilbage i tid, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på klagerens helbredsmæssige tilstand. På trods af mange divergenser i klagerens forklaringer omkring sine tilbageholdelser, herunder antal og varigheden heraf, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at klageren har forklaret, at han tre gange er vendt tilbage til Iran, første gang i 1997, hvor han opholdt sig omtrent to år i Iran, og derefter igen i 2000 og 2006. Det fremgår videre af skema til brug for ansøgning om familiesammenføring, underskrevet af klageren [i efteråret] 2003, at klageren har været på ferieophold i Iran i 1998, 2001 og et par gange i 2002. Uagtet klageren har forklaret om anholdelser og tilbageholdelser under opholdene i 1997-1999, 2000 og 2006, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren på trods heraf fortsat er vendt tilbage til Iran, herunder på længerevarende ophold. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren til brug for disse rejser to gange fik udstedt iransk pas på den iranske ambassade i Danmark, at han ind- og udrejste på dette pas, og at han under det første ophold i Iran blev gift med en iransk kvinde, hvilket ægteskab blev registreret. Videre har klageren forklaret, at han i 2006 i Iran for sine politiske aktiviteter før sin udrejse blev idømt en straf på [antal] piskeslag og [antal] måneders tilsyn, og at denne dom er eksekveret. Endelig fremgår det af klagerens forklaring [i vinteren 1999/2000] i forbindelse med eventuel bortfald af klagerens opholdstilladelse, at den gamle sag nu er problemfri, idet præsidenten har beordret, at almindelige tilhængere ikke skal have problemer. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens konflikt med de iranske myndigheder må betragtes som afsluttet, og da klageren ej heller kan anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/13/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hindu og hindu af religiøs overbevisning fra [by], Indien. Ansøgeren har været medlem af det politiske parti Congress og har blandt andet støttet partiet økonomisk, arrangeret politiske møder for partiet og deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af to politiske modstandere ved navn [A] og [B], der er medlemmer af partiet Telangana Rashta Samithi (TRS), fordi ansøgeren er medlem af modstanderpartiet Congress og har været aktiv for dette parti. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [A] og [B] sammen med deres partifælle, [C], [i begyndelsen af] 2017 har overfaldet ansøgeren i et skovområde uden for byen [by]. De slog ham, så han brækkede en finger, påkørte ham, og kastede en stor sten mod hans hoved. Efterfølgende flygtede de fra stedet, og ansøgeren kom på hospitalet, hvor han modtog behandling for sine skader. Ansøgeren er af den opfattelse, at de tre personer havde til hensigt at slå ham ihjel. Da ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, tog han på politistationen, hvor han anmeldte overfaldet og fik at vide, at han ville blive indkaldt til retten. [B] og [C] blev indledningsvis fængslet i 10-15 dage som følge af overfaldet, mens [A] flygtede til Dubai. Ansøgeren fulgte flere gange op på anmeldelsen ved politiet, men han fandt ud af, at politiet ikke var kommet videre med sagen, og ansøgeren formoder, at dette skyldes, at hans overfaldsmænd har brugt deres politiske indflydelse til at undgå længerevarende fængselsstraf. I den efterfølgende periode holdt ansøgeren lav profil ved blandt andet at opholde sig mere indendørs, indtil han udrejste [i efteråret] 2017. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fået at vide af sin ægtefælle, at [C] har begået selvmord som følge af stress, og fordi han frygtede en længere fængselsstraf. Ansøgeren har oplyst, at han frygter, at folk betragter ansøgeren som værende skyld i [C’s] død, og at [A] og [B] vil hævne deres partifælles død. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgerens generelle personlige situation tyder på, at ansøgeren har forladt Indien for at skabe sig en tilværelse andet sted. Nævnet henviser herved til, at ansøgeren havde solgt sin forretning i [foråret] 2015, og at han derefter havde arbejdet et år i Bahrain, inden han i [efteråret] 2016 vendte tilbage til Indien. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren hverken i Frankrig eller Polen, hvor han opholdt sig længere tid, søgte asyl. Flygtningenævnet finder, at den forklaring, som ansøgeren har afgivet om sine forhold, ikke kan føre til, at ansøgeren kan anses for forfulgt. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens politiske aktivitet har været af relativt begrænset omfang og knyttet til lokalområdet, og at den påberåbte konflikt er af begrænset lokal karakter. Nævnet lægger ligeledes vægt på, at ansøgeren ikke er blevet opsøgt, truet eller udsat for nogen overgreb i de ti måneder, der gik efter overfaldet og inden udrejsen af landet. Nævnet bemærker videre, at ansøgerens familie i øvrigt heller ikke er blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af landet. Der er således ikke grundlag for at antage, at de pågældende vil opsøge ansøgeren med henblik på at udsætte ham for overgreb. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Indien. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den påberåbte konflikt må anses for at være af lokal karakter, og at ansøgeren således må antages at kunne tage ophold, hvor som helst ellers i Indien, hvis han mener, at han ikke kan opholde sig i hjembyen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2021/2/CARA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel, fordi hun udrejste ulovligt fra Eritrea, nægtede at aftjene militærtjeneste samt at hendes ægtefælle deserterede fra militæret. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Eritrea. I slutningen af 2014 udrejste ansøgerens ægtefælle til Etiopien. Ansøgeren udrejste ligeledes til Etiopien seks måneder efter sin ægtefælle sammen med deres søn. De tog ophold sammen i Addis Abeba, Etiopien, hvorefter ansøgerens ægtefælle udrejste til Europa. Ansøgeren boede herefter i Etiopien sammen med deres søn indtil de udrejste i 2018. Under sit ophold i Etiopien fik ansøgeren lavet et etiopisk pas til hende og hendes søn med det formål at kunne udrejse til Sudan på lovlig vis. Passene blev lavet mod bestikkelse og ansøgeren har oplyst, at passene er falske. Ansøgeren udrejste fra Etiopien sammen med deres søn for at søge om familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin nationalitet, og dermed om sit asylgrundlag, til grund. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren først har indgivet ansøgning om asyl i Danmark efter, at hun havde fået afslag på en tidligere ansøgning om familiesammenføring. I forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring oplyste hun at være etiopisk statsborger. Hun var i besiddelse af et etiopisk pas, hvilket hendes søn også var. I ansøgningsskemaet vedrørende familiesammenføring oplyste hun, at hendes far boede i Etiopien. Dette skema er modtaget hos de danske myndigheder i [vinteren] 2016. Ansøgeren har imidlertid senere oplyst, at hendes far var død i Eritrea allerede i 1991 og har fremlagt hvad der oplyses at være en dødsattest som dokumentation herfor. De danske myndigheder har vurderet denne dødsattest til at være falsk. Dette skal sammenholdes med ansøgerens tidligere meddelte oplysninger om, at faren var i live i 2016. Ansøgerens samlever, og ifølge hendes forklaring ægtefælle, har ligeledes oplyst, at ansøgeren var fra Etiopien, men har senere forklaret dette med, at han vidste, at hun havde opnået et falsk etiopisk pas. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring utroværdig på afgørende punkter. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er eritreisk statsborger og som følge heraf har et asylgrundlag. Det er ubestridt, at ansøgeren ikke har noget asylgrundlag, såfremt hun er etiopisk statsborger, hvilket er anført i ansøgerens advokats indlæg til Flygtningenævnet af [nærmere bestemt dato i vinteren] 2019. De samme steds påberåbte socioøkonomiske forhold, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Etio/2021/2/MALC
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars brors søn grundet en gammel jordkonflikt. Han har videre henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far fik en konflikt med hans fætter, da ansøgerens farfar, som ejede store stykker jord, døde. Da ansøgeren var omkring et år gammel, blev hans storebror slået ihjel. Hans familie flyttede herefter til Pakistan, hvor de boede i omkring 10 år. Derefter flyttede familien tilbage til Kabul i Afghanistan. Herefter flyttede familien på ny til Pakistan, og igen tilbage til Kabul, hvor de boede, indtil de udrejste af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren i Afghanistan har en jordkonflikt, der medfører, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer til de tyske, norske og danske udlændingemyndigheder, idet ansøgeren f.eks. ikke har fortalt til de norske og tyske udlændingemyndigheder, at ansøgeren i en årrække boede sammen med sine forældre i Pakistan. Endvidere har ansøgeren til de norske myndigheder opgivet urigtig alder og forklaret, at han ikke havde gået i skole, selv om han havde en studentereksamen. Yderligere har ansøgeren forklaret forskelligt om familiens økonomiske situation og om sin kontakt til forældrene, og ansøgeren har ikke til de tyske og norske myndigheder oplyst, at han havde en storebror, der blev dræbt. Dertil kommer, at ansøgeren heller ikke til de tyske myndigheder har forklaret om, at faderen i flere måneder blev tilbageholdt i et kælderlokale af faderens brødre, selv om det er en central begivenhed i forhold til ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren har på den baggrund svækket sin generelle troværdighed i en sådan grad, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til de danske udlændingemyndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren og hans forældre flyttede frem og tilbage mellem Afghanistan og Pakistan og til sidst – angiveligt af økonomiske grunde - valgte at flytte til Kabul, hvor de boede, indtil de udrejste. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold kan ikke føre til en anden vurdering. Sammenfattende har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2021/9/juri
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Somalia, der var meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra den samme mandlige statsborger fra Somalia, der var meddelt opholdstilladelse i Italien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder muligheden for indkvartering, samt at klagerens børn er tvangsanbragt i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Videre bemærkes, at klageren af de italienske myndigheder har fået udstedt et opholdsbevis, som var gyldigt til [slutningen af] 2019, hvor det udløb. Det følger af lovbemærkningerne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1 nr. 2 og 8), at "anvendelsen af bestemmelsen ikke forudsætter af udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse". Der foreligger ikke oplysninger, der taler for at klageren vil blive nægtet indrejse i Italien, hvorfor det forhold at klagerens opholdstilladelse er udløbet ikke kan tillægges betydning ved vurderingen af, om betingelserne for at anse Italien som første asylland er opfyldt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har fået nægtet forlænget sin italienske opholdstilladelse, eftersom klageren ikke har fremlagt dokumentation herfor, samt at de italienske myndigheder [i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at klagerens opholdstilladelse blot er udløbet. For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet fortsat ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien - skønt svære - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: "Country Report: Italy - 2019 Update" fra juni 2020 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Der henvises desuden til Flygtningenævnets afgørelse af [begyndelsen af] 2019, hvoraf det fremgår, at klageren tidligere har oplyst, at han havde forskellige former for lønnet arbejde under sit ophold i Italien forud for indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har oplyst om oplevelser under sine flerårige ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf, udover det i nævnets afgørelse af [begyndelsen af] 2019 herom anførte, lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han efter sin indrejse i Italien i [sommeren] 2019 ikke oplevede konflikter af nogen art. Vedrørende den omstændighed, at klagerens børn befinder sig i Danmark, at de for tiden er anbragt i plejefamilie, da deres mor er udrejst af landet, og at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har henvist til en række bestemmelser i FN's Børnekonvention og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, som angår barnets tarv og familiens enhed, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2021/1/EDO
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøg-ning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en kvindelige statsborger fra Syrien, der var meddelt subsi-diær beskyttelsesstatus i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at kla-gerens opholdstilladelse i Sverige var udløbet, at klageren havde en privatretlig konflikt i Sverige, og at en udsendelse af klageren til Sverige ville stride med hensynet til barnets tarv. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, hvorfra hun ikke risike-rede refoulement, og med henvisning til Sveriges internationale forpligtelser, udtalte Flygtninge-nævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Sverige eller om personlige for-hold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at Sverige kan tjene som første asylland. Det forhold, at klagerens kæreste og deres fæl-les barn har opholdstilladelse i Danmark, og at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Unions Charter om grundlæg-gende rettigheder om, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed skal komme i første række, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Sve-rige kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændin-gestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtninge-nævnets kompetence. Det forhold, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efter-året] 2020 har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Sverige frygter at blive udsat for trusler og overgreb af sin tidligere ægtefælle, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenæv-net finder, at klageren, såfremt hun fortsat oplever problemer med privatpersoner i Sverige, må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Nævnet bemærker hertil, at klageren ligeledes til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efter-året] 2020 har forklaret, at de svenske myndigheder har ydet hende beskyttelse i perioden fra hun anmeldte sin tidligere ægtefælle til politiet og frem til hun forlod [en navngiven by]. Det forhold, at klageren har oplyst, at hendes opholdstilladelse i Sverige er udløbet, og at hun frygter ikke at kunne få denne forlænget, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren i Sverige er meddelt subsidiær beskyttelsesstatus og derfor må antages fortsat at kunne indrejse og opholde sig i Sveri-ge. Det kan hertil bemærkes, at det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at anvendelsen af bestemmelsen ikke forud-sætter, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil bli-ve tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. På den baggrund skal Flygtningenævnet med-dele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingesty-relsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. sve2021/1/MLVT
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sin sikkerhed på grund af krigen. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Syrien. Ifølge tilladelsesresolutionen er tilladelsen givet på grundlag af generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Styrelsen har ved vurderingen af sagen lagt vægt på, at personer som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, eller områder hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Styrelsen har lagt vægt på Flygtningenævnets praksis efter beslutning truffet af Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 18. september 2013 samt efterfølgende månedsrapporter fra Udenrigsministeriet om situationen i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2018 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet styrelsen vurderer, at klageren ved en udsendelse til sit hjemland vil være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i henhold til udlændingelovens § 31, stk. 1. Styrelsen vurderer derfor, at der er risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse i Syrien, og at udsendelse derfor ikke kan finde sted i henhold til udlændingelovens § 31, stk. 1. Udlændingestyrelsen har anført, at klageren på den baggrund fremadrettet har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen inddrog samtidig klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Efter bestemmelserne i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 2, nr. 4, er det en udtrykkelig betingelse for inddragelse, at forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens opholdstilladelse oprindeligt er givet på baggrund af de generelle forhold i Syrien, og at styrelsen ved afgørelsen [fra efteråret] 2018 fortsat finder, at de generelle forhold er af en sådan karakter, at klageren ikke kan sendes tilbage til Syrien. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at forholdene kan anses for at have ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for en behandling som må anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2018. Syri/2018/62
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Damaskus, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at myndighederne vil stille ham til ansvar for, at hans sønner ikke har aftjent deres militærpligt, og at han som følge heraf vil blive fængslet eller torturet af myndighederne, samt at han ikke vil se sine børn og ægtefælle igen. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han i 2016 blev sigtet for at opføre bygninger uden statens tilladelse. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han frygter krigen, herunder bombardementerne, skyderierne og usikkerheden som følge af de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at hans mor og søster i Damaskus er blevet opsøgt af en gruppering for syv uger siden, som var klædt i civilt tøj. Han formoder, at grupperingen samarbejder med de syriske myndigheder, og at de har opsøgt ham som følge af, at hans sønner står i et modsætningsforhold til myndighederne, fordi det er fast praksis, at man som far bliver spurgt til sine sønners opholdssted, hvis de er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han omkring en uge forinden sin udrejse til Danmark var i Damaskus for at forny sit kørekort, hvor han, mens han ventede på at få udstedt en straffeattest til brug for fornyelsen af sit kørekort, blev tilbageholdt af politiet i en til halvanden time og sigtet for at opføre bygninger uden byggetilladelse. Politiet fandt senere ud af, at der var tale om en fejl, og at det ikke var ansøgeren, som de ledte efter, hvorefter han fik lov til at gå. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at der ikke er sikkerhed i Syrien, samt at hans slægtninge i Syrien har fortalt om, hvordan personer bliver hentet af det syriske regime og tilbageholdt over længere tid, hvilket kan ske som følge af ingenting eller ved en fejl, og når personerne løslades igen er de enten syge eller blevet slået ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive adskilt fra sine børn, og at de syriske myndigheder vil gøre hendes ægtefælle fortræd, samt de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og at de derfor ikke kan vende tilbage til Syrien. Hun har videre oplyst, at hendes svigermor og svigerinde i Syrien er blevet opsøgt på bopælen af personer, som spurgte ind til hendes ægtefælles og sønners opholdssted. Hun har ligeledes oplyst, at hun, hendes ægtefælle og deres yngste søn en nat i starten af 2012, mens de var på vej til deres butik, blev stoppet af bevæbnede styrker, som tilhørte den syriske hær, og at ægtefællen kørte væk, hvorefter de blev beskudt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at et forsøg på at kidnappe ansøgerne og deres søn [i efteråret] 2012 udgør et forhold af asylbegrundende karakter. Der henvises til ansøgernes oplysninger om, at kidnapningsforsøget skete tilfældigt, da de kørte i bil sammen med deres søn, og at den gruppering, der stod bag forsøget, kan tage fat i alle, der færdes på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted. Episoden er således sket som led i de generelle forhold på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at myndighedernes sigtelse og tilbageholdelse af den mandlige ansøger i foråret 2016 udgør et asylbegrundende forhold. Der lægges herved vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2019 har forklaret, at myndighederne gav ham lov til at gå, efter at de havde konstateret, at der var tale om en fejl, og at det ikke var ansøgeren, som man ledte efter. Under partshøringen [i efteråret] 2019 og under nævnsmødet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at han skulle rette henvendelse til civilregistreringskontoret, for at få sigtelsen slettet. Nævnet finder ikke, at den udbyggende del af forklaringen kan føre til en anden vurdering. Den del af ansøgernes asylmotiv, der vedrører deres søn [A] desertering fra militæret i foråret 2013 og deres søn [B] unddragelse fra militæret i 2017 kan Flygtningenævnet i øvrigt ikke anse som forhold, der kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet henviser til baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Sevice,” juni 2020, og Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2019, ” Syria-Issues Regarding Military Service.” Det fremgår af oplysningerne, at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig syrisk militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særlig profilerede personer. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerne og deres sønner [A] og [B] ikke kan anses som individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder hverken forinden udrejsen [i vinteren] 2012 eller efterfølgende. Der henvises til, at [A] var menig soldat, da han deserterede, og at han forinden havde arbejdet som [designer] under sin værnepligt. Flygtningenævnet henviser endvidere til ansøgernes forklaring om, at de i perioden fra slutningen af 2012 og frem til [foråret] 2016 har rejst mellem Libanon og Syrien op til 12 gange for at forny deres opholdstilladelse i Libanon. Rejserne er foregået legalt, og i øvrigt med henblik på at forny en biltilladelse. Ansøgerne har benyttet en myndighedskontrollet grænseovergang ved deres rejser. Under ansøgernes ophold i Syrien har de nogle gange også besøgt slægtninge i Damaskus og overnattet hos dem mellem en og fire dage uden problemer. Den kvindelige ansøger har også uden problemer opholdt sig i Syrien hos sine forældre i flere dage i foråret 2019, da ansøgernes datter skulle føde. Ansøgerne har i øvrigt fået fornyet deres nationalitetspas [i foråret] 2014 i Damaskus uden problemer, og endvidere ved hjælp af den syriske ambassade i Berlin [efteråret] 2018. Deres pas har nu gyldighed til [sommeren] 2024. Endvidere er der [i vinteren] 2014 af de syriske myndigheder udstedt vielsesattest for ansøgerne og en fødselsattest til deres søn Omar. Ansøgernes forklaring om, at de har kunnet foretage deres rejser og få udstedt deres pas og attester, fordi de har bestukket myndighederne er først fremkommet under nævnsmødet og anses ikke for troværdig. Ansøgernes forklaring om, at deres familier ca. 7 uger forinden ansøgernes partshøring og gensamtale [i vinteren] 2020 er blevet opsøgt af myndighederne som følge af [As] desertering og [Bs] unddragelse fra militærtjeneste finder Flygtningenævnet ikke overbevisende. Der henvises til, at det må anses for usandsynligt, at myndighederne først på det tidspunkt har henvendt sig til familierne, når [A] deserterede fra militæret i 2013, og [B] nåede den militærpligtige alder i 2017. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i Damaskus, hvor de aktuelle forhold ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK art. 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der ses endvidere ikke at foreligge oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, og der er derfor i øvrigt ikke grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/41/aca
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Rukn Eddine, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Klageren henviste som asylmotiv endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive tilbageholdt af myndighederne, som følge af, at han var blevet genindkaldt til reserverne, men ikke var mødt op. Udlændingestyrelsen har [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2. 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, da de, efter klagerens udrejse, har opsøgt dennes bopæl med en eftersøgningserklæring på grund af klagerens bror, som er deserteret fra militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter sine tidligere naboer, idet de har opsøgt klagerens bopæl i Syrien efter dennes udrejse og truet klageren og dennes familie på livet på grund af klagerens aktiviteter på Facebook. Klageren har endeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, som følge af at han er udrejst af Syrien. Klageren, der er født i [årstal], er fra Damaskus, hvor han ifølge sin forklaring har boet det meste af sit liv. Som anført af Udlændingestyrelsen er situationen i Damaskus over en længere periode siden maj 2018 forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet lægger derfor som Udlændingestyrelsen til grund, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende Danmarks internationale forpligtelser finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK art. 8, stk. 1. Som anført af Udlændingestyrelsen har dette indgreb hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv er legitimt og ikke uproportionalt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark som 43 årig og således har levet langt det meste af sit liv i Syrien. Klageren har haft arbejde under det meste af sit ophold i Danmark. Klageren har bestået prøve i dansk to. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren på denne baggrund har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren lider af for højt blodtryk og indtager medicin herfor. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes individuelle forhold jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klageren har forklaret, at han som værnepligtig gjorde tjeneste som chauffør i større militærkøretøjer. På denne baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at personer, der er født før 1981, ikke længere indkaldes til militærtjeneste i Syrien, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere genindkaldelse til militærtjeneste. Der henvises til Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military Service. Report based on fact-facting mission to Istanbul and Beiret (17-25 Feburary 2020)”, udgivet i maj 2020, s. 19. Da klageren har forklaret, at han er udrejst lovligt med gyldigt nationalitetspas, finder Flygtningenævnet det heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive anset for at have unddraget sig militærtjeneste. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han efter sin udrejse af Syrien i et vist omfang er blevet truet af sine naboer på grund af sine Facebook opslag rettet mod den syriske regering, bemærker Flygtningenævnet, at der kun forelægger sparsomme oplysninger herom og ingen nærmere dokumentation. Disse forhold har herefter ikke en sådan karakter og intensitet, at de kan danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det må endvidere henstå som ganske usikkert, om klageren efter et fravær på omkring syv år ved en tilbagevenden til Syrien på ny vil blive udsat for trusler eller eventuelle overgreb fra naboer. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klagerens stedsøns forhold kan medføre, at klageren skal meddelelse opholdstilladelse, bemærker Flygtningenævnet, at stedsønnen er udrejst af Syrien, før han nåede den værnepligtige alder. Stedsønnen kan således ikke anses for at have unddraget sig værnepligt. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilererede medlemmer af oppositionen. I den forbindelse bemærkes, at Flygtningenævnet finder klageren helt uprofileret ligesom han ved oplysnings- og motivsamtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklarede, at han ikke havde været politisk aktiv. Vedrørende den indkaldelse, som klageren oplyser, at hans mor har modtaget, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke selv har nogen viden om, hvad der er baggrunden for indkaldelsen. Det beror således på klagerens egne formodninger, at den har relation til hans aktiviteter på Facebook eller hans militære forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at indkaldelsen er fra 2016, og klageren har på forespørgsel oplyst, at han ikke er bekendt med, at der har været nogen opfølgning fra myndighedernes side. Klageren har som et yderligere asylmotiv henvist til, at hans ægtefælle i [foråret] 2019 er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at en konvertering til kristendommen medfører nogen risiko for myndighedsforfølgelse i Syrien. Ægtefællens eventuelle konflikt med sine familiemedlemmer er efter Flygtningenævnet opfattelse ikke asylretlig relevant i forhold til klageren. Den fremlagte artikel fra [et dansk dagblad] vedrører i det væsentligste ægtefællens forhold og kan ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse på grundlag af sur place forhold. Heller ikke efter en samlet vurdering af de påberåbte forhold er der grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/40/lbv
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinenser og sunnimuslimer fra al-Badawi-lejren, Tripoli, Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel i al-Badawi-lejren og til de generelle forhold i lejren. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at over 90.000 flygtninge, herunder mange unge mænd, flyttede til lejren som følge af borgerkrigen i Syrien. De havde svært ved at finde arbejde, og der var problemer med kriminalitet i lejren. De unge mænd larmede ofte og skød op i luften med deres våben, hvilket den mandlige ansøger ikke kunne holde ud at høre på. Den mandlige ansøger henvendte sig tre gange til de unge mænd for at få dem til at stoppe med at larme. Ved tredje henvendelse sparkede de unge mænd ansøgeren og truede ham med at slå ham ihjel, hvis han ikke lukkede munden. Den mandlige ansøger mistænker de unge mænd for enten at tilhøre Hamas, Fatah, Fatah-al-Intefada, Al-Jeb al Shabiha, Al-Jeb Al Democratia, Al Nidal, Kommunistpartiet, den palæstinensiske frihedsfront eller en af de mange andre grupperinger i området. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at problemerne begyndte for mere end ti år siden og udviklede sig efterhånden som unge mennesker flyttede til lejren. Mange af de nye tilflyttere var medlemmer af forskellige unavngivne væbnede militsgrupper. De ville ikke flytte sig for ansøgeren, når de sad på fortovet og respekterede ikke deres naboer. Hun har over en ti år lang periode modtaget adskillige trusler fra unge mennesker i lejren. Hendes ægtefælle forsøgte i 2015 at tale med de unge mennesker, herunder en 13-årig dreng, som hendes ægtefælle kom op og skændes med. Det endte med, at ansøgerens ægtefælle blev udsat for slag og spark. Der har også været andre tilfælde, hvor unge mennesker har forsøgt at slå ansøgerens ægtefælle, men som blev afværget af andre personer, som kom ansøgerens ægtefælle til hjælp. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgerne er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter flygtningekonventionen. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgerne har oplyst, at de i Libanon har boet i al-Badawi flygtningelejren, som er drevet af UNRWA, indtil de udrejste fra Libanon i [foråret] 2017. Endvidere har ansøgerne fået udstedt Family Registration Card af UNRWA, og de har [i efteråret] 2016 søgt visum til Danmark på grundlag af et gyldigt libanesisk rejsedokument for palæstinensiske flygtninge. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgerne ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelser [fra foråret] 2018 og [fra foråret] 2020, hvorefter ansøgernes konflikter med andre beboere i flygtningelejren ikke har været af en sådan intensitet, at det udgør forhold af asylbegrundende karakter omfattet af udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger har således under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2018 forklaret, at han flere gange påtalte overfor en gruppe flygtninge bestående af unge syriske mænd, at de var larmende og skød op i luften, og at de unge reagerede ved at vælte ansøgeren ned fra en stol og sige til ham, at de ville gøre det af med ham, hvis han ikke lukkede munden. Den kvindelige ansøger har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at de oplevede flere episoder med de unge mænd, og at der ikke er en myndighed i flygtningelejren, som kan opretholde ro og orden. Ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at de har oplevet problemer af en sådan karakter og intensitet, at de på grund af en alvorlig personlig usikkerhedstilstand har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller er afskåret fra at vende tilbage. Oplysningerne om, at ansøgerne er [ældre] og om deres helbredsforhold kan ikke føre til en ændret asylretlig vurdering, idet der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv bringer dem i en tilstand af alvorlig personlig usikkerhed, hvis de vender tilbage til Libanon, ligesom det ikke er sandsynliggjort, at det er umuligt for UNRWA at sikre ansøgerne levevilkår i overensstemmelse med UNRWA’s opgave. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes helbredsmæssige forhold ikke kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse efter andre, mere humanitært prægede, bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgerne har søgt om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9b, og således har en verserende sag herom i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsop-lysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land har returneret 18 afviste asylansøgere, som alle frivilligt udrejste, til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2021/20/JURI]
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at forholdene i Libanon er ustabile, og at hendes børn bor i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at regeringen er ustabil, samt at de politiske og økonomiske forhold i Libanon er vanskelige, og at det er svært at klare sig økonomisk i landet særligt for en statsløs palæstinenser. Ansøgeren har videre henvist til, at alt er dyrt, og at hun ikke har et sted at bo, og at hun ikke kan få hjælp af UNRWA, idet hun ikke tidligere har modtaget økonomisk hjælp, men at hun og hendes familie kun har fået gratis medicinsk behandling og skolegang. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at for at få økonomisk hjælp forudsætter det, at man er medlem af Hamas eller Fatah, hvilket hun ikke er. Ansøgeren har også henvist til, at hun ønsker at være sammen med sine børn, som bor i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at hun derfor som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at hun tidligere har modtaget assistance fra UNRWA i form af gratis sundhedsbehandling, og at hun også har modtaget gratis skolegang fra UNRWA, forinden hun første gang udrejste fra Libanon. Ansøgeren har hertil under sagen fremlagt et UNRWA registreringskort, og det fremgår, at ansøgeren har et libanesisk rejsedokument, der udløber [i vinteren] 2021. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft nogen form for konflikter i Libanon. Hun har aldrig været tilbageholdt, anholdt eller fængslet af myndighederne, og hun har ikke haft nogen former for personlige konflikter med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Libanon. Ansøgeren har videre oplyst, det er de ustabile forhold i Libanon, der bevirker, at hun ikke kan vende tilbage til landet. Flygtningenævnet finder på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold, at der ikke er tale om forhold af asylbegrundende karakter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Der kan endvidere ikke antages at foreligge grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og opnå beskyttelse af UNRWA. Der henvises til, at ansøgeren flere gange frivilligt legalt og uden problemer er rejst frem og tilbage mellem Danmark og Libanon, og senest [i foråret] 2019 er ansøgeren indrejst i Libanon på sit libanesiske rejsedokument. Der foreligger heller ikke grunde, hvorefter ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWAs område eller er afskåret fra at vende tilbage, fordi hun har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på ny kan formodes at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold, og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Ansøgeren kan ved en tilbagevenden til Libanon ikke formodes at ville befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og det kan antages, at det vil være muligt for UNRWA at sikre ansøgeren tilstrækkelige levevilkår, herunder fornøden medicinsk og sundhedsmæssig behandling. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ansøgeren er efter sin forklaring separeret fra sin ægtefælle efter dansk ret. Ægtefællen har giftet sig med en anden kvinde og søger at opnå skilsmisse ved gennem myndighederne i Libanon. Efter ansøgerens egen forklaring yder UNRWA bistand til fraskilte enlige kvinder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/19/aca
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2010Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter sine brødre og sin tidligere ægtefælles bror, idet hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle og har fået et barn uden for ægteskabet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i Danmark, efter hun blev skilt fra sin daværende ægtefælle, blev kæreste med en syrisk statsborger, og at de sammen fik et barn. En uge efter skilsmissen fra den tidligere ægtefælle ringede ansøgerens bror til ansøgeren og truede med at slå hende ihjel, såfremt hun blev skilt. Ansøgerens søstre vil heller ikke have noget med ansøgeren at gøre grundet skilsmissen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun efter skilsmissen begyndte at modtage trusler fra sin tidligere ægtefælles familie, og at de indtil for omkring fem år siden ringede hende op og dagligt sendte hende beskeder med trusler. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre, søstre eller sin tidligere ægtefælles bror til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun først søgte asyl omkring et år efter, at Udlændingestyrelsen afslog at forlænge hendes opholdstilladelse, uanset hun to år tidligere var blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle og angiveligt var blevet truet af sine brødre to uger efter samlivsophævelsen i [vinteren] 2015, og at hendes tidligere ægtefælles mor og bror tillige havde truet hende efter samlivsophævelsen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om truslerne fra sine brødre, [A] og [B], idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at brødrene sagde, at hun skulle holde ægteskabet ud, og at de ikke ville have kontakt med hende mere, hvis hun ikke gjorde det. De sagde ikke andet og truede hende ikke. Til asylsamtale forklarede ansøgeren derimod, at [A] ringede til hende to gange, mens [B] var ved siden af. Han sagde, at hvis hun gik fra ægtefællen, kendte de hende ikke, og hvis hun vendte tilbage til Libanon, ville de slå hende ihjel. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om sine søstres holdning til hendes skilsmisse, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hendes søstre sagde til hende, at de godt kunne forstå hende og støttede hende i skilsmissen, og at hun ikke kendte årsagen til, at hendes søstre ikke ville have kontakt med hende, mens hun til asylsamtalen forklarede, at hendes søstre ikke vil være i kontakt med hende, fordi de er imod, at hun er blevet skilt. Nævnet kan ikke lægges ansøgerens forklaring om, at divergenserne må skyldes tolkeproblemer til grund, henset til, at ansøgeren har vedstået begge referater uden bemærkninger. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende om konflikten med sin tidligere svigerfamilie, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun ingen konflikter havde med sin tidligere svigerfamilie, mens hun til asylsamtalen forklarede, at familien efter skilsmissen kontaktede hende mange gange og truede hende med at fange hende og slå hende ihjel, hvis hun kom til Libanon, og at den tidligere ægtefælles bror sendte omkring fire beskeder om dagen med trusler fra forskellige telefonnumre. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for, at hendes brødre, søstres ægtefæller eller den tidligere ægtefælles familie vil slå hende ihjel eller udsætte hende for asylbegrundende overgreb, hvis de fik kendskab til, at hun har en søn, født uden for ægteskab. Nævnet har herved lagt vægt på, at dette beror på ansøgerens egen formodning. Nævnet har endvidere ved denne vurdering tillagt det vægt, at ansøgeren som profilbillede på sin åbne Facebook profil har et billede af sin søn, uagtet hun har forklaret, at hun bevidst havde valgt at tilbageholde oplysningen om, at hun havde fået et barn uden for ægteskab af frygt for, hvordan familien ville reagere, hvis de vidste det. Det af ansøgeren anførte om, at hun ved en tilbagevenden til Libanon ikke har noget sted at bo eller noget arbejde, er socioøkonomiske forhold, der ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forla-de UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedssituation. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan heller ikke begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. På den baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/19/NHA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, som er statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser og født i Kuwait, men flyttede til Libanon i 1991, og har boet i Shatila-lejren, Beirut, fra 2007 til foråret 2012, hvor han flyttede til Sabra. Den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser fra Shatila-lejren, Beirut, Libanon. Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har været tilknyttet Hamas i perioden fra 2007 til 2011. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive udsat for repressalier af Hamas, idet han har afvist deres krav om at rejse til Syrien og kæmpe mod det syriske regime. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, idet han er sunni-muslim, palæstinenser og har været tilknyttet Hamas. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i begyndelsen af 2007 blev introduceret til Hamas af sin svoger Walid Balkis, idet ansøgeren ønskede at få et job og hjælp til at forsørge sin familie. I den efterfølgende periode deltog ansøgeren i religiøse debatmøder to gange ugentligt og modtog religiøs undervisning, der var arrangeret af grupperingen. I perioden fra 2007 til 2010 deltog ansøgeren endvidere i omkring 15 demonstrationer, herunder blandt andet foran den egyptiske ambassade i Beirut med det formål at mindes martyrerne. I forbindelse med demonstrationerne skulle ansøgeren holde vagt og sikre ro og orden. I 2008 eller 2009 begyndte ansøgeren at deltage i militærtræning ved en afdeling i Hamas under navnet al-Qassem, i hvilken forbindelse han lærte at betjene flere våben såsom AK-47, M16 og RPG. I [sommeren] 2011 blev ansøgeren indkaldt til et møde med et højtstående medlem af Hamas ved navn Abu Ahmad. Han fik at vide, at han skulle rejse til Syrien og deltage i væbnede kampe mod det syriske regime. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter han blev tilbageholdt i syv til 10 dage, i hvilken periode han blev udsat for fysiske overgreb. Herefter blev ansøgeren flyttet til en lille celle, hvor han var tilbageholdt i knapt et år – indtil foråret 2012. I slutningen af 2013 blev ansøgeren stoppet ved en af Hizbollahs kontrolposter. Nogle repræsentanter for Hizbollah visiterede ansøgeren og fandt i den forbindelse hans militærkort udstedt af Hamas. Hizbollah anholdte ansøgeren og førte ham til et fængsel. Her var ansøgeren tilbageholdt i omkring et år og to-tre måneder, i hvilken periode han blev udsat for fysiske overgreb. I foråret 2014 skulle ansøgeren overflyttes til et andet fængsel, men i forbindelse med transporten dertil, blev bilen involveret i en trafikulykke, hvorved det lykkedes ansøgeren at flygte. Den mandlige og kvindelige ansøger opholdt sig herefter på den mandlige ansøgers forældres bopæl frem til udrejsen af Libanon [i sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herudover har den kvindelige ansøger henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerne som statsløse palæstinensere er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Det bemærkes herved, at den mandlige ansøger er født i Kuwait, men flyttede til Libanon i 1991, og har boet der frem til sin udrejse i 2015. Den kvindelige ansøger er født i Shatila-lejren, Beirut, Libanon, og har boet der størstedelen af sit liv. Det fremgår, at ansøgerne har fået udstedt palæstinensiske ID-kort og rejsedokumenter, og at de gennem årene har modtaget bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt med Hamas eller Hizbollah til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder om tidspunkterne for tilbageholdelserne og længden af disse. Nævnet har overvejet, om divergenserne kan skyldes, at den mandlige ansøger har været udsat for tortur, således som han har påberåbt sig. Nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Nævnet bemærker herved, at ansøgerne har forklaret usandt om deres falske syriske pas, udstedelse af ID-kort og udstedelse af rejsedokumenter samt om de havde været i andre lande. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at der efter den indhentede torturundersøgelse vel er flere fund, der er forenelige med tortur, men at der ikke er sammenhæng mellem den mandlige ansøgers forklaring om, hvilken tortur han har været undergivet, til henholdsvis den danske medical record, de danske udlændingemyndigheder og Amnesty Internationals læger, og de objektive fund. Det bemærkes endvidere, at en lang række af de objektive fund må anses for ganske uspecifikke, og at arrene på ryggen ikke kan antages at stamme fra tortur. Flygtningenævnet bemærker videre, at der ud over tidsforløbet mv. er en lang række divergenser i ansøgernes forklaringer. Nævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger i sin første forklaring til de danske udlændingemyndigheder ikke oplyste, at han havde været fængslet af hverken Hamas eller Hizbollah. Nævnet henviser eksempelvis endvidere til, at den mandlige ansøger fast har forklaret, at han flygtede fra Hizbollah i forbindelse med en trafikulykke, mens den kvindelige ansøger i sin samtale med de danske udlændingemyndigheder [i efteråret] 2016 oplyste, at ægtefællen kom ud af fængslet, fordi han kendte nogle, som han havde fortalt, at han ikke kunne holde til mere. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det må antages, at den mandlige ansøger ville være blevet pågrebet af Hamas eller Hizbollah, hvis forklaringen om tilbageholdelserne var sand, idet han jo efter tilbageholdelserne opholdt sig på sine forældres bopæl gennem længere tid. At ansøgerne for Flygtningenævnet har tilvejebragt en vis sammenhæng i tidsforløbene kan ikke ændre ved den generelle bedømmelse af ansøgernes manglende troværdighed. Flygtningenævnet finder således ikke, at den mandlige ansøger har været udsat for tortur, og nævnet finder ikke, at ansøgerne har noget udestående med militser eller grupper ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne må antages fortsat at kunne opnå den fornødne bistand gennem UNRWA, selvom forholdene i Libanon er vanskelige. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne må antages på ny at kunne tage ophold i Libanon og at de således ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, stk. 1, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/18/LINB
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf., § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Galadi-klanen og er sunnimuslim. Han blev født i Mogadishu og boede som barn i Afgooye, Nedre Shabelle-regionen, Somalia, indtil han udrejste som 12-årig. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv under sagen om genbosætning henvist til, at han frygter de generelle forhold og al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012. [I foråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, kunne nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, under henvisning til, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse havde ændret sit på en sådan måde, at han ikke længere risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Klageren havde under sagen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede personer med tilknytning til klanen Haber Gidir og klanen Abgal. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men fandt ikke, at de påberåbte konflikter havde tilstrækkelig intensitet og karakter til at begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I vinteren] 2017 traf Flygtningenævnet afgørelse om, at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at klageren havde påberåbt sig forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom nævnet fandt, at en udsendelse til Afgooye, Somalia, ikke længere udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet fandt dog, at en udsendelse af klageren måtte antages at virke særlig belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. [I efteråret] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af klanen Haber Gidir eller andre større klaner, idet klageren tilhører en minoritetsklan. Han har til støtte herfor oplyst, at personer fra klanen stjal hans mors ejendom, hvorefter hun klagede til Abgal-klanen, som havde magten i området, uden at de gjorde noget. Han ved ikke, hvor oplysningen om, at han skulle frygte chikane fra Abgal-klanen kommer fra, men at det kan skyldes, at både Abgal-klanen og Haber Gidir-klanen er underklaner af Hawiye. Han kan ikke leve i Somalia, og alle hans familiemedlemmer er flygtet ud af landet. Når en families jord i Somalia er blevet stjålet, er der ikke levemuligheder. Han tilhører en minoritetsklan, og han kan ikke få hjælp hos dem. De store klaner har magten og ressourcerne. Han har set på Facebook, at en mand i Somalia blev brændt levende, fordi han giftede sig med en person fra en anden klan. Han har derudover som asylmotiv henvist til de generelle forhold. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund, herunder om at han tilhører en minoritetsklan og hans mor og søskende er flygtet fra Somalia efter en konflikt, hvor en magtfuld klan satte sig i besiddelse af klagerens families hus og landbrugsjord. Klageren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra den magtfulde klans side. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at medlemmer af den magtfulde klan vil forvente, at klageren kræver familiens ejendom tilbage, og at de derfor vil opfattet ham som en fjende. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for konkret og individuel asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia, herunder at han frygter al-Shabaab. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at klagerens hjemby, Afgooye, er under AMISOM’s kontrol. Forholdene i området er fortsat skrøbelige og uforudsigelige, men dog forbedrede, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Somalia, ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. At klageren ikke længere har familie eller andet netværk i Somalia, og at han tilhører en minoritetsklan, er ikke i sig selv asylbegrundende. Grundlaget for klagerens opholdstilladelse er således ikke længere til stede. Klagerens opholdstilladelse skal derfor nægtes forlænget, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr., 1, jf. § 19a, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren har opholdt sig i Danmark siden [sommeren] 2012 og har etableret personlige, økonomiske og sociale forbindelser her i landet. Nægtelsen af forlængelsen af hans opholdstilladelse er derfor et indgreb i klagernes udøvelse af sin ret efter EMRK’s artikel 8, stk. 1. Dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19a, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at lovgrundlaget varetager en legitim offentlige interesse i at sikre, at udlændingeloven generelt overholdes, og at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er interesser, der kan varetages i medfør af EMRK’s artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Af bemærkningerne til lovforslaget til udlændingelovens § 19a fremgår, at ”Det følger af EMD's praksis, at indgreb i udlændingens privat og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet (inddragelsen) skal varetage. Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer. I proportionalitetsafvejningen indgår udlændingens tilknytning til opholdslandet, herunder opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder om udlændingen har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse e.l. Det indgår også i vurderingen, om udlændingen har undladt at søge statsborgerskab, hvis udlændingen herudover opfyldte betingelserne. Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle statsborgerskab, herunder opvækst dér, f.eks. under de formative år, bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere ophold og besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligtsforhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en uddannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til disse samt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet.” Endvidere fremgår det, at ”Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser …” Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår retten til familieliv, at klageren ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærker Flygtningenævnet, at klageren har reel tilknytning til Somalia, hvor han er født og opvokset og har boet en del af sine formative år, idet han udrejste af Somalia som 12-årig. Han taler somali, men har ikke gået i skole i Somalia. Han har på internettet lært sig at læse somali. Han er således ikke uden forudsætninger for at kunne klare sig i Somalia, selvom han ikke har familie eller andet netværk i landet. Han har netværk i Danmark i form af både danske og somaliske venner. Han har ikke været i Somalia siden udrejsen. Klageren indrejste lovligt i Danmark som 18-årig [i sommeren] 2012, og han har således haft ophold i Danmark i mere end 8 år. Han er ustraffet. Klageren var analfabet, da han kom til Danmark, men har bestået Prøve i Dansk 2 og gennemført et kursus i dansk samfundsforståelse. Han har gennemført mødet i Flygtningenævnet på dansk næsten uden at have behov for tolkning. Klageren har i Danmark bestået fag svarende til 9. og 10. klasse, og han har bestået grundforløbet til uddannelsen indenfor [A]. Han har været tilknyttet arbejdsmarkedet på deltid fra [sommeren] 2015 og indtil hans opholdstilladelse blev nægtet forlænget i [foråret] 2017. Han har efter Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren] 2017 på ny fået arbejde hos den samme arbejdsgiver, hvor han fortsat er ansat, nu på fuld tid eller mere. Efter en samlet vurdering af især længden af klagerens ophold i Danmark, at han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i en væsentlig del af sit ophold, hans danske sprogkundskaber, at han ikke har begået kriminalitet og hans begrænsede tilknytning til Somalia, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2.” Soma/2021/16/JURI
Nævnet omgjorde i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og sunnimuslim fra [by] i Galgaduud regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to mænd fra al-Shabaab henvendte sig til klageren og andre drenge for at hverve dem, mens de spillede fodbold. Tredje gang kom den lokale leder af al-Shabaab og truede dem med, at såfremt de ikke lod sig hverve, ville de blive slået ihjel. Klageren nægtede og blev tilbageholdt i 11 dage med to andre drenge. Det lykkedes dem at grave sig ud fra blikhuset, hvorefter de kunne flygte. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som begrundelse for afgørelsen er henvist til, at Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet bemærker, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede. Ved en afgørelse herom er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Selvom Udlændingestyrelsen ved meddelelse af opholdstilladelse i 2016 umiddelbart har anvendt en anden bevisbedømmelse, jf. formuleringen hvorefter Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klageren havde et individuelt asylgrundlag i forhold til al-Shabaab, må afgørelsen forstås sådan, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens forklaring til grund. Afgørelsen er efter sin formulering heller ikke begrundet i andre forhold. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit individuelle modsætningsforhold til al-Shabaab til grund. Klagerens forklaring understøttes således også af den gennemførte torturundersøgelse. Det må efter de foreliggende baggrundsoplysninger videre lægges til grund, at al-Shabaab fortsat har kontrollen i klagerens hjemområde. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet ophæver på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens asylmotiv ikke er omfattet af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/103/imbs
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk iraner og shiamuslim fra Qom, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 1997, og at hun den [i foråret] 1998 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2009 udrejste til Iran. Klageren udrejste for at tage ophold i hjemlandet sammen med sin ægtefælle og børn. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 samt § 17 a, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at hun frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at klageren til sin oprindelige asylsag har oplyst, at hun var irakisk statsborger, og at hun således har opnået opholdstilladelse i Danmark på et svigagtigt grundlag. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der er grundlag for, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 ej skal bortfalde. Flygtningenævnet finder, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1.pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger udrejste af Danmark [i sommeren] 2008, senere rettet til [sommeren] 2009. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det af klagerens forklaring til samtalen med Udlændingestyrelsen den 10. marts 2020 fremgår, at opholdet i Iran var planlagt. Familiens bolig blev således opsagt, deres ejendele blev givet væk til venner og bekendte, og børnene blev tilmeldt skole i Iran. Det fremgår videre, at familien efter at have boet seks måneder til et år hos klagerens mor, lejede et hus i Qom, hvor de boede indtil genindrejsen i Danmark i 2019. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren udrejste frivilligt af Danmark. Det forhold, at det var klagerens ægtefælles beslutning at udrejse, og at klageren valgte at rejse med ham og børnene, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at klageren foretog en rejse til Danmark i 2010 i forbindelse med en pilgrimsrejse til Saudi Arabien, men vendte tilbage til Iran, at hun i perioden fra 2008 til 2019 har foretaget flere rejser til Irak, og at hun på intet tidspunkt forud for ansøgningen om tilbagerejsetilladelse i 2019 har kontaktet de danske myndigheder om en tilbagevenden til Danmark. Klageren må således antages at have opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i Iran, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. For så vidt angår spørgsmålet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse kan siges at være et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv og dermed en krænkelse af EMRK artikel 8, be-mærker nævnet, at klageren i forbindelse med sin oprindelige opholdstilladelse efter sin egen forklaring afgav urigtige oplysninger om sin identitet og herunder oplyste, at hun var statsborger i Irak, hvilket er indgået i nævnets vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren, der har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1998, frivilligt er udrejst til sit hjemland, hvor hun har opholdt sig i sammenlagt 10 år, og at der ikke er oplysninger om, at hun reelt skulle have været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter det oplyste, fra hun indrejste i Danmark som 22-årig, har levet af kontanthjælp, at hun har opholdt sig i Iran fra 2009 til 2019, at hun taler farsi, og at hendes mor bor i Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren kan modtage – og har modtaget – behandling for sine helbredsmæssige problemer i Iran. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det forhold, at klagerens ægtefælle og børn, hvoraf to af børnene er mindreårige, bor i Danmark og er danske statsborgere, indebærer, at bortfald af hendes opholdstilladelse vil være et indgreb i retten til respekt for familieliv, men at indgrebet ikke kan anses for uproportionalt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle og børn valgte at udøve deres familieliv gennem 10 år i Iran, og at der ikke ifølge EMD praksis eksisterer en ret til at etablere og udøve familieliv på den stats territorium, man ønsker, og at der ikke er oplysninger om, at der er noget til hinder for, at klageren og hendes familie fortsat kan udøve deres familieliv i Iran. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klagerens ægtefælle og to mindreårige børn er danske statsborgere og nu opholder sig i Danmark, ligesom to af klagerens børns problemer i skolen i Iran heller ikke kan føre til en anden vurdering henset til karakteren af de fremsatte beskyldninger, den tid, der er forløbet, og det forhold, at problemerne end ikke førte til, at børnene ikke kunne fortsætte i skolen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder videre, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet, at hun har haft til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Det bemærkes i øvrigt, at selvom klageren måtte anses for at være repatrieret til Iran, har hun som ovenfor anført ikke inden for de første 12 måneder henvendt sig til Udlændingestyrelsen og oplyst, at hun fortrød sin repatriering eller søgt om forlængelse af fortrydelsesfri-sten, således at klagerens opholdstilladelse herefter er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke har haft personlige konflikter med hverken myndigheder, organisationer eller privatpersoner i Iran, og at det beror på hendes egen formodning, at myndighederne i Iran skulle få kendskab til, at hun i Danmark har søgt om asyl som iraker, og at det i givet fald skulle give hende problemer. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i sammen-lagt 10 år i Iran uden at have oplevet problemer i den anledning. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/21/NHA
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun i forbindelse med sin konvertering i Danmark har været aktiv i […] i [en by i Danmark], ligesom hun har været med i [en kristen hjælpeforening]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har henvist til, at hun konverterede til kristendommen i sommeren 2019. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun ikke kommer fra en religiøs familie, og at hun aldrig har troet på islam, ligesom hun har ledt efter en religion, som hun kan tilhøre. Da ansøgeren var 4,5 år gammel, oplevede hun, hvad hun oplevede som et mirakel. Ansøgeren led af en hjertesygdom, og en aften oplevede hun, at der kom noget meget skarpt lys oppe fra og ned på hende, som gjorde, at hun blev helbredt. Ansøgeren fik historien om dette fortalt af sin mor i 3. klasse, hvor ansøgeren begyndte at læse om metafysik og ting, som sker i himlen. Som 10-årig så hun endvidere en film om Jesus og Jomfru Maria, og filmen gjorde hende nysgerrig. Da ansøgeren var 22 eller 23 år gammel, mødte hun mennesker, der var tilhængere af den indiske guru Rajnish Osho, og hun begyndte at læse en bog derom. Da ansøgeren i 2008 boede i […] i Iran, så hun en tv-kanal med kristne præster, der talte farsi. Kanalen kunne ses via parabol og var ulovlig. Det gjorde indtryk på ansøgeren, og hun blev interesseret i frihed og fred ved at tro på Jesus. Ansøgeren tog kontakt til en kirke i Teheran, og uden for kirken talte hun med nogen om sin interesse for kristendommen og kirken. Ansøgeren fik at vide, at det var farligt for hende at komme i kirken, fordi der på hendes fødselsattest står, at hun er muslim. Ansøgeren fik oplyst, at hun kunne få en forfalsket fødselsattest, så det kunne ligne, at ansøgeren var født kristen. Ansøgerens mor forhindrede hende i at forfalske attesten, idet hun var bange for, at ansøgeren ville blive anholdt og slået ihjel. Efter indrejsen i Danmark i 2018, blev ansøgeren i [foråret] 2018 inviteret med i kirke af kristne missionærer fra […]. Hun gik i kirke og bad, og hun begyndte at føle Jesus i sit hjerte. Ansøgeren fandt ud af, at Jesus er lig med kærlighed, ligesom kristendommen handler om næstekærlighed, og at Jesus vil beskytte hende og hendes familie. Ansøgeren deltog i konference og hjælpeforening, og hun var også med ude at missionere. Ansøgeren blev døbt i sommeren 2019, efter at hun havde modtaget undervisning en gang om ugen fra omkring et år før dåben. Ansøgeren offentliggjorde billeder af sin konvertering på Facebook. Da ansøgerens ægtefælles bror, som er Mullah, blev bekendt med ansøgerens konversion, opsøgte han ansøgerens mor. Han truede med at anmelde ansøgeren til myndighederne og med, at ansøgeren ville blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren blev døbt sommeren 2019. Ansøgeren har forklaret, at hun altid har troet på en Gud, og at hun i de seneste år har været søgende indenfor flere religioner. Ansøgeren har de sidste tre år deltaget i gudstjenester, i kirkens humanitære arbejde og seminarer, hun har fået undervisning i kristendommen inden sin dåb, hun har missioneret, hun deltager i kirkens arrangementer og fester, og hun er medlem af kirkekoret. Ansøgerens familie er bekendt med hendes konvertering, hvilket alene har givet problemer i forhold til en svoger. Ansøgeren har demonstreret et vist kendskab til kristendommen og har redegjort for sine overvejelser omkring konvertering og for sin indre overbevisning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering er reel, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/19/ajev
Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i Isfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af hendes ægtefælle eller ægtefællens familie. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin søsters afdøde ægtefælles familie. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun som etnisk hazara frygter overgreb fra Taliban i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun er enlig kvinde med handicap og uden mandligt netværk i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle, [A], er en trussel, idet hans familie befinder sig i Afghanistan, og at de vil søge hævn på grund af hendes flugt, idet hun ved sin flugt har trodset ægtefællen, og dermed bragt vanære over ægtefællen og hans familie. De afghanske myndigheder vil ikke yde hende beskyttelse, men tværtimod fængsle hende for at være stukket af fra sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes søsters afdøde ægtefælles familie beskylder ansøgerens søster for at være skyld i drabet på søsterens ægtefælle, hvorfor de ønsker at slå hele ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun tilhører et etnisk mindretal, hazara, som måtte flygte fra Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig henvist til, at hun er en enlig kvinde med et handicap og uden mandligt netværk i Afghanistan. Ansøgeren er døvstum, og har derfor ikke som sådan et sprog ud over det danske tegnsprog, hun har lært i Danmark. Ansøgeren har derfor ikke mulighed for at kommunikere med andre i Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er døvstum og har ikke haft et sprog men alene kunnet kommunikere ved hjælp af sin bror og et selv-opfundet tegnsprog. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark lært dansk tegnsprog. Ansøgerens søster, [B], der også er døvstum, og dennes to børn har fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er i Flygtningenævnets afgørelse af [primo] 2019 anført, at der gennem en årrække har været konflikter med søsterens afdøde mands familie, særligt omkring søsterens ældste søn, og Flygtningenævnet fandt, at denne konflikt fortsat var aktuel. Det fremgår videre, at en udsendelse af søsteren til Afghanistan kunne medføre, at søsterens afdøde mands familie legalt ville få, eller illegalt ville tiltage sig, forældreretten til søsterens børn, og at søsteren ikke ville kunne forvente myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at søsterens afdøde mands familie, der ligeledes er i familie med ansøgeren, ikke vil kunne udgøre et netværk for ansøgeren. Ansøgerens bror, [C], har efterfølgende fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9C af hensyn til [B's] to mindreårige børn. Ansøgerens anden søster, der tidligere har boet i Afghanistan, opholder sig efter ansøgerens forklaring nu i Østrig, og ansøgeren har videre forklaret, at hun ikke har kendskab til eventuelle fætre i Afghanistan, ligesom hun ikke har haft kontakt til eller viden om andre familiemedlemmer i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har nær familie, herunder et mandligt netværk af betydning, i Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i Iran og har kun opholdt sig få dage i Afghanistan. Hun kan ikke forstå sproget, heller ikke tegnsprog. Ansøgeren må herefter betragtes som enlig kvinde – med et handicap der medfører, at hun ikke kan kommunikere med omverdenen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Afghanistan vil være i risiko for overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren alene som følge af sine personlige forhold er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." Afgh/2021/8/CRT
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgerne er etnisk pashtun og sunni muslimer fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han ikke ville samarbejde med dem, og idet han har arbejdet for en udenlandsk organisation. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hendes ægtefælle ikke ville samarbejde med dem, og idet han har arbejdet for en udenlandsk organisation. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret 2014] blev ansat som sikkerhedsvagt på et amerikansk træningscenter ved en organisation kaldet Regional East Training Center. Her arbejdede han frem til i [sommeren 2015]. En morgen i [foråret 2015] var ansøgeren på vej til moskéen og uden for bopælen fandt han et brev fra Taliban. I brevet stod, at ansøgeren arbejdede for en udenlandsk organisation, og at han vidste, hvem der kom og gik på hvilke tidspunkter, og at han skulle give disse oplysninger videre til Taliban. Hvis ansøgeren ikke gjorde dette, ville de straffe ham hårdt. Ansøgeren tog på arbejde og efter omkring to måneder modtog han endnu et brev. I brevet stod, at han havde ignoreret den første henvendelse om samarbejde, og at Taliban derfor ville slå ham og hans familie ihjel. Ansøgeren var meget bange, men tog dagen efter igen på arbejde. Han blev stoppet af Taliban, som slog ham med en geværkolbe. Da han vågnede igen, var han hjemme ved sin familie på bopælen. Ansøgeren og hans familie besluttede, at han ikke skulle tage på arbejde, men i stedet tage nogle dage til Kabul. Mens ansøgeren opholdt sig i Kabul, blev hans familie opsøgt to gange på bopælen af Taliban. Personerne spurgte ansøgerens far, hvor ansøgeren var henne, og sagde, at faren skulle skaffe ansøgeren tilbage. Hvis dette ikke skete, ville Taliban slå hele familien ihjel. Ansøgeren tog derfor tilbage til sin bopæl i Jalalabad. Om natten hørte ansøgeren og hans ægtefælle skud. Taliban var trængt ind på familiens gårdsplads. Ansøgeren hørte naboerne råbe og skrige. Da ansøgeren kom ud, så han, at de havde slået hans far, mor og bror ihjel. Herefter rejste ansøgeren, hans ægtefælle og deres tre børn til Pabo i Pakistan. De bosatte sig kort hos en ukendt person, hvorefter de rejste mod Europa. I Tyrkiet blev ansøgeren og resten af familien adskilt fra deres søn Akash. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede på et udenlandsk kontor. En dag kom ægtefællen hjem med et brev, hvor der stod, at han skulle samarbejde og videregive oplysninger om amerikanerne. Efter et stykke tid kom ansøgerens ægtefælle hjem med endnu et brev, hvori der stod, at han ikke havde samarbejdet. Næste dag tog han på arbejde. Senere samme dag bankede nogen på døren. Det var nogle personer, som havde ansøgerens ægtefælle med. Han var besvimet og blødte i ansigtet. Herefter tog ægtefællen til Kabul. Mens ægtefællen opholdt sig i Kabul, blev familiens bopæl opsøgt to gange af personer, som spurgte ansøgerens svigerfar om, hvor ansøgerens ægtefælle opholdt sig, og de sagde til ansøgerens svigerfar, at ægtefællen skulle komme tilbage, for ellers ville de slå hele familien ihjel. Ansøgerens ægtefælle vendte herefter tilbage til bopælen. Om aftenen kom personerne igen til bopælen, og de slog ansøgerens svigerfar, svigermor og hendes mands bror ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotiv til grund, idet væsentlige dele af ansøgernes forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Uanset om den mandlige ansøger angiveligt har haft ansættelsesforhold hos [A], som den mandlige ansøger har forklaret, og som er anført i det af ham fremlagte diplom, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at Taliban angiveligt afleverede to trusselsbreve ved ansøgernes hus med to måneders mellemrum, samt at ansøgeren dagen efter det andet trusselsbrev angiveligt blev overfaldet af Taliban på vej hjem fra arbejde, uanset at den mandlige ansøger ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet ikke havde afslået at samarbejde med Taliban, og uanset at Taliban ikke efter det første trusselsbrev havde henvendt sig til den mandlige ansøger for at forsøge at få de oplysninger, som Taliban angiveligt bad om i det første trusselsbrev. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige og den kvindelige ansøgers forklaringer om det angivelige overgreb fra Taliban på deres familie, hvor den mandlige ansøgeres far, mor og bror angiveligt blev dræbt, fremstår overfladisk og uden detaljer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at Taliban angiveligt opsøgte ansøgernes bopæl og angiveligt slog den mandlige ansøgeres far, mor og bror ihjel, men ikke gjorde yderligere for at eftersøge den mandlige ansøger på bopælen på trods af, at den mandlige ansøger angiveligt var eftersøgt af Taliban. Det fremstår i den forbindelse ikke overbevisende, at det forhold, at naboerne råbte og skreg, skulle afholde Taliban fra at eftersøge den mandlige ansøger på bopælen, hvis de ønskede at slå ham ihjel. Ligeledes fremstår det ikke overbevisende, at den mandlige ansøger ikke fortalte sin arbejdsgiver om trusselsbrevene, jf. hans forklaringer til Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet, idet han modtog disse som følge af sit arbejde. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er væsentlige divergenser mellem henholdsvis den mandlige ansøgers forklaring for Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet og oplysningerne om hændelsesforløbet i det brev, som den mandlige ansøger har fremlagt om sin konflikt, og som han angiveligt fik udarbejdet i Kabul i [sommeren 2015], efter at han angiveligt havde fået to trusselsbreve, og efter at han angiveligt efterfølgende var overfaldet af Taliban. Det fremgår således blandt andet af brevet, at den mandlige ansøger i [vinteren] 2015 på vej hjem fra sit arbejde blev truet mundtligt af flere ukendte personer, der sagde, at han skulle arbejde for dem som informant, og at han nægtede dette, hvorefter de begyndte at slå ham. Det er i brevet endvidere kun omtalt om modtagelse af et trusselsbrev øjensynligt fra Taliban. Videre fremgår af brevet, at den mandlige ansøger informerede sine officerer om truslerne mod ham. Disse oplysninger stemmer ikke med den mandlige ansøgeres forklaring for Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer konstrueret til lejligheden, at den mandlige ansøger har fået udarbejdet et sådan dokument samt dokumentet Case Points of [B]. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han fik sin konflikt skrevet ned, mens han opholdt sig i Kabul i [sommeren] 2015, men det fremgår af beskrivelsen, at han forlod Afghanistan i [sommeren] 2015. Det savner således mening, at han kunne beskrive datoen for sin udrejse af Afghanistan, før den fandt sted. Det fremgår endvidere af dokumentet, at den mandlige ansøger opholdt sig hos en fætter i 2 måneder, hvorimod han til samtalerne med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har forklaret, at han opholdt sig i Kabul i 4-5 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af dokumentet, at det er stilet til de danske myndigheder på trods af, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har oplyst, at de ikke havde noget specifikt mål med deres rejse, og at Danmark først blev deres mål, efter at [C] var ankommet til Danmark. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at den mandlige ansøger ikke ved samtalerne hos Udlændingestyrelsen husker navnet på den ven, som han har oplyst, at hans familie boede hos, da de blev sendt tilbage til Afghanistan fra Tyrkiet. For Flygtningenævnet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret navnet på den pågældende ven. Endvidere fremstår det ikke overbevisende, at [C] på sin rejse mod Danmark ved et tilfælde mødte en dreng, hvis søster bor i Danmark, og at denne kontaktede området i Pakistan, hvor [C's] familie opholdt sig, og at hun ringede direkte op til en kvinde, som den kvindelige ansøger tilfældigt havde mødt i forbindelse med, at hun hentede vand i området. Det af advokaten anførte om de mindre børns manglede sprogkundskaber på dari/pashto kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." [AFGH/2021/7/YARS]
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syri-en. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk araber og sunni muslim og er født i Tall Dadin, Aleppo, Syrien. Han flyttede til Damaskus i 1975, hvor han har boet indtil sin udrejse af landet. Den kvindelige klager er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi han udrejste fra Syrien uden at tilslutte sig militæret. Han frygtede også oprører i Syrien, fordi han ikke har tilsluttet sig dem. Endelig oplyste han, at han frygtede Shabiha, der støttede alawitterne i det område, hvor han boede. Styrelsen tilsidesatte klagerens forklaring, men meddelte opholdstilladelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige klager henviste til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for deres opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fort-sat henvist til det oprindelige asylmotiv og til at deres sønner vil blive indkaldt til militærtjeneste. Klagerne har blandt andet forklaret til støtte herfor, at de har været opsøgt to gange af myndigheds-personer, der ville have den mandlige klager og deres sønner til at deltage i krigen. Flygtningenæv-net bemærker indledningsvis, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelo-vens § 7, stk. 3. Opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3 er således givet med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syri-ske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til familie og privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelser overfor intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i klagernes ret til familie- og privatliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet de har syv børn, der opholder sig i landet. Den kvindelige klager har endvidere to søstre, der opholder sig i landet. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at den kvindelige klager har opholdt sig lovligt i Danmark i knap 5 år, hun er født og opvokset i Syrien. Hun har oplyst, at hun ikke kan tale, læse eller skrive dansk. Hun har ingen uddannelse eller arbejde i Danmark. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun har ingen familie i sit hjemland og har diskusprolaps og problemer med sit blodtryk. Den mandlige klager har opholdt sig lovligt i Danmark i knap 5 år. Han har oplyst, at han taler, læser og skriver lidt dansk. Han bestod Dansk 1 modul 3, hvorefter han gik på pension. Han har i sit oplysningsskema om sin tilknytning og personlige forhold anført, at han ikke er medlem af en forening og ikke har nogen fritidsinteresser. Han har ingen uddannelse eller arbejde i Danmark. Han har en diskusprolaps og lider af diabetes. Han har oplyst, at han ikke har familie i sit hjemland. Den mandlige klager har oplyst, at han siden 1975 boede i Damaskus, hvor han ejede et hus. Han boede i huset med sin ægtefælle og 8 børn. Han arbejdede fra 1975 til 2006 som professionel soldat i Damaskus, som mekaniker. Han blev lovlig hjemsendt og pensioneret i 2006. Han er pensionist og går på sprogskole. Alle børn er voksne. 7 børn har opholdstilladelse i Danmark. 1 barn har opholdstilladelse i Tyskland. Den mandlige klager er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet i 61 år, heraf indtil sin udrejse 36 år i Damaskus. Han er 70 år gammel. Den kvindelige klager har oplyst, at hun er født og opvokset i Syrien og har boet i Damaskus med sin ægtefælle. Hun er 63 år. Flygtningenævnet finder det på den baggrund ubetænkeligt at lægge til grund, at klagerne skal vurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Klagerne har således siden meddelelsen af opholdstilladelserne den 16. juni 2016 været bekendt med disses midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagernes opholdstilladelser kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klagerne på grund af deres individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge til grund, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er herved henset til klagernes egne oplysninger, hvorefter de aldrig har været medlem af eller haft tilknytning til et politisk parti eller organisation, eller haft konflikter med de syriske myndigheder, kriminelle grupperinger, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Klagerne har til asylsamtalerne og til samtalen med Udlændingestyrelsen endvidere forklaret, at der ikke var problemer ved passagen af flere kontrolposter i forbindelse med deres legale udrejse af Syrien. Den kvindelige klager har på nævnsmødet forklaret, at hun efter udrejsen til Libanon har været tilbage i Syrien flere gange for at få stempel i sit pas. Den mandlige klager har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han betalte chaufføren 100 dollars for at få denne til at få klagerens pas stemplet. Der er endvidere henset til, at den mandlige klager uden problemer umiddelbart forud for sin udrejse fik udstedt et nationalitetspas af de syriske myndigheder. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår også, at det ikke har konsekvenser for tilbagevendende syrere, at de forlod landet under krigen. Det forhold, at den mandlige klager er tidligere soldat og frygter at blive opfattet som desertør og genindkaldt af de syriske myndigheder, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at den mandlige klager som 66 årig ikke er i den militærpligtige alder og klagerens frygt herom beror alene på klagerens egen formodning, ligesom han i 2006 blev pensioneret fra militæret. Den mandlige klagers frygt for at blive tvangshvervet til en oprørsgruppe kan ikke lægges til grund og beror tilsvarende alene på den mandlige klagers egen formodning. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at klagernes forklaring om en konflikt med myndighedsgruppen Shabiha ikke kunne lægges til grund, idet denne fremstod usandsynlig, usammenhængende og divergerende. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at der ikke i forbindelse med sagen om forlængelse af opholdstilladelse, herunder klagernes forklaringer i Flygtningenævnet, er fremkommet nye oplysninger, som kan medføre en ændret vurdering heraf. Klagerne har endelig anført, at de frygter, at klagernes sønner vil blive indkaldt til militæret, idet de er i den militærpligtige alder og at myndighederne vil udsætte klagerne for pres for at tvinge klagernes sønner til at melde sig. Flygtningenævnet bemærker, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Issues Regarding Military Service, October 2019”, fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste. Det kan endelig ikke lægges til grund, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien er uden netværk. Der henvises herved til, at klagerne sammen har fået afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Syri/2020/48/SMLA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde været udsat for vold under sit ophold i Tyskland, og at politiet ikke greb ind, at klageren havde været frihedsberøvet i forbindelse med sit seneste ophold i Tyskland og betragtet dette som en gidseltagning, samt at klageren frygtede at blive mødt med våben af de tyske myndigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren under sit ophold i Tyskland i 2019 blev overfaldet og udsat for grov vold, samt at politiet ikke gjorde noget ved dette, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af tysk politi, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst under sit seneste ophold i Tyskland at have været frihedsberøvet og opfattet dette som en gidselstagning, ligesom han frygter at blive mødt med våben af de tyske myndigheder. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han ikke har deltaget i asylinterview eller modtaget en afgørelse om afslag på asyl i Tyskland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Tysk/2021/1/ajev
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter repressalier fra de syriske myndigheder som følge af sin flugt ud af landet. Klageren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet klageren ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er statsløs palæstinenser, og at han er født og opvokset i Syrien, hvor klageren dermed har haft fast bopæl, jf. flygtningekonventionen artikel 1, litra A, nr. 2. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, og da han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en yngre, ugift mand, der er sund og rask. Klageren, der har bestået dansk modul 2, har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Klageren har familiemæssig tilknytning til Syrien, mens klagerens bror, faster og onkel opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/76/HZC
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtnin-genævnet meddelte [i efteråret] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af terrorister, der har slået nogle af klagerens kolleger fra den ka-serne, hvor klageren gjorde tjeneste, ihjel og som efterfølgende havde kidnappet klagerens ven. Endvidere frygtede klageren at blive slået ihjel som led i en klanrelateret konflikt mellem forskel-lige kurdiske partier i Mosul-området, ligesom han frygtede at blive idømt fem års fængsel for at have deserteret fra den irakiske hær. [I foråret] 2019 modtog Udlændingestyrelsen fra Københavns Politi i Kastrup Lufthavn oplysninger om, at klageren [i foråret] 2019 blev fundet i besiddelse af et boardingkort fra Turkish Airlines, hvoraf fremgik, at klageren skulle rejse fra Kastrup Lufthavn via Istanbul til Erbil, Irak. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klageren har rejst tilbage til sit hjemland, og at de forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at kla-geren ikke længere risikerer forfølgelse i Irak. I den forbindelse har Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han har rejst til Irak mere end en gang, uden at det gav problemer for klageren. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak fryg-ter at blive fængslet, idet han var officer i militæret og deserterede fra den irakiske hær, ligesom klageren fortsat frygter for sin gamle klankonflikt med [klan]. Endvidere frygter klageren ISIL, idet ISIL fortsat har nogle celler i Irak. Klageren blev [i efteråret] 2011 meddelt opholdstilladelse af Flygtningenævnet i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Flygtningenævnet lagde til grund, at klageren var i risiko for overgreb fra terrorister som følge af sin tilknytning til militæret som profileret ved vagtenheden. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne hen-vises til at tage ophold i det kurdisk kontrollerede område (KRG), som følge af klanrelaterede modsætningsforhold og sin militære baggrund. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at han i 4 uger i 2016 og igen fra [foråret] 2019 til [senere i foråret] 2019 har opholdt sig i det kur-disk kontrollerede område (KRG) i Irak til grund, og at han i disse perioder hverken oplevede pro-blemer med myndighederne, terrorister eller klanrelaterede problemer. Ansøgeren har således for-klaret, at han i 2016 opholdt sig i [A] og omkringliggende byer i 4 uger navnlig med henblik på at besøge sin mor, som han savnede, og at han igen fra [foråret] 2019 til [senere i foråret] 2019 op-holdt sig i samme områder med henblik på at besøge sin syge farmor og se sin mor og hustru. Flygtningenævnet finder, at rejser med dette formål og varighed ikke har et anerkendelsesværdigt formål. Flygtningenævnet finder, at klagerens opholdsgrundlag ikke længere er til stede, jf. udlæn-dingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og § 19 a, stk. 1, idet forholdene, der begrundede op-holdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren – efter han havde opnået asyl i Danmark – desuagtet rejste tilbage til Irak, hvor han opholdt sig i to perioder i 2016 og 2019 i sammenlagt over tre måneder. Klageren er således omfattet af ordlyden i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, 1. led, og formodningsreglen i § 19, stk. 3, 2. pkt. Klageren har efter ordlyden af udlændingelovens § 19, stk. 3, ved frivilligt at rejse til Irak selv skabt en for-modning for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7, stk. 2. Der er tale om to rejser, som bl.a. havde til formål at besøge hans mor, hustru og en syg farmor. I forbindelse med en samtale med Udlændin-gestyrelsen, hvor klageren forsøgte at slette billeder fra sin telefon og indledningsvist havde løjet om sit ophold i Irak, undersøgte Udlændingestyrelsen klagerens telefon og fandt billeder af klage-ren forskellige steder i Irak samt billeder af dokumenter, hvoraf det fremgår, at klageren under sit ophold i Irak i 2019 har fået annulleret anholdelsesbeslutningen og udrejseforbuddet fra 2009. Klageren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en rimelig forklaring på disse dokumenter og dokumenternes sammenhæng med, at anholdelsesbeslutningen og udrejseforbuddet fra 2009 fortsat skulle være gældende. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klagerens forhold har ændret sig, idet han nu ikke længere har en anholdelsesbeslutning og et udrejseforbud i Irak. Denne vurdering understøttes af, at klageren ikke oplevede problemer under sine ophold i Irak og af, at han havde mulighed for at få dokumenterne annulleret/ophævet ved henvendelse til flere offentlige myndigheder, herunder politi og domstol. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klage-ren på samme vis ikke under opholdene havde problemer med hverken terrorister eller klanmed-lemmer fra en modstående klan i området. Denne vurdering understøttes af klagerens egen forkla-ring om, at det sidste angreb i klankonflikten fandt sted i 2010 og var mod hans klan, og at hans klan ikke har gengældt angrebet, ligesom de heller ikke har mulighed for at gøre det, da den mod-stående klan nu er ved magten. Endelig er vurderingen understøttet af, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at uddybe klankonflikten eller sin konkrete involvering i den. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren ikke længere er i risiko for forfølgelse af terrorister på grund af sin militære baggrund. Der er herved lagt vægt på, at klageren kunne opholde sig i om-rådet i to perioder af ikke uvæsentlig varighed uden at opleve problemer med terrorister. Flygtnin-genævnet finder desuden af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en inddragelse må antages at stride mod Danmarks internationale for-pligtelser, jf. udlændingelovens § 19 a, 1. pkt. Klageren, der er født i 1981, har haft lovligt ophold i Danmark i 9 år. Klageren har bestået dansk prøve II og har samlet haft arbejde i ca. 2,5 år. Han har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en erhvervsrettet eller en vide-regående uddannelse. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har ingen alvor-lige helbredsmæssige problemer. Klageren udrejste af Irak som 28 årig. Han er gift i Irak og har familie, herunder sin ægtefælle og mor i Irak. Han har gennemført en uddannelse i Irak og taler kurdisk og badini. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og § 19 a, 1. pkt. [Berigtigelse] Flygtningenæv-net har ikke fundet grundlag for at tage hjemvisningspåstanden til følge. Der er herved lagt vægt på, at klageren har haft mulighed for at oplyse sin sag for Udlændingestyrelsen, men at han ikke har benyttet sig af denne mulighed trods opfordringer og rykkere. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Irak/2021/53/
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie eller klan, idet de ikke har accepteret ansøgerens ægteskab med [A], og fordi ansøgeren er flygtet fra hjemmet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev gift med [A] i [sommeren 2018], og at hendes forældre stillede ansøgeren en betingelse om, at hun skulle tage til Danmark inden for en måned. Ansøgeren har endvidere ansøgt om dansk visum to gange, og hun er blevet meddelt afslag begge gange, senest [efteråret 2019]. Ansøgerens forældre fratog herefter ansøgerens pas, således at hun ikke kunne søge om visum igen. Forældrene ønskede, at ansøgeren skulle lade sig skille fra [A], og at hun skulle skaffe sig af med barnet. Herefter er ansøgeren blandt andet blevet udsat for flere voldelige overgreb fra forældrenes side. I [vinteren 2019], forbød ansøgerens forældre hende at forlade huset. I denne periode gav de ansøgeren to abortfremkaldende piller. En dag tog ansøgeren sin mors telefon og ringede til en kvinde i nabolaget, som angiveligt havde til hensigt at forlade Irak med sin familie, og ansøgeren spurgte hende således, om hun kunne tage med. To dage efter ringede den pågældende kvinde tilbage til ansøgeren og sagde, at ansøgeren kunne tage med dem på eget ansvar. Udrejsen var planlagt til [vinteren] 2020. Derefter rejste de sammen til Kirkuk via Bagdad. Efter omtrent en uge i Kirkuk udrejste de illegalt af Irak til Tyrkiet og herfra videre til Danmark. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at hun til asylsamtalen har forklaret, at hun kun har arbejdet en enkelt måned på et hotel, mens det fremgår af en erklæring fra manageren på Hotel [X], som blev vedhæftet ansøgerens visumansøgning i 2019, at hun har været fuldtidsansat siden [vinteren 2018], men har holdt ferie [efteråret 2019] til [vinteren 2020]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter fremstår påfaldende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herunder forklaret, at hendes forældre efter pres fra klanen accepterede hendes ægteskab med [A], på betingelse af at ansøgeren fik visum til Danmark, og at både ansøgerens og [A’s] forældre deltog i forlovelsen og brylluppet, som forløb uden uoverensstemmelser. Ansøgeren har ikke på en overbevisende måde kunnet forklare, at hendes flugt til Danmark for at bo sammen med sin ægtefælle, hvilket ansøgerens familie er bekendt med, vil udsætte ansøgeren for risiko for asylbegrundende overgreb. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgerens familie tillod, at ansøgeren gik med sin vielsesring, når forældrene efter ansøgerens forklaring ønskede ægteskabet opløst, så ansøgeren kunne indgå ægteskab med en anden fra klanen, navnlig i betragtning af den kontrol som ansøgeren i øvrigt var underlagt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin udrejse og planlægningen heraf forekommer usandsynlig og konstrueret. Ansøgeren har således forklaret, at hun hørte sin familie tale om, at en anden familie, som hendes familie kendte, og som hun også kendte, ville udrejse til Tyrkiet på grund af mandens politiske aktiviteter. Hun har videre forklaret, at hun, uanset at hendes familie og den anden familie kendte hinanden, fra sin mors mobiltelefon kontaktede kvinden i den anden familie og tiggede om at måtte rejse med, og at den anden kvinde ringede tilbage til ansøgerens mors mobiltelefon. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare overbevisende om, at hun uden problemer kunne pakke og forlade hjemmet med 5.000 USD i kontanter, som familien kendte til, når der henses til, at ansøgeren efter sin forklaring var underlagt streng social kontrol bl.a. i form af, at hun havde fået frataget sit pas og mobiltelefon og var underlagt husarrest. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren ikke forud for eller under sin udrejse tog kontakt til sin ægtefælle, heller ikke efter at en menneskesmugler havde taget hendes smykker og behandlet hende dårligt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/52/NHA
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til en kvindelig statsborger samt hendes tre medfølgende børn fra Irak. Indrejst første gang i 2008. Flygtningenævnet udtalte:Den kvindelige ansøger er etnisk kurder fra [by], Irak. Hun har oplyst, at hun er kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter sin egen familie, sin ægtefælle og ægtefællens familie, idet deres samliv blev ophævet i [foråret] 2017 på grund af vold fra ægtefællens side. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin egen familie, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun på grund af samlivsophøret med ægtefællen har modtaget trusler fra sin ægtefælle og sin familie i Irak. Ansøgeren har derfor ikke længere kontakt med sin familie i Irak eller sine brødre i Europa, idet de ikke vil respektere hendes beslutning om konversion og samlivsophøret med ægtefællen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun ved sit første ophold i Danmark blev interesseret i kristendommen. Ansøgerens interesse for kristendommen opstod, da hun fødte sin søn på hospitalet i Danmark i 2009. Sidenhen har hun anset sig selv som en kristen. Da ansøgeren kom tilbage til Danmark i 2015, fortalte hun sin ægtefælle, at hun ville være kristen. Ansøgeren begyndte at gå i kirke og fandt YouTube videoer, hvor hun så kurdiske præster fortælle om kristendommen. Efter to måneders ophold i Danmark blev ansøgeren døbt, hvilket var i [vinteren] 2015. Ansøgerens ægtefælle, som tidligere var ateist, blev også døbt sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet har i nævnets afgørelse af [vinteren] 2018 fastslået, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. [I vinteren] 2020 anmodede Dansk Flygtningehjælp Flygtningenævnet om at genoptage sagen under henvisning til, at ansøgeren samt hendes tre medfølgende børn ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb og forfølgelse fra ansøgerens tidligere ægtefælle, idet ansøgeren og børnene efter samlivsophøret har været udsat for gentagne og systematiske overgreb, kidnapning samt forfølgelse. Nævnet besluttede således [i efteråret] 2020 at genoptage sagen. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren på baggrund af de nye oplysninger i sagen har sandsynliggjort, at ansøgeren og hendes medfølgende børn vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder, at den kvindelige ansøgers ældste søn, [A], på 16 år har haft den tilstrækkelige alder og modenhed til at afgive en fyldestgørende forklaring for nævnet. Flygtningenævnet lægger til grund, at der stadig er et højt og eskalerende konfliktniveau mellem den kvindelige ansøger og hendes tidligere ægtefælle, og at konflikterne også i betydeligt omfang har involveret børnene. Den kvindelige ansøger har blandt andet forklaret om episoder mellem hende og hendes ægtefælle, herunder episoder hvor den kvindelige ansøger har været udsat for vold og trusler fra den tidligere ægtefælles side, ligesom der har været tilfælde, hvor den tidligere ægtefælle har forsøgt at tage et eller flere børn med sig. Ansøgerens ældste søn, [A], har under nævnsmødet også haft lejlighed til at forklare om sit forhold til sin far og har givet udtryk for, at han frygter sin far, der tidligere har kidnappet ham og hans brødre. Flere af episoderne er nærmere beskrevet i sagsakter fra myndigheder mv., herunder i børnesamtaler afholdt i forbindelse med behandlingen af en forældremyndighedssag. Ansøgerens tidligere ægtefælle har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark og må derfor forventes at vende tilbage til Irak for at tage ophold dér. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger og hendes tre børn efter karakteren og omfanget af konflikten med den tidligere ægtefælle har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, og herunder at de ikke kan forventes at få den fornødne beskyttelse i Irak mod sådanne overgreb. Den kvindelige ansøger og hendes børn har heller ikke efter de nu foreliggende oplysninger, herunder det også tidligere rejste konversionsspørgsmål, sandsynliggjort, at de vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den kvindelige ansøger og hendes medfølgende tre børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2021/50/NHA
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2 vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Klageren er født i Al-Hamah, Rif Damaskus, Syrien, hvor han boede indtil omkring 2012. Klageren flyttede derefter til Dummar, Damaskus, Syrien, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i 2014. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel som følge af de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kommer fra Damaskus-området, og at han selv har forklaret, at hans ægtefælle og børn, der har haft kortvarigt ophold i Danmark, også er bosiddende der.Vedrørende de generelle forhold i Syrien lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen i Damaskus by og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Flygtningenævnets vurdering, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det følger af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, udgivet oktober 2020, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over stort set hele Damaskus by og Rif Damaskus, samt at der ikke har været større sikkerhedshændelser i området siden maj 2018. Der er fri bevægelighed mellem Damaskus by og Rif Damaskus og medmindre man er eftersøgt, er der ingen problemer med at rejse mellem Damaskus by og Rif Damaskus. Der er en begyndende genopbygning af infrastruktur, såsom veje, el- og vandforsyning i beboede områder i Damaskus by og Rif Damaskus, og der er adgang til vand, el og sanitære faciliteter i alle beboede områder. Sundhedstjenester og hospitaler er genopbygget i de fleste områder af Damaskus by og Rif Damaskus og leverer basale helbredsydelser. Behandling er stort set gratis eller på et niveau, hvor alle kan betale. Alle børn har adgang til skole og undervisning. Der er ikke fødevaremangel i Syrien, og den syriske regering har indført et rationeringssystem, hvor syrere kan købe basale fødevarer billigt. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus området. Vedrørende Danmarks internationale forpligtelser bemærker Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i dennes ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Klageren kom til Danmark som 43 -årig og har haft lovligt ophold i Danmark i omkring seks år. Han taler kun i begrænset omfang dansk og har kun haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Heroverfor står, at såvel klagerens ægtefælle samt hans børn og fire søskende opholder sig i Syrien. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med EMRK artikel 8 at undlade at forlænge klagerens opholdstilladelse. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 som følge af individuelle forhold bemærker Flygtningenævnet følgende: Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive afhørt og udsat for overgreb af de syriske myndigheder, idet han har været udrejst i seks år af Syrien, og idet de syriske myndigheder vil tro, at han har lyttet til en person fra en oprørsgruppe, som har opfordret ham til at knække sit syriske ID-kort. Klageren har endvidere henvist til, at han har boet i et oprørskontrolleret område. Endelig har klageren henvist til, at han frygter at blive kidnappet af grupperinger i Syrien grundet sin udrejse. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans syriske ID-kort knækkede ved et uheld, mens han stadig befandt sig i Syrien. Klageren ansøgte efterfølgende om at få udstedt et nyt syrisk ID-kort, men han udrejste uden at afhente det nye ID-kort. De syriske myndigheder vil derfor konkludere, at klageren er imod regimet. På grund af klageren, er klagerens ægtefælle, som opholder sig i Syrien, blevet opsøgt og truet af de syriske myndigheder, og de syriske myndigheder har spurgt efter klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at personer, der vender tilbage fra Europa, vil blive udsat for pengeafpresning og måske blive kidnappet med henblik på udbetaling af en løsesum. Derudover foregår der organhandel, røverier og tyverier i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved afhøringen [i efteråret] 2014 forklarede, at han ikke havde nogle konflikter med myndighederne i Syrien, og at han alene frygtede de generelle forhold i Syrien, jf. referatets side 4, "Asylmotiv". Han forklarede også, at han havde mistet sit pas under sin rejse til Europa, og at hans syriske ID-kort befandt sig i Syrien. Ved fornyet afhøring [i efteråret] 2020 har han som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at hans syriske ID-kort var knækket ved et uheld og at omstændighederne i denne forbindelse medførte, at han ville blive betragtet som modstander af regimet og dermed være i risiko for forfølgelse. Yderligere forklarede han, at såvel hans pas som ID-kort var blevet beslaglagt af de tyske myndigheder og senere sendt til Danmark, men at de danske myndigheder nu var i besiddelse af hans pas. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om hans primære asylmotiv må betragtes som udbyggende og til dels selvmodsigende. Således har han forklaret, at han selv har henvendt sig til myndighederne for at få et nyt ID-kort, hvilket forekommer påfaldende, når han derved netop ville henlede myndighedernes opmærksomhed på, at han havde mistet sit oprindelige ID-kort. Også ved fremmøde i Flygtningenævnet, har ansøgeren forklaring været udbyggende, idet han her forklarede, at han havde bestukket en embedsmand for at få et nyt ID-kort, og at denne havde røbet ham til sikkerhedsmyndighederne. Flygtningenævnet må i det hele tilsidesætte klagerens forklaring. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2. De af klageren i øvrigt påberåbte forhold, herunder risikoen for at blive offer for kriminalitet, har ej heller en sådan karakter, at der på dette grundlag kan meddeles klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/35/malc
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra militærtjeneste efter at være blevet indkaldt hertil. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse.Ved Vestre Landsrets ankedom af [dato i vinteren] 2020 blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 281, stk. 1, straffet med fængsel i fem måneder og udvist med indrejseforbud i seks år. Klageren blev dømt for i forening med to andre at have overfaldet en person foran dennes bopæl, hvor der blev udøvet betydelig vold blandt andet med redskab, slag og spark på en liggende person. Endvidere blev klageren dømt for i forening med andre at have begået afpresning mod den forurettede i voldssagen få dage før den udøvede vold. Klageren blev alene anset for at have været passivt medvirkende til voldsudøvelsen. Flygtningenævnet bemærker, at offeret i de to forhold var den samme person, der således først blev udsat for afpresning og derefter nogle dage senere for vold omfattet af straffelovens § 245. Under disse omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klagerens medvirken har haft den af klageren påberåbte tilfældighedsprægede karakter, hvilket heller ikke er lagt til grund af byret eller landsret. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på den rolle, som klageren efter bevisførelsen har haft forud for de begåede forhold. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses som særlig farlig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, herunder at klageren og en medgerningsmand få dage forud for voldsudøvelsen havde afpresset forurettede, og at overfaldet blev begået af tre gerningsmænd i forening og efter forudgående aftale og fælles forståelse, herunder ved brug af et redskab, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der må anses at være risiko for, at klageren vil begå ligeartet kriminalitet. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark [i vinteren] 2014. Han er født og opvokset i Syrien. Han kom til Danmark som 20-årig. Hans forældre og søster bor i Damaskus, Syrien. Uanset, at klageren efter sin ankomst til Danmark har stiftet familie her, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/34/malc
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni-muslim. Klageren boede indtil hun var 26 år i Daraa og flyttede herefter til Al-Qazzazi i Damaskus, hvor hun boede to år med sin ægtefælle. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren senest indrejste i Danmark [i vinteren] 2018, og at hun [i sommeren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte herfor oplyst, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse fra de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle har unddraget sig genindkaldelse til militæret samt, at klageren oprindeligt er fra Daraa. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Daraa i Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden til Daraa vil være i risiko for at blive forfulgt af myndighederne som følge af sin ægtefælles hjælp til internt fordrevne familier i Daraa. Det bemærkes endvidere, at klagerens ægtefælle i sin asylsag ikke har forklaret herom. Det forhold, at klageren frygter at hun ved en tilbagevenden til Syrien, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes ægtefælle er blevet genindkaldt til militæret, kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Der er herved henset til, at klageren efter sin ægtefælles udrejse [i sommeren] 2014 opholdt sig 1 år og 4 måneder i Syrien sammen med sin datter uden at blive opsøgt af myndighederne. Klageren har endvidere til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i vinteren] 2018, til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 og i sin forklaring for Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke har haft konflikter med myndighederne i Syrien. Klagerens forklaring om, at klagerens mor og svigerfamilie skulle være blevet opsøgt efter klagerens udrejse, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er endvidere henset til, at klageren er udrejst legalt af Syrien uden at dette har givet anledning til problemer med de syriske myndigheder. Klageren udrejste således på sit eget pas med henblik på at blive familiesammenført med sin ægtefælle, der har fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at klagerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke begrunde, at klageren kan meddeles konsekvensstatus. Der er herved henset til, at det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at udeblevne fra militærtjeneste eller desertering ikke medfører asylbegrundende konsekvenser for familiemedlemmer, medmindre den pågældende er en særligt profileret person. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens ægtefælle efter det oplyste er en særlig profileret person, hvilket også understøttes af det ovenfor anførte om klagerens fortsatte ophold i Syrien efter ægtefællens udrejse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren, [X], og hendes to medfølgende børn, [Y] og [Z], opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." [Syri/2021/33/sels]
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sinara, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev af den 10. november 2020 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien, som enlig kvinde uden mandligt netværk risikerer asylbegrundelse overgreb. Klageren har herom oplyst, at klagerens kusine har fortalt klageren, at situationen i Afrin har ændret sig radikalt, idet området nu er under kontrol af tyrkiske styrker. Kontrolsituationen har haft stor indflydelse på kvindernes situation i området, idet kvinder ikke kan forlade deres bopæl alene uden at risikere overgreb fra mænd. Kvinder skal være tildækkede og går ikke længere med make-up. Klagerens mand, far og brødre er politiske flygtninge, og kan ikke vende tilbage til Syrien. Klageren vil derfor ved en tilbagevenden til Syrien være en enlig kvinde uden beskyttelse fra mandlige familiemedlemmer, hvorfor klageren vil være særdeles udsat. Særligt i det kurdiske område, herunder landsbyen Sinara, som ligger omkring 1 times kørsel fra Afrin, vil det vække stor opmærksomhed, såfremt klageren bor der alene. Flygtningenævnet kan efter klagerens forklaring til Oplysnings- og Motivsamtalen [i sommeren] 2016 ved sagens afgørelse lægge til grund, at klageren ikke har haft personlige konflikter med eller er blevet opsøgt af hverken de grupper, som overvågede klagerens hjemby, Islamisk Stat eller kurdiske grupper. Klageren har endvidere ikke været indkaldt til at tjene for de kurdiske grupper. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren på denne baggrund ikke er i risiko for forfølgelse på grund af forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Der er herved henset til, at personer, der kommer fra et område i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, sker angreb på civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden hertil vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Klagerens risiko herfor er, som indledningsvist anført, imidlertid ikke begrundet i individuelle omstændigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemområde, Sinara landsby, Aleppo, Syrien, vil være en enlig syrisk kvinde uden netværk kan ikke medføre, at klageren anses for at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Der er herved henset til, at det af klagen fra Dansk Flygtningehjælp fremgår, at klagerens kusine og klagerens onkel befinder sig i Syrien, hvorfor klageren ikke vil stå uden netværk. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2021/32/SELS]
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder enten vil henrette, torturere eller tvinge ham til at aftjene militærtjeneste, fordi han endnu ikke har aftjent militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil behandle ham dårligt, idet han er kurder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder har forsøgt at rekruttere ham til militæret, da han boede i Syrien. Klageren har oplyst, at myndighederne indkaldte klageren til militærtjeneste, ligesom de mere end 15 gange opsøgte klageren på hans bopæl i Syrien, hvor han formåede at holde sig skjult. Klageren har endeligt oplyst, at hans far efter udrejsen betalte penge til en ansat ved myndighederne, som undersøgte, hvorvidt klageren var efterlyst, og at han herefter telefonisk blev meddelt, at han stadig er efterlyst af myndighederne. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Århus’ dom [i vinteren] 2019 fundet skyldig i blandt andet røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 ved efter forudgående planlægning og i fælles forståelse med to andre at have overfaldet en medarbejder i en restaurant, fastholdt ham og udsat ham for vold samt opbrudt kasseapparatet og tilegnet sig ca. 16.000 kr., idet klagerens specifikke rolle var at fastholde medarbejderen, mens denne blev udsat for vold og beløbet blevet taget fra kasseapparatet. Klageren er ved samme dom dømt for på et andet tidspunkt at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at have spyttet på en tjenestegørende social- og sundhedsassistent. Endelig er klageren ved samme dom dømt for på et tredje tidspunkt at have overtrådt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 2. Klageren blev idømt et års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren er ved dom [i foråret] 2020 fra Retten i Herning idømt 1 år og 3 måneders fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år for overtrædelse af diverse opholds-, underretnings- og meldepligter. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet navnlig vedrørende forhold 1 i dommen afsagt af Retten i Århus [i vinteren] 2019, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har to brødre og anden familie, der er bosiddende i Danmark. Klageren er ikke tilknyttet arbejdsmarkedet. Han har ikke taget en uddannelse, og han taler ikke dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af de forbrydelser, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens psykiske problemer og familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/104/hzc
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter repressalier fra de syriske myndigheder som følge af sin flugt ud af landet. Klageren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet klageren ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er statsløs palæstinenser, og at han er født og opvokset i Syrien, hvor klageren dermed har haft fast bopæl, jf. flygtningekonventionen artikel 1, litra A, nr. 2. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, og da han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en yngre, ugift mand, der er sund og rask. Klageren, der har bestået dansk modul 2, har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Klageren har familiemæssig tilknytning til Syrien, mens klagerens bror, faster og onkel opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/76/hzc
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamiler og hindu af trosretning fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har været aktiv for studenterforeningen under De Tamilske Tigre (LTTE) i perioden 1990 til 1996. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter de srilankanske myndigheder, samt at hun frygter at blive udsat for seksuelle overgreb, anholdt og afpresset af en person ved navn [A], fordi hun tidligere har været medlem af LTTE’s studenterorganisation. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun var medlem af LTTE’s studenterorganisation fra 1990 til 1996, og at hun i 1995 lærte [A] at kende gennem en person ved navn [B]. [A] og [B] var begge medlemmer at LTTE’s efterretningstjeneste, og de bad ansøgeren om at hjælpe efterretningstjeneste med forskellige opgaver. Ansøgeren skulle blandt andet angive personer, der videregav informationer om LTTE, personer der solgte hash eller andre ulovlige stoffer, og personer der bryggede alkohol ulovligt. Ansøgeren har videre forklaret, at [B] og [A] flygtede i 1996, og at hun frem til [slutningen af] 2019 ingen kontakt havde til hverken [A] eller [B]. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun [slutningen af] 2019 blev opsøgt på sin bopæl af [A] samt to personer fra efterretningstjenesten, og at de afhørte hende om hendes tidligere arbejde for LTTE. [I slutningen af] 2019 ringede [A] til ansøgeren og oplyste, at såfremt hun betalte 300.000 rupee, ville han sørge for, at hun ikke blev afhørt igen. [I slutningen af] 2019 blev ansøgeren igen opsøgt af [A] samt med to mænd fra efterretningstjenesten, som oplyste, at de troede, at hun fortsat havde en forbindelse til LTTE. [A] og de to mænd fra efterretningstjenesten ransagede hendes bopæl, og de forsøgte at voldtage hende. [A] fortalte ansøgeren, at hun skulle betale 800.000 rupee, hvis hun ville undgå, at de opsøgte hende igen. Ansøgeren flygtede fra Sri Lanka til Colombo dagen efter. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun er blevet opsøgt af regeringssoldater på sin bopæl i 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at hun risikerer overgreb fra de srilankanske myndigheder side ved en tilbagevenden til Sri Lanka, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft kontakt med LTTE siden 1996. Hun har endvidere forklaret, at hun ikke flygtede i 1996 i forbindelse med de srilankanske myndigheders overtagelse af kontrollen i området, fordi det ikke var nødvendigt at flygte, og at hun ikke har frygtet de srilankanske myndigheder, siden myndighederne opsøgte hende i 2016, hvor myndighederne vidste, at hun havde været tilknyttet LTTE. Hertil kommer, at ansøgeren endvidere har forklaret, at hun udrejste legalt fra Colombo lufthavn, og at hun i forbindelse med et besøg i Schweiz i 2019 ved brug af sit eget pas ind- og udrejste uden problemer. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun frygter asylbegrundende overgreb begået af [A], som nu ifølge ansøgerens forklaring samarbejder med de srilankanske myndigheders efterretningstjeneste, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [A] efter 23 år uden kontakt til ansøgeren skulle opsøge hende, efter at han som tidligere medlem af LTTE’s efterretningstjeneste var blevet en del af de srilankanske myndigheders efterretningstjeneste, for at udspørge hende om hendes tilknytning til LTTE, for hvilken organisation hun tidligere har udført i samarbejde med [A]. Efter ansøgerens forklaring har hendes arbejde i LTTE primært været af humanitær og social karakter, og ansøgeren har ikke nærmere kunnet forklare, hvorfor hun har været i særlig risiko for at blive opsøgt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun blev forsøgt voldtaget, men at hun skubbede [A] væk og løb ud af værelset, hvorefter der ikke skete andre fysiske overgreb. Endvidere foreligger der ingen oplysninger om, at ansøgerens familie skulle være blevet kontaktet eller opsøgt af [A] efter ansøgerens udrejse på trods af, at ansøgeren fik en måned til at betale beløbet på 800.000 rupees. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for tidligere uprofilerede medlemmer af LTTE på Sri Lanka ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med de srilankanske myndigheder eller [A] har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i Sri Lanka risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2021/1/RILA
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien under henvisning til, at Spanien kunne tjene som første asylland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk statsløs palæstinenser og sunni muslim født og opvokset Yarmouklejren ved Damaskus, Syrien. Ansøgeren har fra 2012 frem til sin udrejse i 2018 boet i [bydel], Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, da han har fået en skriftlig genindkaldelse til militæret. Endvidere frygter han de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han skrev under på den skriftlige genindkaldelse til militæret, men flygtede to dage efter at han fik indkaldelsen. Han ønsker ikke at aftjene militærtjeneste, da han er imod krigen, og ikke ønsker at slå mennesker ihjel. Han har desuden været tilbageholdt flere gange ved kontrolposter tilhørende de syriske myndigheder, hvor han blev stillet spørgsmål og chikaneret. Endvidere har mange mennesker mistet livet under krigen, og han frygter at miste sit liv. Ansøgeren har oplyst, at han UNWRA-registreret i Syrien. Ansøgeren oplyste til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2018, at han var ugift. Til sin partshøring [i efteråret] 2019 har han oplyst, at han har en ægtefælle. Han har videre oplyst, at hans ægtefælle er statsløs palæstinenser, at hun og datteren opholder sig i Danmark, samt at ægtefællen har opnået beskyttelse i Spanien i 2017. Parrets har et fælles barn, som blev født [i foråret] 2019. Ægtefællen har søgt om familiesammenføring med datteren ved den spanske ambassade i Danmark, så datteren kan komme med ægtefællen til Spanien. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har konflikter i Spanien, da han aldrig har været der. Ansøgeren ønsker ikke at tage ophold i Spanien, herunder at han og ægtefællen ikke har eller har påtænkt at søge om familiesammenføring, således at han kunne opnå opholdstilladelse i Spanien på baggrund af familiesammenføring. For Flygtningenævnet har ansøgeren anført, at han ikke er gift, og at han ikke længere har et forhold til [A], Udlændingestyrelsen har i 2018 meddelt ansøgeren normalprocedure. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af ansøgerens ansøgning om asyl vurderet, om han har opnået beskyttelse i et andet land, eller om han har nær tilknytning til et andet land, hvor han må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren i kraft af sin ægtefælles opholdstilladelse, har en nær tilknytning til Spanien, og at han må antages at kunne opnå beskyttelse i Spanien. Udlændingestyrelsen har derfor ikke taget stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, 2. pkt. Flygtningenævnet er enig i Udlængestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Det, som ansøgeren har forklaret for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget usammenhængende og utroværdigt om sit forhold til [A]. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorfor deres forhold ophørte ved [A]s udrejse af Syrien i 2012. Ansøgerens forklaring om, hvordan han efter ankomsten til Danmark på ny fik kontakt til [A] er endvidere utroværdig, og hans forklaring om deres forhold efter, at de havde opnået kontakt, er ligeledes utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usikkert og divergerende om, hvilken kontakt, han har haft til [A] i Danmark. Først foreholdt, at ansøgerens forklaring om deres kontakt, herunder seksuelle kontakt, ikke stemmer med deres fælles barns avlingstidspunkt, har ansøgeren ændret sin forklaring, og heller ikke denne nye forklaring er troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i overensstemmelse med sin forklaring til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 fortsat er gift med [A] med hvem han har en datter født [i foråret] 2019, og at deres samliv ikke er ophørt. Flygtningenævnet har også herved tillagt det vægt, at ansøgeren [fra efteråret] 2019 oplyste til Udlændingestyrelsen, at han ville søge om familiesammenføring, ”således at hans ægtefælle og datter kan komme til Danmark og bo sammen med ham”, og at det først i advokatindlægget er oplyst, at ansøgeren er skilt. Ansøgeren har som følge af ægtefællens opholdstilladelse i Spanien en så nær tilknytning til Spanien, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse der, herunder beskyttelse mod refoulment, og Flygtningenævnet finder endvidere at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Spanien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” span/2020/1/NABR
Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og ikke-troende fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel på grund af krigen i Somalia. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han flygter at blive slået ihjel, da ansøgerens far har fortalt ham, at han har hørt om personer, som er blevet slået ihjel ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel grundet sin manglende religiøse overbevisning. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere henvist til, at han grundet sin psykiske- og mentale tilstand ved en tilbagevenden til Somalia er i alvorlig risiko for forfølgelse eller anden nedværdigende behandling eller straf. På Flygtningenævnets forespørgsel oplyste Udlændingestyrelsens repræsentant, at han ikke aktuelt har mulighed for at fremlægge lægelige oplysninger eller udtalelser vedrørende ansøgerens psykiske og mentale tilstand. Udlændingestyrelsens repræsentant oplyste videre herom, at han mente, at der forelå nyere oplysninger. Advokaten oplyste, at han havde søgt om aktindsigt i Udlændingestyrelsen oplysninger vedrørende ansøgerens psykiske og mentale tilstand, men at han dags dato ikke har modtaget svar herpå. Flygtningenævnet beslutter på denne bagrund at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsens, således at Udlændingestyrelsen får mulighed for at indhente yderligere og aktuelle oplysninger om ansøgerens psykiske/psykiatriske sygdomsforhold med henblik på stillingtagen til ansøgerens asylmotiv vedrørende risiko for forfølgelse eller anden nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7.” Soma/2021/15/mima
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2003 som familiesammenført. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2003, og at han den [i sommeren] 2004 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har en stor frygt på grund af sin religion og nationalitet, og at han hører til en særlig social gruppe inden for de politiske anskuelser, som befinder sig i hjemlandet. Klageren har ikke oplyst nærmere om sit asylmotiv, herunder hvad han konkret frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2021/1/hzc
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk jutt toor og sunni muslim af trosretning fra Gujranwala, Wayanwali, Pakistan. Ansøgeren har oplyst, at han har støttet Pakistan Muslim League Nawaz (PMLN) på lokalt plan. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far havde meget indflydelse og var en respekteret mand i deres landsby og de andre omkringliggende landsbyer, samt at han i en årrække havde afholdt vælgermøder for PMLN. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive overfaldet eller slået ihjel af personer fra regeringspartiet PTI på grund af modsætningsforholdet til PMLN. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet udsat for tre overfald af medlemmer fra PTI. Den første gang i [foråret] 2018 kom tre personer på motorcykel og skød efter ham. De truede ham og sagde, at han skulle forlade byen og lade være med at støtte PMLN. To til tre dage efter blev ansøgeren udsat for endnu en skudepisode, hvor fire personer på motorcykler affyrede skud mod hans hus. En aften i september 2018, da ansøgeren var på vej hjem fra sit arbejde i renseriet, blev han stoppet af fem personer som tilbageholdt ham og udsatte ham for tortur. De truede ansøgeren med, at de ville komme efter hans familie og børn, hvis han ikke forlod landsbyen og stoppede med at støtte partiet. Dagen efter flyttede ansøgerens ægtefælle og børn hjem til ansøgerens ægtefælles mor. I [begyndelsen af] 2019 forlod ansøgeren sin landsby og flyttede til Lahore, hvor han tog ophold frem til sin udrejse. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, ansøgeren i sit asylskema ikke har nævnt den konkrete konflikt og kun har nævnt to overfald. Flertallet bemærker, at ansøgeren har 12 års skolegang, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at det var manglende forståelse af spørgsmålene, der er årsagen. Ansøgeren har under sine to forklaringer for styrelsen forklaret, at hverken han eller hans far havde egentlige aktiviteter for partiet PMLN, men at de sympatiserede med partiet og at faren var en kendt og respekteret mand i området. Ansøgeren har for nævnet udbygget sin forklaring væsentligt og har blandt andet forklaret, at både hans far og han selv, har arrangeret og betalt for vælgermøder på vegne af PMLN. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren flyttede til Lahore, hvor han fik både bolig og arbejde, og at han opholdt sig der uden at blive opsøgt fra [begyndelsen til efteråret] 2019. Det forhold, at ansøgeren under samtaler i Udlændingestyrelsen og for nævnet har forklaret konsistent om de tre overfald, at han har efterladt sin ægtefælle og to børn, hvoraf det ene var nyfødt, og at ansøgerens forklaring passer med baggrundsoplysningerne om den politiske situation i Punjab, i sommeren og efteråret 2018, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2021/4/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland, samt to børn fra Kasakhstan under henvisning til, at Kasakhstan kunne tjene som første asylland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra [Landsby], Chimkent Oblat regionen, Kasakhstan. Ansøgeren flyttede til Groznyj, Tjetjenien, efter hun fik russisk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har skrevet kritiske artikler om myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling og at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi hun har skrevet kritiske artikler og Instagram-opslag om myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været eftersøgt og tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder i omkring halvanden time [Vinteren] 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes bolig er blevet opsøgt efter hendes udrejse, hvor myndighederne har beslaglagt hendes computer. Hendes søster er ligeledes blevet tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det, som ansøgeren har anført om årsagen til, at hun er udrejst af Rusland, ikke kan føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Flygtningenævnet har, ligesom Udlændingestyrelsen, herved lagt vægt på, at ansøgeren kan generhverve sit statsborgskab i Kasakhstan og derved opnå beskyttelse i Kasakhstan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, som beskrevet i artikel 18-1 i "Terms of Reinstatement of Citizenship of the Republic of Kazakhstan", samt Udlændingestyrelsens notat fra januar 2015 om risikoen for udlevering af tjetjenere fra Kasakhstan til Tjetjenien. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de kasakhiske myndigheder, og herunder ikke har været udsat for straffeprocessuelle indgreb i Kasakhstan, og at hun har opholdt sig i Kasakhstan i omkring et år forud for indrejsen i Danmark uden at opleve problemer med myndighederne. Der findes således ikke at være forhold, der gør, at udsendelse af ansøgeren ikke kan ske til Kasakhstan, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Kasa/2021/1/mima
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2001 som familiesammenført. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt ateist fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har fremsat politiske budskaber på Facebook. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren frygter i øvrigt de generelle forhold i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2015 til 2016 på Facebook har ytret sig kritisk omkring styret i Iran, herunder om Mullah-styret. Ansøgeren har ytret sig på to forskellige Facebook-sider. Ansøgeren har på baggrund af sine ytringer modtaget trusler på Facebook og modtaget to fysiske breve på sin bopælsadresse. Af truslerne fremgik, at ansøgeren var landsforræder og at han ikke kan vende tilbage til Iran. Ansøgeren har senest modtaget trusler i 2016. Ansøgeren har endvidere til støtte herfor henvist til, at han er ateist og at de iranske myndigheder slår hårdt ned på personer, der frafalder islam. Ansøgeren interesserer sig ikke for religion, og tror ikke på nogen gud. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har ytret sig kritisk om styret i Iran på Facebook. Nævnet har i den forbindelse – ligesom Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at ansøgeren under sagens behandling har forklaret forskelligt om centrale forhold til belysning af asylmotivet, herunder om antallet af trusler modtaget via Facebook i anledning af ytringerne, og om baggrunden for, at han ophørte med at ytre sig kritisk på Facebook. Herudover har nævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har modtaget trusselsbreve på sin bopælsadresse, ikke fremstår overbevisende henset til, at han angiveligt alene har ytret sig på Facebook med et brugernavn, der ikke svarede til hans borgerlige navn. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der ikke under sagen er fremlagt konkrete beviser for trusler, ligesom Udlændingestyrelsens OSINT-afdeling forgæves har forsøgt at fremfinde ansøgerens kritiske ytringer. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er ateist. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse har forklaret forskelligt om, hvorvidt han er muslim. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/16/gdan
Nævnet omgjorde i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 1994.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er irakisk statsborger og shia-muslim. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1994, og at han [i foråret] 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2005 udrejste til Irak. Klageren har oplyst at han, sammen med sin mor og tre søskende, blev tvunget til at udrejse og opholde sig uden for Danmark af sin far. [I sommeren] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Efter klagerens forklaring, som Flygtningenævnet finder er troværdig, lægger nævnet til grund, at klageren har opholdt sig illegalt i Iran fra 2003 til 2017. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens kortvarige besøg i 2015 og 2016 i Irak og ophold i Irak i perioden fra 2017 til 2020 alene har været begrundet i de danske myndigheders krav om legitimationspapirer til brug for myndighedernes behandlingen af klagerens ansøgning om bevarelse af opholdstilladelsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke grundlag for at fastslå, at klageren har taget frivillig bopæl i Irak i udlændingelovens forstand, eller at klageren har opnået beskyttelse i et tredjeland. Betingelserne for at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet er derfor ikke opfyldt, jf. § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/45/imbs
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tjetjenere og muslimer af trosretning fra Pankisi, Georgien. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er fra landsbyen […] i Pankisi, Georgien, og at han fra 2016 til 2018 boede i Tbilisi. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er fra […], og at hun fra 2016 til 2018 boede i Tbilisi. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Georgien, idet han frygter at blive slået ihjel af personer, som formentligt er fra myndighederne, og som har truet ham på livet. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles konflikter og frygten for, at han vil blive slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at nogle ukendte personer trængte ind i ansøgernes hus [i starten af] 2018, og at hans bror, der befandt sig på deres bopæl, blev ført væk. Omkring [to uger senere i] 2018 blev ansøgeren ligeledes hentet af maskerede mennesker i sorte uniformer, der bandt hans hænder, tildækkede hans hoved og førte ham til et ukendt sted. De ville have ansøgeren til at vidne i sagen mod [A]. De oplyste, at sagen vedrørende [A] ikke havde noget med ansøgeren eller hans bror at gøre, men at [A's] ægtefælle var fjern slægtning til den mandlige ansøger. De ville også have ansøgeren til at afgive falsk vidneudsagn i en anden sag vedrørende afdøde [B], som ansøgeren ikke havde noget at gøre med. De ville have ansøgeren til at vidne om, at manden, der var blevet slået ihjel, havde haft en håndgranet i hænderne. De truede med at slå ansøgeren ihjel og sige, at han var terrorist ligesom de personer, som han skulle vidne imod. Ansøgeren blev under tilfangetagelsen slået. Omkring [et nærmere tidspunkt i starten af] 2018 blev ansøgeren igen mødt af samme bil, og han blev sat ind i bilen og spurgt til sin beslutning. Han sagde fortsat nej til at vidne, hvorefter de sagde, at de ville give ham længere tid til at tænke, og de lod ham gå. Omkring [to uger senere i] 2018 blev ansøgeren hentet af samme bil, hans hoved blev tildækket, og han blev ført til samme sted som tidligere. De truede ansøgeren og ville fortsat have ham til at vidne. Ansøgeren nægtede, og de slog og sparkede ham, ligesom de tvang hans hoved ned i en balje med vand. Ansøgeren indvilligede til sidst i at gøre, som de ønskede, og de oplyste, at de ville kontakte ham senere, hvorefter han blev kørt tilbage. Herefter udrejste ansøgerne sammen [omkring to uger senere i] 2018. Til støtte for asylmotivet har den kvindelige ansøger ligeledes blandt andet henvist til, at hendes ægtefælle er blevet truet på livet til at afgive falske vidneudsagn, og at han har været taget med og afhørt, ligesom han er kommet hjem med blodige sår. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgeres konflikt med de georgiske myndigheder – det være sig politiet, specialstyrker eller andre - til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaringer på nævnsmødet om deres asylmotiv og forløbet forud for udrejsen af hjemlandet er forekommet tillærte og ikke selvoplevede og dermed utroværdige. Nævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger under nævnsmødet var i stand til at redegøre eksakt for tidsforløbet og datoer, mens han til asylsamtalen, der fandt sted omkring et halvt år efter indrejsen i Danmark, forklarede påfaldende usikkert om tidspunkterne for de angivelige opsøgninger, og at han ikke var i stand til at konkretisere, om det var myndigheder eller privatpersoner, han frygtede. Hertil kommer, at begge ansøgere har forklaret udbyggende om udrejsen fra lufthavnen i Tbilisi. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beskrevne hændelsesforløb ikke fremstår sandsynligt henset til ansøgernes baggrund og de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende situationen i ansøgernes hjemområde. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter egne oplysninger ikke har været politisk aktiv, aldrig har haft konflikter med og fremstår helt uprofileret i forhold til de georgiske myndigheder, og at han efter sin forklaring ikke havde noget med sagen vedrørende [A] at gøre. Det fremstår således usandsynligt, at den mandlige ansøger af myndighedspersoner skulle være blevet tvunget til at afgive falsk vidneudsagn i denne sag og i en sag mod [B] og af denne grund skulle være efterstræbt af myndighederne. Nævnet finder ikke, at den mandlige ansøgers forklaring om, at det måske skyldtes, at de boede i Tbilisi, hvor begivenhederne fandt sted, at [A's] kone var den mandlige ansøgers mors kusines datter, eller at hans bror tidligere havde hjulpet [A's] kone, forekommer overbevisende. Den omstændighed, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, understøtter heller ikke, at den mandlige ansøger på tidspunktet for udrejsen har været eftersøgt. Nævnet finder i denne forbindelse, at ansøgernes forklaring under nævnsmødet om, at den mandlige ansøgeres pas blev taget og undersøgt i lufthavnen, må afvises som udbyggende. Den mandlige ansøgeres forklaring om, at det må skyldes tolkeproblemer, at dette ikke fremgår af referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen, og den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun havde sagt det under samtalen med Udlændingestyrelsen, forekommer ikke troværdigt. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med de georgiske myndigheder ikke harmonerer med de generelle baggrundsoplysninger, herunder for tjetjenere, som nævnet er i besiddelse af. Om de generelle baggrundsoplysninger henviser nævnet navnlig til følgende materiale: Human Rights Watch: “World Report 2020 Georgia”, 14. januar 2020, Amnesty International, “Human Rights in Eastern Europe and Central Asia - Review of 2019 – Georgia”, 16. april 2020, US Department of State, ”Country Report on Human Rights Practices 2019 – Georgia”, 11. marts 2020, Migrationsverket: ”Rätts- och säkerhetssektorn”, 16. september 2019, Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, “Georgia. The Situation of the Kist Community and the Chechens Georgia”, 7. november 2018, samt Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport, ”Georgia, ComplaintMechanisms for the Kist Community” fra december 2020, Utrikesdepartementet, ”Mänskligarättigheter, demokrati och rättsstatensprinciper i Georgien - situationen per den 31. december 2017”, 28. juni 2018, og Landinfo, ”Georgien: Korrupsjon i politi og rettsvesen”, 9. marts 2017. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i det anførte materiale til grund, at de retshåndhævende institutioner i Georgien – uanset at der også nævnes eksempler på uforholdsmæssig magtudøvelse – overordnet set fungerer, og at de grundlæggende frihedsrettigheder generelt respekteres i Georgien, ligesom der ikke findes grund til at antage, at de georgiske myndigheder udsætter etniske tjetjenere for tortur. I det omfang ansøgerne mener, at den mandlige ansøger har været udsat for overgreb eller anden uforholdsmæssig magtanvendelse fra de georgiske myndigheder, må ansøgerne henvises til at søge de overordnede georgiske myndigheders bistand i forbindelse med en klage over de myndighedspersoner, der angiveligt skulle have opsøgt den mandlige ansøger og udsat ham for vold og trusler. De generelle forhold for tjetjenere i Georgien kan ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgernes advokat har under sagens behandling i Flygtningenævnet i sit indlæg yderligere henvist til, at ansøgerne endvidere frygter de russiske specialtjenester som følge af beretninger om drab på tjetjenere i udlandet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes frygt for de russiske specialtjenester kan føre til, at de meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en generel frygt, og at det udelukkende beror på deres egen formodning, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for overgreb fra russiske specialtjenester. Sammenfattende har ansøgerne således ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Geor/2021/2/ajev
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk etiopier og muslim af trosretning fra Qetchene, Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive fængslet, idet hun er udrejst illegalt af Eritrea. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Etiopien indtil hun var 14 år gammel. Ansøgeren og hendes mor blev herefter deporteret til Eritrea i 1998, hvor de opholdt sig i omkring tre måneder. Ansøgeren og hendes mor udrejste i 1999 fra Eritrea til Sudan, hvor ansøgeren herefter opholdt sig i 11 år. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på intet tidspunkt har fremlagt nogen form for dokumentation for sin identitet eller statsborgerskab. Hun har oplyst, at hun er født og opvokset i Addis Ababa, og at hendes mor har oplyst, at hendes far var Etiopisk statsborger. Ansøgeren har under den seneste ansøgning oplyst, at hun og hendes mor blev tvangsdeporteret til Eritrea i 1998. Ansøgeren har ved ansøgninger i henholdsvis i 2013 og i 2019 forklaret forskelligt om opholdet og udrejsen fra Eritrea. Hun har forklaret, at hun i 2013 gav usande oplysninger. Ansøgeren udrejste fra Italien før hendes asylsag var afsluttet. Hun gik under jorden i Danmark, da de danske myndigheder traf afgørelse om Dublin-overførsel, men forsøgte ikke at få sin italienske sag genoptaget, på trods af, at hun rejste til Italien, ligesom hun ikke søgte asyl i Tyskland, hvor hun efterfølgende opholdt sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har mistet sit etiopiske statsborgerskab, og er blevet eritreisk statsborger. Idet ansøgeren har forklaret, at hverken hun eller hendes medfølgende barn har nogen konflikter i Etiopien, har hun ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2021/1/hmu.
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren er statsløs palæstinenser og har haft ophold i Yarmouk lejren i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [slutningen af 2014], og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har opfattet hans klage som en påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ønsker at blive familiesammenført med sin ægtefælle og sine børn, som fortsat opholder sig i Syrien, idet han frygter for deres sikkerhed. Efter de foreliggende oplysninger, herunder det af klageren oplyste, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren må antages at være i en individuelt begrundet og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har således ikke fundet, at klageren har sandsynliggjort, at det forhold, at klageren har undladt at efterkomme en befaling fra en civil person ved navn [A] om at melde sig til Yarmouk brigaden, indebærer, at klageren af denne grund risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren fik betænkningstid, og at han ikke på ny i den følgende periode på en måned, er blevet opsøgt af [A] eller andre personer, der ville have ham til at deltage i Yarmouk brigaden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at han heller ikke har oplevet andre konflikter i forbindelse med sin afvisning af at deltage i Yarmouk brigaden. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren ikke har oplyst andre forhold, der giver anledning til at antage, at klageren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse. ” Syri/2015/35
Nævnet omgjorde i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag indrejste klageren [en dato i sommeren] 2014 i Tyskland, og han blev [en dato i sommeren] 2015 anerkendt som konventionsflygtning i Tyskland og fik afslag på asyl, men blev meddelt opholdstilladelse. Opholdstilladelsen var efter det oplyste gældende i tre år. [En dato i sommeren] 2015 blev klageren meddelt familiesammenføringstilladelse med sin ægtefælle i Danmark, og han indrejste [en dato i efteråret] 2015. Han har siden boet her i landet. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren i Tyskland er anerkendt som værende konventionsflygtning, og hvor klageren har opholdt sig i Danmark siden [en dato i efteråret] 2015 med opholdstilladelse som familiesammenført med sin ægtefælle, at der ikke er grundlag for at afvise hans asylansøgning i Danmark, jf. herved også European Agreement on Transfer of Responsibility for Refugees af 16. oktober 1980 og den tilhørende Explanatory Report af samme dato pkt. 31, hvoraf fremgår: ”Although this Article concerns the transfer of responsibility for the issuing of a travel document, it is implicit that following such transfer the second State must grant to the refugee the rights and advantages flowing from the Geneva Convention.” Flygtningenævnet ophæver herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i efteråret] 2019, som berigtiget [en dato i slutningen af] 2019, således at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på behandling af klagerens asylansøgning.” §29b-tys/2020/3/HZC
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon samt medfølgende barn. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber/kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af sin søn frygter, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste eller blive hvervet af militære fraktioner, herunder PKK. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har slutteligt henvist til, at hun frygter æresrelateret overgreb fra sin bror og tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har talt nedsættende om hende overfor hendes bror, fordi hun er blevet skilt, hvilket er meget æreskrænkende for familien. Ansøgerens tidligere ægtefælle har truet hende og sagt, at han nok skal finde hende, når hun vender tilbage til Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren, [M], er libanesisk statsborger, og at hun derfor asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med sin tidligere ægtefælle og sin bror til grund. Nævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om det dårlige forhold, der har bestået mellem den tidligere ægtefælle og ansøgerens bror i anledning af ægteskabet, og at det på denne baggrund ikke fremstår troværdigt, at ansøgerens bror nu skulle efterstræbe hende i anledning af skilsmissen. Nævnet finder det desuden påfaldende, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at hun mens hun stadig opholdt sig i Libanon, stod i forhold til en anden mand, som nu opholder sig som asylansøger i Danmark. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder ikke grundlag for hjemvisning til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan få lejlighed til at træffe afgørelse om omstændighederne i forbindelse med skilsmissen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af de problemer, som hendes søn [F] har oplyst at have i Libanon, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Libanon. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt under sit ophold i Libanon selv har oplevet problemer afledt af sønnens problemer. For så vidt angår ansøgerens mindreårige søn, [MK], der er syrisk statsborger, tiltræder Flygtningenævnet, at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og spørgsmålet er derfor, om Libanon kan tjene som hans 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Det er ikke sandsynliggjort, at han på grund af de påberåbte konflikter er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger som nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. juli 2019 lægger nævnet til grund, at ansøgeren vil kunne genindrejse i Libanon sammen med sin libanesiske mor på grundlag af sit stadigt gældende syriske pas, og dér må antages at kunne få udstedt en opholdstilladelse på grundlag af oplysningerne i passet, den elektroniske kopi af moderens id-kort og oplysningerne fra det syriske civilregister. På den anførte baggrund, og idet oplysningerne om [MK’s] helbredsforhold og øvrige personlige forhold ikke kan føre til en anden vurdering, finder Flygtningenævnet, at Libanon kan tjene som 1. asylland for ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Liba/2021/3/HZC
Nævnet meddelte i januar 2021opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk kurder og muslim. Klageren er født i [by], Al-Hasakah, Syrien, hvor hun boede frem til hun var omkring ni år gammel, hvorefter hun flyttede til Damaskus. Omkring et år før klageren udrejste af Syrien, flyttede hun tilbage til [by], hvor hun boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive presset til at lade sig hverve til YPG eller YPJ. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at YPG/YPJ har udsat hende for pres med henblik på at forsøge at få hende til at tilslutte sig gruppen, mens klageren opholdt sig i [by]. Videre har klageren oplyst, at hendes ene søster er død i kamp efter frivilligt at have tilsluttet sig YPG/YPJ. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter overgreb fra myndighederne, fordi hun er kurder fra [by], fordi hun er i familie med en kurdisk martyr, idet hendes søster [A] som medlem af YPJ i efteråret 2014 blev dræbt i kamp mod IS, og fordi hendes to brødre har været politisk aktive som modstandere af det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes mor, [B], samt hendes søster, [C], hvis sager sambehandles med nærværende sag, i alt væsentligt har forklaret troværdigt og enslydende om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes søster og mor efter at have boet i Damaskus i en længere årrække flyttede tilbage til og bosatte sig i deres oprindelige hjemby [by] i det kurdisk kontrollerede område på grund af krigen i Syrien, hvorunder deres bolig blev ramt af en bombe, og fordi søsteren [A] blev dræbt. Klageren og hendes mor og søster boede i [by] i ca. et år, hvorefter de flygtede og udrejste illegalt fra Syrien, fordi blandt andre IS kom tættere og tættere på byen. Klagerens to brødre fik opholdstilladelse i Danmark i henholdsvis 2010 og 2014, begge efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens søster, [A], var medlem af YPJ, at hun blev dræbt i kamp mod IS i efteråret 2014, og at hun fik en martyrbegravelse. Flygtningenævnet finder, at klageren som kurder efter at være udrejst illegalt af Syrien og som nært familiemedlem til en martyr fra en kurdisk oprørsgruppe og i den forbindelse endvidere som nært familiemedlem til to kurdere, der er politiske modstandere af det syriske regime, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 2. juni 2020, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” syri/2021/9/CARA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [By], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb fra de syriske myndigheder, krigen og de generelle forhold i landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har været tilhænger af den Frie Syriske Hær, og at han på et ukendt tidspunkt forsvandt i seks til syv måneder, fordi den Frie Syriske Hær krævede, at han skulle bære våben, hvorefter han udrejste af Syrien. Ansøger har videre oplyst, at myndighederne har opsøgt hendes ægtefælle seks til syv gange. Dette skete skiftevis på hendes mors og svigermors bopæl. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun var på bopælen fem ud af seks til syv gange, hvor hun personligt var i dialog med myndighederne. I forbindelse med opsøgningerne har myndighederne efterspurgt hendes ægtefælles opholdssted, hvortil hun fortalte personerne, at hun ikke vidste, hvor han var. Ansøgeren blev herefter truet med, at hun ville blive efterlyst af myndighederne, hvis de fandt frem til, at hun havde afgivet falske informationer om hendes ægtefælle. Ansøgeren har endvidere oplyst, at myndighederne tre til fire gange har opsøgt hendes mor, hvor der blev spurgt ind til hende, og at dette senest fandt sted for omkring tre måneder siden. Ansøgeren har videre oplyst, at kontrolposterne i Syrien udsætter kvinder for chikane. Ansøgeren har herom oplyst, at en myndighedsperson spurgte om hendes nummer ved en kontrolpost, hvorefter hun oplyste myndighedspersonen nummeret. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren [foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun indrejste i Danmark [foråret 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af hendes ægtefælles tilknytning til den Frie Syriske Hær. Nævnet har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved ansøgerens ægtefælles afgørelse af [vinteren 2020] har afvist, at ansøgerens ægtefælle har et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af ovennævnte. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Syrien ved brug af sit syriske nationalitetspas. Desuden har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ca. en måned inden udrejsen af Syrien henvendte sig til et civilregistreringskontor i Damaskus med henblik på at få udstedt en personlig civilregistreringsattest, og at hun i den forbindelse ikke havde problemer med myndighederne. Det forhold, at ansøgeren ved en kontrolpost måtte udlevere sit nummer til en myndighedsperson, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter episoden ikke har haft konflikter med denne person. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren eller hendes familie er blevet opsøgt af de syriske myndigheder som følge af ansøgerens ægtefælles forhold. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke begrunde, at ansøgeren kan meddeles konsekvensstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder de tidsmæssige betingelser for at få konsekvensstatus, idet ansøgeren udrejste af Syrien ca. 11 måneder efter ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren først har søgt asyl mere end 4 år efter ansøgerens indrejse i Danmark. De generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. På denne baggrund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren er udrejst fra [By], og det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, [By]. Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i [By] ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, er der herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der foreligger ikke oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, og der er derfor i øvrigt ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."Syri/2021/22/MSI
Nævnet hjemviste i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim født i [by A], Qatana, Syrien, og har boet i Damaskus, Syrien fra 2011 frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen, og at hun som enlig kvinde vil have svært ved at finde et arbejde og kunne klare sig økonomisk og derfor ikke vil kunne få lægehjælp og medicin. Klageren har videre henvist til, at hun ikke har en bolig. Klagerens advokat har efter drøftelse på nævnsmødet principalt nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, subsidiært at klagerens opholdstilladelse forlænges. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet, subsidiært at sagen udsættes på Flygtningenævnets stillingtagen til, hvorvidt Rif Damaskus skal omfattes af den praksis, der er gældende for Damaskus i relation til vurderingen af de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har ikke i deres afgørelse begrundet, hvorfor klagerens sag alene er vurderet i forhold til de generelle forhold i Damaskus og ikke (tillige) i forhold til de generelle forhold i [by A]. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen hertil.” Syri/2021/13/IMBS
Nævnet meddelte i januar 2021opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim. Klageren er født i [by], Qamishli, Syrien. Efterfølgende har hun haft bopæl i [by], hvor hendes børn er født, herefter en årrække i Damaskus og sidst i [by]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede Islamisk Stat og de generelle forhold i Syrien med jævnlige bombardementer og vilkårlige angreb. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hendes ene datter blev dræbt som konsekvens af de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter overgreb fra myndighederne, fordi hun er kurder fra [by], fordi hun er i familie med en kurdisk martyr, idet hendes datter [A] som medlem af YPJ i efteråret 2014 blev dræbt i kamp mod IS, og fordi hendes to sønner har været politisk aktive som modstandere af det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes to døtre, [A] og [B], hvis sager sambehandles med nærværende sag, i alt væsentligt har forklaret troværdigt og enslydende om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes to døtre efter at have boet i Damaskus i en længere årrække flyttede tilbage til og bosatte sig i deres oprindelige hjemby [by] i det kurdisk kontrollerede område på grund af krigen i Syrien, hvorunder deres bolig blev ramt af en bombe, og fordi datteren [A] blev dræbt. Klageren og døtrene boede i [by] i ca. et år, hvorefter de flygtede og udrejste illegalt fra Syrien, fordi blandt andre IS kom tættere og tættere på byen. Klagerens to sønner fik opholdstilladelse i Danmark i henholdsvis 2010 og 2014, begge efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens datter [A] var medlem af YPJ, at hun blev dræbt i kamp mod IS i efteråret 2014, og at hun fik en martyrbegravelse. Flygtningenævnet finder, at klageren som kurder efter at være udrejst illegalt af Syrien og som nært familiemedlem til en martyr fra en kurdisk oprørsgruppe og i den forbindelse endvidere som nært familiemedlem til to kurdere, der er politiske modstandere af det syriske regime, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 2. juni 2020, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2021/10/CARA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har i [efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Klageren frygter endvidere de generelle forhold, og at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at regimet forfølger alle borgere. Klageren har videre oplyst, at klagerens to sønner har været anholdt, fordi klageren ikke meldte sig som anvist af regimet. Den ene af klagerens sønner afgik ved døden i fængslet. Klagerens bopæl er blevet opsøgt af sikkerhedstjenesten. Klageren var eftersøgt, fordi han angiveligt havde deltaget i demonstrationer mod regimet. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af Flygtningenævnets praksis siden sommeren 2019, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes senest af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …” En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse kan være et indgreb i klagerens udøvelse af deres ret til familieliv og privatliv efter EMRK artikel 8, stk. 1. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet klagerens søn, [A], bor i Danmark med sin ægtefælle og 5 børn. Der er imidlertid ingen oplysninger om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne søn. Der er derfor ikke tale om et familieliv i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren indrejste i Danmark som 59-årig. Han har haft ophold i Danmark i 5 år. Han har siden 2019 arbejdet 6 timer om ugen i et bageri. Han taler ikke dansk. Han er født og opvokset i Damaskus, hvor han har boet størstedelen af sit liv. Han har fortsat sin ægtefælle og en søn i Damaskus samt sin afdøde søns børn, som forsørges af hans ægtefælle. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen den 11. maj 2015 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen af 19. oktober 2020 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet ansøgerens forklaring herom fremstår som udbyggende og utroværdig. Klageren udrejste lovligt fra Syrien til Libanon [sommeren] 2013 og fik i den forbindelse et udrejsestempel i sit pas. Endvidere har klageren uden problemer kunnet få forlænget sit pas ved henvendelse på den syriske ambassade i Berlin i 2017. Disse forhold taler imod klagerens forklaring om, at han udrejste som følge af, at han var efterlyst af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere på en række punkter afgivet divergerende forklaringer, ligesom der er uoverensstemmelser mellem klagerens og dennes søn [A´s] forklaringer. Klagerens søn har således under sin oplysnings- og motivsamtale [efteråret] 2014 forklaret, at hans far boede i Libanon med sin nye kone, en syrisk kvinde, og at [A's] mor boede sammen [A], fordi hun var alene efter skilsmissen. Dette er i modstrid med klagerens forklaring om, at han har været gift med [A's] mor i over 30 år. Klageren har forklaret udbyggende herom under mødet i Flygtningenævnet, idet han har forklaret, at han og hans ægtefælle blev mundtligt separeret, men ikke skilt, inden han udrejste til Libanon. Endvidere har klageren afgivet divergerende forklaringer om, hvor ofte myndighederne har opsøgt hans ægtefælle og spurgt efter klageren, efter han udrejste. Disse divergenser svækker klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, til grund. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/1/YARS
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [en bydel], Damaskus, Syrien. Klageren opholdt sig i [en by], Rif Damaskus, Syrien, i en årrække forud for sin tilbagevenden til [bydel], Damaskus, Syrien, i 2015. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat klagede [i foråret] 2018 på vegne af klageren til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Under den oprindelige asylsag og statusændringssagen henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive indkaldt til tjeneste hos Nationalforsvaret (NDF). Klageren anførte til støtte herfor, at han i løbet af 2015 inden sin udrejse blev opsøgt på sin bopæl af personer fra Baath-brigaderne under NDF. Personerne ønskede, at han skulle tilslutte sig NDF, da han var familiens overhoved. Før sin udrejse boede klageren i et regeringskontrolleret område af Damaskus, og hans arbejde for NDF skulle blandt andet bestå i at rekruttere personer og fungere som informant. Klageren nægtede at lade sig rekruttere, og han blev efterfølgende blevet afhørt fem gange. Endvidere blev klagerens bopæl ved flere lejligheder ransaget af NDF. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, da der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive indkaldt til NDF. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hans sønner vil blive udtaget til militæret, og at klageren vil blive afhørt og henrettet, hvis han ikke har sine sønner med til Syrien. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at der ikke er noget arbejde, og at man ikke kan få mad. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi han har delt regimekritiske opslag på sin Facebook-profil, og fordi han har medvirket til en række avisartikler og en Youtube-video. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering fortsat ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med de syriske myndigheder til grund. Flygtningenævnet finder fortsat, som anført i Flygtningenævnets afgørelse [efteråret] 2018, at klagerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret til NDF, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har en sådan helt særlig profil, som skulle gøre ham interessant at rekruttere. Han var således 54 år, da forsøget på tvangsrekruttering angiveligt skulle have fundet sted, han arbejdede som chauffør og havde under sin værnepligt omkring 20 år tidligere udelukkende arbejdet i en kantine og evt. som chauffør, ligesom han lider af sukkersyge, forhøjet blodtryk mv. Det bemærkes, at klageren i dag er 59 år. Med hensyn til klagerens opslag på Facebook, hvilken Facebook-profil ikke er i hans eget navn, men hvor hans navn figurerer under adresse, og hvor hans billede fremgår, og med hensyn til den YouTube-video, der vedrører nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse i Danmark, samt de fremlagte avisartikler, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at de syriske myndigheder skulle være bekendt med disse, og at han som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af ovenfor nævnte forhold. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, i forhold til, at klagerens sønner har unddraget sig militærtjeneste, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport Syria, Military Service, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særligt profilerede personer. Det er Flygtningenævnets vurdering, at klageren og hans sønner ikke kan anses som individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen, eller at de er blevet det efterfølgende. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder som følge af, at hans to sønner har unddraget sig syrisk militærtjeneste. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Syrien vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til udlændingelovens § 7, stk. 3, bemærker Flygtningenævnet, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder Country Report fra The Danish Immigration Service fra oktober 2020, Security and socio-economic situation in the governorartes of Damascus and Rual Damascus, kan lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet siden juni 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, er der herefter ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid EMRK artikel 8 og artikel 3. Klageren er født og er opvokset i [en bydel] i Damaskus, Syrien, hvor han har boet i det meste af sit liv, og har arbejdet i 30 år som buschauffør. Hans kone og fire af hans børn, der er voksne, bor i Tyrkiet. Han er indrejst i Danmark som 54-årig og har bestået Danskuddannelse 2, modul 4, og har oplyst, at han har arbejdet i to år som buschauffør i Danmark. Han har en voksen søn og en svigerdatter i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med artikel 8 i EMRK. Med hensyn til det forhold, at klageren lider af diabetes 2, forhøjet blodtryk, tegn på mavesår, nedsat knogletæthed (osteopeni) og uspecifik psykisk sygdom, jf. den fremlagte lægeerklæring af [ultimo] 2020, bemærker Flygtningenævnet, at dette ikke kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil sætte klageren i en situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren allerede i forbindelse med sin ansøgning om asyl oplyste, at han allerede i Syrien havde for højt blodtryk, led af diabetes mv. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Country Report fra The Danish Immigration Service fra oktober 2020, Security and socio-economic situation in the governorartes of Damascus and Rual Damascus, hvoraf blandt andet fremgår, at syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at de socioøkonomiske forhold i Syrien ikke kan medføre, at klageren får opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2020/96/EDO
Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk arabisk og sunni-muslim af trosretning fra [By], [Område], Syrien. Klageren har oplyst at have virket som [offentligt hverv] i [By] i perioden 2012 til 2014. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2014, og at han [vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klageren har været [offentligt hverv] i [By], og at han ved en tilbagevenden vil være i alvorlig risiko for asylretlig forfølgelse. Klageren har herom oplyst, at han var [offentligt hverv] i byen fra 2012 til 2014. Dertil har klageren oplyst, at klageren modtog et brev indeholdende en trussel, hvori det fremgik at oppositionen ville slå ham ihjel, hvis ikke han forlod byen. Den efterfølgende dag blev hans bil stjålet, hvorfor regeringen troede, at han frivilligt havde overdraget denne til oppositionen. Klageren har yderligere oplyst, at han underrettede regeringen om den stjålne bil, og at han på denne bagrund blev indkaldt til et møde. Klageren måtte derfor forlade landet. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret, at hans opgaver som [offentligt hverv] var civilretlige og hovedsageligt af administrativ karakter. Klageren har videre forklaret, at han ikke var medlem af Baath-partiet men blev udpeget som [offentligt hverv] af lokalrådet på anbefaling af guvernøren, idet han repræsenterede den største klan, og at han under urolighederne og kampene frem til sin udrejse i 2014 i større og større omfang "kom i klemme" mellem regimet og oprørerne og til sidst valgte at udrejse, efter at han havde modtaget trusler og efter, at hans tjenestebil var blevet stjålet. Under hensyn hertil og til, at klageren uden tilladelse har forladt sin profilerede stilling som offentligt ansat, finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger omstændigheder, der indikerer udelukkelse, jf. udlændingelovens § 10. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2020/80/MSI
Nævnte stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig og kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Klagerne er etniske syrere og sunni-muslimer fra Damaskus-området, Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at de ville blive fængslet eller henrettet, som følge af deres sønners udeblivelse fra militæret. Udlændingestyrelsen har i [vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor der ikke er en reel risiko for, at klagerne vil blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i området. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter at blive fængslet eller henrettet. Han har til støtte herfor oplyst, at hans yngste søn, [S], er deserteret fra militærtjeneste, ligesom [S] har haft visse politiske aktiviteter vendt mod det syriske regime, herunder deltagelse i en regimekritisk dokumentarfilm, og at hans datter, [D], er efterlyst af de syriske myndigheder. Han frygter at blive afhørt, udsat for overgreb og fængslet, fordi han vil blive stillet til ansvar for sine børn forhold. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil spørge efter børnene og mistænke hende og den mandlige klager, fordi de udrejste af Syrien. Hun frygter videre, at de vil fængsle hende og den mandlige klager for at få ram på hendes søn, som er deserteret fra militæret, således at han vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet bemærker først, at nævnet ikke kan lægge den nye forklaring om, at [S] er deserteret fra militæret til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at der efter klagernes oprindelige forklaring var tale om unddragelse af at udføre militærtjeneste, og at den mandlige klagers forklaring om omstændighederne giver et så uklart billede af de faktiske omstændigheder, at forklaringen herom ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at [S] og muligt også [D] har deltaget i visse politiske aktiviteter vendt mod styret, men at disse aktiviteter enten ikke har påkaldt sig de syriske myndigheders opmærksomhed eller ikke har været af en sådan karakter, at de syriske myndigheder har fundet anledning til at reagere herpå. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at klagerne har boet i hvert fald 1 år i Syrien efter filmens offentliggørelse, og at den mandlige klager er ud- og indrejst 2 gange i Syrien i 2014-15 inden klagernes endelige udrejse af Syrien i [efteråret] 2015. Ud- og indrejserne er sket legalt og problemfrit. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den kvindelige klager har fået udstedt nationalitetspas [i foråret] 2015 i Damaskus, og at der således ikke er grundlag for at antage, at myndighederne på dette tidspunkt skulle have noget udestående med familien. Klagerne har ikke sandsynliggjort, at denne situation skulle have ændret sig, således at de nu risikerer overgreb som følge af deres børns forhold. Der foreliggende således ikke sådanne individuelle forhold, at der er grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus-området, hvor klagerne kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klagerne til Damaskus-området, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagernes hjemområde, Damaskus-området, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus-området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtelser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klagerne fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, udgør et indgreb i klagernes beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3, og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. Flygtningenævnet finder, at situationen i Damaskus-området er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for fortsat, at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår vurderingen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 bemærker Flygtningenævnet, at klagerne har levet langt størstedelen af deres liv i Syrien, at klagerne udelukkende har haft tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og således hele tiden må have været bekendt med, at deres ophold var midlertidigt, at opholdet i Danmark, selv om der er gået nogle år, har været korterevarende, og at klagerne ikke lider af væsentlige helbredsmæssige forhold. Det forhold, at klagernes datter og hendes familie bor i Danmark ændrer ikke vurderingen. Flygtningenævnet finder det således, at det ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/63/aca
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [et nærmere angivet området ] og Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der er obligatorisk værnepligt i Syrien, og at han frygter at blive tvangsrekrutteret til hæren af den syriske regering. Klageren har videre oplyst, at han ikke havde nogen konflikter med de syriske myndigheder forud for sin udrejse, idet han var mindreårig, da han udrejste. Klageren har endeligt oplyst, at han risikerer at dø, såfremt han vender tilbage til Syrien. Klageren ønsker ikke at dø, og han ønsker heller ikke at slå andre ihjel. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set som mandlig statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor den pågældende ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom af [en nærmere angivet dato i sommeren] 2019 idømt en fællesstraf på 1 år og 3 måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i 12 år for røveri efter straffelovens § 288 og databedrageri efter § 279 a begået i 2017, forsøg på grov vold efter straffelovens § 245, jf. § 21, og overtrædelse af § 119 begået i 2016. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ikke gift og har ingen børn. Han har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet udover to perioder med praktik. Han har gået på sprogskole uden at bestå nogen prøver i dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/58/MALC
Nævnet hjemviste i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Yarmouk, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 med henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold grundet de væbnede kampe og angreb på civile. Klageren henviste videre til, at hun frygtede at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hendes familie blev beskyldt for at have hjulpet Den Frie Syriske Hær. Hun henviste til støtte herfor, at hendes søster, dennes ægtefælle og søn havde været tilbageholdt grundet beskyldningen. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2019/2020] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har fortsat som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Damaskus, Syrien, og at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hendes familie er blevet beskyldt for at støtte Den Frie Syriske Hær. Klageren har videre henvist til, at hun på sin tidligere Facebook-profil har trykket ”synes godt om” på Assad-kritiske opslag, hvorfor hun frygter, at myndighederne og Shiitterne vil tilbageholde hende. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det fremgår af sagens akter, at klageren [i foråret] 2019 har indgivet en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, der første gang blev meddelt [i sommeren] 2014. Ansøgningen er således indgivet før 1. juli 2019, og vurderingen af klagerens tilknytning til Danmark skal derfor ske efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen afgørelse [fra vinteren 2019/2020] om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse indeholder ikke en undersøgelse og vurdering af klagerens forhold efter ovennævnte bestemmelser. Nævnet finder, at sådanne forhold kan have afgørende betydning for behandlingen af klagerens sag, og forholdene bør undersøges af Udlændingestyrelsen som førsteinstans forinden nævnets behandling. Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2020/32/gdan
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den 17. august 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Til støtte herfor oplyste han, at der var krig i Syrien, og at der forekom vilkårlige angreb. Herudover oplyste han, at man blev stoppet af myndighederne ved kontrolposter, og at der foregik kidnapninger. Udlændingestyrelsen har den 11. december 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har herudover oplyst, at han vil leve i usikkerhed og frygt for kidnapninger og bombninger, og han frygter, hvad der sker ved kontrolposterne. Flygtningenævnet skal vurdere om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtelser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 udgør et indgreb i klagerens beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at klageren ikke har familie i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca 3½ år, han har haft fuldtidsarbejde siden maj 2019 og taler, skriver og læser lidt dansk. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har familie og hvor han har haft fast arbejde igennem 23 år. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen den 17. august 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/21/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig jordansk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning. Det fremgår af klagerens jordanske nationalitetspas, at han kommer fra Waqqas, Jordan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag oplyste klageren om sin identitet, at han var statsløs palæstinenser fra Vestbredden, og at han var født og opvokset i Tul Karm-lejren. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygtede at blive slået ihjel af Hamas eller Fatah. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at de palæstinensiske myndigheder mistænkte ham for at have været medvirkende til drabet på en mand ved navn [X]. Drabet var angiveligt udført af en af klagerens bekendte ved navn [X]. I 2009 blev han derfor anholdt, hvorefter han blev holdt til fange i seks måneder i en celle under jorden. Under sit ophold i cellen blev han udsat for fysiske overgreb. I 2010 blev klageren tilbudt at samarbejde med de palæstinensiske myndigheder om at få fat i sin ven [X]. Han blev herefter placeret i husarrest. Mens han var i husarrest, blev han truet af familien til den dræbte. Han udrejste herefter fra Vestbredden. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen vurderer, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig som følge af flere forhold. [I sommeren] 2018 søgte klageren om forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse. I forbindelse med ansøgningen indsendte han et kopi af sit danske fremmedpas, hvori der fremgik udrejsestempler fra Danmark, som ikke havde tilsvarende indrejsestempler fra et andet land. Den [vinteren] 2018/2019 indsendte klageren samtykke til, at Udlændingestyrelsen måtte iværksætte en høring hos UNRWA for at bekræfte klagerens oplysninger vedrørende sin tilknytning til UNRWA. [I foråret] 2019 modtog Udlændingestyrelsen oplysninger fra Københavns Lufthavns politi om, at klageren er i besiddelse af et jordansk nationalitetspas. Af passet fremgik, at han er født i Waqqas i Jordan. [I foråret] 2019 modtog Udlændingestyrelsen resultatet af høringen hos UNRWA, hvoraf det fremgik, at klageren var registreret hos UNRWA i Jordan. Efterfølgende har Udlændingestyrelsen i en periode på 13 måneder indkaldt klageren til tre partshøringssamtaler, sendt fire breve om skriftlig partshøring, og forsøgt at ringe klageren op på forskellige tidspunkter. Da klageren ikke dukkede op til møderne, og da han ikke svarede på Udlændingestyrelsens henvendelser, afgjorde myndigheden klagerens sag på det foreliggende grundlag. De har i den forbindelse vurderet, at klageren har oplyst urigtigt om sin nationalitet. Klageren har i sin samtale med Udlændingestyrelsen vedrørende forlængelse af [foråret] 2019 som sit asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive slået ihjel af Hamas eller Fatah. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse kan nægtes forlænget, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 2, nr. 1.Flygtningenævnet vurderer, at klageren bevidst har oplyst urigtigt om sin nationalitet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i sin asylsag har oplyst, at han er statsløs palæstinenser fra Vestbredden, og at han er opvokset i Tul Karm-lejren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 modtog oplysninger fra Københavns Lufthavns Politi om, at klageren [i foråret 2019] var blevet fundet i besiddelse af et jordansk nationalitetspas. Det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, at de jordanske myndigheder fortsat udsteder pas til statsløse palæstinensere på Vestbredden, og at kendetegnet for disse pas er, at pasnummeret starter med T, og at passet mangler nationalitetsnummer, jf. Lifos Rapport ”Palestinier i Mellanösten – uppehållsrått och dokument” af 15. oktober 2019. Af klagerens pas fremgår imidlertid et nationalnummer, ligesom pasnummeret begynder med N. Flygtningenævnet vurderer på baggrund af ovenfor nævnte, at klagerens pas er et jordansk nationalitetspas, der kun udstedes af de jordanske myndigheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren i sin asylsag har oplyst, at han er født og opvokset på Vestbredden, men at det af klagerens jordanske nationalitetspas fremgår, at klageren er født i Waqqas i Jordan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at Nationalt ID-center [i sommeren 2020] har vurderet, at der ikke er indikationer på ændringer i de oplysninger, der fremgår af den indsendte kopi af klagerens jordanske nationalitetspas. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at FN´s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i UNRWA [i foråret] 2019 har meddelt Udlændingestyrelsen, at klageren er registeret i UNRWA i Jordan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed må anses om svækket, da der som anført af Udlændingestyrelsen er væsentlige divergenser i klagerens forklaringer om sine angivelige konflikter i Vestbredden i klagerens asylsamtale [i efteråret] 2013 og klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvor lang tid efter drabet på [X], at klageren blev anholdt, om klageren deltog i begravelsen af [X], og om klageren efter sin løsladelse og overgang til husarrest blev pålagt meldepligt. Flygtningenævnet vurderer på baggrund af det ovenfor nævnte, at klagerens forklaring om sit asylmotiv må tilsidesættes som utroværdig og lægger til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt efter udlændingelovens § 19. stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. dagældende udlændingelovs § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn som fremgår af udlændingelovens § 26, stk. 1. Efter fast praksis ved Flygtningenævnet er der ved opnåelse af opholdstilladelse ved svig udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om nægtelse af forlængelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor nægtelse af forlængelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 overvejes på baggrund af andre forhold end svig. Ved denne proportionalitetsafvejning kan det lægges til grund, at klageren er statsborger i Jordan, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [efteråret] 2013, at klageren ikke har familie Danmark, at klageren har arbejdet i et bageri i Vanløse i 2014-2016, hvor han stoppede, idet han fik rygsmerter og blev sygemeldt, at klageren har bestået Dansk 2, modul 4, og at klageren har været medlem af en frivillig gruppe [X], der har hjulpet nyankommne flygtninge. Klageren lider af diskusprolaps, som han er opereret for. Efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og i sit hjemland, og idet det samtidig bemærkes, at klageren må antages at få den nødvendige behandling for diskusprolaps i sit hjemland, finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse i Danmark ikke må anses for særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/9
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim født og opvokset i Nahr al-Bared, Tripoli, Libanon, hvor hun boede, frem til hun var 17 år gammel. Herefter opholdte hun sig i Yarmouk-lejren, Damaskus i Syrien frem til 2012, hvorefter hun igen flyttede til Nahr al-Bared i Libanon fra 2012 til 2014. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive tilbageholdt, fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold i både Syrien og Libanon, idet forholdende for statsløse palæstinensere er blevet forværret de seneste år. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun ikke kan indrejse i Libanon, og at hun ikke kan få hjælp fra UNRWA i Libanon, idet hun er registreret i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes børn har deltaget i demonstrationer i Syrien, og at hun i den forbindelse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er blevet forfulgt af en mand, som arbejder for de syriske myndigheder, og at han har opsøgt hende i Libanon i september og oktober 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at de libanesiske myndigheder samarbejder med de syriske myndigheder. Ansøgeren har endelig oplyst, at der både i Syrien og Libanon generelt er usikkert. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at hun har modtaget assistance fra UNWRA i form af penge til køb af mad, betaling af husleje og har modtaget sundhedsbehandling i UNWRA-klinikken i Nahr al-Bared og har fået udstedt et UNRWA-familiekort, hvoraf ansøgeren fremgår. Ansøgeren har endelig oplyst at være udrejst af Libanon og ved indrejse i Danmark, at have legitimeret sig med Libanesisk rejsedokument og visum til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2016. Ansøgeren er ikke fremkommet med yderligere oplysninger omkring sit asylmotiv. Oplysninger om ansøgerens helbredsforhold kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at ansøgeren ikke har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan være svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår:”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at hun ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet hun ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor hun har adgang til UNWRAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/2/ajev
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive udsat for repressalier af Hamas, idet han har ytret sig negativt om dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i foråret 2018 deltog i to demonstrationer sammen med sine venner i forbindelse med, at Jerusalem var blevet udnævnt til hovedstad i Israel. Under demonstrationerne blev flere demonstranter skudt af det israelske militær. Nogle måneder herefter begyndte ansøgeren og hans to venner ved navn [A] og [B] at skrive negative budskaber om Hamas på husmure rundt om i byen. På et tidspunkt blev ansøgerens ven, [A], tilbageholdt af repræsentanter fra Hamas, i hvilken forbindelse de udsatte ham for fysiske overgreb med det formål at få ham til at udlevere navnene på de andre, der havde skrevet på husmurene. En uge herefter, [oi sommeren] 2018, blev ansøgeren og [B] anholdt. Ansøgeren var fængslet i en uge, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Med hjælp fra sin faders slægtning ved navn [C], der arbejdede i fængslet, fik ansøgeren lov til at arbejde med rengøring af biler. Som led i arbejdet fik ansøgeren adgang til andre dele af fængslet, herunder blandt andet et vaskeområde for biler, der var omkranset af en lav mur. Med hjælp fra Ibrahim sprang ansøgeren over muren og flygtede fra stedet. Ansøgerens familie havde forinden sørget for, at ansøgeren fik udstedt et pas og visum til Tyrkiet. I forbindelse med udrejsen betalte ansøgeren bestikkelse til Fatah, der havde kontrollen over grænseovergangen til Egypten, og til de egyptiske myndigheder. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza og registreret hos UNRWA. Han er således som udgangspunkt udelukket fra asyl efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med Hamas er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at han har divergeret om helt centrale dele af sin asylmotiv, herunder hvornår [D] blev slået ihjel, om han har uddelt løbesedler, hvornår og hvordan han fik oplysningen om henholdsvis [A] og [B]’s anholdelse, hvad der blev aftalt med hans slægtning [C] om flugten fra fængslet, højden på den mur, han passerede, om han trådte op på noget for at forcere muren, om og hvor længe han var hos sin morbror efter flugten og hvornår han fik udstedt pas og visum. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring ikke har virket selvoplevet. Nævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren var 17 år på det angivelige tidspunkt for konflikten, og at han ved begyndelsen af anden samtale gjorde gældende, at der var fejl i referatet fra første samtale. Ansøgeren er i besiddelse af et pas udstedt af de palæstinensiske myndigheder samt et ID-kort. Ifølge baggrundsoplysningerne, og da det lægges til grund, at ansøgeren ikke har en konflikt med Hamas, finder nævnet, at ansøgeren kan rejse tilbage til Gaza. Selvom forholdene i Gaza er vanskelige og på trods af oplysningerne om færre midler til UNRWA, finder nævnet ikke grundlag for at lægge til grund, at UNRWA ikke kan opfylde deres forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold, at han ikke er omfattet af Flygtningekonventionens art. 1D, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/12/LINB
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Al-Rachidier-lejren, Suur, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ved sin samtale med udlændingestyrelsen [i vinteren 2019/2020] som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive mindet om de problemer, som hun har haft med sin ægtefælle og familie i Libanon i perioden fra 2007 til 2011. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun blev sat i husarrest af sin bror i perioden fra midten af 2009 og indtil 2011, fordi hendes bror ikke ønskede, at hun skulle være sammen med sin ægtefælle, som havde behandlet hende dårligt. Hun har ligeledes henvist til, at hun ikke har rettigheder i Libanon, fordi hun er statsløs palæstinenser. Endelig har hun oplyst, at hun søger om asyl, fordi hun ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark. For Flygtningenævnet har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af sin bror, [X]. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at hun har modtaget assistance fra UNWRA i form af fødevarer, uddannelse og sundhedshjælp, og at ansøgeren har et UNRWA registreringskort, hvoraf fremgår, at ansøgeren er registreret i Libanon. Det fremgår endelig af sagen, at ansøgeren har et libanesisk pas, der udløber [i sommeren 2024] og et libanesiske id-kort, der er taget i bevaring af dansk politi. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikter i Libanon, og Flygtningenævnet kan herunder ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med en bror ved navn [X] i Libanon til grund. Ansøgeren har for Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at hun på grund af problemer i ægteskabet, da hendes mand havde fundet en anden, rejste til Libanon, og at hun har en bror ved navn [X] i Libanon, der er den ældste bror, og at [X] har tilbageholdt hende i 3 år, hvor hun ikke måtte komme ud, og at hun blev udsat for vold og trusler fra [X]’s side, samt at det var mod [X]’s vilje, at hun udrejste af Libanon, og at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive udsat for overgreb af [X]. For Udlændingestyrelsen har ansøgeren ved samtalen [i vinteren 2019/2020] forklaret, at hun rejste til Libanon på grund af ægteskabelige problemer, idet hendes ægtefælle gik for meget ud og overlod husholdningen og børnene til hende, at hun boede hos broren [Y], og at hun havde problemer med broren [Y] i Libanon, idet hendes mand ville vende tilbage til Danmark alene, og at [Y] ikke ønskede, at ansøgerens mand skulle vende tilbage til Danmark alene. Ansøgeren har endvidere i samtalen med Udlændingestyrelsen [i februar 2019/2020] forklaret, at hun på et tidspunkt ikke måtte gå uden for, og at hun i den forbindelse blev spærret inde fra midten af 2009-2011 cirka, men at hun godt måtte gå ud at handle, hvis hun var sammen med en anden. Ansøgeren har endvidere i denne samtale forklaret, at hun ikke blev udsat for overgreb eller lignende under opholdet hos [Y], at hun ikke havde oplevet problemer med andre familiemedlemmer, og at hun og hendes ægtefælle fandt ud af deres ægteskabelige problemer, og at ansøgerens familie ikke havde indvendinger mod, at hun rejste tilbage til Danmark med ægtefællen og børnene. Endvidere har ansøgeren i denne samtale oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede at få det psykisk dårligt af, at blive mindet om de dårlige minder i Libanon i relation til hendes tidligere problemer med ægtefællen. Ansøgeren har ikke i denne samtale nævnt noget om en frygt for sin angivelige bror [X]. Endvidere bemærkes, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har nævnt for Udlændingestyrelsen, at hun også har en bror ved navn [X], men har oplyst om sine øvrige brødre og søstre. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgeren forklaring om sin konflikt med en bror ved navn [X] som utroværdig, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har andre asylbegrundende konflikter i Libanon. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren er vendt tilbage til Danmark fra Libanon i 2012, og at ansøgeren først har indgivet ansøgning om asyl i 2020. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Oplysninger om ansøgerens helbredsforhold kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at ansøgeren ikke har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan være svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset om det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har et gyldigt libanesisk pas, der udløber [i sommeren] 2024, og et libanesisk id-kort. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at hun ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet hun ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor hun har adgang til UNWRAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/11
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har dog skrevet korte artikler i avisen og offentliggjort et digt på sin facebookprofil. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter myndighederne, da han har hjulpet 123 forældreløse børn ud af [By]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik bragt billeder af børnene på tv i håb om, at børnene herefter kunne blive adopteret. Klageren blev herefter anholdt, idet myndighederne i Syrien ikke ønskede, at historien om de mange forældreløse børn skulle skabe et dårligt billede af Syrien. Klageren har hertil oplyst, at han efter denne anholdelse blev opsøgt af en kriminel familie, som samarbejdede med den syriske efterretningstjeneste. Den kriminelle familie ville have betaling af klageren. Klageren har afslutningsvist oplyst, at han nåede at udrejse af Syrien uden at betale de efterspurgte penge. Til støtte for sit asylmotiv har klageren yderligere oplyst, at han har skrevet korte artikler i avisen og offentliggjort et digt på sin facebookprofil, hvorfor han også på denne baggrund frygter myndighederne i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse [sommeren] 2020, at Syrien må betragtes som klagerens hjemland, samt at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., fordi hans familie har været registreret hos UNRWA, og fordi hans familie modtog hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. fordi klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i lighed med nævnets afgørelse af [efteråret] 2016 ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige motiv til grund. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018 idømt en straf af 7 års fængsel og udvist med indrejseforbud for bestandigt for en grov overtrædelse af straffelovens § 232, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, § 164d, § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 244. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at han er fraskilt. Han har fire børn på henholdsvis 16 år, 18 år, 20 år og 21 år. Han har for tiden ikke kontakt med sine børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/75/MSI
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk statsløs palæstinenser fra Gaza og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af manden, [R], der slog hendes veninde ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun var vidne til, at hendes veninde blev ramt af en vildfaren kugle, som [R] afskød, hvorefter veninden døde. Hendes venindes familie bad ansøgeren vidne mod [R], hvilket hun indvilligede i. [R] kom herefter til ansøgerens bopæl og truede hende og familien. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Al-heto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA ́s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder Flygtningenævnet – som Udlændingestyrelsen – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren skulle have et modsætningsforhold til [R], fordi han angiveligt slog ansøgerens veninde ihjel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit opholdssted, da hendes angivelige konflikt i Gaza fandt sted, og hvornår konflikten fandt sted. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren indledningsvist, at hun befandt sig i Gaza [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016, da ansøgerens veninde blev slået ihjel af [R] og frem til ansøgerens udrejse af Gaza [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016. Senere i asylsamtalen forklarede ansøgeren, at ansøgeren fik taget fingeraftryk i Grækenland [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, og at hun derefter udelukkende befandt sig i Europa. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at episoden, hvor hendes veninde blev dræbt, fandt sted [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun hørte et skud, inden [R] angiveligt begyndte at skyde. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun hørte råb og skud fra gaden, og at [R] efterfølgende kom og begyndte at skyde op i luften. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun først senere hørte skud, da [R] kom til gaden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun angiveligt blev opsøgt og truet af [R]. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun blev opsøgt og truet én gang af [R] hvilket var på ansøgerens bopæl [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun blev opsøgt og truet af [R] to gange, hvilket var på ansøgerens bopæl henholdsvis [en nærmere angiven dato i sommeren] og [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt nogle dage efter episoden af [R]s mænd, og at hun nok to dage efter blev opsøgt af [R] selv. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har en konflikt med sin veninde [A]s familie. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren anført, at hun var i konflikt med [A]s familie, fordi familien ønskede, at ansøgeren skulle vidne i retten, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at hun ikke havde nogen konflikt med [A]s familie. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt ansøgerens familie oplevede problemer med [R], efter at [R] angiveligt havde opsøgt ansøgerens bopæl. I asylansøgningsskemaet og til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren ikke noget om, at hendes familie havde oplevet problemer med [R], efter at han havde opsøgt ansøgerens bopæl. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at ansøgerens familie blev truet af [R] efter den anden opsøgning, og at ansøgerens mor gjorde ansøgeren bekendt med dette, da hun befandt sig i [X]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet forklare mere specifikt om episoden, hvor hendes veninde [A] blev skudt, herunder hvor [A] blev ramt i hovedet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine generalia for så vidt angår navn og fødselsdato, hvilket har svækket ansøgerens generelle troværdighed. De græske myndigheder har oplyst, at ansøgeren [en nærmere angiven dato i foråret] 2016 blev registreret i Grækenland under navnet [J] og med fødselsdato [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 1991. Til de danske myndigheder har ansøgeren oplyst, at ansøgerens navn er [Y], og at hun er født [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 1991. På denne baggrund tiltræder nævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens asylmotiv skal afvises i sin helhed, og at ansøgeren ikke har en asylbegrundende konflikt. Flygtningenævnet vurderer herefter, at ansøgeren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlighedsmæssig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Gaza, og at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. På denne baggrund og i øvrigt at de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at tage tilbage til Gaza, hvor hun har adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/6/lbv
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Suur, Libanon. Han er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes ægtefælle, [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i [sommeren] 2013 mødte en libanesisk pige ved navn [B], da han var på besøg Libanon. De mødtes via datingprogrammet Wechat. Ansøgeren mødte herefter [B] fysisk, og parret havde jævnligt kontakt til hinanden. [B] var blevet gift med en indflydelsesrig libanesisk forretningsmand, der handlede med ædelstene. Ansøgeren vidste ikke, at [B] var blevet gift. I perioden fra 2013 indtil 2015 mødte ansøgeren [B] hver gang, han havde ferie fra sit arbejde på universitetet i Emiraterne og besøgte Libanon. I [efteråret] 2015 modtog ansøgeren en sms-besked fra [B] om, at hendes ægtefælle havde opdaget forholdet til ansøgeren. [B] advarede ansøgeren om, at han var i fare, og at han skulle forlade Libanon. Ansøgeren forlod Libanon inden for få timer, da han straks fandt en flyafgang til Emiraterne. Umiddelbart herefter blev ansøgeren kontaktet af sin søster i Libanon, der fortalte, at familien var blevet angrebet på bopælen af omkring 10 bevæbnede personer. Ansøgerens bror var blevet stukket med en kniv to steder og kørt på hospitalet, da personerne antog, at det var ansøgeren. Hans mor blev skubbet. [Bs] ægtefælle havde i kraft af sin indflydelse fået udstedt en arrestordre på ansøgerens bror, selvom han intet havde med sagen at gøre. Broren blev anholdt og tilbageholdt i 24 timer, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren har forklaret, at hans familie fortsat oplever chikane og trusler. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit arbejde i Emiraterne, da han blev udsat for sexchikane og forfølgelse af flere piger på universitetet, der ønskede at påvirke sine eksamensresultater. Pigerne truede med at klage over ansøgeren og beskylde ham for sexchikane. Pigerne kommer fra traditionelle og konservative samfundslag, hvorfor ansøgeren frygter, at han kan blive slået ihjel eller forfulgt af deres familier. Yderligere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er dårlige. Ansøgeren har oplyst, at han er registreret ved UNRWA i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit forhold til [B] og [B]s ægtefælles overfald på ansøgerens familie til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har beskrevet situationen forskelligt, hver gang han er blevet udspurgt herom – således vedrørende antallet af personer, deres bevæbning og hvor og hvor mange gange ansøgerens bror blev stukket. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens og [Bs] relation i sig selv må anses for mindre sandsynlig, og at det ikke kan anses for sandsynligt, at [B] har bevaret muligheden for at kontakte ansøgeren som en kontakt i Wechat-appen, efter hendes ægtefælle opdagede relationen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon og således UNRWA-området, eller at der skulle være nogen personlig risiko for ham forbundet med at tage tilbage dertil. For så vidt angår muligheden for at kunne genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder har udstedt rejsedokument for palæstinensiske flygtninge til ansøgeren. Rejsedokumentet er udløbet i 2017. De danske myndigheder er i besiddelse af en kopi af uddrag af rejsedokumentet. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han har sendt det originale rejsedokument tilbage til familien i Libanon, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han afleveret det til de svenske myndigheder og ikke fået det tilbage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring for nævnet til grund, idet ansøgeren ikke har givet nogen rimelig forklaring på, hvorfor Udlændingestyrelsen skulle have fået en anden opfattelse af, hvad der var sket med rejsedokumentet. Ansøgeren må således antages at kunne fremskaffe dette, hvis det skulle blive nødvendigt. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren er UNRWA-registreret, og det må antages, at han fortsat vil kunne modtage bistand fra UNRWA. Da ansøgeren således er omfattet af Flygtningekonventionens art. 1D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2020/46/NHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Ansøgeren er født og opvokset i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har følt sig tvunget til at søge asyl, idet Libanon er et faldefærdigt land, og at der ikke er nogen livsgaranti i landet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født og opvokset i Danmark, at han ikke har familie i Libanon, og at han kun taler arabisk i begrænset omfang. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt.Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Danmark, og at han aldrig har haft bopæl i Libanon, men alene har opholdt sig der en gang i 30 dage på ferie. Det fremgår af ansøgerens fars sag, at ansøgerens forældre oprindelig var statsløse palæstinensere fra Libanon, og at faren var registreret hos UNWRA. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i ”Palestinian Refugees – Access to registration and UNWRA services, documents and entry” af 29. september 2020 til grund, at ansøgeren, som efterkommer af UNWRA registrerede palæstinensere i Libanon, har mulighed for at lade sig registrere hos UNWRA i Libanon. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far var registreret hos UNWRA, og at ansøgeren selv har mulighed for at lade sig registrere og modtage hjælp fra UNWRA i fremtiden. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNWRA at sikre ham levevilkår, der er i overensstemmelse med organets opgave, såfremt han lader sig registrere hos UNWRA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgerens familie har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har ikke boet i Libanon og har således ikke været tvunget til at forlade området. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra at rejse til Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens far var registreret i Libanon, og at ansøgerens far havde libanesisk rejselegitimation ved indrejsen i Danmark, og at ansøgeren således kan anvende farens oplysninger og registreringer over for de libanesiske myndigheder ved udstedelse af rejselegitimation. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han ikke har asylbegrundende konflikter i Libanon til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fars forhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens fars konflikt ligger mere end 35 år tilbage i tid og på, at konflikten ikke har noget med ansøgeren at gøre. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren heller ikke som følge af en konflikt med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner er afskåret fra at indrejse i Libanon. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at rejse til Libanon, hvor han har mulighed for at registrere sig og få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på indhentelse af oplysninger fra UNWRA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2020/44/SELS]
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser, hvorfor han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han ikke har samme rettigheder som libanesiske statsborgere. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter en mand, som er medlem af [x] og har meget magt. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har lånt 5000 dollars af manden, og at manden efter ansøgerens udrejse har opsøgt ansøgerens familie i Libanon og givet familien en frist på 2 måneder til at tilbagebetale pengene. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Klageren har i advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet fragået sin oprindelige forklaring om, at hans familie har modtaget hjælp fra UNWRA. Klageren har som forklaring på sin fragåelse af den tidligere forklaring oplyst, at der var tolkeproblemer ved samtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at fragåelsen af forklaringen kan forklares ved tolkeproblemer. Der er herved lagt vægt på, at der var tale om en helt kort samtale, som klageren fik oversat uden at have bemærkninger til oversættelsen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren og hans familie har modtaget hjælp fra UNWRA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne [i foråret] 2017 og [i foråret] 2020 – at det ikke kan lægges til grund, at klageren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet finder, at klageren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er i besiddelse af et ID kort, som kan anvendes over for de libanesiske myndigheder ved udstedelse af rejselegitimation. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at han er udrejst af Libanon, fordi han på grund af de generelle forhold er utryg, til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om en konflikt med en mand med forbindelser til Fatah til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om den angivelige konflikt er helt overordnet og uden detaljer, og at klagerens forklaring om mandens opsøgning af klagerens familie er udbyggende. Klageren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at manden opsøgte klagerens familie 2 gange og var truende, mens han under nævnsmødet forklarede, at manden opsøgte familien ofte, men at mandens konflikt var personligt rettet mod klageren, hvorfor han blot spurgte familien efter klageren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for, hvad han konkret frygter i Libanon. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om en konflikt med en mand med forbindelser til Fatah som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at klageren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han igen vil kunne få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af opdaterede baggrundsoplysninger vedrørende UNWRA og forholdene i Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2020/43/SELS]
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, men er født og opvokset i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har i 2014 deltaget i en regimekritisk demonstration i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og dræbt af de syriske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2014 deltog i en regimekritisk demonstration i Sahnaia, Rif Damaskus. Ansøgeren deltog sammen med sin fætter (morbrors søn), som også havde arrangeret demonstrationen. Demonstrationen var regimekritisk, men demonstrationen var ikke fór et bestemt parti eller en bestemt organisation. Ansøgeren bar under demonstrationen et grønt flag, der symboliserede den syriske revolution. Ansøgeren har derudover oplyst, at hans far i 2015, fordi han var regimekritisk, blev fængslet og døde under sit ophold i fængslet. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive anholdt i Libanon af de libanesiske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at de libanesiske og syriske myndigheder samarbejder. Ansøgeren har fremlagt en arrestordre på ansøgeren i Libanon efter hans deltagelse i en regimekritisk demonstration i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt eller overleveret af Hizbollah i Libanon til de syriske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at de libanesiske myndigheder og Hizbollah samarbejder, og at der i Libanon er udstedt en arrestordre på ham efter hans deltagelse i en regimekritisk demonstration i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev stoppet af Hizbollah i bydelen Mazah i Damaskus. Ansøgeren kom gående sammen med sin fætter, da fem bevæbnede mænd iført Hizbollah-militærtøj i en militærbil stoppede dem. De fem mænd gik direkte mod ansøgerens fætter, idet de havde en arrestordre på ham. Ansøgerens fætter blev anholdt og taget med. Mændene gik herefter over til ansøgeren og slog ham. De bad ansøgeren om alle hans ID-dokumenter og oplyste herefter, at ansøgeren kunne hente dem dagen efter på Palæstina-kontoret i Jaramana udenfor Damaskus. Ansøgeren hentede aldrig sine ID-dokumenter, fordi han var bange for at blive anholdt, idet ansøgerens fætter under sin anholdelse havde fortalt, at ansøgeren også havde deltaget i demonstrationen i 2014. Ansøgeren blev bekendt med dette [i efteråret] 2015 gennem sin fætters far (ansøgerens morbror). Fætterens far havde ringet til en ven, der var officer i den syriske efterretningstjeneste, der oplyste, at fætteren var anholdt for at arrangere en demonstration, og at ansøgeren var eftersøgt for at have deltaget i demonstrationen. Ansøgeren tog herefter hjem til en anden morbror i byen Al Zahera i Rif Damaskus og skjulte sig her frem til sin udrejse af Syrien [ultimo] oktober 2015. Ansøgeren frygter endvidere Hizbollah, fordi det er en shia-muslimsk organisation, der generelt bekæmper sunni-muslimer. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt.Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og således har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ved vurderingen heraf finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de libanesiske myndigheder eller Hizbollah, der har gjort det nødvendigt for ham at udrejse, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det svækker ansøgerens troværdighed, at en ægthedsundersøgelse af den arrestordre fra de libanesiske myndigheder, som ansøgeren har fremvist, konkluderer, at arrestordren er falsk. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i en demonstration i Syrien i 2014 imod det syriske regime og Hizbollah, forekommer divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at demonstrationen fandt sted på en ukendt dato i slutningen af 2014, mens han til asylsamtalen forklarede, at den fandt sted omkring februar 2014. Henset til, at der er relativ stor forskel på de angivne tidspunkter og til, at der er tale om et meget enkelt asylmotiv med meget få detaljer, finder nævnet, at denne divergens må tillægges afgørende betydning. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens angivelige deltagelse i demonstrationen kom i stand ved en tilfældighed, da han besøgte sin fætter, og denne inviterede ham til at deltage også henset til, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han var modstander af regimet og gerne ville gøre noget, da regimet havde slået hans far ihjel. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren først på mødet i Flygtningenævnet i dag har oplyst, at han to år tidligere havde hørt fra slægtninge i Syrien, at hans fætter var død i fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationen i Syrien, forekommer det ikke troværdigt, at de libanesiske myndigheder skulle have fået kendskab hertil, eller at de skulle samarbejde med de syriske myndigheder om at retsforfølge ansøgeren i Libanon i anledning af hans deltagelse i en demonstration i Syrien mod de syriske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan heller ikke begrunde asyl. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tidligere har fået udstedt rejsedokumenter af de libanesiske myndigheder og ved frivillig udrejse må formodes på ny at kunne få udstedt rejsedokumenter til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [2020/40/SELS]
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. I 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere i 2015 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I efteråret 2018 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet første instans behandling i Udlændingestyrelsen som følge af nævnets praksisændring i sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNWRA mandat- området. I 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst at have været politisk aktiv siden 2009 [for navngivne organisationer]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas og islamiske grupper. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har skrevet flere kritiske artikler mod Hamas på Facebook og Twitter, hvoraf nogle er underskrevet af ansøgeren selv. Ansøgeren slettede imidlertid Facebook-gruppen, [navnet på facebookgruppen] i 2010 eller i 2011, da han blev opfordret hertil af Hamas og en af sine venner. Ansøgeren har deltaget i fem større demonstrationer mod Hamas, hvilke ansøge-ren ikke kan huske datoerne for. Ansøgeren blev fængslet tre gange af Hamas i forbindelse med ansøgerens planlægning af demonstrationer. Ansøgeren har endvidere været tilbageholdt og udsat for voldelige overgreb af Hamas i [sommeren] 2014. Ansøgeren har derudover henvist til, at tre ukendte personer skød efter ham [senere i sommeren] 2014. Ansøgeren har tillige henvist til de ge-nerelle forhold i Gaza. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA man-dat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstem-melse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med Hamas er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet kan ved ovenstående vurdering, og idet der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger i sagen, tiltræde de grunde, som Flygtningenævnet lagde vægt på i afgørelsen af 10. december 2015, hvoraf fremgår blandt andet, at ”ansøgeren ikke i asylskemaet har nævnt, at han var personligt forfulgt, og ikke har omtalt tilbageholdelserne og skudepisoden, men alene henvist til generelle forhold…Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke under sagens behandling i Udlændingestyrelsen har konkretiseret sine politiske holdninger og ikke konkretiseret, hvilke politiske holdninger fra Hamas side, som han og hans kammerater har taget afstand fra og demonstreret imod…Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i Gaza i cirka to måneder efter skudepisoden, før han udrejste, og at ansøgeren ikke søgte asyl ved ankomsten til Danmark, hvorimod han efter et par dage rejste videre til [et vesteuropæisk land], hvor han først søgte asyl efter mere end en uges ophold”. Herefter, og efter en samlet vurdering, hvori også er indgået, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod politisk ureflekteret og afgav en forklaring, der bar præg af en meget lille detaljeringsgrad, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der afskærer ham fra at vende tilbage til Gaza, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse og/eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Stat/2020/4/MNR
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter de generelle forhold. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at to af hans venner er blevet truet af Ramallahs ordenskontor under Fatah i forbindelse med en musikfestival, som ansøgeren var med til at arrangere. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev udsat for mange urimeligheder på Vestbredden som følge af de generelle forhold. Det har påvirket ansøgeren såvel psykisk som økonomisk. Ansøgeren kunne ikke fortsætte sin uddannelse, og hans far og bror blev fængslet i henholdsvis to og tre år uden grund. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og den øvrige del af UNRWA mandat-område, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren med sin familie er registreret hos UNRWA. Familien er opvokset i UNRWA-lejre, ansøgeren har gået i UNRWA-skoler, og familien har modtaget fødevarehjælp og sundhedsydelser fra UNRWA. Af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af 29. juni 2016, og som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af 7. juni 2019, lægger nævnet til grund, at ansøgeren ikke har været tvunget til at forlade Vestbredden. Ansøgeren kan endvidere vende tilbage til Vestbredden, idet personer registreret i det palæstinensiske selvstyres register i praksis har lovlig opholdstilladelse på Vestbredden, jf. Udlændingestyrelsens notat af januar 2019, Palæstinenseres mulighed for at indrejse i Gaza og på Vestbredden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNRWA at sikre ham levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i den forbindelse, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere på Vestbredden – uanset at de er vanskelige – ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst fra Vestbredden, må formodes igen at kunne indrejse på Vestbredden og tage lovligt ophold samt at have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/3/CHPE
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Hamas. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans tidligere ægtefælle arbejdede for tre forskellige NGO’er i perioden 2002 til 2007 eller 2008. Hamas ønskede at få oplysninger om NGO’erne gennem ansøgerens tidligere ægtefælle. Ansøgerens tidligere ægtefælle blev blandt andet opsøgt på arbejdet og indkaldt til møder, hvor de truede hende med, at ansøgeren også ville blive indkaldt, hvis hun ikke samarbejdede. På et tidspunkt forud for udrejsen blev ansøgeren opsøgt af efterretningstjenesten, der beslaglagde hans simkort. Ansøgerens familie udrejste af Gaza efter deres bolig delvis nedbrændte på grund af krigen. Ansøgeren har derudover henvist til de genelle forhold i Gaza. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med Hamas er afskåret fra at vende tilbage. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om konflikten, herunder om hvornår problemerne med Hamas begyndte, idet han under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2019 oplyste, at det var i 2005, mens han under asylsamtalen [foråret] 2019 har oplyst, at problemerne opstod i 2007/2008. Ansøgeren har ligeledes under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev opsøgt af repræsentanter fra Hamas omkring 2006, hvor han fik frataget sit simkort, mens han under asylsamtalen har oplyst, at dette fandt sted i 2008. Det synes i øvrigt alene at bero på ansøgerens formodning, at han skulle være efterstræbt af Hamas, og han har ifølge sin egen forklaring ikke oplevet andre problemer end, at han angiveligt er blevet frataget sit simkort. Nævnet har i den forbindelse tillagt det vægt, at ansøgeren i 2013 har været i stand til at indrejse legalt i Gaza, og at han ikke i de omkring to måneder, han opholdt sig i Gaza i 2013 oplevede nogen konflikter eller problemer. Hertil kommer, at det taler imod, at ansøgeren skulle være efterstræbt af Hamas, at der ikke er en egentlig flugtudløsende begivenhed, og at han ifølge sin oprindelige forklaring for Udlændingestyrelsen var mere end et år om at planlægge udrejsen. Endelig taler det imod, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, at han har opholdt sig i Danmark siden 2011, men først har søgt asyl i [foråret] 2018. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Gaza, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/2/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Hebron, Vestbredden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive slået ihjel af israelske bosættere, fordi hans bror, [A], var medlem af Den palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) og deltog i Operation Entebbe i Uganda i 1976, hvorfor bosætterne er vrede på hele ansøgerens familie. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter israelske soldater ved kontrolposter omkring Hebron. Ansøgeren har ikke påberåbt sig at være berettiget til konventionsstatus som følge af Flygtningekonventionens artikel 1D som følge af, at han har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft denne adgang, og at der dermed ikke er konventionsstatus på denne baggrund. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Hebron, og at han og hans familie i 1967 blev anholdt af de israelske myndigheder og efterfølgende udvist af Vestbredden til Jordan. I 1994 vendte ansøgeren tilbage til Vestbredden efter indgåelsen af Oslo-aftalen. I 2000 brød den 2. intifada ud. I årene efter var det meget svært at komme igennem de opsatte israelske kontrolposter, og ansøgeren og hans familie blev ofte chikaneret ved disse kontrolposter. Ansøgeren har oplyst, at han siden 1994 er blevet fysisk overfaldet af israelske soldater ved kontrolposter 15 til 20 gange, herunder med spark og slag med geværkolbe. Omkring 2008 begyndte ansøgeren at modtage trusler fra israelske bosættere, efter det var blevet offentliggjort, at hans bror var tilknyttet PLO. Ansøgerens families hus blev brændt ned i 2009. Der er ligeledes blevet kastet sten og flasker mod ansøgerens bopæl. Truslerne er blevet intensiveret inden for det seneste år. Ansøgeren blev tre uger før sin udrejse i kort afstand fra sin bopæl standset af en bil. Tre personer steg ud, herunder lederen af en bande af israelske bosættere, der udtalte ”din tid er kommet – vi skal nok likvidere dig”. Ansøgeren viftede ham væk med hånden, og personerne forlod derefter stedet. Efter denne episode besluttede ansøgeren at udrejse fra Vestbredden. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund men finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Den beskrevne vold begået af soldater ved kontrolposter 15 til 20 gange, herunder med spark og slag med geværkolbe – der ifølge ansøgerens forklaring er foregået over en periode på omkring 23 år – findes således ikke at have en sådan karakter og intensitet, at den falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, hvorved bemærkes, at hvert enkelt forhold må betragtes som en afsluttet begivenhed. For så vidt angår forfølgelsen fra de israelske bosættere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring – bortset fra ildspåsættelsen af ansøgerens hus for 10 år siden – på intet tidspunkt har været udsat for fysiske overgreb, heller ikke i forbindelse med den episode, der ifølge forklaringen var den direkte anledning til ansøgerens udrejse. Kast med sten og flasker findes heller ikke at have en sådan karakter og intensitet, at dette falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der er efter oplysningerne om forholdene på Vestbredden ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/5/EMU
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og ateist fra Jenin, Vestbredden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive slået ihjel af [A’s] familie, fordi [A] blev gravid uden for ægteskab. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af radikale muslimer, fordi han er ateist. Endelig frygter ansøgeren den israelske besættelsesmagt. Ansøgeren har ikke påberåbt sig at være berettiget til konventionsstatus som følge af Flygtningekonventionens artikel 1D som følge af, at han har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft denne adgang, og at der dermed ikke er konventionsstatus i overensstemmelse med ansøgerens egen påstand herom. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at han i starten af 2017 mødte [A], der var kunde i hans parfumebutik. I [efteråret] 2017 blev ansøgeren bekendt med, at [A] var blevet gravid. Det var ikke planlagt, og ansøgeren ønskede, at hun fik en abort. [A] tilkendegav, at hun ville have en abort, men det fik hun ikke. Han kunne mærke, at hun ville bruge graviditeten til presse ham til at indgå ægteskab, hvilket han imidlertid ikke ønskede. Han udrejste som følge af situationen omkring en måned efter, at han blev bekendt med [A’s] graviditet. For kort tid siden opsøgte hans ven på ansøgerens foranledning ansøgerens tidligere arbejdsplads. Arbejdsgiveren fortalte vennen, at nogle unge mennesker med en aggressiv attitude tre eller fire gange har opsøgt ansøgerens arbejdsplads og spurgt efter ham. Ansøgeren – der ikke er uvenner med andre – går ud fra, at de unge mennesker er fra [A’s] familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i anledning af [A’s] angivelige graviditet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende og tillige upræcist og afglidende på centrale punkter, herunder om hvorvidt [A] fik en abort. Ansøgerens forklaring om, at han – omkring halvandet år efter sin udrejse og kort inden mødet i Flygtningenævnet – pludselig anmodede sin ven om at kontakte ansøgerens tidligere arbejdsplads med henblik på at indhente oplysninger om mulig forfølgelse findes endvidere usandsynlig og fremstår som en udbygning af asylmotivet. Ansøgeren findes heller ikke på overbevisende måde at have kunnet redegøre for, hvorfor det ikke var muligt for ham at gifte sig med [A] og derved undgå eventuel forfølgelse. Nævnet har endvidere tillagt det nogen vægt, at ansøgeren opholdt sig i Sverige i næsten et halvt år uden at søge asyl der, før han indgav ansøgning om asyl i Danmark, hvilket først skete, efter at politiet havde pågrebet ham. Ansøgerens frygt for overgreb fra radikale muslimer eller andre som følge af, at han er ateist, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet konkrete problemer med myndigheder eller privatpersoner som følge heraf. Ansøgerens frygt for de israelske myndigheder som følge af de generelle forhold på Vestbredden kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/4/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Golfstaterne. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Han er født og opvokset i [en Golfstat]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til [Golfstaterne], fordi han har mistet sin opholdstilladelse. Han har aldrig boet i Libanon og har ingen familie eller netværk i landet, og kan som følge heraf og af de generelle forhold for statsløse palæstinensere heller ikke tage ophold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farfar indrejste i Libanon fra Palæstina på et ukendt tidspunkt, og at han omkring 1969 udrejste af Libanon og bosatte sig i [en Golfstat] sammen med ansøgerens far. Ansøgerens far var på daværende tidspunkt omkring 11 år gammel. Ansøgeren og hans søskende er alle født og opvokset i [Golfstaterne], og ansøgerens forældre og ansøgerens to søskende bor fortsat i [en Golfstat], hvor de alle har opholdstilladelse. Ansøgeren har videre oplyst, at han mistede sin opholdstilladelse i [i den pågældende Golfstat], fordi han ikke længere var omfattet af sin fars opholdsgrundlag, og fordi han blev fyret fra sit arbejde i [den pågældende Golfstat]. Endelig har ansøgeren oplyst, at de libanesiske myndigheder løbende har udstedt rejsedokumenter til ham siden hans fødsel, hvilket ansøgerens fars virksomhed har foranstaltet i forbindelse med den løbende fornyelse af ansøgerens fars og resten af familiens opholdstilladelser i [den pågældende Golfstat]. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. På baggrund af ansøgerens forklaring og den fremlagte kopi af ansøgerens fars registreringskort fra UNRWA lægger Flygtningenævnet således til grund, at ansøgeren er efterkommer af statsløse palæstinensiske flygtninge fra Libanon, og at han er registreret hos UNRWA i Beirut, idet han fremgår af sin fars registreringsbevis, ligesom han løbende har fået udstedt rejsedokumenter for statsløse palæstinensere af de libanesiske myndigheder. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. punktum, har følgende ordlyd: ”Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge.” UNHCR har i december 2017 udgivet opdaterede guidelines vedrørende anvendelsen af Flygtningekonventionens artikel 1 D, der indeholder anbefalinger til de nationale myndigheder om behandlingen af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra UNRWA-mandatområderne. I punkt 9 i disse guidelines, der definerer, hvilke persongrupper, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 D, udtaler UNHCR blandt andet: ”Descendants: ”Descendants” refers to all persons born to Palestine refugees or displaced persons, as defined above. … This includes descendants who were born outside of and who have never resided in UNRWA´s areas of operation, where the criteria for the application of Article 1 D are met.” Spørgsmålet er herefter i første række, om ansøgeren ”for nærværende nyder beskyttelse eller bistand” fra UNRWA og dermed er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. punktum. Det fremgår af præmis 53 i sag C-31/09 af 17. juni 2010 fra EU-Domstolen (Bolbol-sagen), at en person nyder beskyttelse eller bistand fra et organ under De Forenende Nationer, bortset fra UNHCR, når denne person rent faktisk har adgang til denne beskyttelse eller bistand, og af samme doms præmis 52 fremgår, at en registrering hos UNRWA er tilstrækkeligt bevis for, at personen rent faktisk har modtaget hjælp fra dette agentur. Samme opfattelse fremgår af punkt 12 i de omhandlede guidelines, hvori det anføres blandt andet: ”Thus, Article 1 D is clearly intended to cover all Palestinian refugees ”falling under the mandate of UNRWA, regardless of when, or whether, they are actually registred with that agency, or actually receiving assistance.”” På den anførte baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren, uanset han aldrig har haft bopæl i Libanon, rent faktisk har adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA i Libanon, og at han derfor er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. punktum, medmindre udelukkelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsens 2. punktum. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. punktum lyder således: ”Såfremt af en eller anden grund denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet, uden at disse personers forhold er blevet endeligt fastlagt i overensstemmelse med de derpå sigtende beslutninger, vedtagne af De Forenede Nationers plenarforsamling, skal disse personer uden videre være berettiget til at nyde de i denne konvention omhandlede fordele.” Under overskriften: ”Inclusion clause” of Article 1 D udtaler UNHCR i punkt 18 blandt andet, at …”the phrase ”ceased for any reason” is not to be construed restrictively.” UNHCR udtaler herefter i punkt 19 blandt andet følgende: ”The application of the second paragraph of Article 1 D is not, however, unlimited. Protection under the 1951 Convention does not extend to those applicants who, being outside an UNRWA area of operation, refuse to (re)avail themselves of the protection or assistance of UNRWA for reasons of personal convenience.” … “What is pivotal is whether the protection or assistance of UNRWA has ceased owing to one or more of the “objective reasons” for leaving or preventing them from (re)availing themselves of UNRWA´s protection or assistance as set out in paragraph 22 below”. UNHCR udtaler videre i punkt 22 k blandt andet: ”No State can safely assume that a Palestinian refugee will be able to access the protection or assistance of UNRWA in an area of operation where they have never resided, or other than in which he or she was formerly residing. As such decision-makers should not assess the lawfulness of return in relation to an UNRWA area of operation to which the individual has no previous connection. That would impose unreasonable and insurmountable obstacles on applicant, and ignore the general workings of the State-based system of international relations and State sovereignty.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han er født i [en Golfstat] og aldrig har haft bopæl eller længerevarende ophold i Libanon, men alene har været på besøg i landet nogle få gange og af få dages varighed, senest i 2008, hvor han var ca. seks år gammel. Det lægges videre til grund, at ansøgerens eneste forbindelse til Libanon er, at hans far er født i landet, og at han selv står opført på sin fars registreringsbevis hos UNRWA. Ansøgerens mor er efter det oplyste statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgeren har ingen familiemæssige relationer i Libanon, og han har heller ikke på anden måde tilknytning til landet. Uanset ansøgeren aldrig har haft bopæl i Libanon og kun har været på få og kortvarige besøg i Libanon, og uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse ansøger er omfattet af, at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, idet punkt 22 k i UNHCRs guidelines ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af anvendelsesområdet for Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. punktum, og ansøgeren er derfor udelukket fra at opnå asyl i Danmark i medfør af artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/3/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af ukendte personer, fordi hans familie har en konflikt med en anden familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke kan være tæt på [sit barn], der bor i Danmark, såfremt han bliver sendt tilbage til Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at konflikten mellem hans egen og en anden familie opstod, før han blev født. Ansøgeren har oplyst, at der var nogle børn, der blev skudt under krigen, hvorefter ansøgerens familie og nogle andre familier blev beskyldt for at være ansvarlige for drabene. Ansøgerens far udrejste af Libanon omkring 1991. Ansøgeren udrejste af Libanon i 2003, efter han blev familiesammenført med sin far. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er registreret ved UNRWA i Libanon, har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Ansøgerens far, der fik opholdstilladelse i Danmark, idet han blev familiesammenført med sin herboende ægtefælle, har i sit asylansøgningsskema anført, at han ikke har haft nogen konflikter i Libanon, og at baggrunden for hans udrejse var ønsket om at være sammen med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren kom til Danmark som [teenager] i 2003, hvor han blev familiesammenført med sin herboende far. Ansøgeren har forklaret, at han ikke kender identiteten på den familie, der angiveligt efterstræber ham, og han har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvem der har været involveret i konflikten eller om, hvad der forårsagede den. På den anførte baggrund vurderer Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, og at ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNWRA at sikre ham levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i denne forbindelse, at oplysningerne om ansøgerens helbredstilstand ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes igen at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/2/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Sidon, Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon, frygter gruppen [A], idet gruppen mener, at ansøgeren har svindlet dem for et pengebeløb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i starten af 2015 modtog en [fængselsdom]. Mens han afsonede dommen […], blev hans familie opsøgt tre til fire gange af personer fra [A], som påstod, at ansøgeren skyldte dem penge fra [den sag, ansøgeren blev dømt i]. Fra ansøgerens løsladelse [i] 2017 og frem til sin udrejse [senere på året] 2017 opholdt ansøgeren sig i Ain el-Helwe flygtningelejren. [A] vidste, at ansøgeren opholdt sig dér, men de opsøgte ham ikke. De opsøgte i stedet hans familie tre til fire dage inden udrejsen og truede med, at de ville vente på ham i lufthavnen, hvilket dog ikke skete. Efter ansøgerens udrejse [i] 2017 og frem til nu er hans familie ikke blevet opsøgt. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A] til grund, og at ansøgeren dermed har været tvunget til at forlade Libanon, eller at han er afskåret fra at vende tilbage til Libanon. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke personligt blev opsøgt af personer fra [A] i mere end seks måneder efter sin angivelige løsladelse [i] 2017 og frem til udrejsen [senere på året] 2017, uanset gruppen var bekendt med, at han opholdt sig i Ain el-Helwe flygtningelejren, ligesom han i perioden passede sit arbejde uden for lejren. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren [ i begyndelsen af] 2018 har oplyst til politiet, at han ikke har konflikter i Libanon og ikke er forfulgt, og at han [i] 2018 har gentaget dette ved Retten i […]. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den [i efteråret] 2017, men først søgte asyl [i sommeren] 2018 og efter, at han havde fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring med sin herboende [familie]. Hertil kommer, at ansøgeren frafaldt sin ansøgning om asyl [i efteråret] 2018, og det fremgår af udsendelsesrapport [fra efteråret] 2018 fra Nordsjællands Politi, at ansøgeren i forbindelse med den planlagte udsendelse oplyste, at han ikke kunne eller ville forlade [sin familie] og gerne ville have asylsagen genoptaget. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at den fremlagte udskrift af en dom, der angiveligt er afsagt [i] 2019, hvorefter ansøgeren er idømt fængsel i […] ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/1/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [By], Somalia. Klageren har senest inden udrejsen af Somalia boet i [By2]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har om sit asylmotiv oplyst, at han flygtede fra Somalia, fordi han ikke tilhørte nogen klan og som følge heraf blev undertrykt samt, at han blev tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Klageren har endvidere under inddragelsessagen oplyst, at han fortsat ikke kan vende tilbage til Somalia, idet han har en konflikt med al-Shabaab. Klageren har videre oplyst, at han frygter at blive dræbt af tilfældige personer i Somalia, og at han frygter, at hans ægtefælle Ifrah vil blive dræbt af al-Shabaab, idet hun udrejste uden deres tilladelse. Klageren har endvidere oplyst, at han frygter, at hans døtre vil blive udsat for omskæring i Somalia, og at klageren og hans ægtefælle ikke vil kunne modsætte sig dette. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret 2013], og at han [vinteren 2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har på vegne af klageren den [vinteren 2020] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om statusændring, således at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært efter § 7, stk. 2 grundet individuelle forhold. Klagerens advokat har på vegne af klageren til støtte herfor oplyst, at klagerens døtre er i risiko for overgreb som følge af risikoen for omskæring, og at klageren og hans ægtefælle ikke vil kunne modsætte sig presset fra det somaliske samfund på grund af deres lave status. Det fremgår videre, at klageren er uenig i vurderingen af, at han ikke risikerer forfølgelse fra al-Shabaabs side, idet han fastholder sin forklaring. Klagerens advokat har endvidere oplyst, at klagerens sønner er i risiko for tvangsrekruttering af al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen den [foråret 2020] forlængede klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at der forelå sådanne personlige forhold, som betød, at det ville være særligt belastende for klageren at blive nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten med al-Shabaab og undertrykkelsen på grund af klanforhold til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren på centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende om sit asylmotiv. Klageren har under sin afhøring hos politiet [foråret 2013] om blandt andet sit asylmotiv alene forklaret, at han søgte asyl som følge af, at hans mor var blevet undertrykt, idet klageren var faderløs. Desuden har klageren forklaret divergerende om, hvor han arbejdede for al-Shabaab. Klageren har [efteråret 2013] indledningsvist til Udlændingestyrelsen forklaret, at han arbejdede for al-Shabaab på universitetet i [By2] og derefter i en lejr ved navn [Navn]. Klageren har derimod under nævnsmødet forklaret, at han først arbejdede på universitetet og derefter i to forskellige lejre. Klageren har under en asylsamtale med Udlændingestyrelsen den [efteråret 2014] og til asylsamtale [efteråret 2017] forklaret, at han blev tilbageholdt af al-Shabaab i 25 dage, og at han gravede brønde i denne periode. Vedrørende sine personlige forhold under en straffesag i Retten i Århus i januar 2018 forklaret, at al-Shabaab i foråret 2012 i hvert fald i 2 måneder holdt ham fængslet, og at han var en del af de rekrutter, der blev trænet til eksempelvis at skulle begå terror. Klageren har derimod under mødet i nævnet forklaret, at tolken må have oversat klagerens forklaring i retten forkert, idet han ikke har forklaret, at han var fængslet af al-Shabaab. Det forhold, at klageren angiveligt ikke ved, hvilken klan han tilhører, kan ikke føre til asyl. Nævnet har lagt vægt på, at klageren som følge heraf ikke har været udsat for overgreb eller forfølgelse, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår klagerens frygt for, at hans døtre vil blive omskåret, bemærker nævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller magthaverne, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Klageren og dennes ægtefælle har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, og de fremstår som ressourcestærke og har begge erklæret, at de er modstandere af omskæring. På denne baggrund og under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale, finder Flygtningenævnet, at klageren og dennes ægtefælle vil være i stand til at beskytte deres døtre mod omskæring, uanset at klagerens svigermor angiveligt udfører omskæring af piger. Nævnet finder derfor, at der ikke er en konkret og velbegrundet frygt for, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere repressalier som følge af, at han modsætter sig et eventuelt socialt pres eller forventning om omskæring af sine døtre. Det forhold, at ansøgeren frygter, at deres døtre ved en tilbagevenden kan blive udstødt af lokalsamfundet, kan ikke føre til et andet resultat. For så vidt angår klagerens frygt for, at hans sønner vil være i risiko for at blive tvangs-rekrutteret til al-Shabaab, finder nævnet, at dette alene beror på klagerens egen formodning og derfor ikke kan føre til en ændret vurdering. For så vidt angår klagerens frygt for, at han ved indrejse i Somalia vil få et dårligere liv, bemærker nævnet, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia kan ikke i sig selv begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger har de generelle forhold i [By2] ændret sig således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom [By2] er under AMISON’s kontrol. Selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2021/14/MSI
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk Reer Hamar og er sunni-muslim af trosretning fra [By], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun har modsat sig at blive gift med et medlem af gruppen. Hun frygter endvidere, at hendes døtre vil blive omskåret, ligesom hun frygter de generelle forhold i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren henvist til, at hun i august 2011 blev opsøgt på gaden af en for hende ukendt mand på vej hjem fra universitetet i Mogadishu. Manden ønskede at gifte sig med hende og oplyste, at han var medlem af al-Shabaab. Hun oplyste, at hun allerede var gift. Manden informerede klageren om, at al-Shabaab efterstræbte hendes ægtefælle som følge af hans erhverv. Manden oplyste også, at al-Shabaab ønskede, at hun ophørte på universitetet, idet hun der lærte vestlige værdier og traditioner. Såfremt klageren nægtede at gifte sig med dette medlem, ville al-Shabaab slå hende ihjel. Klageren indvilligede herefter i at gifte sig med medlemmet. Manden kontaktede hende også efterfølgende. Klageren har yderligere oplyst, at hun informerede sin familie om det passerede, hvorefter hendes familie hjalp hende med at flygte. Hendes bror og far blev anholdt som følge af hendes forhold efter hendes udrejse af Somalia, formentlig i slutningen af 2011. Hendes far var tilbageholdt kortvarigt, broren i længere tid. Faren bor stadig i Somalia, mens broren har måttet flygte til Etiopien. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes døtre vil blive omskåret, idet hendes svigermor går ind for omskæring. Hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ikke kan modsætte sig et eventuelt socialt pres fra omgivelserne angående omskæring af hendes døtre. Hun frygter at blive uvenner med sin svigermor, såfremt hun modsætter sig omskæring, og at konsekvensen af dette vil være, at hun mister kontakten til sin svigerfamilie, og at døtrene bliver socialt stigmatiserede. Udlændingestyrelsen meddelte [efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, og der skal i disse sager således fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder om hvor hun opholdt sig efter sin flugt til [By] og om tilbageholdelsen og den efterfølgende løsladelse af faren og broren. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren var efterstræbt af al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia, eller at hun vil være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Flygtningenævnet finder, at klageren og hendes ægtefælle må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af klagerens døtre, og finder derfor, at de vil kunne beskytte døtrene mod omskæring, således at døtrene ikke er i reel risiko herfor. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet desuden, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Mogadishu, som ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun også er statsborger. Hun kom til Danmark i 2011 og blev meddelt opholdstilladelse i september 2012. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år og har bestået prøve i Dansk 2. Klageren har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod hun har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Under henvisning til, at den asylsansøgning, som klagerens datter [Navn] skal have behandlet i Udlændingestyrelsen, vedrører et asylmotiv, der nøje svarer til klagerens øvrige døtres asylmotiv – hvilket motivs betydning for inddragelsesspørgsmålet er behandlet af Flygtningenævnet i denne afgørelse – finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage klagerens anmodning om hjemvisning til sagen til Udlændingestyrelsen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/98/MSI
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk Hawiye og sunni-muslim af trosretning fra [By], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han før sin udrejse af Somalia var kommet i et modsætningsforhold til gruppen som følge af, at han drev en biograf. Han frygter endvidere, at hans døtre vil blive omskåret, ligesom han frygter de generelle forhold i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren henvist til, at han i 2009 modtog løbesedler fra al-Shabaab, hvori det fremgik, at han skulle lukke biografen. Han blev endvidere opsøgt personligt og telefonisk og bedt om at lukke biografen eller forlade landet indenfor 24 timer. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans døtre vil blive omskåret, idet hans mor går ind for omskæring. Han frygter, at han ved en tilbagevenden til Somalia ikke kan modsætte sig et eventuelt socialt pres fra omgivelserne angående omskæring af sine døtre. Han frygter at blive uvenner med sin mor, såfremt han modsætter sig omskæring, og at konsekvensen af dette vil være, at han mister kontakten til sin familie, og at døtrene bliver socialt stigmatiseret. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, og der skal i disse sager således fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om al-Shabaabs henvendelser m.v. til ham til grund, men finder ikke, at dette har en karakter og intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse. Det bemærkes herved, at klageren ophørte med at drive biograf ved at han forlod denne. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren var efterstræbt af al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia, eller at han vil være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Flygtningenævnet finder, at klageren og hans ægtefælle må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af døtrene, og finder derfor, at de vil kunne beskytte døtrene mod omskæring, således at døtrene ikke er i reel risiko herfor. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet desuden, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Mogadishu, som ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i 2009 og blev meddelt opholdstilladelse i februar 2012. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år og har bestået prøve i Dansk 2. Klageren har haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet, men har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Under henvisning til, at den asylsansøgning, som klagerens datter [Navn] skal have behandlet i Udlændingestyrelsen, vedrører et asylmotiv, der nøje svarer til klagerens øvrige døtres asylmotiv – hvilket motivs betydning for inddragelsesspørgsmålet er behandlet af Flygtningenævnet i denne afgørelse – finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage klagerens anmodning om hjemvisning til sagen til Udlændingestyrelsen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/97/MSI
ævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører klanen [klan-navn] og er sunni-muslim af trosretning fra [By1], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes mors ægtefælle vil slå hende ihjel, idet hun har krænket hans ære. Videre har klageren henvist til, at hun ikke har dokumentation for det ægteskab, hun har indgået i Danmark, og at hun derfor ved en tilbagevenden til Somalia vil blive beskyldt for at have fået sine børn udenfor ægteskab. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold samt til den omstændighed, at hun er enlig kvinde uden noget netværk. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes mors nye ægtefælle forsøgte at tvangsgifte hende bort til en meget ældre mand fra Reydabley, som allerede havde to koner i forvejen. Hendes mors ægtefælle havde indgået aftale med manden og havde på forhånd modtaget en sum penge som betaling. Klageren nægtede at gifte sig med den ældre mand, men morens ægtefælle forlangte, at ægteskabet skulle gennemføres og truede hende blandt andet på livet. En aften oplyste han hende igen om, at hun skulle gifte sig med den ældre mand, og da hun fortsat nægtede, sparkede han en gryde med kogende vand på hende. I forbindelse med det planlagte bryllup hjalp klagerens moster hende med at flygte ved at iføre hende en niqab, der dækkede hendes ansigt, hvorefter hun flygtede først fra familiens hytte og senere videre til en anden by, hvorfra hun senere udrejste fra Somalia. Klageren har til yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab i 2012 overtog magten i området og forbød alle piger at gå i skole, hvorfor hun måtte afslutte sin skolegang. Endelig har hun henvist til, at hun i Danmark mødte sine børns far på asylcentret. Parret blev religiøst viet, men hun har ikke dokumentation for ægteskabet, og folk vil derfor ikke tro på, at hun er gift. Ægtefællen blev før den yngste søns fødsel udvist fra Danmark til Italien, og bor i dag i Frankrig, hvor han har opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har i tilladelsesresolutionen dateret den 29. september 2014 anført, at styrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet den forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden, navnlig som følge af divergenser omkring hændelsesforløbet vedrørende tvangsægteskabet, og usandsynligheder vedrørende flugten fra bopælen. Herudover fremgår det af resolutionen, at Udlændingestyrelsen ikke fandt at kunne afvise, at klageren på daværende tidspunkt ved en tilbagevenden til sit hjemområde i det sydlige Somalia, ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til sikkerhedssituationen i Somalia, herunder at hun kom fra et område, der stadig sås kontrolleret af al-Shabaab militsen. Udlændingestyrelsen vurderede således på daværende tidspunkt, at udsendelse til det sydlige og centrale Somalia udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen meddelte herefter den 8. oktober 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ved vurderingen af klagerens forklaring har inddraget den omstændighed, at hændelserne, der førte til flugten fra Somalia, fandt sted for knap 6 år siden. Klagerens forklaring om de centrale dele af det oprindelige asylmotiv har været afglidende og præget af mangel på detaljer, også selvom de begivenheder, der førte til hendes flugt, foregik over kort tid, og der er tale om et relativt ukompliceret hændelsesforløb. Idet det videre bemærkes, at forklaringen tillige har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Klageren har således forklaret divergerende blandt andet med hensyn til, om hendes mor tilkendegav over for klagerens stedfar, at hun var imod tvangsægteskabet og mente, at klageren selv skulle have lov til at bestemme, eller om hun blot beroligede klageren og sagde, at hun skulle slappe af. Også med hensyn til, om brylluppet skulle finde sted dagen efter, at klageren blev forbrændt eller først nogle dage senere, har ansøgeren forklaret forskelligt. Det bemærkes i den forbindelse videre, at klageren har forklaret udbyggende med hensyn til, at hun som følge af forbrændingen mistede bevidstheden. I asylsamtalerne har klageren forklaret, at hun først flygtede til mosterens bopæl og dernæst hen til mosterens veninde. Under mødet i nævnet har hun derimod forklaret, at hun flygtede direkte hen til mosterens veninde, ligesom hun har forklaret divergerende med hensyn til, om mosteren også overnattede hos veninden, eller om hun kun kom på besøg. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om hun har boet i [By2] eller ej, og om hun flyttede til [By1] som 3 eller som 6-årig. Endelig bemærkes, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte fra hytten, hvor kvinderne sad udenfor, blot ved at iføre sig en niqab. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om konflikten med stedfaren til grund. Nævnet kan i konsekvens heraf heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia vil være en reelt enlig kvinde uden mandligt netværk, idet nævnet har lagt vægt på, at klageren ud over sin mor og dennes ægtefælle har både sin moster og dennes ægtefælle i Somalia.Klageren har forklaret, at hun den 27. august 2015 blev viet af en imam i en moske i [By], og at ægteskabet er gyldigt i henhold til somaliske traditioner. Hun har videre forklaret, at imamen har tilbudt hende et arabisk dokument, der bekræfter vielsen, men at hun ikke har fået et sådant dokument, da den pågældende ikke efter danske regler havde bemyndigelse til at foretage vielser. Klagerens mor er bekendt med såvel den omstændighed, at klageren er blevet gift, som at hun har fået to børn, og moren har sagt, at hun er glad på hendes vegne. Herefter, og i det det alene beror på klagerens formodning, at der ved hendes tilbagevenden til Somalia vil blive stillet spørgsmål til, om hun er gift eller ej, har klageren ikke sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i oktober 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at [By], i [område]-regionen gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrunds-oplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis, ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen har nævnet også lagt vægt på, at klageren har boet i [By] i en periode, efter at al-Shabaab kom til magten. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1 er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 6 år, at hun har bestået Dansk 2 samt 9. klasse, og at hun for øjeblikket er i færd med at tage 10. klasse på [Skole]. Hun er medlem af bestyrelsen i sine børns daginstitution og taler rimelig godt dansk. Hun har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Hun har levet i Somalia de første 18 år af sit liv og har ikke familie i Danmark men har derimod hele sin familie i Somalia. Hendes børn er henholdsvis 3 og 4 år gamle, og de har ikke selvstændigt opnået en sådan tilknytning til Danmark, at klageren af den grund kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/78/MSI
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger og tilhører [en hovedklan og en underklan]. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af sin stedmor og dennes ægtefælle, og at ansøgeren som følge deraf vil blive forældreløs. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet har ved afgørelse af d.d. meddelt ansøgerens mor asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund, og under de foreliggende omstændigheder meddeles ansøgeren som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/3/mme
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og araber, fra [By], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter en gruppe personer fra ISIL, og som efterstræbte ham på grund af hans bror. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen religion, og at han som følge heraf frygter alle arabere. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror fik en konflikt med nogle personer, da klageren var ni til ti år gammel. Konflikten startede, fordi personerne ikke ville betale klagerens bror for at have repareret deres bil. Klagerens bror kom derfor op at slås med personerne. Efter slagsmålet blev klagerens bror truet af personerne, og han var derfor nødt til at flygte fra Irak til Danmark. Efterfølgende blev klagerens familie truet af de pågældende personer, som ønskede at finde broren. Klageren og klagerens familie blev både truet på deres bopæl, via breve og når klageren tilfældigt mødte personerne på gaden. Klageren blev ligeledes opsøgt på sin arbejdsplads af personer, som ønskede at finde klagerens bror. Personerne udøvede vold overfor klageren og tog ham med til afhøring i et værelse tilhørende militæret. Her blev han tilbageholdt i ti til 16 dage. Under tilbageholdelsen blev klageren ofte slået og afhørt om, hvor hans bror befandt sig. Efter tilbageholdelsen blev klageren fortsat truet af personer, som ville finde hans bror. Klageren har endvidere oplyst, at hans nu afdøde far var muslim, og at hans mor var kristen. Klageren tror på Gud, men han har ikke selv nogen religion. Klageren har endelig oplyst, at hvis muslimer i Irak kender klagerens mor og hendes religion, vil de tro, at klageren også er kristen, og derfor slå klageren ihjel. Klageren blev i 2019 overfaldet af en gruppe personer i Danmark. Klageren tror personerne tilhører gruppen Loyal To Familia, idet klageren havde skrevet noget om Allah. Flygtningenævnet skal i henhold til udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes, jf. § 31. Flygtningenævnet skal i den forbindelse tage stilling til, om klageren forsat er omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren fik oprindeligt meddelt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet man lagde til grund, at klageren var forfulgt som følge af sin brors konflikt. Klageren har overfor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet afgivet en forklaring, der på væsentlige punkter divergerer fra den oprindelige forklaring. Klageren forklarede oprindeligt, at han havde været fængslet i en længere periode i Syrien, at han blev tilbageholdt af en gruppe ukendte teenagedrenge og at han var tilbageholdt i tre dage. Klageren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke var fængslet i Syrien, at han blev tilbageholdt af en gruppe soldater, og at han var tilbageholdt 10 til 16 dage. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at han var fængslet i Syrien, men at han ikke erindrer perioden. Han har bekræftet, at han var tilbageholdt i 10 til 16 dage. Flygtningenævnet finder som følge af, at klageren har divergeret på væsentlige punkter, at klagerens forklaring om overgreb i Irak kan tilsidesættes. Idet klageren har bekræftet, at han ikke har nogen religion, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund vil være forfulgt i Irak. Det forhold, at klageren er i medicinsk behandling og som følge heraf påstår at have svækket hukommelse kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingeloven § 7. stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Som følge heraf er betingelserne om udsendelseshindring, jf. udlændingelovens § 31 ligeledes ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/33
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Dohuk, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i slutningen af] 2009 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive tvangsgift til eller blive slået ihjel af KDP-kommandanten, [A]. Til støtte for hendes asylmotiv oplyste klageren, at hun [i begyndelsen af] 2009 deltog i en fest, hvor KDP-kommandanten [A] var til stede. Efter festen opsøgte [A] gentagne gange klagerens families bopæl i Irak og anmodede hendes forældre om klagerens hånd. [A] truede klagerens forældre med at slå klageren ihjel, såfremt hendes forældre ikke sørgede for, at klageren indgik ægteskab med ham. Herefter flyttede hun til sin morbrors bopæl og opholdt sig hos ham frem til sin udrejse af Irak. Efter klagerens indrejse i Danmark har [A] henvendt sig til hendes fætter og bedt ham om at hjælpe ham med at finde klageren, hvilket hendes fætter har afvist. Hendes fætter blev herefter angrebet af [A] og hans folk, hvor de åbnede ild mod ham. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens ansøgning om asyl ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af afdøde [A’s] familie og hans støtter. Til støtte herfor har klageren oplyst, at [A’s] familie kender til klagerens situation, og at hun flygtede fra tvangsægteskabet med [A]. Ligeledes er klageren overbevist om, at han ønskede at hævne sig på hende. Klagerens mors fætter har oplyst, at konflikten ikke kun vedrører [A], men derimod hele [A’s] familie, og at de ønsker at hævne sig på klageren, såfremt de får mulighed for dette. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes børn vil blive afvist af hendes familie i Irak, eller at hun vil blive slået ihjel, idet hun har fået to børn uden for ægteskab og er blevet præget af den danske kultur. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hendes mor er glad på hendes vegne, mens hendes far bliver irriteret og føler sig krænket, når hendes forældre taler om klagerens forhold til hendes kæreste og hendes børn. Hendes far har forsøgt at beskytte hende mod truslen fra [A], men han ønsker samtidig at få genrejst sin ære ved at gøre klageren fortræd, idet han ikke kan modstå presset fra omgivelserne herfor i Irak. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens konflikt med [A] og dennes familie ikke er afsluttet, uanset [A] selv er død i 2017. Der er herved lagt vægt på, at konflikten også oprindeligt var med hele [A’s] familie, og at [A’s] søn i dag er højtplaceret i KDP i klagerens hjemområde. Herefter, og idet klageren i Danmark har fået to børn uden for ægteskab med en mand, som hendes familie ikke har godkendt og ikke vil godkende, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hendes konflikt fortsat består og er udvidet til også at være en konflikt med hendes egen familie, og at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en genindrejse i Irak. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/17/CHPE
Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk Oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Michael Hambissa, Sendafa, Etiopien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygtede at blive tilbageholdt, fængslet og udsat for fysiske overgreb af de etiopiske myndigheder, grundet klagerens ægtefælles politiske forhold, herunder støtte til Oromo Liberation Front (OLF). Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede, at de etiopiske myndigheder ville beskylde hende for at være medlem af OLF. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet klageren ikke længere er i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb, såfremt klageren vender tilbage til Etiopien. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter at blive fængslet og udsat for tortur og overgreb af myndighederne i Etiopien, idet klagerens ægtefælle støttede OLF. Klageren har endvidere oplyst, at hun frygter, at datteren vil blive udsat for samme overgreb, hvis de vender tilbage til Etiopien. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hendes ægtefælle forsvandt, og at de etiopiske myndigheder nogle måneder efter opsøgte klageren på bopælen. Myndighederne spurgte efter klagerens ægtefælle samt nogle våben, hvorefter de ransagede huset. De beskyldte herefter klageren for at have tilknytning til OLF og begyndte at sparke og slå hende. Myndighederne kørte herefter klageren til et fængsel, hvor de udsatte hende for totur. Klageren var fængslet i tre måneder, hvorefter hun blev løsladt. Klageren skulle i forbindelse med løsladelsen underskrive en erklæring, hvorefter hun skulle give myndighederne besked, såfremt hun fik kontakt til sin ægtefælle eller andre OLF-tilhængere. Klageren blev efterfølgende opsøgt af myndighederne tre gange. Der kom to civilklædte personer. De beskyldte klageren for at have skjult sin ægtefælle og i øvrigt hjælpe Oromo Liberation Front, hvorefter de voldtog hende. Klageren tog herefter kontakt til sin onkel og flygtede ud af landet. Indledningsvis bemærkes, at advokaten på vegne klager har anført, at klager principalt ønsker at søge statusændring, således at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger indledningsvist til grund, at klagerens ægtefælle var efterstræbt af de etiopiske myndigheder for sin forbindelse til Oromo Liberation Front og var forsvundet 6 måneder forud for klagerens udrejse. Klageren har forklaret, at hun blev opsøgt af myndighederne og udsat for grove fysiske overgreb og blev tilbageholdt i 3 måneder, idet myndighederne ville have oplysninger om klagerens ægtefælles opholdssted. Efter klagerens løsladelse blev hun på ny opsøgt og udsat for overgreb og trusler, hvorefter hun med hjælp fra sin onkel flygtede. Klageren har også på nævnsmødet gentaget denne forklaring. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring herom, hvorefter hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil blive fængslet og udsat for vold på grund af hendes ægtefælles tilknytning til Oromo Liberation Front og fordi myndighederne beskylder hende for at hjælpe Oromo Liberation Front. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af de seneste foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Country of Origin Information, Ethiopia, Opposition groups – recent developments” fra marts 2020 fremgår blandt andet, at Prime Minister Abiy Ahmed indledte et reformprogram som har medført en udvidelse af mulighederne for politiske oppositionsgrupper, heriblandt OLF. Gruppen blev således også fjernet fra landets terrorliste. Der er også den 7. august 2018 indgået en våbenhvile mellem den etiopiske regering og lederne af OLF. Imidlertid fremgår af samme rapport side 13 blandt andet: ”The initial widening of the political space has later been followed by actions with the opposite effect: As an example of the change, it was mentioned by OLF officers interviewed by UK Home Office that even though OLF had been able to open approximately 40 offices 30 of these offices have since then been shut down.” Endvidere fremgår: “There have been claims by several sources in 2019 and 2020 about violence by the authorities against OLF supporters. These claims include that: The police have fired gunshots and tear gas on Oromo protesters in Addis Ababa on October 20, 2019. That civilians who participated in anti-Abiy protests have been killed (some by the security forces, some by other civilians) also in October 2019. That OLF supporters have been subjected to mass arrests in West Guji and Wallaga zones. That the Oromia Liyu Police have beaten up OLF supporters and attacked party guests in Buruya and then detained them at the Burayu Stadium in January 2020” På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at det ikke kan afvises, at klageren fortsat vil være i myndighedernes søgelys som følge af hendes ægtefælles forhold, og at klageren derfor ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2020, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Etio/2020/3/MALC
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2007.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigriner og kristen protestant af trosretning fra Addis Ababa, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog afgivet stemme ved folkeafstemningen i 1993 om Eritreas selvstændighed. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ikke kan vende tilbage til Eritrea, idet han er født og opvokset i Etiopien, hvor han boede, indtil han blev deporteret til Eritrea i 2001. Klageren blev deporteret til Eritrea, idet han i 1993 havde stemt for, at Eritrea skulle være en selvstændig stat. Klageren har endvidere oplyst, at han i perioden fra 2001 til 2006 opholdte sig i Eritrea, og at han skjulte sig hos en præst. I 2006 blev klageren anholdt af de eritreiske myndigheder. Klageren var tilbageholdt i 14 dage, før det lykkedes ham at flygte sammen med andre fangere. Klageren udrejste efterfølgende af Eritrea. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke kan opholde sig i Etiopien, idet han ikke længere har noget opholdsgrundlag i Etiopien, og at han derfor frygter at blive deporteret til Eritrea igen. Flygtningenævnet vurderer, at klager isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af at han er deserteret fra militærtjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager til Eritrea vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til, om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Af sagen fremgår, at klageren [en nærmere angiven dato i efteråret] 2008 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren kom til Danmark som 33-årig. Af samtalereferat af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 med Udlændingestyrelsen fremgår, at klageren igennem 11 år har haft en kæreste i Danmark, som han fortsat ses med. Han har deltaget i gartnerikurser igennem AMU. Han har fra 2009 til 2019 haft arbejde som rengøringsassistent, køkkenmedhjælper, og frivillig altmuligmand. I Etiopien har klageren et barn med sin tidligere ægtefælle, men har ikke haft kontakt med dem siden sin udvisning af Eritrea i 2001. Han har også et barn med en kvinde i Eritrea, som han heller ikke har kontakt med. Han har ikke, siden han var 5 år gammel haft kontakt med sin mor. Han formoder, at hans far er afgået ved døden. I Etiopien har klageren forestået driften af sin fars bilfirma. Klageren er selvlært mekaniker. Under sit ophold i Eritrea har klageren ikke haft arbejde. Klageren er ved [landsrettens] dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 for forsøg på voldtægt straffet med fængsel i 2 år og udvist af Danmark for bestandigt. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet tiltræde, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2020/13/MALC
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren havde en konflikt med en komman-dant, Abdel, og at klageren af kommandanten var blevet tvunget til at gå i pigetøj og danse ved fester i de tre til fire uger, hvor klageren arbejdede for kommandanten. Herudover var klageren blevet spærret inde i et rum. Det lykkedes klageren at flygte fra kommandantens hjem til sin bopæl, hvor klagerens mor oplyste ham, at kommandanten som et led i konflikten havde slået klagerens far ihjel to uger tidligere. Familien udrejste herefter, men klageren blev adskilt fra sin mor og sine søskende i Tyrkiet. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [sommeren] 2019, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren havde forklaret usandt om sine familieforhold og sit asylmotiv. Klageren har erkendt, at han oprindeligt til Udlændingestyrelsen har afgivet urigtige oplysninger om sine familieforhold, men han har fastholdt sit asylmotiv. Klageren har således fastholdt, at han af en kommandant blev tvunget til at være dansedreng, og at kommandanten som et led i konflikten slog klagerens far ihjel. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at en central del af ansøgerens asylmotiv er konflikten med kommandanten og kommandantens drab på klagerens far i 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens far ikke blev slået ihjel af kommandanten i 2015, som oplyst af klageren. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af farens Facebook-profil, der blev oprettet i [foråret] 2013, at faren fortsat er i live og i øvrigt ven med klageren, klagerens bror og diverse familiemedlemmer i Afghanistan på Facebook. Billederne og indholdet på farens Facebook-profil understøtter i øvrigt ikke oplysninger om, at han skulle være lam, arbejdsløs og komme fra Kunduz. Klagerens forklaring om, at han ikke kendte til sin fars Facebook-profil ved indrejsen og den divergerende forklaring om, at det enten er farens ven eller klagerens farbror, der benytter farens Facebook-profil tilsidesættes som utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring ikke understøttes af indholdet på hverken hans egen eller farens Facebook-profil og af, at han tillige har forklaret usandt om sine familieforhold, herunder om, hvorvidt han har familie i Afghanistan. Dertil kommer, at klageren under inddragelsessagen over for Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende og udbyggende om, hvordan hans far blev slået ihjel og om opsøgningen og vold mod farens ven i Afghanistan. Klagerens forklaring om, at han løj om disse ting til Udlændingestyrelsen, fordi han var blevet rådet hertil, og at han først efter at have fået opholdstilladelse fik en værge, som sagde til ham, at han skulle fortælle sandheden, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren også efter han fik sin værge fortsatte med at tale usandt og på, at det er Flygtningenævnets vurdering, at myndighederne har løftet bevisbyrden for, at han fortsat taler usandt om drabet på sin far og om konflikten med kommandanten. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren under nævnsmødet svarede upræcist og afglidende på spørgsmål vedrørende sin konflikt, familieforhold og facebookprofilerne. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, og opholdstilladelsen skal som udgangspunkt inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2. Ved vurderingen af, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham bemærkes indledningsvist, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes inddragelse af andre grunde end svig. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har haft opholdstilladelse i Danmark siden [sommeren] 2016. Han har afsluttet 10. klasse og taler flydende dansk også under nævnsmødet. Ansøgeren bor sammen med sin kæreste og har danske venner og er tæt knyttet til sin tidligere værge og dennes familie. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/11/gdan
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2019. Sagen er forsøgt behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager.Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3. Ansøgerne er etniske ukrainere og ortodokse kristne af trosretning fra Zhytomyr, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter for deres liv, da de bliver truet af tilhængere af den nye ortodokse kirke i Ukraine, fordi de selv er tilhængere af den gamle ukrainsk-ortodokse kirke. Ansøgerne har til støtte herfor anført, at den kvindelige ansøger en dag i [måned i sommeren] 2018 på vej hjem fra sit arbejde på et center for børn blev overfaldet af en gruppe personer, fordi hun fortalte børnene om sin religiøse overbevisning. Personerne anklagede den kvindelige ansøger for at være pro-russisk. Ansøgerne henvendte sig til politiet dagen efter, men politiet ville ikke hjælpe dem. Kort herefter blev den kvindelige ansøger presset til at opsige sin stilling. Den kvindelige ansøger blev herefter fra [samme måned i sommeren] 2018 til [måned i sommeren] 2019 truet telefonisk og via sociale medier af nogle ukendte personer på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Ansøgerne henvendte sig igen til politiet, som igen afviste at hjælpe. En dag i [måned i foråret] 2019, da den mandlige ansøger ankom i bil til sin bopæl, holdt der en bil foran bopælen. Der sad sortklædte personer i bilen. Personerne truede med at give den mandlige ansøger problemer og sagde, at ansøgerne skulle flytte til Rusland. Ansøgerne flyttede herefter til den mandlige ansøgers mors bopæl. En uge før ansøgernes udrejse så de, at de personer, der havde truet dem, stod uden foran ansøgernes kirke iklædt militærlignende tøj. Flygtningenævnet lægger efter ansøgernes forklaring til grund, at de er tilknyttet den Ukrainsk-ortodokse kirke, der er underlagt Moskva-patriarkatets jurisdiktion (OUK). Flygtningenævnet kan efter den kvindelige ansøgers forklaring lægge til grund, at hun i [måned foråret eller sommeren] 2018 blev overfaldet uden for sin arbejdsplads af nogle ukendte mænd i anledning af hendes religiøse tilhørsforhold, og kan lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at ansøgernes bopæl i [måned i foråret] 2019 blev opsøgt af nogle ukendte mænd, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøger i perioden fra den kvindelige ansøger havde sagt sit job op og frem til udrejsen, modtog trusler, telefonisk, per sms og via sociale medier. Flygtningenævnet har vedrørende de telefoniske trusler lagt vægt på, at ansøgerne alene har forklaret overordnet og udetaljeret om truslerne, at det forekommer mindre sandsynligt, at ukendte personer skulle ringe til den kvindelige ansøger i perioder dagligt og i perioder på månedlig basis igennem ca. 1 år, og at disse personer ikke foretog sig yderligere henset til, at de angiveligt var bekendt med hendes adresse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke findes sandsynliggjort, at det var de samme mænd, der opsøgte ansøgernes bopæl i [måned i foråret] 2019. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den kvindelige ansøger ikke fandt anledning til at skifte telefonnummer henset til omfanget af de telefoniske trusler, og at hun har slettet og blokeret alt, hvad hun har modtaget og således ikke har kunnet fremvise en af de trusler, hun har fået eller et eksempel på et opkald, hun har fået. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne blev boende samme sted efter overfaldet i [måned i foråret eller sommeren] 2018 og indtil opsøgningen i [måned i foråret], at de da flyttede til den mandlige ansøgers mor, der boede i nærheden, og at de fortsatte med at gå i samme kirke. Ansøgerne har således ikke holdt sig skjult, og nævnet lægger derfor til grund, at episoden med overfaldet på den kvindelige ansøger må anses for et afsluttet forhold. Flygtningenævnet har videre vedrørende episoden ved kirken kort før ansøgernes udrejse af Ukraine lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke kunne genkende mændene som værende de samme, der havde overfaldet den kvindelige ansøger eller som de, der havde opsøgt bopælen, men at de havde samme slags tøj på. Nævnet finder således, at det beror på ansøgernes egen formodning, at de pågældende mænd stod bag de ovenfor nævnte episoder og stod på stedet for at vente på ansøgerne. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er religionsfrihed i Ukraine, at 12,8 % af de ortodokse kristne i Ukraine bekender sig til samme trosretning som ansøgerne, at ansøgerne ikke er profilerede, og at den kvindelige ansøgers forældre, der efter den kvindelige ansøgers forklaring er meget troende, opholder sig i Ukraine uden problemer. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerne skulle være mere disponeret for forfølgelse end andre, der bekender sig til samme trosretning. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne først besluttede sig for at udrejse af Ukraine i [måned i sommeren] 2019, hvor truslerne angiveligt havde stået på et år, og at de i mellemtiden havde været på ferie og rejst tilbage til Ukraine. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at det ikke af ansøgerne er sandsynliggjort, at de har en aktuel og reel konflikt med en ukendt gruppering i anledning af deres religiøse overbevisning. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgerne ved udrejsen havde en aktuel konflikt med en ukendt gruppering i anledning af deres religiøse tilhørsforhold som forklaret, finder nævnet ikke, at konflikten kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder således ikke, at konflikten har den fornødne karakter og intensitet til at kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at de ukendte personer truede den kvindelige ansøger telefonisk gennem ca. 1 år, uden at disse personer foretog sig yderligere til trods for, at de var bekendt med hendes adresse, og at ansøgerne var i stand til at opholde sig i Ukraine fra konflikten startede med opsøgningen af den kvindelige ansøger i [måned i foråret eller sommeren] 2018 og frem til udrejsen i [måned i sommeren] 2019 uden at opleve andet end trusler og en henvendelse ved bopælen i [måned i foråret] 2019. Nævnet lægger således vægt på, at det må antages, at den ukendte gruppering havde både mulighed og evne til at handle på truslerne, hvis de ønskede det, idet de var i stand til at opspore ansøgernes adresse og kendte den kvindelige ansøgers telefonnummer samt profiler på sociale medier. Nævnet bemærker videre, at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, såfremt de måtte opleve yderligere problemer. Det forhold, at politiet ikke ville starte en efterforskning i anledning af de politianmeldelser, som ansøgerne indgav, kan ikke føre til et andet resultat henset til, at det angiveligt var begrundet i manglende beviser og intensitet i forholdene. Det bemærkes hertil, at ansøgerne må henvises til at indgive klage til de relevante klageinstanser i Ukraine. Nævnet har endelig lagt vægt på de ovenfor nævnte baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2021/1/DH
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2019 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Irpen, Kiev-regionen, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en forbrydergruppe under ledelse af en mand, der går under navnet [A], eller af det lokale politi fra [By B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2005 indgik en aftale om forpagtning af et 1,25 hektar stort jordstykke til et landbrugsfirma i [By B]. I [Foråret] 2018 nægtede direktøren for firmaet, [C], at udbetale lejen til ansøgeren, som han ellers var berettiget til ifølge aftalen. På denne baggrund politianmeldte ansøgeren direktøren. Direktøren har gentagende gange nægtet at udbetale lejen til ansøgeren. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [Foråret] 2018, efter et møde med direktøren, blev opsøgt af en forbrydergruppe samt deres leder [A], som overfaldt ansøgeren og fremsatte trusler mod ansøgeren for at få ham til at undlade at forfølge sit krav på udbetaling af leje for jordstykket. En lignende hændelse fandt sted i [Foråret] 2019, og ansøgerens skader, som følge af forbrydergruppens overfald, førte til, at ansøgeren pådrog sig flere brækkede ribben, samt at han fik slået flere tænder ud, og som følge her af måtte søge læge. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gentagende gange har meldt hændelserne til politiet uden resultat. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [Efteråret] 2019 rejste til sin bolig i [By B]. Her opdagede ansøgeren, at vinduerne i huset var slået ind og boligens inventar var blevet ødelagt. Ansøgeren blev i denne forbindelse igen overfaldet af forbrydergruppen og [A], som fremviste ansøgerens anmeldelser til politiet. Herefter blev ansøgeren bortført til en skov, hvor han blev tvunget til at grave sin egen grav. Ansøgeren opgav derfor sit krav om udbetaling af leje, og han blev herefter ført til landbrugsvirksomhedens direktør for at underskrive en erklæring om frafald af retten til jordstykket. Ansøgeren lykkedes imidlertid med at flygte ud af et toiletvindue, hvorefter han rejste hjem til Irpen, og 14 dage senere udrejste af Ukraine. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af en forbrydergruppe eller lokale politifolk i Ivankovskii-distriktet i Kiev-regionen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale spørgsmål i hans asylmotiv, og at forklaringen på flere punkter forekommer påfaldende. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han efter sit første møde med direktøren for landbrugsfirmaet i [Forår] 2018 blev opsøgt af forbrydergruppen samme aften, og at han dagen efter politianmeldte forbrydergruppen til politiet. Til asylsamtalen har han derimod forklaret, at han efter sit første møde med direktøren politianmeldte direktøren, at ansøgeren derefter tog tilbage til Irpen, og at han først blev opsøgt af forbrydergruppen under sit andet besøg i landsbyen i [Forår] 2018. Ansøgeren har i sit asylskema anført, at han i [Efterår] 2019 opsøgte direktøren for landsbrugsfirmaet på hans kontor, efter at han havde konstateret skader på sit hus, og at han, mens han var på kontoret, blev bortført af forbrydergruppen. Til sin asylsamtale har han derimod forklaret, at han blev bortført af forbrydergruppen, mens han befandt sig i sit hus i landsbyen for at besigtige skaderne på huset. Under mødet i nævnet har han forklaret, at forbrydergruppen bortførte ham, da han var på direktørens kontor. Hertil kommer, at han under mødet i nævnet videre har forklaret, at lederen af forbrydergruppen, [A], fremviste alle de politianmeldelser, som ansøgeren havde indgivet, mens de var på direktørens kontor. Ansøgeren har i sit asylskema imidlertid anført, at [A] viste ham politianmeldelserne, da de kom i skoven og efter, at ansøgeren havde gravet sin egen grav, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han fik politianmeldelserne forevist, mens han var ved sit hus i landsbyen. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om sin flugt fra forbrydergruppen, hvor han til asylsamtalen har forklaret, at han skjulte sig i nogle buske i et markskel i ca. 1½ time, mens forbrydergruppen ledte efter ham med lommelygter, mens ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at han gemte sig i et skovstykke, der lå i nærheden, og derfra løb langs vejen, men gemte sig, når han så en bil på vejen. Hertil kommer, at ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at hans kæreste blev opsøgt på deres fælles bopæl i Irpen og derefter kontaktet tre gange telefonisk, mens han til asylsamtalen har forklaret, at hans kæreste ikke er blevet opsøgt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse eller fremskaffe navnet på det selskab, som han gennem en årrække har haft en forpagtningsaftale med, eller nærmere oplysninger om sin ejendom, og at han ikke har forsøgt at inddrive sit tilgodehavende gennem det civile retssystem, ligesom han ikke har kontaktet andre politimyndigheder end det lokale politi på trods af, at det lokale politi efter ansøgerens opfattelse samarbejder med forbrydergruppen og derfor ikke reagerede på ansøgerens anmeldelser. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens konflikt angår det lokale politi, men ikke generelt myndighederne i Ukraine. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/8/MIMA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya, Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste og at hans familie har økonomiske problemer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie i 2013 modtog et brev, hvori ansøgeren blev indkaldt til at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren opholdt sig i Danmark, da indkaldelsen blev fremsendt til familien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der hænges en liste over personer, der har deserteret fra militæret, ved den lokale moske. Ansøgeren har ydermere oplyst, at ansøgerens far to gange er blevet opsøgt af gendarmeriet, hvor de spurgte til ansøgerens opholdssted. Ansøgerens far oplyste, at ansøgeren befandt sig i udlandet. Ansøgeren ønsker ikke at aftjene militærtjeneste i den østlige region, da der er væbnede kampe mellem PKK og militæret, og folk bliver slået ihjel. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgeren i sit asylskema intet har oplyst om sin modstand mod at skulle aftjene militærtjeneste, og at han først søgte asyl efter at have opholdt sig i Danmark siden 2011 og i forbindelse med, at han i 2020 blev anholdt for ulovligt ophold. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at aftjene militærpligt og derfor er udeblevet fra denne, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at udeblivelse fra aftjening af militærpligt i Tyrkiet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke generelt kan antages at være problemer med aftjening af militærpligt for etniske kurdere. Det fremgår videre, at den tyrkiske hær for nogle år siden stoppede med at sende militærpligtige til kampzoner. Det er udelukkende professionelle soldater, der sendes hertil, men det er stadig muligt for tyrkisk-kurdiske militærpligtige at gøre tjeneste i de kurdiske områder af Tyrkiet. De generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at ansøgeren og hans familie har problemer med dårlig økonomi i Tyrkiet kan heller ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark, da forhold af socio-økonomisk karakter falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2021/7/gdan
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel og udsat for overgreb. Klageren frygtede endvidere at blive udnyttet, da hun ikke har noget familie tilbage i Syrien, og at hun er en ung enlig kvinde. Klageren har til støtte herfor henvist til, at der foregik kamphandlinger i hendes hjemby, Yarmouk-lejren, hvor mange mennesker døde. Klageren oplyste, at Islamisk Stat var trængt ind i Yarmouk-lejren, hvorfor klageren og hendes familie flygtede fra deres bopæl til et andet område i Damaskus, Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt imidlertid karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hendes mor var offentlig ansat i Syrien. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udnyttet, da hun ikke har noget familie tilbage, og at hun er en ung enlig kvinde. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes mor var ansat ved Told og Skat i Syrien, hvorfor de syriske myndigheder vil tilbageholde klageren ved en tilbagevendelsen til Syrien. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen er således givet med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hendes ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacid and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til familie- og privatliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet begge hendes forældre, bror, og fire mostre opholder sig i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren har opholdt sig lovligt i Danmark i cirka 6 år, hun er født og opvokset i Syrien. Hun kan tale, læse og skrive noget dansk. Klageren har ingen uddannelse i Danmark, men har læst enkeltfag på VUC og aktuelt er under uddannelse til klinikassistent og har fritidsarbejde i Fakta. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun har sin mor og far, samt fire mostre i Danmark. Klageren er født og opvokset i Syrien indtil hun som 18-årig udrejste. Hun har gået i både grund- og mellemskole, samt på gymnasium. Hun taler arabisk. Hun har i Syrien en moster og dennes datter, som hun indimellem er i kontakt med. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er indrejst i Danmark i [slutningen] af 2014 som familiesammenført og siden [foråret] 2017 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelse i [foråret] 2017 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klagerens tilknytning til Syrien er stærkere end klagerens tilknytning til Danmark. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål, og er proportionel og er ikke i strid med EMRK artikel 8. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle forhold skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren har haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren har forklaret, at hun frygter at vende tilbage til Syrien fordi hendes forældre begge har forladt offentlige stillinger, at hun frygter hun vil forsvinde, ligesom sin bror er forsvundet i Jordan uden man ved hvorfor, og at hun som enlig kvinde vil have svært ved at klare sig. Der er herved lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring ikke har konflikter med de syriske myndigheder, og at klagerens mor udrejste fra Syrien [foråret] 2012 og at klageren frem til sin udrejse [slutningen] af 2014 ikke blev kontaktet eller oplevede konflikter som følge af moderens udrejse. Klageren har endvidere ikke sandsynliggjort, at broderens forsvinden i Jordan har nogen forbindelse til klagerens situation i Syrien eller at udrejsen med broderen, der var 13 år, og som i dag er i den militærpligtige alder, skulle medføre at de syriske myndigheder vil holde klageren ansvarlig for at broderen unddrager sig militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Issues Regarding Military Service, October 2019”, fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste. Klageren kan ikke anses for at være en enlig kvinde uden netværk, idet hun har en moster i Damaskus, Syrien. Af Udlændingestyrelsens notat ”Syria, the Socio-Economic Situation in Damascus City, marts 2019 fremgår endelig, at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og har lov til at leje egen bolig. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/8/HMU
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født og opvokset i byen Mneen i Rif Damaskus, Syrien, hvor hun har boet frem til sin udrejse i 2016. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tortureret og fængslet, idet hun er eftersøgt af regeringens sikkerhedstjeneste, fordi hun er mistænkt for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive overfaldet af sin tidligere ægtefælles familie, og at hun frygter, at ægtefællens familie vil tage hendes børn. Herudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far i [begyndelsen af] 2018 via WhatsApp fortalte hende, at regeringens sikkerhedstjeneste havde opsøgt ansøgeren på forældrenes bopæl to gange i henholdsvis [begyndelsen af 2018] og [begyndelsen af 2018], og at sikkerhedstjenesten i den forbindelse ransagede forældrenes bopæl. Sikkerhedstjenesten opsøgte igen ansøgeren på forældrenes bopæl i [foråret] 2018 og oplyste i den forbindelse, at hun skulle afhøres om, hvorvidt hun havde samarbejdet med Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun aldrig har samarbejdet med Den Frie Syriske Hær, men at hun i vinteren 2014-2015 tre til fire gange delte brød ud til personer på udvalgte adresser, og at det var chaufføren i den børnehave, hvor hun arbejdede, der bad hende om at uddele brødet. Ansøgeren ved ikke, om de personer, som hun uddelte brød til, var tilknyttet Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren formoder, at nogen har anmeldt hende til sikkerhedstjenesten, men hun ved ikke, hvem der skulle have anmeldt hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun har oplevet flere problemer med sin tidligere ægtefælles familie, og at hun særligt har haft problemer med sin tidligere ægtefælles to søstre, som blandt andet har slået hende. Ansøgeren frygter særligt familien nu, fordi hendes far ikke længere er til stede til at beskytte hende, og fordi hun er blevet skilt fra sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun som følge af uddeling af brød er efterstræbt af de syriske myndigheder. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste aldrig har samarbejdet med eller haft kontakt til Den Frie Syriske Hær og i øvrigt ikke har været politisk aktiv i oppositionspolitiske partier eller organisationer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om, hvorledes hendes uddeling af brød skete. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren fik udstedt syrisk nationalitetspas kort forud for sin udrejse, og at hun i forbindelse med udrejsen passerede en række kontrolposter uden problemer, ligesom hun – efter uddelingen af brød i 2014 – opholdt sig i Syrien uden myndighedsforfølgelse af hende. Ansøgerens forklaring, hvorefter nogle personer efter hendes udrejse må have angivet hende til de syriske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har tillige tillagt det vægt, at ansøgeren – der indrejste i Danmark [i sommeren] 2016, hvor hun blev familiesammenført til sin herboende ægtefælle – først søgte asyl [i sommeren] 2019, selv om hun angiveligt allerede i [begyndelsen af] 2018 modtog oplysning fra sin far om myndighedsforfølgelsen af hende. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter hun ikke søgte asyl straks efter at have modtaget oplysningerne fra sin far, fordi hun på det tidspunkt var samlevende med sin ægtefælle, som hun først blev separeret fra medio 2019, kan ikke føre til at bortse fra nævnte omstændighed. Nævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med svigerfamilien til grund, men nævnet finder ikke, at konflikten efter sin karakter og intensitet er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren, efter at konflikten startede i 2014, opholdt sig i Syrien uden overgreb fra svigerfamilien indtil sin udrejse i 2016, samt at der ikke er oplyst om overgreb mod hendes egen familie, der bor i kort afstand af svigerfamilien. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har forklaret, at hendes ægtefælle er interesseret i, at børnene bliver sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens hjemområde er Rif Damaskus, idet hun er født og opvokset der, og hvor hun har boet indtil sin udrejse i 2016. Ansøgeren kommer fra byen Mneen, der er beliggende omkring 18 km nord for Damaskus. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018, herunder den del af Rif Damaskus, som ansøgeren kommer fra. For så vidt angår ansøgerens hjemby Mneen understøttes dette konkret af ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter de syriske myndigheder fik kontrollen over området omkring Mneen i 2017. Det fremgår således bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over stort set hele Damaskus by og Rif Damaskus, samt at der ikke har været større sikkerhedshændelser i området siden maj 2018. Videre fremgår det af denne rapport, at antallet af sikkerhedshændelser i Damaskus og Rif Damaskus har været markant formindsket i 2020 sammenlignet med tidligere år. Kilder oplyser til landerapporten, at ISIL og andre oppositionsgrupper ikke længere eksisterer i Damaskus og Rif Damaskus. Det fremgår videre af landerapporten, at et stort antal beboere på daglig basis tager fra Rif Damaskus til Damaskus for at arbejde, uddanne sig eller modtage lægelig behandling. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra oktober 2020 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder bl.a. EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020, lægges til grund, at situationen i Rif Damaskus, herunder den del af Rif Damaskus, som ansøgeren kommer fra, fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Rif Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Rif Damaskus. Af nævnte EASO-rapport fremgår således s. 136-137: "The hostilities in Rural Damascus and the GoS’s efforts to recapture the area have resulted in a large number of buildings with surrounding neighbourhoods being destroyed or damaged. Damage on other infrastructure was also reported. The living conditions are described as dire, with widely unavailable basic services such as water, schools and hospitals, particularly in Eastern Ghouta. Explosive remnants were reportedly impacted at least 273 communities in Rural Damascus. Freedom of movement was restricted by a network of checkpoints across reconciled areas, including Eastern Ghouta. Extortion, lootings of movables and homes, confiscations of houses, and extrajudicial arrests of persons perceived by the regime to be in opposition to it were also reported. Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD." Det forhold, at der er oplyst om et antal israelske angreb imod militære mål i Syrien, kan ikke føre til et andet resultat. Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Syri/2021/30/RILA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim. Klageren er født i Jaramana lejren i Damaskus, Syrien, men flyttede i en tidlig alder til Al Husseiniyah, Rif Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til sin udrejse i 2014. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit liv, fordi der ikke var nogen sikkerhed på grund af forholdene i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren blandt andet, at der var krig i Syrien, og at familien havde levet i en frygtelig situation, hvor de havde været spærret inde i deres egen hjem, fordi de ikke turde gå ud. Klageren oplyste videre, at hun havde hørt om piger, der blev voldtaget foran deres forældre, og at piger med tørklæder blev kropsvisiteret i større grad end andre, og at det blev gjort på en uhøflig måde. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet situationen i Rif Damaskus-provinsen over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, ligesom denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af myndighederne i Syrien som følge af, at hendes bror er eftersøgt, fordi han har undladt at svare på sin genindkaldelse til militæret. Videre frygter klageren, at hun vil opleve konsekvenser, fordi hun har forladt Syrien illegalt. Hun har tillige påberåbt sig, at hun er enlig kvinde. Herudover har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at hun som en enlig kvinde er særligt udsat. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun deler efternavn med sin bror, hvorfor hun frygter, at myndighederne vil tilbageholde hende med henblik på at få hendes bror til at melde sig. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at denne opholdstilladelse ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Nævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus, idet hun er født og opvokset der, og hvor hun har boet indtil sin udrejse i 2014. Klageren kommer fra byen Al Husseiniyah, der er beliggende lidt syd for Damaskus. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018, herunder den del af Rif Damaskus, som klageren kommer fra. Det fremgår således bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over stort set hele Damaskus by og Rif Damaskus, samt at der ikke har været større sikkerhedshændelser i området siden maj 2018. Videre fremgår det af denne rapport, at antallet af sikkerhedshændelser i Damaskus og Rif Damaskus har været markant formindsket i 2020 sammenlignet med tidligere år. Kilder oplyser til landerapporten, at ISIL og andre oppositionsgrupper ikke længere eksisterer i Damaskus og Rif Damaskus. Det fremgår videre af landerapporten, at et stort antal beboere på daglig basis tager fra Rif Damaskus til Damaskus for at arbejde, uddanne sig eller modtage lægelig behandling. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra oktober 2020 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder bl.a. EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020, lægges til grund, at situationen i Rif Damaskus, herunder den del af Rif Damaskus, som klageren kommer fra, fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Rif Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Rif Damaskus. Af nævnte EASO-rapport fremgår således s. 136-137: "The hostilities in Rural Damascus and the GoS’s efforts to recapture the area have resulted in a large number of buildings with surrounding neighbourhoods being destroyed or damaged. Damage on other infrastructure was also reported. The living conditions are described as dire, with widely unavailable basic services such as water, schools and hospitals, particularly in Eastern Ghouta. Explosive remnants were reportedly impacted at least 273 communities in Rural Damascus. Freedom of movement was restricted by a network of checkpoints across reconciled areas, including Eastern Ghouta. Extortion, lootings of movables and homes, confiscations of houses, and extrajudicial arrests of persons perceived by the regime to be in opposition to it were also reported. Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD." Det forhold, at der er oplyst om et antal israelske angreb imod militære mål i Syrien, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet finder heller ikke, at klageren som enlig kvinde er således udsat for overgreb, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes forældre og fire søskende opholder sig i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes – ud over oplysningen om, at klagerens forældre og fire søskende opholder sig i Danmark – at klageren indrejste i Danmark som 28-årig og har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5½ år. Hun har uddannet sig til social- og sundhedshjælper og har arbejdet for [firma] siden [efteråret] 2019. Hun kan tale, læse og skrive på dansk. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet hele sit liv frem til sin udrejse af Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i sommeren] 2015 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnets flertal, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Den omstændighed, at klageren for nævnet har forklaret, at hun er den eneste, der arbejder i familien, at hendes løn indgår i husholdningen, at hun de facto bor hos sin familie, og at hun også har sin egen bopæl, hvor hun betaler husleje, fordi kommunen har krævet dette, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til et andet resultat. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at hun er udrejst illegalt af Syrien, og om, at hendes bror har unddraget sig militærtjeneste, til grund, men nævnet finder, at disse af klageren nu påberåbte asylmotiver ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter det – om end illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbar – i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien, og hvorefter familiemedlemmer til personer, der unddrager sig militærtjeneste, ikke risikerer asylrelevante overgreb, medmindre det er særligt profilerede medlemmer af oppositionen, der unddrager sig militærtjeneste. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde, kan ej heller begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Syri/2021/29/RILA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Jobar, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen] af 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive afhørt og tortureret af de syriske sikkerhedsvagter, idet klageren havde opholdt sig uden for Syrien igennem en længere periode. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [i slutningen] af 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes søn og ægtefælle opholder sig i Danmark. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens søn er myndig, og at klageren i en længere periode ikke har boet sammen, og nævnet finder, at der er ikke sandsynliggjort noget afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søn. Nævnet bemærker videre, at klageren er borgerligt viet med sin ægtefælle efter Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, og at de først er flyttet sammen i januar 2021. Flygtningenævnet har ligeledes tillagt det vægt, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år, og hun lider af hydrocyfalus, posttraumatisk stresssyndrom og depression. Klageren har oplyst, at hun ikke taler eller skriver dansk, men at hun kan læse dansk. Hun har ingen uddannelse eller beskæftigelse i Danmark, og hun er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun svømmer i sin fritid. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien og indrejste til Danmark som 34-årig. Hun færdiggjorde 9. klasse i Syrien, og hun har haft fast arbejde i 12-13 år forud for sin udrejse og har forsørget sig selv og sin søn. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [efteråret] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Damaskus finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring under den oprindelige asylsag til grund. Klageren er udrejst legalt af Syrien. Hun har ikke personligt været eftersøgt af nogen personer, grupper eller myndigheder. Hun har ikke været politisk aktiv, herunder været tilknyttet et politisk parti eller deltaget i nogen demonstrationer. Det beror på klagerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, bl.a. fordi hun er fraskilt, og fordi hun er udrejst af Syrien og har opholdt sig i Europa. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge klagerens forklaring i forbindelse med denne sag – sagen om nægtelse af forlængelse – til grund, fordi den er udbyggende i forhold til klagerens oprindelige forklaring. Klageren har således ikke tidligere forklaret om sin tidligere ægtefælles brødre og deres tilslutning til Den Frie Syriske Hær, [ægtefællen tidligere ægtefælles] tilbageholdelse eller nevøen [nevøens] deltagelse i demonstration. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/27/hmu.
Nævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim født i [en by], Idlib, Syrien, og har boet i Jobar, Damaskus, fra hun var 17 år gammel til sin udrejse i 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren oplyste endvidere, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hendes datter har været offentligt ansat i Syrien, hvorfor hele familien er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hendes herboende sønner er i den militærpligtige alder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn, [søn], blev fængslet i 25 dage inden sin udrejse af Syrien. Han blev fængslet, da han var fra Idlib. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at folk fra Idlib bliver arresteret af de syriske myndigheder, hvorfor hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klagerens hus er blevet ransaget af de syriske myndigheder op til flere gange. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien i en alder af 44 år. Hun har gået i skole i Syrien, er syrisk statsborger, taler arabisk og har familie i Syrien. Klageren taler lidt dansk, men hun kan ikke læse eller skrive dansk. Hun har ingen uddannelse eller beskæftigelse i Danmark, og hun har ingen fritidsinteresser eller er medlem af foreninger i Danmark. Nævnet har desuden tillagt det vægt, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes fire børn og børnebørn opholder sig i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at hun er enlig kvinde uden tilbageværende netværk i Damaskus, hun er analfabet og har aldrig været på arbejdsmarkedet. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i fire og et halvt år, ogta har store helbredsmæssige problemer. Klageren har – bortset fra de seneste tre år – aldrig boet alene, og det må lægges til grund, at hun dagligt får hjælp af hendes børn. Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes børn. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges. Klageren har påberåbt sig individuelle forhold, og nævnet skal derfor foretage en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring under den oprindelige asylsag til grund. Klageren forklarede under den oprindelige asylsag, at hun var udrejst på grund af krigen og de deraf følgende problemer, og at hun frygtede krigen for hendes børns vedkommende. Klageren oplyste endvidere, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Klageren forklarede om sin familie i hjemlandet, i andre lande og i Danmark, og at hun og hendes familie aldrig havde haft problemer eller konflikter i Syrien, udover da hendes mand blev taget af myndighederne. Hun vidste ikke, hvorfor hendes mand var blevet taget af myndighederne, og hun havde heller ikke nogen idé om det. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge klagerens forklaring i forbindelse med denne sag – sagen om nægtelse af forlængelse – til grund, fordi den er så væsensforskellig og udbyggende i forhold til klagerens oprindelige forklaring. Ved vurderingen af klagerens forskellige forklaringer har Flygtningenævnet taget i betragtning, at klageren ifølge hendes egne oplysninger er analfabet. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren og klagerens børn har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om flere væsentlige forhold; bl.a. 1) tidspunktet og baggrunden for klagerens ægtefælles påståede forsvinden eller fængsling, 2) hvorvidt og hvornår klagerens søn, [søn], har været fængslet, 3) klagerens søn, [søn 2], påståede tilbageholdelse, 4) klagerens datter, [datter], tilbageholdelse og voldtægt, og 5) familiens udrejse, herunder hvem der udrejste sammen og den udløsende faktor. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at nogen af klagerens familiemedlemmer er eller har været tilbageholdt eller fængslet, og Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring under sagen om nægtelse af forlængelse som konstrueret og utroværdig. Det beror alene på klagerens egen formodning, at hun skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, bl.a. fordi klageren oprindeligt er fra Idlib, og at hun skulle være i et modsætningsforhold til oppositionsgrupper. Det forhold, at klagerens datter, [datter 2], måtte være efterlyst af myndighederne, fordi hun har forladt sin stilling som offentlig ansat, er et forhold der i givet fald alene vedrører datteren [datter 2]. Ligeledes vil det forhold, at klagerens sønner er i den militærpligtige alder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til asylbegrundende forfølgelse af klageren. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter ændrer Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. juli 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2021/26/hmu.
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim, født og opvokset i Qamishli, Syrien, og har boet i Damaskus, Syrien, i to år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet eller straffet af de syriske myndigheder, fordi han har unddraget sig militærpligt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han har deltaget i flere demonstrationer imod det syriske styre. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en af demonstrationerne blev optaget og vist på landsdækkende TV. Klageren har fået at vide, at man kunne se ham på TV-optagelsen. En måned efter denne optagelse blev vist, blev klageren stoppet ved et checkpoint, hvor han blev bedt om at fremvise sit militær id-kort. Klageren fortalte manden ved checkpointen, at han ikke var i besiddelse af et militær id-kort, hvorefter manden gav ham lov til at gå med den betingelse, at han næste gang havde sit militær id-kort på sig. En uge efter blev klageren efterlyst af de syriske myndigheder. Klageren fik herefter at vide, at politiet havde opsøgt klagerens bopæl. Tre dage efter udrejste klageren af Syrien. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren, der ikke ønsker at deltage i den syriske borgerkrig, da han ikke ønsker at slå mennesker ihjel, ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, også indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved dom [i efteråret] 2016, afsagt af Retten i Horsens idømt 5 måneders fængsel blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 123, § 244 og 266. Han er ved dom af [i sommeren] 2017, afsagt af Retten i Horsens idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 123. Klageren er ved Vestre Landsrets ankedom af [vinteren] 2019 idømt 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 123, § 244, jf. § 247, stk. 1, § 285, stk. 1, jf. § 281, stk. 1. Ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 er klageren idømt 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. 247, stk. 1. Klageren har forklaret, at han i [vinteren] 2019 indgik ægteskab med sin hustru, der er statsløs palæstinenser og opholder sig i Danmark. Klageren og hans hustru har en datter, der blev født [vinteren] 2020. Klagerens forældre bor i Danmark, og klageren har 10 brødre og 3 søstre, der også bor her i landet. Klageren har for tiden ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har tidligere gået på sprogskole og har haft et pizzeria. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter oplysningerne om den kriminalitet, som klageren har begået, at der er tale om særlige farlige forbrydelser, hvorefter klageren må betragtes som en fare for samfundet. Der henvises til, at kriminaliteten er af personfarlig karakter, og at klageren har begået nye lignende forbrydelser kort tid efter dommen af [sommeren] 2018. Han er i øvrigt udvist ubetinget med indrejseforbud i 6 år. Flertallet finder herefter, at der ikke i denne henseende foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3. Flertallet finder endvidere, at det oplyste om klagerens familiemæssige forhold ikke kan føre til et andet resultat. Der er blandt andet henset til, at klageren først har etableret sin egen familie efter udvisningsdommen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse" [Syri/2021/25/YARS]
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk syrisk araber og sunni-muslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien, hvor han boede frem til 1998. Herefter flyttede han til Rif Damaskus, Syrien, hvor han boede frem til sin udrejse i 2014. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I den forbindelse havde Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren kom fra et område, hvor en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at udgøre en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han eller hans familie ville blive slået ihjel, og at han skulle bære våben for det syriske regime. Herudover henviste klageren til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hans naboer siden 2014 har lagt et pres på ham, idet de ønskede, at han skulle bære våben for regimet. Klageren følte presset fra naboerne som trusler, og han frygtede, at konsekvenserne ved ikke at ville bære våben ville være anholdelse foretaget af myndighederne. Klageren udrejste legalt af Syrien. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet situationen i Rif Damaskus-provinsen over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, ligesom denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller anholdt og tortureret som følge af, at han er udrejst af Syrien, ligesom han frygter at blive anset som desertør. Til støtte for klagerens asylmotiv har han oplyst, at hans udrejse af Syrien i sig selv udgør en risiko for ham. Som følge af klagerens udrejse af Syrien, anser myndighederne ham for en forræder og desertør. Endvidere har klageren følt sig overvåget og chikaneret af regimet, idet han og hans familie aldrig har udtrykt støtte til Bashar Hafez al-Assad og det syriske regime. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han og hans to sønner ved en tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han kort før sin udrejse af Syrien i 2014 blev genindkaldt til militæret, idet han har særlige kvalifikationer som led i, at han i tre år har arbejdet inden for luftforsvaret, brigade [tal]. Ligeledes blev klageren indkaldt til militæret efter sin udrejse. Herudover er begge klagerens sønner i den militærpligtige alder og risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste. Sønnerne ønsker imidlertid ikke at deltage i krigshandlinger, og dermed slå andre mennesker ihjel eller udsætte sig selv eller familien for fare. Som led heri frygter klageren, at han selv er i risiko for at lide asylbegrundende overgreb fra de syriske myndigheder. Endelig frygter klageren de generelle forhold i Syrien, herunder forholdene i Rif Damaskus. Flygtningenævnet lægger til grund, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018. Det fremgår dog af EASO-rapporten "Syria Security Situation", udgivet i maj 2020, s. 190, at fuld myndighedskontrol over hele området først er opnået i marts 2020. Klageren kommer fra byen Ashrafiyat. Der foreligger ikke oplysninger om, at der i dette område har været væsentlige sikkerhedshændelser i de senere år. Det må endvidere lægges til grund, at det nærliggende område Darayya, efter at have været under oprørskontrol, blev tilbageerobret i 2016. Flygtningenævnets flertal bemærker, at Rif Damaskus er et område på ca 18.000 km2. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at der i hvert fald i den del af Rif Damaskus, hvor klageren kommer fra og i umiddelbar nærhed heraf må antages at være sket en forbedring af forholdene, uanset at disse fortsat er alvorlige, og at denne forbedring ikke kan antages at være af hel midlertidig karakter. Flertallet henviser endvidere til EASO-rapporten "Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note", udgivet i september 2020, s. 136 – 137. "The hostilities in Rural Damascus and the GoS’s efforts to recapture the area have resulted in a large number of buildings with surrounding neighbourhoods being destroyed or damaged. Damage on other infrastructure was also reported. The living conditions are described as dire, with widely unavailable basic services such as water, schools and hospitals, particularly in Eastern Ghouta. Explosive remnants were reportedly impacted at least 273 communities in Rural Damascus. Freedom of movement was restricted by a network of checkpoints across reconciled areas, including Eastern Ghouta. Extortion, lootings of movables and homes, confiscations of houses, and extrajudicial arrests of persons perceived by the regime to be in opposition to it were also reported. Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD." Flertallet henviser endelig til Udlændingestyrelsens rapport "Country Report Country of Origin Information (COI) Syria Security and socio-econimic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus", udgivet i oktober 2020, s. 11-12. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke, at der på dette grundlag kan meddeles klageren fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets mindretal tillægger det afgørende betydning, at det ifølge baggrundsoplysningerne fra EASO-rapporten "Syria Security situation", udgivet i maj 2020, s. 190, og EASO-rapporten "Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note", udgivet i september 2020, s. 136, alene er fra marts 2020, at de syriske myndigheder har opnået fuld kontrol over hele Rif Damaskus-provinsen. Forbedringen af de generelle forhold i hele Rif Damaskus-området opfylder derfor efter mindretallets opfattelse ikke kriteriet om, at ændringerne ikke må antages at være at helt midlertidig karakter, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven pkt. 2.5.2. En tilbagevenden vil derfor indebære et overgreb i strid med EMRK artikel 3. Mindretallet finder derfor, at de generelle forhold i Rif Damaskus-området ikke er forbedret i en sådan grad, at klagerens opholdstilladelse skal nægtes forlænget. Afgørelsen træffes efter stemmeflertal. Der skal herefter tages stilling til, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, på baggrund af dennes individuelle forhold. Klageren har ved oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2014 forklaret, at han, der er født i 1971, aftjente værnepligt i perioden fra 1989 til 1991, og at han ikke siden har været indkaldt. Han har endvidere på konkret forespørgsel forklaret, at han aldrig var blevet opsøgt af myndigheder for at få ham til at kæmpe for regimet, og at han ikke har haft konflikter med myndighederne i Syrien. Klageren har efterfølgende [i sommeren] 2020 forklaret, at han var blevet genindkaldt, og at han ikke fik referatet af samtalen i 2014 oversat. Klageren har såvel ved oplysnings- og motivsamtalen i 2014 som også ved afhøring i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at han i langt det meste af sin tid som værnepligtig gjorde tjeneste i en kantine. På denne baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at personer, der er født før 1981, ikke længere indkaldes til militærtjeneste i Syrien, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Der henvises til Udlændingestyrelsens rapport "Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beiret (17-25 February 2020), udgivet i maj 2020, s. 19. For så vidt angår klagerens forklaringer om, at han forud for sin udrejse af Syrien i et vist omfang blev chikaneret af sine naboer, der ønskede, at han skulle støtte regimet, finder Flygtningenævnet, at disse forhold ikke har en sådan karakter og intensitet, at de kan danne grundlag for meddeles af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det må endvidere henstå som ganske usikkert, om klageren efter et fravær på omkring syv år ved en tilbagevenden til Syrien på ny vil blive udsat for en sådan chikane. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klagerens sønners forhold kan medføre, at klageren skal meddelelse opholdstilladelse, bemærker Flygtningenævnet, at begge sønner er udrejst af Syrien, før de nåede den værnepligtige alder. Sønnerne kan således ikke anses for at være deserteret fra værnepligt. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særlig profileret medlemmer af oppositionen. Da klagerens sønner som nævnt ikke kan anses for at være deserteret, og da klageren i forhold til de syriske myndigheder må anses for at være ganske uprofileret, kan sønnernes forhold heller ikke medføre, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet tiltræder som anført af Udlændingestyrelsen, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentlig indgreb i klagerens ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet tiltræder endvidere de af Udlændingestyrelsen herom anførte grunde, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, og at indgrebet har et anerkendelsesværdigt formål. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling om indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne formål. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark som 43-årig. Klageren er således født og opvokset i Syrien og har levet langt det meste af sit liv i Syrien. Uagtet klageren har erhvervet visse danskkundskaber og har haft arbejde i det meste af den periode, hvor han har haft lovligt ophold i Danmark, har opholdet herefter ikke haft en sådan varighed og hans aktiviteter i Danmark ikke sådan en karakter, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren har sin ægtefælle og tre børn i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet henviser til, at to af klagerens tre børn er myndige. Der foreligger ikke oplysninger om noget særligt afhængighedsforhold mellem klageren og disse voksne børn, udover at de fortsat bor på samme adresse. Klagerens mindreårige datter har boet i Danmark i omkring fem og et halvt år, men var 10 år gammel, da hun kom til Danmark. Hun taler efter det oplyste fortsat arabisk. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at det må antages, at hun sprogligt og kulturelt må kunne tilpasse sig livet i Syrien i tilfælde af tilbagevenden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at nævnet, såfremt Udlændingenævnet træffer afgørelse om ikke at inddrage klagerens familiemedlemmers opholdstilladelse som familiesammenførte, af egen drift vil genoptage behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Ligeledes skal Flygtningenævnet vejlede om, at det vil være muligt at søge om genoptagelse af sagen, såfremt der ved behandlingen af familiemedlemmers sager i Udlændingenævnet fremkommer nye oplysninger vedrørende tilknytningen til Danmark, der kan have betydning for klagerens sag, herunder artikel 8-vurderingen.” Syri/2021/24/CHPE
Nævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Dirik, Al Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren havde til støtte herfor oplyst, at der var krig i Syrien, og at de jævnlige bombardementer i Syrien påvirkede hendes psykiske tilstand. Klageren havde endvidere oplyst, at hun ønskede at leve en fredelig tilværelse med sine børn. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold, ligesom har henvist til familiens politiske aktiviteter og konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det, som klageren har forklaret for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring i det væsentlige ikke kan lægges til grund, idet klageren blandt andet har forklaret udbyggende om sin ægtefælle, sine sønner og svigersønners politiske aktiviteter, og om at familiens bolig ifølge en nabo blev opsøgt af myndighederne med henblik på at anholde familien kort tid før deres udrejse. Det forhold, at klageren og familiemedlemmer i Danmark har deltaget i en demonstration, kan heller ikke føre til en anden vurdering, da klageren ikke af den grund kan antages at være kommet i de syriske myndigheders søgelys, uanset om billeder af demonstrationen måtte være oplagt på Facebook. Flygtningenævnet er endvidere enig med Udlændingestyrelsen i, at de generelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Som anført af Udlændingestyrelsen skal Flygtningenævnet herefter tage stilling til, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Klageren er kurder og 63 år gammel. Hun forlod Syrien i ca. 2012 og indrejste i Danmark i 2016. Klageren er enlig kvinde, analfabet og har aldrig været på arbejdsmarkedet. Klageren har 9 voksne børn, hvoraf en enkelt søn bor i Sverige, mens resten bor i Danmark. Klageren har aldrig boet alene og har siden sin indrejse i Danmark boet hos en af sine voksne sønner og dennes familie, og klagerens yngste søn på 22 år bor nu også sammen med klageren. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens forklaring til grund, at hun er helt uden familie eller andet netværk i Syrien. På den baggrund og efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at det for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet forlænger derfor klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2021/18/HZC
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til de generelle forhold samt klagerens socioøkonomiske situation i Syrien. Klageren havde til støtte herfor oplyst, at han havde mistet sit hjem i Damaskus, at han ikke havde noget familie tilbage i Syrien, og at det ikke var muligt for klageren at forsørge sig selv. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold. Klageren har videre henvist til, at han ikke har kontakt til nogen i Syrien, og at han ikke har noget sted at bo, samt at han ikke kan arbejde og derved forsørge sig selv. Klageren har yderligere henvist til, at han frygter araberne i Syrien, idet han er kurder. Klageren har endelig henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil bruge klageren til at tvinge klagerens søn Deisam til at aftjene værnepligt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet og arbejdet i Damaskus i ca. 40 år og har alene opholdt sig ca. 2 år i Qamishli, hvor han ikke havde fast bopæl. Klageren skal derfor vurderes i forhold til Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har de syriske myndigheder haft kontrollen over Damaskus siden maj 2018, og der er indtrådt en forbedring af ikke helt midlertidig karakter af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder derfor, at der ved ophold i Damaskus ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1 har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2 opremsede grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til familie- og privatliv. Klageren har ikke familie i Danmark, og to af hans døtre opholder sig i Syrien. Klageren har opholdt sig i Danmark i ca. 4½ år, han indrejste i Danmark som 69 årig, taler og skriver ikke dansk og har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er født og opvokset og har arbejdet i Syrien. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, hvilken nægtelse er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er de generelle forhold for kurdere i Syrien ikke af en karakter, at dette i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Klagerens alder og helbred og det forhold, at han i Syrien ikke har et arbejde eller et sted at bo, er socioøkonomiske forhold, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, fremgår, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens søn er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, hvilket understøttes af, at klageren uden problemer opholdt sig i Syrien ca. 3 år efter sønnens udrejse i forbindelse med, at sønnen modtog en indkaldelse til militæret. Klageren har efter sin egen forklaring ikke haft konflikter af nogen art i Syrien. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/18/HZC
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt et barn fra Libanon. Indrejst i 2015-Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [X]-lejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive anholdt af de libanesiske myndigheder, fordi hendes familie er blevet sagsøgt af en anden familie i Libanon. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb fra medlemmerne af denne familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at konflikten mellem familierne opstod i 2011 i forbindelse med et masseslagsmål ved hendes bopæl, som endte med, at hendes fætter slog et medlem fra den anden familie ihjel, og at hendes families hus blev brændt ned. Herefter sagsøgte den anden familie hendes familie, og sagen verserer fortsat i Libanon. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil slå hende ihjel og tage hendes søn fra hende. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for vold flere gange, at han har truet hende med, at han ville slå hende og hendes familie i Libanon ihjel, og at han vil tage hendes søn fra hende. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at hendes familie i Libanon i 2011 havde en konflikt med [A]-familien. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af denne konflikt ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for overgreb fra [A]-familien, eller at hun er eftersøgt af de libanesiske myndigheder og risikerer anholdelse ved indrejse i Libanon. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikten efter ansøgerens forklaring opstod tre år før, hun blev forlovet med sin ægtefælle, hvilket var [i efteråret] 2014, at ansøgeren ikke personligt har været involveret i konflikten, at ansøgeren og hendes familie efter at have boet andre steder i ca. tre år, vendte tilbage til [X]-lejren, hvor hendes mor, bror og svigerinde fortsat bor, og at ansøgeren på intet tidspunkt er blevet opsøgt af eller har oplevet problemer med medlemmer af [A]-familien – ud over nogle spændinger familierne imellem. Nævnet finder således, at konflikten med [A]-familien må anses for afsluttet. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hun ved indrejse i Libanon risikerer at blive anholdt af de libanesiske myndigheder i anledning af, at [A]-familien har sagsøgt ansøgerens familie på grund af det oprindelige drab på [B], har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring til asylsamtalen aldrig selv er blevet indkaldt til retten, at hun ikke er mistænkt for drabet, og at det er familiens advokat, der har fortalt hende, at hun måske risikerer at blive indkaldt. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at hun er eftersøgt af de libanesiske myndigheder og ved en indrejse i Libanon risikerer at blive anholdt. Det forhold, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at konflikten stadig pågår og retssagen stadig verserer, og at hun har fremlagt dokumenter, hvor sikkerhedsmyndighederne i [X]-lejren bekræfter en beskrivelse af konflikten i overensstemmelse med ansøgerens egen fremstilling heraf, kan ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren af de pågældende dokumenter og tidspunktet for fremlæggelsen. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun primært var kommet til Danmark, fordi hendes ægtefælle boede her, at hun ikke havde deciderede konflikter med privatpersoner eller familiemedlemmer i Libanon, og at hun uden problemer fik udstedt pas af de libanesiske myndigheder. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet, hvorefter hun bestak sig til at få udstedt passet og for at komme gennem kontrollen i lufthavnen, må på denne baggrund afvises som udbyggende og utroværdig. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de libanesiske myndigheder, eller at hun har en aktuel konflikt med [A]-familien. Nævnet kan endvidere ikke afvise, at ansøgeren har modtaget to telefoniske trusler fra sin herboende fraskilte ægtefælle, men finder ikke, at dette forhold har en sådan karakter eller et sådant omfang, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale forklarede, at ægtefællen en gang omtrent en uge eller 10 dage efter, at hun forlod bopælen, truede hende med at tage hendes barn fra hende og dræbe hende og hendes familie, men at han ikke havde tid i øjeblikket og ikke efterfølgende havde fulgt op på det, og at hun ikke vidste, om hun kunne forvente, at han ville dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Libanon. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring på nævnsmødet - på spørgsmål om, hvorfor hendes fraskilte ægtefælle, der selv ønskede at blive skilt fra hende, skulle true hende - om, at det var hans søster i Libanon, som ansøgeren i øvrigt ikke havde haft nogen problemer med, der hidsede ham op, forekommer påfaldende. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en udtalelse fra [by] asylcenter, hvor en netværksmedarbejder har oplyst, at ansøgeren i perioden fra [vinteren 2017/2018] til [vinteren 2017/2018] har været i receptionen og fortalt, at hendes ægtefælle/tidligere ægtefælle har truet hende, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til udtalelsens karakter og tidspunktet for fremlæggelsen. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den tidligere ægtefælle har vilje eller evne til at efterstræbe hende i Libanon – herunder gennem sin familie - og gøre alvor af sin trussel mod hende og hendes barn. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan heller ikke begrunde asyl. Sammenfattende er der herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark var i besiddelse af gyldigt rejsedokument udstedt af de libanesiske myndigheder. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission and Palestinian Refugees from Libanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at alle disse var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Libanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return the MFS (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/14/gdan
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og ahmadiyya-muslim fra Rabwah City, Punjab, Pakistan. Ansøgeren tilhører ahmadiyya-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter fire mænd med tilknytning til en anti-ahmadiyya-organisation ved navn Khatm-e-nabowat. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han hele sit liv har oplevet diskrimination på baggrund af sin trosretning. I 2000-2001, mens han gik i gymnasiet, blev han udsat for mobning, diskrimination og slået en gang, inden han droppede ud. I 2008 blev han udsat for chikane og psykisk tortur, mens han arbejdede på en tekstilfabrik i Karachi. I [måned i sommeren] 2019, mens han boede og arbejdede som taxachauffør i Rabwah, blev han udsat for et fysisk overgreb af tre passagerer i hans egen taxa på grund af hans trosretning. Han blev slået, ydmyget, fik revet sit tøj i stykker og hans bil blev udsat for hærværk. En af personerne filmede overfaldet, hvor hans trosretning blev tilkendegivet. Få dage efter overfaldet blev ansøgeren ringet op af en af overfaldsmændene, som afpressede ansøgeren for 5000 pakistanske rupees mod ikke at offentliggøre videoen, hvilket ansøgeren indvilligede i. Overfaldsmanden slettede ikke videoen, og 10-15 dage senere blev ansøgeren igen afpresset for 5000 rupees. Ansøgeren er bange for reaktioner mod ham, hvis videoen bliver offentliggjort, fordi alle dermed vil kunne se, at han er ahmadiyya-muslim. Ansøgeren frygter at blive stemplet for at have æreskrænket profeten Muhammed. I [måned i efteråret] 2019 blev ansøgeren opsøgt på sin adresse af de tre mænd fra taxaen og en vigtig person fra Khatm-e-nabowat, som afpressede ansøgeren for 50.000 rupees. Herefter modtog ansøgeren mange opkald fra en af overfaldsmændene, der fortsatte med at true ansøgeren med at skyde ham, stjæle hans bil og smide ham i vandet. Ansøgeren besluttede i midten af [samme måned i efteråret] 2019 at han ville væk og udrejste den [dato i efterfølgende måned i] 2019. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i [måned i sommeren] 2019 er blevet overfaldet af tre kunder i sin taxa og efterfølgende er blevet udsat for afpresning og trusler af disse personer samt en yderligere ukendt person. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten med de tre kunder og den yderligere ukendte mand, ikke har haft en sådan karakter eller intensitet, at det kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de trusler, som ansøgeren modtog fra [A] og de andre kunder efter overfaldet, alle havde økonomisk afpresning som motiv, idet kunderne truede med at dele en video af overfaldet, medmindre ansøgeren betalte det krævede beløb. Nævnet har videre lagt vægt på, at der var tale om telefoniske trusler, at ansøgerens bopæl alene er blevet opsøgt én gang, og at der aldrig blev gjort alvor af truslerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Rabwah i Pakistan ca. tre måneder efter overfaldet i taxaen, og at ansøgerens ægtefælle er forblevet boende på den tidligere fælles bopæl i ca. 1 år, hvor ansøgerens bror var på besøg fra Afrika, uden, at der er skete noget. Først omkring [måned/måned i efteråret] 2020 modtog ægtefællen efter ansøgerens forklaring et telefonisk opkald, hvor de spurgte efter ansøgeren. Efterfølgende har hverken ansøgeren eller ægtefællen efter det oplyste oplevet problemer. Ved vurderingen af karakteren af de telefoniske trusler mod ansøgeren har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren valgte ikke at udskifte sin telefon eller telefonnummer. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i aktuel og reelt risiko for asylbegrundende overgreb fra de tre kunder og den fjerde ukendte person, der var med ved opsøgningen af bopælen. Nævnet bemærker hertil, at en eventuel offentlig deling af videoen af overfaldet ikke kan føre til en anden vurdering, da det alene beror på ansøgerens formodning, at andre vil opfatte videoen således, at ansøgeren krænker profeten Muhammeds ære. For så vidt angår ansøgerens konflikter i gymnasiet i 2000 og på tekstilfabrikken i 2008, i form af chikane og mobning i anledning af hans religiøse tilhørsforhold til ahmadiyya, bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har oplevet problemer på den baggrund sidenhen, hvorfor der er tale om afsluttede forhold. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Uanset at forholdene for ahmadiyya-muslimer i Pakistan efter baggrundsoplysningerne er vanskelige, kan det ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren er ahmadiyya-muslim. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan frem til 2019, herunder ca. to år i Karachi, og at ansøgeren – bortset fra den påberåbte episode med de tre kunder – ikke tidligere har haft konflikter med hverken myndigheder, politiske, religiøse eller kriminelle grupper, og at konflikterne i gymnasiet og på tekstilfabrikken tidsmæssigt ligger langt tilbage. Ansøgeren har således kunnet praktisere sin religion i Pakistan, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ikke fortsat vil kunne praktisere sin religion, som han hidtil har gjort. Derudover har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han agter at praktisere sin religion på anden måde, hvorved han vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2021/2/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: " Ansøgeren er etnisk hindi og hindu af trosretning fra Ludhiana, Punjab, Indien. Ansøgeren har været medlem af det politiske parti [A] siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, som følge af sit politiske engagement, af kriminelle medlemmer af partiet [B], som er et underparti til [A], som ansøgeren er medlem af. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2011 blev medlem af partiet [A] og arrangerede og deltog i demonstrationer fra 2011 til 2015 for at fremme udsatte personers rettigheder. Under demonstrationerne blev ansøgeren og de andre ofte angrebet af personer betalt af det politiske parti [B], foranstaltet af partiets formand. Partiet mistede den formelle politiske magt i ansøgerens hjemområdet efter et valg i 2014 eller 2015, men har forsat den reelle magt i området. Partiet billigede ikke italesættelse af krænkelser af udsatte gruppers rettigheder, og som følge heraf oplevede ansøgeren problemer med to navngivne lokale medlemmer af partiet, som overfaldt ansøgeren i forbindelse med en demonstration i [sommeren] 2013 samt dagen efter på et marked. Ansøgeren anmeldte overfaldene til det lokale politi. Partiet havde indflydelse på politiet, og ansøgeren blev derfor anholdt dagen efter på hans forældres bopæl. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb og tvunget til at trække sin anmeldelse tilbage. Ansøgeren blev løsladt uden betingelser to dage senere. I [vinteren] 2014 demonstrerede ansøgeren og hans parti, [A], mod partiet [B]. Ansøgeren og fire andre medlemmer af [A] blev anholdt dagen efter og slået af politiet for deres deltagelse i demonstrationen. De blev løsladt samme dag uden betingelser. En uge senere blev ansøgeren anholdt igen. Denne gang for kritik af [B] på sociale medier. Ansøgeren blev løsladt tre dage senere på betingelse af, at han ikke ville demonstrere igen. Senest i [efteråret] 2014 blev ansøgeren anholdt sammen med andre medlemmer af partier [A] for at demonstrere. Ansøgeren blev løsladt to dage senere på den betingelse, at ansøgeren ville forlade sit parti og ikke demonstrere igen. Alle anholdelserne af ansøgeren blev udført af de samme fire til fem betjente fra den lokale politistation i [i bydelen C], ofte i følgeskab af de to navngivne medlemmer af [B]. Ansøgeren stoppede med at være politisk aktiv, men de to navngivne medlemmer af [B] fortsatte med at chikanere ansøgeren. Ansøgeren oplevede ikke yderligere problemer med politiet. I begyndelsen af 2017, under et tilfældigt møde på ansøgerens arbejdsplads med nogle medlemmer af [B], blev ansøgeren udsat for verbal chikane og dødstrusler. I [foråret] 2017 fik ansøgeren øjenkontakt med de to navngivne medlemmer af [B] under en religiøs højtid. De to samme personer opsøgte samme nat ansøgerens bopæl og fremsatte bandeord. Ansøgeren udrejste i [sommeren] 2017 til Italien på et visum, hvor han opholdt sig frem til [sommeren] 2018, hvorefter han indrejste i Danmark. Ansøgeren søgte om asyl den [en nærmer angiven dato i foråret] 2020 i forbindelse med dom af [en nærmere angiven dato i foråret] 2020 for dokumentfalsk og ulovligt ophold og arbejde. De to navngivne personer har desuden truet ansøgerens far i [foråret] 2020 og sagt, at han skulle sørge for, at ansøgeren kom tilbage til Indien. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerens generelle troværdighed findes at være svækket. Ansøgeren har således tre gange til sin Oplysnings- og Motivsamtale [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 forklaret, at han kom til Danmark for at søge arbejde, og ansøgeren har først søgt asyl halvandet år efter sin indrejse og kort tid efter sin dom med udvisning. Efter det fremkomne finder Flygtningenævnet dog ikke anledning til at afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv og kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med individuelle lokale kriminelle medlemmer af partiet [A], som efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet er en underafdeling af partiet [B] og med samme formand, [D]. Flygtningenævnet finder imidlertid, som Udlændingestyrelsen, at denne konflikt må anses som et afsluttet forhold. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, herunder at seneste tilbageholdelse af ansøgeren fandt sted i [efteråret] 2014, og at ansøgeren ved disse tilbageholdelser blev løsladt uden betingelser, ligesom ansøgeren ikke oplevede problemer med politiet eller problemer med individuelle medlemmer af hverken [B] eller lokalafdelingen, [A], frem til sin udrejse i [sommeren] 2017. Ansøgeren kan derfor ikke antages at opleve problemer med partiet eller med politiet ved sin tilbagevenden. Det forhold, at ansøgeren [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 under en religiøs højtid tilfældigt fik øjenkontakt med to lokale kendte kriminelle, [E] og [F], som var medlemmer af [B] og at disse, samme nat, kom til ansøgerens bopæl, hvor de bandede, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at ansøgeren efter episoden fortsat boede hos sine forældre og ikke oplevede andre problemer frem til sin udrejse til Italien i [sommeren] 2017. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at familien efterfølgende er blevet opsøgt, og faderen har været indkaldt til samtale med politiet, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Indi/2021/1/MALC
Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinia og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjeneste, blev fængslet og herefter flygtede. Videre frygter hun myndighederne, idet hun er udrejst og de derved ikke har mulighed for at afpresse ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle aftjente nationaltjeneste i Eritrea. Han var løbende hjemme på orlov og vendte ofte ikke tilbage til nationaltjeneste efter endt orlov. Ansøgeren blev i slutningen af 2016 opsøgt på sin bopæl af myndighederne, idet de ville have fat i hendes ægtefælle. Ansøgeren oplyste, hun ikke vidste hvor hendes ægtefælle var. To dage senere opsøgte myndighederne igen hendes bopæl. Idet ansøgeren fortsat ikke vidste hvor ægtefællen opholdt sig blev hun fængslet sammen med sin yngste datter, [A]. Ansøgerens familie fandt ægtefællen og fortalte ham, at ansøgeren var blevet fængslet, og at han skulle melde sig til nationaltjeneste for at få hende løsladt. Efter han gjorde dette, blev ansøgeren løsladt betingelsesløst (efter at have været fængslet i to uger). Fire til fem måneder senere kom ægtefællen hjem igen for en enkelt nat, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren fik at vide af ægtefællens ven, at ægtefællen havde været fængslet, men var flygtet. Ansøgeren frygtede at blive fængslet igen og flyttede derfor fra sin bopæl. Ægtefællens ven arrangerede ansøgerens udrejse, og hun udrejste fire måneder senere legalt af Eritrea sammen med sine to yngste børn. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en konsistent, detaljeret og troværdig forklaring. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af, at ansøgerens ægtefælle var udeblevet fra nationaltjeneste to gange blev opsøgt to gange af myndighederne som ønskede at få kontakt til ægtefællen, og at myndighederne anden gang tilbageholdte ansøgeren og ansøgerens yngste datter i 14 dage, indtil ansøgerens ægtefælle meldte sig til nationaltjeneste igen. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i samråd med ægtefællens ven [B] besluttede at udrejse af Eritrea, da hun fik at vide, at ægtefællen på ny var deserteret fra nationaltjeneste, og at hun holdt sig skjult, indtil hun udrejste fra Eritrea. Efter ansøgerens forklaringer om omstændighederne i forbindelse med, at hun fik udstedt nationalitetspas, sammenholdt med baggrundsoplysningerne og kildeoplysninger fra Amnesty International, hvor oplyses at være højst usandsynligt, at en mor under 40 år med fem børn og som ikke har udført nationaltjeneste, skulle have fået udstedt et pas, finder nævnet, at det ikke kan udelukkes, at passet enten blev udstedt mod betaling af bestikkelse, eller at der var tale om et forfalsket ¬pas. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst ved anvendelse af passet, kan derfor ikke tages som udtryk for, at ansøgeren er udrejst legalt, og der kan derfor ikke bortses fra, at ansøgeren fortsat kan have et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet videre til grund, at ansøgeren ikke har aftjent nationaltjeneste, og at hun ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at ansøgeren, der nu er 39 år og har mindreårige børn i alderen 4½ år til 17 år, ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste, risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste, straf for at have udrejst ulovligt eller på ny at blive fængslet som følge af sin ægtefælles desertering fra nationaltjeneste. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/1/imbs
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en indisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetenceDansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde opgivet urigtige oplysninger i forbindelse med behandlingen af sin asylsag, og at klageren frygtede en længevarende frihedsberøvelse i Schweiz. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren var bange for at blive overført til Tyskland, idet de tyske myndigheder havde oplyse, at de ville udsende ham til Indien samt, at han led af hepatitis C. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland senest den 16. november 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han frygter at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til Indien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med de garantier, som er fastsat i Europaparlamentets og Rådets Direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse. Det forhold, at klageren frygter, at han ikke kan få den nødvendige sundhedsbehandling, og at han lider af hepatitis C, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne behandling i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” [Dub-Tysk/2021/1/HZC]
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en egyptisk mand, der har trukket sin asylansøgning tilbage i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp og klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens rettigheder bliver krænket af politiet i Sverige, og at det svenske politi udsætter ham for forbrydelser. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2020/2021] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han indrejste i Sverige for at arbejde for en privat virksomhed, som efter klagerens egen forklaring til oplysnings- og motivsamtalen af [vinteren 2020/2021] begik kriminalitet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at de svenske myndigheder har håndteret klagerens anmeldelser, og at klageren i øvrigt må henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Sverige, hvis han er utilfreds med den behandling, han har fået. Det forhold, at klageren har oplyst, at det svenske politi over en længere årrække har krænket hans rettigheder og udsat ham for forbrydelser, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker om de problemer, som klageren efter sine egne oplysninger har med det svenske politi, at klageren må henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Sverige herom. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/2/CRT
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en eritreisk kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Schweiz havde en konflikt med sin far, hvorfor klagerens liv var i fare. Klagerens far havde forsøgt at slå klageren ihjel, lovet hende væk til en mand i Eritrea og forpurret hendes asylsag i Schweiz. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at klageren i Danmark havde en forlovet, som hun ventede et barn med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren er bange for sin far, der er bosiddende i Schweiz, og at klageren har oplyst, at han blandt andet har truet hende på livet, og at han har forsøgt at køre hende ned samt haft til hensigt at kaste hende ned på togskinner, ligesom hun frygter hans reaktion på hendes graviditet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de schweiziske myndigheders beskyttelse, idet de schweiziske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hendes far har medvirket til, at hun har stået svagt i sin asylsag i Schweiz, og at hun vil være sårbar i en udsendelsessituation. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Schweiz ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at det forhold, at klagerens forlovede, som også er far til klagerens kommende barn, har opholdstilladelse i Danmark, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klagerens forlovede ikke findes at være omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes herved, at der ikke har eksisteret et længerevarende samlivsforhold mellem klageren og hendes forlovede, der kan sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at parret var sammen i tre uger, da de blev forlovet i Etiopien i august 2019, ligesom klagerens forlovede har været på besøg af nogle dages varighed to til tre gange i Schweiz, men at parrets kontakt ellers har været telefonisk forud for klagerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at bestemmelserne om hensynet til barnets tarv efter Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt 13 ikke findes at være relevante under de givne omstændigheder, idet klagerens barn endnu ikke er født. Endelig bemærkes, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de schweiziske myndigheder om klagerens forhold, herunder vedrørende hendes graviditet, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2021/3/ajev.
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en marokkansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, blandt andet til, at klageren frygter deportation, og der ikke blev foretaget en egentlig behandling af hans asylanmodning i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz og herefter er udrejst af Schweiz, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den 30. november 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at blive deporteret til Marokko, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, ligesom der ikke er holdepunkter for at tro, at Schweiz ikke lever op til deres internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. For så vidt angår oplysningen om, at klageren lider af angst, er det Flygtningenævnets vurdering, at der ikke er tale om væsentlige helbredsproblemer, der kan begrunde, at sagen behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det bemærkes hertil, at klageren må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Schweiz, ligesom det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de schweiziske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2021/2/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien samt COVID-19 situationen i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den 28. oktober 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for, at klageren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 1 og 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy, fra august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af baggrundsmaterialet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår desuden, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager hvor ansøgerne er vurderet sårbare. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at: ”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren ved en overførsel under hensyn til de aktuelle modtageforhold i Italien, vil være i en sådan situation, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 og Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det forhold, at Dansk Flygtningenævnet har gjort gældende, at klageren er mindreårig, og at det vil være i klagerens tarv, at sagen behandles i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet den 19. januar 2021 har truffet afgørelse om at fastsætte klagerens fødselsdato til den 27. august 2001, hvorfor klageren ikke kan betragtes som mindreårig. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har smerter i den venstre hånd, og at han lider af smerter i hele kroppen, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2020, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet har endelig fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren, herunder bemærkningen om, at det er problematisk for klageren at blive overført til Italien på grund af risikoen for at blive ramt af COVID-19, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” dub-ital/2021/2/lbv
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunnimuslimer fra Kermanshah-provinsen i Iran. Den mandlige ansøger har oplyst at have været politisk aktiv ved at give mad til medlemmer fra Kurdistan Democratic Party of Iran (KDPI), men han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af myndighederne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at komme under observation resten af sit liv, og at hendes hjem vil blive ransaget af de iranske myndigheder. Hun frygter endvidere, at hendes ægtefælle vil blive dræbt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har udleveret mad til repræsentanter fra KDPI tre gange. Den første gang var i [sommeren] 2015, anden gang var omkring 40 til 50 dage senere, og tredje gang var i [efteråret] 2015. Repræsentanterne fra KDPI henvendte sig til ansøgeren og hans bror [navn på den mandlige ansøgers bror] på deres kyllingefarm. Da repræsentanterne fra KDPI henvendte sig tredje gang, opstod der skudveksling mellem repræsentanterne fra KDPI og folk fra Revolutionsgarden. Ansøgeren og hans bror flygtede derfra sammen med mændene fra KDPI. De opholdt sig i en bjerggrotte indtil den følgende morgen, hvorefter ansøgeren tog hen til en fjern slægtning. Efterfølgende tog ansøgeren ophold hos en ven i otte dage. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i perioden fra september til november 2015 blev kontaktet af sin svigerfar, som oplyste, at svigerfamiliens bopæl var blevet opsøgt af myndighedspersoner, idet ansøgerens ægtefælle og hans bror, [navn], havde hjulpet KDPI. Dagen efter blev ansøgernes bopæl opsøgt og ransaget af myndighedspersoner. Ansøgeren fik efterfølgende at vide, at hendes forældre også var blevet opsøgt på sin bopæl af myndighedspersoner på grund af hendes ægtefælles konflikt. Ansøgerne mødtes i byen Maku, hvorfra de udrejste til Tyrkiet sammen med deres to børn. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af den forklaring, som ansøgeren [navn] er fremkommet med til støtte for sit asylmotiv, ikke er troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at det er mindre sandsynligt, at bevæbnede repræsentanter for Kurdistan Democratic Party of Iran (KDPI) i peshmerga-uniformer tre gange uden videre tog kontakt til [den mandlige ansøger] og hans bror, [navn], på deres kyllingefarm for at bede om mad, idet det samtidig er forklaret, at kyllingefarmen var beliggende i nærheden af Revolutionsgardens kontrolpost. Det er også mindre sandsynligt, at Revolutionsgarden, der som forklaret af [den mandlige ansøger] ikke normalvis patruljerede ved kyllingefarmen, skulle komme til stede ved kyllingefarmen netop som den blev besøgt af repræsentanterne fra KDPI. Hertil kommer, at [den mandlige ansøger] og broren [navn] har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder om hvornår de blev bekendt med, at de mænd, der opsøgte dem, var repræsentanter for KDPI, ligesom de har forklaret uoverensstemmende om blandt andet forløbet af KDPI’s tredje besøg, hvor det angiveligt kom til en skudveksling mellem repræsentanter for KDPI og iransk politi/militær. [Den mandlige ansøger] har således oprindeligt forklaret, at repræsentanterne fra KDPI præsenterede sig for begge brødrene allerede under det første besøg, og at det var soldater fra Revolutionsgarden, der angreb KDPI ved kyllingefarmen, mens [den mandlige ansøgers bror] oprindeligt har forklaret, at han ikke før det andet besøg blev klar over, at personerne kom fra KDPI, og at det i øvrigt var iransk politi, der deltog i skudvekslingen ved kyllingefarmen. Om forløbet af det tredje besøg har [den mandlige ansøger] og [den mandlige ansøgers bror] tillige forklaret uoverensstemmende om, hvor og hvordan de mødtes med de fire øvrige personer fra Peshmerga umiddelbart efter skudvekslingen, ligesom der er afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt de to personer fra Peshmerga, der ledsagede dem under flugten, deltog i skudvekslingen. Det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder rapporten fra British Home Office ”Country Information and Guidance Iran, Kurds and Kurdish political groups” fra juli 2016, at personer involveret i politiske grupper som KDPI er i risiko for forfølgelse fra iranske myndigheder, og at familiemedlemmer til personer, der kan sættes i forbindelse til KDPI, ligeledes bliver udsat for chikane og anholdelser. Set i det lys forekommer det heller ikke troværdigt, når [den kvindelige ansøger] har forklaret, at hun efter episoden, hvor der således skete en skudveksling mellem iransk politi/militær og KDPI/Peshmerga ved kyllingefarmen, blev opsøgt af to personer i civilt tøj, der oplyste, at hendes ægtefælle, [den mandlige ansøger], og svoger, [den mandlige ansøgers bror], var eftersøgt for at hjælpe KDPI, men at de uden videre gik igen efter ti minutter. Det er heller ikke troværdigt, at hendes forældre, der angiveligt også i samme anledning skulle være blevet opsøgt af myndighedspersoner en til to dage forinden, ikke kontaktede hende og advarede hende om dette besøg. Flygtningenævnet finder sammenfattende – også på baggrund af indtrykket under forklaringerne direkte for nævnet, herunder under hensyn til at forklaringerne også på mindre centrale punkter er blevet ændret under sagens behandling for Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet – at hverken [den mandlige ansøger] eller [den kvindelige ansøger] har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/153/SSM
Nævnet meddelte i januar 2021opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim. Hun er født i [by], Al-Hasakah, Syrien, hvor hun boede frem til omkring 1996. Derefter flyttede hun med sin familie til Damaskus, hvor hun boede frem til begyndelsen af 2014. Klageren flyttede i begyndelsen af 2014 tilbage til [by], hvor hun opholdt sig frem til sin udrejse i slutningen af 2015. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i Syrien. Videre henviste hun til, at det kurdiske parti, der havde kontrollen i [by], krævede, at kvinder også skulle bære våben. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter overgreb fra myndighederne, fordi hun er kurder fra [by], fordi hun er i familie med en kurdisk martyr, idet hendes søster [A] som medlem af YPJ i efteråret 2014 blev dræbt i kamp mod IS, og fordi hendes to brødre har været politisk aktive som modstandere af det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes mor, [B], samt hendes søster, [C], hvis sager sambehandles med nærværende sag, i alt væsentligt har forklaret troværdigt og enslydende om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes søster og mor efter at have boet i Damaskus i en længere årrække flyttede tilbage til og bosatte sig i deres oprindelige hjemby [by] i det kurdisk kontrollerede område på grund af krigen i Syrien, hvorunder deres bolig blev ramt af en bombe, og fordi søsteren [A] blev dræbt. Klageren og hendes mor og søster boede i [by] i ca. et år, hvorefter de flygtede og udrejste illegalt fra Syrien, fordi blandt andre IS kom tættere og tættere på byen. Klagerens to brødre fik opholdstilladelse i Danmark i henholdsvis 2010 og 2014, begge efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens søster, [A], var medlem af YPJ, at hun blev dræbt i kamp mod IS i efteråret 2014, og at hun fik en martyrbegravelse. Flygtningenævnet finder, at klageren som kurder efter at være udrejst illegalt af Syrien og som nært familiemedlem til en martyr fra en kurdisk oprørsgruppe og i den forbindelse endvidere som nært familiemedlem til to kurdere, der er politiske modstandere af det syriske regime, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2020, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2021/9/CARA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, straffet og indkaldt til militærtjeneste af myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker krig eller at slå andre mennesker ihjel. Klageren har videre oplyst, at hans familie efterfølgende flere gange er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ham, og at hans far i den forbindelse blev tilbageholdt af myndighederne en enkelt gang. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom fra [vinteren] 2020 blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 281, stk. 1, straffet med fængsel i seks måneder og udvist med et indrejseforbud i seks år. Klageren blev dømt for i forening med to andre at have overfaldet en person foran dennes bopæl, hvor der blev udøvet betydelig vold bl.a. med redskab og slag med spark på en liggende person. Endvidere blev klageren dømt for i forening med en anden at have begået afpresning mod den forurettede i voldssagen få dage forud for den udøvede vold. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses som særlig farlig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, herunder at klageren og en medgerningsmand få dage forud for voldsudøvelsen havde afpresset forurettede, og at overfaldet blev begået af tre gerningsmænd i forening og efter forudgående aftale og fælles forståelse, herunder ved brug af et redskab, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark den [i foråret] 2016. Han er født og opvokset i Syrien. Han har ikke familie i Danmark. Han har taget 9. klasse og er i gang med 10. klasse. Han vil gerne studere på universitetet. Han spiller fodbold med sine venner. Han har nogle danske venner. Han har en faster og hendes familie i Danmark. Hans far bor i Syrien, men klageren ved ikke, hvor han er. Han har en søster, der er gift, i Syrien, og en bror i Syrien, der er fængslet. Hans mor og en bror bor i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/21
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [X], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015, og at hun [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Advokat [A] har [en nærmere angiven dato i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun i Syrien frygter de generelle forhold og den manglende sikkerhed, samt at hendes ægtefælle er blevet genindkaldt til militæret, og at hun ikke kan bo alene i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016 har forklaret, at hun ikke har været forfulgt eller udsat for overgreb af asylretlig karakter i Syrien, og at hun ikke har haft konflikter med myndighederne i Syrien. Det forhold, at klageren frygter, at hun ved en tilbagevenden til Syrien, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes ægtefælle er blevet genindkaldt til militæret, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det blandt andet fremgår, at mange familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, kan vende tilbage til Syrien uden af at opleve problemer med de syriske myndigheder af asylretlig karakter. De generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Det forhold, at klagerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke begrunde, at klageren kan meddeles konsekvensstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016 har forklaret, at klageren og dennes ægtefælles ægteskab ikke er registreret ved de offentlige myndigheder i Syrien, og at hun alene har boet sammen med sin ægtefælle i 5 dage forud for udrejsen. På denne baggrund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller individuel og konkret risikofor overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/20/lby
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angivet dato i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun i forhold til ophold i al-Hasakah frygter den tyrkiske hær og den frie syriske hær, og at hun i forhold til ophold i Damaskus frygter, at hun vil få problemer med araberne, som støtter Tyrkiet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at området al-Hasakah og det kurdiske område i Syrien helt op til Afrin er blevet angrebet af det tyrkiske militær. Også den frie syriske hær skaber problemer i området, og familiens situation er meget værre end før. Hendes datter [A] og hendes to sønner er flygtet til Irak. Klageren har endvidere oplyst, at hun i Damaskus vil få problemer med andre arabere, som støtter Tyrkiet, idet at der i Zorava er mange kurdere, som er flygtet og at området nu har mange arabere. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet siden sommeren 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hun har 5 voksne børn i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv indrejste klageren i Danmark i [foråret] 2017 som 57-årig, hvor hun indgav ansøgning om asyl og blev meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 [en nærmere angiven dato i foråret] 2017. Hun har i Danmark arbejdet 3 måneder som rengøringsassistent og har været i praktik hos en genbrugsbutik i 7 måneder. Hun kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun er født og opvokset i Syrien. Hun har to voksne børn, som fortsat bor i Damaskus, Syrien, og som hun har kontakt med. Hendes søn bor i det hus i Damaskus i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle tidligere har boet i omkring 20 år. Hun har endvidere to søstre og to morbrødre i Syrien, som hun har kontakt med. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor hun boede i en lang periode, inden hun udrejste. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold, og hun har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [foråret] 2017 været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens frygt for, at myndighederne ved hendes tilbagevenden til Syrien, eventuelt vil anse hende som modstander af systemet, alene beror på klagerens formodning og derfor ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren frygter den arabiske befolkning, den syriske regering, det tyrkiske militær og Den Frie Syriske hær, fordi hun er etnisk kurder, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne fremgår, at der ikke sker diskrimination, herunder social diskrimination, rettet mod kurdere fra den arabiske befolkning i Damaskus, og at kurdere normalt ikke møder diskrimination i deres hverdag. Endvidere finder nævnet, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevende til Damaskus vil være i risiko for at blive udsat for asylretlige overgreb af den syriske regering som følge af hendes nationalnummer fra Al Hasakah. Endvidere finder nævnet, at der ikke grundlag for at antage, at de syriske myndigheder vil afvise, at klageren tager ophold i Damaskus hos sin søn, der bor i den bolig, hvor hun og hendes ægtefælle boede i omkring 20 år inden udrejsen. Der er ikke grundlag for at antage, at hun eller hendes søn vil blive profileret ved hendes tilbagevenden til Syrien. Desuden finder flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den tyrkiske hær og Den Frie Syriske hærs tilstedeværelse i de kurdiske områder i Syrien på nuværende tidspunkt vil medføre, at klageren vil være i risiko ved en tilbagevenden til Damaskus i Syrien. De generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/19/lbv
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 12 år ved Østre Landsrets ankedom [Efteråret] 2020. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Sommeren] 2020 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og kristen af trosretning fra Al-Salamiyah, Hamah-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han er konverteret til kristendommen. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke ønsker at deltage i militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå nogen ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder og udvist med indrejseforbud i 12 år for et strafbart forhold begået den 28. maj 2018. Han blev dømt for i forening med to andre personer at have overtrådt straffelovens § 181, stk. 3, jf. stk. 2, om ildspåsættelse med det formål at få udbetalt penge fra brandforsikringen. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at hans ægtefælle og parrets fælles datter er flyttet til [By]. Han kører dagligt fra Kærshovedgaard for at besøge dem og har fået lov at sove i Århus to nætter hver anden uge. Ægtefællen læser økonomi, og datteren går i 5. klasse. Klagerens ægtefælle og datter har efter det oplyste ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/12/MIMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Syrien frygter militærets efterretningstjeneste, som har afpresset ham økonomisk og i den forbindelse har truet med at skade ansøgerens børn. Endvidere frygter ansøgeren den syriske sikkerhedstjeneste som følge af, at Rusland har overtaget havnen i Tartus, og at de vil fjerne folk, som ikke er alawitter eller har støttet regimet. Ansøgeren frygter også, at han vil blive fængslet i Syrien på ubestemt tid, fordi han uden tilladelse har forladt skibet, som han tjente på. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans slægt fra hans fars side oprindeligt kommer fra [øen], som ligger udenfor Tartus, og at ansøgeren selv er registreret på denne ø. I Syrien har ansøgeren dog kun boet i Tartus. Ansøgeren aftjente værnepligt i den syriske hær fra 1988 til 1996. Ansøgeren blev efter denne periode ikke genindkaldt til militæret. Efter et udlandsophold i 2002 bosatte ansøgeren sig igen i Tartus. Ansøgeren har fra 2005 frem til sin udrejse arbejdet som elektriker på skibe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at personer fra militærets efterretningstjeneste krævede bestikkelse fra ham, inden krigen startede i Syrien. Ansøgeren blev opsøgt 10 gange, før krigen startede, hvor personerne kom efter små beskedne ting såsom whisky eller en karton cigaretter. Efter krigens start stoppede afkrævningerne foreløbigt, men da den syriske hær begyndte at vinde sejre, begyndte de afkræve ansøgeren store summer penge. Ansøgeren blev afkrævet penge fra forskellige personer, men de kom alle fra samme afdeling, al-Amn-A’s skari. Ansøgeren betalte løbende penge til disse personer, der afkrævede pengene. Ansøgeren kunne derfor udrejse på legal vis fra Syrien, når han fik opgaver på udenlandske skibe. Ansøgeren blev i perioden 2015 til 2018 opsøgt i alt fire gange. Ansøgeren blev ved disse opsøgninger afkrævet tusindvis af dollars. Sidst ansøgeren blev opsøgt, var på sin bopæl i [sommeren] 2018 under Ramadan. I den forbindelse betalte ansøgeren 2000 dollars, som personerne krævede af ham. Efter ansøgerens udrejse har personerne ikke opsøgt ansøgerens bopæl, idet de kun kom og afkrævede bestikkelse, når ansøgeren selv var til stede, og de kunne drage nytte af det. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han mener, at han må betragtes som værende imod de syriske myndigheder, fordi han ikke har deltaget eller hjulpet dem under krigen. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som sømand havde kontrakt med den syriske skibs-virksomhed, Eastern Star Shipping, i Tartus. Ansøgeren forlod Syrien [i sommeren] 2018 på legal vis, fordi han gennem ”Eastern Star Shipping” havde fået hyre på et rumænsk ejet skib. Skibet ankom til Aarhus [i efteråret] 2018, og efter fire dage i havnen, [i efteråret] 2018, valgte ansøgeren at forlade skibet uden tilladelse for at søge om asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af de af ham beskrevne konflikter. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at konflikten med de syriske myndigheder ikke kan anses at have den fornødne karakter og intensitet, og på at ansøgerens familie i Tartous ikke er blevet opsøgt af myndighederne siden ansøgerens udrejse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at arbejdet gennem den syriske skibsvirksomhed ikke kan anses som en offentlig stilling, hvorfor det anses usandsynligt, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne ved at forlade skibet. Flygtningenævnet bemærker tillige, at ansøgeren i [i slutningen af] 2019 udtrykte ønske om at frafalde sin asylansøgning og rejse hjem til Tartous i Syrien via Libanon. Flygtningenævnet finder derimod af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af en generelt alvorlig situation i sit hjemområde. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, og at ansøgeren tidligere har haft opholdstilladelse i Libanon, senest gældende fra [vinteren] 2016 til [vinteren] 2019. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er i besiddelse af syrisk nationalitetspas gyldigt til [sommeren] 2022, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at syriske statsborgere i besiddelse af gyldigt syrisk pas kan søge om indrejsevisum og indrejse i Libanon, hvis de opfylder betingelserne for at opnå courtesy residence. Ifølge baggrundsoplysningerne kan syriske statsborgere opnå courtesy residence, hvis deres mor er libanesisk statsborger. Nævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt en mailkorrespondance mellem ham og den libanesiske ambassade i Stockholm, hvor ansøgeren har søgt om visum til Libanon, og hvoraf det angiveligt fremgår af en mail fra ambassaden, at visum ikke kan opnås uden tilladelse fra de libanesiske myndigheder. Nævnet bemærker hertil, at mailen ikke fremstår med reference til sagsnummer eller lignende, og at der ikke foreligger et sædvanligt afslag på en visumansøgning, hvilket skaber tvivl om validiteten af mailen. Ansøgeren har forklaret for nævnet, at han ikke har gjort forsøg på at indhente tilladelse fra myndighederne, men bedt sine familiemedlemmer i Libanon herom, hvilket de ikke har formået. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke – alene ved henvisning til nævnte mail – har afkræftet formodningen for, at han kan opnå opholdstilladelse i Libanon. Der er efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at Libanon vil sende ansøgeren tilbage til Syrien. De generelle forhold for syrere i Libanon er ikke af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, der derfor kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/76/FAM
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder og de kurdiske styrker. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold, samt at hendes børn ved en tilbagevenden til Syrien vil blive rekrutteret til de kurdiske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle udrejste af Syrien i [sommeren] 2015, idet de syriske myndigheder og de kurdiske styrker ønskede at rekruttere ham. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgerens bopæl opsøgt tre gange af de syriske myndigheder. Ansøgeren blev derudover stoppet af de syriske myndigheder, hver gang hun skulle krydse en kontrolpost, og spurgt ind til, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun på et tidspunkt blev tilbageholdt ved en kontrolpost og afhørt om sin ægtefælle. Ansøgerens fætter fik ansøgeren løsladt på betingelse af, at ansøgeren underskrev en erklæring om, at hun samarbejdede med de syriske myndigheder i forhold til at oplyse, hvor ægtefællen opholdt sig. Efterfølgende flyttede ansøgeren hjem til sin svigerfamilie i [en navngiven by i Syrien], som var kontrolleret af de kurdiske styrker. I den forbindelse har ansøgeren oplyst, at hendes bopæl blev ransaget af de kurdiske styrker, mens hun ikke var hjemme. De beskyldte hende for at være i besiddelse af undervisningsmateriale, som støttede op om Al-Assad. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt på skolen af de kurdiske styrker. De beskyldte hende for at undervise i pensum, som støttede op om Al-Assad. De kurdiske styrker opsøgte ansøgeren igen på skolen og tilbageholdte hende. De bad ansøgeren om at stoppe med at undervise i et syrisk pensum og skifte over til et kurdisk pensum. Efter afhøringen blev ansøgeren kørt tilbage til skolen. Derefter blev ansøgeren på ny opsøgt og tilbageholdt i 3 dage af de syriske myndigheder, der beskyldte ansøgeren for at samarbejde med de kurdiske styrker. Ansøgeren blev løsladt mod kaution og udrejste samme dag med sine to børn til Libanon, hvor de opholdt sig i to måneder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været offentligt ansat skolelærer og som sådan medlem af Baath-partiet, og at hun uden videre har forladt sin stilling, efter hun var tilbageholdt i tre dage af de syriske myndigheder og beskyldt for at være forræder. Hun blev løsladt mod kaution og udrejste illegalt samme nat. Hun er ikke i besiddelse af syrisk nationalitetspas. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under disse omstændigheder må imødese en tilbageholdelse og nærmere afhøring ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at hendes ægtefælle har unddraget sig genindkaldelse. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger m.v., finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder endvidere, at det må antages, at de syriske myndigheder vil anse ansøgeren for en modstander af styret og således tillægge hende en bestemt politisk holdning. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder i konsekvens heraf, at ansøgeren ikke kan pålægges at rette henvendelse til de syriske myndigheder med henblik på udstedelse af nationalitetspas. I forhold til anvendelse af Libanon som første asylland må ansøgeren således stilles som ikke havende nationalitetspas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 Access to Lebanon for Syrians Entitled to Courtesy Residence in Lebanon, må det anses for udelukket at antage, at ansøgeren vil blive tilladt indrejse i Libanon med henblik på at søge opholdstilladelse der. Libanon kan således ikke tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] og hendes [tre medfølgende] børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/42/HZC.
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra al-Badawi flygtningelejr i Libanon. Ansøgeren har været medlem af The Popular Front or the Liberation of Palestine – General Command (herefter PFLP-GC) fra han var 14 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af PFLP-GC, som han selv har været medlem af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 blev opsøgt af repræsentanter fra PFLP-GC på hans families bopæl i flygtningelejren al-Badawi. Ansøgeren blev herefter bedt om at tilslutte sig PFLP-GC igen, hvilket han afviste. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at han blev bortført af fem mænd, og blev fængslet i Beirut i syv dage og derefter fængslet i 17 dage i Syrien. En fangevogter tilbød herefter at hjælpe ansøgeren med at flygte imod betaling. Ansøgeren blev løsladt, da han accepterede at kæmpe i Syrien, og fangevogteren smuglede ansøgeren herefter ud af Syrien. I [efteråret] 2014 blev der kastet en bombe mod ansøgerens forældres bopæl i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at han i Libanon har boet i al-Badawi flygtningelejren, som er drevet af UNWRA. Endvidere har UNWRA i et høringssvar af 31. juli 2019 oplyst, at ansøgeren er registreret hos UNRWRA i Libanon. Af sagen fremgår, at ansøgeren i [efteråret] 2014 har søgt visum til Danmark på et gyldigt libanesisk rejsedokument for palæstinensiske flygtninge og at ansøgeren i [efteråret] 2014 er indrejst i Danmark på et gyldigt visum. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens tidligere afgørelse i [sommeren] 2017, hvorefter ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende omkring sit asylmotiv. Ansøgeren er ikke fremkommet med yderligere oplysninger omkring sit asylmotiv. Oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNWRA´s operationsområde eller tilsvarende være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon. Det forhold, at ansøgeren overfor en psykolog ansat ved psykiatrien i Region Midtjylland, Enhed for PTSD og Transkulturel psykiatri har forklaret, at han har været udsat for tortur, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at det ikke fremgår, at ansøgeren i sine samtaler med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2016 og [foråret] 2017 har oplyst herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for en udsættelse af sagen på indhentelse af en torturundersøgelse eller en hjemvisning af sagen med henblik herpå. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/6/hmu
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er statsløs palæstinenser, født i Haifa, og sunni-muslim af trosretning fra Aley, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin nabo [A], idet han har truet ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de dårlige økonomiske forhold i Libanon samt de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A], som er en del af Hizbollah, i en periode på 3-4 år havde talt nedsættende til ham. En dag, [i begyndelsen af] 2020, fik ansøgeren nok og svarede igen, hvorefter [A] trak en pistol og truede ansøgeren på livet. Han har efterfølgende modtaget kopi af en arrestordre, ligesom [A] har truet ham telefonisk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke har haft adgang til hjælp ydet af UNRWA og ikke vil kunne få den fornødne medicinske behandling af UNRWA. Ansøgeren har henvist til, at priserne i Libanon er steget meget de seneste år, hvorfor han ikke har råd til medicinsk behandling. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1.pkt. Det bemærkes herved, at han er født i Haifa i 1945, at han har fået udstedt palæstinensisk ID-kort, og at han gennem årene har modtaget bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens modsætningsforhold til [A] er af en sådan intensitet, at ansøgeren ikke af sikkerhedsmæssige grunde vil kunne vende tilbage til Libanon. Nævnet lægger herved vægt på karakteren af den uoverensstemmelse, som ansøgeren har forklaret om. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens nye oplysninger om en arrestordre eller telefoniske trusler fra Ali Shamas til grund som værende udtryk for sande begivenheder. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren må antages fortsat at kunne opnå den fornødne bistand gennem UNRWA, selvom forholdene i Libanon er vanskelige. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må antages på ny at kunne tage ophold i Libanon og at han således ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, stk. 1, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/12/smla
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ain al-Hilweh Flygtningelejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af ukendte islamister, der også har slået ansøgerens arbejdsgiver ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han flygtede fra Syrien i 2012 på grund af borgerkrigen. Hans bopæl og hans svigerfars bopæl blev ødelagt i forbindelse med bombardementer. Han havde ikke selv konflikter med grupperinger i Syrien. Da ansøgeren vendte tilbage til Libanon, tog han ophold i Mia Mia Flygtningelejren. Han kom i kontakt med en entreprenør, Ahmed Rashid, der hjalp ansøgeren med at renovere ansøgerens bolig. Til gengæld skulle ansøgeren arbejde for ham. På et tidspunkt begyndte en islamistisk gruppe at true Ahmed Rashid. Grupperingen dræbte Ahmed Rashid, to af hans brødre, seks medarbejdere og en ambulancechauffør, der kom til undsætning. Derefter opsøgte grupperingen de folk, der arbejdede for Ahmed Rashid. Ansøgeren var ikke på arbejde, hvorfor grupperingen opsøgte ansøgeren på hans bopæl. Han nåede dog at flygte. De skød efter ham, men de ramte ham ikke. Om aftenen kom grupperingen tilbage til Mia Mia, hvor de slog flere folk, der arbejdede for Ahmed Rashid, ihjel. Ansøgerens ægtefælle blev også opsøgt og slået. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2016 og Flygtningenævnet i afgørelsen af [sommeren] 2018 samt Udlændingestyrelsen i afgørelse af [foråret] 2020 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med en islamistisk gruppering, myndighederne eller andre grupperinger, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med en gruppering eller myndighederne er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvor mange ukendte mænd, der opsøgte ham. Ansøgeren har endvidere ikke hverken under tidligere samtaler eller under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for konflikten eller den fare, han påberåber sig at befinde sig i. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i [sommeren] 2018 over for de danske udlændingemyndigheder gav udtryk for, at han ønskede at medvirke til en udsendelse til Libanon. Ansøgerne har senere frafaldet dette tilsagn, men er ikke fremkommet med en rimelig forklaring herpå. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at disse forhold er asylbegrundende. På ovennævnte baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/74/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er to år gammel, er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens far er fra Luuq, Somalia, og tilhører klanen […], mens hans mor er fra Mogadishu, Somalia, og tilhører klanen […]. Begge ansøgerens forældre er muslimer af trosretning. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren i Somalia risikerer at blive rekrutteret til al-Shabaab, når han bliver ældre. Til støtte herfor har forældrene oplyst, at de frygter, at ansøgeren vil blive lokket til at tilslutte sig til al-Shabaab. Ansøgerens mor har videre anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab, såfremt han nægter at tilslutte sig frivilligt. Endelig har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren i Somalia ikke vil have adgang til uddannelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet findes således, at ansøgerens forældres frygt for at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, alene beror på forældrenes egen formodning. Ansøgeren er 2 år gammel. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport af 26. januar 2018 ”Rekruttering til al-Shabaab” fremgår, at den nedre grænse for tvangsrekruttering er omkring 11 år og at det først og fremmest er i områder under al-Shabaabs kontrol, at der foregår hvervning af mere eller mindre tvangsmæssig karakter. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Somalia har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/9/ajev
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er tre år gammel, er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens far er fra Luuq, Somalia, og tilhører klanen […], mens hendes mor er fra Mogadishu, Somalia, og tilhører klanen […]. Begge ansøgerens forældre er muslimer af religiøs overbevisning. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for at blive tvangsomskåret. Til støtte herfor har ansøgerens forældre oplyst, at omskæring er normalt i Somalia, og at de er imod omskæring. Ansøgerens far har oplyst, at han vil kæmpe for ansøgeren, men at han ikke vil kunne modsætte sig omskæring af ansøgeren. Han har videre oplyst, at der findes grupper i Somalia, der omskærer piger, og at han risikerer at blive slået ihjel, hvis han modsætter sig disse grupper. Ansøgerens mor har oplyst, at hun er imod omskæring, fordi det ikke er godt for helbredet. Hun har videre oplyst, at hun selv er omskåret, og det samme er ansøgerens halvsøster. Ansøgerens mor mener ikke, at hun vil være i stand til at modsætte sig omskæring af ansøgeren, fordi hun kommer fra en minoritetsklan. Endelig har ansøgerens forældre oplyst, at ansøgeren ikke kan blive gift, hvis hun ikke er omskåret. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der ved ansøgerens tilbagevenden til Somalia er en konkret og velbegrundet frygt for, at ansøgeren vil være i risiko for omskæring. Både ansøgerens mor og far har forklaret til deres samtaler med Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet, at de er imod omskæring. Ansøgers mor har forklaret, at hun ikke frygter, at nogle familiemedlemmer vil omskære ansøgeren, men at mulige slægtninge vil få nogle andre personer eller naboen til at omskære ansøger. Hun vil gøre alt for at stoppe en omskæring af ansøgeren. Ansøgerens far har i sin forklaring til Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet oplyst, at han vil kæmpe for ansøgeren, men det er ikke muligt at modsætte sig. Han vil blive skudt, hvis han modsætter sig. Flygtningenævnet finder, at der efter det fremkomne ikke kan antages at ville være et pres fra ansøgerens familie for at omskære ansøgeren, og at det alene beror på ansøgers forældres formodning, at slægtninge vil få andre personer eller naboen til at omskære ansøger. Ansøgerens mor og far må i fællesskab anses som ressourcestærke personer, som vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne. Det er endvidere henset til, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/cutting” fra januar 2016 fremgår, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Endvidere fremgår, at det er muligt for kvinder at modstå omskæring af deres døtre, og at det afhænger af moderens personlighed, om hun er i stand til at modstå et eventuelt psykologisk pres for omskæring. Flygtningenævnet finder endelig, at den generelle sikkerhedssituation i Somalia ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forældre ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/8/ajev
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim og somalisk statsborger født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Somalia frygter at blive forfulgt eller slået ihjel af den person eller gruppering, der slog hans mors første ægtefælle ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter problemer på baggrund af sin afdøde fars tidligere konflikter, herunder klankonflikter. Ansøgeren har endeligt henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans mors første ægtefælle blev slået ihjel i Somalia under borgerkrigen. Dette resulterede i, at ansøgerens mor ikke længere følte sig tryg i landet, hvorfor hun udrejste. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han kun i begrænset omfang har kendskab til, hvilke konflikter hans far har haft i Somalia. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han ikke ved, hvor han skal tage hen ved indrejse i Somalia, og at han ikke ved, hvordan han skal kunne vænne sig til et liv i Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Danmark, og at han ved fødslen fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Han har aldrig været i Somalia. [En nærmere angiven dato i foråret] 2018 blev ansøgeren idømt en fængselsstraf på fire år og seks måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive asylretligt forfulgt. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at han risikerer forfølgelse og overgreb som følge af hans mors tidligere ægtefælles og ansøgerens mor og fars tidligere konflikter i Somalia. Disse tidligere konflikter må i øvrigt anses for afsluttet. Det beror desuden alene på ansøgerens egen formodning, at han risikerer forfølgelse og overgreb som følge af hans forældres klanforhold. Nævnet bemærker, at ansøgerens mor tilhører hawiye-klanen, som efter baggrundsoplysningerne er en adelig klan med stor indflydelse. Ansøgerens far tilhører Rahanweyn-klanen som efter baggrundsoplysningerne har en højt position i det somaliske klanhierarki. Det forhold at ansøgerens forældre tilhører to forskellige klaner, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i Danmark, er ikke asylbegrundende. Desuden har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han aldrig har været udsat for asylretlig forfølgelse eller overgreb. De generelle forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at han ved indrejse i Somalia vil få et dårligere liv, bemærker nævnet, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/7/lbv
Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali, sunni-muslim og født i Danmark. Ansøgerens mor er fra [by] i distriktet Juba Hoose, Somalia. Ansøgerens mor tilhører hovedklanen [G]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på ansøgerens vegne som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at omskæring af piger i Somalia er kulturelt betinget. Ansøgerens mor er imod omskæring, idet hun selv har erfaret problemer som følge af omskæring. Ansøgerens mor vil kunne modsætte sig din datters omskæring, men datteren vil i så fald ikke blive betragtet som en god pige i lokalsamfundet, og det vil få konsekvenser for datterens fremtid i Somalia. Ansøgerens mor har videre henvist til, at ansøgeren risikerer at blive udsat for tvangsomskæring fra lokalbefolkningen. Ansøgerens mor vil tillige blive udsat for et stort pres fra lokalbefolkningen, og i sidste ende bliver hun måske tvunget til at acceptere ansøgerens omskæring. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget under henvisning til de urolige forhold i Somalia, hvor børn blandt andet bliver voldtaget. Ansøgerens mor har endelig henvist til, at hun frygter, at ansøgerens fars konflikter i Somalia vil få konsekvenser for ansøgeren. Udlændingestyrelsens repræsentant nedlagde ved nævnsmødets begyndelse påstand om hjemvisning med henvisning til de nye oplysninger om familiemæssige forhold, der var fremkommet med advokatens indlæg i sagen vedrørende ansøgerens fars kæreste. Klagerens advokat havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen de nye fremkomne oplysninger.” Soma/2021/12/NHA/DH
Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er sunni-muslim fra Baraawe, Somalia. Han tilhører hovedklanen [S]. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet af al-Shabaab, idet han i 2009 blev dømt for at have indledt et udenomsægteskabeligt forhold til en kvinde ved navn [A]. Han frygter endvidere, at [A’s] familie eller andre islamister vil eksekvere dommen. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at hvis han vender tilbage til Somalia og tager sin datter med, vil hun blive omskåret. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et seksuelt forhold til [A] og blev grebet på fersk gerning af al-Shabaab. Klageren og [A] blev begge fængslet, og klageren blev dømt til døden ved stening. Efter 17 dage lykkedes det klageren at flygte sammen med syv andre medindsatte. De flygtede i en båd og sejlede til Mogadishu, hvor de blev pågrebet af myndighederne. Myndighederne anklagede dem for at være en del af al-Shabaab. Klageren blev fængslet i 20 dage, hvorefter en agent arrangerede hans løsladelse. Efter 10 dages ophold hos agenten udrejste han til Kenya. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin datter oplyst, at det ikke vil være op til ham at bestemme, om hun skal omskæres. Han vil blive presset fra familiens side, idet det er almindeligt at lade pigebørn omskære i Somalia. Grupperinger som al-Shabaab vil også kunne finde på at omskære hans datter, hvis de finder ud af, at hun ikke er omskåret. Udlændingestyrelsen meddelte den [i efteråret 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsens repræsentant nedlagde ved nævnsmødets begyndelse påstand om hjemvisning med henvisning til de nye oplysninger om familiemæssige forhold, der var fremkommet med advokatens indlæg. Klagerens advokat havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen de nye fremkomne oplysninger.” Soma/2021/10/NHA/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim. Han er født i Danmark, men hans mor er fra landsbyen [By], Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes børn, herunder ansøgeren, vil blive slået ihjel af ansøgerens mormors ægtefælle, idet ansøgerens mor flygtede fra et forestående tvangsægteskab. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hendes to sønner vil blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet de overtog magten i hendes hjemområde i 2012. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun telefonisk blev oplyst om kampe i området i 2017, idet hun talte med sin mor. Disse kampe blev udkæmpet mellem klanerne [Klan-navn], [Klan-navn] og Al-Shabaab. Klanerne kæmpede om magten i området [Område]. Ansøgerens mor frygter, at sønnerne vil blive slået ihjel i forlængelse af krigshandlinger i området. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hun frygter, at hendes sønner vil blive taget fra hende og overdraget til al-Shabaab. Idet klagerens børn er født uden for ægteskab, betragtes de som uægte børn, som vil blive slået ihjel af enten ansøgerens mors klan eller al-Shabaab. Flygtningenævnet skal om den del af asylmotivet, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra lokalbefolkningens og al-Shabaabs side med henvisning til forældrenes manglende dokumentation for deres ægteskab, bemærke, at ansøgerens mor i forbindelse med hendes sag har forklaret, at hun den 27. august 2015 blev viet til ansøgerens far af en imam i en moske i [By], og at ægteskabet er gyldigt i henhold til somaliske traditioner. Hun har videre forklaret, at imamen har tilbudt hende et arabisk dokument, der bekræfter vielsen, men at hun ikke har fået et sådant dokument, da imamen ikke efter danske regler havde bemyndigelse til at foretage vielser. Ansøgerens familie i Somalia er bekendt med såvel vielsen, som den omstændighed, at forældrene har fået to børn, og ansøgerens mormor har sagt, at hun er glad på hans mors vegne. Herefter, og i det det alene beror på ansøgerens mors formodning, at der ved morens og sønnernes tilbagevenden til Somalia vil blive stillet spørgsmål til, om moren er gift eller ej, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Om tvangshvervning bemærkes, at ansøgeren er 3 år gammel, og at det efter oplysningerne i morens sag lægges til grund, at hans mor aldrig har haft konflikter med al-Shabaab, og at hun er uprofileret i forhold til militsen. Det fremgår videre at baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. Herefter, og idet de generelle forhold i Somalia ikke har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/80/MSI
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim. Han er født i Danmark, men hans mor er fra landsbyen [By], Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes børn, herunder ansøgeren, vil blive slået ihjel af ansøgerens mormors ægtefælle, idet ansøgerens mor flygtede fra et forestående tvangsægteskab. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hendes to sønner vil blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet de overtog magten i hendes hjemområde i 2012. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun telefonisk blev oplyst om kampe i området i 2017, idet hun talte med sin mor. Disse kampe blev udkæmpet mellem klanerne [Klan-navn], [Klan-navn] og Al-Shabaab. Klanerne kæmpede om magten i området [Område]. Ansøgerens mor frygter, at sønnerne vil blive slået ihjel i forlængelse af krigshandlinger i området. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hun frygter, at hendes sønner vil blive taget fra hende og overdraget til al-Shabaab. Idet klagerens børn er født uden for ægteskab, betragtes de som uægte børn, som vil blive slået ihjel af enten ansøgerens mors klan eller al-Shabaab. Flygtningenævnet skal om den del af asylmotivet, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra lokalbefolkningens og al-Shabaabs side med henvisning til forældrenes manglende dokumentation for deres ægteskab, bemærke, at ansøgerens mor i forbindelse med hendes sag har forklaret, at hun den 27. august 2015 blev viet til ansøgerens far af en imam i en moske i [By], og at ægteskabet er gyldigt i henhold til somaliske traditioner. Hun har videre forklaret, at imamen har tilbudt hende et arabisk dokument, der bekræfter vielsen, men at hun ikke har fået et sådant dokument, da imamen ikke efter danske regler havde bemyndigelse til at foretage vielser. Ansøgerens familie i Somalia er bekendt med såvel vielsen, som den omstændighed, at forældrene har fået to børn, og ansøgerens mormor har sagt, at hun er glad på hans mors vegne. Herefter, og i det det alene beror på ansøgerens mors formodning, at der ved morens og sønnernes tilbagevenden til Somalia vil blive stillet spørgsmål til, om moren er gift eller ej, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Om tvangshvervning bemærkes, at ansøgeren er 4 år gammel, og at det efter oplysningerne i morens sag lægges til grund, at hans mor aldrig har haft konflikter med al-Shabaab, og at hun er uprofileret i forhold til militsen. Det fremgår videre at baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. Herefter, og idet de generelle forhold i Somalia ikke har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/79/MSI
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Ibo og kristen fra [by], [område], Nigeria. Ansøgeren har været medlem af Indigenous People of Biafra (IPOB) siden 2018. Ansøgeren er i Danmark blevet medlem af IPOB i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de nigerianske myndigheder på baggrund af sit medlemskab af og støtte til IPOB. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de nigerianske myndigheder ønsker at eliminere og anholde alle dem, der støtter IPOB. Ansøgeren har oplyst, at det er hans vens bror, som er ansat ved politiet, der har fortalt ham det. Ansøgeren har videre oplyst, at en person ved navn Gallop har fortalt ham, at myndighederne opsøgte ansøgerens bopæl efter hans flugt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter for asylmotivet forekommer divergerende, udbyggende, og usikker med hensyn til tidsfæstelse af begivenheder og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet, men bemærker dog, at ansøgeren efter sin forklaring drev en virksomhed med reservedele til biler og i den forbindelse har fået visum til og er rejst til Tyskland flere gange. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin rolle og engagement i IPOB. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kun var menigt medlem af IPOB. Han donerede penge til IPOB og deltog i demonstrationer, men ikke møder, og han var ikke profileret i organisationen. Han deltog i den sidste demonstration lige inden, han forlod landet. Han mener, at det var den [foråret] 2019. Til asylsamtalen forklarede ansøger imidlertid, at han var en ledende figur i IPOB, som han støttede. Han blev medlem i 2018 og trådte direkte ind i ledelsen. I [område] var han en frontfigur, han afholdt møder og var med til at organisere demonstrationer. Den sidste demonstration, han var med til at organisere, fandt sted den [foråret] 2018. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om truslen fra myndighederne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at en person ved navn [A] ringede til ham og fortalte, at nigerianerne nu var efter støtterne af Biafra, og at myndighederne nu ville slå ned på uroen. Det vidste [A] fra sin bror, der arbejdede for myndighederne. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at [A] sagde, at politiet planlagde at anholde alle, der støttede IPOB, og at hans bror havde set en liste med medlemmer, som skulle anholdes, og hvorpå ansøgers navn stod. Ansøgeren har ikke givet en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring udrejste legalt af Nigeria på eget nationalitetspas og ikke oplevede nogen problemer i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret divergerende om udrejsen, idet han til asylsamtalen forklarede, at systemet var meget uformelt, og hans navn og billede var derfor ikke dukket op i systemet, da han forlod landet. Han tog derfor chancen og valgte at rejse ud. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøger imidlertid, at han gemte sig i lufthavnen og betalte bestikkelse for at komme ud i flyet. Flygtningenævnet finder endelig, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han opholdt sig i Tyskland fra [foråret] 2019 til [vinteren] 2020 uden at søge asyl på trods af, at han efter sin forklaring var eftersøgt af myndighederne i Nigeria, og at han først søgte asyl i Danmark, da han blev anholdt af politiet på en restaurant i København. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har haft nogen kontakt til sin kone og børn eller andre i Nigeria efter sin udrejse. Det forekommer således ikke sandsynligt, at denne manglende kontakt skulle bero på, at ansøgeren ikke har haft midler hertil som først forklaret, eller at det skulle skyldes, at han ville beskytte familien mod spørgsmål om, hvor han befandt sig, som ansøgeren senere forklarede. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2021/1/ACA
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Aley, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har en konflikt med deres nabo Ali Shamas, som har truet ægtefællen på livet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke har råd til at betale for hendes ægtefælles medicin eller sundhedsbehandling. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Libanon. Flygtningenævnet har i en samtidig afgørelse vedrørende ansøgerens ægtefælle fundet, at ansøgerens ægtefælles modsætningsforhold til [A] ikke er af en sådan intensitet, at ansøgerens ægtefælle ikke af sikkerhedsmæssige grunde vil kunne vende tilbage til Libanon. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i sig selv kan anses for at have noget modsætningsforhold til [A] eller være i nogen risiko for overgreb fra hans side. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens helbredsmæssige forhold og mulighederne for at skaffe medicin er socioøkonomiske forhold af en karakter, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2021/2/smla
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født muslim, men har ved indrejsen i Danmark forklaret, at han ikke var troende. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin far og det iranske regime. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far i maj eller juni 2011 opdagede, at han havde fået en tatovering, som betød, at han ikke var troende. I den forbindelse tvang ansøgerens far ham til at smøre ætsende creme på tatoveringen, indtil den var væk. Ansøgeren frygter derfor, at hans far vil skade ham yderligere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at han frygter det iranske regime, fordi han har været aktiv for Basij. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han fik hjælp fra Jesus under sin indlæggelse i Tyskland, hvilket blandt andet er årsagen til, at han har besluttet at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har videre forklaret, at den følelse, han fik under en drøm, hvor han så Jesus, gjorde, at han fik et ønske om at komme Jesus nærmere, og at han har holdt fast i det ønske lige siden. Ansøgeren har endelig forklaret, at han har modtaget kristendomsundervisning, og at han er blevet døbt [i foråret] 2018. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt om sin kontakt med kristendommen og baggrunden for sin konversion. Det må lægges til grund, at han har viden om kristendommen. Han er døbt [i foråret] 2018 efter sædvanlig dåbsforberedelse. Han er siden fast gået til gudstjeneste i kirken om søndagen, ligesom han fast har deltaget i blandt andet yderligere undervisningsforløb. Han har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen, og at han vil fortælle om kristendommen, og hvordan den har ændret hans liv. Selvom ansøgerens forklaring om konsekvenserne af konverteringen og omstændighederne efter en eventuel tilbagevenden må anses for mindre velovervejede, finder flertallet ikke, at dette efter en samlet vurdering er tilstrækkeligt til ikke at anse konversionen for reel. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin konvertering til kristendommen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/9/RILA
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af foreningen [Forening A] og fungeret som folkets repræsentant i [By]. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark været aktiv for the [Forening B], hvor han har skrevet artikler, deltaget i møder, lavet radioindslag og organiseret indlæg m.v. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han i Iran har kritiseret islam. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter unavngivne personer og det iranske regime, fordi han under sit ophold i Danmark har ytret sig kritisk vedrørende menneskerettigheder og religion i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i kraft af sin titel som Sayed, der betyder hellig mand, fortalte indbyggere i sin hjemby om trosretningen yarsan. I [Efteråret] 2014, under Eid Khavandkar, tog ansøgeren rundt og snakkede med andre yarsan-troende. En måned efter Eid Khavandkar, blev ansøgeren indkaldt til en samtale med mullahen [A]. Mullahen bad ansøgeren om ikke at være islamkritisk, da dette kunne være til fare for landets sikkerhed. På et ukendt tidspunkt i [Foråret] 2015 forsvarede ansøgeren den religiøse leder af yarsan-troen under en diskussion i klassen på det universitet, hvor ansøgeren studerede. Under diskussionen kritiserede ansøgeren også islam ved at sammenligne elementer fra islam med yarsan. En medstuderende, der arbejdede for efterretningstjenesten, sagde, at ansøgeren modarbejdede islam og det islamiske regime. Omkring en måned efter diskussionen blev ansøgeren igen indkaldt til en samtale hos mullahen [A]. Mullahen fortalte ansøgeren, at han var gået for vidt. Mullahen tilgav ham og sagde, at det ville være strafbart næste gang. Under en begravelsesceremoni [Sommeren] 2015 blev det påstået, at den islamiske begravelsesceremoni lignede den yarsanske begravelsesceremoni. Ansøgeren blev provokeret og forklarede gæsterne forskellen på de to ceremonier. På et ukendt tidspunkt efter begravelsesceremonien modtog enten ansøgeren eller hans far et opkald fra Sepah, der oplyste, at de ønskede at indkalde ansøgeren til en samtale, hvilket han ikke efterkom, hvorefter han den [Efteråret] 2015 valgte udrejse illegalt fra Iran, idet han frygtede, at Sepah ville fængsle ham. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under sit ophold i Danmark har været aktiv for to forskellige organisationer, dels [Forening A], dels [Forening C]. Han blev officielt medlem af [Forening A] [Sommeren] 2018 og medlem af [Forening A]. i [Foråret] 2018. Han blev på [Forening A]’s kongres i [Efteråret] 2019 valgt som medlem af [Forening A]’s centralkomite. Forud herfor var han blevet medlem af Danmarks Komiteen. Han sidder i direktionsudvalget og propagandaudvalget under [Forening A]’s centralkomite. Ansøgeren har før og efter sit medlemskab af [Forening A] skrevet en række islamkritiske artikler, der ligger på [Forening A]’s hjemmeside. Her er billeder af ansøgeren, der er anført med sit eget navn, ligesom hans navn fremgår af [Forening A]’s hjemmeside under oversigten af medlemmer af centralkomiteen. I [Forening C] har ansøgeren siddet som repræsentant for Danmark i Den Skandinaviske Komite. Han har optrådt med navn og billede på Yarsan TV og på MANOTO-TV, der er en Iran-kritisk TV-kanal hjemmehørende i England. Han har herudover deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark og haft mange yderligere politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Danmark til grund og bemærker i øvrigt, at det som anført af Flygtningenævnet [Foråret] 2017 må lægges til grund, at ansøgeren i Iran forud for sin udrejse udførte islam-kritiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren – der utvivlsomt må anses som profileret, i forhold til det iranske styre – har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet må anses for at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/8/MIMA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Dubiz, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin fars chef, den etniske araber [A], idet [A] vil have, at klageren og hans familie skal betale erstatning for den lastbil, som blev ødelagt i forbindelse med angrebet og drabet på klagerens far [B]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede som lastbilchauffør for et firma, der var ejet af [A]. [A] ejede lastbiler, der transporterede materiale til opførelse af betonmure som forsvar for myndigheds- og militærbygninger og samarbejdede således med amerikanere og det irakiske militær. Klagerens far modtog i den forbindelse to trusselbreve på familiens bopæl i Dubiz fra ukendte personer, der bad ham om at stoppe med at arbejde for firmaet. Omkring [begyndelsen af] 2008 blev klagerens far slået ihjel af ukendte terrorister, mens han var på arbejde som chauffør. Lastbilen, som han førte, blev stukket i brand. Klageren og hans familie fik besked om dette af [A]. Efterfølgende arrangerede klagerens mor og farbror, [C], klagerens fars begravelse, som klageren deltog i. Herefter krævede [A], at klageren og hans familie erstattede lastbilen. Hvis de nægtede, ville [A] slå dem ihjel. De flyttede efterfølgende til Koshtapa. Kort tid efter udrejste klageren med sin fætter, [D]. To til tre måneder efter deres ankomst til Danmark fik klageren og [D] besked fra klagerens mor om, at [D]s far, [C], var blevet slået ihjel. Det var angiveligt [A], der havde stået bag. [I foråret] 2012 rejste klagerens fætter, [D], tilbage til Irak med henblik på at tage permanent ophold. For omkring to år siden omkom klagerens bror, [E], og klagerens søster, [F], i en bilulykke i Irak. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak, herunder den politiske situation, og at han som følge heraf frygter at blive slået ihjel af de shiamuslimske militser, Hashdash-Shaabi (PMU), idet han er etnisk kurder. Flygtningenævnet har i afgørelsen af [efteråret] 2019 lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt derfor, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet udtalte endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen ville virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26. I anledningen af genoptagelsesanmodningen bemærker Flygtningenævnet først, at nævnet ikke kan lægge klagerens nye oplysninger ved de foreviste videooptagelser af grave og forklaringer til grund som sande. Optagelserne har ikke en sådan karakter, at de kan tillægges nogen videre bevisværdi. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren, selv bortset fra de forhold som har sammenhæng med Facebookoplysningerne, har afgivet oplysninger, som er blevet tilsidesat af de danske myndigheder. Nævnet henviser herved til, at klageren ikke er blevet anset for mindreårig, således som han gjorde gældende ved indrejsen, at klageren har fremlagt dokumenter, der er blevet anset for uægte, og at klageren i sommeren 2020 har anvendt falske dokumenter. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne nye oplysninger, at der er grundlag for at foretage nogen anden vurdering af, om klageren har udvist svig, end sket ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2019. Klageren er etnisk kurder fra Dubiz, Kirkuk-området. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, som følge af sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK art. 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke, at klageren individuelt risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, således at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han er kurder og har været uden for området gennem en årrække. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og udlændingelovens § 31 er således ikke til hinder for udsendelse af klageren til Irak. For så vidt angår § 26-vurderingen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet har modtaget nye oplysninger om klagerens psykiske tilstand, men at der efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke er grundlag for at undlade at inddrage klagerens opholdstilladelse. Nævnet bemærker herved, at klageren har udvist svig, og at afvejningen herefter er ganske restriktiv. Nævnet bemærker tillige, at klageren er kommet her til landet som 18 årig, og at han ikke har stiftet selvstændig familie. Flygtningenævnet fastholder således nævnets afgørelse af [efteråret] 2019.” Irak 2021/51/RILA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [By], i Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive udsat for overgreb af de georgiske myndigheder på grund af sin bror og tidligere ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælles mor lejede en lejlighed ud til ansøgerens bror, [Navn], som lejede et værelse ud til nogle personer, som politiet efterfølgende afslørede som terrorister. Som følge af ansøgerens brors tilknytning til lejligheden, blev han idømt 13 års fængsel for at støtte terrorisme. Ansøgeren har været til to afhøringer hos politiet grundet sin bror og er efterfølgende blevet indkaldt yderligere fem gange. Ansøgeren frygter desuden, at de georgiske myndigheder vil tage hende og hendes barn som gidsel, indtil de får fat på hendes tidligere ægtefælle, som også har været indkaldt til afhøringer, og som er flygtet til Rusland. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for æresrelaterede forbrydelser eller slået ihjel af sin egen familie, ligesom hun frygter at blive tvunget til at overdrage sit barn til sin tidligere ægtefælle og dennes familie. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at idet ansøgerens bror blev fængslet og dømt på grund af sin tilknytning til lejligheden, som tilhørte hendes tidligere svigerfamilie, tog ansøgerens familie afstand til hendes tidligere svigerfamilie. Ansøgerens familie truede hende derfor med, at de ville slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til sin tidligere ægtefælle. Ansøgerens familie besluttede endvidere, at ansøgerens barn straks efter fødslen skulle overdrages til hendes tidligere ægtefælle og dennes familie. Denne beslutning blev støttet af ældrerådet i området. Ansøgeren ville ikke opgive sit barn, og hun skjulte sig derfor hos sin mors kusine i byen [By], efter hun havde født sin søn. Ansøgeren blev dog opsøgt af sin bror, [Navn], og andre mandlige slægtninge, som sagde, at hun havde bragt skam over familien, og at hun havde tre dage til at aflevere barnet hos sin tidligere svigerfamilie. Slægtningene truede med at slå ansøgeren og barnet ihjel, hvis ikke hun adlød. Ansøgeren blev ved samme lejlighed udsat for voldelige overgreb af sin bror, som også tidligere havde udsat ansøgeren for vold. Flygtningenævnet kan som anført som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at de seneste baggrundsoplysninger om Georgien, herunder Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "Georgia, Complaint Mechanisms for the Kist Community" fra december 2020, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der også af denne rapport fremgår de samme muligheder for myndighedsbeskyttelse som anført i den tidligere rapport udgivet af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp i november 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." geor/2021/9/MSI
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen [By] i [Område], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes barn vil blive slået ihjel af kommandant [Navn1], idet kommandantens bror, [Navn2], blev slået ihjel af ansøgerens mor. Ansøgeren frygter endvidere, at blive udsat for overgreb, idet hun har født et barn uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes stedfar [Navn3] var afhængig af eurofiserede stoffer. For at få penge til sit narkotikaforbrug, bragte stedfaren fremmede mænd med hjem til ansøgerens bopæl, for at mændene kunne være sammen med ansøgeren og hendes mor. En måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev hun bekendt med, at stedfaren havde lovet hende væk til [Navn2]. [Navn2] begyndte at opsøge ansøgeren på hendes bopæl men fik aldrig fat på hende, idet ansøgerens mor låste hende inde på værelset og fik [Navn2] væk hver gang. Da [Navn2] en morgen ankom på bopælen, var ansøgeren i haven, og [Navn2] her fik fat i ansøgeren. [Navn2] fik tvunget ansøgeren ned på jorden og lagde sig oven på hende. [Navn2] blev ved denne episode slået i hovedet med noget tungt af ansøgerens mor. Herefter sendte moren ansøgeren til ansøgerens faster, som videresendte hende til ansøgerens morbror. Morgenen efter modtog ansøgerens morbror et opkald fra fasteren, der fortalte, at kommandant [Navn1] ledte efter ansøgeren og hendes mor, idet [Navn2] var død som følge af slaget. Morbroren arrangerede herefter, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring i nævnsmødet er fremtrådt troværdig, ligesom hendes asylmotiver fremtræder som selvoplevede. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer er uden nævneværdige divergenser og fremstår meget konsistent. Flygtningenævnets flertal finder, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at ansøgeren over for de græske myndigheder har opgivet falsk navn og urigtig fødselsdato, i hvilken forbindelse bemærkes, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring om baggrunden herfor. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt medfølgende barn [Navn4] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." afgh/2021/4/MSI
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af nogle personer, som ansøgerens far har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at ansøgerens familie rejste til Pakistan i 2017, da ansøgerens far, som arbejdede i militæret, havde en konflikt med nogle privatpersoner og med myndighederne. Ansøgerens familie fik nogle trusler over telefonen, og kort før de rejste til Pakistan, kom en gruppe personer og bankede på porten til ansøgerens families bopæl og råbte, at de skulle komme ud. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes familie [primo] 2018, da de fandt ud af, at ansøgeren ikke kunne få visum til Danmark, udtrykte et ønske om, at ansøgeren skulle skilles fra sin ægtefælle. Ansøgerens familie slog hende og sagde, at hun skulle giftes med sin fætter i stedet. Ansøgerens familie truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke blev skilt, og hvis hun fortalte sin ægtefælle om familiens trusler. En dag i 2019 fik ansøgeren et ultimatum af sin far, som lød på at lade sig skille inden en uge eller acceptere døden. Herefter flygtede ansøgeren en nat fra familiens bopæl med hjælp fra sin mor. Ansøgeren medbragte penge og smykker, som hun brugte til at betale menneskesmuglere for at få hende til Danmark. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun har modtaget dødstrusler i forbindelse med sit arbejde i sundhedsvæsenet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes arbejde består i at vaccinere folk, hvilket mange personer i Afghanistan er imod. Ansøgeren modtog trusler om, at hun ville blive slået ihjel, såfremt hun ikke stoppede med at vaccinere folk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad farens konflikter. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun ikke kender til farens konflikter, og at hun ikke selv er blevet truet eller opsøgt. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har hun forklaret, at hun blev truet telefonisk to til tre gange, og at familiens bopæl blev opsøgt at 10 til 15 personer. Ad ansøgerens arbejde. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun modtog telefoniske trusler fra privatpersoner, der truede med at udsætte hende for vold, hvis hun ikke ophørte med sit arbejde. Hun har forklaret, at hun ikke oplyste dette til sine kollegaer, og at hun ikke har hørt fra kollegaerne, at de er blevet truet, men at hun antager det, idet flere holdt op. Hun har under den afrundende samtale [ultimo] 2019 forklaret, at afdelingen fik en generel skriftlig trussel om, at de ikke skulle foretage det arbejde, de foretog i afdelingen. Hun har ikke under denne samtale oplyst om konkrete trusler mod sig selv. Ad familien. Ansøgeren har forklaret, at familien flyttede til Pakistan kort efter hendes bryllup i 2017. Hun har [primo] 2018 indgivet en visumansøgning, hvor hun dels har angivet selv at have adresse i Kabul, ligesom hun har angivet alle sine søskendes opholdssted, undtagen en, som Afghanistan. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 er hun blevet foreholdt print fra sin fars, to brødres og ægtefælles Facebookprofiler. Den ene bror angiver at bo i Kabul, den anden at arbejde i Kabul. Det fremgår, at faren og de to brødre er venner med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hun ved den seneste trussel fik "et par dage" til at bestemme sig, mens hun for nævnet har forklaret, at det var fire dage. Nævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at ansøgeren ikke ved indrejsen søgte asyl, men først [ultimo] 2019, hvor hun blev anholdt i anden forbindelse. På baggrund af ansøgerens divergenser, og da hun har forklaret afglidende på nævnets spørgsmål, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2021/3/EDO
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2016 er meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, at afvisning efter udlændingelovens § 29 b alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien – skønt svære – ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs rapport, hvoraf det fremgår, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser som bulgarske statsborgere, ligesom de har samme adgang til lægebehandling og rettigheder til valgfri sundhedsforsikring. Endvidere har flygtninge i Bulgarien adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser inklusiv arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Vedrørende klagerens konkrete situation skal Flygtningenævnet bemærke, at de bulgarske myndigheder i 2016 har accepteret at tilbagetage klageren, hvilket de bulgarske myndigheder [i slutningen af] 2018 har bekræftet over for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klagerens opholdstilladelse i Bulgarien ikke kan anses for ophørt. Det lægges til grund, at klageren lider af forhøjet blodtryk. Flygtningenævnet finder dog, at klageren ikke kan betragtes som ganske særligt sårbar. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har rejst alene og opholdt sig i længere perioder i forskellige lande, og at det må lægges til grund, at klageren, uanset hun i Tyrkiet boede hos sin bror, har været i stand til at klare sig. Derudover er sundhedsbehandling mod forhøjet blodtryk efter det oplyste tilgængelig i Bulgarien, og klageren, som har opnået international beskyttelse i Bulgarien, vil efter det oplyste også have ret til sådan en behandling. For så vidt angår klagerens oplysninger om, at hun har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med sin kontakt til de bulgarske myndigheder, henviser Flygtningenævnet til det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019 anførte om at klage over forholdene til de overordnede myndigheder i Bulgarien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Bulgarien eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”§ 29b/bul/2020/1/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og kristen ortodoks af trosretning fra [en by], Syrien. Klageren har deltaget i møder og forsamlinger med andre kristne, hvor de har udtalt sig kritisk mod styret. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han ville blive slået ihjel eller fængslet af regimet, fordi han var modstander af regimet og havde udtalt sig kritisk herom til sine venner og sin familie. Klageren frygtede endvidere, at han ville blive slået ihjel af islamistiske grupper, fordi klageren tilhører det kristne mindretal. Udlændingestyrelsen har [en dato i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdene i Damaskus siden 2018 har ændret sig markant, hvorfor der ikke længere vurderes at være en reel risiko for, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har fortsat som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet af regimet, fordi han har udtalt sig kritisk herom til sine venner og sin familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Syrien deltog i diverse forsamlinger med ligesindede fra det kristne mindretal, hvor de diskuterede det kristne mindretals rettigheder og kritiserede regimet. Klageren har hertil oplyst, at familiens bopæl, cirka fire til fem måneder efter klagerens indrejse i Danmark, blev opsøgt af myndighedspersoner, som spurgte efter klageren. Klagerens mor forklarede i den forbindelse myndighedspersonerne, at klageren var udrejst. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel eller kidnappet af islamistiske grupper, fordi han tilhører et kristent mindretal. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker med hensyn til udlændingelovens § 7, stk. 3, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af Flygtningenævnets praksis siden sommeren 2019, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes senest af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …” Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet i det meste af sit liv. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en dato i sommeren] 2015. Klageren har modtaget danskundervisning og har gået på VUC. Klageren er ugift og har ikke børn. Klageren har ikke familie i Danmark. Klagerens forældre og søskende bor i Damaskus i Syrien. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at der ikke er tale om sådanne helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen af [en dato i slutningen af] 2020 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker, at de ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, hverken fordi klageren er kristen og angiveligt har deltaget i møder og forsamlinger med andre kristne, eller fordi klageren er modstander af det syriske styre og har udtalt sig kritisk om det syriske styre til møder og forsamlinger samt til familien. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at han har svaret ukonkret og afglidende på spørgsmål, og at forklaringen er væsentlig udbygget undervejs. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren hverken i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i sommeren] 2015 har oplyst, at han har haft nogen politisk aktivitet i Syrien i forbindelse med hans modstand mod styret, og at klageren ikke i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst om nogen konkrete konflikter i forbindelse med hans modstand mod styret. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren først til samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2020 har oplyst om nogle politiske aktiviteter, hvor han mødtes til møder og i forsamlinger med andre kristne, der var mod styret, og at nogle af deltagerne var blevet anholdt. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til samtalen [en dato i efteråret] 2020 har forklaret yderligere udbyggende om, at han deltog i forsamlinger på 300 mennesker, og at klageren for Flygtningenævnet har forklaret yderligere udbyggende, og at de senere mødtes i mindre grupper, hvoraf han var leder af en af disse, og at nogle af lederne af de andre grupper ikke var blevet løsladt, efter at de var blevet tilbageholdt. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at hans angivelige aktiviteter og ytringer er kommet til de syriske myndigheders kendskab, og at han på den baggrund skulle være kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2020 og for Flygtningenævnet har oplyst, at myndighederne angiveligt har spurgt efter ham på hans mors bopæl. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at de syriske myndigheder opsøgte hans bopæl på baggrund af, at de havde erfaret, at han havde deltaget i møder og forsamlinger, samt ytret sig kritisk om dem. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter repressalier fordi, at han har et kristent navn. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet nogen konkrete konflikter, hverken med de syriske myndigheder eller andre på baggrund af hans trosretning eller navn. Endeligt kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han er udrejst illegalt af Syrien. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Secury Situation in Damascus Province ande Issues Regarding Return to Syria, Report based on interwiews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod Syrien under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved sin syriske repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/17/MLVT.
Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landsby], Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet han ikke vil deltage i krigen i Syrien. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han som kurder ikke betragter Syrien som sit land, og at de syriske myndigheder udnytter kurdere ved at få dem til at udføre militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans hjemland er fortsat er præget af krig og ødelæggelse, og at der fortsat er mange konflikter mellem forskellige grupperinger og etniciteter i Syrien. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ikke længere har familie i Syrien, idet hele klagerens familie opholder sig i [europæisk land], hvor de har fået opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved [landsrettens] dom af [dato] 2019 idømt fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på sagens karakter og finder, at der er tale om en samfundsfarlig forbrydelse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på den konkret idømte straf, på den omstændighed at forholdet fandt sted [måned] 2018, og at klageren ikke siden da har begået strafbare forhold, hvorfor nævnet finder, at der er tale om et enkeltstående forhold, der fandt sted som led i et større slagsmål i en gruppe med forudgående kendskab til hinanden. Klageren har i øvrigt under sit ophold i Danmark været i praktik på forskellige arbejdspladser og derudover haft en løsere og kortvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, han taler dansk og har familiemedlemmer og en kæreste i Danmark. Efter en konkret afvejning finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses som en fare for samfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/16/tps
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har oplyst, at hun har deltaget i flere demonstrationer vedrørende blandt andet frihed, demokrati og menneskerettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas, idet flere af ansøgerens familiemedlemmer er eftersøgt af gruppen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og brødre omkring 2006 var i militæret, før Hamas overtog magten. Efter Hamas kom i regering i 2007, er familiens bopæl flere gange blevet ransaget, og Hamas har flere gange truet faren og brødrene med at slå dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har deltaget i flere fredelige demonstrationer, og at hun er politisk aktiv på Facebook. Slutteligt har ansøgeren oplyst, at hendes families nabos bopæl i 2014 blev bombet, og ansøgeren og hendes familie fik at vide, at de skulle holde sig væk og blive inden døre. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der har gjort det nødvendigt for hende at forlade området, eller at hun som følge af en konflikt med Hamas er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far har været kaptajn i hæren før magtskiftet i Gaza i 2007, at ansøgeren kommer fra en politisk aktiv familie, som er i opposition til Hamas, at hendes far og en af hendes brødre har været tilbageholdt af Hamas, at familiens bolig blev ødelagt i forbindelse med uroligheder i [foråret] 2019, og at ansøgerens forældre og alle hendes søskende nu har forladt Gaza. Efter ansøgerens forklaring ødelagde Hamas familiens hus, fordi de ikke kunne finde hendes far, som de var kommet for at anholde, men denne begivenhed fandt sted efter ansøgerens udrejse af Gaza. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke selv er profileret i forhold til Hamas, og at hun ikke har været eftersøgt eller har været udsat for overgreb eller forfølgelse fra Hamas’ side. Det beror på ansøgerens formodning, at hendes mandlige familiemedlemmers forhold indebærer, at Hamas vil efterstræbe hende. Det beror endvidere på ansøgerens formodning, at det forhold, at hun ikke fik lov at møde i retten på vegne af den advokat, hun var ansat hos, skyldtes hendes tilknytning til Fatah. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun er afskåret fra at vende tilbage til Gaza, hvor hun har adgang til UNWRA’s bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/8/CERA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Ansøgeren er fra Al-Qamishli, Syrien, men er statsborger i både Syrien og Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet myndighederne har truet hende, fordi hendes sønner ikke har accepteret deres genindkaldelser til militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at den libanesiske efterretningstjeneste vil aflevere hende til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren både er libanesisk og syrisk statsborger. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens libanesiske statsborgerskab lagt vægt på, at det fremgår af de svenske asylsagsakter, at ansøgeren i 2012 oplyste, at hun havde ansøgt om og fået statsborgerskab i Libanon, og at hun indleverede et libanesisk id-kort og et libanesisk pas dateret [i foråret] 2012 til de svenske myndigheder. Endvidere fremgår det af det svenske visumafslag [fra sommeren] 2019, at ansøgeren er libanesisk statsborger, og det fremgår af udskriften af visumansøgningen, at hun søgte på grundlag af et libanesisk pas udstedt [i starten af] 2019. For så vidt angår Syrien lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne spurgte efter hendes sønner, men ikke at hun selv i den forbindelse blev udsat for trusler. Under asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har hun derimod forklaret, at myndighederne truede hende. Dette svækker ansøgerens generelle troværdighed, og hun har ikke ved sin forklaring sandsynliggjort, at hun har været udsat for konkrete, individuelle asylbegrundende forhold. At ansøgeren er analfabet og har dårligt helbred kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan derfor tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og at hun på baggrund af den alvorlige situation i ansøgerens hjemområde i Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har i relation til Libanon som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de libanesiske myndigheder vil sende hende til Syrien, fordi de to lande samarbejder. Flygtningenævnet anser det dog for usandsynligt, at Libanon vil udsende en libanesisk statsborger til Syrien. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold i Libanon, og der er herefter ikke grundlag for at meddele hende opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2021/1/CERA
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet har afvist ansøgerens anmodning om, at ”afsige kendelse angående rette domstol, jf. direktiv 2004/38/ en dokumentation sendt til Flygtningenævnet v/Stig Torp Henriksen direkte v/ videresendt e-mail. Her fremgår rettigheden til almindelig domstolsprøvelse. [Ansøgerens] sag skal derfor ved kendelse overføres til Østre Landsret som første instans således, som [mandataren] har skrevet til Flygtningenævnet”, idet Flygtningenævnet har henvist til udlændingelovens § 56, stk. 8, og Flygtningenævnets forretningsorden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og de libanesiske myndigheder, fordi han kender imamen Ahmad Al-Assir og ofte har deltaget i hans prædikener i Bilal Ben Rabah moskeen, samt desuden var tilhænger af hans politiske og religiøse holdninger. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren har deltaget i en 33-dages demonstration imod Hizbollah, hvilket resulterede i, at Bilal Bin Rabah moskeen blev angrebet, hvilket medførte at 27 personer blev slået ihjel og en række personer, som befandt sig i moskeen pågældende dag, blev anholdt. Ansøgeren opholdt sig i et beskyttelsesrum i to dage, inden ansøgeren og dennes familie flygtede til den gamle bydel i Saida. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af personer fra Hizbollah, som desuden også tilbageholdte ansøgerens far i otte timer samt opsøgte ansøgerens bror. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og er derfor som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter Flygtningekonventionen, medmindre han var tvunget til at forlade Libanon eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, jf. bestemmelsens 2. pkt. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var tvunget til at forlade Libanon eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, idet ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hizbollah og de libanesiske myndigheder ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, de er anført af Udlændingestyrelsen. Det, som ansøgeren har forklaret og i øvrigt har anført for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren er således ikke afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/10/HZC
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Han er statsløs palæstinenser fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tvangsrekrutteret til Hamas og Fatah. Han har til støtte herfor oplyst, at Hamas og Fatah har forsøgt at rekruttere ham, fra han var 13 til 14 år gammel og frem til udrejsen i 2015. I 2006 forsøgte Hamas at rekruttere ansøgeren og andre palæstinensere som var til stede på en café i […]. Der opstod slagsmål og ansøgeren forlod straks caféen. Et par dage efter episoden på caféen blev ansøgeren opsøgt af en mand, som bankede på døren hos hans familie. Da manden ikke ville gå, skubbede ansøgeren til ham og gav ham en lussing, hvorefter manden gik. En uge efter blev ansøgeren og hans families hus angrebet af Hamas, der kastede håndgranater mod dem. Ansøgerens far, der tidligere havde været en del af Farah, ringede efter assistance hos Fatah, som kom og skræmte Hamas væk. Fatah forlangte, at ansøgeren skulle lade sig rekruttere til Fatah, hvis han ønskede deres beskyttelse. Fatah havde flere gange beskyttet ansøgeren mod at blive rekrutteret til Hamas. Ansøgeren nægtede at lade sig rekruttere til Fatah. Efterfølgende oplevede han både opsøgninger fra Fatah og Hamas, som begge ønskede at rekruttere ansøgeren. I 2009 flyttede ansøgeren til Jounieh for at undgå at blive rekrutteret til Fatah og Hamas. I 2015 udrejste han af Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA-mandatområdet, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller -bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har ikke oplyst på noget tidspunkt at have været registreret ved UNWRA eller at have modtaget støtte derfra, og Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens svar på en række punkter nærmere angår den generelle konflikt mellem Hamas og Fatah end ansøgerens individuelle problemer. Ansøgeren har således under mødet i nævnet forklaret, at der var en konflikt mellem hans far, som medlem i Fatah, og Hamas, og at ansøgers fars problemer begyndte at gå ud over ansøgeren, hvilket første gang skete ved episoden på caféen i 2006, men har efterfølgende forklaret, at Hamas-folkene på caféen generelt forsøgte at hverve unge mænd, og at han ikke blev direkte opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold vedrørende sit asylmotiv. Under mødet i nævnet har ansøgeren bl.a. forklaret, at Hamas-folkene henvendte sig direkte til ham på cafeen, og at han kom i skænderi med dem, mens han til asylsamtalen har forklaret, at Hamas-folkene ikke sagde noget direkte til ansøger. Han har endvidere forklaret divergerende, om der var medlemmer af Fatah til stede på caféen, og om der opstod en slåskamp. Under mødet i nævnet, har ansøgeren forklaret, at både [A] og [B] henvendte sig til ansøgers familie, men at det var [B] som det højst rangerende Fatah medlem, der havde det sidste ord. Til oplysningssamtalen ville ansøger ikke oplyse navnet på den højtstående person i Fatah, som beskyttede ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at der nok var sket en forveksling mellem de personer. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at hverken han eller hans familie blev opsøgt af Hamas i perioden slutningen af 2009 til november 2015, hvor han boede i Jounieh, men har under mødet i nævnet forklaret, at Hamas fra 2010 løbende opsøgte hans familie og spurgte efter ham og truede hans familie. Han har endvidere til asylsamtalen forklaret, at Hamas blev ærgerlige, når han afslog at slutte sig til dem, men at der ikke skete yderligere. Under mødet i nævnet har han forklaret, at han også også blev truet. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det trods Hamas’ adskille opsøgninger gennem en årrække og tilsvarende Fatahs hvervningsforsøg ikke er lykkedes nogen af organisationerne at hverve ansøgeren, og at ansøgeren har levet i ca. 6 år i Jounieh uden at opleve problemer. Hertil kommer, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at han for to dage siden har genoptaget kontakten med sin familie, selv om han ved asylsamtalen forklarede, at han havde afbrudt kontakten med sine familiemedlemmer for at beskytte dem. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Libanon ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med Hamas eller Fatah har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han i Libanon risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/27/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven § 8, jf. § 7, stk. 1 [i foråret] 1991 og indrejste [i foråret] 1991. Det fremgår af stemplerne i hans vietnamesiske pas, at han havde opholdt sig i Vietnam mere end på hinanden 12 følgende måneder, herunder at han siden 2012 har været udrejst fem gange og har været udrejst i længere perioder. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Vietnam. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 samt § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han havde taget frivilligt ophold i Vietnam. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det blandt andet fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, at Udlændingestyrelsen efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder vurderede, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle bortfalde i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 3, og at Udlændingestyrelsen herved lagde vægt på, at klageren har en mindreårig datter i Danmark, og det blev vurderet, at dette måtte betragtes som en særlig tilknytning til Danmark, idet bortfald af klagerens opholdstilladelse ville være et uproportionalt indgreb i deres familieliv. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren til samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har forklaret, at han ikke har set sin herboende datter i mere end 10 år. Klagerens advokat har til Flygtningenævnet oplyst, at det er ubestridt, at klageren ikke har kontakt til sin datter i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at der må ses bort fra Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i perioden [fra efteråret] 2012 til [efteråret] 2013, og at han dermed har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens rejsemønster siden 2012 viser, at klageren siden 2012 har haft sit hovedophold uden for Danmark. Klageren har således i perioden fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2016 opholdt sig i Danmark i 305 dage og uden for Danmark i 1083 dage, jf. Politiet i Kastrup Lufthavns rapport [fra sommeren] 2017, hvilke oplysninger klageren har bekræftet i samtale [fra sommeren] 2020 med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren i Vietnam har indgået ægteskab i 2014 og [i sommeren] 2014 fik en datter med sin ægtefælle, og at klageren således har stiftet familie i Vietnam. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på klagerens oplysninger om, at han ofte ser ægtefællen og datteren i Vietnam, som han bor sammen med, når han er i Vietnam. Flygtningenævnet finder på baggrund af det ovenfor anførte, at det må lægges til grund, at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Endvidere finder Flygtningenævnet, at bortfaldet af klagerens ret til opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet finder, at bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til privatliv. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [foråret] 1991, at han har gennemført folkeskole og ungdomsuddannelse i Danmark, at klageren ikke ses at have haft en indkomst i Danmark siden [foråret] 2013, som var udbetaling fra a-kassen, og at klageren må anses for at have haft sit hovedophold i Vietnam, hvor han i 2014 blev gift og fik en datter. Flygtningenævnet finder således, at klageren må anses for at have valgt at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Flygtningenævnet finder desuden, at bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren siden [efteråret] 2012 har haft sit primære ophold i Vietnam, hvor han i 2014 blev gift og fik en datter, og at han har set ægtefællen og datteren i Vietnam ofte, og at han har boet sammen med dem i Vietnam, og at klageren i 2006 havde fået en datter i Danmark, som er bosiddende i Danmark, som han imidlertid ikke har haft forbindelse med i omkring 10 år. Flygtningenævnet finder på ovenfor nævnte baggrund ikke, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at klageren uden problemer har opholdt sig i lange perioder i Vietnam, jf. ovenfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2021/1/IMBS
Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i [B], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i sommeren] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han siden 198[x] har arbejdet i Landbrugsministeriet med revision i HR-afdelingen, og at han er blevet idømt en fængselsstraf for at have forladt sin stilling uden tilladelse. Klageren har herom oplyst, at han fungerede som afdelingsleder for en mindre enhed på tre-fire ansatte. Klagerens arbejdssted lå i [M], omkring 7 km fra klagerens hjemby. På ruten til klagerens arbejde var der etableret mange kontrolposter, og i 2014 oplevede klageren intensiveret kontrol ved disse poster, når han skulle til og fra sit arbejde. Klageren blev ofte spurgt ind til sin søn [G], der på daværende tidspunkt allerede var deserteret fra militærtjeneste. Klageren blev således chikaneret af soldaterne ved kontrolposterne på baggrund af dette. I [måned] 2014 stoppede ansøgeren med at møde op på arbejde, idet han fandt det for farligt fortsat at tage turen mellem familiens bopæl og arbejdspladsen. I og med at krigen var brudt ud, tog arbejdspladsen ikke imod opsigelser. Det var således ikke muligt som offentlig ansat at opsige sin stilling. I [måned] 2015 udrejste klageren illegalt sammen med sin ægtefælle, datter og søn. I 2018 modtog klageren via en kollega et screenshot via Whatsapp fra klagerens sagsmappe i ministeriet, hvoraf det fremgik, at ministeriet havde startet en sag mod klageren på grund af den uretmæssige udeblivelse. Klageren er efterfølgende blevet idømt en straf på tre års fængsel og en bøde for at have forladt sin stilling. Klageren har til sagen fremlagt en kopi af dommen. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klageren de syriske myndigheder, idet han forlod sin stilling uden de formelle godkendelser og udrejste illegalt. Klageren frygter endvidere de syriske myndigheder, idet hans to sønner har unddraget sig militærtjeneste/genindkaldelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i en længere årrække har været offentlig ansat i en mellemlederstilling i et direktorat under det syriske landbrugsministerium. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren har forladt sin stilling uden på forhånd at have opnået nogen formel tilladelse hertil, og at han og hans familie er udrejst illegalt af Syrien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren kommer fra et område, der i en længere periode under borgerkrigen har været oprørskontrolleret. Hertil kommer, at to af klagerens sønner har opnået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af militære forhold. Endelig er der fremlagt en dom i henhold til hvilken, klageren er idømt tre års fængsel og en bøde for at være udeblevet fra sit arbejde. Flygtningenævnet bemærker, at der har været ikke uvæsentlige divergenser i klagerens forklaringer, ligesom Flygtningenævnet finder det påfaldende, at klageren, efter at have forladt sig stilling, har kunnet få udskrifter fra offentlige registre vedrørende sine egne personlige forhold. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at klageren er i risiko for konkret og individuel forfølgelse. Klageren opfylder herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering, herunder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet imidlertid at måtte lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive tilbageholdt og fængslet. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb på tilbageholdte og fængslede, at klageren er i en reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien, og at klageren på denne baggrund opfylder betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/14/tps
Nævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse om, at en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanons opholdstilladelse var bortfald. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og muslim fra Beirut, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 1997, og at hun [sommeren] 1999 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren var tilmeldt adressen [By], sammen med klagerens søn, [A], dennes ægtefælle og deres tre mindreårige børn. Endvidere fremgår det af politirapport af [sommeren] 2015, udfærdiget af Nordsjællands Politi, at klageren ikke var at træffe på sin bopæl [sommeren] 2015. Derimod kunne klagerens søn, [A], og hans ægtefælle, [B], træffes. [A], oplyste, at klageren opholdt sig i Cairo, da klageren skulle sælge en lejlighed, som familie ejede. Klageren havde været afsted i omkring en uge og ville komme hjem indenfor omkring ti dage. [A] bekræftede samtidig, at klageren ofte opholdt sig i England, idet [A's] far opholdt sig der samt, at klageren opholdt sig i England lige så meget som i Danmark. Den [sommeren] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren reelt havde opgivet sin bopæl i Danmark, og fordi hun havde opnået beskyttelse i et tredje land. Derudover besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skulle inddrages, da klagerens opholdstilladelse var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, idet klageren fortiede oplysningerne om sit beliziske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det oplyste om klagerens rejser til blandt andet London og Beirut, Libanon. Der er endvidere henset til klagerens forklaring til sin samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2015, hvorefter hun bor ca. 6 måneder om året hos sin søn, [A], i [By], og ellers opholder sig hos sin ægtefælle, der er bosat i London. Klagerens søn har til politirapport af [sommeren] 2015 oplyst blandt andet, at klager var lige så meget i England, som hun var i Danmark. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2015 oplyst, at hun bor hos sin søn i [By], men ikke kan huske adressen. Hun betaler ikke husleje, hun har ingen faste udgifter til telefon, internet, abonnementer eller forsikringer. Hun har endvidere ikke sit eget værelse hos sin søn. På denne baggrund har klageren reelt opgivet sin bopæl i Danmark, hvorfor klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Klageren har haft ophold i Danmark siden [vinteren] 1997. Hun har en ægtefælle i London, hvor hun opholder sig omkring 6 måneder om året. Hun har familie i Libanon, hvor hun også opholder sig ind imellem. Hun har voksne børn og børnebørn i Danmark. Hun har gået på sprogskole, men kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun har ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Hun har aldrig haft arbejde i Danmark. Klageren er alvorligt syg med æggestokkekræft med spredning til venstresidig lyske. Efter en samlet vurdering heraf finder Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klagerens opholdstilladelse kan inddrages som følge af udvist svig. Flygtningenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse kan inddrages, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2015 har forklaret, at hun ikke oplyste om sit beliziske statsborgerskab, idet hun ikke troede det var vigtigt. Klageren har ved en gentagelse af spørgsmålet fastholdt sit svar. Klagerens forklaring omkring, at hun på tidspunktet for samtalen med Udlændingestyrelsen ikke var klar over at ægtefællen i 1998 havde opnået statsborgerskab for dem begge og at hun først i 2002 blev gjort bekendt hermed, da hun fik et belizisk pas, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Klageren har således bevidst fortiet sit beliziske statsborgerskab med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, hvilket har haft betydning for de danske myndigheders vurdering af klagerens ansøgning om opholdstilladelse. De danske myndigheder har således ikke ved afgørelsen om opholdstilladelse for klageren kunnet vurdere, hvorvidt klageren kunne antages at have opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt efter udlændingelovens § 19. stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt inddragelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn som fremgår af udlændingelovens § 26, stk. 1. Efter fast praksis ved Flygtningenævnet er der ved opnåelse af opholdstilladelse ved svig udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 overvejes på baggrund af andre forhold end svig. Ved denne proportionalitetsafvejning kan det lægges til grund, at klageren er statsborger i Belize. Hun har besøgt landet i en uge i forbindelse med fornyelse af sit pas og har ikke oplyst som problemer eller konflikter med myndighederne eller andre personer i den forbindelse. Som ovenfor anført har klageren haft ophold i Danmark siden [vinteren] 1997. Hun har en ægtefælle i London, hvor hun opholder sig omkring 6 måneder om året. Hun har familie i Libanon, hvor hun også opholder sig ind imellem. Hun har voksne børn og børnebørn i Danmark. Hun har gået på sprogskole, men kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun har ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Hun har aldrig haft arbejde i Danmark. Klageren er alvorligt syg med æggestokkekræft med spredning til venstresidig lyske. På denne baggrund, og efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og i sit hjemland, må det antages at virke særlig belastende for klageren at få inddraget sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. juli 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” [Stat/2021/7/YARS]
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 201. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Jerusalem, Vestbredden. Han er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive slået ihjel af arabere eller israelere grundet interne konflikter mellem disse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 og 2015 blev anholdt af israelsk politi, idet han gik igennem et israelsk område, som han ikke måtte opholde sig i. Området var forbeholdt jøder. Ansøgeren skulle ind til byen og gik igennem området, fordi det var den letteste vej derind. Ansøgeren var bekendt med lovgivningen, som foreskrev, at man kunne blive fængslet, hvis man befandt sig i området. Ansøgeren blev begge gange tilbageholdt, indtil hans sager kom for retten. Ansøgeren blev idømt bøder for begge forhold. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter familien til en pige, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke måtte have et forhold til pigen, og at konflikten derfor drejer sig om ære. Ansøgeren har af sin fætter på et tidspunkt i 2015, 2016 eller 2017 fået oplyst, at pigens familie har truet med at bortføre eller slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har ikke længere kontakt til pigen. Ansøgeren har skønt lovligt indkaldt ikke givet møde ved sagens behandling i Flygtningenævnet dags dato. Ansøgeren har været repræsenteret af sin advokat, der har afgivet et skriftligt indlæg til Flygtningenævnet og har haft lejlighed til at udtale sig. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft kontakt med UNRWA, ikke er registreret hos UNRWA og ikke har modtaget bistand fra UNRWA. Han er derfor ikke omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D af denne grund. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at den omstændighed, at ansøgeren to gange har været tilbageholdt af israelsk politi, og i begge tilfælde efterfølgende er blevet idømt en bøde, efter rettergang, ikke udgør forhold, der kan føre til, at ansøgeren anses for omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om en privatretlig konflikt, der udspringer af et forhold til en pige, tiltræder Flygtningenævnet, at denne forklaring må tilsidesættes af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen. Endvidere tiltræder Flygtningenævnet, at selvom de generelle forhold for statsløse palæstinensere på Vestbredden er vanskelige, kan dette ikke i sig selv føre til, at der meddeles ansøgeren asyl. Ligeledes lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren vil kunne indrejse legalt og tage lovligt ophold på Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/1/imbs
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni-muslim, men nu ateist, fra vest-Aserbajdsjan. Ansøgeren har været aktiv for partiet PJAK i perioden fra 2005 til 2008. Efterfølgende har ansøgeren været aktiv for KDPI frem til 2013, hvor han indrejste i Irak og fortsatte sine politiske aktiviteter frem til sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv for PJAK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med PJAK siden 2005. Ansøgeren var ikke medlem af PJAK, men han hjalp dem med at transportere sårede og skaffede sko og redskaber til behandling. I 2008 var ansøgeren i færd med at følge en gruppe kurdere til Orumieh, så de kunne tilslutte sig PJAK. På vejen blev deres bil stoppet af Revolutionsgarden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev anholdt og ført til Malek-e Ashtar-basen i Orumieh. Ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og tortureret på basen i mellem 11 og 20 dage. Efterfølgende blev ansøgeren udleveret til efterretningstjenesten i Orumieh, der tilbageholdt ansøgeren i mere end to måneder. Ansøgeren blev efterfølgende overført til det centrale fængsel i Orumieh, hvor han efter to til tre måneder blev stillet for en dommer. Ansøgeren opholdt sig i fængslet i samlet omkring 21 måneder. Ansøgeren fik efter omkring et års tilbageholdelse en dom for at have samarbejdet med PJAK. Ansøgeren blev efter fængslingen i Orumieh overført til fængslet i Tabriz, hvor han opholdt sig, indtil han blev løsladt syv måneder senere. Efter løsladelsen blev ansøgeren af efterretningstjenesten anmodet om at rapportere om PJAK og deres opholdssteder, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev under sine fængselsophold bekendt med KDPI, og han tog efter sin løsladelse kontakt til partiet. Ansøgeren fik til opgave at uddele løbesedler og rapportere til partiet om aktiviteter i ansøgerens område. En aften i efteråret 2013 blev ansøgeren opdaget af en person, der arbejdede for myndighederne. Ansøgeren fortsatte samme aften til KDPI’s hovedkvarter i Irak. Ansøgeren modtog samme aften et opkald fra sin far, der havde en bekendt i efterretningstjenesten. Den bekendte havde ringet til faren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren var aktiv for KDPI i Irak frem til sin udrejse i 2015. Ansøgeren er efter sin indrejse til Danmark blevet døbt i [sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som er anført i nævnets beslutning af [efteråret] 2018. Det for nævnet fremkomne om ansøgerens oprindelige asylmotiv kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark kan anses for eksponeret eller særligt profileret over for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring alene har deltaget i begrænsede politiske aktiviteter ved deltagelse i møder, demonstrationer med mange andre deltagere og ved opslag på sin facebookprofil. De fremlagte artikler, hvoraf ansøgeren fremgår, kan ikke føre til, at ansøgeren anses for at være særligt profileret. Disse har ikke haft en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil befinde sig i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens angivelige konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens angivelige konversion er udtryk for en reel indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke har været i stand til på en overbevisende måde, at redegøre for sin indre afklaringsproces og baggrund for at konvertere. Samlet set har ansøgeren herefter ikke anført omstændigheder, som kan begrunde at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse].” [Iran/2021/10/YARS]
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim, født i Afrin, Syrien. Klageren har i sit hjemland senest haft bopæl i Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt, fængslet eller slået ihjel af myndighederne som følge af, at han fra 2013 til [foråret] 2015 havde arbejdet som medhjælper i en bus, hvori chaufføren hjalp desertører fra militæret med at flygte fra Damaskus til Afrin og Aleppo. Klageren har oplyst, at det var buschaufførens idé at hjælpe soldaterne, og at han ikke ønskede at have noget at gøre med det. Klageren fortsatte sit arbejde i bussen og var således medhjælper i bussen omkring tre til fire af de gange, hvor soldater blev hjulpet med at flygte. I [foråret] 2015 modtog klageren en opkald fra buschaufførens far, der oplyste ham, at bussen var blevet stoppet af det syriske militær, og at buschaufføren og den medhjælper, der var på arbejde den pågældende dag, var blevet anholdt. Da klageren efterfølgende vendte hjem, oplyste hans ægtefælle, at efterretningstjenesten havde været på deres bopæl og spurgt efter klageren. Derefter forlod klageren bopælen og besluttede at udrejse ud af Syrien. Endelig har klageren anført, at han frygter bombardementerne og den generelle situation i landet. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, som følge af, at han var med til at smugle desertører fra det syriske militær ud af Damaskus. Videre har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel som følge af, at han er kurder. Til støtte herfor har klageren oplyst, at kurdere bliver behandlet dårligt i Syrien, og at alle kurdere risikerer at blive slået ihjel. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klageren vel har afgivet divergerende forklaringer om centrale elementer i sit asylmotiv. Klageren har over for Udlændingestyrelsen ved samtalen [i slutningen af] 2019 givet udtryk for, at han lider af hukommelsesproblemer. Klagerens forklaring under nævnsmødet bærer tydeligt præg heraf, idet den har været både usammenhængende og divergerende på flere punkter, navnlig omkring tidsmæssige forløb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klagerens oprindelige forklaring [fra sommeren] 2015 skal lægges til grund, således som det også skete i første omgang af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at det må antages, at klageren risikerer forfølgelse fra de syriske myndigheder som følge af, at han var medhjælper på en bus, der transporterede militærunddragere væk fra Damaskus. Nævnet bemærker herved, at det må lægges til grund, at klageren forlod bopælen umiddelbart efter at være advaret af faderen til ejeren af bussen, idet ejeren var blevet anholdt, og at han udrejste af landet kort efter. Klageren opfylder således betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/3/CARA
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo (Halab), Syrien. Klageren har været medlem af Itithad Al-Shaab fra 1987 til 2007. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 og [i vinteren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klageren ønsker at ændre sin opholdstilladelse fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til udlændingelovens § 7, stk. 1, i hvilken forbindelse han har henvist til seks prøvesager, som blev behandlet i Flygtningenævnet i 2019, hvor nævnet i samtlige af sagerne omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelser. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder, som har tilbageholdt ham i forbindelse med en deltagelse i en regimekritisk demonstration [i foråret] 2011. Klageren har endvidere henvist til, at han er blevet forsøgt hvervet til PYD/PKK. Endelig har klageren henvist til, at han frygter ISIL og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frem til 2007 har været medlem af det kurdiske parti Itihad Al-Shaab, der senere skiftede navn til Azadi og i dag hedder KDPS. Klageren har oplyst, at han [i efteråret] og [i foråret] 2009 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af mistanke om politiske aktiviteter, samt på grund af deltagelse i en regimekritisk demonstration. Begge gange blev klageren løsladt efter et par dage. [I foråret] 2011 blev klageren igen tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klageren blev denne gang tilbageholdt i forbindelse med sin deltagelse i Newroz fejringen og en regimekritisk demonstration i Aleppo samme dag. Denne gang var klageren tilbageholdt i otte dage. Under tilbageholdelsen blev klageren afhørt og udsat for fysiske overgreb. Klageren har videre oplyst, at han flygtede fra myndighedernes varetægt ved hjælp af en vagt ved navn [A]. [A] tog kontakt til klageren i hans celle, fordi de havde en fælles forretningsforbindelse. [A] tilbød klageren at hjælpe ham med at flygte mod betaling. Fem dage efter flugten blev klagerens bopæl opsøgt af sikkerhedstjenesten, mens han opholdt sig hos en bekendt. 15 dage senere rejste klageren til [B], hvor han og hans familie opholdt sig frem til [efteråret] 2014, hvor klageren endeligt udrejste af Syrien. Til støtte for konflikten med PYD/PKK har klageren oplyst, at han i [foråret] 2013 blev opsøgt af PYD/PKK i Aleppo, som gav udtryk for, at de ønskede, at klageren skulle samarbejde med dem. Et par dage senere udrejste klageren fra Syrien, men vendte tilbage til [B] flere gange, indtil sin endelige udrejse fandt sted [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelse [fra foråret] 2016 til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, PYD/PKK eller andre, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren efter en tilbageholdelse af myndighederne i 2011 var i stand til at opholde sig i Syrien frem til udrejsen i 2014 uden problemer med de syriske myndigheder, og at han efter sine egne oplysninger i 2013 fik udstedt pas efter henvendelse til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer at blive tvangshvervet af PYD/PKK til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under sine forklaringer til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvornår, hvor mange gange og hvorvidt han er blevet forsøgt tvangsrekrutteret. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år. I den forbindelse bemærkes det, at klageren er født i 1970, og således var over 30 år, da han angiveligt skulle være blevet forsøgt hvervet til PYD/PKK. Det fremgår videre af Migrationsverkets temarapport: Förhållanden i syriska områden under PYD-kontroll, fra 20. maj 2015, at der findes en del personer, både mænd og kvinder, som tilslutter sig YPG og YPJ, hvorfor man i betydeligt omfang bygger sin milits på frivillig rekruttering. Den omstændighed, at klageren frygter Islamisk Stat, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring aldrig har haft en personlig konflikt med Islamisk Stat. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har påberåbt sig afgørelserne i seks prøvesager fra 2019, idet risikoprofilerne i disse sager adskiller sig fra klagerens sag. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/99/LINB
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [by], Homs, Syrien, men har boet det meste af sit liv i Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2017, og at hun [primo] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor anført, at hendes tidligere ægtefælle har begået økonomisk kriminalitet, og at klageren frygter, at klagerens børn vil blive kidnappet og forfulgt som følge heraf. Klageren har herom oplyst, at hendes tidligere ægtefælle drev en virksomhed i klagerens navn. Virksomheden forhandlede medicinudstyr, og udstyret var nogle gange mangelfuldt, hvorfor nogle kunder mente, at klagerens tidligere ægtefælle skyldte dem penge. Efter virksomheden lukkede, blev klageren, via sin tidligere ægtefælles bror, kontaktet af tidligere kunder, der ønskede at få deres penge tilbage. Klagerens tidligere ægtefælle havde desuden lovet en kvinde ved navn [A] og hendes ægtefælle, at han ville skaffe dem et lån. Klagerens tidligere ægtefælle snød parret og tog pengene selv, hvorefter klageren to gange så, at kvinden stod ude foran klagerens bopæl. Klagerens tidligere ægtefælles bror blev herefter kontaktet mellem to og tre gange både telefonisk og personligt af parret, der fortalte, at klageren måtte stå til ansvar for den tidligere ægtefælles handlinger, og at klageren skulle sørge for, at den tidligere ægtefælle sendte pengene. Kvinden truede indirekte med at kidnappe klagerens børn. Klageren har endvidere anført, at hun frygter, at myndighederne vil tilbageholde og afhøre hende, hvis hun vender tilbage til Syrien. Klageren har herom oplyst, at hun udrejste illegalt af Syrien ved hjælp af en agent, og at myndighederne vil se hende som en forræder, da hun er udrejst fra et oprørskontrolleret område. Klageren har endvidere anført, at hun bør blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes børns opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun skulle være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på grund af individuelle konflikter i Syrien. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien fører ikke til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet henviser til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra juni 2019 Syria Consequenses of illegal exit, consequenses of leavning a civil servant position without notice and the situation for the Kurds in Damascus. Med hensyn til klagerens konflikt med [A] og hendes ægtefælle, som angiveligt er blevet snydt af klagerens tidligere ægtefælle, finder Flygtningenævnet, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret, at hun ikke frygter, at [A] og hendes ægtefælle vil gøre klageren noget, idet hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at [A] og hendes ægtefælle vil kidnappe klagerens børn, idet der ikke er konkrete holdepunkter for at antage dette. Det bemærkes i den forbindelse, at [A] og hendes ægtefælle aldrig har truet klageren med, at de ville kidnappe hendes børn. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klagerens datter, [B], til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2018 har oplyst, at klagerens tidligere ægtefælles konflikt med [A] og hendes ægtefælle startede i 2013/2014, og at klageren på intet tidspunkt har været i direkte kontakt med [A] og hendes ægtefælle på trods af, at klageren først udrejste i [sommeren] 2017. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår den omstændighed, at klagerens mindreårige barn, [C], der er statsløs palæstinenser, har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., efter de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til, at klager som konsekvens heraf meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren er indrejst i [efteråret] 2017, og at [C] er indrejst i Danmark med sin far og to brødre i [efteråret] 2014 og finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles klageren opholdstilladelse som konsekvens af hendes mindreårige barns status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. artikel 1D, 2. pkt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/98/EDO
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og hanafi-muslim af trosretning fra [bydel], [by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, som hun indrejste i Danmark med, har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at klageren ønsker opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom sin ægtefælle. Klageren har hertil oplyst, at hun kender flere familier fra Syrien, hvor kvinden har fået opholdstilladelse ligesom manden. Klageren har anført, at hun er i et modsætningsforhold med de syriske myndigheder som følge af, at [A] har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke har nogle individuelle asylbegrundende konflikter i Syrien. Med hensyn til [A] lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren medio 2013 udrejste af Syrien sammen med sine forældre og søskende og i Tyrkiet mødte [A], som hun kendte fra hjemegnen i Syrien. Klageren og [A] blev i [foråret] 2014 forlovet i Tyrkiet, og blev i [foråret] 2015 blev religiøst viet i Tyrkiet, og har ikke har fået deres ægteskab registreret i Syrien, jf. klagerens oplysning til samtalen [i foråret] 2016 og til Flygtningenævnet. Endvidere bemærkes, at [A] ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyste, at han har opholdt sig i Syrien i ca. et år efter, at han blev indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ikke opfylder betingelserne for at få konsekvensstatus som følge af hendes religiøse vielse med [A] allerede fordi, at klageren først blev forlovet og religiøst viet med [A] i Tyrkiet, hvor de boede, inden de indrejste i Danmark, og at deres samliv først er opstået efter, at de er udrejst af Syrien. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke opfylder betingelserne for opnåelse af konsekvensstatus som følge af [A's] forhold. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/97/EDO
Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [bydel], Aleppo, Syrien, og har senest opholdt sig en årrække i [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, og at han som militærunddrager vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste med den deraf følgende risiko for myndighedsovergreb. Flygtningenævnet finder i konsekvens heraf, at ansøgeren – hvis syriske nationalitetspas er udløbet i 2016 – ikke kan pålægges at rette henvendelse til de syriske myndigheder med henblik på udstedelse af nationalitetspas eller fornyelse heraf. I forhold til anvendelse af Libanon som første asylland må ansøgeren således stilles som ikke havende nationalitetspas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 Access to Lebanon for Syrians Entitled to Courtesy Residence in Lebanon, må det anses for udelukket at antage, at ansøgeren vil blive tilladt indrejse i Libanon med henblik på at søge opholdstilladelse der. Libanon kan herefter ikke tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2020/91/EDO
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk ajanib-kurder og sunni-muslim af trosretning fra Qameshli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold samt sin helbredstilstand. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 var inviteret til at spille et musikinstrument til 1. maj-festen i Syrien, hvor han spillede en kontroversiel kurdisk sang, og at han som følge heraf blev anholdt af sikkerhedstjenesten 20 dage efter, idet han blev beskyldt for at være tilhænger af et kurdisk parti. Klageren blev fængslet i over to måneder. Under klagerens fængsling blev han udsat for gentagende tortur i form af elektrochok og slag. Klageren har videre oplyst, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han nægtede at give møde hos myndighederne, som han havde aftalt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han er bange for at blive tilfældigt dræbt grundet krigen i Syrien. Endelig, har klageren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke kan rejse tilbage til Syrien grundet sin helbredstilstand, idet han ikke er sikker på, at han kan få sin medicin i Syrien. Klageren har hertil oplyst, at livet er svært i Syrien. Flygtningenævnet har ved afgørelser af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2010 og [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 afvist klagerens forklaring om sin frygt for de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er nævnt i de tidligere afgørelser, tiltræde at klageren fortsat ikke risikerer forfølgelse på grund af sine individuelle forhold. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i vinteren] 2020 forklaret, at han ikke frygter at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som statsløs ajanib-kurder ikke risikerer at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Syrien. Klageren er således ikke på grund af sine individuelle omstændigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klagers oplysninger om sine helbredsforhold kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræde at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at en tvangsmæssig udsendelse derfor vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 1. Ved dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 fra [byretten] er klageren straffet med fængsel i 60 dage for vold i gentagelsestilfælde og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet skal herefter foretage en afvejning af, hvorvidt særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for, at klageren, selvom han er meddelt et indrejseforbud i 6 år, alligevel skal meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klager er to gange tidligere straffet for vold imod tjenestemand og er som nævnt senest ved dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 straffet med fængsel i 60 dage for vold i gentagelsestilfælde. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2020 om sine personlige forhold oplyst blandt andet, at han ikke har nogen familie i Danmark og ikke har gået i skole eller sprogskole. Han har ikke haft lønnet beskæftigelse i Danmark, men levet af overførselsindkomst siden sin indrejse. Han har ikke været aktiv i foreningslivet. Klager har endelig oplyst, at størstedelen af sin familie befinder sig i Syrien, herunder klagers far, mor, to brødre og to søstre. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/66/MALC
Nævnet omgjorde i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har aftjente militærtjeneste for det syriske militær fra 1998 til 2000. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han udrejste af Syrien umiddelbart efter, at de syriske myndigheder havde anmodet ham om at arbejde for dem. Klageren har videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter at blive slået ihjel af Al-Nusra, fordi han har distribueret spiritus. Klageren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klageren begyndte at arbejde som assistent for en buschauffør, efter krigen brød ud i Syrien. Klageren arbejdede på en busrute imellem Damaskus og Afrin. Klagerens arbejdsopgaver var primært at pakke bagage og tage imod passagerer. Efter klageren havde arbejdet som assistent for buschaufføren i omkring et år, henvendte myndighederne sig til klageren og buschaufføren, idet de ville have dem til at køre militærpersonel fra Damaskus til Latakia. Klageren gav myndighederne tilsagn om, at klageren ville arbejde for dem, men flygtede i stedet ud af Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at klageren distribuerede spiritus fra Damaskus til Afrin i de sidste tre måneder, hvor klageren arbejdede som assistent for buschaufføren. Forbrug af spiritus strider mod Al-Nusras principper om levevis, hvorfor Al-Nusra efterstræbte klageren. Klageren blev bekendt med, at Al-Nusra efterstræbte ham, idet Al-Nusra havde fremvist et billede af klageren til klagerens kollega og spurgt kollegaen, om vedkommende kunne genkende klageren. Klageren udrejste af Syrien [i vinteren 2013/2014]. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved Vestre Landsrets dom [fra sommeren] 2019 idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, § 232 og § 260. Klageren blev ved dommen udvist med indrejseforbud i 6 år. Der skal herefter tages stilling til, om klageren skal udelukkes fra beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der kan efter denne bestemmelse ikke meddeles opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal i dette tilfælde, hvor klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for opholdslandets sikkerhed, eller som efter en dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i opholdslandet. Der skal herefter foretages en proportionsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på karakteren af de pådømte forhold og på den konkret idømte straf, sammenholdt med at klagerens 2 mindreårige børn bor i Danmark, at klageren regelmæssigt har samvær med børnene, og at klageren fra 2016 til sin fængsling i 2018, har haft fast arbejde. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/19/HZC
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af hendes far, fordi hun ikke lod sig skille fra sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage, idet hun er gravid med en anden mands barn, og at hun frygter sin ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at hun er gået imod sin fars vilje, kultur og traditioner, ved ikke at lade sig skille fra sin ægtefælle. Ansøgeren blev gift med sin nuværende ægtefælle i [foråret] 2013. Under hendes første besøg i Danmark i [sommeren] 2013 tog hendes ægtefælle hendes pas og smykker, han forbød hende at forlade bopælen og udsatte hende blandt andet for vold. Da ansøgeren i [sommeren] 2013 vendte tilbage til Libanon, fortalte hun sine forældre om opholdet i Danmark. Ansøgerens forældre opfordrede hende til at lade sig skille fra sin ægtefælle. Dette ønskede ansøgeren ikke, hvilket hun fortalte til sine forældre, der herefter meddelte, at de ikke længere ville støtte hende. Ansøgeren ønskede at give sin ægtefælle en chance til, og i [vinteren] 2014 rejste hun for anden gang til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Ansøgeren blev under opholdet udsat for psykisk og fysisk vold. Efter to måneders ophold i Danmark, sendte ansøgerens ægtefælle ansøgeren tilbage til Libanon imod hendes eget ønske. I [efteråret] 2016 rejste ansøgeren for tredje gang på besøg i Danmark hos sin ægtefælle. Inden udrejsen bad ansøgerens far hende om at vælge mellem sin familie og ægtefælle. Ansøgeren valgte sin ægtefælle. Ansøgeren blev under opholdet i Danmark også udsat for psykisk og fysisk vold, og hun fandt ud af, at hendes ægtefælle var gift med en anden kvinde, og har været gift med flere kvinder. Ansøgeren flyttede herefter hjem til sin svoger. Ansøgerens svoger ønskede at sende ansøgeren tilbage til Libanon, hvorfor ansøgeren tog til Sandholmlejren for at søge asyl. Under sit ophold hos ansøgerens svoger, talte ansøgeren i telefon med sin far. Ansøgerens far truede ansøgeren med at slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle kræver, at hun betaler 10.000 amerikanske dollars til ham, for at de kan blive skilt. Ansøgerens ægtefælles bror har også truet ansøgerens far med at slå ham ihjel. Under sit ophold i Danmark, er ansøgeren blevet gravid med en anden mand. Det er hendes kæreste, som er far til barnet. Ansøgeren er fortsat gift med sin ægtefælle. Ansøgerens familie ved intet om graviditeten. Ansøgeren frygter konsekvenserne for hende, hvis hun vender tilbage til Libanon som en gift kvinde og med et barn uden for ægteskabet. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om konflikterne med hendes far ikke udgør forhold af asylbegrundende karakter omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om intensiteten af et modsætningsforhold mellem ansøgeren og hendes far og familie, og der henvises blandt andet til, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 har forklaret, at både ansøgeren og hendes far ønsker, at hun bliver skilt fra sin ægtefælle. Ansøgerens forklaring om, at faren vil slå hende ihjel og fremlæggelsen af en lydfil, sendt af faren til ansøgerens telefon med trusler om, at han vil skyde ansøgeren, findes ikke troværdig. For så vidt angår truslerne indeholdt i lydfilen bemærkes, at filen først er fremlagt og modtaget af ansøgeren, efter at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2018 meddelte ansøgeren afslag på asyl. Vedrørende ansøgerens forklaring om hendes konflikt med ægtefællen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren under forklaringen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 blandt andet har oplyst, at hun ikke formoder, at hendes ægtefælle eller dennes familie vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Libanon, da ægtefællen ønsker, at hun rejser tilbage. Oplysningerne om ansøgerens graviditet og helbredsmæssige forhold kan isoleret set ikke føre til en ændret vurdering, idet der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv begrænser ansøgerens adgang til hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet finder efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren vil kunne opnå den nødvendige og tilstrækkelige behandling i Libanon under UNRWA. Herefter finder nævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen, og at hun formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren flere gange har foretaget rejser mellem Danmark og Libanon uden problemer. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Udlændingestyrelsens landerapport Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon af marts 2020, hvoraf det fremgår, at det har været muligt for flere europæiske lande at returnere flygtninge til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse." Stat/2021/3/MALC
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Khan Younis, Gaza. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive tilbageholdt, fængslet og blive slået ihjel af Hamas. Ansøgeren har som støtte herfor henvist til, at hun siden sin udrejse af Gaza er blevet truet med at blive tilbageholdt. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at Hamas vil opdigte en undskyldning for at fængsle hende, ligesom de opdigtede en historie om ansøgerens far og fængslede ham. Ansøgeren har endvidere henvist til, at Hamas ønsker at begrænse hendes ytringsfrihed, fordi hun har en anden politisk holdning end Hamas. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af sin stamme, fordi hun har vanæret sin familie ved at studere og rejse til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter de generelle forhold i Gaza, herunder den sikkerhedsmæssige situation, og at hun ikke kan få et arbejde. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren med sin familie er registreret hos UNRWA. Ansøgeren er opvokset i UNRWA-område, ansøgeren har gået i UNRWA-grundskole, og familien har modtaget penge fra UNRWA. Af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [slutningen af] 2017, og som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2019, lægger nævnet til grund, at ansøgeren, der udrejste legalt af Gaza, ikke har været tvunget til at forlade Gaza, men at hun har forladt området frivilligt. Flygtningenævnet tiltræder således de tidligere afgørelser, hvorefter ansøgerens asylmotiv ikke er lagt til grund. Ansøgeren kan endvidere vende tilbage til Gaza, idet personer registreret i det palæstinensiske selvstyres register i praksis har lovlig opholdstilladelse i Gaza og på Vestbredden, jf. Udlændingestyrelsens notat af januar 2019, Palæstinenseres mulighed for at indrejse i Gaza og på Vestbredden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Gaza vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNRWA at sikre hende levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i den forbindelse, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gaza og på Vestbredden – uanset at de er vanskelige – ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst fra Gaza, må formodes igen at kunne indrejse i Gaza og tage lovligt ophold samt at have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingestyrelsens § 7, stk. 3 som påstået i advokatindlægget. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/8/RILA
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter sin tidligere ægtefælle, [A], fordi han har truet hende på livet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev skilt fra [A] i maj 2010. Efter skilsmissen begyndte [A] at chikanere ansøgeren ved at opsøge hende på hendes bopæl samt på hendes arbejdsplads, hvor han truede med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun blev gift med en ny mand. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter højtstående medlemmer af ’Palestine Liberation Organization’ (PLO). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun har viden om korruption, og at hun har oplyst om dette på sin facebookprofil. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse herfor. Det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Ved vurderingen af ansøgerens nye asylmotiv har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange brevtrusler hun modtog, og at ansøgeren allerede under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 fortalte, at det palæstinensiske selvstyre var korrupt, uden at hun da forklarede om den korruption, som hun selv havde opdaget, og som hun nu gør gældende som nyt asylmotiv. Ansøgeren har da også for Flygtningenævnet gentaget, at det var hendes konflikt med ægtefællen, der var årsagen til hendes udrejse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren er udelukket fra at opnå asyl, jf. Flygtningekonventions artikel 1 D, 1. pkt., idet ansøgeren ikke er omfattet af bestemmelsens 2. pkt., da Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Vestbredden og må formodes igen at kunne indrejse til Vestbredden og der tage lovligt ophold og have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. De foreliggende baggrundsoplysninger om UNRWAs muligheder for at sikre levevilkår på Vestbredden i overensstemmelse med sin opgave, kan ikke føre til en anden vurdering.” Stat/2020/70/RILA
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Al Dahiya, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af gruppen Saraya Al-Quds, fordi de har forsøgt at hverve ham til at være martyr i krigen i Syrien. Han har til støtte herfor oplyst, at han og to af hans venner blev opsøgt af en mand ved navn [A] på en udendørs cafe. Han forsøgte at overbevise dem til at lade sig rekruttere. Ansøgeren sagde, at han ville overveje at tilslutte sig gruppen, selv om det ikke reelt var hans hensigt. To dage senere forlod ansøgeren lejren og tog ophold hos sin fars ven i to måneder, inden han udrejste af Libanon. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Al Burj-lejren. Han har til støtte herfor oplyst, at mange er blevet slået ihjel på grund af politiske spændinger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at opleve chikane på grund af sit handicap. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse og bistand. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., medmindre han befinder sig i en alvorlig usikkerhedstilstand, og det er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgave, jf. EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen) præmis 86. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] og grupperingen Saraya Al-Quds til grund. Flygtningenævnet henviser herom til Flygtningenævnets afgørelse af [dato primo 2017]. Ansøgerens oplysninger om, at [A] angiveligt skulle have dræbt en person, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet som anført ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med [A] til grund, hvorfor dette forhold, der i øvrigt er udokumenteret, ikke kan antages at have betydning for ansøgerens sikkerhed. Der er derfor ikke grund til at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, og det må formodes, at han på ny vil kunne indrejse i Libanon og tage ophold og på ny have adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tidligere har fået udstedt rejsedokumenter til Libanon og ved frivillig udrejse må formodes på ny at kunne få udstedt rejsedokumenter til Libanon. Det må endvidere antages, at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgave. Det forhold, at ansøgeren er delvist lam og lider af epilepsi, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sin udrejse har modtaget behandling for sine lidelser i Libanon. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at han således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/69/DH
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Ansøgeren søgte asyl i 2017. I 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere i 2018 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I 2018 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling som følge af nævnets praksisændring i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Balabak, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med den oprindelige asylsag og genoptagelsen af sagn henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at gruppen Saraya al-Muqawama, vil sende ham i krig i Syrien, da han tidligere har været medlem af gruppen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udleveret til Hamas, fordi han er palæstinenser. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle uroligheder i Libanon, efter Donald Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke længere vil kunne se sin ægtefælle og sine børn, hvis han vender tilbage til Libanon. Endelig har ansøgeren, efter at sagen blev genoptaget, henvist til, at han frygter ikke at ville kunne modtage behandling for sin øjensygdom i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2006 blev medlem af gruppen Saraya al-Muqawama, som er en del af Hizbollah. I starten af 2007 blev ansøgeren sendt i træningslejr tæt på den syriske grænse, hvor der var tilrettelagt tre træningsforløb. Ansøgeren deltog i de to første træningsforløb, hvor de blev trænet i at håndtere et våben og i at bevæge sig igennem forhindringer. Under ansøgerens tredje træningsforløb, fik de at vide, at ISIL var rykket tættere på grænsen, og at ISIL befandt sig omkring 25 kilometer fra deres position. På et ukendt tidspunkt blev deres grænseposition beskudt, men de kunne ikke se de angribende grupper. Samme aften blev deres lejr angrebet af ISIL, hvorefter ansøgeren blev taget til fange sammen med fem andre. Ansøgeren blev udsat for grove fysiske overgreb og afhørt om, hvilken gruppe han tilhørte. Den lejr, hvor ansøgeren blev holdt fanget, blev efter nogle uger angrebet. I forbindelse med en eksplosion i lejren lykkedes det ansøgeren og de øvrige fem personer at flygte fra ISIL. Ansøgeren kom efterfølgende til en landsby, hvor han fik hjælp og behandling af Røde Kors. Efterfølgende overgav de ansøgeren til de libanesiske myndigheder, som afhørte ham om, hvor han havde været. Ansøgeren forklarede, at han havde forsøgt at krydse grænsen illegalt, da han var bange for at blive tilbageholdt af myndighederne, hvis han fortalte dem sandheden om, hvor han havde været. I 2010 rejste ansøgeren til Danmark på visum. Da han kom til Danmark, ringede hans søster, og hun fortalte ansøgeren, at Hizbollah havde opsøgt hende og spurgt efter ansøgeren. Efter nogle dage, kontaktede ansøgeren sin ven, som bekræftede, at ansøgeren var eftersøgt af Hizbollah, og at ansøgerens navn fremgik af en liste, som Hizbollah havde del rundt i flygtningelejren. Ansøgeren valgte derfor, at han ikke ville rejse tilbage til Libanon, og han søgte derfor familiesammenføring med sin ægtefælle i[et andet europæisk land] Sverige. I 2015 udløb ansøgerens opholdstilladelse i [det andet europæiske land], og han fik den ikke fornyet. På et ukendt tidspunkt i 2016 blev ansøgerens bror kidnappet af en ukendt gruppe. Broren blev i den forbindelse afhørt om deres far og om ansøgeren. Broren blev løsladt efter afhøringen. [I efteråret] 2017 søgte ansøgeren om asyl, efter at være blevet anholdt af det danske politi. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret for at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne af [..] 2018 og […] 2020 samt Flygtningenævnets afgørelse af […] 2018 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne eller grupperinger i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller grupperinger er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem han frygter og om, hvorfor han er udrejst af Libanon. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv, ligesom han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at de libanesiske myndigheder tidligere har udstedt ID-kort og et rejsedokument til ansøgeren. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation og indrejsetilladelse af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren frygter ikke at kunne få behandling for sin øjensygdom kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat under asylsagen, at ansøgeren frygter ikke at kunne se sin ægtefælle og børn ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat 2020/65/MNR
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [område], Libanon. Klageren har været medlem af en politisk organisation, idet han som 15 årig blev optaget i al-Fatah, som senere blev til PLO. I 1977-1978 var klageren i Ukraine, hvor han blev trænet i våbenbrug. Han vendte tilbage til Libanon og arbejdede som våbenmekaniker i 3-4 måneder. Klageren tog herefter ophold i [område], hvor der var et våbenlager tilhørende al-Fatah. Klageren arbejdede for al-Fatah indtil udrejsen fra Libanon. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil blive arresteret af de libanesiske myndigheder og sat til at afsone en dom på livsvarigt fængsel for manddrab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans søster for 4 år siden rejste fra Danmark til Libanon, og at hun i udrejsekontrollen blev spurgt om klagerens opholdssted. Klageren anser derfor sig selv for forsat at være eftersøgt i Libanon. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Libanon forventer, at han ikke kan få lægebehandling, samt at han ikke vil have råd til at købe medicin, og at han ikke ved, om det er muligt at købe den nødvendige medicin. Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 29. august 2018 at ændre nævnets praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området. På denne baggrund besluttede Flygtningenævnet den 29. august 2018 at genoptage sagen, udsætte udrejsefristen og hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling i første instans. Efter det under sagen fremlagte UNRWA familieregistreringskort samt efter klagerens oplysninger om, at klagerens familie har modtaget hjælp fra UNRWA, tiltrædes det, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Det tiltrædes endvidere, at klageren er omfattet af samme bestemmelses 2. pkt. Klageren er isoleret set berettiget til konventionsstatus i Danmark, idet han opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at skulle afsone en langvarig fængselsdom, hvilket sammenholdt med oplysningerne om fængselsforholdene i Libanon og klagerens helbredsforhold sandsynliggør, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på oplysningerne om den særdeles alvorlige kriminalitet, som klageren er blevet dømt for i Danmark, senest ved Østre Landsrets dom af 18. september 2002, hvor han blev fundet skyldig i alvorlig sædelighedskriminalitet og dømt til tidsubegrænset anbringelse på psykiatrisk hospital for sindslidende samt udvist med indrejseforbud for bestandig. Efter karakteren og omfanget af den personfarlige kriminalitet, som klageren er blevet dømt for i Danmark, finder nævnet, at klageren er dømt for særlig farlige forbrydelser og udgør en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Oplysningerne om klagerens aktuelle helbredsmæssige forhold – såvel somatiske som psykiske – og den endelige ophævelse af den ved dommen i 2002 idømte foranstaltning i 2014 kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om udelukkelse. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens fire voksne børn, hans mor og tre søskende alle er danske statsborgere og bor i Danmark, at klageren har oplyst, at han har kontakt til sin familie, og at der nu er gået mange år, siden de forhold, der gav anledning til udvisningen, blev begået. Nævnet tiltræder således, at der efter en samlet vurdering ikke foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at klageren uanset oplysningerne om de begåede særdeles alvorlige strafbare forhold ud fra en proportionalitetsvurdering skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, tiltrædes det, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/38/ACA
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Nahr Al-Bared lejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive udsat for tortur, fængsling eller undertrykkelse af korrupte personer med tilknytning til den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er blevet tilbageholdt og afhørt af sikkerhedstjenesten i Nahr Al-Bared lejren i 2014, 2015, 2016 g 2017, fordi sikkerhedstjenesten mistænkte ham for at have videregivet information om korruption til andre personer i lejren, og dermed opildnet til oprør i lejren. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark [i foråret] 2018, men at han først ansøgte om asyl [i efteråret] 2018 efter at have modtaget afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren indrejste legalt med visum til Danmark, og at han i visumansøgningen har oplyst, at han ikke har problemer i hjemlandet samt, at han og hans daværende hustru ville bosætte sig i Libanon, ligesom der fremgår oplysninger om hans arbejde i Libanon. Flygtningenævnet bemærker videre, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [foråret] 2019 – at ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med den libanesiske efterretningstjeneste eller andre, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med efterretningstjenesten eller andre er afskåret fra at vende tilbage, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig navnlig på grund af divergenser og manglende uddybning af konflikten under nævnsmødet, hvor ansøgeren svarede afglidende på de stillede spørgsmål. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet. Han har således forklaret divergerende og udbyggende om, hvordan han blev udsat for fysiske overgreb og om, hvem der afhørte ham. Han har først forklaret, at han fik en fiskestang sat fast via sit bælte, så han mistede balancen, når der blev hevet i stangen, mens han efterfølgende har forklaret, at han fik sat en fiskeline om halsen. Han har ligeledes først forklaret, at han blev udsat for lussinger, mens han efterfølgende har forklaret, at han blev sparket og slået i ryggen, men at han ikke blev slået i ansigtet. Endelig har han først forklaret, at han blev afhørt af [A], [B] og en tredje officer, mens han senere har forklaret, at han alene blev afhørt af [A]. Ansøgeren har under nævnsmødet som forklaring på divergenserne forklaret, at det hele er sandt, idet det hele skete samt, at han ikke husker, hvad der skete til hvilke afhøringer. Flygtningenævnet finder, at dette ikke er en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv. Han har således ikke kunne redegøre nærmere for, hvem der anmeldte ham for at være kommet med oplysninger om korruptionen, eller den omstændighed at han stadig havde sit arbejde ved udrejsen, når han havde beskyldt sin virksomhed for at deltage i korruption. Han har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for, at han kunne opholde sig ca. ½ år i Libanon forud for udrejsen uden problemer, når den libanesiske efterretningstjeneste angiveligt var efter ham eller sammenhængen med, at hans bror efter oktober 2017 igen i maj 2020 skulle blive afhørt om ansøgerens forhold. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om konflikten er ikke understøttet af oplysningerne om, at ansøgeren udrejste legalt af Libanon. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinenser i Libanon trods vanskelige ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens helbredsoplysninger er oplysninger af socio-økonomisk karakter, der ikke kan medføre asyl. På ovennævnte baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/26/RILA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra landsbyen [A] i regionen Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han flygtede fra al-Shabaab, idet han var blevet idømt dødsstraf som følge af, at han havde giftet sig med [B] uden hendes fars accept. Ifølge de islamiske regler var det ulovligt. Klageren havde været gift før, hvorfor al-Shabaab dømte ham til døden. Klageren har forklaret, at han sad i et stort fængsel i byen Ceel-dheer i perioden fra [sommeren] 2013 indtil [starten af] 2014. [I starten af] 2014 besluttede klageren sig for at flygte, da han om natten fik lov til at gå på toilettet uden for huset, hvor han var fængslet. Der var kun én vagt. Klageren løb med det samme, da han kom ud. Vagten skød efter klageren, men han undgik at blive ramt. Han flygtede ud på landet uden for [A]. Al-Shabaab kørte efter klageren i biler, men det var svært for dem at fange klageren på grund af det ujævne terræn. Endelig fandt klageren en nomadefamilie ude på landet, som lånte ham en telefon. Han ringede til sin mor, som fik en chauffør til at hente klageren til byen [C]. Efterfølgende har al-Shabaab brændt klagerens families butik ned. Klageren ved ikke præcist, hvornår det skete, fordi han har fået det at vide af sin søster. Det skete efter, at klageren var flygtet. Yderligere har klageren henvist til, at hans familie har en konflikt med Mursade-klanen, fordi hans far har giftet sig med klagerens mor, som var en del af Boon-klanen. Mursade-klanen har forsøgt at slå klagerens mor ihjel, idet klagerens far har bragt skam over Mursade-klanen. Lokalbefolkningen tror derfor, at klageren er en del af Boon-klanen, hvorfor han er i fare. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive omskåret ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. Klageren har til støtte herfor forklaret, at omskæring er en almindelig skik i Somalia, og at han ikke vil kunne modsætte sig datterens omskæring. Han vil enten blive slået ihjel eller datteren vil blive tvangsmæssigt omskåret. Endelig har klageren henvist til, at hans ægtefælles familie vil kidnappe hans datter eller slå hende ihjel. Klageren har oplyst, at ægtefællens familie har truet med at slå ham, hans ægtefælle og datteren ihjel. Klageren blev [i sommeren] 2014 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under henvisning til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia i sig selv udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Opholdstilladelsen blev således meddelt som følge af de generelle forhold i klagernes hjemområde og blev tidsbegrænset til 2 år. Opholdstilladelsen er efterfølgende forlænget. Udlændingestyrelsen har senest ved afgørelse [i slutningen af] 2019 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget, jf. dagældende udlændingelov (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017) § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaringer om sine konflikter med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen, hvorefter klageren på flere centrale punkter vedrørende sit asylmotiv har forklaret divergerende og utroværdigt, herunder vedrørende årsagen til udskydningen af henrettelsen af klageren, hvorvidt klageren har været i retten og er blevet dømt af en dommer, placeringen af toiletterne i fængslet og hvor klagerens særdatter boede efter klagerens udrejse. Der er ikke i forbindelse med inddragelsessagen fremkommet nye oplysninger, som kan føre til en anden vurdering heraf. Det bemærkes herved, at det af advokaten anførte omkring tolke problemer må opfattes som en efterrationalisering, idet klageren ikke i forbindelse med samtalen [i starten af] 2017 har påpeget tolkeproblemer. Af indledningen fremgår derimod, at tolken og pågældende forstod hinanden. Af udlændingelovens dagældende § 19, stk. 1, nr. 1 fremgår, at myndighederne kan nægte at forlænge en opholdstilladelse efter udlændingeloven, når de generelle forhold i en udlændings hjemland er ændret på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet, uanset forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringen dog ikke antages at være af helt midlertidig karakter. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Somalia herunder i klagerens hjemområde Galgaruud-regionen er disse fortsat alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Imidlertid er der indtrådt en sådan forbedring af de generelle forhold og som ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Somalia har ændret sig således, at enhver ikke længere ved sin blotte tilstedeværelse i landet risikerer at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det følger videre også af EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security Situation, December 2012, at al-Shabaab generelt ikke angriber civile, men hovedsageligt angriber profilerede mål. For så vidt angår klagerens frygt for, at klagerens datter ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Klageren har oplyst, at han er imod omskæring og ikke vil blive mødt med repressalier, hvis han modsætter sig omskæring af datteren. Han må desuden anses for at være ressourcestærk og i stand til at modstå sådanne forventninger og et eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at klagerens datter, [D] udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ingen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt inddragelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at det af det Centrale Personregister (CPR) fremgår, at klageren [i foråret] 2014 indrejste til Danmark. Klageren er sammen med sin datter [D], [i foråret] 2019 registreret som udrejst af Danmark. Klageren har således opholdt sig i Danmark i omkring 5 år. Han har ikke haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han er gift med [E], som siden 2017 har opholdt sig i Italien. Klagerens datter, hvis moder døde efter fødslen, er 9 år. Datteren har gået i institution i Danmark. Han har desuden en onkel og nogle fætre og kusiner i Danmark, som han ofte mødtes med. Klagerens forældre, bror og søster bor i Galgaduud i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ovenstående, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved dagældende udlændingelov (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017) § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/2/ajev
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Somalia, og hun har oplyst, at hun er fra […] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive voldtaget og omskåret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Somalia, idet ansøgerens mor er forfulgt. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for at blive voldtaget oplyst, at dette sker for mange kvinder i Somalia, og at ansøgeren ikke har nogen far eller storebror til at beskytte sig. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes mormors mands søn har rørt hende på brysterne og kysset hende, hvorfor hun forsøgte at undgå at være alene med ham, idet hun ikke følte, at hun kunne fortælle om det til nogen. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for at blive omskåret oplyst, at hun er bange for, at hendes farmor, som går ind for omskæring, vil gøre dette. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes farmor tidligere har forsøgt at omskære hende, idet ansøgerens farmor var ved at tilkalde nogle damer, da ansøgeren stak af og løb hjem til sin mor. Ansøgeren har om frygten som følge af sin mors forfølgelse oplyst, at ansøgerens mormors mand blev skudt, fordi de ledte efter ansøgerens mor. Ansøgeren har videre oplyst, at hun engang blev slået med et gevær i hovedet i forbindelse med at en mand ledte efter ansøgerens mors mand og ansøgerens mors bror, dengang ansøgerens mor boede i Somalia. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2020 finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til Somalia at blive voldtaget alene beror på ansøgers og ansøgers moders formodning, idet ansøgeren ikke har oplevet noget konkret i forbindelse hermed, og at ansøgers moders frygt for at ansøgeren vil blive udstødt fra samfundet ligeledes beror på ansøgers moders egen formodning, idet ansøger ikke har oplevet konkrete konflikter i den forbindelse. Ingen af disse forhold er således asylbegrundende. Heller ikke moderens frygt for, at ansøgeren ikke kan fortsætte sin uddannelse i Somalia kan begrunde asyl, idet dette er vedrører socioøkonomiske forhold, som ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt for de generelle forhold i Somalia kan efter fast praksis heller ikke danne grundlag for asyl. For så vidt angår ansøgerens frygt for omskæring bemærkes, at Flygtningenævnet ved afgørelsen heraf vil skulle foretage en vurdering af, hvorvidt ansøgeren, hvis hun skal udrejse til Somalia, vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet lægger efter det oplyste til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia reelt vil være en enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. På denne baggrund og i øvrigt under henvisning til dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, R. H. mod Sverige, finder Flygtningenævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2021/1/ajev
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører [A]-klanen, underklanen [B], og klageren er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, som beskyldte klageren for at have slået en af deres lokale ledere ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i Somalia ejede en lille butik, hvor han udlånte film og kassettebånd til folk, så de kunne høre musik. I 2009 blev klageren opsøgt af nogle personer fra al-Shabaab i sin forretning, herunder en ældre mand, der sagde, at klageren skulle lukke sit sted og finde anden beskæftigelse. To dage herefter kom al-Shabaab på ny og opsøgte klageren i forretningen og sagde, at han skulle lukke denne i hvilken forbindelse, de også forsøgte at hverve klageren til deres gruppering. Samme aften kom de pågældende personer fra al-Shabaab, herunder den ældre mand igen, og de udsatte klageren for vold og ødelagde hans forretning. Herefter blev klageren behandlet på hospitalet, og efter han blev udskrevet, flygtede han til en anden by, hvor han tog ophold. Under sit ophold i byen blev klageren ringet op af al-Shabaab, der beskyldte ham for at have slået den ældre mand ihjel. Al-Shabaab truede endvidere med at slå klageren ihjel. Kort herefter udrejste klageren af Somalia. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse og under mødet i Flygtningenævnet [i efteråret 2019) endvidere oplyst, at han under sit ophold i Somalia i [sommeren] 2015 blev opsøgt af al-Shabaab, mens han sad på en café og tyggede khat. De sagde, at de huskede, hvem han var, og at han skulle følge med dem. Herefter gav de ham bind for øjnene og førte ham til et ukendt sted, hvor han skulle tale med deres leder. Da klageren ankom til stedet fik han at vide, at han skulle betale 2000 USD, og at han ville blive sendt videre til al-Shabaabs leder, hvis han undlod at betale. Klageren var tilbageholdt hos al-Shabaab i 20 dage, hvorefter klagerens onkler betalte en løsesum til al-Shabaab. Derefter blev klageren løsladt og udrejste af Somalia på ny med hjælp fra sine onkler. Siden klageren sidst var i Flygtningenævnet har han opholdt sig i Danmark, hvor han har boet hos venner og bekendte i den periode, hvor han har været udeblevet fra sin indkvartering. Klageren har hverken haft arbejde eller gået i skole. Klageren har enten boet på asylcenter eller hos venner, hvor han har ikke har foretaget sig noget. Han har ventet på afgørelsen i sin sag. Flygtningenævnet kan fortsat og trods diverse divergenser lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Klageren har under nævnsmødet vedrørende episoden under hans ophold i Somalia i forbindelse med hans repatriering i 2015/2016 forklaret, at han en dag på en café blev opsøgt af nogle mennesker, der sagde til ham, at han skulle tage med dem til ledelsen, eller at de kunne forhandle om, at han slap for at tage med til ledelsen. Klageren tog derefter med personerne til et ukendt sted, og de forhandlede efter et stykke tid på plads, at han kunne betale 2000 dollar og blive løsladt mod at forsvinde fra Somalia. Klageren var ikke under nævnsmødet i stand til at redegøre nærmere for disse personer eller for deres ledere, ligesom han ikke kunne forklare andet fra samtalerne med dem, end at de ønskede penge for at lade ham gå. Flygtningenævnet kan uanset den udetaljerede forklaring i det væsentlige lægge klagerens forklaring om denne episode til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, da han havde repatrieret sig i Somalia og opholdt sig der i ca. 8 måneder på et offentligt sted blev opsøgt af en gruppe mennesker, der pressede ham til at betale 2.000 dollar for at slippe for at blive ført til deres ledere. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med al-Shabaab i 2009 ligger langt tilbage i tid og er afsluttet. Der er ved denne vurdering lagt vægt på det forløbne tidsrum, de ændrede magtforhold i Mogadishu, hvor al-Shabaab ikke længere har magten og på, at klageren selv vurderede, at han kunne vende tilbage til Somalia med henblik på at tage varigt ophold uden at risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med en gruppering i 2015 må anses for en isoleret kriminel handling, der havde til formål at skaffe grupperingen et beløb fra klageren, og at denne episode er afsluttet ved klagerens betaling, uanset at grupperingen på tidspunktet for frigivelsen af klageren også betingede løsladelsen af, at klageren forlod Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning, at grupperingen var relateret til al-Shabaab og på, at klageren ikke er profileret over for denne gruppering, som han ikke ved, hvem er. Flygtningenævnet bemærker, at Menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Mogadishu er forbedret på en sådan måde, at en person ikke ved sin blotte tilstedeværelse længere risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom AMISON kontrollerer Mogadishu. Klageren kan efter ovenstående bevisvurdering ikke betragtes som profileret i forhold til al-Shabaab eller andre grupperinger i Somalia. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor til stede.For så vidt angår klagerens tilknytning til Danmark har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap syv år, at han har gennemført Prøve i Dansk 2, men ikke bestået, har danske og somaliske venner og er medlem af Somalisk Forening. Han har ikke haft arbejde i Danmark. Han har ikke taget en uddannelse, og han har ikke familiemæssigt tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”soma/2020/105/LINB
Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Somalia samt hendes medfølgende barn. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Hawiye og muslim af religiøs overbevisning fra [en by], Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [efteråret] 2012, og at hun i [foråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har i [efteråret] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun havde solgt khat til regeringens soldater. Al-Shabaab beskyldte herefter klageren for at have arbejdet for regeringen i Somalia. Klageren har videre oplyst, at hun har modtaget trusler fra al-Shabaab da hun bosat i Somalia. Klageren har endelig henvist til, at hun ikke ved en tilbagevenden til Somalia vil kunne forhindre, at hendes datter bliver tvangsomskåret af klagerens svigermor. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om de to første asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens bevisvurdering i inddragelsessagen og har således lagt vægt på, at klageren først har angivet et asylmotiv, som hun derefter har tilbagekaldt for at angive et andet asylmotiv, mens hun senest har fastholdt begge asylmotiver. Klageren har forklaret divergerende om asylmotiverne samt indbyrdes divergerende med sin ægtefælle, og hun har ikke været i stand til at uddybe asylmotiverne. For så vidt angår klagerens frygt for, at klagerens datter bliver tvangsmæssig omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan imidlertid lægge til grund, at klageren ikke vil kunne beskytte sin datter mod omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flertallet har lagt vægt på, at klageren fremstod usikker og usammenhængende under nævnsmødet, og at hun ikke var i stand til at redegøre nærmere for sin situation eller tidligere oplevelser. Klageren har ikke gået i skole i Somalia, og hun er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har under tørklædet store ar i hovedet og har således på den ene eller anden måde været udsat for en ulykke eller et overgreb, som hun imidlertid heller ikke er i stand til at redegøre nærmere for. Hertil kommer, at klagerens ægtefælle, der spontant blev kaldt ind fra venteværelset for at afgive forklaring om sin holdning til omskæring og om sin ressourcemæssige formåen, nok fremstod ressourcestærk og ligesom tidligere fastholdt, at han var imod omskæring, men samtidig forklarede, at han ikke i Somalia på grund af kulturen i Somalia ville modsætte sig sin mors ønske om omskæring. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering af begge forældres forhold, at klageren ikke har en sådan personlighed, at hun uden sin ægtefælles udtalte støtte vil kunne modsætte sig sin svigermors ønske om omskæring af datteren, der er omfattet af klagen, hvorfor datteren vil være i risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring. Klageren og hendes medfølgende barn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes medfølgende barn, [barnets navn], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/104/hmu.
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hutu og kristen katolik af trosretning fra Kigali, Rwanda. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af ungdomsligaen i Rwanda National Congress (RNC) siden 2011, herunder har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i aktiviteter for RNC i Mozambique og Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de rwandiske myndigheder, fordi han har en tilknytning til RNC. Videre frygter han myndighederne, idet hans far havde en nær relation til Rwandas tidligere præsident, Juvenal Habyarimana, der blev slået ihjel i 1994. Endvidere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af nogle generaler, der har beslaglagt ansøgerens afdøde fars ejendomme i Rwanda, idet de vil anse ansøgeren for at udgøre en trussel, der vil gøre krav på disse ejendomme. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie udrejste af Rwanda i 1994 som følge af de etniske konflikter i landet. Han opholdt siger herefter i henholdsvis Kenya, Comorerne og Tanzania, indtil han i 2010 flyttede til Mozambique alene for at arbejde. I Mozambique blev han medlem af ungdomsligaen i RNC. Ansøgeren blev i 2011 overfaldet af andre RNC-medlemmer ved navn Jean og Innocent. De påkørte ansøgeren med en bil, idet han havde afvist at give dem informationer om andre medlemmer af RNC. De var agenter for den rwandiske regering. Som konsekvens af sine skader var ansøgeren indlagt på et hospital i et år, hvorefter han flyttede til en anden region i Mozambique for at være i sikkerhed. I den region, han var flyttet til, arbejdede ansøgeren for og boede hos en ældre dame i omkring tre år. I [vinteren] 2016 spurgte nogle ukendte personer efter ansøgeren hos den ældre dame. Ansøgeren rejste i [efteråret] til [A] i Mozambique for at forberede sin udrejse af landet, herunder få rejsepapirer, idet han ikke længere følte sig sikker hos den ældre dame. I [A] blev ansøgeren i 2016 overfaldet igen. Han blev overfaldet af tre personer, hvoraf den ene havde kontakt til [B] og [C]. Ansøgeren udrejste af Mozambique i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i det væsentlige begrundet sin asylansøgning med, at han har været medlem af RNC, og at han er blevet opsøgt af spioner fra myndighederne i Rwanda. Han har konkret anført tre episoder; a) et overfald i 2011, b) forsøg på opsøgning i perioden 2013-2016, c) et overfald i 2016. Ad a, Ansøgeren har forklaret stærkt divergerende om overfaldet i henholdsvis asylskemaet under samtalen med styrelsen den [i vinteren] 2017 og under øvrige samtaler. Han har i asylskemaet anført at være blevet tortureret og slået til døde, men han har ikke nævnt en påkørsel. Han har under samtalen [i vinteren] 2017 forklaret at episoden skete, da overfaldsmændene steg ud af en bil og tog fat i ham for derefter at tildele ham nogle slag i hovedet med en genstand. Han blev herefter påkørt. Han har under senere samtaler over for nævnet forklaret, at episoden indledningsvist fandt sted på en restaurant, hvor han blev inviteret af de andre, at han alene fik en lussing på restauranten, og at han efterfølgende undløb for derefter at blive påkørt. Han har i asylskemaet oplyst, at ovefaldet fandt sted i februar 2011, mens han senere har oplyst, at det fandt sted i august/september 2011. Ad b, Ansøgeren har forklaret, at han ikke er blevet opsøgt personligt, men at han har fået forklaret, at to personer med rwandisk accent to gange har spurgt om der arbejdede en mand fra Rwanda. Ad c, Ansøgeren har ikke nævnt den pågældende episode i sit asylskema. Han har forklaret, at han blev slået med en sten, men har forklaret forskelligt om, hvorvidt det var et eller flere slag. Han har for nævnet forklaret, at han er tvivl om, hvad han blev slået med, men han antager, at det var en sten. Flygtningenævnet finder, at der er tale om divergenser på afgørende punkter i hans forklaring, og da forsøgene på opsøgning alene beror på ansøgerens formodning, ligesom det også alene beror på hans formodning, at de pågældende var fra de rwandiske myndigheder at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring herom. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunne redegøre for RNCs politik eller for de aktiviteter, han påstår at have udført. Det forhold, at ansøgerens hukommelse er svækket af et mangeårigt alkoholmisbrug, kan ikke føre til en anden vurdering. På trods af de fremlagte personlige breve til dels fra familiemedlemmer, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har haft aktiviteter for RNC, og at det er kommet til de rwandiske myndigheders kundskab. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort at det forhold, at hans far var en kendt læge i Rwanda forud for 1994, og var en af den tidligere præsidents bekendte, vil medføre problemer for ansøgeren. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rwanda vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rwan/2020/1/LINB
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Litauen. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk litauer og kristen fra [område], Litauen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Litauen frygter, at han skal afsone resten af sin dom i et litauisk fængsel, og at han ikke vil blive prøveløsladt, når han har afsonet halvdelen af sin dom. Ansøgeren har videre henvist til, at han har hørt, at fængselsforholdene er dårlige fra nogle indsatte, der har afsonet straffe i litauiske fængsler. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har læst, at kriminelle grupperinger styrer fængslerne i Litauen, og han tror, at de vil gøre ham noget, herunder afpresse eller tvinge ham til at gøre ting, som han ikke ønsker. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke har et sted at bo eller en bopælsadresse, og dermed ikke vil blive løsladt. Han har videre oplyst, at han ikke har været i Litauen siden år 2017, og at han kun har været der på ferie i to uger i perioden fra maj 2011 til august 2017. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder ikke, at der er tale om forhold, der kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Selvom afsoningsforholdene i Litauen efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Europarådets rapport af 25. juni 2019 (Report to the Lithuanian Government on the visit to Lithuania carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman and Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 20 to 27 April 2018), og US Department of State, Lithuania 2019 Human Rights Report, 11. marts 2020, må betegnes som problematiske, er der efter nævnets opfattelse ikke tale om forhold af en sådan karakter, at ansøgeren ved afsoning i Litauen vil være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering, at der efter den nævnte rapport fra Europarådet er fokus på og iværksat initiativer med henblik på at forbedre fængselsforholdene i Litauen. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 3. juli 2020, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Lita/2020/2/ACA
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har boet i Syrien i en længere årrække og har senest opholdt sig i Libanon siden 2011. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter urolighederne i Syrien, at hendes søn vil blive tvunget til at deltage i kamphandlinger i Syrien, at hun er blevet udsat for seksuelle overgreb og vold af sin ægtefælle, samt de generelle forhold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun udrejste af Syrien i 2011 på grund af de generelle forhold og for at beskytte sin søn imod militærtjeneste. IS befinder sig i området, hvorfor ansøgeren frygter at hendes søn vil blive hvervet, eller at de vil blive udsat for repressalier, fordi de flygtede til Libanon i 2011. Ansøgeren har endvidere anført, at hun flygtede fra Libanon, fordi hun frygtede, at Hizbollah ville hverve hendes søn til at kæmpe i Syrien. Ansøgeren har endvidere anført, at hun i en årrække blev udsat for seksuelle overgreb og vold af sin ægtefælle, både da de boede i Syrien og Libanon. Endelig har ansøgeren anført, at der er svære livsvilkår for kvinder i Libanon, herunder økonomisk usikkerhed og manglende muligheder for forsørgelse. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at det, ansøgeren har anført, kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes søn vil blive hvervet til det syriske militær, lagt vægt på, at forholdet vedrører hendes voksne søn, hvis asylsag behandles særskilt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med Hizbollah eller myndighederne i Libanon, ligesom ansøgeren om sin konflikt med ægtefællen for Flygtningenævnet har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Libanon ikke frygter sin ægtefælle. Nævnet bemærker endelig, at ansøgerens frygt for svære livsvilkår for kvinder i Libanon vedrører socioøkonomiske forhold, der ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af, at hendes søn [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens sag, er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2020/4/EDO
Nævnet omgjorde i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kina. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte:Flygtningenævnet meddelte den 2. februar 2000 den kinesiske statsborger [X] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han i Kina havde været politisk aktiv fra [sommeren] til [efteråret] 1997, og at han havde været medstifter af den regeringskritiske forening [A]. Klagerens arbejde for foreningen bestod blandt andet i at skrive artikler til foreningens løbesedler, som klageren selv var med til at sætte op. Foreningen holdt møder et par gange om ugen, og under et møde i [efteråret] 1997 blev klageren og de andre fremmødte medlemmer anholdt af det kinesiske poli-ti. Klageren var herefter tilbageholdt i fem dage, hvor han blev udsat for fysiske og psykiske overgreb. Klageren blev efterfølgende stillet for en dommer, hvor han blev anklaget for at være spion. Efter retsmødet blev klageren anbragt i arresten. En af vagterne i arresten var bror til en af klagerens venner, og den følgende nat hjalp vagten klageren med at flygte. Klageren udrejste herefter med et falsk kinesisk pas. [I sommeren] 2018 modtog Udlændingestyrelsen en henven-delse fra The Swiss State Secretariat for Migration, som oplyste, at klageren var blevet antruffet i Zürich lufthavn i forbindelse med en rejse til Kina. I henvendelsen fremgik det endvidere, at klageren var i besiddelse af et gyldigt kinesisk rejsedokument. [I foråret] 2019 var klageren til samtale hos Udlændingestyrelsen med henblik på en afklaring af, hvorvidt der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren til sam-talen [i foråret] 2019 havde vedkendt, at han havde fået udstedt et kinesisk rejsedokument, og at han havde været fem uger i Kina med sin ægtefælle og deres to børn. Udlændingestyrelsen lag-de endvidere vægt på, at klagerens forklaring om sit asylmotiv på centrale punkter var diverge-rende i forhold til forklaringen under den oprindelige asylsag. Den 1. marts 2019 trådte udlæn-dingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingel-serne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvor-vidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet finder, at betingel-serne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren i 2018 rejste til Kina med sin ægtefælle og børn og forin-den, [i foråret] 2018, havde fået udstedt et kinesisk rejsedokument af den kinesiske ambassade i Danmark. Det er ifølge baggrundsoplysningerne ikke muligt at få udstedt et rejsedokument for personer i konflikt med de kinesiske myndigheder. Hertil kommer, at klageren ikke forud for rejsen havde orienteret de danske myndigheder og oplyst om den tilladelse, han havde opnået fra de kinesiske myndigheder. Rejsen foregik via Zürich, hvortil klageren benyttede sit danske konventionspas, og derfra til Kina ved brug af det kinesiske rejsedokument. Ind- og udrejse i Kina forløb uden problemer, ligesom hverken klageren eller klagerens familie oplevede nogen problemer under opholdet i Kina på ca. 5 uger, hvor han besøgte sin og sin ægtefælles familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren generelt har forklaret undvigende og upræcist om sit asylmotiv, og at han på alle centrale punkter har forklaret divergerende. Klage-ren har blandt andet forklaret divergerende om sin rolle i den politiske organisation, som skulle være årsagen klagerens problemer. Han har under mødet i nævnet gentaget sin forklaring fra mødet i Flygtningenævnet den 2. februar 2000 om, at han var med til at stifte organisationen, men har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 forklaret, at han alene var med-lem af organisationen og ikke kunne huske, hvem der stiftede organisationen. Klageren har for Flygtningenævnet endvidere forklaret, at han fik en dom på 40 års fængsel i en retssag. Klage-ren har på mødet efterfølgende forklaret, at det var hans vens lillebror, der fortalte ham om dommen. Han har forklaret under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, at han blot blev lukket ud samme dag, han blev anholdt, uden at blive gjort bekendt med nogen fængsels-straf. Han har desuden forklaret skiftende om længden på anholdelsen, hvor han på mødet i nævnet og under den oprindelige behandling har forklaret, at han var anholdt i 5 dage, men til samtalen [i foråret] 2019, at han blev løsladt samme dag. Han har endvidere forklaret diverge-rende og skiftende om sin flugt fra fængslet. Han har under mødet i nævnet forklaret, at vagten fulgte ham uden for, hvorefter klageren løb, men under behandlingen af den oprindelige sag, har klageren forklaret, at vagten foregav, at han var blevet slået ned. Nævnet har ved sin vurdering taget hensyn til, at begivenhederne ligger mere end 22 år tilbage i tiden, og at det derfor ikke kan forventes, at klageren kan forklare om alle forhold. Nævnet bemærker imidlertid, at der er tale om divergerende forklaringer om alle dele af klagerens asylmotiv. Klageren, som er født og opvokset i Kina, er indrejst i Danmark som 24-årig. Han taler kinesisk, og han taler i et vist om-fang dansk, men forklaringen i Flygtningenævnet er dog gennemført med tolkebistand. Han har haft skiftende ansættelser og har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har en ægtefælle i Danmark, som han blev gift med i 2005. Hans ægtefælle er kinesisk statsborger, som er blevet familiesammenført med ham. De har sammen to piger på henholdsvis 14 år og 12 år, som er kinesiske statsborgere, og som er født og opvokset i Danmark, hvor de går i dansk skole. Børne-ne taler dansk og kan i nogen grad tale kinesisk, som tales i hjemmet, men kan hverken skrive eller læse kinesisk. Indretningshensyn til klageren kan i lyset af den begåede svig ikke tillægges særlig vægt, og klagerens tilknytning til Danmark taler isoleret set ikke imod inddragelse. Imid-lertid skal hensynet til familiens enhed og barnets tarv indgå i vurderingen. Flygtningenævnet finder, at det vil være særligt belastende for klagerens familie, navnlig for hans to piger på 14 og 12 år, at skulle flytte med klageren til Kina. Nævnet har udover pigernes alder lagt vægt på, at de er født og opvokset i Danmark og har haft hele deres tilværelse og deres formative år i landet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens døtre alene taler kinesisk, men ikke kan det tegnbaserede kinesiske skriftsprog. Døtrene må således forventes at få særlige vanskelighe-der med at skulle tilpasse sig forholdene i Kina. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 7. marts 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." kina/2020/1/smla
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kina. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er kinesisk statsborger fra Shanghai, Kina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 1991 og at han [i sommeren] 1991 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personre-gister, at klageren [i begyndelsen af] 2006 er registreret som udrejst til udlandet. [I efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4 og § 17 a, stk. 2, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger efter det oplyste til grund, at klageren i 2006 ud-rejste af Danmark til Kina for at modtage traditionel kinesisk behandling mod sygdom, og at han under sit ophold fik tilbudt et års ansættelse i Kina. Det lægges videre til grund, at klageren siden har opholdt sig i Kina. Det lægges endvidere til grund, at klageren [i foråret] 2010 på det danske generalkonsulat i Guangzhou, Kina, fik udstedt et dansk, provisorisk pas. [I efteråret] 2011 udrejste klageren af Kina ved brug af sit kinesiske nationalitetspas til Italien, hvorfra han returnerede til Kina [i efteråret] 2011. [I foråret] 2018 blev klageren afvist i Kastrup Lufthavn, hvor han forsøgte at indrejse i Danmark og bl.a. fremviste det danske provisoriske pas. Selvom det lægges til grund, at klagerens ansættelse og arbejdsgiver har været imod hans tilbagerejse til Danmark, finder nævnet, at klageren ikke har været afskåret fra at rette henvendelse til de dan-ske myndigheder i årene fra 2006 og frem. Navnlig har han i forbindelse med udstedelsen af det provisoriske danske pas i [foråret] 2010 og under sin rejse til Italien i [efteråret] 2011 haft mu-lighed for dette. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 4. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2018, finder Flygtningenævnet ikke, at der i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, er grundlag for at bestemme, at opholdstilladel-sen ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren efter det oply-ste har taget varigt ophold i Kina, og at han har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Betingelserne for bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlæn-dingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, er derfor tillige opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2019/1/smla
Nævnet meddelte i 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Kina. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Efter kritik fra FN’s Menneskerettighedskomité den 2. maj 2018 har Flygtningenævnet genop-taget behandlingen af sagen, hvor nævnet den 4. september 2013 stadfæstede Udlændingestyrel-sens afgørelse af 20. juni 2013 om ikke at meddele ansøgeren asyl. Komitéens udtalelse af 2. maj 2018 er ikke retligt bindende. Det tilkommer således også efter sagens genoptagelse den kompe-tente danske myndighed, Flygtningenævnet, at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et asylmotiv, der giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændin-gelovens § 7. Af Flygtningenævnets afgørelse af 4. september 2013 fremgår, at ansøgeren er et-nisk han og protestant fra Guangzhou, Kina. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, som forklaret, fra 1998 til 2001 var medlem af og politisk aktiv for en regimekritisk organisation. Ansøgeren forklarede ifølge afgørelsen fra 2013 nærmere, at han på sin arbejdspladsvar ansat som revisor i en statslig virksomhed. Han foranledigede, at nogle varer blev overfakturerede, og at der derved blev kanaliseret adskillige mio. Hong Kong-dollars ind i Kina til den politiske organisation. Fremgangsmåden var til dels ansøgerens ide. Beslutningen blev truffet sammen med ansøgerens leder [W] og [Z] fra organisationens øverste ledelse. I 2011 blev ansøgeren og [W] arresteret. Myndighederne mistænkte dem for omhandlede overbetaling, som de tilsyneladende så som en slags bestikkelse, hvor de overfakturerede beløb endte hos virksomhedens ledelse. Det lykkedes imidlertid ikke myndighederne at bevise noget, og ansøgeren blev derfor løsladt efter ca. seks måneder, hvorunder han blev udsat for tortur, der svækkede hans hukommelse. Efter løsladelsen måtte ansøgeren på grund af sin svækkede tilstand tage andet og mindre belastende arbejde. Han fortsatte med at være aktiv for den politiske organisation, der brugte kirken som et skalkeskjul. Hans nye opgave bestod i at rekruttere nye medlemmer til organisationen i forbindelse med sam-menkomster og møder, der blev holdt i kirkeligt regi. Ansøgeren viste i den forbindelse de nye potentielle medlemmer videoer med sløret, regimekritisk indhold. Ansøgeren var med til at skrive kirkens hjemmeside og var hemmeligt redaktør heraf. Deres møder blev flere gange afbrudt af politiet, der tog billeder af deltagerne, herunder ansøgeren. Ansøgerens arbejde var vigtigt for organisationen, men han var langt nede i hierarkiet. Af 2013-sagens bilag fremgik, at ansøgerens to søstre, der begge havde været politisk aktive, fik asyl i Danmark i henholdsvis 1992 og 1997, samt at ansøgeren [i efteråret] 2012 fik udstedt pas. Fem dage senere fik ansøgerens ældste søn ligeledes et pas. [I efteråret] 2012 fik ansøgeren notarpåtegning på erklæring fra drengens mor, hvori hun dagen før samtykkede i, at ansøgeren måtte tage sønnen med på besøg i Danmark. An-søgeren har endvidere fremlagt dokument [fra efteråret] 2012, hvori han inviteres til at komme til Danmark. Der foreligger også en erklæring fra ansøgers arbejdsgiver med oplysning om, at ansø-geren har været ansat i seks måneder med en månedsløn på 6.600 RBM yuan, og at han er bevil-get ferie fra [foråret] 2012 til [begyndelsen af] 2013 med henblik på besøg i Danmark. Fra søn-nens skole foreligger erklæring om, at sønnen havde fået ferie fra [ultimo] 2012 til [begyndelsen af] 2013, hvor han skulle med sin far til Danmark. En visumansøgning fra ansøger er dateret [i efteråret] 2012. Af passet ses, at han fik visum [i efteråret] 2012 med gyldighed fra [slutningen af] 2012 til [begyndelsen af] 2013 samt at ansøgeren [i slutningen af] udrejste legalt. Ansøgeren forklarede i 2013 videre om et forløb fra [sommeren] 2012, som imidlertid ikke indebar, at Flygt-ningenævnets flertal kunne lægge til grund, at ansøgeren efter sin udrejse var kommet i myndig-hedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en eventuel tilbagevenden til Kina risikerede asyl-relevant forfølgelse. Ansøgeren forklarede om dette forløb, at [W] i [sommeren] 2012 fortalte ham, at der havde været et organisationsmøde i Shanghai, hvor alle deltagerne, herunder [Z] og andre ledere var blevet anholdt, samt at [W] hustru, der fortsat arbejdede i den virksomhed, hvor ansøgeren og [W] havde arbejdede i 2001, havde hørt, at myndighederne igen så på overfakture-ringssagen. Der var fra centralt hold kommet fokus på bestikkelsessager, og de lokale myndighe-der blev angiveligt bebrejdet, at de ikke havde afsløret nok. Ansøgeren havde godt tre måneder forinden opsagt sin stilling, da hans arbejdsforpligtelser kolliderede med gruppemøder, ansøgeren gik til om tirsdagen. Han ophørte med sin aktivitet, men gik dog fortsat til gruppemøder, indtil politiet kom til sådant og tog billede af ham i august/september 2012. I organisationen holdt man øje med, hvem der var efterlyst, men organisationen ville gerne have haft ansøgeren hurtigere ud af Kina. Da ansøgeren søgte visum, viste det sig, at dette krævede, at han kunne fremvise doku-mentation på, at han havde fået udbetalt løn de seneste tre måneder. Ansøgeren fik derefter et arbejde, og han fik efter tre måneder visum til Danmark. Den sene udrejse skyldtes også, at han var nødt til at vente på, at det blev arrangeret, at han kunne få sin ældste søn med ud af Kina. Han blev skilt fra sønnens mor [i efteråret] 2012. Efter udrejsen oplyste hans tidligere ægtefælle, at politiet havde spurgt efter ham på hendes bopæl i [foråret] 2013. Politiet sagde, at han havde arrangeret ulovlige møder. Henvendelsen kan have sammenhæng med de fotos, politiet havde taget, eller med at visummet var udløbet. Politiet medtog ikke hans computer, som han i øvrigt havde tømt for indhold, da eks-hustruen sagde, det var hendes. I [sommeren] 2013 kom politiet tilbage. Denne gang medtog de alt materiale med hans navn på. Nævnets flertal lagde ved afgø-relsen blandt andet vægt på længden af den tid, der gik fra [Z] og de andre ledere angiveligt var blevet anholdt, til ansøgeren udrejste legalt og politiet senere skulle have rettet henvendelse på eks-hustruens bopæl. Flertallet fandt det efter det oplyste om ansøgerens angivelige position og profilering usandsynligt, at myndighedernes henvendelse i givet fald ikke var sket tidligere. En anmodning om genoptagelse blev afslået af Flygtningenævnet den 24. september 2015. I anmod-ningen om genoptagelse blev blandt andet henvist til, at ansøgeren i Danmark havde deltaget i demonstrationer vendt mod styret i Kina samt at foto heraf kunne ses på internettet. Over for FN-komitéen henvistes til, at ansøgeren i [slutningen af] 2015 blev ringet op af en leder i den politiske organisation, der oplyste, at [W] var blevet anholdt af kinesiske agenter i Hong Kong. Året før havde vedkommende telefonisk fortalt, at [W] var undsluppet til Taiwan. Lederen hav-de fået ansøgerens telefonnummer af hans eks-hustru. Lederen oplyste videre, at Meixin Church of China (Det smukke Hjertes kirke), som ansøgeren havde været tilknyttet i Kina, var blevet lukket af de kinesiske myndigheder i [sommeren] 2015, samt at den politiske organisation, Liber-ty Democracy Party of China, havde indstillet sine aktiviteter. Under sagens fornyede behand-ling i Flygtningenævnet i [sommeren] 2018 har ansøgeren i det væsentlige gentaget sin tidligere afgivne forklaring. Han og [W] mente i [sommeren] 2012, at de var i fare på grund af deres med-virken til at skaffe flere mio. dollars til organisationen fra 1998 til 2001, hvilket de havde gjort i samarbejde med den nu arresterede [Z]. De frygtede imidlertid også, at deres efterfølgende akti-viteter i kirken og navnlig for den politiske organisation ville give dem alvorlige problemer. [Z] havde også haft en overordnet rolle vedrørende disse aktiviteter, og [Z] var bekendt med [W's] og ansøgerens aktiviteter. De regnede med, at illegal udrejse ville være forbundet med en stor risiko, samt at det for ansøgeren var sikrere at udrejse legalt med dansk visum, som de troede, ville kunne blive skaffet hurtigere, end det viste sig muligt. Efter samtalen med [W] begyndte ansøgeren at forberede udrejsen, og han ophørte i det væsentlige med at være politisk aktiv på grund af frygt for myndighederne. Han ophørte dog først med at deltage i tirsdagsmøderne, da politiet fotograferede mødedeltagerne engang i [sommeren/efteråret] 2012. Da han i [sommeren] 2012 havde fået pas, fik han på konsulatet at vide, at han kun kunne få visum, hvis han kunne dokumentere, at han havde arbejdet de sidste tre måneder. Det var organisationen, der derefter skaffede ham et arbejde. Han har oplyst, at han i Danmark i en række sammenhænge har tilken-degivet sin modstand mod det kinesiske styre, herunder på sin Facebookside under navnet [D]. Fotografiet, der viser hans deltagelse i en regimekritisk demonstration, kan også stadig ses på nettet. Flygtningenævnet lægger ved sagens fornyede behandling, som hidtil, til grund, at ansø-geren i 2001 var tilbageholdt i seks måneder, hvor han blev udsat for tortur på grund af efter-forskning vedrørende dispositioner, som ansøgeren rent faktisk havde foretaget, og som indebar, at den regimekritiske organisation fra udlandet blev tilført flere mio. Hong Kong-dollars. Nævnet har herefter på ny overvejet, om det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren har været poli-tisk aktiv, og at den betydelige overfakturering var et led heri, samt at ansøgeren også efter løsla-delsen var aktiv for organisationen frem til 2012. I nævnet var der i 2013 enighed om, at det var tilfældet. Nævnet finder ikke, at der siden er fremkommet afgørende nye oplysninger til vurde-ring heraf. Ansøgerens forklaringer om sine politiske aktiviteter har under det langvarige forløb i det væsentlige været stringente, og ansøgeren har i nævnet i 2018 tillige kunnet svare sikkert på de stillede, til dels nye, spørgsmål. Efter en samlet vurdering, og ud fra princippet om benefit of the doubt, kan nævnet herefter fortsat også lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. For så vidt angår forklaringen om begivenhederne fra [sommeren] 2012 og et år frem bemærkes indledningsvist, at det ikke i sig selv findes usandsynligt, at flere ledere i organisationen, herun-der [Z], blev arresteret i forbindelse med et møde i Shanghai, samt at dette i givet fald efter nærmere efterforskning kunne føre til reel risiko for, at ansøgeren ligeledes ville blive arresteret. Dette skyldes navnlig ansøgerens væsentlige bistand vedrørende de ikke opklarede meget alvor-lige økonomiske transaktioner, selv om disse lå 11 år tilbage i tiden. I vurderingen af risikoen kan også indgå ansøgerens efterfølgende årelange politiske aktivitet på et lavere niveau, herunder med rekrutteringsopgaver og redaktørarbejde, samt måske, at hans to søstre var politiske aktive, inden de flygtede. Spørgsmålet er imidlertid, om den omstændighed, at ansøgeren udrejste legalt fem måneder senere, indebærer, at forklaringen om arrestationen af [Z], og at den deraf følgende risiko for, at ansøgeren ville blive forfulgt, herefter bør tilsidesættes som usandsynlig. Ansøgeren har herom forklaret, at han i den mellemliggende periode først væsentligt neddroslede sin politi-ske aktivitet og efter nogle uger helt indstillede denne, samt at han i de fem måneder var meget nervøs for at blive arresteret, men fandt at måtte stole på organisationen, der ikke mente, at ansø-geren skulle løbe risikoen ved at udrejse illegalt. Det hang sammen med, at de troede, at ansøge-ren hurtigere end det viste sig muligt kunne skaffe et dansk visum. Endvidere kalkulerede ansø-geren med, at der nok ville gå lidt tid fra arrestationen af lederne i Shanghai til de fandt frem til ham, der jo var betydeligt mindre profileret, og som boede langt fra Shanghai. Ansøgeren foretog efter sin forklaring en række dispositioner for at forberede en legal udrejse, som i vidt omfang er underbygget af en række bilag. Han destruerede sit materiale om organisationen og dens med-lemmer, som han havde opbevaret i sit hjem. Han søgte om pas og fik efter kort tid et pas til først sig selv og derefter til sin søn med autisme, som hans ægtefælle angiveligt ikke kunne eller ville passe alene. Han søgte også om visum på konsulatet. Da dette krævede tre måneders arbejde, skaffede organisationen ham arbejde i en udenlandsk ejet virksomhed, og han fik en erklæring fra arbejdsgiveren samt en invitation til at komme til Danmark. Ansøgeren og drengens mor blev skilt i november 2012, og ansøgeren skaffede så en erklæring fra hende om drengen, en notarer-klæring og en skrivelse fra drengens skole. Derefter fik han visum til dem begge, og de udrejste så få dage efter gyldighedsperiodens start. Herefter, og efter en vurdering af ansøgerens person-lighed, baggrund og fremtræden i nævnet, finder nævnet nu, at forklaringen om arrestationen af [Z], om at ansøgeren først udrejste fem måneder senere og valgte at udrejse legalt, samt om at dette viste sig at være muligt for ham, ikke bør afvises som værende usandsynlig. Den omstæn-dighed, at der, ud over forklaringen om to ransagninger hos ansøgerens tidligere ægtefælle i [for-året og sommeren] 2013, ikke i sagen er oplysninger om efterforskningsskrift i 2012/13, der har været rettet mod ansøgeren, fører efter nævnets opfattelse ikke til en anden vurdering. Ansøge-ren har dermed efter nævnets fornyede stillingtagen på tilstrækkelig vis sandsynliggjort sin for-klaring også om perioden fra [sommeren] 2012 og et år frem, og at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af sine politiske akti-viteter. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." kina/2018/3/smla
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hankineser og Falun Gong-udøver fra distriktet Wuchang i byen Wuhan i Hubei-provinsen, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger, men hun har været medlem af Falun Gong-bevægelsen siden 1997. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive efterstræbt og udsat for tortur af det kom-munistiske kinesiske styre, idet hun er tilhænger af Falun Gong. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun har været tilhænger af Falun Gong siden 1997. Falun Gong hører un-der Qigong, som er en kinesisk måde at styrke sig selv og betragtes ikke som en religion. Frem til 1999, hvor Falun Gong blev kriminaliseret i Kina, var hun souschef i Falun Gongs afdeling i Changshas. Herefter blev hun koordinator og videregav informationer til de øvrige medlemmer af Falun Gong. [I sommeren] 1999 blev hun anholdt af de kinesiske myndigheder på grund af sin tilknytning til Falun Gong og tilbageholdt i tre dage på politistationen i Wuhan. [I sommeren] 1999 blev hun anholdt på ny og tilbageholdt i 37 i dage Wuhan kvindefængsel. I 2003 blev hun igen anholdt og anbragt i Wuhanfængslet i 37 dage. I 2003 eller 2004 blev ansøgerens ægtefælle anholdt, fordi han var medlem af Falun Gong. I april 2006 blev ansøgerens ægtefælle anholdt af de kinesiske myndigheders kontor 610, der er en særlig afdeling, som tager sig af Falun Gong-medlemmer, og placeret i et Brainwash-center. I 2007 blev Ansøgeren anholdt foran det Brain-wash-center, som hendes ægtefælle var tilbageholdt i. Hun blev tilbageholdt i fire og en halv må-ned. Ægtefællen blev løsladt efter omkring et år, men blev i 2010 anholdt igen. De Olympiske Lege skulle afholdes i Kina i 2008. De kinesiske myndigheder slog derfor særligt hårdt ned på tilhængere af Falun Gong. [I foråret] 2008 underviste hun nogle børn af Falun Gong-praktiserende forældre. Myndighederne havde fået kendskab hertil og anholdt hende. Et andet medlem af Falun Gong, som ligeledes blev anholdt under forsamlingen, opgav oplysninger om ansøgeren til de kinesiske myndigheder. [I foråret] 2009 blev hun idømt syv års fængsel for at have deltaget i en ulovlig forsamling. Den [sommeren] 2009 blev dommen stadfæstet. Hun ud-stod straffen i Wuhan-fængslet og blev [i begyndelsen] af 2015 løsladt. Frem til udrejsen [i som-meren] 2015 skjulte hun sig hos sin lillebror og senere hos sin tidligere ægtefælles lillesøster. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren følt sig overvåget og frygter, at de kinesiske myndigheder spionere mod hende. Hendes tidligere ægtefælle har [i sommeren] 2015 fortalt hende, at politiet i Shenzeng har ringet til ham og spurgt efter hende. [I sommeren] 2015 har ansøgeren fremsendt et anklageskrift mod den tidligere kinesiske præsident Jiang Zemin til Folkets Højeste Domstol og Folkets Højeste Protektorat, hvor hun blandt andet har gjort gældende, at det kinesiske regime har udsat hende for menneskerettighedskrænkelser. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren fortsat sin deltagelse i den politiske debat om menneskerettigheder i Kina, herunder om Falun Gong og kriminel organhandel, idet hun har afholdt foredrag og skrevet artikler på nettet herom, samt deltaget i demonstrationer. Under et af disse foredrag mistænkte hun, at hun blev overvå-get, og har anmeldt forholdet til det danske politi. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forkla-ring om, at hun er falun gong tilhænger til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren var viceinspektør for en falun gong organisation, og at hun i 2008 blev anholdt og senere idømt syv års fængsel og forsøgt omvendt under anvendelse af tortur og forsøg på hjerne-vask. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om disse forhold og begivenheder, der desuden er støttet af baggrundsoplysningerne og ansøgerens egen dokumentation. Flygtninge-nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun trods den lange fængsels-straf var et særligt profileret medlem af falung gong, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren var efterlyst af myndighederne på udrejsetidspunktet. Der er herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om, hvad falun gong medlemmer hovedsagelig dømmes for, når de er stærk profilerede og når de ikke er og på, at ansøgeren kunne udrejse legalt på sit eget pas. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring og dokumentationen i sagen til grund, at ansøgeren i Danmark har haft omfattende aktiviteter både på danske og udenlandske medier, ligesom hun har holdt foredrag, givet interviews og medvirket med en fortælling om sin situation i en bog og demonstreret blandt andet foran Den Kinesiske Ambassade og Københavns Rådhus. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at de kinesiske myndigheder i hvert fald i form af Den Kinesiske Ambassade i Danmark har kendskab til ansøgeren og hendes holdninger både til falun gong og til menneskerettighedssituationen i Kina. Herefter, og efter en samlet vurdering af ansø-gerens forhold, herunder at hun har siddet syv år i fængsel for falun gong aktiviteter og hendes omfattende aktiviteter for falun gong og øvrige politiske aktiviteter i Danmark, finder Flygtnin-genævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina risikerer asylbe-grundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” kina/2018/1/smla
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk han og ateist fra Kina. Ansøgeren har været medlem af Det Kinesiske Kommunistiske Partis ungdomsliga fra hun var 19 år til hun var omkring 26 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive forfulgt af myn-dighederne, fordi hendes tidligere ægtefælle efter ankomsten her i landet har fået udgivet sy-stemkritiske artikler og digte i oversøiske kinesiske systemkritiske aviser og på sin blog. Ansø-geren har generelt henvist til sin tidligere ægtefælles konflikt. Uanset at ansøgerens tidligere ægtefælle efter sin ankomst til Danmark har skrevet tre systemkritiske artikler i [X] finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun i den anledning er i risiko for over-greb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens og den tidligere ægtefælles egne ubekræf-tede formodninger, at artiklerne var årsag til, at den tidligere ægtefælles blog blev lukket. Det beror ligeledes alene på ansøgerens og den tidligere ægtefælles egne ubekræftede formodninger, hvem det var, der henvendte sig i ansøgerens butik i Kina, og at artiklerne skulle have været årsag hertil. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at hverken an-søgeren eller dennes tidligere ægtefælle forsøgte at indhente nærmere oplysninger herom hos ansøgerens søster, men blot affandt sig med den foreløbige beskrivelse af den angivelige hen-vendelse fra myndighederne, som søsteren havde beskrevet på en dårlig internetforbindelse. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, hvorledes myn-dighederne skulle kunne identificere den tidligere ægtefælle som forfatter til internetartiklerne udgivet [i sommeren] 2015, der er skrevet under pseudonym. Nævnet bemærker for så vidt an-går den trykte artikel udgivet [i efteråret] 2015 under pseudonymet [X], at indholdet heri ikke findes at være af en sådan karakter, at ansøgerens tidligere ægtefælle alene som følge heraf fin-des at være således profileret, at ansøgeren risikerer asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. " kina/2016/12/SLH
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævns-møde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker i den for-bindelse, at det forhold, at de tre personer, som ansøgeren er indrejst sammen med, har fået de-res sager behandlet i normalproceduren, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerens sag skal hen-vises til behandling på et mundtligt nævnsmøde. Nævnet har herved lagt vægt på, at, det frem-går af sagens akter, at ansøgeren har deltaget i en oplysnings- og motivsamtale og en asylsamta-le hos Udlændingestyrelsen, ligesom hun har deltaget i en samtale hos Dansk Flygtningehjælp samt en samtale hos den beskikkede advokat. Flygtningenævnet finder således, at sagen er til-strækkeligt oplyst til, at nævnet kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk han og kristen fra Guangxi-provinsen, Kina. Ansøgeren har siden 2012 været medlem af en kristen menighed ved navn Hu Han Pai, og hun har deltaget i flere sammenkomster samt udbredelsen af menighedens budskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive anholdt eller fængslet af de kinesiske myndigheder på grund af sin kristne tro. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes forældre vil anmelde hende til politiet på grund af den kristne tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og en gruppe brødre og søstre i slutningen af 2012 blev nægtet adgang til et lokale, hvor de skulle holde et menighedsmøde. Ejeren af lokalet truede med at tilkalde politiet, hvilket han dog ikke gjorde, og der skete ikke yderligere i den forbindelse. Ansøgeren blev endvidere to gange i 2013 truet med tilkaldelse af politiet, idet ansøgeren missionerede på åben gade. [I efteråret] 2014 skulle ansøgeren deltage i et menighedsmøde. Ved en fejl bankede hun på den forkerte dør. An-søgeren mistede her sit ID-kort. Mens ansøgeren ventede i stueetagen, hørte hun en kvinde kon-takte til politiet, hvorfor ansøgeren forlod stedet. Senere samme dag blev ansøgeren via en kvinde fra menigheden gjort bekendt med, at to personer, der stod for menighedsmødet, var blevet anholdt af politiet. Kvinden fortalte endvidere, at ansøgerens ID-kort var blevet fundet af politiet, og at politiet af den grund ville sætte ansøgeren i forbindelse med den kristne menig-hed. Ansøgeren indstillede herefter sit arbejde. Dagen efter, [i efteråret] 2014, flyttede ansøge-ren til en anden bydel i samme by, hvor ansøgeren boede sammen med et andet medlem fra menigheden. [I efteråret] 2014 fik ansøgeren udstedt kinesisk nationalitetspas, og hun søgte [i foråret] 2015 om visum, som blev udstedt til hende [i foråret] 2015. Ansøgeren opholdt sig i byen frem til udrejsen af Kina [i foråret] 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det af hende påberåbte asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens for-klaringer om det i øvrigt meget enkle asylmotiv fremstår som usikre og med en udpræget man-gel på detaljer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen i Udlændinge-styrelsen [i foråret] 2016 først har forklaret, at hun fik interesse for kristendommen i 2011, hvor hun var syg, og hvor hendes tante forklarede til hende, at hun kunne bede til Gud. Senere under samtalen har ansøgeren forklaret, at tanten forklarede hende om kristendommen i 2012, mens hun til sidst i samtalen har forklaret, at hun blev syg i 2010. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 har forkla-ret, at hun ikke har noget kendskab til opbygningen af den menighed, som hun har været en del af siden 2012 og hvis budskab hun skulle have deltaget i udbredelsen af. Flygtningenævnet be-mærker i den forbindelse, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 blev udspurgt om sit forhold og kendskab til kristendommen, og at hun i den forbindelse afslø-rede et meget begrænset kendskab til centrale dele af kristendommen. Nævnet har endvidere herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt har oplevet konflikter med myndighederne, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at politiet skulle være efter hende, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at politiet har konfiskeret hendes ID-kort, hvilken oplys-ning ansøgeren har fra en person fra Hu Han Pai, og at denne person har oplysningen fra en tred-je person. Nævnet har videre lagt til vægt på, at ansøgeren problemfrit har fået udstedt kinesisk nationalitetspas den [i efteråret] 2014 – et tidspunkt, hvor de kinesiske myndigheder angiveligt var i besiddelse af oplysninger om ansøgerens medlemskab af Hu Han Pai. Nævnet har endvide-re lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit fra episoden [i efteråret] 2014 til udrejsen [i foråret] 2015, samt at udrejsen [i foråret] 2015 skete legalt, og at ansøgeren ikke i forbindelse med udrejsen oplevede problemer med myndighederne. Nævnet finder på den bag-grund ikke, at ansøgeren, der fremstår helt uprofileret, har sandsynliggjort, at hun ved en tilba-gevenden til Kina risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlæn-dingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2016/1/smla
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk tibetaner og buddhist fra Tibet, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Tibet, da han mangler identifikationspapirer. Ved en tilbagevenden til Inden frygter ansøgeren sin onkel, der var vol-delig. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina som etnisk tibeta-ner, der ikke kan godtgøre at være udrejst legalt eller som to årig, på grund af sin etnicitet og udrejsen vil kunne risikere myndighedsforfølgelse, hvorfor han isoleret set findes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved blandt andet henset til Operational Guidence Note – China fra Home Office af 6. december 2014 afsnit 3.10.15 med flere og Flygtningenævnets baggrundsmateriale bilag 314 side 4 til 5. Imidlertid må ansøgeren antages at kunne opnå be-skyttelse i Indien, hvor han angiveligt har opholdt sig i cirka 25 år uden konflikt med myndig-hederne eller andre asylbegrundende konflikter, og hvorfor han efter de foreliggende bag-grundsoplysninger ikke risikerer refoulement. Flygtningenævnet nægter derfor ansøgeren op-holdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, tidligere stk. 3. "kina/2015/7/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk Han og kristen fra [byen A] Fujian, Kina. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive fængslet og i værste fald henrettet af de kinesiske myndigheder som følge af, at han og andre har anlagt sag som følge af, at deres huse er blevet eksproprieret af myndighederne, idet der skulle anlægges en vej. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans families bo-pæl [i sommeren] 2008 blev revet ned af myndighederne, fordi der skulle anlægges en offentlig vej gennem landsbyen, hvor de boede. Ansøgeren kom i slagsmål med politiet. Han blev herun-der slået på armen, så han brækkede denne, ligesom han blev slået på læben, så denne flækkede og måtte syes, ligesom han mistede nogle tænder. Ansøgeren var efterfølgende indlagt på hospi-talet i tre dage. I [sommeren] 2011 protesterede ansøgeren sammen med andre berørte mod ned-rivningen foran retten i Fuzhou, hvorefter de alle blev anholdt af politiet. Ansøgeren var fængs-let i fire måneder. I [slutningen af] 2011 protesterede ansøgeren igen sammen med andre berør-te foran provinsretten i Fujian, hvorefter de alle igen blev anholdt af politiet. Ansøgeren blev fængslet frem til [efteråret] 2012, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren opholdt sig frem til sin udrejse i [efteråret] 2013 i byen [G], hvor han anvendte et falsk id-kort af frygt for, at han var eftersøgt af politiet. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøge-ren er kinesisk statsborger, men nævnet finder ikke herudover, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da han blev pågrebet af politiet i forbindelse med kontrol af arbejde på en restaurant. Ansøgeren er uden identitetsdo-kumenter og rejsedokumenter, og han oplyste en anden identitet og fødedato til politiet, end den han har oplyst i forbindelse med asylsagen. Han har endvidere afgivet forskellig forklaring om, hvornår han er indrejst her i landet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sand-synliggjort sit asylmotiv. Nævnet henviser, udover bemærkningerne ovenfor vedrørende identi-teten, til, at ansøgerens forklaring om selve asylmotivet og de forhold, han blev udsat for efter-følgende, ikke er ganske klar, og at hans forklaring om udrejsen er usandsynlig. Flygtningenæv-net finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Kina. Flygtningenævnet finder af de samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse af ansøgeren. Nævnet bemærker endvidere, at de skader, ansøgeren har påberåbt sig, efter ansøgerens forklaring er opstået under slagsmål med politiet, og at han ikke har påberåbt sig at have været udsat for fysiske overgreb i forbindelse med de to tilbageholdel-ser, han har påberåbt sig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. "" kina/2015/6/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk han og ikke-troende fra [byen B i] Kina. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive sendt til arbejdslejren [X], i det nordvestlige Kina, som følge af ansøgerens konflikt på arbejdspladsen [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes problemer opstod i 2000 i forbindelse med, at nogle ansatte på [A] begyndte at indsamle materiale om [ansøge-rens arbejdsplads]. I perioden fra 2001 til 2002 blev ansøgeren afhørt om sin formodede med-virken til videregivelse af materiale om [arbejdspladsen]. Ansøgeren var forinden i [efteråret] 2001 blevet advaret af en kvinde om [arbejdspladsens] mistanke om hendes indblanding, hvor-for det lykkedes hende at brænde materialet. Ansøgeren benægtede efterfølgende ethvert kend-skab til sagen. I [foråret] 2002 blev ansøgeren afskediget og pålagt at afrapportere hver anden måned til myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i slutningen af 2013 på ny fik problemer, idet oplysninger om [arbejdspladsen] var blevet afsløret på virksomhedens interne net. I forbindelse hermed blev ansøgeren afhørt adskillige gange. I [foråret] 2014 fik ansøgeren at vide af sin fætter [Z], at de kinesiske myndigheder ville deportere hende til ar-bejdslejren [X], hvorfor ansøgeren med hjælp fra sin fætter udrejste af Kina i maj 2014. Flygt-ningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår, at ansøgeren var ansat som administrativ medarbejder på[A], og at der har været mistanke om en lækage fra [A]. Næv-net vil ikke afvise, at ansøgeren har samarbejdet med nogle teknikere om at omdele og opbeva-re noget teknisk materiale. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2002 blev afskediget som følge af sit samarbejde med teknikerne, og at hun efterfølgende var underlagt nogle restriktio-ner. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren i 2013 blev mistænkt for at stå bag tekniske oplysninger på værkets interne net, idet hun ikke havde adgang til dette, da hun ikke havde haft en teknisk ansættelse, og da det må antages, at [A's] sikkerhedsfolk ville være i stand til at se, hvem der havde lagt beskeder på dette net. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansø-geren skulle have ventet med at udrejse, så hun [i sommeren] 2014 indrejste i Danmark, når hun allerede [i foråret] samme år havde fået oplysning om, at det var besluttet, at hun skulle sendes til en arbejdslejr. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at hun har fået udstedt pas i [efteråret] 2011, når hun efter sin forklaring var underlagt rejserestriktioner på det pågældende tidspunkt. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren har været i stand til at udrejse på eget nationalitetspas omkring to måneder efter, at der var truffet beslutning om, at hun skulle interneres. Endelig lægger nævnet en vis vægt på, at hun først søgte asyl [i sommeren] 2014, når hun indrejste [i sommeren] 2014 i Danmark. Idet nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring vedrørende 2013 og senere som konstrueret til lejligheden, finder nævnet ikke, at hun har sand-synliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørel-se." kina/2015/5/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk han og buddhist fra Kaiyuan i Yunnan-provinsen, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjem-land frygter at blive fængslet af det kinesiske politi, idet han i [efteråret] 2001 udsatte sin chef for vold. Han frygter endvidere ikke at kunne tage ophold på et bestemt sted i Kina, idet han hverken er i besiddelse af legitimation eller registreret som kinesisk statsborger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i [foråret] 2000 forsøgte at registrere sig hos politiet i Kina, men blev afvist. Efterfølgende ødelagde ansøgeren sammen med andre ikke-registrerede personer et myndighedskontor i frustration over den nægtede registrering. I [efteråret] 2001 ud-satte ansøgeren samme med to andre kollegaer deres chef for vold, idet han havde tilbageholdt deres løn. Ansøgeren har forklaret divergerende omkring den påståede anholdelse i 2000, idet han under samtalen [i foråret] 2014 alene har forklaret, at han slog ruder i stykker, og under samtalen [i sommeren]2014 har ansøgeren forklaret, at han slog ruder og borde i stykker, samt at han måske skubbede til nogen. Han har forklaret, at han ikke husker, om han slog på nogle mennesker. Under nævnsmødet har han forklaret, at han slog på nogle ansatte. Ansøgeren har omkring løsladelsen forklaret [i foråret] 2014, at han blev løsladt [i sommeren] 2000, mens han under samtalen [i sommeren] 2014 er refereret for, at han blev løsladt [i sommeren – anden da-to]2000. Han har under nævnsmødet forklaret, at løsladelsen fandt sted [i sommeren – anden dato] 2000. Under samtalen [i sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at politiet ville have ham til at underskrive et dokument forud for løsladelsen, hvilket han nægtede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blot blev løsladt. Han har forklaret, at han ikke mellem denne løsladelse og episoden [i efteråret] 2001 var i kontakt med myndighederne. Vedrørende episo-den [i efteråret] 2001 har ansøgeren under samtalen [i foråret] 2014 forklaret, at han slog ar-bejdsgiveren først, hvorefter arbejdsgiveren slog igen. Ansøgeren har forklaret, at to personer, som han ikke husker hvad hed, slog arbejdsgiveren, og at han efter episoden løb derfra og heref-ter rejste rundt i Kina. Under samtalen [i sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at han slog arbejdsgiveren først, hvorefter denne slog igen. Han har også her forklaret om to unavngivne arbejdere, som også slog arbejdsgiveren. Ansøgeren har forklaret, at de efterfølgende forlod fabrikken og gemte sig i en mark, hvorefter de to andre arbejdere tog hjem og blev anholdt, mens ansøgeren gik til en bus og kørte derfra. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det var arbejdsgiveren, der slog ham først, hvorefter han var nødt til at forsvare sig. Han har under nævnsmødet kunnet navngive de to andre personer, som han oplyser, at han havde arbejdet sammen med fra [begyndelsen af 2000] til [efteråret] 2001. Endelig har ansøgeren forklaret, at de efterfølgende blev anholdt af politiet, men at han blev løsladt, formentlig fordi at han var mindreårig. Ansøgeren har oplyst, at han ikke efterfølgende har haft kontakt med de kinesiske myndigheder. På baggrund af de anførte divergenser på væsentlige punkter tilsidesætter nævnet forklaringen herom som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Idet ansøgeren i øvrigt ikke har kunnet forklare detaljeret om sit ophold i Kina indtil udrejsen i 2012, da han på trods af, at han har arbejdet i to år på samme fabrik i Rusland, ikke har kunnet angive byens navn, da han har forklaret udetaljeret om rejseruten og rejsemidlerne, da han indledningsvis til politiet har udgivet sig for at være fra Tibet, og da han frivilligt har ladet sig fremstille på den kinesiske ambassade, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har godtgjort sin identitet eller har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilba-gevenden til Kina vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2015/4/smla
Nævnet meddelte i marts 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk han og kristen af trosretning fra Henan provinsen i Kina. Ansøgeren har sympatiseret med modstandere af det kinesiske kommunistiske styre. Ansøgeren har som asylmo-tiv navnlig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive tilbageholdt og fængs-let af de kinesiske myndigheder, idet hun har indgået ægteskab med en anti-kommunistisk mand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2008 mødte sin nuværende ægtefælle, [X], i Washington, hvorefter de holdt kontakten over telefon og Skype. Ansøgerens ægtefælle blev meddelt asyl i Sverige i 1993, idet han som aktiv modstander af kommunismen var flygtet fra Kina. I Sverige har ansøgerens ægtefælle oprettet en hjemmeside, hvorpå han publicerer mate-riale, der belyser den problematiske situation for indbyggerne i Kina under det kommunistiske styre. Siden 2008 har ansøgeren rapporteret til sin ægtefælle, når hun blev opmærksom på episo-der i Henan provinsen, der kunne være af interesse for ham. Ansøgeren ankom til Danmark [i foråret 2014] og indgik ægteskab med sin nuværende ægtefælle [i sommeren 2014] i Sverige. Kinesiske spioner i Sverige er blevet bekendt med ægteskabet, hvorfor hun frygter de kinesiske myndigheder. [I sommeren 2014] blev ansøgerens moder opsøgt på sin bopæl af repræsentanter fra det kinesiske politi. De bad ansøgerens moder om at kontakte ansøgeren og fortælle, at hun skulle melde sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen af Kina. Hun havde stillet lokaler til rådighed for Falun Gong, uden at hun selv var medlem, og hun hav-de i et vist omfang givet informationer videre til sin nuværende ægtefælle. Hun har imidlertid ikke været udsat for strafprocessuelle indgreb, og hun er udrejst legalt gennem lufthavnen. Ansø-geren har i Sverige indgået ægteskab med en højt profileret systemkritiker, som hun har haft kon-takt med siden 2008. Ansøgerens ægtefælle, der har haft asyl i Sverige siden 1993, har gennem mange år aktivt kritiseret det kinesiske styre og er fortsat aktiv hermed. Ansøgeren har selv i be-grænset omfang bidraget med oplysninger til brug for ægtefællens aktiviteter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina må antages at risikere forfølgelse som følge af ægtefællens politiske aktivi-teter. Flygtningenævnet meddeler derfor den kinesiske statsborger [Y] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” kina/2015/3/smla
Nævnet stadfæstede i december og 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Israel. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er israelsk statsborger af indisk oprindelse og ateist fra Israel. Ansøgeren har oplyst, at han har samarbejdet med pro-palæstinensiske grupper og organisationer både nationale og internationale. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Israel frygter, at han vil få problemer med sikkerhedstjenesten, Mossad, samt højreorienterede bosættergrupper. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har nægtet at aftjene i militæret, og at han er deserteret. Ansøgeren har videre oplyst, at han har arbejdet med venstreorienterede grupper for at dokumentere overgreb mod palæstinensere. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i omkring 2001 deserterede fra militærtjeneste i Israel, og at han blev straffet herfor med fængsel i 3 måneder. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren i 2016 og 2018 er blevet afhørt af sikkerhedspolitiet i Israel og fik beslaglagt sit kamera efter, at ansøgeren havde fotograferet israelske militæranlæg og havde viderebragt billederne og oplysninger om militæret til pro-palæstinensiske grupper og på Facebook havde kritiseret Israels behandling af palæstinensere, ligesom ansøgeren i 2020 blev stoppet af civilklædte personer fra sikkerhedstjenesten, som beslaglagde ansøgerens mobiltelefon. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er blevet udsat for mundtlige trusler af israelske bosættere som følge af hans pro-palæstinensiske holdninger. Flygtningenævnet bemærker at ansøgeren fik fornyet sit israelske pas den [i vinteren] 2020, og at han udrejste lovligt af Israel. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af konflikter med de israelske myndigheder har været eller risikerer at blive udsat for asylbegrundende forhold, og at han heller ikke har sandsynliggjort, at de mundtlige trusler, han har været udsat for fra israelske bosætteres side, har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren, som ikke har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Israel vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” isra/2020/1/aca
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk iraner og fra Shiraz, Iran. Ansøgeren er født muslim, men har ikke været praktiserende. Han var muslim ved indrejsen i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren regelmæssigt og vedvarende har gået i kirke gennem nu mere end 10 år. Han blev døbt den 20. marts 2011 og konfirmeret i 2016. Han har herudover haft forskellige kristne aktiviteter. Han har redegjort nærmere for kristendommens betydning for ham i hans daglige liv og for sin viden om kristendommen. Hans kæreste er kristen, og de går sammen i kirke. Ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil han fortsat leve et åbent kristent liv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren i dag må anses for reelt at være konverteret til kristendommen, og at han vil leve åbent som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/4/CARA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI, siden han var 20 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv. Subsidiært har han gjort gældende, at han er eksponeret over for de iranske myndigheder i kraft af sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han, siden han var omkring 20 år gammel, har talt positivt om KDPI. I 2008 undersøgte ansøgeren muligheden for at få sin fars lig udleveret. Ansøgeren fik at vide af myndighederne, at der ville ske ham noget slemt, såfremt han søgte efter sin fars lig. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han i 2009 deltog i en demonstration i Teheran imod valgsvindel. Ansøgeren forlod demonstrationen, fordi myndighederne begyndte at skyde folk. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans bopæl blev opsøgt af fire repræsentanter fra efterretningstjenesten [i slutningen af] 2014. Ansøgeren flygtede ud af huset og ud på gaden, hvor han blev skudt i venstre ben. Ansøgeren blev anholdt og var tilbageholdt i to måneder. Under sin tilbageholdelse blev han udsat for trusler og fysiske overgreb. Ansøgeren blev derefter overført til fængslet i byen […], hvor han var fængslet frem til [efteråret] 2015. Ansøgeren flygtede fra fængslet, mens han var på uledsaget udgang. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Efter den nu foreliggende lægeundersøgelse må det lægges til grund, at Amnesti Internationals lægegruppe har konstateret impressioner i ansøgerens venstre læg, som er forenelige med skudsår, og at dette understøtter ansøgerens forklaring om at være skudt i benet i forbindelse med sin angivelige pågribelse [i slutningen af] 2014. Uanset dette kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen herom overordnet fremstår utroværdig. Som følge heraf finder nævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på foretagelse af yderligere undersøgelser af ansøgeren. Nævnet har ved troværdighedsvurderingen lagt vægt på, at ansøgeren ikke har afgivet en blot nogenlunde sandsynlig forklaring på, hvorfor han først i 2014 er blevet pågrebet af de iranske myndigheder med den begrundelse, at han i 2008 har søgt efter sin fars lig, at han i 2009 har deltaget i en demonstration, og at han er trådt i sin fars fodspor. I årene fra 2009 til 2014 har ansøgeren ifølge sin egen forklaring således hverken deltaget i demonstrationer, været medlem af et politisk parti eller på anden måde deltaget i politiske aktiviteter, men alene talt kurdernes sag i sin forretning til kunder, der selv var kurdere, og som overvejende var enige med ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en sandsynlig forklaring på, hvorfor han først til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i et tilfælde forud for sin angivelige pågribelse er blevet opsøgt og truet af de iranske myndigheder i sin forretning, hvorimod han ikke har oplyst dette under sine samtaler med de danske udlændingemyndigheder. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han ikke ønskede at oplyse dette for ikke at belaste sig yderligere i forbindelse med en eventuel tilbagevenden til Iran, ikke er troværdig. Ansøgeren er således i forbindelse med sine samtaler med de danske udlændingemyndigheder blevet oplyst om, at hans forklaring ikke vil komme til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke er eksponeret over for de iranske myndigheder i kraft af de aktiviteter, han har deltaget i i Danmark. Det må således lægges til grund, at ansøgeren siden 2018 har været medlem af KDPI i Danmark og har deltaget i en del aktiviteter, og at ansøgeren optræder på flere billeder, der blandt andet findes på partiets hjemmeside. Ansøgerens navn fremgår imidlertid ikke i forbindelse med de anførte billeder, og ansøgeren indtager efter det oplyste ikke en særlig rolle i partiet eller i de anførte aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/3/ajev
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født i Abadan, men opvokset i Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren [i efteråret] 2016 døbt, og [i sommeren] 2018 blev han konfirmeret. Han går regelmæssigt i kirke og har, efter han blev meddelt afslag i Flygtningenævnet i 2017, oprettet en åben profil med eget navn og billede på Facebook, hvor han deler kristne budskaber, ligesom han i eget navn har udgivet en bog om kristendommen, deltaget i to tv-interviews og lavet en musikvideo, som findes på flere YouTube-kanaler. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren nu har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på navnlig, at ansøgeren har udvist flere kristne aktiviteter af betydelig karakter, siden han fik afslag på asyl i 2017. Ansøgeren har således fået udgivet en bog, der er møntet på at beskrive kristendommen for farsi-talende personer. Han har endvidere omtalt sit forhold til kristendommen i interviews på to forskellige tv-kanaler og medvirket i en musikvideo. Både bog, tv-interviews og musikvideo findes på internettet. Ansøgeren har i øvrigt gået fast i kirke i en længere periode. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har stået fadder til sin ekshustrus brors barn. Selvom ansøgerens generelle troværdighed således er svækket af, at hans tidligere forklaring er blevet tilsidesat af såvel Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet, finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren nu har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere og udbrede sin tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/2/ajev
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ikke troende. Han er født i Al-Tash lejren i Irak af iranske forældre. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en udsendelse til Iran frygter at få problemer med de iranske myndigheder som følge af, at hans familie flygtede fra Iran under Iran-Irak krigen og at hans far bliver betragtet som landsforræder i Iran. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far var peshmerga i Iran og kæmpede for kurderne og familien flygtede fordi klagerens far blev skudt. Klageren har som asylmotiv videre henvist til at han frygter at få problemer som følge af sin baggrund som etnisk kurder fra en yarasan-troende familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at etniske kurdere som befolkningsgruppe ikke har samme rettigheder i Iran. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til at han ved en udsendelse til Iran frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren, som er født i 1995, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1999, idet hans forældre og i konsekvens heraf deres medfølgende børn fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren har aldrig været i Iran, og har aldrig været politisk aktiv i Danmark. Klageren kan derfor ikke anses for at have nogen personlig konflikt med de iranske myndigheder eller for at være profileret i forhold til disse. Spørgsmålet er herefter om klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 7, på grund af, at hans far og hans farbrødre efter det oplyste i slutningen af 1970'erne gjorde tjeneste i en af shahens vagtenheder, eller henset til omstændighederne i øvrigt, herunder at familien i en længere periode har opholdt sig i en flygtningelejr i Irak. Flygtningenævnets flertal finder, herunder henset til klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet, at det ikke kan antages, at klageren ved en udsendelse til Iran vil være i risiko for sådan forfølgelse. Flertallet bemærker, at farens og farbrødrenes tjeneste ligger mere end 40 år tilbage i tiden, ligesom faren efter sin forklaring kun gjorde tjeneste ganske kortvarigt. Flertallet finder endvidere at måtte forstå farens forklaring sådan, at det i høj grad var generelle krigshandlinger i familiens hjemområde der førte til, at hans brødre blev slået ihjel og at han selv sammen med mange andre flygtede fra området. Der foreligger ikke oplysninger om politiske aktiviteter af betydning fra farens side, hverken før eller efter at han forlod Iran. Faren kan derfor ikke anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder som aktiv for den kurdiske sag eller modstander af styret i Iran. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet, at det ikke kan lægges til grund, at der foreligger en reel risiko for at klageren ved indrejse i Iran vil risikere forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/1/imbs
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim af trosretning. Hun er født i [by], men boede i de sidste år forud for udrejsen i Teheran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dømt til døden og henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin ægtefælles familie, som har sendt trusler til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun holdt op med at praktisere islam, da hun var cirka 13-14 år gammel, fordi islam ikke gav mening for hende. Da hun begyndte at gå på universitetet, begyndte hun at læse bøger om kristendommen og andre religioner. I 2000 blev ansøgeren gift med sin herboende ægtefælle, der er dansk statsborger. Parret boede sammen i Teheran fra 2005 til 2014 og fik to børn. I 2014 rejste ægtefællen tilbage til Danmark, og i oktober 2015 rejste ansøgeren til Danmark på et besøgsvisum. Hun søgte familiesammenføring flere gange, men fik afslag, hvilket påvirkede hende psykisk. Omkring slutningen af 2016 begyndte ansøgeren at gå i kirke i Danmark. Hendes ægtefælle var på det tidspunkt ramt af sygdom som følge af en arbejdsskade. På vej hjem fra et møde med ægtefællens sagsbehandler, besluttede hun spontant at gå i [navn på kirke]. Kirken var tom, men kirkerummet gav hende en stor ro og lettelse i sindet. Efterfølgende fortsatte hun med at gå i kirke og omkring 10-11 måneder senere, i [efteråret] 2017, blev hun døbt. Ansøgeren har opnået et tæt forhold til en af præsterne i kirken, og hun går i kirke den første lørdag i hver måned. Desuden går hun i en sprogcafé og har flere venner fra kirken. Hun har også en bibel på farsi og læser ofte i biblen, ligesom hun beder hver dag. Ansøgerens børn er [i efteråret] 2020 blevet døbt i [navn på kirke]. Ansøgeren har i [vinteren] 2019 modtaget en trussel fra ægtefællens søster på sin Telegram konto. Ægtefællens søster har opfordret ægtefællen til at lade sig skille fra ansøgeren. Endvidere har ansøgeren i [efteråret] 2020 modtaget en trussel fra en af hende ukendt person, som kalder hende vantro. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. Ansøgeren har forklaret, at hun frafaldt islam, da hun var 13-14 år gammel. Hun har i sin universitetstid stiftet bekendtskab med flere andre religioner, herunder kristendom, uden at dette har medført, at hun blev kristen. Hun har senest boet i et år i Danmark, hvor hun ikke har vist interesse for kristendommen. Efter hendes forklaring startede hendes interesse kort ind [i vinteren] 2017, hvilket er umiddelbart efter, at hun [i vinteren]2016 modtog et afslag på familiesammenføring med udrejsefrist til [i vinteren] 2017. Hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes første kirkebesøg var før eller efter nytår 2016/2017, og om hvor mange gange hun var i kirke, før hun fortalte om det til sin veninde. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at hun umiddelbart efter samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019, hvor der blev spurgt til hendes aktiviteter på Facebook, begyndte at lægge religiøse opslag på en åben Facebookprofil. Dette taler for, at oplysningerne om konversionen har haft til formål at skabe et sur place motiv. Ansøgeren har vist et vidst kendskab til kristendommen, men hendes uddannelsesmæssige baggrund taget i betragtning, og at hun angiveligt har haft interesse i næsten fire år, ikke et godt kendskab til kristendommen. Hun har ikke på en overbevisende måde kunne forklare om sin indre omvendelse, og har alene dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter i et begrænset omfang. Det forhold at hun er blevet døbt kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring, og finder ikke konversionen reel. Ansøgeren har oplyst, at hun har modtaget to trusler på baggrund af sin konversion. Den ene er fra en anonym afsender, hvorfor det ikke kan vurderes, at denne skulle have evne og vilje til at gøre alvor af sine trusler. Den anden trussel er fra hendes svigerinde. Det må antages, da konversionen ikke er reel, at ansøgeren eller hendes ægtefælle kan overbevise ægtefællens familie om, at konversionen alene var med henblik på at få asyl. Ansøgeren har således ikke godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/99/aca
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger. Indrejst på et tidspunkt forud for efteråret 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er statsløs fra So-malia. Ansøgeren har hertil forklaret, at han er født i Somalia og har en etiopisk mor og en soma-lisk far, samt at han ikke er blevet registreret i Somalia ved fødslen. Ansøgeren har videre oplyst, at han har boet i Somalia i en årrække, hvorefter han flygtede til Kenya. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er etnisk badjuni. Det fremgår videre af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han har været tilknyttet al-Shabaab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbageven-den til Somalia og Kenya frygter, at han vil blive tvangshvervet til al-Shabaab, eller at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de somaliske myn-digheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at agenten, som betalte for ansøge-rens udrejse, vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han tidligere har været tilknyttet al-Shabaab, og at han er flygtet fra al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter, at agenten, som betalte for ansøgerens udrejse, vil slå ham ihjel, fordi ansøgeren skylder ham penge. Flygtningenævnet kan efter bevisførelsen for nævnet i det hele tiltræde Udlændinge-styrelsens vurdering [fra efteråret] 2018, hvorefter ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv og derfor ikke har opfyldt sin pligt efter udlændingelovens § 40, stk. 1, til at meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse efter lo-ven kan gives. Nævnet kan således tiltræde, at ansøgeren under sin asylsag har forklaret diverge-rende på flere centrale punkter herunder om, hvornår han har opholdt sig i henholdsvis Somalia og/eller Kenya. Hertil kommer, at ansøgeren opholdt sig og arbejdede ulovligt i Danmark i en periode forud for, at han efter sin anholdelse i [efteråret] 2017 ansøgte om asyl, og at han i for-bindelse med anholdelserne både i [efteråret] 2017 og i [efteråret] 2020 til politiet oplyste, at han er fra Kenya. Uanset at det på denne baggrund ikke kan fastlægges, hvilket land der er ansøge-rens hjemland, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingesty-relsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster der-for Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2020/5/ACA
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Mendefera, Debub, Eritrea. Klageren har deltaget i to møder i [en navngiven forening] under sit ophold i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Klageren frygter videre, at de eritreiske myndigheder har fået kendskab til klagerens forbindelse til [en navngiven forening]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han efter endt militærtræning i Sawa opholdt sig i to til tre måneder i Kibib, hvorefter han påbegyndte et kursus i mekanik og maskiner på Sawa. Klageren forlod ofte Sawa for at købe varer, som han solgte til sine militærkammerater. Klageren blev en dag opdaget i at forlade Sawa, og han blev tilbageholdt i tre dage. Efter sin løsladelse forsøgte klageren igen at forlade basen for at købe varer, men han blev opdaget, og han blev informeret om, at han ville blive fængslet dagen efter. På den baggrund besluttede klageren sig for at desertere fra militæret, hvorefter han tog hjem til sin moster i Dereanto, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse. Under sit ophold i Danmark har klageren deltaget i to møder i [en navngiven forening], som er imod den eritreiske regering. Klageren frygter, at de eritreiske myndigheder har fået kendskab til klagerens deltagelse i foreningens møder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, allerede som følge af, at han er eritreansk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved retten i Aalborgs dom af [en dato i sommeren] 2019 idømt 4 måneders fængsel for i [slutningen af] 2018 i forening med sin kæreste at have overtrådt servicelovens § 156 ved at bistå sin dengang 1-årige datter, som var anbragt uden for hjemmet, med at undvige eller holde sig skjult, og for i samme forbindelse at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at skubbe, slå og sparke datterens plejemor. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for, ikke kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde samt på kriminalitetens karakter og baggrund. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/5/MLVT.
Nævnet stadfæstede i maj 2020. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren indrejste i Danmark [foråret] 2015 og indgav ansøgning om asyl samme dag. Ved dom af [foråret] 2018 afsagt af Retten i Odense blev klageren idømt tre års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og § 23. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, og § 26, stk. 2. Byrettens dom blev stadfæstet af Østre Landsret [sommeren] 2018. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse fra [vinteren] 2019 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han, der ved dom er udvist af Danmark, er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede i deres afgørelse videre, at udlændingelovens § 31 var til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Styrelsen vurderede endelig, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at klageren skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk tigrigna og kristen ortodoks af trosretning fra [A], Soba Maekal, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller idømt fængsel på livstid, fordi han er deserteret fra militærtjeneste og dernæst er udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Østre Landsrets ankedom af [sommeren] 2018 idømt 3 års fængsel og udvist med indrejseforbud gældende for bestandig for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og § 23. Det pådømte forhold blev begået [vinteren] 2018 i forening med en medgerningsmand, idet klageren først selv gennemførte en voldtægt af en kvinde, hvorefter han medvirkede til, at hans ven forsøgte at voldtage den samme kvinde. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har med sin ekskæreste, der er bosiddende i Danmark, en datter, der er knap 4 år gammel. Forud for dommen havde klageren samvær med datteren 2-3 gange om måneden. I dag har ekskæresten den fulde forældremyndighed over datteren, som 4-5 gange har været på besøg hos klageren i fængslet. Klageren har kone og to børn i Sudan, og han er i jævnlig telefonisk kontakt med ægtefællen. Resten af klagerens familie bor i Eritrea. Klageren har efter forskellige praktikforløb haft arbejde i Danmark som gartner i 8 måneder, han har ingen danske venner og har ikke været aktiv i foreninger. Han har gået på sprogskole og er nået til modul 2.5. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Erit/2020/3/AMKJ
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at klageren isoleret er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Det skal herefter vurderes, om der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet lægger ved denne vurdering vægt på, at klageren blev idømt fængsel i syv måneder og udvist ved Vestre Landsrets ankedom [i foråret 2019]. Sagen vedrørte blandt andet fire voldsforhold, heraf de to begået i forlængelse af hinanden og et forhold af overtrædelse af knivloven, idet han uden tilladelse havde besiddet en køkkenkniv med en klingelængde på 17,5 cm. Af de to sammenhængende voldsforhold blev det ene henført til straffelovens § 245, stk. 1. Kriminaliteten blev begået fra slutningen af 2017 til slutningen af 2018. Der er i forbindelse med efterfølgende sigtelser udarbejdet en retspsykiatrisk erklæring [i begyndelsen af 2020]. Det fremgår heraf, at klageren er fundet sindssyg, og at han er svært psykisk syg og formodentlig er lidende af skizofreni og fortsat behandlingskrævende. Det fremgår videre, at han ikke har nogen sygdomsindsigt. Klageren har forklaret, at han har det godt, og at han ikke er undergivet nogen form for behandling. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for, må anses for særligt farlig, og nævnet finder efter en vurdering af kriminaliteten og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Nævnet bemærker herved, at kriminaliteten har fundet sted gennem et år og vedrører adskillige forhold. Betingelserne for udelukkelse er således opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at der ved klagerens personlige forhold foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren alligevel skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Erit/2020/19/CARA
Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mbengwi og kristen fra [B], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at han vil blive udsat for repressalier af myndighederne, lokalsamfundet og af sin onkel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere sin onkel, fordi ansøgeren er arving til farens formue. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2010 rejste til Belgien for at studere. I 2014, under en juleferie i Cameroun, mødte ansøgeren en mand ved navn [A], som han indledte et forhold til. I [vinteren] 2015 rejste ansøgeren tilbage til Belgien, og i [sommeren] 2015 rejste ansøgeren igen til Cameroun. Under dette ophold i Cameroun besøgte ansøgeren sin onkel. En aften tog ansøgeren, [A] og ansøgerens fætter i byen for at feste, hvorefter de indlogerede sig på et hotel. På hotelværelset havde ansøgeren og [A] samleje, hvilket ansøgerens fætter opdagede, hvorefter han hentede ansøgerens onkel. Derefter blev ansøgeren og [A] udsat for fysiske overgreb af en menneskemængde, der befandt sig uden for hotellet. Ansøgeren blev derefter kørt til hospitalet, hvor han opholdt sig til den næstfølgende dag. Derefter tog ansøgeren ophold hos sin mor, i hvilken periode moren modtog oplysninger om, at der var udstedt en arrestordre på ansøgeren, og at ansøgerens onkel var vred på ansøgeren over, at han var homoseksuel. [I sommeren] 2019 udrejste ansøgeren legalt af Cameroun. Under sit ophold i Danmark har ansøgerens mor oplyst, at hun har modtaget tre arrestordrer vedrørende ansøgeren, og at [A] afgik ved døden få dage efter overfaldet ved hotellet. Ansøgeren har endvidere fået at vide, at hans søster i [efteråret] 2016 blev slået ihjel af nogle personer, som ansøgerens onkel havde sendt. I 2017 og igen i begyndelsen af 2019 kontaktede ansøgerens onkel ansøgeren og truede ham på livet. Flygtningenævnet kan efter forklaringen for nævnet og de øvrige oplysninger i sagen lægge ansøgerens forklaring om sin seksuelle observans som homoseksuel til grund. Divergenserne i ansøgerens forklaring vedrørende de øvrige dele af asylmotivet, herunder som fremhævet af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2019, kan ikke føre til en anden vurdering af dette spørgsmål. Homoseksualitet er forbudt i Cameroun og er strafbart efter landets straffelovgivning. De foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Cameroun indeholder oplysning om, at straffelovgivningen om forbud mod homoseksualitet i hvert fald i et vist omfang håndhæves, og at der også forekommer overgreb fra lokalbefolkningens side mod homoseksuelle, som næppe efterforskes tilstrækkeligt. Der henvises i den forbindelse navnlig til Udenrigsministeriets opfølgende høringssvar af 11. september 2020 samt til de publikationer, der er fremhævet af den beskikkede advokat i det supplerende indlæg, herunder navnlig British Home Office, Country Policy and Information Note, Cameroun: Sexual Orientation and Gender Identity or Expression, februar 2020, og US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices, Cameroun, vedrørende 2018 og 2019, samt Human Rights Watch World Report 2020 – Cameroun. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin seksuelle observans vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side, og at han som åbent homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne mod overgreb fra lokalbefolkningens side ved en tilbagevenden til Cameroun. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens forklaring om den af ham påberåbte konkrete konflikt i Cameroun, der har båret præg af visse divergenser, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Came/2021/10/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim fra Madaripur, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af den indflydelsesrige [navngiven familie], som ansøgerens familie har en jordkonflikt med. Ansøgeren frygter endvidere at blive arresteret og idømt en dødsdom eller fængsel på livstid af de bangladeshiske myndigheder, fordi han er anklaget for drabet på et medlem af [den navngivne familie]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens familie arvede et jordstykke fra ansøgerens farfar. [Den navngivne familie] nægtede ansøgerens onkel og bror adgang til jordstykket, og ansøgerens onkel og bror blev udsat for fysiske overgreb af 10 til 12 personer. Ansøgerens familie forsøgte at få landsbyrådet til at mægle i sagen, men [den navngivne familie] accepterede ikke landsbyrådets mæglingsforslag. Landsbyrådet indkaldte herefter til samling for at finde en løsning på konflikten. [Den navngivne familie] accepterede fortsat ikke mæglingsforslaget, og der opstod slagsmål. Et medlem fra [den navngivne familie] blev slået ihjel, og ansøgeren, ansøgerens onkel og ansøgerens bror blev fire til fem dage senere anklaget for mordet. Ansøgeren ved ikke hvem, der slog ham ihjel. [Den navngivne familie] opsøgte 10 til 12 dage efter slagsmålet ansøgerens families bopæl, og [den navngivne familie] slog i den forbindelse ansøgerens onkel og bror ihjel. Ansøgeren var ikke selv til stede under konfrontationerne med [den navngivne familie], fordi han som ung blev adopteret af sin faster og derfor ikke boede på familiens bopæl. Ansøgerens forældre rådede ansøgeren til ikke at vende hjem, da [den navngivne familie] også ville slå ansøgeren ihjel. 15 dage efter opsøgningen af ansøgerens families bopæl, blev ansøgerens fasters bopæl ligeledes opsøgt af [den navngivne familie]. [Den navngivne familie] truede ansøgerens faster med, at hun ville komme til skade, såfremt hun ikke udleverede ansøgeren til dem. Ansøgerens faster blev bange og udleverede derfor ansøgerens telefonnummer til [den navngivne familie]. Hun fortalte efterfølgende ansøgeren, at han ikke længere var velkommen hos hende. Umiddelbart herefter udrejste ansøgeren af Bangladesh. [Den navngivne familie] har efterfølgende opsøgt ansøgerens faster og chikaneret ansøgerens familie, og [den navngivne familie] har ligeledes ledt efter ansøgeren i Indien. Fem til seks måneder efter ansøgerens udrejse, blev ansøgeren indkaldt til et retsmøde vedrørende drabet på medlemmet af [den navngivne familie]. Ansøgeren mødte ikke op til retsmødet, hvorfor der blev udstedt en arrestordre på ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Allerede af den grund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret upræcist og afglidende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [den navngivne familie] forsøgte at angribe ansøgerens familie, inden landsbyrådet kaldte til samling, og at [den navngivne familie] efterfølgende igen opsøgte ansøgerens familie, hvor de slog ansøgerens bror og onkel ihjel. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at [den navngivne familie] alene opsøgte ansøgerens familie en gang, hvilket fandt sted den dag, hvor de dræbte hans bror og onkel, og hvorefter ansøgeren udrejste af landet. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at [den navngivne familie] opsøgte hans familie mange gange, inden landsbyrådet kaldte til samling, og at hans forældre i den forbindelse blev udsat for tortur. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om, hvorvidt han har en konflikt med myndighederne. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke har nogen konflikter med myndighederne i sit hjemland. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at han er blevet idømt dødsstraf eller fængsel på livstid for drab på et medlem af [den navngivne familie]. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han ikke ved, om han er blevet idømt en fængselsstraf, men at der verserer en sag blandt andet mod ham i forbindelse med drabet på et medlem af [den navngivne familie]. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Bangladesh ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2021/1/MLVT
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens og klagerens mors oprindelige asylsag, at klagerens mor som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at hun og hendes datter ville blive slået ihjel af hendes svigerfamilie. Klagerens mor henviste desuden til, at hun frygtede, at Taliban ville slå hende ihjel, fordi hendes svoger havde truet hende med at offentliggøre videooptagelser, hvori hun blev udsat for seksuelle overgreb. Klagerens mor havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev giftet bort til sin ægtefælle og boede herefter hos sin svigerfamilie. Hver gang hendes ægtefælle var bortrejst blev hun udsat for vold og andre overgreb af sin svigerfamilie. Det resulterede i tre ufrivillige aborter, og at hendes datter blev født for tidligt. Omkring [efteråret] 2012 forsvandt hendes ægtefælle. Herefter eskalerede overgrebene fra klagerens mors svigerfamilie og de omfattede tillige overgreb på hendes datter. Ni til ti måneder efter begyndte klagerens mors svoger at begå seksuelle overgreb mod hende regelmæssigt. Klagerens mor udrejste af Afghanistan to til tre måneder herefter. Klagerens mor henvendte sig ikke til myndighederne, fordi hendes svigerfamilie havde forbindelser til politiet. I forbindelse med klagerens og klagerens mors sag om forlængelse af deres opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen bekendt med oplysninger på Facebook som indikerede, at klagerens mor og klagerens far havde kontakt til klagerens mors svigerfamilie. Herunder, at medlemmer af klagerens mors svigerfamilie muligvis havde besøgt klagerens mor og hendes familie. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse hermed både klagerens mor og klagerens far til individuelle samtaler [i sommeren] 2019 med henblik på at afklare, om der var grundlag for at forlænge hendes opholdstilladelse. Klagerens mor fastholdt under samtalen, at hun ikke kunne vende tilbage til sit hjemland, da hun frygtede at blive udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb af sin svigerfamilie eller at de ville slå hende ihjel. Klagerens mor henviste endvidere til, at hun frygtede det afghanske regime, Daesh og Taliban. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2019 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Flygtningenævnet traf [ultimo] 2019 afgørelse om at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, med henblik på en nærmere vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn bør føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke inddrages. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at klageren og hendes mor kom til Danmark i 2013, og at klageren dengang var tre år gammel. Endvidere må det lægges til grund, at hverken klageren eller hendes mor kan have haft nogen danskkundskaber ved indrejsen. Endelig må det lægges til grund, at moren fortsat kun har begrænsede danskkundskaber. På denne baggrund finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte oplysningerne om, at klageren ikke har nævneværdige kundskaber i dari. Det bemærkes, at klagerens mor har forklaret, at hun taler dari med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at kommunikationen mellem klageren og hendes forældre stort set udelukkende foregår på dansk. Flygtningenævnet henviser dels til det anførte om morens begrænsede danskkundskaber, dels til at klageren i hvert fald i sine første år i Danmark nødvendigvis må have kommunikeret med sine forældre på dari. Flygtningenævnet finder at klageren har en ikke ubetydelig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder dog, at klageren, der for nævnet har fremtrådt alderssvarende og velfungerende, har forudsætninger for at kunne tilpasse sig det afghanske sprog og den afghanske kultur. Flygtningenævnet henviser til, at klageren vil kunne udrejse med sine forældre og sin lillebror, og at i hvert fald klagerens mor har yderligere familie i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren vil have adgang til tilstrækkelig behandling af sine helbredsproblemer i Afghanistan. Udover de af Udlændingestyrelsen påberåbte afgørelser, henvises til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Antwi m.fl. mod Norge, som omtalt i Flygtningenævnets beretning fra 2018, side 341. Der henvises endvidere til Flygtningenævnets afgørelse Irak/2016/12/LAJ fra april 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/50/EDO
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at hun og hendes datter ville blive slået ihjel af hendes svigerfamilie. Klageren henviste desuden til, at hun frygtede, at Taliban ville slå hende ihjel, fordi hendes svoger havde truet hende med at offentliggøre videooptagelser, hvori hun blev udsat for seksuelle overgreb. Klageren havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev giftet bort til sin ægtefælle og boede herefter hos sin svigerfamilie. Hver gang hendes ægtefælle var bortrejst blev hun udsat for vold og andre overgreb af sin svigerfamilie. Det resulterede i tre ufrivillige aborter, og at hendes datter blev født for tidligt. Omkring [efteråret] 2012 forsvandt hendes ægtefælle. Herefter eskalerede overgrebene fra klagerens svigerfamilie og de omfattede tillige overgreb på hendes datter. Ni til ti måneder efter begyndte klagerens svoger at begå seksuelle overgreb mod hende regelmæssigt. Klageren udrejste af Afghanistan to til tre måneder herefter. Klageren henvendte sig ikke til myndighederne, fordi hendes svigerfamilie havde forbindelser til politiet. I forbindelse med klagerens sag om forlængelse af hendes opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen bekendt med oplysninger på Facebook som indikerede, at klageren og hendes ægtefælle havde kontakt til klagerens svigerfamilie. Herunder, at medlemmer af hendes svigerfamilie muligvis havde besøgt klageren og hendes familie. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse hermed både klageren og dennes ægtefælle til individuelle samtaler [i sommeren] 2019 med henblik på at afklare, om der var grundlag for at forlænge hendes opholdstilladelse. Klageren fastholdt under samtalen, at hun ikke kunne vende tilbage til sit hjemland, da hun frygtede at blive udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb af sin svigerfamilie eller at de ville slå hende ihjel. Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede det afghanske regime, Daesh og Taliban. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2019 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Flygtningenævnet traf [ultimo] 2019 afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019. Flygtningenævnet traf [i sommeren] 2020 afgørelse om at genoptage klagerens sag, således at klagerens sag sambehandles med klagerens datters sag for så vidt angår en fornyet vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [ultimo] 2019, skal der i de tilfælde, hvor en opholdstilladelse er opnået ved svig, ikke tillægges spørgsmålet om, hvorvidt inddragelsen af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, samme vægt som i andre sager, hvor der ikke er udvist svig. Flygtningenævnet finder ikke at der er forelagt nævnet væsentlige nye oplysninger efter Flygtningenævnets afgørelse af [ultimo] 2019. Det må således lægges til grund, at klageren har begrænsede danskkundskaber, at klageren ikke har nogen reel tilknytning til arbejdsmarkedet, at klageren var 24 år gammel, da hun indrejste i Danmark, og nu er knap 30 år gammel, samt at hun ved tilbagerejse til Afghanistan vil kunne udrejse med sin ægtefælle og sine to børn. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at de i udlændingelovens § 26 nævnte hensyn kan føre til at inddragelse af klagerens opholdstilladelse undlades. Der er forelagt Flygtningenævnet omfattende oplysninger om klagerens helbredsforhold. Flygtningenævnet bemærker dog, at der i disse oplysninger i vidt omfang er henvist til klagerens oprindelige asylmotiv, som Flygtningenævnet tidligere har tilsidesat. Det om klagerens helbredsforhold oplyste kan herefter, og efter karakteren af helbredsoplysningerne, ikke føre til et andet resultat. Det må i øvrigt lægges til grund, at klageren vil have adgang til behandling for sine lidelser i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2020/49/EDO
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far havde en konflikt med Taliban. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for Røde Kors sammen med andre udlændinge. Klageren var mellem otte og ti år, da problemerne med Taliban opstod. Klagerens far blev tilbageholdt af Taliban to gange. Den ene gang blev faren tilbageholdt på hans arbejdsplads. Den anden gang skete tilbageholdelsen på familiens bopæl. Faren blev den ene gang tilbageholdt en tidlig morgen. På daværende tidspunkt havde klageren været ved slagteren sammen med sin farfar. Da de kom tilbage til familiens bopæl, så klageren, at der holdt to pickup biler, og at der stod en gruppe folk fra Taliban ved deres bopæl. Klageren løb op på førstesalen, hvor han så nogle folk fra Taliban. De ransagede huset og klagerens mors tøj. En mand fra Taliban slog også klagerens mor med et gevær. Klageren blev bange og løb over til naboen, hvor han gemte sig i fem til seks timer. Efter fem til seks timer kom klagerens mor og hentede ham. Klageren fandt ud af, at hans far var blevet tilbageholdt af Taliban. Klageren kan ikke præcist huske, hvor langt tid faren var tilbageholdt. Klageren far blev anden gang tilbageholdt i længere tid end første gang. På et tidspunkt oplyste klagerens mor, at han skulle pakke sine ting, idet de skulle rejse. De kørte i bil i lang tid, og da de stoppede, så klageren sin far. Faren var flygtet fra fængslet, hvor faren var tilbageholdt. De rejste derfra videre mod Europa. Klageren er født og opvokset i Kabul, indtil han var 10 til 11 år. Han har ikke haft personlige konflikter med nogen i Afghanistan. Klagerens far var tilbageholdt i to omgange forud for, at familien flygtede fra Afghanistan. Han blev begge gange løsladt, den ene gang mod betaling af et beløb. Den seneste anholdelse ligger 20 år tilbage. Under henvisning til, at klageren ved en tilbagevenden, må forudsættes at bosætte sig i Kabul, hvor Taliban ifølge baggrundsoplysninger har sværere ved at ramme folk og primært går efter profileret personer, og da klageren ikke kan vurderes at være profileret, da han ikke har haft personlige konflikter, da han kun var 11 år ved flugten, og da der kun er gået 20 år siden flugten, finder nævnet ikke, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, er til hinder for udsendelse af klageren til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/29/HZC
Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tadjik og kristen af trosretning fra Herat, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, idet han er kristen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et forhold til [H] i omkring et år, og at [H’s] bror, [R], fik en mistanke om forholdet. [R] opsøgte klageren en dag i hans butik, hvor [R] advarede klageren og gav ham en lussing. Efterfølgende ophørte [H’s] og klagerens forhold, fordi [H] var bange for sin bror. Klageren har videre oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for sin tidligere kærestes bror, [R], ikke udgør et asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Der henvises især til, at der er forløbet omkring et år fra klageren blev truet af [R], hvorefter kæresteforholdet ophørte, og indtil klageren udrejste af Afghanistan. Klageren har i den periode ikke oplevet problemer med [R]. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren er konverteret til kristendommen. Der lægges vægt på klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om sin konvertering og hans kendskab til kristendommen samt de foreliggende oplysninger om hans dåb og kirkelige aktiviteter, således som forklaringerne og oplysningerne fremgår af referaterne af klagerens samtaler med Udlændingestyrelsen og de i øvrigt foreliggende oplysninger. Der er efter en samlet vurdering herefter grundlag for at anse klagerens konversion for at være reel og båret af en indre overbevisning og refleksion. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kan udsendes til Afghanistan. Det skal herefter vurderes om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren kan kun udelukkes fra asyl efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis han er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og derfor må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at den kriminalitet, som klageren blev dømt for ved Østre Landsrets dom [i efteråret] 2019, kan betegnes som en grov forbrydelse, men at forbrydelsen imidlertid ikke indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flertallet har herved lagt vægt på længden af den udmålte straf, og at klageren i øvrigt er ustraffet. Der lægges også vægt på, at kriminaliteten er begået i forbindelse med klagerens stofmisbrug, og at det må lægges til grund, at han efter behandling ikke længere har et misbrug. Der lægges endvidere vægt på omstændighederne for den udøvede vold, og flertallet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/17/HZC
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter en af sine medstuderende fra hans universitet, idet han har truet med at slå klageren ihjel, som følge af at klageren har talt negativt om de syriske myndigheder. Klageren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin fætter i Syrien, idet klageren over for ham har talt negativt om præsidenten i Syrien for tre år siden, og som følge heraf har klagerens fætter telefonisk udsat ham for en dødstrussel. Klageren har endeligt som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for indkaldelse til aftjening af militærtjeneste oplyst, at han fik en skriftlig indkaldelse til aftjening af militærtjeneste, da han var 18 år gammel. Han udsatte denne indkaldelse to gange, da han kunne fremvise dokumentation for, at han var under uddannelse. I forbindelse med at han ville udrejse af Syrien i 2015, søgte han om en særlig tilladelse til at han kunne udrejse i seks måneder. Han fik tilladelse til dette, men han blev alligevel stoppet ved grænsen, hvor han betalte tre millioner syriske lira i bestikkelse og fik på denne måde lov til at udrejse legalt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for sin medstuderende oplyst, at han i slutningen af 2014 gik på universitet, hvor han på et tidspunkt udtalte sig kritiske om de syriske myndigheder. Dette hørte en af hans medstuderende ved navn Ahmed, hvis far havde en lederrolle ved myndighederne. Som følge af denne udtalelse skubbede Ahmed klageren og truede ham med at ville slå ham ihjel. Klageren forlod herefter universitetet og vendte ikke tilbage, men har siden hørt fra sine øvrige medstuderende, at Ahmed har spurgt efter klageren. Klageren udrejste af Syrien omkring fire måneder efter denne episode. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for sin fætter oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er blevet udsat for en telefonisk dødstrussel af sin fætter i Syrien i forbindelse med, at han talte i telefon med sin bror, til hvem han talte negativt om de syriske myndigheder. Dette overhørte klagerens fætter, der tog telefonen fra klagerens bror, og begyndte at true klageren. Klageren har senest haft kontakt med sin fætter for tre måneder siden i en fælles Facebookgruppe, hvor klagerens fætter sendte klageren en venneanmodning, som han accepterede, hvorefter klagerens fætter igen udsatte ham for trusler om, at han vil slå klageren ihjel, hvis han vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han allerede derfor isoleret et er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Aarhus´ dom af [midt] 2019 for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og stk. 4 (tidligere stk. 3), § 244, § 245, jf. § 21, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der er ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen. Klageren blev dømt for i en bus at have medtaget en totenschläger og en kniv med en klinge på omkring 20 centimeter, og at have modsat sig anholdelse, da han blev forsøgt lagt i håndjern, og i den forbindelse at have slået ud efter to politifolk, og at have givet den ene politimand et slag i ansigtet med flad hånd og at have sparket en anden politimand en gang på kroppen, og uden for bussen at have eftersat en politimand med en kniv frem for sig med den hensigt at skade ham, hvilket mislykkedes, fordi politimanden affyrede skud mod klageren. Klageren blev endvidere dømt for at have sparket en politimand, der blev ramt ansigtet, da han lå på et leje. Kriminaliteten blev begået i slutningen af 2018. I forbindelse med sagen blev der udarbejdet en retspykiatrisk afdeling af [primo] 2019. Det fremgår af erklæringen blandt andet, at klageren blev fundet sindssyg, og at klagerens symptomer svandt i forbindelse med medikamentel behandling efter 4-5 ugers indlæggelse, og at symptomerne vendte tilbage i forbindelse med en medicinpause, samt at klageren erkendte at være syg og var indstillet på at fortsætte behandling. Klageren blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling i februar 2020 og er i behandling med Olanzapin, som han tager dagligt. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af kriminaliteten og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark [foråret] 2016. Han har ikke familie i Danmark. Hans mor og ene søster bor i Tyrkiet. Han har nogle danske venner. Han har gået på sprogskole, forstår og taler dansk. Han har arbejdet forskellige steder blandt andet i Dansk Supermarked i 4 måneder og på en italiensk restaurant i 1 år. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Et flertal af Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/7/lbv
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af Baathpartiet. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af ukendte personer, der havde kidnappet hans bror. Han henviste videre til de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [i efteråret 2020] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til konflikten som følge af sin brors kidnapning. Han er eftersøgt og frygter at blive anholdt og slået ihjel af den syriske sikkerhedstjeneste, de syriske myndigheder eller en navngiven syrisk officer og dennes søn som følge af en konflikt afledt af hans brors kidnapning. Klageren har endvidere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse oplyst, at han tidligere har været medlem af Baathpartiet i Syrien, samt at han under krigen i Syrien har hjulpet internt fordrevne flygtninge i sit hjemområde med at skaffe mad og at finde opholdssteder. Klageren har videre oplyst, at han havde gennemført kampagner, hvor han opfordrede unge mennesker til at holde sig væk fra problemer. Klageren har endelig oplyst, at han opholdt sig i et oppositionskontrolleret område under krigen i Syrien. Den foreliggende sag om forlængelse af klagerens opholdstilladelse er påbegyndt [i foråret] 2019. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet er efter baggrundsoplysningerne og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, ikke længere er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det efter oplysningerne om tiltaltes tilknytning til Danmark ikke vil være særligt belastende for ham, at hans opholdstilladelse ikke forlænges. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der er født og opvokset og har drevet virksomhed i Damaskusområdet, Syrien, har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år, og at han kun taler lidt dansk. Der er endvidere lagt vægt på, at han ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Han deltager dog som frivillig i flere aktiviteter i […] Dialog Center. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særligt belastende for klagerens mindreårige børn, og har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at begge børn på hhv. 9 og 13 år har været i Danmark i ca. 5 år, og således ikke har levet en så væsentlig del af deres liv og deres formative år i Danmark, at de selvstændigt har opnået tilknytning til Danmark. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at disse efter det oplyste ikke er så livstruende, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Hertil kommer, at der efter baggrundsoplysningerne er adgang til offentlige sundhedsydelser i Syrien, og at adgang til lægelig behandling ikke i selv kan begrunde opholdstilladelse. Det anførte om, at vejrtrækningsmaskinen til afhjælpning af klagerens søvnapnø bruger strøm, og at der jævnligt er strømudfald i Damaskus, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer overgreb fra de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at han har svaret ukonkret og afglidende på spørgsmålene, og at forklaringen er væsentlig udbygget undervejs. Hertil kommer, at klagerne har forklaret forskelligt på en række centrale punkter. Klageren har således forklaret forskelligt om baggrunden for, at han selv skulle være eftersøgt, hvor han til forlængelsessamtalen har forklaret, at baggrunden for broderens kidnapning var et økonomisk motiv, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at han er eftersøgt på grund af mistanke om hans deltagelse i politiske aktiviteter. Klageren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om sin udrejse og har således under mødet i nævnet forklaret, at han blev eskorteret af en officer fra sikkerhedstjenesten, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han udrejste uden problemer ved at vise sit pas ved kontrolposterne og til forlængelsessamtalen har forklaret, at han havde betalt bestikkelse til en officer. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det forekommer usandsynligt, at tilstedeværelsen af en officer fra den syriske sikkerhedstjeneste skulle sikre uhindret adgang gennem de oprørskontrollerede kontrolposter, som klageren har forklaret, de passerede. Endelig har klageren under mødet i nævnet nu har forklaret, at han gennem sin søster får løbende underretninger om sin kidnappede bror, der er i live og flyttes mellem forskellige fængsler, mens han tidligere har forklaret, at han ikke vidste, hvor broderen var. Flygtningenævnet finder, at disse nye oplysninger har karakter af en udbygning af klagerens asylmotiv og derfor ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/6/smla
Nævnet omgjorde i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at de har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og muslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politisk eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste både den mandlige og kvindelige klager som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien. Herudover frygtede klagerne, at deres ældste søn, [A], ville blive indkaldt til militærtjeneste, ligesom den mandlige klager frygtede at blive genindkaldt til den syriske hær. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for deres opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet har [i foråret] 2020 besluttet at hjemvise sagerne til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans, herunder afholdelse af samtale med klagernes mindreårige søn, [B], med henblik på en nærmere belysning af hans tilknytning til Danmark samt en vurdering af, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 på ny truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for deres opholdstilladelser ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien, ligesom de frygter at blive afhørt og fængslet af de syriske myndigheder, idet deres ældste søn ikke har aftjent sin militærtjeneste. Herudover frygter de, at deres yngste søn, [B], vil blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. Den mandlige klager frygter ydermere at blive genindkaldt til militæret. Klagernes medfølgende barn, [B], har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien, ligesom han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet med hensyn til udlændingelovens § 7, stk. 3, at klagerne og deres medfølgende barn, [B] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysningerne, herunder Country Report Udlændingestyrelsen fra oktober 2020, Security and socio-economic situation in the government controlled areas of Damascus and Rual Damascus, kan det lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet siden juni 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der herefter ikke grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerne ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, bemærker Flygtningenævnet for så vidt angår den mandlige klager, at henset til den mandlige klagers alder på 50 år og henset til oplysningerne om hans arbejde som menig under sin militærtjeneste og henset til oplysningerne om hans helbredsmæssige forhold, herunder at han lider af et meget dårligt syn, samt at han ikke var genindkaldt til militæret inden sin udrejse af Syrien, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko at for at blive genindkaldt til militærtjeneste. Med hensyn til klagernes søn, [A], der er udrejst af Syrien som 16-årig og evt. har unddraget sig militærtjeneste, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Sevice, juni 2020, at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig syrisk militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særlig profilerede personer. Det er Flygtningenævnets vurdering, at klagerne og deres søn [A] ikke kan anses som individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen, eller at de er blevet det efterfølgende. Klagerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder som følge af, at [B] er udrejst af Syrien som 16-årig og eventuelt har unddraget sig syrisk militærtjeneste. For så vidt angår klagernes medfølgende søn, [B], der er født den 1. januar 2004, bemærker Flygtningenævnet, at han er fyldt 17 år og efter de foreliggende baggrundsoplysninger ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko at blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at [B's] ældre bror, [A], sammen med klagerne udrejste af Syrien som 16-årig, og at [A] dermed eventuelt har unddraget sig militærtjeneste. Videre bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen i mødet i Flygtningenævnet ikke har nedlagt påstand om udrejsefrist med henvisning til, at det på grund af corona er usikkert, hvornår en udsendelse til Syrien vil kunne effektueres. Dette indebærer, at nævnet anser det for overvejende sandsynligt, at [B] ved en eventuel udsendelse vil være tæt på eller i den militærpligtige alder. Under disse foreliggende helt særlige omstændigheder finder Flygtningenævnet, at [B] kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter, at [B's] forældre, den mandlige klager og den kvindelige klagers, opholdstilladelser kan forlænges efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af, at deres søn [B] er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelser, således at [B] meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hans forældre, den mandlige klager og den kvindelige klagers opholdstilladelser forlænges nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2021/4/CHPE
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og ateist. Han er født og opvokset i [område] i Damaskus og har senest opholdt sig i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet klageren har nægtet at udføre militærtjeneste og er eftersøgt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra, idet han har nægtet at kæmpe for deres fælles front. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er registreret for at have aftjent militærtjeneste for den syriske hær i omkring år 2000 til 2002. Klageren var menig i seks måneder og fungerede som sergent i halvanden måned, og han betalte bestikkelse for at blive registreret for aftjening af omkring to års værnepligt. Klageren afsonede senere en dom på fængsel i fem år for at have deserteret, og han blev udsat for fysiske overgreb i fængslet. Klageren blev på ny indkaldt til militærtjeneste i den syriske hær omkring et år før sin udrejse i 2014. Klageren blev et halvt år efter indkaldelsen stoppet ved en kontrolpost. Han blev slået og fængslet, og hans familie betalte et stort beløb for hans løsladelse. Hans mor er efterfølgende blevet tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste, fordi klageren er efterstræbt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende klagerens konflikt med den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra oplyst, at de ønskede, at klageren skulle kæmpe for deres sammenslutning i [syrisk by]. To mænd mødte op på klagerens bopæl, hvor de truede klagerens familie. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og udlændingelovens § 31 er derfor til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren fire gange er dømt for personfarlig kriminalitet, herunder senest ved Retten i Sønderborgs dom [fra slutningen af] 2019 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, samt lovgivningen om euforiserende stoffer mv. Ved den seneste dom blev tiltalte, der ved to tidligere straffedomme var blevet udvist betinget, endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. De tidligere domme omfatter bl.a. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (spyt mod en polititjenestemand), straffelovens § 245, § 266 og § 123 (grov vold med bl.a. kniv, trusler på livet og vidnetrusler begået mod daværende ægtefælle) og straffelovens § 121 og § 266 (fornærmelig tiltale mod en kommunalt ansat familiekonsulent og trusler på livet). Det fremgår af sagen, at klageren fortsat ikke, bortset fra en enkelt telefonisk kontakt for et par måneder siden, har kontakt med sine børn, som han har fået sammen med sin tidligere ægtefælle, og at børnene ifølge Det Centrale Personregister er udrejst af Danmark i efteråret 2019, og hensynet til familiens enhed taler derfor ikke for fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren efter karakteren af den senest pådømte personfarlige kriminalitet og narkotikakriminalitet, der ligger i forlængelse af andre fængselsdomme for personfarlig kriminalitet, er dømt for en særlig farlig forbrydelse og derfor må betragtes som en fare for samfundet efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og at han derfor skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forklaring for nævnet om sine helbredsmæssige og personlige problemer, herunder hans misbrug af euforiserende stoffer, efter bl.a. de overgreb, som han har været udsat for under fængslingerne i Syrien, og oplysningerne om de iværksatte behandlingstiltag kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/77/CERA
Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Klageren har aldrig været medlem af politiske eller religiøse partier, organisationer, foreninger eller lignende, men han har oplyst, at han har taget del i en demonstration imod det syriske styre. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han [i foråret] 2011 deltog i en regimekritisk demonstration. Sammen med sin medarbejder [A], tog klageren hen til demonstrationen, der foregik i den vestlige del af Qamishli. Her gik de med skilte i retning af rådhuset og råbte slagord. På et tidspunkt var der nogle unge, der kravlede op i lygtepælene og begyndte at rive billeder af præsidenten ned. Dette fik myndighederne til at gribe ind og affyre gasgranater. Klageren blev derefter bange og flygtede hen til sin ven, [B’s], bopæl. Samme aften ringede han hjem til sin familie, der oplyste ham, at der havde været en patruljebil på familiens bopæl, og at bopælen var blevet ransaget. Ved midnatstid blev bopælen igen ransaget, og personerne tog klagerens bror med sig. Klagerens bror havde oplyst, at klageren ikke havde haft noget at gøre med demonstrationerne. Den efterfølgende dag flyttede klageren til en anden lejlighed ejet af [B], hvorefter han forlod Syrien. Som asylmotiv har klageren videre oplyst, at han frygter [A’s] familie, idet familien bebrejder klageren for, at [A] tog del i demonstrationen sammen med ham. [A’s] familie har af samme grund truet klagerens familie. Klageren har videre fået fortalt, at [A’s] familie fortsat nærer et stort had til klageren. Endelig har klageren oplyst, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han [i foråret] 2008 deltog i en mindeceremoni for afdøde kurdere, hvor han blev stukket i halsen med en kniv af en person fra myndighederne. Klageren modtog behandling på et hospital i omkring en måned, hvorefter han blev han fængslet i omkring seks måneder. Efterfølgende havde klageren meldepligt hos myndighederne. Ved knivstikket blev en nerve i klagerens nakke med forbindelse til hans hjerte beskadiget, og som følge heraf har klageren pacemaker. Efter samme episode begyndte klageren at lide af tinnitus. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og at han derfor isoleret et er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom [fra slutningen af] 2019 blev klageren idømt fire måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 266. Flygtningenævnet bemærker, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, såfremt flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er efter det oplyste ikke tidligere eller senere straffet, og der er tale om et enkeltstående forhold, der ikke var planlagt. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2011 og fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i [begyndelsen af] 2012. Klageren har haft tilknytning til det danske arbejdsmarked fra 2013 til 2018 i form af fuldtidsbeskæftigelse. Klageren har lært dansk og talte dansk ved nævnsmødet. Klageren blev i 2016 muslimsk gift med en syrisk kvinde med midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og de har sammen to børn på tre og et år. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren, som følge af den begåede kriminalitet her i landet, ikke skal være afskåret fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Selvom den begåede voldskriminalitet må anses som en særlig farlig forbrydelse, finder nævnet herunder, at klageren henset til oplysningerne om forholdets karakter og omstændighederne herved, at der ikke grundlag for at anse klageren som en fare for samfundet. På denne baggrund finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2020/69/CARA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Kuwait men opvokset i Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren er født i Kuwait, Under en familieferie i Libanon udbrød der uroligheder i Libanon og klagerens mor fik det i den forbindelse psykisk dårligt. Klageren og hans søster blev derfor sammen med deres mor i Libanon, hvor de boede ved klagerens farmor i en flygtningelejr, mens klagerens far tog tilbage til Kuwait for at arbejde. Klagerens far valgte senere at flytte til Danmark og [i efteråret] 1990 blev klageren familiesammenført til sin far. I 1993 eller 1994 var klageren tilbage i Libanon for at besøge sin mor i 14 dage. Klageren oplevede ingen problemer med myndighederne eller andre parter i forbindelse med klagerens ophold i Libanon. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hans fætter for 8-10 år ved et uheld dræbte et familiemedlem til en højtstående person fra Hizbollah, som kræver blodhævn. Klageren frygter som følge heraf repressalier fra Hizbollah og familien til den afdøde. Klageren frygter også myndighederne, fordi Hizbollah samarbejder med regeringen i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klagerens sag skal vurderes i forhold til Libanon som hjemland, hvor klageren har haft sin opvækst forud for udrejsen til Danmark, og at han er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder ved sin vurdering heraf, at klagerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af sin fætters konflikt ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret, at han ikke personligt er blevet kontaktet af nogen hverken eller har oplevet problemer som følge af, at klagerens fætter under et ophold i Libanon for 8-10 år siden kørte en person ihjel. Hertil kommer, at hans fætter har et andet efternavn end klageren, og at det forekommer usandsynligt, at den påkørtes familie skulle ønske at hævne sig på klageren, som var i Danmark, da ulykken skete. Klagerens forklaring om, at hans faster, der er mor til den fætter, der påkørte personen, er blevet chikaneret under et senere ophold i Libanon, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om, at han befinder sig i en personlig usikkerhedssituation som følge af hans onklers politiske aktiviteter til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvorfor eller hvordan han skulle være i risiko, og at han ikke har oplevet problemer, heller ikke i forbindelse med, at han i 1993 eller 1994 opholdt sig i Libanon på et ferieophold. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at han ikke risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at det forhold, at klageren ikke ved, om han kan indrejse i Libanon, ikke kan føre til en ændret vurdering. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre klageren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer finder Flygtningenævnet, at disse efter det oplyste ikke er så livstruende, at disse i sig selv kan være asylbegrundende. Hertil kommer, at adgang til lægelig behandling ikke i selv kan begrunde opholdstilladelse. Herefter, og da udlændingelovens § 31 derfor heller ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon, hvis han ikke udrejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/5/smla
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere, herunder i særdeleshed de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerens far blev udsat for chikane og trusler, ligesom ukendte maskerede mænd har ransaget hendes families bopæl mange gange. En ikke nærmere angivet dato i vinteren 2005-2006, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af maskerede mænd, der startede en brand i lejligheden, som hendes far efterfølgende fik slukket, hvorved han fik skader på hænder og fødder. Ansøgeren flygtede i 2006-2007 sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Familien tog ophold i Yarmouk-lejren. Familien boede her, indtil de på grund af krigen i Syrien flygtede til Tyrkiet. Her opholdt de sig frem til 2015, hvor de flygtede til Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA´s beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Moren er registreret hos UNRWA som statsløs palæstinenser fra Libanon. Morens sag har været genoptaget efter praksisændringen, og blev afgjort særskilt [efteråret] 2019, hvor moren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgerens far har oplyst, at hans forældre omkring 1948 flygtede fra Haifa til Irak, hvor de opholdt sig, frem til de døde. Ansøgerens far er født i Bagdad, og ansøgeren og resten af hendes familie levede frem til udrejsen i et område, hvor der fortrinsvist boede statsløse palæstinensere. Både ansøgeren og hendes far har gået i skole i Irak, og hendes far haft arbejde. Ansøgeren og hendes far har fået udstedt legitimationspapirer, idet ansøgeren har fået udstedt en fødselsattest, en familiebog og et rejsedokument. Hverken ansøgeren eller hendes far har været registeret hos UNRWA. Flygtningenævnets praksisændring i [sommeren] 2018 omfattede statsløse palæstinensere fra UNRWA-mandatområderne, hvorimod statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA-mandatet, ikke blev berørt, idet det af referatet fra mødet i nævnets koordinationsudvalg fra den 29. august 2018 fremgår, at disse fortsat skal vurderes i forhold til det land, hvori de har haft bopæl og ikke efter flygtningekonventionens artikel 1D. Det følger af en mangeårig praksis, at der foretages en hjemlandsbedømmelse for statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA mandatet, og nævnet finder ikke grundlag for at fravige denne praksis. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på UNHCR´s Guidelines, der indeholder anbefalinger til de nationale myndigheder om behandlingen af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra UNRWA-områderne, herunder punkt 8 og 9 og de deri indeholdte definitioner af, hvilke persongrupper, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 D. Der er imidlertid tale om et fortolkningsbidrag, der ikke er bindende for nævnet. Det bemærkes videre, at praksis fra EU-domstolen i dommene C-31/09 af 17. juni 2017 (Bolbol-sagen), C-364/11 af 19. december 2012 (El Kott sagen) og C585/16 af 25. juli 2018 (Serin Alheto sagen) alle omhandler statsløse palæstinensere fra UNRWA´s mandatområder. Den omstændighed, at ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon og er registreret hos UNRWA kan ikke føre til en ændret vurdering, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren i 4 til 6 år efter udrejsen fra Irak har opholdt sig i Yarmouk-lejren i Syrien. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette ophold blev registreret hos UNRWA, og at ansøgerens forklaring for nævnet om, at familien levede af hjælp fra UNRWA, er udbyggende i forhold til, hvad hun og hendes far tidligere har forklaret, idet de begge tidligere har forklaret, at faren havde arbejde, og at de modtog hjælp fra familiemedlemmer. Nævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Irak som hjemland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund på samme måde som i de tidligere afgørelser fra [vinteren] 2017 og [efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens familie i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har ransaget bopælen og intimideret ansøgeren og resten af hendes familie. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at der i forbindelse med en af ransagningerne omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter den forklaring, ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden blev påsat i den hensigt, at den skulle forårsage ansøgerens og hendes families død eller forårsage alvorlig skade på dem. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren og hendes familie først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset, det således kan lægges til grund, at ansøgerens familie har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak herunder i form af opsøgninger på bopælen, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet eller karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad, om end meget vanskelig, ikke i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at de irakiske myndigheder har oplyst, at palæstinensere, der har opholdt sig udenfor Irak i mere end 6 måneder, vil få deres opholdstilladelse annulleret og ikke vil kunne få udstedt irakiske rejsedokumenter, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe efter fast praksis ikke i sig selv indebærer, at nævnet ikke kan foretage en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Videre vurderer nævnet ikke, at de irakiske myndigheders indrejseforbud udgør forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." [Stat 2020/73/YARS]
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold, herunder i særdeleshed de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Han blev udsat for chikane og trusler, ligesom ukendte maskerede mænd har ransaget hans bopæl op til 20 gange. En ikke nærmere angivet dato i vinteren 2005-2006 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af maskerede mænd, der startede en brand i lejligheden, som ansøgeren efterfølgende fik slukket, hvorved han fik skader på hænder og fødder. På et ikke nærmere angivet tidspunkt blev han kørt ned på gaden i Bagdad, og han formoder at årsagen hertil var, at han er statsløs palæstinenser. Ansøgeren flygtede i 2006-2007 sammen med sin familie til Syrien, fordi han frygtede for sit og sin families liv. Han tog sammen med familien ophold i Yarmouk-lejren. Familien boede her, indtil de på grund af krigen i Syrien flygtede til Tyrkiet. Her opholdt de sig frem til 2015, hvor de flygtede til Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon. Ægtefællen er registreret hos UNRWA som statsløs palæstinenser fra Libanon. Ægtefællens sag har været genoptaget efter praksisændringen, og blev afgjort særskilt [efteråret] 2019, hvor ægtefællen blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgeren har oplyst, at hans forældre omkring 1948 flygtede fra Haifa til Irak, hvor de opholdt sig, frem til de døde. Ansøgeren er født i Bagdad og levede frem til udrejsen i et område, hvor der fortrinsvist boede statsløse palæstinensere. Han har gået i skole og haft arbejde, mens han opholdt sig i Irak, ligesom han har fået udstedt legitimationspapirer blandt andet et id-kort. Hverken ansøgeren eller hans forældre har været registeret hos UNRWA. Flygtningenævnets praksisændring i august 2018 omfattede statsløse palæstinensere fra UNRWA-mandatområderne, hvorimod statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA-mandatet, ikke blev berørt, idet det af referatet fra mødet i nævnets koordinationsudvalg fra den 29. august 2018 fremgår, at disse fortsat skal vurderes i forhold til det land, hvori de har haft bopæl og ikke efter flygtningekonventionens artikel 1D. Det følger af en mangeårig praksis, at der foretages en hjemlandsbedømmelse for statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA mandatet, og nævnet finder ikke grundlag for at fravige denne praksis. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på UNHCR´s Guidelines, der indeholder anbefalinger til de nationale myndigheder om behandlingen af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra UNRWA-områderne, herunder punkt 8 og 9 og de deri indeholdte definitioner af, hvilke persongrupper, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 D. Der er imidlertid tale om et fortolkningsbidrag, der ikke er bindende for nævnet. Det bemærkes videre, at praksis fra EU-domstolen i dommene C-31/09 af 17. juni 2017 (Bolbol-sagen), C-364/11 af 19. december 2012 (El Kott sagen) og C585/16 af 25. juli 2018 (Serin Alheto sagen) alle omhandler statsløse palæstinensere fra UNRWA´s mandatområder. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon og er registreret hos UNRWA kan ikke føre til en ændret vurdering, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren i 4 til 6 år efter udrejsen fra Irak har opholdt sig i Yarmouk-lejren i Syrien. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette ophold blev registreret hos UNRWA, og at ansøgerens datters forklaring for nævnet om, at familien levede af hjælp fra UNRWA, er udbyggende i forhold til, hvad hun og ansøgeren tidligere har forklaret, idet de begge tidligere har forklaret, at ansøgeren havde arbejde, og at de modtog hjælp fra familiemedlemmer. Nævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Irak som hjemland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund på samme måde som i de tidligere afgørelser fra [vinteren] 2017 og [efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at hans og familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har ransaget bopælen og intimideret ansøgeren og resten af hans familie. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at der i forbindelse med en af ransagningerne omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgeren umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter den forklaring, ansøgeren har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden blev påsat i den hensigt, at den skulle forårsage ansøgerens og hans families død eller forårsage alvorlig skade på dem. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset, det således kan lægges til grund, at ansøgeren har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak herunder i form af opsøgninger på bopælen, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet eller karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad, om end meget vanskelig, ikke i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at de irakiske myndigheder har oplyst, at palæstinensere, der har opholdt sig udenfor Irak i mere end 6 måneder, vil få deres opholdstilladelse annulleret og ikke vil kunne få udstedt irakiske rejsedokumenter, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe efter fast praksis ikke i sig selv indebærer, at nævnet ikke kan foretage en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Videre vurderer nævnet ikke, at de irakiske myndigheders indrejseforbud udgør forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Stat 2020/72/YARS]
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Miir Taqwo Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive yderligere omskåret, at hendes forældre vil blive slået ihjel, at hun vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at blive kidnappet samt de generelle forhold. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter voldtægt, tvangsægteskab, konsekvenser som følge af tilknytning til en minoritetsklan og yderligere omskæring. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han på vegne af ansøgeren frygter tvangsægteskab, omskæring, voldtægt og de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er blevet omskåret en lille smule, og at hun er bange for, at hun vil blive yderligere omskåret, hvis hun skulle vende tilbage til Somalia. Ansøgerens mors mormor fik ansøgeren omskåret efter ansøgerens mors udrejse. Ansøgeren frygter, at hendes forældre vil blive slået ihjel, idet de har været i udlandet, at hun vil blive taget til slavehandel eller blive gift med et medlem af al-Shabaab eller en anden familie, at hun vil blive kidnappet af al-Shabaab samt krigen i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget og tvangsgift ved en tilbagevenden til Somalia, da de er uden beskyttelse, idet de tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens mor frygter få problemer, hvis ansøgeren vender tilbage, og at der ikke vil være nogen til at passe på ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, men at hun frygter, at ansøgeren vil blive genomskåret ved en tilbagevenden. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsgift, at ansøgeren vil blive udsat for tilfældig voldtægt og voldtægt fra al-Shabaab, og at ansøgeren vil blive omskåret uden forældrenes samtykke. I den forbindelse har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren blev udsat for omskæring i Somalia, efter han og ansøgerens mor havde forladt landet. Det var ikke en rigtig omskæring men blot en "trøsteomskæring", hvor der kom blod. Det var ansøgerens mors mormor, der stod for omskæringen. Ansøgerens mors mormor havde ikke fået samtykke fra forældrene til at omskære, men oplyste først faren om omskæringen efterfølgende. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at al-Shabaab vil udsætte ansøgeren for yderligere omskæring, fordi det er en del af kutluren. Ansøgerens far ønsker ikke, at ansøgeren omskæres yderligere, men han og ansøgerens mor kan blive nødt til at acceptere det i tilfælde af tvang, da de vil risikere deres liv. Endelig har ansøgerens far oplyst, at han frygter de generelle forhold, herunder at ansøgeren vil blive hjernevasket og rekrutteret til al-Shabaab samt de dårlige forhold inden for sundhedsvæsnet. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt lægge ansøgerens og ansøgerens forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring, hvorfor risikoen for omskæring således ikke beror på myndighedernes eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin og morens forklaringer allerede er blevet omskåret på foranledning af sin oldemor, at omskæringen foregik under tilstedeværelse af kvinder fra landsbyen, og at selve omskæringen ikke blev foretaget af oldemoren, men en af landsbyens andre kvinder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det må anses for højst usandsynligt og alene beror på ansøgerens og hendes forældres formodning, at ansøgerens familie eller folk fra landsbyen ville kræve, at ansøgeren blev yderligere omskåret, hvis hun vendte tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forældre begge er imod omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, der vil være i stand til at modstå forventninger og pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at hun vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren og ansøgerens søster [FA], der også har søgt asyl, og bror [F] har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgerens far og øvrige søskende har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvis ansøgerens fars og søskendes opholdstilladelser i Danmark måtte bortfalde, og de skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens mor også vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer yderligere omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens mor kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder herfor, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for yderligere omskæring, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens og hendes forældres egne formodninger, at ansøgerens forældre vil blive slået ihjel, at ansøgeren vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at hun vil blive kidnappet, at hun vil blive udsat for voldtægt, og at der vil være konsekvenser som følge af hendes tilknytning til en minoritetsklan. Det kan således ikke begrunde asyl i Danmark. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb, som efter baggrundsoplysningerne og Flygtningenævnets praksis kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/4/HZC
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Miir Taqwo Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter voldtægt, tvangsægteskab, konsekvenser som følge af tilknytning til en minoritetsklan og yderligere omskæring. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han på vegne af ansøgeren frygter tvangsægteskab, omskæring, voldtægt og de generelle forhold i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget og tvangsgift ved en tilbagevenden til Somalia, da de er uden beskyttelse, idet de tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens mor frygter få problemer, hvis ansøgeren vender tilbage, og at der ikke er nogen til at passe på ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, men at hun frygter, at ansøgeren vil blive genomskåret ved en tilbagevenden. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsgift, at ansøgeren vil blive udsat for tilfældig voldtægt og voldtægt fra al-Shabaab, og at ansøgeren vil blive omskåret uden forældrenes samtykke. I den forbindelse har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren blev udsat for omskæring i Somalia, efter han og ansøgerens mor havde forladt landet. Det var ikke en rigtig omskæring men blot en "trøsteomskæring", hvor der kom blod. Det var ansøgerens mors mormor, der stod for omskæringen. Ansøgerens mors mormor havde ikke fået samtykke fra forældrene til at omskære, men oplyste først faren om omskæringen efterfølgende. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at al-Shabaab vil udsætte ansøgeren for yderligere omskæring, fordi det er en del af kutluren. Ansøgerens far ønsker ikke, at ansøgeren omskæres yderligere, men han og ansøgerens mor kan blive nødt til at acceptere det i tilfælde af tvang, da de vil risikere deres liv. Endelig har ansøgerens far oplyst, at han frygter de generelle forhold, herunder at ansøgeren vil blive hjernevasket og rekrutteret til al-Shabaab samt de dårlige forhold inden for sundhedsvæsnet. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt lægge ansøgerens forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring, hvorfor risikoen for omskæring således ikke beror på myndighedernes eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin søster [FD] og morens forklaringer allerede er blevet omskåret på foranledning af sin oldemor, at omskæringen foregik under tilstedeværelse af kvinder fra landsbyen, og at selve omskæringen ikke blev foretaget af oldemoren, men en af landsbyens andre kvinder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det må anses for højst usandsynligt og alene beror på ansøgerens forældres formodning, at ansøgerens familie eller folk fra landsbyen ville kræve, at ansøgeren blev yderligere omskåret, hvis hun vendte tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forældre begge er imod omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, der vil være i stand til at modstå forventninger og pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at hun vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren og ansøgerens søster [FD], der også har søgt asyl, og bror [F] har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgerens far og øvrige søskende har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvis ansøgerens fars og søskendes opholdstilladelser i Danmark måtte bortfalde, og de skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens mor også vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer yderligere omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens mor kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for yderligere omskæring, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens og hendes forældres egne formodninger, at ansøgerens forældre vil blive slået ihjel, at ansøgeren vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at hun vil blive kidnappet, at hun vil blive udsat for voldtægt og at der er konsekvenserne som følge af hendes tilknytning til en minoritetsklan. Det kan således ikke begrunde asyl i Danmark. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb, som efter baggrundsoplysningerne og Flygtningenævnets praksis kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/3/HZC
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra Sanandaj, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet Komala i 1999-2000 og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) fra 2000-2003. Efter sin indrejse i Danmark, er ansøgeren blevet politisk aktiv for Komala igen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, udsat for fysiske overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han, sammen med sin familie, er aktiv for det politiske parti Komala, og idet han er udrejst af Iran på trods af, at han ved dom er blevet pålagt meldepligt ved myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 1999 oplevede problemer med de iranske myndigheder, idet han havde deltaget i en demonstration i Sanandaj. I [foråret] 1999 udrejste ansøgeren af Iran og tog ophold på Komala-basen, Zargeus, i Irak. Ansøgeren blev herefter medlem af partiet Komala. Ansøgeren var medlem af partiet i omkring et år, og meldte sig herefter ud, idet der skete ændringer i partiet. Omkring en til to måneder senere, blev ansøgeren medlem af KDP, og han tog derfor ophold på KDP-basen, Koyeh, i Irak, tæt på Sulaymaniyah. Til daglig arbejdede ansøgeren som peshmerga på basen. I 2003 rejste ansøgeren til Tyrkiet, fordi han ville se sin søn. Han opholdte sig i Tyrkiet indtil 2008, hvor han blev deporteret til Iran. Ansøgeren blev sendt til Sanandaj og blev afleveret hos de iranske væbnede styrker, Sepah. Ansøgeren blev udsat for tortur og tilstod sine politiske aktiviteter. Grundet sine aktiviteter for partiet Komala, blev ansøgeren idømt en straf på fire års fængsel og otte års eksil i Semnan. Ansøgeren afsonede sin fængselsstraf, hvorefter han rejste til Semnan for at leve i eksil. I perioden hvor ansøgeren levede i eksil, havde han meldepligt hos myndighederne tre gane om ugen. Til sidst kunne ansøgeren ikke længere holde forholdene i Semnan ud, og i februar eller marts 2018 rejste han derfor tilbage til Sanandaj. Ansøgeren levede skjult i Sanandaj i omkring en måned, hvorefter han udrejste illegalt af Iran. Efter sin ankomst til Danmark er ansøgeren igen begyndt at lave aktiviteter for Komala, herunder blandt andet ved at deltage i demonstrationer og brede partiets budskab. Ansøgeren tilhører den fraktion af Komala, som er ledet af Ibrahim Alizade. Ansøgeren føler sig som medlem af og en del af Komala-familien, selvom han ikke på nuværende tidspunkt er officielt medlem af partiet. Vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge dennes forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i Irak i perioden fra 2000-2003. Derimod finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han efterfølgende er idømt fire års fængsel og otte års forvisning. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i denne periode har kunne få udstedt identitetspapirer og i 2016 et pas. Ansøgeren har i øvrigt ikke på nogen måde, andet end ved sin forklaring, kunne sandsynligøre oplysninger om den idømte straf. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, må det tillægges væsentlig betydning, at han ved oplysnings- og motivsamtalen den 11. september 2020 alene har forklaret om to ægteskaber og på udtrykkelig forespørgsel har bekræftet, at han ikke har været i andre ægteskaber. Efter de danske myndigheders undersøgelser af ansøgerens forhold har ansøgeren erkendt, at han har været i et yderligere ægteskab. Ansøgerens forklaring om baggrunden for og omstændighederne ved indgåelsen af dette ægteskab og den efterfølgende skilsmisse, som alt sammen skulle være foregået mens ansøgeren sad fængslet for en politisk motiveret lovovertrædelse, må tilsidesættes som utroværdig. Det findes endvidere påfaldende, at ansøgeren har søgt asyl efter to gange at have fået afslag på besøgsvisum. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at ansøgeren uanset sine politiske aktiviteter i Irak, efterfølgende har været i stand til at bo i en længere periode i Iran og herunder både søge om visum til Danmark og få udstedt pas. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det af ansøgerens påberåbte oprindelige asylmotiv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. For så vidt angår ansøgerens politiske aktiviteter efter, at han har forladt Iran, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, efter at have været udmeldt af diverse politiske partier, vælger at genoptage sin aktivitet efter at være ankommet til Europa. De begrænsede aktiviteter, som ansøgeren har kunne dokumentere for Flygtningenævnet og som til dels består i tilstedeværelse ved møder og demonstrationer med talrige andre deltagere, har ikke en sådan karakter, at flertallet kan lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil befinde sig i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2021/7/MALC
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er begge kurdere og tilhører begge yarsan af trosretningen. Den mandlige ansøger er født i Sarpol-e Zahab Iran, men opvokset i Irak, hvortil hans familie rejste i 1979, da ansøgeren var syv måneder gammel. Fra 1979 til 1982 opholdt den mandlige ansøgers familie sig i flygtningelejren Qurato, hvorfra familien blev tvangsflyttet til Al-Tash lejren. I 2004 blev den mandlige ansøgers familie flyttet til Sherawan-lejren, hvor den mandlige ansøger opholdt sig indtil sin og ægtefællens udrejse i november 2015. Den kvindelige ansøger er født i flygtningelejren Qurato i Irak, men hendes familie stammer fra Sarpol-e Zahab, Iran. I 1996 returnerede ansøgeren sammen med sin familie til Sarpol-E Zahab, hvor hun boede, indtil hun i 2012 indgik ægteskab med den mandlige ansøger, hvorefter hun flyttede tilbage til Irak for at bo sammen med ægtefællen. Den kvindelige ansøger udrejste sammen med ægtefællen i november 2015. Ved en tilbagevenden til Iran frygter den mandlige ansøger at blive fængslet og tortureret på grund af sin families politiske aktiviteter. Han frygter endvidere at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheders side på grund af sin tro. Den mandlige ansøger har om sine familiemedlemmers politiske aktiviteter forklaret, at hans far var medlem af KDPI, og at familien flygtede til Irak i 1979 på grund af farens politiske aktiviteter. Ansøgerens morbror [A] var et fremtrædende medlem af KDPI og var desuden peshmerga. Morbroren blev slået ihjel i 1995/96 i forbindelse med kamphandlinger på iransk territorium. Ansøgerens storebror [B] var formand for partiet i Al-Tash-lejren og opholder sig nu som flygtning i Finland, hvor han er aktiv for KDPI. En anden bror [C] var peshmerga og opholder sig nu i Finland, hvor han har opholdstilladelse. Ansøgerens farbror [D] og dennes søn er aktive for Komola. Den mandlige ansøger har om sine aktiviteter for KDPI oplyst, at han omkring 1993-94 begyndte at sympatisere med partiet. I 1998-99 blev han egentligt medlem af partiet. Hans aktiviteter bestod i at uddele aviser og at opsøge og informere medlemmer om kommende møder. Efter at han blev flyttet til Sherawan-lejren, deltog han også i forskellige ceremonier og markeringer af mærkedage arrangeret af KDPI. I november 2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen, da de generelle forhold i området omkring Sherawan-lejren blev forværret som følge af ISILs tilstedeværelse og deraf følgende kamphandlinger. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af KDPI i Irak, og at han fortsat er medlem af KDPI i Danmark. Den mandlige ansøger har i sit asylskema alene henvist til politiske aktiviteter. Han har forklaret divergerende vedrørende sine politiske aktiviteter og har alene stringent forklaret om uddeling af aviser, hvilket han ved nævnsmødet har forklaret var lovlig virksomhed. Den mandlige ansøger har i Danmark deltaget i møder for KDPI i en del af perioden alene via telefon og video. Ansøgeren har på sin Facebook profil postet kurdisk materiale hovedsageligt skrevet af andre. Den pågældende Facebook profil bærer ikke den mandlige ansøger eget navn. Samlet finder Flygtningenævnet ikke, at den mandlige ansøgers egne aktiviteter kan medføre asyl. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans far var politisk aktiv, men har ikke kunne redegøre for hvilke aktiviteter, faren havde. Den mandlige ansøgers morbror var pershmerga og blev dræbt i kamp i 1995. Den mandlige ansøgers farbror og fætre var angiveligt medlem af Komola, men ansøgeren er ikke bekendt med deres aktiviteter. Ansøgerens to brødre, der opholder sig i Finland, er medlemmer af KDPI. Den ene er lokalformand for KDPI i [finsk bynavn], den anden er menigt medlem af bestyrelsen i samme lokalafdeling. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at den mandlige ansøgers families politiske aktiviteter har en karakter der i særlig grad profilerer dem, og det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med aktiviteterne. Nævnet finder derfor ikke, at familiens aktiviteter i særlig grad profilerer den mandlige ansøger. Det forhold at den mandlige ansøger er opvokset i blandt andet Al-Tash lejren, at han måske ikke er registreret i Iran, og at han ikke taler farsi kan ikke føre til et andet resultat. Den kvindelige ansøger har alene henvist til sin ægtefælles politiske aktiviteter. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/5/RILA
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er halvt etnisk serber og halvt etnisk kroat samt kristen ortodoks fra Bosnien-Hercegovina. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren udrejste sammen med sine forældre fra Bosnien-Hercegovina, da han var tolv år gammel. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse eller andre former for overgreb som følge af, at han er halvt serber og halvt kroatisk, idet hans forældre tilhører to forskellige etniciteter. Klageren har videre henvist til, at han som kristen tilhører et religiøst mindretal, ligesom hans forældres aktiviteter forud for flugten vil kunne give ham problemer. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans mor er etnisk kroat, og hun har gjort tjeneste i politiet, og at hun er kendt i det tidligere Jugoslavien i kraft af sin […]. Klagerens far er etnisk serber, og han måtte på grund af det blandede ægteskab og parrets tidligere bopæl i [by], tilslutte sig HDZ og i en periode gøre tjeneste for denne enhed under konflikten i det tidligere Jugoslavien. Videre har klageren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ikke vil have et naturligt tilhørssted, fordi han er født i et blandet ægteskab. Kristne udgør, hvad enten de er serbere eller kroater, et mindretal, og han frygter derfor at blive udsat for overgreb eller forfølgelse fra civilbefolkningens side. Videre vil der ikke være nære slægtninge eller andet netværk, der vil kunne bistå ham ved en tilbagevenden og hjælpe ham med at blive indsluset. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at de krigshandlinger, klagerens far deltog i, fandt sted for mere end 25 år siden, og der i en længere årrække har været fred i Bosnien-Hercegovina. Klagerens mors tilknytning til politiet ligger lige så mange år tilbage, og efter oplysningerne i sagen lægger nævnet til grund, at forældrene først og fremmest udrejste som følge af de generelle forhold. Befolkningen i Bosnien-Hercegovina er sammensat af de tre hovedgrupper: muslimer, serbere og kroater, og bekender sig hovedsagelig til islam, den græsk ortodokse kirke eller den romerskkatolske kirke. Endelig bemærkes, at der i en længere årrække har været religionsfrihed i landet. Klageren har ikke selv haft konflikter forud for flugten i 1993, og det beror på hans formodning, at han som barn af kristne forældre i et blandet ægteskab, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina, og denne formodning er ikke underbygget af baggrundsoplysningerne om forholdene i landet. Det samme gælder formodningen om, at han som kristen vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2020/2/CHPE
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og ismailimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2016, og at hun i [efteråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 8. februar 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder og udsat for tortur, fordi de vil anse hendes udrejse af Syrien som forræderi. Klageren har også oplyst, at hendes ægtefælle udrejste illegalt af Syrien, og at myndighederne derfor vil koble hendes sag sammen med hans sag. Klageren frygter også at blive udsat for overgreb af sine brødre, som ikke er indforstået med hendes ægteskab, og som har udsat dem for trusler og overgreb. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse om og begrundelse for, at klageren ikke selvstændigt opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af sin ægtefælles status som konventionsflygtning i medfør af § 7, stk. 1, jf. art 1D, 2. pkt. i Flygtningekonventionen. Ægtefæller af samme nationalitet, der indrejser samtidigt, meddeles efter praksis samme asylretlige status, uanset at den ene part ikke har et selvstændigt asylgrundlag. Af UNHCR’s Handbook, kapitel 6 om familiens enhed fremgår: “181. Beginning with the Universal Declaration of Human Rights, which states that “the family is the natural and fundamental group unit of society and is entitled to protection by society and the State”, most international instruments dealing with human rights contain similar provisions for the protection of the unit of a family. 182. The Final Act of the Conference that adopted the 1951 Convention: Recommends Governments to take the necessary measures for the protection of the refugee’s family, especially with a view to: (1) Ensuring that the unity of the refugee’s family is maintained particularly in cases where the head of the family has fulfilled the necessary conditions for admission to a particular country. (2) The protection of refugees who are minors, in particular unaccompanied children and girls, with special reference to guardianship and adoption. 183. The 1951 Convention does not incorporate the principle of family unity in the definition of the term refugee. The above mentioned Recommendation in the Final Act of the Conference is, however, observed by the majority of States, whether or not parties to the 1951 Convention or to the 1967 Protocol. 184. If the head of a family meets the criteria of the definition, his dependants are normally granted refugee status according to the principle of family unity. It is obvious, however, that formal refugee status should not be granted to a dependant if this is incompatible with his personal legal status. Thus, a dependant member of a refugee family may be a national of the country of asylum or of another country, and may enjoy that country’s protection. To grant him refugee status in such circumstances would not be called for.” Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er syrisk statsborger, og hendes ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Syrien, er indrejst sammen, og at de uanset, at de ikke er af samme nationalitet, i givet fald vil skulle rejse tilbage til samme hjemland. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet – navnlig med henvisning til princippet om familiens enhed – at klageren og dennes ægtefælle bør sidestilles med ægtefæller af samme nationalitet. Klageren bør derfor meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren som konsekvens af ægtefællens status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/1/smla
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mungulu eller munkongo og katolik af trosretning fra [by], Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af to soldater, der tidligere har forsøgt at hverve ham. Videre frygter ansøgeren de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at der to gange er kommet militærpersoner ind på hans families bopæl. Militærpersonerne ønskede at tage ansøgeren, fordi de søgte efter drenge, der kunne være portører for soldaterne. Første gang militærpersonerne kom, var ansøgerens far hjemme, og det lykkedes ham at beskytte ansøgeren mod at blive taget med. Anden gang det skete var efter, at faren var udrejst til Danmark. Det lykkedes dog ansøgeren at gemme sig i huset, hvorfor militærpersonerne ikke tog ham med. Militærpersonerne kom ikke kun til ansøgerens families bopæl, men også i andre huse. Videre har ansøgeren oplyst, at hans families hus i Den Demokratiske Republik Congo er blevet solgt, og at han ikke har familie tilbage i landet. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har formået at redegøre for sine familiemæssige forhold og de forhold, som ifølge hans kendskab hertil har begrundet hans udrejse af Den Demokratiske Republik Congo, samt baggrunden for sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget i betragtning, at ansøgeren var meget ung, da han opholdt sig i Den Demokratiske Republik Congo, men ansøgerens forklaring om forsøget på tvangsrekruttering stemmer ikke overens med oplysningerne i ansøgerens fars, [A]’s, asylsag. Derudover indeholder ansøgerens forklaring om sine familiemæssige forhold meget store divergenser. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far søgte familiesammenføring, fordi de generelle levevilkår i Den Demokratiske Republik Congo var dårlige. En anden vigtig årsag til, at han kom til Danmark, var, at han kunne fortsætte sin uddannelse i Danmark, som han var stoppet i Den Demokratiske Republik Congo. Endvidere har han forklaret, at han ikke kan vende tilbage til Den Demokratiske Republik Congo, fordi hans farmor, som han boede med, er flyttet til et andet sted, hvor hun bliver passet. Familiens hus er solgt, og ansøger kender ingen familiemedlemmer i Den Demokratiske Republik Congo. Desuden har han søgt asyl på grund af de generelle forhold, for eksempel at få mad, at tjene penge og finde arbejde. Endelig har ansøgeren forklaret til Udlændingestyrelsen, at han frygter de soldater, som to gange har forsøgt at rekruttere ham tvangsmæssigt. Flygtningenævnet kan som nævnt ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forsøgt tvangsrekrutteret, og Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det, som ansøgeren i øvrigt har forklaret til Udlændingestyrelsen om baggrunden for sin udrejse af Den Demokratiske Republik Congo og sin ansøgning om asyl, ikke giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra hverken myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret af de soldater, hvis han vender tilbage til sit hjemområde. Ansøgerens advokat har for Flygtningenævnet yderligere gjort gældende, at ansøgeren vil være i risiko for at blive tvangsrekrutteret til forskellige militser og kriminelle bander, ligesom han risikerer at blive udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder, at denne generelle frygt for asylbegrundende forfølgelse ikke ses begrundet i de foreliggende baggrundsoplysninger, idet Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er fra Kinshasa. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2021/1/CERA
Nævnet stadfæstede i 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk luba og katolik af trosretning fra Lobumbashi, Okatanga, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel, fordi der ikke er sikkerhed i hendes hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at befolkningen i hendes hjemland vil slå hende ihjel, fordi hun er fra luba-stammen og kommer fra byen Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at medlemmer af katanga-stammen diskriminerer medlemmer af luba-stammen, fordi de betragter luba folket som fremmede i deres område. Henset til, at katangesere ikke ville have luba folket i deres område, gik de til angreb mod luba-folket i 1993, hvorefter der opstod borgerkrig. På daværende tidspunkt boede ansøger sammen med sin søster og hendes mand i Katanga, hvor de grundet borgerkrigen var uønskede. En dag tog ansøgerens søsters mand på arbejde, men han kom efterfølgende ikke hjem, og de har ikke set ham siden. Den samme dag om aftenen blev ansøgeren og hendes søster opsøgt på deres bopæl af nogle personer, der var iklædt både militærdragter og civil tøj. De tog ansøgerens søster med og udsatte hende for mishandling og tortur. Ansøgerens søster blev løsladt dagen efter, og de besluttede sig efterfølgende for at flytte til Lubumbashi. Senere flyttede ansøgeren videre til Kasai og igen tilbage til Lubumbashi. I Lubumbashi var der præsidentvalg, i hvilken forbindelse mange politiske uroligheder opstod. Under urolighederne brød soldater ind i folks hjem, og en dag i 2018 brød nogle soldater ind hos ansøgeren. De ødelagde hendes tøj og udsatte hende for voldtægt, mens de skubbede hendes mor, der faldt og slog sig. To dage efter hændelsen afgik ansøgerens mor ved døden som følge af slagene. Efterfølgende besluttede ansøgeren sig for at flygte og finde hendes søster, [X], som opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge den af ansøgeren afgivne forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af borgerkrigen i 1993 mistede sin svoger. I 2015 mistede ansøger sin bror, der blev dræbt under flugten fra borgerkrigen. I 2018 brød nogle soldater ind hos ansøgeren og voldtog hende. De skubbede til ansøgerens mor, der som følge heraf afgik ved døden to dage efter. Ansøgers konflikt har imidlertid ikke en karakter eller omfang og intensitet, som kan begrunde asyl. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke selv siden den enkeltstående episode i 2018 og indtil sin udrejse den [foråret] 2019 har været udsat for overgreb eller haft yderligere konflikter med myndighederne eller privatpersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo ikke i sig selv begrunde asyl. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Demo/2020/13/ehd
Nævnet omgjorde i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim fra Diara, Khulna-distriktet, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svigerfamilie, fordi han har krænket familiens ære. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie eller lokalbefolkningen, fordi de har fundet ud af, at han er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han tvinges til at betale medgift, fordi svigerfamilien vil anklage ham for at have afbrudt sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indledte sit første homoseksuelle forhold til en dreng ved navn [MF], da han gik i 8. klasse. De var herefter kærester i skjul i otte til ni år. I [begyndelsen af] 2010 mødte ansøgeren en mand ved navn [MT], som han indledte et forhold til. De var kærester indtil for nyligt. Ansøgeren lærte sin ægtefælle, [ægtefælle], at kende i 2012 eller 2013 via Facebook, hvorefter han blev presset af sin familie til at gifte sig med hende. De blev gift i [efteråret] 2015. Ansøgeren indrejste i Danmark med sin ægtefælle i [slutningen] af 2017, fordi hun skulle studere her i landet. Omkring et halvt år senere fandt ægtefællen ud af, at ansøgeren var homoseksuel, idet hun fandt nogle sms-beskeder fra [MT] på ansøgerens telefon. Ansøgerens ægtefælle tog derefter kontakt til ansøgerens og sin egen familie, og fortalte at han var homoseksuel. Ansøgerens familie blev efterfølgende opsøgt af ægtefællens bror og morbror, som truede med at komme efter ansøgeren. Ansøgeren er efterfølgende blevet kontaktet telefonisk af sin far og bror, der har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie er blevet opsøgt af personer fra lokalbefolkningen, som gerne vil vide, hvor han opholder sig. Under opholdet i Danmark har ansøgeren indledt et forhold til en mand ved navn [ME]. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring omkring sin seksuelle orientering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens vedholdende forklaring herom og ansøgerens fremtræden i nævnet. Ansøgeren har således forklaret, at han opfatter sig som transkønnet og føler sig som en kvinde og overvejer en kønsskifteoperation. Uanset ansøgeren på enkelte punkter har forklaret divergerende omkring sit asylmotiv, har forklaringen i det væsentlige været vedholdende og troværdig. Af rapporten fra US Department of State: “Country Report on Human Rights Practices 2018”, udgivet den 26. juni 2019, fremgår blandt andet: “Same-sex sexual activity is illegal under the Bangladesh Penal Code. The government does not actively enforce the law. LGBTI groups reported the government retains the law as a result of societal pressure. LGBTI groups reported police used the law as a pretext to harass LGBTI individuals, as well as those considered effeminate regardless of their sexual orientation, and to limit registration of LGBTI organizations. Some groups also reported harassment under a suspicious behavior provision of the police code. The transgender population has long been a marginalized, but recognized, part of society, but it faced continued high levels of fear, harassment, and law enforcement contact in the wake of violent extremist attacks against vulnerable communities. Members of LGBTI communities received threatening messages via telephone, text, and social media, and some were harassed by police. The law does not prohibit discrimination against LGBTI persons in housing, employment, nationality laws, and access to government services such as health care. LGBTI groups reported official discrimination in employment and occupation, housing, and access to government services.” Ansøgeren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh ønsker at leve åbent omkring sin seksualitet og køn. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at ansøger ved en tilbagevenden til Bangladesh kan opnå den nødvendige myndighedsbeskyttelse, herunder imod forfølgelse fra lokalbefolkningen og fra familie og svigerfamilie. På denne baggrund og da ansøgeren må antages at tilhøre en særlig social gruppe i Flygtningekonventionens forstand, lægger Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøger risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Bang/2020/1/HMU.
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Zoba Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet for at have forladt landet, herunder at blive fængslet på ubestemt tid eller henrettet. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Eritrea, samt at han på ny vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor anført, at han er flygtet fra regimet og deserteret fra militæret. Klageren blev indkaldt til militæret i ultimo 1999, og han aftjente militærtjeneste indtil sommeren 2009, hvor han deserterede. Ansøgeren besluttede sig for at flygte, efter han oplevede, at nogle af hans medsoldater blev skudt under et flugtforsøg. Klageren krydsede illegalt grænsen til Etiopien om natten med to andre personer. Da de skulle krydse en flod, blev de beskudt, hvorved de mistede den ene person. Klageren har endvidere anført, at folks frihedsrettigheder ikke respekteres, og at levevilkårene er hårde i Eritrea. Klageren ønsker endvidere ikke at aftjene livslang militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, der er eritreisk statsborger og deserteret fra nationaltjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved vurderingen heraf lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at klageren ved endelig dom afsagt af Vestre Landsret [primo] 2020 blev idømt fem måneders fængsel for blandt andet grov vold efter straffelovens § 245. Ved dommen blev klageren udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i seks år. Overtrædelse af straffelovens § 245 må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, ligesom klageren – efter karakteren af den handling klageren er dømt for – må betragtes som en fare for samfundet. Endvidere lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at klageren har opholdt sig i Eritrea, til han var omkring 27 år, at klagerens far og seks søskende – som han har kontakt til – fortsat opholder sig i Eritrea, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring fem år, og at han ikke har familie i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at klageren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Dette findes efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Erit/2020/20/EDO
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Kenya. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk luo og protestantisk kristen af trosretning fra [by], Nyanza, Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes datter vil blive slået ihjel af bagmanden samt personer i relation til ham, der arrangerede rejsen til Danmark. Videre frygter ansøgeren, at de samme personer vil kidnappe hendes barn. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror, [A], idet bagmanden og andre i relation til ham truer broren på livet som følge af ansøgerens manglende afbetaling på gælden. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun underskrev to kontrakter i forbindelse med sin kontakt til bagmanden i Kenya. Af den ene kontrakt fremgik det, at hun skyldte bagmanden 50.000 euro. Beløbet skulle hun afbetale ved at arbejde i Danmark. Ansøgeren har også underskrevet en anden kontrakt, kaldet en ”blodkontrakt”, hvorpå det fremgik, at såfremt hun ikke betalte sin gæld til bagmanden, ville ansøgerens bror, [A], blive slået ihjel. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun blev tvunget til at arbejde som prostitueret og blev voldtaget, da hun ankom til Danmark. Ansøgeren er blevet slået og har fået hældt kogende vand over sig af de fem mænd, der arbejder i Danmark for bagmanden i Kenya. Videre har de fem mænd i Danmark truet med at slå ansøgeren ihjel samt kidnappe hendes datter. I [efteråret] 2014 flygtede ansøgeren fra den lejlighed, hun opholdt sig i. Bagmanden og [A] ringede gentagne gange til ansøgeren efter flugten. Ved et af opkaldene fra [A] tog ansøgeren telefonen. Det viste sig, at han var sammen med bagmanden. Bagmanden truede med at slå broren ihjel, såfremt hun ikke afbetalte sin gæld ved at arbejde som prostitueret. Han fortalte videre, at den forretning, broren ejede, var blevet brændt ned som følge af den manglende afbetaling. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med en bagmand og et ukendt antal personer i Kenya, der har tvunget hende til at arbejde som prostitueret i Danmark i en årrække. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren må således i konflikten med de personer, som har formidlet menneskehandlen, henvises til at søge de kenyanske myndigheders beskyttelse i forhold til sig selv og sin datter, der er født under opholdet i Danmark. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at menneskehandel er strafbart i Kenya, og at myndighederne – om end indsatsen er utilstrækkelig – gør sig bestræbelser på at eliminere og retsforfølge trafficking samt yde bistand til personer, der har været udsat for trafficking. Der kan navnlig henvises til United States Department of State, ”2019 Trafficking in Persons Report: Kenya”, 20. juni 2019. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at bagmanden i Kenya angiveligt skulle have forbindelse til de kenyanske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin bror [A], der kan danne grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har i den forbindelse ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet ikke fremstår overbevisende henset til, at ansøgeren også har forklaret, at hun elsker sin bror, og at hun håber, at han vil tilgive hende. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kenya vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere afklaring af faderskabssagen vedrørende ansøgers barn, [B], født [efteråret] 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Keny/2020/2/AMKJ
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er muslim fra [by], Azerbaijan, Iran og opvokset i Teheran og provinsen Azerbaijan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængsel af myndighederne, idet han ikke har aftjent sin militærtjeneste. Videre frygter han myndighederne, da han har delt en video på Facebook, hvor der bliver gjort grin med en imam. Yderligere har klageren oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da han ikke længere har nogen tilknytning til Iran, idet han føler sig mere dansk end iransk. Endelig har han henvist til, at han ved en tilbagevenden ikke kan modtage den nødvendige medicinalbehandling i Iran. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev indkaldt til at aftjene militærtjeneste kort tid inden han udrejste af Iran i 1984. Som sanktion for, at han var udeblevet fra militærtjeneste, blev hans far idømt tre måneders fængsel. Videre har han henvist til, at klageren delte facebookvideoen for omkring fire år siden. Han har senere erfaret, at flere personer som er tilhængere af den optrædende i videoen, er blevet idømt 14 års fængsel. Klageren har efterfølgende forklaret, at han faktisk aftjente en del af værnepligten, jf. nedenfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Vedrørende klagerens værnepligtsforhold har klageren i forbindelse med sin indrejse i Danmark i 1984 forklaret, at han ikke har aftjent værnepligt og at det i øvrigt var i 1981 at han unddrog sig militærtjeneste. Ved § 31-samtalen [i vinteren] 2019 forklarede klageren, at han ikke havde aftjent militærtjeneste. Senere hen har han ved sin advokats indlæg til Flygtningenævnet forklaret, at han faktisk aftjente værnepligt i syv måneder og deltog ved fronten i krigen mod Irak. Ved fremmødet i Flygtningenævnet har klageren ikke kunne give nogen rimelig forklaring på disse væsentlige uoverensstemmelser. For så vidt angår klagerens risiko ved tilbagevenden til Iran må Flygtningenævnet tillægge det afgørende betydning, at klageren efter sin egen forklaring tre gange, efter at han fik opholdstilladelse i Danmark, har været i Iran, heraf to gange hvor han frivilligt indrejste i og uhindret udrejste af landet. Ved indrejsen i 2004 benyttede klageren efter sin egen forklaring et rejsedokument udstedt af den iranske ambassade i København. Han fik endvidere udstedt et ægte iransk pas under sit ophold i landet. Også dette taler afgørende imod, at klageren skulle have nogen aktuel konflikt med de iranske myndigheder. Den omstændighed at klageren har delt et enkelt facebookopslag, hvor der angiveligt gøres grin med en imam, er ikke et forhold, der kan antages at være de iranske myndigheder bekendt eller i øvrigt at kunne have væsentlige negative konsekvenser for klageren ved en tilbagevenden til Iran. De af klageren påberåbte socioøkonomiske forhold herunder vedrørende klagerens helbred kan ikke tillægges afgørende betydning. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om udelukkelse efter udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/37/IMBS
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1985. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31.Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren har været medlem af en politisk organisation. Klageren har været medlem af og aktiv for den palæstinensiske organisation Fatah to år forud for hans udrejse af Libanon. Klageren modtog betaling for at være ”fidai” i organisationen. Klageren har oplyst at han stod vagt for bevægelsen og ikke havde andre opgaver for Fatah. Videre har han oplyst, at han blev medlem af Fatah, fordi det var almindeligt, at man blev medlem af Fatah bevægelsen, fordi der ikke var andet arbejde. Han har oplyst at det var Fatah bevægelsen, der bestemte, at klageren skulle være medlem. Han ønskede ikke at være medlem af bevægelsen, men han sagde ikke dette til bevægelsen, for det kunne man ikke sige til dem. Klageren har som asylmotiv henvist til, at en udsendelse til Libanon vil være enden på hans liv. Han har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at de libanesiske myndigheder vil tage ham, idet han tidligere er blevet tilbageholdt af dem. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at den syriske regering vil tage fat i ham, fordi der er krig i Syrien. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har nogen steder at bo i Libanon, ligesom han ikke har nogen til at passe på ham. Han har derimod levet i Danmark siden 1985, hvor han føler sig hjemme, fordi han kender personer her. Han har yderligere henvist til, at han har psykiske lidelser, som han modtager behandling for i Danmark. Klageren har til støtte for sin frygt for at blive tilbageholdt af de libanesiske myndigheder henvist til, at de libanesiske myndigheder kan finde ud af, at han blev tilbageholdt af dem i ni måneder omkring 1983-1984, fordi han var palæstinenser med tilknytning til Fatah-bevægelsen. Klageren har til støtte for sin frygt for, at de syriske myndigheder vil tage fat i ham, fordi der er krig i Syrien, henvist til, at der er kontrolposter, og at man ikke ved, hvad der kan ske ved dem. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af 14. februar 2019 – at det ikke længere kan lægges til grund, at klageren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne eller grupperinger i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller grupperinger er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet finder, at klageren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens oprindelige rejselegitimation udstedt af de libanesiske myndigheder ligger hos de danske udlændingemyndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klageren forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende og udbyggende om de angivelige tidligere konflikter. Han har således forklaret udbyggende om fængslingen i forhold til sin asylafhøring i 1985. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for, hvem han frygter i Libanon, men at han alene påberåbte sig de generelle forhold i Libanon. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren udrejste legalt af Libanon i 1985, og at han i 2013 indrejste legalt i Libanon og opholdt sig der to gange i en måned hver gang uden at opleve problemer med myndighederne eller andre. Det ændrer ikke herved, at klageren indrejste på sit danske konventionspas de to gange i 2013. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han igen vil kunne få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Stat/2020/68/NBR]
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har været medlem og aktiv for Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Generalkommandoen (PFLP-GC) fra 2011 og frem til juli 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at, han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at PFLP-GC vil slå ham ihjel eller fængsle ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han siden 2011 har stået vagt for PFLP-GC i flygtningelejren Burj al-Barajneh. I 2014 blev han forfremmet og fik herefter til opgave at deltage i politiaktioner i lejren. På et møde i PFLP-GC i juli 2015 fik ansøgeren af vide, at han skulle til Syrien og kæmpe i krigen for det syriske regime. Dette ønskede ansøgeren ikke, hvorfor han tog hjem til familiemedlemmer i flygtningelejren [X]. Ansøgeren opholdte sig her frem til sin udrejse af Libanon. Efter ansøgerens udrejse har personer fra PFLP-GC opsøgt ansøgerens families bopæl gentagende gange for at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter Hizbollah. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Hizbollah samarbejder med PFLP-GC, og at det Hizbollah som har beordret PFLP-GC til at sende medlemmer til Syrien for at kæmpe for det syriske regime. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af Hizbollah. Han har forklaret, at han ved ikke, hvornår hans familie er blevet opsøgt af PFLP-GC, hvor de har spurgt efter ham, men at familien senest er blevet opsøgt for 3-4 måneder siden, mens han ved gensamtalen [i] april 2017 har forklaret, at hans familie ikke var blevet yderligere opsøgt, og at PFLP-GC ikke gjorde en særlig stor indsats for at finde ham. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie ikke er blevet truet eller har oplevet overgreb i forbindelse med, at familien er blevet opsøgt. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet fremlagt et foto af en håndskrevet beslutning underskrevet i [X]-lejren i oktober 2017 om, at ansøgeren er flygtet fra sine pligter og skal anholdes, hvis han bliver set. Han har forklaret, at hans fars ven havde vist ansøgers far beslutningen på et kontor i [X]-lejren, men at han ikke ved, hvornår billedet er taget. Han har videre forklaret at han tror, at hans far har undladt at oplyse ham herom for at skåne ham. Ansøgeren har først fået billedet tilsendt i oktober 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge dokumentet eller forklaringen herom til grund. Nævnet bemærker herved, at billedet af dokumentet først fremkommet under nævnets møde og ikke tidligere har været omtalt, og at nævnet anser det for usandsynligt, at ansøgerens far skulle have taget et billede heraf tidligere uden at orientere ansøgeren, ligesom det forekommer påfaldende henset til ansøgerens relativt beskedne rolle i PFLP-GC, at en arrestordre skulle blive udstedt i [X]-lejren, hvor ansøgeren kun havde skjult sig i en kortere periode, og flere år efter ansøgerens udrejse. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin rolle i PFLP-GC, idet han under mødet i nævnet har forklaret, at han ikke har deltaget i anholdelser, mens han tidligere har forklaret, at han blev forfremmet og deltog i anholdelser. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at ansøgers konflikt med PFLP-GC eller Hizbollah har en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren befinder sig i en alvorlig, personlig usikkerhedstilstand. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage til Libanon. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." [Stat/2020/48/sels]
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by], Libanon. Han er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin tidligere nabo. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far i [måned] 2006 skulle opsætte nogle stolper på ansøgerens fasters grund i [X] for at understøtte fasterens hus. En nabo ved navn [M] var uenig i stolpernes placering og meddelte derfor ansøgerens far, at denne ikke måtte renovere huset. Efterfølgende skød [M] ansøgerens far, der som følge heraf afgik ved døden. Da ansøgerens morbror forsøgte at hjælpe ansøgerens far, blev han også skudt af [M]. Morbroren blev såret af skuddet, men overlevede. Efter drabet på ansøgerens far flygtede [M] fra området, men blev senere anholdt og fængslet af politiet. Han fik endvidere forbud mod at opholde sig i [X]. [M] blev løsladt i [år]. Efter sin løsladelse opsøgte [M] en person, der arbejdede som buschauffør, og som efterfølgende overbragte [M’s] trusler til ansøgerens mor. [M] truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren formoder, at [M] frygter, at ansøgeren vil hævne drabet på ansøgerens far. Truslerne var i øvrigt rettet mod hele familien. Omkring tre måneder senere fik ansøgerens farbror oplysninger om, at [M] opholdt sig på et cafeteria uden for flygtningelejren, og at han måske var bevæbnet. Ansøgerens farbror henvendte sig til politiet, der opsøgte [M] på cafeteriet. [M] fortalte politiet, at han ventede på ansøgeren. Hvis ansøgeren eller hans farbrødre møder [M] tilfældigt på gaden, risikerer de at blive slået ihjel af [M]. Ansøgeren har fra sine farbrødre fået oplyst, at [M] ønsker at vende tilbage til flygtningelejren. Ansøgeren har aldrig set eller talt med [M]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han ikke vil kunne få den nødvendige helbredsmæssige behandling. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, da han gik i 9. klasse, blev diagnosticeret med en rygmarvssygdom, og at han i 2014 gennemgik en operation. Ansøgeren har endvidere oplyst, at behandlingerne i Libanon er dyre. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Statsløse palæstinensere kan ikke få lov at bygge et hjem, ligesom de ikke har mulighed for at få et arbejde. Han har således ingen fremtid i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger, ligesom Udlændingestyrelsen, til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har boet hele sit liv i [by] i Libanon og har modtaget støtte fra UNRWA til blandt andet mad, uddannelse, penge og lægehjælp, og er registeret i UNRWA. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [fra foråret] 2019 forklaret, at han er udrejst af Libanon med et palæstinensisk pas. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet, ligesom Udlændingestyrelsen, finder det påfaldende, at ansøgeren har oplyst at han hele tiden har ønsket at komme til Danmark, fordi han har familiemedlemmer her i landet, samt at han ønskede behandling for sin sygdom. Disse forhold er af socioøkonomisk karakter. Herudover er der en række divergenser i ansøgerens forklaringer, som påpeget af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2020, side 3 og 4, herunder kan nævnes, at ansøgeren først forklarede, at han var bekendt med hvilken straf drabsmanden [M] var blevet idømt, fem års fængsel, men efterfølgende oplyste ikke at være bekendt hermed. Ligeledes har ansøgeren forklaret forskelligt om tidspunktet for [M’s] løsladelse og han har forklaret forskelligt om, hvorvidt kun hans mor var blevet truet, eller om også resten af familien var blevet truet. Også ved mødet i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret udbyggende, idet han forklarede, at det ikke kun var [M], men også dennes familie, der havde fået forbud mod at opholde sig i [X]. Endelig bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at [M] angiveligt skulle have siddet på en café uden for flygtningelejren og ved henvendelse fra politiet sagde, at han ventede på ansøgeren, forekommer nævnet i særlig grad usandsynlig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA's operationsområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det tilføjes, at ansøgeren er UNRWA-registeret, og at han ifølge sin forklaring tidligere har været i besiddelse af et gyldigt pas, som han benyttede til at udrejse. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/64/tps
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Saida, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Palestine Liberation Organization (PLO), herunder Fatah-bevægelsen, i perioden primo 1980'erne til 1997. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, Hizbollah eller PLO. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han tidligere har været medlem af Fatah-bevægelsen og at han har været udrejst af Libanon i mange år. Ansøgeren blev medlem af Fatah-bevægelsen i 1980 og var menig soldat, indtil han i slutningen af november 1982 blev taget som krigsfange af israelske styrker og fængslet i Ansar-lejren, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter for Fatah-bevægelsen og udsat for voldsom tortur. [En nærmere angiven dato i efteråret]1983 blev han løsladt som led i en fangeudveksling med bistand af Internationalt Røde Kors. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren en erklæring, hvorefter han ikke kunne vende tilbage til Libanon eller Palæstina. Han arbejdede efter sin løsladelse som sikkerhedsvagt for blandt andre Yasser Arafat i perioden fra 1985 til 1993 og modtog løn fra PLO til 1997. Ansøgeren gjorde tjeneste i både Libanon og Tunesien. Han har senest været i Libanon i 1985. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ved Udlændingestyrelsen afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014 blev ansøgeren meddelt afslag på sin ansøgning om asyl. Udlændingestyrelsen lagde dog til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Dette blev tiltrådt af Flygtningenævnet ved afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017. Spørgsmålet om hvorvidt en asylansøger er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, er i det væsentlige et spørgsmål der vedrører de faktiske forhold om asylansøgeren, idet det er en betingelse for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, at ansøgeren skal være konkret og individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til oprindelseslandet. Flygtningenævnet finder herefter ikke at Udlændingestyrelsen, således som det er påberåbt af ansøgeren advokat, er afskåret fra ved en senere vurdering at lægge til grund at ansøgeren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet vil herefter forholde sig til den afgørelse, som Udlændingestyrelsen har truffet [en nærmere angiven dato i foråret] 2020. Flygtningenævnet kan tiltræde, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsen afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2020 vedrørende dette. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren troværdighed må betragtes som stærkt nedsat på grund af de talrige, divergerende og i nogen grad udsvævende forklaringer, som han igennem en længere årrække har afgivet til de europæiske myndigheder og som han senere har fragået, også gentagne gange med henvisning til urigtige oversættelser. Flygtningenævnet kan i øvrigt henholde sig til det i Flygtningenævnets afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 anførte. Det af ansøgeren for nævnet i dag oplyste vedrørende en arrestordre mod ham kan i øvrigt ikke tillægges betydning, idet denne forklaring ses at være i modstrid med den af ham afgivne forklaring for Flygtningenævnet [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 vedrørende dette forhold. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at sagen er fuldt tilstrækkeligt belyst. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at forsøg på indhentelse af yderligere oplysninger, som anmodet om af ansøgerens advokat, vil kunne bidrage til sagens oplysning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2020/62/MALC
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hvis han kom ind i militæret, ville han enten selv blive slået ihjel, eller være nødt til at slå andre ihjel, hvilket han ikke ønsker. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke har nogen familie tilbage i Syrien, og at han muligvis ikke vil kunne genkende sit hjemområde, da dette er ødelagt som følge af krigen. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han, der er i den militærpligtige alder, har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og da han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde taler derfor. Afvejningen mellem de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 idømt fængsel i ni måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år fra udrejsen eller udsendelsen. Dommen omfattede to forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med to medgerningsmænd at have eksponeret to personer for peberspray og stukket dem med kniv, samt overtrædelse af våbenloven, våbenbekendtgørelsen og knivloven – alle forhold begået [i foråret] 2018. Vedrørende spørgsmålet om udvisning udtalte landsretten: ”… tiltalte er bl. a. dømt for grov personfarligt kriminalitet ved at stikke med kniv. Navnlig under hensyn hertil og til [tiltaltes] kortvarige ophold i Danmark tiltræder landsretten af de grunde, som byretten har anført, at [tiltalte] er udvist med indrejseforbud som sket. Det forhold, at [tiltalte] i Danmark nu har indgået ægteskab med en kvinde fra Syrien, kan ikke tillægges betydning”. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at han med henvisning til forbrydelsernes karakter og grovhed må betragtes som en fare for samfundet. Det forhold, at de pådømte forhold blev udløst af et angreb på klagerens bror, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at der var tale om en planlagt gengældelsesaktion, der fandt sted 4-5 timer efter og efter, at klageren og hans bror var blevet opfordret til at anmelde angrebet på broren til politiet. Klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien, hvor han har boet indtil 2012. Han opholdt sig herefter i Libanon, Grækenland og Tyrkiet, indtil han indrejste i Danmark i [vinteren] 2015. Hans forældre og søskende bor i Danmark. Han har ikke familie i Syrien. Han har arbejdet som gulvsliber og maler sammen med sin bror. Han er i Danmark blevet forlovet med en kvinde fra Syrien. De bor ikke sammen. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af de forbrydelser, han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/61/crt
Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens to søskendes sager. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim fra Bab Ezzouar, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Libanon, men hun ikke ønsker at tage ophold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ingen tilknytning har til Libanon, herunder ingen familie. Videre, at hun aldrig har været i Libanon og at det er et fremmed land for ansøgeren. Endelig, at hun ikke er registeret i det libanesiske folkeregister, og at det ville være urealistisk, at hun skulle tage ophold i Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Algeriet henvist til, at hun er blevet udsat for diskrimination på baggrund af sin etnicitet. Videre, at hun er blevet udsat for chikane på baggrund af sin etnicitet og sin religion. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens farfar flygtede fra Palæstina i 1948 til Libanon i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Ansøgerens forældre er født i Libanon, hvor de boede, indtil de forlod landet i 1982, hvor en lang række PLO-soldater blev evakueret fra landet. Såvel ansøgerens farfar som hendes forældre har været registreret hos UNRWA. Ansøgerens far har sørget for, at også ansøgeren er registreret hos UNRWA med henblik på, at hun vil kunne gøre et kompensationskrav gældende i relation til familiens oprindelige ejendom i Palæstina, hvis der måtte blive fundet en forligsmæssig løsning på konflikten. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Algeriet, og at hun ingen tilknytning har til Libanon, hvor hun aldrig har været, ligesom hun heller ikke har været i andre dele af mandat-området. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgeren aldrig har været i mandat-området, at ansøgeren, selvom hun formelt er registreret under UNRWA, aldrig har nydt eller søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgeren er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 D. Ansøgeren må således, i overensstemmelse med Flygtningenævnets langvarige praksis, som statsløs palæstinenser asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor hun havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde Algeriet. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2015 stadfæstet Udlængestyrelsens afgørelse i forhold til Algeriet. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7 for opfyldt.” stat/2020/54/imbs
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amazigh og har oplyst at være kristen fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie og sine naboer som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at gå i kirke i Agadir i [foråret] 2018, hvilket blev opdaget af nogle af hans naboer. Ansøgeren fortalte efterfølgende naboerne, at han ønskede at skifte sin religion. Som følge heraf forbandede naboerne ham og kastede sten efter ham. Ansøgerens familie blev bekendt med hans kristne aktiviteter og truede ham, især ansøgerens onkel, der blev aggressiv og sagde til ansøgeren, at der ville opstå store problemer for ham. Herefter pakkede ansøgeren sine ting og flyttede hen til en ven. Ansøgeren opfattede onklens trussel som en indirekte trussel på livet. Endelig har ansøgeren oplyst, at de marokkanske myndigheder ikke accepterer kristendommen og undertrykker kristnes rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der efter sin forklaring til asylsamtalen begyndte at gå i kirke i Marokko i 2018 i forbindelse med, at han mødte sin tidligere, kristne ægtefælle, alene så på kirken, talte med turisterne og forsøgte at få informationer om kristendommen, og at der ikke var gudstjenester, mens han var der. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring under nævnsmødet kun har besøgt en kirke i Danmark tre-fire gange efter, at han søgte om asyl, og at han ikke derudover har praktiseret kristendommen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om sin konversion fremstår hertil ureflekteret, overordnet og upræcis, og han har ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ikke som sådan har noget kendskab til den kristne religion. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er udtryk for en reel og indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, finder nævnet ikke, at ansøgeren i Marokko har en asylbegrundende konflikt med sin familie, naboer eller myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet direkte trusler fra sin familie eller naboer på baggrund af sin konversion, og at han heller ikke har været udsat for trusler eller overgreb fra myndighederne på grund af sin tro. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren to gange i 2019 har søgt om tilbagerejsetilladelse til Marokko, mens han havde en verserende familiesammenføringssag, og at han som begrundelse i den ene ansøgning angav, at han ville besøge sin familie. Ansøgerens forklaring om, at han ikke besøgte sin familie, men opholdt sig på hotel begge gange, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring opholdt sig i to uger i Marokko – efter det oplyste uden problemer - efter at være blevet truet af sin onkel, og inden han udrejste til Danmark. Nævnet bemærker hertil, at det af baggrundsoplysningerne, Landinfo (2014) Marokko: Konvertering fra islam til kristendom, fremgår, at det er fuldt lovligt at konvertere fra islam til kristendom, og at det derfor ikke kan medføre retlige konsekvenser. De generelle forhold i Marokko kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/8/CARA
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2019, og at han [i vinteren] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at Den Frie Syriske Hær vil rekruttere ham imod hans vilje og træne ham til at kæmpe for dem. Klageren har herom oplyst, at Den Frie Syriske Hær havde kontrollen i området omkring [område] i [by]-provinsen, hvor ansøgeren boede med sin familie i en periode mellem 2014 og 2015. En dag kom Den Frie Syriske Hær til teltlejren og fortalte ansøgeren og andre unge drenge, at de skulle tilslutte sig hæren. Ansøgeren fortalte medlemmerne af Den Frie Syriske Hær, at han ikke ønskede at tilslutte sig hæren, fordi han ikke turde bære våben, og fordi der blev kastet bomber efter dem. De fortalte herefter ansøgeren, at han ville få penge, et godt liv og muligheden for at deltage i en hellig krig. Efterfølgende skete der ikke noget. Klageren har videre oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, idet hans fætter på et tidspunkt blev kidnappet af de syriske myndigheder. Ansøgeren deler efternavn med denne fætter, og ansøgeren er derfor bange for, at han ligeledes vil blive kidnappet. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for forfølgelse i Syrien, idet de syriske myndigheder vil betragte ham som værende i opposition til dem, da klageren i en længere periode og forud for sin udrejse fra Syrien havde opholdt sig i [by], som dengang var og fortsat i dag er kontrolleret af oprørsstyrkerne, og da han fortsat har kontakt med familien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udelukkende har fået en almindelig opfordring fra Den Frie Syriske Hær til at tilslutte sig dem, men at han ikke har modtaget trusler eller været udsat for andre overgreb i anledning af, at han ikke har ønsket at gøre dette. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren er i nogen reel risiko for overgreb fra Den Frie Syriske Hær som følge af, at han ikke har ønsket at kæmpe for dem. Hverken klageren eller hans familie har været profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at de forhold, at klageren har opholdt sig i [by]-området, at klagerens familie fortsat opholder sig der, og at klageren fortsat har kontakt til familien, indebærer, at klageren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb, således at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forhold, at klageren har navnesammenfald med sin fætter, ikke kan antages at indebære en særlig risiko for klageren. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/95/aca
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsgiftet med en syrisk officer ved navn [A], der har truet ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i starten af 2017 flyttede til bydelen [B], Damaskus. Herefter blev ansøgeren og hendes familie opsøgt på bopælen af den syriske hær, som ledte efter mænd i den militærpligtige alder. I den forbindelse fik en officer ved navn [A] interesse for ansøgeren. [I vinteren] 2017 rejste ansøgeren til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i fem måneder og samtidigt mødte sin kæreste ved navn [M]. Under ansøgerens ophold i Tyrkiet, opsøgte [A] to til tre gange hendes bopæl i Syrien. I [foråret] 2018 blev ansøgeren igen opsøgt af [A]. Ansøgeren var på dette tidspunkt alene på bopælen, og [A] forgreb sig på hende. Han forsøgte at klæde ansøgeren af. Ansøgeren nåede at flygte ud af lejligheden, hvorefter [A] fulgte efter hende og truede med at fængsle en af ansøgerens farbrødre, såfremt hun ikke gik ud med ham. Få dage senere tog ansøgeren af frygt med [A] ud på en restaurant. Hun fortalte ikke noget til sin familie herom. To uger senere var ansøgeren igen på restaurant med [A], hvor han foreslog, at ansøgeren skulle gifte sig med ham. Da hun afslog, truede han hende med et tvangsægteskab. Herefter fortalte ansøgeren sin familie om alle problemerne med [A]. Hendes familie ønskede, at hun skulle indgå et ægteskab til [A], mens hendes farmor rådede hende til at flygte. Ansøgeren var efter det andet restaurantbesøg jævnligt i telefonkontakt med [A]. To uger forinden sin udrejse modtog ansøgeren et opkald fra [A], der oplyste, at han havde tilbageholdt ansøgerens farbror ved en kontrolpost, og at han derfor mente det alvorligt. Som følge heraf indvilligede ansøgeren i at indgå ægteskabet. [I efteråret] 2019 udrejste ansøgeren af Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes familie i Syrien er blevet opsøgt to eller tre gange af officeren efter hendes udrejse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ønsker at være sammen med sin nuværende ægtefælle, der opholder sig i Danmark, og at hun gerne vil uddanne sig til læge. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun [i efteråret] 2020 har født et barn, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter eventuelle konsekvenser på barnets vegne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og idet hendes forklaring forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgerens forklaring om de billeder, Udlændingestyrelsen har fundet på ansøgerens telefon, forekommer utroværdig. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de fotos, Udlændingestyrelsen har fundet på ansøgerens telefon. Under asylsamtalen har hun forklaret, at det ikke er hende, men en veninde, der ses på billederne. I advokatens indlæg og under mødet i Flygtningenævnet har hun erkendt, at det er hende, der ses på billederne, men har forklaret, at billederne ikke er taget i forbindelse med et bryllup. Hendes mor ønskede at se hende i brudekjole, inden ansøgeren flygtede, hvorfor hendes mor lejede et festlokale og en brudekjole. To af de billederne, hvor ansøgeren ses iført en brudekjole, er optaget henholdsvis [en dag i efteråret] 2019 kl. 19.15 og [dagen efter] kl. 21.24. Ansøgeren har ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvorfor der er mere end 24 timer mellem billeder. Ansøgerens forklaring om, at tidsangivelsen på nogle af billederne kan være forkert, forekommer ikke sandsynlig. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare, hvorfor det fremgår af billedoplysningerne, at der [en dag i efteråret] 2019 er taget flere billeder af ansøgeren i byerne [Y], [M] og [G] i Tyrkiet. Ansøgeren har også forklaret divergerende om fotos af hende i Damaskus lufthavn [en dag i efteråret] 2019. Under asylsamtalen forklarede hun, at hun havde manipuleret billederne i photoshop. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun udrejste med fly til Istanbul, men blev afvist af de tyrkiske myndigheder i lufthavnen og sendt retur med det næste fly til Damaskus. På baggrund af bryllupsbillederne kan ansøgerens forklaring om, at hun ikke er gift, ikke lægges til grund, ligesom det efter billederne fra lufthavnene og fra Tyrkiet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren udrejste illegalt af Syrien. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende om sit 5 måneders ophold i Tyrkiet fra [efteråret] 2017 til [foråret] 2018. Ansøgeren har således forklaret, at hun tog til Tyrkiet for at mødes med sin kæreste [M], som havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark, men hun har ikke kunnet forklare om, hvor længe Mohammed opholdt sig i Tyrkiet. Forklaringen om, at hun som kvinde kunne rejse alene til Tyrkiet og opholde sig der i 5 måneder forekommer påfaldende. Ansøgerens forklaring om det overgreb, den syriske officer ved navn [A] har udsat hende for, da han opsøgte ansøgeren på hendes bopæl i [foråret] 2018, kan heller ikke læges til grund. Ansøgeren har forklaret, at [A] hev tørklædet af hende og rev hendes kjole i stykker, hvorefter hun flygtede. [A] indhentede hende uden for, hvor han gav ansøgeren sit visitkort, og få dage efter ringede ansøgeren til ham og aftalte at gå ud at spise sammen med ham. Forklaringen forekommer påfaldende, uanset om det indgår i vurderingen, at ansøgeren har forklaret, at hun kontaktede [A], fordi han havde truet med at gøre skade på ansøgerens onkler, hvis ansøgeren ikke gik ud at spise med ham. Efter en samlet vurdering af ovenstående forhold tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren kan efter sin forklaring om sine familieforhold ikke anses som en reelt enlig kvinde ved tilbagevende til Syrien. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at hun ved tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, er de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/94/NHA
Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder uden nogen religiøs overbevisning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren frygter endvidere tilstedeværelsen af DAESH og andre radikale, islamiske grupper. Endelig frygter ansøgeren at blive slået ihjel, idet han er efterstræbt af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2008 klagede over en lov, som gjorde det ulovligt for kurdere at købe og sælge ejendomme 100 kilometer fra grænsen. I 2010 skulle han rejse til Italien og Storbritannien. Ansøgeren blev stoppet ved den syriske grænse og fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten. Næste dag henvendte han sig på efterretningstjenestens kontor, hvor han blev anklaget for at være medlem af et kurdisk parti. Han fik at vide, at han skulle give efterretningstjenesten oplysninger herom. Efterretningstjenesten havde kendskab til den klage, som han havde indgivet i 2008. Da ansøgeren vendte tilbage fra sin ferie, blev han stoppet ved indrejsen til Syrien. En person fra efterretningstjenesten afkrævede ham igen oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvor han blev udsat for voldelige overgreb. Ansøgeren blev herefter løsladt mod bestikkelse. To dage efter løsladelsen blev han ringet op af en person fra efterretningstjenesten, som afkrævede ham oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren overnattede hos en ven, og om natten blev hans bopæl ransaget af efterretningstjenesten. Hans familie fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten inden for to dage. I forbindelse med ransagningen blev hans far skubbet, og han døde fire dage senere som følge af sine skader. Ansøgeren udrejste herefter af Syrien [i vinteren] 2011. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efterfølgende rejste til Tyrkiet, USA og efterfølgende til Canada, hvor han søgte asyl. I foråret 2013 blev ansøgeren anerkendt som flygtning i Canada. Otte måneder herefter, søgte han om permanent opholdstilladelse, men udrejste inden han nåede at modtage svar på ansøgningen. Ansøgeren opholdt sig i Canada i omkring 3 år og 6 måneder, hvorefter han udrejste til Tyrkiet for at blive genforenet med sin ægtefælle og børn. Ansøgerens ægtefælle ønskede ikke at rejse til Tyrkiet, hvorfor ansøgeren rejste til Danmark, hvor hans ægtefælle og børn har opholdstilladelse som flygtninge. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde dig i Canada, idet hans familie er i Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om dennes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved sin forklaring i nævnet dags dato, i det væsentlige har forklaret konsistent i overensstemmelse med sine tidligere forklaringer, herunder ved ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet [af en nærmere angiven dato i sommeren] 2015. Ansøgeren opfylder herefter på dette grundlag betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering af ansøgerens konflikt med de syriske myndigheder, må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, på nuværende tidspunkt, forsat vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Det må lægges til grund, at ansøgerens canadiske opholdstilladelse udløb i 2015. Henvendelser til de canadiske myndigheder fra de dansk myndigheder har ikke resulteret i noget klart svar på, om ansøgeren på ny ville kunne få udstedt en canadisk opholdstilladelse. Henset til den forløbne tid, og til, at ansøgeren nu er meddelt opholdstilladelse i Danmark på grundlag af familiesammenføring, kan Flygtningenævnet imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren på ny vil kunne opnå canadisk opholdstilladelse, således, at Canada ville kunne tjene som første asyland. Det kan herefter ikke tillægges betydning, at ansøgeren muligvis ikke længere, på grund af sin alder, vil være i risiko for indkaldelse til det syriske militær. Da ansøgeren herefter findes at opfylde betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og da Canada ikke findes at kunne tjene som første asylland, meddeles der herefter ansøgeren opholdstilladelse efter 7, stk. 1." syri/2020/93/MALC
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by], Libanon. Hun er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter ikke at have et sted at bo, idet ansøgerens farbrødre gør krav på ansøgerens families hus i flygtningelejren [X]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren farbror, [F], og dennes to sønner i [måned] 2016 mødte op på ansøgerens families bopæl. [F] krævede, at ansøgerens familie fraflyttede bopælen. [F] slog ansøgerens far, hvorefter situationen udviklede sig til slåskamp mellem ansøgerens bror, [M], og [F] og dennes sønner. I de efterfølgende to-tre uger mødte [F] hver anden eller tredje dag op på bopælen, hvor han truede ansøgerens familie med at gøre dem fortræd, hvis ikke de forlod bopælen. De sidste to måneder forud for ansøgerens udrejse havde ansøgerens familie ingen problemer med [F] eller dennes familie. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark ønsket at blive skilt fra sin herboende ægtefælle, [N]. [N’s] far, [MM], der også er ansøgerens farbror, er imod en skilsmisse og har på den baggrund også gjort krav på ansøgerens families bopæl i Libanon. [MM’s] har således to gange rejst til Libanon, hvor han sammen med [F] har opsøgt ansøgerens familie. Efter ansøgerens udrejse har [F] endvidere lagt sag an mod ansøgerens far for at få rettens ord for, at han har krav på huset. [F] har desuden truet ansøgerens søskende. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin far og brødre, der er meget religiøse. Ansøgeren frygter at blive udsat for æresdrab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og to ældre brødre begrænsede hendes frihed, da hun boede i Libanon. De ville således tvinge ansøgeren til at bære religiøs beklædning, ligesom de slog hende, hvis hun gik ud om natten. Endvidere var det familiens holdning, at det var æreskrænkende, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke tog sig af hende. De ønskede derfor, at ansøgeren blev skilt og derefter indgik ægteskab med en ældre mand, som de havde fundet til hende. Ansøgeren ønskede at give ægteskabet med [N] en chance, hvorfor hun rejste til Danmark. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i omkring tre måneder i Danmark, blev det klart for hende, at der var store problemer i ægteskabet. [N] ønskede ikke at arbejde videre på, at ansøgeren skulle blive familiesammenført. Ansøgeren ønskede derfor at blive skilt fra ægtefællen. Ansøgerens familie ville ikke have, at ansøgeren befandt sig i Europa. Særligt ansøgerens storebror fremsatte trusler mod ansøgeren og sagde, at han ikke ville vide af hende. Ansøgeren besluttede derfor at søge asyl i Danmark. Ansøgerens lillebror, [T], har forsøgt at hjælpe ansøgeren med en formel skilsmisse, men ansøgerens ægtefælle vil ikke samarbejde om dette. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Som statsløs palæstinenser har ansøgeren ingen rettigheder og dermed ingen fremtid i Libanon. Ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at hun er registreret ved UNRWA i Libanon. Ansøgeren har bekræftet, at hun og hendes familie er registreret hos UNRWA. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som udgangspunkt er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., henset til det ovenfor anførte om ansøgerens UNRWA-registrering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren flere gange har været i Danmark for at besøge sin ægtefælle [N], og at hun senest rejste til Frankrig i 2016, efter at have fået visum dertil, og derfra rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt udrejste af Libanon. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine farbrødre. Hertil kommer, at der ifølge ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet er indgået et forlig i sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin far og sine brødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, divergerende og udbyggende herom, og ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun gerne ville skilles fra sin ægtefælle [N], hvilket hendes familie var enig i, og at hendes ene bror har hjulpet hende hermed. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at hun har været spærret inde hos familien i Libanon, og at hun er truet på livet af sine brødre, hvilket er formidlet til hende af nogle andre. Ansøgeren har ikke forklaret herom til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikter i Libanon, der har gjort det nødvendigt for hende at forlade området, eller at hun som følge af en konflikt med sin farbrødre eller sin far og brødre er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Libanon, og at det ikke vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave UNRWA har ansvarlig for, jf. Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., 2. pkt. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at disse forhold er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder til ansøgeren tidligere har udstedt et rejsedokument til hende. Hun fik seneste udstedt rejsedokument i forbindelse med sin rejse til Frankrig, hvortil hun fik visum. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon fra marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon, som ønskede at vende tilbage til Libanon frivilligt. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af rapporten side 11, at det er muligt for palæstinensiske flygtninge at få udstedt rejsedokumenter og indrejsetilladelse i Libanon, hvis myndighederne ikke er involveret. Flygtningenævnet har dermed lagt vægt på, at der ikke er nogen konkrete oplysninger, der understøtter, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon ikke kan indrejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon. Det bemærkes, at ansøgeren har fremlagt ID-kort for statsløse palæstinensere, udstedt af myndighederne i Libanon. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Home Office: Country Policy and Information Note, Lebanon: Palestinians, Version 1.0, June 2018, s. 8, at statsløse palæstinensere med ID-kort kan få udstedt rejsedokument til brug for ind- og udrejse af Libanon. Flygtningenævnet har lagt afgørende vægt på, at ansøgeren tidligere har været i Danmark og er returneret til Libanon og i den forbindelse har fået udstedt et rejsedokument af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet har på den baggrund vurderet, at det ikke kan antages at være praktisk umuligt for ansøgeren at genindrejse i Libanon og derved igen få adgang til hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/63/Tps
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter at blive pålagt at deltage i krigen og derved skulle slå andre ihjel. Ansøger vil ikke slå nogen ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive fremstillet ved domstolene i Syrien og blive idømt dødsstraf for at have deserteret fra militærtjeneste, fordi han har opholdt sig i Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 idømt fængsel i 10 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år fra udrejsen eller udsendelsen. Dommen omfattede to forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med to medgerningsmænd at have eksponeret to personer for peberspray og stukket dem med kniv, samt overtrædelse af våbenloven, våbenbekendtgørelsen og knivloven – alle forhold begået [i foråret] 2018. Vedrørende spørgsmålet om udvisning udtalte landsretten: ”tiltalte er bl. a. dømt for grov personfarligt kriminalitet ved at stikke med kniv. Navnlig under hensyn hertil og til [tiltaltes] kortvarige ophold i Danmark tiltræder landsretten af de grunde, som byretten har anført, at [tiltalte] er udvist med indrejseforbud som sket…”. Det følger herefter af udlændingelovens § 10, stk. 3, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter bl. a. udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen mellem de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, hvor han har boet indtil 2013. Han opholdt sig herefter i Libanon, indtil han indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 sammen med sin mor og to brødre og fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som familiesammenført med sin far. Han har ikke familie i Syrien. Han har arbejdet som gulvsliber og maler sammen med sin bror. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at han med henvisning til forbrydelsernes karakter og grovhed må betragtes som en fare for samfundet. Det forhold, at de pådømte forhold blev udløst af et angreb på ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at der var tale om en planlagt gengældelsesaktion, der fandt sted 4-5 timer efter og efter, at ansøgeren var blevet opfordret til at anmelde angrebet på ham til politiet. Herefter og med henvisning til ansøgerens personlige forhold - hvorved Flygtningenævnets flertal kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter der ikke siden dommen er indtrådt væsentlige ændringer i ansøgerens forhold - finder Flygtningenævnets flertal, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/60/crt
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren etnisk Galadi og forældrene er sunni-muslimer af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret, idet ansøgerens farmor og øvrige familie går ind for omskæring, ligesom der fra lokalbefolkningens side vil være et pres på familien for at omskære døtrene. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens forældre oplyst, at de frygter at blive uvenner med ansøgerens farmor, såfremt de modsætter sig omskæring. Dertil frygter de, at konsekvensen af dette vil være, at de mister kontakten til ansøgerens fars familie og bliver socialt stigmatiserede. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sager – der er sambehandlet med denne sag – truffet afgørelse om ikke at forlænge forældrenes opholdstilladelser, og ansøgerens forældre vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forældre vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/99/MSI
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren etnisk Galadi og forældrene er sunni-muslimer af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret, idet ansøgerens farmor og øvrige familie går ind for omskæring, ligesom der fra lokalbefolkningens side vil være et pres på familien for at omskære døtrene. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens forældre oplyst, at de frygter at blive uvenner med ansøgerens farmor, såfremt de modsætter sig omskæring. Dertil frygter de, at konsekvensen af dette vil være, at de mister kontakten til ansøgerens fars familie og bliver socialt stigmatiserede. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sager – der er sambehandlet med denne sag – truffet afgørelse om ikke at forlænge forældrenes opholdstilladelser, og ansøgerens forældre vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forældre vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/101/MSI
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren etnisk Galadi og forældrene er sunni-muslimer af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret, idet ansøgerens farmor og øvrige familie går ind for omskæring, ligesom der fra lokalbefolkningens side vil være et pres på familien for at omskære døtrene. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens forældre oplyst, at de frygter at blive uvenner med ansøgerens farmor, såfremt de modsætter sig omskæring. Dertil frygter de, at konsekvensen af dette vil være, at de mister kontakten til ansøgerens fars familie og bliver socialt stigmatiserede. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sager – der er sambehandlet med denne sag – truffet afgørelse om ikke at forlænge forældrenes opholdstilladelser, og ansøgerens forældre vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forældre vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/100/MSI
Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Farwaniya, Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndighederne i Kuwait, fordi han er homoseksuel og går ind for homoseksuelles rettigheder i Kuwait. Han har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af lokalbefolkningen i Kuwait, idet homoseksualitet er samfundsmæssigt uacceptabelt i landet. Han frygter derfor at blive udsat for overgreb af lokalbefolkningen, og at myndighederne ikke vil have viljen til at beskytte ham imod dette. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han siden teen-age årene og indtil udrejsen har levet i et homoseksuelt forhold med [X] ved siden af sit ægteskab. Ansøgeren har uopfordret fremlagt kommunikation, fotos og videoer indeholdende homoseksuelle aktiviteter. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren allerede i sit ansøgningsskema oplyste, at han var homoseksuel, og at han efterfølgende har fremlagt omfangsrigt materiale til belysning heraf. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren gennem næsten 40 år har levet i et homoseksuelt forhold med [X] ved siden af sit ægteskab. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om, at han, hvis det ville være muligt i Kuwait, ville have levet åbent som homoseksuel i sit forhold til [X]. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Kuwait finder Flygtningenævnet under de angivne omstændigheder, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sin seksuelle orientering ved en tilbagevenden til Kuwait. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. Kuwa/2020/3/EHD
Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født i [by/region] i det nordlige Irak af iranske forældre. Ansøgeren har, siden han var 12-13 år, boet i [by/region] i Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at flere af hans familiemedlemmer – bortset fra den allernærmeste familie – er eller har været aktive for KDPI. Da ansøgerens ven [H] bad ansøgeren om hjælp til at udføre aktiviteter for partiet, forekom det ham derfor naturligt at hjælpe. Ansøgeren og [H] udarbejdede politisk materiale på ansøgerens computer og CD-brænder, som de efterfølgende delte ud om natten. Ansøgeren har været med til at dele politisk materiale ud højest ti gange i alt. Ansøgeren udførte endvidere en uformel opgave for sin onkel. Opgaven bestod i, at han skulle fortælle onklen, hvis han opdagede nogle kurdere, som gik imod den kurdiske sag, eksempelvis hvis han så, at de besøgte efterretningstjenestens kontor. På et tidspunkt fik ansøgeren at vide, at [H] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren blev bange, da han frygtede, at [H] ville angive ham, og turde derfor ikke tage hjem til sin bopæl. Ansøgeren tog derfor hen til en slægtning, hvor han skjulte sig. Kort tid efter [H’s] anholdelse mødte myndighederne op på ansøgerens bopæl, hvor de ransagede huset og konfiskerede ansøgerens computer, der indeholdt politisk materiale. Ansøgerens bror har efterfølgende fået problemer med myndighederne. Broren er i dag også tilknyttet KDPI. Efter ansøgerens udrejse af Iran er hans far blevet afhørt hos sikkerhedstjenesten tre gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark har deltaget i møder i KDPI og modtaget hædersbeviser for sit arbejde for partiet både fra KDPI i Danmark og fra hovedorganisationen KDPI i Irak. Gennem sit arbejde har han kontakt til mange af de højtstående personer i KDPI i Danmark og i udlandet. Han har endvidere deltaget i mange demonstrationer i Danmark, Tyskland og Sverige, ligesom han har været med til at planlægge møder/aktiviteter i Danmark. Ansøgeren er desuden aktiv på de sociale medier, hvor han agiterer for kurdernes sag, ligesom han figurerer i nogle videoklip her fra landet, der er blevet vist på Tishk-TV. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter personer fra Wahabe-gruppen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han var med til at planlægge og deltog i to-tre lovlige demonstrationer imod IS. Ansøgeren kørte på sin motorcykel foran demonstranterne og var på den måde mere synlig. Ansøgeren blev efterfølgende truet af personer fra Wahabe-gruppen, når de så ham på gaden. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin tidligere kærestes familie og nuværende ægtefælle. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han havde en relation til pigen i en periode indtil to-tre måneder efter, at pigen var blevet gift med sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren blev først truet af pigens forældre og dernæst ægtefællen, hvorefter han afbrød kontakten til pigen. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiver kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge disse til grund. Flygtningenævnet henviser til nævnets beslutning [fra foråret] 2018 vedrørende dette. Det for nævnet nu fremkomne vedrørende de oprindelige asylmotiver kan ikke føre til et andet resultat. For så vidt angår ansøgerens sur place motiv bemærker nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren har udfoldet en meget betydelig aktivitet relateret til KDPI over en længere periode, i flere forskellige lande og i talrige sammenhænge. Efter omfanget og karakteren af disse aktiviteter må det nu anses for godtgjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder som i hvert fald aktiv tilhænger af KDPI. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse og således omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsen afgørelse således, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/98/tps
Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder fra [By], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet han har haft et seksuelt forhold til en mand ved navn [Navn1]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i marts 2015 vogtede dyr sammen med [Navn1] i et bjergområde nær byen. [Navn1] viste ansøgeren tre videoer med pornografisk indhold på sin telefon, hvorefter han provokerede ansøgeren til at have samleje med sig. Herefter havde ansøgeren og [Navn1] samleje for første gang. Omkring [sommeren] 2015 arbejde ansøgeren sammen med [Navn1] på deres familiers frugtplantager. I denne forbindelse havde de to samleje for anden gang. Den [sommer] 2015 opholdt ansøgeren sig endnu en gang i bjergområdet sammen med [Navn1], hvor de på ny havde samleje. Dette blev dog afbrudt af [Navn1] fætter, [Navn2], som kastede sten efter ansøgeren og slog [Navn1]. Det lykkedes ansøgeren at undslippe [Navn2], hvorefter ansøgeren tog ophold hos sin morbror. Morbroren kontaktede ansøgerens bror, som oplyste, at [Navn2] havde afsløret ansøgerens og [Navn1]'s forhold overfor [Navn1]'s familie. Ansøgerens bror oplyste videre, at politiet havde afhørt ansøgerens far, og at faren over for politiet havde erklæret, at han ville medvirke til at udlevere ansøgeren. Med sin morbrors hjælp forlod ansøgeren herefter Iran. Ansøgeren har forklaret, at han uanset de pågældende episoder opfatter sig selv som heteroseksuel. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han har deltaget i undervisningsforløb og er døbt i [Kirke1]. Yderligere har ansøgeren henvist til, at han har deltaget i gudstjenester i [Kirke2] og synger i asylkoret på [Asylcenter]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet finder således heller ikke, at det kan antages, at ansøgeren vil missionere eller i øvrigt foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger vægt på at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv blev forkastet som utroværdigt ved nævnets afgørelse af [sommeren] 2016. Det er nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Nævnet henviser til, at ansøgeren under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen og over for nævnet, forinden nævnets afgørelse om asyl, har oplyst at ansøgeren er yarestan. Ansøgeren har først efter afslaget på asyl oplyst om sin konversion og interessen for kristendommen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens advokat har søgt om genoptagelse [vinteren] 2017, selvom ansøgeren har forklaret, at hans først følte sig kristen nogle uger efter afklaringsproces, der har ført til, at han er konverteret til kristendommen, selvom ansøgeren over for nævnet har kunnet redegøre om et grundlæggende kendskab til kristendommen. Nævnet lægger således også til grund, at ansøgeren deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter, findes at være sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden en reel, ægte religiøs overbevisning hos ansøgeren. Ansøgeren har ikke kendskab til, at myndighederne i Iran er bekendt med hans påståede konversion, og det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de iranske myndigheder har kendskab til, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2020/97/msi
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
