Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet myndighederne beskylder ham for at være peshmerga for PJAK. Han arbejdede i fem til seks år på grænsen imellem Iran og Irak, idet han transporterede varer imellem de to lande tre til fire gange om ugen. [En forårsnat i] 2015 skulle han transportere nogle reservedele til biler fra Iran til Irak, men da han sammen med sine kollegaer skulle til at krydse grænsen, blev der skudt efter dem. Ansøgeren flygtede til [byen A] i Irak, hvor han tog ophold hos en af sine venner til [den følgende dag]. Ansøgerens fader kontaktede ham telefonisk [i foråret] 2015, hvor han fortalte ansøgeren, at de iranske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl for at lede efter ansøgeren og tillige beskyldt ansøgeren for at være peshmerga, ligesom familiens bopæl var blevet ransaget. Ansøgeren blev igen kontaktet telefonisk af sin fader [to dage senere], hvor denne fortalte, at de iranske myndigheder på ny havde været på familiens bopæl for at lede efter ansøgeren, hvorfor hans fader advarede ham imod at vende hjem. Ansøgeren rejste tilbage til sin landsby i Iran [efter han havde opholdt sig hos vennen], da han skulle hente penge på familiens bopæl til brug for sin udrejse og opholdt sig herunder på bopælen fra omkring klokken 12.00 til 15.00, hvorefter han udrejste af Iran samme nat. Efter ansøgerens udrejse af Iran er familien blevet opsøgt af myndighederne, og hans forældre og søster har været til afhøring. Endvidere antager han, at familiens hus er blevet konfiskeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om myndighedsforfølgelsen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på centrale punkter, herunder om hvem han arbejdede sammen med på grænsen mellem Iran og Irak, om han kunne se, hvor skuddene kom fra, og om kollegaer blev ramt af skud. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på afgørende punkter fremstår usandsynlig. Det findes således blandt andet usandsynligt, at ansøgerens bopæl i Iran på baggrund af skudepisoden – hvor han ifølge sin egen forklaring blev beskudt i mørke i en afstand af omkring en kilometer sammen med en række andre personer – umiddelbart efter blev opsøgt af myndighederne, der beskyldte ansøgeren for at være peshmerga, ligesom det findes utroværdigt at ansøgeren risikerede at vende hjem til sin bopæl i flere timer [i foråret] 2015, efter at myndighederne både [dagen forinden og tre dage forinden] havde opsøgt ansøgeren dér. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist på spørgsmål på en sådan måde, at forklaringen ikke virker selvoplevet. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Iran findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/16/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Salmas, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive fængslet og udsat for overgreb af repræsentanter for det iranske regime. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv henvist til, at han har udført regimekritiske aktiviteter og anklages for at være medlem af PJAK. Ansøgeren sympatiserer med PJAK og har været aktiv sympatisør i perioden fra 2014 til […] juli 2015. Ansøgerens ven [A] introducerede ansøgeren for PJAK, og han gjorde ansøgeren interesseret i at støtte partiet og den kurdiske sag. Siden […] april 2014 har ansøgeren syv gange uddelt løbesedler og under dette flere gange malet graffiti i to lokale landsbyer. Ansøgeren deltog desuden i […] maj 2015 i et PJAK-møde i [en mindre by]. Mødet blev stormet af efterretningstjenesten, og ansøgeren blev tilbageholdt i 15 dage, hvor han de første 7 dage blev afhørt. I forbindelse med løsladelsen satte han sit fingeraftryk på en erklæring, hvor han erklærede ikke længere at ville have kontakt til PJAK. Ansøgeren blev smidt ud af skolen på grund af de 15 dages fravær. Omkring en måned efter ansøgerens løsladelse besluttede han og [A] at genoptage deres aktiviteter for PJAK. [I] juli 2014 kørte ansøgeren, [B] og [A] til [den samme mindre by], hvor de uddelte løbesedler. Under uddelingen hørte ansøgeren [A] råbe op, hvorefter ansøgeren flygtede til fods. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig. Hertil kommer, at hans forklaring for nævnet på flere punkter har fremstået afglidende og udbyggende, ligesom han også har forklaret divergerende. Flygtningenævnets flertal finder det således usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at uddele løbesedler, som han ikke selv var bekendt med indholdet af, særligt efter at han havde været tilbageholdt og angiveligt fået oplyst, at det ville have alvorlige konsekvenser for ham at have kontakt til PJAK i fremtiden. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om sit kendskab til indholdet af løbesedlerne, idet han under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] august 2016 har forklaret, at han ikke var bekendt med indholdet af løbesedlerne, bortset fra den første, som vedrørte PJAK´s stiftelsesdag. Under mødet i nævnet har han forklaret, at der på nogle løbesedler stod ”PJAK kæmper for dine rettigheder”. Hertil kommer, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at PJAK-sympatisører normalt ikke uddeler løbesedler eller andre publikationer (Iranian Kurds, On Conditions for Iranian Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situation of Returnees from KRI to Iran, side 50). Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret afglidende og undvigende på flere spørgsmål, herunder vedrørende de steder, hvor der blev malet grafitti. Endelig har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at det af ansøgerens facebook-profil fremgår, at han i juni 2015 registrerede sig selv som værende startet på high-school, og at der i den periode, hvor ansøgeren angiveligt befandt sig i Tyrkiet uden adgang til internet, var flere aktiviteter på ansøgerens facebook-profil, herunder flere ”likes” og tilføjelse af venner. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen ikke kunnet give nogen forklaring herpå, og ansøgerens forklaring for nævnet om, at det formentlig er en ven, der har haft adgang til hans facebook, forekommer ikke sandsynlig. Med henvisning til de kopier af dokumenter, som ansøgeren ved nævnsmødets start har fremlagt, har nævnets flertal ikke fundet anledning til at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af disse, idet flertallet i det hele henviser til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/159/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har givet husly til to kristne venner, og myndighederne har fundet kristent materiale på ansøgerens plantage. Ansøgeren har endvidere henvist til at han frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indlogerede sine to kristne venner i et hus, der lå i ansøgerens frugtplantage. Huset blev opsøgt en aften, hvor ansøgeren sad og drak alkohol med de to venner. Ansøgeren og hans venner flygtede omkring 700-800 meter væk, hvor de lavede et bålsted og overnattede. Ansøgeren flygtede til [en anden by] sammen med sine to venner. Ansøgeren opholdt sig i [den anden by] i omkring 40 dage, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at hans bror har været tilbageholdt af politiet. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans bopæl på et senere tidspunkt er blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fik interesse for kristendommen som barn. Han har ikke praktiseret kristendommen i Iran, men han er begyndt at gå i kirke efter sin indrejse i Danmark og skal påbegynde dåbsundervisning i januar med henblik på senere at blive døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og på flere punkter divergerende. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at [ansøgerens to venner] flyttede ind i ansøgerens hus samt om deres forhold til kristendommen. Hertil kommer, at det efter ansøgerens forklaring om myndighedernes interesse for ham og hans familie ikke kan lægges til grund, at de fortsat har familien i søgelyset. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten fra plantagen ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sin kristne overbevisning. Nævnet har ved denne vurdering blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor hans dåb og dåbsforberedelse er blevet udsat, og at der heller ikke er en forklaring herpå i udtalelsen fra Brønderslev Kirke, som ansøgeren har fremlagt under nævnsmødet. Det forhold, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil, der indeholder kristne billeder, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet har kunnet leve problemfrit i Iran uden at deltage i religiøse muslimske aktiviteter. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/158/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A’s] familie, idet tre personer er døde som følge af ansøgerens og [A’s] forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han tre til fire år før 2010 indledte et forhold til [A]. Da hun blev gravid, flygtede hun fra sin familie, hvorfor ansøgeren ligeledes besluttede sig for at flygte til Danmark, hvor han i 2011 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran i 2012, blev han anholdt, da han landede i lufthavnen. Han var efterfølgende fængslet i tre måneder. Efter ansøgerens løsladelse tog han til sin hjemby Sarpol-e Zahab, hvor han blev gift med [A]. Efterfølgende opstod der flere gange skænderier og slagsmål mellem ansøgeren og [A’s] bror, der ikke havde glemt begivenhederne op til ansøgerens udrejse af Iran i 2010. På en ukendt dato deltog ansøgeren, [A] og ansøgerens familie i en sammenkomst hos [A’s] familie. Der opstod et skænderi mellem ansøgeren og [A’s] bror, der resulterede i, at ansøgeren blev skåret i hånden/armen af [A’s] bror. Ansøgerens bror blev endvidere ramt af et skud. Ansøgeren og hans bror blev begge hjulpet til hospitalet. Ansøgerens bror blev efterfølgende erklæret død, og ansøgeren selv var indlagt i to måneder. Mindre end et år efter ansøgerens brors død begik [A] selvmord, fordi ansøgerens familie bebrejdede hende for ansøgerens brors død. Seks til syv måneder efter [A’s] død flyttede ansøgeren og hans familie til Irak. På en ukendt dato blev [A’s] bror dræbt af ansøgerens brødre. Efterfølgende blev ansøgerens familie opsøgt af [A’s] familie, der beskyldte ansøgerens familie for drabet på [A’s] bror. Ansøgeren opholdt sig derefter i Irak i omkring to år, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv uden, at dette efter nævnets opfattelse kan skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således i forbindelse med sin ansøgning om asyl i Danmark [i efteråret] 2010 som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive slået ihjel af en mand ved navn [B] og det iranske politi, fordi han havde haft et seksuelt forhold til [B’s] kone ved navn [A]. Ansøgeren forklarede under denne sag, at han indledte forholdet til [A], inden hun blev gift, og at det fortsatte efter, at hun var blevet gift. [A’s] mand, [B], fandt ud af, at de havde et forhold og anmeldte ansøgeren. [A] var blevet gravid. Barnet var ikke ægtefællens. Ansøgeren har i denne sag som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller stenet af den iranske regering, fordi han har haft et ulovligt seksuelt forhold til en ugift pige ([A]), ligesom pigens familie også er efter ham. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han vendte hjem til Iran i 2012, han blev tilbageholdt i lufthavnen af lufthavnspolitiet og var tilbageholdt i 15 dage. Han fik at vide, at det var på grund af forholdet til pigen. Han blev løsladt, men skulle stilles for en dommer i forbindelse med sagen om pigen 3 – 4 måneder efter. Til asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han blev tilbageholdt i lufthavnen, men løsladt næste morgen. Da han kom ud fra lufthavnen, blev han anholdt af efterretningstjenesten og var fængslet i 3 måneder. Efterretningstjenesten fortalte ham ikke hvorfor. Da han blev løsladt tog han og hans familie hjem til pigens familie, og pigen og han blev gift. Det var en dommer i hans hjemby, der besluttede dette. Ansøgeren har endvidere til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han efter løsladelsen tog til sin farbror i [en mindre by i Iran], mens han til asylsamtalen forklarede, at han tog tilbage til Sarpol Zahab og boede hos sine forældre. Ansøger har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans bror blev dræbt på familiens bopæl, at han ikke var til stede, da han var i [den mindre by i Iran], og at en af pigens brødre blev anholdt efter drabet. Pigen begik selvmord efter, at han og hans familie var udrejst til Irak. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at drabet på broderen fandt sted under en sammenkomst i et festlokale, som hans kones familie havde lejet, at han var til stede og blev skåret i hånden af en af pigens brødre, at han var indlagt på hospitalet i 2 måneder, og at ingen blev anholdt i sagen. Hans kone begik selvmord et år efter episoden, mens han var på arbejde. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder som følge heraf heller ikke grundlag for at tage advokatens principale påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/157/EMU
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Koya, Irak. Ansøgeren er medlem af det iransk kurdiske demokratiske parti og har tidligere været medlem af partiets ungdomsafdeling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf eller blive dræbt, idet han og hans forældre er medlemmer af KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Azadi-lejren i Koya, Irak. Her har KDPI hovedkvarter, og begge hans forældre er peshmergaer. Hans aktiviteter for partiet bestod blandt andet i at hjælpe til i forbindelse med fejringen af forskellige begivenheder, herunder arrangering af fester og mærkedage for KDPI. Han har også deltaget i nogle af møderne for KDPI og i en demonstration foran det iranske konsulat i Erbil. Ansøgerens far er blevet truet telefonisk af de iranske myndigheder, der har meddelt ham, at det vil gå udover familien, hvis ikke han stopper med sine aktiviteter. I 2014 har der været to angreb på Azadi-lejren, og i begge tilfælde mistænker man den iranske efterretningstjeneste for at stå bag. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet han har forklaret detaljeret og konsistent herom, ligesom forklaringen er underbygget af de fremlagte erklæringer og billeder af ansøgeren og hans familie i Azadi lejren, der er beliggende i Koya tæt ved den iranske grænse. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er opvokset i Azadi-lejren, der udgør KDPI´s hovedsæde i KRI, og hvor en stor del af partitoppen har bopæl. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far virker som underviser for peshmergaer, og at faderen indtager en central rolle i partiet. Nævnet lægger endelig til grund, at begge ansøgerens forældre er eller har været peshmergaer. Ansøgeren selv er født og opvokset i Azadi-lejren og har været aktiv i først partiets ungdomsafdeling, og siden sit 18. år medlem af KDPI, og han blev umiddelbart efter ankomsten til Danmark en del af KDPI´s danske afdeling. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i nærliggende risiko for at blive identificeret som partimedlem og tæt familiemæssig relateret til højstående medlemmer af KDPI, og at han herefter vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse fra regimets side. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/156/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Danmark været med medlem af organisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e.V. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har levet som homoseksuel. Ansøgeren har også deltaget i drøftelser/konferencer på Paltalk-rum, hvor man mødes over nettet. Ansøgeren frygter, at de regimekritiske udtalelser, der falder under sådanne drøftelser, kan være blevet de iranske myndigheder bekendt, ligesom ansøgerens tilknytning til organisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e.V. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har konverteret til kristendommen. Han blev døbt [i efteråret 2016]. Ansøgeren frygter at blive forfulgt ved en eventuel tilbagevenden til Iran på grund af sin opgivelse af islam og konvertering til kristendommen. Ansøgeren har i øvrigt henvist til det tidligere påberåbte asylmotiv, hvorefter han ved en tilbagevenden til Iran dels frygter myndighedernes overgreb, dels frygter overgreb fra sin far og farbror. Ansøgeren er siden omkring 2007 blevet overvåget og chikaneret af myndighederne. Myndighederne har omkring 40 gange anholdt og tilbageholdt ansøgeren, blandt andet når han som chauffør har haft kvindelige passagerer med. Da han i 2008 fortalte sin far, at han var homoseksuel, forsøgte faren flere gange at dræbe ham, herunder med knivstik, hvilket har efterladt ar på ansøgerens mave, og med skud. [I foråret 2011] blev ansøgeren generet af en soldat og en myndighedsperson, mens han sad og slappede af med en ven. Ansøgeren og vennen kom i håndgemæng med de to personer, hvoraf den ene mistede bevidstheden. Vennen tog våbnene fra de to personer. Ansøgeren tog en politiradio og en peberspray fra den ene person og tog endvidere nøglerne til motorcyklen. De væltede tillige motorcyklen og tømte den for benzin. Ansøgeren besluttede at flygte og tog ophold i skjul hos et familiemedlem i seks til syv dage. Da han vendte tilbage til sit og vennens bilværksted, blev der affyret skud mod dette. Ansøgeren flygtede til sin vens plantage, hvor han opholdt sig i til sin udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der forud for sin dåb gennemgik et seks måneders dåbsforløb i den danske folkekirke, på rimelig måde har redegjort for overgangen til den kristne tro og redegjort for sit kendskab til kristendommen. Endvidere har han i det forløbne tidsrum fortsat udøvet kristne aktiviteter, ligesom han overfor landsmænd i Danmark har missioneret for kristendommen. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/155/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sar-e-Pool-e-Zahab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har to gange budt personer med tilknytning til partiet PJAK på mad på sit landsted. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet den kurdiske gruppe PJAK. Han frygter derudover myndighedspersonen [SB], som blev skudt og såret i forbindelse med, at myndighederne opsøgte ansøgerens landsted. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været tilsagt til at møde hos efterretningstjenesten [foråret/sommeren 2014], fordi myndighederne formodede, at han transporterede mad for en kurdisk gruppe. Han blev udsat for vold under tilbageholdelsen. Ansøgerens fars bekendte ved navn [HR] kendte mange personer, som arbejdede i efterretningskontoret i Kermanshah, og han fik ansøgeren løsladt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han første gang mødte de fire ukendte personer fra PJAK [ultimo 2015]. De kom ind i ansøgerens hus på hans landsted, og ansøgeren blev først bange, men inviterede dem derefter ind på mad. De talte sammen, og de fortalte, at de kæmpede mod regeringen for en kurdisk stat. Efter de havde spist, gik de igen. Ansøgeren tror, at hensigten med besøget var at skabe kontakte i lokalbefolkningen. [I sommeren 2015] kom de fire personer igen om eftermiddagen omkring klokken 16-17. Ansøgeren bød dem igen på mad. Ansøgeren skulle vande sine jorde og var gået 50-100 meter væk fra de fire personer, da han hørte lyden af skyderi og eksplosioner. To af personerne kom løbende og sagde, at ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren løb op i bjergene og skjulte sig indtil kl. 00-01. Han gik omkring 20 kilometer til sin onkel, [NM], og ankom omkring klokken 06 om morgenen. Ansøgeren fortalte sin onkel om hændelsen, og onklen ringede samme morgen til sin bekendte [M], der fortalte, at der havde været et skyderi, hvor en person var blevet slået ihjel, en arresteret, og tre til fire folk fra efterretningstjenesten var blevet såret. Ansøgeren formoder, at [M] har hørt det fra andre i området. [M] ringede dernæst til ansøgerens farbror, [H], der oplyste, at myndighederne tidligere på morgenen havde opsøgt ansøgerens familie bopæl og taget ansøgerens far og bror med. Efter to til tre dage løslod de ansøgerens bror, og [i sommeren 2015] udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens far blev løsladt på et ukendt tidspunkt, inden ansøgeren var ankommet til Danmark. De blev begge udsat for vold og trusler under deres tilbageholdelse, og ansøgeren kender ikke kravene for deres løsladelse. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet vedrørende det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnets flertal lægge til grund at ansøgeren blev opsøgt tre gange af kurdiske oprørere som forklaret af ham, at der i forbindelse med det sidste besøg opstod skudveksling mellem oprørerne og myndighederne, at ansøgeren flygtede fra stedet uden at medbringe sine ejendele, og at familien efterfølgende blev opsøgt af myndighederne på grund af ansøgerens forhold. På denne baggrund lægges det videre til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven § 7, stk. 1.” Iran/2016/154/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efter udrejsen af hjemlandet er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men ansøgeren har hjulpet sin hjulpet sin bror, som var medlemmer af Mujaheddin Khalq. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, da hun har hjulpet sin bror, [A], med at flygte til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] i 1996 udrejste af Iran i et par måneder, Da han kom tilbage fortalte han, at han var blevet medlem af Mujaheddin Khalq. Et par dage senere udrejse han på ny. To måneder senere opsøgte to civilklædte politifolk familiens bopæl, hvor de talte med ansøgerens anden bror, [B]. Indtil 1999 blev familiens bopæl opsøgt flere gange. I 1999/2000 opsøgte politiet igen familiens bopæl og ansøgerens bror [B]. To til tre måneder senere opsøgte politiet på ny bopælen og tog [B] med. Han blev løsladt omkring to timer senere. En aften i 1999/2000 kom [A] tilbage til familiens bopæl. Familien fulgte [A] hen til [B’s] svigerfar, hvor de alle overnattede. Tidligt om morgenen den følgende dag kørte ansøgeren, hendes mor og [B] [A] til [en grænseby]. En måned senere kørte ansøgeren to piger til grænsen. Omkring 2001 skulle [A] igen have hjælp til at komme ud af Kermanshah. I perioden fra 2001 til 2009 blev ansøgeren og hendes familie ikke opsøgt af nogen, men [B] skulle i perioden fra 2001 til 2004 underskrive nogle papirer, og fra 2006 til 2007 deltog både ansøgeren og [B] i religionsundervisning. I 2009 tog [B] til [et andet land], hvorfra han ringede til ansøgeren. Dagen efter blev ansøgeren opsøgt af efterretningstjenesten, som fortalte, at [B] samarbejdede med dem, og at ansøgeren skulle overtale ham til at vende tilbage til Iran. Den efterfølgende dag blev ansøgeren ringet op af efterretningstjenesten, hvorefter hun tog hen til deres kontor. Her fik hun at vide, at hun skulle tage til [det andet land] for at hente [B]. Herefter ansøgte ansøgeren om pas. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren sammen med [B’s] ægtefælle til [det andet land], hvor de opholdt sig i seks år forud for indrejsen i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun efter indrejsen i Danmark er begyndt at komme i kirke, da hun godt kan lide atmosfæren, ligesom hun ønsker at være den type, som kristne er. [I begyndelsen af] 2016 blev hun døbt i [en kirke i Danmark]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i 1999 og 2000 har hjulpet henholdsvis sin bror, der var medlem af Mujaheddin Kalq, og to ukendte kvinder over grænsen til Irak. Nævnet finder, at forklaringen om at hun i forbindelse med brorens udrejse skulle deltage i den farlige aktion sammen med både sin bror, der var bosat i Iran, og sin mor, og dermed at alle tre familiemedlemmer skulle udsætte sig for risikoen for en alvorlig sanktion fra myndighederne, såfremt de blev opdaget. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at hun skulle påtage sig den samme risiko ved at hjælpe to for hende ukendte personer over grænsen. Efter ansøgerens egen forklaring har hun ikke som følge heraf haft problemer med efterretningstjenesten. Herefter og idet hun uden problemer kunne få udstedt pas og udrejse legalt af Iran, har hun ikke sandsynliggjort, at hun ved udrejsen opfyldte betingelserne for at få asyl. Vedrørende konversionen har ansøgeren først under nævnsmødet forklaret, at hun udviste interesse for kristendommen forud for indrejsen i Danmark. Under henvisning til, at denne oplysning først er kommet på et meget sent tidspunkt, tilsidesætter nævnet denne forklaring, og lægger derfor til grund, som ansøgeren tidligere har forklaret, at hun først efter indrejsen i Danmark i september 2015 fik interesse for kristendommen. Hun har forklaret, at hun cirka en måned efter indrejsen og indtil videre har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder to gudstjenester om ugen, kristendomsundervisning på hendes bopæl ugentligt, dåbsforberedelse og at hun er blevet døbt [i begyndelsen af] 2016. Hendes forklaring om sine kirkelige aktiviteter er støttet af erklæringer fra tre personer fra forskellige kirker. Et flertal af nævnet finder, at ansøgeren under mødet i nævnet i tilstrækkelig grad har dokumenteret viden om kristendommen, ligesom hun har været i stand til at redegøre for sin indre overbevisning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” MVLN/Iran/2016/153
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Kermanshah, Iran. Ansøgerene har oplyst at de er konverteret til kristendommen, og at de efter indrejsen i Danmark er blevet døbt. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men den mandlige ansøger har hjulpet sin bror og en kvinde, som var medlemmer af Mujaheddin Khalq. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, da han har hjulpet sin bror, [A], med at flygte til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] flygtede fra Iran i 1996, da han var medlem af Mujaheddin og som følge heraf ikke kunne blive i Iran. Samme år blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af to civilklædte personer fra efterretningstjenesten. I 1997 kom efterretningstjenesten igen på bopælen. I 1999/2000 blev ansøgeren på ny opsøgt af efterretningstjenesten på sin bopæl om natten. Ansøgeren blev behandlet hårdhændet, herunder blev han afklædt og fik håndjern på. Personerne fra efterretningstjenesten udsatte ham for ydmygende behandling. Han blev beskyldt for at have løget om sin bror, og han blev holdt under opsyn af vagter til klokken fem om morgenen. Omkring tre til fem måneder senere opsøgte efterretningstjenesten igen familiens bopæl og spurgte efter ansøgerens bror. De tog ansøgeren med til afhøring. Ansøgeren blev pålagt en daglig meldepligt hos efterretningstjenesen i tre år. Et stykke tid efter dukkede [A] op i Iran igen. Ansøgeren lånte sin daværende svigerfars bil, hvorefter han sammen med sin mor og søster kørte [A] til grænsebyen […]. Ansøgeren ansøgte om et pas, men fik afslag herpå. En dag pålagde efterretningstjenesten ham at gå i koranskole. Ansøgerens søster deltog ligeledes i undervisningen. I 2009 lykkedes det ansøgeren at få udstedt et pas. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren til [et andet land]. En måned senere udrejste ansøgerens ægtefælle og ansøgerens søster. Familien blev registreret af UNHCR, hvorefter de opholdt sig i landet i seks år. Efter omkring tre års ophold i [det andet land], kom ansøgeren i kontakt med en kvinde, som var medlem af Mujaheddin Khalq. Kvinden boede i [et europæisk land]. Ansøgeren oversatte nyheder til brug for Mujaheddin Khalqs hjemmeside, som han sendte det til kvinden. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, ligesom hun frygter, at efterretningstjenesten vil opsøge og afhøre hende på grund af den mandlige ansøgers forhold. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet de er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han to år inden indrejsen i Danmark begyndte at interessere sig for kristendommen, og han besøgte en kirke sammen med sin ægtefælle. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun allerede i Iran følte sig kristen. Omkring to år forud for indrejsen i Danmark begyndte hun at komme i en hjemmekirke i [det andet land]. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgerene [i begyndelsen af] 2016 døbt i [em kirke]. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at den mandlige ansøgers bror tilbage i 1996 tilsluttede sig Mujaheddin Kalq. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger efterfølgende har været mistænkt for at hjælpe sin bror med at flygte over grænsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt broren havde besøgt familien forud for den første gang familien blev kontaktet af efterretningstjenesten, det overgreb han blev udsat for under efterretningstjenestens andet besøg og hvem og hvor mange der var med i bilen i forbindelse med brorens udrejse. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at både ansøgeren, hans søster og hans mor skulle deltage i brorens udrejse, når en standsning kunne medføre fængsling og eventuel henrettelse. Nævnet finder heller ikke, at det forklarede om hans kontakt med efterretningsvæsnet har en tilstrækkelig intensitet, ligesom nævnet lægger vægt på, at han efter sin forklaring skulle have været overvåget i ni år. Endelig lægger nævnet vægt på, at han uden problemer kunne få pas, og at han udrejste legalt. Flygtningenævnet tilsidesætter af ovennævnte grunde den mandlige ansøgers forklaring. Den mandlige ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han på grund af problemer forud for udrejsen opfylder betingelserne for asyl. Idet den kvindelige ansøgers problemer forud for udrejsen alene er knyttet til den mandlige ansøgers forhold, har hun ligeledes ikke sandsynliggjort, at hun forud for udrejsen opfyldte betingelserne for asyl. For så vidt angår konverteringen lægger Flygtningenævnet parrets forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder således, at den kvindelige ansøger allerede forud for udrejsen af Iran havde interesse for kristendommen, og at hun under opholdet i [det andet land] fra 2009 til 2015 praktiserede kristendommen. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med deres fælles barn fødsel fik interesse for kristendommen, og at han efterfølgende praktiserede sin tro blandt andet ved jævnligt at gå i kirke. Parret har straks ved ankomsten til Danmark fortsat deres kristne aktiviteter og har to gange ugentligt deltaget i kirkelige aktiviteter, har ugentlig modtaget kristendomsundervisning på deres bopæl og er efter dåbsforberedelse blevet døbt [i begyndelsen af] 2016. Parrets kirkelige aktiviteter i Danmark er støttet af erklæringer fra tre personer tilknyttet forskellige kirker. Parret har endvidere under mødet for nævnet demonstreret en vis viden om kristendommen, og har kunnet redegøre for deres indre overbevisning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgerne], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” MVLN/Iran/2016/152
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører religionen Ahl-e Haqq. Ansøgeren er født i […] Irak, og han flyttede med sin familie til […] SarPol-e Zahab, Iran, da han var to år gammel. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet Komalah, som hans bror er medlem af. Ansøgeren har sammen med sin bror været med til at uddele Komalahs breve i en periode på tre til fire måneder [i efteråret] 2014. Sideløbende har han hjulpet partiet med at arrangere oplysningsmøder med det formål at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har endvidere deltaget i et par demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for partiet Komalah. En dag i [sommeren] 2015, da ansøgeren var på vej hjem til sin fætter, modtog han et telefonopkald fra sin far, der spurgte ansøgeren, hvad broren havde gjort. Ansøgeren afbrød herefter opkaldet af frygt, for at telefonen blev aflyttet. Ansøgerens fætter ringede til faren, der oplyste, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Ansøgeren fortalte fætteren om sine politiske aktiviteter, og fætteren rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren opholdt sig fem til seks dage hos fætteren, inden han udrejste. Mens ansøgeren var hos fætteren, blev ansøgerens families bopæl ransaget to gange. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af aktiviteter for partiet Komalah. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om uddelingen af løbesedler. Under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han uddelte løbesedler sammen med sin bror, og at de kørte ud i ansøgerens bil eller i en bil tilhørende en af ansøgerens venner. Hvis de kørte i en vens bil, var vennen med, og vennen ventede i bilen og holdt vagt, mens ansøgeren og hans bror uddelte løbesedlerne. Senere under samtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han nogle gange uddelte løbesedlerne med sin bror, og at det andre gange var ansøgeren og vennen, der uddelte løbesedlerne. Flertallet henviser endvidere til, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke har et nærmere kendskab til løbesedlernes indhold, såfremt han i overensstemmelse med sin forklaring har været aktiv med uddelingen af disse. Han har således under asylsamtalen blot forklaret, at løbesedlerne omhandlede partiets formål, herunder kurdernes rettigheder, og at indholdet varierede fra gang til gang. For nævnet har ansøgeren forklaret, at teksten var trykt på persisk, som ansøgeren behersker, men at han ikke læste, hvad der stod på løbesedlerne, idet det var risikabelt at læse dem, og at tiden var meget kort. Flertallet finder det i øvrigt usandsynligt, at det uden myndighedernes indgriben på et tidligere tidspunkt, har været muligt for ansøgeren og hans bror flere gange at holde oplysnings- og rekrutteringsmøder for 20 til 30 deltagere på familiens plantage, selvom ansøgerens familie har været under opsyn af de iranske myndigheder siden 2003, da ansøgerens farbror blev dræbt. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/151/MKT
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har lavet graffiti på en moské i Kermanshah. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [i foråret] 2015 blev en smuglers bil beskudt i en bydel, i hvilken forbindelse 40 til 50 politibetjente, efterretnings- og militærfolk ankom. Smugleren flygtede herefter til fods. Samtlige mænd i området blev beordret ind i en minibus med henblik på afhøring på den nærliggende politistation, idet betjentene formodede, at nogle af beboerne gemte smugleren. Ansøgeren, hans bror og far blev bragt på politistationen. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, da han blev frihedsberøvet i tre dage. Han blev først efterfølgende stillet for en dommer og frifundet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far fik klippet sit overskæg af under frihedsberøvelsen, hvilket fornærmede ansøgeren og hans bror. Ansøgeren besluttede sig for at hævne sig tre måneder efter. [I sommeren] 2015 tog ansøgeren hen til en moské i Kermanshah sammen med to venner, hvor de skrev graffiti på moskéens mure og rev plakater af Khomeini ned. Den efterfølgende dag så ansøgeren, at der var mange politibiler ved moskéen. Ansøgeren tog hen til sin morbror i et nærliggende landområde, hvor han blev ringet op af sin ven, som fortalte, at politiet efterlyste ansøgeren. Ansøgeren rejste herefter fra Kermanshah til Karaj, hvor han tog ophold og arbejdede som svejser i tre måneder. Under ansøgerens ophold i Karaj blev ansøgerens familie opsøgt yderligere to gange. Ansøgeren havde ikke problemer med nogen i den periode. Efter opholdet i Karaj udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund og finder det således sandsynliggjort, at han har vanhelliget en moské, fremsat propaganda mod regimet, samt at han er blevet identificeret og eftersøgt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2016/150/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren havde haft problemer i Iran grundet sin seksualitet, idet han blev afsløret i at være homoseksuel i 2011. Klageren havde som asylmotiv henvist til, at han var homoseksuel og gennem 3-4 måneder havde haft et seksuelt forhold til sin kollega. På et tidspunkt overnattede klageren og kollegaen i dennes forældres hus. Kollegaens far opdagede dem og truede med at slå dem ihjel, hvorefter klageren flygtede ud af Iran. Ved en tilbagevenden til Iran frygtede klageren, at både hans egen familie og kollegaens ville slå ham ihjel, samt at de iranske myndigheder skulle opdage, at han var homoseksuel. [Ultimo] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring fra den irakiske statsborger […], som oplyste at være klagerens ægtefælle. Ansøgningen var vedlagt en vielsesattest, hvoraf fremgik, at klageren og [ægtefællen] [ultimo] 2014 havde anerkendt ægteskabet, som var indgået uden for retten [medio] 2011. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [primo] 2016, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der i forbindelse med samtalen [medio] 2015 er opstået misforståelser som følge af tolkeproblemer. Den omstændighed, at den medvirkende tolk ikke var opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalen indledningsvist oplyste, at han og tolken forstod hinanden, at klageren blev opfordret til at sige med det samme, hvis der opstod forståelsesmæssige problemer mellem ham og tolken, hvilket klageren på intet tidspunkt gjorde, at klageren afslutningsvist oplyste, at der ikke havde været nogen forståelsesmæssige problemer mellem ham og tolken under samtalen, at klageren fik oplæst og oversat referatet af samtalen og herefter oplyste, at han ikke havde nogen bemærkninger eller yderligere at tilføje, og at klageren til sidst bekræftede, at han havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalen. Nævnet har endvidere lagt vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om, at tolken var rekvireret til samtalen via et professionelt tolkebureau, fordi der ikke var en ledig tolk fra Rigspolitiets tolkeoversigt, og at tolken har stor erfaring med tolkning i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger til sin asylsag, og at disse oplysninger førte til, at klageren blev meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet tilsidesætter således efter en konkret vurdering af sagens samlede oplysninger i det hele klagerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig og konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå asyl i Danmark. Nævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han har haft et seksuelt forhold til en mand i Iran, som blev opdaget af mandens fader, hvorefter klageren flygtede til Irak, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen af sagen lagt vægt på, at klageren ved indrejsen i Danmark oplyste, at han var homoseksuel og ugift og ikke havde tilknytning til Irak, på trods af at han på dette tidspunkt havde en ægtefælle i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren på andre væsentlige punkter har givet divergerende oplysninger: Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012 og asylsamtale [ultimo] 2012, at han havde haft et seksuelt forhold til en mand i Iran, og at de var blevet opdaget om natten af mandens fader hjemme i faderens hus, mens de lå og sov, hvorefter klageren straks flygtede til Irak, mens klageren til samtalen med styrelsen [medio] 2015 først oplyste, at klageren og manden var blevet opdaget af et familiemedlem til manden, mens de gik og malede et hus, hvorefter klageren flygtede hjem til klagerens bopæl i Iran og skiftede tøj, hvorefter han stak af til Irak, idet familiemedlemmet havde sladret til resten af mandens familie. Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012, at han og manden kl. ca. 2 om natten blev opdaget af mandens fader, hvor de lå nøgne i sengen, og at klageren samlede sit tøj og flygtede ud af vinduet, hvor han tog sit tøj på, og løb 5-6 timer til grænsen til Irak, mens klageren under asylsamtalen [ultimo] 2012 oplyste, at han havde underbukser på og sprang ud af vinduet, hvor hans sko stod ved hoveddøren, og løb i ca. 20-25 minutter, før klageren tog tøjet på, og herefter gik ca. 4 timer til grænsen, hvor klageren ankom ved solopgang. Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012, at mandens fader, da han opdagede dem, havde sagt, at han ville hente en kniv og ville slå dem begge ihjel, mens klageren til asylsamtalen [ultimo] 2012 oplyste, at mandens fader havde forladt rummet ved episoden, og at klageren ikke vidste, hvad faderen skulle, da han forlod rummet. Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012, at klageren igennem 3-4 måneder havde haft samleje med manden, mens klageren til asylsamtalen [ultimo] 2012 oplyste, at han og manden havde haft et seksuelt forhold i kun 3 uger, før klageren udrejste af Iran. Klageren oplyste til samtalen med styrelsen [medio] 2015, at klagerens forhold til manden i Iran foregik mindre end et år før, klageren blev gift i [medio] 2011, mens klageren tidligere oplyste, at klageren udrejste af Iran [ultimo] 2011/[primo] 2012 i umiddelbar forlængelse af et 3 uger langt forhold til manden i Iran. Dette indebærer, at forholdet efter de sidstnævnte oplysninger i givet fald måtte have fundet sted i slutningen af 2011, hvilket ikke harmonerer med klagerens oplysninger om, at forholdet til manden fandt sted, før klageren blev gift. Klageren oplyste til samtalen [medio] 2015, at hans ægtefælle ikke ved, at han har haft et homoseksuelt forhold til en mand, og at han gav hende en anden forklaring på sin flugt, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han allerede inden flugten fortalte hende om forholdet. Klageren oplyste til samtalen med styrelsen [medio] 2015, at han, siden han kom til Danmark, ikke har haft lyst til at være sammen med mænd men kun med kvinder, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han stadig har lyst til at være sammen med mænd, men at han undertrykker dette af hensyn til sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særlig belastende med henvisning til de grunde der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk, 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens tilknytning til det danske samfund er begrænset, og at klageren alene har haft opholdstilladelse i Danmark siden [ultimo] 2012. Klageren har ikke nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, idet al hans familie er i Iran og Irak, og klagerens tilknytning til disse lande er derfor stærk. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren siden [medio] 2014 har drevet et pizzeria i [Danmark]. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran, såfremt klageren ikke udrejser frivilligt af Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2016.” Iran/2016/15/col
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Salas Babajani, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for grove, fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi han er yarsan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at flere generationer i hans familie er yarsan, og at ansøgeren praktiserer sin religion. Yarsan-befolkningen i Iran lever under dårlige forhold, og der ikke er mulighed for at eje noget eller at videreuddanne sig, såfremt man er yarsan. I [foråret-sommeren] 2011 opsøgte ansøgeren [A], der kunne vejlede ansøgeren inden for yari. Ansøgeren ønskede at vide mere om sin religion, yari. [A] fortalte om lederen, og hvad religionen går ud på. Da ansøgeren forlod [A’s] bopæl, så ansøgeren tre mænd, der var på vej hen til [A]. To dage herefter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af en person fra efterretningstjenesten, der anmodede ansøgeren om at stoppe med at undersøge sin religion, fordi religionen er ulovlig. Han opfordrede i stedet ansøgeren til at undersøge islam. I perioden fra den [sommeren] 2012 til [foråret] 2014 aftjente ansøgeren sin værnepligt, hvor han fik tildelt opgaven at stå på vagt ved grænsen, fordi han var yarsan. Ved afslutningen af værnepligten skulle ansøgeren have udstedt et afslutningskort med billede. Ansøgeren fik ikke lov til at tage et billede med overskæg, hvorfor han var nødt til at fjerne overskægget via photoshop. Flygtningenævnet kan ikke tilsidesætte, at ansøgeren var yarsan under opholdet i Iran. Han har som asylmotiv alene henvist til de generelle forhold og har ikke forklaret om enkelte episoder, der i særlig grad vedrørte ham. Nævnet finder ikke, at det forhold, at man som yarsan oplever chikane og nogen grad af udelukkelse i Iran i sig selv kan føre til asyl. Idet ansøgeren til styrelsen har forklaret, at han udrejste af Iran på grund af manglende mulighed for at udføre sin tro, da han har oplyst, at han under sin militærtid ville begå selvmord, såfremt de klippede hans overskæg af på grund af at han først fik interesse for kristendommen en uge til halvanden efter han fik afslag fra Udlændingestyrelsen, da han ikke er døbt, på grund af hans begrænsede viden om kristendommen, og da han ikke nærmere kan redegøre for, hvad der tiltrækker ham ved kristendommen, finder nævnet ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/149/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti KDPI fra 2012-2015. Han har udleveret KDPI materiale til forskellige adresser i Iran. Han har også deltaget i fredelige demonstrationer i Teheran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af den iranske efterretningstjeneste, fordi han har sympatiseret med KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han gennem sin gymnasietid blev undertrykt af undervisere og elever på grund af sin kurdiske baggrund, og fordi han er yarsan. Som følge heraf begyndte ansøgeren at sympatisere med KDPI i [sommeren/efteråret] 2012. Ansøgerens storebror, [A], var medlem af KDPI, og han gav ansøgeren til opgave at uddele cd’er, løbesedler og det kurdiske flag. Ansøgeren fik også udleveret nogle spraydåser og fik at vide, at han skulle skrive slagord på husmurer og vægge rundt omkring i byerne. Ansøgeren uddelte, frem til sin udrejse af Iran i [sommeren] 2015, KDPI materiale to til tre gange om året op til KDPI mærkedage. Ansøgeren besluttede at rejse til en anden landsby, Bandar Abbas, i [sommeren] 2015 for at arbejde som svejser og byggearbejder. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren kontaktet af sin moster, der fortalte ansøgeren, at hun var bekymret for ansøgerens storebror, [A], fordi han ikke havde været hjemme i over en uge. Ansøgeren modtog igen et opkald fra sin moster [i sommeren] 2015, der oplyste, at ansøgerens forældres bopæl var blevet ransaget. Hans moster havde ikke selv været til stede under ransagningen, men hun havde set, at nogle biler var standset foran ansøgerens forældres bopæl. Samme dag forlod ansøgeren Iran uden at tage kontakt til sine forældre eller søskende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår hans politiske aktiviteter. Efter hans forklaring har han alene omdelt materiale to til fire gange om året i godt tre år. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at hans bror, der var aktivt medlem i KDPI og i øvrigt ikke ville forklare ansøgeren om sine aktiviteter, får ansøgeren til at påtage sig en så farlig aktivitet, som han lige så godt kunne gøre selv. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at hans nærmeste familie ikke ringede til ham før omkring en uge efter, at broren var forsvundet. Nævnet bemærker, at ansøgeren under mødet har forklaret afglidende og upræcist, hvorfor forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Nævnet er ved vurderingen opmærksom på, at der kan være tolkeproblemer. Som følge af ovenstående tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet som usandsynlig, upræcis og utroværdig. For så vidt angår hans religion bemærker nævnet, at han alene har påberåbt sig generelle forhold for tilhængere af religionen Yari. Nævnet finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren tilhører Yari, i sig selv kan føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse i Danmark. Nævnet finder heller ikke, at det forhold, at han er udrejst illegalt af Iran i sig selv kan føre til asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/148/DTO
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim, født i Al-Tash, Irak. Hans forældre flygtede fra Iran i 1979. Han boede i Al-Tash-lejren sammen med sin familie, indtil de i 2003 flyttede til Barika-lejren. Ansøgeren sympatiserer med partiet Komolah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Iran frygter for sit liv, idet ansøgeren og hans familie sympatiserer med partiet Komolah. Ansøgerens far har endvidere også været peshmerga for Komolah. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Irak, fordi der ikke er nogen muligheder og rettigheder i Irak. Det er kun faren, der er aktiv i Komolah. Resten af familien sympatiserer med partiet. Ansøgeren har været med til at uddele Komolahs avis, Aso Rojhalat samt servere te og vand til Komolahs arrangementer. Ansøgeren har også sat stole op til Komolah-arrangementer samt fortalt andre familier i Barika om disse arrangementer. Ansøgeren har været til Komolah ceremonier 3-4 gange. Avisen udkom en gang om måneden. Ansøgeren har aldrig selv haft direkte kontakt til partiet, idet det har været faren, der har uddelegeret opgaver til ham. Hele familien hjalp ved Komolah-arrangementer. Faren var peshmerga i Komolah i perioden 2003 til 2009, men har fortsat tæt kontakt til partiet i dag. Faren løste som peshmerga opgaver for Komolah ved den iranske grænse, hvor han indsamlede oplysninger. Faren arbejdede også i partiets indkøbsafdeling, hvor han skaffede madvarer til partiet. I den periode lavede ansøgerens mor også nogle gange mad til partiets arrangementer. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har han etableret kontakt til [A], som er […] af Komolah i Danmark. Ansøgeren støtter fortsat partiet, følger dem på Facebook og læser deres hjemmeside. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er herefter ud af en politisk familie, og hans far har i en årrække udført forskellige aktiviteter for Komolah partiet, herunder i perioden 2003 til 2009 som ansvarlig for madforsyningen i Komolahs hovedkvarter i Zargues. Ansøgeren har i Barika-lejren selv udført nogle aktiviteter af underordnet karakter. Ansøgeren har ingen familie på sin fars side i Iran, og familien har kun haft begrænset kontakt til morens familie i Iran. Ansøgeren har ikke selv været i Iran, han har ingen iranske identitetsdokumenter, og han taler ikke farsi. Flertallet finder herefter, uanset at de fremlagte dokumenter fra Komolah ikke på det foreliggende grundlag kan tillægges vægt, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en indrejse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/147/thj
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for partiet PJAK. Ansøgeren har ikke været medlem af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller dræbt af det iranske regime, idet han har udført politiske aktiviteter for der kurdiske parti PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [foråret] 2015 blev fængslet i 10 dage for at have deltaget i en march til fordel for kurdiske rettigheder på sin skole. Under fængslingen blev ansøgeren slået og afhørt. De ville have ham til at fortælle, at PJAK havde organiseret demonstrationen. Dette nægtede ansøgeren. Han nægtede også at underskrive en erklæring herom. Regimet fik på dagen, hvor ansøgeren blev løsladt ham til at underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i lignende aktiviteter til at fremme kurdernes rettigheder, og såfremt han gjorde det igen, ville han modtage en hård en straf. To til tre dage efter løsladelsen blev ansøgeren bortvist fra sin skole. Derefter blev ansøgeren mere motiveret til at udføre aktiviteter for PJAK. En dag i 2015 aftalte ansøgeren med sine venner [A] og [B], at de skulle uddele løbesedler om natten i landsbyen […]. Ansøgeren havde tidligere uddelt løbesedler med sine venner. Ansøgeren og [A] smed løbesedler ind af dørsprækker og ind i diverse gårde, mens [B] ventede ved sin bil, hvor de opbevarede løbesedlerne. Efter halvanden til to timers uddeling vendte ansøgeren tilbage til [B’s] bil. Her så ansøgeren, at der var en bil parkeret ved siden af [B]. Ansøgeren hørte derefter, at [B] råbte, at han skulle flygte. Ansøgeren flygtede til fods til landsbyen […]. Ansøgeren ankom til [landsbyen] kl. 3 om natten, hvorefter han tog hjem til sin faster og gemte sig. Ansøgeren fortalte sin faster og onkel om, hvad der var sket. Dagen efter fik ansøgeren af sin onkel at vide, at repræsentanter fra den iranske revolutionsgarde havde været forbi ansøgerens bopæl i [by], og at de havde taget ansøgerens bror [C] med til en afhøring for at udspørge ham om ansøgeren. [C] var anholdt en måned. Ansøgeren ved ikke, om broderen stillede kaution for ansøgerens løsladelse efter tilbageholdelsen i forbindelse med demonstrationen. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Iran den samme aften – [sommeren] 2015. Han krydsede grænsen til Tyrkiet illegalt. I Danmark har han fået interesse for kristendommen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren er indrejst uden identitetsdokumenter, og at han har oplyst et andet navn og fødedato til de bulgarske myndigheder. Ansøgeren har her i landet oplyst sit fødselsår som 1998, hvilket efter en aldersundersøgelse er blevet fastsat til 1996. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens sprog og forklaring om forholdene i hjemområdet til grund, at ansøgeren er iransk statsborger fra [by], Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren har således ikke givet en sammenhængende og troværdig forklaring om de forhold, han påberåber sig at have været udsat for. Ansøgeren har forklaret afglidende, når han stilles konkrete spørgsmål om f.eks. antallet af løbesedler, og afstanden til bilen, da de blev opdaget sidste gang, de uddelte løbesedler. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende på en række punkter, selv om disse i sig selv hver i sær må betragtes som værende af mindre betydning. Ansøgeren har også i et vist omfang forklaret udbyggende om aktiviteterne, og i øvrigt også først i nævnsmødet forklaret om et helt nyt sur place asylmotiv, nemlig sin nyligt opståede interesse for kristendommen, som han end ikke havde forklaret om til sin beskikkede advokat. Visse dele af ansøgerens forklaring forekommer i sig selv også mindre troværdig, navnlig vedrørende ansøgerens mulighed for at påvirke indholdet af den erklæring, som han skulle underskrive for at blive løsladt, vedrørende omstændighederne i forbindelse med opdagelsen af ansøgeren, da de delte løbesedler ud sidste gang, og vedrørende sit manglende kendskab til hvad der måtte være sket med ansøgerens kammerater i forbindelse med demonstrationen. Finansieringen af rejsen til Danmark forekommer efter ansøgerens forklaring om sit forhold til familien heller ikke ganske overbevisende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens nyligt opståede interesse for kristendommen ikke kan anses for at være af en sådan fasthed, oprigtighed og omfang, at det må antages, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/146/thj
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive retsforfulgt af regimet, fordi hans familie har været i opposition hertil. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie flygtede til Irak i 1979. Hans far sympatiserede med det kurdiske parti KDPI, men var ikke formelt medlem. Såvel ansøgeren som hans familie deltog i fejringer af KDPI’s mærkedage i Irak, og ansøgeren formoder, at iranske agenter har overvåget og filmet disse. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak på grund af de kummerlige forhold i landet og på grund af de islamiske gruppers, særligt ISIL’s, fremmarch i området. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og er opvokset i al-Tash-lejren til grund. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far, farbrødre og morbrødre har sympatiseret med KDP, og at ansøgerens far herunder har deltaget i afholdelsen af partiets mærkedage, hvor han har udført en række praktiske opgaver. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren også har deltaget i fejringen af mærkedagene, men kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om, at han også derudover har udført aktiviteter for KDP til grund, idet forklaringen herom har været udbyggende og først er fremkommet i forbindelse med advokatindlægget. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ved en indrejse i Iran må antages at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf vil være i en sådan risiko for overgreb, at han har behov for beskyttelse. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi, ligesom har ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/145/EMU
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk arabisk og muslim fra Ahwaz, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da de betragter ham som politisk aktiv. Han har til støtte herfor oplyst, at han flere gange er blevet anholdt af de iranske myndigheder. Første gang blev ansøgeren anholdt sammen med omkring fire til fem andre unge mænd, fordi han overtrådte et udgangsforbud, som han ikke kendte til. Efterfølgende blev ansøgeren og hans bror sammen med omkring 20 til 30 andre personer tilbageholdt gentagne gange i forbindelse med fejring af mærkedage og begivenheder i ansøgerens hjemby. De var tilbageholdt, mens begivenhederne fandt sted, og de blev først løsladt umiddelbart efter deres ophør. Ansøgeren har i perioden 2006-2015 være tilbageholdt tre til fire gange om året i forbindelse med fejring af mærkedage og begivenheder samt ved besøg fra profilerede myndighedspersoner i byen. I 2016 forsøgte ansøgeren og hans bror at flygte over grænsen til Irak, men de afbrød forsøget, da ansøgerens mor ringede og fortalte, at efterretningstjenesten havde ringet til hende. I [sommeren] flygtede ansøgeren ud af Iran til Tyrkiet. Sidenhen har de iranske myndigheder opsøgt ansøgerens bror én gang, da de ville vide, om ansøgeren var flygtet ud af Iran. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt i Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han to gange har delt nogle sedler ud for en ven, og at denne ven senere har angivet ansøgerens navn til myndighederne. Selv om ansøgerens forklaring om gentagne tilbageholdelser blev lagt til grund, er ansøgeren ikke blevet anholdt og tilbageholdt de to år, han fra 2012 til 2014 aftjente værnepligt, og heller ikke i de otte måneder, han opholdt sig i Teheran op til sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste af Iran. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre nærmere for sin fars politiske aktiviteter, herunder for faderens politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens far, nu ti år efter flugten fra Iran, ikke er særligt profileret i Iran, hvorfor det forhold, at ansøgeren har søgt asyl i Danmark, hvor faderen er meddelt opholdstilladelse, ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/144/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Piranshahr, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han kommer fra en politisk familie, og at både hans mor og far har været peshmergaer for KDPI. Han har ikke selv været medlem af KDPI, men har sympatiseret med partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han har lavet aktiviteter for KDPI tre gange sammen med en ven ved navn [A]. Aktiviteterne fandt sted [i vinteren] 2015, [i sommeren] 2015 og [i sommeren] 2015, og bestod i, at ansøgeren og vennen uddelte politisk materiale og skrev politiske budskaber på husmure i byen Piranshahr. Det var ansøgerens ven, der skaffede løbesedlerne og spraymalingen. Under et besøg hos en ven i byen Orumieh ringede ansøgerens mor [i sommeren] 2015 til ansøgeren og fortalte ham, at efterretningstjenesten havde været på familiens bopæl, og at de havde beslaglagt ansøgerens bærbare computer, samt hans personlige dokumenter og uddannelsespapirer. Hun fortalte også, at efterretningstjenesten havde taget ansøgerens far med til afhøring. Dagen efter ringede ansøgerens forældre og fortalte ham, at myndighederne var blevet bekendt med hans aktiviteter for KDPI, og at hans ven, [A], var blevet anholdt, hvilket de havde hørt fra myndighederne og [A’s] forældre. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund herunder, at han har været aktiv sympatisør af KDPI, og at myndighederne har fået kendskab til hans politiske aktiviteter for KDPI med at uddele løbesedler og skrive slogans på husmure, og at myndighederne derfor eftersøger ham. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/143/SOL
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yaresan af trosretning fra [en bestemt by], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi myndighederne har konfiskeret en pakke med kurdisk propagandamateriale fra hans butik. Ansøgeren har henvist til, at personer, som er yaresan af trosretning bliver chikaneret af myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2012 åbnede en butik. En dag i [sommeren] 2015 kom nogle repræsentanter for de offentlige myndigheder ind i hans butik og fandt en pakke, der tilhørte hans farbror, [A]. De åbnede pakken og efter at have set indholdet, anholdt de den mandlige ansøger. Han blev kørt til hovedkvarteret i [en bestemt by], hvor han blev afhørt om pakken og udsat for fysiske overgreb af to personer. Han fortalte efterretningstjenesten, hvor hans farbror, [A], boede, hvorefter han blev taget med til et kælderrum og låst inde. Morgenen efter kom der en person, som sagde, at ansøgeren skulle samarbejde med myndighederne, og han bad ansøgeren om at afgive sine fingeraftryk. Personen sagde, at han ikke ville se dagslys igen, hvis han ikke gjorde dette. Den følgende morgen kom der to personer og lagde ham i håndjern og satte ham i en bil, som kørte ham til dommerkontoret i Kermanshah. På vejen derind talte han med sin far, som ville kontakte ansøgerens farbror, [B], der boede i Kermanshah og som skulle sørge for, at der blev stillet kaution. Dommeren sagde, at han skulle underskrive nogle papirer, og da han havde underskrevet dem, blev han ført ned i et værelse i kælderen. Senere samme dag kom der en mand og gav ham besked på, at han skulle underskrive nogle papirer, og at han skulle melde sig til en repræsentant fra efterretningstjenesten på deres kontor hver torsdag. Herefter blev han løsladt, og senere samme aften mødtes han med sin farbror, [A], i en frugtplantage. Farbroren sagde til ham, at han skulle bruge to til tre dage til at finde ud af det hele, men to til tre dage senere fortalte den mandlige ansøgers far ham, at [A] var forsvundet. Herefter turde ansøgeren ikke gå på arbejde, og levede i skjul indtil sin udrejse. Mens han levede i skjul blev, familiens bopæl opsøgt af myndighederne der ledte efter ham. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnets flertal lægger den mandlige ansøgers forklaring til grund og dermed, at han har været tilbageholdt i ca. 48 timer og afhørt af de iranske myndigheder, der har udsat ham for fysiske overgreb, fordi han i sin forretning har opbevaret en pakke for sin farbror, [A], uden at vide, at pakken indeholdt politisk materiale om et kurdisk parti. Flertallet lægger videre til at grund, at den mandlige ansøger blev løsladt mod kaution og tvunget til at indgå en aftale om at samarbejde med myndighederne, som han ikke var i stand til at overholde, da hans farbror [A] forsvandt. Flertallet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret detaljeret og konsistent, og at forklaringerne om hændelsesforløbet forekommer selvoplevede og troværdige, ligesom de understøttes af de generelle baggrundsoplysninger. Herefter finder flertallet, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger, der har påberåbt sig det samme asylmotiv, meddeles i konsekvens heraf også opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/142/SOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [A], eller af sine brødre, fordi hun er flygtet fra [A]. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun har været sin ægtefælle utro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun på et ukendt tidspunkt for omkring to-tre år siden blev gift med [A]. Da de havde været gift i omkring tre måneder, blev ansøgeren første gang slået af [A], fordi hun ville besøge sine forældre. Omkring et halvt år senere fandt ansøgeren opium i [A]s lomme, hvilket hun fortalte til sin mor. Ansøgerens mor konfronterede [A] hermed, hvilket gjorde ham vred. Herefter blev [A] mere og mere voldelig over for ansøgeren, og han ville ikke længere tillade, at hun besøgte sine forældre. En ukendt dag omkring fem måneder før ansøgerens udrejse stod ansøgeren i [A]s butik, da en person, [B], kom ind i butikken for at købe drikkevarer. Ansøgeren havde set [B] i landsbyen før, men kun på afstand. Ansøgeren havde også hørt meget godt om [B], og hun var derfor blevet interesseret i ham. Da [B] kom ind i butikken, så han, at ansøgeren havde blå mærker i ansigtet. [B] spurgte hende, hvad der var sket med hendes ansigt. Ansøgeren sagde til ham, at han ikke skulle spørge. Da [B] skulle betale for drikkevarerne, sagde ansøgeren til ham, at hun ikke var interesseret i hans penge, men at hun hellere ville have ham. Ansøgeren bad [B] indtaste sit telefonnummer på hendes mobiltelefon, hvorefter [B] forlod butikken. En halv time senere ringede ansøgeren til [B]. Hun fortalte ham om sine problemer med [A], og hun fortalte, at hun havde været interesseret i ham i et stykke tid. Han svarede, at et forhold ikke kunne lade sig gøre, idet ansøgeren var gift med [A]. Han sagde dog samtidig, at han også syntes godt om ansøgeren. De aftalte, at det altid skulle være ansøgeren, der ringede op, idet [A] ikke måtte opdage hendes mobiltelefon. De talte sammen to-tre gange om ugen over en periode på omkring fem måneder, men de mødtes aldrig privat. Tre måneder inden ansøgerens udrejse tog [B] til Teheran, fordi han havde fået problemer med myndighederne. Herefter blev deres telefonsamtaler kortere, men de talte stadig sammen to-tre gange om ugen. [B] fortalte ansøgeren over telefonen, at han ville udrejse af Iran, hvortil hun svarede, at hun ville begå selvmord, hvis han ikke hjalp hende ud af landet. [B] begyndte herefter at arrangere deres udrejse. Omkring en uge senere fik ansøgeren en sms fra [B] om, at hun skulle ringe ham op. Da de talte sammen, fortalte han, at hun skulle rejse til Teheran dagen efter. Om morgenen dagen efter tog ansøgeren til Kermanshah og efterfølgende til Teheran. Herefter udrejste de sammen af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerens forklaring omkring indgåelsen af det påberåbte ægteskab som et frivilligt ægteskab med en mand, hun ikke havde mødt tidligere, i sig selv ikke fremstår overbevisende. Det fremstår heller ikke overbevisende, at hun skulle have afvist familiens tilbudte hjælp til at komme væk fra en voldelig ægtefælle i stedet for at søge bistand hos [B], som hun ikke tidligere havde talt med. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgernes forklaring om etableringen af kontakten og udviklingen i deres kæresteforhold i sig selv ikke fremstår troværdig. Det bemærkes også, at forklaringerne af begge ansøgere er afgivet på en sådan måde, at de fremstår udenadlært og konstrueret til lejligheden. Dertil kommer, at ansøgerne, når spurgt nærmere ind til det passerede, har forklaret afglidende, ligesom ansøgerne, trods det meget enkle asylmotiv, har forklaret divergerende om kontakten mellem dem, herunder hvem der i forløbet kontaktede hvem og hvordan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun allerede er gift, og heller ikke, at der skulle være nogen konflikt mellem hende og familien omkring forholdet til [B] eller det fælles barn. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/141/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af efterretningstjenesten, da han er mistænkt for at hjælpe PJAK. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller afleveret til myndighederne af sin kærestes familie, da kæresten er gift med en anden mand. Til støtte for sin konflikt med efterretningstjenesten har ansøgeren forklaret, at han en dag i [foråret] 2015 var ude og passe dyr i bjergene. Der kom to ukendte personer hen til ansøgeren, som oplyste, at de var fra PJAK, og de bad om at få det vand og brød, han havde med. Han sagde, at han ikke ville hjælpe dem, men de gik over til hans æsel og tog vandet og brødet, hvorefter de gik. To dage senere kom der nogle personer fra efterretningstjenesten til ansøgerens bopæl. Han var ikke hjemme, da de kom, idet han var i [by] for at købe medicin til dyrene. Efterfølgende blev ansøgeren ringet op af sin far, som fortalte, at personer fra efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl, og at de havde spurgt efter ansøgeren, fordi han havde hjulpet PJAK. Ansøgeren tog ikke hjem igen derefter. Han tog til Kermanshah og derfra til Teheran, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse. Ansøgeren har fået at vide af sin far, at efterretningstjenesten flere gange var på bopælen for at lede efter ansøgeren, mens han var i Teheran. Til støtte for sin konflikt med ansøgerens kærestes familie har ansøgeren forklaret, at han første gang mødte sin kæreste, [A], den 6. [vinteren] 2015. Han var inde i den forretning, som hendes mand ejede, for at købe sodavand. Han kunne se, at hun havde blå mærker i ansigtet. Han spurgte hende, hvad der var sket, hvortil hun svarede, at han ikke skulle spørge, og at hun ikke kunne tale om det, idet hun var bange for, at der skulle komme nogle andre ind i forretningen. Da han ville betale for sine sodavand, ville hun ikke tage imod pengene. Hun sagde i stedet til ham, at hun ikke ville have penge, men at hun ville have ham. Hun rakte ham herefter sin mobiltelefon og bad ham om at indtaste sit nummer. Samme dag omkring en halv time senere ringede [A] til ham. Hun præsenterede sig og sagde, at hun godt kunne lide ham. Han sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, da hun allerede var gift. Hun svarede hertil, at hun var ligeglad med sin mand, idet han slog hende. De snakkede sammen i tre-fire minutter. Hun ringede igen allerede dagen efter, og i den efterfølgende periode snakkede de sammen i telefon to-tre gange om ugen. De mødtes ikke privat. Det var altid [A], der ringede, og samtalerne var altid korte. Da ansøgeren flygtede til Teheran på grund af sin konflikt med efterretningstjenesten, smed han sit gamle sim-kort ud og købte et nyt. Efter fem-seks dage skrev han en sms til [A] om, at hun skulle ringe til ham. Han fortalte hende, at han havde forladt landsbyen, og han fortalte hende om sine problemer med myndighederne. De holdt kontakten, mens han var i Teheran, men samtalerne blev kortere. Samtalerne varede i denne periode to-tre minutter. En uge inden sin udrejse af Iran fortalte han [A] om sine planer. Da hun hørte dette, ville hun udrejse sammen med ham. Dette var første gang, de snakkede om, at [A] skulle forlade sin ægtefælle. [A] rejste derefter til Teheran for at mødes med ansøgeren. [A] rejste til Teheran dagen inden, de udrejste af Iran. De udrejste sammen af Iran den [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund. Vedrørende ansøgerens selvstændige asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at det ikke fremstår overbevisende, at PJAK alene skulle rette henvendelse til ansøgeren og ikke også til den anden tilstedeværende hyrde, og heller ikke at den anden hyrde skulle tage kontakt til efterretningstjenesten og fortælle om det passerede. Såfremt efterretningstjenesten skulle efterstræbe ansøgeren trods en sådan ringe kontakt til PJAK, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at efterretningstjenesten ikke ville have fundet ansøgeren hos broren i Teheran. Vedrørende motivet i forhold til kærestens angivelige eksisterende ægteskab lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgernes forklaring om etablering af kontakten og udviklingen i deres kæresteforhold ikke fremstår troværdig. Det bemærkes også, at forklaringerne af begge ansøgere er afgivet på en sådan måde, så de fremstår udenadlært og konstrueret til lejligheden. Dertil kommer, at ansøgerne, når spurgt nærmere ind til det passerede, har forklaret afglidende, ligesom ansøgerne, trods det meget enkle asylmotiv, har forklaret divergerende om kontakten mellem dem, herunder hvem der i forløbet kontaktede hvem og hvordan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans kæreste er gift, og dermed heller ikke, at han ved en tilbagevenden risikerer at blive strafforfulgt for medvirken til utroskab. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/140/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke religiøs fra [en by] i provinsen Aserbajdsjan Garbi, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin familie eller de iranske myndigheder, fordi han er biseksuel, og fordi han har uploadet islamkritisk materiale på sin Facebook-profil. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han første gang havde et forhold til en dreng, da han var 10 år gammel. Hans moder opdagede dette og straffede ham. Medens han boede i Iran, formåede han at holde sin seksualitet skjult for familien. Da han var omkring 15 eller 16 år gammel, begyndte han at tvivle på, om der fandtes en gud. Han læste mange islamkritiske bøger og fandt til sidst ud af, at han var ateist. Han blev flere gange uvenner med sin storebroder, […], som var meget religiøs. I 2008 fandt storebroderen flere islamkritiske bøger på ansøgerens værelse, hvorfor han overtalte deres forældre til at smide ansøgeren ud ad hjemmet, da ansøgeren ikke var troende muslim. Herefter tog ansøgeren ophold i byen Mahabad. Senere vendte ansøgeren tilbage til sin hjemby, hvor han opholdt sig hos nogle venner. I 2010 tog ansøgeren til Tyrkiet, hvor hans broder, [anden broder], som til daglig var bosat i Norge, var på ferie. Under opholdet i Tyrkiet besluttede ansøgeren, at han ikke ville tilbage til Iran. Ansøgeren tog til Norge og søgte asyl [ultimo] 2010, på hvilen ansøgning han blev meddelt afslag. Under opholdet i Norge mødte han sin kæreste ved navn [...]. Ansøgerens broder, [anden broder], opdagede forholdet, hvorefter han blev meget vred og kontaktede deres [storebroder], i Iran og fortalte ham om forholdet. Ansøgeren har oplyst, at han under opholdet i Norge flere gange uploadede islamkritisk indhold på sin egen Facebook-profil. I 2014 blev ansøgeren udsendt fra Norge til Iran, hvor han opholdt sig i 10 dage. Herefter rejste han til Tyrkiet, hvor han opholdt sig omkring en måned. Under opholdet i Tyrkiet uploadede ansøgeren islamkritisk materiale på en Facebook-profil med et andet navn, end sit eget. Efter opholdet i Tyrkiet tog ansøgeren til Danmark og søgte asyl [ultimo] 2014, hvorefter han kort tid efter tog til Norge. [Ultimo] 2015 blev ansøgeren Dublinforhandlet tilbage fra Norge til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring herom fremstår ikke troværdig og selvoplevet, men på en række punkter divergerende og udbyggende og konstrueret til lejligheden. Det er ved Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed tillige indgået, at han i forbindelse med sin ansøgning om asyl i Norge i 2010 oplyste et falsk asylmotiv om, at han havde været politisk aktiv i det kurdiske demokratiske parti. I forbindelse med sin ansøgning om asyl i Danmark har ansøgeren i sit asylskema og under oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2015 henvist til, at han frygter sin familie og de iranske myndigheder, fordi han er ateist og kendt for islamkritiske holdninger, som han også har givet til kende på Facebook. Under asylsamtalen [ultimo] 2015 forklarede ansøgeren, at han ikke har skrevet noget på Facebook af en sådan kritisk karakter, at de iranske myndigheder ved hans indrejse ville tilbageholde ham i lufthavnen, og at grunden til, at han frygter myndighederne, er, at han er biseksuel. Senere i samtalen forklarede ansøgeren, at han har slettet alle sine tidligere islamkritiske aktiviteter, som han har lavet i eget navn på Facebook, men at han dog også frygter myndighederne på grund af disse aktiviteter, idet man aldrig ved, hvad de kan finde på, og at de måske finder ud af, at han har uploadet materialet mv. Under samtalen den [primo] 2016 har han forklaret, at grunden til, at myndighederne ved hans indrejse i 2014 lod ham gå, var, at de ikke på det tidspunkt kendte til hans aktiviteter på Facebook, men at disse nu må være kommet til deres kundskab, da hans bror eller lokale venner kan have sladret. I nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han blandt andet har uploadet danske karikaturtegninger af profeten på Facebook, og at han fortsat har islamkritisk materiale på profilen. I sit asylskema oplyste ansøgeren, at han under et skænderi med sin bror fortalte ham, at han havde gravet en koran, som broderen havde givet ham, ned i haven. Under asylsamtalen [ultimo] 2015 forklarede ansøgeren, at han på et tidspunkt brændte koranen af og fortalte sin bror om det. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han brændte koranen af, men at ingen fik det at vide. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren herefter forklaret, at han fortalte sin bror om afbrændingen i telefonen. Nærmere spørgsmål om koranafbrændingen har ansøgeren besvaret afglidende og i helt overordnede vendinger, og forklaringer herom fremstår på ingen måde selvoplevet. For så vidt angår ansøgerens seksualitet bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller under oplysnings- og motivsamtalen den [primo] 2015 oplyste, at han er biseksuel, og at han i den anledning frygter forfølgelse. Heller ikke under asylsagen i Norge oplyste han herom. Først under asylsamtalen [ultimo] 2015 har ansøgeren forklaret, at han havde forhold til flere andre drenge, der kom i moskeen, at han allerede som 10-årig havde et forhold til en anden dreng, som hans mor opdagede og straffede ham for, at han, da han var teenager og frem til sin udrejse, havde et seksuelt forhold til sin fætter […], og at han i Norge i ca. et år boede sammen med en mand, som han havde et forhold til, og at dette reelt er grunden til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da hans derboende stærkt religiøse bror har kendskab til forholdet. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var 12-14 år, da han første gang havde et forhold til en anden dreng og blev straffet af sin mor, at han efterfølgende i moskeen i to år havde seksuelle relationer til en ven, […], og i kortere tid med en anden ven, […], og at han også i ca. et år efter sin militærtjeneste, da han var 20-21 år, havde et forhold til sin fætter […], som han også tidligere ved enkelte lejligheder havde haft forhold til. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine forhold til andre drenge og mænd fremstår uden detaljer og ikke selvoplevet. Om ansøgerens udsendelse fra Norge til Iran i 2014 bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under asylsamtalen […] 2015 forklarede, at han i lufthavnen skulle udfylde et dokument og oplyse sin identitet, men at han ikke blev stoppet. Under samtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i lufthavnen først blev tilbageholdt med henblik på at blive stillet for en dommer, men at han fik lov at gå, da en ukendt kvinde – uden at betale et beløb til myndighederne – lovede at bringe ham tilbage dagen efter. Foreholdt sin forklaring [ultimo] 2015 har ansøgeren derpå forklaret, at han mener, at han […] 2015 sagde, at han var blevet tilbageholdt, og at der blev betalt kaution for ham. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at kvinden blev bedt om at fremlægge sit identitetskort, og at han ikke ved, om hun fik det tilbage, men at hun ikke betalte noget. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om sine islamkritiske aktiviteter og sin seksualitet ikke kan lægges til grund, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/14/col
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet, stenet eller henrettet af myndighederne, idet hun har uddelt materiale om yaresan-troen. Ansøgeren startede med at uddele materiale om yaresan-troen omkring to år før, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren fik materialet af en person ved navn […], og fik at vide, at hun skulle uddele materialet til andre personer i området, som også var yaresan. Materialet bestod af en bog og en CD, som indeholdt religiøse taler, digte og lignende. Det var altid den samme bog, der blev uddelt, men indholdet af CD’erne kunne variere. Når ansøgeren havde fået materialet, uddelte hun det til folk i området i løbet af 10-20 dage. Det materiale, som ansøgeren endnu ikke havde uddelt, opbevarede hun i et låst skab på sin bopæl. Den [i sommeren] 2015 tog ansøgeren til Danmark for at besøge sin far. Omkring fem dage før, at ansøgeren skulle rejse tilbage til Iran, oplyste hendes ægtefælle telefonisk, at fem til seks personer fra myndighederne havde ransaget hendes bopæl. Samme aften, som bopælen blev ransaget, flygtede ansøgerens ægtefælle sammen med hendes børn til [en by], hvorefter de udrejste af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle har udsat hende for vold, både i hjemlandet og i Danmark. Ansøgeren har igennem en længere periode været udsat for både psykisk og fysisk vold af ægtefællen, og hun er i Danmark blevet slået op til flere gange af ægtefællen. Ansøgeren har derudover henvist til, at hendes søn igennem flere år har haft et forhold til en shiamuslimsk pige i Iran, som han ikke er gift med. Ansøgeren og hendes ægtefælle forsøgte at komme i kontakt med pigens familie for at undersøge, om ansøgerens søn kunne blive gift med pigen. Pigens familie afslog at mødes, og afviste muligheden for, at de to kunne blive gift. Ansøgerens søn udrejste derefter af Iran i slutningen af 2013 eller starten af 2014. Pigens familie truede efterfølgende med at slå ansøgeren og ansøgerens familie ihjel på grund af det, som ansøgerens søn havde gjort. Ansøgeren modtog den seneste trussel omkring to måneder før, at hun kom til Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i de iranske myndigheders søgelys, da hun har søgt asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke findes grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning til Udlændingestyrelsen som følge af ansøgerens nu fremkomne asylmotiv om vold i ægteskabet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sikkerhedsmyndighedernes ransagning af hendes hjem i Iran må forkastes, idet hun og hendes ægtefælle har forklaret divergerende herom. Ægtefællerne har således forklaret forskelligt om, hvem der ringede op, om opringningen fandt sted, mens ransagningen stadig var i gang, og om, hvorvidt ægtefællen i forbindelse med ransagningen blev udsat for vold. Herefter, og efter baggrundsoplysningerne om udøvelsen af trosretningen yaresan i Iran, findes der ikke grundlag for at lægge denne del af ansøgerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren under opholdet i Danmark har været udsat for vold i ægteskabet. Begge ægtefæller er imidlertid nu angiveligt indstillet på at lade ægteskabet opløse. Flygtningenævnet finder deruover, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for vold af familien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes det, at oplysningerne om ansøgerens søns uægteskabelige forhold i Iran ikke medfører en ændring heri, hvilket også gør sig gældende for så vidt angår asylmotivet, som er relateret til ansøgningen om asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/139/MGO
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han af det iranske politi bliver beskyldt for et overgreb på en pige. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin far og at blive tvangsgift med pigen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var voldelig overfor ansøgeren. Omkring 3-4 måneder inden ansøgerens udrejse begyndte faren at presse på for, at ansøgeren skulle giftes. Faren havde en ven, hvis datter faren ønskede, at ansøgeren skulle giftes med. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter faren udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Omkring 10 dage senere besøgte ansøgeren og faren, farens ven og dennes datter, i hvilken forbindelse, at ansøgeren og datteren for en stund var alene i huset. Da ansøgeren og datteren var alene, oplyste ansøgeren hende om, at han ikke havde i sinde at gifte sig med hende, hvorefter datteren kastede sig over ansøgeren og begyndte at kysse ham. Ansøgeren råbte, at hun skulle stoppe og fjerne sig. Pigens far kom ind i stuen og trak datteren til side. Pigens far gav herefter ansøgeren en lussing og konfronterede ansøgeren med fotos, som havde lige havde taget af episoden. Da ansøgerens far var blevet bekendt med, hvad der var hændt, beordrede faren endnu engang ansøgeren til at gifte sig med pigen, hvilket ansøgeren indvilligede i, fordi han var bange. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var hændt. Moren henviste ansøgeren til at tage hjem til ansøgerens farbror. Ansøgeren tog den efterfølgende dag hjem til farbroren, som hjalp med at arrangere ansøgerens flugt ud af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at politiet opsøgte hans mor cirka to måneder efter ansøgerens udrejse i anledning af episoden med pigen. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren yderligere påberåbt sig, at hans tilhørsforhold til yarestan vil give ham problemer. Han har endvidere under nævnsbehandlingen oplyst, at hans mor efter den anden samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst om, at politiet har opsøgt bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund i sin helhed. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring overordnet må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det kan lægges til grund, at ansøgerens far var voldelig overfor ansøgeren. Den øvrige del af ansøgerens forklaring kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at pigen kun gav ham et kram, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hun kyssede ham, og dette blev optaget på fotos, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun krammede ham efter, at de var kommet ned og ligge, og at hun samtidig kyssede ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om selve episoden, idet han har forklaret forskelligt om, hvornår han accepterede at skulle giftes med datteren. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han, efter der var fremsat trussel om at melde forholdet til politiet, accepterede at blive gift med pigen seks dage senere. Under asylsamtalen har han først forklaret, at han ikke indvilligede i at gifte sig med pigen umiddelbart efter fremsættelsen af truslen. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren derefter, at han på adressen erklærede, at han ville giftes med hende, men inderst inde ikke mente det. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Iran/2016/138/STR
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ved sin indrejse var ansøgeren shia-muslim af trosretning, men har til sin asylsamtale [i sommeren] 2016 oplyst, at han nu vedkender sig kristendommen. Ansøgeren er blevet døbt i Danmark [omkring en måned senere i] 2016. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og dræbt af myndighederne, idet han har udlejet en del af sin kaffeshop til studerende, der har udøvet politisk aktivitet mod det iranske regime. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans fætter ejede en toetagers kaffeshop. En dag i 2009 anmodede to studerende om at leje øverste etage af kaffeshoppen, hvilket ansøgeren og fætteren indvilligede i. De studerende skulle benytte den øverste etage af kaffeshoppen i forbindelse med deres studier, og de brugte lokaltet 2-3 gange om ugen. De studerende lejede lokalet frem til 2013. I starten af 2013 modtog ansøgeren en opringning fra sin onkel, som oplyste, at fætteren, kaffeshoppens medarbejdere og de studerende, som lejede øverste etage, var blevet anholdt af myndighederne, der ligeledes havde lukket kaffeshoppen. Onklen oplyste videre, at de pågældende studerende var med i oprørsgruppen Den Grønne Bevægelse, som udøver politisk aktivitet imod det iranske regime. Ansøgerens fætter var tilbageholdt i nogle dage, hvor han blev beskyldt for at samarbejde med de studerende. Fætteren blev ved sin løsladelse pålagt meldepligt hos de iranske myndigheder. Efter råd fra onklen rejste ansøgeren til byen Saveh, hvor han opholdt sig i to år, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til baggrunden for hans udrejse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de forhold, ansøgeren har påberåbt sig, har en sådan intensitet og karakter, at de kan begrunde flygtningestatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens fætter alene blev pålagt meldepligt, hvorefter han har kunnet opholde sig i Iran i mere end to år, inden han udrejste. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i Iran i to år uden myndighederne har fundet frem til ham, navnlig når henset til, at han boede hos slægtninge. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke anse ansøgerens forklaring om sin konversion som reel. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren oprindelig har forklaret, at han var muslim, og at han først under opholdet i Danmark angiveligt har fattet interesse for kristendommen. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først har påbegyndt dåbsundervisning i slutningen af [nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 og er blevet døbt efter Udlændingestyrelsens afslag, ligesom ansøgerens viden om kristendommen er begrænset, og han ikke kan huske hvilken dato, han er døbt. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/137/STR
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af Ahl-e-Haqq religionen fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger forud for sin indrejse i Danmark, men har i Danmark været aktiv i iranske oppositionsgrupper, som ønsker det iranske regime væltet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren i Danmark har været politisk aktiv imod det iranske regime. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han tilhører Ahl-e-Haqq religionen. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de på tidspunktet for nævnets afgørelser [i vinteren] 2012 og [efteråret] 2015 var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden. Nævnet kan henvise til begrundelserne i nævnets afgørelser herom. Ansøgeren og hans bror har imidlertid efter nævnets afgørelse [i efteråret] 2015 fortsat og udbygget deres politiske aktiviteter, og de er blevet eksponeret som kritikere af det iranske styre i flere artikler i landsdækkende dagblade, hvori de er blevet afbilledet med billeder og navns nævnelse, ligesom ansøgerens bror har medvirket i radio og tv-interviews. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres politiske aktiviteter i Danmark vil komme i de iranske myndigheders søgelys og være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/136/SLH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af Ahl-e-Haqq religionen fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger forud for sin indrejse i Danmark, men har i Danmark været aktiv i iranske oppositionsgrupper, som ønsker det iranske regime væltet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren i Danmark har været politisk aktiv imod det iranske regime. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han tilhører Ahl-e-Haqq religionen. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de på tidspunktet for nævnets afgørelser [i vinteren] 2012 og [efteråret] 2015 var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden. Nævnet kan henvise til begrundelserne i nævnets afgørelser herom. Ansøgeren og hans bror har imidlertid efter nævnets afgørelse [i efteråret] 2015 fortsat og udbygget deres politiske aktiviteter, og de er blevet eksponeret som kritikere af det iranske styre i flere artikler i landsdækkende dagblade, hvori de er blevet afbilledet med billeder og navns nævnelse, ligesom ansøgeren har medvirket i radio og tv-interviews. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres politiske aktiviteter i Danmark vil komme i de iranske myndigheders søgelys og være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/135/SLH
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration imod Mahmoud Ahmadinejads magtovertagelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 deltog i en demonstration imod Mahmoud Ahmadinejads magtovertagelse, i hvilken forbindelse han blev arresteret. Ansøgeren var herefter fængslet i to til fire måneder, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og blev givet narkotika, som han med tiden blev afhængig af. Efter sin løsladelse blev ansøgeren tilknyttet foreningen [A]. Her blev han interesseret i kristendommen og deltog i kristne aktiviteter. Herefter blev nogle af ansøgerens bekendte fra [A] arresteret, og ansøgeren blev selv opsøgt i sit hjem og arresteret og afhørt om sin religion. Umiddelbart inden sin udrejse fra Iran i 2013 blev ansøgeren igen arresteret og tilbageholdt i syv til otte dage, hvorefter han besluttede sig for at udrejse fra Iran, idet han anså sig selv som kristen og således frygtede for at problemerne med de iranske myndigheder ville forsætte. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren først været tilknyttet [en kirke i Jylland], hvor han deltog i gudstjenester hver søndag. To til tre måneder før overførslen til Italien blev ansøgeren døbt i [kirken i Jylland]. Under sit andet ophold i Danmark har ansøgeren været tilknyttet en kirke [på Sjælland], hvor han deltager i gudstjenester om fredagen. Om søndagen deltager han i gudstjenester i [en kirke] i København. Flygtningenævnet har noteret sig, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Iran, og Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de italienske myndigheders høringssvar [fra december] 2014 til grund, at ansøgeren og ansøgerens søn er meddelt opholdstilladelse i Italien som flygtninge. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan finde anvendelse som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. For at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgeren vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da ansøgeren og hans søn begge har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har ansøgeren og hans søn gældende opholdstilladelser i Italien. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren og hans søn ikke er i en sådan særligt sårbar situation, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flertallet henviser herved til, at ansøgeren og ansøgerens søn i Italien vil kunne modtage den fornødne medicinske behandling og den lægehjælp i øvrigt, som de måtte have behov for. Det af ansøgeren oplyste om de konkrete forhold, ansøgeren og hans søn havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet bemærker, at ansøgeren efter meddelelse af opholdstilladelse kun opholdt sig i Italien i tre måneder inden indrejsen i Danmark, og at ansøgeren og hans søn i denne periode var indkvarteret sammen med andre børnefamilier, fik tre måltider om dagen og lommepenge samt havde adgang til lægehjælp, ligesom ansøgerens søn gik i skole. På den baggrund finder flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Italien som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/134/EMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive forfulgt, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter efterretningstjenesten, idet han har haft et forhold til en kvinde, hvis ægtefælle er ansat der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han allerede, mens han opholdt sig i hjemlandet, oplevede et mirakel, idet venner, som ansøgeren opfattede som kristne, gennem bøn helbredte ansøgerens far. Da ansøgeren ankom til Danmark, blev han introduceret til kristendommen af ansøgerens fars ven [H], og [H] tog ansøgeren med i [en kirke] i København. Her talte ansøgeren med præsten og deltog i nogle gudstjenester. Præsten sagde, at ansøgeren kunne blive døbt, når der var gået to og en halv måned. Ansøgeren oplevede endnu et mirakel i forbindelse med, at [H] bad for, at ansøgeren blev flyttet til et bedre asylcenter. Ansøgeren har været fængslet og har derfor ikke kunnet deltage i kristne aktiviteter, ligesom han ikke har kunnet blive døbt. Ansøgeren har i Danmark oprettet en facebook-profil. Han har her postet et billede af Jesus, hvilket har afstedkommet negative reaktioner fra enkelte iranske facebook-venner. Han havde kun et begrænset antal venner på facebook, og han lukkede profilen i forbindelse med, at han blev fængslet. Ansøgeren har vedrørende værnepligten henvist til, at han blev indkaldt, da han fyldte 21. Han reagerede ikke på indkaldelsen, da han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Årsagen hertil er, at værnepligttiden er lang, og at man ikke kan tjene penge, mens man er soldat. Man risikerer endvidere at skulle gøre tjeneste i fjerne egne af landet. Militærpolitiet har opsøgt ham på bopælen et antal gange, men har aldrig truffet ham. For cirka fire år siden indledte ansøgeren et forhold til en gift kvinde. Forholdet varede i seks måneder og ophørte, da kvindens ægtefælle opdagede dem. Kvinden fortalte i forlængelse her af, at ægtefællen var ansat i efterretningstjenesten. Kvindens ægtefælle har søgt efter ansøgeren på arbejdspladsen, men har aldrig fundet frem til ansøgeren. Ansøgeren var nødt til at skifte arbejde, således at han i stedet arbejdede for sin farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har vedrørende sin konversion dels forklaret divergerende og dels ikke kunnet svare på selv ganske enkle spørgsmål vedrørende kristendommen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og igen under partshøringen [i foråret] 2016 forklaret, at han konverterede til kristendommen i Iran, medens han under nævnsmødet forklarede, at han først er konverteret efter ankomsten til Danmark. Under nævnsmødet har ansøgeren henvist til, at han er konverteret efter at have oplevet to mirakler udvirket af kristne og mødet med særligt præsten i [kirken]. Ansøgeren har på nævnets spørgsmål vedrørende kristne højtider alene henvist til julen og i øvrigt forklaret, at hans kendskab til kristendommen baserer sig på en film, som han har fået forevist, og en bog han har fået udleveret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen. Såfremt det må antages, at ansøgeren som forklaret i julen 2016 har postet et billede af Jesus på sin nu lukkede facebookprofil, finder nævnet ikke, at der er grund til at antage, at dette vil være tilstrækkeligt til at profilere ansøgeren som kristen. Ansøgerens forhold til den gifte kvinde sluttede for mere end tre år siden. Ansøgeren har forklaret, at kvindens ægtefælle, der angiveligt var ansat i efterretningstjenesten, har ledt efter ansøgeren. Under henvisning til den tid, der er gået, siden forholdet blev afbrudt, og til ansøgerens forklaring om ægtefællens begrænsede og tilsyneladende for længst afbrudte bestræbelser på at konfrontere ansøgeren, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens problemer med ægtefællen har en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrunde forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke har efterkommet en indkaldelse til at aftjene værnepligt. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har opsøgt ansøgeren som følge af en sådan unddragelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, også efter han nåede den værnepligtige alder, har arbejdet i farens og farbrorens virksomheder, således at militærpolitiet, såfremt de opsøgte ansøgeren, uden problemer ville kunne have pågrebet ham. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i den relevante periode to gange var anholdt af det almindelige politi. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/133/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2011 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klagerne som asylmotiv havde henvist til, at de havde haft et udenomsægteskabeligt forhold, mens den kvindelige klager var gift med en brigadegeneral. Klagernes forhold førte til en konflikt med brigadegeneralen, og klagerne risikerede som følge heraf at blive idømt en uforholdsmæssig straf af myndighederne i hjemlandet. Ved brev af […] 2014 har en anonym person til Udlændingestyrelsen oplyst, at klagernes asylmotiv var konstrueret, og at deres identiteter var falske. Ved breve af […] 2015, […] 2015 og […] 2015 har den mandlige klager erkendt, at klagerne har søgt asyl under falske identiteter, ligesom deres asylmotiv har været konstrueret. [I vinteren] 2015 inddrog Udlændingestyrelsen på den baggrund klagernes opholdstilladelse, som Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerne havde opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Forud for nævnsmødet har den beskikkede advokat anført, at det alligevel er korrekt, som oplyst i det oprindelige asylmotiv, at den kvindelige klager forud for parrets udrejse fra Iran var gift med en højtstående militærperson i Iran, og at det således ikke er korrekt, at ansøgerne udrejste af Iran på baggrund af deres barns sygdom, men at de udrejste, fordi de frygtede konsekvenserne af deres udenomsægteskabelige forbindelse. Advokaten har desuden oplyst, at klagerne ikke er eller har været gift med hinanden. Baggrunden for, at klagerne har oplyst dette til [kommunen], er således alene motiveret af et ønske om at få klagernes børn hjemgivet. Endvidere har den beskikkede advokat anført, at klagerne agter at blive døbt, og at de jævnligt går i kirke. Nævnet har valgt at behandle inddragelsessagen fra [vinteren] 2015 og de af klagerne umiddelbart forud for nævnsmødet påberåbte asylmotiver under et. Nævnet lægger til grund, at klagerne, efter at den anonyme henvendelse, der viste sig at være korrekt, var fremkommet [i foråret] 2014, gentagne gange bekræftede, at de havde opnået opholdstilladelse på et urigtigt grundlag. Ved den fornyede bedømmelse af grundlaget for klagernes opholdstilladelse har nævnet forholdt sig til, om det kan lægges til grund, at klagerne var nødsaget til at flygte fra Iran på grund af den kvindelige klagers ægteskab med en højtstående iransk militærperson. Nævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at den del af det oprindelige asylmotiv er en realitet. Nævnet lægger ved bedømmelsen heraf vægt på, at den kvindelige klager ikke har kunnet oplyse nærmere om tidspunkter og omstændigheder ved indgåelsen af det påståede ægteskab. Hun har således ikke forsøgt at fremskaffe vielsesattest eller fotodokumentation eller anden form for dokumentation for det påståede ægteskab. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klagerne efter deres egne oplysninger er udrejst af Iran i eget navn. Nævnet bemærker endvidere, at klagernes skiftende forklaringer i det hele afsvækker deres troværdighed. Nævnet bemærker med henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, at de hensyn, der sædvanligvis indgår i overvejelserne om, hvorvidt inddragelsen må anses for at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt, når opnåelse af opholdstilladelsen er sket ved svigagtigt grundlag. Den omstændighed, at klagerne har udvist interesse for kristendom, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var efterstræbt af myndighederne eller af privatpersoner. Klagerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/132/JOL
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive stenet af sin familie eller af de iranske myndigheder, idet hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun mødte sin kæreste [A] for første gang på et frugt- og grøntmarked tre måneder og ti dage forud for deres udrejse af Iran. Ansøgeren fik [A’s] telefonnummer. Samme aften/nat ringede ansøgeren til [A], og de havde telefonisk kontakt flere gange, før de aftalte at mødes i [en navngiven] Park. Under dette møde blev de enige om at indgå ægteskab med hinanden. [A] friede til ansøgeren, men ansøgerens familie afslog dette, idet ansøgeren er shia-muslim og [A] tilhører trosretningen Ahl-e Haqq (Yarsan). Ansøgerens far truede med at halshugge ansøgeren, hvis [A] friede til ansøgeren igen. Ansøgeren og [A] havde samleje én gang, inden de udrejste af Iran. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige for sagens afgørelse lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flertallet bemærker, at der har været en del divergenser i ansøgernes forklaringer, navnlig vedrørende det tidsmæssige forløb. Der er også forhold i forklaringerne, som virker mindre sandsynlige, navnlig forklaringen om samlejet i baderummet. Uanset dette lægger flertallet til grund, at ansøgerne er henholdsvis yaresan og shia-muslim, at de i Iran indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at ansøgerne har et fælles barn, som kan være undfanget, mens de stadig var i Iran. Flertallet kan videre lægge til grund, at den kvindelige ansøgers familie ikke accepterede forholdet, og at dette var grunden til, at ansøgerne sammen flygtede fra Iran. Under disse omstændigheder – og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for tilhængere af yaresan samt om konsekvenserne af et seksuelt forhold uden for ægteskabet – finder flertallet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at i hvert fald den kvindelige ansøgers familie vil stræbe ansøgerne efter livet, hvis de vender tilbage til Iran, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte dem imod, og at ansøgerne derfor opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2016/131/CHHA
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq (Yaresan) fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder og lokalsamfundet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter sin kærestes familie, som afslog hans frieri til kæresten, fordi familien er shiitter, mens ansøgeren er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren har afslutningsvist henvist til, at han frygter at blive undertrykt, idet han er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han indledte et forhold til sin kæreste [A], som han mødte første gang den [i] marts 2015. Efterfølgende friede han til [A], hvilket hendes familie afslog, fordi familien er shiitter og ansøgeren er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren og [A] havde herefter samleje én gang, inden de udrejste af Iran af frygt for, at de iranske myndigheder ville opdage deres forhold, henrette ansøgeren og stene [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at tilhængere af trosretningen Ahl-e Haqq er undertrykte i Iran og vil forblive andenrangsborgere, hvis de ikke konverterer til shia-islam. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige for sagens afgørelse lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flertallet bemærker, at der har været en del divergenser i ansøgernes forklaringer, navnlig vedrørende det tidsmæssige forløb. Der er også forhold i forklaringerne, som virker mindre sandsynlige, navnlig forklaringen om samlejet i baderummet. Uanset dette lægger flertallet til grund, at ansøgerne er henholdsvis yaresan og shia-muslim, at de i Iran indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at ansøgerne har et fælles barn, som kan være undfanget, mens de stadig var i Iran. Flertallet kan videre lægge til grund, at den kvindelige ansøgers familie ikke accepterede forholdet, og at dette var grunden til, at ansøgerne sammen flygtede fra Iran. Under disse omstændigheder – og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for tilhængere af yaresan samt om konsekvenserne af et seksuelt forhold uden for ægteskabet – finder flertallet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at i hvert fald den kvindelige ansøgers familie vil stræbe ansøgerne efter livet, hvis de vender tilbage til Iran, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte dem imod, og at ansøgerne derfor opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2016/130/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk iraner og kristen protestant fra Teheran, Iran. Ansøgeren er kommet i forskellige kirker, herunder [en kirke i København] i perioden fra [slutningen af] december 2010 til [starten af] 2011 og igen fra efteråret 2014 og frem til i dag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af sin familie eller de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i foråret] 2010 blev viet med sin nuværende ægtefælle […]i Iran. Ægtefællen rejste efter et kort ophold i Iran tilbage til Danmark, og ansøgeren kom [i sommeren] 2010 på besøg på visum og rejste herefter tilbage til Iran [senere på sommeren] 2010. Under opholdet hos ægtefællen i Danmark begyndte han at tale om næstekærlighed og Jesus. Herefter fortalte han, at han var kristen. Ansøgeren begyndte at gå med ham i kirke om søndagen. Ansøgeren rejste igen til Danmark på visum [i slutningen] 2010 og vendte ikke tilbage igen. Hun fortsatte sine kristne aktiviteter sammen med sin ægtefælle, og i [starten af] 2011 anså hun sig selv som konverteret til kristendommen. Ansøgeren fortalte sin gode veninde i Iran om konverteringen. Veninden fortalte herom til ansøgers familie, der [senere i starten af] 2011 ringede ansøgeren op og fremsatte trusler om at dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den forekommer afglidende og divergerende. Ansøgeren har således ikke kunne forklare om, hvilke kirker hun har besøgt, før hun fik konfereret herom med sin ægtefælle, ligesom hun har afgivet forskellige forklaringer om antallet af kirkebesøg. Således har hun i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke var i kirke fra [starten af] 2011 frem til efteråret 2014, mens hun for nævnet har forklaret, at hun i den nævnte periode deltog i adskillige gudstjenester hvert år, uanset, at en erindring om dette må have stået hende klart henset til, at hun i den omhandlende periode efter sin forklaring stort set permanent opholdt sig indendørs i en lejlighed. Endvidere finder Flygtningenævnet, at hendes forklaring om kristendommen også i lyset af oplysningerne om længden af hendes skolegang forekommer unuanceret og ureflekteret. Der er herved også henset til, at hun efter sin forklaring har følt sig som kristen siden primo 2011. Uanset oplysningerne om, at ansøgeren nu er blevet døbt og siden efteråret 2014 har deltaget i en del kirkelige aktiviteter, finder Flygtningenævnet det efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Herefter kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/13/ABP
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører trosretningen Ahl-e Haqq (Yarsan) fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter forfølgelse fra familien til den pige, som han har haft det udenomsægteskabelige forhold til, idet hendes far er offentligt ansat på et kontor, der beskæftiger sig med politiske/religiøse spørgsmål i forbindelse med ansættelser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han omkring seks måneder forud for sin udrejse af Iran stiftede bekendtskab med en shiitisk pige ved navn [A]. De havde samleje [i] juli 2015 samt [i] juli 2015. Det resulterede i, at [A] blev gravid. Ansøgeren friede herefter to gange til [A], henholdsvis [i] august 2015 og [i] august 2015. Ved det første frieri deltog ansøgeren personligt. [A’s] far afslog og begrundede dette i [A’s] studier. Ved det andet frieri friede ansøgerens forældre til [A] på hans vegne. [A’s] far svarede, at han aldrig ville lade sin datter blive gift med ansøgeren, idet ansøgeren og hans familie var tilhængere af trosretningen Ahl-e Haqq, og at de derfor tilbad Satan og var urene. Umiddelbart efter det andet frieri indledte ansøgerens far forberedelserne til ansøgerens og [A’s] udrejse af Iran, hvorunder [A] blev tilbageholdt ved grænsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har gjort gældende, at divergenserne skyldes tolkefejl, men ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at påpege tolkefejl af betydning for asylmotivet. Divergenserne har blandt andet vedrørt tidspunktet for det første møde med [A] i parken, hvornår i forløbet ansøgeren fortalte sin far om, at han havde haft et seksuelt forhold til [A], og hvornår han fortalte sin far om [A’s] graviditet. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet har virket usikker og svævende, herunder om hændelsesforløbet ved grænsen, og ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at de blev skudt på, da de krydsede grænsen. Flygtningenævnet har overordnet lagt vægt på, at forklaringen om forholdet til [A] ikke forekommer sandsynlig. Det skyldes blandt andet, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerens forældre, der er yaresan, indvilgede i at fri på ansøgerens vegne til en shia-muslims pige, der er datter af en embedsmand. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgeren har meget få oplysninger om [A], herunder om hendes alder og studie. Ansøgeren har oplyst, at han har jævnlig kontakt med sin familie i Iran, men han har ingen oplysninger om [A’s] skæbne, efter at hun angiveligt blev tilbageholdt ved grænsen, og han har heller ikke spurgt sin familie herom. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af [A’s] familie, selvom familien let ville kunne opspore dem. Endelig har Flygtningenævnet hæftet sig ved, at [A], ifølge ansøgerens forklaring, havde store frihedsgrader i forhold til iransk kultur, herunder at hun havde rådighed over en bil, som hun måtte køre i alene, at hun ofte gik på restaurant uden mandlig ledsagelse, og at hun havde mulighed for at mødes med ansøgeren mange gange i en offentlig park. Videre er det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ved to lejligheder havde samleje med [A] henset til konsekvenserne af, at dette kunne resultere i graviditet med deraf følgende risiko for meget alvorlig straf. Under disse omstændigheder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/129/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af trosretningen Ahl-e-Haqq (Yaresan) fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har haft til hensigt at uddele løbesedler til en demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, idet han har hjulpet og været politisk aktiv for det kurdisk demokratiske parti i Iran. Endvidere frygter han forfølgelse fra myndighederne som følge af sin brors politiske aktiviteter, hvilket har ført til, at ansøgeren blev pålagt meldepligt, som han nu har brudt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede med sin ven [A], der [i foråret] 2015 fik besøg af tre venner, der var medlemmer af det kurdisk demokratiske parti i Iran. De var kommet for at dele løbesedler ud til en demonstration og spurgte, om ansøgeren ville hjælpe med uddelingen. Dette accepterede ansøgeren. Det var planen, at uddelingen skulle foregå den efterfølgende dag. Inden uddelingen blev ansøgeren bekendt med, at efterretningstjenesten har været på hans bopæl og anholdt [A] og hans tre venner. Herefter fik ansøgeren at vide, at efterretningstjenesten sikkert også ledte efter ham, hvorfor han flygtede til Teheran, hvor han opholdt sig hos sin farbror i tre til fire måneder, hvorefter han udrejste fra Iran. Under ansøgerens ophold hos sin farbror, blev ansøgerens mor opsøgt af myndighederne flere gange, der spurgte efter ham. Ansøgerens mor og bror blev i denne forbindelse tilbageholdt to til tre gange. Desuden har ansøgeren oplyst, at han tidligere har været fængslet i seks måneder i 2013 som følge af sin brors politiske aktiviteter. Ansøgeren blev løsladt mod betaling og skrev under på, at han og hans bror ikke ville udføre politiske aktiviteter. Efterfølgende skulle ansøgeren møde hos myndighederne én gang om ugen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet forklaringen fremstår indstuderet, konstrueret og ikke selvoplevet. Endvidere forekommer forklaringen på væsentlige punkter ikke sandsynlig, ligesom ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på en række spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at broren, […’] angivelige politiske aktiviteter kun skulle have haft konsekvenser for ansøgeren, mens det ikke fik konsekvenser for ansøgerens anden bror eller den øvrige familie, herunder også særligt set i lyset af, at ansøgerens far angiveligt er tortureret og dræbt som følge af politiske aktiviteter. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren har kunnet opholde sig i 3-4 måneder hos farbroren uden at blive opsøgt af myndighederne, på trods af at han ikke opfyldte sin meldepligt og var efterstræbt af myndighederne som følge af, at der var fundet løbesedler på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin meldepligt, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans mor har fået oplyst fra efterretningstjenesten, at der blev fundet løbesedler på ansøgerens bopæl, hvilket ansøgeren tidligere under nævnsmødet og ved de tidligere samtaler med udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke vidste, om efterretningstjenesten havde fundet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgerens bror er meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke kender baggrunden for meddelelsen af asyl til broren, men selvom det måtte lægges til grund, at broren er meddelt asyl i Danmark på grund af politiske aktiviteter, lægger nævnet til grund, at brorens aktiviteter, herunder udtalelser på en kurdisk tv-kanal, der er lagt på YouTube i 2013, ikke har haft konsekvenser for ansøgeren eller ansøgerens mor og storebror samt den øvrige familie i Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/128/EMU
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren har siden 2001 været aktiv for KDPI og været peshmerga. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran, idet han har været medlem af og udført aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har i 2005 i Iran underskrevet en erklæring i retten om, at hvis han fortsatte med sine aktiviteter for KDPI, ville han blive henrettet. Han har oplyst, at han i efteråret 2001 flyttede fra Iran til Irak, hvor ansøgeren meldte sig hos KDPI. Herefter skulle han igennem en optagelsesproces, som varede i omkring en måned, hvor KDPI skulle sikre sig, at ansøgerens interesse for at blive medlem af KDPI var reel. Efterfølgende modtog ansøgeren militær- og politisktræning i omkring tre måneder, hvorefter han fik til opgave at undervise i kurdisk litteratur og sprog. Ansøgeren fik oplyst, at han var peshmerga, hvilket han blev straks efter, at han havde gennemført de tre måneders træning. I halvandet år havde ansøgeren til opgave at undervise nye medlemmer af KDPI i kurdisk litteratur og sprog. Efterfølgende udførte ansøgeren oversættelsesopgaver for en radiostation tilhørende KDPI. I efteråret 2004 tog han, med KDPIs accept, tilbage til Iran, fordi den iranske efterretningstjeneste havde presset og chikaneret hans familie på grund af ansøgerens medlemskab af KDPI. Efterfølgende blev ansøgeren tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste i en uge, idet de var bekendt med, at han var medlem af KDPI. Ansøgerens familie stillede kaution for ham, og han blev efterfølgende indkaldt til tre retsmøder i løbet af seks måneder. Ved sidste retsmøde underskrev ansøgeren en erklæring om, at hvis han fortsatte sine aktiviteter for KDPI, ville han blive henrettet. Ansøgeren blev indkaldt til værnepligt i foråret 2005 og aftjente i 16 måneder. Efter endt værnepligt skulle han ikke melde sig hos efterretningstjenesten længere. Ansøgeren købte en taxa efter sin værnepligt. Ansøgeren har ikke har haft nogen konflikter med de iranske myndigheder efter, at han aftjente værnepligt. I 2010 fik han uden problemer udstedt et pas i Iran og brugte passet til legalt at rejse frem og tilbage mellem Iran og Irak, hvor han havde nogle byggeopgaver, og hvor han samtidig opsøgte KDPI. Han udførte ligeledes opgaver for KDPI i Iran, hvor han ved mærkedage og højtideligheder uddelte løbesedler. Derudover bestod hans opgaver også i at forsøge at rekruttere nye medlemmer. Ansøgeren lavede løbesedlerne sammen med en kammerat, som havde en kopimaskine derhjemme. De uddelte løbesedlerne om natten, og de kørte ofte rundt i ansøgerens taxa. Ansøgeren gemte løbesedlerne derhjemme. Ansøgeren rejste legalt til Tyrkiet i [sommeren] 2011, fordi hans kammerat var blevet anholdt, efter at politiet havde ransaget hans hjem og fundet løbesedler. Samme dag som ansøgerens kammerat blev anholdt, tog politiet hjem til ansøgeren. Han var ude at køre taxa på det tidspunkt, men hans moder var hjemme. Politiet spurgte efter ansøgeren, og de fortalte, at han skulle møde op hos efterretningstjenesten. Ansøgerens moder kontaktede ham og fortalte, hvad efterretningstjenesten havde sagt. Han opholdt sig herefter i nogle dage hos sin moders fætter, hvorefter han rejste til Tyrkiet. Ansøgeren var i Tyrkiet i 4,5 år, hvor han arbejdede ulovligt som bygningsmaler. Han blev anerkendt som FN flygtning, og han fik besked på at vente på, at der blev fundet et land, som ville modtage ham. Flygtningenævnets flertal kan i væsentligt omfang lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i regi af KDPI til grund. Nævnets flertal lægger således i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han i perioden 2001-2004 opholdt sig i Irak, hvor han udførte politiske aktiviteter for KDPI, herunder som peshmerga, og at han i 2004 vendte tilbage til Iran, fordi hans familie var presset. Nævnets flertal kan også lægge til grund, at ansøgeren efter sin hjemvenden blev tilbageholdt af de iranske myndigheder i en periode, og at han i den forbindelse underskrev en erklæring om at ville afstå fra politiske aktiviteter. Det er herunder indgået i nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om disse forhold stemmer med de foreliggende baggrundsoplysninger (Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding report af 30. september 2013, pkt. 8). Også for så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens senere genoptagelse af sine politiske aktiviteter og den fortsatte udøvelse heraf i Tyrkiet og Danmark kan nævnets flertal, uanset at ansøgerens forklaring om disse forhold har fremstået mindre sikker og værdien af den fremlagte dokumentation herfor må anses for tvivlsom, lægge til grund, at ansøgeren har haft politiske aktiviteter af en sådan karakter, at disse må anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/127/snd
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarasan af trosretning fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet personer fra KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han startede med at hjælpe KDPI i begyndelsen af år 1358 (1979). Ansøgerens onkel introducerede ansøgeren for to mænd fra KDPI og tre andre mænd. Onklen fortalte ansøgeren, at disse mænd kæmpede for kurdernes rettigheder, og han fortalte ansøgeren, at han skulle hjælpe mændene ved at skaffe dem madvarer. Ansøgeren hjælp mændene i seks-syv måneder ved at udlevere madvarer til dem. Mændene fra KDPI kom til ansøgerens butik omkring én-to gange om måneden for at hente madvarer. Ansøgeren stoppede med at hjælpe mændene fra KDPI i slutningen af år 1358 (1979), idet han mistede sin arm, da der blev sprængt en bombe i [området A]. I 1370 (1991) blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren formoder, at de tre mænd og hans onkel havde fortalt myndighederne om hans hjælp til KDPI. Ansøgeren blev anholdt og fængslet af myndighederne i fire år. Ansøgeren blev løsladt i år 1374 (1995), hvorefter han blev pålagt meldepligt, idet han hver måned skulle møde i [byen B], hvor han skulle underskrive et dokument med sit fingeraftryk. I år 1392 (2013) blev ansøgeren igen anholdt af myndighederne, fordi KDPI i området havde uddelt aviser og løbesedler. Myndighederne beskyldte ansøgeren for at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren blev på den baggrund anholdt og fængslet i fire måneder af de iranske myndigheder, hvorefter han blev løsladt. Omkring fem dage efter ansøgerens løsladelse modtog han en advarsel og en tilsigelse til retten af myndighederne, hvorefter han [i vinteren 2014] flygtede op i et nærliggende bjergområde. Ansøgerens bror modtog ansøgerens tilsigelse til retten, og han afleverede den til ansøgeren oppe i bjergene, hvorefter ansøgeren udrejste af Iran [i foråret 2014]. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder flertallet, at forklaringen fremstår modstridende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Det indgår herunder i vurderingen, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst nærmere om årsagerne til sin angivelige konflikt med myndighederne i Iran og den tortur, han har været udsat for i anledning af, at han har hjulpet KDPI/er blevet mistænkt for at have ydet en sådan bistand. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne blandt andet har afgivet modstridende forklaring om, hvornår han angiveligt skulle have hjulpet KDPI i Iran, ligesom han har forklaret modstridende om, hvorvidt han blev pålagt meldepligt efter sin seneste løsladelse. Hertil kommer, at det efter flertallets opfattelse forekommer usandsynligt, at ansøgeren i lyset af ansøgerens egne oplysninger om karakteren af og fremgangsmåden ved de tidligere tilbageholdelser og fængslinger alene modtog en indkaldelse i 2014 til at møde for Revolutionsdomstolen. Flygtningenævnets flertal finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at UNHCR har anerkendt ansøgeren som flygtning. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer under de afholdte samtaler kan heller ikke føre til en anden vurdering af sagen. Der er som følge af tilsidesættelsen af asylmotivet desuden ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnets flertal ikke finder, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han ved en tilbagevenden til Iran risiker dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/126/snd
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash lejren nær Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter, at han vil blive henrettet af repræsentanter for de iranske myndigheder, idet hans fasters ægtefælle har været politisk aktiv i Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret, at hans far var politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han er kurder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i begyndelsen af 1980’erne, idet der udbrød krig. Ansøgeren har oplyst, at hans forældre døde i en gaseksplosion i Al-Tash lejren i 2000/2001, hvorefter han flyttede ind hos sin faster og dennes ægtefælle. Ansøgerens faster har oplyst ham om, at de ikke kunne rejse tilbage til Iran, idet hendes afdøde ægtefælle har været politisk aktiv i Iran på et – for ham – ukendt tidspunkt og parti. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har haft politiske aktiviteter i Iran eller i Al-Tash. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans forældre ikke var politisk aktive. Ansøgeren har ikke forud for samtalen med den beskikkede advokat oplyst, at dette skulle være tilfældet, og han har heller ikke oplyst om, hvilket parti fasterens mand skulle have været politisk aktiv for. Først efter afslaget i Udlændingestyrelsen har ansøgeren kontaktet fasteren og angiveligt fået de anførte oplysninger. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke selv har haft politiske aktiviteter, og at ansøgeren ikke har oplyst om, at hans familiemedlemmer har været politisk aktive under det lange ophold i Irak fra cirka 1980-81. Flygtningenævnet har ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger grundlag for at antage, at enhver kurder med iransk baggrund, der har haft ophold i Irak og derefter indrejser i Iran, risikerer asylbegrundende forfølgelse. Herefter finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil risikere forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders side, hvis han indrejser i Iran. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/125/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ahl-e-haq af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller at miste livet, idet den iranske efterretningstjeneste beskylder ham for at samarbejde med PJAK-partiet. Han har som yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt [efteråret] 2016 efter at have gået i kirke siden [sommeren] 2016. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, hans bror er medlem af PJAK-partiet, og at broren har været dette siden 2013. Broren valgte samme år at flytte fra Irak for at modarbejde det iranske regime ved at udøve politisk arbejde i form af tv interviews og propaganda arbejde. Ansøgeren har forsøgt at besøge sin bror i Irak 10 gange i perioden 2013-2014, men kun truffet ham 6 gange. Ansøgeren rejste hver gang illegalt mellem Iran og Irak. En dag i 2014 blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder på sin bopæl. Ansøgeren blev taget med af efterretningstjenesten, og han blev afhørt, tortureret og tilbageholdt i 72 timer. Efterretningstjenesten anklagede ham for at samarbejde med PJAK-partiet, og de fortalte ham, at de kendte til alle hans besøg i Irak. Ansøgergen valgte derefter at indgå en samarbejdsaftale med efterretningstjenesten, hvor han skulle være spion for myndighederne. Ansøgerens opgave var, at han skulle optage alt, hvad PJAK talte om, og han skulle forsøge at tvinge sin bror tilbage til Iran. Betingelserne for ansøgerens løsladelse var, at myndighederne ville tage kontakt til ham, når planen skulle iværksættes. Ansøgeren havde det forfærdeligt efter sin tilbageholdelse, og det tog ham 10 dage at komme sig over alt det, han havde været udsat for. Derefter ville han genoptage sit studium på universitetet, men fik at vide, at han var blevet suspenderet. Dette kunne ansøgeren ikke holde ud, hvorfor han valgte at besøge sin bror i Irak. Ansøgeren mistænkte efterretningstjenesten for at have suspenderet ham fra universitetet. I Irak fortalte ansøgeren sin bror alt, hvad der var sket. Broren tilbød at beskytte ham, men ansøgeren valgte ikke at tage imod brorens hjælp. Ansøgeren tog dagen efter tilbage til Iran, hvor han tog direkte hjem til sin mormor, og opholdt sig der i tre til fire dage. Mens ansøgeren var hos sin mormor havde efterretningstjenesten opsøgt ansøgerens bopæl igen. De talte med ansøgerens far, og oplyste ham, at de gerne ville indkalde ansøgeren til et møde. Ansøgerens far oplyste til myndighederne, at ansøgeren var syg, og at han ville bringe ham hen til efterretningstjenestens kontor. Herefter valgte ansøgerens far at hente ansøgeren ved sin mormor, hvorefter faren kørte ansøgeren hen til ansøgerens fætter [navn] i [by]. Ansøgeren var ved sin fætter i [by] i omkring et år. Dette år brugte ansøgeren på at planlægge sin udrejse af Iran. Ansøgeren udrejste af Iran i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv til grund, idet der har været divergenser og udbygninger på centrale punkter. Ansøgeren har således i sit asylskema oplyst om chikane mod familien og ikke om en konkret anholdelse med tortur af ham personligt. Han har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt han var ude på PJAK’s base, hvor mange gange han har set sin bror, og om hvorledes hans besøg hos broren og medlemmerne fra PJAK fandt sted. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for sit forsøg på at genoptage studiet og sin udrejse, da dette ikke lykkedes ikke fremstår overbevisende for en person, der netop skulle have været udsat for tortur og lovet at samarbejde med efterretningstjenesten mod sin bror. Ansøgerens forklaring om, at han vendte tilbage til Iran og holdt sig i skjul i ca. et år alene for at forsøge at opnå et pas i forventning om at kunne udrejse med fly, trods eftersøgningen, fremstår heller ikke overbevisende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være efterstræbt af myndighederne på grund af en indgået samarbejdsaftale med efterretningstjenesten. De fremlagte fotos og klip, som ansøgeren har forklaret, viser hans bror, findes under disse omstændigheder ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne tillægge ansøgerens dåb asylretlig relevans, idet dåben ikke findes at have baggrund i en reel konvertering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet har fortalt om sin nylige interesse for kristendommen til asylsamtalen [sommeren] 2016, til trods for han da var påbegyndt kirkegang og har forklaret, at han var konverteret flere måneder før dåben, der fandt sted mindre end tre måneder efter asylsamtalen. Hans kendskab til kristendommens væsen fremstår tillige overfladisk og udenadslært. Den omstændighed at ansøgeren har lagt et billede af et krucifiks på sin Facebookprofil, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, da dette fremstår som sket til lejligheden. De generelle forhold for kurdere og yarestani i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/124/THJ
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger, sunni-muslim af trosretning og født i Al Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få problemer med myndighederne, idet hans far har været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979. Ansøgerens far var medlem af KDPI og har deltaget i møder med partiet i Irak. Ansøgerens far har ikke fortalt, hvilke politiske aktiviteter han havde i Iran, før familien flygtede, men fortalte kun, at de flygtede på grund af det iranske regime. Ansøgeren ved, at hans far var medlem af partiet, men han har ikke noget nærmere kendskab til farens status i partiet. Ansøgeren formoder, at hans far var almindeligt medlem og at hans far ikke har deltaget i væbnet kamp. Ansøgeren var ikke selv interesseret i politik, men koncentrerede sig om at få en uddannelse i stedet. Ansøgeren har dog to til tre gange deltaget i nogle møder med ungdomsafdelingen i partiet, som blev afholdt hos en person ved navn Hassan. På møderne blev KDPI og kurdernes rettigheder diskuteret. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far har været medlem af KDPI i ca. 40 år, og at faren under sit ophold i Al Tash-lejren og Barika-lejren ofte har deltaget i partimøder og er kendt indenfor partiet. Et flertal af Flygtningenævnet kan herudover ikke udelukke, at ansøgerens fars navn er nævnt i forskellige publikationer fra KDPI. På den anførte baggrund finder et flertal af Flygtningenævnet, at der ikke kan bortses fra, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi, og at han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/123/MGO
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk azeri og kristen af trosretning fra Tabriz, Øst-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har angivet, at han har været aktiv for ”Det Frie Aserbajdsjan-parti” i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sit politiske engagement, og fordi han er flygtet under orlov fra fængsling. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 eller 2010 udrejste af Iran, da han havde været aktiv for ”Det Frie Aserbajdsjan-parti”. Han fik afslag på asyl i Holland og udrejste herefter til Iran. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran, blev han fængslet af de iranske myndigheder, der mistænkte ham for at være europæisk spion, og han blev under fængslingen udsat for fysiske overgreb. Under sin fængsling besluttede ansøgeren sig for at konvertere til kristendommen. Efter omtrent tre måneders fængsling blev ansøgeren fremstillet for en dommer, der besluttede, at han fik en uges orlov, hvorefter han blev kørt bort og efterladt på et sted, som han ikke kendte. Ansøgeren besluttede sig herefter for igen at udrejse af Iran, og han udrejste til Tyrkiet i 2011 eller foråret 2012. Efter ansøgerens udrejse til Tyrkiet begyndte han at gå i kirke, og han fik tatoveret et omtrent syv centimeter langt kors på sin ene skulder. Efter ansøgerens indrejse i Danmark er han begyndt at gå i kirke, og han blev kristent døbt den [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Iran til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været efterstræbt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Der er herved især lagt vægt på, at ansøgeren frivilligt indrejste i Iran efter, at han havde fået afslag på asyl i Holland, og at han efter sin egen forklaring ikke blev tilbageholdt af myndighederne efter indrejsen af denne grund, men som følge af, at myndighederne mistænkte ham for at være spion. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt og senere løsladt efter sin indrejste i Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret og usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren blev løsladt af en dommer uden nærmere begrundelse eller betingelser. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om løsladelsen. Han har således forklaret, at det ved hans løsladelse var underforstået, at han ikke skulle vende tilbage efter orloven. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen indebærer, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Det fremgår af en erklæring af [i vinteren] 2016, at ansøgeren i [vinteren] 2014 begyndte at komme i kirken, og at han siden har deltaget i søndagsgudstjenester og modtaget undervisning hver tirsdag. Det fremgår videre, at han har deltaget i forskellige kirkelige arrangementer, og at han efter dåbsundervisning er blevet døbt. På den ene side har ansøgerens forklaring om sit forhold til kristendommen indtil han kom til Danmark i [vinteren] 2014 været præget af en vis usikkerhed. På den anden side finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret overbevisende om sin kristne tro, ligesom han under mødet har demonstreret en ikke ubetydelig viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering heraf sammenholdt med, at ansøgeren i flere år har deltaget i kirkelige arrangementer, finder Flygtningenævnets flertal, at det ikke kan afvises, at ansøgerens kristne tro og dermed hans konvertering er reel. Herefter og efter ansøgerens forklaring om sit kirkelige engagement, og hans forklaring om, at familien i Iran er bekendt med hans konvertering, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/122/MGO
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K –status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, [A], er etnisk kurder fra [X], Iran. Hun er indrejst i Danmark med sin kæreste [B]. [Bs] familie er Yarasan, mens [As] familie er shia muslimer. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb fra [As] familie og forfølgelse fra myndighederne. Dette skyldes dels deres uægteskabelige forhold, dels at de i Danmark er blevet kristne. Ansøgerne har forklaret, at de i foråret 2015 blev kærester og i juli 2015 havde samleje. Primo august 2015 afslog [As] familie [Bs] anmodning om, at ansøgerne kunne indgå ægteskab. Efter et skænderi herom udsatte [As] far og bror [A] for grov vold, herunder mens hun lå ned. [A] fik endvidere forbud mod at forlade huset. Efter nogle dage fik [A] telefonisk forbindelse med [B]. Hun fortalte, at faren havde besluttet, at hun snart skulle giftes med sin fætter. Det ville så blive afsløret, at hun ikke længere havde sin mødom. Det lykkedes fire dage senere ansøgerne at stikke af og udrejse illegalt til Tyrkiet. Tyve dage efter indrejsen i Danmark opsøgte de på initiativ fra [Bs] kristne fætter i Danmark den lokale kirke ved [Y]. De er siden kommet regelmæssigt i kirken og er den [i foråret] 2016 blevet døbt af en sognepræst, som i udtalelser af [en dato i foråret] 2016 og [en dato i efteråret] 2016 har beskrevet ansøgernes tilknytning til kirken. På [Bs] åbne facebook-profil er der en række kristne billeder og tekster, og det fremgår, at [B] skriftligt har vejledt flere personer, der har stillet spørgsmål til kristendommen, herunder om, hvorledes der kan skaffes yderligere information. [B] har endvidere på centeret haft held til at få omtalt kristendommen på en sådan måde, at de pågældende er begyndt at komme i kirken. Efter Flygtningenævnets opfattelse har ansøgernes forklaringer i det væsentlige været overensstemmende. Ansøgerne har under nævnsmødet tillige fremtrådt troværdige og begge har på rimelig måde kunne svare på opklarende spørgsmål. Flygtningenævnet kan herefter i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund, og nævnet finder herefter, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort et så intensivt og aktuelt modsætningsforhold til [As] far og øvrige religiøse konservative familie, at der herefter må antages at være en reel risiko for, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for alvorlige overgreb fra familien, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I vurderingen indgår, at [As] far og bror allerede har udøvet grov vold mod [A], at hun herefter på særdeles markant vis har sat sig ud over den beslutning, hendes far har truffet, samt at det er sandsynligt, at det vil blive afsløret, at ansøgerne har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold. Efter baggrundsoplysningerne kan det ikke antages, at de iranske myndigheder vil yde ansøgerne beskyttelse mod et sådant overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at deres konversion er reel, og at de i Iran givet fald alene vil afholde sig fra at missionere og foretage andre ydre kristne handlinger på grund af en realistisk opfattelse af, at de ellers risikerer at blive udsat for forfølgelse på grund af deres nye tro. Flygtningenævnet meddeler under henvisning hertil ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/121/snd
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af en piges familie, fordi han har haft et forhold til hende, uden at de har været gift. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han var på udflugt med sin familie på helligdagen [i foråret 2015] i picnicområdet […]. Efter frokost kl. 13 tog han hen til en nærliggende moské for at vaske hænder. Uden for moskeen så han en pige, der kiggede intenst på ham. Hun stod omkring 10-15 meter væk fra ansøgeren. Et par minutter efter signalerede ansøgeren spørgende til pigen, ved at tage sin telefon op til øret, om hun ville have hans telefonnummer. Hun nikkede, og ansøgeren skrev sit telefonnummer ned på et stykke papir og lagde det omkring 20 meter derfra. Hun samlede det herefter op. Samme dag omkring to timer efter, at ansøgeren var kommet hjem, ringede pigen til ansøgeren. De talte sammen i omkring en halv time. Pigen kunne ringe til ansøgeren, fordi hun havde sin egen mobiltelefon. I de efterfølgende ti dage ringede pigen til ansøgeren hver dag, én gang om dagen, når hun enten var alene hjemme eller hos en veninde. Pigen ringede en dag inden aftenmadstid, efter at de havde haft ti dages telefonisk kontakt til hinanden, og inviterede ansøgeren på besøg. Hendes forældre og søskende var taget på besøg hos pigens storesøster i byen Salasi Babajani. Ansøgeren blev kørt af sin ven, [A], til en landsby omkring en times kørsel fra ansøgerens bopæl, hvorefter han ankom til pigens bopæl to timer efter hendes opkald. De gik ind på et værelse, og da de havde været på værelset i ti minutter, havde de en form for seksuelt samkvem. De tog deres tøj på og kunne herefter høre, at pigens familie kom hjem. Familien brød ind på værelset og pigens far og brødre slog ansøgeren. Ansøgeren blev slået i hovedet med et sværd af en af pigens brødre. Ansøgeren blev kørt til hospitalet af landsbybefolkningen. Ansøgeren tog fra hospitalet til sin fætter, [B], der opholdt sig i Sarpole Zahab, hvorefter han tog videre til sin bror, [C], i Teheran. Han opholdt sig hos sin bror i tre til fire måneder, før ansøgeren udrejste af Iran. To uger efter episoden med pigen opsøgte myndighederne ansøgerens families bopæl for at indkalde ham til afhøring. Pigens familie havde anmeldt ansøgeren for voldtægt. [C] blev overfaldet i Teheran af en ukendt person [i efteråret 2015]. Den ukendte person truede [C] med, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke udleverede ansøgeren. [C] flyttede herefter til Jwan Ro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at forklaringen fremstår usandsynlig og med sådanne divergenser, at den må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ganske kort tid efter sit første møde med pigen skulle have haft et særdeles risikobetonet seksuelt samkvem med hende på hendes forældres bopæl. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaringer om centrale forhold, herunder om hvorvidt, hvordan og hvornår pigens familie opsøgte ansøgerens familie, om hvordan myndighederne orienterede ansøgerens familie om politianmeldelsen indgivet af pigens familie, og om han overnattede på hospitalet efter overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de af ham fremlagte dokumenter. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom han heller ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Iran, herunder forholdene for etniske kurdere, kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/120/DTO
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og Eckankar af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har været medlem af [menneskerettighedsorganisation] siden 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af, at han er Eckankar af trosretning frygter en tilbagevenden til sit hjemland, idet han således har fravalgt islam. Videre har han henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran som følge af sit medlemskab af [menneskerettighedsorganisation]. Flygtningenævnet bemærker, at der efter det tidligere afslag nu er fremkommet oplysninger om, at ansøgerens broder i Tyskland har opnået asyl blandt andet på baggrund af konvertering til Eckankar. Der er endvidere fremkommet oplysninger om, at ansøgeren har kontakt til bevægelsens hovedsæde i USA og skandinaviske afdeling med hjemsted i Norge, og at han har været medarrangør af en konference i Danmark, hvor et yderligere møde er planlagt til april 2016. På denne baggrund finder nævnet herefter ikke at kunne afvise, at konverteringen til bevægelsen er reel. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark sammen med fire andre har stiftet en dansk filial af menneskerettighedsorganisationen […]. Organisationen har hovedsæde i [en by i Tyskland]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er formand for den danske repræsentation og medlem af forskellige underkomiteer. Endvidere lægger nævnet til grund, at han er omtalt under eget navn både på internettet og i trykte magasiner i forbindelse med artikler indeholdende kritik af menneskerettighederne i Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren på grund af ovennævnte vil kunne risikere forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Iran, idet nævnet ikke finder at kunne afvise, at forholdene er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/12/akm
Nævnet hjemviste i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger og sunni muslim. Ansøgeren er født i Al Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som etnisk kurder født og opvokset i Irak ikke vil kunne indrejse i Iran og tage ophold der, fordi han ikke kan lide landet og fordi, at hans far i en ukendt periode har sympatiseret med KDPI. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far i en ukendt periode for længe siden sympatiserede med KDPI. Som dokumentation for dette har ansøgeren fremlagt sin fars originale ID-kort (medlemskort) fra KDPI, som fremstår som udstedt den [i år] 1981, hvilket kort ansøgerens mors fjerne slægtning, som er bosiddende i Danmark, har hentet hos ansøgerens familie i KRI. Ansøgeren kender ikke selv noget til KDPI. Ansøgerens bror, […], er peshmerga og står vagt ved en kaserne i [en by] i Irak. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen bør foretage en fornyet behandling af sagen efter undersøgelse af ansøgerens identitet, herunder nationalitet, idet der forekommer at være tvivl om ægtheden af samtlige af de af ansøgeren fremlagte dokumenter, herunder ansøgerens fødselsattest, UNHCR-kort og dokumenterne vedrørende ansøgerens far. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke herved har taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse, uanset om oplysningerne om hans asylmotiv kan lægges til grund. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Iran/2016/119
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Illam, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder på grund af sin holdning til religion. Ansøgeren frygter videre personer fra sin fars familie, som er en del af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han en uge i 2011 blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, hvor de slog ham og stillede spørgsmål til hans mor, hans mors farbror og hans morbrødre, særligt ansøgerens morbror, […]. Forud for ansøgerens tilbageholdelse havde flere af ansøgerens familiemedlemmer været tilbageholdt, herunder også [morbroren]. Ved hjælp af familiens overhoved på ansøgerens afdøde fars side, […], blev ansøgeren løsladt mod, at han underskrev en erklæring om fremover ikke at deltage i politiske aktiviteter. I 2015 gik ansøgeren tur i [en park], hvor han mødte nogle andre unge mennesker, som han kendte fra byen. De talte om religion i omkring 10 til 15 minutter, og ansøgeren udtrykte sig kritisk, hvorfor de andre blev sure. Ansøgeren forlod parken og tog hjem, hvor moren var på besøg. Næste dag opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens bopæl og spurgte ansøgerens mor, hvor han var, da de gerne ville tale med ham og spørge ham om noget. Ansøgeren var på dette tidspunkt i Ilam, hvor han skulle arbejde og besøge sin morbror, […]. Foran [morbrorens] bopæl så ansøgeren nogle biler med mørke ruder og en person fra efterretningstjenesten, som han genkendte fra sin tidligere tilbageholdelse. Ansøgeren tog straks hen til en kyllingefarm i nærheden, som ejes af [morbrorens] ven, […].[Morbrorens ven] fortalte, at myndighederne var efter ansøgeren, og ikke [morbroren], hvorefter [morbrorens ven] hjalp ansøgeren med at udrejse fra Iran. Ansøgeren har i sit asylskema, udfyldt kort efter indrejsen i Danmark, som asylmotiv alene anført, at han er truet af sin fars familie. Efterfølgende har han gjort gældende, at hans asylmotiv skyldes frygt for myndighedsforfølgelse på grund af sin mors families politiske aktiviteter og sine egne negative bemærkninger om islam under et tilfældigt møde med nogle unge mennesker i en park. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig. Der henvises i den forbindelse til det anførte om asylmotivernes sene fremkomst. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at alle hans originale dokumenter er konfiskeret af myndighederne, og at alle de under sagen fremskaffede kopier først er bragt til veje af hans søster efter hans indrejse i Danmark. Søsteren skulle angiveligt have fremskaffet dem fra en organisation, som skulle afgøre arven efter faren, som efter sagens oplysninger døde omkring 10 år tidligere. Imidlertid fremstår ansøgerens fritagelsesbevis fra militæret som værende udstedt i år 2013. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes endeligt, at oplysningerne om ansøgerens overvejelser omkring sit forhold til islam ikke kan medføre en ændring i vurderingen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/118/col
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med hendes ægtefælles asylsag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Kerman i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold, herunder at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af repræsentanter fra Sepah, idet ægtefællen er eftersøgt af disse som følge af det forhold, at han har nægtet at efterkomme ordre om udsendelse til Syrien. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun risikerer forfølgelse i Iran, fordi hun er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnets flertal forkaster af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning af 28. februar 2014, det af ægtefællen påberåbte asylmotiv om hans aktiviteter for Sepah Qods og Basij. Det bemærkes, at det i dag fremkomne ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Uanset omstændighederne omkring tidsforløbet i forbindelse med ægtefællens kirkegang fra juni 2013 og dåb i august 2013 sammenholdt med asylsagens behandling finder Flygtningenævnets flertal, at både ansøgeren og ægtefællen på rimelig måde har redegjort for tidsforløbet vedrørende overgangen til den kristne tro og deres kendskab til kristendommen. Hertil kommer, at der har været tale om et længere tidsrum med kristne aktiviteter, og at ansøgeren åbent har vist sit kristne sindelag. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgerens søn uafhængigt af ansøgerens og hendes ægtefælles konversion ligeledes er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/117/MKT
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med hans ægtefælles asylsag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Kerman i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og henrettet af repræsentanter fra de iranske myndigheder, idet han som led i sin tilknytning til Sepah Qods og Basij ikke har efterkommet ordrer, og idet han er deserteret fra tjeneste. Ansøgeren har som følge af sit virke opsamlet informationer om Sepah Qods og Basij, som kan bevirke en sikkerhedsrisiko for de pågældende organisationer, hvorfor ansøgeren frygter repressalier fra repræsentanter fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han risikerer forfølgelse, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnets flertal forkaster af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning af 28. februar 2014, det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om aktiviteter for Sepah Qods og Basij. Det bemærkes, at det i dag fremkomne ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Uanset omstændighederne omkring tidsforløbet i forbindelse med ansøgerens kirkegang fra juni 2013 og dåb i august 2013 sammenholdt med asylsagens behandling finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren på rimelig måde har redegjort for tidsforløbet vedrørende overgangen til den kristne tro og sit kendskab til kristendommen. Hertil kommer, at der har været tale om et længere tidsrum med kristne aktiviteter, og at ansøgeren åbent har vist sit kristne sindelag også overfor medborgere. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgerens søn uafhængigt af ansøgerens og hans ægtefælles konversion ligeledes er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/116/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresani fra Qasr-e Shirin, Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han har været medlem af en gruppe, der demonstrerede mod nedgørelse af hans religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i slutningen af 2014 blev engageret i en gruppe, der arbejdede for at forbedre rettighederne for tilhængere af Yaresan. Gruppen arrangerede en demonstration, der skulle afholdes i Kermanshah [i vinteren] 2014, og ansøgeren fik til opgave at spraymale slogans og annoncere demonstrationen i de omkringliggende byer. Demonstrationen blev opløst af politiet, og ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til et møde i gruppen, hvor han fik at vide, at der var gået noget galt under demonstrationen, og at han skulle holde lav profil i en periode. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbror i Dalahoo. Under opholdet hos sin morbror blev ansøgerens familie gentagne gange opsøgt af de iranske myndigheder, der ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter og dermed ikke troværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange personer der deltog ved ansøgerens første møde i gruppen, hvor mange møder han i alt har deltaget i, karakteren af hans aktiviteter, hvor mange dage han opholdt sig hos morbroren lige efter demonstrationen inden han tog hjem, om hvorvidt han mener sig afsløret ved overvågningsbilleder eller en nabos angivelse af ham, samt de i styrelsens afslag i øvrigt nævnte divergenser. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgers forklaring – foreholdt disse divergenser – ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold for yaresani er ikke i sig selv asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt, er ikke i sig selv asylbegrundende heller ikke i kombination med ansøgerens etnicitet og religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/115/EMU
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresani fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Dog har ansøgeren solgt madvarer til medlemmer af partiet PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han ikke har samarbejdet med den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har forklaret, at hans far i 1994 var fængslet i en længere periode mistænkt for samarbejde med KDPI. Yderligere har ansøgeren anført, at han selv 20-30 gange i perioden fra juni 2013/juli 2013 til ultimo juli 2015 solgte madvarer til medlemmer af partiet PJAK. Omkring ti dage efter ansøgeren senest havde solgt madvarer til PJAK, bad den iranske efterretningstjeneste ansøgeren om at samarbejde med PJAK og indsamle oplysninger omkring partiet. Ansøgeren accepterede samarbejdet, fordi han ikke turde sige nej, men udrejste dagen efter af Iran. Efter ansøgerens udrejse har han fået at vide af sin fætter i Iran, at ansøgerens far er blevet anholdt og tilbageholdt i ti dage. Et flertal af Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den har været konsistent og sammenhængende på væsentlige punkter ligesom flertallet lægger vægt på, at de faktiske forhold ansøgeren forklarer om er overensstemmende med baggrundsmaterialets oplysninger om, hvorledes PJAK opererer. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive betragtet som værende i politisk opposition til myndighederne på grund af sin manglende efterkommelse af efterretningstjenestens henvendelse om samarbejde. Flertallet lægger i den henseende også vægt på, at ansøgerens far har været fængslet som mistænkt for at arbejde politisk mod regeringen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/114/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2015 er blevet opsøgt to gange af ISIL i sin forretning. Ved første henvendelse kom en mand og fortalte, at ansøgeren havde talt dårligt om ISIL. Den mandlige ansøger sagde til den pågældende, at han havde talt dårligt om terrorister men ikke specifikt havde nævnt ISIL. Inden den pågældende gik ud af forretningen, sagde han til den mandlige ansøger, at han ville komme til at fortryde sine ytringer, og at de ville ses igen. Den mandlige ansøger lukkede herefter sin forretning i to dage med det formål, at ISIL ikke skulle finde ham. 15 dage senere, hvor den mandlige ansøger opholdt sig i Kermanshah, henvendte to mænd sig på ansøgernes bopæl. De pågældende spurgte den kvindelige ansøger, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Det var den samme mand, der havde henvendt sig i den mandlige ansøgers forretning. Fem dage efter henvendelsen på ansøgernes bopæl blev den mandlige ansøger på ny opsøgt i forretningen af den samme mand. Den pågældende mand truede den mandlige ansøger med at blive slået ihjel, og han nævnte også den kvindelige ansøger samt ansøgernes børn. I samme forbindelse så den mandlige ansøger, at den pågældende mand var bevæbnet. Efter den pågældende mand havde forladt forretningen, tog den mandlige ansøger til bopælen, hvor han fortalte sin ægtefælle ansøger om episoden i forretningen. De besluttede herefter at sælge forretningen og bilen. Ansøgerne udrejste omkring ti dage efter den anden henvendelse i forretningen illegalt af Iran. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikter og asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sin konflikt med ISIL i Iran til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet fundet, at forklaringen herom forekommer utroværdig, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om dele af sit asylmotiv, herunder om hvorvidt den mand, der opsøgte ham i forretningen bar våben, om signalementet på den person, der opsøgte ham i forretningen, og om hvornår den pågældende oplyste, at han var fra ISIL. Efter oplysningerne om karakteren og omfanget af den mandlige ansøgers angivelige ytringer om ISIL forekommer det endvidere usandsynligt, at netop ansøgeren, der ikke kan anses for særligt profileret, blev opsøgt af ISIL. Under de af den mandlige ansøger forklarede omstændigheder forekommer det endvidere underligt, at der ikke skete anmeldelse til myndighederne af de episoder, hvor han og ægtefællen angiveligt blev opsøgt af et medlem af ISIL. Det forekommer endvidere påfaldende, at den mandlige ansøger og hans familie først udrejste ti dage efter, at den mandlige ansøger var blevet opsøgt i forretningen anden gang og efter at have afventet salg af sine ejendele, også henset til at den mandlige ansøger angiveligt havde mulighed for at låne penge af sin familie. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De foreliggende baggrundsoplysninger om, at ansøgerne, herunder den ældste søn, der på tidspunktet for udrejsen var 14 år, og som nu er 15 år, ved en tilbagevenden til Iran vil kunne blive straffet for illegal udrejse, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Der kan henvises til punkt 5 i ”British Home Office Country Information and Guidance Iran: Illegal Exit” fra juli 2016. Den generelle sikkerhedssituation og de generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke begrunde asyl eller anden international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/113/MKT
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra Sardasht, Iran. Ansøgeren har været aktiv sympatisør for KDP siden [foråret 2015]. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har han søgt om medlemskab i KDP. Da han ikke har råd til at tage til møder i København, er han i stedet aktiv på Facebook, hvor ansøgeren for eksempel liker og deler ting, som KDP slår op. KDP har også lovet ansøgeren, at de vil komme og lave nogle aktiviteter på det center, hvor ansøgeren bor. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han fra [en nærmere bestemt dato i foråret 2015] lærte om KDP gennem sin farbror, der var medlem af partiet. Ansøgerens farbror ønskede indledende ikke, at ansøgeren skulle involvere sig i partiet, henset til at det var ulovligt. [En nærmere bestemt dato i foråret 2015] introducerede ansøgerens farbror imidlertid ansøgeren for partiet, hvorved ansøgeren blev at betragte som sympatisør. Ansøgeren ønskede, at blive medlem, men medlemskab forudsatte, at han var sympatisør i seks måneder, hvorefter han skulle godkendes af to personer fra partiet. Der var tale om en slags prøveperiode. Ansøgeren har ved to lejligheder udført politiske aktiviteter for KDP sammen med sin farbror. Første gang, at ansøgeren udførte politisk aktivitet for KDP, var natten til [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015 – 3 måneder efter at være blevet introduceret for partiet], hvor ansøgeren uddelte løbesedler i [Gredasur-området]. Ansøgeren oplevede ingen problemer i forbindelse hermed. Anden gang, at ansøgeren udførte politisk aktivitet for KDP, var natten til [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015 – cirka en måned efter at have delt løbesedler ud], hvor ansøgeren sammen med sin farbror smuglede diverse genstande for KDP, herunder et kurdisk flag, cd’er med politisk indhold og papirer, fra Irak til Iran. Ansøgeren og farbroren hentede disse genstande i Irak, som herefter blev pakket ned mellem andre varer. De rejste sammen med en gruppe på 30-40 øvrige handelsrejsende. Omkring en halv time efter, at gruppen havde krydset grænsen til Iran, blev de mødt af soldater fra revolutionsgarden, der beskød dem med automatvåben og råbte stop. Ansøgerens hest blev i denne forbindelse skudt, ligesom ansøgeren hørte sin farbror råbe og så ham falde af sin hest. Ansøgeren flygtede herefter og gemte sig i en busk et stykke derfra, hvor han havde godt udsyn. Herfra kunne han se en person fra gruppen blive anholdt. Omkring 20 minutter senere flygtede ansøgeren væk fra stedet og holdt sig skjult, indtil det blev mørkt. Herefter tog han hjem til sin mors farbror. Dagen efter tog ansøgerens mors farbror hen til ansøgerens far i Sardasht for at fortælle, hvad der var sket. Da morens farbror kom tilbage, fortalte han ansøgeren, at ansøgerens farbror var blevet dræbt, og at der var en anden, der var blevet såret og anholdt. Ansøgerens farbror blev begravet [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015 – dagen efter at han var blevet skudt]. Højtideligheden varede to dage. […] [M]ens der stadig blev holdt mindehøjtidelighed, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af efterretningstjenesten. Da ansøgerens far ikke var på bopælen, havde efterretningstjenesten efterfølgende kontaktet faren telefonisk, hvor han var blevet bedt om at møde ved efterretningstjenesten. Ansøgeren har oplyst, at hans mors farbror har fortalt ham, at hans far ved dette møde blev orienteret om, at ansøgerens farbror havde været medlem af KDP, samt at ansøgeren havde været tilknyttet KDP. Ansøgeren blev efterfølgende, efter opfordring fra sin far, kørt til sin faster i Urmia, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse fra Iran [en nærmere bestemt dato i efteråret 2015]. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin faster, blev hans families bopæl opsøgt af efterretningstjenesten ved to lejligheder, ligesom han af sin mor, efter han er kommet til Danmark, har fået at vide, at familien er blevet kontaktet telefonisk og personligt af efterretningstjenesten. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har uddelt løbesedler for KDP, og at han har smuglet materiale for partiet fra Irak til Iran til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om de politiske aktiviteter fremstår konsistent og selvoplevet, og at forklaringen er underbygget af flere detaljer om de nærmere omstændigheder for aktiviteterne, herunder om steder og tidspunkterne for disse. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren på denne baggrund er kommet i myndighedernes søgelys, og at myndighederne flere gange ved henvendelser på ansøgerens og hans families bopæl har forsøgt at pågribe ansøgeren. Flygtningenævnet flertal finder herefter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2016/112/STR
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [en landsby] udenfor Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen familie eller netværk i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans fader døde, da ansøgeren var otte år gammel, hvorefter ansøgeren blev sendt til sin familie i Irak og derfra videre til en plejefamilie i Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ikke har aftjent militærtjeneste i Iran. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive mistænkt for at samarbejde med de kurdiske partier, da han taler en sorani-dialekt, som viser, at han har været i Irak. Om sit ophold i Irak har ansøgeren forklaret, at han i 2012 eller 2013 indledte et forhold til [A], som boede i den samme landsby. Da forholdet havde stået på i omkring to år, tog ansøgerens irakiske stedforældre kontakt til [A]s familie for at spørge om hendes hånd. [A]s fader nægtede at bortgifte hende med ansøgeren. Ansøgeren og [A] besluttede sig for at have sex sammen, så [A]s fader ville acceptere et ægteskab mellem dem. Omkring fire måneder efter ansøgerens familie havde rettet henvendelse til [A]s familie, havde ansøgeren og [A] sex. Ansøgeren fortalte sin irakiske stedfader om forholdet. Stedfaderen blev vred og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Samme dag blev ansøgeren sendt til [et andet område] i Irak, hvor han opholdt sig i omkring ti dage, inden han [i sommeren] 2015 udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren, som er iransk statsborger, skal vurderes i forhold til Iran. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst om forhold, der kan føre til, at han meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i Iran. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren må anses for helt uprofileret, således at hans ophold i Irak og irakiske dialekt ikke kan antages at ville medføre asylbegrundende problemer ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport af 30. september 2013, at de iranske myndigheder udviser en vis interesse for personer, der vender tilbage til Iran efter ophold i Irak, men at dette ikke giver problemer, hvis de pågældende ikke kan anses for profilerede, samt at en række personer er vendt tilbage til Iran fra Irak over en årrække, uden at dette har givet dem problemer. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/111/mvln
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og født yarestan fra Kermanshah, Iran. Ansøge-ren har oplyst, at han har sympatiseret med det kommunistiske parti Komolah siden foråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at komme i fængsel i 10 år eller mere, idet han har begået en politisk forbrydelse, da han har været politisk aktiv for Komolah-partiet. Han begyndte at være aktiv i partiet i foråret 2015 efter at være introduceret til partiet af sin fætter. Han udførte aktiviteter for partiet to gange, den [i sommeren] 2015 og natten mellem den [i sommeren] 2015, hvor han og fætteren kørte rundt på motorcykel i hans hjemby, […] og uddelte løbesedler og skrev slagord på byens vægge. Efterretningstjenesten kom til hans families bopæl den [i sommeren] 2015 klokken ti om formiddagen, hvor han var på arbejde i […]. Samme dag omkring klokken 12 ringede hans bror og fortalte, at efterretningstjenesten havde været ved bopælen. Ansøgeren tog derfor hjem til sin faster i Kermanshah by. Efter fem til seks dage hos fasteren ringede ansøgeren til sin bror, der fortalte, at efterretningstjenesten på ny havde opsøgt bopælen den [i sommeren] 2015. Ansøgerens bror tog kontakt til en menneskesmugler, som arrangerede ansøgerens udrejse, og ansøgeren udrejste af Iran den [i sommeren] 2015. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har broren i [foråret] 2016 telefonisk oplyst, at ansøgerens fætter er blevet anholdt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren blev døbt den [i foråret] 2016, og ansøgeren havde i [sommeren] 2016 gået til kristendomsundervisning i fire til fem måneder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken forfølgelsen fra efterretningstjenesten eller konversionen om kristendommen til grund. Nævnet har for så vidt angår ansøgerens angivelige politiske aktiviteter og forfølgelsen i anledning heraf navnlig lagt vægt på, at forklaringen generelt fremstår upræcis og afglidende samt uden detaljer, herunder blandt andet om Komolah-partiet, således at forklaringen ikke virker selvoplevet. Nævnet finder endvidere forklaringen usandsynlig på flere centrale punkter. Det findes således blandt andet usandsynligt, at ansøgeren efter at bopælen var blevet opsøgt af efterretningstjenesten ikke straks advarede sin fætter, men blot slukkede sin telefon. For så vidt angår ansøgerens konversion har nævnet lagt vægt på, at han blev døbt allerede efter få måneders kristendomsundervisning, at han under sin forklaring til Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2016 ikke vidste, at han blev døbt [en dag i påsken], samt at han under forklaringen for Flygtningenævnet ikke har været i stand til at forklare om kristendommen og dennes betydning for ham på en måde, så det anses sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/110/MGO
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsløs fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og statsløs samt shia-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for [menneskerettighedsorganisation]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eksponeret som følge af sin aktivitet for [menneskerettighedsorganisation]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark sammen med fire andre har stiftet en dansk filial af den internationale menneskerettighedsorganisation […]. med hovedsæde i [by i Tyskland]. Nævnet lægger til grund, at han er ansvarlig for den danske filials fotoopgaver og AV-optagelser. Han har endvidere i en periode været ansvarlig for den internationale organisations miljøkomité. Nævnet lægger endvidere til grund, at han i denne egenskab blandt andet har været foredragsholder og ordstyrer på internationale internetbaserede konferencer og medvirket til foreningens udgivelse af trykte blade og offentliggørelse af artikler på foreningens hjemmeside alt under eget navn. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil kunne være i risiko for forfølgelse på grund af disse aktiviteter, idet nævnet finder at oplysningerne herom muligt er kommet til de iranske myndigheders kundskab. I den forbindelse bemærkes yderligere at myndighedernes interesse for ansøgeren må antages at være skærpet, idet han tilhører en etnisk minoritet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/11/akm
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Kermanshah provinsen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske revolutionsgard, idet han er blevet set i selskab med to kurdiske mænd fra grupperingen Pejak Peshmerga. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag var ude at pløje sammen med en af sin fars ansatte ved navn [A], da to kurdiske mænd iført kurdiske uniformer anmodede dem om hjælp til transport, hvilket [A] indvilligede i. Efter ti minutters kørsel blev de ved en vagtpost alle stoppet af omkring ti soldater. Soldaterne skød og dræbte de to kurdiske mænd, og [A] blev ramt af skud i det ene lår. Ansøgeren selv nåede at flygte fra stedet, uden at han blev ramt af skud. Herefter tog han hen til sin bopæl og derfra videre hjem til sin morfars bopæl. Dagen efter udrejste han af Iran. Flygtningenævnet [kan, red.] ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at der er en række divergenser og selvmodsigelser på centrale punkter i ansøgerens forklaring, og at forklaringen ikke virker selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Divergenserne drejer sig blandt andet om, hvorvidt ansøgeren tidligere havde været på kontrolposten. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren til asylsamtalen detaljeret kunne beskrive, hvordan kontrolposten var indrettet. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om tidsangivelser, og om hvorvidt han har en ven på Facebook, der er fra Iran. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han efter sin indrejse i Danmark har haft kontakt til sin familie i Iran. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det ikke er troværdigt, når ansøgeren nu forklarer, at han under sine samtaler med familiemedlemmer ikke har talt med dem om, hvorvidt familien er blevet opsøgt af myndighederne eller i øvrigt har haft problemer i anledning af den episode, der har givet anledning til ansøgerens flugt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at fundet af traktoren måtte formodes at give myndighederne anledning til at rette henvendelse til ansøgerens far, og at det formodentligt måtte give faren og ansøgeren problemer med myndighederne. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at myndighederne mistænker ham for at have ydet hjælp til de kurdiske oprørere. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvis han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/109/ceb
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran og har under asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen forklaret, at han er Yaresan af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Revolutionsgarden og af faren til den pige, [R], som ansøgeren fire måneder inden sin udrejse af Iran indledte et forhold til, idet pigens far er imod forholdet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han omkring 25 dage forud for sin udrejse blev anholdt af Revolutionsgarden, hvor [R´s] far var ansat. Ansøgeren blev hængt op i loftet og tildelt lussinger, slag i maven og fik hældt koldt vand i hovedet. Herudover fik ansøgeren barberet sit overskæg af. Ansøgeren blev anklaget for at tale imod regeringen, og inden løsladelsen blev ansøgeren tvunget til at underskrive nogle papirer, som han ikke kender indholdet af. Ansøgeren har videre forklaret, at han under sin tilbageholdelse så [R´s] far, og [R´s] far truede med at ødelægge ansøgeren og ansøgerens familie, hvis han igen så ansøgeren i nærheden af [R]. Ansøgeren og [R] valgte at udrejse af Iran sammen, men [R] nåede aldrig at krydse grænsen, idet hun blev fanget i et bagholdsangreb. Ansøgeren har til den beskikkede advokat som et yderligere asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har bekendt sig til kristendommen. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren henvist til internet-bilag fra Projekt: Kirke i Hjørring og breve [dateret i efteråret] 2016 fra to præster i kirken. Af sidstnævnte brev fremgår, at ansøgeren [fire dage inden nævnsmødet] er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forklaringen om [R] overordnet ikke er forekommet sandsynlig. Det skyldes navnlig forklaringen om, at ansøgerens forældre, der er Yaresan, indvilligede i at fri på ansøgerens vegne til en muslimsk pige, der er datter af en højtstående embedsmand. Videre finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren intet kan oplyse om [R´s] skæbne, efter at hun angiveligt forsvandt under flugten over grænsen, og at [R´s] far, som kendte ansøgerens families identitet, ikke har opsøgt ansøgerens familie i Iran efter datterens forsvinden. Hertil kommer, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende, herunder navnlig om hændelsesforløbet i forbindelse med anholdelsen og tilbageholdelsen og om sin kontakt med [R´s] far i den forbindelse. Det oprindelige asylmotiv kan derfor ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Hvad angår det nye asylmotiv om ansøgerens bekendelse til kristendommen i Danmark kan et flertal af flygtningenævnets medlemmer ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel. Disse medlemmer lægger vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen er overfladisk, at ansøgeren først er blevet døbt få dage før nævnsmødet, og at han ikke tidligere under sagens behandling, herunder heller ikke under asylsamtalen i [sommeren] 2016, har forklaret om sin interesse for kristendommen. Uanset at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil på farsi, hvor der findes kristne billeder og budskaber, findes ansøgeren derfor ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flertallet har på den baggrund ikke fundet grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på at få nærmere oplysninger om, hvilken risiko en Yaresan fra Iran, der er konverteret til kristendommen, vil imødese ved tilbagevenden til Iran. Herefter stadfæster flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/108/ceb
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han hjalp en dødsdømt kurdisk fange med at flygte under en transport. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev rekrutteret til at aftjene sin værnepligt i [efteråret] 2014. Han gennemgik to måneders grundtræning, hvorefter han påbegyndte sit arbejde som fængselsvagt. Ansøgeren førte blandt andet fanger ind i torturrummet og bandt deres hænder og ben med metalhåndjern, ligesom han gav dem bind for øjnene. Det var ansøgerens to overordnede, [A] og [B], der udøvede torturen mod fangerne. Den [efteråret] 2015 kørte ansøgeren og [A] en politisk fange ved navn [C] til et fængsel i Kermanshah. På et tidspunkt skulle [A] på toilettet. Da han var steget ud af bilen, satte ansøgeren sig ved førersædet, hvorefter han kørte videre med [C] til landsbyen […]. Her mødtes ansøgeren med [C’s] bror, og senere samme dag udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forløbet af den konkrete transport med en overordnet som chauffør og ansøgeren som eneste vagt, placeret ved siden af chaufføren, ikke er overensstemmende med ansøgerens forudgående forklaring om, hvorledes fangetransporter ellers foregik. Ansøgeren har her forklaret, at der var en chauffør og en overordnet i førerkabinen, et rum til fangerne bagved førerkabinen og fire vagter for hver fange i et rum bagerst i bilen. Uanset om den overordnede atypisk skulle have valgt selv at foretage en fangetransport med kun én vagt, har ansøgeren ikke forklaret overbevisende om, hvorfor netop ansøgeren skulle være udvalgt. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret om, at den overordnede havde udtrykt mistro mod ansøgeren som kurder og havde chikaneret ham, hvorfor det ikke fremstår troværdigt, at den overordnede skulle have udvalgt netop ham til en sådan opgave. Det fremstår i hvert fald slet ikke troværdigt, at den overordnede under sådanne omstændigheder skulle forlade bilen under transporten med nøglerne isat og efterladende såvel sin telefon som sit våben. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket til en fangeflugt som forklaret. Da ansøgerens for-klaring om, at han var under aftjening af værnepligt på udrejsetidspunktet, er en integreret del af forklaringen om fangeflugten, findes heller ikke denne del af forklaringen at kunne lægges til grund. Ansøgeren kan således heller ikke betragtes som deserteret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han havde en konflikt med de iranske myndigheder ved udrejsen. Herefter og idet bemærkes, at illegal udrejse ikke i sig selv er asylbegrundende, findes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/107/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at lade sig hverve til ISIL af sine onkler og forældre, fordi de er tilhængere af ISIL og ønsker, at han skal kæmpe for ISIL. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive afhørt eller tilbageholdt af Sepah, fordi han har været væk fra landsbyen [A] i en længere periode, og fordi Sepah tror, at årsagen er, at han har tilsluttet sig ISIL. Ansøgerens bror, […], hans onkel, […], og hans fætter, […], forsvandt fra landsbyen i starten af 2013. Ansøgeren formoder, at de forsvandt, fordi de havde tilsluttet sig ISIL. Kort tid efter, at ansøgerens bror forsvandt fra landsbyen, flygtede ansøgeren til byen [B], hvor hans søster bor. Her opholdt han sig i omkring to år, hvorefter han udrejste af Iran. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han for omkring to måneder siden var i kontakt med sin lillesøster, som oplyste ham om, at han skulle lade være med at rejse tilbage til Iran, fordi Sepah vidste, at han ikke længere opholdt sig i landsbyen [A]. Hun oplyste ham videre om, at Sepah havde opsøgt hans families bopæl i landsbyen et par gange, hvor de havde spurgt efter ham og havde sagt, at han skulle henvende sig til dem, når han kom hjem. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen og også af den grund vil være i risiko ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikter i Iran til grund, idet forklaringen herom på væsentlige punkter fremstår ukonkret, divergerende og afglidende, også selvom ansøgeren bliver spurgt ind til forholdene på forskellig vis. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om det angivelige tætte forhold mellem landsbybeboerne og ISIL i væsentlig grad beror på hans egen formodning, idet han ikke har kunnet forklare konkret om baggrunden for sin antagelse af, at de familiemedlemmer, der har forladt landsbyen, rent faktisk har tilsluttet sig ISIL. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at han reelt efter sin egen forklaring kun er blevet foreholdt, at man, når man dør i hellig krig, bliver martyr, og at han efter at være flyttet til [B] har kunnet opholde sig der i længere tid uden at blive opsøgt af familiemedlemmer. Dette til trods for, at han tidligere har forklaret, at familien i en periode var bekendt med, at han opholdt sig i byen, og opfordrede hans søster til at få ham til at komme hjem. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige henvendelser fra Sepah efter brorens bortrejse, og at han har forklaret ukonkret og afglidende, når han er spurgt ind til eventuelle henvendelser fra Sepah efter hans flytning til [B], og hvad han har gjort for at forhøre sig om dette. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tillægge ansøgerens oplysning til Flygtningenævnet om, at han nu betragter sig som konverteret til kristendommen asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren alene har kunnet forklare meget overordnet om kristendommen, og at han til asylsamtalen, der fandt sted så sent som den [efteråret] 2016, har oplyst ikke at tro på islam uden da at oplyse, at han skulle have begyndende interesse for kristendommen. Dette til trods for, at han til Flygtningenævnet har forklaret, at han begyndte at gå i kirke længe før asyl-samtalen. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte ønske at følge islam, ikke findes at kunne føre til en anden asylretlig vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at han selv har forklaret, at han ikke under opholdet i [B] er gået i moskeen, men at dette ikke har givet problemer. Han har herved også forklaret, at heller ikke hans søster og svoger går i moskeen. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/106/SSM
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, [A], er etnisk kurder fra [X], Iran. Han er indrejst i Danmark med sin kæreste [B]. [As] familie er Yarasan, mens [Bs] familie er shia muslimer. Ansøgerne har ikke været med-lemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb fra [Bs] familie og forfølgelse fra myndighederne. Dette skyldes dels deres uægteskabelige forhold, dels at de i Danmark er blevet kristne. Ansøgerne har forklaret, at de i foråret 2015 blev kærester og i [sommeren] 2015 havde samleje. [Senere i sommeren] 2015 afslog [Bs] familie [As] anmodning om, at ansøgerne kunne indgå ægteskab. Efter et skænderi herom udsatte [Bs] far og bror [B] for grov vold, herunder mens hun lå ned. [B] fik endvidere forbud mod at forlade huset. Efter nogle dage fik [B] telefonisk forbindelse med [A]. Hun fortalte, at faren havde besluttet, at hun snart skulle giftes med sin fætter. Det ville så blive afsløret, at hun ikke længere havde sin mødom. Det lykkedes fire dage senere ansøgerne at stikke af og udrejse illegalt til Tyrkiet. Tyve dage efter indrejsen i Danmark opsøgte de på initiativ fra [As] kristne fætter i Danmark den lokale kirke ved [Y]. De er siden kommet regelmæssigt i kirken og er [i foråret] 2016 blevet døbt af en sognepræst, som i udtalelser af [foråret] 2016 og [efteråret] 2016 har beskrevet ansøgernes tilknytning til kirken. På [As] åbne facebook-profil er der en række kristne billeder og tekster, og det fremgår, at [A] skriftligt har vejledt flere personer, der har stillet spørgsmål til kristendommen, herunder om, hvorledes der kan skaffes yderligere information. [A] har endvidere på centeret haft held til at få omtalt kristendommen på en sådan måde, at de pågældende er begyndt at komme i kirken. Efter Flygtningenævnets opfattelse har ansøgernes forklaringer i det væsentlige været overensstemmende. Ansøgerne har under nævnsmødet tillige fremtrådt troværdige og begge har på rimelig måde kunne svare på opklarende spørgsmål. Flygtningenævnet kan herefter i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund, og nævnet finder herefter, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort et så intensivt og aktuelt modsætningsforhold til [Bs] far og øvrige religiøse konservative familie, at der herefter må antages at være en reel risiko for, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for alvorlige overgreb fra familien, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I vurderingen indgår, at [Bs] far og bror allerede har udøvet grov vold mod [B], at hun herefter på særdeles markant vis har sat sig ud over den beslutning, hendes far har truffet, samt at det er sandsynligt, at det vil blive afsløret, at ansøgerne har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold. Efter baggrundsoplysningerne kan det ikke antages, at de iranske myndigheder vil yde ansøgerne beskyttelse mod et sådant overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at deres konversion er reel, og at de i Iran givet fald alene vil afholde sig fra at missionere og foretage andre ydre kristne handlinger på grund af en realistisk opfattelse af, at de ellers risikerer at blive udsat for forfølgelse på grund af deres nye tro. Flygtningenævnet meddeler under henvisning hertil ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2016/104/snd
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere, iranske statsborgere og sunni-muslimer fra [I], nær [S] i Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder, fordi han har hjul-pet to medlemmer af KDPI med at krydse grænsen mellem Irak og Iran. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [medio] 2015, efter at have hjulpet sin søster over grænsen illegalt fra Iran til Irak, accepterede sin svogers ønske om at hjælpe to, for ansøger ukendte, iranske mænd med tilbage over grænsen til Iran. Ved grænsen blev de alle opdaget af grænsevagter og flygtede i hver sin retning. Den mandlige ansøger gemte sig til dagen efter, hvorefter han krydsede grænsen til Iran. Da ansøgeren nærmede sig sin bopæl, var der mange mennesker forsamlet foran hans hus. Via et telefonopkald til ansøgerens svigermor blev ansøgeren bekendt med, at det var de iranske myndigheder, der ledte efter ham, fordi personerne, som han havde hjulpet over grænsen, tilhørte KDPI. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin svigerinde, og efter fire dage rejste ansøgeren sammen med sin ægtefælle og deres to børn ud af Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det væsentlige henvist til det samme som sin ægtefælle. Et flertal af flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne fremstår konstruerede til lejligheden. Flertallet finder det således utroværdigt, at den mandlige ansøger har hjulpet to medlemmer af KDPI med illegalt at krydse grænsen fra Irak til Iran med de risici og de alvorlige konsekvenser, der er forbundet hermed. Flertallet lægger vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og usammenhængende om omstændighederne, da myndighederne opdagede ansøgeren, KDPI-medlemmerne samt ansøgerens bror. Ansøgeren har i et asylansøgningsskema og under oplysnings- og motivsamtalen [Primo] 2016 oplyst, at han gemte sig i en majsmark. Under asylsamtalen [medio] 2016 har han først forklaret, at han gemte sig under et træ, og at der var tale om en skov. Han har senere under samtalen forklaret, at der faktisk blot var tale om højt græs, som han gemte sig i, og han har til sidst oplyst, at der var tale om en majsmark, og at han gemte sig i marken under træerne. Under oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger i øvrigt forklaret, at der var grænseposter i det område, som de skulle passere, for at komme til Iran, og at grænseposterne har en projektør. Den mandlige ansøger blev opdaget, da der kom projektørlys på ansøgeren. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han på vej over grænsen, blev lyst på af en bil med meget stærkt lys. Under nævnsmødet har han forklaret, at han blev opdaget via en projektør på en bil, da han befandt sig i Iran, efter at grænsen var passeret. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgernes forklaringer er uoverensstemmende, idet den mandlige ansøger har forklaret, at han tog endeligt afsted for at følge sin søster til Irak fredag omkring klokken 20. Den kvindelige ansøger har under sin asylsamtale den 9. maj 2016, derimod forklaret, at den mandlige ansøger tog afsted omkring klokken 16-17. Den mandlige ansøger er under asylsamtalen foreholdt divergensen, og han har hertil svaret, at hans ægtefælle må tage fejl, og at han er sikker på tidspunktet. Under nævnsmødet har han forklaret, at han tog afsted kl. 17. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at der er anledning til at foretage en ægthedsvurdering af de dokumenter, blandt andet om indkaldelse af ansøgeren til et retsmøde og en domsudskrift, som er fremlagt for nævnet. Flertallet henviser til, at dokumenterne først er fremkommet under den mandlige ansøgers samtale med hans advokat, selvom det er angivet i et af dokumenterne, at en indkaldelse til retten er forkyndt for ansøgerens far allerede [medio] 2015, og at en udskrift af dommen er afleveret til ansøgerens far [primo] 2016. Det forekommer ikke troværdigt, at den mandlige ansøger flere gange efter udrejsen har været i kontakt med sin svigerfamilie, uden at han er blevet gjort bekendt med dokumenterne, herunder at han angiveligt er idømt lang fæng-selsstraf. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbage-venden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster der-for Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/103/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Saqqez, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hendes fader har udsat hende for incest gennem mange år, og at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter sin fader, ligesom hun frygter sin broder, Amir, idet hun har krænket familiens ære. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun risikerer forfølgelse, idet hun er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnet tiltræder nævnets afgørelse af 21. november 2014 for så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet kan i tillæg hertil ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hendes far og bror har anmeldt hende til myndighederne, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens far og bror skulle anmelde hendes forsvinden mere end et år, efter hun forsvandt. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid lægge ansøgerens forklaring om hendes konversion til grund. Flertallet bemærker indledningsvist, at de udtalelser fra præster og dokumentation for kirkelige aktiviteter, som ansøgeren har fremlagt ikke i sig selv godtgør, at ansøgeren er kristen, ligesom ansøgerens udenadslære vedrørende kristendommen alene er af en vis mindre betydning. Flertallet har således lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvorfor hun i Danmark konverterede til kristendommen, hvordan hun udlever sit kristne liv og på forklaringen om kristendommens betydning for hende. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og hendes fremtræden under nævnsmødet, finder flertallet således, at ansøgeren på en troværdig og afklaret måde har forklaret om sin egen kristne overbevisning, herunder hendes meget personlige forklaring om, hvordan hun fandt Jesus og hvilken ro, det giver hende, fremstår troværdig og ægte. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgerens dåb, konfirmation og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/102/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-praktiserende sunni-muslim af trosretning fra Kermashan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har smuglet brændstof mellem Iran og Irak, og fordi han har hjulpet medlemmer af KDPI med at komme over grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter at have afsluttet sin skolegang begyndte at smugle brændstof fra Iran til Irak. Ansøgeren smuglede brændstof i en periode på omkring fire år, i hvilken forbindelse han én gang blev anholdt af myndighederne og modtog en bøde. Kort tid forud for ansøgerens udrejse mødte han syv bevæbnede mænd fra KDPI, som ønskede hjælp til at komme til grænsen. Da de nåede til grænsen, åbnede det iranske grænsepoliti ild mod dem, i hvilken forbindelse det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgerens forældre ringede til ansøgeren og fortalte, at de syv KDPI-medlemmer var blevet anholdt, og at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl. Ansøgerens familie er videre blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste to-tre gange efter ansøgerens indrejse i Danmark og familien har oplyst, at det vil være bedst, hvis ansøgeren melder sig selv. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder således, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og usammenhængende, og at forklaringen må anses for at være konstrueret til lejligheden. Der lægges vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om omstændighederne ved mødet med de syv bevæbnede mænd tilhørende Peshmerga. Under asylsamtalen [i sommeren 2016] har ansøgeren forklaret, at mændene henvendte sig til den karavane, som ansøgeren var en del af, og at mændene i karavanen delte sig, da de mødte de syv mænd. Ansøgeren blev tilbage sammen med de syv mænd, og de fulgte en anden rute end karavanen. I nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der var én tilhørende Peshmerga, der rettede henvendelse til ansøgeren, da ansøgeren gik bagest i karavanen. Personen ville gerne tale med ansøgeren i nogle minutter, og ansøgeren afleverede derfor nogle af sine æsler til manden foran i karavanen. Da ansøgeren kom tilbage til den person, der havde henvendt sig til ham, var de andre peshmerga-folk kommet, herefter tog de den samme rute, som karavanen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin samtale med sin far den følgende morgen, efter at myndighederne om natten havde åbnet ild mod ansøgeren og peshmergaerne. Under oplysnings- og motivsamtalen den [i efteråret 2015] har ansøgeren blandt andet forklaret, at han fik at vide, at myndighederne havde været på familiens bopæl klokken 12-13 for at spørge efter ansøgeren, og at myndighederne havde taget ansøgerens far og bror med til afhøring. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hans far var blevet afhørt i hjemmet. Foreholdt divergensen, har ansøgeren blandt andet oplyst, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at myndighederne havde været i hjemmet mellem klokken 12 og klokken 13. I nævnet har ansøgeren i øvrigt forklaret, at samtalen fandt sted ca. kl. 10 om formiddagen, og han fik at vide, at myndighederne havde været på bopælen for at opsøge ansøgeren, og at hans far var blevet taget med af myndighederne og senere løsladt. Der blev ikke taget andre med. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren oplyst, at hans bror også blev taget med af myndighederne, og ansøgeren har efterfølgende forklaret, at han talte med sin far, mens myndighederne henvendte sig på bopælen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/101
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsløs fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og statsløs samt shia-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for [menneskerettighedsorganisation]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eksponeret som følge af sin aktivitet for [menneskerettighedsorganisation]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark sammen med fire andre har stiftet en dansk filial af den internationale menneskerettighedsorganisation […] med hovedsæde i [by i Tyskland]. Nævnet lægger til grund, at han er ansvarlig for den danske filials optræden på internettet samt er formand for en international underkomité om kvinders rettigheder. Nævnet lægger endvidere til grund, at han i denne egenskab blandt andet har været foredragsholder og ordstyrer på internationale internetbaserede konferencer og medvirket til foreningens udgivelse af trykte blade og offentliggørelse af artikler på foreningens hjemmeside alt under eget navn. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil kunne være i risiko for forfølgelse på grund af disse aktiviteter, idet nævnet finder at oplysningerne herom muligt er kommet til de iranske myndigheders kundskab. I den forbindelse bemærkes yderligere at myndighedernes interesse for ansøgeren må antages at være skærpet, idet han tilhører en etnisk minoritet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/10/akm
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim, men er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han allerede et par år inden sin udrejse fra Iran mistede sin tro på islam og fattede interesse for kristendommen. Efter sin indrejse i Danmark i [foråret 2013] blev han sammen med sin moder kirkegænger i […], hvor han blev døbt [i sommeren 2013]. Han har siden været tilknyttet […], hvor han ifølge erklæringer fra kirkens præst, […], i hele perioden har deltaget i kirkens normale hverdag – og været meget engageret og ansvarlig med en fremmødeprocent tæt på 100 – og herudover har deltaget i en række særlige aktiviteter, herunder bibelskole og sommercamps, hvor han har været en bærende kraft. Ansøgeren har en blog og en åben Facebook-profil, hvor han løbende lægger kristne billeder og tekster op. Han har givet et langt interview om sin konversion i en artikel [i vinteren 2014] i […] med vellignende fotos, herunder et stort foto på avisens forside, hvilken artikel tillige har været trykt i tidsskriftet […] i [foråret 2015]. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Iran i kraft af hans eksponering er blevet bekendt med hans konversion eller vil blive bekendt med denne, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flertallet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2016/1/akm
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Hans daværende ægtefælle har i hans påhør orienteret hans familie herom. Han frygter derfor, at blive slået ihjel af sin familie eller de iranske myndigheder. Endvidere er ansøgeren under opholdet i Danmark konverteret til kristendommen, og han frygter også af denne grund at blive henrettet af de iranske myndigheder eller dræbt af sin familie, som er meget religiøse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at han er konverteret til kristendommen. Der lægges herved videre vægt på, at der har været et længerevarende forløb i forbindelse med konversionen. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2014, og har fortsat udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, ligesom han har missioneret. Idet det ikke kan kræves, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran henvises til at skjule sin tro, lægges det til grund at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles allerede af denne grund den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/9
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk perser, født i Qum, men opvokset i Teheran, hvor han og hans familie boede ved hans udrejse i maj 2013. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han deltog i syv til otte demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, men han har ikke som følge heraf oplevet nogle konflikter med de iranske myndigheder. Som asylmotiv har ansøgeren under den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udtalt sig kritisk om det iranske styre og om shia-islam til to kunder i en frisørsalon […] i Teheran, hvor han arbejdede. Ansøgeren har, efter Flygtningenævnets behandling af sagen den […], henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere den kristne tro, hvorfor han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse og mishandling. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han i Danmark har deltaget i flere demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/8
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig mindreårig statsborger fra Iran. Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har slået iranske myndighedspersoner, og idet han er flygtet fra fængslet under sin orlov. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder vil mistænke ham for at være spion for andre lande, idet han har været i udlandet. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han ikke ønsker at aftjene sin værnepligt i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han den (…) mødte på arbejde i sin fætters tøjbutik, hvor han skulle gøre rent og skifte tøj på mannequin-dukker. Mens ansøgeren skiftede tøj på mannequin-dukkerne, ankom tre myndighedspersoner. To af personerne var iført politiuniformer, og den tredje var iført civilt tøj. Mændene talte grimt til ansøgeren. Det førte til håndgemæng mellem ansøgeren og de tre mænd, og ansøgeren skubbede til den ene mand, idet han forsøgte at forsvare sig mod de slag, han fik tildelt af manden. Efterfølgende blev ansøgeren anholdt, og han blev tilbageholdt tre til fire dage på politistationen. Ansøgeren blev idømt ni års fængsel for vold mod en politibetjent. Han var fængslet i halvandet år, hvorefter han fik orlov i en uge fra fængslet, idet hans fader havde kautioneret for ham. Han tilbragte de første to dage af sin orlov sammen med sin familie. Herefter fik han hjælp af en menneskesmugler, som hans fader havde indgået en aftale med. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne eftersøgt ham, og de har i den forbindelse opsøgt hans families bopæl to til tre gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om episoden i butikken og den efterfølgende domfældelse forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således særdeles utroværdig, at ansøgeren, der på det tidspunkt lige var fyldt 15 år, skulle sætte sig til modværge overfor myndighederne som anført. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren den (…), hvor han efter sin egen forklaring var fængslet, har søgt om visum til Italien, og at han ifølge oplysninger fra den italienske ambassade har afgivet fingeraftryk og forevist nationalitetspas i den forbindelse. Det fremgår også af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ved ansøgning om visum til Italien kræves, at ansøgeren møder personligt på ambassaden for at få taget fingeraftryk og foto. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at hans far har søgt visum for ham, og at hans far muligvis har fået et dokument med hans fingeraftryk fra folkeregisteret eller fra fængslet og afleveret dette til ambassaden. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit nationalitetsbevis. Det forhold at ansøgeren ikke ønsker at aftjene værnepligt i Iran kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, ligesom det alene hviler på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive mistænkt for at være spion. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/7
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og tidligere muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Det fremgår af brev [fra sommeren] 2014 fra [kirken A], at ansøgeren blev døbt i kirken [i efteråret] 2013, og at han deltager fast i gudstjenesterne i kirken, hvor han er kommet gennem de sidste cirka to år. I brev [fra vinteren] 2014 fra [kirken A] bekræftes, at det anførte stadig er gældende. I brev [fra vinteren] 2015 fra præst […] anføres, at ansøgeren kommer i [kirken B] i fredagsfællesskabet […] samt til gudstjenester, og at han – der er aktiv og bidrager godt til fællesskabet – trofast er kommet i kirken siden [begyndelsen af vinteren] 2014. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran findes ansøgeren derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/6
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser fra […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Det fremgår af sagen, at ansøgeren blev døbt i [kirken] [i foråret] 2014. I udtalelse [fra begyndelsen af foråret] 2015 fra præst […] og missionskoordinator […] fra [kirken] anføres, at ansøgeren har været en yderst aktiv del af kirken siden sommeren 2013 og fortsat er det. Det anføres endvidere, at han trofast deltager i gudstjenester hver søndag og tillige i nyligt opstartede midtugentlige aktiviteter med undervisning for farsitalende, og at han desuden deltager i en ”huddle”, en mindre gruppe der jævnligt mødes og åbent deler de udfordringer, deltagerne møder i kristenlivet og hverdagen, og hvor der undervises i at missionere. Endelig anføres det, at han bidrager med praktisk arbejde i kirken. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring – herunder forklaringen for nævnet [i begyndelsen af foråret] 2014 om hans fravalg af islam – lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran findes ansøgeren derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/5
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er iraner, men han er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. Da ansøgeren var omkring 11 år gammel flyttede han med familien til Kawa-lejren i den nordlige del af Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han sympatiserer med KDPI. Ansøgerens fader og farbroder har været medlemmer af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fader er medlem af KDPI. Han uddelte publikationer for partiet og deltog i møder. Hans fader stoppede med sine politiske aktiviteter for partiet for fire til fem år siden, men han er stadig medlem af partiet. Ansøgerens fader har oplyst, at ansøgerens farbroder blev dræbt, før ansøgeren blev født, i forbindelse med kamphandlinger med de iranske myndigheder. Ansøgeren blev i Irak udsat for diskrimination, fordi han ikke er irakisk statsborger. Selv om der er mindre divergenser i ansøgers forklaring, lægger Flygtningenævnet ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgers fader er medlem af og har været aktiv for partiet KDPI, at ansøger er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak og aldrig har været i Iran, og at ansøger ikke taler Farsi. Nævnet finder herefter, at der er en risiko for, at ansøger ved en indrejse i Iran vil blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie og således vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/44
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og tidligere sunnimuslimer fra Iran. Ansøgerne har oplyst, at de nu er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI siden 1992. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet den mandlige ansøger fra 1991 til 1992 hjalp de kurdiske pesmergaer med mad og husly. Han blev af denne årsag flere gange opsøgt af de iranske myndigheder, der ønskede, at han skulle give myndighederne oplysninger om pesmergaernes aktiviteter i landsbyen […]. Han udrejste derfor til Irak i 1992, hvor han blev medlem af KDPI. Han var peshmerga i perioden fra 1992 til 1998, hvor han blev fritaget for tjeneste for at kunne arbejde og tjene penge. Han begyndte at arbejde hos en kristen bygherre, hvor hans interesse for kristendommen blev vakt. Familien blev udsat for chikane på grund af hans arbejde for den kristne bygherre, hvorfor familien forlod Irak i 2010. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til, at hendes broder var peshmerga. Ansøgerne er den 24. august 2014 blevet døbt i […] Aalborg. De frygter derfor også at blive udsat for overgreb som følge af deres konversion. Ansøgerne er i Italien blevet meddelt konventionsstatus. Ansøgerne har om forholdene i Italien oplyst, at da de fik opholdstilladelse, fik de at vide, at de skulle forlade det hus, hvor de havde boet i omkring et år, og selv finde arbejde og forsørge sig selv. De fik ikke at vide, hvordan de kunne få hjælp til at finde arbejde og en bopæl. Ansøgerne forlod bopælen og tog til Rom. Ansøgerne fik mad i en kirke, men ellers overnattede de i parker og på en banegård. Efter 10 til 15 dage udrejste ansøgerne til Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Afgørende herfor er, at ansøgerne skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgerne at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgernes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 37 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Det lægges indledningsvist til grund, at ansøgerne, der er meddelt flygtningestatus i Italien kan indrejse og tage ophold der, ligesom de er sikrede mod refoulement. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerne ikke har haft konkrete problemer med andre personer eller myndighederne i Italien. Endelig lægges det til grund, at den kvindelige ansøger og børnene er uden nævneværdige helbredsmæssige problemer, samt at den mandlige ansøger har et alkoholmisbrug og psykiske problemer, som han er i behandling for. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor ansøgerne har opholdstilladelse, kan tjene som første asylland. Flertallet bemærker herved, at det foreliggende baggrundsmateriale om Italien fra blandt andet UNHCR, AIDA og Swiss Refugee Council (OSAR) ikke indeholder sådanne nye oplysninger om de generelle forhold i Italien for personer, der allerede har opholdstilladelse i landet, i forhold til de oplysninger, der forelå på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, at det kan føre til en ændret vurdering. Domstolen udtalte i denne sag blandt andet, at det ikke ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende klagerne, der havde opholdstilladelse i Italien, til Italien. Det fremgår tillige af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, herunder at flygtninge, der er tilmeldt det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse. Det fremgår videre, at flygtninge har ret til at arbejde, om end det på grund af den økonomiske krise er svært at få et arbejde. Flygtningenævnets flertal anerkender, at levevilkårene for flygtninge med opholdstilladelse i Italien er vanskelige. Flertallet kan imidlertid ikke lægge hele ansøgernes forklaringer om vanskelighedernes udstrækning i Italien til grund. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at det var umuligt for ansøgerne at opnå lægehjælp, skolegang for børnene, hjælp til bolig og hjælp til husly i Italien. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerne fik lægehjælp ved fødslen af deres datter, som blev født i Italien, og at ansøgerne har formået at skaffe penge til at udrejse af Italien to gange, første gang til Schweiz og anden gang til Danmark, ligesom ansøgerne, efter de fik opholdstilladelse, alene opholdt sig 10-15 dage i Italien og efter deres egne forklaringer ikke rettede henvendelse til blandt andet den lokale sundhedsbestyrelse eller på anden måde forsøgte at udnytte de rettigheder, som de efter italiensk lovgivning har. Den omstændighed, at den mandlige ansøger uden resultat rettede henvendelse til politiet, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at den mandlige ansøger lider af alkoholisme og psykisk sygdom. Der er herved lagt vægt på indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder at han kan få udstedt en fattigdomserklæring, som sikrer ham gratis lægehjælp. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2015/43
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Urumieh, Iran. Ansøgeren sympatiserer med Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti, ligesom han har udført politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder grundet sine aktiviteter for Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af sin faste kunde, [K], i sin forretning i [foråret] 2014, hvor han bad ansøgeren om at kopiere forskelligt politisk materiale for ham på vegne af Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti. [K] gav ansøgeren en uge til at tænke over det, idet der var tale om politiske aktiviteter, der kunne medføre problemer i forhold til de iranske myndigheder. [K] opsøgte igen ansøgerens butik i midten af [foråret] 2014, hvor ansøgeren accepterede at hjælpe ham med at kopiere billeder af en kendt kurdisk leder samt en publikation på kurdisk. Da ansøgeren ikke selv havde adgang til at kopiere i sin forretning rettede han henvendelse til en af sine bekendte, som er medejer af en forretning, hvor de havde det nødvendige udstyr. De kopierede materialet for ansøgeren, hvorefter han afleverede det til [K] samme dag. [K] fortalte ansøgeren, at han efterfølgende ville blive kontaktet af andre personer med tilknytning til Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti, idet de også skulle have kopieret politisk materiale. I perioden frem til midten af [sommeren] 2014 hjalp ansøgeren andre personer med tilknytning til [K] med at kopiere politisk materiale. Ansøgeren har oplyst, at han fire gange kopierede materiale for [K] og andre med tilknytning til [K]. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens forretning opsøgt af de iranske myndigheder, hvor de bl.a. konfiskerede hans computer og anholdte hans forretningspartner. Ansøgeren var ikke selv på arbejde den pågældende dag. Ansøgerens bopæl blev opsøgt samme dag af de iranske myndigheder, hvor de spurgte efter ham og anholdte hans broder, ligesom de konfiskerede flere af hans ejendele. Ansøgeren flygtede samme dag til sin søster og overnattede hos hendes nabo, hvorefter han den efterfølgende dag udrejste illegalt fra Iran med hjælp fra menneskesmuglere. Ansøgeren har oplyst, at hans broder blev løsladt efter ca. 5 dage, og at han formoder, at hans forretningspartner ligeledes blev løsladt efter ca. 5 dage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen efter en samlet vurdering fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren på foranledning af [K’s] henvendelse for første gang har udvist sympati og et ønske om at deltage aktivt i KDPI`s ulovlige aktiviteter med den hermed forbundne meget alvorlige risiko for forfølgelse. Nævnet henviser til, at ansøgeren ikke på et tidligere tidspunkt har udtrykt sympati med KDPI eller i øvrigt har udvist interesse for forholdene for det kurdiske folk. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det fremstår usandsynligt, at [K] uden nærmere kendskab til ansøgerens eventuelle politiske holdninger eller sympatier har bedt ansøgeren om hjælp til at udføre de pågældende ulovlige politiske aktiviteter, idet han i øvrigt var bekendt med, at ansøgeren ikke selv ville være i stand til at udføre opgaverne, og at det derfor ville være nødvendigt at rette henvendelse til andre. Det forekommer i den forbindelse utroværdigt, at ansøgeren angiveligt flere gange har fået printet fotos og løbesedler med åbenlyst ulovligt indhold i en anden forretning, uden forinden at have interesseret sig for indehavernes politiske observans og uden kendskab til, hvorvidt de støttede den kurdiske sag. Ansøgerens utroværdighed understøttes af hans manglende kendskab til elementære forhold for KDPI. Blandt andet har ansøgeren under asylsamtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at han ikke har så mange oplysninger om partiet, og at han ikke kender mærkedage eller vigtige dage for partiet. Han kender ikke navnene på partiets tv-kanal, radiokanal eller faste publikationer, og han ved ikke, hvor partiets hovedkvarter ligger. Under samtalen har han i øvrigt oplyst, at partiets logo har en ørn i midten, men at han ikke kender farven på logoet, og at han ikke har lagt mærke til, om der var logo på de publikationer, som han kopierede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der var logo på publikationerne, og at der på logoet var vist en sol, et bjerg og en bog, og at logoet havde en grøn og hvid farve. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om sin facebook profil kan føre til et andet resultat, idet det alene bygger på ansøgerens egen formodning, at profilen har bragt ham i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” iran/2015/42
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra […], Irak. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren sympatiserer med KDPI’s ungdomsparti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter langvarig fængselsstraf eller henrettelse på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er sympatisør af KDPI, og at han har i den forbindelse fremlagt et bekræftelsesbrev udstedt af KDPI’s ungdomsafdeling. Ansøgeren har forklaret, at han af tre omgange smuglede de samme to KDPI-medlemmer over grænsen til Irak. Derudover smuglede han en pakke med ukendt indhold ind i Iran og overbragte den til sin ven, [A], der var medlem af KDPI. Ansøgeren fik herpå en advarende sms, hvorefter han tog ophold hos sin faders ven. Ansøgeren fandt senere ud af, at [A] var blevet arresteret, og derefter udrejste han. De iranske myndigheder har eftersøgt ham flere gange på hans bopæl. Endelig har ansøgeren henvist til, at flere af hans familiemedlemmer er aktive medlemmer eller sympatisører af KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er påvirket som følge af, at han har fremlagt to confirmation letters fra Democratic Youth Union of Iranian, der begge indeholder fejl vedrørende fødselsdata, stavemåde af navn og betegnelse mv., samt at ansøgeren under nævnsmødet oplyser, at hans familie er i besiddelse af en skriftlig arrestordre vedrørende ham, men at han ikke har nævnt dette tidligere eller har forsøgt at fremskaffe dokumentet. Ansøgeren har forklaret forholdsvist kortfattet og udetaljeret under de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Han har først under mødet med Flygtningenævnet oplyst væsentlige detaljer herunder, at han under den anden menneskesmugling over grænsen talte med grænsevagterne, at grænsevagterne havde skjult sig, og at det var hans hunde, der fandt dem. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med, at hans familie havde været opsøgt at myndighederne. Som følge af dette og da hans forklaring ikke forekommer sandsynlig, tilsidesætter Flygtningenævnet hans forklaringer om hans smuglinger over grænsen. Herefter kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at han er blevet eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring i det hele. Uanset at der på KDPI’s danske hjemmeside er et billede med ansøgeren, finder Flygtningenævnet, blandt andet fordi ansøgeren ikke på billedet er genkendelig, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens eventuelle politiske aktiviteter af denne grund er kendt i Iran. Herefter og da han ikke tidligere har haft problemer med myndighederne på baggrund af sit navn, finder nævnet ikke, at der er grundlag for at antage, at han af disse grunde er udsat for en reel risiko for overgreb, selvom han er udrejst illegalt, og at der er særligt fokus på kurdere. Flygtningenævnets flertal finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/41
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Sagen er en genoptagelsessag. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er iransk statsborger og kristen konvertit fra […], Iran. Ansøgeren har været medlem af [en politisk forening] i Danmark siden sommeren 2013 […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt eller dræbt på grund af sin konversion fra shia-islam til kristendom. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2013. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt med fængsel eller dødsdom til følge, idet han er aktivt medlem af […] i Danmark, ligesom han har demonstreret mod det iranske styre. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark har været politisk aktiv i […] og har været forfatter til flere artikler i […] blad, der må antages at være kommet til de iranske myndigheders kundskab. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i [begyndelsen af] 2013 blev døbt efter at have modtaget dåbsundervisning i et halvt år, og at han fortsat er aktiv i kristne menighedssammenhænge. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens aktiviteter har en sådan karakter og omfang, således at disse sammenholdt med hans konversion medfører, at ansøgeren må antages at være kommet i de iranske myndigheders søgelys, således han risikerer forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/4
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Iran og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er medlem af det kurdiske parti KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er imod regimet, samt fordi han har udøvet politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2000 tog kontakt til [sit familiemedlem], idet han ønskede at blive medlem af det kurdiske parti KDPI. Ansøgeren har videre oplyst, at han i en periode udøvede forskellige politiske aktiviteter i [en by], Iran. Aktiviteterne bestod blandt andet af at omdele løbesedler og cd’er i byen. Herudover skrev ansøgeren slagord på murene i byen. Som følge af ansøgerens politiske aktiviteter, har han oplyst, at han blev anholdt første gang den [ultimo] 2004 og dømt den [medio] 2005. Ansøgeren blev anholdt igen medio 2005 og anklaget for at have deltaget i demonstrationer mod regimet. Han udrejste derefter til [et andet land], hvor han tilsluttede sig KDPI og senere, fra oprettelsen, KDP. Han har siden været medlem af partiet og fungeret blandt andet som chauffør, men også med andre opgaver. Han har gennem årene været tæt på en lang række højtstående medlemmer og ledere af partiet m.v. Flygtningenævnet lægger efter den foreliggende fotodokumentation og oplysninger fra menneskerettighedsorganisationer ansøgerens forklaring om sit langvarige arbejde for partiet til grund, uanset om de fremlagte kopier af domme ikke måtte anses for ægte. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sit politiske arbejde ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Iran/2015/39
Nævnet hjemviste i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”I medfør af udlændingelovens § 46 f, er der bekendtgørelse nr. 393 af 4. maj 2009 fastsat krav til tolke, der anvendes i forbindelse med behandlingen af sager om asyl og opholdstilladelse. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at der i forbindelse med behandling af sådanne sager skal rekvireres og anvendes tolke, der er opført på Rigspolitiets tolkeoversigt. I forbindelse med mundtlig tolkning og oversættelse kan der jf. § 2, stk. 3, undtagelsesvis anvendes tolke, som ikke er opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, hvis der ikke er tolke opført på oversigten, der er godkendt til tolkning af et sprog eller en dialekt, som der konkret er behov for. I sådanne undtagelsessituationer kan der, jf. bekendtgørelsens § 3, alene anvendes en tolk, der er professionelt beskæftiget som tolk, eller tilknyttet et professionelt tolkebureau. Under henvisning til, at man i forbindelse med samtalen [i foråret 2015] ikke kunne finde en ledig soranitalende tolk, der stod opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, har Udlændingestyrelsen anvendt en tolk anvist af et professionelt tolkebureau. Klagerens advokat har i sit skriftlige indlæg gjort opmærksom på, at klageren under advokatens samtale med klageren forud for nævnsmødet oplyste, at der var store tolkeproblemer med under samtalen [i foråret 2015] og at klageren under samtalen med advokaten ikke kunne genkende de forklaringer, der fremgår af samtalereferatet. Klageren har under nævnets behandling af sagen gentaget dette. I forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen var der ikke tilvejebragt oplysninger om den anvendte tolks nationalitet og uddannelse. Der var endvidere ikke tilvejebragt oplysninger om, hvilke krav det anvendte tolkebureau har stillet til den anviste tolke sproglige baggrund og uddannelse. Under disse konkrete omstændigheder finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen.” iran/2015/38
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran. Ansøgeren tror på Gud, men ikke på religion. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk parti. Ansøgeren har dog tilknytning til Komala partiet og har kæmpet for kurderes rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført regime-kritisk propaganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin fætter, [F], har udført politiske aktiviteter mod det iranske regime i byen […] i Iran. Ansøgeren og [F] var begge interesserede i kurderes rettigheder, og de talte ofte om, hvor dårligt kurdere blev behandlet i Iran. Ansøgeren blev interesseret i at gøre oprør mod regimet efter han overværede en episode, hvor en kurdisk pige blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, fordi hun bar kurdisk tøj. Fazel indviede herefter ansøgeren i sin tilknytning til det kurdiske parti Komala, og de aftalte, at ansøgeren også skulle være med til at udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren har to gange udført politiske aktiviteter i form af uddeling af løbesedler og skrevet slagord på husmure. Ansøgeren udførte dette i forbindelse med Komalas årsdag den 26.11 1392 ([foråret]2013), og i forbindelse med peshmerga-dagen den 31.3 1393 ([sommeren] 2014). Den iranske efterretningstjeneste opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl flere gange og spurgte efter ansøgeren samt sagde, at han skulle melde sig til dem. Efterretningstjenesten tog en af gangene et kurdisk flag og ansøgerens computer. Ansøgeren var ikke hjemme på disse tidspunkter, idet han skjulte sig hos en ven. Ansøgeren kunne ikke komme i kontakt med [F], og [F’s] kone oplyste ansøgeren om, at [F] ikke var kommet hjem efter de sidst havde udført politiske aktiviteter. Ansøgeren gik derfor ud fra, at [F] var blevet anholdt. Ansøgeren formodede, at [F’s] aktiviteter var blevet opdaget, og at [F] havde angivet ansøgeren til de iranske myndigheder som værende en del af oppositionen. Ansøgerens onkel anbefalede på den baggrund, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren forlod derefter Iran. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Komola, og at han alene har virket som sympatisør for ”den kurdiske sag”. Uanset om ansøgerens forklaring på enkelte punkter fremstår påfaldende, og uanset oplysningerne om det asylmotiv, som medførte at ansøgerens storebroder fik asyl i Danmark, kan Flygtningenævnets flertal ikke afvise hans forklaring om, at myndighederne er blevet bekendt med hans aktiviteter. Under disse omstændigheder findes ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet at risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2015/37
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og tidligere shia-muslim af trosretning fra Abadan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i gudstjenester i Netværkskirken Metropol regelmæssigt siden [foråret] 2014, ligesom han i en periode på omkring fem måneder i 2010 også kom i kirken. Ansøgerens begyndende interesse for kristendommen startede i 2010, da ansøgeren altid har søgt efter en anden tro end islam. Som dokumentation herfor har ansøgeren blandt andet fremlagt udtalelse af 7. oktober 2015 fra præst Kenneth Kühn i Netværkskirken Metropol, som bekræfter, at ansøgeren er kommet fast i Netværkskirken de sidste to år, og at han, forud for hans dåb [i starten af foråret] 2015, har deltaget i et dåbsforberedende undervisningsforløb. Ansøgeren har ikke nævnt, at han kom i kirken under den tidligere asylsagsbehandling i Flygtningenævnet [i vinteren] 2010, idet han den gang ikke var kristen, og hans asylsag omhandlede noget andet. Ansøgeren har videre til støtte for sine kristne aktiviteter oplyst, at han deltager i kristendomsundervisning en gang om ugen af to timers varighed, og at han har deltaget i andre kirkelige arrangementer og konferencer rundt omkring i landet. Derudover lever ansøgeren med kristendommen i hverdagen ved at bede og omgås andre iranske kristne. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han har været åben om sin konvertering og kristne tro på sin Facebook-profil, hvorfor hans familie og andre i Iran er bekendt med hans konvertering til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en række udskrifter fra ansøgerens Facebook-profil, hvoraf det blandt andet fremgår, at ansøgeren har offentliggjort kristne budskaber. Ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet og har således ikke over for Flygtningenævnet forklaret om baggrunden for sin konversion, sin viden om kristendommen og sin praktisering af den kristne tro. Nævnet finder, at ansøgeren ikke alene ved det skriftlige materiale, herunder dåbsattesten og udtalelserne fra Netværkskirken Metropol, har sandsynliggjort at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet finder endvidere, at det ikke ved udskriften fra ansøgerens Facebook-profil og det øvrige skriftlige materiale er sandsynliggjort, at ansøgeren er eksponeret på en sådan måde i forhold til personer og myndigheder i Iran, at han ved en tilbagevenden risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2.” iran/2015/36
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Komala i Iran i perioden fra [begyndelsen af] 2001 til [sommeren] 2004, hvor han udrejste til Irak og fortsatte sin aktivitet for Komala frem til [foråret] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, som følge af sin politiske aktivitet for Komala i Irak og Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [begyndelsen af] af 2001 i Iran deltog i demonstrationer og møder afholdt af Komala, ligesom han uddelte løbesedler samt CD’er med politisk materiale og skrevet slagord bl.a. imod den iranske regering på mure i Sanandaj i Iran. Ansøgerens IT-forretning blev opsøgt af de iranske myndigheder [i sommeren] 2004, hvor de iranske myndigheder fik kendskab til, at ansøgeren på sin personlige computer var i gang med at kopiere CD’er indeholdende politisk materiale for Komala. En anden medarbejder i IT-forretningen blev anholdt af myndighederne samme dag, men ansøgeren var ikke til stede. Ansøgerens families bopæl blev efterfølgende opsøgt og ransaget af de iranske myndigheder, ligesom ansøgerens moder og broder blev taget med til afhøring, idet de iranske myndigheder efterstræbte ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran til Irak [i sommeren] 2004, hvorefter han boede i Komala-partiets hovedkvarter i Irak frem til [foråret] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak gennemgik han peshmerga-træning, hvorefter han blev tilknyttet partiets radio- og TV-afdeling, hvor han efterfølgende arbejdede som henholdsvis operatør og kameramand indtil udrejsen fra Irak. Ansøgerens familiemedlemmer blev efterfølgende afhørt af de iranske myndigheder flere gange, ligesom ansøgerens moder fortsat har meldepligt hos de iranske myndigheder på grund af familiens tilknytning til Komala og ansøgerens aktiviteter for partiet. Ansøgeren udrejste første gang af Irak i [efteråret] 2012, hvorefter han rejste til Italien, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Italien, idet han blev fængslet i ca. 15 dage på grund af sin illegale indrejse i Italien og i den forbindelse blev slået af de italienske fængselsbetjente. Forholdene for asylansøgere er meget hårde i Italien, idet man er nødsaget til at sove på gaden og klare sig selv. Ansøgeren vil ikke kunne leve i Italien sammen med sin datter, som opholder sig i Irak sammen med ansøgerens fader, idet man ikke får nogen hjælp af de italienske myndigheder. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [august] 2015 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter de indhentede oplysninger fra Italien til grund, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Afgørende herfor er, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ham at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom hans personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet han i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapital II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Flygtningenævnet lægger til grund, at det samme gælder for personer, der er meddelt opholdstilladelse med flygtningestatus. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor han har opholdstilladelse med flygtningestatus, kan tjene som første asylland, idet det i den forbindelse videre bemærkes, at opholdstilladelsen efter oplysningerne i den ovenfor anførte dom under punkt 77 vil kunne forlænges ved henvendelse til de italienske myndigheder. Herefter og idet Flygtningenævnet finder, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at han tillige vil være beskyttet mod at blive videresendt til Iran, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Det kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat, at forholdene for personer med asylstatus i Italien er vanskelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2015/35
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og statsborger i Iran fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer i Iran eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbage til Iran frygter at blive dræbt af [et familiemedlem] eller af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun for flere år tilbage i Iran stiftede bekendtskab med kristendommen og fik interesse herfor. Hun rejste til Danmark den [sommeren] 2014 for at besøge [sine familiemedlemmer]. I Danmark begyndte hun at gå i kirke, og hendes [familiemedlem] i Iran har fået kendskab til dette. [Familiemedlemmet] har som følge heraf fremsat trusler mod hende over for hendes [andet familiemedlem]. Ansøgeren har videre oplyst, at hun venter på at blive døbt i en kirke i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på baggrund af ansøgerens forklaring om sin kirkegang, dåbsforberedelse og forestående dåb sammenholdt med udtalelsen fra [en kirke], at ansøgeren har et reelt ønske om at være kristen og om aktivt at praktisere den kristne tro. På denne baggrund må flertallet anse ansøgerens konversion som reel. Flertallet videre til grund, at ansøgerens [familiemedlem] i Iran betragter ansøgeren som vantro og mistænker hende for at ville konvertere til kristendommen. På denne baggrund finder flertallet, at der er en væsentlig risiko for, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran efter et længerevarende ophold i Danmark vil blive udsat for forfølgelse som følge af ansøgerens tilhørsforhold til kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/34
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle eller blive dømt til stening af myndighederne, idet hun har været sin ægtefælle utro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun indledte et forhold til en mand ved navn [M] cirka 18 måneder før sin udrejse af Iran. Ansøgeren og [M] så hinanden hver anden eller tredje uge, og deres forhold udviklede sig til et seksuelt forhold efter to-tre måneders bekendtskab. [I sommeren 2014] blev ansøgeren konfronteret med forholdet til [M] af hendes ægtefælle, idet han havde fundet billeder af ansøgeren og [M] på ansøgerens computer. Ægtefællen blev vred og voldelig, og han sagde, at han ville melde ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren og hendes datter flygtede fra hjemmet, hvorefter de tog ophold hos ansøgerens broder, indtil de udrejste legalt af Iran til Tyrkiet [i sommeren 2014]. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at hendes moders bopæl er blevet opsøgt, og at hendes broder og søn er blevet afhørt af myndighedsrepræsentanter, idet myndighederne eftersøger ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende og afglidende. Flygtningenævnet finder det således helt usandsynligt blandt andet, at ansøgeren skulle have billeder liggende på sin computer af hende og [M], mens de kyssede og sad i sengen. I den forbindelse forekommer det endvidere utroværdigt, at ansøgeren alene skulle have adgangskode på sin computer få dage om måneden. Ansøgerens forklaring herom fremstår desuden afglidende og usammenhængende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren kunne flygte hen til sin bror og opholde sig her i 4 dage, uden at hendes mand opsøgte hende. Forklaringen om, at hendes ægtefælle for flere år siden gav tilladelse til, at hun og datteren fik udstedt pas, fremstår påfaldende, og forklaringen om, hvorfor hendes og datterens pas lå hos ansøgerens mor, forekommer ikke troværdig, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om, hvorfor hun ikke er blevet skilt fra sin mand. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om blandt andet, hvem hun havde fortalt om sit forhold til [M], før hun flygtede hen til sin bror, og om sin kontakt til familien efter hendes udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/33.
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, idet han er konverteret fra islam til kristendom-men. Ansøgeren har vedrørende sin konvertering henvist til, at han i februar 2013 blev døbt i Bap-tistkirken på Nørrebro, og at han sidenhen har deltaget i gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter i Apostelkirken og Grønnevang kirke i Hillerød, samt at han har fulgt missionsbefalingen i Det Nye Testamente ved offentligt at stille sin konvertering til skue via Facebook. Ansøger har under nævnsmødet forklaret overbevisende om sin kristne tro, herunder at han vedholdende siden primo 2013, også efter Flygtningenævnets afgørelse i januar 2014, er kommet i kirker og kristne fælles-skaber, hvilket tillige er bekræftet af de fremlagte erklæringer. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgers konvertering på nuværende tidspunkt er reel. Da ansøger samtidig via avisartikler, Face-book og ansøgers iranske families kendskab til hans konvertering har profileret sig, finder Flygtnin-genævnet, at ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenæv-net meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/32
Nævnet meddelte i august 2015 konventionsstatus til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og kristne af trosretning […], Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI i omkring to år, hvor han har uddelt løbesedler og programmer for partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af deres konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne på overbevisende måde har redegjort for, at de er konverteret til kristendommen. Der lægges herved vægt på, at der nu har været tale om et længerevarende forløb, og at hele familien er blevet døbt. Endvidere lægges det til grund, at ansøgerne vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, og at de vedvarende har søgt at udvikle sig i forbindelse med omvendelsen til kristendom. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne endvidere har kunnet give en rimelig forklaring på deres skifte fra Al-e-Haq og til det nye religiøse ståsted. Ansøgerne har også under nævnsbehandlingen på overbevisende og troværdig måde demonstreret viden om kristne værdier og personer fra Biblen. Konversionen er endelig underbygget af erklæringerne fra [to forskellige kirker]. Der meddeles derfor allerede af denne grund ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/31
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Iran. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret fra islam til kristendommen, og at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse fra myndighederne og andre på grund af sin konversion. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun er blevet døbt [i starten af 2014] i […], og at hun forud for dåben deltog i et undervisningsforløb. Hun ønsker at leve og praktisere i overensstemmelse med sin kristne tro ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren regelmæssigt deltager i gudstjenester, og at hun i sommeren 2015 sammen med sin søn i en uge har deltaget i bibelcamping. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring lægger nævnets flertal til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke frivilligt vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran finder flertallet derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] samt hendes mindreårige barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2015/30
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2012 Udlændingestyrelsen afslag på at meddele klageren - der er etnisk perser og iransk statsborger - asyl. Klagerens oplysninger om tilbageholdelser på to uger i 1987 for uddeling af Mujahedin-plakater og på to dage i 2001 på grund af familiens politiske tilknytning til Mujahedin vedrørte ifølge nævnets afgørelse begivenheder, der lå så langt tilbage i tid, at der sammenfattende må anses at være gjort op hermed. Nævnet tilsidesatte i afgørelsen endvidere en først for nævnet afgivet forklaring om, at klageren i Danmark var konverteret til kristendommen. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremstod utroværdigt, at klageren havde udvist så begrænset kendskab til kristendommen, og at han ikke havde forklaret overbevisende om konversionen. Nævnet bemærkede tillige, at det fandtes usædvanligt, at myndighederne i Iran over for klagerens farbroder, ifølge klagerens forklaring, skulle have oplyst navnet på en agent, som havde orienteret myndighederne om klagerens konversion. Til støtte for genoptagelsesbegæringen har klageren blandt andet henvist til, at han har udført mange aktiviteter for kirken i Danmark og i Tyskland. [I foråret] 2015 genoptog Flygtningenævnet sagen. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han [i efteråret] 2012 rejste til Tyskland, hvor han herefter opholdt sig i 19 måneder, indtil han blev sendt retur til Danmark. Klageren uddelte i Tyskland et par gange om ugen bøger og andet kristent materiale, og han gik to-tre gange om ugen i kirke. I Danmark fortsatte han sine kristne aktiviteter i Apostelkirken, og deltog i kristne seminarer i 2014. I en periode uddelte han endvidere en gang om ugen kristent materiale på gågaden. Han går fortsat i kirke hver uge, og han deltager i diverse bibelundervisning. Han har videre forklaret, at folk i lokalområdet i Iran taler om hans konversion, og naboer har af den grund taget afstand fra familien. Familiens overhoved, klagerens farbroder, har fortalt klageren, at han har været til afhøring hos myndighederne. Afhøringen var dels et led i den chikane, som myndighederne i mange år har udøvet mod familien, men vedrørte også specifikt klagerens konversion til kristendommen. Klageren har, knap tre år efter han afgav forklaring i Flygtningenævnet, under nyt nævnsmøde demonstreret viden om kristne læresætninger og indholdet af Bibelen. Efter nævnets opfattelse har klagerens forklaring i maj 2015 om hans konversion endvidere fremstået nøgtern og oprigtig. Forklaringen støttes af en række udtalelser fra kirker med videre, der omtaler klagerens kristne engagement og aktiviteter. Meget taler herefter for, at anse klagerens konversion for at være reel. Hertil kommer, at det fremgår af artikel i Jyllandsposten fra [vinteren] 2015, at klageren er konverteret til kristendommen. Både klagerens navn og foto fremgår af artiklen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at der er reel risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2015/3
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i foråret 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er 22 år, iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født og opvokset i Al-Tash-flygtningelejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. UNHCR, Irak, har anerkendt, at ansøgeren er politisk flygtning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved et fremtidigt ophold i Iran frygter at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder på grund af sin faders politiske aktiviteter for KDPI, som faderen er medlem af. Ansøgeren har aldrig været i Iran. De senere år har han boet i Nordirak (KRI), senest i […], samt arbejdet i Sulaymaniya. I april 2014 udrejste han af Irak. Hans forældre og øvrige nærmeste familie bor uden for Iran. En moster og fjernere familiemedlemmer opholder sig fortsat i Iran. Hans forældre flygtede – før ansøgeren blev født – til Irak på grund af faderens politiske aktiviteter for KDPI. Faderen har også været politisk aktiv i Irak, hvor han har uddelt partiaviser og løbesedler samt deltaget i diverse møder og arrangementer for KDPI. Ansøgeren har selv været til stede under et partimøde, der blev afholdt hos faderen for tre til fire år siden. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed indgår, at ansøgeren først under nævnsmødet har forevist foto af faderens KDPI-medlemskort, uanset at ansøgeren under hele asylprocessen har været i løbende kontakt med forældrene, og uanset at det fremgår af referatet af Udlændingestyrelsens samtaler med ansøgeren, at styrelsen har været interesseret i dokumenter, der kan sandsynliggøre faderens politiske aktivitet. Efter en samlet vurdering, herunder af det indtryk som ansøgeren har givet under mødet i Flygtningenævnet, samt at der synes at være en logisk sammenhæng mellem ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen og nævnet, finder nævnet – under en vis tvivl – i alt væsentlighed at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at ansøgeren er kurder, og at ansøgerens fader har været politisk aktiv i både Iran og Irak, samt at faderen med familie derfor flygtede til Irak, hvor familien i en årrække boede i Al-Tash. Det lægges videre til grund, at forældrene ikke på noget tidspunkt har været tilbage i Iran, hvor ansøgeren aldrig har været, og hvor han ikke har noget nærmere familiemæssigt eller andet netværk. Henset til Flygtningenævnets nyere praksis i flere afgørelser fra 2014 med hensynstagen til nyere generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Iran finder Flygtningenævnet, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil blive identificeret med sin fader, samt at det er sandsynligt, at faderen af de iranske myndigheder er registreret som medlem af KDPI og modstander af det iranske regime. Herefter må det anses for sandsynligt, at de iranske myndigheder vil udsætte ansøgeren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2015/29
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og muslim af trosretning fra Al-Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter at blive dræbt af en bande bestående af albanere og kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har sympatiseret med det politiske parti Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har deltaget i partiets møder, og ansøgeren har videredistribueret materiale på vegne af partiet. Ansøgeren fragtede 400-500 eksemplarer af [en kurdisk avis] fra Irak til Iran på et ukendt tidspunkt i 2006. Ansøgeren afleverede eksemplarerne til en mand ved navn [A] i den iranske landsby […]. [A] blev som følge heraf tilbageholdt, imens ansøgeren nåede at flygte tilbage over grænsen til Irak. [A] angav ansøgeren til de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak på et ukendt tidspunkt i 2010. I starten af 2014 blev ansøgeren af sin fader informeret om, at et medlem af ansøgerens klan, som var ansat ved den iranske efterretningstjeneste, havde opsøgt ansøgerens families bopæl to-tre gange i starten af 2014. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et asylcenter i Italien blev truet med en kniv af en person fra en bande som følge af, at ansøgeren havde anmodet personer fra gruppen om ikke at ryge hash på ansøgerens værelse på asylcenteret. Ansøgeren anmeldte forholdet til politiet, hvorefter gruppen truede ansøgeren på livet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens forældre var politiske aktive i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at hans far fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Al-Tash-lejren og siden i området omkring Barika-lejren, da familien flyttede dertil i 2006. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, herunder de foreliggende baggrundsoplysninger, herefter ikke, at det kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har opholdstilladelse som flygtning i Italien, og vil derfor kunne indrejse og opholde sig der legalt, ligesom han i Italien vil være beskyttet imod refoulement. Nævnet kan på baggrund af ansøgerens divergerende og udbyggende forklaring om konflikten med mafia-banden, ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Det bemærkes, at ansøgeren i relation til konflikten blandt andet har forklaret divergerende med hensyn til antallet af personer, der overfaldt og truede ham, ligesom det først er i forbindelse med mødet i nævnet, at han har forklaret, at et af bandens medlemmer sidder fængslet. Det bemærkes videre, at det alene beror på ansøgerens formodning, at der er tale om en organiseret bande med forgreninger til hele Italien, samt endeligt at han må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse. Idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien har beskyttelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4), stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/28
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ateist fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv i studentergruppen [SG] fra [efteråret] 2005 og frem til sin udrejse. Ansøgeren har siden 2012 og 2013 drevet to regeringskritiske internetblogs, [B1] og [B2]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne, idet han er modstander af det iranske regime og den muslimske religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2005 blev aktiv i studentergruppen [SG], som var en venstreorienteret gruppe, der arbejdede til fordel for menneskerettigheder, herunder kvinder og børns rettigheder, samt solidaritet med arbejderklassen i Iran. Gruppens arbejde var af kulturel og forskningsmæssig karakter. To gange i [efteråret] 2005 uddelte ansøgeren regeringskritiske aftensbreve ud i det sydlige Teheran. Derudover var ansøgeren ansvarlig for gruppens arkiv, som han opbevarede på en cd på sin bopæl. På et tidspunkt i [efteråret] 2005 ransagede myndighederne ansøgerens bopæl, og gruppens materiale blev konfiskeret. Myndighederne fandt også første bind af ”Das Kapital” af Karl Marx. Ransagningen fandt sted på grund af, at et medlem, […], af studentergruppen var blevet anholdt, og han havde efter anholdelsen fortalt om arkivet på ansøgerens bopæl. Ansøgeren var på arbejde sammen med sin farbroder, da ransagningen fandt sted. Ansøgerens fader ringede og fortalte om ransagningen, og ansøgeren tog herefter ophold hos farbroderen og efterfølgende hos sin faders kusine, hvorefter ansøgeren forlod Iran et par uger efter ransagningen. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1999 blev anholdt og fængslet i en måned på grund af sin deltagelse i studenterdemonstrationer i [sommeren] 1999 […]. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv efter sin udrejse af Iran, særligt i Danmark og Sverige. Ansøgeren har siden 2012 og 2013 drevet to regeringskritiske internetblogs, [B1] og [B2], og ansøgeren har deltaget i flere politiske demonstrationer. Ansøgeren har i forbindelse med sagen fremlagt et meget omfattende materiale, der dokumenterer hans aktiviteter som politisk aktivist i Sverige og Danmark i perioden fra 2011 og frem. Det fremgår heraf blandt andet, at han i eget navn og med billede står som grundlægger og redaktør af hjemmesiden [HP]. På denne hjemmeside har han blandt andet offentliggjort flere af sine egne artikler, hvor han har forholdt sig kritisk til såvel det iranske styre som den islamiske religion. Af oplysningerne på hjemmesiden fremgår, at der fra oprettelsen i [foråret] 2015 til dato har været mere end 326.000 opslag. Det fremgår videre, at ansøgeren er medlem af [parti], og at flere af ansøgerens artikler er offentliggjort på partiets hjemmeside […]. Herefter, og idet ansøgeren tillige er medlem af [A] og er nævnt ved navn på [A’s] hjemmeside, finder nævnet, at ansøgeren ved sine regime- og religionskritiske aktiviteter er eksponeret i forhold til de iranske myndigheder i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Efter forarbejderne til lov nr. 362 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven fremgår det, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke kan meddeles opholdstilladelse, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den forbrydelse ansøgeren blev idømt straf for [i Norge i slutningen af] 2009 må anses for at være en særlig farlig forbrydelse. Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt klageren må betragtes som en fare for samfundet, lægger nævnets medlemmer vægt på, at det fremgår af dommen, at tiltalen for ”mordbrann” blev ændret til ”grovt skadeverk”, hvorefter straffen blev fastsat til fængsel i syv måneder. Nævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af dommen, at ildspåsættelsen fandt sted, efter at ansøgeren via sin advokat havde fået meddelelse om, at der ikke var mere at gøre i relation til hans asylsag samt til oplysningerne om ansøgerens psykiske ustabilitet herunder ansøgerens egen forklaring om, at hans hensigt var at begå selvmord. Efter en samlet vurdering sammenholdt med den omstændighed, at dommen er fra 2009, og at ansøgeren siden 2013 har været medicinfri, er det ikke godtgjort, at han er til fare for samfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/27.
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahwaz-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for at være reel. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren, siden indrejsen i Danmark har haft tilknytning til forskellige kirkelige samfund, alt efter hvor han har opholdt sig. Han har således i en årrække gået i kirke, og han har herudover deltaget i øvrige kirkelige aktiviteter. Han har modtaget dåbsundervisning inden dåben, og han har forklaret om baggrunden for, at han kom i kontakt med kristendommen, og at han blev døbt. Han har videre forklaret om kristendommen og dens betydning for ham. Han missionerer gennem Facebook, og han mener, at han som kristen er forpligtet hertil. Han deltager i ledelsen af en teenagegruppe under Indre Mission. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/26
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahwaz-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for at være reel. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren, der allerede i samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at hun var shia-muslim men ikke troende, siden indrejsen i Danmark har haft tilknytning til forskellige kirkelige samfund, alt efter hvor hun har opholdt sig. Hun har således i en årrække fast gået i kirke, og hun har herudover deltaget i øvrige kirkelige aktiviteter. Hun har modtaget dåbsundervisning inden dåben, og hun har forklaret om baggrunden for, at hun kom i kontakt med kristendommen, og at hun blev døbt. Hun har videre forklaret om kristendommen og dens betydning for hende. Hun missionerer på gaden i Århus, og hun mener, at hun som kristen er forpligtet hertil. Hun er overbevist kristen og vil fortsætte som sådan også efter en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at hun er konverteret til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/25
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2014 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af sin sag. I 2015 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til nye oplysninger om hendes politiske aktiviteter i form af en DVD, der blev fremsendt af Rigspolitiet til Udlændingestyrelsen i forbindelse med ansøgerens udrejsekontrol [i starten af] 2013. Ansøgeren har yderligere som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse af sagen, fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2013 fra pastor […], [kirke A], hvoraf det fremgår, at ansøgeren regelmæssigt har deltaget i kirkelige handlinger, herunder gudstjenester, aktiviteter og arrangementer, i perioden fra [starten af] 2013 til [sommeren] 2013. Ansøgeren har forklaret, at hun fik kendskab til kristendommen gennem en kristen kvinde i [dansk by], og at hun derefter tog med til kirken i [dansk by], hvor hun efter fire måneder begyndte at tro på Jesus og fik undervisning i grundlæggende kristendom. Ansøgeren har forklaret, at hun begyndte at komme i [kirke B] [i efteråret] 2013, hvor hun jævnligt deltog i gudstjenester, sang og undervisning. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2013. Ansøgeren har også læst materiale om kristendommen, fået internetundervisning ved præst […] fra [kirke C] i [Tyskland], og ansøgeren har videre læst i biblen på farsi hver dag. Flygtningenævnets flertal bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse i Danmark [i foråret] 2011 oplyste, at hun var sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren konverterede til kristendommen, efter hun havde modtaget afslag på asyl med et andet asylmotiv samt afslag på genoptagelse af asylsagen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i dåbsforberedelse og kirkelige handlinger, at hun er blevet døbt, ligesom hun fortsat jævnlig kommer i kirken og det kristne fællesskab. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering og sit liv som kristen henvist til, at hun allerede, da hun udrejste af Iran var utilfreds med Islam, og at hun har fået et bedre liv som kristen. Om sin kristne overbevisning har ansøgeren for nævnet navnlig forklaret, at hun tror på de kristne budskaber, og at Kristendommen er et lys, der skal bæres frem. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hendes dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Flygtningenævnets flertal har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen først opstod, efter at hun var fremkommet med andre asylmotiver, som hun havde fået afslag på. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes kristne overbevisning under nævnsmødet fremstod som udenadslære, og at hun på nævnsmødet havde meget svært ved at logge ind på og betjene den facebookprofil, som hun angiveligt skulle have oprettet og benyttet løbende siden 2012. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er analfabet, og at hun ikke var i stand til at læse størstedelen af det, der lå på facebookprofilen, ligesom hun ikke nærmere kunne redegøre for opslagene, venner etc. Endelig bemærker flertallet, at ansøgeren efter oplysninger afgivet til [retshjælp] og i et familiesammenføringsskema har oplyst, at hun blev muslimsk viet til sin mand cirka et halvt år efter konverteringen. Flertallet finder, at ansøger under nævnsmøde ikke var i stand til at redegøre for den muslimske vielse og baggrunden for denne, og at det ikke alene kan skyldes tolke/oversættelsesproblemer, at der flere steder står, at hun blev muslimsk viet efter sin konvertering til kristendommen. De udtalelser fra forskellige præster, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har udøvet politisk aktivitet, der er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens facebookprofil er oprettet i et andet navn end ansøgerens, og at hun ikke fremstod politisk profileret ved udrejsen af Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/24
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Iran, etnisk perser og ikke religiøs fra […], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med [en politisk bevægelse] i 2009, og ansøgeren har i den forbindelse deltaget i politiske demonstrationer samt uddelt løbesedler forud for parlamentsvalget i 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne og i den forbindelse idømt en hård straf som følge af, at han har udført politiske aktiviteter i forbindelse med parlamentsvalget i 2012, og fordi han er blevet beskyldt for at være udenlandsk agent. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han [i sommeren] 2009 blev anholdt af myndighederne i forbindelse med en demonstration til fordel for [en politisk bevægelse], hvorefter han afsonede 17 måneder i fængsel. Ansøgeren blev løsladt i [efteråret] 2010 efter at have underskrevet en erklæring om, at han aldrig mere ville være politisk aktiv. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter løsladelsen startede en internetcafé op sammen med sin daværende ægtefælle. Ansøgeren var i den forbindelse med til at lave og uddele løbesedler i Teheran forud for parlamentsvalget i foråret 2012 med det formål at få folk til at undlade at stemme. Internetcaféen blev ransaget af myndighederne i 2012, hvorefter ansøgeren og ægtefællen gik under jorden. Ansøgerens ægtefælle udrejste herefter af Iran 40-50 dage senere. Ansøgeren har forklaret, at han var tilbageholdt af myndighederne i perioden [i slutningen af] 2013 til [foråret] 2014, og at han blev løsladt, da hans familie kautionerede for ham. Ansøgeren har endelig oplyst, at han udrejste [i foråret] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter til grund. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været fængslet og tilbageholdt af myndighederne, og at han således er i myndighedernes søgelys samt, at han alene blev løsladt og fik mulighed for at udrejse på grund af sin faders forbindelser som militærperson. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring, der er uden divergenser. Flertallet finder på den baggrund, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren, mens konflikten med myndighederne pågik, ud- og indrejste legalt af Iran eller, at han har forklaret divergerende om sine rejser til Dubai. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet var i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin konflikt og redegøre for den nævnte divergens vedrørende rejserne til Dubai. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/23
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i juni 2009 deltaget i politiske demonstrationer i Iran til støtte for Mir Hossein Mousavis grønne bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt eller dræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at farbroderen under en rejse til Tyrkiet med ansøgeren blev ringet op af ansøgerens søster, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens værksted og fundet noget på værkstedets computer fra Al Ahwaz-partiet. Farbroderen fandt efterfølgende ud af, at to af ansøgerens medarbejdere blev tilbageholdt, fordi de havde tilknytning til Al Ahwaz-partiet, samt at ansøgerens navn fremgår af en liste over eftersøgte personer med forbindelse til gruppen, selvom ansøgeren i realiteten ikke har nogen forbindelse til denne. Et flertal i Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren, der ikke er etnisk araber, som er opvokset i Teheran, og som ikke har været politisk aktiv omkring løsrivelsen af Ahwaz, skulle være mistænkt som en blandt 25 for at støtte den politiske bevægelse Al Ahwaz. Det forhold, at der måske er fundet politisk materiale i den computer, som anvendes i virksomheden, synes ikke at bestyrke mistanken mod ansøgeren, da to ansatte, jf. hans forklaring, var tilknyttet Al Ahwaz-bevægelsen og havde adgang til computeren, der ikke var sikret med password eller lignende. Flertallet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ransagningen fandt sted, mens han var på forretningsrejse i [et andet land], hvor han medbragte 10.000 $ kontant. Flertallet finder ikke, at han under nævnsmødet har kunnet redegøre overbevisende for, hvorfor han medbragte det store kontantbeløb. Endvidere finder flertallet det påfaldende, at han på denne rejse var i selskab med sin farbroder, der kendte en oberst fra Sepah, der straks kunne give nærmere oplysninger om ransagningen og mistanken mod ansøgeren. Endelig finder flertallet det påfaldende, at ansøgeren efter sin flugt ikke har kontaktet familie eller venner med henblik på at få oplysninger om, hvorvidt de to ansatte er blevet løsladt, eller hvorvidt sikkerhedstjenesten har forsøgt at finde ham. Flertallet bemærker, at tiltalte på tre væsentlige punkter har forklaret divergerende. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han selv blev ringet op af sin søster, og at hun under denne samtale oplyste, at der var ”fundet nogle ting på ansøgerens computer”. Han har under samtalen [i begyndelsen af] 2015 med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret, at hans søster ringede til hans onkel, men at onklen først efter at have talt med obersten i Sepah havde oplysninger om den konfiskerede computer. Endelig har han under samtalen [i begyndelsen af] 2015 med Udlændingestyrelsen forklaret, at kun hans slægtninge […] og […] blev anholdt i forbindelse med ransagningen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at alle fem ansatte blev anholdt, men at de tre blev løsladt efter afhøringer. På baggrund af ovennævnte finder flertallet ansøgerens forklaring usandsynlig og divergerende, hvorfor den ikke kan lægges til grund. Nævnet har under denne vurdering taget hensyn til oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2015/22
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren har siden medio 2005 haft tilknytning til KDPI i Iran og siden [sommeren] 2011 været i kontakt med partiets repræsentation i Danmark og deltaget i partiets møder. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel grundet sit politiske engagement for KDPI. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI og er blevet yderligere eksponeret, hvorfor han fortsat frygter at blive fængslet eller slået ihjel ved en tilbagevenden til Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans politiske aktiviteter er kommet de iranske myndigheder til kundskab, da han på flere offentlige tilgængelige billeder og videoer optræder som aktivt medlem af KDPI og ses med ledende medlemmer af partiet. Ansøgeren har blandet andet henvist til billeder og videoer på youtube.com og pdki.dk, hvor han optræder med navns nævnelse. Som asylmotiv har ansøgeren videre henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og blev døbt [i sommeren] 2014, hvorfor han vil være i risiko for forfølgelse grundet sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring om sine fortsatte politiske aktiviteter for KDPI, navnlig i tidsrummet efter [efteråret] 2014. Hans forklaring understøttes af de billeder og artikler, som er skrevet af ham selv, og som i vidt omfang er lagt på Facebook og andre offentlige medier. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren må anses for at være eksponeret i forhold til de iranske myndigheder, hvorved også bemærkes, at ansøgeren blandt andet har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, hvor hans deltagelse er blevet filmet og lagt ud blandt andet på Facebook. Ansøgeren har endvidere forklaret troværdigt om sin konvertering til kristendommen, idet bemærkes, at ansøgeren allerede fra sin første samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2011 som trosretning har angivet, at han var ateist, og at han allerede fra 1995 holdt op med at tro, hvilket er kommet til hans families kendskab. Dette har han under nævnsbehandlingen blandt andet uddybet med, at han ikke har været aktiv i relation til de muslimske højtider. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen forklaret, at han fortsat agter at udbrede kristendommen, som spiller en stor rolle i hans liv. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren er blevet dømt for trusler [fremsat i forbindelse med asylsagsbehandlingen], jf. straffelovens § 266. Dommen som er afsagt den [..] 2012 lød på betinget fængsel i 30 dage samt udvisning med indrejseforbud i seks år. I en udtalelse af […] 2015 fra Udlændingestyrelsen er det angivet, at dommen ikke vurderes at være til hinder for, at ansøgeren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, da der ikke ses at være den fornødne proportionalitet mellem den begåede lovovertrædelse og udelukkelse fra beskyttelse i Danmark. Af sagens oplysninger fremgår endvidere, at ansøgeren ved […] ankedom af […] 2014 er blevet idømt ubetinget fængsel i 40 dage for hærværk, jf. straffelovens § 291, stk. 1. Dommen var en fællesstraf med den betingede straf fra dommen af […] 2012. Udlændingestyrelsen har i brev af […] 2015 til Flygtningenævnet fundet, at der herefter ikke foreligger ganske særlige grunde, som kan tale for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at den seneste dom ikke ses at have en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herved, at der fortsat ikke er den fornødne proportionalitet mellem de samlede begåede lovovertrædelser og udelukkelse fra beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Iran/2015/21
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke forinden indrejsen til Danmark været medlem af religiøse foreninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter asylbegrundende forfølgelse i Iran, jf. udlændingelovens § 7, som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hans interesse for kristendommen startede et til to år før hans udrejse af Iran i slutningen af [sommeren] 2011. Ansøgeren begyndte at komme i [..] Kirke omkring [efteråret] 2013 og blev døbt i [begyndelsen af] 2014. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerens konversion kan anses for at være reel. De nu fremlagte udtalelser fra Kirken […], […] Kirke, og fra […] kirkes […], afgivet henholdsvis [sommeren] 2014 og [i slutningen af] 2014, indgår i nævnets vurdering, men kan ikke isoleret set være afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren reelt er blevet kristen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har svaret overbevisende og på troværdig vis på flere spørgsmål om sin konversion. Det tillægges endvidere betydning, at ansøgeren først er blevet døbt [i foråret] 2014, efter at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2012 havde meddelt ansøgeren afslag på asyl, og efter at Flygtningenævnet [i foråret] 2013 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren havde ikke forinden denne afgørelse oplyst om sin interesse for kristendommen, og det fremgår af referatet af ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2011, at han har forklaret, at han var shia-muslim, men ikke troende. Det indgår også i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren først begyndte sin kirkegang omkring [efteråret] 2013, og at de nu fremlagte kirkelige udtalelser og en kopi af et foto, der angiveligt er taget af ansøgeren i Iran, først er fremlagt, efter at Flygtningenævnet [i foråret] 2015 havde meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, og nævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/20
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele klageren, der er perser og iransk statsborger, asyl. Af afgørelsen fremgår, at klageren har oplyst, at han er muslim, og at han ikke har været politisk aktiv. Han søgte asyl på grund af frygt for myndighedsforfølgelse efter at efterretningsvæsenet i 2009 og 2012 kortvarigt havde tilbageholdt ham og i den forbindelse udsat ham for fysiske overgreb på grund af hans kontakter til personer, som udgav sig for at være journalister. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. [I sommeren] 2013 anmodede klageren om genoptagelse af sagen, og henviste herved til rapport [fra sommeren] 2013 fra Amnesty Internationals danske lægegruppe, hvori konkluderes, at der er fundet god overensstemmelse mellem den af klageren beskrevne tortur og de objektive fysiske fund. Klageren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Han begyndte allerede at interessere sig for kristendommen i Iran, men blev først døbt i Danmark [i vinteren] 2013. [I foråret] 2015 genoptog Flygtningenævnet sagen. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet har klageren blandt andet forklaret, at hans interesse for kristendommen begyndte i 2008. Han hørte herom fra en ven, der er armensk kristen. I et års tid deltog han i møder, hvor man diskuterede religion. Han ophørte hermed, da han blev tilbageholdt i 2009. Han fortsatte dog med at læse i Bibelen, og følte sig i et vist omfang som kristen, da han rejste til Danmark. I [begyndelsen af] 2012 begyndte han at gå i kirke [i hovedstadsområdet]. I [begyndelsen af] 2013 skiftede han til […] beliggende […], hvor han efter undervisning på engelsk og farsi blev døbt [i vinteren] 2013. Han omtalte ikke konversionen under nævnsmødet [i foråret] 2013, da hans ansøgning vedrørte politisk forfølgelse. Efter afslaget fik han en krise, og hans ydre kristne aktiviteter ophørte for en tid. I efteråret 2013 begyndte han på ny at tale med andre kristne, og fra [efteråret] 2013 er han kommet i […] og i […]. Han deltager hver søndag i gudstjenester, og han har herudover deltaget i en række andre religiøse aktiviteter, herunder diverse kristne seminarer. [I vinteren] 2014 blev han konfirmeret. Fra efteråret 2014 har han, jf. udtalelse fra […], deltaget i undervisning i kristendom. Siden [begyndelsen af] 2015 har han hver fredag uddelt kristent materiale på [-torvet]. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens seneste forklaringer om kontakten til […] og […], samt det anførte i Amnesty Internationals danske lægegruppes rapport er tilstrækkeligt til at ændre Flygtningenævnets konklusion vedrørende klagerens oprindelige asylmotiv. Vedrørende klagerens nye motiv angående konversion giver forklaringen om hans interesse for kristendom i Iran anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv. Klageren har imidlertid i Flygtningenævnet kunnet redegøre for kristne grundprincipper, hovedindholdet i Bibelen og kristne højtider på en overbevisende måde. Klageren har herved lagt vægt på, at det er en kristen pligt at fortælle andre om kristne budskaber, hvilket han har gjort - blandt andet på facebook. Klageren har endvidere nøgternt og troværdigt kunnet forklare om, hvorfor han personligt er konverteret. Klagerens forklaring om sit kristne tilhørsforhold er underbygget af en række udtalelser fra kirker med videre. Hertil kommer, at det må lægges til grund, at der på YouTube er filmklip af klagerens dåb, hvor hans navn er nævnt. Derudover er der på YouTube filmklip, hvor det ses, at klageren holder en tale vendt mod det iranske regime under en demonstration i Danmark. På klippet er klagerens navn anført på farsi. Endvidere er klagerens foto vist – og klagerens navn anført – i artikel i Jyllandsposten fra [vinteren] 2015, hvoraf fremgår, at klageren er kristen. Efter en samlet vurdering må det herefter antages, at klageren, ved en tilbagevenden til Iran, vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/2
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig iransk statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [...], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren, som følge af en uløst jordkonflikt frygter, at ansøgerens farbroder på ny vil udsætte ansøgeren for fysiske overgreb eller give inkriminerende oplysninger om ansøgeren til de iranske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han vil stå uden midler og netværk, hvorfor han vil være henvist til et liv på gaden. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han som ung kurdisk mand, der er udrejst illegalt af Iran, i forbindelse med indrejse i Iran, er i en reel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb fra myndighederne side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Iran er opvokset hos en farbroder. Farbroderen udnyttede ansøgeren, der måtte arbejde hårdt og var afskåret fra skolegang. Da ansøgeren var en ung mand blev, blev han bekendt med, at farbroderen havde tilegnet sig den jord, der havde tilhørt ansøgerens afdøde fader. Da ansøgeren begyndte at stille spørgsmål til dette, skærpedes konflikten mellem ansøgeren og farbroderen. For omkring 8 år siden udviklede det sig til et voldsomt skænderi, og i den forbindelse skød farbroderen efter ansøgere, der blev ramt i foden. Tililende landsbyboere bragte ansøgeren til et hospital i Kermanshah, hvor ansøgeren var indlagt i to måneder. Medens ansøgeren var hospitalsindlagt blev han ikke opsøgt af farbroderen, men to af farbroderens venner mæglede mellem ansøgeren og farbroderen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at mæglingen mest af alt havde karakter af trusler. Efter at være blevet udskrevet tog ansøgeren ophold hos en ven i […] i 14 dage og udrejste efterfølgende illegalt af Iran. Ansøgeren har opholdt sig illegalt Tyrkiet, indtil han [i efteråret] 2014 valgte at tage til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han er opvokset hos sin farbroder, og at der mellem ansøgeren og farbroderen opstod en konflikt, idet ansøgeren var af den opfattelse, at farbroderen uretmæssigt havde tilegnet sig den jord, der havde tilhørt ansøgerens fader. Nævnet finder ej heller grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at konflikten førte til, at farbroderen i forbindelse med et skænderi skød og ramte ansøgeren, der af den grund mistede to tæer. Der blev efterfølgende mæglet mellem ansøgeren og farbroderen, og farbroderen opsøgte ikke ansøgeren under det lange hospitalsophold eller efterfølgende, da ansøgeren i en kortere periode opholdt sig i en nærliggende by. Uanset, at jordkonflikten ikke måtte være løst, finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran på grund af konflikten med onklen risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med de iranske myndigheder. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv og er ganske uprofilleret, og der er ikke grund til at antage, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse vil blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/19
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestan af trosretning fra Iran. Ansøgeren har siden begyndelsen af 2010 været aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har haft politiske aktiviteter for KDPI, idet han har uddelt løbesedler og cd’er for partiet, ligesom han har skrevet slogans på mure. I juli 2010 tog ansøgeren og hans farbroder til Irak, hvor farbroderen skulle besøge KDPI. Ansøgeren ventede på farbroderen i byen [K]. Efter to dage blev ansøgeren tilbageholdt af kurdiske sikkerhedsstyrker. Han blev tilbageholdt og afhørt i to måneder, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren og farbroderen tog derefter tilbage til Iran, men ved grænsen blev de beskudt af iranske grænsevagter. Ansøgerens farbroder blev tilbageholdt, men det lykkedes ansøgeren at flygte og tage ophold hos sin morbroder i [byen D]. Ansøgeren udrejste af Iran omkring fire dage derefter, da ansøgeren fandt ud af, at hans forældre og broder var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder grundet ansøgerens politiske aktiviteter. Vedrørende Italien har ansøgeren forklaret, at han ved en tilbagevenden hertil frygter at blive slået ihjel eller udsat for chikane af ekstreme islamister, idet ansøgeren blev overfaldet af omkring 15 til 20 mænd i en flygtningelejr i [], efter at han var blevet udsendt fra Danmark til Italien i [slutningen af] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker overordnet, at ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på centrale områder, ligesom han har forklaret divergerende både om årsagen til, at han blev anholdt i Irak, og om de hændelser, som hans familie var udsat for. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han blev anholdt i Irak, fordi han var indrejst ulovligt. Til asylsamtalen har han forklaret, at han blev anholdt, fordi der var mistanke om suspekte forhold på [I’s] bopæl. I asylansøgningsskemaet har han oplyst, at han blev beskyldt for at samarbejde med de iranske myndigheder, og endelig har han ved gensamtalen oplyst, at myndighederne havde mistanke om, at han havde til hensigt at begå forbrydelser i landet. Han har under nævnsmødet ikke kunnet give nogen forklaring på, hvorfor han har oplyst forskelligt. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår hans familie i Iran fik problemer, idet han til asylsamtalen har oplyst, at hans farbroder der havde fortalt ham, at de iranske myndigheder havde opsøgt hans forældre og taget hans fader med til afhøring, hvorefter han blev løsladt samme dag. Under samme samtale har ansøgeren oplyst, at både hans fader og moder på et andet tidspunkt blev tilbageholdt i en uge. Til gensamtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at hans farbroder fortalte ham, at hans fader havde været tilbageholdt i en uge, mens ansøgeren var i fængsel i Irak, og at faderen ikke havde været tilbageholdt på andre tidspunkter. Under samme samtale forklarede ansøgeren, at hans fader rettelig blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, efter at ansøgerens farbroder var blevet skudt ved grænsen. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/18
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og shia-muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fra 1994 og frem til sin udrejse af Iran ultimo 2011 arbejdede som projektleder i en byggeafdeling med tilknytning til […], som udgør en del af den iranske hær. Omkring et år inden hans udrejse blev han indkaldt til et møde med sin chef, som fortalte ansøgeren, at han ikke længere kunne fungere som projektleder, fordi han havde nægtet at samarbejde og havde talt negativt om sin arbejdsplads og regeringen. Omkring en måned senere blev han tilsagt til at give møde hos efterretningstjenesten, hvor han fik at vide, at hans chef havde anmeldt ham, fordi han havde talt negativt om sin arbejdsplads og regeringen samt for ikke at være religiøs. Efterfølgende deltog han i yderligere to til tre møder med efterretningstjenesten, før han af straffedomstolen i Tabriz uberettiget blev dømt for at have modarbejdet den iranske regering, for at nedgøre det hellige og for at modsætte sin chefs ordrer. Han blev fængslet i omkring tre måneder, før han ved hjælp af bestikkelse fik udstedt en tilladelse til at besøge sin familie, hvorved han fik mulighed for at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Iran var i besiddelse af dokumenter, som kunne anvendes mod ledelsen på hans tidligere arbejdsplads. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgers forklaring til grund. Ansøger har under den ungarske asylbehandling, til oplysnings- og motivsamtalen og til Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvilke ordrer han havde fået af sin chef, hvornår konflikterne med chefen opstod, og hvad konflikten reelt angik. Ansøger har også forklaret divergerende om sine møder med efterretningstjenesten, om sin fængsling og forløbet og varigheden heraf. Videre har ansøger forklaret, at han blev anklaget for at have talt imod Gud og det iranske styre, at han var fængslet i 3 måneder men ikke har fået en endelig dom. Det fremgår imidlertid af den dom, ansøger har fremlagt, at ansøger er dømt for underslæb, at han er idømt en straf på fængsel i 2 år, der ved ankerettens dom […] 2011 blev nedsat til 6 måneders fængsel. Ansøger har under nævnsbehandlingen forklaret, at dommen skulle forståes således, at han fik 6 måneders fængsel, mens de 2 års fængsel blev gjort betinget af, at han afleverede beviserne mod chefen til denne. Dette fremgår imidlertid ikke af den fremlagte dom og understøttes ikke af ansøgers forklaring under nævnsbehandlingen om, at han har afleveret alle beviser til retten. Det fremgår ligeledes af de dokumenter, ansøger har fremlagt, at han […] 2011 blev betinget løsladt efter 4 eller 5 måneders afsoning. Der er således tale om en straffedom, hvor straffen ikke står i misforhold til den sanktion, der ville blive idømt i Danmark for tilsvarende forhold. Den idømte dom må betragtes som helt eller delvist afsonet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/17
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lorr fra Arak i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøger er blevet døbt […] 2012, kun 2 måneder efter nævnsmødet […] 2012, hvor ansøger ikke omtalte sin interesse for kristendommen og i øvrigt blev meddelt afslag på asyl på baggrund af det dengang påberåbte asylmotiv. Ansøger blev døbt efter at have været tilknyttet frikirken i ca. 2½ måned og på baggrund af meget begrænsede dåbsforberedelser. Der er fremlagt en række udtalelser fra forskellige kirker. Det fremgår heraf, at ansøger i 3½ måned var tilknyttet den kirke, hvori han blev døbt. Af udtalelserne fra juni 2015 fremgår, at ansøger fra primo 2014 har været tilknyttet forskellige kirkelige aktiviteter. Ansøger har i 2013 og i hvert tilfælde frem til primo 2014 ikke deltaget i kirkelige aktiviteter og har i den periode bl.a. opholdt sig i Sverige, hvor han ligeledes søgte asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgers konversion er reel. Ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2015/16
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI fra 2008 og frem til sin udrejse i 2010. Ansøgeren har endvidere fortsat sit politiske engagement i KDPI i Danmark. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne på grund af sit politiske engagement for KDPI. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han siden [foråret] 2011 har haft kontakt med og været aktiv for […] KDPI. Han har blandt andet haft til opgave at organisere politiske møder og fungere som organisator af de kurdiske asylansøgere i [tre danske asylcentre]. Han har endvidere inviteret kurdiske asylansøgere til KDPI’s møder og arrangementer. Han har deltaget i talrige møder og demonstrationer for KDPI, herunder foran den iranske ambassade. Fra [sommeren] 2014 har han været [et fremtrædende medlem af KDPI]. Hans aktiviteter fremgår blandt andet af [hjemmesider]. Her ses han med navns nævnelse på en række fotos taget i forbindelse med KDPI’s arrangementer, ligesom artikler skrevet af ham fremgår. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han – som følge af de beskrevne aktiviteter for KDPI […] – ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/15
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring, forevisninger fra ansøgerens Facebook-profil og sagens øvrige oplysninger til grund, at ansøgeren omkring sommeren 2012 deltog i en tre måneder lang sultestrejke i [et dansk asylcenter], herunder selv sultestrejkede i 20 dage, og at han i den anledning er afbilledet på forsiden af [en dansk avis] [sommeren] 2012. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren og de andre sultestrejkende i forbindelse med strejken blev interviewet til en dokumentarfilm, […], der er blevet vist i Iran, og i hvilken film ansøgeren muligvis er fremkommet med regeringskritiske udtalelser. Flertallet lægger herudover til grund, at ansøgeren i 2012 og 2013 aktivt deltog i demonstrationer foran den iranske ambassade, og at ansøgerens deltagelse med vellignende fotos/optagelser fremgår på Facebook og YouTube. Endelig lægger flertallet til grund, at ansøgeren, der blev døbt [efteråret] 2013, har været en aktiv del af først Netværkskirken, det sidste halvandet år Apostelkirken, og at han udover deltagelse i ugentlige gudstjenester har taget aktiv del i kirkeligt arbejde og modtaget undervisning hver uge. Flertallet finder derfor konversionen reel. Hans tilhørsforhold til kristendommen fremgår af hans Facebook-profil, og han har tilkendegivet under forklaringen for Flygtningenævnet, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil forkynde den kristne tro. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren efter en samlet vurdering i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheder, navnlig på grund af sin religion og politiske opfattelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Iran/2015/14
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse K -status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […] i […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i starten af 2014 fik interesse for kristendommen, og at han blev tilsluttet menigheden ved […] Kirke. Han blev døbt [i sommeren] 2014, og i udtalelse af […] 2015, fra præst […] fra […] Kirke, fremgår det blandt andet, at han siden har udlevet den kristne tro gennem deltagelse i menighedens aktiviteter samt gennem Bibel-undervisning over Skype. Det anføres videre af præsten, at ansøgeren har deltaget i undervisningsforløbet Alpha-kursus i perioden [fra vinteren til foråret ] 2014, og dernæst dåbsundervisning fra [ foråret til efteråret] 2014. Endelig anføres det, at ansøgeren trofast er kommet i kirken hver uge siden [begyndelsen af] 2014. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet fortsat finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans nu tidligere politiske aktiviteter i Danmark har profileret ham i en sådan grad, at det er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2014, og det må efter hans forklaring og de fremlagte erklæringer lægges til grund, at ansøgeren siden [begyndelsen af] 2014 har været aktiv deltager i gudstjenester, kirkemøder og andre kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev udsat for et overfald på asylcentret, og at overfaldet var begrundet i hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han efter sit første afslag på asyl følte sig forladt af gud, og at han af denne grund fik interesse for kristendommen, som han undersøgte nærmere, hvorefter han i [sommeren] 2014 lod sig døbe. Om sin kristne overbevisning har ansøgeren for nævnet redegjort for sin religiøse praksis i dagligdagen, ligesom han har forklaret, at han ønskede at konvertere uanset den fare han derved pådrog sig, samt at hans kristne overbevisning er så dybtfølt, at han allerede har missioneret over for kurdiske venner og sin søster, ligesom han fremover ønsker at missionere. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet demonstreret et rimeligt kendskab til den kristne tro, skriftsteder etc. Nævnet finder derfor, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han vender tilbage. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran2015/13
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret fra islam til kristendom. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han efter sin indrejse i Danmark i [foråret] 2011 er konverteret til kristendommen. Han blev interesseret i kristendommen i forbindelse med sit ophold i [et andet europæisk land]. Som dokumentation herfor har ansøgeren fremlagt en udtalelse [fra efteråret 2014] fra [en pastor]. Ansøgeren ønskede ikke at blande religion ind i sin oprindelige asylsag, idet det ikke var derfor, at han søgte om asyl i Danmark, ligesom ansøgeren mente, at hans valg af religion var et privat anliggende. Under sit ophold i Danmark begyndte ansøgeren først at gå i kirke seks måneder efter sin ankomst, idet han ikke vidste, om han ville bliver overført til et andet land. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren siden [slutningen af 2013] er kommet i [en kirke i København], hvor han [i slutningen af 2014] er blevet døbt. Om sine kirkelige aktiviteter har ansøgeren oplyst, at han om onsdagen deltager i bibelstudier [i en by på Sjælland]. Hver fredag rejser han til København, hvor han deltager i bibelstudier i [et religiøst foretagende], ligesom han hver lørdag og søndag deltager i bibelstudier og gudstjenester [i en kirke i Købehavn]. Ansøgeren har endelig henvist til en artikel [i en landsdækkende avis], hvoraf fremgår, at de kristne asylansøgere på [et asylcenter i Danmark], herunder ansøgeren, bliver truet og chikaneret på grund af deres religiøse overbevisning, og hvori ansøgeren optræder med navn og billede. Flygtningenævnets flertal finder efter oplysningerne om ansøgerens dåb og omfanget af hans kirkelige aktiviteter uanset hans ringe generelle troværdighed ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at hans konversion ikke er reel. Ansøgeren har således i nævnsmødet på troværdig måde forklaret om sin kristne overbevisning. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren efter omtalen med navn og billede i en landsdækkende avis og indholdet af hans åbne profil på Facebook er eksponeret som kristen i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet finder det på den baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [den iranske statsborger] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2015/12
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af Basij, mens han gik i gymnasiet. Ansøgeren har derudover deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra medlemmer af sin afdøde svigerfaders familie, idet han indgik ægteskab med sin nuværende ægtefælle imod familiens ønske, og han og ægtefællen har gennem flere år modtaget trusler på livet i den anledning. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen og frygter problemer med myndighederne ved en tilbagevenden til Iran. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke længere frygter for forfølgelse i anledning af forhold relateret til hans tidligere arbejdsplads i Iran, idet disse ligger langt tilbage, hans familie i Iran har ikke oplevet problemer i den anledning, ligesom myndighederne ikke har ledt efter ham siden kort tid efter udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan og hvornår han mødte sin ægtefælle og dennes mor, ligesom hans forklaring herom står i modsætningsforhold til, at det af den fremlagte vielsesattest fremgår, at han og ægtefællen blev viet [i starten af] 2007. Ansøgerens forklaring om, hvornår og hvordan de mødte hinanden er endvidere i modstrid med oplysningerne i ansøgerens familiesammenføringsskema, hvoraf det fremgår, at ansøgeren mødte sin ægtefælle første gang i [starten af] 2007, hvor han hentede hende i lufthavnen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om truslerne fra ægtefællens familie er udbygget under mødet i nævnet, idet ansøgeren først her har forklaret, at et familiemedlem til ægtefællen opsøgte ham på hans arbejdsplads i Iran og fremsatte trusler mod ham. Nævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren ikke indgav ansøgning om asyl, da han besøgte sin ægtefælle i [foråret] 2012. Uanset om ansøgerens forklaring om de fremsatte trusler mod ham og hans ægtefælle måtte lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at truslerne ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har boet i Iran i flere år efter, at truslerne første gang blev fremsat, ligesom ansøgerens ægtefælle også i flere perioder har opholdt sig problemfrit i Iran. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren først i [efteråret] 2013, hvor han havde fået afslag på familiesammenføring, begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgerens forklaring for nævnet om baggrunden for interessen for kristendommen fremstår heller ikke på en måde, som understøtter, at konversionen er reel. Dette underbygges af, at ansøgeren har afbrudt sin dåbsforberedelse og ikke har aktuelle planer om at genoptage denne, ligesom han ikke har fortalt sin ægtefælles familie i Danmark om konversionen. Det forhold, at ansøgeren har anvendt Facebook til at fremsætte kristne budskaber og komme i kontakt med andre kristne kan ikke medføre et andet resultat for nævnets vurdering, idet det tillægges betydning, at ansøgeren ikke anvender sit rigtige navn på Facebook. Der er således heller ikke holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder af denne grund, eller i øvrigt skulle være bekendt med ansøgerens interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Oshnaviyeh (Shno), Iran. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem og aktiv for partiet […] i Iran i perioden 2000-2005. Fra 2009-2014 har han været aktiv for […] i Norge. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har herom oplyst, at han i perioden 2000-2005 har været politisk aktiv for […] i Iran, idet han agiterede for partiet, rekrutterede nye medlemmer og eskorterede de nye medlemmer til […]s baser i bjergene. I foråret eller sommeren 2005 blev han udsat for et bagholdsangreb fra de iranske myndigheder, hvorved han blev skudt i maven. Han blev hjulpet over grænsen til Irak af en partifælle og modtog her lægehjælp. Han opholdt sig i Irak frem til 2009, hvorefter han rejste til Norge og søgte asyl. I Norge fortsatte han sine politiske aktiviteter for […], idet han i perioden 2009-2014 har deltaget i møder og demonstrationer for partiet. […] i 2014 blev han udsendt af Norge, da han havde fået afslag på asyl. I dagene op til udsendelsen blev han nævnt som politisk aktivist i et indslag på den kurdiske tv-kanal […] og i avisen […]. Ved indrejsen i Iran i 2014 blev han tilbageholdt i lufthavnen […] i seks timer, hvorefter han blev kørt til retsbygningen med henblik på at blive fremstillet. Da de nåede frem til retsbygningen lykkedes det ansøgeren at flygte, og han blev af sin fader, som ventede i nærheden, kørt til […], hvor han skjulte sig i sin søsters hus. Han udrejste tre dage senere på ny. Hans familie er flere gange blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Både som følge af hans politiske aktiviteter og som følge af hans udeblivelse fra retten. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens generelle troværdighed i betydelig grad må anses som afsvækket som følge af, at han på en række væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer til de norske og danske asylmyndigheder. Han har således i Norge forklaret, at han har en iransk ægtefælle og et barn bosiddende i Teheran, og at han i øvrigt har opholdt sig i Teheran i flere år efter 2005, idet han havde et [firma]. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har han derimod forklaret, at han alene har en […] kæreste i Norge, med hvem han har et barn. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin tilknytning til […], herunder hvilke aktiviteter han har udført for […], medens han har opholdt sig i Iran. Endvidere har han forklaret divergerende om baggrunden for sit ophold i Irak i en periode forud for sin indrejse i Norge. Til de norske myndigheder har han forklaret, at han i forbindelse med aktiviteter for […] faldt ned fra et bjerg og herefter skulle modtage lægehjælp i Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har han derimod forklaret, at han blev såret af et skud i maven affyret af iranske styrker forud for, at han flygtede til Irak og modtog lægebehandling. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han har haft aktiviteter for […], som har eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerens billede og navn figurerer i et indslag angiveligt sendt på den kurdiske tv-kanal […] og i avisen […], kan ikke føre til noget andet resultat. Det fremgår af de norske udsendelsesakter, at ansøgeren […] i 2014 af de norske myndigheder blev overleveret til de iranske myndigheder, at han fik ordnet papirer, og at han herefter passerede igennem paskontrollen sammen med iransk politi. Dette stemmer dårligt overens med, at han både til samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at han var tilbageholdt i omkring seks timer i lufthavnen, hvorefter han næste morgen blev transporteret til revolutionsdomstolen i […]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund for sagen, at han skulle være undveget på vej til denne domstol i sin faders bil, efter at han skulle have steget ud af patruljevognen og have spadseret omkring 10 minutter hen til revolutionsdomstolen uden håndjern og alene eskorteret af en enkelt værnepligtig soldat. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af politiske aktiviteter er eksponeret i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold at ansøgeren kort tid efter sin indrejse i Norge har ladet sig døbe, og at han til de danske myndigheder nu oplyser at være ateist, kan ikke føre til noget andet resultat. Det samme gælder det forhold, at han efter det foreliggende er udrejst illegalt af Iran to gange. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at forholdet kan give anledning til uforholdsmæssig streng sanktion ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/1
Nævnet meddelte i september 2014 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst 2013. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) fra omkring [efteråret 2011] til udrejsen [i sommeren] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne på grund af hans politiske aktiviteter for KDP i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han begyndte at sympatisere med KDP i [efteråret] 2011. I den forbindelse uddelte ansøgeren politisk materiale for partiet af fire omgange. Materialet fik han udleveret af sin kammerat, S. Ansøgeren blev ikke opdaget af de iranske myndigheder i forbindelse med uddelingen af materialet. [I sommeren] 2012 var ansøgeren sammen med S og hans broder K på Ss bopæl. Det bankede på døren, og K oplyste, at det var politiet. Ansøgeren flygtede fra stedet med det samme. S blev dræbt, og K blev anholdt af politiet. K havde ligesom ansøgeren uddelt politisk materiale for KDP i Iran. Han har efterfølgende fået oplyst, at han er efterlyst af myndighederne, og at myndighederne har været på hans bopæl 2 gange for at lede efter ham. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt, ligesom ansøgerens forklaring fremstår selvoplevet. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger R opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/6
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013 sammen med sin fætter. Sagerne blev sambehandlet i nævnet.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran og er ifølge sit asylansøgningsskema ateist af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration for Den Grønne Bevægelse i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration for Den Grønne Bevægelse. Videre frygter ansøgeren myndighederne, idet han er biseksuel og har deltaget i en pornografisk film med tre andre mænd. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han efter sin ankomst til Danmark har bekendt sig til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [sommeren] 2009 deltog i en demonstration til støtte for Den Grønne Bevægelse i Shiraz. Under demonstrationen blev ansøgerens fætter, […], slået voldsomt af myndighederne, hvorfor han skulle på hospitalet. På hospitalet blev ansøgeren og [fætteren] anholdt. De var tilbageholdt i 18 dage, hvor de blev udsat for fysiske og psykiske overgreb, ligesom de blev afhørt flere gange. Fra [sommeren] 2009 og frem til ansøgerens udrejse i [begyndelsen af] 2013 blev han og [fætteren] afhørt af civilklædte personer fire til seks gange. Halvandet til to år efter løsladelsen blev ansøgerens og [fætterens] fælles bopæl ransaget af myndighederne. I [begyndelsen af] 2013 blev boligen ransaget på ny. Ansøgeren og [fætteren] sov denne nat hos deres ven, […]. Samme nat ringede deres [anden] ven, […]s, søster, som fortalte, at deres bopæl var blevet ransaget, og at [den anden ven] var blevet anholdt, fordi myndighederne havde fundet en homoseksuel pornografisk filmoptagelse på bopælen. Umiddelbart efter ringede ansøgerens kæreste og oplyste, at hun havde set civilklædte personer bære plasticposer og hvad der lignede en harddisk ud fra [fætterens] og ansøgerens bopæl. Fem til seks måneder forinden havde ansøgeren, [fætteren og de to ovennævnte venner] optaget en pornografisk film, som ansøgeren opbevarede på sin computer. Flygtningenævnet kan lægge til grund for sagen, at ansøgeren og [fætteren] har deltaget i demonstrationerne i [sommeren] 2009, og at [fætteren] blev udsat for fysisk vold i den anledning. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren og [fætteren] blev løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet finder det betænkeligt at lægge til grund for sagen, at myndighederne omkring et år efter deres løsladelse foretog en ransagning på deres bopæl, og at myndighederne efterfølgende sendte sms’er til [fætteren], og at ansøgeren og [fætteren] jævnligt blev afhørt på forskellige private adresser i byen. Uanset om det måtte kunne lægges til grund for sagen at myndighederne har foretaget en sådan ransagning, hvorunder ansøgerens og [fætterens] bopæl blev gennemgået grundigt, finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren og [fætteren] efterfølgende lagde en sexfilm ud på dels ansøgerens computer, og at sexfilmen blev distribueret på andre personers mobiltelefoner. Flygtningenævnet finder, at dette forhold fremstår utroværdigt, når henses til at myndighederne nogle år i forvejen havde gennemgået ansøgernes bopæl minutiøst. Flygtningenævnet forkaster herefter i det hele forklaringen om myndighedernes konfiskation af en harddisk på ansøgerens og [fætterens] bopæl, idet ansøgerens forklaring om at hans kæreste midt om natten skulle have overværet, at civilklædte personer medtog en harddisk fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse ligeledes, at det findes påfaldende, at [fætteren] skulle være blevet bestjålet i forbindelse med, at han og ansøgeren søgte asyl i [en dansk by], idet den pågældende person, som havde hjulpet ansøgeren og [fætteren] til [byen] skulle have medtaget ansøgerens computer, hvorpå den pågældende pornofilm lå, imens ansøgeren og [fætteren] var ude at forrette deres nødtørft. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens bekendelse til kristendommen finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren efter sine egne oplysninger har fremstået areligiøs i sit hjemland. Ansøgeren fremstår ikke under nævnsbehandlingen som reelt troende. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først har henvendt sig til pinsekirken nogle måneder forud for sin dåb. Uanset at ansøgeren er blevet døbt i pinsekirken i [begyndelsen af] 2014, og [fætteren] er blevet døbt i pinsekirken i [efteråret] 2013, finder flertallet således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren reelt har bekendt sig til kristendommen. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være asylbegrundende forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/23
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti (PAK), og at han har spillet fodbold for partiets fodboldhold. Ansøgeren har oplyst, at hans fader har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han og hans familie er politiske flygtninge, og fordi han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak, før ansøgeren blev født. Familien boede først i Al-Tash-lejren i Romadi. Dernæst flyttede familien til Barika-lejren i det nordlige Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret usikkert, ukonkret og ikke overbevisende om faderens medlemskab af KDPI og faderens politiske aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans fader fortsat er aktiv og deltager i medlemsmøder. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens fader er medlem af KDPI eller i øvrigt har deltaget i politiske aktiviteter. Flertallet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgerens broder i sin asylsag ikke har oplyst om, at faderen var medlem af KDPI, selvom broderen af Udlændingestyrelsen blandt andet blev spurgt om, hvorvidt forældrene havde været politisk aktive i Iran. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i bare nogen grad. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev medlem af PAK tre måneder før, han udrejste fra Irak, og at han alene blev medlem, fordi han ønskede at spille fodbold i partiets sportsafdeling. Han har ellers ikke været aktiv i partiet bortset fra, at han har deltaget i partiets fester. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra myndighederne. Flertallet bemærker i den forbindelse, at alene den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren og senere har opholdt sig i KRI – heller ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger – kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/22
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader har været medlem af KDPI siden starten af 1980’erne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af myndighederne, idet hans fader er medlem af og har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. I 2005 eller 2006 flyttede han sammen med hele familien til en flygtningelejr i Erbil i det nordlige Irak ved navn […]. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren og hans familie levede under dårlige forhold i Irak, og de havde ikke samme rettigheder som irakiske statsborgere. Ansøger boede i [lejren] indtil sin udrejse fra Irak. Spørgsmålet, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må afgøres efter en konkret og individuel vurdering af ansøgeren og hans families forhold, herunder at ansøgeren og hans familie har opholdt sig i Al-Tash-lejren og efterfølgende i en flygtningelejr i KRI. Efter ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder ansøgerens broders forklaring i sin asylsag, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens fader var politisk aktiv i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at faderen fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Irak. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fader og moder fortsat opholder sig i KRI, og at de som følge af faderens politiske aktiviteter frygter forfølgelse, hvis de vender tilbage til Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/21
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren har været aktiv for PDKI siden 2012. Han har indmeldt sig i partiet efter indrejsen til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, tortureret eller langvarigt fængslet som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet som følge af, at han i Danmark er begyndt at interessere sig for kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han […]2012 begyndte at sympatisere med PDKI, og at han begyndte at uddele løbesedler for dem. Ansøgeren har desuden forklaret, at ansøgeren meldte sig ind i PDKI efter, at han kom til Danmark. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade og folketinget. Ansøgeren forklarer desuden, han i de sidste halvanden til to måneder er begyndt at interessere sig for kristendommen, men ansøgeren anser ikke sig selv som værende kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har således navnlig fundet, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin og sin families tilknytning til PDKI. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke er bekendt med, om hans familiemedlemmer er politisk aktive, da de ikke ville fortælle sådanne oplysninger til hinanden, mens han under nævnsmødet har forklaret, at hans familie har været politisk aktive i mange år, og at hans bror er flygtet fra Iran, fordi han var et meget profileret medlem af PDKI. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at hele familien blev forfulgt og chikaneret på grund af broderens forhold. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at konkretisere, hvordan han selv blev forfulgt og chikaneret. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om, at han skulle have mødt sin bror i en basar på grænsen til Tyrkiet, hvilket myndighederne skulle have opdaget og taget billeder af, hvorefter myndighederne skulle have tilbageholdt ham og afhørt ham om forholdet i tre til fire timer, under hvilken afhøring ansøger tillige skulle være blevet slået og truet. Ansøgeren er imidlertid ikke tidligere fremkommet med disse oplysninger. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kan oplyse, hvordan han og hans venner blev opdaget af myndighederne, mens de delte løbesedler ud, navnlig fordi de holdt vagt, og fordi der på intet tidspunkt kom nogen forbi og så dem. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kender sin vens tilknytning til partiet, og at hans ven skulle forklare ham om farerne ved at deltage i politiske aktiviteter, hvis ansøgerens familie havde været aktive i årevis, og hvis hans bror var et profileret medlem af partiet. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgeren var med sin mor på hospitalet netop den dag, hvor myndighederne opsøgte hans hjem. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af myndighederne i Iran på grund af sin tilknytning til PDKI, eller at ansøgeren på nogen måde var profileret i Iran ved sin udrejse. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i flere demonstrationer mod det iranske styre foran den iranske ambassade og folketinget, og at dette er optaget på videoklip, som er lagt på youtube, og på film, der er vist af PDKI, men at hans navn ikke fremgår, og at han ikke udtaler sig til kamera eller andre medier på en identificerbar måde. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at billederne og optagelserne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i forhold til de iranske myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke i forvejen var profileret over for myndighederne, og at hans navn eller andre kendelige data ikke fremgår af sammenhængen. Det forhold, at ansøgeren, der har angivet at være ateist, angiveligt er begyndt at interessere sig for kristendommen kan ikke begrunde asyl- eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/20
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran og en kvindelig statsborger fra Bulgarien samt den kvindelige ansøgers særbarn og ansøgernes to fællesbørn. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”At den mandlige ansøger er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af noget politisk parti, men har haft kontakt til nogle politiske partier i Bulgarien, mens han opholdt sig der. Den kvindelige ansøger er etnisk bulgarer og kristen protestant fra Plovdiv, Bulgarien. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og dræbt af de iranske myndigheder som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter den mandlige ansøger overgreb fra myndighederne eller personer med tilknytning til mafiaen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor nærmere oplyst, at han i 1995 konverterede til kristendommen, mens han opholdt sig i Islamabad i Pakistan, og at han efterfølgende begyndte at missionere i Iran. Dette fik de iranske myndigheder kendskab til i 2008, og han blev i den forbindelse tilbageholdt i et par måneder. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han herefter i 2009 flygtede fra Iran til Bulgarien, hvor han giftede sig med bulgarsk kvinde, der ejede en restaurant. Op til valget i Bulgarien i 2009 var han i kontakt med det politiske parti DPC, hvis leder var Ahmad Dogan. Ansøgeren tilbød sin hjælp med at udvikle biodiesel til gavn for det bulgarske samfund. DPC tabte valget. Ansøgeren blev herefter kontaktet af en repræsentant fra det vindende bulgarske parti, GERB, der nu havde overtaget regeringsmagten, fordi de ønskede hans hjælp til deres økonomiske politik og turisme. Ansøgeren, der havde fået afslag på opholdstilladelse, indvilligede i dette. Partiets repræsentant lovede at hjælpe ham med at få opholdstilladelse i Bulgarien. Efterfølgende fik ansøgeren at vide, at han skulle rejse til udlandet og veksle nogle obligationer for regeringspartiet, hvilket han nægtede, da han mente, at det ville indebære ulovligheder. I den efterfølgende periode blev han og hans familie chikaneret af ukendte personer, der blandt andet smadrede ruder og inventar i deres restaurant, stjal deres to biler og [i begyndelsen af] 2010 satte ild til deres restaurant. Dernæst modtog ansøgeren trusler om, at han og hans familie ville blive dræbt. Han har endvidere forklaret, at han mener, at den meldepligt, som han pludselig blev pålagt, er et led i den chikane, som han og hans familie er blevet udsat for. Han mener, at den gruppe, som har chikaneret ham og hans familie og blandt andet har sat ild til restauranten, er meget indflydelsesrige i forhold til regeringen og derfor kan foranledige, at hans opholdstilladelse trækkes tilbage. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter, at hendes ægtefælle vil blive sendt tilbage til Iran som følge af de konflikter, hun og hendes ægtefælle har haft i Bulgarien. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i 2009 af en repræsentant fra det bulgarske regeringsparti, GERB, blev anmodet om at arbejde for dem. Dette indvilligede hendes ægtefælle i, hvis han til gengæld fik en opholdstilladelse i Bulgarien. Efterfølgende fik hendes ægtefælle at vide, at han skulle rejse til udlandet og veksle nogle obligationer for GERB, hvilket han nægtede. I den efterfølgende periode blev ansøgeren og hendes familie chikaneret og truet af forskellige ukendte personer, og [i begyndelsen af] 2010 blev det sat ild til deres restaurant. Ansøgeren mener, at det er personer fra mafiaen, som har chikaneret dem, og hun mener, at der er en så tæt kontakt mellem mafiaen og de øverste regeringsmyndigheder, herunder justitsmyndighederne, at hendes ægtefælle som led i chikanen risikerer at få ophævet sin opholdstilladelse og blive udsendt til Iran. Et eksempel på den magt som mafiaen har i forhold til regeringen er, at hendes ægtefælle er blevet pålagt meldepligt. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han er konverteret til kristendommen, hvilket er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at den chikane, som ansøgerne angiveligt har været udsat for fra ukendte kriminelle personer, er af privatretlig karakter, hvorfor ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at ansøgerne vil kunne opnå beskyttelse hos myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne hver gang har anmeldt kriminaliteten til politiet, der har optaget rapport herom. Flygtningenævnet finder derimod ikke at kunne lægge til grund, at chikanen er udført af de bulgarske myndigheder eller personer med tilknytning til disse. Flygtningenævnet lægger til grund, at den meldepligt, som den mandlige ansøger er blevet pålagt af de bulgarske myndigheder efter det oplyste må antages at være en følge af en overtrædelse af den bulgarske udlændingelovgivning. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har godtgjort, at meldepligten har nogen sammenhæng med den chikane, som ansøgerne har været udsat for fra ukendte kriminelle personer. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger ved den bulgarske asylmyndigheds afgørelse af […]2009 blev meddelt såkaldt humanitær opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at denne humanitære opholdstilladelse, der er meddelt i henhold artikel 9 i den bulgarske lov om asyl og flygtninge, der efter de foreliggende oplysninger svarer til beskyttelsesstatus efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøger allerede har opnået beskyttelse i Bulgarien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at den mandlige ansøger risikerer at blive udsendt til Iran eller til et andet land, hvorfra han risikerer at blive udsendt til Iran, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder derfor, at Bulgarien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/19
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim af trosretning, men efter hun kom til Danmark, er hun konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes søn har været politisk aktiv og deltaget i demonstrationer i Iran. Sønnen har på grund af sin politiske aktivitet været tilbageholdt af myndighederne flere gange. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, er hun konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i Danmark i [sommeren] 2013 og har deltaget i dåbsforberedelse, inden hun blev døbt. Hun modtager fortsat undervisning i kirken i dag. Ved en tilbagevenden til hjemlandet, frygter hun for sin og familiens sikkerhed på grund af sønnens politiske aktiviteter. Herudover frygter hun, at hun ikke vil kunne praktisere sin kristne tro i hjemlandet. Ansøgeren har forklaret, at hun og sønnen ansøgte om visa til [et europæisk land]på [det europæiske lands]ambassade i Teheran, men at de aldrig fik visa i hænde, og at de udrejste illegalt af Iran, idet de på æselryg krydsede grænsen til Tyrkiet og derfra rejste til Danmark skjult i en lastbil. [Det europæiske lands] ambassade i Teheran har imidlertid til de danske myndigheder oplyst, at ambassaden har udstedt visa til ansøgeren og hendes søn og udleveret passene med de udstedte visa til ansøgeren og hendes søn personligt. Ambassaden har fremsendt kopi af passene samt af fly- og hotelreservation. Det fremgår, at de omhandlede visa er udstedt i foråret 2013 med gyldighed i en måneds tid. Af den med visumansøgningen indleverede hotelreservation fremgår, at der var bestilt hotelværelse i [det europæiske land] i en uges tid i foråret 2013 til ansøgeren og hendes søn og yderligere en kvinde, som skulle dele et dobbeltværelse med sønnen. Ansøgerens forklaring om, at passene ikke som oplyst af ambassaden er afhentet af hende og sønnen personligt, og at hun intet kender til hotelreservationen, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal at måtte tilsidesætte som utroværdig. Flertallet tilsidesætter på den baggrund i det hele ansøgerens forklaring om den illegale udrejse fra Iran og lægger til grund, at ansøgeren og hendes søn er udrejst legalt af Iran via Italien. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens og hendes søns forklaring om, at sønnen som følge af deltagelse i demonstrationer i 2009 skulle være blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder, til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes søns generelle troværdighed som følge af den urigtige forklaring om udrejsen er svækket i betydelig grad og finder endvidere, at ansøgerens søn på nærmere spørgsmål om tilbageholdelserne har svaret upræcist og afglidende, og at forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes søn i Udlændingestyrelsen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor længe den første tilbageholdelse varede, idet ansøgerens søn forklarede en nat og ansøgeren to-tre døgn. Ansøgerens forklaring i nævnsmødet om, at divergensen skyldes, at ansøgerens søn ikke havde været hjemme i nogle dage op til tilbageholdelsen, finder flertallet ikke troværdig. Vedrørende den anden tilbageholdelse har ansøgeren og hendes søn også forklaret divergerende, idet ansøgeren har forklaret, at sønnen blev hentet af politiet to-tre timer efter, han kom hjem, mens sønnen til asylsamtalen forklarede, at politiet kom den følgende morgen, og i nævnsmødet 5-6 timer efter hans hjemkomst. Det forekommer i øvrigt ikke troværdigt, at ansøgerens søn blev søgt af politiet på bopælen allerede et par timer efter, at han under demonstrationen afbrændte et billede af Ahmadinejad. Også vedrørende hjemkomsten efter den anden tilbageholdelse er der forklaret divergerende, idet sønnen har forklaret, at han blev kørt hjem af en tilfældig, hjælpsom bilist, mens ansøgeren har forklaret, at sønnen formåede at tage en taxa, som hendes mand betalte ved hjemkomsten. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens søn i foråret 2010 uden problemer har fået udstedt iransk pas, og lægger som anført ovenfor til grund, at han har kunnet udrejse legalt af Iran. Ansøgerens søn har i øvrigt efter forklaringerne ikke haft problemer med de iranske myndigheder i de seneste 10 måneder før udrejsen af Iran, og der er ikke grundlag for at antage, at hverken hans derboende søster eller hans bror, der aftjener værnepligt, har haft problemer med iranske myndigheder som følge af hans forhold. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark i […] 2013 og i sit asylansøgningsskema den f […]2013 oplyste at være muslim. Ansøgeren og hendes søn har begge forklaret, at der ikke blev praktiseret religion i hjemmet i Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen 3-4 år før udrejsen af Iran, at hun, da hun udfyldte sit asylansøgningsskema, fortsat var muslim, men at hun herefter begyndte at anse sig selv som kristen og gerne ville lære mere om det, og at hun efter dåbsundervisning en gang ugentligt i to-tre måneder blev døbt i sommeren 2013. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren og hendes søn til den første asylsamtale har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår deres interesse for kristendommen opstod, idet sønnen angav, at de begge fik interesse for kristendommen 6-7 måneder før udrejsen, mens ansøgeren forklarede, at hendes interesse opstod 3-4 år før samtalen. Den senere forklaring om, at ansøgeren holdt sin interesse hemmelig for sønnen i de første år, finder flertallet ikke overbevisende. Ansøgerens søn har endvidere udbyggende forklaret, at han via en ven, der var i Tyrkiet, skaffede sig en bibel, som han læste i Iran, idet vennen opbevarede biblen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at de ikke havde nogen bibel i Iran, da det var for farligt. På denne baggrund og henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnets flertal, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/18
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne er etniske persere og er kristne af trosretning fra Rasht i Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de konverterede til kristendommen, mens de boede i Iran. Konversionen skete i forbindelse med, at en af den mandlige ansøgers venner tog ham med i […] kirken i Teheran og efterfølgende i en hjemmekirke, hvor den kvindelige ansøger også begyndte at komme. Den mandlige ansøger fik desuden kontakt til en person i et [andet nordisk land], som gav ham oplysninger om kristendommen via internettet. I foråret] 2012 startede den mandlige ansøger sin egen blog på internettet, hvor han videregav oplysninger om kristendommen. Den mandlige ansøger formoder, at myndighederne har fået kendskab til konversionen, idet han i [slutningen af] 2012 bankede på døren til en kirke i Rasht. Ansøgeren fortalte den person, der åbnede døren, om sine kristne aktiviteter. I [slutningen af 2012] blev ansøgernes bopæl ransaget af politiet, hvor man blev bekendt med den mandlige ansøgers blog samt andet kristent materiale. I [sommeren] 2013 begyndte ansøgerne at deltage i Pinsekirken i […]s gudstjenester samt andre aktiviteter. I [efteråre]t 2013 er ansøgerne blevet døbt i den pågældende kirke. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgerne allerede forud for udrejsen af Iran havde fattet interesse for kristendommen og deltaget i gudstjenester i hjemmekirker og læst i biblen, og at denne interesse er fortsat efter udrejsen. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerne har udvist godt kendskab til kristendommen. Uanset ansøgernes forklaring om deres asylmotiv og udrejse indeholder divergenser og fremstår mindre sandsynlig, finder flertallet på baggrund af ansøgernes forklaringer, at ansøgernes konvertering må anses at være reel. Sammenholdt med nævnets baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder flertallet, at det er sandsynliggjort, at ansøgerne i tilfælde af hjemsendelse til Iran risikerer at blive forfulgt på grund af deres religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/17
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk perser fra Iran. Ansøgeren har bekendt sig til sufismen og har regelmæssigt i flere år deltaget i møder afholdt af en sufistisk sekt. Ansøgeren deltog i møder hos daravish-bevægelsen, som er en gren af sufismen, og han agiterede for sekten blandt sine studiekammerater. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet han er blevet anklaget for at have vendt islam ryggen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han tilhører en sufistisk sekt, hvor han har deltaget i møder. Ansøgeren har tillige oplyst, at han [i sommeren] 2009 blev anholdt i forbindelse med et møde i sekten sammen med to andre medlemmer. Ansøgeren blev tilbageholdt om aftenen og blev løsladt den efterfølgende dag, idet han underskrev en erklæring om, at han ikke længere ville afholde møder i sekten. Ansøgeren blev endvidere forvist til et andet job 70 kilometer fra sin hjemby. Han blev derudover pålagt meldepligt hos myndighederne hver uge. I [begyndelsen af] 2012 blev ansøgeren indkaldt til en tjenstlig samtale med sikkerhedskontoret på sin arbejdsplads. Ansøgeren blev anklaget for at have fortsat sine aktiviteter. Hans kontor blev ransaget, men myndighederne fandt ikke noget kompromitterende materiale. I [begyndelsen af] 2013 deltog ansøgeren i et møde i Rasht. Det var et møde afholdt af sekten. Efterretningstjenesten dukkede op, og alle deltagerne blev anholdt. I den forbindelse blev ansøgeren sat i isolationsfængsel i fem til seks dage, hvorefter han blev sendt til retten. Der blev dog ikke gennemført et retsmøde den pågældende dag. I retten mødte ansøgeren en fjern slægtning, som arbejdede for retten. Ansøgeren bad slægtningen om at give besked til familien om, at han var fængslet. Den efterfølgende dag blev ansøgeren atter stillet for retten, hvor han blev løsladt mod kaution. Da ansøgeren kom hjem til sin ægtefælle, fortalte hun, at bopælen var blevet ransaget. Der var fundet bøger med kompromitterende indhold, og ansøgerens pc var blevet konfiskeret. Via sin slægtning fra retten blev ansøgeren bekendt med, at han var anklaget for at have agiteret for bahai’ismen. Hvis ansøgeren ikke angrede dette, ville han blive henrettet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder imidlertid, at det alene beror på ansøgerens formodninger, at han er blevet overvåget, at hans kontor gentagne gange er blevet ransaget, og at han er blevet anholdt på grund af sine religiøse aktiviteter. Ansøgeren har efter sin forklaring uden problemer bekendt sig til en sufistisk tro fra 1998 til i hvert fald 2009. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren i 2012 kunne få sit pas fornyet, såfremt han på det tidspunkt var kommet i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har endvidere først under nævnsmødet forklaret, at han har haft kontakt med sin familie i Iran og fået at vide, at myndighederne har kaldt farens kaution, så forældrene har måttet forlade deres hus, ligesom myndighederne har lukket ægtefællens frisørforretning, og at ægtefællen har måttet flytte på landet med deres søn. Ansøgeren har adgang til computer på asylcenteret, men har ikke søgt oplysninger om, hvad der måtte være sket med de personer, der efter ansøgerens forklaring blev anholdt sammen med ham i [begyndelsen af] 2013. Denne forklaring forekommer, sammenholdt med de øvrige omstændigheder, utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han på grund af sin religiøse overbevisning i Iran er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Uanset nævnet lægger til grund, at ansøgeren siden [efteråret] 2013 har deltaget i […] aktiviteter og udtrykt ønske om at blive døbt, kan et flertal af nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, allerede på grund af det korte tidsforløb, fordi ansøgeren ikke havde interesse for kristendommen i Iran, ligesom ansøgerens interesse for kristendommen ikke er kommunikeret videre. Ansøgeren har ikke tidligere været politisk aktiv. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre, herunder foran den iranske ambassade, og dette er optaget på billeder, ligesom ansøgeren har skrevet indlæg på nogle blogs. Et flertal af nævnet finder ikke, at dette har kunnet profilere ansøgeren i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en blandt flere på billederne, at hans navn eller andre data ikke fremgå i den forbindelse, ligesom ansøgerens indlæg på internettet er skrevet efter Udlændingestyrelsens afslag og anses for fabrikeret til lejligheden. Et flertal af Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/16
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne, der er gift med hinanden, er etniske persere og kristne fra Teheran, Iran. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi de har udført politisk aktivitet vendt mod regimet, og fordi de er konverteret til kristendommen. Myndighederne er på grund af fund under ransagning bekendt med deres politiske aktiviteter, og ansøgerne har som følge heraf været tilbageholdt. Den mandlige ansøger er under flere tilbageholdelser blevet udsat for flere fysiske overgreb. [I sommeren] 2011 udrejste de illegalt af Iran. Samme måned ankom de til Italien, hvor de [i sommeren 2012] blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtninge til sommeren 2017. [I foråret 2014] fløj de til Danmark på grund af utilfredshed med forholdene i Italien. I de første 17 til 19 måneders ophold i Italien blev de alene anvist dårlige boligforhold i asylcentre. Derefter måtte de klare sig selv. De lejede herefter en privat bolig. De havde beskedne midler erhvervet under seks måneders virksomhedspraktik og havde endvidere skaffet penge ved at sælge smykker. De kunne derfor betale husleje på 490 euro om måneden samt andre faste udgifter i forbindelse hermed. Da de ikke havde flere penge og således måtte forudse snart at skulle bo på gaden, så de sig nødsaget til at låne penge af en tidligere arbejdskollega med henblik på at udrejse af Italien. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgerne er omfattet af udlængelovens § 7, stk. 1, til grund. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet antager, at ansøgerne i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at det vil være muligt for ansøgerne at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgernes personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, i punkt 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien:”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law. Flygtningenævnet har i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der i sagen er konkrete oplysninger om de pågældende ansøgere og de forhold, de hidtil har haft i Italien, at der er grundlag for at fastslå, at Italien ikke for disse ansøgere kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgerne er sunde og raske og i de første 17 til 19 måneders ophold i Italien er blevet hjulpet med bolig i asylcentre, samt at de italienske myndigheder har været dem behjælpelige med at få sprogundervisning og lønnet virksomhedspraktik. Endvidere henvises til, at ansøgerne herefter selv har kunnet leje en lejlighed, hvor de har boet i omkring et års tid, samt at de på intet tidspunkt har boet på gaden. Flygtningenævnet bemærker tillige, at det anførte i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Tarakhel v. Switzerland, application no. 29217/12, der til forskel fra denne sag, vedrører en Dublin-ansøgning fra en familie med seks mindreårige børn, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved blandt andet, at Menneskerettighedsdomstolen i dommen understreger, at den øjeblikkelige situation i Italien ikke kan sammenlignes med forholdene i Grækenland, da domstolen traf afgørelse i sagen M.S.S. v. Belgium and Greece den 21. januar 2011.Flygtningenævnet finder herefter, at Italien kan anvendes som ansøgernes første asylland, og nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/15
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 besluttede Flygtningenævnet at udsætte sagen med henblik på via Udenrigsministeriet at indhente oplysninger om en dom omhandlende ansøgeren.. I 2014 modtog Flygtningenævnet oplysningerne fra Udlændingestyrelsen, og sagen blev herefter behandlet på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah-provinsen. Ansøgeren har under udsættelsessagen oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiks aktiv. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv henvises til det af ham forklarede under nævnets behandling af sagen den […]2013. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at han under udsættelsessagen er konverteret til kristendommen, og at han ikke vil kunne praktisere sin tro i Iran uden risiko for asylrelevant forfølgelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet bemærker indledningsvist, at det ikke er underbygget, at ansøgeren i Iran skulle være idømt livsvarigt fængsel for narkotikakriminalitet, og at advokatens svar på henvendelsen fra de danske myndigheder, der var vedlagt samtykke til udlevering af oplysninger fra ansøgeren, om, at han ikke vil udlevere ansøgerens dom fra Iran, men at han mod betaling kan fremkomme med yderligere oplysninger, fremstår påfaldende. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet fremkom med en troværdig og konsistent forklaring om sit asylmotiv. Flertallet lægger således ansøgerens forklaring om, at han blev stoppet i en taxa med nogle kunder, der var i besiddelse af regimekritisk materiale, og at han i den forbindelse blev idømt fængsel i 15 år, 1 dag og 1 time til grund. Flertallet lægger videre ansøgerens forklaring om, at han blev meddelt orlov mod kaution til grund og bemærker, at Udenrigsministeriets kilde har oplyst, at det er muligt at få 5 dages orlov mod kaution ved fængselsstraf på 15 år, 1 dag og 1 time efter afsoning af 3½ års fængsel, hvilket understøtter ansøgerens forklaring om fængselsdommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han med urette har modtaget en dom for politisk aktivitet, som det er lykkedes ham at flygte fra under en orlov, og at han ved hjemvenden til Iran igen vil være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/14
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning, født i flygtningelejren Al-Tash, Irak. Ansøgeren har senest boet i Barika-lejren i KRI, Irak. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne som følge af sin faders politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader som medlem af KDPI har udført politiske aktiviteter mod det iranske regime, hvorfor familien var nødsaget til at udrejse fra Iran i slutningen af 1970’erne. Ved en tilbagevenden til Iran vil de iranske myndigheder fængsle og henrette ansøgeren for at finde frem til hans fader. Det fremgår af oplysningerne fra ansøgerens broders asylsag, at ansøgerens forældre deltog i KDPI’s opstart, samlede sympatisører, og uddelte informationer om partiet til andre i flygtningelejren. De havde endvidere gennem møder fået kendskab til nogle højtstående personer i KDPI. Det fremgår endvidere, at broderen har udleveret aviser for KDPI i Al-Tash og Barika flygtningelejrene og deltaget i partiets møder og konferencer. Ansøgeren har under nævnets behandling forklaret, at faderen har været peshmerga, da familien boede i Iran, forinden deres flugt til Irak. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har hjulpet sin fader med at omdele aviser og løbesedler i flygtningelejrene i Irak. Ansøgerens fader er fortsat medlem af KDPI og deltager nu i partiets møder og arrangementer. På grund af sin alder er faderen nu afskåret fra at deltage i yderligere aktiviteter. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at ansøgerens egne politiske aktiviteter er af begrænset karakter og omfang. Nævnet finder imidlertid efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med det oplyste om faderens politiske aktiviteter for KDPI, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en eventuel indrejse i Iran vil blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf vil være i en sådan risiko for overgreb, at han har behov for beskyttelse. Nævnet bemærker herved, at ingen fra ansøgerens familie har været tilbage i Iran efter udrejsen i 1979. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/13
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Senere i 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2014 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af nye oplysninger i sagen.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse siden præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun deltog i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, samt at hun er konverteret til den kristne tro. Om sin deltagelse i demonstrationer har ansøgeren forklaret, at hun deltog i en demonstration, hvor hun fik et slag i ansigtet af en myndighedsperson, der beskadigede hendes tænder. Ansøgeren deltog efterfølgende i demonstrationer med jævne mellemrum. Ansøgerens fader og broder deltog ligeledes i demonstrationer, men ikke sammen med ansøgeren. De blev begge tilbageholdt men løsladt igen. Under en demonstration blev ansøgerens fader og broder udsat for vold. Derefter blev familiens bopæl ransaget, og ansøgerens fader og broder flygtede derfor ud af landet og blev meddelt asyl i Danmark. Ansøgeren fortsatte sine aktiviteter og blev i [begyndelsen af] 2011 anholdt under en demonstration. Ansøgeren blev tilbageholdt i et par dage, hvor hun blev afhørt og udsat for vold. Ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at hun underskrev en erklæring om, at hun ikke ville demonstrere i fremtiden. Ansøgeren holdt derefter lav profil. I [begyndelsen af 2012] blev ansøgerens veninde anholdt, og ingen hørte siden fra hende. En dag på vej hjem opdagede ansøgeren, at to civilklædte personer fulgte efter hende. Ansøgeren besluttede sig derefter for at udrejse af Iran. Om sin konversion til den kristne tro har ansøgeren under nævnsbehandlingen forklaret, at hun allerede inden udrejsen fra Iran havde sympati for kristendommen, og at hun derfor ved indrejsen til Danmark oplyste, at hun troede på Gud, men ikke var muslim. Hun har især efter sin moders alvorlige sygdom følt sig tiltrukket af kristendommen. Hendes fader konverterede til kristendommen umiddelbart efter, at han ankom til Danmark i 2010, mens hendes moder fortsat er muslim. Ansøgeren begyndte at gå i kirke i […] og kom efterfølgende i forbindelse med en iransk flygtning bosiddende i […]. Sammen med denne begyndte ansøgeren at komme i Frikirken i […], hvor hun blev døbt i sommeren 2014. Vedrørende ansøgerens oprindelige påberåbte asylmotiv lagde Flygtningenævnet ved afgørelsen af […]2013 til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer, men nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen var eftersøgt af myndighederne og risikerede anholdelse på grund af sin deltagelse i demonstrationerne. Nævnet finder ikke, at de nu fremlagte tilsigelser vedrørende indkaldelse til afhøring kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit oprindeligt påberåbte asylmotiv under genoptagelsessagen. Nævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet har herved bemærket det tidsmæssige forløb, der gør det nærliggende at rejse spørgsmål om, hvorvidt ansøgerens konversion skal ses i sammenhæng med afslaget på opholdstilladelse, som blev givet ved nævnets afgørelse den i sommeren 2013 og den forestående udsendelse. Nævnet finder uanset denne tidsmæssige sammenhæng, at der bør lægges afgørende vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist et solidt kendskab til centrale dele af den kristne tro, som fremstår båret af en reel interesse for og tro på kristendommen. Nævnet bemærker i den anledning, at ansøgeren er en veluddannet kvinde, der må formodes at være i stand til, at tilegne sig viden om et stof og en begrebsverden. Uanset dette finder nævnet, at ansøgerens fremtræden i nævnet og indgående kendskab til kristendommen skal ses i sammenhæng med hendes oprindelige tilkendegivelse om, at hun troede på Gud men ikke var muslim samt, at hendes fader flere år forud for hendes moders sygdom i Danmark var konverteret til kristendommen, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hendes religiøse følelser og intensiverede kirkegang, skal ses i sammenhæng med hendes moders livstruende sygdom. Herefter finder nævnet efter en samlet konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet finder således, når henses til baggrundsoplysninger om forholdene for konvertitter i Iran, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/12
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [byen A], Kermanshah provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel den indflydelsesrige imam, [A], eller de iranske myndigheder, idet han har været i håndgemæng med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han boede omkring 200 meter fra den lokale moské, [moskéen C], hvor imamen, [A], prædikede nedværdigende om yari-troende. Imamen fortalte blandt andet i sin prædiken, at han betragtede yari-troende som blasfemiske, beskidte og vantro. Ansøgeren besøgte derfor moskéen to gange. Den første gang talte han med nogle frivillige, der fortalte ham, at imamen havde ret. Den anden gang talte han med imamen, der forklarede ansøgeren, at koranen inddelte mennesker i muslimer og vantro, og at muslimerne i Iran ventede på et signal fra den religiøse leder, Khamenei, til at få lov til at slå de yari-troende ihjel. Ansøgeren forlod herefter moskéen. [I sommeren] 2015 mødte ansøgeren tilfældigt imamen på gaden. Imamen nægtede at give hånd til ansøgeren, og ansøgeren konfronterede herefter imamen og fortalte, at han var træt af den måde, hvorpå imamen omtalte de yari-troende. Imamen svarede på ansøgerens kommentar med at kalde yari-troende for ”beskidte”. Samtalen mellem ansøgeren og imamen udviklede sig til et håndgemæng. Da håndgemænget blev stoppet af tilfældige forbipasserende, truede imamen ansøgeren på livet, og ansøgeren flygtede til en afsides kornlade, som tilhørte hans ven, hvor han opholdt sig i tre og en halv måned indtil sin udrejse af Iran. Under sit ophold i kornladen blev ansøgeren bekendt med, at hans familiens bopæl tre gange er blevet opsøgt af civilklædte repræsentanter fra de iranske myndigheder, der ledte efter ansøgeren og beslaglag hans computer og bøger, som indeholdt materiale, der kritiserer islam. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, tillært og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen flere gange forklarede, at han havde været i moskeen tre gange, hvor han alle gange havde talt med frivillige. Han husker ikke præcist, hvornår disse samtaler fandt sted. De frivillige havde ikke truet ham, men havde sagt det samme som imamen. Han talte med imamen to gange på en pæn måde - den anden gang var [i sommeren] 2015. Ingen af gangene truede imamen ham, men forsøgte blot at få ham til at forstå, hvordan muslimer betragter yari. Ansøgeren forklarede efterfølgende, at episoden, hvor imamen slog ham, fandt sted [i sommeren] 2015. Til sin asylsamtale forklarede ansøgeren derimod, at han kom i moskeen omkring en måned, før konflikten med imamen startede, og at han her talte med nogle personer, som han formodede var frivillige. Anden gang han kom – han husker ikke hvornår – var imamen til stede, og han talte med ham. Han modtog ingen trusler disse gange. Han kom ikke flere gange i moskeen forud for [i sommeren] 2015, hvor konflikten startede. Ansøgeren har endvidere til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at nogle civilklædte personer efterfølgende opsøgte hans bopæl og tog hans computer og nogle bøger. Der var ikke noget inkriminerende på hans computer eller i bøgerne. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at der var tale om civilklædte myndighedspersoner, der konfiskerede hans computer, bøger og et af hans id-kort. Computeren og bøgerne indeholdt blandt andet informationer vedrørende yari-troen og islamkritisk materiale. En af de konfiskerede bøger var ”Ayate Shitani” som var skrevet af islamkritikeren Salam Rushdie. Nævnet finder ikke, at denne divergens kan forklares med tolkemæssige problemer, henset til, at ansøgeren, der er en veluddannet person, ikke har haft nogen bemærkninger til oversættelsen af referatet af oplysnings- og motivsamtalen, og at ordet inkriminere efter tolkens oplysninger på nævnsmødet ikke findes på farsi og derfor har måttet forklares for ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle henvende sig til en imam på et offentligt sted og indlade sig i en diskussion med ham – også henset til, at ansøgeren har forklaret, at han respekterede imamen på grund af hans position, og fordi han var en ældre herre - og at imamen herefter skulle overfalde ansøgeren med slag og true ham med, at han ville slå ham ihjel. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der er i kontakt med sine forældre, ikke efterfølgende har talt med dem om den angivelige konflikt. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdigt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet tillige påberåbt sig, at han risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har forklaret, at han begyndte at udvise interesse for kristendommen kort efter sin indrejse i Danmark, og han har fremlagt dels en ansøgning om tilmeldelse til dåbsundervisning dateret [i begyndelse] af 2016, dels sit dåbsbevis fra [kirke A] af [i foråret] 2016, dels en bekræftelse af [i slutningen af] 2017 fra [kirke B], hvoraf det fremgår, at han har været aktiv deltager i kirkelige arrangementer i perioden fra [slutning af 2015 til slutning af 2017]. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren begyndte at komme i kirken umiddelbart efter, at han kom til Danmark, at han ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor han begyndte at komme i kirken, og at ansøgeren trods det forhold, at han påbegyndte dåbsundervisning i januar 2016 og blev døbt i april 2016, ikke har oplyst noget herom hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen, men at han tværtimod til asylsamtalen oplyste, at han altid har tilhørt yari, og at han praktiserede sin religion, ligesom han fremlagde en erklæring fra Yarsan Democratic Organization dateret [efteråret 2016], hvoraf fremgår, at ansøgeren tilhører det religiøse mindretal yarsan. Heller ikke det forhold, at ansøgeren på sin åbne Facebook-profil har offentliggjort religiøse indslag navnlig efter afslaget fra Udlændingestyrelsen, findes at kunne føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han med Facebook-profilen, der alene henviser til hans fornavn, har profileret sig overfor de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Nævnet finder endvidere anledning til at bemærke, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat af 6. april 2017, Iran: The Yaresan, afsnit fem, side 12, fremgår, at: ”With regard to how the authorities might perceive a conversion to Christianity from Yari faith, the source considered that if an individual that the authorities regarded as non-Muslim were to convert to Christianity, he or she would not likely be treated as an apostate. […]”. Nævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2018/30/AZU
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Basij. Han meldte sig ind i 2005 i forbindelse med gymnasiestart og blev aktivt medlem i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den […] 2010 skød en mand ved navn […]. Manden var trænet efterretningsmand for Basij, og ansøgeren havde set ham på […]basen. Han havde endvidere set efterretningsmanden en gang, hvor efterretningsmanden lå på et tag og skød ned i en folkemængde. efterretningsmanden dræbte flere på den måde. Den […] 2010 var der en meget stor demonstration, hvor ansøgeren var informationsmand for Basij. Han havde en walkie talkie og skulle kalde ind, når han så en adfærd, som Basij ikke ønskede. Herefter ville Basij-folk komme til stedet og overtage. Ansøgeren meldte ikke nogen, da han ikke kunne lide det. Han holdt af sine landsmænd. Han så, at efterretningsmanden rettede sin pistol mod en pige på 10-12 år. Hun stod ved nogle andre, men ansøgeren kunne ikke se, om hun var der sammen med dem. Da han troede, at efterretningsmanden ville skyde hende, gik han i panik. Han trak sit våben og skød efterretningsmanden. Det våben, som ansøgeren skød med, var en 45 kaliber Colt, som han havde fået af Basij. Som en konsekvens af drabet på efterretningsmanden, er ansøgerens hjem efterfølgende blevet ransaget. Ligeledes er ansøgeren blevet dømt. Dommen lød på, at han må skydes ved antræffelse. Ved en tilbagevenden til Iran, er ansøgeren sikker på at blive dræbt. Ansøgeren har som et yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, mens han har opholdt sig i Danmark. Da han kom til Danmark troede han ikke på nogen bestemt gud, men nu er han kristen, og han blev døbt den […] 2013. Han havde gået i kirke i cirka en måned, da han blev døbt. Han går i kirke hver søndag. Han går til gudstjeneste i […]Kirke, hvor han lærer om kristendommen fra præsten[…]. De kan høre prædikenen på farsi gennem en høresnegl. Han kommer ind imellem også i […]kirke og […]kirke. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om, at han har skudt efterretningsmanden og herefter er blevet dømt til døden, ikke at denne forklaring kan lægges til grund. Forklaringen fremstår på centrale punkter divergerende og usammenhængende og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen den […] 2012 har forklaret, at han tidligere havde set efterretningsmanden ligge som snigskytte på et tag, idet han dog ikke havde set efterretningsmanden ansigt. Han havde efterfølgende fået at vide, at snigskytten var efterretningsmanden. Under asylsamtalen den […] 2013 har ansøgeren imidlertid oplyst, at han kunne genkende efterretningsmandens ansigt ved demonstrationen, fordi han så efterretningsmanden fra samme vinkel, som dengang efterretningsmanden lå på taget. Under asylsamtalen den […] 2012 har ansøgeren om sin pistol forklaret, at han fik den udleveret 6 måneder efter, at han havde gennemført træningen på […]basen, og under gensamtalen den […] 2013 har ansøgeren forklaret, at han fik pistolen umiddelbart efter træningen, der begyndte dagen efter, at ansøgeren var kommet til basen. Træningen varede en uge. Ansøgeren har om sine aktiviteter for Basij under samtalen den […]2012 forklaret, at han slog de folk, som han kontrollerede, såfremt han blev angrebet. Under asylsamtalen den […] 2013 har han imidlertid forklaret, at han aldrig har lagt hånd på nogen i forbindelse med sit arbejde for Basij. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han en gang har lagt en person ned. Personen var fuld og ville slå ansøgeren. Nævnet finder, at det i øvrigt svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgeren under asylsamtalen den […] 2012 har forklaret, at han udrejste fra Iran cirka et halvt år efter demonstrationen den […] 2010 og kom til Danmark 13 dage efter at han havde afsluttet sit ophold på […]’s gård. Under samtalen den […] 2013 har ansøgeren forklaret, at han efter sin udrejse fra Iran opholdt sig et år i Istanbul, forinden han ankom til Danmark. Han har i den forbindelse forklaret, at han ikke oplyste om sit ophold i Tyrkiet under den første samtale, da han var bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, og fordi han ikke kendte asylreglerne. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om asylmotivet i relation til ansøgerens konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren først efter sin indrejse til Danmark og først efter nogen tids ophold her i landet har oplyst om, at han er blevet kristen. Han har om baggrunden for konverteringen blandt andet henvist til, at han to gange har drømt om Jesus. Ansøgeren har deltaget i gudstjenester forinden sin dåb den […] 2013, men han har ikke deltaget i særskilt dåbsforberedelse. Han er blevet døbt i en kirke […]i København, hvor han kun har været den ene gang. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han få dage efter sin samtale den […] 2012 hos en psykolog begyndte at gå i kirke. Ved asylsamtalen den […] 2013 har han forklaret, at han først i 2013 begyndte at gå i kirke. Ved en samlet vurdering af denne del af asylmotivet finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er således ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De udtalelser, der er fremlagt fra kirker i Jylland blandt andet om ansøgerens deltagelse i undervisning i kristendommen og om hans konvertering, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/4
Nævnet meddelte i januar 2014 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Ansøgerne indrejste i 2013 sammen med deres to voksne børn. Sagerne blev behandlet sammen i Flygtningenævnet, og ansøgernes børn blev ligeledes meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske persere fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, men de har deltaget i tre til fire demonstrationer for Den Grønne Bevægelse i 2009 i forbindelse med præsidentvalget. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har desuden henvist til deres søn, […], forhold. Ansøgerne fik interesse for kristendommen gennem nogle kristne venner. Ansøgerne fejrede de år jul på deres bopæl og havde juletræ. Ansøgerne og deres familie boede i nogle år sammen med en kristen familie. Ansøgerne konverterede sammen til kristendommen i 1983, og sønnen […] blev døbt i hemmelighed i 1984, da han var 50 dage gammel. Den kvindelige ansøger har deltaget i religiøse møder om kristendommen, hvor de diskuterede og læste op fra bibelen. Den mandlige ansøger deltog ikke i disse religiøse møder, idet han ofte var udenbys i forbindelse med sit arbejde. I 2007 mødte nogle myndighedspersoner op på ansøgernes bopæl, hvor de tilbageholdt ansøgerens søn, […]. Sønnen blev tilbageholdt, fordi han skrev digte og sange om Den Grønne Bevægelse. På Ashura-dagen i 2009 deltog sønnen i en demonstration og gik herefter under jorden, fordi en af hans venner blev anholdt. I perioden herefter blev ansøgerne udsat for chikane. Civilklædte personer mødte op på deres bopæl og ringede til dem. Personerne spurgte efter sønnen. Den mandlige ansøger modtog en tilsigelse om at møde op i retten i slutningen af 2011, hvor han blev spurgt ind til sønnens opholdssted og tilbageholdt, da han ikke oplyste dette. Retten idømte sønnen en fængselsstraf på fire år samt 74 piskeslag. Den følgende dag stillede den kvindelige ansøgers fader kaution, og den mandlige ansøger blev løsladt. Chikanen fortsatte efter løsladelsen. I perioden efter løsladelsen, og indtil ansøgerne udrejste, fik den mandlige ansøger mindre og mindre arbejde, fordi der gik rygter om, at han var kristen. Da Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgernes søns forklaring om sine konflikter med de iranske myndigheder til grund, kan heller ikke ansøgernes forklaringer om konflikter, der er afledt heraf, lægges til grund. Om deres families kristne tro har ansøgerne som deres børn forklaret, at de forud for sønnens fødsel konverterede til kristendommen, at sønnen blev døbt som spæd, og at de først fortalte sønnen og hans søster om deres konversion, da børnene hver især var ca. 16 år gamle. Med hensyn til familiens kristne aktiviteter i Iran har ansøgerne og deres børn afgivet forklaringer, der i et vist omfang er indbyrdes divergerende. Ansøgernes søn har i Udlændingestyrelsen den […] 2013 forklaret, at hans familie ikke gik meget op i religion. Den […] 2013 har han forklaret, at familien, så vidt han ved, ingen kristne aktiviteter har haft, men at han kom i en privat kristen kirke. Den […] 2013 har han forklaret, at kristendommen ikke blev praktiseret i hans familie, idet de dog fejrede jul og nogle få gange påske hos en kristen familie - hans gudfar og gudmor og deres børn - som de i en periode havde boet sammen med. Ansøgernes søn har videre forklaret, at han ikke tror, at de har holdt jul på deres egen bopæl og foreholdt sin mors forklaring om, at de, fra han var ca. 12 år, selv holdt jul og havde juletræ - ifølge moderen stod det i stuen fra et par dage før jul til efter nytår - har han fastholdt, at det havde de aldrig. Ansøgernes datter har den […] 2013 forklaret, at familien aldrig fejrede højtider på deres egen bopæl, idet det var for farligt, og at de derfor ikke selv kunne have et juletræ. Foreholdt sin fars forklaring af […] 2013 om, at de havde juletræ på bopælen, har hun forklaret, at hendes far måske et par gange havde et lille juletræ, som han hurtigt fjernede igen, uden at hun nåede at se det, idet hun de gange har været hos den kristne familie. Hun har endvidere forklaret, at hun har en erindring om, at der er blevet fejret jul i hjemmet, da hun var meget lille. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de havde et maleri af Jesus på væggen i soveværelset og en plakat med Jomfru Maria og Jesus i stuen. Den mandlige ansøger og parrets børn har adspurgt om religiøse symboler i hjemmet ikke nævnt disse. Ansøgernes datter har nævnt billeder af Jesus på en computer, og den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke har bemærket billeder med religiøst indhold i hjemmet. De fotografier fra familiens hjem, der er fremlagt for nævnet, bekræfter imidlertid den kvindelige ansøgers forklaring. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun praktiserede den kristne tro i hjemmet, og at hun fra børnene var helt små lærte dem at bede en bøn til gud og takke for de ting, som han havde givet dem. Da børnene blev større og var blevet fortalt om forældrenes konversion, talte hun og datteren, men ikke sønnen, ofte om kristendommen. De havde hver især deres egne tider, hvor de fordybede sig i biblen eller bad, men det forekom dog også, at de gjorde det sammen. Heroverfor har ansøgernes datter forklaret, at familien 4-5 år efter, at hun var blevet fortalt om forældrenes konversion, begyndte at samles på fredage og bede og læse biblen sammen. Den mandlige ansøger har forklaret, at han nogle gange læste i biblen, når han havde tid, men at han ikke havde andre kristne aktiviteter. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet efter ansøgernes forklaringer til grund, at de fra omkring 1983 har opfattet sig som kristne, at de i 1984 lod deres spæde søn døbe, at familien gennem årene i Iran har fejret kristne højtider i private hjem, hvilket understøttes af de for nævnet fremlagte fotografier, og at de i Danmark er blevet døbt og regelmæssigt har deltaget i gudstjenester. Det må endvidere lægges til grund, at deres kristne aktiviteter i Iran i øvrigt har været af begrænset omfang, men dette må efter nævnets bevisvurdering ses i sammenhæng med den risiko, der for tidligere muslimer i Iran er forbundet med at leve et åbent kristent liv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgernes konversion, hvis de ved tilbagevenden til Iran lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med deres ønske herom. Det kan således ikke kræves, at en asylansøger for at undgå problemer i hjemlandet som følge af sin religiøse overbevisning, skal skjule eller hemmeligholde denne. På den baggrund, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om konverteredes stilling i Iran, finder nævnet, at det er sandsynliggjort, at ansøgerne ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere, […] og […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/3
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti (PAK), og at han har spillet fodbold for partiets fodboldhold. Ansøgeren har oplyst, at hans fader har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han og hans familie er politiske flygtninge, og fordi han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak, før ansøgeren blev født. Familien boede først i Al-Tash-lejren i Romadi. Dernæst flyttede familien til Barika-lejren i det nordlige Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret usikkert, ukonkret og ikke overbevisende om faderens medlemskab af KDPI og faderens politiske aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans fader fortsat er aktiv og deltager i medlemsmøder. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens fader er medlem af KDPI eller i øvrigt har deltaget i politiske aktiviteter. Flertallet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgerens broder i sin asylsag ikke har oplyst om, at faderen var medlem af KDPI, selvom broderen af Udlændingestyrelsen blandt andet blev spurgt om, hvorvidt forældrene havde været politisk aktive i Iran. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i bare nogen grad. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev medlem af PAK tre måneder før, han udrejste fra Irak, og at han alene blev medlem, fordi han ønskede at spille fodbold i partiets sportsafdeling. Han har ellers ikke været aktiv i partiet bortset fra, at han har deltaget i partiets fester. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra myndighederne. Flertallet bemærker i den forbindelse, at alene den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren og senere har opholdt sig i KRI – heller ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger – kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/2
Nævnet meddelte i marts 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader har været medlem af KDPI siden starten af 1980’erne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af myndighederne, idet hans fader er medlem af og har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. I 2005 eller 2006 flyttede han sammen med hele familien til en flygtningelejr i Erbil i det nordlige Irak […]. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren og hans familie levede under dårlige forhold i Irak, og de havde ikke samme rettigheder som irakiske statsborgere. Ansøger boede i lejren indtil sin udrejse fra Irak. Spørgsmålet, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må afgøres efter en konkret og individuel vurdering af ansøgeren og hans families forhold, herunder at ansøgeren og hans familie har opholdt sig i Al-Tash-lejren og efterfølgende i en flygtningelejr i KRI. Efter ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder ansøgerens broders forklaring i sin asylsag, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens fader var politisk aktiv i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at faderen fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Irak. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fader og moder fortsat opholder sig i KRI, og at de som følge af faderens politiske aktiviteter frygter forfølgelse, hvis de vender tilbage til Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/1
Nævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner og har forklaret, at han efter at være indrejst til Danmark er konverteret til kristendommen. Den […] 2012 blev han døbt i en kirke i København. Ansøgeren er fra Teheran, Iran. Han har været politisk aktiv indenfor en bestemt politisk retning, der svarer til den tidligere kronprins i Iran Reza Pahiavis’ ideologi. Ansøgeren startede sine aktiviteter i starten af 2009, og han har sammen med tre andre udgjort kernen i en gruppe, som skulle sprede budskabet om for eksempel demokrati videre til medlemmerne af gruppens omgangskreds. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder på baggrund af sine aktiviteter og det materiale, som blev konfiskeret på bopælen. Selvom der lovmæssigt ikke er grundlag for at dømme ansøgeren, idømmes mange modstandere af styret og islam langvarige straffe alene ud fra dommerens personlige holdning og overbevisning. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på afgørende punkter har afgivet skiftende og bevidst usande forklaringer om blandt andet de iranske myndigheders beslaglæggelse af hans pas og andre papirer, rejserute, visumansøgning og kontakt til agent. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at forklaringen om myndighedsforfølgelse på grund politiske forhold forekommer konstrueret og usandsynlig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren allerede forud for udrejsen fra Iran var konverteret til kristendommen. Hans konvertering efter ankomsten til Danmark efter en kortere periodes angivelige interesse forekommer ikke reel. Der er herved henset blandt andet til, at ansøgerens aktivitetsniveau på det kristne felt forud for Udlændingestyrelsens afslag var relativt beskedent for at stige frem gennem foråret for at nå en særdeles omfattende højde op til nævnsmødet sammenholdt med det ovenfor om ansøgerens generelle troværdighed anførte. Han findes endvidere ikke at have profileret sine kristne aktiviteter så stærkt, at han allerede af den grund vil blive udsat for myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2013/9
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse [K-status] til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2005. I 2006 stadfæstede nævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. I 2013 genoptog nævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tyrkiske iranere og shiamuslimer fra Teheran. Som asylmotiv har ansøgerne under den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at den mandlige ansøger under en demonstration den […] 2000 blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, og at han blev løsladt ved betaling af kaution og efterfølgende modtog en tilsigelse til Revolutionsdomstolen. Den […] 2000 indrejste han i Danmark og søgte om asyl, men frafaldt efterfølgende sin ansøgning og rejste tilbage til Iran i foråret 2001, idet hans far var syg og hans ægtefælle havde brug for ham. Et par dage efter indrejsen henvendte han sig til Revolutionsdomstolen på baggrund af tilsigelsen, og blev herefter tilbageholdt i cirka to år i et fængsel og udsat for intensiv tortur to gange. Efter cirka 23 måneder blev ansøgeren indlagt på fængslets hospital, hvorfra det lykkedes ham at flygte. Herefter opholdt den mandlige ansøger sig i omkring to år forskellige steder i Iran sammen med den kvindelige ansøger og deres barn. I foråret 2005 udrejste de via lufthavnen ved hjælp af bestikkelse. Den mandlige ansøger frygtede ved en tilbagevenden til Iran, at han ville blive udsat for yderligere tortur. Den kvindelige ansøger henviste udelukkende til den mandlige ansøgers forhold. Den […] 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvormed ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Den mandlige ansøger har ikke villet bestride, at hans tidligere afgivne forklaringer i nogen grad har været oppustet og præget af udbyggende detaljer. Flygtningenævnet finder, at betydelige dele af den mandlige ansøgers forklaring ikke kan lægges til grund for sagen… Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke grundlag for at antage, at nogen af ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konventionsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive underkastet dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Den mandlige ansøger har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har fortsat sin politiske aktivitet, og at han er aktiv i forskellige iranske organisationer, blandt andet Støttekommitéen for Iranske Politiske fanger. Ansøgeren har i forbindelse hermed deltaget i en række demonstrationer og aktiviteter imod det iranske styre, blandt andet foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har endvidere deltaget i sultestrejken til støtte for de iranske politiske fanger, i foråret/forsommeren 2012. Ansøgeren er i forbindelse med sine aktiviteter blevet eksponeret igennem medierne, såvel igennem de danske som de internationale medier. Det lægges til grund, at ansøgerne ikke har været politisk aktive i Iran i forbindelse med sagen, der blev afgjort af Flygtningenævnet den […] 2006. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgerne efter afgørelsen fra Flygtningenævnet under opholdet i Danmark har udført aktiviteter eller er kommet i en situation, som kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i en række demonstrationer i Danmark rettet imod det iranske styre i en periode fra 2007 til 2012, som i varierende omfang er blevet dækket af trykte medier og billedmedier, ligesom oplysninger om en række af demonstrationerne er blevet videreformidlet via internettet. Den mandlige ansøger er blevet afbilledet og nævnt med navn flere gange. Han er endvidere blevet interviewet i TV Lorry og TV2 News samt i Komala TV, som kan ses i Iran. Hertil kommer, at ansøgeren deltog i en demonstration med sultestrejke foråret/forsommeren 2012, hvorunder der også blev demonstreret foran den iranske ambassade. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke afvise, at de nævnte aktiviteter kan have eksponeret den mandlige ansøger overfor det iranske styre i et sådant omfang, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at den kvindelige ansøger meddeles opholdstilladelse i konsekvens af mandens forhold. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/8
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han bekender sig til trosretningen eckankar og har arrangeret møder for denne i Iran, ligesom han har opfordret sin familie og sine venner til at deltage i disse møder og konvertere til eckankar. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at myndighederne i Iran har fundet ud af, at han er konverteret til eckankar. Ansøgeren har i den forbindelse modtaget trusler via telefonbeskeder to gange og en gang via SMS. Ansøgerens hjem er blevet ransaget af myndighederne, hvor flere af ansøgerens bøger og ansøgerens broders computer blev konfiskeret. Efter ansøgerens udrejse er hans broder blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder i to dage. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive fængslet, tortureret eller henrettet på grund af sine aktiviteter for eckankar. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til eckankar, og at han som følge heraf er kommet i myndighedernes søgelys, til grund. Flygtningenævnet finder således forklaringen om, at ansøgeren gennem cirka halvandet år har afholdt eckankar-møder i en offentlig park, og at han gennem denne periode har modtaget trusler fra de iranske myndigheder to gange per telefon og en gang via SMS, uden at myndighederne foretog sig yderligere, utroværdig. Det forekommer endvidere utroværdigt, at myndighederne alene har interesseret sig for ansøgeren og ikke hans moder eller søskende, uanset myndighederne under ransagningen af ansøgerens hjem angiveligt fandt bøger fra eckankar-bevægelsen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed blandt andet lagt vægt på, at han ikke har praktiseret eckankar sammen med andre, efter at han er indrejst i Danmark den […] 2012. Han har ikke kontaktet eckankar-bevægelsens hovedkontor i USA og har alene kontaktet den danske afdeling ved at få en ven til at lægge en besked på afdelingens telefonsvarer med anmodning om at kontakte ansøgeren, hvilket ikke har ført til yderligere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der jævnligt er i kontakt med sin familie i Iran, ikke har kontaktet nogle af de personer, som han angiveligt havde holdt ugentlige møder med om eckankar, og som han har opfattet sig som en form for leder af. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de bøger, som ansøgeren har fremvist under nævnsmødet, fremstår som ubrugte, til trods for, at bøgerne efter ansøgerens forklaring er de helligste bøger og betyder så meget for ham, at hans bror sendte dem til ham fra Iran via Sverige, fordi broderen var klar over bøgernes særlige betydning for ham. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte breve, herunder brevet adresseret til […] i Canada, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således ikke, uanset ansøgeren måtte have en vis interesse for eckankar-bevægelsen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/7
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har imidlertid været tilhænger af religionen bahai. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til bahai. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han gennem en ven blev introduceret for bahai religionen. Gennem et halvt år gik ansøgeren regelmæssigt til møder. Ansøgeren fik en serie med 7 bøger, han skulle læse. De første to bøger fik han i papirudgave. De øvrige bøger lå som pdf-filer på hans computer, der var koblet til en parabolantenne i hjemmet. En dag kom politiet og konfiskerede parabolantenner i området, herunder i ansøgerens hjem. De tog i den forbindelse også ansøgerens computer og de to bøger om bahai. Ansøgeren var på arbejde, men ansøgerens mor ringede og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren talte med sin far, og de besluttede, at ansøgeren ikke skulle tage hjem. Ansøgeren tog derfor ophold hos en ven. To dage senere kom politiet og ransagede familiens hjem, og de konfiskerede ansøgerens personlige papirer. Herefter flygtede ansøgeren ud af landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens bekendelse af sin tro på bahai religionen er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren allerede forud for udrejsen fra Iran havde fattet interesse for bahai religionen og deltaget i religiøse møder og sammenkomster og læste religiøse tekster, og at denne interesse er fortsat efter udrejsen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har udvist et detaljeret kendskab til bahai religionens historie, lære og praksis. Uanset at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på visse punkter indeholder divergenser og fremstår mindre sandsynlig, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om problemer med myndighederne forud for udrejsen fra Iran. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent, detaljeret og selvoplevet. Flertallet lægger således til grund, at myndighederne i forbindelse med en ransagning hos ansøgeren har konfiskeret ansøgerens computer og bøger med religiøse tekster vedrørende bahai religionen. Flertallet lægger derfor til grund, at myndighederne er bekendt med ansøgerens tilknytning til bahai religionen, og at myndighederne har eftersøgt ansøgeren. På baggrund af ansøgerens religiøse overbevisning og problemer med myndighederne forud for udrejsen sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i Iran for personer, der er konverteret fra islam til bahai religionen, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af hjemsendelse til Iran risikerer at blive forfulgt på grund af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [… ] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/6
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i en periode på cirka tre måneder umiddelbart før udrejsen af Iran har været medlem af en religiøs organisation. Han har ikke i øvrigt været medlem af politiske, fagforeningsmæssige og/eller andre organisationer i sit hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, der efterstræber ham, fordi de har fået kendskab til, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han den […] 2011 konverterede til kristendommen og blev Jehovas Vidne, efter at han havde deltaget i en ceremoni, hvor han drak alkohol og spiste brød. Han deltog efterfølgende i kristen undervisning hver søndag i Teheran. Den […] blev han døbt. En dag kom ansøgeren for sent til undervisningen, og da han nærmede sig stedet, opdagede han, at de andre elever var ved at blive anholdt af civilklædte betjente. Ansøgeren tog herefter ophold hos en ven i Teheran i 10 dage, inden han udrejste af Iran i sommeren 2011. Ansøgeren har dels til sin advokat, dels under nævnsbehandlingen, oplyst, at hans forklaring til samtalen med Udlændingestyrelsen er misforstået af tolken, idet vennen ikke er kristen og aldrig har været det. Vennen er alene forretningspartner for ansøgeren og vennen har bistået ansøgeren med at arrangere udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de ovennævnte divergenser kan tilskrives tolkeproblemer, idet oplysningerne om vennens rolle som medkristen er gennemgående i hele ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren af denne grund må anses for at have afgivet så divergerende forklaringer om begivenhederne i Iran, at hans forklaring herom ikke kan lægges til grund for sagen. Flygtningenævnet forkaster derfor hele hans forklaring om, hvad der er gået forud for hans udrejse af Iran som udokumenteret og divergerende. Ansøgeren har oplyst, at han den […] 2012 er blevet døbt i Danmark af pastor […]. Ansøgeren har fremlagt en dåbsattest herfor. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter, at da det ikke kan anses for sandsynliggjort af ansøgeren, at han allerede i Iran er konverteret til kristendommen, er det ej heller sandsynliggjort af ansøgeren, at hans dåb i Danmark er en naturlig fortsættelse af et forudgående begivenhedsforløb i Iran. Flertallet finder herefter, at ansøgerens asylmotiv er konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger blandt andet vægt på, at ansøgerens dåb den […] ligger ret kort tid efter, at ansøgeren fik afslag i Udlændingestyrelsen. Under disse omstændigheder finder flertallet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/4
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet afgørelsen i sagen med henblik på gennem Udenrigsministeriet at søge et af ansøgeren fremlagt dokument ægthedsvurderet. Senere i 2012 modtog Flygtningenævnet et høringssvar fra Udenrigsministeriet. Sagen blev hefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han under sin studietid ved universitetet i Teheran var medlem af en uformel og illegal gruppe. Medlemmerne ønskede at indføre demokrati i Iran og var i opposition til Ahmajinejads regering. Ansøgeren blev på denne baggrund bortvist fra universitetet. Derudover har ansøgeren ikke været medlem af, sympatiseret med eller udført aktiviteter for politiske eller religiøse organisationer, foreninger eller partier. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi han er blevet sigtet for at have deltaget i demonstrationerne mod præsident Ahmajinejad i sommeren 2009 efter præsidentvalget. Under den sidste demonstration blev ansøgeren anholdt og mødte i den forbindelse en person ved navn […], der var ansat i efterretningstjenesten. […] genkendte ansøgeren, da […] boede i samme kvarter som ansøgeren og tidligere mange gange havde udsat ansøgeren for overgreb, fordi ansøgeren var vestligt klædt. Det lykkedes ansøgeren at flygte under de tumultariske demonstrationer. Ansøgeren er derfor blevet tilsagt til et retsmøde. Ansøgeren har henvist til, at siden hans flugt har hans fader været anholdt flere gange og deres bopæl er blevet ransaget. Ansøgeren har videre henvist til, at mange af hans venner er sporløst forsvundet. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, idet ansøgerens forklaring forekommer usandfærdig, og idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har lagt afgørende vægt på, at den af ansøgeren fremlagte tilsigelse til at møde i retten i Teheran i efteråret 2009 er vurderet som ikke ægte af to af hinanden uafhængige kilder anvendt af Udenrigsministeriet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de tilbageholdelser, han har været udsat for inden præsidentvalget i 2009, herunder med hensyn til varigheden, perioderne og årsagen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt […] var til stede, da han blev anholdt i forbindelse med demonstrationen, eller om han først kom til stede senere. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke, da han efter sin flugt var i kontakt med sin familie, fik familien til at fjerne hans dokumenter fra bopælen, henset til at […] kendte ansøgeren og vidste, hvor hans forældre boede. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har haft 12 års skolegang, og at han til trods herfor ikke har været i stand til at forklare præcist om datoen for præsidentvalget i juni 2009, og om hvornår han deltog i demonstrationer. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/3
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle samt deres fælles barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og angivelig kristen konvertit fra Karaj, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse siden sin studentertid i 1999/2000, hvor han har deltaget i strejker og demonstrationer i Teheran. Herudover har han uddelt nattebreve blandt andet på sin arbejdsplads, uddelt plakater og valgskilte og agiteret for præsidentkandidat Mousavi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive anholdt, fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet de beskylder ham for at være modstander af det iranske regime. Herudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen, og han frygter således, at de iranske myndigheder vil slå ham ihjel som følge heraf. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den […] 2009 blev anholdt og tilbageholdt i omkring en uge i forbindelse med hans deltagelse i en demonstration imod det iranske regime. Han blev udsat for tortur under fængslingen. Han blev løsladt, da der ikke var beviser for hans engagement for Den Grønne Bevægelse. Han underskrev en erklæring om, at han ikke ville have politiske aktiviteter. Ansøgeren var sengeliggende en uge efter løsladelsen. Under ansøgerens tilbageholdelse blev hans ægtefælle og søn opsøgt på bopælen og chikaneret af myndighederne, ligesom myndighederne ransagede hjemmet. Omkring […] 2011 blev hjemmet igen ransaget, hvor politiet og sikkerhedstjenesten tog ansøgerens bøger og computer. I begyndelsen af 2012 lavede ansøgeren nogle løbesedler hjemme på sin bopæl, som han uddelte ved busterminalen, metroen og på sit arbejde. Han gjorde det i hemmelighed, og ingen vidste, at han havde lavet dem. Omkring den […] 2012 diskuterede ansøgeren politik med to kolleger på sin arbejdsplads, og som følge heraf blev han dagen derpå indkaldt til Herasat og udspurgt om sin holdning til regimet. Ansøgeren blev efterfølgende bortvist fra sit arbejde, da de anklagede ham for, at han fortsat var politisk aktiv. Samme dag var ansøgeren ude at handle, hvor han mødte sin genbo, som fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget. Kort herefter ringede ægtefællen og fortalte det samme. Ansøgeren turde ikke tage hjem, men skjulte sig hos en ven i to uger, hvorefter han mødtes med sin ægtefælle og søn og udrejste til Østrig. I Danmark har ansøgeren fået kontakt til […]kirken, og i […] 2012 modtog ansøgeren kristenundervisning via Skype, indtil den […] 2012, hvor ansøgeren og ægtefællen blev døbt. Videre har ansøgeren oplyst, at han indimellem går i kirke, ligesom han missionerer på sit asylcenter. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at dele af ansøgerens forklaring i relation til spørgsmålet om politisk forfølgelse må tilsidesættes som divergerende og utroværdig. Ansøgeren har først forklaret, at han ikke har søgt om visum vedrørende et vesteuropæisk land eller er rejst igennem et andet vesteuropæisk land, men har senere ændret denne forklaring til, at han har været på det vesteuropæiske lands ambassade og var rejst til Danmark i bil fra hovedstaden i det vesteuropæiske land. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han først planlagde udrejse efter episoden i begyndelsen af 2012 uagtet, det kan konstateres, at der har været kontakt til myndigheder vedrørende udrejsepapirer før jul 2011. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal at måtte lægge til grund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse af den påståede episode i begyndelsen af 2012. Flertallet finder heller ikke, at ansøgerens anbringende om risiko for forfølgelse på grundlag af konvertering kan lægges til grund. Der er herved henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, det forhold at ansøgeren er blevet døbt mindre end to måneder efter at have fattet interesse for kristendommen og henset til, at han løbende under udlændingemyndighedernes behandling af sagen og i nævnet har udbygget sin forklaring om sit kristne engagement. Herefter findes det ikke godtgjort, at ansøgeren har foretaget en reel konvertering til kristendommen indebærende en risiko for forfølgelse ved eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder hefter ikke at betingelserne for opnåelse af asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/29
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2005. I 2008 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter efter nævnets afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne er etniske persere og shia-muslimer fra[…], Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske, religiøse, fagforeningsmæssige eller andre organisationer. Den mandlige ansøger har været medlem af Basij fra 1995/1996 til 2001/2002. Den mandlige ansøger har siden 2008 været politisk aktiv i Danmark, idet han er forkæmper for kvinders rettigheder i Iran og arbejder for demokrati og frihed i Iran. Han er forfatter til to bøger, […], som er udgivet, og[…], som ikke er udgivet. Han har medvirket i interviews på radiostationer og har i flere år været frivillig ved en radiostation i Danmark, hvor han er nyhedsoplæser. Han er daglig skribent på websiden[…], en nyhedshjemmeside, hvor han dagligt beretter om kvinders vilkår i Iran. Hjemmesiden har et stort antal besøgende hver dag. Han har i omkring syv år haft en blog ved navn […] med samme emne. Bloggen har 4.000 medlemmer. Han er endvidere medlem af en gruppe i et vesteuropæisk land, hvor menneskerettigheder årligt drøftes. Han har endelig lavet en kortfilm af tyve minutters varighed vedrørende stening af kvinder i Iran. Den mandlige ansøger har navnlig i 2011 og 2012 modtaget ”flash”-sms’er med trusler på livet rettet mod ham, den kvindelige ansøger og parrets barn, og han har i samme periode modtaget utallige e-mails med lignende trusler. Parret har måttet tage navneforandring som følge af truslerne. Både den mandlige og den kvindelige ansøgers forældre i Iran er blevet chikaneret af de iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers aktiviteter. Under hensyn til de af den mandlige ansøger udførte regimekritiske aktiviteter og de modtagne trusler findes ansøgerne at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […], samt ægteparrets søn […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/28
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: "At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for KDPI, Kurdistans demokratiske parti, siden juni 2011, idet han tre gange har været med til at uddele løbesedler. Ansøgerens fader er tidligere medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at han blev stoppet af politiet ved en kontrolpost på vej til Orumieh, hvor ansøgeren havde i sinde at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren undslap politiet, men de anholdt ansøgerens fader og broder på bopælen dagen efter, ligesom en af de øvrige venner er blevet anholdt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring i det væsentlige må anses som sammenhængende, og at de mindre divergenser, der fremtræder, kan være fremkommet som følge af oversættelsen. Nævnet finder ikke, at ansøgerens beskrivelse af episoden ved kontrolposten må anses for så usandsynlig, at forklaringen af denne grund kan tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har udført aktiviteter for KDPI. Aktiviteterne må anses som værende på lavt niveau, men det må lægges til grund, at myndighederne er blevet bekendt hermed. Herefter og under hensyn til, at det må lægges til grund, at ansøgerens fader er eller har været politisk aktiv for KDPI og fængslet af denne grund, ligesom faderen i forbindelse med ansøgerens flugt har været fængslet i 20 dage, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2013/27
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse og med en kvindebevægelse, for hvilke ansøgeren har været aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet hun har dræbt en tjenestemand fra den iranske efterretningstjeneste. Hun frygter endvidere forfølgelse fra de iranske myndigheder, der har tilbageholdt hende som følge af, at hun har undervist i yoga og deltaget i hemmelige kurser hos […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i begyndelsen af 2012 deltog i et meditationskursus hos […], hvor myndighederne kom til stede og foretog anholdelse af alle de tilstedeværende. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage og afhørt om sin deltagelse i undervisningen og dens formål. Ved løsladelsen underskrev hun en erklæring om, at hun ikke ville deltage i lignende undervisning i fremtiden. Ti dage efter løsladelsen blev ansøgeren opsøgt af myndighederne og tilbageholdt i et døgn, hvor hun blev afhørt om de yogateknikker, hun brugte i sin egen yogaundervisning. Myndighederne lukkede ansøgerens yogacenter, da de mente, at hun udspredte buddhisme, hinduisme og satanisme. Hun ophørte herefter med at undervise i yoga, ligesom hun ikke deltog i flere kurser i meditation. Hun ophørte med at se sine tidligere elever og venner fra yogamiljøet. I sommeren 2012 deltog ansøgeren i en fest hos en barndomsveninde, hvor der både var mænd og kvinder til stede, og hvor der blev serveret alkohol. Myndighederne ankom til festen, og alle gæsterne blev tilbageholdt. Ansøgeren blev kørt fra festen af en civilklædt betjent separeret fra de øvrige tilbageholdte. På vejen fortalte hun betjenten, at hun tidligere havde været anholdt og var bange for konsekvenserne af den nye tilbageholdelse. Betjenten fortalte, at han var fra efterretningstjenesten, og at han var bekendt med ansøgerens tidligere sager, og at han havde overvåget hende. Ved ankomsten til en grusvej, trak betjenten ansøgeren ud af bilen og forsøgte at voldtage hende. Ansøgeren kæmpede imod ved blandt andet at slå betjenten to gange i tindingen med en sten. Han blev bevidstløs, og hun flygtede fra stedet i hans bil. Hun har efterfølgende fået at vide, at betjenten afgik ved døden som følge af slagene. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, der er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hendes deltagelse i hemmelige meditationskurser hos […], har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at myndighederne har tilbageholdt hende i forlængelse af kontakten med […], at myndighederne, efter det af efterretningsmanden oplyste, har overvåget hende siden da, og at myndighederne har tvunget hende til at lukke sin yogaskole. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af drabet på efterretningsmanden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udelukke ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2 eller § 10, stk. 1,nr. 3, idet Flygtningenævnet efter en samlet vurdering finder, at ansøgeren som følge af voldtægtsforsøget har handlet i lovlig nødværge vedrørende begge slag mod efterretningsmandens tinding. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/26
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Siden 1989 har ansøgeren været medlem af Basij. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, der mistænker ham for at være imod regimet. I løbet af sommeren 2009 blev han af Basij kommanderet ud til demonstrationerne efter præsidentvalget for at slå på demonstranterne. Den […] 2010 blev han arresteret af Basij, fordi han over før sine overordnede havde nægtet at bruge vold mod demonstranter. Videre havde han udtalt sig kritisk om det iranske styre overfor andre medlemmer Basij. Herefter blev han fængslet, afhørt og udsat for fysiske overgreb. Den […] 2011 blev han ved hjælp fra sin familie og mod kaution indlagt på et hospital, og efter tre dages indlæggelse blev han udskrevet og udrejste af hjemlandet omkring en måned senere. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring til sagen, til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget af […] 2012 og i nævnsmødet den […] 2012 gav anledning til, at nævnet udsatte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse navnlig under henvisning til ansøgerens forklaring om de overgreb, han var udsat for under fængslingen fra sommeren 2010 til begyndelsen af 2011. Retsmedicinsk institut på Aarhus Universitet har herefter afgivet erklæring til sagen. Erklæringen indeholder personundersøgelse af […] 2012, retspsykiatrisk erklæring af […] 2012 samt reumatologisk undersøgelse af […] 2013. Det fremgår samstemmende, at ansøgeren har medvirket fuldt ud til undersøgelserne, at der ikke har været indtryk af simulation, og at de overgreb under den anførte fængsling, som ansøgeren har oplyst nærmere om, er forenelige med de lægelige fund. Sammenfattende konkluderes, at de påviste læsioner er ukarakteristiske ar, hvor det ikke er muligt med sikkerhed at afgøre, hvordan de er opstået. Bevægeindskrænkningen af ansøgerens venstre skulder og ansøgerens PTSD kan være følger af den oplyste tortur. Slag og spark giver sædvanligvis anledning til blodunderløbne mærker, som sædvanligvis heler op uden ardannelse. Det konkluderes, at ansøgeren kan have været udsat for tortur som angivet. Nævnet finder på denne baggrund at kunne lægge til grund, at ansøgeren gentagne gange blandt andet over for andre medlemmer af Basij fremsatte sin kritik mod de iranske myndigheders fremfærd, herunder vold, mod personer, der deltog i demonstrationer i sommeren 2009 og under Ashura højtideligheden den 27. december 2009, ligesom ansøgeren nægtede selv at deltage i myndighedernes voldudøvelse mod demonstranter, selvom han var medlem af Basij. Det lægges videre til grund, at ansøgeren på denne baggrund blev fængslet fra sommeren 2010 til begyndelsen af 2011, og at ansøgeren under fængslingen var udsat for vedvarende vold i form af navnlig slag og spark, der må anses for tortur. Ansøgeren blev midlertidigt overført til hospitalsbehandling i slutningen af 2011, da ansøgerens familie havde stillet kaution for hans tilbagevenden til fængslet, men ansøgeren blev hentet af sin broder på hospitalet, hvorefter ansøgerens broder og familie arrangerede ansøgerens udrejse, der skete illegalt til Tyrkiet. Navnlig henset hertil samt i øvrigt henset til, at ansøgeren efter det oplyste den […] 2012 ved dåb er konverteret til kristendommen og ved deltagelse i en demonstration mod det iranske styre den […] 2012 i Thisted fortsat har udtrykt sin modstand mod det iranske styre, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran kan risikere forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Nævnet bemærker, at der ikke for nævnet foreligger oplysninger, der indebærer, at ansøgerens medlemskab af Basij og hans aktiviteter herfor udelukker ansøgeren fra opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/25
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2006. Senere i 2006 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. I begyndelsen af 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen til behandling på nyt mundtligt møde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2006. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede forfølgelse på baggrund af sin egen og sin families kristne tro. Den […] 2006 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren, som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2009 blev døbt i Danmark. Ifølge den iranske forfatning anerkendes visse religiøse minoriteter, herunder kristne. Ifølge nævnets baggrundsoplysninger har kristne minoriteter i Iran imidlertid siden 2005 og navnlig fra 2009 været udsat for stigende pres fra myndighedernes side, og det tolereres for eksempel ikke længere, at gudstjenester afholdes på farsi. Efter de seneste baggrundsoplysninger (Iran - On Conversion to Christianity; Udlændingestyrelsen, Landinfo og Flygtningenævnet, fact-finding mission november 2012 – januar 2013) må det antages, at iranske konvertitter, der returnerer til Iran, ikke nødvendigvis vil opleve problemer med myndighederne, hvis de agerer diskret med hensyn til deres tro og ikke foretager sig noget, der påkalder sig myndighedernes opmærksomhed. Hvis en kristen aktivt manifesterer sin kristne identitet i det offentlige rum, missionerer, selv starter en menighed eller på anden vis engagerer sig i evangeliske aktiviteter, kan den pågældende derimod påkalde sig myndighedernes negative opmærksomhed og bringe sig i risiko for alvorlige konsekvenser herunder strafforfølgelse, om end dødsstraf efter det oplyste ikke er anvendt i nyere tid. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hans familie altid har været kristne, men at familien i Iran har været diskrete med deres tro og ikke har stået frem som kristne. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren siden 2006 efter sin indrejse i Danmark har været aktiv i den kristne kirke […], der afholder gudstjenester på farsi for hovedsageligt iranere og afghanere i Danmark. Den […] 2009 blev han døbt. Han har herefter øget sin deltagelse i kirkens aktiviteter med praktisk bistand, været aktiv i bibelstudiekredse og fungeret som mødeleder, ligesom han under gudstjenester under navns nævnelse har afgivet vidnesbyrd. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at ansøgerens aktiviteter i kirken, der må betragtes som profileret, allerede på nuværende tidspunkt er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder det endvidere nærliggende at antage, at ansøgeren, når han ved tilbagevenden til Iran i ord og handling giver udtryk for sin religiøse overbevisning, vil kunne blive opfattet som konvertit og være i risiko for en reaktion fra de iranske myndigheders side. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/24
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes datter vil blive dræbt, og at hun selv vil blive voldtaget, fordi ansøgeren har nægtet at lade sig skille fra sin herboende ægtefælle og efterfølgende gifte sig med en anden mand efter faderens anvisning. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hendes bopæl flere gange er blevet ransaget af myndighederne efter ansøgerens ægtefælles flugt fra Iran. Myndighederne konfiskerede blandt andet ansøgerens vielsesattest, ID kort og nationalitetsbevis. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen, på trods af ansøgerens vanskeligheder med nærmere at tidsfæste forskellige begivenheder, har fremstået selvoplevet, troværdig og konsistent. Ansøgerens ægtefælle måtte efter valget i 2009 flygte fra Iran, og han blev i 2010 meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter ægtefællens flugt blev ansøgerens bolig ransaget, og hendes personlige papirer blev konfiskeret. Efterfølgende blev ansøgeren overvåget af myndighederne. Det må lægges til grund, at myndighedernes interesse for ansøgeren aftog, da myndighederne blev klar over, at ansøgerens ægtefælle var flygtet ud af Iran. Nævnet lægger imidlertid til grund, at ægtefællens forhold, og den omstændighed, at ansøgeren ikke længere var i besiddelse af sine personlige papirer medførte, at ansøgeren befandt sig i en særligt udsat position både i forhold til de iranske myndigheder og i forhold til sin egen familie. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens fader, da det stod klart, at ansøgers ægtefælle var flygtet til Danmark, lagde pres på ansøgeren, for at hun skulle lade sig skille. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af referenceakterne fra ægtefællens asylsag, at han i 2010 oplyste om det pres, ansøgeren var udsat for. Nævnet lægger endvidere til grund, at faderens pres på ansøgeren stedse forstærkedes, og at faderen, der havde fået ansøgerens personlige papirer i sin besiddelse, krævede, at hun giftede sig med en i forvejen gift mand, der var bekendt af familien. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens modstand mod dette ægteskab medførte, at manden truede med, at ansøgerens datter ville blive slået ihjel, og ansøgeren selv ville blive voldtaget, og at dette sammen med faderens fortsatte pres var årsagen til, at ansøgeren sammen med datteren måtte flygte til Teheran, hvor hun med hjælp fra ægtefællens familie holdt sig skjult, indtil hun flygtede til Danmark. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb af en sådan karakter, at det er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] samt et barn, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. stk. 2.” iran/2013/23
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt parrets mindreårige barn fra Iran. Indrejst i 2010 og 2011. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 hjemviste Flygtningenævnet sagerne til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på indhentelse af den mandlige ansøgers broders asylsagsakter fra et vesteuropæisk land.. Senere i 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere og tilhører Ahl-e Haq religionen fra […] provinsen i Iran. Hverken den mandlige eller den kvindelige ansøger har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at han omkring et år før sin udrejse af Iran i efteråret 2010 begyndte at udføre politisk aktivitet for Det Demokratiske Kurdiske Parti i Iran (KDPI). Det var hans faders fætter, […], der introducerede ham for partiet. Faderens fætter bad ham om at ophænge politisk materiale fra KDPI. Sammen med sin broder [….] ophængte ansøgeren fem gange ulovligt politisk materiale sent om aftenen i […] og Kermanshah. De ophængte senest materialet i Kermanshah, hvor de blev afsløret af myndighederne. De flygtede på ansøgerens motorcykel. Under flugten blev der to gange skudt mod dem. Efter at motorcyklen var væltet, flygtede de videre til fods. Det lykkedes dem at slippe væk. I den efterladte motorcykel opbevarede broderen sine id-papirer samt papirer vedrørende motorcyklen. På motorcyklen var der endvidere politisk materiale, som de senere skulle have hængt op. Næste dag tog ansøgerne med deres barn og den mandlige ansøgers broder til grænseområdet ved Tyrkiet. Den mandlige ansøgers fader hjalp med at få arrangeret flugten ud af Iran. Under den videre rejse gennem Europa blev den mandlige og kvindelige ansøger på foranledning af en agent skilt ad, således at den mandlige ansøger og hans broder kom til et vesteuropæisk land, hvor broderen senere fik opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger rejste med ægteparrets søn til Danmark, hvortil den mandlige ansøger herefter blev overflyttet. Den mandlige ansøger har efter flugten fået forbindelse med sin fader, der har oplyst, at myndighederne to gange har været på bopælen. Faderen har endvidere sendt kopier af tilsigelser, vedrørende den mandlige ansøger og hans broder, til bekendte i et vesteuropæisk land. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun frygter ved en tilbagevenden de iranske myndigheder som følge af ægtefællens politiske aktiviteter. Der er flere politisk aktive i hendes og ægtefællens familier, der er blevet slået ihjel af myndighederne. Nogle gange er der i den forbindelse udøvet alvorlige repressalier over for andre familiemedlemmer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaringer i al væsentlighed har været konsistente under hele asylforløbet. Forklaringerne er i overensstemmelse med den forklaring, som den mandlige ansøgers broder har afgivet til myndighederne i et andet vesteuropæisk land. Ansøgerne har endvidere i nævnet kunne svare sikkert og overbevisende på de opklarende spørgsmål, der er stillet til dem. Uanset det anførte i Udenrigsministeriets notat af […] 2011 vedrørende ægtheden af den tilsigelse, der efter ansøgernes udrejse, i kopi er sendt fra den mandlige ansøgers fader, finder Flygtningenævnet efter en samlet troværdighedsvurdering, at ansøgernes forklaringer kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at de iranske myndigheder er bekendt med, at den mandlige ansøger, som forklaret af denne, har udført alvorlig ulovlig politisk aktivitet for KDPI. Som følge heraf findes ansøgerne at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder, hvis de vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […], samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/22
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med og to gange uddelt løbesedler for KDPI. Efter sin indrejse i Danmark i sommeren 2012, er ansøgeren blevet medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Han har henvist til, at han i foråret 2012 to gange i henholdsvis […]og i landsbyen […]uddelte ulovligt politisk materiale for KDPI. Den […] 2012 blev han telefonisk kontaktet af sin svoger, der fortalte ham, at myndighederne havde været på ansøgerens tidligere bopæl og afleveret en tilsigelse, der vedrørte ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig omkring en måned i skjul, hvorefter han udrejste af hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen om, hvordan han modtog en tilsigelse fra myndighederne i sommeren 2012, ikke fremstår troværdig. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at tilsigelsen er afleveret på en adresse, som ansøgeren angiveligt forlod omkring tre år tidligere, og som ligger flere hundrede kilometer fra Teheran, hvor ansøgeren havde sin bopæl. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at tilsigelsen ifølge Udenrigsministeriets høringssvar af […] 2013 ikke antages at være ægte, og at ansøgerens forklaring om, hvordan han er kommet i besiddelse af sin fødselsattest og hans forklaring om, at han modtog en kopi af tilsigelsen via e-mail, men at han efterfølgende har glemt såvel e-mailadressen som kodeordet, forekommer utroværdig. Det bemærkes, at det anførte under mødet i Flygtningenævnet om forskellene på forskellige bogstaver i tilsigelsen ikke kan føre til en ændret vurdering af tilsigelsens ægthed. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2.” iran/2013/21
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere samme år stadfæstede Flygtningenævnet styrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark efter nævnets afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Som asylmotiv har ansøgeren under den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han var tilhænger af Mousavi, hvorfor han uddelte fotos og løbesedler fra sin forretning i forbindelse med valget. I slutningen af 2009 deltog han i en demonstration i forbindelse med en religiøs helligdag. Under demonstrationen opstod der sammenstød mellem demonstranter og myndighederne, hvorfor han flygtede fra området. Da han kom hjem opdagede han, at han havde tabt sin pung med sine personlige papirer, hvorfor han flygtede med sin ægtefælle og sine to børn hen til sine svigerforældre. Efter tre til fire dage fik han at vide af sine naboer, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl og ransaget hjemmet. Ansøgerens forretning blev ransaget den følgende dag. Den […] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, uanset om ansøgerens bopæl og forretning tre til fem dage efter demonstrationen blev opsøgt af myndighederne, kan antages at være kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring er uprofileret, og at myndighederne ikke efterfølgende har været på ansøgerens bopæl eller i ansøgerens forretning.” Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han er blevet filmet under demonstrationen ivinteren 2009, og at der ligger videoer af dette på Youtube. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under sit ophold i Danmark har deltaget i omfattende aktiviteter og protester imod præstestyret i Iran, herunder deltaget i sultestrejken fra foråret til sommeren 2012. Ansøgeren er i forbindelse med sine aktiviteter blevet kraftigt eksponeret igennem medierne, såvel igennem de danske som de internationale medier. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om baggrunden for hans udrejse af Iran i 2010 til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at der under demonstrationen i Teheran i slutningen af 2009 blev optaget en film, hvor ansøgeren ses som deltager i demonstrationen, og at filmen er offentligt tilgængelig på internettet, ligesom det efter det foreliggende baggrundsmateriale lægges til grund, at deltagere i blandt andet denne demonstration er blevet forfulgt af myndighederne. Hertil kommer, at ansøgeren i perioden fra foråret til sommeren 2012 deltog i en sultestrejke i København, hvor deltagerne blandt andet demonstrerede foran den iranske ambassade imod det iranske styre. Denne demonstration blev massivt dækket i medierne, herunder med billeder, hvor ansøgeren optræder. Ansøgeren blev interviewet af flere tv-stationer, herunder af en dansk tv-station, hvor hans navn samtidig blev vist på skærmen. Ansøgeren blev endvidere interviewet på […]TV, og Flygtningenævnet lægger til grund, at dette interview er blevet vist på TV, som kan ses i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran som følge af sine politiske aktiviteter vil være i risiko for myndighedsforfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2013/20
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har transporteret løbesedler for en studenterorganisation, som var imod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra såvel sin stedfars sønner som fra myndighederne. Da ansøgeren og hans familie genindrejste i Iran i 1981 efter fire års ophold i USA, blev ansøgerens far, der havde tjent shahen, tilbageholdt af myndighederne og senere henrettet. Ansøgerens mor blev i 1989 gift med[…]. […]behandlede ansøgerens søster dårligt, hvilket ansøgeren påtalte, hvorefter […]s sønner og deres vagter fra Basij forviste ansøgeren fra bopælen. I 2005 kom ansøgeren op at slås med en af […]s sønner og en Basij vagt, efter at søsteren var blevet slået. Ansøgeren blev i 2006 sigtet for ulovlig handel med spiritus og for at transportere politiske løbesedler, men blev løsladt ved […]s mellemkomst, idet han ikke ønskede sin ære krænket. Basij tilbageholdt i 2007 ansøgeren og nogle venner, fordi de havde forsamlet sig på gaden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb og var bevidstløs i 45 dage. Venner tilknyttet en studenterorganisation befriede ham fra tilbageholdelsen på det hospital, hvor han var indlagt. I foråret 2009 stjal ansøgeren omkring 15 mio. iranske tomaner fra […]s bopæl for at finansiere sin flugt fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet forklaret upræcist og afglidende vedrørende centrale punkter i begivenhedsforløbet. Ansøgeren har således først under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012 oplyst, at han i 2006 blev anholdt og sigtet for at have handlet med spiritus og for at transportere løbesedler med politisk indhold. Ansøgeren har under forklaringen for Flygtningenævnet – i modsætning til hvad tilfældet var under samtalen med Udlændingestyrelsen – ikke kunnet oplyse for eksempel, hvor længe han var tilbageholdt og bevidstløs i forbindelse med det påståede overgreb fra Basij i 2007, og hvor længe han opholdt sig i Danmark, inden han søgte asyl. Ansøgeren har som noget nyt under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at hans tidligere ægtefælle har søgt asyl i Danmark, og at han begyndte at interessere sig for kristendommen før sin indrejse i Frankrig i 2010. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen i Frankrig den […]2010 afstod fra muligheden for at søge om asyl i Frankrig og på, at ansøgeren efter at være indrejst illegalt i Danmark først søgte om asyl efter omkring et års ophold i Danmark. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har oplyst, at han skal døbes […] februar 2013, og at han er kommet i en dansk kirke siden slutningen af 2012 og undervises i kristendommen via internettet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke har nævneværdig viden om kristendommen endnu, men at han vil sætte sig ind i denne efter nævnsmødet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerens påtænkte konversion kan udgøre et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/2
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. I 2004 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2012 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om ansøgerens konversion til kristendommen samt kritik af det iranske styre under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iraner fra Mashad, Iran. Ansøgeren indrejste i Danmark i begyndelsen af 2002 og indgik ægteskab med en herboende iransk kvinde i foråret 2002, hvorefter han fik opholdstilladelse. Efterfølgende blev ægtefællerne separeret og ansøgerens opholdstilladelse inddraget. Ansøgeren søgte om asyl i […]2003 under henvisning til problemer som følge af, at han her i landet havde giftet sig med en kvinde, der ikke var skilt efter islamisk lov. Den […] 2005 stadfæstede Flygtningenævnet et afslag på asyl. Efterfølgende anmodede ansøgeren om genoptagelse bl.a. under henvisning til, at han var konverteret til den kristne tro og frygtede konsekvenser heraf ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Den […] 2007 og den […] 2009 afslog Flygtningenævnet at genoptage sagen bl.a. under henvisning til, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens konversion var kommet de iranske myndigheder til kundskab. Den […] 2012 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til den kristne tro og endvidere har udtrykt kritik af Iran i forbindelse med bl.a. demonstrationer og interviews. Flygtningenævnet har i afgørelserne af […] 2007 og […] 2009 lagt til grund, at ansøgeren er konverteret til den kristne tro, og der er ikke i forbindelse med den aktuelle genoptagelsessag fremkommet oplysninger, der giver grundlag for en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret fra islam til den kristne tro under sit ophold her i landet. På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring og de fremlagte erklæringer, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren blev døbt i […] 2006, og at ansøgeren regelmæssigt og gennem længere tid har praktiseret sin kristne tro, herunder ved deltagelse i gudstjenester, deltagelse i kristne fællesskaber, bibellæsning, uddeling af bibler og samtaler med bl.a. asylansøgere om den kristne tro. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere sin kristne tro, herunder opsøge fællesskab med andre kristne og tale med andre om sin kristne tro. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at både myndigheder og andre vil blive bekendt med ansøgerens kristne tro og adfærd. Hertil kommer, at ansøgeren i et vist omfang er blevet eksponeret her i landet i forbindelse med kritik af det iranske styre. På den baggrund og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Iran, herunder navnlig for muslimer der konverterer til den kristne tro og endvidere forsøger at omvende andre til den kristne tro, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for både forfølgelse og mishandling. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/19
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia muslim, født i Qum, men opvokset i Teheran, hvor han og hans familie boede ved hans udrejse i foråret 2013. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han deltog i syv til otte demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, men han har ikke som følge heraf oplevet nogle konflikter med de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udtalt sig kritisk om det iranske styre og om shia-islam til to kunder i en frisørsalon i en af Teherans lufthavne, hvor han arbejdede. Ansøgeren frygter også de iranske myndigheder, fordi han i Danmark har deltaget i flere demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade. Ansøgeren har oplyst, at han og en kunde under en klipning i foråret 2013 talte kritisk om islam og styret. Efter klipningen konstaterede ansøgeren, at en mand ved navn […], der var ansat i lufthavnens sikkerhedskontor, Herasat, stod udenfor salonen. En halv time efter blev ansøgeren ringet op af Herasat, der bad ham om at møde på Herasats kontor. Ansøgeren efterkom indkaldelsen og fik bind for øjnene og håndjern på, hvorefter han blev kørt til et ukendt sted. Han var tilbageholdt i to dage, hvor han blev afhørt om sit kendskab til islam. Han blev ligeledes udsat for vold. Efterfølgende blev han løsladt. Cirka to måneder senere gav en anden kunde under en klipning i ansøgerens frisørsalon udtryk for sin utilfredshed med, at der blev kaldt til bøn i lufthavnen. Ansøgeren opfordrede kunden til at lade være med at komme med sådanne udtalelser, fordi ”væggene havde ører”, og han fortalte kunden, hvad der var sket med ham et par måneder tidligere. Da kunden var ved at forlade salonen, bemærkede ansøgeren en walkie talkie i kundens lomme, og det viste sig, at han havde optaget deres samtale med sin mobiltelefon. Ansøgeren blev bange og skubbede derefter kunden væk, hvorefter ansøgeren løb ud til sin motorcykel og kørte væk. Ansøgeren tog hjem til sin ven, […], og derfra videre til vennens broder, som kørte ansøgeren til byen[…], hvorfra ansøgeren tog bussen til Orumieh. Her ventede en agent, som hjalp ansøgeren ud af landet. Ansøgeren har efter samtalen i Udlændingestyrelsen fået kontakt med sin familie i Iran, og familien har oplyst, at civilklædte personer muligvis fra efterretningstjenesten flere gange har ransaget familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som frisør i lufthaven. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har således navnlig fundet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle udtale sig kritisk om det iranske regime til en frisørkunde, når han vidste, at folk i de omkringliggende forretninger kunne høre, hvad der blev talt om i frisørsalonen. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren efter sin første tilbageholdelse igen skulle tale med en - denne gang helt fremmed kunde - om regimet. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de nærmere omstændigheder ved samtalerne og sin flugt fra lufthavnsområdet samt den første afhøring af ham. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren, der ikke tidligere har været politisk aktiv, er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han i Danmark har deltaget i flere demonstrationer mod det iranske styre, herunder en foran den iranske ambassade og en foran Amnesty Internationals kontor, og at dette er optaget på billeder, som er lagt på antiislamiske hjemmesider, ligesom ambassaden ud af vinduerne tog billeder af de demonstrerende. Ansøgeren har forklaret, at hans navn ikke fremgår af billederne. Han har ikke kunne tidsfæste sin deltagelse i demonstrationerne. Flygtningenævnet finder ikke, at billederne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren er en blandt flere på billederne, og at hans navn eller andre kendelige data ikke fremgår af sammenhængen, samt at ansøgeren ikke på forhånd ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2013/18
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2006. I 2008 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2009 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen blandt andet på baggrund af oplysninger om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark efter nævnsmødet i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk […]og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede myndighederne som følge af sit salg af alkohol og sexudstyr samt formidling af prostituerede. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder særligt henset til, at han på udrejsetidspunktet fremstod som kendt over for folket og regimet som følge af sit virke som kunstner. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime foran den iranske ambassade samt på Rådhuspladsen i København, ligesom han under en demonstration foran Folketinget har holdt en tale. Billeder af ansøgeren fra demonstrationen foran den iranske ambassade den […] 2009 blev bragt i forbindelse med en artikel i en landsdækkende dansk avis den […] 2009. Ansøgeren fremgår endvidere af videoer på youtube. Ansøgeren har endvidere fremlagt et videoklip indeholdende optagelser af sultestrejkende iranske asylansøgere i Danmark. Ansøgeren fremgår af optagelsen, ligesom han udtaler sig til kameraet. Den fremlagte video er angiveligt blevet vist i iransk national TV. Ansøgeren har for nævnet desuden fremlagt to CD’ere som dokumentation for hans virke som sanger i Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har medvirket som kunstner ved privat arrangerede […] sammenkomster i forskellige byer i Iran indtil for syv år siden. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i en sultestrejke samt en demonstration foran den iranske ambassade, ligesom han er med på flere billeder fra demonstrationer, der er trykt i forskellige danske medier. Ansøgeren har endvidere henvist til en tale mod det iranske styre, som han holdt foran Folketinget og til, at han fremgår af optagelser, der er lagt ud på youtube. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hans navn ikke fremgår af nogen af de fremlagte optagelser, og at han er filmet i baggrunden af billerne fra sultestrejken, hvor han ikke var talsmand, men kun udtalte sig kort og uden navn til kameraet. På de øvrige fremlagte billeder figurerer ansøgeren som en blandt flere, og på billedet fra demonstrationen foran den iranske ambassade bærer han solbriller. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på den baggrund ikke, at optagelserne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren før sin legale udrejse af Iran medvirkede som kunstner ved diverse arrangementer for større forsamlinger i forskellige iranske byer, kan under henvisning til karakteren af arrangementerne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal finder således fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2.” iran/2013/17
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I begyndelsen af 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, efter at sagen havde været udsat på indhentelse af oplysninger gennem Udenrigsministeriet. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er kurder fra Kermanshah-provinsen, indrejste og søgte asyl i Danmark i efteråret 2010. Den […]2013 har Flygtningenævnet stadfæstet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed styrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsagsbehandling henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af politiske aktiviteter, idet han før udrejsen af Iran har været aktiv for en forening til støtte for Ahl-e-Haqq troendes og kurderes rettigheder, som han stiftede sammen med nogle venner fra sin landsby. Under genoptagelsessagen har ansøgeren herudover henvist til, at han under opholdet i Danmark har fået interesse for kristendommen, hvilket har ført til, at han i sommeren 2013 er blevet døbt. Han har endvidere henvist til, at han tidligere er blevet chikaneret som følge af sin etnicitet og sin tidligere religion. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fra 2006 deltog i aktiviteter til støtte for Ahl-e-Haqq troendes og kurderes rettigheder, at han i den forbindelse i 2007 blev afhørt og senere tilbageholdt af efterretningstjenesten i fem dage, hvorunder han i forbindelse med forhør blev udsat for slag og spark over hele kroppen, samt at han i 2009-2010 genoptog aktiviteterne. Ansøgeren har fremlagt kopier af en tilsigelse med forkyndelsesdato den […] 2011 om at møde i retten den […] 2011 og en udskrift af en dom med forkyndelsesdato den […] 2011. Af dommen fremgår, at ansøgeren har været indkaldt til sagen, men er udeblevet, og at han herefter er fundet skyldig i blandt andet organisering af ulovlige grupperinger og idømt 5 års ubetinget fængsel og 60 piskeslag og udelukkelse fra statslig beskæftigelse. Flygtningenævnet finder, at der efter den ægthedsvurdering af dokumenterne, som Udenrigsministeriet har foretaget, ikke er grundlag for at tilsidesætte dokumenterne som uægte. Flygtningenævnet finder efter det således anførte, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren som følge af de nævnte aktiviteter fortsat fremstår som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har fra foråret 2012 haft tilknytning til først […]kirken i […]og siden til […]kirken i København, og han er den […] 2013 blevet døbt. Efter ansøgerens forklaring om sin tro og det i øvrigt oplyste om ansøgerens deltagelse i gudstjenester, bibelundervisning og andre kirkelige aktiviteter finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens konversion som ikke reel. Ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og er ikke i besiddelse af iransk pas. Efter baggrundsoplysningerne må ansøgeren ved indrejse i Iran forventes at blive tilbageholdt og få undersøgt sine forhold, herunder eventuelt sin Facebook-profil, hvor ansøgeren blandt andet har lagt regimekritisk materiale og oplysninger om sine forbindelser til kristne kredse. Sammenholdt med det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at det herefter er sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/15
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og efter oplysninger til Udlændingestyrelsen shia muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes broder, […], vil slå hende ihjel, idet han er modstander af ansøgerens nuværende ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hele hendes familie var modstander af hendes ægteskab med en herboende mand, idet han var 17 år ældre end hende og havde været gift før. På trods af modstanden fra sin familie fortsatte ansøgeren med at bo hos sin mor efter ægteskabets indgåelse, men hun besøgte sin ægtefælle i Danmark fire gange i alt fra efteråret 2007 til foråret 2012. Efter sit fjerde besøg i Danmark fortalte broderen til ansøgeren, at han ville slå hende ihjel, hvis hun ikke blev i Iran og flyttede hjem til sin tidligere ægtefælle, […]. Broderen fremsatte jævnligt sådanne trusler over for ansøgeren, indtil hun udrejste af Iran i efteråret 2012. For Flygtningenævnet har ansøgeren tillige som asylmotiv gjort gældende, at hun vil være i risiko for forfølgelse på grund af, at hun er ved at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har herved henvist til, at hendes ægtefælle allerede før ægteskabet var interesseret i kristendommen, og at hun nu også er blevet interesseret, og at både hun og ægtefællen skal døbes dagen efter nævnsmødet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra sin broder, […], idet forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke under sin tidligere asylsag har forklaret om modstand fra broderen mod sit ægteskab. Det forekommer dernæst ikke troværdigt, at ansøgeren efter angiveligt et halvt år med dødstrusler fra broderen ikke ved den fornyede indrejse i Danmark straks søger asyl, men i stedet blot indgiver en ny ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet finder dernæst ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende om en reel interesse for kristendommen. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har oplyst om, at hun sammen med sin ægtefælle har været i kirke, ligesom det forekommer påfaldende, at undervisningen er påbegyndt efter afslaget i Udlændingestyrelsen med planlagt dåb dagen efter nævnsmødet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren netop blev spurgt ud om sin trosretning i Udlændingestyrelsen, uden at hun oplyste om kendskab til eller interesse for kristendommen, ligesom hun heller ikke oplyste om ægtefællens nu påberåbte langvarige interesse herfor. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/14
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren er Alh-e-Hagh Yarestan af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel, er eftersøgt af myndighederne som følge af sin flugt fra en kontrolpost samt er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Han indledte sit første homoseksuelle forhold til sin daværende arbejdsgiver som 18-19 årig, og dette forhold fortsatte indtil ansøgerens udrejse af Iran i 2010. Ansøgeren havde i Iran enkelte andre kortvarige forhold, hvoraf et blev opdaget. Han blev omkring sensommeren 2010 standset ved en kontrolpost, da han skulle køre en mand til den irakiske grænse. Ansøgeren flygtede og blev eftersøgt af myndighederne. Efter indrejsen i Danmark har han haft flere homoseksuelle forhold, blandt andet til en iransk mand på Frederiksberg, ligesom ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel, til grund. Ansøgeren havde forud for sin udrejse af Iran haft flere homoseksuelle forhold, heraf et langvarigt, og han har efter indrejsen i Danmark ligeledes haft flere homoseksuelle forhold, heraf et af nogen varighed. Flygtningenævnet finder efter omstændighederne, at det vil være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Iran, idet en hemmeligholdelse af hans seksuelle orientering vil være frygten for de meget alvorlige reaktioner, der ville følge af, at myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/13
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på grund af oplysninger om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark efter nævnsmødet i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran og muslim af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sultestrejken i foråret og sommeren 2012 havde en fremtrædende rolle. Hans navn og billede blev eksponeret i forbindelse med de interviews, som han gav til en række landsdækkende danske medier. De iranske myndigheder kender til ansøgerens aktiviteter imod præstestyret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil han risikere politisk forfølgelse, der med stor sandsynlighed vil medføre, at han idømmes dødsstraf. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtrædende rolle i den omtalte sultestrejke, hvor han gentagne gange har optrådt i medierne også under angivelse af navn og med gengivelse af billeder, ligesom han har givet interviews. Alle indslag har været stærkt kritiske overfor præstestyret, og der har blandt andet været fremvist skilte med tekster som ”død over den islamiske republik”. Da sultestrejken har været stærkt medieprofileret og må antages også at have vakt de iranske myndigheders interesse, findes det ikke at kunne afvises, at ansøgeren er blevet så eksponeret for disse politiske aktiviteter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse på en asylbegrundende måde. Herefter finder nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og muligvis henrettet, hvis myndighederne finder ud af, at han er homoseksuel. Endvidere frygter ansøgeren, at hans broder vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Iran. Herudover har ansøgeren henvist til sin psykiske sygdom, som han ikke mener, at han kan få ordentlig behandling for i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han ti år forud for sin udrejse af Iran, har boet sammen med en mandlig kæreste. Forholdet var hemmeligt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er på de centrale punkter konsistent og støttet af nye oplysninger om, at ansøgerens forældre nu ved, at han er homoseksuel, at de rejst tilbage til Iran og har videregivet oplysningerne til hans bror, der efterfølgende har fremsat trusler om at slå ham ihjel. Flygtningenævnet lægger således som tidligere til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren tidligere i Iran har levet i et homoseksuelt forhold, som han holdt skjult både for sin familie og for myndighederne. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren har praktiseret sin seksualitet åbent i Danmark. Ved en tilbagevenden til Iran vil det således være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet. Årsagen til, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville skulle hemmeligholde sin seksuelle orientering, er både hensynet til familien og lokalsamfundet, men også de meget alvorlige reaktioner, der ville følge, såfremt myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne om Iran, at homoseksualitet er forbudt og kan straffes med dødsstraf, jf. blandt andet temanotat om Iran: Homoseksualitet og homofile i den islamiske republik Iran af 7. december 2012. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren tilhører en særlig social gruppe, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2013/11
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. I 2007 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2009 stadfæstede Flygtningenævnet styrelsens afgørelse. I foråret 2013 genoptog nævnet sagen på baggrund af oplysninger om ansøgerens politiske og religiøse aktiviteter efter nævnets afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner og kommer fra Teheran, Iran. Han er konverteret fra islam til kristendommen og blev døbt den […] 2004 i kirken […] i Teheran. Ansøgeren indledte i foråret 2012 en tre uger lang sultestrejke under aktionsnavnet ”Tilflugt i Kirken”. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sultestrejken i foråret og begyndelsen af sommeren 2012 havde en fremtrædende rolle. Hans navn og billede blev eksponeret i forbindelse med de interviews, som han gav til en række landsdækkende danske medier. De iranske myndigheder kender til ansøgerens aktiviteter imod præstestyret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil han risikere politisk forfølgelse, der med stor sandsynlighed vil medføre, at han idømmes dødsstraf. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtrædende rolle i den omtalte sultestrejke, hvor han gentagne gange har optrådt i medierne også under angivelse af navn og med gengivelse af billeder, ligesom han har givet interviews. Alle indslag har været stærkt kritiske overfor præstestyret, og der har blandt andet været fremvist skilte med tekster som ”død over den islamiske republik”. Da sultestrejken har været stærkt medieprofileret og må antages også at have vakt de iranske myndigheders interesse, findes det ikke at kunne afvises, at ansøgeren er blevet så eksponeret for disse politiske aktiviteter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse på en asylbegrundende måde. Herefter finder nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/10
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk azari og shia-musli fra Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i enkelte demonstrationer i forbindelse med valget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb, fordi han har solgt parabolantenner sammen med en ven. Ansøgeren og vennen blev, efter at de i en periode havde foretaget salg, anholdt og tilbageholdt i fire dage på politistationen. De blev i den forbindelse truet og udsat for psykisk pres. Efter løsladelsen fortsatte ansøgeren salget. Da han en dag skulle installere en antenne hos en kunde, opsøgte myndighederne ham, men han blev advaret, og det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fra sin familie fået tilsendt to tilsigelser til retten samt en dom afsagt over ham in absentia, hvorefter han blandt andet er idømt otte års fængsel. Ansøgeren er endvidere efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen og har forevist en dåbserklæring dateret fra begyndelsen af 2012 fra […]-kirken i København. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under sin forklaring hos den beskikkede advokat og i Flygtningenævnet har oplyst, at han efter sin tilbageholdelse hos politiet på ny fik problemer med myndighederne. Ansøgeren har således i asylansøgningsskemaet og under forklaringen for Udlændingestyrelsen oplyst, at han og vennen efter tilbageholdelsen ikke havde problemer med myndighederne før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere på en række punkter forklaret udbyggende og divergerende under asylsagsbehandlingen. Han har således i asylansøgningsskemaet og under forklaringen for Udlændingestyrelsen oplyst, at han selv udrejste legalt af Iran på et ægte pas, hvorimod han for Flygtningenævnet har forklaret, at en vens ven i løbet af en periode på fem måneder skaffede ham et pas og i øvrigt var den, der hjalp ansøgeren ud af Iran. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at konversion først er gjort gældende som asylgrundlag i forbindelse med sagens behandling i nævnet. Ifølge dåbserklæringen fra […]-kirken er konversionen sket en måned inden sagens behandling i Flygtningenævnet. Ansøgeren har under Flygtningenævnet forklaret, at han ikke i en længere periode forud for konversionen havde gjort sig overvejelser herom, men at en ven på hans bosted inspirerede ham til konversionen, hvorefter denne skete umiddelbart herefter. Ansøgeren har ikke under forklaringen for Flygtningenævnet tilnærmelsesvist kunnet redegøre for kristne højtider eller andre basale oplysninger om kristendommen bortset fra at den vigtigste person er Jesus. Nævnet finder herefter ikke, at der er tale om en reel konversion, og da det ifølge ansøgerens forklaring alene er hans ven samt muligvis et par andre personer i Danmark, der har kendskab til konversionen, finder Flygtningenævnet ikke, at denne kan udgøre et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på ovenstående baggrund ikke anledning til at udsætte sagens behandling på en ægthedsvurdering af de dokumenter, som ansøgeren har fået tilsendt fra sin familie i Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/1
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. I foråret 2006 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren i Danmark har været aktiv for Jehovas Vidner. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet i 2006 stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I slutningen af 2011 besluttede Flygtningenævnet at genoptage ansøgerens asylsag. Ansøgeren er fra Teheran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han siden 2006 har virket som fast hjælpepioner for Jehovas Vidner, og at han i juli 2008 blev døbt. Ansøgeren forkynder både for iranere, danskere og folk af andre nationaliteter. En herboende iransk familie med tilknytning til den iranske ambassade i Danmark har deltaget i et af menighedens møder, hvor ansøgeren læste op fra en udgave af Jehovas Vidners blad Vagttårnet, og en iransk kvinde, som har forladt menigheden, har truet med at oplyse de iranske myndigheder om andre iraneres tilhørsforhold til menigheden. De iranske myndigheder må således antages at have fået kendskab til ansøgerens konvertering og aktiviteter for Jehovas Vidner. Ved en tilbagevenden til Iran vil ansøgeren være i livsfare, idet muslimer, som skifter religion, bliver straffet med fængsel eller henrettelse. Ansøgeren har endvidere anført, at han i Iran ikke vil kunne udføre missionerende arbejde, hvilket er et krav for at være Jehovas Vidne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit faste tilhørsforhold til og sine forkyndende aktiviteter for Jehovas Vidner gennem 5-6 år i Danmark til grund. Flygtningenævnet kan endvidere ikke udelukke, at ansøgerens konvertering til Jehovas Vidner er kendt blandt de iranske asylansøgere i Sandholm og af ansøgerens familie i Tyskland, og at ansøgerens konvertering er blevet kendt på den iranske ambassade. Navnlig på den baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren er eksponeret i forhold til de iranske myndigheder som konverteret til kristendommen. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse på grund af sin kristne tro, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/9
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk azari fra Oroumieh i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den […] 2011 deltog i en demonstration i Teheran arrangeret af den Grønne Bevægelse. Der skete sammenstød mellem demonstranter og politi, i hvilken forbindelse ansøgeren blev tilbageholdt og fik frataget sin taske, som blandt andet indeholdt hans fritagelsesbevis fra militæret samt telefonnumre på familiemedlemmer. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet under tumult. Den […] 2011 fik ansøgeren telefonisk af sin moder at vide, at myndighederne havde opsøgt og ransaget familiens bopæl tre gange. Myndighederne ledte efter ansøgeren. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive fængslet, udsat for tortur eller dræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger efter det foreliggende ansøgerens forklaring til grund om hans deltagelse i demonstrationen den […] 2011, hvorefter myndighederne i forbindelse med en anholdelse og visitation af ansøgeren kom i besiddelse af legitimationspapirer vedrørende ansøgeren, at det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet, og at myndighederne har ledt efter ham. Det lægges herefter videre til grund, at ansøgeren er kommet i et sådan modsætningsforhold til myndighederne på grund af sin deltagelse i demonstrationen, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/8
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010 Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og al-hagh af trosretning. Han er født i Al-Tash flygtningelejren i Romadi, Irak, hvor han boede, indtil han var seks år. Herefter flyttede han med sine forældre og søskende til en flygtningelejr i Iran, hvor de opholdt sig i syv til otte måneder, hvorefter de flyttede til en landsby i Kermanshah amtet, Iran, hvor han boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har været tilhænger, men ikke medlem, af KDPI siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret psykisk og fysisk samt efterfølgende henrettet af myndighederne. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han henholdsvis i foråret 2009 og efteråret 2010 på sin fars plantage tog imod ukendte personer fra KDPI, som han gav mad og drikke samt geografisk vejledning og vejledning om kontrolposter i området. Mens de ukendte personer fra KDPI var på plantagen den […] 2010, ankom to personer iklædt traditionelle kurdiske dragter til plantagen, som så de tre personer fra KDPI og den bil, som ansøgeren brugte. Bilen tilhørte ansøgerens far. Dagen efter blev ansøgerens bror tilbageholdt af civilklædte styrker, da han kørte i farens bil. Broren har siden været fængslet og har under fængslingen oplyst myndighederne om, at det normalt var ansøgeren, som brugte bilen. Efter brorens anholdelse blev ansøgeren advaret mod at tage hjem af sin far. Ansøgeren tog herefter hen til sin farbror, hvor han opholdt sig indtil udrejsen. Ansøgeren har som asylmotiv herudover henvist til de generelle vanskelige forhold i Iran, som følger af, at han er etnisk kurder og al-hagh af trosretning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at det ikke fremgår af ansøgerens asylskema, at han hjalp tre personer på frugtplantagen, dagen før ansøgerens bror blev anholdt, og ansøgeren har heller ikke oplyst om, at to personer kom til frugtplantagen og så de tre personer, som var der for at få hjælp af ansøgeren. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af referatet af asylsamtalen, at ansøgeren under pkt. 1 om personlige forhold oplyste og derefter bekræftede, at broderen havde været i fængsel siden […] 2007. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at det forekommer mærkeligt, at myndighederne ikke har anholdt ansøgerens far, som var ejer af bilen, og som havde foranlediget ansøgeren til at bistå medlemmer af KDPI. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/7
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne begge er fra Kermanshah by i Iran. De har forklaret, at de ikke har været medlemmer af nogen politiske eller religiøse foreninger. Den mandlige ansøger er […] og kurder. Den kvindelige ansøger er kristen og […]. Ansøgerne frygter forfølgelse fra det iranske regime, dels fordi navnlig den mandlige ansøger er kommet i myndighedernes søgelys som tilhængere af Den Grønne Bevægelse, dels på grund af at de tilhører etniske og religiøse mindretal, der diskrimineres og ofte forfølges. Dette gælder ikke mindst, når der som for den kvindelige ansøger er tale om, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Den kvindelige ansøger frygter også, at hendes familie vil udsætte hende for overgreb på grund af konverteringen. Ansøgerne har nærmere henvist til, at den mandlige ansøger omkring sensommeren 2009 hjalp en kvindelig demonstrant til et hospital, efter at hun var blevet slået af basijfolk mv. På hospitalet trodsede han en ordre fra en betjent om ikke at forlade hospitalet, før han var blevet afhørt. Nogle timer senere, omkring kl. 22-23, blev deres hjem ransaget, og han blev spurgt ud om demonstrationen. Ægteparret blev under ransagningen bebrejdet, at de havde udstyr, så de kunne se udenlandsk tv, samt at de på deres bopæl opbevarede flere stykker grønt klæde. De forulempede hende og forlod først huset, efter at hun havde råbt så højt, at naboerne var kommet til stede. Den mandlige ansøger blev taget med til politistationen. Efter 1-1½ time blev han løsladt uden at være blevet afhørt. Forinden havde han betalt 40-50.000 tomaner og skrevet under på et papir, som han ikke læste. Han fik besked på at melde sig igen dagen efter med henblik på at afgive forklaring. I stedet tog de hen til den kvindelige ansøgers forældre i […], hvor de opholdt sig, indtil de under anvendelse af pas, som de samme måned havde fået udstedt mod bestikkelse, udrejste til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger var oprindeligt shia muslim, men blev kristen cirka et år inden udrejsen, og deltog i den periode regelmæssigt i gudstjenester. Hun fortalte naboer og venner i landsbyen, at hun var blevet kristen. Hun deltog i møder med andre kristne. Hun er i Danmark blevet døbt i 2011. Inden udrejsen var hendes familie og myndigheder ikke bekendt med, at hun var blevet kristen. Hendes moder mistænkte hende dog herfor. Efter at hun er blevet døbt i Danmark, har hun fortalt sin moder om konverteringen. Moderen har måske sagt dette videre til farbroderen, der er meget religiøs. Efter udrejsen har moderen telefonisk fortalt, at der inden udrejsen var nogen på bopælen for at spørge efter den mandlige ansøger. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den mandlige ansøger inden valget uddelte grønne stykker stof. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund om, at parrets hus er blevet ransaget, og at den mandlige ansøger i tilknytning hertil er blevet tilbageholdt, fordi han tidligere på dagen skulle have hjulpet en kvindelig demonstrant. Flertallet lægger herved vægt på, at forklaringen herom i nævnet fremstår usikker og udbyggende i forhold til ansøgernes oprindelige forklaringer, hvor fokus var på den mandlige ansøgers konflikt med broderen til en kvinde, som han for mange år siden var ven med. Ansøgeren har endvidere overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke oplyste sit navn til den betjent på hospitalet, der sagde, at han ikke måtte forlade stedet inden afhøringen, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han både oplyste navn og viste legitimation. Forklaringen om, hvorledes det lykkedes ham at komme væk fra hospitalet har heller ikke været overbevisende og konsistent. Forklaringen om, hvorledes ansøgerne kom i besiddelse af ægte nationalitetspas har ligeledes været særdeles usikker og ikke fremstået troværdig. Flertallet kan endvidere ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger har været kristen, mens hun var i Iran, og lægger herved blandt andet vægt på, at hun ikke oplyste noget herom under afhøringen hos politiet eller i hendes asylansøgningsskema, hvor hun alene anførte at være muslim. Flertallet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren efter dåb i Danmark har omtalt konverteringen telefonisk overfor moderen, og lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring var klar over, at moderen ville være utilfreds hermed, samt at farbroderen var meget religiøs. Flertallet anser det efter de foreliggende omstændigheder herefter ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har fået kendskab til konverteringen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/6
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har støttet Den Grønne Bevægelse i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne, idet han har deltaget i demonstrationer mod valgresultatet i 2009 samt støttet Den Grønne Bevægelse. Forud for præsidentvalget i 2009 uddelte ansøgeren valgmateriale. I sommeren 2009 deltog ansøgeren og hans ven i en protestdemonstration mod valgresultatet. I den forbindelse opstod der sammenstød mellem demonstranterne og myndighederne. I sommeren 2009 deltog ansøgeren i en anden demonstration mod valget, hvor han blev anholdt og afhørt. I vinteren 2009 deltog ansøgeren og hans ven i endnu en demonstration i Teheran på […], hvor ansøgeren, vennen og fem til seks andre personer overfaldt en politimand og satte ild til en motorcykel. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har fremstået detaljeret på de centrale punkter på en sådan måde, at flertallet ikke kan afvise det påberåbte asylmotiv, hvorefter ansøgeren på grund af sine aktiviteter forud for sin udrejse er efterstræbt af de iranske myndigheder, og ved en tilbagevenden må antages fortsat at være i myndighedernes søgelys. Det lægges således til grund, at ansøgeren har deltaget i to demonstrationer i 2009 og under […]-demonstrationen blev involveret i et sammenstød med politiet, hvorunder han sammen med andre overfaldt en motorcykelbetjent, der blev væltet omkuld og slået og sparket, hvorefter betjenten blev hjulpet på benene. Flertallet kan endvidere ikke afvise, at myndighederne henvendte sig på bopælen få dage senere, hvorefter ansøgeren gik i skjul og senere udrejste. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da hans aktiviteter må anses for rettet mod styret. Flertallet finder ikke, at ansøgerens medvirken til overfald på politibetjenten under de nævnte omstændigheder kan anses for at være en sådan alvorlig politisk forbrydelse, at ansøgeren i medfør af Flygtningekonventionen art. 1F (b) er afskåret for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/5
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K–status) til et iransk ægtepar. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske iranere, den mandlige ansøger er fra Teheran, og den kvindelige ansøger er fra […). Ansøgerne har ikke været medlemmer af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har i perioden fra sommeren 2009 til slutningen af 2009 deltaget i flere demonstrationer i Teheran for at udtrykke sin utilfredshed med præsidentvalget. Den kvindelige ansøger har tillige sammen med den mandlige ansøger deltaget i en demonstration i slutningen af 2009. I forbindelse med ansøgernes deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009 blev den kvindelige ansøger anholdt og tilbageholdt i tre dage af de iranske myndigheder. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for overgreb. Efterfølgende har iranske myndighedspersoner flere gange opsøgt den mandlige ansøgers families bopæl for at lede efter ham. Endvidere er den kvindelige ansøgers families bopæl blevet opsøgt og ransaget, idet myndighederne ledte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har under opholdet i Danmark deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade, og disse er blevet filmet og lagt på internettet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive henrettet som følge af, at han har søgt asyl og været politisk aktiv i udlandet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder og udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009. Ansøgerne har forklaret konsistent og sammenhængende om deres asylmotiv, og forklaringerne kan lægges til grund. Myndighederne i Iran er via den kvindelige ansøgers id-kort, som myndighederne så under tilbageholdelsen, blevet opmærksomme på den mandlige ansøger og har eftersøgt ham. Ansøgerne er udrejst illegalt fra Iran, og det må efter baggrundsoplysningerne antages, at de i forbindelse med en genindrejse vil blive tilbageholdt som mistænkt for politiske aktiviteter mod regeringen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/4
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra Al-Tash flygtningelejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader var iransk statsborger, men måtte flygte til Irak på grund af de iranske myndigheder. Ansøgeren har på et tidspunkt fået at vide af sin søster, at en mand ved navn […] havde videregivet oplysninger om ansøgerens fader til de iranske myndigheder. Omkring en måned inden ansøgerens udrejse af Irak overnattede ansøgeren hos en arabisk familie sammen med fire af sine venner. Tre til fire maskerede mænd kom på bopælen og spurgte efter kurderne, og truede ansøgeren og hans venner til at følge med. Ansøgeren og hans venner blev i den forbindelse udspurgt angående amerikanernes drab på fem af de maskerede mænds venner. Ansøgeren og hans venner blev udsat for vold i omkring en time, herefter blev de kørt tilbage til landsbyen. Ansøgeren udrejste af Irak i sommeren 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Irak frygter ansøgeren de maskerede mænd. Flygtningenævnet finder, at det ved vurderingen af ansøgerens troværdighed må tillægges betydning, at ansøgeren angiveligt er psykisk påvirket af sine oplevelser i Irak, herunder hændelsen med eksplosionen. Uanset, om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejren, finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevende til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det alene bygger på en formodning, at hans fader har været politisk aktiv i Iran, og at ansøgeren ikke ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han selv har udøvet aktiviteter, der kan sandsynliggøre, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Det må ved vurderingen af ansøgeren og hans families profilering i forhold til de iranske myndigheder også tillægges betydning, at dele af ansøgerens familie, herunder ansøgerens søster, bor i Iran, uden at de har problemer med de iranske myndigheder. Den episode i Irak, hvor ansøgeren angiveligt blev overfaldet og tilbageholdt af arabiske mænd, og som førte til, at ansøgeren udrejste fra Irak, kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af, om ansøgeren vil blive forfulgt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig kan de generelt dårlige forhold for kurdere i Iran ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2012/39
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra[…], Iran. Ansøgeren har deltaget i politiske aktiviteter på universitetet i hjembyen, hvor han læste fra 2007 til 2009. I 2011 støttede han Mir-Hossein Moussavi. Han uddelte diverse materialer og deltog i demonstrationer imod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder grundet sine politiske aktiviteter. Han henviser herved nærmere til, at han i begyndelsen af 2011 sammen med to venner deltog i en demonstration i hjembyen. En gruppe på cirka 100 personer fra demonstrationen gik hen til en Basij-base med henblik på at befri tre demonstranter. Mens nogle fra gruppen var i håndgemæng med vagterne, satte ansøgeren og hans to venner ild til to store billeder af Khomeini og Khamenei. En af vennerne opdagede, at området var videoovervåget, og ansøgeren flygtede derfor hen til en ven. Samme aften fortalte ansøgerens nabo, at civilklædte personer havde opsøgt ansøgerens families bopæl og taget hans fader og broder med. De blev løsladt efter to dage. Ansøgeren gemte sig herefter i […] – en 13-14 timers kørsel fra hjembyen– i omkring otte måneder, indtil han udrejste illegalt. Under opholdet i […]fortalte faderen og vennen ham telefonisk, at hans deltagelse i demonstrationen havde fået følger for mange familiemedlemmer. Faderen havde mistet sit arbejde, broderen havde fået inddraget sin næringstilladelse og myndighederne havde foretaget ransagning hos flere andre familiemedlemmer. Myndighederne havde afleveret flere skriftlige indkaldelser til retsmøder på ansøgerens bopæl, og deres advokat havde fundet ud af, at ansøgeren var blevet dømt in absentia. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund, selvom der kan påvises enkelte uoverensstemmelser, og ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret om omstændigheder, som han ikke tidligere har nævnt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om demonstrationen er fremstået overbevisende. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive forfulgt af de iranske myndigheder på grund af sin politiske aktivitet. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke selv har udøvet nogen vold under demonstrationen, og nævnet finder heller ikke, at ansøgeren har været ansvarlig for andres voldsudøvelse på en sådan måde, at ansøgeren skal udelukkes fra at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 2, og § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” iran/2012/38
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt barn fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller, men har deltaget i demonstrationer imod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, dømt og muligvis henrettet af de iranske myndigheder, idet hun har overdraget oplysninger om korruption blandt Irans magthavere til en journalist. Hun har herved henvist til, at hendes ægtefælle arbejdede med IT på et hotel, og kom i den forbindelse i besiddelse af oplysninger om underslæb begået af hotellets direktør. Direktøren var tidligere medlem af Revolutionsgarden og havde forbindelser til den iranske regering. Ansøgerens ægtefælle mente, at det ved underslæbet opnåede beløb blev givet videre til regeringen til brug for Ahmedinejads valgkamp. I foråret 2011 besluttede ansøgeren og hendes ægtefælle at videregive disse oplysninger samt oplysninger om andre økonomiske uregelmæssigheder til ansøgerens veninde, som var journalist på en avis. I slutningen af 2011 blev ansøgeren ringet op af en ukendt mand, der advarede ansøgeren og hendes ægtefælle om, at de var i fare. De forlod herefter deres bopæl. Ansøgeren forstod på ægtefællen, at avisen blev lukket, og at samtlige journalister blev anholdt, men har oplyst, at det kun var nogle journalister, der blev anholdt. To dage senere fortalte ansøgerens svoger, at ansøgerens lejlighed var blevet ransaget af myndighederne, og at han var blevet afhørt om deres opholdssted. Under opholdet i Orumieh oplyste ansøgerens ægtefælles familie, at myndighederne havde spurgt efter dem. Ansøgerens viden om de af ægtefællen tilvejebragte og påståede kompromitterende oplysninger er begrænset og i væsentligt omfang alene baseret på andenhåndsoplysninger. Ansøgerens antagelse af, at de oplysninger, som hun videregav til journalistveninden, skulle være kommet til myndighedernes kundskab, er alene baseret på formodninger. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om ægtefællens aflytninger, om mulighederne for at spore CD’erne til ægtefællen, om journalistvenindens skæbne og ransagningen af bopælen, herunder om fundet af belastende materiale på ægtefællens private PC. Det er påfaldende, at ægtefællen som IT ekspert ikke skulle have sikret det fortrolige materiale mere omhyggeligt, også når der henses til, at ansøgeren og ægtefællen i forbindelse med udleveringen af CD’erne havde indgået en detaljeret aftale med journalistveninden om en række sikkerheds- og advarselsforanstaltninger. Hertil kommer, at hendes oplysninger om anholdelsen af journalister på avisen, ikke stemmer overens med en artikel fra slutningen af 2011 fra Reuters. Endelig må det tillægges vægt, at de nævnte kompromitterende oplysninger ifølge ansøgerens egne oplysninger aldrig er blevet offentliggjort. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kan det ikke lægges til grund, at hun skulle være efterstræbt af myndighederne af de af hende anførte grunde. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/37
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i […], er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for alvorlige overgreb fra Basij og sin kærestes familie, som modsætter sig, at hun – der er en moderne selvstændig kvinde - har forbindelse med sin kæreste, som hun havde aftalt at indgå ægteskab med. I forbindelse med præsidentvalget i juni 2009 udtrykte hun sympati for Mousavi. Hun var cirka syv gange med til at arrangere, at de studerende undlod at komme til undervisning og i stedet samledes i universitetsgården. Ansøgeren var også med til at foranstalte, at der blev skrevet løbesedler med angivelse af, hvorledes de studerende burde forholde sig vedrørende den politiske situation efter valget. På grund af løbesedlerne og undervisningsboykotten blev ansøgeren tildelt to advarsler og var ved at blive smidt ud af universitetet. På universitetet var hun endvidere med i en mindre kvindegruppe, og ansøgeren var også med til at arrangere, at der blev uddelt løbesedler om kvinders rettigheder. Universitetet var bekendt hermed, og hendes kærestes moder, der er medlem af Basij, har formentlig fået informationer om aktiviteterne fra universitetet, idet moderen senere flere gange bebrejdede hende dette forhold. I slutningen af 2011 tvang Basij-medlemmerne hende ud af auditoriet på universitetet og ind i en bil. Hun blev slået og hånet, samt beskyldt for at være imod regimet. Hun fik endvidere besked på at lade sin kæreste være, idet han skulle giftes med en kvinde, der var medlem af Basij. På et tidspunkt blev hendes broder standset af Basij, der sprayede ham i ansigtet. De sagde til broderen, at hans søster var en luder, der var imod regeringen. Familiens bolig blev ransaget i begyndelsen af 2011 af Basij-medlemmer, der udøvede omfattende hærværk og slog ansøgerens fader samt sagde til faderen, at ansøgeren og hendes broder ville blive slået ihjel, hvis ikke ansøgeren holdt op med at se kæresten. Faderen måtte indlægges på hospitalet på grund af den vold, han blev udsat for. I […] 2011 hentede Basij-medlemmer hende på ny på universitetet. Hun blev igen tvunget ind i en bil. Kærestens moder viste hende i bilen en film med to drenge, der tydeligvis var blevet voldtaget. Ansøgeren fik at vide, at hun og hendes broder ville blive udsat for noget tilsvarende, hvis hun fortsatte med at være sammen med sin kæreste. Ansøgeren blev slået og smidt ud af bilen, mens den stadig kørte. Ansøgeren besvimede og vågnede op på en lægeklinik. Derefter var hun sengeliggende i tre uger. Ansøgeren ophørte som følge heraf med at gå på universitetet på arbejde. Hun blev hjemme og opholdt sig senere et par måneder i forældrenes sommerhus i Tabriz-området. Mens hun var i sommerhuset hørte forældrene fra hendes medstuderende og arbejdskollegaer, at Basij spurgte efter hende. Derefter udrejste ansøgeren illegalt i efteråret 2011. I begyndelsen af 2012 fortalte hendes familie hende, at der igen havde været Basij-folk på bopælen, der slog ansøgerens moder, der derfor blev indlagt på hospitalet. Flygtningenævnet finder i al væsentlighed at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret sammenhængende og overbevisende, og at hun herunder har kunnet svare sikkert og detaljeret på Flygtningenævnets uddybende spørgsmål. Det lægges således til grund, at ansøgeren har det angivne modsætningsforhold til kærestens moder, der er medlem af Basij og har kunnet foranledige, at ansøgeren to gange er blevet tilbageholdt og slået alvorligt samt at bopælen er blevet opsøgt og ransaget en gang før udrejsen og en gang efter udrejsen - begge gange med den konsekvens, at en af forældrene efter vold måtte på hospitalet. Efter forklaringen finder Flygtningenævnet, at striden med moderen vedrører dennes stærke modstand mod ansøgeren, navnlig på grund af ansøgerens forhold til kæresten. Moderen har i den anledning handlet adskillige gange over et længere tidsforløb, og det kan ikke lægges til grund, at moderen ikke også fremover vil sørge for, at ansøgeren og hendes familie udsættes for overgreb. Efter Basijs magt i Iran finder nævnet ikke, at ansøgeren kan få beskyttelse af myndighederne i Iran mod moderen, og de personer, moderen kender i Basij, og ansøgeren kan derfor ikke henvises hertil. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at der efter det anførte er reel risiko for, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter på universitetet vil blive udsat for forfølgelse af myndighederne eller Basij. Det forhold, at moderen under skænderier med ansøgeren ligeledes har henvist til disse aktiviteter, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren kan derfor ikke få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. iran/2012/35
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra […] i Iran og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun havde et forhold til en kristen mand, da hun var ung, men at hendes familie var imod et ægteskab på grund af forskellene i religion, hvorefter de pressede hende til at indgå ægteskab med en muslimsk mand, som var funktionær i Revolutionsgardens boligafdeling. Ansøgeren blev udsat for chikane og fysiske overgreb fra ægtefællen under deres ægteskab. I sommeren 2011 mødte ansøgeren sin tidligere kæreste, og de indledte et seksuelt forhold til hinanden. Ansøgerens ægtefælle var mistænksom og kontrollerede hendes telefon og computer. I slutningen af sommeren 2011 kom ansøgerens ægtefælle hjem midt på dagen, idet ansøgeren ikke havde besvaret sin telefon. Ægtefællen havde fået kendskab til ansøgerens udenomsægteskabelige forhold, hvorfor han slog hende og sagde, at han ville få hende stenet. Den følgende dag blev ansøgeren opsøgt af sin nabo, hvis ægtefælle også er tilknyttet efterretningstjenesten, som fortalte, at ansøgerens ægtefælle og hendes ægtefælle havde indsamlet beviser for ansøgerens utroskab, hvorfor ansøgeren blev nødt til at flygte. Ansøgeren og hendes datter udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er på de centrale punkter konsistent og forekommer selvoplevet. Nævnet finder ikke at kunne afvise, at mindre uoverensstemmelser mellem ansøgerens oplysninger under asylsamtalen i forhold til det tidligere oplyste kan bero på misforståelser som følge af tolkningsproblemer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været sin ægtefælle utro, at ægtefællen har opdaget dette og har truet med at slå hende ihjel og med at anmelde forholdet til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. iran/2012/34
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har sympatiseret med alle de kurdiske partier og har i den forbindelse deltaget i demonstrationer og har udført andre politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er efterstræbt af de iranske myndigheder, idet han under en uledsaget udgang fra fængslet, hvor han afsonede en dom på syv år, ikke vendte tilbage til afsoning. Ansøgeren har forklaret, at han i 1997 deltog i en demonstration, hvor han overfaldt nogle myndighedspersoner, idet han ønskede at hjælpe en kvindelig demonstrant, der blev slået af de pågældende myndighedspersoner. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt og fængslet i seks måneder. Den […] 1999 deltog ansøgeren i en demonstration i forbindelse med Abdullah Öcalans anholdelse, hvor ansøgeren blandt andet afbrændte det iranske flag og udøvede hærværk mod offentlige bygninger, hvorfor han blev anholdt og sad fængslet i 50 dage, hvorefter han mod kaution blev løsladt, idet hans moder og en bekendt stillede kaution i form af skøderne på deres respektive huse. Ansøgeren levede herefter i skjul i fem-seks måneder. Den […] 2000 meldte ansøgeren sig til retten i håb om, at han kunne blive benådet, men han blev i stedet idømt syv års ubetinget og 10 års betinget fængsel. Efter tre år og syv måneder fik ansøgeren tre dages uledsaget udgang fra fængslet, men han vendte herefter ikke tilbage til fængslet. De følgende seks år levede ansøgeren i skjul i forskellige byer. Den […] 2009 blev ansøgeren bekendt med sin moders død, hvorfor han dagen efter vendte tilbage til familiens by for at besøge moderens gravsted. Ansøgerens svigerinde angav ansøgeren til myndighederne, idet hun ønskede skødet på deres families hus frigivet, hvorfor ansøgeren besluttede at udrejse af landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren for nogle år siden er udeblevet fra udgang under afsoning af en langvarig fængselsstraf, og at ansøgeren under fængsling i Iran har været undergivet tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages på ny at ville blive fængslet ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at de aktiviteter, ansøgeren har udført, må betragtes som kriminelle handlinger, og at det tilkommer myndighederne at gribe relevant ind heroverfor, herunder med straf. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens politiske aktiviteter her i landet har haft et sådan omfang og karakter, at han af den grund risikerer forfølgelse ved tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, eller 2. iran/2012/33
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran, og Al Hagh Yarestan af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller fængslet på livstid, fordi de iranske myndigheder mistænker ham for politiske aktiviteter imod regimet. Han har i den forbindelse forklaret, at han i sommeren 2008 blev anholdt, afhørt og udsat for fysiske overgreb, indtil han indrømmede, at han havde hjulpet fire tilhængere af demokraterne. Efter 20 dages tilbageholdelse blev han løsladt mod at give sit samtykke til, at han ville samarbejde med myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at han sammen med en ven deltog i en demonstration i […] efter præsidentvalget i 2009, hvor der udbrød uroligheder, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i otte til ni timer. Det lykkedes ansøgeren at undslippe. Han gemte sig derefter hos en anden ven i en uge og herefter 16 måneder hos sin morbror i en landsby. I denne periode opsøgte myndighederne flere gange ansøgerens forældres bopæl for at finde ham. Herefter udrejste ansøgeren illegalt af Iran. Ansøgeren har herudover anført, at han i Danmark har deltaget i to demonstrationer mod det iranske regime, og at dette er kommet til de iranske myndigheders kendskab, idet der er blevet lagt billeder af hans deltagelse i demonstrationen på internettet. Uanset om ansøgeren i 2008 måtte have været tilbageholdt af de iranske myndigheder i forbindelse med uddeling af mad til fire demokrater, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens familie efter ansøgerens løsladelse ikke er blevet opsøgt af myndighederne, hverken i ansøgerens hjem i […] eller i [...] Uanset om ansøgeren har deltaget i en demonstration i […] efter præsidentvalget i 2009 i lighed med en mængde andre kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen og flugten til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom ikke fremtræder som sammenhængende og selvoplevet, herunder navnlig med hensyn til, at ansøgeren skulle være i stand til at flygte fra det sted, hvor han var tilbageholdt af myndighederne og under bevogtning af disse. Forklaringen herom fremtræder som usandsynlig og ikke underbygget. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren efter demonstrationen, trods angivelige henvendelser fra myndighederne i ansøgerens hjem i har opholdt sig i hjemlandet hos sin morbror i 16 måneder, inden ansøgeren valgte at udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på grund af sin deltagelse i to demonstrationer i Danmark kan antages at være kommet i de iranske myndigheders søgelys. Ansøgeren må anses for uprofileret og kan ikke antages at være identificeret på baggrund af de foreviste optagelser, uanset om disse måtte være lagt på internettet. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder og Al Hagh Yarestan af trosretning kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/32
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tyrker fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse siden det iranske præsidentvalg blev afholdt den 12. juni 2009. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han i dagene efter præsidentvalget den 12. juni 2009 deltog i demonstrationer mod valget af Ahmadinejad til præsident. I efteråret 2009 blev han anholdt og sigtet for at medvirke til uro og sælge euforiserende stoffer. Omkring 14 dage efter sin anholdelse i 2009 blev han fremstillet for revolutionsdomstolen, hvor han blev idømt 2 år og 9 måneders fængsel. Denne straf blev senere gjort betinget med vilkår om 70 piskeslag, en bøde på 700.000 tomaner og en måneds ubetinget fængsel. Ansøgeren blev løsladt en måned efter sin anholdelse. Ved løsladelsen blev han orienteret om, at hvis han var aktiv igen, ville han blive idømt 2 år og 9 måneders fængsel. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder, idet han er flygtet fra Iran efter at være idømt en betinget fængselsstraf, og fordi han under sit ophold i Danmark har deltaget i flere demonstrationer mod det iranske styre foran den iranske ambassade, som ifølge ansøgeren er blevet filmet af ambassadens kameraer. Flygtningenævnet finder efter det foreliggende ikke at kunne afvise, at den idømte straf har baggrund i, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer rettet mod det iranske styre. Flygtningenævnet må endvidere lægge til grund, at ansøgeren et antal gange har deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark, og at han i den forbindelse har båret et demonstrationsskilt. Flygtningenævnet kan nære tvivl om, hvorvidt ansøgeren har profileret sig på en sådan måde, at han af denne grund vil være i de iranske myndigheders søgelys ved en tilbagevenden. Da ansøgeren som anført oven for tidligere er blevet domfældt for politiske aktiviteter, og da det henstår som usikkert i hvilket ansøgerens aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kundskab, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylrelevante overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/31
Nævnet meddelte i november 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren søgte asyl i 2010. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk […]fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller torteret, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet eller torteret af myndighederne, fordi han har været sin tidligere ægtefælle utro, og dermed er skyldig i utugt efter iransk lov. Ansøgeren frygter endelig at blive fængslet af myndighederne, fordi han ikke vil kunne betale medgiften i form af [….] guldmønter til sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han blev gift med sin tidligere ægtefælle i slutningen af 2007 i Ahwaz, Iran. Ægtefællen, der er statsborger i et vesteuropæisk land, boede i Danmark, og ansøgeren fik som følge af ægteskabet opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Han indrejste i Danmark i 2009. Efter seks til syv måneder fik parret problemer, og i begyndelsen af 2010 flyttede ansøgeren fra parrets fælles hjem. Hans tidligere svigerfamilie opsøgte ansøgeren to til tre gange på hans arbejdsplads og bad ham om at betale medgiften, idet han ikke længere skulle være sammen med deres datter. Ved afgørelse truffet i efteråret 2010 besluttede Statsforvaltningen […]at inddrage ansøgerens opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I forsommeren 2010 begyndte ansøgeren at komme i […]kirken hver søndag, ligesom han deltog i forskellige aktiviteter. Ansøgeren blev ved dom afsagt af retten i […] slutningen af 2010, skilt fra sin daværende ægtefælle, idet han havde været hende utro. I slutningen af 2010 blev ansøgeren ringet op af en medarbejder fra den iranske ambassade i Danmark, som oplyste, at ansøgerens tidligere svigerfamilie havde anklaget ham for utugt og for at have skiftet religion. Senere i slutningen af 2010 konverterede ansøgeren til kristendommen, idet han døbt i […]kirken i […].. Omkring nytår 2010/11 ringede hans fader fra Iran til ansøgeren og fortalte, at han var blevet hentet af folk fra efterretningstjenesten og udspurgt om ansøgeren, herunder opfordret til at udlevere ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren søgte om asyl i slutningen af 2010. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har haft en oprindelig interesse for kristendommen. Nævnet henviser herved til ansøgerens forklaring om sine drøftelser inden udrejsen af Iran, og til, at ansøgerens herboende granfætre er konverteret til kristendommen, inden ansøgerens indrejse her i landet. Ansøgerens forklaring om undervisning og dåb, samt at han er gudfader til den yngste granfætters søn, understøtter, at ansøgerens konvertering er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Under hensyn til det stærke modsætningsforhold, som ansøgerens tidligere ægtefælle og svigerfamilie har til ansøgeren, lægger Flygtningenævnet til grund, at svigerfamilien har gjort de iranske myndigheder bekendt med konversionen. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om straffen for konvertering sammenholdt med oplysningerne om det iranske retssystem finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sin kristne overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/30
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra byen Sardasht, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han sympatiserer med Kurdistans Demokratiske Parti (KDP). Han har siden midten af 2008 været aktiv for partiet, for hvilket han har uddelt løbesedler samt støttet økonomisk. Ansøgeren har som asylmotiv nærmere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne som følge af sine aktiviteter for KDP. Han uddelte første gang løbesedler i efteråret 2008. Hans sidste uddeling foregik i efteråret 2010, hvor han mener, at han blev opdaget af en person i et vindue. Personen må have indberettet ham til myndighederne. I efteråret 2010 ransagede efterretningstjenesten ansøgerens hjem og tilbageholdt hans fader i 3 dage, idet ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren udrejste af Iran i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen, til den beskikkede advokat ifølge indlægget og i nævnsmødet, at ansøgerens forklaring i al væsentligt har fremstået sammenhængende og konsistent. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren i perioden fra efteråret 2008 til efteråret 2010 i otte tilfælde har uddelt løbesedler for KDP i hjembyen Sardasht. Uanset om det var den omtalte person i et område af Sardasht, hvor der bor en del medlemmer af basij, der opdagede ansøgeren, eller om ansøgerens hjem af andre grunde blev udfundet af de iranske myndigheder, lægger nævnet til grund, at myndighederne ransagede hjemmet under eftersøgning af ansøgeren efteråret 2010 på grund af hans politiske aktivitet. Myndighederne fandt løbesedler fra KDP, som ansøgeren havde skjult i hjemmet. Ansøgeren blev advaret og udrejste to dage senere. Nævnet finder både efter ansøgerens forklaring og fremtræden i nævnsmødet, at ansøgeren fremstår troværdig i sine oplysninger og udtrykker et politisk engagement, som blandt andet har givet sig udslag i, at ansøgeren i Danmark via internettet, herunder på facebook og på kurdiske hjemmesider, har skrevet artikler under eget navn og under tiden med eget foto, ligesom ansøgeren har oplyst, at han er valgt til repræsentant for KDPs unge i Jylland. Nævnet anser ansøgerens aktiviteter i Danmark som en bestyrkelse af ansøgerens oplysninger om sit engagement og sine aktiviteter for KDP forud for udrejsen. Da nævnet herefter lægger til grund, at ansøgeren ved udrejsen var eftersøgt af de iranske myndigheder grundet sin politiske aktivitet, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Mashad, Iran. Ansøgeren har i perioden fra begyndelsen af 2010 til begyndelsen af 2011 været medlem af Forfatterforeningen i Teheran, der talte for frihed og intellektualisme. Hun var ikke aktivt medlem af foreningen, men leverede tegninger til foreningen til brug for dens møder. Hendes tegninger handlede ofte om frihed, kvinder og tortur. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder. Hun har herom henvist til, at hendes faders kusine i efteråret 2010 blev anholdt i forbindelse med sin indrejse i Iran fra Sverige efter at have haft en kunstudstilling i Tyskland og Sverige. Faderens kusine var i besiddelse af fire tegninger, som ansøgeren havde tegnet. Faderens kusine var en slags læremester for ansøgeren og aktiv i Forfatterforeningen. Ugen efter blev ansøgeren afhørt af efterretningstjenesten om sin identitet, familieforhold og tegningerne. To uger herefter blev ansøgeren igen afhørt af efterretningstjenesten vedrørende faderens kusines familieforhold, sin tilknytning til Forfatterforeningen og sin tidligere anholdelse i 2009. Herefter blev hun løsladt betingelsesløst. I begyndelsen af 2011 ransagede de iranske myndigheder Forfatterforeningens lokaler i Teheran og beslaglagde alt materiale, herunder ansøgerens tegninger. I begyndelsen af 2011 ransagede efterretningstjenesten ansøgerens bopæl og beslaglagde i den forbindelse hendes computer, bøger og digte samt hendes tegninger og notater. Ansøgerens fader blev endvidere anholdt, idet ansøgeren ikke var hjemme, og faderen har efterfølgende været afhørt flere gange af efterretningstjenesten vedrørende hendes opholdssted. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun har været tilbageholdt i en uge i sommeren 2009 i forbindelse med en demonstration, som hun ikke deltog i, men hvor hun blot ventede på sin fader. Hun blev anholdt sammen med 15 andre og underskrev i den forbindelse en erklæring om ikke at deltage i fremtidige politiske aktiviteter. Endelig har hun henvist til, at hun i efteråret 2010 fik en bødestraf samt en dom på 80 piskeslag for at have drukket spiritus i forbindelse med en familiefest i sommeren 2009. Vedrørende dommen for deltagelse i en fest: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om dette asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at dommen ikke fremtræder som en autentisk endelig dom. Det fremgår således ikke af dommen, hvornår overtrædelsen skulle være fundet sted, eller at der er tale om en ankedom. Dommen harmonerer heller ikke med ansøgerens forklaring, idet det fremgår af dommen, at ansøgeren skulle være idømt henholdsvis 80 og 30 piskeslag, hvorimod ansøgeren til Udlændingestyrelsen oplyste, at hun var idømt 80 piskeslag og en bøde på 3 mio. tomaner. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sagens behandling i det iranske retssystem, herunder om tidspunktet for domsafsigelsen og om dommen blev afsagt personligt, og ansøgeren har ikke tidligere forklaret, at hun ikke tidligere har modtaget en kopi af dommen, men først for nyligt har modtaget kopi af dommen fra sin advokat. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at dommen er fremlagt umiddelbart for nævnsmødet, og at ansøgeren har modsat sig ægthedsvurdering. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring kunne få udrejsetilladelse, og at hun vendte tilbage til Iran uanset dommen i 1. instans. Vedrørende ansøgerens malerier/tegninger: Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren ikke har været tilbage i Iran efter sin deltagelse i maleriudstillingerne i Tyskland og Sverige. Uanset at ansøgeren således har været opfordret hertil, har hun ikke fremlagt dokumentation for tilbagerejsen i form af pas eller kopi heraf, selv om hun angivelig rejste på sin ægte pas. Nævnet finder ikke, at fremlæggelse af to håndskrevne receptkopier umiddelbart før nævnsmødet er fyldestgørende, og tillægger ikke disse nogen vægt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende dette asylmotiv, idet hun ifølge referatet af forklaringen til Udlændingestyrelsen ikke kunne huske, om der var noget belastende på hendes computer, hvorimod hun under nævnsmødet forklarede, at computeren bl. a. indeholdt slettet e-mailkorrespondance mellem hende og faderens kusine og politiske og islamkritiske bøger. Forklaringen om, at ansøgeren efter en tilbageholdelse i 2009 skal have skrevet under på, at hun ikke i fremtiden ville afholde sig fra politiske aktiviteter, kan ikke tillægges selvstændig betydning, når asylmotivet vedrørende malerier/tegninger ikke har kunnet lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/29
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et iransk ægtepar og parrets mindreårige barn. Indrejst i 2010. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger har oplyst, at han er kristen af trosretning og født i Teheran, Iran. Ansøgeren har været aktiv for præsidentkandidat Mousavis valgkampagne i 2009. Den mandlige ansøger har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationerne, særligt demonstrationerne på Ashura-dagen. Ansøgerne har forklaret, at familiens bopæl blev ransaget tre dage efter demonstrationen på Ashura-dagen, hvilket den mandlige ansøger formoder er sket, idet hans ven […] var blevet tvunget til at angive sine meddemonstranter. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans moder har været tilbageholdt i et døgn, og at hendes bopæl har været udsat for flere husransagninger. Den mandlige ansøgers kusine er nu tilbageholdt, fordi den mandlige ansøger i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre, og fordi den mandlige ansøger er konverteret til kristendommen, hvilket den mandlige ansøger har fortalt sin kusine. Den mandlige ansøger frygter derfor, at han er efterstræbt af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i demonstrationer i Danmark, og fordi han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er kristen af trosretning og født i Teheran, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt. Den kvindelige ansøger frygter endvidere at blive henrettet, fordi hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i adskillige demonstrationer mod det iranske styre efter valget i sommeren 2009, og at han sammen med nogle bekendte også havde udført aktiviteter ved at skrive og finansiere trykning af løbesedler. Endvidere lægges det til grund, at han ammen med sine bekendte deltog i demonstrationen på Ashura-dagen den 27. december 2009. I den forbindelse blev […]pågrebet af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder navnlig ikke hans forklaring om hans angivelige flugt fra Teheran efter demonstrationen troværdig. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at […] blev tilbageholdt som én af et meget stort antal demonstranter, uden at han blev set i tilknytning til den mandlige ansøger og de øvrige bekendte. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at den mandlige ansøger, der tidligere havde været med til demonstrationer, skulle vælge at flygte som anført. Flygtningenævnet finder det navnlig påfaldende, at han ikke skulle have tanke for det belastende materiale, han har forklaret lå på hans bopæl. I det mindste må det forventes, at han i løbet af de tre dage, han opholdt sig hos sin ven i Nordiran inden ransagningen af hans bopæl fandt sted, gennem ægtefællen eller andre, havde fået fjernet det belastende materiale. Flygtningenævnet finder det heller ikke troværdigt, at han i de nævnte tre dage og heller ikke senere skulle have interesseret sig for, hvordan det var gået med de øvrige af hans bekendte, der havde deltaget i demonstrationen. Den mandlige ansøger har således forklaret, at han ikke engang forsøgte at skaffe sig sådanne oplysninger. Den mandlige ansøgers forklaring om flugten virker ikke selvoplevet, når han har forklaret, at han hverken i de nævnte tre dage eller senere inden udrejsen skulle have været i kontakt med sin erhvervsvirksomhed. Det må endvidere tillægges vægt, at den mandlige ansøger er udrejst gennem Teherans lufthavn på eget pas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet det overvejende sandsynligt, at der er sket sikkerhedskontrol af den mandlige ansøger og hans familie i Teherans lufthavn i forbindelse med udrejsen. Det indgår i Flygtningenævnets vurdering, at der har været tale om et delvis forfalsket pas, idet det fremgår af sagen, at den isatte opholdstilladelse i forhold til Tyskland er stjålet. Flygtningenævnet har taget i betragtning, at der er en fejlagtig angivelse af årstallet i opholdstilladelsen og et foto af ansøgerens søn, som kun har overfladisk lighed med det ægte foto i passet. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at sikkerhedstjekket må anses for den afgørende del af paskontrollen, at det fremstår som åbenbart, at årstallet må være 2012, og at fotoet af sønnen i den falske opholdstilladelse har en vis lighed med det ægte billede. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis betydning, at den mandlige ansøger i forbindelse med indrejsen i Danmark forklarede, at han havde boet hos en ven i de sidste fire til fem måneder i den samme by, som hans ægtefælle og søn skulle have opholdt sig i. Denne forklaring stemmer ikke med det, som den mandlige ansøger i øvrigt har forklaret om tiden forud for sin udrejse. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke troværdigt, at den mandlige ansøger i de første mange måneder efter indrejsen i Danmark ikke skulle have haft kontakt til sin familie, eventuelt gennem bekendte til sin familie. Dette gælder også kontakten i forhold til hans kusine. Han har således henvist til, at han kontaktede kusinen for at spørge til sin moders helbred. Det er ikke troværdigt, at han gennem mange måneder ikke skulle have interesseret sig for oplysninger om moderens helbred, idet det fremgår af hans forklaring, at moderen, mens han var i Iran, var under behandling for kræft. Hans forklaring under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har således karakter af en udbyggende forklaring. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger ved udrejsen var kommet i myndighedernes søgelys som følge af sin deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger som følge af deltagelse i demonstrationer i Danmark vil komme i søgelyset i forbindelse med en tilbagevenden til Iran. På de fremlagte fotos, der angives at være stilbilleder fra en film lagt på YouTube, er han sammen med flere andre demonstranter, også af iransk herkomst. Der fremgår ikke navnene på de personer, der er filmet under demonstrationen. Der er således ikke grundlag for at antage, at han skulle være blevet identificeret af de iranske myndigheder. Det bemærkes, at han ifølge Flygtningenævnets ovennævnte troværdighedsvurdering er uprofileret i forhold til de iranske myndigheder. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, har ikke virket overbevisende. Da han var til samtale i Udlændingestyrelsen den […] 2010 fandt han ikke anledning til at nævne, at han omkring fire måneder tidligere var konverteret. Flygtningenævnet hæfter sig endvidere ved, at han som begrundelse for, at han har valgt at konvertere i sin samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har henvist til, at ”han deltog i en demonstration for frihed, og at han derfor af Khomenei bliver kaldt for en forræder af Islam”. På spørgsmålet om dette er den eneste begrundelse for konversionen svarede han bekræftende. Som nærmere begrundelse for konversionen henviste den mandlige ansøger i sin forklaring i Flygtningenævnet overordnet til, at han ”havde Jesus i sit hjerte” og gentog, at der samtidig var tale om et fravalg af islam, som han hadede. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at der er tale om en reel konversion til kristendommen. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at hans deltagelse i kristne gudstjenester er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at han skulle have valgt at videregive oplysninger om, at han var konverteret, til sin kusine i forbindelse med en telefonsamtale. Han har blandt andet uddybende forklaret, at konsekvensen af, at hans kusine skulle følge hans opfordring til at konvertere ville være, at hun kom i et modsætningsforhold til sin nærmeste familie eller myndighederne. Efter det anførte har den mandlige ansøger ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da den kvindelige ansøger som asylmotiv alene har henvist til den mandlige ansøgers forhold, har heller ikke den kvindelige ansøger sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden udsætter sig for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at den kvindelige ansøgers konversion fremstår som reel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/28
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og baha’i af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han konverterede i slutningen af 2009 fra islam til baha’i religionen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at han er konverteret til baha’i. Ansøgeren har henvist til, at hans ægtefælle omkring to år efter vielsen fandt passwordet til hans pc, hvorefter hun fandt dokumenter vedrørende ansøgerens religion på computeren. Disse oplysninger delte hun med sin familie. Samme aften opsøgte ægtefællens familie ansøgerens hjem, hvor de overfaldt ham og begærede skilsmisse på vegne af ægtefællen, idet de fandt, at ansøgeren var uren. Ansøgeren forlod efterfølgende sit hjem og udrejste næste dag. Han har efterfølgende fået oplyst af sin morbroder, som også bekender sig til baha’i religionen, at myndighederne har været på både ansøgerens og forældrenes bopæl, som de har ransaget. Ansøgerens ægtefælle har efterfølgende opnået skilsmisse fra ansøgeren af religiøse årsager, og sagen er overgået til Revolutionsdomstolen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent om de religiøse overvejelser, som førte til, at han konverterede, ligesom han på samme måde har forklaret overensstemmende vedrørende ægtefællens fund af materiale på hans computer og svigerfamiliens reaktion herpå. Ansøgeren har endvidere kunnet redegøre for baha’i religionen. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret til baha’i, og at dette er kommet til myndighedernes kundskab, hvorfor ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/27
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han er kurder, og er udrejst illegalt, samt fordi han i 2006 i Irak blev gift med en kvinde, der i 1990’erne fik asyl i Danmark efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, da hun var mindreårig. Myndighederne vil mistænke ham for at være politisk imod regimet ligesom ægtefællens familie, hvoraf en stor del i 1997 fik asyl i Danmark sammen med ægtefællen. I begyndelsen af 2007 fik ansøgeren besøgsvisum til Danmark, hvor han søgte om familiesammenføring med sin ægtefælle. Efter at have fået afslag herpå rejste han i slutningen af 2007 tilbage til Iran, hvor han opholdt sig indtil foråret 2011, hvor han udrejste illegalt for at være sammen med sin ægtefælle og sit barn, født i 2008. Hans iranske pas udløb i begyndelsen af 2011. Han så ingen mening med at få passet forlænget, da de danske myndigheder flere gange havde afslået at give ham visum til Danmark. Omkring to måneder senere udrejste han illegalt. Han har ikke oplysninger om, at myndighederne efter udrejsen har henvendt sig til hans familie i Iran. Flygtningenævnet kan lægge til grund at ansøgeren i 2006 i Irak er blevet gift med en kvinde fra en politisk aktiv familie. Ægteskabet har aldrig givet ansøgeren problemer i forhold til de iranske myndigheder - heller ikke i forbindelse med hans legale ind- og udrejser i 2009 og 2010. Ved en tilbagevenden til Iran vil ansøgeren muligvis blive straffet for illegal udrejse. Efter nævnets baggrundsmateriale må det antages, at ansøgeren på grund af den illegale udrejse ved en tilbagevenden til Iran i givet fald vil blive straffet med en bøde og eventuelt udsat for en kort tilbageholdelse. Der er ikke i sagen konkrete oplysninger om ansøgeren og hans forhold, der tyder på, at de iranske myndigheder vil behandle ansøgeren mere hårdhændet end andre, der har udrejst illegalt og vender tilbage til Iran efter at have fået afslag på asyl. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for en sanktion eller behandling af en sådan karakter og omfang, at dette kan begrunde meddelelse af asyl. Den omstændighed, at ansøgeren ønsker at leve sammen med sin ægtefælle, der ikke kan bo i Iran, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelt vanskelige forhold for kurdere i Iran er heller ikke i sig selv, eller sammen med de øvrige forhold som ansøgeren har henvist til, tilstrækkelige til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan antages at være risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/26
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran samt deres barn fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske persere fra Ahwaz, Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv i Iran, og han har deltaget i demonstrationer og aktiviteter på universitetet. Han har videre været medlem af en politisk gruppe, som støttede den tidligere præsident. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, dels på grund af hans deltagelse i demonstrationerne, og dels på grund af hans broders politiske aktiviteter. Ansøgeren har været tilbageholdt to gange og er telefonisk blevet chikaneret af myndighederne 15-20 gange. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv og frygter ved en tilbagevenden til Iran, at ægtefællen vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Hun har videre henvist til, at hun efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen, og at hun er blevet døbt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, herunder den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet i Iran har været detaljerede, konsistente og samstemmende. Efter forklaringerne risikerer den mandlige ansøger således at blive retsforfulgt som følge af sine og broderens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, og efter baggrundsoplysningerne om konsekvenserne af regeringskritiske aktiviteter i Iran, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/25
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2010 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen på grund af, at styrelsen ikke havde partshørt ansøgeren om oplysninger indhentet fra Udenrigsministeriet. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på en høring af Udenrigsministeriet om straffen for opsætning af parabolantenner, herunder om etnicitet har betydning for straffen. Sagen blev afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra […) ved Sare Pole Zohab i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet og udsat for tortur som følge af, at han har arbejdet med salg og montering af parabolantenner fra 2007 til 2009, hvilket efter iransk lovgivning er ulovligt. I efteråret 2009 blev ansøgerens hjem ransaget af den iranske efterretningstjeneste, der konfiskerede et stort antal parabolmodtagere. Efterfølgende blev ansøgerens farbrødre opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at han som følge af salg og montering heraf vil blive mistænkt for at have udført ulovlig politisk virksomhed, idet parabol-antennerne gav befolkningen mulighed for at se kanaler, som ejes og drives af de forbudte kurdiske politiske partier. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren i en periode på omkring to år fra 2007 til 2009 har ernæret sig via salg og opsætning af parabolantenner Dette betragtes ifølge Udenrigsministeriets notat af 25. marts 2010 og Udenrigsministeriets uddybende notat af 20. februar 2012 vedrørende oplysninger om strafudmåling for salg af parabolantenner i Iran som en almindelig forbrydelse og vil normalt ikke være noget, der i sig selv vil føre til yderligere forfølgelse fra den iranske sikkerhedstjenestes side eller lignende. Straffen for salg af parabolantenner er ifølge Udenrigsministeriets notat af 25. marts 2010 typisk mellem seks måneder og to års fængsel. Ifølge Udenrigsministeriets kilder har det ingen betydning, at lovovertrædelserne begås af en etnisk kurder i Sara Pole Zohab-området. Udenrigsministeriet uddyber i samme forbindelse, at Sara Pole Zohab-området ikke er et traditionelt kurdisk område, men derimod et etnisk og religiøst blandet område beliggende i provinsen Kermanshah. Det fremgår yderligere, at Udenrigsministeriets kilders oplysninger ikke gav anledning til ændringer i forhold til Udenrigsministeriets høringssvar af 25. marts 2010. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at der efter det oplyste ikke har været myndighedshenvendelser på ansøgerens bopæl siden ansøgerens udrejse i efteråret 2009, ligesom ansøgerens farbrødre ikke har haft problemer efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren på grund af sin virksomhed med salg og opsætning af parabolantenner efter de foreliggende oplysninger kan antages at være kommet i de iranske myndighedernes søgelys for ulovlig politisk virksomhed, eller at ansøgeren i øvrigt på grund af sin virksomhed med salg og opsætning af parabolantenner ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/24
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Bandar Anzali i Iran og ateist. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Det Grønne Parti fra foråret/sommeren 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive henrettet af myndighederne, hvis han vender tilbage til Iran, idet han har støttet Det Grønne Parti og har deltaget i demonstrationer, ligesom han har været i besiddelse af og omdelt materiale til støtte for Det Grønne Parti. Ansøgeren har endvidere haft en webblog, hvor han har udtrykt sine holdninger i politiske og religiøse henseender. I efteråret 2011 fandt efterretningstjenesten endvidere et eksemplar af Salman Rushdies ”De Sataniske Vers” på ansøgerens værelse, og ansøgeren frygter, at dette vil føre til en dødsstraf. I begyndelsen af 2011 deltog ansøgeren i en demonstration i byen[…). Ansøgeren blev ramt af et elektrisk stød, og ansøgeren blev anholdt. De næste to til tre dage var ansøgeren i en isolationscelle. Han havde håndjern på og bind for øjnene, og blev også hængt op i loftet i to timer. Derefter blev han transporteret til fængslet […]i byen[…], hvor han var fængslet i omkring fem måneder indtil sommeren 2011. I efteråret 2011 fik ansøgeren sin dom, og blev straks tildelt 35 piskeslag. Efterretningstjenesten ransagede samme dag i ansøgerens fravær ansøgerens værelse, hvor de fandt ”De Sataniske Vers”, samt konfiskerede hans computer, hvorfra han lavede sin webblog. Flygtningenævnet lægger i det hele ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent og troværdig. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren efter valget i 2009 deltog i demonstrationer, og at han fra internettet hentede materiale, som han tilgængeliggjorde på en webblog. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev anholdt i forbindelse med en demonstration i byen[…], og at han i forbindelse med anholdelsen blev udsat for tortur. Ansøgeren var herefter fængslet i 5 måneder før han blev løsladt mod kaution. På grundlag af ansøgers forklaring, der i øvrigt bestyrkes ved det nu fremlagte foto, lægger nævnet til grund, at ansøger blev idømt 35 piskeslag, og at dommen straks blev eksekveret. Ansøgerens forklaring om, hvorfor han sammen med en ven forlod hjemmet for at køre rundt i vennens bil fremstår som troværdig, og det samme gælder ansøgerens forklaring om, hvorfor han i perioden mellem løsladelsen mod kaution og domfældelsen lånte bogen ”De Sataniske Vers”. Nævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at efterretningsvæsnet ransagede ansøgerens bopæl, efter at ansøgeren var kørt med vennen, og at man i den forbindelse fandt såvel ansøgerens computer, der indeholdt belastende materiale som den forbudte bog. Det lægges herefter videre til grund, at ansøgeren er kommet i et sådan modsætningsforhold til myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter og besiddelsen af den forbudte bog, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/23
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Bandar-Anzali, Iran. Under sit ophold her i landet er han, der var shia-muslim, konverteret til kristendommen og er blevet døbt i sommeren 2012. Ansøgeren har siden 2001 været tilknyttet Basij, hvor han var ansat som livredder. Derudover deltog han i patruljerings- og sikkerhedsopgaver. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet de betragter ham som forræder, fordi han brød ud af Basij. I sommeren 2011 var ansøgeren på arbejde ved en demonstration i Teheran. Hans gruppeleder blev voldelig over for en kvindelig demonstrant, hvilket ansøgeren forsøgte at stoppe. Der opstod håndgemæng mellem ansøgeren og gruppelederen, og ansøgeren slog lederen ned. Andre fra gruppen forsøgte at overmande ansøgeren, men han flygtede. Ansøgeren holdt sig skjult i 20 dage i en anden by, før han udrejste af landet. Han har efterfølgende hørt, at Basij har søgt efter ham på bopælen flere gange. Ansøgerens familie er videre blevet opsøgt af en tidligere asylansøger sammen med sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har i et par måneder været tilknyttet samme kirke som den pågældende asylansøger. Den pågældende tidligere asylansøger angav, at ansøgeren var konverteret. Det fremgår, at ansøgeren ved ankomsten havde beskrivelsen af daværende asylmotiv skrevet ned. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har kunnet forklare om den af ham angivne episode med sin uniformerede gruppeleder, hvor det skulle være lykkedes ansøgeren at forhåne denne samt skubbe denne omkuld og derpå flygte fra området, hvor der i anledning af demonstration også var andre Basijgrupper. I denne forbindelse bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at han havde købt ny mobiltelefon og nyt sim-kort under flugten, hvorimod han tidligere har oplyst, at det alene var sim-kortet, der blev skiftet ud. Ansøgeren har ikke oplyst nogen årsag til, at han på daværende tidspunkt skulle have været blevet negativ overfor islam. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren, ifølge egen forklaring, kommer fra en troende familie. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, som dette forelå ved ankomsten her til landet, til grund. Ansøgeren har oplyst, at der var positive mennesker i de kirker, han har besøgt, dels i København og dels i Nordjylland. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har fået undervisning i kristendom, og at han kun har læst få sider i udleveret materiale. Ansøgeren har oplyst, at han først senere vil sætte sig ind i den kristne tro. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i en dåb, hvor kun få mennesker var til stede, er kommet de iranske myndigheder til kundskab. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om henvendelsen på bopælen af en tidligere asylansøger, ikke kan lægges til grund. Den pågældendes dåb har fundet sted efter denne, ifølge ansøgerens oplysninger, er udrejst. Også henset til, at ansøgeren må anses at være uden reel viden om den kristne tro, kan hans forklaring om konvertering ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt og heller ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Ansøgeren ses heller ikke i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/22
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger forud for sin indrejse i Danmark, men han har sympatiseret med Det Demokratiske Parti (KDP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, henrettet eller dræbt under tortur af de iranske myndigheder, fordi det er kommet myndighederne til kendskab, at han har været i besiddelse af ulovligt kurdisk og politisk materiale fra KDP. Ansøgeren har endvidere henvist til sine politiske aktiviteter for KDP her i landet, idet han er blevet medlem af partiet, har deltaget i politiske møder og har skrevet artikler m.v., der er lagt ud på partiets hjemmeside og således er tilgængelige på internettet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han i foråret 2011 rejste til Irak for at besøge sin faster og dennes ægtefælle, der begge er medlemmer af KDP. I forbindelse med besøget aftalte ansøgeren med fasterens ægtefælle, at denne via en mellemmand skulle sende en pakke til ansøgeren indeholdende 30-40 kort over Kurdistan, en cd med oplysninger om KDP samt fotos af ansøgeren, fasteren og dennes ægtefælle i en flygtningelejr i Arbil, Irak, hvor man i baggrunden kunne se et billede af en afdød leder fra KDP. Ansøgeren hentede herefter pakken i […]i Iran og kørte herefter til Oroumieh, hvor han blev standset af politiet ved en kontrolpost. Ansøgeren flygtede fra stedet, men efterlod sin taske indeholdende pakken med cd’en, kortene og de private fotos. Ansøgeren flygtede til en ven […], der bor i Oroumieh. Dagen efter observerede vennen, at myndighederne havde omringet og var i færd med at ransage ansøgers hus. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren talt med sin mor, der har fortalt, at de iranske myndigheder forsøgte at presse familien til at fortælle, hvor ansøgeren opholder sig. Myndighederne havde endvidere konfiskeret ansøgerens computer, der indeholdt kritiske informationer om Khomeini. Under ransagningen blev ansøgers far tilbageholdt, men er nu blevet løsladt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende om ansøgers i øvrigt meget enkle asylmotiv. Ved identitetsafhøringen forklarede ansøger, at han fik en cd med tilbage fra Irak, og at cd’en lå i tasken, hvor ansøgeren også havde billeder af ansøgeren og fasteren. I asylansøgningsskemaet forklarede ansøger, at han medbragte en cd og flere kort over Kurdistan med tilbage fra Irak, at materialet lå i tasken, og at ansøgeren på grund af dumhed og uvidenhed endvidere havde lagt fotos af ansøger sammen med fasteren og dennes børn i tasken. Ved asylsamtalen forklarede ansøger, at cd’en, kortene og de private fotos blev sendt fra Irak til […] i Iran, hvor ansøgeren hentede materialet, der lå samlet i én papirpakke, der lå i tasken. Ved identitetsafhøringen forklarede ansøger, at taxaen blev standset af politiet, der fandt tasken med materialet, og at ansøgeren og de øvrige mænd i taxaen nægtede ethvert kendskab til tasken og fik lov til at gå. I asylansøgningsskemaet forklarede ansøger, at han blev afsløret ved politiets kontrolsted, men at han flygtede fra stedet. Ved asylsamtalen forklarede ansøger, at taxaen og andre biler blev standset i en kontrolpost, hvorefter personerne i bilen skulle stå i kø for at få undersøgt deres bagage, men at ansøgeren flygtede fra stedet og efterlod sin taske. Ved identitetsafhøringen forklarede ansøger, at hans bopæl aldrig var blevet ransaget eller undersøgt af myndigheder. I asylansøgningsskemaet forklarede ansøger, at han ikke vidste, om hans bopæl havde været ransaget af myndigheder, og at han ikke vidste, om hans familie havde oplevet konflikter på grund af ansøger. Ved asylsamtalen forklarede ansøger, at ansøgers ven […]dagen efter episoden med kontrolposten overværede, at ansøgers hus var omringet af og blev ransaget af myndighedspersoner. Flygtningenævnet har endvidere vurderet, at ansøgerens forklaring fremtræder usandsynlig. Flygtningenævnet har fundet det usandsynligt, at ansøger fik udleveret en cd og kort fra ansøgers fasters ægtefælle uden nærmere instrukser om, hvad ansøger skulle gøre med materialet. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøgers fasters mand sender politisk materiale til ansøger sammen med fotos af ansøger, ansøgers faster og ansøgers fasters mand, selv om fasteren og ægtefællen lever under beskyttelse i Irak og frygter myndighederne i Iran. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at myndighederne dagen efter episoden ved kontrolposten skulle have været i stand til at identificere ansøger og foretage ransagning af ansøgers hjem alene på grund af nogle fotos. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøger, der efter sin forklaring opholdt sig i Iran i mere end en måned, først hos vennen […]i […]og efterfølgende hos en faster i ca. 1 måned, ikke var i kontakt med sin familie efter episoden med kontrolposten og den efterfølgende ransagning. For så vidt angår ansøgers politiske aktiviteter her i landet bemærker Flygtningenævnet, at de foreviste dokumenter efter det oplyste er lagt ud på internettet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i sagen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, der ikke i forvejen har været i de iranske myndigheders søgelys, nu er kommet i de iranske myndigheders søgelys og er blevet eksponeret på en sådan måde, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sine politiske aktiviteter her i landet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/21
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i 1993, indrejste i Danmark i efteråret 2010. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejr i Ramadi i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al Tash i Irak, hvor han boede frem til 2003, hvor han flyttede med sin familie til Barika-lejren i Sulaymaniyah. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men hans far og afdøde storebror har været medlemmer af Det Kurdiske Demokratiske Parti Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, idet han frygter, at han vil blive anholdt og fængslet. Ansøgers fader og afdøde broder var begge medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) i Iran. Broderen er efterfølgende blevet dræbt i Irak og ansøgeren frygter, at den samme skæbne skal overgå ham. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ønsker et liv med rettigheder, idet han ikke havde dette i Al-tash lejren i Irak eller i Barika lejren i KRI. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. KRI består af tre provinser og udgør et større sammenhængende område. Ifølge de foreliggende oplysninger har området nu i flere år på flere områder været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Efter nævnets praksis er det ikke en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret Flygtningekonventionen. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at anerkendte UNHCR flygtninge i KRI kan ansøge om KRG-opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtninge kan rejse inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at UNHCR foretager asylvurderingen, og at ansøgeren er pålagt at bo et anvist sted, som administreres af UNHCR, medfører, at KRI af den grund ikke kan anses som første asylland. Efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og sociale forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens leveforhold er af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Som ovenfor anført lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Det må således lægges til grund, at ansøgerens storebroder blev dræbt. Det fremgår af den fremlagte obduktionsrapport, at der var tale om en likvidering. Familien antog, at drabet var udført af familien til en ung pige, og at drabet var æresrelateret. Myndighederne efterforskede drabet, men efterforskningen har ikke ledt til domfældelse. Ansøgeren forklarede under asylsamtalen, at hans far netop havde oplyst, at familien havde fået flere trusselsbreve. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at der er tale om to breve. I brevene trues der med, at familien en efter en vil lide samme skæbne som broderen. Faderens har forgæves søgt myndighedernes beskyttelse, og familien har på grund af truslerne måtte flytte fra Barika-lejren, og lever nu adskilt i en anden by i samme provins. Under disse omstændigheder findes ansøgeren, der som mindreårig er udrejst illegalt af KRI, ikke ved en tilbagevenden at ville kunne opnå den fornødne beskyttelse. KRI kan således ikke tjene som ansøgerens asylland, og nævnet meddeler derfor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/20
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er født i Al-Tash lejren, Romadi, Irak, men flyttede til Iran med sin familie i 1996. Familien var flygtet til Irak på grund af krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI), som han fire gange har uddelt politisk materiale for. Ansøgeren delte materiale ud første gang i forbindelse med Newroz i 2009 og sidste gang i sommeren 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han samarbejdede med sin morbroder og en bekendt. Morbroderen blev anholdt og angav herefter under tortur ansøgeren til myndighederne, hvorfor han frygter at blive anholdt og henrettet ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene udført meget begrænsede aktiviteter for KDPI, idet han inden for en periode på et år og to måneder bistod morbroderen og dennes bekendte […]i med at uddele politisk materiale til de lokale kurdere. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, og aktiviteterne har ikke i sig selv været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om uddelingen af politisk materiale og tidspunkterne derfor. Han har i denne forbindelse udvist et påfaldende begrænset kendskab til KDPI og partiets mærkedage. Dernæst fremstår det usædvanligt, at morbroderen kort tid efter at have været fængslet i tre måneder skulle påbegynde opbevaring af politisk materiale på sin bopæl. Det skal herved fremhæves, at morbroderen overfor ansøgeren gav udtryk for, at han følte sig overvåget, og at morbroderen ifølge ansøgerens oplysninger var pålagt meldepligt. Det skal tilføjes, at myndighederne ifølge ansøgerens egen forklaring havde mange agenter i lokalområdet, og at morbroderen netop blev løsladt, da myndighederne ikke fandt nogen beviser mod morbroderen, herunder heller ikke materiale på morbroderens bopæl. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om ransagninger på ansøgeren og morbroderens bopæle, herunder myndighedernes repressalier mod ansøgerens familie, alene er baseret på anden og tredjehånds oplysninger. Herudover er det påfaldende, at ansøgerens tvillingebroder på meget kort tid var i stand til at arrangere udrejsen og skaffe midlerne hertil. Der kan efter det foreliggende ikke lægges nogen vægt på de fremlagte tilsigelser. Udover det sene fremkomst tidspunkt fremstår tilsigelsernes datering usædvanlig, ligesom teksten i tilsigelserne ikke entydigt peger mod den af ansøgeren påberåbte konflikt med myndighederne. Hertil kommer, at tilsigelserne alene er fremlagt i fotokopier. De af ansøgeren fremlagte fotografier fra møder i Kurdistans Demokratiske Ungdomsforening i Danmark kan heller ikke tillægges vægt. Ansøgeren fremstår som tidligere anført helt uprofileret, og der er ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Endelig kan der heller ikke lægges nogen vægt på ansøgerens oplysninger om en navngiven person fra ansøgerens hjemegns aktiviteter og færden i Danmark og i Iran. Ansøgeren har efter sin egen forklaring været bekendt hermed i cirka en måned. Forholdet er desuagtet ikke omtalt i advokatindlægget dateret den 18. december 2011. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist om nævnte aktiviteter og færden, ligesom hans viden herom er baseret på tredjehåndsoplysninger. Da ansøgeren herefter ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/2
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk khavari og shia muslim fra Mashhad, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, der beskylder ham for at være politisk aktiv for khavarierne. Han frygter endvidere at skulle leve som statsløs. I forbindelse med en khavari demonstration i foråret 2010 foran guvernørbygningen i Mashhad blev ansøgerens storebroder anholdt. Han blev løsladt dagen efter mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville være aktiv imod styret. Kort tid efter demonstrationen ransagede efterretningstjenesten familiens bopæl samt […]forretning. De fandt ikke noget belastende materiale. Ansøgerens fader blev i den forbindelse anholdt og forsøgt tvunget til at underskrive en erklæring om, at han er afghansk statsborger. Faderen blev løsladt efter 10 dage mod kaution. Kort tid efter faderens anholdelse anholdt efterretningstjenesten ansøgeren. Han blev løsladt den efterfølgende dag uden afhøring. Efter løsladelsen af faderen har efterretningstjenesten flere gange ringet til faderen og en anden broder og spurgt efter ansøgeren og hans tvillingebror ligesom de senere har afhørt farfaderen om ansøgerens og hans tvillingebroders opholdssted. Efterretningstjenesten har oplyst under telefonsamtalerne, at de havde beviser for, at ansøgeren og hans tvillingebror havde udført aktiviteter mod styret. Resten af ansøgerens familie er udrejst for cirka et år siden, idet efterretningstjenesten på ny havde ransaget hos familien. Der blev fundet belastende materiale, hvilket førte til familiens udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring og de dokumenter, han har fremlagt, til grund, at ansøgeren må anses som statsløs. Da ansøgeren og i øvrigt også hans familie har haft fast bopæl i Iran gennem mange år, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Iran. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Dog kan det ikke lægges til grund, at efterretningstjenesten har fundet beviser eller belastende materiale mod ansøgeren, således som ansøgeren har forklaret, at efterretningstjenesten har meddelt under telefonsamtaler med faderen. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at efterretningstjenesten har fundet belastende materiale mod familien, og at dette har ført til familiens udrejse for cirka et år siden. Flygtningenævnet finder ikke, at de straffeprocessuelle indgreb i form af ransagninger og kortvarig anholdelse af ansøgerens fader, storebror og ansøgeren kan anses for indgreb af et sådant omfang og intensitet, at de må anses for forfølgelse af ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren som en del af de 400 khavari familier ikke har sædvanlige statsborgerrettigheder i Iran, kan ikke føre til noget andet resultat. Nævnet lægger ved bedømmelsen af ansøgerens forhold vægt på, at ansøgeren og familien har levet i Iran i mange år, og at de ikke har udtrykt holdninger eller udført aktiviteter vendt mod styret, men blot har krævet sædvanlige statsborgerrettigheder, og at ansøgerens familie ikke har været udsat for overgreb, der må anses for forfølgelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/19
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive langvarigt fængslet eller henrettet af myndighederne, idet han i efteråret 2010 i sin forretning har slået en muslimsk præst, efter at denne havde slået ansøgeren. Præsten kom som kunde i ansøgerens forretning og bad ansøgeren udføre et skilt for ham. Præsten slog ansøgeren som følge af, at ansøgeren bar en kæde om halsen og havde billeder i forretningen med tilknytning Zoroastraa religionen og Persepolis, idet præsten anså dette for en fornærmelse mod det iranske styre og betragtede ansøgeren som vantro. Ansøgeren flygtede herefter. Ansøgeren har desuden henvist til, at han her i landet er konverteret til kristendommen, og at han er profileret gennem sin kunst og adskillige interviews i flere medier. Ansøgerens konvertering er kommet til de iranske myndigheders kendskab gennem en tidligere asylansøger, der er vendt tilbage til Iran, og som har anmeldt ansøgeren efter forgæves at have forsøgt at afpresse ansøgerens familie for penge. Ansøgeren har endelig henvist til, at myndighederne har tilbageholdt ansøgerens fader tre gange, heraf de to første gange i forbindelse med forholdet vedrørende den muslimske præst. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om episoden i ansøgerens forretning og konsekvenserne heraf til grund, uanset Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at den af ansøgeren fremlagte tilsigelse er ægte. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren må anses for at være eftersøgt af myndighederne, fordi ansøgeren betragtes som modstander af regimet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for tillige at tage stilling til de eventuelle asylretlige konsekvenser af ansøgerens konversion til kristendommen her i landet. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/18
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Ansøgeren forklarede til sagen, at hun i 2008 begyndte at studere på universitetet. Under sine studier kom hun i kontakt med fire kurdiske studerende, der var politiske aktive for KDPI. Hun blev venner med de pågældende og efterfølgende aktiv for KDPI. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der er konsistent, detaljeret og troværdig, og som støttes af de øvrige familiemedlemmers i alt væsentligt overensstemmende forklaringer, til grund. Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har sympatiseret med KDPI, for hvem hun har udført illegale politiske aktiviteter. Ansøgeren udførte således sammen med fire kvindelige medstuderende aktiviteter til støtte for det kurdiske frihedsparti, KDPI, for ansøgerens vedkommende fordi hun nærede et stærkt ønske om et frit Iran. Ansøgeren havde til opgave at videredistribuere politisk materiale. I vinteren 2010 blev ansøgerens bopæl ransaget, og myndighederne konfiskerede ved den lejlighed politisk materiale tilhørende ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede til det nordlige Iran, hvor hun opholdt sig i skjul indtil udrejsen. Hendes forældre og lillesøster, der ligeledes var forfulgte og som opholdt sig i skjul i […], flygtede efter omkring ni måneder sammen med ansøgeren til Tyrkiet. Under hensyn til ansøgerens politiske aktiviteter og myndighedernes ransagning og fund i familiens hjem sammenholdt med, at ansøgeren har forladt landet illegalt, findes det sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Ansøgeren forklarede under sagens behandling i Udlændingestyrelsen, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede forfølgelse på grund af deltagelse i demonstrationer mod det iranske styre i 2009. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren videre, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til Kristendommen. Forespurgt om de kristne højtider forklarede ansøgeren, at den vigtigste kristne højtid er påske, hvor man samles til gudstjeneste for at tænke på Kristus. Vedrørende pinsen forklarede ansøgeren, at man fejrer, at Kristus samlede sig med sine disciple for at spise et måltid. Forespurgt, hvorfor man i Danmark fejrer jul, forklarede ansøgeren, at Kristi sjæl steg til himmelen, og at han tog afsked med sine disciple. Videre forklarede ansøgeren, at Maria var mor til Kristus, mens en engel var far til Kristus. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk azari og shia-muslim fra [...], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har efter valget i juni 2009 deltaget i tre demonstrationer mod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt eller voldtaget af de iranske myndigheder. Efter at have deltaget i tre demonstrationer sammen med sin broder, blev ansøgeren tilbageholdt af efterretningstjenesten, der beskyldte ansøgeren for at have deltaget i demonstrationerne. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren afhørt om sin deltagelse i disse demonstrationer. Ansøgeren blev løsladt efter to dage, hvorefter efterretningstjenesten efter fire dage igen tilbageholdt ansøgeren. Denne tilbageholdelse varede også to dage. Omkring en uge efter løsladelsen blev ansøgeren på ny opsøgt af efterretningstjenesten, der fortsat beskyldte ansøgeren for deltagelse i demonstrationerne, og ansøgeren blev ligeledes denne gang tilbageholdt i to dage. Efter løsladelsen flygtede ansøgeren fra sin hjemby, og han havde i omkring fire måneder ophold i […] og i en længere periode i Teheran, hvor han arbejdede. Derefter udrejste ansøgeren af Iran. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren konverteret til Kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og overbevisende om sin deltagelse i demonstrationerne i 2009. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring er behæftet med en række unøjagtigheder. Hans forklaring om demonstrationerne fremstår ikke som selvoplevet og fremstår med en lav detaljeringsgrad. Det bemærkes herved, at ansøgeren og broderen har forklaret divergerende med hensyn til, om de myndighedspersoner, der anholdt broderen, var klædt i civilt eller i uniform. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring forholdene ved sine angivelige tilbageholdelser. Han har således i nævnet modsat sin forklaring til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke konstant havde bind for øjnene eller hænderne bundet, således at han selv kunne spise med videre. Det må endvidere indgå i vurderingen, at ansøgeren før udrejsen opholdt sig omkring fire måneder i […]og omkring ni måneder i Teheran, hvor han begge steder havde beskæftigelse, uden at blive antastet af myndighederne. Det forhold, at ansøgerens storebroder, der i sin egen sag ikke har omtalt ansøgerens deltagelse i demonstrationerne, under nævnsmødet har forklaret, at ansøgeren deltog, har indgået i nævnets samlede vurdering. Ansøgeren gennemgik før sin indmeldelse i en frikirke i København […]et to måneders kursusforløb om religion. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet ikke, blot i nogen grad, har kunnet redegøre for de kristne højtider påske, pinse og jul. Ansøgerens familie er, bortset fra den herboende bror, ikke bekendt med konverteringen, og der er ikke i sagen holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens interesse for Kristendommen. Flygtningenævnet finder efter en helhedsvurdering af det anførte og sagens øvrige oplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende overgreb hverken som følge af politiske aktiviteter eller medlemskab af frikirken. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/15
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er musiker og spiller metal-musik. En aften i slutningen af efteråret 2010 gav ansøgerens metalband koncert i hemmelighed, da det ikke var tilladt at spille metal-musik. Under andet nummer blev koncerten stoppet af civilklædte betjente, som slog og sparkede ansøgeren og tog ham med ud i en bil, som kørte ham til et fængsel, hvor han flere gange fik at vide, at han ville blive henrettet. Ansøgeren kom via en medindsats mobiltelefon i kontakt med sin fader, som han fortalte, hvor han var. To dage efter kom en betjent og kørte ansøgeren af sted, hvorefter han blev overgivet til faderen efter en konstrueret sammenstød. Ansøgeren udrejste dagen efter. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent og underbygges af generelle oplysninger om forholdene for udøvere af metal-musik i Iran. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb som følge af sin musikudøvelse. Det bemærkes, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens manglende religiøsitet er kommet til myndighedernes kundskab, og det findes derfor ikke sandsynliggjort, at han af den grund skulle få asylrelevante problemer. Der er derfor ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2012/13
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K–status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber fra Esfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har siden 2007 været medlem af en organisation for par med forskellig religiøs baggrund. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller sin fader på grund af sit forhold til en kristen mand. Ansøgeren har forklaret, at hun og hendes kæreste i 2004 og 2006 blev antastet på gaden af betjente, der i 2006 opdagede, at de havde hver deres religion. I forbindelse med hændelsen i 2006 blev ansøgeren udsat for et seksuelt overgreb af betjentene, mens hendes kæreste så på. Siden 2007 har ansøgeren og hendes kæreste været tilknyttet en organisation, der støtter mennesker med forskellig religiøs baggrund, som ønsker at indgå ægteskab uden at konvertere. I 2010 besluttede ansøgeren og hendes kæreste, at de ville indgå ægteskab, idet de havde hørt om to præster og en mullah, der kunne vie folk uofficielt i byen […]. I sommeren 2010 blev ansøgeren og hendes kæreste registreret på præsternes kontor med henblik på, at de skulle vies to måneder senere, men inden de nåede dette, hørte de, at præsterne var blevet slået ihjel og mullahen var blevet sat i fængsel. Herefter modtog ansøgeren en tilsigelse om at give møde hos politiet, hvilket hendes fader mente, måtte bero på en fejl, hvorfor han selv henvendte sig til myndighederne, der oplyste ham om, at ansøgeren havde et forhold til en kristen mand. Ansøgerens fader har herefter ledt efter ansøgeren for at dræbe hende, eller udlevere hende til myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med, at ansøgeren har været kæreste med en kristen armenier, og at disse ønskede at gifte sig uden at ansøgerens kæreste konverterede til islam. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgerens fader tillige er blevet bekendt med forholdet og har søgt efter ansøgeren i Teheran i den hensigt at dræbe hende eller udlevere hende til myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er kommet således i myndighedernes søgelys på grund af religiøse forhold, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/12
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al Tash i Irak, hvor han boede frem til 2003, hvor han flyttede med sin familie til Barika-lejren i Sulaymaniyah. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen rettigheder i Irak, idet han som iransk statsborger eksempelvis ikke må eje fast ejendom, og han kan ikke få udstedt pas, vielsesattest eller fødselsregistreringsattest for sin datter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Iran, som følge af sit og faderens tilhørsforhold til KDPI. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. Efter nævnets praksis er det ikke en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret Flygtningekonventionen. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i Barika Lejren i KRI siden 2003. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin og sin families politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens fader aldrig har haft konkrete problemer med de irakiske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens egne aktiviteter har haft en så begrænset karakter og omfang, at det ikke kan antages, at ansøgeren af den grund er i risiko for at lide overlast. Ansøgerens personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter med hverken de iranske eller irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at anerkendte UNHCR flygtninge i KRI kan ansøge om KRG-opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtninge kan rejse inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at UNHCR foretager asylvurderingen, og at ansøgeren er pålagt at bo et anvist sted, som administreres af UNHCR, medfører, at KRI af den grund ikke kan anses som første asylland. Efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og sociale forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens leveforhold er af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." iran/2012/11
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk kurder fra Salmas i Iran. Ansøgeren har siden 1992, hvor hans forældre blev dræbt af Revolutionsgarden, sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren blev efter sin deltagelse i en demonstration i 1999 i Iran tilbageholdt af myndighederne […], hvorunder han dagligt blev tortureret og afhørt. Ansøgeren blev løsladt mod at hans familie samtykkede i, at han ikke fremover deltog i demonstrationer. Ansøgeren udrejste i 2004 til Irak, fordi fire af hans venner var blevet anholdt af myndighederne som følge af disses deltagelse i demonstrationer. Han meldte sig ved indrejsen i Irak ind i KPDI og tog ophold på partiets base i[…]. Han varetog forskellige opgaver for partiet og skrev herunder i eget navn for partiets avis […]. Der er fotos af ansøgeren på KDPI’s hjemmeside. Han modtog i starten af 2010 i løbet af seks måneder tre-fire anonyme telefoniske trusler om, at han skulle ophøre med sine politiske aktiviteter. Revolutionsgarden i Iran truede i 2009 ansøgerens familie med krav om, at ansøgeren skulle melde sig ud af KDPI, ligesom ansøgerens ene broder i slutningen af 2010 blev udelukket fra at gå på universitetet som følge af ansøgerens forhold. Ansøgeren, der er medlem af KDPI, og som følge af sine tidligere aktiviteter må anses for at være i myndighedernes søgelys, findes herefter at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/10
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra […] Iran og eckankar af trosretning. Ansøgeren blev for tre til fire år siden medlem af en ikke-politisk organisation, som kæmper for kvinders rettigheder i Iran. Hun var tilknyttet en navngiven kampagne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har indsamlet underskrifter samt oplyst kvinder om deres rettigheder, som led i sine aktiviteter for en kvinderettighedsorganisation, at hun i sommeren 2008 blev anholdt af myndighederne i en park i forbindelse med sine aktiviteter, og at hun var tilbageholdt i 42 dage, hvor hun blev udsat for tortur og seksuelle overgreb. Ansøgeren blev løsladt mod kaution. I sommeren 2009 ventede ansøgeren sammen med andre på en tilladelse til at demonstrere mod det nyligt afholdte valg. Myndighederne stormede værelset, hvorefter ansøgeren flygtede derfra sammen med en mandlig bekendt. Ansøgeren har ikke været hjemme siden. Ansøgerens bopæl blev ransaget den følgende dag. Ved ransagningen fandt myndighederne både politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i 2007 konverterede fra islam til eckankar, hvilket er kommet de iranske myndigheder til kendskab i forbindelse med den ovenfor nævnte ransagning. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for kvinders rettigheder, fængsling, overgreb, og efterfølgende løsladelse, til grund. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring om sine efterfølgende aktiviteter og myndighedernes indgreb på en oppositionspolitikers kontor og den efterfølgende flugt til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine kvindepolitiske aktiviteter, og nævnet meddeler hende derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/9
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste første gang i 2007, men havde forud herfor opholdt sig en periode i Finland, hvor han ligeledes havde søgt asyl. Ansøgeren oplyste, at han efter at have søgt asyl i Danmark i 2007 rejste tilbage til Iran, idet hans ægtefælle ville skilles. Ansøgeren genindrejste i Danmark i 2010 og anmodede om asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder fra Nishabour i Iran. Ansøgeren har været medlem af Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti i perioden fra 2005 til 2007, mens han opholdt sig i Finland. Ansøgeren har på nævnsmødet som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive anholdt, udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder på grund af hans politiske aktiviteter i Finland. Han har videre henvist til, at hans aktive deltagelse i en demonstration i Teheran i slutningen af 2009 er kommet til myndighedernes kendskab ved, at de efter demonstrationen konfiskerede hans mobiltelefon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han tidligere er registreret som deltager i demonstrationer, og at han i den forbindelse underskrev en erklæring om ikke at måtte deltage i demonstrationer fremover. Uanset om ansøgeren har deltaget i en demonstration i […….] 2009 i Teheran mod myndighederne, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke kan antages at myndighederne har identificeret ansøgeren, idet Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at myndighederne på en metrostation konfiskerede hans mobiltelefon, som indeholdt belastende materiale. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring og omstændighederne ved myndighedernes tjek af mobiltelefoner med mere på metrostationen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ikke blot kunne vende om uden at komme i forbindelse med myndighederne. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren af en ukendt mand fik et videoklip visende ansøgeren, der stod med en brosten, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren opbevarede dette videoklip på sin mobiltelefon under hensyntagen til myndighedernes massive tilstedeværelse og fremfærd mod demonstranterne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. iran/2011/8
Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk lor og shia-muslim af trosretning fra en navngiven by i Iran. Ansøgeren har været aktiv i præsident Mousavis valgkampagne i 2009, hvor han blandt andet stillede sin butik til rådighed som kontor under kampagnen. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han deltog i en demonstration i sommeren 2009 i Teheran mod udfaldet af præsidentvalget, ligesom at han i 2008 blev anholdt og tilbageholdt for sine aktiviteter for en dervish-gruppe. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive hårdt straffet af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der har fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig, til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren efter valget i 2009 deltog i en demonstration den […] 2009 vendt mod styret i Iran, at ansøgeren under denne demonstration blev filmet, og at de konkrete billeder af ham efterfølgende blev vist på TV samtidig med, at ansøgeren af en politichef blev udpeget som en person, der var til fare for statens sikkerhed. Umiddelbart herefter blev ansøgerens butik ransaget. Ansøgeren holdt sig efter demonstrationen skjult og flygtede ud af Iran. Ansøgeren har efterfølgende hørt fra sin fader, at ansøgerens bror var blevet tilbageholdt af politiet, fordi politiet fejlagtig antog, at broderen var ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren tilbage i 2008 var tilbageholdt af de iranske myndigheder i anledning af sine politiske aktiviteter som dervish, at ansøgeren med myndighedernes viden drev et kampagnekontor fra sin butik til fordel for Mousavi, og at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en indkaldelse fra en iransk domstol, hvoraf fremgår at ansøgeren indkaldes til at give møde, som følge af en klage over ham fra myndighederne. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse fra myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. iran/2011/6
Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger og shia-muslim fra Shiraz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har deltaget i demonstration i forbindelse med præsidentvalget i 2009, hvor han blev anholdt. Han blev efterfølgende løsladt mod kaution. Ansøgeren har endvidere uddelt politisk materiale til nogle personer, der efterfølgende viste sig at være fra myndighederne, og som forfulgte ham i bil. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk, hvorefter han flygtede. Myndighederne har efterfølgende flere gange opsøgt ansøgerens bolig og spurgt efter ham. I efteråret/vinteren 2009 satte myndighederne ild til ansøgerens hus. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ifølge asylskemaet har oplyst om løsladelsen fra retten i sommeren 2009, og at ansøgeren derefter blev tilsagt til at møde hos myndighederne nogle gange. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke er blevet udspurgt om tilsigelserne eller møderne til samtalen med Udlændingeservice, men at ansøgeren har forklaret om deltagelsen i demonstrationen i sommeren 2009 i Shiraz, tilbageholdelsen i et døgn, løsladelsen mod kaution, hvor skødet til familiens hus blev indleveret til retten, ansøgerens upåagtede tilstedeværelse ved en demonstration 5 dage efter den første demonstration, udleveringen af en brochure eller løbeseddel i efteråret/vinteren 2009 til to personer i en bil, som viste sig at være fra myndighederne, ansøgerens flugt i ansøgerens moders bil, der blev efterladt i en garage, ansøgerens og broderens særskilte afrejse fra Shiraz, hvorefter ansøgeren primært opholdt sig i en navngiven by hos bedstemoderen, ildebranden i 2009 i familiens hus i Shiraz og ansøgerens forsatte skjul med korte ophold i Shiraz indtil udrejsen derfra til Tabriz, hvorefter ansøgeren via Orumieh udrejste af Iran i 2010. Nævnet lægger vægt på disse oplysninger og finder ikke grundlag for efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og i nævnsmødet at anse ansøgerens forklaringer herom for divergerende eller nye. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i nævnsmødet har svaret uforbeholdent på detaljerede spørgsmål i hændelsesforløbet, ligesom ansøgerens oplysning om, at ildebranden i familiens hus formentlig var myndighedspåsat, fremstår bestyrket ved den foreviste video, der indeholder naboens kommentarer. Under hensyn hertil må nævnet lægge til grund, at ansøgerens sag fra demonstrationen i 2009 fortsat er verserende hos myndighederne, herunder at ansøgeren efter den anden tilsigelse fik besked på, at han ville blive indkaldt til senere retsmøde. Henset hertil og til det oplyste om forløbet om identifikationen af moderens bil, som ansøgeren førte i forbindelse med episoden i 2009, hvor regeringskritisk materiale blev afleveret som forklaret, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer efterstræbelse fra myndighedernes side i forbindelse med sin deltagelse i demonstration og regeringskritisk aktivitet. Det bemærkes, at ansøgeren om de nye oplysninger i nævnsmødet om, at såvel hans moder som hans storebroder er blevet anholdt af myndighederne, har forklaret, at han først har fået oplysningerne efter samtalen med Udlændingeservice. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han under sit ophold i Danmark deltog i en demonstration foran den iranske ambassade i protest mod overgreb mod demonstranter i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til den opståede konflikt med sin tidligere forlovede og dennes familie. Efter en samlet vurdering, navnlig af ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationen, tilbageholdelsen, tilsigelserne og møderne hos myndighederne og episoden i 2009 findes ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. iran/2011/5
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk ghashghaei tyrker, og den kvindelige ansøger er etnisk perser. Begge ansøgere er fra Shiraz i Iran. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, fordi de efter præsidentvalget i sommeren 2009 deltog i fire demonstrationer mod regimet i sommeren/efteråret 2009. Den mandlige ansøger blev anholdt efter den tredje demonstration og efter 24 timer løsladt mod kaution. Den mandlige ansøger havde endvidere problemer med en af sine elevers fader, der arbejdede for revolutionsgarden, fordi den mandlige ansøger ikke ville give eleven en bedre karakter. Den mandlige ansøger blev som følge heraf bortvist fra det universitet, hvor han arbejdede. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne deltog i fire demonstrationer på de af dem anførte tidspunkter, ligesom det lægges til grund, at den mandlige ansøger blev anholdt efter den tredje demonstration og efterfølgende løsladt. Det lægges endvidere til grund, at den mandlige ansøger havde de anførte problemer med en af sine elevers fader. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid i mangel af nærmere oplysninger til støtte herfor, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige ansøger blev bortvist fra universitetet som en følge af konflikten med elevens fader. Flertallet bemærker endvidere, at den mandlige ansøger, der ikke blev sigtet, efter sin frihedsberøvelse, ikke blev pålagt meldepligt overfor myndighederne, og at ansøgerne i perioden mellem den tredje og den fjerde demonstration ikke blev opsøgt af myndighederne. Flertallet bemærker endelig, at ansøgernes forklaring om baggrunden for og betydningen af, at den mandlige ansøgers broder sendte en sms med beskeden: ”Gem jer, de er efter jer”, ikke forekommer velunderbygget. Flertallet bemærker herved, at nogle dørmænd, efter det oplyste, så nogle myndighedspersoner ved ansøgernes bopæl, og at denne oplysning blev videregivet til den mandlige ansøgers fader, der herefter videregav oplysningen til sin søn, der sendte en sms til ansøgerne. Sms-en blev sendt allerede om eftermiddagen, hvor den fjerde demonstration fandt sted, og således ganske få timer efter, at ansøgerne forlod demonstrationen. Ansøgerne har efter det oplyste i en periode på fire måneder indtil deres udrejse opholdt sig hos forskellige familiemedlemmer, uden at de iranske myndigheder har rettet henvendelse til dem. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” iran/2011/4
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ahwaz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har i 2005 deltaget i demonstrationer for etniske araberes rettigheder i Ahwaz. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheders efterstræbelse, fordi de mistænker ham for ulovlig politisk aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at han i 2005 efter at have deltaget i demonstrationer blev anholdt. Ansøgeren var fængslet i tre måneder, hvorefter han blev løsladt mod kaution. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at han i 2011 blev efterstræbt af myndighederne, idet de i foråret 2011 ransagede ansøgerens idrætsklub og bopæl, fordi de henholdsvis anholdte og dræbte nogle klubmedlemmer i forbindelse med en mindedemonstration i foråret 2011 for araberes rettigheder, ligesom klubben blev lukket af myndighederne. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at hans klub også har udført sociale aktiviteter for at hjælpe etniske arabere i Ahwaz, hvilket er imod regeringens politik. Det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sin deltagelse i en demonstration i foråret 2005 blev anholdt og herefter tilbageholdt i tre måneder, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt mod betaling af kaution samt mod at underskrive en erklæring om ikke at deltage i demonstrationer og politiske aktiviteter i øvrigt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdet ligger tilbage i tid samt, at ansøgeren ikke efterfølgende har haft problemer med myndighederne i den anledning. Uanset om ansøgerens forklaring lægges til grund, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren herved i foråret 2011 er kommet i asylrelevant modsætningsforhold til myndighederne. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han er efterstræbt af myndighederne samt, at myndighederne anser de sociale aktiviteter i ansøgerens klub for at være regeringsfjendtlige. Det forhold, at to klubmedlemmer blev dræbt under en større mindedemonstration i foråret 2011, ligesom to andre klubmedlemmer blev anholdt, betyder ikke i sig selv, at ansøgeren herved er konkret efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnets flertal har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt deltog i demonstrationen. Flygtningenævnets flertal finder, at såvel ransagningen i klubben og ansøgerens bopæl samt konfiskationen af pc´ere og medlemskartotek må anses som et led i en generel efterforskning og ikke kan anses for rettet specifikt mod ansøgeren. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at myndighederne ikke fandt materiale, som kunne være belastende for ansøgeren. Flygtningenævnets flertal har endelig lagt en vis vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han er i ugentlig forbindelse med sin ægtefælle, som stadig opholder sig på bopælen samt, at hun ikke har oplyst, at hun har været udsat for nogen form for repressalier. De generelle forhold for etniske arabere i Iran kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/35
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk azari fra Tabriz, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Den Grønne Bevægelse siden sommeren 2009. Ansøgeren støttede i forbindelse med præsidentvalget i 2009 Mousavi. Han stillede sin forretning i basaren i Tabriz og sin bil til rådighed under valgkampen. Der blev afholdt møder i ansøgerens forretning, og han deltog i produktionen og distribueringen af løbesedler. I slutningen af 2009 blev han tilbageholdt af myndighederne i to døgn. Anholdelsen af ham skete uden begrundelse. Under anholdelsen fik han revet tånegle af, blev hængt med hovedet nedad og fik afsnøret sit lem og fik at vide, at hans kvindelige familiemedlemmer ville blive voldtaget. Han blev løsladt efter to dage. Han genoptog sine politiske aktiviteter medio 2010 og var medarrangør af en 17 dage lang strejke i basaren i Tabriz, der startede i sommeren 2010. Ansøgeren gik forrest i strejken i sommeren 2010 og var ligeledes fremtrædende, da der i sommeren 2010 blev råbt slagord mod regimet ved basaren i Tabriz. I forbindelse med strejkens ophør erfarede ansøgeren, at hans forretning var blevet plomberet af myndighederne. Han flygtede straks til en plantage i […] lidt uden for byen, hvor han opholdt sig i 25 dage. På 25. dagen fik han at vide af sin moder, som han var i telefonisk kontakt med, at myndighederne havde ransaget hans bopæl og beslaglagt blandt andet hans computer, der indeholdt materiale, som belastede ham, ligesom myndighederne havde spurgt efter ham. Han udrejste herefter af Iran. Ansøgerens moder og broder er efterfølgende blevet anholdt og afhørt af myndighederne i anledning af ansøgerens aktiviteter, og broderen er blevet beskyldt for at have hjulpet ansøgeren med at flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der omkring årsskiftet 2009/2010 har været tilbageholdt og udsat for overgreb, efter de foreliggende oplysninger må antages at risikere forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/26
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra byen Orumiyeh, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger, men har uddelt skrivelser, plakater og billeder en nat i foråret 2010 i forbindelse med henrettelsen af fem kurdere i Evin-fængslet nogle dage tidligere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt skrivelser og billeder og opfordret til strejke i forbindelse med, at fem kurdere […]j 2010 blev henrettet. Ansøgerens bopæl er blevet ransaget i alt fire gange, idet ansøgerens lillebroder på grund af sit medlemskab af og aktiviteter for KDP-I var flygtet. Sikkerhedstjenesten konfiskerede i forbindelse med den sidste ransagning i sommeren 2010 ansøgerens computer, de trykte skrivelser og billederne af de fem henrettede personer. Ansøgeren opholdt sig under ransagningen hos sin faster, og en nabo til ansøgeren, som havde set ransagningsepisoden, kontaktede fasteren og fortalte, hvad der var hændt. Naboen og ansøgerens fætter arrangerede herefter ansøgerens udrejse, idet hans liv var i fare. Efter udlændingelovens § 40 tilkommer det ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne ikke på ny har opsøgt ansøgerens hjem efter den seneste ransagning, hvis myndighederne i den forbindelse beslaglagde en harddisk med belastende materiale hos ansøgeren, herunder det dokument, der ifølge ansøgeren opfordrede til strejke, og som tidligere var blevet kopieret i et stort antal og anvendt som løbesedler i ansøgerens hjemby, hvilket medførte betydelige strejker i byen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en antagelig forklaring på, hvorfor hans gruppe kopierede løbesedlerne hos ansøgeren ved brug af en vens harddisk og ikke hos f.eks. vennen, når myndighederne tidligere flere gange havde opsøgt ansøgerens hjem og i den forbindelse havde ransaget hjemmet én gang, hvor ansøgerens harddisk blev beslaglagt. Ligesom ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor det pågældende dokument ikke efterfølgende var blevet slettet fra vennens harddisk, da ansøgeren mere end en måned senere lånte harddisken for at se nogle billeder, eller hvorfor ansøgeren ikke selv da slettede dokumentet, inden han forlod sin bolig og efterlod harddisken der. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om, at hans ven tillige medbragte en USB-nøgle med billedmateriale, da de sammen udarbejdede løbesedlerne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med en repræsentant fra Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde politisk materiale i hjemmet, og ansøgeren har ikke under samtalen givet en antagelig forklaring på divergensen. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var i myndighedernes søgelys, da han udrejste af Iran, og at han ved en tilbagevenden til Iran risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/25
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste i 2001. I 2002 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag. Flygtningenævnet genoptog ansøgerens asylsag i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner fra Teheran, Iran. Han har i Iran været medlem af forskellige kommunistiske ungdomsorganisationer herunder Tudeh og de regeringskritiske studenterorganisationer DTV og EMDVDA. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han allerede inden udrejsen fra Iran i 2001 var eftersøgt på grund af politiske aktiviteter, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse dels af denne grund, men også på grund af politiske aktiviteter, som han har deltaget i under sit ophold i Danmark, og som han er sikker på er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet stadfæstede i 2003 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet nævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været politisk aktiv, men ikke fandt det sandsynliggjort, at han var profileret eller i myndighedernes søgelys ved sin udrejse, heller ikke selvom det lagdes til grund, at han i 1999 havde været tilbageholdt i en måned […]. Sagen er genoptaget i 2011. Flygtningenævnet har i sin tidligere afgørelse til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i Iran inden sin udrejse, og nævnet finder også at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i en måned i 1999 og herunder udsat for tortur. Der er ikke fremkommet nye oplysninger, der giver grundlag for at ændre nævnets vurdering af ansøgerens asylretlige risiko ved udrejsen. Flygtningenævnet lægger imidlertid efter ansøgerens forklaring og forevist billedmateriale til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter, og herunder ved flere lejligheder været eksponeret på dansk tv og You Tube, sidstnævnte i form af interview. På denne baggrund sammenholdt med den tidligere tilbageholdelse i Iran finder Flygtningenævnet det efter en konkret og samlet vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt risikerer at komme i myndighedernes søgelys, og herunder at blive udsat for tilbageholdelse og tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 01/08/2001.” iran/2011/24
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i august 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har forklaret, at han er etnisk kurder og sunnimuslim, samt at han fra 1980 til omkring 2003 har boet i Irak, hvor han stadig har familie. Derefter har han boet i Iran i Sare Pole Zohab med sin ægtefælle og tre børn. Den ældste på 11 år blev i foråret 2010 sendt ud af Iran med henblik på at blive opereret for en øjenygdom. Ansøgeren og hans søn indrejste senere hver for sig - men samme dag - i Danmark i sommeren 2010. Ansøgeren har siden sommeren 2009 været medlem af et kurdisk parti.. Ansøgerens opgave for partiet var at videreformidle forskelligt materiale til fire andre medlemmer i hans by. I sommeren 2009 blev én af de fire andre, ved navn […], anholdt. Ansøgeren udrejste herefter samme dag af Iran. Han har ikke været anholdt eller udsat for ransagning etc., mens han opholdt sig i Iran, men efter udrejsen er hans bopæl flere gange blevet opsøgt og ransaget af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse på grund af hans politiske aktiviteter samt de generelt vanskelige forhold for kurdere. Under nævnsmødet har ansøgeren fremlagt to dokumenter, som efter sit indhold er udstedt af den lokale byret, henholdsvis foråret 2011 og senere på foråret 2011. Ifølge dokumenterne skulle ansøgeren henvende sig i retten, henholdsvis i foråret 2011 og senere på foråret 2011. Flygtningenævnet bemærker, at bortses der fra ansøgerens forklaring om anholdelsen af […] og følgerne heraf, er der intet, der tyder på, at de iranske myndigheder skulle have kendskab til eventuel politisk aktivitet fra ansøgerens side. Ansøgeren har om anholdelsen forklaret, at han i basaren tilfældigt hørte herom, samt at han gætter på, at anholdelsen var foregået ved et checkpoint, mens […] havde kørt på motorcykel, samt at politisk materiale gemt i motorcyklen herefter blev fundet. Ansøgerens formodninger om anholdelsen er ikke understøttet, og ansøgerens forklaring herom har ikke fremstået troværdigt i nævnet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke efterfølgende, først hos […] bror og senere under telefonsamtalen med ægtefællen, i givet fald forsøgte at få konkrete oplysninger om anholdelsen og […] senere skæbne. Hvis denne tilbageholdenhed skulle skyldes sikkerhedsspørgsmål, kan det undre, at ansøgeren, der var gode venner med […] og dennes bror, efter anholdelsen opsøgte broren på […] bopæl, samt at han under flere efterfølgende telefonsamtaler med ægtefællen bad om at få papirer, der kunne bekræfte hans modsætningsforhold til myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at han har slettet den e-mail, hvor han fik dokumenterne tilsendt som vedhæftede filer. Henset hertil, og til ansøgerens øvrige forklaring om, hvornår og hvordan han fik tilsendt de først under nævnsmødet fremlagte dokumenter, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at dokumenterne er ægte, og nævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering deraf. Nævnet tilsidesætter herefter endvidere forklaringen om, at myndighederne efter udrejsen har været på ansøgerens bopæl. De påberåbte generelt vanskelige forhold for iranske kurdere kan ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. iran/2011/23
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Iran og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Irak, men han flyttede til Iran sammen med sin familie, da han var tre år gammel. Ansøgerens forældre, der begge er iranske statsborgere, var flygtet til Irak, inden ansøgeren blev født, på grund af krig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2010 i forbindelse med sit arbejde som fårehyrde blev opsøgt af fire til fem personer. De pågældende personer, der var iklædt kurdiske dragter og bar våben, var kurdiske peshmergaer. De bad om mad, hvilket ansøgeren gav dem, hvorefter de talte sammen om ansøgerens arbejde. To dage efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens far blev i den forbindelse tage med af myndighederne og afhørt. Faderen blev løsladt samme dag. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive tilbageholdt og fængslet, fordi han gav peshmergaerne mad. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer, der har fremstået sammenhængende og konsistent, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens asylmotiv ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens frygt for myndighederne alene bygger på ansøgerens formodning. Ansøgeren er således alene blevet opsøgt af myndighederne to gange, efter han én gang havde givet nogle peshmergaer mad. Myndighederne oplyste den første gang, at de alene ønskede at tale med ansøgeren. Da ansøgeren ikke blev truffet, tog myndighederne ansøgerens fader med til forhør, men faderen blev løsladt betingelsesløst samme dag. Først nogen tid efterfølgende blev ansøgerens familie på ny opsøgt af myndighederne. Ingen af familiemedlemmerne blev ved den lejlighed tilbageholdt af myndighederne. Den omstændighed, at ansøgerens fader har oplyst, at myndighederne ville afhøre ansøgeren om, hvorfor han havde samarbejdet med peshmergaerne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ligesom baggrundsoplysningerne om de vanskelige forhold for etniske kurdere i Iran heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. iran/2011/22
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig ansøger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med et navngivent parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren deltog i august 2005 i en demonstration til minde om en ung kurder, der blev tortureret og dræbt af de iranske myndigheder. Hun blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl af myndighederne og fængslet, hvorunder hun blev udsat for overgreb. Ansøgeren blev ved løsladelsen pålagt meldepligt en gang om ugen i to år, ligesom hun ville blive fængslet på ny, hvis hun skabte uro eller ballade inden for de følgende tre år. Ansøgeren fortsatte med at tale offentligt om kurdernes rettigheder og havde ingen problemer med myndighederne i den forbindelse. I foråret 2010 lukkede mange kurdere, herunder ansøgeren, deres forretninger i sympati for fem kurdere, der var blevet dømt til døden af myndighederne. På vej hen til sin forretning så ansøgeren, at myndighedspersoner var ved at plombere hendes butik, hvorefter hun flygtede, idet hun var bange for, at hun også skulle blive henrettet, fordi myndighederne havde lukket hendes butik på en måde, hvoraf det fremgik, at hun havde været politisk aktiv, og fordi hun umiddelbart forinden på et myndighedskontor havde fået oplyst, at myndighederne ikke ville forlænge hendes tilladelse til at drive forretning, fordi hun havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet kan på afgørende punkter lægge ansøgerens forklaring, der under nævnsmødet i det væsentlige har fremstået selvoplevet og troværdig, til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren tidligere er idømt en betinget dom som følge af ulovlige politiske aktiviteter, og at hun ved udrejsen fra Iran på ny var i myndighedernes søgelys, ligeledes som følge af ulovlige politiske aktiviteter. Hun havde således før udrejsen udtalt sig offentligt til støtte for den kurdiske sag, samlet penge ind til fordel for denne sag og afholdt ulovlige politiske møder. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/21
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfatter et barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens ægtefælle har været politisk aktiv og sammen med sin broder trykt politisk materiale rettet mod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt som følge af hans aktiviteter, og at hun i 2005 én gang har været tilbageholdt to til tre dage, da hun forsøgte at finde sin ægtefælle, som var fængslet. Hun blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at underrette myndighederne om ægtefællens politiske aktiviteter. Ansøgerens hjem har derudover været udsat for husransagning af de iranske myndigheder i den tredje uge af juli 2009, hvor myndighederne konfiskerede dokumenter samt ansøgerens og ægtefællens pas. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring, navnlig om forholdene efter ransagningen i juli 2009, er præget af forskellige unøjagtigheder og divergenser, som kan rejse tvivl om forklaringens rigtighed. Nævnet finder dog efter en samlet vurdering ikke, at disse forhold kan anses for så væsentlige, at de medfører, at nævnet må tilsidesætte ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv har været politisk aktiv, risikerer som følge af ægtefællens aktiviteter, eller som følge af at hun ikke har underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, bortset fra tilbageholdelsen i 2005, ikke har været udsat for overgreb fra myndighedernes side. Ansøgeren er således heller ikke blevet kontaktet af myndighederne efter 2005, hvor hun efter det oplyste underskrev samarbejdserklæringen, ligesom hun heller ikke i forbindelse med ransagningen blev udsat for personlige overgreb. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/20
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Ansøgeren udrejste legalt af Iran i efteråret 2009 på Schengen visa til Norge med henblik på at besøge familie. Hun søgte asyl i Danmark i foråret 2010, idet hendes børn er bosat i landet. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra en navngiven by i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har deltaget i demonstrationer for læreres rettigheder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at konvertere fra islam til kristendommen, og at hun frygter de iranske myndigheders reaktion herpå. Hun har endvidere henvist til, at deres hus tre gange har været genstand for husransagninger på grund af hendes to sønner, som har opnået flygtningestatus i Danmark, idet de har været politisk aktive. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun også selv har deltaget i demonstrationer og strejker på sin arbejdsplads og i Danmark. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren udrejste legalt af Iran med visum til Norge efter sønnernes udrejse. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne tre gange inden hendes udrejse havde ransaget hjemmet på grund af sønnernes forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet haft vanskeligt ved at besvare konkrete spørgsmål konkret. Hendes svar på, hvorfor hun angivelig skulle være indkaldt til at møde hos sikkerhedstjenesten på sit arbejde, bygger således på hendes formodninger. Vedrørende ansøgerens tilknytning til kristendommen har ansøgeren forklaret, at hun modtager dåbsundervisning i en kristen kirke i Danmark og ønsker at blive døbt. Hun har videre først under nævnsmødet forklaret, at hun og hendes familie også i Iran kom i en lokal kirke, og at lederen af denne kirke efter hendes udrejse er blevet anholdt. Flygtningenævnet lægger for så vidt angår såvel ansøgerens politiske som religiøse asylmotiv til grund, at hendes aktiviteter ikke gav anledning til forfølgelse fra myndighederne inden hendes udrejse. Der er ikke grundlag for at antage, at de iranske myndigheder er bekendt med hverken ansøgerens eventuelle deltagelse i demonstrationer i Danmark eller hendes deltagelse i kristen dåbsundervisning og kirkegang i Danmark. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagerejse til Iran vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. iran/2011/2
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren er født i Irak, hvor han boede med sin familie, indtil han blev fem år. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder. Ansøgeren har været fængslet i 20 dage, da myndighederne mistænkte ham for at have forbindelse til Mojahedin-e Khalg, som hans morbroder og kusine er medlemmer af. Ansøgeren blev anholdt samme aften, som han kom hjem fra et besøg hos morbroderen i Irak. Ansøgeren blev udsat for fysisk og psykisk tortur og blev af efterretningstjenesten presset til at skulle forgifte vandet ved den Mojahedin-e Khalg lejr, hvor hans morbroder boede. Han ville ikke medvirke hertil og udrejste kort efter løsladelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent, men at der har været en uklarhed om, hvornår fængsling og udrejse fandt sted i de oplysninger, der fremgår af asylregistreringsrapporten. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der ved vurderingen af ansøgerens forklaring må tages hensyn til, at han har været udsat for tortur under tilbageholdelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af, at han har nægtet at samarbejde med efterretningstjenesten, og at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af hans politiske overbevisning, eller at de iranske myndigheder tillægger ham en sådan overbevisning og i den anledning vil forfølge ham. Ansøgeren risikerer således ikke forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2011/19
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk loori/perser fra […],[…], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren søgte under en rejse i Thailand i foråret 2010 visum til Israel i […] i Bangkok, i hvilken forbindelse han blev tilbageholdt af politiet i to-tre timer. Han blev en uge senere ringet op i Bangkok Lufthavn af en for ham ukendt person ved navn […], som stillede en række spørgsmål til visumansøgningen. Under et ophold hos sin broder i Teheran blev ansøgeren i foråret 2010 ringet op af sin moder, der fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget af agenter fra efterretningstjenesten, og at ansøgerens lillebroder var blevet tilbageholdt og først ville blive frigivet, når ansøgeren meldte sig. Ansøgeren rejste den følgende morgen til grænsebyen (…) med henblik på at forlade Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det må således antages, at de iranske myndigheder har modtaget informationer om, at ansøgeren har indgivet ansøgning om visum til Israel […] i Bangkok, og at efterretningstjenesten som følge heraf har foretaget ransagning på ansøgerens bopæl og tilbageholdt ansøgerens lillebroder som forklaret. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen, og at dette er alment kendt af de fleste på det asylcenter, hvor ansøgeren opholder sig, ligesom oplysningen om ansøgerens konvertering fremkommer ved søgning på ansøgerens navn på internettet. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran er i reel risiko for overgreb af den i udlændingelovens § 7, stk. 1, omhandlede karakter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2011/18
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens bror, som indrejste sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne som følge af sin deltagelse i demonstrationer mod styret. Ansøgeren deltog nogen tid efter valget den 12. juni 2009 i en regeringskritisk demonstration i Shiraz to dage i træk. Han blev på demonstrationens anden dag anholdt og tilbageholdt i omkring et døgn, hvorefter han blev løsladt mod kaution stillet af hans farbroder. Han fik ved løsladelsen at vide, at han ville blive tilsagt til et retsmøde i anledning af sin deltagelse i den ulovlige demonstration. Fra løsladelsen og indtil sin udrejse opholdt ansøgeren sig i 10 måneder i skjul hos sin farbroder. I denne periode blev ansøgerens moders hjem ransaget to gange af myndighederne, der eftersøgte ansøgeren, idet han skulle møde op til retssagen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive chikaneret af myndighederne, idet ansøgerens ældste halvbroders […] fader for nogle år siden blev dræbt af myndighederne, fordi han uretmæssigt blev beskyldt for at have dræbt en Mullah. Ansøgerens familie er siden blevet chikaneret telefonisk af personer, der angav at være fra Basij. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på afgørende punkter er divergerende i forhold til den forklaring, som ansøgerens broder, […], har afgivet under behandlingen af sin asylsag. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet flere gange har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål, ligesom ansøgerens beskrivelse af de asylbegrundende forhold ikke fremstår troværdig og selvoplevet. Ansøgeren har under asylsamtalen med Udlændingeservice i efteråret 2010 forklaret, at han efter sin løsladelse tog hjem til sin farbroder, hvor hverken ansøgerens moder eller broderen […] var til stede, og at broderen blev anholdt og tilbageholdt samme dag som ansøgeren, hvorfor brødrene først så hinanden ved […] løsladelse. Broderen har derimod under samtalen med Udlændingeservice i efteråret 2010 forklaret, at både han og brødrenes moder var til stede hos farbroren den aften, hvor ansøgeren blev løsladt, og at de denne aften talte om ansøgerens tilbageholdelse og begge sov hos farbroderen. Ansøgeren har under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at hans moder to gange var til stede under ransagningerne af familiens bopæl, hvorimod broderen har oplyst, at moderen alene var til stede én gang under ransagningerne af bopælen. Ansøgeren har ikke for Flygtningenævnet kunnet oplyse, hvornår ransagningerne fandt sted. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at myndighederne ved en af ransagningerne medbragte et brev, hvorefter ansøgeren skulle indfinde sig i retten, men han har samtidig forklaret, at moderen, der var den eneste tilstedeværende ved ransagningen, ikke har set noget brev fra myndighederne herom. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse. ” iran/2011/17
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk azari og muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv i den grønne bevægelse i 2009 og deltaget i demonstrationer og uddelt løbesedler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af sine politiske aktiviteter har været fængslet, hvor han efter at have været udsat for tortur modtog en dødsdom, som han forventer, vil blive eksekveret, hvis han vender tilbage til Iran. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sine politiske aktiviteter og den behandling, som han har været udsat for under fængslingen, og om de omstændigheder, der gjorde det muligt for ham at flygte fra retsbygningen. Flertallet lægger endvidere vægt på en indhentet psykologudtalelse fra […], der understøtter ansøgerens forklaring om tortur. Flertallet tillægger det endvidere betydning, at ansøgeren er tatoveret med religiøse symboler, der er i modstrid med islam. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil kunne blive udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/16
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han blev født i Al-Tash lejren i Irak og har boet i […], KRI, siden 2003 og indtil udrejsen. Ansøgeren og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Faderen har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran frygter overgreb fra de iranske myndigheder på grund af faderens tidligere politiske aktiviteter. Han har i den forbindelse henvist til, at de iranske myndigheder vil kunne identificere ham, da de har agenter i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Irak ikke har nogen rettigheder, samt at han har levet under dårlige vilkår i Irak. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlændingelovens § 7, stk. 3, at be-skyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asyl-land, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindste-krav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansø-gerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclu-sion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i […] i KRI siden 2003. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne ud-gøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Ansøgeren har oplyst, at hans fader er medlem af KDPI, og at faderen også har haft aktiviteter for partiet i Irak. Ansøgeren har ikke præciseret karakteren og omfanget af disse aktiviteter nærmere. Efter det oply-ste har ansøgeren ikke personligt haft problemer på grund af disse aktiviteter, som efter det forelig-gende må antages at have været af meget begrænset omfang. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet profileret i forhold til myndighederne hverken i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som administreres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/15
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2010 Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han blev født i Al-Tash-lejren i Irak, hvor han opholdt sig frem til 2003, herefter flyttede han til […]. Siden 2005 og frem til udrejsen har an-søgeren boet i Barika-lejren i KRI. Ansøgeren og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har uddelt løbesedler til støtte for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ved, hvad der vil ske, hvis han vender tilbage til Iran. Han har vi-dere henvist til, at han i Irak ikke har nogen rettigheder, og at han har levet under dårlige vilkår i Irak. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlæn-dingelovens § 7, stk. 3, at beskyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøge-ren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tje-ne som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende før-ste asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyl-landet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet ind-går tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”trea-ted in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøge-ren er født i Al-Tash lejren og har levet i Barika-lejren i KRI siden 2005. KRI består efter det fore-liggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øv-rigt er opfyldt herfor. Ansøgeren har ikke været medlem af noget politisk parti, men har efter sin forklaring dog lejlighedsvis uddelt løbesedler for KDPI i Barika-lejren. Ansøgeren ved dog ikke, hvad der stod på løbesedlerne. Det lægges til grund, at der alene har været tale om meget begrænse-de aktiviteter, som ikke har været egnet til at profilere ansøgeren i offentligheden. Ansøgerens op-lysninger om familiens tidligere politiske aktiviteter i Iran kan efter det foreliggende heller ikke føre til nogen ændret vurdering. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet profileret i forhold til myndighederne hverken i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyt-tet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, læg-ger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, læge-hjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som admini-streres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgerens oplysninger om, at de kurdiske myndigheder ikke ville modtage ham efter anholdelsen i Tyrkiet, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lægges herved efter ansøgerens egen forklaring vægt på, at ansøgeren ved præsentationen for myndighederne ikke var i besiddelse af papirer, som kunne legitimere ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/14
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han er født i 1987 og har fra sin barndom frem til foråret 2003 boet i flygtningelejren Al-Tash, hvorefter han flyttede til KRI. Siden 2005 og frem til udrejsen har ansøgeren boet i Barika-lejren i Suleimaniyah. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har levet som flygtning hele sit liv og ikke har haft nogen rettigheder som iransk-kurdisk flygtning i Irak. Han kan ikke vende tilbage til Iran, hvor han ikke har noget sted at bo. Begge hans forældre er afgået ved døden, og Iran vil ikke tage ham tilbage. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlændingelovens § 7, stk. 3, at beskyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i Nordirak siden 2003, senest i Barika-lejren. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller hans familie har været politisk aktive, og ansøgeren og hans familie har efter det foreliggende ikke profileret sig i forhold til myndighederne i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som administreres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/13
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tyrkere fra […] i Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har sympatiseret med Mousavi. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, […], der er kriminel og tidligere har truet ansøgerne med at slå dem ihjel. Den tidligere ægtefælle har desuden bortført den kvindelige ansøgers ældste datter. Ansøgerne frygter tillige den iranske regering, idet den mandlige ansøger har været tilhænger af Mousavi. Den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har anmeldt den mandlige ansøgers politiske aktivitet til styret i Iran, herunder på urigtigt grundlag anklaget den mandlige ansøger for at have deltaget i en demonstration i forbindelse med Ashora, hvorefter den mandlige er blevet afhørt af politiet i fire til fem timer. Det lægges til grund, at ansøgerne er i konflikt med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle […], som flere gange er dømt for omfattende alvorlig kriminalitet, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle efter sin løsladelse i 2008 i hjembyen […] har chikaneret, truet og forulempet ansøgerne samt den kvindelige ansøgers forældre, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle er blevet dømt herfor, og at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har tilbageholdt […], der er den kvindelige ansøgers datter i ægteskabet med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle. Ansøgernes konflikt med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle er en privatretlig konflikt, som ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, og ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det må herved tillægges vægt, at myndighederne efter det forelæggende materiale har retsforfulgt den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle vedrørende episoden i frisørsalonen og overfaldet på den kvindelige ansøgers forældre. Ansøgernes oplysninger om, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle skulle være beskyttet af myndighederne, beror alene på formodninger og kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger kan alene antages at have udført meget begrænsede politiske aktiviteter. Det må videre tillægges vægt, at han blev indkaldt til en kort afhøring hos politiet, og at politiet trods flere henvendelser fra den mandlige ansøger ikke har fulgt op på sagen. Hertil kommer, at ansøgerne udrejste problemfrit legitimeret med ægte pas. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” iran/2011/12
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […]i Iran. Ansøgeren er sympatisør og tilhænger af PDKI. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er mistænkt for at have udøvet ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har hjulpet sin morbroder med politiske aktiviteter, herunder har hjulpet folk med tilknytning til PDKI med illegalt at krydse grænsen til Irak, hvor de ved den seneste episode faldt i baghold, hvor de to personer, han skulle hjælpe, blev taget til fange af militæret. Ansøgeren antager, at de to personer har oplyst om hans identitet til myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund som selvoplevet, uanset at der har været tale om divergerende forklaringer på nogle områder med hensyn til den episode, der direkte førte til ansøgerens flugt. Flertallet finder herefter, at ansøgeren må antages at være i myndighedernes søgelys som politisk aktiv etnisk kurder. Når henses hertil, og når henses til baggrundsoplysningerne om etniske kurderes forhold i Iran, finder et flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/11
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, da han er efterstræbt af myndighederne som følge af, at han sammen med to venner deltog i demonstrationer imod regeringen i sommeren 2009 og i vinteren 2009. Der blev taget fotos under demonstrationerne, og hans fætter, der samarbejder med efterretningstjenesten, har oplyst, at ansøgerens navn er registreret af myndighederne, som også er i besiddelse af et foto af ham. Den ene af de deltagende venner, […], blev anholdt efter demonstrationen. Efter sin ankomst til Danmark har fætteren fortalt ansøgeren, at efterretningstjenesten jævnligt efterspørger ansøgeren på dennes bopæl og ransager bopælen, om end henvendelserne nu forekommer sjældnere. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationerne i sommeren 2009 og i vinteren 2009, og at ansøgerens fætter har oplyst ansøgeren, at myndighederne har registreret ansøgerens navn og er i besiddelse af hans foto, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for myndighedernes overgreb. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke på nogen måde har været profileret under sin deltagelse i demonstrationerne, hvorunder et betydeligt antal mennesker deltog. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet give oplysninger om, hvorfor eller med hvilket formål myndighederne skulle have registreret ansøgerens navn og opbevaret hans foto. Der er endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet oplyse om baggrunden for vennens anholdelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for vennens anholdelse, idet ansøgeren i asylansøgningsskemaet har anført, at vennen blev anholdt et par måneder efter den anden demonstration, hvorimod ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han fik underretning om vennens anholdelse omkring en uge efter den anden demonstration. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” iran/2011/10
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (K status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning. Ansøgeren var tidligere shia-muslim. Hun er født og opvokset i Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste fra Teheran lufthavn til Danmark i efteråret 2009 legitimeret med ægte nationalitetspas isat Schengen-visum udstedt af de danske myndigheder den i efteråret 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun sammen med sin ægtefælle og søn har deltaget i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget, og at hendes ægtefælle ved demonstrationen i sommeren 2009 kom i håndgemæng med en motorcykelbetjent, idet denne slog sønnen. Ansøgerens ægtefælle blev efterfølgende tilbageholdt, og ansøgeren blev tilbudt hjælp til at finde ham af en mand ved navn […]. Denne navngivne person slog og voldtog ansøgeren ved flere lejligheder. Efter ansøgerens udrejse har ægtefællen været tilbageholdt flere gange, blandt andet fordi den navngivne person har villet have, at ansøgeren og børnene skulle genindrejse i Iran og stå til ansvar for deltagelsen i demonstrationerne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at myndighederne har fået kendskab til ansøgerens deltagelse i demonstrationen i sommeren 2009. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at et højtstående medlem af gardistbevægelsen har truet og voldtaget ansøgeren efter, at han havde lovet at hjælpe hende med at finde hendes ægtefælle, som var forsvundet efter demonstrationen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at myndighederne efter ansøgerens udrejse af Iran har anholdt og tilbageholdt ansøgerens ægtefælle, blandt andet fordi han ikke har sørget for, at ansøgeren og hendes to børn kom tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i myndighedernes søgelys, og at hun som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren og hendes to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/1
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2008. Den mandlige ansøger havde siden 1984 ejet en fabrik syd for Teheran. I 2000 var ansøgeren sammen med sin storebroder begyndt at producere vin i et sommerhus på nabogrunden til fabrikken. Der var alene blevet produceret vin til eget brug, til familien og til vennerne. I sommeren 2008 havde politiet lukket fabrikken på grund af vinproduktionen på nabogrunden. Samme dag var ansøgeren med sin familie flyttet ud i et hus, som ansøgerens fader havde benyttet som lager. I sensommeren 2008 var ansøgeren og hans familie udrejst. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger såvel i hans ansøgning og under samtalen i Udlændingeservice som for Flygtningenævnet havde forklaret konsistent og sammenhængende om sin vinproduktion. Flygtningenævnet lagde derfor denne forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og den kvindelige ansøger opholdstilladelse efter samme bestemmelse som konsekvens heraf. Derimod fandtes den omstændighed, at ansøgerne i Danmark var konverteret til kristendommen, ikke at kunne medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/9.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren praktiserede zarthustra religionen. Det forhold, at ansøgeren i 2005 var blevet anholdt af myndighederne og herefter tilbageholdt i to dage som mistænkt for at have konverteret til zarthustra, kunne ikke anses som asylbegrundende. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst og herefter havde kunnet opholde sig på sin bopæl i omkring fire år uden problemer med myndighederne. Det forhold, at ansøgerens ven og trosfælles bopæl var blevet ransaget i foråret 2009, kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der intet var blevet fundet under ransagningen. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Iran til senforåret 2009 heraf de sidste to uger på sin bopæl uden, at myndighederne havde eftersøgt ham. Ansøgeren havde umiddelbart før nævnets behandling fremsendt to kopier fra slutningen af 2009. Det fremgik af kopierne, at det var tilsigelser til at møde i retten, og de var adresseret til ansøgerens fader, ligesom det fremgik, at denne skulle besvare spørgsmål. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse tilsigelser i sig selv kunne medføre en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i Danmark havde deltaget i flere massedemonstrationer mod det iranske styre blandt andet foran den Iranske ambassade samt, at demonstrationerne var blevet filmet af arrangørerne af demonstrationerne og i et tilfælde af BBC, kunne heller ikke føre til, at der kunne meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet lagde hermed vægt på, at ansøgeren ikke herved var blevet identificeret af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens navn ikke fremgik af nogle af klippene, ligesom han ikke havde udtalt sig. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Iran ville være i en konkret risiko for forfølgelse, eller for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Iran/2010/8.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde arbejdet for KDPI ved at uddele materiale for partiet. En aften i efteråret 2008 var ansøgerens kammerat blevet anholdt i forbindelse med opklæbning af plakater for KDPI. Ansøgeren havde kort efter fået at vide, at kammeraten havde angivet ansøgeren, hvorfor ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger, som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse af de iranske myndigheder som følge af arbejde udført for KDPI. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han havde udført arbejde for partiet, og at han var blevet angivet af en kammerat, der selv fortsat var tilbageholdt. På denne baggrund fandtes det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/7.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han havde været idrætsinstruktør for Sepah og i 2008 havde nægtet at efterkomme en ordre fra en overordnet officer. Ansøgeren var derfor blevet anholdt og tilbageholdt i et kælderrum hos Sepah. Han var flygtet herfra ved at kravle over et pigtrådshegn. Ansøgeren var i Danmark konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger, som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, fordi han som gardist i Sepah under en demonstration i sommeren 2008 havde nægtet at følge en ordre fra en overordnet officer. Ansøgeren havde som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse som følge af, at han i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkelig grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han havde været idrætsinstruktør i Sepah. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin konflikt, herunder navnlig om håndgemænget med sin overordnede og flugten gennem et pigtrådshegn uden væsentlige skader forekom utroværdig og konstrueret. Denne del af ansøgerens asylmotiv kunne derfor ikke lægges til grund. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde tilsluttet sig Church of Love, og at han var blevet døbt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om, at han havde oplyst om dette til andre iranere og forsøgt også at få dem involveret i at tilslutte sig kirken. Efter en samlet vurdering af ansøgerens aktiviteter i Danmark sammenholdt med det forhold, at det ikke kunne udelukkes, at han allerede som følge af sin gardistbaggrund ville være i myndighedernes søgelys, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/6.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde i foråret 2008 haft samleje med nabokonen, hvilket var blevet opdaget af konens ægtefælle. De næste 10 måneder var ansøgerens sag blevet behandlet ved både byretten og den iranske højesteret. Under sagens behandling havde ansøgeren været fængslet og udsat for chikane mv. i fængslet. Ansøgeren var blevet idømt dødsstraf, men ansøgerens fader havde bestukket de personer, der havde fragtet ansøgeren fra domstolen tilbage til fængslet, således, at ansøgeren kunne stikke af. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger fra det sydlige Iran, som asylmotiv havde henvist til, at han i hjemlandet var idømt dødsstraf for voldtægt efter at have haft seksuelt samvær med en gift kvinde. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at den omstændighed, at ansøgeren efter indrejsen var idømt 40 dages fængsel og udvisning med indrejseforbud i fem år for dokumentfalsk, fordi han havde fremvist et falsk pas ved indrejsen, ikke efter nævnets praksis var til hinder for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens 10, stk. 3. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, idet ansøgeren havde forklaret detaljeret og i det væsentlige konsistent under hele sagen. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/5.
statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2001.I sommeren 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2003 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Ansøgeren blev ikke udvist, eftersom han havde opholdstilladelse i medfør af familiesammenføringsreglerne. I foråret 2007 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, idet ansøgeren og ægtefællen ikke levede sammen på fælles bopæl. I efteråret 2007 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration denne afgørelse. I slutningen af 2008 afviste Udlændingeservice ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 5. I efteråret 2009 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage asylsagen, idet der forelå nye oplysninger i sagen. Flygtningenævnet udtalte, at efter de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer forud for Flygtningenævnets afgørelse i 2003, kunne Flygtningenævnet fortsat lægge til grund for sagen, at ansøgeren ikke ved sin udrejse af hjemlandet i foråret 2001, som var foregået ved legalt ægte pas via en international lufthavn i Teheran, havde været asylbegrundende forfulgt. Flygtningenævnet bemærkede blandt andet i den forbindelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger, som delvist var gentaget under ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, havde været tilbageholdt to gange i kortere varighed af de iranske myndigheder, hvorunder han var blevet udspurgt om sin ægtefælles og dennes families forhold. Ansøgeren var herefter blevet løsladt betingelsesløst og havde opholdt sig i hjemlandet i omkring to år inden sin udrejse. Ansøgeren gjorde nu under den genoptagede sag navnlig gældende, at han senest under klimatopmødet i København i december 2009 havde deltaget i fire mere eller mindre spontane demonstrationer, rettet mod det iranske styre, som havde fundet sted på Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og foran den iranske ambassade. Endvidere gjorde han gældende, at hans ægtefælles i et andet nordisk lands bosiddende svogre fortsat var politisk aktive, hvilket navnlig gjaldt en navngiven svoger, der var ægtefælle til ansøgerens ægtefælles søster. Denne person var efter det oplyste et højt profileret medlem af det iranske kommunistiske eksilparti. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse i de ovennævnte demonstrationer i december 2009 havde eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter det oplyste blot havde deltaget i demonstrationerne på gaden, men ikke i øvrigt havde udtalt sig til pressen eller på anden måde havde foretaget aktive handlinger i forbindelse med demonstrationerne. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer i sig selv kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle lejlighedsvist havde kontakt med sin familie i et andet nordisk land, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden 2001 uden at være blevet opsøgt af repræsentanter for de iranske myndigheder. Ansøgeren havde tilbageværende familiemedlemmer i sit hjemområde, som er iransk Kurdistan, og der var ikke holdepunkter for at antage, at nogen af disse familiemedlemmer var blevet udsat for forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt derfor fortsat ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret, individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/4.
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han i 1996 deltog i en demonstration i hvilken forbindelse han blev tilbageholdt i fire-fem dage og udsat for overgreb og ydmygende behandling. I 1999 stillede ansøgeren op som byrådskandidat, men måtte trække sit kandidatur tilbage grundet trusler. I 1999 blev ansøgeren tilbageholdt tre-fire dage i forbindelse med forsøg på udrejse og udsat for hårdhændet behandling. I 2009 deltog ansøgeren i flere demonstrationer i Teheran vedrørende præsidentvalget. Under en af disse demonstrationer sparkede ansøgeren til en motorcykel med to personer, hvorved den væltede. Et par dage senere blev ansøgerens bolig i en navngiven by ransaget af myndighederne, og der blev fundet kompromitterende materiale i form af ulovlige bøger, herunder på ansøgerens computer. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra en navngiven by i Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at myndighederne har ransaget familiens bopæl i en navngiven by og beslaglagt ansøgerens computer med videre, indeholdende ulovlige bøger. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at myndighederne muligt gennem ansøgerens kammerat, der var blevet tilbageholdt af myndighederne, var blevet bekendt med ansøgerens deltagelse i demonstrationerne i Teheran. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren mens han var i Teheran, blev gjort bekendt med ransagningen af sin ægtefælle, og at ansøgeren ikke efterfølgende har opholdt sig på sin bopæl. Flygtningenævnet finder herefter at ansøgeren, der også på grund af de tidligere tilbageholdelser må anses for at være i en særlig risiko for at komme i myndighedernes søgelys, ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/37
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er fra en landsby i provinsen Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængsling, tortur og henrettelse af de iranske myndigheder, da han ikke ville være stikker for myndighederne og angive familie og venner. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om samarbejde med den iranske efterretningstjeneste, og om de tilbageholdelser han skulle være blevet udsat for i den forbindelse. Ansøgeren forklarede således til asylregistreringsrapporten, at der havde været tale om anholdelser., hver gang af nogle timers varighed. I asylansøgningsskemaet, som ansøgeren har skrevet forholdsvis detaljeret og blandt andet har oplyst om broderens og faderens fængslinger, har han intet oplyst om, at han selv skulle være blevet tilbageholdt. Han oplyser alene, at han blev truet. I samtalereferaterne med Udlændingeservice har ansøgeren derimod forklaret, at der har været tale to længerevarende tilbageholdelser og en kortvarig tilbageholdelse. Ansøgeren oplyser også i den forbindelse, at han skulle være blevet udsat for tortur. Først under forklaringen i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han skulle have holdt sig i skjul under den anden og den tredje tilbageholdelse. Ansøgerens forklaring om kontakten med efterretningstjenesten har i sig selv ikke virket overbevisende og er ligeledes blev udbygget med en forklaring om, at han af efterretningstjenesten skulle være blevet præsenteret for et fotografi af ansøgeren og et medlem af KDPI, der skulle være taget i en lille landsby i Irak. Flygtningenævnet må herefter forkaste ansøgerens forklaring om, at han er søgt hvervet af efterretningstjenesten til at udføre stikkervirksomhed og i den forbindelse har været udsat for tilbageholdelser og tortur. Ansøgeren har påberåbt sig, at der har været problemer med tolkningen, idet han navnlig har anført, at han ikke behersker farsi. Hertil bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han har haft mange års skolegang, hvor undervisningssproget var farsi, at han har udfyldt asylansøgningsskemaet på farsi, og at han i forbindelse med tolkningerne har afgivet erklæringer om, at der ikke var tolkeproblemer. Flygtningenævnet må derfor afvise, at der har været tolkeproblemer, der har haft indflydelse på sagsbehandlingen. De nu fremkomne erklæringer om ansøgerens tilknytning til KPDI kan ikke tillægges nogen betydning, dels er de sent fremkomne, og dels stemmer oplysningen om, at ansøgeren skulle være medlem af ungdomsorganisationen ikke med, at ansøgeren har forklaret, at han alene var sympatisør. Ansøgeren tillægger ikke selv sin undladelse af at efterkomme indkaldelse til militærtjeneste nogen asylretlig relevans. Han forklarer herom i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger, at udgangspunktet i den situation er en forlængelse af militærtjenesten. Den omstændighed, at ansøgeren er ulovlig udrejst og kan forvente afhøring herom ved en tilbagevenden, kan ikke i sig selv føre til meddelelse af asyl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.” Iran/2010/36
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger fra Abadan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og/eller dræbt af Sepah som følge af sin deltagelse i aktiviteter mod styret. Ansøgeren har forklaret, at han i 2003/2004 afsonede otte måneders fængsel i Qom, fordi han under en demonstration i efteråret 2003 havde kastet en sten mod en leder af en specialgruppe under Sepah. Den pågældende blev ramt, men kom ikke til skade. I forbindelse med løsladelsen underskrev han en erklæring om, at han ikke måtte udføre politiske aktiviteter, ligesom han blev pålagt meldepligt to gange om ugen. I begyndelsen af 2006 ophørte ansøgeren med at opfylde sin meldepligt, og han levede i skjul i cirka halvandet år, hvorefter han vendte hjem, efter at Sepah havde oplyst til hans bror, at han ikke ville blive udsat for straf, hvis han fremover overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har videre henvist til, han i 2009 i forbindelse med det iranske nytår deltog i en demonstration til fordel for Mousavi. Ansøgeren har endvidere uddelt løbesedler og skrevet på vægge i Abadan, og han blev genkendt. Det må tillægges vægt, at ansøgeren først til samtalereferatet oplyste om sin deltagelse i en demonstration i 2009 efter præsidentvalget. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om tidspunktet for demonstrationen i 2009, og om omfanget af sine aktiviteter i forbindelse med demonstrationen, herunder om tidspunktet for sin uddeling af løbesedler. Oplysningerne om, at der skulle være blevet udstedt en ordre om nedskydning af ansøgeren, fremstår som konstruerede. Det bemærkes herved, at ansøgeren ifølge indholdet af den fremlagte tilsigelse samtidig indkaldes til møde i retten. Der lægges videre vægt på, at ansøgeren også ifølge sin egen forklaring alene har udført begrænsede aktiviteter, og at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvordan han fik oplysningerne om at være efterstræbt af myndighederne. Der kan heller ikke lægges nogen vægt på den fremlagte tilsigelse. Dokumentet er en faxkopi. Ansøgeren har oplyst, at broderen ikke er i stand til at fremsende originalen. Ifølge den i nævnsmødet gengivne oversættelse blev tilsigelsen modtaget af ansøgerens far, selv om ansøgeren til asylsagen har oplyst, at faderen afgik ved døden for flere år siden. Endelig har ansøgeren ifølge sin egen forklaring været bekendt med dokumentets eksistens i nogen tid. Imidlertid er faxkopien først tilgået ansøgerens advokat i november 2010. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter alene lægges til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt og fængslet i 2003, hvor han samtidig blev idømt piskestraf og en bøde. Efter det foreliggende må der imidlertid antages at være gjort op hermed. Forholdet ligger tilbage i tid, og straffene er udståede. Endvidere har ansøgeren været i stand til at opholde sig i hjemlandet, selv om han efter sin egen forklaring i en periode undlod at opfylde en pålagt meldepligt. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan videre ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2010/35
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Tabriz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har gratis trykt materiale til støtte for azari minoriteten i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller dræbt, fordi han den [….] 2009 deltog i en fest, hvor han glemte sin mobiltelefon, da festen blev ransaget af civilklædte betjente og han flygtede. I mobiltelefonen var et hukommelseskort med materiale om azari minoriteten. Ansøgerens kontor er efterfølgende blevet ransaget, hvor blandt andet hans computer blev konfiskeret. Det lægges til grund, at ansøgeren i Iran har haft sit eget [….], og at han har rådet over det fornødne tekniske udstyr til både at kunne trykke materiale og via hjemmeside med videre udsende materiale vedrørende azarierne. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren i et vist omfang har benyttet sig af denne mulighed. Et flertal i Flygtningenævnet udtaler herefter: Selvom ansøgerens forklaring om det mistede hukommelseskort på flere punkter forekommer utroværdig, kan vi ikke udelukke, at det forholder sig som forklaret af ansøgeren, og herunder ikke mindst, at hans forretning er blevet ransaget. Under disse omstændigheder finder vi det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og han opfylder derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/33
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han den [….] som soldat blev beordret til at skyde nogle demonstranter, og at han nægtede dette, idet han flygtede og dermed deserterede. Siden dette tidspunkt har han konstant levet i skjul for myndighederne, herunder med stadigt skiftende bopæl og arbejde. I den mellemliggende periode fra [….] har myndighederne med jævne mellemrum opsøgt ansøgerens forældre for at få fat i ansøgeren. På denne baggrund mener ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive henrettet, idet han af myndighederne opfattes som en soldat, der har deserteret i krigstid. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark afgivet en troværdig og ikke udbygget forklaring om sit asylmotiv. Denne forklaring lægges til grund af Flygtningenævnet. Da ansøgeren nægtede at adlyde ordrer om at skyde på demonstranterne, og da han i den forbindelse flygtede, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke alene af de iranske myndigheder vil blive betragtet som en desertør, der blot er udeblevet fra tjeneste. Der kan således ikke bortses fra, at ansøgeren af myndighederne opfattes på den måde, at han har tilsluttet sig de personer, der kæmpede mod regimet, og at han dermed opfattes som en fjende af systemet. Ansøgeren har på denne baggrund sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en asylrelevant risiko for myndighedsforfølgelse, og at han derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/32
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse af Iran i 19[..] til Danmark, hvor han blev familiesammenført med sin daværende ægtefælle. Ansøgeren har i Iran sympatiseret med den monarkistiske organisation [….], som han er blevet medlem af efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt af myndighederne eller den muslimske befolkning, fordi han i Danmark sympatiserer med kristendommen og regelmæssigt har frekventeret to kirker i [….] de sidste seks år. Endvidere frygter han myndighedsforfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til den monarkistiske organisation [….] samt på grund af sin deltagelse i demonstrationer i Danmark mod det iranske styre. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hans deltagelse i de ovennævnte demonstrationer har eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst, at en videofilm, hvorpå hans ansigt kan ses i ti til 15 sekunder, under en af disse demonstrationer, har ligget på et navngivent Internetsite, kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de iranske myndigheder har fået kendskab til hans deltagelse i de nævnte demonstrationer. Den omstændighed, at ansøgeren har udvist interesse for kristendommen i Danmark og herunder regelmæssigt har deltaget i gudstjenester og anden mødeaktivitet, kan ikke medføre at ansøgeren kan få asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse forhold er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Iran/2010/31
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som sit væsentligste asylmotiv anført, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har henvist til, at han for 3-4 år siden i forbindelse med en demonstration for årsdagen for massakren på kurderne i Halabche blev anholdt af de iranske myndigheder og tilbageholdt i to dage, hvor han blev afhørt og slået. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at ville deltage i demonstrationer eller forsamlinger fremover. Den [….] 2009 deltog ansøgeren igen i en demonstration i forbindelse med det iranske præsidentvalg. Myndighederne kom, og ansøgeren flygtede fra området og tog ophold hos sin farbror. Ansøgerens hjem er efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne, ansøgerens computer er blevet beslaglagt, og ansøgerens far er blevet taget med og afhørt. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende, men at han i det væsentlige har forklaret konsistent om sit motiv og sine konflikter. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring og finder det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin deltagelse i demonstrationen den [….] 2009 er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at det ikke kan kræves, at han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/30
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, da han er mistænkt for at være konverteret fra islam til kristendommen, idet myndighederne har fundet kristent materiale i hans skab på arbejdspladsen. Han har endvidere henvist til, at hans fader tidligere har haft en konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om de centrale punkter, og at han under afhøringen har været i stand til at forklare mulige uoverensstemmelser på en troværdig og logisk måde. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne, også fordi familien i forvejen må antages at være profileret på grund af faderens tidligere asylansøgning i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse fra myndighederne på grund af sin kristne tro. Som følge heraf meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/29
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har været medlem af noget politisk parti. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive tortureret og slået ihjel af myndighederne på grund af de aktiviteter, som han udførte sammen med sin partner […..]. Ansøgeren har henvist til, at hans partner er blevet tilbageholdt af myndighederne, at hans partners skæbne er ukendt, at myndighederne har ransaget ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren opbevarede ulovlige politiske dokumenter og CD’er, og at ansøgeren derfor er eftersøgt af myndighederne. Efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren i en periode på cirka to måneder kopierede politisk materiale og CD’er med politisk indhold for sin partner […….], at myndighederne i starten af 2009 anholdt partneren i forretningen og foretog ransagning samme sted, og at myndighederne efterfølgende har ransaget ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren opbevarede politisk materiale i form af enkelte løbesedler, og nogle CD’er, ligesom at ansøgeren havde downloadet politisk materiale på sin computer. Under disse omstændigheder må det antages, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/28
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Karaj. Ansøgeren har været har været medlem af en selvstændig politisk gruppe af højtuddannede kvinder. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin deltagelse i en demonstration, hvor der blev sat ild til en moske. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingeservices vurdering hvorefter ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er endvidere enig med Udlændingeservice i, at udlændingelovens § 10, stk. 2 herefter ikke kan bringes i anvendelse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter var situationen den, at politiet og Basij-folk beskød demonstranterne med skarpe skud, da ansøgeren tilsluttede sig demonstrationen. Da en demonstrant var blevet dræbt, tog demonstranterne, der var mødt ubevæbnede frem, det kampmiddel i brug at sende sten med brændende klude og molotovcocktails mod den bygning, fra hvis tag politiet og Basij-folkene beskød menneskemængden. Det må anses for usikkert, om der omkom personer inde i den navngivne moske eller på moskeens tag i forbindelse med urolighederne. Det er sandsynligt, at der er flere udgange fra moskeen end den udgang, som demonstranterne blokerede med en brændende container. Det fremstår herefter som tvivlsomt, om ansøgeren ved at forsvare sig og de øvrige demonstranter mod myndighedspersonernes åbenbart uberettigede angreb under de givne omstændigheder har gjort sig skyldig i en kriminel handling. Handlingen findes under alle omstændigheder ikke at have en sådan grovhed, at den udelukker opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens art. 1F. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/27
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra en navngiven landsby i nærheden af Sarpole Zahab i Iran. Ansøgeren sympatiserede med Kurdistans Demokratiske Parti (KDPI) i fire måneder i 2006. Ansøgeren uddelte i den forbindelse cd’er, løbesedler og partiprogrammer for partiet. Ansøgeren blev i 2006 tilbageholdt og fængslet som følge af sit arbejde for KDPI, hvor han blev afhørt og udsat for voldelige overgreb. Ansøgeren deltog i sommeren 2009 i demonstrationer mod den siddende præsident, hvor ansøgerens to venner blev anholdt i forbindelse med optagelse af demonstrationen med mobiltelefon. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationerne i sommeren 2009 samt hans tidligere aktiviteter for KDPI. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har konsistent forklaret om sin fængsling i 2006 på grund af sine aktiviteter i KDPI. Han har ligeledes konsistent forklaret om, at han deltog i en demonstration i sommeren 2009, og derefter opholdt sig i Teheran i cirka to måneder i håb om et systemskifte. Flygtningenævnet lægger til grund, at hans to venner blev fængslet under demonstrationen, og at myndighederne cirka en uge derefter rettede henvendelse til ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, dels ved sine aktiviteter i 2006, og dels ved sin deltagelse i demonstrationen i sommeren 2009 har pådraget sig de iranske myndighedernes interesse. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, sammenholdt med det oplyste om myndighedernes generelle behandling af politisk aktive kurdere, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/26
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [….] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgerens fader har været aktivt medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid som følge af, at han den [….] 2009 ved et hændeligt uheld påkørte en motorcyklist, der var søn af en magtfuld efterretningsmand. Ansøgeren kom efter uheldet i efterretningstjenestens søgelys, da de påstod, at ansøgeren forsætligt havde påkørt den tilskadekomne. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren videre forklaret, at han for cirka ti dage siden har talt i telefon med sin moder via en bekendt fra asylcentret, som det var lykkedes at opsøge moderens bopæl i en lille grænseby i nærheden af Irak. Han fik af moderen at vide, at efterretningstjenesten havde tilbageholdt hans fader i cirka to måneder. Herefter havde efterretningstjenesten indlagt faderen på hospitalet. Lægerne havde oplyst efterretningstjenesten om, at man ikke kunne få yderligere ud af faderen om ansøgerens opholdsted. Faderen var herefter blevet løsladt/udskrevet fra hospitalet, men døde cirka februar 2010 på grund af de skader, som han havde pådraget sig under efterretningstjenestens tilbageholdelse af faderen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at der er en række divergenser i ansøgerens forklaringer og finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet forklare mere præcist om identiteten på faderen til den tilskadekomne. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer finder flertallet imidlertid det sandsynliggjort, at han efterstræbes af den pågældendes fader, som efter de foreliggende oplysninger er en magtfuld person inden for efterretningstjenesten, og som ønsker personlig hævn over ansøgeren som følge af trafikuheldet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller nedværdigende og umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2010/25
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2008 konverterede til kristendommen, hvilket er kommet myndighederne til kendskab. I efteråret 2008 blev ansøgeren overfaldet af folk fra Hizbollah, som truede ham og gav udtryk for at være bekendt med konverteringen. Endvidere har ansøgeren seks gange tidligere haft konflikter med myndighederne, hvorunder han i et af tilfældene fik eksekveret en straf på 80 piskeslag. Endelig har ansøgeren henvist til, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys gennem deltagelse i demonstrationer i Danmark, ligesom hans svigerfader er en fremtrædende, rettroende muslim, som har truet ansøgeren med repressalier. Uanset, at ansøgeren på en række punkter har forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder tillige hans forklaring for nævnet, at man ikke kan afvise, at ansøgeren i hjemlandet er konverteret til kristendommen, og at dette er blevet myndighederne bekendt. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren vedvarende har forklaret om konverteringen under hele sagsforløbet, at ansøgeren gennem de tidligere episoder har været i myndighedernes søgelys, og at der må antages at være forbindelse mellem de personer, som overfaldt ansøgeren, og myndighederne. Hertil kommer oplysningerne om ansøgerens konflikt med svigerfaderen. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for kristne konvertitter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/24
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive straffet for utroskab af de iranske myndigheder eller ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren havde herved henvist til, at hun siden 2001 og indtil udrejsen havde haft et seksuelt forhold til en anden mand, og at ansøgerens ægtefælle havde opdaget dette og optaget en video visende ansøgerens utroskab. Ansøgeren havde desuden henvist til, at ægtefællen var ansat i efterretningstjenesten i Iran. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra de iranske myndigheder, idet hun havde medtaget sin søn uden ægtefællens tilladelse. Ansøgeren havde endelig henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra de iranske myndigheder, fordi hun havde deltaget i flere demonstrationer i Danmark, herunder foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring under sagen havde været divergerende med hensyn til blandt andet karakteren af forholdet til kæresten, herunder hvor ofte og hvor parterne havde mødtes og med hensyn til hvilken frihedsgrad, ansøgeren havde haft i forhold til sin ægtefælle. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været sin ægtefælle utro, og at dette var kommet til ægtefællens kendskab. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at myndighederne kunne antages at ville yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke fandt, at ansøgerens deltagelse i demonstrationer her i landet som menig deltager kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/23
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2008. I 2000 var ansøgerne flyttet til Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kurdere fra Sardasht i Iran. Den mandlige ansøger havde sympatiseret med det kommunistiske parti Komala siden 1978 og havde været peshmerga fra 1984 til 1986. Efter ansøgernes indrejse i Irak havde de begge været medlemmer af Komala, og den mandlige ansøger havde siden 2000 arbejdet for Komala i en navngiven by. Den kvindelige ansøger havde i Irak arbejdet i Komalas bageri. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at de iranske myndigheder ville henrette dem som følge af deres tilknytning til partiet Komala. Den mandlige ansøgers broder havde arbejdet som partisan for partiet og var i 1985 blevet dræbt af iranske styrker. Den iranske efterretningstjeneste havde i henholdsvis 1995 og 2000 tilsagt den mandlige ansøger til at give møde. Ansøgeren var ikke mødt op. Efter familiens udrejse til Irak var den mandlige ansøgers familie i Iran blevet opsøgt af de iranske myndigheder, som havde villet vide, hvor ansøgerne befandt sig. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne fremstod troværdige og forklarede konsistent om grundlaget for deres ansøgninger. Henset til, at det af artikler på internettet fremgik, at broderen havde været peshmerga og var blevet martyr i 1985, at den mandlige ansøger havde været peshmerga, ansøgernes etnicitet, og at ansøgerne havde opholdt sig otte år i en navngiven by i Irak, hvor de havde været medlemmer af Komala, og hvor den mandlige ansøgeren havde forestået uddelingen af madvarer for partiet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundede forfølgelse. Iran/2010/22
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2000.I foråret 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2003 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til at hun var blevet eksponeret i de danske medier, samt at hun sandsynligvis var blevet dømt in absentia og var eftersøgt i Iran. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran inden udrejsen i sommeren 2000 til grund. Ansøgeren havde således senest i perioden fra 1997 til årsskiftet 1999-2000 været journalist ved en avis, som var blevet lukket af myndighederne. I sommeren 1999 havde ansøgeren deltaget i studenteroprøret i Esfahan, hvor hun havde boet. Hun var blevet anholdt under en demonstration og tilbageholdt i 3 uger, hvor hun var blevet udsat for forskellige overgreb. Ved løsladelsen havde hun underskrevet en erklæring om, at hun ikke måtte have aktiviteter mod regeringen. Efter løsladelsen var hun kommet i kontakt med journalistforeningen og havde lavet aktiviteter for en navngiven person, som var opstillet til parlamentsvalget. Få dage før valget var hun blevet overfaldet af to mænd på motorcykel. I sommeren 2000 i Teheran havde ansøgeren tilsluttet sig en demonstration, som hun tilfældigt var kommet ind i. Hun var ikke blevet anholdt i den forbindelse, men var udrejst to dage senere. Ved udrejsen, som var sket legalt og problemfrit, var hun blevet grundigt paskontrolleret. Ansøgeren havde påberåbt sig, at hun efter indrejsen i Danmark var blevet identificeret som deltager i demonstrationen i sommeren 2000 og dømt in absentia, og at dette havde medført, at hendes ægtefælle var blevet afskediget fra sit arbejde, og at hendes søn ikke havde fået lov til at læse videre ved universitetet. Under opholdet i Danmark havde ansøgeren opsøgt fremtrædende danske politikere, og dagblade i Danmark havde gennem årene eksponeret hende med navn og billede samt med omtale af hendes sag, herunder med omtale af ansøgeren som kritisk over for styret i Iran. Der var herved henvist til senest 3 artikler i sommeren 2009 i en kendt, dansk avis. Endvidere havde der været avisomtale af, at den internationale forfatterforening PEN støttede ansøgeren, i hvilken forbindelse ansøgeren var omtalt som værende ”systemkritiker”. Flygtningenævnet fandt, at der under ansøgerens ophold i Danmark var sket en sådan eksponering af ansøgeren som systemkritiker, at ansøgerens frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran på baggrund heraf og på baggrund af de forhold, som hun havde været udsat for inden udrejsen, måtte anses for velbegrundet. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at forholdene for bl.a. systemkritiske journalister i Iran måtte anses for skærpede de seneste år i forbindelse med præsidentvalget og forholdet til vesten. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på denne baggrund opfyldte betingelserne i Flygtningekonventionen for asyl, og Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke fornødent at foretage nærmere undersøgelser af, om ansøgeren var dømt in absentia, og om ansøgerens familie havde været udsat for diskrimination som følge af ansøgerens forhold, således som hun havde påberåbt sig. Flygtningenævnet beklagede meget, at Flygtningenævnet ikke havde truffet afgørelse vedrørende den seneste genoptagelsesanmodning på et betydeligt tidligere tidspunkt, henset dels til den tid, ansøgeren havde opholdt sig i Danmark, dels til at Flygtningenævnet havde besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Iran/2010/21
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I slutningen af 2008 var der blevet foretaget en person- og aldersundersøgelse af ansøgeren, der konkluderede, at ansøgeren måtte anses for at være 19 år eller derover på indrejsetidspunktet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren stammer fra Teheran. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede for sit liv, fordi han havde uddelt kopier af satiriske Mohammed tegninger. Han havde til støtte herfor anført, at den ven, der havde printet tegningerne, var anholdt af politiet, og at hans forretning var blevet plomberet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Hans forklaring fremstod som undvigende og divergerende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret uklart omkring uddelingen af kopi af tegningerne med hensyn til hvor og til hvem, han havde uddelt dem. Hans forklaring om, at vennen var anholdt, og forretningen var blevet plomberet, byggede på andenhåndsviden. Ansøgeren havde endvidere ikke givet en plausibel forklaring på formålet med en medbragt notesbog, der blandt andet indeholdt tyske og engelske gloser. Det bemærkedes herved, at ansøgeren var analfabet, og at de nævnte noter var blevet udfærdiget før den angivelige uddeling af tegningerne. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sine familieforhold, herunder om de opgivne navne i familieforholdsskemaet var navne på forældrene eller navne på plejeforældrene. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, fandt Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren på en overbevisende og troværdig måde havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/20
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Teheran. I 2007 var ansøgeren blevet fængslet af myndighederne, da der var blevet fundet KDPI materiale på faderens bopæl. I fængslet var han af en medfange blevet udsat for et drabsforsøg. Medfangen havde først forsøgt at kvæle ansøgeren og derefter slået ham til bevidstløshed. Herefter var ansøgeren blevet bragt til hospitalet. Ansøgeren havde givet en sygeplejerske sin morbroders telefonnummer. Morbroderen havde en nat hentet ansøgeren på hospitalet og kørt ham hjem til en for ansøgeren ukendt mand, der havde haft ansøgeren boende, indtil ansøgeren var udrejst. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var blevet tilbageholdt i tre måneder af myndighederne i forbindelse med fundet af propagandamateriale for KDPI på faderens ejendom, at ansøgeren under en afhøring i fængslet havde videregivet sin viden om faderens og dennes to venners tilknytning til KDPI, og at han under tilbageholdelsen var blevet udsat for et drabsforsøg fra en medfanges side. Uanset at omstændighederne omkring ansøgerens undvigelse fremstod som uklare, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/2.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, sunni-muslim og havde boet i Sarpole Zahab før sin udrejse af Iran. Han havde efter sin forklaring været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i 2007 -2008 havde været aktiv for KDPI, idet han sammen med et navngivent partimedlem omkring 10 gange havde uddelt politisk materiale. I efteråret 2008 forsvandt det andet partimedlem, efter han og ansøgeren havde uddelt materiale for KDPI. Dagen efter var ansøgerens moder og broder blevet anholdt af politiet. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han i 2000 var blevet smidt ud af skolen, idet han havde trodset en lærer og havde talt kurdernes sag. I den forbindelse var han endvidere blevet tilbageholdt i 15 dage, hvor han var blevet udsat for psykisk overgreb, idet han blandt andet havde fået oplyst, at hans fader var død, mens ansøgeren havde været tilbageholdt. Det havde efterfølgende vist sig at være korrekt, og ansøgeren havde ikke fået lov til at deltage i faderens begravelse. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, og han var derfor i en asylrelevant risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren opfyldte herefter betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/19.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren deltaget i et møde med KDPI’s ungdomsafdeling, hvor han havde fået udleveret nogle papirer. Papirerne havde han lagt i en bog han skulle bruge på sin aftenskole. Til undervisningen havde læreren taget ansøgerens bog for således at vise eleverne, hvad de skulle lave. Læreren havde studset over papirerne og var gået ind i et andet lokale med bogen. Et par dage senere var ansøgerens broder blevet anholdt af politiet, eftersom ansøgeren ikke havde været til stede på bopælen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Sarepole Zahab i Iran. Ansøgerens forklaring havde på nogle punkter fremstået som divergerende og udbyggende, men forklaringen havde i det væsentlige været den samme under hele behandlingen af sagen. Flygtningenævnet fandt således ikke at kunne afvise, at ansøgeren under et møde med KDPI’s ungdomsafdeling havde fået udleveret to stykker papir: dels en skabelon med teksten ”Leve Kurdistan” og ”KDPI” samt et medlemsbevis med ansøgerens navn og angivelse af, at han skulle indbetale 1000 tomaner, samt at myndighederne via aftenskolelæren var blevet bekendt med disse dokumenter. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/18.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I foråret 2009 gennemførte ansøgeren en sprogtest, idet der var tvivl om hans identitet. Ansøgeren havde forklaret, at han havde haft aktiviteter for et kurdisk politisk parti, og at han havde modtaget en tilsigelse fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og navnlig forklaring i nævnsmødet, at ansøgeren havde fremstået som en person, der umiddelbart og uden forbehold havde besvaret spørgsmål om det hændelsesforløb, som dannede baggrund for ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren, der var analfabet, og som på sin fødeegn havde arbejdet som hyrde for sin onkels dyr lige indtil udrejsen, via en kammerat havde fattet interesse for Komalah (Zahmatkeshani) og i mere end et år forud for udrejsen i slutningen af 2008 havde deltaget i politiske drøftelser med den tidligere nævnte kammerat og en anden kammerat. Denne var den sidste person af de tre i gruppen. Ansøgeren havde forklaret, at han flere gange sammen med den førstnævnte kammerat havde uddelt politisk materiale, selvom ansøgeren på grund af manglende læsekundskaber ikke nærmere havde kunnet redegøre for indholdet. Ansøgerens oplysninger om, at begge kammerater var forsvundet, og at onklen havde advaret ansøgeren og oplyst om, at efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens bopæl, fundet det nedgravede materiale og taget ansøgerens moder og søster med til afhøring, fandt Flygtningenævnet bestyrket ved ansøgerens forklaring og oplysninger om hans livsforhold i landsbyen i øvrigt. Det indgik i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens troværdighed, at ansøgerens måde at svare på i nævnsmødet havde fremstået som præget af den opvækst, han havde haft under sit hidtidig liv i landsbyen, der bestod af 120 til 150 huse. Flygtningenævnet lagde på denne baggrund videre til grund, at den tilsigelse, som ansøgeren først havde fremlagt i forbindelse med mødet i begyndelsen af 2010 på den beskikkede advokats kontor, fremstod rimelig forklaret i forhold til det sene fremlæggelsestidspunkt. Det fremgik af tilsigelsen, der rettelig var dateret i begyndelsen af 2009, at ansøgeren skulle møde et par dage senere end den daterede dato i domhuset. Idet Flygtningenævnet herefter lagde til grund, at det materiale, som ansøgeren havde opbevaret, havde været agitationsmateriale fra Komalah mod det iranske styre, og da ansøgerens aktivitet for Komalah ansås for båret af ansøgerens politiske tilslutning til Komalah, fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte anses for at risikere en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/17.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgeren havde forklaret, at han i 2001 havde været tilbageholdt og udsat for vold og tortur af de iranske myndigheder, fordi han i skolen havde været i besiddelse af en løbeseddel med en tegning af det kurdiske flag. Han forklarede endvidere, at han havde udført ulovlige opgaver for KDPI i sin forretning, og at de iranske myndigheder havde fundet ulovligt materiale i forretningen og derfor i 2008 havde sat ild til den. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarepole Zahab i Iran. Ansøgerens forklaring havde på en række punkter fremtrådt som divergerende og udbygget. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren i 2001 kortvarigt havde været tilbageholdt af de iranske myndigheder efter, at ansøgeren havde været i besiddelse af en kurdisk løbeseddel. Flygtningenævnet fandt ej heller at kunne afvise ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for KDPI, hvorefter ansøgeren fra 2006 og frem til udrejsen i slutningen af 2008 et antal gange havde kopieret illegale dokumenter og cd’er for KDPI, og at de iranske myndigheder ved kontrol af ansøgerens forretning havde fundet illegalt materiale for KDPI. Flygtningenævnet lagde desuden til grund, at der efterfølgende var blevet sat ild på ansøgerens forretning, muligt foretaget af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/16.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring gennem hele sagen, og understreget af fremlæggelse for nævnet af tre bryllupsfotografier, til grund, at ansøgeren havde indgået ægteskab i Iran. Flygtningenævnet havde ikke noget grundlag for at antage, at dette ægteskab var opløst. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var kommet i et alvorligt modsætningsforhold til sin broder og ægtefælle, idet de havde beskyldt hende for utroskab. Broderen havde i den anledning truet med at slå hende ihjel. Ægtefællen havde endvidere anmeldt ansøgeren til myndighederne for utroskab. Flygtningenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren nu var gravid og skulle nedkomme om cirka tre måneder. Efter en vurdering af familiens forhold, herunder navnlig broderens traditionelle indstilling, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren var i en reel risiko for at blive udsat for alvorlige overgreb, eventuelt æresdrab, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at myndighederne kunne antages at ville yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/15.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger måtte lægges til grund, at det anførte i asylregistreringsrapporten om, at en kammerat var blevet antruffet i basaren med nyhedsbreve, og at ansøgeren på det tidspunkt ligeledes havde haft nogle nyhedsbreve liggende i sin forretning, beroede på en misforståelse i tolkningen, således som ansøgeren havde redegjort for under samtalen med Udlændingeservice og under nævnsmødet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring havde Flygtningenævnet videre tillagt det vægt, at ansøgeren er analfabet og alene havde gået i skole i knapt et år, idet han fra de tidlige barneår havde deltaget i driften af den forretning, som ansøgerens moder havde drevet sammen med ansøgerens søster og ansøgeren efter ansøgerens fars død. Flygtningenævnet fandt, at den usikkerhed, ansøgerens forklaring på nogle punkter havde efterladt hos Flygtningenævnet, på denne baggrund måtte tillægges mindre betydning, og at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv efter en samlet vurdering herefter måtte lægges til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren fra efteråret 2008 indtil den illegale udrejse i foråret 2009 havde hjulpet to venner med uddeling af nyhedsbreve og cd’er med myndighedskritisk agitationsmateriale fra Det Kurdiske Parti i Iran, KDPI. Uddelingen var sket dels via ansøgerens forretning dels om natten, hvor ansøgeren og en ven fra en motorcykel havde smidt materiale ind foran private boliger, moskeer og skoler (madrasser). Fem dage før ansøgerens udrejse i foråret 2009 havde ansøgerens venner, der dels havde været medlem dels sympatisør af KDPI, hentet det materiale, som ansøgeren havde haft liggende i forretningen, og tre dage senere havde ansøgeren erfaret, at de to venner var blevet anholdt. Ansøgeren var blevet advaret via en af vennernes moder, der var kommet til ansøgerens moder i forretningen, ligesom forretningen var blevet opsøgt af to personer, som en nabo anså for at være fra sikkerhedstjenesten. Ansøgeren, der først efterfølgende var kommet retur til hjemmet, havde forladt hjemmet og taget ophold hos sin farbror, der umiddelbart herefter havde arrangeret ansøgerens udrejse. På ovennævnte baggrund måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af de iranske myndigheder i anledning af den politiske aktivitet for KDPI, som ansøgeren havde forklaret om, og at ansøgeren herefter ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse, som indebar, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/14.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder fra Kermanshah-provinsen i Iran, og at han som asylmotiv havde henvist til at have været anholdt og tortureret af myndighederne på grund af en mistanke om deltagelse i våbensmugleri, og at han ved en tilbagevenden frygtede overgreb fra myndighederne på grund af sin manglende overholdelse af en pålagt meldepligt. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret konsistent og troværdigt under sagen, og Flygtningenævnet fandt, at hans forklaring om tilbageholdelserne og forløbet af disse kunne lægges til grund. Flygtningenævnet fandt det i den forbindelse uden betydning, om ansøgeren havde ret i sin formodning om, hvem der havde været ansvarlig for den rejste mistanke. Henset til mistankens karakter og ansøgerens manglende overholdelse af sin meldepligt fandtes det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden fortsat ville være i myndighedernes søgelys og dermed fortsat i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der ikke tidligere havde været politisk aktiv, havde ikke overbevist Flygtningenævnet om, at hans eventuelle deltagelse i demonstrationer i Danmark havde haft en politisk baggrund, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at han i så fald var blevet identificeret af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/13.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurdisk iraner og sunni-muslim. Han havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at faderen var afgået ved døden i 1999, efter at have været tilbageholdt adskillige gange af de iranske myndigheder. Ansøgeren havde selv været tilbageholdt i 10 dage af de iranske myndigheder, idet han var blevet beskyldt for at have indtaget alkohol. Dette var imidlertid ikke rigtigt, idet man blot havde fundet nogle tomme øldåser i nærheden af ansøgeren. Ansøgeren var udrejst illegalt til Irak i 2003. I 2004 eller 2005 havde Basij henvendt sig til ansøgerens moder i Iran og havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren havde været registreret hos PUK som medlem af det kurdiske-iranske mindretal i irakisk Kurdistan og var ifølge ansøgerens oplysninger blevet truet med anholdelse og tilbagesendelse til det kurdiske Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at nogen af de ovennævnte forhold var asylbegrundende. Der forelå ikke konkrete oplysninger om, hvorfor faderen havde været tilbageholdt adskillige gange forud for sin død, og forholdet lå langt tilbage i tiden. Den omstændighed, at ansøgeren kortvarigt havde været tilbageholdt i 2001, angiveligt som følge af beskyldning for alkoholindtagelse, var ikke asylbegrundende i sig selv. Henvendelsen fra Basij til moderens bopæl i 2004 eller 2005 kunne heller ikke anses som asylbegrundende, idet det lå langt tilbage i tiden. Flygtningenævnet fandt, at den omstændighed, at der angiveligt forelå en aftale mellem de kurdiske myndigheder i Nordirak (PUK) og de iranske myndigheder om mulig tilbagesendelse af kurdiske iranere fra Irak til Iran, ikke i sig selv kunne anses som asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde udøvet politiske aktiviteter af nogen art og fremstod uprofileret. Ansøgeren havde under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for konkret og individuel asylbegrundende forfølgelse som følge af bestemmelserne i Flygtningekonventionen, eller at han ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for det kurdiske mindretal i Iran kunne ikke føre til noget andet resultat. Iran/2010/12.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra en landsby i Kermanshah provinsen. Ansøgeren havde adskillige gange hjulpet to medlemmer af KDPI med at krydse grænsen mellem Irak og Iran. Medlemmerne skulle bl.a. uddele løbesedler i Iran. I slutningen af 2008 var de to medlemmer kort efter indrejsen til Iran forsvundet, hvorfor ansøgeren straks flygtede. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI, og at han i adskillige tilfælde havde smuglet to KDPI-medlemmer over grænsen mellem Irak og Iran. Ansøgeren havde fået meddelelse om, at de to medlemmer var forsvundet, og han var udrejst straks herefter. Efter udrejsen var ansøgerens bopæl blevet ransaget flere gange af efterretningstjenesten. Endvidere havde ansøgeren tidligere været afhørt og tilbageholdt, og herunder udsat for overgreb, af efterretningstjenesten, som ville have ham til at samarbejde med dem, hvilket han havde afslået. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Iran/2010.11.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I perioden 2006-2008 havde ansøgeren et par gange fragtet pakker med partimateriale over grænsen til Irak for KDPI. Ansøgeren havde arbejdet på familiens landbrug, hvorfor han jævnligt passerede grænsen til Irak for at sælge sine grøntsager. I slutningen af 2008 havde myndighederne ransaget ansøgerens families gård på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde været hjemme. Myndighederne havde fundet en pakke, som ansøgeren ikke endnu havde bragt over grænsen. Ansøgerens fader var blevet anholdt og tilbageholdt i en måned. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en by beliggende tæt på den irakiske grænse. Uanset, at Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring på flere punkter var fremtrådt som divergerende og usammenhængende, uden at dette kunne antages at skyldes tolkeproblemer, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde modtaget og videreformidlet materiale fra KDPI i flere tilfælde. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl og i forbindelse hermed fundet en kasse indeholdende materiale fra KDPI og tilbageholdt ansøgerens fader i en periode på cirka en måned, samt at ansøgeren i forbindelse hermed var eftersøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet fandt det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran på grund af sine aktiviteter for KDPI ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/10.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således blevet degraderet og chikaneret af kolleger på sin arbejdsplads i Iran som følge af, at han var gift med en herboende iraner. Ansøgeren var udrejst som følge af, at han ikke havde kunnet få kontakt med sin ægtefælle, og han ønskede at leve sammen med hende og deres børn her i Danmark. Ansøgeren var efter det oplyste udrejst illegalt, og han mente, at han ikke ville kunne få sit job tilbage ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, ansøgeren havde været udsat for på sin arbejdsplads, havde været af et sådant omfang og karakter, at disse kunne anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han af den grund havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt og i den anledning måtte imødese en straf ved tilbagevenden til Iran, gav grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at straffen for ulovlig udrejse ikke kunne antages at være uforholdsmæssig. Iran/2010/1.
Nævnet meddelte i september 2009 opholdtilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2006. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2007 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage behandlingen af sagen grundet sagens karakter. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han er journalist og forfatter, og at han i Iran ikke havde kunnet få sin bog udgivet pga. censur. Af samme årsag var han blevet udsat for tortur i form af 35 piskeslag samt truet af myndighederne. Ansøgeren havde i 2009 indledt en sultestrejke, og dette havde flere gange været omtalt i en landsdækkende avis. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved ankomsten her til landet havde forklaret om sine aktiviteter som journalist i hjemlandet, herunder at han var kommet i modstrid med myndighederne i forbindelse med beskrivelse af blandt andet seksuelle minoriteters forhold. Videre havde han forklaret om de problemer, dette havde givet ham i forhold til myndighederne herunder om de overgreb, myndighederne havde begået over for ham. Som fastslået i Flygtningenævnets afgørelse fra foråret 2007 havde ansøgeren forklaret uddybende og uoverensstemmende herom. Efter udtalelser fra en navngiven overlæge, speciallæge i psykiatri, lagdes det til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur, og at han som følge af torturen havde mistet overblikket over det passerede. Det lagdes videre til grund, at ansøgerens identitet måtte være hans hjemlands myndigheder bekendt, idet der vedrørende ansøgeren havde været omfattende presseomtale. Iran/2009/9
Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (K-status) til to brødre fra Iran. Den ene ansøger er mindreårig. Indrejst i 2008. Sagerne blev sambehandlet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde været ikke-praktiserende muslimer i Iran, og de var flygtet fra Teheran. De havde i Iran efter deres forklaring været aktive for Arbejdernes Kommunistiske Parti, og de havde i den forbindelse henholdsvis uddelt løbesedler samt stået vagt ved uddelingen. Efter deres ankomst til Danmark var ansøgerne konverteret og blevet døbt i den kristne kirke, ligesom de havde deltaget i op til 20 demonstrationer i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne i begrænset omfang havde udøvet politiske aktiviteter i Iran. Det lagdes endvidere til grund, at den ene ansøgers navngivne forbindelsesmand til det kommunistiske parti var forsvundet, og at de iranske gardister havde ransaget ansøgernes families bopæl, hvor ansøgerne havde boet frem til deres flugt. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgerne i Danmark var konverteret, ligesom det lagdes til grund, at de flere gange havde deltaget i demonstrationer, og der var i den forbindelse blandt andet fremlagt et foto fra Politikens hjemmeside, hvor ansøgerne var afbilledet som deltagere i en demonstration, hvor den ene bar på et manipuleret foto forestillende den iranske præsident i nazi-uniform. Ud fra en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgerne ved deres tilbagevenden til Iran ville befinde sig i en asylrelevant risiko for forfølgelse af de iranske myndigheder, dels som følge af deres konvertering til kristendommen, og dels som følge af deres politiske aktiviteter både i Iran og Danmark. Iran/2009/8
Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Ansøgerne samt to børn søgte asyl 2000. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgerne og to børn afslag på asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse i 2003. I 2007 anmodede ansøgernes advokat om genoptagelse blandt andet med henvisning til den mandlige ansøgers politiske aktiviteter for KDPI og at disse aktiviteter formentlig er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Herudover har familien ved flere lejligheder udtrykt deres holdning til de iranske myndigheder via de danske medier, og er således blevet eksponeret i sådan en grad, at det ikke kan udelukkes den mandlige ansøger vil være i risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet besluttede i 2009 at genoptage sagen på baggrund af sagens karakter. Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning, og den kvindelige ansøger er etnisk iraner og shiamuslim af trosretning. Under den tidligere asylsag havde ansøgerne som asylmotiv angivet den mandlige ansøgers medlemskab af KDPI samt det forhold, at han skulle have kritiseret det iranske styre. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning i sommeren 2003 til grund, at den mandlige ansøger der er etnisk kurder, i hjemlandet meldte sig ind i KDPI i 1979, og at han i efteråret 2000 var tilbageholdt af de iranske myndigheder i to dage, hvor han blev udsat for hårdhændet behandling. Efter indrejsen i slutningen af 2000 havde ansøgeren været politisk aktiv for KDPI og var nu medlem af en lokalledelse af KDPI i Danmark. Ansøgeren havde deltaget i en række demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade. Ansøgerne havde flere gange været eksponeret i landsdækkende tv – herunder en gang ved en folketingspolitikers besøg hos ansøgerne i et indkvarteringscenter, hvor den pågældende udtalte sig om forholdene for afviste asylansøgere, og den mandlige ansøger udtalte sig kritisk om det iranske styre. Iran/2009/7
Nævnet stadfæstede i marts2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Iran. Indrejst i 2007.Ansøgeren havde oplyst, at han i 1999 havde deltaget i en studenterdemonstration. Ansøgeren var blevet anholdt under demonstrationen, og han havde været tilbageholdt i omkring en måned. Ansøgeren var blevet løsladt på betingelse af, at han opfyldte en meldepligt. I 2003 havde ansøgeren på ny deltaget i en demonstration, og han var to dage senere blevet anholdt. Ansøgeren havde været tilbageholdt i omkring en måned, og var endnu en gang blevet løsladt på betingelse af, at han opfyldte en meldepligt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han i hjemlandet ikke havde været politisk aktiv udover at have deltaget i to studenterdemonstrationer. Ansøgeren var i besiddelse af pas udstedt af iranske myndigheder. Passet var blevet benyttet i forbindelse med flere rejser til udlandet. Ved ankomsten her til landet havde ansøgeren urigtigt angivet, at en medrejsende var hans ægtefælle. Ansøgeren havde været i besiddelse af dokumentation for en irakisk lægeeksamen. Den pågældende dokumentation var ifølge ansøgeren falsk og var blevet anskaffet i perioden op til udrejsen med henblik på at søge asyl i Sverige som irakisk statsborger. Det fremgik, at ansøgeren, efter de af ham oplyste tilbageholdelser, havde fået mulighed for at færdiggøre sin uddannelse, ligesom det havde været ham muligt at foretage flere udrejser af Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at de af ansøgeren oplyste tilbageholdelser i sig selv kunne være asylbegrundende. Det lagdes i denne forbindelse til grund, at ansøgeren havde været en af mange demonstranter, og at det af den foreviste optagelse ikke fremgik, at ansøgeren havde profileret sig. Ansøgeren havde ingen viden om, hvad der skete med de andre demonstranter, også på denne baggrund fandt Flygtningenævnet det ikke troværdigt, at ansøgeren i en lang årrække havde været pålagt meldepligt. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt heller ikke at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2009/5
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran.Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således haft forskellige aktiviteter for kvindebevægelsen i Iran. Hun havde i forbindelse hermed været behjælpelig i forbindelse med trykning/transport af løbesedler indeholdende kvindesagssynspunkter. I den forbindelse havde myndighederne fundet 700 til 800 løbesedler på hendes bopæl, og de havde beslaglagt hendes computer, bøger med videre. Ansøgeren var ikke taget tilbage til bopælen efter ransagningen, men havde taget ophold hos blandt andet sin søster og sin mor, indtil hun var udrejst cirka en måned senere. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af sin politiske overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Iran/2009/3
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren var ca. 4 år tidligere begyndt at interessere sig for kristendommen og havde deltaget i et par private møder hos kristne armenere samt en gudstjeneste. Ansøgerens familie havde udstødt ansøgeren, da ansøgerens morbroder hos ansøgeren havde fundet billeder af ansøgeren stående foran en kirke. Ansøgeren var flygtet, da to af ansøgerens kristne, armenske venner var blevet anholdt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var fra Teheran, hvor hans familie fortsat var bosiddende, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde under hele sagen påberåbt sig, at han søgte asyl på grund af sin kristne tro. Uanset at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, havde hans forklaring for Flygtningenævnet fremstået som selvoplevet og detaljeret på en sådan måde, at Flygtningenævnet ikke kunne afvise det påberåbte asylmotiv, hvorefter ansøgeren på grund af sine aktiviteter sammen med kristne armenere forud for udrejsen var kommet i et modsætningsforhold til sin familie og herunder navnlig sin morbroder, der var en højerestående myndighedsperson. Det blev særligt bemærket, at det under nævnsmødet var blevet konstateret, at den anvendte syntaks i asylskemaet fremstod mangelfuld og således kunne forklare nogle af de upræcise forhold. Iran/2009/16
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at han i 2008 havde været med til at danne en politisk gruppe mod det islamiske regime, som blandt andet havde uddelt løbesedler fremstillet i ansøgerens lejede ejendom. I 2009 var ansøgeren blevet ringet op af en navngiven person fra efterretningstjenesten, som havde fortalt ansøgeren, at tre medlemmer af gruppen var blevet anholdt. Tre dage senere var ansøgeren udrejst af byen. Efter ansøgeren var udrejst, havde han og hans fader modtaget tre tilsigelser fra myndighederne, som havde tilsagt dem til dels at møde for retten og dels at møde på politistationen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han havde deltaget i demonstrationer ved den iranske ambassade i København. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på nogle punkter havde afgivet divergerende forklaringer, ligesom hans forklaringer om sit asylmotiv havde fremstået noget usikre og ikke velbegrundede. Ansøgeren havde således ikke kunnet give nogen fyldestgørende forklaring på, at han – efter at han i nogle år havde fungeret som forhandler af illegale varer mellem Iran og Irak – var anstifter af en politisk gruppe på omkring 15 medlemmer, og at han havde lejet en ejendom med henblik på at fremstille løbesedler til uddeling i byen. Flygtningenævnet fandt det noget påfaldende, at der i lejemålet skulle have befundet sig et bibliotek med bøger, som ansøgeren ikke havde haft nærmere kendskab til, bortset fra to forfatternavne. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sin udrejse. Til asylansøgningsskemaet havde han oplyst, at hans moder havde ringet til ham samme dag, som der var sket henvendelser på familiens bopæl, og at han derefter øjeblikkeligt var udrejst til Irak. Ifølge samtalereferatet og under nævnsmødet havde ansøgeren derimod forklaret, at han havde gemt sig tre dage hos morbroderen efter, at en navngiven bekendt havde ringet ham op og fortalt, at tre af gruppens medlemmer var blevet anholdt. Han havde i løbet af de tre dage fået kontakt med en agent, som havde hjulpet ham med udrejsen. Ansøgeren havde under nævnsbehandlingen fremlagt kopier af tre tilsigelser, som angiveligt havde vedrørt indkaldelse dels af ansøgeren og dels af hans fader. Tilsigelserne var efter ansøgerens forklaring tilsendt ham som vedhæftede filer til en e-mail ti til femten dage forud for nævnsmødet. Ansøgeren forklarede, at han havde slettet e-mailen med det samme efter at have udprintet tilsigelserne. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at uanset at i hvert fald to af tilsigelserne var dateret forud for samtalen med Udlændingeservice, havde ansøgeren intet nævnt om tilsigelserne, selvom han efter sine egne oplysninger jævnligt havde talt med sin fader i telefon. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke grundlag for at udsætte sagen på, at tilsigelserne forsøgtes ægthedsvurderet. Ansøgeren gjorde gældende, at han havde deltaget i adskillige demonstrationer mod det iranske regime, blandt andet foran den iranske ambassade i København. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han under disse demonstrationer var blevet profileret på en sådan måde, at hans deltagelse i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt det herefter i det hele ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. Iran/2009/14
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I efteråret 2002 var ansøgeren på sit studie begyndt at uddele løbesedler med oplysninger omkring kvinderettigheder. Materialet havde ansøgeren fået udleveret af sin søster. I begyndelsen af 2003 var ansøgeren og hans søster blevet anholdt og udsat for tortur. Ansøgeren var blevet løsladt efter 5 måneder og søsteren var blevet løsladt efter 1 år. I 2006 havde ansøgeren og hans søster genoptaget aktiviteterne, hvilket havde resulteret i, at ansøgerens søster samt venner var blevet anholdt i efteråret 2008. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaring fremgik, at han sammen med søsteren havde været politisk aktiv og herunder uddelt løbesedler samt optaget fotografier af demonstrationer med videre, at ansøgeren i den anledning havde været underkastet fængselsophold, hvor han var blevet udsat for tortur, der havde medført påviselige skader. Videre at ansøgerens søster og to andre fra hans organisation umiddelbart inden ansøgerens udrejse var blevet fængslet. Endelig at ansøgerens søsters skæbne var ukendt. Flygtningenævnet lagde i al væsentlig ansøgerens forklaring til grund, hvorfor ansøgeren herefter sås omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2009/13
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgerne var indrejst samtidigt og var efter det oplyste samlevende i Danmark. Ansøgeren havde ønsket at gifte sig, men havde ikke fået tilladelse hertil fra den kvindelige ansøgers familie. De var derfor stukket af hjemmefra og havde efter at have opholdt sig i en periode i hjemlandet forladt Iran. Ansøgerne havde henvist til, at der var udstedt en arrestordre vedrørende dem. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaring ikke fremstod overbevisende og sammenhængende. Endvidere var der modstridende oplysninger mellem den mandlige ansøgers forklaring og forklaringen fra ansøgerens samlever. Ansøgeren og samleveren havde forklaret, at de begge var opvokset i en navngiven, mindre landsby i nærheden af Marivan, hvor alle havde kendt alle i landsbyen. Uagtet dette havde ansøgeren og samleveren begge forklaret, at de aldrig havde talt alene sammen før den aftalte ”bortførelse” i begyndelsen af 2008. Forud for nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at samleveren havde boet hos sin onkel, der ikke havde dyrehold. I nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at onklen havde dyrehold. Samleveren havde forklaret, at onklen havde været fårehyrde og havde haft en stor dyreflok. Ansøgeren havde forklaret, at han og samleveren efter ”bortførelsen” havde opholdt sig sammen i en plantage tæt ved Teheran i fem-seks måneder, hvor de efter godt en måneds ophold havde fået underretning om den arrestordre, der havde været udstedt imod dem. Ansøgeren havde ifølge samtalereferatet under samtalen med Udlændingeservice oplyst, at det havde været samleverens navngivne fætter, der havde fået lavet arrestordren, og at han lige efter at have fået underretning om arrestordren havde drøftet sin viden med samleveren. Samleveren havde ifølge samtalereferatet med Udlændingeservice oplyst, at myndighederne ikke havde ledt efter hende, og at hun ikke vidste, hvorfor ansøgeren havde skullet sige, at de var eftersøgt af politiet. Samleveren havde i modsætning hertil under nævnsmødet forklaret, at hun godt havde været klar over, at der havde været udstedt en arrestordre, da hun havde været i Teheran med ansøgeren, idet ansøgeren havde fortalte hende om det. Samleveren havde i samtalen med Udlændingeservice – i modsætning til ansøgerens oplysninger – forklaret om, at hun og ansøgeren var blevet religiøst gift under opholdet i Teheran, men havde til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg af slutningen af 2009 og i nævnsmødet erkendt, at denne oplysning ikke havde været rigtig. Samleveren havde ifølge samtalereferatet endvidere forklaret, at hun var blevet udsat for indirekte ubehageligheder fra onklens ægtefælle under opholdet hos onklen, men at hun ikke var blevet slået. Samleveren havde til advokaten og i nævnsmødet forklaret, at hun ofte var blevet slået. Efter en samlet vurdering af ansøgerens og samleverens forklaringer fandt nævnet herefter, at ansøgerens og samleverens forklaringer om de nærmere omstændigheder om ”bortførelsen”, hvorunder de sammen var taget fra landsbyen til Teheran og derefter var udrejst af Iran af frygt navnlig for en udstedt arrestordre og myndighedspågribelse, ikke kunne lægges til grund. Da det efter udlændingelovens § 40 påhviler ansøgeren at sandsynliggøre det asylmotiv, som han påberåber sig, og da nævnet fandt, at dette ikke var sket, fandt nævnet herefter ikke, at ansøgernes forklaring om sit asylmotiv kunne lægges til grund. Ansøgerne havde derfor ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, herunder § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at ansøgerne havde forklaret, at de ikke i øvrigt havde haft nogen konflikter med de iranske myndigheder. Iran/2009/12
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde, efter at have søgt om skilsmisse, mødt en anden mand, som hun havde haft et seksuelt forhold til. På et tidspunkt var det seksuelle forhold mellem ansøgeren og denne mand blevet optaget på DVD. Efterfølgende var ansøgeren blevet uvenner med manden, hvorefter han havde vist DVD’en til ansøgerens ægtefælle. Ægtefællen havde brugt denne DVD som dokumentation for en klage til Den Islamiske Revolutions Domstol. Ægtefællen havde endvidere udsat ansøgerens familie for chikane. Ansøgeren havde herefter taget kontakt til en advokat i Teheran, som havde informeret hende om, at hendes forbrydelse havde været meget alvorligt, idet et ulovligt forhold uden for ægteskab ville blive straffet med døden. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i forbindelse med asylansøgningen og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at hendes asylmotiv var, at hun frygtede straf efter iransk lov som følge af utroskab, at hendes ægtefælle havde udøvet vold, at hun som følge heraf havde søgt om skilsmisse, og at ægtefællen havde kendskab til hendes utroskab. Ansøgeren havde efterfølgende udbygget sin forklaring og havde i den forbindelse forklaret divergerende. Flygtningenævnet fandt derfor, at dele af denne forklaring ikke kunne lægges til grund. Ansøgeren havde dog fastholdt det oprindelige asylmotiv, ligesom hun havde fremlagt fotografier til dokumentation af ægtefællens voldsudøvelse. Hun havde også i hele forløbet fastholdt, at hendes elsker havde truet med at afsløre hendes utroskab overfor hendes ægtefælle ved hjælp af en filmoptagelse, og at ægtefællen efterfølgende havde henvendt sig til hendes forældre og oplyst om ansøgerens utroskab. Under hensyn hertil og til, at der var kulturelle og personlige forhold, der kunne forklare de nævnte troværdighedsproblemer med hensyn til detaljerne i ansøgerens forklaring, fandt nævnet, at essensen i asylmotivet ikke kunne tilsidesættes. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om strafforfølgningen af utroskab i Iran, var ansøgeren herefter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2009/11
Nævnet meddeltei september 2009 opholdstilladelse (K-status) til to mandlige statsborgere fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgerne er brødre. Ansøgerne er shia muslimer, persere og fra Teheran. De havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktive. Den ældste broder havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden i Iran, idet han dels overfor myndighederne havde fortiet, at han jævnligt havde haft kontakt til en ven i USA og dels, at han havde videregivet fortrolige cd´er til vennen i USA. Cd´erne havde han anskaffet sig via sit arbejde på et militært arkiv. Den iranske hær havde derfor anklaget ham for at være spion. Den yngste broder havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden i Iran som følge af broderens forhold, idet han havde hjulpet broderen med at videregive en cd med militærhemmelige oplysninger til broderens ven i USA. Flygtningenævnet udtalte, at selvom den ældste broder først ved samtalen hos Udlændingeservice og senere mere detaljeret havde forklaret om sin kontakt med sin barndomsven, der havde boet i USA, og at han havde forsynet denne med militærhemmelige oplysninger, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne havde videregivet oplysninger og cd´er til en person, der havde boet i USA. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerne ikke havde modtaget penge herfor, og at de havde gjort dette, da de havde været utilfredse med det iranske styre. Herudover lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne var flygtet som følge heraf, og at faderen var blevet arresteret, tilbageholdt og ikke var blevet løsladt. Ligesom i den ældste broders sag, lagde Flygtningenævnet den yngste broders forklaring til grund. Begge ansøgere opfyldte derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingeloven § 7, stk. 1, da de måtte antages at ville blive forfulgt af de iranske myndigheder ved deres tilbagevenden til Iran, og at deres aktiviteter, af myndighederne, ville blive opfattet som rettet mod styret. Iran/2009/10
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring havde nævnet taget særlig hensyn til, at ansøgeren var 16 år gammel. Ansøgeren havde i sin forklaring på en uforbeholden og en umiddelbar måde besvaret spørgsmål i nævnsmødet, og nævnet havde efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger fundet, at oplysningerne i al væsentligt kunne lægges til grund. Dette gjaldt, uanset ansøgeren først til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg havde oplyst om en natlig skudepisode i foråret 2007, og uanset Udenrigsministeriets kilde ifølge Udenrigsministeriets notat havde vurderet, at den tilsigelse og rykker fra domstolen i Shiraz, som ansøgeren havde modtaget i kopi under sit ophold i Danmark, ikke var kopi af ægte dokumenter. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren, der ikke forud havde problemer med de iranske myndigheder, efter opfordring fra nogle lærere på det gymnasium, hvor ansøgeren var elev, havde deltaget i en demonstration mod regimet og for frihed og ytringsfrihed i foråret 2007. Ansøgerens fætter havde også deltaget. Ansøgeren var blevet slået af en betjent og var kommet på hospitalet, men var blevet udskrevet dagen efter. Ansøgerens gymnasium havde meddelt, at ansøgeren herefter ikke kunne fortsætte som elev på gymnasiet. Ansøgerens forklaring herom var bestyrket ved den fremlagte erklæring fra foråret 2007 fra skoleinspektøren på gymnasiet, som var vedhæftet som bilag til sagen, men først oversat i nævnsmødet. Ansøgeren var blandt andet sammen med sin fætter fortsat med at skrive slogans og uddele løbesedler på opfordring fra de demonstrerende læreres organisation. En nat i foråret 2007 havde ansøgeren været fører af en personbil. I bilen havde siddet tre andre, herunder en person på cirka 30 år, der var stærk modstander af regimet. Den pågældende havde dirigeret bilen til et bestemt sted og her skudt med en pistol mod en navngiven myndighedsperson, der var blevet ramt i ansigtet. Efterfølgende havde ansøgeren taget ophold i hjemmet, men var flygtet senere i foråret 2007, da en række personer fra enten politiet eller efterretningstjenesten havde indfundet sig for at anholde ansøgeren. Ansøgeren havde taget ophold hos sin bedstefar, hvorefter han i foråret 2007 efter sin bedstefaders bestemmelse var udrejst af Iran. Nævnet lagde efter ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgerens fætter og den nævnte 30-årige person var blevet anholdt, fætteren en uge efter ansøgerens udrejse, og at disse nu havde været anholdt i cirka halvandet år. Det indgik endvidere i nævnets samlede vurdering, at ansøgerens far gennem en årrække havde tilkendegivet sin modstand mod de iranske myndigheder, og at faderen herunder havde været frihedsberøvet i Iran og siden var flygtet. Endvidere havde ansøgerens lillebror været kortvarigt tilbageholdt, og ansøgerens mor, der fortsat boede i hjemmet i Shiraz, havde måttet stille et skøde som kaution for at få lillebroderen løsladt. Nævnet fandt, at en samlet vurdering af ansøgerens forhold på den ovennævnte baggrund indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran kunne risikere hos de iranske myndigheder at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, og at ansøgeren derfor havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2008/9
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet fandt efter det foreliggende at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det var nævnets indtryk, at ansøgerens oplysninger fremstod selvoplevede, og han havde afgivet en konsistent og detaljeret forklaring om hændelsesforløbet. Nævnet fandt derfor at måtte lægge ansøgerens forklaring til grund i sin helhed. Det lagdes herefter til grund, at der i efteråret 2007 var fremkommet adskillige anonyme telefoniske henvendelser til ansøgerens forældre med trusler og skældsord rettet imod ansøgeren og hans bror med beskyldninger om at være overgået til kristendommen, at broderen ligeledes i efteråret 2007 var blevet overfaldet af ukendte personer af samme grund, at ansøgeren og hans bror senere i 2007 hver havde modtaget et anonymt trusselsbrev ligeledes med henvisning til, at de var kristne. Hertil kom oplysningerne om telefonopringningerne til forældrene angående identificering af ansøgeren og hans bror på retsmedicinsk institut. Endelig lagdes det til grund, at myndighederne havde henvendt sig på bopælen i begyndelsen af 2008 med henblik på at anholde ansøgeren og hans bror samt ransage bopælen. På denne baggrund kunne nævnet ikke afvise, at ansøgeren efter myndighedernes opfattelse var konverteret til kristendommen. Når der endvidere blev henset til de indledte rettergangsskridt, kunne nævnet videre ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2008/8
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren først til sin beskikkede advokat havde oplyst om aktiviteter for KDPI. Under samtalen med Udlændingeservice blev ansøgeren direkte spurgt, om han havde haft politiske aktiviteter for partiet, hvortil han svarede benægtende. Uanset ansøgerens begrundelse for denne divergens kunne Flygtningenævnet herefter ikke lægge vægt på ansøgerens forklaringer om sine politiske aktiviteter. Ansøgeren havde i øvrigt som sit asylmotiv henvist til, at en navngiven piges familie stræbte ham efter livet og havde anmeldt ham til myndighederne i Iran, fordi ansøgeren havde krænket pigens families ære. Ansøgeren havde forklaret udbyggende og usammenhængende omkring trusler fra pigens familie og indkaldelser fra myndighederne. På baggrund heraf og under hensyn til, at ansøgeren havde opholdt sig cirka fem år i Iran efter tilbagekomst fra Irak, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren efterstræbtes af myndighederne på grundlag af anmeldelse fra pigens familie, eller at pigens familie efterstræbte ansøgeren. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 7. marts 2008 om forholdene for iranske kurdere, der efter mange år i Irak vender tilbage til Iran, at de ikke er velkomne, og at myndighedernes generelle undertrykkelse af dem i iransk Kurdistan er skærpet. Det fremgår imidlertid endvidere, at iranere, der har opholdt sig i Vesten, generelt frit kan vende tilbage, hvis de ikke er skyldige i alvorlige forbrydelser mod iranske borgere eller myndighedspersoner. Under hensyn til det, der var anført ovenfor om ansøgerens asylmotiv - herunder navnlig, at ansøgeren havde opholdt sig i cirka fem år i Iran efter at være vendt tilbage fra Irak, og under hensyn til, at der ikke var holdepunkter for, at ansøgeren var blevet eksponeret under opholdet i Danmark - fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Iran/2008/7
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Under et ophold i Aserbajdsjan deltog ansøgeren i1993 i en flykapring, der skulle bringe ham til Norge, hvor han agtede at søge asyl. Ansøgeren blev dømt i Rusland for sin medvirken til flykapringen og blev senere meddelt afslag på asyl i Norge. I 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, hvorved nævnet lagde til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse af de i udlændingelovens § 7, stk. 1, anførte grunde. Et flertal af nævnets medlemmer fandt imidlertid, at ansøgeren var udelukket fra asyl, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Ansøgeren blev samtidig pålagt at udrejse. Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1, bestemte nævnet, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran eller et land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Iran, jf. den dagældende udlændingelovs § 33, stk. 1 og 2, samt § 31, stk. 1, og § 31, stk. 2, 1. pkt. I 2006 anmodede ansøgerens advokat Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren som følge af flykapringen sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse fra 2002 havde ansøgeren i 1993 gjort sig skyldig i flykapring. Ansøgeren blev ved en russisk domstol idømt fem års fængsel for forbrydelsen. Ansøgeren blev løsladt efter afsoning af straffen i 1997. Ved spørgsmålet om anvendelse af Flygtningekonventionens art. 1 F (b) fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin handling havde begået en ”alvorlig ikke-politisk forbrydelse”, hvilket ikke var bestridt af ansøgeren og den beskikkede advokat. De pågældende havde imidlertid gjort gældende, at udelukkelsesgrunden i art. 1 F (b) ikke skulle bringes i anvendelse i forhold til ansøgeren, og havde som begrundelse herfor henvist til ansøgerens rolle og psykiske tilstand på gerningstidspunktet samt til, at ansøgeren havde afsonet sin straf, og at der var forløbet adskillige år, siden handlingen blev begået. Af UNHCR´s Background Note fra september 2003, Guidelines on international protection: “Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relation to the Status of Refugees”(Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 47) anføres i punkt 85: ”Hijacking is an internationally condemned act as reflected by a number of the treaties listed in Annex D, but an act of hijacking does not automatically exclude the perpetrator from refugee status. Rather, it requires consideration of the exclusion clauses, notably Article 1F(b), in the light of the particular circumstances of the case. It is evident that hijacking poses a grave threat to the life and safety of innocent passengers and crew. It is for this reason that there is so much opprobrium attached to acts of hijacking. Thus, acts of hijacking will almost certainly qualify as “serious” crimes and the threshold for the proportionality test will be extremely high – only the most compelling circumstances can justify non-exclusion for hijacking”. Ved bedømmelsen af forbrydelsens karakter lagde nævnet blandt andet vægt på oplysningerne om ansøgerens rolle i flykapringen, der var detaljeret beskrevet i ansøgerens forklaringer til en norsk politirapport i 1993, der var underskrevet af ansøgeren, og en norsk politirapport senere i 1993, hvor afhøringen var foretaget under tilstedeværelse af ansøgerens advokat, der senere skriftligt havde fremsat rettelser hertil. Nævnet kunne derfor ikke tillægge det betydning, at ansøgeren under nævnsmødet havde forklaret anderledes om sin rolle i flykapringen. Nævnet havde videre lagt vægt på, at flykapringen blev begået uden for hjemlandet, og at flykapringen efter det foreliggende ikke var den eneste måde, hvorpå ansøgeren kunne forlade Aserbajdsjan. På baggrund af det anførte om forbrydelsens alvorlige karakter fandt nævnet ikke, at der skulle lægges afgørende vægt på, at ansøgeren var dømt for handlingen og havde afsonet straffen. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der burde lægges afgørende vægt på den tid, der var forløbet siden forbrydelsen blev begået. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens psykiske tilstand på gerningstidspunktet, bemærkede nævnet, at ansøgeren blev udleveret af de norske myndigheder til de russiske myndigheder, hvor han efter det foreliggende blev idømt en almindelig fængselsstraf på fem år. De lægelige oplysninger gav ikke grundlag for at antage, at ansøgerens psykiske tilstand på gerningstidspunktet havde været af en sådan karakter, at udelukkelsesgrunden efter Flygtningekonventionens art. 1 F (b) ikke burde bringes i anvendelse. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgeren fortsat måtte udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Iran/2008/5
Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (K- status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en by nær den iransk-irakiske grænse, hvor det meste af ansøgerens familie fortsat er bosiddende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI og udført aktiviteter for partiet i form af uddeling af løbesedler, ligesom han havde deltaget i en lukket particelle i hjembyen. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren 14-16 dage før udrejsen var blevet advaret af sin bror om, at to af particellens medlemmer var blevet anholdt og havde angivet ansøgeren. Flertallet lagde ved sin vurdering af ansøgerens forklaring vægt på, at den fremstod som selvoplevet, og at ansøgerens første samtale med Udlændingeservice fremstod forholdsvis kortfattet. Flertallet kunne på denne baggrund heller ikke afvise ansøgerens oplysninger om, at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på bopælen vedrørende ansøgeren. På denne baggrund fandt flertallet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2008/2
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i sit hjemland havde uddelt partiaviser for KDPI, og at der under en husundersøgelse var fundet et eksemplar af en partiavis på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI i en kortere periode forud for udrejsen, og at ansøgeren tre gange havde uddelt aviser for partiet. Uanset, at ansøgerens forklaring på nogle punkter havde fremstået upræcis, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne efter anholdelsen af ansøgerens kontaktperson havde ransaget ansøgerens bopæl og medtaget en KDPI-avis, og at myndighederne efterfølgende havde rettet yderligere henvendelse på bopælen samt haft denne under observation. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af sine aktiviteter for KDPI. Iran/2008/16
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Af denne fremgik blandt andet, at han havde ønsket at fremstille en film med et politisk sigte. Videre at han havde opgivet dette, efter at han havde været frihedsberøvet og herunder været udsat for hårdhændet behandling. Ansøgeren havde ikke derefter haft politiske aktiviteter. Det fremgik endeligt, at ansøgeren var blevet sat i forbindelse med nogle personer, som dels var henrettet og dels havde fået langvarige fængselsstraffe. Under de foreliggende omstændigheder lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling. Iran/2008/15
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde forklaret, at hun var aktiv for et parti, der kæmper for arabernes rettigheder. To af ansøgerens brødre var medlemmer af partiet. Den 15. april 2005 deltog ansøgeren i en demonstration rettet mod det iranske styre. Ansøgerens søskende deltog i demonstrationen. En af ansøgerens brødre bad hende om at medbringe nogle flag og papirer. Under demonstrationen blev der råbt slagord mod styret. Ansøgeren hørte skud og flygtede sammen med to af sine brødre. En anden af ansøgerens brødre og hendes søster forsvandt og blev fundet dræbt nogle måneder efter demonstrationen. Cirka en måned efter, at ligene af ansøgerens bror og søster blev fundet, ransagede de iranske myndigheder ansøgerens families bopæl. I ansøgerens værelse fandt myndighederne nogle cd’ere indeholdende politisk materiale, som de konfiskerede sammen med ansøgerens id-kort. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber fra Iran. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagde nævnet vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende på flere punkter og ikke havde kunnet oplyse nærmere om væsentlige punkter i det angivne forløb. Ifølge samtalen hos Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at hun afsluttede sin gymnasiale uddannelse i sommeren 2005 og herefter deltog i et fem måneders forberedelseskursus. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at hun havde afsluttet sin gymnasiale uddannelse flere måneder forud for demonstrationen den 15. april 2005, fordi hun var særlig dygtig, samt at hun ikke havde deltaget i et forberedelseskursus, men alene læst hjemme. Ansøgeren havde forklaret, at hun ikke havde følt sig tryg ved tolken ved samtalen. Nævnet fandt ikke, at dette på overbevisende måde kunne forklare, hvorfor hun skulle have afgivet urigtige oplysninger om sine uddannelsesforhold. Nævnet lagde herefter ansøgerens oprindelige forklaring til grund om uddannelsesforholdene. Ansøgeren havde i øvrigt under nævnsmødet forklaret, at hendes politiske aktiviteter startede efter demonstrationen, og at der cirka syv måneder efter demonstrationen var sket husransagning på bopælen, hvilket havde fået ansøgeren til at flytte til sine morbrødre i en nærliggende landsby, hvor hun opholdt sig, indtil hun tog til Teheran i november 2006. Nævnet bemærkede, at det forekom usandsynligt, at ansøgeren uden at blive pågrebet havde kunnet opholde sig cirka et år hos morbrødrene efter den angivne husransagning. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter havde været upræcis og til dels uoverensstemmende. Ifølge samtalen hos Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at hun til at begynde med hjalp sine søskende. Over for nævnet havde ansøgeren forklaret, at hun først begyndte sine aktiviteter efter demonstrationen og efter at hendes søskende var forsvundet eller gået under jorden. På baggrund af det anførte kunne nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Det forhold, at ansøgeren er af arabisk afstamning, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Det bemærkedes herved, at den diskrimination, der udøves over for den arabiske del af befolkningen i Iran, ikke fandtes at være så omfattende og intensiv, at den kunne anses for forfølgelse i flygtningekonventionens forstand. Det forhold, at ansøgeren havde fået et barn uden for ægteskab med en herboende mand, kunne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun forud for udrejsen havde været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, eller at hun ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2008/12
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fader arbejdede i militæret og havde adgang til en række hemmelige oplysninger, hvorfor ansøgerens familie blev overvåget. Ansøgeren havde på et tidspunkt en kæreste i Danmark, som hun havde telefonisk kontakt med. Telefonen blev aflyttet, hvorefter ansøgeren og forældrene skulle møde i retten. I retten fik ansøgeren forbud mod at fortsætte med at have kontakt med kæresten på grund af faderens stilling, og forældrene blev suspenderet. Forældrene og ansøgeren skulle herefter underskrive en erklæring, for at forældrene kunne genoptage deres arbejde. Ansøgeren fortsatte imidlertid med at have kontakt med sin kæreste og begyndte at arbejde som stewardesse, hvilket gjorde det muligt for hende at udeblive fra sit arbejde og uden forældrenes tilladelse udrejse til kæresten i Danmark. I Danmark flyttede ansøgeren sammen med sin kæreste, som hun indledte et seksuelt forhold til. Efter nogen tid rettede efterretningstjenesten henvendelse til forældrene for at høre, hvor ansøgeren befandt sig. I Danmark havde kæresten forinden brudt med ansøgeren, og ansøgerens forældre var blevet vidende om, at ansøgeren havde haft et udenomsægteskabeligt forhold, hvilket faderen oplyste myndighederne om. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at de iranske myndigheder havde interesseret sig for ansøgerens forhold som følge af faderens stilling i militæret og havde rettet henvendelse til faderen, da ansøgeren var udeblevet fra sin stilling som stewardesse. Efter ansøgerens forklaring lagdes det endvidere til grund, at ansøgeren under samtale med sine forældre havde måttet erkende, at hun havde haft et seksuelt forhold med den mand, som hun havde regnet med at blive gift med, mens de havde boet sammen. Det måtte endvidere anses for sandsynliggjort, at ansøgerens fader til dels for at forsvare sin position havde videregivet oplysningerne om ansøgerens seksuelle forhold til de iranske myndigheder. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningerne om de aktuelt forværrede menneskerettighedsforhold i Iran fandtes det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i risiko for straf efter de strenge islamiske regler, som ansøgeren skulle beskyttes mod efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2008/11
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste første gang i 2000 på et besøgsvisum. Under sit første ophold i Danmark søgte han om arbejds- og opholdstilladelse, men blev i 2002 meddelt endeligt afslag af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Han indrejste på ny i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er perser, shia-muslim og fra en mindre by i Iran. Han havde ved enkelte lejligheder deltaget i demonstrationer, men havde ellers ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han for cirka 20 år siden og cirka otte år siden havde været tilbageholdt af myndighederne. Den sidste gang i seks måneder, hvorefter han var blevet løsladt mod kaution og meldepligt. Ansøgeren frygtede endvidere at blive forfulgt ved sin tilbagevenden, fordi han illegalt var flygtet, ligesom han ikke havde opfyldt sin meldepligt. Ansøgeren var indrejst i Danmark i 2000. Han havde herefter med sikkerhed opholdt sig i mindst cirka syv måneder i Danmark, idet han i 2001 var mødt hos politiet i Danmark, hvor han havde fået forkyndt et afslag på fortsat opholdstilladelse. Efter ansøgerens seneste forklaring havde de to tilbageholdelser, som han angav som væsentligste asylårsag, fundet sted forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2000. Dengang havde han legalt kunnet udrejse af Iran, ligesom han ikke under sit ophold i 2000/2001 i Danmark havde søgt om asyl. Selv om det lagdes til grund, at han fra 2000 til 2007 skulle være vendt tilbage til Iran, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han var i risiko for en asylrelevant forfølgelse ved sin tilbagevenden til Iran. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet vægt på, at han – efter sin forklaring – stort set uproblematisk havde kunnet opholde sig i Iran fra 2001 til 2007. Den omstændighed, at han – efter sin forklaring – var udrejst illegalt af Iran, kunne ikke føre til noget andet resultat. Iran/2008/10
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var en sekstenårig ung mand og moden af sin alder, havde haft sin opvækst hos bedsteforældrene fra han var seks år. Han havde gennemført et skoleforløb frem til sidste år før studentereksamen, da han sammen med farfaderen var taget på familiebesøg i Danmark. Da ansøgeren valgte at blive i Danmark, havde farfaderen ikke foretaget sig noget med hensyn til at tvinge ansøgeren med tilbage til Iran. Ansøgeren har slægtninge i Iran. Udover moderen, som han ikke har kontakt med, har han en morbroder og en farbroder, som han har kontakt med. Det kunne i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lægges til grund, at han havde været udsat for en ind imellem håndfast opdragelse, men der var ikke grundlag for at antage, at han havde været udsat for overgreb af en sådan intensitet, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2008/1
Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran,. Indrejst i 1999. I 2001 meddelte Udlændingeservice afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i september 2001 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I sommeren 2006 modtog Flygtningenævnet et brev som fremstod som en genoptagelsesanmodning fra en række iranske asylansøgere, herunder ansøgeren. I efteråret 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele asylsagsforløbet – fra asylansøgningsskemaet udfærdiget i august 1999 til det seneste fremmøde i Flygtningenævnet – havde henvist til to hovedforhold som begrundelse for at søge asyl, dels sine politiske aktiviteter, dels frygten for sin tidligere ægtefælle. I relation til sine politiske aktiviteter havde ansøgeren henvist til, at hun, mens hun stadig boede i Iran, var aktiv kvindesagsforkæmper, ligesom hun støttede GAM. Mens hun havde boet i Danmark, havde hun i et begrænset omfang fortsat sine politiske aktiviteter herunder ved deltagelse i demonstrationer - og hun havde senest i sommeren 2006 deltaget i demonstrationer til støtte for sultestrejkende iranere ved Christiansborg Slotsplads. I relation til sin tidligere ægtefælle havde hun henvist til, at han – selv efter de mange år – havde et jalousibegrundet had/kærlighedsforhold til hende, og at han ved hendes udrejse var – og stadig er – en magtfuld mand i Iran. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens politiske aktiviteter – hverken enkeltvis eller samlet – var af en sådan karakter og omfang, at dette kan begrunde asyl. Hertil kom, at den omstændighed, at ansøgeren havde været gift med en person, der er magtfuld i Iran, heller ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid, at der ikke kunne ses bort fra, at ansøgerens tidligere ægtefælle – som ansøgeren vedholdende havde forklaret – stadig holdt øje med hende og til tider fortsat truede hende. Flertallet lagde også i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde en datter sammen med ham, og at datteren stadig boede hos eksmanden. Da det som ubestridt kunne lægges til grund, at den tidligere ægtefælle stadig er magtfuld i Iran, og da der ikke kunne ses bort fra, at ansøgeren som følge af sine politiske aktiviteter – herunder ved de seneste demonstrationer i sommeren 2006 – som følge af eksmandens indgriben kunne få problemer med de iranske myndigheder ved sin tilbagevenden til Iran, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vender tilbage til Iran. Flertallet lagde ved vurderingen heraf tillige vægt på, at ansøgeren ikke kunne forventes at få myndighedernes beskyttelse, såfremt hun skulle blive truet og forulempet af den tidligere ægtefælle ved sin tilbagevenden til Iran. Endelig lagde flertallet lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Danmark var blevet gift med en iraner, der bekender sig til Bahai-troen, idet eksmanden også i den forbindelse havde fremsat grove trusler mod ansøgeren.Iran/2007/18
Nævnet stadfæstede i august 2007 på ny Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Den pågældende var tidligere meddelt afslag på asyl. I 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund for afgørelsen, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Nævnet kunne fortsat ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Det forhold, at ansøgeren havde medvirket i et tv-indslag, hvor hans navn og nationalitet var fremgået, fandtes ikke at kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at indslaget vedrørte forholdene for afviste asylansøgere, der havde opholdt sig i lang tid i Danmark, og at ansøgeren alene havde udtalte sig om sine egne helbredsforhold samt længden af sit ophold i Danmark. Ansøgeren havde således ikke udtalt sig om forholdene i Iran og havde heller ikke fremsat kritik af de iranske myndigheder. Det forhold, at de iranske myndigheder måtte være bekendt med, at ansøgeren havde søgt asyl i Danmark, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Home Office Country of Origin Information Report af 4. maj 2007, pkt. 28.13, hvoraf det blandt andet fremgår, at afviste asylansøgere ikke møder væsentlige problemer ved en tilbagevenden til Iran, medmindre der er tale om profilerede personer. Som følge af det anførte, og da det forhold, at ansøgeren nu havde befundet sig i Danmark i mange år, ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Iran/2007/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var blevet døbt i en kristen kirke i Danmark, og at han også i hjemlandet i en årrække kom i den kristne armenske kirke i Teheran. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at en bekendt kort før ansøgerens udrejse i 2004 havde givet ham oplysninger om, at ansøgeren stod på en liste over eftersøgte, fordi han havde missioneret i Teheran. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at han var blevet indkaldt til Revolutionsretten. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på følgende: At ansøgeren i 2004 kunne udrejse, genindrejse og udrejse på ny på sit ægte nationalitetsbevis uden problemer, at ansøgeren først søgte asyl efter Udlændingeservices afslag på familiesammenføring i foråret 2005, at to uafhængige lokale kilder havde vurderet, at en fremlagt tilsigelse næppe var ægte, og at ansøgerens forklaring forekom udbygget i løbet af sagens behandling og senest under nævnsmødet. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder var bekendt med hans interesse for kristendommen forud for hans udrejse. Den eneste sandsynlige måde, myndighederne skulle kunne blive oplyst om hans konvertering i Danmark, måtte antages at være, såfremt ansøgerens tidligere svigersøn skulle henvende sig til myndighederne herom. Ansøgerens tidligere svigersøn havde her i landet gennem henvendelser til myndighederne forsøgt at forhindre, at ansøgeren fik bevilget opholdstilladelse og havde udøvet vold mod ansøgeren. Efter det oplyste verserede der en skiftesag mellem den tidligere svigersøn og ansøgerens herboende datter. Den tidligere svigersøn opholdt sig efter det oplyste for tiden i Iran. Flygtningenævnet fandt ikke ansøgerens forklaring om årsagen til en søns død og om ansøgerens telefonsamtaler med sine to børn dagen før nævnsmødet overbevisende. Flygtningenævnet kunne efter en samlet vurdering herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens tidligere svigersøn skulle have eksponeret ansøgeren i hjemlandet. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran2007/16
Nævnet stadfæstede i december 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde blandt under sagen forklaret, at myndighederne havde fået kendskab til, at der havde fandtes cd’ere med ulovlige bøger og Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger på en computer i hans varetægt. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerede asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring under mødet i nævnet ikke fremtrådte som troværdig, og at ansøgerens forklaringer under sagen havde været divergerende, indbyrdes modstridende og ikke nærmere konkretiserede. Ansøgeren havde blandt andet i sit asylansøgningsskema forklaret, at han smadrede vennens cd’ere efter at have set indholdet, mens ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at vennen fik sine cd’ere tilbage, og han fastholdt dette efter at være blevet gjort bekendt med det i asylansøgningsskemaet anførte. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet på ny, at han smadrede vennens cd’ere. Ansøgerens forklaring om, hvilken rolle faderens ven, der var dommer, havde haft og om dommerens kendskab til sagen, forekom usandsynlig og blev udbygget væsentligt under nævnsmødet. Det forekom desuden usandsynligt, at ansøgerens ven skulle overdrage en computer til ansøgeren til reparation, og at vennens fader i forbindelse hermed skulle have lagt ulovligt materiale på computeren og samtidigt anmeldt ansøgeren til myndighederne, eller at forholdet på anden måde skulle være kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgeren forklarede endvidere først under nævnsmødet, at ansøgerens faders hovedbeskæftigelse var som chef for en enhed under det iranske styre, hvor faderen angiveligt fortsat skulle arbejde. Ansøgeren forklarede videre, at faderens tidligere oplyste beskæftigelser med udgivelse af en avis og som indehaver af en edb-forretning alene var bibeskæftigelser. Flygtningenævnet tillagde det endelig vægt, at ansøgeren udrejste legalt på eget ægte nationalitetspas isat visum til Danmark og at passet blev udstedt i oktober 2006 efter ansøgerens angivelige tilbageholdelse. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2007/15
Nævnet meddelte i september 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund ved sagens afgørelse, at ansøgerens tidligere ægtefælle var flygtet fra Iran i 2003, og at han i 2004 var blevet meddelt asyl i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7 stk. 1. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren på grund af sin politiske aktivitet havde haft konflikter med myndighederne i 1998 og i 2003 efter ægtefællens flugt, hvor hun var blevet anholdt og havde været fængslet i tre dage. Uanset, at ansøgerens forklaring om, at hendes storebror i 1983/1984 havde begået æresdrab på hendes mor, og at han senere var blevet frikendt for straf for dette, først var fremkommet under samtalen med ansøgers advokat, fandt Flygtningenævnet at måtte lægge denne forklaring til grund. Det lagdes ligeledes lagt til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælle i forbindelse med skilsmissen oplyste overfor sin familie, at ansøgeren havde været ham utro, samt at dette efterfølgende var blevet oplyst overfor hendes familie, herunder hendes bror. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller overgreb, samt at myndighederne ikke kunne forventes at yde hende beskyttelse herimod. Iran/2007/14
Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservice afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran ville blive anholdt og torteret af de iranske myndigheder. Ansøgeren havde herved henvist til, at han var eftersøgt af myndighederne, fordi han kort tid inden sin udrejse havde overfaldet en person fra Sepah i forbindelse med, at myndighederne var i færd med uretmæssigt at fratage ansøgeren og 23 andre deres ejendomme. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at han i forbindelse hermed satte ild til to køretøjer tilhørende Sepah, hvorefter han flygtede og holdt sig skjult indtil sin udrejse. Ansøgeren havde yderligere forklaret, at han utallige gange havde været kortvarigt tilbageholdt af myndighederne for forskellige forhold i lighed med mange andre, og at han i forbindelse hermed havde været underkastet tortur. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for disse tilbageholdelser, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at tilbageholdelserne havde været kortvarige, at de ikke havde været begrundet i asylrelevante forhold, at de var sket over en årrække, og ikke havde medført yderligere sanktioner overfor ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren som af ham forklaret i lighed med 23 andre grundejere havde haft en konflikt med Sepah i forbindelse med pålægget om fraflytning af ejendommene. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var eftersøgt af de iranske myndigheder, idet flertallet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han havde slået en person fra Sepah med et spadeskaft og efterfølgende havde sat ild til to biler tilhørende Sepah. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom og om den efterfølgende flugt ikke var fremtrådt som sammenhængende og troværdig, herunder med hensyn til ansøgerens forklaring om at have hældt cirka tre liter benzin, som han forinden havde hentet i hjemmet, ud over de to biler og efterfølgende sat ild til benzinen mellem bilerne ved hjælp af en lighter. Flertallet lagde videre vægt på, at ansøgerens troværdighed var svækket af, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema og under samtalen hos Udlændingeservice havde påberåbt sig en tilknytning til de iranske monarkister. Ansøgeren havde under samtalen med advokaten og under mødet i nævnet oplyst, at denne forklaring var opdigtet. Flygtningenævnets flertal fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. Iran/2007/13
Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1979. Indrejst i 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det på det foreliggende grundlag måtte lægges til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste med det formål at hverve ham som agent, at ansøgeren havde indgået aftale med efterretningstjenesten herom, og at ansøgeren herefter havde benyttet den første lejlighed til at flygte. Ansøgeren havde forklaret konsistent herom under hele sagen, og det kunne ikke afvises, at ansøgeren var kommet i efterretningstjenestens søgelys som følge af nærtstående familiemedlemmers politiske aktiviteter. På denne baggrund fandt flertallet det sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af konflikt med efterretningstjenesten ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2007/10
Nævnet meddelte i april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, samt et barn. Indrejst i 2003. Ansøgeren var oprindelig shia-muslim af trosretning, men konverterede til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren og hendes barn blev døbt i en dansk kirke i maj 2005. Nævnet meddelte senere i maj i 2005 ansøgeren og barnet afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt dengang ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder, eller at de iranske myndigheder på anden måde havde skaffet sig kendskab til hendes dåb. Flygtningenævnet har endvidere bemærket, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var, at hun skulle have været indkaldt til en iransk revolutionsdomstol for overtrædelse af alkoholforbud eller for en anklage for at have organiseret prostitution. Flygtningenævnet havde imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra august 2004, at et af ansøgeren i den anledning fremlagt dokument, hvorved hun var blevet indkaldt til at give møde i en revolutionsdomstol i Teheran, af den lokale kilde var blevet vurderet til at være et ikke ægte dokument. Flygtningenævnet fandt af de grunde, der var anført i Flygtningenævnets beslutning fra maj 2005, ikke at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller efterstræbt af de iranske myndigheder, og at ansøgeren heller ikke i maj 2005 som følge af konverteringen til kristendommen havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren og dennes familie i perioden efter maj 2005 havde været meget langvarigt og massivt omtalt i aviser og tv, herunder landsdækkende tv. Der var således gentagne gange berettet om ansøgerens konvertering fra islam til kristendommen. Der havde været afholdt offentlige møder om hendes sag, og der havde i stor udstrækning været offentlig debat om hendes sag. Ved dette fandt nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af den massive omtale var blevet eksponeret på en sådan måde, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at komme i de iranske myndigheders søgelys som følge af konverteringen og derved risikerer at blive udsat for asylrelevante overgreb. Iran/2007/9
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1964. Indrejst i 1997. Ansøgeren er shia-muslim af trosretning. Udlændingeservice meddelte senere i 1997 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet ansøgningen måtte anses for åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3. I 1999 blev ansøgeren af byretten dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og dømt til psykiatrisk behandling på hospital for sindslidende samt udvist af Danmark med indrejseforbud i tre år. I 2004 besluttede Udlændingeservice at genoptage behandlingen af ansøgerens asylsag, efter at Dansk Flygtningehjælp havde fremsendt et dokument, som ansøgeren havde fremskaffet til brug for sagen. Det fremgår af dokumentet, der var en tilsigelse til den Islamiske Revolutionsdomstol i Teheran, at ansøgeren skulle møde ved domstolen på et nærmere angivet tidspunkt i februar 1997. Såfremt den tilsagte ikke mødte op, ville der blive udstedt en anholdelsesordre. I februar 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgår, at ansøgeren havde givet divergerende oplysninger om sin identitet, og at han tidligere havde søgt asyl i Tyskland. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han i lange perioder havde opholdt sig uden for hjemlandet. Ansøgeren havde ikke for nævnet på overbevisende vis kunnet forklare om sine forhold, herunder at han skulle være forfulgt på grund af sit kunstneriske virke for en oppositionsgruppe samt idømt en frihedsstraf, der ikke var blevet afsonet. Det fremgik endvidere af de lægelige oplysninger, at ansøgeren var lidende af sindssyge, præget af vrangforestillinger, muligvis skizofreni, og at ansøgerens realitetsopfattelse havde været læderet. I forbindelse med den retspsykiatriske undersøgelse var der ikke fundet objektive tegn på, at ansøgeren havde været udsat for fysiske overgreb, der relaterede sig til tortur, ligesom der heller ikke var noget i mentalerklæringen, der tydede på, at ansøgerens sindssygdom kunne have relationer hertil. Uanset om ansøgeren – som af denne angivet havde været udsat for tortur, kunne dette ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter det foreliggende fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt videre ikke, at der var andre grunde til, at udsendelse ikke kunne ske, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1995. Iran/2007/8
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i januar 1999, efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter en bestemmelse i udlændingelovens § 9. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren, som påbegyndte sin militærkarriere under Shahen, havde efterfølgende forsat denne og afsluttet denne med en høj rang. Ansøgeren havde oplyst, at han stedse under tjenesten havde opfyldt sine pligter. Som asylmotiv havde ansøgeren angivet, at han ikke havde givet møde i anledning af tilsigelser, som han havde modtaget for mere end fem år siden. Under opholdet her i landet havde han fået forlænget sit iranske pas. Ansøgeren havde i 2002 været i hjemlandet, hvor han ind- og udrejste gennem lufthavnen i Teheran. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved den seneste udrejse havde været forfulgt og fandt heller ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens familiemæssige forhold eller de generelle forhold i hjemlandet kunne føre til en ændret vurdering. Iran/2007/7
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han var eftersøgt af de iranske myndigheder for politiske aktiviteter som medlem af Det Iranske Kommunistiske Arbejdsparti. Nævnet lagde ansøgerens forklaringer til grund om, at han tidligere havde siddet fængslet på grund af politiske aktiviteter i to et halv år frem til 2001, hvor han blev løsladt med meldepligt i forbindelse med en højtid. Nævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgeren i tiden efter sin løsladelse havde udført politiske aktiviteter, som var kommet til myndighedernes kendskab og dermed heller ikke, at hans bopæl var blevet opsøgt og ransaget forinden hans udrejse. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret udbyggende om disse forhold, og at han først ved samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at han skulle være blevet angivet til myndighederne. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var i risiko for asylretlig forfølgelse som følge af politiske aktiviteter. Ansøgeren havde i anden række gjort gældende, at han ved en hjemvenden var i risiko for forfølgelse som følge af sin manglende overholdelse af meldepligten sammenholdt med sit tidligere politiske engagement og familiens profilering. Ved vurderingen af dette asylmotiv lagde nævnet vægt på, at det som ovenfor nævnt kunne lægges til grund, at ansøgeren tidligere havde været langvarigt fængslet for politisk virksomhed, ligesom nævnet heller ikke fandt grund til at betvivle ansøgerens forklaring om, at fem brødre havde været fængslet for lignende virksomhed, og at de to var blevet henrettet. Ansøgerens familie måtte således betragtes som værende ganske profilerede i forhold til myndighederne som politiske modstandere. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren ved en hjemvenden efter illegal udrejse og manglende overholdelse af meldepligt måtte anses for at være i risiko for på ny at komme i myndighedernes søgelys som politisk modstander, og dermed at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2007/6
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til frygt for dødsstraf eller anden uforholdsmæssig straf for utroskab, hvis hun vendte tilbage til Iran. Nævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret konsekvent og sammenhængende under hele sagen, og at hun også for nævnet havde givet et troværdigt indtryk. Nævnet fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte hendes forklaring, og fandt det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til en anden end ægtemanden. Efter ansøgerens forklaring fandt nævnet det derfor også sandsynliggjort, at forholdet var kommet til ægtemanden og gennem ham til myndighedernes kundskab. Den rejste tvivl om ægtheden af en fremlagt domsudskrift fandtes ikke tilstrækkelig til at ændre herved. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2007/5
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1946. Indrejst i december 2000. I foråret 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på asyl. Ved dom fra november 2002 blev ansøgeren dømt til anbringelse på hospital for sindslidende for drab og forsøg herpå. Ansøgeren blev endvidere udvist af landet for bestandig. I foråret 2005 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin asylsag. Senere i 2005 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingeservice, da ansøgeren havde oplyst et nyt asylmotiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig risikoen for dobbeltstraf, herunder dødsstraf i hjemlandet, samt risiko for at blive udsat for hævn fra afdødes familie, som ville stræbe ham efter livet. I oktober 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingeservice udtalte videre, at såfremt Flygtningenævnet skulle finde, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, var det Udlændingeservices opfattelse, at afgørende grunde taler imod, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at den omstændighed, at ansøgeren måtte risikere dobbeltstraf, ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sit asylmotiv, blandt andet vedrørende et fremlagt brev og omstændighederne, hvorunder han kom i besiddelse af brevet, vedrørende kontakten og kendskabet til afdødes familie og vedrørende afdødes faders status, måtte det efter det i NN’s asylsag oplyste tillægges vægt, at afdødes familie ønskede at hævne sig. Hertil kom oplysninger om en afbrændt bus. Endelig havde drabssagen været omtalt i medierne, og ansøgeren havde under sagen haft kontakt med repræsentanter for den iranske ambassade. Under disse omstændigheder, og da det var usikkert om ansøgeren i den foreliggende situation med sikkerhed kunne påregne at få de iranske myndigheders beskyttelse mod afdødes families ønske om hævn, fandt Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid fandtes særlige grunde at tale imod, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Der blev lagt vægt på arten og grovheden af den begåede kriminalitet. Ansøgeren blev pålagt at udrejse straks efter ophævelse af den idømte foranstaltning, men under henvisning til at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Iran eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Iran, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Iran/2007/4
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i september 1998. I februar 1999 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Det fremgår af sagen, at ansøgerens fader, der havde været politisk aktiv i Iran i mange år, angiveligt skulle være død. Ansøgeren frygter forfølgelse som følge af faderens forhold. Flygtningenævnet fandt, at det ikke med sikkerhed kunne udelukkes, at ansøgerens fader er død. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren i nogle tv-udsendelser i foråret 2006 havde udtalt sig kritisk om de iranske myndigheder i forbindelse med sin faders død, ligesom han havde beskyldt disse for at have dræbt hans fader. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering herefter, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran kunne risikerer overgreb fra iranske myndigheders side, hvorfor nævnet ikke fandt, at det bør kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Iran.Iran/2007/3
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1968. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, shia-muslim og født i Irak. Fra hun var to år til sin udrejse i 2003, havde hun boet i Iran. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun frygtede sin farbroder, da han havde truet med at slå hende ihjel, idet han ikke kunne acceptere, at hun var blevet skilt fra sin første mand, og at hun på ny var blevet gift, da han mente, at hun havde bragt skam over familien. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hendes farbroder skulle gøre alvor af sine trusler. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring var blevet smidt ud af hjemmet af sin eksmand. Efter det oplyste havde ansøgeren først mødt sin nye mand efter sin skilsmisse, og hun var blevet gift efter muslimsk tradition med sin nye mand. Det bemærkedes i øvrigt, at ansøgerens søster, der var fraskilt, efter det oplyste ikke havde haft problemer med farbroderen. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hun skulle komme fra en del af Iran, hvor det ikke er muligt, hvis det skulle vise sig relevant, at få myndighedernes beskyttelse mod farbroderen eller andre slægtninge. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Iran/2007/2
Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i juni 2005. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun i januar eller februar 2005 meldte sig ind i Basij, at hun i den forbindelse modtog medlemskort til Basij, at hun på et efterfølgende møde udtalte sig kritisk om ytringsfrihed og demokrati, at hun senere blev anholdt og fængslet af politiet, samt at det lykkedes hende at bestikke en fængselsvagt, hvorefter hun flygtede fra fængslet og senere fra Iran. Flertallet fandt, at ansøgeren, som følge af sine udtalelser på mødet hos Basij og den efterfølgende flugt fra fængslet, var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Iran/2006/8
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1958. Indrejst i januar 2006. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i december 1989/januar 1990 blev ansat i en bank. Ansøgerens daværende ægtefælle var aktiv for en reformistisk bevægelse og arbejdede som freelancejournalist for forskellige aviser. I 2002 udrejste ægtefællen. På et tidspunkt modtog ansøgeren en tilsigelse til at skulle møde op til afhøring i bankens sikkerhedsafdeling. Han blev beskyldt for at have kautioneret for nogle personer, der ikke havde betalt afdrag på nogle lån, som han havde hjulpet de pågældende med at optage. Låntagerne var medlemmer af en politisk oppositionsgruppe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lagde således til grund, at ansøgerens ægtefælle i 2002 flygtede fra Iran på grund af sit journalistiske virke herunder for en reformistisk avis, at hun og børnene havde fået asyl i Sverige på dette grundlag, at han efter ægtefællens flugt blev degraderet til en lavere stilling i banken, at han frem til skilsmissen i 2004 fortsat var i myndighedernes søgelys, at han i flere tilfælde havde formidlet lån til ægtefællens politiske venner, at det efterfølgende viste sig, at lånene var opnået ved sikkerhedsstillelse i form af falske skøder, at ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne, da lånene ikke blev afdraget, at han blev sigtet for medvirken til bedrageri, og at to af låntagerne efterfølgende var blevet anholdt af myndighederne. På den baggrund fandt flertallet, at ansøgeren havde en velbegrundet frygt for at blive kædet sammen med ægtefællens venners politiske aktiviteter, og at han af den grund ville være i en konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2006/7
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1963. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret, at han i 1993/1994 fik en kristen åbenbaring. I februar/marts 2003 i forbindelse med et kristent møde var han blevet fængslet af myndighederne i fem måneder og herunder udsat for overgreb. Han var blevet løsladt med meldepligt og pålæg om at afholde sig fra kristne aktiviteter. Han havde videre forklaret, at han i juni 2004 havde deltaget i et kristent møde, som myndighederne havde stormet. Ansøgerne var undsluppet og var udrejst herefter. Hans bopæl var blevet ransaget af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. På denne baggrund fandt nævnets flertal, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren havde bragt sig i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2006/6
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1970, samt to børn. Indrejst i november 2004. Ansøgeren mødte sin tidligere ægtefælle på universitetet i Teheran. De indgik ægteskab i 1993. Efterfølgende fandt ansøgeren ud af, at hendes ægtefælle var narkoman samt alkoholiker. Under sit ægteskab blev ansøgeren udsat for fysiske og psykiske overgreb. Ansøgerens fader og søster er bosiddende i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som asylmotiv havde påberåbt sig, at hun i november 2004 udrejste af Iran med to mindreårige børn uden ægtemandens samtykke som værgemålsindehaver. Ansøgeren henviste videre til, at hun var konverteret til kristendommen. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2002 forinden skilsmissen også udrejste alene til Danmark sammen med sine to sønner, der var opført i hendes pas med ægtefællens samtykke, og at hun ved benyttelse af samme pas i 2004 ligeledes kunne udrejse problemfrit af Iran med børnene, uden at udrejsemyndighederne krævede yderligere tilladelse fra den tidligere ægtefælle. Nævnet lagde således til grund, at udrejsen fandt sted uden hans tilladelse. På den baggrund sammenholdt med ansøgerens oplysninger om ægtefællen og dennes fader og de foreliggende baggrundsoplysninger fandt nævnet, at ansøgeren i fornødent grad havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran fra henholdsvis myndighedernes og fra den indflydelsesrige svigerfamilies side risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at konverteringen var kommet til de iranske myndigheders eller hendes faders families kundskab. Det forekom ikke at være troværdigt, at ansøgerens fader i Danmark over for en ven i Danmark skulle have omtalt konverteringen med den konsekvens, at personen har viderefortalt det til faderens slægt i Iran. Det fremlagte dokument, der angav sig at være et svar fra en ayatollah i Qum måtte anses at være konstrueret til lejligheden til fremlæggelse i nævnet. Nævnet henviste til tidspunktet for dokumentets fremkomst og karakteren og indholdet af dokumentet, herunder at der udtrykkeligt var anmodet om, at svaret skulle underskrives og påføres stempel. I øvrigt fandt nævnet efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder factfinding mission til Teheran og Ankara i januar 2005, at der ikke var grundlag for at antage, at konverteringen til kristendommen i sig selv ville medføre asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Iran/2006/5
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Iran, født 1936 (M) og 1947 (K). Indrejst i april 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde forklaret, at de er iranske kurdere og at familien tidligere havde været aktive i KDPI. Ansøgernes ene søn blev henrettet i 1983 som følge af sine politiske aktiviteter, en anden var livsvarigt fængslet af samme årsag, og en herboende søn var, inden han flygtede, udsat for grov og langvarig tortur, som medførte at han blev stærkt invalideret. Den mandlige ansøger havde tidligere været tilbageholdt og tortureret i længere perioder. Ansøgernes forklaring understøttedes af den af den herboende søn afgivne forklaring til UNHCR i 1997 og lagdes således til grund. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at de iranske myndigheder, da myndighederne blev klar over, at ansøgerne skulle til Danmark, tilbageholdt ansøgerne og pålagde dem at medbringe sønnen ved hjemkomsten fra Danmark, ligesom de blev tvunget til at deponere skødet på deres hus samt en større sum penge. Det var endvidere oplyst, at myndighederne havde tilsagt ansøgerne til møde og rettet henvendelse til svigerdatteren for at få oplyst, hvorfor ansøgerne ikke var vendt tilbage og herunder havde truet hende med fængsel. Efter ansøgernes forklaringer, der fremstod som troværdige, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret, reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2006/4
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen for en mandlig statsborger fra Iran, født 1969. I 1994 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. I december 1995 rejste klageren tilbage til Iran, hvor han tog ophold i sin hjemby. I maj 1996 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. I november 2005 fremsendte Udlændingestyrelsen sagens akter til Flygtningenævnet, idet styrelsen anså to breve fra klageren fra juni 2005 som en klage over styrelsens afgørelse af maj 1996. Flygtningenævnet udtalte, at klageren rejste frivilligt tilbage til Iran på gyldigt Laissez-passer, cirka halvandet år efter at han blev meddelt asyl. I Iran fik han udstedt gyldigt pas. Klageren havde oplyst, at han i Iran havde haft problemer med nogle voldsmænd, at han havde fået en bødestraf, og at politiet havde inddraget hans kørekort. Dette var ikke forhold, som kunne sidestilles med overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt derfor, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 ikke længere var til stede. Nævnet bemærkede, at udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. I denne sag, hvor klageren frivilligt var vendt hjem og i en længere periode havde opholdt sig i hjemlandet uden asylrelevante problemer, fandtes beslutningen om inddragelse ikke at være i strid med artikel 1 C. Da der endvidere ikke forelå sådanne særlige forhold, der efter udlændingelovens § 26 kunne begrunde undladelse af at inddrage opholdstilladelsen, stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2006/3
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1952. Indrejst i december 1996. I januar 1997 søgte ansøgeren om asyl, men frafaldt senere denne anmodning, da han ikke hverken fysisk eller psykisk så sig i stand til at gennemføre sagen. I 2005 søgte ansøgeren atter om asyl. Udlændingestyrelsen havde i et brev til ansøgeren fra 1997 oplyst, at et frafald af en asylansøgning senere kunne frafaldes, hvorfor den beskikkede advokat fandt, at sagen måtte betragtes om en begæring om genoptagelse, og at asylgrundlaget derfor skulle bedømmes efter den tidligere lovgivning. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at betvivle de oplysninger, ansøgeren havde givet om baggrunden for sin oprindelige flugt fra Iran og om det efterfølgende fængselsophold efter udsendelse fra Tyrkiet, hvorunder ansøgeren blev udsat for tortur. Bedømmelsen af, om ansøgeren i dag opfyldte betingelserne for asyl måtte uanset formuleringen af styrelsens brev fra 1997 skulle ske ud fra de i dag gældende asylregler, idet frafaldet af frafaldserklæringen i 2005 måtte betragtes som indgivelse af en ny ansøgning om asyl. Ved bedømmelsen af, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran måtte være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb, måtte nævnet tillige tage hensyn til de faktiske forhold, der forelå nu. Nævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i 2004 var på besøg i hjemlandet, at han havde opholdt sig problemfrit hos moderen i 20 dage og indrejste og udrejste gennem Teheran lufthavn på eget pas. Det fremgår af baggrundsmaterialet (British Home Office rapport fra april 2005 pkt. 6.107), at sikkerhedskontrollen i Teheran lufthavn fortsat er meget streng, og at det er tvivlsomt, om en person med en ”security record” eller domme for politiske forbrydelser kan forlade landet lovligt. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren fortsat var i de iranske myndigheders søgelys, således at han ved en hjemvenden ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Iran/2006/2
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1966. Indrejst første gang i 2000, hvor han blev tilbagetaget til Tyskland. I juli 2002 indrejste han i Danmark på ny som familiesammenført. Ansøgning om asyl indgivet i april 2003. Til brug for Udlændingestyrelsens behandling af sagen havde ansøgeren fremlagt en meddelelse fra Revolutionsdomstolen i Teheran og en forkyndelse af en anholdelsesordre fra Revolutionsdomstolen vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde besvaret spørgsmål herom benægtende flere gange i asylansøgningsskemaer, og han havde kun overfladisk kunnet fortælle om episoder med politisk tilsnit. Ansøgeren havde således overordnet forklaret, at han var sympatisør og havde henvist til familiemedlemmers medlemskab af partier. Forespurgt om hans virksomhed på et trykkeri havde betydning for hans asylsag, erklærede ansøgeren, at det ikke er tilfældet. Ingen af de mange begivenheder, som ansøgeren havde forklaret om, var sket i tilslutning til politiske aktiviteter. Begivenhederne strakte sig fra 1982 til 1999. Det virkede tilfældigt, at ansøgeren var blevet impliceret i kontroverser af forskellig karakter, der ikke havde sammenhæng med hinanden eller med andre aktiviteter, som ansøgeren havde foretaget. Ansøgeren havde forklaret særdeles usikkert om navnlig tidspunkterne for de enkelte begivenheder, herunder den sidste episode, hvorunder han skulle være blevet pisket som straf. Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at piskningen fandt sted adskillige år før udrejsen. Ansøgeren forklarede, at de begivenheder, han havde fremhævet under denne sag, ikke blev nævnt over for de tyske asylmyndigheder. Efter ansøgerens forklaring kunne han, efter han fik afslag på asyl i Tyskland, indrejse problemfrit i Iran. Ansøgeren opholdt sig i Iran i cirka et år uden at have problemer med myndighederne. Ansøgeren fik udstedt pas og kunne efter at være blevet kontrolleret i Teherans lufthavn udrejse uden at have andre problemer end, at hans første pas var ødelagt af hans ægtefælle. Herefter kunne ansøgeren indrejse til Danmark på grundlag af familiesammenføring. Ansøgeren søgte først om asyl cirka 9 måneder efter indrejsen. I overensstemmelse med Udenrigsministeriets vurdering blev det lagt til grund, at to fremlagte tilsigelser var uægte. Under de omstændigheder havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han havde et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og han opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren havde ytret sig i et lokalt blad fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, allerede som følge af ytringernes indhold. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til en fremlagt lægerapport fra Amnesty International. Iran/2006/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1973. Indrejst i februar 2002. Ansøgning om asyl blev indgivet i juni 2003. Pågældende indgik efter indrejsen i Danmark ægteskab med en herboende iransk kvinde (K). K var skilt fra Æ i Danmark, men K og Æ var ikke efter det oplyste skilt efter islamisk lov. Efter et par måneder genoptog kvinden kontakten til sin tidligere herboende ægtefælle (Æ), som det viste sig, at hun efter islamisk lov ikke var blevet skilt fra. Denne ægtefælle (Æ) truede ansøgeren med hævn, fordi han havde indgået ægteskab med en kvinde (K), som efter islamisk lov ikke var blevet skilt. Ansøgeren blev separeret fra sin herboende ægtefælle (K) i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at, Flygtningenævnets afgørelse havde været sat i bero for at afvente en rapport fra fact finding mission til Teheran og Ankara fra Udlændingestyrelsen. Nævnet fandt, at der var usikkerhed om, hvorvidt de iranske myndigheder ville anerkende ansøgerens tidligere ægtefælles (K) skilsmisse. Tilsvarende var det derfor usikkert, om de iranske myndigheder vil anse ansøgerens samliv med sin tidligere ægtefælle (K) for legitimt eller illegitimt, jf. den iranske straffelovs §§ 63 og 64. Nævnet fandt endvidere, at hvis ansøgerens tidligere ægtefælle (K) eller dennes (tidligere) ægtefælle (Æ) måtte vælge at realisere deres trusler om at anmelde ansøgeren til de iranske myndigheder, ville de samtidigt udsætte i hvert fald ansøgerens tidligere ægtefælle (K) for strafforfølgelse. Nævnet udtalte endvidere, at det af den nævnte lovs § 64 og § 65 fremgår, at ”illegitimt” samleje alene straffes, hvis den pågældende er klar over sin handling og straffen herfor, at det af §§ 68-79 fremgår, at der er så strenge formelle beviskrav, at forholdet næppe vil kunne anses for bevist, samt at dette støttes af de udtalelser, de anvendte kilder har afgivet til brug for fact finding missionen. Nævnet bemærkede videre, at en af kilderne har udtalt, at seksuelt samkvem, der er ulovligt efter iransk ret, men som er begået i udlandet, ikke kan pådømmes af en iransk domstol. På den anførte baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for at ansøgeren vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/22
Nævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1972. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund i sagen. Det fulgte af disse forklaringer, at ansøgeren forlod Iran i 1980, hvorefter han sammen med sin familie tog ophold i Irak i en flygtningelejr. Af forklaringerne fulgte videre, at ansøgeren sammen med sin familie havde været aktiv indenfor den kurdiske organisation Komaleh, idet han i den nævnte flygtningelejr havde agiteret for organisationens synspunkter og hvervet medlemmer m. v., uanset at han efter det oplyste ikke selv havde været egentligt medlem af Komaleh. Ansøgeren havde til støtte for sin ansøgning navnlig gjort gældende, at hans forældre i 1993 eller 1994 havde været opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte om ansøgerens opholdssted, og at ansøgeren – trods det lange tidsrum, der var gået – anså sig selv for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin tilknytning til Komaleh. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det fremgik af hans herboende broders asylsag, at broderen efter sin tilbagevenden til Iran var tilbageholdt i seks måneder i begyndelsen af 1990´erne, hvorunder han efter det oplyste var udsat for overgreb, og at broderen ligeledes blev frihedsberøvet i to dage i slutningen af 1990´erne, angiveligt som følge af, at hans i Europa bosiddende svoger havde taget del i en demonstration foran den iranske ambassade i et europæisk land. Uanset at ansøgeren ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 1980, fandt Flygtningenævnet under disse omstændigheder ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sin tilknytning til Komaleh organisationen ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet af de grunde, som er angivet i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/21
Flygtningenævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i juni 1975. Indrejst i juni 2000.Flygtningenævnet stadfæstede i november 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse. Som asylmotiv havde ansøgeren blandt andet forklaret, at han i 1994 havde været tilknyttet en unavngiven undergrundsgruppe og som følge heraf var blevet afhørt af skolens Basij. I perioden fra 1997-1999 var ansøgeren tilbageholdt et antal gange og herunder udsat for overgreb. Efter hver tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse. Senest i februar 2005 modtog Flygtningenævnet en anmodning om genoptagelse af sagen. Vedlagt anmodningen var kopi af brev fra The Democratic Solidarity Party of Ahwaz, der indeholdt en beskrivelse af partiets ideologi og aktiviteter. I brevet blev det endvidere bekræftet, at ansøgeren havde været aktivt medlem af partiet i Storbritannien siden januar 2002. Til brug for anmodningen om genoptagelse blev det endvidere blandt andet fremført, at 27 iranske asylansøgere, herunder ansøgeren, havde været i sultestrejke, at ansøgeren under sultestrejken blev interviewet af TV2, og at han i den forbindelse havde fortalt om grundlaget for sin asylsag. I august 2005 resolverede formanden for det konkrete nævn, at sagen skulle behandles på nyt mundtligt nævn. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører et mindretal i Iran. Nævnet udtalte videre, at i forbindelse med den oprindelige behandling af sagen havde nævnet ikke tilsidesat ansøgerens forklaring om, at den skade, som ansøgeren var påført på sin kønsdel, hidrørte fra tortur begået for en række år tilbage. Ansøgeren havde her i landet haft fortsat politisk aktivitet, der dog havde været begrænset. I denne forbindelse havde der været bragt et indslag om ansøgeren i TV2’s nyheder optaget i det lukkede område af Sandholmlejren. I indslaget blev ansøgerens navn bragt. Det fremgår videre, at ansøgerens navn havde været bragt andetsteds i medierne. Flygtningenævnet fandt det sandsynliggjort, at de oplysninger, er havde været bragt i medierne, var de iranske myndigheder bekendt. Da Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur, fandtes det under de nu foreliggende omstændigheder ikke at burde kræves, at han vendte tilbage til Iran. Iran/2005/20
Flygtningenævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i februar 1983. Indrejst i december 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder om hans politiske aktiviteter for Fedayeen Khalq, hvor han havde fungeret som gruppeleder for en celle. Videre blev det lagt til grund, at ansøgeren havde undervist cellens medlemmer i såvel musik og politik som politiske budskaber, og at cellens medlemmer havde uddelt løbesedler. Endelig blev det lagt til grund, at ansøgeren var gået under jorden, da han fik oplysning om, at et af cellens medlemmer var blevet pågrebet af myndighederne. Flertallet fandt under de foreliggende omstændigheder, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/19
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2004. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at det måtte henstå som ganske usikkert, om ansøgeren i oktober 2003 blev døbt i hjemlandet på den af hende beskrevne måde. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den armenske kirke i Iran ikke tolererede dåbshandlinger vedrørende muslimske iranere, og nævnet fandt herefter, at det måtte have formodningen mod sig, at hun på den af hende beskrevne måde havde kunnet overtale en armensk præst til en sådan dåbshandling. Uanset om det imidlertid måtte kunne lægges til grund for sagen, at dåbshandlingen havde fundet sted, fandt nævnet – efter ansøgerens egen forklaring – at kunne lægge til grund for sagen, at dette ikke var kommet til de iranske myndigheders kendskab forud for ansøgerens udrejse. Ansøgeren havde oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark havde sendt et brev til sin familie, hvori hun angav, at hun var blevet døbt, men at det pågældende brev ikke var modtaget af hendes familie. Uanset om denne forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at den omstændighed, at familien ikke havde modtaget brevet, var ensbetydende med, at brevet var kommet i de iranske myndigheders besiddelse. Ansøgeren havde videre anført, at hendes mor havde fortalt hende, at moderen havde oplyst til sin bror, som angiveligt skulle have forbindelse til den iranske efterretningstjeneste, at ansøgeren var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde godtgjort, at hendes mor på denne måde havde eksponeret hende i forhold til myndighederne. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der efter de seneste baggrundsoplysninger, herunder rapport fra fact-finding mission fra 22. til 29. januar 2005 til Teheran og Ankara, ikke var grundlag for at antage, at konvertering til kristendommen i sig selv ville medføre risiko for asylbegrundende forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i konsekvens af, at hendes ægtefælle havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle indrejste i oktober 1991, og at ansøgeren selv indrejste i Danmark i november 2004. Iran/2005/18
Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til ægtepar fra Iran, født i 1978 (M) og 1982 (K). Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøgers fader, der var aktiv for Mujahedin Khalg, grundet styrets efterstræbelse udrejste af Iran til Irak i 1989/1990. Den mandlige ansøgerens moder og efterfølgende også den mandlige ansøger og hans søster måtte jævnligt over for de iranske myndigheder redegøre for deres situation efter faderens udrejse, idet myndighederne anså familien for regeringsfjendtlig. Den mandlige ansøger, der efter faderens udrejse måtte ophøre med skolegang og deltage i familiens forsørgelse, havde blandt andet på sine arbejdspladser kontakt med faderens venner, der ligeledes var tilknyttet Mujahedin Khalg. Ansøgeren begyndte at engagere sig i politiske aktiviteter for Mujahedin Khalg, selvom han ikke blev medlem af denne eller andre oppositionsgrupper. Ansøgeren blev anholdt i 1992 i forbindelse med uddeling af kopierede systemkritiske kassettebånd, men blev løsladt mod månedlig meldepligt – en meldepligt, som han overholdt i hele perioden indtil 25 dage før udrejsen i december 2003. Ansøgeren blev tilbageholdt igen i 1996. Denne tilbageholdelse var ikke begrundet i politisk aktivitet, men ansøgeren blev løsladt på et senere tidspunkt end andre tilbageholdte, og han måtte i forbindelse med løsladelsen underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i forsamlinger med mere end 3 personer. Ansøgeren blev tilbageholdt i 8 – 10 dage i 1997 som følge af et mislykket udrejseforsøg til Tyrkiet, hvorfra han ville søge om familiesammenføring med sin fader, der var indrejst i Danmark i 1996. Under den efterfølgende militærtjeneste blev ansøgeren sammen med andre systemkritiske værnepligtige blandt andet pålagt minerydning, hvilket efter 35 dages militærtjeneste indebar, at ansøgeren fik sin ene fod læderet i forbindelse med en minesprængning, hvor andre værnepligtige endvidere blev dræbt. Ansøgeren fortsatte i hele perioden sit politiske engagement for Mujahedin Khalg og kopierede og uddelte til bekendte blandt andet optagelser fra satellit-tv med regeringskritiske udsendelser. Ansøgeren blev i 2000 afhørt af myndighederne og tilbageholdt i 4 dage i forbindelse med ansøgerens moders og hans ene søsters udrejse i 1999, hvor de sidstnævnte blev familiesammenført med faderen i Danmark. Ansøgeren deltog såvel i 1999 som i 2000 i regeringskritiske demonstrationer. Det lykkedes ham, selvom han blev anholdt sammen med mange andre, ved disse lejligheder at undgå identifikation, idet han undslap i folkemængden. Ansøgeren blev tilbageholdt senest i juli 2003 i 2 dage, hvorunder ansøgeren blev udsat for vold. Baggrunden var, at myndighederne havde foretaget ransagning i maj 2003 og forgæves havde eftersøgt ansøgerens anden søster. Ansøgeren mødte 2 gange i retten for at redegøre for sin søsters forhold og lovede at samarbejde for at finde hende, men myndighederne var i juli 2003 blevet klar over, at søsteren var udrejst. Den mandlige ansøger fortsatte sin månedlige meldepligt og undgik konfrontationer med myndighederne indtil udrejsen i december 2003. Efter ankomsten til Danmark fortsatte ansøgeren sit regeringskritiske politiske engagement, herunder sin relation til Mujahedin Khalg. Ansøgeren havde sammen med blandt andet sin søster og sin ægtefælle deltaget i møder og demonstrationer både i Danmark og i flere europæiske lande. Ansøgeren uddelte ugentligt Mujahedin Khalgs avis i en dansk by. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hun kom fra en traditionel indstillet familie, at hun ikke selv havde været politisk aktiv, men at hun mod familiens ønske havde giftet sig med den mandlige ansøger, fordi hun delte han regeringskritiske synspunkter og ønsket om bedre forhold blandt andet for kvinder i Iran. Den kvindelige ansøger havde ikke selv haft udadvendte politiske aktiviteter i Iran, men havde efter udrejsen ledsaget sin ægtefælle på de nævnte møder og demonstrationer i Danmark og i udlandet, ligesom hun har været til stede ved uddelingen af materiale i den danske by. Ansøgerne havde i forbindelse med nævnsmødet fremlagt en række fotografier og avisartikler vedrørende deres politiske engagement og deltagelse i møder og demonstrationer efter udrejsen fra Iran. På den ovennævnte baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var i myndighedernes søgelys på grundlag af deres politiske oppositionelle aktivitet, og at ansøgerne som følge af navnlig deres efterfølgende aktiviteter, der lå i forlængelse af aktiviteterne i hjemlandet, ved en tilbagevenden til Iran måtte anses for at være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede, at det i den ovennævnte samlede vurdering var indgået, at ansøgerne i et omfattende sagsbehandlingsforløb hos Udlændingestyrelsen på nogle punkter havde forklaret divergerende. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgerne under nævnsmødet fremstod som overbevisende og troværdige, og at de foreliggende divergenser til sagen i vidt omfang fremstod som rimeligt forklaret for nævnet i forbindelse med ansøgernes udtryksform. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/17
Nævnet meddelte i september 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1988. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han havde haft et homoseksuelt kæresteforhold til en skolekammerat, og at der i den anledning var fremsat trusler på livet mod ham fra hans egen far og kærestens familie. Efter redegørelsen i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra april 2005, jf. bilag 324 i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, om myndighedernes praksis ved retsforfølgning og beviskrav for domfældelse i sådanne sager, fandtes der ikke grund til at antage, at ansøgeren ved en hjemvenden ville risikere myndighedsforfølgelse på grund af sin homoseksualitet. På baggrund af de tidligere overgreb fra kærestens brødre sammenholdt med oplysningerne om, at både de og ansøgerens far havde fremsat trusler på livet mod ansøgeren, fandt Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2005/15
Nævnet meddelte i september 2005 opholdstilladelse (K-status) til ægtepar fra Iran, født i 1979 (M) og 1980 (K), samt et barn. Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne begge er iranere og muslimer. Ansøgerne havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at de havde været forfulgt og tilbageholdt af myndighederne, ligesom de blandt andet var blevet beskyldt for – sammen med en anden person – at skulle have øvet vold mod en myndighedsperson, der efter det oplyste senere skulle være død som følge af volden. Ansøgerne havde under hele deres forløb efter ankomsten til Danmark forklaret nogenlunde ensartet om, hvad de havde været udsat for. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgernes forklaringer kunne tilsidesættes som utroværdige. Flertallet lagde derfor til grund, at den kvindelige ansøger i november 2003 blev bortvist fra universitetet på grund af samfundskritiske udtalelser, at ansøgerne herefter i perioden frem til marts 2004 deltog i tre møder, at ansøgerne dagen efter det sidste møde i marts 2004 blev anholdt og tilbageholdt i to dage og tre nætter, at ansøgerne blev sigtet for medvirken til overfald på en myndighedsperson, der skulle have fundet sted efter det sidste møde i marts 2004 og før anholdelsen, og at ansøgerne blev løsladt mod kaution. Ved afgørelsen af, om forfølgelsen mod ansøgerne havde haft en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl, lagde et flertal i Flygtningenævnet vægt på, at det var den samme officer, der afhørte den kvindelige ansøger både i november 2003 og marts 2004. Dette tydede på, at ansøgerne igennem længere tid havde været i myndighedernes søgelys. Når dette blev sammenholdt med, at der var rejst en alvorlig sigtelse mod ansøgerne for overfald mod en myndighedsperson, der senere døde, kunne det ikke udelukkes – uanset ansøgernes uskyld - at de ville blive forfulgt af myndighederne ved deres tilbagevenden til Iran. Efter flertallets opfattelse opfyldte ansøgerne derfor betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/14
Nævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1960. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde været politisk aktiv, idet han siden slutningen af 1980’erne og frem til sin udrejse i 2003 var aktiv for Basij. Flygtningenævnet lagde efter de foretagne lægelige undersøgelser til grund, at ansøgeren i slutningen af 1980’erne var arresteret i ca. seks måneder og herunder udsat for tortur. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han i september 2003 løslod en fange, som han skulle transportere til Teheran i sin egenskab af Basij-medlem. Ansøgeren oplyste endvidere, at hans bopæl og forretninger kort efter blev ransaget, og bopælen og hans forretninger siden blev lukket af myndighederne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren udrejste legalt på ægte pas umiddelbart i forlængelse af, at han løslod fangen, og nævnet lagde også ansøgerens forklaring til grund om, at han havde problemer med at få udleveret sit pas på ny efter at have henvendt sig ved den iranske ambassade i Ankara. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og herunder underkastet umenneskelig behandling. I den forbindelse kunne nævnet ikke se bort fra, at ansøgeren ved sin tilbageholdelse i slutningen af 1980’erne på grund af en svogers forhold blev udsat for tortur, og at svogeren og andre familiemedlemmer har asyl i Danmark, hvilket er de iranske myndigheder bekendt. Flygtningenævnet fandt derfor også henset til ansøgerens helbredstilstand, at han opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse. Iran/2005/13
Flygtningenævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i august 1970, samt to børn. Indrejst i april 2000.Ansøgeren blev i Flygtningenævnet i august 2001 meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Senest i februar 2004 anmodede en partsrepræsentant Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Der blev i den forbindelse henvist til, at der i Iran sondres mellem to grader af forældremyndighed, som på engelsk udtrykkes ”custody” og ”guardianship”. Moderen vil i alle tilfælde alene kunne opnå ”custody”, hvormed menes ansvarlig for barnets daglige trivsel, mens ”guardianship” altid vil tilfalde faderen, eller - i tilfælde af hans død - hans fader eller eventuelle brødre. Med ”guardienship” forstås retten til at bestemme over eksempelvis barnets skolegang, kommende ægtefælle og retten til at måtte udrejse af Iran. I august 2004 besluttede Flygtningenævnet at anmode Udenrigsministeriet om at få verificeret de nye oplysninger om sondringen mellem forældremyndighed og værgemål. Efter endt høring blev sagen behandlet på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv påberåbte sig, at hun i 2000 udrejste af Iran med to mindreårige børn uden ægtemandens/værgemålsindehaverens samtykke. Nævnet måtte efter sagens oplysninger lægge til grund, at ansøgeren ikke var udrejst legalt med børnene. Nævnet måtte videre lægge til grund, ansøgeren inden udrejsen var blevet skilt fra børnenes fader. Der var ingen skilsmissedokumenter på sagen, herunder ingen dokumenter om, hvorledes der var forholdt med forældremyndighed/værgemål vedrørende børnene. Nævnet anså det for uklart, om Udenrigsministeriets høringssvar havde forholdt sig direkte til de strafferetlige konsekvenser af, at en moder udrejser af Iran uden ægtemandens/værgemålsindehaverens samtykke. Nævnet anså det derfor efter de hidtidige baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notat af 12. september 1997 (baggrund nr. 195) for usikkert, hvilken strafferetlig sanktion ansøgeren risikerede ved tilbagevenden til Iran. På denne baggrund fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren risikerede en uforholdsmæssig straf, og at det derfor ikke burde kræves, at hun vendte tilbage til Iran, jf. den på asylansøgningstidspunktet udlændingelovs § 7, stk. 2. Iran/2005/12
Nævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde udøvet begrænsede politiske aktiviteter i form af uddeling af løbesedler for en mindre monarkistisk gruppe, som han var medlem af. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse aktiviteter i sig selv havde været af et sådant omfang eller karakter, at ansøgeren af denne grund opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren, der tidligere havde været i myndighedernes søgelys, måtte antages på ny at være i myndighedernes søgelys som følge af anholdelsen af en af ansøgerens bekendte, der tillige var medlem af den samme monarkistiske gruppe. Ansøgeren ville nødvendigvis komme i kontakt med myndighederne efter en tilbagekomst til Iran, idet han var deserteret efter aftjening af 18 måneder af værnepligten. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse som følge af sin politiske aktivitet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren var flygtet fra hjemmet efter anholdelsen af sin bekendte, og at han udrejste illegalt uden kontakt til myndighederne. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdtilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/11
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1983. Indrejst september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at i medfør af udlændingelovens § 40 skal en asylansøger sandsynliggøre det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren søgt om asyl i Norge, hvor hun fik endeligt afslag på sin ansøgning. Ansøgeren angav overfor de norske myndigheder som sit asylmotiv, at hun havde haft et udenomsægteskabeligt forhold til en tidligere kæreste og som følge heraf blev gravid. Af frygt for ægtefællen måtte ansøgeren flygte til udlandet, hvor hun aborterede under rejsen til Norge. Ansøgeren angav som sit asylmotiv overfor de danske myndigheder, at hun efter indgåelse af ægteskabet genoptog forbindelsen til sin tidligere kæreste, og at hendes svigerinde havde videofilmet ansøgeren og kæresten, mens de opholdt sig i sengen i soveværelset på ansøgerens bopæl. Ansøgeren erkendte overfor de danske myndigheder, at hendes forklaring til de norske myndigheder var usandfærdig og oplyste, at den blev afgivet for at underbygge hendes asylmotiv, og fordi hun blev truet til at afgive denne forklaring af en menneskesmugler. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde givet en acceptabel forklaring på, at hun havde afgivet helt modstridende forklaringer om sit asylmotiv og henviste i den forbindelse til, at ansøgerens forklaring til de norske myndigheder var meget detaljeret. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den angivelige videooptagelse, der skulle være optaget om aftenen i mørke gennem et soveværelsesvindue, hvor gardinerne ikke var trukket helt for, fremstod som usandsynlig og konstrueret. Flygtningenævnet kunne på baggrund af det anførte ikke lægge det af ansøgeren påberåbte asylmotiv til grund for sagens afgørelse og tilsidesatte i det hele ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var forfulgt eller ville være i risiko forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/10
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1971. Indrejst i november 2000. I marts 2001 søgte ansøgeren asyl. I marts 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i oktober 2001, hvorved styrelsen meddelte ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnets flertal lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark, der påbegyndtes omkring det tidspunkt, hvor ansøgeren søgte asyl, og hvor han ikke kunne have haft forventninger om, at han ville få en opholdstilladelse, ikke kunne betragtes som en naturlig fortsættelse af ansøgerens aktiviteter for en studenterbevægelse i Iran. Nævnets flertal fandt ikke, at ansøgerens aktiviteter i Danmark for Irans Kommunistiske Arbejder Parti kunne tillægges asylretlig betydning. I efteråret 2002 udrejste ansøgeren til Sverige. I marts 2004 genindrejste han i Danmark, efter at de svenske myndigheder havde afslået at realitetsbehandle hans asylansøgning. I marts 2005 besluttede nævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, atansøgeren før sin udrejse fra Iran i efteråret 2000 var politisk aktiv for blandt andet en studenterbevægelse, og han deltog i den forbindelse i en demonstration rettet mod regimet, ligesom han uddelte systemkritiske løbesedler. Siden sin ankomst til Skandinavien havde ansøgeren efter sin forklaring været aktiv for WPI (Irans Arbejder Kommunist Parti) dels i Danmark fra årsskiftet 2000/2001 til efteråret 2002 og fra marts 2004 til i dag, dels i Sverige i perioden fra efteråret 2002 til marts 2004. Disse aktiviteter havde blandt andet bestået i deltagelse i radioudsendelser, herunder som interviewer, som taler ved demonstrationer og i øvrigt som deltager i demonstrationer. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Skandinavien. Efter Flygtningenævnets fornyede vurdering var der i øvrigt tale om aktiviteter, der ikke lå fjernt fra ansøgerens politiske aktiviteter før sin udrejse fra Iran. Da det som følge af ansøgerens udadvendte aktiviteter i Skandinavien måtte antages, at ansøgeren var blevet kendt af de iranske myndigheder på grund af sine systemkritiske politiske aktiviteter mod regimet i Iran, risikerede han at blive forfulgt ved sin tilbagevenden til Iran, og han opfyldte derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/9
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1959. Indrejst i april 2001. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i 1998 fik konflikter med gardisthæren. I 1979 blev han tilknyttet gardisthæren, og fik i 1994 rang af oberst. I perioden fra 1992 til 1999 arbejdede han i budgetafdeligen i gardisthæren, hvor han skulle godkende betalingsbilag. Ansøgeren nægtede i flere tilfælde at godkende bilag, fordi de var falske eller for store. Ansøgerens overordnede pålagde ham herefter at godkende alle bilag. Da ansøgeren ikke efterkom ordren blev han degraderet og fik andre opgaver. Efterfølgende blev ansøgeren indkaldt til flere møder i justitsafdelingen, hvor han blev beskyldt for at være imod præstestyret og for pligtforsømmelse. Ansøgeren blev endvidere tilbageholdt tre gange, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Han fik endvidere ordre om, at lukke øjnene for korruptionen. I 2000 blev ansøgeren pålagt at tage til Syrien for at gøre tjeneste. Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret, at det iranske militær ofte sendte personer til Syrien, som de havde et udestående med, og der pålagde dem at udføre farlige aktiviteter. Ansøgeren gik herefter i skjul. Ved en tilbagevenden til Iran frygtede ansøgeren gardisterne, som sidder i den nuværende regering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i det væsentlige havde afgivet samme forklaring og samme oplysninger om sine konflikter under hele behandlingen af asylsagen. På denne baggrund kunne nævnet ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede at blive udsat for overgreb, som det ikke kunne kræves, at ansøgeren skulle tåle. Ansøgeren havde derfor krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgerens ægtefælle blev i konsekvens af ansøgeren tillige meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Iran/2005/8
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født 1982, samt et barn. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hun og hendes barn er døbt i en dansk kirke i marts 2005, at hendes tilbageværende familie i Iran har undsagt hende i den anledning, at hendes dåb har været nævnt i kirkens nyhedsbrev, og at hendes dåb derfor kan være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder, eller at de iranske myndigheder på anden måde havde skaffet sig kendskab til hendes dåb. I øvrigt fandt Flygtningenævnet – efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding mission til Teheran og Ankara i januar 2005 – at der ikke er grundlag for at antage, at konvertering til kristendommen i sig selv vil medføre asylbegrundende forfølgelse efter Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var, at hun skulle være indkaldt til en iransk revolutionsdomstol for overtrædelse af alkoholforbud eller for en anklage for at have organiseret prostitution. Flygtningenævnet lagde imidlertid vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra august 2004, at et af ansøgeren i den anledning fremlagt dokument, hvorved hun var blevet indkaldt til at give møde i en revolutionsdomstol i Teheran, af den lokale kilde var vurderet til at være et ikke ægte dokument. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte omstændigheder ej heller grundlag for at udsætte sagen på, at politiet efterforskede et af ansøgeren nævnt trusselsbrev i anledning af hendes dåb, som ifølge hendes egne oplysninger er tilsendt hende i en dansk frankeret kuvert. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2005/7
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1938. Ansøgeren blev i februar 2004 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Han indrejste i marts 2004 og indgav herefter ansøgning om asyl i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at han tilhører bahai-samfundet, og at han som følge heraf ikke har nogen rettigheder i Iran, samt at han havde været udsat for verbal chikane fra sine omgivelser. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans ægtefælle og børn udrejste af Iran i 2001, og at de i 2002 fik opholdstilladelse som kvoteflygtninge i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt asyl eller flygtningestatus i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den chikane m.v., som ansøgeren havde forklaret om, ikke var af en sådan karakter eller et sådant omfang, at den kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren efter familiens udrejse i 2001 opholdt sig i Iran frem til udrejsen til Danmark i 2004 uden at have problemer med de iranske myndigheder. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren fik udstedt ægte nationalitetspas i 2002, og at han i 2002 besøgte familien i Tyrkiet to gange, og at han begge gange vendte tilbage til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle udrejste fra Iran i oktober 2001, og at ansøgeren først udrejste fra Iran til Danmark i marts 2004. Flygtningenævnet fandt således ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at der bestod en reel risiko for, at han ved tilbagevenden til Iran ville blive udsat for forhold, der indebar, at han havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at de generelt vanskelige forhold for personer med tilknytning til bahai-samfundet ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Iran/2005/6
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født 1971. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1992 har været medlem af en sympatigruppe for den illegale Fadaiyane Khalq-fraktion ved navn Aghaliyat. Hendes aktiviteter tog et større omfang fra 1997. Hun havde blandt andet deltaget i demonstrationer samt uddelt løbesedler. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 2001 i forbindelse med en studenterdemonstration blev tilbageholdt og senere idømt to års betinget fængselsstraf samt 40 piskeslag, og at hun efterfølgende blev løsladt mod kaution, blandt andet således at hun undgik den fysiske afstraffelse. Ansøgeren har forklaret, at et af gruppens medlemmer blev anholdt i 2003 i forbindelse med gruppens forberedelser til en demonstration mod styret, og at hun herefter gik under jorden og udrejste ni måneder senere. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med disse begivenheder fremstod med nogen usikkerhed med hensyn til oplysningerne om, at sikkerhedstjenesten efterfølgende kom på ansøgerens bopæl samt oplysningerne om kontakten til gruppelederen. Ved en samlet bedømmelse af de oplysninger, ansøgeren var fremkommet med om sine aktiviteter, fandt Flygtningenævnet imidlertid ikke, at denne usikkerhed var af en sådan karakter, at ansøgerens forklaring om de nævnte forhold kunne tilsidesættes. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgerens medlemskab af den ovennævnte gruppe og dennes aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Under hensyn hertil fandt nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/5
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1987. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret konsistent om anledningen til sin udrejse. Han havde forklaret, at han efter homoseksuelle tilnærmelser fra lederen af den lokale Basij afdeling (ungdomsafdeling af Revolutionsgardisterne) flygtede fra dennes kontor medbringende sin ladte kalashnikov, og i den anledning havde en verserende sag for våbentyveri. Nævnet anså det ikke for sandsynligt, at ansøgeren alene i anledning af våbentyveriet risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet måtte imidlertid lægge til grund, at ansøgeren i anledning af baggrunden for sin flugt kunne risikere overgreb fra Basij lederen. Endvidere kunne nævnet ikke bortse fra, at ansøgeren i forbindelse med sagen om våbentyveriet måtte forklare om baggrunden herfor, og i den anledning kunne komme i alvorlige problemer på grund af manglende bevis for de seksuelle tilnærmelser, som førte til våbentyveriet. Efter baggrundsoplysningerne om den iranske straffelov og strafferetspleje kunne nævnet ikke bortse fra, at ansøgeren i forbindelse med en sådan sag risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/4
Nævnet ophævede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1961. Indrejst i november 1984. Flygtningenævnet udtalte, at klageren, der i 1985 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2 (de facto-status), siden 1992/1993 havde opholdt sig i Irak, efter det oplyste i en iransk Mujahedin-lejr. Udlændingestyrelsen havde på baggrund af klagerens oplysninger i et spørgeskema af juni 2004 lagt til grund, at klageren under opholdet i Irak havde været medlem af Mujahedin-e-Khalq, og fundet, at klageren som følge af organisationens formål og virke og egne aktiviteter var omfattet af udelukkelsesbestemmelsen i artikel 1 F (b) i Flygtningekonventionen. Udlændingestyrelsen havde herefter inddraget klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3. Ifølge Flygtningekonventionens artikel 1 F (b) er en person, ”om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette”, udelukket fra beskyttelse efter konventionen. Det følger af bestemmelsens ordlyd, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på forbrydelser, der er begået i tilflugtslandet, efter at den pågældende person indrejste som flygtning. Det måtte endvidere antages, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på forbrydelser, som den pågældende har begået i et andet land end tilflugtslandet, efter at han er blevet meddelt asyl i dette. Da de handlinger, der ligger til grund for Udlændingestyrelsens afgørelse, er begået, efter at klageren havde opnået flygtningestatus i Danmark, fandtes betingelserne for at bringe bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b) allerede af denne grund ikke at være opfyldt. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at de foreliggende oplysninger om klagerens aktiviteter efter nævnets opfattelse ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om klagerens handlinger er af en sådan karakter som omhandlet i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet ophævede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet tog herved ikke stilling til, om klagerens opholdstilladelse kunne inddrages på andet grundlag. Iran/2005/3
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1990. Indrejst i september 2004. Ansøgeren havde blandt andet henvist til, at hans forældre var omkommet under jordskælvet i Bam i december 2003. Flygtningenævnet udtalte, at det forhold, at ansøgeren som oplyst af ham havde mistet sine forældre og ikke havde anden familie i Iran, ikke kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angik tilbageholdelsen af ansøgeren i forbindelse med en demonstration, hvor også mange andre blev anholdt, fandt nævnet, at dette med ansøgerens løsladelse måtte anses for et afsluttet forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev løsladt uden videre, og at han ikke havde hørt mere fra myndighederne siden. Flygtningenævnet bemærkede herved, at anholdelsen og løsladelsen måtte antages at have fundet sted omkring december 2002. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2005/2
Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1990. Indrejst i april 2004. For cirka seks år siden var ansøgerens far blevet fyret fra sit job som skolelærer på grund af en konflikt med regimet. Efterfølgende havde faderen ernæret sig ved at sælge bøger på gaden. Cirka seks måneder før ansøgerens egen udrejse flygtede ansøgerens fader sammen med en ven. Samme aften ransagede politiet familiens bopæl, hvor de fandt forskellige skrivelser og bøger, og fremsatte beskyldninger mod faderen for at sælge uislamiske bøger, herunder af Salman Rushdie. Efterfølgende blev familien chikaneret af politiet med henblik på, at familien skulle røbe faderens opholdssted. Ansøgeren blev flere gange bragt til afhøring på en politistation. Cirka en uge før ansøgerens udrejse blev han under en tre dage lang tilbageholdelse slået i hovedet og fik bøjet sine fingre, indtil disse blev blå. Han blev endvidere slået i maven, indtil han kastede blod op. Ansøgeren var både under denne tilbageholdelse og ved tidligere lejligheder blevet truet med, at han ville blive henrettet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgeren havde afgivet en rimelig konsistent forklaring under sagen, og ved vurderingen af konfliktens baggrund, måtte der lægges vægt på, at ansøgeren på grund af sin alder ikke havde kunnet have et detaljeret kendskab til faderens mulige uoverensstemmelse med de iranske myndigheder og dennes årsag og alvor. På denne baggrund fandt flertallet ikke at kunne bortse fra, at ansøgerens far på grund af sine politiske holdninger er eftersøgt af de iranske myndigheder, og at myndighederne derefter har søgt at få oplysning om hans opholdssted gennem familien. Efter ansøgerens forklaring om politiets henvendelser til ham og den omstændighed, at han under tilbageholdelserne havde været udsat for fysiske overgreb, fandt flertallet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb af en karakter, der også henset til hans alder må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/1
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse til et ægtepar fra Iran, født 1976 (M) og 1972 (K), samt tre børn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som væsentligste asylmotiv havde henvist til, at de frygtede myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerne havde i den forbindelse blandt andet nævnt, at den kvindelige ansøger i 1999 havde været fængslet i 21 dage og i den forbindelse udsat for voldelig behandling, ligesom hun blev idømt en betinget straf samt forbud mod at drive sin frisørsalon i to år. I maj 2003, hvor hun på ny havde genoptaget sit arbejde som frisør og blandt andet i den forbindelse havde klippet mandlige kunder, herunder kristne, og fortsat sine systemkritiske møder med andre kvinder, kom myndighederne på ny for at anholde den kvindelige ansøger. Det lykkedes hende at undslippe, hvorefter hele familien nogle måneder senere flygtede til Danmark. Begge ansøgere havde fra deres ankomst til Danmark beskrevet og forklaret detaljeret om asylmotivet. Selvom der forekom nogle mindre uoverensstemmelser i ansøgernes forklaringer, og selvom der var sket en vis udbygning af forklaringerne, og selvom det lykkedes for ansøgerne at udrejse med fly fra Iran, kunne Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke udelukke, at den kvindelige ansøger på ny ville blive forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Iran. Da den mandlige ansøger også kunne risikere forfølgelse som følge af ægtefællens forhold, opfyldte ansøgerne og deres børn herefter betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/22
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1958. Indrejst i juli 2003. Ansøgeren havde været ansat som teknisk medarbejder på et universitet i Iran, hvor han bl.a. havde hjulpet studenterne under regeringsfjendtlige demonstrationer. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkedes herved, at ansøgeren allerede i asylansøgningsskemaet havde redegjort for relevante tidspunkter og hændelser. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen ligeledes givet en troværdig forklaring. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren i et par år forinden udrejsen havde haft forbindelse med de studerende på et universitet i Iran, at ansøgeren havde hjulpet studenterne under regeringsfjendtlige demonstrationer, herunder i juni 2003, hvor han anviste flugtveje, at hans bopæl i den anledning blev opsøgt af politiet i juni 2003, og at han umiddelbart derefter flygtede fra Iran. Nævnet kunne herefter ikke afvise, at ansøgeren var kommet i myndighedernes søgelys, og at der var en så betydelig risiko for forfølgelse af ham ved en tilbagevenden til Iran, at han opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/21
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1985. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til moderens motiv, herunder især at hun i Danmark missionerede for Jehovas Vidner. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderen i oktober 2004 i Flygtningenævnet blev meddelt afslag på sin asylansøgning. På tidspunktet for nævnsmødet havde moderen ikke begæret genoptagelse af sagen, og det forhold at hun eventuelt ville begære sagen genoptaget kunne ikke begrunde hverken asyl for ansøgeren eller udsættelse af sagen. Ansøgeren havde endvidere som sit asylmotiv henvist til, at han var udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ethvert land har ret til i deres lovgivning at fastsætte straf for militærunddragelse, og at det ikke fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at militærunddragere i Iran risikerede en uforholdsmæssig straf. Det forhold at ansøgeren tre gange havde haft problemer med det iranske politi, og at politiet havde tilbageholdt hans ID kort, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens problemer havde relateret sig til gade uorden og slagsmål, og at en eventuel genoptagelse af disse sager ved en tilbagevenden ikke ville være udtryk for en asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2004/20
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran, født 1964 (M) og 1984 (K), samt et barn. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er født og opvokset i Teheran. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt og udsat for vold som følge af en broders politiske aktiviteter, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl, da forholdet måtte anses for at være afsluttet, og da der ikke fandtes at være risiko for yderligere reaktioner fra myndighedernes side. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger var blevet beskyldt for tyveri fra et arkæologisk fund og var blevet straffet for at drikke alkohol, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl, da disse sager også måtte anses for at være afsluttet. Den mandlige ansøger havde først under samtalen i Udlændingestyrelsen i september 2004 oplyst, at han var blevet beskyldt for at have begået hærværk mod et mausoleum. Nævnet fandt ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, da ansøgeren ikke havde givet nogen rimelig forklaring på, hvorfor han først på dette tidspunkt havde oplyst om sigtelsen for hærværk på et religiøst gravsted. Uanset om den kvindelige ansøger havde deltaget i de af hende omtalte demonstrationer, havde fremstillet CD-ROM´er og var blevet tilsagt af myndighederne i forbindelse hermed, havde uddelt løbesedler, haft parabolantenne, og at myndighederne måtte have fået kendskab til, at hun ville konvertere til kristendommen, fandtes dette ikke at bevirke, at hun var i asylbegrundende risiko for overgreb fra myndighedernes side. Nævnet bemærkede, at den kvindelige ansøger alene havde været tilbageholdt i kort tid, og at hun havde kunnet opholde sig i Iran i cirka 10 måneder efter tilsigelsen fra myndighederne. Nævnet bemærkede videre, at ansøgerne indtil nævnsmødet havde oplyst, at de var gift med hinanden. Dette fremgår også af en visumansøgning fra oktober 2003 til en europæisk ambassade i Teheran, hvilken ansøgning ansås at vedrøre ansøgerne. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i risiko for forfølgelse på grund af deres samliv. Nævnet havde herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i en konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en hjemvenden. Iran/2004/19
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1978. Indrejst i september 2003. Som asylmotiv gjorde ansøgeren gældende, at ansøgerens ægtefælle i Iran var narkoman og solgte narkotika, og tvang ansøgeren til at prostituere sig, og var voldelig mod hende. Herudover blev det gjort gældende, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede repressalier fra ægtefællen. Flygtningenævnet anså det ikke for sandsynliggjort, at ansøgerens prostitution skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren havde under sagen oplyst, at hun i Iran tillige var narkoman. Nævnet anså det heller ikke for sandsynliggjort, at dette skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgerens konflikter med ægtefællen og de mulige repressalier fra ægtefællen ved ansøgerens tilbagevenden til Iran anså Flygtningenævnet for private konflikter uden asylretlig relevans. Ansøgeren havde endvidere for nævnet som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerede repressalier fra hendes afdøde tidligere svogers familie, der med urette beskyldte hende for at være skyld i hans død. Flygtningenævnet anså ligeledes mulige konflikter med den afdøde svogers familie for private konflikter uden asylretlig relevans. Ansøgerens beskikkede advokat havde endvidere gjort gældende, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede uforholdsmæssig straf i anledning af, at hun var udrejst uden myndighedernes og ægtefællens tilladelse. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke var udrejst illegalt. Nævnet anså det ikke for sandsynligt, at udrejse af Iran uden udrejsetilladelse, herunder uden ægtefællens tilladelse, skulle medføre uforholdsmæssig straf. Nævnet fandt derfor heller ikke anledning til at følge den beskikkede advokats subsidiære anmodning om at iværksætte en høring om strafniveauet for ulovlig udrejse. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke ved udrejsen var forfulgt af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/18
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født 1966. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Som følge af ægtefællens forhold, herunder navnlig at han tidligere havde begået æresdrab på sin søster, at han måtte anses for psykisk syg, at han i fængslet havde været undergivet behandling men fortsat optrådte voldeligt, og at han havde fremsat konkrete trusler mod ansøgeren, fandt Flygtningenævnet, at der var konkret og nærliggende risiko for, at ægtefællen ville udsætte ansøgeren for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran, og det kunne med ansøgerens status og manglende netværk ikke antages, at de iranske myndigheder havde vilje til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Iran/2004/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran, født i 1974. Indrejst i september 2003. Sagen har af Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Iran, hvor han var født og hvor han opholdt sig frem til 1993, hvor han udrejste til det nordlige Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter i det nordlige Irak frem til 2000, hvor han flyttede til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren forud for sin udrejse af Iran i 1993 i forbindelse med sit arbejde som fårehyrde blev chikaneret af gardister og myndighedspersoner med henblik på, at ansøgeren skulle oplyse om de kurdiske partisaners opholdssted, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, samt at chikanen ikke havde været af en sådan karakter og intensitet, at den i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene var blevet opsøgt 4-5 gange, at ansøgeren fik lussinger for at blive presset til at samarbejde, og at ansøgeren ikke i øvrigt havde haft konflikter eller problemer med myndighederne. Det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt kunne ikke give grundlag for asyl. Ansøgerens antagelse af myndighedernes fund af ansøgerens personlige dokumenter i forbindelse med hans udrejse beroede alene på formodninger, og der var ikke oplysninger i sagen, som underbyggede, at ansøgerens identitet på den baggrund skulle være blevet eksponeret over for hjemlandets myndigheder. Der blev herved lagt vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret overfor myndighederne. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde tilsluttet sig de kurdiske partisaner, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse i 1993 kun var blevet opsøgt 2 gange af myndighederne, at den sidste henvendelse fandt sted for cirka 2 år siden, samt at ansøgeren endvidere havde udtalt, at han ikke kendte til årsagen til, at familien efter ansøgerens udrejse var blevet opsøgt og endvidere havde udtalt, at alle, som havde familie i udlandet, blev anderledes behandlet og var under myndighedernes kontrol. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren var blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt, henset til baggrundsoplysningerne, blev ikke fundet i sig selv at kunne begrunde asyl, idet ansøgeren ikke i den anledning risikerede en efter danske forhold uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden skulle få problemer, idet ansøgerens svigerfar er partisan, til grund. Det var herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde forklaret herom under sagens behandling i Udlændingestyrelsen men at disse oplysninger først var fremkommet hos Dansk Flygtningehjælp og i den beskikkede advokats indlæg i sagen. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle, barn og svigerfamilie er bosiddende i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kurdere i Iran i sig selv kunne begrunde asyl. Iran/2004/15
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2001. Sagen er blevet behandlet sammen med moderens og en broders sag. Sagen blev under nævnsbehandlingen i 2003 udsat på ægthedsvurdering af nogle fremlagte dokumenter. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren aldrig har været politisk aktiv eller været i konflikt med myndighederne. Ansøgeren har som begrundelse for sin asylansøgning henvist til, at hun har medvirket i tre reklame-pornofilm, hvilket er blevet opdaget af de iranske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt to tilsigelser på nævnsmødet i 2003. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun under sit ophold i Danmark først konverterede til Jehovas Vidner, og at hun i sommeren 2002 forlod Jehovas Vidner og begyndte at gå i almindelig kirke. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket i tre reklamepornofilm i Iran, hvilket er blevet opdaget af de iranske myndigheder. Der måtte herved lægges vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes ven tilfældigvis så biler tilhørende efterretningstjenesten ved huset, hvor optagelserne fandt sted, ikke forekom troværdig. Endvidere måtte der lægges vægt på, at ansøgeren ved samtalen med styrelsen oplyste, at hun efter denne episode kunne opholde sig problemfrit i omkring to uger fra oktober 2001 til udrejsen i november 2001 hos sin moder. Det forekom endvidere ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have lavet kontrakt med sin ven om filmene, idet der er tale om ulovlige aktiviteter. Det måtte endvidere tillægges nogen vægt, at ansøgeren først har omtalt denne kontrakt på nævnsmødet i 2003. Der måtte yderligere lægges vægt på, at de fremlagte tilsigelser til støtte for asylmotivet af Udenrigsministeriets kilde var vurderet som ikke at være ægte. Der måtte endelig lægges vægt på, at tilsigelserne først blev fremlagt på nævnsmødet i 2003, og at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2001. Uanset om ansøgeren under sit ophold i Danmark først konverterede til Jehovas Vidner, og at hun i sommeren 2002 forlod Jehovas Vidner og begyndte at gå i almindelig kirke, kunne dette forhold ikke begrunde asyl, idet det på baggrund af det af ansøgeren oplyste om hendes religiøse aktiviteter ikke kunne lægges til grund, at de iranske myndigheder har fået kendskab hertil. Der måtte endvidere lægges vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen ikke var en forlængelse af kristne aktiviteter i hjemlandet. Flygtningenævnets flertal fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun var forfulgt, da hun udrejste, eller at hun vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1984. Indrejst i november 2001. Sagen er blevet behandlet sammen med moderens og en søsters sag. Sagen blev under nævnsbehandlingen i 2003 udsat på ægthedsvurdering af nogle fremlagte dokumenter. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som årsag til flugten har henvist til, at han havde gjort en gift kvinde gravid, og ansøgeren har i Flygtningenævnet henvist til en fremlagt tilsigelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at der kunne lægges vægt på denne tilsigelse. Den var først fremkommet under nævnsmødet, og den er ifølge den ægthedsvurdering, nævnet har fået foretaget, ikke ægte. I øvrigt har ansøgeren forklaret divergerende om tilsigelsen, også divergerende i forhold til moderens forklaring. Det forekom utroværdigt at ansøgeren ikke har ønsket at se en tilsigelse til ham, især når han ved, at moderen ikke kan læse. Flertallet forkastede ansøgerens forklaring om sit forhold til en gift kvinde. Flertallet lagde herved blandt andet vægt på, at forklaringen herom først fremkom i et brev modtaget i Udlændingestyrelsen i marts 2002, ligesom flertallet fandt det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i nævnet ikke længere kunne huske kvindens fornavn, selvom han angiveligt havde stået i forhold til kvinden i et års tid. Endvidere lagde flertallet i den forbindelse vægt på, at ansøgeren kunne huske det fulde navn på kvindens far og ægtefælle. Disse navne fremgår i øvrigt af den tilsigelse, der er fremlagt. Uanset om ansøgeren måtte have været tilbageholdt blandt andet med monarkistiske løbesedler med videre, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at det kunne begrunde asyl, idet ansøgeren er løsladt, og der er herefter ikke foretaget videre mod ham. Flygtningenævnets flertal fandt således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt eller efterstræbt, da han udrejste, eller at han vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/13
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1970, samt to børn. Indrejst september 2000. Flygtningenævnet fandt, at nævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det var dokumenteret, at ansøgeren opnåede en form for civil skilsmisse i Iran, at hun herefter kom til Danmark sammen med sin tidligere iranske ægtefælle og børnene på et visum, som den tidligere ægtefælle havde opnået før skilsmissen, og at ansøgeren umiddelbart efter ankomsten til Danmark forlod sin tidligere iranske ægtefælle og flyttede sammen med en afghaner, med hvem hun kort tid efter indgik ægteskab i Danmark. Ansøgeren havde endvidere forklaret og dokumenteret, at hun havde modtaget trusler på livet både fra sin tidligere iranske ægtefælle, dennes familie og sin egen familie i Iran. Under disse omstændigheder måtte det formodes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede såvel anmeldelse til de religiøse myndigheder for ægteskabsbrud samt at hendes tidligere iranske ægtefælle og hendes egen familie ville realisere de fremsatte trusler. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerede dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/12
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1976. Indrejst i september 2003. Et flertal afFlygtningenævnets medlemmer fandt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Flertallet fandt således ikke, at der var grundlæggende divergenser i ansøgerens forklaringer, og han havde fastholdt sit grundlæggende asylmotiv lige siden indrejsen. Det fremgik af hans forklaringer, at han havde haft samleje med sin faderes hustru nummer to igennem nogle måneder, og at forholdet blev opdaget af hans fader, som anmeldte ansøgeren til myndighederne. Det fremgår af den iranske straffelovs artikel 82, litra b, at straffen for samleje med sin stedmoder er hængning. Af samme straffelovs artikel 105 fremgår, at dommeren har betydelige skønsmæssige beføjelser til at anse forbrydelsen for bevist ud fra sit kendskab til islamisk ret, og at dommeren således - tilsyneladende - ikke altid er bundet af de relativt strenge beviskrav i lovgivningen, jf. den iranske straffelovs artikel 58 ff. Flertallet fandt under disse omstændigheder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for dødsstraf, eller at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/11
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran og en kvindelig statsborger fra Ungarn, født 1968 (M) og i 1974 (K). Indrejst i juni 2003. Ansøgernes advokat anmodede om udsættelse af nævnsbehandlingen for at søge oplyst, hvorledes situationen er i Iran for blandede ægteskaber. Den mandlige ansøger udrejste til Kuwait med sine forældre i 1972, og i 1989 rejste han til Ungarn med henblik på uddannelse. Flygtningenævnet udtalte, at det af British Home Office Country Report fra oktober 2003 punkt 6.47 fremgår: ”Muslim men are free to marry non-Muslim women but marriages between Muslim women and non-Muslim men are not recognised.” Advokatens begæring om udsættelse af sagen kunne således ikke tages til følge. Vedrørende den mandlige ansøger udtalte nævnet, at han er iransk statsborger, hvorfor hans ansøgning om asyl skulle vurderes i forhold til Iran. Ansøgeren, der udrejste i 1972, havde ikke haft aktiviteter, der var imod det iranske styre. Den omstændighed, at ansøgeren tilhørte et arabisk mindretal kunne ikke bevirke, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens ægteskab med en kristen kvinde kunne heller ikke bevirke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse. Vedrørende den kvindelige ansøger udtalte nævnet, at hun er ungarsk statsborger, hvorfor hendes ansøgning om asyl skulle vurderes i forhold til Ungarn. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet fandt således ikke, at nogen af ansøgerne opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og fandt heller ikke at ansøgerne ved en tilbagevenden til deres hjemlande ville risikere at blive udsat for forhold, der var omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende udrejse fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at den kvindelige ansøger ikke skulle kunne indrejse i Iran, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet besluttede, at ansøgerne samt to børn skulle udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2. Såfremt den mandlige ansøger ikke udrejste frivilligt, kunne han udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens § 32a. Såfremt den kvindelige ansøger samt to børn ikke udrejste frivilligt, kunne de udsendes tvangsmæssigt til Ungarn, jf. udlændingelovens § 32a. Nævnet henledte opmærksomheden på, at det var en betingelse for tvangsmæssig udsendelse til henholdsvis Iran og Ungarn, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kunne udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. Irak 2004/10
Flygtningenævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i august 2003. Ansøgeren havde oplyst, at han havde været medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren uddelte løbesedler og partiblade i samarbejde med nogle partikammerater. I september 2000 blev ansøgerens partikammerat anholdt. Partikammeraten, der var udsat for tortur under anholdelsen, havde oplyst ansøgerens identitet overfor myndighederne. Flygtningenævnet lagde ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaringer til grund. Det måtte herefter lægges til grund, at ansøgeren havde haft aktiviteter for Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran i form af uddeling af løbesedler m.v. Det kunne videre lægges til grund, at en af de personer, han samarbejdede med for Det Kurdiske Demokratiske Parti, var blevet anholdt i år 2002 og stadig var fængslet. Det måtte også anses for sandsynliggjort, at den pågældende under tortur havde opgivet ansøgerens identitet overfor myndighederne. Nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren efter den pågældendes fængsling levede skjult, ligesom ansøgerens hjem blev ransaget af myndighederne og ansøgerens fader – der tidligere havde været fængslet i tre år for aktiviteter for den kurdiske sag – blev tilbageholdt og torteret i 48 timer, hvorefter ansøgeren udrejste. På denne baggrund anså nævnet det for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2004/9
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Iran, født i 1968, samt 2 børn. Indrejst i 2003. I marts 2004 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet lagde til grund, at klageren havde begået utroskab og var gravid med en anden end klagerens ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte, at klageren under nævnsmødet i marts 2004 havde forklaret, at hun ikke havde set sin ægtefælle siden juli 2002, og at han således ikke kunne være fader til det barn, som hun ventede (og som hun fødte den 15. maj 2004). Efter at hendes ægtefælle i april 2004 blev anholdt af politiet, forklarede klageren til politiet, at hendes ægtefælle på det tidspunkt, hvor hun blev gravid, faktisk opholdt sig i Danmark, og at han var fader til hendes andet barn. Hendes ægtefælle forklarede ligeledes, at han på det tidspunkt, hvor hun blev gravid, boede i Hamburg, men ofte besøgte klageren i Danmark, og at det var ham, som var fader til barnet. Under en samtale i Udlændingestyrelsen i april 2004 bekræftede klageren de til politiet angivne oplysninger, ligesom hun bekræftede, at hendes ægtefælle var fader til hendes barn. Klageren bekræftede under mødet i nævnet, at hun til fødselsregistreringsmyndighederne har angivet sin ægtefælle som fader til barnet. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet det ubetænkeligt at tilsidesætte klagerens tidligere oplysninger om, at hun havde haft et forhold til en anden person, som også skulle være fader til hendes andet barn. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at klagerens opholdstilladelse var inddraget på grund af svig, jf. udlændingelovens § 19. Nævnet tiltrådte endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at opholdstilladelsen alligevel ikke burde inddrages. Iran/2004/8 NB. Se tilladelsen under "Seksuelle forhold" Iran/2004/5
Nævnet meddelte i maj2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1983. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren havde forklaret, at han var perser og shiamuslim fra Shiraz. Ansøgeren havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han fire gange inden for et år havde været tilbageholdt af de iranske myndigheder – senest kort før sin udrejse i foråret 2003, hvor han var tilbageholdt i 3½ måned og blev udsat for tortur. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans fader var politisk aktiv, og at han selv siden december 2002 havde været tilknyttet NEDA (Nehzate Demokrasi Iran – Irans demokratiske bevægelse). Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren siden sin ankomst til Danmark deltaljeret havde forklaret om sine tilbageholdelser, og nævnet fandt, at disse forklaringer kunne lægges til grund. Da ansøgeren således flere gange havde været tilbageholdt af repræsentanter fra de iranske myndigheder, og da dette måtte formodes at have været begrundet i faderens og ansøgerens politiske aktiviteter, opfyldte ansøgeren betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/7
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig iransk statsborger, født i 1987. Indrejst i juli 2003. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun under sit ophold i Danmark mod sin vilje havde haft seksuelt samvær med en dansk mand, og at hun frygtede konsekvenserne herfor ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om den nævnte episode havde været upræcis og vag og ikke fremstod som troværdig. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet angive konkrete punkter, der kunne bestyrke forklaringen. Hun kunne således hverken oplyse mandens efternavn, hans telefonnummer eller adresse. Hun kunne ikke angive adressen på sin veninde i Malmø, som hun efter det forklarede opsøgte efter at have haft samkvem med den danske mand eller navn eller adresse på en tandlæge i Malmø, der efter det oplyste skulle have foretaget en undersøgelse af ansøgeren. Ansøgeren søgte først asyl i forbindelse med, at hun blev standset i toget ved en billetkontrol. Hun havde i marts måned 2004 efter Udlændingestyrelsens afslag anmeldt forholdet til politiet. Nævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om den omhandlede episode til grund. Ansøgeren havde som sit asylmotiv yderligere henvist til, at hun har en voldelig far, og at hun ved en tilbagevenden skulle tvangsgiftes med en mand, der var væsentlig ældre end ansøgeren. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville blive udsat for asylbegrundende overgreb fra sin fars side. Nævnet lagde i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens far gav tilladelse til, at ansøgeren sammen med sin mor rejste til Danmark for at besøge ansøgerens bror. Det forhold, at ansøgeren ikke ønskede at indgå ægteskab med en væsentlig ældre person var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller betingelserne for beskyttelsesstatus jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/6
Nævnetmeddeltei marts 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig iransk statsborger, født 1968, samt et barn. Ansøgeren søgte første gang asyl i Danmark i 1999. Hun fik afslag på asyl og blev udsendt til Iran i sommeren 2000. Ansøgeren havde mødt en iransk mand til en fest i Danmark. Hun havde mødtes med ham tre gange og var blevet gravid. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren, at hendes svigerforældre eller forældre vil dræbe hende. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til sin graviditet samt til sin ægtefælles konflikter i hjemlandet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Endvidere blev det tillagt vægt, at ansøgeren havde udvist en endog meget begrænset viden om ægtefællens eventuelle aktiviteter i hjemlandet, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden i hjemlandet blandt andet vedrørende ransagning på bopælen, aflevering af tilsigelse og om udrejsen fra lufthavnen i 2002. Hertil kom, at ansøgeren rejste tilbage til Iran efter at have opholdt sig i Tyrkiet, og at hun først ansøgte om asyl i Danmark i april 2003. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var eftersøgt af myndighederne, eller at hun i øvrigt var forfulgt. Det kunne efter det foreliggende heller ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet bragt i myndighedernes søgelys på grund af ægtefællens påståede aktiviteter. Ansøgeren havde forklaret upræcist vedrørende omstændighederne i forbindelse med sin graviditet i Danmark. Endvidere havde ansøgeren ved sine forklaringer under sagen bibragt nævnet det indtryk, at der har været tale om et forsøg på at skaffe sig et asylmotiv. Imidlertid kunne nævnet efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger ikke afvise, at ansøgeren havde begået utroskab. Nævnet havde ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring fra Udlændingestyrelsen om udsættelse af sagen med henblik på iværksættelse af en dna-test af ansøgerens barn og det ufødte barn for at vurdere, hvorvidt ansøgerens ægtefælle kunne være far til det ufødte barn. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens familieforhold måtte det antages, at ansøgeren under disse omstændigheder ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/5. NB. Denne opholdstilladelse blev siden inddraget på grund af svig. Se under "Inddragelse af opholdstilladelse" Iran/2004/8.
Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i september 1951. Indrejst i juli 2002.Ansøgeren tilhører Ghashgai stammen. Han var uddannet officer. Ansøgeren var imod præstestyret, men var ikke almindeligt politisk aktiv, idet han frembragte sit politiske budskab via sange og poesi. Under et nævnsmøde i maj 2003 fremlagde den beskikkede advokat en original tilsigelse, og efter begæring fra advokaten, blev sagen udsat med henblik på en ægthedsvurdering. Sagen kom for nyt mundtligt nævn, da ægthedsvurderingen forelå. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring fremstod overbevisende og sammenhængende til sagen og under nævnsmødet og derfor i alt det væsentlige måtte lægges til grund. Nævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren i 1986 blev afskediget fra sin stilling som officer og efter en tilbageholdelse på ca. 2 måneder blev løsladt. Ansøgeren fik fra foråret 1987 månedlig meldepligt hos sikkerhedsmyndighederne og efterkom meldepligten. I 1988 var ansøgeren tilbageholdt ca. 1 uge i forbindelse med politisk sang ved en fest, hvor der blev serveret spiritus. I 1998 blev ansøgeren tilbageholdt i ca. 15 dage i forbindelse med politisk sang ved en fest. Ca. 3 måneder efter ansøgerens hustrus og børns udrejse i marts 2000, blev meldepligten ændret til fremmøde hver 15. dag. I april 2002 holdt ansøgeren en politisk tale og sang en politisk sang mod myndighederne i anledning af begravelsen af en ung mand fra Ghashghai-stammen, der var blevet dræbt i forbindelse med en anholdelse efter en demonstration. Det lagdes videre til grund, at ansøgerens bopæl samme aften blev opsøgt af myndighederne, der ville anholde ansøgeren, der dog ikke var på bopælen, hvorfor myndighederne i stedet anholdt og herefter i 6-7 måneder tilbageholdt ansøgerens lillebroder. Denne blev i de første måneder under anholdelsen alene afhørt om ansøgerens forhold og færden, men blev ikke i øvrigt selv sigtet og blev siden løsladt uden vilkår. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren er Ghashghai-leder af en del af Ghashghai-stammen, og som i hvert fald for så vidt angår ansøgerens del af stammen må anses for at have et modsætningsforhold til det iranske styre. Ansøgeren har forklaret, at hans klan består af ca. 20.000 familier. Hans egen underklan tæller ca. 700 familier. Ansøgeren er den reelle leder, idet hans fader, der har været mangeårig leder, nu er en gammel mand. På denne baggrund, og da der efter den vurdering af den fremlagte tilsigelse fra april 2003, ikke fandtes tilstrækkeligt grundlag for at afvise tilsigelsen, som Udenrigsministeriets kilde ikke havde set sig i stand til at vurdere ægtheden af, fandt nævnet samlet, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren, der ansås for udrejst illegalt på falsk pas, ved en tilbagevenden til Iran ville risikere en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde derfor krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Iran/2004/4
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren var azari-tyrker fra Iran, hvor han var født og havde opholdt sig indtil marts 1987, hvor han udrejste til Tyrkiet. Ansøgeren havde været medlem af Cherik Fadaiei Khalgh fra 1979, hvilket var kommet myndighederne til kundskab. Ansøgeren havde derudover været aktiv for KDP, også efter udrejsen af Iran. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet indtil 1989, i Holland fra 1989 til 1990, i Sverige fra 1990 til 1993, i Norge fra 1993 til 2001, og han havde siden november 2001 opholdt sig i Danmark. De danske myndigheder havde indhentet asyl-akterne fra de nævnte europæiske lande. Det fremgik heraf, at ansøgeren i Holland og Sverige på nogle punkter havde forklaret anderledes om sit asylmotiv end i Norge og Danmark. Ansøgeren havde som begrundelse herfor anført, at han var bange for at blive sendt tilbage til Iran, og at han som følge heraf ikke havde forklaret om sine politiske aktiviteter i Iran. På trods af, at ansøgeren havde forklaret divergerende, kunne flertallet af Flygtningenævnets medlemmer ikke udelukke, at ansøgeren havde haft politiske aktiviteter i Iran, og at han som følge heraf havde haft konflikter med myndighederne, herunder med tilbageholdelse og fængsling til følge. Selv om ansøgeren var udrejst ved forevisning af ægte pas i marts 1987, fandt et flertal, at det ikke kunne udelukkes, at han på grund af sine politiske aktiviteter, sammenholdt med, at han havde boet 17 år uden for Iran, ville være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side ved sin tilbagevenden til Iran. Ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/3
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i november 1960. Indrejst i januar 2001.Ansøgt om asyl i august 2002. Flygtningenævnet lagde i det hele ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren i perioden fra 1982 til udrejsen i 2001 havde været udsat for særdeles grove voldsepisoder fra sin tidligere ægtefælle, fra hvem hun var blevet skilt i 1998. Ansøgeren havde forgæves adskillige gange henvendt sig til forskellige myndigheder for at anmelde ægtefællens overgreb, men anmeldelserne var blevet afvist, antageligt på grund af svigerfamiliens indflydelsesrige position. I forbindelse med indgåelse af nyt ægteskab havde ansøgeren måttet overlade forældremyndigheden over sine to børn til den tidligere ægtefælle, men havde som følge af fortsatte overgreb fra den tidligere ægtefælle mod hende og børnene valgt at udrejse. Selve udrejsen var sket på et pas, hvor børnenes navn var blevet indført forud for skilsmissen. Der verserede nu en sag mod ansøgeren for bortførsel af børnene. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville risikere en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet henviste herunder til, at ansøgeren i perioden fra 1982 og frem til udrejsen ikke hos de iranske myndigheder havde kunnet opnå beskyttelse mod ægtefællen, og at hun heller ikke ved en tilbagevenden ville kunne opnå en sådan beskyttelse. Nævnet kunne ikke afvise, at ansøgeren efter sin udrejse med børnene uden tilladelse fra ægtefællen ville blive udsat for endnu grovere livstruende overgreb fra hans side. Det forhold, at børnebortførsel straffedes hårdere i Iran end i Danmark kunne ikke i sig selv føre til asyl, men det var indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren som kvinde var i særlig risiko for under afsoning af en langvarig fængselsstraf at blive udsat for overgreb, herunder voldtægt og tortur, jf. eksempelvis British Home Office Rapport af oktober 2003. Iran/2004/2
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran samt et barn. Født i marts 1978. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var perser, shia-muslim og fra den sydlige del af Iran. Hun havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun før sin udrejse havde uddelt løbesedler og kassettebånd, ligesom myndighederne kort før hendes udrejse ransagede familiens bolig, hvor de fandt illegalt materiale under hendes seng. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun ikke ville kunne vende tilbage til Iran, da hun her i Danmark havde født et barn, og at faderen til barnet var en slægtning, der havde boet her i Danmark i 20 år og var dødsdømt i Iran. Ansøgeren havde oplyst, at hun 2 – 3 år før sin udrejse fra Iran blev forlovet med faderen til barnet, men at hendes udrejse intet havde at gøre med ham, da det ikke var meningen, at de skulle giftes. Ansøgeren havde i stedet betonet, at hun alene flygtede til Danmark på grund af myndighedernes ransagning og ønske om at få fat i hende. Nævnet fandt ikke ansøgerens forklaring troværdig. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke nærmere kunne redegøre for Cherikhayeh Fadaei Khalgh, som hun angav at støtte. Ansøgeren kunne heller ikke huske teksten på nogle af de løbesedler, som hun angav at skulle have uddelt. Hertil kom, at det ikke var sandsynligt, at ansøgerens fader ikke skulle være blevet anholdt i forbindelse med den påståede beslaglæggelse hos familien, da han efter ansøgerens forklaring nogle år tidligere havde været fængslet netop for sine aktiviteter for Cherikhayeh Fadaei Khalgh. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt af de iranske myndigheder, eller at hun var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Iran på grund af sine politiske aktiviteter. Det forhold, at faderen og muligvis andre familiemedlemmer havde været politisk aktive, kunne ikke føre til nogen anden vurdering. Ansøgeren opfyldt derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren var indrejst efter den 1. juli 2002. Da det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været politisk aktiv og som følge heraf havde været i myndighedernes søgelys, kunne det ikke antages, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Iran ville være i risiko for dødsstraf mv., jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003. Da ansøgerens forlovelse med faderen til ansøgerens barn var arrangeret af familierne, var der ikke grund til at antage, at ansøgeren ville blive forfulgt af familiemedlemmer, fordi hun i Danmark havde fået et barn med sin forlovede. Der var heller ikke i den forbindelse grund til at antage, at ansøgeren ville få asylrelevante problemer med de iranske myndigheder ved sin tilbagevenden med barnet. Iran/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Anbar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter sekteriske stridigheder, idet der ikke er nogen sikkerhed i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de irakiske myndigheder er shiamuslimske bander, der hader sunnimuslimer og er styret af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at det er tydeligt, at han er sunnimuslim, fordi han har et sunnimuslimsk navn. Dette kunne blive et problem, hvis han skulle gennemgå ID-tjek. Ansøgeren har videre oplyst, at han og hans familie flyttede fra Rumadi til Sulaymaniyah [i foråret 2015], fordi ISIL nærmede sig deres område. Ansøgeren blev [i sommeren 2015] skudt i maven af sin nabo, fordi naboen under sin søns begravelse var vred på arabere, fordi ISIL havde dræbt hans søn. Endelig har ansøgeren oplyst, at han og hans families liv blev truet efter Saddams fald, idet al-Qaeda kom til landet. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring til grund, at han er flygtet på grund af de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] og asylsamtalen [i starten af 2017] om sit asylmotiv har forklaret, at han frygter at blive anholdt og dræbt af de irakiske myndigheder, fordi han vil blive anklaget for at være en del af ISIL. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han frygter de sekteriske stridigheder i Irak, og at han ikke frygter andre end de irakiske myndigheder og de generelle forhold i Irak i form af de sekteriske stridigheder. Til asylsamtalen [i starten af 2017] har ansøgeren endelig forklaret, at han [i sommeren 2015] blev skudt i maven af sin nabo, men at han aldrig siden oplevede problemer eller konflikter med naboen. Episoden var medvirkende årsag til, at han flygtede og søgte asyl, men ansøgeren frygter ikke sin nabo ved en tilbagevenden til Irak. Videre har ansøgeren forklaret, at der ikke var nogen konkret episode, der fik ansøgeren til at udrejse på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har – bortset fra episoden, hvor naboen skød ham i maven – oplevet nogen konflikter eller problemer med de irakiske myndigheder, grupperinger, herunder ISIL, eller privatpersoner. Endvidere har nævnet lagt til grund, at der ikke var nogen konkret episode, der gjorde, at ansøgeren udrejste på det pågældende tidspunkt. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse i landet er i reel risiko for at blive udsat for en behandling i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Selvom ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak måtte frygte for sit liv på grund af konflikten med sin nabo, kan det ikke føre til en ændret vurdering, da konflikten efter sin karakter ikke er asylbegrundende. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/9/MAH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren på 17 år er araber og shia-muslim fra Al-Helle i Babil provinsen, Irak. Han har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han frygter sin fodboldtræner, der har truet med, urigtigt, at oplyse, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren frygter også lokalbefolkningen og sin egen familie/klan, herunder sin far, som er konservativ muslim og vred på ham. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hans træner to aftener i træk lagde an på ham under fodboldturnering i Frankrig i [sommeren] 2017, hvor de delte værelse. Træneren rørte ansøgerens bryst. Ansøgeren var ikke interesseret og skubbede træneren væk eller trak sig væk fra træneren og forlod værelset. Under den seneste episode råbte de ad hinanden, og træneren gav ansøgeren en lussing på kinden og truede med, at han i Irak ville fortælle, at ansøgeren var homoseksuel, hvis ikke ansøgeren føjede ham. Ansøgeren orienterede fra Frankrig telefonisk sin i Sverige bosiddende faster herom. Fasteren sagde, at ansøgeren skulle tage til Sverige. Ansøgeren nåede kun til Danmark. Han har stadig kontakt med sin faster og sin mor, der bor i Babil med ansøgerens far og søskende. Ansøgeren har også kontakt med 2-3 venner i Irak. Efter flugten til Danmark forsøgte han at få forbindelse med sin far, men røret blev lagt på. Hans mor sagde, at faren var vred på ham og ikke ville tale med ham. Ansøgeren har forstået det således, at hvis han vender tilbage, vil hans far måske forbyde ham at spille fodbold og gå i skole. Der kan også ske noget være. Måske vil faren begå vold mod ham. Han ved ikke med sikkerhed, hvad faren er vred over. Ansøgeren antager, at dette kan skyldes, at han uden farens tilladelse er rejst til Danmark. Det kan også være, at træneren har gjort alvor af truslen og sagt, at ansøgeren er homoseksuel. Det er i Irak farligt at være beskyldt for at være homoseksuel, hvilket kan ende med drab. Fasteren har oplyst, at faren har anlagt sag mod træneren. Han ved ikke præcist, hvad sagen drejer sig om. Træneren er en ældre mand, som der er farligt at have et så alvorligt modsætningsforhold med. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år gammel, er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylbehandling, idet han på mødet har svaret på de stillede spørgsmål på en måde, der viser, at han har forstået, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine uoverensstemmelser med sin træner og dermed med sin far til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens korte forklaring om det ret enkle begivenhedsforløb er fremstået usikkert og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt faren sagde noget til ansøgeren, da han fra Danmark ringede til faren. Ifølge gengivelsen af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen skulle ansøgeren have oplyst, at faren sagde, at ansøgeren ikke skulle komme tilbage til familien. Til nævnet endte ansøgeren derimod efter nogen tøven med at oplyse, at faren slet ikke sagde noget til ham, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var faren, som lagde røret på. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om flere centrale omstændigheder. Til nævnet har han således som noget nyt forklaret, at træneren i Paris holdt ham fast og derefter slog på ansøgerens hånd, da han forsøgte at komme fri, samt at træneren truede med at slå ham ihjel. Træneren truede tillige ansøgerens far med, at han vil slå dennes familie ihjel. Hertil kommer, at kriminelle personer derefter kom til forældres hjem, hvor de ligeledes fremsatte trusler. Familien måtte af den grund flytte til et andet sted i provinsen, og faren måtte hæve retssagen. Faren tror ikke, at ansøgeren er homoseksuel, men faren er vred på ansøgeren for at have været skyld i den alvorlige tvist, der i klanens øjne er ærekrænkende for ansøgers far. Herefter, og efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger, herunder at ansøgeren kun er 17 år, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/89/JAH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far, sine farbrødre eller en dreng ved navn [A], fordi hun har haft et seksuelt forhold til sidstnævnte. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun havde et venskabeligt forhold til nabodrengen [A], der købte gaver til hende og fulgte hende hjem fra skole. Ansøgeren har oplyst, at hun indledte et seksuelt forhold til [A] [i foråret] 2017. Ansøgerens forældre var ude at handle, og hun var derfor alene hjemme, da [A] opsøgte familiens bopæl. Ansøgeren har forklaret, at [A] kyssede hende og førte hende ind på hendes værelse, hvor han afklædte hende og tog intime billeder af hende. De havde herefter samleje, og [A] sagde, at hun ikke skulle være bange, fordi de skulle giftes. Ansøgeren har oplyst, at hun efterfølgende frivilligt havde samleje med [A] flere gange. 1-2 uger efter deres første samleje afviste ansøgeren at være seksuelt sammen med [A]. På daværende tidspunkt befandt de sig på ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren var alene hjemme. Ansøgeren sagde til [A], at hun ikke havde lyst til at være sammen med ham, hvorefter han hev hende i håret og truede med at slå både hende og hendes bror ihjel, hvis hun ikke havde samleje med ham. Det førte til, at ansøgeren og [A] havde samleje. [A] tvang efterfølgende ansøgeren til samleje adskillige gange. En dag var ansøgeren på vej til eksamen på sin skole, da [A] samlede hende op i sin bil. Han krævede, at ansøgeren holdt op med at gå i sko-le og begyndte at gå med tørklæde. Han truede med, at han ville slå hende, hvis hun ikke gjorde som han sagde. Han sagde også, at han ville tage hende med til Hawaeja. Ansøgeren lagde mær-ke til, at [A] opbevarede forskellige skydevåben i bilen, herunder en pistol i handskerummet og 2-3 store våben på bagsædet. En dag i [efteråret] 2017, hvor ansøgerens forældre ikke var hjemme, opholdt [A] sig sammen med ansøgeren på hendes bopæl. På et tidspunkt krævede [A], at de skulle have samleje. Han tog ansøgeren med ind på hendes værelse, hvor han klædte hende af. Ansøgerens forældre kom pludselig hjem, og ansøgeren var nøgen, da hendes far så hende og [A]. Faren løb efter Abdullah, mens ansøgeren flygtede over til naboen. Om aftenen kom ansø-gerens mor over til naboen. Moren spyttede på ansøgeren og sagde, at hun havde bragt skam over familien. Hun sagde også, at faren havde forladt bopælen for at hente ansøgerens farbrødre, så de kunne slå hende ihjel, og at ansøgeren derfor blev nødt til at forlade stedet. Moren forlod naboens bopæl, men vendte kort efter tilbage med ansøgerens id-kort og noget tøj. Herefter for-lod ansøgeren Kirkuk og udrejste sidenhen af Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylbe-handlingen, idet hun på mødet svarede på de stillede spørgsmål på en måde, der viste, at hun forstod, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring fremstod konsistent, detaljeret og selvoplevet. Uagtet forklaringen indeholder visse usandsynlige elementer, har Flygtningenævnet ved vurderingen lagt vægt på ansøgerens alder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som 16-årig af [A] blev overtalt til at have samleje i den tro, at hun og [A] skulle giftes, og at ansøge-ren efter en periode, hvor hun måtte konstatere, at [A] ikke opfyldte sit løfte om at fri, ikke læn-gere ønskede at have samleje med ham men af [A] blev tvunget til fortsat at have samleje med ham adskillige gange. Ansøgeren flygtede, da forholdet blev opdaget af hendes forældre, og hendes far truede med at dræbe hende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” irak/2018/88/THV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes far og bror vil slå hende ihjel, idet hun forlod sit hjem og giftede sig uden deres tilladelse. Hun frygter ydermere sin eksmand, idet han vil have hende tilbage. Hun har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold for kvinder i Irak, herunder kvinders manglende rettigheder, samt de generelle forhold i Irak, herunder Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun blev gift med [A] mod sin vilje i [foråret] 2012, og at han ofte slog hende. De blev skilt i [foråret] 2014, hvilket ansøgerens forældre accepterede. Omkring halvanden måned senere anmodede [A] om at blive gift med hende igen, og ansøgerens forældre gav deres accept. I starten af 2014 lærte ansøgeren sin nuværende ægtefælle at kende over Facebook. Han boede i Danmark, men de mødte hinanden, da han besøgte sin familie i Irak i [sommeren] 2014. De blev gift [i sommeren] 2014. Ansøgeren indrejste i Danmark på et visum [i starten af] 2015 og søgte asyl [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sin familiesammenføringssag og asylsag har afgivet divergerende oplysninger og forklaringer - herunder ved de forskellige samtaler i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet - om, om hun havde været gift tidligere, om hun mødte sin nuværende ægtefælle via internettet/Facebook, om sine forældres kendskab til ægteskabet med sin nuværende ægtefælle, om årsagen til, at hendes familie vil slå hende ihjel, og om sin udrejse af Irak og ophold i Istanbul og Erbil i forbindelse hermed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, men først søgte asyl [i slutningen af] 2015, efter at have fået afslag på sin ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder, ikke er af en sådan karakter, at de kan føre til, at ansøgeren er i risiko for overgreb i strid med De Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/87/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [landsby], Mosul-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af ISIL, og at han vil blive fængslet og tortureret af de irakiske myndigheder og af de kurdiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ISIL invaderede hans landsby [navn] i [sommeren] 2014. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor til et område, som var kontrolleret af kurdiske peshmergaere. De blev derfra transporteret til flygtningelejren Domiz, som ligger i Dohuk-provinsen. I flygtningelejren arbejdede ansøgeren som tømrer i et år. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak, fordi der var mangel på arbejde. Ansøgerens landsby er vel blevet befriet fra ISIL, men ISIL er stadig til stede i området. Familiens hus er ødelagt, og han har intet at vende tilbage til. Han kan heller ikke tage til det kurdisk kontrollerede område, idet han har afslået at tilslutte sig de kurdiske brigader. De kurdiske myndigheder har derfor chikaneret ham og spurgt efter ham i flygtningelejren. Han frygter ligeledes de irakiske myndigheder, idet han ved en tilbagevenden vil skulle indrejse gennem Bagdad lufthavn, og han vil som sunni-muslim blive undergivet nærmere kontrol. Det vil her komme frem, at han er flygtet fra den pågældende flygtningelejr. Han frygter derfor at blive fængslet og tortureret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke personligt været i forbindelse med ISIL og fremstår ikke som profileret i forhold hertil. ISIL´s indflydelse i Irak er i dag væsentligt formindsket i forhold til i 2014, hvor ansøgeren forlod sin landsby, og ISIL har ikke længere kontrol med det område, hvor [landsbyen] er beliggende. Der er intet i sagen eller baggrundsoplysningerne, der tyder på, at ISIL vil anvende deres reducerede ressourcer på ansøgeren, der ikke er profileret. Efter baggrundsoplysningerne har kurdiske styrker ikke i dag kontrol over [landsbyen] og omegn, hvilket heller ikke var tilfældet før ISIL´s angreb i 2014. Oplysningerne om den øjeblikkelige magtfordeling i området mellem det shia-dominerende styre i Baghdad og iransk støttede shia-militser er ikke helt entydig. Det ligger dog fast, at shia-militser har indflydelse og i flere tilfælde har begået overgreb i de områder, som ISIL tidligere har behersket. Efter nævnets vurdering er det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine individuelle, konkrete forhold vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra militser ved en tilbagevenden til sin hjemegn. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren som sunni-muslim, kurder og helt uden konkrete konflikter risikerer sådanne overgreb ved indrejsen i Irak, at det af denne grund ikke kan kræves, at ansøgeren vender tilbage. Ansøgeren opfylder dermed ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I flere områder omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, til dels af krigslignende karakter, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunni-muslimsk kurder, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De generelle forhold kan derfor endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de forhold, som ansøgeren måtte have været udsat for fra de kurdiske myndigheder eller peshmergaer ikke er af et sådant omfang, at det kan anses for forfølgelse. Ansøgeren kan således heller ikke antages at have asylretlige problemer ved en tilbagevenden til det kurdisk kontrollerede område. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/86/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, oprindeligt shia-muslim og fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsgruppen […], fordi han har arbejdet på en amerikansk base og er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at arbejde på en amerikansk base i 2003. I 2004 blev ansøgeren inviteret til en kirkelig ceremoni på basen af sin overordnede, der blev kaldt [A]. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt under ceremonien, og [A’s] […] tolk, der hed [B] og var kristen, gav efterfølgende ansøgeren en bibel på arabisk. Ansøgeren har oplyst, at han konverterede til kristendommen i vinteren 2004, og at han i den forbindelse forsøgte at tilegne sig kristne værdier, ændrede sine madvaner og begyndte at klæde sig anderledes. Ansøgeren begyndte blandt andet at spise svinekød og bar en halskæde med et kors. I foråret 2006 blev ansøgeren bortført og tilbageholdt af ukendte personer i 7-8 dage. Ansøgeren har oplyst, at han befandt sig i en taxa, der holdt i et lyskryds, da taxaen blev beskudt af en forbipasserende bil. Bilen standsede, og tre personer i militæruniform steg ud af bilen. En af personerne bad ansøgeren stige ud af taxaen, hvorefter han slog ansøgeren, der mistede bevidstheden. Ansøgeren har forklaret, at han blev udsat for vold og tortur under tilbageholdelsen, og at de ukendte personer råbte, at han var vantro. Ansøgeren har også forklaret, at han var bevidstløs under tilbageholdelsen, og at han ikke erindrer, hvordan han og de andre tilbageholdte personer blev løsladt, men at han på hospitalet efterfølgende fik at vide af en af hans medfanger, at amerikanerne havde befriet dem. Herefter tog ansøgeren til Jordan, hvor han opholdt sig i fire måneder, og sidenhen til Syrien, hvor han opholdt sig i fjorten måneder, indtil han vendte tilbage til Irak i 2008, hvor han mødte sin ægtefælle og blev gift. Ansøgeren har forklaret, at han i slutningen af 2010 blev kontaktet telefonisk seks gange af en militsgruppe, der havde forbindelser til myndighederne. Gruppen truede ansøgeren og forlangte, at han betalte skat, fordi han som kristen havde bosat sig i et muslimsk område i Bagdad. Herudover blev ansøgerens ægtefælle opsøgt på familiens bopæl og opfordret til at lade sig skille fra ansøgeren. Parret blev skilt i 2012, og ansøgeren flyttede herefter til et andet område. I 2013 blev ansøgeren og hans ven [C] beskudt uden for [C’s] værksted. [C] blev slået ihjel, mens ansøgeren alene blev ramt i benet. Ansøgeren har oplyst, at han besvimede og blev bragt til hospitalet. Under indlæggelsen modtog ansøgeren fire telefoniske trusler. Ansøgeren blev truet på livet af en ukendt person, og i forbindelse med det fjerde opkald fik ansøgeren at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke forlod landet. Ansøgeren informerede politiet om de telefoniske trusler, og der blev oprettet en sag hos politiet i forbindelse med skudepisoden. Omkring fire måneder efter skudepisoden modtog ansøgeren et trusselsbrev sammen med en bombeattrap. Brevet og attrappen blev afleveret ved ansøgerens bopæl, og i brevet stod der, at ansøgeren var en forræder, og at han havde et halvt år til at forlade Irak. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin ven […], der boede i et andet område af Bagdad, indtil han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Irak til grund, idet han på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev kidnappet i 2006. Han har således under OM-samtalen forklaret, at det var [i foråret] 2006 og under asylsamtalen [i vinteren] 2016, at det var i [tidligere i] 2006. Under sin forklaring i nævnet har han først forklaret, at det var i [sommeren 2006]. Foreholdt sin forklaring under asylsamtalen har han herefter forklaret, at han ikke husker, hvornår kidnapningen fandt sted. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om skudepisoden og de efterfølgende trusler i 2013. Han har således forklaret divergerende om blandt andet, hvem der angiveligt stod bag skudepisoden og truslerne, han har forklaret divergerende om, hvornår han modtog trusselsbrevet med den inaktive bombe, og hans forklaring om skudepisoden under asylsagen stemmer ikke overens med hans vidneforklaring til de irakiske myndigheder om episoden. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit i Irak i mere end 1 år efter skudepisoden, ligesom han har fået udstedt pas og er udrejst legalt af Irak, uanset den militsgruppe, der angiveligt efterstræber ham, har tilknytning til de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, herunder at han har været kristen siden 2004. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare overbevisende om, hvad der tiltalte ham ved den kristne tro, ligesom han ikke har kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller for, hvordan han levede som kristen i Irak. Hertil kommer, at ansøgeren under sine samtaler i Udlændingestyrelsen demonstrerede en meget begrænset viden om kristendommen, herunder om de kristne højtider, ligesom han forud for den sidste samtale i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017 alene havde været i kirke en enkelt gang. Det forhold, at ansøgeren, efter at han fik afslag på sin asylansøgning, opsøgte en kirke og blev døbt [i foråret] 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke under sin forklaring for nævnet har kunnet redegøre overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere, ligesom han også under nævnsmødet har udvist begrænset kendskab til bl.a. de kristne højtider. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/84/THV
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [K]-klanen. Ansøgeren har oplyst, at hans fætter i [sommeren] 2011 kom til at skyde en person fra [K]-klanen, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. [K]-klanen krævede herefter 10 millioner dinarer af ansøgerens familie, og at ansøgerens søster skulle giftes med et medlem fra stammen, hvilket familien nægtede. På et tidspunkt i 2011 sagde ansøgerens onkel til ansøgerens familie, at [K]-klanen ville slå ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren udrejste af Irak [i efteråret] 2015. Ansøgerens far har i [slutningen af] 2017 oplyst ansøgeren telefonisk, at ansøgerens svoger er blevet slået ihjel af [K]-klanen, og at medlemmer af stammen er blevet opmærksom på familiens opholdssted. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hændelserne inden hans udrejse til grund. Nævnet finder under henvisning til, at hverken ansøgeren eller hans familie har oplevet henvendelser fra [K]-klanen, at konflikten med [K]-klanen inden udrejsen ikke har haft en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hans svoger er blevet slået ihjel af [K]-klanen. Nævnet lægger herved vægt på, at han alene har modtaget oplysninger herom telefonisk fra sin far, der ikke overværede drabet, og at faren ikke ville oplyse nærmere detaljer om dødsfaldet. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at dødsfaldet har fundet sted, eller/og at det i bekræftende fald skulle have sammenhæng med konflikten fra 2011. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/83/MGO
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af [A’s] far, [HHS], idet han er blevet beskyldt for at havde krænket [A’s] ære. Herudover frygter ansøgeren nogle terrorister, der har truet ham.Til støtte for asylmotivet omkring konflikten med [H] familie har ansøgeren oplyst, at han var kæreste med [A], der var hans søsters veninde og boede i samme nabolag som ansøgerens og hans familie. Han og [A] har hverken kysset og krammet eller været sammen seksuelt. Ansøgeren sås med [A], når hun var sammen med hans søster, og bortset fra en enkelt gang foregik det som regel på ansøgerens families bopæl. I 2015 besøgte ansøgeren og hans søster [A] på hendes bopæl. [A] var alene hjemme. Kort efter ankomsten, skulle ansøgerens søster hjem for at hente noget, hvorefter ansøgeren var alene med [A]. Ansøgeren og [A] sad tæt sammen og talte med hinanden, da [A´s] far, [H], pludselig kom hjem og opdagede dem. Han spurgte, hvad de lavede. Ansøgeren svarede hertil, at han var kommet på besøg sammen med sin søster. [H] troede ikke på ansøgeren og beskyldte ham for at have krænket [A´s] ære og truede med at slå ansøgeren om hans familie ihjel. [H] forøvede vold mod ansøgeren, men ansøgeren formåede at løbe væk, idet han dog på vejen væk blev skåret på hånden med en kniv af [A´s] bror. Ansøgeren tog hjem og fortalte sin søster om episoden. Senere samme aften fortalte han også sin far om episoden. Samme aften ringede [A] til ansøgerens søster og fortalte, at hendes far, brødre og nogle bodyguards havde planer om at storme ansøgerens hus med våben, og at de ville slå ansøgeren og hans familie ihjel. Da [A´s] familie kom hen til ansøgerens families hus, lykkedes det ansøgeren og hans familie at flygte. De tog ophold hos ansøgerens fars ven, og mens de var der, fik ansøgerens far et opkald fra en person, der fortalte, at deres hus og bil var blevet brændt ned. Herefter påbegyndte ansøgeren og hans familie deres udrejse fra Irak. Ansøgerens advokat har for nævnet oplyst, at asylmotivet om frygten for terroristerne frafaldes, idet ansøgeren og advokaten er enige om, at det ikke er asylretligt relevant, idet der er tale om konflikt, der er afsluttet flere år, før ansøgeren udrejste fra Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været upræcis, divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har taget hensyn til hans unge alder og begrænsede skolegang. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed endvidere tillagt det nogen betydning, at det af den kriminaltekniske undersøgelse af det id-kort og det statsborgerskabsbevis, ansøgeren har fremlagt i forbindelse med behandlingen af hans asylsag, fremgår, at begge dokumenter er falske. Det er ikke sandsynligt, at ansøgeren velvidende, at [A´s] far var højtstående medlem af KDP og konservativt tænkende, tog med sin søster hen til [A´s] bopæl, eller at han forblev alene tilbage med [A], da hans søster gik hjem for at hente noget. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at [A´s] far truede såvel ham som hans familie, hvilket han under nævnsmødet først har forklaret om, efter at være blevet foreholdt sin tidligere forklaring, selvom det udgør et centralt element i hans asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede umiddelbart efter, at [A´s] far var kommet hjem, og at hans søster efterfølgende talte i telefon med [A] samme dags aften. Ansøgerens forklaring om, hvorvidt han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret til Udlændingestyrelsen, at det viste sig, at [A] ikke var jomfru, og at der var tale om et komplot med henblik på at gøre ham ansvarlig herfor eller ej, har været behæftet med usikkerhed, idet han under nævnsmødet først har oplyst, at sådan har han ikke forklaret, og dernæst oplyst, at han troede, at det var sådan det forholdt sig, eftersom [A] fik mulighed for at ringe og advare søsteren. Ansøgerens forklaring om, at han på trods af [H] trusler mod såvel ham som familien, undlod at fortælle noget herom til sin far umiddelbart efter hjemkomsten er ikke sandsynlig, navnlig i lyset af at familierne boede tæt ved hinanden, og da ansøgeren var bekendt med [H´s] status som højtstående medlem af KDP. Det forekommer videre usandsynligt, at [A] samme aften var i stand til at ringe og advare ansøgerens søster om det forestående angreb, eller at [A´s] familie skulle vente flere timer til ud på aftenen med at henvende sig til ansøgerens hus med den risiko dette indebar i forhold til, at ansøgeren og hans familie kunne nå at flygte. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens familie valgte at flygte til fods fremfor at tage deres bil, idet det i den forbindelse bemærkes, at ansøgeren har forklaret usikkert med hensyn til, hvad der var årsagen hertil. Ansøgerens forklaring om forholdet til [A] har været upræcis og divergerende med hensyn til, om de var kærester i 1 eller 3 år før udrejsen, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til om [A´s] far slog eller sparkerede ham. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A´s] far skød mod huset, hvorefter ansøgeren og hans familie tog bagdøren ud, og at familien først forlod deres bopæl, da [A´s] far kom, og at han smadrede døren til huset med en pistol. I asylsamtalen og forklaringen, der er afgivet under mødet i nævnet, har ansøgeren derimod forklaret, at familien ikke nåede at blive opsøgt, før de forlod hjemmet, og at det ikke er ham men enten familiens nabo eller en bekendt, der har set døren blive slået ind med en pistol, og at de hørte skud på nogen afstand, efter at de havde forladt huset. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende med hensyn til, om det alene var [A´s] far og hans vagter eller tillige hendes brødre og fætre, der opsøgte huset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/TBP/82
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra Halabja, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af islamistiske fundamentalister, og at han har problemer med partierne i det kurdiske selvstyreområde i Irak (KRI), idet han har deltaget i forskellige teateraktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil få problemer med sin familie og de irakiske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har opført tre kritiske teaterstykker. Det første vendt mod styret og de to øvrige mod den måde islam blev praktiseret på. Som følge heraf har ansøgeren dels været tilbageholdt 30 dage af PUK og som følge af de øvrige teaterstykker har han modtaget trusler, er blevet forsøgt kørt ned og blevet beskudt i sin bil. Til støtte for sit asylmotiv om sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i efteråret] 2016 i [en kirke] og nu betragter sig selv som kristen. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine kritiske aktiviteter i Irak og de reaktioner, han blev udsat for i den anledning, til grund. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere fornyede overgreb fra lokalbefolkningen, som myndighederne ikke kan yde ham den fornødne beskyttelse imod, ved en tilbagevenden til Irak, hvor han må antages at ville fortsætte sin kritik af islam. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder det herefter ikke fornødent at tage stilling til, om ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/81/JAH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2003, idet han var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført med sin herboende ægtefælle. Ved afgørelser fra 2005 og 2007 fik ansøgeren forlænget sin opholdstilladelse som familiesammenført. I 2011 blev ansøgeren meddelt afslag på en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I 2012 blev ansøgeren meddelt afslag på en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse som familiesammenført, hvilket blev stadfæstet senere i 2012. I 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Klagen til Udlændingenævnet blev efterfølgende frafaldet. Ansøgeren søgte om asyl i 2017 i forbindelse med, at han blev anholdt og sigtet for ulovligt ophold og for at arbejde uden fornøden tilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim Diyala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil få problemer med familien til en pige, [S], som han havde et forhold til i perioden fra 1995 til 1997. [S]s familie opdagede deres forhold, og de afslog, at ansøgeren og [S] kunne gifte sig, da de kom fra forskellige klaner. Efter [S]s familie opdagede forholdet, opsøgte [S]s tre brødre ansøgerens bopæl og skød efter bopælen dog uden, at nogen blev ramt. Ansøgeren udrejste tre måneder efter skudepisoden til Syrien. Ansøgerens familie lukkede striden i 2001 ved at betale bod til [S]s familie. Ansøgeren frygter videre den generelle situation i Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet i udlændingelovens § 7. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den konflikt, som ansøgeren og hans familie havde med kvinden [S]s familie i anledning af ansøgerens og [S]s forhold fra 1995 til 1997, må anses som afsluttet. Episoden, hvor [S]s brødre skød mod ansøgerens bopæl, ligger over 20 år tilbage, og ansøgeren har ikke siden været i kontakt med [S] eller hendes familie. [S] blev i 1998 gift med en anden mand og flyttede til et område uden for Bagdad, og ansøgerens familie har i 2001 betalt en større erstatning til [S]s familie for at afslutte striden. Ansøgerens familie er efter betaling af boden ikke blevet opsøgt af [S]s familie, og selv om [S]s familie har udtalt at ville slå ansøgeren ihjel uanset hvad, har ansøgeren uden at få problemer med [S]s familie i 2006 opholdt sig Irak i tre til fire uger for at besøge sin mors grav. Ansøgeren har i øvrigt ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvordan [S]s familie skulle være i stand til at finde frem til ham, hvis han vender tilbage til et andet område af Irak end Bagdad-området. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt vil være i risiko for at blive efterstræbt af [S]s familie ved en tilbagevenden til Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har boet i Danmark i 14 til 15 år, haft arbejde og betalt skat og derfor ikke mener at kunne leve Irak fremover, da han har vænnet sig til at bo her, har baggrund i socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgerens generelle opfattelse af, at Irak er et usikkert land med korrupte politikere, kan heller ikke medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft problemer med de irakiske myndigheder, og at den generelle situation i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/80/MKT
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk türkmener og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søster vendte tilbage til Kirkuk i 2006. I 2009 blev ansøgerens far løsladt og vendte tilbage til Irak. Ansøgerens far flyttede ind hos ansøgerens moster, hvor ansøgeren og hans mor også boede. Efter et til to år fandt ansøgeren og moren deres egen bopæl. Ansøgeren var ofte udsat for fysisk overgreb af sin far. Faren truede ansøgeren med at skyde ham, hvis ansøgeren ikke gjorde, som han fik besked på. På et tidspunkt i 2012 eller 2013 flyttede ansøgerens mor, ansøgerens søster og ansøgeren væk fra faren. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af sin far siden, ligesom ansøgeren ikke har talt med faren siden. I oktober 2015 udrejste ansøgeren og moren til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet udsat for fysiske overgreb eller trusler fra sin far efter forældrenes samlivsophævelse i 2012 eller 2013 til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Det fremgår således, at ansøgeren under Oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2017 adskillige gange har forklaret, at han ikke har set eller talt med sin far siden forældrenes samlivsophævelse. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] februar 2017 har ansøgeren først forklaret, at han havde set sin far en gang på et ukendt tidspunkt efter samlivsophævelsen. Senere under samtalen blev ansøgeren foreholdt sin mors forklaring, hvorefter hans far skulle have opsøgt dem flere gange efter samlivsophævelsen, hvorefter han bekræftede, at det var tilfældet, uden at han nærmere kunne angive, hvor mange gange, det drejede sig om. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at hans far opsøgte dem mange gange efter samlivsophævelsen, senest i 2015, og at ansøgeren flere gange blev udsat for vold i den forbindelse. Det fremgår af referaterne fra ansøgerens samtaler i Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har fået disse oversat og har vedstået indholdet heraf. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at han ikke har forklaret som anført, kan derfor ikke tillægges betydning ved vurderingen af de divergerende forklaringer. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende på flere punkter. Han har således forklaret bl.a., at hans far tvang ham til at gå i koranskole, at faren købte og solgte våben, at faren i 2015 slog ansøgeren, fordi ansøgeren havde fået lavet en tatovering på den ene arm, og at faren derefter skød den person, der havde udført tatoveringen. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at faren efter samlivsophævelsen opsøgte ham og forbød ham at arbejde, fordi han skulle gå i moske i stedet, ligesom faren slog ham foran andre. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at faren ville have, at ansøgeren skulle deltage i krigen. På den anførte baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/78/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk kurder og ikke-praktiserende sunnimuslim fra landsbyen […] ved […] i Duhuk provinsen, KRI, Irak. Han er sanger i et band og har flere gange optrådt for peshmergaer, herunder i 2014/15 i forbindelse med kamphandlinger mod IS. Han har ikke herved eller i øvrigt været politisk aktiv. Hans moralske støtte til peshmergaer har ikke givet ham problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin familie, idet han, mens han var gift med sin ægtefælle [A], havde et forhold til en anden kvinde ved navn [B]. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge heraf tillige frygter [B’s] familie. Tidligere frygtede han også [A’s] familie. Han frygter nu også myndighederne, der vil holde ham ansvarlig for [B’s] død. Ansøgeren har nærmere oplyst, at hans forhold til [B] begyndte i 2012, 2 år efter han blev gift med [A], med hvem han har en søn. Ansøgeren og [B] havde ikke samleje, inden de udrejste. [B] og han ville gerne giftes med hinanden, men det ville [B’s] mor ikke acceptere. Ud over [B’s] mor var det formentlig kun [A], der kendte til forholdet. [B’s] mor fik arrangeret, at [B] blev tvangsgift med en anden mand, [C]. [B] og ansøgeren fortsatte deres forhold, til det i november 2015 blev opdaget. [B] fik [i efteråret 2015] af sin mor at vide, at hendes bror ville slå hende ihjel. Ansøgeren skulle også dræbes. [To dage senere], hvor drabene angiveligt skulle begås, fortalte [B] ansøgeren om truslen. Ansøgeren og [B] udrejste få timer senere illegalt til Tyrkiet, hvor han fik telefonisk kontakt til [A], som han nu er skilt fra. Han talte i Tyrkiet også med sin familie, der bad ham om at vende tilbage. En onkel [D] sagde dog, at han ville slå ansøgeren ihjel. Hans fars fætre og landsbyens muktar ringede også til ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. [I slutningen af 2015] var han og [B] i Grækenland, hvorfra de telefonisk var i kontakt med deres respektive familier i KRI. De fik der hjælp af en person, [E]. En onkel fortalte ansøgeren, at det var aftalt, at han og [B] kunne få lov til at vende tilbage uden, at der ville ske dem noget og [B’s] familie overtalte [B] til at vende tilbage til Irak. [B] var da gravid med [C’s] barn. I strid med førnævnte besked fortalte ansøgerens onkel, [F], ham, at det var aftalt, at de begge skulle slås ihjel. Ansøgeren besluttede, at han ikke ville rejse med [B]. Senere fortalte [E] til ansøgeren, at han havde hørt, at [B] var blevet dræbt. Den samme oplysning har ansøgeren fået af en moster, der bor i Sverige. Mosteren har fået oplysningen fra venner i Irak. Mosteren og også [E] har senere fortalt ham, at [B]s familie har udlovet en stor dusør til den, der slår ansøgeren ihjel eller kommer med oplysninger, om ansøgerens opholdssted. Ansøgeren er [i starten af 2018] blevet truet på Instagram. I beskeden hedder det blandt andet: ”En pige er blevet dræbt på grund af dig … Hvis du var en rigtig mand, så var du ikke forsvundet. Jeg er [G]. Din død er nær. Ved hvor du er.” Der er ikke tvivl om, at den kvinde, der refereres til, er [B]. Ansøgeren frygter derfor endvidere den for ham ukendte person, der har sendt truslen til ham. Ansøgeren havde kun Instagram-profilen i én til to måneder. På grund af truslen, lukkede ansøgeren profilen. Han har ikke anmeldt truslerne til det danske politi, som ikke hjalp ham under en voldssag i Danmark, hvor han var den forurettede. Ansøgeren har spurgt Instagram, hvem der har sendt beskeden, men han har ikke fundet ud af dette. Ansøgeren har for nyligt talt med sin bror, der opholder sig tæt ved Erbil. Både broren og mosteren har fortalt ham, at familien er blevet smidt ud af deres bolig. Det sagde mosteren til ham [i foråret 2017], hvor mosteren oplyste, at ansøgerens mor samme dag var afgået ved døden. Mosteren anførte, at [B’s] familie havde forlangt, at ansøgerens familie selv dræber ansøgeren eller eventuelt udleverer ansøgeren til [B’s] familie. Ansøgerens familie leder derfor efter ansøgeren med henblik på at dræbe ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om flere detaljer, herunder om hvornår [B] blev tvangsgiftet med [C]. Til Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren [i sommeren 2016], at det skete i [starten af 2015], mens han [i starten af 2017] til Udlændingestyrelsen forklarede, at ægteskabet blev indgået i [foråret 2015]. I nævnet har han oplyst, at ægteskabet blev indgået i begyndelsen af foråret 2015. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen forklaret, at han eller hans ven har læst på facebook, at der er udlovet en dusør på hans liv, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke har erindring om sådant facebook-opslag, eller at han skulle have forklaret herom. Ansøgerens forklaring om den udlovede dusør var også herudover præget af betydelig usikkerhed og divergenser, samt må forkastes. I Flygtningenævnet har ansøgeren endvidere som noget nyt forklaret, at han i Grækenland talte med sin fars fætter, [H], der er overhoved for storfamilien, og en meget kendt og respekteret person i området. Den pågældende sagde til ansøgeren, at det var besluttet, at der ikke skulle ske ham noget, hvis han kom hjem. Det samme sagde [B’s] familieoverhoved til ansøgeren. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har forklaret herom tidligere. I troværdighedsvurderingen indgår endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans forhold til [B] blev opdaget samt om, hvornår han senest havde kontakt til [B]. Hertil kommer, at ansøgeren har svaret usikkert og lidet overbevisende på en række andre opklarende spørgsmål i Flygtningenævnet, og nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerens forklaring er fremtrådt selvoplevet og troværdigt. Den omstændighed, at ansøgeren har fremsendt en kort, truende og anonym Instagram-besked, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en vurdering af indholdet af teksten sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder ansøgerens manglende troværdighed, at teksten er konstrueret til lejligheden. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand fra den beskikkede advokat om at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse af Instagram-beskeden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/78/MAH
Flygtningenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [M] i Samara-området, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for overgreb af personer med tilknytning til ISIL eller de irakiske myndigheder, idet hans far, mor og søskende blev kidnappet af maskerede personer. Ansøgeren har videre henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie i 2006 blev truet i forbindelse med et attentat på to hellige imamers gravsteder i Samara på grund af ansøgerens families efternavn. Ansøgeren og hans familie fik at vide, at de ville blive slået ihjel, såfremt de ikke forlod deres hus. Majoriteten af beboerne i området var shiamuslimer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far arbejdede for det irakiske militær, hvor han havde en høj rang. Ansøgeren er ikke nærmere bekendt med farens opgaver i militæret. I maj/juni 2015 tog ansøgeren med sin søster til Baghdad for at hente søsterens eksamensbevis. Ansøgeren blev i denne forbindelse ringet op af en ven, der fortalte, at ansøgerens familie var blevet kidnappet af maskerede mænd, og at ansøgeren ikke skulle komme tilbage. Ansøgeren ved ikke, hvem der kidnappede hans familie. Ansøgeren tog tilbage til sin kusines hus, hvor han boede, mens de var i Baghdad, og fortalte, hvad der var sket. Ansøgerens kusines ægtefælle, [S], ville forsøge at undersøge, hvad der var sket. Ansøgeren skændtes ofte med [S], idet ansøgeren selv ville finde ud af, hvad der var sket. Til sidst sagde [S], at han ville hjælpe ansøgeren med at rejse tilbage til ansøgerens families hjemby. Ansøgeren blev dog narret i forbindelse med rejsen til sin hjemby, idet han i stedet endte i Tyrkiet. Ansøgeren udrejste omkring to måneder efter kidnapningen af sin familie. Ansøgerens søster udrejste før ansøgeren til Finland, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren fandt senere ud af, at hans families hus var blevet ødelagt i forbindelse med en eksplosion. Ansøgerens søster har givet ansøgeren et billede af familiens ødelagte hus, som han har fremlagt til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker først, at hverken ansøgeren eller hans søster, som opholder sig i Finland, har været individuelt forfulgt inden udrejsen, og at der ikke er grundlag for at antage, at de har noget udestående med de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham om ransagningen af familiens hus og om omstændighederne herved. De fremlagte fotografier støtter ikke entydigt ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hans søster har forklaret forskelligt om, hvordan de er kommet i besiddelse af fotografierne. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om udrejsen, dels er divergerende, dels forekommer mindre sandsynlig, idet ansøgeren efter sin forklaring af et familiemedlem er blevet narret til at udrejse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de finske myndigheder ikke har lagt ansøgerens søsters tilsvarende forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet finder ligeledes i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at nævnet ikke har fundet grundlag for at afholde et supplerende nævnsmøde, at lade ansøgerens søster høre som vidne eller at udsætte sagen med henblik på verificering af ansøgerens oplysninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/77/LMD
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger og etnisk araber. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har senest opholdt sig i [et område], Bagdad, Irak, men er født og opvokset i [en by], Dhi Qar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af enten sin afdøde ægtefælles familie eller sin egen klan. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han er eftersøgt af de irakiske myndigheder for at have kidnappet sin nu afdøde ægtefælle i Irak. Ansøgeren har videre forklaret, at han mødte sin nu afdøde ægtefælle, [S], på universitetet i 2009. I perioden fra 2013-2015 bad ansøgeren [S]’s familie om hendes hånd i ægteskab fem gange. [S]’s familie afviste alle fem gange, da [S] var lovet væk til et familiemedlem inden for hendes families klan. [I sommeren] 2015 ringede [S] til ansøgeren og sagde, at hun var flygtet fra sin bopæl. Hun tog herefter hjem til ansøgeren. Ansøgeren og [S] blev religiøst viet ved en imam [I sommeren] 2015. De fik ligeledes udstedt en ægteskabskontrakt ved denne lejlighed. I perioden herefter boede de begge på ansøgerens bopæl, og ansøgeren fortsatte sit arbejde som normalt. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren ringet op af [S], mens han var på arbejde. [S] fortalte, at hun havde fundet et trusselsbrev fra militsen, Asaeb Ahel al-haq, uden for døren til bopælen. I brevet stod, at ansøgeren skulle tilbagelevere pigen, som han havde kidnappet, ellers ville han blive slået ihjel. Efter modtagelsen af trusselsbrevet blev ansøgeren og [S] fortsat på bopælen og ansøgeren fortsatte med at arbejde som tidligere. [Senere på sommeren] blev ansøgeren ringet op af sin nabo, mens han var på arbejde. Naboen fortalte ansøgeren, at der havde været skyderi, samt at der lå en død pige i ansøgerens lejlighed. Ansøgeren ringede herefter til sin ven, [M], som tog hen til ansøgerens lejlighed og bekræftede, at det var [S], som lå død i lejligheden. [M] så overvågningsvideoer fra butikkerne omkring ansøgerens lejlighed, hvoraf han kunne se en rød Toyota Corolla tæt ved ansøgerens lejlighed. Ansøgeren konkluderede herefter, at det måtte være [S]’s bror, som havde slået hende ihjel, idet [S]’s bror ejede en rød Toyota Corolla. Ansøgeren blev herefter hentet af sin ven, [A], som tog ansøgeren med hjem. Ansøgeren boede hos [A] indtil sin udrejse [i efteråret] 2015. [i løbet af sommeren] 2015 modtog ansøgerens familie et udstødelsesbrev fra ansøgerens families klan, hvori det fremgik, at ansøgeren måtte udstødes fra klanen, idet han havde giftet sig med en pige uden samtykke fra hendes familie. [A] havde grundet sin familie mange kontakter ved de irakiske myndigheder. Gennem [A] blev ansøgeren bekendt med, at [S]’s bror havde anmeldt ansøgeren for kidnapning af [S]. På den baggrund blev der udstedt en arrestordre på ansøgeren. Ved hjælp af [A]’s kontakter hos myndighederne udrejste ansøgeren [en nat i efteråret] 2015 på eget gyldigt pas gennem lufthavnen i Bagdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren [i foråret] 2018 efter sin erkendelse er dømt for at have præsenteret et falsk pas for de danske myndigheder, på et tidspunkt, hvor han havde processuelt ophold i Danmark. Dette svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren på flere punkter har forklaret om ting der er mere eller mindre usandsynlige. Ansøgeren har forklaret, at han kunne indgå ægteskab med [S] uden, at hun var repræsenteret med familiemedlemmer, blot ved at oplyse, at hendes familie var døde. Han har ikke kunne redegøre for, hvorfor han og [S] ikke flyttede fra hans lejlighed, i hvert fald på det tidspunkt, hvor de modtog trusselsbrevet, idet det må have stået dem klart, at deres skjulested dermed var afsløret. Det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke kontaktede politiet, da hans ægtefælle blev dræbt i hans lejlighed, og at politiet ikke kontaktede ham. Det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren blandt andet under sit ophold i Irak ikke forsøgte, at fremskaffe ægteskabskontrakten eller en kopi heraf, når dette dokument er af central betydning for konflikten. Det forekommer ligeledes bemærkelsesværdigt, at [A] kunne skaffe arrestordre samt anmeldelse fra politiet, når han ikke var part i sagen. Det er påfaldende, at ansøgeren kan fremlægge et udstødelsesbrev, hvori hans egen klan giver alle ret til at dræbe ansøgeren. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne rejse legalt ud af Bagdad lufthavn, når der var udstedt en arrestordre. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvor mange gange hans familie efterfølgende er blevet opsøgt, og om der blev skudt mod bopælen eller hans fætter. På trods af, at ansøgeren har forklaret detaljeret og konsistent finder Flygtningenævnet som følge af ovennævnte usandsynligheder og divergenser, at ansøgerens forklaring skal tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbage til Irak vil være i forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2018/76/JOV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har været medlem af PUK, fra han var 18 år og frem til hans udrejse af Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A], idet han har anklaget ansøgeren for at være skyld i drabene på hans tre brødre. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af PUK, idet PUK mistænker ham for at have røbet deres opholdssteder i regionen til andre kurdiske partier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] var medlem af ISIL, og at ansøgeren kendte ham, idet han boede i den samme landsby. I landsbyen var de fleste beboere tilhængere af ISIL. Ansøgeren har videre oplyst, at han var peshmerga for PUK, fra han var 18 år til hans udrejse af Irak. [I sommeren] 2014 udbrød der kampe mellem ISIL og de kurdiske styrker i ansøgerens område. Ansøgeren deltog i kampene, men blev såret [den samme dag]. Ansøgeren vendte tilbage til kampene efter to til tre måneder, men [i efteråret] 2014 blev ansøgeren igen såret. Fra august eller september 2014 hjalp ansøgeren ligeledes en hemmelig enhed i PUK med at finde ISIL’s tilholdssteder i området. Ved angrebene [i sommeren] 2014 og [i efteråret] 2014 blev [A’s] tre brødre slået ihjel. [A] beskyldte ansøgeren for angrebene over telefonen, idet ansøgeren havde hjulpet PUK med at finde ISIL’s tilholdssteder. Efterfølgende modtog ansøgeren en telefonisk trussel fra en ukendt person, som ansøgeren formoder havde tilknytning til [A]. Ansøgeren modtog efterfølgende en tredje trussel, da [B] fortalte ansøgeren, at [A] truede ansøgeren. Ansøgeren bad derfor PUK om at beskytte ham og hans familie, hvilket PUK dog ikke ville. Ansøgeren besluttede derfor at stoppe i PUK. Ansøgeren flyttede sin familie til en anden landsby, og ansøgeren rejste selv videre og boede hos sin ven [C]. Mens ansøgeren boede hos [C], blev han ringet op af en person fra PUK, som ville vide, hvorvidt ansøgeren havde videregivet hemmelige oplysninger om PUK til andre kurdiske partier. PUK kontaktede efterfølgende ansøgerens mor med henblik på udbetaling af ansøgerens løn. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Irak. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren yderligere påberåbt sig, at han frygter PUK, fordi han er deserteret. Det bemærkes indledningsvist, at det følger af udlændingelovens § 40, at ansøgeren skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af hans asylgrundlag. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til, at han har været tilknyttet PUK som peshmerga og har deltaget i kamphandlinger. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved den vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har svaret divergerende om centrale elementer i sit asylmotiv både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsbehandlingen, således at han, når han foreholdes en divergens, typisk fremkommer med en helt ny forklaring. Han har således forklaret divergerende om, hvor mange trusler han har modtaget, af hvem de blev fremsat og over for hvem, de blev fremsat, ligesom han har forklaret udbyggende om anledningen til, at han frygter PUK. Han har således først under nævnsbehandlingen anført, at PUK over for hans mor har oplyst, at de ønskede at tale med ham på grund af, at han muligvis kunne have givet oplysninger om PUK’s aktiviteter, ligesom han først under nævnsbehandlingen har oplyst, at han frygtede PUK på grund af desertering. Nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet og muligvis kan have pådraget sig et traume i forbindelse med krigshandlinger. Nævnet finder imidlertid ikke, at de ovennævnte forhold kan forklares på den baggrund, hvorved bemærkes, at ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret om centrale elementer. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/75/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at de vil blive slået ihjel af de shiitiske militser Jaish Al-Mahdi og Asaeb Ahl al-Haq, fordi den mandlige ansøger har været medvirkende i og udvikler af et politisk satire tv-program i Egypten, hvori det irakiske parlament og dets medlemmer blev kritiseret. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun indirekte frygter de irakiske myndigheder, fordi de shiitiske militser er en del af myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for konflikten med de shiitiske militser oplyst, at han i begyndelsen af 2005 blev opsøgt af fire ukendte personer fra Mahdi militsen i sin musikbutik i Bagdad. Personerne truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han lukkede sin butik. Herefter lukkede ansøgeren sin butik. Omkring et par måneder der efter åbnede ansøgeren en ny musikbutik i en anden bydel i Bagdad. Omkring et par måneder herefter, blev ansøgeren truet på ny, hvorefter han også lukkede denne butik. I slutningen af 2005 flyttede ansøgeren til Egypten, hvor ansøgerens bror [A] boede. I begyndelsen af 2006 fik ansøgeren arbejde på tv kanalen [B]. Her var ansøgeren medvirkende i og udvikler af et satireprogram ved navn [C] hvori det irakiske parlament, herunder dets medlemmer blev kritiseret. Ansøgeren boede og arbejdede i Egypten indtil slutningen af 2008, hvor han opsagde sit arbejde og vendte tilbage til Bagdad. I begyndelsen af 2009 blev ansøgeren standset ved en kontrolpost, hvor en bevæbnet person gjorde det klart, at han vidste, at ansøgeren var sunni muslim, og endvidere spurgte han ansøgeren, hvor gammel ansøgerens datter var. Da ansøgeren kom hjem, besluttede han sammen med sin ægtefælle at flytte til Erbil, idet de oplevede bemærkningen fra den bevæbnede person om deres datter, som en trussel om voldtægt. I Erbil fik ansøgeren arbejde på en tv station, og fik samtidig opholdstilladelse i Det Kurdiske Selvstyreområde (KRI). I slutningen af 2011 eller begyndelsen af 2012 vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Bagdad, idet familien var træt af den racisme og nedværdigende behandling, som de oplevede fra kurderne i KRI. I perioden herefter arbejdede ansøgeren freelance i både Bagdad og i KRI. I [efteråret 2015] ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgeren og fortalte, at der var blevet affyret skud mod deres bopæl i forbindelse med, at et trusselsbrev med en patron fra et kalashnikov gevær fra militsen Asaeb Ahl al-Haq var blevet smidt ind mod garagen ved bopælen. Samme dag tog ansøgeren og hans ægtefælle ophold i en ejendom i Bagdad, som tilhørte ansøgerens ven [D]’s forældre. Her boede ansøgeren og hans familie indtil [efteråret] 2015, hvorefter de tog til Erbil og derefter udrejste af Irak i [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger efter ansøgernes forklaringer til grund, at den mandlige ansøger i 2005 lukkede to musikbutikker, fordi myndighederne bad ham om det. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet som journalist og skuespiller for [B] fra 2006-2008, og at han i den forbindelse har udviklet og medvirket i et satireprogram, der gjorde grin med det irakiske styre. Satireprogrammet blev sendt i tv i 2007/2008 og nogle episoder kan stadig findes på Youtube. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne i slutningen af 2008 flyttede fra Egypten til Bagdad, og at den mandlige ansøger blev stoppet ved en kontrolpost i 2009, hvor den milits, der stoppede ham, vidste, hvem han var. Endelig lægger flygtningenævnet til grund, at den mandlige ansøger efter 10 minutter kunne forlade kontrolposten uden yderligere. Slutteligt lægger flygtningenævnet til grund, at ansøgerne i en periode fra 2009 til slutningen af 2011 eller begyndelsen af 2012 boede i Erbil, hvor den mandlige ansøger arbejdede for I TV, hvorefter de igen flyttede til Bagdad, hvor de boede frem til deres udrejse i 2015. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at de i 2015 modtog et trusselsbrev, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om trusselbrevet, herunder om modtagelsen af det og om dets indhold fremstår usikre, ligesom der er lagt vægt på, at ansøgerne ikke har kunnet redegøre for, hvorfor de først skulle modtage et trusselsbrev i 2015, som henviser til de to musikbutikker, der lukkede i 2005 og til udsendelserne som blev sendt i 2007/2008, når de på det tidspunkt havde opholdt sig i Bagdad i ca. 3 år, og når den mandlige ansøger i de 3 år jævnligt havde kørt fra Erbil til Bagdad, hvor han ved kontrolposter havde vist sit ID, ligesom ansøgerne udrejste legalt af Irak. Nævnet har på denne baggrund tilsidesat forklaringerne om trusselsbrevet som utroværdige og konstruerede til lejligheden. De dokumenter, som ansøgerne har fremlagt til støtte for, at denne episode skulle have fundet sted, kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat. Der er herved tillige lagt vægt på karakteren af dokumenter, herunder at der tilsyneladende er stavefejl i brevhovedet på et af de officielle dokumenter samt på omstændighederne ved dokumenternes tilblivelse. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at flere af ansøgernes familiemedlemmer er blevet dræbt. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at disse drab har noget med ansøgerne at gøre. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er profileret over for hverken militser eller myndigheder på grund af sine musikbutikker eller sine tv-udsendelser i en sådan grad, at ansøgerne risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Irak, at den omstændighed, at ansøgerne er sunni muslimer, ikke i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/74/LINB
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og oprindelig shiamuslim af trosretning fra [by] i Basra-provinsen, Irak. Ansøgeren betragter sig i dag som værende ikke-troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel, og at han havde et homoseksuelt forhold til en mand i Irak, som nu er blevet genoptaget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det vil være umuligt for ham at skjule sin homoseksualitet, hvorfor han ved en tilbagevenden til Irak straks vil opsøge sin kæreste og flygte ud af landet med ham med henblik på, at de kan leve sammen som et homoseksuelt par i et andet land. Ansøgeren er sikker på, at hans familie og venner, som følge af deres fortolkning af koranen, mener, at homoseksuelle skal slås ihjel. Ansøgeren var derfor bange for at fortælle de danske myndigheder om sin homoseksualitet, idet han frygtede, at hans venner og familie i Irak ville opdage det, og at hans kæreste ville komme i fare. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og det fremlagte materiale til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Irak ønsker at leve sammen som sådan med sin mandlige kæreste, [A], som han har kendt i en årrække. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren inden sin udrejse udelukkende har afholdt sig fra at leve sammen med [A] af frygt for familiens og omgivelsernes reaktion. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb fra familiens eller lokalbefolkningens side som følge af sin seksualitet, hvis han i Irak etablerer et samliv med [A], at det ikke bør kræves, at han vender tilbage. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at myndighederne vil yde ham den fornødne beskyttelse herimod. Da ansøgeren må anses for at tilhører en særlig social gruppe i flygtningekonventionens forstand, findes betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/73/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ikke vil kunne leve sit liv, idet han ikke har noget at vende tilbage til i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke kender nogen i Irak, idet han har boet i Danmark, siden han var otte år. Ansøgerens forældre og søskende er bosat i Danmark. Derudover ved ansøgeren ikke, om han har nogen slægtninge i Irak, da han aldrig har talt med sine forældre om dette. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til den generelle situation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han hverken kan forstå eller sætte sig ind i den irakiske kultur, idet han er opvokset i Danmark. Endelig har ansøgeren for nævnet som et nyt asylmotiv via sin advokat anført, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt eller udsat for andre overgreb fra sin fars familie bl.a. som følge af, at han ikke er troende muslim og spiser svinekød. Ansøgeren, der ikke har givet møde for nævnet, har ikke forklaret yderligere om dette motiv. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at der alene under henvisning hertil er grundlag for at meddele beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/72/IBK
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [A], [B], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke kan overleve, idet han ikke har nogen i landet, der kan tage sig af ham og hjælpe ham. Derudover frygter ansøgeren at blive udsat for repressalier fra familien til en pige, [C], som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene i Irak og Kurdistan generelt er dårlige, og at han ikke har mulighed for at tage ophold hos sine familiemedlemmer i Irak. Endvidere har ansøgeren oplyst, at den pige, som han havde et forhold til, [C], i omkring 2015 begik selvmord, hvilket han formoder skyldes, at hendes forældre blev bekendt med, at hun og ansøgeren havde haft et forhold. Herudover har ansøgeren tilføjet, at [C]s forældre har ringet til ham tre gange, men at de lagde på, idet de fik oplyst, at telefonen tilhørte ansøgerens søster. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har forklaret om sin baggrund for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om sine familiemæssige og sociale forhold i Irak kan således ikke – uanset at det kan lægges til grund, at ansøgerens tilværelse i Irak har været hård – begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder endvidere, at heller ikke ansøgerens forklaring om sin frygt for [C]s familie kan føre til en anden vurdering af hans asylgrundlag. Den angivelige konflikt med [C]s familie beror således ifølge ansøgerens egen forklaring på ansøgerens formodning om, at familien skulle have opnået eller ville kunne opnå kendskab til det forhold, som ansøgeren og [C] havde forud for hendes død. Denne angivelige konflikt synes ikke at have været motiverende for ansøgerens udrejse af Irak, idet konflikten hverken er omtalt i asylansøgningsskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen den 14. juni 2016, hvorunder ansøgeren alene omtaler forholdet og [C]s død som medvirkende årsag til, at han psykisk havde haft det meget svært. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen den 6. januar 2017, hvorunder han første gang oplyste om en mulig konflikt med [C]s familie, samtidig oplyste, at han ikke frygtede myndighederne, personer eller andre i Irak, ligesom han oplyste, at der ikke var nogen konkret begivenhed, der foranledigede hans udrejse. Det må efter ansøgerens forklaring desuden lægges til grund, at han udrejste omkring et år efter [C]s død, og at hverken han eller hans familie nogensinde har modtaget trusler eller oplevet andre alvorlige henvendelser fra [C]s familie. Flygtningenævnet finder, at det i den forbindelse ikke kan lægges til grund, at [C]s familie for nylig – og i hvert fald efter Udlændingestyrelsens afslag – skulle have opsøgt ansøgerens søster med spørgsmål om ansøgeren, allerede fordi det er helt usandsynligt, at en sådan henvendelse skulle finde sted mere end to år efter [C]s død, ligesom ansøgerens forklaring for nævnet herom fremstår helt uden konkret indhold. Det kan allerede på denne baggrund ikke anses for sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være efterstræbt af [C]s familie. Endelig er nævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke længere praktiserer sin tidligere religion og nu opfatter sig som ikke-troende eller ateist, kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at der alene under henvisning hertil er grundlag for at meddele beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/71/IBK
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af de personer, der har slået hendes far og fætter ihjel, og som herudover har truet hendes brødre. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, der har truet med at slå hende ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun og hendes familiemedlemmer er sunni muslimer. På denne baggrund er de truet af shiitiske militser. I 2006 blev ansøgerens far, da han var på vej på arbejde, dræbt ved skudt. Gerningsmanden er fortsat ukendt. Ansøgerens to brødre blev chikaneret og truet, hvorfor ansøgeren sammen med sin familie udrejste af Irak i 2007. Ansøgeren og hendes familie tog ophold i Syrien indtil 2010, hvor ansøgerens familie rejste tilbage til Irak. Ansøgeren blev gift med en syrisk statsborger, hvorfor hun blev i Syrien. Ansøgeren er gennem sin mor og bror blevet truet på livet af hendes tidligere ægtefælle, da han ikke ønskede at blive skilt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår de forhold, der fandt sted fra 2006 til 2007 og medførte, at ansøgeren og hendes familie udrejste til Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren aktuelt har grund til at frygte at blive slået ihjel af personer fra al Mahdi-militsen, der i 2006 to gange har truet og chikaneret hendes storebror, når han færdedes i lokalområdet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at hun aktuelt har grund til at frygte personer, som i 2007 har truet hendes lillebror ved henholdsvis at sende ham et brev om, at han som sunni muslim skulle stoppe med at komme på universitetet, der var et shia-universitet, at fremsætte mundtlige trusler med samme indhold og sprænge en vejbombe ved det nævnte universitet på et sted, hvor lillebroren plejede at opholde sig med sine venner. Endvidere finder nævnet ikke, at ansøgeren har grund til aktuelt at frygte de personer, der skød hendes far på vej hjem fra sit arbejde som journalist for en sportsavis [i sommeren] 2006, eller personer, der cirka tre uger efter dræbte hendes fætter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig selv har været udsat for trusler, aldrig er blevet opsøgt og har ikke været udsat for overgreb af nogen art i Irak inden udrejsen. Der er i øvrigt tale om episoder, som ligger langt tilbage i tiden, og hverken faren eller fætteren havde haft konflikter med nogen forud for drabene. Endvidere blev ansøgerens familie ikke udsat for noget i forbindelse med drabet på hendes far. Hendes familie – herunder hendes to brødre – er efter nogle års ophold i Syrien fra 2007 til 2010 flyttet tilbage til Irak igen. De er forblevet i Irak, selv om de ifølge ansøgeren et ukendt antal gange har oplevet at få trusselsopkald af ukendt indhold fra ukendte personer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin privatretlige konflikt med sin tidligere ægtefælle til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2016 er blevet spurgt detaljeret ind til forholdet til den tidligere ægtefælle og eventuelle konflikter i anledning af skilsmissen, hvortil ansøger oplyste, at der var en lille smule, idet han havde afvist at betale efterbetaling. Der havde ikke været andre konflikter. Ansøgeren nævnte hverken på dette tidspunkt eller under samtalen [i vinteren] 2016 noget om de trusler på livet, som ansøgerens tidligere ægtefælle angiveligt skulle have fremsat overfor hendes mor i 2011 og 2013, selvom ansøgeren var bekendt hermed. Ansøgeren er således først efter afslaget på opholdstilladelse og mødet hos sin advokat kommet med dokumenter i form af kopier af et udateret trusselsbrev fra sin tidligere ægtefælle og en politianmeldelse fra en af sine brødre fra [sommeren] 2014 om trusler fra hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har ikke kunnet forklare nærmere om omstændighederne ved familiens modtagelse af det pågældende trusselsbrev, idet hun ikke har fundet anledning til at spørge herom, og hendes mor har ifølge ansøgeren ikke oplevet problemer fra den tidligere ægtefælles side. På den baggrund sammenholdt med indholdet af de fremlagte dokumenter og de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Temanotat Irak: Reisedokumenter og andre identitetsdokumenter, udgivet den 25. november 2015, om omfattende forekomst af falske dokumenter og korruption i Irak, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin tidligere ægtefælle. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak er i aktuel risiko for konkret og individuel personlig forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/70/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Hawler, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun udelukkende er udrejst af Irak på grund af de generelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har et selvstændigt asylmotiv som følge af hendes mands aktiviteter i Irak. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens mand som følge af politiske aktiviteter i Irak kan anses som særligt profileret i forhold til iranske agenter, der opererer i Irak. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at ægtefællens tidligere politiske aktiviteter indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for andre asylbegrundende forhold omfattet af § 7, stk. 2. Ægtefæller af forskellig nationalitet, der ansøger om asyl, skal efter Flygtningenævnets praksis vurderes særskilt i forhold til deres respektive hjemlande, jf. Flygtningenævnets formandskabs 25. beretning (2016) side 431 f. Der er derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus i forhold til ægtefællens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/7/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter familien til en pige, som han havde et forhold til. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter partiet PUK, da hans familiemedlemmer var medlem af KDP. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han lærte en pige ved navn Sazan at kende i 2015. De mødte hinanden i en butik, hvor ansøgeren gav Sazan sit telefonnummer. De havde herefter løbende kontakt. Ansøgeren mødtes med Sazan i en park, hvilket Sazans fætter, Karzan, så. Karzan kørte herefter ansøgeren ned, og ansøgeren var som følge heraf indlagt i to uger. En dag befandt ansøgeren sig igen i parken med Sazan. Karzan overværede også dette møde og truede ansøgeren med en kniv, hvorfor ansøgeren valgte at flygte. Samme aften tog ansøgeren til Erbil, hvor han opholdt sig i to uger, hvorefter han udrejste af Irak. Herudover har ansøgeren oplyst, at hans to morbrødre var højtstående medlemmer af KDP. De blev derfor dræbt af medlemmer fra PUK-partiet. Ansøgerens svoger, Peshrew, er aktiv i KDP. En dag befandt ansøgeren sig i en bil sammen med Peshrew, da de blev forfulgt af PUK-medlemmer. Omkring en uge senere blev ansøgeren og Peshrew stoppet af ukendte personer, som krævede benzin. Ansøgeren og Peshrew indvilligede ikke herimen stak i stedet af, hvorefter personerne skød efter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, ligesom han har svaret afglidende og upræcist på en række spørgsmål for nævnet. Der er herved taget hensyn til ansøgerens unge alder. Ansøgeren har således forklaret forskelligt på en række punkter om forholdet til Sazan, herunder hvornår det begyndte, på hvilke ugedage de plejede at mødes, hvor ofte de mødtes, om episoden med Sazans fætters påkørsel af ansøgeren blev anmeldt til politiet, og den tid, der gik mellem den første trussel fra Sazan fætter, til ansøgeren blev påkørt. Til samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at han kom i kontakt med Sazan for to år siden, at han mødtes med Sazan cirka en gang om ugen og oftest om fredagen, og at episoden med påkørslen blev anmeldt til politiet, som ikke ville gøre noget ved det. Han oplyste under samme samtale, at påkørslen skete samme dag, som ansøgeren fra Sazan blev bekendt med fætterens første trussel. Under samtalen [i begyndelsen af] 2017 har ansøgeren oplyst, at han lærte Sazan at kende for 1½-2 år siden i begyndelsen af 2015, at de mødtes 4-5 gange i alt, men ikke om fredagen, hvor Azadi-parken var fyldt med mennesker, og at det kun var den sidste dag, de så hinanden, der var en fredag. Ansøgeren oplyste endvidere under samme samtale, at episoden med påkørslen ikke blev anmeldt til politiet, fordi de ikke ville skabe problemer for ansøgerens familie, da Sazans fætter og dennes familie havde stor magt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han mødtes med Sazan 4-10 gange eller mange gange, og at påkørslen fandt sted 2-3 måneder efter, han blev gjort bekendt med fætterens første trussel. Ansøgerens oplysninger om tolkeproblemer, usikkerhed om tidsangivelser og frygt for at fortælle sandheden til de danske myndigheder kan ikke føre til en anden vurdering, henset til divergensernes omfang og karakter. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med tilhængere PUK-partiet. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 bekræftet, at han ikke har været politisk aktiv. I forbindelse med oversættelsen af samtalereferatet fra samtalen [i begyndelsen af] 2017 har ansøgeren herefter oplyst, at han frygter problemer med PUK, fordi ansøger og hans svoger, Peshrew, er tilhængere af KDP, og Peshrews far, ansøgerens morbror, er blevet dræbt af PUK. Under den senere samtale [i foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at hans to morbrødre, der var højtstående medlemmer af KDP, blev dræbt på foranledning af personer fra PUK henholdsvis den 11. marts 1993 og den 11. marts 1997, fordi de begge var meget populære. Ansøgeren har samtidig oplyst, at han selv frygter PUK på grund af to episoder fra sommeren 2014, hvor ansøgeren i selskab med Peshrew med 6 dages mellemrum var på køreture sammen og mødte personer, der kørte efter dem og skød op i luften. Det kan efter ansøgerens opfattelse kun være personer fra PUK, der står bag, da han ikke har konflikter med andre. Ansøgeren har således først meget sent efter sin ankomst til Danmark oplyst om de pågældende forhold, selv om der er tale om hændelser, som det ville have været oplagt at oplyse i starten under interviewet om, hvad ansøgeren frygtede ved tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgeren har i øvrigt ikke for nævnet nærmere kunnet redegøre for, hvorfor netop han skulle være i risiko for personlig forfølgelse fra personer fra PUK, selv om han ikke er medlem af KDP og alene har deltaget i partiets sociale arrangementer sammen med sin svoger, der fortsat opholder sig i Sulaymaniyah. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/69/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel af lokale shiitiske militser, da han er sunni muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han modtog et trusselsbrev på sin arbejdsplads fra militsen Asaib Ahl al-Haq. Omkring seks dage efter modtagelsen af trusselsbrevet udrejste ansøgeren af Irak. Efter ansøgerens udrejse blev hans søsters bopæl udsat for et væbnet angreb. En af gerningsmændene oplyste, at angrebet blev foretaget, fordi der var kendskab til, at ansøgeren og søsteren befandt sig på bopælen. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring, sammenholdt med oplysningerne fra forløbet af hans psykologbehandling, til grund, at han i 2015 har været udsat for et voldeligt overfald og et seksuelt overgreb, hvor han på en mørk gade blev overfaldet og bestjålet af tre kraftigt alkoholpåvirkede mænd, som han ikke har set hverken før eller efter episoden. Der er efter det oplyste imidlertid tale om, at ansøgeren har været et tilfældigt offer for alvorlig kriminalitet, som ikke kan anses for asylbegrundende. På den baggrund finder nævnet ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret udbyggende og i øvrigt divergerende i forhold til forklaringen fra ansøgerens fætter, [A]. Ansøgeren har således ikke nævnt noget om trusselsbrevet i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2015, selv om det ifølge ansøgerens forklaring under samtalerne hos Udlændingestyrelsen var den begivenhed, der var årsag til hans flugt. Der er herved taget hensyn til ansøgerens begrænsede skolegang. Ansøgeren har under samtalen [vinteren] 2016 også oplyst, at han ikke havde set lignende trusselsbreve før og ikke kendte til andre, der havde modtaget et trusselsbrev af samme type. Ansøgeren oplyste videre, at han udrejste med sin fætter, [A]. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 oplyste ansøgeren, at han rejste sammen med fætteren, fordi de ikke kunne finde nogen steder at være i fred. Ansøgerens fætter har under en samtale med Udlændingestyrelsen den [i efteråret] 2016 i modsætning hertil forklaret, at han og ansøgeren fik trusselsbreve fra en milits med få dages mellemrum og derfor besluttede at flygte sammen. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring for nævnet sammenholdt med Ihabs forklaring, at de har haft bopæl på den samme adresse og begge har drøftet modtagelse af et trusselsbrev med deres fælles bedstefar. Det forekommer derfor påfaldende, at ansøgeren ikke skulle være bekendt med årsagen til udrejsen for så vidt angår fætteren. Ansøgerens forklaring om, at det var hans arbejdsgiver, der skulle stå i ledtog med den milits, der stod bag trusselsbrevet, fremstår desuden bemærkelsesværdig, da arbejdsgiveren kendte til ansøgerens religion og på det pågældende tidspunkt havde haft ansøgeren ansat i mange måneder uden forudgående uoverensstemmelser med ansøgeren. Ansøgeren har ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de nævnte forhold og har på en række punkter givet afglidende svar. Ansøgeren har endvidere [i efteråret] 2016 oplyst, at han ikke forud for modtagelsen af trusselsbrevet er blevet truet, opsøgt personligt eller kontaktet telefonisk, ligesom hans bedsteforældre, som han boede hos, ikke er blevet opsøgt efterfølgende efter hans udrejse [i efteråret] 2015. Det forekommer på den baggrund endvidere usandsynligt, at episoden hos ansøgerens søster [i foråret] 2017, som ansøgeren har været partshørt om under samtale [senere på foråret] 2017, skulle have baggrund i ansøgerens udrejse, herunder at ansøgerens søster skulle have ringet til ansøgeren som den første for at få hjælp, mens hendes bopæl blev opsøgt og beskudt af en bande, som efterfølgende oplyste, at de ville have fat i ansøgeren. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/68/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til den pige, han var kærester med i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Til støtte for sin frygt for ISIL har ansøgeren henvist til, at ISIL har overtaget kontrollen i ansøgerens hjemby. Til støtte for konflikten med sin tidligere kærestes familie har ansøgeren oplyst, at han i hemmelighed var kærester med en pige ved navn [A]. Ansøgeren og [A] havde blandt andet kontakt gennem Facebook og fulgtes nogle gange i skole, da de boede tæt på hinanden. Nogle gange holdt de hinanden i hånden, når de fulgtes i skole, og de kyssede hinanden, når ingen kunne se det. Hverken ansøgeren eller [A’s] familie kendte til deres forhold. [A’s] familie accepterede ikke, at hun omgikkes mænd, og det var tabu i hendes familie at følges med en mand på gaden. [A’s] far fik kendskab til forholdet og sagde til ansøgeren, at han ville slå ham ihjel. Faren har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl i Irak flere gange. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort omstændigheder, der kan føre til, at han skal meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med en tidligere kærestes familie til grund, idet ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens kærestes far skulle have truet med at slå ansøgeren ihjel og efterfølgende skulle have opsøgt ansøgerens bopæl flere gange bevæbnet, fordi faren så ansøgeren og ansøgerens kæreste, der bor i samme nabolag, gå ved siden af hinanden på gaden. Endvidere forekommer det usandsynligt, at ansøgerens farbror på grundlag af farens trussel besluttede, at ansøgeren straks måtte udrejse af landet, uden at overveje andre muligheder, herunder at rette henvendelse til kærestens familie eller at ansøgeren holdt sig skjult i en periode eller flyttede til en anden by, særligt henset til at hverken ansøgeren eller ansøgerens farbror kendte noget særligt til kærestens familie, herunder familiens vilje og evne til at gøre alvor af truslen. Vedrørende ansøgerens frygt for ISIL har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at det af nævnets baggrundsoplysninger fremgår, at ISILs tilstedeværelse og indflydelse i Irak er stærkt begrænset, og at ISIL ikke har kontrollen over Kirkuk og området omkring Kirkuk, hvor ansøgeren stammer fra. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle konflikter med ISIL. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at hans far var peshmerga, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle konflikter som følge heraf. Forholdene for kurdere samt den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder i den kurdisk kontrollerede del af Irak, er ikke i sig selv asylbegrundende, ligesom den generelle sikkerhedssituation, ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/67/MAH
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsen Asaeb Ahel Al-Haq, idet han har været indehaver af en spiritusforretning, hvor han udgav sig for at være kristen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til sin tidligere samarbejdspartner [A], idet de mener, at ansøgeren er skyld i [A’s] død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i starten af] 2015 overtog en spiritusforretning i Bagdad fra en person ved navn [B], der var kristen af trosretning. Som ejer af forretningen udgav ansøgeren sig for at være kristen, idet det som muslim er farligt at sælge spiritus i et shiitisk område i Irak. Spiritusforretningen blev [i sommeren] 2015 ødelagt, og ansøgeren valgte herefter at rejse på ferie til Malaysia [i sommeren] 2015. I Malaysia mødte ansøgeren en person ved navn [A], som overtalte ansøgeren til at genåbne spiritusforretningen sammen med ham. Efter ansøgeren og [A] havde genåbnet forretningen, blev ansøgeren [i efteråret] 2015 ringet op af en tidligere skolekammerat, [C], som ville mødes med ansøgeren, idet han havde noget vigtigt at fortælle. Ansøgeren mødtes med [C] den samme dato om aftenen, og [C] viste ansøgeren et brev, som han havde modtaget i forbindelse med sin tilknytning til militsen Asaeb Ahel Al-Haq. I brevet stod der, at ansøgeren havde brudt sig mod militsens regler, og at ansøgeren derfor skulle slås ihjel. Da ansøgeren vendte tilbage til forretningen samme aften, var [A] blevet slået ihjel. Efter begravelsen af [A] fik ansøgeren at vide fra bekendte i området, at [A’s] familie spurgte efter ansøgeren, idet de mente, at ansøgeren var skyld i [A’s] død. I slutningen af [efteråret] 2015, hvor ansøgeren skjulte sig hos sin svigerfar, blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin far, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af en ældre herre og to yngre mænd, der ønskede blodhævn over ansøgeren. [I efteråret] 2015 forlod ansøgeren sin svigerfars bopæl og udrejste af Irak. Flygtningenævnet finder, at der ikke er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for helt at tilsidesætte alle dele af ansøgerens forklaring, om end nævnet bemærker, at den del af ansøgerens forklaring, der vedrører forløbet med genåbningen af alkoholforretningen med en person, som ansøgeren mødte på en ferierejse, og om drabet på denne person, hverken fremstår troværdig eller særlig sandsynlig. Hertil kommer, at visse dele af ansøgerens forklaringer om sin frygt for at være efterstræbt af militsen Asaeb Ahl Al-Haq og [klanen X] er baseret på formodninger og oplysninger, som han har modtaget via familie og bekendte. Det beror således på formodninger, når ansøgeren forklarer, at Asaeb Ahl Al-Haq skulle være blevet gjort bekendt med, at ansøgeren ikke var kristen, at [A] blev dræbt af Asaeb Ahl Al-Haq, og at det var ham, som Asaeb Ahl Al-Haq ønskede at slå ihjel. Ansøgeren har desuden for nævnet forklaret, at han ikke har kendskab til, at hans familie på noget tidspunkt skulle være blevet opsøgt af militsen, ligesom det formodede modsætningsforhold til militsen, som ansøgeren har forklaret om, synes at være knyttet til den alkoholforretning, som ikke længere eksisterer. Selv hvis dele af ansøgerens forklaring således kunne lægges til grund, så må det videre kunne lægges til grund, at der i hvert fald ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af militsen Asaeb Ahl Al-Haq. Tilsvarende beror det på formodninger og oplysninger fra ansøgerens familie, at ansøgeren skulle være efterstræbt af [klanen X], ligesom det navnlig beror på en formodning, hvad der er baggrund for denne konflikt. Ansøgeren mener selv, at [A’s] familie holder ham ansvarlig for drabet på [A], og ansøgeren har forklaret, at han via sin familie er blevet truet på livet af [A’s] familie. Det forekommer imidlertid ikke overbevisende, at [A’s] familie skulle holde ansøgeren ansvarlig for drabet på [A], hvilket drab de efter det oplyste ikke mistænker ansøgeren for at stå bag, og i hvert fald forekommer det ikke overbevisende, at [A’s] familie skulle have et reelt ønske om at slå ansøgeren ihjel. Det brev, som ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet, og som indeholder oplysning om, at ansøgers klan angiveligt har slået hånden af ansøgeren, kan ikke tillægges nogen bevisværdi eller føre til nogen anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgerens ægtefælle angiveligt kun en gang skulle være blevet opsøgt af [A’s] familie, ligesom det er lykkedes ansøgerens forældre at undgå yderligere kontakt ved at flytte bopæl. Konflikten har i øvrigt, når den har været værst, tilsyneladende resulteret i, at der er blevet malet ”graffiti” på ansøgeren forældres ejendom. Nævnet bemærker således til den del af ansøgerens asylmotiv, at selv om forløbet med genåbningen af forretningen kunne lægges til grund, så kan det i hvert fald ikke lægges til grund, at der består en sådan alvorlig konflikt med [A’s] familie, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for asylbegrundende overgreb derfra. Flygtningenævnet finder således samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/66/JEA
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet på ukendt tid, idet han er deserteret fra militært. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter trusler og chikane fra shia-muslimer, idet han er sunnimuslim. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden frygter de generelle forhold i sit hjemland. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var menig i det irakiske militær fra [efteråret] 2007 til [slutningen af] 2015. Ansøgeren og hans gruppe blev i [foråret] 2015 beskyldt for tyveri i forbindelse med en ransagning af et hus, idet ejeren af huset klagede over, at der var forsvundet guldsmykker. Herefter blev ansøgeren og hans gruppe fængslet. Ansøgeren og en anden fra hans enhed blev tilbageholdt i 17 dage og efterfølgende fremstillet for en dommer. Ansøgeren formoder, at de var hovedmistænkte, fordi de var de eneste sunnimuslimer. Ansøgeren blev løsladt efter retsmødet med beskeden om, at han på et senere tidspunkt ville blive indkaldt til et nyt retsmøde. Ansøgeren returnerede herefter til sin stilling i militæret, men følte at hans kollegaer og overordnede bagtalte ham og tildelte ham dårlige opgaver som følge af disciplinærsagen. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Irak [i slutningen af] 2015, før der var truffet afgørelse i hans disciplinærsag. Indledningsvis bemærkes, at nævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af nævnsmødet under hensyn til sygdom. Ansøgeren har således ikke fremlagt en aktuel lægeerklæring, men alene en indkaldelse [fra foråret] 2018 til en ambulant undersøgelse [i sommeren] 2018. Herefter, og efter ansøgerens fremtræden og evne til at besvare spørgsmål under sagens behandling i nævnet, finder Flygtningenævnet således, at nævnsmødet har kunnet afvikles på sædvanlig og forsvarlig måde. Flygtningenævnet finder, at der kan rejses tvivl om troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotivet blandt andet i lyset af, at han ikke allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyste om, at han var deserteret fra det irakiske militær og var part i en verserende disciplinærsag. Uanset om disse forhold lægges til grund, således som det var tilfældet i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, finder nævnet imidlertid, at de påberåbte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren kan være deserteret fra det irakiske militær, er således efter de foreliggende baggrundsoplysninger om karakteren og omfanget af de eventuelle sanktioner, som ansøgeren kan imødese i denne forbindelse ved en tilbagevenden til Irak, ikke et forhold, der lægger inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren kan være udrejst af Irak før afslutningen af en igangværende disciplinærsag. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i en periode forud for sin i øvrigt legale udrejse af Irak var i stand til at bo i Irak og varetage sin tjeneste i militæret uanset den verserende disciplinærsag. De fremlagte arrestordrer på ansøgeren kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Heller ikke de mere generelle forhold, som ansøgeren har påberåbt sig, herunder at han frygter trusler og chikane fra shia-muslimer på grund af sin baggrund som sunni-muslim og ansættelse i militæret, er et forhold, der i lyset af, at ansøgeren ikke har oplevet konkrete og individuelle konflikter i den forbindelse, kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, har heller ikke i sig selv en karakter, der må antages at indebære, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb som nævnt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene i kraft af sin blotte tilstedeværelse i området. Der henvises i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 26. august 2016 i sagen J.K. og andre mod Sverige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/65/FAM
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af Al-Asaeb militserne, idet han ikke ville tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han som sunnimuslim i et shiamuslimsk område oplevede at blive chikaneret. [I sommeren] 2015 blev han opsøgt af tre personer fra Al-Asaeb, der sagde til ham, at han skulle tilslutte sig dem. De gav ham en uges betænkningstid, hvorefter de ville møde op og slå ham ihjel, hvis han nægtede. Efter mere end en uge fandt ansøgeren et trusselsbrev på jorden i sin garage, hvori der lå en patron. I brevet stod der, at han fik tre dage, hvorefter Al-Asaeb ville gøre alvor af deres trussel om at slå ham ihjel. Samme dag anmeldte han forholdet til politiet, der åbnede en sag. Herefter tog han og hans mor til hans moster. To til fire dage senere blev ansøgeren kontakter telefonisk og truet af en ukendt person, der fremsatte de samme trusler. Herefter bad ansøgerens mosters mand ansøgeren om at forlade hjemmet, idet han følte sig utryg ved at have ansøgeren boende. Omkring en uge senere, [i efteråret] 2015, udrejste ansøgeren legalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i begrundelsen for afgørelsen [fra foråret] 2017, og nævnet finder, at det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. Det er således nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om Al-Asaebs forsøg på at rekruttere ham og efterfølgende trusler er utroværdig. Flygtningenævnet lægger yderligere videre vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at det ikke fremgår af de dokumenter vedrørende anmeldelsen af Al-Asaebs trusler, som ansøgeren har fremlagt, at ansøgeren genkendt én af de tre personer, der angiveligt havde opsøgt ansøgeren, som Hassan Neme. Henset til vigtigheden af genkendelsen af Hassan Neme må det antages, at ansøgeren havde forklaret om dette til politiet, hvis episoden havde fundet sted og anmeldelsen havde fundet sted, og den manglende oplysning herom i dokumenterne taler imod, at dokumenterne skulle være ægte. Det taler endvidere imod, at dokumenterne skulle være ægte, at de indholdsmæssigt ikke stemmer overens med ansøgerens forklaringer om tidsforløbet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om det trusselsbrev, som han angiveligt modtog, hvilket svækker ansøgerens troværdighed. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklarede ansøgere, at han modtog trusselsbrevet omkring 7-10 dage, efter de tre personer fra Al-Saeb havde opsøgt ham på bopælen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren udbyggende, at der i konvolutten med trusselsbrevet lå en patron. Nævnet finder, at det er en væsentlig detalje, som det må forventes, at ansøgeren forklarer om, uanset om der måtte blive spurgt direkte hertil. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han forklarede om patronen til oplysnings- og motivsamtalen, men finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren fik oversat referatet af samtalen, og at det fremgår af referatet, at ansøgeren og tolken forstod hinanden. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation for sunni-muslimer i Irak ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/64/CHHA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for ISIL oplyst, at terrorgruppen i [foråret 2014] trængte ind i byen Hawija, hvor ansøgeren boede sammen med sin familie. I den forbindelse blev alle unge mænd pålagt at indlevere deres våben eller betale et større beløb, hvis de ikke havde våben. Ansøgerens bror, [A], var politimand, men han var ikke på arbejde den pågældende dag. ISIL opsøgte ansøgerens families bopæl ti dage senere, hvor de brændte huset ned. Ansøgerens far blev forbrændt, mens hans mor døde af sine kvæstelser. To militsgrupper ledte efterfølgende efter ansøgerens bror på hans arbejdsplads. Ansøgeren udrejste herefter fra Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke personligt været indblandet i konflikter eller udsat for pres. Oplysningerne om brorens konflikt findes ikke at involvere ansøgeren. I øvrigt bemærkes, at broren har kunnet opholde sig i hjemområdet i flere år efter konfliktens opståen. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder forholdene for arabere i kurdisk kontrollerede områder og forholdene for sunni muslimer, ikke i sig selv vurderes at være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/63/smla
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Salah Adin, […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller henrettet af al-Hashd al-Shaabi, idet militsen har set billeder af ansøgeren sammen med ISIL. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det er problematisk, at hans navn både er et sunni- og shia-muslimsk navn. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev stoppet af personer fra Al-Qaeda for første gang i [vinteren eller foråret] 2014 i byen Baiji. Herefter blev han afhørt i omkring en halv time, før han fik lov til at gå. Ansøgeren blev stoppet af personer fra al-Qaeda for anden gang fjorten til femten dage senere på vej til Baiji, da han var passager i en minibus. Al-Qaeda kontrollerede samtlige passagerers ID-kort og skød i den forbindelse to personer fra det irakiske militær. Personerne fra al-Qaeda stak af, da personer fra det irakiske militær ankom til stedet. Ansøgeren flyttede fra [en by] til Bagdad en måned efter ISIL overtog kontrollen med [byen] i [sommeren] 2014. Mindre end en måned inden ansøgerens udrejse fra Irak ringede ansøgerens kollega til ham for at fortælle, at personer fra militsen Asaib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads, idet de havde fundet ud af, at ansøgeren var sunni-muslim. Nogle dage senere ringede ansøgerens ven [A] til ansøgeren for at fortælle, at [A’s] far i forbindelse med sit arbejde på politistationen i [byen] havde fået kendskab til, at militsen Ali al-Akbar havde set billeder af ansøgeren og [A] sammen med personer fra ISIL. Ansøgeren udrejste legalt af Irak sammen med [A] [i efteråret] 2015. Militsen Abu Fadhel al-Abbas opsøgte ansøgerens far for første gang i [begyndelsen af] 2016 for at spørge efter ansøgeren og ansøgerens bror. Samme milits opsøgte ansøgerens far for anden gang i [foråret] 2016, og han blev denne gang taget med til afhøring vedrørende ansøgeren og ansøgerens bror. Ansøgerens far modtog senere en kopi af et internt dokument fra militsen Abu Fadhel al-Abbas, hvori militsen anmodede om oplysninger om ansøgeren og ansøgerens bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han blev stoppet af al-Qaeda første gang. I asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev stoppet af al-Qaeda første gang i [foråret] 2014. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var i [vinteren eller foråret] 2018. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var i perioden[fra vinteren til foråret] 2014. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om hvad der skete, da han blev stoppet af al-Qaeda anden gang. I asylskemaet oplyste ansøgeren, at al-Qaeda slog en person ihjel, idet personen var shia-muslim. Ved oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at al-Qaeda skød to personer, idet de forsøgte at stikke af. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at al-Qaeda skød to personer, idet de var fra det irakiske militær. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at en person fra den irakiske hær blev skudt, og at den anden flygtede, og at ansøgeren ikke ved, om denne også blev skudt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset hvilken forklaring, der lægges til grund omkring denne episode, ses der ikke i den forbindelse at være noget, der skulle gøre ansøgeren profileret i forhold til al-Qaeda. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår militsen Asaib Ahl al-Haq opsøgte ansøgeren i forhold til ansøgerens udrejse af Irak. I asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at ansøgeren udrejste af Irak en uge efter, at militsen Asaib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han udrejste af Irak mindre end en måned efter, at militsen Asaib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste 14 dage eller før fra han modtag opkaldet fra sin ven [A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan militsen Asaib Ahl al-Haq fik kendskab til, at ansøgeren var sunni-muslim. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at det var en person ved navn [B], der så ham bede som en sunni-muslim, at alle talte om det to dage senere, at en kollega meldte ansøgeren, og at ansøgeren blev beskyldt for at være tilknyttet ISIL. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han ikke vidste, hvordan Asaib Ahl al-haq fik kendskab til, at han var sunni-muslim, men at han formodede, at nogen må have set ham bede som sunni-muslim. Flygtningenævnet har fundet det påfaldende, at ansøgeren først har fremlagt det interne dokument fra Hashd al-Shaabi efter oplysnings- og motivsamtalen, uagtet han var i besiddelse af det ved oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige billeder af ham sammen med Islamisk Stat. I asylskemaet og ved asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at billederne viste ansøgeren sammen med Islamisk Stat, og at militsen ville slå ansøgeren ihjel, idet de ville betragte ansøgeren om sympatisør med Islamisk Stat. Ved oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at billederne viste ansøgeren i en sunnimuslimsk moske, og at militserne ville slå ansøgeren ihjel, idet de dermed havde bevis for, at han var sunni-muslim. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at militserne angiveligt forfulgte ansøgeren på baggrund af billederne, henset til, at der var mange mennesker, der fik taget billeder sammen med ISIL, og henset til, at ansøgeren ikke har oplyst om forhold, der gjorde ansøgeren særlig profileret i forhold til militserne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring militsernes opsøgen af ansøgerens far. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far blev opsøgt af militserne, idet militserne ville have, at ansøgeren og hans bror meldte sig til krigen. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han formodede, at militserne opsøgte ansøgerens far på grund af billederne. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgerens navn er både sunnimuslimsk og shiamuslimsk ikke kan føre til en ændret vurdering. Med hensyn til episoden på netcafeen på [en by] i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at der ikke ses at være nogen sammenhæng med ansøgerens asylmotiver, og at der ikke findes grundlag for at udsætte sagen, som af advokaten begæret. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/62/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Arbad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far, idet hun er blevet gift med sin ægtefælle uden tilladelse fra sin far. Ansøgeren har desuden henvist til, at hendes ægtefælle, som er iransk statsborger, ikke har nogle rettigheder i Irak, hvorfor deres levevilkår er dårlige, såfremt de vender tilbage til Irak. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin far har ansøgeren oplyst, at hun ikke har haft nogen konkrete konflikter med sin far, men at han blev sur på hende, og at han ikke har talt til hende siden hun indgik ægteskab med sin ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om de dårlige levevilkår og ægtefællens manglende rettigheder har ansøgeren oplyst, at hun og hendes familie havde dårlige leveforhold i Irak, hvorfor de valgte at udrejse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at hverken forholdet til ansøgerens far eller de generelle forhold for ansøgeren i Irak kan give grundlag for at anse betingelserne for asyl eller beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 7 for at være opfyldt. For så vidt angår forholdet mellem ansøgeren og hendes far henviser nævnet til, at ansøgeren ikke har været udsat for repressalier i tiden efter indgåelsen af ægteskabet i 2010 og frem til udrejsen i 2015 bortset fra, at faren er blevet sur og ikke har villet tale med hende. Ansøgerens far, der har været bekendt med ansøgerens bopæl, har aldrig opsøgt ansøgeren i denne periode. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgerens frygt for dårlige levevilkår og en usikker fremtid ved en tilbagevenden til Irak heller ikke har en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om asylbegrundende forhold. Ved vurderingen har nævnet taget hensyn til ansøgerens særlige forhold, herunder at hun er analfabet og ikke har haft arbejde. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter eller problemer med myndigheder, organisationer, grupperinger eller privatpersoner i Irak, og at ansøgeren er arbejdsduelig og har forældre og søskende samt svigerfamilie i Irak. Nævnet har også taget i betragtning, at ansøgerens mand og deres børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes hertil, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for konsekvensstatus, idet ansøgerens mand har iransk nationalitet, og at ansøgerens nationalitet er irakisk. Ansøgerens mand og ansøgeren er således vurderet henholdsvis i forhold til Iran og i forhold til Irak. Ansøgeren har i den forbindelse ikke sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive opsøgt af iranske agenter, således som hun udbyggende har forklaret for nævnet. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst dette som del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/61/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ukendte personer, som ansøgeren formoder, er hans kolleger, idet ansøgeren fik en højere løn og mere arbejdserfaring end dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som svejser ved virksomheden [A] siden starten af 2009. Ansøgeren modtog den første trussel i slutningen af 2009, hvorefter han modtog flere telefoniske trusler om ugen. Det var altid den samme person, der ringede til ansøgeren, men ansøgeren kunne altid høre to andre personer i baggrunden. Ansøgeren ved ikke hvem, der truede ham, men han formoder, at det var hans kolleger. Ansøgeren tror, at han modtog truslerne, da ansøgeren fik en højere løn end kollegerne og var bedre til at udføre sit arbejde. Når ansøgeren blev truet, fik han at vide, at han ville blive dræbt, hvis han ikke stoppede med at arbejde for [A]. Ansøgerens far blev også ringet op og truet af personerne. Faren har desuden modtaget billeder af ansøgeren, mens ansøgeren arbejdede. Ansøgeren stoppede med at arbejde for [A], da virksomheden lukkede. I 2011 flyttede ansøgeren til Diwaniah-området, hvor han, sammen med flere af sine tidligere kolleger fra [A], begyndte at arbejde for et firma ved navn [B]. Ansøgeren blev under sit arbejde for [B] igen truet med, at han ville blive dræbt, såfremt han ikke stoppede på sit job. Ansøgeren endte derfor med at opsige sit job i [B]. Truslerne stoppede herefter. Ansøgeren arbejdede herefter i to år i henholdsvis Karballa-området og i Najaf. Ansøgeren modtog ikke trusler i denne periode. I 2014 begyndte ansøgeren igen at arbejde for [B]. Efter nogle måneders ansættelse blev forruden i ansøgerens bil smadret, og han begyndte på ny at modtage telefoniske trusler. Ansøgeren opsagde derfor sit arbejde for [B] i august 2015 og udrejste af Irak i september 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens asylmotiv forekommer enkelt, men at han på trods heraf forklarer divergerende på væsentlige punkter i asylmotivet. Ansøgeren forklarer i sit asylskema, at han bliver forfulgt af en bevæbnet gruppe, at han under samtalerne den 19. maj 2016 og den 3. februar 2017 forklarer, at han bliver forfulgt af 3 kolleger, indledningsvis i nævnsmødet, at han bliver forfulgt af militser, hvilket senere ændres til en gruppe på 6 til 7 kolleger. Han forklarer i sit asylskema, at konflikten startede i 2014, mens han ved senere samtaler og for nævnet har forklaret, at problemerne startede i 2009. Ansøgeren har under samtalen den 3. marts 2017 forklaret, at der ikke skete noget usædvanligt i næsten to år fra marts-april 2011, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blev truet kontinuerligt ca. én gang om måneden fra 2009 og frem til udrejsen. Han har forklaret for nævnet, at truslerne blev fremsat telefonisk og én gang ved en trusselsseddel, der var blevet lagt i hans bil. Han har under samtalen den 3. marts 2017 forklaret, at han og hans far også modtog sms’er, og at trusselsseddelen sad på forruden af hans bil. Han har under nævnsmødet forklaret, at han blev afpresset for penge, mens han var i Irak, hvilket han ikke tidligere har fortalt til Udlændingestyrelsen. Endelig har han i asylskemaet forklaret, at hans bil blev brændt efter hans udrejse, i samtalen af 19. maj 2016, har han ikke forklaret, at hans bil blev brændt, i samtalen af 3. februar 2017, har han forklaret, at bilen blev brændt, mens han var i Irak, i samtalen af 3. marts 2017 har han forklaret, at hans bil blev brændt efter hans ankomst til Danmark, og under samtalen for nævnet har han indledningsvist forklaret, at hans bil blev brændt, mens han var i Irak, mens han senere forklarede, at det først var efter udrejsen, at bilen blev brændt. På baggrund af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring, som divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/60/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtale: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er handicappet og har dårlige levevilkår. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at myndighederne i Irak ikke giver handicappede personer økonomisk støtte, og han kunne ikke med et arbejde tjene nok til at dække sine udgifter. Ansøgeren er på grund af sit handicap blevet krænket verbalt flere gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har en konflikt med sin søsters ægtefælle, som har truet ham, fordi ansøgeren har blandet sig i deres ægteskabelige uoverensstemmelse. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren flere gange har mæglet i familiære konflikter mellem sin søster [S] og hendes mand [M]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om den heraf afledte konflikt, som skulle være opstået i [vinteren] 2015 mellem ansøgeren og [M], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende på centrale punkter i forhold til oplysningerne i referatet fra samtalen hos Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2016. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at hans søster [S] flyttede tilbage til [M]. samme dag, som ansøgeren udrejste, mens ansøgeren for nævnet har forklaret, at det skete 20 dage efter, han forlod landet. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter et opkald fra en fætter, der fortalte, at [M]. fortrød sine handlinger og bad om tilgivelse, blev mere rolig og flyttede tilbage til sin bopæl med sin mor, [S] og dennes børn, inden han udrejste. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev i [en landsby] i Diana, indtil han udrejste. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at han på et tidspunkt efter episoden, hvor han skulle være blevet truet af [M]. med en pistol, så [M]. gå med en pistol uden for ansøgerens og morens bopæl i Erbil, og at han først flyttede til Kawrin sammen med moren, [S] og børnene 3-4 uger efter den første episode. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hans brødre har været involveret i løsning af problemer mellem søsteren [S] og [M] forud for den episode, hvor [M] skulle have truet ham med en pistol. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han og hans brødre flere gange havde forsøgt at snakke svogeren til fornuft. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at hans brødre ikke førend episoden i [vinteren] 2015 blev involveret, fordi de dels boede et andet sted i landet og i øvrigt var temperamentsfulde. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han kunne opholde sig i en længere periode i [en landsby], der lå ca. 2 timers kørsel fra Erbil, hvor svogeren boede, uden at svogeren opsøgte ansøgeren, ligesom svogeren efter det oplyste heller ikke på noget tidspunkt har opsøgt eller truet ansøgerens brødre, der fortsat bor i Irak – uanset at søsteren Shawnem nu skulle være have forladt svogeren igen sammen med sine to børn. Det er derfor efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er i konkret risiko for at blive dræbt eller udsat for asylbegrundende forfølgelse fra søsterens mand, uanset at søsterens mand efter det oplyste er medlem af KDP og embedsmand i peshmerga-ministeriet i Erbil. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de dårlige levevilkår i Irak, herunder særligt for en person med et handicap som ansøgeren, er forhold af socioøkonomisk art, som ikke i sig selv kan føre til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. De forhold, som ansøgeren har forklaret om vedrørende diskrimination på grund af sit handicap, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en person – og heller ikke en person med handicap – ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/6/TBP
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 3 børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, et ægtepar med børn, er etniske kurdere og sunni-muslimer fra [landsbyen A], der ligger [- km] fra Mosul i Nineveh provinsen, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL og den iranskstøttede, shiitiske terrorgruppe Hashd al-Shaabi. De har til støtte herfor forklaret, at ISIL efter kamphandlinger den 9. august 2014 erobrede [landsbyen A], hvorfor de og mange andre fra landsbyen, herunder den kvindelige ansøgers bror, [B], flygtede. Kort efter nåede de frem til flygtningelejren Domiz i Faida-området i Dohuk provinsen, KRI, omtrent 40 km fra [landsbyen A]. Forholdene i lejren, herunder infrastrukturen, var dårlige. Det regnede ind i deres hus. De var ikke i sikkerhed for ISIL i lejren. Ansøgerne og [B] udrejste derfor i oktober 2015 illegalt til Tyrkiet. Ansøgernes hus i [landsbyen A] blev sprængt i luften. De går ud fra, at det var ISIL, der foretog sprængningen. Det var alene 33 huse, der blev sprængt i luften, hvilket understreger, at netop de var i søgelyset og særligt udsatte. ISIL er stadig i et vist omfang tilstede i området, navnlig om natten. ISIL truer mange indbyggere til at samarbejde. Afslår man, bliver man slået ihjel af ISIL. Den kvindelige ansøgers søskende og mor opholder sig stadig i Dohuk. Hun talte sidst med dem for 1½ uge siden. Moren har hørt, at det i dag er det iransk støttede Hashd al-Shaabi shia-militser, der kontrollerer [landsbyen A]. Dette fremgår også af internettet og YouTube. Hashd al-Shaabi chikanerer indbyggerne i landsbyen. Hashd al-Shaabi vil enten slå ansøgerne ihjel eller kræve, at de deltager i bevægelsens kampe mod ISIL eller peshmergaer. Den lokale Muktar, der befinder sig i Domiz, har forbindelser og ved, hvad der foregår i [landsbyen A]. De og visse andre kurdere er mere udsatte end de øvrige kurdere i området. Deres hus blev jo sprængt i luften og mukhtaren har udtrykkeligt sagt dette. Ansøgerne har herved henvist til 3 breve, som den mandlige ansøger har fået tilsendt af en ven i Domiz. Det første brev af 19. marts 2018 er fra den 5. arme i det kurdiske selvstyreområde, KRI. I brevet advares de om at vende tilbage, da de var en af de familier, der blevet truet, og deres hus blev sprængt i luften. De er ifølge brevet truet af både ISIL og Hashd al-Shaabi. I de to andre breve, fra marts 2017 på henholdsvis arabisk og sorani fra mukhtaren for Fazilia-området, frarådes ansøgerne ligeledes at vende tilbage. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har ikke personligt været i forbindelse med ISIL eller Hashd al-Shaabi militser og fremstår ikke som profilerede i forhold til disse. ISIL´s indflydelse i Irak er i dag væsentligt formindsket i forhold til i 2014, hvor ansøgerne forlod deres landsby, og ISIL har ikke længere kontrol med det område, hvor Fazilia er beliggende. Der er intet i sagen eller baggrundsoplysningerne, der tyder på, at ISIL vil anvende deres reducerede ressourcer på de ikke profilerede ansøgere. Efter baggrundsoplysningerne har kurdiske styrker ikke i dag kontrol over [landsbyen A] og omegn, hvilket heller ikke var tilfældet før ISIL´s angreb i 2014. Oplysningerne om den øjeblikkelige magtfordeling i området mellem det shia-dominerende styre i Baghdad og iransk støttede shia-militser er ikke helt entydig. Det ligger dog fast, at shia-militser har indflydelse og i flere tilfælde har begået overgreb i de områder, som ISIL tidligere har behersket. Efter nævnets vurdering er det imidlertid ikke alene ved de skriftlige erklæringer og ansøgernes forklaringer sandsynliggjort, at ansøgerne på grund af deres individuelle, konkrete forhold vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra militser ved en tilbagevenden til deres hjemegn. Det oplyste i [B`s] sag, som nævnet under behandlingen af ægteparrets sag, har været i besiddelse af, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerne opfylder dermed ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I flere områder omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, til dels af krigslignende karakter, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunni-muslims kurder, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De generelle forhold kan derfor endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Afslutningsvis bemærkes, at selv hvis der på grund af forholdene i og omkring [landsbyen A] isoleret set måtte havde været grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, så opfylder ansøgerne ikke i øvrigt betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, da de efter en konkret vurdering kan henvises til et internt flugtalternativ i det selvstyrende kurdiske område, KRI. Dette findes rimeligt og relevant, navnlig da ansøgerne er kurdere, taler sorani og inden udrejsen havde opholdt sig i KRI i over et år. Endvidere opholder den kvindelige ansøgers mor og søskende sig fortsat i området, hvor de må antages at være beskyttet mod forfølgelse og overgreb og mod at blive sendt tilbage til deres hjemegn. Oplysninger om mindre gode forhold i KRI vedrørende bolig og arbejde mv. kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/59/AZU.
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere ateist fra Dara, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin indrejse til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af formodede ISIL-terrorister, som han afviste at arbejde for. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre samt fætre i Irak, idet de er bekendt med, at ansøgeren efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede på et værksted som svejser. I den forbindelse udførte han i perioden [ultimo] 2014 eller [primo] 2015 til [efteråret] 2015 svejsningsarbejde ad tre omgange for to ukendte personer. Svejsningsarbejdet bestod i, at ansøgeren skulle montere en jernkasse forskellige steder på en bil, hvorfra jernkassen umiddelbart ikke var synlig. I slutningen af [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt på sin arbejdsplads af de to mænd, som ønskede at tage ansøgeren med til Bagdad og andre steder. Ansøgeren skulle med for at udføre tilsvarende type opgave, han havde udført for dem tre gange tidligere. Herefter gik det op for ansøgeren, at han formentlig havde monteret metalkasser til brug for sprængstoffer, og han begyndte at mistænkte de to personer for at være ISIL-terrorister. Ansøgeren afslog de to mænd, som på trods heraf sagde til ansøgeren, at han skulle gøre sig klar, og at han ville blive hentet. Ansøgeren tog hjem og pakkede sine ting, hvorefter han tog til Kirkuk til sin fætter ved navn [A] Derfra udrejste han af Irak i [efteråret] 2015. De to følgende dage efter ansøgerens udrejse, er ansøgerens bopæl blevet opsøgt af de formodede ISIL-terrorister. Ansøgeren har desuden oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen, da han ankom til Danmark, og at han siden sommeren 2015 er kommet i Apostelkirken på Vesterbro hver søndag. Ansøgeren har fremlagt en dåbsattest, hvoraf det fremgår, at han [ultimo] 2017 blev døbt i Apostelkirken. Ansøgeren har desuden fremlagt en række udtalelser om deltagelse i forskellige kirkelige aktiviteter, herunder bibelstudier. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med to formodede ISIL-terrorister til grund, da ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide, at hans bopæl angiveligt var blevet opsøgt efter sin udrejse. Til oplysnings- og motivsamtalen den 28. januar 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke vidste, om de formodede terrorister havde opsøgt ansøgeren, mens han var på flugt. Til asylsamtalen [primo] 2017 har ansøgeren forklaret, at hans fætter [vinteren] 2015 havde fortalt ham, at ansøgerens hjem var blevet opsøgt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det var hans mor, der fortalte ham herom efter oplysnings- og motivsamtalen. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og modstridende om terroristernes mulighed for at få ansøgeren til Bagdad. Til asylsamtalen [primo] 2017 har ansøgeren forklaret, at de ikke kunne tvinge ansøgeren med til Bagdad på grund af kontrolposter, mens ansøgeren senere under samtalen har forklaret, at de om nødvendigt ville tvinge ansøgeren med. Endelig finder Flygtningenævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Dara ved Kirkuk, tre gange monterede en metalkasse under en bil for to ukendte, arabiske mænd uden at tænke over, hvad det skulle bruges til. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at to formodede ISIL-terrorister skulle være særligt interesserede i at få ansøgeren med fra Dara til Bagdad, særligt henset til at ansøgeren var autodidakt svejser med blot 4-5 års erfaring, og at han ikke ønskede at tage med, sammenholdt med at der må antages at være mange svejsere i Bagdad. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med to formodede ISIL-terrorister som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konvertering, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han angiveligt begyndte at interessere sig for kristendommen. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han var interesseret i at konvertere til en anden religion, men at han endnu ikke vidste hvilken. Dette bekræftede ansøgeren til asylsamtalen [primo] 2017 og under nævnsmødet, idet ansøgeren har forklaret, at han på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen fortsat var søgende. Til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid også forklaret, at han havde anset sig selv som kristen i 13-14 måneder, og at han begyndte at interessere sig for kristendommen lige efter, at han var kommet til Danmark i starten af november 2015. Videre har ansøgeren forklaret, at han blev introduceret til kristendommen af nogle venner, som han lærte at kende i efteråret 2016, hvilket heller ikke stemmer overens med, at ansøgeren har anset sig selv som kristen i 13-14 måneder. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grund til at antage, at ansøgeren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er herefter Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/58/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1991. I 1991 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev i 1996 gjort tidsubegrænset. Ved dom afsagt af byretten blev klageren i 2016 idømt fængsel i to år efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, til dels jf. straffelovens § 21. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2 og nr. 4, og § 32, stk. 2. Byrettens dom, herunder bestemmelsen om udvisning, blev stadfæstet af landsretten i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren flygtede fra Irak i 1991 som følge af klagerens desertering fra Folkehæren og efterfølgende modstandskamp for en shiitisk modstandsbevægelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sunni- eller shiamuslimer, idet han er tidligere narkoman, og som følge heraf bliver betragtet som værende vantro og uden værdi. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han formoder, at hans bror, som opholder sig i Sverige, har fortalt om hans narkotikamisbrug til personer i Irak. Klageren har endvidere henvist til, at han som shiamuslim frygter ISIL og den generelle sikkerhedssituation i Irak. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af børnene til den militante leder [A], idet klagerens bror har været aktiv for en rivaliserende shiamuslimsk milits og i denne forbindelse var skyld i, at en af [A’s] sønner blev fængslet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [A] i starten af 1990’erne blev leder for en milits ved navn Bathia Takfiria, der havde til formål at uddrive shiamuslimer fra bydelen. [A] boede over for klagerens families bopæl i Irak. Klagerens bror, [B], sluttede sig til en rivaliserende shiamuslimsk milits ved navn Bathia Takfiria i 2008. Klagerens bror afslørede, at en ejendom tilhørende [A] blev brugt til produktion af bomber, og klagerens bror var på den måde skyld i, at [A’s] søn blev fængslet for bombeproduktion. [A] er i dag gammel, hvorfor han ikke længere udgør nogen risiko for klageren, men hans sønner har svoret blodhævn over klagerens familie. Klagerens bror flygtede til Ungarn i 2008, hvor han fik asyl, men brorens ven, [C], blev slået ihjel i forbindelse med en afhøring om, hvor klagerens familie opholdt sig. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke personligt har nogen konflikter med myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse fra børnene til den militante leder [A] til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren først har forklaret om denne påståede konflikt i forbindelse med nævnsbehandlingen, ligesom forklaringen forekommer konstrueret. Selv hvis klagerens forklaring om brorens konflikt med den militante leder [A] lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har været i Irak siden 1991, at konflikten foregik i 2008 og må anses for afsluttet, og at det beror på klagerens egen formodning, at han som følge heraf vil blive efterstræbt. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente oplysninger fra klagerens søskendes asylsager i Ungarn henholdsvis Holland. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at ukendte personer i Irak skulle have kendskab til hans tidligere stofmisbrug, og at han som følge heraf er i risiko for at blive slået ihjel af sunni- eller shiamuslimer. Det forhold, at klageren udrejste i 1991, fordi han frygtede de irakiske myndigheder under Saddam Husseins styre kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til det skete regimeskifte i 2003. Klagerens frygt for ISIL kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på ISILs begrænsede tilstedeværelse i Irak, og at det alene beror på klagerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe ham. Derudover finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for shiamuslimer, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Endelig finder nævnet, at klagerens helbredsmæssige forhold, herunder forbrug af Metadon, ikke kan føre til, at klageren får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/57/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil slå hende og hendes familie ihjel, fordi hendes tidligere ægtefælle politianmeldte parrets nabo [A] der var en del af ISIL. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun frygter sine brødre, fordi hun i Danmark er mistænkt for at have haft et forhold til en anden asylansøger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes tidligere ægtefælle i [sommeren] 2014 observerede mistænkelig adfærd ved [A’s] bopæl. Ægtefællen politianmeldte forholdet, hvilket førte til [A’s] anholdelse. Omkring én uge senere var ansøgeren og hendes søsters datter alene hjemme, da der om natten blev banket på garagedøren på familiens bopæl og efterfølgende affyret skud mod døren. De ukendte gerningsmænd efterlod et trusselsbrev stilet til ægtefællen. Den næste morgen ringede ansøgeren til sin daværende ægtefælle og fortalte om episoden. Ægtefællen besluttede sig herefter for at udrejse af Irak. Ansøgeren boede efterfølgende hos en veninde, indtil hun flyttede ind hos sin moster i Bagdad, hvor hun boede fra [sensommeren] 2014 til [efteråret] 2014. Imens ansøgeren opholdt sig i Bagdad, rejste hendes tidligere ægtefælle til Schweiz, hvor han søgte asyl. I [efteråret] 2014 hørte ansøgeren, at ISIL ikke længere var til stede i [hendes hjemby]. Hun rejste derfor tilbage for at passe sit arbejde som skolelærer og boede hos en veninde indtil [vinteren] 2015. Omkring [efteråret] 2014 blev ansatte og elever på skolen, hvor ansøgeren arbejdede, udsat for trusler. Der blev skrevet trusler på væggene og efterladt et trusselsbrev i gangen. I samme periode blev ansøgeren opsøgt af ukendte personer på gaden. De lignede personer, der var tilknyttet ISIL og spurgte efter hendes daværende ægtefælle. I [vinteren] 2015 vendte ægtefællen tilbage til Irak, og parret flyttede til en ny bopæl i samme by, […]. Omkring [vinteren] 2015 skød ukendte personer mod familiens bopæl, og de flygtede derfor til den nærliggende by […], hvor de opholdt sig, indtil de i [sommeren] 2015 udrejste af Irak. Ansøgeren blev skilt fra sin ægtefælle i sommeren 2017. I [sommeren] 2017 indledte hun et forhold til en anden asylansøger. Ansøgerens tidligere ægtefælle opdagede forholdet og fortalte hendes storebror, at ansøgeren havde gjort familien æreløs. Ansøgeren modtog herefter telefoniske trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der på en række centrale punkter er divergenser mellem ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer. Flygtningenævnet kan således tiltræde Udlændingestyrelsens begrundelse, hvoraf det blandt andet fremgår, at ægtefællerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt ansøgerens ægtefælle var hjemme eller på arbejde, da de modtog det første trusselsbrev i 2014, om hvorvidt en skudepisode fandt sted i forbindelse med modtagelse af brevet eller en uge senere, om hvor de boede efter ansøgerens ægtefælle vendte tilbage fra Schweiz til Irak i [vinteren] 2015, og om hvorvidt ansøgerens ægtefælle oplevede problemer som følge af, at han var deserteret fra militæret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens nye asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle har ophævet samlivet. Det kan derimod ikke lægges til grund, at ansøgeren har oplevet æresrelaterede konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved forklaring i Flygtningenævnet eller på anden måde har underbygget, at hendes brødre har truet hende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de ovenfor nævnte divergenser mellem ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer svækker ansøgerens generelle troværdighed. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/56/THV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af ukendte personer eller de irakiske myndigheder, idet nogle ukendte personer har truet ham på livet i forbindelse med hans brors arbejde og brorens udrejse af landet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til det irakiske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans bror arbejdede som journalist og kameramand for henholdsvis den irakiske og den britiske hær fra 2008 til 2013. I [efteråret 2013] udrejste ansøgerens bror af Irak, idet han som følge af sit arbejde var blevet truet af ukendte personer. I [foråret 2015], da ansøgeren var i sin fars forretning, kom der to bevæbnede og maskerede mænd ind og truede ansøgeren på livet. De spurgte efter ansøgerens bror og beordrede, at broren skulle henvende sig til dem. Ansøgerens far anmeldte episoden til politiet, som anbefalede, at ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren oplevede efterfølgende at blive chikaneret af ukendte personer. I [foråret 2015] modtog ansøgeren et anonymt brev, som indeholdt en patron. Derefter holdt ansøgeren sig indenfor på sin bopæl, indtil han i [efteråret 2015] udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak som følge af, at hans bror har været kameramand og journalist for irakiske og britiske styrker fra 2008 til 2013. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder om hvornår ansøgeren oplevede problemer første gang, og hvorvidt han oplevede problemer i perioden efter, at han havde modtaget en kuvert med en patron frem til sin udrejse. Hertil kommer, at ansøgeren på nævnsmødet for første gang har forklaret, at han i perioden, fra familien modtog patronen, og til sin udrejse efter faderens bestemmelse opholdt sig forskellige steder, blandt andet hos en onkel. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens familie i denne periode og efter ansøgerens udrejse har kunnet opholde sig på bopælen uden at opleve problemer. Det kan ikke ændre herved, at ansøgerens far ifølge ansøgeren er blevet chikaneret i sommeren 2016, idet ansøgeren ikke har kunnet oplyse nærmere detaljer herom. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret til den irakiske hær kan begrunde opholdstilladelse, idet der ifølge nævnets baggrundsoplysninger ikke er værnepligt i Irak. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv har en karakter, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/55/AZU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil tage, sælge og voldtage hende, fordi hun er yazidi. Hun har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Irak, herunder de generelle forhold for yazidier. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun sammen med sine forældre og tre søskende flygtede ud af deres landsby, [A], i [sommeren 2014], da ISIL angreb nabolandsbyerne. Ansøgeren og hendes familie tog derefter ophold i [B], hvor ansøgeren opholdt sig indtil sin udrejse den [sommeren 2015]. Hun udrejste sammen med sin mor og ene bror, idet der kun var penge til at sende de tre afsted. De ville søge om familiesammenføring med ansøgerens far og mindreårige søster, når de kom til Europa. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det, som ansøgeren har oplyst om årsagen til sin udrejse af Irak, ikke kan begrunde asyl i Danmark. Efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger er Islamisk Stat fordrevet fra de fleste yazidi-områder, og Islamisk Stat er trængt i defensiven militært fra flere sider. Uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet finder Flygtningenævnet således, at den generelle sikkerhedssituation i området ikke er af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft konflikter med myndigheder, private personer eller andre parter i Irak, og hun er ikke blevet opsøgt eller truet og i øvrigt ikke har været i kontakt med Islamisk Stat. Hertil kommer, at det ifølge ansøgerens forklaring aldrig lykkedes Islamisk Stat at overtage kontrollen over ansøgerens landsby. Endvidere har ansøgeren ganske vist på nævnsmødet forklaret, at hun ikke har familie tilbage i Irak, men hun har samtidig oplyst, at hun har svigerfamilie og klanmedlemmer i landet. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/54/AZU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af for ham ukendte personer, som har truet ham i forbindelse med hans arbejde for det ame-rikanske medicinalfirma, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som chauffør for [A] i Bagdad fra udgangen af 2011 til [sommeren] 2014. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren kontaktet telefonisk på sin mobiltelefon af en for ham ukendt person, der truede ham med at slå ham ihjel, hvis ikke han stoppede med at arbejde for [A]. Dagen efter flyttede ansøgeren sammen med sin bror hjem til sin søster. Nogle dage herefter sagde ansøgeren sit ar-bejde op. [I sensommeren] 2014 blev ansøgerens bror slået ihjel på vej til arbejde af for ansøge-ren ukendte personer. Ansøgeren formoder, at det var de samme personer, som også tidligere havde truet ham selv. To dage efter drabet på ansøgerens bror blev familiens bopæl opsøgt og ransaget af maskerede og bevæbnede personer. Dette gentog sig siden hen et for ansøgeren ukendt antal gange. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist vil, at han ved en tilbage-venden til Irak frygter en sunnimuslimsk klan i Basra, idet han som teenager havde et forhold til en pige fra klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at pigens familie ikke ville have, at ansøgeren og pigen blev gift. Problemerne med hendes familie ophørte, da pigen blev gift med sin fætter, men ansøgeren kan fortsat ikke vende tilbage til Basra af frygt for klanen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter befolkningen og myndighederne i landet, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har følt sig som homoseksuel, siden han var teenager, og at han på dette i teenageårene blev voldtaget af to mænd, hvad han på grund af særlige æresbegreber ikke anmeldte. Ansøgeren havde et hemmeligt forhold til en mand, som boede i nabolaget, fra han var 15 år til hans udrejse af Irak. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren i [foråret] 2017 indledt et forhold til en dansk mand, som han stadig har et forhold til. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens for-klaring om sine asylmotiver til grund, idet hans forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive dræbt af unavngivne personer, der skulle have truet ham i forbindelse med hans arbejde for et amerikansk firma, læg-ger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 oplyst, at han opsagde sit arbejde 20 dage efter, at han modtog den telefoniske trussel, mens han under samta-len [primo] 2017 oplyste, at han opsagde sit arbejde 3-4 dage efter. Ansøgeren har endvidere under samtalen [i sommeren] 2016 oplyst, at han sammen med sin bror i [sommeren] 2014 flyt-tede hjem til sin søster 2 dage efter den telefoniske trussel, at han ikke havde set sine forældre eller andre familiemedlemmer, siden han flyttede hjem til søsteren, og at han pålagde sin mor ikke at besøge ham hos søsteren. Til samtalen [primo] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at han i [sensommeren] 2014 var sammen med familien, herunder sine forældre, til brorens begra-velsesceremoni, der blev holdt i hans søsters hus. Ansøgeren har desuden under samtalen [i sommeren] 2016 i detaljer oplyst om, hvornår hans familie i alt 4 gange skulle være opsøgt på bopælen af ukendte personer, som spurgte efter ham i tiden inden ansøgerens udrejse, mens an-søgeren under samtalen [primo] 2017 ikke har kunnet redegøre herfor. Ansøgeren har ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de angivne divergenser, og han har svaret afglidende på, hvem personerne bag truslerne kunne være, og hvordan han kunne arbejde for det amerikanske firma i tre år, før han blev truet. Det fremstår i øvrigt bemær-kelsesværdigt, at ansøgeren ikke har nogen viden om, hvem der efterstræber ham eller hvorfor, herunder at det alene skulle bero på hans uprofilerede arbejde som chauffør for en udenlandsk medicinproducent, og som han skulle have opsagt kort efter en enkelt telefonisk trussel i somme-ren 2014. Det forekommer således usandsynligt, at de ukendte personer skulle blive ved med at opsøge ansøgerens bopæl mange gange i flere år efter uden resultat og uden at meddele ansøge-rens forældre, hvorfor de ønsker at få fat i ansøgeren og slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende homoseksualitet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgerens be-vidsthed om sin seksuelle orientering skulle være opstået på baggrund af et overgreb i form af en voldtægt begået af to voksne mænd mod ham, da han var 11 eller 12 år gammel. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [primo] 2017 har oplyst, at han havde et forhold til en pige i 6 år, mens han var teenager, men at hendes familie ikke ville have, at de to blev gift. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgeren sidelø-bende hermed og på et meget tidligt tidspunkt i sit liv skulle have etableret et forhold til en mand, der varede ved i 7-8 år. Desuden har nævnet lagt vægt på indholdet af den fremlagte Mes-senger-korrespondance mellem ansøgeren og den støtteperson, som han har oplyst at være kære-ste med, herunder at støttepersonen heri i [ultimo] 2017 giver udtryk for, at et planlagt møde hos advokaten skal aflyses, fordi han skal fortælle ansøgeren, hvordan han skal opføre sig, og hvad han skal sige til advokaten og ”the court”. Der er herudover lagt vægt på ansøgerens generelt svækkede troværdighed i forhold til det første asylmotiv, hans afglidende svar på spørgsmål om tidsangivelser samt den omstændighed, at de fremlagte fotos af ansøgeren sammen med en anden mand fremstår som optaget til lejligheden. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2018/53
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra [by], Al Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne, idet han har arbejdet i et elektricitetsfirma. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter lovgivningen i Irak, hvorefter alle kriminelle bliver løsladt, hvorfor ansøgeren frygter, at hans farbrors drabsmand, der er blevet løsladt, vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hans farbror var politimand og blev dræbt i 2004 af et medlem af Al-Mahdi militsen, som i 2011 blev idømt livstid for drabet. Ansøgeren arbejdede i 2012 på et elværk, som var ejet af ansøgerens farbror, [A]. Elværket blev ofte opsøgt af personer fra Al-Mahdi militsen, som ville have penge, hvilket de aldrig fik. En dag blev ansøgeren og hans farbror stoppet på gaden af militsen, som igen ønskede penge, hvilket de ikke fik. To dage herefter brændte elværket ned, og ansøgeren formoder, at det er militsen, der står bag. I 2013 fik ansøgeren arbejde i ministeriet for elektricitet, som samarbejdede med et sydkoreansk firma. I [efteråret] 2015 var der en demonstration foran ansøgerens arbejdsplads, hvor ansøgeren og hans kollegaer blev slået af demonstranterne, da de var på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bror kom op at skændes med personer fra Hizbollah, i forbindelse med uoverensstemmelser i trafikken. Et par dage herefter blev ansøgeren forfulgt af en bil i 500 meter. Ansøgeren formoder, at det var personer fra Hizbollah. [Senere i efteråret] 2015 blev ansøgeren stoppet et stykke fra sin bopæl af fire maskerede mænd, som sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe sit arbejde for det sydkoreanske firma, ellers ville de slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af uoverensstemmelserne i 2011 i forbindelse med retssagen mod den person, der i 2004 dræbte ansøgerens farbror. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at det var farbror [A], der havde konfrontationen med gerningsmandens familie, og at ingen øvrige i ansøgerens familie er blevet opsøgt eller truet i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at gerningsmanden er blevet løsladt, idet ansøgeren og hans bror [C] har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet lægger trafikepisoden med Hizbollah i [efteråret] 2015 til grund. Denne episode har ikke givet anledning til yderligere overfor familien, og episoden må anses for afsluttet, uden at denne indebærer nogen yderligere risiko for familien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens arbejde på elværket vel må antages at have indebåret en vis risiko for ansøgeren, men Flygtningenævnet finder ikke, at dette arbejde har profileret ansøgeren i en sådan grad, at ansøgeren af denne grund risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af familiens forhold ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/52/MJM.
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra [by], Al Diwanyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold, idet der er mangel på sikkerhed i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes søn, [C], skal komme i fængsel, idet han er deserteret. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter for sin søns liv, idet han har oplevet problemer med ukendte militser. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet vedrørende sin søns desertering henvist til, at ansøgeren på et ukendt tidspunkt var med sine sønner, svigerdatter og barnebarn på vej i bil til lægen, hvor de havde en konflikt med en ukendt mand grundet uoverensstemmelser i trafikken. Ansøgeren har ikke noget selvstændigt asylmotiv, men [har] henvist dels til de generelle forhold i Irak, dels til en afledet forfølgelse som følge af sønnernes forhold. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge til grund, at [C] er deserteret fra militæret, og Flygtningenævnet har ikke fundet, at uoverensstemmelserne i forbindelse med retssagen i 2011 eller uoverensstemmelserne med Hizbollah i [efteråret] 2015 indebærer nogen risiko for familien. For så vidt angår trafikepisoden må denne anses for afsluttet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af [B]s forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren i den anledning risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/51/MJM.
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Al Diwaniyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han er deserteret fra militæret og udrejst. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af militser. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet vedrørende desertering henvist til, at han forlod den irakiske hær den [nærmere angiven dato i foråret] 2014 og udrejste af Irak den [nærmere angiven dato ultimo] 2015. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet vedrørende sin frygt for militser henvist til, at hans farbror i 2004 blev skudt af en person med tilknytning til Al-Mahdi militsen. Gerningsmanden blev efterfølgende idømt en livstidsdom i 2011. Herefter fraflyttede ansøgeren og hans familie deres bopæl i Al Diwaniyah, idet de frygtede, at gerningsmandens familie ville hævne domfældelsen. Familien boede herefter i […] området omkring Bagdad, hvor de på intet tidspunkt oplevede konkrete konflikter. Den [nærmere angiven dato ultimo] 2012 flyttede familien tilbage til Al Diwaniyah, hvor familien i [efteråret] 2015 havde en konfrontation med medlemmer af Hizbollah grundet et skænderi med dem i trafikken. De har ikke efterfølgende oplevet problemer med Hizbollah. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af sin far eller andre klanmedlemmer, idet hun har giftet sig mod sin fars vilje. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far afslog frieri fra ansøgerens ægtefælle, men at de blev gift i 2011 uden farens samtykke, mens faren sad fængslet. Ansøgeren er beslægtet med sin ægtefælle på sin mors side, og morens side af familien har accepteret ægteskabet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at faren, mens ansøgeren var i Danmark, er blevet løsladt fra fængslet. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, herunder at hun frygter at blive dræbt af militser, såfremt hun bliver alene med børnene. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne risikerer overgreb som følge af uoverensstemmelserne i 2011 i forbindelse med retssagen mod den person, der i 2004 dræbte den mandlige ansøgers farbror. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at det var farbror [A], der havde konfrontationen med gerningsmandens familie, og at ingen øvrige i den mandlige ansøgers familie er blevet opsøgt eller truet i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at gerningsmanden er blevet løsladt, idet den mandlige ansøger og hans bror [B] har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er deserteret fra militæret. Han har muligt forladt militæret i [foråret] 2014, således som han har forklaret, men de irakiske myndigheder har ikke opsøgt ham i den anledning. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet lægger til grund, at hele familien er udrejst legalt gennem lufthavnen i Bagdad. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at udrejsen er sket ved hjælp af bestikkelse. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøger ikke oprindeligt har forklaret herom, og at den mandlige ansøger og hans bror [B] i nævnsmødet umiddelbart har forklaret forskelligt herom, selvom [B] efterfølgende korrigerede sin forklaring. Flygtningenævnet lægger trafikepisoden med Hizbollah i [efteråret] 2015 til grund. Denne episode har ikke givet anledning til yderligere overfor familien, og episoden må anses for afsluttet, uden at denne indebærer nogen yderligere risiko for familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne risikerer overgreb som følge af, at de i 2011 har giftet sig mod den kvindelige ansøgers fars vilje. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerne aldrig er blevet truet i den anledning, og at det udelukkende beror på ansøgernes formodning, at den kvindelige ansøgers far vil begå æresdrab. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af familiens forhold ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/50/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtale: Ansøgeren er etnisk araber og monoteist af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter alle sine morbrødre og farbrødre, fordi de vil have fat i ansøgerens arv efter sine forældre. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far blev truet af ansøgerens farbrødre, som havde tilknytning til al-Qaeda, hvorfor ansøgeren og hans familie flyttede til Syrien, da ansøgeren var syv eller otte år gammel. Efter et år i Syrien vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Irak, men ansøgeren ved ikke, hvorfor han og hans familie vendte tilbage til Irak. En til to uger inden [starten] af 2012, som var den dag, ansøgerens familie blev slået ihjel, forlangte en af ansøgerens farbrødre et stort beløb fra ansøgerens far, hvilket faren afslog, idet farbroren arbejdede for al-Qaeda og ISIL. Dagen efter, farbroren opsøgte familiens bopæl, skød en eller flere ukendte personer mod bopælen. I [starten af] 2012 blev ansøgerens forældre og søskende slået ihjel, da de var på vej til en restaurant. På tidspunktet for drabet befandt ansøgeren sig hos en af sine venner, [V]. Ansøgerens fars ven hentede ansøgeren hos [V], og farens ven kørte ham til lufthavnen i Bagdad, hvor farens ven fortalte ansøgeren om attentatet. Farens ven forklarede indledningsvis ansøgeren, at hans familie var overlevet og var på vej til Tyrkiet. Ansøgeren og hans fars ven rejste til Istanbul, hvor farens ven samme dag, som de ankom, fortalte ansøgeren, at hans familie var blevet slået ihjel. Tre dage senere kom farens ven tilbage til ansøgerens lejlighed, hvor han forklarede, at ansøgerens farbrødre og morbrødre havde antaget otte personer til at slå ansøgerens familie ihjel, og at de hos retsmedicineren havde placeret endnu et lig, så det skulle ligne, at også ansøgeren var blevet slået ihjel, så farbrødrene og morbrødrene derfor kunne få arven efter ansøgerens familie. Ansøgerens farbrødre og morbrødre har arvet ansøgerens fars værdier, men hvis myndighederne finder ud af, at ansøgeren alligevel er i live, ville hele arven tilfalde ham. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive hvervet til militærtjeneste i Irak, og han frygter tillige de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed må anses for utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og uddybende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således givet divergerende oplysninger om, hvornår han blev bekendt med, at hans familie var blevet slået ihjel. I sit asylansøgningsskema har han oplyst, at han fik en opringning fra sin fars ven, som fortalte, hvad der var sket, og farens ven opfordrede ansøgeren til at forlade landet omgående, da ansøgeren ellers også ville blive slået ihjel. Ansøgerens fars ven kom senere og kørte ansøgeren til lufthavnen. Ved samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 og [i slutningen af] 2016 samt for nævnet har ansøgeren forklaret, at han først efter udrejsen og ankomsten til en lejlighed i Tyrkiet fik oplyst af farens ven, at hele ansøgerens familie var blevet dræbt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår og hvordan han mistede sit pas. Under samtalen [i starten af] 2016 oplyste ansøgeren, at hans fars ven tog ansøgerens pas med, da han efterlod ansøgeren i lejligheden i Tyrkiet. Under partshøringen [i foråret] 2016 om resultatet af ansøgerens aldersundersøgelse oplyste ansøgeren, at han havde mistet sit pas i havet ved Tyrkiet. Under samtalen [i vinteren] 2016 oplyste ansøgeren, at det var kopier af passet, han mistede ved den lejlighed, og at han havde fået udleveret kopierne af sin fars ven, inden denne forlod ansøgeren i lejligheden i Tyrkiet. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om sin kontakt med farens ven efter ansøgerens udrejse til Tyrkiet. Under samtalen [i starten af] 2016 oplyste ansøgeren, at farens ven forlod ham efter at have kørt ham til lejligheden i Tyrkiet og aldrig kom tilbage igen. Under samtalen [i slutningen af] 2016 forklarede ansøgeren, at farens ven kom tilbage til ham i lejligheden efter tre dage og fortalte ham om de nærmere omstændigheder ved drabet på ansøgerens familie. Ansøgeren forklarede videre, at han herefter også var i telefonisk kontakt med farens ven to gange henholdsvis en uge og to uger senere, indtil han ved den næste opringning til farens ven fik fat i dennes ægtefælle, der sagde, at ansøgeren var skyld i hendes ægtefælles død, og at ansøgeren ikke skulle ringe mere. Flygtningenævnet finder det i den sammenhæng i øvrigt særdeles påfaldende, at ansøgeren først under sin forklaring for nævnet har kunnet huske navnet på farens ven, som skulle have hjulpet ham med at flygte, og som ifølge ansøgeren havde været en af farens gamle og tætte venner. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer usandsynligt, at faderens og moderens familier, som var henholdsvis sunni- og shia-muslimer og af religiøse årsager var imod deres ægteskab, i forening skulle have planlagt at dræbe hele ansøgerens familie netop på det pågældende tidspunkt med det formål, at faderens familie kunne tilegne sig arven. Det fremstår endvidere usandsynligt, at familierne skulle have været i stand til at få placeret et ekstra lig sammen med ansøgerens afdøde familie med henblik på at få det til at se ud, som om også ansøgeren var omkommet ved attentatet mod familien. Det fremstår desuden selvmodsigende, at ansøgeren har oplyst at have fået at vide, at han er registreret som død i Irak, men at de fotos, han efter afslaget har fået fremskaffet af sine afdøde familiemedlemmers gravstene via en veninde til en norsk statsborger af irakisk oprindelse, som han er religiøst viet til, alene viser 5 gravsten med de af ansøgeren oplyste familiemedlemmers navne. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det tillige svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han under samtalen [i starten af] 2016 oplyste, at han var 17 år og i født i 1998, og at han senere – efter resultatet af aldersundersøgelsen forelå – [i slutningen af] 2016 har underskrevet et ansøgningsskema om tilladelse til privat indkvartering, hvoraf det fremgår, at han er født i 1992. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra sin fars eller mors familie eller de irakiske myndigheder. Det bemærkes i den sammenhæng, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er værnepligt eller tvungen militærtjeneste i det irakiske militær, og at forholdene i Irak ikke sig selv kan begrunde en opholdstilladelse. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/5/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af unavngivne militser, idet han er blevet overfaldet og truet på livet på grund af sit arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 og 2013 arbejdede på et projekt for et lokalt firma i Irak, Altaliea, som samarbejdede med det koreanske firma Samsung. I 2013 omkring en måned før han stoppede med at arbejde blev han opsøgt på en café i Baghdad. Nogle personer bad ham om at følge med dem. Ansøgeren modsatte sig og kom op og slås med disse personer. Ansøgeren blev slået flere gange og efterfølgende stukket med en kniv syv gange. Efter episoden blev ansøgeren indlagt på et hospital i Bagdad, og han fik under indlæggelsen at vide, at der var blevet skudt mod familiens bopæl. Han har hertil oplyst, at han ikke kender mere til skudepisoden. Efter han blev udskrevet opholdt ansøgeren sig en til to dage hos ansøgerens morbror og rejste herefter videre til Erbil, hvor ansøgeren tog ophold hos ansøgerens søster. Indtil ansøgerens udrejse, opholdt han sig skiftevis hos sine søstre i Erbil og Suwayrah samt hos familien i Bagdad. Inden ansøgeren fik sit pas modtog hans familie et trusselsbrev på deres bopæl. Brevet truede både ansøgeren og hans far. Det var hans familie som fandt brevet, og ansøgeren så selv efterfølgende brevet. I [foråret 2014] fik ansøgeren udstedt et pas. Han udrejste til Tyrkiet [i efteråret 2014]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på adskillige og centrale punkter indeholder divergenser. Han har således bl.a. forklaret divergerende om, hvorvidt arbejdsgiveren var koreansk, amerikansk eller russisk. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far er blevet skudt en eller flere gange, og om han er død af skud eller hjerteproblemer eller en kombination af disse årsager. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han efter overfaldet fortsatte sit arbejde for firmaet eller ej. Der er endvidere konstateret divergenser i ansøgerens forklaring om, hvorvidt truslerne blev fremsat før eller efter overfaldet, og om hvornår truslerne blev fremsat i forhold til pasudstedelse og udrejsetidspunkt. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/47/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Al Najaf, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af [A] og dennes familie, idet den mandlige ansøger har anmeldt ham til sine overordnede, og fordi den mandlige ansøger har anmeldt familien til myndighederne for at have stået bag et skudattentant mod ham og hans to brødre, [B] og [C]. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de frygter at blive fængslet af de irakiske myndigheder som følge af, at den mandlige ansøger efter falsk anklage er blevet idømt 6 års fængsel in absentia for at have stjålet blandt andet en Glock. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger har arbejdet som kriminalbetjent, og at han i [efteråret 2011] tog fingeraftryk af [A], som han anmeldte til sine overordnede. To dage forinden havde han modtaget et opkald fra en ukendt person, som fortalte ham, at han ikke skulle anmelde [A]. Ansøgerne har også oplyst, at den mandlige ansøger og hans brødre, [B] og [C], blev udsat for et skudattentat [i slutningen af 2011]. [B] og [C] blev dræbt ved attentatet, mens den mandlige ansøger overlevede. Den mandlige ansøger stoppede herefter med at komme på arbejde og flyttede 10 dage efter skudattentatet fra Bagdad til Najaf sammen med sin familie. Han har anmeldt skyderiet til de irakiske myndigheder. Ansøgerne har desuden oplyst, at den mandlige ansøger modtog ét trusselsopkald inden skudepisoden og modtog trusselsopkald hver anden til tredje måned, mens han opholdt sig i Najaf. Den mandlige ansøger udrejste til Østrig i [sommeren] 2013, men frafaldt sin ansøgning, idet den kvindelige ansøger havde modtaget trusler. Da han kom tilbage fra Østrig modtog han fortsat trusler med to til tre måneders mellemrum. Ansøgerne har endvidere oplyst, at den mandlige ansøger i [sommeren] 2015 blev bekendt med, at han i 2014 havde modtaget en dom in absentia. Den mandlige ansøger har forklaret, at det er falske anklager, og at dommen handlede om at få fat i ham. Ansøgerne udrejste af Irak en måned herefter. Den mandlige ansøger har endeligt oplyst, at han først troede, at han var blevet dømt for desertering, men han efter sin oplysnings- og motivsamtale [i starten af] 2016 fandt ud af, at han var blevet dømt for blandt andet at have stjålet en Glock. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet finder det påfaldende, at en ukendt person tilknyttet [en bestemt familie] skulle være bekendt med, hvornår politiet ville fremstille [A] for den mandlige ansøger for at denne kunne tage fingeraftryk og samtidig være bekendt med, at den mandlige ansøger var på vagt den pågældende dag. Nævnet finder det ligeledes påfaldende, at den mandlige ansøger ikke blot fortalte den pågældende, at han var ude af stand til at efterkomme ønsket, idet en officer tillige fulgte processen. Nævnet finder ikke, at den mandlige ansøger på en sammenhængende, deltaljeret og selvoplevet måde har kunnet forklare om skudepisoden. Idet den mandlige ansøger tillige har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter, herunder om han kendte [den pågældende familie], om han har boet i Bagdad udenfor Najaf-området efter skudepisoden, om han var i besiddelse af en tjenestepistol, samt da nævnet finder det usandsynligt, at han er idømt en straf af fængsel i seks år, uden at han har været til stede og uden, at myndighederne har henvendt sig til hans familie for at opnå kontakt med ham, og endeligt, at han, efter dommen er afsagt, har kunnet rejse på sit nationalitetspas og få udstedt et id-dokument, tilsidesætter nævnet den mandlige ansøgers forklaring. Idet den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers forklaring, har ansøgerne herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/46/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak både frygter sin farbror og de generelle forhold i landet, herunder ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes farbror truede hende på livet, fordi han ville have hende til at forlade sin mand. Hun flyttede derfor til landsbyen [A] i 2010, hvorefter hun ikke har været i kontakt med sin farbror. ISIL kom til [landsbyen A] nær Mosul, hvorfor ansøgeren flyttede til Diana-området omkring to år før sin udrejse. Her boede ansøgeren sammen med sin ægtefælles familie i nogle forladte huse. Ansøgeren udrejste af Irak på grund af de generelle forhold. Ved en tilbagevenden til Irak har ansøgeren ikke noget sted at bo. Hendes ægtefælle bor i Danmark, og både hendes ægtefælle og fire børn har dansk statsborgerskab, og derfor rejste hun sammen med sine fire børn til Danmark. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder, at det ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun er udrejst af Irak ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft kontakt med sin farbror, siden hun i 2010 flyttede fra Erbil. Hun har således opholdt sig i Irak i perioden fra 2010 til 2015 uden at opleve problemer med sin farbror. Det lægges efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, og at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer og enlige kvinder, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/45/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militser, heriblandt militsen al-Asaib, idet han har arbejdet med salg af alkohol. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med irakiske militser oplyst, at han sammen med sin ven, [A], arbejdede i en alkoholforretning, der var tilknyttet et diskotek. Ansøgeren blev opsøgt flere gange og truet af en gruppe personer, som ansøgeren formoder tilhørte en milits. Ansøgerens ven, [A], blev slået ihjel i alkoholforretningen af skud fra en passerende bil i vinteren 2014. Til støtte for sin konversion, har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han begyndte at gå i kirke i [slutningen af 2016] efter sin sidste samtale med Udlændingestyrelsen, og at han blev døbt [i sommeren 2017]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om bl.a., hvor mange gange han blev truet, før hans ven blev dræbt, om det var de samme personer, der truede ham under alle episoderne, ligesom han har forklaret divergerende om, hvad der fandt sted under de enkelte episoder, herunder om hvad der blev sagt og gjort. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb. Han har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2015] forklaret, at han var blevet truet af forskellige mænd gennem de seneste 2-3 år, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han første gang blev truet ca. 3 måneder før [slutningen af 2014], hvor hans ven blev dræbt. Hertil kommer, at denne tidsangivelse ikke stemmer overens med det, ansøgeren under nævnsmødet har forklaret om den tid der gik, mellem de enkelte episoder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit oprindelige asylmotiv. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på tidspunktet for konversionen, ligesom ansøgeren ikke under mødet har kunnet redegøre nærmere for sine bevæggrunde og refleksioner i relation til konversionen, udover at han var meget tiltrukket af budskabet om fred og kærlighed, og at kristendommen giver ham tryghed. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist et vist kendskab til kristendommen, og at han [i sommeren 2017] er blevet døbt kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/43/MAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet, fra han gik i mellemskolen eller gymnasiet og frem til Saddam Husseins styres fald i 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af irakiske shia-militser, fordi han er sunnimuslim, og fordi hans klan og familie har tætte bånd til Saddam Husseins klan, ligesom flere af hans familiemedlemmer har indtaget betydningsfulde positioner under det tidligere styre. Ansøgeren har videre henvist til, at hans klan er mistænkt for at være involveret i Speicher-massakren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans klan, […], har tætte forbindelser til Saddam Husseins klan, Abu Naser-klanen. Forholdet mellem Saddam Husseins styre og ansøgerens klan blev yderligere styrket i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har haft tre stillinger i Saddam Husseins regeringstid, idet han i 1990´erne arbejdede kortvarigt for […], ligesom han i 6 måneder har arbejdet med […]. Efter Saddam Husseins styres fald har shiitiske militser og de iranske myndigheder chikaneret og forfulgt medlemmer af ansøgerens klan. Fra 2005 til sommeren 2015 opsøgte shiamilitser ansøgerens bopæl omkring hver måned. Militserne stillede ansøgerens familie spørgsmål og sagde, at de skulle flytte væk. Militsfolkene fremsatte også både direkte og indirekte trusler mod ansøgerens familie. Hvis ansøgerens familie ikke var hjemme, spurgte folkene fra militsen efter dem hos naboerne. I juni 2014 slog ISIL mellem 2000 og 2200 elever på Speicher-basen ihjel. Det var imidlertid ansøgerens klan, der blev beskyldt for at være ansvarlige for massakren. Derfor gik ansøgeren i skjul, idet han konstant flyttede rundt, for ikke at blive fundet. Ansøgeren kom dog stadig af og til i familiens hjem. Når bopælen blev opsøgt af shiamilitserne, spurgte de efter ansøgeren og hans familie. Af frygt for repressalier sagde familien nogle gange, at de var shiamuslimer, ligesom de opgav falske navne. Shiamilitserne kendte kun til, at familien boede på adressen, men de vidste ikke, hvordan familien så ud. Det lykkedes på den måde ansøgeren og hans familie at narre militsfolkene. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgerens bror, [A], dræbt i et trafikuheld, idet han blev forsætligt påkørt tæt på familiens bopæl af shiamuslimske militser, der ønskede at slå ansøgeren ihjel. Eftersom ansøgeren og broren ligner hinanden meget, tog de fejl og dræbte den forkerte bror. Kort efter forsvandt ansøgerens anden bror [B]. Kort efter i [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Irak. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været udbyggende, divergerende, usammenhængende og usandsynlig på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren, der er en veluddannet mand med en bachelorgrad, har således ikke i sit asylskema anført noget om, at han skulle være blevet opsøgt af shiamuslimske militser, og til oplysnings- og motivsamtalen oplyste han, at han aldrig var blevet opsøgt eller truet af shia-militser eller andre i Irak. Først i asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og hans familie i årene fra 2005 og helt frem til udrejsen i 2015 ca. hver anden måned blev opsøgt på bopælen af shiamuslimske militser, der ville have fat i ham på grund af hans klantilhørsforhold, familiens tilknytning til det tidligere styre og de tre forskellige ansættelser, ansøgeren havde under Saddam Hussein. Ansøgerens forklaring om, hvordan han undgik militserne, har været usandsynlig og usammenhængende. Det er således ikke sandsynligt, at ansøgeren og hans familie, hvis de havde så fremtrædende en rolle under det tidligere styre, at shia-militserne valgte at eftersøge dem i ti år, var i stand til at undgå militserne ved at tage navneforandring, anskaffe falske id-kort og oplyse falske navne, når de blev opsøgt. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren, når han flyttede rundt for at undgå militserne, tog ophold hos andre familiemedlemmer fra samme klan henset til, at han har forklaret, at det var alle medlemmer af klanen, der blev forfulgt. Det er heller ikke sandsynligt, at militserne skulle udfolde så mange bestræbelser på at få fat i ansøgeren på grund af de tre kortvarige midlertidige ansættelser i 1990´erne. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han hverken tilhørte inderkernen eller indtog en topstilling, ligesom han heller ikke i øvrigt har forklaret, at han skulle have udført handlinger eller besidde oplysninger, der skulle gøre ham specielt profileret. Også med hensyn til, om han har været medlem af et parti eller ej, har ansøgeren forklaret divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke havde været politisk aktiv eller medlem af foreninger eller organisationer, hvorimod han i asylsamtalen forklarede, at han siden gymnasiet havde været medlem af Baath partiet som senior-medlem. Ansøgeren har forklaret, at han i juni 2014, da Speicher massakren fandt sted, befandt sig i Baghdad, og at han ikke havde noget med massakren at gøre. Han har videre forklaret, at hans klan, der blev beskyldt for at have stået bag massakren, er en stor klan med tusindvis af medlemmer, der er fordelt over det meste af Irak. Det er hverken ved ansøgerens forklaring, de fremlagte avisreportager eller af de foreliggende baggrundsoplysninger sandsynliggjort, at shiamuslimske militser på baggrund af massakren har forfulgt alle medlemmer af [ansøgerens klan], herunder også ansøgeren. Det beror alene på ansøgerens formodning, at hans bror blev dræbt, fordi han blev forvekslet med ansøgeren, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at broren [B’s] efterfølgende forsvinden skyldes klanmæssige tilhørsforhold eller konflikter med shiamuslimske militser. Nævnet skal endelig bemærke, at det er påfaldende, at der på ansøgerens fætters søns Facebook profil fra 2013 og frem flere gange har været uploaded et billede af et gravsted med ansøgerens bror, [A’s] navn og fødeår, og med en angivelse af [dato i efteråret] 2013 som dødsdato, eftersom ansøgeren har forklaret, at Abbas døde i [sommeren] 2015. Ansøgerens forklaring om, at billedet er ”fake”, og er uploaded af hans søster for at forvirre de irakiske myndigheder, er heller ikke troværdig navnlig set i lyset af, at billedet er offentliggjort første gang i 2013 og dermed forud for Speicher-massakren, ligesom det savner mening, at søsteren skulle have lagt billedet op på ansøgerens fætters søns profil i stedet for den profil, hun har oprettet for ansøgeren. Idet, det endelig bemærkes, at de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak ikke er af en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse i Irak vil være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/41
”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive kidnappet og slået ihjel af ukendte personer, som har kidnappet ansøgeren tidligere. Til støtte for sit asyl motiv har ansøgeren henvist til, at han blev kidnappet, mens han gik i skole. Ansøgeren er endvidere blevet kidnappet og truet forud for sin udrejse af Irak. Ansøgeren blev stoppet af en bil på vej til skole og nogle ukendte personer tvang ansøgeren ind i bilen. Personerne kørte ansøgeren til et ukendt sted, hvor ansøgeren blev tilbage-holdt i tre dage. Mens ansøgeren var tilbageholdt, ringede kidnapperne til ansøgerens far og forlang-te en løsesum på 20.000 US dollars, som ansøgerens far betalte, hvorefter ansøgeren blev løsladt. På en ukendt dato i 2015, forud for ansøgerens rejse, blev han ringet op af en ukendt person, som for-langte, at ansøgeren betalte 20.000 US dollar ellers ville ansøgeren blive kidnappet igen. På grund af dette opkald udrejste ansøgeren af Irak på opfordring fra sin far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uklart, undvigende og udetaljeret, hvorved ansøgerens forklaring ikke frem-står selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare nærmere om, hvornår han blev kidnappet eller hvor gammel han var, hvordan kidnapperne så ud eller hvor lang tid transporten tog til det sted, hvor han blev tilbageholdt. Ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, blandt andet om størrelsen af den løsesum, hans far betalte for at få ham løsladt. Under oplysnings- og motiv samtalen har han forklaret, at hans far betalte 10.000 dollars, til asylsamtalen har han forklaret, at hans far skulle betale 20.000 dollars, og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at kidnapperne krævede, at hans far betalte 3-4 bundter penge, men ansøgeren kender ikke beløbet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han blev løsladt efter kidnapningen. Under oplysnings og motivsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvor han blev efterladt, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han blev sat af på den samme vej eller i det samme område, hvor kidnapningen havde fundet sted. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter om et forsøg på at kidnappe hans far, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at der er let adgang til falske og forfalskede dokumenter i Irak. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/40/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin vens, [A], familie, idet de havde et forhold i Irak. Ansøgeren frygter endvidere overgreb fra lokalbe-folkningen på grund af rygtet om, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Kirkuk, men havde folkeregisteradresse i Mosul. I 2014 opholdt ansøgeren sig kortvarigt i Mosul, indtil ISIL indtog byen. Ansøgeren flygtede derfor til Kirkuk, hvor han mødte [A], som han havde kendt siden han var barn. Ansøgeren og [A] indledte et forhold. De mødtes både hos ansøgeren og hos [A]. De mødtes kun ca. tre gange. Når de mødtes, rørte de ved hinanden, kyssede og omfavnede hinanden og havde oralsex. De havde ikke egentlig samleje. En dag hjemme hos [A], da de var i gang med at tage tøjet af, kom [A’s] far pludselig ind på værelset, hvorefter ansøgeren flygtede. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [O], hvor han opholdt sig i en periode, hvorefter han flygtede ud af landet [i sommeren] 2015. Ansøgeren var i denne periode i kontakt med sin mor telefonisk. Hun skældte ham ud. Ansøgeren er ikke homoseksuel. Han betragter for-holdet til [A] som en fejltagelse. Ansøgeren har ikke været i kontakt med [A], siden den dag han flygtede fra hans værelse. Han har dog via venner hørt, at [A] er blevet gift. Ansøgeren formoder, at [A’s] familie har skånet og tilgivet [A], fordi han er deres søn. De vil ikke tilgive ansøgeren, fordi han er fremmed. Tværtimod har de givet ansøgeren skylden. Flygtningenævnet kan ikke lægge an-søgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under samtalen med de norske myndigheder ikke har nævnt episoden med [A], men derimod benægtet at han havde an-dre problemer end de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere afgø-rende punkter, herunder hvornår han indledte forholdet til [A], hvor de havde seksuelle forhold, hvor mange seksuelle forhold de havde, forholdets karakter til [A] og hvor længe han boede hos [O], før han udrejste. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han tidligere havde haft seksuel kontakt med piger, selvom det af samtalen med Udlændingestyrelsen fremgår, at dette ikke var til-fældet. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han alene formoder, at [A’s] familie har haft kontakt med hans familie, selvom han under samtalen med Udlændingestyrelsen er citeret for at have forklaret, at der udelukkende var en kontakt og at det var samme dag som han blev afsløret af [A’s] far. Han har ikke for nævnet på rimelig måde kunnet forklare, hvorfor han og [A] ikke låste døren, selvom døren var forsynet med en lås. Endelig forekommer det helt usandsynligt, at han ikke efterfølgende har haft kontakt med [A] blandt andet for at høre, hvad der var sket med [A] og om konfliktens omfang. På baggrund af ovennævnte divergenser og usandsynligheder tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han i Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret eller individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/37/LMD
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Hewler, Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af det kurdiske parti KDP, idet KDP har slået ansøgerens far ihjel, og idet ansøgeren aktivt har ef-terforsket mordet. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han flygtede fra et irakisk fængsel i 1997 efter at have afsonet syv år for militærunddragelse. Da ansøgeren kom hjem, fik han efter noget tid oplyst, at hans far var blevet dræbt af et højtstående KDP-medlem ved navn [A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at efterforske sagen. Ansøgeren modtog som følge heraf tre trus-selsbreve, hvori ansøgeren blev bedt om at indstille sin efterforskning. Ansøgeren henvendte sig følgelig til myndighederne, som oplyste ansøgeren, at de ikke kunne hjælpe ham, idet [A] var en magtfuld person. Efter modtagelsen af det tredje trusselsbrev udrejste ansøgeren af Irak. Flygtnin-genævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i Grækenland ifølge det oplyste er afhørt på ”kurdisk”, hvilken han har skrevet under på. Flygt-ningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ved fremmøde for flere græske instanser, uanset at ansøgeren oplyser at være analfabet, skulle have undladt at gøre opmærksom på, at han ikke for-stod, hvad han blev spurgt om. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved partshø-ring i Danmark den [nærmere angiven dato i foråret] 2017, da han blev foreholdt divergenserne i forhold til sin forklaring i Grækenland, udtalte, at tolken måtte have været KDP-medlem, mens han ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato har forklaret, at han i Grækenland blev afhørt af tolke, der talte marokkansk eller algerisk arabisk. Flygtningenævnet finder endvidere, at de divergenser, der er mellem ansøgerens forklaringer til de græske myndigheder og til de danske myndigheder, er så omfattende, at dette ikke alene kan skyldes sprogvanskeligheder. Flygtningenævnet bemærker herved, at såvel ansøgerens motiv til at forlade Irak som helt centrale omstændigheder vedrørende hans fars død og hans fængselsophold er afgørende forskelligt beskrevet. For så vidt angår påstanden om, at ansøgeren skal underkastes en torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at den angivelige tortur har fundet sted for mere end 20 år siden, og at ansøgeren ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato har forklaret, at han ikke har andre mén end dårlig hukommelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en torturundersøgelse, eller en oversættelse af de græske akter vedrørende dette, ikke kan anses for egnet til at belyse sagen yderligere. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard, jf. i øvrigt Flygtningenævnets beretning fra 2016, side 442. Da ansøgeren har forklaret, at han aldrig blev indkaldt til samtale som asylsøger i Tyrkiet, findes der endvidere ikke grund til at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger herfra eller fra UNHCR. Flygtningenævnet stadfæster der Udlændingestyrelsen afgørelse.” Irak/2018/36/MJM.
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra bydelen [A] i Kirkuk, Irak. Fra 1988 til 2003 boe-de han i Sulaymaniyah, hvorefter han flyttede tilbage til Kirkuk. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder eller sin familie, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han blev bekendt med, at han var homoseksuel, da han var 20-22 år, men at han i Irak ikke kunne udleve sin seksualitet åbent. Som 12-årig begyndte han at interessere sig for kvindetøj, og under sin opvækst kunne han mærke, at han var til drenge, idet han ikke brød sig om at kysse med piger. Ansøgerens første seksuelle forhold med en mand fandt sted i starten af 1990’erne. Sidenhen har ansøgeren haft forhold til flere mænd, som ofte var ældre end ansøgeren, og i en længere periode arbejdede han som prostitueret. Ansøgeren frygter repressalier fra myndig-hederne og befolkning, herunder hans egen familie. Han har derfor kun fortalt to af sine venner, at han er homoseksuel. Efter sin ankomst til Danmark følte ansøgeren sig mere fri, hvorfor han turde fortælle om sin seksualitet, og han har haft et forhold til en anden beboer på [sit asylcenter]. På nu-værende tidspunkt har han et forhold til en herboende irakisk mand, men de holder forholdet hem-meligt, idet manden er gift med en kvinde. Under opholdet i Danmark har ansøgeren fået kontakt til organisationen LGBT-Asylum, og han har deltaget i nogle af deres arrangementer. Ansøgeren føler sig som en kvinde, men på grund af sin frygt, er han tilbageholdende med at være åben om sin kønsidentitet. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren modtaget en telefonisk trussel fra sin nevø, der fortalte ham, at han ville slå ham ihjel, idet ansøgeren homoseksuel. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel, og at han føler sig som kvinde, selvom ansøgeren har forklaret udbyggende og på nogle punkter divergerende om asylmotivet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under opholdet i Danmark løbende har været i forbindelse med LGBT Asylum, der i udtalelser af [begyndelsen af] 2017 og [begyndelsen af] 2018 har oplyst om ansøgerens forhold, herunder om ansøgers deltagelse i sociale arrangementer, som er afholdt af LGBT Asylum samt hans deltagelse i Aarhus Pride og Copenhagen Pride. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på en udtalelse fra Røde Kors Asyl om, at ansøgeren på grund af chikane som følge af sin seksualitet er blevet overflyttet til [en kvindeafdeling], hvor ansø-geren fortsat opholder sig. Nævnet lægger også til grund, at ansøgeren har et seksuelt forhold til en anden mand i Danmark, og at han ikke uden risiko for forfølgelse og eller overgreb kan leve i et åbent homoseksuelt forhold ved en tilbagevenden. Det bemærkes herved, at ansøgeren har sandsyn-liggjort, at han forinden udrejsen i hemmelighed har haft homoseksuelle forhold i Irak. Flygtninge-nævnet finder med henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren, der er kurder fra det nordlige Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til hjemlandet og der lever som homoseksuel. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/35/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra byen [A] i Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Han har endvidere henvist til, at han frygter den generelle usik-kerhed i Irak, herunder usikkerheden skabt af kampe mellem etniske arabere, etniske kurdere, ISIL og andre militser. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans morbror, [O], var officer i det iraki-ske militær, og at morbrorens opgaver bestod i at træne nye medlemmer til det irakiske militær i Debis. Ansøgerens morbror kom på besøg hos sin familie to uger forud for ansøgerens udrejse af Irak, og morbroren fortalte ansøgeren, at unge mænd i Debis ville blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgerens morbror havde set listen over unge mænd, som skulle indkaldes til militærtjeneste og ansøgerens navn fremgik af listen. Ansøgeren ønskede ikke at aftjene militærtjeneste og kontaktede derfor sin søster i Danmark. Ansøgeren fortalte sin søster, at han ønskede at rejse til Danmark. An-søgeren kontaktede den efterfølgende dag sin ven [B], som befandt sig i Tyrkiet, og [B] fortalte ansøgeren, at han ville forsøge at finde en menneskesmugler. [B] kontaktede ansøgeren to uger se-nere for at fortælle ansøgeren, at han havde fundet en menneskesmugler, der kunne hjælpe ansøge-ren fra Tyrkiet til Danmark. Ansøgeren udrejste samme dag legalt af Irak fra lufthavnen i Erbil. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er turkmener fra Irak. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om øvrige forhold til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og usammenhængende. Ansøgeren har forklaret di-vergerende om, hvor familien boede, herunder om de boede i Debis eller [A] umiddelbart forud for hans udrejse. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far blev udsat for vold begået af ISIL, således som han forklarede til den anden samtale med Udlændingestyrelsen, eller om det var en milits, der udsatte faren for vold, således som han forklarede under nævnsmødet og om baggrunden for overfaldet. Han har tillige forklaret divergerende om tidspunktet for morbrorens besøg på bopælen og om tidspunktet for farens død. Han har således over for Udlændingestyrelsen først forklaret, at morbroren kom på besøg en uge før ansøgerens udrejse og dernæst, at det var to uger før. Han har endvidere over for Udlændingestyrelsen forklaret, at faren døde en uge forud for samtalen [i vinteren] 2017, mens han under nævnsmødet forklarede, at faren først døde efter denne sidste samtale i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt hans mor-bror var officer i militæret, eller om han var medlem af en milits. Ansøgeren har således til samta-lerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans morbror var officer i militæret, mens han over for sin advokat og under nævnsmødet forklarede, at hans morbror var medlem af en milits, som han i øvrigt først fremkom med navnet på under nævnsmødet. Han har tillige forklaret udbyggende om, hvorvidt hans familie blev opsøgt af myndighederne eller militsen, idet han over for Udlændinge-styrelsen har forklaret, at familien ikke blev opsøgt efter hans udrejse, og at det muligvis var falsk alarm, mens han under nævnsmødet forklarede, at hans familie blev opsøgt efter hans udrejse. En-delig har han forklaret udbyggende om, hvorvidt han frygter en fængselsstraf som forklaret til sam-talerne med Udlændingestyrelsen, eller om han frygter henrettelse, som forklaret under nævnsmø-det. Ansøgerens forklaring forekommer i øvrigt usammenhængende, idet det blandt andet fore-kommer usammenhængende, at ansøgerens morbror skulle advare ham mod indkaldelse til militæret eller den milits, som morbroren selv var en højtstående del af og dernæst, at faren blev udsat for grov vold af den milits, som morbroren var en del af. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare nærmere om de nævnte divergenser og udbygninger. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Irak/2018/34/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [byen J], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsen Asaib Al Haq, idet han har unddraget sig at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt af militsen Asaib Al Haq, som ville have, at én fra ansøgerens familie skulle melde sig til militsen. Dette indvilgede ansøgerens bror i. Under tjeneste for militsen blev ansøgerens bror såret. Herefter henvendte militsen sig igen til ansøgerens bopæl, idet de ville have ansøgeren til at træde i brorens sted. Ansøgeren accepterede dette overfor militsen, men han ønskede ikke at samarbejde med dem, hvorfor han tog til Bagdad. Ansøgeren fandt en bolig til hustru og børn i Bagdad, men de fik efter kort tid af en mukhtar at vide, at de ikke kunne bo i det kvarter, fordi ansøgeren er sunnimuslim. Ansøgerens hustru og børn tog efter to måneder ophold hos sine forældre i Bagdad. Ansøger opholdt sig på sin arbejdsplads i Bagdad. Efter at have opholdt sig Bagdad i ét år udrejste ansøgeren af Irak. Mens ansøgeren opholdt sig i Bagdad havde Asaib Al Haq nogle gange opsøgt ansøgerens far, når denne var på vej til moskeen. Militsen har også efter ansøgerens udrejse opsøgt ansøgerens far og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens svoger, der boede i [ byen H] blev dræbt, og de fleste af ansøgerens søskende udrejste af Irak. I efteråret 2017 blev ansøgerens søn bortført af Asaib Al Haq militsen, og alene frigivet efter betaling af løsepenge. Ansøgerens nu fraseparerede hustru er sammen med børnene efterfølgende flygtet til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgerens forklaring harmonerer i forhold til begivenhederne i [byen J] og i Bagdad med de foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgerens forklaring har imidlertid på meget væsentlige punkter været divergerende og endvidere udbyggende, hvorfor Flygtningenævnet finder at måtte forkaste forklaringen som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han og familien forlod [byen J] i [sommeren] 2014 på grund af kampene mellem ISIL og de shiamuslimske militser, og at ansøgeren sammen med sin kone og børn og sine forældre og søskende tog ophold i [byen H]. Mens de opholdt sig her, henvendte den shiamuslimske milits Asaib Al Haq sig, idet de ønskede hjælp fra lokalkendte mænd. Ansøgerens bror [X] accepterede at hjælpe militsen, men blev såret, hvorefter militsen krævede, at ansøgeren skulle udføre opgaven med at hjælpe dem med at finde vej i området. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han var til stede, da Asaib Al Haq henvendte sig første gang, samt om hvorledes hvervningen af ansøgeren forløb, idet ansøgeren under oplysnings og motiv samtalen forklarede, at Asaib Al Haq militsen henvendte sig til ham to gange på bopælen, at ansøgeren skulle henvende sig på Asaib Al Haqs kontor, og at han efter anden henvendelse forlod [byen H] sammen med sin hustru og børn. Under asylsamtalen har ansøgeren indledningsvis forklaret, at han blev opsøgt en gang, hvorefter han og familien forlod [byen H]. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at Asaib Al Haq henvendte sig til ham personligt to gange, men har afvist, at han skulle møde frem på Asaib Al Haqs kontor i [byen H]. Ansøgeren har forklaret, at han skaffede en bopæl til familien i Bagdad, men at de måtte forlade bopælen igen efter en henvendelse fra lokalområdets mukhtar. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han aldrig personligt traf eller talte med denne mukhtar. Foreholdt, at dette divergerede fra ansøgerens tidligere forklaringer, har ansøgeren fastholdt, at mukhtaren alene talte med hans hustru og svigermor. Foreholdt, at han under oplysnings- og motivsamtalen har afgivet en særdeles detaljeret forklaring om og referat af en samtale, som han selv havde med mukhtaren, har ansøgeren fastholdt, at han aldrig selv talte med mukhtaren. Ansøgeren har i sit asylskema og under samtalerne med udlændingestyrelsen og sin advokat forklaret, at han måtte flygte fra Irak fordi han havde undladt at efterkomme Asaib Al Haqs krav. Ansøgeren har under oplysnings og motivsamtalen yderligere forklaret, at han ved en tilbagevenden vil blive beskyldt for at være stikker og samarbejde med ISIL. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid udbyggende forklaret, at han helt konkret er mistænkt for at have fortalt ISIL, hvor en navngiven kommandant i Asaib Al Haqs bror gemte sig. Efter ansøgerens forklaring opholdt han sig i Bagdad i yderligere ti måneder efter henvendelsen fra mukhtaren. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at ansøgerens forældre og søskende forblev i [byen H]. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at Asaib Al Haq nogle gange havde sagt til ansøgerens far, at de var klar over, at ansøgeren opholdt sig i Bagdad. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet redegøre relevant for, hvorfor han besluttede at udrejse i august 2015. Nævnet finder på baggrund af alt foreliggende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de problemer som hans hustru og børn måtte have oplevet efter, at ansøgeren forlod Irak, kan henføres til en konflikt mellem ansøgeren og Asaib Al Haq. De generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/33/CMA
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter deres søns kærestes, [B]s, familie, idet de er imod [B]s forhold til ansøgernes søn, [A]. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at [A] og [B] [i efteråret] 2015 blev overfaldet af to af [B]s brødre og en tredje ukendt person. To dage senere opsøgte to af [B]s brødre ansøgernes bopæl, hvor de truede ansøgerne med at slå dem ihjel, såfremt [A] fortsat så [B]. [A] ringede hjem til den kvindelige ansøger [omkring to uger efter overfaldet på ansøgerens søn] 2015 og fortalte, at han og [B] var flygtet, og han sagde, at ansøgerne også var nødt til at flygte. Ansøgerne har ikke hørt fra [A] siden. Ansøgerne flygtede til Erbil samme dag, hvor de opholdt sig i en uge frem til udrejsen [omkring tre uger efter overfaldet på ansøgernes søn] 2015. Mens ansøgerne opholdt sig i Erbil, blev deres bopæl ødelagt af [B]s familie. Den mandlige ansøgers moster, […], blev opsøgt af [B]s familie på sin bopæl den [to dage efter ansøgernes udrejse], hvor de spurgte efter den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne i al væsentligt har forklaret troværdigt, sammenhængende og konsekvent om de forhold, der begrunder deres ansøgning om asyl. Der er således ikke grundlag for – som sket af Udlændingestyrelsen – at tilsidesætte ansøgernes forklaringer under henvisning til nogle få og mindre divergenser, hvilke divergenser ansøgerne – når spurgt ind hertil – er kommet med en antagelig forklaring på. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgernes forklaringer indgår tillige, at der ikke er noget, der tyder på, at ansøgerne – efter forklaringernes indhold – har forsøgt at overdrive oplysningerne om den situation, som familien er kommet i, ligesom ansøgernes oplysninger har sammenhæng med baggrundsoplysninger om æresrelaterede forbrydelser i den del af Irak, hvor ansøgerne kommer fra, se hertil f.eks. Rapport fra august 2017 fra Home Office: ”Country Policy and Information Note – Iraq: Kurdish honour crimes.” På denne baggrund lægger nævnet ansøgernes forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark til grund. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse eller overgreb, hvis ansøgeren vil kunne undgå dette eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, “Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Baggrundsoplysninger om situationen i den Kurdiske Region i Irak (KRI) vedrørende muligheden for at søge myndighedsbeskyttelse i relation til æresrelaterede forbrydelser peger i meget forskellige retninger, og i hvert fald dele af disse oplysninger peger på, at om end der formelt – via den irakiske straffelov – eksisterer værn mod sådan forbrydelse, så er det ikke altid, at myndighederne kan eller vil yde den fornødne beskyttelse, se hertil bl.a. Rapport fra august 2017 fra Home Office: ”Country Policy and Information Note – Iraq: Kurdish honour crimes.” Spørgsmålet for nævnet er imidlertid, om ansøgerne – også uden myndighedsbeskyttelse – vil kunne henvises til at tage ophold i andre dele af Irak uden at være i risiko for at blive udsat for overgreb som følge af den konflikt, der er opstået med [B]s familie. Efter ansøgernes forklaringer, der støttes af videooptagelser forevist for nævnet, lægges det til grund, at ansøgernes hus blev udsat for hærværk og sat ild til få dage efter deres flugt, ligesom det lægges til grund, at [B]s familie opsøgte ansøgernes familie i Kirkuk. På denne baggrund finder nævnet det godtgjort, at [B]s familie, der tillige forud herfor havde overfaldet ansøgernes søn [A] og opsøgt og truet ansøgerne, har haft evne og vilje til at efterstræbe ansøgerne på grund af den æresrelaterede familiekonflikt, og at konflikten har en meget alvorlig karakter. Ansøgerne har om [B]s familie forklaret, at det er en indflydelsesrig familie med tilknytning til Komali Islami. Henset hertil, til at [B]s familie har eftersøgt ansøgerne også uden for deres hjemby, og til at ansøgernes familie består af to mindreårige børn, finder nævnet, at det må anses for usikkert, om ansøgerne med rimelighed og i sikkerhed fra [B]s familie vil kunne bosætte sig andetsteds i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2018/32/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landsbyen [ansøgerens landsby], hvor der er uroligheder på grund af kampe mellem ISIL og andre grupper. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har haft problemer med ISIL, idet de [i sommeren] 2014 indtog hans landsby, […]. Ansøgeren har to gange oplevet, at de henvendte sig til ham på gaden, mens de tredje gang straffede ham for at ryge ved at tilbageholde ham, piske ham samt ved at brænde hans arm med cigaretter. ISIL løslod ansøgeren uden betingelser. Tre måneder senere forlod ansøgeren landsbyen. Herefter opholdt ansøgeren sig i en længere periode i Dibis og Altun Kupri, hvor hans søstre bor. Her har ansøgeren to gange oplevet, at den kurdiske efterretningstjeneste tilbageholdt ham, fordi de beskyldte ham for at være tilknyttet ISIL, idet han er araber og sunni muslim. Flygtningenævnet tiltræder, at det, som ansøgeren har forklaret om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således forklaret, at han siden løsladelsen – efter at have været tilbageholdt anden gang af den kurdiske efterretningstjeneste kort tid efter ankomsten til Dibis – ikke har haft nogen individuelle problemer med nogen parter i Irak, og at han navnlig er udrejst på grund af de generelle forhold i lrak. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har familiemedlemmer i Dibis, som ikke har oplevet problemer med at bo i Dibis. Det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at han ikke har nogen individuelle problemer med shiamilitser, myndigheder eller andre i Irak, herunder i Dibis, hvor ansøgeren senest havde taget ophold. Den omstændighed, at han angiveligt har været tilbageholdt to gange af den kurdiske efterretningstjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet tilbageholdelserne fandt sted kort tid efter hans ankomst til Dibis, og idet ingen af tilbageholdelserne synes begrundet i hans individuelle forhold, men forekommer helt tilfældige, ligesom han begge gange blev løsladt uden betingelser. Hertil kommer, at han ikke siden seneste tilbageholdelse på ny er blevet kontaktet af efterretningstjenesten. Heller ikke ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt og udsat for vold af ISIL, mens han opholdt sig i byen [ansøgerens landsby], kan føre til en ændret vurdering, allerede fordi ansøgeren efter at have forladt [ansøgerens landsby] ikke længere var i risiko for at blive tilbageholdt eller chikaneret af ISIL. Det må i øvrigt lægges til grund, at ansøgeren ikke havde nogen individuel konflikt med ISIL, idet ansøgerens forklaring om episoderne efterlader det indtryk, at episoderne opstod tilfældigt, hvilket indtryk understøttes af, at ansøgerens øvrige familie ikke har oplevet tilsvarende episoder. Det må efter ansøgerens egen forklaring desuden lægges til grund, at han efter den seneste episode med ISIL opholdt sig på sin bopæl i flere måneder uden henvendelser fra ISIL, ligesom ISIL lod ham passere den kontrolpost, som han skulle igennem for at kunne forlade [ansøgerens landsby]. Hertil kommer, at det på baggrund af baggrundsoplysninger må lægges til grund, at ISIL er blevet fordrevet fra det meste af Kirkuk provinsen. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke som følge af hans individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet at udlændingelovens § 7. Heller ikke den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i Kirkuk provinsen, er af en sådan karakter, at det må antages, at man alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i alle dele af området vil være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger således samlet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/31/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Balad, Salahahdin, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet ISIL ville have, at ansøgeren skulle lukke sin billardhal og samarbejde med dem i stedet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den shiitiske milits Al-Hashd al-Shaabi, idet han nægtede at kæmpe sammen med militsen mod ISIL. Yderligere har ansøgeren henvist, at han frygter at blive slået ihjel, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i nævnsmødet erkendt, at hans asylmotiv i forhold til ISIL og den shiitiske milits er konstrueret, idet han udrejste af Irak allerede [i efteråret] 2013, således som det fremgår af hans pas. Han udrejste på grund af den generelle situation med sekterisk vold. Ansøgeren har herefter som det afgørende asylmotiv påberåbt sig konversion til kristendommen. Ansøgeren har erkendt, at hans oprindelige asylmotiv var konstrueret. Dette må tages i betragtning ved vurderingen af det asylmotiv, ansøgeren nu påberåber sig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans kommende konvertering til kristendommen er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren, således som han har forklaret, vil blive døbt i morgen. Ansøgeren har forklaret om baggrunden for sin interesse for kristendommen, herunder sine samtaler med kæresten [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret om kristendommens betydning for ham. Ansøgeren har i imidlertid ikke demonstreret nogen videre stærk tilknytning til kristendommen. Han har således gennem det seneste år kun deltaget i enkelte gudstjenester, selvom han agter at blive døbt i morgen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/30/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [A], Sulaymaniyah, Irak. Som otteårig flyttede han til Erbil. Ansøgeren har været medlem af KDP i 11 til 12 år. Ansøgerens far var også medlem af partiet frem til sin død i 1999, hvor han blev skudt og dræbt af PUK. Ansøgeren har i perioden fra 2004 og frem til sin udrejse været tilknyttet Peshmerga. Han startede som menig, og i 2010 blev han oversergent (naib thabit). Fra 2004 til 2008 var han almindelig Peshmerga i partiets hovedkontor i Sulaymaniyah. Han arbejdede som vagt og brugte ikke sit våben i den sammenhæng. Fra 2008 til 2009 arbejdede han i en sikkerhedsenhed i KDP. Fra 2010 og frem til udrejsen arbejdede han som oversergent for efterretningstjenesten. Han blev placeret de steder, hvor partiet beordrede ham hen. Hans opgave var at sørge for sikkerhed og forebyggelse af terrorhandlinger. Fra 2010 arbejdede han i halvandet år i området [B] i Kirkuk. Derefter arbejdede han i halvandet til to år i området [C], der ligger tæt på Koge. Efterfølgende arbejdede han i regiment 5 i den kurdiske hær, hvor han arbejdede i [D]. Derefter var han i området [E], der ligger under byen Khanaqin. I den periode – fra [efteråret] 2014 til [sommeren] 2015 – deltog han i kampen mod Islamisk Stat (ISIL). Han deltog i fem kamphandlinger mod ISIL. I [sommeren] 2015 flyttede han til Kirkuk, hvor han var frem til udrejsen. [I efteråret] 2015 var han i Falak (sikkerhedsfunktion i Erbil). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter ISIL og den generelle situation i Irak. Han frygter KDP, fordi de beskylder ham for at være spion. Ansøgeren har videre henvist til den interne konflikt mellem KDP og PUK. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de personer, der i 2004 kidnappede hans ægtefælles søn, [F]. [F]’s far var en rig og kendt entreprenør, og han betalte en løsesum for sønnens frigivelse. Kidnapperne blev efterfølgende fanget af den kurdiske sikkerhedstjeneste, Asayish, og idømt livstid. [F]’s far blev likvideret af nogle for ansøgeren ukendte personer i 2009. Da ISIL tog magten i Kirkuk, blev kidnapperne befriet. Ansøgerens ægtefælle har i løbet af 2014 og 2015 modtaget 40 til 50 telefoniske trusler fra [F]’s tidligere kidnappere. To måneder efter ansøgeren og ægtefællens vielse i [sommeren] 2015 blev ansøgeren også truet telefonisk. Ansøgerens ægtefælle har fra [efteråret] 2015 til [foråret] 2016 opholdt sig i Danmark, men hun valgte frivilligt at rejse tilbage til Irak. Hun har efterfølgende ikke modtaget yderligere telefoniske trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende, afglidende, udbyggende, ikke selvoplevet, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har vedrørende konflikten med KDP herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om KDP's angivelige beskyldninger, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han muligvis blev mistænkt for at have afsløret hemmeligheder om KDP, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev direkte beskyldt for at have videregivet informationer og hemmeligheder om KDP til Iran. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren uden konsekvenser skulle kunne fortsætte med at arbejde for KDP efter de angivelige beskyldninger. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at han – efter at være udeblevet fra to tidligere samtaler - 10-15 dage før sin udrejse var til en samtale med sin umiddelbart foresatte, hvor denne bebrejdede ansøgeren at være rejst til Iran uden tilladelse, uden at denne dog fremsatte beskyldninger om, at ansøgeren havde afsløret hemmeligheder om KDP i Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorfor medlemmer af KDP beskyldte ham for at videregive fortrolige oplysninger, idet ansøgeren først til asylsamtalen har forklaret om sin angivelige rejse til Iran, hvor han blev orienteret om videregivelse af fortrolige oplysninger. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at det ikke virker troværdigt, at der ikke var konsekvenser ved, at ansøgeren rejste til Iran, henset til, at hans overordnede var bekendt med, at han havde været rejst til Iran, og i øvrigt beskyldte ham for at havde videregivet fortrolige oplysninger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret afglidende på spørgsmål om konflikten med KDP og trods mange spørgsmål herom ikke har forklaret om konkrete trusler fra KDP, mens han var i Irak, ud over at de ville holde øje med ham, fordi han ikke var på den rette vej. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om sit arbejde for KDP’s efterretningstjeneste har været meget kortfattet og udetaljeret. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring i det hele ikke fremstår som selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren offentliggjorde billeder på facebook af KDP-relaterede medlemmer og artikler, mens hans arbejdede for KDP, uden at der var konsekvenser ved dette, henset til, at han angiveligt blev konfronteret med, at KDP-medlemmer var imod dette. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin telefonsamtale med sin overordnede, [G], i forbindelse med ansøgerens udrejse tæt på grænsen til Tyrkiet, idet ansøgeren først til asylsamtalen har forklaret om dette forhold. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, ansøgeren til asylsamtalen udbyggende har forklaret, at han – før oplysnings- og motivsamtalen - via Viber af en person ved navn [H] og gennem sin familie er blevet truet af KDP, efter at han forlod Irak. Flygtningenævnet har vedrørende konflikten med ISIL lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans ægtefælle modtog telefoniske trusler fra ISIL rettet mod ansøgeren, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at truslerne rettet mod ham fremkom i [sommeren] 2016, to måneder efter, at han og ægtefællen blev gift, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at truslerne rettet mod ham fremkom i [sommeren/efteråret] 2016. Flygtningenævnet har endvidere om end i mindre grad lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af kidnappere af stedsønnen, [F], idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var syv kidnappere, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at der var ni kidnappere. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle rejste tilbage til Irak efter sin ankomst til Danmark på trods af, at hun angiveligt havde modtaget trusler fra IS. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak og konflikten mellem KDP og PUK ikke er af en sådan karakter, at de kan føre til, at ansøgeren er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/29/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin familie, idet hun er stukket af hjemmefra og giftede sig uden familiens tilladelse. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter shiitiske militser på grund af sin ikke-religiøse påklædning. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun lider af diabetes, og hun frygter, at hun ikke har nogen i Irak, der kan eller vil forsøge hende og skaffe insulin til hende. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hun blev truet og overfaldet af sin far og to brødre, som beskyldte hende for at have krænket familiens ære ved at gifte sig uden familiens tilladelse. Ansøgeren og hendes ægtefælle begyndte at modtage trusler [i sommeren] 2015. Ansøgerens ægtefælle forsvandt i [efteråret] 2015. Ingen har taget ansvar for truslerne eller ansøgerens ægtefælles forsvinden, men ansøgeren formoder, at det er shiitiske militser, der står bag begge dele. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hun havde en ubehagelig episode med en shiitisk militsperson i 2006, hvor vedkommende var efter ansøgeren, fordi hun ikke havde tørklæde på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund med hensyn til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun stak af hjemmefra og giftede sig uden familiens tilladelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin ægtefælles forsvinden til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle have en personlig æresrelateret konflikt med sin familie forekommer udbyggende og usandsynlig. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om, at hendes ægtefælle er forsvundet, ikke sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad ansøgeren angiveligt blev udsat for af hendes far og brødre, da hun blev opsøgt anden gang. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hendes far og brødre truede med at slå hende ihjel, og at de slog hende. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ud over at blive slået også blev stukket med en kniv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet slet ikke har nævnt den æresrelaterede konflikt, men derimod oplyst, at hun var meget bekymret for sine forældre. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den æresrelaterede konflikt til grund. Med hensyn til trusselsbrevene finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er personligt forfulgt i anledning af disse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de nævnte trusselsbreve ikke er rettet mod ansøgeren personligt, og at hun efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev dateret [i sommeren] 2015 problemfrit har opholdt sig på sin egen bopæl frem til sin udrejse af Irak [i efteråret] 2015. Det forhold, at ansøgeren frygter, at der ikke er nogen i Irak, der vil kunne tage sig af hende og skaffe hende insulin fører ikke til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2., idet bemærkes, at de generelle forhold i Irak for sunnimuslimer ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/28/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [by], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive henrettet af militsen [milits], idet han har afvist at tilslutte sig militsen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret 2015] blev opsøgt af repræsentanter fra [milits], der truende opfordrede ansøgeren til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren afviste denne opfordring. To dage efter denne episode henvendte fire repræsentanter fra [milits] sig på ansøgerens families bopæl og sagde til ansøgerens far, at to mænd fra husstanden skulle tilslutte sig militsen. Ansøgerens far indvilligede heri. Ansøgeren udrejste dagen efter ved at tage en taxa hen til sin onkel i [by], hvorfor han flygtede to dage senere, da hans far havde været forbi med ansøgerens pas samt penge til ansøgeren. Efterfølgende er ansøgerens far blevet opsøgt to gange af militsen [milits] uden at der er sket noget. Militsen havde spurgt efter ansøgeren. Endvidere er der blevet sat ild til ansøgerens families fiskebåd. Ansøgeren formoder, at det er [milits], der står bag dette. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror [A] konkret blev nævnt som den, der ønskedes hvervet sammen med ansøgeren. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse har kunnet opholde sig i området i en periode og at ansøgeren uantastet er udrejst i besiddelse af gyldigt nationalitetspas fra lufthavnen i Basra, hvor militsen angiveligt var massivt til stede. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes endvidere at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, ikke i sig selv findes asylbegrundende. Endelig har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om hjemvisning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/27/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak samt et medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Sulaymaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror, [U], og sin svigerfamilie, idet hun har nægtet at gifte sig med sin svoger, [F], og idet hun har haft et forhold til en kristen mand ved navn [Y]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle døde i [efteråret] 2013. Ca. fire måneder senere indledte ansøgeren et forhold med sin chef, [Y]. Omkring otte måneder efter ansøgerens ægtefælles død, begyndte ansøgerens bror, [U], at presse ansøgeren til at gifte sig med sin svoger, [F], hvilket der var tradition for. Ansøgeren nægtede flere gange, idet [F] allerede var gift og havde børn, ligesom ansøgeren ikke havde nogen følelser for ham. [U] blev vred og truede flere gange med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren og [Y] havde været kærester i et år, da [U] fandt ud af, at de havde et forhold. [U] havde været på ansøgerens arbejdsplads, hvor han så ansøgeren og [Y] tale sammen, hvilket han blev meget vred over, hvorefter han tog ansøgeren ved håret og hev hende igennem butikken og ud i sin bil. Da ansøgeren og [U] kom hjem, slog [U] ansøgeren og sagde, at årsagen til, at hun ikke ville gifte sig med [F] var, at hun havde et forhold til [Y]. Ansøgeren indrømmede, at hun og [Y] havde et forhold, og [U] blev rasende og sagde, at det var en stor skam for familien, idet [Y] var kristen. [U] sagde til ansøgeren, at hun skulle acceptere ægteskabet med [F], og at hun havde en uge til at tale med sin søn om det. Ansøgeren måtte ikke forlade sit hjem i den uge. Ansøgeren sendte sin søn hen til [Y] for at fortælle, hvad der var sket og for at bede om hjælp. Tre til fire dage senere flygtede ansøgeren og hendes søn til Erbil ved hjælp af [Y]. Ansøgeren og hendes søn udrejste af Irak den følgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen findes divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at hendes bror flere gange truede hende med kniv, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at det kun skete én gang. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun, efter at hendes bror havde opdaget hendes forhold til [Y], var indespærret i hjemmet i en uge, før broderen og hendes svoger opsøgte [Y], mens hun til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hun var indespærret 3-4 dage eller en uge, og at det kun var hendes bror, der opsøgte [Y], og at det kun fandt sted en gang, nemlig da broderen opdagede hendes forhold til [Y]. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde tørklæde på, da broderen opdagede hende sidde sammen med [Y], og også først under nævnsmødet forklaret, at grunden til, at hun ikke kontaktede [Y] de dage, hun var indespærret i hjemmet, var, at broderen havde taget hendes telefon. Ansøgerens forklaring om, at hun fik telefonen tilbage af moderen, da sønnen angiveligt var syg, forekommer påfaldende. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at broderen tillod ansøgeren at arbejde som eneste kvinde på en arbejdsplads, hvor de øvrige ansatte var mænd, og hvor chefen var kristen, når broderen, som forklaret af ansøgeren, reagerede så voldsomt på, at ansøgeren sad i baglokalet og talte med sin chef. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren hverken havde kontakt med [Y] i dagene efter, forholdet var blevet opdaget, eller efter flugten. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/26/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra landsbyen […] i […]-området, Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som har slået hans familie ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre og søster blev slået ihjel [i sommeren] 2015. Ansøgeren formoder, at de blev slået ihjel, fordi hans far arbejdede for politiet, og at der var tale om hævndrab. Farens opgave var blandt andet at finde og anholde terrorister, og han havde samme morgen, som drabene fandt sted, fortalt ansøgerens mor, at han havde været med til at anholde 7 terrorister. [I sommeren] 2015 hørte ansøgeren skud, da han var på vej hjem fra fodbold. Da han kom hjem til sin bopæl, var der en masse mennesker til stede. Foran bopælen og i gården lå der tre tildækkede lig. Ansøgerens nabo forhindrede ham i at komme hen til huset og i at se ligene. Naboen satte ansøgeren ind i sin bil og kørte ham til et ukendt hus, der lå 30-45 minutters kørsel fra ansøgerens egen bopæl. Ansøgeren opholdt sig i dette hus i tre dage, hvorefter han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens forældre og hans søster i [sommeren] 2015 er blevet dræbt af ukendte personer. Det er ikke sandsynliggjort, at drabene havde sammenhæng med den omstændighed, at ansøgerens far var politimand. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens far var almindelig politimand og ikke særligt profileret. Det er heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive dræbt af de personer, der har dræbt hans familie. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at dette vil være tilfældet, og at ansøgeren ikke selv har haft konflikter i Irak, ligesom han har forklaret, at hverken hans far eller de øvrige medlemmer af hans familie har haft konflikter med enkeltpersoner, grupperinger eller med de irakiske myndigheder. Hverken den omstændighed, at ansøgeren ikke har familie i Irak eller de generelle forhold i hjemlandet kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren er en ung, arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer, og at han i sit hjemområde har et netværk bestående af blandt andet den nabo, der hjalp ham i forbindelse med udrejsen samt øvrige venner og bekendte. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/257/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse og overgreb fra personer fra de arabiske landsbyer […] og […]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de shiitiske militser, herunder Hashd al-Shabi, som har overtaget kontrollen, efter at ISIL er blevet fordrevet, idet militserne begår overgreb mod civilbefolkningen, herunder kurdere og sunni-muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kommer fra grænsebyen, […], der ligger mellem Kurdistan og den arabiske del af Irak og nær den syriske grænse. Den [ i sommeren] 2014 blev ansøgerens landsby angrebet fra tre sider af ISIL, imens ansøgeren befandt sig på sin bopæl sammen med sine forældre og søster. Ansøgeren og ansøgerens mor og søster flygtede til fods i seks timer, indtil de nåede til […] bjerget, hvor de opholdt sig i ti dage. Pershmergaerne og ansøgerens far forsøgte at forsvarer sig mod ISIL’s angreb. Ansøgerens far døde under denne kamp. Ansøgeren og dennes familie flygtede derefter til Syrien, hvor familien opholdt sig i flygtningelejren […] i cirka fem måneder og ti dage. Da grænsen til Tyrkiet blev åbnet, rejste ansøgeren sammen med sin familie til byen […] i Tyrkiet og derefter videre til byen […]. Efter cirka 10 måneders ophold i Tyrkiet, valgte ansøgeren at udrejse til Europa, idet ansøgerens mor ikke mente, at det var muligt at vende tilbage til landsbyen i Irak. Ansøgeren blev på rejsen adskilt fra sin mor og søster, som han ikke sidenhen har haft kontakt med. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far har fortalt ham, at indbyggerne i de to landsbyer, […] og […], har chikaneret indbyggerne i ansøgerens landsby i 2003, og de sprængte nogle bomber i nærheden af landsbyen i 2007, idet de ikke kunne lide kurdere. Endelig har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han nu frygter overgreb fra de shiitiske militser, som har overtaget ansøgerens område, efter at ISIL er blevet fordrevet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de forhold, som ansøgeren har påberåbt sig som asylmotiv, kan føre til beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med myndigheder, organisationer eller persongrupper. Ansøgeren har således forklaret, at han flygtede efter at have søgt tilflugt i et bjergområde ved [...] bjerget i forlængelse af, at ansøgerens landsby blev angrebet af ISIL [i sommeren] 2014. ISIL er senere blevet fordrevet fra området. For så vidt angår ansøgerens frygt for chikane fra beboere i de arabiske landsbyer […] og […] beror denne frygt alene på farens fortælling herom. Ansøger har forklaret, at han aldrig personligt har oplevet episoder eller konflikter med beboere fra disse landsbyer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt usikre og vanskelige forhold for kurdere og sunni muslimer i ansøgerens hjemområde er efter baggrundsoplysningerne, herunder Lifos Temarapport af 18. december 2017 ”The Security Situation in Iraq: July 2016 – November 2017”, endvidere ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/256/lrn
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul, Irak. Ansøgeren er født sunni-muslim, men har oplyst, at hun i dag føler sig som kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de irakiske myndigheder, herunder de kurdiske sikkerhedsstyrker, fordi de har truet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle til at forlade Irak, fordi ansøgerens ægtefælle er syrisk statsborger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet og de særligt svære levevilkår i Irak som følge af, at ansøgerens ægtefælle, som syrisk flygtning, ikke har opholdstilladelse i Irak. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter navnlig sin familie som følge af konsekvenserne af hendes kristne aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens syriske ægtefælle begyndte at modtage trusler kort tid efter, at ansøgerens ægtefælle begyndte at arbejde for organisationen […] i 2014. Et par måneder før ansøgerens og denne families udrejse i 2015, blev ansøgerens families bopæl opsøgt tre gange af ukendte personer, som sagde, at de skulle flytte, og de ikke måtte arbejde, fordi ansøgerens ægtefælle var syrisk statsborger, ligesom de kom med beskyldninger om, at familien ikke praktiserede islam, herunder at ansøgeren ikke bar muslimsk hovedtørklæde. Ansøgerens ægtefælle blev opsøgt tre gange, hvoraf han i to ud af de tre gange blev tilbageholdt hele dagen, og en advokat fra ægtefællens arbejdsplads hjalp ham ud. Ansøgeren formoder, at ægtefællen blev opsøgt af de kurdiske sikkerhedsstyrker. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren sammen med sin datter legalt af Irak. Ansøgerens ægtefælle udrejste illegalt af Irak. Ansøgeren har om sine kristne aktiviteter i Danmark oplyst, at hun ikke praktiserer islam, men nu har fundet Gud via kristendommen i Danmark. Ansøgeren har siden hun kom til Danmark gået i kirke i perioder, og siden [foråret] 2017 er ansøgeren og ansøgerens familie kommet regelmæssigt i en kirke i […], hvor de deltager i søndagsgudstjenester mv. Ansøgeren holder meget af kirken og fællesskabet, og hun overvejer at konvertere til kristendommen. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun for mange år siden blev bekendt med, at hendes mor er kristen, og at hendes far havde viden om dette, men at det i øvrigt var hemmeligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende trusler fra den irakiske sikkerhedstjeneste og/eller almindelige irakiske borgere til grund, idet forklaringen forekommer divergerende – herunder i forhold til ansøgerens ægtefælles forklaring – og usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun og hendes ægtefælle blev truet første gang i [sommeren] 2015. Ægtefællen blev truet på sin arbejdsplads af fundamentalister, der arbejdede sammen med sikkerhedstjenesten. De sagde, at han ikke praktiserede islam, ikke gik i moske og opførte sig som en kristen. Ægtefællens chef modtog en uge efter et brev, som ægtefællen fik på arbejdspladsen. Chefen sagde, at ægtefællen var indkaldt til sikkerhedstjenesten, og en advokat fra arbejdspladsen fulgte ham dertil. Ægtefællen blev truet med, at han ikke måtte arbejde i organisationen og skulle forlade landet. Ansøgeren nævnte ikke, at ægtefællen blev afhørt om forbindelser til PKK, eller at ægtefællen havde anmeldt andre kolleger for korruption. Ansøgeren forklarede videre, at hun og hendes datter dagen efter blev opsøgt på bopælen af en mand, der sagde, at de ikke praktiserede islam og ikke gik i moske. Han sagde, at det var bedst, for ansøger og hendes familie, at de forlod landet. Ca. en uge efter blev hun opsøgt af den samme person, der sagde, at familien var vantro, og at de ikke skulle blive, idet de ellers ville miste livet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt tre gange på bopælen af ukendte personer. Hun formodede, at det var enten almindelige borgere eller sikkerhedstjenesten. De sagde, at familien ikke kunne blive boende, at ægtefællen ikke kunne arbejde, og de beskyldte familien for at være vestligt klædt og ikke bede. Truslerne var ikke konkrete, og hun blev ikke truet personligt. Hendes ægtefælle blev også opsøgt af sikkerhedstjenesten tre gange. To af gangene blev han hentet på arbejdspladsen og tilbageholdt hele dagen. En advokat fra hans firma hjalp ham ud. Den tredje gang, han blev opsøgt, besluttede de at flygte. Ægtefællen blev afhørt og spurgt, om han havde forbindelser til PKK. Ægtefællen havde anmeldt andre kolleger for korruption, og hun mener, at han derfor blev skubbet ud af irakere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sit asylskema – ud over den militære værnepligt - alene har henvist til, at han og ansøgeren flygtede fra krig og terrorisme, og at de blev rådet til at udrejse af en velgørenhedsorganisation, der hjalp dem økonomisk. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgerens ægtefælle i det væsentlige anført de samme forhold som asylmotiv. Til sin asylsamtale har ægtefællen imidlertid forklaret, at han og ansøgeren oplevede problemer, fordi han var syrisk flygtning. Myndighederne havde en regel om, at kun 25 % af de ansatte måtte være flygtninge. Han og andre syriske flygtninge var sammen med en advokat to gange hos myndighederne for at få dem til at ændre reglen. Ansøgeren blev endvidere to gange truet på en indirekte måde, idet to ukendte personer – højst sandsynligt personer fra landsbyen - kom til deres bopæl og sagde, at de ville skade dem, hvis de ikke stoppede med at komme i kirken. Han blev også chikaneret af kolleger i [organisationen]. Han fik pengene til udrejsen af [organisationen] i form af en bonus. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens asylmotiv vedrørende trusler fra den irakiske sikkerhedstjeneste og/eller almindelige irakiske borgere som utroværdigt. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er blevet reelt kristen og dermed frafalden muslim til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har haft meget svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet ikke kunnet svare på selv enkle spørgsmål om kristendommen og kristendommens betydning for hende og har alene kunnet oplyse, at hun føler et fællesskab med kristne mennesker, idet kristne mennesker er gode og altid siger sandheden, men hun har ikke kunnet redegøre for, hvori det religiøse motiv består. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse navnet på den kirke, som hun besøgte i Dohuk eller hvilken retning inden for kristendommen, som kirken bekendte sig til. Hun har heller ikke kunne redegøre nærmere for navnet eller retningen på den kirke, som hun i dag kommer i bortset fra, at gudstjenesterne foregår i [navnet på en kristen bekendts] hjem. Hun har videre oplyst, at gudstjenester og bibellæsning foregår på dansk, som hun kun forstår i begrænset omfang, og at hun ikke har haft meget tid til at fordybe sig i kristendommen. Flygtningenævnet har endvidere i forhold til ansøgerens troværdighed tillagt det vægt, at ansøgeren først på mødet i Flygtningenævnet i dag har forklaret, at hendes bror har slået hende på grund af hendes manglende praktisering af islam, og at hun endvidere i dag har forklaret om udrejsen, at hun udrejste med sin datter og sin kristne arbejdsgiver, idet hun og arbejdsgiveren havde aftalt, at de ville til Tyskland og fortsætte deres erhverv som frisør. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/255/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shia muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse og overgreb på grund af sin etnicitet og religiøse baggrund. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, hans mor og andre familiemedlemmer blev udvist af Irak i 1998, idet de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hans familie flyttede herefter til Ilam i Iran, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren og hans familie havde tålt ophold i Iran. Ansøgeren og hans mor udrejste fra Iran [efteråret] 2015, fordi de havde begrænsede muligheder for arbejde og uddannelse som følge af, at de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hans søn har ikke været tilbage i Irak siden 1998. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit ophold i Irak og Iran til grund. Ansøgeren har ved sin udvisning af Irak i 1998 mistet sit irakiske statsborgerskab, men har fremlagt et dokument fra det irakiske statsborgerskabskontor, hvoraf fremgår, at ansøger er feyli-kurder, er udvist af Irak og har fået konfiskeret ejendom. Ansøger skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har ikke oplevet konflikter i Irak og har ikke været i landet siden 1998. Ansøgerens onkel og dennes familie returnerede til Irak i 2005 og lever der fortsat uden problemer. Hertil kommer, at det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at det er muligt for feyli-kurdere at vende tilbage til Irak og generhverve deres irakiske statsborgerskab, og at dette har været muligt siden 2006, hvor nationalitetsloven i Irak blev ændret. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan ikke begrunde hverken asyl eller beskyttelsesstatus. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Ansøger har et netværk i Irak i form af sin onkel og dennes familie, og det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at der er bosat omkring en million feyli-kurdere i og omkring Bagdad. Ansøgerens fars mulige politiske aktiviteter ligger ca. 19 år tilbage i tid og kan ikke medføre et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/25/LMD
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shia muslim af trosretning fra [K], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse og overgreb på grund af sin etnicitet og religiøse baggrund og idet hun er en enlig kvinde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun, hendes søn og andre familiemedlemmer blev udvist af Irak i 1998, idet de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hendes familie flyttede herefter til Ilam i Iran, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren og hendes familie havde tålt ophold i Iran. Ansøgeren og hendes søn udrejste fra Iran [i slutningen af] 2015, fordi de havde begrænsede muligheder for arbejde og uddannelse som følge af, at de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hendes søn har ikke været tilbage i Irak siden 1998. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit ophold i Irak og Iran til grund. Ansøgeren har ved sin udvisning af Irak i 1998 mistet sit irakiske statsborgerskab, men har fremlagt et dokument fra det irakiske statsborgerskabskontor, hvoraf fremgår, at ansøger er feyli-kurder, er udvist af Irak og har fået konfiskeret ejendom. Ansøger skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har ikke oplevet konflikter i Irak og har ikke været i landet siden 1998. Ansøgerens bror og dennes familie returnerede til Irak i 2005 og lever der fortsat uden problemer. Hertil kommer, at det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at det er muligt for feyli-kurdere at vende tilbage til Irak og generhverve deres irakiske statsborgerskab, og at dette har været muligt siden 2006, hvor nationalitetsloven i Irak blev ændret. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan ikke begrunde hverken asyl eller beskyttelsesstatus. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Ansøger har et netværk i Irak i form af sin bror og dennes familie, og det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at der er bosat omkring en million feyli-kurdere i og omkring Bagdad. Ansøgerens ægtefælles mulige politiske aktiviteter ligger ca. 19 år tilbage i tid og kan ikke medføre et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/24/LMD
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [M], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, fordi han er kurder, og fordi hans broder har kæmpet som Peshmerga. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ene bror, [A], blev slået ihjel af ISIL i forbindelse med, at han kæmpede som Peshmerga. Ansøgeren hørte senere rygter om, at ISIL ville indtage ansøgerens hjemby, [M], i efteråret 2014. Ansøgerens arabiske naboer sympatiserede med ISIL, hvorfor der opstod konflikter imellem araberne og kurderne i landsbyen, der udviklede sig til skududvekslinger. Ansøgerens far var bange for, at ansøgeren skulle blive involveret i kampene, hvorfor han forlangte, at ansøgeren tog til [D] for at bede ansøgerens fars ven, [B], om hjælp til at bringe hele ansøgerens familie i sikkerhed. De havde ikke mulighed for at kontakte [B], idet al telekommunikationen var afbrudt. Ansøgeren nåede frem til [B], men på vejen tilbage til [M] blev de stoppet af de kurdiske styrker ved en kontrolpost, som oplyste, at ISIL havde indtaget byen, og at de ikke fik lov til at passere kontrolposten. Ansøgeren tog herefter tilbage til [D], hvor han opholdt sig i halvanden dag, hvorefter han udrejste af Irak. Flygtningenævnet bemærker først, at sagen har været berammet til nævnsmøde to gange tidligere, men at den er blevet aflyst på grund af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Ansøgeren har på grund af sin psykiske tilstand, selvom han må antages at være medicineret relevant, heller ikke i dag været i stand til at redegøre for sine forhold. Flygtningenævnet finder, at det må anses for ganske usikkert, om og i givet fald hvornår ansøgeren ville være i stand til at redegøre nærmere for sine forhold. Flygtningenævnet finder derfor i overensstemmelse med den beskikkede advokats og Udlændingestyrelsens standpunkt, at sagen nu må afgøres på grundlag af de oplysninger, som ansøgeren tidligere har afgivet, og som på relevant vis må anses for at beskrive ansøgerens forhold. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger er fordrevet fra ansøgerens hjemområde. Ansøgerens frygt for ISIL kan derfor ikke i dag begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har efter de foreliggende oplysninger ingen konkrete konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i Irak, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren efter de foreliggende lægelige oplysninger er diagnosticeret som paranoid skizofren, og at han periodevis har været psykotisk og indlagt. Spørgsmålet om opholdstilladelse af humanitære grunde som følge af ansøgerens helbredsmæssige forhold hører under Integrationsministeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/23/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Dubis, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, da han har været politibetjent i Irak. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han tre til fire måneder efter, at han var vendt tilbage til Irak i 2009 fik arbejde for politiet i Dubis. Under sit arbejde for politiet arbejdede ansøgeren sammen med en officer, som han senere blev bodyguard for. Officeren var meget aktiv og kendt for at modarbejde terrorister, hvorfor terroristerne gerne ville have fat i ham. På et tidspunkt lykkedes det terroristerne at slå officeren ihjel ved at bruge en bilbombe. Bilbomben sprang på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde pause. Der var 20 til 30 personer, som døde i forbindelse med bilbomben. Da officeren døde, troede ansøgeren, at konflikten var slut. Det viste sig imidlertid, at terroristerne ønskede at få fat i ansøgeren, da terroristerne ledte efter personer, som havde arbejdet sammen med officeren. Det lykkedes terroristerne at få fat i en anden bodyguard, som også havde arbejdet for officeren, og slå ham ihjel. Bodyguardens navn var [A]. En dag fulgte terroristerne efter ansøgeren. Ansøgeren var derfor nødt til at flygte hjem hos en ven. Ansøgeren opholdt sig hos vennen indtil dagen efter, hvor han tog hjem til sig selv. Ansøgeren ringede herefter til politistationen og bad om at få beskyttelse. Politiet sagde, at de ikke kunne beskytte ansøgeren, men at de kunne forflytte ham. Ansøgeren tog ikke imod tilbuddet, da han ved, at terroristerne kan finde frem til ham. Et par uger efter dette udrejste ansøgeren af Irak. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af spontane bombesprængninger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har indleveret et falsk irakisk kørekort og politilegitimationskort, og idet ansøgerens forklaring på flere punkter er divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af en erklæring af 13. august 2015 fra Rigspolitiets Nationalt Kriminalteknisk Center fremgår, at de af ansøgeren til Udlændingestyrelsen indleverede irakiske kørekort og politilegitimationskort vurderes at være uægte. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der opfordrede ham til at søge arbejde som politibetjent, idet han til asylsamtalen har forklaret, at hans barndomsven [A] foreslog ham, at han kunne søge arbejde hos politiet, mens han til gensamtalen og den 4. samtale har forklaret, at det var hans ven [B], som foreslog ham dette. Ansøgeren har til den 4. samtale endvidere forklaret, at han ikke kendte [A’s] fulde navn, og at han ikke kendte [A], før han startede i politiet, og foreholdt sin forklaring til asylsamtalen derefter, at [A] og [A] er den samme person. Ansøgeren har endelig i Flygtningenævnet skiftevis forklaret, at vennen, der foreslog ham at søge ind til politiet, hedder [B], [B’s fornavn med A’s efternavn] og [A]. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb, fra bilbomben sprang ved politistationen og frem til ansøgerens udrejse af Irak, idet han til asylsamtalen har forklaret, at en uge efter, at bilbomben var sprunget ved politistationen, blev [A] skudt og dræbt, en måned efter drabet på [A], blev ansøgeren forfulgt af en bil, og to-tre uger senere udrejste ansøgeren af Irak, mens ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at en uge efter, at bilbomben var sprunget ved politistationen, blev [A] skudt og dræbt, to dage efter drabet på [A], blev ansøgeren forfulgt af en bil, og to uger efter drabet på [A], udrejste ansøgeren af Irak. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev forfulgt af en bil to dage efter drabet på [A], og at han udrejste af Irak 3 uger efter, at bilbomben var sprunget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har af samme grund i øvrigt ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om, at dokumenterne forelægges for den irakiske ambassade i Danmark. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak frygter spontane bombesprængninger og shiamilitser, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/22/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Zakho, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin fars familie, da hun har giftet sig mod farens vilje, og derved har krænket familiens ære. An-søgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], i [sommeren] 2008 i forbindelse med en række picnics, som blev afholdt i grænseområdet mellem Syrien og Irak. [A] er fra Syrien, mens ansøgeren er fra Irak. I løbet af 2008 indledte ansøgeren og [A] et forhold. I 2011 gik [A] til ansøgerens far for at spørge om lov til at gifte sig med ansøgeren. Faren afslog imidlertid [A]’s forespørgsel. Da faren efterfølgende spurgte ansøgeren om, hvorvidt hun kendte [A], løj ansøgeren og sagde, at hun ikke kendte ham. Ansøgeren sagde dette, da kæresteforhold er forbudt i ansøgerens kultur. Senere sagde ansøgerens mor til ansøgeren, at hun kendte til ansøgeren og [A]’s forhold, og at farens familie ville komme efter dem, hvis de valgte at stikke af sammen. I [efteråret] 2012 besluttede ansøgeren og [A] at stikke af sammen. [I efteråret] 2012 udrejste ansøgeren og [A] til Syrien. Ansøgerens familie vidste ikke, at de ville stikke af. Ansøgeren tror, at hendes far ville have forsøgt at gifte hende væk, hvis han havde opdaget, at ansøgeren havde tænkt sig at stikke af med [A]. I [efteråret] 2012 blev ansøgeren og [A] religiøst viet i [A]’s families hjem i Syrien. I [primo] 2013 tog ansøgeren og [A] tilbage til Irak for at få ægteskabet registreret. Ansøgeren var nødt til at få udstedt en vielsesattest, da hende og [A]’s børn ellers ikke ville kunne blive registeret. De opholdt sig i Irak i omkring to måneder. Under opholdet fik ansøgeren at vide af en veninde, at hendes familie var bekendt med, at ansøgeren var i Irak. Veninden sagde ligeledes, at familien ville slå ansøgeren ihjel, hvis de fandt hende. Ansøgeren ved ikke, hvordan familien fik besked om hendes indrejse. Da ansøgeren og [A] hav-de fået udstedt dokumenterne efter de to måneder, rejste de tilbage til Syrien. Ansøgeren har endelig anført, at forholdene i Irak betyder, at hun bør meddeles asyl, ligesom det vil være i strid med FN’s børnekonventions bestemmelser om retten til et familieliv med begge forældre, hvis hun ikke meddeles asyl, idet hun ønsker at tage børnene med tilbage til Irak ved et afslag på asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtninge-nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har således forklaret divergerende om relationen imellem deres familier, idet ansøgeren til sine samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hendes familie og ægtefællens familie ikke kendte hinanden, mens ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret og i ansøgningen om familiesammen-føring har oplyst, at hans far og ansøgerens far er fætre. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har endvidere forklaret og oplyst divergerende om deres samliv, idet ansøgeren til sine samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun flyttede ind hos sin ægtefælle og hans familie i [efter-året] 2012, og at de efterfølgende [senere i efteråret] 2012 blev religiøst viet i hjemmet, hvorefter de boede sammen, mens ansøgerens ægtefælle i ansøgningen om familiesammenføring har oplyst, at de ikke boede sammen forud for ægteskabet, men først efter indgåelsen af ægteskabet [i foråret] 2013. På den baggrund og henset til, at ansøgeren først rejste til Danmark i [efteråret] 2015 og søgte asyl, efter at hun og ægtefællen havde fået afslag på familiesammenføring, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren – eller dennes børn såfremt ansøgeren vælger at tage disse med tilbage til Irak – er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder endelig, at FN’s børnekonvention ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2018/21/MAD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin brors svigerfamilie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror, [A], ønskede at gifte sig med ansøgerens svigerinde, [B]. Ansøgerens familie besøgte herefter [B]s familie tre gange for at bede om hendes hånd. [B]s familie afslog ansøgerens families tilbud alle tre gange. Ansøgeren og hans anden bror, [C], hjalp efterfølgende [A] og [B] med at flygte til byen Erbil. [B]s familie har som følge heraf truet med at slå ansøgeren, hans brødre og svigerinde ihjel. Ansøgeren, hans brødre og svigerinde boede i skjul i Erbil i mindre end to år, inden de sammen udrejste af Irak. Efter udrejsen er hans svigerindes familie fortsat med at true ansøgerens familie med at slå ansøgeren, hans brødre og svigerinde ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ikke noget selvstændigt asylmotiv men har påberåbt sig, at hans brors svigerfamilie vil slå ham, hans to brødre og hans svigerinde ihjel, fordi han har hjulpet med at kidnappe svigerinden. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens bror, [A]s, eller hans svigerinde, [B]s, forklaringer til grund, idet disse ansøgere har forklaret divergerende om blandt andet, hvem fra familien, der deltog i besøgene hos den kvindelige ansøgers familie, omstændighederne omkring og tidspunkterne for brylluppet og sønnens fødsel, og om broderen og svigerinden mødtes, inden familien første gang anmodede om den kvindelige ansøgers hånd. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren, hans brødre og svigerinde kunne bo i Erbil, og ansøgeren og hans bror arbejde, i halvandet år uden at blive opsøgt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/20/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin brors svigerfamilie og sin egen far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror, [A], ønskede at gifte sig med ansøgerens svigerinde, [B]. Ansøgerens familie besøgte herefter [B]s familie for at bede om hendes hånd. [B]s familie afslog ansøgerens families tilbud. Ansøgeren og hans anden bror, [C], hjalp efterfølgende [A] og [B] med at flygte til byen Erbil. [B]s familie opsøgte efter flugten ansøgerens forældres bopæl, hvor de truede med at slå ansøgeren og hans brødre ihjel. Ansøgerens far sagde, at ansøgeren og hans brødre ikke længere var hans sønner, og at han ville slå dem ihjel, hvis de kom tilbage til bopælen. Ansøgeren, hans brødre og svigerinde boede i skjul i Erbil i omkring et år, inden de udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ikke noget selvstændigt asylmotiv men har påberåbt sig, at hans brors svigerfamilie vil slå ham, hans to brødre og hans svigerinde ihjel, fordi han har hjulpet med at kidnappe svigerinden. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens bror, [A]s, eller hans svigerinde, [B]s, forklaringer til grund, idet disse ansøgere har forklaret divergerende om blandt andet, hvem fra familien, der deltog i besøgene hos den kvindelige ansøgers familie, omstændighederne omkring og tidspunkterne for brylluppet og sønnens fødsel, og om broderen og svigerinden mødtes, inden familien første gang anmodede om den kvindelige ansøgers hånd. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren, hans brødre og svigerinde kunne bo i Erbil, og ansøgeren og hans bror arbejde, i halvandet år uden at blive opsøgt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/19/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og muslim fra Erbil, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni muslim fra Ranya, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne forklaret, at de mødte hinanden første gang i 2013. Den mandlige ansøgers familie besøgte herefter den kvindelige ansøgers familie tre gange for at bede om den kvindelige ansøgers hånd. Den kvindelige ansøgers familie afviste deres tilbud tre gange. Den kvindelige ansøger blev slået af sin familie i denne periode, fordi hun ønskede at gifte sig med den mandlige ansøger. Ansøgerne stak herefter af og flyttede til en hemmelig adresse i byen Erbil. Den mandlige ansøgers to yngre brødre, [A] og [B], hjalp ansøgerne med at stikke af og boede med dem i skjul på den hemmelige adresse i halvandet til tre år, indtil de udrejste af Irak sammen med den mandlige ansøgers to yngre brødre i 2015. [Primo] 2014 blev ansøgerne gift i skjul. Den kvindelige ansøgers familie har jævnligt, siden ansøgerne stak af, besøgt den mandlige ansøgers families bopæl, hvor de har truet med at dræbe ansøgerne, fordi de har giftet sig uden deres accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel indbyrdes som enkeltvis, om centrale dele af deres asylmotiv. Om det første besøg hos den kvindelige ansøgers familie har den mandlige ansøger til oplysnings- og mo-tivsamtalen forklaret, at han alene tog hen til [den kvindelige ansøgers] forældre. Til den første asylsamtale har denne ansøger forklaret, at han og hans forældre deltog i besøget, til den anden samtale, at hans forældre deltog i besøget, mens han ventede udenfor, og endelig under nævnsmødet at hans forældre, bror og søster deltog i mødet, mens han selv ventede udenfor. Om det andet besøg har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var ansøgeren og hans forældre, der deltog i besøget, til den første asylsamtale og under nævnsmødet at både ansøgeren, hans forældre og hans bror og søster deltog, mens han til den anden asylsamtale har forklaret, at hans forældre, bror og søster deltog, mens han selv ventede udenfor. Om det tredje besøg har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans forældre deltog, til første og anden asylsamtale at han, hans forældre, bror og søster deltog og under den anden samtale ligeledes, at han var med inde i huset. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans forældre, bror og søster deltog, mens han ventede udenfor. Den kvindelige ansøger har om det første besøg til den første asylsamtale forklaret, at det kun var den mandlige ansøgers forældre, der kom, til den anden samtale og under nævnsmødet at det både var den mandlige ansøger, hans forældre og bror og søster, der kom. Om det andet besøg har den kvindelige ansøger til den første asylsamtale forklaret, at det kun var den mandlige ansøgers forældre, der kom, til den anden asylsamtale, at det var forældrene samt den mandlige ansøgers bror og søster, men at den mandlige ansøger ikke var med, og under nævnsmødet, at også den mandlige ansøger deltog i besøget. Om det tredje besøg har den kvindelige ansøger til den første asylsamtale forklaret, at det var den mandlige ansøgers forældre, der kom, til den anden samtale at den mandlige ansøgers forældre, bror og søster kom, og under nævnsmødet at hun ikke var til stede og ikke ved, hvem der kom. Den mandlige ansøger har til alle samtaler forklaret, at han var udenfor huset blandt andet i forbindelse med sønnens fødsel, der fandt sted på et hospital, til oplysnings- og motivsamtalen, at fødslen fandt sted på ”Fødselshospitalet”, der ligger på gaden ”30 meter” i Erbil. Den kvindelige ansøger har heroverfor forklaret, at hun fødte hjemme med kun den mandlige ansøger og en læge til stede. Ansøgerne har videre forklaret divergerende om, hvorvidt de personligt mødtes indenfor de første fire uger af deres bekendtskab. Den mandlige ansøger har forklaret, at de så hinanden to gange, idet de havde aftalt, at den kvindelige ansøger skulle stå ved gadedøren til sit hus, mens han gik forbi. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de ikke så hinanden i den periode. Den kvindelige ansøger har forklaret, at ansøgerne ikke kunne blive gift med det samme, fordi hendes familie var imod det, men har ikke kunnet give en sammenhængende forklaring på, hvorfor ansøgerne angiveligt kunne blive gift i [efteråret] 2014. Den kvindelige ansøger har ligeledes forklaret, at hun var gravid i syvende måned, da de blev gift, og både den mandlige ansøger og [B] har forklaret, at den kvindelige ansøger var højgravid, da ansøgerne blev gift. Heroverfor har begge ansøgere til såvel oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at de blev gift i [primo] 2014, ligesom det er oplyst, at ansøgernes søn er født i [primo] 2015. Endelig understøtter det forhold, at ansøgerne og den mandlige ansøgers to brødre har boet i Erbil i omkring halvandet år, cirka 15 minutters kørsel fra den mandlige ansøgers families bopæl, uden at blive opsøgt, ikke ansøgernes forklaring. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at den mandlige ansøgers brødre arbejdede i byen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/18/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer fra Nasiriyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af personer fra […]-klanen, idet deres fælles fætter har dræbt et af klanens familiemedlemmer. De har til støtte herfor oplyst, at deres fætter [A] i [sommeren] 2015 skød en person fra […]-klanen ved navn [B], idet de skændtes. [B] døde tre dage efter skudepisoden på hospitalet. Omkring to til tre dage efter drabet modtog ansøgeren og hans familie en fælles trussel om, at […]-klanen ville slå dem ihjel. Der blev forsøgt mæglet med klanen for at afværge hævn. Imidlertid fastholdt klanen, at de ville dræbe de mandlige medlemmer af deres familie. Derefter flygtede ansøgerne og deres familie med det samme. Ansøgerne og deres børn rejste hjem til en person ved navn [C], og de havde efterfølgende ikke kontakt til resten af familien. Ansøgerne opholdt sig hos [C] i [...] landsbyen i Nasiriyah provinsen frem til [slutningen af] 2015, hvorefter de udrejste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet, at forklaringerne ikke kan lægges til grund, idet der henvises til, at forklaringerne på centrale punkter er divergerende og usammenhængende og derfor anses for konstruerede til lejligheden. Det bemærkes, at den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet. Nævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, har oplyst at fætterens drab på [B] fandt sted på en ukendt dato i [efteråret] 2015, mens han under asylsamtalen [i slutningen af] 2016 derimod har forklaret, at drabet skete i [sommeren] 2015, og at han mener, at det var omkring [sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at drabet fandt sted i [efteråret] 2015. Under asylsamtalen har hun forklaret, at hun ikke kan huske, hvornår drabet skete. Overfor nævnet har begge ansøgere forklaret, at deres fætter dræbte [B] [i sommeren] 2015. Nævnet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om årsagen til skænderiet mellem fætteren og [B]. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de havde været oppe at slås om ungdomsting. Der var nogen, der havde bagtalt nogen, og det havde udviklet sig. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke helt ved, hvad skænderiet drejede sig om, men at han formoder, at det var noget med arbejde. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at årsagen til skænderiet, der førte til drabet omhandlede en konflikt omkring et pengebeløb, som den ene havde lånt til den anden. Den mandlige ansøger har i øvrigt forklaret usammenhængende om opholdet hos sin ven [C]. Han har under asylsamtalen forklaret, at opholdet var problemfrit, idet […]-klanen ikke fandt ham, mens ansøgeren overfor nævnet har forklaret, at […]-klanen opsøgte [C’s] bopæl for at få fat i ansøgeren, mens han opholdt sig der sammen med sin familie. [C] fortalte [...]-klanen, at han ikke vidste, hvor ansøgerne opholdt sig. Ansøgerne har for nævnet fremlagt et brev fra overhovedet for ansøgernes klan, der er fremsendt af den mandlige ansøgers mor til ansøgeren, efter at ansøgerne var kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at brevet kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/17/IVK
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Diala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive taget af ISIL, idet ISIL vil have, at ansøgeren tilslutter sig dem. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de væbnede grupper og militser, idet de har bedt ansøgeren om at tilslutte sig dem. Ansøgeren har endeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter sin far, idet hans far er medlem af Al-Baath partiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende ISIL oplyst, at ISIL omringede hans hjemby, […], i 2014. ISIL tvang folk ind i biler og kørte dem til en arrest. Ansøgeren blev også tvunget ind i en bil og kørt til en arrest. Ansøgeren var tilbageholdt af ISIL i mere end syv dage sammen med andre unge mænd. ISIL opfordrede alle til at tilslutte sig dem, men ansøgeren accepterede dog på intet tidspunkt deres opfordring. Ansøgeren blev derfor tortureret. På et tidspunkt angreb myndighederne og militser stedet, hvorfor ansøgeren formåede at flygte fra ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin asylmotiv vedrørende de væbnede militser oplyst, at da han flygtede fra ISIL, blev han og gruppen, som han havde flygtet med, mødt af de sammensatte styrker. Styrkerne tog dem med til deres hovedkvarter i Diyala. Styrkerne sagde, at ansøgeren og de andre skulle tilslutte sig dem og lave en forsamling mod ISIL. De fik et papir, hvorpå der stod, at gruppen ville tilslutte sig styrkerne. Ansøgeren skulle udfylde papiret, underskrive det og vende tilbage til dem. Derefter fik ansøgeren og de andre mænd lov til at gå. Ansøgeren tog derefter hjem til sin fætter, [A], i [en by], hvor han opholdt sig i mindre end én dag. Ansøgeren påbegyndte herefter sin udrejse af Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin far oplyst, at hans far var medlem af Al-Baath partiet. Farens tankegang var meget ekstremistisk, og han ville have ansøgeren til at have samme tankegang. Faren har slået ansøgeren, da han var yngre, ligesom han har slået ansøgerens mor og søskende. Faren overvågede ansøgeren, og han var kontrollerende og dominerende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i asylmotiverne. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik efter flugten fra ISIL til han stødte på en bevæbnet militsgruppe ved navn Alasab. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han havde set, at hans hus var brændt ned. Samtidigt finder Flygtningenævnet ikke, at den konflikt som ansøgeren har forklaret om i relation til ISIL, har en sådan aktualitet, at den er asylbegrundende. Vedrørende kontakten til den bevæbnede militsgruppe, Alasab, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at gruppen ønskede at rekruttere ham og hans kammerater, men at de fik lov at gå efter at have fået udleveret et dokument, hvor de skulle skrive deres generalia. Flygtningenævnet finder ikke, at dette er asylbegrundende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om forholdet til sin far. Ansøgeren har dels forklaret, at hans far har slået ham, dels at faren ikke på noget tidspunkt har udsat ham for fysiske overgreb. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens far har tilbageholdt ham. Samtidigt har ansøgeren forklaret, at hans far er forsvundet, og at han ikke har set ham siden 2014. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at konflikten med faren har en sådan aktualitet, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at det forhold at ansøgeren har indledt et forhold til en shiitisk kvinde i Sverige ændrer herved i forhold til faren, der angiveligt er en ekstremistisk sunni-muslim og medlem af Baath-partiet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at ansøgeren [i efteråret] 2017 har underskrevet en erklæring, hvorefter han af egen fri vilje ønsker at frafalde sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark og snarest ønsker at udrejse til Irak. Flygtningenævnet har i den forbindelse ikke fundet ansøgerens forklaring om, at han alene underskrev erklæringen for at blive løsladt troværdig. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/16/HHU.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra sin far. Ansøgeren, der i 1999 blev familiesammenført i Danmark sammen med sin mor og lillebror, boede i Danmark frem til 2003, hvor ansøgerens far tog ansøgeren og ansøgerens bror med tilbage til Irak, uden at ansøgerens mor vidste det. Samme år blev ansøgerens forældre skilt. Efter at være rejst tilbage til Irak boede ansøgeren og hans bror hos deres fars forældre, hvor også tre fastre boede. Ansøgerens far, der havde været forsvundet i en lang periode, dukkede op omkring 2007, hvorefter de boede sammen hos bedsteforældrene. Ansøgerens far tog ansøgeren ud af skolen og forlangte, at han begyndte at arbejde. Faren drak og indtog også andre ting. Faren var voldelig over for ansøgeren og hans bror, og slog dem herunder f.eks. med en sko og sparkede dem, navnlig når de spurgte efter deres mor. Faren gav en dag ansøgeren stuearrest i en hel dag, hvor ansøgeren kun fik mad, fordi bedsteforældrene gav ham det. Faren sagde endvidere, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren rejste til Danmark. Overgrebene stod på i mange år. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke at ansøgerens modsætningsforhold til sin far har en sådan intensitet eller karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/15/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2014 og 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af grupperingen, der kalder sig ISIL, fordi han har arbejdet i politiet, herunder i efterretningsvæsenet. Han har også henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet i fem år af de irakiske myndigheder, fordi han er deserteret fra sit job i politiet og den irakiske efterretningstjeneste. Han frygter, at den irakiske hær og shiitiske militser mistænker ham for at have tilsluttet sig ISIL, fordi han ikke kom tilbage og bekæmpede ISIL. Endelig har han henvist til, at han ved indrejse til Bagdad frygter unavngivne, shiitiske militser, fordi han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker, og fordi amerikanerne bekæmpede de pågældende militser. Ansøgeren frygter også den irakiske hær og de shiitiske militser, fordi det kan ses på hans ID-kort, at han er sunni muslim og stammer fra Mosul. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i perioden fra 2007-2008 arbejdede som tolk for de amerikanske styrker. I 2008 fik han arbejde i det irakiske politi, hvor han har arbejdet indtil sin udrejse. I [begyndelsen af] 2014 fik han en administrativ stilling i politiets efterretningstjeneste i byen, Mosul. Hans arbejdsopgaver hos efterretningstjenesten bestod blandt andre i at klargøre sager, før en terrormistænkt fra ISIL skulle til afhøring af de pågældende, hvorefter han skrev en afhøringsrapport, som han afleverede til sin overordnede. [I sommeren] 2014 flygtede ansøgeren og hans kollegaer fra Mosul, fordi ISIL overtog kontrollen med byen. Han opholdt sig herefter hos sin ven [A], i tre måneder, hvorefter han udrejste af Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun vil blive slået ihjel af grupperingen der kalder sig selv ISIL, fordi hendes ægtefælle har arbejdet i politiet, herunder i efterretningsvæsenet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin onkel, fordi han ikke accepterer hendes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for de nævnte asylmotiver oplyst, at hendes ægtefælle har arbejdet i en administrativ enhed i efterretningstjenesten i Mosul, i perioden fra begyndelsen af 2014 til [sommeren] 2014. [I sommeren] 2014 overtog ISIL kontrollen med Mosul, hvorefter hendes ægtefælle var nødsaget til at flygte hen til sin ven, [A]. I [efteråret] 2014 blev hun opsøgt af fire ISIL medlemmer på hendes bopæl, som spurgte efter hendes ægtefælle. De sagde til hendes svigermor, at de ville halshugge hendes søn, hvis ikke hun inden ti dage sørgede for at bringe sin ægtefælle til dem. To dage efter flyttede hun, hendes søn, svigermor og ægtefælles søskende hjem til hendes ægtefælles ven, [M]. I [efteråret] 2015 ringede hendes onkel til hendes mor to eller tre gange og sagde, at han ville lede efter hende, og slå hende ihjel, hvis han fandt hende på grund af hendes ægtefælle, som han ikke accepterede. Hun har oplyst, at hun mener, at hendes onkel blev hvervet af ISIL i forbindelse med, at ISIL indtog Mosul. I [efteråret] 2015 udrejste hun fra Irak. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker, og derefter har arbejdet i politiet og efterretningstjenesten i Mosul. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger sammen med sine kolleger flygtede fra Mosul, da ISIL indtog byen i juni 2014. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge den del af ansøgernes asylmotiv, som angår trusler fra den kvindelige ansøgers onkel, til grund, idet ansøgernes forklaring herom ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet henviser herved til, at den kvindelige ansøgers onkel ikke har truet ansøgerne direkte. Endvidere kunne den mandlige ansøger ikke huske navnet på den kvindelige ansøgers onkel, hvilket forekommer påfaldende, hvis den kvindelige ansøgers onkel spiller en afgørende rolle for ansøgernes muligheder for at returnere til Mosul. Den kvindelige ansøger har ikke henvist til andre konkrete og individuelle konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Uanset at Flygtningenævnet har lagt den mandlige ansøgers forklaring om sin flugt fra ISIL til grund, finder Flygtningenævnet, at dette ikke kan føre til, at ansøgerne opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ISIL ikke længere har kontrollen i Mosul. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger ikke alene ved henvisning til sit tidligere arbejde i Irak har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for konkret og individuel konflikt med shiitiske militser, de irakiske myndigheder eller tilhængere af ISIL. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger ved efter flugten fra Mosul at udeblive fra sin tjeneste i efterretningstjenesten risikerer at blive anset som desertør. Det kan dog ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at den mandlige ansøger som følge heraf risikerer en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet henviser herved til Lifos, Fråga-svar. Irak, Regionen Kurdistan (KRI). Polis. Desertering udgivet 12. januar 2017, hvoraf det blandt andet fremgår, at der ikke findes konkrete eksempler på, at nogen personer er blevet straffet for uden tilladelse at have forladt tjenesten i politiet eller militæret i Irak. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage advokatens subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgernes hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Mosul – uanset de er vanskelige som følge af de omfattende ødelæggelser af byen og uanset, at ansøgerne er sunni-muslimer og har børn på 1 og 4 år – ikke kan begrunde, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/14/SMLA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [distrikt], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi hendes bror, [A], har været tilknyttet Al Hashd Al Shaabi-militsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] har arbejdet for Al Hashd Al Shaabi-militsen i to måneder, hvor han har stået vagt ved en kontrolpost. I slutningen af september 2015 modtog [A] et trusselbrev fra nogle for ansøgeren ukendte personer, efter at han havde tilendebragt sit arbejde for militsen. Om natten til [en dag i efteråret] 2015 blev der skudt imod familiens hus, hvor hun befandt sig sammen med [A], sin far samt sin søster og dennes børn. [Næste dag] besluttede ansøgeren og hendes familie, at hun og hendes søskende skulle udrejse af deres hjemland, og de udrejste herefter legalt [to dage senere]. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive dræbt af sine morbrødre [B] og [C], fordi hun har afvist at indgå ægteskab med sin morbrors søn, [D], og fordi hun er udrejst uden sine morbrødres tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun efter at have afslået [D]s frieri to år før udrejsen er blevet slået af sine morbrødre, der også har forbudt hende at blive gift med en anden, ligesom de har truet hende med, at de, såfremt hun skulle blive forlovet, ville dræbe både hende og hendes forlovede. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun i Danmark har indgået ægteskab med en herboende fjern slægtning ved navn [B]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren stammer fra en familie, der via ægteskaber er tæt relateret til hinanden, og at hendes morbrødre er konservativt og traditionelt opfattende. Nævnet kan om brevet og episoden, hvor der blev skudt mod familiens hus, henvise til begrundelsen i brorens sag: ”Om det trusselsbrev, ansøgeren modtog kort før sin udrejse, skal nævnet bemærke, at brevet var uden afsender, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke tog det alvorligt og derfor rev det i stykker uden at vise det til nogen, og uden at anmelde forholdet til myndighederne, idet trusselsbreve var almindeligt forekommende. Det beror alene på ansøgerens formodning, at brevet blev sendt til ham på baggrund af medlemskabet af Al Hashd Al Shaabi. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren var en blandt mange unge mænd, der lod sig mobilisere, og at han kun arbejdede for militsen i to måneder, hvor han udførte vagtopgaver uden at være involveret i kamphandlinger. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren herved er blevet særlig profileret i forhold til modstandere af militsen. Det bemærkes videre, at både ansøgeren og hans søster, […], forblev på bopælen fra skudepisoden [en dag i efteråret 2015] og til udrejsen [tre dage senere], uden at der skete dem noget, ligesom der ikke er oplysninger om, at der i den mellemliggende tid skulle være sket noget i forhold til den del af ansøgerens familie, der fortsat opholder sig i Irak. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt, der er afledt af, at hendes bror [A] har en konflikt som følge af, at han har været medlem af Al Hashd Al Shaabi. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører frygten for morbrødrene, skal nævnet bemærke, at ansøgeren ikke i sit ellers detaljerede asylskema har anført noget herom. Ifølge ansøgerens egen forklaring, udrejste hun på opfordring fra sin far og med både hans, hendes farbrors og hendes brødres opbakning, og det beror alene på hendes formodning, at morbrødrene vil hævne udrejsen. Det bemærkes i den forbindelse, at det først og fremmest må være ansøgerens egne mandlige familiemedlemmer, der bestemmer på hendes vegne, og ikke morbrødrene. I den forbindelse bemærkes videre, at ansøgeren tidligere er udrejst fra Irak sammen med søsteren [E] til Iran, hvor [E]s datter skulle have behandling, hvilket harmonerer dårligt med forklaringen om, at ansøgeren skulle have haft meget begrænset bevægelsesfrihed. Det lægges videre efter ansøgerens egen forklaring til grund, at det er længe siden, hun har modsat sig morbrødrenes krav om, at hun skulle gifte sig med sin fætter, og at de accepterede hendes afslag uden at gennemtvinge ægteskabet. Ansøgeren har fortsat sin far, farbror og sin bror i Irak, og det beror alene på hendes formodning, at morbrødrene er klar over, at hun er blevet islamisk viet i Danmark. Endelig bemærkes, at hendes fætter siden frieriet, der ligger mere end fire år tilbage, er blevet gift med en anden kvinde. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konkret konflikt med sine morbrødre, og at hun af den grund ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv har en karakter, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/13/MAD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra klanerne Mousowi og Feshshaat. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han [i sommeren] 2015 var ved bageren, da han blev kidnappet af fem eller seks ukendte personer. Kidnapperne kontaktede ansøgerens svigerfar og bad ham om at betale 40.000 USD i løsesum, for at løslade ansøgeren. Kidnapperne oplyste også ansøgerens svigerfar om, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis svigerfaren kontaktede politiet. Ansøgeren ved ikke, hvorfor han blev kidnappet, men han formoder, at det skyldtes, at han handlede med biler sammen med sin svigerfar. Kidnapperne sagde desuden til ansøgeren, at de ikke forstod hvordan ansøgeren stadig kunne være i live, når han hed [A]. Ansøgerens svigerfar underrettede politiet, straks efter at han var blevet kontaktet af kidnapperne. Politiet og ansøgerens svigerfar aftalte, at svigerfaren skulle aflevere pengene til kidnapperne. Politiet ville tage med svigerfaren, således at de kunne anholde kidnapperne i forbindelse med, at svigerfaren overdrog pengene. Fem dage efter at ansøgeren var blevet kidnappet, mødtes ansøgers svigerfar med kidnapperne. Ansøgerens svigerfar havde inden da hævet 40.000 USD i banken. Politiet anholdt to personer, som oplyste politiet, hvor ansøgeren var holdt fanget. [I sommeren] 2015, dagen efter ansøgeren var blevet løsladt, modtog ansøgerens svigerfar et trusselsbrev, som var målrettet hele ansøgerens familie. Af trusselsbrevet fremgik det, at familien straks skulle forlade huset. Ansøgeren kan ikke huske hvad der ellers stod i trusselsbrevet. Ansøgerens svigerfar anmeldte modtagelsen af trusselsbrevet til politiet, men politiet ville ikke hjælpe, idet de mente der var tale om en klankonflikt. [I sommeren] 2015 ringede det på døren, som svigerfaren åbnede. Pludselig hørte ansøgeren skud, og han tog med det samme sin ægtefælle og resten af familien med ind til naboen. Ansøgeren så ikke til sin svigerfar, men han mener, at svigerfaren blev ramt af to skud. Om aftenen tog ansøgeren til politiet, for at anmelde skyderiet. Politiet sagde, at de allerede vidste at svigerfaren var død. Herudover sagde politiet, at de ikke kunne gøre noget og de rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgerens nabo kørte ansøgeren og familien hen til ansøgers nabos brors hus, hvor de opholdt sig i fem dage, hvorefter de udrejste af Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at forklaringerne fremstår usandsynlige og dermed konstruerede til lejligheden. Nævnet har herudover lagt vægt på, at en række omstændigheder i sagen fremstår ganske påfaldende, og at ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om væsentlige forhold til belysning af asylmotivet. For det første fremstår det påfaldende, at den mandlige ansøger ikke kan huske indholdet af det trusselsbrev, som familien modtog dagen før drabet på svigerfaren. For det andet fremstår det usammenhængende, at politiet angiveligt ydede en ganske betydelig bistand i forbindelse med kidnapningen af den mandlige ansøgeren, men derimod helt afstod fra at yde bistand til den mandlige ansøger og dennes familie, da familien kort tid efter modtog et trusselsbrev og svigerfaren blev skudt. Oplysningerne om, at politiet ikke ville yde bistand, fordi der var tale om en klankonflikt kan ikke føre til en anden vurdering i lyset af, at den mandlige ansøger tidligere har oplyst, at politiet allerede ved anholdelsen af [B] og [C] kunne konstatere deres klantilhørsforhold. For det tredje fremstår det uunderbygget, hvorfor svigerfaren angiveligt blev skudt allerede dagen efter, at familien havde modtaget et trusselsbrev, idet et sådant trusselsbrev på denne baggrund fremstår helt overflødigt. For det fjerde fremstår det påfaldende, at de 40.000 USD, der skulle have været anvendt som løsesum i forbindelse med kidnapningen, og som den mandlige ansøger tog med på flugten fra Irak, blot blev opbevaret oven på et skab i hjemmet. Ansøgerens forklaring om, at svigerfaren ikke havde nået at være i banken kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der i forbindelse med ansøgernes forklaringer i nævnet er fremkommet divergenser vedrørende flere væsentlige forhold. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om, hvor mange personer, der ud over ansøgeren blev holdt fanget af bortførerne. Under asylsamtalen har han forklaret, at der var tale om tre til fire personer, mens han i nævnet har forklaret, at der var tale om to personer. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev udsat for en episode, hvor der blev stillet et glas øl på hans hoved. Under oplysning- og motivsamtalen har han forklaret, at han var udsat for en sådan episode, mens han i nævnet har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår hun fik at vide, at hendes mand var blevet bortført. Under oplysning- og motivsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at hun intet vidste om kidnapningen før to dage efter, at den havde fundet sted, hvilket ikke harmonerer med hendes forklaring under nævnsmødet. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun så sin far ligge død fra gangen eller fra køkkenvinduet. Hertil kommer, at den kvindelige ansøgers forklaring under nævnsmødet om hendes kendskab til den vold, som hendes mand blev udsat for under bortførelsen, ikke fremstår troværdig, idet hun har forklaret, at han blev udsat for slag med vandslanger og for elektricitet. Dette harmonerer ikke med den mandlige ansøgers forklaring herom. På denne baggrund – og uanset den i sagen foreliggende dokumentation i form af oversættelser af politianmeldelser, trusselbrev mv. – kan nævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet i forhold til konflikten med militsen til grund. Der er heller ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af de nævnte dokumenter eller til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Heller ikke den mandlige ansøgers forklaring om, at han alene i kraft af sit navn [A] er udsat for forfølgelse fra shiitiske militser, som han især har påberåbt sig som grundlag for at søge asyl, eller oplysningerne om de generelle forhold i Irak i øvrigt, herunder for sunni-muslimer, kan føre til, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke i det for nævnet tilgængelige baggrundsmateriale er oplysninger om, at man bliver særligt udsat ved at bære navnet [A]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/12/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Al Bashra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt eller slået ihjel af myndighederne eller af grupperinger med tilknytning til myndighederne, da han som journalist har rapporteret fra regimekritiske demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han siden [årstal] har arbejdet som journalist i Bagdad. Ansøgeren lavede nyheder til tv, en avis og til nogle forskellige blade. Ansøgeren var i kraft af sit arbejde med til at lave nyheder om fem regimekritiske demonstrationer i 2015. De to første demonstrationer forløb fredeligt, men demonstranter og journalister blev slået af politiet ved de efterfølgende demonstrationer, da politiet forsøgte at opløse demonstrationerne. Ansøgeren blev efterfølgende stoppet i sin bil af nogle ukendte personer. Ansøgeren blev i den forbindelse truet og slået på hånden med en metalgenstand. Omkring én uge senere blev der kastet en lydgranat ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren ved ikke, hvem der kastede granaten, Ansøgeren udrejste omkring ti dage senere. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han i Danmark har lagt en video af den danske statsminister op på Facebook. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Danmark har filmet den danske statsminister, som var på besøg i Center Sandholm. Ansøgeren har efterfølgende lagt filmen op på Facebook. Ansøgeren familie har fortalt ham, at de har hørt folk tale om og true ham, fordi han har lagt videoen på Facebook. Ansøgeren føler sig derfor truet, hvis han skulle vende tilbage til Irak. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vagt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår utroværdig og usammenhængende. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt episoden, hvor han angiveligt blev stoppet i sin bil fandt sted før eller efter episoden, hvor der angiveligt blev kastet en lydgranat ved hans bopæl. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt episoden med lydgranaten fandt sted ca. 1 måned eller 1 uge inden udrejsen. Han har også forklaret divergerende om, hvad der skete med hans kolleger fra tv-stationen, herunder om tidligere kolleger blev fyret, anholdt og fængslet, eller om han ikke ved noget om det. Endelig har han forklaret divergerende om sit arbejde, herunder om hvorvidt han var foran eller bag kameraet og om, hvorvidt han blev slået, da han blev standset af en bil. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om sit arbejde, og han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit arbejdes indhold. Han har forklaret, at han har 17 års skolegang, men ingen uddannelse, og at han blev en form for journalist eller nyhedsoplæser efter at have arbejdet som chauffør på tv-stationen, men han kan ikke kunne redegøre nærmere for sit arbejde eller for antallet af demonstrationer, som han skulle have rapporteret fra. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak, hvilket ikke støtter, at han skulle have en konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om konflikten i Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt en video med den danske statsminister på sin Facebook-profil, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på karakteren af videoen, hvor han roser, at den danske statsminister kan bevæge sig rundt uden sikkerhedsvagter og på, at han ikke har sandsynliggjort, at videoen har eller vil profilere ham over for de irakiske myndigheder i asylbegrundende omfang. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Irak/2018/11/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Al-Zubair, Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af for ham ukendte personer, idet han har modtaget et trusselsbrev, og idet hans hus er blevet beskudt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i august 2015 begyndte at arbejde for Al Hashd Al Shaabi. Ansøgeren arbejdede for Al Hashd Al Shaabi i to måneder som vagt i området Al-Aweinat i Tikrit, hvor han beskyttede de lokale beboere imod ISIS. Ultimo september 2015 blev ansøgeren bedt om på frivillig basis at deltage i kamphandlinger. Ansøgeren var bange for at gå i kamp og besluttede derfor at forlade Al Hashd Al Shaabi, hvorefter han flyttede tilbage til sin familie i Basra. Nogle dage efter at han var flyttet tilbage, modtog han et trusselsbrev stilet til ham men uden afsender. Ansøgeren rev brevet itu uden at vise det til resten af familien. Natten til den [dato i efteråret] 2015 blev ansøgerens bopæl beskudt af nogle for ham ukendte personer. I huset befandt sig ud over ansøgeren også hans far samt søstrene [A] og [B] samt [B’s] børn. Ansøgeren formoder, at der blev skudt mod huset, fordi han havde arbejdet for Al Hashd Al Shaabi. Den [dato i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak sammen med sine søstre [A] og [B] og sidstnævntes fire børn. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Om det trusselsbrev, ansøgeren modtog kort før sin udrejse, skal nævnet bemærke, at brevet var uden afsender, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke tog det alvorligt og derfor rev det i stykker uden at vise det til nogen, og uden at anmelde forholdet til myndighederne, idet trusselsbreve var almindeligt forekommende. Det beror alene på ansøgerens formodning, at brevet blev sendt til ham på baggrund af medlemskabet af Al Hashd Al Shaabi. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren var en blandt mange unge mænd, der lod sig mobilisere, og at han kun arbejdede for militsen i 2 måneder, hvor han udførte vagtopgaver uden at være involveret i kamphandlinger. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren herved er blevet særlig profileret i forhold til modstandere af militsen. Det bemærkes videre, at både ansøgeren og hans søster, [A], forblev på bopælen fra skudepisoden den [dato i efteråret] og til udrejsen den [dato i efteråret] 2015, uden at der skete dem noget, ligesom der ikke er oplysninger om, at der i den mellemliggende tid, skulle være sket noget i forhold til den del af ansøgerens familie, der fortsat opholder sig i Irak. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv har en karakter, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/10/JHB
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I vinteren] 2002 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev [i foråret] 2005 gjort tidsubegrænset. Ved dom af [sommeren] 2015 afsagt af Retten i [by] blev klageren idømt fængsel i fire år for overtrædelser af straffelovens § 235, stk. 2, § 244, § 222, stk. 3, jf. stk. 1, jf. til dels § 216, stk. 1, jf. § 244, § 210, stk. 1, jf. til dels stk. 3 og § 232, jf. nugældende § 216, stk. 2, jf. til dels § 225, § 210, stk. 1, jf. til dels stk. 3, og § 232, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5. I forbindelse med afhøring foretaget af Fyns Politi [i foråret] 2016, oplyste klageren, at han ikke ønskede at medvirke frivilligt til en udsendelse til Irak, fordi han frygter at blive slået ihjel som følge af sine etniske og religiøse forhold. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med en officers familie, som han havde konflikter med forud for sin udrejse af Irak i 1998, og at han frygter at blive slået ihjel af kurdiske styrker som følge af, at han flygtede fra de kurdiske styrker i Nordirak, efter han havde været tilbageholdt som krigsfange i otte måneder. Klageren har ydermere henvist til, at han vil blive undertrykt, idet han er etnisk mandæer, og at han frygter sin ægtefælles familie, fordi han er sikker på, at ægtefællen har fortalt familien, hvad han er dømt for i Danmark. Endelig frygter han at blive slået ihjel af islamistiske organisationer og terrorister, såfremt de får kendskab til, hvilke strafferetlige forhold han er blevet dømt for i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i perioden fra 1984 til 1991 tjente som soldat for den irakiske hær i det nordlige Irak. I denne periode blev klageren holdt som krigsfange af de kurdiske styrker i otte måneder, og han blev løsladt ved, at hans far og bror betalte løsepenge for ham. I 1998 forfalskede en officer klagerens underskrift på et dokument, hvoraf det fremgik, at en person havde aftjent sin værnepligt, selvom dette ikke var tilfældet. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til et møde med ledelsen i kontoret, fordi de havde fundet ud af, at vedkommende ikke havde aftjent værnepligt. Klageren fik at vide, at de ville sende sagen til sikkerhedstjenestens hovedkvarter til yderligere undersøgelser. Klageren valgte straks at udrejse af frygt for at blive fængslet. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken opholdstilladelse er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, skal der efter udlændingelovens § 49a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I vinteren] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Irak, jf. udlændingelovens § 49a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel på grund af sin oprindelige konflikt med den irakiske hær og en officer samt, at han frygter de kurdiske styrker, som holdt ham fanget i otte måneder på et tidspunkt i 1980’erne, samt fordi han er mandæer, og endelig fordi han frygter sin ekskones familie og islamiske organisationer og grupperinger. Klageren har ekskone og tre børn samt en kusine i Danmark. Klageren er dømt for blandt andet vold og overgreb mod sin familie, og der har ikke været samvær mellem ham og børnene siden domfældelsen i 2015. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at to af hans børn nu ønsker at se ham, og at hans ekskone har henvendt sig til kommunen med henblik på, at der etableres samvær. Klageren har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det er domstolene, der tager stilling til forhold omfattet af udlændingelovens § 26. I forbindelse med klagerens asylsag, hvor han [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Udlændingestyrelsen, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerede overgreb som følge af, at han i 1998 var blevet beskyldt for at have givet en forkert udrejsetilladelse og i den anledning var indkaldt til afhøring hos de militære myndigheder. Flygtningenævnet kan fortsat lægge klagerens forklaring om konflikten med hæren i 1998 til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne konflikt ligger så langt tilbage i tid, at konflikten må anses for afsluttet. For så vidt angår klagerens frygt for de kurdiske styrker, finder flygtningenævnet, at klagerens tilbageholdelse, der fandt sted for mere end 25 år siden og hvorfra han blev løsladt ved betaling af løsepenge, må anses for at være en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i en vis udstrækning har været udsat for verbal chikane på grund af sin religion. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at denne chikane har haft en sådan karakter og et sådant omfang, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder trods de vanskelige forhold for religiøse minoriteter i Irak heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse alene, fordi han er mandæer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er helt uprofileret i Irak og finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse af islamistiske organisationer eller terrorister. Der er herved lagt vægt, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans dom fra Danmark er kommet til islamiske organisationer og terroristers kendskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse fra sin ekskones familie i Irak til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at ekskonens familie, der i øvrigt også er mandæer, skulle have fremsat konkrete trusler mod ham, ligesom hans forklaring herom ikke understøttes af hans oplysning om, at hans ekskone medvirker til at etablere samvær mellem ham og børnene. Flygtningenævnet bemærker, at der for så vidt angår ansøgerens frygt for dobbeltstraf i Irak er taget stilling hertil i dom afsagt af retten i [by] [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at klageren, der er en mand på 60 år, ikke måtte have familie i Irak, ikke i sig selv er til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak.” Irak/2017/99/JEA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for vold af myndighederne, idet hendes søn for cirka 20 år siden forlod sin stilling som politimand under Saddam Husseins styre, hvorefter han udrejste af Irak. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun efter sønnens udrejse flere gange er blevet opsøgt på sin bopæl af blandt andre myndighederne, som alle har spurgt efter ansøgerens søn. Det er sket både, mens Saddam Hussein var ved magten, og under den nuværende regering. Ansøgeren kan ikke huske, hvornår det er sket, da hendes hukommelse er meget dårlig. Hendes sønner er udrejst af Irak, mens Saddam Hussein var ved magten. Hendes datter, som af og til besøgte hende, er nu også udrejst af Irak. Hun har derfor ingen nær familie tilbage i Irak. Hendes hus er endvidere delvist blevet ødelagt. Hun husker ikke hvornår. Naboerne har taget sig lidt af hende. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun føler sig utryg, fordi hun ikke har nogen til at beskytte sig, idet hun er en enlig ældre kvinde uden familie. Ansøgeren ønsker at bo sammen med sine børn i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, som ansøgeren har forklaret om, har en asylbegrundende karakter, idet ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb fra de irakiske myndigheder eller andre i Irak. Det forhold, at ansøgeren er gammel og svækket og ikke har nogen familie tilbage i Irak, findes ikke i sig selv at være asylbegrundende. Der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/98/TPS
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger samt medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra Basrah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel af ukendte partier eller grupper, idet han er blevet truet i forbindelse med sit arbejde som politibetjent. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han startede med at arbejde som politibetjent i 2003 og fortsatte hermed indtil sin udrejse af Irak i 2015. I [sommeren] 2015 skulle den mandlige ansøger anholde en gruppe, som havde kindnappet et barn. Den mandlige ansøger blev bedt om at afgive vidneforklaring i retten. Den mandlige ansøger blev truet med at han ville blive slået ihjel, hvis han vidnede i sagen. På trods af truslerne besluttede den mandlige ansøger at gennemføre vidneforklaringen overfor politiet. Den mandlige ansøger har forklaret, at han omkring to uger efter vidneafhøringen på bopælen modtog et brev, der indeholdt en patron. Den kvindelige ansøger har derimod oplyst, at der gik omkring to til tre dage efter vidneafhøringen. I brevet stod, at den mandlige ansøger og hans familie ville blive slået ihjel, såfremt den mandlige ansøger vidnede i sagen. Den mandlige ansøger besluttede herefter, at han ikke ville vidne for retten. [I sommeren] 2015 blev ansøgernes bopæl beskudt af ukendte personer. Samme dag flyttede ansøgerne hjem til den kvindelige ansøgers forældre, hvor de boede fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Ansøgerne udrejste herefter af Irak via Basra lufthavn. Ansøgerne har yderligere som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger frygter at blive anholdt i Irak, idet han er deserteret fra politiet og eftersøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om den mandlige ansøgers konflikt i Irak til grund. Nævnet finder således, at ansøgernes forklaringer er præget af sådanne væsentlige divergenser, at de fremstår som konstrueret til lejligheden. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår den kvindelige ansøger angiveligt blev gjort bekendt med, at den mandlige ansøger havde anholdt de kidnappere, som gav anledning til de senere fremsatte trusler. Endvidere har ansøgerne afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om, hvornår trusselsbrevet blev modtaget og set af den kvindelige ansøger, og om hvor længe familien boede hos den kvindelige ansøgers familie inden udrejsen fra Irak. For nævnet har hustruen endvidere forklaret divergerende om, hvor hun opholdt sig, da huset blev beskudt. På denne baggrund og idet oplysningerne om den mandlige ansøgers analfabetisme og den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold samt dokumentationen fra Irak om skudepisoden mod huset ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke føre til en anden vurdering, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive anholdt på grund af desertering fra politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/97/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to mindreårige børn fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/94/DH og Irak/2017/95/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere og sunni-muslimer fra Samarra, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel, misbrugt eller kidnappet af ISIL, idet den mandlige ansøger og hans familie er blevet opsøgt flere gange og er blevet forsøgt slået ihjel, fordi han ikke vil lade sig rekruttere. Ansøgeren har også henvist til, at de generelt frygter alle andre militser i Irak. De har til støtte herfor oplyst, at ISIL opsøgte den mandlige ansøgers bopæl i slutningen af 2007 og sagde, at de ville rekruttere den mandlige ansøger, hans far og hans brødre, [G] og [B]. De afviste at lade sig rekruttere og fik en frist på 10-15 dage til selv at henvende sig. Nogle få dage efter fristens udløb, blev den mandlige ansøger mødt af fire maskerede mænd, da han var på vej hjem fra et besøg hos sin nabo, [O]. Den mandlige ansøger løb tilbage til [O]s bopæl, hvor han blev hentet af sin far, sin farbror og sine to brødre, [G] og [B]. Den mandlige ansøgerens far og farbror henvendte sig derefter til en person fra Samarra, hvis søn, [P], havde tilknytning til ISIL, med henblik på mægling. Det fik de dog ikke noget ud af. Omkring 15-30 dage efter skete der en eksplosion i den mandlige ansøgers bopæl. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem der stod bag eksplosionen. Omkring en måned efter i 2008 blev den mandlige ansøgerens bror, [B] skudt i en bil, efter han havde kørt hans bror, [G], samt hans kusiner og fætter i skole. [B] døde kort tid efter på hospitalet. Derefter kom to personer, som den mandlige ansøgeren formoder, var fra ISIL, til deres bopæl og sagde til den mandlige ansøgers far, at hele familien skulle flytte til et andet område, da de ellers ville blive slået ihjel. Der kom i samme periode også en anden person ved navn [Q], som talte med den mandlige ansøgers far og farbror tæt ved deres bopæle. [Q] sagde, at det var hans søskende, som havde dræbt [B]. Den mandlige ansøger og hans familie flyttede derefter i 2008 til [område 2]. Fra 2008 til 2012 modtog den mandlige ansøgers familie flere telefoniske trusler fra ISIL. [I sommeren] 2012 var den mandlige ansøger og hans familie på besøg hos den mandlige ansøgers farbror, [K], og på vejen hjem blev deres bil beskudt. Den mandlige ansøger blev ramt i venstre ben. Han stod ud af bilen og ringede til politiet. Politiet kørte den mandlige ansøgers familie hjem og kørte den mandlige ansøger på hospitalet. Han kom hjem senere samme nat. Den kvindelige ansøger har oplyst, at den mandlige ansøger efter skudepisoden søgte ly i et ukendt hus, hvorfra han ringede efter politiet. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at den mandlige ansøgers familie senere i 2012 skulle på besøg hos noget familie, da de opdagede en bombe under deres bil. De ringede til den mandlige ansøger, som ringede til politiet og anmeldte det. [I sommeren] 2013 modtog den mandlige ansøger et trusselsbrev fra ISIL, hvori der stod, at de ville slå ham ihjel, ligesom de havde slået hans bror ihjel. [I sommeren] 2013 blev den mandlige ansøgers tidligere bopæl i Samarra ødelagt af en eksplosion. Den mandlige ansøger hørte herom via sin farbror og formoder, at ISIL stod bag. Derudover har den kvindelige ansøger oplyst, at den mandlige ansøgers farbror, [K], har fortalt hende, at ISIL havde kontaktet ham og sagt, at den mandlige ansøgers sag ville gå ud over den kvindelige ansøger og hendes datter. [K] kontaktede derefter den mandlige ansøger og fortalte om truslen mod dem. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at den mandlige ansøgers bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at familiens hus i [område 1]-bydelen, som familien ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Den mandlige ansøgers eventuelle funktion som chauffør for en politibetjent kan ikke føre til nogen ændret vurdering heraf. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstoli sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/96/DH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/94/DH og Irak/2017/96/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive dræbt af ISIL, idet de har opsøgt ham og hans familie flere gange. Han har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [A], i 2007 blev forsøgt kidnappet af personer fra al-Qaeda. To til tre måneder efter blev ansøgeren og hans familie opsøgt af medlemmer fra al-Qaeda, der havde bilproblemer. Personerne bankede på deres dør, og de hjalp dem med bilproblemerne, da de blev tvunget til det. I 2008 døde ansøgerens bror, [B], i en bil, efter han havde givet ansøgeren, hans søstre, [M] og [N] samt hans to kusiner et lift til skole. [B] blev dræbt af fire medlemmer fra al-Qaeda. Få dage efter blev hans familie, mens ansøgeren ikke var hjemme, opsøgt af en ukendt militsgruppe. [I sommeren] 2012 blev ansøgerens familie udsat for et drabsattentant, mens de kørte bil. Ansøgerens bror, [A], som kørte bilen, blev ramt af skud, men overlevede. Ansøgeren var ikke med i bilen. Efter denne episode skulle ansøgeren og hans familie på besøg hos noget familie, i hvilken forbindelse de opdagede en bombe under deres bil, som ansøgeren kørte. De ringede til ansøgerens bror, [A], som herefter ringede til politiet og anmeldte det. Ansøgeren modtog desuden telefoniske trusler i 2013 og et trusselsbrev i [foråret] 2014. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at han begyndte på militærakademiet i 2010 og afsluttede sin uddannelse i 2012. Herefter blev han uddannet løjtnant, hvilket han arbejdede som indtil den [sommeren] 2014, hvor hans division blev opløst efter et ISIL-angreb. Han besluttede derfor at fratræde militæret frivilligt. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgerens bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Vedrørende ansøgeren skal det særligt bemærkes, at Flygtningenævnet kan lægge til grund, at han har virket som løjtnant i den irakiske hær. Ansøgeren har forklaret upræcist om sin fratræden, og Flygtningenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at han fratrådte tjenesten efter forudgående konsultation med sin overordnede. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren ikke blev tilbageholdt hverken ved indrejsen i KRI, eller i forbindelse med sin udrejse fra Sulaymaniyah. Endelig kan det under alle omstændigheder ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge af sin fratræden i militæret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på Landinfos notat ”Irak: Desertering fra den irakiske hæren” af 13. december 2016. Efter oplysningerne om ansøgerens uprofilerede virke i militæret og hans fratræden kan det ikke antages, at han som enkeltperson skulle være et særligt mål for ISIL, som er fortrængt fra Samarra af regeringsstyrkerne. Der kan efter udfaldet af bevisbedømmelsen, som ovenfor anført ikke lægges nogen vægt på det fremlagte trusselsbrev, som er dateret på et tidspunkt, hvor ISIL havde magten i Samarra. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/95/DH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/95/DH og Irak/2017/96/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive kidnappet af ISIL, idet hendes brødre, [A] og [G], er udrejst af Irak i stedet for at tilslutte sig ISIL. Hun har derudover henvist til, at hun frygter den generelle usikkerhed i Irak. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes families problemer i Irak begyndte i 2007, da ISIL krævede, at ansøgerens brødre, [A] og [G], skulle tilslutte sig dem. ISIL opsøgte hendes familie på deres bopæl to gange, og i 2008 blev der kastet en granat ind i deres baghave. Herefter rettede ansøgerens far henvendelse til lederne af ISIL i Samarra for at informere dem om, at familien var neutral. I 2008 blev ansøgerens bror, [B], skudt i en bil, da han havde kørt ansøgerens bror, [G], til bussen samt ansøgeren og hendes fætter, [J], til skole. Ansøgerens far fandt [B] i bilen, men [B] døde på vej til hospitalet. Der kom en mand til deres bopæl omkring en uge efter [B]s begravelse. Manden fortalte, at det var hans brødre, der havde dræbt [B], idet de var medlemmer af ISIL. Der kom en bevæbnet mand til deres bopæl omkring en uge senere. Manden ville slå ansøgerens far ihjel, idet hendes far nu vidste, hvem der havde dræbt [B]. Ansøgerens far var også bevæbnet, og han skræmte manden væk. Ansøgerens familie flyttede fra bydelen [område 1] til bydelen [område 2] to til tre dage senere. I 2012 var ansøgeren og hendes familie på besøg hos ansøgerens farbror, [K], og på vejen hjem blev deres bil beskudt. Bilen blev ramt af flere skud, og [A] blev ramt i benet. Familien flygtede til et nærliggende hus, hvor [A] ringede til politiet. Politiet kørte familien til politistationen og derefter hjem. De kørte [A] på hospitalet. I slutningen af 2012/begyndelsen af 2013 var ansøgeren og hendes familie på besøg hos ansøgerens morbror, [L]. Bilen holdt parkeret på vejen foran huset. Da de skulle køre hjem, kørte bilen hen over noget, som viste sig at være en bombe, der ikke detonerede. De gik ind i huset, hvor [G] ringede til [A], som ringede til politiet. Familien kørte hjem, før politiet og [A] ankom for at destruere bomben. I 2013 blev familiens hus i bydelen [område 1] sprængt i luften. Ansøgerens far, [A] og [G] modtog derudover telefoniske trusler og SMS-trusler fra ISIL fra 2007 og frem til 2014, hvor familien flygtede fra ISIL til Sulaymaniyah. Ansøgerens far blev tilbageholdt af ISIL i 15 til 20 minutter på vejen til Sulaymaniyah. ISIL ville have fat i [A], men da faren fortalte, at [O] var udrejst, foretog de et opkald, hvorefter de lod ansøgerens far køre videre. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgerens bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren herudover ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Da ansøgeren og hendes familie heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/94/DH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/94/DH, Irak/2017/95/DH og Irak/2017/96/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil slå dem og deres familie ihjel, idet familien har modsat sig ISIL’s forsøg på at hverve deres sønner. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de på familiens bopæl blev opsøgt af ISIL, som ønskede at hverve familiens sønner. Dette afslog familien. I begyndelsen af 2008 blev ansøgernes søn, [A], anråbt af to til tre bevæbnede personer på gaden. Det lykkedes [A] at unddrage sig de pågældende. Omkring 10 til 20 dage herefter blev der kastet en granat ind på familiens bopæl, som dog ikke forårsagede personskade. [I foråret] 2008 blev ansøgernes søn, [B], skuddræbt af brødrene [C], [D] og [E], som tilhørte ISIL. Familien anmeldte de tre brødre til politiet, hvorefter [C] og [D] blev anholdt. [C] blev straffet med 50 års fængsel, mens det lykkedes [D] at flygte fra fængslet. En uge efter [B]s død opdagede ansøgernes datter, [F], at bevæbnede personer fra ISIL var placeret foran familien hus. De pågældende flygtede, da de så ansøgerens datter. Herefter flyttede familien fra [område 1] til [område 2]. I december 2010 blev ansøgernes søn [A] tilbageholdt af myndighederne, som beskyldte ham for at ville bombe et helligt sted. [A] blev løsladt fire til fem måneder senere. I [sommeren] 2012 blev familien udsat for et skudattentat mod deres vil. Ansøgernes søn, [A], blev ramt af skud, men han kom ikke alvorligt til skade. Omkring to til tre måneder senere blev en bombe anbragt bag forhjulet på familiens bil, men bomben eksploderede ikke. I 2013 modtog ansøgernes søn, [G], flere opkald fra ukendte personer, der ville have, at familien skulle opgave anklagen mod [B]s drabsmænd. I [sommeren] 2013 blev familiens tidligere bopæl i [område 1] sprængt i luften, mens bopælen stod tom. I 2013 eller 2014 modtog [A] et trusselsbrev, der blev lagt ved hans bil. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at tage ophold i de shia-muslimske områder på grund af sekteriske konflikter. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgernes søn [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstoli sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/93/DH
Nævnet stadfæstede i maj og 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i Kuwait, men er irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af Al-Badri klanen, der er shia-muslimer, fordi han og hans far har tilsluttet sig sin mors side, der er sunni-muslimer. Han frygter endvidere de irakiske myndigheder, fordi disse i 1997 har fængslet hans far og spurgt efter hans mor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for sunni-muslimer i Irak, og at han frygter at blive tvangsrekrutteret af ISIL. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far har haft en konflikt med Al-Badri klanen som følge af sit ægteskab med en kuwaitisk kvinde, der er sunni-muslim. Ansøgeren har endvidere anført, at hans far blev fængslet af de irakiske myndigheder i 1997/98, mens ansøgeren opholdt sig i Irak, og at deres bopæl i den periode blev ransaget af de irakiske myndigheder. Efter det foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for sunni-muslimer i Irak finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at ansøgeren er sunni-muslim, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse som følge af, at han er sunni-muslim. Ansøgeren har således ikke anført konkrete omstændigheder, der underbygger hans formodning herom. Ansøgeren har endvidere anført, at man i Irak vil kunne se på ham, at han er sunni-muslim, og at han vil være tvunget til at bede som en shia-muslim, hvilket han ikke er i stand til, og at han som følge heraf risikerer forfølgelse eller overgreb fra det shia-muslimske samfund. Flygtningenævnet finder ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger om forholdene for sunni-muslimer i Irak at kunne lægge til grund, at ansøgeren vil blive tvunget til at bede som en shia-muslim, eller at hans religiøse tilhørsforhold fremtræder med sådan en tydelighed, at han alene som følge heraf risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har anført, at hans far tilhører Al-Badri klanen, som er shia-muslimsk, og at ansøgeren risikerer overgreb fra klanen som følge af, at ansøgeren og hans far har valgt side til fordel for moren, som er kuwaiter og sunni-muslim. Ansøgeren har i den forbindelse ikke kunnet redegøre nærmere for sin fars angivelige konflikt med Al-Badri klanen. Det bygger således alene på ansøgerens formodning, at han risikerer overgreb fra Al-Badri klanen som følge af, at han er sunni-muslim, og at hans mor er kuwaiter. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at ansøgeren taler arabisk med kuwaitisk accent i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke at kunne lægge til grund, at den tidligere konflikt mellem Kuwait og Irak har en sådan aktualitet, at ansøgeren alene som følge heraf risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har forklaret, at kuwaitere anses for at være velhavende, hvilket gør dem til mål for økonomisk kriminalitet i Irak. Ansøgeren har endvidere forklaret, at kuwaitere ikke er vellidte i Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at sådanne forhold i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at hans far i 1997/98 blev anholdt og tilbageholdt af de irakiske myndigheder, der ønskede oplysninger om farens kuwaitiske hustru og børnene, herunder ansøgeren, der på daværende tidspunkt opholdt sig i Kuwait. Ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og ansøgeren, ansøgerens mor og søskende er blevet familiesammenført med ansøgeren far. Henset til den tid, der er forløbet siden farens anholdelse og til, at ingen af familiemedlemmerne længere opholder sig i Kuwait finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at familien fortsat er i de irakiske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/92/DMO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin tidligere kæreste [As] familie, idet de har slået hende ihjel, fordi hun og ansøgeren har haft samleje uden at være gift. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han flere gange har set [A] gå forbi sin frisørsalon, og at han sommeren 2015 gav hende sit telefonnummer på gaden. De begyndte derefter dagligt at have telefonisk kontakt og blev kærester med det samme. [A] besøgte ansøgeren på hans bopæl to eller tre gange, hvor de snakkede og kyssede alle gange. Første besøg var omkring to-tre måneder efter ansøgeren havde givet hende sit telefonnummer. Ti dage inden ansøgerens udrejse af Irak havde han besøg af [A] på sin bopæl igen, hvor ansøgeren og [A] havde samleje. Det skete omkring fem-seks måneder efter ansøgeren havde givet [A] sit telefonnummer. Efter samlejet tog ansøgeren og [A] fire-fem nøgenbilleder med [As] telefon. Hun sendte ét af billederne til ansøgerens telefon. De efterfølgende dage havde ansøgeren fortsat daglig telefonisk kontakt med [A]. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et opkald på sin telefon fra [As] far, [B], som sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel, ligesom han slog sin datter ihjel. Ansøgeren formoder, at [B] havde set nøgenbillederne, som ansøgeren og [A] havde taget sammen. Derefter slukkede ansøgeren sin telefon og tog over til sin ven [C], hvor han opholdte dig frem til sin udrejse af Irak [i efteråret] 2015. [En dato i efteråret] 2015 gik [C] forbi ansøgerens frisørsalon og oplyste efterfølgende ansøgeren om, at hans frisørsalon var ødelagt og brændt ned. [En dato i efteråret] 2015 gik [C] forbi [As] hus, hvorefter han oplyste ansøgeren om, at [A] var blevet dræbt. Han havde set et traditionelt stykke stof hænge foran [As] hus, hvilket er et symbol på, at en person i husstanden er død. Ansøgeren har ikke været i kontakt med nogen i Irak efter sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter har været divergerende og udbyggende, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har både ved oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at det var [A] der tog billederne af parret, i forbindelse med, at de dyrkede sex, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var ham, der tog billederne med [As] mobiltelefon. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han dagen efter, han og [A] var blevet afsløret, fik at vide af sin ven [C], at vinduerne i hans frisørsalon var blevet ødelagt, mens han under asylsamtalen har forklaret, at der var blevet sat ild til salonen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke havde kendskab til [As] fars erhverv, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hendes far var chef i det offentlige. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren ved meget lidt om [A] og hendes familie, herunder hvor mange søskende hun havde, på trods af at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at de boede i en mindre by, hvor man ved, hvem næsten alle er. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er kurder, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/91/snd
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [X], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af [A] klanen, fordi han vil kræve sin families jord tilbage, hvis han vender tilbage til Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der har været en jordkonflikt i [X] mellem [A] klanen og ansøgerens klan, [B], i mange år, og den startede, før ansøgeren blev født i 1983. Konflikten nåede sit højdepunkt i 2006 og 2007, efter at [A] klanen var vendt tilbage til [X]. Klanen skød efter ansøgeren i efteråret 2007, hvorefter ansøgeren flygtede til Holland for at søge asyl. Ansøgeren vendte tilbage til Irak fire år senere, fordi konflikten var nedtrappet. I foråret 2015 flygtede han igen, fordi medlemmer af [A] klanen prøvede at slå ham ihjel. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerens forklaringer om sit asylmotiv under behandlingen af hans asylansøgning i Danmark er således divergerende i forhold til den forklaring, ansøgeren har afgivet overfor de hollandske asylmyndigheder med hensyn til, hvornår og hvor mange personer fra klanen, ansøgerens far har dræbt, og hvornår ansøgerens far blev slået ihjel. Ifølge Retten i Haags afgørelse [fra sommeren] 2010 har ansøgeren blandt andet forklaret, at hans far [i sommeren] 2008 tog hen til det omstridte jordstykke, hvor situationen eskalerede, og ansøgerens far slog to unge mænd fra [A]-klanen ihjel, hvorefter ansøgerens far selv blev slået ihjel. Under asylsamtalen i Danmark har ansøgeren forklaret, at hans far i 2007 dræbte en cirka 40-årig mand fra [A]-klanen, og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans far døde, mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, men han ved ikke, hvordan han døde. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han før sin flugt til Danmark blev udsat for fysisk vold blandt andet i form af slag med geværkolber, mens han tidligere alene har forklaret om angreb på hans families hus og trusler. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår og hvordan hans farbror og søskende blev dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans bror og søster blev skudt, mens ansøgeren var på arbejde ved familiens dyr. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans farbror blev skudt i [sommeren] 2007, og at han først blev bekendt med drabene på sine søskende efter, han var flygtet til Holland, og at de blev dræbt ved, at en håndgranat blev smidt ind i familiens hjem. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at hans farbror var i live, da ansøgeren vendte tilbage fra Holland, og at hans søskende ikke døde samtidig, idet hans bror forsvandt i 2003, og hans søster døde, da en håndgranat blev kastet mod familiens hjem. Flygtningenævnet finder på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for kurdere, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af sin tilstedeværelse i området. Ansøgeren vil derfor på ny kunne tage ophold i Irak uden at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/90/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra byen […], Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren er født som sunni-muslim og har oplyst siden at være blevet ateist Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hans far og tre farbrødre, hvoraf den ene er imam, vil slå ham ihjel, idet han er frafalden muslim og nu ateist. Ansøgeren frygter endvidere islamistiske ekstremister i hjemlandet, der vil slå ansøgeren ihjel, såfremt de opdager, at han er ateist. Ansøgeren har til støtte for det påberåbte asylmotiv anført, at han på et tidspunkt begyndte at tage afstand fra islam, blandt andet på grund af de faste begrænsende ritualer i religionen. Ansøgeren fortalte sin ven, […], om sine holdninger til islam. På et tidspunkt for omkring fem år siden begyndte ansøgerens far at tvinge ham i moskeen, ligesom han ved flere lejligheder slog ansøgerens med flad hånd og knytnæve. Ansøgeren nægtede at gå i moskéen, hvorefter faren og farbrødrene bandt hans hænder, tog ham med til et værelse i familiens hus, hvor faren og den ene farbror slog ansøgeren med en kæp. Herefter gik faren og farbrødrene til moskéen. Da de var gået, kom ansøgerens mor, gav ansøgeren vand og sagde, at han skulle stikke af, idet han ellers ville blive dræbt af faren og farbrødrene. Ansøgeren rejste derfor til Erbil, hvor han kontaktede [ansøgerens ven], som han boede med på et hotel i byen i to til tre uger, hvorefter ansøgeren flyttede til [bydel] i Erbil, hvor han sammen med [ansøgerens ven] åbnede en bar med alkoholudskænkning, som de sammen drev i to år. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt blev han kontaktet af sin far, der truede ansøgeren på livet, fordi han var frafaldet islam, samt fordi han drev en bar med alkoholudskænkning. Ansøgeren kom via [ansøgerens ven] i kontakt med en agent, som den samme dag hjalp ansøgeren med at udrejse illegalt af Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det fremgår af udlændingelovens § 40, at det påhviler en asylansøger at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af deres identitet og asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på fyldestgørende og overbevisende måde har redegjort for sin baggrund om angiveligt at havde forladt islam og blive ateist. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren efter flugten fra sin hjemby har opholdt sig i den nærliggende by, Erbil, og der igennem en periode på tre år har drevet forretning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for myndighedsforfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb fra familien eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2017/9/NKE
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive slået ihjel, idet han har en konflikt med militsen Asaib Akhil Al-Hakh i Bagdad, samt idet de irakiske myndigheder tror, at ansøgeren har været tilsluttet sunni-muslimske styrker i Mosul eller Ramadi, da ansøgeren har været væk fra Bagdad i over et år. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han som sunni-muslim generelt er udsat for diskrimination i Bagdad, som er domineret af shiiter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i foråret] 2015 var på vej hjem fra et marked, da han blev ID-kontrolleret ved en kontrolpost. Militsfolk kidnappede ansøgeren og fire andre personer, som blev kørt til et ukendt sted og tortureret i seks dage. De to efterfølgende dage tog bortførerne én person ud af rummet, og ansøgeren og de andre så ikke personerne igen. Den niende dag flygtede ansøgeren og de resterende ved at banke på døren. Ansøgeren blev kørt på hospitalet af en tilfældig bilist, hvor han fik behandlet sin brækkede arm og andre skader. Ansøgeren flygtede samme dag fra hospitalet, fordi han frygtede, at politiet ville afhøre ham om tilbageholdelsen. Ansøgeren mødte herefter en taxachauffør, som han boede hos i omkring to måneder. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at nogle fremmede mænd havde spurgt efter ham i kvarteret, hvor ansøgeren boede. [I sommeren] 2015 modtog [ansøgeren] et trusselsbrev med en patron i. Brevet var fra militsen Asaib Akhil Al-Hakh. I brevet stod blandt andet, at patronen ville være placeret i ansøgerens hoved dagen efter, hvis han ikke overgav sig. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af hjemlandet. Ansøgeren udrejste første gang af Irak [i sommeren] 2015, hvor han legalt og med nationalitetspas udrejste af Bagdad lufthavn til Tyrkiet. Ansøgeren var forklædt som kvinde i en burka. I Tyrkiet havde ansøgeren ikke nok penge til sin videre rejse og rejste efter et par dage legalt og med nationalitetspas tilbage til Irak, hvor taxachaufføren hentede ham i lufthavnen og gav ham husly, indtil ansøgeren [senere på sommeren] 2015 på ny udrejste legalt og med nationalitetspas af Irak via Bagdad Lufthavn til Tyrkiet. Der blev i alt spurgt efter ansøgeren i hans bopælskvarter fire gange. De første tre gange var inden ansøgerens første udrejse af Irak, og den sidste gang var i [vinteren] 2015. I [vinteren] 2016 havde militsen lukket familiens hus i Bagdad, og hans ægtefælle, søn og mor måtte derfor flytte. Ansøgerens familie er ikke siden blevet opsøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har kun i asylskemaet angivet, at han frygter sekteriske militser, ligesom han dér ikke har omtalt trusselsbrevet. Først til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han frygter en bestemt milits, ligesom han også først på det tidspunkt har omtalt trusselsbrevet. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være tilbageholdt i ni dage og udsat for tortur uden at have fået oplyst en begrundelse for dette og uden at blive afhørt, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne flygte ved blot at banke på døren, efter at han angiveligt havde siddet indespærret under bevogtning i ni dage. Ansøgerens forklaring om, at han skjulte sig i alt tre måneder hos en for ham ubekendt taxachauffør, der også flere gange kørte ham til lægen og til og fra lufthavnen, forekommer ej heller sandsynlig. Ansøgeren har ikke kunnet fremlægge det udaterede trusselsbrev i original, og det forekommer usandsynligt, at militserne skulle være i stand til at finde frem til hans bopæl for at aflevere trusselsbrevet, allerede fordi han ifølge sin egen forklaring ikke blev afhørt under tilbageholdelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens familie ikke på noget tidspunkt blev opsøgt af militser eller myndigheder på den gamle adresse, at ansøgeren sammenlagt tre måneder efter den angivelige tilbageholdelse har kunnet opholde sig i Bagdad, at ansøgeren vendte tilbage til Irak, efter at han første gang udrejste, og at han uden problemer to gange er udrejst og en gang indrejst legalt. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet udbyggende forklaret, at hans familie [i vinteren] 2017 på deres nye bopæl blev opsøgt af politiet, der beskyldte ansøgeren for at have slået et militsmedlem ihjel og ransagede bopælen, og cirka fire dage senere blev opsøgt af militsfolk, der til hans mor oplyste, at ansøgeren havde dræbt nogle af deres medlemmer, og at de ville tage hans søn, hvis han ikke selv meldte sig. Flygtningenævnet finder heller ikke denne del af forklaringen troværdig og har lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring er første gang, at familien angiveligt bliver opsøgt af politi og militser, og at det finder sted halvandet år efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at de irakiske myndigheder skulle mistænke ham for at have tilsluttet sig sunnimuslimske militser i Ramadi eller Mosul, idet ansøgeren er udrejst legalt af Irak. Den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder for sunnimuslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse er udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/88/JOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han bliver slået ihjel af den shiitiske milits [A], idet ansøgeren har tilkendegivet sine kritiske holdninger overfor denne, og efterfølgende modtaget et trusselsbrev fra militsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor døde i et bombardement [i foråret] 2013. Bombardementet var ikke rettet mod ansøgerens mor specifikt, men rettet mod sunni-muslimer, som ansøgerens mor var. Ansøgeren formoder, at det var shiamuslimer, som detonerede bomben. Efter ansøgerens mors død blev ansøgeren kritisk overfor shia-islam på en sådan måde, at han i det offentlige rum, primært blandt venner og bekendte, tilkendegav sine kritiske holdninger overfor shia-islam. På dette tidspunkt betragtede han sig selv som sunni-muslim med en sunni-muslimsk mor og en shiitisk far. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra militsen [A], hvori der stod, at ansøgeren og hans familie skulle forlade området indenfor en uge. Efter fire dage, [i efteråret] 2015, forlod ansøgeren Irak. Efter ansøgeren er kommet til Danmark, er hans søster [B] blevet kontaktet af den lokale købmand én gang, som har fortalt, at militsen [A] har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter anses for at være konstrueret til lejligheden og derfor tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, da hans ven [C] og en kommanderende officer henvendte sig i den internetcafé, hvor ansøgeren arbejdede. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at [C] kom forbi butikken i sit militærtøj med en ven iklædt samme tøj, og at ansøgeren gjorde grin med uniformerne og kritiserede dem. Han sagde blandt andet, at de var amoralske, og han tilsvinede lederen af den milits, som de tilhørte, [D]. Det fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat, at ansøgeren har forklaret, at den person, som [C] var sammen med, ikke havde militærtøj på overkroppen, og at ansøgeren først efterfølgende blev opmærksom på, at han havde militærbukser på. Ansøgeren har afgivet samme forklaring overfor nævnet. Foreholdt divergensen har ansøgeren oplyst, at han ikke har forklaret som anført i referatet af asylsamtalen, selvom det fremgår, at referatet ved afslutningen af samtalen er oversat for ansøgeren, der ikke har haft rettelser eller tilføjelser hertil. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om det brev, som [C] angiveligt efterfølgende har afleveret til ansøgeren. I indlægget fra ansøgerens advokat er det oplyst, at ansøgeren har forklaret, at brevet er en kopi, som [E] havde skrevet. [C] har også sagt, at originalen stadig var i militsens hovedkvarter. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om brevet er en kopi eller en original, og at han ikke ved, hvorfra brevet stammede. Ansøgeren ved i øvrigt ikke, om [C] havde til opgave at aflevere brevet til ansøgeren. Der henvises endvidere til, at ansøgerens familie uden problemer har bevaret bopælen i samme område, og at de ikke er blevet opsøgt eller blevet udsat for overgreb, selvom brevet efter sit indhold også omfatter ansøgerens familie. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har bragt sig i et modsætningsforhold til den pågældende milits, og finder således ikke, at han har sandsynliggjort, at han vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/87/snd
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har dog deltaget i tre til fire fredelige demonstrationer. Han har ikke som følge heraf oplevet konflikter med myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Kata’ib Hezbollah, idet han ikke har imødekommet deres ønske om samarbejde omkring bekæmpelse af ISIL i det nordlige Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han uforvarende kom i kontakt med Kata’ib Hezbollah under sit virke som vagt for [en moské] i Basra. Ansøgeren meldte dig frivilligt som vagt for moskéen på baggrund af en trussel fra ISIL mod moskéer i Basra. [I sommeren] 2015 fik ansøgeren og de syv andre vagter fra ansøgerens vagthold at vide af moskéens imam, at de skulle hente deres belønning på Maqar Al-Kata’ib Hezbollah, som er Kata’ib Hezbollahs hovedkvarter i Basra. Ved ankomst til Kata’ib Hezbollahs hovedkvarter, fik ansøgeren og de syv andre at vide, at de først ville kunne få pengene, hvis de hjalp i kampen mod ISIL i Mosul. Ansøgeren og én af de andre vagter fra ansøgerens vagthold afslog tilbuddet, mens de seks øvrige tog imod det. Ansøgeren fik en frist til at melde sig hos Kata’ib Hezbollah, hvorefter han fik lov til at tage hjem. Efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt to gange af Kata’ib Hezbollah med to til tre dages mellemrum. Ansøgeren havde gemt sig i huset ved begge lejligheder, og det var hans mor, der talte med personerne, som opsøgte bopælen. Begge gange spurgte personerne fra Kata’ib Hezbollah hans mor, om han var hjemme, hvilket hun svarede afkræftende på. Militspersonerne gik ikke ind i huset og ransagede det. Tidligt om natten [senere på sommeren] 2015 blev ansøgeren antruffet på gaden af nogle personer fra Kata’ib Hezbollah, som satte ham ind i en bil og kørte ham til hovedkvarteret, hvor de slog ham hele natten. Den hårdhændede behandling begrundede militsen med, at ansøgeren ikke havde meldt sig hos Kata’ib Hezbollah inden fristens udløb. Derudover spurgte personerne, der slog ansøgeren, om hans bror og truede med at afsløre ansøgerens deltagelse i demonstrationer. Kl. 10 den pågældende morgen fik ansøgeren besked på at tage hjem og pakke noget tøj, så han var klar til at tage til Mosul og melde sig hos Kata’ib Hezbollah inden to dage. Ansøgeren tog hjem og blev der i ni dage, hvor han opholdt dig indendørs. [I] august 2015 var ansøgeren imidlertid så forpint af smerter efter slagene, at han på sin mors opfordring tog på et nærliggende sygehus for at blive undersøgt. I perioden efter ansøgerens hjemkomst efter én nats fangenskab hos Kata’ib Hezbollah blev hans bopæl opsøgt to gange af nogle personer fra militsen, som spurgte efter ham. Det var ansøgerens mor, der talte med dem, mens ansøgeren gemte dig i huset. Personerne gik ikke ind i huset under disse henvendelser, men gik igen, da ansøgerens mor sagde, at han ikke var hjemme. Under det andet besøg fik ansøgerens mor besked om, at ansøgerens frist for at melde dig hos Kata’ib Hezbollah var forlænget til begyndelsen af september 2015. Ansøgerens far blev også opsøgt i sin forretning af nogle personer, der ledte efter ansøgeren.[I] september 2015 forlod ansøgeren sin bopæl og tog til grænseområdet Jubat Salam, hvor han i 20 dage opholdt sig hos en ven. [I efteråret] 2015 opsøgte Kata’ib Hezbollah igen ansøgerens bopæl. Denne gang sparkede de døren ind. [Senere på efteråret] 2015 rejste ansøgeren ud af landet. Udrejsen finansierede han ved hjælp fra sin fætter, som hentede pengene hos ansøgerens ægtefælle og bragte dem til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren flygtede fra bopælen. Ansøgeren har således ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at han flygtede efter omkring otte dage. Ved asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han flygtede efter ni dage, og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han befandt sig på bopælen omkring 20 dage, inden han flygtede. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår ansøgerens far blev opsøgt i sin butik af Kata’ib Hezbollah. Nævnt lægger videre vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret modstridende om omfanget af sine vagter ved moskéen. Ansøgeren har således forklaret, dels at han plejede at have vagt to gange om ugen, og at der ikke var nogen fast vagtplan, dels at han fungerede som vagt i 25 dage, og at han nåede at holde omkring 12 vagter. Ansøgeren har endvidere forklaret modstridende om, hvorvidt han begyndte som vagt før eller efter der var kommet en trussel fra ISIL. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har forklaret, at han alene har gået fire år i skole, og at han har svært ved at huske. Oplysningerne hermed kan imidlertid efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om Kata’ib Hezbollahs henvendelser på ansøgerens bopæl, herunder at ansøgeren i asylsamtalen som noget nyt forklarede, at Kata’ib Hezbollah ved en henvendelse sparkede døren til bopælen ind, og at de ved henvendelserne truede med at slå ansøgeren i ihjel. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål, der knytter sig til fastlæggelsen af det tidsmæssige forløb. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at Kata’ib Hezbollah først skulle have udsat ansøgeren for langvarig voldsudøvelse [i] august 2015 for derefter at lade ansøgeren gå med en frist for at vende tilbage, når han ikke havde overholdt den første frist, og det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at fristen på ny skulle være blevet forlænget til begyndelsen af september 2015. Endelig finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at Kata’ib Hezbollah ved alle de fire henvendelser på ansøgerens bopæl undlod at trænge ind i boligen for et lede efter ansøgeren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/86/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Alexandria, Babil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne Asaib Ahl Al-Haq, Saya Alsalam, Abu Alfadhil Alabbas og Kataib al-Khararassani, der alle operer i ansøgerens lokalområde, og som hører under ledelse af Al Hashed Al Shabi militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 begyndte at udtrykke modvilje mod Al Hashed Al Shabi militsen. Ansøgeren udtrykte sin modvilje i selskab med kollegaer, som var loyale overfor Al Hashed Al Shabi militsen. Natten til [en dag i efteråret] 2015 blev ansøgeren ringet op på sit arbejde af sin far, der fortalte, at en bevæbnet gruppe havde opsøgt hans bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde også været ovre ved ansøgerens hus og havde set, at ansøgerens dør var ødelagt. Ansøgerens far sagde, at ansøgeren skulle mødes med sin fætter. Kort tid efter forlod ansøgeren sin arbejdsplads i sin egen bil og mødtes med sin fætter ved den internationale motorvej. Ansøgerens ægtefælle og søn var passagerer i ansøgerens fætters bil. Ansøgerens ægtefælle og søn blev sat af ved ansøgerens ægtefælles familie i Al Rashid distriktet, som hører til Al-Yousifya. Herfra kørte ansøgeren og hans fætter videre til ansøgerens slægt i Qamishly i Al-Latifyah. [I slutningen af] november 2015 kom ansøgerens far til Qamishly, og de blev enige om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Alexandria i Babil regionen. Ansøgeren opholdt sig to dage hos sin slægt, hvorefter han tog tilbage til sin ægtefælle og søn i Al Rashid området. Da ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfamilie, gik der to til tre dage, hvorefter han blev opsøgt af mukhtaren. Han sagde, at der var kommet en arrestordre på ansøgeren udstedt af Badera organisationen. Ansøgeren kender ikke årsagen til denne arrestordre. Med det samme tog ansøgeren tilbage til sin slægt i Qamishly og opholdt sig dér i omkring to uger indtil sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til Al Hashed Al Shabi-militsen ikke forekommer troværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke i ansøgningsskemaet har anført nærmere om baggrunden for, at militsen skulle have ransaget hans hjem [i slutningen af] november 2015. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i 2014 sagde, at han betragtede enhver, der hjalp militserne, som forræder, og at han var imod militserne. Til asylsamtalen [senere på efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han siden 2014 har udtrykt sin modvilje imod Al Hashed Al Shabi på sygehuset, hvor han arbejdede, og at han udtrykte sin modvilje over for sine kolleger, som var loyale over for Al Hashed Al Shabi. Ansøgeren har på spørgsmålet om, hvordan han turde det, svaret, at militserne er kriminelle, og man skal sige sådanne ting om dem. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren skulle have valgt at udtrykke sin modvilje overfor kolleger, der var loyale over for militsen, særligt henset til at ansøgeren har forklaret, at han ville være blevet slået ihjel, hvis han havde udtrykt sin mening på gaden. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren i sin forklaring til asylsamtalen har udbygget sin forklaring. Han har således forklaret, at militserne har anmodet ham om at tilsluttet sig dem og bidrage til dem økonomisk, hvilket han i begge tilfælde afviste. For nævnet har ansøgeren yderligere forklaret, at han også havde afvist militserne at yde bistand med behandlingen af deres sårede efter kamp. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt via Bagdads internationale lufthavn under anvendelse af sit eget pas, selvom han har forklaret, at dem, der er i Al Hashed Al Shabi, er officerer hos myndighederne for politiet. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren som svar på spørgsmålet om, hvorfor ansøgeren ikke kunne mødes med sin far hos sin svigerfamilie, har forklaret, at militserne betragter ansøgerens efternavn som en fjende. Først herefter – på Udlændingestyrelsens spørgsmål – har ansøgeren forklaret, at han, mens han opholdt sig hos svigerfamilien anvendte sin ægtefælles brors id-kort, idet han tog chancen, selvom det var farligt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han var efterlyst, og at han ved passering af en kontrolpost ville blive anholdt, hvilket skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at han tog en taxa til Bagdad internationale lufthavn, hvor han som anført udrejste under anvendelse af eget pas. For nævnet har ansøgeren udbygget sin forklaring, idet han har forklaret, at hans fætter var med i taxaen, og at de derfor havde adgang til militærruten, hvor der ikke var kontrolposter. Endelig har ansøgeren for nævnet udbyggende forklaret, at hans familie blev kontaktet af militserne i januar eller februar 2016. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/85/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun og hendes børn bliver slået ihjel, idet hun er blevet opsøgt og truet af nogle ukendte mænd. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælle udrejste af Irak uden at fortælle hende hvorfor. Syv-otte dage senere blev hun opsøgt af nogle ukendte mænd, der ville vide, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. Nogle dage efter kom de ukendte mænd tilbage og spurgte hende igen. De optrådte truende. Fem-seks dage senere blev ansøgeren på ny opsøgt af to mænd, der ville vide, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. De kom om natten og brækkede døren op. De havde begge våben, som de truede ansøgeren med. De spurgte igen efter hendes ægtefælle, og ansøgeren svarede dem, at han opholdt sig i Tyrkiet. Herefter tog ansøgeren ophold hos sine forældre. Omkring to måneder efter at hun blev opsøgt tredje gang, blev ansøgerens ægtefælles forretning smadret. I forretningen fandt ansøgeren et trusselsbrev, hvor der stod, at hvis hun ikke fortalte dem, hvor hendes ægtefælle opholdt sig, ville hovederne af hendes to børn ryge af. [i efteråret] 2015, det vil sige fem dage før hendes udrejse, blev hendes forældres bopæl opsøgt af en mand. Det var ansøgerens søn, [A], der åbnede døren. Han har fortalt ansøgeren, at manden spurgte efter hans far. Sønnen løb ind for at hente ansøgerens far, som han også kalder far. Da ansøgerens far kom til døren, var den ukendte mand væk. Ansøgerens far sagde, at han ikke kunne passe på ansøgeren og efter aftale med denne og hendes søskende i Danmark udrejste ansøgeren og hendes to børn af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om de tre gange, hvor hende bopæl blev opsøgt af ukendte mænd, herunder om deres udseende og om antallet af personer, der opsøgte bopælen. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik mellem, at hun blev opsøgt. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om den anden gang, mændene opsøgte hende, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun lukkede mændene ind, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun stod bag døren, og at de ikke blev lukket ind. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hendes ægtefælles forretning blev smadret. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at forretningen blev smadret fire til fem dage efter, at hun blev opsøgt tredje gang, mens hun i asylsamtalen har oplyst, at det var omkring to måneder efter, at hun var blevet opsøgt tredje gang. Ansøgerens ægtefælle er hendes morbrors søn. Ansøgeren har oplyst, at hendes mor og morbror er blevet lidt uvenner som følge af, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde et dårligt ægteskab. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke ved, hvor ægtefællen befinder sig, og at hendes familie heller ikke ved det. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte denne forklaring som usandsynlig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren dels har kunnet bo for sig selv, dels har kunnet bo hos sine forældre uden, at de ukendte mænd har gjort alvor af deres trusler mod ansøgeren og hendes børn. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at den ukendte mand ikke gjorde sønnen, [A], noget, da denne lukkede døren op på ansøgerens forældres bopæl. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/84/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af militsen Saraya al-Khorasani og oberst [C]. Han frygter endvidere at blive idømt en fængselsstraf, idet han er udrejst af Irak og dermed er udeblevet fra tjeneste på sin arbejdsplads. Ansøgeren var frisør på sin arbejdsplads ved Direktoratet for bekæmpelse af bomber og sprængstoffer. En oberst, som han klippede, bad ham komme til møde på sit kontor dagen efter. På mødet, der fandt sted i [sommeren] 2015 kl. 10.00, var også ansøgerens barndomsven og kollega [ansøgeren B]. De blev under mødet tilbudt at komme på et 6 måneders officerskursus og blev oplyst om, at de efterfølgende ville blive til-knyttet militsen Saraya al-Khorasani for at bekæmpe terrorister og sunni-muslimer. Ansøgeren blev meget bange. Han udbad sig betænkningstid og fik 10 dage til at svare. Dagen efter mødet fik han telefonisk oplyst af [ansøgeren B], at denne havde modtaget et trusselsbrev fra Saraya al-Khorasani militsen. Ansøgeren udrejste kort efter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og [ansøgeren B] under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet, hvad de fik oplyst af obersten under mødet i [sommeren] 2015, herunder om hvorvidt kurset skulle foregå i Iran eller Irak, om kurset var af 6 måneders varighed eller et meget kort kursus samt om, hvorvidt obersten meddelte dem betænkningstid til at svare på, om de ville deltage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin egen asylsag har forklaret afglidende og upræcist på flere spørgsmål, herunder om hvorvidt han fik at vide, hvem han efter kurset skulle kæmpe for. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/83/Dmo
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af militsen Saraya al-Khorasani og oberst [C], som har sendt ham et trusselsbrev, idet han nægtede at deltage i et officerskursus og efterfølgende blive tilknyttet militsen. Han frygter endvidere at blive idømt en fængselsstraf, idet han er udrejst af Irak og dermed er udeblevet fra tjeneste på sin arbejdsplads. Ansøgeren blev af en oberst på sin arbejdsplads ved Direktoratet for bekæmpelse af bomber og sprængstoffer tilbudt et kursus. Efter den første samtale med obersten blev ansøgeren kaldt til samtale, der skulle finde sted i [sommeren] 2015 kl. 9.30 eller 10.00. Til dette møde ankom også ansøgerens barndomsven og kollega, [ansøgeren A]. De blev under mødet tilbudt at komme på officerskursus og blev oplyst om, at de efterfølgende ville blive tilknyttet militsen Saraya al-Khorasani for at bekæmpe terrorister og sunni-muslimer. Ansøgeren afviste tilbuddet, idet han nægtede at samarbejde med militsen og slå uskyldige mennesker ihjel. Obersten meddelte ansøgeren, at hvis han nægtede at samarbejde, ville militsen likvidere ham. Dagen efter modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Saraya al-Khorasani militsen om at tilslutte sig dem eller blive ramt af Guds vilje. Han udrejste kort efter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og [ansøgeren A] under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet, hvad de fik oplyst af obersten under mødet i [sommeren] 2015, herunder om hvorvidt kurset skulle foregå i Iran eller Irak, om kurset var af 6 måneders varighed eller et meget kort kursus samt om, hvorvidt obersten meddelte dem betænkningstid til at svare på, om de ville deltage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin egen asylsag har forklaret divergerende på flere punkter, herunder om han accepterede oberstens tilbuds eller afslog dette, samt om hvorvidt han på mødet i [sommeren] 2015 havde en samtale med obersten om sin egen deltagelse i kurset, inden [ansøgeren A] ankom til mødet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/82/Dmo
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Irak. Ansøgeren har i perioden 1998 til 2003 været medlem af Baath-partiet og i perioden 1992 til 2005 været ansat ved politiet […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller slået ihjel af Al Daawa-partiet, fordi han har været medlem af Baath-partiet. Af samme grund frygter ansøgeren tillige de irakiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at en af hans kollegaer i 2005 blev slået ihjel af medlemmer fra Al Daawa-partiet. Den følgende dag blev ansøgerens bopæl opsøgt, og hans bror blev i den forbindelse skudt af medlemmer fra Al Daawa-partiet. Kort herefter udrejste ansøgeren til Syrien, hvor han opholdt sig frem til 2011. I henholdsvis 2006 og 2007 blev hans tilbageværende familie i Irak opsøgt. I 2011 rejste ansøgeren tilbage til Irak grundet borgerkrigen i Syrien. Frem til sin udrejse af Irak levede ansøgeren i skjul i Basra. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Irak. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hans far to til tre måneder før asylsamtalen er blevet fængslet af medlemmer fra Al Daawa-partiet på grund af hans konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere punkter er divergerende og fremstår påfaldende og utroværdig til lejligheden. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet for politiet og været medlem af Baath-partiet, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtræden lokal rolle. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om sin rolle som henholdsvis politimand og medlem af Baath-partiet, herunder om hvor mange anholdelser af politiske modstandere af Baath-partiet, som han har deltaget i. Ansøgeren har derudover alene bekrevet sine opgaver som distriktleder af partiet meget generelt, ligesom han har svaret afglidende på uddybende spørgsmål. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om flugten fra sin bopæl i 2005, ligesom han har forklaret divergerende om sin kontakt med familien, mens han opholdt sig i Syrien. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans chefs henvendelse i forbindelse med, at hans bror blev skudt på hans bopæl. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at hans chef havde oplyst, at en af hans kollegaer var blevet slået ihjel, og at han derfor ikke skulle komme på sit arbejde, mens han over for Flygtningenævnet har forklaret, at hans chef alene fortalte ham, at han skulle gemme sit ansigt. Ansøgeren har endvidere først forklaret for nævnet, at han ikke havde kontakt med familien, mens han opholdt sig i Syrien, og dernæst forklaret, at han havde kontakt med familien. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af sit ophold i [en by i Irak], ligesom han har forklaret divergerende om sit ophold i [to byer i Syrien]. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der angiveligt skulle have anholdt ansøgerens far to til tre måneder før asylsamtalen […]. Ansøgeren har således først forklaret, at det var civilpolitiet og dernæst, at det var seks personer fra det regerende Al-Daawa-parti, der anholdt faren. Nævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om de oplysninger, familien skulle have fået i anledning af tilbageholdelsen. Det er Flygtningenævnets vurdering, at forklaringen om anholdelsen er utroværdig. Forklaringen støttes ikke af andre oplysninger i sagen, og det er påfaldende, at faren netop på tidspunktet for behandlingen af ansøgerens asylsag skulle være blevet anholdt. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at Al-Daawa-partiet ikke havde opsøgt familiens bopæl siden begyndelsen af 2007, heller ikke selvom ansøgeren var rejst tilbage til Irak i 2011. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at truslen fra Al Daawa-partiet specifikt var rettet mod ansøgeren og ikke ansøgerens familie, hvorfor familien ikke frygtede for deres egen sikkerhed. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret anholdelsen af faren med, at Al-Daawa-partiet i 2007 skulle have opsøgt ansøgerens far med områdets al mukhtar, og at partiet i den forbindelse truede faren med, at det kunne være, at de en dag i fremtiden ville hente ansøgerens far i stedet for ansøgeren, og at det kan være, at partiet har overvåget familiens bopæl uden, at nogen har haft kendskab hertil. Forklaringen forekommer imidlertid utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit i Irak i perioden 2011 til 2015. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/81/ceb
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt et barn som er stats-løse palæstinensere fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, sunni-muslimer og statsløse palæstinensere fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller at deres børn bliver bortført af militserne Al-Mahdi eller Asaib Ahil Al-Haq, som allerede har bortført ansøgernes søn, fordi familien er statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, de to militser flere gange om ugen kom til ansøgernes hjemområde i Bagdad, og at en repræsentant fra en af grupperingerne spurgte familien, hvorfor de fortsat opholdt sig i Irak. I 2008 forsvandt ansøgernes søn, Mohammed. Ansøgerne formoder, at Mohammed blev bortført. Ansøgerne har videre henvist til, at militserne i forbindelse med deres ransagninger på familiens bopæl truede deres søn, [A], med våben. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at statsløse palæstinensere bliver diskrimineret i Irak, og herunder at det ikke er muligt at få udstedt ID-kort. Endvidere har ansøgerne oplevet, at unge statsløse palæstinensere i området er blevet bortført eller slået ihjel. Endelig frygter ansøgeren at blive bortvist fra Irak, idet statsløse palæstinensere ikke må opholde sig uden for landet i mere end to måneder. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgernes søn for nogle år siden er blevet kidnappet og at familien har været udsat for at deres bopæl jævnligt er blevet ransaget af militser der med våben har truet deres dengang 13-årige søn og opfordret dem til at udrejse. Det lægges endvidere til grund, at familien som følge heraf har set sig nødsaget til at holde sig isoleret i deres lejlighed og holde familiens børn hjemme fra skole. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgernes forklaring har været sammenhængende og i overensstemmelse med baggrundsoplysninger om forholdene for statsløse palæstinensere i Bagdad, og den generelt herskende mistanke mod statsløse palæstinensere om støtte til terrorvirksomhed, hvilket bl.a. er beskrevet i UNHCR´s seneste rapport af 30. marts 2017, COI on the Situation of Palestinian Refugees in Baghdad. På baggrund af ansøgernes forklaringer om familiens særlige situation sam-menholdt med de nævnte baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne nærer en velbegrundet frygt for navnlig deres børns sikkerhed. Herefter finder nævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse af en sådan intensitet, at betingelserne for opnåelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2017/80/mvln
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at den mandlige ansøger og deres børn vil blive slået ihjel af den shia-muslimske Al-Mahdi milits eller tilsvarende grupper, fordi den mandlige ansøger har arbejdet for kristne personer i en butik, der solgte alkohol. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers brødre i 2007 blev bortført af personer, der henvendte sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og spurgte efter den mandlige ansøger. Endvidere er den alkoholbutik, hvori den mandlige ansøger arbejdede, blevet beskudt [i] juni 2015. Ansøgernes søn blev samme dag kidnappet og udsat for fysiske overgreb. Ved vurderingen af ansøgernes forklaringer har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger er analfabet, og at den kvindelige ansøger kun kan læse i begrænset omfang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt med Al-Mahdi militsen til grund. Selvom det lægges til grund, at de tre episoder, som ansøgerne har forklaret om, har fundet sted, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at disse episoder viser, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, eller i øvrigt er konkret og individuelt forfulgt. Vedrørende episoden i 2007 lægger Flygtningenævnet til grund, at der er tale om en isoleret hændelse og en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger og hans familie ikke efterfølgende har oplevet problemer frem til […] juni 2015, og at det alene beror på ansøgernes formodning, at bortførelsen af den mandlige ansøgers brødre skyldtes, at den mandlige ansøger arbejdede i en butik, der solgte alkohol. Det forekommer ikke sandsynligt, at gerningsmændene efterstræbte den mandlige ansøger, henset til at gerningsmændene indfandt sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og ikke ansøgernes bopæl. Det forekommer derimod sandsynligt, at bortførelsen må antages at være sket på grund af den generelle konflikt mellem sunni- og shia-muslimer, som også den kvindelige ansøger har forklaret til oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2016. Vedrørende episoden [i] juni 2015 kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at angrebet var rettet mod den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgernes formodning, at det var Al-Mahdi militsen, og at butikken blev beskudt, fordi de var efter den mandlige ansøger. Det forekommer derimod sandsynligt, at butikken blev angrebet, fordi der blev solgt alkohol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har bekræftet, at angreb på butikker, der solgte alkohol, var en generel og hyppigt forekommende aktivitet, og at en anden butik var blevet angrebet to uger før. Endvidere er den mandlige ansøger aldrig blevet opsøgt af personer, der har kritiseret ham for at sælge alkohol. Vedrørende episoden [i] juni 2015, hvor ansøgernes søn blev bortført, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af lægeerklæring, dateret […] juni 2015, at der ikke var tegn på, at sønnen for nylig eller tidligere var blevet udsat for voldtægt, og at arrene på ryggen var ældre end 5-7 dage, hvilket ikke stemmer overens med, at sønnen havde været udsat for vold og voldtægt [i] juni 2015. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at episoden skyldtes, at den mandlige ansøger er efterstræbt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer fra Al-Mahdi militsen skulle efterstræbe den mandlige ansøger uden at opsøge den mandlige ansøger personligt, særligt henset til at den mandlige ansøger har opholdt sig i [en nærmere bestemt bydel] af Bagdad det meste af sit liv, der efter den mandlige ansøgers oplysninger er kontrolleret af Al-Mahdi militsen, der kender til alle personer, herunder den mandlige ansøger, der bor i bydelen. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de tre episoder er udtryk for, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, fordi den mandlige ansøger var sunni-muslim og arbejdede i en butik sammen med kristne, hvorfra der blev solgt alkohol. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at der er en indbyrdes sammenhæng mellem episoderne. Det forekommer derimod sandsynligt, at episoderne udspringer af den generelle sekteriske vold, der forekommer i Irak. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, eller i øvrigt er konkret og individuelt forfulgt. Episoden [i] oktober 2016 med bortførelsen af ansøgernes ældste datter og svigersøn, som ansøgerne har forklaret om for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at episoden skulle være udtryk for, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, særligt henset til at den fandt sted mere end et år efter ansøgernes udrejse. På den baggrund finder nævnet, at ansøgernes forklaring om, at gerningsmændene skulle have spurgt efter den mandlige ansøger, må tilsidesættes som utroværdig. I relation til den af ansøgerne påberåbte konversion til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgernes konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen. Særligt har ansøgerne ikke kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet skiftende og divergerende forklaringer om konverteringsprocessen. De fremlagte udtalelser fra det arabiske meninghedsfællesskab Greater Love og kirken Fountain Of Life Ministries eller ansøgernes dåbsattester kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer i Bagdad, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ansøgerne vil derfor på ny kunne tage ophold i Bagdad uden at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/8/CHHA
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt to børn fra Irak. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans svogre, [A] og [B], vil slå ham ihjel, idet han har giftet sig med sin ægtefælle uden hendes families samtykke. Den mandlige ansøger har desuden henvist til, at han frygter, at hans mosters søn, [C], vil slå ham ihjel eller torturere ham på baggrund af uenigheder mellem den mandlige ansøgers forældre og den mandlige ansøgers mosters familie. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han lærte sin ægtefælle, [D], at kende i starten af 2012, mens han boede i Danmark og hun boede i Irak. De fik kontakt gennem den mandlige ansøgers ven [E], der bor i Sverige. [E] var kæreste med [D’s] nabo, [F]. Efter de havde talt sammen i otte måneder rejste den mandlige ansøger til Kirkuk for at hente hende til Danmark. Da den mandlige ansøger havde været i Kirkuk i en måned mødtes han med sin nuværende ægtefælle på taget af hendes hus, hvor de havde samleje og opholdt sig i tre til fire timer, indtil en anden af hendes naboer opdagede dem, hvorefter den mandlige ansøger flygtede derfra. [D’s] nabo fortalte hendes brødre, at han havde set en person på taget sammen med [D], hvorefter de truede med at skyde hende. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at hans ægtefælle derefter blev sat i husarrest i tre måneder, hvorefter hun fandt ud af, at hun var blevet gravid. [D’s] mor frygtede for [D’s] liv, hvorfor hun kontaktede [F] med henblik på, at [F] og hendes bror, [G], kunne hjælpe [D] med at flygte. [G] kørte [D] hen til den mandlige ansøger, der sammen med [D] tog til Bagdad, hvor de opholdt sig i halvandet år. Efter deres søns, [H’s], fødsel, udrejste de af Irak til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i næsten et år. Endvidere har den mandlige ansøger til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre og hans moster, [I], havde en konflikt, som han ikke ved, hvad består i. Dette er efter den mandlige ansøgers overbevisning årsagen til, at hans fætter, [C], ønsker at slå ham ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine brødre, [A] og [B], og sine farbrødre, [J] og [K], idet den kvindelige ansøger har indledt et forhold til sin ægtefælle, [L], uden deres tilladelse. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun lærte [L] at kende gennem sin nabo, [F], som var kæreste med [L’s] ven, [E]. Den kvindelige ansøger talte sammen med sin ægtefælle på internettet i otte måneder, hvorefter [L] i [slutningen af] 2012 rejste til Kirkuk. I [starten af] 2013 opstod der en mulighed for, at [L] kunne besøge den kvindelige ansøger, idet hun var alene hjemme med [F]. Den kvindelige ansøger mødtes med [L] på taget, hvor de havde samleje og i alt befandt sig i tre til fire timer, indtil en af den kvindelige ansøgers naboer opdagede dem. Den samme aften kom den kvindelige ansøgers brødre hjem. De slog hende, konfronterede hende med, at hun havde været sammen med en person på taget, og truede hende med en pistol. Herefter var hun i husarrest i tre måneder, indtil hun fandt ud af, at hun var gravid, hvilket hun fortalte sin mor, som en uge senere hjalp hende med at flygte hen til [L], som hun derefter rejste til Bagdad sammen med. De ville rejse til Danmark, men opholdt sig i perioden fra [foråret] 2013 frem til udrejsen af Irak i slutningen af 2014 i Bagdad, idet den kvindelige ansøger skulle føde. Fra Irak rejste de til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i et år, hvorefter de rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Uanset at ansøgernes forklaringer om, at de havde et seksuelt forhold på taget af den kvindelige ansøgers bopæl første gang de mødtes i [starten af] 2013, kan forekomme usandsynlig, kan flygtningenævnet lægge til grund, at den kvindelige ansøger uden sin families accept blev gravid og [i efteråret] 2013 fødte en søn. Ansøgernes forklaringer har i alt væsentligt været konsistente. De mindre uoverensstemmelser, der er konstateret mellem ansøgernes forklaringer, kan ikke føre til, at ansøgernes frygt for æresdrab kan tilsidesættes. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysninger om, at traditionen med æresdrab er udbredt i Irak og også i det kurdiske miljø, at begge ansøgere har gjort et troværdigt indtryk under mødet i nævnet, og at den kvindelige ansøgers forklaring om hendes brødres vold og trusler mod hende har forekommet selvoplevet. Ansøgerne har herefter sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en særlig risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og de to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2017/79/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning med irakisk statsborgerskab født i [mindre by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han har sagt nej til et dårligt job, som de ville tvinge ham til at tage. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi han har afvist at arbejde for dem. Endelig har han henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af militser, fordi de tidligere har udsat ham for tortur. Ansøgeren har i øvrigt henvist til, at der er sekteriske stridigheder mellem sunni- og shia-muslimer i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hans familie blev overfaldet på bopælen i [efteråret] 2010, og i den forbindelse blev han stukket med en kniv i fingrene og slået med et kalashnikovgevær på tænderne og i hovedet, så han besvimede. Han har endvidere oplyst, at han omkring [efteråret] 2013 søgte job i Undervisningsministeriet i Bagdad på baggrund af sin uddannelse, men at myndighederne alene foreslog ham at tilslutte sig militserne og udføre jihad. Ansøgeren lod som om, han ville tage jobbet, men smed herefter sit simkort væk, så personerne fra Undervisningsministeriet ikke kunne kontakte ham. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han er blevet opsøgt to gange omkring [sommeren] 2015 på sin bopæl af to IS-medlemmer, som prøvede at overtale ham til at tilslutte sig IS og udføre jihad. Han indvilligede overfor IS-medlemmerne i at slutte sig til dem, men han flygtede i stedet for. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om Undervisningsministeriets forsøg på at rekruttere ham. Han har således til asylsamtalen indledningsvis forklaret, at personen i Undervisningsmisteriet forklarede, at de havde brug for veluddannede folk, der kunne kæmpe. Under samme samtale oplyste ansøgeren, at myndighederne var interesseret i hvem som helst og ikke kun veluddannede. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses som usandsynligt, at ansøgeren, som er uden våbentræning, ved en henvendelse til Undervisningsministeriet skulle være forsøgt hvervet til kamphandlinger. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at IS må anses for på det tidspunkt for, at de havde magten i området generelt at have forsøgt at rekruttere mænd til kamphandlinger. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren må anses for uprofileret og således ikke individuelt truet. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han angiveligt blev opmærksom på sin homoseksualitet, idet han under nævnsbehandlingen først har forklaret, at han blev opmærksom på sin homoseksualitet under sine studier i Indien, da han var omkring 23 til 24 år. I advokatindlægget er det anført, at han var 25 år, ved afslutningen af nævnsbehandlingen har han forklaret, at han første gang blev forelsket i en mand, da han var 19 år. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at ansøgeren først har oplyst om sin homoseksualitet i forbindelse med advokatindlægget. Ansøgerens forklaring om, at det skyldtes frygt for konsekvenserne, hvis han oplyste herom under asylsamtalen findes ikke troværdig, når henses til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at han i omkring et halvt år forud for asylsamtalen havde et nært forhold til et herboende homoseksuelt par. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/78/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], Diyala regionen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har indgået i offentlige diskussioner om, hvem der skulle styre hans område i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af militsen Al-Hashd-Shaabi, fordi han er sunni-muslim. Derudover frygter ansøgeren, at de irakiske myndigheder vil slå ham ihjel, fordi han er sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2004 var udsat for en skudepisode i forbindelse med sit arbejde som chauffør for politilederen i området. Kurdiske styrker skød mod bilen, men ansøgeren kom ikke til skade under episoden. I perioden 2004-2007 modtog ansøgeren fem til seks telefoniske trusler fra ukendte personer. Ansøgeren fik at vide, at han skulle forlade området, fordi det var et kurdisk område, og ellers ville de dræbe ansøgerens familie. I 2008 blev ansøgeren tilbageholdt af de kurdiske styrker i et døgn, hvor han blev slået. Om morgenen blev ansøgeren løsladt af den kurdiske officer. I 2014 kom IS til ansøgerens område, hvorfor han forlod [mindre by] og flyttede til Kirkuk. En nat blev ansøgeren ringet op af en ukendt person fra militsen Al-Hashd-Shaabi, som sagde, at han ville brænde ansøgerens hus i [mindre by] og slå ham ihjel. Senere opsøgte miltsen ansøgerens nabo for at spørge, om ansøgeren fortsat kom på sin bopæl. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses som usandsynligt, at Al-Hashd-Shaabi skulle have et ønske om at slå ansøgeren ihjel henset til, at han stoppede med at arbejde for myndighederne i 2007. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i Irak i seks til syv måneder, efter at han angiveligt modtog en trussel, inden han udrejste, uden at blive opsøgt af Al-Hashd-Shaabi. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplevede problemer med de kurdiske styrker, mens han opholdt sig i Kirkuk bortset fra, at de tog hans personlige dokumenter. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan antages at være særlig profileret i forhold til øvrige arabiske sunni-mulimer i området. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren under asylsamtalen har oplyst, at han ikke havde problemer eller konflikter i perioden 2008-2014. Nævnet finder herefter, efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/77/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive dræbt af ISIL. Ansøgerne henviser endvidere til, at de frygter at blive dræbt af den mandlige ansøgers morbrødre, fordi de har en konflikt. Ansøgerne har yderligere som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive dræbt som følge af den mandlige ansøgers fars handlinger under Saddam Husseins regime, hvor faren var i efterretningstjenesten. Endelig har ansøgerne henvist til, at der foregår massakrer og krigshandlinger i og omkring Mosul i øjeblikket. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at nogle ISIL-medlemmer i [sommeren] 2014 kom på ansøgernes bopæl for at tage den mandlige ansøgers søster. ISIL-medlemmerne tog den mandlige ansøgers søster med og slog den mandlige ansøgers bror ihjel, efter at den mandlige ansøgers bror havde slået tre ISIL-medlemmer ihjel. Ansøgerne modtog den [efteråret] 2015 et trusselsbrev, hvori der lå en patron. Ansøgerne har endvidere henvist til, at der blev skudt fem skud mod den mandlige ansøger fra to personer på en knallert ca. to uger efter modtagelsen af trusselsbrevet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv yderligere henvist til, at den mandlige ansøgers far i sin tid kidnappede den mandlige ansøgers mor, og at den mandlige ansøgers far ikke blev lovligt gift med hende og derfor fik ulovlige børn i form af den mandlige ansøger og hans to søskende, hvilket er en skamplet på morbrødrenes klan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at den mandlige ansøgers bror er blevet skudt af ISIL, eller at hans søster er blevet kidnappet. Det kan heller ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger har modtaget et trusselsbrev og er blevet beskudt under familiens ophold i Kirkuk. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer på flere centrale punkter er divergerende og udbyggende, ligesom ansøgernes forklaringer for nævnet har fremstået afglidende og ikke virkede selvoplevede. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange ISIL-medlemmer, der ankom til bopælen, da den mandlige ansøgers bror blev skudt. Den mandlige ansøger har under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at der ankom 15-16 personer, mens den kvindelige ansøger under sin samtale i Udlændingestyrelsen i [foråret] 2016 har forklaret, at der ankom 5-6 personer. De har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer den mandlige ansøgers bror skød og dræbte og om, hvad der er sket med det trusselsbrev, som den mandlige ansøger angiveligt modtog i Kirkuk. Endelig har ansøgerne under deres samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvem der var til stede på bopælen, da den mandlige ansøger blev beskudt og om, hvor han løb hen efter beskydningen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på bl.a., at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sin flugt fra bopælen i Mosul. Han har således først under samtalen i Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2016 forklaret, at ISIL ledte efter ham hos hans arbejdsgiver, og at han gemte sig i et hul. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der stod i trusselsbrevet. Han har således under samtalen i [foråret] 2016 i Udlændingestyrelsen forklaret, at han formodede, at brevet var fra ISIL. Under samtalen i [efteråret] 2016 har han forklaret, at han var sikker på, at brevet var fra ISIL, fordi det var stemplet med IS-flag. Først under samtalen for nævnet har ansøgeren forklaret, at der i brevet var en direkte reference til skudepisoden i Mosul. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer for nævnet flere gange fremstod afglidende og ikke virkede selvoplevede. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sin konflikt med sine morbrødre og med efterladte til de personer, som hans far muligvis har dræbt, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt, truet eller udsat for overgreb af sine morbrødre, ligesom det alene beror på den mandlige ansøgers egen formodning, at efterladte til de personer, som hans far muligvis har dræbt, efterstræber ham. Som følge af, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgernes seneste bopæl i Irak var Kirkuk. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan danne grundlag for international beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/76/DMO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunni-muslimer fra Makhmour, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive opsøgt af Islamisk Stat. De har videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til det Kurdisk Kontrollerede Irak (KRI) ikke ville kunne finde et sted at bo. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de kommer fra byen Makmour, hvor der er kampe mellem peshmergaer og Islamisk Stat. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne har ikke individuelle konflikter med ISIL, andre grupperinger eller med de irakiske myndigheder. Af nævnets baggrundsoplysninger fremgår, at Makhmour og området omkring Makhmour ikke længere er kontrolleret af ISIL men kontrolleres af den irakiske hær. Forholdene for kurdere, herunder kurdiske kvinder, samt den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder i den kurdisk kontrollerede del af Irak, er ikke i sig selv asylbegrundende, ligesom den generelle sikkerhedssituation, ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. august 2016, J. K. and others vs. Sweden. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/75/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udstødt af sin familie, og at blive slået ihjel af sin stedfar, [S], eller bror, [B], idet hun har vanæret sin familie, da hun flygtede med sin ægtefælle mod familiens vilje. Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren lærte sin ægtefælle at kende i sommeren 2008, efter hun flyttede til samme nabolag som ham med sin familie. Kort efter indledte ansøgeren og ægtefællen et forhold, der varede frem til [i sommeren] 2015. Et par måneder efter røbede ansøgerens søster, [S1], ansøgerens forhold med sin ægtefælle. Det medførte, at ansøgeren blev slået af sin stedfar, og at familien inddrog ansøgerens mobiltelefon. Et par måneder efter fik ansøgeren en ny mobiltelefon af sin familie, og ansøgeren fortsatte herefter forholdet med sin ægtefælle. Ansøgeren havde i lang tid forsøgt at overtale sin ægtefælle til at gifte sig med hende, men han afslog altid med, at han ikke var klar til at gifte sig. Omkring den [i sommeren] 2015 accepterede ansøgerens ægtefælle at flygte sammen med ansøgeren. De flygtede hen til ægtefælles vens hus, hvor de opholdt sig i en uge. På anden eller tredjedagen havde ansøgeren samleje med ægtefællen i huset. Efter en uges ophold i huset tog ansøgeren og ægtefællen i [sommeren] 2015 hen til et kontor, hvor de blev religiøst viet af en sheik. Sheiken udfærdigede en religiøs vielsesattest til parret. Ansøgeren vendte herefter hjem til sin familie uden sin ægtefælle, men ansøgerens mor ville ikke lukke ansøgeren ind, fordi hun havde krænket sin families ære ved at flygte sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren forsøgte at tage telefonisk kontakt til sin ægtefælle efter afvisningen fra sin mor, men ægtefællen svarede ikke på telefonen. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin søster, [S2], hvor hun boede i en uge. Ansøgeren tog derefter ophold i en uge hos sin søsters nabos veninde, der hedder [V], fordi ansøgeren var bange for, at hendes stedfar ville opsøge hende hos sin søster. Under opholdet hos [V] var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin ægtefælle, men de blev uvenner, fordi ægtefællen troede, at hun indgik i prostitution hos [V]. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin søster i to dage, hvorefter hun fløj fra Bagdad til Erbil. Ansøgeren boede hos sin moster i en måned, før hun udrejste til Tyrkiet i [sommeren] 2015 uden sin ægtefælle. Ansøgeren talte sidste gang i telefon med sin ægtefælle, mens hun var i Tyrkiet, inden hun genså ham i Danmark i [vinteren] 2016 efter sin indrejse den [i efteråret] 2015. Et par dage efter gensynet genoptog ansøgeren og ægtefællen sit forhold, og den [i sommeren] 2016 fødte ansøgeren en pige. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger ved hans ankomst til Danmark har oplyst, at han ikke var gift, og at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har fortalt om ansøgeren. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at de havde regelmæssig telefonisk kontakt fra en gang i 2008 og indtil hun flygtede fra sin familie i [sommeren] 2015. Ansøgeren har først på forespørgsel oplyst, at den mandlige ansøger i løbet af perioden var i Tyrkiet, men har ikke kunnet angive længden af hans ophold. Den mandlige ansøger har forklaret under samtalen den [i efteråret] 2016, at han mødte den kvindelige ansøger første gang i 2013. Han har forklaret, at han opholdt sig i Tyrkiet fra april 2014 til april 2015, og at han i den periode alene talte med ansøgeren to gange i telefonen. Ansøgeren og den mandlige ansøger har forklaret divergerende om selve vielsen, herunder prisen for vielsen, om det gav problemer, at deres familie ikke var med, og hvorvidt de viste legitimation. Ansøgeren har først på forespørgsel, hvor hun blev foreholdt, at to vidner havde skrevet under på ægteskabskontrakten forklaret, at der var to og ikke et vidne. Den mandlige ansøger har under samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at han blev uvenner med ansøgeren, idet han under en telefonsamtale hørte ”mandlige lyde”. Ansøgeren har under de to samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev vred, idet hun oplyste, at hun var blevet opfordret til at prostituere sig. Hun har først på direkte forespørgsel under nævnsmødet oplyst, at hun fortalte, at hun var blevet opfordret til at prostituere sig, men forklarede først, at han blev vred, idet han kendte hendes opholdssted som et bordel. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring. På baggrund af ovennævnte, og idet det i øvrigt alene beror på ansøgerens formodning, at hendes stedfar og bror vil udsætte hende for overgreb, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/74/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Islamisk Stat (ISIL) vil slå ham ihjel, fordi han har arbejdet som fotograf for TV-stationen [T]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter kampe, eksplosioner og kidnapninger. Ansøgeren har fra omkring [i foråret] 2015 og frem til [i sommeren] 2015 arbejdet som fotograf for TV-stationen [T]. Ansøgeren arbejdede sammen med sin bror [B] på programmet [P], som var kritisk overfor ISIL. Ansøgeren har sammen med sin bror modtaget til sammen tre telefoniske trusler fra personer, som kom fra ISIL. Umiddelbart efter, at ansøgeren og hans bror modtog den første trussel, kørte en bil op på siden af ansøgerens bil, hvor der sad to mænd, som gentog den telefoniske trussel. To-tre dage efter den tredje telefoniske trussel, nedbrændte ansøgerens brors bil ude foran [T]s kontor i Bagdad. Ansøgeren tog herefter hjem, hvor han blev indendørs i syv til ni dage. Derefter kom fire personer fra ISIL på ansøgerens bopæl, hvor de skrev dødstrusler på ydermuren ved siden af hoveddøren. Personerne fra ISIL kom ind i huset og spurgte ansøgerens mor om, hvor ansøgeren og hans bror var henne. Derefter gennemrodede personerne fra ISIL flere værelser i huset. Ansøgerens bror var udrejst en uge tidligere. Ansøgeren befandt sig under episoden på taget af huset, hvor personerne fra ISIL ikke kom op. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende på bopælen i to uger og udrejste derefter af Irak den [i sommeren] 2015. Samme dag, som ansøgeren udrejste, opsøgte ISIL ansøgerens familie på deres bopæl, hvor de igen eftersøgte ansøgeren og hans bror. Ansøgeren har endvidere arbejdet på avisen [A], som nedbrændte, og i fotobutikken [F], som to gange i henholdsvis vinteren 2013-2014 og foråret 2014 er blevet ramt af bomber, som ISIL stod bag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker særligt, at ansøgeren i sit asylskema ikke har henvist til det nu påberåbte asylmotiv, og alene har henvist til truslerne imod broren. Ansøgeren har til samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at optagelserne til programmet om Camp Speicher-massakren fandt sted en til halvanden måned efter massakren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han mener, at optagelserne fandt sted få dage efter massakren, og har tilføjet, at det ikke ville give mening at vente længere tid. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at massakren fandt sted den 12. juni 2014, på et tidspunkt, hvor ansøgeren befandt sig i Tyrkiet, hvorfor optagelserne tidligst kan have fundet sted omkring 10 måneder efter massakren. Ansøgeren har forklaret udetaljeret omkring de episoder, som han efterfølgende blev udsat for. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han blev udsat for telefoniske trusler tre gange, hvor han selv modtog truslerne to gange. Ansøgeren har under samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at han alene modtog den første trussel, mens de to næste blev givet til hans bror. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at truslen fra personer i en bil fandt sted umiddelbart efter den første telefoniske trussel, hvilket han ikke erindrede under nævnsmødet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var mennesker til stede, da han og hans bror blev kaldt ud til brorens brændende bil. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet oplyst, at episoden, hvor hans familie blev opsøgt af maskerede mænd, fandt sted forud for de øvrige trusler, mens han tidligere har forklaret, at dette var den sidste episode han oplevede. Ansøgeren har forklaret udbyggende om denne episode, idet han under nævnsmødet har forklaret, at han flygtede over tagene, mens han tidligere har forklaret, at han opholdt sig på taget med sin far. Ansøgeren har først på forespørgsel under mødet for nævnet forklaret, at der blev skrevet på husmuren. Han har forklaret forskelligt om, hvad der blev skrevet under de to samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at personer tilknyttet ISIL skulle have benyttet betegnelsen Daesh, når ledende medlemmer af ISIL har udtalt deres mishag ved navnet. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed svækkes af, at han på andre områder har forklaret divergerende, herunder om hans påståede ægteskab med [Æ], og hvorvidt han var til stede under de eksplosioner, der fandt sted mod hans arbejdsplads. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring som divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på, om ansøgerens telefonnummer og adresse fremgår af rulleteksterne i TV-udsendelsen [P]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/73/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk araber og sunnimuslim fra Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sin hjemby, Romadi, frygter, at blive straffet af ISIL, idet han er flygtet fra byen, mens byen var under ISILs kontrol. Da ISIL efter hans udrejse er blevet drevet ud af Romadi, har han som nyt asylmotiv henvist til, at han som ung sunnimuslimsk mand i den våbenføre alder frygter at blive slået ihjel af de militser, som nu sammen med den irakiske hær har kontrol over byen. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at ISIL ikke længere har kontrol over Romadi, og da ansøgeren ikke har haft en konkret og individuel konflikt med ISIL findes den omstændighed, at de fortsat måtte have sympatisører i byen ikke at kunne begrunde asyl for ansøgeren. Ansøgeren har ikke nogen konkrete konflikter med hverken de irakiske myndigheder eller de militser, der nu er i byen. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til om ansøgeren alene grundet sin alder og religiøse tilhørsforhold er i risiko for forfølgelse fra disse Flygtningenævnet finder at kunne foretage denne vurdering uden hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Det fremgår af baggrundsmaterialet, at de irakiske myndigheder og militserne generelt har foretaget en sikkerhedsmæssig screening af særligt drenge og unge mænd i forbindelse med erobring af byer, der tidligere har været under ISILs kontrol. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er oplysninger der underbygger, at der skulle foregå en sådan generel forfølgelse af personer med ansøgerens profil, at han ved en tilbagevenden til Romadi og selve sin tilstedeværelse i byen risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på oplysninger i UK Home Offices rapport ”Country policy and Information Note - Iraq: Security and humanitarian situation” fra marts 2017, herunder blandt andet punkt 2.3.27. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/72/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar] samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er irakiske statsborgere. Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunnimuslim. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgerne er fra Qara Tepe, Diyala, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han bliver slået ihjel af militserne ISIL, Asa'ib Ahl al-Haq og al-Qaeda, som ansøgeren har haft konflikter med. Han frygter blandt andet militserne, fordi han er sunnimuslim, men primært fordi han har arbejdet for det irakiske militær fra 2009-2015. Den mandlige ansøger har yderligere forklaret, at han udrejste, fordi han fik at vide, at han skulle forflyttes til militæret i Romadi, hvor han før er blevet truet. Ansøgeren frygter, at arbejde for militæret i den nye division, da den er styret af shiamuslimer. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Begge ansøgere har forklaret konsistent og troværdigt om, at den mandlige ansøger fra 2009 var i det irakiske militær, og at der mens de boede hos den mandlige ansøgers forældre i Romadi, af den grund fremkom trusler mod ham fra en nabo, der havde tidknytning til al-Qaeda. Flygtningenævnet finder derfor at kunne lægge disse omstændigheder til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet lægger i relation til truslerne vægt på, at ansøgerne de seneste fire år forud for udrejsen har boet uden problemer hos den kvindelige ansøgers familie, der fortsat bor samme sted, og hvor ansøgerne på ny kan tage ophold. I relation til den mandlige ansøgers militærtjeneste finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om, at udrejsen var en følge af en forflyttelsesordre, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forklaringen ikke er overensstemmende med den kvindelige ansøgers forklaring om, at udrejsen har været drøftet gennem længere tid, og de indbyrdes divergerende forklaringer om kontakten til den medfølgende nevø. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne bortse fra, at den mandlige ansøger var fratrådt sin post i militæret forud for udrejsen. Uanset om det lægges til grund, at han fortsat var i militæret på udrejsetidspunktet og derfor vil blive betragtet som deserteret, er dette imidlertid ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på oplysningerne i Landinfos rapport af 13. december 2016 ”Irak: desertering fra den irakiske hæren”. Flygtningenævnet finder således ikke, at den reelle reaktion – om nogen – som den mandlige ansøger i så fald kan forventes idømt ved en tilbagevenden, kan betragtes som uforholdsmæssig. Flygtningenævnet bemærker dermed, at de to mellemliggende konflikter, som den mandlige ansøger har forklaret om ISIL og en af shiamilitserne må betragtes som enkeltstående afsluttede episoder, som derfor ikke har asylrelevans. De generelle forhold for sunnimuslimer i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. For god ordens skyld bemærkes endeligt, at det, at den mandlige ansøger har udtrykt en overordnet interesse for kristendommen, ikke er asylrelevant. Samlet set har ansøgerne derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/71/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af myndighederne og Al-Mahdi militsen, idet hun er sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes svigersøn, [A], blev slået ihjel af Al-Mahdi militsen i 2006. Svigersønnens lig blev fundet på en losseplads i Bagdad. Svigersønnen arbejdede som tolk for de amerikanske styrker i Irak. Omkring en måned efter [As] begravelse, blev ansøgerens søn, [B] kidnappet på ansøgerens bopæl, og der blev samtidigt sat ild til bopælen. I 2013 deltog ansøgerens søn, [E], i to demonstrationer og blev tilbageholdt i omkring tre uger. Efter [Es] tilbageholdelse deltog ansøgeren med sine to døtre [F] og [G] i to demonstrationer. I 2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt, hvor hendes søn [C] blev bortført. Der blev igen sat ild til bopælen. I [efteråret] 2015 blev familiens bopæl endnu engang opsøgt. Ansøgerens datter [F] blev i denne forbindelse slået. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Irak med sine to døtre. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter]l, hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/70/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af Jaish Al-Mahdi militsen, idet hendes søsters afdøde ægtefælle, [A], var tolk for amerikanske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] arbejdede som politimand for det irakiske politi, hvor han i visse situationer blev anvendt som tolk for amerikanske styrker i Irak. I [foråret] 2006 blev [A] slået ihjel. Hans lig blev bragt til familiens bopæl. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hendes bror [B] blev kidnappet af militsmedlemmer i [foråret] 2006, der samtidigt satte ild til familiens bopæl. Familien flyttede herefter fra […] til […]. I 2013 flyttede familien tilbage til […], hvor ansøgerens bror, [E], deltog i to demonstrationer og blev tilbageholdt i omkring tre uger. Ansøgeren, hendes søster og mor deltog herefter i to demonstrationer til fordel for familier, der havde fået familiemedlemmer tilbageholdt eller dræbt. I 2014 blev ansøgerens bror [C] i 2014 kidnappet af militsmedlemmer, der søgte at hævne IS’ drab på shiitter. Familien flyttede herefter tilbage til […]. Ansøgerens familie blev regelmæssigt opsøgt i […] og ved en enkelt lejlighed blev ansøgerens søster slået i ansigtet. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Irak med sin mor og søster. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter]l, hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/69/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak samt medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at den irakiske regering og de shiamuslimske militser, herunder Jaish Al-Mahdi vil slå hende ihjel, idet militsen Jaish Al-Mahdi slog hendes ægtefælle [A] ihjel, bortførte hendes brødre [B] og [C], samt truede hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle [A] arbejdede som politimand for det irakiske politi, hvor han i visse situationer blev anvendt som tolk for amerikanske styrker i Irak. [A] deltog i kampen mod Jaish Al-Mahdi. Efterfølgende modtog han telefoniske trusler af militsen. I [foråret] 2006 blev [A] slået ihjel af militsen. Ansøgeren meldte efterfælgende drabet på sin ægtefælle sammen med sin bror [B]. I [foråret] 2006 blev [B] bortført af Jaish Al-Mahdi. Militsen satte i denne forbindelse også ild til familiens bopæl. Familien flyttede herefter til […]. Også i […] forsøgte ansøgeren at anmelde drabet på sin ægtefælle. Der blev udarbejdet en rapport. I 2013 flyttede familien tilbage til […], hvor ansøgerens bror, [E], deltog i to demonstrationer og blev tilbageholdt i omkring tre uger. Ansøgeren, hendes søster og mor deltog herefter i to demonstrationer til fordel for familier, der havde fået familiemedlemmer tilbageholdt eller dræbt. Demonstrationerne fandt sted i [vinteren] 2013. I 2014 blev ansøgerens bror [C] i 2014 kidnappet af ukendte militsmedlemmer. Familien flyttede herefter tilbage til […]. I [efteråret] 2015 blev familien opsøgt af en ukendt shia-milits. Militsen ville registrere byen indbyggere. Militsen spurgte efter hvor ansøgerens brødre var henne, og udsatte ansøgeren, hendes forældre og søster [G] for vold. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Irak med sin mor og søster. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter]l, hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/68/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af staten og militserne generelt, idet staten støtter militserne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans svoger [A] blev kidnappet i [foråret] 2006, og 20-21 dage senere fundet død. En uge efter at [As] lig blev fundet, blev ansøgerens bror [B] kidnappet af sortklædte og maskerede personer. Resten af familien blev ført ind i et af bopælens værelser, mens bopælen blev ildspåsat. Mens [A] var forsvundet, deltog ansøgeren i 2013 i to demonstrationer sammen med andre familier, der havde mistet familiemedlemmer. Ansøgeren blev ved deltagelse i sin anden demonstration, tilbageholdt af personer, der var klædt i sorte uniformer. Han blev tilbageholdt i 20-21 dage, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt, under forudsætning af, at han underskrev et dokument, hvori der stod, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer. I 2014 blev familiens bopæl opsøgt af en ukendt milits, der kidnappede ansøgerens bror [C]. Familiens bopæl blev endnu engang ildspåsat. Ansøgeren udrejste af Irak i [sommeren] 2015. I [efteråret] 2015 blev familiens bopæl atter opsøgt af en milits, der spurgte familien hvor ansøgeren og hans brødre befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter], hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/67/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin muslimske svigerfamilie og sin ægtefælles ekskones familie, fordi hun som kristen giftede sig med sin ægtefælle, [A], som er sunni-muslim. Hun frygter ydermere at blive slået ihjel af sin egen familie, idet hun flygtede hjemmefra og giftede sig med en muslimsk mand. Hun har videre henvist til, at hun frygter den shiitiske organisation al Hashd al Shaabi. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at hun og hendes ægtefælle har været udsat for forskellige trusler, både telefonisk og personligt, fra ægtefællens første hustrus familie og fra ægtefællens familie. Ansøgeren har ydermere forklaret, at al Hashd al Shaabi har truet med at likvidere ansøgeren og hendes ægtefælle, hvis de ikke flyttede ud af det shia-muslimske område, [B], hvor de opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun og ægtefællen flyttede til Mosul i 2011 og boede der indtil et tidspunkt i 2015, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren vel har omtalt opholdet i Mosul i sit asylansøgningsskema, men at hun ikke har forklaret herom i samtalerne med Udlændingestyrelsen. Under nævnsmødet har ansøgeren ikke været i stand til at tidsfæste opholdet nærmere. Hun har endvidere forklaret, at hverken hun eller ægtefællen forlod Mosul under opholdet, uanset at det fremgår, at ægtefællens pas er udstedt [i starten af] 2012 i Bagdad. Ansøgeren har afgivet divergerende og upræcise forklaringer om de trusler, hun har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været udsat for trusler i det omfang, hun påberåber sig, og nævnet finder ikke, at truslerne hverken fra ægtefællens første hustrus familie eller fra ægtefællens familie har haft et sådant omfang, alvor, og aktualitet, at disse kan anses for forfølgelse af ansøgeren eller ægtefællen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de mere ukonkrete trusler fra militsen al Hashd al Shaabi, blandt andet om at ægtefællen skulle forlade området, er af en sådan karakter, at ansøgeren eller ægtefællen af den grund kan anses for forfulgt. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgeren er en kristen kvinde, der er gift med en sunni-muslim. Ægtefællen er efter at have frafaldet sin asylansøgning i Danmark taget tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren med den ovennævnte baggrund, heller ikke på kumulativ basis, risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/66/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin kærestes klan eller sin egen klan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv gjort gældende, at hans kæreste, [A], er sunni-muslim, hvorimod ansøgeren er født shia-muslim. Ansøgeren og [A] fortsatte forholdet i det skjulte på trods af modstanden fra [A]s familie. I [sommeren] 2015 besluttede ansøgeren og [A] sig for at have samleje, som en udvej til at forblive sammen. Herefter ville de være nødsaget til at indgå ægteskab for at bevare og dermed beskytte familiernes ære. [Senere i sommeren] 2015 blev de afsløret sammen af [A]s fætter ved en restaurant, som resulterede i et slagsmål mellem ansøgeren og [A]s fætter. Samme dag fremsatte [A]s far trusler mod ansøgeren telefonisk. Et par uger senere blev [A] tvangsgift med sin fætter. [A]s familie blev herefter bekendt med, at [A] havde mistet sin mødom. [A] blev udsat for fysiske overgreb og afslørede herefter ansøgerens navn. I [slutningen af sommeren] 2015 satte [A]s familie ild til ansøgerens bopæl, hvorved ansøgerens mor afgik ved døden, idet hun blev brændt inde i huset. Ansøgeren udrejste herefter i [efteråret] 2015. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far efterfølgende er forsvundet, at han er blevet bekendt med, at hans klan har fremsat et udstødelsesbrev mod ham, og at han er blevet bekendt med, at [A] er forsvundet, hvorfor ansøgeren formoder, at hun er blevet slået ihjel af sin egen klan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren er indrejst i landet med et falsk svensk pas, og at han først søgte asyl 14 dage senere. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har erkendt, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger på flere punkter – således om moren blev kidnappet eller dræbt og om, hvor han første gang havde samleje med [A]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår afglidende, herunder vedrørende tidsangivelser og –forløb samt om oplysningerne vedrørende hans far. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om sine og [A]s handlinger i forbindelse med asylmotivet ikke fremstår logiske i deres sammenhæng. Efter ansøgerens forklaring var planen den, at [A]s familie skulle tvinges til at acceptere ægteskab med ansøgeren for at bevare familiens ære, idet ansøgeren og [A] havde haft samleje. Alligevel føres denne plan ikke ud i livet, selvom [A]s familie planlægger bryllup og gifter [A] med sin fætter. På denne baggrund kan den fremlagte dødsattest og udstødelsesbrev ikke føre til nogen anden vurdering. Nævnet bemærker særskilt, at der ikke findes anledning til at foretage ægthedsundersøgelse af udstødelsesbrevet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/65/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har været menigt medlem af Baath-partiet, men ansøgeren har ikke været politisk aktiv for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af enten ansøgerens ægtefælles familie eller militsen Asaab Ahl al-Haq. Han er blevet dømt til døden for forræderi ved en militærdomstol, og en klandomstol har afgjort, at hans svigerfamilie også kan lade ham dræbe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans problemer begyndte primo juni 2015, da han modtog nogle videoklip fra en anonym kilde i Salah Ad Din provinsen. Ansøgeren var på dette tidspunkt uddannet ved det irakiske politi og beskæftiget med efterforskning ved Indenrigsministeriets kontor for terrorbekæmpelse. På videoklippene kunne en irakisk militærenhed ses, som begik meget voldsomme overgreb, herunder drab på børn og ældre, nedbrændinger af hus og voldtægter. Overgrebene foregik i centrum af Tikrit, og formentlig i april 2015. Ansøgerens overordnede, oberst Abduljabar Abdulkhaliq, fortalte ansøgeren, at han skulle gennemføre en undersøgelse af sagen, hvorefter ansøgeren og hans kollega tog til Tikrit. Det lykkedes dem at identificere enheden, som viste sig at være en del af Asaab Ahl al-Haq, nærmere bestemt afdelingen Saraya Al-Kharasani. Det lykkedes også at identificere tre konkrete personer, som var tidligere medlemmer af Mahdi-hæren. Ansøgeren udfærdigede en rapport som blev sendt til domstolen den 17. juni 2015 med henblik på at anholde de tre personer. Der gik lang tid før der kom svar fra retten, og ansøgeren kontaktede herefter dommeren, der fortalte ansøgeren, at kendelsen var sendt af sted. Da ansøgeren kontaktede postvæsenet, fik han at vide, at nogen højere oppe havde taget kendelsen. Den 28. juli 2015 kom ansøgerens kollega ind på ansøgerens kontor ledsaget af en civil person, Jassim Muhammed Al-Najjar, der havde tilknytning til Asaab Ahl al-Haq. Jassim forlangte, at ansøgeren udleverede alle oplysninger vedrørende kilden til sagen, hvilket ansøgeren afviste. Den 3. juli 2015 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire ukendte bevæbnede mænd, der bad ansøgeren om at komme over på Asaab Ahl al-Haqs kontor dagen efter. På kontoret fik ansøgeren at vide, at han skulle gøre, som de forlangte af ham. Den 5. juli 2015 blev ansøgeren opsøgt anden gang af Jassim på sin bopæl, der fortalte ansøgeren, at de fortsat ventede på et svar fra ansøgeren, hvorefter Jassim gik. Den 16. juli 2015 blev ansøgerens ægtefælle og tre børn bortført på den gade, hvor ansøgeren boede, da ansøgerens ægtefælle efter arbejde skulle hente børnene fra institutionen. Ansøgeren blev efterfølgende ringet op fire gange af bortførerne, der forlangte 250.000 dollars i løsesum. Ansøgeren betalte ikke løsesummen. Den 21. juli 2015 blev ansøgeren ringet op af ansøgerens ægtefælles bror, Anwar, der fortalte, at bortførerne havde meddelt, at de nu havde slået ansøgerens ægtefælle og børn ihjel, og hvor deres lig kunne findes. Ansøgeren blev truet af ægtefællens brødre, og han fik at vide, at han ikke måtte komme til gerningsstedet eller begravelsen, fordi han ikke havde betalt løsesummen. Ligene lå i samme bil, som familien var blevet bortført i, men et af børnene manglede. To måneder efter fik ansøgeren at vide fra en kollega, at der var forberedt en falsk sag mod ansøgeren for forræderi og misbrug af stilling. Ansøgeren rejste til Tus Khomato til sin farbror, Karim, hvor ansøgeren boede i to uger, inden han fortsatte til Kirkuk og Suleimaniyah. I Suleimaniyah tog ansøgeren kontakt til en peshmerga, Rebaz Ibrahim, som ansøgeren allerede kendte. Selvom ansøgeren havde udrejseforbud, kunne han rejse ud fra Nord-Irak, der var kontrolleret af peshmerga og ikke regeringen. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgeren på centrale punkter har afgivet divergerende forklaringer om hændelsesforløbet. Det drejer sig navnlig om de divergerende, men hver især meget præcise, oplysninger i samtalerne af 17. juni 2016 og 4. oktober 2016 om datoerne for bortførelsen af hustruen, fundet af hustruens og to børns lig og nedbrændingen af bopælen. Efter nævnets opfattelse kan disse fejl ikke henføres til tolkeproblemer eller tolkefejl. Hertil kommer, at ansøgeren i asylskemaet har angivet to børn som forvundne, men i øvrigt har forklaret, at det alene er barnet Jawana, der er forsvundet. Over for disse divergenser kan ansøgerens udokumenterede angivelse af, at han i Irak er dømt til døden for forræderi ved en militærdomstol, og at det ved en klandomstol er fastslået, at hans svigerfamilie kan slå ham ihjel, ikke føre til en anden vurdering. Der er på dette grundlag heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere afdækning af omstændighederne ved blandt andet den dom, der angiveligt skulle være afsagt ved militærdomstolen, herunder ved kontakt til de retslige myndigheder i Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/64/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer […], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne i Irak, idet han er blevet anklaget for spionage. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger drev en møbelforretning i […]. I forbindelse med sin forretning har han været i Tyrkiet tre eller fire gange for at købe nye varer, og tre møbelforhandlere fra Tyrkiet har også besøgt ansøgeren i […]. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøgers møbelforretning i […] opsøgt af myndighederne. Den mandlige ansøger var ikke selv til stede, men fik en opringning fra en bekendt, som havde en forretning i samme gade. Den kvindelige ansøger opholdt sig hos sin moster, da ægtefællen kontaktede hendes og fortalte, at hans forretning var blevet opsøgt. Den kvindelige ansøger og børnene tog herefter ophold hos mosteren i omkring to til tre uger, og den mandlige ansøger opholdt sig efterfølgende hos sin fætter i omkring en måned. Den mandlige ansøger forsøgte at få hjælp ved at opsøge en kunde ved navn [A], som arbejdede i militæret. Han betalte ham 50.000 USD i bestikkelse, men [A] forsvandt derefter med pengene. Den mandlige ansøger opsøgte dernæst sin ven, [B], som arbejdede ved domstolene. [B] undersøgte sagen og oplyste, at der ikke var en måde, hvorpå han kunne hjælpe ansøgeren. Ansøgerne rejste til Bagdad i [foråret] 2015, hvor de opholdt sig i omkring tre-fire måneder, og hvor ansøgeren etablerede en forretning med salg af covers til mobiltelefoner og spil til PlayStations. I starten af [efteråret] 2015, efter omkring 3-3½ måneders ophold i Bagdad blev den mandlige ansøgers mors mosters ægtefælle, [C], kontaktet af en bekendt fra kommunalbestyrelsen, som oplyste, at sikkerhedsstyrkerne fortsat spurgte efter den mandlige ansøger. Ansøgerne udrejste straks efter af Irak i [efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen oplyst, at hun går i kirke med sine børn, da hun har interesse for kristendommen. Hun har nærmere forklaret herom, at hun også i Irak indimellem besøgte en kristen kirke sammen med sin mor. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerenes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringerne har fremstået udbyggende og – særligt for den mandlige ansøgers vedkommende – afglidende på væsentlige punkter, ligesom der har været indbyrdes divergenser mellem de to ansøgers forklaringer, uden at der har været en rimelig forklaring herpå. Forklaringerne fremstår derfor ikke troværdige. Flygtningenævnet bemærker herved, at det overordnede asylmotiv er en påberåbt spionagemistanke imod den mandlige ansøger, som skulle være begrundet med hans samhandel med tyrkiske møbelhandlere. Ansøgerne har imidlertid ikke forklaret troværdigt om en sådan samhandel, idet de har forklaret indbyrdes divergerende om antallet af den mandlige ansøgeres forretningsrejser til Tyrkiet, ligesom den mandlige ansøger til trods for at han er økonomiuddannet har forklaret afglidende på ethvert spørgsmål til den økonomiske drift af virksomheden. Han har også først til asylsamtalen kunnet opgive navnene på de forretninger, som han handlede med. Dernæst fremstår det også i sig selv usandsynligt, at en spionagemistænkt ikke er blevet eftersøgt hos familien i byen, og at han efterfølgende skulle kunne opholde sig i Bagdad med egen nyetableret forretning. Flygtningenævnet bemærker endelig, at den mandlige ansøgers forklaring om betaling af 50.000 US dollars til en mand, som han kun har mødt få gange, ikke fremstår troværdig, og at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om baggrunden for, at han først senere kontaktede sin domstolsven. Samlet set har ansøgerne derfor ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger var i myndighedernes søgelys, eller at de vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Det bemærkes, at den omstændighed, at den kvindelige ansøger i Danmark, i lighed med i Irak, har besøgt en kristen kirke, ikke i sig selv er asylrelevant. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/63/LRN
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Jawala, Diyala-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, militserne og den generelle sikkerhedssituation. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans families bopæl blev opsøgt af ISIL i forbindelse med organisationens invadering af landsbyen [A] natten til den [sommeren] 2014. ISIL ville have ansøgeren og hans far til at kæmpe på deres side, hvilket ansøgeren og hans far afviste. Som følge heraf blev de tilbageholdt i en stor bygning sammen med mange andre mennesker fra landsbyen. Efter to dages tilbageholdelse slap de ud af bygningen. Efterfølgende søgte ansøgeren og hans familie tilflugt i landsbyen [B], hvor ansøgeren opholdt sig indtil sin udrejse af Irak den [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden og er divergerende på et helt centralt punkt. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at ISIL som afslutning på den tilbageholdelse, som ansøgeren har forklaret om, gav ansøgeren og ansøgerens far lov til at gå. Ved asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev vækket af sin far, der fortalte, at de skulle flygte, hvorefter de flygtede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at ISIL ikke holdt vagt. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren, trods det, at det lykkedes ansøgeren og dennes far at vende tilbage til familien, ikke har kunnet fortælle nærmere om, hvor ansøgeren og faren blev tilbageholdt. Ansøgeren har heller ikke ved samtalerne med Udlændingestyrelsen kunnet svare på, hvor mange gange han blev spurgt, om han ville kæmpe for ISIL. Endelig har ansøgeren for nævnet på en række punkter svaret afglidende. Ansøgeren har således ikke kunnet svare på, om han så sin far blive slået. Desuden finder Flygtningenævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at der gik mere end et år fra tilbageholdelsen, indtil ansøgeren rejste ud af Irak. Nævnet har i den forbindelse noteret sig, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har forklaret, at han ikke efterfølgende er blevet opsøgt af ISIL, andre religiøse og kriminelle grupperinger eller privat personer, ligesom han har forklaret, at ISIL ikke var til stede i den by, som ansøgeren boede i inden udrejsen. Flygtningenævnet har endvidere noteret sig, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der ikke var nogen særlig grund til, at han forlod Irak præcis den dag, han gjorde, men at det mest var, fordi han havde et dårligt liv uden glæde, og at han ikke ønsker at arbejde som ufaglært, når han har en universitets¬uddannelse. Efter baggrundsoplysningerne kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for en konkret og individuel forfølgning, der kan begrunde asyl. Endelig finder nævnet, at de generelle forhold i Irak ikke kan begrunde asyl. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/62/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsbyen A], Sulaimaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af […]-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bedstefar blev dræbt i 1975 af nogle høvdinge fra […]-klanen på grund af en strid om landbrugsjord i landsbyen [B]. Der skete ikke noget i relation til konflikten i perioden mellem 1975 og 2007. En nat i juli 2007 blev ansøgerens families bopæl i [landsbyen A] angrebet med skud og håndgranater af ukendte personer. Episoden blev politianmeldt, men den blev aldrig opklaret. Ingen har påtaget sig skylden for angrebet. I 2011 blev ansøgerens farbror knivstukket af ukendte personer i Erbil. Episoden blev politianmeldt, men blev aldrig opklaret. Hverken ansøgeren eller hans familie i [landsbyen A] har oplevet problemer med […]-klanen eller andre i perioden fra angrebet mod familiens bopæl i 2007 og frem til ansøgerens udrejse af Irak i [efteråret] 2015. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren, efter Udlændingestyrelsens afgørelse, har fremlagt en række dokumenter til støtte for sit asylmotiv, ikke kan begrunde en hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om de faktiske begivenheder til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det, som ansøgeren har forklaret om årsagen til, at han har søgt om asyl, kan give grundlag for en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med […]-klanen, og at hverken ansøgeren eller ansøgerens familie har modtaget trusler. Nævnet lægger videre vægt på, at det alene bygger på ansøgerens formodning, at […]-klanen stod bag angrebet på ansøgerens families bopæl i 2007 og bag knivangrebet i 2011 på ansøgerens onkel. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren både i oplysnings- og motivsamtale den [foråret] 2016 og asylsamtalen den [efteråret] 2016 har forklaret, at hverken ansøgeren eller ansøgerens forældre eller søskende har oplevet problemer med […]-klanen siden 2007 og frem til Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2016. Ansøgeren har i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt uddrag af den bog om klasseundertrykkelse, som ansøgeren nævnte i ansøgningsskemaet, og ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at ansøgerens fars fætter blev dræbt i 1999 af personer fra […]-klanen, der blev idømt langvarige fængselsstraffe, men kun afsonede to år. Ansøgeren har videre forklaret, at hans fars kusines søn siden [vinteren] 2016 har været tilbageholdt af myndighederne, da familiemedlemmet sættes i forbindelse med en sag om drab på to personer. Endelig har ansøgeren forklaret, at en fætter til ansøgeren i [vinteren] 2016 blev dræbt i en trafikulykke, hvor et medlem af […]-klanen er fængslet, men ikke har tilstået, at der var tale om planlagt drab. Ansøgeren har fremlagt diverse dokumenter til støtte for det forklarede. Det er familiens opfattelse, at […]-klanen står bag både tilbageholdelsen og trafikulykken. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der ikke har haft personlige konflikter med […]-klanen, ikke har godtgjort, at han er konkret eller individuelt forfulgt, eller at han er i fare for at blive udsat for overgreb af asylbegrundende karakter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder således ikke, at det for nævnet forklarede eller fremlagte kan føre til et andet resultat. Nævnet lægger herved vægt på, at der er betydelige uklarhed om baggrunden for de begivenheder, som ansøgeren har forklaret om. Det beror således på ansøgerens og ansøgerens families formodninger, at […]-klanen står bag også de seneste episoder, som ansøgeren har forklaret om, og den omstændighed, at ansøgeren ikke er truet af eller har haft personlige konflikter med […]-klanen. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/61/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsrekrutteret af militser under Al-Hashd Ash-Shabi. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet kontaktet på gaden tre gange, hvor militsmedlemmer har opfordret ham til at melde sig til militærtræning som en del af en hvervekampagne. Ansøgeren talte dem efter munden, hvorfor han fik lov til at gå alle tre gange. Ansøgeren udrejste, da han fik at vide, at hans liv var i fare. Ansøgeren har videre oplyst, at hans forældre siden oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 er blevet opsøgt på deres bopæl to gange. Personerne spurgte efter ansøgeren. Personerne forlod ansøgerens forældres bopæl begge gange, idet de fik at vide, at ansøgeren ikke var hjemme. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige henvendelser fra militsmedlemmer. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev opsøgt af tre militsmedlemmer, der ønskede at hverve ham. Under samme samtale oplyste ansøgeren, at han tre dage senere oplevede endnu en henvendelse, hvor to personer opsøgte ham, og yderligere under samme samtale oplyste ansøgeren, at han en uge senere fik en tredje henvendelse, hvor en mand bad ham om at følge med til en moské, hvor tre mænd truede med at dræbe ham. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at der gik 20 til 25 dage mellem de to første henvendelser, hvor personerne henvendte sig til ham på gaden, og at der ved anden henvendelse var tale om tre personer og ikke to. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at anden henvendelse fandt sted tre dage efter den første, og at tre personer henvendte sig til ham. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt militsmedlemmerne kendte hans navn. Til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han formoder, at mændene kendte hans navn. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at mændene kaldte ham ved navn ved alle tre henvendelser. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt militsmedlemmerne har udsat ham for vold og fremsat trusler mod ham. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren anført, at han har været udsat for overfald. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at militsmedlemmerne truede med at slå ham ihjel, mens de var i moskéen. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at militsmedlemmerne aldrig har fremsat trusler mod ham eller udsat ham for vold. Under nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at militsmedlemmerne udsatte ham for vold. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren først under asylsamtalen oplyste, at han gemte sig to uger i [by] inden sin udrejse fra Irak. Ansøgerens forklaring om, at han under samtalerne var meget nervøs, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af Carnegie Endowment for Peace, ”The Popularity of the Hashd in Iraq”, af 1. februar 2016 at tvangsmæssig rekruttering til Al-Hashd Ash-Shabi formelt ikke finder sted, idet den frivillige rekruttering opfylder militsernes behov. Endelig bemærker nævnet, at den generelle sikkerhedssituation i Irak, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en generel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet bedømmelse finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/60/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Hisabat, Kirkuk i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra Jabouri-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 1999 arbejdede som landmand på et landbrug, som var ejet af […], som tilhørte Jabouri-klanen. Ejerens datter, […], forelskede sig i ansøgeren kort efter, at han var begyndt at arbejde på landbruget. Ansøgeren afviste datteren, da han frygtede ejerens reaktion. I slutningen af [sommeren] 2001 blev ansøgeren og datteren opdaget af hendes far, da de talte sammen. Faderen blev vred og truede ansøgeren, hvorefter ansøgeren stak af. Ansøgeren hørte skrig og skud fra sit skjulested. Da det blev mørkt, tog ansøgeren fra skjulestedet til hans farbror i Kirkuk. Ansøgerens farbror bad ansøgeren om at tage ophold hos farbrorens nabo af sikkerhedsmæssige årsager. Her opholdt ansøgeren sig i fire dage. I løbet af de fire dage blev ansøgerens farbror opsøgt af personer fra Jabouri-klanen. Efter de fire dage udrejste ansøgeren af Irak. Ansøgerens forældre blev opsøgt nogle dage efter ansøgerens udrejse, og ansøgerens familie er blevet opsøgt nogle gange i 2002 og 2003, men der er ikke sket noget i relation til konflikten siden 2003. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter ISIL, fordi de er til stede i ansøgerens hjemområde, Kirkuk. Ansøgeren har slutteligt henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Kirkuk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin konflikt i Irak. Under asylsagen i 2001-2003 har ansøgeren forklaret, at han havde en konflikt med [ejerens datters] bror, […], mens ansøgeren under den verserende asylsag har forklaret, at konflikten var med [faren]. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at nævnet i sin tidligere afgørelse [fra] 2003 har lagt til grund, at ansøgeren havde en privatretlig konflikt i Irak, men henset til de nu fremkomne divergerende forklaringer herom, kan Flygtningenævnet ikke under denne sag lægge til grund, at ansøgeren havde en privatretlig konflikt i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var gift, da han forlod Irak i 2001. Under asylsagen i 2001-2003 har ansøgeren forklaret, at han var gift, og at han efter episoden, der førte til hans udrejse, tog hjem til sin svigerfamilie. Under den verserende asylsag har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke var gift i Irak, men at han brugte det som undskyldning over for [ejerens datter] for ikke at skulle ses med hende mere. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han efter episoden tog hjem til sin farbror. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var gift i Irak, og at han efter episoden tog hjem til sin farbror. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at ansøgeren i 2008 søgte asyl i Sverige, og at han i den forbindelse har opgivet et helt andet asylmotiv. Til de svenske asylmyndigheder har ansøgeren forklaret blandt andet, at han drev en boghandel, hvorfra han solgte islamkritiske bøger, hvilket førte til en konflikt med gruppen Anser Al-Sunni, der truede med at sprænge ansøgeren og boghandlen i luften. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at de generelle forhold i og omkring Kirkuk har antaget en sådan karakter, at alle er i fare for at lide overlast omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved at opholde sig i området. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet bemærker videre, at det fremgår af Iraq Control of Terrain Map udgivet af Institute for the Study of War, senest fra den 15. december 2016, at Kirkuk er under kontrol af PUK Peshmerga. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/6/col
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Asa'ib Ahl al-Haq-militsen, idet han ikke har ønsket at arbejde sammen med dem. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de irakiske myndigheder, der har udstedt en arrestordre på ham som følge af, at han er deserteret fra sit arbejde og ikke har afleveret sit ID-kort til sin tidligere arbejdsplads. Ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsmedarbejder i [en lufthavn]. Repræsentanter fra Asa'ib Ahl al-Haq bad ansøgeren om at give dem oplysninger om VIP-biler, der kørte ind i lufthavnen, men det ønskede han ikke. Ansøgeren turde ikke blive ved med at arbejde i lufthavnen, og han vendte ikke tilbage til sit arbejde. Kort tid efter modtog hans far og hans farbror et trusselsbrev fra Asa'ib Ahl al-Haq, hvorefter ansøgeren skulle forlade sit arbejde og ansøgeren og hans familie skulle forlade deres bopæl inden 72 timer. I modsat fald ville det ende med døden. Ansøgeren og hans far anmeldte trusselsbrevet til politiet, der beskyttede familien i en uges tid. Efterfølgende blev ansøgerens farbror kidnappet, men løsladt mod løsepenge. Farbroren bebrejdede ansøgeren kidnapningen. Ansøgeren tog ophold i [en by] i fire måneder hos sin klans overhoved. Herefter udrejste ansøgeren af Irak, fordi han følte sig usikker i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt den person, der ringede ham op, sagde, at han kom fra Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at den pågældende sagde, at han kom fra Asa'ib Ahl al-Haq, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at den pågældende ikke sagde, hvor han kom fra. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han tog hjem til sin farbror efter, at han havde afvist at samarbejde med Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han tog hjem til forældrene i Karbala, og at han ringede til sin farbror og fortalte, hvad der var sket, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han tog hjem til sin farbror, hvor han opholdt sig i et par dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han efter farbrorens løsladelse fra kidnapningen på ny tog ophold hos denne. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at farbroren gav ham lov til at komme hjem til sig igen, og at ansøgeren pendlede mellem Karbala og Bagdad i en periode på omkring to måneder. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at farbroren bad ham blive væk, fordi ansøgeren var skyld i kidnapningen Flygtningenævnet finder det herudover utroværdigt, at Asa'ib Ahl al-Haq stadig skulle efterstræbe ansøgeren, når ansøgeren havde efterkommet Asa'ib Ahl al-Haqs advarsler om at stoppe med at arbejde i lufthavnen, ligesom ansøgeren og hans familie havde efterkommet kravet om at forlade deres bopæl. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at Asa'ib Ahl al-Haq skulle have kidnappet ansøgerens farbror. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren på daværende tidspunkt periodevis boede hos sin farbror og dennes ægtefælle, hvorfor det forekommer usandsynligt, at Asa'ib Ahl al-Haq skulle vælge at kidnappe farbroren, og i stedet lade ansøgeren helt være i fred. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt tre dokumenter vedrørende myndighedernes angivelige arrestordre på ham, og har forklaret, at han allerede forud for asylsamtalen med Udlændingestyrelsen vidste, at de irakiske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham som følge af, at han var udeblevet fra sit arbejde, og ikke havde afleveret sit ID-kort til arbejdspladsen. Ansøgeren har forklaret, at grunden til, at han ikke allerede under Udlændingestyrelsens behandling af sagen oplyste om arrestordren var, at han ønskede at fremskaffe bevis for, at en sådan var udstedt, inden han forklarede herom til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, idet den fremstår konstrueret og udbyggende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/59/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat (ISIL). Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin onkel. Derudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel på grund af en jordkonflikt mellem hans familie og en anden familie. Ansøgeren har oplyst, at ISIL er til stede i hans hjemområde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans onkel har slået ham og udsat ham for torturlignende behandling, og at onklen flere gange har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere over for sin advokat henvist til, at hans storebror i 2002 blev taget til fange, udsat for tortur og forsøgt halshugget i forbindelse med en jordkonflikt. Som følge heraf flygtede ansøgerens bror fra Irak og har siden opnået opholdstilladelse i et europæisk land. Ansøgeren er ikke tidligere blevet informeret om jordkonflikten og heller ikke om, at ansøgerens far angiveligt slog to personer ihjel og selv blev slået ihjel som resultat af konflikten. Ansøgeren frygter derfor at blive slået ihjel på grund af jordkonflikten, hvis han vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet lægger til grund, at ISIL ikke længere er til stede i [ansøgerens hjemområde], og at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med ISIL. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at den generelle situation i Irak kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med sit familiemedlem [F] i [ansøgerens hjemområde] har en sådan karakter og intensitet, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [F] ikke har gjort alvor af sine trusler, men tværtimod har hjulpet ansøgeren ud af Irak. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringen herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret om tilstedeværelsen af en sådan konflikt. Ansøgerens forklaring bygger alene på oplysninger, som han har fået fra sin bror. Ansøgeren har fremlagt erklæringer fra sin bror, hvoraf fremgår, at broren er flygtet fra Irak som følge af en jordkonflikt, og at broren frygter, at ansøgeren, når denne fylder 18 år, vil blive inddraget i jordkonflikten og som følge af denne risikerer at blive slået ihjel. Det fremgår endvidere af brorens erklæringer, at broren siden sin flugt fra Irak har støttet sin nu afdøde mor og ansøgeren økonomisk, og at det også er broren, som har sørget for, at ansøgeren er udrejst af Irak, ligesom broren har betalt for udrejsen. Det fremgår af brorens erklæringer, at han bevidst har holdt disse ting skjult for ansøgeren. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at broren på intet tidspunkt har taget kontakt til ansøgeren, da denne kom til Danmark. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det er ham, der har forsøgt at finde frem til sin bror, og at det først for fire måneder siden er lykkedes ham at få kontakt til broren via Facebook. Selvom det måtte lægges til grund, at der har været en sådan jordkonflikt, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at denne konflikt har en sådan aktualitet, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke er blevet gjort bekendt med konflikten af sin mor eller [F], som han opholdt sig hos i Irak. Flygtningenævnet finder dette så meget desto mere bemærkelsesværdigt, eftersom ansøgeren har oplyst, at motivet til, at [F] hjalp ham ud af landet, angiveligt var, at [F] ønskede tilegne sig ansøgerens families jord. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger vedrørende ansøgerens brors eventuelle asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/58/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra […] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin farbror, fordi hun mod hans vilje [en dag i sommeren] 2015 giftede sig med sin herboende ægtefælle, der i foråret 2010 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at farbroren på hendes bopæl i Irak og pr. telefon fremsatte trusler mod hende. [Ultimo] 2015 udrejste hun af Irak. Primo 2017 har ansøgeren født et barn, som hendes ægtefælle er far til. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for sin farbror til grund, men finder ikke at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren boede i hjemmet hos sin mor fra episoden i [foråret] 2015, hvor farbroren blandt andet slog hende, til hendes udrejse [ultimo] 2015. Det er endvidere tillagt vægt, at hun i denne periode alene skiftede telefonnummer, men ikke gjorde andre tiltag for at skjule sig for farbroren. Endvidere søgte hun i [sommeren] 2015 visum til Danmark fra Teheran i Iran, hvorefter hun returnerede til hjemmet i Irak. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun derfor ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/57/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har forklaret, at han en gang har deltaget i en demonstration i Irak, men at han ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, herunder Ahl Al-Haq, fordi han har afvist at tilslutte sig disse militser. Endvidere frygter ansøgeren terrorismen i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at personer fra militsen Ahl Al-Haq i 2015 mødte op på hans adresse […] og forsøgte at tvinge ham eller en fra hans familie til at tilslutte sig militsen, ligesom de truede ansøgeren og hans familie med, at de ville tvinge dem til at forlade området. Herefter forlod ansøgeren og hans bror [deres hjemby] og tog til Bagdad. Efter to til fire dage tog de tilbage til [deres hjemby] efter opfordring fra deres far, fordi personer fra Ahl Al-Haq endnu en gang havde henvendt sig på familiens bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er forklaret divergerende, afglidende og udbyggende på flere væsentlige punkter. Forklaringen om besøget af Ahl Al-Haq hos familien fremgik således ikke af oplysningerne i asylskemaet, men fremkom først under oplysnings- og motivsamtalen. Endvidere har ansøgeren afgivet forskellige forklaringer om blandt andet længden af sit ophold i Bagdad, før han vendte tilbage til familien […], og om broderens forhold i denne periode. Ansøgeren har heller ikke givet nogen reel forklaring på, at han og broderen vendte tilbage til familien […], hvor de var udsat for trusler, efter at have opholdt sig i Bagdad. Forklaringen om, at ansøgeren på Facebook har udtalt kritik af de shiitiske militser, er endvidere først fremkommet på mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at det fremlagte foto af et trusselsbrev ikke kan føre til en anden vurdering. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke selv tillagde brevet betydning. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke isoleret set kan findes asylbegrundende. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/56/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en navngiven landsby], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de shiamuslimske militser Asaeb Ahel Al-Haqr, Hezeb Allah, Kataib Abo Al-Fadhel Abaas, Hezeb Al-Fadhilah, Hezeb Al-Dawa og Al-Jaish Al-Mahdi, idet han er sunni-muslim og medlem af klanen Al-Sadoun. Han har ligeledes henvist til, at de nævnte militser har forbindelser til den irakiske regering. Han har derudover henvist til, at han har oplevet at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet, da han ikke har tilknytning til nogen partier eller militser. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie er blevet opsøgt og truet af shiamuslimske militser omkring to gange om året siden 2006/2007, idet de er sunni-muslimer og medlemmer af klanen Al-Sadoun. I 2015 begyndte de shiamuslimske militser at spørge efter ansøgeren, når de opsøgte hans familie. Ansøgeren nåede at flygte eller var ikke hjemme, da militserne opsøgte hans familie. Ansøgeren blev imidlertid taget med og tilbageholdt af militserne, da hans familie blev opsøgt om natten [i] juni 2015. Han var tilbageholdt i halvanden dag i [en navngiven landsby], hvor militserne afhørte ham om andre medlemmer af klanen Al-Sadoun. Ansøgeren blev løsladt, da hans far betalte 2,5 millioner irakiske dinarer i løsesum. Ansøgeren modtog et trusselsbrev fra militserne [i] juni 2015. Han blev derudover opsøgt af to ukendte mænd i juli 2014 eller i juni/juli 2015. De ukendte mænd beslaglagde den plantage, som ansøgeren og hans far arbejdede på, idet jorden skulle gives til martyrerne fra Hasha Al-Shabi-militsen. Ansøgeren udrejste legalt fra lufthaven i Basra [i] august 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker overordnet, at ansøgeren er en veluddannet yngre mand, der har påberåbt sig et ukompliceret asylmotiv. I det lys finder nævnet, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale elementer i det påberåbte asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de trusler, han og hans familie angiveligt modtog fra de nævnte militser. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hans familie var blevet truet ved flere lejligheder og havde fået at vide, at de skulle forlade området, hvorimod han ved asylsamtalen og over for nævnet har oplyst, at hans familie ikke var blevet truet. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de personer, der angiveligt tilbageholdt ham i juni 2015. Ved oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han blev hentet og afhørt af militsmedlemmer og medlemmer af sikkerhedstjenesten. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der var tale om militsmedlemmer, og han vidste, at det hverken var politi eller militær, idet de hverken var iført uniformer eller præsenterede sig som politi eller militær, hvorimod han under behandlingen i nævnet har forklaret, at de var uniformerede. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det trusselsbrev, som han angiveligt modtog i juni 2015. Han har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han viste sin far brevet en uge efter modtagelsen, og at hans far blev ked af det og brændte brevet. Ved asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde revet brevet itu og smidt det væk med det samme, så hans forældre ikke skulle se brevet og blive bange. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hans bemærkning under oplysnings- og motivsamtalen skulle forstås på den måde, at hvis hans far så brevet, ville han være blevet ked af det og have brændt det. Herefter finder nævnet efter en samlet bedømmelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/55/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Set Zaynab, Syrien. Ansøgerens mor er syrisk statsborger, mens ansøgeren og ansøgerens far er irakiske statsborgere. Ansøgeren har ikke syrisk statsborgerskab og har således kun haft opholdstilladelse i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af de shiitiske militser, idet ansøgeren og hans far er sunni-muslimer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far flygtede fra Irak til Syrien i 1990’erne, hvor han mødte ansøgerens mor. Ansøgerens far har været fængslet i Irak. Ansøgerens far flygtede fra Irak, idet han var modstander af Baath-partiet. Ansøgerens far rejste tilbage til Irak i 2005 for at undersøge, om familien kunne flytte tilbage til Irak, hvilket dog ikke var muligt. Ansøgeren har været i Irak to gange i 2012. Den første gang var i forbindelse med en religiøs ceremoni, og den anden gang var i forbindelse med sin farfars begravelse. Ansøgeren har tre farbrødre i Bagdad, Irak, som han ikke haft kontakt med siden sin farfars begravelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren oplyste om sit asylmotiv og de i øvrigt foreliggende omstændigheder, kan føre til, at ansøgeren meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med myndigheder eller enkeltpersoner i Irak. Nævnet har lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han er i et modsætningsforhold til de shiitiske militser på grund af sin fars forhold, og at han er i et modsætningsforhold til disse militser og andre shia-muslimer på grund af, at han som sunni-muslim har opholdt sig i Damaskus tæt på et IS-kontrolleret område. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens farbrødre bor i Bagdad, og ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt irakisk pas. Efter Flygtningenævnets praksis er den generelle sikkerhedsmæssige situation i Bagdad, herunder for sunni-muslimer, trods vanskelige, ikke af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet bemærker i den henseende tillige, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han ikke er fuldt ud praktiserende sunni-muslim. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/54/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie eller svigerfamilie, idet begge familier var imod hendes ægteskab med hendes afdøde ægtefælle, der var etnisk araber og shia muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren mødte sin ægtefælle, [A], under et kurdisk bryllup i 2010. I 2011 ønskede ansøgeren og [A] at blive gift. [A’s] familie tog til Kirkuk for at anmode ansøgerens familie om ægteskab. Ansøgerens familie smed [A’s] familie ud, og ansøgerens morbror truede i den forbindelse ansøgeren med en kniv og sagde, at hvis ansøgeren giftede sig med [A], ville hun blive slået ihjel. [A] lod ansøgeren hente i bil til Bagdad i [vinteren] 2013. Ansøgeren og [A] blev i hemmelighed viet den [vinteren] 2013. [A’s] forældre var modstandere af ægteskabet. [A’s] mor sagde til ansøgeren, at hvis der skete [A] noget, ville de holde ansøgeren ansvarlig for det. I [vinteren] 2015 modtog [A] et trusselsbrev i sin forretning, hvor der stod, at det snart var ”hans tur”. En aften i [vinteren] 2015 blev der banket på deres dør. Ansøgeren så fra taget af deres hus, at [A] åbnede. Han blev bortført af ukendte, maskerede personer. Hun ringede til [A’s] faster, som hun havde et godt forhold til. Fasteren anbefalede hende at tage ophold hos naboen, hvilket hun gjorde. To dage senere ringede [A’s] faster og fortalte, at [A’s] lig var blevet fundet i en stofskraldepose. På posen var skrevet: ”Der er ingen gud foruden gud, og Mohammed er hans sendebud”, hvorfor ansøgeren formoder, at Islamisk Stat har slået ham ihjel. Ansøgeren fik ikke lov til at deltage i mindehøjtideligheden for sin ægtefælle. Efter [A’s] død bebrejdede ansøgerens svigerfamilie ansøgeren for hans død og truede ansøgeren med at gøre hende ansvarlig. [A’s] faster sagde, at hun var nødt til at udrejse af Irak og hjalp få dage efter ansøgeren med at flygte ud af Irak. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om asylmotiverne. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak risikerer overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2, som følge af sit ægteskab med [A]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bagdad som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en enlig, kurdisk kvinde uden noget netværk i Bagdad. Ansøgeren kan ikke tage ophold hos sin afdøde ægtefælles faster i Bagdad, da hun er efterstræbt af sin svigerfamilie. Ansøgeren kan endvidere ikke henvises til at tage ophold i de kurdiske områder i Irak, da hun er efterstræbt af sin egen familie, der er en kendt kurdisk familie. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren. Beslutningen er udleveret til ansøgeren. Flygtningenævnet, den 23. marts 2017. Irak/2017/52/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Tikrit, Salah Al-Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat eller Al Mahdi militsen, idet ansøgeren er blevet forsøgt rekrutteret af Islamisk Stat, og han har gjort sig uvenner med personer tilknyttet Al Mahdi militsen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i hjemlandet, da han føler sig dårligt behandlet som shia muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at omkring [sommeren] 2014 blev ansøgeren stoppet af personer fra Islamisk Stat, imens han var ude at lede efter sine forældre, der var forsvundet. Personerne fra Islamisk Stat ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for dem, hvilket han nægtede, og ansøgeren blev i den forbindelse slået bevidstløs. Han flyttede herefter til Bagdad. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgeren generet af to unge mænd under sit arbejde som gadesælger. Ansøgeren fortalte sin ven [A] om episoderne med de to unge mænd, hvorefter ansøgeren blev introduceret for [B] og [C]. De var tilknyttet Al Mahdi militsen og ville hjælpe ansøgeren med at gøre gengæld mod de to unge mænd. [B] og [C] opsøgte ansøgeren medbringende en pistol og opfordrede ansøgeren til skyde de to unge mænd. De tilbød ansøgeren penge for det. Ansøgeren nægtede at modtage pistolen og skyde de to unge mænd. To dage senere opsøgte [B] og [C] på ny ansøgeren for at få denne til at ændre mening. Ansøgeren blev vred og råbte skældsord mod dem og lederen af Al Mahdi militsen. [B] og [C] løb hen mod deres bil. Ansøgeren forstod, at de ville hente våben for at skyde ham. Han flygtede hen til en forladt bygning, hvor han skjulte sig. Han hørte, at de afgav skud. Han tog ophold hos sin ven [D] og udrejste efter cirka en uge af hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udbyggende og divergerende om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret udbyggende om, at han som følge af, at nogle unge sunni muslimer havde tilsvinet ham, kom i kontakt med [B] og [C] fra Al Mahdi-militsen, og at disse opfordrede ham til mod betaling at skyde de unge sunni muslimer. Da han afviste dette og selv tilsvinede [B] og [C] og Al Mahdi-militsens leder, kom han i konflikt med [B] og [C], der skød efter ham. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren slet ikke nævnt denne konflikt, men har tværtimod forklaret, at han ikke, mens han har boet i Bagdad, har haft nogen konflikter med myndighederne eller privatpersoner. Han har heller ikke haft nogen konflikter eller problemer med religiøse eller kriminelle grupper eller grupperinger. Han har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke blev behandlet pænt og ikke blev respekteret af sunni muslimer, men at han ikke personligt havde oplevet nogle konflikter eller problemer, fordi han er shia muslim. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig på hospitalet efter at være blevet overfaldet af IS. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret, at han var indlagt på hospitalet i cirka halvandet døgn, hvorefter han flygtede. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han blev udskrevet efter tre dage. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans forældre forsvandt, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at forældrene forsvandt [sommeren] 2014 omkring [dato]., og at han blev taget af Islamisk Stat cirka to til tre dage efter dette. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at forældrene forsvandt omkring [foråret] 2014. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at han blot var kommet til at sige den forkerte måned, og at han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han kun nævnte månedens nummer. Herudover finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren valgte at sælge Kleenex i et sunni domineret område i Bagdad, når han følte sig chikaneret af sunni muslimerne. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle være blevet tilbudt 10.000 US dollars af Al Mahdi-militsen for at dræbe nogle sunni muslimer, der havde tilsvinet ansøgeren på gaden. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for shia muslimer i Irak er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af det anførte ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/51/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive kidnappet af sin mors familie, fordi hans forældre giftede sig uden moderens families tilladelse. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren mener, at hans forældre blev gift i 1995. Ansøgeren er blevet fortalt, at hans forældre giftede sig uden moderens families tilladelse. Ansøgeren er også blevet fortalt, at hans mors familie er stor og indflydelsesrig med medlemmer i regeringen, politiet og hæren. Ansøgerens far blev i 2006 kidnappet og tilbageholdt i tre dage af ukendte gerningsmænd, og ansøgerens familie modtog i samme år et trusselsbrev med en patron. Ansøgeren udrejste herefter af Irak til Syrien sammen med sin familie. I 2009 vendte ansøgeren tilbage til Irak sammen med sin familie. Ansøgeren blev i [foråret] 2010 kidnappet og tilbageholdt af ukendte gerningsmænd, men blev frigivet efter to-tre dage, idet politiet og militæret greb ind. Ansøgeren udrejste af Irak halvanden til to måneder senere i 2010 sammen med sin familie. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne i sagen til grund, at den kidnapning, som ansøgeren var udsat for i [foråret] 2010, var et enkeltstående kriminelt forhold, som ikke havde sammenhæng med de asylmotiver, som hans forældre har påberåbt sig. Ansøgeren har i øvrigt påberåbt sig forældrenes asylmotiv. Idet Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes forklaringer til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For en nærmere begrundelse henvises til afgørelsen i forældrenes asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/50/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tikrit, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de ukendte personer, som har truet hans familie og slået hans farbror, [A], ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere, at det irakiske militær vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror, [A], i 2010 blev dræbt af ukendte mænd, mens familien boede i Zubair. Familien flygtede derfor til Tikrit, hvorfra de flygtede da det irakiske militær fortalte, at familien skulle forlade byen, idet ISIL var på vej, hvilket ville føre til kampe i byens gader. Familien forlod byen i bil, men blev undervejs stoppet af ISIL. ISIL adskilte mændene fra kvinderne og børnene, og ansøgeren har herefter ikke set sin far og farbror. Kvinderne og børnene kom ud til en plantage, hvorfra ansøgeren og hans fætter, […], flygtede efter nogle dage. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at deltage i asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på spørgsmål og på en måde, der viste, at han forstod svarenes betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter, ligesom ansøgeren og hans fætter også har forklaret divergerende på adskillige centrale punkter. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke fremstod selvoplevet, ligesom forklaringen på flere punkter fremstod afglidende og udetaljeret. Ansøgeren og hans fætter, […], har således forklaret divergerende om blandt andet drabet på deres farbror [A]. De har endvidere forklaret forskelligt om flugten fra Tikrit, tilbageholdelsen af deres fædre og om opholdet på og flugten fra plantagen. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen den [i] december 2012 forklaret, at de ukendte mænd, som tilbageholdt hans far og farbror, førte resten af familien hen til en plantage, hvor de skulle opholde sig i teltlejre. Under samtalen [i] februar 2016 har han forklaret, at der stod mange vagter fra ISIL på den gårdsplads, hvor ansøgeren boede i telt sammen med sin familie og har lavet en tegning, hvor han skitserer placeringen af vagterne. Under forklaringen for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at kvinderne og børnene ikke blev ført fra kontrolposten til plantagen, og at han ikke så nogen vagter på stedet. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] har endvidere forklaret divergerende om, hvordan de boede i plantagen. Ansøgeren har således forklaret, at de boede i telte, mens [ansøgerens fætter] har forklaret, at de boede i en lerhytte. Endelig har ansøgeren og [ansøgerens fætter] forklaret divergerende om, hvor længe de opholdt sig i plantagen, inden de forlod denne samt om, hvorvidt de kørte i en eller flere biler på vejen til Baghdad. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder ”Respons. Irak: Situasjonen i Tikrit (Salah ad Din), bilagsnr. 883 af 13. januar 2016 fremgår, at Tikrit i april 2015 blev tilbageerobret fra ISIL, hvorfor ansøgerens forklaring om, at han og hans familie flygtede fra byen i september 2015, fordi ISIL nærmede sig Tikrit ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at den fremlagte erklæring fra ansøgerens farbror ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/5/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun eller hendes familie vil blive slået ihjel af sin mors familie, fordi de var imod hendes forældres ægteskab. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren er blevet informeret om, at hendes mors familie var imod, at hendes forældre indgik ægteskab. Ansøgerens far blev i 2006 bortført, men ansøgeren ved ikke, hvem der stod bag eller hvad årsagen var. Et par dage efter ansøgerens far vendte tilbage efter kidnapningen, modtog familien et trusselsbrev, hvor de blev truet til at forlade Irak. Ansøgerens bror blev endvidere bortført i 2010 af ukendte gerningsmænd med ukendt motiv. Ansøgeren har påberåbt sig forældrenes asylmotiv. Idet Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes forklaringer til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For en nærmere begrundelse henvises til afgørelsen i forældrenes asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/49/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af myndighederne samt af den kvindelige ansøgers familie og klan, idet ansøgerne har giftet sig mod den kvindelige ansøgers families vilje, samt at flere af den kvindelige ansøgers familiemedlemmer har indflydelsesrige stillinger i Irak hos både regeringen og i al-Mehdi-militsen. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter al-Qaeda, fordi han i 2006 blev kidnappet, mens han arbejdede som chauffør for de amerikanske styrker i Irak. Derudover frygter den mandlige ansøger at blive slået ihjel af sekteriske sunni-muslimer, idet han selv er shia-muslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev gift med den kvindelige ansøger i 1995. Ansøgerne boede sammen flere forskellige steder i Basra, herunder på en skole, indtil de i 1999 flyttede til Bagdad, hvor de boede hos den mandlige ansøgers far og stedmor, fordi den kvindelige ansøgers familie fik kendskab til, at parret stadig opholdt sig i Basra. Siden flyttede parret til Salah ad-Din, og de flyttede i 2003 til Bagdad, da regimet faldt, og de opholdt sig i Bagdad indtil 2006, hvor den mandlige ansøger blev kidnappet af al-Qaeda. En uge efter kidnapningen modtog parret et trusselsbrev på deres bopæl, og de flyttede herefter til Syrien, hvor de boede indtil 2009. De flyttede herefter tilbage til Bagdad grundet urolighederne i Syrien. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at hans ældste søn blev kidnappet den [i foråret] 2010 af ukendte gerningsmænd, og efter løsladelsen udrejste familien til Tyrkiet, hvor de blev registreret som flygtninge hos UNHCR. Fire år senere, kort tid forinden at familien skulle modtages som flygtninge i USA, udrejste den mandlige ansøger af Tyrkiet i [sommeren] 2015, fordi han modtog trusler fra kriminelle i Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun efter sin vielse med den mandlige ansøger i 1994 opholdt sig i halvandet år i Basra, hvorefter de flyttede til Salah ad-Din, fordi de frygtede at blive genkendt af hendes familie i Basra. I Salah ad-Din boede de i to et halvt år hos en af den mandlige ansøgers venner. Parret oplevede ingen konflikter i den periode. De flyttede herefter til Bagdad, fordi vennen ville have sit hus tilbage, og fordi hendes ægtefælle ønskede at arbejde i Bagdad. Parret boede i en lejelejlighed i Bagdad, og hendes ægtefælle arbejdede i en periode som chauffør for de amerikanske styrker. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev kidnappet i [efteråret] 2006. Den mandlige ansøger var tilbageholdt i tre dage, og han blev løsladt, idet hans far, som havde forbindelser i den irakiske hær, hjalp med at få sat en befrielsesaktion i gang. Dagen efter løsladelsen modtog parret et trusselsbrev, som indeholdt en patron og en trussel om at blive slået ihjel, hvis de ikke forlod deres bopæl. Parret udrejste derfor til Syrien i 2006. De opholdte sig i Syrien indtil 2009, hvor familien vendte tilbage til Bagdad, fordi deres økonomiske forhold blev forværret, og idet den mandlige ansøgers far døde. I 2010 blev ansøgerens ældste søn kidnappet. Tre dage senere befriede den irakiske hær sønnen, men ansøgeren ved ikke, hvorfor kidnapningen skete, og heller ikke, hvem der stod bag. Den kvindelige ansøger forlod derfor Bagdad med sin familie og rejste til et andet sted i Irak, hvor de opholdt sig i to-tre måneder. Den kvindelige ansøger udrejste herefter med sin familie til Tyrkiet, hvor de blev registreret som flygtninge ved UNHCR, og de fik i 2015 svar om, at de var blevet meddelt opholdstilladelse i USA. Den mandlige ansøger modtog imidlertid samme år trusler fra tyrkiske kriminelle, og han rejste herefter til Danmark. Den kvindelige ansøger udrejste i [efteråret] 2015 af Tyrkiet sammen med familiens fem børn. Flygtningenævnet er i sin afgørelse ikke bundet af den omstændighed, at ansøgerne og deres børn er anerkendt af UNHCR som flygtninge, idet det påhviler nævnet selvstændigt at vurdere, om ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I denne vurdering indgår UNHCR´s anerkendelse som et moment i den samlede asylvurdering. Indledningsvist bemærkes om ansøgernes forklaringer, at den mandlige ansøger ikke har anført noget om konflikten med den kvindelige ansøgers familie i sit asylskema, selvom denne konflikt udgør en central del af asylmotivet. Den mandlige ansøger har forklaret, at han og den kvindelige ansøger, efter at de var blevet gift i 1995, boede rundt omkring mange forskellige steder i Basra indtil 1998/1999, og at de opholdt sig ganske kortvarigt hvert sted. Han har videre forklaret, at de herefter flyttede ind hos hans far og stedmor i Baghdad, hvor de opholdt sig i 1- 1½ år, inden de flyttede til Salah ad-Din, hvor de fandt beskyttelse hos en sunnimuslimsk klan. I 2003 flyttede familien tilbage til Baghdad, hvor de boede frem til, at de i 2006 flygtede til Syrien. Den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet har været divergerende med hensyn til, om den kun var ham, der flyttede tilbage til Baghdad i 2003, eller hvorvidt familien flyttede med ham. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at de efter vielsen boede i Basra i 1½ år, og at de i den forbindelse blandt andet boede på en skole i ca. 1-1½ år, og at de herfra flyttede til Salah ad-Din, hvor de i 2½ år boede i et hus tilhørende den mandlige ansøgers ven, hvorefter de flyttede til Amel-kvarteret i Baghdad, hvor de lejede en lejlighed, som de boede i frem til udrejsen til Syrien i 2006. Hun har videre i asylsamtalerne forklaret, at de ikke havde kontakt til den mandlige ansøgers far før i forbindelse med, at den mandlige ansøger blev kidnappet i 2006. I samtalen med advokaten forud for mødet i nævnet har den kvindelige ansøger om de divergerende forklaringer med hensyn til opholdet hos den mandlige ansøgers far forklaret, at hun havde glemt det, fordi det var af kortere varighed. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om de modtog trusler i forbindelse med det første ophold i Baghdad, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at den kvindelige ansøgers bror sammen med flere andre to gange opsøgte hans fars bopæl i Baghdad, efter at ansøgerne var rejst til Salah ad-Din, hvorimod han i asylsamtalen har forklaret, at de blev opsøgt på hans fars bopæl, mens de stadig boede i Baghdad men på et tidspunkt, hvor de ikke var hjemme, ligesom han forklarede, at der var tale om et enkelt tilfælde i enten 2000 eller 2001. Den mandlige ansøger har også forklaret divergerende med hensyn til om, han senest modtog trusler fra den kvindelige ansøgers familie 10 dage forud for oplysnings- og motivsamtalen, eller om han modtog de seneste trusselsopkald, mens familien opholdt sig i Tyrkiet. Han har endvidere under mødet i nævnet udbygget sin forklaring om truslerne med at forklare, at der sammen med de telefoniske trusler blev sendt billeder af hans hustru optaget i Tyrkiet, og billeder, hvor hun var iført undertøj, og hvor der stod tekster med truende indhold. Ansøgernes forklaringer om omstændighederne i forbindelse med, at den mandlige ansøger i 2006 skulle være blevet kidnappet af Al Qaeda, har også været divergerende, idet den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke i forbindelse hermed havde kontakt til personer udenfor, idet hans telefon blev taget fra ham, og at bortførerne ringede til hans far for at få udbetalt løsepenge. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at både hun og hendes svigerfar talte i telefon med den mandlige ansøger, mens han var kidnappet. Endelig har ansøgerne forklaret divergerende om udrejsen fra Irak i 2010 med hensyn til, hvor langt tid der gik efter sønnens kidnapning til udrejsen, og hvor de opholdt sig henne, før de udrejste via Erbil i november 2010. Nævnet skal videre bemærke, at det ikke forekommer sandsynligt, at den kvindelige ansøgers familie, der efter Saddam Husseins fald blev magtfuld og fik tætte relationer til flere indflydelsesrige personer i Irak, ikke var i stand til at finde ansøgerne i de mange år, de boede forskellige steder i Irak, men at de derimod skulle have været i stand til at finde frem til ansøgerne i henholdsvis Tyrkiet og Danmark, også selvom den mandlige ansøger havde et dansk mobilnummer. Ingen af ansøgerne har i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen gjort opmærksom på, at trusselsbrevet fra Al Qaeda lå blandt de dokumenter, de havde afleveret til styrelsen, hvorfor brevet først er blevet oversat under nævnsmødet, og det er i den forbindelse kommet frem, at den mandlige ansøger ikke er nævnt ved navn i brevet. Om brevet bemærkes videre, at ansøgerne har forklaret divergerende med hensyn til, om det blev fundet i garagen eller i haven, og om det var den mandlige ansøger eller et af deres børn, der fandt brevet. Endelig bemærkes, at det først er under mødet i nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret, at der i årene fra 2006-2016 er udstedt adskillige arrestordrer på ham fra de irakiske myndigheders side, og at to af disse er blandt de dokumenter, han har afleveret til Udlændingestyrelsen. Disse arrestordrer er derfor også først blevet oversat i forbindelse med nævnsmødet. Dokumenterne nævner ikke den mandlige ansøger ved navn og fremtræder snarere som en efterlysning af den mandlige ansøgers bil, og de personer der havde stjålet dem fra ham i forbindelse med kidnapningen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne har forklaret, at de i 2009, hvor der allerede var udstedt flere arrestordrer, valgte at rejse tilbage til Irak fra Syrien, og at ansøgerne har forklaret, at de i forbindelse med kidnapningen af deres søn i [foråret] 2010 henvendte sig til myndighederne, uden at de fik konsekvenser for den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøgers forklaringer har på en række centrale punkter været præget af, at hun ikke har været i stand til at huske centrale begivenheder, før hun direkte er blevet spurgt ind til dem. Dette gælder blandt andet i forhold til, om de blev fulgt til irakisk/syriske grænse af amerikanske tropper, og med hensyn til, om den mandlige ansøger blev skudt i benet i forbindelse med kidnapningen i 2006. Med henvisning til, at ansøgerne på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende og med henvisning til, at forklaringerne på en række punkter har været usandsynlige, og derfor i det hele forekommer konstruerede til lejligheden, kan flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund. Under disse omstændigheder kan nævnet heller ikke tillægge UNHCR´s anerkendelse af ansøgernes status som flygtninge betydning. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på ægthedsvurdering og oversættelse af trusselsbrevene, ligesom nævnet heller ikke finder det godtgjort, at har været sådanne mangler ved Udlændingestyrelsen behandling af sagen, at den af den grund bør hjemvises. Det bemærkes endeligt, at hverken den omstændighed, at ansøgerne er shiamuslimer eller de generelle forhold i Irak kan begrunde at de meddeles opholdstilladelse. Efter oplysningerne i telefonnotatet om henvendelsen til den amerikanske ambassade sammenholdt med de fremlagte dokumenter fra UNHCR, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerne har fået opholdstilladelse i USA, hvorfor der ikke er grundlag for at udsende dem til USA eller behandle sagen som en første asyllandssag. Ansøgerne har på baggrund af det ovenfor anførte ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/48/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ateist fra Shatra, Diqhar Naseriya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin klan eller af en allieret klan, idet han har bragt skam over sin far og klanen ved at blive ateist og ved at gifte sig med en kristen pige. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af en milits af samme årsager, idet hans storebror [A] er et højtstående medlem af militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på et tidspunkt efter han var startet på universitetet indledte et forhold til en kristen pige, [B]. Deres forhold udviklede sig over Facebook og efter i alt tre møder i Bagdad indgik de en civil ægteskabspagt [foråret] 2015 uden ansøgerens families kendskab hertil. De er ikke officielt gift hverken ved retten eller hos de religiøse myndigheder. Da ansøgerens far fik kendskab til forholdet og ægteskabspagten, spærrede han ansøgeren inde i familiens hjem i Naseriya. Ansøgerens far er klanleder og meget religiøs. Efter omkring fem dage lykkedes det ansøgeren at flygte til Bagdad. Omkring to dage senere fik ansøgeren at vide af sin bror, [C], at faren havde mødtes med tre andre klanledere og udstedt et dokument, hvori der stod, at faren slog hånden af ansøgeren, og at det er tilladt for enhver at dræbe ham, idet han har bragt skam over familien. [C] fortalte også ansøgeren, at deres anden bror [A], havde sat sin militsgruppe, Kataaib Hizbollah, i gang med at lede efter ansøgeren i Bagdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen er endvidere på visse punkter divergerende. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har kunnet redegøre for forholdet til [B], der er afgørende for, at ansøgeren udrejste af Irak. Ansøgeren har således haft vanskeligt ved at forklare om det tidsmæssige forløb i forhold til, hvornår møderne med hende fandt sted. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret udetaljeret om sit forhold til [B] og afglidende og udetaljeret på spørgsmål om [B’s] familie, herunder om hvornår han mødtes med hendes slægtninge inden brylluppet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren dels har forklaret, at ansøgerens far opdagede, at ansøgeren var blevet ateist ved, at personer fra ansøgerens universitet fortalte det, dels at ansøgeren har forklaret, at familien opdagede det gennem ansøgerens Facebook-opslag. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der boede i ansøgerens lejlighed i Baghdad. Ansøgeren har herom i Oplysnings- og Motivsamtalen forklaret, at han efter flugten fra sine forældres bopæl i [efteråret] 2015 ikke vendte tilbage til sin lejlighed, fordi han boede der med en anden, som han arbejdede med. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter vielsen med [B] [foråret] 2015 boede med hende i lejligheden, og at der ikke boede andre. Flygtningenævnet finder, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have medbragt vielsesattesten, da han besøgte familien i [efteråret] 2015 henset til det, som ansøgeren har forklaret om familiens forhold til religion. Nævnet finder også, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først 5-6 måneder, efter han via Facebook skulle have modtaget det dokument, hvor ansøgerens far slog hånden af ham, afleverede det til Udlændingestyrelsen. Nævnet kan derfor ikke tillægge dokumentet nogen vægt. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der som anført har haft adgang til sin Facebook-profil, ikke har underbygget sin forklaring om sine opslag vedrørende sit syn på religion. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har forklaret, at han er blevet slået i hovedet af nogle iranere, og at man i Irak ikke tillægger datoer særlig betydning, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/47/thj
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra […], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Asaaib-militsen, idet han som chauffør har hjulpet sin sunni-muslimske direktør, [A] med at undslippe militsen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, idet Asaaib samarbejder med myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2015 kørte med [A] fra Basra til Rumala al-Shemaliya. På tilbagevejen blev de forsøgt standset af en bil, der senere viste sig at være fra Asaaib. Der blev skudt mod [A’s] og ansøgerens bil. De slap dog væk. Efter denne episode ransagede Asaaib ansøgerens bopæl tre gange inden for 20-25 dage. Ansøgeren var ikke hjemme, mens ransagningerne fandt sted. Ansøgeren anmeldte Asaaib til myndighederne efter en af ransagningerne. 20 dage efter den tredje ransagning udrejste ansøgeren af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere centrale punkter er divergerende og fremstår påfaldende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at mændene i pick-up-bilen stoppede den bil, som ansøgeren og [A] kørte i. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at bilen ikke blev stoppet, idet ansøgeren trådte på pedalen og kørte. Ved oplysnings- og motivsamtalen og gensamtalen har ansøgeren forklaret, at [A] skød efter personerne i pick-up-bilen, men for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [A] skød varselsskud op i luften for at vise, at han kunne forsvare sig. Ved oplysnings-og motivsamtalen og gensamtalen har ansøgeren forklaret, at personerne i pick-up-bilen skød mod den bil, som ansøgeren kørte i, og at de ikke ramte, men for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens bil blev ramt. Ved oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de slap væk fra pick-up-bilen ved at køre ind til centrum af Basra. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at de slap væk ved at køre til en politikontrolpost ved en forstad til al-Zubair. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidsforløbet og antallet af Asaaibs besøg på ansøgerens bopæl, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet og tidspunktet for afleveringen af det brev, som Asaaib afleverede på ansøgerens bopæl. An¬søgeren har således forklaret ved oplysnings- og motivsamtalen, at brevet, der blev smidt på bopælen inden den første ransagning, var et trusselsbrev uden afsender, hvori der blandt andet stod, at Asaaib ville dræbe ham. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at det brev, Asaaib afleverede, var en arrestordre udstedt af en dommer, og at det blev afleveret anden gang, Asaaib var på bopælen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han anmeldte Asaaib til myndighederne. Nævnet lægger endeligt vægt på, at ansøgeren, trods at der skulle være udstedt en arrestordre mod ham, udrejste lovligt af Irak under benyttelse af sit eget pas. Flygtningenævnet er opmærksomt på den tid, der er gået mellem samtalerne, at ansøgeren har forklaret, at han har psykologiske problemer og ikke husker så godt, samt at han har forklaret for nævnet, at divergenserne i hans forklaring skyldes tolkeproblemer. Dette kan imidlertid ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/46/thj
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af de tre mænd, som bortførte ham i 2007. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev bortført af tre mænd i juli 2007. Ansøgeren fik efter bortførelsen at vide, at bortførelsen var på grund af ansøgerens farbrors tilknytning til partiet Al Dawa. De tre mænd blev alle idømt livstidsstraf, hvorefter en eller flere af dem, flygtede fra fængslet i perioden mellem starten af 2014 og sommeren 2015. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, har hans familie fortalt, at ansøgeren ikke bør vende tilbage til hjemlandet, idet ansøgerens familie i [vinteren] 2016 modtog trusselsbreve fra ukendte afsendere, hvori der stod, at man ledte efter ansøgeren. Ansøgerens familie flygtede herefter til Jordan, hvor de befinder sig i dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen på flere punkter har været præget af divergenser, herunder hvem der bortførte ham og disses navne samt hvor de blev fængslet. Nævnet bemærker i tilslutning hertil, at begivenheden uanset om den lægges til grund ikke kan anses for asylrelevant, idet det må have formodningen imod sig, at nogle af de tre personer efter at have unddraget sig strafforfølgning mange år efter vil foretage hævnakter i forhold til ansøgeren. Nævnet bemærker endvidere i denne sammenhæng, at ansøgeren såfremt han ville blive opsøgt, ville kunne anmelde forholdet til myndighederne og dermed opnå myndighedsbeskyttelse. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen som yderligere asylmotiv påberåbt sig, at han er begyndt at interessere sig for kristendommen. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren således oplyst, at han påtænker, at indgå i et forløb der skal medføre, at han døbes. Udover at henvise til at han finder kristendommen mere tolerant end islam, har ansøgeren ikke kunne konkretisere hvad kristendommen betyder for ham. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerens interesse for kristendommen kan tages som udtryk for en reel konversion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/45/DMO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig]. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Irak, etnisk kurder og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive efterstræbt af sin slægtning, [H], og hans familie. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Kirkuk, herunder tilstedeværelsen af ISIL og Kriminelle grupper. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ikke har noget hjem at vende tilbage til i Irak, fordi hans forældre og bror er døde. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for [H] oplyst, at denne var involveret i en jordkonflikt med ansøgers far i ansøgers hjemby, [T]. Der forekom slåskampe, og en dag brændte [H] ansøgers families bopæl og afgrøder i [T], hvorefter ansøgeren, sammen med sin familie, flyttede til Kirkuk. Under familie ophold i Kirkuk blev ansøgers far flere gange truet af [H] og hans sønner gennem breve og telefonopkald. [H] skød også ved flere lejligheder imod ansøgeren og hans familie, herunder blev der skudt på en bil, som ansøgeren gemte sig i, da han var omkring otte-ni år gammel. Senest har [H] skudt mod ansøgerens bopæl i 2014. Om sin frygt for de generelle forhold i Kirkuk har ansøgeren oplyst, at der foregår kampe, og at ISIL er ved at overtage kontrollen i byen. Ansøgeren har tillige oplyst, at der findes kriminelle grupper der kidnapper børn. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes, idet den forekommer utroværdig, divergerende og udbyggende. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren i sit asylskema intet har anført om den påståede jordkonflikt, at denne først omtales i oplysnings- og motivsamtalen og der havende givet sig udslag alene i trusler, mens han senere har forklaret om afbrændinger og skudepisoder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af skudepisoder og om, hvor og hvornår de fandt sted. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren efter farens forsvinden har kunne opholde sig uantastet i området i omkring et år frem til udrejsen. Efter baggrundsoplysningerne findes de generelle oplysninger om sikkerhedsforholdene i området ikke i sig selv at kunne begrunde en opholdstilladelse, og ansøgeren har forklaret, at han ikke personligt har været i konflikt ISIL. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/44/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Irak, etnisk araber og sunni muslim fra Babil provinsen i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak, samt at familien ifølge hans far er blevet truet. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af en shiamuslimsk milits. Ansøgeren har oplyst, at hans far en dag midt i den 8. måned 2015 fortalte ham, at han var blevet truet, og at familien derfor skulle udrejse fra Irak. Ansøgeren ved ikke, hvem der fremsatte truslen, hvem truslen var rettet mod eller hvad truslen omhandlede. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han få dage efter, at hans far havde fortalt ham om truslen, udrejste fra Irak. Ansøgeren har videre fortalt, at hans brødre, [H] og [M], udrejste fra Irak mere end en måned inden ansøgeren, og at forældre, to andre brødre og en søster udrejste fra Irak i oktober 2015. Endelig oplyser ansøgeren, at familien i 2006 måtte forlade [et byområde] ved Bagdad grundet al-Qaedas øgede tilstedeværelse i området. Ansøgeren har forklaret, at der ikke har været fremsat konkrete trusler mod ham personligt, og at han ikke personligt har været udsat for hvervningsforsøg. Han har forklaret, at hans søskende og forældre er udrejst ad fire omgange over en periode på flere måneder. Ansøgeren har oplyst, at udrejsen skyldtes, at hans far angiveligt var blevet truet, men han har ikke kunne oplyse nærmere om denne trussel, uanset den 28-årige ansøger så sent som i går, har været i kontakt med faren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at ansøgerens først for nævnet fremsatte oplysninger om en vis interesse for kristendommen ikke medfører ændring i denne vurdering. Baggrundsoplysningerne om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/43/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren havde fået interesse for kristendommen, fordi hans bedste ven, [M], er kristen. Ansøgeren konverterede til kristendommen [i sommeren] 2015. Det var ansøgerens plan at blive døbt. Hans familie reagerede negativt, da de fandt ud af, at ansøgeren viste interesse for kristendommen, og han blev spærret inde i tre dage og udsat for vold og overgreb af sin bror. Det lykkedes ansøgeren at stikke af fra sin familie. [M]s familie hjalp ansøgeren med udrejsen af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvordan hans interesse for kristendommen begyndte. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han [i sommeren] 2015 begyndte at snakke med vennen, [M], om religion og forskellen på kristendommen og islam, at han havde snakket med [M] om religion tidligere, men at han først [i sommeren] 2015 begyndte at lytte til [M]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens interesse startede gennem samtaler med [M], der i omkring et til to år talte med ansøgeren om kristendommen, og at ansøgeren herefter læste om kristendommen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret, at ansøgeren havde en kurdisk bibel og nogle kors, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Ansøgeren har derudover forklaret divergerende om sin konflikt med familien, herunder hvornår og hvordan familien fik besked om ansøgerens konversion, og om familiens voldsudøvelse. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han allerede [i sommeren] 2015 fortalte sin mor det hele efter sin snak med [M], og at hans mor fortalte resten af familien om det nogle dage efter. Derefter udøvede de meget vold mod ansøgeren. De spærrede ham dog først inde [i sensommeren], da han fortalte dem, at han ville lade sig døbe. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han to dage før sin konversion talte med sin mor, der havde fundet en bibel og nogle kors på ansøgerens værelse. Dette ændrede ansøgeren senere i samtalen til, at konfrontationen med moren fandt sted godt en måned efter hans konversion [i sommeren] 2015, og at moren to dage efter konfrontationen fortalte ansøgerens far om det. Herefter blev han slået af sin bror. Den følgende dag, hvor han også blev slået af sin bror, fortalte han sin familie om sin beslutning om at blive døbt, hvorefter han blev indespærret på et værelse i tre dage. Ansøgeren har ydermere forklaret divergerende om, hvornår og hvorfor han solgte sin bil. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at solgte sin bil, da familiens overgreb begyndte, og at han skyndte sig hen og fik solgt sin bil, fordi han kunne se, hvor det bar hen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han solgte sin bil, inden han blev udsat for vold, og at han solgte bilen, fordi han var træt af det hele; familien truede ham, de behandlede ham ikke godt, og de vaskede ikke hans tøj. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel, har Flygtningenævnet også særligt lagt vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for hverken kristne højtider, hellige skrifter i biblen, kristne ritualer eller de ti bud, selvom ansøgeren angiveligt gennem længere tid har drøftet kristendommen med vennen [M] og har været i besiddelse af en bibel på sit modersmål. Endvidere har ansøgerens forklaring for nævnet båret præg af, at ansøgeren alene har et yderst begrænset kendskab til kristendommen, idet ansøgeren kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk herom. Endelig har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den fremlagte udtalelse fra præst […] eller det forhold, at ansøgeren er blevet døbt [i vinteren] 2017, kan ikke føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder af samme grund ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/42/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Diyala, Irak. Ansøgerens far er etnisk araber, og hans mor er etnisk kurder. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvilken etnicitet han tilhører. Ansøgeren er ikke troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller tvangshvervet af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han sammen med sin bror blev stoppet af nogle personer fra ISIL, da de var på vej hjem. De pågældende spurgte ansøgeren, hvorfor han var tatoveret, når det var ulovligt ifølge islamisk lovgivning, ligesom de spurgte ansøgeren og hans bror, om de kunne finde ud af at bede. Både ansøgeren og hans bror blev slået i hovedet. Ansøgerens bror besvimede, og ansøgerens selv faldt til jorden, hvorved han bed sig selv i tungen. Herefter fik de bind for øjnene og blev kørt til et for ansøgeren ukendt sted, hvor de blev placeret i en celle. De fik mad tre gange om dagen. Efter et par dage blev ansøgerens bror taget ud af cellen. Da broren kom tilbage, fortalte han, at deres farbror og dennes søn var blevet slået ihjel. Efter omkring en uges tilbageholdelse blev ansøgeren og hans bror befriet af peshmergaerne og Hashdi Shahbi. Herefter løb de først til deres bopæl, hvor der ikke var nogen. De tog videre hjem til deres morbror, som gav dem penge og sagde, at de skulle flygte. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Hashdi Shahbi, som ikke kan lide kurdere og sunni-muslimer. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt, at han kommer fra Saadiyah, er af kurdisk afstamning og født sunni-muslim. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret om sit asylmotiv uden væsentlige divergenser, men bemærker endvidere, at ansøgeren om det væsentligste asylmotiv ikke har oplevet dette selv, men alene har refereret brorens forklaring. Ansøgerens asylmotiv er nøje sammenhængende med brorens. Et flertal af Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens asylmotiv, idet ansøgerens bror har forklaret divergerende i de forskellige samtaler og i forhold til ansøgerens forklaring. Ansøgerens bror har i asylskemaet oplyst, at han og ansøgeren blev tilbageholdt af ISIL, men han har trods en relativ lang og detaljeret forklaring ikke oplyst om at deres farbror, farbrors søn eller andre blev dræbt, mens broren blev tvunget til at se på det. Ansøgerens bror har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev tvunget til at se, at hans farbror fik sit hoved skåret over. Broren har endvidere forklaret om, at tre af farbrorens venner blev stenet og efterfølgende brændt. Endelig har broren forklaret, at farbrorens søn også blev stenet. I samtalen af […] 2016 har ansøgerens bror forklaret, at farbroren, [A], fik halsen skåret over, mens broren blev tvunget til at se på. Broren har forklaret, at han en til to dage efter blev tvunget til at se, at tre af [A]s venner blev stenet og efterfølgende brændt. Broren har på forespørgsel forklaret, at farbroren, [A], ikke havde børn og at der var tale om en morbrors søn, som broren imidlertid først efter ankomsten til Danmark fik at vide var blevet slået ihjel og slæbt efter en bil. Ansøgerens bror har ved mødet for nævnet forklaret, at han så farbroren blive halshugget og ved samme lejlighed så at tre af farbrorens venner blev stenet og brændt. Ansøgeren har forklaret, at han kun så sin bror forlade cellen en gang, og at broren efterfølgende forklarede, at han havde overværet, at deres farbror, [A], og dennes søn, [B], blive halshugget. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans bror ikke har fortalt, at han skulle have overværet tre personer blive stenet og brændt. Ansøgerens bror har endvidere forklaret divergerende om, den hjælp [A] gav til peshmergaerne, antallet af soldater i forbindelse med anholdelsen, hvor broren under samtalen den […] 2016 har forklaret, at der var to soldater, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at der var syv til otte. Broren har videre forklaret forskelligt i forhold til ansøgeren om, hvor mange soldater, der var i forbindelse med anholdelsen, og i hvilken grad deres hjem var ødelagt, da de blev løsladt. På baggrund af ovennævnte divergenser vil flertallet tilsidesætte ansøgeren og hans brors forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke angivet at have konkrete og individuelle problemer med shia militsen, Hashdi Shahbi. Idet det ikke kan lægges til grund, at militsens overgreb mod den sunni-muslimske befolkning har en karakter så ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK artikel 3, finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” MVLN/Irak/2017/41
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Diyala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, da han er undsluppet gruppen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han [i efteråret] 2014 sammen med sin bror blev stoppet af ISIL ved en kontrolpost, da de var på vej hjem. Soldaterne fra ISIL bemærkede, at ansøgerens bror havde tatoveringer på hånden, og de spurgte broren, om han ikke havde nogen tro. Både ansøgeren og hans bror blev herefter slået i hovedet med en geværkolbe. Ansøgeren blev bevidstløs af slaget, og da han vågende, befandt han sig sammen med sin bror i en fængselscelle. De fik mad to til tre gange om dagen, og hver gang fik de af soldaterne at vide, at de skulle forberede sig på at dø. Efter to til tre dages tilbageholdelse blev ansøgeren taget ud af cellen, da han skulle oplyse, om han kunne genkende den mand, som soldaterne havde taget med. Ansøgeren blev ført ud for at se sin farbror blive henrettet, ligesom han så, at tre af dennes venner, som havde kæmpet for peshmergaerne, var placeret i et bur. ISIL-soldaterne kastede sten mod buret, og vennerne blev kvæstet. Herefter blev der sat ild til buret, hvorved vennerne døde. Ansøgeren blev ført tilbage til cellen. Et par dage senere blev ISIL-soldaterne angrebet af peshmergaerne og Hashadi Shahbi. ISIL-soldaterne flygtede, og ansøgeren og hans bror blev befriet. Ansøgeren og hans bror løb hjem, hvor de så at deres hus var blevet ødelagt. De løb videre til deres morbror, som gav dem penge og guld, så de kunne flygte. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter tvangsrekruttering eller at blive slået ihjel af shia-folkehæren, Hashdi Shahbi, hvis han afviser at tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han på Facebook og i nyhederne har set, at Hashadi Shahbi tvangsrekrutterer alle unge mænd. Endvidere har ansøgeren hørt om flere, der er blevet tvangsrekrutteret, mens han fortsat opholdt sig i Irak, ligesom gruppen allerede havde foretaget rekrutteringer i det kvarter, hvor ansøgeren boede. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt, at han kommer fra Saadiyah, er af kurdisk afstamning og født sunni-muslim. Et flertal af Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens asylmotiv, idet der er forklaret divergerende i de forskellige samtaler og i forhold til brorens forklaring. Ansøgeren har i asylskemaet oplyst, at han og hans bror blev tilbageholdt af ISIL, men har trods en relativ lang og detaljeret forklaring ikke oplyst om at hans farbror, farbrors søn eller andre blev dræbt, mens han blev tvunget til at se på det. Han har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev tvunget til at se, at hans farbror fik sit hoved skåret over. Han har endvidere forklaret om, at tre af farbrorens venner blev stenet og efterfølgende brændt. Endelig har han forklaret, at farbrorens søn også blev stenet. I samtalen af […] 2016 har han forklaret, at hans farbror, [A], fik halsen skåret over, mens ansøgeren blev tvunget til at se på. Han har forklaret, at han en til to dage efter blev tvunget til at se, at tre af [A]s venner blev stenet og efterfølgende brændt. Han har på forespørgsel forklaret, at farbroren, [A], ikke havde børn og at der var tale om en morbrors søn, som ansøgeren imidlertid først efter ankomsten til Danmark fik at vide var blevet slået ihjel og slæbt efter en bil. Ansøgeren har ved mødet for nævnet forklaret, at han så farbroren blive halshugget og ved samme lejlighed så at tre af farbrorens venner blev stenet og brændt. Ansøgerens bror har forklaret, at han kun så ansøgeren forlade cellen en gang, og at ansøgeren efterfølgende forklarede, at han havde overværet, at deres farbror, [A], og dennes søn, [B], blev halshugget. Ansøgerens bror har endvidere forklaret, at ansøgeren ikke har fortalt, at han overværede tre personer blive stenet og brændt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, den hjælp [A] gav til peshmergaerne, antallet af soldater i forbindelse med anholdelsen, hvor han under samtalen den […] 2016 har forklaret, at der var to soldater, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at der var syv til otte. Han har forklaret forskelligt i forhold til sin bror om, hvor mange soldater, der var i forbindelse med anholdelsen, og i hvilken grad deres hjem var ødelagt, da de blev løsladt. På baggrund af ovennævnte divergenser vil flertallet tilsidesætte ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke angivet at have konkrete og individuelle problemer med shia militsen, Hashdi Shahbi. Idet det ikke kan lægges til grund, at militsens overgreb mod den sunni-muslimske befolkning har en karakter så ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK artikel 3, finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” MVLN/Irak/2017/40
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tikrit, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt på samme måde som sin farbror, [A], eller at blive taget på samme måde som sin far og farbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror, [A], er blevet slået ihjel af ukendte mænd, mens ansøgeren og hans familie boede i samme hus i Zubair i Irak. Familien modtog forud herfor 2 trusler i form af kuverter med patroner. En dag kom nogle ukendte mænd til familiens hjem ved 23-24 tiden om aftenen, hvor halvdelen af mændene kom ind i hjemmet og halvdelen blev udenfor. Mændene skød og dræbte ansøgerens farbror, [A], med det samme. Ansøgeren og resten af familien, bortset fra hans fætter og dennes søster, fik efterfølgende bundet håndleddene. [Ansøgerens fætter] befandt sig på husets første sal, da [A] blev skudt. Da [ansøgerens fætter] og hans søster kom ned, sad ansøgeren og de andre bundet. To-tre uger efter episoden flyttede familien til Tikrit. I 2015 flyttede hele familien frivilligt fra Tikrit til nogle plantager i forbindelse med, at ISIL kom til byen. De gjorde dette for at komme i sikkerhed fra ISIL. På vejen til plantagerne blev ansøgerens far og farbror bortført af nogle ukendte mænd iklædt sort tøj. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] forlod plantagerne efter nogle dage. De kom med en bil til Bagdad og udrejse herfra legalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter, ligesom ansøgeren og hans fætter også har forklaret divergerende på adskillige centrale punkter. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke fremstod selvoplevet, ligesom forklaringen på flere punkter fremstod afglidende og udetaljeret. Ansøgeren og hans fætter, […], har således forklaret divergerende om blandt andet drabet på deres farbror [A]. De har endvidere forklaret forskelligt om flugten fra Tikrit, tilbageholdelsen af deres fædre og om opholdet på og flugten fra plantagen. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] marts 2016 først forklaret, at de alle blev taget ud af bussen, og at han og hans familie gik derfra hen til plantagen, mens han senere under samtalen har forklaret, at det kun var hans far og farbror, der blev taget ud af bussen, mens de øvrige fik lov til at fortsætte med bussen. [Ansøgerens fætter] har under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] februar 2016 forklaret, at alle skulle stige ud af bussen, og at kvinderne og børnene skulle fortsætte til fods til plantagen. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han ikke husker, hvorvidt de gik til plantagen eller fik lov til at fortsætte i bussen. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] har endvidere forklaret divergerende om, hvordan de boede i plantagen. Ansøgeren har således forklaret, at de boede i en lerhytte, mens [ansøgerens fætter] har forklaret, at de boede i telte. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe de opholdt sig i plantagen, inde de forlod denne samt om, hvorvidt de kørte i en eller flere biler på vejen til Baghdad. Hertil kommer, at det er helt utroværdigt, at en ukendt person, som ansøgeren og hans fætter mødte udenfor Baghdad, indvilligede i uden nogen form for betaling at stå som garant for dem, således at de kunne komme ind i Baghdad. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder ”Respons. Irak: Situasjonen i Tikrit (Salah ad Din), bilagsnr. 883 af 13. januar 2016 fremgår, at Tikrit i april 2015 blev tilbageerobret fra ISIL, hvorfor ansøgerens forklaring om, at han og hans familie flygtede fra byen i september 2015, fordi der var kampe mellem ISIL og regeringshæren ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at den fremlagte erklæring fra ansøgerens farbror ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/4/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af klanlederen [A], hvis ære han har krænket. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han kommer fra et konservativt område i Basra, hvor han som den eneste ikke var klædt i traditionelt arabisk tøj. Ansøgeren var som fodboldspiller ofte iført korte bukser. Klanlederen billigede ikke ansøgerens stil, men ansøgeren efterkom ikke klanlederens anvisninger om påklædning. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren standset på gaden af klanlederen, som påpegede, at ansøgeren ikke skulle gå i den slags tøj. Ansøgeren blev provokeret og sagde, at klanlederen ikke skulle blade sig heri. Herefter tog klanlederen fat i ansøgeren. Ansøgeren blev bange og slog klanlederen, hvorved klanlederens hovedbeklædning faldt af. Ansøgeren løb straks hjem til sin halvsøster, som gav ham penge til at rejse til Bagdad. Ansøgeren opholdt sig i Bagdad i 10 dage. Ansøgerens familie forsøgte at mægle i konflikten, men klanlederen afviste dem og sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens familie er blevet opsøgt på deres bopæl af repræsentanter fra klanlederens klan, som har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i Irak var professionel fodboldspiller. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da han har forklaret divergerende på væsentlige punkter og udbyggende. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at klanlederen prøvede at holde fast på ansøgerens skulder, hvorefter ansøgeren slog klanlederen på kinden for at forvare sig. Han har til samtalen den […] 2016 forklaret, at klanlederen tog fat i hans krave. Ansøgeren blev bange og slog klanlederen med knyttet næve på kinden. Ansøgeren har under mødet for nævnet, hvor han blev bedt om at forklare detaljeret om episoden, forklaret, at klanlederen løftede hånden til slag, hvorefter ansøgeren i nødværge slog ud med sin højre hånd og ramte klanlederen i panden med bagsiden af sin åbne hånd. Han har på forespørgsel forklaret, at klanlederen først holdt fast i ham. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans familie blev udsat for trusler, mens han under nævnsmødet har forklaret, at familien tit modtog trusler. Under henvisning til ovennævnte, da ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål, ligesom forklaringen om episoden med klanlederen ikke virkede selvoplevet og endelig fordi det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle slå på en magtfuld klanleder, blot fordi denne kritiserede hans påklædning, tilsidesætter nævnet forklaringen som konstrueret til lejligheden. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” MVLN/Irak/2017/39
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tilsluttet de shiitiske militser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i begyndelsen af [efteråret] 2015 blev opsøgt af en person ved navn [S], mens han var på café. Han sagde til ansøgeren, at han skulle tilslutte sig, fordi der var blevet oprettet en ny brigade, som skulle kæmpe i Fallujah og Al Anbar. Han blev nogle dage senere opsøgt på ny på sin bopæl. Ansøgeren accepterede at slutte sig til brigaden over for [S] for at købe sig noget tid. Seks eller syv dage efter tog ansøgeren hen til sin moster, hvor han opholdt sig i cirka tre dage, hvorefter han tog til Erbil, hvor han opholdt sig i to dage. Ansøgeren returnerede herefter til sin bopæl, hvorfra han udrejste den efterfølgende morgen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet må anse forklaringen for utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han fik udleveret hvervningsskemaet. Over for Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han fik skemaet udleveret, da han blev opsøgt første gang. I nævnet har ansøgeren imidlertid oplyst, at han modtog skemaet, da han blev opsøgt anden gang. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer og de af ansøgeren i øvrigt oplyste omstændigheder i forbindelse med afvikling af samtalerne i Udlændingestyrelsen kan ikke føre til en anden vurdering af dette forhold. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om, hvorvidt der i forbindelse med den første opsøgning af ansøgeren var tale om en personlig opsøgning. Under disse omstændigheder og efter ansøgerens øvrige fremtræden under sagens behandling i nævnet forkaster nævnet herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/38/JOL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Al-Zubir, Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at ansøgeren eller hans familie vil blive slået ihjel af Al-Haq militsen, fordi de er sunni-muslimer, og fordi ansøgeren og hans far har arbejdet for amerikanske selskaber eller for lokale selskaber med tilknytning til amerikanske selskaber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far [i sommeren] 2015 blev kidnappet af personer med tilknytning til Al-Haq militsen, samt at de samme personer ved to lejligheder i [sommeren] 2015 havde henvendt sig på deres bopæl. Ved den første episode blev ansøgeren og hans familie truet til at flytte ud af deres hus, hvorefter ansøgerens familie flyttede hen til ansøgerens farbror, mens ansøgeren flyttede til Bagdad. De var efterfølgende kort tilbage på deres bopæl, og her kom der på ny nogen og henvendte sig til dem, hvorefter der blev affyret skud. Ansøgeren har derudover modtaget opkald fra Al-Haq militsen, der krævede, at ansøgeren flyttede ud af Bagdad til et sunni-domineret område. Ansøgeren har både modtaget et trusselsbrev samt to politianmeldelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er herunder navnlig indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin ansættelse i et firma med amerikanske forbindelser. Dette forhold, der indgår som en central del af asylmotivet, oplyste ansøgeren således først om under asylsamtalen [i efteråret] 2015. Dette må sammenholdes med, at ansøgerens forklaring om farens kidnapning også på en række andre punkter fremstår påfaldende. I den forbindelse kan det navnlig fremhæves, at det forekommer besynderligt, at kidnapperne angiveligt ikke kunne genkende ansøgerens far, der efter ansøgerens forklaring var den person, som militsen oprindeligt efterstræbte, ligesom det også fremstår besynderligt, at der fra militsens side angiveligt overhovedet ikke blev fulgt op på det fremsatte meget betydelige løsesumskrav. I lyset af ansøgerens forklaring om kidnapningen af hans far og de voldsomme omstændigheder i forbindelse hermed fremstår karakteren og indholdet af det generelt udformede trusselsbrev, som ansøgeren angiveligt har modtaget, også påfaldende. Endelig fremstår det også påfaldende, at militsen rettede henvendelse på familiens bopæl netop inden for det kortvarige tidsrum, hvor ansøgeren sammen med sin øvrige familie var tilbage for at pakke mv. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold for sunni-muslimer i Irak ikke i sig selv kan danne grundlag for international beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/37/JOL
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle. Ansøgeren har herom forklaret, at ægteparret udrejste i [sommeren] 2015 på grund af ægtefællens forhold. I [vinteren] 2015 rejste ægtefællen tilbage til Irak. Ansøgeren frygter ikke længere noget på grund af ægtefællens tidligere vanskeligheder i Irak. I Danmark indledte ansøgeren kortere tid efter ægtefællens udrejse et kæresteforhold til en iraker ved navn [A], der bor i samme asylcenter som ansøgeren. Det var ikke muligt at holde forholdet skjult. Ansøgeren sagde telefonisk til sin ægtefælle, at hun ville skilles. Han svarede, at så skulle deres børn født i 2010 og 2011 bo hos ham, hvilket hun nægtede. I [vinteren] 2016 blev hun opsøgt af to af ægtefællens venner, der gentog ægtefællens krav på en måde, som hun opfattede som værende truende. Senere hørte hun fra en asylansøger, [B], at ægtefællen telefonisk havde oplyst, at han var ved at få udstedt pas med henblik på at rejse til Danmark og bortføre børnene til Irak. Fra sin søster og far hørte ansøgeren telefonisk, at ægtefællen havde fortalt dem om hendes utroskab. Faren, der var bekendt med, at ægtefællen tidligere havde været voldelig over for hende, forlangte, at hun skulle rejse tilbage til ægtefællen i Irak. I sommeren 2016 truede ægtefællen hende via Viber både mundtligt og skriftligt flere gange med, at han ville slå hende ihjel. Dette skyldtes, at ægtefællen på grund af hendes utroskab, havde mistet sin ære, hvilket kun kunne genoprettes ved, at han slog hende ihjel. Hun er sikker på, at han rent faktisk vil dræbe hende, uanset om hun afleverer børnene til ham, idet han tidligere har begået grov vold over for hende flere gange. I de senere år inden udrejsen har hun tre gange været på hospitalet på grund af ægtefællens vold. I et af tilfældene mistede hun sit ufødte barn på grund af ægtefællens vold. Ægtefællen havde blandt andet slået hende i maven. Der er ingen i hendes familie eller andre i Irak, der vil beskytte hende mod æresdrab. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende æresdrab til grund. Forklaringen er sammenhængende og har i nævnet fremstået troværdig. Ansøgeren har i nævnet svaret umiddelbart og overbevisende på spørgsmål, der ikke tidligere har været stillet til hende. Forklaringen støttes endvidere af en udskrift af Viber-korrespondance mellem ægtefællerne samt forklaring fra ansøgerens kæreste i Danmark. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om ægtefællen og familierne i Irak finder Flygtningenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig omfang har sandsynliggjort, at der er reel risiko for, at ægtefællen på grund af æresforhold vil forsøge at slå hende ihjel, og der er velbegrundet frygt for, at hun i Irak risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at det hverken kan lægges til grund, at hendes familie eller andre i Irak, herunder myndighederne, vil beskytte hende herimod. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren og hendes to børn født i 2010 og 2011 opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” Irak/2017/36/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Baiji by i Saladin provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt og slået ihjel af ISIL, herunder fordi han har tatoveringer på hals og arm. Endvidere frygter han shiitiske militser, idet han har nægtet at adlyde ordre om at forlade Bagdad og kæmpe imod ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2013 måtte flygte fra Baiji efter der at have været i konflikt med ISIL, der på det tidspunkt erobrede Baiji og resten af Saladin provinsen. Efter ophold i Kirkuk flyttede ansøgeren til familie i Bagdad. I […] kvarteret blev han på kaffebar opsøgt af shia-milits, der anmodede ham om at forlade Bagdad og kæmpe mod ISIL i sin hjemegn. Ansøgeren flyttede derefter til andre familiemedlemmer i […] bydelen i Bagdad, hvor han opholdt sig i over et år, indtil han udrejste. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgerens oplysninger om, at ISIL i juni 2013 kontrollerede hele Saladin provinsen inkl. Baiji by ikke stemmer overens med baggrundsoplysningerne. Endvidere bemærkes, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet vedrørende flere emner har afgivet en tøvende og usikker forklaring. Efter nævnets opfattelse er det fremstået således, at ansøgeren til tider bevidst har undladt at svare konkret på de stillede spørgsmål. Ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen henholdsvis [i vinteren 2015] og [efteråret 2016] om episoden i Baiji, der fik ham til at flygte, er præget af divergenser om den vold, ISIL skulle have udsat ham for. Ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om episoden i Bagdad er ligeledes præget af divergenser. Under den første afhøring har ansøgeren forklaret, at han [i foråret 2015] blev opsøgt af fire bevæbnede personer fra Jaysh Almahdi samt at han derefter opholdt sig inden døre på sin hidtidige bopæl i to måneder. I [sommeren 2015] søgte militsen efter ham på bopælen. På en uge var militsen tre gange på familiens bopæl for at spørge efter ansøgeren. Under den anden afhøring har ansøgeren forklaret, at henvendelsen på kaffebaren skete omkring tre måneder efter, han omkring [sommeren 2013] flyttede til Bagdad. Det var tre civilklædte personer, hvoraf en var bevæbnet, der truede ham på kaffebaren. Ansøgeren ved ikke, hvilket parti eller milits de tre personer tilhører. I sommeren 2014 henvendte maskerede personer sig på mormorens bopæl i Bagdad, hvor det blev gentaget, at ansøgeren skulle forlade bopælen. Ansøgeren blev dog i boligområdet indtil udrejsen. Til Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at episoden i kaffebaren fandt sted efter, at han havde boet hos sin mormor i […] i seks-syv måneder. Senere under mødet har ansøgeren oplyst, at henvendelsen på kaffebaren foregik i sommeren 2014. Det var alene to militspersoner, der rettede henvendelse til ham. Han ved ikke, hvilken milits de pågældende tilhørte. Han havde ikke konkrete problemer i […], men ønskede ikke at blive i området, hvor det er farligt at være for sunni-muslimer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og det er efter nævnets opfattelse derfor uvist, hvor ansøgeren har opholdt sig samt hvad han har foretaget sig, de senere år inden udrejsen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og det kan således ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfylder heller ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved afgørelsen har Flygtningenævnet fastholdt praksis, hvorefter de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at alle yngre sunni-muslimske mænd er berettiget til opholdstilladelse. Efter nævnets opfattelse opfylder ansøgeren under de foreliggende omstændigheder ikke betingelserne for at få asyl, uanset om det måtte kunne lægges til grund, at han opholdt sig i Baiji indtil sommeren 2013. Det bemærkes herved blandt andet, at Baiji by efter de seneste baggrundsoplysninger ikke længere kan antages at være helt eller delvist kontrolleret af ISIL. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/35/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Hawija, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi han har afslået at arbejde for dem. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han som journalist føler sig udsat og derfor frygter alle radikale islamistiske grupperinger i hjemlandet. Ansøgeren frygter også uforholdsmæssig straf for sine myndighedskritiske artikler/blogs. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han siden 2010 har arbejdet som blogger, foredragsholder og freelance journalist. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens daværende chef, [A], taget til fange af Islamisk Stat Han blev den samme dag rapporteret død i medierne. Dagen efter kontaktede [A] sin ven, [B], og fortalte, at han stadig var i live, men blev holdt fanget af Islamisk Stat. Han bad [B] kontakte ansøgeren, fordi ansøgeren stammer fra Hawija, hvor han blev holdt fanget. [B] optog telefonsamtalen, hvor ansøgerens navn blev nævnt i alt 11 gange. Der er ingen, som har hørt fra [A] siden. [I efteråret] 2014 modtog ansøgeren et telefonopkald fra en ukendt person, der sagde, at han havde brug for hjælp, og at han kendte en af ansøgerens venner ved navn [C]. Ansøgeren indvilligede i at mødes med personen på en café i Kirkuk. Personen oplyste ansøgeren om, at han var tilknyttet Islamisk Stat, og han ønskede, at ansøgeren skulle tilslutte sig, da de havde brug for hans kompetencer og erfaring til at offentliggøre videoer med deres propaganda på internettet. Ansøgeren turde ikke afslå tilbuddet, da han frygtede at blive slået ihjel, og han udbad sig derfor noget betænkningstid. Ansøgeren fik en betænkningstid på to til tre dage, men personen fastslog samtidig, at han ikke havde noget valg. Ansøgeren tog herefter straks hjem til sin familie og fortalte om episoden. Han pakkede sine ting og flygtede herefter til byen Sulaymaniya, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af hjemlandet [i efteråret] 2014. Under opholdet i Danmark har ansøgeren fortsat sine aktiviteter med indrapportering med henblik på sletning af IS konti på de sociale medier og fortsat sine kritiske artikler/blogs samt deltaget i interviews til tv i to tilfælde. Ansøgerens artikel om en tidligere dommer i Bagdad har bevirket, at han er blevet stævnet i Irak som sigtet for overtrædelse af straffelovens artikel 434 for injurier/fornærmelser, og der er udset en arrestordre mod ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i Irak og dermed hans oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har udbygget sin forklaring i forsøget på at få den oprindelige forklaring til at hænge sammen, herunder hvorfor der gik 14 dage, inden han blev kontaktet af [A’s] brødre. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der en sammenhæng mellem den nævnte opringning fra [A] til ansøgerens kollega og det angivelige møde med et IS-medlem på cafeen i Kirkuk. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren mødtes med den pågældende uden at sikre sig hans identitet, og at pågældende lod ansøgeren få betænkningstid, så ansøgeren kunne unddrage sig kravet fra IS om samarbejde. Videre finder Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens forklaring, at han efter udrejsen i [efteråret] 2014 først søgte asyl [i foråret] 2015 efter at være indrejst i Danmark [i foråret] 2015 på gyldigt pas og visum. Vedrørende ansøgerens fortsatte aktiviteter i Danmark med indrapportering af IS konti på de sociale medier og blogindlæggene lægger Flygtningenævnet vægt på, at der er tale om en fortsættelse af ansøgerens aktiviteter i Irak, og at disse aktiviteter ikke gav ham problemer under opholdet der. Videre har ansøgeren ikke oplyst sit navn i forbindelse med nævnte aktiviteter. Stævningen og arrestordren i anledning bloggen/artiklen rettet mod den tidligere dommer i Bagdad er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afgørelse og meget hurtigt efter den nævnte blog/artikel. Såfremt de pågældende dokumenter må anses for ægte, finder Flygtningenævnet, at der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i den forbindelse vil risikere en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnets flertal finder videre, at ansøgeren ikke på den ovennævnte baggrund som følge af sine aktiviteter i Danmark har sandsynliggjort at han har eksponeret sig i en sådan grad, at han risikerer forfølgelse eller overgreb i Irak i den anledning. Oplysningerne om den generelle risiko for journalister i Irak, som er beskrevet i baggrundsoplysningerne, kan ikke føre til en anden vurdering. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har en journalistisk uddannelse, men var ansat i en kortere periode som kontorassistent, og at aktiviteterne ikke kan betegnes som egentlig journalistisk virksomhed. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på ægthedsvurdering af den irakiske stævning og arrestordre. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/34/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet og har ikke givet meddelelse om at have lovligt forfald. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har modtaget indkaldelsen til nævnsmødet, idet indkaldelsen ikke er kommet retur til nævnets sekretariat. Sekretariat fik på nævnsdagen telefonisk bekræftet fra centret, at ansøgeren har hentet indkaldelse til nævnsmødet, og at ansøgeren ikke har afhentet transportbillet til nævnsmødet. Sagen er derfor blevet gennemført på det foreliggende grundlag, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og er sunni-muslim fra Samawa, Al Muthanna, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i perioden fra 2007 eller 2008 frem til august eller september 2015 er blevet truet på livet af borgere i hjembyen, Samawa. Han har til støtte herfor oplyst, at han er blevet truet på gaden af i alt omkring 10 personer i hele perioden, fordi hans far var Baath-medlem, og fordi ansøgeren er sunni-muslim. I [sommeren/efteråret] 2015 blev der skrevet trusler på muren og på døren til ansøgerens bopæl. Disse trusler bevirkede, at ansøgeren og hans mor forlod bopælen. Ansøgerens mor fortalte nogle dage senere, at han skulle udrejse af Irak. Ansøgerens advokat har i forbindelse med nævnsmødet oplyst, at han har klaget over afgørelsen om ansøgerens alder. Advokaten har videre oplyst, at ansøgeren ikke har fremsendt kopi af pas eller andre identitetsdokumenter til advokaten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om sit asylmotiv til grund. Nævnet bemærker indledningsvis, at nævnet på grundlag af den foretagne aldersundersøgelse lægger til grund, at ansøgeren er født i 1996 og ikke i 2010, som oplyst af ansøgeren. På samme måde som Udlændingestyrelsen finder nævnet, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de trusler der blev fremsat i 2015 umiddelbart før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har således afgivet divergerende forklaringer om, hvor truslerne blev skrevet, og om hvordan ansøgeren blev bekendt med truslerne. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren ved sine forklaringer har sandsynliggjort, at de trusler som ansøgeren angiveligt har været udsat for i perioden fra 2008 til 2015 giver grundlag for at antage, at der var tale om konkrete og reelle trusler rettet mod ansøgeren på grund af farens tilknytning til Baath-partiet, og fordi ansøgeren er sunni-muslim. De generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer kan ikke føre til at der meddeles ansøgeren asyl. Ansøgeren har anført, at han ved en tilbagevenden frygter, at blive pålagt at aftjene værnepligt. På grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at der fortsat ikke er tvungen værnepligt i Irak. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/33/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samawa, Al-Muthana-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke selv været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hans far arbejdede for Baath-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militser og bander, idet hans far var medlem af Baath-partiet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen i sit område, idet hans far var medlem af Baath-partiet, og idet ansøgeren er sunni-muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at familien boede i en landsby i Samawa distriktet. Hans far arbejdede for Baath-partiet og blev dræbt i 2007. Ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, at ansøgerens far blev dræbt, fordi han var medlem af Baath-partiet. Ansøgerens mor har endvidere fortalt ansøgeren, at militser og bander stod bag drabet på ansøgerens far. Ansøgeren har omtalt disse militser og bander som Geshe El-Mahdi. Efter drabet på faren flyttede ansøgerens mor, ansøgeren og ansøgerens to yngre søskende til byen Samawa. Ansøgeren og hans familie blev chikaneret af lokalbefolkningen, og hans mor blev overfaldet af en bande på den skole, hvor hun arbejdede. I [efteråret] 2015 fandt ansøgeren en konvolut med en patron på sin bopæl. Ansøgerens mor blev meget bange, og samme dag flygtede familien til Bagdad. To dage senere flygtede ansøgeren fra Irak. Han har ikke siden flugten fra Bagdad haft nogen form for kontakt med moren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgerens forklaring, selv når ansøgerens alder tages i betragtning, fremstår udetaljeret, ukonkret og dermed ikke selvoplevet. Ansøgeren har forklaret, at han og familien er sunni-muslimer, og at ansøgerens far var medlem af Baath-partiet, og at faren arbejdede hos politiet frem til 2003. Henset til ansøgerens alder på dette tidspunkt er det forståeligt, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet fortælle om farens stilling i politiet. Ansøgeren har oplyst, at han er født i 2001, men efter den foretagne aldersundersøgelse lægger nævnet til grund, at ansøgeren er født i 1998. Ansøgeren var således otte-ni år gammel, da faren i følge ansøgerens forklaring blev dræbt i 2007. Nævnet finder det, uanset hændelsens tragiske karakter påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvad der passerede, efter at farens lig var blevet smidt uden for hjemmet. Ansøgeren har forklaret, at han i perioden efter 2007, hvor han sammen med sin mor og sine to yngre søskende boede i Samawa, selv blev udsat for chikane, fordi han er sunni-muslim, og fordi man havde fundet ud af, at faren havde været medlem af Baath-partiet. Ansøgeren har, uanset at der er tale om forhold, der har vedrørt ansøgeren personligt, alene kunnet forklare helt generelt og overordnet herom. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare nærmere om, hvornår episoden, hvor ansøgerens mor kom hjem med iturevet tøj fandt sted. Flygtningenævnet har stillet ansøgeren spørgsmål vedrørende familiens flugt fra Samawa, der fandt sted, umiddelbart før ansøgeren udrejste af Irak, men også her har ansøgeren ikke kunnet redegøre for de nærmere omstændigheder bortset fra, at han har forklaret, at huset i Samawa ikke blev solgt. Ansøgeren har forklaret, at både han og moren var i besiddelse af en mobiltelefon. Nævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren efter udrejsen på intet tidspunkt har været i kontakt med sin mor, hvilket er baggrunden for ansøgerens forklaring om, at han i dag ikke ved, hvor hans mor og søskende opholder sig. Ansøgeren har forklaret, at han under flugten mødte [A], og at de genkendte hinanden, fordi de havde set hinanden i hjemegnen i Irak og tilhørte den samme klan. Ansøgeren har desuagtet ad den vej ikke forsøgt at opnå kontakt med sin mor. De generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ud fra en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/32/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den gruppe, som tidligere har kidnappet ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015] om aftenen blev kidnappet. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et hus, hvor han blev placeret i et mørkt lokale. I forbindelse med tilbageholdelsen blev ansøgeren 2-3 gange udspurgt om ansøgerens families økonomiske situation. Under tilbageholdelsen kontaktede kidnapperne ansøgerens familie og forlangte en løsesum på 50.000 dollars. Ansøgerens fader kontaktede politiet, der [fem dage senere] befriede ansøgeren og anholdt to af kidnapperne. [Dagen efter] var ansøgeren i retten, hvor han afgav forklaring om hændelsen. Senere samme dag modtog ansøgerens fader et truende opkald, ligesom faderen et par dage senere modtog en SMS, hvori der stod, at ansøgeren ville blive slået ihjel. Dette førte til, at ansøgeren udrejste af Irak [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2016. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere oplyst, at hans familie i [sommeren 2016] igen modtog trusler fra kidnapperne, hvorfor de i [sommeren] 2016 udrejste til Iran, hvortil de havde visum. Familien er efterfølgende rejst videre til Tyrkiet, hvor de nu opholder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring på nogle punkter har fremstået usammenhængende og utroværdig. Nævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema har angivet, at han efter kidnapningen blev udsat for drabsforsøg, men at han ikke forklarede herom under sine samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der var til stede, da han skulle afgive forklaring for retten. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen […] 2015 forklaret, at det alene var ham selv, dommeren og en politimand, der var til stede, mens ansøgeren under samtalen […] 2016 og for nævnet har forklaret, at de to kidnappere også var til stede. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke sagde noget til kidnapperne om familiens økonomiske situation, idet han har oplyst, at familien på ingen måde ville være i stand til at betale den krævede løsesum, ligesom han har oplyst, at han ikke blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at det var helt mørkt i det rum, hvor han blev tilbageholdt ikke stemmer overens med, at han under sin anden samtale har forklaret, at han i retten identificerede de to kidnappere. Endelig har nævnet tillagt det vægt, at ansøgerens familie, herunder en bror på ca. 20 år, har boet i Bagdad i næsten 1 år efter kidnapningen uden at have været udsat for trusler, ligesom ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om de trusler, som hans familie angiveligt har modtaget omkring [sommeren] 2016. De fremlagte dokumenter fra Irak kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens forklaring. Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter og efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/31/COL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet hendes far har modtaget trusler, ligesom ansøgerens familie er blevet udsat for et attentatforsøg. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes far i 2011 eller 2012 hjalp nogle kristne familier med at sælge deres huse. I sommeren 2012 blev ansøgerens fars forretning udsat for hærværk, idet nogle ukendte personer havde malet et rødt kryds på forretningens dør. Herefter pakkede familien sine ting og tog hjem til ansøgerens faster i [en anden bydel]. Omkring en uge senere kørte ansøgerens mor sammen med ansøgerens morbror og hendes to yngre søskende til familiens bopæl for at hente nogle af familiens ejendele. Under besøget på bopælen eksploderede en bombe, hvorved ansøgerens mor og søskende blev såret, og ansøgerens morbror blev slået ihjel. Herefter var ansøgerens familiemedlemmer indlagt på hospitalet i omkring ti dage. Ansøgeren overhørte en samtale mellem sine forældre, hvor hendes mor fortalte, at politiet havde spurgt hende, om hun mistænkte ansøgerens far for at stå bag eksplosionen. Da ansøgerens familie blev udskrevet flyttede ansøgeren sammen med sin mor og sine søskende ind til sin moster, hvor de boede i omkring tre år, indtil de i [sommeren] 2015 udrejste. Ansøgerens far boede i ansøgerens fasters lejlighed, hvor ansøgeren og hendes søskende var på besøg, indtil hendes far udrejste i [efteråret] 2013. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Irak, herunder den manglende sikkerhed i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens far har forklaret divergerende om, hvor mange huse han hjalp til med at sælge for nogle venner, som var fordrevet fra området. Han har således i sit asylskema omtalt flere boliger, og at han solgte en stor del af boligerne til de rette priser, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og i nævnet har forklaret, at hans hjælp alene førte til salget af en enkelt bolig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hendes far har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes far tidligere havde modtaget trusler. Ansøgeren har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun overhørte sine forældre tale om, at hendes far var blevet truet i sin forretning. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det fandt sted få måneder før, krydset blev malet på døren. Ansøgerens far har ikke på eget initiativ nævnt noget herom under sine samtaler i Udlændingestyrelsen. Da han blev foreholdt ansøgerens forklaring herom, har han i Udlændingestyrelsen forklaret, at han engang fortalte sin ægtefælle, at der var kommet 2 mistænkelige mænd ind i forretningen. For nævnet har han forklaret, at der flere år før krydset blev malet på forretningen, kom 2 ubehagelige personer ind i hans forretning, som han blev bange for, hvilket han fortalte sin kone. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens far har forklaret divergerende om bombeeksplosionen [i foråret] 2012. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at forklaringen om, at bomben sprang på et tidspunkt, hvor familien ikke havde været på bopælen i flere dage, forekommer usandsynlig, ligesom ansøgerne ikke har kunnet give en overbevisende forklaring om, hvordan og hvornår bomben blev anbragt og detoneret. Uanset Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens mor på et tidspunkt er blevet såret som følge af en bombeeksplosion, kan det således ikke lægges til grund, at dette var en eksplosion rettet mod ansøgerne direkte. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgerens far har boet i Bagdad i mere end 1 år efter, at familien angiveligt var flygtet fra deres bopæl, uden at han eller andre familiemedlemmer på nogen måde er forsøgt opsøgt af privatpersoner eller myndighederne, ligesom ansøgeren, hendes mor og søskende har boet i Bagdad i mere end 3 år, hvor ansøgerens mor har modtaget lægebehandling og fået udstedt pas uden problemer. Forholdene for sunnimuslimer i Bagdad er efter baggrundsoplysningerne vanskelige, men er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan bevirke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/30/mvln
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Fallujah/Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra gruppen ISIL, fordi hun er udrejst af Fallujah i Irak uden at have fået tilladelse hertil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes bopæl er blevet opsøgt af nogle for hende ukendte personer i maj/juni 2012. Ansøgeren og hendes bror var alene hjemme, og det var hendes bror, der lukkede op. Ansøgeren så ikke personerne, men ansøgerens bror fortalte hende, at han skulle følge med dem. Han forlod stedet, og hverken ansøgeren eller hendes far har hørt fra ham siden. I maj 2014 blev ansøgerens far opsøgt af repræsentanter fra ISIL, som ønskede, at han skulle arbejde for ISIL, idet han havde arbejdet for det irakiske militær i omkring 15 år. Ansøgerens far nægtede at samarbejde med ISIL, hvorefter han blev tilbageholdt i omkring to-tre timer. Han er ikke efterfølgende blevet tilbageholdt af ISIL. Endvidere indførte ISIL en lov, som medførte, at alle kvinder var forpligtet til at gifte sig med en ISIL-kriger. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det ansøgeren har oplyst kan føre til, at hun meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har haft en personlig konflikt med ISIL, ligesom det alene bygger på ansøgerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe hende, fordi hun er udrejst fra Fallujah uden tilladelse. Hertil kommer, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere kontrollerer Fallujah, idet byen i juni 2016 blev generobret af irakiske styrker sammen med Popular Mobilization forces. Ansøgeren er født og opvokset i Baghdad, hvor hendes pas er udstedt, og hvor hun har boet indtil 2007 og igen i ca. 1 måned før udrejsen. Hendes far har endvidere problemfrit boet i Baghdad i ca. 2 år efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren, uanset hun er en enlig kvinde, har godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/3/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel, idet nogle ukendte personer, formentlig fra al-Qaeda, har sat et rødt kryds på døren til den mandlige ansøgers forretning. Ansøgerne har videre henvist til, at den mandlige ansøger er mistænkt for at have placeret en bombe i sit eget hus, hvorfor de frygter, at han vil blive anholdt. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger i sommeren 2012 hjalp en kristen ven og en mandæisk ven med at transportere deres ejendele samt med at sælge deres huse. [I sommeren] 2012 opdagede den mandlige ansøger et rødt kryds på døren til [den forretning], som han ejede i Bagdad. Ansøgerne er ikke bekendt med, hvem der har tegnet krydset på døren, men de formoder, at det er al-Qaeda, der står bag. Umiddelbart efter den mandlige ansøger opdagede krydset på døren, flygtede ansøgerne og deres børn til den mandlige ansøgers søsters lejlighed i [en anden bydel] i Bagdad. [Tre dage senere] kørte den kvindelige ansøger sammen med sin bror og børnene [A og B] tilbage til familiens bopæl for at hente nogle ting. Under besøget på bopælen eksploderede en bombe i nærheden af familiens bil, hvorved både den kvindelige ansøger og børnene blev såret, og den kvindelige ansøgeres bror blev slået ihjel. Den kvindelige ansøger var efterfølgende indlagt på hospitalet, hvor hun blev opsøgt af en major fra nationalgarden, som spurgte hende, om den mandlige ansøger kunne have placeret bomben. Da den kvindelige ansøger efter 10 dage blev udskrevet fra hospitalet, flyttede hun sammen med børnene ind hos sin søster. Den mandlige ansøger opholdt sig i sin søsters lejlighed frem til [efteråret] 2013, hvor han udrejste til [et andet land]. Af helbredsmæssige årsager blev den kvindelige ansøger sammen med børnene i Irak indtil [i sommeren] 2015, hvor de udrejste til [det andet land] og mødtes med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvor mange huse han hjalp til med at sælge for nogle venner, som var fordrevet fra området. Han har således i sit asylskema omtalt flere boliger, og at han solgte en stor del af boligerne til de rette priser, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og i nævnet har forklaret, at hans hjælp alene førte til salget af en enkelt bolig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger og ansøgernes datter, [C], har forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger tidligere havde modtaget trusler. [C] har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun overhørte sine forældre tale om, at den mandlige ansøger var blevet truet i sin forretning. Under nævnsmødet har [C] forklaret, at det fandt sted få måneder før, krydset blev malet på døren. Den mandlige ansøger har ikke på eget initiativ nævnt noget herom under sine samtaler i Udlændingestyrelsen. Da han blev foreholdt [C’s] forklaring herom, har han i Udlændingestyrelsen forklaret, at han engang for-talte sin ægtefælle, at der var kommet 2 mistænkelige mænd ind i forretningen. For nævnet har han forklaret, at der flere år før krydset blev malet på forretningen, kom 2 ubehagelige personer ind i hans forretning, som han blev bange for, hvilket han fortalte sin kone. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om bombeeksplosionen [i foråret] 2012. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at forklaringen om, at bomben sprang på et tidspunkt, hvor familien ikke havde været på bopælen i flere dage, forekommer usandsynlig, ligesom ansøgerne ikke har kunnet give en overbevisende forklaring om, hvordan og hvornår bomben blev anbragt og detoneret. Uanset Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den kvindelige ansøger på et tidspunkt er blevet såret som følge af en bombeeksplosion, kan det således ikke lægges til grund, at dette var en eksplosion rettet mod ansøgerne direkte. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at den mandlige ansøger har boet i Bagdad i mere end 1 år efter, at familien angiveligt var flygtet fra deres bopæl, uden at han eller andre familiemedlemmer på nogen måde er forsøgt opsøgt af privatpersoner eller myndighederne, ligesom den kvindelige ansøger og ansøgernes børn har boet i Bagdad i mere end 3 år, hvor hun har modtaget lægebehandling og fået udstedt pas uden problemer. Forholdene for sunnimuslimer i Bagdad er efter baggrundsoplysningerne vanskelige, men er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan bevirke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/29/mvln
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægte-par fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Duhok-provinsen, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter opløsning af deres ægteskab og eventuelle konflikter med den mandlige ansøgers far, som er modstander af ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift [i foråret] 2011. Siden begyndelsen af 2015 har den mandlige ansøgers far forsøgt at overtale ansøgerne til at lade sig skille. Ansøgerne fraflyttede i [efteråret] 2015 den mandlige ansøgers forældres hus og flyttede til en nærliggende landsby for at undgå den mandlige ansøgers fars opførsel overfor den kvindelige ansøger. Den kvindelige ansøger blev fem-seks gange opsøgt af den mandlige ansøgers far. Han råbte af hende og prøvede at presse hende til at lade sig skille. Den sidste gang, i [efteråret] 2015, han opsøgte hende slog og sparkede han hende også. Ansøgerne oplevede ikke yderligere problemer med den mandlige ansøgers far i perioden fra overfaldet til udrejsen [slutningen af] 2015. Den kvindelige ansøger har efter overfaldet truet med at sætte ild til sig selv. Den kvindelige ansøgers familie er i [slutningen af] 2016 blevet opsøgt af den mandlige ansøgers familie og overfaldet, idet familien bebrejdes, at den mandlige ansøger er udrejst, og at han ikke har lade sig skille. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes nye forklaring om, at den mandlige ansøgers far hele tiden har været imod ægteskabet, til grund. Oplysningerne herom stemmer ikke med de tidligere afgivne oplysninger og heller ikke med ansøgernes situation, herunder at der blev betalt medgift i forbindelse med ægteskabet, og at ansøgerne uden problemer boede de første mere end fire år hos den mandlige ansøgers familie. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøgers far har forsøgt at presse ansøgerne til at blive skilt, og at han én gang har opsøgt den kvindelige ansøger og slået og sparket hende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers familie er blevet overfaldet af den mandlige ansøgers familie, således som de har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er nogen nærmere sammenhæng i det tidspunkt, over-faldet skulle være sket på. Nævnet bemærker herved, at overfaldet skulle være sket mere end et år efter ansøgernes udrejse. Nævnet lægger endvidere vægt på, at de pågældende fotos af den mandli-ge ansøgers lillebror ikke dokumenterer overfaldet, og at der heller ikke ses at være forklaret herom i forbindelse med den kvindelige ansøgers hospitalsindlæggelse. Flygtningenævnet finder, at den omhandlede konflikt er en privatretlig konflikt. Nævnet finder ikke, at konflikten har et sådant omfang og intensitet, at ansøgerne af den grund har behov for beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerne vil kunne tage ophold i en anden del af Irak, hvis de ikke mener, at de fortsat kan bo i [hjemby]. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgernes nyligt opståede interesse for kristendommen kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/28/AKM
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, hvis han ikke tilslutter sig Al-Mahdi militsen. Desuden er han en type, som drikker alkohol, går på natklub og går ud med fremmede kvinder, hvorfor han er i en større risiko. Endvidere frygter ansøgeren at blive dræbt af en bombeeksplosion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans mor blev kidnappet i 2007 af ukendte gerningsmænd. Hun blev tilbageholdt i to til tre dage og blev løskøbt af ansøgeren og hans familie for 20.000 USD. Man fandt aldrig ud af, hvem bortførerne var. Ansøgerens far er blevet forsøgt kidnappet to gange i 2008 og en gang i 2015. Sidste kidnapningsforsøg på ansøgerens far fandt sted i [begyndelsen af] 2015. Ved dette sidste kidnapningsforsøg, der fandt sted [i begyndelsen af] 2015, forsøgte ansøgerens far at flygte fra kidnapperne i bil, men blev i den forbindelse dræbt, da hans bil væltede. Ansøgeren er selv blevet kidnappet to gange. Første kidnapning fandt sted i 2012. Han var netop stået ud af en taxa omkring 15 minutters gang fra sin bopæl i Bagdad, da maskerede militsfolk, som kom kørende forbi, beordrede ansøgeren ind i deres bil. Ansøgeren fik bind for øjnene og fik bundet hænderne på ryggen. Han blev tilbageholdt i tre dage. Han blev ikke udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelse. Han ved ikke, hvilken milits, der stod bag kidnapningen. Han blev løskøbt af sine forældre for 20.000 USD. Anden kidnapning fandt sted [i måned B i] 2015. Han var på vej hjem fra sin butik for at spise frokost, da han blev stoppet af nogle mænd fra Al-Mahdi militsen, der kom kørende i en bil. Ansøgeren blev taget med til deres kontor. Han blev beskyldt for at drikke alkohol, for at gå ud med piger, for at gå usømmeligt klædt og for at være tatoveret på venstre underarm. Han blev tilbageholdt i seks dage på militsens kontor i Bagdad. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, idet han blev slået med elektriske kabler, med knytnæver og med en stok. Overgrebene resulterede i, at ansøgerens venstre arm brækkede. På tilbageholdelsens femte dag tilkendegav ansøgeren, at han fortrød sin opførsel og svor på koranen, at han ville stoppe med at drikke alkohol og gå ud med fremmede kvinder, hvorefter han blev løsladt dagen efter. Militsen forbød ham at fortælle om tilbageholdelsen og sagde, at det var en god ide, hvis han sluttede sig til dem. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl i Bagdad i omkring 20 dage, hvorefter han udrejste af landet. I perioden mellem løsladelsen og udrejsen blev ansøgeren ikke opsøgt, hverken fysisk eller telefonisk. Ansøgeren hørte dog fra nogle venner, at medlemmer fra militsen havde spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende, udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet som asylmotiv henviste til undertrykkelse og ydmygelse i hjemlandet, at han måtte flygte fra militser, og at hans far, slægtninge og venner var døde. Ansøgeren oplyste intet om kidnapninger af hans forældre eller ham selv. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han blev kidnappet i 2012, hvor han blev løsladt efter, at forældrene havde betalt en løsesum, og på ny i 2015, hvor han blev kidnappet af Al-Mahdi militsen og løsladt på betingelse af, at han lovede ikke at drikke alkohol. De sagde også, at han skulle slutte sig til dem. Ansøgeren forklarede videre, at hans forældre havde været udsat for kidnapningsforsøg, og at hans far døde i [begyndelsen af] 2015 i forbindelse med det seneste kidnapningsforsøg. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han var helt sikker på, at kidnapningen af ham i 2015 fandt sted den 5. [i måned B]. Han blev løsladt den 11. [i måned B i] 2015. Den sidste dato var han også helt sikker på, fordi de havde gæster i hjemmet dagen efter for at fejre hans fødselsdag. Han havde ingen kontakt med familien under kidnapningen. Ansøgeren forklarede videre, at hans far døde [i begyndelsen] 2015. Han forklarede endvidere, at han udrejste 20 dage efter løsladelsen. Ansøgeren blev herefter foreholdt, at det af et foto af farens gravsted på ansøgerens Facebook profil fremgår, at faren er død i [efteråret] 2014, og at ansøgeren har placeret opslag på Facebook henholdsvis den 31. [i måned A], 8. [i måned B], 8. [i måned B], 10. [i måned B] og 12. [i måned B] 2015. Ansøgeren ændrede herefter forklaring til, at hans far ikke døde i [begyndelsen af] 2015, og at kidnapningen af ham fandt sted i [måned A i] 2015 og ikke i [måned B i] 2015. Ansøgeren har til advokaten forklaret, at han blev kidnappet første gang i 2013, og at han efter at have kontaktet en kammerat mener, at han blev kidnappet anden gang i [måned C] eller [måned D i] 2015. Disse meget betydelige divergenser i ansøgerens forklaring kan efter nævnets opfattelse ikke udelukkende være begrundet i ansøgerens angivelige problemer med at foretage tidsfastsættelser, og nævnet finder derfor, at ansøgerens forklaring er utroværdig. Ansøgeren har til advokaten videre forklaret, at han tillige har en konflikt med sine farbrødre i anledning af, at de tilbageholder penge, der tilhørte hans far, og at en af farbrødrene er med i Al-Mahdi militsen og har truet med at slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne forklaring til grund og har herved lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han og hans familie ikke har megen kontakt med hans stamme, der i øvrigt ikke er involveret i politik eller militæret, ligesom han til asylsamtalen forklarede, at familien kun har ringe kontakt til hans 4 farbrødre, to fastre samt en moster. Ansøgeren har endvidere til advokaten forklaret, at han gik på diskotek og hang ud med ”emo-piger”, og at dette gjorde, at han blev truet af Al-Mahdi militsen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge denne forklaring til grund og bemærker herved, at ansøgeren hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller til asylsamtalen har forklaret noget herom. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle stå i et modsætningsforhold til Al-Mahdi militsen eller andre i Irak, og at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at hverken ansøgerens øvrige forhold – herunder hans forklaring om hans vestlige livsstil – eller den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det fremgår således af præmis 110 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 23. august 2016, J.K. and Others v. Sweeden, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke statuerer en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/27/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte mænd, der har kidnappet ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far blev kidnappet i 2006. Ansøgeren ved ikke, hvem eller hvorfor hans far blev kidnappet. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i] maj 2016 fik ansøgeren at vide, at hans far var død, og at ansøgerens mor havde identificeret farens lig ved Retsmedicinsk Institut i Irak. I 2012 og 2013 modtog ansøgeren og hans familie tre til fire trusselsbreve fra ukendte personer. I trusselsbrevene stod, at ansøgerens familie skulle forlade hjembyen Karbala. I 2012, da ansøgeren og hans familie havde modtaget de første to trusselsbreve, blev ansøgerens storebror beskudt af ukendte maskerede mænd. Ansøgerens storebror blev ikke ramt under skyderiet. Ansøgerens bror udrejste herefter til Danmark. I 2013, da ansøgeren og hans familie havde modtaget det tredje trusselsbrev, blev ansøgeren kidnappet. Han blev tilbageholdt af ukendte maskerede mænd, som slog ansøgeren dagligt. Under tilbageholdelsen spurgte de ukendte mænd ansøgeren, hvorfor resten af ansøgerens familie ikke var udrejst ligesom ansøgerens bror, og de truede ansøgeren med at slå ham ihjel. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i fem til syv dage, hjalp den ene af de ukendte mænd ansøgeren med at flygte. Ansøgeren tog tilbage til familiens bopæl, men ingen var hjemme. Ansøgeren tog herefter til sine morbrødres bopæl, hvor ansøgerens mor og lillesøster befandt sig. Hverken ansøgeren, hans mor eller lillesøster har været tilbage på familiens bopæl sidenhen. Ansøgeren opholdt sig hos sine morbrødre i et til halvandet år, inden ansøgeren udrejste i 2015. Ansøgerens mor og lillesøster opholder sig stadig hos ansøgerens morbrødre. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter det hårde liv, og at problemerne med hans morbrødre vil blive forværret, hvis han vender tilbage til morbrødrenes bopæl. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans morbrødre var meget religiøse, og de tillod ikke ansøgeren at gå klædt, som ansøgeren ønskede. Når ansøgeren opførte sig forkert, blev han slået af sin ældste morbror. Ved en enkelt lejlighed kastede ansøgerens ene morbror varmt vand på ansøgeren. Til sidst valgte ansøgeren at udrejse, hvilket ansøgerens mor støttede ham i. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer alvorlig forfølgelse og overgreb, idet han er homoseksuel. Til støtte for dette har han ansøgeren oplyst, at han grundlæggende er af den opfattelse, at hans konflikter er opstået som følge af hans seksuelle orientering, da han siden 13-14-års alderen har opfattet sig selv som homoseksuel. Ansøgeren har ikke tidligere under asylbehandlingen i Danmark været tryg ved at fortælle om sin seksualitet, idet hans herboende bror og svigerinde har været tæt knyttet til asylsagen. Ansøgeren frygter, at familien i Danmark vil slå hånden af ham, hvis han oplyser, at han er homoseksuel. Ansøgerens har derudover oplyst, at han i Irak indledte et forhold til en dreng, som senere blev seksuelt. I oktober 2016 mødte ansøgeren sin nuværende kæreste over Snapchat, og siden da har de haft et forhold. Kæresten er af irakisk oprindelse, 26 år gammel og bosiddende i Malmø. Han har dog fast arbejde i København. Forholdet med kæresten er seksuelt, og ansøgeren færdes tillige i forskellige homoseksuelle miljøer i København. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren, efter at familien havde modtaget nogle trusselsbreve, blev kidnappet og tilbageholdt i 5-7 dage af ukendte maskerede mænd, samt at ansøgeren havde det svært hos sine morbrødre. Flygtningenævnet finder ikke, at det oplyste er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig hos sine morbrødre i 1-1,5 år efter flugten fra kidnapperne, uden at opleve konflikter i den anledning, ligesom udrejsen efter ansøgerens egen forklaring var motiveret af ansøgerens forhold hos morbrødrene. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først efter afslaget fra Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er homoseksuel. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring til sin advokat og for nævnet på flere punkter er divergerende. Ansøgeren har således til sin advokat oplyst, at han indledte et seksuelt forhold til en ven i Irak som 13-14 årig, mens han for nævnet har oplyst, at han indledte forholdet som 11-12 årig. Til sin advokat har han endvidere oplyst, at han blev truet af sine venner i Irak, efter at de fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel, mens han for nævnet har oplyst, at han ikke blev truet, men alene blev taget afstand fra og talt grimt til. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet flere gange fremstod upræcis og afglidende. Ansøgerens forklaring om, at han nu er i et fast forhold til en mand, der arbejder i København og bor i Malmø, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således samlet set, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/26/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den shiitiske milits, al-Hashd al-Shaabi, idet han har nægtet af samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som kontorassistent i [en afdeling] under forsvarsministeriet i Bagdad. I [sommeren] 2015 overtog al-Hashd al-Shaabi arbejdsgangen og indsatte en ny leder kaldet [A]. [A] ville have medarbejderne, herunder ansøgeren, til at udlevere dokumenter, hvilket ansøgeren formoder var for at ændre i dokumenterne. Ansøgeren nægtede at samarbejde med [A], hvorfor han blev truet med at blive fyret. Idet ansøgeren vidste, at [A] var fra al-Hashd al-Shaabi, var ansøgeren bange for ham og konsekvenserne ved at nægte at samarbejde med ham. Ansøgeren gemte sig derfor på arbejdspladsen og undgik [A] i syv til ti dage, hvorefter han forlod arbejdspladsen og tog hjem. Dette fandt sted omkring [sommeren] 2015. I [sommeren] 2015 modtog ansøgeren to breve fra sit kontor, som han fik overdraget af sine venner [B] og [C]. Af det ene brev fremgik det, at ansøgeren var blevet afskediget, og af det andet brev fremgik det, at ansøgeren var indkaldt til militærtræning. [I sommeren] 2015 forlod ansøgeren Irak via Bagdad lufthavn, hvor han udrejste med sit eget pas. Ansøgeren har ikke givet mødet i forbindelse med nævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet i første række lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende og usammenhængende om en række helt centrale forhold vedrørende denne konflikt. Ansøgeren, der indrejste sammen med bl.a. sin fætter [F], hvis sag er blevet behandlet sammen med denne sag, har således forklaret uoverensstemmende om, hvor ansøgeren arbejdede, og om hvem der skaffede ansøgeren sit arbejde for det irakiske forsvarsministerium. [F] har til sin asylsamtale [i efteråret] 2016 forklaret, at ansøgeren slet ikke arbejdede i [område A], men hovedsageligt i lufthavnen, og at ansøgeren fik sit arbejde via sin fætter [E]. Ansøgeren har derimod forklaret, at han arbejdede i [område A], ligesom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var hans ven [B], der skaffede ham arbejdet. Ansøgeren har desuden forklaret noget udetaljeret og usammenhængende om sine arbejdsopgaver for ministeriet, hvorfor det er uklart for nævnet, hvad der kan lægges til grund herom. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om den eller de trusler, han modtog fra al-Hashd al-Shaabi. Under oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelen af] 2016 oplyste ansøgeren således ifølge referatet, at han over en periode på 30 dage blev truet dagligt med at blive slået ihjel. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han blot blev truet én gang, og at truslen lød på, at han ville blive opsagt fra sit arbejde. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvor han opholdt sig efter, at han i starten af [sommeren] 2015 forlod arbejdspladsen. Under oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at han skiftevis gemte sig derhjemme, hos vennen [B] og hos sin farfar, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har oplyst, at han udelukkende gemte sig derhjemme. Ansøgerens forklaring om, at han i første omgang gemte sig på sit arbejde beliggende i [område A], savner desuden sammenhæng med ansøgerens øvrige om, at militsen havde overtaget ledelsen af [arbejdspladsen]. Flygtningenævnet har ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens oplysninger om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi desuden tillagt det vægt, at det af et høringssvar af 7. oktober 2016 fra Udenrigsministeriet fremgår, at det dokument, som ansøgeren har fremlagt fra sin arbejdsgiver vedrørende hans opsigelse, er vurderet som værende uægte. På denne baggrund må Flygtningenævnet afvise ansøgernes forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi og lægge til grund, at ansøgeren ikke som en følge af disse forhold er i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/259/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes svigerfamilie vil tage hendes søn, [A], fra hende og slå ansøgeren ihjel, idet ansøgerens mand er forsvundet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun frygter den generelle usikkerhed i Irak, herunder Islamisk Stat. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun udrejste af Irak i [efteråret] 2015 som følge af den generelle usikkerhed i landet, og at ansøgeren udrejste sammen med sin mand, sin søn og sin datter. Hendes mand og datter forsvandt på Middelhavet [i efteråret]. Ansøgeren kontaktede sin svoger, [B], i Grækenland og fortalte, at hendes mand og datter var forsvundet. Hun havde kontakt til [B] en gang mere på et for ansøgeren ukendt tidspunkt. Ansøgeren kontaktede sin svoger, [C], et par dage efter, hun indrejste til Danmark [i slutning af] 2015. [C] truede i den forbindelse med at tage ansøgerens søn fra hende, idet hendes svigerfamilie mente, at ansøgerens søn tilhørte dem, idet ansøgerens mand var forsvundet. [C] truede ligeledes med at slå ansøgeren ihjel som hævn for at hendes mand var forsvundet. Ansøgeren modtog tre beskeder med trusler fra [C] omkring tre dage senere. Ansøgerens svigerfamilie har truet ansøgerens familie i Irak to eller tre gange. Ansøgerens familie fortalte ansøgeren om svigerfamiliens trusler første gang i foråret/sommeren 2016 og sidste gang en uge før ansøgerens asylsamtale [i slutning af] 2016. Ansøgeren har videre oplyst, at hun blev gift med [D] [i foråret] 2016 i Danmark, og efterfølgende født en søn [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten med sin svigerfamilie til grund, idet den – trods det relativ enkle motiv - forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 flere gange forklarede, at hendes svigerfamilie kontaktede hende og truede hende med at ville tage hendes søn fra hende, hvis hun kom tilbage til Irak. Det var hovedsagelig [C], der kontaktede hende, og der var tale om ca. 4 trusler. Hun havde sidst haft kontakt med svigerfamilien 5 måneder forinden samtalen. Ansøgeren forklarede ikke om dødstrusler. I asylskemaet oplyste ansøgeren, at hendes ægtefælles familie ringede og truede med at slå hende ihjel og fratage hende sønnen, [A], og til asylsamtalen [i slutning af] 2016 forklarede ansøgeren, at hun kontaktede [C] efter sin indrejse i Danmark. Han truede med at tage hendes søn fra hende og slå hende ihjel som hævn for, at hendes mand var forsvundet. Hendes svigerfamilie truede hende kun en gang. Hun havde sidst kontakt med svigerfamilien tre dage efter, at hun kontaktede dem et par dage efter sin indrejse i Danmark i [slutning af] 2015. Foreholdt at hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun sidst havde kontakt med dem 5 måneder før samtalen, dvs. omkring [starten af] 2016, forklarede hun, at hun ikke huskede det. Ansøgeren har endvidere i asylskemaet oplyst, at hendes ægtefælles ven i Irak, [E], ringede til hende, da hun var kommet til Danmark og sagde, at hendes svigerfamilie havde fremsat trusler, idet de beskyldte hende for at have slået hendes mand ihjel. Ansøgeren har hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen forklaret om [E] eller hans videregivelse af trusler. Ansøgeren har videre til asylsamtalen først forklaret, at hendes svigerfamilie også truede hendes familie i Irak. Hun fik kendskab til den første trussel ca. 6 måneder forinden samtalen, idet det var ca. 1 måned før, hun blev gift. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at svigerfamilien henvendte sig til hendes familie første gang ca. 6 måneder forinden samtalen - umiddelbart efter, at hun var blevet gift [i foråret] 2016 og dermed efter oplysnings- og motivsamtalen, idet hun ellers ville have nævnt det under denne samtale. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at hun ikke kan huske tidspunkterne. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at hun ikke vidste, hvad svigerfamilien truede med at gøre, hvis ansøgeren ikke sendte sin søn til Irak, men at de havde sagt, at hun kunne blive i Danmark, da hun var blevet gift her, mens ansøgeren under nævnsmødet i dag forklarede, at hun ikke vidste, om svigerfamilien var klar over, at hun var blevet gift. Nævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene ved ansøgerens psykiske situation. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at svigerfamilien angiveligt ikke foretog sig noget fra den sidste kontakt med ansøgeren i Danmark i slutningen af 2015 og frem til foråret/sommeren 2016, hvor de angiveligt kontaktede ansøgerens familie i Irak. Ansøgerens forklaring om, at hun for 2-3 måneder siden modtog lydfiler med trusler fra [B] kan ikke lægges til grund, idet det ikke findes sandsynliggjort, at lydfilerne hidrører fra [B]. For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, der angår frygten for den generelle usikkerhed i Irak og Islamisk Stat, har ansøgeren forklaret, at hun ikke har nogen personlige konflikter med hverken myndigheder eller grupper i Irak, og at der er tale om en generel frygt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/254/FAM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Mosul i Ninawa Provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren og hans familie flygtede fra Mosul i 2003 og flyttede til [landsbyen B]. Da ISIL i 2014 kom til [B], der ligger omkring en times kørsel fra Mosul, flygtede familie videre til [landsbyen Z], hvor de opholdt sig i omkring halvanden måned, indtil ISIL blev fordrevet fra [B]. Ansøgeren opholdt sig i [B] i omkring et år, inden han flygtede ud af Irak i 2015. Ansøgeren har som nyt asylmotiv forklaret, at han som sunnimuslim frygter shiamilitser, og at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mosul og i området omkring Mosul. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgeren eller hans familie ikke er blevet opsøgt af ISIL eller i øvrigt har haft konflikter med ISIL. Ansøgeren og hans familie har endvidere ikke haft konflikter eller problemer med myndighederne, organisationer, grupperinger eller privatpersoner. Ansøgerens frygt for ISIL, shiamilitser og den sikkerhedsmæssige situation i Irak er således udelukkende af generel karakter, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet individuelt eller konkret vil blive udsat for forhold af umenneskelig eller nedværdigende karakter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der ses heller ikke at være reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere har kontrollen i [B], i området omkring Mosul eller i Mosul, og at regeringen og grupperinger, der er støttet af regeringen, har overtaget kontrollen. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, og at ansøgerens familie, der består af hans mor og far og otte søskende samt ansøgerens farbrors familie og hans mors familie, fortsat bor i [B] eller i området omkring Mosul. Ansøgeren har ikke haft konkrete konflikter med shiamilitser i Mosul eller i området omkring Mosul, og ødelæggelserne i Mosul og i området omkring byen kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold der, selvom ansøgeren er sunnimuslim. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han reelt risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/253/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Ninawa, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgeren har i det hele henvist til sine forældres asylmotiv, som er, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter krigen og ISIL. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at ISIL har befundet sig tæt på deres bopæl i Irak, og at der har forekommet ødelæggelser og halshugninger, og de har som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at de som kurdiske sunni-muslimer frygter shiitiske militser. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i dag truffet afgørelse i ansøgerens forældres sag. Nævnet skal henvise til begrundelsen heri, som er sålydende: ”Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres oprindelige asylmotiv til grund, men nævnet finder, at det ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke har haft konflikter med myndigheder, private personer eller andre parter i Irak, og nævnet lægger efter ansøgerens forklaringer til grund, at de ikke er blevet opsøgt, truet eller i øvrigt har kontakt med ISIL. Hertil kommer, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere har kontrollen i ansøgernes hjemområde, uanset om dette hører under Mosul, som hævdet af ansøgerne, eller under Erbil, som hævdet af Udlændingestyrelsen. For Flygtningenævnet har ansøgerne yderligere påberåbt sig den generelle sikkerhedsmæssige situation i deres hjemområde, herunder navnlig at ansøgerne er kurdiske sunnimuslimer, og at hjemområdet kontrolleres af shiitiske militser, ligesom der forsat er kamphandlinger. Flygtningenævnet bemærker, at de foreliggende baggrundoplysninger ikke peger på, at ansøgernes hjemområde kontrolleres af shiamilitser, og nævnet finder, at ansøgerne, som ikke har konkrete konflikter med militser eller myndigheder, ikke har sandsynliggjort, at de er profileret overfor shiamilitser eller andre i hjemområdet. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerne har oplyst, at de på grund af registreringer omkring deres bopælsmæssige forhold ikke kan vende tilbage til deres hjemområde, men nævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Herefter, og da de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – uanset de er vanskelige på grund af ødelæggelser som følge af tidligere kamphandlinger – ikke kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet stadfæster derfor også Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ansøgeren.” Irak/2017/252/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerene er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra Ninawa, Irak. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerene har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter krigen og ISIL. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at ISIL har befundet sig tæt på deres bopæl i Irak, og at der har forekommet ødelæggelser og halshugninger. Endvidere har ansøgerne henvist til, at de er flygtet for at deres børn kan få en fremtid. Ansøgerne har som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at de som kurdiske sunni-muslimer frygter shiitiske militser. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres oprindelige asylmotiv til grund, men nævnet finder, at det ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke har haft konflikter med myndigheder, private personer eller andre parter i Irak, og nævnet lægger efter ansøgerens forklaringer til grund, at de ikke er blevet opsøgt, truet eller i øvrigt har kontakt med ISIL. Hertil kommer, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere har kontrollen i ansøgernes hjemområde, uanset om dette hører under Mosul, som hævdet af ansøgerne, eller under Erbil, som hævdet af Udlændingestyrelsen. For Flygtningenævnet har ansøgerne yderligere påberåbt sig den generelle sikkerhedsmæssige situation i deres hjemområde, herunder navnlig at ansøgerne er kurdiske sunnimuslimer, og at hjemområdet kontrolleres af shiitiske militser, ligesom der forsat er kamphandlinger. Flygtningenævnet bemærker, at de foreliggende baggrundoplysninger ikke peger på, at ansøgernes hjemområde kontrolleres af shiamilitser, og nævnet finder, at ansøgerne, som ikke har konkrete konflikter med militser eller myndigheder, ikke har sandsynliggjort, at de er profileret overfor shiamilitser eller andre i hjemområdet. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerne har oplyst, at de på grund af registreringer omkring deres bopælsmæssige forhold ikke kan vende tilbage til deres hjemområde, men nævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Herefter, og da de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – uanset de er vanskelige på grund af ødelæggelser som følge af tidligere kamphandlinger – ikke kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser” Irak/2017/251/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har været medlem af KDP fra han var 14-15 år og indtil 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af KDP’s efterretningstjeneste, Parasti, idet han har ytret sig kritisk over for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har været medlem af KDP, men gjorde oprør og forlod partiet i 2012. Ansøgeren forlod partiet, da han fandt ud af, at forholdene i partiet ikke var i orden. Peshmergha og deres familier fik ikke nok støtte, mens ledelsen i KDP nød en god tilstedeværelse. Under sin tid på gymnasiet virkede ansøgeren som elevrådsformand og fik en stor kontaktflade til unge mennesker. Ansøgeren forsøgte senere at vende de unge mennesker, herunder det elevråd han var formand for og de øvrige elevrådsformænd, mod KDP. Ansøgeren arrangerede og deltog i demonstrationer mod KDP, samt skrev kritiske opslag på sociale medier mod KDP for at italesætte de forhold Peshmergha og deres familier levede under. KDP’s efterretningstjeneste blev bekendt med ansøgerens politiske aktiviteter mod KDP, hvorefter han modtog flere dødstrusler, som nødvendiggjorde hans udrejse af Irak. Ansøgeren blev ved flere lejligheder truet ved, at en bil kørte op på siden af ham, hvori der sad bevæbnede personer. Personerne så vredt på ansøgeren og viste deres våben frem. Ansøgeren indså, at hans liv var i fare, efter han modtog et telefonopkald fra en person, der udgav sig for at være fra KDP’s efterretningstjeneste, Parasati. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgeren forklaring til grund, der relaterer sig til, at han har været tilknyttet KDP, og at han ophørte med sine aktiviteter i 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens øvrige forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren, som er en højt uddannet mand, har svaret afglidende på konkrete spørgsmål, ligesom nævnet har lagt vægt på, at han har forklaret udbyggende om centrale elementer i det påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sine aktiviteter, efter han var stoppet hos KDP. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2016 forklaret, at han begyndte at udbrede budskabet om partiets løgne, blandt andet over internettet. Til asylsamtalen [i slutningen] af 2016 har ansøgeren forklaret, at han overtalte andre ligesindede universitetsstuderende til at mødes og arrangere hemmelige møder og demonstrationer, og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han var formand for en komité bestående af syv til otte medlemmer, der hver havde omkring 100 personer under sig. Han har endvidere forud for nævnsbehandlingen omtalt, at en ven omkom ved en bilulykke, og at dette indgik i den trussel, som han angiveligt modtog telefonisk. Først under nævnsbehandlingen har han forklaret, at den pågældende virkede som ansøgerens højre hånd i en organisation, der talte et meget stort antal medlemmer, og hvor ansøgeren indtog en ledende rolle. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i en periode på 3 år efter det angivelige brud med KDP, hvor han efter sin forklaring aktivt har modarbejdet KDP, ikke har været opsøgt af Parasti. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har spillet en central rolle i forbindelse med demonstrationer, men har tilstræbt at holde sig anonymt i baggrunden, hvilket stemmer dårligt overens med hans forklaring om den centrale position, han angiveligt skulle indtage i KDP. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under den seneste samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har oplyst, at hans familie ikke har været opsøgt efter hans udrejse vedrørende ansøgerens konflikt. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren indledningsvis forklaret, at hjemmet i den første tid efter udrejsen blev opsøgt af forskellige personer, men at han ikke ved, om nogen af disse personer havde relation til hans konflikt. Under sine afsluttende bemærkninger i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han i 2017 har været efterlyst af flere personer, der rettede henvendelse til hans familie. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/250/IVK
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
